Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1986, og at han [i starten af] 1987 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2017 blev registreret som udrejst til Iran fra [sommeren] 2014. Den [slutningen af] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger efter stemplerne i klagerens iranske nationalitetspas og Udlændingestyrelsens tilkendegivelse på nævnsmødet til grund, at klageren ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Spørgsmålet er herefter, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Det må lægges til grund, at han i perioden fra sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 til den seneste indrejse i Danmark [i foråret] 2017 ad flere omgange er rejst mellem Danmark og Iran, og at han i denne periode har opholdt sig i Iran bortset fra sammenlagt 73 dage fordelt over fem perioder, hvor han har været i Danmark. Derudover må det lægges til grund, at han forinden sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 havde opholdt sig i Iran og der fået sit iranske pas fornyet. Af passet fremgår, at det er udstedt i Iran [i foråret] 2014. Herudover lægger nævnet til grund, at klageren under sine ophold i Iran har beholdt sin lejlighed, og at huslejen er blevet betalt automatisk. I perioden fra klagerens udrejse af Danmark [i sommeren] 2016 overlod han lejligheden til en vens veninde, og veninden blev registreret med bopæl i lejligheden fra [sommeren] 2016 til [foråret] 2017. Dette var anledningen til, at klageren af kommunen blev registreret som udrejst. Det er ikke oplyst, om klageren i de perioder, hvor han var i Danmark, opholdt sig i sin egen lejlighed, herunder da klageren var i Danmark fra den [starten af] til [starten af] 2017, mens en anden var registreret på hans adresse. Klageren har om sine rejser til Danmark i perioden navnlig forklaret, at han skulle til lægebesøg for sin diabetes og for blodprop i hjernen, ligesom han på et tidspunkt fik problemer med hørelsen. Han har endvidere om sine ophold i Iran forklaret, at hans mor var død før 2014, og at hans far, en bror og en svoger døde i 2014 og 2015. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren i hvert fald fra sommeren 2016, hvor han overlod sin lejlighed til en anden, reelt har opgivet sin bopæl i Danmark for frivilligt at tage bopæl hos sine søstre i Iran, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4. Klageren har efter det oplyste opholdt sig i Danmark, hvor hans to voksne døtre bor, i meget korte perioder i perioden fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2017, hvor han primært har opholdt sig i Iran, hvor han har fire søskende. Herefter og efter det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke efter sommeren 2016 har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark med henblik på at tage varigt ophold i landet. Betingelserne for at meddele dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3, er derfor ikke opfyldt. Længden af hans ophold i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herefter, at det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelse efter § 7, der er meddelt med henblik på varigt ophold, uanset § 17, først bortfalder, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet med henblik på der at tage varigt ophold, og udlændingen opholder sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. § 17 a, stk. 1, henviser til hele § 17 og dermed også til den del af § 17, stk. 1, der vedrører opgivelse af bopæl. Forarbejderne til § 17 a, herunder pkt. 8 i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3 (om § 17 a) i lovforslag nr. 335 af 27. maj 1993 må forstås i overensstemmelse hermed. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse omtalt udlændingelovens § 17 a og har ikke taget stilling til, om opholdstilladelsen efter denne bestemmelse kan anses for bortfaldet. På den baggrund ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til styrelsen til fornyet prøvelse.” Iran/2019/42/TLNJ
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra [by], Chalous Mazadaran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har foreholdt sig kritisk og stillet spørgsmålstegn ved tilstandene i det iranske militær, hvor han har arbejdet som helikopteringeniør i perioden mellem [dato] april 2007 og indtil [dato] august 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden den [en nærmere bestemt dato i] april 2017 har været ansat i det iranske militær. Ansøgerens opgaver bestod i at reparere og vedligeholde helikoptere. Han arbejdede på en militærbase i [by]. [I] maj 2014 var ansøgeren til et foredrag med en officer ved navn [S]. Efter foredraget kunne tilhørerne stille spørgsmål, og ansøgeren spurgte, hvorfor Iran sendte mænd til Syrien for at støtte Bashir al-Assad, og hvorfor det var vigtigt for Iran at have kernevåben. [S] bad ansøgeren sætte sig ned igen. Der var også andre blandt tilhørerne, der stillede kritiske spørgsmål. Efterfølgende opstod der uro og [S] forlod lokalet. En person fra visiteringsenheden spurgte om ansøgerens navn. [I] juni 2014 blev ansøgeren indkaldt til et møde hos visiteringsenheden. Han fik at vide, at han ville blive indkaldt til et disciplinært møde. [I] juli 2014 blev ansøgeren indkaldt til endnu et møde, hvor han fik at vide, at han havde brudt militærreglerne, og at han derfor ikke kunne stige i rang i to år. Ansøgeren fik endvidere besked på, at han skulle melde sig til den disciplinære enhed i Teheran. [I] december 2014 var ansøgeren til et møde i disciplinærenheden, og han blev spurgt ind til, hvorfor han havde stillet kritiske spørgsmål. [I] januar 2015 blev hans sag overdraget til sikkerhedsenheden. Fra januar 2015 blev ansøgeren månedligt indkaldt til et møde hos militærsikkerhedsenheden. Ansøgeren var til møde i militærsikkerhedsenheden fem til seks gange. Formålet var, at det skulle afklares, hvorvidt han udgjorde en trussel for det iranske militær. Han fortsatte samtidig sit arbejde i militæret. Ansøgeren blev afhørt om, hvorvidt han tilhørte en særlig gruppering, og om han støtte den vestlige verden. Under møderne blev ansøgeren truet med at blive henrettet. Ansøgeren var til sit sidste møde i militærsikkerhedsenheden [i] august 2015. [I] august 2015 var ansøgeren, sammen med de andre ansatte og deres familier, inviteret til et arrangement på militærbasen i [by]. Det var et socialt arrangement, der handlede om, hvordan det var at arbejde i militæret. En officer holdte tale. Under officerens tale rejste ansøgeren sig op og fortalte om sin sag, og i denne forbindelse spurgte ansøgeren officeren om hjælp. Andre ansatte fortalte også om deres problemer og stille spørgsmål til officeren. Som følge heraf opstod der tumult i lokalet. Officeren forlod lokalet. Ansøgeren forlod også lokalet ad en anden vej. Ansøgeren deserterede fra militæret og udrejste af Iran [i] august 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret præcis, detaljeret og konsistens under hele sagsforløbet. Nævnet finder på baggrund af den fremlagte indstilling, hvorefter han alene idømmes disciplinær straf og da undersøgelsen af hans forhold varede i mere end 15 måneder, hvor han kunne passe sit arbejde imens sammenholdt med, at han har forklaret, at det at han i over et år var i myndighedernes søgelys, ikke var hans problem, at denne episode ikke er asylbegrundende. Under den anden episode [i] august 2015 har ansøgeren forklaret, at han ikke stillede kritiske spørgsmål eller var uhøflig. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at denne episode alene eller i forbindelse med den første skulle udgøre et problem, der kunne begrunde asyl. Nævnet finder i overensstemmelse med fast praksis, at det forhold, at han er deserteret og er udrejst illegalt ikke kan begrunde asyl. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/41SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [mindre by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygte at blive slået ihjel af ægtefællen til den kvinde, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i omkring to til tre år har haft et forhold til en kvinde, som han kendte ved navn [A]. [A] havde været gæst i ansøgerens restaurant, hvorefter hun ringede til ansøgeren og spurgte om, de kunne mødes. Da ansøgeren mødtes med [A], fortalte hun, at hun godt kunne lide ham. [A] og ansøgeren indledte et forhold. De så hinanden en til to gange om måneden i en periode på to til tre år. De mødtes på ansøgerens restaurant og kørte ud til ansøgerens families plantage, hvor de havde samleje på plantagen eller i bilen. Den sidste gang de mødtes mellem [mindre by] og Teheran, foreslog [A], at de skulle tage hjem til hendes bopæl, hvorefter de kørte derud. Ansøgeren frygtede, at hendes familie ville opdage dem, herunder [A]s bror. [A]s bror arbejdede for Sepah. [A] overbevist ansøgeren om, at der ikke ville ske noget. De havde samleje hjemme hos [A]. Mens ansøgeren var ved at tage tøj på, bankede det på døren og en stemme råbte, at [B] skulle lukke op. [A] sagde, at det var hendes ægtefælle. Ægtefællen kaldte [A] for [B]. Ansøgeren flygtede ud ad vinduet, hvor der var en balkon. Fra balkonen flygtede han ned ved hjælp af et gasrør. Ansøgeren løb hen til hovedvejen, hvor han fik fat i en bil. Han blev kørt hjem til sin bopæl og ringede til sin bror. Broren sagde, at ansøgeren ikke skulle møde på arbejde dagen efter. Dagen efter ringede ansøgerens bror til ham og fortalte, at ægtefællen til [A] havde opsøgt restauranten sammen med andre myndighedspersoner. Få dage senere blev ansøgerens families sommerbolig opsøgt. Kun ansøgerens mor var hjemme. Ansøgerens bror hjalp ham med at flygte op til en anden landsby i bjergene. Her opholdt ansøgeren sig i omkring en måned, hvorefter broren hjalp ham med at udrejse af Iran ved hjælp af en agent. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt en gang, og broren er blevet afhørt af myndighederne. Myndighederne spurgte til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren på trods af 11 – 12 års skolegang ikke har anført det nu påberåbte asylmotiv i asylskemaet, hvilket påvirker hans generelle troværdighed. Han har på trods af, at han igennem ca. tre år har mødt kvinden to gange om måneden i tre til fire timer ikke kunne beskrive hende nærmere herunder arbejde, interesser eller lignende. Han har ikke kunne beskrive den lejlighed, hvor han var sammen med kvinden, da han blev opdaget. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter om asylmotivet herunder om han havde overvejet ægteskab, om hans bror havde kendskab til forholdet, om de var i gang med sex, da ægtefællen kom hjem, om kvinden blev bevidstløs, om soveværelsesdøren var låst eller om han kurede ned på jorden eller via en mur. Han har til oplysnings- og motivsamtale [dato] oktober 2016 oplyste, at familien ikke var blevet opsøgt siden hans udrejse, mens han for nævnet har oplyst, at bopælen er blevet opsøgt flere gange. Han har under nævnsmødet forklaret, at de personer der opsøgte restauranten kom op og slås med hans bror, hvilket ikke er blevet forklaret tidligere. På baggrund af ovennævnte usandsynligheder, divergenser og udbygninger tilsidesætter nævnet forklaringen som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/40/SME
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet og efterfølgende henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er konverteret til Bahai-troen. Videre har ansøgeren som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter, at de iranske myndigheder vil beskylde ham for at være spion, da de beskylder alle bahaier for at være spioner. Derudover har ansøgeren som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har oplyst, at han for fem år inden sin udrejse af Iran, fik kendskab til Bahai-troen for første gang af sin nye medarbejder, [A]. Efterfølgende begyndte han ugentligt at deltage i Bahai-møder, hvor han sammen med [A] og hendes mand diskuterede de hellige bøger i Bahai. Da ansøgeren følte sig troende i Bahai-religionen, fortalte han sin familie om sin nye tro. Ansøgeren talte med sin søster, [B], om Bahai-religionen, ligesom de sendte beskeder til hinanden. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran, idet han var bange for, at myndighederne skulle opdage, at han var konverteret til Bahai. Omkring to til tre dage inden ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 blev ansøgerens to søstre, [C] og [B], anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Umiddelbart efter anholdelsen blev [C] løsladt, mens [B] blev tilbageholdt i tre måneder og en dag. Da [B] var for retten, kom det frem, at myndighederne havde undersøgt hendes telefon og fundet ud af, at ansøgeren var konverteret til Bahai. Efterfølgende blev ansøgerens bil, forretning og ting beslaglagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han reelt er konverteret til bahai-troen til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende herom. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan han lærte om og praktiserede bahai troen i Iran. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han læste to af bahai religionens 8 bøger, og at han udover oplysninger fra sin kollega [A] lærte mere om religionen ved at læse på internettet. I asylsamtalen har han forklaret, at han i Iran deltog i møder, hvor de gennemgik de første 2 af religionens 7 bøger. Nogle af møderne foregik i ansøgerens atelier og andre foregik hos [A]. Møderne blev holdt hver uge, med mindre de havde travlt på arbejdspladsen, og møderne varede 2-2½ timer. Det var ansøgeren, [A], dennes ægtefælle, [D], og enkelte andre, som deltog i møderne. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de ikke holdt egentlige møder i atelieret, men uformelle samtaler, og at de afholdt åndelige møder andre steder, herunder hos [A], hos ansøgerens familie, når der ikke var andre hjemme, hos [D’s] forældre og hos venner. Ansøgeren har forklaret uklart og afglidende om, hvem der deltog i møderne og hvor ofte de blev afholdt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han har fået den bog om bahai troen, som han har haft med til Danmark. Under asylsamtalen har han forklaret, at han fik bogen af [A]. Han forklarede derefter først, at han fik den en måned før sin udrejse, derefter at han fik den 5 år før sin udrejse for til sidst at bede tolken om ikke at oversætte, hvad han havde sagt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke kan huske, hvem han fik bogen af, men det var muligvis [A]. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at redegøre for, hvilke overvejelser, han har gjort sig, i forbindelse med beslutningen om at konvertere, ligesom det henset til risikoen herved forekommer bemærkelsesværdigt, at han angiveligt skulle have sendt sms-beskeder til sin søster [B] om forholdene for bahai troende, og at han skulle have talt åbent om bahai troen i sit atelier, hvor der ifølge ansøgeren kom mange mennesker. Endelig har ansøgeren forklaret, at han ikke under sit ophold i Danmark har gjort noget for at mødes med andre bahai troende, og ikke har læst yderligere i religionens hellige bøger. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse, hvis han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har boet i Iran i 3 år efter sin angivelige konversion i 2012 uden at have oplevet problemer med myndighederne. Nævnet har ikke fundet, at oplysningerne i advokatens indlæg om, at en kvinde ved navn [E], som skulle være identisk med ansøgerens søster [B], har fået asyl i Storbritannien, understøtter, at ansøgeren skulle risikere forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af oplysningerne fra sagen i Storbritannien, som advokaten har fremlagt, at [E’s] sag har nogen forbindelse med ansøgerens asylmotiv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/4/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Gonbad-e Kavus, Golestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er ateist og har kopieret og uddelt materiale, der omhandlede kritik af islam. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning [i foråret] 2017. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra islam og ateisme til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget kristne aktiviteter, herunder startet på bibelstudium, deltaget i Jehovas Vidners møder og siden januar 2018 deltaget i den offentlige missionsvirksomhed. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i sommeren] 2018 blev døbt, og at han har intensiveret sin offentlige missionsvirksomhed. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konversion først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger tidligere har været stærkt politisk aktiv ateist, der nu skulle være konverteret og kristen forkynder. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine betragtninger herom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han tilfældigt kom i kontakt med Jehovas Vidner i Tyskland og blev interesseret heri ikke forekommer overbevisende. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i iranske kredse – ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgerens ansøgning om asyl. Ansøgeren har en stor viden om kristendommen, men Flygtningenævnet finder, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra Jehovas Vidner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans tilknytning til Jehovas Vidner er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin tilknytning til Jehovas Vidner, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil, hvor ansøgeren har lagt opslag med kristent indhold, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af opslagene, herunder at opslagene ligeledes bærer præg af at være lagt op i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv. Facebook-profilen fremstår således konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt bl.a. baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/39/FAM
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er iransk statsborger, men født og opvokset i al-Tash, Ramadi i Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, herunder den iranske efterretningstjeneste, da hans far har været politisk aktiv for KDP. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far udrejste fra Iran for ca. 40 år siden. Ansøgerens far er sympatisør for KDP og betaler kontingent til partiet. Ansøgerens far har uddelt aviser for partiet og deltaget i møder. Ansøgerens far har aldrig talt politik med ansøgeren, ligesom ansøgeren ikke ved, hvad der skete til de møder, som hans far deltog i. Ansøgerens farbrødre er også sympatisører for KDP, og ansøgeren har tre fætre i Danmark, som er blevet meddelt asyl på baggrund af deres fædres tilknytning til KDP. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren i Irak, og at hans far, der er flygtet fra Iran til Irak for ca. 40 år siden, har været politisk aktiv i Irak, idet han har sympatiseret med KDP og i den forbindelse blandt andet uddelt aviser og deltaget i møder. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fars brødre ligeledes har været politisk aktive i Irak, hvilket har medført, at ansøgerens tre fætre har fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har ikke været i Iran, og han har ikke iranske identitetspapirer, ligesom han ikke kan tale farsi. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie og som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/38/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han er iraner og etnisk kurder og sunni muslim fra Al Tash-lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, da de beskylder ham for politisk aktivitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke er anerkendt som statsborger noget sted, da han er født i Al-Tash-lejren, af iranske forældre. Ansøgeren boede i lejren sammen med sine forældre og søskende frem til 2003, hvor hans familie forsvandt. Ansøgeren har ikke nogen dokumentation for sin nationalitet, da hans forældre tog familiens dokumenter med sig, da de forsvandt. Ansøgeren forsøgte at lede efter sin familie, men til sidst rejste han til [A] i Irak sammen med en mand ved navn [B], som han mødte, mens han ledte efter sine forældre. Ansøgeren blev boende hos [B], indtil han udrejste fra Irak i efteråret 2015, og han har ikke set sine forældre siden 2003. Forud for ansøgerens udrejse af Irak i 2015 har han tre gange forsøgt at krydse grænsen til Iran illegalt. Alle tre gange er ansøgeren blevet tilbageholdt og hans sag forelagt for en dommer, inden de har sendt ham tilbage til Irak. Tredje gang sagen blev forelagt for retten i Iran, sagde dommeren, at han ville blive fængslet og beskyldt for politiske aktiviteter, hvis han genindrejste i Iran. Ansøgeren har flere gange forsøgt at ansøge om tilladelse til at indrejse legalt i Iran, men han har fået afslag hver gang, da han ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, at han er kurder fra Iran og opvokset i Al Tash-lejren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er iraner af nationalitet, idet ansøgeren har forklaret, at begge hans forældre er iranske statsborgere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om væsentlige dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvad der skete, da hans forældre forsvandt fra Al Tash-lejren. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han den dag forældrene forsvandt, spillede fodbold i en anden del af lejren. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han var på arbejde. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med forældrenes forsvinden, idet ansøgeren i sit asylskema har forklaret, at forældrene forsvandt efter det amerikanske angreb på Irak i 2003, hvor de flygtede under kaos og menneskemylder, og hvor han blev væk fra sin familie. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at folk var begyndt at forlade lejren fem til ti dage, før ansøgerens familie forsvandt, men at ansøgerens egen familie opførte sig som de plejede, og at den dag ansøgerens familie forsvandt, var ligesom alle andre. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han blev i lejren for at lede efter sine forældre, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev der i cirka fire timer, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev der i fire dage. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine indrejser i Iran fremstår utroværdige og udbyggende. Ansøgeren har således ikke i sit asylskema forklaret noget om sin konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om indrejsetidspunktet for sin anden indrejse i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at denne indrejse fandt sted i 2006, mens han til asylsamtalen har forklaret, at det var i 2007. Samtidig har ansøgeren forklaret utroværdigt og divergerende om sin kontakt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han aldrig har været stillet for en dommer, men at sagen har været forelagt skriftligt for en dommer, og at ansøgeren har fået dommerens afgørelser og udtalelser refereret af politiet. Ansøgeren har derimod både til motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at han har været stillet for en dommer, og det fremstår ved disse forklaringer, som om dommeren har udtalt sig personligt til ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren endvidere specifikt forklaret om, at han blev kørt til [C] for at blive stillet for en dommer. Endelig har Flygtningenævnet i relation til ansøgerens generelle troværdighed tillagt det betydning, at ansøgeren trods sin forklaring om sit og sin families langvarige ophold i Al Tash-lejren ikke har kunnet identificeres som værende fra Al Tash-lejren af UNHCR. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/37/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født muslim fra [mindre by], Kermanshah provinsen, Iran. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han tidligere er anklaget for blasfemi. Han har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet, udsat for repressalier eller blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har i forlængelse heraf også oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran også frygter, at han vil blive udsat for repressalier fra sin tidligere kæreste, [A’s], familie, da de mener, at ansøgeren er skyld i [A’s] tilbageholdelse af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at han vil blive henrettet, fordi han har kon-verteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik et opkald fra den iranske efterretningstjeneste tre måneder før sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Ansøgeren blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste og blev derefter fængslet, fordi han blev anklaget for blasfemi. Ansøgeren blev løsladt igen efter tre måneders fængsling, da myndighederne ikke kunne fremskaffe beviser herfor. To dage efter ansøgerens løsladelse udrej-ste han af Iran. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gennem en fæl-les ven, [B], blev bekendt med, at ansøgerens kæreste, [A], var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder, mens han fortsat opholdt sig i Iran. [B] fortalte videre ansøgeren, at [A’s] familie beskyldte ansøgeren for [A’s] tilbageholdelse. Endelig har ansøgeren oplyst, at en ven introduce-rede ansøgeren for kristendommen i [foråret] 2016 ved at tage ham med i Haderslev kirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet an-søgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv med hensyn til den angivelige fængsling i Iran, han var udsat for. I asylansøgningsskemaet har ansø-geren oplyst, at han udrejste, fordi han var forvist fra sit fødested, eftersøgt ved Irans islamiske love samt fordi, at han var udsat for diskrimination og trusler, da han ikke havde en religion og var kurder, men har ikke nævnt, at han havde været fængslet. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han flygtede fra Iran, fordi han blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste og blev fængslet i tre måneder, fordi han blev anklaget for blasfemi. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor-for han blev løsladt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev løsladt, fordi det ikke kunne bevises, at han havde sagt noget mod islam. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at dette ikke ses at hænge sammen med, at ansøgeren i samme samtale har op-lyst, at han under afhøringen hos efterretningstjenesten forud for fængslingen sagde, at han ikke troede på en religion. Til gensamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke kendte årsagen til frigi-velsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøge-ren udrejste legalt fra Iman Khomeni lufthavnen i Teheran, henset til ansøgerens angivelige kon-flikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans angivelige homoseksualitet til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret diver-gerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret for-skelligt om, hvornår han mistede kontakten med [A], før [A] angiveligt blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han af-brød kontakten med [A] for to år siden, fordi han var bange for hans familie og venner. Til asyl-samtalen oplyste ansøgeren, at han mistede kontakten til [A] i slutningen af [foråret] 2015, fordi [A] blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylansøgningsskemaet har oplyst om de angivelige trusler, som der blev fremsat mod ansøgeren fra [A’s] familie, og at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han ikke havde nogen konflikter på grund af sin homoseksualitet, imens han boede i Iran, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring i samme samtale om, at han havde fået at vide af en fælles ven, at [A’s] familie ville slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usandsynligt og usammenhængende om, hvorvidt [A] blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, og herunder om [A’s] familie formoder, at ansøgeren skulle stå bag [A’s] tilbageholdelse. Ansøgeren har således til asylsamtalen oplyst, at [B] havde en formodning om, at [A] var tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, hvilket ikke stemmer med, at [B] samtidig oplyste til ansøgeren, at [A’s] familie anklager ansøgeren for hans tilbageholdelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at [A] blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste, fordi han var homoseksuel, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring i asylsamtalen om, at dette er baseret på ansøgeren egen formodning, da han ikke ved, hvad baggrunden for [A’s] tilbage-holdelse er. Det bemærkes endvidere, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har forsøgt at indhente information om [A’s] pludselige forsvinden, mens ansøgeren opholdt sig i Iran og efter ansøgeren udrejse af Iran henset til, at [A] angiveligt var ansøgerens kæreste i et år. Det bemærkes videre, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at [A’s] familie skulle efterstræbe ansøgeren, henset til at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt af dem hverken på ansøgerens bopæl eller pr. telefon. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, da han blev foreholdt sin oplysning i asylskemaet om, at han blev forvist fra sin fødeby på grund af sin seksualitet, forklarede, at han overdrev i asylskemaet, og at dette ikke var sandt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen fore-kommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker overfladisk og fragmentarisk. Den fremlagte udtalelse kan ikke føre til en ændret vurde-ring. Det forhold at ansøgeren har oplyst, at han for en uge siden angiveligt har modtaget trusler fra sin familie, idet han fortalte, at han var homoseksuel og at han var konverteret til kristendom, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, herunder vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/36/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst den 1979. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, hvorefter han indrejste i Danmark [i vinteren] 1992. [I foråret] 1997 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved dom af [foråret] 1997 blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, nr. 1. Klageren blev samtidig frifundet for udvisning af Danmark. Ved dom af [efteråret] 1998 blev klageren idømt fængsel i 20 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ved dom af [efteråret] 2006 blev klageren idømt fængsel i to år og tre måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved dom af [vinteren] 2007 stadfæstede landsretten byrettens dom af 19. september 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Zahedan i Balouchistan-provinsen, Iran. Den 24. oktober 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke længere er til hinder for klagerens udsendelse. Udlændingestyrelsen har i deres vurdering lagt vægt på, at klageren den 7. december 2017 førte en bil på diplomatnummerplade registreret til den iranske ambassade i Danmark. Flygtningenævnet skal herefter på ny træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været medlem af partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan i perioden fra 1982 til 1984. Til støtte for asylmotivet, har klageren oplyst, at han i 1987 blev anholdt af de iranske myndigheder og sigtet for spionage og våbensmugling. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb. Efter sin løsladelse indrejste klageren i Afghanistan for at udføre aktiviteter for partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan. I 1989 blev klageren anholdt af de afghanske myndigheder og fremstillet for den iranske ambassadør i Afghanistan med henblik på udlevering til Iran. I 1990 forsøgte de iranske myndigheder at få klageren udleveret, mens klageren befandt sig i Kabul. Det lykkedes klageren at undslippe, hvorefter han søgte beskyttelse hos FN, som indstillede ham til genbosættelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at de forhold, der førte til, at klageren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fortsat er til stede. Nævnet bemærker herved, at der efter de foreliggende omstændigheder ikke kan lægges en sådan vægt på klagerens brug af en bil, indregistreret til den iranske ambassade, at dette udelukker en risiko for forfølgelse af klageren ved en tilbagevenden til Iran. Klageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er udvist med indrejseforbud og kan således ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingeloven § 10, indeholder en vurdering af grovheden af klagerens kriminalitet over for andre hensyn, herunder hensynet til familiens enhed. Endvidere må det tillægges betydning, at kriminaliteten er begået for over ti år siden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der, uanset at der ikke er faldet dom vedrørende den nu foreliggende sigtelse for grov narkotikakriminalitet, ikke ved denne vurdering kan bortses fra, at klageren er varetægtsfængslet som sigtet herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet afvejning af klagerens forhold, at der ikke foreliggende sådanne særlige grunde, der taler for opholdstilladelse, at der grundlag for at meddele en sådan, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse.” Iran/2019/35/TBP
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som journalist i Iran i 15 år, og at han i denne periode skrev adskillige regimekritiske artikler. Ansøgeren skrev sin første regimekritiske artikel i starten af 2001. Efter udgivelsen af denne artikel blev ansøgeren blacklistet af et kontor under Ministeriet for Kultur og Vejledning, så han ikke længere kunne få trykt sine artikler. Ansøgeren fortsatte dog sit virke som journalist, selvom han var under pres fra myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at han to gange har været tilbageholdt af de iranske myndigheder, første gang i foråret 2010 og anden gang i efteråret 2012. Ansøgeren har endvidere været indkaldt til afhøring omkring 15 gange. Ansøgeren blev senest afhørt i sommeren 2013. Herudover har han været udsat for chikane fra lokalbefolkningen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i efteråret 2013 konverterede fra sunniislam til shiaislam, fordi han tænkte, at det ville gøre det lettere for ham at virke som journalist. Der var således ikke tale om en reel konversion. Kort tid inden sin udrejse deltog ansøgeren i et møde, hvor han kritiserede et parlamentsmedlem ved navn [A]. Flygtningenævnets flertal bemærker først, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må tage ansøgerens psykiske tilstand i betragtning. Ansøgeren har fremlagt forskellige avisartikler, der understøtter dele af hans forklaring. Flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring på denne baggrund, at de divergenser, der findes i forklaringen, må tilskrives ansøgerens psykiske tilstand, og at forklaringen om ansøgerens virke som journalist og det pres og den chikane, han har levet under, må lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lægger videre til grund, at ansøgeren har fortsat med at skrive regeringskritiske artikler efter sin indrejse i Danmark, hvor han har skærpet sin kritik af regimet. Flygtningenævnets flertal finder, at den chikane og det pres, ansøgeren har levet under gennem mange år, har haft et sådant omfang og sådanne personlige konsekvenser for ansøgeren, at ansøgerens frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran efter en samlet vurdering må anses for velbegrundet. Flertallet lægger ved denne vurdering ligeledes vægt på ansøgerens fortsatte regimekritiske virksomhed efter indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/34/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter familien til den mand, som hendes søster, [A], har haft et forhold til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes søster, [A], har haft et mangeårigt forhold til en mand ved navn [B]. [B’s] familie er modstandere af, at [A] og [B] giftede sig, da [B] familie er shiamuslimer og ansøgerens familie er yarsan. [B’s] familie har som følge heraf fremsat trusler mod ansøgerens familie. Truslerne medførte, at [A] er blevet psykisk syg, ligesom ansøgerens far er blevet så påvirket af situationen, at han har udviklet psykiske problemer. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun tidligere har tilhørt den traditionelle trosretning af yari. Under ansøgerens og dennes søsters ophold i Danmark, har søsteren mødt en mand ved navn [C]. [C] har opholdstilladelse i Danmark, og han er kristen af trosretning. [C] har introduceret ansøgeren for kristendommen. Ansøgeren er herefter konverteret til kristendommen, og hun har haft kirkelige aktiviteter siden 2015. Ansøgeren er blevet døbt sommeren 2018 i Grønnevang kirke. Ansøgeren frygter, at hendes nye kristne livsanskuelser vil medføre en risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive afsløret som konvertit. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [B’s] familie til grund, har denne konflikt angiveligt stået på i mange år og må nu betragtes som afsluttet i og med, at [B’s] familie opnåede, at forholdet mellem [B] og ansøgerens søster, [A], ophørte. Hertil kommer, at konflikten ikke har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Allerede derfor tages en påstand om hjemvisning eller udsættelse med henblik på indhentelse af den resterende del af familiens asylsagsakter fra Tyskland ikke til følge. Ansøgeren påbegyndte først dåbsundervisning efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, ligesom hun først er blevet døbt efter afslaget. Videre har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sine overvejelser omkring konvertering til kristendommen eller for sin indre overbevisning, ligesom ansøgerens kendskab til kristendommen er yderst begrænset. Ansøgeren har blandt andet ikke kunnet svare på, hvad det gamle eller det nye testamente indeholder, hvorfor kristne fejrer påske, eller hvilken højtid kristne fejrer som den næstkommende. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare forskelle og ligheder mellem yari og kristendommen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Flygtningenævnet har i vurderingen taget højde for, at ansøgeren er analfabet. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og familien praktiserede yari i Iran ved at slagte får og høns og anvende disse i en ceremoni. At tilhøre yari er ikke i sig selv asylbegrundende. Traditionelle yari betragtes efter nævnets baggrundsoplysninger ikke som muslimer af de iranske myndigheder, hvorfor en konvertering til kristendommen ikke medfører, at disse betragtes som frafaldne muslimer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/33/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter ankomsten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi der blev fundet en bibel i hans skrivebordsskuffe på hans arbejds-plads, der havde tilknytning til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Teheran var ansat som sælger i et fødevarefirma, og at han havde en kollega ved navn [X]. Ansøgeren har videre oplyst, at han på et tidspunkt lagde mærke til, at [X] altid sagde noget, inden han spiste sin frokost, og fire måneder forud for sin udrejse spurgte ansøgeren [X], hvad han sagde. [X] besvarede spørgsmålet ved at tale om Gud. Han sagde, at man skulle takke Gud, fordi han havde skabt den mad, som man spiste. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende talte om religion i en måned, førend [X] fortalte, at han var kristen. Herefter talte de om kristen-dommen i tre måneder forud for ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren har oplyst, at [X] gav ham en bibel 2-3 dage inden udrejsen. Ansøgeren fik biblen overrakt på kontoret en torsdag for-middag. Derefter forlod han kontoret for at holde ferie i fem dage, og senere samme dag rejste han til byen [A] sammen med to af sine venner. Ansøgeren glemte imidlertid biblen i en skuffe på arbejdspladsen, og lørdag formiddag blev han ringet op af [X], der fortalte, at hans kollega [Y] havde fundet biblen og afleveret den til hans chef. Lørdag eftermiddag ringede ansøgeren til sin mor, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl, ransaget ansøgerens værelse og sagt, at han skulle henvende sig til myndighederne. Samme aften kørte ansøgeren til byen [B], hvorfra han dagen efter udrejste af Iran. Ansøgeren har forklaret, at han efter ankom-sten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har modtaget bibelundervisning ugentligt, ligesom han har deltaget i gudstjeneste om søndagen i både Tyskland og Danmark, og [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forkla-ring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og konstrueret. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at grunden til udrejsen af Iran var frygt for forfølgelse i anledning af, at ansøgeren skulle have glemt en bibel eller et andet kristent skrift i sin skuffe på sit arbejde, der var ejet af personer med tilknytning til Sepah. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvem der angiveligt fandt bogen på arbejdspladsen, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at bogen var fundet af hans kvindelige kollega [Y], mens han til asylsamtalen har oplyst, at bogen blev fundet af en ferieafløser ved navn [K]. Ansøgerens forklaringer om, hvem der ransagede hans kontor, er heller ikke konsistent, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af nogle mænd i civilt tøj, mens han til asylsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af ansøgerens chef og kolleger. Ansøgeren har under asylsagens behandling desuden givet forskellige oplysninger om sit nærmere bekendtskab med kollegaen [X] og har ikke under samtalerne med styrelsen kunnet redegøre nærmere for indholdet af sine samtaler med [X], selvom det angiveligt var disse samta-ler, der vakte hans interesse for kristendommen. Herudover er oplysningerne i Udenrigsministe-riets notat af 25. september 2012, hvoraf det blandt andet fremgår, at besiddelse af en bibel ikke i sig selv er strafbar, også indgået ved nævnets vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren efter udrejsen af Iran reelt er konverteret fra islam til kristendommen. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det fo-rekommer påfaldende, at ansøgeren – henset til at hans interesse for kristendommen angiveligt allerede var vakt forud for udrejsen af Iran – ikke opsøgte kirke umiddelbart efter indrejsen til Danmark [ultimo] 2015, og at ansøgeren således først under sit ophold i Tyskland [primo] 2016 kom i kontakt med en kirke, hvor han fulgtes med nogle venner, der gik til bibelundervisning i kirken. Når disse forhold sammenholdes med ansøgerens hidtidige forklaringer om sine bevæg-grunde for at konvertere til kristendommen, hans fremtræden for nævnet og hans generelle tro-værdighed i forhold til det ovenfor angivne asylmotiv i Iran, jf. herved UNHCR’s handbook pkt. 203 og 204, kan nævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Oplysningen om, at ansøgeren er blevet døbt i [begyndelsen af] 2017, og de fremlagte kirkelige udtalelser kan efter deres karakter ikke føre til en anden vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/31/thv
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde ved navn [X]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i begyndelsen af 2016 var på vej på arbejde i sin bil, da han så en kvinde på gaden. Ansøgeren standsede bilen, og kvinden, der hed [X], steg ind. Ansøgeren gav [X] et lift, de faldt i snak og han gav hende sit telefonnummer. Herefter indledte ansøgeren et forhold til [X]. Ansøgeren har oplyst, at [X] fortalte ham, at hun boede sammen med sin datter og bror, og at hendes ægtefælle var afgået ved døden. En dag ringede [X] dog til ansøgeren for at fortælle, at hendes ægtefælle havde sat et overvågningskamera op i soveværelset, og at han derfor vidste, at ansøgeren og [X] havde et seksuelt forhold. [X] fortalte også, at hendes ægtefælle var ansat i Sepah, og at hun var flygtet fra sin bopæl, fordi hun frygtede, at hendes ægtefælle ville slå hende ihjel. Samme dag rejste ansøgeren til Uromieh, hvor han opholdt sig i to dage, hvorefter han rejste videre til Tyrkiet. En uge efter udrejsen blev ansøgerens families bilforretning og bopæl opsøgt af [X’s] ægtefælle, der spurgte efter ansøgeren og truede med at slå både ansøgeren og [X] ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og ikke overbevisende. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvornår han mødte [X] første gang, om hvor lang tid han og [X] havde et forhold til hinanden, og om [X] havde oplyst over for ansøgeren, om hun var fraskilt eller enke. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvornår han mødte [X], ikke fremstår troværdig sammenholdt med de foreliggende oplysninger om EU-RODAC-hits vedrørende ansøgeren i Grækenland. Herudover har nævnet lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren – henset til sin stadige kontakt til sin familie i ansøgerens og [X’s] nærområde – ikke er bekendt med [X’s] videre skæbne og i øvrigt ikke ses at have gjort særlige tiltag for at få nærmere oplysninger herom. Endelig er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at [X’s] ægtefælle angiveligt ikke har anmeldt ansøgeren til myndighederne til trods for, at han skulle være i besiddelse af en overvågningsvideo, der viser [X] og ansøgeren sammen, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om, at [X’s] ægtefælle, ud over et enkelt tilfælde kort tid efter ansøgerens udrejse, på daværende tidspunkt skulle have opsøgt eller kontaktet ansøgerens familie. De nu af ansøgeren fremsatte udsagn om trusler og angreb mod ansøgerens mor og hærværk mod en bil tilhørende hans familiemedlemmer kan ikke føre til en anden vurdering, da det udelukkende beror på ansøgers egen formodning, at disse forhold skulle have sammenhæng med ansøgerens angivelige konflikt. Det kan i lyset af det anførte om ansøgerens generelle troværdighed heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren nu for nævnet har forklaret, at familiens bopæl sidste sommer efter afholdelsen af asylsamtalen skulle være blevet stormet af Revolutionsgarden, der spurgte efter ham. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren nu via sin Facebook-profil og instagram-konto i Danmark fra efteråret 2017 og således efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, er påbegyndt politisk aktivitet med regimekritiske indlæg, er et forhold, der kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder, at ansøgeren, uanset at profilen er åben, ikke ved disse aktiviteter, der først er iværksat efter ankomsten til Danmark, har profileret sig på en sådan negativ måde i forhold til de iranske myndigheder, at han herved har sandsynliggjort et behov for beskyttelse. Hertil kommer, at ansøgeren ikke tidligere har udvist nogen form for politisk aktivitet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren på udokumenteret grundlag har oplyst, at han har modtaget trusler i anledning af sine aktiviteter på internettet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/30/thv
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas, Iran. Ansøgeren var tidligere agnostiker, men har efter det oplyste konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet og udsat for overgreb af det iranske regime, idet han havde udført regimekritiske aktiviteter og var anklaget for at være medlem af PJAK. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han også efter Flygtningenævnets afgørelse [i] 2016 har deltaget i aktiviteter arrangeret af PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen begyndte, da han var indkvarteret på [asylcenter A], hvor en ven fortalte om kristendommen og inviterede ham i kirke. Ansøgeren var i kirke for første gang omkring [sommeren] 2016 i [en nærmere bestemt kirke B i en nærmere bestemt by]. Ansøgeren har siden hen deltaget i en række aktiviteter, herunder i gudtjenester og undervisning. [En nærmere bestemt dato i sommeren] 2017 blev ansøgeren efter gennemførelse af dåbskursus døbt i [en nærmere bestemt kirke C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at interessere sig for kristendommen efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på asyl. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor meget han praktiserede islam i Iran og om hans forældres holdning hertil. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen, idet ansøgeren har svaret afglidende og gentagende på de stillede spørgsmål herom. Det bemærkes, at det er Flygtningenævnets vurdering, at heller ikke selve dåben har haft betydning for ansøgeren, idet ansøgeren f.eks. ikke var vidende om, at han blev døbt på en helligdag, ligesom han heller ikke har delt et billede på Facebook af dåben, selv om han har delt andet kristent materiale. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved efter Flygtningenævnets afslag [i] 2016 at fremlægge en iransk fødselsattest, der viste sig at tilhøre en anden person. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark har deltaget i 5-6 aktiviteter arrangeret af PJAK, herunder foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har videre forklaret, at hans første Facebook-profil, hvorpå han har delt et par religiøse budskaber og også politiske budskaber, er blevet spærret – muligvis af de iranske myndigheder – og at han derfor har oprettet en ny, hvor han også opslår politiske og religiøse budskaber. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at hjemvises sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/3/STRAA
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Ansøgeren søgte asyl i Danmark i 2016, men indrejste efter det oplyste i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og født i byen Masjed Solyeman i Khuzestan-regionen. Ansøgeren og hendes familie flyttede senere til byen Ahwaz i Khuzestan-regionen. Fra ansøgeren var 18/19 år gammel, boede hun sammen med sin familie i […], der er beliggende i nærheden af Isfahan. Ansøgeren var oprindeligt shia-muslim af trosretning, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun har en konflikt med en indflydelsesrig dommer, der afsagde dom i sagen mod ansøgerens fars drabsmand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter forfølgelse i Iran som følge af, at hun er konverteret til kristendommen og den […]2017 er blevet døbt i en dansk kirke. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hendes far, der var højtstående funktionær i det statslige iranske olieselskab, blev dræbt [i sommeren] 2005. Cirka to år senere blev gerningsmanden anholdt. Ansøgeren, der studerede jura, fulgte retssagen, på vegne af sin familie. I 2011 blev gerningsmanden, hvis bror og svoger arbejdede for Basij, kendt skyldig og dømt til døden. I 2015 stadfæstede den iranske højesteret dommen. På trods heraf fik ansøgeren at vide, at sagen skulle sendes tilbage til højesteretten. Ansøgeren kontaktede dommeren, der havde haft sagen, for at få at vide, hvorfor sagen var sendt tilbage til højesteret. Dommeren sagde, at han ville fremskynde henrettelsen af ansøgerens fars drabsmand, hvis ansøgeren ville gå i seng med ham. Ansøgeren blev chokeret over dommerens forslag, og hun sagde, at hun ville tænkte over det. Dommeren gav ansøgeren sit telefonnummer. Ansøgeren lånte en optager/diktafon fra en veninde på jurastudiet. Hun aftalte et nyt møde med dommeren og optog deres samtale. Under samtalen fik ansøgeren dommeren til at gentage sit forslag, og dommeren foreslog tillige, at han og ansøgeren indgik et midlertidigt religiøst ægteskab. Ansøgeren accepterede dommerens forslag og tog tilbage mod familiens bopæl i […]. Hun ringede til dommeren og sagde, at hun ville afsløre, hvilken slags dommer, han var, hvis ikke han genåbnede sagen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte hun sin mor, hvad hun havde gjort. Moren skældte ansøgeren ud og sagde, at hun ikke skulle have optaget samtalen med dommeren, idet det ville give hende og familien problemer. Moren tilkaldte sin bror, der lyttede til ansøgerens optagelse, og også blev vred på ansøgeren. Morbroren tog ansøgeren med til Ahwaz. Et par timer efter at ansøgeren havde forladt bopælen, opsøgte og ransagede civilklædte personer familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Ahwaz i cirka to måneder, sagde morbroren, at hun skulle udrejse, idet dommeren ikke ville slippe hende. Morbroren fik kontakt til en agent, der arrangerede hendes udrejse. I [sommeren] 2015 forsøgte ansøgeren første gang at udrejse, efter at agenten havde skaffet hende et visum til et europæisk land, men rejsen blev aflyst, da agenten fandt ud af, at ansøgeren havde fået udrejseforbud. Tre måneder senere lykkedes det ansøgeren at udrejse via lufthavnen i Teheran, idet hun af agenten fik udpeget en bestemt mand, som hun skulle henvende sig til, når han stod i skranken. Ansøgerens mor er både forud for og efter ansøgerens udrejse blevet indkaldt til afhøringer hos myndighederne. Efter udrejsen er også søsteren blevet indkaldt til afhøring. Ansøgeren har om sin konversion til kristendommen oplyst, at hun fik interesse for kristendommen gennem en armensk kvinde, [J], som var en god ven og nabo til ansøgerens familie i […]. Kvinden kom ofte i ansøgerens families hjem. [J] lånte ansøgeren en bibel, og de talte sammen om kristendommen, hvilket gav ansøgeren ro. Ansøgeren læste i biblen og så en dvd om kristendommen, ligesom hun ved en enkelt lejlighed deltog i dele af en gudstjeneste i en armensk kirke i […]. Efter indrejsen i Danmark ønskede ansøgeren at udvide sit kendskab til kristendommen. Hendes daværende kæreste var kristen konvertit. Ansøgeren og ekskæresten gik i kirke sammen, og ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2017 i […] Kirke. Ansøgeren og kæresten er siden gået fra hinanden. Ekskæresten har været voldelig over for ansøgeren, og hun frygter, at han vil forsøge at kidnappe deres fællesbarn. Ad det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter, usandsynlig og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylskemaet oplyste, at hun fik problemer med dommeren, der havde hendes fars sag, idet han fandt ud af, at hun fulgte den kristne tro, og at hun derfor blev mere udsat for dommerens chikane. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at hendes konflikt med dommeren startede, da han tilbød hende at klare farens sag, hvis hun gik i seng med ham, og at hun herefter fik ham til at gentage tilbuddet på et tidspunkt, hvor hun optog samtalen. Han tilbød at hjælpe med sagen, hvis ansøgeren afleverede optagelsen, men det accepterede hun ikke. Ansøgeren blev herefter flere gange spurgt ind til, om hun frygtede dommeren af andre grunde end den hemmelige optagelse af ham, hvortil hun svarede, at hun alene frygter dommeren på grund af optagelserne. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at hun ikke nævnte optagelsen af dommerens tilbud i asylskemaet, fordi hun var presset og i øvrigt vidste, at hun ville blive indkaldt til senere samtaler, forekommer ikke overbevisende henset til, at der er tale om en helt central del af ansøgerens asylmotiv, og at ansøgeren er veluddannet og ressourcestærk. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan faren blev dræbt, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev dræbt af et militærvåben, mens hun til asylsamtalen forklarede, at drabsmanden under retssagen udførligt forklarede, at han havde dræbt faren med pistol. På nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han blev dræbt af knivstik, ligesom hun nævnte en kalashnikov. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at dommen over farens drabsmand blev afsagt i 2015, og at Højesteret stadfæstede dommen samme år. På nævnsmødet forklarede ansøgeren imidlertid, at dommen blev afsagt i 2011, hvilket også fremgår af den fremlagte domsudskrift. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have ventet med at opsøge dommeren til 2015, tre år efter at dommen blev afsagt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med dommeren overordnet forekommer utroværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at dommeren skulle have haft flere samtaler med ansøgeren – i hendes egenskab af datter til forurettede - om sagen mod gerningsmanden til drabet på faren, og at han skulle have indladt sig på at indgå en aftale om at fremme fuldbyrdelsen af dommen mod seksuelle ydelser. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om båndoptagelsen forekommer mindre sandsynlig henset til, at hun som jurastuderende var vidende om, at det var ulovligt, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at hun ikke tænkte over konsekvenserne herved. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer mindre troværdigt, at den pågældende dommer fortsat – over tre år efter ansøgerens udrejse af Iran – skulle indkalde ansøgerens mor til afhøringer, hvorunder han blot spørger til, hvor ansøgeren befinder sig og siger, at han ønsker at tale med hende – uden at der efter det oplyste er fremkommet yderligere informationer - ligesom det forekommer påfaldende, at familien ikke har oplyst dommeren om, at båndoptagelsen er destrueret. Nævnet tilsidesætter således sammenfattende ansøgerens forklaring om sin konflikt med den iranske dommer som utroværdig. Ad asylmotivet vedrørende konversion Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren allerede til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun i sit hjerte var kristen og ønskede at blive døbt, at hun til asylsamtalen forklarede, at hun i Iran havde talt med sin armenske nabo om kristendommen, og at hun ikke i øvrigt havde nævnt sin interesse for kristendommen, fordi hun ikke var nået til det tidspunkt, hvor hun skulle døbes og derfor ikke troede, at det var vigtigt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på nævnsmødet på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for sin konversion og for den betydning, som dåben og kristendommen har haft for hende, ligesom hun har demonstreret en betydelig viden om kristendommen. Ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter er endvidere underbygget af udtalelser fra præsterne ved kirkerne. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran, hvorved myndighederne og andre vil blive bekendt med hendes konversion, og at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Iran 2019/28MNR
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia-muslim fra Gonbad-e Kavus, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han er eftersøgt for spionage af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at hans kristne livsanskuelse vil medføre risiko for, at ansøgeren vil blive afsløret som konvertit, såfremt ansøgeren skulle returnere til Iran. Endvidere har ansøgeren gjort gældende, at forholdene i Iran ikke gør det muligt for kristne at leve et liv i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har fået afslag på asyl, idet hans forklaring ikke blev fundet troværdig. Han har i den forbindelse fremlagt dokumenter, der blev vurderet som falske. Han har tidligere påberåbt sig et andet sur place-motiv, og har i 2016 søgt om genoptagelse uden at nævne sin interesse for kristendommen. Disse forhold svækker hans generelle troværdighed. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren på mødet har kunnet begrunde sin interesse for kristendommen, har dokumenteret en betydelig viden om kristendom og har fremlagt dokumentation for, at han har deltaget både i gudstjenester, kristen undervisning og kristne konferencer. Flertallet finder endvidere, at han har forklaret overbevisende om sin indre omvendelse og vurderer derfor, at hans konversion er reel. Idet han har forklaret, at flere personer i Iran er bekendt med hans religion, og da hans farbror, der har politisk indflydelse, som følge heraf hader ham, og da han for nævnet har forklaret, at han i Iran vil leve åbent med sin kristendom, og herunder forkynde budskabet, finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/27/CHPE
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og sunni muslimer fra Suleimaniya, Irak. Begge ansøgere er vokset op i al-Tash-lejren og boede frem til udrejsen i Barika-lejren. Den mandlige ansøger har sympatiseret med KDPI. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sine egne aktiviteter, men væsentligst på grund af svigerfaren og broren [H]s medlemskab af og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev født i Irak. Da han var syv til otte måneder flyttede familien til al-Tash-lejren. I 2004 flyttede familien til UNHCR lejren i Barika, Irak, hvor han har opholdt sig indtil udrejsen. Ansøgeren har aldrig været i Iran, og han taler ikke farsi. Ansøgeren har været med i en dansegruppe, der har optrådt ved KDPI-arrangementer. Han er i den forbindelse blevet filmet, og han frygter, at videoerne er kommet de iranske myndigheder til kendskab. Han har desuden hjulpet med at flytte stole ved KDPI-arrangementer. Endvidere er ansøgerens bror, [H], fætter, [M], grandfætter, [K], svigerfar, [MM] og svoger [O] medlemmer af KDPI. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979 Ansøgerens far var medlem af KDPI og peshmerga allerede før flugten til Irak og han er stadig medlem af partiet. Ansøgeren blev født i al-Tash-lejren, hvor hun boede frem til 2004. Derefter flyttede hun med sin familie til Barika-lejren, hvor hun opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgeren har aldrig været i Iran, og hun taler ikke farsi. Ansøgerne udrejste i november 2015 af Irak. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, da forklaringerne har fremstået troværdige og selvoplevede, og støttes af fremlagte dokumenter og fotos. Den kvindelige ansøger har ikke selv været politisk aktiv, og den mandlige ansøgers aktiviteter, der udspillede sig i al-Tash-lejren, er af meget begrænset omfang, og kan ikke i sig selv føre til, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Det samme gælder den mandlige ansøgeres aktiviteter i Danmark. Ansøgerne havde, da de ankom til Danmark, ikke et detaljeret kendskab til deres fædres og brødres politiske aktiviteter. Dog oplyste den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen om farens partimedlemsskab og aktiviteter, ligesom hun fremlagde kopi af medlemskort til KDPI. Den kvindelige ansøger henviste endvidere til broren [O]s aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger oplyste om, at hans forældre og søskende har sympatiseret med KDPI, og at en fætter og en grandfætter var medlem af partiet. Der er efterfølgende fremkommet yderligere oplysninger om forskellige familiemedlemmers politiske aktiviteter. Under samtalen med advokaten og i forbindelse med advokatens telefoniske kontakt med ansøgernes familiemedlemmer i Irak er der fremkommet yderligere væsentlige oplysninger om blandt andet den mandlige ansøgeres bror [H]s partimedlemsskab og aktiviteter for partiet. På grundlag af de for nævnet foreliggende oplysninger, herunder de fremlagte partimedlemskort og fotos med videre, og de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med ansøgerens advokats samtaler med ansøgernes familiemedlemmer, lægger nævnet til grund, at ansøgernes forældre flygtede fra Iran til Irak under Iran-Irak krigen, og at den kvindelige ansøgers far allerede inden flugten var peshmerga og medlem af KDPI. Nævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøgers bror [H] er KDPI-medlem og har fungeret som peshmerga. Den kvindelige ansøgers bror [O] er den 27. januar 2016 meddelt opholdstilladelse på grund af farens tilknytning til KDPI. Begge ansøgere har i en årrække boet i Barika-lejren, hvor begges familier også boede. Nævnet finder, at det er sandsynliggjort, at især den kvindelige ansøgers far og den mandlige ansøgers bror [H] i tilstrækkelig grad er profilerede overfor de iranske myndigheder og at ansøgerne såfremt de indrejser i Iran risikerer at blive identificeret som kurdiske modstandere af det iranske regime. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne i fornøden grad har sandsynliggjort, at de ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/26/mme
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en kvinde uden for ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af kvindens bror på grund af forholdet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af hans politiske aktivitet på Facebook og kurdiske hjemmesider. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 indledte et forhold til en fraskilt kvinde ved navn [M]. De mødtes uden for deres hjemby, idet alle kendte alle i byen. Hvis de blev opdaget risikerede [M] at blive dræbt, og ansøgeren risikerede at blive voldtaget. Endvidere risikerede han at blive fængslet af myndighederne i to til fem år. En aften i vinteren 2015/2016 foreslog [M], at de tog til [en by] sammen. De tog afsted næste morgen, mens gaderne var tomme. Da de kom til en forladt tunnel, var de intimt sammen. De blev i den forbindelse opdaget af politiet. Ansøgeren prøvede at tale sig ud af situationen og sikre sig, at betjentene ikke fortalte videre, at de havde set ansøgeren og [M] sammen. Efter en diskussion, i hvilken [M] også deltog, lod betjentene dem gå. Da ansøgeren og [M] kom til [byen], ringede [M]’ bror til hende, men hun tog ikke telefonen. Da de kom hjem til hver sin bopæl, sendte [M] en besked til ansøgeren, hvori hun skrev, at hendes bror var på vej over til hende, at ansøgeren skulle tage væk, og at han ikke skulle kontakte hende – hun ville kontakte ham. Ansøgeren tog hjem til sin ven i [byen], [I]. Da ansøgeren ikke havde hørt fra [M], bad han sin ven, [V], om at undersøge, om der var sket noget med [M]. [V] oplyste, at [M]’ bror havde stukket hende med en kniv, og at hun som følge deraf døde. Samme aften kontaktede ansøgeren sin bror, for at få ham til at hente papirerne på ansøgerens bil, så han kunne sælge den. Da broren den efterfølgende dag kom med papirerne, oplyste han, at myndighederne havde opsøgt deres bopæl og spurgt forældrene om, hvor ansøgeren var. Ansøgeren opholdt sig derefter i skjul i bjergene i tre nætter, mens han vekslede nogle penge, solgte sin bil og fik arrangeret sin udrejse af Iran. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for forfølgelse som følge af hans politiske sur place aktivitet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” iran/2019/25/mme
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sardarsht, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, som følge af hans politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra en politisk aktiv kurdisk familie. I 2014 tog ansøgeren til partiets hovedkvarter i Koya for at møde nogle familiemedlemmer, og under opholdet her tilkendegav ansøgeren, at han ønskede at blive medlem af partiet. Ansøgeren kom i kontakt med den person i partiet, der var ansvarlig for ansøgerens lokalområde i Iran. Da ansøgeren kom tilbage til Iran, blev ansøgeren kontaktet af [A], der herefter var ansøgerens kontakt med partiet, og den som gav ansøgeren besked om, hvilke opgaver ansøgeren skulle udføre. I den celle, der var ledet af [A] indgik tre andre navngivne unge mænd fra lokalområdet. Ansøgerens opgaver bestod herefter frem til udrejsen i at uddele løbesedler samt advarselsbreve til overløbere, tale med andre personer om kurderes rettigheder, enkelte gange sørge for forplejninger til peshmergaer, ophænge plakater og deltage i møder. Ansøgeren har endvidere flere gange afspillet kurdiske sange over højtalerne i diverse moskéer. Cirka to måneder inden ansøgerens udrejse af Iran havde ansøgeren en diskussion med en af meddelerne fra efterretningstjenesten. Ansøgeren skældte denne person ud og spurgte ham om, han ikke skammede sig over sit arbejde som meddeler. Ansøgere havde forgæves forsøgt at få et partimedlemskort, men [A] havde afvist dette ønske. I sommeren 2016 tog ansøgeren tilbage til Koya i den hensigt at tage ophold der. Ansøgeren fik udstedt medlemskort, men besluttede at tage tilbage til Iran. Kort tid herefter blev ansøgeren opsøgt af SEPÂH og taget med til deres kontor. SEPÂH oplyste, at de var bekendt med ansøgerens aktiviteter på Telegraph. SEPÂH ville have ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgerens kontaktperson, [A], blev [sommeren] 2016 anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren valgte derfor at tage ophold hos ansøgerens fætter, [B], i en anden landsby. Ansøgerens søster oplyste ansøgeren om, at [A] i forbindelse med sin anholdelse havde oplyst de iranske myndigheder om, at ansøgeren var politisk aktiv for KDP, og at myndighederne havde været på bopælen. Søsteren oplyste endvidere ansøgeren om, at ansøgerens far havde fået at vide, at SEPÂH var bekendt med, at ansøgeren forsøgte at afspille kurdiske nationalsange over højtaleren i en moské i Nalas. Ansøgerens far havde disse oplysninger fra en mullah, der samarbejdede med SEPÂH. Ansøgeren udrejste af Iran tre til fire dage efter ansøgerens samtale med søsteren. Et af medlemmerne af ansøgerens celle har efterfølgende måtte tage ophold i Koya og to andre medlemmer er blevet idømt fængselsstraffe. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han har udført de beskrevne aktiviteter for KDP, og at lederen af ansøgerens celle og to andre medlemmer af cellen er blevet pågrebet. Ansøgeren har på denne baggrund sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med ansøgerens aktiviteter for KDP. Efter baggrundsoplysningerne fra Iran har ansøgeren derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/24/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim, men han er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller ansøgerens familie, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indrejste i Danmark første gang i [efteråret] 2014 på et gyldigt visum. I [slutningen af] 2014 begyndte ansøgeren at komme i et kristent fællesskab og deltog i bibelkurser. I [starten af] 2015 konverterede ansøgeren til kristendommen. [I foråret] 2015 rejste ansøgeren til Iran, hvorefter han [seks måneder senere] rejste tilbage til Danmark, idet han fik et nyt gyldigt visum. I [foråret] 2016 rejste ansøgeren til Iran i forbindelse med det iranske nytår, hvorefter han rejste tilbage til Danmark [to måneder senere]. Under sine ophold i Iran fortalte ansøgeren ikke, at han var blevet kristen eller gik i kirke, men han læste i Biblen om natten på sin computer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt. [Dagen efter sin dåb] blev ansøgeren ringet op af sin søster, far og to venner, som oplyste, at de var blevet opsøgt af myndighedspersoner i Iran. Ansøgerens far truede ham, idet han var blevet bekendt med ansøgerens konversion til kristendommen. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 blandt andet: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og det forekommer nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konversion alene er begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring, herunder en nægtelse der blandt andet var begrundet i, at hans ægtefælle viste sig at være gift i forvejen med en anden mand. Nævnet tiltræder, at det er påfaldende, at ansøgerens ansøgning om asyl begrundet i konversionen er indgivet to dage forud for hans angiveligt planlagte udrejse af Danmark og ni dage efter at have modtaget afslag på familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om, at hans familie, kolleger og myndighederne i Iran skulle være blevet gjort bekendt med hans konversion dagen efter, at dåben fandt sted, herunder at myndighederne samme dag opsøgte hans kolleger og hans familie med en ransagningskendelse. Set i forhold hertil finder nævnet, at der ikke kan tillægges brevet fra ansøgerens tidligere ægtefælle nogen bevismæssig værdi. Uanset at ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, og at han har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, tiltrædes det, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie eller myndighederne i Iran. Det kan som nævnt ovenfor heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de iranske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/23/JABP
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har tidligere været shia-muslim, men hun er under opholdet i Danmark konverteret, idet hun efter en ceremoni [i sommeren 2013] har tilsluttet sig trosretningen zarathustrismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at hun havde forladt Iran, idet hendes far havde misbrugt hende seksuelt samt været voldelig over for hende gennem hendes opvækst. Hun henviste endvidere til, at han ville gifte hende bort til en ældre mand. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at hun fortsat frygter sin far, idet hun frygter, at han har anmeldt hendes forsvinden til de iranske myndigheder, og at han derfor vil blive kontaktet ved hendes ankomst til lufthavnen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i 2012 deltog i en sultestrejke foran […], hvor hun sammen med andre sultestrejkende blev opsøgt af en iransk mand, som præsenterede sig som dokumentarfilminstruktør bosiddende i Tyskland, og som ville lave en dokumentarfilm om iranske asylansøgere i Europa. Ansøgeren udtalte sig i den forbindelse kritisk over for det iranske styre. Selvom denne del ikke blev vist i dokumentarfilmen ved navn ”[A]”, frygter ansøgeren, at filminstruktøren arbejdede for de iranske myndigheder, og at klippene, hvor hun udtaler sig kritisk mod styret, er videregivet til den iranske efterretningstjeneste. Endeligt har ansøgeren henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder, idet hun er konverteret fra islam til zarathustrismen under sit ophold i Danmark. Ansøgerens interesse for zarathustrismen begyndte i Iran, og da der blev oprettet er zarathustristisk fællesskab i Danmark i 2012 begyndte hun at deltage i deres arrangementer. Ansøgeren deltog i et indvielsesritual [i sommeren 2013]. Ansøgeren deltager fortsat i fællesskabets arrangementer, og hun benytter sin Facebook-profil til at udbrede zarathustrismen, idet hun deler billeder og tekst om religionen. Nævnet bemærker, at der ikke er kommet nye oplysninger vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv, der giver grundlag for en ændret vurdering heraf. Det kan således fortsat – nu tillige henset til den tid, der er forløbet siden hendes udrejse – ikke lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for overgreb fra faderen, myndighederne eller andres side som følge af de strafbare overgreb, som ansøgerens far udsatte hende for. Tilbage står herefter at vurdere ansøgerens nye asylmotiver vedrørende hendes politiske aktiviteter og konversion til zarathustrisme. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun har deltaget i aktiviteter af forskellig art i Danmark, efter at hun i 2003 fik meddelt afslag på opholdstilladelse, og at disse aktiviteter har bestået i bl.a. deltagelse i demonstrationer i hvilken forbindelse hun har givet interview til navnlig en udenlandsk journalist/filmmand. Ansøgeren har således ifølge sin egen forklaring deltaget i en sultestrejke, hvor iranske asylansøgere blandt andet protesterede imod forholdene for iranske asylansøgere i Danmark, og hun er i forbindelse hermed blevet interviewet af en iranskfødt instruktør, der oplyste til ansøgeren og andre medvirkende, at han var ved at lave en film indeholdende kritik af det iranske styre. Det må efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at disse demonstrationer og ansøgerens udtalelser navnlig har været rettet mod asylansøgeres forhold i Danmark, men at hun i et vist omfang tillige har udtalt sig generelt og kritisk i forhold til det iranske styre. Det kan endelig lægges til grund, at den omtalte film tilsyneladende er blevet redigeret på en sådan måde, at det angivelige interview med ansøgeren blev slettet, således at filmen i stedet fremstod som en propagandafilm med titlen ”[A]” for det iranske styre. Der kan på denne baggrund ikke helt bortses fra, at den pågældende iranskfødte filminstruktør tillige har indsamlet oplysninger til brug for de iranske myndigheder, og at såvel ansøgerens identitet som hendes regeringsfjendtlige holdning kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret oprigtigt og sammenhængende om sin konversion til zarathustrisme, hvilken konversion hun har været meget udtryksfuld i forhold til på sin offentlige Facebook-profil. Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet med rimelighed må forventes at ville afstå fra at udøve religiøse aktiviteter, jf. om dette kriterium EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 5. september 2012 i sag C-71/11 og C-99/11. Flygtningenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter og konversion til zarathustrisme er – eller vil kunne komme – til de iranske myndigheders kendskab, og at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/22/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født i [A], men opvokset i Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 konverterede til kristendommen i Iran. Det skete i forbindelse med, at en ældre dame, som han ikke kendte i forvejen, [i vinteren] 2013 kom til den forretning, hvor han arbejdede. Hun sagde, at den musik, der blev spillet, mindede om den musik, der blev spillet i kirken og begyndte at tale om Jesus og Kristendommen, og opfordrede ham til at søge viden om Kristendommen. Ansøgeren talte med den gamle dame i 45 minutter, og følte det som et mirakel, og betragtede herefter sig selv som værende konverteret. Noget efter fortalte ægtefællen ham om præsten [B] fra kirken [C] i Shiraz. Ansøgeren og ægtefællen opsøgte præsten i kirken og fortalte, at de ønskede at lære mere om Kristendommen og fik en bibel af præsten. Ansøgeren herboende tidligere ægtefælle, [D], blev tilbageholdt af myndighederne i [vinteren] 2013, og myndighederne beslaglagde i den forbindelse hendes mobiltelefon og fandt oplysninger om ansøgerens og ægtefællens interesse for kristendommen. Efter ægtefællens løsladelse skjulte hun og ansøgeren sig hos en af ægtefællens veninder. Kort tid efter flygtede ægtefællen i [vinteren] 2013 fra Iran, og hun fik senere [vinteren] 2013 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde ikke råd til selv at flygte sammen med hende, og gemte sig i stedet i landsbyen [E] hos sin fætter i 1 år og 4 måneder. Mens han opholdt sig der, fik han via sin bror besked om, at myndighederne havde været på hans bopæl og ledt efter ham og ægtefællen, og at de havde medtaget ansøgerens bibel, eftersom den ikke længere var at finde på bopælen. I [sommeren] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Shiraz for at få genregisteret ægteskabet med [D], idet de efter en separation (skilsmisse efter de iranske regler) havde genoptaget deres samliv, hvilket ikke var blevet registreret af myndighederne. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren udstedt et iransk nationalitetspas med gyldighed til [I sommeren] 2019. I [I sensommeren] 2014 søgte han om visum til Danmark. I [efteråret] 2014 søgte ansøgeren om familiesammenføring i Danmark med [D], og [i oktober] 2015 fik han afslag herpå. Forinden havde han [i vinteren] 2015 fået afslag på ansøgningen om visum til indrejse i Danmark. I [vinteren] 2014 lærte ansøgeren en ung mand ved navn, [F], at kende. [F] tog igennem cirka otte måneder ansøgeren med til kristne møder i forskellige hjemmekirker. I [sommeren] 2015 deltog ansøgeren i sit sidste møde i hjemmekirken. Et par dage efter fik han af [Fs] bror at vide, at [F] var blevet tilbageholdt af myndighederne. Broren opfordrede ansøgeren til at flygte, da møderne i hjemmekirken var blevet opdaget. Ansøgeren tog tilbage til sin [E], hvor han gemte sig i to måneder. Han rejste herefter til Shiraz, hvor han opholdt sig kortvarigt hos sine forældre, før han udrejste illegalt fra Iran [i efteråret] 2015. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren [i efteråret] 2016 døbt, og [i sommeren] 2018 blev han konfirmeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom har været divergerende fra den tidligere ægtefælles forklaring i forbindelse med hendes asylsag, ligesom forklaringen har været usandsynlig og påfaldende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret, at han fortalte sin tidligere ægtefælle om mødet med den gamle dame, hvilket ægtefællen ikke har forklaret noget om i forbindelse med hendes asylsag, hvor hun tværtimod forklarede, at ansøgeren, da hun fortalte ham, at hun havde været henne ved en kirke, blev sur og sagde, at hun ikke længere måtte forlade bopælen. Ansøgerens og den tidligere ægtefælles forklaringer har været divergerende med hensyn til, om ægtefællen var alene, da hun opsøgte præsten [B], eller om hun og ansøgeren opsøgte [B] sammen, og om det var ægtefællen eller dem begge, der fik en bibel af præsten. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren slet ikke stillede ægtefællen spørgsmål angående hendes kendskab til [B], herunder om hun havde mødt ham tidligere. Også med hensyn til, om ægtefællen havde haft interesse for Kristendommen allerede fra barnsben eller teenageårene, eller om det først var, da hun som voksen så en film om Kristendommen, at interessen blev vakt, har ansøgeren og ægtefællen forklaret forskelligt. Ansøgeren har endeligt i asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyst, at der ikke skete noget, mens han og den tidligere ægtefælle opholdt sig hos [G], hvorimod ægtefællen har forklaret, at bopælen blev ransaget [en dag i vinteren] 2013 kl. 9-10. Ansøgerens forklaring med hensyn til, hvornår han og den tidligere ægtefælle er blevet henholdsvis gift og skilt eller har genoptaget deres samliv har været usikker og stemmer endvidere ikke med de dateringer, der fremgår af myndighedernes påtegninger på det id-kort og den vielsesattest, der er blevet fremlagt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, idet det heraf blandt andet fremgår, at ansøgeren og ægtefællen blev gift igen [i foråret] 2013, og dermed samme dag, som ægtefællen indrejste i Danmark. Det bemærkes i samme forbindelse videre, at det forekommer påfaldende, at den tidligere ægtefælle i forbindelse med hendes asylsag konsekvent har omtalt ansøgeren som sin eksmand, selvom parret ifølge ansøgeren forud for ægtefællens flugt havde genoptaget deres samliv og anså sig for igen at være gift med hinanden. Det forekommer ikke troværdigt, at den gamle dame uden videre skulle begynde at tale med ansøgeren, som hun ikke kendte i forvejen, om Jesus og Kristendommen, eller at hun skulle have opfordret ham til at søge flere informationer om Kristendommen. Det forekommer videre utroværdigt, at ansøgeren på trods af, at han mente sig eftersøgt af myndighederne, tog tilbage til Shiraz og kontaktede flere forskellige statslige myndigheder med henblik på at få udstedt pas og visum til Danmark og at få sit ægteskab genregistreret med henblik på at søge om familiesammenføring. Det er videre mindre usandsynligt, at ansøgeren i samme periode valgte at fortælle [H], at han havde frafaldet sin muslimske tro, og at han valgte at optage kontakt til [F], og at han jævnligt skulle være kommet i forskellige hjemmekirker, henset til at han i forvejen anså sig selv som værende i de iranske myndigheders søgelys. Det er videre mindre sandsynligt, at han skulle være udrejst via Shiraz, i stedet for at rejse direkte fra [E], henset til den betydelige risiko der var forbundet med at vende tilbage. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne opsøgte forældrenes bopæl, efter at han for anden gang var flygtet til [E], da [F] var blevet anholdt. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren ikke også forsøgte at flygte ud af Iran, da den tidligere ægtefælle udrejste i 2013, henset til ansøgerens forklaring om, at ægtefællen i dagbogen i mobiltelefonen, som myndighederne tog fra hende, skulle have skrevet om såvel sin egen som ansøgerens interesse for Kristendommen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efter ægtefællens udrejse og dermed på et tidspunkt, hvor han anså sig for at være konverteret til Kristendommen, og indtil han mødte [F], efter det oplyste udviste beskedne bestræbelser på at lære mere om Kristendommen. Det forekommer videre påfaldende, at det hjemmekirkenetværk, ansøgeren tilhørte, mødtes de samme steder og udvekslede såvel navne som telefonnumre, og at hjemmenetværket blev opdaget af de iranske myndigheder I [sommeren] 2015, hvor ansøgeren kort forinden havde fået afslag på sin ansøgning om visum. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen til Kristendommen, skal nævnet indledningsvist bemærke, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket af, at nævnet har tilsidesat forklaringen om det oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har videre forklaret om baggrunden for konversionen og de overvejelser, der førte til ønsket om at skifte tro, i meget generelle vendinger, og det ikke forekommer sandsynligt, at han allerede umiddelbart efter mødet med damen i forretningen betragtede sig som værende konverteret. Ansøgeren har i ret generelle og gentagne vendinger forklaret om sine overvejelser om Kristendommen, og der gik godt 11 måneder fra hans indrejse i Danmark og til, at han lod sig døbe. Han havde ikke forud for dåben gennemgået et egentlig dåbsforberedelsesforløb, hvilket heller ikke forekommer overbevisende set i lyset af forklaringen om, hvornår han konverterede. Selvom ansøgeren er blevet døbt og konfirmeret og har deltaget i en række forskellige kristne aktiviteter, er det ikke sandsynliggjort, at der er tale om en reel konversion og et ønske om også fremadrettet at leve åbent som kristen. Idet det endelig bemærkes, at billederne fra ansøgerens dåb er offentliggjort på en anden persons profil uden gengivelse af ansøgerens navn, og da nævnet som anført ovenfor lægger til grund, at han ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/21/snd
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra […] Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) siden 2014. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for KDPI, og at han er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han påbegyndte sit politiske arbejde, da han var 20-22 år. Ansøgeren uddelte løbesedler i [byen X], og mens ansøgeren og hans familie opholdt sig i [byen Y], arbejdede ansøgeren som guide for peshmergaer, der besøgte området. [Ultimo] 2015 eller [primo] 2016 opsøgte de iranske myndigheder tre gange ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Her sagde de til ansøgerens ægtefælle, at de ledte efter ham. Under tredje opsøgning ransagede myndighederne bopælen og slog ansøgerens søn. [I slutningen af 2015] forlod ansøgeren og hans familie bopælen og påbegyndte udrejsen af Iran. Efter at ansøgeren og hans ægtefælle er kommet til Danmark, er de konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv samt til at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgerne blev døbt [i foråret] 2018 […]. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger forinden udrejsen er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af politiske aktiviteter. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende vedrørende denne del af asylmotivet. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 har forklaret, at hans politiske aktiviteter som sympatisør for KDPI bestod i at donere mad, vaske tøj og være guide for peshmerga-soldater. Han har ikke uddelt politisk propagandamateriale, og han startede som peshmerga-sympatisør første gang, da han blev opsøgt af 5-6 peshmergasoldater i sommeren 2014, da han var ude at passe dyr. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [sommeren] 2017 forklaret, at han lærte KDPI at kende gennem sin fætter [A], da ansøgeren var 20-22 år. [A] foreslog ansøgeren at blive aktiv i partiet, og ansøgeren uddelte blandt andet løbesedler i [byen X]. Han uddelte løbesedler 5-6 gange om året. Nævnet henviser endvidere til, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og usammenhængende om tidspunktet for myndighedernes henvendelser på familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at bopælen blev opsøgt for tredje gang cirka en måned efter, at myndighederne havde henvendt sig den anden gang. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at der gik cirka en uge efter myndighedernes anden henvendelse på bopælen. Ansøgeren har i øvrigt under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der var tale om fredelige episoder ved myndighedernes henvendelser, mens han under asylsamtalen har forklaret, at myndighederne generede og svinede ansøgerens ægtefælle til under den tredje henvendelse, og at de også havde givet ansøgerens søn en lussing med et våben eller et eller andet. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af fotos af ansøgeren, herunder af ansøgeren i en demonstration i Danmark mod det iranske regime kan føre til et andet resultat. Der henvises til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab, og at han således skulle være blevet profileret på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ved deres forklaringer og deres fremtræden for nævnet har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerne efter at have modtaget dåbsundervisning er blevet døbt [foråret] 2018 sammen med deres søn, og at de efter deres forklaringer siden foråret 2016 har deltaget i gudstjenester om søndagen og kirkelige aktiviteter. Der er for nævnet fremlagt dåbsattester og fotos fra dåben. Ansøgerne har også deltaget i kristne sommerlejre i 2017 og 2018, og de har på en overbevisende måde forklaret om deres kendskab til kristendommen, herunder kendskabet til biblen og de kristne højtider, og den løbende proces, der har ført til deres konvertering. Forklaringerne om ansøgernes kirkelige aktiviteter er bl.a. underbygget af erklæringer fra frimenigheden [B]. Den kvindelige ansøgers forklaring om konversionen er i det væsentlige understøttet af journalnotater fra konsultationer hos en psykolog. Ansøgerne har endvidere forklaret, at de ikke vil skjule deres konvertering ved en tilbagevenden til Iran, og at de også ønsker at udbrede kendskabet til kristendommen i Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/20/thv
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han havde planlagt at udføre politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder fordi, at har afsonet en dom for underslæb i forbindelse med sit arbejde i en bank. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han var ansat i en bank fra den [sommeren] 2003. I [foråret] 2006 blev ansøgeren anholdt og anklaget for underslæb. [I sommeren] 2006 blev ansøgeren idømt syv års fængsel for underslæb. Han ankede dommen, som blev nedsat til fem års fængslet [i starten af] 2007. Han afsonede dommen fra [foråret] 2007 til [foråret] 2012. I forbindelse med orlov eller lignende, blev skødet på ansøgerens mors hus brugt som kaution. Efter ansøgerens løsladelse har det dog ikke været muligt at få frigivet skødet. Tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse af Iran, fik han interesse for det politiske parti, KDP. Ansøgeren planlagde at udføre politiske aktiviteter for partiet ved at skrive slagord på husmure eller uddele løbesedler [i slutningen af sommeren] 2015, men han nåede det ikke, fordi myndighederne opsøgte hans bopæl, inden han kunne udføre aktiviteterne. Ansøgerens bopæl blev ransaget af myndighederne [to dage forinden den planlagte uddelingsdato] 2015, hvor den kvindelige ansøger kun var til stede. To til tre uger efter ransagningen udrejste ansøgerne af Iran sammen med deres søn. Efter ansøgernes udrejse af Iran har myndighederne flere gange opsøgt den mandlige ansøgers familie for at få ham udleveret. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme divergenser i ansøgerens forklaringer som Udlændingestyrelsen og har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet herudover har forklaret divergerende om, hvor mange gange han mødtes med sin kontakt til KDP i Iran, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om baggrunden for myndighedernes opsøgning af familien i Iran i 2017. Flygtningenævnet lægger den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev idømt og afsonede en fængselsstraf på fem år for underslæb i den bank, som han havde været ansat i, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de iranske myndigheder i en notits i en lokal avis [dateret i efteråret] 2017 har tilsagt ansøgeren til at møde op i anledning af, at ansøgeren er under anklage for foranstaltninger mod den nationale sikkerhed, ulovlige aktiviteter på sociale medier og kontakt med fjender. Flygtningenævnet finder herefter, at den mandlige ansøger i et vist omfang er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltagelse i demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade, deltagelse i et tv-interview på Kurdkanalen og sine omfattende opslag på Facebook, der er offentligt tilgængelig, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/2/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni muslim fra [X], Iran. Ansøgeren har siden 2009 været aktiv for partiet Kurdistans Demokratiske Parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af den iranske efterretningstjeneste som følge af sine politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet forklaret, at han kommer fra en politisk aktiv familie, og at han har flere slægtninge, der er eller har været politisk aktive for KDP eller KDPI. I 2009 blev ansøgeren aktiv for KDP i forlængelse af, at hans søster begik selvmord. Ansøgeren kom i kontakt med KDP igennem sin fætter [A], som var aktiv for partiet og opholdt sig ved partiets hovedkontor i [N], Irak. I de første fire år som aktiv for partiet bestod ansøgerens aktiviteter i at demonstrere, indsamle penge til partiet og deltage i offentlige møder. Ansøgerens fætter flygtede i 2011 til Danmark, hvor han blev meddelt asyl, og ansøgeren fik derfor en ny kontaktperson, [B]. Ansøgeren fik i de sidste to år forud for udrejsen af Iran til opgave at transportere medlemmer til Mahabad, hvilket han gjorde en til to gange om måneden. I oktober 2015 blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [C], som arbejdede for efterretningstjenesten. [C] meddelte ansøgeren, at efterretningstjenesten var bekendt med ansøgerens politiske aktiviteter, og såfremt ansøgeren ville undgå anholdelse, skulle han betale bestikkelsespenge til [D], som var en af [C]s overordnede i efterretningstjenesten. Ansøgeren blev herefter opsøgt fem til seks gange af [C], som kom for at opkræve bestikkelse. Efter anbefaling fra [B] endte ansøgeren med at udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Kort tid efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt to gange af efterretningstjenesten, som har spurgt efter ansøgeren. Vedrørende sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han efter to til tre måneders ophold i Danmark begyndte at gå i kirke efter at være blevet inviteret af nogle personer fra sit asylcenter. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2016 i [Y] Kirke. Efter ansøgeren blev flyttet til [Z], har han været tilknyttet [E] og [F] kirker, hvor han har gået til gudstjenester og bibelundervisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udbyggende og usammenhængende, herunder navnlig i forhold til hvilke aktiviteter han har udført for KDP. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hans aktiviteter bestod i transportere personer, indsamle penge til partiet samt at informere mundtligt om demonstrationer mv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren alene oplyst, at hans aktiviteter for partiet bestod i at demonstrere, protestere og videregive information. Ansøgeren har heller ikke oplyst i asylskemaet, at han har deltaget i transporter og indsamlinger. Ansøgerens oplysninger om omstændighederne i forbindelse med udfyldelse af asylskemaet og afholdelse af oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgeren, således som det også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har afgivet forskellige forklaringer om de episoder, hvor han er blevet opsøgt, herunder hvem der opsøgte ham, hvordan opsøgningerne fandt sted, og om ansøgeren blev truet. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke allerede i sit asylskema udtrykkeligt har redegjort for den afpresning, han har været udsat for, henset til at afpresningen var den umiddelbare årsag til, at han forlod Iran. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først i forbindelse med sagens behandling i nævnet har oplyst, at der også har været tale om to betydelige kontante betalinger ud over bankoverførslerne i forbindelse med afpresningen. Den af ansøgeren fremlagte dokumentation om sin og sine familiemedlemmers tilknytning til KDP kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort et sur place-motiv, der kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har henvist til, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret fra islam til kristendommen, og at han ikke uden at risikere forfølgelse eller overgreb vil kunne vende tilbage til Iran for dér at leve som kristen i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de tidsmæssige forhold i forbindelse med den angivelige konversion, idet ansøgeren har oplyst, at hans interesse for kristendommen først blev vakt omkring 3 måneder efter ankomsten til Danmark i [vinteren] 2015, og at han efter en relativt kortvarig dåbsundervisning blev døbt [i sommeren] 2016. Nævnet må finde det påfaldende, at ansøgeren så hurtigt efter ankomsten til Danmark og under behandlingen af sin asylsag vender sig til kristendommen. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvornår han har forladt islam, idet han over for nævnet har forklaret, at han mistede sin islamiske tro i forbindelse med søsterens selvmord i 2009, mens han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var sunni muslim, indtil han kom til Danmark. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om sit kendskab til kristendommen, sit religiøse ståsted og sin indre afklaringsproces heller ikke for Flygtningenævnet har fremstået overbevisende og båret af et reelt trosforhold. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, de foreliggende udtalelser fra kirkelig side og ansøgerens forklaring om, at han går i kirke og lever et kristent liv, kan – også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed i forhold til det oprindelige asylmotiv - ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt kristne budskaber ud på en Facebook-profil i sin søns navn og i øvrigt har deltaget i nogle demonstrationer mv. her i landet, kan efter den oplyste karakter heraf og den i øvrigt foreliggende dokumentation i form af fotografi mv. ikke føre til, at ansøgeren må anses for således profileret i forhold til de iranske myndigheder i forhold til politiske eller kristne aktiviteter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at ansøgerens deltagelse i demonstrationer i Danmark ikke har givet anledning til, at hans familie i Iran – og uanset at flere familiemedlemmer har været aktive i KDP gennem årene – er blevet opsøgt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/19/SLH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Nævnet besluttede i september 2018 at genoptage sagen til et nyt nævnsmøde. Nævnet fandt i februar 2019 ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han havde hjulpet sin far med at udøve politiske aktiviteter. Ansø-geren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [efteråret] 2016 blev inviteret med i kirke af en ven, idet ansøgeren havde haft en svær periode, hvor han havde følt sig deprimeret og træt. Ansøgeren havde en positiv oplevelse i kirken og fortsatte derfor med at komme. Ansøgeren fik igennem sin ven endvidere kon-takt til en iraner, som ugentligt underviste i kristendom på ansøgerens asylcenter. Ansøgeren deltog i undervisningen frem til sin forflyttelse til [asylcenter X]. På [asylcenter X] fik ansøgeren tilknytning til [kirke M], der afholder bibelcaféer på centret, og ansøgeren begyndte ydermere at deltage i gudstjenester og undervisningsforløb, som kirken tilbød. Ansøgeren blev døbt i [kirke M] [i efter-året] 2017. Til støtte for sin konversion har ansøgeren endvidere fremlagt en udtalelse fra blandt andet præsten ved [kirken N] og fra pastor […], der har forestået ansøgerens dåb. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konver-sionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte kon-version finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl. Ansøgeren har forklaret, at han første gang var i kirke, efter at han havde fået afslag af Udlændingestyrelsen, og at han kom i kirke på grund af opfordringer fra en ven. Efter dette gik ansøgeren af og til i kirke. Ansøgeren har forklaret, at han i denne periode var svært deprimeret og tog afstand fra andre mennesker, men at han oplevede at finde trøst og støtte i kirken. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han i dette forløb opnåede noget egentligt kendskab til kristendommen. Ansøgeren blev efter at have fået endelig afslag i Flygtningenævnet flyttet til [asylcenter X] [i foråret] 2017. Ansøgeren har forklaret, at han her opsøgte det kristne fællesskab, og hurtigt efter påbegyndte han deltagelse i et dåbskursus. Dåben fandt sted allerede [i efteråret] 2017. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen. Det bemærkes, at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet jævnligt i kirke siden [foråret] 2017 og har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for ham. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017.” Iran/2019/17/JEA
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Ahvaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendom-men og har kritiseret de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han risikerer at blive dømt for besiddelse af alkohol, idet de iranske myndigheder har beslaglagt 60 liter vin på ansøgerens bopæl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som niårig gav afkald på sin muslimske tro, efter at have været vidne til overgrebne i forbindelse med den iranske revolution. I forbindelse med værnepligten modtog ansøgeren religionsundervisning og frem til ansøgeren var 38 efterlevede han islams religiøse ritualer. Ansøgeren fik interesse for kristendommen i 2008 eller 2009, efter at være blevet introduceret til kristendommen af sine to brødre, [A] og [B]. Efterfølgen-de fik ansøgeren igennem en bekendt kontakt til en navngiven præst fra en huskirke og efter at have været i kontakt med præsten i en periode, fik ansøgeren og hans ægtefælle mulighed for at deltage i arrangementer og gudstjenester i kirken. Ansøgeren introducerede endvidere sine brødre for denne huskirke. Det var i denne periode, omkring 2009, at ansøgeren begyndte at anse sig selv som kristen. I foråret 2011 blev kirken lukket af myndighederne og præsten samt hans ægtefælle og børn blev anholdt. Ansøgerens bror, [B], blev endvidere anholdt i denne forbindelse. [B] var kortvarigt tilbagehold, men blev løsladt mod kaution. [B] har siden opholdt sig i Tyrkiet, hvor han er præst i to kristne kirker. Ansøgeren havde efterfølgende ikke kontakt til nogen kirker, men han praktiserede stadig sin kristne tro gennem biblen og kristne tv-kanaler. [I slutningen af] 2015 deltog ansøgeren på sit arbejde i en diskussion i nabobutikken, hvor ansøgeren kritiserede myndighederne, men også islam og Irans øverste religiøse leder. Om aftenen blev ansøgeren via telefon kontaktet af sin ægte-fælle, som oplyste, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter an-søgeren og ransaget bopælen. Myndighederne havde under ransagningen konfiskeret cd’er med kristne salmer, en bibel og 60 liter vin. Ansøgeren vendte sidenhen ikke tilbage til bopælen, men udrejste af Iran tre dage efter. Efter ansøgerens indrejse i Danmark, har ansøgeren være tilknyttet danske kirker og har deltaget i dåbsundervisning og gudstjenester. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har siden gået i kirke hver uge og har deltaget i seminarer og arrangementer. An-søgeren har endvidere lagt kristent materiale ud på sin Facebook-profil. I det seneste år han ansøge-ren endvidere lagt regimekritisk materiale ud på Facebook-profilen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring om, hvorfor han i hjemlandet fattede interesse for kristendommen, og kontakten til den navngivne præst og huskirken fremstår troværdig og selvoplevet. Vedrørende den konkrete konflikt, der ledte til, at ansøgeren [i slutningen af] 2015 forlod Iran, har ansøgerens forklaring divergeret vedrørende for-skellige detaljer. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans hjem blev op-søgt af myndighederne, og at myndighederne på bopælen fandt forskelligt kristent materiale, og at dette var årsagen til, at ansøgeren i al hast og uden at medtage familien forlod Iran. Ansøgeren be-gyndte umiddelbart efter sin ankomst til Danmark at gå i kirke, og efter at have modtaget dåbsun-dervisning blev ansøgeren døbt allerede [i foråret 2016]. På grundlag af ansøgerens forklaring og de fremlagt erklæringer lægger nævnet til grund, at ansøgeren også efter dåben har været en flittig kir-kegænger og at han har deltaget i kirkelige aktiviteter i betydeligt omfang. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen. Nævnet må derfor lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen og er troende kristen. Under henvisning til ansøgerens tilkendegivelser herom, der støttes af indhol-det på ansøgerens Facebook-profil, finder nævnet endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent, kristent liv, og derved være i risiko for asylbe-grundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøge-ren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/16/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan, men har oplyst i Danmark at være konverteret til kristendommen, fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet sin farbror med at printe løbesedler og med teknisk bistand for KDPI. Ansøgeren har to gange hjulpet sin farbror, der var aktiv for KDPI, med at printe løbesedler for partiet. Farbroren bad ansøgeren om at hjælpe, idet ansøgeren ejede en forretning, hvor han reparerede og solgte computere og computerudstyr og derfor havde adgang til printere, ligesom han besad teknisk viden. Ansøgeren blev efter at have printet løbesedler to gange anholdt af efterretningstjenesten, der i nogle dage udsatte ham for fysiske overgreb og afhørte ham om sin tilknytning til KDPI, men blev løsladt mod kaution stillet af sin familie. Ansøgeren skulle ved løsladelsen skrive under på, at han ikke ville være politisk aktiv og skulle samarbejde med myndighederne. Ansøgeren forestillede sig, at anholdelsen skyldtes, at nogen måske havde indberettet ham som følge af bistanden til farbroren. Ansøgers forretning blev i forbindelse med anholdelsen lukket. Kort efter løsladelsen hjalp ansøgeren på ny farbroren, denne gang med teknisk bistand, herunder til at installere Windows på farbrorens computer. Det foregik i et hus, hvor to andre personer også befandt sig. Da politiet kom til stede uden for huset, flygtede ansøgeren via husets tag. Ansøgeren tog til sit hjem med henblik på at hente sin ægtefælle, således at de sammen kunne rejse til Teheran. De opholdt sig i tre til fire dage i Teheran, inden de udrejste legalt fra Iran til Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret fra yari-troen til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev døbt [i efteråret 2016], at han har deltaget i kristendomsundervisning og fortsat ofte deltager i gudstjenester. Ansøgerens interesse for kristendommen startede, da hans ægtefælle forlod ham, hvilket førte til en depression. Andre asylansøgere på centeret foreslog ham at opsøge en kirke for at få ro på sig selv. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har haft politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i demonstrationer i [starten af 2018] foran den iranske ambassade, og har været eksponeret på sociale medier. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som følge af sin bistand til farbroren til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det findes helt usandsynligt, at ansøgerens farbror ganske kort efter, at ansøgeren havde været tilbageholdt af myndighederne og afhørt om sin tilknytning til KDPI, på ny bad ansøgeren om bistand med relation til dette parti, og at ansøgeren – efter det oplyste uden nærmere overvejelse – indvilligede heri. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at man skal holde, hvad man lover, og at bistanden denne gang ikke var til at printe løbesedler, men derimod ren teknisk bistand, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] flere gange har forklaret, at bistanden til farbroren også den 3. gang omhandlede printning. Det findes endvidere usandsynligt, at ansøgeren – efter at det angiveligt var lykkedes ham at flygte fra politiet – risikerede at tage hjem til sin bopæl for at hente sin ægtefælle. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgeren risikerede at udrejse legalt fra Iran henset til, at han angiveligt netop havde været tilbageholdt og efter det forklarede nu anså sig som forfulgt af myndighederne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder hans forklaring om baggrunden for sin konversion til kristendommen. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i forbindelse med hans forklaring vedrørende den første del af hans asylmotiv. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren valgte at blive døbt i [efteråret 2016], efter det oplyste samme måned, som hans interesse for kristendommen angiveligt intensiveredes. Den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade, og at han har en åben Facebook-profil i [sit eget navn] og siden 2016 har haft en Instagram-profil i samme navn, hvor han løbende poster oplysninger om kurdernes sag, sin deltagelse i demonstrationer og andre politiske begivenheder samt sin konvertering, findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at være en profileret person. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de kristne budskaber m.v. ikke kan anses som udslag af en reel konversion og på, at ansøgeren – bortset fra den angivelige bistand til sin farbror – ikke i sit hjemland har været politisk engageret. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/14/MAH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk perser fra Esfaha, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin fars ven, idet vennen har truet med at melde ansøgeren til politiet, idet han fandt en bibel hos ansøgeren. Ansøgerens fars ven har endvidere truet ansøgeren på livet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 blev introduceret til kristendommen af sin ven. Ansøgeren fik nogle udleveret materiale om kristendommen af sin ven. Omkring to måneder herefter blev ansøgeren inviteret i hjemmekirke hos sin ven. Omkring to eller tre dage før ansøgerens udrejse fra Iran, opdagede hans fars ven og hans forældre en bibel på køkkenbordet. Ansøgeren havde efterladt biblen på køkkenbordet og var faldet i søvn efter, at han var kommet hjem fra hjemmekirken. Ansøgeren fars ven, der arbejdede for efterretningstjenesten, truede ansøgeren med at melde ham til myndighederne. Herefter flygtede ansøgeren fra sin bopæl og tog hjem til sin brors ven, hvor han opholdt sig i omkring to eller tre dage. Dagen efter episoden, hvor ansøgeren bibel blev opdaget, ringede ansøgeren bror til sin ven og fortalte, at ansøgers fars ven havde opsøgte ansøgeren bopæl og havde taget nogle ting med sig. Ansøgeren udrejste fra Iran [i vinteren] 2015. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark har praktiseret kristendommen, idet han har været til gudstjenester, har været på en kristen sommerlejr, deltaget i dåbsforberedelse og er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i form af den flugtudløsende begivenhed i hjemlandet til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerens ven, [M], gennem en længere periode skulle have holdt aktiviteter i form af hjemmekirke hver uge på sin bopæl henset til, at han boede sammen med sine stærkt religiøse muslimske forældre, og at [M] og de besøgende herved løb en betydelig risiko for at blive opdaget som kristne med alvorlige konsekvenser til følge. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaringer om, at [M] ikke tog særlige forholdsregler mod opdagelse, men forlod sig på, at de var udvalgte, ikke fremstår overbevisende i den sammenhæng. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer meget påfaldende, at ansøgeren skulle have ladet sin bibel ligge fremme på køkkenbordet i sit eget hjem efter et besøg i hjemmekirken hos [M], og at det netop var den aften, hans stærkt religiøse forældre havde deres ven, [N], som arbejdede for efterretningstjenesten, med hjem, og som opdagede ansøgerens bibel, der ifølge ansøgeren skulle have været pakket ind i avispapir. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter et venskab på 7-8 år med [M], som introducerede ansøgeren til kristendommen og efter ansøgerens forklaring har betydet meget for ham, ikke efter udrejsen har forsøgt at skaffe sig oplysninger om [M] d, idet dette må have været muligt uden at udsætte [M] for at pådrage sig mistanke om kristne aktiviteter. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren på trods af, at han skulle være blevet afsløret over for en person, der arbejdede ved efterretningstjenesten, var i stand til at udrejse legalt på sit eget pas flere dage efter episoden. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens problemer som kristen netop skulle være opstået i meget nær tidsmæssig tilknytning til, at ansøgeren havde fået afslag på ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren fik således afslag på visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle [i vinteren] 2018, og ansøgeren udrejste [i vinteren] 2018. Hertil kommer, at ansøgeren – på trods af sin angiveligt klare beslutning om fremover at ville leve som kristen – ikke fortalte sin kommende ægtefælle noget om sine positive holdninger til kristendommen, inden de efter det oplyste blev muslimsk gift [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan i fortsættelse af det anførte ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, selv om han er døbt kort tid efter sin indrejse, har demonstreret et ret detaljeret kendskab til kristendommen og har deltaget i en række kristne aktiviteter under sit ophold. Ansøgeren har således ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for, at han har valgt at konvertere til kristendommen på trods af den risiko, det indebærer for ham. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil efter indrejsen til Danmark har postet materiale med kristent indhold, kan ikke i sig selv medføre, at han derved har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse. Nævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger i blandt andet Fact Finding Report ”House Churches and Converts” udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i februar 2018 og Iran COI Compilation fra juli 2018, Accord, Austrian Red Cross. Det fremgår heraf blandt andet, at erklæring om konversion på Facebook ikke i sig selv vil føre til forfølgelse, men eventuelt til overvågning. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/13/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Ansøgeren er iransk statsborger, men er født i […] Irak og har boet hele sit liv i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af oplysninger fra UNHCR, at ansøgeren skulle have opnået statsborgerskab i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hans far er medlem af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flyttede fra Iran til Irak i 1980 under Iran-Irak-krigen, og at hans familie har boet i Irak siden. Ansøgeren opdagede, at hans far var politisk aktiv for KDPI, da ansøgeren var 13-14 år, hvor han oplevede, at medlemmer af KDPI besøgte hans families bopæl. Ansøgeren udrejste af Irak i [efteråret] 2015, fordi han ikke havde nogen rettigheder i Irak. Ansøgerens far har hverken før eller efter ansøgerens udrejse af Irak fortalt ham om sine politiske aktiviteter for KDPI, men han sendte ansøgeren en kopi af sit KDPI-medlemskort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Efter samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren talt med sin far herom. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Irak som barn af iranske forældre, der er kommet til Irak som flygtninge. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er født i [X] og senere frem til sin udrejse har opholdt sig i [Y]. Efter ansøgerens egen forklaring har han ikke selv været politisk aktiv. For så vidt angår ansøgerens families politiske aktiviteter har ansøgeren forklaret, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgeren havde til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen imidlertid intet kendskab til sin fars angivelige politiske aktiviteter, herunder hvornår faren blev medlem af KDPI, og hvilke aktiviteter faren udførte for KDPI. Ansøgeren havde på intet tidspunkt talt med sin far herom i Irak, og havde ikke talt med faren herom på det tidspunkt, hvor han var til samtaler med Udlændingestyrelsen, men havde alligevel på det tidspunkt modtaget en kopi af farens medlemskort af KDPI. Først i forbindelse med advokatens indlæg er fremlagt en række yderligere dokumenter, herunder farens tidligere medlemskort af KDPI og farens kvitteringer for betaling af kontingent til KDPI. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans farbror også er medlem af KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring er udbygget og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren intet kendskab havde til farens angivelige politiske aktiviteter, da ansøgeren boede sammen med sin far i Irak frem til sin udrejse i 2015, og at faren ikke havde givet ansøgeren nogen oplysninger herom, samt at ansøgeren ikke selv har spurgt ind til dette hverken i Irak eller efter sin indrejse i Danmark før efter samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om faderens angivelige aktiviteter for KDPI, herunder uddeling af aviser og deltagelse i møder i Koya, og at [alle i Y] vidste, at hans far var medlem, fordi han gik sammen med fremtrædende medlemmer af KDPI, er en udbyggende forklaring. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt en kopi af sin fars angivelige KDPI-medlemskort. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er meget nemt at forfalske et KDPI-medlemskort. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat har fremsendt et brev fra den franske afdeling af KDPI. Det bemærkes, at sådanne dokumenter ifølge baggrundsoplysninger kun sendes til asylmyndighederne. Uanset om ansøgerens far og farbror er medlem af KDPI finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret eller kommer fra en politisk profileret familie, at han ved sin tilbagevenden til Iran være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens forklaringer for Udlændingestyrelsen, at socioøkonomiske forhold har været helt afgørende for ansøgeren for hans ønske om at opnå ophold i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes, at såfremt det kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået statsborgerskab i Irak, jf. oplysninger fra UNHCR, bemærker Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har konflikter i Irak, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” Iran/2019/12/ATN
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i al-Tash-lejren i Ramadi, Irak, men han er opvokset i Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politisk propaganda for KDPI. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A]s familie, idet de har indledt et forhold uden familiens accept. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er sympatisør for KDPI, og at han besøgte deres lejr i Irak i sommeren 2013. Ansøgeren har uddelt løbesedler og CD’er for KDPI fire gange ved to skoler i Sarpol-e Zahab om natten. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han mødte [A] til et bryllup i sommeren 2011, hvorefter de havde telefonisk kontakt i to år. Ansøgeren friede til [A] i sommeren 2013, men han blev afvist af hendes familie, idet han er sunnimuslim og sanger. De havde telefonisk kontakt i yderligere to år. Hendes bror, [B], som er wahabi-terrorist i Iran, blev mistænkelig og installerede en app på [A]s mobiltelefon, så han kunne aflytte deres samtaler. Ansøgeren og [A] talte blandt andet om hans politiske aktiviteter for KDPI. [B] afslørede optagelserne over for [A], dræbte hende og gav lydoptagelserne til myndighederne, som derved blev bekendte med ansøgerens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring eller asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og usammenhængende og dermed utroværdigt om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema og til sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han er flygtet på grund af politisk aktivitet. Han har først til sin anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han også frygter [A]s familie på grund af sit forhold til [A]. Han har i den forbindelse over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han hovedsagelig blev politisk aktiv på grund af forholdet til [A], så de to kunne stikke af til et kurdisk kontrolleret område, hvis han ikke kunne blive gift med hende. Ansøgeren har under nævnsmødet på spørgsmål om sine politiske aktiviteter angivet, at han først og fremmest havde disse på grund af sin politiske overbevisning. Ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende og usandsynlig på flere helt centrale områder. Han har forklaret, at [A] kom fra en wahabi-familie, der var meget religiøs, og at hendes bror er den kendte terrorist [B], men han har samtidig forklaret, at [A] deltog i en ikke kønsopdelt bryllupsfest, hvor der var musik, og at hun fik en mobiltelefon og tog initiativ til at kontakte ham for derefter at vedligeholde kontakten med ham i 2 år. Det fremgår dertil af baggrundsoplysningerne, at [B] blev anholdt og fængslet for terrorisme mod Iran et år før frieriet og det efterfølgende drab, hvor han angiveligt var til stede og tog beslutninger som familiens overhoved. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om den ægtefælle/samlever, [C], som han har anført i asylansøgningsskemaet usammenhængende og usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at han skulle angive at have en samlever eller ægtefælle ved indrejsen, når han hverken var gift eller samlevende med nogen. Ansøgerens forklaring om, at han under flugten få dage efter drabet på [A] blev forlovet med [C] forekommer usammenhængende og usandsynlig. Det forekommer tillige usammenhængende og usandsynligt, at ingen af de familier, der foretog undersøgelser og introducerede hans familie for [A]s familie samt [C]s familie skulle kende til [B]. Ansøgeren har i den forbindelse ved sin sidste samtale med Udlændingestyrelsen både forklaret, at alle kendte til [B] og, at han ikke selv kendte til ham forud for frieriet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på sin udbygning af asylmotivet eller på de fremhævede divergenser og usandsynligheder. Han har således heller ikke været i stand til at forklare nærmere om sin politiske vækkelse, som ifølge Facebook fandt sted i 2017 to år efter hans indrejse i Danmark, idet han alene har angivet, at det blev lettere i Danmark på grund af internettet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort, at han var profileret i Iran ved sin udrejse på grund af et forhold til [B]s søster eller på grund af politiske aktiviteter. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en genindrejse i Iran. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt diverse billeder fra sin Facebook-profil, hvor han siden 2017 har postet politisk materiale og den omstændighed, at han i Danmark har deltaget i diverse politiske møder, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark har profileret ham som modstander af det iranske regime i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” IRAN/2019/11/JABP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Saqqez, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har haft kontakt til partiet Komala. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret, fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i år 2007 skrev et afgangsprojekt på universitetet, som omhandlede kurdisk litteratur og kurdiske forfattere. Ansøgeren ønskede i 2015 at få udgivet sit afgangsprojekt som en bog. Ansøgeren tog kontakt til et iransk forlag, som oplyste, at en sådan udgivelse ville blive underlagt censur, og at nogle kurdiske digte derfor skulle fjernes fra bogen. Da ansøgeren ikke ønskede, at hans bog skulle censureres, tog han via e-mail kontakt til Komalas forlag i Irak. Ansøgeren rejste til Irak [i efteråret] 2015 for at besøge Komalas hovedkontor. Ansøgeren afleverede sin bog til Komalas forlag, som ville gennemlæse den, hvorefter han ville få svar på, om de ville udgive den. Ansøgeren rejste dagen efter tilbage til Iran til byen Marivan, hvor han opholdt sig hos en ven. Ansøgerens søster ringede til ham i Marivan og fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget deres bopæl, taget ansøgerens computer med og spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste derfor af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2007 skrev speciale om kurdisk litteratur samt i 2008 en artikel om samme emne på et statsgodkendt universitet, og at dette ikke gav ham problemer. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren i 2015 besøgte Komala for at få specialet udgivet som bogen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren af den grund er blevet forsøgt opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgeren skulle henvende sig til Komala for at få sin bog udgivet, når han samtidig forklarer, at han under ingen omstændigheder ville sættes i forbindelse med Komala, og at han ikke ville have Komalas logo på bogen. Ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i kontakt med Komala og om mødet, som han angiveligt ikke ved, hvad mundede ud i, fremstår tillige usammenhængende og usandsynligt. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og dermed usandsynligt, at han skulle tage til et møde i Komalas hovedkvarter, når han var meget bange for det, og når han alene skulle aflevere en bog til gennemlæsning og ydermere ikke vidste, hvad han egentlig ville med Komalas involvering. Ansøgeren har ikke været i stand til at uddybe sin forklaring under nævnsmødet. Han har heller ikke gemt mailkorrespondancen med [A] eller taget kontakt til denne igen, efter han kom til Danmark. Han har i Danmark haft rig lejlighed til at forsøge at få bogen udgivet på den ene eller den anden måde, uden at han har forsøgt dette. Han har i den forbindelse heller ikke rettet henvendelse til [A] eller Komala om udgivelse af bogen, selvom han angiveligt har været i kontakt med Komala i forbindelse med mødet hos advokaten. Eftersom Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har besøgt Komalas hovedkvarter, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at myndighederne har opdaget dette og opsøgt ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder herefter, at den fremlagte erklæring fra Komala ikke ændrer herved. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/10/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har tidligere været ateist men er under opholdet i Danmark konverteret, idet han efter en ceremoni [i foråret 2016] har tilsluttet sig trosretningen zarathustrismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde. Ansøgeren frygter endvidere kvindens familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har frafaldet sin muslimske tro og tilsluttet sig zarathustrismen. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han i [i vinteren] 2015 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. [A] fortalte ansøgeren, at hun var separeret. Ansøgeren mødtes jævnligt med [A] i sin ven, [B], lejlighed. I udgangen af juli 2015 mødtes ansøgeren med [A] ved en bazar, hvor han blev angrebet af en ukendt mand. Manden sagde, at ansøgeren havde krænket hans ære, og deraf udledte ansøgeren, at manden måtte være i familie med [A]. Dagen efter opholdt ansøgeren sig i sin spillehal sammen med sin ven, [B], da der pludselig ankom syv til otte personer. Personerne optrådte aggressivt og ødelagde inventaret i spillehallen. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af et baglokale og hen til en park, hvor han gemte sig nogle timer, indtil han igen fik kontakt til [B]. [B] hentede ham og fortalte, at politiet havde opsøgt spillehallen og taget [B] og overfaldsmændene med til afhøring. Her blev [B] klar over, at [A]’s ægtefælle, der arbejdede for den iranske efterretningstjeneste, Sepah, havde anmeldt ansøgeren for utroskab. Ansøgeren blev kørt ud til [B]’s kolonihave 20 til 30 km fra Teheran, hvor han opholdt sig frem til, at han med [B]’s hjælp udrejste illegalt fra Iran. Mens ansøgeren opholdt sig her, blev hans families bopæl opsøgt af ukendte personer, der smadrede husets vinduer. Ansøgerens familie modtog også to breve fra Justitsministeriet i Iran stilet til ansøgeren. Det første brev var en indkaldelse og indeholdt en frist på 10 dage for ansøgeren til at møde op hos myndighederne. Det andet brev var en advarsel til ansøgeren. Det lykkedes kort efter ansøgeren at udrejse af Iran med hjælp fra [B]. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren konverteret til trosretningen zarathustrismen, som han siden 2014 har haft interesse for. Hans interesse blev vakt allerede i 2014, mens han boede i Iran via vennen [C], der var zartosht. Ansøgeren havde på dette tidspunkt været ateist i 10-12 år. Efter ankomsten til Danmark fik ansøgeren via sin værelseskammerat kontakt til herboende personer, der bekendte sig til zarathustrismen, og den [i foråret] 2016 gennemgik han en ceremoni, hvorved han blev optaget i troen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist skal flygtningenævnet bemærke at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der har ti års skolegang, har udfyldt sit asylskema meget overordnet uden detaljer om de omstændigheder, der førte til, at han udrejste af Iran, og at dette alene skulle være begrundet i, at han ikke havde overskud til at skrive særligt meget. Endvidere har ansøgeren i asylskemaet anført, at han er: ”eftersøgt af iransk politi - voldvægt af en gift kvinde”. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han er enig i, at der er stor forskel på begrebet voldtægt og samleje med samtykke og har videre forklaret, at der rettelig var tale om, at han havde et frivilligt seksuelt forhold til en gift kvinde, og at det er en fejl, når han i asylskemaet brugte ordet voldtægt. Henset til det ovenfor anførte, om ansøgerens uddannelse og kendskab til den væsentlige forskel på de to begreber, finder nævnet, at der er tale om en væsentlig divergens omkring ansøgerens beskrivelse af det oprindelige asylmotiv. Det påvirker videre ansøgerens generelle troværdighed, at han oprindeligt har forklaret divergerende med hensyn til, om han har været i kontakt med de ungarske myndigheder og fået optaget fingeraftryk i Ungarn eller ej, og at ansøgeren overfor de ungarske myndigheder har opgivet falske fødselsdata og fortalt, at han stammer fra Afghanistan. Det forekommer mindre sandsynligt, at [A] i det ½ år, hvor hun og ansøgeren havde et forhold til hinanden, ikke skulle have fortalt ham, at hun var gift, henset til at hun derved udsatte sig selv for en væsentlig risiko for, at ansøgeren ville fortælle andre om forholdet med de deraf mulige konsekvenser dette kunne have for sikkerheden for dem begge. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren og [A] trods de mange sikkerhedsforanstaltninger med hemmelige møder i [D]’s lejlighed og det ene møde i ansøgerens fars taxa, efter 6 måneders bekendtskab valgte at mødes offentligt ved en basar for at købe tøj til [A]. Det forekommer på samme måde mindre sandsynligt, at [A]’s ægtefælles bror lige præcis den dag skulle være til stede i basaren, der lå langt fra det sted, hvor ansøgeren og [A] boede. Om hændelsen i basaren bemærkes videre, at det først er under mødet i nævnet, at ansøgeren har forklaret, at han og [A] holdt hinanden i hånden, og at var på den måde, at svogeren kunne se, at de havde et forhold, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hans eller [A]’s ide, at de skulle mødes der. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra [A]s ægtefælle og svoger og de øvrige overfaldsmænd, ved at forsvinde gennem en bagdør, da det må antages, at de pågældende opsøgte spillehallen netop for at få fat i ham, og at de derfor havde fokus på ham. Om hændelsen i spillehallen bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til de tidligere samtaler om, at der ikke bare blev smadret lamper men også spilleborde, og at han først på gentagne spørgsmål har forklaret, at personerne, der opsøgte spillehallen medbragte køller. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om [B] forsøgte at standse overfaldsmændene eller ej. Det forekommer videre påfaldende, at ansøgeren ikke, da han blev klar over, at [A]’s ægtefælle havde tilknytning til Sepah, advarede sin familie, ligesom det forekommer påfaldende, at han ikke forud for udrejsen sikrede sig de breve, der var kommet fra myndighederne. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke nu skulle være i stand til at skaffe en kopi af tilsigelserne, ikke overbevisende. Om ansøgerens konversion til zarathustrismen skal nævnet bemærke, at det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at det kun er hans nærmeste familie, der er bekendt med konversionen. Ansøgeren har videre forklaret, at zarathustrismen for ham mere er en måde at leve på end en religion, og at han i 10-12 år har levet som ateist i Iran, uden at det har givet ham problemer. Herefter, og idet ansøgerens kendskab til zarathustrismen forekommer overfladisk, og da han ikke har været i stand til at forklare om de overvejelser og tanker, der ligger bag hans ønske om at tilslutte sig denne trosretning, i stedet for som hidtil at leve som ateist, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at konversionen er reel, og et udtryk for et ønske om fremadrettet at leve som zatosht ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne om zarathustrismen fremgår, at man ikke har en forpligtelse til at missionere. Idet det endelig bemærkes, at ansøgeren gennem mange år, har levet som ateist, uden at dette har givet ham problemer med hverken personer eller myndigheder i Iran, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse på baggrund af ansøgerens trosmæssige forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/1/LINB
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun aldrig har oplevet sig som troende muslim, og at hun var kritisk over for den udlægning af islam og synet på kvinder, hun oplevede i hjemlandet. Ansøgeren fik sidst på året 2014 en bibel af sin søsters kæreste, [C]. I [sommeren] 2015 inviterede [C] ansøgeren og hendes søster i huskirke, hvor de efterfølgende var seks gange. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun har haft en konflikt med sin tidligere kærestes, [D], familie, fordi hun i deres øjne ikke var tilstrækkeligt religiøs. [D’s] mor og søster opsøgte ansøgerens bopæl i [efteråret] 2015, hvor der opstod et skænderi mellem dem og ansøgerens egen familie. [D] slog herefter op med ansøgeren, hvorefter ansøgeren og hendes søster tog til Tyrkiet på ferie. Ansøgeren har desuden oplyst, at [D] rejste til Tyrkiet for at fri til hende. Inden da havde [D] skrevet et brev til sin familie, hvori han fortalte, at ansøgeren var kristen, men at han ville få hende tilbage til Islam. Tre dage efter [D’s] ankomst til Tyrkiet ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet havde været på deres bopæl og havde taget biblen samt nogle kristne bønner med sig. Politiet har to gange senere været på familiens bopæl. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har efterfølgende ugentligt deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam, og at ansøgeren som voksen havde en kritisk indstilling til islam og de strenge regler for kvinders adfærd, hun måtte leve under i Iran. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2015 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [B], af [B’s] kæreste [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/286/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Ansøgerens advokat anmodede i maj 2017 om genoptagelse af sagen. Nævnet besluttede i september 2018 at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i december 2018 på ny Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur som følge af, i strid med iransk lovgivning, at have arbejdet med salg og montering af parabolantenner. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive fængslet eller udsat for tortur som følge af sin politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kontinuerligt har kæmpet for kurdernes rettigheder, ligesom han som medarbejder på en kurdisk tv-station har udøvet politisk arbejde og udbredt propaganda. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fortsat deltager i møder i en kurdisk forening, som livestreames, hvorfor det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder har set og identificeret ansøgeren. Ansøgeren har endelig henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev døbt [i foråret] 2016 efter at have deltaget i kristendomsundervisning i et halvt år. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og er udebyggende, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende på en række spørgsmål. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Iran forud for udrejsen finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Han har således blandt andet forklaret divergerende og udebyggende om, hvorvidt formålet med opsætning af paraboler var politisk eller blot forretningsmæssig og om, hvorvidt han dengang var politisk aktiv eller ej. Den nu fremlagte erklæring fra Komala om ansøgerens aktiviteter dengang, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Uanset at det må lægges til grund, at ansøgeren nogle gange årligt har optrådt med sang og musik i forbindelse med diverse kurdiske partiers arrangementer, og uanset at denne optræden i et vist omfang et blevet livestreamet, ligesom der er lagt videoer op på facebook og youtube, finder Flygtningenævnet desuagtet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er blevet profileret over for de iranske myndigheder i et sådant omfang, at han ved en returnering til Iran vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens påståede konversion til kristendommen er reel. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt vægt på det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, hans særdeles beskedne kendskab til kristendommen og til, at han ikke findes på overbevisende måde at have redegjort for den indre overbevisning, der ligger til grund for konversionen. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/418/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for sympatisører med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). I Danmark har ansøgeren deltaget i politisk aktivitet for Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og været sympatisør siden 22. februar 2017. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste, idet han er anklaget for at være politisk aktivist og blev løsladt fra fængsling mod beskikkelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myndighederne grundet sine politiske aktiviteter for KDP i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration i [by] [i foråret] 2015. Der blev demonstreret for at udvise utilfredshed med myndighedernes håndtering af en sag, hvor en kvinde var blevet voldtaget af en myndighedsperson og efterfølgende havde begået selvmord. Ansøgeren filmede begivehederne med sin telefon under demonstrationen. Der deltog omkring 25 maskerede personer, som ansøgeren formoder, var sympatisører for KDPI. Efterretningstjenesten ankom efterfølgende for at opløse demonstrationen. Ansøgeren ville flygte fra stedet, men han blev fanget og anholdt. Ansøgeren blev kørt til efterretningstjenestens fængsel i [by], hvor han var tilbageholdt i omkring to uger. I løbet af de to uger blev han afhørt fire eller fem gange om sine politiske aktiviteter, og han blev udsat for fysiske overgreb. Efter omkring to uger betalte ansøgerens far 50 millioner toman i bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren udrejste straks herefter til Irak. Efter ansøgerens udrejse er hans families bopæl opsøgt adskillige gange af myndighederne, og hans far er flere gange indkaldt til afhøring hos efterretningstjenesten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i en demonstration i Iran til grund. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om sin løsladelse fra fængslet. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev løsladt fra fængslet mod bestikkelse, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev løsladt mod kaution. I sit asylansøgningsskema har ansøgeren anført, at han blev løsladt mod betaling af 50 million toman, som den iranske regering krævede. Dette afsnit i ansøgningsskemaet er under nævnsmødet blevet oversat påny til, at der via en mellemmand blev betalt 50 million toman til staten Iran. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren er flygtet fra fængslet, og at flugten blev gjort mulig af bestikkelse. Dette underbygges af, at ansøgeren fortsat er i besiddelse af sit iranske ID-kort og kørekort, som myndighederne således ikke har inddraget. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Iran ikke har deltaget i andre politiske aktiviteter end den ene demonstration, hvorfor det forekommer usandsynligt, at de iranske myndigheder forsat, nu 3 år senere, skulle være interesserede i ansøgeren, der ikke havde nogen særlig rolle under demonstrationen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han under sit ophold i Danmark er blevet sympatisør af KDP og har deltaget i demonstrationer og KDP-møder, ligesom billeder heraf er lagt på KDP’s hjemmeside. På ingen af billederne eller de foreviste filmklip fremtræder ansøgeren med navn. Ansøgeren har ikke nogen fremtrædende rolle i KDP’s danske afdeling, og hans aktiviteter er begrænsede. Ansøgerens Facebook-profil er lukket og giver alene adgang til et profilbillede. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der ikke er nogen i Iran, der er bekendt med hans politiske aktiviteter i Danmark. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med ansøgerens aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/417/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren er tidligere sunni-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har været medlem af en sunni-muslimsk gruppe ved navn Ershad, der arbejder for at skabe opmærksomhed omkring arabisk kultur, sprog og etnicitet. Ansøgeren har i den forbindelse udført politiske aktiviteter for gruppen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for gruppen Ershad. Ansøgeren frygter desuden, at han vil blive forfulgt grundet sin konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev introduceret til Ershad af sin bror, [A], hvorefter han blev medlem af gruppen i 2006. Ansøgeren udførte aktiviteter for gruppen, idet han fire til fem gange om måneden uddelte materiale, såsom bøger, cd’er og arabisk tøj. Ansøgeren uddelte materialet til nogle kontaktpersoner i Khuzstan i forbindelse med sit arbejdede som chauffør. I [sommeren] 2015 blev syv eller otte medlemmer af Ershad anholdt. Ansøgeren fik besked om anholdelserne gennem en af de anholdtes far, der ringede og advarede ansøgeren. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven, hvor han blev i to dage. Ansøgeren blev her kontaktet af sin mor, der oplyste, at myndighederne havde været på bopælen, hvor de have konfiskeret materiale relateret til Ershad, ligesom ansøgerens ene bror blev anholdt. Ansøgeren tog herefter videre til en fjern slægtning, hvor han efter en uges tid udrejste af Iran. Ansøgeren har i Danmark fået oplyst, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl på ny, og at myndighederne leder efter ham. Ansøgeren er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har om baggrunden for sin konversion oplyst, at han blev overtalt til at tage med i kirke af en ven, og at han hurtigt blev interesseret i at vide mere om kristendommen. Ansøgeren blev døbt [ultimo] 2016 i [kirke] i [dansk by]. Ansøgeren har oplyst, at han går i kirke hver søndag, ligesom han hver torsdag deltager i en bibelgruppe. Ansøgeren har fremlagt en række udtalelser vedrørende sine kristne aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran vil praktisere sin tro, ligesom han vil dele det kristne budskab. Ansøgeren har forklaret, at han har været medlem af og udført aktiviteter flere gange om måneden i otte til ni år for Ershad. Blandt andet de fem tidligere ledere af gruppen, ansøgerens brødre [A] og [B] samt [C] er alle blevet anholdt, tilbageholdt og løsladt igen. [A], der havde en betroet stilling indenfor gruppen, blev løsladt med en betinget dom og fortsatte sit arbejde for gruppen. Hverken da broderen [A] blev anholdt, eller da [C], der gav ansøgeren opgaver indenfor gruppen, blev anholdt, valgte ansøgeren at forlade Iran men fortsatte sit arbejde for gruppen indtil sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konflikt med myndighederne, da han udrejste, ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [ultimo] 2016. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i Iran ikke tidligere har praktiseret sin oprindelige religion og på trods af dette meget hurtigt efter sin ankomst til Danmark begyndte at vise interesse for kristendommen. Ansøgeren har videre demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen og har ikke kunnet redegøre for sine overvejelser omkring konvertering eller sin indre overbevisning. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/416/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by], [by], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti [navn på parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på et ukendt tidspunkt, mere end et år inden sin udrejse af Iran, fik interesse for kristendommen. En dag opholdt ansøgeren sig hos sin farbror, [A], hvor ansøgerens farbror fortalte ansøgeren, at han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at komme i den huskirke, som ansøgerens farbror kom i. Ansøgeren kom i huskirken om fredagen. På et tidspunkt skulle ansøgeren ud at købe the og kaffe til mødet i huskirken, hvorfor han blev forsinket til mødet. Da ansøgeren var på vej hen til sin farbrors bopæl, hvor huskirken skulle afholdes, opdagede han, at myndighederne var ved at anholde personerne fra huskirken. Ansøgeren forlod straks stedet på sin motorcykel. Ansøgeren kan ikke huske, hvor han tog ophold, efter han blev bekendt med anholdelserne. Ansøgeren har dog oplyst, at han først tog ophold hos sin ven [b], hvorefter han tog ophold i byen [by] og endelig tog ophold i byen [by]. Ansøgeren forlod Iran seks til otte dage efter, at han blev bekendt med, at personerne fra huskirken blev anholdt. Myndighederne har efter ansøgerens udrejse opsøgt ansøgerens bopæl, og oplyst, at de leder efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om bl.a. på hvilke ugedage, han var til møde i huskirker i Iran. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2017 forklaret, at han var i huskirke hver anden søndag. Under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har han forklaret, at det oftest var om fredagen, han deltog i huskirkemøder, og at det var hver fredag. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han var til møde i huskirker på onsdage, fredage og søndage, og at det nogle gange var hver uge andre gange hver anden uge. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede, da personerne fra huskirken, herunder hans farbror, blev anholdt. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 forklaret, at han ikke overværede anholdelserne, fordi hans mor havde bedt ham købe ind og komme hjem med varerne, mens han under samtalen [i efteråret] 2017 har forklaret, at han havde været ude og købe kaffe og te til medlemmerne af huskirken, og at han på tilbagevejen så, at en del af medlemmerne af huskirken blev anholdt, men ikke så sin farbror. Under sin forklaring for nævnet har han forklaret, at han også overværede anholdelsen af sin farbror. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik interesse for kristendommen i Iran. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen, herunder således at han ved en tilbagevenden til Iran vil foretage kristne handlinger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har for ham. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og konflikter i Iran. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt og har et vist kendskab til kristendommen, medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på Facebook ikke medfører nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Der henvises herved endvidere til baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps, Fact-finding report. House Churches and Converts, fra februar 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/415/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i [by], Al-Tash, Irak, men flyttede som ca. 10-årig sammen med sin familie til [by], Kermanshah, Iran, hvor han har boet indtil udrejsen fra Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har som asylmotiv henvist til, at han af denne grund frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede med at transportere varer mellem Iran og Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at hans morbror var medlem af KDPI, og at han en dag spurgte ansøgeren, om han ikke ville hjælpe ham med at få nogle politisk aktive personer over grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren accepterede at hjælpe sin morbror. Ansøgeren hjalp personer, der var aktive for KDPI over grænsen omkring 45 gange. Nogle gange overnattede personerne på ansøgerens bopæl. [I foråret] 2015 var ansøgeren på besøg hos sin søster, da hans mor ringede og fortalte, at myndighederne havde afleveret en tilsigelse til retten, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle møde i retten [i sommeren] 2015, idet politiet ville tale med ham. Ansøgeren opholdt sig omkring en måned og 20 dage hos sin søster og derefter fem dage hos en ven, der boede i nærheden af grænsen. Ansøgeren udrejste af Iran [i sommeren] 2015. [I sommeren] 2015 modtog ansøgerens forældre en dom, hvoraf fremgik, at ansøgeren var blevet idømt 7 år og 6 måneders fængsel, idet han havde hjulpet KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den dom og tilsigelse, som ansøgeren har fremlagt, og som er meget centrale for ansøgerens asylmotiv, er blevet vurderet uægte. Hertil kommer, at ansøgeren under sin forklaring for nævnet har oplyst, at han er idømt fængsel i 6,5 år til 7 år, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er idømt fængsel i 7 år og 6 måneder, hvilket også er det, der fremgår af den fremlagte dom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Han har således til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at hans forældre ikke havde fået problemer med de iranske myndigheder, fordi myndighederne ikke var bekendt med, at der havde overnattet personer fra KDPI på bopælen. Til samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at forældrene ikke havde fået problemer, fordi de var gamle og syge, og fordi myndighederne godt vidste, at det var ansøgeren, der havde hjulpet personerne fra KDPI. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvor han opholdt sig umiddelbart inden udrejsen af Iran, herunder hvor længe han havde ophold hos sin søster. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/414/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Sar-e-Pole Sahab, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for KDPI og har oplyst at være sympatisør af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling eller henrettelse af de iranske myndigheder. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han i 2010 og 2011 oprettede to profiler på Facebook, hvor han offentliggjorde regimekritiske materiale. Begge profiler blev lukket. I 2013 oprettede ansøgeren endnu en profil på Facebook, hvor han offentliggjorde samme materiale. Ansøgeren blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som fremlagde materialet, som han havde offentliggjort på sin profil. Herefter blev ansøgeren arresteret og var tilbageholdt en halv dag. Ansøgeren blev løsladt ved, at hans nabo kautionerede for ham. Ansøgeren fik efterfølgende en dom på to års husarrest og en bøde for at have anvendt kritisk sprog mod den åndlige leder. Herefter holdt ansøgeren op med sine politiske aktiviteter på Facebook og arbejdede som sælger i en forretning. De iranske myndigheder henvendte sig en dag til ansøgeren på hans arbejdsplads og bad ham om at samarbejde med dem med henblik på at få ansøgerens bror, som var udrejst fra Iran og var medlem af KDPI, udleveret. To måneder efter denne episode udrejste ansøgeren til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring om, at han først oprettede to falske Facebook-profiler, hvorfra han spredte myndighedskritiske budskaber, inden han oprettede en profil i eget navn, selv om han var af den opfattelse, at de to første var blevet lukket af myndighederne, fremstår utroværdig. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvorledes han udbredte de myndighedskritiske budskaber, idet han først for Flygtningenævnet har forklaret, at han modtog dem på USB-stik fra sin politisk aktive morbror i Irak, og at han tillige spredte budskabet via CD’ere, som han puttede ind under dørene hos personer, som han kendte og havde tillid til. Yderligere har ansøgeren og hans bror forklaret divergerende om, hvorvidt det var planlagt, at de skulle flygte til Europa, inden ansøgeren rejste fra Iran til Irak. Ansøgeren har tillige forklaret skiftende om, hvorvidt han er sympatisør eller medlem hos KDPI. Ansøgerens forklaring fremstår således i det hele skiftende og usikker. Dertil kommer, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved som støtte for sit asylmotiv at have fremlagt to dokumenter, der angiver at være to domme afsagt af de iranske domstole, men som Udenrigsministeriets kilde vurderer er falske. Uanset om ansøgerens morbror og farbror har været aktive i KDPI som forklaret af ansøgeren, har aktiviteterne ikke medført alvorlige problemer for de tilbageværende familiemedlemmer i Iran. Det bemærkes, at ansøgerens brors forklaring om, at han fra andre har hørt, at deres mor er blevet afhørt to gange om brorens aktiviteter i Irak, ikke er troværdig, henset til at forklaringen først er fremkommet for Flygtningenævnet, og henset ti, at morbrorens aktiviteter for KDPI i Irak i givet fald måtte have haft større interesse for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2018/413/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende et ægtepar samt medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgerne er begge født i flygtningelejren al-Tash i Ramadi, Irak, men familien kommer oprindeligt fra Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige asylansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for og medlem af KDPI. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger henvist til, at han i 2009 flyttede til Irak på grund af de generelle undertrykkelser af kurdere i Iran. I Irak begyndte ansøgeren at interessere sig for KDPI, som han blev tilhænger og sympatisør af. I 2010 blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren indsamlede penge til KDPI og deltog i møder. Ansøgeren udrejste fra Irak i 2015, fordi han ikke kunne få behandling for sin sygdom. Efter ansøgerens udrejse fra Irak, blev ansøgerens mor i Iran opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne spurgte ansøgerens mor om ansøgeren, fordi de vidste, at ansøgeren havde arbejdet for KDPI. Herudover har ansøgerens bror af de iranske myndigheder fået at vide, at de er klar over, at han havde en bror i Irak, som har været politisk aktiv for KDPI. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Endvidere har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hendes far har haft en konflikt med myndighederne. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter alle mennesker, herunder særligt mænd. Til støtte for asylmotivet, har den kvindelige ansøger oplyst, at hun sammen med sin familie udrejste fra Irak på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter, som bestod af indsamling af penge til KDPI og politiske møder. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes familie flygtede fra Iran i 1979 til Irak. Ansøgerens far havde en konflikt med de iranske myndigheder, men han har aldrig fortalt hende om sin konflikt. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun hader alle mennesker, herunder særligt mænd, fordi hun i sin barndom har oplevet, at de fleste mennesker i flygtningelejren al-Tash var voldelige overfor hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således blandt andet forklaret divergerende om baggrunden for, at den mandlige ansøger udrejste af Iran, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger udrejste, fordi han fik problemer på grund af sine politiske aktiviteter for KDPI, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han udrejste på grund af kurdernes manglende rettigheder, herunder at hans bror ikke kunne modtage behandling, efter at han havde mistet sit ben. Dette stemmer heller ikke med, at den mandlige ansøger har forklaret, at han først startede sin politiske aktivitet for KDPI, efter han kom til Irak. Endvidere har ansøgerne forklaret divergerende om, hvorfor de udrejste af Irak, idet den mandlige har forklaret, at de udrejste, fordi han skulle have behandling for en sygdom, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de udrejste på grund af mandens konflikt, da muligheden bød sig. Yderligere har den mandlige ansøger og hans bror forklaret divergerende om, hvorvidt det var planlagt, at de skulle flygte til Europa, inden den mandlige ansøgeres bror rejste fra Iran til Irak. Den mandlige ansøgers forklaring, om hvordan han angiveligt opnåede medlemskab af KDPI, fremstår endvidere utroværdig, da den ikke stemmer med de foreliggende baggrundsoplysninger herom. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han blot servicerede under komiteens møder hos morbroren og ikke deltog i selve møderne, stemmer ikke med den udtalelse, der angiveligt skulle stamme fra morbroren, hvori det er anført, at den mandlige ansøger deltog i alle de møder, der blev afholdt hos morbroren. Uanset om ansøgernes morbror og den mandlige ansøgeres farbror har været aktive i KDPI som forklaret af den mandlige ansøger, har aktiviteterne ikke medført alvorlige problemer for de tilbageværende familiemedlemmer i Iran. Det bemærkes, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han fra andre har hørt, at hans mor er blevet afhørt to gange om den mandlige ansøgers aktiviteter, ikke er troværdig, henset til at forklaringen først er fremkommet for Flygtningenævnet, og henset til, at morbrorens aktiviteter for KDPI i Irak i givet fald måtte have haft større interesse for de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har ikke for Udlændingestyrelsen kunnet redegøre nærmere for, hvorfor hendes far angiveligt skulle have problemer med de iranske myndigheder, og hun har forklaret divergerende om, hvad hendes far skulle have fortalt hende om, hvad hun risikerer, hvis hun vender tilbage til Iran. Når dertil kommer, at den kvindelige ansøgers søster bor i Iran uden at opleve alvorlige problemer, er det heller ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af hendes fars mulige aktiviteter i Iran, inden familiens udrejste til Irak i 1979. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger i øvrigt har forklaret udbyggende om, at hendes søster er blevet afhørt af de iranske myndigheder, idet ansøgeren først har forklaret herom under mødet med sin advokat, og at det i øvrigt heller ikke stemmer med, at hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke har kontakt til sin søster i Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2018/412/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt bahai af trosretning fra Chehel Zarie, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til bahai. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han konverterede fra islam til bahai i starten af 2013 efter han blev introduceret hertil af en ven fra universitet. Ansøgeren blev samme år bortvist fra universitet, fordi han oplyste, at han ikke var tilhænger af islam. I 2015 begyndte ansøgeren at udbrede kendskabet til bahai ved at hænge løbesedler op om trosretningen i hans fødeby. Han hang løbesedler op cirka en gang hver tiende dag cirka to til tre måneder. [Efterår] 2015 ringede en nabo til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde ransaget hans bopæl. Herefter ringede ansøgerens far og fortalte det samme, herunder at de iranske myndigheder havde konfiskeret løbesedler vedrørende bahai trosretningen på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fortalte sin farbror om hændte forløb, og han sagde, at ansøgeren skulle flygte ud af landet, idet ansøgeren ellers ville blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren påbegyndte samme dag sin udrejse af landet. Efter ansøgerens ankomst til Danmark blev ansøgerens far tilbageholdt af de iranske myndigheder i tre dage. I Danmark har ansøgeren haft kontakt til og deltaget i møder hos den danske bahai menighed. Ansøgeren har ikke givet møde under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder det usandsynligt og påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på kandidatdelen af sin uddannelse afkrydsede rubrikken med ”anden religion”, henset til, at han var bevidst om konsekvenserne heraf. Ansøgeren har videre forklaret divergerende omkring, hvornår han blev indkaldt til møde på universitetet omkring sin oplysning om, at han tilhørte en anden religion Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev indkaldt til mødet nogle måneder efter uddannelsesstart, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev indkaldt nogle uger efter uddannelsesstart. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev indkaldt til møde to gange, henholdsvis nogle måneder efter uddannelsesstart og en uge senere. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren 1½ år efter sin bortvisning fra universitetet og uden særlig anledning skulle begynde at missionere for bahai-religionen. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering til bahai, ligesom ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til religionen. Endelig forekommer det usandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til hans angivelige konvertering til bahai, henset til at ikke andre end vennen Hamed havde kendskab til hans interesse for religionen og til hans yderst begrænsede aktivitet i form af at hænge løbesedler op nogle gange. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til bahai-religionen til grund. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i et møde ved den danske bahai-menighed, kan ikke føre til et andet resultat, og nævnet finder det ganske usandsynligt, at de iranske myndigheder skulle have fået kendskab hertil. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har ikke meddelt lovligt forfald til nævnsmødet, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på fornyet indkaldelse af ansøgeren eller på den beskikkede advokats mulighed for at afholde samtale med ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/410/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at sin tidligere ægtefælles brødre vil slå ham ihjel. Dette asylmotiv er frafaldet for nævnet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter sin tidligere ægtefælles brødre, oplyst, at han har giftet sig med sin tidligere ægtefælle uden den tidligere ægtefælles brødres accept heraf. Ansøgeren giftede sig med sin tidligere ægtefælle i 2000, hvorefter de sammen flyttede til Karaj. Tre måneder forinden de blev gift, var ansøgerens tidligere ægtefælle stukket af hjemmefra med henblik på at bo sammen med ansøgeren. Årsagen til, at ansøgerens tidligere ægtefælle valgte at stikke af, var, at de begge vidste, at ansøgerens tidligere ægtefælles familie ikke ville acceptere, at de lod sig gifte, idet ansøgerens tidligere ægtefælle er sunnimuslim, og ansøgeren er yari-troende. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev i 2008 eller 2009 påkørt af en af sine brødre i Sarpol-e Zahab. Ansøgeren og hans tidligere ægtefælle udrejste af Iran [sommer] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de iranske myndigheder, oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet sit asylmotiv i relation til konflikten med den tidligere ægtefælles familie, idet han ikke mener, at det vil give ham problemer i forhold til en tilbagevenden til Iran, da parret ikke længere er sammen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring i forbindelse med det oprindelige asylmotiv svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens konflikt med familien til ansøgerens tidligere ægtefælle, [A], lagt afgørende vægt på en Facebook-korrespondance mellem ansøgeren og en person ved navn [B], hvor ansøgeren beskriver, at [A’s] familie hjalp ansøgeren med at udrejse af Iran. Dette er ikke foreneligt med ansøgerens forklaring om, at han frygtede [A’s] familie og ikke har haft kontakt med dem siden 2001. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, da han blev foreholdt indholdet af korrespondancen med [B], først har forklaret, at han ikke kendte [B], og at ansøgeren efterfølgende har forklaret, at [B] er hans ven. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har oplevet individuelle konflikter med [A’s] familie i Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at sin konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren konverterede til kristendommen i Danmark kort tid efter, at han fik at vide, at der var truffet afgørelse om, at anmode de italienske udlændingemyndigheder om at overtage ansøgeren og hans familie. Flygtningenævnet har lagt vægt på de Facebook-korrespondancer, ansøgeren har haft med en person ved navn [C], som får ansøgerens forklaring om hans konversion kristendommen til at fremstå utroværdig og konstrueret. Ansøgeren har således [sommer] 2016 skrevet til [C], at hvis hun nævner kristendommen i forbindelse med ansøgning om asyl i [land], vil det skabe gode resultater. Ansøgeren har endvidere skrevet til [C], at ansøgeren kan sende hende spørgsmål om kristendommen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen ikke forekommer at være udtryk for en dybereliggende refleksion. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har slået opslag med kristne budskaber op på sin egen Facebook-profil kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "House Churches and Converts" fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse, men muligt til monitorering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/409/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været peshmerga for KDPI i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste i 2011 grundet sine politiske aktiviteter for KDPI i Iran. Efter brorens død blev ansøgeren og hans far flere gange indkaldt til afhøringer af efterretningstjenesten, hvor de blev spurgt til brorens politiske aktiviteter. Ansøgeren og familien besluttede derefter, at ansøgeren skulle udrejse til Irak for at blive peshmerga, fordi det var for farligt for ham at blive i Iran. Et medlem af KDPI hjalp ansøgeren med at arrangere rejsen til KDPIs lejr i Irak, hvor ansøgeren tog ophold, og blev peshmerga. I lejren modtog ansøgeren militærtræning og spredte politiske budskaber på Facebook. I begyndelsen af 2013 fik ansøgeren at vide, at de iranske myndigheder havde givet oplysninger til partiet Patriotic Union of Kurdistan om, at de ønskede at samarbejde med ansøgeren. Under ansøgerens ophold i Irak blev hans familie opsøgt af den iranske efterretningstjeneste omkring ti gange. Her truede de ansøgerens far med at fængsle ham, hvis ikke ansøgeren vendte tilbage til Iran. Efterretningstjenesten pressede endvidere ansøgerens far til at udlevere ansøgerens telefonnummer. Efterretningstjenesten kontaktede herefter ansøgeren og spurgte, om han mod betaling ville samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgerens far blev senest truet af efterretningstjenesten tre måneder forinden ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste af Irak i [efterår] 2015, fordi ISIL rykkede tættere på KDPIs lejr. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og påfaldende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans baggrund for at rejse fra sin familie og tilslutte sig KDPI i Irak ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans forældre, der ikke var politisk aktive, intet kendte til ansøgerens brors angivelige aktiviteter for KDPI, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der da var ca. 18 år og ikke havde været politisk aktiv, umiddelbart efter broren angiveligt var blevet slået ihjel af de iranske myndigheder, rejste til Irak for at være peshmerga. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring sine opgaver for KDPI. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var vagt for lederne i 1 år, hvor han også fik en særlig træning til at bevogte dem. Til asylsamtalen den [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han havde en vagtfunktion i mere eller mindre hele perioden, og at han har holdt vagt for en base for eksempel og har ikke oplyst om, at han havde en vagtopgave for lederne. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han bevogtede forskellige aktiviteter og basen og har ikke oplyst, at han havde en bevogtningsopgave for lederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvilke kampe han har deltaget i for KDPI. Om kampen med ISIL har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var med til at skyde under kampen, og at han ikke ved, om han dræbte nogen, da man i kamphandlinger bare skyder. Til asylsamtalen [vinter] 2017 forklarede ansøgeren, at han i kampen mod ISIL har affyret skydevåben, men at han ikke skød nogen, at der blev anvendt tunge våben, og at man ikke står over for hinanden og skyder, da der er for lang afstand. Til asylsamtalen [forår] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke skød i forbindelse med kampene med ISIL, men at han var med ved fronten. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han bar et kalashnikovgevær, at hans våben var nytteløst mod ISIL, der var 12 km væk, og at han ikke affyrede skud mod nogen personer. Om ansøgerens deltagelse i kampen mod PKK har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var med til at skyde mod PKK, og at han ikke ved, om han dræbte nogen. Til asylsamtalen [vinter] 2017 har ansøgeren forklaret, at han skød, og at sådan var krig, men at han ikke havde dræbt nogen, fordi han kunne se det, da de var tæt på kamphandlingerne. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han havde et maskingevær, og at han havde fået at vide, at han ikke måtte affyre skud, hvilket han ikke gjorde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om kamphandlingerne mod PKK. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at kamphandlingerne mod PKK opstod i forbindelse med, at KDPI gerne ville have en base i bjergene, hvilket PKK ikke ønskede. Til asylsamtalen [vinter] 2017 og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kampene opstod fordi PKK, som samarbejder med de iranske myndigheder, ikke ville lade peshmergaer krydse grænsen ved Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans aktivitet på Facebook og TV ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han flyttede fra Iran, fordi hans bror blev dræbt på grund af hans politiske aktivitet, og fordi ansøgerens familie efterfølgende kom i myndighedernes søgelys og blev afhørt om hans brors aktiviteter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans aktiviteter på Facebook og Internettet kunne bringe hans familie i fare. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han er peshmerga og ved disse aktiviteter støtter partiet. Flygtningenævnet finder ikke, at det forekommer troværdigt, at ansøgeren offentligt skulle agitere for KDPI, når han vidste, at han derved udsatte sin familie for fare, herunder set i lyset af, at hans bror angiveligt blev dræbt af myndighederne på grund af politisk aktivitet, og at ansøgeren og hans familie efterfølgende kom i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker, at det af ansøgeren fremagte brev fra Parti Démocratique du Kurdistan d`Iran af [efterår] 2018 ikke kan føre til et andet resultat. Det bemærkes, at det fremgår af brevet blandt andet, at grunden til, at han er udrejst er, at han har udtalt sig mod de iranske myndigheder og derfor har været nødt til at forlade Kurdistan i Iran, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han ikke har været politisk aktiv, da han var i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at de af ansøgeren fremlagte fotos og film ikke har en sådan karakter, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/408/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af myndighederne eller familien til en kvinde, som han havde indledt et seksuelt forhold til. Familien ville ikke acceptere deres forhold, da kvinden var shiamuslim, mens ansøgeren var yarsan. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget i kristne aktiviteter, herunder kristendomsundervisning og gudstjenester. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev døbt, og at han udøver sin tro offentligt. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter først påbegyndes i forbindelse med, at ansøgeren modtager Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og når dåben først foretages efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Flygtningenævnets lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel, men udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på mere end fire år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flygtningenævnet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Det må lægges til grund, at ansøgeren først opsøgte den kristne kirke i forbindelse med, at han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og at han først derefter har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren gik i kirke fra maj til december 2014, mens han modtog undervisning (alphakursus), hvorefter han blev døbt [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014. Desuagtet har ansøgeren hverken til sin beskikkede advokat eller under nævnsmødet [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklaret om interesse for kristendommen. Ansøgeren oplyste, at han var yarsan. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Ansøgeren har på spørgsmål om sine bevæggrunde for at konvertere alene svaret i overordnede vendinger, der fremstår tillærte. På spørgsmål om ansøgerens overvejelser om konsekvenserne for ham og hans familie ved hans konversion, har ansøgeren alene svaret overfladisk og afglidende. Set i forhold til islams betydning i det iranske samfund forekommer det usandsynligt, at ansøgerens overvejelser om konversion skulle være af så overfladisk karakter, hvis konversionen var reel. Endvidere har ansøgeren et ret begrænset kendskab til kristendommen, og han har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for bl.a., hvilken betydning dåben havde for ham. Endelig må ansøgerens generelle troværdighed vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsattest kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Ansøgeren har heller ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvilke budskaber, ansøgeren ønsker at viderebringe med sine mange opslag. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af 24. september 2014.” Iran/2018/407/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Orumieh, Iran. Ansøgeren har været medlem af KDPI i Iran siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagenvenden til Iran frygter de iranske myndigheder, ISIL og al-Qaeda, da han igennem sine aktiviteter for KDPI har infiltreret den salafistiske organisation [A], der støtter al-Qaeda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009, igennem sin barndomsven [B], blev medlem af KDPI. [B] havde tidligere været meddeler for KDPI i Iran, men han var flygtet til Irak. [B] havde arbejdet for KDPI med at infiltrere yderligtgående islamiske grupper, der samarbejdede med al-Qaeda. Ansøgeren samarbejdede med [B] i seks måneder, hvorefter [B] forlod Irak. Ansøgeren arbejdede herefter med [C], som underviste ansøgeren i det arbejde, han skulle udføre. Efter oplæringen fik ansøgeren til opgave at infiltrere islamistiske grupper. Ansøgeren infiltrerede herefter [A], der støtter al-Qaeda. Ansøgerens kontakt til gruppen skete igennem mullahen [D]. Ansøgeren blev igennem [D] introduceret for [A’s] leder, [E]. Ansøgeren opnåede de to efterfølgende år [E’s] tillid, og han blev tilknyttet [A]. Ansøgeren arbejdede for [A] [i omkring tre år]. Ansøgerens arbejde bestod i, at han var chauffør, tolk og beskedbudbringer for [E]. Samtidig med, at ansøgeren arbejdede i [A], rapporterede han om gruppen og [E] til KDPI. De oplysninger, ansøgeren videregav, medførte, at [E] og omkring tyve personer fra [A] blev anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Da ansøgeren opholdt sig i sit hjem [i efteråret] 2014, blev ansøgeren opsøgt og anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren var tilbageholdt i otte måneder, hvor han under myndighedernes afhøringer blev udsat for tortur i form af udsættelse for kulde, slag og spark og overhældning med koldt vand. Ansøgeren blev [i sommeren] 2015 løsladt mod kaution. Ansøgeren blev efterfølgende rådet af sin advokat til at udrejse af Iran, da advokaten mente, at ansøgeren ville blive idømt en fængselsstraf på 15 års fængsel. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har for Flygtningenævnet videre oplyst, at han har fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI under sit ophold i Danmark, idet han blandt andet har skrevet artikler på internettet og deltaget i demonstrationer. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan tiltræde det af Udlændingestyrelsen i afgørelse af 2. juni 2017 anførte om, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for i betydelig grad svækket ved, at han har anvendt falske papirer. Herudover bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer usandsynlig. Det fremgår således af hans forklaring, at han af de iranske myndigheder blev anklaget for såvel spionage som terror, således, at ansøgeren blev beskyldt for at være medlem af en terrorgruppe og spion for KDPI. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at en person, der var mistænkt for så alvorlig kriminalitet, ville være blevet løsladt mod kaution. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til sin asylsamtale den 22. februar 2017 forklarede, jf. side 8, at han ikke ved, om den terrorgruppe, som han infiltrerede, foretog en kontrol af hans baggrund. Ved fremmøde i Flygtningenævnet den 27. november 2018 forklarede han imidlertid, at der blev foretaget et sikkerhedstjek, men at de andre medlemmer af gruppen dog ikke kendte andet end hans fornavn. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet også vægt på den væsentlige uoverensstemmelse mellem ansøgerens forklaringer om hvordan myndighederne i Iran opdagede hans relation til KDPI, jf. afgørelsen side 3 med henvisning til hhv. samtalen den 17. juni 2016 og samtalen den 22. februar 2017. For så vidt angår de dokumenter, der er fremlagt i forbindelse med nævnsmødet, indeholder disse ikke oplysninger om baggrunden for den stillede kaution og det er således ikke dokumenteret, at kautionen skyldes en sigtelse for spionage, terror eller lignende. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærkes, at ansøgeren på sociale medier optræder under et opdigtet navn. Der foreligger ikke i øvrigt oplysninger som giver grund til at antage, at de iranske myndigheder har kendskab til hans i øvrigt ret begrænsede aktiviteter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det er godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/406/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi de kom op at slås med myndighedspersoner over et stykke jord, som myndighederne ikke mente, ansøgerne havde krav på. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at to af hans afdøde brødre var peshmergaer, og at den ene er død i kamp, mens den anden flygtede til Sverige, hvor han senere døde. En tredje bror døde i kampene mellem Iran og Irak, og denne bror har en søn, der bor i Irak og er politisk aktiv og vistnok også peshmerga. Hans søsters afdøde ægtefælle var politisk aktiv i Irak og søsterens søn var politisk aktiv i Irak og flygtede til Danmark for 3-4 år siden. Den kvindelige ansøgers svoger har været politisk aktiv i Iran og flygtede til Danmark for 5 år siden, og hendes farbror og hendes fars fæt-ter var også politisk aktive i Iran. Farbroren blev efter at have været fængslet i fire år henrettet, da den kvindelige ansøger var 8-9 år gammel. Den kvindelig ansøger har desuden en faster, der bor i Danmark, og også fasterens mand har været politisk aktiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger ejede et stykke jord, som han havde arvet af sin fami-lie. Omkring to år før deres udrejse modtog de et brev fra myndighederne, hvori der stod, at de ikke havde krav på jorden. Ansøgerne forsøgte forgæves at skaffe dokumentation for, at den mandlige ansøger var den retmæssige ejer, og kontaktede efterfølgende en advokat, der skulle hjælpe dem. Senere traf retten afgørelse om, at ansøgerne ikke måtte dyrke jorden, idet den til-hørte myndighederne, eftersom ansøgerne ikke havde et skøde. Ansøgerne klagede over denne afgørelse og fortsatte i mellemtiden med at dyrke jorden. En dag blev ansøgerne opsøgt af fire myndighedspersoner, mens de var ude for at tilså jorden. Der opstod et slagsmål mellem dem og myndighedspersonerne, og en af myndighedspersonerne ramte en anden myndighedsperson, da han ville slå ud efter den mandlige ansøger. Personen, der blev ramt, var kurder og opfordrede ansøgerne til at stikke af, Det lykkedes for ansøgerne at stikke af hen til den mandlige ansøgers søster, hvor deres børn opholdt sig. Mens de gemte sig der, blev de kontaktet af den kvindelige ansøgers far, der fortalte, at myndighederne havde været på bopælen og afleveret en tilsigelse, hvoraf det fremgik, at de på grund af volden mod myndighedspersonen og den ulovlige dyrkning af jorden ville blive anholdt, fængslet i 6 år, få en bøde og blive pisket. Ansøgerne solgte med familiens hjælp deres ejendele og flygtede herefter illegalt ud af Iran. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har taget højde for, at den mandlige ansøger er analfabet, og at han har påberåbt sig, at der har været tolkevanskeligheder i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen, samt den omstændighed at den kvindelige ansøger kun har haft 5 år skolegang. Nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at der ikke under nævnsmødet har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet kan desuagtet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne på en række centrale punkter har været usandsynlige og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, hvorfor de i det hele fremstår som konstruerede til lejligheden. Det forekommer påfaldende, at ansøgerne skulle drive landbrug mere end 3 timers kørsel fra det sted, hvor de boede, navnlig i lyset af, at de under mødet i nævnet har forklaret, at landbruget var deres primære indtægtskilde. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger tidligere har forklaret, at det var den mandlige ansøgers salg af tøj, der var hovedindtægtskilden, og at de godt kunne overleve uden at dyrke jorden, men at de gik meget op i at beholde jorden, fordi de var overbeviste om, at den tilhørte dem og valgte at kæmpe for deres ret. Ansøgerne har videre under nævnsmødet forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, hvor tit de var oppe for at dyrke jorden, idet den mandlige ansøger har forklaret, at de var oppe ved jorden 2-3 gange om måneden, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at de var der 3 gange om året, herunder flere måneder i forbindelse med høsten, 3-4 dage i forbindelse med tilsåningen og en dag i forbindelse med gødskning af jorden. Ansøgerne har videre forklaret divergerende med hensyn til, om rettens afgørelse om ejendomsretten til jorden blev anket eller ej. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at advokaten klagede, og at der ville blive endnu en retssag. I forbindelse med asylsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at dommen blev anket, og at hun og ægtefællen udrejste, før der faldt dom i ankesagen, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at hun og ægtefællen protesterede mod afgørelsen men fik at vide, at der kun ville blive en retssag mere, hvis myndighederne tillod dem at klage videre. Ansøgernes forklaringer om den episode, hvor de blev opsøgt på marken, har været upræcis og afglidende i forhold til beskrivelsen af området, og hvordan de slap væk. Det bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne var i stand til at slippe væk ved at gå 25-30 minutter, indtil de kunne gemme sig bag nogle højdedrag, mens de 3 myndighedspersoner var optaget af at læsse frø på bilen, skrive rapport og tage sig af den ikke uniformerede embedsmand, der var blevet såret. Dette navnlig set i lyset af, at den mandlige ansøger også var kommet til skade og var dårligt gående og måtte hjælpes af den kvindelige ansøger, hvorimod militærpersonerne var i bil og bevæbnede med kalashnikovs. Det forekommer navnlig usandsynligt, at myndighedspersonerne end ikke skulle have forsøgt at råbe ansøgerne an, da de gik fra stedet. Ansøgerne har i den forbindelse også forklaret divergerende med hensyn til, om den ikke uniformerede embedsmand henvendte sig til dem begge, da han sagde, at de skulle flygte, eller om han kun sagde det til den mandlige ansøger samt med hensyn til, om de andre myndighedspersoner ikke kunne høre ham, fordi han hviskede, eller om de ikke forstod ham, fordi han talte kalhori. Også med hensyn til, hvor mange dage ansøgerne skjulte sig hos den mandlige ansøgers søster, har den kvindelige ansøgers forklaring været divergerende, idet hun både har forklaret, at det drejede sig om 10 og 15 dage. Den kvindelige ansøger har tidligere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne havde sendt en tilsigelse til hendes far gennem et sendebud, ligesom hun til asylsamtalen forklarede, at hun på bopælen hentede nogle indkaldelser til en retssag, hvorimod begge ansøgerne under nævnsmødet har forklaret, at der allerede var afsagt en dom over dem begge, og at der ikke forud herfor var sendt tilsigelser. Det forekommer i den forbindelse også mindre sandsynligt, at de iranske myndigheder allerede indenfor fem dage fra episoden på marken skulle havde afsagt en dom. Om flugten bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne selv valgte at tage tilbage til bopælen for at hente tøj, penge og papirer fremfor at få familien til at hente disse effekter til dem, set i lyset af den risiko dette indebar. Videre har den mandlige ansøger under nævnsmødet først forklaret, at det var agenten, der kørte dem til bopælen, hvorefter han, da han blev foreholdt sin tidligere forklaring, ændrede dette til, at det var søsterens søn, der kørte dem, og at de først mødte agenten, da de kom tilbage til hjembyen. Nævnet har derfor tilsidesat ansøgernes forklaringer om, at de skulle have en konflikt med de iranske myndigheder, og at der skulle være afsagt en dom over dem. Hverken de generelle forhold i Iran eller den omstændighed at ansøgerne er Yaresan og er udrejst af Iran illegalt kan isoleret føre til, at de meddeles asyl. Ingen af ansøgerne har været politisk aktive, og det samme gælder de af deres nærmeste familiemedlemmer, der er tilbage i Iran. De familiemedlemmer fra såvel den mandlige som kvindelige ansøgers familie, der har været politisk aktive, er udrejst af Iran for mange år siden, mens ansøgerne var børn, uden at har givet ansøgerne eller de øvrige tilbageværende familiemedlemmer problemer med myndighederne. Begge ansøgere må således betragtes som uprofilerede i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet finder efter en samlet vurdering heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/405/thv
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/403/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Han er født sunnimuslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der den [dato primo] 2017 blev meddelt afslag på asyl på grundlag af hans og sin fars oprindelige asylmotiv, har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Som følge af konversionen frygter han de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke i Iran var troende, men at han under tvang læste i koranen og gik i moske. Da han kom til Danmark, mødte han en iransk pige, som inviterede ham med i kirke. Han tænkte, at det ville være en god ide, fordi han følte sig isoleret og kunne møde nye mennesker. Han fortsatte med at gå i kirke, fordi han godt kunne lide at kommer der. Først talte han blot med pigen og var ligeglad med, hvad der blev sagt i kirken. Senere blev han mere interesseret i, hvad der blev sagt i kirken. Han kom i kirken tre til fire gange om måneden og blev mere glad og positiv, når han læste i Biblen. Ansøgeren blev døbt i [A] Kirke den [dato i efteråret] 2017. Han missionerer over for sine venner, men i Iran kan han ikke gøre andet end indvendigt at bede bøn og bede Gud og hjælp. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I en sådan vurdering indgår oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det indgår også, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning, og om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. I vurderingen indgår tillige en stillingtagen til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran må forventes at ville leve et åbent kristent liv, og om der endvidere er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil foretage sig kristne aktiviteter af missionerende karakter. Endelig hører det med til vurderingen – for det tilfælde, at der kan rejses tvivl om realiteten af konversionen – om ansøgerens handlinger i forbindelse med at forsøge at sandsynliggøre sin konversionen kan have bragt ham i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller asylbegrundende overgreb. Det er efter ansøgerens forklaring lidt usikkert, hvornår han først begyndte at interessere sig for kristendommen, men det kan lægges til grund, at han blev døbt den [dato i efteråret] 2017, og han har for nævnet forklaret, at han påbegyndte dåbsforberedende undervisning på et tidspunkt, der ligger meget tæt på [dato primo] 2017, hvor han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl på baggrund af sit og sin fars tidligere asylmotiv. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2)” fra april 2004, at der i en sådan situation stilles større krav til ansøgerens troværdighed, og at en mere dybtgående undersøgelse af omstændighederne og ægtheden af konversionen vil være nødvendig. Ansøgeren har under sagen for nævnet demonstreret et vist kendskab til grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer inden for kristendommen, ligesom ansøgeren har fremlagt enkelte erklæringer, der tegner et billede af, at ansøgeren regelmæssigt har deltaget i kirkelige aktiviteter. Nævnet finder imidlertid at måtte lægge til grund, at ansøgerens kristne aktiviteter synes mere begrundet i et ønske om at indgå i et socialt fællesskab end at være udtryk for en reel ændret religiøs overbevisning. Ansøgerens aktiviteter inden for kirken, såsom tolkning, lave kaffe og deltagelse i udflugter, synes således kendetegnet ved at have et socialt fremfor et egentligt religiøst formål. Ansøgeren har da heller ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. Nævnet har ved vurderingen af ansøgernes evne til at reflektere over bevæggrundene for konversionen ladet indgå, at ansøgeren kun er 17 år gammel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning, og at ansøgeren – der da også for Udlændingestyrelsen og nævnet har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil undlade at udøve sin nye religion offentligt – har et behov for eller ønske om at fortsætte sine kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet bemærker, at der heller ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren som følge af sin deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark skulle være kommet i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, så der er grundlag for at antage, at myndighederne eller andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Ansøgeren vurderes herefter ikke at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/404/DH
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Hun flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Hun er født muslim, men er blevet ateist i Danmark. Ansøgerens to brødre, [A] og [B], har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hendes brødre har været involveret i jødiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens brødres forklaringer om, at de har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens brødre har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [B]s psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret fundamentalt forskelligt til de danske myndigheder om omstændighederne i forbindelse med den anholdelse af ansøgerens ægtefælle, som de har forklaret om. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den anholdelse har fundet sted. Ansøgeren har videre henvist til, at hun nu er ateist. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af frafald fra islam. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil bringe sig i modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen som følge heraf. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig frygt for overgreb fra sin ægtefælle som følge af, dels at hun har været ham utro, dels at hun hindrede ham i at tage børnene med tilbage til Iran, da han udrejste af Danmark. Flygtningenævnets flertal finder under henvisning til ansøgerens forklaring, der støttes af ansøgerens søns forklaring, og som tillige har en vis støtte i de fremlagte journaludskrifter fra asylcenteret, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til sin ægtefælle, at hun er i reel risiko for overgreb fra hans side ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2018/403/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, [X] og [Y]. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig nogle dage hos en blind kvinde, der boede tæt ved [hans brors] plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin søn, […], [sin bror], hans ægtefælle […] og deres søn, […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af en person fra Sepah, […], fordi han har mistænkt ansøgeren for ikke at være muslim. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring den [dato i sommeren] 2014 blev tilkaldt til moskeen, fordi hans søn var blevet chikaneret. Mullahen og Sepah-repræsentanter ventede i moskeen. Ansøgerens søn fortalte, at de havde forsøgt at trække hans bukser ned for at se, om han var omskåret. Ansøgeren råbte, at han ikke var muslim, og at han ikke troede på gud. Ansøgerens søn flygtede, men ansøgeren blev tilbageholdt i et værelse i et par timer, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Et par dage efter blev ansøgeren slået bevidstløs uden foran sin mors hus og vågnede derefter op på hospitalet. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt fem til seks gange på sin bopæl af personer med tilknytning til episoden i moskeen. De truede og slog ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes ansøgerens psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. For så vidt angår det påberåbte overgreb omkring den [dato i sommeren] 2014 og det efterfølgende overfald, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens og hans søns forklaringer om omstændighederne, da ansøgeren kom til moskeen, er svært forenelige. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle råbe, således som han har forklaret om, når ansøgeren var klar over, dels at han var i moskeen, dels at Sepah var stationeret der. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende er blevet forfulgt af myndighederne. Ansøgeren har vel været udsat for et eller flere traumer, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne står bag disse. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil bringe sig i noget modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder grundlag for at indhente en torturundersøgelse af ansøgeren. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens advokat ikke har gjort gældende, at ansøgeren har været udsat for tortur, men at en sådan undersøgelse ville kunne give nærmere oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand og dermed give en forklaring på de divergenser, der måtte være i ansøgerens forklaring i forhold til [hans brors] forklaring. Nævnet henviser herved til sine ovenfor anførte bemærkninger. Afgørelsen omfatter ligeledes ansøgerens mindreårige søn, […], for så vidt angår de forhold, der måtte have fundet sted inden udrejsen af Iran. Ved afgørelsen er der således ikke taget stilling til betydningen af, at [hans søn] er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark, således som den beskikkede advokat har gjort gældende. Nævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse herom i første instans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/402/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/402/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, X og Y. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Ansøgeren har i samme periode deltaget i møder, som [X] og [Y] stod for, og hvor de blandt andet drøftede jødedommen, islam og forholdet til myndighederne. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig først syv dage i sin plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin ægtefælle, sin søn, […], [sin bror] og [sin brors] søn, […]. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han har interesseret sig for kristendommen, siden han som turist rejste frem og tilbage mellem Tyrkiet og Iran. Han besøgte nogle gange en kirke for at mærke stemningen. Først da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han sig for at konvertere, og han er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, eller at ansøgeren har deltaget i møder herom, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [ansøgerens brors] psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin manglende viden om, hvad der måtte være sket med hans ejendom i Iran, ikke er troværdig. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har en række nære familiemedlemmer, der bor i området. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil missionere, således som han har forklaret, ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2018/401/DH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift, idet farbroren vil have ansvaret for hende, fordi hun er blevet myndig. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv i det hele henvist til sin mors konflikt, idet moren frygter, at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har været gravid uden for ægteskabet, blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle og derfor krænket familiens ære. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hverken moren eller ansøgeren selv ved en tilbagevenden til Iran vil være i stand til at modsætte sig farbrorens ønske om at gifte hende bort mod hendes vilje. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge den forklaring, der er afgivet af ansøgerens mor, [D], til grund, og nævnet finder derfor ikke, at [D] har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Derfor, og da det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at hun i Iran vil være i risiko for at blive tvangsgift, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/399/SME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren kender ikke sit fødested, men har siden 1991 opholdt sig i [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes familie vil skade hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hun som følge af sin konversion til kristendommen frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie tidligere har slået hende, når hun ikke har hørt efter, hvad de har sagt til hende. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er konverteret til kristendommen efter hun indrejste i Danmark. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren, som er mentalt retarderet, har forklaret, at hun ikke ved, hvorfor hun er rejst til Danmark. Hun har ikke forklaret om, at hun, da hun forlod Iran, risikerede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Hendes bror, hvis sag er behandlet samtidig med ansøgerens sag, har heller ikke forklaret om, at ansøgeren har et oprindeligt asylmotiv. Ansøgeren er [i sommeren] 2017 blevet døbt. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at dåben er sket efter, at ansøgeren [i vinteren 2016-2017] fik afslag på asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelse af [efteråret] 2018 fra sognepræst [S], at ansøgeren har deltaget i kristendomsundervisning, men ikke får så meget ud af det. Endvidere fremgår det, at ansøgeren forstår kristendommens kernebegreber, og at hendes tilgang til kristendommen er, at hun har fundet den tryghed, hun har behov for. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke forstår hvad præsten siger, og at hun kan lide at komme i kirke på grund af musikken. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/398/mme
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun har været gravid uden for ægteskabet og krænket familiens ære. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes brødre modsatte sig hendes beslutning om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, idet skilsmisse var uset i familien og forbundet med skam. I forbindelse med beslutningen om skilsmisse, udsatte ansøgerens brødre hende for fysisk vold. Ansøgeren blev skilt med sin tidligere ægtefælle i år 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af foråret 2015 blev kontaktet af en person ved navn [A], som ringede og fortalte hende, at han var forelsket i hende. Ansøgeren og [A] talte i telefon sammen et par gange om ugen de følgende fem uger, hvor efter de aftalte at mødes. [A] besøgte ansøgeren på hendes bopæl, mens hendes børn blev passet hos hendes søster, [B]. [A] nægtede at svare ansøgeren på, hvem han var og hvorfor, han havde taget kontakt til hende. Ansøgeren vedligeholdt sin relation til [A] og efter to til tre uger, insisterede [A] på, at de igen skulle mødes og planlægge deres bryllup. [A] besøgte ansøgeren til te hos hendes bopæl, mens børnene blev passet hos [B]. Ansøgeren vågnede dagen efter, hvor hun følte sig fysisk utilpas. Hun kunne ikke huske, hvad der var sket aftenen forinden. Hun ringede derfor til [A] om morgenen og flere gange i løbet af en periode på to til tre uger for at få afklaret, hvad der var sket den aften. [A] fortalte intet. Da ansøgerens menstruation udeblev den følgende måned, og hun følge heraf var blevet gravid, kontaktede hun [A] og fortalte om graviditeten, hvortil han sagde, at hun aldrig skulle kontakte ham igen. Da ansøgeren kom til Danmark, fik hun foretaget en provokeret abort. En person ved navn [S], som var en bekendt af ansøgerens familie i Iran på grund af ægteskabelig relationer mellem familierne, hørte om graviditeten på asylcentret, mens hun opholdt sig i Danmark. [S] rejste tilbage til Iran. [S] truede ansøgeren med, at hun ville fortælle familien om graviditeten, hvis ikke ansøgeren betalte hende for at holde graviditeten hemmelig. Ansøgeren nægtede at betale, hvorefter [S] sladrede om graviditeten til ansøgerens søster, [B]. [B] afbrød som følge heraf kontakten med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ønskede at blive gift igen, fordi hun håbede på, at hun kunne genvinde familiens accept som en gift kvinde. Det var årsagen til, at hun talte med og havde kontakt med [A], der forekom som en høflig mand og i øvrigt overholdt det kodeks, der gjaldt mellem mænd og kvinder i Iran, hvorfor ansøgeren blev betaget af ham, uanset at hun ikke kendte ham i forvejen. Ansøgeren har forklaret, at hun talte med [A] i telefonen gennem 5 uger, 3 gange om ugen, samtaler af ca. 20 minutters varighed, inden de mødtes første gang. Ansøgeren har forklaret, at de talte om kærlighed, for [A] ville ikke besvare personlige spørgsmål. Hun ved derfor ikke andet om ham, end at han hedder [A]. Hun kender ikke hans efternavn, alder, adresse, uddannelse, job, familieforhold, etnicitet eller religion. På den baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren skulle acceptere at mødes med en mand, hun ingen oplysninger havde om, på sin bopæl og om natten. Hertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun udrejste af Iran i begyndelsen af august 2015. Det fremgår af lægejournal af […] 2015, at der er foretaget scanning af ansøgeren, der på det tidspunkt var gravid i 16. uge. Det fremgår ligeledes af journalnotatet, at ansøgeren havde forventet at være maks. 8 uger henne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at rejse til Danmark, hvor hun vidste, en fætter boede, såfremt hun frygtede æresdrab fra familien. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den forekommer konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgerens familie modsatte sig ansøgerens skilsmisse, kan ikke medføre et andet resultat, da ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Iran 3 år efter skilsmissen uden at være blevet udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren har efter en samlet vurdering derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/398/SME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren er født i al-Tash, Romadi, Irak, men har siden 1991opholdt sig i [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne fandt to pakker med plakater fra et ulovligt politisk parti i ansøgerens bil. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge af sin konversion til fristendommen frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [en dag i efteråret] 2015 klokken 9.30 mødtes med sin ven, [R], i Sarpol-e Zahab, og lånte ham sin bil. [R] gav ansøgeren en pose med en pakke, som ansøgeren skulle tage med til landsbyen. Omkring klokken 14.00-14.30 samme dag ringede ansøgerens farbrors søn, [G], og fortalte ham, at efterretningstjenesten og en militærenhed var i gang med at ransage ansøgerens bopæl. Ansøgeren ringede derefter øjeblikkeligt til sin morbror, [T]. De aftalte, at de skulle mødes ved en nærliggende [landsby]. Ansøgeren mødtes med sin morbror omkring klokken 15.30-16.00. Morbroren fortalte ansøgeren, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl, efter de opdagede, at bilen [R] kørte i, tilhørte ansøgerens far. Ansøgerens morbror opsøgte senere [R]s familie i Sarpol-e Zahab, som fortalte ham, at [R] havde oplyst myndighederne, at propaganda-materialet kom fra ansøgeren. Ansøgeren blev i [landsbyen] til klokken 20.00, hvor hans morbrors ven hentede og transporterede ham til [en anden by]. Ansøgeren opholdt sig i [byen] i omkring otte dage, hvorefter han begyndte sin udrejse af Iran sammen med sin [søster]. Ansøgeren har videre oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter han indrejste i Danmark. Ansøgeren er blevet døbt [sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende om sit oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig sammen med sine venner den dag, ansøgerens bopæl blev ransaget. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ved 13-14 tiden tog på en lille gåtur med nogle venner. Han har under asylsamtalen forklaret, at han og tre venner ved 11-tiden tog afsted på to motorcykler for at grille og spise frokost. Ansøgeren har forklaret divergerende om hvor mange gange hans familie er blevet opsøgt, og hvor han befandt sig, da han hørte om det. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at efterretningstjenesten opsøgte ansøgers bopæl 5-7 gange, mens han opholdt sig i [en by], hvilket han fik at vide af sin onkel. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ringede til sin morbror 2-3 måneder efter, ansøgeren var kommet til Danmark, hvor morbroren oplyste, at ansøgerens far havde modtaget 3-4 breve til ansøger fra politiet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans familie blev opsøgt en gang, mens ansøgeren befandt sig i [en by], og at hans morbror fortalte ham om yderligere 3-4 gange efter, ansøgeren var kommet til Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens morbror havde kendskab til, hvad der skete ved kontrolposten, hvor [R] blev standset i ansøgerens bil. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgeren uden at stille spørgsmål påtog sig at transportere og opbevare en pakke for [R] uden at spørge til indholdet, og i en situation, hvor [R], som skulle hente pakken hos ansøgeren senere samme dag, lige så godt kunne have ladet pakken ligge i ansøgerens bil, som [R] havde lånt. Selvom de nævnte forhold isoleret set kan anses for at være af mindre betydning, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at forklaringen ikke forekommer troværdig. Om ansøgerens konversion til kristendommen bemærkes, at det forhold, at Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens oprindelige asylmotiv som utroværdigt, betyder, at der påhviler ansøgeren en skærpet bevisbyrde for, at hans konversion i Danmark til kristendommen er sket på grundlag af en reel religiøs overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har forklaret, at han var yaresan-troende, ligesom han under asylsamtalen har fremlagt en erklæring herom fra YDO. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i [sommeren] 2016, men har forklaret at dette til at begynde med var af hensyn til hans søster, som har et mentalt handicap, og som havde glæde af fællesskabet i kirken. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han først efter omkring et år, og dermed efter ansøgeren havde modtaget afslag på asyl [i vinteren 2016-2017], begyndte at betragte sig som kristen. Han blev døbt [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine motiver og refleksioner samt konsekvenserne af hans konvertering og for kristendommens betydning for ham. Ansøgeren har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette eller oplysningerne om udtalelser fra [en præst] om ansøgerens deltagelse i dåbsundervisning, gudstjenester og kirkelige arrangementer kan føre til et andet resultat. For så vidt angår ansøgerens opslag på Facebook bemærkes, at det ikke er sandsynliggjort, at opslagene er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/397/mme
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst at være kristen af trosretning fra Karaj, Alborz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 var meget deprimeret. Han var deprimeret, fordi han ikke havde fået tilladelse til at lave en film. Ansøgeren arbejdede som engelskunderviser. Han talte med en af sine elever, Sara, om sine problemer. Sara inviterede ansøgeren hjem til sin familie. Familien fortalte ansøgeren, at de var kristne. Ansøgeren talte med familien om kristendommen og de kristne værdier. Ansøgeren besøgte Saras familie jævnligt, hvor han talt med dem om kristendommen. Familien introducerede ansøgeren for biblen, og ansøgeren fik downloadet biblen på sin computer. Ansøgerens bopæl blev i [efteråret] 2015 opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne fortalte ansøgerens mor, at de havde fundet en gruppe, der var frafaldet islam. Ansøgerens navn fremgik af en liste over de personer, som havde frafaldet islam. Myndighederne konfiskerede ansøgerens computer og personlige dokumenter. Omkring en uge efter udrejste ansøgeren af Iran. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren deltaget i dåbsundervisning, og [i sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Nørrelandskirken i Holstebro. Ansøgeren har forklaret, at hans eneste kristne aktiviteter i Iran bestod i at besøge Saras familie. Der er således ingen sammenhæng med denne aktivitet og det forhold, at ansøgeren skulle stå på en liste over personer, der er frafaldet islam, og således have påkaldt sig de iranske myndigheders opmærksomhed. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han er vokset op med en mor, der var prostitueret. Denne forklaring er bestyrket af den forklaring, ansøgeren har afgivet under gensamtalen. Han syntes, hans mor var beskidt, han hadede sin mor og kunne ikke tilgive hende. Han fortalte Saras familie om moderen, talte med dem om moderen og har gennem kristendommen lært at tilgive sin mor. Ansøgeren havde, allerede inden sin udrejse af Iran, besluttet sig for at blive kristen. Ansøgeren har på en sammenhængende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde og overvejelser i forbindelse med konverteringen fra islam til kristendommen, om sin dåb og om årsagen hertil. Ansøgeren har, siden få dage efter sin ankomst til Danmark, gået regelmæssigt i kirke, har deltaget i dåbsforberedende undervisning og bibelstudier og er [i sommeren] 2016 blevet døbt. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet demonstreret et godt kendskab til den kristne tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/396/FAM.
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra […], Kerman-provinsen, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han allerede som 14-årig havde en dårlig oplevelse med islam. Ansøgeren opholdt sig en dag i ramadanen i en park, da han fik en lussing af en myndighedsperson, fordi han spiste en sandwich. Ansøgerens ven fik 70 piskeslag. I 2013 blev ansøgeren ansat i et koreansk firma, hvor han arbejdede og sov på arbejdspladsen i 23 dage for derefter at have syv dage fri. På arbejdet mødte ansøgeren [A], som han kom til at dele værelse med. [A] fortalte ansøgeren om kristendommen, og fra [begyndelsen af] 2014 begyndte [A] at undervise ansøgeren i kristendommen, ligesom han gav ansøgeren en bibel. Ansøgeren fik også en bibel af en anden kollega. I efteråret 2014 blev ansøgeren syg. Han opsøgte en læge i Teheran, som fortalte, at han skulle have foretaget en meget dyr operation. Ansøgeren var meget ked af det, og han talte med Gud. I flyet på vej hjem mødte ansøgeren en kirurg, der tilbød at hjælpe uden betaling. Ansøgeren anså dette for himlens hjælp. I [senere i efteråret] 2014 blev ansøgeren indlagt på hospitalet og opereret. Den […] 2014 blev han udskrevet. I [begyndelsen af] 2015 begyndte ansøgeren at holde huskirke på sin fars bopæl. Når ansøgeren havde fri, underviste han fem til seks af sine nære venner i kristendommen. Både ansøgerens far og søster var bekendt hermed. Senere fandt ansøgeren ud af, at hans søsters kollega, [B], gererede søsteren. Ansøgeren undersøgte [B’s] baggrund, og søndag den […] 2015 opsøgte ansøgeren søsterens arbejdsplads med henblik på at bede [B] om at lade søsteren være i fred. [B] kastede ansøgeren mod væggen, da han fandt ud af, at ansøgeren havde undersøgt hans baggrund. [B] sagde, at han ville få ansøgeren anholdt og fængslet. Andre af søsterens kollegaer kom til og skilte dem ad, i hvilken forbindelse ansøgeren udtalte sig kritisk om hele systemet. Efterfølgende fortalte ansøgerens søster, at [B] var blevet ansat uden at gennemgå en prøve, hvorfor ansøgeren formodede, at han arbejdede for efterretningstjenesten. Samme aften sad ansøgeren ved sin computer, hvorpå han havde filer med kristent indhold. Om aftenen ved 21 til 21.30 tiden bankede efterretningstjenesten på døren. Ansøgerens søster åbnede, men blev skubbet til side. Ansøgeren skyndte sig at tage sin mobiltelefon og flygte. Han løb hen over to til tre tage og hoppede ned på gaden, hvorfra han ringede til sin ven, som kørte ham til [en anden by]. Dagen efter ringede ansøgeren til sin bror, som havde fået kontakt til en advokat. Den følgende dag fortalte ansøgerens bror, at advokaten havde sagt, at ansøgeren risikerede at blive idømt fængsel på livstid som følge af sin kritik mod det iranske styre, samt at efterretningstjenesten på ansøgerens bopæl blandt andet havde beslaglagt ansøgerens computer og materiale fra ansøgerens undervisning i huskirken. Samme dag ringede ansøgeren til sin chef, som oplyste, at firmaets sikkerhedschef havde bedt ansøgeren henvende sig. Herefter udrejse ansøgeren illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uddybende og divergerende i et vist, omend mindre, omfang end anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret uddybende og til dels divergerende om, hvorvidt hans søster var til stede, da ansøgeren havde et sammenstød med søsterens kollega. Det er således først for nævnet, at det er oplyst, at søsteren var til stede ved den pågældende lejlighed, selv om det er en central oplysning i forhold til episoden, der var optakten til den flugtudløsende begivenhed. Senere i samtalen for nævnet har ansøgeren herover for oplyst, at søsteren ikke overværede episoden, men befandt i et andet rum. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, der er veluddannet, hverken under oplysnings- og motivsamtalen eller i ansøgningsskemaet nævnte noget om mødet med den ukendte læge i flyet, der endte med at operere ham for en svulst […] uden at tage sig betalt herfor. Flygtningenævnet finder denne del af ansøgerens forklaring for usandsynlig og bemærker herved, at det blandt andet forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have sine røntgenbilleder med sig i flyet ved den pågældende lejlighed. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke gik til kontrol efter operationen i den periode, han boede i Iran, selv om han for nævnet har forklaret, at det skulle ske efter ½ - 1 år. Hans forklaring om, at han ikke fik det gjort på grund af de ting, der var baggrunden for hans udrejse, fremstår ikke overbevisende set i forhold til den betydning, han i øvrigt har tillagt helbredelsen. Selv om ansøgerens generelle troværdighed herved i et vist omfang er svækket, finder Flygtningenævnet dog efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent herom til både Udlændingestyrelsen og for nævnet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kort efter sin indrejse opsøgte den kristne kirke og efter modtagelse af dåbsundervisning blev døbt den […] 2016. Han har, siden han begyndte at komme i den kristne kirke i Danmark, deltaget regelmæssigt i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter ifølge de erklæringer, han har fremlagt fra bl.a. [kirke C i Danmark] af [sommeren] 2016, [foråret] 2017 og [efteråret] 2018, og fra [kirke D i Danmark] [i foråret] 2017 og [i efteråret] 2018. Ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, og han har på troværdig vis redegjort for sine overvejelser om at konvertere til kristendommen, som han fattede interesse for allerede i hjemlandet. Det må efter ansøgerens kristne aktiviteter i Danmark og hans eget udsagn lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at leve åbent som kristen. Ansøgeren har herefter sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders indstilling til muslimer, der er konverteret til kristendommen, sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” mvln/Iran/2018/395
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Sahab, Kermanshah, Iran. Han er oprindeligt sunnimuslim, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive kidnappet af familien til en pige ved navn [A], fordi han friede til [A] i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere medarbejder, [B’s], familie, idet [B] blev fængslet på grund af ansøgeren. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at være politisk aktiv. Endelig har ansøgeren oplyst, at han frygter sin egen familie og de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sin konflikt med [A’s] familie har ansøgeren oplyst, at han mødte [A] første gang i foråret 2015, idet hun var nabo til ansøgerens søster. Ansøgeren og [A] havde efterfølgende telefonisk kontakt, og efter et par uger aftalte de at mødes i en park. Forud herfor havde de mødt hinanden mange gange hos ansøgerens søster. Fem til seks måneder senere friede ansøgeren til [A], men hendes familie afslog, idet ansøgeren var sunnimuslim, og [A] var shiamuslim. Ansøgeren mødtes efterfølgende kort med [A] en enkelt gang, men ellers så han hende kun fra afstand, når han besøgte sin søster. Ansøgeren blev i sommeren 2015 opsøgt af [A’s] far, der var vred, og krævede, at ansøgeren stoppede med at besøge sin søster, fordi han havde kigget på [A] gennem sin søsters vindue. Til støtte for sin konflikt med [B’s] familie, og sin frygt for de iranske myndigheder i relation til politiske aktiviteter, har ansøgeren oplyst, at han en dag på sit arbejde blev ringet op af sin far. Faren sagde, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Myndighederne havde fundet politisk materiale i ansøgerens butik, mens [B] havde været på arbejde, og myndighederne havde derfor anholdt [B]. Ansøgeren udrejste illegalt en måned senere og har efter sin udrejse fået at vide af sin familie, at myndighederne efterfølgende har opsøgt familiens bopæl flere gange. Ansøgeren har fået at vide, at hans bror, [C], blev overfaldet i [foråret 2018] af tre personer, herunder [B’s] to brødre. [C] var efterfølgende indlagt på hospitalet med sår efter knivstik. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en række dokumenter, herunder en lægerapport og en politianmeldelse af episoden, som ansøgerens svoger, [D], fremsendte for syv til otte måneder siden. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han begyndte at gå i kirke i slutningen af 2016. Ansøgeren går til gudstjeneste hver søndag og deltager i bibelundervisning om onsdagen. Ansøgeren blev døbt i [Kirke A] [i sommeren 2017] og har ved flere lejligheder delt kristent materiale på sin Facebook-profil. Ansøgeren har til støtte for konversionen fremlagt sit dåbsbevis og flere udtalelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund for så vidt angår forholdet til [A] og den heraf afledte konflikt med hendes far. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende i forhold til antallet af gange, han mødtes med [A], og hvornår han kyssede hende. Nævnet må desuden anse det for påfaldende, at ansøgeren og [A] mødtes to gange på offentlige steder uanset frygten for at blive opdaget af [A’s] stærkt religiøse far. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fundet anledning til at nævne forholdet til [A] og konflikten med hendes far i asylansøgningsskemaet. Dette må uanset oplysningerne om ansøgerens ringe bogkundskaber anses for påfaldende navnlig henset til ansøgerens forklaring senest i nævnet om, hvor ofte han har mødtes med [A] under besøg hos sin søster. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgeren står i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder eller [B’s] familie, til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke er bekendt med det nærmere indhold af eller adresseringen på det politiske brev, der angiveligt blev fundet i hans forretning af de iranske myndigheder, og som har ført til, at hans medarbejder [B] er blevet tilbageholdt af myndighederne. I forhold til de oplysninger, ansøgeren har fremlagt om et overfald på broderen [C] i [foråret 2018], har nævnet desuden vanskeligt ved at fæstne tillid til, at et sådant overfald skulle have sammenhæng med de forhold, der førte til ansøgerens udrejse af Iran i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har lagt vægt på, at konversionen, der har fundet sted længe efter ansøgerens indrejse til Danmark og under behandlingen af ansøgerens asylsag, også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ved bedømmelsen af det oprindelige asylmotiv ikke fremstår reflekteret og som udtryk for en reel indre overbevisning. Hverken den omstændighed, at ansøgeren efter at have deltaget i dåbsundervisning er blevet døbt [i sommeren 2017] – kort forud for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren 2017] – eller de fremlagte udtalelser fra [præst A] og [præst B] kan føre til en anden vurdering. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige religiøse og kirkelige aktiviteter, herunder på internettet (Facebook), kan føre til en anden vurdering. Det kan efter det oplyste om karakteren og omfanget af ansøgerens religiøse og kirkelige aktiviteter på internettet ikke antages, at ansøgeren herved har eksponeret sig selv således over for de iranske myndigheder, at han alene på denne baggrund har behov for beskyttelse. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og ved en tilbagevenden risikerer straf herfor, er efter de foreliggende baggrundsoplysninger om den forventede straf for en sådan overtrædelse, jf. herved Udenrigsministeriets notat af 31. oktober 2011, ikke af en sådan uforholdsmæssig karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, fra hverken myndighederne i Iran, sin familie eller andre privatpersoner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/394/MAH
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle og børn, der indrejste sammen med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er kurder, født i […], der hører under […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Han vedkender sig ikke nogen religion. Den kvindelige ansøger er kurder og sunni-muslim og født i Shiraz, men opvokset i […], hvor hun sammen med sin søster boede hos deres farmor efter forældrenes skilsmisse. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter af de iranske myndigheder, der undertrykker kurderne, på grund af sine politiske aktiviteter, og fordi han er flygtet fra aftjening af værnepligt, at blive henrettet eller idømt en langvarig fængselsstraf. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder på grund af ægtefællens politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie rejste fra Iran til Irak i 1980, fordi kurderne blev undertrykt i Iran efter den iranske revolution. Ansøgeren boede sammen med sin familie i Al-Tash-lejren i Irak, indtil omkring 1991, hvorefter familien vendte tilbage til Iran. Familien rejste tilbage til Iran, fordi der ikke var nogen fremtid for den i Irak. I 1996 deltog ansøgeren sammen med en ven i en demonstration, der blev afholdt i protest imod drabet på en kendt kurdisk mullah. Flere tusinde mennesker demonstrerede, og der blev råbt slagord mod præstestyret. Efter 2-3 timer kom det iranske politi til stede og begyndte at skyde mod folkemængden. 22 personer blev dræbt. Folk blev mere vrede og angreb myndighedernes bygninger, herunder politistationen, hvilket medførte, at antiterrorkorpset kom til stede. Ansøgeren blev anholdt, da han var på vej hjem fra demonstrationen. Han blev først kørt til den lokale efterretningstjenestes kontor og senere samme dag transporteret til Kermanshah, hvor han blev anbragt i kælderen under efterretningstjenestens bygning. Ansøgeren blev anbragt sammen med 50 andre fanger. Efter cirka tre en halv måneds tilbageholdelse, herunder cirka en måned i efterretningstjenestens kælder, blev ansøgeren overført til et fængsel og stillet for en domstol. Han blev idømt 6 måneders fængsel, fordi han havde deltaget i demonstrationen. Efter domsafsigelsen blev han overført til et andet fængsel, hvor han afsonede den resterende straf. I 1997 blev han løsladt, og cirka to måneder senere udrejste han af Iran. Han rejste til Irak, hvor han opsøgte KDPI’s base i […], idet han ønskede at blive blive peshmerga. Han modtog undervisning i KDPI’s historie våbentræning i tre måneder. Efter at være blevet færdiguddannet som peshmerga blev han udstationeret som vagt på KDPI’s base i […], hvor han også arbejdede som bager i basens køkken. Efter cirka 2 måneders ophold i Irak kontaktede ansøgeren sin familie i Iran og fortalte, at han havde meldt sig ind i KDPI. Efter ca. 5-6 måneders ophold i Irak fik ansøgeren et opkald fra sin bror, [M], som ville vide mere om partiet. Ansøgeren satte broren i forbindelse med en person fra partiet. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete mellem broren og kontaktpersonen. Ansøgeren boede i […]-lejren i Irak frem til 2002, hvor han blev gift, og flyttede til Azadi-lejren i Koya. Her boede ansøgeren og ægtefællen frem til deres udrejse af Irak i [efteråret] 2015. I 2004-2005 udrejste broren, [M], og hans ægtefælle fra Iran til Irak og bosatte sig i Erbil, Irak. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Irak på grund af manglende sikkerhed. Cirka en uge før udrejsen talte ansøgeren og broren om at flygte, fordi der var åbnet for at komme til Europa. Ansøgeren ville skaffe sin familie en bedre fremtid. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fortsat sine politiske aktiviteter, idet han har deltaget i møder arrangeret af KDP, og demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2002 blev gift og flyttede til Irak sammen med ægtefællen. I Irak boede ansøgeren og ægtefællen fra 2002 i Asadi-lejren. Ægtefællen var peshmerga for KDP. I slutningen af […] 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen af Irak. De valgte at udrejse som følge af de iranske myndigheders stigende indlydelse i Irak, hvilket blandt andet udmøntede sig i drab på mange peshmerga’er, ligesom de iranske myndigheder havde truet med at bombe lejren, hvor ansøgeren og ægtefællen boede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under nævnsmødet har fremtrådt meget troværdig og har afgivet en konsistent og detaljeret forklaring – herunder om KDP og tilværelsen som peshmerga – der fremstår som selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring støttes af de billeder og dokumenter, som ansøgerne har fremlagt. De mindre betydende divergenser i ansøgernes forklaringer kan på den baggrund ikke tillægges nogen selvstændig betydning. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger i 1996 deltog i en kurdisk demonstration, at han i den forbindelse blev anholdt, at han efterfølgende blev idømt seks måneders fængsel, og at de iranske myndigheder i forbindelse med løsladelsen tilkendegav, at han stadig var i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen og frem til sin illegale udrejse til Irak nogle måneder senere var under overvågning af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger i Irak blev peshmerga for KDPI, og at han ved partiets opsplitning i 2006 fortsatte som pershmerga for KDP, hvilket han fortsatte med indtil sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgerens familie i Iran, herunder broderen [M] og dennes ægtefælle, i et vist omfang blev opsøgt af de iranske myndigheder, hvorunder myndighederne gav udtryk for, at de var bekendt med, at den mandlige ansøger var peshmerga. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren i Danmark fortsat har været medlem af KDP, og at han har deltaget i partiets møder og sammenkomster samt demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade i Danmark, ligesom han på Facebook har postet materiale vendt mod det iranske regime. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger som følge heraf er så profileret over for de iranske myndigheder, at han ved en eventuel tilbagevending til Iran vil være i risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at […]og […]har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […]og […]samt 3 børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran 2018/392MNR
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har sympatiseret med partiet Komola og har i perioden fra [i efteråret] 2015 frem til sin udrejse [i efteråret] 2015 været peshmergasoldat i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han forlod islam omkring et år før sin udrejse. Ansøgeren betragtede herefter sig selv som ateist. I samme periode talte ansøgeren kritisk om den iranske regering og islam, når han mødtes med folk i Sanandaj. Kort tid før sin udrejse brændte ansøgeren en koran foran sine kollegaer ved en holdeplads for taxaer. Herefter tog ansøgeren til Irak, hvor han efter en samtale på Komolas hemmelige kontor tæt på Sulajmanija blev peshmergasoldat. Ansøgeren var peshmergasoldat i omkring fire måneder på Komolas base i Sulajmanija, Irak. Mens ansøgeren var i Irak, fortalte hans mor, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl. Myndighederne havde desuden ransaget familiens bolig og ledte efter ansøgeren. Efter ansøgeren er ankommet til Danmark, har ansøgerens søster fortalt, at de iranske myndigheder også har ringet til ansøgerens mor og har spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren brødre i Iran er desuden blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af politisk aktivitet. Nævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om de udførte aktiviteter til grund, idet ansøgeren under nævnsmødet har fremstået usikker og kun nødtvunget givet afglidende svar på de stillede spørgsmål. Hertil kommer, at han har forklaret divergerende og dermed utroværdigt om centrale dele af det påberåbte asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklarede, at han afbrændte Koranen 4-5 år tidligere, det vil sige i 2011-12, mens han under de efterfølgende samtaler og under nævnsmødet har forklaret, at han afbrændte Koranen 4-5 dage, før han udrejste af Iran, det vil sige i sensommeren 2015, og at dette var årsagen til hans udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om karakteren af sine politiske aktiviteter i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede, at han i hemmelighed havde udført agiterende aktiviteter for partiet, mens han til samtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han talte med personer i sin taxa eller på gaden om sine tanker om præstestyret, og først til samtalen [i foråret] 2017 tillige forklarede, at han havde uddelt løbesedler for Komola. Endvidere har ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke omtalt, hverken at han har afbrændt Koranen, uddelt løbesedler i Iran eller efterfølgende været peshmerga i Irak. Som følge af ansøgerens manglende troværdighed kan nævnet endvidere – på trods af de fremlagte fotos – ikke lægge til grund, at ansøgeren i en periode på flere måneder umiddelbart før indrejsen i Danmark har virket som peshmerga i Irak. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren, der ifølge nævnets vurdering ved sin udrejse af Iran ikke var profileret over for de iranske myndigheder, fortsat må antages ikke at være profileret over for disse, idet den gennemgåede aktivitet på Facebook ikke i sig selv kan begrunde, at han skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys efter sin udrejse. Endvidere finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først under nævnsmødet har fremlagt screenshots af de påberåbte trusler fra 2015-16 via Messenger. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af, at han er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har boet problemfrit i Iran indtil sin udrejse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Iran/2018/392/TBP
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran.. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle og børn, der indrejste sammen med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder, født i […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Han er født i et sunni-muslimsk hjem, men interesserer sig ikke for religion. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Hun er kurder og sunni muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt en langvarig fængselsstraf, fordi han og hans bror [B] har været aktive medlemmer af kurdiske partier. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder på grund af ægtefællens og svogerens politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie flyttede til Irak, da han var 8-9 år gammel. Familien boede i blandt andet Al-Tash-lejren i Irak indtil 1990/1991, hvor familien vendte tilbage til Iran. Ansøgerens familie blev herefter overvåget af de iranske myndigheder. I 1997 udrejste ansøgerens bror, [B], til Irak, hvor han blev peshmerga. Efterfølgende intensiverede den iranske efterretningstjeneste overvågningen af ansøgerens familie. Efterretningstjenesten opsøgte ofte ansøgerens families bopæl, og ansøgeren blev afhørt om brorens politiske aktiviteter. I 1997 begyndte ansøgeren at udføre opgaver for KDPI, herunder at indsamle informationer til partiet, primært om militære forhold og bevægelser i det iransk-kurdiske område. Endvidere uddelte han 2-3 gange løbesedler og plakater. Ansøgeren havde en kontaktperson i partiet, [H], som han mødtes med på grænsen mellem Iran og Irak og videregav informationerne til. På et tidspunkt blev ansøgeren træt af sin og familiens situation og besluttede sig for at forlade Iran. I slutningen af 2004/begyndelsen af 2005 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle til Irak, hvor de tog ophold i Erbil. De lejede et hus i Erbil, hvor de boede frem til deres udrejse af Irak i [efteråret] 2015. I 2006 blev KDPI splittet i to, og ansøgeren blev medlem af den ene del – KDP. Ansøgerens politiske aktiviteter bestod i at udføre vagtopgaver, ligesom han modtog våbentræning. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen af Irak til Tyrkiet som følge af, at iranske styrker var kommet til Irak for at bekæmpe IS. De var derfor bange for at blive kidnappet eller likvideret i Irak. Ansøgeren har fortsat sine politiske aktiviteter efter indrejsen i Danmark, idet han har deltaget i møder arrangeret af KDP og demonstrationer foran blandt andet den iranske ambassade i København, ligesom han udbreder politiske budskaber gennem sin offentlige facebook-profil. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med den mandlige ansøger i 2002. Hun vidste på daværende tidspunkt ikke, at ægtefællen var politisk aktiv. Efterretningstjenesten opsøgte ofte familiens bopæl, men ansøgeren troede, at det var på grund af ægtefælles bror, [B] I de første 2-3 måneder, efter at ansøgeren og ægtefællen var blevet gift, blev de opsøgt af efterretningstjenesten én gang om ugen og efter noget tid ca. hver anden dag. Personerne fra efterretningstjenesten var meget truende og skubbede til ansøgerens svigermor. Efterretningstjenesten kom altid, når ægtefællen ikke var der. På et tidspunkt blev ansøgeren og ægtefællen trætte af efterretningstjenesten og udrejste illegalt til Irak, hvor de bosatte sig i Erbil. Under opholdet i Irak fandt ansøgeren ud af, at ægtefællen var medlem af KDP og havde haft politiske aktiviteter i Iran. Ægtefællen deltog ofte i partiets møder i Irak. I [efteråret]2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen illegalt af Irak til Tyrkiet, fordi de frygtede IS. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine aktiviteter for KDPI i Iran i perioden fra 1997 til 2004 til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvilke aktiviteter han havde, ligesom han under nævnsmødet har forklaret usammenhængende og afglidende herom. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at efterretningstjenesten i et vist omfang har opsøgt familien på deres bopæl. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Flygtningenævnet ved en afgørelse af dags dato har fundet den mandlige ansøgers brors forklaring troværdig og har lagt denne til grund, herunder for så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes henvendelser, hvorunder at myndighederne har oplyst at være bekendt med, at broren var peshmerga. Flygtningenævnet kan endvidere lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine aktiviteter for KDPI i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring støttes af billeder fremlagt under nævnsmødet. Flygtningenævnet har endelig lagt til grund, at den mandlige ansøger i Danmark fortsat har været medlem af KDP, og at han har deltaget i partiets møder og sammenkomster samt demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade i Danmark, ligesom han på Facebook har postet materiale vendt mod det iranske regime. Flygtningenævnet har som anført lagt den mandlige ansøgers brors forklaring til grund og har ved afgørelsen af dennes sag fundet, at broren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet har meddelt broren, dennes ægtefælle og deres børn opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger som følge af brorens politiske aktiviteter i Iran, Irak og Danmark sammenholdt med hans længerevarende ophold i Irak, hvor han er blevet medlem af og har udført opgaver for KDP samt hans efterfølgende politiske aktiviteter i Danmark, må antages at være så profileret over for de iranske myndigheder, at han ved en eventuel tilbagevending til Iran vil være i risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet finder derfor, at […]og […]har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2018/391MNR
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med og har udført aktiviteter for partiet Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fysiske overgreb eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for Komola og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra 2007 til 2010, hvor han startede på universitetet, har skrevet kritiske tekster om den iranske regering på en hjemmeside, som bliver administreret af de iranske myndigheder. I perioden mellem 2010 og 2012 var ansøgeren medlem af en journalistgruppe på universitetet, hvor han ligeledes skrev kritisk om den iranske regering i universitetsavisen. Herudover deltog ansøgeren i demonstrationer, mens han studerede på universitetet. Ansøgeren blev i [vinteren] 2014 indkaldt til en samtale med Herasat, som fortalte ansøgeren, at de kendte til hans politiske aktiviteter. Ansøgeren blev følgelig udmeldt af universitetet. Herefter begyndte ansøgeren at uddele systemkritisk materiale sammen med to venner. Ansøgeren begyndte også at få telefoniske trusler, efter at han blev udmeldt af universitetet. På et tidspunkt i [foråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til et møde med efterretningstjenesten, hvorunder han blev udsat for fysisk overgreb, eftersom han nægtede at dele oplysninger med myndighederne. Ansøgeren blev bedt om at stoppe sine politiske aktiviteter med sine venner. Ansøgeren besluttet sig for at udrejse fra Iran, da han ikke kunne få kontakt til sine venner. Efter sin udrejse, har ansøgeren fået at vide, at hans far er blevet hentet af efterretningstjenesten flere gang, blandt andet på grund af ansøgerens politiske aktiviteter på Facebook. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af ansøgerens dåbsbevis, at han er blevet døbt [i fåråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sine politiske aktiviteter imod det iranske præstestyre, idet nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om de udførte aktiviteter til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt om centrale dele af det påberåbte asylmotiv, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han er blevet udsat for fysiske overgreb som følge af sine påberåbte politiske aktiviteter, og om hvad efterretningstjenesten sagde til ham under tilbageholdelsen. Mens han i asylansøgningsskemaet ikke har omtalt en tilbageholdelse og heller intet har oplyst om fysiske overgreb til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016, oplyste han til samtalen [i foråret] 2017, at han var blevet udsat for fysiske overgreb, fordi han nægtede at samarbejde med efterretningstjenesten ved at give dem oplysninger om sine medstuderende. Til den efterfølgende samtale [i efteråret] 2017 oplyste han derimod, at han af efterretningstjenesten blev bedt om at standse sine politiske aktiviteter sammen med [M] og [A], men at efterretningstjenesten ikke derudover sagde noget. Hertil kommer, at ansøgeren efter afhøringen i [foråeret] 2017 var i stand til at opholde sig i Iran frem til udrejsen [i sommeren] 2017 uden at opleve yderligere problemer. Nævnet har herved lagt til grund, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de iranske myndigheder skulle have anholdt [M] og [A]. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering af disse forklaringer, at ansøgeren har henvist til svigtende hukommelse og dårligt helbred, idet han efter det oplyste blandt andet har været i stand til at gennemføre en universitetsuddannelse. Det anførte om ansøgerens aktiviteter på Facebook kan endvidere ikke føre til et andet resultat, da det ikke er sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter. For så vidt angår det oplyste om ansøgerens konvertering til kristendommen kan et flertal ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik interesse for kristendommen, idet han til samtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han blev interesseret i kristendommen efter oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016, mens han til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede, at han blev interesseret i kristendommen, mens han var i Tyskland i [foråret] 2016. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren nu er blevet døbt og for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for flere elementer af kristendommen samt har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flertallet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/391/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller at få fjernet sit ene øje af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at en familie ved navn [A] vil hævne sig på ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans storebror havde et forhold til en kvinde ved navn [B A]. Hendes familie accepterede ikke forholdet. I [foråret] 2013 kom ansøgerens lillebror op at slås med tre personer fra [A]-familien. Efterfølgende klagede en kvinde ved navn [C A] over ansøgeren, idet hun påstod, at han havde slået hende, således at hendes øje var blevet skadet. Ansøgeren blev idømt 10 piskeslag, to års fængsel og en bøde på 28.700.000 toman. Ansøgerens brødre, [D] og [E], blev også idømt en bøde på grund af deres konflikter med [A]-familien. Bøden til [D] blev efterfølgende annulleret, fordi han selv var kommet til skade under slagsmålet. Ansøgeren ved ikke, hvorfor [E] blev idømt en bøde. [A]-familien accepterede ikke den straf, ansøgeren var blevet idømt. Ansøgerens straf blev derfor annulleret, og i stedet blev han dømt til at få fjernet sit ene øje. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet dags dato oplyst, at dommen senere er ændret, så han alene skal betale erstatning. Ansøgeren har i Danmark mødt tre brødre fra [A]-familien, der truede med at slå ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at den første konflikt startede [en bestemt dag i foråret] 2013, og at han på intet tidspunkt forinden havde haft nogen konflikter eller problemer. Da han kom hjem denne dag, fortalte hans bror, [E], ham, at der havde været et slagsmål mellem deres bror, [D], og [A] familien. Politiet kom til bopælen, og [E] åbnede døren. De blev begge kørt til politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at slagsmålet fandt sted den [tre dage senere end den først oplyste dato i foråret] 2013, at politiet kom til bopælen samme dag, og at hans mor åbnede døren, hvorefter han alene blev kørt til politistationen. Politiet transporterede [D] og [E] til skadeklinikken og derfra til politistationen. Til partshøringen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at konflikten opstod den [den førstnævnte dato i foråret] 2013, hvor lillebroren kom op at slås med medlemmer af [A]-familien, og at der [tre dage efter den førstenævnte dato i foråret] 2013 blev klaget over ansøgeren direkte som følge af en tidligere konflikt mellem ham og [C]. Under mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at [E] og [D] var hjemme hos deres far på dagen, hvor slagsmålet fandt sted og blev taget med af politiet. På mødet i Flygtningenævnet dags dato forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvornår slagsmålet fandt sted. Ansøgeren blev foreholdt, at en tilsigelse til et retsmøde i Dalahu [tre dage efter den førstnævnte dato i foråret] 2013 er udstedt [tre uger forinden i foråret] 2013 – d.v.s. før slagsmålet efter ansøgerens tidligere forklaringer fandt sted. Ansøgeren har ikke kunnet give en rimelig forklaring herpå. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans brødre, [D] og [E], [i foråret] 2014 tog til retten i Eslamabad-e Gharbi, hvor de alle tre fik dom. Dommen bestod for dem alle tre i, at de skulle betale en bøde på 28 mio. iranske toman, ligesom de blev idømt en fængselsstraf på to år og 10 piskeslag i offentlig forum. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han tog til retten i foråret eller starten af sommeren 2014, men ikke husker den nøjagtige dato. Han deltog ikke selv i retsmødet. Kun hans advokat var til stede. Hans dom lød på en bøde på 28.700.000 toman, to års fængsel og 10 piskeslag i offentlig forum. [D] blev også idømt en fængselsstraf på seks måneder og piskeslag, men advokaten fik omstødt fængselsstraffen. Han kende ikke detaljerne vedrørende [E’s] dom. Han ved kun, at han skulle betale erstatning. På mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at [D] og [E] begge fik en bøde på 5.000.000 toman. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at dommen for hans vedkommende lød på en bøde på 38 mio. toman og 10 – 20 piskeslag. Foreholdt at han tidligere har forklaret forskelligt, forklarede ansøgeren, at det han har forklaret i dag, er det rigtige. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [C’s] krav blev accepteret af retten omkring marts måned 2015. Hun fik medhold i sit krav om, at ansøgerens ene øje skulle fjernes, idet hun fortalte retten, at det var ansøgerens skyld, at hun havde fået fjernet sit ene øje. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [C] havde fået ødelagt sit ene øje, at det ikke var fjernet helt, og at hun stadig kunne se lys, men ikke genstande. Under møderne i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kendte [C] og vidste, at hun led af en øjensygdom. Nævnet finder, at disse divergenser vedrører centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og ansøgernes forklaring om, at han ikke husker eller kender alle detaljer forekommer på denne baggrund ikke overbevisende. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at [C] skulle anmelde ansøgeren for at være skyld i hendes skader henset til, at hverken hun eller ansøgeren efter ansøgerens forklaring havde været til stede ved slagsmålet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at de retsakter vedrørende sagen, som ansøgeren har fremlagt, ved en ægthedsvurdering er vurderet at være falske. Nævnet forkaster således ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A]-familen som utroværdig. Ansøgerens oplysning om, at han i Danmark er blevet truet af tre brødre fra [A]-familien, der nu er i Danmark, kan derfor ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt, kan heller ikke føre til anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/390/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra al-Tash-lejren, Irak. Klagerens seneste opholdssted i Irak var i Barika-lejren i den kurdiske region i Irak. Klageren har aldrig været i Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne som følge af klagerens fars politiske aktiviteter. Klageren frygter endvidere, at de iranske myndigheder vil fængsle og henrette klageren med henblik på at finde frem til hans far. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klagerens far som medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) har udført politiske aktiviteter i 1970’erne mod det iranske regime, hvorfor familien var nødsaget til at udrejse af Iran i slutningen af 1970’erne. Flygtningenævnet flertal bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til de foreliggende oplysninger om klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes blandt andet, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt og i hvilket omfang faren efter udrejsen af Iran fortsatte sine politiske aktiviteter, og om hvorvidt klageren selv har deltaget. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængsel i Irak i to dage eller to år, og om frihedsberøvelsen var begrundet i hans politiske aktiviteter for KDPI eller ej. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke at en udsendelse til Iran vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 2. Mindretallet finder, at klageren ikke kan udsendes i henhold til udlændingelovens § 31. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt ved klagerens dom til udvisning. Det er imidlertid mindretallets opfattelse, at Flygtningenævnets skønsmæssige afgørelse af [vinter] 2014, hvorved klagerens forklaring blev lagt til grund som troværdig, og hvorefter klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, må lægges til grund, medmindre der foreligger nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af asylgrundlaget. Mindretallet bemærker, at der allerede ved Flygtningenævnets afgørelse af [vinter] 2014 var lagt vægt på de i forhold til behandlingen af klagerens søskendes asylsager ændrede baggrundsoplysninger, hvilket også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinter] 2013. Det bemærkes endvidere, at der allerede ved Flytningsnævnets afgørelse af [vinter] 2014 i vurderingen var taget stilling til divergenser mellem klagerens og hans søskendes forklaringer i deres asylsager. Spørgsmålet for Flygtningenævnet i dag må således være, om der foreligger afgørende nyt, herunder i baggrundsmaterialet eller nye forklaringer fra klageren eller hans søskende, som kan føre til en anden vurdering. Mindretallet finder, at dette ikke er tilfældet. Klageren har i dag afgivet en forklaring, der på enkelte punkter divergerer i forhold til hans tidligere afgivne forklaringer til Udlændingestyrelsen i 2013. Der bør dog her lægges vægt på, at klageren er psykisk syg, herunder lider af PTSD-lignende som følge af de ting, han var udsat for i Irak. Der henvises til den indhentede udtalelse fra psykiater [A]. Divergenserne kan derfor ikke tillægges afgørende betydning. Hertil kommer, at klagerens brors forklaring for Flygtningenævnet i dag i det væsentlige støtter klagerens forklaring. Dermed finder mindretallet, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Flygtningenævnets vurdering af [vinter] 2014, hvorfor klageren fortsat findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der træffes afgørelse efter stemmeflerhed, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/389/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim fra Javanrud, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder har opdaget hans politiske aktiviteter for Komala partiet. Ansøgerens far begyndte sine aktiviteter for Komala partiet omkring et år før sin udrejse af Iran. Det var omkring [vinteren] 2014. Ansøgerens far havde ikke politiske aktiviteter før dette tidspunkt, men ønskede at støtte og være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgerens far havde kontakt til Komala partiet gennem et familiemedlem. Faderen uddelte materiale i form af løbesedler og cd’er for partiet. Ansøgerens far fik omkring 20 pakker med politiske materiale én gang om måneden. Familiemedlemmet kontaktede altid ansøgerens far, når han skulle hente materiale. Ansøgerens far fragtede materialet til sin bopæl og uddelte dem samme aften/nat, som han fik det. Ansøgerens far gemte materialet i sin kommode. Ansøgerens far var på sin bopæl fem til seks gange i løbet af natten, hvor han hentede mere materiale, indtil han havde udelt det hele. Dagen forud for ansøgerens udrejse af Iran [i sommeren] 1394 (efter iransk kalender) skete en række hændelser. Ansøgerens far hentede politisk materiale, men nåede ikke at uddele det hele. Samme aften var ansøgeren, ansøgerens far og stedmor på besøg hos stedmorens far, mens myndighederne opsøgte ansøgers bopæl. Ansøgerens far blev kontaktet af sin bror, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl i omkring en time. Myndighederne havde fundet ansøgerens fars politiske materiale. I ansøgerens fars sag er dags dato truffet følgende afgørelse: ”Flygtningenævnet finder, at enkelte dele af den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran fremstår noget påfaldende, ligesom der i samtalereferaterne kan påvises uoverensstemmelser i den forklaring, han har givet vedrørende, hvornår han i forhold til udrejsen senest modtog materiale til uddeling, om han uddelte hele dette materiale, og hvor mange gange han talte med broren den aften, hvor ansøgerens bopæl angiveligt skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Nævnet finder imidlertid – efter det indtryk han har efterladt under sin afgivelse af forklaring direkte for nævnet – at i hvert fald en del af disse mulige uoverensstemmelser meget vel kan skyldes sproglige misforståelser mellem ansøgeren, der er analfabet, og intervieweren. Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om nogen del af asylmotiverne og i øvrigt, at den mandlige ansøger i al væsentligt har forklaret troværdigt om begivenhederne uden at have forsøgt på at udbygge eller dramatisere asylmotivet yderligere. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om myndighedernes kendskab hertil. Uanset at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Iran må karakteriseres som begrænsede, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet meddeler som konsekvens heraf ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens nye selvstændige asylmotiv (vedrørende konversion til kristendommen), idet dette i øvrigt i givet fald burde behandles af Udlændingestyrelsen som første instans.” Iran/2018/388/FAM
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimer fra Javanrud, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv og sympatiseret med Komala partiet i et år. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at de iranske myndigheder har opdaget hans politiske aktiviteter for Komala partiet. Ansøgeren begyndte sine aktiviteter for Komala partiet omkring et år før sin udrejse af Iran. Det var omkring [vinteren] 2014. Ansøgeren havde ikke politiske aktiviteter før dette tidspunkt, men ønskede at støtte og være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren havde kontakt til Komala partiet gennem sin fars nevø. Han uddelte materiale i form af løbesedler og cd’er for partiet. Ansøgeren fik omkring 20 pakker med politisk materiale én gang om måneden. Farens nevø kontaktede altid ansøgeren, når ansøgeren skulle hente materiale. Ansøgeren fragtede materialet til sin bopæl og uddelte dem samme aften/nat, som han fik det. Ansøgeren gemte materialet i sin kommode. Ansøgeren var på sin bopæl fem til seks gange i løbet af natten, hvor han hentede mere materiale, indtil han havde udelt det hele. Dagen forud for ansøgerens udrejse af Iran [i sommeren]1394 (efter iransk kalender) skete en række hændelser. Ansøgeren hentede politisk materiale, men nåede ikke at uddele det hele. Samme aften var ansøgeren, ansøgerens søn og ægtefælle på besøg hos ansøgerens svigerfar, mens myndighederne opsøgte hans bopæl. Ansøgeren blev kontaktet af sin bror, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl i omkring en time. Myndighederne havde fundet ansøgerens politiske materiale. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for vold af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Derudover frygter ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hende for syreangreb. Til støtte for sit selvstændige asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun og hendes nuværende ægtefælle, [A], en dag var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællens bror ringede til ham og sagde, at myndighederne havde været på ansøgerens og ægtefællens bopæl. Ægtefællen sagde derefter til ansøgeren, at de skulle udrejse. Samme aften klokken 19 tog de i en bil til Urmia, hvorfra de udrejste dagen efter. Den kvindelige ansøger har om sin frygt for sin tidligere ægtefælle oplyst, at hendes tidligere ægtefælle flere gange har truet hende med, at han vil smide syre i hovedet på hende, fordi ansøgeren har giftet sig med sin nuværende ægtefælle [A]. Ansøgerens tidligere ægtefælle vil derudover ikke lade ansøgeren se deres fælles datter. Flygtningenævnet finder, at enkelte dele af den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran fremstår noget påfaldende, ligesom der i samtalereferaterne kan påvises uoverensstemmelser i den forklaring, han har givet vedrørende, hvornår han i forhold til udrejsen senest modtog materiale til uddeling, om han uddelte hele dette materiale, og hvor mange gange han talte med broren den aften, hvor ansøgerens bopæl angiveligt skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Nævnet finder imidlertid – efter det indtryk han har efterladt under sin afgivelse af forklaring direkte for nævnet – at i hvert fald en del af disse mulige uoverensstemmelser meget vel kan skyldes sproglige misforståelser mellem ansøgeren, der er analfabet, og intervieweren. Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om nogen del af asylmotiverne og i øvrigt, at den mandlige ansøger i al væsentligt har forklaret troværdigt om begivenhederne uden at have forsøgt på at udbygge eller dramatisere asylmotivet yderligere. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om myndighedernes kendskab hertil. Uanset at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Iran må karakteriseres som begrænsede, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at hun først afslutningsvis under asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at hun ved en tilbagevenden til Iran tillige frygtede sin tidligere ægtefælle, som flere gange angiveligt har truet den kvindelige ansøger med at ville kaste syre i hovedet på hende. Den kvindelige ansøger nævnte intet herom under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, ligesom hun flere gange under asylsamtalen har udtalt, at hun ikke havde nogen personlige problemer eller konflikter i Iran. Henset hertil og i øvrigt til, at den kvindelige ansøger har været fraskilt siden 2012 og levet i Iran frem til [vinteren] 2015 uden at have været udsat for andet end de angivelige verbale trusler, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger er i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin tidligere ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/387/FAM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren er uden tro, men er født ind i en familie, hvor morens familie er shia-muslimer og farens familie tilhører Yarsan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret. Herudover frygter ansøgeren at blive sendt til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet, idet han ikke er troende. Til støtte for sit asylmotiv om desertering og militærtjeneste har ansøgeren oplyst, at han startede som værnepligtig for at få et bedre job og bedre uddannelsesmuligheder. Ansøgeren var værnepligtig i 11 måneder. I de første tre måneder af sin værnepligt deltog ansøgeren i fysisk træning, religionsundervisning samt træning i at bære våben. Ansøgeren lærte dog ikke at skyde eller anvende våbnene. I [efteråret] 2015 var ansøgeren sammen med en gruppe på i alt 20 personer indkaldt til møde hos militærledelsen, som oplyste, at gruppen skulle til Syrien og kæmpe i tre måneder. Efter udsendelsen ville gruppen have udstået deres værnepligt. Ansøgeren blev først glad, da han fik beskeden, idet hans værnepligt da ville blive overstået hurtigere. Gruppen skulle deltage i en uges militærtræning inden udsendelsen. Under træning fik ansøgeren at vide af andre soldater, at de soldater som tog til Syrien, aldrig kom hjem igen. Ansøgeren besluttede sig derfor for at desertere og flygtede om natten. Til støtte for sit asylmotiv om sin manglende tro har ansøgeren oplyst, at han ikke har en religion og frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham for at statuere et eksempel for andre iranere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har anført helt forskellige asylmotiver i henholdsvis asylskemaet og i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således i asylskemaet anført, at han er udrejst af Iran, fordi han er yarsan-troende, og at han af denne grund blev udvist af sit studie, at han har fuld respekt for hans egen religion, samt at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet på en forfærdelig måde eller at blive henrettet, idet hans religion er en overtrædelse af de islamiske regler. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han selv har skrevet asylansøgningsskemaet, men at det ikke passede, at han er yarsan-troende, og at det heller ikke passede, at han blev udvist af sit studie af den grund. Til ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han udrejste af Iran på grund af, at han var deserteret fra hæren efter, at han fik at vide, at han skulle være soldat i Syrien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke var troende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle udsendes til krig i Syrien uden forudgående våbentræning ikke forekommer sandsynlig henset til, at Iran er militært til stede i Syrien med henblik på at beskytte egne interesser. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han forud for den planlagte udsendelse til Syrien havde fået træning i at bære våben, men ikke lært hvordan man skulle bruge dem, og at de ikke havde lært at skyde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at han kun havde prøvet at skyde en gang, hvilken forklaring ansøgeren har gentaget for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra militærbasen ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var vagter tilstede om natten. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der vagter om dagen, der ville opdage, hvis man forlod basen, men at der ikke var vagter om natten. Senere i samme samtale oplyste ansøgeren, at han flygtede basen samme aften, som han stod vagt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring hans flugt. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han i løbet af 15-20 minutter gravede sig under et hegn. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var let at komme under hegnet, der ikke gik helt ned til jorden, og at han bare skulle skubbe noget sand væk. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har udtrykt kritik af Iran på en Instagramprofil i navnet [X], og at han angiveligt har fået kommentarer om, at han er islamfjendtlig, og at han er israeler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran, og at han ikke kan anses for at være profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/386/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke forud for sin indrejse i Danmark været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men oplyser sidenhen at være blevet medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheders overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst illegalt af Iran og udeblevet fra sin militærtjeneste. Ansøgeren meldte sig på militærregistreringskontoret i [by] i [sommeren] 2015 og fik et par dage senere oplyst, at han skulle trænes og udsendes til Syrien. Ansøgeren kontaktede herefter sin far, der på dette tidspunkt opholdt sig i Norge, som opgav sin asylansøgning og vendte tilbage til Iran. Da ansøgerens far efter omkring 12 dage i Iran blev opsøgt af to myndighedspersoner, besluttede familien, herunder ansøgeren, at udrejse af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er blevet medlem og politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har herudover henvist til, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Nogle måneder inden hans lillesøsters fødsel i [slutningen af] 2016 viste en scanning, at det ufødte barn havde en fejl i sin brystkasse. Ansøgeren fattede sammen med sine forældre interesse for kristendommen, opsøgte herefter en præst og begyndte at gå i kirke. Da søsteren blev født sund og rask, besluttede ansøgeren sammen med sine forældre at lade sig døbe, hvilket han og forældrene blev den [i slutningen af] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke er i risiko for at blive udsendt til Syrien. For så vidt angår ansøgerens udeblivelse fra militærtjeneste fremgår det af et høringssvar af [starten af] 2017 fra Udenrigsministeriet blandt andet, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt vil begrænse sig til, at den udeblevne f.eks. ikke uden videre kan tage kørekort, og at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale som sanktion i forhold til personer, der udebliver fra militærtjeneste, derimod gives der i de fleste tilfælde amnesti til udeblevne. For så vidt angår ansøgerens illegale udrejse af Iran fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder et høringssvar af [efteråret] 2011 fra Udenrigsministeriet, at straffen for en iraner, som er udrejst illegalt, er fængsel mellem et og tre år eller betaling af en bøde på mellem 100.000 og 500.000 Rials. Ifølge det iranske parlaments hjemmeside indeholder høringssvaret formentlig en fejl, således at fængselsstraffen rettelig er mellem et og to år. Ansøgeren findes derfor ikke at have sandsynliggjort, at han hverken i anledning af sin udeblivelse fra militærtjeneste eller illegale udrejse er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvorved det bemærkes, at det – bortset fra efter dansk retstradition ganske urimelige sanktioner – falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine borgere og fastsætte sanktioner. Ansøgerens oplysninger om sine politiske aktiviteter for KDPI i Danmark findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab, og at han derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt den [i slutningen af] 2018, kun omkring to måneder efter at hans angivelige interesse for kristendommen opstod, og på et tidspunkt, hvor ansøgeren – der ikke i hjemlandet havde haft interesse for kristendommen – kun havde meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren – i hvert fald i alt væsentligt – om baggrunden for sin konversion alene har kunne forklare, at den skyldtes, at der i forbindelse med hans mors graviditet blev fundet en fejl i det ufødte barns brystkasse, og at ansøgerens lillesøster blev født sund og rask. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil har lagt budskaber, fotos m.v. med kristent indhold findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og at ansøgeren derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/385/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og oprindeligt yarsan af religiøs overbevisning fra henholdsvis [by] og [by], Iran. Den mandlige ansøger har været sympatisør og politisk aktivt medlem af KDPI. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun betragter sig selv som værende sympatisør for KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang udrejste af Iran som følge af et sammenstød med de iranske myndigheder. I 2008 steg benzinpriserne, hvilket ramte ansøgeren, der på dette tidspunkt arbejdede som chauffør. Ansøgeren demonstrerede derfor ved en guvernørbolig sammen med en række andre utilfredse chauffører mod den iranske regerings nye tiltag, hvilket resulterede i slagsmål med en række myndighedspersoner. Kort forinden denne episode havde der været en væbnet konflikt mellem peshmergaer og myndighedspersoner i nærheden af ansøgerens hjemområde, hvilket medførte, at fem myndighedspersoner døde. Ansøgerens familie blev i den forbindelse nægtet adgang til deres landbrugsjord, fordi myndighederne fik kendskab til ansøgerens families hjælp til peshmergaer. Ansøgeren udrejste herefter af Iran og tog ophold i Norge, hvor han indgav ansøgning om asyl. I 2015 blev ansøgerens søn indkaldt til militæret og risikerede at blive sendt i krig i Syrien, hvorfor ansøgeren frivilligt rejste fra Norge tilbage til Iran, hvor han tog ophold hos sin svigerfar i byen Bazgir. Efter 12 dage i Iran blev ansøgeren bekendt med, at hans bopæl var blevet opsøgt af nogle repræsentanter fra efterretningstjenesten, som ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter på ny af Iran med sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er medlem af KDPI, for hvem han har udført forskellige politiske aktiviteter både i og uden for Iran. Ansøgeren blev medlem af partiet i 2011, mens han opholdt sig i Norge. I Iran var ansøgeren sympatisør for partiet og gav som følge heraf blandt andet husly til peshmergere, som rejste igennem landet, ligesom han skrev slogans imod det iranske styre på mure i forbindelse med partiets mærkedage. I Norge har ansøgeren deltaget i diverse particeremonier, møder og konferencer. Ansøgeren har endvidere skrevet en række artikler, som er publiceret med hans navn og billede, hvori han kritiserer det iranske regime som værende diktatorisk. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og derudover til, at hun to gange, mens den mandlige ansøger opholdt sig i udlandet, blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som spurgte efter den mandlige ansøger og rådede ansøgeren til at lade sig skille. Den mandlige og kvindelige ansøger har herudover henvist til, at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Nogle måneder inden deres datters fødsel i [slutningen af] 2016 viste en scanning, at det ufødte barn havde en fejl i sin brystkasse. Ansøgerne fattede interesse for kristendommen, opsøgte herefter en præst og begyndte at gå i kirke. Da datteren blev født sund og rask, besluttede ansøgerne at lade sig døbe, hvilket de blev den [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort asylmotivet vedrørende konflikten med de iranske myndigheder. Nævnet kan således i alt væsentligt ikke lægge ansøgernes forklaringer om dette asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende til de danske henholdsvis norske udlændingemyndigheder om asylmotivet og om omstændighederne i øvrigt i forbindelse med sin udrejse af Iran. Han har således den [slutningen af] 2010 til de norske udlændingemyndigheder oplyst, at han udrejste af Iran som følge af en konflikt mellem peshmergaer og fem myndighedspersoner, der døde. Han oplyste tillige til de norske myndigheder, at der skete en ransagning af hans bopæl i forbindelse med konflikten, og at myndighederne fandt løbesedler, kassettebånd, billeder og en pistol. Den mandlige ansøger har derimod til såvel oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 som NP-samtalen [i foråret] 2016 med Udlændingestyrelsen oplyst, at han udrejste af Iran som følge af en benzinkonflikt og et sammenstød mellem ansøgeren og andre chauffører på den ene side og myndighedspersoner på den anden side. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han fortalte de danske udlændingemyndigheder, at han udrejste som følge af benzinkonflikten, fordi det var hans seneste konflikt inden hans udrejse i 2008, kan ikke føre til, at der kan ses bort fra den anførte divergens. Heller ikke ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han ikke fortalte de norske myndigheder om benzinkonflikten, fordi den forudgående episode med de fem døde myndighedspersoner og ransagningen var den vigtigste årsag til ansøgerens udrejse i 2008, kan føre til en ændret vurdering. Herudover finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at den mandlige ansøger – uanset hans søns situation i hjemlandet – ville risikere at indrejse i Iran, såfremt ansøgeren havde den beskrevne konflikt med myndighederne. Det findes ligeledes usandsynligt, at de iranske myndigheder først 12 dage efter ansøgerens indrejse i Iran i 2015 forsøgte at opsøge den mandlige ansøger, såfremt han var i det angivelige modsætningsforhold til myndighederne. Den mandlige ansøgers oplysninger om sine politiske aktiviteter for KDPI uden for hjemlandet findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab, og at han derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne blev døbt [i slutningen af] 2018, kun omkring to måneder efter at deres angivelige interesse for kristendommen opstod, og på et tidspunkt, hvor ansøgerne – der ikke i hjemlandet havde haft interesse for kristendommen – kun havde meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne – i hvert fald i alt væsentligt – om baggrunden for deres konversion alene har kunne forklare, at den skyldtes, at der i forbindelse med den kvindelige ansøgers graviditet blev fundet en fejl i datterens brystkasse, og at datteren blev født sund og rask. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/384/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren, Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af hendes fars politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far og bror, da de har udsat hende for voldelige overfald for at tvinge hende til at gifte sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende farens politiske aktiviteter henvist til, at hendes far var aktiv for KDP i Iran og kæmpede som peshmerga. Det iranske styre dømte ansøgerens far til døden, og han flygtede forud for ansøgerens fødsel til Irak, hvor ansøgeren er født og opvokset. Ansøgerens far fortsatte ikke sine aktiviteter for partiet, efter at han kom til Irak, fordi han var blevet for gammel. Ansøgerens søster har også været aktiv for KDP i Irak. Ansøgeren og hendes familie har ikke oplevet konflikter som følge af ansøgerens fars politiske aktiviteter, mens de har opholdt sig i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for sin far og bror henvist til, at hun forlod Irak, fordi hendes far forsøgte at gifte hende bort adskillige gange. Da ansøgeren nægtede at indgå i ægteskab, udsatte hendes far og bror hende for en række alvorlige voldsforhold, hvorfor hun til sidst flygtede ud af landet med hjælp fra en ven. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende, herunder divergerende i forhold til de forklaringer, der er afgivet af ansøgerens søster og svoger, som hun er indrejst sammen med, ligesom forklaringen har været udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har med hensyn til omstændighederne omkring udrejsen forklaret, at hun udrejste alene, hvorimod hendes svoger og søster i hvert fald ifølge deres oprindelige forklaringer har angivet, at de alle tre udrejste sammen, hvilket også er mere sandsynlig, end at ansøgeren er udrejst fra Irak alene med hjælp fra en ven, og at hun og søsteren og svogeren ved et tilfælde mødtes på et hotel i Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at hendes far kæmpede som peshmerga, mens han opholdt sig Iran, hvilket hendes søster ikke forklarede noget om i forbindelse med de første samtaler i hendes asylsag. Først i forbindelse med behandlingen af søsterens sag i Flygtningenævnet ændrede søsteren sin forklaring til, at faren havde været peshmerga. Ansøgeren har gentagne gange i asylsamtalen forklaret, at hendes far ikke har udført politiske aktiviteter, efter at han kom til Irak og begrundet dette med, at han var gammel. Hun har videre forklaret, at hverken hun eller hendes familie har oplevet problemer i Irak som følge af farens flugt fra Iran, og at ingen personer eller grupper med tilknytning til det iranske styre har opsøgt dem i Irak. Denne forklaring er divergerende i forhold til den forklaring, der er afgivet af ansøgerens søster, [A], under hendes asylsag, idet [A] har forklaret, at faren fortsatte sine politiske aktiviteter i Irak, ligesom han i 2009 blev forsøgt bortført to gange af personer med tilknytning til det iranske styre. Ansøgeren har herefter i samtalen med advokaten og under mødet i nævnet væsentligt ændret og udbygget sin tidligere forklaring, idet hun har forklaret, at hendes far til stadighed var politisk aktiv under opholdet i Irak, og at han deltog i politiske møder, der blev afholdt blandt andet i familiens hjem og på KDPI´s hovedkvarter i Koya. Ansøgeren har endvidere forklaret, at faren to gange blev forsøgt bortført i 2009, og at hun var vidne til den ene af disse hændelser. Også omkring spørgsmålet om farens død har ansøgerens forklaring været divergerende, idet hun i asylsamtalen forklarede, at faren fortsat opholdt sig i hjemmet i lejren i Irak, og først efter at hun var blevet foreholdt sin søsters forklaring om, at faren var død to måneder forinden, bekræftede, at faren ikke længere var i live. Henset til karakteren af og antallet af divergenser er det ikke sandsynligt, at disse kan henføres til tolkevanskeligheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren skulle have oplyst, at hun ikke var i stand til at forstå tolkene. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun kommer fra en politisk profileret familie, og dermed en familie, der er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke selv har udført politiske aktiviteter, og at Flygtningenævnet i søsterens sag har lagt til grund, at søsteren ikke ved sine begrænsede aktiviteter i Irak og Danmark er blevet eksponeret. Det bemærkes endeligt, at den omstændighed, at ansøgerens fars død er omtalt i Tishk TV ikke kan føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren er ikke i sig selv nok til, at hun kan opnå asyl, og den omstændighed, at hun ikke tidligere har været i Iran og ikke har iranske dokumenter kan – henset til det ovenfor anførte om, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren kommer fra en politisk profileret familie, ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/383/HHU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet han blev gift uden ægtefællens families samtykke. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i brandstiftelse i Hotel Tara i Mahabad. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han mødte sin ægtefælle i [vinteren 2004/2005]. Han fandt hende interessant og besluttede sig derfor for at spørge hendes naboer om hende. Ægtefællens naboer fortalte ham, at hun var en sød pige. To til tre dage derefter friede ansøgeren til ægtefællen, i hvilken forbindelse ansøgeren og hans far opsøgte hendes bopæl. Ægtefællens far afviste dog ansøgerens frieri og henviste til, at ansøgeren og hans familie ikke var rigtige indbyggere i [landsbyen]. Én dag senere kom ægtefællen forbi ansøgerens arbejdsplads og gav ham sit mobilnummer. Ansøgeren tog straks telefonisk kontakt til hende. De ville gerne være sammen og aftalte derfor at flygte ud af byen sammen. Samme dag flygtede ansøgeren og ægtefællen til Teheran. Efter flugten truede ægtefællens familie ansøgerens far på hans bopæl og arbejdsplads. De fortalte faren, at de havde slået hånden af ægtefællen, og at de ville dræbe både ansøgeren og ægtefællen. Truslerne mod faren stoppede fire til fem måneder efter deres flugt, fordi faren overfor ægtefællens familie gav udtryk for, at han også ville slå ansøgeren og ægtefællen ihjel. I foråret 2005 rejste ansøgeren og ægtefællen tilbage til [landsbyen] for at blive viet. De var kun i byen i én dag, hvorefter de tog tilbage til Teheran. Ægtefællen og deres fælles datter, der blev født i 2006, rejste til Sverige i 2010 på visum, hvor de efterfølgende søgte asyl. Ansøgeren gik den [i foråret] 2015 tilfældigt forbi Hotel Tara i Mahabad, hvor en kvinde kort forinden havde kastet sig ud fra et vindue på fjerde sal som følge af, at personer fra Sepideh havde forsøgt at voldtage hende. Han kom i den forbindelse i kontakt med to kurdere, der fortalte ham, at han ikke kunne tage af sted, fordi han var kurder og derfor skulle kæmpe for kvindens rettigheder, hvorfor ansøgeren valgte at blive i Mahabad. I den forbindelse deltog ansøgeren [i foråret] 2015 i en demonstration uden for hotellet. Nogle af de andre demonstranter bar fakler. Ansøgeren gik sammen med de andre ind i hotellet, og de begyndte at sætte ild til hotellets inventar. Ansøgeren fandt et stykke pap, hvilket han antændte og således også satte ild til hotellets inventar. Da ansøgeren ville forlade hotellet, blev han stoppet af myndighedspersoner, der udøvede fysisk vold mod ham. Det næste ansøgeren kan huske er, at han vågnede op på hospitalet i Ourmiyeh, hvor han opholdt sig i tre måneder, hvorefter han flygtede fra Iran til Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i Irak i 14 dage, hvorefter han indrejste i Iran igen. [Vinteren 2015/2016] flygtede han endeligt fra Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han har deltaget i gudtjenester samt bibel undervisning i Danmark, og at han skal døbes [i vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved sin indrejse i Makedonien og Serbien oplyst sin identitet som Abdalla Hosro, født 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Grækenland har ansøgeren oplyst sin identitet som Abdalla Hosro Mohamad, født den 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Tyskland har ansøgeren oplyst sin identitet som Khosraw Mohammad Abdallah, født den 9. juni 1980 og irakisk statsborger, mens han ved indrejsen i Danmark oplyste sin identitet som [K], født [i] 1979 og iransk statsborger. Ansøgeren har ikke kunnet give en fyldestgørende forklaring på, at han har opgivet flere falske identiteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med svigerfamilien til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle efter ansøgerens forklaring aldrig er blevet direkte truet af svigerfamilien, at ansøgeren og hans ægtefælle efter flugten fra svigerfamilien vendte tilbage til [landsbyen] for at blive gift og overnattede der, at ansøgerens ægtefælle boede i Teheran i ca. 6 år og ansøgeren i ca. 10 år, før de udrejste, og uden at blive truet eller opsøgt af svigerfamilien. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsmødet forklaret, at hustruen udrejste af Iran i 2010, da han og hustruen i Teheran havde set et af hustruens familiemedlemmer. Ansøgeren har om ildspåsættelsen på Hotel Tara forklaret både divergerende og udbyggende. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at pigen, der sprang ud fra hotellet, lå på gaden, og inden hun døde, nåede hun at fortælle de omkringstående, at hun var blevet voldtaget og låst inde. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at der, på tidspunktet hvor pigen døde, ikke var nogen, der vidste, hvorfor hun havde kastet sig ud fra hotellet. Ansøgeren blev ikke anholdt i forbindelse med ildspåsættelsen, og han opholdt sig 3 måneder i Ourmiyeh, uden at blive opsøgt af myndighederne. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være eftersøgt som følge af, at en myndighedsperson i Mahabad har set hans ansigt på hotellet. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at da han blev udskrevet fra hospitalet i Ourmiyeh, så han en efterlysning med et billede af ham selv, og at han derfor ændrede udseende ved at bruge paryk og makeup, hvilken oplysning ansøgeren ikke tidligere er fremkommet med. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren fik afslag på opholdstilladelse [i sommeren] 2017. Til asylsamtalen, dateret [en dato i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han tror stærkt på kristendommen, at han på det tidspunkt havde været i en kirke 6 gange á 5-10 minutters varighed, mest om mandagen, at han aldrig havde mødt præsten og aldrig læst biblen, at han ikke vidste, hvad kristne tror på, ikke er bekendt med, hvem Jesus er, og ikke kender nogen kristne højtider. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et vist kendskab til biblen og til de kristne højtider. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine overvejelser omkring konverteringen. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er reel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/381/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [S]s familie, idet han har taget deres datter med til Danmark, og idet han er af en anden religiøs overbevisning end [S]s familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [S]s bror, idet han har truet ansøgeren som følge af, at ansøgeren og [S] er blevet separeret. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han er blevet dømt til at betale 120 millioner toman til [S] i medgift, idet hun ville skilles fra ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør, da han mødte [S]. Ansøgeren gav hende sit visitkort, og hun ringede til ham næste dag. I løbet af den næste måned talte de jævnligt sammen over telefonen, hvorefter de mødtes omkring [efteråret] 2013. Omkring en måned senere friede ansøgeren til [S]. Han friede i alt tre gange, men [S]s far ville ikke acceptere giftemålet, idet ansøgeren er yaresan, og [S] er shia muslim. Da ansøgeren efterfølgende mødtes med [S]s bror, truede broren ansøgeren med, at han ville havne i fængsel. [Omkring en måned efter deres første møde] mødtes ansøgeren igen med [S]. Hun foreslog, at de skulle udrejse sammen, idet hendes forældre planlagde at tvangsgifte hende til en anden. De udrejste sammen [senere samme år] til Tyrkiet. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren endvidere blevet truet af [S]s familie over telefonen, idet familien ikke mener, at ansøgeren har passet godt på hende. Efter ansøgeren og [S]s separation i Danmark kontaktede ansøgeren [S]s mor, men de blev afbrudt af [S]s bror, [B]. [B] oplyste, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage til Iran uden [S], idet [B] ikke ville kunne stå inde for, hvad der så ville ske med ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere svækket sin generelle troværdighed, idet han [i sommeren] 2016 over for Udlændingestyrelsen erkendte, at alt, hvad han tidligere havde fortalt, var en opdigtet historie. Ansøgeren har således først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han i Iran blev forsøgt arresteret tre gange på grund af manglende betaling af den medgiftsgæld, som han oplyser, at han er dømt til at betale til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren oplyste heller ikke til Udlændingestyrelsen, at han i Iran var gået under jorden i anledning af truslen om gældsfængsel. Dette selv om han over for Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklarede om, at han havde været i retten, fordi hans tidligere ægtefælle ville separeres. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt to dokumenter, der angiver at være domme fra de iranske domstole, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren og hans tidligere ægtefælle også har forklaret divergerende om, hvem der deltog i retsmøderne, ligesom ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen må forstås således, at dommene er afsagt 2 år efter separationen, hvilket vil sige i 2011, mens dommene angiver at være afsagt i 2010. Det bemærkes, at ansøgeren trods opfordret hertil af Udlændingestyrelsen ikke fremsendte retsdokumenterne til Udlændingestyrelsen, men at dokumenterne først er fremkommet under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå regelmæssigt i kirke, da han havde fået afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren allerede før Udlændingestyrelsens afgørelse havde deltaget i kirkelige aktiviteter, og ansøgeren har da heller ikke fortalt herom til Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han allerede begyndte at interessere sig for kristendommen, mens han var i Tyrkiet, er derfor heller ikke troværdig. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hans konvertering er reel. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/380/MME
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælles familie vil slå hende ihjel, idet hun flygtede fra deres hjem og dermed har bragt skam over familien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hun er flygtet ud af sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor op-lyst, at hendes bror i 2004 forårsagede en motorcykelulykke, i hvilken forbindelse en mand døde. Broren gik efter ulykken under jorden, dels fordi der blev skudt efter ham, og dels fordi familien til den afdøde ville have ham udleveret, i hvilken forbindelse de chikanerede ansøgerens familie. Ældrerådet i landsbyen samledes efter ulykken og besluttede, at ansøgerens familie skulle give en datter til den afdødes familie som kompensation for tabet. Ansøgeren blev derfor som 15-årig mod sin vilje gift med sin ægtefælle. Ansøgeren blev regelmæssigt udsat for vold af ægtefællen og hans familie. Endvidere udsatte ægtefællen ansøgeren for seksuelle overgreb. Ansøgeren blev venner med deres nabos datter, og hun fortalte hende, hvad hun blev udsat for. I 2013 mødte ansøgeren naboens datters storebror, [M]. Ansøgeren kom til at holde af ham, og hun ringede til ham, når hun havde mulighed for det. De talte om, at de gerne ville giftes. I forlængelse deraf aftalte ansøgeren og [M], at de ville flygte sammen. Den 16. juni 2014 ville de udrejse sammen, men [M] fortrød flugten ved den tyrkiske grænse, idet han ikke ønskede at forlade sine studier og sin familie i Iran. Ansøgeren rejste derefter videre alene. I Tyrkiet mødte ansøgeren tilfældigvis sin fætter, som hun boede med i syv til otte måneder, hvorefter hun også mødte sin ægtefælles nevø, [S], som derefter begyndte at skygge ansøgeren og genere hende i to måneder. [S] fortalte ansøgeren, at hun havde bragt skam over familien, og at hun skulle vende tilbage til sin ægtefælle i Iran. Ansøgeren udrejste af Tyrkiet [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun som led i en æresrelateret konflikt blev tvangsgift med en ca. 6 år ældre mand, og at hun i ægteskabet blev udsat for vold og voldtægt, og at ægtefællens familie i øvrigt behandlede hende nedværdigende på grund af den æresrelaterede konflikt, til grund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at det var hovedårsa-gen til, at hun flygtede fra Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret deltaljeret, overbevisende og selvoplevet herom, ligesom forklaringen om ægtefællens voldsudøvelse støttes af fremlagte fotos. Det forhold, at ansøgeren har erkendt, at der er andre dele af hendes forklaring til Udlændingestyrelsen, der ikke er sandt, kan ikke føre til en anden vurdering, idet både ansøgeren og hendes familiemedlem [K] hele tiden har fastholdt, at ansøgerens forklaring om hendes oprindelige problemer i Iran var sandt, og at hun kun forklarede usandt om andre forhold for at hjælpe [K]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for voldelig og anden nedværdigende behandling af sin ægtefælle og svigerfamilie, og at hendes familie på grund af æreskonfliktens karakter ikke er i stand til at beskytte hende, og at myndighederne heller ikke har vilje til at beskytte hende. Efter konfliktens karakter, og da ansø-geren er en ung enlig kvinde, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren herefter har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konvertering til kristendommen er reel. Ansøgerens forklaring om, at hun allerede i Tyrkiet stiftede bekendtskab med kristendommen, og at hun også inden, at hun begyndte at gå i kirke i [en by i Danmark], havde stiftet bekendtskab med kristendommen, fremstår ikke troværdig. Dette støttes også af, at Luthersk Mission, [i en udtalelse af efteråret] 2018 har anført, at ansøgeren ikke før sin kontakt til Luthersk Mission havde beskæftiget sig med kristendommen, og at hun i begyndelsen var lidt skeptisk over for det kristne budskab. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner og overvejelser i forbindelse med konverteringen. Ansøgerens forklaring bærer generelt præg af, at hun har været tiltrukket af det sociale fællesskab ved de kirkelige aktiviteter og den støtte, som menigheden har ydet hende i en svær tid, herunder under en længerevarende varetægtsfængsling. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter, og da den dom på 20 dages fængsel, som ansøgeren er idømt ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018, efter en proportionalitetsafvejning ikke udelukker ansøgeren fra at opnå asyl, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2018/379/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter ligeledes myndighederne, fordi han tidligere har været fængslet for at have deltaget i demonstrationer. Endvidere frygter ansøgeren at blive chikaneret af lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij, fordi hans fars farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konvertering oplyst, at han hele sit liv har haft kendskab til kristendommens eksistens, og at han cirka seks måneder før sin udrejse af Iran blev inviteret hjem til middag hos sin kollega [B]. [B] bad bordbøn, inden de spiste, og det gik op for ansøgeren, at [B] var kristen. [B] lånte ansøgeren en bibel, og ansøgeren spurgte, om han måtte komme med [B] i huskirke, hvilket han fik lov til. Ansøgeren kom i huskirken seks-syv gange, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi myndighederne opsøgte hans arbejdsplads og bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. De beslaglagde endvidere flere af hans personlige dokumenter. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet døbt. Til støtte for sin frygt for myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer, og at han i 2009 blev fængslet af myndighederne to gange som følge deraf. Den første gang var han fængslet i ti dage, og den anden gang var han tilbageholdt et døgn. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij oplyst, at hans fars farbror, [A], var medlem af regeringen frem til 1999, og at ansøgerens familie som følge deraf er blevet chikaneret, da ansøgeren var barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret divergerende og udbyggende om myndighedernes henvendelser som følge af hans angivelige konvertering til kristendommen, hvilket er en central del af asylmotivet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to gange, inden han udrejste, ni til ti måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen (svarende til [efteråret] 2015), men ikke efter at han udrejste. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at myndighederne første gang opsøgte hans arbejdsplads og spurgte efter ham. Det var omkring [en dato i sommeren] 2015, hvor ansøgeren var i Isfahan. Omkring fire til seks dage senere fik ansøgeren at vide, at myndighederne havde været på hans bopæl og konfiskeret ting. Anden gang bopælen blev opsøgt, var ansøgeren udrejst og opholdt sig i Tyrkiet. Foreholdt at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at opsøgningerne fandt sted nærmere hans udrejse, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at arbejdspladsen blev opsøgt [en dag i efteråret] 2015, og at bopælen blev opsøgt fire til seks dage derefter. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke kunne huske, hvornår hans arbejdsplads blev opsøgt, men at det var i 2015, og at han mente, at det var i [i efteråret] 2015. Foreholdt at han til asylsamtalen havde forklaret, at det var [en dato i sommeren] 2015, forklarede ansøgeren, at det var meget svært at huske datoer, at han var i Iran i 20 til 25 dage efter, at hans arbejdsplads blev opsøgt, og at han bliver forvirret over datoer og er meget glemsom. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at det var sekretæren, der sendte ham en sms om, at myndighederne havde været på arbejdspladsen, og at hun i sms’en havde skrevet, hvor han skulle henvende sig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne beslaglagde en bibel hos ham. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at myndighederne ved første opsøgning af hans bopæl havde en ransagningskendelse med, og at han ikke vidste, om de fandt en bibel eller ej, men at han havde en formodning om det. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at biblen blev konfiskeret af myndighederne. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at myndighederne ransagede hans bopæl ved den anden opsøgning, hvorimod de ikke var inde i bopælen ved den første opsøgning. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han begyndte at komme i [B]s hjem i [foråret] 2016. Foreholdt, at han indrejste i Danmark [i starten af] 2016, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at han ikke kunne huske, hvornår det var, og at han havde kendt [B] i fem til seks måneder, inden han udrejste. På spørgsmål i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ikke kan huske det, men at han mener, at han begyndte at komme hos [B] i 2014. Ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer ved oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren har underskrevet referatet af samtalen uden at nævne, at der skulle have været problemer med tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces, og at han fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen og den betydning, den har haft for ham. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt i Danmark og har fremlagt en erklæring fra sognepræst […] om undervisningsforløbet kan heroverfor ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker endvidere, at det fremgår af sognepræstens erklæring, at han ikke har noget personligt indtryk af ansøgerens liv, historie og ”trosrejse”, og at ansøgeren er en stille person, der ikke siger så meget. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han og hans familie er blevet udsat for chikane som følge af, at hans farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem i Iran. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i forhold til, at det ikke har været muligt at verificere, at [A] skulle have en bror ved navn [D], som skulle være ansøgerens farfars navn. Nævnet bemærker i øvrigt, at uanset om nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om chikanen til grund, kan dette asylmotiv ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da chikanen efter ansøgerens forklaring fandt sted frem til 2009 og var begrænset til tilråb mod familien, ligesom ansøgeren ikke er blevet udsat for fysiske overgreb siden 2009. Forholdet må således anses for at være afsluttet. For så vidt angår asylmotivet i relation til ansøgerens politiske aktiviteter kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgeren som forklaret deltog i nogle demonstrationer i og omkring 2009, og at han blev anholdt og kortvarigt fængslet. Henset til den tid, der er gået, finder nævnet ikke, at dette forhold har den fornødne intensitet til, at dette kan begrunde opholdstilladelse. For så vidt angår bemærkningerne i advokatens indlæg in fine vedrørende ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Iran at blive straffet for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at selve spørgsmålet om risiko for dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/378/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Mahabad, Øst-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og udført politiske aktiviteter for KDPI i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere svigerfar, som arbejder for den iranske revolutionsgarde, Sepah, idet ansøgerens tidligere ægtefælle har fortalt sin far om ansøgerens politiske materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har sympatiseret med det kurdiske parti, KDPI, siden han var ni år, og at han gennem en årrække har udført politiske aktiviteter i Iran for KDPI. Aktiviteterne bestod i at skrive slagord på murerne i ansøgerens landsby i forbindelse med KDPIs mærkedage og uddele politiske billeder med slagord, som ansøgeren havde fundet på internettet og udskrevet. [I efteråret] 2014 indgik ansøgeren ægteskab med en kvinde ved navn [A], som flyttede ind hos ansøgeren og kort efter opdagede, at ansøgeren havde politisk materiale på sin computer og i sin dagbog. To måneder efter ægteskabets indgåelse flyttede [A] hjem til sine forældre, fordi hun ikke kunne enes med ansøgerens søster. De blev herefter skilt. Ansøgeren kontaktede herefter [A] tre gange via sms for at fortælle, at han ønskede, at de skulle finde sammen igen. Efter den anden sms skrev [A] til ansøgeren, at hendes far og bror, som begge arbejdede for Sepah, ville efterstræbe ansøgeren. Ansøgeren skrev herefter til hende en tredje gang. To-tre dage senere opsøgte personer fra den iranske efterretningstjeneste ansøgerens bopæl med en arrestordre på ansøgeren. De ransagede bopælen og konfiskerede ansøgerens computer, dagbog og private fotos. Ansøgeren var på daværende tidspunkt på arbejde i en plantage. Han overnattede i plantagen og udrejste illegalt af Iran den efterfølgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået ni år i skole, i sit asylskema som asylmotiv alene har henvist til, at det iranske regime er undertrykkende, og at der ikke er frihed og ytringsfrihed i Iran, men ikke har nævnt de konflikter, som han efterfølgende har forklaret om til samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har et påfaldende mangelfuldt kendskab til KDPI, uanset han efter sin forklaring har sympatiseret med partiet, siden han var ni år gammel. Ansøgeren har således til asylsamtalen ikke kunnet svare på spørgsmål om partiets opbygning og struktur, om hvor mange medlemmer partiet har, og han har kun kunnet nævne to profilerede partimedlemmer. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under denne samtale har svaret afglidende på spørgsmål om, hvornår han begyndte sine politiske aktiviteter og om antallet af gange, hvor han uddelte politisk materiale. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt turde uddele billeder og tekster i lokalsamfundet og skrive slagord mod regimet og for KDPI henset til, at hans nabo arbejdede for Basij, og at hans bror, [B], efter ansøgerens forklaring blev henrettet af efterretningstjenesten, fordi han havde deltaget i en demonstration mod regeringen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ægteskabet med [A] og hendes afsløring af hans aktiviteter til grund. Nævnet finder således, at det forekommer usandsynligt, at [A]s far, der angiveligt arbejdede for Sepah, skulle have givet tilladelse til ægteskabet ved en telefonsamtale med ansøgeren, uden at have mødt ham og uden at have foretaget nogen undersøgelser af ansøgerens baggrund. Nævnet bemærker hertil, at [A]s far i kraft af sit arbejde måtte have haft adgang til oplysninger om ansøgerens brors regimekritiske aktiviteter. Nævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse efter sin forklaring ikke vidste, at [A]s far og bror arbejdede for Sepah. Nævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren – efter at have stoppet sine politiske aktiviteter og efter, at [A] i en sms angiveligt havde skrevet til ham, at hendes far og bror ville komme efter ham – fortsat skulle have opbevaret politisk materiale på sin computer og have haft andet politisk materiale liggende på bopælen. Ansøgerens forklaring om, at han ikke troede, at [A] ville gøre alvor af truslerne, og at han havde travlt, forekommer ikke overbevisende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/377/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Flygtningenævnet stadfæstede [sommeren] 2014 og [sommeren] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er etnisk perser, asyl. Ansøgeren, der er iransk statsborger, har oplyst at være konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af Basij fra 2006 til han udrejste af Iran i 2013. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter konflikter med Basij, dels som følge af, at han har forladt Basij og er udrejst af Iran og dels som følge af, at det er blevet opdaget, at han har fremstillet og solgt alkohol. Herudover frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at skyde folk for Basij. Flygtningenævnets tilsidesatte [sommeren] 2014 ansøgerens forklaring om hans aktiviteter for Basij. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet [i sommeren] 2015 henviste ansøgeren navnlig til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konversion kunne anses for at være reel. Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på det samlede indtryk, der fremstod, når ansøgeren fortalte om sin konversion til kristendommen, samt at ansøgeren som svar på flere spørgsmål svarede usikkert og til dels afglidende. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens dåb først blev foretaget på et meget sent tidspunkt i asylforløbet, og efter at ansøgeren havde fået afslag på asyl og afslag på at få genoptaget sin sag i Flygtningenævnet, samt efter at han energisk havde forsøgt at modsætte sig udsendelse af Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at angående ansøgerens frygt for, at han vil komme i myndighedernes søgelys, at der ikke var oplysninger om, at andre i Iran end ansøgerens mor og søster og eventuelt nogle iranske Facebook-venner var blevet bekendt med dåben. Hertil kom, at ansøgerens tatoveringer, som han havde fået i Iran, og som ikke er umiddelbart synlige, ikke hidtil havde givet ham problemer i Iran, samt at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, hvorfor dette skulle ændre sig, hvis han vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit sur place-motiv nu forklaret, at han har fået flere tatoveringer, at han med navn og billede er blevet eksponeret som konvertit i en række avisartikler, at han også har medvirket i en radioudsendelse, og at de iranske myndigheder i hvert fald nu er bekendt med hans konvertering, idet han har oplyst repræsentanterne på den iranske ambassade herom. Ansøgeren har videre forklaret, at han siden i 2015 har deltaget i en lang række kristne aktiviteter, herunder bibelcafeer, fredagsmiddage og gudstjenester. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet nu har forklaret, at hvis han i 2015 var 40-50 % kristen, så er han nu 99 % kristen, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved har svækket sin troværdighed, idet han allerede i 2015 for Flygtningenævnet forklarede, at hans konversion var reel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvorfor han har valgt den protestantiske gren af kristendommen, idet ansøgeren har forklaret, at han fulgte med nogle venner til en apostolsk kirke, og at det derfor var den gren, han valgte. Dette selv om han ifølge sin forklaring allerede i hjemlandet var bekendt med de forskellige grene af kristendommen og derfor burde have reflekteret over sit valg. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens viden om kristendommen fremtræder som udenadslære, ligesom ansøgeren virkede usikker på en række punkter, når han skulle redegøre for kristendommen. Dette støttes også af, at ansøgeren for Flygtningenævnet har oplyst, at der på Kærshovedgård ”var folk, som skulle oplæres i, hvad, der blev spurgt om i nævnet, når man oplyste, man var konverteret”. Det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han vil være præst, hvorfor det må kunne forventes, at ansøgeren kan redegøre for sine refleksioner og overbevisning. Det, der er oplyst om ansøgerens kristne aktiviteter, kan ikke føre til en anden vurdering, da Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren alene har deltaget i disse kristne aktiviteter af sociale grunde og for at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [aommeren] 2014 ikke kunnet lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran til grund, og Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, at ansøgeren ikke var i de iranske myndigheders søgelys inden sin udrejse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af sine kristne aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport fra februar 2018: House Churches and Converts blandt andet, at: “Several sources addressed the issue regarding Iranian converts returning from Europe. According to two sources, converted returnees who do not carry out activities related to Christianity upon return will not be of interest to the authorities. Middle East Concern made the distinction whether the converted person was known before leaving Iran or not; returning will cause problems if the convert has been known by the authorities before leaving. If the opposite is the case, going back to Iran would not be problematic. Converts who announce their conversion in public may face serious problems.If the returned convert has been very outspoken about his/her conversion on social media, including Facebook, the authorities might become aware of it and arrest and interrogate the convert upon return. A Western embassy (3) said that the subsequent process would depend on what the returnees inform the authorities about. The embassy did not consider that the converts would receive harsh punishment if they are not high-profiled and are not involved in propagating Christianity or activities perceived as a threat to national security. Declaring conversion on Facebook in itself does not lead to persecution but likely to monitoring. One source explained that a photo indicating a conversion posted on the internet would be evaluated by the authorities along with the profile and activities of the converted person. If the person did not have any previous affiliation with Christianity before leaving the country, he/she will not be persecuted. If a converted person uses the religion politically to for instance compare disadvantages of Islam with advantages of Christianity or another religion on social media, it could be a problem for him, a source mentioned. Most Iranians are not very religious, but they might see conversion as a way to come closer to Western values, and as a protest against the system, another source mentioned. However, it was underlined that it would apply to a person who has made his/her own analysis of the two religions and not someone who has used “copy paste” phrases.” Det fremgår yderligere af British Home Offices rapport af 27. februar 2017: Country Policy and Information Note - Iran: Christians and Christian converts blandt andet, at: “Those who have converted from Islam and whose conversion is likely to come to the attention of the authorties in Iran (including through evangelical or proselytising activities or the person having previously come to the adverse attention of the authorities for other reasons) are at real risk of persecution on return. “ 2.2.9 Some sources suggest that a person who has converted to Christianity abroad and returned to Iran would only be at risk if the authorities previously had an interest in their activities in Iran or if the convert would engage in evangelical or proselytising activities (see Treatment of those returning to Iran who have converted abroad).” Det fremgår ligeledes af Landinfo’s rapport af 29. november 2017: Temanotat Iran. Kristne konvertitter og hjemmekirker (2) - arrestasjoner og straffeforfølgelse blandt andet, at: ”Iranske myndigheter har det siste tiåret trappet opp overvåkningen og undertrykkelsen av aktiviteter blant protestantiske kristne som har konvertert fra islam. Mens de tradisjonelle, etnisk baserte kirkene som finnes blant armenere og assyrere, får drive sin trosutøvelse innenfor rammen av Den islamske republikken Iran, har misjonering blant muslimer og organisert virksomhet blant konvertitter blitt slått ned på med stengning av kirker, arrestasjoner og straffeforfølgelse. Sommeren 2017 ble det utstedt en rekke uvanlig lange fengselsstraffer for misjonering og annen aktivitet knyttet til hjemmekirker. Tilgjengelig informasjon tyder på at straffedømte konvertitter i stor grad dømmes for en aktivitet, og ikke for konverteringen i seg selv. Informasjonen synes videre å indikere at det som oftest er ledere og personer med en fremtredende rolle, eller som anklages av myndighetene for å ha en slik rolle, som idømmes de strengeste straffene. Andre faktorer som synes å virke skjerpende på domstolenes reaksjoner er ulike former for utadrettet virksomhet, som kontakt med menigheter i utlandet, internettaktivitet, pengeoverføringer, å opptre som husvert for en hjemmekirke, eller gjentatt aktivitet etter å ha vært arrestert én gang.” [Sommeren] 2015 fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren trods sine kristne aktiviteter i Danmark, herunder også på en ikke-offentlig Facebook-profil og hans tatoveringer med kristne motiver, ikke havde sandsynliggjort, at han var kommet i de iranske myndigheders søgelys. Siden har ansøgeren været omtalt med navn og billede i flere avisartikler og har efter det oplyste også deltaget i en radioudsendelse. Artiklerne og radioudsendelsens fokus har ikke været ansøgerens angivelige konvertering, men har handlet om blandt andet de generelle forhold for afviste asylansøgere, hans indsats som boksetræner og regelsættet omkring afviste asylansøgeres ret til at have en mobiltelefon, hvorfor ansøgeren heller ikke af denne grund kan anses for at have påkaldt sig de iranske myndigheders interesse. Ansøgeren har endvidere [i foråret] 2018 til repræsentanterne på den iranske ambassade i Danmark uopfordret oplyst, at han er konverteret og ønsker at blive præst i Danmark. De iranske myndigheder er hermed blevet bekendt med, at ansøgeren har anvendt konvertering som asylmotiv i Danmark, men de iranske myndigheder er således også samtidig blevet bekendt med, at Danmark ikke anser konverteringen som reel. Flygtningenævnet finder derfor og efter baggrundsoplysningerne ikke, at ansøgeren ved at afgive denne oplysning til de iranske myndigheder har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt og har fået flere tatoveringer, kan heller ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster på ny derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/376/jov
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da de har anklaget ham for at have uddelt løbesedler for peshmergaer og PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far døde i […]-fængslet, hvor han sad fængslet for at have udtalt sig kritisk mod det iranske regime. Ansøgeren klagede til de iranske myndigheder over manglende lægebehandling til hans far i fængslet. Et til halvandet år efter ansøgerens fars død havde ansøgeren samlet materiale sammen, som beskrev, hvorfor hans far døde. Ansøgerens advokat opfordrede ham til at tage sagen op ved en domstol. Efterfølgende modtog ansøgeren en indkaldelse til retten i Sarpol-e Zahab, fordi han var anklaget for at have uddelt løbesedler for peshmergaer og PJAK. Samme dag, som ansøgeren modtog indkaldelsen, flygtede han ud af Iran. Ansøgerens mor er efter hans udrejse blevet opsøgt tre gange på sin bopæl, i forbindelse med at myndighederne ville indkalde ansøgeren til at møde i retten. Ansøgeren har desuden modtaget to yderligere indkaldelser til retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om de indkaldelsesbreve, som han angiveligt skulle have modtaget og om tidsforløbet i forbindelse med klagen over faderens død, herunder om han klagede en eller to gange. Han har tillige forklaret divergerende om, hvem han hentede sin afdøde far sammen med og om, hvorvidt det var faderen eller dødsattesten, der blev hentet, og om hvorvidt han forinden afhentningen havde fået at vide, at faderen var død. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor det skulle være hans kaldenavn, […], der fremgår af faderens dødsattest, mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at navnet fremgår af attesten, fordi det er hans kaldenavn, men samtidig at myndighederne ikke accepterede dette kaldenavn, ligesom hans forklaring om, at han efter at have vist sit rigtige ID til en vagt oplyste et forkert navn til en anden vagt, fordi han var bange, forekommer mindre sandsynlig og uden logisk sammenhæng. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sit asylmotiv nærmere. Han har herunder ikke kunne redegøre nærmere for baggrunden eller motivet for sin klage eller for, hvilken dokumentation han manglede, før han kunne indgive den sidste klage. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt sin fars dødsattest, en dom og tre indkaldelser til retten. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af […], at der er tale om forfalskninger. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet UM-notat af 2. september 2013, at der i Iran er en relativ høj forekomst af dokumentforfalskninger, herunder både vellignende falske dokumenter og ægte dokumenter med falsk indhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/375/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren og ansøgerens bror har været henholdsvis sympatisør med og medlem af Komola og har uddelt løbesedler og propaganda for Komola. Ansøgeren har stil støtte herfor oplyst, at han [i slutningen af] 2005 fik opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 1, men at han i 2011 besluttede at rejse tilbage til Iran. Inden ansøgerens første gang udrejste af Iran, havde ansøgeren uddelt løbesedler for Komola. Dette gjorde ansøgeren tre til fire gange. Da ansøgeren ankom til lufthavnen i Iran i sommeren 2011, blev han tilbageholdt og afhørt af de iranske myndigheder. Dagen efter blev ansøgeren stillet for en dommer, hvor han blev idømt fem års fængsel, hvorefter han blev løsladt. Kort tid efter ansøgerens løsladelse blev hans bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren flygtede i den forbindelse ud gennem et vindue. Efter omkring to måneder blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring tre timer, hvorefter han blev løsladt, da ansøgerens fætter, [A], kautionerede for ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos sin forlovedes familie i bjergene i området Dalahoo. Mens ansøgeren opholdt sig i bjergene mødtes ansøgeren med medlemmer af Komola-partiet. Ansøgeren deltog i produktion af aviser eller lignende og delte materialet ud i landsbyen. Ansøgeren udelte omkring 300 til 400 aviser ved hver uddeling, som foregik to til tre gange om ugen i en periode på seks til syv måneder. Omkring syv til otte måneder efter ansøgerens anden tilbageholdelse døde [A]. Omkring to måneder efter [A’s] død blev ansøgerens families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten. De ransagede bopælen, og de fandt i den forbindelse et billede af ansøgeren og Naser Razazi, som er en kurdisk sanger, der opholder sig i Sverige, og som er en vigtig person i Komola. Omkring ét til halvandet år efter ransagningen udrejste ansøgeren af Iran. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren frivilligt valgte at rejse tilbage til Iran i 2011, uanset at han i 2005 var meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at han var i fare for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han ved indrejsen blev afhørt i lufthavnen af de iranske myndigheder til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med afhøringen blev pålagt at betale 5. mio. toman i kaution eller idømt 5 års fængsel, ligesom nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring i øvrigt om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren blev løsladt straks, hvis han blev idømt 5 års fængsel ved indrejsen. I øvrigt svækker det troværdigheden af ansøgerens forklaring, at han har forklaret divergerende om straffen. Ansøgeren forklarede ikke om fængselsstraffen til oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016. Ansøgeren forklarede derimod om straffen til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 og har gentaget den for nævnet. Det svækker videre ansøgerens troværdighed, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt kautionen faktisk blev betalt. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren foreholdt divergensen har forklaret, at han forklarede om straffen til oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering henset til, at referatet blev oversat for ansøgeren efter samtalen, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til samtalen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række andre centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han uddelte løbesedler for partiet Komola, om der blev betalt kaution som betingelse for løsladelsen af ansøgeren i lufthavnen, da ansøgeren vendte tilbage til Iran i 2011, og om hvor lang tid der gik mellem første og anden tilbageholdelse af ansøgeren. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvem der kørte ham til efterretningstjenestens kontor i forbindelse med den anden tilbageholdelse, om ansøgerens fætter [A] var til stede og hjalp ansøgeren, og om hvornår [A] døde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor ransagningen af familiens bopæl fandt sted, og hvor ansøgeren boede på ransagningstidspunktet, og om hvem der fortalte ansøgeren om ransagningen. Flygtningenævnet henviser til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2018. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været medlem af partiet Komola. Ansøgeren understregede ved oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016, at han ikke har været medlem af partiet. Til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 forklarede ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne, fordi han har været medlem af partiet Komola. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han var sympatisør med Komola. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke udførte politisk arbejde, efter sin tilbagevenden til Iran. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde uddelt løbesedler og andet for Komola, og for nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han uddelte løbesedler for Komola to til tre gange om ugen og 300 til 400 løbesedler af gangen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han ikke ved oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret, at han havde uddelt løbesedler for Komola, fordi han ikke var blevet spurgt om det. Nævnet finder imidlertid, at det må forventes, at ansøgeren – hvis han havde uddelt løbesedler – selv havde forklaret herom, henset til aktivitetens centrale betydning for ansøgerens asylmotiv. Endelig finder Flygtningenævnet, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren skulle kunne have opholdt sig i skjul for myndighederne i en periode på omkring tre år. Det forhold, at ansøgeren er etnisk kurder og tilhører yari, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/374/EMU
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Han er født muslim og har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at han har været aktiv for Basij i perioden 2004 til 2012 i større eller mindre grad. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han frygter at blive anholdt og udsat for tortur af Basij, fordi han ikke længere har ønsket at være en del af Basij. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, hvorfor han frygter overgreb fra myndighederne som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion henvist til, at han i [slutningen af] 2012 på asylcenteret mødte en iransk kvinde ved navn [Z], som fortalte ansøgeren om det kristne budskab. Som følge af samtalen med [Z] blev ansøgeren interesseret i kristendommen og havde over Skype kontakt med præsten [navn], som underviste ham i kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2013. Ansøgeren er nu overbevist kristen og deltager aktivt i menighedsarbejdet. Ansøgeren føler en forpligtelse til at udbrede det kristne budskab. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der knytter sig til ansøgerens oplysninger om risikoen for forfølgelse eller overgreb som følge af, at han ikke længere ønskede at arbejde for Basij, finder Flygtningenævnet, at der ikke er fremkommet oplysninger, der giver grundlag for en anden vurdering end den, som Flygtningenævnet har udtrykt i sin afgørelse af [dato i foråret] 2014. Flygtningenævnet finder således fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af sin angivelige konflikt med Basij. Det, som har begrundet sagens genoptagelse, er, at Flygtningenævnet den 20. august 2018 har modtaget kritik fra FN’s Menneskerettighedskomité, der i relation til Flygtningenævnets afgørelse af [dato af foråret] 2014 og ansøgerens sur place asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen har udtalt bl.a.: ”8.6 In the present case, the Committee observes that it is not contested that, after starting to have contact on Skype with a pastor who taught him about Christianity, the author was baptized on 8 April 2013, participates actively in parish work, and has informed his family about his conversion. The majority of the Board members also conceded that the author has knowledge of the Christian faith. Nonetheless, the Committee notes that the Board's majority focused its reasoning on the sincerity of the conversion, concluding that the author had failed to establish that his conversion was genuine because of inconsistencies in his statements, such as the date of his first meeting with Z.A., the moment when he considered himself to have converted, and his family's reaction to his conversion. 8.7 In this connection, the Committee recalls that States parties should give sufficient weight to the real and personal risk a person might face if deported and considers that it was incumbent upon the State party to undertake an individualized assessment of the risk that the author would face as a perceived Christian in Iran, rather than relying mainly on a matter of conflicting dates. The Committee notes in particular that the Board did not assess whether the author's behavior and activities in connection with, or to justify, his conversion, including his baptism, his active participation in the parish, his knowledge of Christianity, and his informing his family of his conversion, could have serious adverse consequences in the country of origin so as to put him at risk of irreparable harm. In view of the above, the Committee considers that the State party failed to adequately assess the author's real, personal and foreseeable risk of returning to Iran as a convert. Accordingly, the Committee considers that the State party failed to take into due consideration the consequences of the author's personal situation in his country of origin, and concludes that his removal to Iran by the State party would constitute a violation of articles 6 and 7 of the Covenant. Flygtningenævnet bemærker, at Menneskerettighedskomitéens udtalelse, der er en flertalsudtalelse med dissens fra tre af komitéens medlemmer, ikke er retligt bindende, og at det efter sagens genoptagelse fortsat tilkommer Flygtningenævnet at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgerens asylmotiv giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen af den genoptagne sag inddraget nye oplysninger i sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har ansøgeren i det væsentlige gentaget sin tidligere afgivne forklaring om forløbet i forbindelse med sin konversion. Han har imidlertid tillige oplyst, at han har fortsat sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en fornyet vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder at ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning, og om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. I vurderingen indgår tillige en stillingtagen til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran må forventes at ville leve et åbent kristent liv, og om der endvidere er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil foretage sig kristne aktiviteter af missionerende karakter. Endelig hører det med til vurderingen – for det tilfælde, at der kan rejses tvivl om realiteten af konversionen – om ansøgerens handlinger i forbindelse med at forsøge at sandsynliggøre sin konversionen kan have bragt ham i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller asylbegrundende overgreb. Som anført af Menneskerettighedskomitéens mindretal er det afgørende i relation hertil imidlertid, om der er grund til at antage, at ansøgerens aktiviteter og handlinger er kommet til myndighedernes eller andres kundskab, og om aktiviteterne har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at myndighederne eller andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Det er efter ansøgerens forklaring om forløbet af sin konversion fortsat noget usikkert, hvornår hans interesse for kristendommen opstod, og flere oplysninger i sagen peger i retning af, at interessen først reelt er opstået efter, at Udlændingestyrelsen første gang den [dato i begyndelsen af] 2013 meddelte ham afslag på asyl på baggrund af en vurdering af hans oprindelige asylmotiv. I overensstemmelse med UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2)” fra april 2004 må der i en sådan situation stilles større krav til ansøgerens troværdighed, og en mere dybtgående undersøgelse af omstændighederne og ægtheden af konversionen vil være nødvendig. Ansøgeren har både under den oprindelige asylsag og under genoptagelsessagen demonstreret et usædvanligt godt kendskab til kristendommen. Det må efter erklæringerne fra flere forskellige præster og andre personer med tilknytning til ansøgerens kristne aktiviteter endvidere lægges til grund, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt og seriøst i kirkelige aktiviteter, og at hans deltagelse har været vedvarende. Ansøgeren beskrives i erklæringerne med ord som ”afklaret kristen”, og det er vurderet, at hans nye tro er blevet en afgørende faktor i hans liv. Endelig fremgår det af oplysninger fra ansøgerens menighed, at han har ”hjulpet flere nye med i kirken” og at han gerne samtaler med andre om sin tro. Dette billede er yderligere forstærket af vidnet [navn]s forklaring for nævnet, hvor han har oplyst, at ansøgerens konversion utvivlsomt er oprigtig og udtryk for en reel indre overbevisning hos ansøgeren. På denne baggrund finder nævnet efter en fornyet vurdering af sagen, hvor nye oplysninger har spillet en afgørende rolle, at der – uanset det påfaldende i tidspunktet for hans konversion og de usikkerheder, der har været i ansøgerens forklaring herom – ikke længere er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens i øvrigt meget troværdige forklaring om konversionen, hvilken forklaring nu også har solid støtte i hans vedvarende og omfangsrige deltagelse i kristne aktiviteter. Ansøgeren har i Danmark deltaget i kristne aktiviteter af mere missionerende karakter, og det må efter ansøgerens troværdige forklaring herom lægges til grund, at han i Iran vil fortsætte sådanne aktiviteter. Henset hertil, og da nævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet med rimelighed må forventes at ville afstå fra at udøve religiøse aktiviteter, jf. om dette kriterie EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 5. september 2012 i sag C-71/11 og C-99/11, er der nu holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion. Udlændingestyrelsen har anført, at selvom nævnet måtte finde ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, så skal han udelukkes fra beskyttelse efter § 10, stk. 1, nr. 3, som følge af aktiviteter udført for Basij efter præsidentvalget i 2009. Det følger af nævnets vurdering af ansøgerens oprindelige asylmotiv, at ikke alle dele af ansøgerens forklaring har kunnet lægges til grund, herunder ikke den del der vedrører ansøgerens angivelige aktiviteter for Basij efter 2008. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3.” Iran/2018/373/DH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Orumieh, Iran. Ansøgeren har ved enkelte lejligheder udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling og muligvis en dødsdom, fordi han har udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009 og fordi, han er mistænkt for at have medvirket til kidnapningen af en pige ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en ukendt aften i 2007 eller 2008 blev opsøgt i sit og sin fars telt af nogle fremmede personer fra PKK. Personerne sagde til ansøgerens far, at de begge skulle arbejde for PKK. Personerne gav ansøgeren penge, så han kunne skaffe en generator til dem. Efterfølgende opsøgte de iranske myndigheder ansøgerens bolig og bad ansøgerens far møde op på politistationen. Da ansøgerens far kom hen til politistationen, fik han at vide, at ansøgeren også skulle komme hen på politistationen. Da ansøgeren ankom til politistationen, blev han ført ind i et rum og bedt om at fortælle alt om PKK. Ansøgeren nægtede dette, og politimændene slog ham og tvang ham til at skrive under på, at han havde hjulpet PKK. Ansøgeren blev efterfølgende stillet for retten, men fordi han var mindreårig, og fordi hans far kendte en person ved retten, blev han ikke dømt. I sommeren 2009 stoppede ansøgeren med at hjælpe PKK. Ansøgeren stoppede med at opholde sig i området, hvor PKK holdt til, og han skiftede sit telefonnummer. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og udspurgt af myndighederne ved to lejligheder. I efteråret 2014 indledte ansøgerens bror, [B], et forhold til en pige ved navn [A]. Ansøgerens familie havde planlagt, at [B] skulle fri til [A], men [A’s] familie havde besluttet, at [A] skulle forloves med en anden. Da [B] fandt ud af, at [A] var lovet væk til en anden, tog han hen til [A’s] families bopæl. [A] bad [B] tage hende med, og de kørte derefter til Teheran. Ansøgeren tog sammen med sin mor og fætter til Teheran for at undersøge situationen, og [A] fortalte dem, at hun var taget med [B] frivilligt. Efterfølgende kørte de alle til Khoy, hvor [B] og [A] opholdt sig i omkring to uger. På et tidspunkt blev det aftalt, at ansøgerens far skulle aflevere [A] til politiet, og han tog derfor nogle politibetjente med til Khoy. Politiet tilkaldte [A’s] far, der beskyldte [B] for at have kidnappet [A]. [B] blev efterfølgende afhørt og stillet for en domstol. [A] fortalte under retsmødet, at [B] og ansøgeren havde kidnappet hende for at aflevere hende til PKK. [B] blev idømt fem års fængsel. Ansøgeren skjulte sig og undgik dermed at komme for retten. Han udrejste et par måneder senere. [B’s] fængselsstraf er efterfølgende blevet nedsat fra fem til tre år. Med hensyn til ansøgerens forklaring om, at ansøgeren har ordnet ting for PKK fra 2007 til 2009, bemærker Flygtningenævnet, at uanset om denne forklaring kan lægges til grund, ligger det langt tilbage i tid, hvortil kommer, at ansøgeren ikke har haft kontakt til PKK siden. Dette forhold kan således ikke medføre, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Iran kan anses for at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til ansøgerens forklaring om hans brors angivelige bortførelse af [A] og den dertil hørende konflikt med [A’s] familie og myndighederne har Flygtningenævnet lagt vægt på, at denne forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har anført noget om denne konflikt, men først har oplyst herom i senere forklaringer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår ansøgeren, hans mor og fætter tog afsted til Teheran for at hente [B] og [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de tog afsted dagen efter, at de fik opkaldet. Til asylsamtalen [i sommeren 2016] har ansøgeren forklaret, at de tog afsted samme aften, som de fik opkaldet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han selv blev beskyldt for at have deltaget i den angivelige bortførelse af [A] forekommer usandsynlig, herunder henset til, at ansøgeren ikke var til stede, ligesom ansøgerens forklaring om, at [A’s] familie havde planlagt, at ansøgeren skulle inddrages i sagen, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring, at han kunne holde sig skjult på sin arbejdsplads, fordi myndighederne ikke ransagede denne, henset til at de ikke kunne være sikre på, at ansøgeren ikke gemte sig der, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at de retsdokumenter, som ansøgeren har fremlagt vedrørende hans brors dom er vurderet falske, hvilket har svækket ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik en ægthedsvurdering af de for nævnet fremlagte nye kopier af retsdokumenterne med stempler. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/372/MAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Ramadi, al-Tash lejren, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller slå ham ihjel, idet hans familie har været politisk aktive for KDPI. Ansøgeren frygter, at de iranske myndigheder vil torturere ham, idet ansøgerens far er efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder ikke vil betragte ham som iransk statsborger og derfor vil diskriminere ham, idet han ikke har dokumentation for sit iranske statsborgerskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie udrejste fra Iran i året […], og at familien dengang udrejste, fordi ansøgerens forældre var tilhængere af KDPI. Efter udrejsen bosatte familien sig i al-Tash lejren i Irak, hvor ansøgeren blev født og sidenhen opvoksede som flygtning. Ansøgeren boede i al-Tash lejren i omkring seks til syv år, hvorefter familien på grund af uroligheder i al-Tash området flyttede til Kurdistan og fortsat boede i flygtningelejr. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hele hans familie sympatiserede med KDPI inklusiv ansøgeren selv, men at det kun var ansøgerens morfar, som var medlem af KDPI. I Irak uddelte ansøgerens far løbesedler for KDPI. Ansøgerens far hjalp KDPI med praktisk arbejde under partiets festligheder. Ansøgeren har to til tre gange, da han var omkring 14 til 15 år, deltaget i KDPI’s festligheder sammen med sin far. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Irak, som barn af iranske forældre, der er kommet til Irak som flygtninge. Flygtningenævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren er født i al-Tash lejren og senere har opholdt sig i Barika-lejren. Efter ansøgerens egen forklaring, har han ikke selv reelt på nogen måde været politisk aktiv. Ansøgeren har efter sin forklaring alene været med til nogle få KDPI arrangementer, da han var omkring 14 til 15 år gammel. For så vidt angår familiens politiske aktiviteter, er der tale om, at ansøgerens far har delt aviser ud og medvirket til oprydning efter fester. Det fremgår ligeledes af ansøgerens forklaring, at hans far ikke var medlem af KDPI men alene sympatisør. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte billeder kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår af såvel ansøgerens forklaring som akter fra ansøgerens onkels asylsag, at ansøgerens morfar er medlem af KDPI. Flygtningenævnet må imidlertid lægge til grund, at ansøgeren kun har haft ganske begrænset forbindelse til sin morfar. Ansøgeren har således på forespørgsel forklaret, at han ikke anså sin morfar som værende en del af familien jf. referat af asylsamtale den […] side 7 af 9. Det fremgår endvidere af akter fra ansøgerens onkels asylsag, at i hvert fald en moster har været i stand til at vende tilbage til Iran. Da ansøgeren endvidere fremstår helt uprofileret finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i fare for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår såvel af ansøgerens asylskema som hans udtalelser i Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold har været af helt afgørende betydning for hans ønske om at opnå ophold i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, efter at nævnet og ansøgerens advokat har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med ansøgerens morbrors sagsakter, at der er anledning til at hjemvise sagen.” Iran/2018/368/sme
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være zartosht fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af myndighederne eller Basij, idet han har udført politiske aktiviteter, og idet han er frafaldet islam og tilsluttet sig zarathustrisme. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring 2005 eller 2006 under sin værnepligt besøgte et zarathust tempel, hvilket blev opdaget af myndighederne. Ansøgeren blev konfronteret hermed men slap for straf, han var dygtig til at recitere koranen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2009 deltog i tre til fire demonstrationer. I forbindelse med deltagelse i den sidste demonstration blev ansøgeren tilbageholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev overført til Sepahs 66 fængsel, hvor han befandt sig i omkring otte måneder, herunder de første to måneder i isolation. I løbet af denne periode, blev han udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt med hjælp fra sin morbror, [M], der stillede skødet til en af sine ejendomme som kaution for ansøgerens løsladelse. Efter sin løsladelse fik ansøgeren at vide, at han var under opsyn af Basij, og at han skulle deltage i religiøse aktiviteter i moskeen. Efter sin løsladelse opstod der endvidere problemer mellem ansøgeren og hans familie, fordi han talte positivt om zarathustrisme og negativt om islam. Ansøgeren frygter endvidere, at hans tidligere ægtefælle vil afsløre ham over for myndighederne. Hun havde indsigt i både ansøgerens politiske og religiøse forhold, og hun var i besiddelse af en lydfil og en video af ansøgeren, hvor han over-for sine venner kritiserer regimet og islam. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt i 2009, blev idømt fængsel i 20 år, og under nævnsmødet at han ligeledes blev idømt 74 piskeslag. Han undgik piskeslagene som følge af god opførsel i fængslet, og han blev løsladt efter ca. otte må-neder mod kaution og på nogle betingelser, blandt andet om, at han skulle gå i moskeen, hvilket han opfyldte. Ansøgeren har ikke siden denne løsladelse været tilbageholdt eller fængslet. Ansø-geren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i forbindelse med tre valg i perioden 2011 til 2015 ved hjælp af en app sendte billeder af urolighederne i 2009 og opfordrede til, at man skulle undlade at stemme ved de senere valg. Denne aktivitet blev ikke opdaget af myndig-hederne. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sine politiske akti-viteter er efterstræbt af myndighederne, hverken ved sin udrejse eller senere, hvilket ligeledes understøttes af, at ansøgeren i [efteråret] 2015 fik ophævet sit udrejseforbud og udrejste legalt af Iran på sit eget pas, udstedt i 2013. Hertil kommer, at ansøgeren til sin gensamtale har forklaret, at han udrejste, fordi han havde mistet sit arbejde, sin forretning og alt. Ansøgeren har i forhold til sin interesse for Zarathustra-religionen ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine bevæggrunde for sin konvertering. Ansøgeren har ikke deltaget i religiøse aktiviteter, hver-ken i Iran eller i Danmark, han har haft yderst begrænset kontakt til Zarathustra-samfundet, har ikke modtaget undervisning i religionen og er ikke formelt konverteret. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til Zarathustra-religionen er reel. Det forhold, at ansøgeren har lagt religiøst materiale på sin Instagram- eller på sin Facebook profil, kan ikke føre til et andet resultat, idet ingen af disse profiler fremstår med ansøgerens ful-de navn, ligesom ansøgeren har forklaret, at han har slettet billeder på sin Instagram. Ansøgerens fraskilte ægtefælles krav om tilbagebetaling af medgift er ikke et forhold, der er omfattet af ud-lændingelovens § 7. Ansøgeren har videre under gensamtalen forklaret, at sagen er afgjort ved dom, hvorefter han skal betale sin tidligere ægtefælle ca. 120.000.000 tomaner. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at ægtefællen måske ønsker at skade ham, hvorfor det ikke er sand-synliggjort, at ansøgerens ægtefælle er i besiddelse af og har videregivet billede- eller lydfiler af ansøgeren til myndighederne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/367/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt hendes medfølgende mindreårige lillebror fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for voldtægt af sin stedfar og tvangsgift. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter, at hendes medfølgende mindreårige bror bliver slået ihjel af deres stedfar. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hendes far døde, da hun var syv år. Herefter giftede ansøgerens mor sig med ansøgerens stedfar. En nat vågnede ansøgeren ved, at der var en, der rørte ved hendes krop. Ansøgeren bemærkede, at det var hendes stedfar. Stedfaren sagde, at han prøvede at vække hende, fordi hun havde mareridt. Ansøgeren var bange for, at stedfaren ville røre ved hendes krop igen. Af denne grund valgte hun at flytte hjem til sin mors bedstefar, hvor hun boede i ca. et år. Da morens bedstefars døde, flyttede ansøgeren tilbage til sin mor og stedfar. Omkring seks måneder herefter sagde stedfaren, at ansøgeren skulle gå i seng med ham. Stedfaren kom ind på ansøgerens værelse og greb fat i hende. Ansøgeren slap fri og løb væk fra huset. Ansøgeren fortalte sin mor om episoden. Herefter besluttede moren, at ansøgeren skulle flytte hjem til sin farbror. En måned herefter sagde moren, at stedfarens ven havde bedt om hendes hånd. Stedfarens ven var en ældre mand, hvorfor ansøgeren sagde nej til at blive gift med ham. En dag blev ansøgeren opsøgt af stedfaren på universitetet. Stedfaren fortalte ansøgeren, at vielsesdatoen allerede var fastlagt. Ansøgeren sagde igen nej til ægteskabet med stedfarens ven og truede med at begå selvmord. Stedfaren spurgte, om ansøgeren ville have, at han skulle slå hende ihjel, ligesom hendes far. Ansøgeren forsøgte samme sag at begå selvmord. Da ansøgeren vågnede op på hospitalet, sagdes farbroren, at hun skulle udrejse fra Iran. Ansøgeren fik visum til Frankrig og udrejste legalt fra Iran [i starten af] 2017 sammen med sin mor og mindreårige bror. Moren rejste efterfølgende tilbage til Iran igen, og ansøgeren har ikke haft kontakt med hende siden kort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået 12 år i skole, heraf to år på universitetet, ikke har kunnet tidsfæste centrale dele af sit asylmotiv. Hun har således ikke kunnet oplyse årstallet for, hvornår hun tog ophold hos sin oldefar. Hun har ikke kunnet oplyse, omtrent hvornår hun tog ophold hos sin farbror, eller hvilket år hun begyndte sine studier på Universitetet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb under sit ophold hos farbroren. Hun har således under sin forklaring for nævnet først forklaret, at hendes mor 2-3 dage efter, at ansøgeren havde taget ophold hos sin farbror kom på besøg og fortalte, at ansøgeren skulle giftes, og at moren, stedfaren og stedfarens ven kom på besøg ca. en måned senere. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at moren kom på besøg efter tre dage, hvor de talte om den episode, der havde ført til, at ansøgeren var flyttet hen til sin farbror og igen efter en måned, hvor moren fortalte, at stedfarens ven gerne ville giftes med hende. Hun har videre forklaret, at 2 – 3 dage herefter kom hendes mor, stedfar og dennes ven hen til farbrorens bopæl. Foreholdt denne forklaring har ansøgeren for nævnet forklaret afglidende og usammenhængende. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således til sin advokat og for nævnet forklaret, at hendes stedfar på et tidspunkt har hældt varm olie på hendes ben. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, hendes mor og lillebror søgte visum ca. to måneder før udrejsen, og at ansøgerens mor rejste med til Danmark og umiddelbart efter rejste tilbage til stedfaren. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan få hjælp fra sin farbror ikke forekommer overbevisende, ligesom hun har forklaret udbyggende herom for nævnet, hvor hun har forklaret, at hun ikke kan tage ophold hos sin farbror, fordi dennes kone ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke har kontakt til sin mor, herunder at hun ikke har mulighed for at få oplyst morens telefonnummer forekommer endvidere utroværdig. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin stedfar til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at stedfaret har udøvet vold mod og truet ansøgerens lillebror. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes mindreårige bror ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/366/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet myndighederne har anklaget den mandlige ansøger for at have hjulpet sin bror med at flygte. Derudover anklagede de iranske myndigheder ansøgerne for at være imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at myndighederne slog hans farbror og bror ihjel, idet de beskyldte dem for at samarbejde med KDPI. Ansøgerens anden bror, [K], blev i [slutningen af] 2013 anholdt af myndighederne og beskyldt for at samarbejde med KDPI. Broren blev løsladt mod kaution efter 10 dage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren blev [i starten af] 2014 anholdt af de iranske myndigheder, der anklagede ham for at have hjulpet sin bror med at flygte og for at hans familie var imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Ansøgeren var tilbageholdt i 1½ måned, hvor han blev udsat for tortur fire gange. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen fremstillet i retten fire gange, hvor han blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte. Den fjerde gang ansøgeren var i retten, blev han tvunget til at underskrive et papir, hvoraf fremgik, at han tilstod at have hjulpet sin bror med at flygte, og at han ville samarbejde med myndighederne efter sin løsladelse. Ansøgeren blev dagen efter løsladt mod kaution i form af ansøgerens svigerfars hus. Ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle og sit barn [i foråret] 2014 til Tyrkiet, hvor ansøgeren opholdte sig, indtil de udrejste sammen fra Tyrkiet i [efteråret] 2015. Ansøgerens ægtefælle og barn rejste tilbage til Iran i [sommeren] 2015, hvor de boede hos ægtefællens far til [efteråret] 2015, hvorefter de rejste tilbage til Tyrkiet. I denne periode blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af de iranske myndigheder to til tre gange på hendes families bopæl. Ansøgerens familie blev opsøgt to til tre gange, efter ansøgerens og hans familie udrejste af Iran. Ansøgerens far blev anholdt i forbindelse med ansøgerens ægtefælles udrejse af Iran i 2015. Faren var blevet syg under tilbageholdelsen og døde kort tid efter sin løsladelse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Parterne har under nævnsmødet oplyst, at de og tolken forstod hinanden. Ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om centrale dele af asylmotivet. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev anklaget for at have samarbejdet med sin bror, at være til fare for samfundet og at være terrorist. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev anklaget for, at han og ægtefællen var imod det iranske regime, at være medlem af KDP-Iran og at være terrorist. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han alene blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte fra Iran, mens det, han tidligere har oplyst, var beskyldninger, der blev rettet imod ham under afhøringerne. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans far, efter at ansøgerens ægtefælle anden gang var udrejst fra Iran, blev tilbageholdt af myndighederne i en måned, og at han efter tilbageholdelsen var indlagt på hospitalet i fem-seks måneder, før han døde. Ansøgerne har fremlagt et foto af faderens gravsted, hvoraf fremgår, at denne døde [i foråret] 2016. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 ikke forklaret om faderens tilbageholdelse men har oplyst, at faderen blev opsøgt af myndighederne to til tre gange efter ansøgernes udrejse. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med faderens tilbageholdelse og hospitalsindlæggelse ca. en måned, før faderen døde. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen blev tilbageholdt af myndighederne i en uge, og at han ikke vidste dette, da han var til oplysnings- og motivsamtale. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han er 99 % sikker på, at svigerfaderens hus er blevet konfiskeret som følge af kautionen, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale først har forklaret, at hendes familie har det godt og ikke har oplevet noget som følge af ansøgernes konflikt. Senere under samme samtale har den kvindelige ansøger forklaret, at hun tror, at huset er blevet konfiskeret af myndighederne, men at faderen ikke har fortalt hende det. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at de efter afslaget har kontaktet familien og fået oplyst, at familien har fået lov til at blive boende i huset men afdrager på værdien af huset til myndighederne. Den mandlige ansøger har omkring ansøgernes bil til asylsamtalen først forklaret, at bilen blev solgt inden udrejsen, og da han blev foreholdt den kvindelige ansøgers første forklaring, at de ikke nåede at sælge bilen, men at hans svigerfar måske har solgt bilen, og senere igen under samme samtale, at han solgte bilen til svigerfaderen. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen først forklaret, at de ikke nåede at sælge bilen, og at den står hos den mandlige ansøgers familie, senere under samtalen, at de nåede at sælge bilen, og til nævnsmødet, at de solgte bilen til hendes far, men at hun ikke vidste dette. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke har fået en dom for det, han blev anklaget for, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale har forklaret, at advokaten oplyste hende om, at ægtefællen havde fået en dom, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at advokaten kun oplyste hende om, hvad ægtefællen var sigtet for. Udover disse divergenser har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne udrejste legalt med pas af Iran, og at den kvindelige ansøger og ansøgernes barn genindrejste i Iran, hvor de opholdt sig fem-seks måneder, inden de på ny udrejste. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers bror døde i 2002, og at dette forhold således ligger langt tilbage i tid. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Under hensyn til at Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer, har Nævnet ikke fundet anledning til at indhente en torturundersøgelse af den mandlige ansøger.” iran/2018/365/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født i Romadi-lejren i Irak. Ansøgeren er tidligere ikke-religiøs, men har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har tidligere oplyst, at han har været tilhænger og hemmeligt medlem af Det Demokratiske Parti i Iran (PUK), og at han har hjulpet PUK med at transportere tre militsfolk. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han rettelig var sympatisør af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), og at han hjalp KDP med at transportere peshmergaer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret, underkastet umenneskelig behandling og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet KDP og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været tilhænger og hemmeligt medlem af Det Demokratiske Parti i Iran (PUK), hvis fulde navn han ikke kender, men mener forkortes PUK. [I efteråret] 2015 bad PUK ansøgeren om at transportere tre militsfolk til et grænseområde ved Irak. Efter ca. 15 minutters kørsel stødte de ind i soldater, hvorefter ansøgeren efterlod bilen og flygtede hjem til sin mor i Jawanrood. Mens ansøgeren var hos sin mor, hørte han, at nogle folk fra efterretningstjenesten havde været på hans bopæl og spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har fået at vide, at efterretningstjenesten har været på hans bopæl et par gange og spurgt efter ham, siden han udrejste. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har gået fast i kirke i to år, og han blev døbt [i efteråret] 2016. Ansøgeren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. En medarbejder fra Center Sandholm kontaktede Flygtningenævnet kl. 10, og oplyste, at ansøgeren ved en fejl var mødt i Sandholmlejren i stedet for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at udsætte sagen på denne baggrund. Det fremgår af sagens akter, at ansøgeren taler flydende farsi, og af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, at denne er gennemført på farsi, som ansøgeren taler og forstår, og at ansøgeren ønsker, at den efterfølgende samtale skal foregå på farsi. Det fremgår af notat [fra sommeren] 2017, at ansøgeren ikke ønskede at gennemføre asylsamtalen med den indkaldte farsitolk, at han blev vejledt om, at dette kunne medføre processuel skadevirkning, og at sagen herefter blev afgjort på det foreliggende grundlag. Der er derfor af denne årsag ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har i advokatindlægget til brug for nævnsmødet oplyst at være konverteret til kristendommen. Efter Flygtningenævnets praksis er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen som følge af dette påberåbte sur place asylmotiv. Det påhviler efter udlændingelovens § 40, stk. 1 en ansøger at medvirke til oplysning af sagen, herunder af sit asylmotiv. Ansøgeren har ikke ønsket at deltage i asylsamtalen og har ikke givet møde for Flygtningenævnet. Hertil kommer, at ansøgeren i [foråret] 2016 frafaldt sin ansøgning om asyl og oplyste, at han frit kunne indrejse i Iran, da han ikke havde nogen problemer med de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren i advokatindlægget til brug for nævnsmødet oplyst at være konverteret til kristendommen og har fremlagt et dåbsbevis, dateret [efteråret] 2016. Heroverfor står, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke er religiøs og ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/364/LMD
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al-Tash-lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far har været aktiv for KDPI i lang tid, og at han er medlem af partiet. Faren var aktiv ved at deltage i møder for partiet, og han har et medlemskort fra partiet. Ansøgeren har ikke kendskab til, hvad der foregik til møderne for KDPI, da han ikke deltog i disse. Ansøgeren ved dog, at det var KDPI-møder faren deltog i, da han altid blev hentet på familiens bopæl af andre KDPI-medlemmer. Ansøgeren har oplyst, at han aldrig selv har været medlem af eller sympatiseret med KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende om centrale dele om sit asylmotiv. Ansøgeren har under asylsamtalen, i lighed med sin bror, [A], forklaret, at familien, herunder hans far, ikke på noget tidspunkt har oplevet problemer eller konflikter med nogen. Heroverfor har ansøgerens broder, [B], under sin asylsamtale forklaret, at familien blev opsøgt omkring 2003/05, hvor alle medlemmer af familien blev slået med kæppe, og at alle familiemedlemmer var til stede på nær broderen, [C]. [B] har ligeledes forklaret, at familien omkring 2005/2006 modtog nogle trusler. Ansøgeren har både til asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at han ikke har kendskab til dette, da han kun var et barn. Ansøgerens bror, [A], har under nævnsmødet forklaret, at familien blev opsøgt og slået, mens han selv ikke var hjemme, og at han allerede, mens han opholdt sig i Irak, var bekendt med, at familien havde været udsat for trusler, men at familien ikke fortalte ham om dem, da de blev fremsat, på grund af hans psykiske tilstand. Ansøgerens bror, [B], har under sin asylsamtale forklaret, at faderen var pershmerga i 1980’erne, mens ansøgeren, der er født i 1993, under nævnsmødet har forklaret, at han har set sin far i uniform, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, om faderen har deltaget i kamphandlinger. Hertil kommer, at ansøgerens bror, [A], under sin asylsamtale har forklaret, at der ikke er nogen i familien, der har været pershmerga, mens han under nævnsmødet har forklaret, at faderen har været pershmerga. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far udførte politiske aktiviteter i et omfang, der profilerede hverken ham eller familien i forhold til de iranske myndigheder, og ansøgeren har derfor ej heller sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren aldrig har været i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren ikke har iranske dokumenter, er et udrejsespørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/363/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra al-Tash-lejren, Ramadi, Irak. Den mandlige ansøger har uddelt materiale for og sympatiserer med KDPI. Den kvindelige ansøger sympatiserer med KDPI og har som barn uddelt materiale for disse, ligesom hun har deltaget i aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sin families politiske aktiviteter for KDPI. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at hans far er medlem af KDPI, og at han selv har sympatiseret med KDPI, siden han var 13-15 år. Ansøgeren og hans far har deltaget i politiske møder for partier, og ansøgeren har endvidere deltaget i begivenheder og højtider, hvor han har hjulpet med praktiske gøremål. I forbindelse med nogle af møderne hos KDPI er ansøgeren blevet filmet af den kurdiske TV-kanal Tishk, ligesom ansøgerens billede er blevet trykt i KDPIs avis. Forud for afholdelsen af møderne for KDPI delte ansøgeren aviser og løbesedler ud. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet som følge af sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun er udrejst af Irak, da der er krig mellem ISIL og kurderne i det område, hvor hun boede. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far blev opsøgt af nogle personer fra Iran, som ønskede at hente faren tilbage til Iran i en sæk. Ansøgeren mener, at dette skete forud for hendes fødsel. Da ansøgeren var barn, afholdt hendes far møder for KDPI på familiens bopæl i Irak. I forbindelse med ansøgerens fars død blev der lavet en video omkring farens aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har også selv været aktiv for KDPI, idet hun som barn uddelte materiale for partiet. Efterfølgende har ansøgeren sympatiseret med partiet og deltaget i forskellige begivenheder hos KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren og hans bror, Salam Habib Alyas, har under asylsamtalen forklaret, at hverken de eller resten af familien er blevet opsøgt eller truet af de iranske myndigheder. Heroverfor har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at familien i 2003/2004 er blevet opsøgt, mens han selv var på arbejde, og at der har været nogle trusler, som familien ikke har fortalt ham om på grund af hans psykiske tilstand. Den mandlige ansøgers bror, [A], har under sin asylsag forklaret, at familien blev opsøgt omkring 2003-05, hvor alle medlemmer af familien blev slået med stokke, og at hele familien, bortset fra broderen [B], var til stede i hjemmet. [A] har ligeledes forklaret, at familien omkring 2005/2006 modtog trusler. Den mandlige ansøger har endvidere under asylsamtalen forklaret, at der ikke er nogen i familien, der har været peshmerga, og at hans far har været menigt medlem af PDKI, mens han under nævnsmødet har forklaret, at faderen har været peshmerga og først i forbindelse med nævnsmødet har fremlagt et foto, der angiveligt viser faderen i uniform. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hans far har udført politiske aktiviteter i et omfang, der har profileret hverken faderen eller familien i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en kopi af et PDKI-medlemskort, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøgers egne aktiviteter begrænser sig til deltagelse i højtider og arrangementer ved PDKI, praktisk hjælp ved møder og uddeling af aviser, hvilke begrænsede aktiviteter ligeledes gør sig gældende for hans aktiviteter i Danmark. Det forhold, at ansøgerens deltagelse som tilskuer til nogle arrangementer er blevet filmet og fotograferet, medfører ikke i sig selv, at ansøgeren er blevet særligt eksponeret, allerede da ansøgeren ikke fremtræder med navn på optagelserne. Den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende, divergerende og utroværdigt om centrale dele af sit asylmotiv. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at hun ikke har kendskab til, om hendes far har været peshmerga i Iran, mens ansøgerens søster, [C], under asylsamtalen har forklaret, at faderen var peshmerga, og at det er den kvindelige ansøger, der har fortalt hende det. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at faderen var peshmerga. [C] har under sin asylsamtale videre forklaret, at faderen ikke var involveret i politiske aktiviteter, efter han kom til Irak, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at faderen både holdt PDKI-møder i og udenfor hjemmet. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at der var et forsøg på at bortføre faderen i en sæk, at det skete, før hun blev født, og at der ikke var yderligere episoder, selv om faderen frygtede det. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun i 2009 hørte en iransk agent tale i telefon om, hvordan de skulle bortføre hendes far, om han skulle bindes på hænderne, have en sæk over hovedet og lægges i en bils bagagerum. Ansøgeren har videre forklaret, at hun derefter begyndte at råbe og advarede sin far, der herefter tog sit gevær og skød efter de to iranske agenter, der flygtede. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger videre forklaret, at hendes familie, efter faderens død, igen er blevet opsøgt og truet, at hendes mor ikke har kunnet fortælle nærmere om dette, da moderen er gammel (ca. 52 år) og syg, og at grunden til, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom, er, at tolken nægtede at oversætte det, da hun ville fortælle det til sin advokat. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger under en høringssamtale [i foråret] 2016 har afgivet falske oplysninger om, at en person var hendes mindreårige bror. På baggrund af en samlet vurdering, herunder af den kvindelige ansøgers troværdighed, finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hendes far har udført politiske aktiviteter i et omfang, der har profileret ham eller familien i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren har henvist til en video, der er vist i Tishk TV i anledning af faderens død, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens egne politiske aktiviteter begrænser sig til deltagelse i højtider og arrangementer ved KDPI samt uddeling af aviser, hvilke begrænsede aktiviteter ligeledes gør sig gældende i Danmark. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet fotograferet og filmet, mens hun udførte praktiske opgaver, medfører ikke i sig selv, at ansøgeren er blevet særligt eksponeret. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgerne aldrig har været i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgerne ikke er i besiddelse af iranske dokumenter, er et udrejsespørgsmål, der ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. Det forhold, at ansøgerne er født og opvokset i al-Tash-lejren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/362/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de generelle forhold for kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold for kurdere, oplyst, at mange asylansøgere, der er vendt tilbage til Iran, er blevet anholdt i lufthavnen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at såfremt han vender tilbage til Iran, vil myndighederne være af den overbevisning, at han er vendt tilbage for at deltage i krigen sammen med kurderne mod myndigheder. Ansøgeren har set dette i nyhederne i tv’et, og ansøgeren ved, at der er problemer mellem de kurdiske partier og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, oplyst, at ansøgeren er blevet personligt opsøgt samt tilbageholdt fra ti til 15 gange af de iranske myndigheder, da de ønskede, at ansøgeren skulle videregive oplysninger om kurdiske aktiviteter i grænseområdet, hvor ansøgeren boede. De iranske myndigheder bragte ansøgeren til deres kontor, hvor de udspurgte og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb af forskellig karakter. Ansøgeren blev bedt om at underskrive et dokument, der pålagde ansøgeren en meldepligt hos efterretningstjenesten en gang per måned. Ansøgeren udrejste alene af Iran, da ansøgeren ikke længere ville tolerere de iranske myndigheders behandling af ham samt den meldepligt, som han var underlagt. Efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl to til tre gange af de iranske myndigheder, som første gang ransagede deres bopæl. De iranske myndigheder udspurgte familien om ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var politisk aktiv, og at han ikke havde kendskab til politiske aktiviteter i sit område. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og upræcist om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylskema alene nævnt, at han er flygtet på grund af fattigdom, sult, arbejdsløshed og den omstændighed, at han er kurder, mens han under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har udbygget sit asylmotiv med, at han er konkret forfulgt af myndighederne, fordi han ikke har villet samarbejde med dem vedrørende videregivelse af oplysninger om politiske modstandere af regimet, og fordi han ikke har overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han blev opsøgt af myndighederne, når de opsøgte ham. Han har således ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev opsøgt, når han arbejdede på marken, mens han senere har forklaret, at han altid blev opsøgt i sit hjem eller på gaden i byen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret upræcist om, hvornår han blev tilbageholdt, opsøgt af myndighederne og om, hvornår han udrejste af Iran. Endelig har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om de konkrete forhold vedrørende blandt andet hans meldepligt, herunder om hvad der skete, når han mødte op til meldepligten, og om hvad der skete under møderne i forbindelse med meldepligten. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, at myndighederne gennem flere år skulle være interesseret i ham henset til, at han ikke var politisk aktiv og til, at han var uden viden af interesse for myndighederne. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for myndighedernes langvarige interesse i ham eller for de nævnte divergenser, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på sin udbygning vedrørende asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser og upræcisheder ikke alene kan forklares ved, at der ved ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen blev anvendt farsi tolk i stedet for sorani tolk. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ved samtalerne har erklæret, at han forstod tolken, og at han tillige fremkom med detaljer i sine forklaringer samt rettelser i forbindelse med oversættelsen af forklaringerne. Det ændrer således ikke ved Flygtningenævnets bevisvurdering, at der ikke blev tolket på ansøgerens modersmål ved samtalerne med Udlændingestyrelsen. For så vidt angår de fremlagte tilsigelser og den fremlagte dom fra Iran, finder Flygtningenævnet, at fremkomsten af disse dokumenter heller ikke ændrer ved bevisvurderingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren skulle være kommet i besiddelse af de dokumenter, der efter deres indhold indeholder forkyndelsespåtegningen, hvilken må formodes at være til myndighedernes brug. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne vedrørende Iran, herunder notat af 2. september 2013, at der med tilgængelig avanceret teknologi kan fremstilles vellignende tilsigelser, hvor hverken dokument eller indhold er ægte, ligesom der kan manipuleres med/ændres i allerede udstedte tilsigelser. Ifølge kilden kan uægte tilsigelser også være fremskaffet via tyveri fra myndighederne eller via bestikkelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme den mere subsidiære påstand om hjemvisning af sagen eller udsættelse af sagen med henblik på ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kurdere i Iran til grund, at disse forhold ikke er sådanne, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren skal meddeles asyl. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/361/GJEY
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shiamuslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af sin tidligere ægtefælle, [A’s], familie, idet de var imod ansøgeren og [A’s] forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og er udrejst illegalt af Iran. Til støtte for sin konflikt med [A’s] familie har ansøgeren oplyst, at han og [A] indledte et forhold i 2009. [A] fandt på et tidspunkt ud af, at hun var gravid, og lægen, der havde undersøgt hende, fortalte dette videre til [A’s] morbror. Morbroren blev vred og tvang [A] til at oplyse ansøgerens navn. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af morbroren, men nægtede at være faren til barnet. Nogle dage senere blev ansøgeren kidnappet og var frihedsberøvet i et fængsel i nogle måneder, indtil han indvilligede i at gifte sig med [A]. Ansøgeren og [A] flyttede efterfølgende til Kermanshah, fordi de var bange for [A’s] familie. De blev opdaget i Kermanshah og flyttede derfor til byen [by A], hvor de ligeledes blev opdaget og fortsatte til Ilam. Da parret blev opdaget i Ilam, forlod ansøgeren [A] og flyttede til Tabriz, hvor han boede i tre år. Da ansøgeren fandt ud af, at [A’s] familie ledte efter ham, flyttede han til [by B], hvorfra han udrejste. Ansøgerens familie er løbende blevet chikaneret af [A’s] familie og er blevet nødt til at flytte som følge af chikanen. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet bekendt med, at hans far i 2015 modtog en stævning fra politiet og en indkaldelse til retten, der var stilet til ansøgeren. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren talte med sin arbejdsgiver om en drøm, som ansøgeren havde haft, og arbejdsgiveren fortalte ansøgeren, at der var tale om en religiøs drøm. Arbejdsgiveren opfordrede ansøgeren til at se en film om kristendommen, hvilket ansøgeren gjorde. Ansøgeren talte også med sin arbejdsgiver om kristendommen. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han deltaget i kristne samlinger, og han er blevet døbt. Ansøgeren har endvidere delt kristent materiale på sin Facebook. Til støtte for sin konflikt med de iranske myndigheder grundet sin illegale udrejse har ansøgeren forklaret, at han har hørt om en kurder, der døde som følge af tortur af de iranske myndigheder, fordi han genindrejste i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A’s] familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om adskillige centrale forhold. Han har således forklaret divergerende om blandt andet sit forhold til [A], herunder om hvorvidt hun var gravid før de indgik ægteskab. Ansøgeren har således under alle sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] var gravid, før de indgik ægteskab. Under nævnsmødet har ansøgeren der imod forklaret, at [A] ikke var gravid, men fortsat var jomfru, da deres ægteskab blev indgået. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han accepterede at indgå ægteskab med [A], ligesom han har forklaret tidsmæssigt usammenhængende om, hvornår han forlod [A] og tog til Tabriz. Han har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet forklaret, at han rejste til Tabriz [i slutningen af 1391], og at [A] på det tidspunkt var gravid, men har i sit asylskema angivet, at datteren er født [i starten af 1391]. Ansøgeren har ikke på plausibel måde kunnet redegøre herfor under sin forklaring for nævnet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren også i øvrigt har forklaret usammenhængende og uoverensstemmende om den tidsmæssige sammenhæng mellem hændelserne i Iran. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt indkaldelsespapirer til retten og en stævning fra det iranske politi. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har fremlagt dokumenterne til den fjerde og sidste samtale i Udlændingestyrelsen, og at han har forklaret forskelligt om, hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne. Hertil kommer, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at der i Iran er en relativt høj forekomst af dokumentforfalskninger. Ved vurderingen af om ansøgerens konversion til kristendommen kan anses for reel har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den kristne film, som han angiveligt så i Iran. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] forklaret, at filmen startede med skabelsen af Adam og Eva, mens han i nævnet har forklaret, at filmen kun handlede om Jesus og startede med at fortælle om Jesus, og hvor han blev født. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den drøm, som han fortalte sin arbejdsgiver om, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvornår i forhold til sin udrejse, han havde drømmen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted kun ca. 2 måneder efter, at han var blevet introduceret til kristendommen i Danmark, ligesom han har forklaret divergerende om sin kirkegang forud for dåben. Endelig har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner og overvejelser forud for sin konversion. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder, ligesom de fremlagte udtalelser fra henholdsvis [kirke A] [fra starten af 2017] og fra [kirkecenter B] [fra starten af 2016] om ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/359/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er iransk statsborger fra [by], Kermanshah-provinsen, men er født i Ramadi, Irak, hvor han boede, indtil han var tre år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en person ved navn, [A], idet de holder ansøgeren ansvarlig for, at [A] afgik ved døden i forbindelse med et færdselsuheld. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2011/2012 var på vej hen til sin fars faster på familiens motorcykel, hvor ansøgerens bekendte, [A], kørte foran ansøgeren. De kørte begge i høj fart, da [A] uventet svingede ind foran ansøgeren, som uden held forsøgte at bremse, inden de stødte sammen. Ansøgeren vågnede efterfølgende op på hospitalet. Han var indlagt i tre dage og fik behandling for en brækket næse og flænge i overlæben. Da ansøgeren blev udskrevet, fik han fortalt, at [A] var afgået ved døden. Familiemedlemmer til [A] opsøgte efterfølgende ansøgeren på bopælen, hvor de truede ham på livet på grund af ulykken. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev meldt til myndighederne, hvor han skulle afgive forklaring. Ansøgerens blev herefter opsøgt af en farbror til [A], som opfordrede ansøgeren til at udrejse, idet [A’s] familie truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste til Irak, hvor han boede og arbejdede, indtil hans indrejse i Danmark i [vinteren] 2015. Ansøgeren har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen blandt andet fremlagt to dokumenter. Ansøgeren har oplyst, at der er tale om to retsdokumenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren ikke holdes ansvarlig for ulykken, men at [A’s] brødre og fætre fortsat ønsker at gøre ansøgeren ansvarlig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan færdselsuheldet, hvor han stødte sammen med [A], skete. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] pludselig kom kørende på en motorcykel fra en sidevej, hvorefter de kørte ind i hinanden. Under asylsamtalen har han forklaret, at han kørte bag [A], som pludselig drejede til højre ind foran ansøgeren, som ramte ham. Han har forklaret udbyggende ved under mødet i Flygtningenævnet at forklare, at der var en passager på [A’s] motorcykel, hvilket han ikke tidligere har omtalt. Han har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at [A] lå ved siden af ham på sygehuset i hjembyen […]. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende ved under mødet i Flygtningenævnet at forklare, at han blev afhørt af myndighederne om ulykken, hvilket han ikke tidligere har forklaret. Han har forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med de to fremlagte kopier af dokumenter. Under oplysnings- og motivsamtalen har han ikke omtalt dokumenterne. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans far tog til retten og hentede de to kopier allerede inden ansøgeren rejste fra bopælen, og at han havde fået dokumenterne inden oplysnings- og motivsamtalen, hvor han imidlertid ikke blev spurgt til dem. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han ikke ved, hvordan hans far fik fat på de to dokumenter, og at hans far fik fat i dem, efter ansøgerens udrejse og sendte dem til ham, efter han havde fortalt, at de danske myndigheder krævede dokumentation. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om [A’s] families kontakt med ansøgerens familie. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at [A’s] familie kom 2-3 gange, inden ansøgeren udrejste, mens han tidligere kun har fortalt, at de opsøgte ansøgerens familie en gang, hvorefter han udrejste. Disse divergenser og udbygninger, som angår centrale punkter i ansøgerens asylmotiv, kan ikke forklares med at ansøgeren er analfabet, eller med den tid, der er forløbet siden færdselsuheldet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til på overbevisende måde at forklare de nævnte divergenser og udbygninger, ligesom han generelt har besvaret spørgsmål i nævnet afglidende og upræcist. Divergenserne og udbygningerne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [A’s] brødre og fætre efterstræber ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/358/CABV
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ikke-religiøs fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han som 12 årig var kæreste med en pige, men at han også var interesseret i drenge. En dag, da ansøgeren var ude på en fodboldsbanen med en af sine klassekammerater, [A], begyndte de at røre ved hinanden. To andre drenge kom og voldtog [A], mens ansøgeren kiggede på. De to drenge blev efterfølgende bortvist, mens ansøgeren fik lov at fortsætte på skolen. Ansøgeren viste efterfølgende ikke sin biseksualitet i praksis. Ansøgeren har videre henvist til, at han forud for sin udrejse af Iran ved siden af sit job som produktionsmedarbejder lavede kortfilm i skjul omhandlende forskellige samfundskritiske temaer. På en for ansøgeren ukendt dato mellem den [nærmere angivet dato i efteråret] og den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 ringede en person ved navn [B] til ansøgeren. Han ønskede, at ansøgeren skulle lave en film om ham og hans homoseksualitet til brug for en asylansøgning i Tyrkiet. En uge efter mødtes ansøgeren med [B] i hans hjem. Inden de gik i gang med at filme, begyndte de to at kysse, og det endte med at [B] udførte oralsex på ansøgeren. Midt i akten kom [B]s far hjem og opdagede dem, hvorefter ansøgeren flygtede ud af vinduet og tog hjem. Ansøgeren tog dagen efter til byen [navngiven by i Iran], hvor han modtog et telefonopkald fra sin ven, [C], der fortalte, at han havde givet [B] ansøgerens adresse, idet [B] ville returnere ansøgerens kameraudstyr til ansøgeren. Senere samme dag ringede ansøgerens bror til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af militærfolk, der havde afleveret en retskendelse til ansøgerens familie og havde givet ansøgeren 24 timer til at melde sig til dem, hvorefter de ville iværksætte en efterlysning. Dette skyldtes, at [B]s far havde anmeldt ansøgeren for voldtægt. Ansøgeren opholdt sig i ti dage i [navngiven by i Iran], inden han udrejste af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Iran har haft forhold til tre drenge eller mænd, hvoraf kun det ene forhold med drengen [D] var langvarigt. De var kærester fra ansøgeren var 13 år og cirka fem år frem. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren først kæreste med kvinden [E]. Ansøgeren mødte imidlertid kort tid herefter manden, [F], som han også blev kæreste med. Da ansøgeren lærte [F] at kende, følte han sig meget tiltrukket af ham og afbrød derfor sit forhold til [E]. Ansøgeren har efterfølgende karakteriseret sig som homoseksuel. Ansøgeren har i Danmark været medlem af LGBT Danmark siden [efteråret] 2016, ligesom han har været aktiv for Aids-Fonden, hvilket fremgår flere steder på hans Facebook-Profil. Ansøgeren er i Danmark desuden blevet truet flere gange som følge af sin seksualitet, ligesom han er blevet overfaldet udenfor Diskotek [navngivent diskotek] i Danmark. Videre har ansøgeren figureret i bladet [navngivet blad] i [efteråret] 2016, hvor ansøgeren ses sammen med [F] og [E]. Endelig har ansøgeren givet råd og oplyst om homoseksualitet til brug for en biograffilm, og ansøgerens navn fremgår af rulleteksterne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den flugtudløsende begivenhed til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at han og [B] havde sex i [B]s hjem uden at sikre sig mod risikoen for opdagelse virker således påfaldende og usandsynlig – også henset til, at de i øvrigt ikke kendte hinanden særlig godt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan [B] rørte ved ham, da han stod i [B]s værelse. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at [B] tog om ham bagfra og holdt om hans brystkasse og kyssede ham i nakken som indledning til sex, mens han under samtalen den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 forklarede, at [B] startede med at tage ham på bagdelen. Ansøgeren har i øvrigt givet forskellige oplysninger om, hvornår politiet skulle have opsøgt hans bopæl efter den pågældende episode. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at dette skete dagen efter, han ankom til [navngiven by i Iran]. Under samtalen den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skete samme dag, som han ankom til [navngiven by i Iran]. Nævnet lægger imidlertid ansøgerens oplysninger om, at han er homoseksuel, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans forklaring herom støttes af oplysningerne om, at han i [efteråret] 2016 måtte flyttes fra sit daværende asylcenter, fordi de øvrige beboere havde opdaget, at han var homoseksuel. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens optræden i en artikel i Bladet [navngivet blad] i [efteråret] 2016 sammen med både sin daværende kvindelige og mandlige kæreste, oplysningerne i erklæringen fra LGBT Asylum af [nærmere angivet dato i efteråret] 2018 og uddragene af ansøgerens Facebook profil, hvor han har postet opslag fra sine aktiviteter i bl.a. Aids Fondet og LGBT Asylum. Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at han agter at leve åbent som homoseksuel også ved en tilbagevenden til Iran. På baggrund af baggrundsoplysningerne om straffen for seksuelle forhold mellem to personer af samme køn i Iran finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret risiko for asylbegrundende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har efter en samlet proportionalitetsafvejning ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse i Danmark på grund af de handlinger, han har udført som værnepligtig i perioden fra [primo] 2008 til [foråret] 2009, hvor han var vagt i et fængsel. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at ansøgeren en enkelt gang fra et andet rum oplevede en fange blive udsat for tortur, og at han havde til opgave at slå på fangerne, når de gjorde oprør, hvilket han også gjorde. Han har endvidere i tre tilfælde i perioden sammen med to overordnede fulgt fanger fra deres celle, når de var på vej til henrettelse og skulle tage afsked med deres familie i et andet rum. Ansøgeren har ikke overværet henrettelserne, og det kan ikke lægges til grund, at han på noget tidspunkt har udøvet andet end simpel vold i tilfælde af fangeoprør. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren forsøgte at modsætte sig at følge personer på vej til henrettelse efter at have gjort det to gange, men at han som straf herfor fik 25 dages fængsel, 20 piskeslag og en bøde på 700.000 tuman. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/357/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. . Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, udover deltagelse i en enkelt demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt af de iranske myndigheder, dels på baggrund af politiske aktiviteter, dels idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere lokalbefolkningen, idet de har fået kendskab til hans konversion. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han påbegyndte sin værnepligt den [nærmere angivet dato i foråret] 2013, og at værnepligten skulle vare i halvandet år frem til den [nærmere angivet dato i efteråret] 2014. Ved afslutningen af sin værnepligt blev ansøgeren idømt tre måneders forlængelse af værnepligten som straf, idet han nægtede at iføre sig civilt tøj og spionere i de omkringliggende kurdiske byer. Inden afsoningen af de tre måneders ekstra værnepligt afholdt ansøgeren ti dages orlov fra den [nærmere angivet dato i efteråret] 2014. Den […] eller […] [nærmere angivet måned i efteråret 2014] besøgte ansøgeren sammen med en ven universitetet i Orumieh. Foran universitet blev der afholdt en fredelig demonstration for kurdere i Kobane. Ansøgeren og hans ven observerede demonstrationen, da politiet dukkede op og anholdt ansøgeren. Ansøgeren var følgelig tilbageholdt og blev afhørt i tre dage, hvorefter han blev løsladt. To-tre dage efter deltog ansøgeren og hans ven i en anden demonstration til støtte for kurdere i Kobane. Ansøgeren råbte slagord mod regimet under demonstrationen. Da politiet ankom til demonstrationen, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig følgelig i omkring en uge hos noget familie. Under sit ophold blev ansøgeren ringet op af sin søster, der fortalte ham, at myndighedspersoner havde været på familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Da ansøgeren ikke havde været der, havde myndighedspersonerne taget ansøgerens far med sig. Faren blev under tilbageholdelsen afhørt og slået. Myndighederne havde endvidere oplyst faren om, at ansøgerens ven, som var blevet anholdt under demonstrationen, var medlem af KDPI. Ansøgeren flygtede efter opholdet hos familien til Tyrkiet og videre gennem Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konversion henvist til, at han under sin værnepligt blev bevidst om, at han afviste islam. Under sin flugt op gennem Europa blev ansøgeren bekendt med kristendommen og kristne værdier. Omkring to måneder efter indrejsen i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke, og modtog senere undervisning samt dåbsundervisning. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 blev ansøgeren døbt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om både sit politiske og religiøse asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om årsagen til sin flugt fra Iran på grund af sin deltagelse i en politisk demonstration, der udviklede sig til at være regimekritisk, hvorefter hans familie blev opsøgt af myndighederne, der tilbageholdt hans far i flere måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har afgivet en forklaring om begivenhedsforløbet, der fremstår som selvoplevet, og at ansøgeren bliver tydeligt berørt, når han fortæller om sit ophold i arresten efter den første demonstration og tilbageholdelsen af hans far på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har afgivet en rimelig forklaring på, hvorfor han – der dengang var 19 år – valgte at gå med sin ven [A] til demonstrationen, selv om ansøgeren kort forinden havde været tilbageholdt af myndighederne og været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med en demonstration. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter de foreliggende erklæringer fra blandt andet [navngiven kirke] i [dansk by] og [navngiven menighed] og sin egen forklaring opsøgte den kristne kirke kort efter sin ankomst til Danmark i foråret 2016. Han har herefter deltaget i dåbsundervisning og er blevet døbt den [nærmere angivet dato i foråret] 2017, og han har også under hele sit ophold deltaget regelmæssigt i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, herunder Bibel Camping både i sommeren 2016 og 2018. Nævnet bemærker, at ansøgeren opretholdt sin kontakt til kirken både i [dansk by] og [anden dansk by], da han i [nærmere angivet måned i efteråret] 2016 blev flyttet fra asylcenteret i [dansk by] til asylcenteret i [anden dansk by]. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren over for nævnet på overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion var resultat af en løbende proces, hvor han fik kendskab til de kristne budskaber og oplevede et kristent fællesskab, som efterlevede principperne om næstekærlighed og tilgivelse. Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med nævnets indtryk af ansøgeren under nævnsmødet, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for en reel, indre overbevisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han nu missionerer og agter at leve åbent som kristen, hvilket er understøttet af det materiale, som ansøgeren har postet på sin åbne profil på Facebook. Nævnet finder herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og reel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/356/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker og kristen af religiøs overbevisning fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin kusines far. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin kusine [A] i [sommeren] 2013 udrejste af Iran til Tyrkiet, idet hun ikke ønskede at indgå i et af hendes far planlagt ægteskab og derfor havde bedt ansøgeren om hjælp. De to tog ophold i den tyrkiske by Kaysari, hvor [A] blev indkvarteret via FN, mens ansøgeren fandt en bolig gennem en ejendomsmægler. I løbet af sit ophold i Tyrkiet modtog ansøgeren en skriftlig og en telefonisk trussel, idet han alene anmeldte sidstnævnte til det tyrkiske politi. Ansøgeren formoder, at begge trusler var fra [A]’s familie. Under en samtale med FN overhørte ansøgeren endvidere nogle medarbejdere tale om, at Interpol ledte efter ansøgeren og hans kusine. Efter omkring ni måneder kom [A]’s far uden ansøgerens viden til Tyrkiet og tog hende med tilbage til Iran. Faren er nu ude efter at skade ansøgeren, da ansøgeren ved at tage sin kusine med til Tyrkiet har krænket dennes families ære. Efter ansøgerens udrejse har de iranske myndigheder opsøgt ansøgerens familie og afhørt ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han frygter, at [A]’s far har fortalt herom til de iranske myndigheder. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt under opholdet i Tyrkiet, hvor han boede sammen med to kristne iranere, som tog ham med i kirke et par gange. Efter omkring fire til fem måneder i Tyrkiet begyndte ansøgeren regelmæssigt at gå i kirke, og i starten af september 2015 blev han døbt. Omkring to måneder efter sin indrejse i Danmark fortalte ansøgeren om sin konvertering til sin familie, der imidlertid allerede var blevet informeret herom af ansøgerens kusines familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren allerede ved første kontakt med de danske myndigheder har angivet at være konverteret til kristendommen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i Danmark har deltaget i kristne aktiviteter i betydeligt omfang og for nævnet har vist et ikke ubetydeligt kendskab til den kristne religion samt forklaret om sin baggrund for konverteringen. Uanset visse divergenser i ansøgerens forklaringer findes der ikke alene ud fra en vurdering af ansøgerens generelle troværdighed grundlag for at fastslå, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Ansøgeren har forklaret, at han ved tilbagevenden til Iran føler sig kaldet til at udbrede den kristne tro. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at hans kusines far har kendskab til konverteringen og må være stærkt tilskyndet til at anmelde denne til myndighederne i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/355/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen af religiøs overbevisning fra [landsby] i Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgerens første møde med kristendommen fandt sted, da han en dag sammen med sine venner [A] og [B] blev opsøgt af sin storebrors ven [C], som gav dem en bog om Jesus’ liv. Omkring halvanden måned senere begyndte ansøgeren sammen med sine to venner at mødes med [C] i kulturhuset [by], hvor [C] fortalte om sine erfaringer som kristen, og hvor ansøgeren modtog undervisning i kristendommen. Ansøgeren begyndte senere at komme i en hjemmekirke, som han i alt har besøgt fire gange. En dag, da ansøgeren og [C] var på vej til hjemmekirken, modtog [C] et opkald fra en ven, som fortalte, at han havde set [A] og [B] blive fulgt ud af hjemmekirken af efterretningstjenesten. Ansøgeren tog herefter først hjem til sin søster, som lånte ham en sum punge, og derfra videre med bus til byen [by]. Ansøgeren fortalte både sin søster og senere sin far, at han var konverteret til kristendommen, og at han var kommet i en hjemmekirke, som var blevet stormet af myndighederne. Efter opfordring fra sin far tog ansøgeren dernæst til [by], hvor han opholdt sig hos sin fars ven i to måneder inden sin udrejse af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at han siden sin udrejse gennem sin bror [D] er blevet bekendt med, at hans forældre er blevet afhørt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endelig oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark har missioneret og er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og udbygninger, også i relation til det af ansøgeren udfyldte asylskema. Han er således blandt andet fremkommet med divergerende oplysninger i relation til, om han har besøgt en enkelt huskirke fire gange, eller om han ugentligt over en periode på ét år har besøgt forskellige huskirker. Endvidere bemærkes, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har omtalt, at hans bopæl skulle være blevet opsøgt af efterretningstjenesten, og i sin asylsamtale og for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende om tidspunkter og antal af opsøgninger, ligesom han først for nævnet har nævnt, at forældrene skulle være blevet tilbageholdt i 12 dage. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konvertering er reel. I den forbindelse er henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed til oplysningen om, at han skulle være konverteret tre dage efter at være blevet introduceret til kristendommen og til, at han ikke overbevisende findes at have redegjort for sin afklaringsproces i forbindelse med konverteringen. Hans aktiviteter på de sociale medier med kristent indhold findes ikke at have gjort ham asylbegrundende profilleret i relation til de iranske myndigheder. I den forbindelse bemærkes yderligere, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han søgte at skjule sin identitet på disse medier. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/354/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og han har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra myndighederne, fordi han har været politisk aktiv, idet han har udført antireligiøse aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2003 eller 2004 begyndte at skrive digte, som han offentliggjorde på internettet. Herudover begyndte han at uploade bøger i pdf-format på forskellige blogs samt uddele film, dokumentarer og CD’er. Fra 2011 begyndte ansøgeren at offentliggøre lydfiler af ulovlige bøger på internettet. Aktiviteterne blev udført sammen med ansøgerens bror og søster, henholdsvis [A] og [B]. [Ultimo] 2015 opsøgte søsteren ansøgeren og hans brors fælles bopæl, fordi hun havde haft et skænderi med sin ægtefælle. Kort tid efter opsøgte søsterens ægtefælle også bopælen. Under besøget sagde ægtefællen, at han kendte til ansøgerens aktiviteter på internettet, og han truede med at oplyse myndighederne herom, ligesom han truede med at oplyse myndighederne om, at søsteren havde interesseret sig for zarathustrismen. Parterne kom op at skændes, og naboerne måtte skille dem ad. Herefter forlod ægtefællen bopælen. Umiddelbart efter skænderiet tog ansøgeren, [A] og [B] hen til deres søster, hvor ansøgeren blev ringet op af søsterens ægtefælle, der fremsatte yderligere trusler. To til tre dage herefter udrejste ansøgeren og hans søskende legalt af Iran. Under deres ophold i Tyrkiet blev ansøgeren kontaktet af brødrenes udlejer, der oplyste, at deres bopæl var blevet ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog […], som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/353/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og hun har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra myndighederne, fordi hun har udført aktiviteter, der skulle oplyse kvinder om deres rettigheder, samt samarbejdet med sine brødre om offentliggørelse af islam- og regimekritiske bøger på internettet. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle, der er ansat ved efterretningstjenesten, vil anmelde hende til myndighederne eller udsætte hende for overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes bror [A] begyndte at offentliggøre islamkritiske bøger på internettet i 2003, og at ansøgeren bistod ham ved at scanne bøgerne ind. Senere samme år begyndte ansøgeren at skrive bogtekster, som derefter blev lagt på nettet af [A]. I 2006 begyndte ansøgerens anden bror [B] ligeledes at deltage i aktiviteterne. I 2011 begyndte ansøgeren og hendes søskende at indtale bøger som lydfiler og lægge filerne på det sociale medie Telegram sammen med andre, der også var en del af en gruppe, som var oprettet til samme formål af [A]. [Ultimo] 2015 opstod et skænderi mellem ansøgeren og hendes ægtefælle, der beskyldte hende for ikke længere at ville være muslim. Herefter søgte ansøgeren tilflugt på hendes brødres bopæl. Ægtefællen opsøgte imidlertid brødrenes bopæl cirka en time efter ansøgerens ankomst og truede med at afsløre ansøgeren og hendes brødres ulovlige aktiviteter. Da ægtefællen havde forladt brødrenes bopæl, rejste ansøgeren og hendes brødre til landsbyen […], hvor deres søster boede. Mens de opholdt sig hos søsteren, blev [A] ringet op af ansøgerens ægtefælle, der fremsatte yderligere trusler. Samme dag udrejste ansøgeren og hendes brødre legalt af Iran til Tyrkiet, hvor [A] fortalte ansøgeren, at brødrenes bopæl og arbejdsplads efter udrejsen var blevet ransaget af myndighederne. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun i 2016 blev medlem af organisationen [X], og at hun på Facebook er ansvarlig for afdelingen, der kæmper for kvinders rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i ansøgerens bror, [A’s], afgørelse af dags dato, hvori det hedder: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog[…], som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl.” Det forhold, at ansøgeren angiveligt er medlem af foreningen [X] kan af de samme grunde ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/352/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og han har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tortureret eller slået ihjel af myndighederne, fordi han har offentliggjort og distribueret ulovligt materiale. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2005 eller 2006 begyndte at låne sine søskendes ulovlige bøger ud til sine nære venner. I 2007 begyndte ansøgeren at videreformidle ulovlige bøger, lydfiler, CD’er og dokumentarfilm. Materialet blev i begyndelsen videreformidlet i fysisk form og sidenhen udelukkende på sociale medier på internettet. Aktiviteterne blev udført sammen med ansøgerens bror og søster, henholdsvis [A] og [B]. [Ultimo] 2015 opsøgte [B] og hendes ægtefælle ansøgeren og [A’s] fælles bopæl. Parret skændtes om [B’s] medvirken til videreformidling af ulovligt materiale, og de bad ansøgeren og [A] om at mægle mellem dem. Under besøget sagde søsterens ægtefælle imidlertid, at han ville informere myndighederne om ansøgeren og [A’s] ulovlige aktiviteter. Dagen efter skænderiet udrejste ansøgeren og hans søskende legalt af Iran. Ansøgeren har desuden oplyst, at de tre søskende havde aftalt, at [B] skulle vise interesse for zarathustrianismen, så hendes ægtefælle ikke ville opdage, at de videreformidlede ulovligt materiale. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i ansøgerens brors afgørelse af dags dato, hvori det hedder: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog […] som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/351/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger er Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger er Kefri, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han gav mad og vand til KDPI-medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [i foråret] 2015 blev opsøgt af omkring seks personer, mens ansøgeren sad og spiste aftensmad med sin nabo Kian Nozari i det telt, som lå ved ansøgerens biavl. Personerne oplyste, at de var fra KDPI og bad om mad og vand. Ansøgeren og naboen gav personerne mad og vand. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt tre gange på lignende måde af folk fra KDPI. Naboen var til stede i alt to af gangene. KDPI-folkene fik mad og brød hver gang. Han gav personerne det, han kunne undvære. Ansøgeren blev ringet op af sin nabo, Vali Gholam, [i efteråret] 2015, da ansøgeren var på vej hen til sin morbror på motorcykel. Naboen sagde, at der var flere militærkøretøjer ved ansøgerens biavl. Ansøgeren bad naboen om at undersøge det nærmere. Efter en halv time ringede ansøgeren til naboen igen. Naboen sagde, at Kian var blevet anholdt, og myndighederne havde taget ansøgerens bil. Ansøgeren tog til sin morbror, hvor han overnattede. Morbrorens søn, Jalil Razari, kørte næste morgen forbi ansøgerens biavl i traktor og så, at biavlen var brændt ned, og at der var soldater til stede. Ansøgeren og familien udrejse [i efteråret] 2015 af deres hjemby. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vend tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen overordnet fremstår usandsynlig. Det er således ikke overbevisende, at den mandlige ansøger, som ikke var politisk aktiv, skulle have indvilliget i at give peshmergaer fra KDPI mad og drikke ved flere lejligheder, når det henses til, at den mandlige ansøger var bekendt med, at den iranske efterretningstjeneste var til stede i området, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han var bange som følge af, at han 10 år tidligere var blevet beskudt, og at mændene var bevæbnede, men nævnet finder under hensyn til den mandlige ansøgers forklaring om mændene fra KDPI’s optræden, herunder at de ikke truede ham, at denne forklaring ikke kan føre til en anden vurdering. Desuden fremstår den kvindelige ansøgers manglende kendskab til sin mands asylmotiv, navnlig i samtalerne med Udlændingestyrelsen, bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende på centrale punkter. Til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han blev ringet op, da han kørte på motorcykel, af Vali Gholami, der fortalte, at der var mange biler ved den mandlige ansøgers biavl. Den mandlige ansøger forklarede videre, at han efter samtalen slukkede sin mobiltelefon, fordi han var bange for, at nogen kunne finde ham, og at han efter en times venten tog hen til sin morbror, hvor han fra en lånt telefon ringede til Vali Gholam igen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han, efter at have talt med Vali Gholam, ventede en halv time, hvorefter han ringede til Vali Gholam igen, inden han slukkede sin telefon og tog sim-kortet ud og tog hen til sin morbror. For nævnet har den mandlige ansøger gentaget sin forklaring fra asylsamtalen med den tilføjelse, at han også knækkede sim-kortet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvem han lånte telefonen af hos sin morbror. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han lånte telefonen af sin morbror, mens han til asylsamtalen forklarede, at han lånte telefonen af sin fætter Jalil Razari. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har henvist til fejl i referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen som forklaring på divergenserne, men nævnet finder henset til, at ansøgeren har fået samtalerne oversat og er fremkommet med rettelser til referaterne, at dette ikke kan føre til en anden vurdering. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne for nævnet har forklaret forskelligt om, hvornår den kvindelige ansøger blev klar over, at ansøgerne skulle forlade Iran, hvorfor den kvindelige havde ansøgerens penge med hjem til hendes forældre, og om hvor mange penge den kvindelige ansøger havde med. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at den kontakt, som den mandlige ansøger har haft med de iranske myndigheder i anledningen af, at han for omkring 11 år siden blev skudt på og ramt i foden, er en afsluttet episode. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed, at han i asylsamtalen udbyggende forklarede, at beslutningen om at udrejse af Iran også var begrundet i den forskelsbehandling, som kurdere og personer af yaresan-troen oplever i Iran, henset til, at den mandlige ansøger forklarede herom til oplysnings- og motivsamtalen. Til denne samtale henviste han til de generelle forhold for kurdere og yaresan-troende for at forklare, at det er langt værre, når kurdere og yaresan-troende kommer i myndighedernes søgelys. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han forud for udrejsen fra Iran er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om den mandlige ansøger ved sin deltagelse i en demonstration i [foråret] 2017 foran [en bygning] i København, og en demonstration [i vinteren] 2018 foran [en bygning] i Danmark med regimekritiske ytringer, er kommet er kommet i et sådant modsætningsforhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgning, jf. udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved sin deltagelse i demonstrationerne er kommet er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ikke ved sin udrejse af Iran var profileret i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er blevet kontaktet af de iranske myndigheder omkring to år før ansøgernes udrejse i anledning af ansøgerens brors deltagelse i en demonstration i Danmark mod det iranske regime. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at den mandlige ansøgers generelle troværdighed efter det ovenfor anførte er svækket, og på at den mandlige ansøgers forklaring om denne kontakt med myndighederne ikke støttes af den kvindelige ansøgers forklaring. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har oplyst, at fotos med ham fra demonstrationen foran Udlændingestyrelsen findes på Yaresan-organisationens hjemmeside, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Endelig bemærkes, at forholdene for yaresan-troende i Iran ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv knytter sig til den mandlige ansøgeres asylmotiv, finder Flygtningenævnet som følge af ovenstående, at der ikke er grundlag for at meddele den kvindelige ansøger opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/350/FAM
Nævnet hjemviste i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren sympatiserer med Komola og har delt opdateringer om partiet. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren deltaget i et Komola-seminar og lagt politiske opslag og billeder op på facebook, instagram og telegram. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i mange år, fordi han er ateist, og fordi han har delt oplysninger om Komola og pershmerga-billeder på sociale medier. Han frygter også sin farbrors barnebarn, [A], og hendes familie, fordi han har haft et hemmeligt forhold til [A], som blev opdaget. [A]s familie har truet med at angive ansøgeren til myndighederne på grund af hans religiøse og politiske tilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han begyndte at være politisk aktiv i [sommeren] 2014. Hans aktiviteter bestod i at lægge fire til fem billeder af peshmergaer med et kurdisk flag på sin side på appen Bitalk. Han skrev en kort forklaring til billederne. På Bitalk havde han cirka 200 forbindelser, hvoraf han kendte identiteten på omkring 30 af dem. Hans motivation for at lægge billederne op var, at peshmergaerne kæmper for kurdernes rettigheder. Omkring en måned efter det første opslag på Bitalk blev han tilbageholdt af efterretningstjenesten. Han blev opsøgt på sin bopæl tidligt om morgenen. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Personerne, som tilbageholdte ansøgeren, ville have oplysninger om Komola. Ansøgerens far fik ham løsladt, fordi han havde en bekendt i efterretningstjenesten. I [slutningen af] 2015 eller [starten af] 2016 deltog ansøgeren i et seminar i Danmark afholdt af Komola. Han har også lagt billeder af peshmergaer op på sociale medier. På telegram har han en lukket gruppe, hvor han deler informationer om ligestilling, menneskerettigheder og ateisme. I forhold til sin konflikt med [A]s familie har ansøgeren forklaret, at ansøgerens familie og hans farbror [B]s familie ikke havde et godt forhold, idet de støttede det iranske regime, og ansøgerens familie støttede kurdernes rettigheder. Ansøgerens bror, [C], var gift med farbrorens anden datter, [D], idet han delte deres politiske overbevisning og var med i Basij. Ansøgeren mødte [A] til en familiesammenkomst i begyndelsen af [foråret] 2013. I sommeren 2015 bad ansøgerens far om [A]s hånd på ansøgerens vegne, men de fik afslag, idet [A]s familie ikke brød sig om hans politiske og religiøse overbevisning. Ansøgerens far friede igen efter et par uger, men de fik igen afslag. Ansøgeren blev ved med at ses med [A]. En dag hjemme hos ansøgerens bror kom [A]s farbror og så dem. Ansøgeren flygtede ud gennem bagdøren og ringede til sin ven, som kom og hentede ham. Ansøgeren blev kørt hjem til sine bedsteforældre, hvor han opholdt sig i 14 dage, indtil han udrejste af Iran. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han har øget sin aktivitet på Telegram efter, at han er kommet til Danmark. Idet ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt udskrifter af sin kommunikation på Telegram, hvor han– i modsætning til, hvad han har oplyst under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen – optræder under sit fulde navn og med angiveligt i visse tilfælde mere end 600.000 læsere, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse. Nævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere oplysninger om ansøgerens profil på det sociale medie Telegram, herunder indholdet og hvem der har adgang til at gøre sig bekendt med det.” iran/2018/349/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han nu er kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for at have hjulpet regimekritiske partier. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag blev opsøgt af fire mænd, som var politisk aktive, da han passede sine dyr. Mændene bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem. Han tog hjem for at hente mere mad. Ansøgerens mor spurgte, hvem maden var til, og ansøgeren svarede, at det var til de andre fårehyrder. Da ansøgeren kom tilbage, blev han opsøgt af en af de politisk aktive mænd. Pludselig blev de beskudt og som følge heraf flygtede ansøgeren på sin hest. Ansøgeren red hen til en ven, som kontaktede ansøgerens farbror, som hjalp ansøgeren ud af landet. Da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han en dag at tage i kirke sammen med tre andre fra centeret. I kirken blev han introduceret for et undervisningsprogram, og han besluttede sig for at skifte religion fra islam til kristendommen. To måneder efter blev han døbt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive dræbt eller på anden, asylbegrundende måde efterstræbt som følge af en konflikt med de iranske myndigheder eller som følge af, at ansøgeren i Danmark er konverteret til kristendommen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder som følge af, at han er blevet opsøgt af politisk aktive mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om helt centrale detaljer af asylmotivet. Under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede han således, at han havde været tilbage i bjergene med dyrene en til to timer, da en af mændene kom hen til ham, og han var ved at give mad til denne mand, da han hørte en masse skud. Under nævnsmødet har han derimod indledningsvis forklaret, at da han kom tilbage, begyndte han at tænde bålet igen, da han hørte skud og flygtede, og at kurderne var længere væk, og at han ikke nåede at give dem mad. Adspurgt har han bekræftet denne forklaring, indtil han er foreholdt forklaringen [fra sommeren] 2017, hvorefter han har ændret forklaringen til, at en af mændene fik mad. Da ansøgeren under nævnsmødet udtrykkeligt er adspurgt til sin hukommelse om forløbet, finder nævnet, at dette ikke alene kan begrundes i hukommelsesproblemer. Ansøgerens forklaring om dette asylmotiv fremstår derfor konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen finder nævnet, at ansøgerens dåb ikke er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde over for nævnet har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for konversionen til kristendommen og alene i generelle termer har kunnet forklare om sit forhold til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2017 ikke oplyste om dåben, der fandt sted to en halv måned tidligere, men oplyste i stedet at være sunnimuslim, lige som ansøgeren ikke kunnet angive datoen for sin dåb. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering, at ansøgeren eventuelt er indgået i et fællesskab omkring kirkelige aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/348/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til [en base] i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter har været udbyggende. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet forklaret, at han efter pågribelsen i 2008 var fængslet i 28 måneder. Ansøgeren beskriver i skemaet ikke, at han afsonede en dom, og at han havde anket denne dom. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han fik appelrettens dom udleveret, allerede mens han afsonede. Ansøgeren omtaler imidlertid først dommen under asylsamtalen, der fandt sted [i foråret 2017], og ansøgeren har i den forbindelse afleveret en kopi af en dom, der angiveligt er afsagt af appelretten i vest-Aserbajdsjan. Denne dom er søgt ægthedsvurderet, og det fremgår af svaret på undersøgelsen, at dokumentet må anses som et falsum. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i Danmark i 2017 traf en navngivet kurdisk mand, der afsonede sammen med ansøgeren i 2008 til 2009, hvilken oplysning nævnet ikke finder at kunne tillægge betydning, henset til, at oplysningen ikke er meddelt overfor udlændingestyrelsen eller under mødet med advokaten. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet vedrørende sine aktiviteter for KDPI anført, at han uddelte løbesedler, at efterretningsvæsnet opdagede dette, og at en bekendt til familien advarede ansøgerens far om, at man gerne ville anholde ansøgeren. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opdaget af en af Sepahs meddelere, da ansøgeren var i færd med at hjælpe en gruppe Peshmergaer gennem grænseområdet. Ansøgerens forklaring om, hvorledes denne meddeler havde mulighed for at genkende ansøgeren, fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Ansøgeren har vedrørende sin eksponering i Iran under nævnsmødet endvidere udbyggende forklaret, at ansøgeren efter pågribelsen i 2008 blev omtalte på RoiTv, og at ansøgerens billede blev vist i samme forbindelse, hvilket kan have medvirket til, at meddeleren kunne genkende ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i Iran har været politisk aktiv, og af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På denne baggrund, og da ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Irak endvidere har fremstået divergerende i forhold til, hvorvidt ansøgeren var egentligt medlem af KDPI eller ej, og hvorvidt ansøgeren modtog våbentræning, finder Flygtningenævnet ej heller, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har været politisk aktiv i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil i et andet navn, og her lagt billeder op af sig selv i Peshmerga uniform kan ikke føre til, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, og det samme gælder for de aktiviteter, ansøgeren har beskrevet at have deltaget i, i Danmark. De fremlagte erklæringer og medlemskortet kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har ved nævnsmødets start oplyst, at han er ”kommunistisk ateist”. Ansøgeren har således ikke selv taget initiativ til at oplyse, at han er blevet døbt [i efteråret 2018], men har foreholdt oplysningen bekræftet, at det forholder sig således. Ansøgeren har forklaret, at han anser det som et helt privat anliggende, og har afvist at svare på spørgsmål om sit forhold til og sit kendskab til Kristendommen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke reelt er konverteret. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt findes under disse omstændigheder ikke at medføre, at de iranske myndigheder, såfremt de får kendskab til dåben, vil anse ansøgeren som frafalden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/347/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og tidligere ikke-religiøs fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle, [A], har anmeldt hende for utroskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at [A] vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren har haft et forhold til en anden mand ved navn [B]. Derudover frygter ansøgeren, at det kan få konsekvenser for hende, at [B]s far har haft problemer med de iranske myndigheder, som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i april 2008 blev religiøst viet med [A], hvorefter de flyttede sammen. Ægteskabet blev registreret ved de iranske myndigheder i 2009. Omkring fire måneder efter ansøgeren og [A] var flyttet sammen, udsatte [A] ansøgeren for vold. Ansøgeren søgte om skilsmisse i 2010, 2011 og i 2014, hvilke ansøgninger alle blev afvist af myndighederne. I [foråret] 2014 blev ansøgeren introduceret for sin venindes slægtning ved navn [B]. Et par måneder herefter flyttede [A] ud af bopælen. I [efteråret] 2014 indledte ansøgeren et forhold til [B]. Under et uanmeldt besøg i [vinteren] 2014 blev [A] bekendt med, at en anden mand havde besøgt ansøgerens bopæl. Fire dage herefter udrejste ansøgeren af Iran til Tyrkiet. Under opholdet i Tyrkiet, fik ansøgeren besøg af [A], der udsatte hende for fysiske overgreb og trusler, hvorefter han vendte tilbage til Iran. Under sit ophold i Tyrkiet blev ansøgeren introduceret til kristendommen af en mand ved navn Amir. I Danmark kommer ansøgeren jævnligt i kirke. I [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt i kirken [C]. Ad asylmotiv i Iran Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at ansøgeren har været eller er gift med [A] eller at [A] har udøvet vold over for ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har divergeret på væsentlige dele af sin forklaring, herunder om [A] har udøvet vold mod [D] og om hun har boet sammen med [B]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om episoden med den tabte pung, og at hun forklaret divergerende om, hvorvidt hun var bekendt med eller havde set, at [B] havde glemt sin pung i lejligheden. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kunne opnå hjælp fra sin familie, henset til, at [A] reelt havde ophævet samlivet gennem en periode på omkring et halvt år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om, at der er blevet afsagt en dom over hende for utroskab, selvom hun har forklaret dette til den anden samtale med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Under henvisning til ovennævnte og da den fremlagte korrespondance fra Facebook Messenger antyder et godt forhold mellem parterne, ligesom den ikke indeholder trusler, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ad sur place motivet Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under henvisning til vurderingen af hendes oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhistorie tyder på, at hun skulle erhverve en ny religion i Danmark. Hun har for nævnet forklaret, at hun i en bøn til Gud lovede at vise interesse for kristendommen, såfremt hendes søn kom sikkert over havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Hun har ikke forklaret dette hverken i asylansøgningsskemaet eller for Udlændingestyrelsen, men har til gengæld i oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke havde nogen religion. Nævnet bemærker endvidere, at hun i det første år efter ankomsten til Danmark, efter hendes egen forklaring til Udlændingestyrelsen, ikke udviste kristne aktiviteter i nævneværdig grad. Nævnet finder ikke, at hun på troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre omvendelse. På trods af, at ansøgeren over for nævnet har dokumenteret nogen viden om kristendommen og de kristne værdier, og selvom hun har dokumenteret at have fulgt både undervisning og kirkegang gennem et par år, finder nævnet ikke, at hendes konversion er reel. Det forhold, at hun på sin Facebook profil har delt kristent materiale gør ikke, at hun er profileret over for de iranske myndigheder særligt fordi profilen ikke er oprettet i hendes rigtige navn. Flygtningenævnet finder derfor samlet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/346/LINB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder fra [landsbyen A ved Sarpole Zahab], Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængsel på livstid, da han har hjulpet medlemmer af PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i sommeren 2015 sammen med sin far, søster og bror bragte familiens får til bjergene ved Dalaho, hvor mange medlemmer af de kurdiske modstandsgrupper opholdt sig. Omkring den […] 2015, efter et par ugers ophold i Dalaho, rettede fire for ansøgeren ukendte personer fra PJAK henvendelse til ansøgeren og hans familie. Over de næste 20 dage hjalp ansøgeren og hans familie PJAK-medlemmerne seks til syv gange. De fleste gange lånte mændene ansøgerens brors mobiltelefon, men familien hentede også mad i [landsbyen A] for mændene. Endvidere bad mændene ansøgeren og hans familie fortælle, hvis de så personer fra de iranske myndigheder i Sarpole Zahab. Herefter forsvandt mændene, og ansøgeren tog hjem til [landsbyen A]. To timer efter ansøgeren var kommet hjem, blev han ringet op af sin bror, [B], som fortalte, at familiens nabo i Dalaho havde set, at politiet havde anholdt ansøgerens far uden for familiens telt, mens Ismail havde passet dyrene i bjergene. [B] fortalte videre, at ansøgerens far havde brækket hånden, ligesom der var blevet anvendt peberspray mod ham. [B] havde videre fået at vide, at hele familien var blevet anklaget for at have hjulpet PJAK. Herefter tog ansøgeren en taxa til Kermanshah, hvor han overnattede hos sin søster. Han fik 12 millioner toman af sin søsters ægtefælle, og dagen efter rejste han mod Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i tre uger, hvorefter han rejste via Italien og andre europæiske lande til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og befolkningen, da han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han tidligere ikke praktiserede Islam til fulde. Han bad ind i mellem, men han fastede ikke altid. Omkring en til to måneder efter ankomsten til Danmark holdt han helt op med at praktisere Islam, da han mistede interessen. I [slutningen af] 2016 begyndte ansøgerens ægtefælle at læse højt af biblen for ham, og han fandt ud af, at det var sådan, han gerne ville leve. [I begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren døbt og efterfølgende viet i [en navngiven kirke i Danmark], ligesom ansøgeren lod sin søn døbe. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en udtalelse fra sognepræsten i [kirken], hvoraf det blandt andet fremgår, ansøgeren i [slutningen af] 2016 begyndte at komme i kirken, og at han fortsat kommer i kirken om søndagen, ligesom han deltager i kirkens kristendomsundersvisning stort set hver torsdag eftermiddag. Ansøgeren har videre fremlagt sin egen og sin søns dåbsattest. I forbindelse med samtalen hos advokaten har ansøgeren endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime, idet han i Danmark har deltaget i demonstrationer mod regimet ved den iranske ambassade i Hellerup og i København. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med en demonstration foran ambassaden satte ild til Khameneis billede og at en optagelse heraf efterfølgende er lagt på KDPI’s hjemmeside. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til seks links til Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte mændene fra PAJAK bad ansøgeren og hans familie handle ind for sig, og at ansøgeren har forklaret udbyggende omkring ransagningen af familiens telt i Dalaho. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke forekommer sandsynligt, at særligt ansøgeren skulle være efterstræbt, blandt andet sammenholdt med at ansøgerens bror og søster ikke er blevet opsøgt af myndighederne. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at få kontakt til sin familie for at høre nærmere til deres situation. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin danske Facebook-profil har delt kristne motiver og tekster, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold, der først er lagt op efter ansøgeren har fået afslag fra Udlændingestyrelsen, fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80, 82, 88 og 124. Det forhold, at ansøgeren også har delt opslag med politiske budskaber mod det iranske regime på sin Facebook-profil, og at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys og vil være efterstræbt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgerens hustru og barn er meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7 ikke fører til, at ansøgeren som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens hustru først har mødt hinanden i Danmark, hvor de efterfølgende har fået barn og er blevet gift. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/344/mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af myndighederne, da han tidligere har transporteret narkotika for sin farbror, og da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel af sin farbror, fordi han modsatte sig at transportere narkotika for farbroren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre døde, da han var helt lille, og han er derfor opvokset hos sin farbror, der handlede med narkotika, som han fik udleveret af de iranske myndigheder. Det var ansøgerens opgave at levere narkotika til farbrorens kunder, hvilket ansøgeren gjorde flere gange ugentligt i omkring 10 år. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, som ønskede, at han skulle stoppe med at arbejde for farbroren, så en dag, hvor ansøgeren havde leveret narkotika for farbroren, beholdt han pengene og flygtede til ægtefællens farbror i Teheran. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, blev ansøgerens svigerfamilie opsøgt af ansøgerens farbrors ansatte og de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste efter omkring 11 dage af Iran i slutningen af 2015. Efter ansøgerens udrejse af Iran er ansøgerens svigerfamilie på ny blevet opsøgt af de iranske myndigheder og farbrorens ansatte. Efter ansøgeren kom til Danmark i [starten af] 2016, fik han interesse for kristendommen. Efter at have deltaget i kristendomsundervisning tre-fire gange besluttede ansøgeren sig for at blive døbt, hvilket han blev i [foråret] 2016. Ansøgeren har siden regelmæssigt gået i gudstjeneste om søndagen og deltaget i undervisning om torsdagen. Herudover har ansøgeren været på en bibellejr. Ansøgeren har i Danmark modtaget en trussel over Facebook, hvor han har uploadet kristne budskaber. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om transport af narkotika for sin farbror til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen efter sit indhold forekommer mindre sandsynlig. Nævnet henviser herved for eksempel til ansøgerens alder, den lange tidsperiode, at ansøgerens farbror, efter ansøgerens forklaring, er gået til myndighederne, selvom farbroren selv har haft en helt central rolle i narkotikahandlen, forklaringen om, at ansøgeren beholdt pengene fra den sidste (omfattende) leverance, og at pengene ikke kunne dække omkostningerne ved en rejse til Europa. Nævnet lægger endvidere vægt på, at forklaringen indeholder visse divergenser og usikkerheder, for eksempel spørgsmålet om tilsigelse eller ransagning og udrejsetidspunktet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Vedrørende ansøgerens motiv om konversion til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at der skal foretages en nøje vurdering heraf under hensyn til, at ansøgerens oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er blevet døbt stort set uden nogen viden om kristendommen, og at hans refleksioner om sit forhold til kristendommen og hvordan han vil reagere, hvis han skulle vende tilbage til Iran, er ganske begrænsede. Ansøgeren har vel været vedholdende i at søge det kirkelige fællesskab, men han har ikke overbevisende redegjort for sin indre overbevisning, og ansøgerens handlinger må ses som udtryk for, at han har fundet et fællesskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der kun i begrænset omfang har været tolkning for ansøgeren i forbindelse med de kirkelige handlinger. Flygtningenævnet lægger endvidere en vis vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet heller ikke er fremstået uforbeholden, idet han først på et sent tidspunkt, efter et direkte forehold, har forklaret, at han har været afhængig af rygeheroin i en periode i Danmark og i øvrigt også i Iran. Efter en nøje vurdering af ansøgerens forklaring og personlige fremtræden finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf, og heller ikke som følge af sine Facebook-opslag, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren, såfremt hans forklaring om asylmotivet i Iran skulle lægges til grund, ville være omfattet af udelukkelsesgrundene. Nævnet er således enig med Udlændingestyrelsens afgørelse herom og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/343/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs trosretning. Ansøgeren er født i Romadi-lejren, Irak, men flyttede med sin familie til [byen X], Kermanshah, Iran, da han var ni år gammel. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har en farbror, der er aktiv i KDPI og er bosiddende i KRI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under et ophold i Kalar i Irak i 2013 blev introduceret til KDP af sin farbror, [A], som spurgte ansøgeren, om han ville hjælpe KDPI med at vise vej for peshmergaer, som kom ind i Iran fra Irak. Ansøgeren indvilligede med det samme i at hjælpe. [A] forklarede, at ansøgeren ville modtage en SMS, når der var brug for hans hjælp. Ansøgeren hjalp efterfølgende flere gange i løbet af nogle år peshmergaer med at finde vej fra grænsen mellem Iran og Irak og til [byen Y]. [I foråret] 2015 havde ansøgeren igen fået til opgave at hente peshmergaer ved grænsen, men da han første gang ankom til mødestedet, var der ingen. Nogle dage efter modtog han på ny besked om at møde op, og da han kom til mødestedet og gemte sig, så han to hvide biler og ti personer, heraf var to af personerne iført civilt traditionelt kurdisk beklædning, og han genkendte disse personer som to pehmergaer, som han tidligere havde hjulpet over grænsen. De to personer blev ved det aftalte mødested, mens myndighedspersonerne gemte sig. Mens ansøgeren gemte sig, ringede et hemmeligt nummer til hans mobiltelefon, men ansøgeren besvarede ikke opkaldet, da han var klar over, at der var noget galt. Derfor flygtede han og efterlod telefonen. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [B], i [byen Y]. Efter nogle dage fik han at vide, at hans families bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerens far opsøgte ham, mens han skjulte sig hos [B], og han oplyste, at ansøgeren kunne tage ophold hos nogle venner af familien i byen Shiraz. Ansøgeren opholdt sig herefter i Shiraz til sin udrejse af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usandsynlig, udbyggende og afglidende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen anmodede om til den efterfølgende samtale at blive tolket på sorani, men at asylsamtalen desuagtet blev gennemført under medvirken af en farsitalende tolk. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget denne omstændighed i betragtning. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen kan, selvom der kan være opstået misforståelser om tal og betydningen af enkelte ord imidlertid ikke, når den ses som en helhed forstås på anden måde, end at ansøgeren forklarede, at han to gange var med til at hjælpe peshmergaer, idet han gentagne gange har forklaret om to episoder benævnt som første og anden gang. I oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret om fire gange, hvoraf den ene ikke blev til noget. På samme måde har ansøgeren i asylsamtalen flere gange forklaret, at han ikke kunne huske antallet af peshmergaer, han hjalp de enkelte gange, eller hvor lang tid, der gik mellem turene, fordi han var involveret i en periode over 3-4 år, hvorimod han under nævnsmødet har været i stand til nøjagtigt at forklare antallet af peshmergaer, han hjalp hver enkelt gang, og hvor lang tid der var imellem turene. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende i asylsamtalen i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han forgæves mødte op i grænseområdet en gang forud for, at myndighederne kom til stede, ligesom han under mødet i nævnet har forklaret udbyggende i forhold til tidligere forklaringer med hensyn til, at han kommunikerede med sin farbror både direkte via sin fars telefon og via sms den første gang, ansøgeren skulle hjælpe peshmergaerne med at finde vej, med hensyn til købet af et irakisk taletidskort og turen til Kalar for at ringe til farbroren i Erbil for at oplyse nummeret samt endelig med hensyn til, at hans bror udførte de samme aktiviteter for farbroren, som ansøgeren selv gjorde. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han erfarede om brorens aktiviteter ca. en måned efter ankomsten til Danmark og dermed forud for begge samtalerne med styrelsen. Det bemærkes endeligt, at ansøgerens forklaring er usandsynlig og konstrueret med hensyn til, at ansøgeren af sikkerhedshensyn ikke oplyste sin identitet til peshmergaerne men alligevel tog dem med til familiens skur og udpegede familiens jord for dem samt med hensyn til, at myndighederne, hvis det var disse oplysninger, der førte dem til ansøgeren, ikke straks opsøgte ham på bopælen i stedet for at forsøge at fange ham i grænseområdet, for dernæst da dette ikke lykkedes, at opsøge ham på bopælen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mistanke blev vakt alene på baggrund af opringningen på mobiltelefonen, idet han fra de tidligere sms´er fra farbroren må have været i stand til at se på telefonen, om det var farbrorens telefonnummer, der blev sms´er fra forud for, at myndighederne kom til stede i grænseområdet. Henset til, at der i ansøgerens telefon sad et uregistreret taletidskort, der ikke kunne henføres til ham, er det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke først forsøge at advare farbroren, før han skaffede sig af med telefonen, ligesom det er usandsynligt, at han heller ikke senere – evt. efter ankomsten til Danmark har forsøgt at advare farbroren. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/342/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og er kristen men oprindelig født som shiamuslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var omkring 22 år gammel, da han begyndte at forholde sig kritisk til sin muslimske tro på baggrund af de mange uretfærdigheder, han oplevede i det iranske samfund. Ansøgeren kendte en kristen ved navn [A], der ejede en forretning i nærheden af ansøgerens bopæl. Ansøgeren og [A] snakkede om kristendommen, og ansøgeren blev tiltrukket af kristendommens værdier. Omkring to til tre måneder efter deres første samtaler om kristendommen, fik ansøgeren som følge af sin nye overbevisning tatoveret et billede af Jomfru Maria på sit bryst. Ansøgeren blev efterfølgende af [A] introduceret for en person ved navn [B], som inviterede ansøgeren til at deltage i kristne møder i en huskirke. Ansøgeren deltog herefter i omkring seks til ti møder sammen med [B] og to andre kristne, hvoraf den ene hed [C]. Møderne foregik skiftevis hos [B] og [C]. Da ansøgeren en dag var på vej til et møde hos [C], blev han kontaktet af [B], som oplyste, at [C] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul på sin uofficielle bopæl uden at besøge sin familie i de følgende ti dage. Ti dage efter anholdelsen blev ansøgeren, da han var på vej hjem til sine forældre, overfaldet af fire personer fra efterretningstjenesten. Ansøgeren blev tvunget ind i en bil, hvor en fra efterretningstjenesten med en skarp genstand påførte ansøgeren snitsår på maven. Det lykkedes ansøgeren at flygte med hjælp fra sin familie og folk fra området, der var kommet til. Ansøgeren flygtede hjem til sin ven [D], hvor han opholdt sig i to år inden sin udrejse. I løbet af denne periode begyndte han at spare sammen til at udrejse. I samme periode blev ansøgerens forældre opsøgt to gange af myndighederne, som spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens forældre blevet opsøgt én gang. Ansøgeren begyndte efter ankomsten til Danmark at gå i kirke, mens han boede på […]. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Efter dåben har ansøgeren fortsat med at deltage i kristendomsundervisning samt gudstjenester, og han har endvidere været aktiv med at lægge kristent materiale op på sin åbne Facebook-profil. Ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om, hvordan han allerede, mens han var i Iran, var en søgende person, der interesserede sig for andre religioner, og var kritisk overfor det iranske regime og islam. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om kendskabet til den armenske kristne butiksejer [A] fra hans lokalområde til grund, herunder at det var via ham, ansøgeren fik de første oplysninger om kristendommen, ligesom han via [A] fik kontakt til [B] og [C]. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren fik en tatovering af Jomfru Maria på brystet, og at han over en periode på cirka fire måneder mellem 8-10 gange sammen med [B] og [C] og yderligere en person deltog i huskirkemøder, og at han kom til at opfatte sig som kristen. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne på grund af anholdelsen af [C] til grund, herunder at denne konflikt førte til, ansøgeren valgte at gå under jorden og holde sig skjult i to år, mens han sparede op til sin flugt. Ansøgeren forklarede allerede umiddelbart efter ankomsten til Danmark, at han er kristen. Han har fulgt dåbsundervisning, er blevet døbt, og går regelmæssigt i kirke, ligesom han også deltager i andre kristne aktiviteter. Ansøgeren har udvist kendskab til den kristne tro og har forklaret om sin overbevisning og kristne begreber med sine egne ord, ligesom han har redegjort troværdigt for den proces, der har ført til at han forlod sin muslimske tro og valgte at blive kristen. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel og et ønske om fremadrettet at leve åbent som kristen, herunder at missionere for sin tro. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blandt andet på sin åbne Facebook profil har uploadet kristne billeder og budskaber. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, og meddeler ham derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/341/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor fra [by] i Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han tror på Gud, men ikke nødvendigvis en specifik Gud. Ansøgeren har siden 2009 været medlem af en hemmelig, kulturel organisation ved navn Falin Madan Shahrestan Andimeshk (FMSA), som også beskæftiger sig med politiske gøremål. Ansøgeren var medlem af organisationen indtil sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængselsstraf eller repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2009 (1388) blev bortvist fra sit universitet og tilbageholdt i et døgn i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer mod regimet i Iran. Bortvisningen blev efterfølgende trukket tilbage, og ansøgeren fik lov til at afslutte sit studie uden yderligere problemer. Ansøgeren har videre oplyst, at han senere blev medlem af organisationen FMSA, der mødtes omkring hver femte måned og talte om politiske forhold, herunder kvinders rettigheder og adskillelsen af religion og politik. Foruden møderne kommunikerede organisationen også via Facebook. Ansøgeren udtrykte også sine holdninger til det politiske system, herunder sin kritiske holdning til præsidenten, overfor andre end gruppens medlemmer, idet han dog var påpasselig med, hvem han delte sine holdninger med. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren oprettet en webblog, som nu er lukket, ligesom han i Danmark har linket til politiske artikler og kommenteret disse på en åben profil på Facebook. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på plausibel måde har kunnet forklare de divergenser, Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen om afslag. Ansøgeren har således forklaret i nævnet, at hans tidligere forklaring om, at han stod på en liste over eftersøgte personer hos Sepah, og at der efter hans udrejse blev ransaget på hans bopæl, ikke er korrekt. Han har henvist til, at andre asylansøgere havde rådet ham til at forklare, som han har gjort. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og det indtryk, ansøgeren har gjort i nævnet, lægge ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet til grund. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren politisk er i opposition til styret i Iran, og at han var politisk aktiv i Iran. Det lægges dog samtidig til grund, at ansøgeren ikke i særlig høj grad var profileret i Iran, hvor han udviste en sådan grad af forsigtighed, at han ikke har været i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren udrejste legalt af Iran. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på tidspunktet for sin udrejse var i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark oprettet en blog og profiler på Facebook, Instagram, Telegram og Twitter. Ansøgeren har forklaret, at han både selv formulerer kritiske tekster om ledende personer og myndigheder i Iran og deler andres opslag. Han har under mødet i Flygtningenævnet forevist eksempler herpå og på kommentarer, som andre har skrevet til hans opslag, herunder trusler og advarsler. Flygtningenævnet har ved opslag på ansøgerens Instagramprofil konstateret, at han har 3.815 følgere, og at han har foretaget næsten 12.000 opslag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om forholdene for systemkritikere i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sine politiske ytringer, hvis han returnerer til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/340/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren kommer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og tilbageholdt af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere forlovedes eksmand samt myndighederne på baggrund af en konflikt med sin tidligere forlovedes eksmand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik interesse for kristendommen i 2013. Ansøgeren havde en kristen ven ved navn [A], og ansøgeren var tilknyttet en huskirke, som han besøgte med sin mor og nogle af hendes veninder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han lærte sin tidligere forlovede, [B], at kende på et ukendt tidspunkt i 2014. [B] var fraskilt, hvilket ansøgeren fandt ud af fem til seks måneder efter, at de to var begyndt at ses. [B]s eksmand, [C], arbejdede for efterretningstjenesten, og i [efteråret] 2014 opsøgte [C] ansøgeren på hans arbejdsplads efter fyraften. [C] ønskede ikke, at ansøgeren skulle forloves med [B], idet han ikke accepterede deres skilsmisse. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2015 blev ansøgeren fyret fra sit arbejde. En måned forud herfor var ansøgeren blevet opsøgt på sin arbejdsplads af repræsentanter fra efterretningstjenesten, kaldet Herazat, som også var ansat på ansøgerens arbejdsplads, idet ansøgeren havde missioneret for kristendommen på sin arbejdsplads. Den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 blev ansøgeren forlovet med [B]. Under forlovelsesfesten kom [C] og tre for ansøgeren ukendte personer til ansøgerens families bopæl, hvor de bad ansøgeren følge med. Ansøgeren flygtede fra bopælen og overnattede en nat hos sin onkel, hvorefter han tog videre til en af sin fars venner i [Iransk by], hvor han opholdt sig i to nætter, hvorefter han tog til [anden Iransk by] og udrejste af Iran til Tyrkiet. Den [nærmere angivet dato i vinteren] 2015, efter ansøgerens udrejse, blev hans familie i Iran opsøgt af efterretningstjenesten, som kom med en tilsigelse til retten til ansøgeren. I [foråret] 2016 blev familien igen opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte ind til, hvor ansøgeren befandt sig, og hvad han foretog sig. Ansøgeren er den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015, efter ankomsten til Danmark, blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vil grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter for sit asylmotiv har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svækket sin troværdighed ved at fremlægge en tilsigelse til retten i Iran, som af Den Danske Ambassade i Irans juridiske sagkyndige er vurderet falsk. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han vidste, at de tre mænd, der ankom sammen med [C] til forlovelsesfesten, var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at de tre mænd identificerede sig ved at vise et id-kort, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blot regnede ud, at de måtte være fra efterretningstjenesten, da de ankom sammen med [C]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, mens han var i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen, selv om kristendommen ifølge hans forklaring for Flygtningenævnet også havde meget stor betydning for ham, mens han var i Iran, at han allerede inden sin udrejse følte sig som kristen, og at hans interesse for kristendommen havde givet ham problemer på arbejdspladsen og var medvirkende årsag til, at han blev afskediget. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at han deltog i møder i to forskellige huskirker, nemlig hos sin mors veninde og hos [A]s bekendte, mens han tidligere kun har forklaret om møder hos sin mors veninde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke fortalte sin forlovede om, at han var kristen, selv om han ikke lagde skjul på det over for sine arbejdskolleger, som han i øvrigt missionerede for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der deltog i møderne hos moderens veninde, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke måtte tage nogen med udefra, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han også nogle gange inviterede sin ven [A] med, selv om ingen andre i gruppen kendte [A]. Ansøgeren er i Danmark blevet døbt og har vedvarende deltaget i en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder i imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der ovenfor er anført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt kun halvanden måned efter, at han i Danmark fik kontakt til en kirke, og at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for det kristne budskab og har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/339/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ramadi, Iran. Ansøgeren er født i al-Tash lejren og er iransk statsborger. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979, idet forældrene frygtede de iranske myndigheder. Ansøgeren og hans familie boede i al-Tash lejren indtil 2003, hvorefter de flyttede til byen Halabja i det nordlige Irak. Ansøgeren har opholdt sig i det nordlige Irak indtil sin udrejse. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgerens forældre sympatiserer med det kurdiske parti KDPI. Da ansøgerens forældre boede i Iran gav de husly til nogle peshmergaer fra KDPI. Ansøgeren var i 2013 til to informationsmøder, som blev afholdt af det kurdiske parti i Irak. I 2014 ringede ansøgerens kammerat [A] og opfordrede ansøgeren til frivilligt at melde sig til kampen mod ISIL. Dette skete i forbindelse med, at ansøgeren var frivillig peshmerga i 2014, hvor han fungerede som vagt i Jalawla. Ansøgeren udrejste af Irak i 2015. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig de fremlagte fotos af ham som peshmerga i forskellige situationer, sammenholdt med ansøgerens forklaring herom ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne afvise, at ansøgeren har været frivillig peshmerga en måned omkring august 2014, uanset at der ikke var en længere rekrutteringsproces og træning forud herfor, som der sædvanligvis plejer at være, henset til det oplyste om det uventede angreb fra IS på Jalawla i august 2014. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil kunne risikere asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/338/THJ
Nævnet fastholdt i oktober 2018 en tidligere afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2010. I december 2016 anmodede advokaten om genoptagelse. I oktober 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [i sommeren 2017]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er ved flere lejligheder blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af kirken [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [i sommeren 2017] i [kirke C], og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt udtalelse ved forstander og præst [A] ved [kirke B] [fra efteråret 2017], dåbsbevis fra [kirke C] [fra sommeren 2017] og udtalelse ved sognepræst [B] ved [sogn hvortil kirke C tilhører] [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgeren først ultimo 2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor asylmyndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret 2010]. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren 2011], i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning [fra starten af 2012], der blev afgjort [i sommeren 2012] eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Herefter finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse [fra sommeren 2011].” iran/2018/337/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim, men konverterede til kristendommen i 2000, fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for det kurdiske parti [parti A] i perioden fra 1998 til 2006 og igen i perioden fra 2008 frem til hans udrejse af Iran i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti [parti A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi hans tidligere ægtefælle har oplyst myndighederne om ansøgerens konvertering til kristendommen. Til støtte for konflikten afledt af sine politiske aktiviteter har ansøgeren henvist til, at han i 1998 rejste fra Iran til Irak og tilsluttede sig partiet [parti A]. Ansøgeren blev peshmerga, men arbejdede udelukkende som vagt. I 2003 besøgte ansøgerens forældre ham i partiets hovedkvarter og bad ham vende tilbage til Irak, hvilket ansøgeren accepterede. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, tog de iranske myndigheder kontakt til ham og bad ham give møde på deres kontor. Ansøgeren blev afhørt af efterretningstjenesten, der efterfølgende bad ham melde sig til afhøring hos dem hver dag den følgende måned. Ansøgeren fik derefter en dom på to års ubetinget fængsel for at have udført politiske aktiviteter for KDPI og [parti A], men afsonede kun tre måneder. Efter løsladelsen blev ansøgeren vred over, at han ikke kunne få en tilladelse til at køre taxa, hvorfor han i 2004 rejste tilbage til Irak og igen tilsluttede sig [parti A]. Ansøgeren fik denne gang en højere rang og blev bedt om at læse partiets nyheder højt i radioen og levere politisk materiale til Iran. Under en rejse i 2006, hvor ansøgeren, forklædt som varesmugler, forsøgte at transportere et USB-stik med politisk materiale til Iran, blev han stoppet ved grænsen. Ansøgeren nåede at smide USB-stikket fra sig og fik derfor kun én måneds fængsel og en bøde for illegal udrejse. Efter løsladelsen blev ansøgeren i Iran, og han genoptog først sine politiske aktiviteter to år senere, i 2008. I 2015 blev ansøgeren ringet op af sin ægtefælle, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interesse sig for kristendommen i Irak i 2000, da han mødte en person ved navn [A], der fortalte ansøgeren om kristendommen. [A] introducerede ansøgeren for nogle præster, og ansøgeren blev døbt i starten af 2000. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag frem til sin udrejse af Irak i 2003. Under sine ophold i Iran praktiserede ansøgeren alene sin tro ved at bede privat. De eneste, der var bekendte med ansøgerens religion i Iran, var hans ægtefælle og hans søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at et centralt dokument, som ansøgeren har fremlagt i sin asylsag, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at en ægthedsvurdering har fastslået, at den af ansøgeren fremlagte dom, som han modtog i 2003, er en forfalskning. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde identificeret ham som peshmerga og afsagt dom overfor ham i 2003, utroværdig. I den forbindelse kan nævnet heller ikke lægge vægt på den af ansøgeren for nævnet fremlagte kopi af ansøgerens straffeattest. Nævnet har herved lagt særlig vægt på, at dokumentet omtaler dommen fra 2003. Ligeledes finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren skulle have indhentet straffeattesten i 1386 til brug for opnåelse af taxatilladelse, når ansøgeren vidste, at det krævede en ren straffeattest. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan myndighederne fik kendskab til ansøgerens aktiviteter som peshmerga. Først til gensamtalen [i foråret 2017] har ansøgeren forklaret, at hans bodyguard angav ham til de iranske myndigheder, hvilket han ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2015] eller asylsamtalen [i starten af 2017]. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende og usammenhængende om baggrunden for, hvorfor hans forældre bad ham komme tilbage til Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de bad ansøgeren komme tilbage, fordi de havde mistet én søn og ikke ønskede at miste endnu en søn. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder pressede ansøgerens forældre til at hente ansøgeren tilbage. I den forbindelse har ansøgeren også forklaret divergerende om, hvordan hans forældre blev presset til at hente ansøgeren tilbage. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvilke partier han har arbejdet for, hvilket sprog han lavede radio på, og om sine aktiviteter for [parti A] i Irak fra 2004 til 2006. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han uddelte materiale sammen med. Endvidere finder Flygtningenævnet, at dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, dels at ansøgeren skulle have truet efterretningstjenesten med, at han ville blive peshmerga igen, hvis han ikke fik en taxatilladelse, dels at det ikke fik konsekvenser for ansøgeren. Ligeledes finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren uddelte løbesedler midt om natten, uden at tage nogen forholdsregler mod at blive opdaget, herunder maskere sig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og Irak som konstruerede og utroværdige, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter, har nævnet ligeledes afvist grundlaget for ansøgerens ophold i Irak, hvor han skulle være konverteret. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for beslutningen om at konvertere, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/336/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/334/jov, Iran/2018/333/jov og Iran/2018/332/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/335/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/333/jov, Iran/2018/332/jov og Iran/2018/335/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/334/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/332/jov Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/333/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/333/jov Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og yaresan af trosretning. Ansøgerne har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at have opholdt sig i al-Tash lejren i Irak fra 1981 til 1996. Ansøgerne har været medlemmer af KDPI og har været medlemmer af partiet fra omkring 1993. Ansøgerne var inden da sympatisører af KDPI. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne og muslimske fanatikere. Ansøgerne har videre forklaret, at de er medlemmer af Kurdisk Demokratisk Parti (KDPI). I 1985 fik den mandlige ansøger interesse for partiet, mens han boede i al-Tash lejren. Den mandlige ansøger blev sympatisør, men udførte ikke nogen aktiviteter for partiet. Ansøgerne blev gift i 1993 og omkring samme tidspunkt blev ansøgerne også medlemmer af partiet. Den mandlige ansøger har deltaget i møder hos KDPI, siden han blev medlem og indtil sin udrejse af Irak. I Danmark har den mandlige ansøger deltaget i to KDPI møder. Den mandlige ansøger har ligeledes oplyst, at han blev skudt af de iranske myndigheder i 2003, da han var ude på sin farm i Irak. Ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade den […]. Ansøgerne har forklaret, at de ikke har nogen iranske dokumenter, samt at deres trosretning, yaresan, ikke er anerkendt i Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Iran/2018/332/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt konverteret til Jehovas Vidner fra [A], Hormuzgan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i demonstrationer mod Den Grønne Bevægelse i protest mod den nye præsident i 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han begyndte at interesse sig for kristendommen, da han begyndte at tale med sin ven, Amir. Ansøgeren begyndte at deltage i møder sammen med Amir, Amirs bror og to andre personer i en hjemmekirke. Ansøgeren kom i hjemmekirken i omkring tre måneder, hvor han lærte om kristendommen og Jehovas Vidner. Ansøgeren modtog et opkald fra Amirs bror, der oplyste ansøgeren om, at Amir var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren ringede til sin ven, Hamid, der kørte ansøgeren hen til Hamids far. Efter at have boet hos Hamids far i over to måneder, flyttede ansøgeren hen til en lejlighed, hvor hans ægtefælle også skulle opholde sig. Efter omkring en uge ringede ansøgeren til en ven ved navn Wahab, som skyldte ansøgeren nogle penge. Ansøgeren blev kørt hjem til Wahab, hvor politiet var til stede. Ansøgeren blev anholdt og kom for retten. Efter at have været fængslet i tre måneder, blev ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren begyndte igen efter sin løsladelse at deltage i kristne møder. Under et møde modtog de et opkald om, at myndighederne havde fået oplysninger om stedet. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet. Ansøgeren opholdt sig igen hos Hamids far, hvorefter han udrejste af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet tilbageholdt af myndighederne en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret udetaljeret og usammenhængende samt divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sit kendskab til Amirs religion og om begrundelsen for sin egen interesse for Jehovas Vidner. Han har generelt forklaret unøjagtigt og divergerende om diverse tidspunkter. Han har således forklaret divergerende om, hvornår han og Amir begyndte at tale om Jehovas Vidner og om, hvornår han begyndte at komme i den første huskirke. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe han blev tortureret under sin angivelige tilbageholdelse og om, hvorvidt han fik en dom for at konvertere. Endelig har ansøgeren og hans ægtefælle forklaret indbyrdes divergerende om, hvorfor ansøgeren blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige forklaret divergerende om datoen for sin udrejse og om, hvad han talte med Daniel om. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han udrejste af Iran [i sommeren] 2015, mens han over for Nævnet har forklaret, at han udrejste [i efteråret] 2015. Han har tillige indledningsvist forklaret over for Udlændingestyrelsen, at han fortalte Daniel alt om sine problemer, da han mødte ham til brylluppet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke røbede noget til Daniel, fordi han først mistænkte Daniel for at være fra politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller komme diverse tidsangivelser nærmere, ligesom han ikke har været i stand til at uddybe sin interesse for Jehovas vidner i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende Jehovas Vidner, som han påberåber sig i forhold til konverteringen til Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive løsladt mod kaution i en måned, efter at Amir havde udpeget ham som frafalden. Det forekommer i forlængelse heraf også mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede straks efter løsladelsen, men blev i landet, fordi han regnede med, at han skulle i fængsel igen og derefter frifindes og løslades, herved også fordi han har forklaret, at han allerede før tilbageholdelsen var begyndt at forberede sin udrejse. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han udrejste via lufthavnen i Teheran på sin brors pas, og at hans hustru udrejste på sit eget pas, ca. 1/2 år efter han var udeblevet fra den fortsatte fængsling ikke forekommer sandsynlig, henset til den situation som ansøgeren befandt sig i. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran konverterede til Jehovas Vidner, eller at han af den grund blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han havde konflikter med de iranske myndigheder eller andre i Iran, da han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist Jehovas Vidne til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, hvorefter han straks efter indrejsen i Danmark opsøgte Jehovas Vidner uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som Jehovas Vidne henvist til, at han var utilfreds med Islam, og at han hos Jehovas Vidner særligt lægger vægt på den indre ro, som han har fundet og på, at han kan få tilgivet sine synder og få evigt liv. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med dette. Han har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen overbevisning og for sit liv som Jehovas Vidne. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskelle, der er mellem Jehovas Vidner og den kristne kirke, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans missionering som udøbt forkynder og deltagelse i Jehovas Vidners aktiviteter mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af et Jehovas Vidne. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse aktiviteter til grund. Efter ovennævnte bevisvurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/331/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger sympatiserer med Det Kurdiske Parti (KDP) og har hjulpet medlemmer af partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af de iranske myndigheder, fordi han sympatiserer med og har hjulpet medlemmer af KDP. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2014 hjalp tre peshmergaer ved at give dem mad, vand og husly. Omkring en uge efter kom de tre peshmergaer igen til ansøgernes hjem, hvor de opholdt sig fra morgenen og til det blev mørkt. Den følgende morgen blev ansøgernes hjem opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som spurgte efter peshmergaerne. Den mandlige ansøger nægtede, at de havde været hos dem, hvorefter han blev slået og taget med til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev løsladt mod kaution, som hans svigerfar stillede i form af et skøde. Efter løsladelsen tog den mandlige ansøger tilbage til sin bopæl i [landsby A], og et par dage efter modtog han en indkaldelse til møde i retten [primo] 2015. Under retsmødet fik han medhold, men blev bedt om at forlade [landsby A] inden for en uge. Ansøgerne flyttede herefter til [landsby B]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøger igen indkaldt til retten, hvor han blev spurgt ind til de tre peshmergaer igen. Retsmødet endte med, at skødet blev frigivet, og ansøgeren fik at vide, at han var fri. I [efteråret] 2015 var den mandlige ansøger tilbage i [landsby A] i forbindelse med høsten. Her mødte han de tre peshmergaer igen. De gav ham løbesedler, som skulle deles ud i Sarpol-e Zahab. Natten mellem [to datoer i efteråret] 2015 uddelte den mandlige ansøger løbesedlerne sammen med en person ved navn Morid Azizi. Efterretningstjenesten kom, og de forsøgte at flygte, men Morid faldt af motorcyklen, og den mandlige ansøger tog ophold i bjergene. Ansøgernes hjem blev herefter opsøgt af efterretningstjenesten, som ledte efter den mandlige ansøger. Ansøgerne udrejste af Iran sammen med deres ældste barn [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder særligt indbyrdes divergerende på adskillige centrale punkter. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvor mange gange den mandlige ansøger har bragt madvarer til peshmergaer, og om den kvindelige ansøgers kendskab til de tre peshmergaer, der kom på besøg. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt begge ægtefæller boede sammen på bopælen i [landsby B] de sidste ca. seks måneder før udrejsen. Den mandlige ansøger har således forklaret, at de boede sammen på adressen, mens den kvindelige ansøger til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun boede alene sammen med deres fælles barn, og at den mandlige ansøger alene var på besøg en enkelt gang. Under sin samtale [i foråret] 2017 har den kvindelige ansøger forklaret, at de forskellige oplysninger skyldes misforståelser eller tolkefejl, og under sin forklaring for nævnet har hun fastholdt, at de boede sammen i hele perioden. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der fortalte den mandlige ansøger, at bopælen var blevet ransaget efter, at han havde uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger har således under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den kvindelige ansøger fortalte ham det, da han ringede til hende samme dag. Den kvindelige ansøger har til samtalerne [i sommeren] 2016 og [i foråret] 2017 forklaret, at hun, kort efter myndighederne havde været på bopælen, ringede til sin bror, Iman, som kontaktede den mandlige ansøger og fortalte om episoden. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun fortalte den mandlige ansøger om episoden, da han ringede til hende, men har forklaret usammenhængende og divergerende om tidsforløbet. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren blev slået, da myndighederne opsøgte bopælen i [landsby B]. Den kvindelige ansøger har således under sin samtale [i sommeren] 2016 forklaret, at hun blev slået, sparket og revet i håret. Den mandlige ansøger har under sin samtale den [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne forlod bopælen efter, at de havde slået hans ægtefælle. Under sin forklaring for nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun ikke blev udsat for fysisk vold af nogen slags under ransagningen. Nævnet har ved vurderingen af de afgivne forklaringer været opmærksom på, at der under samtalen med den kvindelige ansøger i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 blev tolket på Sorani og ikke på Kalhori. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en lang og meget detaljeret forklaring, ligesom det fremgår af referatet, at den kvindelige ansøger oplyste, at hun havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet finder således ikke, at de divergenser, der er påvist, kan skyldes misforståelser eller tolkefejl. Endelig har nævnet tillagt det en vis vægt, at en kilde fra Udenrigsministeriet har vurderet, at en fremlagt tilsigelse til retten af [foråret] 2015 og et fremlagt advarselsbrev af [primo] 2015 til den mandlige ansøger, er uægte. Efter en samlet vurdering af ovenstående finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/330/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Irak. An-søgeren er sympatisør for Komala, hvilket han også gjorde under sit ophold i Irak. Ansøgeren har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse af Irak i 2015 deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hans familie er og/eller har været politisk aktive for Komala og KDPI, og fordi ansøgeren selv sympatiserer med Komala. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Irak, hvor han ingen rettigheder havde, fordi han var flygtning. Ansøgeren har aldrig været i Iran. To af ansøgeren morbrødre, der er blevet meddelt asyl i Danmark, er aktive medlemmer af Komala. Ansøgerens tredje morbror opholder sig fortsat i Irak, hvor han er politisk aktiv for Komala. Ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI i Iran, hvilket var årsagen til, at ansøgerens mor familie flygtede til Irak. Ansøgeren, som er registreret som flygtning hos UNHCR, sympatiserer med Komala og har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har været medlem af et politisk parti og ikke har udført andet end bagatelagtige aktiviteter. På baggrund af ansøgerens forklaring kan det endvidere ikke antages, at hans far eller farfar har været politisk aktive. Et flertal af Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI, hvilket var årsagen til, at han flygtede fra Iran. To af ansøgerens morbrødre er medlemmer af enten KDPI eller Komala, hvilket er baggrunden for, at de har fået asyl i Danmark i henholdsvis i 2009 og 2011. Ansøgeren har boet hos sin tredje morbror, der også er medlem af Komala. Ansøgeren har ikke iranske dokumenter, har aldrig været i Iran og taler ikke farsi. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps Fact-finding rapport ”Issues concerning persons of ethnic miniorities, Kurds and Ahwazi Arabs” af 1. februar 2018, at: ”Descendants of politically active parents, who have not participated in political activities opposing the official line, will in principle not face any risk, a Western embassy stated. Another source noted on the contrary that descendants of Kurdish activists may risk surveillance because of their parents’ activities. According to Amnesty International, whether descendants of Kurdish activists are a target for the authorities depends on the profile of the parents, how well-known the parents’ activities are, and what the parents have been advocating.” Sammenfattende finder flertallet ikke, at det med den fornødne sikkerhed kan udelukkes, at ansøgeren, hvis han sendes tilbage til Iran, vil blive afhørt, og at hans familiemæssige relationers politiske aktiviteter vil medføre reaktioner omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/329/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvangsgift med sin afdøde ægtefælles brors søn. Ansøgeren frygter herudover, at hendes børn bliver taget fra hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har været gift to gange. Da hendes anden ægtefælle døde, blev ansøgeren boende i parrets hus. Hun oplevede ikke nogen problemer i 8 til 9 år. Derefter fandt ansøgeren ud af, at det var blevet besluttet, at hun skulle giftes med sin afdøde ægtefælles brors søn, [A], hvilket ansøgeren ikke ville. Det var [A’s] far, [B], som fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med [A], og [B] fortalte også ansøgeren, at hendes børn tilhørte ham. [B] opsøgte herefter ansøgeren en række gange i gennem en periode på halvandet år. Han udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb tre eller fire gange, og derudover slog han ansøgeren, når hun sagde, at hun ikke ville giftes med [A]. [B] opsøgte også ansøgeren en række gange sammen med to soldater, som forsøgte at tage hendes børn fra hende. Soldaterne fik dog medlidenhed med børnene, hvorfor de ikke tog dem med. Ansøgeren fik på et tidspunkt nok af [B’s] opsøgninger, og kontaktede sin bror, som hjalp hende med at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig, divergerende og usammenhængende trods det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og uden skolegang. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet gentagne gange forklarede, at chikanen og truslerne fra [B] begyndte halvandet år efter ægtefællens død og varede frem til udrejsen, hvorefter hun – foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvorefter hun boede alene i otte til ni år uden problemer – forklarede, at det er rigtigt. Ansøgerens forklaring om, at det beror på en misforståelse, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun havde klaget til myndighederne over tvangsægteskabet med [A] tre gange, sidste gang tre til fire måneder før sin udrejse, men at de ikke ville hjælpe, da de var relaterede til svigerfamilien, hvorimod ansøgeren ikke har oplyst dette til asylsamtalen. Foreholdt dette forklarede ansøgeren først, at hun ikke havde sagt sådan, dernæst at hun gik til myndighederne og fortalte dem om tvangsægteskabet og sidst, at hun klagede til myndighederne over, at [B] ville tage hendes børn fra hende, men at hun ikke havde klaget over tvangsægteskabet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet opsøgt og tævet på sin bopæl mere end 20 gange, og at hun endvidere var blevet voldtaget tre til fire gange af [B], sidste gang et par måneder før sin udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af [B] i alt 10 gange, og at sidste gang var på et tidspunkt i løbet af de sidste fem måneder, hun boede i Iran, hvorefter ansøgeren – foreholdt divergenserne – forklarede, at hun blev opsøgt af [B] 10 gange og blev slået 20 gange, og at hun ikke husker, hvornår hun blev opsøgt sidste gang. Senere under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [B] opsøgte hende 10 gange for at fjerne hendes børn og derudover 20 gange for at tvangsgifte hende med sin søn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [B] otte til ni år efter ansøgerens anden ægtefælles død skulle ønske ansøgeren tvangsgiftet med hans søn, ligesom det forekommer usandsynligt, at soldaterne kom omkring 10 gange for at tage ansøgerens børn fra hende uden, at dette skete, idet de hver gang fik medlidenhed med børnene. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ventede omkring halvandet år, hvor opsøgningerne og volden angiveligt fandt sted, inden hun udrejste af Iran og uden, at hun har kunnet redegøre for den flugtudløsende begivenhed. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/327/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimske af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah provinsen, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv for KDPI (Kurdisk Demokratisk Parti Iran) siden 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har samarbejdet med sin bror, [A], om at udføre politisk aktivitet for KDPI. I sommeren 2014 henvendte den mandlige ansøgers bror, [A], sig til den mandlige ansøger og spurgte, om han ville hjælpe med at udføre politisk aktivitet for KDPI. Den mandlige ansøger skulle levere og modtage nogle varer til og fra [A]s venner, som var peshmergaer. Den mandlige ansøger skulle medbringe pakker, når han gik op i bjergene for at græsse sine dyr. Der skulle han mødes med tre peshmergaer og udveksle pakker. Den mandlige ansøger gentog denne opgave 10 til 20 gange over en periode på 13 til 14 måneder, senest [i efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger, imens han var på bjerget med sine dyr. Hun oplyste, at fire til fem personer fra sikkerhedstjenesten havde opsøgt deres bopæl, ransaget den og anholdt den mandlige ansøgers bror, [A], fordi han arbejdede for KDPI. Sikkerhedstjenesten havde derudover konfiskeret deres id-dokumenter og spurgt, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Den mandlige ansøger tog derefter hjem til sin søster i Rejav, hvor han mødtes med den kvindelige ansøger og deres datter. Dagen efter udrejste de sammen fra Iran. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne endvidere anført, at den mandlige ansøger efter sin ankomst til Danmark er blevet aktivt medlem af KDPI i Danmark, og at han i Danmark har deltaget i partiets politiske aktiviteter. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke er holdepunkter for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om, at han i Iran har udført politiske aktiviteter for KDPI i form af levering og modtagelse af pakker i forbindelse med hans arbejde som fårehyrde. Den mandlige ansøger har således i al væsentligt forklaret troværdigt, overensstemmende og sammenhængende herom, og den omstændighed, at hans forklaring på flere punkter ligner den forklaring, som den mandlige ansøgers bror har afgivet i forbindelse med sin asylsag i 2009, kan ikke føre til den konklusion, at den mandlige ansøgers forklaring ikke er udtryk for egne oplevelser. Den kvindelige ansøger har konsekvent og detaljeret forklaret, at de iranske myndigheder opsøgte familiens bopæl i [efteråret] 2015, hvor de foretog anholdelse af den mandlige ansøgers bror, ligesom de ransagede deres hjem og spurgte efter den mandlige ansøger, som de var bekendt med udførte ulovlige politiske aktiviteter. Selvom der ikke i sagen foreligger andre oplysninger, der kan understøtte denne forklaring, finder nævnet, at der ikke er holdepunkter for at antage, at forklaringen er urigtig. Nævnet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger meget vel kan være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans bistand til KDPI, og at tvivlen om bl.a., hvorvidt dette skulle være tilfældet, i en situation som den foreliggende må komme ansøgerne til gode. Flygtningenævnets flertal finder, at det til brug for asylsagen herefter må lægges til grund, at der er risiko for, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/326/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Rabat, Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller stenet til døde af det iranske regime eller af [A]’ familie. Ansøger har til støtte for konflikten med [A]’ familie oplyst, at han i 2013 blev venner med [A]. Ansøger og [A] havde i starten alene telefonisk kontakt, men på et tidspunkt begyndte de også at mødes privat. I starten af 2015 bad ansøger sin mor om at kontakte [A]’ familie med henblik på at indgå ægteskab, hvilket [A]’ far nægtede, idet ansøgers familie ikke var religiøse, samt idet det var kendt, at familien politisk var mod regimet i Iran. Efterfølgende blev ansøger og [A] ved at med se hinanden privat, og omkring [efteråret] 2015 blev [A] gravid. [A]’ far og brødre havde fået kendskab til [A] graviditet, hvorfor ansøger blev fortalt, at han ikke måtte tage hjem til bopælen. Ansøger opholdt sig herefter en nat hos sin storebror, hvorefter han opholdt sig hos en kammerat, indtil han udrejste af Iran. Ansøger har til støtte for sin families politiske aktiviteter oplyst, at ansøgers farbror, moster og morbror var politisk aktive i Iran, hvorfor de som følge heraf var nødsaget til at flygte ud af landet. Ansøger har desuden oplyst, at farmoren også var politisk aktiv, og hun nu er bosiddende i Irak. Ligeledes var ansøgers morfar også politisk aktiv, da han levede. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans familie er uden religion, og at han i Danmark er blevet medlem af KDP. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om sin families religiøse forhold og politiske aktiviteter i Iran, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at hverken ansøgeren eller hans nærmeste familie har været politisk aktive, og at de aldrig forud for ansøgerens udrejse har haft nogen konflikter med de iranske myndigheder, herunder heller ikke som følge af deres manglende religion. Ansøgerens oplysning om, at hans ene bror har været tilbageholdt af myndighederne to gange, og nu angiveligt er fængslet, kan ikke lægges til grund, idet forklaringen herom er helt ukonkret, upræcis og udokumenteret, ligesom der ikke ses at være nogen sammenhæng med tilbageholdelsen af broderen og ansøgerens situation. Hertil kommer, at ansøgeren hverken under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 eller asylsamtalen [i starten af] 2017 oplyste, at han udrejste på grund af mistanke om politisk aktivitet, hvorfor ansøgerens forklaring herom, der således først fremkom [i foråret] 2017 under gensamtalen, fremstår som et forsøg på at konstruere et nyt asylgrundlag. Heller ikke ansøgerens nye oplysninger for nævnet om broderens fængselsstraf, hvilke oplysninger er helt udokumenterede, kan under de forelæggende omstændigheder lægges til grund. Der er således i ansøgerens oplysninger ingen holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder skulle mistænke ansøgeren for ulovlige politiske aktiviteter, hvorfor ansøgeren ikke af den grund kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl angiveligt er blevet medlem af KDP i Danmark, idet det bemærkes, at han ikke tidligere over for Udlændingestyrelsen har givet udtryk for nogen politisk interesse, og idet der fortsat ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans politiske ståsted eller aktiviteter. Heller ikke ansøgerens forklaring om konflikten med familien til en pige, som ansøgeren angiveligt skulle have haft et forhold til, kan føre til, at han meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har forklaret troværdigt om karakteren af forholdet og navnlig om omstændighederne i forbindelse med pigens angivelige graviditet. Ansøgerens oplysning om tidspunktet for den angivelige undfangelse af barnet stemmer således ikke overens med oplysningerne i den aborterklæring, som ansøgeren har fremlagt for nævnet. Det forekommer endvidere helt åbenbart utroværdigt, når ansøgeren ikke for Udlændingestyrelsen har været i stand til at svare mere klart på, hvordan pigen skulle være blevet gravid. Det er heller ikke troværdigt, at pigen eller pigens søster, der tilsyneladende var bekendt med forholdet, efterfølgende skulle have fortalt pigens familie, at ansøgeren – og ikke en anden ukendt mand – havde voldtaget pigen, og forklaringen herom fremstår uden sammenhæng med ansøgerens oplysninger om bl.a. deres tætte kærlighedsforhold. Hertil kommer, at det virker noget påfaldende, at ansøgeren på Facebook er ven med en person med præcis samme navn som pigens bror, og at ansøgeren herom for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han slet ikke kender personen, der imidlertid tillige er Facebookven med ansøgerens søster, som har kommenteret på et af hans opslag [fra foråret] 2017. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer herom, hvorunder nævnet tillige har inddraget indtrykket af ansøgeren fra hans forklaring direkte for nævnet, at ansøgerens forklaring om konflikten med pigens familie ikke kan lægges til grund. Det kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren for nævnet har fremlagt et dokument, der angiver at være udstedt af det iranske retsvæsen. Der er herefter ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/325/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring seks til syv måneder forud for sin samtale med sin advokat [i efteråret] 2018 meldte sig ind i [et kurdiske politiske parti]. Ansøgeren har oplyst, at have deltaget i forskellige aktiviteter med partiet, herunder et partimøde, en mindehøjtidelighed i KDPI og et møde, hvor de udtryktes protest mod de seneste henrettelser af unge kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at slå nogle ihjel eller selv at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet de vil have ham til at virke som meddeler for dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og har meldt sig ind i [et kurdisk parti] under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den iranske efterretningstjeneste henvendte sig til ham i 2009/2010. De ønskede, at han skulle samarbejde med dem blandt andet ved at indsamle informationer i grænseområdet, hvor ansøgeren havde nogle kontakter. Ansøgeren afslog samarbejdet. En dag, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han overfaldet, slået og tilbageholdt natten over. Efterretningstjenesten bad igen ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Herefter flyttede ansøgeren til en anden by, der lå en times kørsel væk. Omkring foråret 2014 blev tre betjente skuddræbt. Efterretningstjenesten så på nogle billeder, at ansøgeren var til stede på drabsstedet. Efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at tilhøre et oppositionsparti og spurgte ham, hvad han lavede på drabsstedet. Ansøgeren kunne ikke få fornyet sin tilladelse til at handle i grænseområdet, hvis han ikke samarbejdede med efterretningstjenesten. De lagde et stort pres på ansøgeren, og han besluttede at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. [I sommeren] 2016 blev han døbt. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dele af sit asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han, da efterretningstjenesten kontaktede ham første gang, blev anmodet om at rapportere, såfremt han i [byen A] fik øje på folk fra Irak. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ved den første henvendelse fra efterretningstjenesten blev anmodet om at samle oplysninger i Irak ved PUK’s baser, og til gensamtalen, at han både skulle rapportere om forhold i Iran og Irak, herunder få folk i Irak til at arbejde for den iranske efterretningstjeneste, finde ud af, hvor Komalas og KDPI’s baser er, hvor store styrker disse har, og hvem der samarbejdede med dem. Henset til ansøgerens baggrund og forudsætninger finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at efterretningstjenesten skulle være interesseret i at anvende ansøgeren til de opgaver, han beskrev under gensamtalen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange han blev kontaktet af efterretningstjenesten op til sin udrejse, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ca. ti gange, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han de sidste tre måneder før sin udrejse blev kontaktet næsten dagligt. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, har ansøgeren forklaret, at konsekvenserne af, at han ikke ville samarbejde med efterretningstjenesten var, at han to gange mistede sin tilladelse til at færdes og handle i grænseområdet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at da han flyttede fra [byen A], blev han ikke opsøgt af efterretningstjenesten i en periode på ca. 5 år, ligesom ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke frygtede for sit eget liv, at efterretningstjenestens formål ikke var at slå ham ihjel, og at der ikke var en bestemt begivenhed, der udløste hans udrejse, men at han var virkelig træt af sit liv efter presset fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med myndighederne havde en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sine politiske aktiviteter i Danmark forklaret, at han har arrangeret og deltaget i demonstrationer og KDPI-arrangementer som almindelig deltager, uden at holde taler. Ansøgeren kan herefter ikke betragtes som særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens Facebook profil er oprettet i navnet [B], den tidligere profil i navnet [C], og således ikke i ansøgerens eget navn, [D]. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgerens politiske aktiviteter og hans optræden på en You-Tube video er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2016 men har til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyst, at han var ikke-religiøs og har interesse for kristendommen men har intet oplyst om sin konvertering eller dåben. Ansøgeren har ikke kunnet huske sin dåbsdato eller navnet på den kirke, hvor han er døbt. Selv om ansøgeren efter sin egen forklaring har deltaget i gudstjenester, kristendomsundervisning og andre kirkelige aktiviteter, har han demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen og forståelsen heraf, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre fyldestgørende for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Det forhold, at ansøgeren er analfabet kan ikke medfører et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/324/snd
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men han er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv, der går på politisk aktivitet for partiet Komala. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke er i besiddelse af nogen iranske ID-dokumenter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/323/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men hun er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, der ønsker, at hendes far melder sig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes har været politisk aktiv og har i øvrigt henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2018/322/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsani fra Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet Komala. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive pågrebet af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv. Videre har ansøgeren henvist til, at han er truet på grund af sin religion yari. Til støtte herfor, har ansøgeren forklaret, at han i perioden 1984 til 2001 var sympatisør for partiet Komala i Irak. I perioden 2001 til 2004 var ansøgeren medlem af partikomiteen i al-Tash lejren uden at være officielt medlem af partiet. Ansøgeren var ansvarlig for transport og distribuering af partiet publikationer. I 2004 flyttede familien til Kalar, men ansøgeren fortsatte med at transportere publikationer. I 2011 blev ansøgeren officielt medlem af partiet. Ansøgeren hentede også folk ved grænsen og kørte dem til Serguwez. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han i en længere årrække har været sympatisør med og i betydeligt omfang har været aktiv for det kurdiske parti Komala. Det må således lægges til grund, at ansøgeren har transporteret og uddelt aviser for Komala og længere tilbage i tiden også har været bibliotekar. Ansøgeren har også medvirket ved en lang række arrangementer relateret til Komala, ligesom hans to ældste sønner efter det oplyste har været aktive i Komala, herunder den ene som såkaldt peshmerga, det vil sige som væbnet medlem. Herefter finder Flygtningenævnet også på grund af den meget lange varighed af ansøgerens aktiviteter for Komala, ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. På denne baggrund må Flygtningenævnet lægge til grund, at også den kvindelige ansøger vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke tillægger det afgørende betydning hverken, at ansøgeren har været udrejst af Iran i en lang årrække eller at ansøgeren ikke er i besiddelse af iranske identifikationsdokumenter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/321/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra Javanrud i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har smuglet ulovlige varer, været i besiddelse af et våben samt er flygtet fra sin retssag. Ansøgeren endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om illegal smugling oplyst, at ansøgeren smuglede varer i form af tøj og spiritus fra grænsebyen Paveh til Hamedan og herefter videre til Teheran. Ansøgeren var i denne forbindelse involveret i en bilulykke, hvor han var indlagt på to hospitaler i sammenlagt to uger. Ansøgerens bror, [A], besøgte ansøgeren på hospitalet. Ansøgeren skjulte sig hos sin bror i halvanden måned, fordi ansøgeren var eftersøgt af politiet. Da politiet kom i besiddelse af [A’s] telefonnummer, måtte ansøgeren skjule sig hos sin moster, [B], som var bosat i byen Kali, i tre til fire måneder. Politiet i Iran havde opsøgt ansøgerens bopæl, og politiet havde endvidere ringet til [A] og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren valgte at flytte til Qeshm-øen i Iran, hvor ansøgeren levede i skjul hos sin ven i fem til seks måneder, efter folk begyndte at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran kort tid herefter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin konvertering til kristendommen oplyst, at ansøgeren gik i kirke tre gange om ugen i perioden fra [vinter] 2016 til [sen forår] 2016, hvilken dato ansøgeren ligeledes blev døbt. Herefter deltog ansøgeren i gudstjeneste hver anden weekend, fordi ansøgerens problemer blev forværret. Ansøgeren beder herudover til Gud. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvor længe han har arbejdet som smugler. I asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 1 år før ulykken. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 3 år før ulykken. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke varer han har smuglet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at den dag, han kom ud for en bilulykke, var der i bilen forskellige smuglervarer ”som fx 110 spiritus og 250 kg tøj". Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren først forklaret, at det var tøj, han smuglede. Senere i samtalen har ansøgeren forklaret, at han smuglede mærkevaretøj, som var virkelig fint og dyrt. Ansøgeren har i samme samtale forklaret, at det kunne være tørklæder, han smuglede. Ansøgeren har i samme samtale senere forklaret, at han også smuglede spiritus, men at det kun var en gang om måneden, at han fik noget alkohol med. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han smuglede lingeri til kvinder samt spiritus, og at han smuglede spiritus en til to gange per måned. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den pistol, ansøgeren har forklaret, at han medbragte, når han smuglede varer. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var en shah-kosh eller en kalaneari, der er en meget lille håndrevolver. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var en Colt pistol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes ageren i forbindelse med ulykken. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at der var en retssag, som blev udsat på grund af hans helbredsmæssige tilstand efter ulykken. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at politiet havde været på hospitalet og sagt, at han skulle henvende sig, når han vågnede op fra koma, og at politiet ikke havde lagt en rapport. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet havde givet lægerne en rapport. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans kontakt med familien i forbindelse med den ulykke, som ansøgeren har forklaret, at han var ude for. Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han havde boet hos sin bror [A] i 1,5 måneder efter sygehusopholdet og derefter hos sin moster 3-4 måneder. Til asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han ikke i 3 år inden sin udrejse havde haft kontakt til nogen familiemedlemmer ud over en telefonisk kontakt med [A] 1 måned inden hans udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ulykken og de skader han pådrog sig ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker fragmentarisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/320/GJEY
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1996, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1995. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Faren blev lagt i håndjern, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter fængslet i flere måneder. Familien, herunder ansøgeren, besøgte i den periode faren. Senere blev faren idømt fængsel i 3 år, hvilket førte til, at hele familien flygtede til Nordirak, hvor de lejede en bolig i en Komala lejr. Ansøgerens far var politisk aktiv for Komala i Irak, hvilket var farligt, da det iranske efterretningsvæsen bevægede sig frit rundt i Nordirak. Faren oplyste ikke, hvilke aktiviteter han udførte. Selv deltog ansøgeren alene i større Komala arrangementer, herunder fejring af nytåret, […] maj og peshmergadagen. Han sad med sin far og hørte på talerne etc. Ansøgeren havde ikke andre roller end at lytte. Arrangementerne blev filmet og kan ses på YouTube og er endvidere blevet vist af partiets tv-station. Ansøgeren og hans familiemedlemmer kan ses på optagelserne. Han tror på, at der er en skaber, en gud, men det er ikke muslimernes gud, han tror på. Han vil i givet fald udgive sig for at være muslim i Iran, men det vil næppe nytte noget, da man i Iran nu ved, at han er Komala-tilknyttet. Det ved man på grund af farens dom og på grund af optagelserne fra Komala arrangementerne. Han har ikke været politisk aktiv i Danmark, men han sympatiserer stadig med partiet. Han har ikke en Facebookprofil. Der er ikke politisk materiale på hans Instagramprofil. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, […], begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/319/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1992, er etnisk kurder og ateist fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1995 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far i Iran er flygtet efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, fordi faren har fortsat med at være politisk aktiv i Irak og fordi de 3 sønner har deltaget i Komala arrangementer i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han ikke havde et førstehåndskendskab til farens politiske aktiviteter i Iran, men han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsler i omkring 4 måneder. Ansøgeren besøgte i den periode sin far en gang. Det var i et fængsel i Uromiyeh. Han besøgte faren sammen med sin mor og brødre. Han mener, at [den ene bror] besøgte faren yderligere en gang i et fængsel. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. Farens dom og de andre dokumenter, faren har fremlagt, er ægte. Efter dommen flygtede de til Nordirak, hvor de blev anerkendt som flygtninge af UNHCR. De fik i Irak løbende UNHCR-kort med angivelse af, at de var flygtninge. Faren fik opholdstilladelse i Irak, hvor han blev lønnet af Komala. De boede i Sulaymaniyah. Han så ofte sin far med våben, herunder i familiens bolig. Faren havde et våben i hjemmet. Det vidste [den ene bror] vist ikke. Ansøgeren deltog sammen med sin familie i Irak i flere Komala arrangementer med flere hundrede deltagere. Ansøgeren havde under disse arrangementer ofte praktiske opgaver med at stille stole frem etc. Han deltog blandt andet i partiets fejring af nytåret, […] maj og peshmerga-dagen. Arrangementerne blev flere gange vist på partiets tv-kanal, Rozhalat. På optagelserne kan ansøgerens ansigt ses. Han sad da ned sammen med sine forældre og brødre. Ansøgers navn blev ikke nævnt på tv. Der er også YouTube-optagelser fra de store Komala-arrangementer, hvor man på tilsvarende vis kan se familien, herunder ansøgeren, der vil kunne genkendes. Hans navn fremgår ikke af optagelserne. Hans brødre var aktive på samme måde som ham. [Den ene bror] var med i Komalas ungdomsafdeling og oplæste som dreng et kendt kurdisk digt under et Komala-arrangement, hvilket blev vist på tv. De forlod Irak, fordi civilklædte iranske myndighedspersoner var aktive i Nordirak, og da der var risiko for, at familien ville blive sendt tilbage til Irak. Han er ikke bekendt med, i hvilket omfang deres familiemedlemmer i Iran måtte være blevet opsøgt efter deres udrejse. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv i Danmark og der er ikke regimekritiske opslag på hans Facebookprofil. Han er født som sunni-muslim. Han var ikke praktiserende i Iran. Det gav ham ikke problemer i Iran. Hvis han vender tilbage til Iran, vil han nok lyve og sige, han er muslim. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, Siavashs, begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/318/SME”
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1995, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring 2008 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak og Danmark. Han vil endvidere få problemer, fordi han ikke er muslim. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at faren ikke i Iran oplyste om sine politiske aktiviteter, men ansøgeren overværede selv, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsel i omkring 3 måneder. Ansøgeren besøgte faren - sammen med sin mor og brødre - en gang i et fængsel i Uromiyeh og en gang i et fængsel i Mahabad. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. De 3 dokumenter, som faren oprindeligt fremlagde, herunder dommen, er ægte. Familien udrejste efter dommen til Nordirak, hvor Komala stillede en bolig til familiens rådighed ved Zergwez. Der var bevæbnede Komala-soldater i området. Faren var politisk aktiv for Komala i Irak. Faren bar ikke våben i boligen, men andre steder. De fik udstedt UNHCR-papirer på, at de var asylsøgere. Han ved ikke, om UNHCR nåede at færdigbehandle familiens ansøgninger. Ansøgeren var ikke medlem af Komala, men han sympatiserede med Komala, og han deltog i Irak fra han var 15 år gammel i større partiarrangementer med 250-400 deltagere. Der blev holdt omkring 10 af sådanne arrangementer hvert år. De fejrede […] maj, nytår og partimærkedage etc. Ansøgeren var tilknyttet Komalas ungdomsafdeling og havde praktiske opgaver med at stille stole frem og dække bord. Endvidere var han sammen med andre unge med til at underholde med dans og sang til de store møder. Sangene handlede blandt andet om peshmergaer. Ansøgeren udførte ikke andre aktiviteter for Komala. Der forelægger en række optagelser af flere af de store Komala-arrangementer. Disse kan ses på YouTube og på Komalas hjemmeside. På optagelserne ses Komala-flag, kurdiske flag samt de mange deltagere i arrangementerne. Begge forældre og alle 3 brødre kan ses. På Komalas hjemmeside kan man endvidere se et foto af en række børn af peshmergaer, herunder ansøgeren. Fotografiet er taget i en Komala-lejr. Ansøgerens brødre var aktive for Komala i samme omfang som ansøgeren. De forlod navnlig Irak på grund af frygten for iranske myndigheder, der var til stede i Nordirak. Ansøgeren har også i Danmark deltaget i enkelte Komala møder. Han har endvidere i de sidste to år deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i København 3 gange. Han råbte slagord og holdt under to af demonstrationerne det kurdiske flag i hånden. Han skjulte ikke sit ansigt under demonstrationerne. Fra ambassaden blev demonstranterne filmet. Han holder en vis kontakt med partimedlemmer via Skype. Han har ikke lagt politiske budskaber på Facebook eller andre sociale medier under sit eget navn. Ansøgeren tror på gud, men ikke på en bestemt gud. Han tilhører ikke en bestemt religion. Han tror på menneskeheden. I familien var de stort set ikke religiøst aktive i Iran. Det gav dem ikke problemer, idet de da udgav sig for at være muslimer. Hvis de efter en tilbagevenden til Iran siger, de er muslimer, vil de ikke blive troet, da man nu ved, at de støtter Komala, og derfor ikke er religiøse. Han vil i givet fald nok sige, at han tror på menneskeheden. De vil derfor også af den grund være i fare ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg mv. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. Som dreng sang og dansede ansøgeren endvidere sammen med en række andre ved flere af arrangementerne og han oplæste ved mindst en lejlighed et digt. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komalas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller var passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, som ansøgeren har oplyst om, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor ansøgeren, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/317/SME”
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes ægtefælle vil få forældremyndigheden over deres fælles søn, fordi hun er udrejst af Iran med sønnen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen har ansøgeren oplyst, at hun i 2009-2010 kom i kontakt med sin venindes kusine [K], som introducerede hende for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, og hun mødtes med [K] og talte med hende om kristendommen. [K] gav ansøgeren en bibel. Ansøgeren begyndte at dele sedler ud med kristne budskaber til andre sammen med [K], og hun har også deltaget i kristne sammenkomster sammen med [K] og to andre ved navn [N1] og [N2]. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af civiklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i sin bibel. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for vold. [En dag i sommeren] 2015 kom ansøgeren for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Ansøgerens svoger fik midlertidigt løsladt ansøgeren ved at kautionere med skødet til et hus. Ansøgeren fik aldrig at vide, hvornår fængselsstraffen eller piskeslagene skulle eksekveres. Mens ansøgeren var tilbageholdt, tog hendes bror, [B], kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at [B] blev smidt ud af universitetet. Efter ansøgeren blev smidt ud fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og ansøgeren og [B] udrejste derfor illegalt af Iran. Ansøgeren og [B] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hendes bror været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens hun har været i Danmark. For så vidt angår asylmotivet vedrørende ansøgerens søn har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har kontaktet de iranske myndigheder, fordi hun er udrejst af Iran med deres søn, og at hendes søster er blevet indkaldt til et retsmøde på grund af dette. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at læse i Biblen, mens hun befandt sig i sin frisørsalon i åbningstiden. Når dette sammenholdes med de oplysninger, der foreligger om de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, som dokumentation for konflikten med myndighederne, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering at måtte tilsidesætte denne del af ansøgerens forklaring. Efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og de oplysninger, der i øvrigt foreligger om hendes kristne aktiviteter efter hendes udrejse af Iran, lægger nævnet imidlertid til grund, at ansøgeren nu er konverteret til kristendommen og er troende kristen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen, og nævnet vurderer, at hendes konversion er udtryk for en reel, indre religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent, kristent liv, og derved være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/316/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen, ikke har aftjent militærtjeneste og er udrejst illegalt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen i Iran, og at han fik en bibel af sine muslimske venner. Ansøgeren talte om kristendommen med sin søster [S], der også var interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 blev [S] opsøgt af civilklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i biblen. [S] blev anholdt og var tilbageholdt i en uge. [En dag i sommeren] 2015 kom [S] for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Mens [S] var tilbageholdt, tog ansøgeren kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at ansøgeren blev bortvist fra universitetet. Efter ansøgeren blev bortvist fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og han udrejste derfor illegalt af Iran sammen med [S]. Ansøgeren og [S] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hans søster været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens han har været i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om dennes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at konflikten efter det oplyste udspringer af det forhold, at ansøgerens søster skulle være blevet anholdt som kristen. Flygtningenævnet har ved samtidig afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens søster ikke lagt dennes forklaring til grund. For så vidt angår ansøgeren finder Flygtningenævnet det i særlig grad utroværdigt, at han efter sin søsters anholdelse skulle have valgt at opbevare kompromitterende materiale på sit kollegieværelse. Ansøgeren har hverken under samtaler med Udlændingestyrelsen eller ved fremmøde i Flygtningenævnet kunnet give nogen overbevisende eller sandsynlig forklaring herpå. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Trods gentagne forespørgsler om baggrunden for, at ansøgeren er konverteret, har han været helt ude af stand til at forklare nærmere herom. Dette gælder også ved den tredje samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2017, omkring tre år efter, at han ifølge sin forklaring begyndte at interessere sig for kristendommen og halvandet år efter, han blev døbt. Heller ikke ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren været i stand til at redegøre nærmere for baggrunden for, at han skulle være konverteret. Ansøgeren har endvidere kun kunnet demonstrere et ganske overfladisk og upræcist kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksomt på ansøgerens talehandicap, men bemærker, at ansøgeren har haft lejlighed til at forklare sig detaljeret ved samtaler med Udlændingestyrelsen, der har strakt sig over adskillige timer, således senest en samtale af i hvert fald tre timers varighed [i foråret] 2017. Det, som ansøgeren yderligere har anført vedrørende unddragelse fra militærtjeneste, kan ikke føre til et ændret resultat. Nævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke på noget tidspunkt er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan dette forhold, samt det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/315/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han frygter endvidere ægtefællen til den kvinde, som han havde et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [i vinteren/foråret] 2012 mødte en kvinde ved navn [A], som kom i hans forretning. De begyndte at skrive og ringe sammen, og det udviklede sig til et forhold. Omkring 30 dage efter første møde tog ansøgeren hjem til [A] om natten. De så derefter hinanden en gang om ugen og havde kontakt med hinanden hver dag. Efter fem til seks måneder svarede [A] ikke på ansøgerens beskeder, og ansøgeren har ikke hørt fra hende siden. Han er blevet ringet op af en mand, som ansøgeren formoder, er [A]s ægtefælle, der er oberst i garden. Manden sagde, at han nok skulle finde ansøgeren. Omkring en måned efter dette blev ansøgeren opsøgt i sin forretning. Efter 15 dage blev han igen opsøgt, men [A] blev ikke nævnt. Ansøgerens forældres bopæl blev også opsøgt. Ansøgeren lukkede sin forretning og åbnede en anden på samme gade. Han blev kontaktet og truet på sms og ved opkald mange gange. I 2014 talte ansøgeren med sin ven, [B], hvilket gjorde ansøgeren interesseret i kristendommen, fordi straffen for utroskab var mildere i kristendommen end i islam. Ansøgeren deltog i kristendomsundervisning i to måneder, hvorefter han blev døbt i [efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015 grundet konflikten med [A]s ægtefælle, og fordi en bekendt var blevet udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgerens bror har efterfølgende modtaget en tilsigelse til ansøgeren om at møde i retten. Ansøgeren fortsatte med sine kristne aktiviteter i Danmark, og han blev døbt i [foråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om sine asylmotiver til grund. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konflikt i Iran som følge af, at han har haft et forhold til en gift kvinde har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om væsentlige elementer i asylmotivet, herunder om hvornår han blev opsøgt, og hvad han fik at vide om baggrunden for opsøgningerne. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet generelt har fremstået diffus og upræcis. Herudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har kunnet opholde sig i Iran i perioden fra 2012 – 2015, uden at der er blevet gjort alvor af eventuelle trusler mod ansøgeren, også selvom ansøgeren efter sine egne oplysninger åbnede en ny forretning i samme gade som hans tidligere forretning lå i. På den anførte baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en asylbegrundende konflikt i Iran i anledning af sit forhold til en kvinde, der var gift med en oberst i garden. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konversion fra islam til kristendommen finder nævnet, at ansøgeren under sagens behandling ikke på en overbevisende og reflekteret måde har redegjort for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen i Iran, ligesom han heller ikke har anført noget om dette i sit asylskema [fra slutningen af] 2015. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke efter at have været i Danmark omkring et års tid, selvom han efter sine egne oplysninger skulle være blevet døbt i Iran. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke gik i kirke i Danmark allerede umiddelbart efter sin ankomst til landet. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under de afholdte samtaler ikke har kunnet erindre datoerne for sin dåb i hverken Iran eller Danmark, ligesom ansøgeren heller ikke under sagens behandling på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for, at han nu er blevet protestant, selvom han i Iran angiveligt skulle være døbt katolsk. I det hele fremstår ansøgerens trosforhold ureflekterede og uden at være udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt dåbsbevis, kan heroverfor og i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark i forbindelse med deltagelse i en demonstration omkring årsskiftet 2017/2018, deltagelse i og distribution af Youtube-videoer og oplysningen om, at der angiveligt har været en iransk spion på ansøgerens flygtningecenter kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren har sandsynliggjort et asylmotiv ”sur place”. Nævnet har herunder lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er oplysninger om, at ansøgeren skulle være særligt profileret, og at myndigheder eller private i Iran således skulle være kommet til kundskab om aktiviteterne. Det kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på skulderen. Den fremlagte tilsigelse til at møde i retten kan efter nævnets opfattelse ikke umiddelbart henføres til forhold af betydning for belysning af ansøgerens asylmotiver. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/314/SLH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i henholdsvis 2013 (kvindelige ansøger) og 2015 (mandlige ansøger). Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Hun var tidligere muslim, men er efter sin ankomst i Danmark konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder på grund af hendes søns politiske aktiviteter, og at hun frygter at blive henrettet, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hendes søn [A] er blevet systematisk tilbageholdt af de iranske myndigheder som led i præventive anholdelser op til helligdage og større begivenheder. Hun har endvidere oplyst, at hun og [A] har set kristent tv i Iran, og at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i august 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Den mandlige ansøger er etnisk perser fra Ahvaz, Iran. Han er født muslim, men konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af Tudeh-partiet i Iran fra 1979 til 1983. Han har ikke haft politiske aktiviteter for partiet siden 1983. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft fagforeningsaktiviteter i Iran og er blevet fængslet herfor i perioden fra 2012 til 2015, hvor han flygtede fra fængslet. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at han i 2011 havde fagforeningsaktiviteter i Iran og blev anholdt. Han fik en dom på syv års fængsel. Efter tre år i fængsel blev den mandlige ansøger indlagt på et hospital, hvor han bad Jesus om hjælp og blev kristen. Han flygtede fra hospitalet til Tyrkiet og videre til Danmark, hvor hans ægtefælle, den kvindelige ansøger, og parrets søn, [A], opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han har været i fængsel i Iran i perioden fra 2012 til 2015, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøgers ægtefælle og søn har forklaret, at han i denne periode opholdt sig i Tyrkiet, at den mandlige ansøger og hans søn har forklaret forskelligt om, hvor den mandlige ansøger blev anholdt, og at den mandlige ansøgers forklaring om tidspunktet for telefonsamtalen med datteren, hvor han fortalte, at han var i Tyrkiet, stemmer dårligt med ægtefællens og sønnens oprindelige forklaringer om, at de ikke vidste, hvor den mandlige ansøger var. Nævnet lægger endvidere vægt på, at omstændighederne omkring flugten synes mindre sandsynlige. Flygtningenævnet finder således ikke, at den mandlige asylansøger har sandsynliggjort, at han har haft aktiviteter i 2011/2012, der førte til fængsling. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger blev døbt den 11. august 2013, og at den mandlige ansøger blev døbt den 8. november 2015 – begge efter et kort dåbsforløb på kun omkring to måneder. Begge ansøgere har efter dåben haft meget omfattende kristelige aktiviteter. De har fortsat regelmæssigt modtaget undervisning og gået i kirke. De har begge fra januar til juni 2018 deltaget i et kursus på Luthersk Missionshøjskole med henblik på at kunne missionere. De har ikke ønsket at lægge skjul på deres kristne tro, og er stået frem i såvel tv som i informationsfoldere i lokalsamfundet. De agter at holde fast i deres kristne tro også ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne, selvom de begge er blevet døbt på et tidligt tidspunkt, på nuværende tidspunkt må anses for reelt kristne, og at de således risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/311/ATN
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim født Orumieh, Iran, men har boet i Soran, Nordirak, siden 1996. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af KDPI siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren og hans familie har været politisk aktive. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og mor var hemmelige medlemmer af KDPI, mens de boede i Iran. Da ansøgeren var cirka fem måneder gammel, blev forældrene afsløret af de iranske myndigheder, og familien måtte flygte til Kandil-bjergene. Her boede de, indtil det iranske regime i 1996 slog kurderne i området tilbage, hvorefter familien flygtede til Irak. Ansøgeren voksede efterfølgende op i Irak, hvor han har boet frem til sin udrejse. I Irak var ansøgerens far aktiv peshmerga for KDPI frem til 2013-2014, hvor han gik på pension. Faderen fortsatte som medlem af KDPI, men var ikke så aktiv længere på grund af sin alder. I 2011 deltog ansøgeren i en kongres for KDPI i Irak, hvor han søgte om at blive medlem af partiet. Partiet accepterede ham, og ansøgeren fik samme dag udleveret et medlemskort. I 2015 deltog ansøgeren i endnu en kongres for partiet i Irak. Udover deltagelsen i disse to kongresser har ansøgeren ikke udført aktiviteter for KDPI, idet ansøgerens far ikke ønskede, at han blev et aktivt medlem. I slutningen af 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Efter sin indrejse i Dannmark har ansøgeren deltaget i tre demonstrationer for kurderes rettigheder i Danmark, ligesom han har deltaget i en række møder i KDPI i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit medlemskab af KDPI under sit ophold i Irak til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om han var medlem eller sympatisør, ligesom han har forklaret, at han ikke var aktiv for partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under hensyn til ansøgerens forklaring i øvrigt heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie har udøvet den politiske aktivitet, som han har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf eller i øvrigt ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har i denne forbindelse været opmærksom på det øgede spændingsniveau, der er i irakisk Kurdistan, og at de iranske myndigheder har et betydeligt fokus på blandt andet aktivitet for KDPI. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl med konventionsstatus eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, som følge af sine aktiviteter og baggrund inden indrejsen i Danmark. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, og at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet har fremlagt en række fotografier til dokumentation heraf. Nævnet finder, at ansøgeren bør afgive en nærmere forklaring herom, ligesom omfanget af fotografier og den sammenhæng, hvori de indgår, bør søges fastlagt. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå, og således at Udlændingestyrelsen tager stilling til, om ansøgerens sur-place-aktiviteter, med den baggrund ansøgeren har, fører til, at ansøgeren skal have konventionsstatus i Danmark.” Iran/2018/310/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan, men nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren er iransk statsborger, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har hjulpet medlemmer af det politiske parti Komala i én til to måneder i sommeren 2015, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en fængselsdom eller henrettelse, idet han har samarbejdet med medlemmer af Komala. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i en flygtningelejr i Irak, og at han og hans familie flyttede tilbage til Iran, inden ansøgeren var et år gammel. Ansøgerens fars gode ven [A] var medlem af Komala. [A] havde et hus tæt på ansøgerens families landbrugsjord, hvor ansøgeren opholdte sig omkring to uger om måneden i sommerperioden. [A] fortalte ansøgeren om sit partimedlemskab i starten af 2015, og de drøftede efterfølgende kurderes rettigheder og partiets aktiviteter. I [sommeren] 2015 hjalp ansøgeren – der 5 eller 6 måneder tidligere var blevet bedt herom af [A] – to personer med tilknytning til Komala partiet ved at lave mad til dem og gemme deres våben i den garage, hvor han opbevarede landbrugsmaskiner. [Senere på sommeren] 2015 lavede han mad til og gemte våben for tre andre personer med tilknytning til Komala partiet. Ansøgeren rejste herefter fra landstedet. Kort efter ringede hans ven [B], der havde jord ved siden af ansøgerens families, og fortalte, at personer fra efterretningstjenesten var ved at undersøge ansøgerens garage og havde taget våben ud af garagen. Ansøgeren fortalte dette til sin far, der sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse af Iran. En slægtning kørte ansøgeren til Teheran, hvor han opholdt sig to eller tre dage inden sin udrejse. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen, da han sejlede fra Tyrkiet til Grækenland. Vandet blev uroligt, og ansøgeren så et kors i himmelen. En iransk kvinde på ansøgerens asylcenter tog ansøgeren med i kirke, og han blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv vedrørende hjælp til personer fra Komalapartiet, idet hans forklaring om motivet i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren – der vidste, at [A] var i myndighedernes søgelys og havde været tilbageholdt af myndighederne – uden særlig involvering i Komala partiet ville risikere at hjælpe personer med tilknytning til partiet som forklaret af ham. Det findes endvidere usandsynligt, at myndighederne opsøgte garagen, netop som ansøgeren gemte våben for personerne. Ansøgerens har for nævnet forklaret, at han ikke ved, hvordan myndighederne fik kendskab til, at der var våben i garagen, men at forklaringen kan være, at personerne er blevet pågrebet af myndighederne. Ifølge ansøgerens forklaring gik der imidlertid kun omkring et døgn fra personernes ankomst til garagen, til ansøgeren blev ringet op af sin ven, der fortalte om myndighedernes fund af våben i garagen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror er udrejst af Iran med omkring halvanden måneds mellemrum og ankommet til Danmark angiveligt grundet helt separate konflikter. Ansøgeren har ikke villet samtykke i sambehandling med sin brors sag med den begrundelse, at sagerne ikke har med hinanden at gøre. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren stort set intet kendskab har til baggrunden for sin brors flugt fra Iran. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konversion, der er sket efter indrejsen i Danmark, og hans fremtræden under nævnsmødet. At ansøgeren har [en kristen tatovering] på armen og oploader religiøse budskaber m.v. på en Facebookside kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/309/jabp
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra [mindre by], Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har ydet økonomisk støtte til yarsan religionen. Den mandlige ansøger frygter videre at blive slået ihjel af en overdommer og af myndighederne i Kasakhstan, såfremt han vender tilbage til Kasakhstan. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og endvidere henvist til, at hun frygter for sin families sikkerhed, idet civile personer har prøvet at bortføre ansøgernes søn. Til støtte for deres asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han stammer fra en meget stor familie som bor i [mindre by] i Kermanshah provinsen, der er hovedsæde for yarsan-religionen. Den mandlige ansøger blev som 16-årig valgt til formand for den lokale ungdomsgruppe og har gennem tiden været med til at arrangere møder. Den mandlige ansøger fik et arbejde hos sin fætter i Kasakhstan og flyttede herefter til Kasakhstan, hvor han boede med sin familie frem til 2010. I 2004 startede han som selvstændig med import af frugt og grønt fra Iran. Den mandlige ansøger havde en forretningsaftale med [A], der var bror til byens overdommer. I slutningen af 2014 bestilte [A] 200 tons frugt. Den mandlige ansøger modtog aldrig betaling herfor, fordi [A] mente, der var frostskader på frugten. I stedet krævede [A] 100.000 USD af den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger nægtede at betale. Senere henvendte [A] sig igen og ønskede at bestille 300 tons frugt. Den mandlige ansøger skulle stille sikkerhed med sin lejlighed og ansøgerne underskrev en fuldmagt hertil. I sommeren 2015 fandt den mandlige ansøger ud af, at [A] havde solgt lejligheden, fordi han mente, at den mandlige ansøger skyldte ham 100.000 USD. Den mandlige ansøger tog herefter til [A’s] kontor for at konfrontere ham, men [A] truede den mandlige ansøger med en proptrækker mod halsen. [I efteråret] 2015 indrejste ansøgerne med fly til Danmark. Siden 2000 har den mandlige ansøger sendt penge til yarsan religionen. [B] var ansvarlig for donationerne til religionen. Under en ransagning hos [B] i sommeren 2015 blev listen af bidragsydere fundet af den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerne, der er iranske statsborgere, asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes asylmotiv, at de ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet deres forklaringer på centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende. Forklaringerne anses herefter for at være konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om den mandlige ansøgers konflikt med [A] i Kasakhstan. Under den mandlige ansøgers asylsamtale [i sommeren] 2016 og under gensamtalen [i starten] 2017, har han forklaret, at han ikke prøvede at kontakte politiet, men at han fortalte sin ægtefælle, at de var nødt til at flygte så hurtigt som muligt, efter at han var blevet truet af [A]. Den kvindelige ansøger har derimod under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at de søgte myndighedernes hjælp i Kasakhstan, ligesom hun under sin asylsamtale har forklaret, at hendes mand opsøgte politiet, og at han også var på den iranske ambassade for at få hjælp. Den kvindelige ansøger har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at en mand henvendte sig på bopælen i Kasakhstan og spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom. Den mandlige ansøger har i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at hans ægtefælle ikke blev opsøgt efter han forlod Kasakhstan. Den mandlige ansøgers oplysning under nævnsmødet om, at han for at berolige sin ægtefælle alligevel har fortalt hende, at han henvendte sig til politiet, fremstår ikke troværdig. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet indkaldt til at møde i retten for internationale sager i Teheran på baggrund af en straffesag mod ansøgeren i Kasakhstan, således som det er angivet på et dokument, der angiveligt er udstedt [i efteråret] 2016. Den mandlige ansøgers forklaring herom anses således for utroværdig. Flygtningenævnet henviser til, at dokumentet, der alene er fremlagt som kopi af et digitalt foto, først er fremkommet, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgernes asylansøgning. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerens søster efter forklaringen har modtaget indkaldelsen allerede [i efteråret] 2016, men først i 2018 fortalte den mandlige ansøger herom, fordi hun angiveligt ikke ville stresse ansøgeren ved at fortælle om dokumentet, der i øvrigt ikke indeholder angivelsen af et tidspunkt for, hvornår ansøgeren skulle møde i retten i Teheran. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den del af asylmotivet, der vedrører ansøgernes yarsan-tro har en sådan karakter og intensitet, at der er tale om et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger i asylansøgningsskemaet alene har henvist til de generelle forhold for yarsan-troende i Iran, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende har forklaret, at han er anført på en hemmelig liste over bidragsydere, der blev fundet under de iranske myndigheders ransagning på [B’s] bopæl. Endvidere lægges der vægt på, at den mandlige ansøger udbyggende for nævnet først har forklaret, at han har missioneret for yarsan-troen i Iran fra han var 15 til 27 år. Senere har han forklaret, at han ikke har missioneret, men at han blot har reklameret for yarsan-troen. Han har imidlertid aldrig af den grund oplevet problemer med de iranske myndigheder. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2015, efter at de iranske myndigheder 5 dage forinden foretog ransagningen, er rejst legalt fra Kasakhstan til Iran, hvor han har opholdt sig uden problemer til [i efteråret] 2015, hvorefter han legalt udrejste fra Iran. Det fremgår i øvrigt af den mandlige ansøgers pas, at han flere gange forinden [sommeren] 2015 er rejst legalt frem og tilbage mellem Kasakhstan og Iran, og ansøgerne har under nævnsmødet forklaret usammenhængende herom. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold for yarsan-troende i Iran ikke kan give grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at den mandlige ansøgers forklaring om en afhøring hos de iranske myndigheder i 2008 kan anses for et afsluttet forhold, og at forholdet efter ansøgerens forklaring i øvrigt ikke indgår som en del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingeloven§ 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/308/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hamadan og angiveligt kristen af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få afhugget en arm eller et ben. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder, da han har haft et forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine tatoveringer og grundet alkoholindtag, da ansøgeren tidligere har været fængslet af myndighederne. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sit forhold med [A] oplyst, at ansøgeren ønskede at gifte sig med hende, og derfor forsøgte at fri til hende to måneder efter, at han havde mødt hende. [A`s] far afviste dette og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren besluttede sig på ny at fri til [A], som ligeledes blev afvist af [A`s] far, og ansøgeren blev efterfølgende anmeldt til myndighederne af [A`s] far. Myndighederne udstedte herefter en tilsigelse til retten stilet til ansøgeren, hvorefter de henvendte sig på ansøgerens bopæl for at finde ham. Myndighederne forlod bopælen, da ansøgeren ikke var der. Myndighederne vendte tilbage til bopælen, hvor de tog ansøgerens bror med og tilbageholdte ham i tre dage, idet de forvekslede ansøgerens bror med ansøgeren. Ansøgeren flygtede til Chah Bahar efter han havde hørt, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Efter otte måneders ophold i Chah Bahar udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sine tatoveringer og alkoholindtag, oplyst, at ansøgeren tidligere har været fængslet og chikaneret af myndighederne som følge heraf. Ansøgeren frygter på denne baggrund, at myndighederne vil henrette ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han er konverteret til kristendommen, oplyst, at ansøgerens venner opfordrede ansøgeren til at komme i en huskirke i Iran. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt i den kristne tro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren på grund af alkoholindtagelse har været frihedsberøvet af myndighederne og i den forbindelse har været udsat for fysiske overgreb. På denne baggrund har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på foretagelse af torturundersøgelse. Ansøgerens forklaringer vurderes imidlertid i lyset af det forklarede om fysiske overgreb. Imidlertid finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaringer kan lægges til grund, idet de på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængslet to eller tre gange, om hvorvidt han er idømt straf i form af piskeslag, og om hvorvidt han to eller ti gange har været udsat for overgreb fra Basij. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt [A`s] far var til stede under det første frieri, og om han der truede med at slå ansøgeren ihjel, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende om [A`s] kusines rolle og om ansøgerens brors tilbageholdelse. Han har endeligt forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne med sikkerhed havde kendskab til hans seksuelle forhold til [A], eller at dette blot beroede på hans formodning. Det bemærkes endvidere, at hverken han selv under sit ophold i Iran frem til [efteråret 2015], eller hans familie har været udsat for myndighedsforfølgelse siden brorens angivelige tilbageholdelse primo 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed og dels til divergerende forklaringer, om hvorvidt ansøgeren i Iran har været i huskirke, om hvornår han besluttede at konvertere og om, hvorvidt han forud for dåben modtog kristendoms undervisning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2018/307/AZU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han hjalp to medlemmer af det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han udrejste illegalt af Iran. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans ven, [B], befandt sig i bjergområdet omkring ansøgerens landsby, […], en dag i [foråret] 2015. De mødte to kurdere fra KDPI, ved foden af […] bjerget, som spurgte, hvorvidt de kunne hente mad til dem. Ansøgeren og [B] besluttede sig for at hjælpe de to kurdere. Omkring ti dage efter mødte ansøgeren og [B] endnu engang de to kurdere i bjergene. De to kurdere bad ansøgeren og [B] atter engang hente mad til dem, hvilket ansøgeren gjorde. Senere mødte ansøgeren og [B] igen de to kurdere i bjergene. Ligesom tidligere bad de dem om at hente mad, hvilket [B] gjorde. Tre til fire dage efter ringede ansøgerens fætter og fortalte ansøgeren, at repræsentanter fra myndighederne havde ledt efter ansøgeren på hans bopæl, og at [B] var blevet anholdt. Ansøgeren tog herefter hjem til en bekendt i byen […]. Ansøgeren opholdt sig der i tre dage. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste herefter illegalt af Iran sammen med en agent. De udrejste af Iran [sommeren] 2015. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede han yarsan. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, begyndte han at få interesse for kristendommen. Omkring tre uger efter ansøgerens ankomst, deltog han i sin første kristne aktivitet, da han tog del i en ceremoni i en kirke nær [asylcenteret]. Cirka en uge efter deltagelsen i ceremonien, blev ansøgeren og hans ægtefælle flyttet til asylcenter […]. Ansøgeren begyndte at modtage dåbsundervisning med henblik på at blive døbt og konvertere til kristendommen. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne mistænker hendes ægtefælle for at være anti-revolutionær. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kort forinden hendes udrejse af Iran blev deres bopæl opsøgt af syv myndighedsrepræsentanter. Fire af repræsentanterne trængte ind på bopælen, ransagede den og ødelagde deres ejendele, hvorefter de forlod bopælen. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle befandt sig i bjergene, da bopælen blev opsøgt. Den efterfølgende morgen blev deres bopæl atter engang opsøgt af repræsentanter fra myndighederne. Ansøgeren forsøgte efterfølgende at ringe til sin ægtefælle, men hans telefon var slukket. Eftersom ansøgerens ægtefælle ikke var kommet hjem dagen efter, ringede ansøgeren til sin ægtefælles bror og fortalte ham, hvad der var sket. Senere samme dag blev ansøgeren hentet af ægtefællens bror og de kørte sammen hen til ansøgerens ægtefælle som befandt sig i landsbyen, […]. Senere på dagen kørte de videre til den tyrkiske grænse som de krydsede illegalt til fods. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede hun yarsan. Ansøgeren har oplyst, at hun fik interesse for kristendommen, mens hun befandt sig i Grækenland. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, deltog hun i sin første kristne aktivitet i en kirke nær [asylcenteret]. Ansøgeren flyttede efterfølgende til asylcenter […], hvor hun kort efter begyndte at modtage dåbsundervisning. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Vedrørende asylmotivet i Iran: Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de forinden deres udrejse var forfulgt af de iranske myndigheder, til grund. Nævnet henviser til, at forklaringerne på centrale punkter fremstår usandsynlige og divergerende, og at de derfor må anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at to mænd fra KDPI uden nærmere kendskab til ansøgeren og hans ven [B], har anmodet ansøgeren og [B] om hjælp til at skaffe mad, idet de samtidig har oplyst, at de hed [H] og [A], og i øvrigt fortalt, at de var KDPI-medlemmer. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om den tid, der forløb mellem det andet og det tredje møde med [H] og [A], idet han under oplysnings- og motivsamtalen, har forklaret, at der gik måske otte dage, mens han under asylsamtalen har forklaret, at det gik omkring 17 til 18 dage. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret nærmere om [Hs] og [As] udseende, idet han blandt andet har oplyst, at den ene havde tilbagestrøget hår, og at den anden havde sideskilning, og at de var uden skæg. Ansøgeren har endvidere forklaret om deres påklædning. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke kan huske, hvordan [H] og [A] så ud. Ansøgeren har også forklaret divergerende om stedet, hvor [B] blev anholdt. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at anholdelsen skete i Sarpol Zahab, mens han under asylsamtalen har forklaret at [B] blev anholdt på sin egen bopæl, […], der ligger 25-30 minutters kørsel fra Sarpol Zahab. Vedrørende den kvindelige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at det fremstår usandsynligt, at den irakiske efterretningstjeneste to gange har henvendt sig på ansøgerens bopæl for at få fat i den mandlige ansøger, mens han ikke var hjemme. Der henvises til forklaringen om, at hendes mand hver dag tog op i bjergene sammen med [B] og deres dyr, hvilket efterretningstjenesten måtte formodes at vide. Der lægges endvidere vægt på ansøgerens usammenhængende forklaringer om efterretningstjenestens henvendelser på bopælen. Under oplysnings- og motivsamtalen har hun forklaret, at myndighedspersonerne første gang præsenterede sig som personer fra efterretningstjenesten fra Sarpol Zahab, og at hun i øvrigt gik ud fra, at de var myndighedspersoner, fordi de havde walkie-talkies på sig. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun alene vidste, at der var tale om myndighedspersoner, fordi en af dem bar en walkie-talkie, og at hun ikke mente, at hun tidligere havde forklaret, at mændene fortalte, at de kom fra efterretningstjenesten. Vedrørende konversionen: Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes oprindelige asylmotiv som utroværdigt, og der påhviler herefter ansøgerne en skærpet bevisbyrde for, at deres konversion i Danmark til kristendommen, er sket på grundlag af en reel religiøs overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne under deres oplysnings- og motivsamtaler og under deres asylsamtaler har forklaret, at de var yaresan-troende. Ansøgerne har i øvrigt ikke under oplysnings- og motivsamtalerne oplyst, at de skulle døbes, og at de under asylsamtalerne ikke har oplyst, at de var blevet døbt [vinteren] 2015. Nævnet lægger endvidere vægt på oplysningen fra pastor […], om at dåbsundervisningen alene har bestået i undervisning to gange to timer om ugen fra [efteråret] til [vinteren] 2015. Nævnet finder ikke, at en så kortvarig undervisning kan begrunde et fornødent troværdigt grundlag for dåben. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres motiver og for deres refleksioner samt konsekvenserne for deres konvertering og for kristendommens betydning for dem. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerne har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og at deres deltagelse i kirkelige arrangementer ikke kan tillægges et stærkt engagement i kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at den kirkelige velsignelse af deres ægteskab eller deres datters dåb kan føre til en anden vurdering, ligesom oplysningerne og en række udtalelser fra sognepræster om ansøgernes deltagelse i gudstjenester og kirkelige arrangementer ikke kan føre til et andet resultat. For så vidt angår den kvindelige ansøgernes opslag på Facebook bemærkes, at opslagene med kirkelige motiver er foretaget, efter at Udlændingestyrelsen første gang [foråret] 2016 havde meddelt afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse, og at den mandlige ansøger alene [foråret] 2016 har foretaget et enkelt oplag, forinden Udlændingestyrelsens første afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er sandsynliggjort, at opslagene er kommet til kendskab for de iranske myndigheder, eller at opslagene vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/305/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra Bukan, Iran. Ansøgeren har været medlem af det kurdiske parti Komala siden 2010 og har udøvet politiske aktiviteter for partiet i en årrække. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim fra Bukan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske parti Komala, siden hun var omkring ti år gammel. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi den mandlige ansøger blev idømt fængsel i tre år og bortvisning fra hjemegnen på grund af sine aktiviteter for Komala i Iran. Ansøgerne har som støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i 2005 rejste sammen med den kvindelige ansøgers fætter til Irak. Den mandlige ansøger skulle besøge en ven, og den kvindelige ansøgers fætter skulle besøge sin søn. Da de var nået til Irak, skiltes de, og fortsatte deres rejser hver for sig. Den kvindelige ansøgers fætter blev anholdt [i] februar 2006. Fætteren fortalte myndighederne, at han havde arbejdet sammen med den mandlige ansøger i Irak. Den kvindelige ansøgers fætter var et aktivt medlem af Komala, og han havde tidligere været i fængslet på grund af sine politiske aktiviteter. Fætteren blev slået, hvilket fik ham til at fortælle alt til de iranske myndigheder. Omkring den […] marts 2006 blev anssøgernes bopæl opsøgt af omkring 15 til 20 personer fra de iranske myndigheder. Bopælen blev ransaget, og den mandlige ansøger blev taget med til en politistation, hvor han blev afhørt af en repræsentant fra efterretningstjenesten omkring sin tilknytning til Komala. Den mandlige ansøger fik nogle lussinger. Han blev herefter fængslet i omkring 25 dage hos efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger blev hængt op og tortureret. Han var under konstant tortur i omkring 25 dage. Den mandlige ansøger blev anklaget for at have udøvet politiske aktiviteter for Komala, men han nægtede. Den mandlige ansøger var fængslet sammen med to andre personer, som havde udført aktiviteter for partiet. Dette var den mandlige ansøgers svigermors mosters søn, [A] og ansøgerens ven [B]. Den kvindelige ansøger besøgte den mandlige ansøger én gang under hans fængsling i Bukan. Den mandlige ansøger blev herefter flyttet til fængslet i Uromiyeh, hvor han fortsat var fængslet med de to førnævnte personer. Under tortur indrømmede de to personer, at de sammen med den mandlige ansøger havde lavet aktiviteter for Komala. Den mandlige ansøger blev også udsat for overgreb i fængslet. Han var fængslet i omkring tre måneder og fem dage. Den mandlige ansøger var efterfølgende i fængslet i Mahabad i 15 dage, indtil hans brødre betalte hans kaution på 80 millioner toman. Den mandlige ansøger havde ikke været i retten, da han blev løsladt mod kaution. Den mandlige ansøgers sag kom for retten i 2006, og han deltog i to retsmøder. I Iran får man sin dom sendt til bopælen, hvorefter man har tre uger til at klage over afgørelsen. Den mandlige ansøger ankede dommen, men den blev stadfæstet. Den mandlige ansøger blev i 2007 eller 2008 idømt tre års fængsling og tvangsflytning til et andet område i Iran. Ansøgerne udrejste sammen med deres tre sønner kort tid herefter. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerne og deres sønner har forklaret indbyrdes divergerende om væsentlige forhold. Dertil kommer, at den mandlige ansøger har fremlagt falske dokumenter i sin asylsag. Flertallet finder således, at ansøgernes generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at to særskilte ægthedsvurderinger har fastslået, at tre centrale dokumenter, som den mandlige ansøger har fremlagt vedrørende sit fængselsophold og sin dom, er falske. Konklusionen er, at det samlede sagskompleks, som de tre dokumenter søger at underbygge, ikke er ægte. De af ansøgerne fremlagte nye dokumenter vedrørende kautionsforpligtelsen kan herefter heller ikke lægges til grund. Flertallet har herved også lagt vægt på, at den mandlige ansøger til gensamtalen [i] august 2016 har afvist, at de tre fremlagte dokumenter er falske med divergerende og udbyggende begrundelser. Om det ene af dokumenterne har den mandlige ansøger til sin gensamtale [i] august 2016 således forklaret, at han ikke fik dokumentet fra retten, men derimod fra en advokat, der ikke måtte give det til ansøgeren, hvilket den mandlige ansøger ikke har forklaret om tidligere, hverken i sit asylansøgningsskema af maj 2015, til oplysnings- og motivsamtalen af juni 2015 eller til asylsamtalen af marts 2016. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han har fremskaffet de tre dokumenter, idet han til sin gensamtale indledningsvis flere gange har forklaret, at han fik dokumenterne tilsendt af en ven i Norge. Denne forklaring ændrede den mandlige ansøger under oversættelsen af gensamtalereferatet, idet ansøgeren oplyste, at han fik dokumenterne tilsendt af en mand i Sverige, der er som en bror for ansøgeren, og som ansøgeren stoler på. Derudover har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han kom i besiddelse af sin dom i Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at dommen blev sendt til ham, og at han havde tre uger til at appellere dommen, hvilket ansøgeren gjorde, og at dommen derefter blev stadfæstet. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle have den af sin advokat, der fik den tilsendt, og at advokaten fortalte ansøgeren, at han først skulle 1-1½ år i fængsel, inden han kunne appellere. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har flertallet derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter for Komala i Iran forud for familiens udrejse til Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han uddelte løbesedler og tidsskrifter for partiet og hvervede nye medlemmer, mens han til gensamtalen har forklaret, at han var en del af en hemmelig organisering af Komala, og at de havde specielle mobiltelefoner, der ikke kunne aflyttes, og at ansøgerens arbejde bestod i at meddele partiets ledelse om forskelligt. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om sin løsladelse. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke var i retten, inden han blev løsladt af myndighederne, hvilken forklaring den mandlige ansøger senere ændrede under asylsamtalen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ligeledes forklaret, at han var i retten uden advokat to gange efter sin løsladelse, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han var til et retsmøde, og at han fik tildelt en advokat. Endelig har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvornår familien udrejste efter 4½ måneds fængsling. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at familien udrejste to dage før nytårsaften i slutningen af 2007, hvilket han senere ændrede til slutningen af 2008. I asylansøgningsskemaet har den mandlige ansøger oplyst, at han kom i fængsel i Iran i 1384, svarende til [x] marts 2005- [x] marts 2006, hvilket ikke stemmer overens med, at familien først udrejste i slutningen af 2008. Vedrørende ansøgernes og deres sønners indbyrdes divergerende forklaringer har flertallet navnlig lagt vægt på, at familien har forklaret divergerende om, hvad der skete under den mandlige ansøgers tilbageholdelse i Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var i stuen sammen med sin ægtefælle, og at deres børn var på deres værelse på 1. sal, da de iranske myndigheder kom, at der kom ca. 15-20 personer til bopælen, og at han blev iført håndjern bag på ryggen efter myndighederne havde ransaget bopælen. Ansøgernes søn, […], har derimod forklaret, at hele familien var i stuen, og at de var ved at spise en slags frø ved bordet, at der kom 5-6 personer, og at den mandlige ansøger blev iført håndjern foran maven, straks da myndighederne var kommet ind i boligen. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der kom 4-5 personer, mens hun til sin asylsamtale har forklaret, at der kom 20-30 personer. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at flere af myndighedspersonerne var iklædt militæruniformer, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de alle var iklædt civilt tøj. Om den kvindelige ansøgers besøg i fængslerne har hun forklaret, at ansøgerne var adskilt og sad i forskellige rum, og at de talte via en telefon, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de sad i samme lokale, og at han kunne røre hende. Derudover har familien forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de var medlem af Komala. Flertallet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. I den forbindelse bemærker flertallet, at der ved vurderingen af de fremhævede divergenser er taget hensyn til, at de beskrevne forhold er foregået nogle år tilbage, og at ansøgernes sønner var mindreårige på daværende tidspunkt. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har flertallet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. På denne baggrund kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerne i 2007/2008 flygtede til Irak som følge af, at den mandlige ansøger var blevet dømt for politiske aktiviteter for Komala. Det forhold, at den mandlige ansøgers navn fremgår på nogle lister på nettet som værende sigtet for at have kontakt til kurdiske partier, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har udført aktiviteter for Komala, herunder i Irak, der har ført til, at de er efterstræbt af de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerne sympatiserer med Komala, og at den mandlige ansøger er medlem af partiet, samt at ansøgerne har fremlagt fotos, hvor de optræder sammen med ledende medlemmer af Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne vil være efterstræbt af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran som følge af deres aktiviteter for Komala i Danmark. Flertallet har herved lagt vægt på, at aktiviteterne er af begrænset karakter, og at ansøgerne ikke er profilerede. Herefter finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet bemærker, at begge ansøgere har forklaret, at de ikke har nogen religion. Ansøgerne har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgerne ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/304/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk lor og muslim født fra Ahvaz, Khozistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske revolutionsgarde Sepah, fordi han udrejste af Iran og derfor anses for at være spion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han igennem sin fars gamle ven, som var én af de øverstbefalende i Sepah Pasdaran, fik arbejde hos [A] Air agentur, afdelingen i Teheran, som var et iransk rejsebureau, der arrangerede charterrejser. Ansøgeren underskrev en 5-årig kontrakt hos [A] Air agentur med start fra marts 2015. Efter nogle måneder sagde han sit job op, idet han fik kenskab til, hvad Sepah lavede. Sepah sendte civilklædte folk til områder i Irak for at sikre ro for shiamuslimer. Ansøgeren syntes ikke, at Iran skulle blande sig i Iraks interne anliggender. Ansøgerens arbejdsgiver godtog ikke opsigelsen, og ansøgeren fortsatte derfor med at arbejde hos [A] Air agentur i yderligere omkring seks måneder, indtil han fik at vide, at han skulle udstationeres til Irak. Ansøgeren havde ikke lyst til at blive udstationeret i Irak, og derfor fik han lavet et pas, fik tildelt en uges ferie fra sit arbejde og udrejste af Iran til Tyrkiet i november 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren hverken vidste eller havde en klar forestilling om, hvilket arbejde, han skulle udføre, og at han ønskede at opsige sin stilling, fordi han angiveligt fandt ud af, at Sepah sendte agenter til Irak for at holde ro og orden, og at de som efterretningstjeneste blev sendt ud som civile uden at blive registreret på flylisterne. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren angiveligt fik jobbet gennem sin fars gamle ven, som var en af de øverste befalingshavende i Sepah, og at ansøgeren indgik kontrakten med Sepah, idet rejseselskabets indehaver henviste ansøgeren til Sepah Valihaser i Khusistan i Ahvaz by for at skrive kontrakt. I den forbindelse blev ansøgeren orienteret om blandt andet sin tavshedspligt, og ansøgeren blev i fortrolighed oplyst om, at Sepah benyttede virksomheden til efterretningstjeneste, og at agenterne fløj med Iran Air. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens divergerende forklaring under nævnsmødet til grund om, at han ikke vidste, at Sepah benyttede virksomheden ved ansættelsen. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke vidste eller havde en forestilling om, at den iranske efterretningstjeneste opererede i udlandet, herunder i Irak, og at en efterretningstjenestes aktiviteter forsøges holdt skjult, blandt andet ved ikke at lade efterretningstjenestens agenter figurere på flylister. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har svaret afglidende og uklart, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren uden en rimelig og relevant begrundelse nægtede at deltage i den udvidede asylsamtale, som han var indkaldt til, hvorfor han ikke har medvirket til at oplyse sin asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen religion. Ansøgeren har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgeren ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/303/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og chikaneret af de iranske myndigheder, fordi han udtalte sig regimekritisk, mens det blev optaget på en mobiltelefon af ansøgerens ven, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [A] gennem en periode på syv til otte år har filmet ansøgeren på sin mobiltelefon, mens han var beruset. På filmene fremgår det, at ansøgeren har samtaler med sine andre kollegaer om regimekritiske emner. I efteråret 2013 blev han filmet, mens han havde en samtale med to kollegaer, som var politisk aktive og propaganderede på vegne af den daværende præsidentkandidat, [B]. Ansøgeren opfordrede dem til at stoppe med deres politiske aktiviteter. Omkring [foråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin arbejdsplads. Ansøgeren formoder, at baggrunden for opsøgningen havde afsæt i, at [A] havde fremvist mobiloptagelserne af ham til de iranske myndigheder. De iranske myndigheder har endvidere opsøgt ansøgerens forældres bopæl to gange, mens han stadig var i Iran. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse, fordi han tidligere var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder grundet en falsk anklage om, at han sammen med fire andre personer havde udøvet hærværk i form af udtalelser om den tidligere religiøse leder, [C], og derfor frygtede han at blive tilbageholdt igen. Ansøgeren har ved indrejse i Danmark oplyst falsk navn, [D]. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, herunder om, hvorvidt hans ven havde en eller mere end ti mobiloptagelser af ansøgerens udtalelser, og om hvilke udtalelser og emner, han fremkom med på optagelserne. Videre beror det på ansøgerens egen formodning, at hans ven har videregivet en eller flere mobiloptagelser til myndighederne. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke på noget tidspunkt været i kontakt med de to angivelige myndighedspersoner, han så på sin arbejdsplads, og der er heller ingen, der har oplyst hans forældre eller kollegaer om årsagen til, at ansøgeren efterspørges. Det beror derfor ligeledes på ansøgerens egen formodning, at det var myndighedspersoner, der opsøgte ham på arbejdspladsen, og at denne opsøgning skete som følge af, at myndighederne var blevet bekendt med hans regimekritiske udtalelser. Hertil kommer, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at den bil med fire mænd, han den følgende dag så i sin hjemby, blot kørte forbi, kørte rundt i byen og ikke standsede ved hans forældres hjem. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse havde en konflikt med myndighederne af en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens tidligere mellemværende med myndighederne må betragtes som afsluttet, idet forholdet ligger syv år tilbage i tid, og ansøgeren dengang blev løsladt uden betingelser. Det forhold, at ansøgeren er født yarsan og nu ikke har nogen tro, er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/302/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans afdøde kæreste [A]’s familie eller myndighederne vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til en kvinde ved navn [A], hvis selvmord hendes familie betragter ansøgeren som årsag til. I starten af [efteråret] 2015 tog ansøgeren og hans forældre til [A]’s families bopæl for at bede om hendes hånd. Senere samme aften ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hendes familie var imod deres ønske om at blive gift, idet de ville have, at hun giftede sig med sin fætter. I håbet om at [A]’s familie ville skifte mening, blev ansøgeren og [A] enige om, at hun skulle fortælle sin familie om deres seksuelle forhold. Den efterfølgende dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun havde fortalt sin familie om deres forhold, og som konsekvens heraf var blevet slået af sine brødre, der ligeledes havde truet ansøgeren. Efter et par timer modtog ansøgeren et opkald fra den ene af [A]’s brødre, som truede ansøgeren på livet og ville vide, hvor ansøgeren befandt sig. Nogle timer senere ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at [A]’s brødre havde opsøgt ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren tog herefter en bus til Teheran. Under busturen modtog ansøgeren et telefonopkald og en række sms’er fra [A]’s brødre, hvori de truede ansøgeren. Ansøgeren tog ophold hos en ven, som boede et stykke uden for Teheran. Efter to dage ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet, herunder [A]’s morbror [B], havde opsøgt og ransaget familiens bopæl. Efter yderligere to dage ringede ansøgerens ven [C] til ansøgeren og fortalte, at [A] havde begået selvmord. Ansøgeren udrejste af Iran samme dag. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt af politiet en enkelt gang, ligesom der kører en mistænkelig bil rundt i området omkring ansøgerens families bopæl, som ansøgeren formoder, tilhører [A]’s familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om etableringen af kontakten til [A] og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have henvendt sig til en for ham ukendt kvinde på gaden og givet hende sit telefonnummer, og at hun dagen efter skulle have ringet til ham. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren til deres første møde i parken skulle have hentet [A] i bil foran hendes skole henset til risikoen for, at deres forhold herved ville blive udstillet for medstuderende, lærere mv. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have opfordret [A] til at fortælle sin familie, at hun havde et seksuelt forhold til ansøgeren henset dels til, at ansøgeren ikke selv ville fortælle det til sin familie, fordi et udenomsægteskabeligt forhold i Iran er utilstedeligt, dels til at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at et seksuelt forhold uden for ægteskab er strafbart, og at man risikerer, at den anden parts familie kan hævne forholdet. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at [A]’s brødre var kriminelle, og at hun havde en morbror, der var politiofficer. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han og [A] regnede med, at [A]’s familie var tvunget til at acceptere deres ægteskab, når de erfarede, at ansøgeren og [A] havde indledt et seksuelt forhold, ikke hænger sammen med, at [A]’ familie havde lovet hende væk til en fætter og derfor risikerede at miste ære i forhold til familien, hvis dette ægteskab ikke blev til noget. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [A] under samtalen lørdag middag ikke talte om hendes situation eller lagde planer for hende i forhold til hendes families reaktion på afsløringen af deres seksuelle forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund i det hele at måtte forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/301/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, mens den mandlige ansøger er sympatisør, men ikke medlem af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror i 1991 blev slået ihjel af myndighederne på grund af sine aktiviteter for KDPI. Omkring en måned senere blev hele ansøgerens familie fængslet i to måneder. I marts 2007 blev ansøgerens far slået ihjel af myndighederne som følge af farbrorens relationer til KDPI, og fordi faren nægtede at samarbejde med myndighederne. I august 2015 blev ansøgeren opsøgt, tilbageholdt og udsat for vold af de iranske myndigheder, idet de påstod, at ansøgeren var i kontakt med KDPI, ligesom de forsøgte at få ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren imidlertid nægtede. Ansøgeren blev løsladt efter tre til fire timer. Kort tid efter - omkring [efteråret] 2015 - blev ansøgerens bopæl ransaget af agenter fra den iranske efterretningstjeneste, som ledte efter beviser på ansøgerens medlemskab og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren var ikke selv til stede på bopælen, men hans ægtefælle blev udsat for vold og spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med ransagningen konfiskerede efterretningstjenesten ansøgerens bærbare computer, et fotoalbum og en dagbog, som indeholdt regimekritisk materiale og materiale om yarsan. Herefter valgte ansøgeren ikke at vende tilbage til sin bopæl, idet han i stedet opholdte sig hos forskellige familiemedlemmer frem til sin udrejse af Iran omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens mor blevet indkaldt og udspurgt af efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han i Danmark har oprettet en Facebook-profil, hvor han har postet politiske budskaber (KDPI) samt budskaber om yarsan og kristendommen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende på flere centrale punkter, udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle slå ansøgerens far ihjel 16 år efter, at farbroren blev slået ihjel henset til, at ansøgerens far ikke var politisk aktiv, og at han ikke på noget tidspunkt havde samarbejdet med myndighederne, selvom han angiveligt havde givet tilsagn om dette i forbindelse med familiens løsladelse samme år, som farbroren blev slået ihjel. Det forekommer tillige utroværdigt, at efterretningstjenesten skulle have interesse i ansøgeren i 2015 henholdsvis 24 år og 8 år efter, at ansøgerens farbror og far var døde, og uden at ansøgeren selv havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om den begivenhed, der førte til udrejsen fra Iran. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger indvilligede i at samarbejde med myndighederne under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger fortalte hende, at han blev løsladt med besked om, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han løj for myndighederne om at ville samarbejde for at blive løsladt. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger havde svaret, at han ikke ville samarbejde og dernæst, at hun ikke vidste, hvad den mandlige ansøger præcist svarede til, at de ville have ham til at samarbejde. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at efterretningstjenesten foreslog ham, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han svarede, at han ikke ville gå med til det, mens han på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han under tvang accepterede at samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at myndighederne ikke var voldelige overfor ægtefællen, mens han var tilbageholdt, mens hun til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de havde slået hendes ægtefælle hårdt, mens de tilbageholdt ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han efter løsladelsen var hjemme i ca. en halv time, før han forlod bopælen, mens den kvindelige ansøger på mødet først forklarede, at hendes ægtefælle var hjemme i omkring fem timer, og efterfølgende – da hun blev foreholdt denne divergens – at hun ikke kan huske det. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklarede, at han fik en pose/bind for øjnene, da efterretningstjenesten tog ham med, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han fik både en hætte over hovedet og håndjern på. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger først til sin advokat har forklaret, at han efter løsladelsen skulle komme tilbage til efterretningstjenesten samme dag eller den følgende dag. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne begge til deres asylsamtaler forklarede, at de ikke havde telefonisk kontakt i perioden mellem ransagningen og udrejsen, mens de under mødet i Flygtningenævnet begge har forklaret, at den mandlige ansøger ringede til ægtefællen flere gange i denne periode. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, der efter sin forklaring ikke var politisk aktiv, skulle have en computer, hvor han efter sin forklaring alene havde materiale vedrørende KDPI – samt noget materiale vedrørende yarsan – og at han i givet fald efter sin løsladelse ikke traf forholdsregler for at fjerne dette materiale fra bopælen, idet han efter sin forklaring udelukkende tænkte på at gå under jorden. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgernes forklaring om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved bedømmelsen af ansøgernes troværdighed ikke har taget hensyn til den i sagen foreliggende anonyme anmeldelse. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det forehold, at den mandlige ansøger har oprettet en Facebook-profil, hvor han i Danmark har lagt politiske budskaber samt budskaber om yarsan og kristendommen, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han, der efter det ovenfor anførte, ikke kan anses for at have været profileret ved udrejsen, nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/300/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 2005 og har som led i sine politiske aktiviteter uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i byen Ahwaz. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængselsstraf på livstid eller at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv og støttet arabernes rettigheder siden 2005. Som led i sine politiske aktiviteter har han uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i Ahwaz. [I foråret] 2015 overværede han en fodboldkamp mellem Foolad Khuzestan fra Iran og Al-Hilal fra Saudi-Arabien sammen med fire venner. Under fodboldkampen råbte de politiske slogans. Tre af hans venner blev anholdt af politiet umiddelbart efter kampen. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af myndighederne, som ledte efter ham. Ansøgeren var ikke hjemme, og myndighederne tog derfor hans far med i stedet. Ansøgerens far blev løsladt efter fire dage. Ansøgeren udrejste af Iran i forlængelse af farens anholdelse. Cirka to-tre måneder før oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 opsøgte myndighederne igen ansøgerens families bopæl, hvor de tog hans far med. Omkring halvanden måned forud for ansøgerens asylsamtale [i foråret] 2017 blev der afleveret et brev på familiens bopæl, hvori ansøgeren blev indkaldt til et retsmøde. Cirka 14 dage efter den første indkaldelse blev der afleveret endnu en indkaldelse på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, afglidende og usammenhængende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at han blev anholdt i 2005 i forbindelse med en demonstration, at han blev tilbageholdt en måned og slået voldsomt under tilbageholdelsen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke blev foretaget anholdelser i forbindelse med demonstrationen i 2005, og at demonstrationen ikke havde nogen konsekvenser for ham. Videre har ansøgeren under samme samtale forklaret, at han i 2003 eller 2004 fik en dom på 60 piskeslag for at drikke alkohol, og at han ikke har haft problemer med myndighederne efter dette. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han startede med at uddele løbesedler ca. 2011, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han startede med at uddele løbesedler i 2005. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne anholdt hans far to gange, første gang umiddelbart inden ansøgerens udrejse, at ansøgeren overnattede en nat på broderens arbejdsplads og udrejste dagen efter og krydsede grænsen til Tyrkiet til fods. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne kun opsøgte hans bopæl en gang, og at han udrejste samme dag, hvorefter der ikke var flere henvendelser fra myndighederne før ca. 1½ måned før asylsamtalen [i foråret] 2017, hvor myndighederne medbragte en arrestordre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to dage efter fodboldkampen [en dag i foråret] 2015, at han udrejste dagen efter dette, svarende til [en dato i] 2015, og at han krydsede grænsen til Tyrkiet med lastbil. Heroverfor står, at ansøgeren under hele asylsagen gennemgående har forklaret, at han udrejste af Iran [i efteråret] 2015, og at der forløb flere måneder fra fodboldkampen, til hans bopæl blev opsøgt, hvilket ansøgeren ligeledes blev foreholdt under asylsamtalen. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at hans familie har modtaget to indkaldelser til retten, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at familien har modtaget en indkaldelse. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/299/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske optøjer i forbindelse med fodboldkampe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han under en fodboldkamp har revet et billede over af Khomeini og Khamenei, ligesom han som cheerleader har råbt arabiske slagord under fodboldkampe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han startede med at være cheerleader for fodboldklubben Foolad Khuzestan to-tre år før, han udrejste af Iran. [I starten af] 2015 […] overværede han som cheerleader for fodboldklubben en kamp og rev under kampens uroligheder et billede over af Khomeini og Khamenei. To-tre måneder efter, i [foråret] 2015, var ansøgeren og hans ven, [A], til en fodboldkamp for klubben Foolad Khuzestan. [A] blev anholdt til kampen, hvorefter ansøgeren tog direkte hjem til sin søsters mand, [B]. Fire dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, usammenhængende og afglidende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han til en fodboldkamp i efteråret 2015, lige op til sin udrejse i [slutningen af] 2015, rev et billede af Khomeini og Khameini i stykker. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han til en fodboldkamp [i starten af] 2015, ca. 9 måneder før sin udrejse, rev dette billede i stykker, at han efter kampen tog hjem og i dagene herefter fortsatte sit arbejde, både som chauffør og som cheerleader, og at han [i foråret] 2015 deltog i en anden fodboldkamp, hvor vennen [A] blev anholdt. Direkte efter denne kamp tog han hjem til sin svoger og gemte sig i 4 dage, hvorefter han udrejste. Under asylsamtalen har ansøgeren ikke kunnet redegøre for de 6 måneder, der må være forløbet fra denne sidste fodboldkamp til udrejsen i [slutningen af] 2015. Endelig har ansøgeren i starten af asylsamtalen forklaret, at hans familie ikke er blevet opsøgt af myndighederne, mens han i slutningen af samtalen, da han blev foreholdt dette, har forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at vennen [A] blev anholdt til fodboldkampen [i starten af foråret] 2015, og først under nævnsmødet, at han straks tog hjem til sin svoger, hvor han gemte sig i 7-8 måneder, og senere under nævnsmødet, at han først tog hjem og derefter hen til sin svoger. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at han efter denne fodboldkamp deltog i yderligere 2-3 fodboldkampe og fortsatte sit arbejde. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvor tit han bar arabisk dragt og chafiye under fodboldkampe og om, hvor det billede, han rev i stykker, var placeret på stadion. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/298/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Majrulan, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI i omkring ti år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har sympatiseret med og udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har hjulpet KDPI med uddeling af politisk materiale i omkring ti år og givet husly til peshmergaer. Herudover skrev ansøgeren slogans på mure op til mærkedage, og han har hjulpet peshmergaer med at finde vej. I 2013 blev ansøgeren fængslet af de iranske myndigheder, idet han ti dage forinden havde givet peshmergaer ly for natten. De iranske myndigheder mistænkte ansøgeren for at være medlem af KDPI, og han blev derfor fængslet i et år. Efter et år blev ansøgeren løsladt mod kaution, og fem til seks måneder herefter udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i Østrig blev interesseret i kristendommen, idet han mødte en person ved navn [A], som introducerede ansøgeren til en kirke. I denne kirke deltog han i gudstjenester hver søndag i fem til seks måneder. Tre til fire måneder efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke igen. Ansøger har siden deltaget i søndagsgudstjenester, bibelundervisning og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om, at han angiveligt ikke har gået i skole og er analfabet. Flygtningenævnet finder desuagtet, at ansøgerens forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har således blandt andet angivet forskellige asylmotiver over for de rumænske og de danske myndigheder. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har uddelt løbesedler i 10 år eller i op mod 20 år, hvorvidt han har bistået peshmergaer i ét eller to tilfælde og om myndighedsreaktionerne i den forbindelse. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt hans far har været fængslet og på hvilken baggrund. For så vidt angår asylmotivet vedrørende konversion, bemærkes, at Flygtningenævnet ikke vurderer, at konversionen er reel. Der er herved henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, til hans manglende kendskab til kristendommen og til, at han ikke findes at have redegjort troværdigt om sin indre afklaringsproces. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark og om hans families politiske engagement findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes selvstændigt profileret over for de iranske myndigheder, og idet hans mor og søskende angiveligt har kunnet opholde sig i Iran uden repressalier. Flygtningenævnet har i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse med henblik på nærmere afklaring af ansøgerens familiemedlemmers skæbne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/297/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at have været i besiddelse af politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 blev anholdt af de iranske myndigheder, fordi han gik ind igennem en demonstration, da han på vej hjem fra arbejde skulle krydse en vej. Da ansøgeren under den efterfølgende fængsling blev udsat for voldelige overgreb, tilstod han medvirken til oprør og forstyrrelse af den offentlige orden samt deltagelse i ulovlig demonstration. Ansøgeren blev idømt otte års fængsel, men blev i 2014 efter fem års fængsel løsladt mod kaution. I forbindelse med løsladelsen blev ansøgeren pålagt meldepligt, ligesom han blev pålagt at meddele myndighederne, hvis han forlod byen. Omkring tre dage forud for ansøgerens udrejse af Iran blev han og hans bror, [A], opsøgt af [A’s] ven, [B], der er kristen, og som boede på samme vej, som ansøgerens familie. [B] bad ansøgeren og [A] om at opbevare en taske på deres bopæl, hvilket de indvilligede i. Dagen efter, da ansøgeren og [A] var på arbejde, blev deres bopæl ransaget af personer fra den iranske efterretningstjeneste, der fandt [B’s] taske. Ansøgerens mor ringede til ansøgeren og [A] og fortalte om episoden, ligesom hun oplyste, at de fremmødte havde taget ansøgerens far med til afhøring. Ansøgeren og hans brødre, [A] og [C], rejste herefter til Teheran, hvor de tog ophold hos deres farbror. Efter to dages tilbageholdelse blev ansøgerens far løsladt. Faren kontaktede herefter ansøgeren og hans brødre og fortalte, at [B] var blevet anholdt, og at [B] havde oplyst ansøgerens og [A’s] navne til myndighederne. Faren fortalte endvidere, at [B’s] taske havde indeholdt politisk og religiøst materiale. Dagen efter udrejste ansøgeren og [A] af Iran sammen med deres bror, [C]. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin far fået oplyst, at myndighederne har været på familiens bopæl et antal gange for at lede efter ansøgeren og hans brødre, ligesom ansøgerens far har været afhørt på ny. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Iran lærte en kristen armener, [D], at kende. [D] introducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. Ansøgeren fik endvidere [D] til at tatovere et kors på ansøgerens skulder. Efter sin løsladelse bad ansøgeren bønner, ligesom han lånte en kristen film af sin ven, [E], der havde en videoforretning. Ansøgeren foretog af frygt for konsekvenserne ikke andre religiøse handlinger. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Han har deltaget i kristendomsundervisning, og han taler med andre om kristendommen. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold flere gange blev udsat for voldtægt af sine medfanger. Efter noget tid medvirkede han til seksuelt samvær med medfanger, idet han ikke havde mulighed for at modsætte sig eller anmelde det til fængselspersonalet. I forhold til en eventuel anmeldelse frygtede han, at han ville blive straffet for ”lavat”, som er en seksuel akt mellem to mænd. Straffen herfor er ifølge iransk lovgivning henrettelse. Under sit fem års fængselsophold blev ansøgeren homoseksuel, og han har også under sit ophold i Danmark haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han har været stofmisbruger, og at han indtil for nylig var på afvænning, samt at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf fore-taget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betyd-ning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig er de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og er blevet døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt sad i fængsel, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han trods sin udbyggende forklaring herom under dette fængselsophold blev udsat for visse overgreb, men at der er tale om et afsluttet forhold. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at løsladelsen af ham var betinget, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først til sidst i forløbet har oplyst, at forholdet alligevel ikke var afsluttet, samt at han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på denne udbygning af sin oprindelige forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af myndighederne, fordi han og hans bror [A] har opbevaret en taske med politisk og kristent materiale, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af dette asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvor tæt på [B] boede, og han har ikke kunne forklare overbevisende om, hvorfor [B] ikke selv kunne tage sin taske med eller bære den hjem til sig selv. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at [B] skulle bede sin ven og dennes bror om at opbevare tasken og derved udsætte dem for fare uden at advare dem. Endelig har han forklaret divergerende om, hvor [C] arbejdede og om, hvorvidt de mødte ham ved busterminalen eller hentede ham på hans arbejdsplads. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans kristne medfange lærte ham om kristendommen gennem 1 år, eller som forklaret under nævnsmødet gennem 4 år, og om hvorvidt han ikke fik konkret viden om kristendommen i fængslet, eller hvorvidt han som forklaret under nævnsmødet lærte en del af medfangen, som var missionær og fængslet af den grund. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen alene henvist til, at han føler ro og kærlighed. Han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og over-bevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på den ene skulder, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet homoseksuel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret om homoseksualiteten i forbindelse med advokatindlægget, og at han ikke har været i stand til at forklare uddybende om sin identitet som sin homoseksuel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/296/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han tidligere blev løsladt ved en fejl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2012 fandt nogle antikke mønter på en frugtplantage sammen med plantagens ejer, [A], og en anden person ved navn [B]. [B] kendte en person ved navn [C], der var interesseret i at købe mønterne, og som ville betale mere for mønterne end en guldsmed. I [foråret] 2012 mødtes ansøgeren og hans kæreste, [D], med [C] i et hus i Isfahan. På et tidspunkt blev huset stormet af personer fra efterretningstjenesten. De pågældende gav ansøgeren bind for øjnene og bandt hans hænder, hvorefter de kørte ham i bil til efterretningstjenestens kontor i Isfahan, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Efter to dage blev han kørt til efterretningstjenestens kontor i Teheran, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Omkring 25 dage senere blev ansøgeren kørt tilbage til Isfahan, hvor han blev fængslet. Under sit fængselsophold fik ansøgeren oplyst, at der verserede tre sager imod ham. En sag vedrørende produktion af falske mønter, en sag vedrørende salg af narko og en sag vedrørende ulovligt forhold til kæresten, [D]. Ansøgeren blev idømt 15 år og én dags fængsel i sagen vedrørende produktion af falske mønter, men blev efter tre og et halvt års fængsel løsladt ved en fejl, da han i [efteråret] 2015 var i retten i forbindelse med sagen vedrørende salg af narkotika. I denne sag blev ansøgeren idømt 30 piskeslag, og straffen blev gennemført umiddelbart efter domsafsigelsen. Samtidigt fastsatte retten fejlagtigt et mindre beløb som kaution for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens far var dermed i stand til at stille sin ejendom som sikkerhed for kautionen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Dagen efter blev retten opmærksom på fejlen, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle anholdes. Ansøgerens far blev endvidere anholdt og tilbageholdt en dag, ligesom retten inddrog farens ejendom. Ansøgeren blev efterfølgende idømt yderligere fem års fængsel. Endelig er ansøgeren blev idømt seks måneders fængsel og 50 piskeslag for ulovligt forhold til [D]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Isfahan lærte en kristen armener, [E], at kende. [E] intro-ducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. I løbet af den første uge efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Efterfølgende har ansøgeren deltaget i kristne lejre og andre kristne arrangementer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han er på metadon efter stofmisbrug, og at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf foretaget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betydning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og blev døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet fra Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvordan han blev introduceret til køberen af mønterne, hvordan handlen blev afsløret og om længden af sin fængsling. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at de dokumenter vedrørende fængslingen, som ansøgeren har fremlagt til støtte for sit asylmotiv, efter oplysningerne i sagen er falske. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at indholdet af dokumenterne ikke understøtter ansøgerens forklaring om det passerede. Ansøgeren har således forklaret, at han blev idømt 15 år og 1 dags fængsel for møntsagen, mens han blev idømt en bøde og 30 piskeslag for forholdet til [D] og en bøde og 20 piskeslag for narkotikasagen. Det fremgår imidlertid af dokumenterne, at ansøgeren blev idømt fængsel i 6 måneder og 50 piskeslag for møntsagen og forholdet til [D]. Det kan herefter ikke føre til en anden vurdering, at der efter advokatens oplysning fremgår et ord i Udenrigsministeriets notat, som er forkert. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse, ligesom det efter samme bevisvurdering lægges til grund, at han ikke havde siddet i fængsel, og således ikke var blevet tortureret eller havde stiftet kendskab til kristendom-men. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt og uden at have stiftet kendskab til kristendommen, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han har svært ved at sætte ord på, og at han har svært ved at forstå indholdet af biblen. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider, de ti bud mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/295/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Saghez, Iran. Ansøgeren er født i en sunnimuslimsk familie, men oplyser, at han ikke er troende. Ansøgeren har været aktiv for arbejderbevægelsen, hvor han har deltaget i en række demonstrationer i Iran i perioden fra 1981 til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han er flygtet fra fængslet.Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han fra 1981-1982 arbejdede på en tekstilfabrik, hvor han og de andre ikke fik udbetalt løn. Ansøgeren deltog derfor i en række demonstrationer for arbejdernes rettigheder. [I foråret] 1991 blev han anholdt, da han havde arrangeret en strejke på den fabrik, hvor han arbejdede. Han var fængslet i syv år. Efter sin løsladelse fortsatte han sin kamp for bedre rettigheder til arbejderne. Han blev anholdt igen i 1991 og var fængslet i fire år. Herudover blev ansøgeren idømt en betinget dom på fire års fængsel. [I sommeren] 2014 blev an på ny tilbageholdt for politiske aktiviteter. Han fik at vide, at han skulle afsone de fire års betinget fængsel, som han blev idømt i 1991. Derudover ville myndighederne have ansøgeren til at fortælle, hvilke aktiviteter han havde udført, og hvem han havde arbejdet sammen med. Ansøgeren var anholdt i seks måneder. På et tidspunkt fik ansøgeren lov til at komme på hospitalet for at få behandling for de skader, som han var blevet påført under sine fængslinger. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue på badeværelset og videre gennem et gitter i en havelåge. Ansøgeren tog med en rutebil til en by i nærheden af Sarshiv, hvor han overnattede hos nogle venner. Ansøgerens familie havde kontaktet ansøgerens venner, så det på forhånd vidste, at ansøgeren ville komme. Han opholdt sig kun det samme sted i ti dage ad gangen. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens familie blev en måned efter ansøgerens flugt opsøgt af myndighederne. Ansøgerens ægtefælle har fortalt ansøgeren, at hun er blevet opsøgt af de iranske myndigheder omkring en måned inden ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, ligesom centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Endvidere finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket, da ansøgerens forklaring på flere punk-ter ikke stemmer overens med de faktuelle oplysninger i sagen.Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans ægtefælle var blevet opsøgt ca. tre måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen, hvilket stemmer overens med, at ansøgeren til samtalen også har forklaret, at han havde kontakt med sin ægtefælle gennem sin bror, og at han senest havde haft kontakt med dem tre måneder tidligere, fordi broren boede langt væk. Til de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt en måned før den første samtale med Udlændingestyrelsen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt i perioden mellem oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvilket imidlertid ikke stemmer overens med, at ansøgeren har omtalt dette forhold under oplysnings- og motivsamtalen. Derudover har ansøgeren på flere punkter forklaret divergerende og usammenhængende om sin seneste fængsling. I asylskemaet af [en dato i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han senest blev anholdt i 2012/2013, hvorimod han til de efterfølgende samtaler han har forklaret, at han blev anholdt i 2014. Dertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev fængslet i [foråret] 2014 og flygtede i efteråret 2014, hvorimod han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han blev anholdt [en dato i] 1393 ([sommeren] 2014) og flygtede i [slutningen af] 2014. Dette stemmer imidlertid ikke overens med, at det af ansøgerens visumakter fremgår, at hans pas er udstedt [i sommeren] 2014, dvs. mens ansøgeren sad i fængsel. Under gennemlæsningen af forklaringen ændrede ansøgeren herefter tidspunktet for fængslingen til den [en dato i] 1393 ([efteråret] 2014), og at han flygtede en uge inden iransk nytår [en dato i] 1393 ([foråret] 2015). Om selve anholdelsen har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev fængslet, fordi han på eget initiativ henvendte sig til myndighederne med henblik på at få et skøde tilbage. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev opsøgt og anholdt på sin arbejdsplads. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter forud for sin seneste fængsling. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren forklaring om sin flugt fra fængslet ikke forekommer sandsynlig, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende herom.Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har nævnet lagt særlig vægt på, at ansøgerens fængsling frem til [foråret] 2015, og det forhold at ansøgeren efterfølgende holdt sig skjult omkring byen Orumieh i ca. seks måneder frem til sin udrejse, er vanskeligt foreneligt med, at ansøgeren ifølge visumakterne personligt ansøgte om visum i Teheran [i sommeren] 2015. Foreholdt dette har ansøgeren afvist, at han har ansøgt om visum i perioden, hvor han holdt sig skjult, og han har ikke kunnet give nogen forklaring på visumakternes datering. Endvidere har nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgerens forklaring om sit seneste fængselsophold fremstår udetaljeret og ikke selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem, at ansøgeren i Teheran [i som-meren] 2015 ansøgte om visum til at besøge sin bror i Danmark, hvilket han fik endeligt afslag på [i efteråret] 2015, sammenholdt med at ansøgeren udrejste af hjemlandet [i efteråret] 2015, og at ansøgeren ikke under samtalerne med styrelsen har omtalt visumansøgningen. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som kon-strueret og utroværdigt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på noget tidspunkt har været fængslet. Det forhold, at ansøgeren kort tid før nævnsmødet har fremlagt en udskrift af en dom, dateret [en dato i] 1396 ([foråret] 2018), hvoraf fremgår, at ansøgeren skulle være idømt tre fængselsstraffe på henholdsvis otte år, syv år og en dag samt seks måneder og 74 piskeslag kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på dokumentets sene fremkomst og dokumentets indhold og karakter, herunder at en række tilsvarende dokumenter forefindes på internettet, der alle stammer fra samme internetadresse som ansøgerens dokument. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt det originale dokument, som hans hustru angiveligt har modtaget fra myndighederne, og ansøgeren har ikke haft nogen forklaring på, hvorfor den ovenfor nævnte internetadresse er på dokumentet. Under hensyn hertil, og da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig, finder nævnet ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dommen, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han er ateist, men han har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv. Henset til ansøgerens forklaring om, at han alene har oplevet problemer som følge heraf, da han var fængslet, hvilken forklaring nævnet tilsidesætter, og at ansøgeren ikke derudover har oplevet andre religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/294/JAH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst, at være konverteret til kristendom-men. Ansøgeren er fra Rasht i Iran. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Hvorom ansøgeren har forklaret, at han [i sommeren] 2003 deltog i en demonstration arrangeret af studerende på det universitet, hvor ansøgeren på daværende tidspunkt studerede, og at han i forbindelse med demonstrationen udsatte en politibetjent for vold i form af slag og spark i ansigtet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer, hvor han er blevet fotograferet, og at disse optagelser er blevet lagt på www.youtube.com, ligesom ansøgeren er medlem af systemkritiske grupper på Facebook. Ansøgeren har som ligeledes som asylmotiv oplyst, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herom forklaret, at hans interesse for kristendommen startede omkring 2009, hvor han begyndte at komme i den Russiske Ortodokse kirke med sin kæreste. Ansøgeren blev døbt i 2013 i Netværkskirken. Ansøgeren har i perioden fra 2014 til 2016 været aktiv i Apostelkirken, hvor han har deltaget på flere sommerlejre og uddelt materiale på Nørreport station i København. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i en række kirkelige arrangementer i forskellige kirker, herunder en musical og en festival. Af de grunde, der er anført i nævnets afgørelse [fra sommeren] 2012, og da det, der nu er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort sit første asylmotiv. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren som følge af sine aktiviteter i Danmark vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse i Iran ved en tilbagevenden hertil. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der lægger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv mv., om ansøgeren er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at en ægthedsvurdering vedrørende en række dokumenter fremlagt af ansøgeren med henblik på at støtte ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv har vist, at dokumenterne ikke kunne antages at være ægte. Uanset dette finder Flygtningenævnet imidlertid efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvordan hans interesse for kristen-dommen opstod, herunder at ansøgeren begyndte at gå i den russisk ortodokse kirke i 2009 sammen med sin kæreste, som er græsk-katolsk troende. Nævnet lægger videre vægt på ansøgeren siden et tidspunkt i perioden fra omkring februar 2011 til februar 2012 – inden Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2012 – var begyndt at komme fast i først Netværkskirken Metropol og derefter i Apostelkirken og andre kirker, ligesom han efter at have deltaget dåbsundervisning blev døbt [i vinteren] 2013. Ansøgerens fortsatte deltagelse i gudstjeneste og det kristne menighedsliv er dokumenteret ved en række udtalelser. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om de refleksioner, der ligger bag hans konversion, ligesom ansøgeren troværdigt har forklaret om, hvorfor han ikke fortalte om sin interesse for kristendommen i forbindelse med, at Flygtningenævnet i [sommeren] 2012 på ny behandlede ansøgerens anmodning om opholdstilladelse i Danmark. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin kristne overbevisning og har demonstreret et godt kendskab til kristendommen. Da det er ansøgerens hensigt at leve et åbent liv som kristen, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin konversion fra islam til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/293/JOV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Ramadi, Irak. I 2003 flyttede ansøgeren fra Ramadi til [mindre by]. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og været aktiv for partiet fra omkring år 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgerens far og farbror er medlemmer af og aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgerens farbror, [A], er et højstående medlem af KDPI og har betegnelsen ”kader” i partiet. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, men har været sympatisør og politisk aktiv for partiet. Ansøgeren uddelte politiske aviser i Barika-lejren og byen [mindre by]. Herudover kørte ansøgeren fra 2014 til 2015 sin farbror rundt i Barika-lejren og [mindre by]. Ansøgeren uddelte aviser omkring 50 gange fra omkring 2013 og frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og niveauet for disse for KDPI til grund. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har modtaget aviser fra farbroren eller også fra andre, hvor og hvornår han har omdelt disse samt om antallet af omdelinger svingende fra 40 til 50 gange til hver eller hver anden måned over en periode på halvandet år. Han har endvidere overfor sin advokat angiveligt oplyst, at han har deltaget i møder i partiet for sympatisører, mens han i øvrigt har benægtet dette. Det bemærkes endvidere at ansøgeren ikke selv har været medlem af KDPI, at hans aktiviteter for partiet i de sidste tre år i Danmark har været stærkt begrænset, og at hans far alene har været menigt medlem. Uanset at ansøgers farbror har været et mere fremstående medlem af partiet, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/292/CHA
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark oktober 2015 og indgav ansøgning om asyl. Primo 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens fra efteråret 2016, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Foråret 2017 anmodede ansøgeren om at få sagen genoptaget. Foråret 2018 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er tidligere sunni-muslim af trosretning, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har været aktiv for Det Demokratiske Unionsparti siden 2006. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder grundet sine politiske aktiviteter for Det Demokratiske Unionsparti. Ansøgeren blev medlem af partiet, hvorefter han fik til opgave at hjælpe folk fra partiet over grænsen mellem Iran og Irak og bringe partimateriale til Iran. Ansøgeren blev [efteråret] 2008 anholdt af myndighederne, hvorefter han blev tilbageholdt i en periode og udsat for tortur. Ansøgeren vågnede op [efteråret] 2018 på et hospital, hvor han var indlagt i omkring tre måneder og var herefter syg i yderligere nogle måneder. Ansøgeren genoptog efterfølgende sine aktiviteter for partiet. Videre henviste ansøgeren til, at han efter sin ankomst til Danmark var konverteret til kristendommen og blev døbt [primo] 2017. Ansøgeren har fastholdt de asylmotiver, som han henviste til under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017. Ansøgeren har [foråret] 2017 gennemgået en torturundersøgelse ved Amnesty International’s danske lægegruppe. Amnestys lægegruppe har konstateret fysiske og psykiske fund, som samlet set stemmer overens med ansøgerens forklaring om oprindelsen heraf. Ansøgeren har videre fremlagt en række nye udtalelser vedrørende sine kristne aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund, herunder at han som følge heraf har været tilbageholdt og tortureret af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hændelsesforløbet, der stemmer overens med de lægelige fund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil praktisere sin kristne tro. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der allerede under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han interesserede sig for kristendommen, har forklaret troværdigt og overbevisende om sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konversionen, ligesom han kontinuerligt siden indrejsen i 2015 har udøvet sin kristne tro ved deltagelse i kirkelige arrangementer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/291/CABV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og zardousht fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har parodieret flere højtstående personer i Iran, hvilket er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret 2014 eller vinteren 2014-2015] optrådte med en parodi af den åndelige leder Khomeni og den tidligere iranske præsident Rafsanjani til sin forretningspartners fest. Under denne optræden blev ansøgeren i smug filmet af partneren. I [efteråret] 2015 ville partneren have en større andel af deres firma i forbindelse med, at de var ved at lukke firmaet. Da ansøgeren nægtede partneren dette, sendte han trusler til ansøgeren per sms, hvori han oplyste at have beviser mod ansøgeren, hvilke han kunne gå til myndighederne med. [I efteråret] 2015, to dage før ansøgerens udrejse af Iran, blev ansøgerens hus opsøgt af fire myndighedspersoner, mens han selv var i [i en anden by]. I den forbindelse blev ansøgerens bærbare computer beslaglagt. På computeren lå blandt andet fire videoklip, hvor ansøgeren parodierede flere højtstående personer. Der er blevet lagt tre lydoptagelser af ansøgeren op på Youtube, i hvilke han parodierer den åndelige leder Khomeni. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af [foråret] 2017, at de tre indkaldelsesbreve fra retten i Teheran, som ansøgeren har fremlagt, er forfalskninger. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har om den fest, hvor hans parodi blev videofilmet, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at festen var en dimissionsfest for hans forretningspartners kæreste, og at der deltog 30-40 personer i festen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at festen blev holdt, fordi partnerens kæreste havde fødselsdag og var vendt tilbage fra USA, og at der deltog 10-12 personer i festen. Ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han besluttede sig for at lukke sit firma et år efter, han blev videofilmet til festen, til asylsamtalen at han blev filmet måske 10-11 måneder, før han besluttede at lukke virksomheden og under nævnsmødet, at festen, hvor han blev videofilmet, fandt sted ca. 10 måneder efter, at han havde meddelt sin beslutning om at lukke virksomheden med årets udgang. Endelig har ansøgeren om SMS’en, der indeholdt en trussel fra hans forretningspartner, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han modtog SMS’en 1-5 måneder før det afsluttende møde med partneren, hvor han modtog 2 checks, til asylsamtalen at han modtog truslen 3-4 dage, henholdsvis 4-6 dage efter dette møde. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke selv har set den video, der blev optaget til festen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han har set videoen, og at han fik den tilsendt efter at have modtaget den truende SMS. Efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/290/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2015 tog til Armenien, hvor han blev introduceret for kristendommen. [Sommeren] 2015 blev ansøgeren døbt i Armenien. Ansøgeren har videre oplyst, at han fik to hukommelseskort med kristent materiale udstedt i Armenien, hvilke blev konfiskeret af de iranske myndigheder, da han krydsede den iransk-armenske grænse. Ansøgeren fortsatte dog med at praktisere kristendommen, efter han vendte tilbage til Iran. Dette gjorde han ved at bede og læse biblen på internettet. Kort forinden ansøgerens udrejse blev han afhørt af en officer fra den lokale politistation. Officeren fortalte ansøgeren, at han havde fået oplysninger om ansøgeren, men ansøgeren blev ikke oplyst, hvad oplysningerne omhandlede. Politiet opsøgte endvidere ansøgeren på hans arbejde, i hvilken anledning de talte med hans kollegaer. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren praktiseret sin kristne tro i [to kirker]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ved sin udrejse af Iran til grund. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema oplyst, at han angiveligt er blevet døbt i Armenien. Ansøgeren har videre under sin asylsamtale forklaret, at han var i kirke i Armenien 30 gange, 5 dage om ugen, og at han bad for sig selv, når præsten ikke var til stede. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke før sin dåb bad i kirken eller overværede en prædiken, men blot gik igennem kirken for at komme ud til en anden gade. Ansøgeren har videre forklaret, at han angiveligt blev døbt ca. 3 uger efter at have set 2 film om Jesus og Moses og efter at have fået udleveret en bibel på farsi. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] og [K], der forestod hans dåb, ikke var præster men ”private missionærer”, og at han ikke ved, hvilket trossamfund, trosretning eller -gren, han blev døbt ind i, og ikke ved, om [A] og/eller [K] havde dåbsmyndighed. Ansøgeren havde ikke sin bibel med, da han 3-4 uger efter dåben vendte tilbage til Iran, hvor han ca. 5 gange læste i biblen på nettet, ikke gik i kirke men bad ”indeni”. Da ansøgeren kom til Danmark, gik der ca. 6 måneder, før han begyndte at komme regelmæssigt i kirke. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin indrejse til Danmark ikke reelt var konverteret til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste af Iran uden at vide, hvad det lokale politi ville tale med ham om, at han udrejste legalt uden problemer, at der ikke skete yderligere, da de iranske myndigheder konfiskerede de to memory-kort med kristent materiale, han medbragte fra Armenien, og at der efter ansøgerens forklaring ikke er andre end hans hustru og dennes søstre, der har kendskab til hans konvertering, at de har accepteret dette, og at han ikke oplevede problemer i Iran i anledning af dette. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren i Danmark i en periode på mere end 2 år kontinuerligt, og selv om han flere gange har skiftet asylcenter, har deltaget i gudstjenester, dåbsbelæring og andre aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et godt kendskab til centrale dele af det kristne budskab og på en rimelig måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/289/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun med sin kæreste, [C], talte om kristendommen, og at [C] i sommeren 2014 fortalte, at han var kristen. [C] gav ansøgeren og hendes søster en bibel og ansøgeren begyndte at læse i biblen. Ansøgeren og hendes søster har været i huskirke seks gange i alt i perioden fra [foråret] til [efteråret] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [D’s] mor og søster i [efteråret] 2015 opsøgte hendes families bopæl, idet de var modstandere af ansøgerens søsters forhold til [D]. Senere samme dag slog [D] op med ansøgerens søster. Ansøger og hendes søster rejste til Tyrkiet, fordi ansøgerens søster havde det dårligt psykisk som følge af bruddet med [D]. Ansøger har yderligere oplyst, at [D] kom til Tyrkiet nogle dage senere og fortalte, at han havde skrevet et brev til sin familie, som indikerede, at ansøgerens søster og ansøgeren var kristne. Mens ansøgeren og hendes søster opholdt sig i Tyrkiet havde politiet ransaget deres bopæl og taget en computer, en bibel og forskellige ark med kristne tekster med sig. Bopælen er blevet ransaget to gange yderligere efterfølgende. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har i den tid hun har opholdt sig i Danmark løbende deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2014 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [A], af [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/287/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Neishabur, Khorasan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer efter præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 meldte sig til militærtjeneste. Myndighederne udspurgte i den forbindelse ansøgeren om hans religiøse overbevisning, hvor ansøgeren ikke kunne svare på, om han var sunni- eller shia-muslim. Myndighederne holdt derfor øje med ansøgeren. Ansøgeren deltog i træning til militærtjeneste i halvanden til to måneder, men mødte ikke op til selve militærtjenesten. I 2011 eller i 2012 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl, fordi han var udeblevet fra militærtjenesten. Han blev tilbageholdt i 12 dage og kom for en dommer, der besluttede, at ansøgeren ikke skulle deltage i værnepligten. Ansøgeren fik herefter ”det røde kort”, hvilket blandt andet indebar, at han ikke kunne få en offentlig stilling. [I sommeren] 2015 spillede Iran og USA volleyball-kamp. Iran vandt, og ansøgeren og hans kæreste tog efter kampen til Bisetun-gaden i Teheran, hvor der på gaden var tilskuere fra kampen. Nogle af de fremmødte tilskuere forvandlede situationen til en demonstration og råbte slagord mod myndighederne. Ansøgeren råbte også slagord mod myndighederne, og pludselig tog en betjent fat i ansøgerens kæreste. De andre demonstranter kom ansøgerens kæreste til undsætning, så hun slap væk. Ansøgeren blev tilbage og 20-30 betjente nærmede sig. Tre til fem betjente hev ansøgeren til side og tæskede ham. Ansøgeren blev slået og besvimede. Han vågnede op på et hospital, hvor han opholdt sig i syv dage. Ansøgeren blev herefter ført til en politistation, hvor han blev sigtet for at være vantro, for at have skabt uro og for at være imod den generelle sikkerhed. Ansøgeren blev også sigtet for at have hjulpet sin kæreste med at flygte ved episoden [i sommeren] 2015. En politibetjent kendte til ansøgerens værnepligtssag og sagde: ”Nå, så du er også vantro?” Efter syv til otte timer blev ansøgeren overført til en anden politistation, hvor han blev tilbageholdt i to uger med henblik på at blive stillet for en domstol. Politiet truede med at skære ansøgerens hånd af og hals over. Ansøgeren kom efter to uger for retten, hvor dommeren læste sigtelserne op for ham. Det var de samme sigtelser, som politiet havde oplyst ansøgeren. Ansøgerens forældre var til stede ved retsmødet, og ansøgerens mor stillede kaution for ansøgeren i form af hendes pensionsudbetalinger. Ansøgeren blev herefter løsladt og tog hjem og hentede sine ting og flyttede dem til et andet sted i Teheran. Ansøgeren tog herefter til Mashad, hvor han opholdt sig i tre til fire måneder, inden han udrejste af Iran fra Mashad Lufthavn [i efteråret] 2015 med sit eget pas indeholdende en falsk forlængelse af passets gyldighedsperiode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der er sket, efter han forlod Iran. Ansøgeren har gået i skole i 12 år og har drevet virksomhed i Iran, og det må derfor i udgangspunktet kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at redegøre for sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran var i medicinsk behandling mod depression, men at han i Danmark ikke har fået en virkningsfuld behandling herfor. Ansøgeren har forklaret, at han i 2010/2011 kom i myndighedernes søgelys, fordi ansøgeren, da han ville aftjene værnepligt, afslørede, at han ikke var troende. Det blev ligeledes afsløret, at ansøgeren var tatoveret. Ansøgeren fik derfor ”det røde kort”. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med sin kæreste var med i en folkemængde, der [i sommeren] 2015 havde samlet sig foran Indenrigsministeriet i Teheran for at fejre en sportsbegivenhed, men at dette udviklede sig til, at der blev råbt slagord mod regimet, herunder af ansøgeren, der af den grund, og fordi han hjalp sin kæreste med at slippe væk, på stedet blev pågrebet, udsat for grove overgreb og anholdt. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og senere politiet, og at han blev fremstillet for en dommer, sigtet for modstand mod regimet og for at være frafalden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt er pådraget de legemlige skader, han har forklaret om, og som fremgår af de viste fotos. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse skader er påført ansøgeren af politiet, Basij eller andre myndighedspersoner på grund af ansøgerens deltagelse i en demonstration [i sommeren] 2015. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for, at han blev udelukket fra militærtjeneste og baggrunden for, at han i 2015 udrejste af Iran. Vedrørende sidstnævnte har ansøgeren i ansøgningsskemaet således anført, at han udrejste, fordi Basij-styrkerne behandlede ham dårligt på grund af ansøgerens tatoveringer. Ansøgeren omtaler i ansøgningsskemaet ikke konflikten i 2010/2011 og ej heller, at han i 2015 blev fremstillet for en dommer på grundlag af særdeles alvorlige sigtelser og alene løsladt mod kaution. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi en gruppe på flere personer truede ham, fordi de beskyldte ham for at være vantro. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham, da han blev anset for vantro. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke relevant kunne redegøre for disse væsentlige divergenser. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne efter løsladelsen mod kaution ledte efter ham, idet de henvendte sig på bopælen. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i den periode var i direkte kontakt med sin mor. Ansøgeren udrejste først tre til fire måneder senere, og da på sit eget pas. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hans pas blev forfalsket på den måde, at udløbsdatoen blev ændret. Foreholdt, at det forekom risikabelt at udrejse i eget navn, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at de penge han betalte til sin farbror i stedet muligvis blev brugt til at bestikke lufthavnspersonalet. Slutteligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med sin advokat har forklaret, at der på familiens bopæl i Teheran i begyndelsen af 2018 blev afleveret en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det af dokumentet fremgik, at han er dødsdømt in absentia. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/285/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Orumieh-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog sympatiseret med KDPI og KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de er kommet i besiddelse af billeder af ansøgeren taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans fætter vil slå ham ihjel, idet han har haft seksuelt samkvem med dennes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange, henholdsvis i 2014 og 2015, tog til KDP’s hovedkvarteret i Irak, hvor han tog billeder sammen med lederen af KDP. I Iran i 2014 blev ansøgeren en gang tvunget af sin fætter til at uddele løbesedler for KDPI eller KDP. I 2014 blev ansøgerens fætter gift med ansøgerens tidligere kæreste. Ansøgerens tidligere kæreste ville dog hævne sig på sin mand, idet hun var blevet tvunget til dette ægteskab. Hun og ansøgeren havde seksuelt samkvem, og ansøgerens fætter dukkede op. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og tog til sin ven. Dagen efter tog vennen til ansøgerens bopæl, hvor han fik at vide, at efterretningstjenesten havde opsøgt bopælen og var kommet i besiddelse af billeder, som ansøgeren fik taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Ansøgerens fætter har efterfølgende truet ansøgeren med at slå ham ihjel. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at han er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin visumansøgning forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne søge visum på ambassaden uden at blive stillet spørgsmål om nationalitet, alder og bopæl og uden at angive, hvor han ønskede at søge visum til, og hvad formålet med visumansøgningen var. Nævnet finder det således usandsynligt, at en arabisk tolk, som ansøgeren ikke forstod, skulle have svaret på vegne af ansøgeren uden at kommunikere i særligt omfang med ansøgeren herom. Nævnet har ligeledes tillagt det betydning, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 oplyste, at han ikke ønskede at blive stillet spørgsmål til sin visumansøgning. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om efterretningsagenten ligeledes forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har navnlig herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at den person, som ansøgerens fætter sloges med, både var efterretningsagent og guldsælger, og at ansøgerens fætter tilfældigt endte med at købe guld af ham. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at efterretningsagenten udelukkende bad om ansøgerens adresse, og at efterretningsagenten opsøgte ansøgerens bopæl uden at orientere om, at han eftersøgte ansøgerens fætter. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket. Flygtningenævnet tilsidesætter derudover ansøgerens forklaring om sin konflikt med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for konflikten, dvs. det seksuelle samkvem med fætterens hustru, [A], ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende herom, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 har forklaret, at han havde et seksuelt forhold til sin fætters hustru i et stykke tid, og at fætteren kom hjem en dag, hvor ansøger havde samleje med fætterens hustru. Til de efterfølgende samtaler har ansøgeren forklaret, at han kun har haft seksuelt samkvem med [A] én gang, hvilket var efter hendes giftemål med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet kan herefter heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten dagen efter det påståede seksuelle samkvem skulle have opsøgt ansøgerens bopæl og være kommet i besiddelse af fotos af ansøgeren, hvor han befandt sig i KDP’s lejr. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke i øvrigt, herunder med de fremlagte fotos og videoklip på YouTube, har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af eller profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt. I den forbindelse kan nævnet ikke lægge vægt på det foto af den iranske efterretningstjenestes hjemmeside, hvoraf skulle fremgå, at ansøgeren er eftersøgt, idet fotoet fremstår manipuleret. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/284/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […] i landsbyen […] i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den almindelige iranske befolkning, da ansøgeren er af den overbevisning, at alle, som er muslim af trosretning, er terrorister. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren frafaldt sin muslimske troretning tilbage i 2008, og at myndighederne i efteråret 2015 blev bekendt med dette. I 2008 begyndte ansøgeren at se PARSTV, som viste programmer om religion og præstestyret i Iran. Ansøgeren lærte på denne baggrund mere om islam og begyndte derfor at tage afstand fra religionen. Ansøgeren tog i oktober 2015 på ferie hos sine venner, [A] og [B], i Tyrkiet. Efter en uge ringede ansøgerens søster og fortalte, at politiet havde ransaget ansøgerens bopæl, hvor de konfiskerede ansøgerens computer, nogle ulovlige bøger samt artikler. Ansøgeren fortalte sin ven, [A], om hændelsen. [A] fortalte herefter, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at Tyrkiet heller ikke var et sikkert sted for ansøgeren. Ansøgerens søster, [C], og bror, [D], er en gang hver blevet opsøgt af de iranske myndigheder og opfordret til at overtale ansøgeren til at standse sin propaganda mod islam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om ransagningen og myndighedernes kontakt til hans bror og søster til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være blevet identificeret, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved til grund, at myndighederne ikke efterfølgende har opsøgt familien, og at ansøgeren tilsyneladende heller ikke er identificeret ved opslaget i august 2016 vedrørende vennen [E]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var eftersøgt ved udrejsen, og at han havde et stort pengeløb med sig og ingen bestemte planer om rejsens længde. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at disse må anses for ganske omfattende. Selv om aktiviteterne formentlig endnu ikke er kommet til de iranske myndigheders kendskab, må det efter aktiviteternes omfang og karakter anses for ganske sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagerejse til Iran vil blive knyttet til de pågældende aktiviteter (identificeret som optrædende under navnet […]), og at han vil risikere forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Iran/2018/283/SME
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azerisk fra Karaj, Iran. Ansøgeren er født muslim, men er konvertereret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som har identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009. Han har til støtte herfor oplyst, at han efter præsidentvalget i Iran i 2009 deltog i 14 til 15 demonstrationer. Ved den sidste demonstration blev han ramt af noget og blev forbrændt på 45 procent af kroppen. Han deltog derfor ikke i flere demonstrationer. Efter omkring to og et halvt år til tre år fik han at vide, at han var blevet identificeret som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009 og blev anbefalet at flygte. Kort efter rejste ansøgeren til landsbyen [A], som lå omkring seks timers kørsel fra hans bopæl i Karaj. Efter syv til otte måneder fik ansøgeren kontakt til sin familie. De fortalte, at den iranske efterretningstjeneste havde ransaget ansøgerens og hans forældres bopæl omkring en uge efter, at han var flygtet. Efterretningstjenesten havde endvidere spurgt efter ansøgeren på bopælen to til tre dage efter, at han var flygtet. Hans familie havde derudover modtaget to til tre tilsigelser til ansøgeren fra Revolutionsdomstolen. Ansøgeren besøgte sin familie tre til fire gange, mens han boede i [A]. Han udrejste den [dato i efteråret] 2015 illegalt til Tyrkiet. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og vil blive anset for at være frafalden. Han har til støtte herfor oplyst, at han allerede i Iran konverterede til kristendommen i sit hjerte og deltog i hemmelige møder i en hjemmekirke i [A] sammen med syv til otte andre personer det sidste halvandet år, han var i byen. De læste i biblen, men ansøgeren var bange og lærte ikke så meget. Ansøgeren blev døbt den [dato i begyndelsen af] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at ansøgerens forklaring om, at de iranske myndigheder skulle have identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009, ikke kan lægges til grund, og nævnet tiltræder allerede på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at han som følge af politiske aktiviteter i Iran skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på dette grundlag. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens troværdige forklaring om, at han allerede i Iran var begyndt at interessere sig for kristendommen, at han i Iran deltog i kristne aktiviteter, og at han kort efter sin indrejse i Danmark opsøgte en kristen menighed. Det må endvidere på baggrund af de fremlagte dokumenter og flere udtalelser fra forskellige præster lægges til grund, at ansøgeren den [dato i begyndelsen af] 2016 er blevet døbt i Danmark, og at han konsekvent og løbende har engageret sig i kristne aktiviteter. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion må anses for reel, har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring allerede for Udlændingestyrelsen vist tegn på et forholdsvis godt kendskab til kristendommen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel interesse. Herefter, og da der på baggrund af ansøgerens forklaring er grund til at tro, at han ved en tilbagevenden til Iran har behov for og vil leve et åbent kristent liv, er der risiko for, at de iranske myndigheder vil blive bekendt med ansøgerens konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/282/DH
Nævnet stadfæstede september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religion fra Sanadaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har været aktiv for nogle NGO’er. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi de betragter ham som modstander af regeringen og islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke tror på islam, og at han vil bekæmpe den fjendtlighed, der er mod arbejdsklassen, kvinder og børn i Iran. Mens han gik på gymnasiet og universitetet, blev han truet og udsat for fysiske overgreb af lærere, skoleledere og klassekammerater, fordi han var aktiv for nogle NGO’er og udtalte sig om kvinders rettigheder og religion. I sommeren 2010 blev ansøgeren i en park opsøgt af fem personer fra Basij-gruppen ”De 14 brødre”. De tilbageholdt ansøgeren i en park i omkring syv timer, hvor de truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med sine udtalelser. Otte måneder før ansøgerens udrejse af Iran, blev han og hans kollega løbende opsøgt af myndighedspersoner i deres forretning. De chikanerede dem og beskyldte dem for at være medlemmer af PJAK, fordi nogle af deres kunder var kritiske over for regeringen. På omtrent samme tidspunkt kom der en person ind i deres forretning. Ansøgeren fortalte ham om sine holdninger, og personen truede ansøgeren ved at fortælle, at det var nemt at likvidere folk med enten en kniv eller syre. Ansøgeren opholdt sig herefter ikke længere på sin bopæl, men tog i stedet ophold hos forskellige bekendte, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015 ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Efter han var udrejst, blev hans forældres bopæl opsøgt af to personer, som spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Der er således i ansøgerens forklaring ikke holdepunkter for at antage, at han i Iran skulle have udført aktiviteter eller udtalt sig på en måde, der sætter ham i risiko for asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Ansøgerens angivelige udtalelser og aktiviteter for forskellige NGO’er har ifølge ansøgeren været kendt af myndighederne længe, men er ikke ført til anholdelse, afhøring eller andre reaktioner fra myndighedernes side ud over muligvis en vis chikane. De trusler, som ansøgeren oplyser at have været udsat for i 2010 og 2015, er helt enkeltstående og forekommer efter ansøgerens forklaringer tilfældige og uden sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter. Den første trussel blev således fremsat i 2010 af gruppen ”De 14 brødre”, som ansøgeren imidlertid ikke siden har modtaget trusler fra. Den seneste trussel, som ansøgeren skulle have modtaget 8 måneder forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015, blev fremsat af en person, som ansøgeren ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen selv opfattede som en kunde i sin forretning, og som ansøgeren angiveligt fortalte om sine holdninger. Denne trussel, som tilsyneladende har været udslagsgivende for ansøgerens beslutning om at flygte ud af Iran, opfattede ansøgeren som så alvorlig, at han valgte at fraflytte sin bopæl for op til udrejsen at bo hos venner og bekendte, om end han dog samtidig fortsatte sin daglige gang og arbejde i selvsamme forretning, som han havde modtaget truslen i. Denne adfærd savner sammenhæng med, at ansøgeren på det tidspunkt anså sig for alvorligt udsat for forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Hertil kommer, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema omtaler en episode, hvor han er blevet truet af en gruppe ekstremister, og at han i 1 år boede i skjul hos venner og bekendte. Oplysningerne i asylansøgningsskemaet, der muligvis ikke er udtømmende, passer dog hverken med oplysningerne om den første trussel, der fandt sted mange år forud for udrejsen, eller den seneste trussel, der blev fremsat af én person, der kom i ansøgerens forretning. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder har nævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder hvorvidt myndighederne beskyldte ansøgeren for at være tilknyttet PJAK. Ansøgeren har således under sin asylsamtale den [dato i begyndelen af] 2017 og for nævnet forklaret, at både ansøgeren og dennes kollega blev beskyldt for at være tilknyttet PJAK, mens han under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i begyndelsen af] 2016 har forklaret, at det alene var kollegaen, der blev sat i forbindelse med PJAK. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer om sin situation i Iran, hvorunder nævnet har inddraget sit indtryk efter ansøgerens forklaring for nævnet, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Nævnet tiltræder, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens manglende religion kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig praktiseret nogen religion i Iran, hvilket har udsat ham for chikane og angiveligt visse overgreb i hans skoletid, men dog ikke for overgreb i et omfang, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder nævnet, at heller ikke ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i et religionskritisk teaterstykke og hans angivelige deltagelse i demonstrationer foran den iranske ambassade, kan antages at have bragt ham i de iranske myndigheders søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/281/DH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Vest-Aserbadjan [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [første halvår] 2014 var ansat som chauffør i firmaet Sepah-Sad. Grundet manglende aflønning besluttede ansøgeren og en række af firmaets øvrige chauffører at demonstrere foran guvernørens kontor i [by]. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt og ført til efterretningstjenestens kontor i [by] og senere samme dag til efterretningstjenestens hovedkontor i Orumieh i Aserbadjan [provins]. Her blev ansøgeren tilbageholdt i omkring halvanden til to måneder frem til [sommeren] 2014, i hvilken periode han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev efterfølgende overført til et fængsel i [by], hvor han sad fængslet i omkring 13 måneder. I midten af [efteråret] 2015 blev ansøgeren løsladt på orlov i ti dage mod kaution, som ansøgerens bror havde stillet for ham. Under sit fængselsophold var ansøgeren blevet gjort bekendt med, at hans tidligere chef var tilknyttet den iranske efterretningstjeneste. I løbet af sin orlov blev ansøgeren ringet op af sin advokat, som rådede ansøgeren til at udrejse af Iran. Advokaten oplyste, at ansøgerens tidligere chef havde fået lagt et dokument på ansøgerens sag, hvoraf fremgik, at ansøgeren og flere medlemmer af hans familie var antirevolutionære og bekæmpede regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i slutningen] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens hustru blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som har spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens forældre og bror er ligeledes blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren under sagens behandling i Flygtningenævnet har været præget af at have været udsat for tortur. Nævnet tillægger det i denne sammenhæng tillige betydning, at de lægelige oplysninger, indhentet under ansøgerens ophold i Danmark, peger i retning af, at ansøgeren må anses som torturoffer. Nævnet bemærker i henseende til nogle mindre betydende divergenser, at disse bør vurderes i lyset af ansøgerens skrøbelige psyke. Herefter finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været i myndighedernes søgelys på grund af sine regimekritiske udtalelser og fortsat vil være det ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har unddraget sig yderligere fængsling og dermed tilsidesat vilkårene i den stillede kaution, hvorved brorens hus er blevet konfiskeret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/280/TLNJ
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er fra Iran og den kvindelige ansøger er fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og ikke-troende fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive slået ihjel af den mandlige ansøgers bror og far, fordi de ikke accepterer ansøgernes ægteskab. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at de afghanske myndigheder ikke vil anerkende hende som afghansk statsborger. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift i 2009. Den mandlige ansøgers familie var i begyndelsen imod deres ægteskab, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke havde samme sociale status, som den mandlige ansøgers. Den kvindelige ansøgers mor er født i Iran, og hendes far er født i Afghanistan. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Den mandlige ansøgers familie var ikke bekendt med den kvindelige ansøgers afghanske statsborgerskab på tidspunktet for vielsen. I 2010 fratog de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers iranske identitetsdokumenter, og hun fik i stedet udstedt en midlertidig opholdstilladelse som afghaner i Iran. I 2015 indleverede den mandlige ansøger sin fødselsattest og vielsesattest til fornyelse hos myndighederne. I [efteråret] 2015 modtog den kvindelige ansøger et opkald fra den mandlige ansøgers bror ved navn [A], hvor han truede hende. Den mandlige ansøger fik at vide af sin søster [B], at [A], via en person hos myndighederne, havde fundet ud af, at den kvindelige ansøger var afghaner, hvorfor [A] var på vej til ansøgernes bopæl i Mashad. Da den mandlige ansøger kom hjem, besluttede ansøgerne sig for at forlade deres bopæl med det samme. Ansøgerne tog derefter ophold i et hus beliggende uden for Mashad i omkring syv til ti dage. Herefter rejste ansøgerne til Teheran, hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgerne har efter deres indrejse i Danmark fået interesse for kristendommen. [I efteråret] 2017 blev ansøgerne døbt i [C] kirke. Efter de foreliggende oplysninger finder nævnet, at der er en sådan tvivl om den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold, at der ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at behandle sagen i Flygtningenævnet. Nævnet har lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om indholdet af den afghanske statsborgerskabslovgivning må anses som tvivlsomt, om den kvindelige ansøger har opnået afghansk statsborgerskab. Hertil kommer, at det efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger forholder sig således, at en udenlandsk kvinde, der gifter sig med en iransk statsborger, opnår iransk statsborgerskab. På denne baggrund, og idet der efter nævnets oplysninger ikke er en accept af dobbelt statsborgerskab i hverken Iran eller Afghanistan, finder nævnet det rettest at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til nærmere belysning af den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold. Henset til den nære sammenhæng mellem asylmotiverne i den kvindelige og mandlige ansøgers sag, finder nævnet, at også den mandlige ansøgers sag må omfattes af beslutningen om hjemvisning. Det tilføjes, at Udlændingestyrelsen herved også vil få mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgernes konversion har betydning for muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark. Om statsborgerskabsspørgsmålet kan Flygtningenævnet udover det baggrundsmateriale, der fremgår af den af Udlændingestyrelsen fremsendte sag, mere generelt henvise til European University Institute: Report on Citizenship Law udgivet i marts 2017, og Landinfo: Respons. Afghanistan: Krav til foreldres samtykke ved søknad om statsborgerskap for barn, udgivet den 27. januar 2015.” Iran/2018/278/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Li-geledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i [efteråret] 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i j[i sommeren] 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har ved sin indrejse i Danmark oplyst, at han var shia-muslim. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter for sit liv, idet han er konverteret til kristendommen. Han blev døbt [i slutningen af] 2001 i Dan-mark og har haft en konsistent tilknytning til det kristne miljø siden 2001. Ansøgeren giver udtryk for sin kristne tilknytning gennem sin facebookprofil og sin blog. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren blev døbt kun 12 dage efter, at han af Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2001 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke på tilfredsstillende måde har kunnet redegøre for den undervisning, der gik forud for dåben. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i mange kirkelige aktiviteter fremstår som fokuseret på det sociale samvær og den praktiske afvikling af aktiviteterne og ikke på det kristne indhold i aktiviteterne. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under sin oprindelige asylsag oplyste, at han var shia muslim, selv om han som forklaret for nævnet i dag allerede i Iran havde opfattet sig selv som kristen og der havde deltaget i kristne aktiviteter sammen med armenske venner. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren flere gange har anmodet om genoptagelse af sagen under henvisning til sit oprindelige asylmotiv og først i forbindelse med den anmodning om genoptagelse fra 2015, der har ført til den fornyede behandling i Flygtningenævnet, har angivet sin konvertering som asylmotiv. At ansøgeren i et vist omfang har kunnet redegøre for kristendommen, kan ikke føre til en anden vurdering, da redegørelsen fremstår som udenadslære og uden refleksion. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har en blog og en facebookprofil, hvorpå han har oplagt kristne og politiske budskaber, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede henset til, at ansøgeren ikke kan anses for profileret i Iran, og at budskaberne derfor ikke kan anses for at være kommet til eller vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/276/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger født i Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk perser fra Isfahan, Iran. Ansøgerne var oprindeligt shiamuslimer, men er efter deres indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en irakisk milits, idet han har arbejdet for et firma, der samarbejdede med amerikanere. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 2003-2006 arbejdede i Irak for et irakisk firma, som samarbejdede med et amerikansk firma, og derved var imod det irakiske regime. I den forbindelse modtog ansøgeren i 2006 en trussel fra den irakiske milits, Jaish Al Mahdi, i form af en advarsel gennem sin fars ven, som oplyste, at ansøgerens navn stod på militsens liste over uønskede personer, som skulle slås ihjel. Ansøgeren udrejste af Irak omkring en uge efter modtagelsen af denne trussel. Den mandlige ansøger har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han og hans ægtefælle har fået en dom, som lyder på et års fængsel og 99 piskeslag, idet de indledte et forhold uden for ægteskabet, og inden den kvindelige ansøgerens skilsmissesag var blevet afgjort. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han og hans ægtefælle blev anholdt [i begyndelsen af 2009], og at han blev beskyldt for at være sammen med en gift kvinde. Under anholdelsen var der den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle også til stede. De blev efterfølgende kørt til politistation i byen Kashan, hvor de blev fængslet i en uges tid, hvorefter de blev løsladt mod kaution. [I foråret 2009] blev de religiøst viet, og de har [I foråret 2009] registreret deres ægteskab ved en offentlig myndighed. [I foråret 2009] modtog de, på deres bopælsadresse i byen Qom, en dom på et års fængslet og 99 piskeslag. De blev efterfølgende opsøgt af to politibetjente og den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle. Ved denne lejlighed blev de anholdt og fængslet i tre dage. Da den kvindelige ansøger på det tidspunkt var gravid og fik det dårligt, blev de løsladt mod kaution og med en aftale, at de skulle afsone straffen om to år, når den kvindelige ansøger ikke længere ammede. Efter fødslen af deres tvillingebørn, den [i foråret 2010], boede familien i skjul indtil deres udrejse i [efteråret 2015]. Den kvindelige ansøger har om sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet de begge er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende herom, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har fremlagt en straffedom, der angiver at stamme fra Retten i Qom. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor og under hvilke omstændigheder de blev anholdt første gang. Den mandlige ansøger har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at forholdet til den kvindelige ansøger blev opdaget en nat, hvor han overnattede hos hende, og den kvindelige ansøger har ligeledes under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de lå og sov, da de blev anholdt, hvorimod de begge under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de sad og spiste, at politiet kom. Endvidere har den mandlige ansøger for Flygtningenævnet forklaret, at de var alene i huset, da de blev anholdt, mens den kvindelige ansøger under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes børn sov i huset, hvilket den kvindelige ansøger under sin forklaring for Flygtningenævnet har ændret til, at børnene var hos deres far. Endvidere har begge ansøgere for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at politiet var voldeligt og skubbede og sparkede i forbindelse med den første anholdelse, hvilket de ikke tidligere har forklaret om. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel og har herunder navnlig lagt vægt på ansøgernes forklaringer herom under nævnsmødet, hvor de på en troværdig og overbevisende måde har forklaret om baggrunden for deres konversion og har redegjort fyldestgørende for deres egen kristne overbevisning og for de kristne budskaber. Hertil kommer, at de er døbt og fortsat har stærk tilknytning til kirken, hvor de deltager i mange aktiviteter. Flertallet af Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende oplysninger om ansøgernes religiøse adfærd og aktiviteter, herunder deres forklaringer om, at de vil fortsætte disse aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran, blandt andet ved at missionere for andre, at de vil være i risiko for forfølgelse i Iran. Flertallet af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor de meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4, at henvise ansøgerne til at tage ophold i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/275/AZU
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er tidligere sunnimuslim af trosretning, men konverterede til kristendommen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, grundet hans illegale udrejse af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen oplyst, at han var omkring 14-15 år gammel, da han blev venner med to kristne drenge ved navn [A] og [B], som tog ansøgeren med i kirke. Ansøgeren blev nysgerrig på kristendommen og begyndte at lære mere herom, ligesom han deltog fast i kirkens møder. Ansøgeren blev [sommeren] 2001 døbt af [A] og [B] i en huskirke i Iran. På en ukendt dato i slutningen af 2012 skulle ansøgeren mødes i en park med [A] og [B], idet de skulle introducere kristendommen for to til tre nye personer. Ansøgeren gik på toilettet, mens de ventede på de to til tre andre personer. På vej tilbage fra toilettet opdagede ansøgeren, at [A] og [B] var blevet anholdt af en civilklædt betjent. Myndighederne konfiskerede tillige ansøgerens bil, hvor der blandt andet lå en bibel, et kors samt materiale vedrørende kristendommen. Ansøgeren skjulte sig, indtil han blev hentet af en ven ved navn [C]. Ansøgeren blev kørt til en frugtplantange tilhørende sin morbror, hvor han opholdt sig i seks måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Irak [ultimo] 2012, hvorfra han udrejste efter fire år på grund af frygten for ISIL. Ansøgeren har fortsat sine kristne aktiviteter efter ankomsten til Danmark. Ansøgeren er blandt andet blevet konfirmeret [primo] 2017 i [kirke] i [dansk by]. Ansøgeren har desuden vedlagt en række udtalelser samt bekræftelse på deltagelse i dåbsoplæring og kristendomsundervisning, herunder tre udtalelser fra […], sognepræst i [kirke] i [dansk by], en skrivelse af [primo] 2017 fra […], biskoppen over [område] stift samt en udtalelse af [foråret] 2016 fra sognepræst […], [kirke] i [dansk by]. Endelig har ansøgeren fremlagt en bekræftelse på at have deltaget i […] Bibelcamping [sommeren] 2018. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigerfamilie, har ansøgeren oplyst, at han indgik ægteskab i 2005, men lod sig skille i 2008. Ansøgeren fik efterfølgende problemer med sin tidligere svigerfamilie, idet det var ansøgeren, der havde ønsket at lade sig skille. Ansøgerens tidligere svigerfamilie generede ansøgeren, og ansøgerens familie blev opsøgt i 2013, hvor de fremsatte trusler mod ansøgeren og hans familie. Ansøgerens familie blev opsøgt tre gange, men ansøgeren boede i Irak, og én gang efter ansøgerens ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv primært henvist til sin konvertering til kristendommen og sin aktive udøvelse af denne. Derudover har ansøgeren henvist til, at han som beskrevet frygter sin tidligere svigerfamilie, og at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på baggrund af dennes forklaringer generelt må anses for utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ved fremmøde i Flygtningenævnet har forklaret, at han, der er født i [årstal], aftjente værnepligt i to måneder, men at han derefter rømmede fra militærtjeneste. Ansøgeren har ikke kunnet forklare præcis hvornår dette fandt sted, men det må efter hans alder have været senest omkring 2000 til 2002. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret at han fik kørekort i militæret, og at han i hvert fald i en periode fra 2005 har arbejdet som chauffør. Det forekommer utroværdigt, at ansøgeren i op til ti år efter at have unddraget sig militærtjeneste, ikke er blevet udsat for nogen sanktioner fra myndighederne til trods for at han i hvert fald i en længere periode fortsat boede hos sine forældre og at han ikke i øvrigt holdt sig skjult. Det forekommer endvidere usandsynligt at han blev skilt fra sin først ægtefælle i enighed i 2008, men at svigerfamilien alligevel, flere år senere, begyndte at foretage truende henvendelser til ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, hvorledes han konverterede til kristendommen og blev døbt, til grund. Det forekommer efter Flygtningenævnets opfattelse usandsynligt, at to drenge i 12- 14 års alderen skulle have haft en ledende rolle i en i forvejen eksisterende kristen menighed og at disse nogle år senere skulle have døbt ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, som også anført af Udlændingestyrelsen, at det er usandsynligt, at ansøgeren, der er opvokset som muslim, i flere år har været en del af en kristen menighed, som efter hans egen opfattelse var under observation af myndighederne. Ligeledes finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om omstændighederne ved arrestationen af hans venner [A] og [B] usandsynlig. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at undgå arrestation blot fordi han gik på toilettet mens arrestationen fandt sted, ligesom det er påfaldende, at ansøgerens kørekort var efterladt i bilens sammen med bibler og kors. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren på udtrykkelig forespørgsel i Flygtningenævnet har forklaret afglidende og upræcist om sine erhvervsmæssige forhold, bortset fra at han i en periode fra 2005 var chauffør. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens identitetskort fra hans ophold og arbejde i Irak indeholder et andet efternavn end det, han har oplyst over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring om baggrunden herfor sandsynlig. Flygtningenævnet kan derfor efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt var kristen, da han indrejste i Danmark, eller at han senere er konverteret til kristendommen. Af de grunde der er anført ovenfor vedrørende ansøgerens forklaring om hans subsidiære asylmotiver, og endvidere under hensyn til at der nu er forløbet en længere årrække fra ansøgeren efter sin forklaring blev skilt respektive unddrog sig militærtjeneste, kan de påberåbte forhold ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/274/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran, og har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har udført politiske aktiviteter ved at deltage i demonstrationer, ligesom hun har skrevet politiske artikler samt delt politiske opslag på Facebook og Twitter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, herunder af en mand ved navn [A]. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin farbror og fætter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af [sommeren] 2014 begyndte at arbejde som prostitueret, efter at hun blev tilbudt arbejdet af en kvinde ved navn [B]. Ansøgeren havde brug for penge og kunne ikke finde andet arbejde. Ansøgeren skulle kun møde op i den lejlighed, hvorfra arbejdet foregik, når [B] kontaktede hende på en til formålet udleveret mobiltelefon. I lejligheden arbejdede foruden [B] og ansøgeren tre andre kvinder. Ansøgeren fik dæknavnet [X]. Hun ophørte med at arbejde som prostitueret i lejligheden i sommeren 2015, da hun havde tjent penge til at betale for sin mors operation. Hun var på dette tidspunkt i færd med at opnå studievisum til Danmark, hvor hun søgte ind på en uddannelse. I [efteråret] 2015 blev hun ringet op af en af de andre prostituerede i lejligheden, der fortalte, at civilklædte mænd var mødt op i lejligheden og havde anholdt [B] og to andre piger, ligesom computere med billed- og videomateriale var blevet beslaglagt. Ansøgeren frygtede, at myndighederne ville blive bekendt med hendes arbejde som prostitueret. Hun fik tre eller fire dage senere besked fra ambassaden om, at hun havde fået studievisum til Danmark, og omkring yderligere en uge senere [dato i efteråret] 2015 udrejste hun af Iran på dette visum. Kort efter sin indrejse i Danmark bad ansøgeren en ven fra Sepah om at undersøge, hvilke oplysninger Sepah havde om episoden i lejligheden. Ansøgeren fik herefter fortalt, at en indflydelsesrig mand ved navn [A] havde opdaget, at hans ægtefælle arbejdede som prostitueret i lejligheden sammen med nogle andre piger. [Ultimo] 2017 blev ansøgeren kontaktet af sin søster, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af civilklædte personer, der havde en anholdelsesordre på ansøgeren. Én af de civilklædte personer var [A], og anholdelsesordren vedrørte både ansøgerens arbejde som prostitueret, hendes politiske aktiviteter og hendes kristne tro. De civilklædte personer havde ransaget bopælen og taget ansøgerens bror med. Ansøgerens bror kontaktede herefter deres farbror, og de fik begge vist billedmateriale fra lejligheden. Ansøgerens farbror og fætter har som følge heraf fremsat trusler mod ansøgeren, ligesom de har fremsat trusler grundet hendes konversion. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013. Hun begyndte at gå i kirke kort tid efter, at hun ankom til Danmark. Hun gik i kirke i [dansk by], men ophørte efter to til tre gudstjenester, idet hun frygtede, at hun ville blive angivet til de iranske myndigheder. Ansøgeren blev udmeldt af sit studie i [primo] 2018, hvorefter hun indgav ansøgning om asyl [få dage senere i] 2018. Ansøgeren blev indkvarteret et andet sted i Danmark, hvor hun på ny begyndte at gå i kirke. Ansøgeren har siden starten af 2018 deltaget til gudstjenester i [dansk by] Baptistkirke, ligesom hun har deltaget i kristendomsundervisning forud for, at hun [sommeren] 2018 blev døbt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sine asylmotiver, idet hendes forklaring om motiverne i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt som følge af ansøgerens arbejde som prostitueret har nævnet lagt vægt på, at det fremstår helt usandsynligt, at en kvinde, som ansøgeren kun kendte perifert, ville risikere at involvere ansøgeren i et arbejde som prostitueret og dermed i kriminelle aktiviteter. Det anses tillige usandsynligt, at ægtefællen til et medlem af Sepah ville risikere at arbejde som prostitueret i lejligheden. Nævnet har endvidere i bedømmelsen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på indholdet af dels ansøgerens ansøgning om studievisum til Danmark, hvorefter ansøgeren fra [foråret] 2006 til [sommeren] 2015 har arbejdet som commercial director and chairman for [navngiven firma], dels asylsansøgningsskemaets oplysning om, at hun fra 2010/2011 til 2013/2014 har arbejdet i Kish. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke søgte om asyl ved sin indrejse i Danmark [foråret] 2015, men først [primo] 2018, efter at hun var blevet udmeldt af sit studie og var blevet pålagt at udrejse af Danmark. Det findes i den forbindelse usandsynligt, at myndighederne i Iran først opsøgte ansøgerens families bopæl to et halvt år efter myndighedernes angivelige anholdelse af de tre andre kvinder i lejligheden og beslaglæggelse af billed- og videomateriale. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på den ene side har anført, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013, men at hendes kirkegang siden indrejsen i Danmark har været begrænset til et absolut minimum, og at hun først for nogle måneder siden – tidsmæssigt omtrent sammenfaldende med ansøgerens indgivelse af ansøgning om asyl – er påbegyndt kristendomsundervisning og er blevet døbt. Ansøgerens forklaring om, at hun afstod fra kirkegang og fra at vise interesse for kristendommen som følge af frygt for at blive angivet til de iranske myndigheder kan ikke føre til en ændret vurdering, og stemmer ikke overens med hendes oplysning for nævnet om, at hun føler sig kaldet til at missionere for kristendommen både i Danmark og ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder endvidere, at ikke ansøgeren har sandsynliggjort udført politisk propaganda af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/273/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Teheran. I Iran var han Gorani-yarsan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har en større pro-kurdisk tatovering på ryggen, og myndighederne mistænker ham for at være politisk aktiv. Endvidere frygter han at blive forfulgt, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fik tatoveringen i 2011/12. Tatoveringen forestiller et kort over den del af Iran, Irak og Syrien, som ansøgeren og andre, ønsker skal blive til et uafhængigt Kurdistan. Ansøgeren er kickbokser. Han var i Iran utilfreds med, at han ikke i dette land kunne udvikle sig som professionel kickbokser, hvilket var en medvirkende årsag til hans udrejse. Nogle måneder før udrejsen blev han fyret fra sit job som klejnsmed, hvilket ikke var en medvirkende årsag til udrejsebeslutningen. Til styrelsen løj han først om sin aftjening af værnepligt, da han frygtede, at sandheden ville skade hans sag og få det til at se ud som om, han sympatiserede med det iranske regime. Han korrigerede dog sig selv og fortalte sandheden senere under samme afhøring. En dag i 2015 trænede han kickboksning i bar overkrop i [by]. Han fik en fornemmelse af, at to personer observerede ham. Ansøgeren mistænker disse personer for at være fra efterretningstjenesten. De pågældendes tøj og radio tydede herpå. Han blev også i en svømmehal advaret om, at han kunne risikere at få problemer på grund af tatoveringen. På grund af episoden i [by] blev han nervøs og tog hjem og hentede id-papirer og rejste til sin mor i [anden by]. Senere fik ansøgeren besked fra en forretningsmand i Teheran om, at hans hjem var blevet ransaget af myndighederne tidligere anførte dag. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter. Udrejsen var legal. Farzad var i denne periode tilbageholdt af efterretningsvæsnet i [by]. Farzad fortalte ham, at tjenesten havde krævet, at han fik fat på ansøgeren. Vennen fik ikke at vide, hvorfor efterretningstjenesten søgte efter ansøgeren, men han formoder, at det skyldes hans tatovering. Efter udrejsen mistede ansøgeren sit pas. I 2016 rettede efterretningstjenesten henvendelse på ansøgerens mors og brors bopæl. Broren blev afhørt om ansøgerens opholdssted, og broren måtte underskrive en erklæring, hvori han lovede at henvende sig med oplysninger om ansøgeren. Det blev ikke oplyst, hvorfor myndighederne ville tale med ansøgeren. Han er fortsat jævnligt i kontakt med familien i Iran. Ansøgeren interesserede sig allerede i Iran for kristendommen. I 2013 blev han ved en kontrolpost fundet i besiddelse af en bibel og anklaget for at missionere. Efter 2 timers afhøring underskrev han en erklæring om, at han i fremtiden ville afholde sig fra at missionere, og han blev derefter løsladt. Til Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i Danmark havde været i kirke 20-25 gange, og at han overvejede at konvertere. Efter styrelsens afslag den [nærmere angiven dato i foråret] 2017 blev han den [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 døbt. Han har i Danmark, som det er anført i skriftlige erklæringer, deltaget i kristendomsundervisning, gudstjenester og kirkelige arrangementer. For nyligt har han endvidere deltaget i en regimekritisk demonstration foran den iranske ambassade i København. På hans åbne facebook-profil er der en række kristne tekster. Først var hans facebook-navn [X]. Han postede oprindeligt mest om sin sport. Han kommer ikke længere til sportsstævner, og han skriver nu ikke længere om sport. Han ændrede sit profilnavn til [Y] (uden hans efternavn). Den [nærmere angiven dato primo] 2018 uploadede han en film, der skulle vise, han brænder et foto af Khamenei af. Han kan ikke åbne filen med filmen. På hans facebook-profil kan man se en anden film, hvor andre foretager afbrænding. Man kan høre, at der bliver råbt Khameneifjendtlige slagord. Man kan tydeligt se ansøgeren på denne film, som han selv har optaget. Film med hans dåb kan også ses på facebook-siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund. Nævnet henser herved til, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale spørgsmål vedrørende de i øvrigt ret få begivenheder i Iran, som han har forklaret om. Ansøgeren har således under den første af styrelsens samtaler oplyst, at [B] var tilbageholdt i to dage i forbindelse med ransagning af sit eget hus, samt at ansøgerens hus blev ransaget samme dag eller dagen efter. Efter løsladelsen fortalte [B] ham om tilbageholdelsen, og ansøgeren rejste 4-5 dage senere til [by], og han udrejste senere. Under styrelsens næste samtale har ansøgeren oplyst, at episoden i svømmehallen foregik nogle dage efter, han under træningen blev overvåget. ”Mindre end en måned” efter overvågningen flyttede han hen til sin mor. Efter to ugers ophold hos moren, blev han informeret om ransagningen af hans bolig. Senere den dag udrejste han. Først efter udrejsen hørte han om tilbageholdelsen af sin ven. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han rejste til moren den dag, han blev overvåget, samt at han dagen efter fik oplyst, at hans hjem var blevet ransaget. Vennen blev anholdt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fik at vide, at vennen havde været tilbageholdt i en dag. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgerens forklaring i nævnet har således været usikker, og ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om årsagen til trosskiftet. Hertil kommer, at ansøgerens viden om kristendommen, herunder om Lukasevangeliet og Luthers lille Katekismus – som ansøgeren ellers ifølge en erklæring fra ansøgerens præst skulle være undervist i – har været meget begrænset. Ansøgeren har også haft stort besvær med at redegøre for Helligånden/pinsen. Idet ansøgeren er udrejst legalt, og må antages at have været helt uprofileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at indholdet af ansøgerens face-book-profil, uden hans efternavn, og med et almindeligt iransk fornavn, samt hans deltagelse i en regimekritisk demonstration i København, indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at påkalde sig en sådan opmærksomhed fra myndighedernes side, at det kan antages, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle vanskelige forhold for kurdere og yarsani samt den omstændighed, at ansøgeren har en tatovering på ryggen, der ikke er synlig, når han har trøje på, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/272/MJM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Andimeshk, Khuzistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de har fået kenskab til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans morbror i [foråret] 2015 bad ham om at videooptage et møde i en huskirke i ansøgerens hjemby, Andimeshk. Ansøgeren videooptog møderne i to til tre måneder. Ansøgeren betragtede til at starte med dette som en arbejdsopgave, men efter tre til fire uger begyndte han at interessere sig for kristendommen, og han blev en del af huskirken. Ansøgeren blev døbt i huskirken [i starten af sommeren] 2015. Ansøgeren gemte videooptagelserne på et USB-stik og på sin stationære computers harddisk i sin IT-forretning. Ansøgeren havde også gemt enkelte videooptagelser på sin bærbare computer, som han primært opbevarede derhjemme. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten i sin forretning. Ansøgeren blev den følgende dag fremstillet for en dommer, der spurgte, om han havde skiftet religion, hvortil ansøgeren undlod at svare direkte. Ansøgeren blev løsladt efter tre dage. [Senere i efteråret] 2015 ringede ansøgerens forretningspartner, [S], der fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget forretningen, og at de havde taget USB-stikket, den stationære og den bærbare computer. Ansøgeren udrejste af Iran fem dage senere. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har kunnet forklare om sin interesse for kristendommen gennem en kristen morbror, som han følte var som en far for ham, og på grund af personlige problemer i Iran. Ansøgeren har gennem flere forklaringer forklaret om sin interesse for kristendommen, og det er dokumenteret, at han har gået i kirke og fulgt kristendomsundervisning under hele hans ophold i Danmark. Han har under nævnsmødet vist en betydelig viden om kristendommen. Som følge af dette og hans adfærd under mødet samt da han i eget navn har uploaded religiøse billeder og citater på Facebook fra [slutningen af] 2015 til mødedagen, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kri-stendommen. Idet han har forklaret, at han også efter en tilbagevenden til Iran fortsat vil forkynde kristendommen, finder nævnet, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro, hvorfor han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til det oprindelige motiv, der tillige drejede sig om konversion til kristendommen under opholdet i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/271/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim fra Piranshar, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af den iranske regering, da han havde deltaget i en demonstration i [sommeren] 2009, hvor han protesterede mod regeringen. Ved demonstrationen blev ansøgeren beskudt, og han blev efterfølgende indlagt på et hospital. Han blev hentet på hospitalet af civilklædte myndighedspersoner, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i lidt over et år, indtil han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog en tilsigelse til at møde i retten i [sommeren] 2010, men han mødte ikke op. Ansøgeren udrejste af Iran et par måneder efter løsladelsen. Dette asylmotiv er behandlet ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2012, hvor ansøgerens forklaring om motivet blev tilsidesat i sin helhed blandt andet under henvisning til divergenser i ansøgerens forklaring og til, at ansøgeren under sagens behandling havde afleveret en tilsigelse til at møde i retten, der er vurderet som uægte. Ansøgeren har nu i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 som sur place-asylmotiv henvist til, at han efter udrejsen af Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Under sit ophold i Tyskland fra 2015 kom ansøgeren således i kontakt med kristne frivillige. Han begyndte derefter at deltage i gudstjenester, og fra [efteråret] 2015 til [vinteren] 2016 deltog han i dåbsundervisning. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i den protestantiske kirke i [en mindre tysk by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen ved dåben i Tyskland [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 efter omkring to måneders dåbsundervisning er reel og – også efter ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring om baggrunden for den angivelige konversion – dermed udtryk for en reel indre overbevisning. Nævnet har herunder lagt vægt på det korte tidsrum, hvori ansøgeren efter udrejsen til Tyskland har modtaget dåbsundervisning og i øvrigt udvist interesse for kristendommen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først og fremmest har henvist til sit kirkelige engagement i Tyskland, hvorimod ansøgeren ikke har udfoldet et tilsvarende kirkeligt engagement under sit fornyede ophold i Danmark, bortset fra at han efter sine egne oplysninger under opholdet i arresten har deltaget i samtaler med en præst og i gudstjenester, ligesom han efter frihedsberøvelsens ophør har deltaget i gudstjenester i en apostolsk kirke i København, når han har haft råd til transporten, men ikke i kirken i sit nærområde. Derimod har ansøgeren oplyst, at han også efter at være tilbagevendt til Danmark har bevaret sin kontakt til kirken i Tyskland. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, letter of recommendation af [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, og uddrag af et tysk kirkeblad fra [foråret] 2017 med billeder af bl.a. ansøgeren i forbindelse med et kirkeligt arrangement i Tyskland kan efter deres karakter og oprindelse ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at arrangementet fra kirken angiveligt er blevet behandlet i en tv-udsendelse kan føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren skulle være blevet eksponeret som kristen i et sådant omfang, at dette i sig selv vil bringe ansøgeren i en faresituation i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens oplysninger om, at han har skrevet om sin dåb på Facebook. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herefter fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Iran/2018/269/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af sin familie, idet hun har haft et forhold til en anden mand end sin ægtefælle, og da hun i Danmark er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin kæreste, [A], til en bryllupsfest i foråret 2013, hvorefter de begyndte at tale i telefon sammen. Efter omkring en måned kom [A] og hans forældre til ansøgerens bopæl og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie afviste dette, da de ikke kendte [A]. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2014 kom ansøgerens fætter, [B], til hendes familie og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie accepterede dette frieri. I [foråret] 2014 blev ansøgeren og [B] gift med hinanden. Det viste sig, at [B] var psykisk syg, og han var voldelig mod ansøger. En dag, da han var taget på arbejde, ringede ansøgeren til [A] og bad ham komme. Han kom hjem til ansøgeren, og de gik i seng sammen. Da de efterfølgende lå i sengen, kom [B] hjem. Han besvimede ved synet af dem, og ansøgeren og [A] flygtede fra stedet. De opholdt sig to dage hos [A], hvorefter de flygtede ud af Iran. Under deres flugt gennem Tyrkiet blev ansøgeren og [A] adskilt, og hun har ikke set ham siden. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen, og hun er blevet døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som følge af forholdet til [A] fremstår usammenhængende og divergerende. I den forbindelse har nævnet – sammen med de øvrige forhold, der er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse – navnlig lagt vægt på de divergenser, der fremgår af ansøgerens forklaring, herunder om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens første kontakt med [A], idet ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt hendes første kontakt med [A] var ved bryllupsfesten eller på et tidligere tidspunkt. Ansøgeren har desuden blandt andet afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt hun fortalte sin mor om [A] i forbindelse med, at [B] friede til hende, og om sin mulighed for at forlade hjemmet under ægteskabet med [B]. Ansøgerens oplysning om, at hun har svært ved at huske, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer kan navnlig i lyset af omfanget og karakteren af uoverensstemmelserne i forklaringen ikke føre til en anden vurdering af sagen. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion under opholdet i Danmark fra yaresan-troen til kristendommen er reel. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på ansøgerens vanskeligheder under sagens behandling med at erindre sin dåbsdato og på, at hendes konversion til kristendommen skete allerede omkring et halvt år efter indrejsen til Danmark. Hertil kommer, at ansøgeren til asyl-samtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 indledningsvist oplyste, at hun var yaresan. Ansøgerens forklaring om sin baggrund for konversionen, herunder ansøgeren forklaring for næv-net, fremstår heller ikke overbevisende eller båret af en indre afklaringsproces. Det er herunder endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om, i hvor lang tid, hun gik i kirke forud dåben, ikke fremstår sammenhængende, idet ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at hun begyndte at gå i kirke umiddelbart efter ankomsten til Danmark, mens ansøgeren tidligere under sagens behandling under gensamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 har forklaret, at hun først begyndte at gå i kirke i tiden omkring den første samtale i Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, hvor hun stiftede bekendtskab med [C]. Den fremlagte erklæring af 13. juni 2018 fra sognepræst […] kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af spørgsmålet om ansøgerens konversion fra yaresan-troen til kristendommen. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, at hun har afgivet urigtige oplysninger om sine pas- og visumforhold til myndighederne, idet hun ikke oplyste, at hun havde fået udstedt pas i Iran [en nærmere angiven dato i foråret] 2014, ligesom hun har ændret sin forklaring om årsagen til at søge visum. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/268/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shia-muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at få interesse for kristendommen, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren havde downloadet en form for filter-bryder, således at der ikke var nogen begrænsninger på hjemmesiden Youtube. Ansøgeren faldt tilfældigt over en film omhandlende kristendommen, hvorefter han begyndte at få interesse for religionen. Syv dage før ansøgerens udrejse, talte ansøgeren med sin barndomsven, [A], som var en meget troende muslim. Ansøgeren fortalte [A], at han var interesseret i kristendommen, og han forsøgte at få [A] til at konvertere til kristendommen. To dage efter ansøgeren havde fortalt dette til [A], så ansøgeren, at [A] gik ind på politistationen, og ansøgeren så, at [A] talte med politiet på politistationen, og at [A] pegede på ansøgeren. Ansøgeren blev nervøs, idet han mistænkte [A] for at tale med politiet om ansøgeren og hans interesse for kristendommen. Omkring tre dage efter, at ansøgeren havde set [A] ved politistationen, talte ansøgeren med sin mor og sin bror, [B], omkring den kristne religion. [B] sagde til ansøgeren, at det var bedst at udrejse, hvis der var nogen, som kendte til ansøgerens interesse for kristendommen. Ansøgeren planlagde herefter sin endelige udrejse af Iran. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren, [i efteråret] 2016, blevet døbt i [en frikirke]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han fik interesse for kristendommen. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen tre måneder før hans endelige udrejse, hvorimod han til asylsamtalen oplyste, at hans interesse for kristendommen opstod omkring én måned før hans endelige udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvad han så på politistationen, da han gik forbi på vej til supermarkedet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så [A] gå ind på politistationen og så, at [A] talte med politiet, og at [A] ikke så, at ansøgeren så ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han så [A] på politistationen, og at han så, at [A] pegede på ham, og at han følte, at [A] talte om ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han tilfældigt faldt over en kristen film på Youtube og hans forklaring om, at han skulle have forsøgt at få sin meget troende muslimske ven, [A], til at konvertere til kristendommen på dette tidspunkt, samt at [A], som var hans bedste ven, skulle have anmeldt ham til politiet, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren udrejste, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste ikke kan lægges til grund, og at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt, som han forøvrigt startede forberedelsen på, lige efter han kom til Danmark uden nærmere kendskab til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra [en frikirke] og fra [en anden kirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/267/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter henrettelse af de iranske myndigheder, idet han har talt om bahai og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for at blive henrettet på grund af sine udtalelser om bahai har ansøgeren oplyst, at hans ven fortalte ham om religionen. Ansøgeren fortalte herefter beboerne i landbyen om religionen. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af en ven, der fortalte, at ansøgeren er eftersøgt af de iranske myndigheder på grund af sine udtalelser om bahai, og at han skulle udrejse fra Iran. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for henrettelse på grund af sin konversion har ansøgeren oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark fik interesse for kristendommen og valgte at blive døbt. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med hans udrejse af Iran. Ved oplysnings og motivsamtale [fra sommeren] 2016 forklarede ansøger således, jf. side 4 ø, at han efter at have omtalt Bahai-religionen for sine naboer blev opsøgt af en person, der sagde, at ansøger skulle tage med denne i stedet for at tage på arbejde. En ven, der var soldat, hjalp herefter ansøgeren med at udrejse. Ved asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at han var på arbejde og det var der, han blev opsøgt, jf. side 9. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring ved denne samtale, at der var to personer, [A] og [R], der henholdsvis hjalp ansøgeren med at udrejse og advarede ham. I den forbindelse talte ansøger i forbindelse med flugten i telefon med [R]. Ansøgeren forklarede, at [R] muligt ønskede at hjælpe ansøgeren, fordi [R], der var lokal politimand, ellers selv risikerede problemer grundet kendskab til ansøgerens salg af alkohol. [R´s] medvirken og oplysninger om salg af alkohol var helt uomtalt i oplysnings- og motivsamtalen, uanet at disse forhold må anses for at have været af væsentlig betydning i forbindelse med ansøgerens udrejse. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i foråret] 2015 ved indrejse i Danmark oplyste, at han var bahai og at det var af denne grund, at han var i fare. Det må efter forklaringen lægges til grund, at bahai ikke var ansøgerens oprindelige religion, og at han således må anses for at være konverteret til denne. På denne baggrund forekommer det påfaldende, at ansøgeren allerede kort efter sin indrejse i Danmark begyndte at vise interesse for kristendommen og blev døbt allerede [i foråret] 2016, efter mindre end 5 måneder. Ansøgeren har under fremmøde i Flygtningenævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen, dog præget af betydelige unøjagtigheder. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgerens udtalelser om kristendommen, der ofte er af meget generel karakter, virker tillærte og ikke som udtryk for nogen overbevisning. Dette må også ses i lyset af hans meget hurtige konvertering. For så vidt angår ansøgerens tilførsler på Facebook bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens Facebookprofil ikke indeholder hans fulde navn og der er ikke tilførsler efter foråret 2017. Det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har kendskab hertil. Det virker i øvrigt påfaldende, og som et led i et forsøg på at skabe et asylgrundlag, at ansøger, der ikke efter sin forklaring tidligere har været politisk aktiv, på Facebook optræder både med et kors i hånden og pegende på et kurdisk flag. For så vidt angår ansøgeren medvirken i en video på Youtube, hvor en gruppe asylansøgere angiveligt råber skældsord mod den iranske regering, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ses tydeligt ligesom hans navn ikke fremgår. Ansøgeren har endvidere selv forklaret, at flere af dem der medvirker efterfølgende er rejst tilbage til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerens oplysninger om, at være konverteret til kristendommen, kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/266TBP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og har oplyst, at han ikke har en religion. Klageren er fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling, at blive udsat for vold eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet klageren har deltaget i en demonstration, hvor klageren brændte en plakat af Khomeini. Til støtte for asylmotivet har klageren henvist til, at han deltog i en demonstration i 2009. Under demonstrationen konkurrerede klageren og hans to venner om, hvem der kunne lave mest ravage. Klageren brændte en plakat af Khomeini. Herefter kom myndighedspersoner og skød mod demonstranterne. Klageren blev ramt af et skud i armen og slået i hovedet. Det lykkedes klageren at flygte til en sidegade, hvorfra en ukendt person tilbød ham lift til sygehuset i Karaj. Den ukendte person informerede klagerens forældre om hændelsen. På hospitalet besvimede klageren. Da klageren vågnede op, var hans forældre tilstede og fortalte, at myndighederne havde ransagede alle huse på gaden for at lede efter klageren. Herefter blev klageren af sin far kørt til Irak, hvor han opholdt sig i omkring tre år. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det følger af udlændingelovens § 49a, jf. § 31, at en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, skal indeholde en stillingtagen til, om der kan meddeles udlændingen opholdstilladelse efter § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har været afskåret fra på ny at tage stilling til ansøgerens asylgrundlag. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Det er efter Flygtningenævnets opfattelse utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin forklaring var bekendt med, at der fandtes overvågningskameraer, alligevel skulle have kastet med sten og brændt et billede af Khomeini. Ligeledes findes det divergerende, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om navnet på den ene af de to venner, der sammen med ham deltog i demonstrationen. Det forekommer tillige utroværdigt, at ansøgeren, der angiveligt deltog i en demonstration sammen med et stort antal mennesker, og som forud herfor må anses for at have været en helt uprofileret ung mand, kunne findes af myndighederne efter relativt kort tids søgen, angiveligt på basis af videoovervågning. Det bemærkes, at ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har forklaret, at det formentlig var hans ven [A], der havde angivet ham, da denne var blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/265 TBP
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ikke praktiserende shia-muslim fra Al-Ahvaz, Iran. Ansøgeren har siden 2014 været politisk aktiv som medlem af en lille navnløs gruppe, der kæmpede for den arabiske befolknings rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne kender til hans politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at blev anholdt i 2007, fordi han havde deltaget i en arabisk fest. I 2014 blev han medlem af en hemmelig gruppe i Al-Ahvaz. Lederen af gruppen hed [X], og han havde kontakt til [et pro-arabisk parti]. Ansøgeren uddelte brochurer og CD’er, tegnede […]flag på mure og filmede forskellige hændelser i byen. [I efteråret] 2015, da ansøgeren overnattede hos sin svigerfamilie, blev han ringet op af sin nabos søn, der fortalte, at han havde set to biler med militærnummerplader ude foran ansøgerens hus, og at han kunne høre råb inde fra huset. Ansøgeren flygtede herefter straks hjem til sin morbror. Morbroren tog dagen efter hjem til ansøgerens bopæl og fandt uf af, at bopælen var blevet ransaget af myndighederne, der havde spurgt efter ansøgeren, og at myndighedspersonerne havde fjernet ansøgerens ting herunder hans computer med politisk materiale fra hans værelse, ligesom de havde anholdt ansøgerens far. Ansøgeren blev hos sin morbror i otte dage, indtil han udrejste af Iran. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren fået kontakt til [Y], som er leder af [et pro-arabisk parti] i Canada. Ansøgeren har også lavet politiske opslag på sin facebookprofil. Endelig har ansøgeren fremlagt et anbefalelsesbrev udstedt af [et pro-arabisk parti] [i foråret 2016], hvori det fremgår, at ansøgeren er medlem af organisationen. Ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og detaljeret om sine aktiviteter i Iran rettet mod det iranske styre som medlem af en hemmelig gruppe, der kæmpede for det arabiske mindretals rettigheder i Al-Ahwaz området. Forklaringen har været uden væsentlige divergenser og forekommer selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret troværdigt om sine bevæggrunde for at involvere sig i gruppens aktiviteter. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i den hemmelige gruppes aktiviteter til grund, ligesom det lægges til grund, at gruppen blev afsløret, og at myndighederne efterfølgende fandt regimekritisk materiale på ansøgerens bopæl i forbindelse med en ransagning. Endelig lægger nævnet til grund, at to af de øvrige medlemmer af ansøgerens gruppe er blevet anholdt, og at et af medlemmerne er blevet dræbt af myndighederne. Herefter, og idet ansøgeren tidligere har været i de iranske myndigheders søgelys, idet han som 18 årig modtog en betinget dom for at deltage i en arabisk ceremoni, er det sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine politiske anskuelser og aktiviteter, som han også har fortsat efter udrejsen, ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/264/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans interesse for kristendommen blev vakt, da ansøgerens bror, [A], konverterede til kristendommen i Iran. Hans livsforhold havde ændret sig til det bedre. Ansøgeren konverterede efter lidt tid, da han anså det som en livsstil, der havde kærligheden i centrum. [I foråret] 2015 indledte ansøgeren et skænderi med en iransk kollega grundet en samtale om alkohol. Dagen efter opsøgte efterretningstjenesten deres bopæl, hvilket ansøgerens bror fik at vide af deres udlejer. Ansøgeren tog med sin bror til byen [X], hvor de opholdt sig hos en ven. Ansøgerens anden bror er efterfølgende blevet opsøgt og afhørt. Ansøgeren og hans bror, [A], er blevet dømt in absentia for at have missioneret om kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A] introducerede [B] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [B], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [B]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [C]. [A] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/263/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2014 mødte en gadesælger, [A], som han blev venner med. I efteråret 2014 gav [A] ansøgeren en bibel og en cd med en film om Jesus, hvorefter de begyndte at tale om kristendommen. Ansøgeren fortalte kort tid efter sin bror om interessen for kristendommen. Broren begyndte selv at interessere sig for kristendommen og kom en dag op at diskutere med kollegaer om religion. Dagen efter var der fire til fem personer fra efterretningstjenesten på ansøgerens bopæl, mens ansøgeren var på arbejde. Udlejeren havde kontaktet politiet, da han ikke vidste, hvem personerne var. Politiet kom og konfiskerede ansøgerens bærbare computer. Samme dag rejste ansøgeren og broren [B] til byen [X], hvor de opholdt sig i halvanden måned frem til udrejsen af Iran. Ansøgerens anden bror blev efterfølgende afhørt af efterretningstjenesten. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [B] introducerede [C] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [C], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [C]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [A]. [B] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/262/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske lor bakhtiari og fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med piskeslag, fængsling eller henrettelse, fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tilbageholdt og måske henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 havde en tæt samtale med sin fætter, [A], som havde fået meget succes i livet. Han anbefalede ansøgeren at se filmen, Les Misérables, og da ansøgeren havde set filmen, inviterede fætteren ham med hen til et sted, som viste sig at være en huskirke. Ansøgeren kom første gang i huskirken i [foråret] 2015. Det var først ved andet besøg 10 til 14 dage senere, at ansøgeren fandt ud af, at det var en huskirke. Omkring slutningen af [sommeren] 2015 blev huskirken flyttet til kælderen under ansøgerens forretning. [I efteråret] 2015 følte ansøgeren sig overbevist om, at han var kristen, og han fortalte det derfor til sin ægtefælle. [Senere i efteråret] 2015 var ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres datter i [X] for at kigge på bil. Samme dag stormede myndighederne ansøgerens forretning og tog ansøgerens bror med, som blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl, ansøgerens mors bopæl og ansøgerens forretning, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev introduceret for kristendommen af sin ægtefælle [i efteråret] 2015. Hun vidste ikke før denne dag, at ægtefællen havde interesseret sig for kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at interessere sig mere for kristendommen. Efter et par måneder i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ville være kristen, og hun blev døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som utroværdige, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Den mandlige ansøger har således blandt andet forklaret divergerende om antallet af ransagninger og om, hvor der først blev ransaget. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han allerede i den første samtale med broren, der dengang angiveligt ikke kendte til hans kristne aktiviteter, fik at vide, at myndighederne havde taget kristne effekter med fra kælderen eller denne oplysning først kom frem efter, at han havde fået en bekendt til at undersøge kælderen. Den mandlige ansøger har også forklaret forskelligt om, hvorvidt retsmødeindkaldelserne blev smidt væk af familien blandt andet for at moren ikke skulle se dem og senere at et eksemplar var blevet gemt, dog i iturevet tilstand. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvorvidt hun allerede før mandens fødselsdag, hvor hun fik oplyst, at han angiveligt var blevet kristen, havde bemærket tydelige forandringer i hans personlighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgernes konversion er reel. I den forbindelse bemærkes, at der ved vurderingen er taget hensyn til det ovenfor anførte om ansøgernes generelle troværdighed, det meget korte tidsforløb op til dåben og den kvindelige ansøgers særdeles beskedne kendskab til kristendommen på tidspunktet for afholdelse af asylsamtalen, som fandt sted omkring otte måneder efter dåben. Det forhold, at ansøgerne er blevet døbt og efterfølgende har vist et vist kendskab til den kristne religion medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/261/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt ateist fra [område], [by], Iran. Ansøgeren er medlem af partiet KDPI, som han har udført politiske aktiviteter for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist, og idet han og hans far har været og er aktive for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har en konflikt med familien til den pige, som han er forelsket i. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han de sidste syv år forud for sin udrejse gennemgik en proces, der førte til, at han blev ateist. Han har fået at vide, at myndighederne holder øje med ham af den grund. Da ansøgeren og hans familie var flyttet til Irak, blev han medlem af Lavand-Unionen og deltog i møder og ceremonier for KDPI. Ansøgeren brugte de informationer, han fik på møderne og ceremonierne til at reklamere for KDPI, når han talte med andre. Ansøgeren og hans familie havde en butik i Irak, hvorfra de uddelte forskelligt materiale, herunder blandt andet partiets kalender og flag. Under ansøgerens ophold i Irak planlagde han at indsamle informationer om KDPI, så han kunne rejse tilbage til Iran, hvor han ville samle en gruppe kurdiske nationalister. Ansøgeren ville endvidere bruge informationerne til at true og afpresse offentligt ansatte i Iran. En uge efter ansøgeren indrejste i Iran, blev han afhørt af de iranske myndigheder omkring sine politiske aktiviteter for KDPI i Irak. Ansøgeren blev herefter ført hen til retten, hvor han blev dømt for sine aktiviteter for KDPI. Ansøgerens farbror brugte sin indflydelse til at få dommen nedsat til en betinget dom, således at ansøgeren enten skulle betale 15.000 tuman eller sidde 15 dage i fængsel. Ansøgeren var ikke medlem af KDPI i Iran, men han fortsatte med at være kritisk overfor det islamiske regime i Iran. Ansøgeren udførte dog sine aktiviteter for KDPI på en mere skjult og indirekte måde, end han havde gjort i Irak. Ansøgerens far er peshmerga. Ansøgerens far har holdt mange møder for KDPI, efter han rejste fra Iran til Irak. Under ansøgerens ophold i Iran truede ansøgeren og hans venner personer, der arbejdede for de iranske myndigheder, ligesom de begik voldelige og bevæbnede overfald mod flere myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han og hans farbror smuglede alkohol under ansøgerens ophold i Iran. Myndighederne fik på et tidspunkt kendskab hertil, da de stoppede en smuglerbil, hvor ansøgerens skolepapirer lå i. Ansøgerens farbror blev indkaldt til forhør hos myndighederne, men han bestak dem, hvorfor ansøgeren og hans farbror ikke blev retsforfulgt som følge af alkoholsmuglingen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han mødte en pige i Irak, som han blev forelsket i. Pigens bror var imod forholdet, hvorfor broren truede ansøgeren. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sine egne politiske aktiviteter i Iran eller om ansøgerens fars politiske arbejde i Iran og Irak til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran er blevet idømt en betinget fængselsstraf for at have været medlem af KDPI, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været medlem af en gruppe i Iran, der truede og overfaldt personer tilknyttet de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens far er partiets leder for det område, som ansøgeren og hans familie kommer fra i Iran, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens fars eventuelle politiske aktiviteter i Irak er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet sin rolle under de overfald i Iran, som han har forklaret, at han har deltaget i, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været bevæbnet og om, hvorvidt han har købt våben i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende, afglidende og udetaljeret om begivenhederne i Iran, ligesom forklaringen for nævnet herom ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke stemmer overens med de foreliggende oplysninger om de iranske myndigheders ageren i forhold til medlemmer og sympatisører af blandt andet KDPI, at ansøgeren alene skulle være idømt en bøde og en betinget dom for at have været medlem af KDPI, ligesom det heller ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren problemfrit kunne bo og opholde sig i Iran i ca. 2 år, hvis hans far havde en ledende rolle i partiet, og myndighederne var bekendt med dette. De fremlagte billeder af en mand, som ansøgeren har udpeget som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Der er for nævnet forevist en video, fra partiets hjemmeside, hvor ansøgeren angiveligt er en del af partiets danske ungdomskor, men navnene på kormedlemmerne er ikke oplyst, og ansøgerens facebookprofil er oprettet i et andet navn end ansøgerens, og profilen er ikke åben. Uanset om ansøgeren måtte være medlem af KDPI, finder nævnet derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran er kommet i de iranske myndigheders søgelys og derfor er i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af, at han er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har boet problemfrit i Iran i to år. Hertil kommer, at ansøgeren først under sin anden samtale i Udlændingestyrelsen forklarede, at han frygtede forfølgelse som følge af sin ateisme. Ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 om, at myndighederne på en måde og indirekte har truet ham, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren angiveligt er blevet truet af broren til den pige i Irak, som han har forelsket sig i, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at pigen og hendes familie bor i Irak, og at konflikten er opstået, mens ansøgeren ligeledes opholdt sig i Irak. Det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt vil begrænse sig til mindre sanktioner, og at det er ualmindeligt, at en udeblivelse vil medføre fængselsstraf. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at den straf, han eventuelt måtte imødese herfor, må anses for uforholdsmæssig, eller at han i den anledning risikerer overgreb, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/260/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], [by], [landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans far vil udsætte ham for fysiske overgreb, fordi ansøgeren nægtede at arbejde for ham som fårehyrde. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller fratage ham sine rettigheder, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og fordi han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at dø, fordi han ikke kan blive behandlet for sin kroniske nyresygdom i Iran. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem hele sit liv i Iran er blevet udsat for fysiske overgreb af sin far. Overgrebene fandt sted to til tre gange om ugen. I sommeren 2015 smed ansøgerens far ham ud hjemmefra og slog ham, fordi ansøgeren fortalte ham, at han ikke ønskede at arbejde som fårehyrde for ham mere. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste af de iranske myndigheder i starten af 2015. Ansøgeren modtog en tilsigelse om at møde på politistationen i [by] og registrere sig. Ansøgeren mødte ikke op for at registrere sig, men han har ikke oplevet problemer med de iranske myndigheder som konsekvens heraf. Ansøgeren lider af en kronisk nyresygdom, som han ikke kan modtage behandling for i Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren endelig henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. I den forbindelse er der blevet taget billeder af ham sammen med lederen af KDPI, og disse billeder er lagt op på KDPI´s officielle hjemmeside. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med ansøgerens far til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at denne konflikt ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder at ansøgeren har forklaret, at konsekvensen af, at han fortalte sin far, at han ikke længere ville arbejde for ham alene var, at han blev tildelt en lussing og bedt om at forlade familiens bopæl. Det forhold, at ansøgeren ikke har meldt sig til myndighederne og ladet sig registrere i forbindelse med, at han er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at kæmpe for de iranske styrker i Iran, kan heller ikke føre til, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt begrænser sig til, at den udeblevne ikke uden videre vil kunne tage kørekort, og at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale. Det fremgår videre, at der i de fleste tilfælde gives amnesti til udeblevne. Det fremgår endelig af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de iranske myndigheder rekrutterer udenlandske shia-muslimer til at deltage som lejesoldater i krigen i Syrien, og at der ikke er indikationer på, at det iranske styre sender iranske værnepligtige til krigen i Syrien. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at han anses for omfattet af den nævnte bestemmelse, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de sanktioner, som ansøgeren eventuelt vil kunne imødese ved en tilbagevenden til Iran, ikke er grundlag for at fastslå, at han vil blive udsat for en uforholdsmæssig straf. Endelig kan ansøgerens oplysninger om, at han i Danmark er blevet sympatisør for KDPI heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke ved de fremlagte billeder eller på anden måde sandsynliggjort, at det er kommet til de iranske myndigheders kundskab, at han er sympatisør, eller at han i Danmark har deltaget i en ceremoni, der var arrangeret af partiet. Det bemærkes herved, at ansøgerens forklaring om, at de fremlagte billeder er lagt på partiets officielle hjemmeside ikke kan lægges til grund, idet det under nævnsmødet ikke har været muligt at fremvise dette. Det bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at vurdere, hvorvidt ansøgerens nyresygdom kan føre til, at han af humanitære grunde skal meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/259/SHH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været aktiv for det kurdiske parti, Komala, siden 2006, og han har været medlem af partiet siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Komala. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset i Iran, indtil han i 2006 flyttede til Irak. I Iran havde ansøgeren hørt meget om det kurdiske parti, Komala, i medierne, og han besluttede sig for at opsøge partiet, fordi han blev nysgerrig. Ansøgeren fik kontakt til partiet gennem Komalas tv-kanal, som hver dag oplyste kontaktoplysninger og mailadresser på partiet. I 2006 tog han derfor til Irak for at få kontakt med partiet. Ansøgeren ringede til partiet og oplyste, at han gerne ville arbejde frivilligt for partiet. Ansøgeren startede derefter i et træningsforløb på tre måneder, hvorefter han blev godkendt som peshmerga. Fra 2006 til 2009 arbejdede ansøgeren seks til otte timer hver dag på tv-stationen [kurdisk tv-kanal], hvor ansøgeren beskæftigede sig med hjemmesiden, avisen, tv og radio. I 2009 blev ansøgeren medlem af Komala efter 18 måneders arbejde for partiet. Ansøgeren fortsatte derefter sit arbejde på tv-kanalen, hvor han også udgav artikler. Ansøgeren blev flere gange ringet op af de iranske myndigheder, som foreslog, at han skulle samarbejde med dem, hvilket han nægtede. I [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de generelle forhold for Komala-medlemmer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komala, og forklaringen støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder udsendelser på tv, artikler og opslag på Facebook. Ansøgeren har som medlem af Komala således udført en række særdeles udadvendte aktiviteter på Komalas tv-kanal, herunder som nyhedsoplæser og producer fra 2009-2015, ligesom ansøgeren har deltaget i en række konferencer og begivenheder mv., hvor han har optrådt blandt andet med digte, hvilket er sendt på tv. Ansøgeren har endvidere gennem en årrække skrevet en række artikler, der har været offentliggjort på internettet, herunder på Iran Global, hvor han har tilkendegivet Komalas synspunkter, ligesom ansøgeren har haft en omfattende Facebook-aktivitet siden 2009 og frem til nu, hvor han har tilkendegivet Komalas standpunkter. Uanset at der er visse divergenser i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske styre, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/258/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er oprindeligt shia-muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter sin ven [A’s] familie, fordi han har forsøgt at overtale [A] til at konvertere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født ind i en shia-muslimsk familie, men at han er vokset op i et område i Teheran, hvor der bor mange kristne armenere, og at han derfor har været interesseret i kristendommen siden barnsben. Da ansøgeren var cirka 14-15 år, introducerede hans ven [B] ham for kristendommen. [B] var iransk armener og kristen, og sammen læste de i biblen. Omkring 2010 begyndte ansøgeren at gå i huskirke. På daværende tidspunkt var ansøgeren cirka 17 år. Ansøgeren har oplyst, at han herefter – bortset fra en periode på et halvt år efter han blev opsøgt og tilbageholdt af [A’s] familie – gik regelmæssigt i huskirke indtil udrejsen. Han har også oplyst, at han, efter at være kommet i en huskirke i omkring et år, blev døbt i Iran. Ansøgeren har forklaret, at en af hans muslimske venner, der hed [A], blev interesseret i kristendommen, da han hørte ansøgeren fortælle om sin religion, og ansøgeren gav ham derfor en bibel. I efteråret 2012 eller 2013 havde ansøgeren og [A] aftalt at mødes, men da ansøgeren ringede til [A], var det hans bror, der tog telefonen. Han sagde, at [A] var syg. Broren hentede ansøgeren og under påskud af, at han skulle hente nogle dokumenter, standsede de ved moskéen, hvor ansøgeren gik med indenfor. På første sal i moskéen blev de mødt af yderligere to personer. De slog ansøgeren og trak ham med ind i et baglokale, hvor de bandt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene og kunne mærke, at han blev placeret i bagagerummet i en bil. Da bindet blev fjernet, blev ansøgeren sparket af [A’s] far, der anklagede ham for at have forsøgt at overtale [A] til at konvertere til kristendommen. [A’s] bror stak ansøgeren adskillige gange med en kniv, mens [A’s] far slog ham med en kæp, og de sagde, at de ville slå ham ihjel. Herefter blev ansøgeren slæbt ud i en bil og kørt til et ukendt sted, hvor de efterlod ham på en øde vej ved midnatstid. En kvinde tilkaldte hjælp, og ansøgeren blev indlagt på hospitalet, hvor han til politiet sagde, at han var blevet forsøgt kidnappet på grund af penge. I det efterfølgende år modtog ansøgeren adskillige opkald fra [A’s] far og bror, der sagde, at han skulle passe på. Idet ansøgeren skiftede SIM-kort, ophørte kontakten. Efter at have set en tv-udsendelse, hvor en kvinde, der var flygtet fra Iran, fortalte, hvad islam havde gjort ved hende, begyndte ansøgeren at uddele løbesedler og CD’er. Ansøgeren har oplyst, at materialet skulle illustrere forskellene mellem islam og kristendommen. Ansøgeren arbejdede som taxachauffør, og han delte materialet ud til sine passagerer. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at dele materiale ud cirka ét år inden udrejsen. En aften i [efteråret] 2015 kørte ansøgeren taxa, da han blev ringet op af sin mor. Moren fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, og at de havde spurgt efter ansøgeren og anholdt hans far. Hun sagde også, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, men rejse væk. Samme aften forlod ansøgeren Teheran, og et par dage senere udrejste han af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren gået regelmæssigt i kirke, og [i vinteren] 2016 blev han døbt på ny. Herudover har han lagt diverse budskaber om kristendommen på Facebook og youtube. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har anført, at han af [A’s] familie skulle have været udsat for overfald med kniv og slagvåben, men alene at han er blevet truet eller nævnt, at familiens bopæl blev opsøgt af personer, der ledte efter ham og tilbageholdt hans far, uanset at den sidstnævnte begivenhed var den umiddelbare årsag til, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var myndighederne eller blot ukendte personer, der opsøgte bopælen og om, hvorvidt han holdt pause i sine kirkebesøg i seks måneder eller halvandet år efter den angivelige konflikt med [A’s] familie. Han har også forklaret divergerende om antallet af de uddelte løbesedler og CD’er. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om omkostningerne ved udrejsen og blandt andet i en artikel har oplyst, at han blev hjulpet ud af en mand, der ikke ville have penge. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes herved, at ansøgerens konversion ikke findes at være reel, dels under hensyn til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, dels under hensyn til det oplyste om længere perioder uden kirkegang, ligesom det bemærkes, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted få måneder efter ankomsten til landet, hvor han kun i et ganske kort tidsrum havde fulgt gudstjenester og undervisning på andet end dansk. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/257/thv
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, der er fætter og kusine samt gift, er kurdere og yarsan fra landsbyen [A] i Sarpol-e Zahab distriktet, Kermanshah provinsen, Iran. De har som asylmotiv navnlig henvist til, at de vil blive forfulgt af de iranske myndigheder på grund af den mandlige ansøger, […], forbindelse til Komala. Ansøgerne har herom oplyst, at [den mandlige ansøger] af sin svoger i [foråret] 2015 blev introduceret for 2 medlemmer af Komala. [Den mandlige ansøger] udførte herefter sammen med svogeren på 3 forskellige datoer politisk aktivitet for partiet i [A] og de omkringliggende landsbyer. De uddelte om natten løbesedler, hang plakater op og skrev med spraymaling regimefjendtlige slogans på offentlige bygninger. De placerede også ved nogle offentlige kontorer Komala-flag. De var bevæbnede under den 2. og 3. uddeling. Efter den 3. gang kom myndighederne flere gange til ansøgernes bopæl, som blev ransaget. [Den mandlige ansøger] holdt sig i den periode skjult. Efter den seneste ransagning skjulte begge ansøgere sig hos deres morbror i landsbyen [B], indtil de sammen udrejste illegalt til Tyrkiet [i efteråret] 2015. [Den mandlige ansøger] har en åben Facebook-profil, hvoraf fremgår, at han har ca. 2.500 venner, og at han i Danmark har deltaget i Komala-arrangementer, men ikke i egentlige partimøder, samt at han har uploaded en række regimefjendtlige tekster, videoer og tegninger. Der er også en video, hvor [den mandlige ansøger] tramper på et foto af Irans åndelige leder, Khamenei, hvorefter han omtaler Khameneis mor meget grimt og river fotografiet i stykker. Han følger Facebook-grupper med omtale af kommende Komala-arrangementer i Danmark. I [vinteren] 2018 havde han en disput på Messenger med en person, der kaldte ham forræder og lignende. Han mener, at der deri lå en trussel mod hans liv, og han antager, at det var en ansat i den iranske efterretningstjeneste, han havde dialogen med. Han vil ikke slette sin Facebook-profil, hvis han må vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved særlig vægt på, at ansøgerne har afgivet usikre og tøvende forklaringer i nævnet samt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende om politiets henvendelser på ansøgernes bopæl. [Den mandlige ansøger] har herunder til Flygtningenævnet samt [i vinteren] 2017 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han var hjemme, da politiet senest henvendte sig. Der var mindst en betjent på husets tag. Andre var på naboejendommen eller rettede henvendelse ved ansøgerens hoveddør. Han forlod kort efter huset. Til styrelsen sagde han [i vinteren] 2017, at han gik ind i soveværelset og smadrede soveværelsesvinduet. I nævnet oplyste han, at han allerede var i soveværelset, da politiet kom, og at han åbnede vinduet og kravlede ud af dette uden at smadre vinduesruden. I nævnet og i styrelsen [i sommeren] 2016 forklarede han, at det var glasset i hoveddøren, der blev smadret. [I vinteren] 2017 og i nævnet sagde han, at betjentene råbte skyd ham, og at der derefter blev skudt mod ham. Han ved ikke, om betjentene løb efter ham, men han slap i hvert fald væk. Til styrelsen oplyste han [i vinteren] 2017, at myndighederne kom 4 gange. Under mødet i nævnet har han forklaret, at de kom 3 gange. [Den kvindelige ansøger] har til styrelsen [i vinteren] 2017 og i nævnet oplyst, at myndighederne kom 3 gange. [Den mandlige ansøger] var hjemme, da myndighederne senest rettede henvendelse. Myndighedspersonerne bankede på hoveddøren. Hun åbnede døren og 3-5 personer brasede ind i huset. [Den mandlige ansøger], der opholdt sig i soveværelset, hørte at hun råbte op og han flygtede derfra ud ad et vindue. I klar modstrid hermed har både [den mandlige] og [den kvindelige ansøger] den [i sommeren] 2016 oplyst til styrelsen, at myndighederne alene rettede henvendelse på bopælen 2 gange, samt at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme nogen af gangene. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om myndighedspersonernes påklædning, om de pågældende medtog [den mandlige ansøgers] id-papir samt om de foreviste en ransagningskendelse. Hertil kommer, at ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om, hvilke datoer [den mandlige ansøger] udførte de politiske aktiviteter samt om henvendelser fra myndighederne efter udrejsen. Både [den kvindelige] og [den mandlige ansøger] har herudover forklaret divergerende om andre omstændigheder. [Den kvindelige ansøger] har f.eks. til styrelsen forklaret, at hun kort efter episoden, hvor [den mandlige ansøger] om natten flygtede ud ad vinduet, modtog en indkaldelse om at give møde på politistationen på et bestemt tidspunkt, mens hun i nævnet oplyste, at hun aldrig har modtaget en indkaldelse. [Den mandlige ansøger] har bl.a. til styrelsen oplyst, at han efter anførte episode opholdt sig en dag hos morbroren og 6-7 dage hos andre slægtninge, mens han i nævnet forklarede, at han ikke var hos andre slægtninge. Ydermere findes flere dele af [den mandlige ansøgers] forklaring isoleret set at være mindre sandsynlig, herunder at han i den relativt lange periode fra den første myndighedshenvendelse ikke advarede sin svoger. I troværdighedsvurderingen er indgået, at [den mandlige ansøger] må antages at have haft svære misbrugsproblemer i den periode, hvor han afgav sine forklaringer til styrelsen, hvilket meget vel kan have svækket hans hukommelse og koncentrationsevne, samt at også [den kvindelige ansøger] efter en ulykke på Middelhavet har fået koncentrations- og hukommelsesproblemer. Antallet af divergenser og navnlig, at ingen af ansøgerne under den første asylsamtale omtalte den afgørende seneste myndighedshenvendelse til bopælen, hvor der blev skudt efter [den mandlige ansøger] og som medførte at ansøgerne flygtede, men tværtimod begge oplyste, at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme under nogen af politiets henvendelser, er imidlertid så markant, at nævnet efter en samlet vurdering i det hele tilsidesætter ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Det må på den baggrund antages, at ingen af ansøgerne har udført aktiviteter for Komala eller andre regimefjendtlige kurdiske grupper i Iran eller på anden måde har bragt sig i myndighedernes søgelys. De iranske myndigheder kan efter flertallet i nævnets opfattelse herefter ikke antages at have nogen særlig anledning til at søge efter oplysninger om ansøgerne på internettet. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er eller vil blive bekendt med [den mandlige ansøgers] Facebook-side. Under disse omstændigheder, og uanset de vanskelige forhold for kurdere og yarzan-troende, og at en begrænset sanktion for illegal udrejse ikke kan udelukkes, finder et flertal i nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/256/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [by], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med partiet PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti, PJAK. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han under sit ophold i Danmark, er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende PJAK henvist til, at han en dag i 2015 gav en fremmed mand ved navn [A] et lift. [A] fortalte, at han var medlem af det kurdiske parti, PJAK, og at hans kammerat, [B], var blevet såret. Ansøgeren indvilligede i at hente [B] og køre ham til en læge. Da ansøgeren havde sat mændene af, blev han på hjemvejen stoppet ved en kontrolpost. Myndighederne fandt blodpletter i ansøgerens bil, og han blev derfor anholdt og fængslet i 20 til 25 dage. Ansøgeren blev løsladt ved at betale bestikkelse og mod at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville udføre politiske aktiviteter mod det iranske regime. Ansøgeren fik derudover at vide, at han ville blive hentet til afhøring hver eller hver anden uge. Efter den anden afhøring kontaktede ansøgeren [A] og [B] og fortalte, at han gerne ville hjælpe PJAK. I de følgende uger kørte ansøgeren tre gange PJAK-medlemmer til og fra politiske møder. På et tidspunkt deltog ansøgeren i et bryllup. Mens han opholdt sig ved brylluppet, blev hans bopæl ransaget. Ansøgerens far blev desuden slået. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin ven, [C]. I løbet af den uge, hvor ansøgeren opholdt sig hos [C], modtog ansøgerens familie et brev om, at ansøgeren skulle melde sig hos myndighederne. Ansøgeren udrejste derefter til Tyrkiet. Under sit ophold i Danmark mødte ansøgeren en person ved navn [D], der introducerede ansøgeren for kristendommen. Dette fandt sted i [foråret] 2016. Ansøgeren begyndte at gå i kirke. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en dåbsattest, en udtalelse fra Daniel Myrup fra Frederikshavn Kirkecenter, en udtalelse af 12. februar 2017 fra Viggo Feldtmose, formand for Vendsyssels Frimenigheds Integrationsudvalg, en udtalelse fra juli 2017 fra Inge-Margrete Jacobsen, medarbejder i Integrations Camp 2017, samt en udtalelse af 3. august 2018 fra Jens Rosenberg, formand for Luthersk Mission i Ribe. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder på grund af aktiviteter for PJAK. Forklaringen herom fremstår på centrale punkter usandsynlig og divergerende og kan derfor anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at et medlem af PJAK uden kendskab til ansøgeren og uden nærmere undersøgelse af hans forhold, straks ved mødet med ansøgeren, skulle have afsløret sin identitet og oplyst, at han var PJAK-medlem og endvidere bedt ansøgeren om hjælp til at hente et andet medlem af PJAK, der var blevet skudt i et sammenstød med de iranske myndigheder. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren senere flere gange skulle have hjulpet PJAK, efter at han var blevet tilbageholdt af politiet, som hver 14. dag afhentede ansøgeren for at afhøre ham. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgeren har udført aktiviteter af en så farlig karakter uden et egentligt politisk engagement, idet han om baggrunden herfor alene har henvist til, at han havde mistet lysten til noget og ikke vidste, hvad han i øvrigt skulle foretage sig. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes tilbageholdelse af ham. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han sad to dage i arresten og derefter var fængslet i 20 til 25 dage. Han blev løsladt efter at have været i retten, hvor han fik en betinget dom. Under gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han var tilbageholdt på politistationen i tre til fire måneder, og at han blev løsladt uden at blive stillet for en dommer. Ansøgeren har i øvrigt ikke på nævnsmødet været i stand til at forklare, hvor lang tid, der gik fra hans løsladelse, og indtil han opsøgte PJAK-medlemmerne for at udføre aktiviteter for dem. Ansøgeren har også forklaret divergerende om telefonsamtalen med hans far under tilbageholdelsen. Han har under gensamtalen forklaret, at han fortalte sin far, at han havde gjort noget forkert og hjulpet nogle PJAK-folk og derfor havde brug for hjælp. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han fortalte sin far, at politibetjentene havde beskyldt ham for at have hjulpet PJAK. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han inden udrejsen har været udsat for de overgreb fra iranske myndigheder, som han påberåber sig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om konversionen til kristendommen, at der ikke er tale om en reel konversion. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udtryk et særdeles mangelfuldt kendskab til kristendommen, selvom han forinden var blevet døbt. Ansøgeren har således blandt andet ikke kunnet redegøre for forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og han har ikke kunnet nævne nogen af De Ti Bud. Han har heller ikke været i stand til at oplyse datoen for sin dåb. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har kunnet redegøre for betydningen af påsken. Flertallet finder i øvrigt ikke, at de af ansøgeren fremlagte udtalelser fra Vendsyssel Frimenighed, Luthersk Mission i Ribe, Hjallerup Bibelcamping og Frederikshavn Kirkecenter, kan føre til en ændret vurdering. Flertallet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at oplysningerne om ansøgerens opslag på Facebook vedrørende kristendommen er kommet til de iranske myndigheders kendskab og lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først har foretaget opslagene, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens ansøgning om asyl. Flertallet finder i øvrigt, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om, hvorledes han vil udbrede sin tro ved en tilbagevenden til Iran. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/254/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Den Grønne Bevægelse siden 2008/2009. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren enten at blive henrettet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har samarbejdet med Den Grønne Bevægelse, og fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han har været en del af Den Grønne Bevægelse, og at han har hjulpet med at promovere bevægelsen i forbindelse med præsidentvalget i 2008/2009. Den 27. december 2009 deltog ansøgeren i en regimekritisk demonstration. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt af myndighederne og kørt til et sted, hvor han var i to dage. Under denne tilbageholdelse blev ansøgeren afhørt og udsat for tortur. Efterfølgende blev ansøgeren overflyttet til et nyt sted, hvor han var i en måned. Derefter blev ansøgeren fængslet i Evin-fængslet. En måned efter ansøgeren kom til Evin-fængslet, blev han stillet for retten. I retten fik ansøgeren at vide, at han havde deltaget i aktiviteter mod den iranske regering, og at han var imod den iranske regering. Efter otte måneder i Evin-fængslet blev ansøgeren løsladt mod kaution, og han blev pålagt meldepligt en gang om måneden hos anklagemyndigheden. Ansøgeren fik i slutningen af 2013 udstedt et iransk nationalitetspas. I starten af 2015 ophævede myndighederne ansøgerens meldepligt, idet myndighederne vurderede, at han ikke længere modarbejdede regimet. Tre måneder senere udrejste ansøgeren af Iran legalt med sit gyldige nationalitetspas. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren i marts/april 2016 at gå i kirke, hvilket han gør hver søndag. Ansøgeren har deltaget i et kristendomskursus, og han blev døbt den 30. oktober 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder grundet hans medvirken til demonstrationer i 2009, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. juni 2016 gentagne gange oplyste, at han havde en central stilling i Den Grønne Bevægelse. Således anføres side 3, at han var en af de øverste ledere i Den Grønne Bevægelse, da den blev stiftet, og side 4, at han var med til at starte Den Grønne Bevægelse i Teheran. Ligeledes anføres side 5, at de personer, der arresterede ansøgeren, oplyste, at de vidste, at han var medstifter af Den Grønne Bevægelse. Heroverfor har ansøgeren ved sin asylsamtale den 22. december 2016 side 19 forklaret, at han alene var medlem af Den Grønne Bevægelse. Flygtningenævnet finder, at oplysningen om, at ansøgeren var et ledende medlem af Den Grønne Bevægelse og var medstifter af denne afviger så afgørende fra hans senere udtalelser, at dette må medføre, at hans troværdighed drages i tvivl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale på side 5 forklarede, at han selv blev arresteret i forbindelse med demonstrationen den 27. december 2009, og at tre af hans venner blev arresteret dagen efter og blev indsat i samme celle som han selv. Ved asylsamtalen side 14 forklarede ansøgeren, at han allerede samme dag, som han blev arresteret, blev anbragt i en celle sammen med sine venner. Ved afhøring i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret, ”efter at de (myndighederne), havde sagt til ansøgeren, at de oplistede personer ikke fandtes, åbnede de en dør. Ansøgerens tre venner var på den anden side af døren.” Ansøgeren har endvidere ikke på omhyggelig udspørgning fra Flygtningenævnets side kunnet give nogen sandsynlig forklaring på, at myndighederne tilsyneladende accepterede, at han opgav tre fiktive navne, samtidig med, at de pågældende myndighedspersoner straks var opmærksomme på, at navnene var fiktive. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først ved sin forklaring for Flygtningenævnet har oplyst, at de tre venner, som blev arresteret sammen med ansøgeren eller umiddelbart efter, nu alle er omkommet. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at denne for ansøgerens asylansøgning helt centrale oplysning ikke tidligere er blevet meddelt. Ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder svækkes endvidere af, at han efter sin angivelige løsladelse har fået udstedt et gyldigt iransk pas og efter sin forklaring har kunnet ud- og indrejse af Iran flere gange. Vedrørende ansøgerens oplysning om, at han er konverteret til kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at det af ansøgerens asylskema fremgår, at han, der oprindeligt er shiamuslim, er konverteret til zarathustrianismen. Foreholdt dette ved asylsamtalen på side 7, har ansøgeren bestridt dette. Det fremgår imidlertid af den gengivne oversættelse, at ansøgeren ”er gået fra islam til zarathustra”. Ansøgeren har i Flygtningenævnet oplyst, at han forud for sin dåb modtog 2x3 måneders undervisning i kristendom. Ikke desto mindre var ansøgeren ved sin asylsamtale ikke i stand til at svare på helt centrale spørgsmål i forbindelse med sin dåb og sin konvertering. Ansøgeren kunne således, jf. referatets side 6, ikke huske, hvornår han var blevet døbt. Ansøgeren var endvidere, jf. side 9 i nogen grad ikke i stand til at redegøre for forskellen på jul og påske, idet ansøgerens forklaring bærer præg af, at ansøgeren forveksler de to højttider, jf. 2. og 3. afsnit. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato var ansøgeren i stand til at forklare præcist og i betydeligt omfang om centrale spørgsmål om kristendommen. Han var imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i stand til på overbevisende måde at redegøre for sine overvejelser i forbindelse med sin konvertering, idet han indledningsvis alene henviste til den fred, han havde fundet, og idet han senere forklarede, at han, da han var muslim, ikke kunne tale med Allah, da han ikke kunne arabisk, hvorimod han forklarede at kunne tale med Gud. Han forklarede endvidere, at der var mange ting i sharia, der gjorde ham bange. Det fremgår endvidere af udtalelse af 7. november 2016 fra sognepræst Torben Bramming ved Ribe Domkirke, at ansøgeren allerede i Iran havde vendt sig til kristendommen og var kommet i undergrundskirken. Denne oplysning er i klar modstrid med ansøgerens egen forklaring. Flygtningenævnet bemærker, at det findes usandsynligt, at sognepræsten skulle have misforstået en så central oplysning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren generelt fremtræder utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det fremgår af politirapporten ved ansøgerens ankomst til Danmark den 25. november 2015, at han overfor politiet oplyste, at han havde afleveret sit pas til en menneskesmugler og ikke havde fået det retur. Ved undersøgelse af ansøgerens rygsæk fandtes imidlertid hans gyldige iranske pas. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han fik pas i 2015, men passet er udstedt i 2013. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes, at han søgte om pas i 2013, men først fik det udstedt i 2015, må tilsidesættes. Ansøgeren har til sin asylsamtale på side 7 forklaret, at det på daværende tidspunkt alene var hans søster, der var bekendt med, at han var konverteret til kristendommen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren imidlertid forklaret, at også hans far på det tidspunkt var bekendt med ansøgerens konvertering. Vedrørende advokatens påstand om iværksættelse af torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/253/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim af trosretning fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes, [A’s], familie, og at der vil udbryde stammekrig mellem de store familier i området på grund af konflikten med [A’s] familie. Ansøgeren frygter desuden at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi [A’s] far har indflydelse hos myndighederne og derfor kan opdigte en sag mod ansøgeren. Ansøgeren frygter endeligt, at han vil få problemer med familien til en person ved navn [B], fordi der går rygter om, at ansøgeren startede et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B’s] ægtefælle og datter. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i 2014 indledte et forhold til nabopigen [A]. Ansøgeren talte med [A] telefonisk i et års tid, inden de mødtes to gange i august/september 2015. To-tre måneder før det første møde med [A] blev ansøgeren kontaktet af [A’s] mor, der sagde, at [A’s] far ikke ville acceptere forholdet, hvis han fik kendskab til dette. Ved det første møde opdagede [A’s] mor imidlertid ansøgeren og [A]. Dagen efter ansøgerens og [A’s] andet møde kontaktede moren igen ansøgeren, der fortalte, at [A’s] far havde fået kendskab til forholdet, som han ikke ville acceptere. Syv til 10 dage senere havde ansøgeren et skænderi med [A’s] farbror, der endte med, at farbroren slog ansøgeren. Fem til syv dage efter dette fortalte ansøgerens ven ansøgeren, at der gik rygter i området om, at ansøgeren havde startet et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B's] ægtefælle og datter. [B] opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl, hvor han overfor ansøgerens far beskyldte ansøgeren for at stå bag rygtet. I august/september 2015 modtog ansøgerens familie et telefonopkald fra efterretningstjenesten, der havde fået at vide, at ansøgeren var frafaldet islam. Ansøgeren rejste herefter fra sin landsby til byen Mahabad, hvor han var i 10-12 dage, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i september/oktober 2015. Efter ansøgerens udrejse er hans bopæl flere gange blevet opsøgt af efterretningstjenesten, hvor de har spurgt efter ham, fordi de havde fået at vide, at han havde forbindelse til partiet PJAK og andre kurdiske grupper. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om hans forhold til [A] bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. maj 2016 beskrev dette som et forløb af længere varighed, der strakte sig fra den første måned i 1394 til den tredje måned, jf. referatet side 4 n. Det fremgår endvidere, at i den 6. måned var dette almindeligt kendt i landsbyen, da forholdet havde udviklet sig. Ved den efterfølgende samtale den 30. april 2018 forklarer ansøger, at der var tale om et meget kort forløb og at der kun gik få dage fra han første gang talte med [A] til hendes mor opdagede deres forbindelse, jf. referatet s. 6 m. For så vidt angår [A’s] far, og dennes angivelige forbindelse til efterretningstjenesten, bemærker Flygtningenævnet, at det ved oplysnings- og motivsamtalen oplystes, at faderen arbejdede på vandværket, og var efterretnings- tjenestens mand på vandværket. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren særdeles udbyggende om faderens forbindelse, idet denne blev beskrevet som hemmelig agent. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at der var beskyldninger om, at han skulle have iværksat rygter om at, [B’s] hustru og datter havde forhold til en mand, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved samtale den 30. maj 2018 gentagne gange forklarede, at beskydningerne vedrørte en mand, hvis identitet ikke blev nærmere oplyst. Dette fremgår således i referatet side 9, 11 og 13. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid udtrykkeligt, at det var ham selv, der angiveligt skulle have haft et sådant forhold. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale side 6 forklarede, at han efter sin udrejse havde ringet til [A’s] far og sagt til denne, at han var psykopat. Ved den efterfølgende samtale side 14 forklarede ansøgeren, at han ikke havde haft kontakt med nogen fra [A’s] familie efter sin indrejse i Danmark. Dette ændredes på forespørgsel. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ringede, men ikke talte med faderen. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet generelt har svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/252/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere shiamuslim fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har skrevet politiske slogans imod det iranske regime, men ansøgeren har ikke deltaget i demonstrationer eller været medlem af et politisk parti. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet medlem af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, dels fordi ansøgeren har medvirket til at skrive slogans imod det iranske styre og valget, dels fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit politiske asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han seks til syv år før sin udrejse begyndte at skrive politiske slogans på mure. I løbet af de seks til syv år har der været omkring 20-25 episoder, hvor civilklædt politi har forsøgt at arrestere ansøgeren, men hvor det hver gang lykkedes ansøgeren at undslippe dem. Da ansøgeren [i efteråret] 2015 blev forsøgt arresteret, tabte han sin mobiltelefon. Dagen efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Iran i [slutningen af] 2015. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konvertering til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i 2014 mødte en person i den butik, hvor han arbejdede, som introducerede ansøgeren for kristendommen, hvorefter ansøgeren én gang var i huskirke. Ansøgeren valgte ikke at opsøge kristendommen yderligere, før han kom til Tyskland, hvor han besøgte en kirke. Efter sin indrejse i Danmark, har ansøgeren oplyst, at han har gået i kirke to gange om ugen, og at han er blevet døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om sine politiske aktiviteter i asylskema [fra foråret] 2016, og at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet myndighedernes opsøgning af ansøgerens families bopæl, samt om hvordan og hvornår han blev bekendt med dette. Ved vurderingen af divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv er centreret om en enkeltstående hændelse, der har et relativt simpelt forløb. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens påberåbte medlemskab af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front) ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er medlem af AADPF, særligt henset til at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Endvidere forekommer ansøgerens deling af opslag fra AADPF på en Facebook-side ikke overbevisende, og nævnet lægger således til grund, at ansøgeren alene har delt opslag fra AADPF i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og ikke fordi han reelt er politisk interesseret, endsige politisk aktiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har delt opslag fra AADPF uden at have særlig kendskab til AADPF, og at delingerne forekommer ureflekterede. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de konstruerede politiske sur place-aktiviteter er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var særligt profileret ved sin udrejse, og at ansøgeren – henset til karakteren og indholdet af sine konstruerede aktiviteter – heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder, Nævnet bemærker, at ansøgeren har delt opslag på Facebook under et andet navn. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgeren ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for konverteringen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde noget særligt kendskab til kristendommen inden indrejsen i Danmark, og at han blev døbt efter at have opholdt sig i Danmark i blot tre måneder og ti dage, hvor han havde deltaget i gudstjeneste og bibelundervisning i to måneder. Ansøgerens kendskab til kristendommen må derfor antages at have været meget begrænset, både da han besluttede sig for at lade sig døbe, og da han lod sig døbe. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den personlige udvikling, som ansøgeren må have gennemgået i den korte periode. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke under sit ophold i Danmark har haft nogen fast og varig tilknytning eller søgning til kristne kirker. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/251/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kurdere og Yarsan-troende fra landsbyer nær Sarpol-e Zahab i Kermanshah provinsen, Iran. De har ikke været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at de frygter, at den kvindelige ansøgers, [Ss] familie eller myndighederne vil slå dem ihjel, fordi de har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold, hvilket medførte, at [S] [sommeren] 2015 fødte en pige. Pigen, [M], afgik ved døden, kort tid før de [efteråret] 2015 illegalt udrejste til Tyrkiet. I [efteråret] 2016 fødte [S] en dreng. Ansøgerne har nærmere oplyst, at de flere gange var alene sammen hos [Ss] søster og hos den mandlige ansøger, [A]. De har siden været kærester. [Ss] familie afslog [As] frieri i [vinteren] 2015. Da [S] [foråret] 2015 sagde, hun var forelsket i [A], slog [Ss] storebror, [Ma], hende. Hun blev derfor bragt til hospital i Sarpol-e Zahab, hvor det blev konstateret, at hun var gravid, hvilket [S] ikke forinden var klar over. [S] familie kørte derfor mod [As] bolig. Inden de nåede frem, havde [S] telefonisk advaret [A], der derefter hentede hende på hospitalet. Sammen kørte de til Teheran, hvor de i 6-8 måneder skjulte sig hos [As] morbror. [M] blev født for tidligt. De blev i Teheran til [S] og [M] var raske nok til, at de kunne forlade Iran. På vej til Tyrkiet mødtes de med [As] far i Kermanshah by, hvor faren gav dem penge til rejsen. Da [M] var blevet syg, tog de alle til hospital i Kermanshah by. De blev der set af [Ss] kusine. Ansøgerne rejste derfor hurtigt videre mod grænsen, mens [As] far blev på hospitalet med [M]. Dagen efter oplyste faren, at flere fra [Ss] familie var kommet til hospitalet, og at [M] var afgået ved døden, mens han kortvarigt havde været på toilettet. Faren var ikke sikker på, hvordan det var sket, men han havde beskyldt [Ss] familie for at have slået [M] ihjel. Beskyldningen førte til, at [Ma] truede [As] far på livet. Ansøgerne forlod derefter Iran. [As] far har før og efter udrejsen oplyst, at familiens bolig er blevet opsøgt af politiet og [Ss] familie. Dette er sket flere gange fra ansøgerne forlod Sarpol-e Zahab. [Ma] har i den forbindelse på forskellige måder chikaneret [As] familie, herunder ved at slås med [As] lillebror og ved at fremsætte trusler. Politiet har ransaget boligen og afleveret en tilsigelse. I tilsigelsen stod der, at ansøgeren skulle henvende sig. Tilsigelsen forsvandt, da der var jordskælv i området. [As] familie er på grund af jordskælvet samt chikanen fra [Ss] familie flyttet til Kermanshah by, hvor [Ss] familie imidlertid også har opsøgt dem. [A] har tillige oplyst, at han på grund af sin tro har været udsat for chikane, herunder løndiskrimination. Dette vil dog ikke forhindre ham i at tage tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om modsætningsforholdet til [Ss] familie, og dermed til myndighederne, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at de to ansøgere til Udlændingestyrelsen på centrale punkter har forklaret divergerende om omstændighederne i relation til dette modsætningsforhold. De har endvidere vedrørende flere emner begge forklaret sig afglidende og ukonkret. [A] har blandt andet til styrelsen forklaret, at parret første gang havde sex omkring en uge efter parrets første telefonsamtale. De havde samleje i alt 6 gange. Det var i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, hvor [S] må være blevet gravid. Derefter havde de ikke samleje, mens de boede ved Sarpol-e Zahab. Dette skyldtes, at [Ss] søsters barn var blevet større, og at [S] ikke længere fik lov til at besøge sin søster. [S] fortsatte med at ringe til ham, efter at de i [sommeren] 2014 var ophørt med at have sex sammen. [S] ringede til ham kl. 20.30-21.00 fra hospitalet i Sarpol-e Zahab. Da han kom til hospitalet, havde [S] stadig drop i hånden, og hun var ikke udskrevet. Deres datter vejede omkring 2 kg ved fødslen [sommeren] 2015. Hospitalspersonalet i Kermanshah by sagde til hans far, at ansøgernes datter var død af en lungeinfektion. Hans far og ansøgerne tror imidlertid, at det nok er [Ma], der slog [M] ihjel, idet faren så, at [Ms] hals var rød. Han ved ikke, om dødsfaldet blev meldt til politiet, eller om [Ma] har taget liget af deres datter. Hans far har ikke oplyst noget herom. Til Flygtningenævnet har [A] forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange gange de havde samleje, da de boede ved Sarpol-e Zahab. Han husker heller ikke, om der var en periode fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2015, hvor de ikke havde sex. I styrelsen blev han presset til at oplyse datoer. [S] har til styrelsen forklaret, at [Ma] aldrig ville lade hende forlade huset. Mens de boede ved Sarpol-e Zahab lykkedes det hende dog i løbet af et års tid at se [A] over 50 gange, hvoraf de havde sex mere end 20 gange – første gang 3-4 måneder efter deres første telefoniske kontakt. Hun bevismede på grund af den vold, som [Ma] udsatte hende for vold. Hun var kun ½ time på hospitalet i Sarpol-e Zahab, hvor hun fik taget en prøve. Efter 10 minutters ophold på hospitalet fik hun og hendes forældre at vide, at hun var gravid. Hun ringede fra hospitalet til [A] omkring kl. 15.00. Først har hun forklaret, at da [A] kom til hospitalet, var hun allerede udskrevet. Under senere samtale ændrede hun forklaring til, at hun havde drop i hånden og ikke var udskrevet, da [A] kom til hospitalet. Hospitalspersonalet i Kermanshah sagde til [As] far, at dødsårsagen var kvælning, hvilket lægerne anmeldte til politiet. [Ma] tog liget af deres datter. [Ma] er, formentlig i anden anledning, eftersøgt af politiet. Til Flygtningenævnet har [S] forklaret, at hun har hukommelsesproblemer på grund [Mas] vold. Hun kan herunder ikke huske, hvor mange gange hun og [A] havde sex i Sarpol-e Zahab, samt i hvilken periode dette skete. Hun husker dog, at de 1. gang havde samleje ca. en uge efter deres første telefoniske kontakt. Hun huskede ikke bedre, da hun afgav forklaringer i styrelsen. I styrelsen blev hun presset til at svare præcist, og hun fremkom derfor med mange detaljer, som hun reelt ikke kunne huske. Hun ved f.eks. ikke, hvor længe hun var på hospitalet i Sarpol-e Zahab, og om hun fik taget prøver, da hun var bevidstløs. Hun husker ikke at have fået oplyst, hvad [M] døde af. [Ma] tog ikke liget, dødsfaldet blev ikke meldt til politiet og [Ma] har næppe været efterstræbt af myndighederne. De modstridende forklaringer kan efter Flygtningenævnets opfattelse kun til dels forklares med, at der ved flere afhøringer naturligt vil være nuanceforskelle, samt under henvisning til, at [S] er analfabet. Divergenserne kan tillige fortsat tillægges vægt, selv om navnlig [S], efter at hun er blevet foreholdt [As] forklaring, over for styrelsen i flere tilfælde har forklaret omtrent som [A], og selv om ansøgerne senere i nævnet i det væsentlige har afgivet overensstemmende forklaringer. Navnlig de store forskelle i forklaringerne om, hvornår, og til dels hvor mange gange, de havde sex i Sarpol-e Zahab forekommer så betydelige, at de med vægt taler for, at forklaringerne må forkastes. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at [S] ikke vidste, at hun var gravid, da hun blev indbragt på hospitalet i Sarpol-e Zahab. Det bemærkes tillige, at navnlig [A] under forløbet i et vist omfang har forklaret udbyggende. Han i sit asylskema ikke omtalt modsætningsforholdet til [Ss] familie, hvilket han i nævnet ikke kunne give en rimelig forklaring på. Efter baggrundsoplysningerne om de generelle forhold for Yarsan-troende i Iran lægges det efter [As] oplysninger til grund, at han blandt andet kan være udsat for løndiskrimination og div. andre vanskeligheder på grund af sin tro. Karakteren og intensiteten heraf er imidlertid ikke af et sådan omfang, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres religion vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/250/kaa
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra [byen X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ateist, da han var omkring 15 år gammel. Han fortalte både sin familie og sine kammerater, at han var ateist. I 2012 begyndte en myndighedsorganisation ved navn [organisationen A] at støtte ansøgeren og hans familie på grund af familiens fattigdom. I efteråret startede ansøgeren på gymnasiet, og en måned efter opdagede en repræsentant fra [organisationen A], at ansøgeren var ateist ved, at han så ansøgeren tale med andre elever om ateismen. Efterfølgende blev ansøgeren bortvist fra skolen. I starten af 2013 fik ansøgeren en indkaldelse til retten, hvori der stod, at han var anklaget for at være ateist. I slutningen af 2013, tre dage før retsmødet, rejste ansøgeren til Teheran, hvor han blev i to år. Under sit ophold i Teheran fik ansøgeren at vide af sin bror, at [organisationen A] og efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens bopæl i [byen X]. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for kurdere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt han efter at være blevet bortvist fra gymnasiet var til et møde i [organisationen A], og hvorvidt han blev indkaldt til retten. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at han har været tilbageholdt af politiet i ca. en måned, hvorunder han blev udsat for vold, herunder med syre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en angivelig indkaldelse til at møde hos politiet, der er dateret [efteråret 2015], og forklaret, at han så denne indkaldelse hos sin mor, og at det var grunden til, at han udrejste af Iran, samtidig med, at han under nævnsmødet har forklaret, at han udrejste af Iran den [tidligere i efteråret] 2015, hvilket ansøgeren også har forklaret under samtalerne hos Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har efter Flygtningenævnets vurdering ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvordan han inden sin udrejse af Iran kunne se en indkaldelse, der er dateret 17 dage senere. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af den af ansøgeren fremlagte angivelige indkaldelse til at møde hos politiet eller på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det forhold, at ansøgeren måtte være ateist, ikke i siv selv kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke de generelle forhold for kurdere er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/249/JEA
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er opvokset som yari-troende, men han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af sin kærestes familie, idet ansøgeren blev ved med at se kæresten efter, at hun havde indgået ægteskab med en anden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kærestens familie oplyst, at han mødte sin kæreste i 2014, hvorefter ansøgeren sammen med sin familie tog over til kærestens familie for at fri til hende. Frieriet blev afslået af kærestens far, grundet at ansøgeren var yari-troende og ikke muslim. Ansøgerens far sagde herefter til ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren så kæresten igen. Kærestens far sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel, hvis han så ham i kvarteret igen. Ansøgeren og kæresten blev ved med at ses til trods for, at hun havde indgået ægtskab med en anden. Sidste gang ansøgeren så kæresten var [sommeren] 2015, hvor kærestens ægtefælle og bror kom. Ansøgeren flygtede til Kermanshah, og [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv om sin konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen efter, at han var indrejst i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han konverterede, fordi ansøgerens bror introducerede ham for kristendommen. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark gået regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [foråret] 2016 i [A] kirke, og har forud for sin dåb modtaget dåbsundervisning. Ansøgeren betragter sig selv som kristen. Ansøgeren har derudover fremlagt en række udtalelser, herunder fra sognepræsten ved [A] kirke, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har modtaget kristendomsundervisning, og jævnligt har gået til gudstjenester, en bekræftelse på medlemskab i den danske folkekirke på baggrund af sin dåb, en fra præsten i [B] Baptistkirke vedrørende ansøgerens aktive deltagelse i gudstjenester, samt en fra en tværkulturel medarbejder i [C] stift, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt til gudstjenester i [C] domkirke. Ansøgeren har videre oplyst, at der ligger en video af hans dåb på YouTube, samt billeder heraf på ansøgerens Facebook-profil. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel er en mindre divergens i ansøgerens beskrivelse af hyppigheden af den personlige kontakt med [kæresten], men at denne ikke er tilstrækkelig til, at ansøgerens forklaring skal tilsidesættes – heller ikke selvom [kæresten] efter det oplyste ikke senere har kontaktet ansøgeren. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren med den nævnte undtagelse har afgivet en sammenhængende forklaring, der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte. Efter oplysningerne om, at [kærestens] familie har opsøgt såvel ansøgerens svoger som ansøgerens forældre, sammenholdt med ansøgerens daværende religiøse forhold, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb som følge af sit forhold til [kæresten], at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren er døbt [foråret] 2016 efter at være blevet introduceret til kristendommen af sin bror, og efter at have gennemført et sædvanligt dåbsforløb. Ansøgeren har, selvom han er blevet flyttet rundt i landet, deltaget regelmæssigt til gudstjeneste, idet han har opsøgt en kirke i området. Ansøgeren har demonstreret viden om kristendommen, og han har redegjort for, hvorfor han ikke kan leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet bedømmelse, at ansøgerens konversion må anses som reel, og at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/248/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunni muslim fra [mellemstor by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen oplyst at have været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) i perioden fra 2010 til 2015. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af KDPI, og fordi han har været peshmerga i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oprindeligt oplyst, at han udrejste af Iran til Irak i [begyndelsen af vinteren] 2010, fordi kurderne i Iran blev diskrimineret, og fordi ansøgeren ønskede at blive peshmerga og medlem af KDPI. Omkring to måneder efter ankomsten til Irak, påbegyndte ansøgeren sin træning som peshmerga. Træningen varede i to måneder og 20 dage. Efter omkring tre til seks måneders ophold i Irak, blev ansøgeren medlem af KDPI, idet han overbeviste ledelsen i KDPI om, at han ønskede at kæmpe for kurdernes rettigheder. I Irak var ansøgeren livvagt for flere af bestyrelsesmedlemmerne i KDPI i en periode på omkring to år, og i de næstfølgende tre år var ansøgeren vagt ved forskellige kaserner og områder med tilknytning til KDPI. På et tidspunkt ønskede ansøgeren at vende tilbage til Iran, hvilket forehavende ansøgeren opgav, fordi hans ven i Iran oplyste, at ansøgeren risikerede at blive fængslet af de iranske myndigheder på et opdigtet grundlag. Under ansøgerens ophold i Irak modtog ansøgeren i alt tre opkald fra sin fars ven, der arbejdede for de iranske myndigheder, som oplyste, at såfremt ansøgeren ville vende tilbage til Iran, skulle han samarbejde med myndighederne. Kort herefter udrejste ansøgeren af Irak. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke har været medlem af KDPI. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fået interesse for kristendommen, idet en anden iransk asylansøger ved navn [A] introducerede ansøgeren herfor. Ansøgeren har efterfølgende gået i kirke med jævne mellemrum og blev døbt i [B] Kirke [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget skiftende om bl.a., hvorvidt han har været medlem af KDPI, idet han over for Udlændingestyrelsen ad flere omgange har forklaret om sit medlemskab, mens han over for nævnet har oplyst og fastholdt, at han slet ikke har været medlem. Ansøgerens forklaring for nævnet savner sammenhæng med, at han for nævnet har fremlagt en erklæring [fra sommeren] 2018, hvoraf fremgår, at han siden 2010 har været medlem af KDPI, hvilken erklæring ansøgeren imidlertid for nævnet har forklaret er uden realitet. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange demonstrationer han har deltaget i, idet han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han har deltaget i tre demonstrationer i Irak, mens han under asylsamtalen først forklarede, at han havde deltaget i to demonstrationer, hvilket han foreholdt sin tidligere forklaring dog ændrede til tre demonstrationer. Han har desuden givet meget sparsomme oplysninger om sin deltagelse i disse demonstrationer, herunder om hvornår disse demonstrationer fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han eller hans familie er blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at hans familie i Iran flere gange havde modtaget henvendelser fra den iranske efterretningstjeneste, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans familie ikke er blevet opsøgt, men at ansøgeren selv er blevet kontaktet af en ven til sin far med besked om, at hvis han kom tilbage til Iran, skulle ansøgeren arbejde for myndighederne. For nævnet har ansøgeren gentaget sin oprindelige forklaring om, at familien er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Nævnet finder, at det på denne baggrund er tvivlsomt, om ansøgeren i Irak har deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, og om ansøgeren har været medlem af KDPI og/eller udført aktiviteter som peshmerga i Irak, og uanset hvad der kan lægges til grund herom, så er der i hvert fald ikke oplysninger i sagen, der støtter eller peger i retning af, at ansøgeren på nogen måde skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sine angivelige aktiviteter i Irak. Nævnet tiltræder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders side. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af den grund frygter de iranske myndigheder. Ansøgerens kendskab til kristendommen under samtalerne med Udlændingestyrelsen har imidlertid været særdeles begrænset – grænsende til totalt ukendskab – og han har oplyst bl.a., at han slet ikke opfatter kristendommen som en egentlig religion, men mere som retningslinjer for at leve et ordentligt liv. Ansøgeren har til brug for sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2018, der viser, at ansøgeren forud for nævnsmødet har deltaget i et kristendomskursus, og ansøgeren har da også for nævnet kunne svare på enkelte af de stillede spørgsmål om kristendommen, om end ansøgerens kendskab fortsat – til trods for at han blev døbt [i sommeren] 2016 – fremstår særdeles begrænset og helt overfladisk. Ansøgeren har heller ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over sit motiv for konverteringen, ligesom han ikke har kunnet svare overbevisende på spørgsmål om, hvilken betydning kristendommen har for ham. Det forekommer således nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konvertering ikke har baggrund i en reel indre overbevisning, og at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Iran blev bekendt med ansøgerens religionsopfattelse. Nævnet har ved vurderingen heraf og af ansøgerens troværdighed i øvrigt været opmærksom på hans personlige forhold, herunder at han har oplyst at have hukommelsesvanskeligheder. Nævnet finder herefter samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/247/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion, og at hun følger sig kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller pisket af de iranske myndigheder og sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun udrejste fra Iran den [i vinteren] 2014. Ansøgeren rejste på et falsk visum til Italien, hvor hun afgav fingeraftryk. [I vinteren] 2014 søgte ansøgeren asyl i Danmark, med henvisning til, at hendes familie ville slå hende ihjel, idet hun havde haft samleje uden for ægteskab med sin arbejdsgiver i Iran. Ansøgeren frygtede, at hendes arbejdsgiver ville kaste syre på hende, fordi ansøgeren ikke ville have samleje med ham og hans ven. [I sommeren] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgeren skulle overføres til Italien. [I sommeren] 2015 besluttede ansøgeren at rejste tilbage til Iran, idet hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig i Italien. I lufthavnen i Teheran blev ansøgerens pas taget af myndighederne, og de afhørte hende. Herefter blev ansøgeren overført til et arresthus, hvor hun fortsat blev afhørt af myndighederne. Myndighederne sagde, at ansøgerens familie havde klaget over hende, og at hendes familie havde sagt, at hun havde haft et seksuelt forhold til sin tidligere arbejdsgiver, hvilket var grunden til, at hun var flygtet fra Iran. Ansøgeren kom på grund af klagen til en retsmedicinsk undersøgelse, hvor de fandt ud af, at hun ikke var jomfru, og at hun havde fået sat en spiral op. Ansøgeren forklarede, at hun havde fået abort og havde fået en spiral op i Danmark, hvor hun i øvrigt havde mødt en mand, som hun gerne ville giftes med. I arresthuset blev ansøgeren opsøgt af en mullah, der fortalte, at ansøgeren skulle til et retsmøde ved den islamiske domstol. Mullahen fortalte videre, at straffen for et udenomsægteskabeligt forhold og abort, som resultatet af det udenomsægteskabelige forhold, er stening. Ansøgeren morbror betalte kaution, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Ansøgeren var herefter hos sin morbrors ven i 40 dage. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren fra Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hun ikke længere frygter sin tidligere arbejdsgiver. Videre har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev opsøgt af sin familie i den periode, hun opholdt sig i Iran, da hun valgte at genindrejse. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i vinteren] 2014 på et visum og ved sin indrejse i Danmark samt under oplysnings- og motivsamtalen oplyste et falsk navn, ligesom hun først [i vinteren] 2014 valgte at søge asyl, og at ansøgeren valgte at genindrejse til Iran i stedet for en Dublinoverførsel til Italien. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun første gang udrejste af Iran efter et seksuelt forhold til hendes arbejdsgiver, til grund. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, da hun frivilligt genindrejste i Iran på et lovligt pas, skulle blive arresteret og underkastet en gynækologisk undersøgelse på baggrund af en klage fra hendes familie, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, såfremt hun ville ifalde dødsstraf for et udenomsægteskabeligt forhold, efter tre dages tilbageholdelse kunne blive løsladt mod kaution og uden andre betingelser, og at hun derefter kunne opholde sig i landet i mere end en måned, uden at blive opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren nu er gift med den mand, hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold til, hvorfor det er særdeles usandsynligt, at myndighederne skulle have særlig interesse i ansøgeren. Ansøgeren er efter sin egen forklaring ikke blevet opsøgt af eller har haft kontakt med familien, siden hun udrejste af Iran første gang i 2014, og når sammenholdes med ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af sin familie. Endelig har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen religion men føler sig kristen. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og i hvilket omfang hun har været i kirke, og ansøgeren ikke har haft konflikter i Iran som følge af sin angivelige manglende tro. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/TBP/240
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shia muslim, men har efter sin ankomst til Danmark fået interesse for Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tortureret og henrettet af myndighederne, idet han er anklaget for at have agiteret for kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at en bekendt ved navn [A] lejede sig ind i lokalerne over ansøgerens butik fra [primo] 2014. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af tre civile myndighedspersoner, som spurgte efter [A] og nøgler til lokalerne over ansøgerens butik. Herefter ransagede myndighedspersonerne lokalerne, hvor de fandt kristent materiale. Myndighedspersonerne tog herefter ansøgeren med til [A]s bopæl med henblik på at finde [A], men [A] var ikke hjemme. Ansøgeren blev anholdt umiddelbart efter. Ansøgeren blev i to dage afhørt og udsat for fysiske overgreb et ukendt sted i Teheran, hvorefter han blev bragt til Awin-fængslet i Teheran. Her sad ansøgeren fængslet i to måneder. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. [I vinteren] 2014 var ansøgeren til et retsmøde ved Revolutionsdomstolen. Ansøgeren fik at vide af dommeren, at han var anklaget for at have skaffet et sikkert sted til brug for en hjemmekirke. Ansøgeren fik endvidere at vide, at hvis [A] ikke blev fundet, ville ansøgeren blive betragtet som lederen af hjemmekirken. Ansøgeren blev efter retsmødet bragt til fængslet Rajai Rhahr, hvor han sad i isolation i fem dage, hvorefter han blev flyttet til et almindeligt afsnit, hvor han befandt sig indtil hans løsladelse. Med hjælp fra ansøgerens svoger, der arbejdede i Sepah, blev ansøgeren løsladt mod kaution [primo] 2015. Umiddelbart efter løsladelsen begyndte ansøgeren igen sit arbejde i forretningen. Civilklædte myndighedspersoner kom og chikanerede ansøgeren både i hans forretning og på hans bopæl. De ville have ansøgeren til at fortælle, hvor [A] var, og de truede med at henrette ansøgeren eller at sende ham til Syrien. På den baggrund udrejste ansøgeren af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og utroværdigt. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [A], herunder om hvor længe han havde kendt [A], idet han under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at [A] var hans ven gennem mange år, mens han under den anden samtale forklarede, at de mere var kolleger end nære venner, og at han havde mødt [A] første gang to-tre år tidligere. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad myndighederne fandt under ransagningen af de lokaler, som [A] havde lejet, idet han under den første samtale forklarede, at der blev fundet en bibel, en bog ved navn ”Hellig bog” og andre bøger om kristendommen, mens han under den anden samtale forklarede, at der kun blev fundet én bog og nogle pjecer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt bogen/bøgerne blev fundet i en kommode eller et skab, herunder om kommoden/skabet var aflåst. Yderligere har ansøgeren forklaret utroværdigt om længden af sit opholdt i Tyrkiet. Ansøgeren har således forklaret, at han opholdt sig omkring otte måneder i Tyrkiet, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring om, at han indrejste i Tyrkiet [i sommeren] 2015, at han har fremlagt et dokument dateret [i efteråret] 2015, der ifølge ansøgeren er udstedt i forbindelse med hans anholdelse i lufthavnen, at han derefter var fængslet i 36 dage og udrejste to dage senere, hvorefter ansøgerens ophold i Tyrkiet må have været af omkring fem måneders varighed. Ansøgerens generelle troværdighed er endvidere svækket af den vurdering, som Flygtningenævnet har fået foretaget af ægtheden af to domme, som ansøgeren har fremlagt under Flygtningenævnets behandling af sagen, idet det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 24. april 2018, at Udenrigsministeriets lokale kilde vurderer, at begge dokumenter er uægte. Det forhold, at ansøgeren har forevist ar, som han angiver stammer fra tortur, kan derfor heller ikke føre til en anden vurdering, ligesom der ikke er grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det forhold, at ansøgeren har udvist interesse for Jehovas Vidner, heller ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/235/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en by i] Iran. Ansøgeren har været hemmeligt medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI) siden [ultimo] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at flere af hans familiemedlemmer er politisk aktive for KDPI, og at hans forældre og søskende i 2005 flygtede fra Iran til Irak grundet hans fars politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren forblev dog i Iran, hvor han tog ophold hos hans mors familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han i efteråret 2014 besøgte sine forældre i Irak, og at han i den forbindelse blev introduceret til KDPI og hemmeligt medlem af partiet. Ansøgeren fik til opgave at transportere partiets avis […] over grænsen fra Irak til Iran og derefter aflevere aviserne til to partifæller, [A] og [B], i [en landsby]. Ansøgeren udførte denne opgave to gange – i 2014 og [efteråret] 2015. Ansøgeren fik også til opgave at rapportere om kurdiske spioner og mødtes i den forbindelse på et ukendt tidspunkt i perioden mellem den første og den anden transport af aviser med sine partifæller på sin bopæl i Iran. Ansøgeren har oplyst, at han få dage efter, at den anden transport af aviser havde fundet sted, var på vej hjem fra Teheran sammen med sin morbror, [X], da hans anden morbror informerede dem om, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl. Efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens værelse og fun-det en bog om doktor Ghassmlou og nogle partiaviser. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbrors ven. Den efterfølgende dag modtog ansøgeren oplysninger om, at efterretningstjenesten havde spurgt efter ham, og at de havde tilbageholdt hans morbror, [X]. På denne baggrund rejste ansøgeren til Tyrkiet samme aften og videre til Europa kort tid herefter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, der fremgår af Udlæn-dingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding-rapport ”Iranian Kurds, On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran.” Det fremgår af rapporten, at en per-son skal gennemgå flere tests af psykologisk og fysisk karakter for at blive medlem af KDPI, og at rekrutteringsprocessen er seks måneder for kurdere i Iran. Endvidere gennemføres en hemme-lig efterforskning af potentielle medlemmer. Nævnet finder det derfor usandsynligt, at ansøgeren uden at have gennemgået en sådan rekrutteringsproces har opnået medlemskab af KDPI og har deltaget i politiske aktiviteter uden nogen form for træning. Ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin families medlemskab af KDPI umiddelbart kunne blive medlem af partiet frem-står ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske opgaver. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren for-klaret, at opgaverne blandt andet bestod af transport fra Irak til Iran af løbesedler og aviser, hvor-imod han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke transporterede løbesedler. Under nævns-mødet har ansøgeren forklaret, at transporten omfattede såvel partiaviser som løbesedler. Det bemærkes i den forbindelse, at det af ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at løbesedler sendes i elektronisk form til Iran, hvor de udskrives og derpå uddeles af personer, der ikke kender identiteten på de medlemmer, der modtager og ud-skriver materialet. Ansøgeren har også forklaret udbyggende om sine aktiver for KDPI, idet han under nævnsmødet har oplyst, at han skulle oplyse partiet om hvilke Basij-medlemmer, der var afhængige af narkotika, og at han også skulle indsamle oplysninger om, hvilke personer, der delte narkotika ud blandt den kurdiske befolkning. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen fortalt om denne del af sine aktiviteter. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om myndighedernes fund af politisk materiale på hans værelse. Han har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at myndighederne fandt nogle partiaviser og en biografi om Ghassmlou. Under nævnsmødet har ansøgeren forkla-ret, at han ikke kan huske, om han opbevarede partiaviser på sin bopæl. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han mødtes med [B] og [A] en enkelt gang i perioden mellem de to transporter fra Irak til Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han havde to møder med [B] og [A], idet han i øvrigt udbyggende har forklaret at [B] og [A] var ansøgerens venner, og at de har mødtes mange gange. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik et medlemskort efter, at han var blevet medlem af KDPI, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han aldrig har fået udstedt et medlemskort. For så vidt angår indholdet af ansøgerens Facebook-profil finder nævnet, at der er tale om et konstrueret asylgrundlag. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorvidt indholdet er generelt tilgængeligt og dermed kan være kommet til de iranske myndigheders kundskab, eller hvorvidt indholdet er forbeholdt ansøgerens venner på Facebook. Hertil kommer, at ansøgeren på nævnets forespørgsel ikke har oplyst, hvornår han har ændret profilnavn til sit eget navn. Flygtningenævnet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren på flere spørgsmål har forklaret afglidende og usammenhængende, og at hans politiske aktiviteter for KDPI ikke fremstår selvoplevede. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens religion, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om et asylbegrundende forhold. Der henvises til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er muslim, men at han ikke praktiserer sin religion, og at han efter at have fået afslag på asylansøg-ningen under sin samtale med sin advokat har forklaret, at han er agnostiker. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han tror på skaberen, og det er først for nævnet, at ansøgeren har op-lyst, at han ved en tilbagevenden til Iran eventuelt vil fortælle, at han ikke er muslim. Flygtnin-genævnet bemærker i øvrigt, at fremlæggelsen af en række fotos af ansøgerens familie og af de-res KDPI-medlemskort ikke kan føre til en anden vurdering, idet der henvises til, at det af nævn-te rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at det er meget nemt at forfalske sådanne medlemskort. Flygtningenævnet bemærker også, at de fremlagte fotos giver anledning til at sandsynliggøre et asylbegrundende forhold for ansøgeren. Flygtningenævnet fin-der derefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/234/THV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men har deltaget i en demonstration mod styret i 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for chikane, tortur samt at blive henrettet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han gennem en veninde, [A], lærte en kvinde ved navn [B] at kende. [B]s far var en kendt imam og leder af Sepahs ideologiske afdeling i ansøgerens hjemby. Ansøgeren og [B] indledte et forhold, som de holdt skjult. Otte måneder efter, at de indledte deres forhold, opdagede [B]s bror, at de talte sammen over telefonen og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ringede igen. Efter noget tid kontaktede [B] ansøgeren igen telefonisk og fortalte, at hendes far og bror var blevet bekendte med, at de havde haft seksuelt samvær, idet de havde læst deres sms korrespondance. Tre uger herefter mødtes ansøgeren og [B] ved hendes skole, og de aftalte at mødes den efterfølgende dag på ansøgerens brors bopæl, som stod tom. Den efterfølgende dag, mens ansøgeren og [B] lå nøgne sammen, blev døren sparket op af fire mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Broren tvang [B] med sig. De tre øvrige mænd udøvede vold mod ansøgeren, hvilket resulterede i, at ansøgeren brækkede sin næse og kæbe. De tre mænd forlod herefter lejligheden, og ansøgeren ringede til sin far, som bragte ansøgeren til hospitalet, hvor han blev indlagt. Fem måneder herefter modtog ansøgeren et opkald fra [A], som opfordrede ham til at flygte fra Iran, idet hans liv var i fare. Ansøgeren besluttede som følge heraf at udrejse illegalt af Iran. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han i 2005 deltog i en demonstration mod regimet. Demonstrationen endte i slagsmål mellem politiet og demonstranterne. Ansøgeren blev fængslet to år senere, da han var 17 år gammel. Han var fængslet i fem år og blev udsat for tortur. Regeringens soldater har efterfølgende truet ansøgeren på Facebook. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt i 2017. Ad det oprindelige asylmotiv om forholdet til [B]: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har derved lagt vægt på, at ansøgeren – uanset det ret enkle asylmotiv - på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] havde været kærester i halvandet år, da hendes bror opdagede deres forhold, mens han til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det skete otte måneder efter, at de var begyndt at se hinanden. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] mødtes cirka tre uger senere i ansøgerens brors lejlighed, hvor døren blev slået ind af tre mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at det var fire personer, der brød ind i lejligheden, hvoraf den ene var [B]s bror. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at mændene, der brød ind i lejligheden, var maskerede, mens han til nævnsmødet har forklaret, at mændene havde fuldskæg og ikke bar masker. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev ringet op af [B]s veninde [A], som fortalte, at den iranske efterretningstjeneste ville komme efter ham, idet [B]s far havde sørget for at ”ordne” en sag mod ansøgeren, som gjorde, at ansøgeren ville blive anholdt af efterretningstjenesten. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] ringede efter fem måneder og sagde, at han skulle flygte, idet hans liv var i fare, hvorefter hun lagde på. Hun sagde ikke andet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved tolkeproblemer eller ved ansøgerens psykiske vanskeligheder, som nævnet har taget hensyn til. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har fået gennemgået samtalereferaterne og underskrevet disse uden korrektioner. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at [B]s bror skulle have fundet ud af, hvor ansøgerens brors nye lejlighed var beliggende, og at det ikke forekommer troværdigt, at den angivelige episode i lejligheden var led i en konspiration, som [B] var en del af. Det forekommer endvidere påfaldende, at [B]s familie ikke gennem fem måneder skulle have fundet ansøgerens opholdssted hos søsteren også henset til, at de angiveligt havde hans ID-kort. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at han flere gange til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke er i Danmark for at få asyl som sådan, men mere for at få hjælp til behandling for sin psykiske sygdom. Det forhold, at ansøgeren har haft en Facebook-profil, hvor der – uden datering med årstal - er lagt beskeder af truende indhold, kan ikke føre til et andet resultat, henset til at det er uvist, hvem ansøgeren har kommunikeret med, og at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på denne baggrund er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren i Iran har fået tatoveringer, kan – uanset at dette ikke er tilladt i Iran – ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Ad asylmotivet vedrørende fængslingen i 2007: Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som 15-årig blev fængslet og udsat for overgreb i de første seks måneder. Henset imidlertid til at ansøgeren efter sin forklaring har fået dom og er blevet løsladt fra fængslet i 2012 og derefter ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb, finder nævnet, at der er tale om et afsluttet forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet finder imidlertid, at de overgreb, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses for at have betydning for den øvrige del af hans asylmotiv, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft anledning til at forklare herom under sagens behandling for Udlændingestyrelsen, og at han i dag har afgivet forklaring om fængslingen og overgrebene. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både under sin oplysnings- og motivsamtale og sin asylsamtale forklarede, at han er shia-muslim af trosretning og ikke er interesseret i andre religioner, og at han først er blevet døbt efter at have fået afslag på asyl i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde givet en forklaring på baggrunden for sin konversion, og han har udvist meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren, der under mødet forklarede, at han ikke ønskede at tale om sin tro og ikke har fortalt sin familie i Iran om sin konversion, ved en tilbagevenden til Iran skulle have behov for åbent at praktisere sin tro og missionere. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en to-instansbehandling. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/255/MJM.
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwas, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for arabere i Ahwas. Han har endvidere henvist til, at han på asylcentret i Thisted har deltaget i fejringen af Newroz, og at han af den årsag frygter at blive anklaget for at have deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive anholdt eller henrettet af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren er videofilmet, mens han deltog i en Newroz-fest, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, at ansøgeren efter sin egen forklaring blot ses på filmen, og at han ikke fremkommer med udtalelser om det iranske styre. Ansøgeren har under asylsamtalen [i foråret] 2017 udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen og er uagtet dette blevet døbt 2 ½ måned efter samtalen. Ansøgeren har forklaret overordnet og i generelle vendinger om kristne højtider, kristne værdier, om hvad kristendommen betyder for ham, og hvorfor han føler sig kristen, herunder har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sin religiøse afklaringsproces eller sin kristne overbevisning. Endvidere har ansøgeren blandt andet ikke kunnet redegøre nærmere om de begivenheder, der efter biblen fandt sted i påsken og den nærmere betydning heraf for kristne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel. Den eventuelle straf for illegal udrejse af Iran kan ikke anses for uforholdsmæssig, hvorfor dette forhold ikke er asylbegrundende. De generelle forhold for Ahwaz-arabere i Iran er ikke af asylbegrundende karakter. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/192/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig muslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder og af familien til sin kæreste, [A], som følge af et ikke-ægteskabeligt forhold, han har haft til hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør i byen Ilam. Han mødte sin kæreste, [A], via dating-app’en Bitalk i [sommeren] 2014. På dette tidspunkt skrev hun under navnet [B]. Hun vidste godt, hvem ansøgeren var, mens ansøgeren ikke vidste, hvem hun var, udover at hun oplyste, at hun var kunde i taxafirmaet. En dag i november eller i december 2014 ringede ansøgeren til ”[B]”, mens han kørte nogle kvindelige passagerer. En af passagerenes telefon begyndte at ringe, hvorfor ansøgeren opdagede, hvem ”[B]” var. [A] blokerede efterfølgende ansøgeren på app´en, men genetablerede kontakten til ham allerede én uge senere, hvor de begyndte at skrive om hverdagsting. En måned efter episoden i taxaen fandt sted, aftalte de at mødtes. De mødtes i ansøgerens bil foran [A’s] kusines bopæl klokken 1 om natten. Kusinen, [C], var klar over, at [A] skulle mødes med ansøgeren. En måned efter dette mødte mødtes de igen. Denne gang hjemme hos ansøgeren. Omkring en uge efter deres andet møde, hentede ansøgeren [A] og hendes anden kusine, [D], hjemme hos [A]. Ansøgeren kørte [D] til midtbyen, og efterfølgende [A] hjem til hendes morbrors bopæl. [D] kendte også til [A’s] forhold til ansøgeren. Da [A’s] morbror var ud at rejse, havde ansøgeren og [A] seksuelt samkvem på hans bopæl. I februar eller i marts 2015 mødtes ansøgeren igen med [A]. Denne gang på ansøgerens bopæl, hvor de igen havde seksuelt samkvem. Derefter mødtes de mere regelmæssigt. [A] fortalte ansøgeren, at hendes bror, [E], arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. I juni eller i juli 2015 ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun var gravid. [Senere på sommeren] 2015 tog ansøgeren til [A’s] bopæl sammen med sine forældre for at fri til [A]. [E] svarede, at han var imod frieriet, idet han kendte til ansøgerens religiøse ståsted og mente, at hans job ikke passede til [A’s] familiestatus. Før ansøgerens forhold til [A] opstod, havde [E] kørt i taxa med ansøgeren, hvor de kom op at skændes om religion, da ansøgeren fortalte ham, at han ikke troede på imamer og deres efterkommere. To uger efter det første frieri, tog ansøgerens forældre og farbror igen hen til [A’s] bopæl for at bede om [A’s] hånd. [E] afslog igen frieriet. Omkring en uge derefter hentede ansøgeren [A] fra hendes bopæl, da hendes familie ikke var hjemme. Ansøgeren kørte hende til en kosmetikforretning. Da [A] kom ud af forretningen, fortalte hun ansøgeren, at hendes fætter havde fulgt efter dem, og at han havde set dem sammen. Nogle dage senere kørte [A’s] anden bror, [F], sammen med ansøgeren i taxaen, hvor de kom op at skændes. Tre dage efter mødet med [F] blev ansøgeren stoppet af fire personer, som hev ham ud af taxaen og slog ham. Ansøger havde tidligere set [F] sammen med to af de personer, som slog ham, hvorfor han formoder, at [F] havde sendt dem. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til [A’s] bopæl, hvor [E] boede. Han hældte benzin på [E’s] bil og satte ild til den. Tre dage senere kom fire civilklædte personer til ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. Ansøgeren blev efterfølgende afhørt af de ukendte personer om sin religiøse overbevisning. Til sidst underskrev ansøgeren et stykke papir, hvoraf det fremgik, at han troede på de islamiske love. Ansøgeren fik at vide, at han ti dage senere skulle melde sig til efterretningstjenestens afdeling. Samme aften, som ansøgeren blev løsladt, ringede [E] til ham. Han sagde, at han godt vidste, hvor ansøger havde været henne. Han sagde også, at han godt kunne blive gift med [A], hvis han accepterede koranen og den islamiske lovgivning. Det afslog ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [A’s] kusine, [D], som fortalte, at [A] havde fortalt sin familie, at hun var gravid. Hun havde også fået at vide, at [E] havde optaget den tidligere telefonsamtale med ansøgeren, hvor han havde afvist at acceptere koranen, hvorfor han nu havde bevismateriale, som kunne føre til, at ansøgeren ville blive idømt henrettelse. Ansøgeren rejste den samme dag og tog ophold hos sin svoger, [G], i hans træningscenter i Teheran i to dage. Mens han opholdt sig dér, ringede [G] til sin familie, hvorfra han fik at vide, at ansøgerens far og bror var blevet opsøgt på deres bopæl og anholdt af personer fra efterretningstjenesten med henblik på at finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren flyttede ind hos en ven i Teheran, hvor han boede i otte dage før sin illegale udrejse af Iran. Ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for kristendom opstod i Danmark et par dage efter, at han var flyttet ind på et asylcenter i [efteråret] 2015. Han går regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at hans kærestes familie afslog ægteskab. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det skyldes, at ansøgeren havde en meget begrænset indkomst og ikke havde nogen dokumentation. I asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skyldes hans religiøse holdning og hans jobstatus. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kærestens families afslag skyldes hans frafald af troen på islam. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring vedrørende hans kontakt med efterretningstjenesten. I asylskemaet har ansøgeren ikke oplyst noget om, at han havde været tilbageholdt af efterretningstjenesten. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var blevet afhentet af fire mænd fra efterretningstjenesten, der stillede ham spørgsmål og bad ham melde sig til efterretningstjenestens afdeling i Ilam, og i asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at fire personer fra efterretningstjenesten afhentede ham på hans arbejdsplads, at han blev afhørt om sin religiøse overbevisning, sin familie og sine holdninger, og at han blev slået med håndflader og knytnæver samt blev sparket, og der blev bandet af ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans kæreste fik foretaget en abort. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hans kæreste fik en abort, medens ansøgeren var i Iran. Ansøgeren har ikke oplyst herom tidligere, uanset at dette må anses for en central oplysning. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han helt tilfældigt mødte sin fætter i Istanbul, hvorefter de sammen indrejste til Danmark, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om baggrunden for, at ansøgeren udrejste af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne forud for hans udrejse af Iran til grund, sammenholdt med at det forekommer påfaldende, at ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter meget kort efter indrejsen i Danmark, uagtet at han ikke forud for indrejsen havde nærmere kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser fra [en menighed] og [en frikirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på flere af ansøgerens egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ej kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særlig af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering, samt at såfremt ansøgeren ikke før udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/170/EMU
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er sunnimuslim fra [landsby], Gedo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er blevet idømt dødsstraf for at være homoseksuel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som dreng blev udsat for en voldtægt af en fremmed mand. Klageren skammede sig og turde ikke fortælle om episoden til nogen. Efter et stykke tid begyndte klageren at føle og opføre sig som en kvinde. Da klageren blev ældre, blev han bevidst om, at han var homoseksuel, og han fik et forhold til en mand, der boede i samme område som klageren. På et tidspunkt blevet ansøgeren inviteret til en af sine homoseksuelle venners bryllup. Under festen ankom al-Shabaab og tog alle deltagerne til fange, undtagen tre, som det lykkedes at flygte. Klageren og de andre deltagere til festen blev efterfølgende stillet for en dommer, som idømte dem dødsstraf for at være iklædt kvindetøj og for at være homoseksuelle. Under fængslingen kom klageren i kontakt med en af vagterne fra al-Shabaab. Vagten indvilligede i at hjælpe klageren og de andre fanger, og en aften, da han var på vagt, undlod han at låse døren til cellen, hvorefter klageren flygtede med de andre fanger. Klageren forlod efterfølgende Somalia. Efter klagerens udrejse er hans mor blevet opsøgt af al-Shabaab, som har spurgt efter klageren. Udlændingestyrelsen meddelte klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Efter en samlet vurdering efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes det herefter sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/134/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran og oprindelig shiamuslim. Ansøgeren anser dog ikke sig selv som religiøs eller troende. Ansøgeren har været medlem af gruppen Erfan-e-Halghe i fire til fem år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er medlem af gruppen Erfan-e-Halghe, og fordi han har skrevet korankritiske kommentarer i sin koran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været tilknyttet gruppen Erfan-e-Halghe [i et lille samfund] i fire til fem år. Ansøgeren er uddannet mester indenfor gruppen. I vinteren 2014 blev fire medlemmer af hans gruppe, herunder ansøgerens mester, [A], anholdt. Nogen tid efter anholdelserne blev ansøgeren opsøgt af to personer fra efterretningstjenesten. De pågældende opsøgte hans butik. Den første gang var ansøgeren ikke til stede. Folkene fra efterretningstjenesten spurgte efter ham og forlod herefter stedet. Cirka 1-3 uger efter opsøgte to personer fra efterretningstjenesten igen hans butik. De sagde til ham, at de holdt øje med ham, og at de ventede på at fange ham, så snart han tog et forkert skridt. Nogle dage senere blev ansøgerens bopæl opsøgt. Da han kom hjem stod døren åben uden at være brudt op og det var tydeligt, at hans bøger var blevet undersøgt og gennemset, idet der lå bøger på gulvet. Bøgerne omhandlede Erfan-e-Halghe. Efterfølgende fjernede ansøgeren bøgerne fra lejligheden og gemte dem bag i sin bil. Omkring to til tre uger senere var hoveddøren igen åben, da ansøgeren kom hjem, og han formoder, at ansøgeren igen havde været der. Ansøgerens mester blev i forbindelsen med tilbageholdelsen udspurgt om ansøgeren. Da hun blev løsladt mod kaution, flygtede hun til Tyrkiet, hvorfra hun ca. 5-7 måneder efter tilbageholdelsen kontaktede ansøgeren for at advare ham om, at hun ville fortælle myndighederne, at det var ansøgeren, der havde skrevet korankritiske kommentarer i den koran, som myndighederne havde fundet på hendes bopæl. Ansøgeren solgte sin forretning [beliggende i det lille samfund] og tog til Teheran, hvor han opholdt sig hos en bekendt, mens han i perioden fra [foråret/sommeren] 2015 til [efteråret] søgte visum på den franske ambassade. Ansøgeren udrejste legalt ved brug af dette visum og sit pas til at udrejse fra Iran i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om efterretningstjenesten ved den anden henvendelse til butikken, hvor de traf ansøgeren, beskyldte ham for at have et samlingssted for Erfane-e-Halgheh i butikken og bad ham rydde op i dette, eller om de blot oplyste, at de holdt øje med ansøgeren og ventede på, at han gjorde noget forkert. Også med hensyn til, om det var hele ansøgerens lejlighed, som var blevet gennemrodet, eller om der kun lå nogle bøger på gulvet ved reolen, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle have været i besiddelse af en større bogsamling med forbudte bøger i hjemmet, efter at myndighederne havde anholdt flere medlemmer af ansøgerens gruppe af Erfane-e-Halgheh tilhængere, herunder hans mester, [A], ligesom det heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget mere effektivt for at skaffe sig af med bøgerne end at gemme dem bag i sin bil. Ansøgeren har om anholdelsen af de fire Erfane-e-Halgheh medlemmer fra hans gruppe i såvel asylsamtalerne som under mødet i nævnet forklaret, at tre af dem befandt sig enten hjemme eller på vej hjem, og at det kun var [A], der befandt sig i klasseværelset. Dette stemmer dårligt med hans egen forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen, hvorefter gruppen var samlet, da nogle personer fra efterretningstjenesten kom og anholdt 4 af dem, og at efterretningstjenesten kom, fordi mestrene var samlet, og at mestrene var udvalgt som mål. Forklaringen passer også dårligt med avisomtalen fra blandt andet Iran Press, hvor anholdelserne var omtalt den 14. december 2014, idet det heraf fremgår, at alle personerne blev anholdt i klasseværelset. Ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til, at der er blevet afholdt op mod 50 undervisningsseancer på hans bopæl. Den omstændighed, at han både lagde lokaler til undervisning, og at gruppen opbevarede cd´ere og bøger i hans forretning, og at hans navn var omfattet af arrestordren, tyder på, at ansøgeren havde en vis position indenfor gruppen [i det lille samfund]. Det giver derfor dårlig mening, at han ikke også blev anholdt navnlig set i lyset af, at myndighederne flere gange opsøgte ham i såvel forretningen som på bopælen. Også med hensyn til, hvornår [A] fandt ud af, at myndighederne var i besiddelse af koranen med ansøgerens kritiske kommentarer, har ansøgeren forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, om [A] blev udspurgt hertil allerede i forbindelse med tilbageholdelsen, eller om det først var efter løsladelsen, at hun via sin advokat blev gjort bekendt med, at myndighederne havde koranen i deres besiddelse. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke i forbindelse med asylsamtalerne har været i stand til at gengive de kritiske kommentarer eller hovedtræk af, hvad han havde skrevet, og at det først er under mødet i nævnet, at han har været i stand til at give eksempler herpå. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor [A] efterfølgende skulle ønske at angive ham til myndighederne som ejer af koranen, idet hun på dette tidspunkt var flygtet til Tyrkiet, hvor hun fortsat befinder sig. Det bemærkes i den sammenhæng, at det savner mening, at [A] antog, at hun, selvom koranen blev fundet på hendes bopæl, kunne overbevise myndighederne om, at den tilhørte ansøgeren, eftersom denne oplysning først fremkom længe efter, at [A] havde været anholdt og var blevet løsladt igen. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren skulle være forblevet i Iran 5-6 måneder efter, at [A] havde oplyst, at hun ville fortælle myndighederne, at han var ejer af koranen, og at han, der følte sig overvåget og sov med tøjet på, valgte at søge om et visum, der blev udstedt i hans eget navn, og at udrejse legalt via lufthavnen i Teheran, fremfor straks at udrejse illegalt. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at myndighederne ikke skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren enten i forretningen [i det lille samfund] eller hos hans forældre i Teheran. Endelig, er det mindre sandsynligt, at Erfane-e-Halgheh, skulle udstede diplomer og id-kort med angivelse af navn og identifikationsoplysninger på medlemmer, set navnlig i lyset af ansøgerens egen forklaring om, at gruppen ikke er legal i Iran, og at han ikke er i besiddelse af billeder af gruppens medlemmer eller dens aktiviteter, fordi gruppen ikke producerer beviser mod sig selv. Om ansøgerens aktiviteter mod det iranske regime, mens han har opholdt sig i Danmark bemærkes, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark, og at han har postet regimekritisk materiale på en Instagram profil, der er oprettet under et dæknavn og på sin Facebookprofil, der er oprettet i eget navn. Allerede, fordi det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han ved disse begrænsede aktiviteter har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys på en måde, der indebærer, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/382/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kon-flikten med sine farbrødre oplyst, at hans familie arvede noget jord efter ansøgerens fars død i 1998. Ansøgerens farbrødre modsatte sig dog ansøgerens og hans families krav på andel af jorden. I 2000 modtog ansøgerens familie verbale trusler fra farbrødrene. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de fortsatte med at gøre krav på en andel af jorden. I 2013 opsøgte to af ansøge-rens farbrødre ansøgerens bopæl i [en mindre by ved Mosul] og truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de så dem én gang til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for ISIL oplyst, at ISIL indtog [den pågældende by ved Mosul] i [sommeren] 2014. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor til [en anden by]. Ansøgeren udrejste af Irak i november 2015. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han efter tre års ophold i Danmark ikke længere er troende muslim. Han betragter sig selv som agnostiker. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har haft en jordkonflikt med sin fars familie i forbindelse med farens død i 1998. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten hverken har en sådan intensitet eller aktualitet, at den er asylbegrun-dende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at så længe han og hans familie ikke henvender sig til farbrødrene om jorden, vil der ikke ske noget, at den chikane og de trusler, som de har været udsat for, alene har medført, at deres bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og at ansøgerens to brødre stadig opholder sig i Irak uden, at de er udsat for andre problemer. Ansøge-rens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Ansøgeren har således forklaret, at han aldrig er blevet opsøgt af eller har haft nogen personlige konflikter med ISIL. Efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, lægger nævnet til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, og at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer og kurdere, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin religion og nu opfatter sig som agnostiker kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/9/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Soran, Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til [A’s] kusine, [B]. Ansøgeren frygter endvidere [A’s] far, der er medlem af KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [begyndelsen af] 2013 lærte en pige ved navn [B] at kende. Ansøgeren mødte hende på Teknisk Institut i Soran, hvor de begge studerede. De mødtes jævnligt og talte i telefon sammen i et års tid. I [foråeret] 2013 mødte ansøgeren for første gang [B’s] fætter, [A]. Ansøgeren mødte [B] og [A] på skolen, og de talte sammen i et par timer om blandt andet politik, inden [A] gik igen. I [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i skolens gård sammen med [B]. De holdt i hånd. [A] ankom uanmeldt til skolen og så dem holde i hånd. [A] gik hen til dem og spurgte ansøgeren, med hvilken ret han holdt hans kusine i hånden. [A] skubbede ansøgeren ned på jorden og sagde, at han ikke ville se ansøgeren igen. Derefter gik [A] derfra med [B]. I medio 2015 modtog ansøgeren et opkald fra [A]. [A] sagde til ansøgeren, at han ikke ville have, at ansøgeren holdt [B] i hånden, og at ansøgeren og ham ikke længere kunne være venner. Han sagde også, at hvis han så ansøgeren holde [B] i hånden igen, ville han slå ansøgeren ihjel. I [efteråret] 2015 mødtes ansøgeren og [B] ude foran den frisørsalon, hvor ansøgeren arbejdede. [A] kom pludselig hen til dem. Han skældte [B] ud og slog hende. Han trak en pistol og skød op i luften med den. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren overnattede efterfølgende hos nogle venner og sin mor, inden han udrejste af Irak omkring fem dage efter episoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] selv ønskede at blive gift med [B], og at [A’s] far er medlem af KDP. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende, udbyggende og i et vist omfang usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om den flugtudløsende begivenhed, idet han under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste, at [A] først affyrede to skud op i luften og derefter affyrede 2-3 skud efter ansøgeren, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste, at [A] kun skød advarselsskud op i luften og ikke skød mod ansøgeren. Under samtalen [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke hørte andre skud end dem, der blev affyret op i luften, da han løb fra stedet. Ansøgeren har for nævnet har forklaret, at der blev affyret 2-3 skud, idet han vendte sig om og løb fra stedet. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] truede ham på livet ved episoden i 2014, hvor [A] så ansøgeren og [B] holde i hånd på instituttets område. Under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at [A] havde sagt, at deres forhold måtte stoppe, og at han ville dræbe ansøgeren, hvis han så ham igen sammen med [B]. Under samtalerne [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at [A] alene skubbede ansøgeren omkuld ved mødet i 2014 og ikke fremkom med nogen trusler mod ham. Dette var derimod sket under en telefonsamtale i sommeren 2015. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde telefonisk kontakt med [B] i tiden mellem episoden på instituttet i [sommeren] 2014 og skudepisoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har således ved samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han og [B] fortsat talte i telefon i den periode – også efter, at [A] havde ringet til ansøgeren og truet ham et par måneder før skudepisoden. Ved samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at de slet ikke talte sammen i den pågældende periode. Ansøgeren har i tilknytning hertil forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at ringe til [B]. Han har således under samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at han ved deres møde uden for frisørsalonen spurgte hende, hvorfor hun ikke havde taget sin telefon de gange, han havde forsøgt at ringe til hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke forsøgte at ringe til hende, selv om han ønskede at gøre det. Han afstod fra det, fordi han var bange for, hvad der kunne ske. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han efter sin udrejse har haft kontakt til sin arbejdsgiver, der skulle have overværet skudepisoden. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke efterfølgende ringede til sin arbejdsgiver for at høre, hvad der var sket. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde kontakt med sin arbejdsgiver, da ansøgeren var kommet til Sverige, og at arbejdsgiveren da fortalte, at han var blevet opsøgt af [A], som havde spurgt efter ansøger. De nævnte divergenser kan efter deres indhold og omfang ikke forklares med, at der har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren skulle være blevet ringet op af [A] uden nærmere anledning i sommeren 2015, hvor ansøgeren ikke havde haft kontakt med hverken [B] eller [A] i ca. et år. Ansøgerens oplysning om, at det formentlig skyldtes, at [A] rejste en del, forekommer ikke overbevisende. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [B] efter at have afbrudt kontakten i omkring et år genoptog den på [B’s] initiativ, og at [A] netop dukkede op samtidigt med en pistol, ligesom det fremstår som bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på trods af sine varme følelser for [B] ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hende efter skudepisoden. Ansøgerens mor er ifølge ansøgeren ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af [A] eller dennes familie, som ifølge ansøgeren har væsentlig indflydelse i KDP. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle blive efterstræbt af [A] og dennes familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/8/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til de generelle forhold i sit hjemland, herunder at ISIL befinder sig i det område af Irak, som ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har i forbindelse med advokatindlægget som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin ægtefælles familie, idet ansøgeren har krænket deres ære, idet det er ansøgerens ægtefælles families opfattelse, at det er ansøgerens skyld, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham og indledt et forhold med ansøgerens fætter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2005 fik en venneanmodning via Facebook fra en marokkansk pige, som ansøgeren accepterede. Den marokkanske pige overtalte ansøgeren til at udføre seksuelle akter såsom at onanere, hvilket den marokkanske pige optog på video. Den marokkanske pige afpressede efterfølgende ansøgeren for penge med trusler om at lægge videoen på Youtube. Den marokkanske pige lagde efterfølgende videoen på Youtube, hvorefter ansøgeren betalte penge for at få Youtube til at fjerne videoen. Ansøgerens ægtefælle fik kendskab til videoen, efter ansøgeren og hans ægtefælle var ankommet til Danmark, idet ansøgerens fætter i [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens ægtefælle herom. Ansøgerens ægtefælle meddelte efterfølgende ansøgeren, at hun ønskede at blive skilt. Ansøgerens ægtefælle har nu forladt Danmark sammen med ansøgerens fætter. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med ISIL, og at hans generelle frygt for ISIL eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han i [foråret] 2015 lod en kvinde, som han fik kontakt med via Facebook, optage videosekvenser af ham med et seksuelt indhold, og at hun efterfølgende krævede penge af ham for at få videoen slettet. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring er understøttet af det fremlagte materiale fra hans Facebook-profil. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge centrale dele af ansøgerens øvrige forklaring om videoens betydning for hans asylmotiv til grund, idet indholdet heraf fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdigt. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens ægtefælles familie skulle være blevet gjort bekendt med videoens eksistens eller indhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin advokat og for nævnet har givet divergerende og udbyggende oplysninger herom. Ansøgeren har således først givet udtryk for, at han alene formoder, at ægtefællens familie har kendskab til videoen. Ansøgeren har herefter forklaret, at ægtefællens familie har inddraget kendskabet til videoen i deres trusler mod ham. Efter at være foreholdt, at den trussel, han ifølge sin forklaring har modtaget i [efteråret] 2018 fra ægtefællens fætter, ikke indeholder henvisninger til videoen, har ansøgeren forklaret, at han på et tidspunkt blev ringet op i Tyskland i [begyndelsen af] 2017 af ægtefællens fætter, som da sagde, at problemerne for ansøgeren var opstået på grund af den fejl, ansøgeren havde begået ved at medvirke i videoen. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det forekommer særdeles påfaldende, at den seneste trussel, som ansøgeren har modtaget på skrift fra ægtefællens fætter, ikke omtaler videoen, da den efter ansøgerens forklaring på det tidspunkt skulle være kommet til ægtefællens families kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har tabt ansigt, og at han og hans børn vil kunne blive udsat for social stigmatisering på grund af, at ansøgeren har medvirket i videoen, kan ikke i sig selv begrunde, at de meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens familie, fordi ægtefællen har forladt ansøgeren, og parterne er blevet skilt, idet ægtefællens familie bebrejder ansøgeren, at han ikke har passet på sin hustru. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans ægtefælle ifølge ansøgeren også havde problemer i deres ægteskab i Irak, før de måtte forlade deres hjem og tage ophold i flygtningelejren [en del af Irak], og at ægtefællen efter at have forladt ansøgeren under ægteskabet kom tilbage ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham igen efter indrejsen til Europa og efter det oplyste er taget til Frankrig sammen med ansøgerens fætter, må efter de foreliggende baggrundsoplysninger anses for en krænkelse af ansøgerens families ære og ikke af ægtefællens families ære. Det kan således ikke lægges til grund, at det er en krænkelse af ansøgerens ægtefælles families ære, at hun på ny skulle have forladt ansøgeren, idet hendes onkel ifølge ansøgerens oplysninger til sin advokat tidligere har bragt hende tilbage til ansøgeren, efter at hun havde forladt ham, mens de boede i Irak. Den oplyste trussel fra ansøgerens ægtefælles fætter kan i det lys ikke anses for at være af en sådan intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren herved risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens fætres side ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens oplysninger om, at ægtefællen skulle have været ham utro med fætteren, til grund. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det må anses for meget usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle ved højlys dag skulle have haft seksuelt samkvem med ansøgerens fætter i flygtningelejren i Frankrig i et telt, hvor ansøgerens fire børn var til stede, og ansøgeren samtidig opholdt sig i umiddelbar nærhed heraf. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/7/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, da han har forladt Mosul og har deltaget i en shiitisk tradition. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, som har efterlyst ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ISIL fik kontrollen over Mosul omkring en uge efter, at ansøgeren havde afsluttet et studieophold i Indien i [sommeren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Mosul indtil [efteråret] 2014, hvor han rejste til Indien igen. Ansøgeren havde svært ved at få lov til at udrejse af Mosul og fik i den forbindelse udstedt en lægeerklæring. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af ISIL to gange, der har spurgt efter ansøgeren, da han skulle for en domstol. Ansøgeren har deltaget i diverse shiitiske ceremonier og optog i Indien, hvilket er blevet filmet og ligger på Youtube. Ansøgeren frygter, at ISIL vil se denne video, da de ikke kan lide shiamuslimer. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ven, Atheer, i forbindelse med verificering af sine og ansøgerens uddannelsesdokumenter har fået et vide af de irakiske myndigheder, at ansøgeren var efterlyst, da ansøgeren skulle have udtalt sig kritisk om regeringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende konflikten med ISIL: Flygtningenævnet bemærker, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at myndighederne nu har kontrollen. Ansøgeren har forklaret, at han ikke havde nogen konkrete konflikter med ISIL. Ansøgeren må derfor betragtes som ganske uprofileret. Selvom der måtte være ISIL-sympatisører i byen stadigvæk, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at de ville have vilje og evne til at forfølge ham, særligt når det lægges til grund, at mange indbyggere flygtede fra Mosul, og at mange er vendt tilbage til byen. Vedrørende konflikten med myndighederne: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først sent i processen har forklaret om problemerne med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har deltaget i demonstrationer eller udtalt sig kritisk mod styret. Ansøgeren har ingen konkret viden om, hvad hans konflikt skyldes. Ansøgeren har fremlagt to breve, dels et brev fra Undervisnings- og Forskningsministeriet i Irak, dateret [sommeren] 2015, hvor det fremgår, at ministeriet har afsluttet hans sag vedrørende studier i Indien på grund af hans aktiviteter mod republikken i Irak, og dels en arrestordre, udstedt [i sommeren] 2017, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er tiltalt i en sag. Ansøgeren har ikke på troværdig måde kunne redegøre for, hvordan han er kommet i besiddelse af brevene og har forklaret afglidende og ukonkret om denne konflikt. Nævnet lægger vægt på, at det af ansøgerens uddannelsespapirer fremgår, at ambassaden, på trods af den administrative ordre, med et stempel har bekræftet papirenes ægthed [i efteråret] 2015. Endelig findes det påfaldende, at anholdelsesbeslutningen er dateret [sommeren] 2017, selvom ansøgeren forklarer, at myndighederne har været bekendt med en eventuel overtrædelse allerede [to måneder tidligere i] 2015. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvornår og i hvilket omfang arrestordren har ført til, at politiet henvendt sig til hans familie med henblik på at anholde ham. Af ovennævnte grunde tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/5/SEL
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at en ukendt gruppe vil kidnappe hende eller slå hende ihjel, da de tidligere har truet ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter sin familie og ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev forlovet med sin ægtefælle, [A], i 2008. Ansøgerens ægtefælle havde tidligere modtaget trusler, idet han var velhavende. Ansøgeren var dog ikke nærmere bekendt med indholdet af de fremkomne trusler rettet mod ansøgerens ægtefælle, eller hvem, der fremkom med disse trusler. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev der kastet en bombe mod ansøgerens ægtefælles fabrik. Murene omkring fabrikken blev sprængt. To til tre uger senere modtog ansøgerens ægtefælle et trusselsbrev på sin fabrik. Ansøgerens ægtefælle fortalte ikke ansøgeren om det nærmere indhold heraf. To til tre måneder senere modtog ansøgerens ægtefælle endnu et trusselsbrev, som blev fremsendt til deres bopæl. Af trusselsbrevet fremgik, at en ukendt gruppe ville kidnappe ansøgeren og ansøgerens ægtefælles søn. Efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev valgte ansøgeren med sin familie at flytte til Bagdad, hvor de opholdt sig i tre måneder, inden de udrejste af Irak. Ansøgerens ægtefælle og søn befinder sig, efter ansøgerens oplyste, i Syrien. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnets flertal at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for reaktioner fra familie og svigerfamilie på baggrund af et uægteskabeligt forhold resulterende i graviditet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” Irak/2019/4/GJEY
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Irak, eftersom han er kurder. Klageren har videre henvist til, at der har været nogle hævndrab mellem ansøgerens familie og en anden familie, og han mener, at han vil få problemer på den baggrund. Endelig har klagerens henvist til sine helbredsmæssige forhold. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hans forældre rejste fra Irak til Kuwait grundet en konflikt med en anden familie. Klageren rejste fra Kuwait i 1992, fordi Irak og Kuwait var i krig. Han har på et tidspunkt været turist i Irak, hvor han blev tilbageholdt og tortureret. Han blev tilbageholdt, fordi han er kurder, og han blev mistænkt for at videregive oplysninger om Irak til Kuwait. Han kan ikke huske, hvor længe han var fængslet. Da sagen var blevet oplyst, vurderede de irakiske myndigheder, at klageren ikke havde noget med det at gøre. Herefter blev klageren bragt til grænsen, hvorefter han fik lov til at vende tilbage til Kuwait. Klageren har videre forklaret, at han modtager behandling for en hjertesygdom, diabetes og sit blodtryk. Klageren har haft problemer med sit hjerte, mens han har været fængslet. Han har i den forbindelse været på sygehuset nogle gange. Han er blevet opereret på [et dansk] Sygehus og [et dansk] Hospital, hvor han bl.a. har fået foretaget en ballonudvidelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver i forhold til Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – herunder under mødet i Flygtningenævnet – på væsentlige punkter har forklaret divergerende og uklart om sine asylmotiver. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at klageren angiver at have været udsat for tortur, ligesom Flygtningenævnet har taget hensyn til klagerens helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter i Irak, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at klageren er sunnimuslim af kurdisk afstamning, medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klagerens to søstre er meddelt opholdstilladelse som FN kvoteflygtninge, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens to søstre som netop kvinder blev vurderet som særligt udsatte. Flygtningenævnet finder videre, at klagerens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at spørgsmålet, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Irak som følge af klagerens helbredsmæssige forhold ikke hører under Flygtningenævnets kompetence i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke klagerens helbredsmæssige forhold sammenholdt med klagerens øvrige forhold medfører, at han ved en udsendelse til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/38/snd
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været gift med en mand ved navn [A]. Ansøgerens familie støttede ikke op om hendes ægteskab med [A]. [A] har fortalt ansøgeren, at han har sagt til hendes familie, at de havde sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. [A] har også fortalt ansøgeren, at han har sendt billeder og videoer af ansøgeren, der er nøgen og drikker alkohol, til hendes familie. Ansøgerens mor og bror har konfronteret hende med, at [A] har fortalt dem, at han og ansøgeren har haft sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. Ansøgeren benægtede disse forhold, og hendes familie troede på hende. De har ikke nævnt noget om, at [A] skulle have sendt dem billeder og videoer. Ansøgerens bror har udtrykt, at han ikke længere anser ansøgeren for at være hans søster, og at han ikke ønsker at se hende. Ansøgeren frygter på den baggrund, at hendes bror vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder, at der i al væsentligt ikke er grundlag for at tilsidesætte den forklaring, som ansøgeren er kommet med for Udlændingestyrelsen vedrørende sit asylmotiv. For nævnet har ansøgeren imidlertid som noget nyt forklaret, at hendes mor skulle have fortalt ansøgeren, at broderen havde oplyst, at han ville dræbe ansøgeren, såfremt hun vender tilbage til Irak. Denne forklaring, der i forhold til det tidligere forklarede er udbyggende, uoverensstemmende og helt usammenhængende, kan ikke lægges til grund. Det, som ansøgeren har oplyst over for Udlændingestyrelsen om årsagen til, at hun søger asyl i Danmark, og som nævnet finder i al væsentligt at kunne lægge til grund, kan ikke føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for, at hendes bror som følge af hendes fjerde ægteskab nu skulle ønske at slå hende ihjel, beror således alene på oplysninger fra hendes tidligere ægtefælle og er tilsyneladende ikke gentaget af hendes egen familie, der alene har oplyst, at broderen ikke længere ønsker at se hende. Heller ikke moderens udtalelse til ansøgeren om, at hun ikke skal medbringe sin søn, hvis hun vender tilbage til Irak, kan tages som udtryk for, at broderen skulle ønske at dræbe ansøgeren. Der er således ingen holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgerens bror eller andre vil slå ansøgeren ihjel, såfremt hun vender tilbage til Irak. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra sin broders eller andres side, hvorfor hun ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/36/ATN
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, oprindeligt shia-muslim og fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi han efter ankomsten til Danmark er frafaldet islam og i dag er ateist. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet finder, allerede på baggrund af ansøgerens egen forklaring, at han ikke opfylder kravene for meddelelse af asyl. Således fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016 […] at ansøgeren ikke har nogen personlige konflikter i Irak, og at det alene er generelle forhold, der medfører, at han er udrejst af landet. Hans beskrivelse af de risici, han mener at kunne blive udsat for, har en helt generel og overfladisk karakter. (”Han fortæller, at man kan blive udsat for overgreb af militser”). Ved asylsamtalen [ultimo] 2017 […] forklarer ansøgeren, at han ikke har behov for at dele sine holdninger med andre, når dette er ubelejligt for ham. Dette har han på udtrykkelig forespørgsel bekræftet ved fremmødet i Flygtningenævnet. Endvidere er han ifølge egne oplysninger efter sin indrejse i Danmark blevet islamisk viet. Han har om dette forklaret, at det var nødvendigt for ham at acceptere en islamisk vielse, hvis han ønskede at blive gift. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens oplysninger om, at han er frafaldet islam har en sådan karakter, at det kan medføre, at han anses for omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak kan ikke føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/35/thv
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, idet han tidligere har haft en konflikt med Al Qaeda. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 havde en konflikt med Al Qaeda, idet han en dag skød efter nogle medlemmer af Al Qaeda, som kom til ansøgerens hjemområde for at likvidere ansøgerens nabo. Han ramte et af Al Qaeda-medlemmerne. Medlemmerne af Al Qaeda forlod området efter skududvekslingen, og ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til sin farbror. Efter en måneds ophold der flygtede han videre til Tyrkiet og videre til Sverige. Al Qaeda har ikke opsøgt ansøgerens familie siden skududvekslingen, men idet Al Qaeda har et bredt netværk, er ansøgeren overbevist om, at de har kendskab til, at det var ham, der deltog i skududvekslingen. Han har hørt, at de har spurgt efter ham i området. Han fik afslag på asyl i Sverige og blev sendt tilbage til Irak i begyndelsen af 2013. Her tog ansøgeren ophold hos familien på den samme bopæl, som han havde haft, inden han forlod Irak. ISIL overtog kontrollen med ansøgerens hjemby, Mosul, den 10. juni 2014. Da en del af medlemmerne af ISIL tidligere har været en del af Al Qaeda frygter ansøgeren, at ISIL vil hævne konflikten med Al Qaeda. Ansøgeren og hans familie flygtede fra deres bopæl [en dato i sommeren] 2014 og tog ophold i en flygtningelejr, […], ved Erbil. Her boede ansøgeren, indtil han igen forlod Irak i [efteråret] 2015. Forespurgt om forklaringen ifølge de svenske myndigheder har ansøgeren bekræftet, at der er blevet smidt en håndgranat ind i familiens forretning, der blev sprængt, og familien har modtaget to trusselsbreve. Dette skete mens ansøgeren stadig boede hos familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret afgørende forskelligt om omstændighederne ved og baggrunden for flugten fra Irak i 2006/2007. Hertil kommer, at familien ikke er blevet opsøgt i anledning af de påberåbte episoder, og at ansøgeren heller ikke selv er blevet opsøgt i anledning heraf, efter han kom hjem fra Sverige. For så vidt angår ansøgerens baggrund som sunnimuslim og søn af en politimand, der er/har været medlem af Baath-partiet, finder Flygtningenævnet ikke, at dette indebærer nogen reel risiko for ansøgeren ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kan henvises til at rejse tilbage dertil. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/34/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shiamuslim fra […], Iran. Ansøgeren er irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er feyli-kurder, og at han dermed ingen rettigheder har i Irak. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans forældre er født i Irak, men at de flygtede til Iran under Saddam Huseins styre, fordi de er feyli-kurdere. Ansøgerens forældre er nu statsløse. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, og han er statsløs. Ansøgeren har adskillige gange kontaktet de iranske myndigheder for at få udstedt ID-dokumenter, men de har afvist ansøgeren alle gangene, fordi han er feyli-kurder. Ansøgeren er blevet anholdt 10 til 15 gange af de iranske myndigheder. Hans familie har kautioneret for ham flere gange. I 1391 blev ansøgerens butik lukket af de iranske myndigheder. Han betalte mange bøder. I 1392 blev han truet på livet af en dommer i […]. Ansøgeren gik herefter under jorden. Han flyttede til Qum, hvor han arbejdede som tolk for turister. Han rejste rundt i Iran. Ansøgeren rejste efterfølgende til Irak og fik udstedt et irakisk pas mod bestikkelse. Passet er ægte og udstedt af de irakiske myndigheder, men navn og fødselsdato er falsk. Ansøgeren har efterfølgende rejst fra Iran til Irak en halv snes gange, og han har 11 iranske visa i passet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Ansøgeren indrejste i Danmark omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han fået en bøde på 3.000.000 turmaner, fordi han havde haft en butik, som blev lukket i 1391. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 forklarede, at begge hans forældre er irakiske statsborgere, og at han også selv er irakisk statsborger. Han fremlagde et irakisk nationalitetspas gældende til 2021 og forklarede, at han 2½ år forinden havde fået udstedt passet i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde 11 90 dages visum til Iran i sit pas, og at han efter sin forklaring på nævnsmødet havde rejst til Irak under anvendelse af passet i alt 13 gange. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han havde fået udstedt passet mod bestikkelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet vurderer derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 som asylmotiv henviste til, at han som feyli-kurder ikke har nogen rettigheder i hverken Iran eller Irak. Til den anden oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2018 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, herunder en ukendt person, angiveligt fordi han havde henvendt sig flere gange til myndighederne i Iran for at få udstedt ID-dokumenter, hvilket førte til konflikter med mange af de ansatte på de steder, hvor han henvendte sig, herunder en dommer, der truede med at dømme ham til døden. Ansøgeren forklarede på forespørgsel om, hvorfor de iranske myndigheder skulle ønske at slå ham ihjel, at han ikke vidste det, og at der ikke var nogen, der vidste det. Ansøgeren har imidlertid på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin frygt for de iranske myndigheder som udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har boet i Irak og aldrig har oplevet konkrete problemer med de irakiske myndigheder, religiøse, politiske eller kriminelle grupper eller med privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/33/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at myndighederne ikke vil kunne beskytte ham imod militserne, som tvangsrekrutterer personer, og som han har haft problemer med tidligere. Ansøgeren frygter videre to af sine farbrødre ved navn [A] og [B] samt sin fætter [C] som følge af, at ansøgeren er gået fra [A]s datter. Ansøgeren frygter endvidere Daesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende militserne oplyst, at han er født i et shia-domineret område i Bagdad. Ultimo april eller primo maj 2012 modtag ansøgerens mor et brev, hvori der stod, at alle der boede i deres hus skulle forlade huset inden for en bestemt angivet dato, ellers ville huset blive brændt. Brevet var underskrevet af militsen [D]. Familien gik til politiet med brevet, og politiet kom til familiens hus, hvor de blev frem til klokken tre-fire om natten. Syv dage efter modtagelsen af brevet, blev der sat ild til familiens hus. Ansøgerens mor, moster og søster befandt sig i huset imens, og efterfølgende blev de kørt på hospitalet. Mosteren og søsteren døde som følge af de skader, de havde pådraget sig i forbindelse med branden. Politiet skrev en rapport, men politiet foretog sig ikke andet. Efter branden solgte familien huset. Omkring en måned efter søsterens død, flyttede familien til Mosul, hvor familien havde nogle slægtninge. Ansøgeren og familien hørte aldrig fra militsen igen. Ansøgeren blev én gang passet op af et par medlemmer af en lokal milits kaldet [1] og [2], som var truende og brugte ukvemsord. Medlemmer fra militsen har forsøgt at rekruttere ansøgeren til militsen tre til fire gange, og han har modtaget en truende lydfil fra et militsmedlem gennem Facebook i november 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sine to farbrødre og fætteren oplyst, at han blev gift med [A]s datter [Z] i 2013. Det var et arrangeret ægteskab. Efter seks til otte måneders ægteskab blev parret uvenner. Ansøgeren kørte [Z] til hendes familie, og ansøgeren sagde, at [Z] ikke længere var hans ægtefælle. Ansøgeren skændtes med [Z]s familie, og i den forbindelse blev ansøgeren slået af [Z]s bror. Ansøgeren familie og [Z]s familie forsøgte forgæves at løse konflikten. Farbrødrene og fætteren har ikke truet eller gjort ansøgeren fysisk fortræd. Ansøgerens fætter, [C], har i forbindelse med konflikten truet ansøgeren fem til seks gange. Første gang blev ansøgeren truet som følge af, at ansøgeren afleverede [Z] hos familiens bopæl, og sidste gang blev ansøgeren truet telefonisk, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Anwar har truet med at udøve fysisk vold mod ham. Ansøgeren har samtidig af sine fætre og kusiner fået oplyst, at [C] gerne vil finde ansøgeren. Ansøgeren har ikke oplevet, at [C] har forsøgt at opsøge ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Daesh oplyst, at medlemmer af Daash bortførte hans far og andre voksne mænd i 2014, efter at Daesh havde indtaget Mosul. Sidenhen har ansøgeren ikke set sin far. Ansøgeren og hans familie har efterfølgende ikke oplevet problemer med Daesh. Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad militser: Ansøgeren har forklaret, at den pågældende milits har forsøgt at hverve ham blandt andet ved at tilbyde penge. De har ikke fremsat trusler eller i øvrigt anvendt tvang. Militsen ophørte med at forsørge at hverve ham forud for branden i maj 2012. Ansøgeren har forklaret, at han ikke efter branden har haft konktakt med militsen. Han forklarer, at han har flere familiemedlemmer, der er bosat i samme kvarter, som ham selv, at han har været i Bagdad i en måned forud for flugten, og at hans mor jævnligt har været i Bagdad, uden at nogen har opsøgt dem som følge af en eventuel konklift med ansøgeren. Nævnet finder ikke at en eventuel konflikt har haft en intensitet, der kan medfører asyl og lægger endvidere vægt på, at eventuelle konflikter ligger forud maj 2012. Det forhold at ansøgeren har forklaret, at militslederen har truet ham over Facebook i 2015, og at hans morbror har anmeldt militslederen til myndighederne, hvilket i øvrigt har medført militslederens fængsling, kan ikke føre til et andet resultat. Ad ægteskab: Ansøgeren har forklaret, at der som følge af ophævelse af ægteskaber opstod problemer med to af hans farbrødre og en fætter. Bortset fra at han en enkelt gang har været op og slås med fætteren, er der ikke anvendt vold. Ansøgeren har forklaret, at hans tidligere hustru nu er gift igen. Han har endvidere forklaret under nævnsmødet, at han ikke er sikker på, at farbrødrene fortsat er efter ham. Flygtningenævnet finder ikke, at konflikten har den fornødne intensitet og lægger i øvrigt vægt på, at skilsmissen fandt sted i 2013/2014. Ad ISIS: Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft individuelle konflikter med ISIS. Herefter og da ISIS er fordrevet fra Mosul finder nævnet ikke, at forholdet kan medføre asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/32/SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren er fra [et område] i Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL eller shiitiske militser i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgeren i hjemlandet har haft problemer med Islamisk Stat. Han blev på et tidspunkt i 2015, som han ikke husker nærmere, varetægtsfængslet i en periode på fire til syv dage af Islamisk Stat, som følge af længden på sit skæg. Han blev endvidere kort før sin udrejse opkrævet et beløb af Islamisk Stat som en slags skat, hvilket han nægtede at betale. Efter opkrævningen tog han sammen med sin kone og børn ophold hos sine svigerforældre, inden han udrejste af Irak. Hans kone er endvidere blevet pisket af Islamisk Stat, efter at der på hendes mobiltelefon blev fundet fotos af hende sammen med ansøgeren. Han frygter i dag potentielle konflikter med militsen Al Hasdh Al-Shabi, der nu har magten i Mosul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om sin kontakt med Islamisk Stat, og om han blev tilbageholdt som følge af længden på sit skæg eller manglende betaling af et opkrævet beløb. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvor stort et beløb, han blev opkrævet af Islamisk Stat og ikke har kunnet præcisere, hvor lang tid han var tilbageholdt, ligesom han ikke har kunnet præcisere længden af den periode, der gik fra opkrævningen af penge til han udrejste. De generelle forhold for sunni-muslimer i ansøgerens hjemland findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/31/MEG
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med sin søn [A]. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes datter, [B], blev gift i 2011 eller 2012. Ansøgerens søn, [A], var utilfreds med det ægteskab som [B] havde indgået, og [A] udsatte derfor ansøgeren for vold flere gange. [A] boede i England, men kom jævnligt til Irak. Ansøgeren er ikke blevet kontaktet af [A] i de tre år, hun har opholdt sig i Danmark, fordi ansøgerens herboende søn beskytter hende. Konflikten med [A] er ikke slut, og ansøgeren frygter, at konflikten genopstår, hvis ansøgeren vender tilbage til Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har haft et dårligt liv, og at der er fattigdom i Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun har haft konflikter med sønnen [A], til grund, men finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikterne med sønnen kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret, at konflikten med [A] opstod 2011-2012, og at årsagen var, at [A] var utilfreds med det ægteskab, som ansøgerens datter havde indgået. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] har slået hende og svinet hende til, men ikke udsat hende for andet. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at [A] låste hende inde, stak hende med en kniv og brækkede en af hendes fingre. Ansøgeren har videre forklaret, at det ikke er rigtigt, at [A] ikke opsøgte hende i de sidste år op til udrejsen. Nævnet finder uanset, at der må tages hensyn til ansøgerens alder og hendes fysiske vanskeligheder, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om voldens omfang og kontakten med [A] i årene op til ansøgerens udrejse er udbyggende, og derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen til grund, at [A] er bosiddende i England og at der ikke har været kontakt mellem ansøgeren og [A] i de tre år ansøgeren har opholdt sig i Danmark. De generelle forhold i Irak kan, uanset ansøgerens alder, ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/30/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet, idet han som kurder er blevet truet af arabere, og idet han ikke bliver anerkendt som kurder i det kurdiske selvstyre i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin familie i [en by] frem til slutningen af 2011, hvorefter de flyttede til [en anden by], idet de blev udsat for trusler fra arabiske militser, som ikke ville have kurdere boende i [byen]. Ansøgeren og hans familie fik lov til at bosætte sig i [den anden by], idet en ven af ansøgerens svoger kautionerede for familien. Efter ansøgerens udrejse af Irak udløb kautionen, og ansøgerens svogers ven ønskede ikke at forlænge kautionen. Ansøgerens familie er derfor blevet forvist fra [byen] og bor nu i [en flygtningelejr]. Selvom ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om centrale elementer, så som hvor ofte og hvordan der blev fremsat trusler mod ham og hans familie og de øvrige kurdere i 2011, og i givet fald indholdet heraf, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie som følge af trusler i 2011 flyttede fra [den ene by til den anden], og at ansøgerens tilbageblevne familie efter hans udrejse er flyttet til en flygtningelejr, efter at en tidligere stillet kaution i [byen] for dem ikke er forlænget. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [af efteråret] 2015 forklaret, at han udrejste af Irak på grund af arbejdsløshed. Flygtningenævnet finder på grundlag af dette, at ansøgeren er udrejst af Irak som følge af de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold kan begrunde asyl, hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/3/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være ateist fra [en landsby i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet han har haft konflikter med [F] og [S], der er medlemmer af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin bror og hans meget religiøse venner, fordi han har delt islamkritiske indlæg på Facebook. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag i [foråret] 2015 skulle installere et klimaanlæg for [F] og [S], der kom fra ansøgerens landsby. Mens ansøgeren blev vist, hvor klimaanlægget skulle installeres, spurgte [F] ansøgeren, om han bad til Gud. Ansøgeren fortalte ham, at han ikke bad til Gud, fordi han ikke var religiøs. Dette blev [F] meget vred over. Der opstod i den forbindelse håndgemæng mellem ansøgeren og [F], mens [S] holdt vagt. [F] stak ansøgeren i ryggen, idet der kom en bil. Derefter flygtede han sammen med [S]. Ansøgeren anmeldte knivoverfaldet til politiet, og i [efteråret] 2015 oplyste politiet, at [F] var blevet fængslet i Kiruk, fordi han havde tilknytning til ISIL. To gange før udrejsen blev ansøgeren chikaneret af [F]s og [S]s familiemedlemmer. Ansøgeren udrejste af Irak i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet en forklaring til de finske myndigheder, der på centrale punkter er anderledes, end hans forklaringer ved samtaler i Danmark. Han har således til de finske myndigheder forklaret, at han er sunni muslim. Han har endvidere forklaret, at han ikke er blevet truet direkte. Han har som asylmotiv alene henvist til de generelle forhold for kurdere i det område, hvor han boede. Han nævnte således overhovedet ikke, at han var flygtet på grund af religiøse konflikter. Først ved samtaler i Danmark forklarede han, at han er ateist, og at hans ansøgning om asyl i det væsentlige skyldes dette forhold. Det forhold, at han er ateist, har efter hans forklaring medført, at han har været udsat for såvel livsfarlig vold som chikane og trusler. Ved de senere samtaler har han yderligere forklaret, at han frygter sin bror, der angiveligt er fanatisk muslim. På forespørgsel om hvorfor ansøgeren ikke oplyste de finske myndigheder om, at han er ateist, har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ville have problemer med sin i Finland boende onkel. Dette er ikke i overensstemmelse med, hvad ansøgeren har forklaret ved gensamtale af [efteråret] 2017 side 10, hvor han alene oplyste, at han fulgte sin onkels råd om, hvad han skulle sige til de finske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring på de divergerende oplysninger til de danske og finske myndigheder sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren oplyser at være ateist, er af helt afgørende betydning for hans asylansøgning i Danmark. Derfor er det også et forhold, som han med lethed kunne have oplyst til de finske myndigheder uanset, at afhøringen hos disse var meget kortvarig. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at det er sandsynligt, at ansøgeren kunne få problemer med sin onkel i Finland, blot fordi han til de finske myndigheder oplyste at være ateist. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens familie efter hans forklaring har været bekendt med dette i mange år. Ansøgeren har heller ikke givet nogen grund til, hvorfor hans onkel automatisk skulle kunne få viden om, hvad han har forklaret til de finske myndigheder. Endelig har ansøgeren om en central del af sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker at skjule, at han er ateist. Ansøgerens generelle troværdighed må endvidere drages i tvivl på grund af de væsentlige divergerende oplysninger, han har givet ved samtaler med de danske myndigheder. Han oplyste således ikke ved sin første samtale, at hans bror var stærkt religiøs, og han oplyste heller ikke, at han frygtede broren. Han henviste alene til en konflikt med de personer, der havde tilføjet ham et knivstik. Ved asylsamtalen oplyste han derimod, at han efter sin udrejse var blevet klar over, at hans bror var salafist. Ved gensamtale af [efteråret] 2017 forklarede han imidlertid, at broren altid havde været en radikaliseret salafist. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til hvem, der havde rådet ham til at udrejse af Irak, jf. referatet af gensamtalen af [efteråret] 2017 side 7 forneden. Flygtningenævnet finder ikke, at indholdet af ansøgerens Facebook profiler kan føre til et andet resultat. Således som sagen er oplyst for Flygtningenævnet, er der ikke tale om udtryk for ateisme, men om religiøs satire. Det er endvidere helt uoplyst hvem, om nogen, i Irak, der er bekendt med indholdet. Ansøgeren oplyser at have modtaget trusler, men han har kun i stærkt begrænset omfang kunnet underbygge dette. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/29/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Islamisk Stat, shia-militser og kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst om, at Islamisk Stat kidnapper, voldtager og sælger personer fra ansøgerens hjemby, Mosul. I denne forbindelse har ansøgeren oplyst, at Islamisk Stat kender ansøgerens navn, da ansøgerens nabo har oplyst dem dette, da organisationen kom til byen i 2014. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun frygter shiamuslimer og shiamuslimske militser, da der er konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter kurdere, fordi de ønsker Mosul for sig selv. Endelig har ansøgeren påberåbt sig, at hun som enlig kvinde uden mandligt netværk ikke kan vende tilbage til Mosul. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun udrejste af Irak på grund af de generelle forhold til grund. Flygtningenævnet finder, at det ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun er udrejst af Irak ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konkrete og aktuelle konflikter med nogen. Ansøgeren har om sine personlige forhold forklaret, at hun i Mosul boede sammen med sin mor og sin tvillingebror, og at hun ikke har set sin far efter forældrenes skilsmisse for 10 år siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hun flygtede sammen med sin bror, men at moren blev tilbage, og at hun har mistet kontakten med både sin mor og sin bror. Det lægges efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, herunder fra Mosul og at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder eller for kvinder med begrænset netværk i Mosul, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/28/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurdisk badhini fra Dohuk, Kurdistan, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie eller de islamiske partier i landet, idet nogle billeder af ansøgeren og hans kæreste er blevet offentliggjort. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han mødte sin kæreste i 2011, hvorefter de regelmæssigt talte i telefon og mødtes. I 2013 blev ansøgerens kæreste forlovet med en mand og i 2014 tvangsgiftet med ham. Ansøgeren blev ved med at mødes med sin kæreste. I 2015 mistede ansøgerens kæreste sin telefon, som indeholdt billeder af ansøgeren og hende. Herefter blev både nogle billeder og en video af ansøgeren og hans kæreste med seksuelt indhold delt på sociale medier, herunder Facebook og Instagram. Ansøgeren blev af sin kæreste opfordret til at forlade landet, hvorfor ansøgeren tog hjem til sin ven, hvor han opholdt sig i 20 dage. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at hans bopæl og arbejdsplads var henholdsvis blevet opsøgt af ukendte personer og politiet. Ansøgeren udrejste fra Irak [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og i advokatindlægget forklaret divergerende om, hvem han var sammen med, da [hans kæreste] ringede og fortalte, at hun havde set billederne og rådede ham til at flygte. Han har tillige forklaret divergerende om antallet af samlejer med [hans kæreste] og om, hvor han satte hende af efter deres møder. Han har dertil over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvorvidt [hans kærestes] familie kendte til billederne og om, hvad der skete med hende. Endelig har han over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvem der havde kendskab til deres forhold. Ansøgerens forklaring om hans kendskab til profilen med billederne og om hans reaktion, da [hans kæreste] ringede og sagde, at han var i fare forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at han kendte til profilen, og at hans ven og [hans kæreste] tillige kendte til profilen og fandt billederne i nær tidsmæssig sammenhæng, når han ikke har været i stand til at forklare nærmere om profilen. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at han kun bekymrede sig om sin egen sikkerhed, da [hans kæreste], som i første omgang måtte være i større fare, ringede og advarede ham, og at han således hverken på det tidspunkt eller senere sikrede sig, at hun var i sikkerhed. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om han og [hans kærestes] forhold, hendes families position og tilknytning til paramilitære organisationer samt den fare, han angiveligt udsatte sig selv og [hans kæreste] for ved at indlede og fortsætte forholdet og dokumentere det på film og fotos fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle turde forsvinde med hende i op til 5 timer ad gangen, og at han tillige ikke sikrede sig, at de angivelige optagelser af dem sammen blev slettet. Ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om han og [hans kærestes] fremtidsplaner og på karakteren af deres forhold, efter han fandt ud af, at hun var blevet forlovet og gift. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring nærmere. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [hans kærestes] familie eller med andre i Irak. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt udskrift af billeder af sig selv og en pige og af en facebookprofil, der hedder [navn på profilen], som ikke længere eksisterer. Det ændrer heller ikke herved, at han har fremlagt to dokumenter, der angiveligt er indkaldelser af ham til møde i retten og en anholdelsesbeslutning. Der er herved lagt vægt på det sene tidspunkt for dokumenternes fremkomst og på baggrundsoplysningerne om Irak, hvoraf det fremgår, at falske og forfalskede dokumenter er forekommende og lette at få fat i. Flygtningenævnet finder herefter og efter bevisvurderingen, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/27/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [navn på by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra Asa’ib Ahl al-Haq, fordi ansøgeren anmeldte dem for at stjæle brændstof og reservedele fra sin arbejdsplads. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som leder på en station med dieselgeneratorer. En aften i [vinteren] 2016 udførte ansøgeren en sædvanlig kontrol af generatorerne. Under kontrollen opdagede ansøgeren omkring ti mænd, der var i gang med at fylde tønder med brændstof. Mændene fyldte omkring 15 tønder med brændstof, hvorefter de kørte tønderne hen til et lager, der lå ca. 200 meter væk fra stationen. Mændene vendte efterfølgende tilbage til stationen og hentede reservedele, som de også kørte hen på lageret. Ansøgeren ringede til sin chef, [navn på chef], og fortalte ham, hvad han havde observeret. Dagen efter viste ansøgeren [sin chef], hvor tyvekosterne var gemt, og han identificerede de mænd, han havde set stjæle brændstoffet og reservedelene. Kort tid efter modtog ansøgeren en indkaldelse, der var blevet leveret til hans arbejdsplads, hvori der stod, at han skulle møde op hos Asa’ib Ahl al-Haq. Ansøgeren mødte dog ikke op, og han fik efterfølgende at vide, at der var blevet leveret et trusselsbrev til arbejdspladsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke længere måtte arbejde på stationen, og at Asa’ib Ahl al-Haq ville slå ham ihjel. Ansøgeren forlod samme dag området og skjulte sig i Bagdad. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af sin far, at Asa’ib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren, og ansøgeren valgte derefter at udrejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet på en generatorstation i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt der stod vagter ved bagudgangen, om han observerede tyveriet i 1 til 2 timer eller i 2 til 3 timer, om hvornår han påbegyndte sin observation, om slangen fra tanken med brændstof var den, der normalt gik til generatorerne, eller om der var tale om en anden slange, som primært blev brugt til påfyldning af tanken med brændstof, og om hvorvidt han genkendte tyvene på deres ansigter eller ej. Han har tillige forklaret upræcist om indholdet af trusselsbrevet, herunder om hvorvidt det fremgik af trusselsbrevet, at han ikke måtte arbejde op stationen, fordi han havde klaget over personer fra al-Haq-militsen. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle genkende nogle kolleger ved en tank uden at henvende sig til dem for at undersøge, hvad de lavede og uden at tilkalde kolleger, vagter eller ringe til sin chef, da det gik op for ham, at de stjal brændstof og reservedele over et tidsrum på i hvert fald mere end en time. Endelig har ansøgeren svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om de enkelte elementer i den tegning, som han selv har udarbejdet til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han besad en lederstilling og kendte arbejdspladsen, fordi han foretog runderinger, og at det derfor må kunne forudsættes, at han har et detaljeret kendskab til arbejdspladsens indretning. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring. Han har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på sammenhængen mellem tyveriet på arbejdspladsen og henvendelsen fra al Haq-militsen eller på, hvorfor al Haq-militsen stadig skulle efterstræbe ham, når han angiveligt har holdt sig væk fra arbejdspladsen, som de angiveligt havde truet ham til. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med al Haq-militsen eller andre i Irak. For så vidt angår den sikkerhedsmæssige situation i Irak lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak til grund, at denne ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/25/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/21/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgerens brors, [A]s, problemer i Irak vil få konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev bekendt med ansøgerens problemer i Irak på et ukendt tidspunkt, da ansøgeren overhørte et telefonopkald, hvor [A] afbrød opkaldet, da ansøgeren kom ind i lokalet. [A] fortalte ikke ansøgeren, hvem han talte med, eller hvad det omhandlede. Omkring den [vinter] 2015 fortalte [A] til ansøgeren, at de var nødsaget til at udrejse af Irak, fordi de ellers ville blive slået ihjel. Samme aften udrejse ansøgeren og [A] af Irak. [A] har ikke efterfølgende fortalt ansøgeren om indholdet af truslerne, eller om hvem, der har fremsat truslerne. Ansøgeren har alene henvist til sin brors, [A’s], asylmotiv, og henvist til at eventuelle trusler mod [A] tillige omfatter ansøgeren. Under henvisning til at [A’s] asylmotiv er tilsidesat, jf. hans afgørelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/22/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/22/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer fra Patriotic Union of Kurdistan (PUK) eller af personer fra [E]-klanen, fordi der opstod en konflikt om olie mellem PUK og [E]-klanen, som følge af ansøgerens transport af olien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren arbejdede som chauffør for oliefirmaet ved [B], som var ejet af PUK. Natten mellem [dato 1] og [dato 2] [vinter] 2015 kørte ansøgeren og flere andre chauffører mod Kirkuk for at hente olie fra [E]-klanen. De kørte i tre sikkerhedsbilet og tre biler med koordinatorer, som skulle organisere handlen. [E]-klanen tilbageholdt koordinatorerne, fordi [B] ikke havde betalt for de sidste to til tre leveringer af olie. Medlemmerne af [E]-klanen udsatte ansøgeren og de andre chauffører for fysiske overgreb og trusler, før de fik lov til at køre. De fik at vide, at de havde en måned til at betale de penge, som [B] skyldte. På vej tilbage til [B] blev de stoppet af vagterne fra [B]. De blev bedt om at køre lastbilerne ud til de store haller uden for Sulaymaniyah. I hallerne blev ansøgeren og de andre chauffører mødt af en brigadegeneral og en gruppe vagter. Brigadegeneralen truede dem med, at de ville blive slået ihjel, hvis de fortalte nogen om episoden med [E]-klanen, og at de fremover ville blive overvåget. Senere samme aften den [vinter] 2015 blev ansøgeren ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand oplyste, at ansøgeren og de andre chauffører hurtigst muligt skulle skaffe de penge, som [B] skyldte. Den [vinter] 2015 blev ansøgeren på ny ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand truede ansøgeren med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis [B] ikke betalte de penge, som de skyldte. Natten til den [vinter] 2015 udrejste ansøgeren og ansøgerens bror ved navn [C] af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at episoden forekommer ret enkel og over en kort tidsperiode, hvorfor det må forventes, at ansøgeren har et ret deltaljeret kendskab til asylmotivet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring forekommer ulogisk, idet det ikke forekommer troværdigt, at en magtfuld klan skulle holde uprofilerede og løst ansatte chauffører ansvarlige for firmaets eventuelle gæld, i stedet for at beslaglægge firmaets tankvogne, der må antages at repræsentere en betydelig værdi. Ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange tankvogne, der var i konvojen samt antallet af ledsagervogne. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt [E]-klanen beholdt en eller to biler, om tankvognene kørte tilbage til det sted, hvor de startede, eller blev dirigeret til en lagerbygning tæt på PUKs kontor, antallet af telefoniske trusler, om truslerne alene omfattede ansøgeren eller også hans familie, og om han efterfølgende kontaktede [B] for at anmode dem om at betale det skyldige beløb. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren forklaring var udetaljeret og ikke forekom selvoplevet. Som følge af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/21/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i år 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [bydel] i Suleymaniyah-provinsen, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes familie, idet hendes familie har fundet ud af, at de har haft et forhold til hinanden. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han har modtaget trusler fra hans tidligere kærestes familie. Derudover frygter ansøgeren overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens konflikt er enkel. Ansøgeren har imidlertid på mange væsentlige dele forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt [ansøgerens kæreste] havde egen telefon før sit ægteskab, antallet af frierier, hvem der deltog i hvilke møder og hvornår, særligt for så vidt angår ansøgeren selv og [A], truslens indhold da han opsøgte [ansøgerens kærestes] familie efter frierierne, om [ansøgerens kærestes] bror truede ansøgeren og i bekræftende fald hvornår, og om han modtog en opringning eller en sms fra [ansøgerens kæreste] [i efteråret] 2015. På baggrund af ovenstående divergenser tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/20/CHPE
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og har været sunnimuslim, men er nu ateist, fra Bagdad, Irak. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgeren vil blive fængslet på livstid af de irakiske myndigheder. Ansøgeren har endvi-dere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive slået ihjel af militante islamistiske grupper, heriblandt de shiitiske grupper Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive udsat for overgreb, særligt af Is-lamisk Stat, fordi ansøgeren er ateist. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter al-Qaeda, som efter ansøgerens opfattelse, er det samme som Islamisk Stat, som ansøgerens brødre, [A] og [B], og ansøgerens ældste søn [C], er en del af. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om de irakiske myndigheder oplyst, at ansøgeren frygter at blive fængslet på livstid som følge af ansøgerens ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de shiitiske grupper oplyst, at ansøgeren i juni eller juli 2003 blev truet og beskudt to gange af shiamilitserne, herunder Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa, fordi ansøgeren tidligere var sun-nimuslim. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens navn samt billede af ansøgerens ansigt har været i fjernsynet i forbindelse med ansøgerens løsladelse fra fængslet i 2011. I den forbindelse blev det nævnt, at ansøgeren arbejdede som vagt for [D], som efter Saddam Husseins fald blev en frem-træden irakisk politiker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren er ateist oplyst, at mange fra ansøgerens område i Irak ved, at ansøgeren er ateist, hvorfor ansøgeren ikke kan skjule, at han ikke længere er sunnimuslim, men er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om al-Qaeda og Islamisk Stat oplyst, at ansøgeren har arbejdet for de internationale styrker. Fra 2004 er ansøgeren gentagne gange blevet truet af al-Qaeda, fordi ansøgeren arbejdede som chauffør for Transportministeriet i koalitionsregeringen. Ansøgerens arbejde gik ud på at transportere personel fra koalitionsstyrkerne, heriblandt militærpersoner fra henholdsvis Irak og USA. For en periode skulle ansøgeren parkere sin bus ved ansøgerens egen bopæl. På en ukendt dato i sommeren 2004 modtog ansøgeren et trusselsbrev, som var fastgjort i bussens siderude. I brevet stod, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde for Transportministeriet. Brevets afsender var en person ved navn [E] og [F] fra området Belad al-Rafdeen. Ansøgeren har herudover modtaget et ikke nærmere bestemt antal opkald med trusler fra al-Qaeda. Ansøgeren er i perioden mellem 2005 og 2006 blevet beskudt tre til fire gange af al-Qaeda, hvoraf ansøgeren en af gangene blev ramt i maven. Ansøgeren er også blevet truet på livet af andre indsatte, som ansøgeren formoder, er fra al-Qaeda, da ansøgeren var fængslet af de amerikanske styrker. I 2011 modtog ansøgeren igen et trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og de forsøgte to gange at slå ansøgeren ihjel. Den 24. november 2011 forlod ansøgeren Irak og bosatte sig i Tyrkiet frem til 2015. I Tyrkiet modtog ansøgeren trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og ansøgeren er blevet beskudt af dem i henholdsvis 2013 og 2014. Ansøgeren har også modtaget trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat under ansøgerens op-hold i Danmark. Ansøgeren har hertil oplyst, at truslerne kom fra ansøgerens brødre, [A] og Rah-man, og ansøgerens ældste søn, [C]. Sidstnævnte har truet ansøgeren på livet, fordi ansøgeren har bragt skam over islam ved at rejse til Europa. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, at han i ikke uvæsentlig omfang har udbygget sin forklaring og svaret afglidende. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at betin-gelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har arbejdet som buschauffør for det irakiske transportmini-sterium, og at han har været fængslet i en længere periode. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren var uretmæssigt fængslet, og at han modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning, da han blev løsladt. Endelig lægger nævnet på baggrund af de fremlagte dokumenter til grund, at ansøgeren blev genansat i transportministeriet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han efter sin løsladelse modtog konkrete trusler i form af et trusselsbrev og telefoniske trusler, idet ansøgerens forklaring herom fremstår meget vag og divergerende, ligesom ansøgeren har svaret afglidende. Nævnet finder det i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøge-ren inden fængslingen i en længere periode skulle have modtaget løn fra Transportministeriet uden at arbejde, fordi ansøgeren havde modtaget et trusselsbrev. Nævnet kan heller ikke lægge ansøge-rens forklaring om sin konflikt med sin søn eller brødre til grund, eller at ansøgeren er forsøgt likvi-deret flere gange, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Flygtningenæv-net tilsidesætter ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med de irakiske myndigheder, der ligger efter den uretmæssige fængsling, fordi ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om denne konflikt i sit asylansøg-ningsskema af [efterår] 2015 eller til oplysnings- og motivsamtalen [forår] 2016, hvor ansøgeren tværtimod oplyste, at han aldrig havde haft konflikter med de irakiske myndigheder. Derudover har ansøgeren forklaret, at han i 2011 blev frikendt på alle punkter, modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning for uretmæssig fængsling. Endelig kunne ansøgeren anskaffe sig et nationalitet-spas og udrejse legalt af Irak i 2011. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hans væsentligste konflikt er med de irakiske myndigheder. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sand-synliggjort en konflikt med de irakiske myndigheder, herunder at han risikerer at blive fængslet på livstid som følge af sin ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Den chikane, som ansøgeren har forklaret, at han har oplevet som del af et sunnimuslimsk mindretal, er ikke asylbegrundende. An-søgeren har endvidere forklaret, at han aldrig har praktiseret sin religion, og at han betragter sig selv som ateist. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle, asylbegrundende konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet til-sidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter med de irakiske myndighe-der, sunnimuslimske og shiitiske militser og dele af sin familie som konstrueret og utroværdig. An-søgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgerens advokat har nedlagt principal og subsidiær påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henholdsvis stk. 2, samt en mere subsidiær påstand om, at sagen udsættes med henblik på vurdering af Tyrkiet som første asylland. Da Flygtningenævnet har realitetsbehandlet ansøgerens ansøgning om asyl, er der ikke grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om Tyrkiet som første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/2/gjey
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, og født sunni muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han er sunni muslim, og idet det er shia muslimer, der har magten i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de irakiske myndigheder vil slå ham ihjel, hvis de ser i hans pas, at han er fra Diyala, idet Diyala er centrum for den sekteriske konflikt mellem shia og sunni muslimer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han interesserer sig for kristendommen. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin sygdom i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at byen [A], hvor han er født og opvokset, blev angrebet af Islamisk Stat i sommeren 2014. Ansøgeren var på daværende tidspunkt i Iran i forbindelse med sit arbejde, hvor han transporterede råolie fra Irak til Iran. Efter at have færdiggjort sit arbejde vendte han tilbage til Irak, hvor han tog ophold i en flygtningelejr i nærheden af [B], fordi han ikke kunne vende tilbage til [A]. Ansøgeren opholdt sig i denne flygtningelejr i cirka en måned, hvorefter han tog ophold i en flygtningelejr i området mellem [C] og [D] i cirka seks til syv måneder, før han udrejste legalt af Irak den 28. august 2015. Ansøgerens ægtefælle opholder sig i en flygtningelejr i byen [E] i Diyala provinsen sammen med sine forældre og sin søn. Efter ansøgerens udrejse af Irak spurgte Hashd Al-Shaabi ansøgerens ægtefælle, hvem der var far til hendes barn, og da hun fortalte dem, at ansøgeren var udrejst af Irak, blev hun tilbageholdt og udspurgt om ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle blev løsladt efter en uge, idet ansøgeren sendte en kopi af sit pas, hvoraf hans ind- og udrejsestempler fremgik. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der angår årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren på baggrund af disse forhold kan anses for at være i risiko for konkret, individuel forfølgelse fra hverken de irakiske myndigheder, Islamisk Stat, den shiamuslimske milits Hashd Al-Shaabi eller andre shia muslimer ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt personligt har haft konflikter med nogen parter i Irak, herunder de ovenfor nævnte. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han skulle være i konkret risiko for at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, Hashd Al-Shaabi militsen eller andre shia muslimer, alene fordi han er mand, stammer fra Diyala og er født sunni muslim. Nævnet bemærker endvidere, at Islamisk Stat efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere er til stede i Diyala provinsen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens ægtefælle efter hans udrejse har været tilbageholdt en uge efter spontant at have fortalt en person fra Hashd Al-Shaabi om ansøgerens udrejse og tidligere rejseaktivitet mellem Irak og Iran. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at hun blev løsladt, da hun fik en kopi af ansøgerens pas, som hun kunne vise som dokumentation for hans færden. Hun er i øvrigt ikke efterfølgende af den grund blevet kontaktet af den pågældende milits og er nu vendt tilbage til [F] sammen med sine forældre og hendes og ansøgerens søn. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er efter de foreliggende baggrundsoplysninger i øvrigt ikke af en sådan karakter, at det må antages, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil risikere at blive udsat for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin psykiske sygdom i Irak, kan heller ikke medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da dette vedrører socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at han blev diagnosticeret som psykisk syg i Irak og har modtaget behandling herfor, inden han udrejste. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Nævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og er psykisk syg. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke er døbt og ikke har modtaget dåbsundervisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at han ikke på det tidspunkt var konverteret, og at han ville vente, til han kunne tale dansk, og fordi han anså sin sygdom for at være lidt en hindring for ham. Ansøgeren har desuden ikke kunnet demonstrere noget særligt kendskab til kristendommen, idet han som følge af sin psykiske sygdom ikke har haft overskud til at gå regelmæssigt i kirke. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvornår han begyndte at føle sig kristen og gå i kirke. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han aldrig havde beskæftiget sig med andre religioner end islam, men at han gerne ville lære om kristendom og gå i kirke, men at han ikke vidste hvordan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han begyndte at gå i kirke i [et andet europæisk land], før han kom til Danmark, og at han også har været i kirke i [et tredje europæisk land]. Ansøgeren har også for nævnet forklaret, at han begyndte at føle sig kristen, da han i Grækenland mødte en nonne, som tog godt imod de flygtninge, der kom sejlende. Ansøgeren har alene kunnet henvise til en række mere generelle betragtninger om kristendommen som årsag til sin konversion. Nævnet finder efter det anførte ikke, at ansøgerens konversion kan anses som udtryk for en reel, indre overbevisning. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens Facebook profil er oprettet i [et navn, der er stavet på en anden måde end ansøgerens navn], og at der på den baggrund ikke er grund til at tro, at det materiale, han har postet om sin interesse for kristendommen, skulle have eksponeret ham i forhold til myndigheder eller andre i Irak, herunder Hashd Al-Shaabi. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren kort før samtalen hos sin advokat [i vinteren] 2019 har postet et videoklip på samme Facebook profil, hvor han udtaler sig nedladende og kritisk om de irakiske og de iranske myndigheder. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at Hashd Al-Shaabi på baggrund af dette videoklip skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerens kone i [F], idet ansøgerens Facebook profil er oprettet i et andet navn end det, der fremgår af ansøgerens pas, som er fremlagt i sagen. Nævnet bemærker i øvrigt, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren med en viden om, at hans kone skulle være blevet opsøgt og truet af Hashd Al-Shaabi efter dette opslag, skulle have postet et nyt opslag med risiko for, at hun skulle blive udsat for yderligere trusler eller alvorligere følger, hvis dette faktisk havde fundet sted. Som følge heraf tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring på dette punkt og forklaringen om, at hans bror i umiddelbar tilknytning til offentliggørelsen af en yderligere video skulle være blevet bortført fra en flygtningelejr i [E]. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/19/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/17/mah. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at agenten, [B], sørgede for hendes og søsterens udrejse, og at hun intet kender til et irakisk pas eller til et visum og aldrig har været på andre ambassader end i Kuwait, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgerens søster har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgeren har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist om sin adresse i Kuwait. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var ”Sulaibiya – [X] – blok 1”. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren derimod, at adressen var ”Blok 1, gade [Y], afdeling [Z], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet på denne adresse, men at hun ligesom sin søster havde forvekslet vej nr. [Y] og vej nr. [X]. Ansøgeren har hertil et påfaldende mangelfuldt kendskab til sit hjemområde, uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/18/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/18/mah. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi hun udrejste uden hans tilladelse, og fordi hun i Danmark er blevet gift og har fået børn uden forældrenes tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgerens mor planlagde ansøgerens og hendes søsters udrejse, fordi moren ønskede, at de begge skulle have en bedre fremtid, og fordi faren ikke længere kunne forsørge dem. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at hun aldrig har haft et irakisk pas, aldrig har været i Irak, ikke kender noget til et visum og ikke kan svare på, om hun kan have været i Dubai, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgerens søster har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede søsteren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist og afglidende på spørgsmål om sit nærområde, herunder om sin adresse. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var Vej [X], hus nummer [Z]. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at adressen var ”blok 1, vej nr. [Y], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet i ”hus nr. [Q], gade [Y], afdeling/opdeling [Z], distrikt 1”. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at hun ved udfyldelsen af asylskemaet var i tvivl, om det var gade [Y] eller [X], men at hun siden har talt med sin søster, der fortalte, at de boede i gade [Y]. Foreholdt at søsteren i sit asylskema har anført, at de boede i gade [X], blok 1 og ligeledes i sin asylsamtale har forklaret, at det var gade [X], fastholdt ansøgeren, at de boede i gade [Y], og at hun havde glemt at oplyse om afdelingen/opdelingen tidligere. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om navne på skoler i området, moskeer, markeder og busselskaber m.v., uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at hun ikke har været i stand til blot tilnærmelsesvis at redegøre for sin rejserute til København. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/17/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim, nu kristen, fra Koya, provinsen Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder hans far, bror og slægtninge, og af alle kurdere og islamister i Irak, fordi han er kristen. Han har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Hans interesse for kristendommen opstod under hans første ophold i Danmark i perioden 2010-2013. Efter han var vendt tilbage til Irak, mødte han i begyndelsen af 2014 en mand ved navn [A]. [A] var kristen, og ansøgeren og ham begyndte på et tidspunkt at tale om kristendommen. Samtalerne gjorde ansøgeren mere interesseret i kristendommen. På et ukendt tidspunkt besøgte ansøgeren en huskirke i området Diana én gang. På et ukendt tidspunkt omkring [efteråret] 2014, blev ansøgeren overfaldet og bortført af tre ukendte personer. Han blev anklaget for at være kristen, ligesom de opdagede ansøgerens tatovering af et kors på armen og fandt et billede af en engel og nogle noter om Jesus i hans bukselomme. På et ukendt tidspunkt lykkedes det ham at flygte, hvorefter han tog direkte hen til [A]. Han tog herefter hjem til sin ven, [B], og opholdt sig der, indtil han udrejste af Irak i [foråret] 2015. Ansøgeren har derudover henvist til, at han har en stærk tilknytning til Danmark, fordi hans børn opholder sig her. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning, som det må forventes, at ansøgeren – også ved en tilbagevenden til Irak – vil fortsætte med at praktisere. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Endelig har det indgået i nævnets vurdering, om ansøgeren i øvrigt har forklaret overensstemmende og troværdigt om de konflikter, der var anledning til hans seneste udrejse af Irak. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på sin første asylansøgning samt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og nævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgerens angivelige konversion ikke er religiøst begrundet, men derimod navnlig begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han en gang er blevet meddelt afslag på asyl og over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om en lang række forhold, herunder – og i forlængelse af det som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse – om det overfald, han angiveligt var udsat for omkring [måned i efteråret] 2014, hvor han bl.a. har forklaret helt forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han var tilbageholdt og om omstændighederne ved flugten. Ansøgeren har under denne asylsag endvidere anført, at han frygter sin familie, som han under den oprindelige asylsag oplyste var døde. Hertil kommer, at ansøgeren kun har kunnet forklare helt overordnet om kristendommen, og at han på ingen overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin konversion. Uanset at ansøgeren igennem en længere periode har deltaget i kristne aktiviteter og har fremlagt en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, finder nævnet, at det derfor ikke kan lægges til grund, at ansøgerens formelle konversion og kristne dåb er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie, myndighederne eller andre. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har ladet sig tatovere med et kors på højre underarm, kan ændre herpå. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de irakiske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/16/DH
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Zimbabwe. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er zimbabwisk statsborger fra Harare i Zimbabwe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har været medlem af og politisk aktiv for oppositionspartiet MDC. Hun er i denne forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb i 2007 på familiens gennem mange år ejede farm og senere opsøgt af ungdomsmilitsen, mens hun arbejdede på en skole i 2008. Ansøgerens ægtefælle og hendes morforældre har også alle været politisk aktive. Ved en eventuel tilbagevenden til Zimbabwe frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for voldtægt og tortur af tilhængere af ZANU-PF, ungdomsmilitsen eller den zimbabwiske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ungdomsmilitsen har opsøgt ansøgerens ægtefælle og skolen efter hendes udrejse i anledning af hendes anmeldelse af overgrebet i 2007 til en NGO, som ville indbringe sagen for den internationale straffedomstol. Set i lyset heraf finder Flygtningenævnet, at hendes udeståender med ungdomsmilitsen dels i forbindelse med fratagelsen af familiens farm og dels i forbindelse med hendes henvendelse til NGO’en har medført en konkret og reel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Zimbabwe. Ansøgerens politiske aktiviteter findes at bestyrke denne risiko. Dette stemmer med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af politisk aktive MDC medlemmer. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zimbabwe/2010/2
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. I 2000 var ansøgeren blevet menigt medlem af det politiske parti MDC. Et par år senere var ansøgeren blevet valgt som ungdomsformand i sit distrikt. Ansøgeren havde arrangeret og deltaget i møder, som politiet ofte havde brudt op og tilbageholdt flere medlemmer. I sommeren 2008 var ansøgeren blevet tilbageholdt og tortureret. En partifælle havde efter et par uger betalt bestikkelse, så ansøgeren kunne blive løsladt. Ansøgerens sag havde tidligere været behandlet på mundtligt nævn, men behandlingen af sagen blev udsat med henblik på, at der skulle fortages en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kunne efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent om den episode, som havde ført til hans flugt. Flygtningenævnet bemærkede, at konklusionen i torturundersøgelsen fra Amnesty Internationals lægegruppe støttede ansøgerens oplysninger om torturen, samtidig med at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand kunne forklare ansøgerens vanskeligheder med at huske og forklare om detaljer og tidspunkter. Ansøgerens forklaring om tilbageholdelser og overgreb stemte med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af MDC-medlemmer. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren måtte antages at være profileret på lokalt niveau, hvilket kunne forklare, at han ikke var blevet tilbageholdt hverken ved udrejsen til Botswana eller ved udrejsen fra lufthavnen i Bulawayo. Efter baggrundsoplysningerne måtte Flygtningenævnet herefter lægge til grund, at ansøgeren risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vendte tilbage til Zimbabwe. Zimbabwe/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Zimbabwe. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hendes forældre begge havde været politisk aktive i MDC. Hendes moder var af denne grund blevet dræbt, da ansøgeren havde været omkring fire år gammel. Hun og hendes fader havde opholdt sig i Kenya, hvor faderen efter hendes oplysninger havde været politisk aktiv for MDC. Hun og faderen og ansøgerens to børn var vendt tilbage til Zimbabwe i slutningen af 2008. De havde taget ophold hos en af faderens bekendte fra tidligere og dennes datter. Nogle måneder senere var faderen og den bekendte blevet anholdt af personer fra CIO og ført til et hus. Faderens bekendte var vendt tilbage nogle dage senere og havde oplyst, at faderen var blevet dræbt i huset. Den bekendte havde arrangeret, at ansøgeren og den bekendte sammen med nogle folk fra MDC havde kunnet få adgang til huset, idet MDC-folkene havde været klædt i sorte uniformer, så de havde lignet CIO-folk. Ansøgeren havde set sin faders lig, som havde båret mærker af tortur. Ansøgeren, faderens bekendte og MDC-folkene havde forladt huset af frygt for at blive opdaget af CIO-folk. Ansøgeren og ansøgerens børn havde taget ophold hos et kvindeligt medlem af WOZA. Nogle dage senere var den bekendtes datter kommet og havde fortalt ansøgeren, at den bekendte var blevet voldtaget og dræbt, og at huset var blevet brændt ned. Herefter var ansøgeren rejst med de to børn til Lusaka, Zambia med bistand fra MDC og WOZA og var senere via Lusaka lufthavn udrejst. Hun havde fået rejsedokumenter fra MDC-folk, men hun var ikke i stand til at beskrive rejseruten nærmere. Ansøgeren var blevet aktiv i MDC i 2007 på opfordring fra sin fader, men havde kun nået at deltage i begrænsede aktiviteter, herunder nogle møder. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens beskrivelse af faderens politiske aktiviteter var yderst sporadisk og ikke indeholdt nogen oplysninger om kontaktpersoner bortset fra faderens bekendte. Af hendes forklaring fra nævnet fremgik, at faderen i perioden fra indrejsen i Zimbabwe i slutningen af 2008 udelukkende havde opholdt sig i den bekendtes hus, hvor der ikke havde været telefon. Ansøgeren havde heller ikke selv haft nogen form for udadrettet politisk aktivitet i den pågældende periode. Flygtningenævnet kunne ikke på det foreliggende grundlag lægge til grund, at faderens bekendte frivilligt skulle have arrangeret et besøg i det omtalte CIO-hus, for at ansøgeren havde kunnet se sin faders lig. Flygtningenævnet fandt, at det fremstod ganske usandsynligt, navnlig fordi den bekendte selv efter det oplyste få dage forinden skulle have befundet sig i samme hus, hvor ansøgerens fader angiveligt skulle have været udsat for tortur og være blevet dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge af sine forældres angivelige politiske tilknytning til MDC var i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun var i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2009/1
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke havde foretaget handlinger, der kunne bringe hende i modstrid med hendes hjemlands myndigheder. Ansøgeren er læreruddannet og havde i en periode i hjemlandet brugt sin uddannelse og i den forbindelse været medlem af fagforeninger. Der forelå ingen oplysninger om, at hun i den forbindelse på nogen måde havde profileret sig. Ansøgeren, der var enlig, havde bragt sig i modstrid med nogle familiemedlemmer her i landet og i hjemlandet. Hun var ikke i den forbindelse blevet udsat for overgreb, og det fremstod som usikkert, hvorvidt uoverensstemmelserne havde vedvarende karakter. Forholdet sås ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren var udrejst af hjemlandet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige levevilkår i ansøgerens hjemland i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at forholdene for højtuddannede, herunder lærere, var således i Zimbabwe, at uddannelserne i sig selv kunne medføre en sådan risiko, at de var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2008/1
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er etnisk shona fra en navngiven by i Zimbabwe. Ansøgeren har været medlem af Movement for Democratic Change siden 1999. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe frygter at blive udsat for overgreb af de personer, som handlede hende til Danmark. I 1999 blev ansøgeren medlem af MDC, og i 2005 blev hun udnævnt som sekretær. I efteråret 2007 blev der udstedt en arrestordre på hende, hvoraf det fremgår, at hun skal arresteres på grund af, at hun har organiseret og deltaget i en illegal demonstration, hvor en politibetjent blev såret. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun har lånt 5000 dollars for at kunne betale for rejsen til Danmark. Efterfølgende har pengeudlånerne truet hendes broder i Zimbabwe med at tage sønnen fra ham, fordi lånet ikke er blevet betalt tilbage. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at broderen er forsvundet, og at sønnen nu lever hos en præst i en ikke nærmere angiven landsby. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren i et vist omfang har fungeret som formidler af budskaber fra MDC i lokalområdet. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun herved er blevet profileret i en sådan grad, at hun som følge heraf er i konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lægger herved nogen vægt på, at Udenrigsministeriet har rejst tvivl om den arrestordre, som ansøgeren har fremlagt. De oplysninger, der fremgår af den engelske afgørelse vedrørende hendes broder, […]s, sag kan ikke føre til et andet resultat, idet hendes broder efter det foreliggende må anses for betydeligt mere profileret, og idet hun ikke havde problemer med Zanu-PF alene som følge af, at hendes broder udrejste i 2005. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel til Danmark, og at hun i den forbindelse skylder penge. Hendes broder, […], er blevet truet af bagmændene og er efter det oplyste forsvundet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 fra de pågældende personers side, som hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” zimb/2012/1
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og katolik af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra hendes familie, der ønsker, at hun skal finde sammen med sin ægtefælle igen. Ansøgeren frygter også, at hun ikke kan få tilstrækkelig behandling for sin brystkræft ligesom hun frygter at blive slået ihjel af de zambiske myndigheder, fordi hun har rådført sig med flere advokater om at anlægge sag mod det hospital, der fejlbehandlede hende. Endelig frygter hun myndighedsforfølgelse og overgreb, fordi hendes søn er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun forlod sin ægtefælle i 2009/2010, fordi han havde fået en ny kæreste, med hvem han ventede barn. Ansøgeren søgte skilsmisse hos kirken og hos High Court i Lusaka. Ansøgeren har dog aldrig hørt noget fra nogen af instanserne. Ansøgerens familie ønsker, at hun finder sammen med sin ægtefælle, hvorfor de i deres adfærd overfor ansøgeren er nedladende og respektløse. De har ikke udsat ansøgeren for fysiske overgreb, bortset fra et enkelt fra hendes broder. Ansøgerens ægtefælle ønsker forældremyndigheden over deres fælles børn. Ægtefællen har flere gange udsat ansøgeren for fysiske overgreb, senest i 2012/2013. Ansøgeren og hendes søn udrejste sammen af Zambia på et visum til Danmark. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at det forhold, at politiet ikke har fulgt op på ansøgerens voldsanmeldelser mod ægtefællen, ikke kan begrunde asyl, idet der, bortset fra et enkeltstående tilfælde i 2012/2013, er tale om episoder, der er foregået før 2009/2010, ligesom forholdene hverken har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om børnenes på deres fælles børn er af ren privatretlig karakter, og det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at spørgsmål om forældremyndighed og bopæl i Zambia afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet. Endelig bemærkes, at ansøgeren forlod sin ægtefælle i 2009/2010, og at hun trods familiens ønske herom ikke har genoptaget samlivet med ham. Bortset fra et enkelt tilfælde i 2012, hvor hendes broder slog hende, har hun ikke været udsat for vold eller anden form for fysisk tvang for at tvinge hende til at opretholde ægteskabet, og den omstændighed, at der vil blive set ned på hende, fordi hun er fraskilt, kan heller ikke begrunde asyl. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at myndighederne i Zambia vil slå hende ihjel, hvis hun sagsøger det hospital, der har behandlet hende, ligesom det også alene beror på formodninger, at de advokater, hun har opsøgt, skulle have videregivet oplysningerne herom til myndighederne. Om den del af asylmotivet, der vedrører, at ansøgeren har en homoseksuel søn, skal nævnets flertal bemærke, at det af ansøgerens og sønnens forklaringer fremgår, at omgivelserne i flere år før udrejsen antog, at sønnen var homoseksuel og derfor udsatte ham for mobning og i et enkelt tilfælde også for vold i form af skub og slag. Sønnens seksuelle orientering har ikke haft konsekvenser for hverken ansøgeren eller den øvrige del af familien, og der er heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, der understøtter, at familiemedlemmer til homoseksuelle personer udsættes for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/MVI
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chewa og kristen af trosretning fra Chipata, […], Zambia. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet [A] under valgkampen i starten af 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at personer i og omkring regeringspartiet [B] vil gøre ansøgeren fortræd, idet han i valgkampen har været aktiv for oppositionspartiet [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at være politisk aktiv i Zambia helt tilbage i 1991. Frem til valget i 2015 har ansøgeren haft konflikter i forbindelse med sin politiske aktivitet. Ansøgeren har oplyst, at disse konflikter er afsluttede. Ansøgeren oplevede ingen problemer under valgkampen eller ved valgkampen [i starten af] 2015. Da valget var overstået brød ansøgerens konflikter ud. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 blev ansøgeren overfaldet af en gruppe på syv til otte personer. Overfaldet skete efter ansøgeren havde parkeret sin bil, og var på vej hen til sin bopæl. Ansøgeren blev slået og sparket. Overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe med det, han havde gang i. Ansøgeren anmeldte overfaldet til politiet. Ansøgeren måtte som følge af overfaldet tage på skadestuen. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 var ansøgeren ude at besøge sin ven [C]. Ansøgeren blev ringet op af sin ægtefælle, som fortalte, at nogle personer kastede sten mod deres bolig. Ansøgeren og [C] kørte derfor tilbage. Ansøgeren og [C] kørte forbi politiet for at alarmere dem. Politiet havde ingen ledige politibiler, hvorfor ansøgeren og [C] tog betjentene med i ansøgerens bil. Da de kom tilbage til ansøgerens bopæl, var de personer, der havde kastet med sten forsvundet. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at personerne havde råbt, at ansøgeren skulle stoppe med det, han gjorde. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet. Ansøgeren blev mellem disse episoder tillige chikaneret af en person ved navn [D]. Første gang truede [D] ansøgeren med en kniv til en grillfest, og jagtede ansøgeren væk fra festen. Anden gang stod [D] ved ansøgerens bil, hvorfor ansøgeren gik hen til politistationen. Da ansøgeren kom tilbage med politiet, var [D] væk. Ansøgeren anmeldte begge episoder til politiet. Politiet gjorde ikke noget ved anmeldelserne. [C’s] ven [E], som var politibetjent, fortalte ansøgeren, at politiet ikke gjorde noget, fordi sagerne havde politisk karakter. På et ukendt tidspunkt [i foråret] 2015 flyttede ansøgeren til Lusaka. Ansøgeren flyttede for at komme væk fra sine problemer i Chipata, og for at komme tættere på det sted, hvor han fik dialysebehandling. Efter ansøgeren var flyttet til Lusaka, mødtes han med lederen, [F], af [B] i Chipata to til tre gange. Ansøgeren havde tillige regelmæssig telefonisk kontakt til [F]. Ved det første møde med [F] bad ansøgeren ham om at stoppe chikanen mod ham, idet ansøgeren formodede, at det var personer fra [F’s] parti, der chikanerede ansøgeren. Efter ansøgeren havde bedt [F] herom, oplevede han ikke flere problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet [i starten af] 2015 til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvem der deltog i overfaldet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været udsat for forskellige former for chikane som følge af sin politiske aktivitet, men nævnet finder ikke, at chikanen har en sådan karakter og omfang, at den må anses som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må antages at kunne opholde sig andre steder i Zambia, for eksempel i Lusaka således som han gjorde inden udrejsen, hvis han mener, at han ikke kan opholde sig i Chipata. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/SHH
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og kristen af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra de zambiske myndigheder og den øvrige befolkning som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde et forhold til en dreng ved navn [J] fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014. Ansøgerens familie opdagede ansøgerens seksualitet og brød sig ikke om denne. De holdt herefter øje med ham og kontrollerede, hvem han var i selskab med. Ansøgeren blev i løbet af de første år i high school drillet, fordi han har en feminin fremtoning. Ansøgeren er aldrig blevet udsat for fysiske overgreb i skolen, og da ansøgeren kom blandt de ældste elever, holdt drillerierne helt op. Ansøgeren blev overfaldet på gaden én gang i [vinteren] 2014 af uvisse årsager. Ansøgeren og hans moder, der er diagnosticeret med brystkræft, besluttede at udrejse sammen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og ønsker at leve i overensstemmelse med sin seksuelle overbevisning, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Zambia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet herved har lagt vægt på de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Zambia. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zambia/2016/2/MVI
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2008. Ansøgeren søgte asyl i 2009 efter at have fået afslag på familiesammenføring. I 2004 havde ansøgeren arbejdet for frigivelsen af sin fader, der havde været en profileret politiker. Ansøgeren havde været udsat for trusler om bortvisning fra universitet og havde modtaget trusler telefonisk og via SMS. I Danmark havde ansøgeren været aktiv i debatter på Internettet vedrørende forholdene i Yemen, herunder spørgsmålet om selvstændighed for det sydlige Yemen, som ansøgeren støttede. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun ikke tilhørte nogen bestemt politisk gruppering, men at hun støttede en selvstændiggørelse af Sydyemen. Hun havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes fader var en højt profileret politiker, der havde indtaget indflydelsesrige poster og var medlem af et socialistisk parti, der var i opposition til magthaverne. Faderen havde siddet fængslet i tre måneder i 2004 og havde siden været i husarrest. Ansøgeren havde forklaret, at hun offentligt havde arbejdet for faderens frigivelse i 2004 gennem henvendelser til blandt andet menneskerettighedsorganisationer og gennem indlæg på Internettet. Det havde haft den følge, at hun havde været udsat for forskellige former for chikane, overvågning og trusler. Hun havde dog aldrig været tilbageholdt eller fængslet. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, som ansøgeren havde forklaret om, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren problemfrit var udrejst i 2007 og 2008 legitimeret med eget ægte nationalitetspas, og at hun i 2007 efter udløb af visum til Danmark var vendt tilbage til Yemen uden problemer ved indrejsen. Hertil kom, at ansøgeren først havde søgt asyl i Danmark næsten et år efter indrejsen, og efter at der var givet afslag på en ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde udført aktiviteter, der gav grundlag for en antagelse om, at hun af denne grund ville blive udsat for asylrelevante overgreb ved en tilbagevenden til Yemen. Oplysningerne om de generelle forhold i Yemen fandtes ikke at være af en sådan karakter, at dette i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Yemen/2010/1.
Nævnet meddeltei januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været journalist på et internationalt projekt, og at han havde skrevet regeringskritiske artikler især vedrørende korruption. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren var blevet fængslet i 2000, og at han under fængslingen var blevet mishandlet. Flygtningenævnet fandt det ikke ganske klart, hvornår ansøgeren var blevet løsladt, men lagde til grund, at fængslingen havde varet flere år, muligt kun til slutningen af 2004, i modsætning til ansøgerens forklaring om slutningen af 2005. Uanset denne usikkerhed om løsladelsestidspunktet fandt Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Yemen, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af sin regeringskritiske holdning ved en eventuel tilbagevenden til Yemen. Flygtningenævnet meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Yemen/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2017Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er yemenitisk statsborger, er etnisk araber fra [en bestemt stamme] og sunnimuslim fra [A], [B], Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel, kidnappet eller voldtaget som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i [efteråret] 2012 forlod sit hjemland, fordi hun ønskede at tage ophold hos sin ægtefælle i Danmark. Den Arabiske Revolution fra Egypten og Libyen havde bredt sig til Yemen, og den yemenitiske befolkning gjorde oprør mod regeringen, idet befolkningen følte sig undertrykt. Kort tid før ansøgeren udrejste, blev den daværende præsident, Ali Abdullah Saleh, afsat. Under ansøgerens ophold i Danmark udviklede situationen i Yemen sig, og den forhenværende præsident, Ali Abdullah Saleh, allierede sig med Houthie-bevægelsen og dennes leder, Abdo Almaik Alhouti, og begyndte at bekæmpe den nyindsatte præsident, Abdul Rabo, indtil de i slutningen af 2014 overtog magten og regeringsbygningen i Sanaá. Under dette kup lykkedes det præsident Abdul Rabo at undslippe og flygte til byen Aden. Under instruktion fra Houthierne og Ali Abdullah Saleh kæmpede det yemenitiske militær sig mod Aden for at finde Abdul Rabo, og i marts 2015 bombede de Aden. Abdul Rabo var dog i mellemtiden flygtet til Saudi Arabien. Flere af de arabiske lande er efterfølgende gået sammen om at bekæmpe houthierne og Ali Abdullah Saleh og bomber derfor også i Yemen. Der foregår bombeangreb og skudvekslinger i hele landet som følge heraf. Konflikten har et religiøst element, idet shiamuslimerne støtter houthierne, og sunnimuslimerne støtter houthierne modstandere. Ansøgerens hjemby er Aden, og hendes bopæl er blevet bombet, hvorfor hun ikke har et sted at bo. Ansøgerens familie har opholdt sig forskellige steder i landet for at undgå urolighederne. Deres seneste opholdssted er en skole i [bydelen, C] i Aden, hvor de har opholdt sig omkring et år. Ansøgeren har fået at vide af sin mor, at shiitiske militser fra Houthie-bevægelsen venter ved lufthavnen for at kidnappe sunnimuslimer, og at omkring 15 personer fra forældrenes hjemområde er blevet kidnappet på denne måde. De fleste af disse personer er blevet udsat for tortur og slået ihjel. Ansøgerens to morbrødre, der begge var en del af hver sin modstandsbevægelse, er blevet kidnappet, og begge er siden blevet fundet døde. Videre har ansøgeren fået at vide af sin mor, at ISIL er begyndt at opfordre og true indbyggerne i Aden til at slutte sig til ISIL. Ansøgeren frygter, at hun i særligt grad vil være i risiko for at blive kidnappet, idet hun er sunnimuslim og har opholdt sig i udlandet i en længere periode, og som kvinde frygter hun, at hun er i risiko for at blive voldtaget, hvis hun bliver fanget af houthierne. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgeren har anført om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke for tiden kan begrunde konventions-, beskyttelsesstatus eller midlertidigt ophold i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3. Det fremgår af baggrundsoplysninger vedrørende Yemen, at sikkerhedssituationen i Yemen er alvorlig. Det hedder således i Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office bl.a.: ”The humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) while harsh does not in general breach Article 3 of the ECHR, but it is likely to do so for particularly vulnerable people (e.g. single women or disabled people) and each case should be assessed on its individual merits. However conditions in areas in the east, centre and north of the country, including Sana’a, are likely to breach Article 3 in most cases.” I Country Policy and Information Note, Yemen: Security and humanitarian situation fra juni 2017 fra British Home Office fremgår det bl.a.: “While harsh, the humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) does not in general breach Article 15(c) of the Qualification Directive. However, it may do for particularly vulnerable people and each case should be assessed on its individual merits.” Om sikkerhedssituationen fremgår det endvidere bl.a.: “In the north, west and centre of the country as well as in some southwestern governorates levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. … Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh. However, it remains under the control of the Saudi-backed government. … Since July 2015 the situation has somewhat improved in Aden and some other parts of southern Yemen. Levels of violence in Aden do not match those witnessed in other parts of the country. The security situation in Aden and some areas of southern Yemen do not represent a general risk under Article 15(c). However decision makers must consider whether there are particular factors relevant to the person’s individual circumstances which might nevertheless place them at risk.” På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Yemen finder nævnet, at forholdene – herunder for sunnimuslimer – i navnlig Aden, hvor ansøgeren er flygtet fra, ikke for tiden kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, og at heller ikke ansøgerens individuelle forhold – set i forhold til sikkerhedssituationen i Aden – kan begrunde sådan opholdstilladelse. Nævnet lægger vedrørende ansøgerens individuelle forhold vægt på, at ansøgeren har familie og netværk i Yemen, som fortsat opholder sig i Aden. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2017/7/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Hudaydah, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsmødet som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at skulle vælge side til en af militserne for at blive beskyttet og blive tvunget til at bære våben. Ansøgeren frygter endvidere, at han bliver slået ihjel af sin søsters tidligere ægtefælle, idet han har taget sin søsters datter med til Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014 blev opsøgt af en fra Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo fortalte ansøgeren om Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo har opsøgt ansøgeren en til to gange yderligere for at fortælle om Houti-bevægelsen. På et ukendt tidspunkt i [efteråret] 2014 talte ansøgeren med en agent for Houti-bevægelsen i [by]. Han sagde, at Houti-bevægelsen kunne hjælpe ansøgeren med hans problemer med hans søsters tidligere ægtefælle. Ansøgeren sagde, at han havde en advokat og en sag i retten, som næsten var afsluttet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans søster udrejste af Yemen til Tyrkiet [i foråret] 2014, fordi hun havde en konflikt med sin tidligere ægtefælle. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren en afgørelse fra retten om, at han måtte udrejse med sin søsters to børn. Ansøgerens søster har fået den fulde forældremyndighed til sine to børn. [I efteråret] fik ansøgeren udstedt visum til Tyrkiet. En uge forinden ansøgerens udrejse blev han stoppet på gaden af fire personer, som var fætre til hans søsters tidligere ægtefælle. De udsatte ansøgeren for vold og tog hans nevø. Ansøgeren tog hen til politiet for at anmelde episoden. Politiet sagde, at de ikke kunne gøre noget, når hans nevø var sammen med sin far. Dagen efter modtog ansøgeren et opkald fra sin søsters tidligere ægtefælles bror, som sagde, at de havde ansøgerens nevø. Ansøgeren gik herefter hen til rejsebureauet for at lave flybilletterne om. Dagen efter hentede ansøgeren sin mor og sin niece. De tog til Aden, hvor de udrejste fra [i efteråret] 2014. Uanset mindre divergenser kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har præciseret, at hans asylmotiv relaterer sig til søsterens tidligere ægtefælle og dennes mulige indflydelse i Houti-bevægelsen. Nævnet finder ikke, at de omstændigheder ansøgeren har påberåbt sig, kan føre til, at der meddeles konventions eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens problemer med søsterens tidligere ægtefælle må anses for en privatretlig konflikt, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at søsterens tidligere ægtefælle har tilstrækkelig indflydelse i Houti-bevægelsen til at kunne forhindre ansøgeren i at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren har opnået rettens tilladelse til at udrejse med søsterens to børn, efter at søsteren havde opnået at få tillagt forældremyndigheden. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/6/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn] fra Yemen.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Taif, Saudi Arabien. Ansøgeren er statsborger i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes sønner vil blive rekrutteret til hæren, når de bliver teenagere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Yemen er præget af krig og ødelæggelse. Hun har endvidere henvist til, at drenge i 13-14 årsalderen bliver rekrutteret til militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes hverken den generelle sikkerhedssituation eller en risiko for tvangsrekruttering af ansøgers henholdsvis 8- og 10-årige børn at kunne begrunde en opholdstilladelse. Oplysningerne om ansøgerens sundhedsfaglige arbejde findes heller ikke at kunne begrunde en opholdstilladelse, blandt andet henset til, at hun er ophørt med dette arbejde fire år før udrejsen. Ansøgeren har for nævnet som et nyt asylmotiv anført konflikter med sin fraskilte ægtefælle. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at skilsmissen fra den tidligere ægtefælle intet havde med hendes udrejse at gøre. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at hun blev skilt i 2009, og at hun i 2011 anmeldte den tidligere ægtefælle for vold mod børnene, hvorefter han blev fængslet, at børnene havde ophold hos hende fra 2011 og frem til udrejsen i 2015, og at den tidligere ægtefælle angiveligt nu opholder sig i Syrien. Endelig har ansøgeren oplyst, at den tidligere ægtefælles særbarn har opsøgt hende med henblik på at få børnene udleveret, men at han efter at have fået afslag blot har forladt hendes bopæl igen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/5/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter borgerkrigen i Yemen, og at hun er særlig udsat som læge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at Houthi-bevægelsen i [foråret] 2015 indtog hendes hjemby Aden. Houthierne bombede hospitaler og huse, hvilket medførte, at befolkningen fik problemer med adgangen til strøm og vand. Ansøgeren flygtede i [foråret] 2015 fra [et yemenitisk område] til [et anden yemenitisk område], der ligger i Aden. Hun opholdt sig i [det andet yemenitiske område] indtil [foråret] 2015, hvor en bombe sprang foran hendes lejlighed. Ansøgeren flygtede herefter til Mukhella uden for Aden, hvor hun opholdt sig i en måned. Ansøgeren udrejste sammen med sin søn, der er dansk statsborger, af Yemen til Saudi Arabien [i sommeren] 2015, hvorefter de fløj fra [en saudiarabisk by] til Danmark [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været troværdig, sammenhængende og konsistent. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er fraskilt læge og fra Aden, hvor hun tidligere har arbejdet på et sygehus, der er blevet bombet. Flertallet bemærker, at det af Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office fremgår, at: ”The security situation in Aden and some areas of southern Yemen is currently unlikely to breach Article 15(c) of the QD. However, decision makers should refer to the latest available country information as the situation is fluid and volatile. (see Annex A: Current resources). Elsewhere in the country there are reports of the use of indiscriminate violence by both sides including the use of cluster bombs and attacks on civilian homes, hospitals,schools, markets and factories and reports of civilians fleeing air strikes being chased and shot at by helicopters. In the north, west and centre of the country levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. Again decision makers should refer to the latest available country information as the situation is rapidly evolving. (see Annex A: Current resources).” Det fremgår videre under punkt 3.1.1., at: “Although since July 2015 the situation has improved in Aden and some other parts of southern Yemen, Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh, which has led to, in January 2016, a dusk to dawn curfew being imposed on the city. The humanitarian situation in Aden and some other areas of southern Yemen while harsh is not in general at such a level as to breach Article 3, but may do so for vulnerable people (e.g. single women or disabled people, etc.) and each case should be assessed on its individual merits.” Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, at situationen i Aden er forværret siden rapporten fra april 2016. Det fremgår videre om risikoen for lægefagligt personale, at Houthi bevægelsen målrettet har angrebet hospitaler, klinikker og lægefagligt personale, hvilket senest er belyst i Medicins Sans Frontiers: ”Yemen: As armed conflict intensifies once again, seeking medical care is dangerous” af 15. september 2016. På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle situation i Yemen og særligt henset til forholdene for lægefagligt personale i Yemen, finder flertallet herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. yeme/2016/4/DTO
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Aden, Yemen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive fængslet, idet houthi-oprørerne har udstedt en arrestordre på dem. Den mandlige ansøger har oplyst, at han som kranfører på havnen i Aden var med til at losse nogle panservogne, som efterfølgende blev brugt mod nogle demonstranter. Da den mandlige ansøger igen i 2015 skulle losse panservogne nægtede han det, hvorefter han blev sendt hjem i en uge. Derefter kunne han genoptage sit arbejde. Den kvindelige ansøger har arbejdet som tv-journalist og har som led i sit arbejde deltaget i demonstrationer. Hun deltog i en demonstration i [foråret] 2011, hvorefter hun begyndte at modtage anonyme, telefoniske trusler flere gange ugentligt. Truslerne fortsatte indtil starten af 2012. I 2015 blev ansøgerne i deres bil fulgt af bevæbnede soldater i en jeep. På et andet tidspunkt i 2015 blev der skudt ude foran ansøgernes bopæl. Der blev også skudt ind gennem et vindue i et af børnenes værelse. I [foråret] 2015 besatte houthi-oprørerne den tv-station, hvor hun arbejdede, og hun stoppede med at arbejde på tv-stationen. Houthi-oprørerne ringede til hende og truede med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke mødte på arbejde igen. Derefter flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers mor. Kort tid derefter blev deres bopæl ransaget. Der er efterfølgende blevet udstedt en arrestordre på ansøgerne. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på om muligt at søge verificeret, om den kvindelige ansøger er journalist, og i bekræftende fald søge oplysninger om hendes journalistiske karriere herunder ansættelsessted(er). Samtidig bedes det om muligt søgt verificeret, om de to for nævnet fremlagte IDkort er ægte. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge verifikation af indholdet af en liste over personer, som er imod regimet, og som den kvindelige ansøger har fundet frem til ved at søge på sit eget navn på internettet [i sommeren] 2016. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge oplyst, om den for nævnet fremlagte arrestordre vedrørende ansøgerne må antages at være ægte.”yeme/2016/3/mkt
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at leve i Danmark sammen med sin herboende ægtefælle, med hvem hun har fået afslag på familiesammenføring, idet hun ingen familie har i Yemen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive dræbt af en mand ved navn […] og hans klan, idet han vil giftes med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2011 blev opsøgt af en ældre mand ved navn […], som fulgte efter hende, når hun gik hjem fra arbejde. Manden ønskede at indgå ægteskab med hende. [Medio] 2014 blev manden meget pågående og sagde til ansøgeren, at han ville giftes med hende, uanset om hendes familie accepterede dette eller ej. Ansøgeren og hendes forældre besluttede herefter at udrejse til Jordan, idet de havde fået nok af chikanen fra manden. I Jordan søgte de visum til Schweiz, hvor ansøgerens bror er bosiddende. Ansøgeren rejste videre til Danmark via Holland, da hun ønskede at indgå ægteskab og søge om familiesammenføring med en herboende mand, som hun havde mødt under en pilgrimsrejse i Saudi Arabien i 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret til lejligheden. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om […] fremstår udetaljeret og afglidende. Det fremstår således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af en mand fra en magtfuld klan, men at ansøgeren derudover ikke ved noget om manden, eller har forsøgt at finde informationer om vedkommende, henset til at han angiveligt har chikaneret ansøgeren i en periode på 3 år. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt […] direkte har truet ansøgerens forældre. Endvidere har ansøgeren oplyst konflikten med […] som årsagen til, at familien flyttede fra Yemen, men at ansøgeren, der indrejste i Danmark [medio] 2014, først søgte om asyl mere end 6 måneder senere, [primo] 2015, dvs. to dage før den udrejsefrist, som ansøgeren fik i forbindelse med afslaget på familiesammenføring. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende bl.a. om sin uddannelse, ligesom ansøgeren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om deres første møde. Uanset, om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med […], der er af privatretlig karakter, ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Yemen, herunder […], ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ikke risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Yemen, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en tilbagesendelse til Yemen i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettigheder. Det forhold, at ansøgeren er kvinde, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal bemærker herved, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at give de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det følger heraf, at en ansøger skal redegøre troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv, hvilket ansøgeren ikke har gjort. Som anført ovenfor forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens forklaring om hendes netværk, familieforhold og øvrige tilknytning til Yemen. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber fra al-Awlaqi stammen og sunni muslim født i […], Yemen. Ansøgeren har boet i Syrien siden 1996, hvor familien har flygtningestatus. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter, at [en klan] vil udøve blodhævn mod ham og hans familie. Ansøgeren frygter videre al-Qaeda i Yemen, idet han har modtaget trusler fra al-Qaeda medlemmer i Syrien, og idet han mener, at der er en sådan forbindelse med disse to dele af al-Qaeda, at han også har grund til at frygte al-Qaeda i Yemen. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i 2014 i Syrien har haft en konflikt med en imam, der har beskyldt ham for at være medlem af IS, hvilket var den direkte grund til, at han udrejste af Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans fader i perioden 1978 til 1982 var medlem af en kommunistisk oprørsgruppe i Yemen ved navn […]. På et tidspunkt mellem 1978 og 1982 kidnappede gruppen tre brødre til lederen af […], som støttede den daværende regering. Gruppen henrettede efterfølgende de tre brødre. Ansøgerens fader var til stede under henrettelserne, men deltog ikke selv aktivt. Faderen flygtede herefter til Sydyemen, hvor han opholdt sig frem til 1990, hvor Nordyemen og Sydyemen blev forenet. Faderen blev major i hæren og senere i politiet. I 1994 udrejste faderen af Yemen, idet der udbrød borgerkrig, og idet han frygtede blodhævn fra […]. Ansøgeren udrejste med sin moder i [vinteren] 1996. Ansøgeren har siden udrejsen boet med sin familie i Syrien. I [sommeren] 2005 indgik han ægteskab med en syrisk statsborger. Det viste sig, at ansøgerens svigerfamilie var delt i to grupper, hvoraf den ene del af familien støttede al-Qaeda, og den anden del støttede den syriske regering. Engang i […] sprængte en mand, […], en bombe ved den libanesiske grænse. [Mandens] ægtefælle fortalte efterfølgende den syriske efterretningstjenesten, at hun og hendes ægtefælle havde boet hos familie til ansøgerens hustru, herunder […].[…] og flere medlemmer af hans gruppe, herunder hans broder […], blev anholdt. […] fortalte efterretningstjenesten, at al-Qaeda i Syrien havde planer om at myrde ansøgeren, hvilket ansøgeren fik kendskab til i 2007 i forbindelse med et møde med den syriske efterretningstjenestes Palæstina afdeling. En person ved navn […] fortalte efterretningstjenesten, at ansøgeren var medlem af al-Qaeda, men efterretningstjenesten fortalte […], at dette ikke var tilfældet, da de kendte ansøgeren, der var ”ren”. I forbindelse med en generel amnesti i […] blev flere af ansøgerens hustrus familiemedlemmer, der havde været fængslet på grund af deres tilhørsforhold til al-Qaeda, løsladt. I 2012 eller 2013 begyndte ansøgeren at modtage trusler fra nogle af disse medlemmer af al-Qaeda på facebook. Han modtog trusler fra seks navngivende personer i en periode på to uger. Ansøgeren slettede herefter sin facebook-profil. Han var ikke udsat for andre trusler eller overgreb fra al-Qaedas side. I [sommeren] 2014 fandt et skænderi sted mellem ansøgeren og en imam i en moske i Damaskus. Imamen beskyldte ansøgeren for at være medlem af IS. En nabo, som var advokat, anbefalede herefter ansøger at rejse ud af Syrien. En gruppe naboer samlede penge ind til ansøgeren, så han kunne udrejse. [I efteråret] 2014 fløj ansøgeren til Algier. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgers forklaring på væsentlige punkter fremstår som utroværdig, konstrueret og divergerende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin faders tilstedeværelse ved henrettelsen af tre medlemmer af […] i 1978-1982 risikerer blodhævn ved tilbagevenden til Yemen, fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fader på daværende tidspunkt var en dreng på 11 til 14 år, at faderen ikke selv deltog i henrettelsen, at episoden fandt sted for over 30 år siden, og at der efter ansøgerens forklaring i 1990-1992 blev indgået et forlig imellem […] og ansøgerens familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens fader efter genforeningen af Nord- og Syd- Yemen i 1990 kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i 1994, og at ansøgeren og hans moder kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i [vinteren] 1996. Hertil kommer, at ansøgerens farfader og farbrødre har kunnet opholde sig i Yemen, og at ansøgerens lillebroder har kunnet indrejse i Yemen og opholde sig der i forbindelse med en forlovelse, uden at dette fra […] side har givet anledning til blodhævn. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Qaeda i Syrien, fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at en person ved navn […], efter at denne under en afhøring havde angivet ansøgeren til den syriske efterretningstjeneste som medlem af al-Qaeda, af efterretningstjenesten skulle være gjort bekendt med, at efterretningstjenesten kendte ansøgeren og vidste, at ansøgeren ikke var medlem af al-Qaeda, men at han var ”ren”. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at disse oplysninger skulle være tilgået ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer, som var medlemmer af al-Qaeda, og at dette var grunden til, at han syv år senere modtog trusler via facebook fra disse familiemedlemmer, som nu var løsladt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer tilknyttet al-Qaeda i Syrien har videregivet eller vil videregive oplysninger om ham til al-Qaeda i Yemen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt med en imam i Damaskus, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at imamen beskyldte ham for at være vantro og arbejde for myndighederne, og at han under den følgende fredagsbøn havde sagt, at ansøgeren var vantro og arbejdede som agent. I asylsamtalen af [2015] har ansøgeren yderligere forklaret, at imamen sagde, at ansøgeren var spion for regeringen, amerikanerne og zionist. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at imamen beskyldte ham for at være medlem af IS. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med imamen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation for civile personer i Yemen på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Yemen, må antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i Yemen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Yemen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2015/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra Long An, Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret]1991, og at han [foråret] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [sommeren] udrejste til Vietnam, idet han ville repatriere til sit hjemland. [Foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17a, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2013 frivilligt frafaldt sin opholdstilladelse i Danmark og [i sommeren] 2013 udrejste til Vietnam med henblik på at tage permanent ophold. Klageren opholdt sig herefter i Vietnam indtil [sommeren] 2015, hvor han kom til Danmark på ferie. Han rejste tilbage til Vietnam i [efteråret] 2015. Klageren har således opholdt sig i Vietnam i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Vietnam, idet han [sommeren] 2014 underskrev en erklæring om udbetaling af tillægsydelser knyttet til hans repatriering, hvoraf fremgik, at han erklærede, at han ikke havde gjort brug af muligheden for at søge forlængelse af sin fortrydelsesfrist, der udløb 12 måneder efter hans udrejse af Danmark. Klageren modtog i den forbindelse tillægsydelserne. Nævnet finder ikke, at klageren er fremkommet med en rimelig begrundelse for, at han først søger om at vende tilbage til Danmark ca. 1 år og 11 måneder efter sin repatriering. Klageren må således i forbindelse med erklæringen [i sommeren] 2014 anses at have taget endelig stilling til spørgsmålet om fortrydelse i forbindelse med repatriering til Vietnam. Det bemærkes herved, at klageren ifølge det af ham oplyste har sin mor og bror i Vietnam, og at han bor hos broren. Det forhold, at klageren vil savne sin familie i Danmark og ikke oplever Vietnam som et åbent land med religionsfrihed og menneskerettigheder, og at han efter det af ham oplyste overvåges af myndighederne, hvis han har besøg af mere en tre personer, der ikke er familie, kan heroverfor ikke føre til, at fortrydelsesfristen i § 17 a, stk. 2, forlænges. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse og henviser i den forbindelse til samme grunde, som ovenfor anført vedrørende fortrydelsesfristen og bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2018/1/CABV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Han indrejste i Danmark [i foråret] 1990. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2008 udrejste til Vietnam. Registreringen af denne dato fandt sted efter partshøring i 2012. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren har forklaret, at han dels smed sine ejendele ud, dels gav dem bort forud for sin udrejse af Danmark i 2008, ligesom det fremgår at akterne i sagen, at han udrejste, fordi han havde mistet forældremyndigheden over sin søn og i øvrigt ikke ville risikere fængselsstaf i forbindelse med en verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste, fordi han ville finde svar på spørgsmål vedrørende sin rolle som Guds søn i Vietnam. Klageren var udrejst af Danmark i 6 ½ år. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren tidligere har forklaret, at han genindrejste i Danmark, fordi hans søns mor var blevet syg, og fordi han ville have afsluttet den verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han genindrejste, fordi han havde fundet svar på de spørgsmål, som han havde søgt svar på i Vietnam. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2008 opholdt sig frivilligt i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved sine handlinger og det oplyste om hans planer i forbindelse med udrejsen i 2008 frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt opholdt sig 6½ år i Vietnam, hvor han blandt andet boede sammen med en kæreste. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder klagerens psykiske sygdom, ikke kan lægges til grund, at det var klagerens sygdom, der afholdt ham fra at genindrejse i Danmark på et tidligere tidspunkt. Den omstændighed, at klageren under opholdet i Vietnam meddelte [kommunen], at han var på rejse i Vietnam og den omstændighed, at han, før han var frameldt folkeregistret, fik fornyet sit pas på den danske ambassade i Vietnam kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren har sin mor og søskende samt sin søn, som han ikke for tiden har samvær med, i Danmark. Det fremgår videre, at klageren ikke var i kontakt med sin søn under opholdet i Vietnam. Uanset det oplyste om, at klageren har en verserende samværssag i Statsforvaltningen og oplysningerne om klagerens psykiske sygdom, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at han uden problemer har opholdt sig i Vietnam i 6½ år. Den omstændighed, at ansøgeren er troende og derfor er bange for at tage ophold i et kommunistisk land, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2017/1/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist fra Hai Pong, Vietnam. Ansøgeren har været medlem af den politiske organisation […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter de vietnamesiske myndigheder grundet hans politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af den politiske organisation […], og at han derfor frygter, at han vil blive anholdt og udspurgt af myndighederne. Ansøgeren har hertil forklaret, at han siden 1996 har sympatiseret med […], og at han har udleveret løbesedler for organisationen. Fra år 2000 og de følgende ti år har ansøgeren været leder for sin egen enhed i organisationen med omkring 120 studerende, som havde til opgave at sprede budskabet omkring [organisationen] samt planlægge og deltage i demonstrationer. I [sommeren] 2009 modtog ansøgeren et opkald fra […], som var leder af [organisationen]. Han fortalte ansøgeren, at situationen var kritisk, og at ansøgeren skulle flygte, hvis han kunne, og at han skulle brænde alt bevismateriale samt medlemslister. I [efteråret] 2009 udrejste ansøgeren af Vietnam, og omkring en måned senere fik ansøgeren at vide, at [organisationens leder] var blevet anholdt, og at myndighederne i den forbindelse fandt nogle navnelister, hvoraf ansøgerens navn fremgik. Omkring fire til fem måneder efter ansøgerens udrejse blev hans moder indkaldt til afhøring hos politiet vedrørende ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter og konflikt med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring uden problemer har deltaget i politiske aktiviteter i Vietnam gennem cirka 13 år. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine aktiviteter – til samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han i perioden 2000 til 2009 deltog i rigtig mange demonstrationer, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke deltog i demonstrationerne men organiserede dem og opholdt sig i nærheden af demonstrationerne, mens de foregik, og at [organisationen] efter 2004 ændrede strategi til hovedsageligt at give udtryk for sine holdninger via internettet. Ansøgeren har videre under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han i [sommeren] 2009 blev ringet op af sin leder med besked om at flygte, og at han fortsat boede i sit hjem, indtil han udrejste af Vietnam i [efteråret] 2009. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han modtog opringningen fra sin leder i [efteråret] 2009, og at han holdt sig skjult hos venner, indtil han udrejste maksimalt 20 dage senere. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt fra Vietnam med sit eget pas. Hertil kommer, at ansøgeren indrejste i Tyskland i [efteråret] 2009, men først i forbindelse med sin anholdelse i Tyskland i [efteråret] 2011 søgte asyl, og at han ikke under den tyske asylsag oplyste, at han havde konflikter med de vietnamesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [foråret] 2012, men at han først søgte asyl i [efteråret] 2015, efter at han var blevet idømt fængselsstraf og udvist af Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2016/1/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1979.Flygtningenævnet udtalte: ”At klageren indrejste i Danmark den […] 1979, og han blev den […] 1979 meddelt opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Den […] 1983 blev klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelt tidsubegrænset. Den […] 2011 blev klageren ved Retten i […] idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 21, jf. § 23. Et år af fængselsstraffen blev gjort betinget, og klageren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år, jf. udlændingelovens § 22, stk. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Ved […] Landsrets dom af den […] 2011 blev dommen fra Retten i […] stadfæstet, og klagerens opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Klageren er etnisk kineser og buddhist af trosretning fra Can Tho, Vietnam. Klageren har under sit ophold i Danmark været politisk aktiv for partiet Frihed. I forbindelse hermed oplyser klageren under et alias andre om livet i Danmark, og han har ligeledes oplyst, at han for tre til fire år siden har kommunikeret med nogle personer fra Vietnam via internettet, hvor han fortalte de pågældende om forholdene i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter, at han vil blive anholdt og udsat for psykisk og fysisk tortur af de vietnamesiske myndigheder, idet han er eftersøgt af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at hans familie arbejdede for den amerikanske regering, hvorfor klageren var eftersøgt, da han udrejste af Vietnam. Endvidere havde klageren skrevet sine meninger om kommunisterne på nogle vægge, hvilket var kriminelt i Vietnam. Klageren ved, at myndighederne var klar over, at det var klageren, som havde skrevet på væggene, da naboerne arbejdede som spioner for kommunisterne, og fordi klageren hørte folk tale herom. Klageren har forklaret, at han stadig er en fjende af myndighederne, og at myndighederne vil slå ham ihjel på grund af hans familiehistorie, og fordi han har trodset regeringen ved at udrejse af landet. Klageren frygter endvidere, at hans danske domme vil få konsekvenser for ham i Vietnam. Klageren har endvidere forklaret, at han ikke kan tage ophold i Vietnam, idet han har nogle helbredsmæssige problemer. Klageren er født og opvokset i Vietnam, hvor han opholdt sig frem til udrejsen i 1979, idet han forlod landet i en alder af 12 år som bådflygtning. Indledningsvist skal det bemærkes, at bestemmelsen om udvisning på grund af strafbart forhold, herunder om der er risiko for dobbeltstraf, henhører under domstolene. Flygtningenævnets kompetence angår alene en vurdering efter udlændingelovens § 31. Der er ikke efter det foreliggende holdepunkt for at antage, at klageren skulle være eftersøgt i hjemlandet på grund af politiske aktiviteter. Klageren har alene udført yderst begrænsede aktiviteter under dæknavn for Frihedspartiet, som har et meget beskedent medlemstal. Endvidere ligger eventuelle aktiviteter forud for udrejsen endog meget langt tilbage i tid. Hverken den omstændighed, at familiemedlemmer har arbejdet for udlændinge eller det daværende Sydvietnamesiske styre, at de er etniske kinesere, eller at klageren er flygtet og har søgt asyl i udlandet, kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lægges herved vægt på udenrigsministeriets notater af 28. januar og 22. juni 2000 samt Refugee Review Tribunal Vietnam fra 24. marts 2005. Angående den i Danmark begåede kriminalitet er det i øvrigt ikke efter det foreliggende baggrundsmateriale, herunder tillige Landinfo af 26. februar 2010 og responsum fremsendt af Udenrigsministeriet af 15. januar 2004 sandsynliggjort, at klageren er i en reel risiko for at blive straffet herfor. Herudover er det indgået i nævnets vurdering, at klageren har været i stand til to gange at rejse tilbage til Vietnam senest i 2007 eller 2008. Idet hverken den omstændighed at klageren kun har et begrænset antal familiemedlemmer tilbage i Vietnam, eller oplysningerne om hans helbredsforhold kan føre til nogen ændret vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse. Udlændingelovens § 31, stk. 2 er derfor ikke til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” viet/2014/1
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I begyndelse af 2009 havde ansøgeren fået udstedt pas i Venezuela således at han kunne udrejse. Ansøgeren havde hovedsageligt opholdt sig i Tyskland, inden han var taget til Danmark for at søge asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i en studenterbevægelse, og at han i den forbindelse havde deltaget i demonstrationer med videre. Disse aktiviteter havde ikke givet sig udslag i konkrete overgreb overfor ansøgeren. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han ikke kunne få noget arbejde, fordi han i 2003 havde underskrevet en liste, hvorved underskriverne havde ønsket valg til præsidentposten. Ansøgeren fandt, at han som følge heraf var eksponeret som modstander af styret. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, herunder at ansøgeren måtte have fået afslag på jobansøgninger, at politiet havde frataget ham penge eller almindelige gaderøverier m.v., som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang, at disse indebar, at ansøgeren havde været udsat for forfølgelse, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren havde været i udlandet længe, indebar efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at ansøgeren af den grund risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Venezuela/2010/2.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I perioden efteråret 2007 til sommeren 2008 havde ansøgeren haft et forhold til en voldelig mand. Ansøgeren var først blevet bekendt med kærestens voldsudøvelser et stykke tid inde i forholdet. I efteråret 2008 var ansøgeren til en fest stødt på den tidligere kæreste. Kæresten havde holdt en kniv for halsen af ansøgeren, men nogle af ansøgerens venner havde afværget angrebet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er homoseksuel, ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde profileret sig. Det bemærkedes, at det var legalt at være homoseksuelt i hans hjemland. Ansøgeren havde opholdt sig i sit hjem og havde fortsat sit arbejde efter episoden i efteråret 2008 og frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, forud for udrejsen havde været udsat for forhold, der kunne anses for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, henset til oplysninger om de generelle forhold for homoseksuelle, ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelsen omfattet af Flygtningekonventionen. Det fremgik, at hverken ansøgeren eller dennes tidligere kæreste havde kendt hinandens bopæle eller arbejdssteder, men alene mobiltelefonnumrene. Ansøgeren havde opretholdt sit nummer frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at risikoen var så nærliggende, at ansøgeren fra den tidligere kærestes side ville blive udsat for overlast, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Venezuela/2010/1.
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger med statsborgerskab i Syrien samt Venezuela. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og durzer af trosretning fra […] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel på grund af krigen, og fordi de er durzere af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [primo] 2015 blev opsøgt på gaden af tre-fire medlemmer af Shabiha, idet de ønskede at få nødhjælpsmidler, som ansøgeren uddelte for Røde Kors i sin landsby […]. Ansøgeren skændtes med de tre-fire medlemmer af Shabiha, fordi han ikke ønskede at give dem nødhjælpsmidlerne, men de tog en nødhjælpskasse med tvang og gik fra stedet. I perioden fra dette tidspunkt og halvanden måned frem modtog ansøgeren seks-syv opkald fra ukendte personer, som truede med at kidnappe ansøgeren og hans børn. Ansøgeren er også ved flere lejligheder blevet opfordret til at slutte sig til Shabiha af lokale personer fra hans landsby […], men ansøgeren har hver gang afslået. Ansøgeren har oplyst, at han har opholdt sig i tre-fire år i Venezuela for at arbejde, i hvilken forbindelse han opnåede statsborgerskab i landet, og at han returnerede til Syrien [i foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Venezuela oplyst, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter, at han vil blive udsat for røveri af kriminelle bander, fordi den generelle sikkerhed i landet ikke er god. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Venezuela blev udsat for cirka ti røverier og truet med pistol af kriminelle bander i byen Maracaibo. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med Shabiha eller andre grupperinger ikke har en sådan intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for personlig og individuel forfølgelse eller overgreb. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med Shabiha vedrører en enkelt episode med et skænderi og et røveri eller tyveri af nødhjælpsrationer. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvem der senere kontaktede ham telefonisk og truede ham og hans familie, og under nævnsmødet har oplyst, at det kunne være medlemmer af Shabiha, af Al-Nuzra eller af IS. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev personligt opsøgt i perioden fra [primo] 2015 til sin udrejse i [foråret] 2015. Nævnet finder derfor, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har dobbelt statsborgerskab og er tillige statsborger i Venezuela. Ansøger har forklaret divergerende om sit ophold i Venezuela. I anmeldelsesrapporten [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han aldrig har opholdt sig i Venezuela, under anden samtale med Udlændingestyrelsen at han opholdt sig og arbejdede i Venezuela i 3 – 4 år, og under nævnsmødet at han opholdt sig i Venezuela i cirka 5 år. Ansøgeren er i besiddelse af et ægte venezuelansk pas, der er gyldigt til [foråret] 2016. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans venezuelanske statsborgerskab er opnået på ulovligt grundlag eller sandsynliggjort, at der foreligger en konkret risiko for, at han vil blive frataget sit venezuelanske statsborgerskab. Det forhold, at ansøger efter sin forklaring har været udsat for 10 røverier fra kriminelle bander – røverier, der ikke er anmeldt til politiet – er efter sin karakter ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2016/1/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Uzbekistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker fra Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hun har søgt asyl i Danmark, og fordi hun er på deres sorte liste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes slægtninge vil slå hende ihjel på grund af hendes seksuelle orientering, samt at hendes tidligere ægtefælle og hans familie ligeledes vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren udrejste med den ældste datter og har undladt at bringe hende tilbage til Uzbekistan. Hun har endelig henvist til, at hendes datter ikke kan opnå usbekisk statsborgerskab og vil blive betragtet som statsløs, fordi hendes fader er statsløs, og fordi hun er født i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [ slutningen af] 2013 blev udsendt til Usbekistan fra Danmark. Da ansøgeren ankom til Usbekistan, blev hendes papirer overleveret til de usbekiske myndigheder, og hun og hendes datter blev hensat i et rum. Den følgende dag kom en repræsentant fra de usbekiske myndigheder, som indsatte datterens foto i ansøgerens pas, hvorefter de fik lov til at forlade lufthavnen. Ansøgeren fik udleveret sit pas, men myndighederne beholdt ansøgerens øvrige papirer. Frem til februar 2014 blev ansøgeren afhørt fire til fem gange af politiet om sit ophold i udlandet. Under afhøringerne blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren visum til Tjekkiet med henblik på behandling af datterens sygdom. Ved udrejsen af Usbekistan blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen, og hendes ejendele blev gennemsøgt. Ansøgeren blev kørt til ”Tuzel”, hvor hun var tilbageholdt i 15 dage. Ansøgerens advokat fortalte hende, at der ville blive indledt en sag mod hende for krænkelse af den usbekiske kultur. Da hun blev løsladt, underskrev hun et udrejseforbud. Ansøgerens moder ventede på hende udenfor ”Tuzel”. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Usbekistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark er ansøgerens moder blevet hentet af politiet og er ikke vendt tilbage siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, inden ansøgerens udrejse af Danmark, har sendt kopi af fotos, sms-korrespondance og brevkorrespondance til ansøgerens familie i Uzbekistan, hvoraf fremgår, at ansøgeren havde et seksuelt forhold til en kvinde i Danmark. Omkring 10 til 12 dage efter ansøgerens ankomst til Uzbekistan konfronterede ansøgerens fætter hende med det og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens seksuelle orientering er en stor skam for familien. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at hun har haft seksuelle forhold til andre kvinder. Flygtningenævnet finder derudover, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af den tilbageholdelse, hun blev udsat for i ”Tuzel”, idet hun i asylskemaet udfyldt [i foråret] 2015 har oplyst, at tilbageholdelsen varede 15 dage, under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2015 har hun oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over en måned, hvorefter hun under asylsamtalen [fra vinteren] 2015 først oplyste, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage, men under gennemlæsning af referatet rettede dette til 27 dage, hvorefter hun under nævnsmødet på ny har oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage. Endelig har hun forklaret divergerende om familiekonflikterne, idet hun til gensamtalen [fra vinteren] 2015 har forklaret, at hun blev udsat for et overfald af sin fætter som følge af oplysninger om hendes seksuelle orientering, og at hun ikke udover denne enkelte episode har haft andre problemer, herunder været udsat for andre overgreb, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun også efterfølgende blev udsat for fysiske overgreb både fra slægtninge og hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved udrejsen, idet hun i asylskemaet har oplyst, at hun fik udrejsetilladelse i forbindelse med datterens sygdomsbehandling, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke havde udrejsetilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet hun først under nævnsmødet har forklaret, at hun blev sat ud af den lejlighed, som hun havde skaffet sig på grund af sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiver at have været udrejst på et pas, der er forsynet med en visumpåtegning fra den tjekkiske ambassade på et tidspunkt, hvor passet ikke længere opfyldte kravet til udrejse af Uzbekistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder, at ansøgeren herefter, såfremt hun ikke opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, kan udvises til Uzbekistan. Nævnet bemærker hertil særskilt, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at Human Rights Watch har oplyst, at hvis personer uden aktiv profil forlader Uzbekistan og derefter søger asyl i fremmed land uden at opnå asyl og derefter bliver returneret til Uzbekistan, ikke nødvendigvis vil blive retsforfulgt på grund af asylansøgningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan anses som særligt profileret. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, efter tidligere forgæves at have søgt asyl i Danmark, opholdt sig i omkring halvandet år i Uzbekistan uden retsforfølgning i anledning af den tidligere asylansøgning. Vedrørende det påberåbte asylmotiv, der relaterer sig til, at ansøgerens barn ikke er usbekisk statsborger, bemærker nævnet, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder artikel 14 i den usbekiske statsborgerskabslov, at et barn, hvor en af forældrene på tidspunktet for barnets fødsel var statsborger i Republikken Usbekistan, og den anden var statsløs eller ukendt, er statsborger i Republikken Usbekistan, uanset fødested. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uzbe/2016/1/SLN
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et vietnamesisk ægtepar. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske vietnamesere fra[…]. Den mandlige ansøger har i Vietnam rådgivet vietnamesere om deres rettigheder, og efter indrejsen i Danmark har han sammen med sin søn meldt sig ind i Vietnam Populist Party, for hvem han har skrevet to artikler, ligesom han har deltaget i en demonstration. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger siden 1989, hvor han blev fængslet på et urigtigt grundlag, har været udsat for chikane fra de vietnamesiske myndigheders side, fordi de har mistænkt ham for at være politisk aktiv i oppositionen mod regeringen. Den mandlige ansøger har alene været udsat for chikane, fordi regeringen ikke har kunnet bevise, at han har været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har efter indrejsen i Danmark deltaget aktivt i det politiske arbejde mod Vietnams regering, herunder skrevet på forskellige blogge på Internettet, og han har deltaget i en filmet demonstration for frie valg i Vietnam foran Kinas ambassade. Ved en eventuel tilbagevenden til Vietnam vil regeringen derfor kunne bevise, at den mandlige ansøger er politisk aktiv, hvorfor han vil blive fængslet og udsat for overgreb. Den kvindelige ansøger har i det hele henholdt sig til den mandlige ansøgers asylmotiv. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1989 var sigtet for tyveri af statslige værdier, og at han blev fængslet i cirka tre måneder. Uanset om denne tilbageholdelse reelt har været politisk begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at denne konflikt i sig selv er asylbegrundende henset til, at der nu er gået over 20 år. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger i den efterfølgende tid har været således udsat for målrettet chikane eller statslige overgreb, at det kan karakteriseres som asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger siden 1990, da han ifølge sin forklaring blev presset til at søge sin afsked, har kunnet ernære sig ved selvstændig virksomhed. Ansøgerne har i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv haft to retssager, som er endt med, at de har fået delvist medhold. I begge tilfælde bortfaldt bøderne. I de seneste år før udrejsen drev den mandlige ansøger en virksomhed med salg af kosttilskud. Han kunne i den forbindelse foretage flere udadrettede aktiviteter, og hans virksomhed var vellykket. Siden 2005 har ansøgerne været på flere ferierejser til udlandet. Det kan herefter konstateres, at såfremt den mandlige ansøger har været udsat for en begrænsning i sin bevægelsesfrihed, har den været af ringe intensitet. Det må endelig tillægges afgørende betydning, at ansøgerne kunne udrejse legalt, efter at de havde fået fornyet deres pas. Den mandlige ansøger har ikke sandsynliggjort, at han har haft et nært samarbejde med en navngiven journalist, som er kommet til de vietnamesiske myndigheders kendskab. For så vidt angår den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Danmark bemærkes, at den mandlige ansøger først meldte sig ind i Vietnam Populist Party i sommeren 2010 efter et års ophold i Danmark. Efter ansøgerens forklaring var hans første aktiviteter for partiet i sommeren 2011, efter at Udlændingestyrelsen i foråret 2011 havde meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det oplyste om den mandlige ansøgers rolle under demonstrationen i sommeren 2011, indholdet af de to artikler og publiceringen heraf, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet profileret i forhold til de vietnamesiske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgerne måtte vende tilbage til Vietnam efter udløbet af visumfristen og efter at have søgt asyl, kan ikke føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet lægger således afgørende vægt på Udenrigsministeriets notat af [..]2011, hvorefter de vietnamesiske myndigheder normalt ikke vil vise interesse for sådanne overtrædelser. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” viet/2011/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kirgiser fra Tasjkent i Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive tortureret og tilbageholdt af myndighederne, som mistænker ansøgeren for at have deltaget i uroligheder mod styret i maj 2009 i Andijan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2005 i forbindelse med demonstrationer i Andijan i lighed med alle mænd i området blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage af myndighederne og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev efterfølgende tilsagt til afhøring. Ansøgeren har videre henvist til, at hans onkel den [….] 2009 blev anholdt efter urolighederne i Andijan, og at der på onklens bopæl blev fundet et våben og ansøgerens pas. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul indtil udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne har eftersøgt ham både på onklens bopæl i Andijan og på ansøgerens bopæl i Tasjkent. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin onkels forhold og fundet af ansøgerens pas hos onklen er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder herefter sammenholdt med ansøgerens tidligere tilbageholdelse og oplysningerne om de generelle forhold i Usbekistan, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Usbekistan/2010/2
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i 2007 og 2009 været udsat for overfald, herunder forsøg på mordbrand, blandt andet pga. at han var konverteret til kristendommen. Flere af overfaldene var initieret af familiemedlemmer, der støttet Hizb-ut-Tahrir. I 2006 havde han forladt sin hjemby og bosat sig i en anden by. Overfaldene havde han oplevet i forbindelse med besøg i hjembyen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra islamiske ekstremister tilhørende Hizb-ut-Tahrir, heriblandt ansøgerens fader, ansøgerens nieces ægtefælle og et andet fremtrædende medlem. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde et modsætningsforhold til disse personer, fordi ansøgeren var konverteret til kristendommen og havde taget afstand fra Hizb-ut-Tahrir og fra våbenbrug og krigsførelse, som ansøgeren var blevet oplært i. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som følge heraf havde været udsat for to episoder i sin hjemby i efteråret 2007 og begyndelsen af 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra disse personers side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren i mellemtiden havde kunnet opholde sig uden problemer i en anden by. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende forsøget på mordbrand til grund. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring var fremtrådt som selvmodsigende og usammenhængende. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret, at han først havde vækket sin sovende familie og igennem et vindue skaffet dem ud af hotellejligheden, der var beliggende i stueetagen, for derpå selv indefra at have slukket den udefra påsatte brand med en våd klud. Flygtningenævnet kunne på den anførte baggrund heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens efterfølgende tilbageholdelse til grund. Ansøgerens forklaring om Hizb-ut-Tahrirs indflydelse i hjembyen og organisationens tilknytning til myndighederne var ikke fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Forklaringen var desuden i strid med de foreliggende baggrundsoplysninger fra Usbekistan. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Hvis ansøgeren ikke fandt, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne tage ophold i sin hjemby, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i den anden by, hvor ansøgeren efter det oplyste havde boet fra 2006 til 2009. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2010/1.
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er homoseksuel og blev som følge heraf udsat for overgreb fra politi og lokalbefolkningen. Ansøgerens problemer begyndte en aften i efteråret 2007, hvor han sad i en park i Tasjkent sammen med sin kæreste. To politifolk kom forbi og begyndte at fornærme ansøgeren og hans kæreste. Ansøgeren blev slået og sparket, mens kæresten blev iført håndjern og taget med. Et par dage senere meldte ansøgeren overfaldet til politiet. En efterforsker tog ansøgeren med til lighuset, hvor ansøgeren fik forevist liget af kæresten. Ansøgeren insisterede på, at det kom til at stå i politirapporterne, at politifolkene havde slået kæresten. Ansøgeren blev tilbageholdt natten over og blev udsat for fysiske overgreb af politiet og blev anbragt i en celle, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb af en medfange. Efter løsladelsen rettede ansøgeren henvendelse til anklagemyndigheden, men personen fra anklagemyndigheden tog ham ikke alvorligt. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre politifolk, som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren modtog også telefoniske trusler fra anonyme personer. Efterfølgende tog han ophold hos en ven. En dag blev han overfaldet af fire unge mænd uden for vennens lejlighed. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været i en længerevarende konflikt med lokale politifolk og havde herunder været udsat for alvorlige overgreb under en tilbageholdelse. Konflikten havde baggrund i, at ansøgeren og hans mandlige kæreste var blevet afsløret som homoseksuelle og gennemtævet, kæresten så alvorligt, at han var afgået ved døden. Ansøgeren havde forgæves klaget til den overordnede anklagemyndighed. De beskrevne myndighedsovergreb var sandsynliggjort af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren var udrejst ulovligt. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at der herefter var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en behandling, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende kvindens søn. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens og hendes søns forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at den lokale politibetjent og formanden for den lokale boligkommission siden ansøgerens ægtefælles død i 2001 havde forsøgt at få ansøgeren og hendes søn til at forlade deres bopæl og til at udrejse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at presset fra disse personer havde været så massivt, som forklaret under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været forskellige henvendelser herom, og at ansøgerens søn i 2005 var blevet anholdt og tilbageholdt som følge af, at de ikke havde forladt området. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb, som ansøgerens søn havde været udsat for under tilbageholdelsen, ikke havde sammenhæng med sønnens etnicitet som uighur, men derimod med sønnens opførsel under tilbageholdelsen, hvor han dels havde råbt op og banket på celledøren dels havde forsøgt at stikke af. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og sønnen de to følgende dage havde mødt på politistationen, hvor de havde fået besked på at rejse, men at der ikke var sket ansøgeren og hendes søn yderligere inden udrejsen et til halvandet år senere. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at en færdselsulykke, som havde overgået ansøgerens søn i 2002, havde nogen sammenhæng med ansøgerens eller sønnens etnicitet. Flygtningenævnet bemærkede, at hverken ansøgeren eller hendes søn på nogen måde havde været politisk eller på anden måde aktive, således at de kunne opfattes som modstandere af det siddende styre. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren og hendes søn kunne anses for forfulgte alene på baggrund af deres etnicitet som uighurer. Flygtningenævnet bemærkede, at den chikane, som ansøgeren og hendes søn havde været udsat for i lokalområdet, ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne anses for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller således at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, selvom situationen for tilbagevendende asylansøgere efter de foreliggende baggrundsoplysninger generelt set måtte anses for forbundet med betydelig usikkerhed, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet ansøgeren og hendes søn måtte anses for ganske uprofilerede. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren og hendes søn måtte anses for lovligt udrejst, og Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes søn skulle have fået et forbud mod genindrejse i Usbekistan. Usbekistan/2008/2
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan, født 1971, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgning om asyl indgivet i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt anledning til at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele samtlige de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl her i landet. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning under samtalen i udlændingestyrelsen og under nævnsmødet navnlig anført, at hun som etnisk russer var blevet krænket blandt andet i form af, at hun af politiet var blevet opfordret til at uddele angiveligt illegale løbesedler, at hun herefter modtog en pakke løbesedler, angiveligt af en person, der havde tilknytning til en lokal politisk organisation, og at hun efterfølgende blev voldtaget af tre personer med den begrundelse, at hun skulle afstraffes, fordi hun ikke havde delt løbesedlerne ud på den korrekte måde. Flygtningenævnet fandt, at der måtte lægges afgørende vægt på, at ansøgeren først havde givet oplysninger om disse forhold under samtalen med Udlændingestyrelsen. Hun havde således intet nævnt herom ved sin indgivelse af asylansøgning den 11. maj 2005 og havde ej heller nævnt noget herom i sit asylskema. Herudover fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende forklaringer. Hun havde således til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun blev tilbageholdt af politiet i lufthavnen i Tashkent, hvorefter hun fik besked på at gå og senere henvende sig til politiet. Da hun herefter henvendte sig på en lokal politistation, blev hun tilbageholdt i tre dage. Under nævnsbehandlingen havde hun derimod forklaret, at hun straks blev kørt til den lokale politistation, hvor hun blev tilbageholdt i tre dage og derefter løsladt. Flygtningenævnet tillagde det endvidere nogen betydning, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2004, at hun derefter søgte om forlængelse af sit besøgsvisum, og at hun først søgte asyl i maj 2005 på et tidspunkt, hvor de danske udlændingemyndigheder havde haft kontakt med den usbekiske ambassade i London med henblik på at få udstedt et rejsedokument til ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den angivelige uddeling af flyveblade samt voldtægt til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for de etniske russere i Usbekistan i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Usb/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2010 sammen med sin broder. Sagen vedrørende ansøgers bror blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag og af samme nævn og blev ligeledes stadfæstet.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk usbeker fra landsbyen […] i […]-distriktet i Andijan-provinsen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de usbekiske myndigheders side dels på grund af sin deltagelse i en demonstration i landsbyen i [foråret] 2008, dels fordi han er udrejst illegalt og har søgt asyl i udlandet. Ansøgeren har forklaret, at embedsmænd fra en regeringskommission i [foråret] 2008, et par dage efter at ansøgerens moder var afgået ved døden, opsøgte beboerne i landsbyen og informerede dem om, at de skulle flytte fra landsbyen, idet der skulle bygges en vej gennem byen. Landsbyens beboere blev vrede, idet de mente, at eksproprieringen var politisk motiveret, og idet de var utilfredse med den pris, som de blev tilbudt for deres huse. Ansøgeren deltog sammen med sin broder i en demonstration arrangeret af beboerne i landsbyen, og de kastede med sten mod politiet og militæret, som var blevet tilkaldt af embedsmændene. Efter militæret begyndte at skyde mod demonstranterne, løb ansøgeren hjem til sit og broderens hus i udkanten af landsbyen. Efter broderen kom hjem, blev broderen opsøgt af sin ven, der fortalte, at militærpersoner gik fra hus til hus i landsbyen for at anholde deltagerne i demonstrationen. Kort efter kørte ansøgeren og broderen til byen Karazouk, hvorfra de dagen efter udrejste til Rusland. I [begyndelsen af] 2010 indrejste de og søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt, på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået usikker og usammenhængende, og at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og af hvem ansøgeren og hans broder blev advaret om, at myndighederne ville anholde de beboere, der havde deltaget i demonstrationen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår han og broderen flygtede fra landsbyen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid turen i lastbilen til Vyborg i Rusland varede, og om hvor i lastbilen de opholdt sig under turen. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser ikke alene kan forklares med tolkeproblemer. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed, er spørgsmålet herefter om alene den omstændighed, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka fire år, kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger, der til brug for sagens behandling er indhentet fra Udenrigsministeriet og ICG-landene, kan give anledning til usikkerhed om, hvorvidt det vil medføre sanktioner fra de usbekiske myndigheder, hvis en usbekisk statsborger, der er profileret i bare nogen grad, vender tilbage til Usbekistan efter et flerårigt ophold i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at en usbekisk statsborger, der er udrejst legalt og fremstår helt uprofileret, vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse.” usbe/2014/3
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er ukrainer og ortodoks af trosretning og er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, Ukraine, men har senest boet i Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Donetsk-området frygter krigen og separatisterne i området. Ansøgeren har endvidere anført, at han ikke kan tage ophold i andre dele af Ukraine, da han ikke har et netværk og på grund af hans alder og helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født den […] […], er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, i det centrale Ukraine, men at han senest har boet i Donetsk i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har opholdt sig i en række europæiske lande, senest Tyskland i perioden fra omkring 2005 til [sommeren] 2014. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Central- og Østukraine, herunder Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren en enkelt gang er blevet opsøgt af nogle for ham ukendte personer, som efterstræbte hans sønner, kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret. Såfremt ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til Donetsk af frygt for separatisterne i området, vil ansøgeren kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, der er under den ukrainske regerings kontrol. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en ældre mand, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukraine/2015/12
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og tilhører skandinavisk germansk hedenskab/ nordisk mytologi. Ansøgeren er fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en lovlig demonstration imod regeringen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel i krig eller at blive fængslet, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2014 blev bedt om at møde op på et militærkontor, hvor han blev spurgt, om han ville melde sig frivilligt til hæren. Dette accepterede ansøgeren. Ansøgeren var først i militæret i Ivano-Frankovsk i fire-fem måneder, hvorefter han var i Donetsk i én måned. I [efteråret] 2014 flygtede ansøgeren fra militæret. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig hos sine forældre og sin kæreste. I perioden inden ansøgeren udrejste, modtog han trusler personligt og telefonisk. I foråret 2015 blev der offentliggjort en liste over dem, der var deserteret fra militæret. Ansøgeren udrejste af Ukraine i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste i hjemlandet, og at han på denne baggrund skulle være forfulgt. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter er divergerende og fremstår usandsynlig, og forklaringen fremstår derfor konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans militærtjeneste. Under oplysnings- og motivsamtalen har han oplyst, at hans kontrakt med militæret ophørte omkring efteråret 2014. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han forlod militæret [i efteråret] 2013, da han sammenlagt havde været i militæret i 3 år og 7 måneder. Hans kontrakt udløb i [efteråret] 2013. Overfor nævnet har ansøgeren i øvrigt forklaret, at han efter at have underskrevet en 3-årig kontrakt blev indkaldt [i foråret] 2014, og at han efter 3 måneders træning underskrev en midlertidig kontrakt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de trusler, der er fremsat, efter at han deserterede. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at truslerne startede omkring [foråret] 2015, og at den første trussel blev fremsat 3-4 dage, efter at han var flygtet fra militærtjenesten. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at truslerne første gang blev fremsat ca. 2 måneder, efter at ansøgeren var kommet hjem. Det fremstår i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig og bo på familiens bopæl, hvor han også boede, forinden han var i militæret, uden at han er blevet pågrebet af de personer fra militæret og politiet, der kom til bopælen for at søge efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig hjemme i ca. et år, måske mere end et år. Ansøgeren har i øvrigt under asylsamtalen først afslutningsvis forklaret, at han også opholdt sig hos sin kæreste efter flugten fra militæret. Det fremstår også usandsynligt, at det heller ikke er lykkedes militær- og politifolk at pågribe ansøgeren på hans arbejdsplads, når han blev eftersøgt der, således som han har forklaret under asylsamtalen. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han under asylsamtalen usammenhængende har forklaret, at han selv meldte sig til militærtjeneste i anden omgang, idet han også har deltaget på frivillig basis og deltog frivilligt i træningen. Ansøgeren har videre forklaret, at han ikke officielt er deserteret, fordi han ikke var officielt indkaldt. Det er ikke skrevet nogen steder, at han er deserteret. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han flygtede fra militæret, da han og andre i militæret ikke var i stand til at forsvare sig selv på grund af manglende våben. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han deserterede, fordi han ikke ville slå folk ihjel. Ansøgeren har overfor nævnet fremlagt en meddelelse om indkaldelse af ansøgeren til militæret. Det er oplyst, at det fremlagte er printet fra Internettet. Flygtningenævnet finder ikke, at det fremlagte kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/7/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren er ikke blevet anholdt eller udsat for repressalier af nogen art som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt i krig og at blive slået ihjel i krig. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, såfremt han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod problemer i Ukraine i 2012, og at folk blev indkaldt til militæret i 2014 som følge heraf. I slutningen af 2014 blev ansøgeren opsøgt mindst seks gange af folk fra politiet og det militære personalekontor, fordi de ville indkalde ansøgeren til militæret. Ansøgeren blev aldrig fundet, idet han gemte sig eller opholdt sig hos en ven. Ansøgeren udrejste af Ukraine sammen med sin bror i december 2015. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har unddraget sig militærtjeneste i Ukraine. Forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, efter at han på session er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, og har fået påtegning herom i sin militærbog, angiveligt alligevel er blevet indkaldt til militæret. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende i forhold til den forklaring som ansøgerens bror, [A], har afgivet under sin asylsag om militærets og politiets henvendelser på deres bopæl for at indkalde ansøgeren til militærtjeneste. Nævnet henviser til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt mindst 6 gange af militærfolk og politiet fra slutningen af 2014 til efteråret 2015. I begyndelsen af perioden spurgte de også efter ansøgerens bror, men de ophørte hermed, da broren var i militæret indtil cirka to måneder, før ansøgeren udrejste sammen med sin bror. Ansøgerens bror har derimod under sin asylsamtale forklaret, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt på bopælen, men at han har modtaget indkaldelser. Det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren har oplyst, at han er blevet opsøgt 4 gange på bopælen, og at han 3 gange har fået skriftlige indkaldelser til at give møde. Det fremgår endvidere, at der blev spurgt efter broren de 2 første gange, og at der blev spurgt efter ansøgeren de sidste 4 gange. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/6/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra [mindre by], Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev, Ukraine. Den mandlige ansøger har været aktiv for den kurdiske sag, og har i den forbindelse deltager i flere møder og demonstrationer. Den kvindelige ansøger støttede den orange revolution i 2004, og deltog den forbindelse i flere demonstrationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold i landet, herunder at blive slået ihjel af islamister, fordi han er kurder og ateist. Han har desuden oplyst, at han ikke ønsker at bo i Ukraine, idet han ikke er ukrainsk statsborger, da Ukraine ikke accepterer dobbelt statsborgerskab, og fordi der er diskrimination af udlændinge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2013 fik oplyst, at myndighederne ledte efter ham. Han formoder, at de ledte efter ham, fordi han skulle i militæret. Han har desuden oplyst, at de generelle forhold i Syrien på nuværende tidspunkt er sådan, at islamister slår kurdere ihjel, fordi de anser dem for at være vantro. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at der er diskrimination af udlændinge i Ukraine, og at han har været udsat for to overgreb. Første gang på et ukendt tidspunkt i 1990’erne og anden gang på et tidspunkt i 2009 eller 2010. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikter. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle deltog i demonstrationer i Ukraine, som var rettet mod det syriske regime, og at han som følge heraf fik konflikter med de syriske myndigheder. Hun har videre oplyst, at hendes ægtefælle havde konflikter i Syrien, da han vendte tilbage dertil efter at være udsendt fra Sverige til Ukraine. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har såvel syrisk som ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering om, at den mandlige ansøger i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de i Ukraine har været udsat for diskrimination som følge af den mandlige ansøgers syriske baggrund til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er blevet opkrævet betaling for sundhedsbehandling, som ellers er gratis, at den mandlige ansøger flere gange er blevet stoppet af politiet i Ukraine og visiteret, og at han i [sommeren] 2009 blev overfaldet af tre russisktalende personer, som udøvede vold mod ham og herunder stak ham i benet med en kniv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om forhold af en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Om risikoen for refoulement til Syrien ved tilbagesendelse af den mandlige ansøger til Ukraine bemærkes, at de Ukrainske myndigheder [i efteråret] 2015 og [i vinteren] 2015 overfor Udenrigsministeriet har bekræftet, at den mandlige ansøger i 2005 har opnået ukrainsk statsborgerskab og fået udstedt ukrainsk pas. Ansøgerne har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at de Ukrainske myndigheder i 2013, da den mandlige ansøger blev returneret fra Sverige til Ukraine, traf en afgørelse om at håndhæve det ukrainske forbud mod dobbelt statsborgerskab i forhold til den mandlige ansøger og af den grund nægtede ham indrejse i Ukraine. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/5/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk russer og ortodoks kristen af trosretning fra Dnipro, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [et venstreorienteret parti i Ukraine] siden [vinteren] 2006, og hun har også arbejdet for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og udsat for overgreb, fordi hun har arbejdet for og været medlem af [et politisk parti i Ukraine], og fordi den ukrainske stat forfølger alle, som ikke er enige med den siddende regering. Ligeledes frygter ansøgeren at blive forfulgt og udsat for overgreb af nationalistiske grupperinger, som handler uafhængigt fra lovgivning og domstole. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun siden [vinteren] 2006 har været medlem af [det politiske parti]. I starten var det blot en hobby, men det var først fra [sommeren] 2013, at hun blev mere politisk aktiv, idet hun begyndte at arbejde for partiet. I [vinteren] 2013 var ansøgeren i Istanbul, Tyrkiet i en uge for at besøge en veninde. Her mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, som hun tilbragte nogle dage sammen med. I tiden efter, at ansøgeren var tilbage i Ukraine, kommunikerede hun fortsat med sin ægtefælle. De besluttede, at ansøgerens ægtefælle skulle komme til Ukraine i slutningen af [sommeren] 2014, hvorefter de flyttede sammen. Ansøgeren blev gift [i efteråret] 2014. Ansøgerens ægtefælle var konverteret fra islam til kristendommen, før ansøgeren mødte ham. Første gang ansøgeren blev overfaldet, var foran partiets hovedkontor i [foråret] 2014. To ukendte personer slog og sparkede ansøgeren og hendes partifælle, mens de råbte noget i retningen af ”kommunister skal fjernes”. I [foråret] 2014 var ansøgeren og en anden partifælle på vej ind til centrum af byen for at aflevere løbesedler til to drenge, som skulle omdele disse. Fire mænd fra Aidar-bataljonen, som hører under den ukrainske hær, passede dem op, og begyndte at slå på ansøgeren, partifællen og drengene. Politiet kom hurtigt til stedet, og de tog ansøgeren og hendes partifælle med tilbage på politistationen. Her sad ansøgeren tilbageholdt i en kælder i cirka en uge. Ansøgeren blev anklaget for at have uddelt ulovlige løbesedler, som gik imod den nationale hær og den siddende regering, men ansøgeren tilstod ikke disse anklager. I den efterfølgende tid modtog ansøgeren telefoniske trusler og SMS-beskeder fra et ukendt nummer. [I sommeren] 2014 deltog ansøgeren i en konference med partiet i Belgorod, Rusland. På vej tilbage til Ukraine blev bussen stoppet ved grænsen. Alle partifællers pas blev tjekket, og to personer blev tilbageholdt. Nogle dage efter blev ansøgeren indkaldt til et møde hos den ukrainske efterretningstjeneste, SBU. Her benægtede ansøgeren at kende noget til den ulovlige information, som de to tilbageholdte partifæller blev anklaget for at have på sig. Ansøgeren underskrev samtidig et dokument, hvor hun erklærede, at hun ikke ville udrejse af Ukraine. [I efteråret] 2014 havde ansøgeren deltaget som valgtilforordnet ved parlamentsvalget i Ukraine. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl, var der malet et sort svastika på hendes hoveddør, og skrevet ”Død over Moskalierne” (som er et nedsættende udtryk om russerne i Ukraine). [I vinteren] 2014 var ansøgeren på vej til partiets hovedkontor, da hendes hoved blev tildækket, hvorefter hun blev skubbet ind i en bil. Ansøgeren blev tilbageholdt i et forfaldent hus, hvor to ukendte personer udsatte hende for overgreb. Personerne anklagede ansøgeren for at være en dårlig person, fordi hun kritiserede regeringen. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive et dokument, hvor hun tilstod, at de partihandlinger, hun deltog i, var ulovlige. Ligeledes stod der, at ansøgeren var i opposition til den siddende regering, og at oppositionen skulle fjernes. Ansøgeren blev herefter slået bevidstløs, og da hun vågnede, var mændene væk. I den efterfølgende periode flyttede ansøgeren og hendes ægtefælle en del rundt. I [sommeren] 2015 forsvandt ansøgerens ægtefælle, mens ægtefællen var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællen har fortalt ansøgeren, at han var ude og handle, da uniformerede mænd tilbageholdte ham og udsatte ham for overgreb. Ægtefællen blev løsladt i [efteråret] 2015 tæt på grænsen til Rusland. Ansøgerens ægtefælle flygtede herefter ind i Rusland. Ansøgeren udrejste med fly af Ukraine [i efteråret] 2015. Ansøgeren fik hjælp af sin veninde med at arrangere rejsen. Således købte ansøgerens veninde to billetter. Den første, fra Ukraine til Israel, blev købt i venindens navn med brug af hendes pas. Den anden billet, fra Israel til Danmark, blev købt i ansøgerens navn med brug af hendes eget pas. Ansøgerens veninde instruerede ansøgeren til at smide begge pas ud i flyene, hvilket ansøgeren gjorde. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler udrejsen af Ukraine til Danmark, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, navnlig fordi ansøgeren ikke har været i stand til at forklare, hvorfor hun valgte at flyve fra Ukraine til Israel på en anden persons pas og videre fra Israel til Danmark på sit eget pas, som hun smed ud undervejs, og uden brug af visum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Ukraine i 2014 i flere tilfælde har været udsat for overfald og er blevet intimideret på grund af sin tilknytning til [det politiske parti]. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse som følge heraf. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at de grupper, der stod bag episoderne, handlede på vegne af det nuværende ukrainske regime, ligesom der efter ansøgerens egen forklaring har været tale om enkeltstående episoder, som er ophørt efter nogen tid, og som ikke har ført til yderligere arrestation eller domfældelse. Nævnet lægger herved til grund, at oplysningerne fra ansøgerens brors ven [A] om, at der er rejst en sag mod blandt andre ansøgeren, ikke understøttes af andre oplysninger i sagen. Det forekommer i øvrigt usandsynligt, at omtalte [A], der arbejder for det ukrainske regime, skulle udlevere oplysninger om en verserende straffesag mod ansøgeren for regimefjendsk virksomhed til hendes bror. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter de omtalte episoder opholdt sig i Ukraine i en længere periode før sin udrejse. Det kan ikke ændre herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i skjul i denne periode. Flygtningenævnet vurderer på denne baggrund, at de omtalte episoder ikke har en karakter og en intensitet, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/4/MGO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i september 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og katolikker af trosretning. Ansøgerne er ukrainske statsborgere fra Ivano-Frankivsk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de vil blive fængslet eller slået ihjel, fordi den mandlige ansøger har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger [i sommeren 2015] på familiens bopæl modtog to indkaldelser til militæret, hvorved den mandlige ansøger blev indkaldt til at give møde i den militære kommission [senere på sommeren 2015]. Idet den mandlige ansøger ikke ønskede at deltage i krigshandlinger, reagerede han ikke på indkaldelserne. [I sommeren 2015] blev den mandlige ansøger opsøgt på familiens bopæl af otte mænd, hvoraf to var klædt i politiuniform, to var klædt i militærcamouflageuniform, to var fra organisationen Højre Sektor og klædt i sort tøj med sort/røde emblemer på armen/skulderen, mens de sidste to var klædt i civilt tøj. Den mandlige ansøger formoder, at de to sidstnævnte var fra sikkerhedstjenesten SBU. Den kvindelige ansøger har oplyst, at de pågældende sagde, at de kom fra SBU. Ansøgerne blev af de fremmødte udsat for trusler og voldelige overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at de fremmødte endvidere tvang ham til at underskrive et blankt stykke papir. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de fremmødte forsøgte at presse ansøgerne til at underskrive et blankt stykke papir, men at hun ikke kan huske, hvorvidt hun underskrev papiret. Hendes ægtefælle skrev under på papiret. På grund af de voldelige overgreb blev ansøgerne bevidstløse. Den mandlige ansøgers mor kom hjem til dem efter overfaldet og tilkaldte en ambulance. Ansøgerne blev indlagt på hospitalet i Ivano-Frankivsk. [I sommeren 2015] blev den kvindelige ansøger udskrevet, hvorefter hun tog ophold hos den mandlige ansøgers forældre. [Nogle dage senere i sommeren 2015] blev den mandlige ansøger udskrevet, hvorefter han tog ophold hos sine forældre. [Senere på sommeren 2015] tog den mandlige ansøgers mor til ansøgernes bopæl, hvor hun konstaterede, at bopælen var blevet ransaget. Den mandlige ansøgers mor fandt endvidere en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Efter ansøgernes udrejse har den mandlige ansøgers mor modtaget endnu en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere at måtte lægge til grund, at de fremlagte lægeerklæringer og ansøgernes forklaringer herom fremstår konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har fremlagt lægeerklæringer vedrørende deres udskrivelse fra hospitalet. Det fremgår af erklæringen vedrørende den mandlige ansøger, at han havde sin højre arm i gips. Både den mandlige og den kvindelige ansøger har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var den mandlige ansøgers venstre arm, som var blevet skadet under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgernes forklaring under nævnets behandling af sagen om, at de var i tvivl om, hvorvidt det var højre eller venstre arm. Ansøgerne har endvidere fremlagt retsmedicinske erklæringer vedrørende de skader, som de var blevet påført under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge disse erklæringer til grund, idet der dels er tale om to helt enslydende erklæringer vedrørende begge ansøgerne, og idet der dels i erklæringerne er henvist til, at overfaldet på ansøgerne skulle være sket [i foråret 2014]. Yderligere er der i erklæringen vedrørende den kvindelige ansøger angivet et pasnummer, som ikke svarer til nummeret på den kopi af det indenrigspas, som den kvindelige ansøger har fremlagt. Ansøgerne har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse divergenser, men har forklaret, at der må være tale om skrivefejl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der alene er tale om skrivefejl. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerne medbragte de nævnte lægeerklæringer under deres flugt fra Ukraine. Den kvindelige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at hun havde fået sendt lægeerklæringerne fra sin svigermor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at ansøgerne medbragte lægeerklæringerne under flugten sammen med kopier af deres indenrigspas. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de skrev under på et blankt stykke papir under overfaldet [i sommeren 2015]. Yderligere fremgår det af dokumentationen i sagen, at ansøgerne den [i foråret 2015] har fået udstedt visum til Polen gældende til [efteråret 2015]. Ansøgerne har forklaret, at de i [foråret 2015] har ansøgt om udenrigspas, men at de aldrig har fået udleveret passene. Ansøgerne har forklaret, at de ikke ansøgte om udenrigspas for at rejse til udlandet, men at de blot ønskede at få udenrigspas. De har endvidere forklaret, at de aldrig har indgivet ansøgning om visum til Polen. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte disse forklaringer som utroværdige. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne skulle have været udsat for identitetstyveri. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/3/TPS
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Ivano-Frankisk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste eller at blive fængslet i op til tre år for at unddrage sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2015 arbejdede i Donetsk på en gammel fabrik, der producerede jerngitre til militæret. Han arbejdede der i ti dage. Den tredje eller fjerde dag kom en person fra militæret, [A], hen til ham efter arbejde. [A] havde drukket den pågældende dag, og han begyndte at tale grimt til ansøgeren og spørge til, hvorfor han ikke havde aftjent militærtjeneste, og hvorfor han ikke havde meldt sig til militæret. [A] skubbede til ansøgeren og slog ham en enkelt gang. Ansøgeren skubbede [A] væk, men da han skubbede til [A], faldt [A] og slog hovedet. [A] blev vred og skulle til at slå ansøgeren igen, men nogle af de andre personer fra militæret fik stoppet slagsmålet. Dagen efter opsøgte [A] igen ansøgeren og sagde, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at få ansøgeren indkaldt til militæret. Ansøgeren fortsatte med at arbejde på fabrikken, og der skete ikke yderligere i resten af arbejdsperioden. Omkring en måned senere modtog ansøgeren en tilsigelse til militæret. Der kom to personer fra militæret og ville overgive indkaldelsen, men ansøgeren var ikke hjemme, da de kom. De ville give indkaldelsen til ansøgerens mor, men hun ville ikke skrive under på modtagelsen. Omkring to til tre uger senere så ansøgeren tre personer i militæruniform, der sad og ventede i en bil udenfor hans hjem. Da han så dem, flygtede han derfra. De løb efter ham, men han gemte sig i en kælder i nærheden. Efterfølgende gemte ansøgeren sig i en periode hos venner og slægtninge. Han udrejste efterfølgende af Ukraine [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder herefter, at ansøgeren har haft en episode med en militærperson, [A], og at han efterfølgende har modtaget indkaldelse til militæret. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at [A] skulle have vilje eller evne til at få ansøgeren indkaldt, selvom han tidligere er kasseret af helbredsmæssige grunde. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at [A], såfremt ansøgeren skulle gøre tjeneste, ville have evne til at få ham placeret i sit kompagni. Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring under mødet med nævnet om, at [A] dagen efter episoden skulle have truet med, at ansøgeren kom i hans kompagni, idet ansøgeren ikke har forklaret dette under de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Selvom det forhold, at ansøgeren er udeblevet fra en indkaldelse til militæret, er strafbart, finder nævnet, på baggrund af baggrundsmaterialet, ikke, at en straf er uforholdsmæssig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/2/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne ortodokse fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive udsat for chikane og mobning, fordi han har Downs syndrom. Han frygter også, at myndighederne vil tage sønnen fra ham. Han frygter også det lokale politi og lokalbefolkningen, da han har haft konfrontationer med dem på grund af sønnen. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget en indkaldelse til mobiliseringen i Ukraine. Han har endeligt henvist til, at han og familien har oplevet mange problemer med at krydse grænsen til Krim, efter Krim er overgået til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans ældste søn lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet blev de rådet til at overdrage sønnen til myndighederne. Da sønnen skulle starte i børnehave, blev de igen rådet til at frasige sig sønnen. Sønnen blev henvist til en speciel børnehave. Familien fik afslag på, at [sønnen] kunne komme i almindelig skole, da det blev vurderet, at han ikke var egnet til at gå i en almindelig skole. Når familien var på legepladsen, forlod de andre forældre stedet, fordi de ikke ville have, at deres børn skulle lege med ansøgerens søn. De andre børn kastede sten efter ham og spyttede på ham. Ansøgeren har flere gange kontaktet politiet, men de ville ikke hjælpe, da ansøgeren ikke kunne finde nogen vidner til episoderne. Ansøgeren blev en gang i foråret 2015 anmeldt til politiet, idet han havde slået en mand, som havde taget fat i kraven på sønnen. Der skete ikke yderligere, da familien flyttede fra Kiev til Krim, men da de kom tilbage, blev ansøgeren opsøgt af en betjent, som sagde, at ansøgeren skulle forlade området, for ellers ville sagen blive åbnet og behandlet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i foråret 2015 modtog en indkaldelse til mobilisering. Ansøgeren mødte op på rekrutteringskontoret, hvor han fik at vide, at fordi han havde fire børn, så ville de lade som om, han ikke havde været der. Ansøgeren har i forhold til problemerne med at krydse grænsen til Krim forklaret, at der er meget lang ventetid ved grænsen, hvilket er svært, når man har børn med. De kan ikke længere krydse grænsen med ukrainske nummerplader, hvorfor de ikke kan køre i deres egen bil. Den kvindelige ansøger mødte ikke op til dagens nævnsmøde trods lovlig indkaldt, idet hun ifølge advokaten følte sig ude af stand til at møde på grund af graviditet. Advokaten oplyste, at han havde fået samtykke fra den kvindelige ansøger til at fremme sagen uden hendes tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv under sagen henvist til, at hun frygter, at hendes søn […] vil blive overfaldet på gaden, og at han vil blive udsat for chikane og diskrimination. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive anholdt, fordi han tidligere er blevet opsøgt af en lokal politimand. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv over for Udlændingestyrelsen oplyst, at familien blev chikaneret og diskrimineret af lokalbefolkningen, fordi sønnen lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet prøvede personalet at presse ansøgeren til at opgive sin søn. Folk på gaden kom også hen til familien og sagde, at et barn som […] ikke hørte til på gaden blandt andre mennesker. Andre børn måtte heller ikke lege med [sønnen], og de var derfor ofte onde mod ham. Ansøgeren har herudover henvist til de samme konflikter som den mandlige ansøger. Indledningsvis skal det bemærkes, at ansøgerne og deres børn skal vurderes i forhold til Ukraine. De har alle ukrainsk pas og har opholdt sig i Ukraine forud for udrejsen. Det fremgår af de fremlagte visumansøgninger, at Kiev er angivet som hjemmeadresse. Endelig udrejste ansøgerne legalt af Ukraine. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er ukrainske statsborgere. Hverken de generelle forhold for personer med Downs syndrom eller ansøgernes oplysninger om den chikane, som de og deres børn har været udsat for, kan antages at have haft et sådant omfang og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Vedrørende den påberåbte konflikt mellem den mandlige ansøger og de lokale politimyndigheder i Kiev og på Krim må det tillægges vægt, at der ikke er rejst tiltale mod den mandlige ansøger for vold. Der er i øvrigt tale om almindelig borgerlig kriminalitet. Endvidere fremgår det af den mandlige ansøgers egen forklaring, at politiet har foretaget sagsbehandling. Den mandlige ansøger har forklaret, at han har modtaget en enkelt indkaldelse til delvis mobilisering i foråret 2015, at han henvendte sig til rekrutteringskontoret, hvor man meddelte, at man ville lade som om, at han ikke var mødt, og at ansøgeren ikke siden har hørt fra myndighederne angående dette forhold. På baggrund af reaktionen fra rekrutteringskontoret, lægger Flygtningenævnet til grund, at myndighederne ikke agter at indkalde ansøgeren. I denne forbindelse må det videre tillægges vægt, at ansøgeren ikke har erfaring med soldatertjeneste, at hans nuværende alder ligger væsentligt over værnepligtsalderen, og at det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina, Mobilisering til militæret”, fra 24. april 2015, at man vedrørende mænd i hans aldersgruppe indkalder personer, som tidligere har gjort tjeneste og som har erfaring med militæraktioner. Herudover fremgår det af samme baggrundsmateriale, at der vedrørende manglende fremmøde i stort omfang er faldet milde sanktioner som bøde eller betinget frihedsstraf. Selv når der henses til de almindelige strafferammer for udeblivelse, kan det ikke antages, at der er risiko for en uforholdsmæssig sanktion. Ansøgerne har i øvrigt været i stand til at rejse mellem Krim og fastlandet. Den omstændighed, at grænsekontrollen efterfølgende måtte være blevet skærpet er en generel foranstaltning, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne som ukrainske statsborgere findes at kunne tage ophold i Ukraine (fastlandet), enten hvor de tidligere har boet eller andetsteds. Det skal herved fremhæves, at den mandlige ansøger har oplyst, at han har arvet et hus i [X]. Det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina: Situasjonen for internt fordrevne(IDP)”, fra 18. december 2014, at man for at blive bopælsregistreret skal aflevere bevis for ejerskab eller lejekontrakt, men at selvom mange internt fordrevne ikke er bopælsregistreret på deres nye opholdssted har de alligevel haft adgang til de fleste sociale goder, som skoler, sundhed og sociale støtteordninger. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2017/1/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. . Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsborgere i Ukraine. Den mandlige ansøger etnisk hazara og muslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder, der vil anklage den mandlige ansøger for at være separatist, hvis de ser optagelserne af ham i separatisternes varetægt. Den mandlige ansøger blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor den kvindelige ansøger og deres børn allerede befandt sig. Den kvindelige ansøger blev de tre morgener efter den […] 2014, hvor den mandlige ansøger var forsvundet, opsøgt på bopælen af separatister. De bankede på døren, men gik igen, da der ikke blev svaret. Den […] 2014 blev den kvindelige ansøger uden for bopælen mødt af tre separatister, som spurgte efter ansøgernes søn. Hun sagde, at både hendes søn og ægtefælle var forsvundet, hvorefter personerne sagde, at hun skulle møde op på deres kommandocentral den følgende dag. Næste morgen den […] 2014 forlod hun og børnene bopælen, og tog ophold hos [A], hvor hun og den mandlige ansøger blev forenet. Ansøgerne og deres børn opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om separatisternes tilbageholdelse af den mandlige ansøger og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgerne findes herefter isoleret set at være berettigede til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at ansøgerne er sunde og raske og taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for tvangsmobilisering af såvel den mandlige ansøger som parrets søn og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgernes ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af den mandlige ansøger vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at den mandlige ansøger risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/9 / KIB
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine, herunder at hun frygter, at hun ikke kan vende tilbage til Ukraine, idet landet er blevet overtaget af Rusland. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet tilbageholdt og voldtaget af myndighedspersoner i Kiev, og at hun frygter på ny at blive udsat herfor samt henvist til, at hun frygter ikke at kunne få den nødvendige beskyttelse fra myndighederne i Kiev. Hun har videre oplyst, at hun ikke kan leve i Ukraine, da hun ikke kan få et arbejde, og fordi byen er blevet bombet. Hun ved ikke, hvor hun skal bo. Hun har ikke noget netværk i Ukraine. Hun ved ikke, hvor hendes moder er, og hendes fader er død for 20 år siden. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for de konflikter, som hun nu påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet to helt forskellige forklaringer om voldtægtsforholdet, og at ansøgeren ved sin første forklaring til de danske myndigheder forklarede, at hun søgte asyl på grund af krigen, at der ikke var andre grunde til, at hun frygtede at vende tilbage, og at hun ikke havde konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sine familieforhold til grund. Hun har således afgivet tre forskellige forklaringer om sin faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ukraine er af en sådan karakter, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Ukraine. Ansøgeren har således ikke behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, ansøgeren påberåber sig, er ikke af en sådan karakter, at de er omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/8/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske russere og russisk ortodokse af trosretning fra Lugansk området i Ukraine. Den mandlige ansøger har været medlem af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, siden omkring 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv begge henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af ukendte støtter af Viktor Yanokovychs regering. De har videre henvist til, at de ikke kan tage ophold i Ukraine, fordi de er etniske russere, og at de tillige frygter tvangsmobilisering, idet alle i alderen mellem 18 og 60 år bliver indkaldt af myndighederne i Ukraine. Den mandlige ansøger begyndte i forbindelse med præsidentvalget i 2010 offentligt at advokere imod valget og blev af den grund degraderet på sin arbejdsplads. Han kom via den kvindelige ansøgers arbejdsplads i kontakt med den lokale leder af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, som han meldte sig ind i. Han startede med at uddele løbesedler, men blev senere forfremmet til at organisere uddelingen af løbesedlerne. Efter et folkemøde [i foråret] 2012 blev ansøgeren anholdt af politiet og udsat for vold. Han blev løsladt morgenen efter uden at blive sigtet eller stillet for en dommer. Under den mandlige ansøgers tilbageholdelse blev den kvindelige ansøger opsøgt på bopælen af ukendte personer, som truede hende og bad hende meddele den mandlige ansøger, at han skulle stoppe med sine politiske aktiviteter. De slog og sparkede hende, så hun blev bevidstløs. Den mandlige ansøger fortsatte sit politiske arbejde, og omkring medio maj 2012 blev den kvindelige ansøger på ny opsøgt af to af de samme mænd som tidligere, som truede hende på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. [Senere i foråret] 2012 satte ukendte personer ild til deres hoveddør om natten. [I efteråret] 2012 blev den mandlige ansøger overfaldet på vej hjem fra et partimøde, hvor han blev ført hen til en gyde, hvor der holdt en bil parkeret. Der kom tre personer ud af bilen, som udsatte ham for fysiske overgreb og beordrede ham til at stoppe med sine politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger hjalp ham efterfølgende op i lejligheden efter at være blevet hentet af en nabo. Dagen efter rejste de hjem til den mandlige ansøgers forældre. Forældrene blev herefter opsøgt på grund af den mandlige ansøgers forhold, hvorefter ansøgerne besluttede sig for at udrejse af Ukraine. Forældrenes bopæl er senest blevet opsøgt i [sommeren] 2015, hvor forældrenes nabo henvendte sig til dem og udviste interesse for den mandlige ansøgers opholdssted. Faderen er ydermere blevet opsøgt på torvet af ukendte personer i militæruniformer, der ligeledes gerne ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund og finder herefter, at ansøgerne isoleret set er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at de er et relativt ungt par – uden børn – der efter det oplyste er uden alvorlige helbredsmæssige problemer, og at de taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for dels tvangsmobilisering, dels forfølgelse af dem som etniske russere findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/7/SLN
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine samt familie. Indrejst i 2014. Flygtningenævnets udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har været politisk aktive og har begge deltaget i flere demonstrationer i Donetsk, men ansøgernes asylmotiv vedrører ikke politiske forhold. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af forbryderen [V] og hans folk, idet ansøgeren tidligere har anholdt ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgeres asylmotiv. Den mandlige ansøger var i [slutningen af] 2006 som politibetjent med til at anholde to kriminelle ved navn [V] og [M] for besiddelse af narko og våben. Dagen efter anholdelsen blev han opsøgt af de anholdtes advokat, som indirekte tilbød ham 100.000 USD for at forfalske anholdelsesrapporterne, hvilket han afviste. Inden sagen kom for retten i [sommeren] 2007 forsvandt flere beviser fra politiets varetægt. [V] blev idømt fem års fængsel. I 2007 eller 2008 begyndte ansøgeren at modtage mærkelige sms’er, der handlede om, at han skulle betale penge, og han modtog i de følgende år tre til fire sms’er årligt. Han fandt om de første sms’er ud af, at de kom fra det arresthus, hvor [V] sad fængslet. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens ægtefælle overfaldet af fem personer på vej til banken, hvor hun blev udsat for vold og fik frarøvet sin taske med forskellig valuta svarende til 20.000 euro. Ægtefællen var hospitalsindlagt i 21 dage, og overfaldet blev anmeldt til politiet. I foråret 2014 flyttede ansøgeren og familien til Sadivnycha, hvor de flere gange oplevede overfald. Ansøgeren modtog [ en sommerdag i] 2014 kl. 07 om morgenen en sms, hvori der stod, at ” Vi skal nok finde jer og slå jer ihjel bandera-svin, så bed til Gud”. Ansøgerne udrejste næste dag af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøger under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på centrale punkter, herunder om, hvem han var med til at anholde i 2006, hvor lang en straf de anholdte blev idømt, hvem der blev dømt, og hvornår ansøgeren begyndte at modtage sms’er med trusler. Den mandlige ansøger har således oplyst i asylansøgningsskemaet, at nogle narkohandlere, som under hans medvirken blev anholdt i 2006, hver blev idømt 10 års fængsel, og at ansøgeren efter løsladelsen af disse personer i 2011 begyndte at modtage sms’er med trusler om drab m.v. Ansøgeren har derimod under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at kun [V] modtog dom og kun på fem års fængsel, hvorimod [M] blev frifundet. Ansøgeren har under flere samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet forklaret, at han var med til at anholde både [V] og [M], hvorimod han til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har oplyst, at han kun anholdt [V]. Ansøgeren har – i modsætning til det oplyste i asylansøgningsskemaet – i øvrigt oplyst under asylsagens behandling, at han begyndte at modtage sms’er med trusler i 2007 eller 2008. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/6/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Kramatorsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af personer, som ønsker oplysninger om [R], som hun var kæreste med i halvandet år til [foråret] 2008. Hun boede dengang i hans dyre lejlighed. [R] havde på daværende tidspunkt en højtstående stilling i anklagemyndigheden i [en navngiven by]. I [efteråret] 2013 blev [R] udnævnt til vicestatsadvokat i [en navngiven by]. [R] opholder sig formentlig nu i Rusland. Da hun havde et forhold til [R], bemærkede hun, at han havde indflydelsesrige og kendte venner, herunder [V og A], samt at [R] og hans chef var korrupte og således udnyttede deres position til uberettiget at skaffe sig store formuer. Ansøgeren kendte ikke så meget til detaljerne. Hun havde sine egne indtægter fra sit arbejde i et byggefirma. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af en mand, som hun ikke kendte. Manden spurgte til [R]. [I vinteren] 2014 rettede to hende ubekendte mænd henvendelse til hende. De kendte hendes navn og forlangte oplysninger om [R]. Under samtalen blev hun holdt fast ved nakken. Det var som om, at hun var ved at blive kvalt. Hun fik at vide, at hun ikke måtte kontakte [R] eller politiet. Da hun dagen efter forsøgte at anmelde episoden til politiet, fik hun at vide, at den lokale betjent ikke var til stede, og at politiet derfor ikke kunne tage imod anmeldelsen. Senere samme dag tog to andre mænd fat i hende. De sagde, at de vidste, at hun havde henvendt sig til politiet. De viste et ID dokument, og ansøgeren formodede derfor, at de kom fra myndighederne. De vidste, at hun havde mødtes med [R] i [vinteren] 2012. Under samtalerne sagde ansøgeren, at hun ikke vidste noget, hvilket i vidt omfang var rigtigt. Hun frygtede for konsekvenserne ved at forklare om [R] og var herunder bange for [R]s venner, hvoraf flere fortsat har magt. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren endvidere kontaktet af en bank, som i strid med sandheden påstod, at hun havde lånt over 1.000 dollars af dem i Vestukraine. Hun forsøgte senere på måneden forgæves at anmelde bankens adfærd til politiet i Kiev, hvor hun imidlertid blev afvist uden for kontoret. [I foråret] 2014 tog en mand i Kiev fotos af ansøgeren og hendes veninde. Den pågældende greb endvidere fat i ansøgerens arm og spurgte hende, om hun troede, at hun kunne gemme sig i Kiev. Manden sagde, at han vidste, at hun havde været hos politiet i Kiev. Han oplyste, at [R]s bande var flygtet til Rusland og sagde truende, at hun skulle komme med oplysninger om [R]. Ansøgeren blev også herudover udsat for diverse former for chikane. Der blev endvidere sendt sms’er til hendes forretningsforbindelser, hvor der urigtigt stod, at hun ikke længere arbejdede. [I foråret] 2014 rejste ansøgeren legalt til Danmark, hvor hendes kæreste bor. Det var oprindeligt hendes mening at rejse tilbage til Ukraine. Hun udskød i [foråret] 2014 tilbagerejsen på grund af krigshandlingerne i Ukraine, og hun fik i [sommeren] 2014 forlænget sit visum til [efteråret] 2014 under henvisning til borgerkrigen. Imens hun var i Danmark ringede hendes moster, som var som en moder for hende. Mosteren oplyste, at hun var blevet opsøgt af ukendte personer. Første gang i [sommeren] 2014 og anden gang [i efteråret] 2014. Personerne forlangte oplysninger om ansøgeren, og ansøgeren søgte derfor asyl [i efteråret] 2014. Mosteren modtog endvidere [to gange i efteråret] 2015 indkaldelser, hvorefter ansøgeren skulle møde på anklagemyndighedens kontor og afgive forklaring som mistænkt for at have begået grov økonomisk kriminalitet. Mosteren blev selv i samme periode indkaldt til at afgive vidneforklaring mod ansøgeren. Mosteren mødte frem og fik at vide, at [R] var mistænkt for at have begået grove økonomiske forbrydelser, og at ansøgeren var mistænkt for at have hjulpet [R]. Ansøgeren går ud fra, at myndighederne håber at kunne arrestere [R] eller få konfiskeret de illegale formuer, og at de mener, at de muligvis kan opnå det ved at lægge pres på hende som sket. Hun kan ikke forvente at blive behandlet retfærdigt hos anklagemyndigheden og senere i retten og frygter, at hun uberettiget vil blive idømt en meget lang fængselsstraf. Ansøgeren har fremlagt kopi indkaldelsesskrivelserne, som myndighederne har givet til mosteren. Endvidere har hun fremlagt papirer vedrørende en sag, hvor hun angiveligt skylder et større beløb. Ansøgeren mener, at den sag kan have sammenhæng med kravet fra førnævnte bank. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaringer om de faktiske omstændigheder i væsentligt omfang kan lægges til grund, herunder at der i Ukraine verserer efterforskning rettet mod en person, som havde en højtstående stilling under det tidligere styre, og som ansøgeren var kæreste med for 8-10 år siden. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag til at afvise, at ansøgeren primo 2014 flere gange uformelt blev opsøgt af personer, som ville have hende til at fremkomme med oplysninger om [R] samt at de pågældende i den forbindelse fremtrådte hårdhændet. De pågældende præsenterede sig ikke, og ansøgeren ved ikke, hvem de er. Uanset om de pågældende har haft en vis tilknytning til det nuværende styre i Ukraine eller eventuelt har optrådt på mere privat basis lægger flertallet vægt på, at ansøgeren ikke selv har opfattet henvendelserne mere alvorligt, end at hun har rettet henvendelse til politiet i Ukraine, samt at hun oprindeligt havde til hensigt at rejse tilbage til Ukraine, uanset disse henvendelser. Oplysningerne om henvendelsen til mosteren i sensommeren 2015 er usikre og må i vidt omfang vurderes på samme måde, som henvendelserne til ansøgeren. For så vidt angår de fremlagte indkaldelser til at afgive forklaring på anklagemyndighedens kontor bemærker flertallet, at ansøgeren, uanset baggrundsoplysninger om korruption og andre problemer i Ukraine, ikke har sandsynliggjort, at hun under afhøring af anklagemyndighed og i givet fald under eventuel senere retsforfølgning konkret vil blive udsat for uretfærdig rettergang eller anden form for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Allerede af den grund finder flertallet ikke, at sagen skal udsættes med henblik på ægthedsvurdering af de pågældende indkaldelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/5/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt til fronten, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han sammen med sin ven Sergej […] i Kiev deltog i en demonstration mod præsident Janukovitjs. De var taget til demonstrationen, fordi de forinden havde fået oplyst, at de kunne modtage betaling for at deltage. [Fire dage senere] eskalerede situationen i Kiev, og der kom snigskytter til området. Politiet begyndte at anholde personer, som deltog i kampene, og ansøgeren samt andre begyndte at filme urolighederne med deres mobiltelefoner. Dernæst begyndte myndighederne at anholde de personer, som havde filmet. Ansøgeren blev pågrebet og hevet hen til en minibus. Han og fire andre tilbageholdte blev herefter kørt til en landsby i udkanten af Kiev, hvor de blev ført ind i et tomt hus. Her blev de beordret til at tage deres tøj af. De blev kropsvisiteret, ligesom de blev slået og hånet. Myndighederne tog hans pas og telefon, og han blev beskyldt for at modarbejde regimet og for at være spion. De tilbageholdte fik efterfølgende bundet deres hænder og fødder med tape og placeret på gulvet. Næste morgen modtog vagten et telefonopkald. Han kom kort efter og sagde, at han gik, men at han ville komme tilbage. Efter vagten var gået, lykkedes det for ansøgeren og de fire andre tilbageholdte at sparke en rude itu og ved hjælp af glasskårene skære sig fri, hvorefter de flygtede. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kiev, hvor han opholdt sig i en dag. Dernæst tog han sammen med sin ven Sergej, som ikke havde været tilbageholdt, til Lutsk, hvor de i en dag boede på et hotel. Efterfølgende boede ansøgeren i en lejelejlighed. Ansøgerens kæreste fortalte ansøgeren, at nogle mistænkelige personer forsøgte at opsøge ham på deres fælles bopæl i Kharkov. Personerne, der ankom i en sort bil, præsenterede sig ikke som værende fra politiet. Ansøgeren formoder, at personerne havde i sinde at tage ham med til fronten for at kæmpe. Omkring [medio forår] 2014 blev hans bopæl ransaget af nogle uniformerede politibetjente, ligesom kæresten lagde mærke til, at der holdt en bil i nærheden af bopælen, og at hun blev overvåget. Ansøgeren opholdt sig i Lutsk i fem til seks måneder, inden han i sommeren 2014 udrejste af Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at den del af hans forklaring, hvorefter personer omkring halvandet år efter de påståede seksuelle overgreb i Kiev skulle have forevist en film af dette i et beboelsesområde i ansøgerens hjemby Kharkov, forekommer usandsynlig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han, der forekommer uprofileret, ved en tilbagevenden til Ukraine ville være i konkret og individuel risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/4/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Ukraine, som ukrainsk statsborger. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien, hvor hun i [midten af 00’erne] blev syrisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi hun er kristen. Ansøgeren frygter videre de generelle forhold i Syrien, herunder at hun vil blive kidnappet af den Frie Syriske Hær, fordi hun er læge. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tvunget til at arbejde som læge for hæren. Ansøgeren frygter videre, at hun vil blive retsforfulgt på grund af dobbelt statsborgerskab. Ansøgeren frygter endelig, at hendes [børn] vil blive chikaneret, fordi de er mørke i huden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, som er syrisk statsborger, i [80’erne] på universitet i Ukraine. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien med sin ægtefælle og ældste [barn]. Ansøgerens ægtefælle er muslim, og familien fejrede både kristne og muslimske højtider. I [midten af 00’erne] blev ansøgeren syrisk statsborger. I [slutningen af 00’erne] henvendte ansøgeren sig på den ukrainske ambassade i Damaskus, fordi hun ønskede at få [sit barn] skrevet ind i sit ukrainske pas. På ambassaden fik ansøgeren oplyst, at [barnet] ikke kunne blive indskrevet i passet, fordi hun var syrisk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov, at man ikke kan have dobbelt statsborgerskab i Ukraine. I sommeren 2011 var der indbrud på ansøgerens laboratorium, hvor der blev udøvet hærværk med henvisning til, at ansøgeren var kristen. I foråret 2012 trængte først den Frie Syriske Hær og senere det syriske regimes hær ind på ansøgerens bopæl i forbindelse med generelle ransagninger. I 2012 og [i vinteren] 2013 blev der malet henholdsvis et kors og noget der kunne ligne en gris på døren til laboratoriet. Ansøgeren flygtede med [sit barn] i 2014 på grund af krigen i Syrien. I Ukraine har man som læge pligt til at arbejde for hæren indtil man fylder 50 år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om hendes faktiske oplevelser i Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, hun har været udsat for, har haft en sådan intensitet, at den kan betragtes som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sine konkrete forhold vil være individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb som følge af de generelle forhold. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ligeledes skal vurderes i forhold til Ukraine. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er født i Ukraine som ukrainsk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov af 18. januar 2001 med efterfølgende ændringer, at selvom Ukraine principielt ikke tillader dobbelt statsborgerskab, bortfalder det ukrainske statsborgerskab ikke automatisk, når en person opnår statsborgerskab i et andet land, idet det fremgår, at det ukrainske statsborgerskab i sådant tilfælde først bortfalder efter en særlig præsidentiel beslutning. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren fik sit ukrainske pas tilbageleveret, da hun i [midten af 00’erne] var på den ukrainske ambassade. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ikke fortsat skulle være ukrainsk statsborger. Da det fremgår af statsborgerskabslovens § 7, at ukrainsk statsborgerskab erhverves automatisk ved fødslen, hvis en af forældrene er ukrainsk statsborger, er det heller ikke sandsynliggjort, at hendes [barn] ikke også skulle have ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan kræves af ansøgeren, at hun selv eller hendes [barn] skal opgive deres syriske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ukrainske myndigheder vil kræve dette som betingelse, for at ansøgeren og [barnet] kan opretholde deres ukrainske statsborgerskab. Herefter og idet det ikke findes sandsynliggjort, at ansøgeren har konflikter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til Ukraine stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/3/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og i værste fald slået ihjel af den nationalistiske organisation Højre Sektor. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter fængselsstraf fra den ukrainske regering, da han har nægtet at udføre militær tjeneste. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er forfulgt på baggrund af sin tro, idet hans tro er baggrund for, at han ikke må deltage i militære aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] fik en indkaldelse til mobilisering, hvorfor han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte op på rekrutteringskontoret i Konotop. Her forklarede ansøgeren, at han tilhørte Jehovas Vidner, hvorfor han ikke havde mulighed for at deltage i militærtjeneste. Medarbejderen på rekrutteringskontoret fastholdte uagtet, at ansøgeren skulle gennemføre en lægeundersøgelse. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev lægeundersøgelsen udført. [Dagen efter at lægeundersøgelsen blev udført] afleverede ansøgeren sit resultat fra lægeundersøgelsen på rekrutteringskontoret, og ansøgeren blev orienteret om, at han skulle møde op på rekrutteringskontoret igen den [to dage herefter] for at blive sendt i militærtjeneste. Ansøgeren mødte imidlertid ikke op [efter de to dage]. [Dagen efter at ansøgeren skulle være mødt op] blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra rekrutteringskontoret med ordre om, at ansøgeren skulle give møde. Ansøgeren protesterede, idet hans tro forhindrede ham heri. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] opsøgte ansøgeren imidlertid chefen for rekrutteringskontoret, som han spurgte om muligheden for at aftjene alternativ tjeneste. Chefen for rekrutteringskontoret afviste denne mulighed, idet han henviste til, at dette ikke var en mulighed, så længe der fandt krigshandlinger sted på Ukraines territorium. Chefen henviste også til, at man på nuværende tidspunkt mobiliserede personer med militær uddannelse, hvilket ansøgeren havde. Ansøgeren er [nærmere angiven militærrang samt kvalifikationer] og afsluttede i [årstal] sin uddannelse på [nærmere angivet militærskole]. Chefen henviste endelig til, at ansøgerens religiøse overbevisning udelukkende hørte under hans personlige anliggender. Ansøgeren fik herefter besked på, at han inden for ti dage skulle møde op på et opsamlingssted. Da ansøgeren imidlertid ikke mødte op [efter de ti dage], blev ansøger telefonisk orienteret om, at der ville blive rejst en straffesag imod ham. Ansøgeren protesterede og henviste til sin tro som Jehovas Vidne. Efterfølgende, [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], blev ansøgerens arbejdsplads opsøgt af myndighederne. Myndighederne har endvidere opsøgt ansøgerens bopæl [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] samt [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren var ikke hjemme nogen af dagene. [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren opsagt fra sin arbejdsplads. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens kirke opsøgt af myndighederne og folk fra organisationen Højre Sektor. Ansøgeren blev i den forbindelse kontaktet telefonisk af nogle af sine trosfæller, og fik at vide, at der var nogle der ledte efter ham, hvorfor han skyndte sig hjem til sin bopæl, hvor han pakkede nogle ting og tog hjem til nogle trosfæller. [To dagen efter at ansøgerens kirke var blev opsøgt] blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en mand, der præsenterede sig selv som aktivist fra Højre Sektor. Han truede ansøgeren med, at såfremt ansøgeren og hans søn ikke forsvarede deres land, ville de blive dræbt. [To nærmere angivne dage i sommeren 2015] blev ansøgeren ringet op, men han undlod at svare på opkaldene. [De to samme navngivne dage] blev ansøgerens bopæl ligeledes opsøgt, men ansøgeren var ikke hjemme, hvilket hans svigermor dog var. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] udrejste ansøgeren og hans søn af Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans søns påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgeren har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans søn. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens svigermor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgeren vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgeren. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans søn, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans søns forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans søn i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans søn forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans søn påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/24/MJM.
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevende til Ukraine frygter, at han og hans far vil blive dræbt af Højre Sektor, idet Højre Sektor sagde til ansøgerens far, at kujoner som dem ville blive hængt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive sat i fængsel, idet han nægtede at udføre militærtjeneste, og blev sigtet som resultat heraf. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har oplevet en konflikt i form af afstandtagen og chikane i militærlejren som følge af sin tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans far [en nærmere angivet dag i foråret 2015], på sit universitet, fik besøg af en mand fra militærets rekrutteringskontor. Ansøgeren blev indkaldt til en lægeundersøgelse. Ansøgeren oplyste i denne forbindelse, at han tilhørte Jehovas Vidner. [En nærmere angivet dag i foråret 2015] blev lægeundersøgelsen uagtet dette gennemført. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte ansøgeren op på rekrutteringskontoret med en skriftlig ansøgning om alternativ militærtjeneste, grundet sin religiøse overbevisning. Dette blev imidlertid ikke imødekommet. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren beordret til at starte militærtjeneste. Ansøgeren fik træning i førstehjælp og kortlæsning. I træningen indgik der både teoriundervisning samt praktiske opgaver. Da ansøgeren, engang i [sommeren 2015], nægtede at udføre visse af opgaverne, blev han sat til at tømme toiletter, ligesom han blev udsat for fysisk vold. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] nægtede ansøgeren at aflægge faneeden. Ansøgeren nægtede dette på grund af sin tro. En befalingsmand fratog herefter ansøgerens papirer, og ansøgeren fik besked på, at han skulle møde op hos statsadvokaten [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren mødte ikke op, og blev derfor ringet op af en mand, der fortalte ansøgeren, at han ville blive tiltalt efter den ukrainske straffelovs § 336 for at desertere. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte tre personer op på ansøgerens bopæl. En var militærklædt, en var i politiuniform og en var civilklædt. Idet ansøgeren var til gudstjeneste med sin far, var det kun ansøgerens mormor, der var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af en af deres trosfæller, som fortalte, at tre personer var mødt op i Jehovas Vidner lokaler for at finde ansøgeren og hans far. De skyndte sig herefter til deres bopæl, samlede deres ting og tog ophold hos nogle trosfæller. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af folk, der præsenterede sig som Højre Sektor, og han modtog trusler om, at ansøgeren og hans far ville blive hængt. [Dagen efter, at ansøgerens far havde modtaget trusler] tog ansøgerens far ophold hos nogle andre af deres trodsfæller. [Dagen efter at ansøgerens far tog ophold hos nogle af deres trosfæller] fik ansøgeren og hans far mulighed for at udrejse af Ukraine, men valgte imidlertid at blive i landet, da de håbede at finde ansøgerens mor, som var forsvundet i [ sommeren 2015]. Henholdsvis [to nærmere angivne datoer i sommeren 2015] modtog ansøgeren og hans far opkald men undlod at tage telefonen. Herudover blev ansøgeren og hans fars bopæl opsøgt endnu engang i løbet af [sommeren 2015], hvor kun mormoren var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] forlod ansøgeren og hans far Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans fars påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgerens far har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans far. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens mormor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgerens far vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgerens far. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens mor tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans far, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans fars forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans far i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgerens far tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgerens far har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring selv været knyttet til Jehovas Vidner siden begyndelsen af 2014. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens far påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans far forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans far påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/23/MJM.
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra [by], Armenien. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af det ukrainske militær eller af pårørende til de dræbte soldater eller at blive straffet for desertering og landsforræderi, som han ikke er skyldig i. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er etnisk russer, og at han siden 2000 har været professionel soldat i det ukrainske militær. Han blev i [sommeren] 2014 sendt til frontlinjen i Lugansk, hvor han blandt andet fungerede som operativvagt-kommandør for sin enhed. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren sendt til frontlinjen i [område], hvor han var operativ vagt. Den [foråret] 2015 blev en gruppe ukrainske soldater beskudt og dræbt af fjenden. Den efterfølgende dag blev ansøgeren beskyldt for at have lækket oplysninger omkring de dræbte soldaters position, og en militæranklager hentede ansøgeren til afhøring i [by]. Under afhøringen bad anklageren ansøgeren om at nedfælde en opdigtet forklaring, som indebar en tilståelse, hvilket ansøgeren afslog, hvorefter han blev låst inde i en celle. Dagen efter nægtede ansøgeren fortsat at skrive en falsk forklaring, og han blev løsladt og sendt tilbage til frontlinjen. Ansøgeren og en gruppe soldater blev sendt til fronten ved [område]. Ti minutter efter blev ansøgeren beskudt af nogle af sine egne soldater. Han flygtede ned i en kælder, hvor der var en kompagnileder. Senere samme dag rapporterede ansøgeren til sin overordnede, hvad der var hændt, og de soldater, som beskød ansøgeren, blev indkaldt til samtale, hvor de benægtede det hele. Den efterfølgende dag flygtede og deserterede ansøgeren fra det ukrainske militær. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at ansøgerens forklaring, der har været meget detaljeret, har virket selvoplevet og troværdig. Flertallet finder endvidere, at forklaringen ikke kan afvises som usandsynlig. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren er blevet beskyldt for landsforræderi, at han har en uafsluttet sag herom, og at han er deserteret. Endvidere har ansøgeren sandsynliggjort, at personer i militæret ønsker at dræbe ansøgeren, enten fordi de pågældende mener, at han er skyld i, at soldaterne blev dræbt, eller fordi de ønsker at undgå selv at blive afsløret. Videre finder flertallet, at ansøgerens situation har sammenhæng med hans russiske etnicitet. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/22/SSM
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Den mandlige ansøger har tillige afghansk statsborgerskab. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Han blev i 2004 meddelt statsborgerskab i Ukraine. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks af trosretning fra Lugansk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans ægtefælle vil blive dræbt som følge af, at hans ægtefælle er kristen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive arresteret og slået ihjel af sikkerhedspolitiet (SBO), idet han flygtede i forbindelse med, at myndighederne ville arrestere ham, som følge af, at de mistænkte ham for at være terrorist. I forbindelse hermed havde han afleveret sit indenrigspas, som myndighederne derfor er i besiddelse af. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Ukraine frygter at hendes mand bliver slået ihjel af den ukrainske sikkerhedstjeneste. Ansøgeren frygter ligeledes for deres liv grundet krigen i Donbass. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger isoleret set risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den mandlige ansøger kan henvises til at rejse til Afghanistan uden sin ægtefælle og børn, og under henvisning til den kvindelige ansøgers religion og etnicitet finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at såvel den mandlige ansøger som den kvindelige ansøger, hvis de som familie rejser til Afghanistan, vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet i forhold til Ukraine til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringerne har fremstået troværdige og selvoplevede, og uanset mindre divergenser også konsistente gennem hele sagens forløb. Flygtningenævnets flertal kan således lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev stoppet af to betjente på en bazar, at betjentene efter at have modtaget hans indenrigspas, hvoraf det fremgik, at han er fra Afghanistan og havde bopæl i Lugansk området, beskyldte ham for at være oprører og forsøgte at anholde ham, til grund. Flertallet kan videre lægge til grund, at det lykkedes den mandlige ansøger at flygte, men at han ikke fik sit indenrigspas med, og at ansøgernes bopæl senere blev ransaget. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som konsekvens heraf er også den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, idet der er tale om myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/21/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainsk og kristen ortodoks fra […], Ukraine. Ansøgeren har været politisk aktiv, idet hun har været med til at arrangere en demonstration mod den ukrainske regerings varslede mobiliseringer i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive anholdt og fængslet af den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU), idet de beskylder hende for at støtte separatisterne økonomisk og opbevare våben for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes problemer begyndte, efter at hun på opfordring fra en gammel veninde havde været med til at arrangere en fredelig demonstration mod de ukrainske myndigheders omfattende mobiliseringer. Demonstrationen [i vinteren] 2015 ved atomkræftværket i byen landsbyen […]. Forud for demonstrationen havde ansøgeren og veninden afleveret en ansøgning om tilladelse til at gennemføre demonstrationen til landsbyrådet. Hverken ansøgeren eller veninden havde underskrevet ansøgningen, der var udarbejdet af en organisation. Ansøgeren lavede plakater og deltog i det praktiske arbejde med afvikling af demonstrationen. Omkring to uger efter demonstrationen begyndte hun at modtage telefonopkald. I starten ringede de om natten og sagde ingenting. Senere begyndte de også at ringe om dagen og fremsatte trusler mod ansøgeren. Ansøgeren forsøgte forgæves at få politiet til at modtage en anmeldelse. Ansøgeren blev endvidere overvåget af to unge mænd, der stod uden for hendes opgang. En ukendt dato var ansøgeren på vej fra supermarkedet, hvor to mænd gik op på siden af ansøgeren. De talte om hende, men lod som om, hun ikke var til stede. De sagde, at hun skulle blive hjemme og ikke arbejde imod Ukraine. Et par dage før [samtalen i SBU i foråret] 2015 blev hun telefonisk indkaldt til en samtale hos SBU. Hun blev udspurgt i en venlig tone. De to mænd, der afhørte hende ville høre om demonstrationen. De to SBU folk kendte ikke til, at ansøgeren havde samlevet med […] i Donetsk. Hun oplyste herom, da hun blev udspurgt om sine generalia. Først herefter begyndte mændene at interessere sig for [ansøgerens afdøde samlever] og hendes ophold i Donetsk. Det var tydeligt, at de ønskede at tale med hende igen. 10-14 dage efter [den første afhøring i foråret] 2015 blev ansøgeren igen afhørt af SBU. Hun blev primært afhørt om sin deltagelse i demonstrationen [i vinteren] 2015, og afhøringen foregik i en brutal form, idet ansøgeren fik bundet sin hænder på ryggen og blev slået i baghovedet. SBU truede ansøgeren med otte års fængsel for hverdagsseparatisme. Ansøgeren har videre anført, at hun efterfølgende forsøgte at anmelde episoderne med SBU til politiet, men at hun blev afvist, da politiet oplyste, at de ikke kunne gøre noget, da SBU var over dem i hierarkiet. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at hun på opfordring fra en gammel veninde hjalp til med praktiske opgaver i forbindelse med en mindre demonstration vendt mod mobiliseringen. Demonstrationen, der var en lovligt anmeldt demonstration, fandt sted i en mindre landsby beliggende ca. 100 km. fra […]. Ansøgeren har i forbindelse med afviklingen af demonstrationen indtaget en relativt perifer rolle, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens aktiviteter i forbindelse med demonstrationen har kunnet give anledning til de natlige telefonopkald, overvågningen og chikanen, som ansøgeren har forklaret fandt sted. Ansøgeren har forklaret, at hun [ i foråret] 2015 var indkaldt til samtale hos SBU. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at SBU afhørte hende om demonstrationen, og at SBU først efter, at ansøgeren selv havde forklaret om sine personlige forhold, herunder om samlivet med […] begyndte at interessere sig herfor. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at dette forhør vedrørte [samleverens] virke og ansøgerens og [samleverens] samarbejde. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev indkaldt til en yderligere afhøring hos SBU, og at hun i den forbindelse blev udsat for en hårdhændet afhøring, og at hun fik hænderne bundet på ryggen og tildelt slag i baghovedet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der afhørte hende i forbindelse med denne sidste afhøring. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de var de samme to mænd, der afhørte hende begge gange, og at der under den anden afhøring kom yderligere en mand tilstede, da hun blev bundet og slået. Her over for står at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der var tre personer tilstede, hvoraf den ene var en af mændene, der havde deltaget i den første afhøring. Ansøgeren har videre udbyggende forklaret, at hun under den anden afhøring blev forelagt et dokument, som man ville have hende til at underskrive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/20/LRN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra […] i regionen Ivano-Frankovsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i landet, herunder chikane og eventuelle overgreb mod muslimer og deres familier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det er usikkert at vende tilbage til Ukraine som følge af den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland. Hun frygter, at hun og familien vil blive skadet eller slået ihjel på grund af de kamphandlinger, der finder sted i landet. Ansøgeren har videre oplyst, at forældrene er vendt tilbage fra Grækenland til Ukraine, og ansøgeren har andre slægtninge, som fortsat er bosiddende i Ukraine. Hun ønsker ikke at vende tilbage til sit hjemland, da hun vil være sammen med sin forlovede, som har fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun udrejste fra hjemlandet til Grækenland i 2005, hvor hun tog ophold frem til 2009, hvorefter hun udrejste til Syrien, hvor hun har opholdt sig frem til sin udrejse i 2014. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at grunden til ansøgeren og sønnen forlod Syrien skyldes de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det medfølgende mindreårige barn vil kunne opnå statsborgerskab i Ukraine. Selvom nævnet lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn vil kunne opleve chikane som følge af hendes faste samliv med en muslim, har ansøgeren ikke godtgjort, at dette vil have et omfang og en intensitet, at dette kan begrunde asyl. Ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/2/LRN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne fra byen Sverdlovsk i Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sat i fængsel, fordi han er mistænkt for at have kæmpet på separatisternes side. Den mandlige ansøger frygter endvidere at skulle kæmpe mod sine forældre i Sverdlovsk, fordi han er indkaldt til militærtjeneste. Han frygter også, at separatisterne vil slå ham og hans familie ihjel, fordi han har været vidne til, at de har slået folk ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i [sommeren] 2014 var på vej fra Sverdlovsk til Lugansk med sin familie. De kørte med en bus, som blev stoppet af separatister, og ansøgeren blev ført ud af bussen sammen med seks andre mænd. De blev taget med til separatisternes lejr, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i et hul i jorden, og under tilbageholdelsen blev han slået og hånet. Efter to uger i lejren skulle ansøgeren begrave et lig. Ansøgeren overmandede i den forbindelse en af vagterne og flygtede herefter fra lejren. Ansøgeren gik i to dage, hvorefter han ankom til Lugansk. Herfra kørte han med toget til Kiev. Da ansøgeren ankom til Kiev, kontaktede han politiet for at få beskyttelse. Idet ansøgeren ikke havde nogen papirer på sig, blev han tilbageholdt af politiet. Under tilbageholdelsen blev han slået af politiet og af personer fra efterretningstjenesten SBU. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans ven afleverede 15.000 UAH til politiet, og fordi ansøgeren skrev under på en indkaldelse til hæren. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af SBU, som tilbageholdt ansøgeren i to dage. Ansøgeren blev løsladt, idet hans ven afleverede ansøgerens bil som betaling herfor. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til Lvov og boede hos den kvindelige ansøgers onkel. [I sommeren] 2014 søgte de om visum til Danmark, hvilket de fik den [i sommeren] 2014. De udrejste [i sommeren] 2014. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne på det tidspunkt valgte at forlade Kiev og rejse mod Sverdlovsk, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at området netop på det tidspunkt var præget af uroligheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren, efter angiveligt at have opholdt sig i fangenskab hos separatisterne i to uger, undlader at kontakte sin ægtefælle, da han kommer tilbage til Kiev. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der må anses for veluddannet, i sit asylansøgningsskema alene henviser til manglende beskyttelse fra myndighedernes side, og at han kun mødte afpresning og trusler om fængsling. Han skrev ikke, at han faktisk blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ventede med at udrejse i omkring 14 dage efter at have opnået visum, og at de herefter har kunnet udrejse legalt. Nævnet bemærker, at risikoen for strafforfølgelse ved den mandlige ansøgers tilbagevenden til Ukraine, på grund af hans manglende fremmøde ved registrering med henblik på militærtjeneste, ikke kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos responsnotat af 24. april 2015 om ”Ukraine: Mobilisering til militæret,” at straffen for at unddrage sig mobilisering ved ikke at møde op til registrering ved første gangs udeblivelse sanktioneres med en bødestraf på 170-510 UAH, og ved anden gangs udeblivelse en bøde på 510-1700 UAH. Nævnet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv direkte er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv, finder nævnet herefter, at begge ansøgere ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/19/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra landsbyen […] i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militæret på grund af krigssituationen i landet, og at hun som konsekvens heraf vil dø. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter chikane og vold fra lokalbefolkningen, fordi hun er flygtet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun har mistet sit pas. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes navn stod på den liste, som blev afleveret til hendes arbejdsplads af myndighederne, og som skulle sammenlignes med ledelsens liste over ansatte. Ansøgeren blev fortalt af en sekretær ved navn […], at en sådan liste normalt betyder, at personerne på listen skal indkaldes til militæret. Ansøgeren har læst på internettet, at også kvinder bliver indkaldt. Ansøgeren tror, at hun er i særlig risiko, fordi hendes navn stod på listen, og fordi hun er sygeplejerske. Ansøgeren har endvidere forklaret, at selvom hun formentlig vil blive sat til at arbejde på et hospital, er der flere eksempler på, at hospitaler er blevet ramt af bomber i krigssituationer. Desuden frygter ansøgeren, at hun vil blive sendt til fronten. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, og at hun frygter at blive indkaldt hertil enten som en del af sundhedsberedskabet eller som soldat, fordi hendes navn står på en liste, som militærmyndighederne har sendt til hendes arbejdsplads. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at der efter ansøgerens forklaring ikke er grundlag for at antage, at listen havde andet formål end at registrere medarbejderne som led i den generelle mobilisering, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at hun risikerer at skulle arbejde som sygeplejerske i frontzonen eller, at hun risikerer at blive mobiliseret til væbnet kamp. Det bemærkes i den forbindelse, at det af Landinfo ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 fremgår, at mobiliseringen af kvinder omfatter sundhedspersonale, og at kvinder fra 25 til 50 år ”bliver gjerne innkalt til oppgaver innen helse og kommunikasjon”. Idet nævnet videre efter baggrundsoplysningerne lægger til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/18/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra […] i Magadan-regionen, Rusland. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og ifalde bøde eller fængsel, hvis han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har samtidig anført, at han frygter at modtage en bøde for at være udrejst illegalt af Ukraine. Herudover frygter ansøgeren, at ukendte personer fra organisationen Højre Sektor vil forfølge ham, fordi han er etnisk russer og russisktalende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i efteråret] 2014 modtog den første indkaldelse til militæret med posten. Herefter modtog ansøgeren indkaldelser med posten én gang om ugen. [I efteråret] 2014 begyndte folk fra militærkontoret at holde ansøgerens hjem under observation. To gange var ansøgeren hjemme, men det lykkedes ham at flygte. Når ansøgeren kørte i taxabus, blev bussen stoppet ved kontrolposter ved indgangen og udgangen til byen. I den forbindelse blev mændene i bussen dirigeret ud af bussen, hvorefter de fik en indkaldelse til militæret. Når ansøgeren blev stoppet på denne måde, præsenterede han sig som sin bror, der arbejdede i brandvæsenet, som var tilknyttet militæret. På denne måde undgik han at blive indkaldt. Ansøgeren kunne ikke bruge sin storebrors identitet som undvigelse fra indkaldelse, når storebroren var på arbejde. Ansøgeren blev derfor tilbageholdt og kørt på politistationen, hvilket skete fire gange. Dette skete én gang i [vinteren] 2014, to gange i [vinteren] 2015 og én gang i [vinteren] 2015. Alle fire gange var én af ansøgerens bekendte på arbejde på politistationen, og den pågældende hjalp hver gang ansøgeren med at blive løsladt. Ansøgeren blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelserne. [I vinteren] 2015 klokken seks om morgenen blev ansøgeren stoppet på gaden af personer fra Højre Sektor, som truede ansøgeren til at aflevere sin jakke. Der var ti personer med kalashnikovs. Ansøgeren blev i den forbindelse slået. [I foråret] 2015 ankom militæret og politiet til ansøgerens arbejdsplads for at hente alle mænd til militærkontoret. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, fordi han tidligere er blevet fritaget herfor af helbredsmæssige årsager som følge af, at han har pådraget sig skader i begge knæ. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt efter, at mobiliseringerne i Ukraine tog deres begyndelse, direkte og personligt har fået forkyndt en tilsigelse til at møde op med henblik på at udføre militærtjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han hver gang myndighederne opsøgte ham på bopælen, i det offentlige rum og på arbejdspladsen, flygtede uden at gøre dem bekendt med fritagelsen, der fremgik af hans militærbog. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgerens mor efter, at han er udrejst, på hans vegne [i vinteren] 2015 har betalt en bøde, fordi ansøgeren har unddraget sig mobilisering. Nævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring om, at militæret har opsøgt hans bopæl flere gange efter, at hans mor har betalt bøden, til grund, fordi ansøgeren har forklaret divergerende herom, idet han under nævnsmødet først har forklaret, at han ikke vidste, om der havde været flere henvendelser, men at han troede, at hans mor ville have fortalt ham om det, hvis det var tilfældet, for dernæst at forklare, at der havde været mange henvendelser, og at han havde hørt om dem fra både sin mor og sine venner. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo: ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 til grund, at mobiliseringerne ikke omfatter personer, der er erklæret uegnet til militærtjeneste, og at militærmyndighedernes henvendelser på ansøgerens bopæl og arbejdsplads har været et led i myndighedernes generelle registreringer som led i mobiliseringerne. Nævnet lægger videre efter baggrundsoplysningerne til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7 som følge af, at nægtelsen af at udføre militærtjeneste. Det bemærkes videre, at det overfald, som ansøgeren var udsat for [i vinteren] 2015 var et enkeltstående tilfælde, der havde karakter af en kriminel handling, og at det alene beror på hans formodning, at myndighederne vil antage, at han støtter oprørsbevægelsen i Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/17/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russisk og sunni-muslim fra Yenakievo, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i første række henvist til krigshandlingerne i den østlige del af Ukraine. Derudover har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine hverken har bolig, arbejde eller netværk. Endvidere frygter hun diskriminering af sin syriske ægtefælle [A] og sin medfølgende datter fra et tidligere forhold, [datter], fordi hun er mørkglødet, og fordi hun kommer fra Donbas i det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [datterens] far er en afdød statsborger fra Libanon, [B]. Ansøgerens ægtefælle, [A], blev stukket med en kniv i Kiev i efteråret 2014. Politiet kom til, men [A] anmeldte ikke forholdet. [A] blev endvidere overfaldet en uge senere, da han søgte om arbejde. Ansøgerens datter er ved to forskellige lejligheder blevet udsat for overgreb som følge at diskrimination, fordi familien er fra Donbas, og fordi hun er mørkglødet. Da de opholdt sig i [by] ved Krim i perioden [vinteren] 2014 til [sommeren] 2015 overhældte nogen skolebørn [datteren] med benzin, og forsøgte at sætte ild til hende, hvilket ansøgeren fik sat en stopper for. Forud for deres udrejse blev [datteren] låst inde i et rum på sin skole af nogle skolekammerater, der afklædte og forsøgte at voldtage hende. Da forældrene til de andre børn på skolen erfarede, at familien var fra Donbas truede forældrene skoleledelsen med henblik på at få [datteren] smidt ud af skolen. Ansøgeren købte samme dag billetter til sig selv og hendes datter. De udrejste af Ukraine [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren oprindeligt stammer fra det østlige Ukraine, som hun sammen med sin mand og sin datter flygtede fra på grund af krigshandlinger, hvorefter familien tog ophold i Kiev. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk russer og er konverteret til islam. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema alene oplyst, at hendes datter ofte blev fornærmet på gaden, alene fordi hun var fra Donbas, og hendes stedfar var ikke russer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret om to episoder, som hendes datter angiveligt har været udsat for på grund af diskriminering fra skolekammeraternes side. Under nævnsmødet har hun udbyggende forklaret om disse episoder, idet hun har oplyst, at hun selv kom til stede og afbrød den episode, hvor skolebørnene hældte benzin over hendes datter, og at hun tillige kom til stede ved den anden episode, da hendes datter stod delvist afklædt i omklædningsrummet. Nævnet finder, at disse omstændigheder må have haft en sådan karakter og være et så centralt element i ansøgerens asylmotiv, at det må anses for udelukket, at hun undlod at omtale episoderne i forbindelse med udfyldelsen af skemaet og efterfølgende ikke fremkom med en forklaring svarende til den, som hun har afgivet under nævnsbehandlingen, hvis hun havde oplevet disse begivenheder. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konversion til islam kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herved, at der er religionsfrihed i Ukraine. I tillæg hertil bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har haft problemer i Ukraine i anledning af sin konversion. Det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, 2012 International Religious Freedom Report – Ukraine, af 20. maj 2013, at forfatning og anden lovgivning beskytter religionsfriheden og i praksis respekteres af myndighederne. Nævnet finder endvidere ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i det østlige Ukraine, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at der alene på grundlag heraf er anledning til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/167THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristen-ortodoks fra [by] i Donetsk-regionen, Ukraine. Den mandlige ansøger har støttet løsrivelsen i Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive tilbageholdt, ydmyget eller dræbt af nationalistisk eller de ukrainske myndigheder. Han frygter endvidere, at blive indkaldt til aftjening af militærpligt som led i mobiliseringen. Endelig har han henvist til de generelle forhold i Ukraine. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne blandt andet anført, at den mandlige ansøger støttede separatisterne og ønskede en løsrivelse af regionen i Ukraine. I begyndelsen af maj 2014 deltog den mandlige ansøger i oprettelsen af kontrolposter rundt om i byen […] i Donetsk-regionen, således at myndighederne ikke kunne køre ind i byen. Den mandlige ansøger stod herefter vagt ved kontrolposterne i en periode på omkring to uger. I den forbindelse kontrollede han forbipasserendes indenrigspas samt indholdet af biler. Ansøgerne indrejste i juni 2014 i Danmark på gyldige pas med gyldige Schengen-visa. Ansøgernes visa blev forlænget i juli 2014. Ved gyldighedsperiodens udløb [i] september 2014 søgte ansøgerne asyl i Danmark. Efter udrejsen af Ukraine er den mandlige ansøgers taxa-firmas kontorlokaler og radiofrekvens blevet nationaliseret af separatisterne, der bruger kontorlokalerne til at opbevare vågen samt anvender den radiofrekvens, den mandlige ansøger ejer. Ansøgerne har endvidere i september 2014 fået oplyst, at den person, som den mandlige ansøger oprettede kontrolposterne med, var forsvundet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har været med til at oprette kontrolposter ved sin hjemby, og at han har været med til at bemande dem. Han har forklaret, at han ikke bar våben, og at der ikke opstod episoder, mens han var på vagt. Det beror alene på hans formodning, at han kan være fotograferet, mens han var på vagt, og nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han af den grund er kommet i myndighedernes søgelys. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at separatisterne har nationaliseret hans taxaselskab, at separatisterne efterfølgende har anvendt den radiofrekvens, som han har tilladelse til, og at lokalerne har været benyttet af separatisterne til blandt andet opbevaring af våben. Under henvisning til, at ansøgerne er udrejst legalt, må det antages, at de ukraineske myndigheder dermed kan konstatere, at separatisternes anvendelse af radio og lokale er sket efter deres udrejse. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han som følge af nationaliseringen er bragt i myndighedernes søgelys. Den mandlige ansøger har ikke i samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at han har modtaget sms-beskeder fra personer fra Donetsk-regionen med et trusselslignende indhold. Denne oplysning fremgår heller ikke af advokatens indlæg. Nævnet finder, at der er tale om en udbyggende oplysning og tilsidesætter denne. Idet ansøgerne er uprofilerede og ikke har modtaget henvendelser eller lignende fra hverken myndigheder eller separatister, har ansøgerne ikke påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Donetsk-området. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Donetsk-området. De generelle forhold i Donetsk-området er ifølge baggrundsoplysningerne vanskelige men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at ansøgerne kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/15/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren var medlem af Det Kommunistiske Parti, da Ukraine hørte under Sovjetunionen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der var utallige bombardementer efter krigens udbrud i [foråret] 2014, og det var derfor svært at leve i Donetsk. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at hun ikke deltog i valget i Ukraine, hvorfor hun blev sortlistet. På en ukendt dato i [sommeren] 2014 fik ansøgeren en besked på sin dør, hvor der stod ”her bor en forræder”. Ansøgeren formoder, at den blev skrevet af hendes naboer, fordi hun ikke støttede Rusland. Omkring en måned efter modtog ansøgeren en seddel i sin postkasse, hvor der stod ”pas på”. Ansøgeren ved ikke, hvem der sendte sedlen, men hun formoder, at det var nogen, der ved, at hun er imod separatisterne. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [vinteren] så ansøgeren en annonce om, at nogle frivillige ville hjælpe folk med at forlade byen. Ansøgeren kontaktede dem, og de hjalp hende med at komme til Moskva, hvorfra hun forsøgte at søge visum til Danmark. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle søge visum til Danmark i Kiev, og ved hjælp af de frivillige rejste ansøgeren derfor til Kiev, hvorfra hun søgte og fik visum til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgerens forklaring om aktivt at have agiteret blandt sine naboer imod en løsrivelse fra Ukraine først er fremkommet for nævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født i […], kommer fra Donetsk i det østlige Ukraine, er helbredsmæssigt svækket, og at hun ikke har noget netværk tilbage i Donetsk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Øst-Ukraine, herunder i Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Det bemærkes endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til privatpersoner eller myndighederne i Ukraine af en sådan intensitet, at det kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at hun har opholdt sig i Ukraine i adskillige måneder uden yderligere problemer, efter at hun i sommeren 2014 og et par måneder herefter har fået skrevet trusler på sin fordør og smidt et trusselsbrev i sin postkasse. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en enlig, alderssvækket kvinde, og at det er oplyst, at hun ikke længere har familie tilbage i Ukraine, kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes hertil, at helbredsmæssige oplysninger ikke i sig selv er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/14/SSM
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin faders, […], asylmotiv. Flygtningenævnet har [i foråret] 2016 meddelt ansøgerens far, mor og mindreårige søskende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forældre i al væsentlighed havde forklaret overensstemmende om deres asylmotiv under hele sagen. Ansøgernes forældres forklaringer fremstod særdeles troværdige og selvoplevede. Farens forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet har derfor lagt til grund, at ansøgerens far har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at overgrebene blev udført af SBU med bistand fra Højre Sektor og at ansøgerens far ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren om følge af sin fars forhold opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler hende derfor opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ukra/2016/13/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse til et ægtepar samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og den kvindelige ansøger er etnisk polak fra Ukraine. Ansøgerne er kristne af trosretning og ukrainske statsborgere fra […], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og igen blive udsat for tortur eller slået ihjel af SBU, fordi han mistænkes for at være separatist, samt fordi han overlevede overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han ikke reagerede på den tilsigelse, han modtog [i vinteren] 2014. Han har endvidere henvist til, at han frygter Højre Sektor, fordi de deltog i overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun ikke har efterkommet indkaldelser i forbindelse med mobiliseringen af det sundhedsfaglige personale. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han var ansat i det ukrainske skattepoliti i perioden 1997-2013 og opnåede rang af major. Han har modtaget militærtræning. Han har ikke været politisk aktiv, men har stemt på Regionernes Parti, da det under Viktor Janukovitj var den sikre vej til forfremmelser. I [vinteren] 2013 fik han som de øvrige ansatte i skattepolitiet at vide, at han skulle deltage i opløsningen af demonstrationerne på Maidan-pladsen. Der var tale om en ordre, men han nægtede at efterkomme ordren. De to efterfølgende dage forsøgte hans overordnede at presse ham til at efterkomme ordren, hvilket endte med, at ansøgeren indgav sin opsigelse. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han fra [vinteren] 2013 begyndte at modtage truende opkald fra ukendte personer, som han antog, var en del af Højre Sektor. Disse personer ville have ham til at arbejde for dem. Opkaldene fortsatte indtil [foråret] 2014. [I foråret] 2014 blev familien opsøgt på deres bopæl af otte personer, hvoraf fire var iført Højre Sektors uniformer, to var civilklædte personer fra SBU, en var fra militæret og en lokal politibetjent. De fire sortklædte slog på ordre fra de to mænd fra SBU den mandlige ansøger og tvang ham til at skrive under på et dokument, som han ikke ved, hvad omhandlede. Efter en ransagning af bopælen, tog personerne den mandlige ansøger med og på et ukendt sted, blev han udsat for voldsom tortur. Samtlige ansøgerens fingre blev skåret eller klippet af. Ansøgeren mistede bevidstheden. Han vågnede på et lokalt hospital [i foråret] 2014. Han har fået at vide, at han var blevet fundet i et skovområde, og at han tilsyneladende var forsøgt begravet. Han har tilbagevendende mareridt om, at han forsøger at grave sig fri. På grund af risikoen for på ny at blive pågrebet fik hustruen ham indlagt på et hospital i Kiev. Han modtog langvarig behandling på hospitaler i Kiev og Odessa. Han var ude af stand til at foretage sig noget. Han var svært deprimeret og forsøgte selvmord. Efter at den mandlige ansøger var blevet udskrevet fra hospitalet, boede familien i lejede huse i henholdsvis […] og Odessa. I perioden [efteråret] 2014 og frem til familiens udrejse i [vinteren] samme år boede de hos den mandlige ansøgers mor i […]. Han holdt sig indendørs og den øvrige del af familien holdt lav profil. I [vinteren] 2014 begyndte den kvindelige ansøger igen at modtage truende opkald. Medens familien opholdt sig i […] blev der [i vinteren] 2014 afleveret en skriftlig tilsigelse, hvoraf fremgik, at den mandlige ansøger skulle møde hos SBU, idet han var mistænkt for landsforræderi. Efter familiens flugt har han fået yderligere en tilsigelse med samme indhold. Den mandlige ansøger er fysisk og psykisk svært mærket af torturen. Han har været indlagt på psykiatrisk afdeling og er i psykiatrisk behandling. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøger på sit arbejde blev beordret til at deltage på myndighedernes side under demonstrationer på Maidan-pladsen. Hun har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev opsøgt af ukendte personer på familiens bopæl [i foråret] 2014, hvorefter han var tilbageholdt og udsat for omfattende tortur. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun er blevet indkaldt til oplæring med henblik mobiliseringen af sundhedspersonale, men at hun udeblev. Der foreligger en torturundersøgelse af den mandlige ansøger udarbejdet i 2015 af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Ansøgeren har i forbindelse med undersøgelsen konkretiseret hvilke fysiske overgreb, han er blevet udsat for og nærmere oplyst om fysiske og psykiske eftervirkninger herfra. Ved den objektive undersøgelse er konstateret, at samtlige ansøgerens fingre er klippet af lige under knoerne. I baghovedet fra nakkeregionen ses et cirka 11 centimeter langt ar. Objektivt psykisk er ansøgeren præget af massiv medicinering. Ansøgeren fremtræder depressiv og aspontan. Ved undersøgelsen er ansøgeren ikke vurderet aktuelt psykotisk, men ansøgeren har i august 2015, på grund af akut polymorf psykose, været indlagt på psykiatrisk afdeling. Testet med Harvard Trauma Questionnaire scorer ansøgeren 3.85, hvilket er foreneligt med svær PTSD. Det konkluderes i rapporten, at der er fuld overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og ansøgerens fysiske og psykiske skader. Hans psykiske tilstand indikerer, at han har været udsat for særdeles traumatiske hændelser og er af en sværhedsgrad, man typisk ser hos torturoverlevere. Ansøgerne har i al væsentlighed forklaret overensstemmende om asylmotivet under hele sagen. Ansøgernes forklaringer har fremstået særdeles troværdige og selvoplevede. Den mandlige ansøgers forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan derfor lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at overgrebene på den mandlige ansøger [i foråret] 2014 var foranlediget af SBU med bistand fra personer fra Højre Sektor. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger, såfremt han må vendte tilbage til hjemlandet, fortsat risikerer at blive udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Der er herved lagt vægt på, at familien efter overgrebene [i foråret] 2014 og frem til [efteråret] samme år opholdt sig på forskellige adresser rundt omkring i Ukraine. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i den periode, hvor de opholdt sig i hjembyen, holdt lav profil og håbede på, at den mandlige ansøger ikke længere var i myndighedernes søgelys, hvilket imidlertid blev afkræftet, da den mandlige ansøger [i vinteren] 2014 blev tilsagt til SBU på grundlag af en mistanke om højforræderi. Ud fra en samlet og konkret vurdering, hvori er indgået omfanget og karakteren af den tortur ansøgeren var udsat for [i foråret] 2014, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at begge ansøgere og deres tre børn derfor har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ukra/2016/12/IBL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er ukrainsk statsborger og kristen af trosretning fra […] i Donetsk området, Ukraine. Ansøgeren har siden slutningen af 2013 været aktiv i Euromajdan bevægelsen, som kæmper for en stærkere tilknytning til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de pro-russiske separatister DNR, som styrer det østlige Ukraine, herunder Donetsk, da hun som ansat i bankens værdipapirafdeling er i besiddelse af fortrolige oplysninger om blandt andet den tidligere præsidents finansielle transaktioner. Ansøgeren frygter, at DNR tror, at hun vil videregive disse oplysninger til pressen eller myndighederne i Ukraine. Herudover har hun henvist til, at hun frygter de ukrainske myndigheder, fordi den tidligere præsident og andre højtstående personers finansielle aktiviteter kom i den nye ukrainske regerings søgelys efter magtskiftet. Hun frygter, at myndighederne vil beskylde hende for at have været involveret i finansiering af separatisme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren står opført med alle personlige oplysninger i et register på en officiel hjemmeside, som myndighederne og professionelle personer indenfor finanssektoren i Ukraine har adgang til. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, men har særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet kunne genfinde registreret med hendes personlige data på internettet til trods for, at hun kort forinden mødet i nævnet havde udskrevet den kopi, som hun medbragte under mødet, ligesom hun ikke har sandsynliggjort, hvad der skulle være formålet med registeret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin ægtefælle til grund, idet hun først har forklaret herom under mødet i Flygtningenævnet. De forhold, som ansøgeren i øvrigt har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af den grund risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uhindret har kunnet rejse på ferie til Odessa og Krim i den periode, hvor hun efter sin forklaring blev indkaldt til meget hyppige samtaler i banken om sine synspunkter og sin tavshedspligt. Hendes konflikt med banken og folk fra DNR har derfor ikke en sådan intensitet eller karakter, at denne kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at overfaldet på hende og de telefoniske trusler mod hende stammer fra personer med tilknytning til banken eller DNR, og det samme gælder vedrørende det forhold, at bilruderne i ansøgerens og hendes ægtefælles bil blev smadret og nummerpladerne stjålet, mens de befandt sig på Krim. Ansøgeren må således vedrørende disse forhold henvises til at anmelde forholdene til politiet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren legalt og problemfrit udrejste fra Ukraine med sit eget ægte pas, der var isat gyldigt visum til Danmark, og at hun først søgte asyl ca. to uger efter indrejsen i Danmark. Uanset de generelle forhold i Donetsk ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige, har situationen ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ukra/2016/11/STA]
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ikke-troende fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder som følge af, at hans fader har været tilbageholdt af separatisterne i otte dage, og fordi separatisterne har opsøgt familiens bopæl i tre dage efter tilbageholdelsen af faderen. Ansøgerens fader blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor ansøgeren og hans moder allerede befandt sig. Ansøgeren og hans moder blev i tre morgener efter den […] 2014 opsøgt på bopælen af separatister, hvorefter de den […] 2014 sammen med ansøgerens lillesøster forlod bopælen og tog ophold hos [A], hvor de blev forenet med ansøgerens fader. Familien opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om separatisternes tilbageholdelse af ansøgerens fader og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgeren findes herefter isoleret set at være berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgeren hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgeren. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens personlige forhold lagt vægt på, at ansøgeren er sund og rask og i fornødent omfang taler ukrainsk. Det af ansøgeren oplyste om hans frygt for tvangsmobilisering og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at han ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgerens ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af ansøgerens fader vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at ansøgeren risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/10/ KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med tidligere bopæl i Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgerne har siden 1992 haft opholdstilladelse i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive anholdt, fordi han er armenier. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ikke vil blive accepteret, da hun har et armensk efternavn og fordi hun er statsløs. Som asylmotiv i forhold til Ukraine har ansøgerne oplyst, at de ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af separatister, fordi de er udlændinge. Ansøgerne frygter dertil den generelt nationalistiske stemning, der hersker i Ukraine. Som støtte for deres asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i marts 1992 blev taget til fange af aserbajdsjanere, der ville bruge ham til en fangeudveksling i Nagorno Karabakh. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med dette udsat for grove fysiske overgreb. Røde Kors kom til Nagorno Karabakh, og da de så den mandlige ansøgers tilstand, insisterede de på, at han blev taget til et hospital. Kort herefter lykkedes det den mandlige ansøger at flygte ud af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger samt ansøgernes datter fulgte efter og i 1992 fik de midlertidig asyl i Ukraine. Opholdstilladelsen blev gjort permanent efter omkring i alt syv til ti år. Den mandlige ansøger har hertil forklaret, at han ikke har opnået ukrainsk statsborgerskab, det krævede, at han kunne dokumentere, at han ikke var statsborger i Aserbajdsjan, hvilket ikke var muligt. Som støtte for ansøgernes asylmotiv i Ukraine har de oplyst, at de to gange blev opsøgt på deres bopæl af fire personer, der kom fra henholdsvis den nationale garde og politiet. Første gang var den 25. juli 2014, hvor personerne konfiskerede den mandlige ansøgers militærbog, og sagde til ham, at han skulle melde sig frivilligt til militæret og ellers forlade Ukraine. Den 23. august 2014 kom de samme personer tilbage på bopælen. Denne gang optrådte de truende og konfiskerede ansøgernes opholdstilladelser. De blev beordret til at forlade deres bopæl, da den skulle bruges til Ukraines internt fordrevne. Ansøgerne forlod herefter deres bopæl og tog ophold hos deres datter, hvorefter de den 12. september 2014 forlod Ukraine. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne bør vurderes i forhold til Ukraine, hvor de efter det oplyste har haft lovligt ophold siden 1992. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at det virker påfaldende, at den kvindelige ansøger har ændret forklaring om, hvornår datteren flyttede fra sin ægtefælle, og hvorvidt hun selv har haft kontakt med datteren efter ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene på nuværende tidspunkt for udlændinge i Ukraine har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine alene på grund af deres etnicitet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlængelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Det i øvrigt af ansøgerne anførte, herunder om deres helbredstilstand og boligforhold, findes ikke at medføre en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/1/MVI
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ukrainsk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive indkaldt til militæret, og at han og hans familie vil miste livet på grund af krigen og hans etnicitet. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for chikane og racisme andre steder i Ukraine, både fordi han er etnisk afghaner, og fordi han kommet fra det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem årene er blevet udsat for chikane. Han åbnede i slutningen af 2003 sin egen butik. Hver måned er han af den samme person blevet presset til at betale penge. For omkring fire år siden blev han stoppet af politiet i Kiev. Efter at han havde fremvist sit pas, blev han taget med på politistationen, hvor han blev tilbageholdt i to til tre timer. Politibetjentene fratog ham de penge, han skulle bruge til at købe varer til sin butik. Umiddelbart efter blev han løsladt. [Medio] 2012 blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af fire unge ukendte mænd. Ansøgeren var på vej til apoteket, da de fire unge mænd stoppede ham. De råbte og talte ned til ansøgeren. I den forbindelse sparkede og slog de ansøgeren. En politibetjent kom kørende, og de fire unge mænd løb fra stedet. Politiet tilkaldte en ambulance, som kørte ansøgeren på hospitalet, hvor han var indlagt i omkring to uger. Politibetjentene besøgte ansøgeren på hospitalet, hvor han anmeldte episoden. [Medio] 2014 blev ansøgeren opsøgt af fire bevæbnede mænd på sin arbejdsplads. Disse mænd tog alle de varer, de ville, uden at betale for dem. De truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke gav dem varerne. Ansøgeren blev i den forbindelse ikke udsat for fysiske overgreb. [Medio] 2014 standsede fire bevæbnede mænd ansøgeren, mens han kørte i sin bil. De var medlemmer af separatisthæren. De trak ansøgeren ud af bilen og talte ned til ham. En af de fire mænd tog ansøgerens bil og kørte væk i den. Ansøgeren tog rutebilen hjem. [Medio] 2014, kl. 01.00 om natten blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af nogle bevæbnede mænd. Mændene ringede og bankede på døren. Ansøgeren åbnede ikke. Mændene gik videre, og intet skete i forbindelse med denne opsøgning. Om morgenen [dagen efter] omkring kl. 09.00 ringede det igen på døren. Ukendte mænd bankede og ringede på døren i omkring fem minutter. Ansøgeren åbnede i døren. Den samme dag efter mændene var gået, ringede ansøgeren efter en taxa, som kørte ham og resten af hans familie til banegården, hvorfra de tog toget til Kiev. I Kiev opholdt de sig i omkring to uger, hvorefter de rejste med turistbus til Warszawa, Polen. Forinden havde de fået udstedt turistvisum til Grækenland. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tilbageholdt af den ukrainske sikkerhedstjeneste, fordi hun har afsluttet sin lægeuddannelse på et medicinsk militæruniversitet og derfor er værnepligtig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive indkaldt til militæret enten af separatister eller af de ukrainske myndigheder. Yderligere har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sin datters liv, fordi hun offentligt har ytret sig om løsrivelsen af Lugansk. Derudover har ansøgeren i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv og den generelle situation i Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgernes og deres datters forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i den mandlige ansøgers butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod den mandlige ansøger som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Den mandlige ansøger fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgernes datter har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af den mandlige ansøgers afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes datter har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk afghaner og etnisk ukrainer og muslim af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af de ukrainske myndigheder og af separatisterne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at den ukrainske sikkerhedstjeneste vil dømme hendes fader og broder som værende oprørere. Yderligere har ansøgeren i det hele henvist til sin faders asylmotiv og de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun offentligt har ytret sin mening omkring afholdelse af folkeafstemningen og løsrivelsen af Lugansk fra Ukraine. [Medio] 2014 startede diskussionerne på om folkeafstemningen på universitetet, hvor ansøgeren læste jura. I den forbindelse sagde ansøgeren, at hun var for et forenet Ukraine. Lærerne på universitetet sagde, at det var uacceptabelt, og ansøgeren blev indkaldt til et møde hos dekanen. Dekanen forbød ansøgeren at udtale sig omkring dette anliggende. [Medio] 2014 blev ansøgeren tvunget til at deltage i en demonstration, hvor alle studerende skulle vise, at de støttede adskillelsen af området. Dekanen truede ansøgeren med at udmelde hende af universitetet, hvis hun ikke deltog. Da ansøgeren ønskede at afslutte sin uddannelse, deltog hun i demonstrationen. [Medio] 2014 var der statslige eksaminer. Ansøgeren havde eksamen i tre fag og fik lave karakterer i alle tre fag. Lærerne fortalte ansøgeren, at hun fik lave karakterer på grund af sine ytringer omkring løsrivelsen. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i ansøgerens faders butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod ansøgerens fader som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens fader blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Ansøgerens fader fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgeren har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af ansøgerens faders afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af korrupte politibetjente og at blive udsat for en falsk sigtelse for narkobesiddelse. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [efteråret] 2012 passede sin broders butik, idet han var på hospitalet. I den periode kom der tre politibetjente ind i forretningen og krævede beskyttelsespenge for, at forretningen kunne fortsætte. Ansøgeren nægtede at betale, hvorfor hun blev taget med på stationen og tilbageholdt i et døgn i detentionen, inden hun blev afhørt. I forbindelse med afhøringen underskrev ansøgeren et dokument, hvoraf hendes personlige oplysninger fremgik. Efter at have været tilbageholdt i 36 timer blev ansøgeren løsladt, og hun fik besked på at have beskyttelsespengene klar, når de kom næste gang, idet hun ellers ville blive sigtet for besiddelse af narko på baggrund af det dokument, som hun havde underskrevet. Et par måneder forinden denne episode havde hun indgivet en ansøgning om visum til Danmark, idet hun havde fået en praktikplads. Hun fik sit visum udstedt et par dage efter løsladelsen. Ansøgeren blev ikke opsøgt af politiet i dagene mellem tilbageholdelsen og hendes udrejse, hvor hun opholdt sig hos sine forældre. I [vinteren] 2014 var ansøgeren på ferie i Ukraine i mindre end tre dage, hvor hun boede hos sine forældre. Hun så en dag, at der stod betjente foran forældrenes hus og tog derfor hjem til en veninde og overnattede. Hun fik over telefonen bekræftet af sine forældre, at myndighederne havde spurgt efter hende. Dagen efter forlod ansøgeren Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at politiet skulle kræve penge af ansøgeren, når det var hendes broder, der var ejer af butikken. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke forud for sin ferie i Ukraine i [vinteren] 2014 undersøgte, hvorvidt der var rejst en straffesag mod hende, og hvorvidt hun kunne være eftersøgt i den forbindelse. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren fik udstedt visum til Danmark efter løsladelsen og udrejste legalt fra Ukraine på eget ægte pas, samt at hun igen ind- og udrejste legalt i forbindelse med ferien i 2014, ligesom hun først søgte om asyl dagen før hendes visum udløb. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun rykkede for sit visum efter løsladelsen, og om sit kendskab til sin broder. Ansøgeren har således til advokaten oplyst, at broderen er ved at færdiggøre sit studie, mens hun for nævnet har oplyst, at hun ikke er klar over, hvad broderen laver. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer fra […], Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i Ukraine og henvist til, at hendes forældres hus i Ukraine ikke længere eksisterer som følge af urolighederne i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun generelt er i risiko for at blive diskrimineret som følge af, at hun kommer fra Donbass-regionen. Endelig har ansøgeren henvist til, at den ukrainske regering giver en begrænset økonomisk bistand til internt fordrevne personer i Ukraine, hvorfor hun ikke vil kunne opretholde en tilfredsstillende levestandard grundet de lave offentlige ydelser. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er orienteret om situationen i Ukraine via sin familie og har ligeledes fulgt situationen i diverse nyhedsmedier. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er bange for de uroligheder, som finder sted i det østlige Ukraine, da mange mennesker er døde, og der er mange illegale våben i landet. Videre har ansøgeren oplyst, at en væsentlig del af befolkningen i [ansøgerens hjemby] er flygtet som følge af konflikten i det østlige Ukraine, herunder har hele hendes familie måttet flygte fra [byen] i 2014. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive diskrimineret, idet den russisktalende del af befolkningen generelt har vanskeligere ved at få et arbejde, og de oplever at blive diskrimineret, særligt af de ukrainske nazister, som er fanatikere. Ansøgeren har herudover til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter for sin levestandard grundet den lave offentlige ydelse, svarende til 200 kr. pr. måned, som internt fordrevne personer i Ukraine modtager. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af ”UNHCR OPERATIONAL UPDATE 8 September – 6 October 2015” fremgår blandt andet: ”On 9 September, Resolution no. 636 came into power harmonizing Council of Ministers Resolution nos. 505, 509, 535, 637 and 595 with requirements of the “Law on ensuring of rights and freedoms of internally displaced people” dated 20 October 2014. The Resolution should clarify the IDP registration process, including the registration of unaccompanied children IDPs and improve access to financial assistance for IDPs. The Resolution completes legislation facilitating the employment of IDPs by providing free requalification vouchers to IDPs of employable age who have not found appropriate employment; compensation of medical examination and transport costs relating to employment for those who were registered unemployed; reimbursement of training costs for employers hiring IDPs; reimbursement of salary costs for 6 months to employers hiring registered IDPs for at least 12 months. On 17 September, the Parliament adopted an amendment to the state budget increasing the minimum wage and subsistence levels. The amendment should result in increased pension and social assistance payments for vulnerable people and IDPs, as well as targeted financial assistance to disabled IDPs under Resolution no. 505.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøger under et besøg i Kiev på gaden er blevet antastet af fire berusede mænd, ikke er en konflikt af en sådan karakter eller intensitet, at den kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndigheder i Ukraine. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger og muslim af trosretning fra Simferopol på Krim, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter krigen og den generelle situation i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Ukraine er udsat for diskrimination, fordi hun er muslim og bærer tørklæde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun på et ukendt tidspunkt blev skubbet af en mand på åben gade i Simferopol, fordi han troede, at hun var etnisk tatar. Ansøgeren er også af andre blevet skubbet til. Desuden er der blevet råbt af ansøgeren på gaden af folk, som kom kørende forbi hende. I slutningen af [foråret] 2014 flyttede ansøgeren og hendes familie til Kharkiv, fordi de ikke ønskede at opleve det samme, som de havde oplevet i Syrien, og fordi det var usikkert, hvorvidt der ville udbryde krig. Familien forsøgte at få visum til det samme land, men det var ikke muligt. Ansøgerens ægtefælle udrejste til Libanon, men ansøgeren kunne ikke få visum dertil. [Sidst på sommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Ukraine. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Krim og Østukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøger enkelte gange er blevet skubbet til og råbt ad af folk på gaden eller i busser, har ikke et sådant omfang eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndighederne på Krim og har dermed ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/5
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt i krig eller som følge af chikane. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har oplevet chikane i Ukraine på grund af sin etnicitet. Første gang han oplevede chikane, var en for ham ukendt dato [medio] 2004. Han gik en tur sammen med sin ægtefælle og sit barn, og de passerede nogle borde, da to personer rejste sig og greb fat i ham. Herefter udsatte personerne ham for vold. Ansøgeren kendte ikke personerne, men de talte om hans etnicitet på en ydmygende måde. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet til politiet. Den næste gang, den mandlige ansøger oplevede chikane, var i 2006, hvor han var på vej hjem fra en bytur. Tre personer opsøgte ham på gaden og begyndte uden videre at slå ham. Ansøgeren meldte heller ikke dette forhold til politiet. Omkring [primo] 2011 gik ansøgeren en aften ind i en døgnbutik. Foran butikken stod der nogle personer, som drak. Da den mandlige ansøger gik forbi dem, fik han et kraftigt slag i baghovedet, så han faldt om og slog hovedet mod en kantsten. Han blev også sparket og kaldt en række skældsord. Efter overfaldet var han indlagt i 10-11 dage, og hospitalet kontaktede politiet. Fire eller fem måneder efter overfaldet kontaktede politiet den mandlige ansøger og fortalte, at de havde fundet to af overfaldsmændene. Den sidste overfaldsmand fandt politiet ikke, men den pågældendes bror sad fængslet for mord, og han truede ansøgeren på livet. Den mandlige ansøger blev også kontaktet af moren til den ene overfaldsmand. Hun ønskede, at han skulle gøre noget, så hendes søn ikke blev fængslet for overfaldet. Ansøgeren kontaktede derfor sin advokat og sagde, at han imod normal praksis ikke ville kræve erstatning fra overfaldsmændene. De to mænd blev efterfølgende idømt tre og et halvt eller fire års fængsel for overfaldet. [Ultimo] 2012 skulle den mandlige ansøger renovere sin lejlighed. Han boede derfor hos sine forældre. Da han [primo] 2013 var færdig med at arbejde i lejligheden, tog han hjem til sine forældre. Da han kom rundt om et hjørne, greb en ukendt person fat i ham og slog ham i panden. En bil kom kørende, og overfaldsmanden samt to andre tilstedeværende stak af. Herefter tog den mandlige ansøger på hospitalet for at blive behandlet. Han bestak lægen til ikke at anmelde forholdet til politiet. [Primo] 2013 kom den mandlige ansøger hjem fra indkøb i [by] og opdagede, at nogen havde smidt en sten gennem et vindue i forældrenes hus, og at der var sat tre begravelseskranse op foran huset. Politiet kom og tog billeder. Han hørte dog ikke mere til sagen efterfølgende. [Primo] 2014 blev den mandlige ansøger overfaldet af en beruset person, som forsøgte at ringe til sine venner. Han slap fri, før vennerne nåede at komme. [Medio] 2014 blev den mandlige ansøgers forretning og otte andre forretninger brændt ned. Alle forretningerne var ejet af personer fra [et landområde]. [Medio] 2014 modtog den mandlige ansøger en indkaldelse til militæret. Han har oplyst, at han er kristen, og at det derfor er en synd for ham at dræbe og at deltage i krig. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt som følge af hans etnicitet eller i krigen i Ukraine. Den kvindelige ansøger til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har været udsat for chikane. Hun har oplyst, at hun ikke selv har været udsat for fysisk chikane men alene verbal chikane. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentligste lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet tilsidesætter dog forklaringen om, at den mandlige ansøger og hans fader allerede tilbage i 1997 eller 1998 blev overfaldet og udsat for vold på grund af deres etnicitet, som utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne først har forklaret herom i forbindelse med samtalen med deres advokat og mødet i nævnet, selvom episoden må siges at udgøre et centralt element i deres asylmotiv, henset til at episoden førte til, at ansøgeren og hans far blev tilbageholdt af politiet i tre dage, uden at der blev rejst sigtelse mod dem, hvorimod overfaldsmændene straks blev løsladt. Nævnet lægger efter ansøgernes forklaringer i øvrigt til grund, at den mandlige ansøger i tiden fra 2004 og frem til [primo] 2014 har været udsat for flere voldelige overfald. Flere af disse blev begået om aftenen/natten af berusede personer, og i forbindelse med overfaldet i 2011 blev den mandlige ansøger frarøvet en pung, en ring og en mobiltelefon. Efter omstændighederne i forbindelse med overfaldene kan nævnet ikke lægge til grund, at overfaldene alene har rettet sig mod den mandlige ansøger på grund af hans etnicitet, og dermed udelukke at der ikke er tale om strafbare forhold, der tilfældigt har rettet sig mod hans person. Den mandlige ansøger ikke på noget tidspunkt selv anmeldt overfaldene til de ukrainske myndigheder og har i 2012 betalt en læge for ikke at politianmelde et overfald, selvom hospitalets politianmeldelse af overfaldet i 2011 førte til en politimæssig efterforskning og senere domfældelse af to af gerningsmændene. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge til grund, at de senere overfald havde sammenhæng med retssagen, og det faktum, at de tiltalte og deres familier var blevet gjort bekendt med den mandlige ansøgers identitet. Myndighederne optog også anmeldelse i forbindelse med hærværket mod den mandlige ansøgers forældres hus i 2013. Herefter, og idet det heller ikke på grundlag af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at de ukrainske myndigheder ikke har evne eller vilje til at efterforske og retsforfølge gerningsmænd til strafbare forhold begået mod personer med […] baggrund, må ansøgerne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kommer fra et område, der er direkte impliceret i kamphandlinger, og at der ikke foreligger oplysninger om, at politi og domstole i deres hjemby ikke skulle fungere. Om det forhold, at den mandlige ansøger er indkaldt til militærtjeneste, skal nævnet bemærke, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er alternativer til militærtjeneste for personer med en religiøs baggrund, der bevirker, at de ikke vil bære våben. Herefter, og idet den generelle situation i Ukraine ikke er af en karakter, der kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Ukra/2015/4
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Kramatorsk i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af de russiske separatister, og at de vil omkomme på grund af bombardementerne i Kramatorsk. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at være afskåret fra at få et arbejde og som følge heraf vil være økonomisk dårligt stillet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for diskrimination fra lokalbefolkningen, fordi hun oprindeligt er fra den østlige del af Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at de i sommeren 2014 rejste fra deres landsby ved navn Kramatorsk i det østlige Ukraine på grund af skyderier mellem russiske separatister og det ukrainske militær. Den følgende dag rejste de til […] i det vestlige Ukraine, hvor de opholdt sig på et hotelkompleks. Under opholdet i […] var de udsat for chikane i form af nedgørende bemærkninger. Endvidere blev den mandlige ansøger på vej til arbejde slået fem til seks gange af nogen for ham ukendte personer, og samme måned tidligt om morgenen kastede ukendte personer en sten gennem ruden til ansøgernes værelse. Ansøgerne har for Flygtningenævnet anført, at de tillige frygter, at den mandlige ansøger vil blive indkaldt til at gøre krigstjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Østukraine, herunder i Kramatorsk, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De episoder, som ansøgerne har forklaret om i Kramatorsk og i det vestlige Ukraine, har ikke en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive indkaldt til egentlig krigstjeneste. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først for Flygtningenævnet har påberåbt sig dette asylmotiv, at ansøgeren ikke konkret er indkaldt til hæren, at oplysningen om risikoen herfor alene stammer fra den mandlige ansøgers moder, og at den mandlige ansøger ikke tidligere har aftjent værnepligt, idet han er fundet uegnet til militærtjeneste i fredstid. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger som følge af sin alder ikke aktuelt er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og barn fra Ukraine. Indrejst i maj 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainer og kristne af trosretning fra Kharkov, Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han deltog i [vinteren/begyndelsen af foråret] 2014 i politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asyl-motiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af medlemmer af OPLOT, fordi den mandlige ansøger har vist sin støttet til den ukrainske regering i forbindelse med urolighederne i Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har deltaget i en række politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine, og i den for-bindelse har den mandlige ansøger oplevet, at konflikten mellem de pro-russiske tilhængere og pro-ukrainske tilhængere eskalerede til voldelige sammenstød. Ansøgerne har forklaret, at den 6. april 2014 deltog den mandlige ansøger og hans ven i en massedemonstration til støtte for Ukraine. Un-der demonstrationen opstod der voldelige sammenstød mellem de pro-ukrainske tilhængere på den ene side, og pro-russiske tilhængere og unge maskerede mænd, OPLOT, på den anden side. Den sidst nævnte gruppe formoder ansøgerne er medlemmer af støtteorganisationen OPLOT. Ansøgerne har videre til støtte for deres asylmotiv forklaret, at under demonstrationen den 13. april 2014 blev den mandlige ansøger og hans ven, […], overfaldet af pro-russiske tilhængere og medlemmer af OPLOT. Den mandlige ansøger og hans ven blev udsat for voldelige overgreb, samt frataget deres penge og mobiltelefoner. Ansøgerne oplevede efterfølgende at blive chikaneret, idet den kvindelige ansøger blev kontaktet telefonisk af ukendte personer, som fremsatte alvorlige trusler overfor begge ansøger. Ansøgerne modtog telefontrusler frem til [slutningen af foråret] 2014, hvor ansøgeren og vennen, […], anmeldte truslerne til politiet. Ansøgerne har videre forklaret, at [en aften i foråret] 2014 blev ansøgerne opsøgt af ukendte personer, som trængte ind trappeopgangen til deres lejlig-hedskompleks og fremsatte trusler over for ansøgerne. De ukendte personer opholdt sig på trappe-opsatsen og trængte ikke ind i deres hjem, og ansøgerne blev opsøgt på deres bopæl af ukendte per-soner frem til deres udrejse. Ansøgerne har tillige anført, at den mandlige ansøgers moder efter et ophold i Ukraine har fået at vide, at vennen,[…], er forsvundet, og at ansøgerne har haft indbrud i deres lejlighed i Ukraine, hvor de har fået stjålet en mappe med deres indenrigspas og andre person-lige papirer. Den mandlige ansøger så sidste gang vennen [i slutningen af foråret] 2014. Det lægges efter ansøgernes forklaring til grund, at den mandlige ansøger i 2014 deltog i en række demonstrati-oner senest den 13. april 2014, hvorunder han blev overfaldet og udsat for fysiske overgreb af pro-russiske personer, ligesom han blandt andet blev frarøvet sin mobiltelefon, at den kvindelige ansøger i den følgende periode frem til [slutningen af foråret] 2014 modtog telefoniske opkald fra ukendte personer, hvorunder der blev fremsat trusler mod ansøgerne, at truslen [i slutningen af foråret] 2014 var af særlig grov karakter, at den mandlige ansøger og hans ven, […], anmeldte de telefoniske trusler til politiet [ i slutningen af foråret] 2014, at [vennen] oplyste, at han også havde modtaget telefoniske trusler, at der samme aften kom ukendte personer i opgangen til ansøgernes bolig, og at ukendte personer de følgende dage frem til udrejsen atter opsøgte ansøgernes bolig. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøgers moder under et besøg i Ukraine i begyndelsen af [sommeren] 2014 fik oplyst, at [vennen] var forsvundet. Endvidere har den kvindelige ansøgers moder i [begyndelsen af foråret] 2015 oplyst over for ansøgerne, at der havde været indbrud i ansø-gernes lejlighed, hvor der angiveligt alene var blevet stjålet personlige papirer. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at de begivenheder, som ansøgerne har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgernes hjemby er beliggende i den regeringskontrolerede del af Ukrai-ne. De omtalte personer, der opsøgte ansøgernes bolig, kom ikke på noget tidspunkt ind i lejlighe-den. Ansøgerne må i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndig-heder. Endvidere må det tillægges vægt at ansøgerne først ansøgte om asyl [i sommeren] 2014. Bortset fra de omtalte begivenheder fremstår ansøgerne i øvrigt helt uprofileret. Uanset de generelt set vanskelige forhold i dele af hjemlandet, kan flertallet ikke lægge til grund at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Tjerkasy, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [Partiet] i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af myndighederne og civilbefolkningen, fordi han som medlem af [Partiet] har støttet den tidligere regering. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i 2003 meldte sig ind i [Partiet]. I forbindelse med præsidentvalget i 2004 var ansøgeren med til at arrangere valgkampen i byen Tjerkasy og var i den forbindelse indblandet i stemmekøb. I 2006 blev han anklaget for deltagelse i valgsvindel, men sigtelsen blev frafaldet. Op til parlamentsvalget i 2007 var han igen aktiv i valgkampen, og han agiterede for [Partiet] i hele Tjerkasy regionen. I oktober 2009 udrejste han fra Ukraine til Polen, idet han ønskede at anvende sin uddannelse i et andet land. Efter en måned i Polen, rejste han til Italien, hvor han opholdt sig illegalt frem til sin udrejse til Danmark i [begyndelsen af 2014]. I [sommeren 2013] blev hans moder og fader opsøgt af politiet, og hans moders bopæl blev i den forbindelse ransaget, idet politiet søgte efter ansøger. Politiet gav moderen en frist på 3 dage til, at ansøgeren skulle indfinde sig. Umiddelbart efter ransagningen tog hans forældre ophold i en lejlighed i [en anden by]. I [sommeren 2014] mistede ansøgeren kontakten til sine forældre. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens hidtidige politiske aktiviteter i 2006 blev vurderet som værende ikke-strafbare af en domstol. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren uden myndighedsforfølgelse levede i Ukraine frem til sin udrejse i 2009, hvor han forlod landet uden sammenhæng med sit politiske virke. Ansøgeren var efter det foreliggende alene menigt medlem i [Partiet] og ikke profileret. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren indrejste i Danmark [i begyndelsen af 2014], men først søgte asyl [i foråret 2014] i forbindelse med en straffesag, hvorunder der var nedlagt påstand om udvisning. Hverken under oplysnings- og motivsamtalen eller under sin første asylsamtale i 2014 har ansøgeren forklaret om den ransagning, der angiveligt fandt sted allerede i 2013, og som efter sit indhold ingen forbindelse havde med hans politiske aktiviteter. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse på ægthedsvurdering af ransagningskendelse mv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle usikre situation i Ukraine, og at myndigheder i Lugansk vil anse ham som modstander af det nye regime og fængsle eller dræbe ham. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans familie vil sulte, hvis de vender tilbage, samt at han vil blive indrullet i hæren eller i oprørshæren i Lugansk og tvunget til at kæmpe ved fronten på grund af krigssituationen i landet. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive diskrimineret og risikere at blive dræbt i andre dele af Ukraine på grund af sit oprindelsessted og tilhørsforhold til Moskva-patriarkatet, samt fordi hans [bekendte] er tilsluttet separatisterne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at bevæbnede grupperinger indtog Lugansk i april 2014. Efter indtoget blev det udråbt, at Lugansk ville løsrive sig fra Kiev og resten af Ukraine. I denne forbindelse opstod der kampe mellem separatisterne og Ukraines militær. Ansøgeren har videre oplyst, at en granat ramte ned i gården bag familiens bopæl [medio] 2014. [Medio] 2014 rejste ansøgeren til Kiev for at søge visum til Danmark, og efter [et antal] uger i Kiev rejste han til Danmark. Ansøgerens […] søn har fra [sit familiemedlem] i Lugansk modtaget en advarsel om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med familiens udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hans ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark [2014]. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/11
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de ikke kan vende tilbage til Lugansk, idet de ikke har en indrejsetilladelse. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sit eget og sine børns liv på grund af krigen i Ukraine og på grund af de generelle vanskelige levevilkår i landet. Hvis de skal tage ophold i den vestlige del af Ukraine, frygter hun, at de vil blive diskrimineret og vil risikere at blive dræbt, fordi de stammer fra Lugansk, og fordi de tilhører Moskva-patriarkatet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Lugansk blev beskudt i maj 2014. Sirenerne hylede omkring tre-fire gange dagligt, og hver gang de hylede, skulle ansøgeren og hendes familie søge skjul i kælderen. [Medio] 2014 udrejste ansøgeren sammen med sine tre børn til Danmark. Ansøgerens [familiemedlemmer] bor i Danmark, og de havde inviteret ansøgeren og hendes familie hertil. Ansøgeren og hendes familie havde opnået visum til Danmark inden udrejsen. Ansøgeren har videre oplyst, at den bygning hvor familiens lejlighed lå, er blevet beskadiget ved et bombenedslag efter deres udrejse. Lugansk er nu en lukket by, og det kræver en tilladelse at rejse ind i byen. Det vil tage tre måneder at få en sådan tilladelse. Byen har hverken vand eller strøm. Ansøgerens […] søns [familiemedlem] har advaret sønnen om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med deres udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark […] 2014. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/10
Nævnet hjemviste i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. ”Advokaten har heri påstået hjemvisning, idet Udlændingestyrelsen ikke forinden sin afgørelse af […] har haft samtale med ansøgerne. Efter votering besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet der ikke forud for den seneste afgørelse af […] er foretaget partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.” Ukra/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk ukrainer, er født i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han ikke vil have en fremtid på grund af de generelle socio-økonomiske og politiske forhold, der hersker i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i hjemlandet med stor sandsynlighed vil blive indkaldt til militærtjeneste og sendt i kamp. Ansøgeren frygter konsekvenserne af den politiske og sociale uro i hjemlandet, som følge af den russiske aggression på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Han har hverken oplyst om konflikter med myndighederne eller privatretlige konflikter. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold i Ukraine, eller det forhold at han ved en tilbagevenden risikerer udskrivning til militærtjeneste med mulighed for beordring til deltagelse i kamp ikke medfører nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [NDLD/14/041335] Stikord: Generelle forhold, militære forhold. ukra/2014/2
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk munyarwanda og muslim fra Kalwanga, Mpigi-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har efter det oplyste siden [slutningen] af 2015 været aktiv i LGBT Asylum i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Uganda frygter [J], der er far til hendes barn, ligesom hun frygter de ugandiske myndigheder og den lokale befolkning, idet hun er homoseksuel. Hun frygter endvidere menneskesmugleren [M] og den smuglerring, som han er en del af. Ansøgeren mødte i 2010 en kvinde ved navn [B], som hun i nogle år havde et seksuelt forhold til. I [sommeren] 2011 udsatte ansøgerens ven, [J], ansøgeren for et seksuelt overgreb, hvilket førte til, at de fik barnet [R], født i [foråret] 2012. I [sommeren] 2014 afslørede [J] ansøgeren og [B] i seksuelt samkvem i ansøgerens hjem. [B] slap væk, men [J] udsatte ansøgeren for verbale og fysiske overgreb. Naboer kom til og straffen for ansøgeren blev drøftet. En kvinde, der tilfældigt kom forbi på knallerttaxa, fik til opgave at bringe ansøgeren med til politiet. Efter få minutters kørsel slap ansøgeren væk fra kvinden på knallerten under påskud af at skulle forrette sin nødtørft. Ansøgeren tog herefter ophold hos [B’s] mor i omkring syv måneder, inden ansøgeren udrejste til Tyrkiet med hjælp fra menneskesmugleren [M]. I Tyrkiet fik ansøgeren besked på, at hun skulle arbejde som prostitueret for at betale en gæld på 7.000-8.000 USD til [M]. Ansøgeren flygtede fra [M], men det lykkedes ham at finde frem til hende og true hende på livet. [M] kontaktede ansøgeren telefonisk i Tyrkiet, hvor han fortalte, at han havde anmeldt hende for tyveri. Hun har i Danmark en kæreste ved navn [R]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om at hun er homoseksuel, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række centrale omstændigheder. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvornår hun blev voldtaget af [J], hvor længe hun opholdt sig i Sudan, hvem der bragte hende til [B’s] mors bopæl, om hun blev kørt helt til morens bopæl eller gik noget af vejen, modtagelsen af truende videoer fra [J], herunder om hvor mange hun har modtaget og hvornår, og om hvor længe hun og [R] har været kærester. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda/2018/2/TBP
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne og sin familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans daværende ægtefælle [i sommeren 2012] kom hjem og afslørede ham i at have seksuelt samkvem med hans mandlige kæreste. Ægtefællen begyndte at skrige, hvilket tiltrak naboerne. Dette førte til, at ansøgeren og hans kæreste blev udsat for et voldeligt overfald. Politiet ankom til stedet og kørte dernæst ansøgeren og hans kæreste på hospitalet. [Ansøgeren] var tilbageholdt i en arrest ved hospitalet, fordi hans fysiske skader nødvendiggjorde daglig behandling. Efter 14 dages ophold i arresten bestak han en fængselsbetjent, som lod en bagdør i arresten stå åben. Ansøgeren flygtede fra arresten, hvorefter han tog hen til sin ven og fætter ved navn […], som opbevarede hans pas. [Ansøgerens fætter] betalte for arbejdsvisum og flybillet til Dubai, hvorefter ansøgeren udrejste af Uganda. I henholdsvis 2013 og 2014 rejste han tilbage til Uganda, i hvilke forbindelser han anvendte et pas, hvorpå hans navn er angivet som værende […]. Ansøgeren har overfor Flygtningenævnet forklaret, at hans navn rettelig er […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han siden [vinteren] 2015 har været aktiv for og med LGBT Asylum, hvor han blandt andet har givet møde til foreningens månedlige møder og deltaget i samtlige arrangementer, LGBT Asylum har afholdt. I [vinteren] 2016 mødte han en mand, der bor i Sverige, og som han nu er blevet kæreste med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, eller at han som følge heraf har været udsat for overgreb fra lokalbefolkningen eller for tilbageholdelse af politiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer, herunder om centrale forhold, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet på centrale punkter har fremstået afglidende og usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om blandt andet, hvornår han begyndte at fatte seksuel interesse for sit eget køn og om, hvornår hans far blev bekendt med, at han var homoseksuel. Ansøgeren har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at han var 18 år, da han opdagede, at han var homoseksuel, mens han for nævnet har forklaret, at var 16 år, da han blev smidt ud af college, fordi det var blevet opdaget, at han var homoseksuel. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at begge hans forældre blev kaldt til møde på skolen, da det blev opdaget, at han var homoseksuel, og at hans far samme dag mistede troen på ham og smed ham ud hjemmefra. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans far først, da han gik på sidste semester på et nyt college, fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel, og at ansøgeren af denne grund var blevet smidt ud af det første college. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han mødte [sin navngivne mandlige kæreste] første gang, hvor gammel han var, da han og [den pågældende kæreste] indledte et forhold, om hvor hans kone havde været, før hun kom hjem og opdagede ansøgeren og [den pågældende kæreste] samt om, hvornår han første gang indrejste i Uganda fra Dubai. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt han frem-viste sit pas for myndighederne i forbindelse med, at han er udrejst og indrejst i Uganda. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren skulle have opgivet samme falske navn til politiet, da han blev tilbageholdt, som er angivet i det pas, som han efter flugten fra politiet anvendte i forbindelse med udrejsen af Uganda. Den fremlagte udtalelse fra LGBT Asylum kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda /2017/3/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine, født i 1976. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet som asylmotiv havde henvist til, at han var homoseksuel, og at hans far, som var krænket over hans seksualitet, uretmæssigt havde beskyldt ham for at have stjålet 20.000 USD. Han frygtede at blive forfulgt herfor, da hans far var medlem af Det Øverste Råd og derfor havde stor indflydelse. Det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at der ikke sker myndighedsunderstøttet forfølgelse af homoseksuelle i Ukraine. Ansøgerens oplysninger om hans fars medlemskab af Det Øverste Råd i Krim havde ikke kunnet bekræftes, idet faderens navn ikke havde optrådt på listen over medlemmer heraf. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgerens forklaring på dette punkt. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, eller at han ville blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ukraine/2004/2
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Ukraine, født i 1970. Indrejst i februar 2002. Det fremgik af ansøgerens forklaringer til sagen, at hun havde været aktiv for en organisation ”Sholom”, der havde til formål at hjælpe de personer, som blev udsat for forfølgelse fra myndighedernes side på grund af deres nationalitet, og heraf var de fleste jøder. Ansøgerens far var også medlem. Ansøgeren deltog i møder, fandt mødelokaler, uddelte løbesedler og afleverede penge fra sin far til organisationen. I 1987 blev bopælen ransaget på grund af aktiviteterne for organisationen. Herefter begyndte ansøgeren og hendes familie at blive chikaneret af naboer, herunder blev de kaldt ”de stinkende jøder”, landsforrædere og der blev kastet sten mod ansøgeren. I 1989 blev ansøgeren afhørt af politiet om hendes og familiens aktiviteter for organisationen. Endvidere var ansøgeren som følge af hendes aktiviteter for organisationen nødt til at skifte skole, idet skoleinspektøren opfordrede hende til det og hun blev efterfølgende smidt ud af den nye skole under påskud af sygdomsfravær. Ansøgeren og hendes familie forsøgte at få politiets beskyttelse og hjælp, men politiet grinte ad dem og rådede dem til at rejse til Israel, hvis de ville have værre problemer. I 1990 døde ansøgerens far. I 1991 flyttede ansøgeren og hendes mor til Rusland, men vendte efter et år tilbage, idet de ikke kunne få propiska i Rusland. Efter at være vendt tilbage erfarede de, at en nabo boede i deres lejlighed. De gik herefter til politiet, der truede med at fængsle ansøgeren og hendes mor. Herefter rejste de tilbage til Rusland, hvor de opholdt sig illegalt. I 1995 blev ansøgeren fængslet, idet hun blev beskyldt for tyveri og for at have opholdt sig illegalt i landet. Ansøgeren var tilbageholdt i 1 år. I 1999 udrejste ansøgeren af Rusland. Fra 1999-2002 opholdt ansøgeren sig i Tyskland. Ansøgeren vendte herefter tilbage til hjemlandet, hvor hun opholdt sig i 10 dage, hvorefter hun ønskede at udrejse til Rusland. Det lykkedes dog ikke ansøgeren at udrejse, idet hun ikke var i besiddelse af et ukrainsk pas. Herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at det blev lagt til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Ukraine, og at ansøgerens far var etnisk russer, mens moderen var etnisk jøde. Ansøgeren havde forklaret upræcist om sin færden efter 1990/1991. Det måtte dog tillægges vægt, at der under sagen var fremlagt kopi af et ukrainsk hjemrejsedokument vedrørende ansøgeren. Uanset spørgsmålet om manglende statsborgerskab skulle ansøgeren vurderes i forhold til Ukraine. Aktiviteterne for organisationen ”Sholom” kunne ikke begrunde asyl. Der havde været tale om meget begrænsede aktiviteter udført i en ung alder, og aktiviteterne lå tilbage i tid. Anholdelsen og afhøringen hos politiet i 1989 varede under en time. Ansøgerens antagelse om årsagen til faderens død beroede alene på formodninger. Der var ikke holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle stå bag dødsfaldet, der endvidere lå tilbage i tid. Den chikane som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for i hjemlandet, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Hertil kom, at forholdene lå tilbage i tid. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt havde opholdt sig i udlandet i flere år uden papirer og rejsedokumenter kunne ikke begrunde asyl. Der blev lagt vægt på det foreliggende baggrundsmateriale, herunder oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af marts 2000, hvorefter blandt andre ukrainske statsborgere af jødisk afstamning hverken har problemer med at genindrejse eller at få udstedt de fornødne dokumenter. Det fremgår videre af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U.S. State Departments rapport af marts 2003, at staten ikke understøtter antisemitisme. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk jøde, kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret, at ansøgeren tidligere havde fået afslag på en lignende asylansøgning i Tyskland i 1998, og at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde været forsvundet i en længere periode, hvorunder hun angiveligt havde opholdt sig i et andet europæisk land. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold i øvrigt, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Ukraine/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører lango-stammen, er kristen af trosretning og kommer fra Lira-distriktet i Uganda. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i en årrække havde været på flugt fra oprørsbevægelsen LRA, og at han som homoseksuel ville blive udsat for forfølgelse. Ansøgeren havde været på flugt fra LRA under borgerkrigslignende omstændigheder, hvorunder han havde mistet sin nærmeste familie og tilsluttet sig forskellige grupper af mennesker på flugt. Forholdene i landet var siden stabiliseret, og ansøgeren havde på intet tidspunkt været konkret og individuelt forfulgt. De generelle forhold i Uganda kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde forklaret udbyggende om sin angivelige homoseksualitet. Han havde således hverken under samtalen med politiet eller Udlændingeservice forklaret, at han skulle have været homoseksuel, uanset at der i det mindste havde været anledning og lejlighed til det i forbindelse med Udlændingeservices spørgsmål vedrørende en navngiven person. Det fandtes påfaldende, at ansøgeren ikke var i stand til at give nærmere oplysninger om den navngivne person, som han angiveligt skulle have haft et homoseksuelt forhold til gennem længere tid. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren havde problemer som homoseksuel. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde haft problemer som homoseksuel, havde ansøgeren ifølge sin forklaring alene været udsat for chikanerier og trusler i den gruppe, han havde befundet sig i. Ansøgeren ville ved en tilbagevenden kunne tage ophold i andre områder og sociale grupper, hvor han ikke var profileret som homoseksuel. Efter det anførte havde ansøgeren således ikke ved udrejsen været forfulgt og var ikke ved en tilbagevenden i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/2
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgerens oplysninger til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde derfor til grund, at ansøgerens fader, der havde været kampagneleder for FDC, var blevet opsøgt og dræbt i sit hjem i forbindelse med urolighederne i tiden omkring valget i Uganda i 2001. Ansøgeren, der havde været førsteårsstuderende på universitetet i Kampala, og som resten af familien havde støttet FDC, havde gentagne gange rettet henvendelser til politiet for at få drabet på faderen efterforsket og få kompensation hos myndighederne. Ansøgeren var efterfølgende blevet tilbageholdt i seks måneder hos militæret og var herunder blevet udsat for trusler på livet, inden det var lykkedes ham at flygte og udrejse. Ansøgeren havde primært opholdt sig i Ukraine i forbindelse med sin uddannelse, indtil han i perioden fra 2005 til sensommeren 2008 havde haft ophold i Egypten hos den arbejdsgiver, som havde finansieret uddannelsen. I sensommeren 2008 var ansøgeren, da han i nogle få uger havde opholdt sig i en landsby ca. 180 kilometer udenfor Kampala i forbindelse med sin moders begravelse, blevet eftersøgt af efterretningstjenesten, som havde fået underretninger om ansøgerens tilstedeværelse i Uganda, og som havde opsøgt ansøgerens ven for at få nærmere oplysninger om ansøgerens opholdssted. Efter yderligere knap et års ophold hos arbejdsgiveren i Egypten var ansøgeren på ny i foråret 2009 indrejst med henblik på at bosætte sig i Uganda. Imidlertid var ansøgerens ven på ny blevet opsøgt af efterretningstjenesten, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren havde været til stede hos vennen, men var undsluppet. Uanset at ansøgeren ikke kunne anses for en politisk profileret person, fandt flertallet på den ovennævnte baggrund, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde bragt sig i myndighedernes søgelys på en måde, som indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda kunne risikere en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning. Ansøgeren havde været i træningslejr i en måned med henblik på at blive udstationeret til Irak. I 2007 og 2008 havde ansøgeren demonstreret mod præsidenten sammen med en studenterorganisation, som han havde været med i. Under demonstrationen i 2008 var ansøgeren blevet anholdt og udsat for tortur med strøm og koldt vand og var hver morgen og aften blevet slået. Ansøgeren havde mén efter torturen på låret, hånden, knæet samt lungerne. Med hjælp fra en gammel skolekammerat var det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet. I 2008 havde ansøgeren fået udstedt et pas og visum til Danmark. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om en lang række forhold og fandt derfor ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Han havde således forklaret divergerende om længden af sit ophold i træningslejren med henblik på at blive udsendt til Irak, om baggrunden for de to demonstrationer i henholdsvis 2007 og 2008, om omfanget og karakteren af de fysiske overgreb, han havde været udsat for under sin angivelige tilbageholdelse efter demonstrationen i 2008 samt om længden af denne tilbageholdelse. Han havde endvidere forklaret divergerende om omstændighederne omkring sin flugt, idet han til asylansøgningsskemaet havde forklaret, at han var blevet efterladt nøgen sammen med to andre fanger, hvorimod han dels til samtalen og under nævnsbehandlingen havde forklaret, at det var lykkedes ham at sætte en albue i brystet på en soldat, som havde været med ham ude for at tisse, og som havde løsnet et af håndjernene. Han havde forklaret upræcist om, hvor meget der var betalt i bestikkelse til den skolekammerat, som angiveligt havde hjulpet ham med at flygte. Endelig havde han forklaret divergerende om, hvorvidt han havde underskrevet visum-ansøgningen, samt om omstændighederne omkring pasudstedelsen. Flygtningenævnet lagde efter en samlet vurdering herefter til grund for sagen, at ansøgeren var identisk med en navngiven mand, som var udrejst på legalt ugandisk pas fra Entebbe lufthavn i sommeren 2008 efter at have fået visum på baggrund af en invitation fra en organisation. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger gennem Udenrigsministeriet vedrørende ansøgerens forhold eller at indhente en retsmedicinsk undersøgelse af ansøgeren. Uganda/2009/3
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde i foråret 2008 søgt om asyl i forbindelse med en anholdelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylgrundlag havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerede tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde rettet henvendelse til hendes moder, da ansøgeren havde været ni år gammel, med henblik på at få ansøgeren omskåret. Ansøgeren havde ikke siden haft kontakt med sin fader, bortset fra at hun en gang havde mødt ham på gaden i Kampala, hvor de ikke havde talt sammen. Henset til, at der var forløbet mange år, hvor ansøgerens fader eller dennes familie ikke havde rettet henvendelse til ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren – uanset om faderen havde forespurgt til hende gennem ansøgerens moder eller moster – kunne antages at være i konkret risiko for at blive udsat for tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt nogen vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i cirka fire måneder og først i forbindelse med en anholdelse havde indgivet ansøgning om asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uganda/2009/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Uganda efter at have genoptaget behandlingen af sagen. Ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger vedrørende indrejsetidspunktet i Danmark. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Samme år stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2008 at genoptage behandlingen af sagen og besluttede samtidig at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingeservice foretog en ny asylretlig vurdering af ansøgerens sag. I slutningen af 2008 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag efter udlændingelovens § 7. Under nævnets behandling af sagen i foråret 2009 besluttede Flygtningenævnet på foranledning af indlæg fra ansøgerens advokat at udsætte sagen med henblik på at afvente rapport fra Servicestyrelsen vedrørende menneskehandlede kvinder fra Uganda. I to breve fra sommeren 2009 redegjorde den beskikkede advokat for sagens status. Det fremgik blandt andet heraf, at en rapport fra Servicestyrelsen om menneskehandlede kvinder fra Uganda ikke var umiddelbart forestående. På denne baggrund traf Flygtningenævnet i oktober 2009 afgørelse i sagen på skriftligt grundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun havde været udsat for menneskehandel, og hun ikke kunne vende tilbage til Uganda af frygt for, hvad hendes bagmand, som hun skyldte penge, ville gøre ved hende. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og til dels udbyggende om den navngivne bagmands henvendelser til ansøgeren, særligt om henvendelserne i 2007. Under nævnsmødet havde hun forklaret, at hun sidst talte med bagmanden i 2007, hvor det var hende selv, der havde ringet til ham. Ifølge Udlændingeservices samtalereferat havde hun derimod først forklaret, at hun sidst havde talt med bagmanden i 2004, og at han i perioden fra 2004 til 2007 hverken direkte eller gennem venner havde kontaktet ansøgeren, hvorefter hun senere under samme samtale havde forklaret, at hun mente, at bagmanden havde kontaktet hende én gang siden 2004. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at hun selv skulle have kontaktet bagmanden, hvis hun frygtede ham, og hendes forklaring herom stemte heller ikke overens med forklaringen ifølge Udlændingeservices samtalereferat. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at enten bagmanden eller dennes bekendte på et eller andet tidspunkt havde truet enten ansøgeren eller hendes veninde som følge af en påstået gæld til bagmanden, fandt nævnet, at der var tale om et privatretligt forhold, som ansøgeren – ved en tilbagevenden til hjemlandet – måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U. S. Department of State’s 2008 Human Rights Report: Uganda, at de ugandiske myndigheder samarbejdede med stedlige ngo’er om at identificere og yde assistance til personer, der havde været udsat for eller risikerede menneskehandel. De generelle forhold i Uganda, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved udrejsen i 2003 havde været asylbegrundende forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Uganda ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Uganda/2009/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Ansøgeren indrejste i 2011, efter at han havde opnået opholdstilladelse som studerende. I 2012 søgte han asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk musoga og kristen fra Jinja, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt eller dræbt, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans familie i 2008 fandt ud af, at han er homoseksuel. Faderen tæskede ansøgeren og sagde, at han ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kampala, hvor han gik i skole. Ansøgeren har ikke haft kontakt til sin familie siden episoden i 2008. I slutningen af 2009 mødte ansøgeren […], som han blev kæreste med. De spillede musik i samme band. Ansøgeren flyttede ind hos kærestenKæresten var aktiv i kampen for homoseksuelles rettigheder og skrev bl.a. blogs. A opfordrede ansøgeren til at bruge sine kreative evner som fotograf i kampen for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren lagde blandt andet billeder ud på sin hjemmeside og skrev om homoseksuelles forhold på sin blog. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren og kæresten anholdt og bragt til en politistation. Det lykkedes kæresten at flygte. Ansøgeren blev mishandlet. Efter en uge blev ansøgeren løsladt uden betingelser. Ansøgeren flyttede ind hos en amerikansk missionær, […], som ansøgeren havde arbejdet for som fotograf. Ansøgeren boede hos missionæren indtil udrejsen i […] 2011. I denne periode var ansøgeren af og til uden for missionærens hjem og udførte forskellige opgaver som fotograf. Missionæren arrangerede og betalte for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen indeholder divergenser og fremstår usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en meget vag og generel forklaring om væsentlige dele af sit asylmotiv, herunder om forholdet til kæresten, ansøgerens aktiviteter for homoseksuelles rettigheder og ansøgerens anholdelse og frihedsberøvelse. Som følge af den vage og generelle forklaring og tøvende besvarelse af spørgsmål fremstår forklaringen ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om kærestens flugt, om omstændighederne ved løsladelsen, om kontakten til kæresten efter løsladelsen, om perioden fra løsladelsen til udrejsen, om kontakten til og problemerne for missionæren og om Facebook-profiler. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig, herunder om anholdelsen, om kærestens flugt, om løsladelsen og om missionærens bistand til udrejsen. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, herunder at ansøgeren først søgte om asyl ca. 1 år efter indrejsen og efter, at ansøgeren havde fået afslag på en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som studerende i Danmark. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Uganda i flere måneder i 2011 uden at opleve problemer, herunder at ansøgeren i denne periode udførte en række aktiviteter som fotograf, ligesom han har foretaget rejser til udlandet. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke på nogen måde er støttet af de mange oplysninger, der er tilgængelige på internettet om ansøgeren, herunder ansøgerens profiler og hjemmeside. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/5
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen traf i 2013 afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren på med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold og besiddelse af euforiserende stoffer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk munyankole og katolik fra byen Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin seksuelle orientering som lesbisk. Endvidere frygter ansøgeren repressalier fra de øvrige beboere i sin landsby. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun i 2010 indledte et forhold til en kvinde ved navn […]. Ansøgeren boede sammen med kvinden i byen […] i en forstad til Kampala. I foråret 2011 blev de og veninden […] opsøgt af en stor gruppe af personer på bopælen, som kom med tilråb og truede med at brænde deres hus af, såfremt de ikke kom ud. Af frygt for dette valgte ansøgeren og de to andre kvinder til sidst at forlade huset. Uden for bopælen blev de blandt andet overhældt med affald og urin. Personerne var utilfredse med, at ansøgeren og […] boede sammen, da dette ikke var velanset. De beskyldte endvidere ansøgeren og […] for at oplære veninden i at indlede forhold til andre kvinder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en lokal sikkerhedsvagt, som patruljerede i området, ankom til stedet i følgeskab med to betjente. Ansøgeren og de to kvinder blev tilbageholdt af mændene og kørt til et andet sted. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for krænkende behandling, herunder blandt andet tvunget til at tage sit tøj af og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Ansøgeren og de to kvinder blev ligeledes truet med våben til at tilstå, at de var lesbiske og gav penge til andre kvinder for at blive lesbiske. Betjentene optog tilståelsen og truede med at offentliggøre den, såfremt ansøgeren og kvinderne afslørede, hvad der var sket under tilbageholdelsen. På den tredje dag blev hun ført til en lægeklinik, hvor en læge, som var kunde hos hendes fader, hjalp hende med at flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sin asylsag har afgivet sammenhængende og detaljerede forklaringer om sit asylmotiv, og at ansøgeren for Flygtningenævnet har givet en rimelig forklaring på, at hun først søgte om asyl efter, hun blev anholdt af politiet i Danmark. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun er homoseksuel, og at hun som følge heraf blev udsat for overgreb af først lokalbefolkningen og efterfølgende af lokale betjente i Uganda. Hun har endvidere sandsynliggjort, at betjentene tilbageholdt hende som følge af hendes seksualitet, og at de under tilbageholdelsen udsatte hende for blandt andet seksuelle overgreb, herunder voldtægt, ligesom betjentene tvang hende til at læse en erklæring op om hendes seksualitet, mens de videofilmede hende. På denne baggrund og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikere forfølgelse som følge af, at hun er homoseksuel, og dermed tilhører en særlig social gruppe, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er efter karakteren af den kriminalitet, som ansøgeren har begået i Danmark, ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/4
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk buganda fra […], Uganda og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin familie eller beboerne i landsbyen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret, at han i sommeren 2013 havde besøg af sin mandlige kæreste gennem halvandet år. De havde samleje på ansøgerens værelse, hvilket ansøgerens farbroder opdagede. Farbroderen begyndte at råbe, og han tilkaldte beboerne i landsbyen, hvorefter ansøgeren og hans kæreste flygtede. Ansøgeren levede herefter i skjul i 16 til 17 dage. I denne periode søgte ansøgerens familie og andre fra landsbyen efter ansøgeren, idet de ville dræbe ham, da han havde bragt skam over familien og landsbyen ved at være homoseksuel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren troværdigt og konsekvent har forklaret om sin homoseksualitet og baggrunden for sin udrejse fra Uganda. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer overgreb, der må anses for begrundet i hans tilhørsforhold til en sådan særlig social gruppe som anført i Flygtningekonventionens art. 1 A, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/3
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Indien og Uganda. Indrejst i 2010. I 2012 hjemviste nævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I slutningen af 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk inder og er konverteret kristen fra Hyderabad i Indien. Den kvindelige ansøger er etnisk samia og kristen af trosretning fra […]i Uganda. Begge ansøgere har haft tilknytning til Church of love. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin ugandiske ægtefælles tidligere ægtefælle, der har stået bag to tilbageholdelser af ansøgeren henholdsvis i 2008 og 2010 og hvorunder han blev udsat for alvorlige fysiske overgreb. Den tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person, som arbejder inden for politiet/militæret. Han har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Indien, idet hans familie vil slå ham og hans ægtefælle ihjel, fordi familien er imod, dels at ansøgeren har giftet sig med en afrikansk kvinde, dels at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at da han i 2008 rejste fra Uganda til Indien, blev han truet, indespærret og slået af familien, der forsøgte at tvinge ham til at indgå ægteskab med en indisk kvinde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Uganda, idet hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for fysiske overgreb. Hendes tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person som arbejder indenfor politiet. Ansøgeren har herved henvist til, at hun i efteråret 2007 mødte sin tidligere ægtefælle i Kampala, hvor han slog hende, så hun faldt, og at politiet intet foretog sig, da hun anmeldte forholdet. Hun og hendes nuværende ægtefælle blev endvidere i begyndelsen af 2008 opsøgt på bopælen af tre mænd, der tog parret med til et hus, hvor den tidligere ægtefælle truede med at dræbe dem, og hvor hun blev mishandlet og voldtaget af flere mænd. Endelig blev hendes nuværende ægtefælle i 2010 tilbageholdt i to måneder som led i konflikten. Hun har videre henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Indien, idet hendes ægtefælles familie vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel, hvis de kommer til Indien, idet de er imod ægteskabet med ansøgeren og imod hendes ægtefælles konvertering. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund om de overgreb, de har været udsat for i Uganda. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering, at konflikten med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har antaget en sådan karakter, at det må sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse af den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at overgrebene har udspring i en privatretlig konflikt og finder ikke grundlag for at anse konflikten for myndighedsunderstøttet og henfører derfor forholdet under udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at de konflikter den mandlige ansøger har forklaret, han har fået med sin familie i Indien på grund af ægteskabet med den kvindelige ansøger, har antaget en sådan intensitet og karakter, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger som følge af sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden vil foretage handlinger, der indebærer risiko for asylbegrundende forfølgelse fra det omgivende samfund. For så vidt angår spørgsmålet om at anvende Indien som første asylland for den kvindelige ansøger, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren, uanset hun ikke har opholdt sig i Indien, har en nær tilknytning til dette land i kraft af sit ægteskab med den mandlige ansøger. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren ifølge fremlagte oplysninger fra den indiske ambassade kan indrejse i Indien og opnå opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af ægteskabet. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at der ifølge baggrundsoplysningerne forekommer blandede ægteskaber i Indien, navnlig i de større byer. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i Indien vil være i risiko for refoulement, jf. blandt andet ”Country of Origin Information (COI) Report” af 30. marts 2012, UK Boarder Agency. Flertallet finder herefter, at Indien kan tjene som første asylland for den kvindelige ansøger. Ingen af ansøgerne har konflikter med de indiske myndigheder. Flertallet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger i Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster i dette omfang Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har været medlem af organisationen ”Sexual Minorities in Uganda” (SMUG) siden 2010 og indtil udrejsen fra Uganda i foråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive tilbageholdt og dræbt af de ugandiske myndigheder eller lokalbefolkningen, fordi ansøgeren har udført aktiviteter for SMUG. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2010 har været tilknyttet SMUG, og at han havde til opgave at oplyse lokalbefolkningen i Kampala og omegn om forholdene for homoseksuelle i Uganda. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af politiet, og han blev tilbageholdt og ført til politistationen i […], hvor han blev afhørt om, hvorvidt han havde tilknytning til SMUG samt om hans seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter en dags tilbageholdelse, idet myndighederne manglede bevis. Ansøgeren genoptog sine aktiviteter for SMUG og i slutningen af 2011 blev han kontaktet telefonisk af en ven, der fortalte, at politiet var på vej til ansøgerens bopæl for at tilbageholde ham. Ansøgeren flygtede fra bopælen og tog ophold i byen […] i det sydlige Uganda. Ved hjælp af en ven fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, og han indrejste i Danmark i foråret 2012 på sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle ansøgerens forklaring om at han, selvom han ikke selv er homoseksuel har været medlem af SMUG og udført informationsarbejde i den forbindelse. Flygtningenævnet finder heller ikke grund til at betvivle, at ansøgeren i begyndelsen af 2011 blev anholdt, men løsladt efter en dag uden nærmere betingelser. Flygtningenævnet bemærker, at SMUG er en lovlig organisation, og at medlemskab af organisationen ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har oplyst om chikane eller overgreb fra lokalbefolkningen i anledning af sit arbejde i et sådant omfang, at dette kunne være asylbegrundende. Ansøgeren har som aktuel baggrund for sin udrejse forklaret, at han var eftersøgt af de ugandiske myndigheder, der havde henvendt sig på bopælen og foretaget ransagning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, og lægger herved vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i landet i fire måneder efter at den angivelige henvendelse på bopælen, og at han har kunnet udrejse legalt og problemfrit på eget pas med visum til Danmark. Ansøgeren har til Flygtningenævnet forklaret, at passet blev forevist af andre som han fulgtes med, men Flygtningenævnet har lagt vægt på at han til Udlændingestyrelsen forklarede, at han selv foreviste passet flere gange ved udrejsen. Flygtningenævnet tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl efter ni dages ophold i Danmark til trods for at han allerede i lufthavnen havde mulighed for at komme i kontakt med de danske myndigheder. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/1
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mugunda og katolik fra […], Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren mener, at han har været opført på en liste over homoseksuelle, som har været bragt i en avis. Det er hans opfattelse at årsagen til, at han kom med på denne liste, har været, at han har deltaget på et møde i sit hjemland om, hvorledes man kan forebygge seksuelt overførte sygdomme. Ansøgeren har været tilbageholdt to gange på grund af sin homoseksualitet. Senest hjalp en politimand, der selv var homoseksuel, ham til at flygte fra et fængslet og derpå at flygte ud af landet. Som modydelse for rejseudgifterne modtog den pågældende hans ejendom. Det fremgår af sagen, at ansøgeren den […] 2012 blev anholdt af politiet, idet han under falsk identitet arbejdede i en terminal tilhørende et internationalt brev- og pakketransportfirma i Danmark. Ansøgeren var i besiddelse af en anden persons sygesikringskort og oplyste, at han var indrejst i sommeren 2011. Ansøgeren forklarede først, at han havde tilegnet sig kortet, men ændrede senere sin forklaring til, at han betalte for at kunne benytte det. Ansøgeren har som årsag til, at han ikke før anholdelsen har søgt asyl forklaret, at han ikke var bekendt med muligheden herfor.. Ansøgeren har i denne forbindelse oplyst. at han ikke har haft nogen kontakt til homoseksuelle miljøer i Danmark. Af en samtale med Center For Menneskehandel den […] 2012 fremgår, at indehaveren af sygesikringskortet modtog betaling fra ansøgeren, og at ansøgeren selv boede på gaden. Yderligere oplysninger om ansøgerens liv her i landet foreligger ikke. Det fremgår, at ansøgeren i forbindelse med identitetsafhøringen overfor politiet i foråret 2012 har forklaret, at han var under mistanke for at oplære drenge til homoseksualitet i lokalområdet. I samme afhøring er anført, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, hvilket ansøgeren senere har bestridt. Ifølge hans senere asylskema af […] 2012 har han ikke været medlem af nogen foreninger. Om de to af ansøgeren angivne tilbageholdelser bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om deres længde, og om hvorvidt han efter sin løsladelse har været underlagt en meldepligt. Det fremstår i den forbindelse også utroværdigt, at en homoseksuel politimand skulle have hjulpet ansøgeren med at flygte, henset til den risiko der ville være forbundet med politimandens eksponering af sin homoseksualitet over for en indsat. Af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremgår det, at han forud for udrejsen havde en tre år ældre homoseksuel ven, og videre at han ikke i offentligheden har optrådt som homoseksuel. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet gjort gældende, at han fortsat er efterstræbt af de ugandiske myndigheder og har i den forbindelse henvist til en fremlagt efterlysning fra sommeren 2012 trykt i den ugandiske avis[…]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om sine forhold, herunder om hensigten med udrejsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer meget lidt sandsynligt, at ansøgeren, der behersker engelsk og har været i beskæftigelse i en terminal under et ikke kortvarigt ophold her, såfremt han havde asylretslige problemer, ikke gennem landsmænd eller andre engelsktalende, som han i øvrigt har fået vejledning af, skulle have fået kendskab til mulighederne for asyl. Ansøgerens forklaring om det manglende kendskab tilsidesættes derfor. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sagens behandling har forklaret udbyggende. Det fremgår således først i forbindelse med nævnets behandling, at ansøgeren skulle havde deltaget i et møde for kvinder og mænd om seksuelt overførte sygdomme. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens navn fremgår af en liste, eller at han har deltaget i det pågældende oplysningsmøde, og at hans homoseksualitet derfor skulle være kommet frem. Flygtningenævnet finder således ikke ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som homoseksuel troværdig og således heller ikke, at han af den grund skulle være efterlyst af de ugandiske myndigheder. Det fremlagte eksemplar af tabloid-avisen […]fra sommeren 2012 ændrer ikke denne vurdering. Det engelsksprogede blad indeholder billeder og artikler, der må betegnes som kulørt underholdning, og annoncen om efterlysningen står alene i forhold til det øvrige indhold. Det bemærkes at det ikke i annoncen er anført, hvem der efterlyser ansøgeren, hvilken politimyndighed der skal kontaktes samt kontaktoplysninger på politiet. Bladet er dateret mere end 1 år efter ansøgerens udrejse, og efter at ansøgeren havde fået afslag på sin asylansøgning. Af Udenrigsministeriets notat af 22. marts 2011 fremgår, at det i visse tabloid-aviser i Uganda er muligt før privatpersoner at få indrykket efterlysninger. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at det er på ansøgerens foranledning, at der efter hans udrejse af hjemlandet, er indrykket en efterlysning i en avis med det formål at opnå asyl. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved den konstruerede efterlysning i sig selv er blevet eksponeret i en sådan grad, at ansøgeren må betragtes som værende i konkret og individuel risiko for forfølgelse på grund af en seksuel orientering. Nævnet har i denne vurdering tillagt det afgørende vægt, at ansøgeren ikke inden sin udrejse har været eksponeret. Nævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, idet han har oplyst divergerende herom, ligesom han har anført, at han ikke har været aktiv forkæmper for homoseksuelles rettigheder i Uganda. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren hverken for eller efter sin udrejse har eksponeret sig på en måde, der gør, at han må meddeles asyl. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7. stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2012/1
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda fra […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og en ven en nat i efteråret 2009 blev overfaldet af en gruppe mænd, som slog og råbte skældsord mod dem på grund af deres seksuelle overbevisning. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet, da politiet i Uganda ikke foretager sig noget i sådanne sager. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans fader i begyndelsen af 2010 fandt ud af, at ansøgeren er homoseksuel. Faderen forsøgte at dræbe ansøgeren, idet han havde vanæret klanen og familien. Ansøgeren frygter, at hele hans familie nu er ude efter ham. Endelig har ansøgeren henvist til, der i det ugandiske samfund generelt er en stor og åben fjendtlighed mod homoseksuelle. Trusler og overfald mod homoseksuelle bliver ikke efterforsket af politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan således lægge til grund for sagen, at ansøgeren dels i efteråret 2009 blev overfaldet af den nævnte gruppe mænd angiveligt som følge af hans homoseksualitet, dels at hans fader af samme årsag har forsøgt at slå ham ihjel med en machete. Flertallet finder det endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han efterfølgende er blevet overfaldet både verbalt og fysisk af flere af hans nærmeste familiemedlemmer, som han i dag har kunnet angive ved navn. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet homoseksualitet i Uganda efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan medføre diskriminerende aktiviteter blandt andet fra befolkningen, som ansøgeren ikke kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse imod. Derimod finder flertallet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/3
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er kristen af trosretning og tilhører baganda/muganda-befolkningsgruppen, har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de personer, som i 2009 tilbageholdt ham og afhørte ham under tortur i anledningen af fundet af våben og ammunition i ansøgerens lastbil. Ansøgeren har til sagen oplyst om pågribelsen omkring efteråret 2009, om den efterfølgende tilbageholdelse i to uger hos militæret i en kaserne ved Kampala samt tilbageholdelsen i cirka fire uger hos civilklædte personer i et hus, hvorefter ansøgeren, mod hans moders betaling af løsepenge, blev efterladt i en vejside, hvor moderen kort efter kom til stede og herefter sammen med en kvindelig bekendt bragte ansøgeren til Kenya i vinteren 2009. Ansøgeren opholdt sig i Kenya i omkring en måned, hvorefter moderen, der besøgte ansøgeren ugentligt i Kenya, havde skaffet penge til ansøgerens udrejse. Ansøgeren indrejste i Danmark i vinteren 2009 på et falskt pas, som agenten havde og foreviste. Ansøgeren har forklaret, at han blev udsat for vold og tortur på kasernen, men navnlig hos de civilklædte personer, som ansøgeren anså for at være fra terrorenheden JATT. Ansøgeren har forklaret nærmere om torturen i asylansøgningsskemaet og i samtalen med Udlændingeservice. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det tidsmæssige hændelsesforløb er overensstemmende med blandt andet det oplyste om uroligheder i Kampala den 9. og den 10. september 2009, hvor kongen af Buganda blev meddelt rejseforbud af regeringen, og hvor der i den forbindelse opstod demonstrationer. Nævnet lægger videre vægt på det oplyste ifølge baggrundsmaterialet om den paramilitære enhed JATT. Når der videre henses til, at det ved den personundersøgelse, som Retsmedicinsk Institut ved Århus Universitet har foretaget konkluderende i erklæring af […] 2010 er lagt til grund, at det ud fra det samlede billede hos ansøgeren synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være følger af tortur, finder nævnet samlet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv herefter må lægges til grund. Vedrørende spørgsmål om dokumentation for ansøgerens identitet bemærkes herved, at den beskikkede advokat med brev af […] 2010 tilsendte nævnet ansøgerens fødselsattest med identitetsoplysninger om ansøgeren svarende til det oplyste til sagen. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv og ikke tidligere har været i konflikt med de ugandiske myndigheder. Ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for tortur som af ansøgeren forklaret i anledningen af, at der ved en konkret ransagning af ansøgerens lastbil blev fundet formentlig våben eller sprængstof i lastbilen. Ansøgeren, der var ubekendt hermed, blev efterfølgende løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren findes ikke ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for en forfølgelse af den karakter, som omhandles i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren ikke kan anses for konkret og individuelt efterstræbt af myndighederne. Derimod findes ansøgeren, der anses for tilbageholdt og udsat for tortur af JATT, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for vilkårlig tilbageholdelse og overgreb fra selvstændigt opererende grupper, navnlig JATT, som ansøgeren ikke kan søge tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse mod, og som det ikke kan kræves, at ansøgeren på den angivne baggrund udsætter sig for. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk moganda og kristen, er født i [byen A] i Somalia, men opvokset i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin fars og mors familie, idet han er homoseksuel. I den forbindelse frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at konvertere til Islam og gifte sig med en kvinde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ugander frygter de generelle forhold for homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var udsat for chikane på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren drev en herretøjsbutik i [byen B] i Uganda. I [slutningen af 2014] modtog ansøgeren trusler af nogle ukendte personer. På bygningen blev der malet tekster, hvor der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel, såfremt han ikke holdt sig væk fra deres børn. Der kom også en gruppe kvinder til ansøgerens butik og kastede ko afføring på ansøgerens tøj. Kvinderne råbte, at de ikke ville have en person som ansøgeren i deres nabolag. Omkring otte dage efter denne episode fandt ansøgeren et dødt dyr foran sin butik. Et par dage senere løb tre mænd efter ansøgeren. De sagde, at ansøgeren skulle forlade byen. Den [begyndelsen af 2015] blev ansøgerens butik smadret. Nogle ukendte personer havde taget tøjet fra butikken og smadret alt. Efter denne episode forlod ansøgeren byen. I [foråret 2015] begyndte ansøgeren at drive en ny forretning, hvor han ansatte sin kæreste. I [foråret 2015] blev ansøgerens kæreste overfaldet af ansøgerens fætter og øvrige familie, og alt tøj blev stjålet fra butikken. Ansøgeren åbnede efterfølgende en ny forretning, som i [efteråret 2015] blev afbrændt af ukendte personer. Han modtog derefter et opkald, hvor han blev truet med, at han ikke måtte komme hjem. Ansøgeren udrejste af Uganda I [efteråret 2015]. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og udbyggende både om forhold af central betydning for asylmotivet og om en lang række øvrige forhold. Ansøgeren har herunder kommet med forskellige forklaringer om sine homoseksuelle bekendtskaber og navnlig om tidspunktet, indholdet og rækkefølgen af de trusler, angreb og henvendelser, som han har oplyst at have været udsat for. Nævnet kan således i det hele tilslutte sig Udlændingestyrelsen vurdering af og begrundelse for, at ansøgerens forklaring om sin familiekonflikt eller konflikt med lokalbefolkningen ikke kan lægges til grund. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin seksualitet bemærker nævnet, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ansøgerens forklaring om sin families trusler og angreb mod ham og hans butikker har som følge af en række uoverensstemmelser i hans fortællinger ikke kunne lægges til grund. Selv hvis dele af de skiftende forklaringer kunne lægges til grund, så følger det af det, som ansøgeren har forklaret, at hans familie tilsyneladende over en længere periode har været bekendt med ansøgers seksualitet, hvilket de har reageret på ved at fremsætte trusler og udøve hærværk mod hans butikker, men uden at ansøgeren selv har været genstand for alvorlig vold eller andre asylbegrundende overgreb. Det kan herefter ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda – alene på grund af sin angivelige homoseksualitet – vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/6/AZU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ganda og kristen af trosretning fra [en by], Wakiso District, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen og de ugandiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bekendt med sin seksuelle observans, da han var omkring 14-15 år. [I slutningen af] 2010 mødte ansøgeren en mand ved navn [A] på et diskotek. De blev efterfølgende venner. På foranledning af ansøgerens mor, mødte ansøgeren i [slutningen af] 2010 en pige ved navn [P], som flyttede ind på ansøgerens bopæl tre dage senere. Ansøgeren indledte et forhold til [P], selvom han ikke havde lyst til dette. Ansøgeren sluttede forholdet til [P] inden, der var gået et år. Omkring halvandet år efter bruddet fortalte [P] ansøgerens mor, at hun havde født en datter, som ansøgeren var far til. En aften omkring medio 2011 tog ansøgeren med [A] på diskotek, hvorefter [D] tog med hjem til ansøgerens bopæl. De indledte herefter et forhold til hinanden, som udviklede sig til et kæresteforhold. [I efteråret] 2015 opdagede ansøgerens ven, [B], ansøgeren og [D] have seksuelt samkvem i ansøgerens hus. [B] råbte og folk samledes uden for ansøgerens hus. Folkene hev ansøgeren og [D] ud foran huset, og de begyndte at slå dem. [D] forsøgte at rejse sig op for at flygte, men blev omringet, og ansøgeren øjnede derfor en mulighed for at flygte fra stedet. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem nogle majsmarker, hvorefter han gemte sig i bush’en i fem- seks timer. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven, [C], hvis bopæl lå omkring 20-30 minutters gang derfra. Ansøgeren opholdt sig hos [C] indtil [en dato i efteråret] 2015, hvor han udrejste af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit forhold til [D] og afsløringen heraf til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der angiveligt har været i et kæresteforhold til [D] fra medio 2011 til ansøgerens udrejse af Uganda i 2015, har et påfaldende mangelfuldt kendskab til [D]. Ansøgeren ved således ikke, hvornår [D] er født eller hvor, han ved ikke, hvad [D’s] forældre hedder, eller hvad de beskæftiger sig med, om [D] har søskende eller børn, ligesom han – uden nogen nærmere oplyst begrundelse – aldrig har været hjemme hos [D]. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kan huske [D’s] telefonnummer og ikke er i besiddelse af et billede af ham. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han stadig er forelsket i [D]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [D] havde seksuelt samkvem hjemme hos ansøgeren uden, at de låste hoveddøren, og at det lykkedes ansøgeren at flygte henset til, at han og [D] angiveligt var omringet af lokalbefolkningen. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren tog ophold hos sin ven, [C], der boede i samme landsby som ansøgeren, med den dermed forbundne risiko for at blive opdaget, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt havde gemt noget af sin opsparing hos [C] og dermed kunne betale for udrejsen, som [C] arrangerede. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Uganda uden problemer. For så vidt angår ansøgerens facebookprofil bemærker nævnet, at ansøgeren efter sin forklaring ikke bruger sin profil til at fremstille sin seksuelle orientering, og at det i øvrigt, som nævnt fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at LGBT-personer ikke er udsat for rutinemæssige eller systematiske, målrettede overgreb fra myndighederne. Den fremlagte udtalelse fra [en LGBT-forening] kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/4/JAH
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Uganda samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sebei og kristen af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive omskåret eller slået ihjel af sin biologiske far. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hendes forældre blev skilt, da hun var omkring to år. Ansøgeren boede herefter delvist hos sin mor og delvist hos morens veninde [A]. Da ansøgeren var omkring fire-fem år gammel, blev moren oplyst om, at ansøgerens far, [B], var i byen. Han ønskede at hente ansøgeren med henblik på at foretage en omskæring. Ansøgerens mor havde gemt ansøgeren hos en veninde og foregav, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren befandt sig. [B] forlod efter to uger igen byen. Ansøgeren husker en anden episode, hvor [B] opsøgte ansøgerens mors bopæl. Ansøgerens mor fortalte [B], at ansøgeren ikke var på bopælen, mens ansøgeren gemte sig i huset. På en for ansøgeren ukendt dato i 2005, da ansøgeren var omkring otte år gammel, blev hun bortført af ukendte mænd. Ansøgeren blev bedøvet og bundet og vågnede op i et hus. Her fortalte en mand hende, at hun skulle gennemgå et omskæringsritual, og ansøgeren kunne høre lyden af trommer. Ansøgeren opholdt sig i hytten omkring to timer. Ansøge-ren blev i hytten udsat for fuldbyrdet voldtægt. Det lykkedes imidlertid ansøgeren efterfølgende at slippe væk, idet hun kradsede manden og stak fingrene i hans øjne. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 blev ansøgeren bortført fra [As] bopæl af to mænd. Da ansøgeren vågnede, befandt hun sig i [Bs] brors hus, og [B] fortalte hende, at hun skulle omskæres. [Bs] bror var imidlertid modstander af, at det fandt sted i hans hus, hvorfor han hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin stedfar, som hjalp hende med at udrejse af Uganda den [nærmere angi-ven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse været telefonisk i kontakt med stedfa-ren og [A], som begge har oplevet problemer efter ansøgerens udrejse. [A] mener, at deres problemer relaterer sig til ansøgerens konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i Slovenien den [ultimo] 2015 er registreret som værende fra Sudan og med en fødselsdato den [anden dato end opgivet i Danmark] 1985. Datoen […] 1985 fremgår tillige af græske dokumenter. Ansøgerens forklaring om, hvorfor de slovenske myndigheder har registreret hende med korrekt navn og foto men med ukorrekt fødselsdato og nati-onalitet, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema af [nærmere angiven dato ultimo] 2015 alene i brede vendinger omtalt, at hun frygter at blive dræbt, hvorimod risikoen for omskæring ikke er omtalt. Det er heller ikke omtalt, at det var hendes nærmeste familie, hun angiveligt frygtede. Det anføres udtrykkeligt, at problemerne startede, da hun fyldte 17 år i 2014. Disse oplysninger er i afgørende modstrid med senere oplysninger, som ansøgeren har givet til de danske myndigheder. Hun har ved samtaler med de danske myndigheder oplyst, at forsøgene på at få gennemført en omskæring af hende startede allerede, da hun var barn, omkring femårs alderen, og at hun som otteårig blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt. Hun har endvidere oplyst, at det sene-ste forsøg på at omskære hende fandt sted i 2015. Disse divergenser er så væsentlige, at de efter Flygtningenævnets opfattelse ikke alene kan tilskrives mangelfulde engelskkundskaber hos ansøge-ren. Ansøgeren har ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret om en række enkelt epi-soder, hvor hendes far og medlemmer af dennes klan har opsøgt hendes mor. I den forbindelse har ansøgeren ved fremmødet forklaret om en episode, hvor afgrøder tilhørende hendes mor blev øde-lagt. Dette væsentlige forhold er uomtalt i de tidligere samtaler med ansøgeren. Endelig har ansøge-ren ved fremmødet forklaret, at hun var nødt til at være prostitueret i Tyrkiet. Ved tidligere samtaler har hun alene oplyst, at hun blev gravid i Tyrkiet. Selvom Flygtningenævnet kan tiltræde det af an-søgerens advokat anførte om, at nogle af de divergenser, der er henvist til af Udlændingestyrelsen i dennes afgørelse af [nærmere angivet dato i foråret] 2017, enten må betegnes som mindre væsentli-ge eller eventuelt kan tilskrives ansøgerens unge alder, finder Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som så utroværdig, at den ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/3/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en en kvindelig statsborger samt et barn fra Uganda. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk moganda og kristen fra [en mindre by], Wakiso, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie samt faren til sit ældste barn og hans familie, idet ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 1993 blev tiltrukket af en pige ved navn [A]. I 1996 havde de sex i en skov og blev opdaget af en gruppe mænd. Da ansøgerens forældre blev bekendt hermed, slog de ansøgeren, og ansøgerens far truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til en pige ved navn [B], som hun kendte fra kirken. I 1997 indledte ansøgeren et forhold til [B], som varede indtil 2007. Forholdet sluttede, fordi [B] tog til Sudan i forbindelse med rygter om deres forhold. Ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [starten af] 2010 til [sommeren] 2010, hvor ansøgeren hjalp en dansk kvinde under kvindens graviditet. Da ansøgeren efterfølgende vendte tilbage til Uganda, indledte ansøgeren et forhold til en mand, [C]. [C] overværede tilfældigt ansøgeren have sex med en kvinde. Det lykkedes ansøgeren at overbevise [C] om, at hun ikke var homoseksuel. Ansøgeren blev gravid i slutningen af 2011 for at mane rygter om sin seksualitet til jorden. I [sommeren] 2014 kom Ronald uanmeldt på besøg, og opdagede igen ansøgeren have sex med en kvinde. [C] slog og sparkede ansøgeren og kastede deres barn ind i væggen. Ansøgeren flygtede fra bopælen med sit barn og tog direkte på sygehuset. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin fætters ven, [D]. Hun boede hos [D] indtil sin udrejse af Uganda. [E], som ansøgeren havde lært at kende under sit ophold i Danmark i 2010, hjalp hende med at opnå visum til Danmark. Hun fik Visum til Danmark på den norske ambassade i Kampala i [efteråret] 2014 gældende fra [et tidspunkt i slutningen af] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste af Uganda [i foråret] 2015 efter at have fået udstedt visum til Danmark [et tidspunkt i slutningen af] 2014, henset til, at ansøgeren på daværende tidspunkt angiveligt frygtede for [C]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forblev i byen, efter at [B] var udrejst til Sudan angiveligt, fordi hun blev beskyldt for at være homoseksuel, og at hun opholdt sig i omkring ni måneder hos sin fætters bekendte uden at blive opsøgt af [C]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at hun opholdt sig i den samme landsby, efter at hendes far havde truet hende på livet i fire år, hvorved bemærkes, at hun først under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om en større by. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende på konkrete spørgsmål om afstande og rejsetid mellem de byer, hvor hun opholdt sig og de byer, hvor hendes far, [C] og hendes barn opholdt sig. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelig efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har fået konstateret, at være HIV-smittet, kan ikke føre det andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2018/1/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [mindre by], Uganda. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [G] og folk fra hendes landsby, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var om-kring seks år. Da ansøgeren var 16 år blev hun forelsket i en pige, som hun gik i skole med. I 2008, da ansøgeren var 20 år, blev hun gift med [G] imod sin vilje. De boede sammen i syv år. I hen-holdsvis 2009 og 2012 fik de to børn sammen. I 2008 lærte ansøgeren en pige ved navn [D] at ken-de, og de indledte et forhold. [I foråret] 2015 døde [G’s] søster, [S]. Ansøgeren tog til begravelsen sammen med [D] og to andre kolleger. Efter begravelsen overnattede ansøgeren og [D] i et telt, og de havde seksuelt samkvem. Dette blev opdaget af folk, der var med til begravelsen, og ansøgeren og [D] blev slået. Folk fra landsbyen alarmerede andre folk og lidt efter blev der affyret skud. Der opstod tumult, og ansøgeren fik mulighed for at flygte. Ansøgeren fik et lift af en lastbil, og hun tog hen til sin ven [A], hvor hun opholdt sig i fem måneder, inden hun [i efteråret] 2015 udrejste fra Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive idømt fængsel på livstid af de ugandiske myndigheder, såfremt det er kommet til deres kendskab, at hun er homo-seksuel. Flygtningenævnet lægger til grund at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I tillæg til, at ansøgeren på mindre væsentlige områder har forklaret divergerende, finder nævnet, at det i sig selv må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har et seksuelt samkvem, der kan høres udenfor hytten, når der er mange personer til stede i nærheden, og når dette sammenholdes med ansøgerens øvrige forklaring om, at hun og [D] igennem syv år bestræbte sig på at være meget diskrete. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren efter den angivelige begivenhed ikke har gjort noget forsøg på at søge oplyst, hvad der efterfølgende er sket med [D]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at det må have formodningen imod sig at [A], der efter det oplyste har arbejdet sammen med ansøgeren og [D], ikke har kunnet give oplysninger om, hvad der efterfølgende skulle være sket med [D], ligesom det må anses for påfaldende, at han ikke har villet videregive oplysninger om [D’s] skæbne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt har kunnet opholde sig fem måneder hos [A], inden hun udrejste, henset til det oplyste om, at hun frygtede for sit liv, og henset til, at hun efter det oplyste selv havde penge til at betale for udrejsen. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker i til-slutning hertil, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, men der er ikke holdepunkter for at antage, at homoseksuelle udsættes for rutinemæssige eller systematiske overgreb fra myndigheder-ne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbage-venden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgende omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/9/IVK
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet utalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [A], Luwero Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at beboerne i hans landsby eller andre personer, der er bekendt med hans seksualitet, henretter ham som følge af hans homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2015 overhørte nogle beboere fra sin landsby tale om, at han var homoseksuel, og at de af denne grund ønskede at slå ham ihjel. Da ansøgeren herefter forsøgte at flygte, overmandede de ham, men det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han flygtede. Ansøgeren flygtede til sin moster og tog ophold hos hende. Efter en måned tog ansøgeren tilbage til landsbyen, hvor han opholdt sig én måned og nogle dage, indtil han igen blev overmandet af landsbybeboerne. Det lykkedes endnu en gang ansøgeren at flygte fra stedet, og ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven [B], hvor han blev frem til sin udrejse 18 dage senere [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt på grund af homoseksualitet. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter fremstår usandsynlig og derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren, efter at han angiveligt er blevet overfaldet i sin landsby og truet med at blive slået ihjel af flere personer bevæbnet med macheter og træstokke, hvorefter det er lykkes ham at flygte, alligevel allerede efter omkring en måned senere er vendt tilbage til landsbyen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst, at han også har en bopæl i byen Luwero. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt har været i fare for at blive slået ihjel. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgeren først omkring 15 år efter, at hans forhold til en anden mand er ophørt, skulle være blevet udsat for overgreb af landsbybeboerne. Der henvises i den forbindelse til, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode på ti år op til 3 gange om ugen tog med denne mand sin landsby, hvor de overnattede på ansøgerens bopæl. Ansøgerens forklaring om, at det to gange er lykkes for ham at undslippe sine overfaldsmænd, efter de havde opsøgt ham for at slå ham ihjel, fremstår i øvrigt ikke troværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgerens forklaring om, at han den anden gang flygtede ved at kravle ned i en grøft og derfra kom op på vejen og blev taget med af en person på knallert, selvom han var meget svag på grund af mange slag, ikke er overbevisende. Ansøgeren har efter sin forklaring aldrig haft konflikter eller problemer med myndighederne i Uganda på grund af homoseksualitet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/8/SOL
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [en navngiven landsby], Masaka, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet eller slået ihjel af sin tidligere samlever, [A], eller fængslet af myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var 14 år, hvor hun også blev kæreste med en pige ved navn [B], som hun gik i skole med. I 2004, da ansøgeren var 17 år, flyttede hun mod sin vilje sammen med manden [A]. De fik et barn sammen i 2004 og boede sammen indtil juni 2005, hvor ansøgeren startede på college. Ansøgeren flyttede tilbage til [A] i 2008, idet hun havde brug for, at [A] betalte for deres søns behandling. De fik yderligere et barn i 2009. I 2011 indledte ansøgeren et forhold til sin husholderske, [C], som arbejdede i ansøgerens hjem. I maj 2015 opdagede [A]’s mor ansøgeren og [C] have seksuel samkvem i ansøgerens stue. [A]’s mor råbte op og folk samledes uden for ansøgerens hus og begyndte at slå ansøgeren og [C]. Ansøgeren besvimede og vågnede samme aften op på hospitalet. Ansøgeren flygtede fra hospitalet hjem til sin mor og samme aften videre hjem til sin morfar. [A] og politiet opsøgte ansøgerens morfars bopæl i [efteråret] 2015. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster, hvor [A] og nogle mænd også forsøgte at opsøge hende. Ansøgeren opholdt sig i en måned hos sin søster, inden hun udrejste fra Uganda til Tyrkiet [i efteråret 2015]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens detaljerede og konsistente forklaring om asylmotivet til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i Uganda har været udsat for angreb fra sin tidligere samlever efter, at hun er blevet afsløret af samleverens mor, mens hun dyrkede sex med en anden kvinde. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Det må under sagen imidlertid videre lægges til grund, at ansøgeren på grund af sine seksuelle aktiviteter står i et modsætningsforhold til navnlig sin tidligere kæreste, [A], der har efterstræbt hende, og at ansøgeren i den forbindelse som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og[ansøgeren] meddeles derfor opholdstilladelse i Danmark. ugan/2017/7/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller lokalbefolkningen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev bekendt med sin seksuelle orientering i 2001 eller 2002. Ansøgeren havde et forhold til vennen, [A], i perioden 2002 til 2005, mens de begge gik på skolen, [B]. Dette blev i 2005 opdaget af en lærer på skolen, som truede dem med at klage til skolens ledelse, men der skete ikke yderligere. Da ansøgeren skulle søge optagelse til ”[C]” på skolen, blev han afvist, fordi han tidligere havde kysset [A] på skolen. Ansøgerens far fandt i denne forbindelse ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Faren overtalte skolens ledelse til at optage ansøgeren, imod at ansøgeren ville ophøre med at være homoseksuel. Herefter begyndte ansøgerens familie at behandle ham dårligt, og hans forældre har flere gange siden udsat ham for vold. Til sin søster forlovelsesceremoni i 2015 kom ansøgeren til at fortælle sin familie og sin klan, at han var homoseksuel, idet han forsvarede sig mod en påstand om, at han skulle have forgrebet sig på en pige. Ansøgerens far, som er officer i hæren, slog ham og sendte ham herefter til [D]-fængslet uden for Kampala, hvor han sad fængslet omkring halvanden måned. Med hjælp fra en onkel og en af fængslet medarbejdere lykkedes det ham at flygte fra fængslet. Herefter tog ansøgeren til byen Busia, som ligger i nærheden af grænsen til Kenya, hvor han opholdt sig på et lager i tre måneder, indtil han udrejste. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at den onkel, som hjalp ham med at flygte, er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, idet han har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har forklaret, at han og [A] var kærester fra 2002 til 2005, hvor ansøgeren var 13 til 17 år og [A] 16 til 20 år gammel. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at deres forhold ikke udviklede sig til at være seksuelt, at de første gang kyssede hinanden i 2005, at de ikke kyssede hinanden ofte, og at det mest skete i weekenderne. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at de ofte kyssede hinanden, og at det mest skete om fredagen i skolens hal. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han og [A] i perioden gik i bad sammen næsten dagligt, hvor de vaskede hinanden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev behandlet af sin familie efter, at hans far på et møde på skolen var blevet bekendt med ansøgerens homoseksualitet. Ansøgeren har således under asylsamtalen forklaret, at både hans mor og far udøvede vold imod ham ved at slå med træstave og kabler, hvorimod han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at alene faderen udøvede vold mod ham ved at slå ham med et kabel. Ansøgeren har udbygget sit asylmotiv ved i advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet at oplyse, at han i Uganda havde et forhold til sin fætter ved navn [E] i 7 år fra 2007 til 2014. Hans forklaring under mødet i nævnet om, at han og [E] lejede et hotelværelse, hvor de kunne være sammen stemmer dårligt overens med ansøgerens forklaring om, at han i den periode blev behandlet dårligt af sin familie, idet hans frihed blev begrænset og han skulle være hjemme til faste tidspunkter. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt efter sin søsters forlovelsesfest i [foråret] 2015. Han har under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at han var tilbageholdt i 1½ måned, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i 2½-3 måneder. På denne baggrund og idet en række yderligere elementer i ansøgerens forklaring forekommer usandsynlige, herunder vedrørende episoden i Entebbe, og farens reaktions herpå ti år efter, han er erfarede om ansøgerens homoseksualitet, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har indhentet erklæringer om sin seksuelle orientering fra [organisationen F] og [organisationen G] i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive udsat forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/6/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lugbara og katolik fra [det vestlige] Uganda. Ansøgeren har været aktivt medlem af det ugandiske parti ’Forum for Democratic Change’ siden 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, fordi hun har været aktiv i oppositionspartiet ’Forum for Democratic Change’(FDC). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2005 tilsluttede sig partiet ’Forum for Democratic Change’, fordi hun mente, at partiet ville kunne fremme retfærdigheden i Uganda, såfremt partiet kom til magten. Efter at have tilsluttet sig ’Forum for Democratic Change’ udførte hun aktiviteter for partiet. Hun har blandt andet i 2005 holdt en tale, og hun har forsøgt at hverve medlemmer og uddelt partitørklæder. I september 2015 blev ansøgeren anholdt og fængslet i to uger af de ugandiske myndigheder i den nordlige del af Uganda. Hun blev anholdt og fængslet, fordi hun blev beskyldt for at være tilhænger af det forkerte parti. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren fundet af en somalisk chauffør fundet bevidstløs og bundet på hænder og fødder i Mabira-skoven i det centrale Uganda. Chaufføren tog sig efterfølgende af ansøgeren, og da hun et par dage senere kom til bevidsthed, kørte hun med somalieren til Arua, hvor hun opholdt sig i tre dage, inden hun udrejste af Uganda i somalierens bil. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har efter sin forklaring været et menigt ikke-registreret medlem af FDC. Hendes aktiviteter har bestået i mundtlig lokal hvervning i 2005 og igen op til valget i 2015. Der er tale om et legalt parti, som er det største oppositionsparti i Uganda med repræsentation i parlamentet. Ansøgeren har på forespørgsel demonstreret ringe konkret viden om partiets aktiviteter om mærkesager. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som oplyst er blevet anholdt på vej bort fra markedet sammen med fire andre personer, at hun ved anholdelsen blev slået af politiet, og at hun herefter var fængslet i 14 dage. Efter ansøgerens forklaring blev hun end ikke registreret ved navn af politiet, der blev ikke oprettet en sag, og hun blev ikke afhørt. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at anholdelsen skyldtes hendes politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring om det efterfølgende hændelsesforløb kan ikke lægges til grund. Ansøgeren har på udtrykkelig forespørgsel oplyst, at hun intet konkret husker om, hvad der skete, fra hun opholdt sig i fængselscellen, og indtil hun vågnede op i somalierens bil. Ansøgeren har forklaret afglidende omkring dette hændelsesforløb. Hun har endvidere på den ene side forklaret, at somalieren oplyste, hvorledes han havde fundet hende, at han havde behandlet hende med antibiotika, at hun havde været i bilen i to døgn, og at han rådede hende til at forlade Uganda. På den anden side har hun forklaret, at hun kun i meget begrænset omfang kunne tale med somalieren på grund af sproglige vanskeligheder. Det forekommer ikke sandsynligt, at somalieren overhovedet kunne være i stand til at hjælpe ansøgeren som forklaret. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at politiet, frem for at løslade ansøgeren, eventuelt mod kaution, skulle ulejlige sig med at transportere ansøgeren i bevidstløs tilstand til et skovområde liggende syv til otte timers kørsel fra fængslet i Arua. Ansøgeren har forklaret afglidende på konkrete spørgsmål om, hvorfor hun forlod Uganda uden at kontakte sin søn, og hvorledes hun kunne finansiere rejsen. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerer konkret og individuel forfølgelse som følge af sine aktiviteter for FDC. Da ansøgeren derfor ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/5/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra […], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har nu yderligere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun efter Flygtningenævnets afgørelse er blevet eksponeret på en ugandisk hjemmeside, […], der [i vinteren] 2016 har offentliggjort en artikel, hvori ansøgerens navn og billede fremgår. Artiklen omhandler den planlagte udsendelse af ansøgeren fra Danmark. Som fastslået ved Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2016, kan ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det væsentlige lægges til grund. Nævnet lægger således under denne genoptagelsessag til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at ansøgeren i sin landsby er blevet udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at hun var homoseksuel. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda, har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgeren figurerer med navn og billede i en artikel på den ugandiske hjemmeside, […], ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ovennævnte baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne om, at der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene, samt at der er etableret støttenetværker for homoseksuelle, og at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer. Hvis ansøgeren ikke mener, at hun kan vende tilbage til sit hjemområde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Uganda, herunder i Kampala. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Ugan/2017/4/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Nile Hamites (nomadestamme) og kristen protestant. Ansøgeren er født i Masawa, Eritrea, men er Ugandisk statsborger. Ansøgeren har været en del af gruppen […], som arbejder for LGBT-personer. Ansøger har derudover aldrig været politisk aktiv, herunder deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af det ugandiske politi og forfulgt af lokalsamfundet, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 13-årig fandt ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren påbegyndte en universitetsuddannelse i [sommeren] 2012, men blev ekskluderet fra universitet i [vinteren] 2013, fordi det rygtedes, at ansøgeren var homoseksuel. I sommeren 2012 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som var den første mand, ansøgeren indledte et forhold til, men forholdet var ikke særlig seriøst, og de gik fra hinanden i vinteren 2012. Til en sammenkomst for homoseksuelle i byen Entebbe ultimo januar 2013 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som han tidligere havde korresponderet med via Facebook. Ansøgeren og [manden] indledte et seksuelt forhold, som endte i [sommeren] 2013. En af hans veninder fra universitetet havde en bror ved navn […], som ansøgeren hjalp med skolearbejdet, og de to blev venner i 2012. I 2013 indledte ansøgeren og [venindens bror] et seksuelt forhold. [Venindens brors] forældre klagede til universitetet, hvorfor ansøgeren af universitetet blev beskyldt for at have voldtaget [venindens bror], hvorefter ansøgeren blev bortvist i [vinteren] 2013. Ansøgeren kunne herefter ikke opholde sig hos sine fosterforældre, hvorfor han i 2013 flyttede sammen med en mand ved navn […], som ansøgeren havde mødt i [sommeren] 2013. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren kæreste med [sin nye bofælle]. Ansøgeren begyndte primo 2014 at arbejde som sekretær i gruppen [LGBT-organisation], som var stiftet af [ansøgerens kæreste], og som arbejder for LGBT-personer. [I begyndelsen af] 2013 var [kæresten] og ansøgeren på vej til et møde med [LGBT-organisationen], da de bemærkede, at politiet var på stedet. Politiet tilbageholdte andre medlemmer af gruppen, og ansøgeren og [kæresten] fik over telefonen oplyst, at de var sigtede for at involvere to drenge i homoseksualitet. Ansøgeren og [kæresten] udrejste derefter af Uganda sammen. Ansøgeren afbrød sit forhold til [kæresten], mens de var i Tyskland, hvorefter ansøgeren rejste videre til Danmark. Ansøgeren har siden [sommeren] 2016 haft et fast forhold til en anden asylansøger i Danmark. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han ønsker asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund, og nævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sin involvering i [LGBT-organisationen], der i realiteten varetager interesser vedrørende LGBT, ikke er reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet anførte om sin tilknytning til [LGBT-organisationen] i asylansøgningsskemaet, hvilken tilknytning således først senere i sagen er blevet hans centrale asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret modstridende og utroværdigt om episoden [i begyndelsen af] 2015 og det efterfølgende forløb, herunder om telefonkontakten til [et andet medlem af gruppen], der angiveligt sad fængslet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han på grund af sin homoseksualitet skulle have opnået en konflikt med myndighederne i Uganda, eller at han på anden måde som følge af sin homoseksualitet skulle være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/2/col
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk acholi og katolik fra Gulu, Nordlige Uganda, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne, eller at han vil blive slået ihjel af medlemmer af lokalsamfundet, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en alder af 14 år fandt ud af, at han var biseksuel, og at han fik sin første mandlige kæreste, da han var omkring 19 år. I 2012 blev ansøgeren kæreste med en mand ved navn [A]. Forholdet var hemmeligt frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren og [A] havde seksuelt samkvem i ansøgerens musikstudie. Ved den lejlighed blev de opdaget af en af ansøgerens ansatte. En uge senere sad ansøgeren på en bar, hvor han overhørte tre mænd tale om ham og episoden i musikstudiet. Da mændene havde forladt baren, blev ansøgeren bekymret for, om han ville blive overfaldet, og han tilbragte derfor natten på et hotel, hvorefter han tog på arbejde næste morgen. [Sommeren] 2015 var [A] på besøg hos ansøgeren. Omkring kl. 22 bankede det på døren. Ansøgeren nægtede at lukke op, hvorefter døren blev sparket ind. Uden for døren stod otte til ti mænd fra lokalsamfundet bevæbnet med kæppe. De slog ansøgeren og [A], ligesom de fremkom med skældsord og trusler. Det lykkedes [A] at flygte, mens ansøgeren blev bragt til et fængsel. Næste morgen vågnede ansøgeren i fængslet, hvor han blev udsat for fysiske overgreb af vagterne. Den følgende morgen ankom ansøgerens forretningspartner, [B], og overtalte vagterne til at få lov til at tale med ansøgeren. Om natten blev døren til ansøgerens celle låst op, og en vagt meddelte ansøgeren, at han skulle forlade stedet. Ansøgeren flygtede herefter gennem bushen til hovedvejen, hvorfra han kørte med en kvægtransport til grænseområdet mellem Uganda og Sydsudan. Efter en uges ophold i grænseområdet tog ansøgeren [i sommeren] 2015 til byen [mindre by] i Sydsudan, hvor han mødte en tidligere kunde, som han fortalte sin historie til. Pågældende tog herefter til Uganda for at hente ansøgerens pas hos ansøgerens bedstemor og seks millioner ugandiske shilling hos [B] til brug for ansøgerens videre rejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er biseksuel og primært er seksuelt orienteret mod mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er biseksuel, ikke sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sin seksualitet. Nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og usammenhængende om centrale elementer af asylmotivet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den episode [i sommeren] 2015, som er årsag til hans udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 har han således forklaret, at han var alene hjemme, da der blev banket på døren, mens han under samtalen [fra vinteren] 2017 har forklaret, at han var sammen med [A], og at de sov, da der blev banket. Under nævnsmødet har han forklaret, at han og [A] havde sex, da der blev banket. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet finde [A], selvom han har forsøgt, idet ansøgeren samtidig har kunnet forklare detaljeret om [A]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at [A] undslap [i sommeren] 2015. Under samtalen [fra vinteren] 2017 har han således forklaret, at han besvimede og først, da han vågnede morgenen efter, fandt ud af, at [A] var undsluppet, mens han under samtalen [fra sommeren] 2016 ikke har forklaret om nogen besvimelse, ligesom han har forklaret, at [A] slet ikke var til stede under episoden. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at disse forskelle skyldes, at ansøgeren ikke var klar over, at tolkefejl, som ansøgeren havde påpeget, ikke var tilført referatet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/12/CHA
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra […], Buigwe-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af familien til kvinden [A], som ansøgeren har haft et forhold til. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at lokalbefolkningen eller myndighederne vil slå hende ihjel, fordi de har fået kendskab til, at hun er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter kvinden [B], som tvang ansøgeren til at prostituere sig i Tyrkiet, og som ansøgeren skylder et større pengebeløb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, da hun var 17 år, mødte [A] på den kostskole, de begge gik på. Efter tre måneder havde ansøgeren og [A] første gang seksuelt samkvem. [A] forlod kostskolen tre til fire måneder før ansøgeren, og da hun stoppede på kostskolen, mistede de kontakten. Omkring ét år senere mødte ansøgeren [A] på den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede. Ved dette møde fik ansøgeren [A´s] telefonnummer, hvorefter de indledte et forhold. I perioden fra 2011 til 2014 mødtes ansøgeren og [A] to til tre gange om måneden på Hotel […] i Mnengo, hvor de havde seksuelt samkvem. På et tidspunkt blev forholdet opdaget af [A’s] far, der er en højtstående person indenfor politiet eller militæret. Faren krævede [A] tvangsgiftet med en mand, hvilket [A] afviste og fortalte sin far, at hun var i et forhold med ansøgeren. [A] stak herefter af hjemmefra og flygtede hjem til ansøgeren, hvorfra hun tog hjem til sin tante. To mænd opsøgte efterfølgende ansøgeren på arbejdspladsen. I [efteråret] 2014 opsøgte [A’s] fars folk ansøgerens Bedste på dennes bopæl, i hvilken forbindelse det blev sagt, at ansøgeren skulle lade [A] være i fred, ligesom ansøgerens Bedste blev truet. Bedste blev efterfølgende dræbt. Ansøgeren er sikker på, at det er [A’s] far, der står bag drabet. Efterfølgende blev ansøgeren og [A] overfaldet til en fodboldkamp. Ansøgeren mistænker [A’s] far for at stå bag overfaldet, idet hun tror, [A’s] far havde sendt agenter ud for at holde øje med dem. Efter overfaldet fandt [A] en anden bopæl til ansøgeren, således at hun kunne være i sikkerhed. Ansøgeren boede her frem til sin udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste i [foråret] 2015 af Uganda til Tyrkiet sammen med [A’s] tante, [B], der tvang ansøgeren til prostitution i Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende [A] til grund, fordi forklaringen på flere væsentlige punkter er usammenhængende og forekommer konstrueret til lejligheden. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgerens Bedste skulle være blevet dræbt på grund af ansøgerens seksualitet, mens ansøgeren selv alene var blevet opsøgt kortvarigt på sin arbejdsplads. Ansøgeren har endvidere afgivet forskellige forklaringer om, hvornår i forløbet Bedste blev opsøgt, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 oplyste, at drabet på Bedste fandt sted i januar 2015, og at [A] og hun var til fodboldkampen i december 2014. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] og hun gik til fodboldkampen efter drabet på Bedste, fordi [A] mente, at ansøgeren havde godt af at komme ud. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad hun fik at vide af [A] om [A]s fars reaktion på oplysningen om, at [A] ikke ønskede at gifte sig, fordi hun var homoseksuel. Ansøgeren har således under gensamtalen den 11. januar 2017 forklaret, at [A] og hun aldrig har talt om, hvordan [A]s far reagerede, da [A] fortalte ham, at hun ikke ville giftes med den mand, som faderen havde fundet, mens ansøgeren under nævnsmødet har refereret, at [A]s far i situationen udtalte, at [A] bragte skam og vanære over ham. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at [A] skulle være flygtet fra sit hjem. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 og den efterfølgende samtale den 14. september 2016 intet forklaret om dette, hvorimod hun under gensamtalen den 11. januar 2017 har forklaret, at [A] flygtede fra sit hjem, da hun fandt ud af, at hun skulle giftes, og at hun efter et par dage hos ansøgeren tog ophold hos en tante. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse hverken af [A]s familie eller lokalbefolkningen. Efter ansøgerens sparsomme oplysninger om [B] finder nævnet det endvidere ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse på grund en konflikt med [B]. Ansøgeren har således alene oplyst, at [B] har sagt, at ansøgeren skylder 6000 dollars, og at ansøgeren formoder, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive fængslet, for at [B] kan inddrive pengene. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/11/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive dræbt eller fængslet af myndighederne i en lang periode. Ansøgeren frygter endvidere lokalbefolkningen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev bevidst om sin seksualitet i teenageårene. I perioden 1998 til 2007 var ansøgerne i et kæresteforhold til kvinden [A]. I 2007 blev ansøgeren voldtaget af en taxachauffør og blev gravid. Barnet døde i forbindelse med fødslen. Ansøgeren boede hos sin onkel, men blev smidt ud, da hun blev gravid og lejede herefter et værelse i [by]. I 2008 indledte ansøgeren et seksuelt forhold til kvinden [B], hvem hun i 2010 flyttede sammen med. Udadtil fremstod de som veninder, og de holdt deres forhold skjult. [B] arbejdede meget i Tyrkiet og var ofte væk i mange måneder ad gangen. [B] havde tidligere et forhold med kvinden [C]. Dette forhold var dog sluttet efter, at [C]s mor havde set [B] og [C] have seksuelt samvær. Ansøgeren kender ikke de nærmere omstændigheder. [C] sås af og til med [B] og ansøgeren – de var venner. En dag havde [C]s mor set [C] sammen med [B] og ansøgeren i en bil. Moren kom efterfølgende i [foråret] 2014 ind på en bar, hvor hun højlydt beskyldte [B] og ansøgeren for at have fordærvet hendes datter. Det udviklede sig kaotisk på baren, og bartenderne bad dem forsvinde. Ansøgeren og [B] tog herefter hjem. Den følgende morgen kom politiet til bopælen sammen med [C]s mor. Ansøgeren og [B] blev taget med på politistationen, hvor ansøgeren og [B] var tilbageholdt i tre dage. Herefter blev de begge løsladt mod bestikkelse, som blev betalt af en af [B]s forretningsforbindelser. Løsladelsen skete på betingelse af, at ansøgeren skulle melde sig selv den efterfølgende fredag. Ansøgeren valgte ikke at efterkomme betingelsen og udrejste legalt af Uganda til Tyrkiet den [foråret] 2014 sammen med [B]. I Tyrkiet erfarede ansøgeren, at [B]s reelle beskæftigelse var menneskesmugling og prostitution. [B] forlangte, at ansøgeren skulle bidrage, hvorfor ansøgeren var nødsaget til at prostituere sig, indtil hun havde sparet penge nok op til at udrejse af Tyrkiet. Ansøgeren har ikke haft kontakt til [B] efter sin udrejse af Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på udtalelsen fra [navngiven LGBT gruppe i Danmark] af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og på brevet af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 fra [D]. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at kvinden, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være bekendt med, at ansøgeren og [B] var på den pågældende bar på det pågældende tidspunkt, og at hun desuden skulle være bekendt med ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren boede sammen med [B]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom under nævnsmødet, hvor ansøgeren har forklaret, at [C]s mor havde søgt efter [B] i fire år. Flygtningenævnet finder herudover, at det har formodningen mod sig, at den ansvarshavende betjent mod bestikkelse skulle løslade ansøgeren og [B] alene på betingelse, at de skulle vende tilbage til arresten den følgende fredag, når samtidig henses til ansøgerens forklaring om, at den kvinde, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være en velhavende og indflydelsesrig kvinde, som kunne få sagen bragt op til et højere niveau. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om opholdet hos [B]s bekendte [E], idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de boede hos [E] i to uger, og at han hentede deres pas og andre private ting i deres lejlighed, og ikke noget om, at han var bortrejst i denne periode, mens hun til asylsamtalen først forklarede, at [E] var bortrejst i - de - to uger, og udbyggende, at han hentede deres pas og sørgede for visum i den første uge og derefter var bortrejst, og at det var ca. tre uger, at de opholdt sig hos [E]. Flygtningenævnet finder desuden, at det forekommer usandsynligt, at politiet ikke opsøgte [E]s bopæl, når henses til, at personen, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, efter ansøgerens forklaring havde fået bragt sagen op på et højere niveau, sammenholdt med, at den bestukne betjent ringede til [E] og dermed havde dennes telefonnummer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om denne del af ansøgerens asylmotiv - vedrørende en konkret konflikt med en kvinde og myndighederne - er utroværdig og konstrueret til lejligheden, og nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring herom. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at det ikke gør nogen forskel, at ansøgeren er tilknyttet [navngiven LGBT-gruppe] i Danmark, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/10/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [landsby], Kalisizo, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af befolkningen og sin familie, eller at hun vil blive udsat for forfølgelse fra myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun har været homoseksuel, siden hun blev født. Som 12-årig indledte hun et seksuelt forhold til en nabopige ved navn [A]. Dette blev opdaget af en kvinde ved navn […], som fortalte det til ansøgerens mor. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin mor, og hendes forældre nægtede at lade hende gå i skole. Som 14-årig blev ansøgeren tvunget til at bo sammen med en mand ved navn […], som er far til hendes datter, […]. To år senere fik ansøgeren nok og rejste til Kampala, hvor hun boede indtil sin udrejse den [efteråret] 2014. Under sit ophold i Kampala indledte ansøgeren et forhold til en kvinde ved navn [B]. De var kærester i perioden fra 2006 til 2008. I 2008 blev deres forhold opdaget af en gruppering ved navn Local Defence, der samarbejder med det ugandiske politi. Ansøgeren betalte 20.000 ugandiske shilling for at undgå at blive taget med og overleveret til politiet. Herefter stoppede ansøgeren med at være kæreste med [B]. I 2010 blev ansøgerens butik brændt ned af ukendte personer. I perioden 2010 til ansøgerens udrejse i 2014 oplevede hun ingen problemer med nogen parter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet de divergenser, der forekommer i forklaringen, efter deres karakter og indhold ikke findes at have afgørende betydning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i en periode fra 2006 til 2008 har været kæreste med [B], og at hun har været udsat for chikane. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet og profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det er herved også taget i betragtning, at ansøgeren i Danmark har tilknytning til [dansk organisation for homoseksuelle], og at hun i en vis grad er profileret, blandt andet ved sin deltagelse i flere optog arrangeret af LGBT. Flygtningenævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens frygt for overgreb fra befolkningen i almindelighed og fra sin familie samt for myndighedernes forfølgelse afgørende vægt på, at ansøgeren, efter at hendes forretning brændte, i fire år fra efteråret 2010 og til [efteråret] 2014, er blevet boende på sin hidtidige bopæl, før hun udrejste, og at hun ikke i den periode er blevet udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgerens forklaring om, at hun i den fireårige periode har levet i skjul og alene er gået på markeder om aftenen for at foretage indkøb, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/1/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans farmor snart går bort, og at hun således ikke længere vil kunne beskytte ansøgeren og hans brødre i hjemlandet. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans farbror fra 2008 til 2009 udsatte ham for seksuelle overgreb to til tre gange om ugen. I slutningen af 2009 forsøgte farbroren at udsætte ansøgerens lillebror for et seksuelt overgreb, som blev forhindret af ansøgeren, farmoren og nogle naboer. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til farbroren, og ansøgeren flyttede herefter med sin farmor og søskende til […]. I 2011 blev ansøgerens bopæl angrebet af en større gruppe mennesker, der kastede sten og pinde ind i huset. Familien flyttede derefter til en anden adresse i samme by. Senere i 2011 indledte ansøgeren et forhold til en person ved navn […], og de var kærester i omkring fire måneder, inden de gik fra hinanden. I midten af 2011 opdagede ansøgerens farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle, idet hun fandt beskeder og billeder på ansøgeren og brorens mobiltelefoner. Af den grund kontaktede farmoren tre sheiker, der skulle udføre et ritual, idet farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Efter at sheikerne havde været på bopælen, fik alle i lokalområdet kendskab til ansøgeren og brorens seksualitet, og de blev begge nedgjort og hånet af personer i området. [I] november 2013 forsøgte nogle af ansøgerens skolekammerater at drukne ham på grund af hans homoseksualitet, og ansøgerens farmor besluttede derefter, at ansøgeren og broren skulle flytte med hende til […] i Kampala, hvortil de flyttede i slutningen af 2013. Ansøgeren deltog i 2013 i en demonstration vedrørende homoseksuelles rettigheder i Entebbe, Uganda. Ansøgeren oplevede ikke konflikter i den forbindelse. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation, ligesom han har deltaget i Pride-paraden i Århus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans brødre har forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at brødrene boede hos deres farmor, men [klagerens storebror] indtil han blev konfronteret med, at ansøgeren havde forklaret noget andet, fastholdt, at brødrene boede hos deres mormor. Ansøgeren og [storebroren] har dertil forklaret divergerende om diverse årstal, om Desires forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom tre sheiker på besøg hos farmoren 1 til 1½ uge efter hun fandt ud af, at brødrene var homoseksuelle, og at besøget foregik i stuen, mens [storebroren] har forklaret, at der kom fem sheiker på besøg i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [storebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. [Storebroren] forklarede i den forbindelse, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Endelig har [klagerens lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [storebroren] eller [ansøgeren]. [Lillebroren] har i øvrigt forklaret, at både [ansøgeren]og [storebroren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem, mens ansøgeren har forklaret, at det alene var ham, der løb fra stedet. Ansøgeren og [storebroren] har tillige forklaret divergerende om antallet af angreb på farmorens hus. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om sine seksuelle forhold i Uganda. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han alene havde et forhold til […], men at der ikke var tale om et seksuelt forhold. Han har efter modtagelse af afslaget fra Udlændingestyrelsen over for LGBT Asylum oplyst, at han tillige havde et forhold til sin brors kæreste […]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret uddybende om karakteren af de seksuelle forhold til […] og [brorens kæreste]. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at [storebroren] har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft to homoseksuelle forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/9/NKE
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk barganda fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive diskrimineret, fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne og befolkningen, og at hans mor vil blive dræbt, eftersom ansøgeren er homoseksuel og visse mennesker finder homoseksualitet unaturligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2002-2003 mødte en mand ved navn [A], der gik på samme gymnasium som ansøgeren. De blev kærester og var kærester frem til ansøgerens udrejse fra Uganda i 2014. De var seksuelt aktive i al den tid, de var kærester. Ansøgeren har herudover haft to andre homoseksuelle partnere, [B] og [C]. Han mødte dem begge i 2006 eller 2007. I slutningen af 2007 bad ansøgeren [B] om penge, hvortil [B] svarede, at han ikke havde nogen penge. Ansøgeren vidste, at [B] løj, og han truede derfor [B] med at afsløre deres forhold. [B] truede med, at han ville skære hovedet af ansøgeren. Ansøgeren flygtede derfor til Sverige, hvor han søgte asyl i 2008. Han vendte tilbage til Uganda i 2010. I midten af 2013 blev ansøgeren opsøgte af omkring seks personer. De havde kæppe med og kastede sten efter ansøgeren. Ansøgeren løb væk fra sin mors bopæl og hen til [A]. En måned senere blev ansøgeren overfaldet, da han var på vej hjem fra træning. Han blev slået i ryggen og faldt ned på jorden, hvorefter han blev slået med kæppe over hele kroppen. Det lykkedes ansøgeren at løbe væk og hoppe på en bodo-boda, en slags knallert-taxa, for at slippe væk. I 2014 talte ansøgeren med [A] om at forlade Uganda, eftersom forholdene for homoseksuelle var dårlige. De slog ikke op med hinanden, men aftalte, at de skulle ses igen og måske bo sammen. [I foråret] 2014 indrejste ansøgeren i Danmark på et visum han havde fået på baggrund af en invitation fra en kvinde, [D], som ansøgeren var blevet proforma gift med. Efterfølgende søgte han om familiesammenføring, men ansøgningen blev afslået, da hans og [Ds] forhold ophørte i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende blandt andet i forhold til, hvad han har forklaret overfor de svenske myndigheder i forbindelse med asylansøgningen dér i 2008, ligesom forklaringen også i øvrigt har været upræcis og usammenhængende. Ansøgeren opgav således overfor de svenske myndigheder sit navn til at være [FF, født i] 1984, mens han i Danmark har opgivet, at han hedder [GG og er født i] 1983. I forbindelse med asylsagen i Sverige forklarede ansøgeren, at hans farbror i [efteråret] 2001 introducerede ham for general [B], som han herefter arbejdede for og boede hos frem til 2008, hvor generalen og hans folk bortførte ham til Sverige. Han forklarede, at [B] og hans folk udnyttede ham seksuelt flere gange, ligesom de mishandlede ham ved at slå ham med våben. Han forklarede videre, at han via ansættelsen hos [B] kom i besiddelse af oplysninger om en række strafbare forhold, generalen havde begået, og om generalens forhold blandt andet til [højt stående politikere]. I forbindelse med den danske asylsag har ansøgeren derimod i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen den […] forklaret, at han i 2007 til 2008 havde et homoseksuelt forhold til [B], som han i 2007 bad om penge, hvilket [B] afslog. Da ansøgeren truede med at afsløre deres homoseksuelle forhold, truede [B] med at slå ansøgeren ihjel, hvorefter han i 2008 flygtede til Sverige, hvor han søgte asyl. I asylsamtalen den […] har ansøgeren derimod forklaret, at [B] var interesseret i ham, men at de aldrig har haft et seksuelt forhold, mens han under mødet i nævnet på ny har forklaret, at han og [B] havde et seksuelt forhold. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en forklaring på disse mange divergenser om karakteren af hans og [Bs] forhold. Det bemærkes videre, at det forekommer usandsynlig, at ansøgeren skulle have fundet på et andet asylmotiv i Sverige af frygt for, at [B] kunne spore ham, eftersom han netop forklarede om [B] også overfor de svenske myndigheder. I modsætning til forklaringen, som ansøgeren har afgivet i Danmark, forklarede han ikke i forbindelse med den svenske asylsag, at han var homoseksuel, derimod forklarede han, at han forud for udrejsen i 2008 havde en kvindelig kæreste ved navn [E], der havde været gravid men havde aborteret. Under mødet i nævnet har ansøgeren videre forklaret udbyggende med hensyn til, at hans onkel blev bekendt med, at han var homoseksuel, og derfor truede ham med, at han ville blive udstødt af familien. Endelig bemærkes, at ansøgeren har bekræftet, at facebooksiden […] tilhører ham, men at han ikke er bekendt med, at der via denne side er lagt en række oplysninger ud, der ikke harmonerer med hans asylmotiv blandt andet, at han 2013 var i færd med at bygge hus i Uganda og om en kvindelig kæreste, ligesom han ikke kan give en forklaring på, hvorfor denne side er blevet gjort utilgængelig umiddelbart forud for mødet i nævnet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han på den baggrund vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/8/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive slået ihjel af [Ns] far, fordi han tror, at ansøgeren introducerede [N] for homoseksualitet, og at ansøgeren og [N] var kærester. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af myndighederne i Uganda på grund af hendes seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev kæreste med [S. K.] i 2011, hvorefter ansøgeren lærte hendes kusine, [N], at kende i 2013. [Efteråret] 2014 blev ansøgeren kidnappet af fire mænd. Ansøgeren blev kørt til en ukendt bygning, hvor hun blev låst inde i et rum. Ansøgeren var tilbageholdt i tre uger. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for grove fysiske overgreb, ligesom hun blev udsat for et seksuelt overgreb. I forbindelse med tilbageholdelsen fik ansøgeren at vide, at [Ns] far havde betalt de fire mænd for at slå ansøgeren ihjel, da han mente, at hun var kærester med [N]. Ansøgeren har oplyst, at hun alene har haft et venskabeligt forhold til [N]. Under tilbageholdelsen tilbød ansøgeren mændene, at hun ville betale penge til dem, hvis de ville løslade hende. Ansøgeren fik lov til at tage kontakt til din fætter, [E], og ansøgeren bad ham om at fremskaffe fem millioner ugandiske shilling. Ansøgerens fætter betalte pengene til kidnapperne på [efteråret] 2014, hvorefter ansøgeren blev løsladt samme dag på betingelse af, at hun skulle udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste af Uganda samme dag, som hun blev løsladt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns]far til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med bortførelsen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at begge mænd, som sad på bagsædet, havde pistoler på sig. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun kun så en mand med en pistol i bilen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren endvidere forklaret, at hun blev afhørt den første dag under tilbageholdelsen, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen af [foråret] 2016 har forklaret, at hun hverken blev afhørt, truet eller spurgt om noget den første dag. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren derudover forklaret, at manden, der udsatte ansøgeren for det seksuelle overgreb, var bevæbnet med både pistol og kniv. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at manden kun havde en kniv. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 forklaret, at hun blev kørt til Mukono, hvor de udvekslede ansøgeren med løsesummen. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens fætter kom med løsesummen til huset, hvor hun var tilbageholdt, hvorefter ansøgeren fik lov til at forlade det sted, hvor hun havde været kidnappet. Flertallet finder endvidere, at det forekommer mindre sandsynligt, at bortførerne slap ansøgeren fri, fordi hun lovede dem at forlade landet og aldrig vende tilbage, særligt henset til at de var hyret af en magtfuld person til at slå hende ihjel, og at løsesummen var 5.000.000 Uganda shilling. Endelig finder Flygtningenævnets flertal ansøgerens forklaring om selve bortførelsen utroværdig. Flertallet har herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren fulgte med en fremmed mand hen til en bil med tre andre fremmede mænd, fordi manden havde sagt, at nogen ville tale med hende, og at ansøgeren satte sig ind i bilen, fordi de fremmede mænd spurgte hende, om ikke hun kendte [S] og [N], hvorefter de tilbød hende et lift. Foreholdt dette under asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret bl.a., at det også var meget svært at finde en taxa. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at manden sagde, at hun skulle med for at hilse på en, og at mændene fortalte, at de var i familie med [S] og [N]. Endvidere har ansøgeren for nævnet forklaret, at langt de fleste taxaer køres af privatpersoner, hvorfor hun ikke var utryg ved at køre med folk, hun ikke kendte. Flertallet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns] far i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder et flertal i Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnets flertal henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnets flertal har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft flere længerevarende faste homoseksuelle forhold i Uganda siden 1996, og at hun – bortset fra konflikten med [Ns], far, som et flertal i Flygtningenævnet har forkastet – ikke har eller har haft nogen konflikter med myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger. Ansøgeren har heller ikke eller har haft nogen konflikter som følge heraf med familiemedlemmer eller andre privatpersoner. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/7/KAA
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er ugandisk statsborger. Ansøgeren har oplyst, at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder eller civilbefolkningen i Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke har været i Uganda siden sin udrejse i 1986, og at han ikke har adgang til en bolig i landet, ligesom han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var et fremstående medlem af partiet Uganda Peoples Congress (UPC), og at han fungerede som partiformand for distriktet Luwero frem til sin fængsling i 1986. Faren blev som følge af sine aktiviteter slået ihjel af myndighederne, ligesom personer med tilknytning til faren blev slået ihjel. Ansøgerens bror og to farbrødre – der ligeledes var medlemmer af UPC – blev således ligeledes slået ihjel af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer at blive slået ihjel af myndigheder eller civilbefolkning i Uganda, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – der under behandlingen af tidligere asylansøgninger i Danmark, Luxembourg og Norge har opgivet skiftende navne og nationaliteter – efter sin egen forklaring ikke har været i Uganda i 30 år, og at det alene beror på hans egne, ubekræftede formodninger, at han er efterstræbt som af ham beskrevet. Ansøgerens mangeårige ophold uden for Uganda og den omstændighed, at han ikke har bolig i Uganda eller identifikationspapirer, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/6/LAJ
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har støttet kongefamilien i Uganda. Ansøgeren har endvidere sendt breve til diverse vestlige ambassader om forholdene i Uganda, primært vedrørende menneskerettigheder og korruption. Ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive efterstræbt og slået ihjel af den siddende regering, idet regeringen efterstræber personer, der sympatiserer med kongefamilien i Uganda, og som skriver kritiske breve til udenlandske myndigheder om regeringen i Uganda. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af præsidenten, fordi ansøgeren i 1994 hjalp amerikanerne i forbindelse med konflikten i Rwanda. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, og at blive udsat for chikane af myndighederne på grund af hans seksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at støtte kongefamilien i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive anmodninger til udenlandske ambassader om hjælp til kongefamilien, samt ved at arrangere et besøg af kongen i byen […]. Ansøgeren blev [i foråret] 1994 overfaldet af tre ukendte gerningsmænd i bydelen […] i Kampala, som han formoder, var blevet sendt af sikkerhedstjenesten. Ansøgeren formåede at flygte fra personerne. Ansøgeren flygtede til Sydafrika. Ansøgeren blev [i sommeren] 1999 opsøgt nær hans bopæl af medlemmer af gruppen […], som ventede på ham ude foran ansøgerens bopæl. Ansøgeren formoder, at de ville have skudt ham, såfremt han var gået ud til dem. Der skete dog ikke noget. I 2002 udtalte præsidenten på TV, at regeringen eftersøgte alle de personer, der havde skrevet kritiske breve om den siddende regering. Ansøgeren blev [i starten af] 2013 bortført af folk fra sikkerhedstyrkerne i Kampala, da han satte sig ind i en bil, som han troede tilhørte en af hans kunder. Da ansøgeren kom ind i bilen, blev han truet med pistoler, og fik tape for øjnene. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og udspurgt om de breve, han havde skrevet. På et tidspunkt mistede ansøgeren bevidstheden. Ansøgeren blev kørt til FN’s hovedkvarter i Kampala og smidt på gaden. [I foråret] 2013 fandt ansøgeren ud af, at en person ved navn [A] var blevet hyret af nogle soldater til at slå ham ihjel, hvorefter han rejste fra byen […] til Kampala. Ansøgeren har om sine problemer vedrørende hans hjælp til amerikanerne oplyst, at han hjalp amerikanerne med at styrte regeringen i Rwanda i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive tre breve [i starten af] 1994. Brevene handlede om, hvordan man kunne redde befolkningen i Rwanda. Ansøgeren modtog dog ikke noget svar på brevene, og gjorde derfor ikke andet for at hjælpe amerikanerne. Ansøgeren har vedrørende sin seksualitet oplyst, at hans daværende kæreste [i slutningen af] 2004 opdagede, at han havde seksuelt samkvem med en mand. Dagen efter forlod ansøgerens kæreste ham. Fra 2004 til 2014 levede ansøgeren som aktiv homoseksuel i Uganda. Ansøgeren og hans mandlige partnere måtte konstant flytte fra sted til sted for at undgå, at de lokale fandt ud af noget. [I sommeren] 2012 kastede nogle ukendte personer fra lokalbefolkningen med sten på den bolig, hvor ansøgeren boede med sin mandlige partner. Dette skete omkring 30 gange i en periode på halvanden måned, hvorfor ansøgeren og hans mandlige partner måtte flytte derfra. [I starten af] 2014 blev ansøgeren og hans mandlige partner opdaget, imens de havde seksuelt samkvem. Dagen efter blev ansøgerens mandlige partner overfaldet af en gruppe ukendte personer. Da nogen fra folkemængden fik øje på ansøgeren, løb de efter ham. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren blev i forbindelse hermed slået af en af de personer, der jagtede ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte ved at hoppe over et vandløb. Ansøgeren så aldrig sin mandlige partner igen. Efter at have opholdt sig i [by] i to dage, tog ansøgeren hjem til bydelen […] i Kampala. Her blev ansøgeren indtil [foråret] 2014. Ansøgeren følte sig nødsaget til at flytte, fordi udlejeren mistænkte ham for at være homoseksuel. Fra [foråret] 2014 til udrejsen [i sommeren] 2014 boede ansøgeren forskellige steder i Kampala. Flygtningenævnet finder at ansøgerens generelle troværdighed er stærkt svækket, idet han tidligere har søgt asyl under anvendelse af falsk pas, andet navn og fødselsdata samt med andre asylmotiver, der ved de tidligere afgørelser er fundet utroværdige. Ansøgeren har endvidere erkendt, at han overfor danske og svenske myndigheder har givet ukorrekte oplysninger, herunder om tidligere kvindelige partnere, om han havde børn og om han tidligere havde søgt asyl. Endelige bemærker nævnet, at han har angivet at have mange forskelligartede konflikter. Flygtningenævnet finder at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i foråret] 2013, idet det findes utroværdigt at styret skulle have indgået aftale med en lejemorder, der dog ikke var bekendt med ofrets identitet, og hvor lejemorderen skulle have fortalt dette til ansøgeren, som han ikke kendte. Flygtningenævnet finder endvidere, at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i starten af] 2013, hvor mulige sikkerhedsfolk skulle have haft interesse i at forfølge ham, beslaglægge hans breve på posthuset, og efterfølgende udsætte ham for vold som følge af de samme breve. For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans homoseksuelle aktiviteter finder nævnet ligeledes, at kunne tilsidesætte dem som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren synes uden kendskab til markante episoder for de ugandiske homoseksuelle, ligesom nævnet finder det påfaldende at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke igennem de seks måneder han befandt sig i Uganda, forsøgte at opspore sin samlever gennem otte år, som han vidste, var blevet udsat for grov vold. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i henhold til sin forklaring om episoderne [i slutningen af] 2004 og [i starten af] 2014 udsatte sig for en betydelig risiko for at blive opdaget som homoseksuel. Endelig finder nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder hvorvidt chaufføren deltog i voldsudøvelsen [i starten af] 2014, hvilke våben gerningsmændene var i besiddelse af under episoden [i starten af] 2013, om han anførte sit navn på henvendelserne til ambassaderne og hvor han boede i perioden […] 2014 til udrejsen. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden har ansøgeren ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/5/SHH
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er muganda og protestant fra Kampala. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af lokalbefolkningen og politiet, idet han er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han på sin kostskole, […], flere gange havde samleje med sin daværende kæreste […]. En gang så opsynsmanden, at de havde sex, og meddelte dette til skolens leder, […], som foreviste dem for de andre elever og fortalte eleverne, hvad ansøgeren og [hans kæreste] havde gjort. Flere af eleverne råbte ad dem og sagde, at de ville straffe dem. Ansøgeren og [hans kæreste] blev samme dag bortvist. Hans far måtte derfor hente ham på skolen. Da de kom hjem, smed hans far ham ud og sagde, at han ikke skulle vise sig mere. De næste to dage gemte ansøgeren sig hos en ven i Kampala. Derefter gemte han sig uden for Kampala i fire måneder hos [sin kærestes] bedstemor, indtil han i [sommeren] 2014 udrejste. To dage efter afsløringen ringede ansøgeren til sin søster. Hun oplyste, at beboere i lokalområdet og politiet ledte efter ansøgeren på grund af afsløringen. I Danmark er ansøgeren blevet kæreste med en mand fra Uganda, der i […] 2016 har fået asyl. Ansøgeren har i Danmark deltaget i en række LGBT Asylum-arrangementer, hvilket blandt andet fremgår af flere danske udtalelser, kærestens forklaring til de danske myndigheder og en række fotos på hans åbne Facebook-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans identitetspapirer og udrejsen til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren i Danmark har oplyst, at han har anmeldt tyveri af sin taske med penge og pas til det danske politi, men at politiet ikke har kunnet bekræfte, at en sådan anmeldelse har fundet sted. Der er endvidere, efter at ansøgeren første gang har afgivet forklaring, fremkommet oplysninger om ansøgerens pas, hvoraf fremgår, at ansøgeren har været i Rwanda og i Kampala-lufthavn, hvilket er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring om, hvor han har været. Ansøgerens forklaring om, at hans far i forbindelse med, at han bortviste ansøgeren, smed sit eget identitetskort ud sammen med ansøgerens få ejendele, således at ansøgeren senere kunne give det til [sin kæreste] og bruge det ved visumansøgningen, findes meget usandsynlig. Ansøgeren er endvidere ikke fremkommet med en rimelig forklaring på flere af de øvrige dokumenter, der er anvendt som bilag til visumansøgningen, herunder flybilletter, der ikke stemmer med ansøgerens forklaring om hans rejserute. Ansøgerens forklaring i nævnet om sit besøg på det norske ambassade har tillige fremstået meget usikker og lidet troværdig, hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans nationalitetspas, i forbindelse med udrejsen, blev kontrolleret på den ugandiske side af grænsen eller på den kenyanske side. Henset hertil samt til at det må antages, at ansøgeren har forklaret urigtigt om sin alder, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. For så vidt angår ansøgerens forklaring om afsløringen af forholdet til [hans kæreste], bemærker nævnet, at forklaringen om, den for motivet vigtige, telefonsamtale med søsteren, fremtrådte meget usikker og må forkastes. Ansøgeren har tillige oplyst, at lederen af kostskolen hedder noget andet end det, som Udenrigsministeriet, efter undersøgelse, er kommet frem til. Ansøgeren har også forklaret uoverensstemmende om, hvor længe inden udrejsen, forholdet blev opdaget. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at et seksuelt forhold til [sin kæreste] er blevet opdaget. Et flertal i Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at ansøgeren, som forklaret, er homoseksuel, og at han i Danmark har haft et forhold til en ugandisk mand, der har fået asyl. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren under hele asylsagsforløbet har forklaret om sin homoseksualitet, og at det han har anført herom, i det væsentlige har været overensstemmende, når der bortses fra forklaringen om afsløringen. Flertallet lægger endvidere betydelig vægt på det indtryk, ansøgeren har efterladt i nævnet, når han har beskrevet sin homoseksualitet. Flertallet finder endvidere, at det kan indgå i vurderingen med en vis vægt, at diverse udtalelser fra Danmark samt fremlagte fotos støtter, at ansøgeren er homoseksuel. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil fortsætte med at være aktiv homoseksuel. Efter en vurdering af også de nyeste baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder flertallet herefter, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i alvorlig risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/4/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 K-status til en mandlig statsborger samt fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kawempe, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødtes med sin mandlige kæreste, [navn] på sin families bopæl dagen før hans søsters dimissionsfest i sommeren 2013. Ansøgeren sov sammen med sin kæreste i sit værelse, der lå i et anneks til hovedhuset. Den efterfølgende morgen havde ansøgeren sex med sin kæreste, men de blev opdaget af en af gæsterne, der skulle deltage i festen. Der kom flere folk til, og de hev ansøgeren og kæresten ud af soveværelset, imens de slog og sparkede dem. Folk begyndte at hente dæk, der skulle bruges til at brænde ansøgeren og kæresten. En sikkerhedsvagt ved navn, […], der var til stede var bevæbnet, og hjalp ansøgeren og kæresten fri af menneskemængden. [sikkerhedsvagten] placerede ansøgeren og hans kæreste i sin bil og kørte dem til en fængselslignende ejendom, hvor de blev spærret inde. Her blev ansøgeren tilbageholdt i fire til fem måneder. En dag kom ansøgerens søster og hentede ham. Ansøgeren boede efterfølgende i skjul hos hans søster, indtil han udrejste i sommeren 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans oplevelser under festen og det efterfølgende forløb i Uganda til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der kom en person, som han ikke så, men som gled i noget og larmede, ind i rummet og opdagede ansøgeren og hans kæreste, eller om der alene var tale om en person, som ansøgeren så var kvinde, der kiggede ind i værelset. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at have sex med sin mandlige kæreste uden at låse døren, når han vidste, at der var mange mennesker til stede på ejendommen, og han samtidig ønskede at holde sit forhold til kæresten hemmeligt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der hjalp ham og kæresten væk fra stedet, og om hvordan det foregik. Endelig har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit og kærestens ophold i et aflåst rum eller om sin løsladelse og sit senere ophold hos sin søster. Ansøgerens forklaring om episoderne i Uganda fremstod i øvrigt under nævnsmødet uden detaljer, ligesom ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål om tilbageholdelsen og om sin families forhold. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han udrejste af Uganda på grund af de svære forhold for homoseksuelle, uden at han dog selv havde været udsat for forfølgelse i den anledning. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren i Danmark lever som homoseksuel, og at han i et vist omfang er profileret igennem arrangementer mv. i foreningen […]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det fremlagte materiale og på ansøgerens præcise svar vedrørende sine forhold i Danmark samt på hans fremtræden under nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ved en genindrejse i Uganda risikerer at blive udsat for forfølgelse af lokalbefolkningen som følge af sin åbenlyse homoseksualitet. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han, der nu deltager i diverse offentlige arrangementer og lever åbent med sin homoseksualitet, ikke i Uganda vil leve skjult med sin seksualitet, og at i hvert fald hans familie er klar over, at han er homoseksuel, samt at familien ikke støtter ham i hans seksuelle orientering, ligesom de ikke vil hjælpe ham eller have kontakt med ham, hvorfor han ikke kan forvente familiens beskyttelse ved angreb fra lokalbefolkningen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/3/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og protestant fra [landsby]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive opsøgt og dræbt af sin eksmand, da hun har haft et seksuelt forhold til hans datter. Som asylmotiv har hun tillige henvist til, at hun frygter at blive brændt af indbyggerne i Kampala bydelen [B], der har fået kendskab til hendes seksuelle overbevisning og forhold til kvinden [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun som meget ung blev viet til en ældre muslimsk mand. Den muslimske mand havde i forvejen en datter, [A], samt to sønner. På et tidspunkt indledte ansøgeren og [A] et hemmeligt seksuelt forhold. Ansøgeren havde længe vidst, at hun var tiltrukket af kvinder og ikke mænd. Ansøgeren var blevet tvunget til at indgå ægteskab med en mand. I 2007 fik ansøgerens eksmand kendskab til hendes og [A]s forhold, der på daværende tidspunkt havde stået på i mange år. Ansøgeren og [A] blev konfronteret med eksmandens viden på bopælen, hvor han var voldelig over for ansøgeren og sagde, at hun havde bragt skam over hans hus. Det lykkedes derefter ansøgeren at flygte fra bopælen. Efterfølgende tog ansøgeren, [A] og ansøgerens to yngste børn ophold i bydelen [B], hvor de levede sammen under dække af, at ansøgeren var [A]s mor. I [foråret] 2014 oplevede de igen problemer med ansøgerens eksmand. Sammen med en gruppe af mænd, herunder ansøgerens ældste søn, opsøgte han dem en nat på bopælen i [B]. De medbragte petroleum, idet de ville brænde ansøgeren og [A]. Ansøgerens eksmand fortalte udlejeren sandheden om ansøgerens og [A]s forhold, men udlejeren troede ham ikke og råbte op om, at hun blev voldtaget. Naboerne kom til huset, hvilket fik ansøgerens eksmand til at flygte fra stedet. Ansøgeren og [A] flygtede med sammenbundne hænder og på bare fødder fra stedet. De gemte sig i et tomt hus, der var under opførelse. Næste morgen blev de opdaget af en håndværker, der arbejdede på opførelsen af huset, og som indvilligede i at hjælpe dem mod at have samleje med dem begge. De kørte senere til landsbyen [C], hvor ansøgeren holdt sig skjult ved en heksedoktor, mens [A] planlagde, hvordan ansøgeren kunne udrejse af Uganda. [A] arrangerede, at ansøgeren udrejste af Uganda med fly [efteråret] 2014 med hjælp fra en europæisk mand ved navn Lars. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet, herunder at ansøgeren er lesbisk, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring ganske vist har været konsistent, og at der ikke har været mange divergenser, men på den anden side har forklaringen overordnet handlet om meget få episoder, og ansøgeren har virket usikker og tøvende, når hun er spurgt ind til omstændigheder, som hun ikke hidtil har forklaret om. Dertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring savner en indre logik, og at den har været usandsynlig på en række punkter og virker konstrueret. Flygtningenævnet finder således, at det er usandsynligt, at ansøgeren - som den yngste og mindst erfarne - over for såvel [D], som [A]har taget initiativet til et lesbisk forhold, ikke mindst på baggrund af, at ansøgeren fremtræder meget tilbageholdende og fåmælt. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren stort set intet kan forklare om [A], herunder hendes uddannelse og job, selvom de har haft mere end 20 års samliv. Flygtningenævnet finder videre, at det er ulogisk, at [A] skulle arrangere ansøgerens flugt alene i en situation, hvor [A] selv måtte være mindst lige så eksponeret, som ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle først kunne efterspore ansøgeren syv år efter, at ansøgeren forlod ægtefællen og bosatte sig sammen med [A]. Det er ligeledes usandsynligt, at ansøgerens to halvvoksne børn, som boede sammen med ansøgeren og [A] i en lille lejlighed, ikke kendte til deres lesbiske forhold. Med hensyn til episoden i 2014 finder Flygtningenævnet ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren og [A] med sammenbundne hænder og bare fødder skulle kunne flygte fra en meget stor gruppe mænd, der kom for at slå dem ihjel, og at mændene kunne afledes på den måde ved hjælp af naboen, som ansøgeren har forklaret om. Flygtningenævnet finder, at det er utroværdigt, at ansøgeren og [A] ingen aftale havde om, hvorledes de skulle mødes igen. Videre er det et mindre sandsynligt sammentræf, at ansøgeren netop skulle møde en lesbisk asylansøger fra Uganda med tilknytning til LGBT på Hovedbanegården, dagen efter at ansøgeren havde søgt asyl i Sandholm og angiveligt skulle mødes med nævnte Lars, som imidlertid udeblev. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/2
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra sin ægtefælle, sine forældre eller lokalbefolkningen, herunder det muslimske samfund, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som 13 årig indledte et seksuelt forhold til en kvindelig lærer, [A], der underviste på den kostskole, som ansøgeren gik på. Forholdet endte fire år senere, idet læreren stoppede med at undervise på kostskolen. Ansøgeren har efterfølgende været i forhold med andre kvinder. Ansøgerens far opdagede, at ansøgeren var til piger, og han besluttede sig derfor for at finde en mand til ansøgeren. I [starten] af 2001 blev ansøgeren islamisk viet med en mand ved navn [B]. I 2004 indledte ansøgeren et forhold til en kvinde, [C]. I [foråret] 2012 blev der afholdt en officiel bryllupsceremoni. Ansøgeren har fået to børn med [B]. Ansøgeren har i Danmark været og er stadig i et længere kæresteforhold med [D], der har fået asyl i Danmark. Ansøgeren har videre forklaret, at hun i Danmark har været meget aktiv i LGBT-sammenhænge. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om det passerede i Uganda til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og usammenhængende og kan herom blandt andet henvise til begrundelsen i Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2014, der vedlægges som bilag I. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke var profileret som homoseksuel eller asylbegrundende forfulgt af hverken myndigheder eller civilbefolkningen som følge af homoseksualitet ved sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun i nogen grad har profileret sig i Danmark som aktiv i LGBT Asylum. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren i [foråret] 2015, oplyste, at hun var homoseksuel til en medarbejder på den ugandiske ambassade i Danmark, og at ambassade derefter afviste at udstede et rejsedokument til hende, kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at den ugandiske ambassade i Danmark efterfølgende og med viden om, at ansøgeren er homoseksuel, har udstedt et rejsedokument til hende. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/15/SOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [en by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun omkring 1990 erfarede, at hun var homoseksuel, og at hun siden har været i flere forhold med kvinder. Ansøgeren har videre forklaret, at det er kommet til hendes families samt lokalbefolkningens kendskab, at hun er homoseksuel, samt at hun har været udsat for overgreb i Uganda som følge af dette. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet i forbindelse med bevisvurderingen i sagen har taget højde for ansøgerens særlige sårbarhed og psyke, som efter det oplyste betyder, at ansøgeren kan have svært ved at huske og forklare sig. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i sin landsby blev udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i en længere periode på ca. 9 år forud for sin udrejse boede hos en veninde i [en by], og at hun i den periode havde forskellige partnere, men at hun ikke oplevede overgreb på grund af sin homoseksualitet. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun efter det første afslag på asyl har haft tilknytning til LGBT Asylum, hvor hun i nogen grad er blevet profileret. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der ikke ved udrejsen af Uganda var særligt profileret som homoseksuel og ikke var i modsætningsforhold til nogen, ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/14/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen protestant af trosretning fra Uganda. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark [i sommeren] 2008 og søgte asyl under navnet [X]. Ansøgeren oplyste på det tidspunkt som sit asylmotiv, at han havde været politisk aktiv for partiet Forum for Democratic Change, og at regeringen derfor anså ham for forræder, og de ville fængsle og henrette ham. Flygtningenævnet stadfæstede [i starten af] 2010 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren har under nuværende asylsag oplyst, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under nuværende asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at få problemer med [A]-familien, idet en person fra familien blev tortureret og forsvandt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet han er homoseksuel. Han har ligeledes henvist til, at han frygter at blive dræbt af regeringen, idet de tror, at folk, der udrejser af Uganda, udleverer hemmelige dokumenter og andre oplysninger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke er tiltrukket af kvinder, og at han kunne mærke, at han var tiltrukket af drenge, da han var 12 år gammel. Ansøgeren var på det tidspunkt ofte sammen med én, der hed [B]. Ansøgeren arbejdede i hæren i Uganda fra 1997 til 2007. Ansøgeren havde samleje med mandlige soldater, mens han var i hæren, når de var låst inde sammen. Ansøgeren havde ikke nogen rang i hæren. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde to opgaver, mens han var i hæren. Den ene opgave var at torturere personer, der ikke sagde det, de var blevet bedt om. Det var for eksempel personer, som talte negativt om regeringen. Den anden opgave bestod i at slå personer ihjel. Ansøgeren kendte ikke de personer, som han slog ihjel. Han kunne ikke lide at slå folk ihjel, men han udførte altid ordrerne, og han sagde ikke fra, da han var bange for at blive slået ihjel af chefen, hvis han sagde fra. Ansøgeren har videre forklaret, at han også tjente penge ved at købe mad hos bønder og sælge det videre, hvilket han gjorde fra 1994 til 2001. Ansøgeren udrejste af Uganda og søgte asyl i Danmark første gang i [sommeren] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at han i 2008 søgte asyl i Danmark med et helt andet asylmotiv. Under den sag blev der fremlagt en del dokumenter, herunder pas og visum. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det anvendte navn var forkert, at asylmotivet var opdigtet, og at dokumenterne var falske. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under en asylsamtale i Norge alene har nævnt homoseksualitet som asylmotiv og dermed ikke nævnt konflikter med [A]-familien eller problemer som følge af hans militære karriere. Det fremgår af udskriften, at ansøgeren dér har anvendt navnet [C]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at dette navn fremkom, idet han bar et ID-kort, der tilhørte en anden. Det fremgår imidlertid af dokumenterne fra Norge, at han ikke havde nogen form for ID-dokumenter på sig. Ansøgeren har under mødet i nævnet erkendt, at han gav de norske myndigheder forkerte oplysninger om rejserute og har ikke nærmere kunne begrunde, hvorfor han trak sin asylsansøgning tilbage, da han blev bedt om at give fingeraftryk. Ansøgeren har under nævnsmødet i den verserende sag forklaret, at han ikke har haft problemer med [A]-familien, og han har nægtet at besvare spørgsmål om sit arbejde i militæret. Ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikterne som følge af sin seksualitet, idet han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde problemer forud for sin udrejse fra Uganda, mens han under nævnsmødet afgiver en udbyggende forklaring, hvorefter han var mistænkt og muligt eftersøgt som følge af sin seksualitet. Nævnet tillægger ikke skrivelsen fra LGBT nogen betydning, idet det kan konstateres, at han først kontaktede LGBT i [sommeren] 2016, da han havde fået afslag fra Udlændingestyrelsen på trods af, at han hævder, at han under opholdet i Norge ligeledes var medlem af LGBT. Endelig lægger nævnet vægt på, at han ikke har kunnet eller villet forklare detaljeret om sine aktiviteter for LGBT. Af ovennævnte grunde tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som utroværdig, udbygget og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/13/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen katolik fra Uganda. Ansøgeren har arbejdet for Ungdomsorganisationen […] i syv måneder op til sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hans afdøde fars brødre, [M. og J.], vil slå ham ihjel på grund af en jordstrid. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne i Uganda på grund af den forbrydelse han er dømt for i Danmark. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for selvtægt i Uganda, og at han ikke vil kunne få et arbejde, fordi det er muligt at fremsøge hans navn og straffeforhold på nettet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af myndighederne i Uganda, fordi han har overskredet gyldighedsperioden på sit ophold indenfor Schengenområdet fastsat i hans visum. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans fars brødre [M. og J.], vil slå ham ihjel, fordi han har arvet en jordlod fra sin far i 2012, som de gerne vil eje. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev opsøgt af [M. og J.] på sin bopæl i Njeru ved en enkelt lejlighed i 2013, og at han i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, og at de truede ham på livet. Når ansøgeren traf [M. og J.] på gaden i Njeru frem til sin udrejse i [sommeren] 2015, fortalte de ham, at han skulle holde sig væk fra jordloddet. Ansøgerens ægtefælle har desuden fortalt ham, at der på et ikke angivet tidspunkt, har været mænd for at spørge efter ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at de pågældende personer var [M. og J.]. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans bror, som er bosiddende i Danmark, har fortalt ham, at ansøgerens navn og forholdene omkring hans straffesag er tilgængelige på internettet, og at forbrydelsen er af en sådan karakter, at han vil blive udsat for selvtægt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i byretten under straffesagen forklarede, at hans søskende var blevet sure på ham, fordi hans far havde givet ham noget mere jord, end de havde fået, og at hans søskende havde sagt, at de derfor ville slå ham ihjel. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og i nævnet i dag forklaret, at det var hans farbrødre, der var vrede over, at hans far mundtligt havde testeret jordstykket til ham, og at det er farbrødrene han frygter. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgeren forklaring som utroværdig. For så vidt angår ansøgerens frygt for medlemmerne af organisationen [...], som følge af at han benyttede organisationens midler til at finansiere sin udrejse og ikke deltog i den konference i Holland, han var blevet tilmeldt, bemærker nævnet, at denne frygt alene beror på ansøgerens egen formodning. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har oplyst at han ikke har haft kontakt med organisationen, mens han har opholdt sig i Danmark. Det samme gør sig gældende med hensyn til ansøgerens frygt for at blive straffet i Uganda for at have overskredet gyldighedsperioden for ophold indenfor Schengen som fastsat i hans visum. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring aldrig har haft nogen konflikter med myndighederne i Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive fængslet på livstid for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, at blive udsat for selvtægt og ikke at kunne få et arbejde, fordi man vil kunne søge på hans navn på internettet og få oplysningerne om dommen. Flygtningenævnet bemærker, at selve spørgsmålet om dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. For så vidt angår ansøgerens frygt for selvtægt bemærkes, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans straffedom vil blive kendt i Uganda. Nævnet har herved også henset til ansøgerens oplysning om, at hans navn er almindeligt i Uganda og landets og befolkningens størrelse. For så vidt angår ansøgerens bekymring for mulighederne for at få arbejde i Uganda er dette spørgsmål isoleret set et forhold af socioøkonomisk karakter, der falder uden for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/12/kaa
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der omkring nytåret 2012/2013 fandt et bombeangreb sted, og at bombeangrebet førte til, at personer med ansøgerens udseende blev chikaneret. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans onkel udsatte ham og brødrene for seksuelle overgreb i 2006. Onklen blev på et tidspunkt i 2009 opdaget i forbindelse med et seksuelt overgreb på ansøgerens bror, hvorfor ansøgerens mormor/farmor smed onklen ud af huset. I 2008 eller 2009 indledte ansøgeren et forhold til en dreng ved navn […], og de blev kærester. I 2010 opdagede ansøgerens mormor/farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle. Af den grund kontaktede mormoren/farmoren [i] marts 2011 nogle sheiker, der skulle udføre et ritual, idet mormoren/farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Under ritualet, der skete to uger efter, blev ansøgeren slået på lænden og på ryggen. Ansøgeren og broren blev herefter chikaneret af folk i lokalområdet på grund af deres homoseksualitet. I den forbindelse blev bopælen angrebet mindst fire gange. I 2012 rejste ansøgeren til Kampala for at studere. I 2013 modtog ansøgeren og broren beskeder fra nogle for dem ukendte personer, der truede dem, idet personerne mente, at homoseksuelle ødelægger lokalsamfundet. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans farbror udførte overgreb på ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var hans mormor eller farmor, som han og hans brødre boede hos. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han i 2012/2013 modtog sms’er af truende karakter. Ansøgeren og hans brødre har dertil forklaret indbyrdes divergerende om diverse årstal, om [ansøgerens kærestes] forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom fem sheiker på besøg hos farmoren i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [lillebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. Han har forklaret, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Ansøgeren har videre forklaret, at [lillebroren] løb fra stedet, og udbyggende har han forklaret, at han selv besvimede ved episodens slutning samt, at sheikerne slagtede dyr, efter [lillebroren] løb, men før han selv besvimede. [Lillebroren] har forklaret, at der alene var tre sheiker, og at episoden fandt sted i stuen. Endelig har [den yngste lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [ansøgeren] eller [lillebroren]. [Den yngste lillebror] har i øvrigt forklaret, at både [lillebroren] og [ansøgeren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke har sagt således tidligere, eller at han har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft et homoseksuelt forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan/2016/11/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen fra sit hjemområde, idet hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid i Uganda, idet han ligner sin bror, […], som er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2009 blev udsat for et forsøg på seksuelt overgreb af hans onkel, som han boede sammen med. Ansøgerens farmor smed onklen ud af huset, og ansøgeren har ikke siden set onklen. I 2011 fandt ansøgeren ud af, at hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren ligner sine brødre, hvorfor lokalbefolkningen også troede, at ansøgeren var homoseksuel. Ansøgeren blev blandt andet ved flere lejligheder kaldt homoseksuel, ligesom han ved en konkret episode i 2013 blev overfaldet på sin skole. På et tidspunkt i 2012, hvor ansøgeren kom hjem til bopælen, erfarede han, at huset var blevet angrebet, idet der var blevet kastet sten gennem vinduerne, ligesom farmoren var blevet slået i hovedet. Familien flyttede efter to uger til et nyt sted i byen […]. To måneder senere kom farmorens veninde og spurgte, om der boede homoseksuelle i huset. Som følge af dette sagde formoren til ansøgeren og brødrene, at de ikke kunne blive boende, og de flyttede derfor til Kampala. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda [i] januar 2015 sammen med sine to brødre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2009 blev udsat for forsøg på et seksuelt overgreb af sin onkel, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens brødres forklaringer om, at de skulle være efterstræbt og i risiko på grund af deres homoseksualitet. Der henvises i den forbindelse til brødrenes afgørelser af dags dato. Flygtningenævnet finder allerede af den grund, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse på grund af sine brødres forhold. Uanset, at ansøgerens brødre måtte være homoseksuelle, har Flygtningenævnet lagt til grund, at de ikke er profilerede i Uganda, og Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er sket en afsmitning i forhold til ansøgeren, der ikke selv er homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han på et tidligere tidspunkt blev overfaldet på skolen og i skoven på grund af brødrenes homoseksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Ugan/2016/10/NKE
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter overgreb fra befolkningen, herunder sin egen familie og myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var omkring 16 år gammel og gik på kostskole. I 1996 indledte ansøgeren et forhold med til mand ved navn [A], som han havde kendt siden 1991. Ansøgeren og [A] mødtes i skjul på hoteller. I 2004 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og [A] fik ansættelse i ansøgerens firma, så de på den måde kunne være sammen i forbindelse med forretningsrejser. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren via en ven bekendt med, at [A]s bopæl var blevet vandaliseret, og der foran denne stod mennesker, der talte om, at [A] var homoseksuel. Nogen havde fundet billeder på [A]s telefon af ham og ansøgeren. Senere den samme dag blev ansøgerens ægtefælle ringet op af en person, der fortalte hende om ansøgerens seksuelle orientering. Ansøgeren benægtede alt og tog derefter ophold på et hotel i 10 dage. I denne periode modtog ansøgeren truende telefonopkald fra ukendte personer, familie, kolleger, beboere fra lokalsamfundet og fra muslimske ledere. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin ven. Ansøgeren udrejste herefter af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt ikke har forsøgt at kontakte [A], som han efter sin forklaring har haft et homoseksuelt forhold til i en årrække. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han og [A] har arrangeret sig med hensyn til leje af hotelværelser, idet han forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at de kunne leje ét hotelværelse på et hotel, uden at dette vakte opsigt, blandt andet fordi hotelpersonalet i et vist omfang selv var homoseksuelle. Foreholdt det usandsynlige heri, har ansøgeren først under nævnsbehandlingen forklaret, at de lejede to værelser, når de var på forretningsrejse, og dette derfor ikke vakte opsigt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig tidligere har været i Danmark. Foreholdt, at det fremgår af en Facebook-side, at ansøgeren ses med foto fra København fra [sommeren] 2011, har ansøgeren forklaret, at dette foto viser hans enæggede tvillingebroder. Ansøgeren har om sine familieforhold oprindelig oplyst, at han kun havde en søster og en broder, og at disse befandt sig i hjemlandet. Under nævnsmødet foreholdt, at tvillingebroderen ikke er oplyst i familieskemaet, har ansøgeren forklaret, at dette skyldes, at tvillingebroderen siden er død. Foreholdt, at hans moder er oplyst i skemaet, og at hun også er død, har ansøgeren henvist til, at han havde glemt sin tvillingebroder, men hans moder stod klart i hans erindring. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har været forevist det samme billede fra en Facebook-side fra [vinteren] 2015 uden at kunne fremkomme med en troværdig forklaring på, hvorfor hans broder optræder på hans Facebook på dette tidspunkt. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/1/STR
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Muganda og katolik fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter befolkningen, fordi der er mange, der ved, at hun er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2008 gik på kostskole, hvor hun blev smidt ud for at have haft seksuelt samvær med sin kæreste, [L]. Ansøgeren og [L] blev i den forbindelse anmeldt til politiet og taget med på politistationen, hvor de blev afhørt og slået. Deres forældre blev efterfølgende tilkaldt, og fik at vide, hvad der var sket. Ansøgerens fader slog hånden af ansøgeren. Faderen krævede, at ansøgeren flyttede hjemmefra. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin moster. I 2009 oplevede ansøgeren igen problemer på grund af sin seksualitet. Ansøgeren fik besøg af sin kæreste [N] på sin mosters bopæl. Ansøgerens moster opdagede, at ansøgeren og [N] havde samleje. [N] løb fra stedet. Mosteren råbte og skreg, så naboerne kom til stedet. Mosteren bandt ansøgeren, og satte ild til ansøgerens ejendele. Naboerne slog ansøgeren, ligesom hun blev brændt med pinde, efter mosteren havde fortalt dem, hvad der var sket. Politiet kom til stedet, og ansøgeren, mosteren og en nabo blev afhørt. Ansøgeren blev sigtet for at være lesbisk. Mosteren efterlod ansøgeren på politistationen, og sagde, at hun ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren var fængslet i 14 dage, hvor hun blev udsat for vold, tortur og truet med voldtægt. Efter syv dage fik ansøgeren besøg af en ukendt mand, som oplyste, at han var blevet sendt af hendes kæreste [N], og at han ville forsøge at få hende løsladt. En uge efter kom manden igen, og ansøgeren blev løsladt. I de følgende år, frem til 2014, boede ansøgeren sammen med [N], og hun oplevede ikke i den forbindelse yderligere problemer. I [foråret] 2014 modtog ansøgeren et opkald på sit arbejde fra en ukendt kvinde, der ønskede at mødes med hende. De mødtes efter arbejde på en bar, hvor kvinden beskyldte ansøgeren for at have stjålet hendes kæreste, hvorefter situationen udviklede sig til håndgemæng mellem ansøgeren og kvinden. Ansøgeren flygtede fra baren ved hjælp af en motorcykeltaxa. På motorcykeltaxaen ringede ansøgeren til [N], der bad ansøgeren om at køre til byen Kawempe, hvor [N] i ville mødes med hende. Ansøgeren blev kort tid herefter ringet op af en nabo, som fortalte, at nogen havde brudt ind på ansøgerens og [N’s] bopæl, havde smidt deres effekter udenfor, og sat ild til effekterne. Ansøgeren og [N] overnattede i Kawempe, og tog den efterfølgende dag ophold hos en af [N’s] veninder, [B], i byen [A]. Ansøgeren opholdt sig hos [B] i 4-5 måneder, inden hun udrejste af Uganda. I løbet af de måneder hjalp en af [N’s] venner ved navn [S] ansøgeren med at få et visum til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine udrejse-, pas- og visumforhold må tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på oplysningerne i ansøgerens visumsag og på, at forklaringen om ” [S’s]” hjælp i forbindelse med visumansøgning og udrejse fremstår konstrueret. Et flertal af nævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel og har levet og lever som sådan, må lægges til grund. Flertallet er opmærksom på visse mindre divergenser i ansøgerens forklaring om episoderne i 2008, 2009 og 2014, men lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i øvrigt har forklaret konsistent om sit asylmotiv, og at det efter oplysningerne fra LGBT Asylum må lægges til grund, at ansøgeren straks efter sin indrejse i Danmark har søgt kontakt med homoseksuelle miljøer og har deltaget aktivt i aktiviteter i det homoseksuelle miljø, herunder offentlige arrangementer, hvor hun har medvirket i oplysningsvirksomhed, foredrag og paneldebatter. Flertallet finder på den baggrund og efter de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] fra Uganda opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/5
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af ugandiske myndigheder. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af civile ugandere, herunder religiøse personer, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid udelukkende har følt sig tiltrukket af sit eget køn. I 2005 blev han på en kostskole anklaget for at være homoseksuel og blev derfor suspenderet i seks uger fra kostskolen. Som betingelse for at vende tilbage måtte han deltage i rådgivningssessioner hos pastor [A], der er en kendt modstander af homoseksualitet. I [slutningen af] 2009 var han kortvarigt tilbageholdt af politiet, der beskyldte ham for at have etableret kontakter mellem studerende og udenlandske homoseksuelle. Under tilbageholdelsen blev han slået. Mens ansøgeren opholdt sig i Uganda, var det i familien kun hans tante og søster, der vidste, at han var homoseksuel. Han havde i Uganda to homoseksuelle forhold. I [foråret] 2010 udrejste han til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse til [sommeren] 2013. I [slutningen af] 2014 søgte han asyl. Under opholdet i Danmark har han fire gange været indlagt vedrørende maniodepressiv lidelse. Han har i Danmark haft to homoseksuelle kærester. Ansøgerens moder har telefonisk oplyst, at ugandiske myndighedspersoner i [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 har spurgt efter ham. Da han fortalte sin moder, at han var homoseksuel, afbrød hun forbindelsen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må herefter antages, at det i Uganda – herunder hos myndigheder og i ansøgerens familie – er kendt, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren er endvidere på en kendt LGBT-hjemmeside, der er tydeligt forbundet med homoseksualitet. Både ansøgerens navn og foto fremgår på hjemmesiden. Ansøgerens navn fremgår tillige af en af ham udviklet app om LGBT-personers sikkerhed. Herefter, og efter nyere baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse. Efter en samlet proportionalitetsafvejning, herunder vedrørende den i Danmark begåede kriminalitet vedrørende straffelovens § 171 og § 261, findes der, jf. udlændingelovens § 10, ikke at være tilstrækkelig grund til, at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger [B] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2015/4.
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politi-ske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin tidligere kærestes forældre, idet de har tilkendegivet, at de vil brænde hende, da de mener, at hun er ansvarlig for at have ødelagt deres datters seksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter lokalbefolkningen i Uganda, idet de vil brænde hende, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun som 13-årig udviklede følelser for piger. Under sit ophold på college udviklede hun et seksuelt forhold til sin bedste veninde, […]. Efter en basketballkamp blev ansøgeren og […] opdaget af deres træner, da de havde seksuelt samvær i badet. Ansøgeren og […] blev ført til lærerværelset, hvor de blev slået, og dagen efter blev de begge bortvist fra skolen. Ansøgeren rejste hjem til sin faster, som hun havde boet hos, og denne skældte hende ud og slog hende. Naboerne strømmede til, og da de fik besked om årsagen til ansøgerens hjemvenden, ville de brænde hende ved hjælp af dæk. Ansøgeren flygtede fra stedet med en taxamotorcykel, men blev sat af et ukendt sted efter 20-30 minutters kørsel, fordi hun ikke kunne betale. Hun mødte efterfølgende en kvinde, hos hvem hun tog ophold i tre måneder, inden hun med kvindens hjælp udrejste af Uganda. I Danmark er hun medlem af LGBT og har en herboende kæreste. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet og de centrale dele af hendes forklaring om de som følge heraf opståede konflikter i Uganda til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen på de centrale punkter har været enslydende under asylsagens behandling, og at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har svaret klart og præcist på stillede spørgsmål. Under hensyn til oplysningerne om ansøgerens seksuelle orientering og konflikter finder flertallet herefter, at hun har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/3
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af de ugandiske myndigheder, idet de betragter ham som værende homoseksuel. I 2008 rejste ansøgeren til Danmark på et […]visum. Under opholdet i Danmark tog han regelmæssigt på besøg hos en dansk mand ved navn [P], som ansøgeren havde lært at kende i Uganda. Efter nogen tid begyndte [P] at vise ansøgeren pornografiske film, hvis indhold var af homoseksuel karakter. I 2009 indledte de et seksuelt forhold til hinanden. I 2010 kom ansøgeren til Danmark på […]visum og genoptog sit forhold til [P], som kort tid efter rejste til Kina for at arbejde. Omkring to måneder herefter indledte ansøgeren et forhold til en mand ved navn [S]. Forholdet varede to til tre måneder. I 2012 indledte ansøgeren et forhold til en ugandisk mand ved navn [H]. De var sammen i Uganda og i Danmark, når [H] optrådte som musiker her, men forholdet endte ved demonstrationen [i foråret] 2014. I [sommeren] 2011 mødte ansøgeren en kvindelig dansk statsborger med ugandiske rødder. Hun trøstede ham i en svær periode, og [i begyndelsen af] 2012 giftede de sig. De er fortsat gift, men deres forhold sluttede [i foråret] 2014, efter at hans ægtefælle fandt ud af, at han var biseksuel. [I foråret] 2014 deltog ansøgeren i en protestdemonstration mod den netop vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle arrangeret af […]. Demonstrationen blev videofilmet, og videoen blev lagt ud på [internettet]. Ansøgeren ses tydeligt på videoen. Samme aften bliver han ringet op af sin ven [D], som bor i [Danmark]. Denne havde genkendt ham og bebrejdede ham, at han var homoseksuel. Han blev også genkendt af en ven i Uganda. Hans søster er blevet opsøgt af ukendte personer, som har spurgt efter ham, og der er blevet talt bag søsterens ryg om hans homoseksualitet. Hans søn er blevet mobbet i skolen som følge af hans homoseksualitet, og sønnen har måttet skifte skole. I forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring, vist nok i slutningen af 2013, fik ansøgeren af Udlændingestyrelsen besked på at forny sit pas, der på daværende tidspunkt ville udløbe efter […] år. Han kontaktede den ugandiske ambassade. En sekretær anbefalede ham at sende passet til Uganda til fornyelse, hvis det skulle gå stærkt. Via et pas-bureau i Uganda søgte han at få passet fornyet. [I foråret] 2014 henvendte indehaveren af bureauet sig til ham og spurgte, hvad han havde gjort, eftersom myndighederne forlangte, at han personligt skulle møde op for at hente passet. Når han søgte asyl i Sverige [i sommeren] 2014, skyldtes det frustration over, at han ikke kunne få et klart svar fra de danske udlændingemyndigheder om, hvad han skulle gøre, da han stod uden et sted at være. På trods af at ansøgeren på en række punkter har afgivet divergerende og ufuldstændige forklaringer om sine forhold til mænd og tidspunkterne herfor, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise, at ansøgeren er biseksuel, og at det forhold, at ansøgeren deltog i en protestdemonstration mod den vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle [i foråret] 2014 og i den forbindelse figurerer på en […] video fra arrangementet, indebærer, at han er eksponeret i Uganda som følge af biseksualitet/homoseksualitet. Under hensyn hertil og på baggrund af oplysningerne om det generelle syn på homoseksualitet i Ugandas befolkning og lovgivningen i Uganda vedrørende homoseksualitet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ugan/2015/1
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk langi og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet på livstid, eller henrettet af myndighederne, idet han er bekendt med, at det er forbudt ved lov at være homoseksuel i Uganda. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere anført, at han frygter at blive dræbt af privatpersoner fra sit hjemområde eller sine familiemedlemmer, idet de er blevet bekendt med, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en morgen i foråret 2013 var sammen med sin kæreste [B] på sin bopæl i[…], som han delte med tre andre mandlige studerende. Ansøgeren og [B] havde seksuelt samleje, da en af hans bofæller mod forventning kom tilbage til bopælen. Da bofællen opdagede ansøgeren og [B], råbte og skreg han højt, hvorefter naboer og andre kom løbende til stedet. Ansøgeren og [B] forsøgte at stikke af fra stedet, men blev stoppet af menneskemængden, der holdt ansøgeren og [B] tilbage, og udsatte dem for vold, indtil politiet ankom og tog dem med til politistationen. På politistationen fik ansøgeren at vide af sin fader, som var blevet tilkaldt, at han havde bragt skam over familien, og at han aldrig igen ønskede at have noget med ham at gøre. Ansøgeren fik videre at vide, at han var djævlen selv, hvorfor faderen ønskede at se ham død. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med [B] blev fængslet i en celle sammen med fire andre mænd. Medfanger i fængslet udsatte ansøgeren og [B] for vold af en sådan karakter, at de efter cirka en halv times fængsling måtte bringes til et hospital for at modtage behandling. Ansøgeren modtog behandling i et andet lokale end [B]. Sygeplejersken der behandlede ansøgerens sår var bekymret for ham, og efter ansøgeren havde forklaret hende sin situation, tilbød hun at hjælpe ansøgeren med at flygte. Ved brug af sygeplejerskens mobiltelefon kontaktede ansøgeren sin gode ven [M]. Efter sygeplejersken havde arrangeret, at han kunne forlade hospitalet via en ubevogtet dør, og i et kort ophold i en container med haveredskaber, samlede [M] ansøgeren op og kørte ham i sikkerhed på hans bopæl. Ved hjælp fra M begyndte ansøgeren at arrangere, hvordan han kunne forlade Uganda. Ansøgeren kontaktede sin moder, der var meget ked af situationen. Moderen sørgede for, at ansøgeren fik fat i sit pas til brug for udrejsen. [M] kontaktede herefter sin ven [F], som var manager for et fodboldhold, der havde en forestående turnering i Europa. [M] betalte [F] for, at det blev arrangeret, at ansøgeren kunne udrejse legalt med fodboldholdet på et gyldigt visum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet konsistente og sammenhængende forklaringer under hele asylsagsforløbet. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren har været udsat for vold, som af ham beskrevet i anledning af, at han blev opdaget midt i et homoseksuelt forhold med B. Han blev dels udsat for vold direkte på hans bopæl, dels i den celle, hvori han blev anbragt med de følgeskader af ar på såvel begge skinneben som venstre underarm til følge, som han har påvist under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at han som følge f de stedfundne begivenheder i Uganda, er blevet eksponeret som homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder nævnet herefter, at ansøgeren risikerer overgreb begrundet i hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2014/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….], Tyrkiet og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at hun vil blive offer for æresdrab udført af hendes egen familie eller hendes forlovedes familie, idet hun har nægtet at indgå et arrangeret ægteskab. Hun blev udsat for vold og truet med at blive slået ihjel, hvis hun ikke giftede sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om at hun skulle have fået forlænget pas inden forlovelsen og derefter opnået visum og udrejst inden for få dage ikke stemmer overens med det tidsrum, der fremgår af visumansøgningen, og ansøgerens udbyggende forklaring i nævnet om at hun i den mellemliggende periode har boet på gaden i Ankara, findes utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om ansøgerens forklaring havde kunnet lægges til grund, ville ansøgeren ikke opfylde betingelserne for at opnå asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at den påberåbte konflikt er en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Det fremgår således af baggrundsmaterialet, at straffene for vold inden for familien er skærpet, og at de tyrkiske myndigheder har udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold inden for familien, ligesom der findes organisationer, der kan bistå kvinder i risikogrupper. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Tyrkiet/2010/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I efteråret 2008 var ansøgeren forsvundet. I slutningen af 2009 var ansøgeren igen dukket op og havde oplyst, at han fortsat ønskede asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han var efter det oplyste født i Tyrkiet. Udlændingeservice havde i afslaget fra foråret 2008 vurderet ansøgeren i forhold til Tyrkiet og ikke i forhold til Bosnien-Hercegovina, idet Udlændingeservice fortsat anså ansøgeren for at være tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1995 havde deltaget som medlem af en navngiven Mujahedin-gruppe i kamphandlinger mod de bosniske serbere. Han havde overværet grusomheder begået af mujahedinerne imod tilfangetagne serbere, blandt andet halshugning med motorsave og sabler. Han havde i 2006 i Sarajevo afgivet forklaring herom på båndoptagelser, foranlediget af den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), blandt andet i en konkret retssag mod en bosnisk general. Han havde endvidere over for embedsmændene fra ICTY påvist gerningssteder i Bosnien, og han havde ligeledes udleveret fotografier, som det var lykkedes ham at tage i hemmelighed af nogle af begivenhederne. Disse oplysninger var blevet videregivet til uvedkommende personer, muligvis af generalens forsvarer eller af ansøgerens egen advokat i Bosnien-Hercegovina. Han var blevet lovet et vidnebeskyttelsesprogram af ICTY, men han havde senere erfaret, at ICTY ikke så sig i stand til at garantere for hans sikkerhed. Ved en eventuel udsendelse til Tyrkiet frygtede han overgreb enten fra mujahedinere, folk fra hans egen tidligere kampgruppe i Bosnien-Hercegovina, der stadig måtte befinde sig i Tyrkiet, eller asylbegrundende forfølgelse fra de tyrkiske myndigheder. Ansøgerens opfattelse bestyrkedes af, at en kroatisk hjemmeside fra foråret 2009, som advokaten havde fremsendt en udskrift af til Flygtningenævnet, blandt andet omtalte ansøgeren som terroragent. Under nævnsbehandlingen oplyste han, at han siden 2006, hvor han havde fået udstedt legalt nüfüs (Id-kort) samt ægte tyrkisk pas, kun havde opholdt sig i Tyrkiet i halvanden dag i 2009 i forbindelse med gennemrejse fra Grækenland til Syrien. De tyrkiske stempler, der fremgik af hans danske fremmedpas, var falske, og de var blevet isat passet af de menneskesmuglere, der havde hjulpet ham med gennemrejsen. Flygtningenævnet kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde afgivet vidneforklaringer på bånd og påvist gerningssteder, som af ham oplyst. Flygtningenævnet kunne også lægge til grund for sagen, at oplysningerne var kommet i forkerte hænder, idet de var blevet lækket i forbindelse med retssagerne i ICTY, herunder retssagen mod en navngiven leder. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren af denne grund ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved samtalen med politiet i foråret 2008 havde angivet, at han ikke nærede frygt for de tyrkiske myndigheder, men at han alene frygtede mujahedinerne i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren under en politiafhøring i slutningen af 2009 havde oplyst, at han havde opholdt sig halvanden måned i en landsby i Adana-provinsen i Tyrkiet under sin ovennævnte rejse fra 2008 til 2009. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de tyrkiske stempler i ansøgerens fremmedpas var falske. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren under den nævnte samtale i foråret 2008 havde forklaret, at han i foråret 2006 havde talt med det tyrkiske politi på en café i Istanbul, hvorunder der var blevet taget fotografier af ansøgeren, og hvorunder han var blevet udspurgt om sin deltagelse i krigen i Bosnien. Ifølge samtalen havde ansøgeren videre angivet, at han ikke havde haft andre problemer med det tyrkiske politi. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ville kunne søge den fornødne beskyttelse i Tyrkiet, idet han ligeledes ville kunne søge de tyrkiske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra tilbageværende medlemmer af Mujahedin. Sådanne overgreb måtte anses som privatretlige konflikter, som ikke i sig selv var asylbegrundende. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke forelå nogen som helst oplysninger om, at ansøgeren var blevet konkret truet af folk fra Mujahedin i Tyrkiet, endsige at ansøgeren havde haft kontakt med folk fra Mujahedin i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt endelig, at der under disse omstændigheder ikke var grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice med henblik på, at ansøgeren også vurderedes asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Tyrkiet/2010/1
Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2002 på turistvisum. I 2008 søgte hun asyl efter at være blevet meddelt afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalteat ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb fra sin familie, fordi hun i 2001 havde giftet sig mod familiens ønske med en ægtefælle, der kom fra en familie, med hvilken ansøgerens familie havde en blodfejde. Ansøgeren havde herunder gjort gældende, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde hende effektiv beskyttelse mod sådanne overgreb. Nævnet bemærkede, at det gav anledning til undren, at ansøgeren, der ikke havde haft lovligt ophold i Danmark siden 2004, først påberåbte sig disse forhold i 2008. Nævnet bemærkede endvidere, at der fandtes at være et påfaldende tidsmæssigt sammentræf mellem afslaget på asyl i Udlændingeservice og de fremsendte dokumenter om, at forældrene skulle have gjort ansøgeren arveløs. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne føre til asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod, ligesom hun havde mulighed for at tage ophold andetsteds i Tyrkiet. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren i perioden fra 2001 til 2002 og igen i tre-fire uger i 2003 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden problemer. Nævnet bemærkede endvidere, at det i relation til myndighedsbeskyttelse fremgik af baggrundsmaterialet, at straffene for vold indenfor familien var skærpet, og at de tyrkiske myndigheder havde udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold indenfor familien, herunder æresrelateret vold, ligesom der fandtes organisationer, der kunne bistå kvinder i risikogrupper. Tyrkiet/2009/5
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og stammer fra provinsen Konya i Tyrkiet. Han havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ingen aktuelle konflikter med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af familiemedlemmer til en pige, som han havde haft et seksuelt forhold til. Dette var årsagen til, at han havde søgt asyl i Danmark i 2002. Han var udrejst samme år frivilligt til Tyrkiet, inden asylsagsbehandlingen var blevet afsluttet. Ansøgeren havde opholdt sig og havde arbejdet i de følgende år forskellige steder i Tyrkiet, indtil han i 2007 i Izmir var blevet udsat for et skudattentat fra to af pigens brødre. Sagen var blevet efterforsket af politiet, og en af brødrene var ifølge ansøgeren blevet idømt seks års fængselsstraf for attentatet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på visse punkter havde forklaret udbyggende om de nærmere omstændigheder om skudattentatet, men nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen herom. Flygtningenævnet fandt, at det påberåbte asylmotiv ikke kunne begrunde asyl. Nævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at politiet havde efterforsket skudattentatet, og at en af attentatmændene ifølge ansøgeren var blevet idømt en langvarig fængselsstraf. Det indgik i nævnets samlede vurdering, at ansøgeren i 2002 var udrejst af Danmark, inden asylansøgningen var blevet færdigbehandlet, og at han først havde søgt asyl i Danmark på ny mere end et halvt år efter indrejsen i forbindelse med en straffesag vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/4
Nævnet stadfæstede i april 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 1999. Ansøgeren var i 2000 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring. Da ansøgeren ikke siden 2001 havde samlevet med sin ægtefælle havde Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i slutningen i 2008 truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle administrativt udvises af Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. med indrejseforbud i et år. I forbindelse med en politiafhøring af klageren i slutningen af 2008, havde ansøgeren forklaret, at han ikke havde været klar over, at han skulle udrejse af Danmark, idet han ikke modtaget brevet herom fra udlændingemyndighederne. Ansøgeren søgte herefter asyl. I forbindelse med sin asylsag havde ansøgeren oplyst, at han før sin udrejse til Danmark i 1999 havde ydet hjælp til kurdiske organisationer i Tyrkiet, hvilket var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgeren havde i 2003 haft et homoseksuelt forhold i Danmark, hvilket havde afstedkommet konflikter med ansøgerens familie i Tyrkiet. Desuden havde ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet skulle aftjene militærtjeneste, hvilken han grundet psykiske problemer ikke kunne klare. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han i 1999 til et bryllup sammen med andre personer i Tyrkiet havde brændt et tyrkisk flag af, hvilket var blevet anmeldt til de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte have fået forkyndt afslaget på opholdstilladelse i 2003, ikke i sig selv kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede fængselsstraf som følge af udeblivelse fra militærtjeneste, fandtes dette ikke at kunne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgeren ikke risikerede en efter dansk retstradition uforholdsmæssig straf. Det af ansøgeren anførte vedrørende et tidligere homoseksuelt forhold og de deraf opståede familiære konflikter fandtes heller ikke at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgerens eventuelle aktiviteter for kurdiske organisationer i Danmark var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgerens oplysninger om, at han i 1999 havde deltaget i flagafbrænding måtte tilsidesættes som værende konstrueret til lejligheden, idet ansøgerens forklaring herom først var fremkommet i brev af 11. december 2008 og udbygget under samtalen i Udlændingeservice, uanset ansøgeren ved gentagne tidligere lejligheder havde haft anledning til at redegøre for sit asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive fængslet af politiet, og at han frygtede medlemmer af det tyrkiske nationalparti MHP. Ansøgeren anførte til støtte herfor, at han i efteråret 2004 havde været tilbageholdt og afhørt af politiet i forbindelse med deltagelse i en demonstration til fordel for PKKs leder Abdallah ôchelan, hvor ansøgeren var i slagsmål med personer fra MHP. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i den pågældende demonstration, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var eftersøgt af det tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var tilbageholdt en eller to dage, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser, og at ansøgeren kort tid efter udrejste fra Tyrkiet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens forældre i perioden siden efteråret 2004 og indtil nævnsmødet i oktober 2007, regelmæssigt var blevet opsøgt af myndighedspersoner på baggrund af ansøgerens deltagelse i demonstrationen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremtrådte som konstrueret og at den blev udbygget under sagen, og ikke var nærmere konkretiseret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i 2004, først ansøgte om asyl i begyndelsen af 2007, da ansøgeren blev anholdt af politiet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren heller ikke havde ansøgt om asyl i Sverige, uanset ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig der cirka halvandet år efter sin indrejse i Danmark. Uanset om ansøgeren var eftersøgt med henblik på aftjening af værnepligt, som det blev oplyst under sagens behandling i Flygtningenævnet, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og ikke ønskede at aftjene værnepligt, kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke generelt kunne antages at være problemer for etniske kurdere med aftjening af værnepligt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, med henblik på, at der blev taget stilling til spørgsmålet om værnepligt og indhentelse yderligere oplysninger om betingelserne for etniske kurderes aftjening af værnepligt i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grundlag af sine aktiviteter for det lovlige parti, DEHAP, ved en tilbagevenden til hjemlandet, risikerede fængsling eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde arbejdet og trænet med PKK i en træningslejr i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have opholdt sig i en træningslejr for PKK i Syrien, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette var kommet til de tyrkiske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2005, men først ansøgte om asyl et år senere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet, ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kunne antages at være problemer med aftjening af værnepligt for etniske kurdere. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/2
Nævnet meddeltei april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i juli 2005. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde været aktiv for PKK. I 1993 blev han idømt en langvarig fængselsstraf for illegalt politisk arbejde. Efter cirka 11 års afsoning blev han løsladt mod betingelser. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at de tyrkiske myndigheder havde rejst sigtelse mod ham for udgivelse af en bog, som myndighederne anser for ulovlig. Ansøgeren frygtede at blive idømt en ny straf. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra maj 2006 og de for nævnet fremlagte kendelser, at der verserer en straffesag mod ansøgeren på grund af forfatterskabet til en bog med en nærmere angivet titel. Efter det oplyste om bogens indhold sammenholdt med ansøgerens tidligere fængselsdom fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for en efterstræbelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrkiet/2007/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1962. Indrejst i april 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt på livet af en person, der havde stukket ansøgeren med en kniv og flere gange truet ansøgeren samt opsøgt ansøgerens bopæl og herunder ødelagt døre og vinduer. Ansøgeren havde videre henvist til, at han ikke kunne få de tyrkiske myndigheders beskyttelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han var eftersøgt af de tyrkiske myndigheder, idet den omtalte person havde anmeldt ansøgeren for trusler mod ham. Flygtningenævnet fandt ansøgerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet mindre troværdig. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste legalt i april 2004, og at ansøgeren først ansøgte om asyl i oktober 2004. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgerens strid med den omtalte person udsprang af en privatretlig konflikt vedrørende byggegrunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i forbindelse med eventuelle strafbare forhold begået af den omtalte person. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgerens forklaring om myndighedernes manglende efterforskning, var ikke understøttet af ansøgerens egne oplysninger om de tyrkiske myndigheders behandling af ansøgerens anmeldelse. Uanset om ansøgeren måtte være eftersøgt af de tyrkiske myndigheder i anledning af en anmeldelse fra den omtalte person, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han derved var bragt i et forhold til de tyrkiske myndigheder, der kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren måtte have været tilbageholdt i tre måneder i 1998, kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på den tid, der var gået siden tilbageholdelsen, og at ansøgeren i tiden efter havde befundet sig i hjemlandet indtil 2004. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/4
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet, født 1977. Indrejst i august 2003. Ansøgeren har forklaret, at hendes fader i Tyrkiet forinden ansøgerens udrejse havde planlagt tvangsægteskab for ansøgeren, og at faderen på grund af ansøgerens indgåelse af ægteskab i Danmark har truet ansøgeren med æresdrab. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, at hun har haft arbejde i Tyrkiet forud for udrejsen, at hun ikke har været politisk aktiv, at hun ikke har haft problemer med myndighederne, og at hun udrejste legalt. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig en konflikt med sin fader som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ved vurderingen af den påberåbte konflikt lagde nævnet vægt på, at ansøgeren først ansøgte om asyl i juli 2004, uagtet at hun ifølge sin egen forklaring allerede på indrejsetidspunktet var i konflikt med faderen. Hertil kom, at der er tale om en privat konflikt, som ikke i almindelighed kan begrunde asyl. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det indgik endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren fremstår som en veluddannet kvinde. Idet hverken de generelle forhold for etniske kurdere eller oplysningerne om ægtefællens forhold kan føre til nogen ændret vurdering, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1971. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var etnisk kurder fra det østlige Tyrkiet, at ansøgeren ved bekendtgørelse i Tyrkiets Lovtidende i 1996 var blevet frataget sit tyrkiske statsborgerskab, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden og aktiviteter forud for udrejsen, blandt andet vedrørende indkaldelsen til aftjening af værnepligt, vedrørende tidspunktet for, hvornår ansøgeren var blevet bekendt med fratagelsen af statsborgerskabet, vedrørende hvornår og hvordan han skulle have ansøgt om generhvervelse af statsborgerskabet, og vedrørende hvem der skulle have angivet ansøgeren til myndighederne. Hertil kom, at ansøgeren efter det foreliggende alene kunne antages at have udført begrænsede aktiviteter angående kurdiske spørgsmål, som ikke i sig selv havde været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for fra myndighedernes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse, ligesom den måtte antages at være udslag af den generelle situation for kurdere i hjemlandet. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at fratagelsen af statsborgerskabet skyldtes ansøgerens politiske aktiviteter. Det måtte efter et notat fra Udenrigsministeriet fra 2004 lægges til grund, at fratagelsen alene beroede på en antagelse af, at ansøgeren havde været udrejst af Tyrkiet uden at have aftjent værnepligt trods indkaldelse hertil. Det fulgte videre af Udenrigsministeriets notat, at statsborgerskabet kunne generhverves efter begrundet ansøgning indgivet til rette myndighed. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at fratagelsen af statsborgerskabet i sig selv kunne begrunde asyl. Da ansøgeren efter det foreliggende samtidig fremstod uprofileret, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Tyr/2005/2
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født i 1960. Indrejst i maj 2003. Sagen havde været udsat med henblik på en torturundersøgelse af ansøgeren, hvorefter den blev behandlet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han efter en tilbagevenden fra Tyskland blev tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder i 15 dage i 1997 på grund af anklager for terrorisme og aktiviteter for blandt andet PKK. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren havde endvidere anført, at han derudover adskillige gange frem til sin udrejse i maj 2003 blev tilbageholdt, afhørt og udsat for fysiske overgreb af de tyrkiske myndigheder på grund af anklager om terrorisme. Ansøgeren havde videre anført, at han havde været medlem af det dengang legale HADEP parti, og at han havde udført aktiviteter for PKK/KADEK i Tyrkiet og under sit ophold i Tyskland. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hans ene broder blev dræbt i kamp med de tyrkiske myndigheder i 1993, og at hans moder døde af eftervirkninger efter at være blevet skubbet ud over en balkon af en soldat i 2002. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt og udsat for overgreb i det omfang, som ansøgeren forklarede om over for nævnet. Ansøgeren havde således forklaret udbyggende om de pågældende overgreb. Ansøgeren oplyste ikke ved sin indrejse i maj 2003 om overgrebene. Til politiet angav ansøgeren således sit asylmotiv som værende økonomiske og politiske problemer, samt at han havde det psykisk dårligt. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han blev udsat for voldelige overgreb af politiet, herunder slået i hovedet og på munden, hvorved han mistede en tand, samt at han blev ophængt i benene. Ved nævnets behandling af sagen havde ansøgeren forklaret, at han blev ophængt i benene, slået med en politiknippel og oversprøjtet med vand. I forbindelse med torturundersøgelsen havde ansøgeren yderligere forklaret, at han blev udsat for elektriske stød, slået med en politiknippel over hele kroppen, og at han blev kastet ind i en væg, mens en betjent skubbede på hans ryg. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgik, at ansøgeren led af hukommelses- og koncentrationsproblemer, udtalt søvnbesvær samt uligevægt og irritabilitet, og at disse symptomer, samt hans øvrige psykiske problemer, kunne være betinget af en organisk hjerneskade, men at tilstanden var forenelig med et posttraumatisk belastningssyndrom, således som det ses ved personer, der har været udsat for svær belastning, herunder tortur. Det fremgik endvidere, at der ikke var fundet fysiske tegn på vold. Nævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens psykiske tilstand skyldtes tortur. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens broder måtte være blevet dræbt i 1993, og at ansøgerens moder måtte være død i 2002 efter at være blevet skubbet ud over en balkon, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgerens fader og flere af ansøgerens søskende opholdt sig i Tyrkiet uden at have problemer med myndighederne. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Tyr/2005/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1980. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring kunne lægge til grund, at han i 1999 i forbindelse med sin broders død blev afhørt af de tyrkiske myndigheder, og at han i den forbindelse blev udsat for grove overgreb. Ansøgeren oplyste under nævnsmødet, at han ikke længere kunne huske, hvor mange gange han blev afhørt af myndighederne. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren omkring sommeren 2000 påbegyndte aftjening af sin værnepligt. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han fik udmærkelse i skydning og påklædning under værnepligten. Ansøgeren forklarede endvidere, at han umiddelbart efter afsluttet værnepligt i foråret 2002 indgik ægteskab med sin kusine, der boede i Tyskland. Ægteskabet blev indgået i Tyrkiet, og ansøgeren havde en måneds tid forinden fået udstedt et nationalitetspas af de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at de tyrkiske myndigheder i hvert fald i forbindelse med indkaldelsen af ansøgeren til militærtjenesten havde gjort op med de forhold, som førte til afhøringerne og overgrebene mod ansøgeren. Det måtte således lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været udsat for myndighedsovergreb siden da. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville blive udsat for forfølgelse, som kunne begrunde, at der skulle meddeles ham beskyttelsesstatus i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for efter sin egen forklaring, lå flere år forud for hans udrejse af Tyrkiet, og forud for at han havde aftjent sin værnepligt. De pågældende overgreb kunne således ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren blev meddelt asyl i Danmark på nuværende tidspunkt, og Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse. Tyrkiet/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. To af disse voterende finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 til 2010 har været medlem af lovlige politiske partier, og at ansøgeren i den forbindelse har deltaget i demonstrationer og kurdiske fester og mindehøjtideligheder, og at ansøgeren i den forbindelse er blevet pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren på grund heraf på nogen måde har været profileret, eller at disse politiske aktiviteter i dag udgør nogen risiko i forhold til ansøgerens sikkerhed. De to øvrige voterende finder, at ansøgerens forklaring må forkastes i sin helhed, og disse voterende kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv og i den forbindelse pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre relevant for, hvornår og hvordan ansøgeren var aktiv i de nævnte partier, og for de påberåbte tilbageholdelser. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den øvrige del af ansøgerens forklaring om asylmotivet må forkastes som usammenhængende og utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har tilsluttet sig PKK. Der er herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår han tilsluttede sig partiet, og at ansøgeren forespurgt om dette i nævnet har forklaret ukonkret og afglidende. Nævnets flertal finder endvidere ansøgerens forklaring om sin reaktion i forbindelse med, at de på vej til træningslejren blev fanget i krydsild, utroværdig. Det afsvækker endvidere ansøgerens troværdighed, at ansøgeren i nævnet har forklaret udbyggende, idet ansøgeren har forklaret, at det, før ansøgeren i 2008 forlod Alanya, på TV blev oplyst, at ansøgerens fætter var blevet anholdt, og at ansøgeren selv var efterlyst. Dette stemmer i øvrigt på ingen måde overens med, at ansøgeren har forklaret, at han i 2009 flere gange var tilbageholdt af myndighederne af anden grund, uden at myndighederne konstaterede, at ansøgeren var efterlyst. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster flertallet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne eller PKK som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” tyrk/2013/1
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren indrejste i 2006 og søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Konya i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin far eller storebror, og at de tyrkiske myndigheder ikke vil kunne beskytte ansøgeren, der ikke vil kunne tage ophold i andre dele af Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han blev gift med sin herboende og nu tidligere ægtefælle i Tyrkiet. To dage efter, at ansøgeren kom til Danmark på et turistvisum for at være sammen med sin hustru, smed hun ham ud, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgeren har fundet ud af, at hun ikke var jomfru, da de blev gift, og at hun blot giftede sig med ansøgeren, så hun legitimt kunne gifte sig med en anden senere. Ansøgerens far og storebror mener, at ansøgerens tidligere hustru har krænket familiens ære, og de har telefonisk og i breve truet ansøgeren med, at de vil dræbe ansøgeren, hvis han ikke slår sin tidligere hustru ihjel. Ansøgeren kan ikke rejse tilbage til Tyrkiet af frygt for sin far og storebror. Ansøgeren vil ikke kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet, fordi ansøgers far og storebror vil kunne finde frem til ansøgeren overalt i Tyrkiet, idet flere familiemedlemmer arbejder for politiet og militæret og har adgang til offentlige registre, hvormed de vil kunne lokalisere ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er forbundet med en betydelig tvivl, om ansøgeren overhovedet er blevet truet som forklaret af ham. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren kom til Danmark i slutningen af 2006 på et turistvisum. Samlivet med den tidligere hustru blev ophævet efter få dage i Danmark, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgningen om asyl er indgivet primo 2012, og i de mere end 5 år, der gik fra samlivsophævelsen til ansøgningen om asyl, har ansøgeren boet på forskellige adresser, herunder på gaden, ligesom han har haft forskelligt arbejde her i landet. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren efter sin forklaring ikke kunne rejse hjem af frygt for familien, og alligevel gik der mere end 5 år, inden han søgte om asyl. Ansøgeren har forklaret, at han flere gange er blevet truet i telefonen af sin far og storebror med, at de vil slå ham ihjel, hvis han ikke dræber sin tidligere hustru, men han har samtidig forklaret, at han kun har talt i telefon med sin far ganske få gange, og at han sjældent taler med sine søskende. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har modtaget breve fra faderen og storebroderen, hvori de blandt andet har truet ansøgeren, men ansøgeren har ikke gemt nogle af disse breve. Flygtningenævnet har i øvrigt fundet det påfaldende, at ansøgers far, der ønsker at dræbe ansøger, samtidig ønsker at tale med ansøgeren i telefon og endvidere har givet udtryk for, at han gerne vil have, at ansøgeren kommer hjem til Tyrkiet, ligesom han blev ked af det, da han erfarede, at ansøgeren var indlagt på hospital efter et selvmordsforsøg, ligesom faderen i breve skulle have givet udtryk for, at han savnede ansøgeren og gerne ville have, at ansøgeren kom hjem. Men selv om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin far og storebror, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren vil kunne søge myndighederne om beskyttelse for sin familie, der efter det oplyste ikke er særlig magtfuld eller indflydelsesrig, ligesom ansøgeren vil kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets brev af […]2012 med besvarelse af spørgsmål om myndighedernes beskyttelse imod æresrelateret vold og dødstrusler mod mænd i Tyrkiet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/2
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet besluttede i november 2007 at udsætte sagens afgørelse med henblik på at afvente udfaldet af en verserende retssag vedrørende ansøgeren ved den tyrkiske højesteret. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, muslim af trosretning og stammer fra en mindre by i Tyrkiet. Flygtningenævnet lagde endvidere oplysningerne i de af ansøgerens broder fremsendte domsudskrifter vedrørende ansøgeren og to andre personer fra den tyrkiske landsret og højesteret til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren i 1998 havde været tilbageholdt to til tre gange, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at han efter sin egen forklaring var blevet løsladt efter endt afhøring, samt at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid og i øvrigt ikke havde haft konsekvenser for ham. Det fremgik af den tyrkiske højesterets dom, at ansøgeren var blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for at have hjulpet medlemmer af PKK. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at straffens længde efter nævnets opfattelse ikke kunne karakteriseres som uforholdsmæssig henset til, at ansøgeren var blevet dømt for at have bistået en organisation, som er opregnet på EU’s terrorliste. På trods af baggrundsoplysningerne om forholdene for etniske kurdere i tyrkiske fængsler fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at der var konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet og afsoning af den idømte straf risikerede at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2008/5
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk kurder og tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet anført, at han frygtede at vende tilbage til Tyrkiet, idet han havde deltaget i demonstrationer til støtte for det kurdiske parti HADEP. Ansøgeren havde videre oplyst, at han på grund af sin deltagelse i demonstrationerne var blevet tilbageholdt, udsat for tortur, og presset til at tilstå kriminelle forhold, uden ansøgeren var blevet stillet for en dommer. Endelig havde ansøgeren oplyst, at han var blevet opsøgt og chikaneret af politiet hver gang, der havde været politiske uroligheder, fordi han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet registreret i et register sammen med andre kurdere. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende og utroværdigt om sin rejserute. Ansøgeren havde således forklaret, at han oprindeligt ønskede at rejse til Spanien, men at han først efter at være ankommet med et skib til Danmark - som ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingeservice lagde til havn i Frankrig – havde besluttet at tage toget til Spanien. Først da ansøgeren var nået til Tyskland, havde han opdaget, at han ikke havde råd til den fortsatte rejse til Spanien, hvorfor ansøgeren var rejst tilbage til Danmark med henblik på at låne penge af en herboende fætter. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der havde sejlet med det skib, som ansøgeren var kommet til Danmark med, og om længden af den tilbageholdelse han var udsat for i 2003. Ansøgeren havde således i asylansøgningsskemaet oplyst, at han i 2003 var blevet tilbageholdt i 22 dage af myndighederne, mens han overfor Udlændingeservice havde forklaret, at tilbageholdelsen havde varet 7 dage. Endeligt havde ansøgeren forklaret utroværdigt om sit tilhørsforhold til HADEP. Ansøgeren havde således i forbindelse med asylansøgningen forklaret, at han alene havde sympatiseret med organisationen HADEP, imens ansøgeren i forbindelse med sin første asylansøgning i 2001 både overfor politiet og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at han havde været medlem af HADEP. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have været udsat for overgreb af det tyrkiske politi, således som ansøgeren havde oplyst. Uanset om ansøgeren måtte have været medlem af HADEP eller blot sympatisør, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde profileret sig i en sådan grad, at han på baggrund af disse aktiviteter opfyldte betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke havde haft en særlig fremtrædende position for organisationen. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt af myndighederne, bemærkede Flygtningenævnet, at de tilbageholdelser ansøgeren angiveligt skulle have været udsat for, havde været af kortere varighed, og ansøgeren var blevet løsladt hver gang uden at blive tiltalt. Flygtningenævnet fandt således ikke, at disse tilbageholdelser, såfremt de havde fundet sted, kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Det forhold, at en asylansøger med et lignende asylmotiv var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet træffer afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgers asylmotiv. Endeligt bemærkede Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/4
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede, at familien ville slå hende ihjel, da hun havde fået barn uden for ægteskab. Det påberåbte asylmotiv kunne ikke begrunde asyl. Der var tale om en privat konflikt, og ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller i givet fald tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Det fremgår af sagen, at ansøgeren fra begyndelsen af 2005 til begyndelsen af 2008 har opholdt sig i Sverige. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder. Det forhold, at ansøgeren i 2000 i forbindelse med en konflikt med personer fra andre transportfirmaer var blevet anholdt af politiet og tilbageholdt i to måneder, hvorunder han var blevet udsat for overgreb, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren ikke i perioden fra 2000 til udrejsen i 2004 havde haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han siden 2000 havde været eftersøgt af myndighederne, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring til Udlændingeservice fik udstedt et ægte nationalitetspas i 2004. De generelle forhold for kurdere i Tyrkiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelser eller for at blive udsat umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Tyrk/2008/2
Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I 2007 udsatte nævnet behandlingen af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter konklusionen i torturundersøgelsen, lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur i overensstemmelse med sin forklaring. Nævnet fandt, at konklusionen også støttede troværdigheden af ansøgerens forklaring i øvrigt, og nævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens bopæl også efter en tilbageholdelse i 2004 var blevet opsøgt flere gange af myndighederne, uden at man havde antruffet ansøgeren. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen i 2004 kunne fremstå som en enkeltstående episode under myndighedernes efterforskning af ansøgerens slægtning, også fordi det ikke fremstod helt klart, om de efterfølgende henvendelser på bopælen havde været specifikt rettet mod ansøgeren, eller om der havde været tale om generelle forespørgsler i området. Henset til grovheden af den tortur, som ansøgeren havde været udsat for, sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgerens familie havde haft en kendt tilknytning til kurdiske organisationer, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en konkret og samlet vurdering imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys med risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrk/2008/1
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret med PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, der mistænker ham for at være aktiv for PKK. Ansøgeren har to gange i 2006 været fængslet af de tyrkiske myndigheder i forbindelse med deltagelse i demonstrationer. Første gang blev han tilbageholdt i fem dage og anden gang i to måneder. Myndighederne beskyldte ham for at være tilknyttet PKK. I 2009 blev han ligeledes anholdt i forbindelse med en demonstration i […], hvorefter et parlamentsmedlem fastholdt ham, således at politiet måtte opgive deres anholdelse. Til gengæld blev ansøgerens farbroder anholdt. Farbroderen er fortsat anholdt. I 2010 blev ansøgeren anholdt ved en kontrolpost. I forbindelse med anholdelsen blev han slået så hårdt, at hans blindtarm blev beskadiget. Han blev efterfølgende indlagt på hospital og opereret. Morgenen efter operationen flygtede han fra hospitalet ved at springe ud fra et vindue fra fire meters højde. Myndighederne har efter ansøgerens udrejse gentagne gange spurgt efter ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin deltagelse i demonstrationer, om sine problemer med myndighederne og om episoden ved demonstrationen i 2009. Ansøgeren har alene udført begrænsede politiske aktiviteter gennem deltagelse i nogle demonstrationer og har alene sympatiseret med BDP. Ansøgeren har selv oplyst, at myndighederne ikke fik noteret hans navn i forbindelse med episoden i 2009, og han har for Flygtningenævnet oplyst, at han ikke tror, at myndighederne har ”noget materiale” på ansøgeren. hertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra hospitalet umiddelbart efter opvågningen fra operationen virker usandsynlig, ligesom ansøgeren først oplyste om episoden i 2010 til asylsamtalen, som må antages at udgøre en central del af hans asylmotiv. Det skal tilføjes, at ansøgeren i forbindelse med anholdelsen ved kontrolposten i 2010 fremviste urigtig legitimation, hvilket myndighederne efter ansøgerens forklaring straks opdagede. Endelig var ansøgeren i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i slutningen af sommeren 2011, ligesom ansøgeren udrejste legitimeret med et pas i eget navn. Herudover indgår det i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste, og hans oplysninger om myndighedernes henvendelser på bopælen er begrundet i dette forhold. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have unddraget sig militærtjeneste, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Antalya, Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved til en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin klan og af sin far, idet ansøgeren ikke retter sig efter deres skikke. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været medlem af KDPI. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i Tyrkiet er idømt lange fængselsstraffe for henholdsvis terrorvirksomhed og menneskesmugling. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far er ekstremistisk muslim, og at han har behandlet ansøgeren dårligt, siden ansøgeren var barn. Ansøgeren blev smidt ud af hjemmet af sin far som 13-årig, idet ansøgeren ikke fulgte hans regler. Ansøgerens far var utilfreds med, at ansøgeren havde kontakt med venner på internettet, at ansøgeren spillede fodbold, og at ansøgeren ikke gik i moské. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjemmefra og havde kun begrænset kontakt med sin far. Efter afslutningen af ansøgerens militærtjeneste i 2012 flyttede han til Irak og bosatte sig i irakisk Kurdistan i Erbil. I Erbil mødte ansøgeren sin kone, og de blev gift i [efteråret] 2013. I den forbindelse kom ansøgerens far til Irak og anmodede om ansøgerens ægtefælles hånd på ansøgerens vegne. I Irak blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren har efterfølgende forsøgt at tage til Tyrkiet med sin kone i 2014, men de vendte tilbage til Irak efter cirka en uge. I 2015 udrejste de igen til Tyrkiet og siden videre til Danmark. Ansøgeren blev i 2008/2009 anholdt af det tyrkiske politi i forbindelse med et slagsmål mellem to grupperinger. Ansøgeren er nu i januar 2018 idømt fængsel i 5 år, 3 måneder og 8 dages fængsel for terrorvirksomhed i den forbindelse. Ansøgeren blev endvidere anholdt af det tyrkiske politi i 2015 i forbindelse med flugten fra Tyrkiet til Grækenland og beskyldt for at være menneskesmugler, hvilket han nu i 2018 er idømt fængsel i 9 år, 7 måneder og 22 dage for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren gennem sagens forløb har angivet skiftende asylmotiver, herunder for Flygtningenævnet har angivet nye asylmotiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet sit medlemskab af KDPI, anholdelser foretaget af de tyrkiske myndigheder og sin bopæl i Irak. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring og har derfor heller ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på, at ansøgeren søger at fremskaffe de originale domme, som han har fremlagt fotos af og angiver at være idømt i Tyrkiet Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til, om overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, tilsiger, at der meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen til at tage stilling til, om ansøgeren og dennes familie kan henvises til at udøve deres familieliv i deres hjemlande, tilkommer således Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.” tyrk/2018/3/LMD
Nævnet hjemviste i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af sagen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder, ISIL og de tyrkiske styrker bekriger hinanden i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene i landet er meget dårlige på grund af manglende sikkerhed. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet opsøgt af YPG på deres bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev opfordret til at bære våben og forsvare deres land. Dette var dog frivilligt, og der var ikke nogen konsekvenser ved at nægte at bære våben for YPG. Det fremgår Udlændingestyrelsens afgørelse [fra starten af] 2017, at styrelsen ved afgørelsen af sagen har lagt betydelig vægt på, at ansøgeren under behandlingen af sagen har modsat sig at underskrive en samtykkeerklæring om, at Udlændingestyrelsen måtte kontakte de tyrkiske myndigheder med henblik på at få dem til at be- eller afkræfte, om ansøgeren er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet samtykket i, at de danske myndigheder kontakter de tyrkiske myndigheder herom. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med nærmere henblik på afdækning af dette forhold.” Tyrk/2017/2/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og angiveligt fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Ansøgeren frygter ydermere, at han ikke vil kunne finde et job i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han flyttede til Tyrkiet alene, da han var omkring seks eller syv år, og at han siden da og frem til sin udrejse i 2015 har boet i Tyrkiet illegalt. Han flyttede til Tyrkiet for at arbejde, så han kunne hjælpe med at forsørge sin familie i Syrien. Han har siden sin udrejse til Tyrkiet været på besøg hos familien i Syrien omkring 10 til 15 gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han kom til Tyrkiet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at han boede i Kobane i ca. 14 år, før han flyttede til Tyrkiet, mens han under de følgende samtaler og for nævnet har forklaret, at han kun var 6-7 år, da han flyttede til Tyrkiet. Hertil kommer, at Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har givet en troværdig forklaring om, hvorfor han allerede som 6-7-årig skulle være blevet sendt til Tyrkiet af sine forældre, når henses til, at han efter sin egen forklaring først blev i stand til at hjælpe med forsørgelsen af familien 5-6 år senere. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for centrale forhold vedrørende Syrien, herunder navnlig om landets valuta. Flygtningenævnet har herved tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin egen forklaring har været på besøg i Syrien 10-15 gange. Videre har Flygtningenævnet tillagt det væsentlig betydning, at Rigspolitiets Kriminaltekniske Center har vurderet, at det syriske id-kort, som ansøgeren har fremlagt under sagen, er uægte. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange syriske id-kort han har fået udstedt. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis betydning, at det fremgår af den foretagne sprogundersøgelse, at ansøgerens sprog ikke er foreneligt med det sprog som tales i Kobane i Syrien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsborger i Syrien, men lægger til grund, at han er fra Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at sende en forespørgsel til de tyrkiske myndigheder om, hvorvidt ansøgeren har fået udstedt et tyrkisk id-bevis. Der findes heller ikke anledning til at rette en forespørgsel til det eller de privathospitaler, som ansøgeren angiveligt har fået behandling på, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1, hvorefter det påhviler ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Da ansøgeren har oplyst, at han aldrig har haft konflikter med privatpersoner, myndighederne, grupper eller grupperinger i Tyrkiet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2017/1/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN´s Torturkomités udtalelse af 22. december 2015 ikke er retlig bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse, om ansøgeren kan sendes tilbage til Tyrkiet. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at han har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 og frem til sin udrejse var medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb, kan således ikke lægges til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke – med den grad af sikkerhed og præcision, der må forventes – har kunnet redegøre for, hverken hvornår og hvordan han var aktiv i partierne, eller for omstændighederne omkring tilbageholdelserne og overgrebene mod ham. Ansøgerens forklaring om, at han tilsluttede sig PKK, og at han – efter en væbnet konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK på vej til en træningslejr i bjergene – flygtede i sommeren 2010, kan heller ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan han tilsluttede sig PKK. Herudover findes ansøgerens forklaring om, at han ønskede at modtage våbentræning, utroværdig henset til, at han til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 har oplyst, at han på intet tidspunkt havde tanker om at deltage i væbnede konflikter af nogen art. Hans forklaring om, at han efter konfrontationen begyndte at tænke over, om han havde lyst til at kæmpe mod andre kurdere, som myndighedsstyrkerne også bestod af, findes ligeledes utroværdig. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 oplyst, at han allerede inden sin beslutning om deltagelse i våbentræning var klar over, at etniske kurdere gør tjeneste i den tyrkiske hær. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet [i sommeren] 2013 om, at han flere gange i 2009 på et tidspunkt, hvor han angiveligt var efterlyst, var tilbageholdt af myndighederne af andre årsager, uden at myndighederne konstaterede, at han var efterlyst, er endvidere en udbygning, der ikke stemmer overens med hans tidligere forklaring i sagen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at de tyrkiske myndigheder under hans angivelige tilbageholdelser ikke opdagede, at han var efterlyst, ikke fremstår troværdig henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om karakteren og intensiteten af det tyrkiske politis og efterretningstjenestes arbejde med at arrestere kurdiske modstandere af det tyrkiske styre og anklage dem efter den tyrkiske antiterrorlov. Der kan hermed blandt andet henvises til Landsinfos rapport Tyrkia: Situasjonen for politisk aktive kurdere, udgivet den 21. august 2015. Flygtningenævnet bemærker vedrørende den af Amnesty Internationals lægegruppe foretagne lægeundersøgelse af ansøgeren, at de i rapporten [fra efteråret] 2014 angivne fund på flere punkter ikke stemmer overens med de af ansøgeren under asylsagen afgivne oplysninger om fysiske overgreb mod ham. Han har således i asylansøgningsskema [fra ultimo] 2012 uddybet, hvordan han blev udsat for tortur eller andre fysiske overgreb således: ”Som et resultat af tortur er min venstre arm brudt, midt i mit øjenbryn, midt på min pande, under min hage, og på mit hoved er der stadig stående tegn på manipulation.[…] Der er fraktur og forvridning af den venstre arm to steder som følge af tortur”. Den af ansøgeren beskrevne tortur ses ikke at stemme overens med det i rapporten [fra efteråret] 2014 anførte, herunder vedrørende ”Arme og ben”, hvorom rapporten blot anfører ”normal kraft, følesans og bevægelighed. Ingen abnorme fund”. Derimod omtaler rapporten endvidere flere steder slag mod fodsålerne (falanga), hvilken form for tortur ansøgeren imidlertid ikke ses at have omtalt i asylansøgningsskemaet, under møderne hos Udlændingestyrelsen eller i mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2013. Flygtningenævnet skal herudover anføre, at ansøgerens asylmotiv – bortset fra frygten for straf for unddragen militærtjeneste – vedrører ansøgerens afbrudte medlemskab af PKK og KCK og hans flugt fra træningslejren i sommeren 2010, og at resultatet af lægeundersøgelsen under alle omstændigheder ikke ses at have direkte sammenhæng med troværdighedsvurderingen af ansøgerens forklaringer om begivenhederne i dette asylmotiv, der kronologisk ligger efter det tidspunkt, hvor torturen angiveligt har fundet sted. Nævnet finder heller ikke grundlag for at anse ansøgerens forklaring og erindring om begivenhederne i dette asylmotiv for at være afgørende påvirket af fysiske overgreb, han skulle være blevet udsat for. Nævnet finder endvidere ikke, at konklusionen i Amnesty Internationals rapport i sig selv underbygger troværdigheden af ansøgerens asylmotiver, herunder at han skulle være blevet udsat for den af ham beskrevne tortur under de af ham beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen desuden lagt vægt på, at ansøgeren, der efter det oplyste indrejste illegalt i Danmark i [vinteren] 2010 og i de følgende to år opholdt sig i Danmark uden lovligt ophold, først fandt anledning til at søge asyl i forbindelse med, at han [i vinteren] 2012 blev anholdt af politiet for besiddelse af euforiserende stoffer og for at afgive urigtige oplysninger om sin identitet til politiet, hvilke forhold han blev idømt 40 dages ubetinget fængsel for, jf. lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og straffelovens § 164, stk. 1, jf. § 174, og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Ansøgerens manglende aftjening af værnepligt, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil medføre en uforholdsmæssig sanktion, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet tager på denne baggrund hverken ansøgerens mere subsidiære påstand om udsættelse af sagen med henblik på en torturundersøgelse eller mest subsidiære påstand om hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen til følge. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet i sager, hvor ansøgeren har oplyst at have været udsat for tortur som følge af forhold, der fortsat gør sig gældende og som derfor indebærer risiko for på ny at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden, normalt ikke vil foranstalte en torturundersøgelse, hvis ansøgeren under hele forløbet som i den foreliggende sag har fremstået som utroværdig, og nævnet derfor i det hele må forkaste ansøgerens forklaring om den oplyste tortur eller de forhold, der gav anledning hertil. Hvis forklaringen om, hvorfor ansøgeren blev udsat for tortur, må forkastes som utroværdig, og det ifølge ansøgeren skulle være de samme forhold, der indebærer, at han stadig risikerer tortur ved en tilbagevenden, kan det i sagens natur heller ikke lægges til grund, at ansøgeren af denne grund er i risiko for at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet fastholder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Tyrkiet ikke vil være i strid med artikel 3 i Torturkonventionen, og nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Tyrk/2016/1/CEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Turkmenistan, født i 1980. Ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hendes fader i mange år havde været voldelig over for hende, samt at hun frygtede faderens reaktion, når hun vendte hjem til Turkmenistan, og han opdagede, at hun ikke længere var jomfru. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv anført, at hun ved en tilbagevenden frygtede at få problemer med myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikter med og frygt for faderen kunne medføre asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt, og at ansøgeren om nødvendigt måtte søge myndighedernes beskyttelse mod faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke kunne eller ville yde ansøgeren beskyttelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden var nødsaget til at tage ophold hos eller i nærheden af faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Turkmenistan ville få problemer med myndighederne. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste problemfrit af Turkmenistan legitimeret med ægte nationalitetspas, som blev behørigt stemplet af myndighederne. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgerens formodning om problemer med myndighederne var fuldstændig uunderbygget. Turk/2006/2
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelses vedrørende en mandlig statsborger fra Turkmenistan, født i 1988. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge afgørende vægt på, at ansøgeren under sagens behandling havde oplyst to forskellige personer, som den han udrejste fra Turkmenistan sammen med. Nævnet bemærkede herved, ansøgeren kun var otte år ved udrejsen, og at han stadig er mindreårig. Der måtte således tages hensyn hertil. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge afgørende vægt på ansøgerens oplysninger om rejseruten eller ansøgerens udseende, eller at faderens forhold ikke havde kunnet verificeres. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han risikerede forfølgelse som følge af, at hans fader havde skrevet kritiske artikler imod præsidenten. Ansøgeren havde henvist til, at hans fader og faderens forældre var blevet dræbt af myndighederne af denne grund, og at han selv havde forladt landet af denne grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Turkmenistan. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke selv havde noget udestående med myndighederne, og at han kun var otte år gammel i 1996, da faderen og bedsteforældrene efter det oplyste blev dræbt. Turkmenistan/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2009. I Tunesien havde han modtaget trusselsbreve og var blevet tilbageholdt af politiet. Under hans ægtefælles sidste besøg i Tunesien, fik hun ikke lov til at udrejse med deres fælles søn, før efter at han havde givet tilladelse til dette. I april 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på asyl. Under Flygtningenævnets behandling af sagen aflagde ansøgerens ægtefælle vidneforklaring om begivenhederne under hendes besøg i Tunesien. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren omkring midten af 2006 var blevet overfaldet af ukendte gerningsmænd, og at han nogen tid efter havde modtaget to breve, der af ansøgeren blev opfattet som trusselsbreve. Flygtningenævnet bemærkede, at der var tale om begivenheder, der lå tilbage i tiden. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke senere var blevet opsøgt af de personer, der stod bag vold henholdsvis trusselsbreve. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt, fordi han er gift med en dansk kvinde, og fordi Danmark er ansvarlig for profet-tegningerne, byggede på ansøgerens formodninger og var ikke nærmere underbygget. Der var heller ikke i sagens oplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren skulle have haft et afgørende modsætningsforhold til sin familie, således som han oplyste under nævnsmødet. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt tre gange inden for cirka det sidste halvandet år før udrejsen. Første gang var han blevet tilbageholdt på en politistation i kortere tid, hvorunder han var blevet afhørt og slået, men løsladt mod bestikkelse. Han var den anden gang blevet tilbageholdt i forbindelse med et checkpoint og blevet løsladt efter at have forevist sine papirer. Han var blevet løsladt fra den tredje tilbageholdelse efter indgriben fra politichefen, der var en bekendt af familien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at de påberåbte forhold ikke var af en sådan karakter og intensitet, at de kunne sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller medføre, at ansøgeren havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Episoden i forbindelse med Ægtefællens seneste udrejse af Tunesien var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Tunesien/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i Danmark i 2008Ansøgeren var mindreårig på indrejsetidspunktet. Ansøgeren er etnisk araber, født og opvokset i en flygtningelejr i Syrien. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at hun aldrig havde været i Tunesien, hvor hun var uden netværk. Hun kunne ikke vende tilbage til Syrien, idet hun ikke havde noget at vende tilbage til eller nogen lovlig opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tunesisk statsborger og indehaver af et tunesisk pas. Ansøgeren, der aldrig havde været i Tunesien, oplyste ikke om asylrelevante forhold i Tunesien. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden netværk i Tunesien, kunne ikke føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren var født og opvokset i Syrien, hvor hun havde gået i skole og senest havde indgået ægteskab. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hun havde haft konflikter i Syrien, hverken med myndighederne eller med andre. Efter de foreliggende oplysninger om de retlige forhold i Syrien ville ansøgeren som araber i det væsentlige blive stillet som en syrisk statsborger, jf. Citizenship Law No. 276, 1969. På denne baggrund tiltrådte Flygtningenævnet, at ansøgeren ville kunne indrejse i såvel Tunesien som Syrien, uden at ansøgeren udsatte sig for risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angik ansøgerens nyfødte barn, forelå der ikke noget selvstændigt asylmotiv. Tunesien/2009/1
Nævnet meddeltei september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2002 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han forud for udrejsen havde haft en 10-årig karriere ved militæret, sluttende som oversergent, og at han ved udrejsen havde været reservist. Ansøgeren havde fremskaffet en kopi af den tunesiske militære straffelov, hvoraf det blandt andet syntes at fremgå, at han som reservist blandt andet havde pligt til at melde sig på den tunesiske ambassade, hvis han tog ophold i udlandet. Ansøgeren havde gjort gældende, at han ved at tilsidesætte disse regler ved en tilbagevenden til Tunesien ville blive betragtet som forræder/desertør, hvilket ifølge den militære straffelov vil kunne straffes med dødsstraf eller langvarig fængselsstraf. Flygtningenævnet havde ved en iværksat høring søgt at få klarlagt, hvilken risiko ansøgeren i så henseende ville have løbet ved en tilbagevenden. Da høringen havde været uden resultat, og det således fortsat henstod som uafklaret, uden at dette kunne lægges ansøgeren til last, måtte ansøgeren stilles, som om han risikerede det, som han selv havde antaget. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet siden udrejsen i 2002, heller ikke i forbindelse med sin faders død i begyndelsen af 2007. Ifølge baggrundsoplysninger fra Tunesien foregår der tortur i de tunesiske fængsler, og retssystemet fungerer ikke uafhængigt. På den anførte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren måtte anses for at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tunesien/2007/2
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tunesien, født 1954. Indrejst i maj 2002 med opholdstilladelse som familiesammenført, genindrejst i september 2003. Ansøgt om asyl i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hendes far havde besluttet, at hun ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden til Tunesien, idet hun havde vanæret familien ved at have været sin mand utro samt været skyld i, at manden var blevet idømt en fængselsstraf i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om truslerne var af en sådan karakter, at det måtte antages, at ansøgeren ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det foreliggende forhold måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte lægges til grund, at de tunesiske myndigheder har vilje og evne til at yde den fornødne beskyttelse. Tun/2005/1
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2003. Ansøgeren søgte asyl i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra Tunis og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev tilbageholdt af tre personer fra det tunesiske politi og udsat for voldelige overgreb og tortur, fordi han havde ytret sig kritisk om det tunesiske styre til sin ven […], hvorefter vennen havde angivet ansøgeren, at han i forbindelse med sin løsladelse blev pålagt daglig meldepligt, hvilken han overholdte frem til sin udrejse af Tunesien senere i 2003, og at han blev udsat for voldelige overgreb hver gang han meldte sig på politistationen. Ved en eventuel tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren yderligere overgreb fra de tunesiske myndigheder i form af slag, ydmygelser og frihedsberøvelse. Endvidere frygter ansøgeren at blive idømt dobbeltstraf. Den af ansøgeren påberåbte tilbageholdelse i 2003 kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har først til samtalereferatet oplyst om konflikter med de tunesiske myndigheder. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende omkring tilbageholdelsen og myndighedernes fremfærd i forbindelse hermed. Endvidere varede frihedsberøvelsen højst fire timer, ligesom den ligger langt tilbage i tid. Endelig udrejste ansøgeren legalt legitimeret med sit eget ægte pas. De øvrige påberåbte episoder med politiet, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang eller intensitet, at de kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. I øvrigt bærer de præg af at være af generel karakter. Herudover må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl i foråret 2009. Endelig er det indgået med nogen vægt i nævnets vurdering, at det tidligere styre ikke længere er ved magten i hjemlandet. Præsidenten er rejst i eksil. Forud for styrets fald havde der været omfattende demonstrationer, hvor demonstranterne krævede indførelse af demokrati. Vedrørende spørgsmålet om dobbeltstraf kan det ikke efter det foreliggende antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer overgreb eller sanktioner af en sådan karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. tune/2011/1
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2012. (ÅG-sag) Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tuneser og muslim af trosretning fra (…), Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere kæreste (A’s) familie, idet ansøgeren har haft et seksuelt forhold til (A). Ansøgeren har endvidere som sit seneste asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere narkopusher (B), da ansøgeren har vidnet mod (B) i en straffesag, hvor (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist af Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kærester med (A) i 2008, og at de begyndte at have samleje sammen. (A’s) mor fandt ud af forholdet omkring tre til fire måneder efter, at ansøgeren og (A) begyndte at have samleje. (A) stoppede herefter med at komme i skole, ligesom ansøgeren ikke så hende længere. Ansøgeren fik at vide af en af (A’s) veninder, at (A’s) familie havde placeret (A) i husarrest, og at familien havde slået hende. Veninden fortalte også, at årsagen hertil var, at familien havde fundet ud af, at ansøgeren og (A) havde haft samleje. (A’s) familie er salafister. Ifølge (A’s) veninde forsøgte (A’s) far og brødre at finde ansøgeren. De opsøgte ansøgerens bopæl og truede ansøgerens mor. Ansøgeren var ikke hjemme, da truslerne fandt sted. Ansøgeren ved ikke, hvor mange gange (A’s) familie mødte op på ansøgerens bopæl, men de kom mange gange. (A’s) familie truede ansøgeren på livet, da han havde krænket families ære. Ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren udrejste til Italien i sensommeren 2011. I Italien mødte ansøgeren nogen, der kendte (A’s) familie, og som vidste, at (A’s) familie var efter ansøgeren. Den pågældende rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien for at gifte sig med (A) og derigennem klare konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren fulgte ikke den pågældendes råd, da han var bange for, at (A’s) familie ville slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark i 2015 købte fem kokain-kugler af (B’s) pushere, men at ansøgeren ikke betalte herfor. (B) overfaldt derfor ansøgeren med en kniv og skar ham i halsen og på højre arm. Dette skete i slutningen af 2015. (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist i sommeren 2016. (B) er efter dommen stukket af fra behandlingsstedet. Ansøgeren har talt med nogle personer i Danmark, som siger, at (B) er taget tilbage til Tunesien. Ansøgeren frygter, at (B) vil forfølge ansøgeren i Tunesien, da ansøgeren vidnede mod ham. (B) truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vidnede mod ham i retten. Ansøgeren sagde til (B), at han ikke ville vidne imod ham, men han gjorde det alligevel. (B) er rig og har forbindelser i Tunesien, da han er bagmand inden for narkotikahandel. Flygtningenævnet bemærker, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han under sine samtaler med Udlændingestyrelsen den 15. april 2014 og 1. marts 2017 og i advokatindlægget af 21. august 2017 har angivet forskellige asylmotiver, og at han under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 har forklaret, at han har afgivet ukorrekte oplysninger, og at han ikke ved, hvorfor han har afgivet disse oplysninger. Ansøgeren oplyste således indledningsvis til sin oplysnings- og motivsamtale den 15. april 2014, at han er udrejst af Tunesien, da der ikke var nogen fremtid for ham der, og at det var personlige problemer – som han ikke ønskede at uddybe – som lå til grund for hans udrejse. Senere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han udrejste af Tunesien i november 2011, fordi han havde en konflikt med sin onkel. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at onklen var salafist, og at han forsøgte at kontrollere ansøgeren. Ansøgeren ville under samtalen ikke oplyse navnet på onklen. Den 18. august 2014 meddelte ansøgeren, at han ikke ønskede at fastholde sin asylansøgning. Under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 oplyste ansøgeren som noget nyt, at han udrejste fra Tunesien i november 2009, fordi han blev efterstræbt af sin kæreste (A’s) familie på grund af deres udenomsægteskabelige forhold. Af advokatindlægget fremgår det desuden, ligeledes som noget nyt, at ansøgeren mødte nogle personer i Italien, der kendte (A’s) familie, og at disse personer rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien og få håndteret konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren har ikke forklaret herom til sin oplysnings- og motivsamtale den 1. marts 2017. Ansøgeren forklarede i øvrigt til oplysnings- og motivsamtalen den 15. april 2014, at han kun havde én overnatning i Italien, og at han rejste videre til Frankrig morgenen efter. Det fremstår derfor usandsynligt, at ansøgeren ved et tilfælde skulle have mødt nogle bekendte til (A’s) familie den ene dag, hvor han var i Italien. Da ansøgeren således har forklaret divergerende og stærkt udbyggende om den angivelige konflikt, som lå til grund for hans udrejse af Tunesien, herunder konflikten med (A’s) familie, finder nævnet ikke at kunne lægge nogen del af denne forklaring til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt med (B), finder Flygtningenævnet, at der er tale om et muligt modsætningsforhold af en sådan karakter, at ansøgeren må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse herfor. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne opnå relevant beskyttelse fra de tunesiske myndigheders side. Om ansøgerens forklaring vedrørende konflikten med (B) bemærker nævnet endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at (B), der ifølge ansøgeren har boet i Danmark de seneste 20 år, skulle være så højt rangeret inden for det tunesiske organiserede narkomiljø, at han har viljen og evnen til at efterstræbe ansøgeren overalt i Tunesien. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgeren har forklaret så forskelligt og udbyggende under hele asylforløbet, at oplysningerne fra ham ikke uden videre kan lægges til grund. Men selv hvis ansøgerens forklaring – om bl.a. modsætningsforholdet og at (B) er rejst tilbage til Tunesien – kunne lægges til grund, ville dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren som anført må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Tune/2017/6/JHB.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra M’saken, Susah, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af hendes familie, fordi hendes søn er født uden for ægteskabet, hvilket har krænket hendes families ære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i slutningen af 2012 kom i kontakt med faren til hendes søn, [A], via internetapp’en Skout og indledte et forhold til ham. I [starten af] 2013 tilbragte [A] otte dage i Tunesien med henblik på at besøge ansøgeren. Han var indlogeret på et hotel, men de mødtes hver dag på offentlige steder. I [sommeren af] 2013 besøgte [A] igen ansøgeren i Tunesien, denne gang for en periode på to uger. Ansøgeren udrejste i slutningen af [sommeren] 2013 til Frankrig på et turist visum, som hun havde fået med henblik på at besøge hendes morbrødre. Tre dage efter ankomsten til Frankrig rejste hun videre til Norge og opholdt sig først en uge hos sin søster, [B], og derefter to uger hos [A]. I løbet af denne periode havde ansøgeren seksuelt samvær med [A]. Desuden blev ansøgeren bekendt med, at [A] var gift og havde børn med en kvinde i Norge. I [efteråret] 2013 kontaktede ansøgeren sin far og fortalte, at hun ville blive i Norge sammen med [A]. Hendes far bad hende om at komme hjem til Tunesien og truede ansøgeren med, at han i modsat fald ville slå hende ihjel. [I efteråret] 2013 søgte ansøgeren asyl i Norge. [I foråret] 2014 rejste hun tilbage til Tunesien. Inden afrejsen ringede hun til sin mor og fortalte hende, at hun var gravid, hvortil ansøgerens mor svarerede, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage, og at hun ville blive slået ihjel. [A] forsikrede ansøgeren om, at hun skulle opholde sig kort tid i Tunesien, inden hun kunne tage videre til Irak for at føde sit barn. [A] betalte for, at ansøgeren kunne bo i en lejlighed i Sousse omkring en times kørsel fra hendes tidligere bopæl. Omkring en måned efter ansøgerens tilbagevenden til Tunesien ringede hun til sin tvillingebror, [C], for at bede om tilgivelse. [C] truede ansøgeren med, at hun ville blive slået ihjel og sagde, at familien nok skulle finde hende. Ansøgeren var desuden i kontakt med hendes moster, som fortalte, at ansøgerens morbrødre også ønskede at slå ansøgeren ihjel. Omkring en måned senere i starten af [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sin mor. Ansøgerens mor frarådede hende i at komme på besøg grundet risiko for, at ansøgerens brødre ville dukke op og slå hende ihjel. Ansøgeren valgte på trods af dette at besøge sin mor. Mens ansøgeren var hos sin mor, ankom hendes brødre og forsøgte blandt andet at skubbe ansøgeren ned af en trappe. Ansøgerens mor råbte og skreg, hvorefter naboerne kom og forhindrede, at der skete ansøgeren noget. Ansøgeren tog herefter en taxa tilbage til sin lejlighed og opholdt sig i Sousse indtil slutningen af [sommeren] 2014, hvor hun rejste til Irak. [A] var ankommet til Irak i [sommeren] 2014 sammen med sin ægtefælle og sine børn og opholdt sig i Irak frem til en uge efter deres søns fødsel i [sommeren] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak boede hun hos [A’s] familie, som behandlede hende dårligt. [I starten af] 2015 rejste ansøgeren derfor med sin søn, [D], tilbage til Sousse i Tunesien. Ansøgeren tog indledningsvis ophold i samme lejlighed i Sousse som før hendes ophold i Irak og boede desuden på to andre adresser i nærheden indtil hendes udrejse. I [sommeren] 2015 ringede ansøgeren til sin far og senere til hans ægtefælle, og de gav begge udtryk for, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis hendes familie fandt hende. Ansøgeren talte også et par gange med sin lillebror, [E], som fortalte, at ansøgerens familie ledte efter hende. [I slutningen af] 2015 udrejste ansøgeren legalt med fly sammen med sin bror, [E]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste legalt i Norge i 2013 og søgte senere asyl under falsk identitet som [F] fra Syrien. Den falske identitet blev afsløret ved fingeraftryk, da ansøgeren tidligere havde søgt og fået visum til Frankrig. Ansøgeren fortalte ikke de norske myndigheder om [A] og dermed heller ikke om sit asylmotiv, idet [A] angiveligt lever i Norge under falsk identitet. Videre har ansøgeren først op til nævnsmødet fremlagt vielsesattest og forklaret, at hun blev gift med [A] [i efteråret] 2013, og har først under nævnsmødet forklaret, at hun indrejste i Irak i 2013 for at blive gift, for derefter at rejse til Norge og søge asyl. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes vielsesattest er falsk, idet [A’s] bror udgav sig for at være [A], da de blev gift, ligesom der blev anvendt en falsk faderskabserklæring for at få sønnen registreret i Irak og dermed få udstedt irakisk pas til ham. Ansøgeren valgte at rejse tilbage til Tunesien fra Norge i stedet for at rejse til Frankrig, som efter Dublinreglerne skulle overtage behandlingen af ansøgerens asylsag. Hertil kommer, at ansøgeren levede i Sousse, uden at blive opsøgt af sin familie, fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, på hvilket tidspunkt hun var gravid, og igen fra [starten af] 2015 til [slutningen af] 2015, hvor hun havde født sin søn. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om en række væsentlige forhold, herunder om hvad der skete, da hun hos sin mor var i kontakt med to af sine brødre. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun i første omgang ikke var i stand til at flygte, mens hun under samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har forklaret, at hun forsøgte at flygte op ad en trappe men blev revet i håret, så hun faldt ned af trappen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2017/2/IVK
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sfax, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en konflikt med sin fætter, som ansøgeren er blevet misbrugt af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at misbruget fandt sted fem til seks gange i Tunesien, og at misbruget startede, da ansøgeren var omkring 9 år. Ved en tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren, at han vil forsøge at finde fætteren, og hvis han gør det, vil han enten slå fætteren ihjel eller begå selvmord. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han frygter, at fætteren vil fortælle om misbruget til ansøgers familie, hvilket vil være en katastrofe, dels fordi det er skamfuldt, dels fordi ansøgerens brødre så vil forsøge at dræbe fætteren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens modsætningsforhold til fætteren må anses for afsluttet, hvorved bemærkes, at ansøgeren udrejste af Tunesien i 2005, og at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har bekræftet, at han ikke har nogen konflikter med de tunesiske myndigheder. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/5/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ateist fra Kasserine, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie eller af nogen fra hans omgangskreds eller af religiøse ekstremister i Tunesien, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i løbet af 2012 begyndte at tvivle på guds eksistens. Han holdt op med at bede fem gange om dagen, og han deltog ikke længere i fredagsbønnen, hvilket hans søskende opdagede og begyndte at kommentere ved at kalde ham for en vantro hund. I sommeren 2012 sad ansøgeren på en café i Sousse med seks venner, der alle var medlemmer af det tunesiske liberale parti. Der kom en maskeret mand hen mod dem. Manden havde en kniv i bæltet. Han kaldte dem for vantro hunde og bandede af dem, men der skete ikke noget med ansøgeren og hans venner, da de andre cafégæster fik stoppet manden. Ansøgeren har siden 2013 kommenteret ting på hjemmesiden Tunesian Atheists under navnet […]. I perioden fra episoden på caféen i Sousse og frem til ansøgerens udrejse i november 2013 har ansøgeren forklaret, at modtaget mellem 40 og 50 trusler på Facebook samt en enkelt sms. Det fremgår af truslerne, at ansøgeren er en vantro hund, og at han ville få skåret sin hals over. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter, herunder om hvorvidt det er familien, bekendte eller omgivelserne, der har truet ham. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at han var på café med sine venner, da en ven blev udsat for et drabsforsøg. Til samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var ham selv, der blev udsat for drabsforsøget, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke var til stede på caféen, men har hørt om episoden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans familie, bekendte og omgivelserne hader ham og lægger pres på ham, efter at han i 2012 er blevet ateist, og at omgivelserne har truet ham på Facebook, hvor han ikke kan identificeres. Ansøgeren har forklaret ukonkret og i generelle vendinger om de fremsatte trusler. På baggrund af den afgivne forklaring og Flygtningenævnets baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/4/JOL
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist, født i Gafsa og opvokset i [mindre by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive fængslet på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter sin udrejse af Tunesien har modtaget en dom, hvor han blev kendt skyldig i prostitution og seksuelt samvær med mænd og besiddelse af pornografisk materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har haft et seksuelt forhold til sin bedste ven, […]. Da ansøgerens mor opdagede forholdet, blev hun vred og anmeldte ansøgeren til politiet. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i otte måneder og blev herefter løsladt, idet ansøgerens farmor skaffede penge til en advokat. Efterfølgende tog ansøgeren ophold hos sin farmor, og han begyndte at prostituere sig, da han var omkring 15-18 år. Under opholdet hos farmoren blev han flere gange opsøgt af de tunesiske myndigheder, ligesom han blev tilbageholdt i nogle dage ad gangen. Han blev afsløret som prostitueret i maj 2015, hvor myndighederne fandt ham på et hotel, hvor han boede sammen med en engelsk mand. Ansøgeren blev anholdt og bragt til politistationen. Ansøgeren var tilbageholdt i ti dage og blev løsladt, idet ansøgeren underskrev et dokument, som han ikke kendte indholdet af. Han har fået at vide, at den engelske mand også blev anholdt og tilbageholdt i nogle dage. Løsladelsen var betinget af en ugentlig meldepligt hos politiet, ligesom han blev pålagt en endetarmsundersøgelse. Idet ansøgeren frygtede resultatet af undersøgelsen og dermed en dom for prostitution, udrejste han af Tunesien i maj 2015. Ansøgeren har efter udrejsen modtaget en dom fra […] september 2015 for homoseksuel prostitution og besiddelse af pornografisk materiale, hvor ansøgeren blev idømt tre år og seks måneders fængsel samt forbud mod at bo i Kafsa-regionen og i [den mindre by], ligesom han blev pålagt at betale bøder for sit fravær. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren oplyste om, at han i mange år ikke har praktiseret islam i sig selv indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tune/2016/3/NKE
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Ansøgeren var ved domme i Danmark blevet dømt for overtrædelse af narkotikalovgivningen samt udvist med indrejseforbud. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen vurderet som menneskehandlet. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og muslim fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter blodhævn fra sin farbrors familie som følge af, at han har deltaget i et knivoverfald på sin farbror, der afgik ved døden. Han frygter endvidere repressalier fra medgerningsmanden, [H]s brors side, idet denne sammen med [H] har pålagt ansøgeren at påtage sig skylden for drabet alene. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af myndighederne som følge af drabet på farbroren og ansøgerens medvirken til [H]s handel med alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren har oplyst at være adopteret fra Egypten. Adoptionen er ikke officielt godkendt eller registreret. Han har derfor ingen tunesiske identitetspapirer. Ansøgerens farbror har aldrig brudt sig om ansøgeren, fordi han er adopteret. Efter farens død flyttede familien rundt, og til sidst valgte ansøgeren at flytte hjemmefra og bo på gaden. Han mødte [H], som tilbød, at ansøgeren kunne bo hos ham. [H] levede af at sælge alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren hjalp [H] med at levere alkohol og med at rengøre våben. Han hjalp endvidere med at klargøre stjålne motorcykler. Efter drabet på farbroren flygtede ansøgeren ud af landet til Italien. Han havde kortvarig kontakt med [H] i Italien. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret utroværdigt om asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sine statsborgerforhold, idet ansøgeren ikke i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var adopteret fra Egypten, men tværtimod oplyste, at han var født i Tunesien og var tunesisk statsborger, mens han i asylsamtalen forklarede, at han som et til halvandet årig blev adopteret af en familie i Tunesien, som hentede ham i Egypten. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kunne fremskaffe sin fødselsattest fra sin mor i Tunesien, mens han i asylsamtalen har forklaret, at dette ikke kunne lade sig gøre. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han aldrig har fået udstedt dokumenter i Tunesien. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om farens død, tidspunktet herfor og hvilket erhverv faren havde. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han flyttede hen, efter at han flyttede fra sin morbrors hus, idet han i asylsamtalen har forklaret, at han opholdt sig på gaden og arbejdede på en byggeplads i udkanten af [navn på by], mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han flyttede til [navn på anden by], hvor han arbejdede som mekaniker, og senere til [navn på tredje by]. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om drabet på sin farbror. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen undladt at forklare om drabet på farbroren, men har forklaret, at han måtte flygte, fordi han havde stukket en ung mand ved navn Ahmed med kniv. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han på grund af vrede over, at farbroren havde slået ansøgerens mor, opsøgte farbroren og stak ham med kniv. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han opsøgte farbroren sammen med [H]s bror, og at det var [H]s bror, som stak farbroren ihjel, hvorimod ansøgeren blot truede farbroren med kniv. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har fået en tilsigelse fra politiet, som ville snakke med ham, fordi han havde hjulpet [H] med at sælge alkohol og våben. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at han på intet tidspunkt har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet han udrejste umiddelbart efter knivoverfaldet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hans mor har modtaget en tilsigelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/2/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvundet til at arbejde for to mænd, som han formoder er fra en terrororganisation eller lignende. Han frygter ligeledes at blive dræbt af de to mænd. Han har oplyst, at forholdende i Tunesien er dårlige, samt at det er svært at finde et arbejde. Han henvendte sig derfor til to personer, [A] og [B], i moskeen for at spørge, om de kunne hjælpe ham med at finde arbejde. Efterfølgende blev han opsøgt af [A] og [B], idet de ønskede, at ansøgeren skulle kæmpe for Allah. Sidste gang han blev opsøgt, viste de ansøgeren en pistol og nogle penge, hvilket gjorde ham bange. Han udrejste af Tunesien [i vinteren 2015], da en mand, der hedder [C], rådede ham til at udrejse. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i løbet af en periode på godt tre måneder i alt syv gange er blevet opsøgt af [B] og [A] fra hans landsby, og at de tilbød ham arbejde, idet de talte om jihad og sagde, at han burde kæmpe for Allah, ligesom de i ét tilfælde viste ham penge og en pistol. Det lægges videre til grund, at alle ansøgerens møder med de to mænd fandt sted i offentlighed enten i moskeen, på en café eller ude på gaden, og at de to mænd på intet tidspunkt konkret fortalte ham, hvad det var for arbejde, han skulle udføre, ligesom de hverken truede ham eller på anden måde forsøgte at lægge pres på ham. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [C]s råd til ham om, at det ville være bedst for ham at flygte ud af landet, havde noget med [B] og [A]s henvendelser at gøre. Ansøgeren har ikke, før han udrejste, forsøgt at opnå myndighedernes beskyttelse, og det beror alene på hans formodning, at politiet på grund af hans unge alder ikke ville have taget ham alvorligt, eller at [B] og [A] var en del af en større gruppe, der ville opsøge ham, hvis de to mænd blev anholdt. Da de hændelser, ansøgeren har forklaret om, hverken har en karakter og intensitet, der bevirker, at der er tale om forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af […], der har forbindelse til Islamisk Stat, fordi ansøgeren har haft et seksuelt forhold til […]s søster. Ansøgeren har oplyst, at han i 2014 indledte et forhold med en pige, […]. I slutningen af 2014 opdagede […] sin søster, […], og ansøgeren i at have seksuelt samvær med hinanden i en lejlighed i […]. Da […] ankom til lejligheden, sparkede han døren ind og råbte af ansøgeren og […], hvorefter ansøgeren slog […] og løb fra stedet. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af sin ven […], der fortalte, at […] havde slået [sin søster] ihjel, og at han ledte efter ansøgeren, da han ligeledes ville slå ham ihjel. Tre-fire timer efter kom 50-60 personer fra Islamisk Stat til ansøgerens forældres bopæl og ransagede den og spurgte efter ansøgeren. I de følgende to uger kom der personer fra Islamisk Stat til bopælen flere gange dagligt med nogle timers mellemrum, hvorefter ansøgeren forlod Tunesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter om sit meget enkle asylmotiv, ligesom ansøgerens forklaringer om sin færden forud for udrejsen af Tunesien [i efteråret 2014] har båret præg af at være upræcise og udetaljerede, ligesom dele af forklaringerne fremstår mindre sandsynlige. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han har afgivet divergerende oplysninger om sin alder og om sine familiemæssige forhold. Nævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af politirapport af [ vinteren 2015] udfærdiget af Københavns Politi, at ansøgeren er født den [dato i 1998], videre fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har angivet at være født den [dato i 1991]. Det fremgår ligeledes af sagen, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] og til partshøringen [i starten af sommeren 2015] har fastholdt, at hans fødselsdato er den [dato i 1998]. Endelig fremgår det af politirapport [fra senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har oplyst, at han er født den [dato i 1991]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit forhold til […], idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] har oplyst, at de mødte hinanden på stranden og officielt blev kærester med det samme. Ansøgeren har til asylsamtalen [i sommeren 2015] forklaret, at da de mødtes første gang, aftalte de at være venner, og ansøgeren har videre til asylsamtalen forklaret, at forholdet til […] den første måned var mere venskabeligt, og at de efter omkring en måned begyndte at være intime. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt de ind i mellem overnattede sammen i den lejede bolig, og om hvornår på dagen de blev opsøgt af […]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende omkring, hvor han opholdt sig, efter […] havde opdaget ansøgerens og […]s forhold. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i to uger før udrejsen blev hos sin familie, men overnattede hos naboen og brugte størstedelen af sin tid hos naboen. Det fremgår af asylsamtalen og af ansøgerens advokats indlæg, at ansøgeren har forklaret, at han ikke på noget tidspunkt var tilbage på sine forældres bopæl efter episoden. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende omkring sine forældes død i Tunesien. Det fremgår af asylsamtalen [i starten af sommeren 2015], at ansøgeren har forklaret, at hans forældre er omkommet i et biluheld tre måneder forinden samtalen. Videre fremgår det af politirapport [senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har ønsket at frafalde sin asylansøgning, da hans moder var syg i hjemlandet. Der fremgår videre, at ansøgeren har angivet, at hans familie består af moder og fader, samt tre brødre og en søster. Nævnet finder videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ansøgerens families hjem blev opsøgt flere gange af op til 50 mennesker af gangen, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var kommet op 50-60 personer til familiens hjem, at disse havde maskinpistoler, og at de gik ind i hjemmet og skubbede til ansøgerens forældre. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at der uden for forældrenes hjem var omkring fem-seks personer, der stod vagt 24 timer i døgnet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har kunnet give nærmere oplysninger om, hvornår han og […] indledte deres forhold eller om […], herunder om dennes forhold til IS, eller hvordan han har fået kendskab til dette. Forklaringen om, at 50 personer opsøgte ansøgerens families bopæl flere gange om dagen, efter at ansøgerens forhold til […]s søster var blevet opdaget fremstår i sig selv mindre sandsynlig, og ansøgeren har ikke kunnet fremskaffe dokumentation for, at hans far har søgt at anmelde forholdet til politiet. Nævnet finder ikke, at det af advokaten anførte om, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke forstod tolken, og at tolken ikke forstod ansøgeren, kan forklare de fremhævede forhold ved ansøgerens forklaringer, herunder divergenserne. Da Flygtningenævnet herefter ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/3/AKM
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Tunesien og Marokko indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Gafs, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles to brødre, […], og deres venner, idet ansøgeren og hans ægtefælle har indgået ægteskab imod [brødrenes] ønske. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han mødte sin ægtefælle, […], hos nogle venner i Tunesien i oktober 2013. [Ægtefællen] fortalte ansøgeren, at hun var udrejst af Marokko, fordi hun stod i et modsætningsforhold til sine brødre, da hun havde nægtet at indgå ægteskab med sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren og [ægtefællen] blev gift i Tunesien [i vinteren 2013]. [I vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl i [hjembyen] af [brødrene] og tre tunesere. De slog den mandlige ansøger, hvorefter han besvimede og blev hjulpet på hospitalet af den kvindelige ansøger. Politiet kom til stede på hospitalet, og for at undgå at få flere problemer med den kvindelige ansøgers familie, oplyste han, at han var blevet overfaldet af ukendte personer. Ansøgerne frygtede, at den kvindelige ansøgers brødre ville opsøge dem på ny, og flyttede derfor til en anden adresse i [hjembyen] to gader fra deres tidligere bopæl. På et tidspunkt [i vinteren 2014] blev den mandlige ansøger opsøgt på arbejdspladsen af den kvindelige ansøgeres to brødre og tre tunesere. De truede ham med en kniv med, at de ville slå ham ihjel, hvis ikke han lod sig skille fra den kvindelige ansøger. Han anmeldte forholdet til politiet, og fik udstedt en anmeldelsesrapport som dokumentation herfor. Politiet ville ikke foretage sig yderligere, da der ikke forelå beviser, der støttede anmeldelsen mod brødrene. Da den mandlige ansøger kom hjem, havde brødrene kontaktet den kvindelige ansøger og krævet, at hun skulle lade sig skille. I [vinteren 2014] fortalte den kvindelige ansøger sin familie, at hun var gravid, idet hun troede, at graviditeten ville mildne brødrenes utilfredshed med ægteskabet. I enten april eller maj blev den kvindelige ansøger kontaktet telefonisk af enten [en af brødrene], der krævede, at hun fik en abort, idet de truede med, at de ellers ville sørge for, at hun aborterede. Ansøgerne udrejste herefter sammen til Italien [i sommeren 2014]. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og muslim fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter overgreb fra sin familie, idet hun har nægtet at indgå et ægteskab, som hendes familie havde arrangeret og i stedet har giftet sig med den mandlige ansøger. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes familie ønskede, at hun skulle gifte sig med sin afdøde ægtefælles bror, […]. [Den afdøde ægtefælles broder] boede i Grækenland, men han rejste ofte til Marokko. I sommeren 2013 var [den afdøde ægtefælles broder] i Marokko, og i den forbindelse insisterede brødrene på, at hun skulle gifte sig med ham. Da hun nægtede, slog hendes bror […] hende, mens [de to andre brødre] truede med at vansire hende. Hun henvendte sig i oktober 2013 til politiet i Casablanca, men de afviste hende med henvisning til, at der var tale om et familieanliggende. Den kvindelige ansøger udrejste herefter til Tunesien i [vinteren 2013] og tog ophold hos veninden, […]. Via [veninden] mødte hun den mandlige ansøger, som hun giftede sig med [i vinteren 2013]. I [vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl af [den kvindelige ansøgers brødre] og et ukendt antal tunesiske mænd. Den mandlige ansøger blev udsat for slag og spark, og ansøgerne tog efterfølgende til hospitalet, hvor de overnattede til den følgende dag. Umiddelbart efter flyttede den til en anden adresse. Efter at den mandlige ansøger havde genoptaget sit arbejde som tjener, blev han opsøgt af [brødrene] på arbejdspladsen [i vinteren 2014]. Da hun omkring marts 2014 opdagede, at hun var gravid, fortalte hun det til sin søster. Hun blev herefter truet telefonisk af brødrene, der krævede, at hun fik en abort. Ansøgerne udrejste herefter af Tunesien omkring [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet ansøgerne hver især har afgivet divergerende forklaringer, ligesom forklaringerne på en række centrale række punkter har været indbyrdes divergerende og usandsynlige og derfor fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om overfaldet på den mandlige ansøger skete inde i lejligheden, udenfor i opgangen eller udenfor på gaden, om den mandlige ansøger var bevidstløs som følge af overfaldet og først vågnede op på hospitalet, eller om han selv var i stand til at gå ud i taxaen, om den kvindelige ansøger blev opsøgt personligt af sin ene bror eller ej, efter at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, samt endelig om den kvindelige ansøgers søster og mor accepterede ansøgernes ægteskab eller ej. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger er blevet truet telefonisk af sine brødre en, to eller hen imod tyve gange, og med hensyn til om han så en kniv eller ej, da han blev opsøgt af brødrene på arbejdspladsen, herunder om en af brødrene satte kniven hen på siden af ham, eller han blot mærkede den, fordi de stod tæt på hinanden. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hende eller ægtefællen, der åbnede døren, da hendes brødre henvendte sig på bopælen, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at døren var lukket ind til lejligheden, hvor hun befandt sig, da overfaldet fandt sted. Det er ikke sandsynligt, at den kvindelige ansøgers brødre, der opholdt sig forskellige steder i Tunesien i forbindelse med deres arbejde, skulle være i stand til at finde frem til ansøgernes bopæl og mobilnummer. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke havde givet adressen og telefonnummeret til nogen i familien, og at hun ikke tror, at hendes søster har videregivet telefonnummeret. Det forekommer heller ikke sandsynligt, og at den kvindelige ansøger skulle have fortalt familien om graviditeten, fordi hun håbede på, at brødrene så ville acceptere ægteskabet, når det tages i betragtning, at dette skulle være sket ovenpå, at brødrene havde truet hende mange gange for at få hende til at rejse tilbage til Marokko og gifte sig med svogeren, og efter at de havde overfaldet den mandlige ansøger. Samlet finder Flygtningenævnets flertal det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Togo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk watchi fra Lomé, Togo. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet UFC i perioden 2003 til 2010 samt været medlem af en upolitisk forening […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Togo frygter at blive fængslet af de togolesiske myndigheder, idet de efterstræber ham på grund af hans aktiviteter for UFC. Ansøgeren har henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på vej hjem fra en ven i forbindelse med tumult i et område, som han passerede. Efter tre dages tilbageholdelse blev han løsladt med den besked, at han næste gang ville blive fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han i sommeren 2010 holdt møde for 15 personer fra […]hjemme på hans bopæl. Dagen efter ankom civilklædte personer og ransagede huset. Deres bil havde nummerpladen ”FAT” – den togolesiske hær. Under ransagningen blev hans familiemedlemmer slået med stave og tildelt lussinger. Tre dage senere blev ansøgeren anholdt af nogle soldater. Han blev beskyldt for at have mobiliseret unge til demonstrationer og blev som straf herfor sat til at rydde op i gaderne efter demonstrationerne. Han blev truet med fængsel. Efter fem dages tilbageholdelse blev han løskøbt af sin onkel. I sensommeren 2010 faldt ansøgeren sammen med andre i politiets baghold. Han blev anholdt og tilbageholdt, idet han blev beskyldt for ikke at adlyde myndighederne. Han blev under tilbageholdelsen slået. Han fik at vide, at hans navn blev registreret, og at han i slutningen af ugen ville blive overført til et rigtigt fængsel. Han var tilbageholdt i tre dage, men blev løsladt, idet familien løskøbte ham. Han blev af politimanden som løslod ham oplyst, at det var bedst, hvis han forlod Togo, idet han næste gang ville blive fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid tiltræde, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren alene blev tilbageholdt i forbindelse med masseanholdelser i forbindelse med valget i 2010, og at ransagningen af ansøgerens bolig også fandt sted som led i urolighederne i forbindelse med valget. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene sympatiseret med og haft begrænsede aktiviteter for UFC. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren hver gang alene blev tilbageholdt i kortere tid, at UFC er et lovligt parti, og at den forening, som ansøgeren var formand for, ikke havde et politisk formål og var en lovlig forening. Efter ansøgerens forklaring skyldtes myndighedernes interesse for ham som formand for dette parti da også, at myndighederne havde misforstået partiets virke og formål. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om udviklingen i Togo efter valget har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt af myndighederne på en asylrelevant måde, og at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige i et vist omfang lagt vægt på, at ansøgeren ikke søgte asyl i forbindelse med sin indrejse i Sverige, men forsatte sin rejse via Danmark mod Belgien for at søge asyl der, og at han først søgte asyl i Danmark, efter han var blevet anholdt af tysk politi og sendt til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” togo/2011/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Togo, født i 1962 (M) og i 1969 (K), samt tre børn. Indrejst i november 2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet efter de optagne fingeraftryk lagde til grund, at den mandlige ansøger i november 1994 og den kvindelige ansøger i marts 2000 var indrejst i Tyskland og havde søgt asyl, og at de i november 2002, kort inden indrejsen i Danmark, var meddelt endeligt afslag. Flygtningenævnet bemærkede, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der skal gives opholdstilladelse efter udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag at kunne anse ansøgerne for identificeret, og fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejsen opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger var identisk med den person, der havde skrevet de artikler, som ansøgeren gjorde gældende ville bringe ham i modsætningsforhold til de togolesiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret, at han havde svært ved at skrive og at de artikler, han angiveligt skulle stå som forfatter af, var formuleret af andre. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde beskæftiget sig med publikation af artikler. Da den mandlige ansøger ikke havde dokumenteret sin identitet, kunne det forhold, at forskellige artikler var underskrevet med det navn, som ansøgeren havde søgt asyl under, ikke bevirke, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at indholdet af artiklerne ikke var indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylgrundlag. Uanset om det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1994 havde været tilbageholdt af myndighederne i seks måneder og været udsat for hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, da overgrebene lå mere end ti år tilbage i tid, at der som følge heraf var grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere som følge af det anførte vedrørende den mandlige ansøgers identitet ikke noget grundlag for at foretage ægthedsundersøgelse af dokumenter hidrørende fra RCT og UFC og bemærkede, at de pågældende dokumenter og den foreviste private videofilm ikke skønnedes at have nogen betydning for vurderingen af ansøgerens identitet og asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger havde noget selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne var asylbegrundende forfulgt ved deres udrejse, eller at ansøgerne ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Togo ville risikere at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Togo/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad . Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk fulbe og sunni-muslim fra Tchad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, slået ihjel eller hvervet til militæret af de tchadiske myndigheder, fordi han har været mistænkt for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i december 2012 var involveret i et færdselsuheld i byen N’Djamena, hvor han forårsagede en personskade på en ukendt person. Politiet var til stede ved ulykken og så, at han var skyld i ulykken. Ansøgeren tog med den tilskadekomne person på hospitalet, hvorefter politiet tog ham med på politistationen. Ansøgeren blev af politiet indledningsvist bedt om at betale et beløb på 75.000 CFA, hvorefter han blev bedt om at betale et ugentligt beløb på 15.000 CFA. Politiet oplyste ansøgeren, at de ville give pengene videre til den tilskadekomne person som erstatning for den personskade, han havde forvoldt i forbindelse med færdselsuheldet. Efter ansøgeren havde betalt tredje gang, hævdede politiet, at han manglede at betale 20.000 CFA. Ansøgeren mente, at politiet var korrupt, og selv beholdt pengene i stedet for at give dem til den tilskadekomne person. Kort forinden ansøgeren skulle betale fjerde gang, i sidste måned af december 2012, tog han vil politistationen for at forhandle med politiet om at få nedsat erstatningsbeløbet. Ansøgeren blev ved dette besøg af politichefen anklaget for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade, i hvilken forbindelse han ligeledes blev truet på livet, idet poli-tichefen udtalte, at der ville ske det samme for ham som for andre ledere af oprørsbevægelser. An-dre ledere fra oprørsbevægelserne var blevet slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren flygtede fra Tchad til Den Centralafrikanske Republik tre dage efter hændelsen på politistationen, hvor han op-holdt sig fra januar 2013 til starten af juli 2013. Ansøgeren arbejdede i denne periode i en diamant-mine. Ansøgeren vendte tilbage til Tchad i juli måned 2013, fordi der opstod krig i Den Centralafri-kanske Republik. Ansøgeren opholdt sig på et socialt center i 4-5 dage, hvorefter han udrejste af landet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han var skyld i et færdselsuheld og i den anledning blev pålagt at betale erstatning, til grund. Denne konflikt er i sig selv en privat-retlig konflikt, der efter sin karakter og intensitet ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Selv om politichefen måtte have beskyldt ansøger for at tilhøre oprørsbevægelsen, kunne ansøger frit forlade politistationen, som han i øvrigt selv havde opsøgt i et forsøg på at forhandle om størrelsen på de ugentlige afdrag på erstatningen. Endvidere har ansøger forklaret, at han flere måneder efter mødet på politistationen uden problemer kunne få udstedt pas på Tchads ambassade i Libyen, hvor han boede i en periode under sin flugt fra Tchad. Under disse omstændigheder har ansøger ikke sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøger, alene fordi han tilhører en bestemt etnisk gruppe, ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse. Tchad 2015/1
Nævnet hjemviste i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Thailand. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk thailænder og buddhist af trosretning fra [en nordøstlig by i] Thailand. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Thailand frygter, at han enten vil blive idømt mange års fængsel eller blive idømt dødsstraf af myndighederne, idet han har udtalt sig kritisk om kongefamilien på internettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [2010] har skrevet kritiske kommentarer på internettet omhandlende kongefamilien i Thailand. Ansøgeren kritiserede, at det kun var kongefamilien, der kunne bestemme, at folk skulle slås ihjel, og han kritiserede dem endvidere for at have slået medlemmer fra [en politisk oppositionsgruppe] ihjel. [I 2010] modtog ansøgeren en e-mail fra den thailandske ambassade i Danmark om, at han skulle henvende sig til ambassaden. Det fremgår blandt andet af e-mailen, at såfremt en person er imod det thailandske kongehus eller fremkommer med negative udtalelser om dem, risikerer man at blive straffet med enten fængsel eller dødsstraf. Ansøgeren modtog denne e-mail efter, at [en organisation] havde orienteret den thailandske ambassade i Danmark om ansøgerens aktivitet på internettet. Flygtningenævnet lægger efter tolkens oplysninger til grund, at den nyoversættelse, der er tilvejebragt efter den første hjemvisning, tilsyneladende ikke er sket ved en autoriseret tolk, og at den danske oversættelse er behæftet med sproglige og grammatiske fejl. Flygtningenævnet finder endvidere, at Udlændingestyrelsen evt. med bistand fra relevante offentlige myndigheder via den elektroniske mail fra [dato], der stadig findes på ansøgerens [e-mail konto], bør forsøge at få identificeret afsenderen og dennes lokalitet via den anførte email-adresse samt om muligt at belyse, hvorfor mailen fremstår som en besvarelse af en tidligere mail (RE). Flygtningenævnet hjemviser derfor på ny sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen.” Thai/2016/1/LHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Tchad, etnisk Dajo og muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af oprørsbevægelsen […] siden [primo] 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tchad frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Endvidere frygter han, at han vil blive fængslet som følge af sine aktiviteter for oprørsbevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at lederen af [oprørsbevægelsen], [navn], i slutningen af [årstal] indgik en fredsaftale med regeringen i Tchad. Fredsaftalen medførte, at medlemmer af oprørsbevægelsen skulle overgå til en del af Tchads militær, hvilket også var tilfældet for ansøgeren. Han har videre oplyst, at han blev udstationeret i byen [..], hvor han arbejdede på en base og patruljerede nær grænsen til Sudan. Efter et angreb foretaget af medlemmer af oprørsbevægelsen, […], på hovedstaden i Tchad [primo] 2008 blev [navn] anklaget for at skulle have været involveret i angrebet, hvorfor han blev beordret anholdt sammen med de resterende medlemmer af hans oprørsbevægelse, [navn]. Ansøgeren flygtede derfor ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været medlem af [oprørsbevægelsen] fra 2006 og indtil denne bevægelse senere i [årstal] blev optaget som en del af militæret i Tchad. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var menig soldat i militæret fra 2006 og indtil [årstal], hvor han deserterede fra militæret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, hvis bopæl efter hans egen forklaring ikke har været opsøgt af myndighederne siden 2009, kan bosætte sig i Tchad uden at være i konkret og individuel risiko for at blive efterstræbt af myndighederne. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren som menig soldat var uprofileret, og at det er 7 år siden, at ansøgeren deserterede. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 2. december 2010 B.A.c. France (no. 14951/09), at en tilbagesendelse af en tidligere sergent-major i Tchads militær, som var deserteret fra militærtjeneste og efter udrejsen havde været politisk aktiv i et oppositionsparti til regeringen i Tchad, ikke var i strid med artikel 2 og 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev i dommen i præmis 42 tillagt vægt, at klageren ikke fremstod profileret. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv, fordi han i [årstal] deserterede fra militæret. Den omstændighed, at ansøgeren tidligere var medlem af [en oprørsbevægelse], kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udset for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tchad/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hun stammede fra Zimbabwe, og at hun havde været udsat for forskellige overgreb som følge af sin aktivitet for MDC, eventuelt gennem WOZA. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin nationalitet og dermed heller ikke det asylmotiv, hun påberåbte sig. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde boet mange år i Tanzania og blot det seneste halvandet år inden udrejsen havde været tilbage i Zimbabwe, at ansøgeren igennem mange år havde levet sammen med en mand fra Kenya, med hvem hun havde fem børn, at ansøgeren havde demonstreret en meget begrænset viden om de politiske forhold, som hun påberåbte sig at have været en del af, at ansøgeren ikke havde ønsket at medvirke ved en sprogtest, at ansøgeren ikke havde kunnet give en nærmere beskrivelse af, hvor hun havde boet i Harare, at ansøgeren ikke havde nogen dokumentation for sin identitet, at selv de falske dokumenter, som hun påberåbte sig at have brugt, var mistet umiddelbart inden, hun var ankommet til Modtagecenter Sandholm, og at det forekom svært forståeligt, at ansøgeren med den påberåbte baggrund søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Tanzania/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2014. Ansøgeren er muslim fra Dar es-Salaam, Tanzania. Ansøgeren har oplyst, at hans moder er etnisk inder, og at hans fader er araber. Han har ikke kontakt til faderen. Hans moder har siden 2007/2008 boet i Danmark med sin ægtefælle, der er dansk statsborger. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tanzania frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen, da han er homoseksuel. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [i vinteren 2013] besøgte sin kæreste, […], på dennes bopæl. […] moder så ansøgeren og […] have seksuelt samvær, hvorefter hun råbte og skreg. Ansøgeren så ud af vinduet, at naboerne nærmede sig huset med råb om, at de skulle stenes. Ansøgeren rev sig fri af […] moder og flygtede med […] ud af bagdøren. De kørte i ansøgerens bil til en fælles ven, […], hvor de skjulte sig. [Den fælles ven] tog samme dag ud til området omkring […] hus, hvor hun hørte rygter om, at politiet eftersøgte ansøgeren og […].[…] blev to dage senere hentet af en ven. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med ham. Dagen efter kontaktede ansøgeren sin onkel, […], der hentede ham hos [den fælles ven]. Ansøgeren opholdt sig derefter hos onklen i […], indtil han udrejste. Forinden deltog onklen i et familiemøde vedrørende ansøgeren. Onklen medtog fra mødet en polititilsigelse samt alle ansøgerens ejendele. Onklen fik tilsigelsen af ansøgerens mormoder, til hvem politiet havde afleveret den, formentlig fordi ansøgeren da boede hos mormoderen. Ifølge tilsigelsen var ansøgeren mistænkt for at have medvirket i homoseksuelle handlinger. Ansøgeren udrejste [i vinteren 2014] via lufthavnen i Dar es-Salaam under anvendelse af sit ægte pas og visum udstedt på den svenske ambassade i Dar es-Salaam. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen om episoden [i vinteren 2013] på flere punkter forekommer usandsynlig, samt at ansøgeren har forklaret divergerende om detaljer, herunder om hvor hans bil var parkeret. Efter det forklarede forekommer det tillige ikke troværdigt, at de tilløbende naboer, udelukkende på baggrund af moderens udbrud, skulle have råbt ”dræb dem, sten dem til døde”, før de var kommet ind i huset. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af mistanke om homoseksualitet har været eftersøgt af myndighederne i Tanzania. Nævnet lægger ved denne vurdering navnlig vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren via legal udrejse af lufthavnen skulle have medbragt en polititilsigelse med anklage om homoseksualitet mod sig selv. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren i givet fald reelt ikke har foretaget sig noget for at få nærmere oplysninger vedrørende en eventuel sag hos politiet, og herunder ikke har spurgt [den fælles ven] eller onklen om, hvor de har deres rygtebaserede og helt generelle oplysninger fra. Ansøgerens nye forklaring i nævnet om, at han har mistet sin telefon i Sverige med alle telefonnumre på personer i Tanzania, har heller ikke forekommet overbevisende. I flertallets vurdering indgår endvidere med vægt, at det må antages, at polititilsigelsen ikke er ægte. Flertallet henser herved dels til den måde dokumentet fremtræder på og dels på indholdet, herunder at tilsigelsen er dateret [en dato i vinteren 2013], og beskriver, hvad der er sket [en forudgående dato i vinteren 2013]. Flertallet finder det endvidere meget lidt sandsynligt, at der i omhandlede meget korte tidsrum skulle være udstedt to tilsigelser. På den baggrund finder flertallet ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens advokats subsidiære påstand om at udsætte sagen på ægthedsvurdering. Uanset, at dette ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning, bemærker flertallet endvidere vedrørende ansøgerens generelle troværdighed, at må tillægges en vis vægt, at ansøgeren i Sverige søgte asyl under en anden identitet, samt at han i Danmark først søgte asyl omkring otte måneder efter sin første indrejse. Herefter - og idet en udtalelse fra LGBT-asylum [fra vinteren 2015] om, at ansøgeren i Danmark har deltaget i flere af foreningens møder samt for foreningen har præsenteret en mand som sin kæreste - ikke findes at kunne føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Tanz/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær, samt at hun ikke har noget sted at bo, idet familiens lejlighed er blevet ødelagt som følge af et luftangreb. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi livet i Tyrkiet er hårdt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. De har længere arbejdsdage, får mindre løn og er generelt udsat for diskrimination. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, i forhold til Syrien. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kan søge om statsborgerskab, fordi hendes moder er tyrkisk statsborger. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder indenfor ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet har videre lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med de tyrkiske myndigheder. Flertallet bemærker, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de relevante tyrkiske myndigheder, hvis hun udsættes for diskrimination. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv i forhold til Tyrkiet, men må henvises til at søge statsborgerskab i Tyrkiet. Flertallet har endvidere herved lagt vægt, at ansøgeren udrejste fra Tyrkiet til Danmark efter at have opholdt sig problemfrit i Tyrkiet i otte måneder samt, at ansøgeren har familie i Tyrkiet. Den omstændighed at indrejse i Tyrkiet kan forudsætte, at ansøgeren opnår visum kan ikke føre til et andet resultat. På den baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil udsættes for diskrimination af en sådan intensitet, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/7/SLN
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres barn fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen, idet forklaringerne stort set havde været overensstemmende under hele asylsagsforløbet. Det fulgte af disse forklaringer, at den mandlige ansøger siden 1996 havde været medlem af det kurdiske demokratiske parti i Syrien – Yekiti. Han havde ved en række lejligheder fungeret som kulturel arrangør af diverse sammenkomster med vekslende deltagerantal, herunder også udendørs arrangementer i den del af det nordlige Syrien, hvor der boede større grupper af etniske kurdere. Under et udendørs arrangement i starten af 2009 cirka 35 km fra Afrin by, i et skov-bjergområde, havde efterretningstjenesten indfundet sig uventet, mens ansøgeren havde været på talerstolen. Det var lykkedes ansøgeren at undslippe igennem skoven. Senere samme dag var ansøgernes bopæl blevet opsøgt af bevæbnede politibetjente, som havde trængt ind i boligen, hvor de havde konfiskeret kurdisksproget materiale blandt andet partiaviser og den mandlige ansøgers egne digte. Politiet havde rettet henvendelse til den kvindelige ansøger på bopælen i de efterfølgende tre-fire dage og havde spurgt efter den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger havde herefter forladt bopælen uset sammen med datteren. Parret havde holdt sig skjult i cirka tre måneder, indtil de var udrejst illegalt af hjemlandet i foråret 2009. Flygtningenævnet lagde vægt på, at den mandlige ansøger, efter de foreliggende oplysninger, havde fungeret som kulturbærer vedrørende kurdisk sprog, litteratur og historie ved de forskellige arrangementer, han havde deltaget i. Uanset at den mandlige ansøgers profileringsgrad muligvis kunne betragtes som ikke værende særlig høj, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at han som følge af denne særlige status ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Syrien/2010/9.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været sympatisør for et kurdisk politisk parti, havde transporteret løbesedler for partiet og hjulpet til ved newroz-festen i 2009. Ansøgeren forklarede endvidere, at myndighederne en måned efter newroz-festen havde anholdt hans broder og fængslet ham i en måned for at få fat på ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i newroz-festen i marts 2009, og at han i den forbindelse på et tidspunkt havde holdt det kurdiske flag. Uanset om de syriske myndigheder via film eller videooptagelser måtte havde kunnet identificere ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde haft en så fremtrædende rolle i forbindelse med demonstrationen, at han af den grund ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde haft yderligere fremtrædende aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, at ansøgeren havde været medlem af noget politisk parti, at ansøgeren havde transporteret materiale for noget politisk parti, eller at ansøgerens broder var blevet anholdt og fængslet en måned i stedet for ansøgeren med henblik på at få ansøgeren til at melde sig. Ved vurderingen heraf lagde Flygtningenævnet navnlig vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger herom. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Det kunne ikke bevirke nogen ændring af denne vurdering, at ansøgeren var udrejst illegalt. Syrien/2010/8.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt at ansøgerens forklaring, i det væsentlige kunne lægges til grund. Flertallet lagde således til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt efter cirka fem måneder. Flertallet lagde til grund, at ansøgeren under frihedsberøvelsen havde været udsat for tortur. Det bemærkes herved, at ansøgeren havde forklaret herom i politirapporten, asylansøgningsskemaet og under samtalerne med Udlændingeservice. Det forhold, at ansøgeren, først under den anden samtale med Udlændingeservice havde forklaret, om de torturtyper, han var blevet udsat for, fandtes under disse omstændigheder, ikke på afgørende vis at svække ansøgerens troværdighed. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var blevet pålagt meldepligt, og at han i foråret 2005 og foråret 2006 var blevet tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne havde villet anholde ham i foråret 2007, og han havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Efter ansøgerens udrejse i 2007 havde myndighederne foretaget ransagninger på ansøgerens bopæl. Flertallet fandt, at ansøgeren måtte anses at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/7.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, muslim og fra Qamishili, der ligger tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i sommeren 2007 havde arrangeret en koncert, der var blevet aflyst af myndighederne, at han flere gange var blevet opsøgt i sin butik af efterretningstjenesten, og at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt i sin butik af efterretningstjenesten i tre timer, samt endelig, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arrangeret koncerter, og at han havde en butik, hvor der blandt andet blev solgt legetøj, elektronik og festudstyr i form af flag, lys m.v. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at han både før og efter sommeren 2007 var blevet opsøgt af efterretningstjenesten i sin butik. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf særlig vægt på, at der var forløbet næsten halvandet år fra den aflyste koncert i sommeren 2007 til ansøgerens flugt. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt af efterretningstjenesten i tre timer, og at han var af den opfattelse, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet fandt det ikke af ansøgeren sandsynliggjort, at han i slutningen af 2008 ville være blevet anholdt, hvis han havde mødt op i sin butik. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om en karakter og intensitet i myndighedernes interesse for ham, der lå ud over den bevågenhed af ansøgerens butik, der havde været tale om efter ansøgerens forklaring både før og efter den planlagte koncert i sommeren 2007 – og frem til slutningen af 2008. Den omstændighed, at ansøgeren i efteråret 2008 havde opsat nogle kurdiske lys til salg i sin butik, kunne ikke føre til et andet resultat. Det var derfor Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Syrien ikke ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Syrien/2010/6.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2008 var ansøgeren blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Ansøgeren havde opsøgt en civil læge med henblik på at få en lægeerklæring, der kunne udsætte hans militærtjeneste. I denne forbindelse var ansøgeren og hans fader, der var med, blevet uvenner med lægen, og ansøgerens fader var efterfølgende blevet anholdt. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende og til dels udbyggende forklaringer. Ansøgeren havde om selve værnepligtsspørgsmålet til politiafhøringen i sommeren 2009 angivet, at han havde været indkaldt til at give møde tre dage senere. Til Udlændingeservice havde han derimod forklaret, at han havde været indkaldt til at give møde i begyndelsen af 2009 og under nævnsmødet havde han forklaret, at han blot var blevet bedt om at holde sig klar. Vedrørende sit lægebesøg havde ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han havde villet konsultere en civil læge med henblik på, at få en lægeerklæring om sin hovedpine for at få udsættelse med indkaldelsen. For så vidt angik faderens fængsling, havde han til Udlændingeservice forklaret, at faderen først var blevet fængslet umiddelbart efter ansøgerens udrejse i sommeren 2008, hvilket han havde fået oplyst af sin moder telefonisk omkring to måneder efter udrejsen, mens ansøgeren havde befundet sig i Grækenland. Derimod havde han til advokatindlægget og i asylansøgningsskemaet oplyst, at han var løbet fra lægekonsultationen uden at vide, hvad der var blevet af faderen. Endelig havde han under nævnsmødet forklaret, at faderen var blevet anholdt hos lægen, da faderen ikke havde kunnet løbe så hurtigt som ansøgeren. I asylansøgningsskemaet havde ansøgeren oplyst, at lægen havde ringet et eller andet sted hen, efter at ansøgeren havde brugt ukvemsord imod staten, men til advokatindlægget havde ansøgeren udbyggende forklaret, at lægen havde tilkaldt vagter, mens ansøgeren var flygtet fra stedet, og at faderen var blevet pågrebet og tilbageholdt i tre måneder. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at handlingsforløbet under konsultationen hos lægen havde haft en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund måtte anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde unddraget sig værnepligt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold i sig selv var asylbegrundet, idet værnepligtunddragelse i Syrien efter de foreliggende oplysninger ikke medførte en uforholdsmæssig streng sanktion. Det forhold, at ansøgeren i 2006 eller i 2007 havde deltaget i en newroz demonstration og derunder var blevet udsat for fysiske overgreb med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge i nogle dage, var ikke asylbegrundende i sig selv. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om behandlingen af ikke-politiske fanger i syriske fængsler i sig selv var af en sådan karakter, at de kunne tænkes at udgøre en overtrædelse af Menneskehedsrettighedskonventionens artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren var etnisk kurder kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/5.
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra en navngiven by i Syrien og er født [………..]. Han er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for tortur og måske blive slået ihjel, fordi han har slået en politimand i hovedet med en stor sten i forbindelse med, at ansøgeren blev angrebet af flere politifolk, som følge af, at han og en række andre folk fra hans landsby havde tændt bål og sunget en sang for at fejre Newroz-festen. Ansøgeren blev sparket af vedkommende politimand, der havde støvler på. Han flygtede herefter til en grotte i bjergene. Efter cirka 20 dage kom hans hustru og barn hen til grotten med hjælp fra en bekendt fra en anden landsby, som ligeledes hjalp med at køre hele familien til den tyrkiske grænse på sin traktor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at den af ansøgeren udviste adfærd over for politimanden har en sådan karakter, at den er omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, blev den kvindelige ansøger samt 1 barn ligeledes meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse – RED]Syrien/2010/49
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i området Malikia i Al-Hasaka-provinsen i Syrien. Ansøgeren har siden 2003 sympatiseret med Hezb al-taqadomi al-demoqrati al-kurid i Syrien. Han har blandt andet sørget for at holde ro og orden under Newroz festen i 2008, 2009 og 2010 i […………].Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 og 2007 har været anholdt i flere måneder henholdsvis for deltagelse i en demonstration i Qamesheli og for at være besiddelse af en kurdisk avis. I forbindelse med løsladelsen i 2004 blev han tvunget til at underskrive en erklæring om ikke at deltage i kurdiske aktiviteter. Under Newrouz-festen i [….] 2010 optrådte ansøgeren iført kurdisk nationaldragt i et politisk teaterstykke og holdt vagt ved scenen med det kurdiske flag i hånden, hvilket sikkerhedsmyndighederne, der var ankommet til stedet, fandt ud af. Ansøgeren nåede at flygte. Sikkerhedsmyndighederne har efterfølgende ransaget hans forældres bopæl, og han er nu eftersøgt af sikkerhedsmyndighederne. Flygtningenævnet finder at kunne lægge de væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2004 og 2007 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med sit tilhørsforhold til den kurdiske frihedsbevægelse. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i Newrouz-festlighederne i [….] 2010 har været konsistente og ikke modsiges af baggrundsoplysningerne, idet nævnet lægger til grund, at de festligheder, som ansøgeren deltog i, fandt sted i en mindre landsby uden skudepisoder, hvorfor den manglende registrering af uroligheder ikke kan tillægges betydning. Når henses til, at ansøgeren tidligere har været fængslet to gange, finder nævnet det sandsynliggjort, at han ved at deltage som sket i Newrouz-festlighederne og henset til den efterfølgende eftersøgning på forældrenes bopæl er kommet i myndighedernes søgelys, og at han som følge deraf ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er nævnt i flygtningekonventionen.” Syrien/2010/48
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han siden 2000 har sympatiseret med PDKS og i perioden fra 2000 til 2004 uddelt løbesedler og informeret medstuderende om partiet. Ansøgeren har i denne periode tillige deltaget i politiske møder. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003 og 2004 har været kortvarigt afhørt af myndighederne i forbindelse med afhøring af også andre kurdiske studerende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i sommeren 2008 ransagede forældrenes hjem på baggrund af en dedikation skrevet i en bog, idet dedikationen kritiserede forholdene i Syrien. Under ransagningen fandt myndighederne ansøgerens udkast til en bog, hvori ansøgeren har kritiseret kurderes forhold i Syrien. Myndighederne ransagede de efterfølgende dage ansøgerens forældres hjem flere gange. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren en fængselsstraf på mellem tre til ti års fængsel. Ansøgeren er etnisk kurder og statsløs fra en navngiven landsby i Al- Hasaka-provinsen, Al-Malikia, i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende ransagningerne på bopælen i 2008 til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer herom, ikke er fremtrådt som sammenhængende og først er fremkommet under samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema omtalt hverken ransagningen på familiens bopæl i 2008, eller at ansøgeren var i færd med at skrive en bog, der forholdt sig kritisk til myndighederne, og at såvel denne bog som andet illegalt materiale tilhørende ansøgeren blev beslaglagt. Flygtningenævnet bemærker herved, at dette må anses for at være en central del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren først er udrejst af Syrien mere end et år efter, at ransagningen og beslaglæggelsen skulle være foregået. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelserne i 2003 og 2004 har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at disse forhold ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i Syrien, såvel i landsbyen hvor han er opvokset, som i Damaskus. Hverken den omstændighed at ansøgeren er statsløs kurder, eller at ansøgeren er udrejst illegalt, kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af Udlændingeloven § 7, stk. 2.” Syrien/2010/47
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2007 har været aktivt medlem af KDPS. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, som ønsker at fængsle og torturere ham, idet han har deltaget i et politisk møde på sin bopæl, som blev opdaget af sikkerhedstjenesten, og at sikkerhedstjenesten anholdt tre af mødedeltagerne. Endvidere havde søsteren syet kurdiske dansedragter/nationaldragter, som befandt sig på bopælen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han flere gange tidligere har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Han har i forbindelse med den seneste fængsling måtte underskrive en erklæring om, at han ikke igen vil deltage i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring, herunder sammenholdt med søsterens forklaring, alene indeholder få mindre divergenser. Ansøgeren har udført en del aktiviteter for KDPS gennem de seneste tre år, hvor han har været medlem. Aktiviteterne har vel været af underordnet karakter, men ansøgeren har været fængslet tre gange, herunder muligt undergivet tortur, idet han var mistænkt for kurdiske aktiviteter. Familiens hus blev stormet af sikkerhedstjenesten ultimo 2009, men ansøgeren undslap og udrejste illegalt i forlængelse heraf uden at have været tilbage på bopælen. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/46
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sine aktiviteter for den kurdiske sag. Hun havde ligeledes henvist til sin broder, som flere gange havde været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at hun siden 2008 har været aktivt medlem af KDPS, og at hun har syet dansedragter/nationaldragter til kurdere. Hun har endvidere deltaget i møder og været fængslet en enkelt gang i 2008, hvor hun var tilbageholdt i cirka 20 dage. Ansøgeren udrejste illegalt sammen med sin broder i ultimo 2009, efter familiens hus var blevet stormet af sikkerhedstjenesten, og uden at hun havde været tilbage på bopælen. Under hensyn til de aktiviteter og forhold, som ansøgerens broder har forklaret om, sammenholdt med ansøgerens egne forhold, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge og broderens af sine egne politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/45
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, født og opvokset i [….], hvor han boede indtil sin udrejse i [….] 2009, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far har været medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og henrettet på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt i forbindelse med en demonstration, der blev afholdt i [….] den [….] 2008 i anledning af det kurdiske nytår. Efter en måneds tilbageholdelse blev han løsladt. Den [….] 2009 blev ansøgeren anholdt af sikkerhedspolitiet, mens han sammen med sin fætter, der ligeledes sympatiserede med Yekiti-partiet, uddelte aviser udgivet af partiet. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. I forbindelse med løsladelsen skulle ansøgeren indvillige i, at han ville indhente og videregive oplysninger til sikkerhedspolitiet om, hvem der stod bag udgivelsen af aviserne. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren var tilbageholdt af myndighederne i 2008 efter at have deltaget i en demonstration, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst, samt at han ikke herefter har haft problemer med myndighederne i anledning af denne tilbageholdelse. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at ansøgeren den [….] 2009 blev tilbageholdt af politiet, mens han sammen med sin fætter uddelte Yekiti-aviser, idet forklaringen forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på adskillige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev stillet for en dommer eller ej inden løsladelsen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev tilbageholdt efter løsladelsen den [….] juli 2009. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far fik ham løsladt eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit politiske engagement. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldtes, at han ikke forstod tolken ved id-afhøringen og ved samtalen i Udlændingeservice den [….] 2010. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet af id-afhøringen, at ansøgeren har forklaret detaljeret omkring de omstændigheder, der fik ham til at udrejse, ligesom hans forklaring ved samtalen blev oplæst, hvorefter han havde adskillige rettelser, som ikke vedrørte sprogproblemer. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaringer om, at han ikke turde fortælle, at han ikke forstod tolken usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved id-afhøringen havde en bisidder fra Dansk Røde Kors. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke anledning til at udsætte sagen på at indhente en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/44
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….] i Syrien. Ansøgeren har oplyst, at han siden den [….] 2008 har været medlem af det kurdiske parti SPKS. Ansøgeren forberedte møder, uddelte erklæringer og pjecer og afholdte private møder i sit hjem. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet, udsat for tortur og dræbt. I 2004 var ansøgeren tilbageholdt i en måned som følge af uroligheder i Qamishli. Den [….] 2008 blev ansøgeren tilbageholdt i 24 timer, da han var på vej til en demonstration i Damaskus mod vedtagelsen af dekret 49. Den [….] 2009 uddelte ansøgeren pjecer for SPKS, og han formoder, at han i den forbindelse blev identificeret af en syrisk officer, hvorefter hans bopæl samt familiens bopæl blev ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har afgivet en overbevisende og troværdig forklaring om sine forhold. Flygtningenævnet finder navnlig, at ansøgeren har forklaret divergerende om et centralt punkt i sit asylmotiv, nemlig om uddeling af pjecer og identifikation af ansøgeren af en syrisk officer. Ansøgeren har således til asylsamtalen oplyst, at han blev opdaget af en syrisk officer, da han var ved at sætte en pjece i naboens dør. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren oplyst, at han skulle til at anbringe pjecen i officerens dør, da officeren åbnede sin dør i en afstand af to-tre meter fra ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har omtalt den syriske officers rolle i asylansøgningsskemaet. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ville aflevere en løbeseddel fra et ulovligt kurdisk parti hos en person, som han vidste var syrisk officer og medlem af Baath-partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder eller, at han ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden kan risikere at blive tilbageholdt og udspurgt om sine forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens politiske aktivitet i asylcentret kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/43
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har været medlem af et politisk parti. Han har ageret som skuespiller i en teatergruppe, som under Newroz festen opførte skuespil, der kritiserede det syriske styres behandling af kurderne. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel på grund af sit engagement i den kurdiske teatergruppe, som myndighederne betragter som politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring har været konsistent og uden divergenser, og i asylansøgningsskemaet har ansøgeren logisk redegjort for hændelsesforløbet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive anholdt og tortureret som følge af sine aktiviteter, som myndighederne betragter som politiske. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/42
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [….] i Syrien. Ansøgeren sympatiserede med det illegale kurdiske parti, Arzadi-partiet, fra 2007, for hvilket han blandt andet uddelte aviser og holdt vagt ved møder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af sit samarbejde med Arzadi-partiet. Ansøgeren angiver, at myndighederne i efteråret 2009 under en ransagning på ansøgerens bopæl fandt 25 til 30 eksemplarer af en avis, som ansøgeren skulle uddele for Arzadi-partiet. Ansøgeren var, da han er analfabet, ikke bekendt med indholdet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i foråret 2004 blev anholdt og fængslet af de syriske myndigheder, som følge af, at han havde deltaget i en demonstration i […..]. Ansøgeren blev tilbageholdt og tortureret i en måned, hvorefter han blev løsladt. Ved ankomsten her til landet oplyste anførte ansøgeren alene helt generelle forhold som begrundelse for asyl. Han henviste slet ikke til egne forhold, herunder at han skulle have være forsøgt anholdt i efteråret 2009. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at der i ansøgerens hjemby, der er beliggende i et fladt område, bor 60 familier, der alle driver landbrug. Videre, at markarbejde foregår om natten på grund af de høje dagtemperaturer. Efter ansøgerens forklaring har det været helt almindeligt, at han på det pågældende tidspunkt ikke befandt sig i familiens hus, men derimod på marken. Ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål vedrørende sine forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine politiske aktiviteter, herunder at han i foråret 2004 blev forsøgt anholdt, og at myndighederne, uanset at han var udrejst, fortsatte med at komme på bopælen hver 14. dag. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i foråret 2004, under de foreliggende omstændigheder, i dag kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/41
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de syriske myndigheder, som eftersøger ham, fordi der i efteråret 2009 i ansøgerens butik blev fundet nogle kurdiske dokumenter, som ansøgeren opbevarede for sin farbroder. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter ham på hans families bopæl, at han i 2004 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med deltagelsen i en demonstration for kurdernes rettigheder, og at han i forbindelse med løsladelsen måtte underskrive en erklæring om ikke igen at deltage i demonstrationer. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han udrejste af Syrien af frygt for, hvilke overgreb fra myndighedernes side, han kunne blive udsat for efter fundet af politisk materiale i hans butik. Nævnet finder således ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans farbroder fratog ham mobiltelefon og anviste en lejlighed, hvor han kunne skjule sig, til ham og efterfølgende var behjælpelig med at arrangere hans flugt. På den baggrund, og henset til, at ansøgeren tidligere har været fængslet i 2004 og på ny anholdt i 2008, og henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes behandling af politisk aktive kurdere, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, der er udrejst illegalt i forbindelse med en hjemsendelse vil risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/40
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring i alt det væsentlige kunne lægges til grund, idet Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationerne i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt i foråret 2005 som følge af en amnesti. Under frihedsberøvelsen var ansøgeren blevet udsat for tortur. Efter løsladelsen var ansøgeren to gange blevet indkaldt til myndigheder i Qamishli, der havde prøvet at presse ham til at samarbejde. Muligt som følge af et konkret modsætningsforhold til en araber, der havde samarbejdet med myndighederne, var ansøgeren blevet eftersøgt af de syriske myndigheder i 2007 på sin og sine forældres bopæl i Qamishli. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne var ankommet, og havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Ansøgeren var udrejst ved hjælp fra en agent medio 2007 af Syrien, men var blevet afvist af de græske og tyrkiske myndigheder, hvorefter ansøgeren var indrejst illegalt i sommeren 2007. Han havde herefter ophold hos sin søster eller hos sin onkel, der havde boet i landsbyer uden for Qamishli, indtil udrejsen i slutningen af 2008. Forinden havde myndighederne gentagne gange søgt efter ansøgeren på bopælen i Qamishli, idet myndighederne havde beskyldt ansøgeren for at have deltaget i forbindelse med en nytårsfest i 2008, hvorunder tre kurdere var blevet dræbt af myndighederne. Ansøgeren havde forklaret, at hans familie grundet myndighedernes fremfærd havde måttet fraflytte boligen, der havde ligget centralt ved en plads, hvor folk ofte havde samledes. Familien havde taget ophold under andet navn i Damaskus. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse fra de syriske myndigheders side, der omfattedes af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/4.
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, fordi hun har haft et seksuelt forhold til en arabisk mand ved navn […..], og fordi hun er flygtet sammen med ham. Ansøgeren frygter endvidere [……s] familie, idet [……] blev dræbt under hans og ansøgerens flugt fra Syrien. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet hun er udrejst ulovligt af Syrien. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter hende på familiens bopæl, hvorfor hendes familie ved, at hun er rejst væk sammen med […..]. Hun har videre henvist til, at hendes fader ved flere lejligheder har slået hende, hvor hun senest har været indlagt på hospitalet, og at han har truet hende med døden, såfremt hun fortsatte forholdet med [….]. Hun har endvidere oplyst, at [……..s] familie er meget vred over, at [……] er død. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaringer om, at hun to gange blev udsat for alvorlig vold fra sin faders side, efter at han var blevet bekendt med, at hun havde et forhold til Ahmed, kan lægges til grund. Nævnet har herved især lagt vægt på, at hendes forklaring støttes af de lægelige oplysninger, herunder journalnotater, fra Center […….]. Et flertal af nævnets medlemmer finder ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for i øvrigt at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Herefter, og når der henses til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab især blandt kurdere, og når der yderligere henses til, at ansøgerens familie må anses for at have et stærkt modsætningsforhold til arabere og dermed til […..], samt når der yderligere henses til, at det må antages, at ansøgerens fader på nuværende tidspunkt har viden om, at ansøgerens fulde forhold til [….], finder flertallet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for tortur eller anden umenneskelig behandling, som det ikke kan forventes, at myndighederne vil kunne forhindre. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er ulovligt udrejst af Syrien. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette i sig selv kan forventes at medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for anholdelse eller risiko for tortur fra myndighedernes side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor ikke til stede. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/39
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger fra Qamishli, etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans afdøde storebror var medlem af. Ansøgeren har ikke udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han en dag i 2009 sammen med tre venner sad på en café i Qamishli. Han var selv i besiddelse af sin egen mobiltelefon. En af vennerne, [……], var i besiddelse af en anden mobiltelefon. På ansøgerens egen mobiltelefon havde han videooptagelser, blandt andet fra nogle overgreb begået mod kurdere i 2004, få dage efter en fodboldkamp. Endvidere havde ansøgeren videooptagelser fra begravelsen af Sheik MashuQ. Ansøgeren og [……] sad og udvekslede videooptagelser på deres mobiltelefoner. En civilklædt betjent dukkede op og erklærede ansøgeren og hans venner for anholdt. Vennen blev slået til jorden af betjenten, og ansøgeren og to af vennerne stak af. Efter episoden opholdt ansøgeren sig i tre måneder hos nogle familiemedlemmer i tre landsbyer omkring Qamishli, indtil han udrejste til Tyrkiet. Mens ansøgeren opholdt sig i landsbyerne, fortalte hans bror ham, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det først er under nævnsbehandlingen, at ansøgeren har forklaret, at der også på hans egen mobiltelefon var kontroversielle videooptagelser af overgreb begået af de syriske myndigheder og at hans egen mobiltelefon lå tilbage på cafébordet, efter at ansøgeren var stukket af fra stedet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne afvise, at der har været tolkeproblemer under samtalen med Udlændingeservice, hvor der bistod en arabisk tolk, mens der under nævnsbehandlingen har bistået en tolk, som behersker ansøgerens modersmål kurmanji. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder Flygtningenævnet det derefter sandsynliggjort af ansøgeren, at myndighederne har beslaglagt hans mobiltelefon, som indeholdt en række videooptagelser, som er belastende for myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, som følge af sin etnicitet som kurder og indholdet af hans mobiltelefon. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syrien/2010/38
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD og har blandt andet deltaget i en fredelig demonstration i slutningen af 2009 i Qamesheli. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han under sin værnepligt i foråret 2006 blev fængslet i en måned og udsat for tortur, mistænkt for at have udøvet politisk mødeaktivitet. Efter deltagelse i den fredelige demonstration i Qamesheli i slutningen af 2009 har ansøgeren været eftersøgt af myndighederne, som blandt andet har opsøgt hans families bopæl. Ansøgeren blev kort efter, han tog af sted fra demonstrationen, rådet til at gå i skjul af en ven til ansøgerens fader. Ansøgeren så sin chef blive anholdt under demonstrationen, og frygter at han har opgivet ansøgerens navn til myndighederne under tortur. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive fængslet og udsat for tortur. Ansøgeren har om sine politiske forhold forklaret, at han alene var sympatisør og ikke medlem af PYD. Selvom han har forklaret, at han har sin interesse for politik fra faderen, har han meget ringe kendskab til faderens politiske forhold, herunder om faderen er medlem af partiet. Han har om faderens politiske aktiviteter alene kunnet forklare, at han førte samtaler med medlemmer af partiet. Ansøgeren har i et vist omfang støttet partiet økonomisk og deltaget i nogle få møder med partimedlemmer. Samlet set må ansøgeren og hans familie antages at være politisk uprofileret. Ansøgeren har om deltagelsen i demonstrationen i slutningen af 2009, som han påberåber sig som det afgørende asylmotiv, forklaret divergerende og udbyggende. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren deltog i demonstrationen, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Det findes i sig selv utroværdigt, at myndighederne ganske få timer efter demonstrationens opløsning skulle have fattet interesse for ansøgeren, der er politisk uprofileret. At ansøgerens arbejdsgiver skulle have angivet ansøgeren beror alene på ansøgerens formodning. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvorledes han af en person ved navn […..] skulle være blevet advaret om, at han var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren havde alene haft en enkelt tidligere kontakt med denne navngivne person 15 dage før demonstrationen, og det virker usandsynligt, at denne allerede på daværende tidspunkt skulle have fået ansøgerens telefonnummer, ligesom det er umiddelbart uforståeligt, hvorfor den navngivne person skulle tænke på at advare ansøgeren. Ansøgeren har således gentagne gange til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at han ikke så den navngivne person i forbindelse med demonstrationen. Senere har ansøgeren udbyggende forklaret, at han hilste på ham under demonstrationen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om ransagninger på familiens bopæl, herunder hvor mange gange myndighederne har henvendt sig. Flygtningenævnet må endvidere tillægge det vægt, at ansøgeren har forklaret, at hans familie fortsat befinder sig i hjemlandet, og at faderen, på trods af at han af de syriske myndigheder skulle have fået gentagne frister til at få ansøgeren til at melde sig i et forløb på adskillige måneder fortsat opholder sig på familiens bopæl. Efter Flygtningenævnets opfattelse stemmer en sådan adfærd fra de syriske myndigheder ikke med, at ansøgeren skulle være i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/37
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus, at han ikke har været politisk aktiv, og at han ikke har haft problemer med myndighederne forud for den episode, der gav anledning til asylansøgningen. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har henvist til, at ansøgerens medarbejder [….] blev anholdt i efteråret 2009, mens denne var på arbejde i ansøgerens kiosk, at ansøgerens medarbejder var politisk aktiv i et kurdisk parti og var i besiddelse af politisk materiale, og at myndighederne lukkede ansøgerens kiosk. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring, hvorefter ansøgerens medarbejder […..] blev anholdt i ansøgerens kiosk med politisk materiale, at medarbejderen fortsat er tilbageholdt, og at myndighederne af denne grund eftersøger ansøgeren. Når der henses til ansøgerens personlige forhold, herunder at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2..” Syrien/2010/36
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [……]i nærheden af Afrin i det nordlige Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han tidligere har været tilbageholdt, fordi han havde danset til Newroz festen i 2007. I forbindelse med Newroz festen i 2007 blev ansøgeren anholdt en angiven dato i foråret 2007 sammen med flere andre personer, som havde deltaget i dansen. Ansøgeren blev under denne tilbageholdelse dels udsat for tortur i form af at blive lukket inde i et bildæk med overkroppen og benene, dels slag mod fodsålerne. Ansøgeren blev løsladt efter syv dage mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville fortsætte med ulovlige aktiviteter. Han er derudover eftersøgt i Syrien, da hans families værksted blev ransaget af myndighederne og i den forbindelse fandt de ulovligt materiale. Han har yderligere henvist til, at han flygtede samme dag som ransagningen havde fundet sted, en angiven dato i efteråret 2007, til sin moster, hvis bopæl var i en by i nærheden af den tyrkiske grænse 100 kilometer fra ansøgerens hjemby. Han havde befundet sig i [……], idet han var på vej ud med varer fra familiens skrædderværksted. Blandt varerne befandt der sig illegalt materiale i form af løbesedler pakket ind i plastik. Faderen og syv af ansøgerens brødre var blevet anholdt i forbindelse med ransagningen. Efterfølgende traf han faderen et stykke væk fra mosterens bopæl og her fortalte faderen, at han og de syv brødre havde været tilbageholdt i omkring ti dage, og at de enstemmigt havde angivet ansøgeren som ejermand til det illegale materiale, der var blevet fundet i værkstedet. Ansøgerens fætter […….], som havde kørt bilen, som varerne var blevet bragt ud i, er flygtet til Libanon. Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren i foråret 2007 har danset under festen og i efterfølgende har været udsat for overgreb, herunder af torturlignende karakter, som af ham angivet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at forholdet må anses for afsluttet i forbindelse med, at ansøgeren blev løsladt. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren efterfølgende har deltaget i uddeling af illegalt materiale, som ansøgerens broder [……] ønskede uddelt. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens fader og hans syv brødre overfor myndighederne enstemmigt skulle have tilkendegivet, at det pågældende materiale tilhørte ansøgeren. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det illegale materiale er fundet i værkstedet, hvor såvel faderen som brødrene arbejdede. Det er under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at det er lykkedes for faderen og de syv brødre at kunne skyde skylden på ansøgeren og derved bringe sig uden for myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren forklaring herom må anses som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge af, at han er udrejst illegalt, eller at han ved tilbagevenden af denne grund er i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han vil være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/35
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til er ægtepar samt deres fire børn fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [……….] i Syrien og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han sympatiserer med PYD. Han har været tilbageholdt i cirka et år fra foråret 2004 til foråret 2005 sigtet for blandt andet ildspåsættelse, hindring af myndighedernes arbejde med videre. Han blev løsladt i forbindelse med en generel benådning, som blev iværksat af den syriske præsident. Han er løbende blevet chikaneret i perioden fra 2005 til 2009 af lokale efterretningsfolk, herunder af en navngiven person, som også deltog i anholdelsen af den mandlige ansøger i 2004. En dag i efteråret 2009 havde han besøg af to navngivne medlemmer af PYD på sin bopæl. Han har gennem længere tid sympatiseret med PYD, blandt andet fordi PYD stillede en advokat til rådighed for ham i forbindelse med hans tilbageholdelse i 2004 til 2005. Han har derfor løbende betalt kontingent til PYD. Han betalte denne dag kontingent til de to medlemmer. Den syriske efterretningstjeneste brød ind på hans bopæl. Det ene af PYD-medlemmerne gemte en kuvert under madrassen. Herefter blev alle tre ført ud af de tre medlemmer af efterretningstjenesten. Den af politibetjentene, som holdt fast i den mandlige ansøger, havde taget førergreb. Den mandlige ansøgers datter forsøgte at tage fat om den mandlige ansøgers ben. Politibetjenten slap derfor med sin ene hånd den mandlige ansøger for at give datteren en lussing. Det lykkedes herefter den mandlige ansøger at skubbe til politibetjenten, så han snublede og faldt. Derefter flygtede ansøgeren hen over en og en halv meter høj mur ind til sin nabo. Han gemte sig blandt nogle gravstene på en kristen kirkegård, indtil han nogle timer senere kunne opsøge et tredje PYD-medlem. Efter cirka 24 dage blev han forenet med sin ægtefælle og sine børn, hvorefter de udrejste fra hjemlandet. Han frygter asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Den kvindelige ansøger henviser til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun og den mandlige ansøgers far blev tilbageholdt samme nat og herunder afhørt om den mandlige ansøgers opholdssted. Efterretningstjenesten viste en konvolut, som de oplyste, at de havde fundet under ransagningen af bopælen, og de sagde til hende, at hun ville blive holdt ansvarlig for indholdet, hvis den mandlige ansøger ikke meldte sig selv. Ved en gejstlig persons mellemkomst blev hun løsladt og opholdt sig på sin svigerfars bopæl frem til, at hun blev genforenet med den mandlige ansøger forud for deres udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne under hele asylsagsforløbet i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende, ligesom deres forklaringer i det væsentlige er overensstemmende. Efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort af den mandlige ansøger, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin tilknytning til partiet PYD. Flygtningenævnet meddeler herefter begge ansøgere og deres fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/34
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb fra myndighederne som følge af hans aktiviteter for den kurdiske sag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter for organisationen PYD (Parti Union Demokratisk). Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i foråret 2009 i forbindelse med fejringen af hændelserne i Qamishlo, at han herefter var tilbageholdt i 4 måneder, og at han under afhøringerne hos myndighederne blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren deltog i et politisk møde i efteråret 2009, som blev stormet af efterretningstjenesten. Ansøgeren flygtede fra mødet og besluttede at udrejse, da efterretningstjenesten efterfølgende rettede henvendelse på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/33
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […..] i Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen i slutningen af 2009. Ansøgeren har oplyst, at han har sympatiseret med det demokratiske parti siden slutningen af 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter samt fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har endvidere anført, at han frygter at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt fra Syrien. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter og myndighedernes kendskab hertil. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først oplyste dette motiv under samtalen i sommeren 2010 med Udlændingeservice. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han ved afhøring i foråret 2010 ikke forstod, hvad der blev spurgt om, idet der medvirkede en arabisk tolk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet, at ansøgeren har forklaret detaljeret om personlige forhold ligesom det fremgår, at ansøgeren udtrykkeligt har oplyst, at han forstod tolken. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerer straf på grund af udeblivelse fra aftjening af værnepligt kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at ansøgeren ikke risikerer en uforholdsmæssig straf som følge af udeblivelse. Det forhold at ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien kan ikke i sig begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/32
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han omkring foråret 2009 uddelte nogle løbesedler for en af sin faders venner, der var på besøg hos faderen. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende ransaget af de syriske myndigheder, der fandt nogle af løbesedlerne. Ansøgeren var ikke hjemme, men efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far. Faderen blev løsladt under betingelse af, at han skulle rette henvendelse til myndighederne, hvis ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har ikke siden været på bopælen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på de væsentlige punkter har forklaret konsistent under hele sagen. Nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren, der er analfabet, ikke ved asylregistreringen har oplyst om den forudgående fængsling i 2008, efter en konkret vurdering ikke i sig selv findes at kunne medføre, at ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger således til grund, at myndighederne er blevet bekendt med, at ansøgeren har uddelt løbesedler med politisk indhold, og at han som følge heraf er eftersøgt. På denne baggrund og henset til baggrundsmaterialets oplysninger om myndighedsreaktioner – særligt mod politisk aktive kurdere – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, dels som følge af sine politiske aktiviteter, dels som følge af at han har unddraget sig aftjening af værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet anført, at han i foråret 2008 deltog i et optog i forbindelse med Newroz, hvor han blev anholdt af politiet og ført til et fængsel i Aleppo, hvor han blev tilbageholdt i to til tre måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af Yekitipartiet i omkring en måned, i hvilken periode han deltog i tre møder og hjalp partiet med at uddele og opbevare pjecer i sin frisørsalon. Uanset, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sine forhold, finder nævnet ikke, at ansøgeren har forklaret så inkonsistent, at der er tilstrækkeligt grundlag for i det hele at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet vil således ikke afvise, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med Newrozfesten i 2008, ligesom nævnet ikke vil afvise, at ansøgeren har uddelt kurdisk materiale for Yekitipartiet, og at myndighederne har ransaget og beslaglagt dele af dette materiale på ansøgerens bopæl. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/30
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren blevet indkaldt til værnepligt. Ansøgeren var ikke mødt op, men var i stedet flygtet til Grækenland, hvor han havde fået arbejde. I 2009 var ansøgeren af det græske politi blevet sendt tilbage til Syrien, eftersom hans arbejdstilladelse var udløbet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede straf og overgreb, fordi han havde unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren havde herved fremhævet, at han var etnisk kurder, og at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse var en politisk aktivitet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham, kunne dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria [bilagsnr. 157], risikerede ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kunne efter det foreliggende ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret og ikke havde udført nogen politiske aktiviteter. Det skulle herved videre bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved indrejsen i Syrien i 2009 alene var blevet tilbageholdt i to timer uden afhøring, og hvor hans pas var blevet inddraget. De generelt vanskelige forhold for kurdere i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/3.
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia i Syrien. Ansøgeren angiver, at han siden 2005 har været medlem af og aktiv for det Det Kurdiske Demokratiske Unions Parti, Yekiti. Ansøgeren oplyser, at han deltog i ligtog til ære for to martyrer i foråret 2004, hvilket bevirkede, at han efterfølgende blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren er udrejst som følge af, at hans forretning i sommeren 2009 blev ransaget af efterretningstjenesten, hvor myndighederne fandt løbesedlerne. Efterfølgende har myndighederne adskillige gange foretaget rangsagninger på ansøgerens bopæl. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at lederen af den gruppe, han angiver at havde deltaget i, ikke har lidt overlast som følge af fundet i ansøgerens forretning. Den pågældende gruppeleder var den, som overgav ham løbesedler med henblik på, at disse skulle uddeles blandt gruppemedlemmer under efterfølgende møder, hvori gruppelederen også deltog. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke efter begivenheden i forretningen har været i kontakt med nogen tilknyttet partiet. Videre at han efterfølgende har kunnet ringe hjem til sin moder, men ikke kan det længere, da han har mistet det pågældende telefonnummer og ikke er i kontakt med nogen, der vil hjælpe ham dermed. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål, og hans forklaring om politisk aktivitet og de overgreb, han angiver at have været udsat for, fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opbevaret løbesedler, der er fundet af myndighederne. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i 2004 uanset, at ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling, i sig selv nu kan begrunde asyl. Der foreligger ikke helbredsoplysninger eller andet, der kan begrunde en udsættelse af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være konkret og individuel forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/29
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i de syriske myndigheders søgelys, da han, som tidligere har været langvarigt tilbageholdt af de syriske myndigheder, skubbede en betjent i forbindelse med politiets henvendelse på faderens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således tilbageholdt i mere end syv måneder i et syrisk fængsel og udsat for hårdhændet behandling som følge af deltagelse i en demonstration rettet mod de syriske myndigheders drab på tre kurdiske festdeltagere. Ansøgeren blev løsladt med månedlig meldepligt, som han overholdt, indtil han blev impliceret i en slagsmålslignende situation med politiet. Politiet havde rettet henvendelse, da ansøgerens fader protesterede mod de kurdiske myndigheders inddragelse af familiens ejendom, og ansøgeren skubbede en betjent, da faderen blev udsat for slag. Ansøgeren flygtede fra stedet og holdt sig i skjul, indtil han kort efter udrejste fra Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være således i de syriske myndigheders søgelys, at han vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/28
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Dirik, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD siden slutningen af 2005. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været anholdt to gange tidligere og været udsat for tortur, samt at han kort tid inden sin udrejse blev pågrebet, imens han var i besiddelse af PYD-materiale. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb og tortur fra yndighedernes side. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist, kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring, der fremstår selvoplevet, om det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i 2004 og 2005 blev tilbageholdt af myndighederne tilknyttes til henholdsvis en demonstration i forbindelse med Qameshli urolighederne og Newroz festen, at ansøgeren med farbroderens mellemkomst åbnede en forretning i 2006, at farbroderen en-to gange om måneden afleverede politisk materiale fra PYD, som blev afhentet af ansøgerens sambo Said, at ansøgeren den [….] 2009 blev advaret af en nabo, om at Said var blevet anholdt, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af to civilklædte mænd angiveligt fra sikkerhedstjenesten i forretningen, at ansøgeren, der var på vej væk, medbragte materiale, som havde været skjult i forretningen, at den ene af mændene fratog ansøgeren dette materiale, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. På denne baggrund, og når der sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger, lægges det endvidere til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/27
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder bosiddende i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har virket i en gruppe, der for to menneskerettighedsorganisationer har indsamlet materiale om forholdene i hjemlandet. Videre at der på hans bopæl har været foretaget ransagning af myndighederne, der har fundet kompromitterende materiale. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne fortsat søger ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han tidligere har været frihedsberøvet og i den forbindelse været udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark gav oplysninger om de pågældende forhold. Ansøgeren har under sagen på troværdig vis forklaret herom. Flygtningenævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet til grund. Flygtningenævnet anser herefter ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingeservice har ved mødet i Flygtningenævnet ikke bestridt det, som ansøgeren hidtil har oplyst om sin identitet, ligesom det ikke bestrides, at ansøgeren i 1999/2000 blev udsat for tortur under den mere end et år lange tilbageholdelse af de syriske myndigheder. Dette kan Flygtningenævnet også lægge til grund. Ansøgeren har påberåbt sig det tidligere oplyste asylmotiv, ligesom han underbygget sin frygt for at blive myndighedsforfulgt ved sin tilbagevenden til Syrien, idet hans far efter det oplyste i perioden fra 2004 til 2010 jævnligt er blevet opsøgt af politiet og afhørt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren siden 1998 som syrisk kurder har været medlem af Yekiti-partiet og også aktiv for dette, at han i 1999/2000 blev tilbageholdt og udsat for tortur, ligesom ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om senfølgerne i den forbindelse, at han i 2000-2004 adskillige gange blev opsøgt og kortvarigt tilbageholdt af myndighederne, at han i marts 2004 – kort før sin udrejse – deltog i en demonstration, ligesom han lod en kammerats søster, der senere døde, søge skjul for myndighederne i ansøgerens forretning, hvilket må antages at være myndighederne bekendt, og at myndighederne jævnligt i perioden 2004-2010 har opsøgt særligt ansøgerens far og spurgt til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af disse forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Syrien/2010/25
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Demokratiske Parti Yekiti i perioden 2002 til 2007. Ansøgeren uddelte aviser, deltog i demonstrationer for kurderne og samlede bidrag ind til kurdiske martyrer. Ansøgeren uddelte og hængte endvidere løbesedler op og hjalp med at få kurdiske børn til kurdisk undervisning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, der i 2004 var tilbageholdt i to måneder og ti dage, hvorunder han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb, i foråret 2008 deltog i en demonstration, hvor han var med til at vælte en statue af den tidligere præsident. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, som følge af sin deltagelse i at vælte statuen. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at den eneste, som han selv kendte i den større mængde af mennesker, som var samlet omkring statuen, var en bygningsarbejder, som havde været aktiv i forbindelse med omvæltningen af statuen. Både ansøgeren og bygningsarbejderen blev befriet fra sikkerhedspolitiet af menneskemængden, inden de var blevet identificeret. Det må endvidere tillægges vægt, at der efter ansøgerens forklaring, i cirka tre måneder frem til sommeren 2008, ikke var henvendelser fra sikkerhedspolitiet på nogen af de steder, hvor ansøgeren havde tilknytning. Først da var der, efter forklaringen, en henvendelse på ansøgerens bopæl, hvor faderen blev anholdt og tilbageholdt i 14 dage. Flygtningenævnet finder det påfaldende, i betragtning af, at ansøgerens fader skulle være blevet foreholdt, at ansøgeren havde begået den efter syriske forhold meget alvorlige forbrydelse at vælte en statue af landsfaderen, blev løsladt alene med en påmindelse om at sørge for at indgive ansøgeren til myndighederne, såfremt han skulle dukke op. Det findes også påfaldende, at der ved senere henvendelser til faderen, ikke er foretaget yderligere foranstaltninger overfor faderen, såfremt myndighederne havde haft kendskab til en forbrydelse af den nævnte karakter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos morbroderen frem til begyndelsen af 2009, uden at myndighederne har rettet henvendelse til morbroderens bopæl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/24
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han under militærtjeneste har fået problemer med militæret, at han er deserteret på grund af disse problemer, og at han frygter en længere fængselsstraf og for sit liv i forbindelse hermed. Ansøgeren har henvist til, at han er deserteret fra militæret, efter at han under en patrulje ved den syriske grænse i efteråret 2009 affyrede varselsskud mod en gruppe på syv-otte ukendte personer, en handling chefen for basen var imod. Efterfølgende udsatte chefen ansøgeren for vold, og ansøgeren måtte på hospitalet. Dagen efter flygtede han fra hospitalet, idet en ven oplyste, at den militære efterretningstjeneste var blevet sat på sagen. Herudover har ansøgeren henvist til, at han tidligere havde afvist lejrchefens anmodning om at give meddelelse om andre kurderes forhold, og at ansøgeren havde advaret andre kurdere mod noget sådant. Ansøgeren skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Det kan lægges til grund, at ansøgeren ikke havde haft problemer med militæret forud for den nævnte skudepisode, og at ansøgeren efterfølgende blev irettesat af den pågældende officer, som på grund af ansøgerens svar gav ansøgeren en hårdhændet behandling, hvorefter ansøgeren kom på militærhospitalet. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var under bevogtning under opholdet på militærhospitalet, idet ansøgeren kunne modtage besøg af sin ven. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at forlade militærhospitalet, at ansøgerens antagelse af, at den militære efterretningstjeneste var blevet involveret i sagen, beror på andenhåndsoplysninger, og at det ikke kan antages at være ualmindeligt, at kurdere i militæret opfordres til at give oplysninger om andre kurdere. Efter det foreliggende kan det derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have andre konflikter med myndighederne end den skete desertering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge heraf. Den omstændighed, at ansøgeren efter skudepisoden blev fysisk forulempet af officeren, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om, at ansøgerens familie er blevet udsat for overgreb eller repressalier på grund af ansøgerens forhold. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/23
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kurder fra Damaskus. Ansøgeren var i foråret 2004 blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for den kurdiske sag og tilbageholdt omkring 50 dage, hvorunder han var blevet undergivet tortur. Herefter havde ansøgeren ikke været aktiv, før han i efteråret 2009 havde hjulpet en ven med optagelsen af film til brug for den kurdiske sag. I forbindelse med optagelsen var sikkerhedstjenesten kommet til stede, og vennen var blevet anholdt. Ansøgeren var selv flygtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens identitet var blevet de syriske myndigheder bekendt, eventuelt gennem registreringen i den tidligere sag, eventuelt gennem anholdelsen af vennen. Ansøgeren var således blevet eftersøgt på bopælen, der også var blevet ransaget. Ansøgeren var imidlertid ikke taget hjem efter episoden, men havde skjult sig hos sin søster og udrejst illegalt 14 dage senere. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sit virke for den kurdiske sag. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/22
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger fra Al-Malikiya, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde forklaret, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2006 havde sympatiseret med Yekiti-partiet. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han tre gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af deltagelse i demonstrationer i foråret 2008, foråret 2009 samt sommeren 2009. Endvidere havde han adskillige gange været anholdt kortvarigt og udspurgt om Yekiti-partiets medlemmer og sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgerens broder, som gennem mange år havde været medlem af Yekiti-partiet, havde også været tilbageholdt, og broderen havde været forsvundet siden et møde i partiet i sommeren 2009. Ansøgeren havde ligeledes deltaget i mødet i Yekiti-partiet i sommeren 2009, hvorfra han var flygtet, da politiet var kommet til stede. Under tilbageholdelserne var han blevet udsat for tortur. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede han at blive udsat for tortur og idømt en langvarig fængselsstraf på grund af sin deltagelse i demonstrationerne og i partimødet. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring, som havde været konsistent og troværdig, til grund. Efter baggrundsoplysningerne fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han således var profileret hos myndighederne, at han ved en tilbagevenden risikerede grove og fysiske overgreb og streng straf på grund af sine politiske aktiviteter. Da ansøgeren derfor opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/21
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet bemærkede, at tolken havde oplyst, at den mandlige ansøger havde visse forståelsesproblemer, men at begge ansøgere under nævnsmødet havde angivet, at de var indforståede med, at nævnsmødet gennemførtes med den konkrete tolk, og at eventuelle forståelsesproblemer ville kunne løses ved, at der i stedet for taltes arabisk. Ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede, at den syriske sikkerhedstjeneste ville indespærre ham i et politisk fængsel og afhøre ham om hans arbejde ved den kurdiske nytårsfest. Ansøgeren havde stået for opførelsen af en scene i forbindelse med Newroz-festen den 21. marts 2009. Under opførelsen var ansøgeren og hans fire medarbejdere blevet antastet af personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, hvorefter de var stukket af. To navngivne medarbejdere var blevet anholdt og løsladt efter 15 dage. Ansøgeren havde efterfølgende fået at vide, at de to medarbejdere, som havde været 16 eller 17 år gamle, havde sagt til myndighederne, at det havde været første gang, at ansøgeren havde bygget en sådan scene, men at de sandsynligvis var blevet presset til, i strid med sandheden, at oplyse, at den mandlige ansøger også havde deltaget i andre aktiviteter for den kurdiske sag. Sikkerhedstjenesten havde endvidere opsøgt den kvindelige ansøger på ansøgernes bopæl og senere den kvindelige ansøgers forældres bopæl gentagne gange, ligesom de efterfølgende havde overvåget den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Ved et enkelt tilfælde havde personerne fra sikkerhedstjenesten givet den kvindelige ansøger en lussing og havde banket den kvindelige ansøgers hoved ind i væggen i entréen. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Hun frygtede endvidere, at sikkerhedstjenesten ville fængsle hendes ægtefælle, og at ansøgeren dermed ville blive alene med deres søn. Flygtningenævnet kunne som Udlændingeservice i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen, idet ansøgerne havde forklaret konsistent og troværdigt om deres forhold, herunder om myndighedernes henvendelser på, først ansøgernes egen bopæl og dernæst den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at den mandlige ansøger ikke havde profileret sig afgørende ved sin aktivitet, som alene havde bestået i at opføre en scene til nytårsfesten den 21. marts 2009. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers formodning om, at hans to unge medarbejdere var blevet presset til at fortælle – i strid med sandheden – at den mandlige ansøger havde haft yderligere aktiviteter for den kurdiske sag, alene byggede på den mandlige ansøgers egen formodning. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøger umiddelbart efter den 21. marts 2009 havde taget ophold i den landsby, hvorfra han kom, hvor han havde opholdt sig hos skiftende venner og slægtninge, men at den mandlige ansøger ikke desto mindre havde besøgt den kvindelige ansøger på hendes forældres bopæl flere gange, trods risiko for at bopælen havde været overvåget. Flertallet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af grunde, som angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger havde alene som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flertallet fandt herefter ej heller sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Uanset, at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren sammen med broderen i deres skrædderforretning i en årrække havde syet dragter til to kunstnergrupper til den årlige Newrosh fest, at ansøgeren i 2007 var blevet tilbageholdt i sikkerhedstjenestens fængsel i ni måneder efter at være blevet anholdt i foråret 2007 til Newrosh, at han under begyndelsen af fængselsopholdet var blevet udsat for torturlignende overgreb, at ansøgerens broder var blevet anholdt af myndighederne i begyndelsen af 2009, og at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl. Endvidere kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne eftersøgte ansøgeren på grund af aktiviteter for den kurdiske sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/2.
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren havde været medlem af Kurdistans Demokratiske Enhedsparti (Yekiti) i Syrien fra 2005 til 2008. Ansøgeren havde blandt andet arbejdet med at oplyse om partiets formål, herunder mere generelle oplysninger om partiet. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive fængslet eller dræbt af myndighederne ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde optaget video i forbindelse med en sammenkomst den 20. marts 2008, natten før Newroz, af skyderier mod personer, som var blevet sårede eller dræbt. Ansøgeren var stukket af, og hans bopæl var efterfølgende blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som gentagne gange havde opsøgt ansøgerens familie for at spørge efter ansøgeren, ligesom de en enkelt gang havde taget ansøgerens fader med. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at de divergenser, der havde været mellem ansøgningsskemaet og samtalen i Udlændingeservice, formentlig havde skyldtes ufuldstændig oversættelse af ansøgningsskemaet og usikkerhed omkring tolkningen i Udlændingeservice. Ansøgeren havde herefter navnlig henvist til, at han havde optaget en videofilm på sin mobiltelefon, som hans fader ganske vist efterfølgende havde beholdt. Han havde haft aktiviteter for Yekiti-partiet i form af uddeling af løbesedler og uddeling af det kurdiske flag samt indsamling af penge til partiet. Endelig var han udrejst illegalt af Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med begivenhederne i marts 2008, og at myndighederne allerede samme aften havde opsøgt hans bopæl, og at de fortsat jævnligt, det vil sige én til to gange om måneden, havde opsøgt bopælen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en forfølgelsesrisiko, der var asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/19
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Syrien, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af politisk sympati for den kurdiske sag. Flygtningenævnet lagde væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han ad to gange havde været fængslet og udsat for tortur, senest i tre måneder frem til efteråret 2007 efter en ransagning, hvorunder man havde fundet kurdisk materiale på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne umiddelbart inden ansøgerens seneste udrejse af Syrien havde foretaget ransagninger i hans landsby og afhøringer af hans familie under en eftersøgning af ansøgeren. På denne baggrund og henset til oplysningerne i det seneste baggrundsmateriale, herunder ”Human Rights Issues Concerning Kurds in Syria”, side 55 Bilagsnummer 196: Human rights Issues concerning Kurds in Syria. Report from a joint fact finding mission by the Danish Immigration Service and Austrian Red Cross to Damascus, Syria from 21 January to 8 February 2010 - RED]fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren – der var udrejst illegalt - i forbindelse med en hjemsendelse ville risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur som følge af sine politiske sympatier. Flygtningenævnet meddelte på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/18
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere senest boende i Al-Malikiya. Ansøgerne havde som asylmotiv påberåbt sig, at de risikerede forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers etnicitet og aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i to måneder i forlængelse af Newroz i 2008, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var så centrale divergenser i den mandlige ansøgers forklaring herom, at disse ikke kunne forklares alene med sproglige vanskeligheder i forhold til tolkningen. Flygtningenævnet henviste herved til divergenser vedrørende omstændighederne ved pågribelsen, længden af tilbageholdelsen i isolationscelle, tidspunktet for den første afhøring og omstændighederne ved løsladelsen. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger skulle have haft en særlig rolle ved Newroz-festen i 2009, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at der var adskillige divergenser i ansøgernes forklaring om omstændighederne ved transport til og fra festen, om den kvindelige ansøger havde været bekendt med, at den mandlige ansøger ikke ville overnatte hjemme, og omstændighederne ved de efterfølgende ransagninger. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde sympatiseret med Yekiti-partiet og kørt taxa, herunder for partimedlemmer, til grund. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde haft videregående profilerende aktiviteter for Yekiti-partiet, som var kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af denne begrænsede aktivitet, der i øvrigt heller ikke kunne antages at være kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne bevirke en afgørende ændring af asylvurderingen, at ansøgeren havde fremlagt en erklæring, der efter det oplyste stammede fra en kurdisk hjemmeside, og som omhandlede en omtale af, at han havde været aktiv for Yekiti-partiet. Syrien/2010/17
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger havde forklaret, at han siden 2007 havde sympatiseret med Yeketi-partiet og været aktiv ved at uddele politisk materiale i form af løbesedler og partiaviser siden den kurdiske nationalfest i 2007. Den mandlige ansøger havde desuden deltaget i møder med henblik på at blive optaget som medlem af partiet. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at den syriske efterretningstjeneste i foråret 2009 havde rettet henvendelse på familiens landbrugsejendom, hvor den mandlige ansøger havde afholdt et møde med andre deltagere fra Yeketi-partiet om den kommende kurdiske nationalfest. Det var lykkedes mødedeltagerne at flygte, mens efterretningstjenesten havde medtaget kurdiske papirer mv. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at den kvindelige ansøger næste dags morgen var blevet udsat for ransagning i ægtefællernes hjem i Aleppo, hvor myndighederne havde medtaget kurdisk materiale. Ansøgerne havde endelig henvist til, at myndighederne flere gange inden ansøgernes udrejse havde eftersøgt den mandlige ansøger på landbrugsejendommen, og at den mandlige ansøgers fader i forbindelse hermed var blevet medtaget af politiet og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer, der fremstod som konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger, uanset ansøgerens begrænsede aktiviteter for Yeketi-partiet, havde sandsynliggjort, at han var kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/16
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Derek, og at ansøgeren ikke er syrisk statsborger, men var i besiddelse af opholdsbevis. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede en langvarig fængselsstraf og tortur på grund af sin deltagelse i Newroz på sin hjemegn i foråret 2009. Ansøgeren havde videre henvist til, at han i 2004 i Damaskus var blevet tilbageholdt af myndighederne mistænkt for at have deltaget i en kurdisk demonstration. Ansøgeren var dengang blevet løsladt efter 2½ måned uden betingelser. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han frygtede at blive anholdt, fordi han er kurder og ikke havde syrisk statsborgerskab. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i Newroz-festen i 2009 og under denne havde haft en funktion som vagt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod som usikker og usammenhængende, og ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under nævnsmødet væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren forklarede således på en lang række punkter under nævnsmødet divergerende i forhold til samtalen med Udlændingeservice og ligeledes i forhold til samtalen med advokaten. Ansøgeren forklarede divergerende med hensyn til, hvorledes ansøgeren havde været tilknyttet PYD, omstændighederne i forbindelse med ansøgerens funktion som vagt, om ansøgeren havde været den eneste fra sin familie, der havde deltaget i Newroz-festen i 2009, ansøgerens kendskab til, om der var blevet taget billeder af ansøgeren fra myndighedernes side og om tilbageholdelsen af lederen for gruppen for kulturelle aktiviteter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at alle uoverensstemmelserne i forhold til samtalen med Udlændingeservice og samtalen med advokaten skyldtes tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens tilbageholdelse i 2004 kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var blevet løsladt uden særlige betingelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens illegale udrejse af Syrien kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/15
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han havde deltaget i flere demonstrationer for kurdernes sag. Han havde ligeledes i sommeren 2009 deltaget i et hemmeligt møde i partiet PYD, og efterfølgende var flere af de ca. 10 deltagere i mødet blevet anholdt. Ansøgerens hus samt forældrenes hus var blevet ransaget, og hans fader var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren blandt andet havde deltaget i en demonstration i 2004 til fordel for kurderne og i et møde i partiet i sommeren 2009. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren herved var blevet profileret i en sådan grad, at han var i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, som beskrevet i udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark i slutningen af 2009 havde deltaget i en demonstration i København, og at der var optaget en film i den anledning, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at optagelserne var kommet til de syriske myndigheders kendskab. Syrien/2010/14
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by ved Quamishli, at han fortsat havde nære pårørende i hjemlandet, at han havde været medlem af Yekiti-partiet, at hans opgaver for partiet havde bestået i at uddele aviser og andet partimateriale til kontaktpersoner i fem landsbyer, at ansøgeren i efteråret 2008 var blevet anholdt af sikkerhedstjenesten, mens han havde været i besiddelse af partimateriale, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder, hvorunder han var blevet afhørt, slået og udsat for tortur, og at ansøgeren var blevet løsladt i begyndelsen af 2009. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen havde genåbnet sin frisørsalon, som efter kort tid var blevet ødelagt og lukket af sikkerhedstjenesten, at ansøgerens forældres bopæl havde været udsat for to ransagninger, hvor man havde spurgt efter ansøgeren, at ansøgeren efter den første ransagning havde skjult sig i en nærliggende landsby hos sin søsters svigerforældre, og at ansøgeren herefter var udrejst af Syrien i foråret 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede for sit liv, hvis han vendte tilbage til Syrien på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, som oven for gengivet. Nævnet fandt, at ansøgeren på troværdig vis havde forklaret om sit asylmotiv og lagde videre vægt på, at han var blevet tilbageholdt på grund af aktiviteter for Yekiti-partiet. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/13
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2005 og søgte asyl. I sommeren 2005 udrejste ansøgeren til Syrien, men i starten af 2006 indrejste han på ny i Danmark. I foråret 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. I slutningen af 2007 blev ansøgeren meddelt opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med nævnets afgørelse fra foråret 2007 til grund, at ansøgeren under aftjening af værnepligt havde været udsat for tortur, og at han efterfølgende var udeblevet fra genindkaldelse som reservist. Selvom det fremgik af ansøgerens egen forklaring, at han efter problemerne under værnepligten havde afsluttet værnepligtsperioden med almindelig hjemsendelse, fandt nævnet henset til de nu foreliggende baggrundsoplysninger, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren på grund af disse forhold på ny ville komme i myndighedernes søgelys ved en hjemvenden, og at han derfor af denne årsag sammenholdt med hans udeblivelse fra genindkaldelse ville være i risiko for tilbageholdelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/12
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgerne, at den mandlige ansøger havde været medlem af det kurdiske politiske parti PYD. I sommeren 2009 havde han kørt med en pengeindsamler for partiet, som under en kørsel var blevet anholdt af efterretningstjenesten. Det var dog lykkedes ansøgeren at flygte, mens efterretningstjenesten havde skudt efter ham. Myndighederne havde efterfølgende henvendt sig til ansøgerne. Under nævnsmødet forklarede den mandlige ansøger, at han havde haft yderligere aktiviteter for partiet. Han fremlagde endvidere en arrestordre dateret i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er fra provinsen Qamishli i Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet. De er begge kurdere og muslimer. Den mandlige ansøger havde efter sin forklaring afgivet i Flygtningenævnet været sympatisør/medlem af PYD (Itihad Al-Demokrati al-Kurdi fi Suria). Begge ansøgere havde henvist til den mandlige ansøgers forhold som begrundelse for asyl. Den mandlige ansøger havde i den forbindelse henvist til, at det i efteråret 2009 var lykkedes for ham at flygte fra den syriske efterretningstjeneste i forbindelse med, at myndighederne havde anholdt en navngiven person, der var pengeindsamler med videre for PYD. Siden da havde myndighederne ifølge ansøgernes forklaringer forgæves forsøgt at få fat i den mandlige ansøger. Ansøgerne havde på en række punkter forklaret forskelligt. Den mandlige ansøger havde således forklaret divergerende med hensyn til betalingen for sin kørsel for pengeindsamleren, hvornår han startede med at køre for ham, omstændighederne ved flugten og skyderiet efter ham i sommeren 2009, og endelig hvor mange gange myndighederne havde søgt efter ham i dagene efter skudepisoden. Også den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Det gjaldt vedrørende antallet af myndighedshenvendelser i de fem dage, som hun havde opholdt sig hos sine svigerforældre, hvor mange dage hun herefter havde taget ophold hos sine egne forældre, og hvor hun var blevet genforenet med den mandlige ansøger før deres fælles flugt fra Syrien. Hertil kom, at den mandlige ansøger havde udvidet sit asylmotiv meget betydeligt. For det første havde han i Flygtningenævnet forklaret, at han havde været medlem/sympatisør med PYD siden 2005, og han havde således ved mødet i Flygtningenævnet fremlagt en bekræftelse dateret i starten af 2010 om sit medlemskab. For det andet havde den mandlige ansøger nu forklaret, at han udover at være chauffør også var en form for sikkerhedsperson eller livvagt for pengeindsamleren, og at han af PYD var betroet jobbet at køre og assistere ham ved pengeindsamlinger med videre. For det tredje havde den mandlige ansøger også først i Flygtningenævnet forklaret, at han fra 2005 til sommeren 2009 jævnligt havde været med til at fordele store mængder af foldere til lokalformændene i PYD i de enkelte landsbyer. For det fjerde havde den mandlige ansøger nu også fremlagt en arrestordre - i øvrigt udstedt samme dag, som skudepisoden fandt sted. Den mandlige ansøger havde af Udlændingeservice været afhørt på arabisk i efteråret 2009, ligesom han ved afslutningen af afhøringen havde bekræftet, at han havde forstået tolken. Et flertal af nævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger ikke havde givet en overbevisende forklaring på, at han først nu i så væsentligt omfang havde udvidet sit asylmotiv. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at referatet fra mødet i efteråret 2009 var meget detaljeret, ligesom den mandlige ansøger f.eks. flere gange ved adskilte gengivelser havde forklaret, at han ikke havde været medlem af nogen politisk organisation. Flertallet i Flygtningenævnet tilsidesatte på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaringer som utroværdige, og ansøgerne havde derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse af myndighederne, hvorfor de ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Syrien/2010/11.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier. Han havde været medlem af en dansegruppe, og han havde ved enkelte lejligheder arbejdet bag scenen som medhjælper for en skuespillertrup. Han havde som sit asylmotiv særligt henvist til, at han var blevet anholdt i slutningen af 2008 i forbindelse med en demonstration mod en lov, der blandt andet havde indført begrænsninger i kurderes ret til at erhverve fast ejendom. Ansøgeren var blevet anholdt sammen med adskillige andre demonstranter, herunder otte til ti medlemmer af dansegruppen. Efter ansøgerens oplysninger havde de været iført almindeligt tøj og havde ikke optrådt som dansegruppe. Han var blevet slået under afhøringen, hvorunder han havde oplyst, at han havde været medlem af en kunstnergruppe, og at han ikke havde været medlem af noget parti. Han var blevet løsladt dagen efter sammen med de andre anholdte fra dansegruppen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte episode var af en sådan karakter, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, at anholdelserne omfattede adskillige demonstranter, at tilbageholdelsen havde været kortvarig, og at ansøgeren samt andre demonstranter var blevet løsladt dagen efter, da politiet havde fastslået deres identitet. Det forhold, at myndighederne havde rettet henvendelse på faderens bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkedes, at de under nævnsmødet fremlagte fotos ikke blev tillagt betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/10.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er etnisk kurder og mange fra hans familie var profilerede medlemmer af det kurdiske parti Yeketi-partiet. Ansøgeren havde været fængslet fra 2004 til 2005, fordi han havde været politisk aktiv og optrådt med politiske sange. Ansøgeren forklarede for nævnet, at han havde fejret og optrådt musikalsk til den kurdiske Newroz-fest i 2008. Hans musikalske kompagnon fra festen var blevet anholdt, og ansøgeren havde efter festen opholdt sig hos en bekendt, da myndighederne havde eftersøgt ham. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti, men havde sympatiseret med den kurdiske sag, og at flere af ansøgerens slægtninge havde været politisk aktive. Endvidere lagdes det til grund, at ansøgeren havde været fængslet i perioden fra foråret 2004 til sommeren 2005, og at ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han ophørte med at optræde med politiske sange. Endelig lagdes det til grund, at ansøgeren efter sin optræden under Newroz festen i 2008 havde taget ophold hos en bekendt, da ansøgerens navngivne musikalske kompagnon var blevet anholdt, og at myndighederne efterfølgende havde foretaget flere ransagninger på bopælen og foretaget afhøringer af ansøgerens familiemedlemmer. Selvom ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om hændelsesforløbet. Uanset, at ansøgeren ikke havde foretaget politiske aktiver i perioden fra 2005 til 2008, kunne det på baggrund af den tidligere fængsling sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens families politiske aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/1.
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren efter Nowrooz festen i foråret 2007 var blevet anholdt og herefter tilbageholdt af myndighederne i omkring syv måneder og udsat for tortur. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og en kammerat i efteråret 2008 havde kørt rundt på en motorcykel og ændret byskilte fra arabisk til kurdisk i protest mod myndighedernes behandling af kurdere i Syrien, samt at de herunder var blevet opdaget af politiet, som på grundlag af motorcyklens registreringsnummer havde eftersøgt ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/4
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kristen. Ansøgeren henviste til, at politiet fra foråret 2007 havde mistænkt ansøgeren for at have været medlem af en kristen organisation. I sommeren 2008 var to af ansøgerens kammerater, der havde været medlemmer af den omtalte organisation, blevet dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i det væsentligste måtte lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt et antal gange i perioden foråret 2007 til sommeren 2008 af politiet, som havde mistænkt ansøgeren for at være aktiv i en politisk organisation, som havde været modstander af Baath-partiet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren under alle tilbageholdelserne var blevet udsat for overgreb. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som årsag til sin udrejse havde angivet at dette var sket, fordi to af hans kammerater, som havde været medlemmer af samme organisation, var blevet dræbt af myndighederne i sommeren 2008. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han havde været medlem af det politiske parti Yekiti og haft aktiviteter for partiet. Ansøgeren havde i forbindelse med nævnets behandling af sagen fremlagt et dokument, som skulle bevidne hans medlemskab fra partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, hvor ansøgerens nære familie opholdt sig, at ansøgeren i hjemlandet havde været beskæftiget som snedker, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke forud for den påberåbte episode havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde anført, at han var eftersøgt af myndighederne i forbindelse med, at han via sit medlemskab af Yekiti-partiet, havde optrådt som vagtmand under en kurdisk fest i 2008, hvor en navngiven partikammerat til ansøgeren blev anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende sin færden og aktiviteter forud for udrejsen blandt andet vedrørende medlemskab af Yekiti-partiet, vedrørende antallet af møder, som ansøgeren havde deltaget i, vedrørende myndighedernes anholdelse af partikammeraten og vedrørende ansøgerens opholdssteder og længden af disse efter den påberåbte flugt. Hertil kom at ansøgeren ikke havde kunnet huske nogle af de politiske navne på sine cellekammerater. Endelig havde ansøgeren været i stand til at opholde sig i en længere periode i hjemlandet forud for udrejsen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv forkastede flertallet hans forklaring herom. På denne baggrund kunne der heller ikke lægges nogen vægt på erklæringen af efteråret 2009 fra Yekiti-partiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2009/2
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er kurder. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, hun frygtede at blive dræbt af sin familie, idet hun i mange år havde haft et forhold til mand, der er araber og sunni-muslim. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgerens kæreste havde bedt ansøgeren om at opbevare en taske for ham, hvilket ansøgeren havde indvilliget i. Ansøgeren vidste ikke, hvad tasken indeholdt. Efterfølgende var kæresten blevet anholdt og den syriske efterretningstjeneste havde opsøgt ansøgerens bopæl for at anholde ansøgeren, der dog ikke havde været hjemme. I stedet var hendes bror blevet anholdt. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var kommet i de syriske myndigheders søgelys i fortsættelse af tilbageholdelsen af hendes kæreste. Efter tilbageholdelsen af kæresten havde myndighederne søgt efter ansøgeren og havde herunder i en længere periode tilbageholdt ansøgerens broder. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/1
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder og syrisk statsborger. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde om sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2004 havde været fængslet i tre måneder og ti dage, hvorunder hun havde været udsat for tortur. Efter løsladelsen havde hun meldepligt, som hun var udeblevet fra efter sin udrejse i efteråret 2005. Dette, sammenholdt med, at myndighederne vidste, at hendes bror havde været politisk aktiv, og eftersøgte hendes søster, ville føre til, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse, hvis hun vendte tilbage til Syrien. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren indledningsvist havde forklaret usandt om sin rejse til Danmark, og at hun først havde søgt asyl cirka fire måneder efter indrejsen umiddelbart efter søsterens indrejse i Danmark. Imidlertid fandt Flygtningenævnet ikke at kunne forkaste, at ansøgeren havde været fængslet og udsat for tortur, som forklaret af hende. Der var herved lagt vægt på de lægelige undersøgelser, herunder torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der ikke havde overholdt sin meldepligt, ville være i risiko for ved en tilbagevenden til Syrien at komme i myndighedernes søgelys. På grund af ansøgerens og hendes families kurdisk relaterede aktiviteter, fandt nævnet, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse. Syrien/2007/5
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 1988, hvor han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1998 blev ansøgeren udvist af Danmark ved dom. Flygtningenævnet stadfæstede i 1999 Udlændingeservices afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse. I 2000 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt af Danmark. Ansøgeren indrejste på ny i april 2006. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under hele sagens forløb havde forklaret rimelig konsistent, og der fandtes derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren efter tilbagevenden fra Danmark var blevet afhørt af de syriske myndigheder, men derefter løsladt, og at han kort tid senere var udrejst til Libanon, hvor han havde boet indtil april 2006. Det kunne endvidere lægges til grund, at han primo 2006 havde fået udstedt syrisk pas, og at han nogle gange legalt var indrejst i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have været kortvarigt tilbageholdt og slået under disse ophold i Syrien, fandtes dette ikke at have en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren set i forhold til Syrien opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syrien/2007/3
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren og hans familie har boet i Libanon, siden han var 12 år. Ifølge ansøgerens oplysninger havde han aftjent værnepligt i det syriske militær, udstationeret i Libanon."Dato for FN's beslutning" Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med aftjening af sin værnepligt havde været udsat for tortur, som af ham forklaret. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke, at dette forhold i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at forholdet lå tilbage til omkring år 2000, og at ansøgeren efterfølgende i juni 2005 efter et længerevarende besøg i Danmark frivilligt vendte tilbage til Libanon. Flertallet måtte således lægge til grund, at ansøgeren i 2005 ikke selv havde tillagt torturen en sådan betydning, at det havde afholdt ham fra at vende tilbage. Flertallet kunne endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren, udover at han var udeblevet fra en genindkaldelse som reservist, havde noget udestående med de syriske myndigheder. Der var herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin hjemsendelse fra militærtjeneste i 2003 fik udstedt et pas, at han i januar 2005 udrejste legalt til Danmark gennem lufthavnen i Beirut uden problemer, at han i juni 2005 ligeledes uden problemer genindrejste i Libanon legalt på eget pas, at han i januar 2006 på ny udrejste legalt og uden problemer fra Beiruts lufthavn, at han endvidere i november 2004 rejste til Damaskus for at fremskaffe dokumentation i det syriske justitsministerium for sit ægteskab, og at han igen i november 2005 rejste til Damaskus for at søge visum ved den danske ambassade. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerens subjektive frygt for at blive udsat for nye overgreb ved en tilbagevenden i Syrien var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev i den forbindelse tilføjet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne lægges til grund, at den straf, som ansøgeren måtte blive idømt, fordi han, som af ham forklaret, var udeblevet fra en genindkaldelse til militæret, ville være af en så uforholdsmæssig karakter, at den i sig selv kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Syrien/2007/2
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i maj 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på baggrund afansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen i det væsentlige at kunne lægge hendes samlede forklaring til grund for sagen. Af hendes forklaringer fremgik, at hun i 2003 mødte en navngiven person, som hun havde seksuelt samkvem med, og at hun i den anledning – navnlig efter hendes moders død i 2003 – var blevet truet, dels af sin nærmeste familie herunder sin broder, dels af sin halvfætter, som siden 1996 havde ønsket at gifte sig med hende til trods for, at han selv var gift i forvejen. Flertallet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2007/1
Nævnet meddeltei juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i juli 2001. Udlændingeservice meddelte i september 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingeservices afgørelse. I februar 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens sag, herunder hans konvertering og hans forældres tilknytning til Det Muslimske Broderskab efter Flygtningenævnets afgørelse fra april 2005 var blevet bredt og varigt eksponeret i dansk presse. Ansøgerens forældre blev i maj 2006 tildelt asyl, blandt andet under henvisning til omtalen af ansøgeren i pressen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien – særligt henset til forældrenes tilknytning til Det Muslimske Broderskab – kunne risikere asylrelevant forfølgelse. Syrien/2006/3
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1976. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder særligt at ansøgeren i 1996 havde været fængslet i 40 dage for udgivelse af kurdiske digte, i hvilken forbindelse han var blevet udsat for tortur, og at han havde været tilbageholdt i seks måneder i 2003 for udbredelse af kurdisk musik og film, og at han i den forbindelse ligeledes var blevet udsat for tortur samt at han i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt meldepligt, havde fået sit pas inddraget og var blevet meddelt et udrejseforbud i fem år. Uanset om ansøgeren isoleret set risikerede forfølgelse på grund af sin deltagelse i uroligheder i marts 2004, blandt andet henset til oplysningerne i baggrundsmaterialet om amnesti i marts 2005, fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af overtrædelse af udrejseforbudet ville være i risiko for at komme i de syriske myndigheders søgelys. På grund af ansøgerens tidligere kurdisk relaterede aktiviteter, og de problemer han i den forbindelse havde haft med de syriske myndigheder, fandt nævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse. Syrien/2006/2
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren har oplyst, at han fra 1994 til 1997 og igen fra 2004 til 2005 var medlem af Det kurdiske Yekiti-parti i Syrien, PYKS. Han var blevet tilbageholdt to gange, hvor han var blevet udsat for grove fysiske og verbale overgreb. Han var endvidere blevet pålagt ugentlig meldepligt. I 2004 havde ansøgeren anmodet sin fagforening om tilladelse til at åbne en klinik. Han fik afslag, idet beslutninger, der angår kurdere, der er mistænkt for politiske aktivitet, skal forelægges sikkerhedstjenesten. Han blev ansat hos en kurder, som senere måtte afskedige ansøgeren, idet kurderen blev truet af sikkerhedstjenesten. I 2005 blev ansøgerens bopæl ransaget af sikkerhedstjenesten, som fandt partiaviser og en faxmaskine, som et højerestående medlem i Yekiti-partiet havde sendt en fortrolig fax til. Det var muligt at genskabe indholdet fra faxen. Sikkerhedstjenesten havde derfor kendskab til, at ansøgeren var medlem af partiet. Ansøgerens broder blev senere anholdt i stedet for ansøgeren og udsat for tortur. Ansøgeren er medlem af Yekiti-partiet i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne herefter lægge til grund, at ansøgeren uafbrudt havde været i myndighedernes søgelys på grund af sit tilhørsforhold til Yekiti-partiet siden tilbageholdelsen i 1997, og at dette også vil være tilfældet, hvis ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ansøgeren, der fortsat er medlem af og aktiv for Yekiti-partiet i Danmark, havde derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer politisk forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2006/1
Nævnet meddelte i december2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Syrien, begge født i 1968, samt et barn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er syrisk kurdere. Den mandlige ansøger havde været politisk aktiv først fra 1991 som medlem af Folkeunionen og fra 1993 som medlem af Yekiti. Fra oktober 1992 var ansøgeren tilbageholdt i fem en halv måned som følge af sin propaganda og sine aktiviteter i forbindelse med en folketælling. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter blandt andet som kurer for en medstifter af Yekiti partiet og som hemmelig underviser af kurdiske børn. I juni 2003 deltog ansøgeren og hans søn i en af kurdere arrangeret demonstration foran UNICEF bygningen i Damaskus. Demonstrationen blev opløst af sikkerhedsfolk, og ansøgeren og sønnen rejste straks hjem. Den følgende dag gik han under jorden. I de to følgende dage efter demonstrationen henvendte civilklædte personer sig til den kvindelige ansøger og spurgte efter hendes ægtefælle, hvorefter hun flyttede hen til sin moder og nogle dage senere hen til det sted, hvor ægtefællen holdt sig skjult. Medio juli 2003 udrejste familien illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Syrien ville blive efterstræbt af de syriske myndigheder, som har kendskab til hans kurdiske holdning. Flygtningenævnet fandt også at måtte lægge til grund henset til forklaringerne, at myndighederne allerede dagen efter demonstrationen eftersøgte den mandlige ansøger på hans bopæl, og at familien udrejste illegalt kort efter. Syrien/2004/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1973. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren har forklaret divergerende og upræcist dels om sit medlemskab af Yekitipartiet dels om sin deltagelse i demonstrationer med videre, ligesom han har udbygget forklaringen om sin rolle under Newruzfesten i 2003. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund alene anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft en vis tilknytning til Yekitipartiet, og at han havde haft visse ganske underordnede opgaver i forbindelse med demonstrationer med videre. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været i besiddelse af kompromitterende materiale, og at dette skulle være fundet under ransagning på familiens bopæl kort efter Newruzfesten i 2003, eller at faderen havde været tilbageholdt i forbindelse hermed. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2004/8
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar, født 1950 M og 1955 K, samt en søn, født 1979, fra Syrien. Den kvindelige ansøger indrejste i februar 2003, og den mandlige ansøger og sønnen indrejste i oktober 2003. Ansøgerne har en søn/broder, som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde under sagen gældende, at de havde været medlemmer af Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger havde, udover at have deltaget i møder, endvidere fungeret som kurer for partiet. I den forbindelse havde politiet fundet dokumenter vedrørende Yekiti-partiet på bopælen. Sønnen havde deltaget i en demonstration i Damaskus i forbindelse med den internationale børnedag, hvor han havde slået en politibetjent. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde endvidere gældende, at de var udrejst illegalt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet bemærkede herved, at den mandlige ansøgers forklaring i alt væsentligt var overensstemmende med sønnens forklaring, og at de uoverensstemmelser, der forelå, ikke var af en sådan karakter, at nævnet af denne grund kunne afvise forklaringerne. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på den mandlige ansøgers politiske aktiviteter sammenholdt med hans to sønners tilsvarende politiske aktiviteter. Syrien/2004/7
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1977. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder, og at ansøgeren gennem nogle år forud for udrejsen havde været menigt uprofileret medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han deltog i en kurdisk demonstration i Damaskus i december 2002. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at ansøgerens skrædderforretning i marts 2001 var blevet ransaget forud for det kurdiske nytår, hvor der blev beslaglagt kurdiske kostymer. Ansøgeren blev i forbindelse hermed tilbageholdt indtil maj 2002 med efterfølgende meldepligt, hvilket han ophørte med cirka to måneder forud for udrejsen, hvorefter han ikke længere boede hjemme. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren alene på grund af sin deltagelse i demonstrationen var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tidligere langvarige tilbageholdelse, sin undladelse af at opfylde meldepligten og ansøgerens efterfølgende udrejse få uger efter demonstrationen ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine politiske aktiviteter. Syrien/2004/6
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1959. Indrejst i december 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og at han i en del år havde boet i Damaskus. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som aktivt medlem af Yekiti-partiet havde været forfulgt af de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive yderligere forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved sin udrejse skulle have været asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren på et sent tidspunkt – efter blandt andet at være foreholdt dokumenter indhentet af de danske myndigheder efter ansøgerens accept hos de syriske myndigheder – havde vedgået, at han ikke var irakisk statsborger - men syrisk statsborger. For det andet havde ansøgeren – efter at have vedgået sin sande identitet som kurder og statsborger i Syrien – på en række punkter forklaret og beskrevet divergerende, usammenhængende og usikkert om sine og familiens påståede konflikter med de syriske myndigheder. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen overbevisende forklaring på omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af det ægte pas og danske visum, der var udstedt til ham i 1999 og 2000, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om en ransagning og en tilbageholdelse af ansøgerens søn i maj – juni 1999, at ansøgeren havde forklaret forskelligt og usikkert om sønnens konflikter med de syriske myndigheder efter ansøgerens udrejse af Syrien, og endelig at ansøgeren – når han blev foreholdt divergenserne i tidligere afgivne forklaringer/beskrivelse – havde svaret usikkert og typisk havde forklaret, at det var den senest foreholdte forklaring/beskrivelse, der var den rigtige. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som medlem af Yekiti-partiet havde haft konflikter med de syriske myndigheder som forklaret, og at han dermed skulle have været profileret i et sådant omfang, at han som følge heraf var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7. Det forhold, at det kurdiske Yekiti-parti – ved en erklæring udfærdiget i Berlin i december 2003 – havde angivet, at ansøgeren var medlem af partiet, og at han ville være i livsfare ved en tilbagevenden til Syrien, kunne ikke føre til et andet resultat. Endelig fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Syrien, fordi han i marts 2004 havde holdt en tale i Danmark ved en demonstration om kurdernes situation i Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene havde været tale om en beskeden – efterfølgende – profilering i forhold til de syriske myndigheder. Da de generelt vanskelige forhold for kurdere ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandt nævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved sin tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Syrien/2004/5
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1977. Indrejst i marts 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til sagen, herunder til asylskemaet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet, at forklaringerne i alt det væsentlige måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde herefter til grund, at ansøgeren blev medlem af Yekiti i 1997, at han udførte politisk arbejde som menigt medlem af den celle eller gruppe, som ansøgeren var tilknyttet, og at han herunder skrev politiske digte under dæknavn, hvoraf nogle digte blev offentliggjort i Yekitis publikationer. Ansøgeren blev fængslet i januar 1999 af sikkerhedsmyndighederne og blev under fængslingen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt i september 1999 mod at underskrive en erklæring om at ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Flertallet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han efter en periode uden politisk virksomhed på ny tilsluttede sig cellen og på ny havde politisk aktivitet som cellemedlem i lighed med tidligere, herunder blev der i Yekitis publikationer trykt nogle digte, som ansøgeren havde skrevet, samt en politisk artikel om kurdernes manglende kulturelle rettigheder. Ansøgerens eget navn var heller ikke oplyst i forbindelse med disse offentliggørelser. Flertallet ville endvidere ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i december 2002 i Damaskus, uagtet han af øvrige medlemmer af cellen var frarådet dette, og at han, da han senere vendte tilbage til sin hjemby, flygtede til en landsby, hvor han opholdt sig skjult indtil udrejsen den i februar 2003 til Tyrkiet, fordi sikkerhedsmyndighederne spurgte efter ham på adressen i hjembyen. Syrien/2004/4
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er statsborger i Syrien, og den kvindelige ansøger er statsløs kurder, samt fire børn. Født i 1962 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003 (M), samt i juli 2003 (K). Den kvindelige ansøger havde forinden indrejsen i Danmark søgt asyl i Østrig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger er syrisk statsborger, mens den kvindelige ansøger er statsløs. Det lagdes endvidere til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet og har deltaget i en demonstration i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen havde været asylretligt relevant forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger havde været helt uprofileret som medlem af Yekiti-partiet, og at han ikke under den nævnte demonstration var blevet identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet forkastede på den baggrund ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været eftersøgt af myndighederne og forklaringerne om, at bopælen var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse ved tilbagevenden til Syrien eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Syrien/2004/3
Flygtningenævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1968. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 havde været medlem af Yekiti-partiet og medlem af en kredsbestyrelse, ligesom han havde været leder af en kunst- og musikgruppe. Det lagdes yderligere til grund, ansøgeren deltog i en demonstration arrangeret af Yekiti-partiet i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under demonstrationen uddelte løbesedler, og at han derefter blev forsøgt tilbageholdt af en myndighedsperson, men at det lykkedes ansøgeren at slippe fri, således at myndighedspersonen alene fik fat i hans jakke med id-kort m.v. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgerens bopæl herefter blev ransaget, og at han blev eftersøgt af myndighederne. Nævnets flertal fandt på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet identificeret som aktiv for Yekiti-partiet, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2004/2
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født i 1974. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs kurder. I 1997 blev han tilbageholdt af de syriske myndigheder i seks måneder, da han havde kritiseret regimet. I december 2002 flygtede han til Danmark sammen med samleveren, da de var blevet religiøst viet mod hendes families vilje. Samleverens søster var for nogle år siden blevet dræbt af farbroderen, da søsteren i en lignende situation ikke havde ønsket at blive gift med sin fætter. Ansøgeren frygtede, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville blive dræbt af samleverens familie, og at de syriske myndigheder hverken ville eller kunne beskytte dem. Ansøgeren henviste udover, at han er statsløs kurder, til, at han har et politisk modsætningsforhold til myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren og samleveren som statsløse kurdere ville kunne søge beskyttelse hos de syriske myndigheder i relation til overgreb fra samleverens families side, herunder navnlig når henset til ansøgerens modsætningsforhold til regimet. Syrien/2004/1
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk, Damaskus i Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet fra 1975 til 1999, idet det var nødvendigt grundet hans arbejde som lærer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb som følge af de generelle forhold, ligesom han frygter at komme i myndighedernes søgelys som følge af hans ophold i Danmark. På baggrund af hans dårlige ben frygter han endvidere at blive mistænkt for at have deltaget i kamphandlinger. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien, og at han ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at han oplevede bombardementer, der medførte, at mange mennesker blev dræbt og mange hjem blev ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2014/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hendes brødre på et tidspunkt blev genindkaldt til militæret, men de nægtede at melde sig og flygtede. Myndighederne ville fængsle familiens kvinder, fordi de ikke kunne få fat på mændene. Ansøgeren blev advaret af en ældre bror, hvorefter hun forlod bopælen og tog ophold forskellige steder i Syrien med sine to mindreårige børn, indtil hun udrejste. På et tidspunkt blev ansøgerens hjem ransaget af militæret. Ansøgeren er eftersøgt af myndighederne. På et tidspunkt efter opringningen fra broderen rejste ansøgeren til Libanon for at aflevere en ansøgning om Schengen-visum. Da ansøgeren ca. to måneder senere fik visum, rejste hun på ny til Libanon, hvorfra hun rejste til Danmark. Ansøgeren udrejste legalt af Syrien med eget pas. Ansøgerens ægtefælle har tidligere boet i et europæisk land i en længere årrække, men de seneste år har han boet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun personligt har haft problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt er præget af betydelig usikkerhed og med vage og generelle forklaringer, herunder om hvornår problemerne opstod, og hvor ansøgeren har opholdt sig i perioden op til udrejsen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende, herunder om ransagningen, og om fremskaffelse af broderens dødsattest. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne skulle have indkaldt ansøgerens brødre til militærtjeneste, hvoraf de fleste er ældre end 42 år. Flygtningenævnet har fundet det utroværdigt, at ansøgeren tog tilbage til bopælen for at hente tøj til de mindreårige børn inden udrejsen, at ansøgeren ventede med at udrejse, indtil hun havde fået visum, og at myndighederne efterstræber ansøgeren, fordi ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Ved vurdering af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ved identitetsafhøringen alene henviste til den generelle situation i Syrien og den herboende ægtefælle som begrundelse for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt med ægte pas, der efter det oplyste har været forevist myndighederne i forbindelse med udrejsen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først om asyl ca. 1 måned efter indrejsen i Danmark. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Homs, hvor hun boede frem til udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun forud for udrejsen oplevede kampe mellem de stridende parter i konflikten, herunder med bombardementer. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der gennem længere tid har været væbnede kampe i og omkring Homs mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper, herunder med brug af bomber og granater og med vilkårlige drab og mishandlinger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Homs – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] og to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/9
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i en af de intense krigszoner i Aleppo. Hun er blevet fordrevet fra sit hjem på grund af de daglige massakrer og overgreb begået imod befolkningen mv. Den nuværende situation har medført, at det er umuligt at skaffe dagligdagens fornødenheder til datteren. Ansøgeren udrejste i begyndelsen af 2013 sammen med datteren og ægtefællen, som befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Aleppo, og at hun har oplevet bombardementer og kamphandlinger, hvorunder store dele af deres kvarter er blevet ødelagt og plyndret. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Aleppo er og gennem mere end et år har været kampplads for de stridende parter i konflikten, at området betegnes som en krigszone, at der har været bombardementer, således at der er hundredvis af beskadigede og ødelagte bygninger, omfattende skade på infrastrukturen og tab af civile liv, herunder børn. Det fremgår videre, at der foregår overgreb på civile, herunder hyppige tilbageholdelser og drab, og at halvdelen af indbyggerne er flygtet fra deres hjem. Der kan senest blandt andet henvises til: Human Rights Council: Report of the Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic (nr. 367), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge: Briefing Notes (nr. 361), Amnesty International: Aleppo satellite images show devastation, mass displacement one year on (nr. 360), Human Rights Watch: Syria: Ballistic Missiles Killing Civilians, Many Children (357), Norwegian Refugee Council: Regional Analysis Syria, Part I – Syria (nr. 354), Amnesty International: Syria – no spite for the millions displaced by the conflict (nr. 339), Migrationsverket: Syrienkonflikten – säkerhetsstyrkor, rebellgrupper & andra miliser (nr. 335), Human Rights Watch: Death from the skies – Deliberate and Indiscriminate Air Strikes on Civilians (nr. 326). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/8
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Syrien den 18. maj 2013. Efter ankomsten til Danmark forsøgte hun at få kontakt til sin familie uden held. Ansøgeren fik kontakt til sin datters kollega, som fortalte, at ansøgerens families bopæl var brændt ned, og at hendes familie ikke længere var på bopælen. Ansøgerens datters kollega havde af familiens naboer fået at vide, at en såret person havde søgt tilflugt i ansøgerens families hus, og at familien derfor efterfølgende måtte flygte. Ansøgerens søn er læge og arbejdede på et hospital i […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt på grund af sin søns forhold. Yderligere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien og navnlig bombardementer og den usikre sikkerhedssituation i det område af Damaskus, hvor hun boede inden udrejsen. Flygt-ningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der op-holdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestem-melse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra grænseområdet mellem den nye og gamle bydel af Damaskus, hvor hun har oplevet en meget usikker sikkerhedssituation med skyderier, idet den frie syriske hær kæmpede med regeringsstyrkerne om at overtage området. Der lå en militærkaserne lige i nærheden af hendes hjem. Hun har fået oplyst, at hendes hjem efter udrejsen er blevet ramt af en granat og ligger i ruiner. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår drab og andre overgreb på civile i Damaskus. Endvidere fremgår det, at Damaskus er en kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder også i det område som ansøgeren boede i. Der kan herunder blandt andet henvises til: Rättsligt ställningstagande angående säkerhetssituationen i Syrien, Migrationsverket, side 5, 2. september 2013 (bilag 365) og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 1. juli 2013 (bilag 345). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i det område af Damaskus, hvor ansøgeren boede, er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit lokalområde i Damaskus - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." syri/2013/7
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har i perioden fra 2008 til 2009 været medlem af partiet Al-Wahda Al-Demokrati Al-Kurdi Yekiti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra sin militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Syrien derfor vil blive slået ihjel. Han deserterede på baggrund af en episode, hvor han sammen med sin deling var taget ud for at anholde en eftersøgt. Den eftersøgte ville ikke frivilligt følge med, hvorfor en af soldaterne blev beordret til at skyde ham. Da soldaten nægtede, blev denne selv skudt af delingens kaptajn, som efterfølgende også skød den eftersøgte. Ansøgeren var bange for, at det kunne blive ham selv en anden dag, da han heller ikke ville være i stand til at skyde et andet menneske. Han flygtede efterfølgende under en nattevagt. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han blev genindkaldt til aftjening af værnepligt i den syriske hær. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i sommeren 2012 blev afhentet af militærpolitiet, og at han fik til opgave at være vagt ved et checkpoint og deltage i natlige anholdelsesaktioner. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, som forklaret, deltog i fem natlige anholdelsesaktioner, og at han deserterede i efteråret 2012 under indtryk af de begivenheder, der havde fundet sted ved den sidste natlige anholdelsesaktion. Ansøgerens forklaring om, at der under de nuværende forhold i Syrien sker genindkaldelser om aftjening af værnepligt understøttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet indrejse i Syrien vil være i myndighedernes søgelys som følge af deserteringen, og at han vil være i risiko for alvorlige sanktioner. Der kan i den forbindelse henvises til Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf blandt andet fremgår, at deserterede soldater, der kommer i myndighedernes varetægt, vurderes at være i umiddelbar fare for at blive mishandlet. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved statusvalget lagt vægt på, at ansøgeren deserterede under omstændigheder, der af myndighederne må tages som udtryk for, at han er modstander af det syriske regimes fremfærd over for borgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blev tvunget til fornyet tjeneste i hæren, og at han var menig soldat under den kortvarige tjeneste. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har personligt kendskab til voldelige episoder før under den femte anholdelsesaktion, som gav anledning til, at han straks deserterede. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/6
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim fra Yarmouk-lejren, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og særligt i Yarmouk-lejren, hvor ansøgeren boede, idet der foregår bombardementer og sikkerhedssituationen er usikker. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien. Idet den omstændighed, at ansøgeren har et UNRWA kort ikke sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at hun dagligt oplevede bombardementer og skudepisoder i Yarmouk-lejren. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse til at aftjene værnepligt, idet han ikke vil kæmpe mod sine egne landsmænd. Ansøgeren frygter endvidere, at han, såfremt han nægter at aftjene værnepligt, vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet de vil betragte ham som en oprører. Ansøgeren var indkaldt til at aftjene værnepligt fra […]2004. Ansøgeren udrejste af Syrien i 2004 til Tyrkiet, hvorefter han rejste videre til Grækenland. Han opholdt sig i Grækenland fra sommeren 2004 til foråret 2012. Ansøgeren har indtil februar 2012 haft løbende kontakt med sin familie, herunder med sin broder, som var i gang med at aftjene værnepligt. Sidste gang ansøgeren havde kontakt med sin broder var via Skype i efteråret 2011, hvor broderen sagde til ham, at han ville flygte fra militæret. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev ansøgerens fader tilbageholdt, fordi myndighederne ledte efter ansøgerens broder. Ansøgerens fader er fortsat fængslet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i efteråret 2004 ledte efter ansøgeren på hans bopæl i Syrien, idet han ikke havde mødt op til aftjening af værnepligt, og at dette ligeledes gjorde sig gældende i 2011. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2012, og han søgte om asyl den […]2012. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han ved en fornyet indrejse i Syrien straks vil være i myndighedernes søgelys som følge af sin manglende aftjening af værnepligten. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om karakteren af den i gangværende konflikt i Syrien og regeringsstyrkernes fremfærd overfor de civile, blandt andet som beskrevet i de seneste Guidelines fra Home Office af 15. januar 2013, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis han nægter at aftjene værnepligten, under de foreliggende omstændigheder vil blive betragtet som politisk modstander af styret og af den grund udsat for forfølgelse i form af fængsling og/eller tortur. Flygtningenævnet finder det ligeledes sandsynliggjort, at ansøgeren, såfremt han i stedet måtte blive pålagt at aftjene værnepligten, vil være i reel risiko for at skulle indgå i overgreb mod civilbefolkningen omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1(F). Den straf, ansøgeren måtte risikere for fortsat at nægte at udføre værnepligten og den aktive tjeneste, findes allerede af den grund at måtte sidestilles med asylrelevant forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer en forfølgelse som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. I efteråret 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder fra Aleppo. Han er sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk parti, og han har ikke været religiøst forfulgt. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for politiske aktiviteter. Han har herved henvist til, at han i begyndelsen af 2009 blev anholdt, da han for første og eneste gang var på vej med politisk materiale fra Yekiti-partiet for sin bror, som han boede hos, til en af broderens venner. Han var efterfølgende fængslet frem til efteråret 2009, hvor han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at afholde sig fra politisk aktivitet. I løbet af den første måned af fængslingen blev han udsat for tortur. I sommeren 2010 blev broderens bopæl ransaget, og broderen blev anholdt, da der blev fundet politisk materiale på bopælen. Der blev spurgt efter ansøgeren, der ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede til en anden by og udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvorvidt – og i hvilket omfang – han var i besiddelse af politisk materiale ved anholdelsen. Han har således til politiet forklaret, at han nåede at smide papirerne væk inden anholdelsen, men at han havde en løbeseddel i sin pung og et billede af det kurdiske flag på sin mobiltelefon. I sit asylskema har han oplyst, at politiet ved visiteringen fandt nogle pjecer og papirer, som tilhørte partiet, og billeder på mobiltelefonen, som omhandlede kurdere og Kurdistan. Under samtalen med Udlændingemyndighederne har han forklaret, at politiet ved visiteringen kiggede i den pose, han havde med sig, og i hans mobil, hvor de fandt billeder af det kurdiske flag. Forholdt den tidligere forklaring til politiet om, at han nåede at smide papirerne væk, har han forklaret, at der må have været tale om en misforståelse. Ved kontroloplæsningen hos politiet af forklaringen læste tolken op, at han gerne ville have smidt papirerne væk, men ikke at han faktisk gjorde det. Han forklarede videre til udlændingemyndighederne, at han ikke havde en løbeseddel i sin pung, kun sin mobil og de dokumenter, han havde i en pose. Ansøgeren har endeligt til Flygtningenævnet forklaret, at han inden anholdelsen, mens han løb, smed posen om bag en mur, men at politiet så det og hentede den. Derudover havde han en kurdisk kalender i sin pung. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser, der vedrørte den centrale del af asylmotivet, er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om anholdelsen må tilsidesættes som utroværdig. Der er under sagen foretaget en torturundersøgelse. Det fremgår af personundersøgelsen, at der er fundet fire små ar – i venstre øjenbryn, i højre kæbebensvinkel, på højre skulderled og bagpå venstre lår, og af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren lider af PTSD. Det er herefter samlet vurderet, at det synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være en følge af tortur. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det forefundne og den deraf følgende konklusion er tilstrækkelig entydig til i sig selv at kunne føre til et andet resultat. Der er således tale om ukarakteristiske små forandringer, ligesom det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren har oplyst om psykiske belastninger også forud for den angivne anholdelse. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2013/3
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien samt to medfølgende mindreårige børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt af sin fader, storebroder eller fætter, fordi hun har krænket sin faders ære ved under opholdet i Danmark at have ophævet samlivet med sin ægtefælle, ligesom hun frygter sin fætter, der selv har ønsket at gifte sig med hende, og har fremsat trusler mod hende og ægtefællen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hun og […] blev gift den […]2005 og at parret har to fællesbørn. Samlivet er efterfølgende ophørt, men parret er endnu ikke skilt. […] begyndte i foråret 2012 at kontakte ansøgerens fader for at overbevise denne om, at det var ansøgeren, som havde forladt […], at ansøgeren går uden tørklæde, at ansøgeren opfører sig som dansker, at ansøgeren tilbringer hver nat med en ny person, og at ansøgeren har forelsket sig i en anden person. Hendes fader har som følge heraf truet med at sende hendes storebroder til Danmark for at dræbe hende, hvis hun ikke vender tilbage til Syrien. Ansøgeren formoder, at hendes fader vil dræbe hende, selvom hun vender tilbage, idet han vil genoprette sin ære. Ansøgerens fætter, der inden hendes udrejse forfulgte og truede hende, kommer hver aften hos hendes fader og støtter ham i at få ansøgeren dræbt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun inden udrejsen fra Syrien var i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under den første del af asylsagen har forklaret væsentligt forskelligt om nationalitet, familieforhold og konflikter. Ansøgerens begrundelse for den ændrede forklaring forekommer ikke overbevisende, og ansøgerens forklaring om konflikter i hjemlandet er derfor ikke troværdig. Det bemærkes i øvrigt, at uanset om ansøgerens seneste forklaring om truslerne fra fætteren lægges til grund, vil det ikke kunne begrunde opholdstilladelse, idet ansøgeren ved udrejsen havde været gift i næsten seks år, uden at det var blevet til andet end verbale trusler fra fætterens side. Det kan efter de foreliggende oplysninger fra asylcentret og lægejournalen lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen har ophævet deres samliv, mens de har opholdt sig i Danmark, og at ansøgeren nu har en ny kæreste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af dette har modtaget trusler på livet fra familien. Flertallet lægger herved vægt på, at denne del af forklaringen støttes af de faktuelle oplysninger i sagen og af baggrundsmaterialet fra Syrien om æresrelaterede forhold. Flertallet finder endvidere, trods den manglende troværdighed af ansøgerens begrundelse for udrejsen, at hendes forklaring om truslerne er afgivet troværdigt og overbevisende. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som hun ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […]samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. I 2004 flygtede han til Irak sammen med sin far, idet hans far efter at have deltaget i demonstrationer var efterstræbt af de syriske myndigheder. I 2012 vendte ansøgeren tilbage til Syrien, hvor han, uden at det fik nogen konsekvenser, deltog i en demonstration mod det syriske regime. Efter ca. en måneds ophold i Syrien flygtede han til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet på grund af sin faders deltagelse i demonstrationer i 2004. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har aftjent sin værnepligt, og at han ved tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Han vil ikke aftjene værnepligt, fordi han ønsker Assad-regimet fjernet, og fordi han ikke vil skyde på sine medborgere. Han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han nægter at aftjene værnepligt. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis han vender tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/19
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har forud for sin udrejse i et vist omfang været aktiv for den frie syriske hær (FSA). Hans aktiviteter bestod i at hjælpe sårede på felthospitaler, skaffe medicin og angive stikkere for det syriske regime til FSA. Han har endvidere deltaget i og arrangeret demonstrationer mod det syriske styre, ligesom han på sin gruppes Facebook profil har videregivet oplysninger om formodede stikkere og advaret om kommende angreb. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og dræbt af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i oprøret mod styret og som følge af sin værnepligtsunddragelse. Ansøgeren modtog i slutningen af foråret 2012 en tilsigelse om aftjening af værnepligt efter endt uddannelse. I starten af sommeren modtog ansøgeren endnu en indkaldelse, hvorefter ansøgeren fraflyttede bopælen. Herefter opsøgte myndighederne hans families bopæl hver anden eller tredje dag. Myndighederne ransagede endvidere bopælen én gang og tog faderen med for at få ansøgeren til at melde sig. Efter fire dage blev faderen løsladt, selvom ansøgeren ikke havde meldt sig. Den […] 2012 så ansøgeren i tv, at der var blevet bombet i hans boligområde, ligesom der blev vist billeder af hans bopæl. På bopælen fandt ansøgeren to lig, som kan have været hans forældre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim. Ansøgeren er født i 1992 og nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, da han var fyldt 18 år, blev indkaldt til session og fik udstedt en soldaterbog, hvorefter han, efter at have afsluttet sin uddannelse i slutningen af foråret 2012, blev indkaldt for at aftjene værnepligt i den syriske hær. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om værnepligten støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tiltagende politisk aktiv, og han blev tilknyttet en gruppe af andre unge, der deltog i demonstrationer mod det syriske regime både i […] og i andre bydele nær Damascus, og at han i et vist omfang ydede støtte til FSA i form af transport og hjælp til sårede. Ansøgeren har således ikke været profileret, men nævnet lægger til grund, at det i lokalområdet var kendt, at ansøgeren støttede FSA i det beskrevne omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, især på grund af værnepligtunddragelsen, risikerer at blive udsat for alvorlige sanktioner. Nævnet finder endvidere, at der er en alvorlig risiko for, at ansøgeren i forbindelse med, at han mod sin vilje tvinges til at udføre militærtjeneste i den syriske hær, vil blive pålagt at udføre handlinger, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen og udlændingeloven. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende udelukkelsesgrundene lægger nævnet på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i forbindelse med den højspændte politiske situation i […]har videregivet oplysninger om personer med formodet tilknytning til regimet via Facebook og mundtligt videregivet sådanne oplysninger til medlemmer af FSA. Ansøgeren har haft sit politiske virke på gadeplan og har ikke besiddet en position, der har medført, at hans oplysninger kunne tillægges en særlig betydning. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er omfattet af udelukkelsesgrunden i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet Flygtningenævnet ikke finder, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i hjemlandet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Afrin, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter straf og overgreb fordi han har unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste, samt at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse er en politisk aktivitet. Den […] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen den […]2009, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham kan dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria, risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion.” Den 27. august 2013 har Flygtningenævnet ex officio genoptaget sagen. Baggrunden for beslutningen om at genoptage sagen var blandt andet Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at den mindste straf, der i øjeblikket pålægges for udeblivelse af militærtjeneste er anholdelse med henblik på at blive bragt til et tjenestested til aftjening af værnepligt med forlængelse af tjenestetiden. Endvidere fremgår det, at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det fremgår endvidere af notatet, at det syriske militær i den aktuelle konflikt begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, herunder overgreb på civile, og at soldater i den syriske hær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære sådanne handlinger. Endelig fremgår det af notatet, at syriske mænd indtil det 42. år kan indkaldes til tjeneste. Idet det lægges til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, og efter oplysningerne i Udenrigsministeriets notat, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/16
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive voldtaget af de syriske myndigheder. Endvidere frygter hun den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hun i starten af efteråret 2012 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to timer. Ansøgeren var på vej til arbejde og befandt sig i en offentlig bus, da hun sammen med de øvrige passagerer blev tilbageholdt ved en kontrolpost. I den forbindelse blev ansøgeren udspurgt om, hvor hun var på vej hen, og om hun havde deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes mors bopæl er blevet ransaget af myndighederne, og at moderen i den forbindelse fik stjålet nogle penge. Denne episode fandt sted efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes bror blev fængslet i foråret 2013. Efter en uge blev broderen løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller privatpersoner i Syrien. På den baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Damaskus, og frem til udrejsen boede hun i bydelen Mantika Sinaiyeh, der ligger tæt på bydelen Al Midan. Ansøgeren har forklaret om vedvarende om beskydninger fra luften af det område, hvor hun boede. Beskydningerne var så tæt på, at vinduerne i deres hjem gik i stykker. Ansøgeren har endvidere forklaret om kamphandlinger, snigskytter og skudvekslinger i bydelen. Ansøgerens familie var nervøs for, at der skulle ske ansøgeren noget, og ansøgeren blev derfor sendt til nogle slægtninge i et andet område i Damaskus. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at der er blevet bombet i det område, hvor hun boede, og hvor ansøgerens mor fortsat opholder sig. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der har været kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i Mantika Sinaiyeh og Al Midan, herunder med morterangreb og bomber, ligesom der har været drab på civile. Mantika Sinaiyeh ligger tæt på Yarmouk-lejren, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger foregår omfattende overgreb på civile, herunder hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile, ligesom Yarmouk-lejren er eller har været kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder med hyppige bombeangreb og skudepisoder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Damaskus – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/15
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2013 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i 15 til 20 demonstrationer mod styret. I efteråret 2011 deltog han i en demonstration til fordel for[…], der blev dræbt den […]2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsmæssigt genindkaldt til militærtjeneste i den syriske hær, ligesom ansøgeren frygter for sit liv på grund af de generelle forhold i hjembyen Qamishli og det øvrige Syrien. Ansøgeren har i forbindelse med sagens genoptagelse som asylmotiv henvist til, at han tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at han ikke ønsker genindkaldelse, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel, således som han også forklarede i Flygtningenævnet i foråret 2013. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at ansøgeren af samvittighedsgrunde ikke ønsker genindkaldelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at hun skal miste flere af sine børn eller hendes ægtefælle som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes datter i sensommeren 2012 blev slået ihjel af en granat, da datteren legede på altanen. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold hos ansøgeren broder, hvor de senere erfarede, at ansøgerens families bopæl var blevet bombet og ødelagt. I efteråret 2012 tog ansøgeren og hendes familie ophold på en skole, hvor der også boede andre flygtninge. Dette gjorde de, idet der ikke var plads til dem på broderens bopæl. Da de opholdt sig på skolen, kom der personer fra den frie syriske hær og spurgte efter mænd, der kunne kæmpe på deres side. Ansøgerens ægtefælle var ikke til stede på skolen, da personerne kom. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Syrien i efteråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i hjemlandet og særligt i hjembyen Aleppo, idet der forud for udrejsen foregik krigshandlinger og bombardementer som ovenfor beskrevet, hvorunder ansøgerens ene datter blev slået ihjel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne. Det kan efter det foreliggende ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Det lægges efter Udenrigsministeriets notat af 7. november 2013 sammenholdt med månedsrapport for oktober 2013 til grund, at der i Aleppo området er intensive kamphandlinger og beskydning af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobani, Syrien. Ansøgeren har siden barndommen været bosat i Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i 2011 opfordret andre til at deltage aktivt i oprøret mod det syriske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin ven har afholdt politiske møder, hvor de opfordrede deltagerne til at kæmpe imod det syriske styre. De har afholdt fire-seks møder. Ansøgerens fader ringede på et tidspunkt og fortalte, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på deres bopæl, og at myndighederne vidste, at ansøgeren var tilbage i Syrien, og at han sammen med sine venner var politisk aktiv. Ansøgeren forlod umiddelbart herefter Afrin og udrejste illegalt af Syrien den efterfølgende dag. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at han er syrisk statsborger og har som yderligere asylmotiv anført, at han har været indkaldt til aftjening af værnepligt, men at han ikke mødte op, idet det er imod hans personlige overbevisning at deltage i de krigshandlinger, der foregår i Syrien, og da han er for demokrati. Ansøgeren har givet udtryk for sine holdninger ved møder og demonstrationer både før og efter sin udrejse af Syrien. Ansøgeren mødte ikke op til aftjening af værnepligt, da han blev indkaldt, idet han var flygtet fra Syrien på det tidspunkt. Ansøgeren er helt sikker på, at han vil blive genindkaldt, hvis han indrejser i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sine politiske aktiviteter med en sådan intensitet, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.”I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste igen, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og muslimer og kommer oprindeligt fra Kobani, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog deltaget i flere demonstrationer mod det syriske styre. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af deres børns politiske aktiviteter. Familiens bopæl er af den grund blevet opsøgt gentagne gange af myndighederne. Ansøgerne har videre henvist til, at deres søn, […], der også søger asyl i Danmark, deltog i demonstrationer i foråret 2011, og at familiens bopæl efterfølgende blev ransaget. Den mandlige ansøger blev den […] 2011 arresteret og tilbageholdt af efterretningstjenesten i nogle timer. Begge ansøgere har endvidere henvist til den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har godtgjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgernes advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kommer fra Aleppo, og at de dagligt oplevede bombardementer og kamphandlinger, deres bolig er herunder blevet bombet og ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Aleppo, herunder at der foregår hyppige tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Aleppo anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Report of the independent international commission of inquiry on the Syrian Arab Republic. Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes samt Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere, […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/11
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han aftjente militærtjeneste fra den […] 2009, indtil han deserterede den […] eller […] 2012, idet han blev tvunget til at skyde mod civilbefolkningen, hvilket han nægtede. Ved en tilbagevenden risikerer han at blive skudt eller i det mindste genindkaldt og i den forbindelse at blive pålagt at skyde mod civile. Han har tillige forklaret, at han under fire dages orlov hjemme fra militæret fra den […] 2010 blev anholdt af efterretningstjenesten dagen efter i forbindelse med en ransagning efter ansøgerens broder og fader, som var politisk aktive. Ansøgeren var hjemme, og han blev taget med og tilbageholdt i et fængsel i Damaskus. Her blev han udsat for tortur samt afhørt om sin familie og løsladt den […] 2010 med besked om at melde sig til myndighederne den femte i hver måned. Hans militærtjeneste blev forlænget på grund af tilbageholdelsen. Han har desuden henvist til, at han flere gange efter deserteringen har deltaget i demonstrationer, og at myndighederne er ude efter ham, fordi han har deltaget. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive genindkaldt til militærtjeneste, hvis han sendes tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: “Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund findes ansøgeren som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grund af ansøgeren egen forklaring er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1F. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode fra foråret 2011 til han deserterede i begyndelsen af 2012 har gjort tjeneste som menig ved en vagtpost uden for Daraa, og at han ved to lejligheder har været udkommanderet til at opløse demonstrationer. Efter ansøgerens rang af menig og henset til at han ikke selv har deltaget i anholdelser ved vejspærringen, og at han har afvist at skyde på demonstranter, findes der ikke at være udvist forhold, der vil kunne begrunde udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/10
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig syrisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk palæstinenser fra […] Damaskus, Syrien, og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aftjent værnepligt som menig i den syriske hær i to og et halvt år, fra han blev indkaldt som 18-årig. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive genindkaldt, og at han ikke ønsker at deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Endvidere frygter han at blive dræbt af den frie syriske hær på grund af sin ægtefælles brødres tilknytning til det syriske regime. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive genindkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets ovennævnte notat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/1
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun har forladt ham og derved krænket hans ære og fordi hun har opdaget, at han er spion for myndighederne og derfor vil kunne afsløre det over for andre kurdere. Ansøgeren vil ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod den tidligere ægtefælle, da den tidligere ægtefælle samarbejder med efterretningstjenesten. Ansøgeren forlod i slutningen af 2010 sin tidligere ægtefælle, idet han slog og truede ansøgeren og kom sent hjem om aftenen, og havde gæster, som han talte om våben med. Ansøgeren blev i begyndelsen af 2011 skilt fra sin tidligere ægtefælle og fik forældremyndigheden over parrets datter. Ansøgeren blev i forbindelse hermed udsat for grove trusler fra sin tidligere ægtefælle. I november 2011 hentede ansøgerens tidligere ægtefælle med tvang parrets datter med hjælp fra myndighedspersoner. Han truede hende i den forbindelse på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grundlag af det anførte ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel eller i øvrigt at blive udsat for overgreb af en karakter, som kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7, fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i Syrien har opnået såvel skilsmisse fra sin ægtefælle som at få tilkendt forældremyndigheden over parrets fælles datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter at være fraflyttet sin ægtefælle har opholdt sig i hjemlandet i en længere periode uanset de oplyste trusler fra den tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i denne periode har haft et ophold i Danmark og efterfølgende er rejst tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle har haft en sådan karakter og en sådan intensitet, at den kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om den tidligere ægtefælles samarbejde med den syriske efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet finder på den ovenfor anførte baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/9
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med politiske organisationer og foreninger og har deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tortureret og dø af dette. Han er eftersøgt af sikkerhedsfolk i Syrien. Dette skyldes ansøgerens politiske aktiviteter i form af deltagelse i Newrouz festen den 20. marts 2008 og demonstration i forbindelse med begravelsen […] efteråret 2011, hvor ansøgerens venner i denne forbindelse blev anholdt. Yderligere blev ansøgerens kone voldtaget i foråret 2011, da sikkerhedsfolk kom til ansøgerens bolig for at finde ansøgeren. Tilbageholdelserne i 1988, i 2004 og i 2008 var alle udslag af de generelt vanskelige forhold, og der må efter ansøgerens egen forklaring antages at være gjort op med dem. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen erkendt, at tilbageholdelserne var af vilkårlig og generel karakter, og at det samme er tilfældet med hensyn til myndighedernes henvendelse til ham i 2005. Tilbageholdelserne under militærtjenesten var alle disciplinære sanktioner, som der efter det foreliggende ligeledes må antages at være gjort op med. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal lægger videre vægt på, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen har erkendt, at hovedårsagen til udrejsen var myndighedernes overfald på ægtefællen samt den dårlige sikkerhedssituation i Syrien, og at ansøgeren ikke på udrejsetidspunktet var individuelt eller personligt efterstræbt af myndighederne. Ansøgerens antagelse af at hans venner måtte have angivet ham til myndighederne beror alene på formodninger. Endelig er det indgået med nogen vægt i flertallets vurdering, at ansøgeren har været i stand til at ind- og udrejse problemfrit i Syrien, og at han tre gange har fået udstedt pas senest i 2008. Herudover har ansøgeren forklaret udbyggende om omfanget af myndighedernes henvendelse til ham samt om myndighedernes henvendelse til forældrene. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/8
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
