Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra [landsby], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af landsbyboerne, idet han har sat ild til landsbyens moské. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at myndighederne har fået kendskab til, at han satte ild til moskéen og følgelig vil straffe ham eller udlevere ham til hans klan. Han frygter af samme grund Taliban. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han cirka halvanden måned forud for sin udrejse, var blevet bedt om at kalde til bøn i moskéen. Omkring et-to minutter efter, at han var begyndt at kalde til bøn om morgenen, opdagede ansøgeren, at der var gået ild i det lille værelse i moskéen, hvor ansøgeren sov. Ansøgeren vidste ikke, hvordan ilden var opstået, men han kunne se, at store dele af værelset var antændt. Ansøgeren flygtede derfor ud af moskéen. Folk fra landsbyen, som var begyndt at komme til moskéen, råbte ad ansøgeren og beskyldte ham for at have antændt ilden. Ansøgeren flygtede fra stedet og hen til sin morbrors hus. Ansøgerens morbror tog efterfølgende til landsbyen for at snakke med ansøgerens far, som fortalte morbroren, hvad der var sket. Ansøgerens morbror og far besluttede, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til landsbyen, og at han heller ikke kunne bo andre steder i Afghanistan. Ansøgeren blev følgelig to-tre dage hos morbroren, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at der er en række divergenser og mangler i ansøgerens forklaring. Disse divergenser og mangler vedrører vel mindre forhold, men det samlede billede giver indtryk af, at ansøgerens påberåbte asylmotiv ikke er selvoplevet. Nævnet henviser herved blandt andet til ansøgerens forklaring om henholdsvis, hvad der skete under flugten, og hans oplevelse af, om han løb i lang eller kort tid. Nævnet lægger endvidere vægt på, at omstændighederne ved såvel branden som flugten i sig selv forekommer mindre sandsynlige. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at det asylmotiv, ansøgeren har påberåbt sig, ikke er omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2017/500/MJM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], Jowsjan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars farbror, [A], på grund af en jordkonflikt. Da ansøgerens oldefar døde, blev familiens jord delt mellem ansøgerens farfar og dennes bror, [A]. Det var et stort jordområde, hvor der blandt andet var en frugtplantage. Da ansøgeren var seks eller syv år gammel, blev hans forældre slået ihjel, da de var på frugtplantagen. Da ansøgerens faster blev gift, flyttede han med hende til Mazar-e Sharif. Ansøgeren boede hos fasteren i omkring fire år, inden han flyttede tilbage til Jowsjan, hvor han boede sammen med sin farmor, søster og bror. Fasteren døde for seks til syv år siden af for ansøgeren ukendte årsager. I sommeren 2014 blev ansøgerens bror og søster slået ihjel af nogle for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren formoder, at [A] står bag. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med sin fars farbror og dennes børn. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig har mødt farbroren og aldrig er blevet opsøgt, kontaktet eller truet af denne eller hans børn. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han på intet tidspunkt har gjort krav overfor [A] på den jord, som konflikten angiveligt angår. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens antagelse om, at hans forældre, faster og søskende blev dræbt af farbroren ikke er sandsynliggjort ved ansøgerens forklaring om, at farmoren har fortalt ham dette. Nævnet har herved også henset til, at dødsfaldene er sket med flere års mellemrum, og at der derfor ikke er noget der tyder på, at de har sammenhæng med konflikten. Det forhold, at farmoren angiveligt har oplyst, at farbroren er tilknyttet Taliban, kan ud fra de samme betragtninger ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst uden, at dette er udløst af en konkret begivenhed, men alene efter farmorens henstilling. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/50/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning født og opvokset i Teheran, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af ukendte personer som følge af sin fars konflikt med disse personer. Derudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev kidnappet og udsat for tortur i Afghanistan. Han har derudover oplyst, at hans bopæl i Iran er blevet opsøgt to-tre gange af ukendte personer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt selv har oplevet konflikter med hverken myndigheder eller andre, herunder politiske, religiøse eller kriminelle grupper og grupperinger, i Afghanistan som følge af sin fars konflikt, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at han vil være efterstræbt i Afghanistan som følge af sin fars konflikt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at overgrebet mod ansøgerens far fandt sted før ansøgeren blev født og derfor ligger mange år tilbage i tid. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ukendte personer har opsøgt ansøgerens families bopæl i Iran to-tre gange før ansøgerens udrejse, da det beror på ansøgerens egen formodning, at personerne er identiske med de personer, der kidnappede ansøgerens far i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig socioøkonomiske forhold, herunder at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, at han aldrig har været i Afghanistan, og at han intet netværk har i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er en sund og rask og arbejdsduelig ung mand, og nævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/5/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til den kommandant, som hans far blev beskyldt for at have slået ihjel. Ansøgeren frygter også, at han vil få problemer på grund af sin dialekt. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi han er shia-muslim og er forsøgt deporteret fra Iran til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han for nyligt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var medlem af partiet [A] i Afghanistan, der var modstandere af partiet [B]. Før ansøgeren blev født opstod der en konflikt mellem de to partier, hvorved en kommandant fra [partiet B] blev slået ihjel. Kommandantens familie anklagede ansøgerens far for at have slået kommandanten ihjel. Ansøgerens forældre flygtede på den baggrund til Iran, hvor ansøgeren er født og opvokset. Ansøgerens bror rejste tilbage til Afghanistan i 2014 for at overtage familiens jord og ejendomme. Ansøgeren fik en uge senere at vide, at hans bror var blevet slået ihjel af familien til den afdøde kommandant. Ansøgeren blev et år efter sin bror død anholdt af politiet og sendt til en lejr. Ansøgeren fik valget mellem at rejse tilbage til Afghanistan eller deltage i krigen i Syrien, fordi han ikke havde en gyldig opholdstilladelse i Iran. Ansøgeren kunne ikke tage tilbage til Afghanistan, da han ville blive slået ihjel, hvorfor han var nødt til at tage til Syrien. Ansøgeren deltog efterfølgende i militærtræning. Efter 15 dage flygtede han ud af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans fars konflikt, og den deraf opståede trussel mod ansøgeren, til grund. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren trods gentange forespørgsler ikke har kunnet oplyse nærmere om identiteten på den familie, der angiveligt havde en konflikt med hans far og som nu oplyses at have dræbt hans bror. Flygtningenævnet finder endvidere, som Udlændingestyrelsen, at der er væsentlige og afgørende divergenser i de forklaringer, som ansøgeren har afgivet bl.a. om sin fars position i det shiamuslimske parti [A]. Ansøgeren, der aldrig har været i Afghanistan, har heller ikke oplyst om konkrete konflikter mellem ham og myndigheder eller andre i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke at kunne tillægge det betydning, at ansøgeren, efter at have modtaget afslag på sin asylansøgning, nu oplyser, at være konverteret til kristendommen. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter det oplyste påbegyndte kirkegang omkring juli måned 2017 og at han allerede efter få måneder er blevet døbt. Det fremgår alene af erklæringen [fra vinteren] 2017 fra […] kirken, at ansøgeren har deltaget i gudstjeneste et antal gange. Ansøgeren har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, men har efter flertallets opfattelse været ude af stand til at forklare, hvornår han begyndte at anse sig selv som kristen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en udrejse til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2017/499/LMD
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk […] og shia muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2000, og at han [i sommeren] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren siden Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2011 har været registreret på syv forskellige bopælsadresser, og at han bl.a. i perioden fra [sommeren] 2013 til [efteråret]2013 var registret uden fast bopæl, at han i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2015 var registreret med ukendt adresse, og at han igen i perioden fra [vinteren] 2015 til [foråret] 2016 var registreret uden fast bopæl. Klageren var derudover registreret forsvundet fra [foråret] 2016 til [efteråret] 2016. Klageren er på nuværende tidspunkt registreret med adresse i […]. Det fremgår videre af sagen, at klageren søgte asyl i Holland [i foråret] 2014. [I foråret] 2014 sendte de hollandske udlændingemyndigheder en anmodning til de danske myndigheder om at tage klageren tilbage i henhold til Dublin-reglerne. Dette afviste de danske udlændingemyndigheder [i sommeren] 2014. Det fremgår endvidere af sagen, at de hollandske myndigheder [i foråret] 2015 på ny anmodede de danske myndigheder om at tage klageren tilbage. De hollandske myndigheder oplyste, at klageren [i sommeren] 2014 var returneret til Afghanistan med hjælp fra de hollandske myndigheder og ”the International Organization for Migration”. Klageren genindrejste imidlertid i Holland [i foråret] 2015 og søgte på ny asyl. Holland anmodede igen de danske myndigheder om at tage klageren tilbage. Det fremgår derudover af sagen, at klageren [i foråret] 2016 indsendte en ansøgning om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse. Klageren oplyste, at han havde været tilbage i sit hjemland, Afghanistan, fra [sommeren] 2014 til [sommeren] 2015. Klageren oplyste i den forbindelse, at det fortsat var farligt for ham at være i Afghanistan. Det fremgår ydermere af sagen, at klageren [i efteråret] 2016 mødte op på Den Danske Ambassade i New Delhi. Klageren oplyste bl.a. til ambassaden, at han forlod Danmark [i sommeren] 2016, og at han havde været i Afghanistan, Pakistan, Iran og Indien. Klageren oplyste videre, at hans mor havde fået en hjerneblødning, og at hun befandt sig i Iran, hvor klageren havde besøgt hende, samt at han havde fået udstedt et afghansk nationalitetspas. Klageren afleverede endvidere sine bemærkninger til sagen, hvoraf fremgik, at han var rejst til Afghanistan, fordi han havde personlige problemer og fordi han ville besøge sin mor, som havde fået en hjerneblødning. Klageren oplyste derudover, at han indrejste på falsk identitet i Afghanistan, og at det fortsat var farligt for ham at opholde sig i Afghanistan, da alle afghanere var efter ham. [I vinteren] 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens egne oplysninger til grund, at denne har været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2015. Dette skal sammenholdes med oplysningerne om, at han forud for sin udrejse havde skilt sig af med sit indbo og ikke opretholdt en bopæl i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens seneste oplysninger om, at han i den væsentligste del af denne periode opholdt sig i Iran på grund af sin moders sygdom, til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren telefonisk [foråret] 2016 overfor Udlændingestyrelsen oplyste, at han havde været i Afghanistan, hvilket også er anført i formular [fra foråret] 2016 og ansøgning [fra foråret] 2016 om forlængelse af opholdstilladelse. Dette er i overensstemmelse med det fra de hollandske myndigheder oplyste om klagerens frivillige tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring i nævnsmødet [fra vinteren] 2017 om, at han ikke har udfyldt eller underskrevet sidstnævnte ansøgning, der er indsendt digitalt. Klageren har flere gange, senest [i efteråret] 2016, fået udstedt afghansk nationalitetspas, senest i Kabul. Klageren har, trods længerevarende ophold i Danmark fordelt over en periode på 17 år, ingen reel tilknytning til det danske samfund. Han har ikke og har aldrig haft beskæftigelse i Danmark. Han har ikke lært dansk og kun gået på sprogskole ganske kortvarigt. Han har i lange perioder forladt landet og taget ophold i andre lande. Herunder må det lægges til grund, at han i i hvert fald tre perioder har opholdt sig i Afghanistan. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klager dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Klageren har forklaret vagt og uklart om baggrunden for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for overgreb. Det herom anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/498/LMD
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra landsbyen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som enten har tilknytning til Taliban, ISIL eller en anden ukendt væbnet gruppe, idet ansøgeren ikke ville deltage i jihad. Han har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato, mens han arbejdede på sin fars jord, blev opsøgt af 10 til 12 bevæbnede og ukendte personer, som ville have at ansøgeren skulle tilslutte sig deres gruppe og udføre jihad. Ansøgeren bad om betænkningstid, og de ukendte personer gik. Ansøgeren har ikke set dem siden. Ansøgerens familie blev herefter tre til fire gange opsøgte af ukendte personer på ukendte datoer. I den periode gemte ansøgeren sig i sin morbrors hus. Ansøgerens familie besluttede sig for at flytte til og søge sikkerhed i Kabul omkring en uge efter, at de blev opsøgt sidste gang. Ansøgeren blev boende i Kabul i omkring en uge, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har derudover som asylmotiv oplyst, at han frygter, at han vil blive ramt af en mystisk sygdom, som fire af hans søskende allerede er døde af. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af bevæbnet gruppe til grund. Forklaringen anses for at være konstrueret til lejligheden og forkastes som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at en gruppe på 10-12 personer har henvendt sig til ansøgeren for at få ham til at udføre jihad, uden at personerne har oplyst nærmere om deres tilhørsforhold. Ansøgeren har således alene kunnet oplyse, at de tilhørte Taliban eller ISIL eller en anden ukendt gruppe. Nævnet anser det endvidere usandsynligt, at ansøgeren har kunnet gemme sig i sin morbrors hus, der lå 5-6 huse fra ansøgerens og hans families bopæl, selvom der måtte være nogen afstand mellem husene. Det bemærkes hertil, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at naboerne og hans venner fra landsbyen samarbejdede med gruppen, og at han over for nævnet har oplyst, at hans farbrors sønner arbejder med Taliban eller ISIL. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om opholdet i morbrorens hus. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han opholdt sig hos sine forældre om dagen og i sin morbrors hus om natten i den uge, hvor han gemte sig i morbrorens hus. Under den senere asylsamtale og over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke husker, om han var ude af morbrorens hus, og at hans far kom med maden til ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår den bevæbnede gruppe henvendte sig til ham. Han har under oplysnings- og asylsamtalen forklaret, at han blev opsøgt ca. en måned før udrejsen, mens han under asylsamtalen har oplyst, at han ikke husker, hvornår han blev opsøgt. Uoverensstemmelserne i ansøgerens forklaring findes ikke at kunne forklares med eventuelle tolkeproblemer, og nævnet henviser til, at ansøgeren ikke har haft bemærkninger til referaterne, og at tolkningen i øvrigt er foregået på dari, således som ansøgeren har anmodet om. For så vidt angår den del af asylmotivet der angår ansøgerens frygt for at blive ramt af en sygdom, der har ramt flere af ansøgerens familiemedlemmer, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om et asylbegrundende motiv. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens forklaring om, at han ikke er udrejst sammen med sin fætter for utroværdig, da det efter det oplyste fremgår, at ansøgeren og hans fætter begge er udrejst af Afghanistan på egne pas og med visa den [dato i efteråret] 2015 med fly fra Kabul til Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/ 2017/497/DH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppe folk, som har tilknytning til en ukendt mafiagruppering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i sin farbrors restaurant i Kabul i fem år. Restauranten var på tre etager, og ansøgeren havde ansvaret for den øverste etage. Det var typisk udenlandske gæster, der besøgte den tredje etage, hvorfor restauranten udelukkende solgte spiritus på denne etage. Den [en dato i efteråret] 2015 sad fire gæster og spiste på tredje etage. Ansøgeren kom op at skændes med den ene fra gruppen. Ansøgeren formoder, at det i virkeligheden handlede om, at han havde set på menukortet, at der blev solgt spiritus i restauranten. Skænderiet udviklede sig til et slagsmål, og manden råbte, at ansøgeren skulle slås ihjel. De andre medarbejdere og gæster fik skilt dem ad. Ansøgeren havde aldrig set de fire personer før, og han ved ikke hvad personen hed, eller hvilken mafiagruppering de specifikt tilhørte. I den efterfølgende uge begyndte ansøgeren at modtage opkald i restauranten fra ukendte personer, som, han formoder, tilhørte mafiaen. Den [dato i efteråret] 2015 var ansøgeren og hans farbror på vej hjem fra restauranten, da bilen, som hans farbror kørte, blev beskudt af ukendte gerningsmænd. Skudepisoden resulterede i, at ansøgeren og hans farbror forulykkede. Politiet kom til stedet, og de afgav forklaring. I den efterfølgende tid holdt ansøgeren sig skjult hos sin faster i Kabul og fik hjælp af sin farbror til at arrangere sin udrejse. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den [en dato i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet der henvises til, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende og derved anses for konstrueret til lejligheden. Forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han i restauranten kom op at skændes med en ung fyr, der var grov og uhøflig og sagde, at maden smagte rigtig dårligt. De begyndte at skændes og den unge fyr ville slå ansøgerne ihjel ved at skyde ham. Efter nogle dage kom der nogen i restauranten og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har derimod under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og senere under asylsamtalen [i slutningen] 2016 samt over for nævnet forklaret, at han blev truet i restauranten af en gruppe på fire personer, hvoraf to personer var bevæbnede bodyguards. De brokkede sig over maden men konflikten handlede reelt om, at der blev serveret alkohol i restauranten. Ansøgeren har udbyggende forklaret, at han kom i slagsmål med en af personerne, og at de slog hinanden. Nævnet anser det i den forbindelse for usandsynligt, at ansøgeren indlod sig i slagsmålet, selvom to bodyguards var bevæbnede. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at de fire personer forlod restauranten efter episoden, mens han udbyggende over for nævnet har forklaret, at der også opstod tumult på restaurantens første og anden sal, og at restauranten blev lukket efter episoden. Der blev efterfølgende ringet til restauranten og spurgt efter ansøgeren, men der kom ingen i restauranten og spurgte efter ham. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han dagen efter skudepisoden den [dato i efteråret] 2015 anmeldte denne til politiet, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han foretog anmeldelsen samme aften som episoden fandt sted. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens forklaring om, at han ikke er udrejst sammen med sin fætter for utroværdig, da det efter det oplyste fremgår, at ansøgeren og hans fætter begge er udrejst af Afghanistan på egne pas og med visa den [dato i efteråret] 2015 med fly fra Kabul til Iran. Fremlæggelsen af et dokument med fire vidneudsagn vedrørende skudepisoden kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/ 2017/496/DH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Ghazni, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet de én gang har kidnappet ham, fordi de mener, at han arbejder for de vantro og derfor selv er vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra slutningen af 2010 og indtil sin udrejse i [efteråret] 2015 arbejdede for [en offentlig myndighed], som varetog arbejdsopgaver indenfor […]. Ansøger var tilknyttet hovedkontoret i Kabul og tilså projekter i forskellige provinser. [Den offentlige myndigheds] arbejdsområder var inddelt i ni zoner, og disse zoner sendte jævnligt rapporter til hovedkontoret, som ansøger tog sig af. Ansøgeren arbejdede og boede i Kabul, og hans ægtefælle, mor og søskende boede i Ghazni. Forud for den [dato i efteråret] 2015 modtog ansøgerens familie gennem venner og bekendte på nogle for ansøgeren ukendte tidspunkter tre til fem beskeder fra Taliban, som truede med at slå ansøgeren ihjel, fordi han arbejdede for og med de vantro. Ansøgerens familie fortalte ham først om disse trusler efter kidnapningsforsøget. Den [dato i efteråret] 2015 var ansøger på vej i taxa fra Kabul til Ghazni, da Taliban stoppede taxaen. En talebaner kiggede på et billede og sammenlignede det med ansøgeren, hvorefter ansøgeren blev kommanderet ud af bilen. Ansøger så ikke selv billedet. De tog ansøgerens telefon og kopien af hans arbejdsrelaterede ID-kort, og han fik bind for øjnene. Ansøgeren blev herefter placeret i en bil, og undervejs på turen stoppede bilen tre gange, før ansøgeren nåede frem til slutdestinationen. Efter at være blevet udsat for fysiske overgreb indrømmede ansøgeren, at han arbejdede for myndighederne. Ansøgerens indrømmelse blev optaget på video, og han fik at vide, at han ville blive slået ihjel, fordi han arbejdede for og sammen med de vantro. Ved det sidste stop fik ansøgeren at vide, at han ville blive dræbt lige så snart en leder havde givet ordre hertil. På et tidspunkt opstod der skududveksling mellem talebanerne og nogle for ansøgeren ukendte personer. Ved den episode lykkedes det ansøgeren at skjule sig, og da skududvekslingen bevægede sig væk fra ansøgerens skjulested, lykkedes det ham, at få skubbet bindet væk fra øjnene. Ansøgeren genkendte området og begyndte at gå. Efter en times gang så han fire ubevæbnede personer i udkanten af en landsby, som han henvendte sig til. Personerne kontaktede ansøgerens bror og kørte ansøgeren til et aftalt sted, hvor hans bror kom og hentede ham. Ansøgeren overnattede hjemme hos sin familie i Ghazni én nat, hvorefter han [dagen efter] tog til Kabul, hvorfra han [omkring en måned senere] påbegyndte sin udrejse fra Afghanistan. Mens ansøgeren opholdte sig i Kabul, blev han kontaktet af sin bror, der fortalte ham, at Taliban havde sendt folk af sted til Kabul efter ham. Ansøgerens familie havde herudover modtaget et trusselsbrev fra Taliban dateret den [dato i efteråret 2015 forud for udrejsen]. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har været ansat i [offentlig myndighed] i Afghanistan, idet der blandt andet henvises til, at ansøgerens forklaring herom er understøttet af fremlagte ansættelsesbeviser, artikler og fotos. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han reelt er efterstræbt af Taliban, således som han har forklaret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om Talibans kendskab til ansøgerens ansættelse i [den offentlige myndighed]. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har han forklaret, at Taliban har fået kendskab til ansøger, da mange højtstående kommandanter fra Taliban er fra ansøgerens landsby, og de vidste, at ansøger arbejdede for myndighederne. Taliban havde i øvrigt mange oplysninger om ansøgeren. Under asylsamtalen [i begyndelse af] 2017 har ansøgeren forklaret, at alle i Ghazni kendte til ansøgerens arbejde, fordi ansøgeren opholdt sig i Kabul i længere tid af gangen. Ansøgeren har derimod overfor nævnet forklaret, at han ikke troede, at man i Ghazni vidste, at han arbejdede for myndighederne, blandt andet fordi han ikke arbejdede med særlig mange projekter i områder, og fordi han fortalte, at han havde et simpelt arbejde i Kabul, når han blev spurgt herom. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerens familie flere gange skulle være blevet truet, uden at ansøgeren er blevet informeret herom, og selvom han fra 2010 til 2015 jævnligt og regelmæssigt har besøgt og opholdt sig hos sin familie. Der henvises i den forbindelse også til, at ansøgeren har forklaret, at strækningen mellem Kabul og Ghazni var farlig på grund af Talibans tilstedeværelse. Ansøgeren er i øvrigt aldrig er blevet opsøgt på sin bopæl eller sit arbejde i Kabul. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens forklaring om kidnapningen og tilbageholdelsen hos Taliban forekommer usandsynlig, og nævnet lægger herved vægt på, at det anses for usandsynligt, at det er lykkedes ansøgeren at undslippe Taliban, der angiveligt ville henrette ham, på den måde, som han har forklaret, og at han efterfølgende kunne opholde sig i Kabul i ca. en måned, forinden han udrejste. Fremlæggelsen af et trusselsbrev kan ikke føre til et andet resultat, idet bemærkes, at trusselsbrevet er dateret den [dato i efteråret 2015 forud for udrejsen], og at det ifølge ansøgerens forklaring først er blevet afleveret til ansøgerens familie efter hans udrejse. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det er nemt at få alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/ 2017/495/DH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […], provinsen Badakhshan i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, da de måske vil mistænke ham for at have skiftet religion eller andet, som er imod deres overbevisning, fordi ansøgeren har været i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban havde magten i hans landsby, […], hvor ansøgeren boede med sin faster, fasterens ægtefælle og deres datter. Ansøgerens far arbejdede for det afghanske militær og døde, da ansøgeren var omkring et år. Ansøgerens mor døde kort efter farens død. Da ansøgeren var omkring 12 til 13 år gammel, modtog han et brev fra Taliban om, at han skulle deltage i undervisning i den lokale moske. Til undervisningen lærte de om koranen, og de blev fortalt, at amerikanerne var fjender, og at de skulle kæmpe imod dem. Da ansøgeren var 15 til 16 år gammel, besluttede han, at han ikke længere ville deltage i undervisningen i moskeen, hvorfor han stoppede. Herefter var Taliban efter ansøgeren, og de udsatte fasterens ægtefælle for fysiske overgreb mere end 10 gange, fordi de ville have fasterens ægtefælle til at udlevere ansøgeren til dem. Hver gang Taliban kom til ansøgerens landsby, tog ansøgeren ud til bjergene, hvor han skjulte sig i tre til fire dage af gangen. Når ansøgeren kunne se, at Taliban havde forladt landsbyen, tog han tilbage. Taliban har sendt flere breve til ansøgerens familie, hvori stod, at man skulle kæmpe mod de vantro. Mens ansøgeren har været i Danmark, har han modtaget trusler på livet via en applikation på sin mobiltelefon fra Iman […], som var leder for underviserne på ansøgerens koranskole. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren har oplyst at være analfabet og ung. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren aldrig selv er blevet truet eller opsøgt personligt af Taliban, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban skulle have en særlig interesse i ham på grund af farens arbejde som befalingsmand i det afghanske militær, inden faren døde for mange år siden, eller fordi ansøgeren forlod koranskolen. Det har ifølge ansøgerens forklaring derimod altid været fasteren eller hendes mand, der skulle have taget imod de mange breve fra Taliban, ligesom det var onklen, fasteren og ansøgerens kusine, der på grund af ansøgeren skulle være blevet udsat for dels gentagne, alvorlige fysiske overgreb og dels frihedsberøvelse. Endvidere har ansøgeren aldrig været tæt på at blive fanget af Taliban i ca. 1½ år, selv om han angiveligt var eftersøgt, fordi han holdt sig skjult i omegnen, når Taliban kom, og først kom tilbage, når Taliban havde forladt hans landsby. Det forekommer således påfaldende, at ansøgeren altid har befundet sig på afstand af de begivenheder, der begrunder hans asylmotiv, og at han ikke kan berette om selvoplevede hændelser til støtte herfor. Det fremstår heller ikke overbevisende, at Taliban i en periode på ca. 1½ år skulle have hentet ansøgerens onkel og udsat ham for overgreb 10 gange, blot for at få ansøgeren tilbage til undervisningen, og at ansøgeren først flygtede, da der kom breve til onklen om, at de ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har i øvrigt ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvordan han levede, når han ikke var hos fasteren og dennes mand, men svaret afglidende på spørgsmål herom. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor gammel han var, da han startede med undervisning i koranskolen, idet han til Udlændingestyrelsen under to samtaler har oplyst, at han fik undervisning, fra han var ca. 12-13 år til han var ca. 15-16 år, mens han for nævnet har forklaret, at undervisningen fandt sted, fra han var ca. 9-10 år, til han var ca. 12-13 år. Det kan ikke tillægges betydning, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig har sagt som anført til Udlændingestyrelsen, da det fremgår af to samtalereferater, som han ikke har haft bemærkninger til på dette punkt. Det fremstår i øvrigt påfaldende, at ansøgeren først efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i starten af vinteren] 2017 via en ven i Tyrkiet skulle have været i stand til at skaffe sit tazkira, og at ansøgeren ikke nærmere kan redegøre for, hvordan vennen har fået fat i dette. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at der først efter afslaget er kommet oplysninger om, at ansøgeren skulle have modtaget trusler i Danmark fra Taliban. Endvidere forekommer det besynderligt, at truslerne er stilet til en person benævnt […], og at de efter deres formulering er rettet til en politichef med trusler om at hævnes sig på dennes mor, far, bror og alle familiemedlemmer, selv om afsenderen ifølge ansøgeren er udmærket bekendt med ansøgerens familiemæssige forhold. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvordan afsenderen skulle være kommet i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med hverken Taliban eller lokalbefolkningen, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/493/col
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Nævnet meddelte i oktober 2011 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2017 blev sagen genoptaget til nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og er født som shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke forud for sin udrejse af Afghanistan været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under Flygtningenævnets oprindelige behandling af asylsagen henviste ansøgeren til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af familien til den pige, som han havde et seksuelt forhold til, idet hun var etnisk pashtun fra en indflydelsesrig og velhavende familie. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv henvist til, at han siden Flygtningenævnets oprindelige afgørelse i sagen [i oktober] 2011 er konverteret fra islam til kristendommen, og at han blev døbt [i forrået] 2013. Flygtningenævnet tiltræder for så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnets afgørelse [i oktober 2011]. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Uanset ansøgerens i forhold til tidligere oplyste asylmotiver generelt begrænsede troværdighed, finder flertallet, at ansøgeren, særligt under nævnsmødet [i december] 2017, har forklaret dybtgående, overbevisende og reflekteret om baggrunden for, at han besluttede at konvertere og om den kristne tros betydning for ham. Dette må sammenholdes med det oplyste om ansøgerens omfattende kristne aktiviteter gennem nu 4½ år, som er dokumenteret ved det for Flygtningenævnet forelagte materiale. Ansøgeren har endvidere demonstreret et betydeligt kendskab til de forskellige retninger indenfor kristendommen, som han i forbindelse med sine kirkelige aktiviteter er kommet i berøring med. Ansøgerens konvertering må således efter flertallets opfattelse anses for reel og det må lægges til grund, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan fortsat vil leve som kristen. Ansøgeren må herefter anses for at risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk.1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1.” Afgh/2017/492/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra [by], Paktia, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, der var soldat hos den afghanske nationalhær, i [foråret] 2012 blev dræbt af Taliban, efter at han forinden var blevet truet af Taliban, der ønskede, at han skulle stoppe sit arbejde. [I foråret eller sommeren] 2012 begyndte ansøgeren at arbejde med rengøring og i køkkenet på den samme base […], som hans far havde arbejdet på. På en ikke nærmere angivet dag [i sommeren] 2012, blev ansøgeren stoppet af to maskerede mænd, der fortalte ham, at de vidste, at han arbejdede på [basen], og at de havde nogle ting, som han skulle bringe ind på basen for dem. Personerne ville vende tilbage til ansøgeren med nærmere detaljer på et senere tidspunkt. Syv dage senere blev ansøgeren stoppet af tre personer fra Taliban i en taxa. De tvang ansøgeren ind i taxaen, hvorefter de kørte i 30 minutter til en ørken. Personerne gav herefter ansøgeren en gryde, som han skulle placere under spisebordet i kantinen, når han kom tilbage til [basen]. Ansøgeren blev herefter kørt til et sted, der lå 10 minutters gang fra basen. Da ansøgeren ankom til basen, fik han dårlig samvittighed, hvorfor han fortalte kokken i kantinen, at han havde fået gryden af Taliban. Kokken åbnede herefter gryden og konstaterede, at der lå en bombe heri, hvorefter ansøgeren blev lagt i håndjern af en soldat og sat i en kælder på basen, hvor han var i halvanden dag. Herefter hjalp ansøgerens fars ven, [A], der selv arbejdede på basen ansøgeren ud af kælderen. [A] transporterede ansøgeren hemmeligt ud af basen, og bragte ham til sit hjem, hvor han opholdt sig, indtil han [i sommeren] 2012 udrejste fra Afghanistan til Iran. Ansøgeren boede i Iran til sommeren 2014, hvorefter han blev deporteret tilbage til Afghanistan, idet han ikke havde et legalt ophold i Iran. Kort tid efter udrejste ansøgeren igen af Afghanistan. Ansøgeren har ved nævnsmødet [i slutningen af] 2017 suppleret sin forklaring, jf. ovenfor. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, idet han tog en bombe med ind på [basen]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i sit asylskema anførte, at hans far var blevet dræbt af Taliban og at han forlod Afghanistan umiddelbart efter faderens begravelse. Ansøgeren oplyste heller ikke, at han efter at være udrejst af Afghanistan rejste tilbage igen, hvilket han blandt andet har forklaret under nævnsmødet. Ansøgeren har i skemaet anført, at hans liv var i fare, men han har ikke nævnt, at han selv havde arbejdet på en kaserne i flere måneder efter faderens død. I det hele taget er der i ansøgningsskemaet intet nærmere anført om, hvorfor ansøgeren selv skulle være truet. Heroverfor står ansøgerens senere, detaljerede forklaring om, at han af Taliban var blevet truet til at bringe en bombe ind på den kaserne, hvor han arbejdede. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at han undlod at oplyse nærmere om episoden med bomben, fordi han frygtede at blive betragtet som terrorist, bemærker nævnet, at ansøgeren kunne have oplyst om sit arbejde på kasernen uden at dette ville have medført en sådan mistanke. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han skulle bringe en bombe ind i kasernen ved hjælp af en gryde, og at denne skulle stilles under et spisebord, påfaldende og usandsynlig. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at forklaringen er divergerende og udbyggende, herunder med hensyn til om ansøgeren så eller ikke så, at der var en bombe i gryden. Det bemærkes, at referatet fra samtalen [fra sommeren] 2016 er oplæst og oversat. Ligeledes har ansøgerens forklaring været divergerende omkring hvor og hvordan han modtog den pågældende gryde og hvor han blev sat af da han havde modtaget den. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/491/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Mahshat, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er født i Iran. Da ansøgeren var omkring fem-seks år gammel, flyttede familien til Afghanistan. Ansøgerens far blev mistænkt af lokalbefolkningen i byen Sar-e Pol for at have slået fire personer ihjel og beskyldt for at samarbejde med Taliban. Taliban opsøgte faren, og han sagde til Taliban, at han ville gøre alt for dem, hvis de lod hans familie være. Ansøgerens mor har senere fortalt ansøgeren, at hans far blev tvunget til at samarbejde med Taliban. Ansøgeren så sin far blive skudt af fire-fem personer på familiens bopæl. Efter farens død, tog familien til Kabul, hvor de blev stoppet af Taliban. Taliban ville have ansøgerens mor, men ansøgerens farbror bestak dem. Herefter tog familien til Herat, hvor de blev stoppet af Taliban, mens de sad i en bus. Taliban ville tage børnene i bussen, men nogle mænd i bussen sagde til Taliban, at de skulle tage de voksne mænd i stedet for børnene. En højere rangeret talebaner sagde til de andre talebanere, at de ikke skulle tage nogle fra bussen, og derefter forlod de bussen. Da ansøgerens farbror var på vej hjem fra Herat, blev han slået ihjel af Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen den 6. januar 2016 har ansøgeren forklaret, at hans søster dengang var 11 år gammel. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at denne søster blev født i bussen under flugten umiddelbart efter drabet på faren. Ansøgerens forklaring forekommer på visse punkter usammenhængende og ikke selvoplevet blandt andet i relation til spørgsmålet, om hvorvidt farbroren er død og i givet fald hvornår. Flygtningenævnet finder imidlertid, uanset om forklaringen måtte lægges til grund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan mange år efter drabet på faren vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/49/SOL
Emneord: Agents of Persecution; Internal Flight Alternative; Chikane. Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Laghman-privinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og lokale narkotikasmuglere, fordi ansøgeren som juridisk konsulent har været involveret i mere end 1.000 straffesager. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af Taliban eller narkotikasmuglerne, fordi han nægtede at samarbejde med dem om at rette i sagerne eller få sagerne til at forsvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som juridisk konsulent på [Projekt A] fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014. Ansøgeren ønskede ikke at forlænge kontrakten med [Projekt A] på grund af de tiltagende trusler. Ansøgeren forsørgede efterfølgende sig selv ved at leve af familiens jord i Laghman-provinsen. Derudover arbejdede ansøgeren i en ukendt periode ulønnet som tolk hos et bygningsfirma ved navn [B]. Firmaet havde blandt andet kontrakter med Japan, hvor ansøgeren oversatte til engelsk. I [vinteren] 2013 eller [vinteren] 2014 modtog ansøgeren opkald fra Taliban. Han modtog omkring ét opkald hver måned på sin private telefon. Han modtog derudover også et ukendt antal opkald på sin arbejdstelefon. Det var forskellige personer, der ringede hver gang. Når ansøgeren hørte, at personen befalede ham at samarbejde, eller at han talte med en bestemt accent, lagde han på med det samme. Ansøgeren nåede derfor aldrig at høre, hvad Taliban specifikt ville have ham til at gøre for dem. Ansøgeren antager, at han var interessant for Taliban, fordi han havde adgang til alle straffesager, der vedrørte talibanere. Ansøgeren forsøgte at skifte sit private telefonnummer tre gange, men det hjalp ikke. I [vinteren] 2014 var ansøgeren på besøg hos noget familie i […]-landsbyen i Laghman-provinsen. Tre mænd, som ansøgeren var sikker på var fra Taliban, havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen, fordi de ville tale med ham. Ansøgeren flygtede fra familiens bopæl og havde ikke kontakt med de tre mænd. Omkring [foråret] 2014 kørte ansøgeren på strækningen mellem Nenengar og Laghman, hvor Taliban havde sat en kontrolpost op. Ansøgerens ven kørte længere fremme på strækningen. Han kunne berette, at Taliban havde et billede af ansøgeren, som de fremviste til alle. Da ansøgeren var omkring fem til seks kilometer fra kontrolposten, vendte han om og kørte tilbage mod Kabul. [I foråret] 2014 opsagde ansøgeren sin stilling som juridisk konsulent. Ansøgerens far blev opsøgt af en ukendt mand, som ville have ansøgerens adresse. Ansøgerens far gav ikke adressen, og manden truede derfor ansøgerens far og sagde, at de nok skulle finde ansøgeren. Ansøgeren er ikke sikker på, om manden tilhørte Taliban eller narkotikasmuglerne. Da ansøgeren arbejdede som ulønnet tolk, var hans leder i Laghman-provinsen for at tilse et byggeprojekt. Han blev opsøgt af Taliban, som ville have ham til at udlevere ansøgeren. Lederen gav dem nogle dokumenter, som intet havde med ansøgeren at gøre for at slippe væk fra Taliban. Ansøgeren havde håbet på, at truslerne ville stoppe, idet han ikke længere arbejdede som juridisk konsulent, men dette var dog ikke tilfældet. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i sommeren 2015. De telefoniske trusler stoppede, da ansøgeren stoppede sit arbejde som juridisk konsulent. Ansøgeren blev aldrig personligt opsøgt af narkotikasmuglerne. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren i perioden fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014 arbejdede for den af USA finansierede [Projekt A], idet ansøgerens arbejde bestod i at kontrollere og indtaste oplysninger i en form for straffesagsregister. Der er på baggrund af baggrundsoplysningerne grund til at antage, at personer, der udfører denne type arbejde kan risikere, at komme i Talibans søgelys, og blive udsat for overgreb fra Talibans side. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens relativt kortvarige virke, der var omgærdet af en række sikkerhedsforanstaltninger, er kommet til Talibans kendskab. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de telefoniske henvendelser fra Taliban, og Talibans forsøg på at komme i kontakt med ansøgeren har fremstået ukonkret, divergerende og dermed utroværdig. Det samme gælder ansøgerens forklaring om opkaldene fra narkosmuglerne. Ansøgeren har forklaret, at han i den periode, han var ansat, løbende modtog opkald til sin egen telefon, og den telefon han havde fået udleveret af arbejdsgiveren, men at ansøgeren lagde på, så snart det blev sagt, at henvendelsen kom fra Taliban, eller ansøgeren sluttede dette på grund af den talte dialekt, og at dette er baggrunden for, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet forklare om formålet og hensigten med de mange telefonopkald, som ansøgeren angiveligt modtog. Nævnet finder, at det afsvækker ansøgerens forklaring om telefonopkaldene, at Taliban på intet tidspunkt i den periode, hvor ansøgeren arbejdede for [Projekt A] i Kabul forsøgte at opsøge ansøgeren i nærhedens af arbejdsstedet eller på ansøgerens privatadresse i Kabul. Ansøgeren har forklaret, at han i [vinteren] 2014 var på besøg hos sin familie i Laghman-provisen, og at han her blev forsøgt opsøgt af tre mænd. Nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at disse mænd havde tilknytning til Taliban, og at henvendelsen skyldes ansøgerens arbejde for [Projekt A]. Vedrørende episoden ved kontrolposten på vejen mellem Kabul og Jalalabad har ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at årsagen til, at han sendte kammeraten i forvejen var, at ansøgeren vidste, at Taliban var meget tilstede i området, og at ansøgeren derfor tog sine forholdsregler. Under nævnsmødet har ansøgeren divergerende forklaret, at han var særlig opmærksom, fordi han skulle møde nogle gamle studiekammerater, der sympatiserede med Taliban. Den sidste episode fandt efter ansøgerens forklaring sted i [vinteren] 2014, hvor en mand iført traditionelt tøj opsøgte ansøgerens far og krævede at få oplyst ansøgerens adresse. Det beror også her på ansøgerens formodning, at vedkommende der henvendte sig var tilknyttet Taliban, og at det drejede sig om ansøgerens arbejde for [Projekt A]. Ansøgeren har forklaret, at han efter at han var ophørt med at arbejde for [Projekt A] holdt lav profil og skiftet bopæl i Kabul. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort, at han var og forsat vil være efterstræbt af Taliban lagt afgørende vægt på, at ansøgeren opholdte sig i Kabul helt frem til sensommeren 2015 uden på ny at modtage henvendelser fra Taliban. Ansøgeren benyttede den mellemliggende periode til at søge dels Green Card til USA og arbejdstilladelse i Japan, og på grundlag af ansøgerens forklaring må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren besluttede at udrejse for at søge asyl, da han måtte konstatere, at han ikke ad anden vej havde mulighed for at forlade Afghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i personlig og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/489/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har forsøgt at rekruttere ham tre gange. For omkring to år siden opsøgte Taliban ansøgerens bopæl og talte med hans far. De ville have, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Ansøgerens far sagde nej. Omkring fem til seks måneder derefter henvendte Taliban sig igen på ansøgerens bopæl og talte med ansøgerens far. De ville fortsat have, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Ansøgerens far afslog på ny. Mindre end en uge efter slog Taliban ansøgeren og andre personer med trækæp efter fredagsbønnen, fordi de ikke ville arbejde sammen med Taliban. Taliban chikanerede ansøgeren, hvis de så ham på gaden. Omkring et år og to måneder efter episoden til fredagsbønnen henvendte Taliban sig igen på ansøgerens bopæl. Taliban talte med ansøgerens far og truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke gav ansøgeren til Taliban. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgerens far er efterfølgende blevet chikaneret af Taliban på gaden og i moskeen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøger stammer fra et område i Parwan-provinsen, hvor Taliban har afgørende indflydelse, at ansøgeren er pasthun og ansøgerens forklaring om, hvorledes Taliban søger at formå unge pasthunske mænd til at tilslutte sig Taliban, stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgeren har endvidere afgivet en sammenhængende forklaring uden betydende divergenser. Nævnet lægger således til grund, at Taliban ved tre lejligheder har opsøgt ansøgerens far på bopælen, men at ansøgerens far har afvist at lade ansøgeren tilslutte sig Taliban. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, efter at Taliban anden gang havde henvendt sig til ansøgerens far, sammen med fem til seks andre unge mænd efter bønnen i moskeen blev udsat for grov vold, fordi de ikke havde tilsluttet sig Taliban. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens far besluttede, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan, efter at Taliban tredje gang henvendte sig og krævede, at ansøgerens far skulle acceptere, at ansøgeren tilsluttede sig Taliban. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet fortsat vil være efterstræbt af Taliban. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens konflikt med Taliban har haft en sådan intensitet og karakter, at den som udgangspunkt må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om Talibans fysiske overgreb er lagt til grund. Under henvisning hertil, samt under henvisning til de foreliggende lægelige oplysninger finder nævnet ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til et internt flugtalternativ i et andet område i Afghanistan end sit hjemområde i Parwan. Det følger af UNHCR’s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i hjemlandet. Ansøgeren er en enlig, ung mand, der må anses for arbejdsduelig. De foreliggende helbredsoplysninger er ikke af en sådan karakter, at de taler imod at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ i form af ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgerens morbror bor i Kabul. Nævnet har lagt ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens og ansøgerens fars vægring i forhold til Talibans ønske om, at ansøgeren skal tilslutte sig Taliban har medført, at ansøgeren kan anses for særligt profileret i forhold til Taliban, og det vil derfor efter nævnets opfattelse være muligt for ham at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for forfølgelse fra de enheder og personer fra Taliban, der har efterstræbt ham i Parwan. Efter en afvejning af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, uanset at han som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, må henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan som anført. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/488/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni muslim. Ansøgeren har under sin første asylsag i Danmark i 2012/2013 oplyst, at han er afghansk statsborger født i […] i Kunar-provinsen i Afghanistan, men at han har boet med sin familie i Pakistan, siden han var omkring tre år gammel. Ansøgeren har under sin nuværende asylsag oplyst, at han er pakistansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til den konflikt med Taliban/Lashkar-i-Islam, som han også henviste til i sin første asylsag. Han har derimod nu benægtet, at der skulle være en jordkonflikt i familien. Ansøgeren har således henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive forfulgt af Taliban og Lashkar-i-Islam, og at de enten vil tvinge ham til at slutte sig til dem eller slå ham ihjel. Flygtningenævnet lagde ved sin tidligere afgørelse konflikten med Taliban/Lashkar-i-Islam til grund, men fandt ikke, at den kunne føre til, at ansøgeren risikerede forfølgelse i Afghanistan. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren, således som det blev fastslået ved nævnets tidligere afgørelse, må anses for afghansk statsborger. Nævnet bemærker herved, at dette understøttes af, at de afghanske myndigheder modtog ansøgeren ved den tvangsmæssige udsendelse fra Danmark den 14. januar 2014, jf. politirapport af 17. januar 2014. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren indrejste i Afghanistan i Kabul. Efter ansøgerens forklaring har han ikke været udsat for konkrete overgreb i de to år, der gik, indtil han på ny indrejste i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke var nævnt i de trusselsbreve, som faren modtog i 2012. Flygtningenævnet finder således fortsat, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at det er uden betydning, om ansøgeren måtte have noget netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2017/487/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra landsbyen […] i Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller tvangsrekruttere ham. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far har fortalt, at han var blevet opsøgt af Taliban, der havde kontrollen med deres landsby. Taliban havde forlangt, at ansøgeren og hans bror skulle udføre selvmordsbombeangreb, hvilket faren havde afslået. Ansøgerens bror og deres mor var tilstede, da faren berettede herom. I samme periode havde Taliban endvidere rettet henvendelse til ansøgerens lillebror. Selv har ansøgeren på intet tidspunkt talt med Taliban. Derimod er der i perioden en person fra ISIL, der har bedt ansøgeren om at slutte sig til dem. Det skete dog ikke mere i den anledning. Sent en eftermiddag hørte han og hans bror skud, mens de arbejdede på marken. De tog hjem. Nær deres hus lå faren livløs. Taliban havde skudt ham. Brødrene flygtede med hjælp fra deres morbror 2 dage senere ud af landet. Ved vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaring om hans asylmotiv lægger Flygtningenævnet nogen vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har svaret usikkert på en række spørgsmål, samt betydelig vægt på, at han under forløbet har afgivet divergerende forklaring om centrale emner. Der henses herved navnlig til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at faren blev skudt cirka ti måneder efter, at Taliban havde rettet 3 henvendelser til faren, og at der gik omkring 2 måneder fra den første til den sidste henvendelse, mens ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret, at Taliban alene rettede henvendelse til faren 2 gange, med 3 dages mellemrum, og at faren derefter blev dræbt 1 måned senere. I vurderingen indgår endvidere, at ansøgerens bror til styrelsen, men ikke i Flygtningenævnet, har forklaret, at ansøgeren var til stede på marken, da Taliban rettede henvendelse til broren, samt at Taliban umiddelbart derefter skulle have rettet henvendelse til ansøgeren, hvorefter de sammen gik hjem til deres mor og fortalte om Talibans henvendelser. Ansøgeren fortalte, ifølge broren, at talibanerne på marken også havde opfordret ansøgeren til at gå i krig for Taliban. I Flygtningenævnet fragik broren sin tidligere forklaring uden at kunne give nogen overbevisende forklaring på ændringen. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis betydning, at ansøgerens bror også har afgivet divergerende forklaringer for styrelsen og nævnet om andre emner. Uanset, at det i vurderingen indgår, at ansøgeren kun er 19 år, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for på grund af sine individuelle forhold at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/486/DH
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban samt de generelle forhold i landet som følge af krig og en svag regering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var soldat og kæmpede mod Taleban, hvilket resulterede i, at en Taleban-leder blev slået ihjel. Da ansøgeren var fem år, blev han vækket af sin far om natten. Ansøgerens far sagde, at resten af familien skulle forlade bopælen. Ansøgeren tog sammen med sin mor og søstre hen til morens ven. Ansøgeren har ikke set sin far siden den nat. Ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, at Taleban samme nat opsøgte ansøgerens farbrors bopæl og slog ansøgerens farbror, hans kone og deres børn ihjel. Ansøgeren flygtede herefter til Iran sammen med sin mor og søstre, hvor han boede illegalt frem til sin udrejse i efteråret 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder imidlertid, at de omstændigheder, som ansøgeren har anført som begrundelse for at få opholdstilladelse, ikke kan begrunde konventions- eller opholdsstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgeren har om sin fars konflikt med Taleban forklaret, at Taleban havde henvendt sig til ansøgerens far og havde tilbudt ham bestikkelse, hvilket faren havde afslået, og at faren sammen med den afghanske hær havde været i kamphandlinger mod Taleban, hvor flere Taleban-folk blev dræbt. Han har videre forklaret, at Taleban slog ansøgerens farbror, der var menig soldat, og arbejde sammen med ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans far forsvandt, efter at Taleban havde slået farbroren og dennes familie ihjel, og at ansøgerens far havde en rang i militæret, men at han ikke ved hvilken. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af farens position i militæret eller konflikt med Taleban vil være profileret i forhold til Taleban. Nævnet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af konflikten vil være i risiko forfølgelse eller overgreb af Taleban, hvis han skulle blive genkendt på sin hjemegn. Nævnet lægger herved på, at det efter ansøgerens forklaring ikke er muligt at fastslå, hvilken rang og position faren havde i militæret, at ansøgeren var 5 år, da han udrejste fra Afghanistan, og at der nu er gået mere end 15 år siden udrejsen fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse, og der er efter de aktuelle baggrundsoplysninger heller ikke holdepunkter for at antage, at forholdene for shia muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre opholdstilladelse. Nævnet kan derfor heller ikke af disse grunde meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet er opmærksom på Dansk Flygtningehjælps temarapport fra oktober 2017 ”Tilbagevenden til Afghanistan”, men nævnets finder ikke, at oplysningerne i rapporten kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/485/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk saghzi og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles bror, [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælle ønskede, at han skulle arbejde sammen med hendes to brødre. På et tidspunkt tog [A] ansøgeren med til en fest med nogle mænd, som ansøgeren ikke kendte, samt omkring ti dansedrenge. [A] tog efterfølgende ansøgeren med til fest flere gange. På et tidspunkt hentede [A] ansøgeren og kørte ham hen til et område med mange faldefærdige huse. Ansøgeren og [A] gik ind i et hus, hvor der sad en mand, som var bundet på hænder og fødder og havde bind for øjnene. [A] skød manden i brystet uden at fortælle ansøgeren, hvad manden havde gjort. Ansøgeren fortalte efterfølgende sin ægtefælle om episoden, hvilket foranledigede et skænderi, idet ansøgerens ægtefælle fortsat ønskede, at ansøgeren skulle arbejde sammen med hendes brødre. Ansøgeren gav sin ægtefælle en lussing, hvorefter hun forlod bopælen. Efterfølgende forsøgte to mænd at bryde ind i ansøgerens hus. Ansøgerens naboer hørte hans skrig, og kom ham til undsætning, mens mændene slap væk. Ansøgeren fortalte sin bror om hændelserne, og broren hjalp ansøgeren, hans mor og to børn med at udrejse. Ansøgerens bror har, efter ansøgerens indrejse i Danmark, fortalt ansøgeren, at [A] havde truet ham, og at ansøgerens bror nu er udrejst til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han gennem omkring fire år skulle have levet sammen med sin hustru og jævnligt besøgte hendes familie uden at blive klar over, at hustruen sympatiserede med Taleban, og at svogeren var tilknyttet Taleban er usandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lægger nævnet videre vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist på en række spørgsmål, herunder på spørgsmålet om hvor ofte han besøgte sin hustrus familie, hvor svogeren [A] havde bopæl, og hvordan [A] var klædt de gange, han hentede ansøgeren. Flygtningenævnet lægger lige som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår [A] første gang tog ham med til en fest, hvornår [A] dræbte en mand med ansøgeren som vidne, og hvor mange mænd der forsøgte at trænge ind på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den mand, som ansøgeren har forklaret om, at [A] dræbte. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] forklaret, at manden var bundet på hænder og fødder samt havde bind for øjne og mund. Til asylsamtalen [i efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at manden var bundet på ben og hænder og munden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at [A] efter drabet kørte ansøgeren til et øde sted, hvorfra ansøgeren gik hjem. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at [A] kørte ansøgeren til et sted tæt ved ansøgerens hus, hvorfra ansøgeren gik hjem. Flygtningenævnet finder endvidere, at det fremstår utroværdigt, når ansøgeren har forklaret, at ansøgerens bror skulle være blevet truet af [A] første gang få dage inden gensamtalen [i starten af 2017], henset til at ansøgerens konflikt med [A] fandt sted i efteråret 2015. Set i den sammenhæng fremstår forklaringen om truslen som konstrueret med det formål at underbygge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/484/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Qarabagh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin fasters familie. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder de generelle forhold for etniske hazaraer. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med Taleban og sin fasters familie oplyst, at han havde en butik i Qarabagh, hvor han solgte sportsudstyr og udstyr til mobiltelefoner. Ansøgeren ejede butikken sammen med sin fætter, [A]. I butikken havde ansøgeren og [A] hængt billeder op af fodboldspillere og kvinder. Efter billederne blev hængt op, modtog ansøgeren et trusselsbrev, hvori der stod, at han skulle tage billederne ned. Ansøgeren foretog sig ikke noget i den anledning. Ansøgeren modtog efterfølgende endnu et trusselsbrev. Da ansøgeren var i skole, modtog han et telefonopkald fra sin mor, der fortalte, at [A] var blevet dræbt, og at ansøgeren skulle flygte til Ghazni, hvor hans far opholdt sig. Da ansøgeren ankom til Ghazni, fortalte ansøgerens far ham, at Taleban ledte efter ansøgeren, og at [A’s] familie også ledte efter ham, idet de beskyldte ansøgeren for at være skyld i [A’s] død. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han ikke tog trusselbrevene alvorligt og ikke fortalte nogen om dem eller i øvrigt reagerede på dem, fremstår utroværdig, henset til, at ansøgeren har forklaret, at brevene var underskrevet af en lokal Taliban-kommandant og forsynet med stempel. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin reaktion på brevene. Ansøgeren har i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han troede, at det var klassekammerater, der drillede ham. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2016] har han derimod forklaret, at han troede, at brevet var sendt af enten klassekammerater eller naboforretninger. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik sin forretning. Til asylsamtalen [i starten af 2017] har ansøgeren forklaret, at han fik forretningen [i foråret 2015]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han fik forretningen 3-4 måneder før udrejsen, som var [i efteråret 2015]. Endvidere lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har oplyst og forklaret divergerende om, hvilke billeder der var hængt op i butikkens vinduer, og at ansøgeren har forklaret forskelligt om indholdet af truslerne. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om [A’s] alder og om sit kendskab til, hvordan [A] døde. Nævnet finder, at ansøgeren må forventes at kunne forklare samstemmende om disse omstændigheder, som er af central betydning for ansøgerens asylmotiv. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold for shia muslimske hazaraer i Afghanistan har ansøgeren forklaret, at han har oplevet diskriminering, fordi han er hazara. Han har forklaret, at det kun var eleverne i skolen og ikke de voksne, der diskriminerede ham, og at han aldrig har oplevet andre problemer på grund af sin etnicitet. På denne baggrund, og da der efter de aktuelle baggrundsoplysninger ikke er holdepunkter for at antage, at forholdene for shia muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, opfylder ansøgeren heller ikke af den grund betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/483/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en mindre landsby], Majdan-Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han er etnisk hazara, og hans far har været kok for det afghanske politi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev tilbudt arbejde som kok i en politibase nær familiens landsby, og at ansøgerens far dagen efter begyndte at arbejde på basen, hvor han arbejdede i perioden fra [efteråret] 2014 til [foråret] 2015. Der skete hverken ansøgeren eller hans far noget, før hans far pludselig blev skudt [i foråret] 2015 omkring 100 meter fra familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at det er Taliban, der har slået hans far ihjel, da hans far arbejdede for myndighederne, og da det kun er Taliban, der gør den slags. Ansøgeren var i Iran for at blive gift, da drabet på hans far fandt sted. Hans mor ringede først til ansøgeren 11 dage efter drabet og fortalte om det, idet hun ikke helt var sig selv. Ansøgeren tog hjem til begravelsen [i foråret] 2015, selvom hans mor foreslog ham at blive i Iran. 40 dage efter drabet på ansøgerens far kom talibaneren [A] til deres bopæl med et trusselsbrev, hvori der stod, at de var vantro, da ansøgerens far havde arbejdet for myndighederne, og at de derfor skulle flytte. To dage senere flyttede familien hjem til ansøgerens morfar i hans landsby […], som ligger i et Taliban-frit område omkring en times gang fra deres bopæl i landsbyen […] i Majdan-Wardak provinsen. En dag i juli eller i august 2015 arbejdede ansøgeren med sin bror i familiens landbrug, da to talibanere kom og spurgte, om de var i familie med ansøgerens far [F], hvilket de bekræftede. De to talibanere tog dem begge med til [A’s] hus. Næste dag kom deres mor og fik dem løsladt, da hun oplyste, at hun ikke selv kunne klare familiens landbrug. En ukendt dato i august eller i september 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af tre talibanere omkring 200 meter fra deres bopæl, da han var på vej hjem fra bazaren. De bandt hans hænder, gav ham bind for øjnene og tog ham igen med til [A’s] hus, hvor ansøgeren igennem hele natten blev udsat for overgreb. Talibanerne ville hverve ansøgeren. To dage senere kom ansøgerens mor og syv til otte ældre fra landsbyen og fik ansøger løsladt ved at oplyse, at ansøgeren nok skulle komme tilbage og arbejde for dem. Ansøgeren ved ikke, hvorfor talibanerne gik med til at løslade ham på det grundlag. Ansøgeren udrejste derefter illegalt til Pakistan på en ukendt dato i [slutningen af sommeren eller starten af efteråret] 2015 ved hjælp af en agent. Efterfølgende er ansøgerens mor og bror vendt tilbage til deres bopæl i [ansøgerens landsby] for at bo, idet de vurderede, at det ikke var farligt længere. Omkring otte måneder efter ansøgerens udrejse, svarende til [sommeren] 2016, blev ansøgerens mor og bror igen opsøgt på bopælen af nogle talibanere, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor svarede, at ansøgeren var på hospitalet, og derefter følte de sig på ny så usikre, at de tog hjem til ansøgerens morfar for at bo. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende, og at forklaringen endvidere er udbyggende. Forklaringen anses således for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at ansøgeren og hans bror ikke blev udsat for tortur, da de blev tilbageholdt. De blev blot afhørt om et eventuelt kendskab til personer, der arbejdede i den afghanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i begyndelsen af] 2017 forklaret, at han og broren blev slået meget gennem hele natten. Ansøgeren har under samtalen udbyggende forklaret, at hans bror forsøgte at flygte, da de blev pågrebet, men at han blev stoppet og fik en lussing. Overfor nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke blev slået, men at broren blev slået, da han ville flygte. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren slet ikke i asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han blev tilbageholdt to gange af Taliban forinden sin udrejse. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var hans mor, der fandt faren, da han var blevet dræbt, mens ansøgeren under asylsamtalen og overfor nævnet divergerende har oplyst, at nogen fra landsbyen fandt faren, da han var blevet dræbt, og at de opsøgte ansøgerens mor og fortalte hende om drabet. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren to gange er blevet tilbageholdt af Taliban, og at han herefter er blevet løsladt med mulighed for at udrejse af Afghanistan, selvom ansøgeren angiveligt var blevet presset til at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hans nationalitetsbevis og trusselsbrevet fra Taliban blev frarøvet ham i Iran af nogle røvere, mens han over for nævnet har forklaret, at han smed trusselsbrevet i havet under sin flugt til Europa. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende, idet der henvises til foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter der ikke er holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der henvises herunder til dommen af 5. juli 2016 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen, A.M. v. the Netherlands. Om den generelle situation for etniske hazaraer er det anført, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet finder endelig ikke, at det kan tillægges asylretlig betydning, at ansøgeren nu går i kirke en gang om måneden, og at han er blevet interesseret i kristendom efter sin ankomst til Danmark. Der henvises herunder til, at ansøgeren overfor nævnet har oplyst, at hans religion ikke er en del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/482/SOL
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv, idet ukendte personer vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tror, at de ukendte personer er efter ham på grund af ansøgerens arbejde for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at han en nat i [efteråret] 2015 vågnede, fordi det bankede på døren til hans families bopæl. Han kunne høre, at nogle personer råbte efter ham. Han gik derefter fra sit værelse og op ad trapperne til haven. På vejen op ad trapperne kunne han høre, at hans far åbnede hoveddøren og spurgte personerne, hvad de ville. Ansøgeren hørte, at de ukendte personer spurgte efter ansøgeren. I haven mødte ansøgeren sin mor, som sagde til ham, at han skulle flygte. Ansøgeren hoppede derefter over muren mellem familiens have og naboens hus og løb hen til sin morbror, hvor ansøgeren mødte sin fætter. Ansøgerens fætter kørte ansøgeren til busstationen, hvorfra ansøgeren kørte til Herat i bus, og derfra videre til Nimruz, hvorfra han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og upræcist, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således på centrale punkter forklaret divergerende, herunder blandt andet om, hvorvidt der forelå en ansættelseskontrakt vedr. hans ansættelse i Sikkerhedstjenesten, idet han i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han havde en ansættelseskontrakt i Sikkerhedstjenesten i Kabul, og i asylsamtalen derimod oplyste, at han ikke havde haft en ansættelseskontrakt. Ansøgeren har endvidere oplyst divergerende om indholdet af hans opgaver i Sikkerhedstjenesten. Han har i asylsamtalen oplyst, at han skulle læse og skrive referat af f.eks. sager om drabsmistænkte, lister over mistænkte kriminelle og biltyverisager. Ved mødet i Flygtningenævnet har han oplyst, at han bar sager rundt og kontrollerede, om der var tidligere kriminelle forhold. Ansøger har endvidere forklaret divergerende om konkrete omstændigheder omkring hans flugt fra hjemmet forud for hans udrejse fra Afghanistan, idet han i oplysning- og motivsamtalen har oplyst, at har mødt moren i huset, der sagde, at der var ukendte mænd efter ham, og at han herefter valgte at løbe ud af bagdøren ud til baghaven, hvor han hoppede op på en afsats og videre op på naboens tag. I asylsamtalen har han forklaret, at han løb ud i haven, hvor han mødte sin mor, der fortalte ham, at han skulle flygte, hvorefter han hoppede over en 2 meter høj mur i haven. Endvidere har han forklaret divergerende om, hvorvidt de ukendte personer angreb hans far. I asylskemaet og ved mødet i Flygtningenævnet har han oplyst, at ukendte personer angreb hans far. I oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har han ikke oplyst noget om, at hans far skulle være blevet angrebet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han læste til farmaceut forekommer usandsynlig henset til, at han ikke har kunnet forklare nærmere om dette studium. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om at han havde et ansættelsesforhold i Sikkerhedstjenesten forekommer usandsynlig, henset til at hans forklaring om jobbet er meget upræcis og udetaljeret, herunder om arbejdspladsen, hans forudsætninger for jobbet og om hvad jobbet gik ud på. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han blev opsøgt på bopælen forekommer udetaljeret og upræcis, ligesom Flygtningenævnet finder forklaringen om, at det skyldes han ansættelsesforhold, er mindre sandsynlig navnlig henset til hans helt underordnede stilling og indholdet af hans arbejdsopgaver og det korte ansættelsesforhold i Sikkerhedstjenesten. Flygtningenævenet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke at kunne lægge nogen del af hans forklaring til grund. Idet oplysningerne om de genereller forhold i Afghanistan heller ikke kan begrunde at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter reglerne om asyl, finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/481/CHHA
Nævnet stadfæstede i slutning af 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den kvindelige ansøgers fasters ægtefælle samt en person, der hedder [A], som den kvindelige ansøger er blevet tvangsgift med. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de begyndte at have nær kontakt til hinanden i starten af 2009, hvor de mødtes 1-2 gange om ugen ved en sø, hvor de snakkede, krammede og kyssede. Ansøgerne havde et udenomsægteskabeligt forhold igennem to år før deres udrejse til Iran. Den kvindelige ansøgers fasters ægtefælle ønskede at gifte den kvindelige ansøger bort til en ældre kommandant ved navn [A], der allerede have en anden ægtefælle og børn, idet den kvindelige ansøgers fasters ægtefælle havde lånt penge af [A]. Den kvindelige ansøger blev opsøgt af [A] i begyndelsen af 2011, hvor de kom op at skændes. Hun blev forlovet med [A] to måneder inden udrejsen af Afghanistan, og de blev religiøst viet kort inden udrejsen i 2011. Halvanden år efter, at ansøgerne indrejste i Iran, var den mandlige ansøger til en religiøs ceremoni, hvor han tilfældigt mødte den kvindelige ansøgers fætter, og de kom op at slås. Den mandlige ansøger blev arresteret af politiet, men blev løsladt to dage efter ved bestikkelse. I [efteråret] 2015 opsøgte [A] og to andre personer deres bopæl i Iran, hvor den mandlige ansøger og [A] kom op og slås. Ansøgerne udrejste af Iran 2-3 dage efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på centrale punkter har forklaret påfaldende, udbyggende og divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgernes forklaringer ikke fremstår sandsynlige og dermed forekommer konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgerne i gennem 2 år har kunnet mødes i skjul ved kilden ganske tæt på den kvindelige ansøgers bopæl, henset til at de havde et udenomsægteskabeligt forhold og kendte risikoen ved at blive opdaget. Flygtningenævnet finder forklaringerne om frieriet fra [A’s] side påfaldende, henset til oplysningerne om, at han var kommandant, boede i Kabul, og var meget rig og mødtes med blandt andet parlamentsmedlemmer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at den kvindelige ansøger ved samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke vidste, hvad [A] arbejdede med, efter som hun har oplyst, at hun har været religiøst viet med ham i Afghanistan inden sin udrejse. Det forekommer endvidere påfaldende, at den mandlige ansøgers familie skulle have friet til den kvindelige ansøger, hvis hun allerede var lovet væk til [A]. Flygtningenævenet finder, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han hos en arbejdskollega, der afholdt en ceremoni, i Iran skulle have mødt den kvindelige ansøgers fasters søn, der var kommet tilfældigt, og at de kom op at slås, for påfaldende. Flygtningenævnet finder endvidere forklaringen om, at [A] kunne fínde frem til ansøgerne i Iran, for usandsynlig. Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvem der fulgtes med [A], da ansøgerne blev opsøgt i Iran, idet han til oplysnings og motiv samtalen oplyste, at [A] fulgtes med 2 ukendte mænd, og til samtalen [i efteråret] 2016 oplyste, at [A] fulgtes med [B] og en ukendt mand. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der er forklaret divergerende, hvorvidt om de havde våben med, idet den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at de ikke havde våben med, og idet han til samtalen [i efteråret] 2016 oplyste, at den ukendte mand havde en kniv i hånden. Der er endvidere i samtalen forklaret udbyggende om episoden, idet han i samtalen [i efteråret] 2016 har oplyst, at de tre mænd sparkede hoveddøren op og trængte ind i huset, hvilket ikke var forklaret tidligere. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer ikke at kunne lægge nogen dele af deres forklaringer til grund. Idet oplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan begrunde, at ansøgerne meddeles asyl, finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/480/FAM.
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og indtil 2016 muslim fra […], Parvan distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel af Taliban eller sin farbror, der er medlem af Taliban. Ansøgeren har nu som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel som følge af, at han er frafaldet islam og er blevet ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han siden [sommeren] 2014 har betvivlet, at der fandtes en gud, idet ansøgeren ikke har kunnet finde trøst i islam på tidspunkter, hvor han har oplevet tragiske begivenheder i sit liv. Ansøgeren har siden [vinteren] 2016 været medlem af ateistisk selskab, og ansøgeren har efter at have frafaldet islam udtrykt sig kritisk om islam på sociale medier samt i et radioprogram, hvilket har resulteret i, at ansøgeren har modtaget trusler fra personer i Danmark samt fra personer i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om, at han er blevet ateist, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har redegjort for, at han er frafaldet islam. Nævnet har endvidere lagt vægt på tidspunktet for, hvornår ansøgeren angiver at være frafaldet islam, idet ansøgeren først efter modtagelsen af endelig afgørelse om afslag på asyl er begyndt at tvivle på sin religion. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed i relation til ansøgerens påståede frafald har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende og usammenhængende på centrale spørgsmål, herunder om sine overvejelser bag at lægge videoen på sin Facebookprofil, og hvorfor han ikke har fjernet videoen fra sin Facebookprofil. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at de trusler, som ansøgeren har fremhævet og forklaret om fra blandt andre [A] og [B], som ansøgeren kender fra tidligere, forekommer konstruerede og planlagte. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [A] fremsatte dødstrusler mod ansøgeren få dage efter [A]s udrejse af Danmark, og at [A] ifølge de foreliggende oplysninger er udrejst frivilligt af Danmark [i foråret] 2016. Det fremgår imidlertid af [A]s Facebookprofil, som ansøgeren har bekræftet er [A], at [A] har lagt billeder på sin profil i [sommeren] 2016, hvor ansøgeren optræder sammen med [A], og at ansøgeren og [A] fortsat er venner på Facebook. I den forbindelse har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende om, hvorfor han farvede sit hår rødt. I begrundelsen for genoptagelsesanmodningen har ansøgeren oplyst, at han af frygt farvede sit hår, så han ikke var så genkendelig, og ansøgeren har for nævnet indledningsvist bekræftet, at han farvede sit hår, fordi han var bange for at blive genkendt. Foreholdt, at han på et foto på Facebook sidder sammen med [A] med farvet hår, har ansøgeren fragået sin tidligere forklaring og oplyst, at han ikke farvede sit hår for at skjule sig. Nævnet har derudover lagt vægt på, at [B]s Facebookprofil og delingen af ansøgerens video forekommer konstrueret til lejligheden, da profilen – bortset fra ansøgerens video – stort set er uden indhold. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, når ansøgeren ikke har anmeldt nogen af de mange trusler, herunder dødstrusler, som ansøgeren angiveligt har modtaget blandt andet fra personer i Danmark og Europa. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er ateist af reel overbevisning. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har lagt en video på sin Facebookprofil, hvor han blandt fortæller, at han er frafaldet islam. Selvom videoen er blevet vist og delt et relativt stort antal gange, har Flygtningenævnet herved navnlig lagt vægt på karakteren og indholdet af videoen, og at videoen ikke er tilgængelig på den offentligt tilgængelige del af ansøgerens profil. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at de trusler, som ansøgeren har fremhævet og forklaret om fra blandt andre [A] og [B], som ansøgeren kender fra tidligere, forekommer konstruerede og planlagte. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at videoen på en offentlig gruppe er blevet delt og kommenteret umiddelbart efter at den blev lagt op i [vinteren] 2016, og at den ikke siden er kommenteret eller delt, samt at den pågældende gruppe indeholder et meget stort antal videoer. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er holdepunkt for at antage, at myndighederne eller en bredere kreds af offentligheden i Afghanistan er blevet bekendt med videoen fra ansøgerens Facebookprofil, således at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tillige på ingen måde er profileret i forhold til de afghanske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har deltaget i et dansk radioprogram. Flygtningenævnet har – udover programmets karakter – navnlig lagt vægt på, at ansøgeren kun optræder kortvarigt og kun med fornavn. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til ansøgerens nye asylmotiv om ateisme. Nævnet har endvidere ikke fundet grundlag for at tillade vidneførelse af [C] om ansøgerens situation som ateist, herunder i forbindelse med de mange trusler, han har modtaget. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren selv har forklaret om disse forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/48/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby],[distrikt], Mazar-e-Sharif, Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbrors sønner, [A] og [B]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi [A] og [B] har kontakter til gruppen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og farbror, [C] delte 110 jarib jord imellem sig, fordi de ikke kunne blive enige om, hvad der skulle dyrkes på jorden. Da jorden blev opdelt, blev [C], [A] og [B] utilfredse med, at ansøgerens familie havde fået den gode del af jorden, hvorfor de ønskede at overtage ansøgerens families jord. En dag kom ansøgerens bror, [D], på besøg i ansøgerens landsby, […]. Broren arbejdede i nationalhæren, hvorfor ansøgeren ikke så ham særlig ofte. Et par dage efter at [D] var kommet til landsbyen, tog ansøgeren hjem til sin faster, [E], som boede i Mazar-e-Sharif. Han opholdt sig hos [E] i tre til fire dage. [A] og [B] fortalte Taliban, at ansøgerens bror arbejdede for nationalhæren, og at han var på besøg i landsbyen. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin faster, opsøgte Taliban familiens bopæl og skød ansøgerens bror foran bopælen. Ansøgeren kom hjem til landsbyen den efterfølgende dag. Ansøgerens far fortalte, at det ikke længere var sikkert for ansøgeren at være derhjemme, idet han frygtede, at ansøgerens fætre også ville sørge for, at ansøgeren blev dræbt. Ansøgeren udrejste derfor af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgerens asylmotiv kan begrunde, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er ansøgeren og hans fætre, der ejer den jord, som konflikten angår, men at jorden ejes af ansøgerens far og dennes bror, [C]. Nævnet har videre lagt vægt på, at hverken ansøgerens far, ansøgerens familie eller ansøgeren på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller truet af [C] eller hans sønner. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der er nogen sammenhæng mellem jordkonflikten og drabet på storebroren og bemærker herved, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var fætrene, der stod bag Talibans drab på storebroren. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke fik fortalt noget om jordkonflikten eller drabet på storebroren, og at han alene bygger sin formodning på, at han overhørte sin far fortælle moren, at fætrene havde kontaktet Taliban og dermed var ansvarlige for drabet på storebroren. Flygtningenævnet bemærker videre, at broren efter ansøgerens forklaring var medlem af nationalhæren, og at ansøgeren tidligere til asylsamtalen på spørgsmålet, om det er korrekt forstået, at Taliban dræbte hans bror, fordi han arbejdede for nationalhæren, bekræftede dette. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke selv har haft konflikter med Taliban. Ansøgeren har således til samme samtale forklaret, at han aldrig har haft konflikter på baggrund af hans brors arbejde for nationalhæren, og at ingen fra hans familie er blevet truet eller har været udsat for overgreb fra Taliban som følge af brorens arbejde for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive dræbt af fætrene for at forhindre, at han vil dræbe dem som hævn for drabet på storebroren. Flygt-ningenævnet kan ikke lægge dette asylmotiv til grund og bemærker hertil, at denne frygt alene beror på ansøgerens egen formodning. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette heller ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren har således sammenfattende ikke sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/479/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], en kommandant ved navn [B] eller af lokalbefolkningen i hans landsby. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far på et tidspunkt tog afsted med en gruppe personer fra landsbyen for at købe våben til brug for kampen mod kuchierne, som var en del af Taliban. En dag blev ansøgeren opsøgt af kommandant [B], som tvangshvervede ansøgeren til kamp mod Taliban. Ansøgeren var ved frontlinjen i 14 dage, hvor han hjalp til i et køkken. Ansøgeren stak af herfra og vendte hjem til sin bopæl. Den efterfølgende dag opsøgte kommandant [B] ansøgeren. Han slog ansøgeren og tog ham med igen. Ansøgeren blev truet. Hvis han ikke deltog i kampen mod Taliban, ville han blive dræbt. Ansøgeren blev taget til et andet område, hvor hans opgave var at fylde ammunition på våben. Efter en uge flygtede ansøgeren tilbage til sin bopæl. På dette tidspunkt fortalte ansøgerens mor ham, at hans far ikke var vendt tilbage, og at han blev beskyldt for at have stjålet de indsamlede penge. Ansøgeren flygtede samme aften fra bopælen sammen med sin familie. Ansøgeren og hans familie tog efterfølgende ophold i byen Mazar-e-Sharif. Ansøgeren arbejdede med at vaske biler. En dag kom en person ved navn [A] og fik vasket sin bil. [A] betalte langt over det sædvanlige. Han kom flere gange og fik vasket sin bil. Han spurgte også ind til ansøgerens interesser. Ansøgeren fortalte ham, at han var interesseret i at spille musik. En dag tog [A] ansøgeren til et sted, hvor der var mange musikinstrumenter og 30 til 40 drenge og piger. De fortalte ansøgeren, at de var dansere. Ansøgeren tog til fester, hvor han så de andre danse. Han modtog også selv danseundervisning. Efter noget tid skulle han også danse til disse fester. Til festerne deltog højtstående myndighedspersoner. Ansøgeren kunne genkende en af myndighedspersonerne, fordi han havde set ham på TV. En dag tog [A] ansøgeren med til et hotelværelse og forsøgte at begå overgreb på ham. Ansøgeren råbte og skreg. Der blev banket på døren. En person kom ind og sørgede for, at ansøgeren fik sit eget værelse. Ansøgeren tog hjem den efterfølgende dag. Samme dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at ansøgeren skulle tage med til Pakistan for at danse til nogle fester. Ansøgeren efterkom hans forespørgsel, idet han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren kendte én af de andre, som skulle med til Pakistan. Hun hed [C]. Da ansøgeren dansede til festen, talte han med en mand ved navn [D], som var hazara. Ansøgeren fortalte ham, at han var tvunget til at danse til festen. [D] hjalp derefter ansøgeren og Salima med at flygte. De finansierede deres rejse med det guld, som de bar. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet afgørelse i Udlændingestyrelsen, idet nævnet ikke finder, at der er fremkommet nye oplysninger af betydning for sagen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at ansøgeren skulle være forfulgt af myndighederne som følge af, at han er flygtet sammen med [C] til grund, idet det alene beror på hans egen formod-ning, at [Cs] familie skulle have anmeldt ham til myndighederne. Det kan ikke antages, at ansøge-ren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen eller Mazar-e-Sharif vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens konflikter med familien, landsbybefolkningen, kommandant [B] og [A] er til hinder for, at han som internt flugtalternativ/IFA kan tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul eller Herat. Flygtningenævnet bemærker, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted indenfor sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, ’’Internal Flight or Relocation Alternative’’ within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. Juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtningen, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfyldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (’’undue hardship’’). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssige situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen heraf til grund – som oplyst af ansøgeren - at hans konflikter med familien, landsbybefolkningen og kommandant [B] er af lokal karakter, og at konflikten med [A] er af privatretlig karakter og relateret til byen Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er en enlig, arbejdsduelig mand uden væsentlige helbredsproblemer, og at han ikke har nogen konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet finder, at hverken ansøgerens familie, landsbybe-folkningen, kommandant [B] eller [A] har vilje og evne til at efterstræbe ham, hvis han tog ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Kabul og Herat alene har fjernere slægtninge. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil være i stand til at kunne etablere sig i en større by i Afghanistan på et rimeligt niveau, uden at hans basale hu-manitære rettigheder vil blive krænket. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette heller ikke i sig selv begrunde asyl. For så vidt angår det forhold, at ansøgeren ikke er i besiddelse af et tazkira, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder Landinfos temanotat ’’Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter’’, af 24. april 2017, at tazkira udstedes af en myndighed under Indenrigsministeriet, og at afghanske borgere kan søge om tazkira både i deres hjemdistrikt og i Kabul samt, at myndigheden har kontorer i alle landets provinser og distrikter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/478/HHU
Nævnet stadfæstede i 17. november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Nawabad i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansø-geren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har dog ved enkelte lejligheder ydet økonomisk støtte til Wardak partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder eller slået ihjel af Taliban, idet han er mistænkt for at have slået en person ven navn [A] ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han arbejdede på et hus, der lå i det pashtunske område, [K], som ligger i udkanten af Nawabad. Vagten, der normalt holdt øje med byggematerialerne om natten, var blevet syg, hvorfor ansøgeren selv overnattede på byggepladsen natten mellem [efteråret] og [efteråret] 2015. Da ansøgeren den følgende morgen stod op, fandt han liget af en død mand i huset og for at undgå at blive beskyldt for at have slået ham ihjel, placerede han liget i en trillebør for at transportere det væk fra byggegrunden. Ansøgeren blev dog opdaget af en mængde af folk, der havde samlet sig, og en person i mængden genkendte den afdøde, og sagde, at det var den højtstående talebaner, [A], og spurgte ansøgeren, hvad han havde gjort, mens en anden fra mængden ringede til politiet. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster. Klokken halv ti samme morgen ringede ansøgerens ægtefælle og fortalte, at ansøgeren var eftersøgt, og at politiet befandt sig på deres bopæl, hvor de ledte efter ham. Ansøgeren kontaktede en menneskesmugler ved navn [Z] og lavede en aftale med ham. Klokken halv seks ringede hans ægtefælle igen og fortalte, at deres bopæl var blevet opsøgt af Taliban, der havde truet hende og deres børn. Klokken seks om aftenen flygtede ansøgeren mod Kandahar, og han udrejste af Afghanistan [i efteråret] 2015. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at hans far er blevet tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren har fået denne oplysning fra sin søster og fra forældrenes nabo, [G]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og er upræcis. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring baggrunden for, at vagten ikke kunne være på ansøgers byggeplads. Han har tidligere dels forklaret, at vagten var forhindret, dels at vagten var syg. For Flygtningenævnet har ansøger forklaret, at vagten kom i hans slagterforretning og meddelte, at han ikke kunne komme, og at ansøgeren ikke husker årsagen hertil. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at der skulle være placeret et lig inde i ansøgers hus, som var under opførelse, og hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklaret nærmere om ligets tilstand. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle have kørt liget ud af hoveddøren og ud på gaden, henset til at det var kl. 7 om morgenen, og det var lyst, og der gik folk på gaden, der var på vej på arbejde, og at han hermed havde stor risiko for at blive opdaget, og Flygtningenævnet finder det påfaldende, hvorfor han ikke i stedet kontaktede politiet i området, der var regeringskontrolleret. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring flugten fra huset. Han har tidligere forklaret, at der ikke var nogen efter ham, da han flygtede ind i huset. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at 4-5 personer fulgte efter ham, og at en af dem fik fat i hans haser, da han var på vej ud af vinduet, og at han faldt ned på hovedet, fik rejst sig op, og derefter flygtede, uden at der kom nogle efter ham. Flygtningenævnet finder det henset til hans forklaring om, at 4-5 personer var efter ham, usandsynligt, at de ikke ville have fortsat med at følge efter ham for at få fat i ham. Flygtninge-nævnet finder det henset til hans forklaring om, at politiet og Taliban søgte efter ham mindre sandsynligt, at de ikke søgte ham i søsterens hus, der boede i samme område. Ansøger har tidligere forklaret, at politiet og Taliban ikke har opsøgt hans forældre eller søskende før og efter hans udrejse, selvom han var efterlyst. Han har nu for Flygtningenævnet forklaret, han hans far efterfølgende er blevet tilbageholdt, hvilket han fik at vide for 4 måneder siden fra sin søster. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgers forklaring herom forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at hverken ansøgeren eller hans familie, eller hans kones familie har været i kontakt med hans ægtefælle og de 6 mindreårige børn, efter ansøgerens udrejse, og at han ikke kan oplyse om, hvordan ægtefællen skulle klare sig alene med 6 mindreårige børn. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke gjorde noget for at finde dem. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren ikke har taget kontakt til menneskesmugleren, der havde pant i ansøgerens hus, med henblik på at søge oplysninger om sin ægtefælle og deres seks mindreårige børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke at kunne lægge nogen del af hans forklaring til grund. Idet oplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter reglerne om asyl, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/477/2017
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende to mandlige statsborgere fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske sadat-pashtunere og shia-muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er født og opvokset i Iran. Ansøgernes far stammer fra [en landsby], Parwan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af deres fætre [F1] og [F2] samt [M’s] folk. [M], der er mafialeder i ansøgernes område, samarbejder med [F1] og [F1]. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne forklaret, at de er født og opvokset i Iran, og at de sammen rejste fra Iran til Afghanistan i [efteråret] 2015, idet de havde fået at vide af de iranske myndigheder, at de skulle deltage i krigen i Syrien, hvis de ønskede at få deres iranske opholdstilladelser forlænget. Ansøgerne valgte at rejse til [farens landsby] i Afghanistan, hvor deres farbror og faster stadig bor, for at få udstedt deres nationalitetsbeviser (tazkera). Farens familie er sunni-muslimer. Ansøgernes hensigt var at bosætte sig i Kabul, Afghanistan, hvor de ville videreuddanne sig og arbejde. [I efteråret] 2015 holdt ansøgernes farbror i [farens landsby] en fest for ansøgerne for at fejre, at de var kommet tilbage til Afghanistan. I festen deltog [F1] og [F2], der er deres fasters sønner. Ansøgernes far havde forud for sin udrejse fra Afghanistan til Iran for 37 år solgt noget jord, der tilhørte ansøgernes faster, hvilket havde skabt konflikter med [F1] og [F2’s] mor. Under festen skulle de bede, og det blev klart for de øvrige festdeltagere, at ansøgerne var shia-muslimer. Der opstod uoverensstemmelser mellem ansøgerne og [F1] og [F2], der beskyldte ansøgerne for at have en iransk adfærd. De blev endvidere beskyldt for at være iranske spioner, for at være vantro, idet de var konverteret til shia-islam og for at propagandere for kristendommen, idet [F1] havde set ansøgeren [A1’s] bibel. Den følgende dag kom [F1], [F2] og [M’s] folk, til ansøgernes farbrors hjem, hvor de råbte efter ansøgerne og affyrede et skud. Ansøgernes fætter hjalp ansøgerne med at flygte fra stedet, hvorefter ansøgerne udrejste fra Afghanistan. Ansøgerne har som asylmotiv under nævnsmødet ydermere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet de har vendt ryggen til Islam og ønsker, at konvertere til kristendommen. De vil derfor blive betragtet som frafaldne i deres hjemland. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de siden [foråret] 2017 har gået i kirke, og at de har intentioner om at lade sig døbe, ligesom de har forklaret, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan agter at leve som kristne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgerne vedrørende væsentlige omstændigheder har forklaret divergerende. Nævnet finder på samme måde som Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og shia-muslimer af trosretning. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerne er født og opvokset i Iran, og at deres opholdstilladelser jævnligt skulle fornyes. Ansøgernes forklaring om, at Iran rekrutterer soldater til at kæmpe i Syrien, blandt den del af befolkningen, der ikke er statsborgere i landet, herunder shiamuslimske afghanere, der opholder sig i Iran, støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund sandsynliggjort dels, at ansøgerne i forbindelse med, at deres opholdstilladelser skulle fornys blev mødt med et krav om, at de skulle tage til Syrien og kæmpe, dels at ansøgerne på denne baggrund besluttede at forlade Iran for at etablere sig i Kabul. Nævnet finder videre, at ansøgernes forklaring om, at de for at få udstedt tazkera anså det for nødvendigt, at vende tilbage til farens hjemby i Parwan-provinsen, kan lægges til grund. Ansøgernes far havde forladt sin hjemegn og sin sunnimuslimske familie 37 år tidligere, fordi ansøgernes far havde solgt noget jord, der tilhørte ansøgernes faster. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres anderledes væremåde, den omstændighed, at de var shia-muslimer, og farens gamle konflikt med fasteren gav grundlag for den af ansøgerne beskrevne konflikt i forbindelse med festligholdelsen af ansøgernes tilbagevenden. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at konflikten medfører, at ansøgerne ikke vil være i stand til at opholde sig i Afghanistan. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der dagen efter festen kom til ansøgernes farbrors hjem. Ansøgeren [A1] har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var lokale imamer, der truede dem og ville overfalde dem, fordi de var vantro og spioner. Ved de senere samtaler har ansøgeren forklaret, at det var fasterens sønner [F1] og [F2] og en berygtet kriminel ved navn [M], der opsøgte ansøgeren. Det samme har den anden ansøger forklaret. Nævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaring om, at [F1] og [F2] arbejder for den afghanske efterretningstjeneste alene beror på ansøgerens formodninger, hvorfor nævnet ikke kan lægge dette til grund. Nævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at konflikten i forbindelse med festen betyder, at ansøgerne ikke vil være i stand til at bosætte sig i Kabul, således som det var ansøgernes oprindelige plan. Ansøgerne har forklaret, at de stadig har et godt forhold til deres farbror og dennes søn, og nævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ikke med bistand fra disse familiemedlemmer vil være i stand til at få udstedt tazkera, uden nødvendigvis at vende tilbage til netop det område, hvor [F1] og [F2] opholder sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de på grund af deres oprindelige asylmotiv ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende sur place motivet kan nævnet på grundlag af ansøgernes forklaringer lægge til grund, at de nogle måneder efter de fik afslag på asyl begyndte at gå i kirke, og at de interesserer sig for kristendommen. Ansøgerne har under nævnsmødet forklaret, at de allerede mens de opholdt sig i Iran var kritiske overfor farens og regimets fortolkning af islam, og at dette blev forstærket, da faren fandt, at de som shia-muslimer var forpligtede til at deltage i hellig krig i Syrien. Under henvisning til, at begge ansøgere under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de bad og fastede, samt under henvisning til, at ansøgerne først efter, at de har fået afslag på asyl, er begyndt at gå i kirke, og da ingen af ansøgerne er døbt, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har vendt sig fra Islam og er blevet kristne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/476/MAD
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [navn på afghansk landsby], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans ældste bror underviste i engelsk, og at han 2011-2012 blev truet af Taliban, der ønskede, at broren skulle stoppe med at undervise i engelsk. Broren fortsatte imidlertid sit arbejde på trods af truslerne. En dag blev der kastet en bombe mod muren ind til ansøgerens bopæl, uden at der skete noget med husets beboere. I den forbindelse blev ansøgerens bror og far taget med. Nogle dage efter kidnapningen af ansøgerens bror og far blev ansøgerens brors lig afleveret tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren sov, og så ikke, hvem det var, der angreb huset, men dagen efter fortalte naboerne, at det var Taleban, havde kidnappet hans far og storebror. Dagen efter tog ansøgeren sammen med sin lillebror hen til deres kusine i [navn på afghanske landsby], hvor de boede i en til to måneder. Efterfølgende tog ansøgeren hjem til sin søster og hendes ægtefælle, som boede i Jalalabad. Her boede ansøgeren sammen med sin lillebror i fire til fem år frem til sin udrejse. Omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev han to til fire gange set af nogle personer, som ansøgeren genkendte som beboere fra [navn på en afghansk landsby], og han mener, at de må have regnet ud, at ansøgeren boede hos sin søster i Jalalabad. Ansøgeren frygtede herefter, at personerne ville videregive oplysningen om, hvor han befandt sig, til Taliban. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af sin storebror, [A’s], konflikt selv skulle have en konflikt med Taleban, eller at Taleban ikke skulle anse brorens konflikt for afsluttet i forbindelse med, at de dræbte broren. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke skete noget med ansøgeren i forbindelse med, at Taleban rettede henvendelse på bopælen og kidnappede hans far og storebror, idet ansøgeren sov fra episoden og først den følgende dag fandt ud af, hvad der var sket. Der skete heller ikke noget med ansøgeren i de følgende 2- 3 måneder, hvor han blev boende i landsbyen hos sin moster. Selvom ansøgeren og hans lillebror i godt 4 – 5 år derefter har boet hos deres søstre i nærheden af Jalalabad, er hverken han eller hans søskende på noget tidspunkt blevet opsøgt eller truet af Taleban, heller ikke selvom det efter ansøgerens egen forklaring måtte stå de fleste beboere i [navn på afghansk landsby] klart, at ansøgeren og hans lillebror havde taget ophold hos søstrene. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret, at en stor del af befolkningen i landsbyen støttede Taleban, og at det derfor må have været enkelt at finde frem til søstrenes opholdssted evt. via hans moster, der stadig boede i landsbyen. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at den person fra landsbyen, som skulle have genkendt ham i Jalalabad, 4 – 5 år efter drabet på broren, skulle have videregivet oplysninger om hans opholdssted til Taleban. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/475/DTO
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Daikundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin storebror, [A], eller den mand, [B], som ansøgeren blev tvangsgiftet med. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, [C], [i efteråret] 2012 i Iran, hvor hun har boet sammen med sin familie i en længere årrække. [C’s] morbror var nabo til ansøgerens familie i Mashhad, Iran. [C’s] morbror foreslog ægteskabet, hvilket ansøgerens far accepterede. Ansøgeren mødte [C] første gang en uge før ægteskabet. Han boede i Danmark og besøgte ansøgeren én gang om året. Planen var, at ansøgeren skulle bo sammen med [C] i Afghanistan, når der kom fred i landet. Ansøgerens storebror kunne ikke lide [C] og accepterede ikke ægteskabet. Hendes storebror kunne ikke lide den måde, som [C] talte og så ud på. Ansøgerens far døde [i sommeren] 2013. Et år herefter besluttede ansøgerens brødre, at familien skulle flytte tilbage til Afghanistan. Ansøgerens far havde efterladt noget jord i Herat, som brødrene var bange for at miste, hvis de ikke tog tilbage. Nogle måneder efter, familien var flyttet tilbage, blev ansøgerens storebror afhængig af stoffer. Han begyndte at omgås [B], som han også arbejdede for. I forbindelse med eid-festen i 2015 inviterede [B] ansøgerens familie til middag. Efter middagen forlod ansøgerens storebror stedet og var væk i 30-40 minutter. Da han kom tilbage, havde han en imam med. [B] fortalte ansøgeren, at han ville giftes med hende. Ansøgeren nægtede, og hun fortalte [B], at hun havde en anden ægtefælle. Ingen lyttede, og imamen læste vielsesbønnen op. Bagefter forlod [A] [B’s] bopæl, og ansøgeren har ikke siden set ham. [B] voldtog ansøgeren og behandlede hende dårligt. Ansøgerens lillebror fortalte ansøgeren, at ansøgerens storebror havde solgt ansøgeren til [B], formentlig fordi han skyldte [B] penge på grund af sit stofmisbrug. Ansøgeren bad sin lillebror, [D], om hjælp. En dag, omkring tre måneder efter tvangsægteskabet, kom ansøgerens [D] hjem til ansøgeren og spurgte [B’s] anden kone, om han måtte tage ansøgeren med ud for at købe tøj, hvilket den anden kone gav tilladelse til. Med hjælp fra [D] flygtede ansøgeren herefter fra Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen forekommer selvoplevet, ligesom hun har forklaret konsistent og uden væsentlige divergenser om tvangsægteskabet med [B] og om de omstændigheder, der førte til at hendes bror, [A], valgte at gifte hende bort, selvom hun i forvejen var gift med sin herboende ægtefælle. Flertallet lægger efter oplysningerne om, at [B] var en indflydelsesrig person sammenholdt med den omstændighed, at ansøgeren ved at flygte har sat sig op mod [A], til grund, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorimod det ikke er sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2017/474/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Khewa, Nangahar, Jalalabad, Afghanistan. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede for myndighederne, idet han var med i et råd, der arbejdede med sikkerheden i området. Ansøgerens far fik et trusselsbrev fra Taliban. Taliban ville have, at ansøgerens far stoppede sit arbejde og i stedet begyndte at arbejde for dem. Det fremgik tillige af trusselsbrevet, at Taliban ville slå ansøgerens far og ansøgeren ihjel. En dag, da ansøgerens far var på vej hjem fra sit arbejde, blev han slået ihjel af personer fra Taliban. Politiet kom efterfølgende med ansøgerens fars lig til ansøgerens families hjem. Efter ansøgerens far blev slået ihjel, blev ansøgeren og hans familie boende på deres bopæl i landsbyen […] i omkring fem til seks måneder. Her modtog de yderligere et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at Taliban efterstræbte ansøgeren. Herefter flyttede ansøgeren med sin mor og sine søskende til ansøgerens morbror, som bor i Jalalabad. Ansøgeren boede ved sin morbror i Jalalabad i omkring fem til seks måneder, hvorefter ansøgeren udrejste fra Afghanistan. Det var ansøgerens morbror, der anbefalede, at ansøgeren skulle udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af Taliban til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, ligesom hans forklaring for nævnet har fremstået afglidende og upræcis, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvornår de to trusselsbreve blev afleveret. Han har under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at hans far modtog to trusselsbreve, før han blev dræbt. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 bekræftede ansøgeren først, at begge breve blev afleveret, inden faren blev dræbt. Under mødet blev det andet brev læst op for ansøgeren, og det fremgår heraf, at hans far var blevet dræbt, da dette brev ankom. Efter en pause under mødet ændrede ansøgeren forklaring, og forklarede nu, at det andet brev var ankommet efter farens død. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorfor han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har under [den første samtale] forklaret, at hans morbror sagde til ham, at han skulle udrejse, fordi han hele tiden var bange for personer fra Taliban. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 har ansøgeren forklaret, at morbroren sagde, at ansøgerens liv var i fare, fordi Taliban var efter ham, og at han havde fået at vide, at Taliban nu vidste, at ansøgeren boede hos ham. Endelig har ansøgeren i det hele forklaret afglidende og meget upræcist, herunder om, hvor længe familien blev boende på deres bopæl i landsbyen, før de flyttede til Jalalabad. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovenstående, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset det ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger kan lægges til grund, at forholdene, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, i Afghanistan, er forværret i den senere tid, kan dette ikke i sig selv begrunde, at der meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/473/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra byen […], Surkhrud-distriktet i Nangarhar Provin-sen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet han har samarbejdet med de amerikanske styrker, samt idet han har leveret madvarer til den afghanske hær. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af landsbyens beboere og af dem blive udleveret til Taliban, idet indbyggerne i landsbyen kautionerede for ansøgerens løsladelse fra Taliban. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2014 begyndte at levere byggematerialer til den amerikanske militærbase i […]. Omkring samtidig begyndte ansøgeren at levere grøntsager til den afghanske hær på en militærbase i udkanten af […]. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt primo 2015, hvor ansøgeren kom ud fra moskéen, mødte han to personer, der fortalte, at islam var i fare, og at amerikanerne med deres tilstedeværelse i Afghanistan bekæmpede islam. De pågældende to personer sagde ikke, hvad dette havde med ansøgeren at gøre. Nogle dage senere i moskéen blev ansøgeren opsøgt af de samme personer, der ville have ansøgerens hjælp til at placere sprængstof i den amerikanske militærbase i […]. Ansøgeren blev ved den lejlighed truet med at blive slået ihjel. Ansøgeren tog ikke henvendelsen seriøst og fortsatte derfor sit arbejde. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt herefter henvendte en mullah sig på ansøgerens bopæl med et brev fra Taliban. Det fremgik af brevet, der fremstod som en arrestordre, at ansøgeren skulle henvende sig hos Taliban. Ansøgeren var ikke hjemme, da brevet blev leveret. Omkring en uge efter blev ansøgeren opsøgt af fire personer fra Taliban på sin bopæl og tilbageholdt i omkring én måned på et tilhørssted for Taliban. I den periode blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, ligesom han blev overtalt til at udføre den opgave, han tidligere var blevet pålagt. Ansøgeren accepterede at samarbejde ved at bringe sprængstoffer til militærbasen, og at han ville udføre opgaven ved den følgende levering af grøntsager på basen. Taliban-folkene sagde herefter, at ansøgeren selv skulle sprænge militærbasen i luften, men de uddybede ikke dette yderligere. Ansøgeren blev herefter løsladt mod kaution, idet ansøgerens far samt andre ældre personer fra landsbyen havde henvendt sig til Taliban. Ansøgeren tog herefter til Jalalabad, hvor han holdt sig i skjul. Han udførte ikke opgaven for Taliban. Efter én til to uger modtog ansøgerens far et brev, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle udleveres. Da ansøgerens far i den anledning henvendte sig til Taliban, blev han tilbageholdt. Ansøgeren modtog den følgende dag et brev, hvoraf fremgik, at han skulle henvende sig til Taliban, og at faren ellers ville blive dræbt. Efter én uge modtog familien farens lig sammen med et brev, hvoraf fremgik, at ansøgeren ville lide samme skæbne. Ansøgeren opholdt sig herefter en uge i Jalalabad, hvorefter han udrejste fra Afghanistan med hjælp fra en forretningspartner. Ansøgeren har på en række centrale punkter forklaret divergerende om sit asylmotiv, hvilket svækker hans generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at Taliban opsøgte ham på bopælen kl. 01 om natten, hvilket han senere under mødet under skiftende forklaringer rettede til kl. 20, som han også har forklaret under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ved, hvor lang tid forud for hans tilbageholdelse, hans far havde modtaget det første brev fra Taliban, mens han under asylsamtalen har forklaret, at der gik en uge, fra hans far modtog brevet, til ansøgeren blev tilbageholdt. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han efter flugten til Kabul boede hos en menneskesmugler, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han i Kabul boede hos sin tidligere forretningspartner, [T]. Flygtningenævnet bemærker, at de forhold, at ansøgeren ikke har gået i skole, og at han har det psykisk dårligt, ikke kan forklare disse divergenser. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og de fremlagte kopier af angivelige trusselsbreve kan derfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet om sin tilbageholdelse hos Taliban, hvor han gennem mere end to uger blev udsat for vold, ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/472/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Nævnet stadfæstede ligeledes afgørelsen vedrørende den pågældendes ægtefælle og fem børn med samme begrundelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnmuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har dræbt ansøgerens bror og har forsøgt at hverve ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han sammen med sin familie for omkring fire år siden rejste tilbage til sin landsby i Kunduz-provinsen i Afghanistan. Dér tog de ophold i ansøgerens brors hus. Ansøgerens bror, [A], var ansat i det afghanske politi og deltog på et ukendt tidspunkt under et angreb i drabet på en Taliban-kommandant ved navn [B]. Taliban havde taget et foto af ansøgerens bror og sagde, at det var ansøgerens bror, der have dræbt kommandant [B]. På en ukendt dato mellem 8-9 måneder og mindre end 1 år efter deres hjemkomst til Afghanistan købte ansøgeren en byggegrund i [en landsby], hvor han ville bygge et hus til sin familie. Da han en dag var på vej til byggegrunden, mødte han en bekendt fra sin nabolandsby, [C], der forsøgte at hverve ansøgeren til Taliban til at føre hellig krig mod udlændinge i Afghanistan. Ansøgeren svarede okay for at slippe af med ham. Da ansøgeren kom hjem om aftenen, fortalte han om samtalen med [C] til sin bror, som svarede, at ansøgeren ikke behøvede at være bekymret, fordi den slags mennesker snart ville forsvinde fra Afghanistan. En måneds tid senere skulle ansøgerens ægtefælle på toilettet uden for huset med parrets ældste datter [D], da hun så nogle ukendte mennesker og skreg. Ansøgerens bror kom ud i gården med sit Kalashnikov-gevær og blev skudt i panden. Ansøgeren løb også ud i gården og omfavnede sin bror og blev da slået i hovedet, så han besvimede. Da han kom til sig selv, var han på hospitalet, hvor ansøgerens fætter også befandt sig. Ansøgeren spurgte sin fætter, hvordan det stod til med hans bror, og fætteren svarede, at broren havde det fint, og at broren også var på hospitalet. Senere fik ansøgeren at vide, at hans bror var død på bopælen. Ansøgeren tog efter en uge på hospitalet over til sin morbror i Baglan, hvor hans familie allerede var. Ansøgerens morbror er også hans ægtefælles farbror. 20-30 dage derefter udrejste familien illegalt til Pakistan og brugte ansøgerens opsparing fra Iran til formålet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren har gået fire år i skole og er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren og dennes ægtefælle på centrale punkter har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, ligesom ansøgeren har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om ansøgerens brors arbejde og baggrunden for angrebet, og at ansøgeren først under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret om [C’s] opfordring til at deltage i hellig krig. Ved vurderingen af ansøgerens og dennes ægtefælles troværdighed har Flygtningenævnet end-videre lagt vægt på, at de under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende, men at de efter en frokostpause har ændret og samstemt deres forklaringer. Selvom ansøgerens og dennes ægtefælles forklaring om [C] og angrebet på ansøgerens brors hus måtte lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at disse hændelser ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke har sandsynliggjort, at angrebet på ansøgerens brors hus har nogen forbindelse til episoden med [C]. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren ikke blev dræbt i forbindelse med angrebet, selvom gerningsmændene havde mulighed herfor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at overfaldet skete, fordi ansøgeren var efterstræbt. Da ansøgeren og dennes ægtefælle derudover ikke har oplevet konflikter med hverken myndigheder eller andre, herunder politiske, religiøse eller kriminelle grupper og grupperinger, i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/470/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af pashtunere, som hans far har haft en jordkonflikt med. Ansøgeren frygter videre, at blive slået ihjel af pashtunernes børn. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet i Iran, fordi han i Iran er beskyldt for at have skubbet et barn ud fra kanten af et hustag. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er født i Iran. Da ansøgeren var omkring syv-otte år gammel, rejste han til Afghanistan med sin familie, fordi hans far risikerede at miste sin jord i Afghanistan. Ansøgerens far tog en dag til Kabul men kom ikke hjem, idet han var blevet slået ihjel. Ansøgeren har senere fået at vide af sin morbror, at faren blev slået ihjel af nogle personer, som faren havde en jordkonflikt med. Ansøgerens familie rejste tilbage til Iran omkring en uge efter farens død. Ansøgeren har hørt, at nogle pashtunere forsøgte at tage farens jord med tvang, og at farens død havde en forbindelse hertil. Ansøgerens mor har fortalt ham, at pashtunerne også vil slå ham og hans brødre og morbror ihjel, hvis de opholder sig i Afghanistan. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. I den forbindelse lægger nævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han frygter hævn fra sin faders drabsmænd, fordi disse muligt frygter, at han vil genfremsætte faderens krav på jord. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring, om at faderen for syv-otte år siden er blevet dræbt som led i en jordkonflikt, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge heraf skulle være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt til Afghanistan. Konflikten må betragtes som afsluttet, medmindre ansøgeren selv tager initiativ til at genoplive denne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring vedrørende stedbrorens fald fra et tag må tilsidesættes som utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har fået at vide, at den pågældende døde eller blot kom alvorligt til skade, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at redde stedbroren fra at falde ned, eller om han løb efter ham for at få fat i en dukke. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for en person af ansøgerens alder og køn findes ikke at medføre nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/47/SOL
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra [by], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban tidligere har slået ansøgerens far og bror ihjel, og idet Taliban beskylder ham for at være blevet vantro af sit ophold i Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter sin fars fætre, [A] og [B], idet de har haft en jordkonflikt med ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far på et tidspunkt i 2007 eller 2008 fik en konflikt med sine fætre [A] og [B], idet de var af den opfattelse, at ansøgerens far var skyld i, at de havde tabt retten til en af familiens ejendomme. For at straffe ansøgerens far stjal [A] og [B] to af hans heste. Ansøgerens far anmeldte tyveriet til politiet, hvilket resulterede i at [B] blev fængslet, mens [A] nåede at flygte. På et ukendt tidspunkt blev [A] medlem af et parti under kommandanten [C]. Ansøgerens bror blev en dag overfaldet af [A], hvorfor han tilsluttede sig et modstående parti under kommandanten [D]. Broren var medlem af partiet i 18 måneder, inden han flygtede fra et angreb på [D]. Ansøgerens bror tilsluttede sig herefter Taliban. I 2008 eller 2009 erklærede de afghanske myndigheder, at alle med tilknytning til Taliban skulle aflevere deres våben til myndighederne. Ansøgers bror afleverede seks våben til myndighederne, da han ikke længere ønskede at være medlem af Taliban. Omkring en uge senere modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Taliban. Mens ansøgeren var hos sin søster i Jalalabad, opsøgte Taliban deres bopæl. De slog ansøgerens bror ihjel og bortførte ansøgerens far. Ansøgeren rejste herefter hjem til Laghman for at begrave sin bror. Senere fik ansøgeren at vide af sin svoger, at Taliban ville slå hele familien ihjel. Ansøgeren rejste derfor til Kabul, hvor han opholdt sig i en ukendt periode. I 2009 rejste ansøgeren til Norge, hvor han søgte asyl, men fik afslag. I 2012 søgte ansøgeren asyl i Danmark, men blev sendt tilbage til Norge af de danske myndigheder. Fra Norge blev ansøgeren [i efteråret] 2012 deporteret til Afghanistan, hvorefter han bosatte sig i Jalalabad. Under et ophold i [by], hvor ansøgeren besøgte sin familie, ringede en ven, som fortalte ham, at han i en moske havde overhørt Taliban snakke om, at de ville hente ansøgeren, idet de beskyldte ansøgeren for at være blevet vantro af sit ophold i Europa. Ansøgeren var på vej til at forlade huset i [by], da Taliban ankom. De råbte og skød efter ansøgeren, men det lykkedes ansøgeren at flygte hjem til sin svoger i Jalalabad. Omkring 10 til 15 dage senere modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgeren blev i Jalalabad nogle dage, hvorefter han flygtede til Pakistan. Efter et år i Pakistan blev ansøgeren deporteret til Afghanistan, hvor han opholdt sig i en periode, inden han rejste til Danmark. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i 2015 og indrejste i Danmark [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hans far på et tidspunkt i 2007 havde en konflikt med sine fætre til grund. Ansøgeren er imidlertid aldrig blevet opsøgt af farens fætre eller af andre i den anledning, ligesom konflikten, der ligger langt tilbage i tid, må anses som værende afsluttet. Denne konflikt kan derfor ikke føre til, at ansøgeren får opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at ansøgerens bror blev dræbt af Taliban i 2008/2009 som følge af, at han havde afleveret nogle våben til myndighederne, og at ansøgerens far i den forbindelse blev kidnappet af Taliban, men senere blev løsladt, idet der blev indgået en aftale mellem Taliban og ældrerådet i landsbyen. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten mellem ansøgerens bror og Tali-ban ligger langt tilbage i tid, og på at ansøgerens far, der blev kidnappet i anledning af konflikten, senere blev frigivet. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at han på et ukendt tidspunkt i 2013 blev forsøgt skudt af Taliban i forbindelse med, at han havde været på besøg hos sin afdøde brors ægtefælle, forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Afghanistan i ca. 1 år efter denne episode, uden at han er blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for hjemvendte asylansøgere fra Vesten, ikke i sig selv kan føre til, at betingelserne for opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/469/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Surkh-Rōd i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der var mange fra Taliban i ansøgerens landsby, og Taliban har på et tidspunkt sagt til ansøgerens far, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Ansøgeren var på vej til bazaren tidligt en fredag morgen, da han så en mand grave en mine ned i vejen tæt ved en kyllingefarm. Ansøgeren gik hen til farmen for at vise manden med minen, at han havde et ærinde. Ansøgeren gik herefter længere op ad vejen til en kontrolpost og fortalte soldaterne ved posten, hvad han havde set, hvorefter ansøgeren gik hjem, og soldaterne tog hen til det sted, hvor minen var blevet begravet. Samme dag, efter fredagsbønnen, kom en dreng ved navn […] hjem til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde fortalt alle i moskeen til fredagsbønnen, hvad ansøgeren havde gjort. Dagen efter kørte ansøgerens brødre hjem fra familiens butik i [en mindre by], men da vejen var dårlig, stillede brødrene deres bil ved en tankstation nær familiens hus og gik resten af vejen. Samme dag ringede ansøgerens far til politiet og bad om deres beskyttelse, men politiet afslog at beskytte ansøgeren. Søndag fik brødrene at vide af en dreng, at Taliban havde stået ved tankstationen og ventet. Taliban havde stoppet ansøgers far enten lørdag eller søndag og sagt, at han skulle give sin søn til dem, så han kunne arbejde for dem. To dage efter episoden med minen rejste ansøgeren til [en større by] og herfra ud af Afghanistan. En uge efter ansøgerens udrejse modtog ansøgerens familie et brev fra Taliban, hvor der stod, at ansøgeren skulle komme til Talibans hovedkvarter i Kaklak, fordi ansøgeren var spion. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt virker springende og usammenhængende, på trods af at der er tale om et relativt enkelt handlingsforløb, der udspiller sig på tre dage. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på en række punkter. F.eks. har ansøgeren under samtalen [i begyndelsen af] 2017 hos Udlændingestyrelsen ikke nærmere kunnet redegøre for, hvor, hvornår og af hvem han fik at vide, at politiet ikke selv kunne fjerne minen, men måtte have soldater til at køre ud og gøre det. For nævnet har han først forklaret, at han overhørte politimændene fra kontrolposten tale om det allerede, da han sammen med dem var på vej hen til stedet med minen. Han har herefter for nævnet forklaret, at han fik det at vide af sine forældre senere på eftermiddagen. Dernæst har han forklaret, at det var [drengen], der kom og fortalte det. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban inden ansøgers udrejse havde sagt noget til hans far om episoden med minen og om tidspunktet for samtalen mellem faren og Taliban. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at Taliban ikke havde nævnt noget om minen, da de opsøgte faren. Ansøgeren kunne ikke huske, om Taliban talte med faren om lørdagen eller søndagen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban fortalte faren om episoden med minen, og at det skete om lørdagen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret afglidende på spørgsmål om farens møde med Taliban om lørdagen, som han ikke nærmere kan tidsfæste. Derudover har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad der skete efter hans udrejse. Ansøgeren har til begge samtaler i Udlændingestyrelsen oplyst, at han kun har haft kontakt til sin bror i [en større by] en gang, da ansøgeren kom til Danmark. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at broren fortalte, at der to dage eller en uge efter ansøgerens flugt var kommet et brev fra Taliban, hvor der stod, at ansøgeren var spion og skulle komme til Talibans hovedkvarter i Kaklak. Ansøger oplyste på forespørgsel, at der ikke var sket andet efter hans udrejse, udover at folk i landsbyen havde sagt til Taliban, at han var rejst, og at de ikke vidste, hvor han var. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans bror også havde sagt, at familien efter modtagelsen af brevet var flyttet, men ansøgeren ved ikke hvorhen, da telefonen blev slukket. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at Taliban ikke opsøgte ansøgeren på bopælen umiddelbart efter at have fået kendskab til, at han var gået til politiet, når de tilsyneladende nemt kunne identificere hans opholdssted og ifølge ansøgeren havde givet udtryk for, at de ville straffe ham og dræbe ham. Det forekommer endvidere ejendommeligt, at ansøgerens brødre søndag morgen skulle være taget af sted på arbejde uden at advare ansøgeren og familien om, at de på tankstationen fra [en person] havde hørt, at Taliban havde været på stedet natten til søndag. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/468/SMLA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerens far er etnisk pashtun, og ansøgerens mor er etnisk tadjik. Ansøgeren er sunni-muslim fra landsbyen […], […] i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive tilbageholdt af myndighederne og udleveret til Taliban, som vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at der en dag kom to politibetjente til det værksted, hvor ansøgeren arbejdede som mekaniker. De anmodede om, at en mekaniker tog med dem for at se på en bil, der var i stykker. Ansøgerens mester besluttede, at ansøgeren skulle køre med betjentene. Da de havde kørt i omkring en time til landsbyen […], kom de til et hus, hvor betjentende bankede på døren. Ansøgeren blev taget imod og betjentene kørte igen. Da ansøgeren kom ind i husets gård, så han en rød Toyota Corolla, og der sad omkring 10 bevæbnede personer fra Taliban. Kommandanten sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle placere en bombe i døren på en bil, hvilket ansøgeren nægtede. De slog ansøgeren i ryggen med en geværkolbe, hvorefter ansøgeren indvilligede i deres anmodning. De tog billeder af ansøgeren, og han fik oplyst, at han ville blive hentet dagen efter, hvor han skulle udføre opgaven, hvorefter han og kommandanten udvekslede telefonnumre, og ansøgeren fik lov at gå. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl og fortalte sin mor og ægtefælle, hvad der var sket. Moren og ægtefællen sagde, at de skulle tage hjem til ansøgerens moster, hvilket de gjorde senere samme aften. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til værkstedet for at fortælle sin mester, hvad der var sket. Ansøgerens mester bad ansøgeren holde sig væk, idet han frygtede, at ansøgerens tilstedeværelse ville skabe problemer. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin moster og talte med mosterens ægtefælle, som fandt en agent til ansøgeren, som kunne hjælpe ham med udrejsen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to dage senere, og hans mor og ægtefælle tog tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om ansøgerens asylmotiv til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst at være analfabet. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren til dels har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har ved samtalen hos Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 oplyst, at han ikke kunne huske, hvad de to politibetjente talte om på vej i bilen hen til deres bestemmelsessted, idet de blot talte stille sammen, og han ville ikke forstyrre dem. Han har først efter afslaget fra Udlændingestyrelsen oplyst, at betjentene talte sammen på et lokalt sprog, Pashaie, som han ikke forstod, selv om han [i begyndelsen af] 2017 blev spurgt meget indgående om indholdet af betjentenes samtale i det tidsrum på mindst en time, hvor han sad i bilen sammen med dem. Det kan ikke tillægges afgørende vægt, at ansøgeren for nævnet har anført, at han har nævnt det under samtalen, og at tolken ikke har fået det med. Ansøgeren ikke har haft bemærkninger til referatet på dette punkt, og det ville på baggrund af spørgsmålet om indholdet af betjentenes samtale have været nærliggende straks at oplyse, at ansøgeren ikke forstod det sprog, de talte. Ansøgeren har endvidere fortalt divergerende og udbyggende om, hvorvidt det var tilfældigt, at han blev udvalgt til at tage med politibetjentene. Han har under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at det var tilfældigt, mens han under samtalen [i begyndelsen af] 2017 har oplyst, at Taliban måske vidste, at han arbejdede på værkstedet, og at det var derfor, han blev udvalgt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev valgt til at tage med, fordi han havde de specielle kompetencer, der var nødvendige for at udføre den opgave, han blev bedt om. Flygtningenævnet finder det desuden ikke overbevisende, at Taliban skulle sørge for at bringe ansøgeren, som de ikke før havde mødt, til et sted for at tvinge ham til at udføre en opgave med at montere en bombe, for derefter – uden nærmere begrundelse – at lade ham gå med besked om, at de ville hente ham igen den næste dag for at udføre opgaven. Taliban udsatte sig derved for en unødig risiko, idet de ikke havde sikkerhed for, at ansøgeren ikke ville flygte i mellemtiden eller gå til myndighederne med sin viden. Det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han var blevet afhentet på sin arbejdsplads, der var myndighedskontrolleret område. Endvidere fremstår det påfaldende, at Taliban efter ansøgerens flugt skulle have opsøgt hans tidligere arbejdsplads, som ifølge ansøgeren lå i et område under myndighedernes kontrol, men ikke har opsøgt ansøgerens bopæl, som lå i et område kontrolleret af Taliban. Det forekommer desuden bemærkelsesværdigt, at ansøgeren dagen efter tog hen til værkstedet, hvor han kunne risikere at blive pågrebet af Taliban, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle have haft mulighed for at kontakte sin mester telefonisk, fordi han og samtlige medlemmer i familien om aftenen forinden ikke havde mulighed for at benytte deres telefoner. De generelle forhold i Afghanistan er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre, at enhver, der returneres til landet, vil være i reel risiko for overgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/467/SMLA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Jalrez i Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror og Taliban vil tvinge ham til at blive selvmordsbomber, eller at hans farbror vil slå ham ihjel, fordi farbroren vil anse ham for at være vantro, fordi han har været i Europa. Ansøgeren frygter videre, at de afghanske myndigheder vil anholde ham og udlevere ham til sin farbror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans farbror var medlem af Taliban, og at farbroren truede ansøgerens far med at slå ansøgeren ihjel, hvis han kom i en almindelig skole, hvorfor ansøgeren gik i en koranskole, hvor eleverne blev opfordret til at melde sig som selvmordsbombere. På dagen hvor ansøgeren udrejste af Afghanistan, kom han hjem fra moskeen og fandt sin far dræbt. Ansøgerens mor fortalte, at hans farbror og nogle medlemmer af Taliban havde slået faren ihjel, og at de havde spurgt efter ansøgeren, fordi de ville have, at ansøgeren skulle være selvmordsbomber. Kort tid efter ansøgeren var kommet hjem, hørte ansøgeren og hans mor Taliban komme, og ansøgerens mor gemte ansøgeren i en ovn. Taliban spurgte efter ansøgeren og ransagede huset, hvorefter de gik igen og tog ansøgerens fars lig med. Efter Taliban var gået, gav ansøgerens mor ham en burka på, hvorefter de tog over til ansøgerens morbror i nabolandsbyen. Ansøgerens morbror kontaktede en menneskesmugler, som sørgede for ansøgerens udrejse. Da ansøgeren var kommet til Iran, modtog han et opkald fra menneskesmugleren, som fortalte, at ansøgerens morbror var blevet dræbt af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren har oplyst at være analfabet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår som usammenhængende og usandsynlig, og hans beskrivelser af begivenhederne ved farens død og ransagningen forekommer ikke selvoplevede. Det er således bemærkelsesværdigt, at ansøgeren stort set intet kendskab har til sin farbror, der skulle have stået bag drabet på hans far, eller til forholdet mellem farbroren og ansøgerens far gennem hele ansøgerens opvækst. Ansøgeren har aldrig set farbroren, men ved blot, at farbroren skulle være medlem af Taliban og have truet hans far med at slå ham ihjel, hvis ansøgeren blev sendt i almindelig skole. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har noget kendskab til baggrunden for drabet på faren og de nærmere omstændigheder herved, og at ansøgeren ikke spurgte sin mor nærmere ind til begivenhedsforløbet på bopælen forud for drabet på faren – navnlig da familien aldrig tidligere var blevet opsøgt på bopælen af Taliban. Ansøgeren har også for nævnet haft svært ved i detaljer at beskrive den situation, hvor han kom hjem og fandt sin far dræbt i gården, selv om den udgør den centrale del af ansøgerens asylmotiv. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst at være bange, fordi han frygtede at blive rekrutteret som selvmordsbomber, fremstår ikke som en overbevisende forklaring herpå. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at det skulle være nødvendigt for Taliban at tvangsrekruttere ansøgeren som selvmordsbomber, da der ifølge ansøgeren var mange, der meldte sig frivilligt hertil i koranskolen. Endvidere stemmer ansøgerens forklaring om tvangsrekrutteringen under de givne omstændigheder ikke overens med de foreliggende baggrundsoplysninger, jf. herved Landinfos temanotat Afghanistan: Rekruttering til Taliban af 29. juni 2017. Endvidere fremstår det ejendommeligt, at Talibans ransagning på bopælen for at finde ansøgeren og tage ham med skulle være foretaget så lemfældigt, at ovnen i gården, hvor ansøgeren gemte sig, ikke blev undersøgt i forbindelse med ransagningen. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgerens morbror også skulle være blevet dræbt af Taliban efter ansøgerens udrejse, og at ansøgeren under sin flugt skulle have fået oplysning om dette fra en agent uden at vide hvorfor og uden at have spurgt nærmere ind til, hvad der nærmere var sket med morbroren, men i stedet have smidt sin telefon ud. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med hverken Taliban eller de afghanske myndigheder, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/466/col
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han accepterede at samarbejde med dem og alligevel udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør, og at han i den forbindelse transporterede kød til det afghanske militær og til udenlandske tropper. En aften, da ansøgeren havde været til bøn i moskeen, blev han stoppet af nogle mænd, som gav ham bind for øjnene og tog ham ind i en bil. Mændene var fra Taliban. De sagde, at de var bekendt med, at ansøgeren transporterede kød til udenlandske tropper, og de bad ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren fik at vide, at de ville placere en bombe i hans bil. Efterfølgende blev ansøgeren kørt til et øde sted, hvor han blev løsladt, og hvorfra han tog hjem. Da det blev lyst, tog ansøgeren hen til sin svigerfar, som sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse. Ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfars ven i tre dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og derfor forkastes som utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at Taliban har bortført og tilbageholdt ansøgeren for, at han skulle acceptere et samarbejde med dem om sprængning af en bombe på en militærbase, for derefter at lade ansøgeren gå, således at ansøgeren fik mulighed for at anmelde bortførelsen til den afghanske hær, hvortil han transporterede kød. Nævnet henviser endvidere til, at det fremstår usandsynligt, at ansøgerens samarbejde var nødvendigt for Taliban, idet ansøgeren ikke skulle informeres om, hvornår og hvordan bomben skulle placeres på den lastbil, som han førte, idet der i øvrigt henvises til, at ansøgerens lastbil blev kontrolleret ved 3 kontrolposter, forinden den blev kørt ind på militærbasen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om hans tilbageholdelse hos Taliban, idet han overfor nævnet har oplyst, at Taliban truede ham med at halshugge ham og hans børn, såfremt han ikke samarbejdede. Ansøgeren har ikke under oplysnings- og motivsamtalen efterfølgende under asylsamtalen oplyst herom, idet han under samtalerne alene har forklaret, at ansøger skulle indvillige i at samarbejde. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han i øvrigt ikke har givet udtryk for bekymring eller frygt for sin families sikkerhed. Ansøgeren har alene forklaret, at han ikke har været i kontakt med sin familie, efter han udrejste fra Afghanistan, hvilket forekommer usandsynligt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/465/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Hesarak i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ISIL eller Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far samarbejdede med Taleban, idet han lod dem overnatte på familiens bopæl. Efter ansøgerens far havde været forsvundet i et par dage, fandt ansøgeren hans lig ved familiens bopæl. Ved siden af farens lig lå et brev fra ISIL, hvor der stod, at ansøgeren skulle stoppe sit samarbejde med Taleban. Ansøgeren modtog efterfølgende yderligere to trusselsbreve fra ISIL. Ansøgerens mor bad Taleban om at stoppe med at komme i familiens hjem, idet hun ønskede at undgå, at ansøgeren også skulle blive slået ihjel af ISIL. Taleban sagde til ansøgerens mor, at hun ikke skulle være bekymret. Ansøgeren rejste herefter hjem til sin morbror i [landsby], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin morbror, fik ansøgeren at vide, at hans mor var blevet dræbt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt han fandt farens lig på vej til moskéen eller ved hjemkomsten fra denne. Endvidere har han forklaret forskelligt om, hvorvidt han fortalte moren om det andet trusselsbrev, så snart han fandt dette, eller om han undlod at fortælle hende om brevet for at skåne hende. Endelig har han tidligere forklaret og gentaget for nævnet, at det tredje trusselsbrev blev fundet af ham på vej ud om morgenen, mens han til asylsamtalen [i efteråret 2016] har forklaret, at han, da han kom hjem, fandt brevet under et gardin. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/464
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ejede en lille forretning i landsbyen […]. Omkring seks måneder inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, begyndte Taleban at handle i ansøgerens forretning. Taleban betalte for varerne i starten, men begyndte efterfølgende at tage varerne uden at betale. På et tidspunkt kom fem personer fra Taleban, heriblandt ansøgerens nabo, ind i ansøgerens forretning for at tage varer. Da ansøgeren sagde, at de skulle betale for varerne, blev han slået. Den efterfølgende morgen blev fem personer fra Taleban dræbt af Nationalhæren. Ansøgerens farfar frygtede, at Taleban ville beskylde ansøgeren for at have angivet personerne til myndighederne, idet han flere gange havde haft konflikter med Taleban i forbindelse med forretningen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin morbror. Samme aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taleban, der stak ansøgerens mor med en kniv og slog hans lillesøster. Efterfølgende blev ansøgerens storebror kidnappet af Taleban, og ansøgerens nabo, der havde tilknytning til Taleban, ringede til ansøgerens far og sagde, at de ville løslade ansøgerens bror i bytte for ansøgeren. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er moden nok til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring i lyset af oplysningerne om hans alder og uddannelsesniveau, men finder desuagtet, at forklaringen må tilsidesættes som utroværdig, idet den på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Til ansøgerens oplysnings- og motivsamtale har han oplyst, at hans nabo ville ringe og fortælle Taleban, at det var ham, der havde sladret til myndighederne. Under asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at farfaren frygtede, at ansøgeren ville blive beskyldt for dette. Senere under samme samtale, har ansøgeren forklaret, at farfaren havde sagt, at naboen ville ringe til Taleban og sige, at det var ansøgeren, der havde sladret til myndighederne. Endnu senere under samme samtale, har ansøgeren forklaret, at han på tidspunktet, hvor han blev sendt ud af landsbyen, ikke vidste, om farfaren havde hørt om beskyldningerne fra bestemte personer, eller om det blot var farfarens egen formodning, at ansøgeren ville blive beskyldt for episoden. Endelig har ansøgeren under gensamtalen indledningsvist oplyst, at han ikke vidste, hvor farfaren havde hørt, at ansøgeren skulle have sladret til myndighederne. Afslutningsvis under samme samtale har ansøgeren forklaret, at farfaren direkte overhørte naboens telefonsamtale med Taleban, hvor naboen angiveligt fortalte, at det var ansøgeren, der havde sladret til myndighederne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der to gange havde været udsat for vold i forbindelse med, at han forlangte betaling, desuagtet på ny skulle driste sig til at rykke fem bevæbnede Taleban-krigere for betaling. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/463/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra […], Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at en mand ved navn [A] og Taleban vil slå ham ihjel, idet ansøgeren ubevidst arbejdede for dem i en periode og efterfølgende stak af fra dem, hvorfor de har kidnappet hans far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede for en mand ved navn [A]. Hans arbejde bestod i, at han skulle afrapportere om myndighedernes biler i Herat by og uddele breve i landsbyerne omkring Herat. På opfordring fra [A] samtykkede ansøgerens familie til, at ansøgeren skulle begynde i koranskole. Ansøgeren mødte imidlertid ikke op på koranskolen, og familien modtog efterfølgende to trusselsbreve. Ansøgeren flygtede herefter sammen med sin mor og søster hjem til ansøgerens svoger. Ansøgerens far blev på bopælen, men blev umiddelbart efter kidnappet af ukendte gerningsmænd, som ansøgeren formoder samarbejder med [A] og Taleban. Ansøgeren udrejste efterfølgende til Iran sammen med sin mor og søster, hvor de opholdt sig illegalt i halvandet år. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A] tog notater eller ej i forbindelse med ansøgerens afrapportering af sine observationer om myndighedsbiler. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt modtagerne af de omdelte breve spurgte til indholdet eller ej. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt han efter udeblivelsen fra koranskolen tog med sin far på arbejde allerede inden modtagelsen af det første trusselsbrev, og om hvorvidt han var hjemme, da brevet blev afleveret. Herudover bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at faren i lyset af de fremsatte trusler skulle vælge at blive på familiens bopæl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/462/mah
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra byen [landsby], […]-distriktet ved Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter chikane fra den afghanske befolkning som følge af sit handicap. Ansøgeren har endvidere henvist til sin brors konflikt med Taliban. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at er handicappet, idet han har problemer med sit højre ben, der er kortere end det venstre, og at han derfor har balanceproblemer og nedsat styrke i højre side. Derudover har ansøgeren forklaret, at han har problemer med manglende bevægelighed i højre arm. Han kan ikke anvende højre hånd og fingre. På grund af sit handicap har ansøgeren været udsat for chikane. Ansøgeren udrejste af Afghanistan [i] oktober 2015, idet han var i besiddelse af gyldigt visum til Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens asylmotiv i første række er afledt af ansøgerens brors asylmotiv (konsekvensstatus) i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget usammenhængende, uoverensstemmende og udbyggende om en række centrale forhold vedrørende denne konflikt og de begivenheder, som konflikten skulle have medført. Han har således forklaret bl.a., at han under sit arbejde som journalist har skrevet flere kritiske artikler om Taliban, men forklaringen om disse artikler er helt udokumenteret. Ansøgeren har således forsømt at fremskaffe kopier af blot nogle af disse artikler og har forklaret noget overfladisk om bl.a. indholdet af disse. Han har endvidere forklaret usammenhængende om, at artiklerne, der blev skrevet i navnet ”[…]” eller ”[…]”, kunne henføres til ham, idet han under asylsamtalen [i] november 2016 og for nævnet har forklaret, at der kunne være mange med dette navn i Afghanistan. Han har tillige forklaret uoverensstemmende om de trusler, han angiveligt skulle have modtaget fra Taliban, idet han under oplysnings- og motivsamtalen [i] maj 2016 ifølge referatet har forklaret, at han i 2014 ikke modtog nogen trusler fra Taliban, mens han under asylsamtalen [i] november 2016 og for nævnet har forklaret, at han i 2014 modtog 3 til 4 trusler fra Taliban. Han har endvidere forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvor han opholdt sig, efter Taliban opsøgte familiens hus i Paghman, idet han i asylansøgningsskemaet anførte, at han flygtede til sine svigerforældres hus og levede i skjul hos venner i Kabul, mens han under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han skjulte sig i to måneder hos svigerforældrene. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren herom først, at han efter episoden boede et stykke tid hos svigerforældrene, hvorefter han tog hjem hos sin ven, idet han var bange for, at Taliban ville komme til svigerforældrene. Derefter tog han til sine svigerforældre igen. Senere under samme samtale forklarede han, at han kun boede hos sin ven i to dage og senere – foreholdt divergenserne i hans forklaringer – forklarede han, at han ikke overnattede hos sin ven, men kun opholdt sig der i to dage i dagtimerne. Ansøgeren har tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt han efter den seneste trussel i september 2014 fortsatte med at skrive kritiske artikler om Taliban. Ifølge referatet fra asylsamtalen [i] november 2016 har ansøgeren forklaret, at han fortsatte med at skrive kritiske artikler om Taliban efter modtagelsen af den sidste trussel, mens han for nævnet har forklaret, at han ophørte hermed. Ansøgeren har for nævnet desuden forklaret udbyggende om indholdet af navnlig den seneste trussel fra Taliban, idet han for nævnet – som noget nyt – har forklaret, at han under denne trussel blev meddelt, at der var afsagt en dødsdom over ham. Hertil kommer, at der er en række forhold i ansøgerens forklaring, som forekommer påfaldende, herunder at han angiveligt ikke skulle have meldt truslerne til politiet, og at han – selv om han anså truslerne for alvorlige – valgte at opholde sig i Afghanistan i mere end et år fra modtagelsen af den sidste trussel og i to måneder, efter Taliban havde opsøgt familiens hus. Det er endvidere påfaldende, at han med sit kendskab til farligheden af at skrive artikler om Taliban ikke valgte at skrive under pseudonym, ligesom det er påfaldende, at ansøgernes udrejse af Afghanistan skete samtidig med, at hans søster og dennes ægtefælle udrejste af Afghanistan, og at disse også har søgt asyl i Danmark, men tilsyneladende med et andet asylmotiv. Det er endelig påfaldende, at ansøgerens ægtefælles nationalitetsbevis ifølge udstedelsesdatoen (som nævnet anerkender kan være fejlbehæftet) er udstedt på et tidspunkt, der ligger forud for den begivenhed, som gav anledning til ansøgerens endelige beslutning om at udrejse med sin familie. På denne baggrund må Flygtningenævnet i det hele afvise ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban som baggrund for at søge asyl i Danmark.… Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet finder, at der heller ikke i forhold til ansøgeren er grundlag for opholdstilladelse som følge af hans bros asylmotiv (konsekvensstatus). Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter chikane fra den afghanske befolkning på grund af sit handikap. Flygtningenævnet bemærker, at uanset, at de øgenavne, som ansøgeren som følge af sit handikap er blevet kaldt i Afghanistan, er usympatiske og uforståelige, så udgør dette ikke grundlag for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes endvidere, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Herefter kan hverken de generelle forhold for ansøgeren som handikappet i Afghanistan eller den sikkerhedsmæssige situation i landet i øvrigt begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/461/nke
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i [Paghman]-distriktet ved Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet han har skrevet kritiske artikler om Taliban. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er uddannet journalist fra universitetet i Kabul, og at han efter endt uddannelse i 2010 begyndte at arbejde som ulønnet freelancejournalist. Han skrev blandt andet politiske artikler om den generelle situation i Afghanistan, ligesom han skrev om Taliban. Artiklerne er udgivet i trykte aviser, men findes ikke på internettet. Han modtog i januar 2012 den første telefoniske trussel fra Taliban, der truede ham med, at han skulle stoppe sit arbejde. Ansøgeren tog dog ikke truslen alvorligt, idet mange kolleger ligeledes modtog trusler af samme karakter. I august 2015, mens ansøgeren opholdt sig i Kabul, blev familiens hus i landsbyen […] angrebet af Taliban. Ansøgerens morbror orienterede ham efterfølgende om angrebet, idet han sagde, at Taliban havde været på bopælen og ved den lejlighed havde spurgt efter ansøgeren. På grund af denne hændelse flyttede ansøgeren hen til sin svigerfar. Han ansøgte endvidere om udstedelse af pas og visa til sig selv, hans ægtefælle og børn samt sin lillebror. Ansøgeren, ægtefællen og deres børn udrejste legalt af Afghanistan [i] november 2015, mens ansøgerens bror udrejste [i] oktober 2015. Flygtningenævnet har efter drøftelse med parternes repræsentanter besluttet at udskille den kvindelige ansøgers asylsag til selvstændig afgørelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget usammenhængende, uoverensstemmende og udbyggende om en række centrale forhold vedrørende denne konflikt og de begivenheder, som konflikten skulle have medført. Han har således forklaret bl.a., at han under sit arbejde som journalist har skrevet flere kritiske artikler om Taliban, men forklaringen om disse artikler er helt udokumenteret. Ansøgeren har således forsømt at fremskaffe kopier af blot nogle af disse artikler og har forklaret noget overfladisk om bl.a. indholdet af disse. Han har endvidere forklaret usammenhængende om, at artiklerne, der blev skrevet i navnet ”[…]” eller ”[…]”, kunne henføres til ham, idet han under asylsamtalen [i] november 2016 og for nævnet har forklaret, at der kunne være mange med dette navn i Afghanistan. Han har tillige forklaret uoverensstemmende om de trusler, han angiveligt skulle have modtaget fra Taliban, idet han under oplysnings- og motivsamtalen [i] maj 2016 ifølge referatet har forklaret, at han i 2014 ikke modtog nogen trusler fra Taliban, mens han under asylsamtalen [i] november 2016 og for nævnet har forklaret, at han i 2014 modtog 3 til 4 trusler fra Taliban. Han har endvidere forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvor han opholdt sig, efter Taliban opsøgte familiens hus i Paghman, idet han i asylansøgningsskemaet anførte, at han flygtede til sine svigerforældres hus og levede i skjul hos venner i Kabul, mens han under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han skjulte sig i to måneder hos svigerforældrene. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren herom først, at han efter episoden boede et stykke tid hos svigerforældrene, hvorefter han tog hjem hos sin ven, idet han var bange for, at Taliban ville komme til svigerforældrene. Derefter tog han til sine svigerforældre igen. Senere under samme samtale forklarede han, at han kun boede hos sin ven i to dage og senere – foreholdt divergenserne i hans forklaringer – forklarede han, at han ikke overnattede hos sin ven, men kun opholdt sig der i to dage i dagtimerne. Ansøgeren har tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt han efter den seneste trussel i september 2014 fortsatte med at skrive kritiske artikler om Taliban. Ifølge referatet fra asylsamtalen [fra] november 2016 har ansøgeren forklaret, at han fortsatte med at skrive kritiske artikler om Taliban efter modtagelsen af den sidste trussel, mens han for nævnet har forklaret, at han ophørte hermed. Ansøgeren har for nævnet desuden forklaret udbyggende om indholdet af navnlig den seneste trussel fra Taliban, idet han for nævnet – som noget nyt – har forklaret, at han under denne trussel blev meddelt, at der var afsagt en dødsdom over ham. Hertil kommer, at der er en række forhold i ansøgerens forklaring, som forekommer påfaldende, herunder at han angiveligt ikke skulle have meldt truslerne til politiet, og at han – selv om han anså truslerne for alvorlige – valgte at opholde sig i Afghanistan i mere end et år fra modtagelsen af den sidste trussel og i to måneder, efter Taliban havde opsøgt familiens hus. Det er endvidere påfaldende, at han med sit kendskab til farligheden af at skrive artikler om Taliban ikke valgte at skrive under pseudonym, ligesom det er påfaldende, at ansøgernes udrejse af Afghanistan skete samtidig med, at hans søster og dennes ægtefælle udrejste af Afghanistan, og at disse også har søgt asyl i Danmark, men tilsyneladende med et andet asylmotiv. Det er endelig påfaldende, at ansøgerens ægtefælles nationalitetsbevis ifølge udstedelsesdatoen (som nævnet anerkender kan være fejlbehæftet) er udstedt på et tidspunkt, der ligger forud for den begivenhed, som gav anledning til ansøgerens endelige beslutning om at udrejse med sin familie. På denne baggrund må Flygtningenævnet i det hele afvise ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban som baggrund for at søge asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/460/nke
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af pashtuner fra Taliban, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive slået af en kvinde ved navn [A’s] farbror, idet han har haft et seksuelt forhold til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kommer fra Jarghori-distriktet i Ghazni-provinsen i Afghanistan, og at der i dette område er mange pashtuner fra Taliban. Ansøgeren har forklaret, at alle der opholder sig i området risikerer at blive slået ihjel. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far blev bortført og slået ihjel, da ansøgeren var omkring ni år gammel. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Iran havde et forhold til en afghansk pige, [A]. Ansøgeren lærte hende at kende, idet han spillede fodbold med hendes bror. Ansøgeren og [A] kunne ikke ses, idet det ikke er tilladt at være kærester i Iran, men de kommunikerede over telefon. En dag skrev [A] til ansøgeren, at han skulle besøge hende på hendes bopæl. [A] var alene hjemme, og de havde sex for første gang. [A’s] forældre kom hjem og opdagede dem, hvorefter der opstod tumult. [A’s] forældre slog ansøgeren og [A], men det lykkedes ansøgeren at slippe derfra, fordi han slog [A’s] far i hovedet med et glas. [A’s] farbror opholder sig i Afghanistan, hvor han har en høj stilling i staten. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Efter ansøgerens forklaring udrejste han fra Afghanistan som 13-årig fire år efter, at hans far blev dræbt af Taliban. Uanset ansøgerens alder og køn finder nævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af de generelle forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgerens forklaring, der først er fremkommet i advokatindlægget og for nævnet, om at han har haft et seksuelt forhold til en pige i Iran, findes ikke at kunne medføre nogen ændring heri. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring, om at pigens farbror skulle have en indflydelsesrig stilling i Afghanistan ligeledes først er fremkommet for nævnet og ikke findes at sandsynliggøre en tilstrækkelig risiko. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2 findes derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/46/SOL
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban som følge af en beskyldning om, at ansøgeren har samarbejdet med myndighederne, og fordi ansøgeren har anmeldt Taliban til myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hans fætre vil hjælpe Taliban med at finde ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sine fætre oplyst, at hans fætre har generet ham og hans familie på grund af en konflikt mellem dem og ansøgerens bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for Taliban oplyst, at Taliban på et tidspunkt standede den taxa, som ansøgeren kørte med. Ansøgeren var på vej for at besøge sin søster i Kabul. Taliban bad ansøgeren om at følge med, gav ham bind for øjnene og bandt hans hænder. Ansøgeren blev kørt til et gammelt hus, hvor han var tilbageholdt i to dage. Taliban sagde, at ansøgeren havde samarbejdet med myndighederne, og de ville derfor have oplysninger af ansøgeren. De truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke gav dem oplysninger. En morgen da alle talibanerne var gået til morgenbøn, fik ansøgeren løsnet rebene om sine hænder og flygtede fra huset. Da ansøgeren nåede hovedvejen, stoppede han en bil. Manden i bilen gav ansøgeren et lift og sagde, at ansøgeren skulle anmelde talibanerne til politiet. Manden gav sit nummer til ansøgeren, så politiet kunne kontakte ham, hvis de havde spørgsmål. Da ansøgeren blev sat af, stoppede han en politibil. Han forklarede dem, hvad der var sket, og de undersøgte sagen nærmere. Ansøgeren rejste derefter videre til sin søster i Kabul. Da ansøgeren kom hjem til sin søster, talte han med sin far, som var meget bekymret over risikoen, hvis ansøgeren blev hjemme. Ansøgeren tog derfor videre med en taxa til sin anden søster i [by], hvor han var i nogle dage. Da ansøgeren kom tilbage til sin landsby, fik han af en bekendt, [A], fortalt, at Taliban havde standset den taxachauffør, som ansøgeren havde kørt med til [byen hvor ansøgerens anden søster bor]. Taliban havde i den forbindelse spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren besluttede sig på denne baggrund at udrejse af Afghanistan. Efter et par dage udrejste ansøgeren til Iran. Under sit ophold i Teheran blev ansøgeren af [A] oplyst om, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren. Taliban havde også spurgt ind til alderen på ansøgerens børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Taliban, til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at fætrene – gennem deres svoger, der bor i nærheden af talibanere – har oplyst Taliban om, at ansøgeren samarbejder med myndighederne. Forespurgt under asylsamtalen og på mødet i dag, hvordan han ved dette, har ansøgeren således forklaret, at han ved det, fordi han ikke har problemer med andre. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om Talibans tilbageholdelse af ham mindre troværdig og har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at Taliban skulle have stoppet en taxa, som ansøgeren var passager i sammen med andre, og taget ansøgeren med, ligesom det forekommer utroværdigt, at Taliban skulle handle på en information om, at ansøgeren samarbejdede med myndighederne uden, at ansøgeren har kunnet uddybe, hvori dette formodede samarbejde med myndighederne skulle bestå. Ansøgeren har tværtimod oplyst, at hverken han eller andre i hans familie har haft noget med myndighederne at gøre. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om hans flugt forekommer usandsynlig, herunder at talibanerne tilbageholdt ham i et gammelt, faldefærdigt hus, hvorfra han let kunne flygte, og efterlod ham alene og ubevogtet, da de gik til bøn, og at de noget senere standsede en anden taxa, som ansøgeren havde været passager i, og spurgte chaufføren, om han havde set ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke kan tidsfæste konflikten med sine fætre herunder, hvornår truslen mod faren, der førte til anmeldelsen af fætrene, fandt sted. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren to gange vendte tilbage til sin bopæl efter flugten fra Taliban, og at han ikke kan huske, hvor længe han var hjemme disse gange. Ansøgerens oplysninger på mødet i dag, om at han fra sin søster har hørt, at Taliban har henvendt sig på hans bopæl, og at hans bror er død, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har herved henset til, at oplysningerne først er fremkommet i dag, uanset at ansøgeren kontinuerligt har haft kontakt med sin familie i Afghanistan, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at fætrene eller Taliban havde noget med brorens død at gøre. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren var efterstræbt af Taliban ved udrejsen. Ansøgeren har således sammenfattende ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/459/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er af ukendt etnicitet og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farfars adoptivsøn - som ansøgeren kalder for onkel – fordi han er misundelig over arven, som ansøgeren fik af sin farfar. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at hans onkel vil anmelde ham til de afghanske myndigheder, fordi han placerede en bombe i ansøgerens bil. Ansøgeren har dertil henvist til, at han ligeledes frygter de afghanske myndigheder, idet de fandt en bombe i hans bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farfar efterlod sit hus og en tredjedel af jorden til ansøgeren, som var hans første og eneste barnebarn. De resterende dele af jorden blev delt mellem ansøgerens onkel og faster. Da ansøgeren var omkring ét år gammel forsvandt hans far. Ansøgerens morbror gik til myndighederne med mistanke om, at det var ansøgerens onkel, der stod bag farens forsvinden. Omkring tre år efter farens forsvinden forsøgte ansøgerens onkel at gifte sig med ansøgerens mor. Han chikanerede og slog hende. Han slog også ansøgeren. Moren nægtede at gifte sig med ansøgerens onkel. Ansøgerens onkel ønskede at gifte sig med ansøgerens mor, fordi han i så fald ville overtage huset og ansøgerens del af jorden. Da ansøgeren var omkring ti år gammel, døde hans mor. Han boede derefter med sin faster. Han arbejdede som taxachauffør i Afghanistan. En dag lånte han sin bil ud til sin onkel. Ansøgeren standsede på et tidspunkt bilen og undrede sig over, at bilen var sænket. Han kiggede i bilen og opdagede en forhøjning i baggagerummet. Han ringede til sin morbror, der sagde, at han skulle efterlade bilen og tage hjem til ham. Ansøgerens morbror blev ringet op af en af ansøgerens kollegaer, der sagde, at ansøgeren skulle holde sig væk fra vejen, fordi politiet havde afspærret den. Han sagde videre, at de havde fundet en bombe i bilen. Morbroren sagde derefter, at ansøgeren skulle forlade Herat, hvilket han gjorde med det samme. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik til opgave at køre nogle damer til [en by], og at han fik 1500 afghani for at køre hver vej. Han kørte med damerne i syv til otte måneder. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han fik 1000 afghani per vej for at køre damerne svarende til 2000 afghani om dagen. Han kørte med dem i cirka 10 til 12 måneder. Ansøgeren har derimod på mødet i dag forklaret, at han fik 2000 afghani om måneden for at køre damerne. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at turen ind til byen – efter at onklen havde lånt bilen og angiveligt havde placeret en bombe i bilen – foregik en fredag, mens ansøgeren i dag har forklaret, at det var en tirsdag. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, og på forespørgsel gentaget, at hans morbror ringede til myndighederne og sagde, at de havde en mistanke om, at der kunne være en bombe i bilen, mens ansøgeren til asylsamtalen og på mødet i dag forklarede, at morbroren sagde til ham, at der kunne være narkotika eller noget andet i bilen, at morbroren ringede til en, som ansøgeren ikke vidste, hvem var, og at ansøgeren ikke overhørte, hvad morbroren sagde. Nævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at ansøgerens onkel skulle have slået hans far ihjel på grund af ansøgerens arv efter bedstefaren henset til, at faren netop ikke havde arvet noget jord fra bedstefaren. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han først kort før udrejsen fandt ud af, at det var onklen, der havde slået hans far ihjel for mange år siden, mens han til asylsamtalen og i dag forklarede, at han var 14 eller 15 år, da han første gang hørte, at onklen var skyld i hans fars død. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre troværdigt, at ansøgeren efter sin forklaring respekterede onklen og betragtede ham som sin far henset til, at onklen angiveligt var skyld i hans fars død og havde behandlet ansøgeren dårligt igennem barndommen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at onklen angiveligt bad om et lift efter at have placeret en bombe i bilen henset til den herved forbundne fare, ligesom det alene beror på ansøgerens egen formodning, at onklen skulle have placeret bomben i bilen for at slå [A] ihjel. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om bomben i bilen som usandsynlig og utroværdig, og finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af myndighederne og onklen. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet telefonisk kontaktet af [A] og i den forbindelse truet til grund, hvorved bemærkes dels, at det forekommer usandsynligt, at [A] skulle have fået ansøgerens telefonnummer i Danmark og dels forekommer påfaldende, at ansøgeren, så vidt ses, ikke tidligere har oplyst noget om dette til ansatte på asylcenteret eller de danske udlændingemyndigheder. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/458/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet han har afvist at samarbejde med dem. Derudover frygter ansøgeren kommandant […], idet hans kone har gjort tilnærmelser til ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2011 fik arbejde som tjener på en base for udlændinge, der skulle udføre forskellige aktioner i […]-provinsen. Da ansøgeren havde arbejdet der i 10 til 11 måneder blev han en aften opsøgt af tre personer fra Taliban. De ville have ansøgeren til at putte nogle giftdråber i udlændingenes mad, hvilket ansøgeren nægtede, hvorfor de slog ham i nakken med en geværkolbe. Herefter besvimede ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle, bror og datter sov i et andet rum, men vågnede, da de hørte larm. Personerne fra Taliban sagde til ansøgerens ægtefælle, at de ville gøre familien noget, hvis de kontaktede nogen. Da ansøgeren vågnede igen var talibanerne væk. Omkring halvanden måned senere opsagde ansøgeren sit arbejde på basen. Én uge senere blev ansøgeren opsøgt af syv mænd fra Taliban, og de ville igen have ham til at hjælpe dem. Ansøgeren nægtede og sagde, at han ikke længere var ansat på basen. Herefter gik talibanerne igen, fordi de ville undersøge, om han arbejdede på basen. Omkring halvanden måned senere flyttede ansøgeren og hans familie til Kabul. I Kabul fik ansøgeren arbejde hos kommandant […]. [Kommandanten] havde tre ægtefæller og den ene, […], gjorde tilnærmelser til ansøger. Ansøgeren afviste hende hele tiden, idet han var gift. En dag i [vinteren] 2015 kom [kommandantens ægtefælle] hen til ansøgeren og omfavnede ham. Da hun omfavnede ansøgeren, faldt han med [kommandantens ægtefælle] ovenpå. I samme øjeblik kom kommandantens bodyguard, [som også var kommandantens ægtefælles bror], ind i rummet og så dem. [Kommandantens ægtefælle] sagde, at ansøgeren gjorde tilnærmelser til hende, hvorfor [kommandantens ægtefælles bror] slog ansøgeren og gjorde klar til at skyde ham. De to kæmpede om pistolen og [kommandantens ægtefælles bror] blev skudt, da pistolen gik af ved et uheld. Ansøgeren løb fra stedet, hentede sin familie og flygtede hjem til sin ægtefælles søster, hvor han skjulte sig i en til to dage. [Kommandanten] opsøgte ansøgerens svogre på deres arbejde, hvor han spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens svogre sagde, at de ikke vidste, hvor ansøgeren var henne. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er hans svogre blevet opsøgt to gange af [kommandanten] og [kommandantens ægtefælles bror], hvor de har spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har ved mødets begyndelse i Flygtningenævnet oplyst, at han ikke generelt frygter Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet vil herefter alene forholde sig til ansøgerens asylmotiv, der knytter sig til hans frygt for [kommandanten]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring i henseende til dette asylmotiv til grund. Nævnet har helt overordnet lagt vægt på, at forklaringen fremstår som usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker herved, at det i sig selv må have formodningen imod sig, at en kvinde, der er gift med en højtstående kommandant, igennem en periode på halvandet til to år gør tydelige tilnærmelser til ansøgeren, ligesom ansøgerens forklaring om selve episoden må anses for usandsynlig. Nævnet finder det videre usandsynligt, at [kommandantens ægtefælles bror] straks ville skyde ansøgeren uden at give ham mulighed for at forklare situationen, navnlig når der henses til det oplyste om, at [kommandantens ægtefælle] fuldt påklædt angiveligt befandt sig ovenpå ansøgeren. Nævnet har i tilslutning hertil lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om episoden, idet han til første samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han alene blev truet med en pistol, hvorefter han senere har forklaret, at der var et slagsmål, hvorved han kom til at skubbe til pistolen, der medførte, at et skud gik af, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han greb fat med begge hænder om pistolen, inden den gik af og ramte [kommandantens ægtefælles bror]. Endvidere har han forklaret divergerende om optakten til episoden, idet han til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han sad og drak the, da [kommandantens ægtefælle] kom, mens han til asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun kom for at servere the for ham. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/455/col
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], [i et distrikt i], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fanget af Taliban, da de vil tvinge ham til at samarbejde. Til støtte herfor har ansøgeren forud for nævnets behandling forklaret, at han på en ukendt dato blev opsøgt af omring 20 personer fra Taliban, mens ansøgeren befandt sig på sin jord. Personerne sagde, at ansøgeren skulle samarbejde med dem, og at han skulle bære våben, hvilket ansøgeren nægtede. Herefter gik personerne fra Taliban og sagde, at de ville vende tilbage. Ansøgeren tog hjem og fortalte sine forældre, hvad der var sket. Herefter tog ansøgeren til Loghar, men personer fra ansøgerens landsby fandt ham og sladrede til Taliban, hvorfor ansøgeren vendte tilbage til sin landsby. Omkring fem dage senere opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, men ansøgeren gemte sig. Ansøgerens far sagde til talibanerne, at ansøgeren var rejst, og at han ikke vidste, hvor ansøgeren var rejst hen. Omkring fem dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har Taliban været på hans bopæl to gange for at spørge efter ansøgeren. Den sidste gang tog Taliban to af ansøgerens brødre med. Ansøgeren ved ikke, hvor brødrene befinder sig nu. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er præget af divergenser som ikke kan forklares med, at ansøgeren er analfabet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da Taliban opsøgte ham. Han har således forud for nævnsmødet forklaret, at han gemte sig på et værelse, da Taliban opsøgte hans bopæl anden gang, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke var hjemme. Ligeledes har han forklaret divergerende om, hvornår Taliban truede med at tage hans brødre som gidsler, idet han forud for nævnets behandling har forklaret, at truslen blev fremsat under det tredje besøg, mens han under nævnsmødet har forklaret, at Taliban truede med at tage brødrene under det andet besøg. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om tidsforløbet. Ansøgeren har således forud for nævnsmødet forklaret, at der gik omkring halvandet år, efter han var vendt tilbage til landsbyen, inden Taliban henvendte sig, mens han under nævnsmødet har forklaret, at der alene gik omkring fem til seks måneder. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/454/col
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en by i], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en ukendt gruppe, idet han ikke har udført terrorhandlinger for dem. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han [i vinteren] 2015 blev kidnappet af en ukendt gruppe, som kørte ham til et for ansøgeren ukendt sted. To af personerne havde politiuniform på, og ansøgeren formoder, at mændene var fra Taliban eller en anden kriminel gruppe, da han ved, at politiuniformer ofte bliver misbrugt. Under tilbageholdelsen sagde de til ansøgeren, at de ville have ham til at placere magnetbomber i biler tilhørende højtstående personer, som den ukendte gruppe ville udpege for ansøgeren løbende. Ansøgeren havde adgang til disse biler, fordi han arbejdede ved en biludstyrs-forhandler, som havde kontrakt med forskellige myndigheder. Inden de lod ansøgeren gå, tog de et billede af ham og truede med at dræbe ham, hvis ikke han gjorde, som de sagde. Ansøgeren tog hjem til sin mor og fortalte, hvad der var sket. Moren kontaktede ansøgerens farbror, som mente, at ansøgeren ikke havde andre chancer end at udrejse. Ansøgerens farbror kontaktede en menneskesmugler, og ansøgeren udrejste straks herefter [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgeren forklaring til grund. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til [byen i], Kabul, risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en anden del af Afghanistan, eksempelvis Herat eller Mazar-e-Sharif. Nævnet har ved denne vurdering lagt afgørende vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremstået moden og således som en person, der efter afgørelsen om ansøgerens alder må antages at være 19 år eller derover. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en arbejdsduelig ung mand med erhvervserfaring fra tidligere ansættelse i autobranchen, og at han efter det oplyste ikke har helbredsproblemer. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til Taliban må anses for uprofileret, og at der ikke er holdepunkter for en antagelse om, at han vil blive opsøgt af de samme personer udenfor [sit eget] område. Herefter lægger nævnet til grund, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i en større by på et rimeligt niveau. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/453/col
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af parlamentsmedlem [A], idet ansøgeren havde et seksuelt forhold til hans datter [B]. Derudover frygter ansøgeren Taliban, idet han udførte spionage imod Taliban gennem sit arbejde i sin forretning i Pol-e-Khomri. Endelig frygter ansøgeren sin fars gamle fjende kommandanten [C], som har svoret at slå hele ansøgerens fars familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren i 2012 flyttede til Pol-e Khomri, hvor [D] tilbød ansøgeren et arbejde i en forretning. [D] arbejdede for den nationale efterretningstjeneste i Baghlan-provinsen. Efter et stykke tid krævede [D], at ansøgeren skulle begynde at sælge hash for at tiltrække Taliban til forretningen. Ansøgeren skulle i den forbindelse spionere og rapportere tilbage til [D] angående Taliban, hvilket ansøgeren gjorde i et halvt år. En dag ringede [D] og fortalte, at nogen havde kastet en håndgranat ind i forretningen, og at ansøgeren derfor ikke skulle komme tilbage til forretningen. Ansøgeren formodede, at Taliban havde smadret forretningen, idet [D] havde anholdt nogle Taliban-folk som en konsekvens af ansøgerens efterretning om, at Taliban-folk var på vej ind i Pol-e Khomri. Den samme nat blev ansøgeren overfaldet af tre til fire personer, hvor han blev stukket med en kniv tre gange. Herefter flygtede de ukendte personer. Ansøgeren blev efterfølgende behandlet på hospitalet. Ansøgeren troede i første omgang, at de ukendte personer var fra Taliban. [D] kontaktede ansøgeren den efterfølgende dag, mens ansøgeren fortsat lå indlagt, og fortalte, at overfaldsmændene tilhørte ansøgerens fars gamle fjende [C]. På [D]s opfordring forlod ansøgeren straks hospitalet og tog tilbage til Kabul. Tilbage i Kabul kom ansøgeren i [foråret] 2013 i kontakt med [B] gennem Facebook. Ansøgeren og [B] havde gennem to år et forhold. I løbet af de to år mødtes de tre til fire gange hos [B]s kusine [E] i Chahra Ghanbar området, hvor hun boede sammen med sin familie. Når [B] var på besøg hos [E], så sørgede [E] for at arrangere, at ansøgeren og [B] kunne mødes, herunder at ansøgeren kunne komme ind i huset og videre op på tredje sal, hvor [B] ventede. Den sidste gang ansøgeren mødtes med [B], var omkring [foråret] 2015. Ved dette møde udviklede forholdet sig, og de havde sex. Samme aften fortalte [B], at hendes far var parlamentsmedlem [A], hvilket gjorde ansøgeren bange. Ansøgeren forsøgte efterfølgende at spørge [B]s familie om lov til at gifte sig med [B], men ansøgeren fik afslag, hvorefter han ikke så [B] igen. Tre til fire dage før ansøgerens udrejse ringede [B] til ham og fortalte ansøgeren, at hun var gravid med deres fælles barn, og at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, og at hun havde haft et forhold til ansøgeren. [B] sagde til ansøgeren, at han skulle flygte. Samme dag til ansøgeren til Mazar-e-Sharif, hvor han gemte sig i to dage. Ansøgeren var i kontakt med sin bror, som fortalte, at [B]s bror havde spurgt efter ansøgeren flere gange. Ansøgeren fløj herefter fra Mazar-e-Sharif tilbage til Kabul, fordi han var bange for, at [B]s bror skulle finde ham i Mazar-e-Sharif. Tilbage i Kabul blev ansøgeren kontaktet af [E], som fortalte ham, at [B] var blevet slået ihjel, og at ansøgerens liv var i fare. Herefter udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han valgte at tage til Pol-e-Khomri, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at grunden til, at ansøgerens mor rejste fra Pol-e-Khomeri med ansøgeren og ansøgerens søskende, da ansøgeren var to år, var, at ansøgerens far var blevet slået ihjel af sin tredje kone, som var i familie med farens fjende [C]. Ansøgeren har videre forklaret, at [C] havde svoret, at han ville udrydde hele farens generation, og at [C] for 5-6 år siden (omkring 2010 eller 2011) havde slået ansøgerens halvbror ihjel, og at han også havde slået en anden halvbror ihjel. På den anden side har ansøgeren forklaret, at ingen i Pol-e-Khomri vidste, hvem han var, eller ville mistænke ham, ligesom han har forklaret, at hans farbror fortsat levede i Pol-e-Kohmri. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han først hørte om konflikten med [C], efter at han var blevet overfaldet i Kabul, men nævnet finder, at forklaringen er udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om varigheden af sit forhold til [B] er usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret, at hans forhold til [B] varede i 1½-2 år, og at han så hende sidste gang i [foråret] 2015. Forholdet må således være begyndt omkring [foråret] 2013. Dette skal imidlertid sammenholdes med, dels at ansøgeren har forklaret, at han i 2012 tog ophold i Pol-e-Khomri, hvorfra han ifølge sin forklaring vendte tilbage til Kabul efter 6-12 måneder, dels at han til asylsamtalen den […] har forklaret, at han lærte [B] at kende 2 år, efter han var kommet tilbage til Kabul. Endvidere lægger nævnet vægt på de forhold og omstændigheder, der i øvrigt er anført begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/452/CHHA
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Bamiyan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A] og hans folk på grund af ansøgerens fars jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far lejede jord ud til [A], som efter et år oplyste, at han nu var ejer af jorden. Ansøgerens far klagede forgæves herover til myndighederne og ældrerådet. Ansøgerens far blev på et ukendt tidspunkt tilbageholdt af [As] folk i en uge, i hvilken periode han var udsat for fysiske overgreb og blandt andet fik skåret fire fingre af. Ansøgerens far blev tvunget til at acceptere, at jorden nu tilhørte [A], hvorefter han blev løsladt. Efter løsladelsen nægtede ansøgerens far imidlertid igen, at jorden var [As], og han klagede endnu en gang, hvorefter [As] folk truede ham. På et ukendt tidspunkt herefter blev ansøgeren tilbageholdt. Ansøgeren blev taget med til et hus, slæbt hen af jorden, bundet og slået i ryggen én gang. Det lykkedes ansøgeren at flygte efter 7-8 timer, idet han kastede en sten af ler i hovedet på vagten. Vagten døde som følge heraf. Ansøgeren og hans familie udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens familie har en konflikt med et højtstående parlamentsmedlem. Ansøgeren har afgivet en konsistent forklaring om konflikten, der udspringer af en jordkonflikt, og om de overgreb som hans far og han selv har været udsat for. Ansøgerens forklaring om overgrebene på ham selv er understøttet af den torturundersøgelse, som ansøgeren har gennemgået. Flygtningenævnet lægger til grund, at [A], der er parlamentsmedlem for [partiet], har en sådan magt, at han kan ramme ansøgeren, uanset hvor ansøgeren opholder sig i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger endvidere efter ansøgerens forklaring til grund, at [A] har viljen til fortsat at forfølge ansøgeren. Herefter, og idet konflikten udspringer af en jordkonflikt, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af behovet for beskyttelsesstatus i Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/451/KAA
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraere fra [by], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har udsat ansøgeren og hans familie for vold og trusler for at få ansøgeren til at forgifte brød tiltænkt afghanske soldater på en nærliggende militærbase. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie i 2012 bosatte sig i Maydan Wardaki i Afghanistan, efter han havde boet i Iran i 30 år. Deres opholdstilladelse i Iran var blevet inddraget, efter deres søn Ali i 2012 blev udvist af landet. Ansøgeren forsørgede familien som bager i Afghanistan. I bageriet blev der bagt brød til byens borgere og til afghanske soldater, der opholdt sig på en tidligere NATO-base i området. En dag ultimo [efteråret] 2015, hvor ansøgeren fik et lift hjem af en pashtuner fra nabobutikken, blev de standset af to bevæbnede talebanere, der opdagede, at ansøgeren var etnisk hazara. Talebanerne bortførte ansøgeren til et stort hus, hvor han blev placeret i et værelse. Efter 15 til 20 minutter kom tre personer, som visiterede ansøgeren og afhørte ham om, hvor han boede og arbejdede, hvortil ansøgeren svarede, at det ikke vedkom dem. Ansøgeren blev herefter udsat for overgreb, og da en af personerne trak en kniv, blev ansøgeren bange og oplyste dem derfor om sit erhverv og sin adresse. En til to timer efter kom personerne tilbage og oplyste ansøgeren om, at de havde været på hans bopæl for at bekræfte oplysningerne. De truede herefter ansøgeren for at få ham til at samarbejde med Taliban. Talebanerne forlangte, at ansøgeren en til to dage senere skulle sprøjte gift ind i brødet, som var tiltænkt de afghanske soldater. Hvis ansøgeren ikke samarbejdede, ville Taliban slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvorfor ansøgeren indvilligede. Da ansøgeren kom hjem, var hans bopæl blev ransaget, og hans ægtefælle og søn var blevet udsat for vold. Tidligt næste morgen udrejste familien til Iran. De opholdt sig i Iran i én måned hos gamle venner i Mashad, inden de rejste mod Europa. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den kvindelige ansøger har desuden forud for behandlingen i nævnet henvist til, at hun frygter kutchierne i sit hjemområde. Begge ansøgere har herudover som asylmotiv angivet, at de frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi de er konverteret til kristendommen. De har henvist til, at de i [kirken] i [by] [i starten af] 2017 blev døbt efter forudgående dåbsundervisning. De har endvidere under sagen fremlagt en bekræftelse fra frikirkepræst […] fra [kirken] i [by]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerenes forklaring om, deres oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i det væsentligste har forklaret konsistent om de begivenheder, der førte til ansøgerenes udrejse. Nævnet er opmærksomt på, at forklaringerne har været præget af mindre divergenser, men nævnet finder ikke at disse bør tillægges betydning, navnlig når henses til, at ansøgerne er analfabeter. Herefter finder nævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere asylbegrundende forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Et flertal i nævnet finder ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte, at ansøgerne er reelt konverteret. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerne er blevet døbt og har haft en tilknytning til [kirken] i [by] i et længere forløb forud for dåben, samt det oplyste om, at de fortsat er aktive i [kirken]. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har udvist et - omend mangelfuldt - så dog grundliggende kendskab til kristendommen. Flertallet finder herefter, at ansøgeren som følge af deres konversionen ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/450/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra […] i Takhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af de personer, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev slået ihjel af ukendte personer. Ansøgeren kom en dag hjem fra skole og så en stor folkemængde udenfor bopælen. Da ansøgeren gik ind i huset, fandt han farens lig. Ansøgeren besvimede og kom først til bevidsthed efter 20-30 minutter. Senere samme dag blev ansøgerens morbror kontaktet, og han ankom til bopælen næste morgen, hvor farens lig blev begravet. Morbroren sagde herefter til ansøgeren, at ansøgeren skulle udrejse af landet hurtigst muligt, da hans liv var i fare, og de flygtede derfor samme aften til byen Takhar. Herfra tog ansøgeren en bus til byen Nimroz, hvorefter han udrejste af hjemlandet. Ansøgeren er af sin morbror blevet oplyst om, at ansøgerens far havde modtaget trusselsbreve, før han blev slået ihjel, men ansøgeren har intet kendskab til, hvem hans far havde konflikter med. På det foreliggende grundlag lægger Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt har haft nogen konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i hjemlandet, og at ansøgeren ikke har været indblandet i sin fars konflikt. Endvidere ved ansøgeren ikke, hvorfor hans liv skulle være i fare, og det beror alene på ansøgerens formodning, at han er i risiko for at blive slået ihjel af de personer, der har slået hans far ihjel. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved, hvem der har slået hans far ihjel, eller hvem faren har haft konflikter med. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Hvis ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til sit hjemområde på grund af sin fars konflikt, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er sund og rask, er en ung mand i den arbejdsduelige alder, og som må anses for helt uprofileret. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Kabul, er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/45/JOL
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har udsat ansøgerens familie for vold og trusler for at få ansøgerens far til at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har i den forbindelse i det hele henvist til sin fars afgivet oplysninger om hans asylmotiv i den sambehandlede sag. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter Taliban og de iranske myndigheder, idet han blev døbt [i starten af] 2017. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv, som i det hele er afledt af ansøgerens fars asylmotiv, til grund. Nævnet henviser herved til begrundelsen i ansøgerens forældres sag, som er sambehandlet med ansøgerens sag. Et flertal i nævnet kan ligeledes lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Nævnet henviser ligeledes vedrørende dette asylmotiv til begrundelsen i ansøgerens forældres sag. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/449/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Shakardara, Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror [A] stak af til [byen R] i Herat sammen med sin kæreste [B]. [B’s] far opdagede, hvad der var sket, men gav sin datter lov til at gifte sig med ansøgerens bror. Ansøgerens bror og [B] blev viet i Herat. Under vielsen var [B’s] far, hendes to brødre og ansøgerens fætter [C] til stede. Da selskabet kørte fra Herat mod Kabul, stoppede de i byen [S] for at bede i den lokale moske. [B’s] far og ansøgerens fætter gik ind i moskeen for at bede, mens [B], hendes to brødre og ansøgerens bror blev i bilen. Der opstod et skænderi mellem ansøgerens bror og [B’s] brødre, hvilket resulterede i, at ansøgerens bror blev slået ihjel. [B’s] to brødre flygtede efterfølgende fra stedet. Ansøgeren blev bekendt med sin brors død, da hans fætter ringede til ham og fortalte, at han skulle komme til [byen T], hvor hans brors lig befandt sig. Ansøgeren tog efterfølgende til [T], hvor han sammen med sin fætter, [B], og [B’s] far bragte liget tilbage til Shakardara, hvor ansøgerens bror blev begravet. Efterfølgende anmeldte ansøgeren [B’s] far til politiet. [B’s] far blev indkaldt af politiet til afhøring, hvor ansøgeren også var til stede. [B’s] far fortalte, at det var hans sønner, der stod bag drabet, men blev alligevel fængslet. I perioden mellem drabet på ansøgerens bror og ansøgerens udrejse, modtog ansøgeren omkring fire telefoniske trusler fra forskellige ukendte personer. Mellem 20 dage og to måneder efter ansøgerens brors død, blev ansøgeren beskudt, mens han var i gang med at vande familiens jord. Ansøgeren flygtede herefter til byens bazar, hvor han ringede til en ven. Ansøgerens ven kørte ham til [T] i Kabul, hvor han mødtes med sin morbror, som gav ansøgeren nogle penge. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder overordnet, at ansøgerens forklaring savner sandsynlighed. Nævnet har ved den vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter. Han har således først under nævnsbehandlingen forklaret, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi [B’s] brødre kunne have et blodhævnsmotiv. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren angiveligt har aftalt at bilægge eventuelle uoverensstemmelser med [B’s] far, og at det derfor må være ansøgeren, der må anses for den krænkede part. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de telefoniske trusler, som han angiveligt skulle have modtaget, idet han først under nævnsbehandlingen har forklaret, at truslerne blev fremsat i anledning af konflikten, hvorimod han under samtalen [i efteråret] 2016 har nævnt, at der ikke blev sagt noget om, hvorfor man skulle have fat på ham, men alene, at der blev bandet meget og brugt grimme ord. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan ikke findes at være af en sådan art, at en tilbagesendelse vil være i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/448/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som siden [efteråret] 2009 har efterstræbt ham, idet han har været sikkerhedsvagt for udlændinge på en base og senere var politimand i det afghanske politi. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han i perioden [nærmere angivet dato i efteråret] 2009 til [nærmere angivet dato i sommeren] 2011 var ansat som sikkerhedsvagt på militærbasen [navngiven militærbase] i Logar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren blev ansat uden forudgående uddannelse af et privat firma. På et ukendt tidspunkt var ansøgeren i ildkamp med Taliban, der beskød basen. Efter at have arbejdet syv-otte måneder på basen modtog ansøgeren et trusselbrev fra Taliban, da han var hjemme på ferie hos sin familie. Ansøgeren nægtede at efterkomme opfordringen i trusselsbrevet om at ophøre med at arbejde for amerikanerne og i stedet tilslutte sig Taliban. Ansøgeren modtog ligeledes natbreve på bopælen fra Taliban. De var ikke rettet direkte mod ansøgeren, men var generelle trusselsbreve. Efter sit arbejde på basen gemte ansøgeren sig hos en ven i Kabul i omkring et år, hvor han tilbragte tiden med at arbejde som arbejdsmand under byggeriet af sin vens hus. I 2013 deltog ansøgeren i et omkring fire måneder langt politikursus i [by] i Pakitia provinsen, hvorefter ansøgeren straks påbegyndte at arbejde som politibetjent. På en ukendt dato, tre måneder efter ansættelsen, mødte ansøgeren tilfældigt sin far på et marked i [by]. Faren fortalte, at familien havde modtaget endnu et trusselsbrev rettet mod ansøgeren. Heri stod, at ansøgeren ikke havde efterkommet ordren i det første trusselsbrev. Ansøgeren rev trusselsbrevet i stykker. Fire-fem måneder herefter angreb en selvmordsbomber den politistation, hvor ansøgeren arbejdede, hvorved ti personer blev dræbt. En dag, hvor ansøgerens ven skulle købe en mobiltelefon på markedet sammen med ansøgeren, stoppede ansøgeren en mistænkelig mand, som han visiterede, hvorved han fandt mandens mobiltelefon. Af denne fremgik det, at manden havde sendt en lykønskning til talebaneren [A] for det veludførte selvmordsangreb. Manden og [A] blev efterfølgende hver især idømt 10 års fængsel. På et ukendt tidspunkt blev politistationen endnu engang udsat for et selvmordsangreb, hvorved 25 politifolk blev dræbt. Fire vagter på politistationen blev herefter fængslet. På en ukendt dato besøgte ansøgerens ven de fire vagter, og ved denne lejlighed fremsatte den mistænkelige mand fra markedet og [A] trusler mod ansøgeren. Ansøgeren blev følgelig bange og besluttede sig for at tage hjem til sit hus, hvor han så en mistænkelig person. Da ansøgeren kom hjem, fortalte ansøgerens far ham, at to talebanere to dage forinden havde været på bopælen, hvor de havde slået faren. Ansøgeren flygtede fra huset. Dagen efter oplyste ansøgerens far ansøgeren, at der kort efter, at ansøgeren var flygtet, igen var kommet to talebanere og havde spurgt efter ansøgeren, ligesom de igen havde slået faren. Fem dage senere udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes idet den på væsentlige punkter selv i lyset af visse tolkeproblemer indeholder divergenser og er udbyggende. Efter forklaringen for nævnet er et af hovedasylmotiverne konflikt med Taliban i forbindelse med ansøgerens anholdelse af et medlem, ligesom hans flugt blandt andet var forårsaget af et bombeangreb på hans base med 25 dræbte. Disse omstændigheder ses ikke nævnt i ansøgerens asylskema. Endvidere har han forklaret divergerende om længden af det tidsrum, der gik fra hans ophør med at arbejde for de amerikanske styrker, til han begyndte sin uddannelse hos politiet. Divergenserne dækker over et tidsrum på mere end et år. Hans forklaring har i øvrigt på en række punkter virket afglidende og ikke selvoplevet. Det bemærkes endvidere, at en del af episoderne ligger adskillige år tilbage i tiden. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/447/MJM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren kender ikke sin etnicitet og er sunni-muslim fra […], Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at ansøgerens stedmor vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at en mand fra koranskolen vil finde ansøgeren og tage ham tilbage til koranskolen, hvor han vil blive tvunget til at modtage undervisning og våbentræning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far på et ukendt tidspunkt giftede sig efter ansøgerens mors døde. Ansøgerens stedmor slog både ansøgeren og ansøgerens to yngre søstre og behandlede dem ikke godt, og ansøgerens far var narkotikamisbruger. På et ukendt tidspunkt besluttede ansøgeren sig for at stikke af hjemmefra. Ansøgeren mødte derefter en mand, som kørte ansøgeren til en koranskole, hvor ansøgeren opholdt sig i omkring en måned. På koranskolen blev ansøgeren undervist i koranen, og folk på skolen talte om hellig krig og jihad. De andre drenge på skolen modtog våbentræning, men ansøgeren ønskede ikke at lære at bruge våben eller at begå jihad, da han ønskede sig et bedre liv, hvorfor ansøgeren flygtede fra koranskolen. Under ansøgerens flugt fra koranskolen mødte ansøgeren en mand, som kørte ansøgeren tilbage til udkanten af ansøgerens landsby. Herfra fandt ansøgeren hjem til sin moster, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren valgte at udrejse, fordi ansøgerens moster var bange for, at ansøgerens far ville finde frem til ansøgeren, hvis ansøgeren blev hos mosteren. Indledningsvis bemærkes, at det på grundlag af ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet og dennes svar på de stillede spørgsmål kan lægges til grund, at ansøgeren har den fornødne modenhed til at medvirke i en nævnsbehandling. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2016 om modenhed. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet kan Flygtningenævnet i det væsentlige, ligesom Udlændingestyrelsen, lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at forklaringen omfatter sådanne forhold, der kan anses for asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår den del af asylmotivet, der angår ansøgerens frygt for stedmoren, finder nævnet, at forholdet ikke har en sådan karakter og intensitet, hvorefter betingelserne for asyl er opfyldt. Der henses til, at ansøgeren har kunnet forlade hjemmet, selvom han og hans søstre er blevet slået af stedmoren, og uanset at de er blevet truet med at blive slået ihjel. Forholdene i hjemmet har stået på i længere tid, og truslerne er ikke blevet effektueret. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af sin familie, efter at han forlod hjemmet. Vedrørende ansøgerens forklaring om sit ophold på koranskolen, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på denne baggrund konkret og reelt er forsøgt rekrutteret af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren aldrig har deltaget i våbentræningen på skolen, og at han ikke mod sin vilje er blevet tvunget hertil. Ansøgeren er ikke blevet udsat for repressalier af nogen art, fordi han ikke ville deltage i våbentræningen. Ansøgeren er heller ikke blevet udsat for trusler, fordi han nægtede at lære at håndtere et våben, og der er ikke i den anledning blevet iværksat særlige foranstaltninger over for ansøgeren. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har kunnet forlade koranskolen til fods, og at han herefter igennem længere tid har opholdt sig hos sin moster uden at blive opsøgt af Taliban. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring, at de andre drenge kunne lide at være på koranskolen, og at ansøgeren og drengene ikke var spærret ind på skolen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at nogle af drengene på et tidspunkt blev iført selvmordsveste og ført med mændene fra koranskolen til grund. Der henvises til, at ansøgeren ikke tidligere under sagen har forklaret herom, og at forklaringen på dette punkt fremstår uddybende og utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/446 lrn
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror på grund af en jordkonflikt mellem farbroren og ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far på et tidspunkt købte noget landbrugsjord, som ansøgerens farbror krævede, at ansøgerens far skulle dele med ham. Ansøgerens far anmeldte konflikten til myndighederne, hvorefter retten besluttede, at ansøgerens farbror ikke havde ret til jorden. Herefter henvendte ansøgerens farbror og hans sønner sig på ansøgerens families bopæl, og de udsatte ansøgerens far for fysiske overgreb. Ansøgerens far døde efterfølgende af sine kvæstelser. Herefter forsøgte ansøgerens farbror at overtale ansøgerens mor til at gifte sig med ham, så han kunne overtage jorden. Ansøgeren, hans mor og søstre opholdt sig efterfølgende i Pakistan. Herefter tog ansøgeren ophold i Iran, hvorfra han udrejste til Europa. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om farens konflikt med farbroren, der førte til, at ansøgeren i en alder af syv-otte år sammen med sin mor og søskende rejste til Pakistan, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der fortsat består en konflikt med farbroren, og at farbroren eller dennes børn skulle gøre ansøgeren fortræd ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lægger vægt på, at der ikke foreligger oplysninger, der støtter dette. Tværtimod ligger konflikten langt tilbage i tid, og ansøgeren har forklaret, at hverken han, ansøgerens mor eller søskende har været i Afghanistan, siden de udrejste, og at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han ikke har modtaget oplysninger om farbroren. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han vil gøre krav på sin fars jord ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet den tilhører ham, og at han ikke glemmer det hele, fordi hans far blev slået ihjel på grund af jorden, ligesom han har forklaret, at han vil være nødt til at skaffe en ny fødselsattest, hvis han vender tilbage til Afghanistan, og i den forbindelse vil familiemedlemmerne blive kontaktet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren som asylmotiv ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at han er bange for at stå ansigt til ansigt med sin farbror, og at ansøgerens forklaring om, at han vil gøre krav på sin fars jord, derfor er udbyggende og konstrueret. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at myndighederne vil kontakte ansøgerens farbror. Flygtningenævnet er opmærksom på Dansk Flygtningehjælps temarapport fra oktober 2017 ”Tilbagevenden til Afghanistan”, men nævnet finder, at hverken oplysningerne heri eller baggrundsoplysningerne om den generelle situation i Afghanistan kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/445/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af [A’s] familie, idet de vil have blodhævn over ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, både fordi han har slået en politimand, og fordi han har slået [A] ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han slog [A] ihjel i forbindelse med, at [A] og [B] kom op at skændes, og [A] truede [B] med en pistol. De befandt sig på dette tidspunkt i en båd mellem Afghanistan og Tajikistan. [A] affyrede flere skud mod [B], og ramte ham i benet. Ansøgeren slog i den forbindelse [A] i tindingen med en paddel, så han faldt i vandet og druknede. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for myndighederne oplyst, at han slog politimanden og stak af fra ham, da han ville arrestere ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren skulle påtage sig et arbejde med [A] uden at få betaling herfor, og uden at have en egentlig funktion. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at en politimand tager ud for at anholde en formodet narkosmugler og mulig drabsmand. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om væsentlige detaljer i sit asylmotiv. Han har i asylskemaet forklaret, at han var nødt til at drukne [A], at han kom i konflikt med ham, og at han kastede ham i floden. Han har efterfølgende, herunder til nævnsmødet forklaret, at han slog [A] i selvforsvar og at [A] som følge heraf, faldt i floden og druknede. Han har for nævnet forklaret, at han ikke var i konflikt med [A], men at en tredjeperson og [A] diskuterede. Han har endvidere forklaret, at [A] ikke rettede pistolen mod ansøgeren, og at han ikke fremsatte trusler eller lignende. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvor langt han svømmede ind til bredden, og om han forud for samarbejdet med [A] var klar over, at denne smuglede narko. Endelig har han forklaret divergerende om, hvornår han mødte sin kæreste [C], og om hvem der friede for ham anden gang. På baggrund af ovennævnte usandsynligheder og divergenser, samt da ansøgeren ikke har forklaret detaljeret og selvoplevet tilsidesætter Flygtningenævnet hans forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/444/CHA
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, og at han frygter ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far arbejdede for myndighederne i Afghanistan, og at faren modtog trusler fra Taliban på grund af sit arbejde. Taliban truede med at slå ansøgerens far og dennes sønner ihjel, hvis han ikke stoppede med at arbejde for myndighederne. Ansøgerens bror forsvandt en dag, da han var ude for at vande markerne. Tre dage efter bad ansøgerens mor sin søsters ægtefælle, [A], om hjælp, hvorefter [A] ledte efter ansøgerens bror i to dage. Herefter blev ansøgerens far ringet op af nogle personer fra landsbyen, som fortalte, at de havde fundet ansøgerens brors lig på en mark. Ansøgerens far besluttede derfor, at han ville stoppe med at arbejde for myndighederne. Da ansøgerens far efter sin sidste arbejdsdag ikke kom hjem som planlagt, bad ansøgerens mor igen [A] om hjælp. [A] tog hen til ansøgerens fars arbejdsplads, hvor de oplyste, at ansøgerens far om morgenen samme dag var taget hjem fra arbejde. [A] fik hjælp fra hele landsbyen til at lede efter ansøgerens far. Om aftenen mødte de en mand på en hestevogn, som oplyste, at han tidligere på dagen havde set en mand løbe, som om han var såret eller skudt i benet, og at der havde været nogle personer efter manden. [A] og en anden mand gik i den retning, hvor manden på hestevognen havde set den sårede mand løbe, og de fandt blodspor, som de fulgte. De kom til en flod, hvor de så, at to personer fra landsbyen var ved at vaske et lig, som viste sig at være ansøgerens fars lig. På liget havde de fundet et brev, hvor der stod, at de havde slået faren og den ældste søn ihjel, og at de nu ville slå resten af familien ihjel. Otte dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnets flertal kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnets flertal har inddraget det i vurderingen af ansøgerens forklaring, at han ved udrejsen var 14-15 år gammel, at han ikke har modtaget nogen form undervisning og er analfabet. Nævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en efter omstændighederne sammenhængende forklaring uden betydende divergenser, og at ansøgerens forklaring om Talibans tilstedeværelse og ageren i ansøgerens hjemområde støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnets flertal derfor til grund, at ansøgerens far arbejdede for myndighederne, og at ansøgerens far af den grund blev udsat for trusler fra Talibans side. Nævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens ældre bror blev slået ihjel, og at faren derefter besluttede at ophøre med at arbejde for myndighederne, og at faren, indtil dette kunne ske, kun sjældent ville komme hjem. Nævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens far, da faren otte uger efter brorens død var på vej hjem fra arbejde, blev dræbt af Taliban, og at Taliban havde efterladt et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at Taliban efterstræbte hele ansøgerens familie. Beslutningen om, at ansøgeren skulle flygte, blev truffet af ansøgerens mor og ansøgerens fars ven. Nævnets flertal finder, at det ud fra en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren, uanset at Taliban allerede har dræbt ansøgeren far og bror, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb fra Talibans side. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at bringe udlændingelovens § 7, stk. 1, i anvendelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/443/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […] Helmand Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet og voldtaget af [E], der tidligere har voldtaget ansøgeren. [E] arbejder ved politiet. Ansøgeren frygter videre [H], som arbejder ved sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har fungeret som spion for [H]. Ansøgeren frygter også en person, som er en bekendt af en af ansøgerens venner, [S]. Ansøgerens far arbejdede ved politiet under Sovjetstyret. Efter Sovjets kollaps, flygtede familien først til Pakistan og dernæst Iran. Ansøgeren er født i Pakistan. Da Karzai kom til magten, flyttede familien tilbage til ansøgerens mormor i Pakistan. Ansøgerens far flyttede tilbage til Helmand Provinsen. Da ansøgerens far fik sit arbejde tilbage, flyttede ansøgeren, hans mor, bror og fire søstre tilbage til Helmand. Ansøgerens bror samarbejdede med udlændingene og var kun hjemme 10 til 15 dage ad gangen. Broren er senere flygtet til Australien uden sin ægtefælle og datter. Familien boede et sted med to naboer. Ansøgeren blev udsat for voldtægt af nabodrengene. Familien flyttede til et nyt sted, hvor der lå to politistationer i nærheden. Den ene var en almindelig politistation, og den anden tilhørte sikkerhedstjenesten. Ansøgeren blev også efter flytningen udsat for voldtægt. En af de drenge, der voldtog ansøgeren, hed [F]. [F] introducerede ansøgeren for [H], der arbejdede for sikkerhedstjenesten. [H] tilbød ansøgeren arbejde som spion for ham. Ansøgeren skulle ringe til [H], hvis han fik problemer. [H] udsatte også ansøgeren for voldtægt. Ansøgeren fik også kontakt til [E], som arbejdede på den lokale politistation sammen med ansøgerens far, og [M]. Ansøgeren havde en form for forhold til både [E] og [M]. Både [E], [M], [S]s bekendte og [H] udsatte ansøgeren for voldtægt og filmede ansøgeren, mens han var nøgen. En dag besluttede ansøgerens forældre, at ansøgeren skulle udrejse, fordi området ikke var sikkert, og fordi ansøgeren ikke kunne få en uddannelse. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han siden 10-års alderen, men navnlig i de sidste år inden udrejsen, er blevet udsat for seksuelle overgreb af en lang række unge drenge og mænd i nærområdet omkring sin bopæl, til grund. Ansøgeren har på troværdig og detaljeret måde for Flygtningenævnet forklaret om overgrebene, og forklaringen er på de væsentligste punkter overensstemmende med det, som ansøgeren forklarede under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017. Henset til ansøgerens unge alder ved ankomsten til Danmark kan det ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren ikke ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede om overgrebene. Efter karakteren af den konflikt, som ansøgeren har med personer i nærheden af sin bopæl, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren, der en sund og nu 18-årig ung mand i den arbejdsduelige alder ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis han tager ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. i Kabul, hvor ansøgerens to søstre bor, Mazar-e Sharif eller en anden storby. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at overgrebene blandt andet er begået af myndighedspersoner, men henset til at der er tale om seksuelle overgreb og de pågældende myndighedspersonernes rang, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb, såfremt han henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/442/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ikkepraktiserende shiamuslim fra [S] i Balkh Provinsen, Afghanistan. Som seksårig flyttede han med sin familie til Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han frafaldt islam i 2014. Fem dage inden udrejsen af Afghanistan i [efteråret] 2015 sad ansøgeren derhjemme og drak whisky, da hans fætter og fire af fætterens venner kom for at tage ansøgeren med i moskéen. Ansøgerens fætter blev sur på ansøgeren over, at han drak whisky på den hellige dag, Ashura. Ansøgeren fortalte fætteren, at han ikke var troende muslim længere og ikke ville med i moskéen. Fætteren truede derefter ansøgeren, hvorefter fætteren og de fire venner forlod ansøgeren. Fire dage senere blev ansøgeren anholdt på sin bopæl af politiet og ført til Ministeriet for Pilgrimme og Religionsanliggender. Her blev ansøgeren slået og truet, fordi han var frafalden. Han fik at vide, at han ville blive henrettet. Ansøgeren blev dernæst ført til en politistation, hvor han blev udsat for vold af to personer. Ansøgeren blev om aftenen ført til et nyt sted, hvor hans far ventede. Ansøgeren fik derefter lov til at gå. Ansøgeren udrejste samme aften af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende, ligesom centrale dele af forklaringen forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han er blevet dømt til døden som følge af, at han har drukket whisky under ramadanen. Han har således ikke nævnt noget om dødsdommen i asylskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Først under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 oplyste ansøgeren, at han er blevet dømt til døden. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en kopi af dommen, kan ikke føre til et andet resultat, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af denne, idet det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at falske dokumenter er udbredte i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han drak whisky om formiddagen på familiens bopæl, og mens der var uhindret adgang til det lokale, hvor han opholdt sig, ikke er troværdig, ligesom det forekommer utroværdig, at ansøgerens fætter netop denne dag, hvor der efter ansøgerens forklaring var forløbet ca. 10 måneder siden, han sidst havde været i moskeen, skulle forsøge at få ansøgeren med i moskéen. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om sin families forhold. Han har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke har haft kontakt til sin familie og derfor ikke ved, om de har haft problemer efter hans udrejse. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han ca. en måned efter, at han ankom til Danmark fik kontakt til sin bedste ven via Facebook, og at vennen, der bor 10 minutters gang fra ansøgerens bopæl i Afghanistan, har oplyst, at ansøgerens familie ikke længere bor på adressen, men at han ikke ved, hvor de opholder sig. Uanset oplysningerne om ansøgerens hidtidige levevis i Afghanistan, herunder at han […] ikke kom jævnligt i moskeen […], finder Flygtningenævnet på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/441/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [A] i distriktet Malistan, Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som han har undladt at hjælpe. Ansøgeren blev fire gange opsøgt på sin arbejdsplads, [et hotel], af personer fra Taliban, der ville havde ansøgeren til mod betaling at videregive oplysninger om gæster i hotelrestauranten til dem. På et tidspunkt efter den fjerde gang blev ansøgeren opsøgt af tre personer i en sort bil. Den ene af personerne var bevæbnet, så ansøgeren steg ind i bilen. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev bragt til en for ham ukendt moské i en for ham ukendt by. Ansøgeren fik at vide af en mullah, at ansøgeren ikke havde samarbejdet med dem, og derfor skulle han halshugges. Mullahen blev telefonisk kontaktet, hvorfor han sammen med alle personerne på nær en forlod moskéen. Ansøgeren bad den tilbageværende person om lov til at gå på toilet. Ansøgeren flygtede ud gennem toilettet. Han overnattede under en bro, og dagen efter fik han kontakt til en person i bil. Personen transporterede ansøgeren til et for ham ukendt sted, hvor hans ven, [V], hentede ham og hjalp ham med at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende på punkter, der må anses for centrale for det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a. kontakten til den person, som angiveligt opsøgte ham på hotellet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2016 oplyst, at personen ikke gjorde andet end at tale med ham og tilbyde betaling for at indsamle oplysninger til Taliban. Under samtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at personen tog et billede af ham under det første besøg og gav ansøgeren en lussing under det sidste besøg. Under samtalen [senere i efteråret] 2016 har ansøgeren først forklaret, at personen ikke gjorde ham fysisk fortræd. Senere under denne samtale og under nævnsmødet har ansøgeren igen forklaret, at han fik en lussing af den person, der opsøgte ham. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende, usammenhængende og divergerende om tidspunkterne for sin ansættelse og for, hvornår han blev opsøgt på hotellet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten gennem et toilet forekommer usammenhængende, udetaljeret og usandsynlig. Ansøgeren har således først under nævnsmødet været i stand til nærmere at redegøre for, hvordan toilettet var indrettet. Det forekommer endvidere utroværdig, at ansøgeren skulle være i stand til at kravle ud gennem toilettet og ubemærket komme ud fra rummet under dette, under hensyn til ansøgerens forklaring om udgangens placering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/440/MKT
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim og født i landsbyen […],[…]-distriktet, Kunar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har senest boet i […]-distriktet i Nangarhar-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der truet ham som følge af sin ansættelse som officer i Afghan National Army (ANA). Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i] 2011 blev optaget på [navngiven officersskole i Afghanistan] som artillerist. Under uddannelsen deltog ansøgeren i aktiv tjeneste, idet han passede kommunikationen mellem forskellige enheder. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han ikke har deltaget i egentlige kamphandlinger. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt henvendte en person ved navn […] sig til ansøgeren, idet han truede med, at ansøgeren ville få problemer, såfremt han ikke indstillede sit arbejde for de vantro. [Den pågældende persons] arbejde bestod i at videregive oplysninger til Taliban. Ansøgerens ven, […], oplyste ansøgeren, at han risikerede at blive dræbt, idet han var officer uddannet inden for efterretningstjenesten. Endvidere modtog ansøgeren flere trusselsbreve på bopælen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde for de vantro. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt tidligere end september 2013 indstillede ansøgeren sin militære karriere. [Navngiven dato i] september 2013 sprang en bombe foran ansøgerens hus, hvorved ansøgerens fætters søn blev dræbt. Da telefonen kort efter ringede, sagde en for ansøgeren ukendt person, at bomben var første gave til familien, hvorefter personen sagde, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde med myndighederne. Ansøgeren opfattede dette opkald som en trussel på grund af sin ansættelse som officer. Samme dag under begravelsen af fætterens søn og tre dage senere, under en ceremoni for den dræbte, ringede telefonen igen. Ansøgeren var ikke bekendt med indholdet af denne samtale. I den efterfølgende tid modtog ansøgerens familie omkring fem til ti telefoniske trusler. Ansøgerens familie anmeldte truslerne hos efterretningstjenesten i […], som ikke kunne hjælpe ud over at oplyse, hvorfra opkaldene var kommet. Omkring en måned efter bombesprængningen flyttede ansøgeren og hans familie to gange til andre distrikter i […]. I august 2014 udrejste ansøgeren illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens familielære relationer til grund, herunder at personer fra ansøgerens familie har været aktive i det tidligere kommunistiske styre i Afghanistan. Nævnet kan endvidere lægge til grund for sagen, at ansøgeren i en periode på omkring halvandet år har haft ansættelse ved det afghanske militær og efterretningstjeneste, og at han der opnåede rang af 2. løjtnant. Nævnet bemærker, at ansøgeren i sit asylskema har oplyst, at der skete en bombesprængning ved hans hus, hvorved et familiemedlem blev dræbt. Han har endvidere oplyst, at de, der placerede bomben, ringede efterfølgende og sagde, at det var den første gave til dem. Ansøgeren har fastholdt disse forklaringer ved de efterfølgende samtaler i Udlændingestyrelsen og for nævnet. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret om yderligere trusler, dels skriftlige og dels telefoniske. Nævnet kan konstatere, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer samt at han har udbygget sin forklaring. På baggrund af det indtryk, nævnet har fået under nævnsmødet, samt ved læsning af referaterne fra møderne i Udlændingestyrelsen og på baggrund af det fremlagte journalnotat fra cand.psych Patricia Salinas, kan nævnet ikke udelukke, at ansøgerens psykiske tilstand kan være årsag til, at han dels glemmer nogle mindre væsentlige oplysninger, dels bytter rundt på forskellige episoder. Nævnet bemærker, at nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren fra første samtale i Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er forvirret og husker dårligt som følge af de forhold, han har været udsat for. Efter en samlet vurdering kan nævnet således ikke tilsidesætte ansøgerens forklaring, hvorfor nævnet finder, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret risiko for overgreb som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet ansøgeren som officer og ansat i efterretningstjenesten i den afghanske nationalhær, da han har været udsat for et konkret bombeattentat, og da familien er kendt for at støtte kommunister, finder nævnet, at han er profileret i en sådan grad, at han ikke med sikkerhed kan opnå tilstrækkelig beskyttelse i andre dele af Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/44/nke
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [A] i distriktet Malistan, Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller [H], [G] og [P], der er i familie med ansøgerens tidligere forlovede. Ansøgeren var for omkring tre år siden forlovet med [F]. Ansøgeren afbrød forlovelsen på baggrund af uoverensstemmelser mellem familierne. Omkring et halvt år før ansøgerens udrejse blev han overfaldet af to personer, [H] og [G]. [H] er [F]s bror, og [G] er [F]s søsters mand. [P] er også bror til [F]. Ansøgeren kørte som taxachauffør mellem Malistan og Ghazni. Omkring en måned før udrejsen af Afghanistan blev han stoppet af Taliban, der kropsvisiterede ansøgeren og hans passagerer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle underrette Taliban, hvis han kørte med myndighedspersoner. Ansøgeren accepterede, idet han ikke kunne se en anden udvej. Omkring to til tre uger senere blev han igen stoppet af Taliban. Ansøgeren og hans passagerer blev igen kropsvisiteret, og Taliban fandt politilegitimation på to af passagererne. Ansøgeren og de to civilklædte politibetjente fik bind for øjnene og kørt til et hus i et øde område. Ansøgeren blev bragt til et værelse, hvor en mullah beskyldte ansøgeren for at have samarbejdet med myndighederne. Mullahen sagde, at det var sidste gang, at ansøgeren kørte med politifolk uden at informere Taliban. Dagen efter blev ansøgeren og de to politibetjente sat til at grave et hul i jorden. Samme eftermiddag opstod der skyderi, hvorunder det lykkedes for ansøgeren, de to politibetjente og to andre mænd at flygte. De flygtede over en bakke og kort tid derefter dukkede flere politibiler op. Ansøgeren og de fire andre blev bragt til en politistation, hvor de blev afhørt. Efterfølgende tog ansøgeren hjem til en ven, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, og vurderer også i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at konflikten med ansøgerens tidligere forlovedes familie må anses for afsluttet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Taliban i sit lokalområde, og det er derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden hertil vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren at kunne henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en ung rask mand i den arbejdsdygtige alder, fremstår helt uprofileret. Ansøgeren tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende i landet. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Hertil kommer, at ansøgeren tidligere har boet i kortere perioder i Kabul. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger tilstrækkelig adgang til mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår vil være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i en af storbyerne Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af disse byer som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/439/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […]-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for at blive dræbt af to unavngivne mænd, der tidligere har været venner med hans far. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier og/eller overgreb fra enten Taliban, de afghanske myndigheder eller fra Islamisk Stat, fordi han har kæmpet mod Islamisk Stat (ISIL) og andre oprørsgrupper i Syrien. Ansøgeren udrejste i 2008 fra Afghanistan til Iran, hvor han har haft ophold frem til sin udrejse i 2014, bortset fra et ophold i Syrien af fire måneders varighed. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at hans far, der var kommandant, på et for ansøgeren ukendt tidspunkt, da han var et lille barn, blev dræbt af Taliban. Ansøgerens tror, at hans mor, søstre og den ene storebror blev slået ihjel af Taliban under krigen kort efter drabet på faren. Ansøgeren voksede sammen med sin næstældste storebror op hos sin faster og onkel. Fasteren fortalte ham forud for, at hun døde om, at han skulle passe på to mænd. De pågældende havde været venner med ansøgerens far og var vrede over, at ansøgerens ældste bror, […], havde fortalt Taliban, at farens venner også var myndighedskommandanter. Det var sket i forbindelse med, at […] havde været taget til fange af Taliban, og […] har været forsvundet siden. Fasteren oplyste ansøgeren om, at de to af farens venner var døde, efter at de havde været fanget af Taliban, mens de to andre ønskede at hævne sig. Da ansøgeren var 10-11 år gammel, blev han, mens han vogtede dyr i bjergene, opsøgt af to for ham ukendte mænd med tildækkede ansigter, der bevægede sig med hastige skridt mod ham. Ansøgeren flygtede fra stedet, idet han formodede, at de pågældende personer efterstræbte ham. Tre måneder senere genkendte ansøgeren de samme mænd på et marked. Ansøgeren forlod straks stedet. Mændene fulgte ikke efter ham og har aldrig talt til ham. Som følge af disse episoder udrejste ansøgeren af Afghanistan, idet han sammen med sin fasters mand rejste til Iran, hvor han tog ophold. Efter 6½ års ophold i Iran blev ansøgeren anholdt og sigtet for salg af spiritus, og han blev i den forbindelse pålagt enten otte års fængsel eller at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren tog derfor til Syrien, hvor han deltog i kamphandlinger mod blandt andre ISIL. Efter at have opholdt sig i Syrien i fire måneder fik han det psykisk dårligt, hvorfor han blev fritaget fra tjeneste og sendt tilbage til Iran. Ansøgeren udrejste herefter af Iran, idet han frygtede igen at blive sendt til Syrien. Efter udrejsen er ansøgeren blev bekendt med, at der har været vist en videofilm af ham som soldat på såvel afghansk som arabisk tv. Han frygter derfor, at han vil blive genkendt ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at episoden, hvor ansøgerens far blev dræbt og […] blev tilbageholdt af Taleban, må have fundet sted omkring 1998, da ansøgeren var ca. 3 år gammel. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin faster tæt ved, hvor hans forældre havde boet, frem til 2008, før han sammen med sin onkel udrejste fra Afghanistan. Det beror alene på ansøgerens formodning, at de to mænd, han mødte i bjergene og i bazaren, skulle være identiske med de to kommandanter, og denne formodning er ikke på nogen måde underbygget, idet de pågældende hverken har talt til ham, opsøgt ham på bopælen eller på anden måde givet sig til kende overfor ham, selvom det burde have været forholdsvist nemt for dem at finde frem til ham, hvis det var det, de ønskede. Det bemærkes i den forbindelse videre, at det af akterne i ansøgerens brors sag fremgår, at broren heller ikke på noget tidspunkt, før han i 2007 udrejste fra Afghanistan, har været opsøgt af de to mænd. Det beror alene på ansøgerens formodninger, at den omstændighed, at han har kæmpet sammen med de iranske styrker mod ISIL i Syrien, er kommet til de afghanske myndigheders, Talibans og ISIL i Afghanistans kendskab. Videooptagelsen, der er et uddrag af et indslag på en arabisk tv-kanal, viser ansøgeren i militæruniform, og indeholder en kortere sekvens med ansøgeren, der optræder som en ud af flere afghanske mænd uden at blive nævnt ved navn. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af videooptagelsen er genkendt af de afghanske myndigheder, Taliban eller ISIL, heller ikke selvom videooptagelsen måtte være blevet vist på en afghansk tv-kanal. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har familie tilbage i Afghanistan, og at han udrejste fra Afghanistan for knap 9 år siden, da han stadig var dreng. Selvom han måtte være blevet genkendt, skal nævnet bemærke, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Lifos Temarapport fra 2016: ”Irans rekrytering av afghaner till kriget i Syrien” fremgår, at der ikke kendes eksempler på, at personer fra Afghanistan, der har kæmpet i Syrien sammen med iranske styrker, har været udsat for forfølgelse eller overgreb fra Talibans eller myndighedernes side ved en tilbagevenden til hjemlandet. Herefter, og da ansøgeren ved en tilbagevenden kan tage ophold i et område, hvor ISIL ikke er til stede, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/438/nke
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra landsbyen […] i provinsen Kunduz i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi Taliban stopper folk tilfældigt og slår dem ihjel. I den forbindelse har ansøger også henvist til, at han frygter, at Taliban vil have ham til at blive selvmordsbomber. Ansøger har videre henvist til, at han frygter sin tidligere forretningspartners bror, fordi forretningspartneren er blevet fængslet og har fået en dom på 10 års fængsel, hvilket forretningspartnerens bror mener, er ansøgerens skyld. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, fordi de mistænker ham for at have haft del i rekruttering af personer til Taliban fra sin forretning. Flygtningenævnet kan delvis lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel fare for overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale oplyste, at han aldrig har haft konflikter med Taliban, og at han aldrig har haft kontakt med Taliban. Ansøgeren oplyste også, at han udelukkende frygtede, at Taliban ville stoppe ham tilfældigt på gaden og slå han ihjel eller få han til at blive selvmordsbomber. For så vidt angår det af ansøgeren forklarede om en konflikt med ansøgeren tidligere forretningspartners bror og de afghanske myndigheder, finder Flygtningenævnet at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren oprindelig forklarede blandt andet, at han senest havde kontakt med sin tidligere forretningspartner, da han efter udrejsen af Afghanistan befandt sig i Tyrkiet. Han forklarede endvidere, at det var hans tidligere forretningspartner, der arrangerede hans udrejse og betalte penge til agenten. Efterfølgende forklarede ansøgeren, at han ikke havde haft nogen kontakt med sin tidligere forretningspartner efter salget af forretningen, der fandt sted cirka 2 måneder før krigen brød ud i Kunduz. Flygtningenævnet kan på den baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af Taliban. Det af ansøgeren påberåbte om de generelle forhold i Afghanistan og herunder i Kunduz provinsen kan ikke føre til at ansøgeren på dette grundlag anses for omfattet at udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2017/437/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […] i Kunduz-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi de kidnapper, og slår folk ihjel. Ansøgeren har også som asylmotiv henvist til, at han frygter krig og selvmordsaktioner. Endelig har han som asylmotiv henvist til, at han kun har sin mor at vende tilbage til i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at Taliban angreb hans landsby, […], [efteråret] 2015. Kampene mellem myndighederne og Taliban varede i 15 dage. Myndighederne evakuerede herefter folk fra landsbyen, og ansøgeren kom med en bus til Kabul. Ansøgeren opholdt sig herefter 3-4 dage i Kabul, hvorefter han forlod Afghanistan. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban var til stede i hans område før angrebet, at de chikanerede folk, og at de tog drenge med sig. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren oplyste ikke er omfattet af anvendelsesområde for udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren ikke efter det oplyste har haft personlige og individuelle konflikter med Taliban, at han ikke under Talibans belejring og delvise erobring af Kunduz provinsen i 2015 blev opsøgt, truet eller kontaktet af Taliban. Flygtningenævnet kan på den baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af Taliban. Det af ansøgeren påberåbte om de generelle forhold i Afghanistan og herunder i Kunduz provinsen kan ikke føre til at ansøgeren på dette grundlag anses for omfattet at udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2017/436/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazare og oprindelig shia muslim fra […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban anser ham for at være spion. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban på et ukendt tidspunkt [efteråret] 2015 opsøgte ansøgerens arbejde for at finde ham. Ansøgeren var ikke på arbejdet, da Taliban kom, fordi han havde leveret brød til den politipost, hvor hans far arbejdede. Ansøgeren tog herefter hjem til sine forældres hus. På en ukendt dato en uge senere kom Taliban til deres hus, hvor ansøgerens far blev skudt. Mens Taliban var ved deres hus, gemte ansøgeren sig. Ansøgerens far døde kort efter han var blevet skudt. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren der oplyser at have været bagerbud, skulle været blevet mistænkt af Taliban for at være spion. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at Taliban skulle have myrdet ansøgerens far på dennes bopæl men derefter have forladt stedet uden at have undersøgt bopælen for at finde ansøgeren. Det bemærkes, at ansøgeren oplyste at huset havde 4 værelser. For så vidt angår det forklarede om en konflikt vedrørende ejendomsrettigheder til jord, vedrørte denne konflikt efter det oplyste ansøgerens far, og lå adskillige år tilbage. Det er på den baggrund ikke sandsynliggjort, at dette forhold har nogen aktuel betydning for ansøgeren. Den omstændighed at ansøgeren, efter at have modtaget afslag på sin opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen, nu oplyser at være ateist, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/435/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Qarabagh, Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin fars fjender. Han frygter endvidere Isil og Taleban ved en tilbagevenden til Afghanistan, ligesom han frygter overgreb som følge af, at han er hazara. Ansøgerens far var kommandant i Afghanstan, hvor faren besad store mængder jord. Faren dræbte flere personer, der forsøgte at tilkæmpe sig jorden og dræbte herunder to eller tre pashtunske kommandanter. Konflikten førte til, at familien flygtede til Iran. Da ansøgeren var omkring otte år, blev familien opsøgt og overfaldet af to personer bevæbnet med kniv og med tildækkede ansigter på deres bopæl i Isfahan, Iran. Personerne tog ansøgerens far med, og en af personerne løb efter ansøgeren med en kniv. Ansøgeren sprang op på familiens tag og sprang videre til naboens tag og videre ned i en have, og slap herved fra forfølgeren, der blev stående på taget. Faren kom på hospitalet som følge af overfaldet og har ikke siden været arbejdsdygtig. Faren fortalte efterfølgende ansøgeren, at personerne havde sagt til faren, at ”vi kommer fra dem”, hvilket betød, at det var farens fjender fra Afghanistan, der havde opsøgt familien i Iran. Familien anmeldte overfaldet til politiet og flyttede fra deres bopæl. Familien oplevede ikke efterfølgende problemer som følge af konflikten med farens fjender. Ansøgeren blev senere fængslet som følge af, at han voldtog en iransk dreng. Voldtægten skete som hævn for, at samme dreng havde voldtaget ansøgerens lillebror. Ved løsladelsen fik ansøgeren frataget sin opholdstilladelse og oplyst, at han skulle deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren flygtede fra en militær træningslejr og udrejste på en ukendt dato i [sommeren] eller [efteråret] 2015 af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om risikoen for overgreb i anledning af farens konflikter i Afghanistan til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende under asylsagens behandling. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke ved, hvem hans far har konflikter med, og at han ikke ved, om det er Taliban eller andre. Han har derimod efterfølgende forklaret, at det var pashtunske kommandanter. Han har til oplysnings- og motivsamtalen – hvor han i øvrigt relativt detaljeret har forklaret om sine problemer i Iran – heller ikke forklaret om overfaldet på ansøgerens familie i Iran. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om sin egen flugt fra en forfølger under det angivelige overfald i Iran utroværdig. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået upræcis og udetaljeret på en sådan måde, at det beskrevne hændelsesforløb ikke virker selvoplevet. Ansøgerens generelle frygt for overgreb fra Isil og Taleban og som følge af, at han er hazara, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/434/IVK
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Kamanger, Faryab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [A], som er Taliban-kommandant, idet han har slået ansøgerens forældre ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede i mere end 20 år for Jonbesh-partiet. Indtil hans død i [sommeren] 2015, fungerede ansøgerens far som leder af [en nærmere bestemt enhed i et nærmere bestemt område] i Jawjan-provinsen. Da ansøgeren var 6-7 år gammel, vendte hans farbror, [A], tilbage fra Pakistan. Han var blevet Taliban-kommandant og ville have ansøgerens far til at stoppe sit arbejde for partiet. Derudover ville [A] ikke nøjes med sin del af familiens jord, som han fik overdraget fra ansøgerens far ved sin hjemkomst til Afghanistan. Familiens jord inkluderede to jordlodder. På det mindre jordlod blev der dyrket korn, og på det noget større jordlod havde familien en plantage med nødder og vindruer. [A] ville have hele familiens jord for sig selv. Ansøgerens far og [A] skændtes meget omkring dette. En aften i [sommeren] 2015 omkring klokken syv bankede det hårdt på døren. Ansøgerens far kiggede kort ud af vinduet, og gennede derefter ansøgeren og hans mor ned i et lille kælderrum under familiens bopæl. Derfra kunne ansøgeren høre, at der blev råbt på pashto. Ansøgeren kunne også høre sin far skrige, og ansøgerens mor måtte holde ansøgeren for munden, for at ansøger ikke selv skreg. Pludselig hørte ansøger et skud. Ansøgeren og hans mor blev siddende nede i kælderrummet frem til næste morgen, hvor ansøgeren fandt sin far død som følge af skud i halsen. En uge efter farens død kom [A] forbi. Han krævede, at ansøgerens mor giftede sig med ham, og at ansøgeren tilsluttede sig Taliban og udførte jihad. Ansøgerens mor nægtede, og da ansøgeren blandede sig, blev han slået. [A] gav ansøgerens mor en uges frist til at beslutte sig. Efter denne uge vendte han tilbage, og ansøgerens mor nægtede stadig. Ansøgeren blev spærret inde i et skur svarende til en stald, som lå omkring 50 meter fra huset. Ansøgerens mor blev tilsvarende holdt indespærret i 2-3 dage. Herefter kom hun med mad og vand til ansøgeren, selvom [A] havde sagt, at hun ikke måtte. Ansøgerens mor nægtede fortsat at indgå ægteskabet. [A] havde udsat hende for seksuelle overgreb, og forventede ikke, at hun ville flygte, så længe ansøgeren fortsat sad indespærret. Der stod ikke vagter ved skuret, men [A]s sønner kom forbi to-tre gange om dagen for at kigge til ansøgeren. Da ansøgeren havde siddet indespærret i to-tre uger fandt [A] ud af, at ansøgerens mor havde givet ansøgeren mad og vand. På det tidspunkt, hvor han fandt ud af dette, var ansøgerens mor taget på arbejde. Da hun kom hjem, blev hun slået så meget, at hun døde. Ansøgeren så dette gennem et hul i skuret. Han forsøgte at komme ud af skuret for at hjælpe moren, men det lykkedes ikke, og ansøgeren besvimede til sidst af anstrengelserne. Da ansøgeren vågnede op igen, kunne han høre fætteren [B]s stemme, som kaldte på ham. [B] hjalp ansøgeren med at flygte fra skuret. [B] fortalte ansøgeren, at moren var blevet slået ihjel. [B] sagde til ansøgeren, at han skulle flygte, for ellers ville han også blive slået ihjel. [B] gav ansøgeren penge og et telefonnummer på en person, som ansøgeren skulle kontakte, når han kom til Nimruz. Således udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret både udbyggende og divergerede. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. I ansøgningsskema af […] har ansøgeren besvaret spørgsmålet om, hvad, han frygter, vil ske ved en tilbagevenden til Afghanistan med, at han ikke har nogen familie i Afghanistan, som kan hjælpe og støtte ham, og at han frygter, at ansøgerens onkel vil slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [omkring et halvt år senere] har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan alene frygter at blive dræbt af sin onkel. Til asylsamtalen den [omkring et halvt år efter oplysnings- og motivsamtalen] har ansøgeren udbyggende forklaret, at han også frygter folk fra Jonbesh-partiet. Som forklaring på denne frygt har ansøgeren oplyst, at folkene fra partiet kan finde på hvad som helst, og at ansøgeren formoder, at partiet solgte faren til farens fjender, som slog faren ihjel. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at faren havde arbejdet i 20 år for partiet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet bl.a. har anført, at farbroren bankende ham og pinte moren, at han ikke fik lov til at gå i skole, at han skulle arbejde hårdt som en slave, og at han sov i kostalden uden at få vand og brød. Til oplysnings- og motivsamtalen […] har ansøgeren forklaret, at farbroren efter farens død ville tvinge ansøgerens mor til at gifte sig med sig, og at farbroren tvang ansøgeren til at overdrage arven efter ansøgerens far til farbroren. Til asylsamtalen den […] har ansøgeren forklaret, at han i forbindelse med, at farbroren ville giftes med ansøgerens mor spærrede ansøgeren inde i 2-3 uger, og at moren også sad indespærret i 2-3 dage, hvorefter hun blev sat fri. Hun fik at vide, at hun ikke måtte låse ansøgeren ud og give ham mad og vand. Det gjorde hun alligevel, og farbroren blev vred, da han opdagede det. Ansøgeren forklarede videre, at moren gik på arbejde, selvom han sagde til hende, at det var for farligt, og at moren aldrig blev opdaget. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han og moren sad indespærret i 4 uger. Ansøgerens mor blev ikke løsladt, men hun fik at vide, at hun skulle lave mad og give det til ansøgeren. Adspurgt, hvorvidt ansøgerens mor blev løsladt før ansøgeren, har ansøgeren forklaret, at hun kom ud en gang, og derefter kom hun med mad til ansøgeren. Hun kom kun med mad én gang, og hun gik kun på arbejde én gang. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om farens arbejde for Jonbesh-partiet og sit kendskab hertil. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hans far var leder for [en nærmere bestemt enhed] i Jawjan provinsen under lederen [C]. Han har videre forklaret, at han hele tiden var med sin far på arbejde i byen Shebergan, hvor faren bl.a. underviste [Cs] militser i idræt på kasernen, og at han var med til en koncert på [Cs] store ejendom. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren fortalte ansøgeren, at han arbejdede på en kebabrestaurant. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved ikke så meget om, hvad hans far lavede, men han i år har fundet ud af, at faren arbejdede for partiet Jonbesh. Ansøgeren har først fået kendskab til sin fars aktivitet efter sin indrejse i Danmark. På denne baggrund, og af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i øvrigt, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten i Afghanistan til grund. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke tror på den islamiske gud, og at han ikke praktiserer islam, hvilket han heller ikke gjorde, mens han boede i Afghanistan. De sidste 6-7 måneder har ansøgeren været en 5-6 gange i [en nærmere bestemt kirke i Danmark]. Han er ikke kristen, men han vil gerne fortsætte med at lære om kristendommen, og han har en bibel. Ansøgeren har læst lidt i den. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at hans interesse for kristendommen er reel, herunder at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere under hensyn til, at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Afghanistan som følge af, at han ikke har praktiseret islam, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af religiøse forhold vil være i fare for at blive udsat for asylbegrundende forfølgning eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Emneord: Afgh/2017/432/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra [by], [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far, som er Talibanmedlem eller andre Talibanmedlemmer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sine farbrødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far er medlem af Taliban, og at han har forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren til Taliban. Ansøgerens far begyndte at tale om, at ansøgeren skulle arbejde for Taliban, da ansøgeren var 14 år. Ansøgeren afviste dette de første par gange, men de sidste tre til fire gange forsøgte ansøgerens far at presse ham ved at udsætte ham for vold. En til to måneder inden ansøgerens udrejse, forsøgte faren at tvinge ansøgeren til at gå med ham. Ansøgerens far truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ansøgeren ikke indvilligede i at arbejde for Taliban. Ansøgeren undslap sin far, idet ansøgerens mor brød ind. Ansøgerens far rejste samme dag. Ansøgeren opholdt sig på bopælen i omkring en måned, indtil hans far vendte hjem igen. Ansøgerens far gik direkte ind på et værelse. Ansøgeren talte ikke med sin far. Ansøgerens far overnattede på bopælen. Næste morgen gemte ansøgeren sig udenfor, idet han vidste, at faren ville forsøge at tvangsrekruttere ansøgeren til Taliban. Da ansøgeren kom ind på bopælen samme dag, var ansøgerens far rejst. Næste dag kom ansøgerens morfar og hentede ham, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens frygt for sine farbrødre har ansøgeren oplyst, at de er i nationalhæren og at han frygter, at de vil melde ham til myndighederne som værende medlem af Taliban. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2000. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på en relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de trusler, som faren skulle have rettet mod ansøgeren. Ansøgeren blev til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 spurgt, om han nogensinde var blevet truet af sin far med at blive slået ihjel. Hertil svarede ansøgeren, at han ikke kunne huske det, men at det godt kunne være, at faren havde sagt det. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at faren sagde, at han ville dræbe ham, hvis han ikke ville med. Nævnet finder, at ansøgeren, hvis han var blevet truet med at blive slået ihjel af sin far, må forventes at kunne svare klart herpå. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke i øvrigt har konkretiseret, hvordan faren ville tvinge ham til at udføre opgaver for Taliban, ligesom nævnet lægger vægt på, at ansøgeren forespurgt om, hvilken vold han blev udsat for af sin far, ikke har forklaret, at han blev revet i håret, hvilket ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgerens mor skulle kunne hindre ansøgerens far i at rekruttere ansøgeren til Taliban, henset til at faren var medlem af Taliban og – ifølge ansøgerens forklaring – bl.a. beskæftigede sig med at slå og dræbe folk. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han ikke husker, hvornår han rejste ud af Afghanistan, efter den sidste episode hvor moren og faren havde skændtes. Han har for nævnet forklaret, at der gik to til tre dage, fra han var gået fra bopælen i et par timer, til han udrejste af Afghanistan. Yderligere adspurgt har ansøgeren forklaret, at han ikke kan huske, om det muligvis var en dag efter, fordi han var blevet slået. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans morfar kom dagen efter og sagde, at ansøgeren skulle tage med ham. Flygtningenævnet er opmærksom på ansøgerens alder, og at ansøgeren har haft en begrænset skolegang, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/431/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A]s familie, idet han har krænket familiens ære ved at have seksuelt samvær med hende uden for ægteskab. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet [A]s far har anmeldt ham til myndighederne. Endelig frygter ansøgeren de terrorister, som kørte i hans taxa, idet han anmeldte dem til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i de seneste år forud for sin udrejse af Afghanistan kørte taxa. En dag fik ansøgeren øje på en pige, der gik på gaden foran en skole med en flok andre piger. Ansøgeren syntes, at hun var smuk, hvorfor han de efterfølgende dage kørte forbi skolen omtrent samme tidspunkt. Her så ansøgeren igen pigen og fik øjenkontakt med hende. En dag holdt ansøgeren stille, og pigen kom ind i taxaen. Pigen hed [A], og ansøgeren kørte hende flere gange hjem. Ansøgeren var meget forelsket i pigen. En dag, hvor ansøgeren skulle køre pigen hjem, kørte han i stedet til en drueplantage, hvor ansøgeren og [A] havde seksuelt samvær. Efterfølgende blev ansøgeren bange, idet han vidste, at det ikke var tilladt at have seksuelt samvær uden for ægteskab. Ansøgeren frygtede derfor at få problemer, hvorfor han herefter afstod fra at køre forbi skolen. Ansøgeren har ikke haft kontakt med pigen efterfølgende. Fem-seks måneder senere blev ansøgeren kontaktet af sin ven, [B], der boede i samme landsby som [A]. Han fortalte ansøgeren, at [A] var blevet gravid, og at det rygtedes, at ansøgeren var faren, ligesom han fortalte, at [A]s familie og landsbyen eftersøgte ansøgeren. Til støtte for sit andet asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han cirka fem-seks måneder efter sit forhold med [A] blev kontaktet telefonisk af en mand, der sagde, at han skulle bruge ansøgeren. Ansøgeren skulle køre til [landsby]. Ved en markedsplads skulle han stoppe og tage manden med, så han kunne dirigere, hvor ansøgeren skulle hen. De kørte herefter til et område med spredte huse og stoppede ved en gårdsplads foran et hus. Her kom flere mænd op fra en kælder. De var alle bevæbnede og havde tildækkede ansigter og langt overskæg. Tre mænd satte sig ind i bilen. Da det lignede, at mændene bar selvmordbombeveste, ringede ansøgeren under turen, under påskud af at han skulle købe cigaretter, til sin bror og bad ham kontakte politiet. Da ansøgeren nåede destinationen, ventede politiet på dem, og de tre mænd blev anholdt. Kort tid herefter blev ansøgerens bror kidnappet, og familien blev kontaktet og fik besked om, at broren ville blive løsladt, hvis ansøgeren overgav sig. Familien besluttede sig følgelig for at flytte. Ansøgeren hørte, at terroristerne havde betalt bestikkelse for at blive løsladt. Ansøgeren har ikke efter sin udrejse været i kontakt med sin familie i hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om forholdet til [A] fremstår usammenhængende og usandsynlig, herunder særligt omstændighederne omkring, hvorledes de kom i kontakt med hinanden, at [A] under deres korte bekendtskab truede med at begå selvmord, hvis de ikke blev gift, at hun blev bevidstløs efter samlejet, og at formålet med, at de skulle have sex var, at de så kunne blive gift, sammenholdt med, at han bagefter blev bange og ikke ønskede at se hende igen, ligesom nævnet finder det påfaldende, at han stort set intet kendskab har til [A] og hendes familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om episoden med selvmordsbomberne fremstår divergerende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forudgående kendskab til personen, der ringede og bestilte hans taxa, idet han har forklaret både, at han kendte manden i forvejen, og at han ikke kendte manden i forvejen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor manden steg på taxaen. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om telefonsamtalen med sin bror, idet han har forklaret både, at han sagde til selvmordsbomberne, at han skulle købe cigaretter, og at de skulle blive i taxaen, hvorefter han gik ind i en kiosk og ringede til sin bror, og også har forklaret, at han sagde til dem, at han var træt, at han steg ud af taxaen, og at han derefter ringede til sin bror og fortalte, hvor han var, og hvor han var på vej hen. Nævnet bemærker i øvrigt, at nævnet finder det usandsynligt, at selvmordsbomberne ville lade ham forlade taxaen som forklaret. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om, at da de kom til [landsby], var der 6-8 politifolk med geværer, der stod klar ved en rundkørsel, og som anholdt mændene i taxaen uden problemer, usandsynlig, henset til at der netop var tale om – bevæbnede – selvmordsbombere, der i forbindelse med anholdelsen må antages at ville kunne bringe bomberne til springning. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/430/MJM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet ansøgerens far har været kommandant og blandt andet deltaget i kampene i 1990’erne i Afshar, Afghanistan. Taliban vil derfor efterstræbe ham, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, da gruppen er til stede i Afghanistan, ligesom ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig selv i Afghanistan, idet han ikke kender livet i Afghanistan, og han vil blive udsat for diskrimination som følge af, at han har været udrejst til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far var kommandant og blandt andet deltog i kampene i 1990’erne i Afshar, som ansøgeren mener, fandt sted før han blev født. Ansøgerens forældre fik problemer, da man nogle år efter krigens ophør begyndte at lede efter dem, som havde deltaget og kæmpet under krigen, hvorfor ansøgerens familie flygtede til Iran. Ansøgeren har således boet i Iran, siden han var omkring seks måneder gammel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har eller har haft nogen konflikter med hverken myndigheder, grupper, herunder Taliban og ISIL, eller privatpersoner i Afghanistan, og at ansøgeren og dennes familie ikke har haft konflikter i Iran som følge af sin fars konflikt i Afghanistan. Ansøgeren er en uprofileret ung mand, der er sund og rask, og der er ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Kabul, er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for shia-muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endvidere findes der ikke oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at slægtninge til personer, der deltog i kampene i Afshar i 1990’erne, i dag skulle være udsat for forfølgelse. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at de af ansøgeren påberåbte socioøkonomiske forhold, herunder at ansøgeren ikke kan klare sig, da han ikke kender til livet i Afghanistan, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet sådanne forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for ud-lændingelovens § 7. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/43/LRN
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A]s familie, idet han har brudt familiens ære ved at have et forhold uden for ægteskab med [A]. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet gjort gældende, at han mødte pigen, [A], til et matematikkursus, som de begge deltog i. De blev forelskede og begyndte at pjække sammen cirka én gang ugentligt. Når de pjækkede, gik de ture sammen. De gik blandt andet ture i en park, hvor man mod betaling kunne leje et værelse. Her havde ansøgeren og [A] seksuelt samvær. Ansøgeren kendte på daværende tidspunkt ikke noget til [A]s familie. En dag, hvor ansøgeren og [A] kom ud fra en restaurant, blev de set gående hånd i hånd af [A]s bror. De gik herefter hver til sit. Kort herefter modtog ansøgeren et telefonopkald fra [A], hvor hun advarede ham, idet hendes bror havde sladret til hendes far, hvorfor [A]s familie ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren fortalte herefter sin mor om forholdet, og at [A]s familie ville slå ham ihjel. Ansøgeren stoppede herefter med at komme på kurset. Efterfølgende, en dag hvor ansøgeren var på vej hjem fra træning, blev han overfaldet af fire mænd. Han kunne genkende [A]s bror. Der blev sagt, at han ikke skulle komme tæt på en Mujahedin-datter. Ansøgeren blev stukket i ryggen med en kniv. Det var [A]s bror, der førte kniven. De andre tre mænd sparkede ham med militærstøvler. Mændene flygtede, idet der kunne høres politisirener i nærheden. Ansøgeren blev samlet op og hjulpet hjem af sin nabo. Efterfølgende tog ansøgeren ophold i Pakistan og senere i Iran, inden han udrejste mod Danmark. Det er efterfølgende lykkedes ansøgerens far at få oplysninger om [A]s familie. Faren har mod betaling fået udleveret deltagerlisten til det kursus, som ansøgeren deltog i. [A]s far er general og sikkerhedsrådgiver i Indenrigsministeriet, og [A]s bror arbejder sammen med faren. Flygtningenævnet lægger i alt væsentlighed ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft et forhold til [A] uden for ægteskab, som blev opdaget af hendes familie, at ansøgeren mindre end en uge derefter blev overfaldet af blandt andre [A]s bror, der stak ham med en kniv, og at ansøgeren dagen efter overfaldet flygtede fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han fra [A]s familie risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han vender tilbage til sin hjemegn. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring endvidere til grund, at han gennem sin far har fået oplyst, at [A]s far hedder [B], og at han er general og [anden stilling] i det afghanske indenrigsministerium. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring endelig til grund, at indehaveren af en nærliggende købmandsforretning til ansøgerens far har oplyst, at myndighederne i købmandsforretningen har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der vil være en risiko for, at [A]s far vil udnytte sin stilling som general og [anden stilling] i det afghanske indenrigsministerium til at efterstræbe ansøgeren, uanset hvor i Afghanistan han opholder sig. Flygtningenævnet finder endvidere, at myndighederne ikke vil kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse mod [A]s familie. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke kan henvises til som internt flugtalternativ at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/429/MJM
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er afghansk statsborger, er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [A] i Beshud i Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter. at hun eller hendes familiemedlemmer bliver slået ihjel af en person ved navn [Y], idet hendes ægtefælle har været involveret i [Y]’s fars død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælles bror, [M], blev slået ihjel for omkring 17 år siden af en person ved navn [S], og at [S] i den forbindelse selv blev slået ihjel. Ansøgerens ægtefælles bror, [B], blev sparket af [S]. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl, hvorfra hun så [M] gå ud mod marken, fordi han hørte, at [B] blev sparket. Hun overhørte senere nogle skud. Dagen efter fik hun at vide, at [M], [S] og dennes svoger, [G], var blevet slået ihjel, og at hendes ægtefælle og bror ikke kunne komme hjem. Landsbyens ældre mæglede mellem sagens parter, indtil der blevet indgået en aftale, hvorefter [G]’s familie skulle modtage blodpenge, hvorefter ansøgerens ægtefælle og bror vendte hjem. [G]’s søn, [Y], voksede op, og ansøgerens familie frygtede, at han ville tage hævn. På et tidspunkt tog familien ophold i Kabul på grund af konflikten med kuchierne i deres hjemområde. Familien udrejste af Afghanistan i december 2015, fordi [I] ringede til hendes ægtefælle og fortalte, at [Y] ledte efter dem i Kabul. De udrejste to-tre måneder efter dette opkald. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i sit hjemområde. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at kuchierne længe har forsøgt at overtage hendes hjemområde, hvorfor der har været mange væbnede konflikter i området. Kuchierne behandler hazaraer dårligt, og de kan finde på at sætte ild til huse, hvor der bor hazaraer. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgerne har anført om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det lægges til grund, at ansøgerne vil kunne tage ophold i f.eks. Kabul og derved undgå at komme i konflikt med kuchierne. Spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om den mandlige ansøgers angivelige konflikt med [Y] vil kunne begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal tiltræder, at det, som ansøgerne har anført om konflikten med [Y] ikke kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger var involveret i en konflikt i sin hjemby for omkring 16 år siden, hvorunder bl.a. [Y]’s far blev dræbt, og at det meget vel kan have været den mandlige ansøger, som var ansvarlig for drabet, der også meget vel kan være foregået i en form for nødværge. Flertallet finder, at det imidlertid ikke kan lægges til grund, at ansøgerne med baggrund heri skulle være efterstræbt af [Y]. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at der efter det oplyste efter episoden – og på baggrund af en beslutning fra et ”ældreråd” – blev betalt blodpenge af den mandlige ansøgers familie til [Y]’s faders familie, og at meget herefter taler for, at episoden må anses for afsluttet mellem parterne. Flertallet er i den forbindelse opmærksom på, at betaling af blodpenge ikke i alle tilfælde udelukker efterfølgende blodhævn. Det fremgår imidlertid af Landinfos temanotat af 22. april 2010, ”Afghanistan, Blodhevn, tradisjonelle lover (pushtunwali) og tradisjonelle konfliktløsningsmekanismer” (bilagsnr. 342), bl.a.: ”Blood feud and private revenge taking also occurs but is less common among non-Pashtun groups. There is a greater willingness to take problems to government courts, particularly where disputants are not members of a single ethnic group, but even here informal mechanisms predominate (Barfield 2003 …). Om hazara dominerede områder fremgår det mere specifikt bl.a.: ”Ifølge ILF-rapporten behandles de fleste konflikter i Hazarajat (sentrale Afghanistan: Bamyan, Orozgan, Wardak og Blakh) i medhold av religiøse og tradisjonelle lover (ILF 2004). … Før forhandlingerne i marakaen starter, må parterne forplikte seg til å respektere den beslutning marakaen kommer frem til. Marakaens beslutning er bindende, personer som ikke innretter seg risikerer bortvisning fra stammen og/eller at familien eksponeres for lokale sanksjoner …”. Hertil kommer, at episoden ligger mange år tilbage i tid, og at ansøgerne indtil kort tid forud for udrejsen opholdt sig i samme landsby, som da episoden fandt sted. Flertallet tillægger det desuden vægt, at det forekommer usandsynligt, at det tilsyneladende alene er den mandlige ansøger, som [Y] skulle efterstræbe, idet det efter den mandlige ansøgers forklaring må lægges til grund, at [I], der efter det oplyste i hvert fald indtil for otte måneder siden befandt sig i Afghanistan, også deltog i episoden. Endelig må det tillægges vægt, at det mest af alt synes at bero på formodninger, at [Y] skulle efterstræbe ansøgerne, idet oplysningerne om at [Y] ledte efter dem, skulle komme fra [I], der havde modtaget oplysning herom fra en person, der er slægtning til en person, der er gift med en slægtning fra [Y]’s familie. Flertallet finder, at der herefter er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne reelt er efterstræbt af [Y], hvorfor det må lægges til grund, at ansøgerne ikke er i individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endvidere bemærkes, at heller ikke de konkrete forhold for hazaraer i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/428/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er afghansk statsborger, er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [A] i Beshud i Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [Y], idet ansøgeren har været involveret i [Y]’s fars død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bror, [M], havde en konflikt med en person ved navn [S]. Konflikten omhandlede jord og græsning af dyr. En dag skældte [S] ansøgeren og [M]’s yngre bror, [B], ud i nærheden af et vandløb med en mølle. [M] blandede sig og begyndte at skælde [S] ud, fordi [B] blot var en lille dreng. Skænderiet mellem [S] og [M] endte med, at [S] gik ind i møllen og hentede et våben, hvorefter han skød [M]. Da han havde slået [M] ihjel, skød han i retning af ansøgerens bopæl og råbte ”kom og hævn din brors blod”. Både ansøgeren og hans farbrors søn, [I], havde overværet drabet på [M], og da de fik lejligheden til det, løb de hen til ansøgerens bopæl og hentede deres våben. Herefter opstod der skudveksling mellem ansøgeren og [I] på den ene side og på den anden side [S] og dennes svoger, [G], som også havde opholdt sig i nærheden. Skudvekslingen fortsatte længe, og det undrede ansøgeren, at [G] havde et våben, og at [S] og [G] havde medbragt en stor mængde ammunition. Under skudvekslingen råbte de flere gang til [G], at han ikke havde nogen andel i konflikten mellem dem og [S]. Skudvekslingen fortsatte til daggry den følgende dag, hvorefter [S] og [G] ophørte med at skyde. Ansøgeren og [I] gik hen til møllen, hvor de fandt [G]’s lig lidt derfra, og ved vandløbet fandt de også [S] død. Henset til, at ansøgeren og [I] flere gange havde råbt til [G], at han skulle forlade skudvekslingen, blev det dengang besluttet af landsbyens ældre, at ansøgeren og [I] skulle betale blodpenge til [G]’s far. [G]’s søn, [Y], var dengang en lille dreng, men nu, hvor han er blevet voksen, kan han ikke acceptere dette forlig. I slutningen af 2015 bosatte ansøgeren og hans familie sig i Kabul på grund af konflikten med kuchierne i hans hjemområde. Kort efter ringede [I] og fortalte ansøgeren, at [Y] fortsat ønskede at hævne sin fars død, og at han nu var begyndt at lede efter ansøgeren i Kabul. Ansøgeren vidste, at [Y] ønskede hævn over ham, idet han havde fået dette at vide nogle år forinden af sin nabo, [J]. Omkring halvanden måned herefter udrejste ansøgeren og hans familie af Afghanistan. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i sit hjemområde. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at kuchierne i otte-ti år har forsøgt at overtage hans hjemområde, hvorfor der har været mange væbnede konflikter i området, og at han som følge heraf har været nødsaget til at være i besiddelse af våben, så han havde mulighed for at forsvare landsbyen og sin familie. Ansøgeren har en formodning om, at de afghanske myndigheder og Taliban har forsynet kuchierne med våben. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det lægges til grund, at ansøgerne vil kunne tage ophold i f.eks. Kabul og derved undgå at komme i konflikt med kuchierne. Spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om den mandlige ansøgers angivelige konflikt med [Y] vil kunne begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal tiltræder, at det, som ansøgerne har anført om konflikten med [Y] ikke kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger var involveret i en konflikt i sin hjemby for omkring 16 år siden, hvorunder bl.a. [Y]’s far blev dræbt, og at det meget vel kan have været den mandlige ansøger, som var ansvarlig for drabet, der også meget vel kan være foregået i en form for nødværge. Flertallet finder, at det imidlertid ikke kan lægges til grund, at ansøgerne med baggrund heri skulle være efterstræbt af [Y]. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at der efter det oplyste efter episoden – og på baggrund af en beslutning fra et ”ældreråd” – blev betalt blodpenge af den mandlige ansøgers familie til [Y]’s faders familie, og at meget herefter taler for, at episoden må anses for afsluttet mellem parterne. Flertallet er i den forbindelse opmærksom på, at betaling af blodpenge ikke i alle tilfælde udelukker efterfølgende blodhævn. Det fremgår imidlertid af Landinfos temanotat af 22. april 2010, ”Afghanistan, Blodhevn, tradisjonelle lover (pushtunwali) og tradisjonelle konfliktløsningsmekanismer” (bilagsnr. 342), bl.a.: ”Blood feud and private revenge taking also occurs but is less common among non-Pashtun groups. There is a greater willingness to take problems to government courts, particularly where disputants are not members of a single ethnic group, but even here informal mechanisms predominate (Barfield 2003 …). Om hazara dominerede områder fremgår det mere specifikt bl.a.: ”Ifølge ILF-rapporten behandles de fleste konflikter i Hazarajat (sentrale Afghanistan: Bamyan, Orozgan, Wardak og Blakh) i medhold av religiøse og tradisjonelle lover (ILF 2004). … Før forhandlingerne i marakaen starter, må parterne forplikte seg til å respektere den beslutning marakaen kommer frem til. Marakaens beslutning er bindende, personer som ikke innretter seg risikerer bortvisning fra stammen og/eller at familien eksponeres for lokale sanksjoner …”. Hertil kommer, at episoden ligger mange år tilbage i tid, og at ansøgerne indtil kort tid forud for udrejsen opholdt sig i samme landsby, som da episoden fandt sted. Flertallet tillægger det desuden vægt, at det forekommer usandsynligt, at det tilsyneladende alene er den mandlige ansøger, som [Y] skulle efterstræbe, idet det efter den mandlige ansøgers forklaring må lægges til grund, at [I], der efter det oplyste i hvert fald indtil for otte måneder siden befandt sig i Afghanistan, også deltog i episoden. Endelig må det tillægges vægt, at det mest af alt synes at bero på formodninger, at [Y] skulle efterstræbe ansøgerne, idet oplysningerne om at [Y] ledte efter dem, skulle komme fra [I], der havde modtaget oplysning herom fra en person, der er slægtning til en person, der er gift med en slægtning fra [Y]’s familie. Flertallet finder, at der herefter er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne reelt er efterstræbt af [Y], eller at den mandlige kan vente andre sanktioner som følge af episoden, hvorfor det må lægges til grund, at ansøgerne ikke er i individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endvidere bemærkes, at heller ikke de konkrete forhold for hazaraer i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/427/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra landsbyen […], Takhar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [en mand], som hans far havde en privatretlig konflikt med. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far tjente ved det afghanske militær sammen med [mandens] søn, […]. De blev begge udstationeret i [en afghansk provins] for at bekæmpe Taliban. Efter omkring to års tjeneste kom ansøgerens far tilbage til landsbyen med [mandens] søns lig, som faren overleverede til [manden] og dennes familie. Sønnen var blevet dræbt af Taliban under kamphandlinger i [den afghanske provins]. Nogle dage efter begravelsen, beskyldte [manden] ansøgerens far for at have slået hans søn ihjel, hvilket ansøgerens far nægtede ved flere lejligheder. [Manden] og hans sønner begyndte derefter at komme på ansøgerens families bopæl om natten. Nogle gange kom de en gang om ugen, andre gange kom de en gang om måneden. Hver gang de kom på familiens bopæl, lavede familien så meget larm, at personerne forlod bopælen igen. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at [manden] og hans sønner kom for at slå familien ihjel, som hævn for [mandens] afdøde søn. Efter en for ansøgeren ukendt tidsperiode besluttede hans forældre, at han og hans bror, […], skulle forlade Afghanistan, da ansøgerens forældre frygtede, at [manden] ville slå dem ihjel. Ved den pakistanske grænse blev ansøgeren og hans lillebror stoppet af Taliban, som besluttede, at lillebroren var for lille til at udrejse af Afghanistan, hvorfor ansøgeren fortsatte udrejsen alene. Ansøgeren har én gang haft kontakt med sin farbror, som boede i samme landsby som ansøgeren. Farbroren ringede til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens fars fjender havde slået ansøgerens forældre ihjel den 10. ramadan. Ansøgerens farbror fortalte ikke ansøgeren yderligere omkring omstændighederne vedrørende drabet, og ansøgeren fik ikke farbrorens telefonnummer, da ansøgeren blev rigtig ked af det. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at [manden] og dennes familie, som boede i samme landsby som ansøgeren, gennem et helt år skulle have ønsket at foretage et hævndrab på et medlem af ansøgerens familie, uden at gøre alvor af truslerne. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [mandens] familie fortsat skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse til Afghanistan vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/426
Nævnet hjemviste i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra […], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen til støtte herfor forklaret, at han følelsesmæssigt begyndte at acceptere sin seksualitet, da han var omkring 14 til 15 år, hvor han havde samlet nogle erfaringer med forhold til andre drenge. Da ansøgeren var 17 år, blev han opdaget af sin storebror, […], mens han var seksuelt sammen med sin daværende mandlige kæreste. Ansøgerens far og to brødre straffede ham og låste ham herefter inde i et depotrum, hvor han var i to dage, indtil hans mor besluttede at lukke ham ud. Ansøgeren forlod Kunduz og boede de næste fem år i Kabul på forskellige værelser. Under opholdet i Kabul, blev ansøgeren voldtaget af fire mænd på sin bopæl. Ansøgeren meldte voldtægten til politiet, som dog ikke tog sagen alvorligt og ydmygede ansøgeren i stedet. Efter et par måneder blev ansøgeren overfaldet på vej til arbejde af de samme fire mænd, hvor de slog ham og stak ham med en kniv i håndledet. Ansøgeren blev kæreste med en mand ved navn […], og deres forhold varede i halvandet til to år. De gik begge med make-up og var åbne omkring deres forhold til hinanden. Dette skabte problemer med lokalbefolkningen, og ansøgeren levede i angst for at blive overfaldet. I takt med at flere mennesker fik kendskab til ansøgerens seksualitet, fik ansøgeren og [kæresten] flere problemer med lokalbefolkningen, hvorfor de begyndte at planlægge at udrejse af Afghanistan. De kom dog op at skændes, og [kæresten] udrejste derfor tre måneder før ansøgeren. Ansøgeren har til sin advokat forklaret, at han har afgivet urigtige oplysninger over for Udlændingestyrelsen, da han ikke rigtig har forstået asylproceduren og vigtigheden af de oplysninger, han giver. Dette gik op for ham, da han fik afslag i Udlændingestyrelsen, og hans kæreste, […], fik opholdstilladelse. Ansøgeren har til sin advokat og for nævnet til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han kun har gået i skole i tre til fire år. Han har haft forskelligt arbejde i Kunduz. Han har altid følt sig anderledes. Fra han var helt lille kunne han bedst lide at lege med pigerne, og han blev drillet, fordi han selv opførte sig som en pige. I løbet af ansøgerens barndom/ungdom har han fået mange tæsk og er blevet voldtaget flere gange af forskellige ældre drenge fra området. Hans familie sagde, at han bragte skam over dem, hvorfor de sendte ham til Pakistan for at gå på koranskole. Da ansøgeren var 12 år eller 13 år, sendte hans familie ham til Iran med en fjern slægtning for at arbejde. Den fjerne slægtning udnyttede ansøgeren seksuelt. Ansøgeren havde et forhold til sin fætter […]. De valgte begge at tage til Kabul for at slippe for overgreb fra familiens og lokalbefolkningens side. I Kabul blev ansøgeren introduceret til en gruppe af omkring 15 til 20 homoseksuelle drenge af [fætteren]. De fik alle et dæknavn. [Fætteren] blev kaldt […], og ansøgerens dæknavn var […]. Mange i gruppen arbejdede som dansere/sexarbejdere og blev hyret til forskellige opgaver og fester. En mand med dæknavnet […] stod for bookinger. Ansøgeren hjalp til ved fester, herunder gav seksuelle ydelser. Ansøgeren tjente omkring 1000 afghani pr. aften. Via gruppen mødte ansøgeren [kæresten], kaldet […], som også arbejdede for gruppen, og som ansøgeren blev kærester med. De flyttede sammen i et lejet værelse. På et tidspunkt etablerede ansøgeren sig som selvstændig, således at folk ringede til ansøgeren, når de skulle bestille ham. Alle i gruppen vidste, at ansøgeren og […] var kærester og boede sammen, hvilket lokalbefolkningen også fandt ud af, da både ansøgeren og [kæresten] gik med make-up. Ansøgeren er blevet voldtaget tre til fire gange i Kabul, ligesom han er blevet udsat for overfald. Første gang gik han til politiet, men de tilbageholdt ham og nedværdigede ham, hvorfor han ikke kontaktede politiet igen. Ansøgeren savnede sin familie og tog indimellem tilbage til Kunduz for at besøge dem, men de kiggede skævt til ham, og selv ansøgerens lillebror var sarkastisk overfor ansøgeren. Ansøgeren og [kæresten] besluttede at udrejse, og [kæresten] har nu fået opholdstilladelse i Danmark. De har for nyligt afbrudt deres forhold, men de ses fortsat som venner. Ansøgeren er i Danmark aktiv for LGBT Asylum, hvor ham og [kæresten] var sammen om at deltage i møder og andre aktiviteter, som gruppen arrangerede. Ansøgeren ønsker at leve åbent som homoseksuel og ikke være nødt til at være en del af et illegalt sexmarked. Flygtningenævnet har under mødet fået bekræftet ansøgerens forklaring om, at hans tidligere kæreste, […] har fået opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen [i] 2016 efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at oplysninger fra [kærestens] sag kan have betydning for vurderingen af ansøgerens asylmotiv særligt med hensyn til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet finder, at dette skal vurderes af Udlændingestyrelsen i første instans. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen.” afgh/2017/425/col
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra Uruzgani i Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af befolkningen, politiet eller sine kidnappere, idet de mener, ansøgeren er vantro. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han otte måneder forinden sin udrejse af Afghanistan begyndte at stille kritiske spørgsmål til underviseren i faget i ”islamisk teologi” på [sit uddannelsessted] i Mazar-e-Sharif. Før dette var ansøgeren begyndt at læse artikler om ateisme på en hjemmeside ved navn Nashre Bedari. Når ansøgeren stillede kritiske spørgsmål om for eksempel dommedag eller slagtning af dyr ved eid, syntes han ikke, han fik ordentlige svar fra sin lærer. Der var to studerende i ansøgerens klasse, […] og […], som ikke brød sig om, at ansøgeren stillede den slags spørgsmål, hvilket de konfronterede ansøgeren med. Tre til fem dage inden udrejsen af Afghanistan spurgte ansøgeren sin lærer, hvorfor dommedag ikke var kommet, når der skete så mange dårlige ting. Ansøgerens lærer blev vred, og bad ham om at tie stille. Da ansøgeren kom tilbage til klasselokalet efter pausen, så han, at to medstuderende, […] og […], var ved at gennemrode hans taske. De havde fundet nogle af artiklerne fra hjemmesiden Nashre Bedari, som ansøgeren havde glemt at tage op af sin taske. De to medstuderende overfaldt ansøgeren og sagde, at de ville melde ham til politiet, fordi han var vantro. Med hjælp fra nogle andre medstuderende lykkedes det ansøgeren at stikke af, hvorefter han tog hjem til sin families bopæl i Uruzgani. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin far, hvad der var hændt. Faren fortalte, at der tidligere samme dag havde været to personer fra landsbyens ældreråd og spørge efter ansøgeren. Senere samme aften bankede det på porten til familiens hus. Ansøgerens far åbnede, og ansøgeren så fra vinduet, at nogle bevæbnede folk med skæg kom ind i gården. De overfaldt ansøgerens far, og ansøgeren løb ud til ham, hvorefter han blev overfaldet. De ukendte personer sagde, at ansøgeren var vantro, hvorefter de puttede en sæk over hovedet på ham og tog ham med ud i en bil. Efter omkring 45 minutters kørsel blev ansøgeren ført ind i rum og fik sækken af hovedet. De ukendte personer fortsatte med at slå og sparke ansøgeren og sagde, at ansøgeren var vantro og spurgte, hvem han samarbejdede med. Herefter mistede ansøgeren bevidstheden. Da ansøgeren vågnede, var det lyst, og der kom nogle ukendte mænd ind i rummet med de papirer, ansøgeren havde printet fra hjemmesiden Nashre Bedari. De udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og spurgte, hvem ham samarbejdede med. Inden personerne gik ud igen, overhørte ansøgeren dem sige, at ansøgeren skulle for retten næste morgen, så alle kunne se, hvilken straf en vantro skulle have, og at [en person] og [en anden person] skulle underrettes. Ansøgeren faldt i søvn og vågnede, da det var mørkt. Ansøgeren skulle på toilettet, som lå i hjørnet af rummet, og ansøgeren så, at han kunne fjerne nogle mursten i det hul, som udgjorde toilettet. Da ansøgeren havde fjernet murstenene, kunne han komme ned i et hulrum, der var under toilettet. Derfra kunne ansøgeren slippe ud af en lem, man bruger til at tømme toilettet. Ansøgeren løb derfra og efter omkring 30 minutters løb, så han billygter fra en lastbil med åbent lad, som ansøgeren kastede sig op på. Da ansøgeren hoppede af lastbilen, var han tæt på sin egen landsby, Uruzgani. Da ansøgeren kom hjem, forklarede han sin far situationen, og faren sagde, at ansøgeren og hans ægtefælle skulle tage til Kabul til ansøgerens moster, hvilket de gjorde med det samme. De ankom til mosteren i Kabul om eftermiddagen, hvorefter ansøgeren ringede til sin far, som fortalte, at der havde været nogle personer på bopælen tidligt samme morgen for at spørge efter ansøgeren. De havde også sagt, at ansøgeren var vantro. Samme aften blev ansøgeren hentet af en mand i en bil, hvorefter han blev kørt til en for ansøgeren ukendt grænse, hvor han udrejste af Afghanistan. I [vinteren] 2016 fik ansøgeren at vide af sin far, at politiet flere gange har været på bopælen for at spørge efter ansøgeren. De havde også ransaget huset og fundet nogle artikler fra hjemmesiden Nashre Bedari, som lå i vindueskarmen. Ansøgerens far følte sig så chikaneret at politiet, at han og resten af familien flyttede til Kabul, men også her blev han opsøgt af politiet, hvorefter de flyttede til Herat. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har i asylskemaet givet en detaljeret redegørelse for sit asylmotiv og har efterfølgende gennem hele sagsforløbet forklaret konsistent og overbevisende herom. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren før han begyndte på universitetet begyndte at tvivle på islam og så vidt muligt undlod at gå i moske og alene foregav at bede, når han ikke kunne undslå sig overfor sin far. Flertallet lægger endvidere til grund, at han i forbindelse med undervisning på universitetet stillede kritiske spørgsmål om islam, og at 2 medstuderende, som fandt ham i besiddelse af en artikel om ateisme, udøvede vold i mod ham, hvorefter ansøgeren senere samme dag i hjemmet blev opsøgt af bevæbnede mænd, som frihedsberøvede ham. De gav under afhøringer udtryk for, at ansøgeren var vantro og skulle straffes med døden. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på grund af sit frafald fra den islamiske tro vil være i risiko for forfølgelse fra sin familie, beboerne i lokalområdet og myndighederne. Da ansøgeren ønsker at leve åbent som ateist og ikke kan forvente, at myndighederne vil yde ham beskyttelse, finder flertallet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/424/col
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Ægtefællerne er indrejst i henholdsvis 2015 og 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk pashtunere. Den mandlige ansøger er shiamuslim fra […], Kandahar, Afghanistan, og den kvindelige ansøger er sunni-muslim fra […], […], […], Helmand, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [en mullah], idet han har sagt, at han vil slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles fætre. For syv til otte år siden ville ansøgeren giftes med den kvindelige ansøger. Den kvindelige ansøgers forældre og fætre var imod ægteskabet. Ansøgerens stedfar betalte derfor penge til ansøgerens svigerfar, så ansøgerne kunne få lov til at blive gift. Svigerfaren ville derefter ikke kendes ved den kvindelige ansøger. Den kvindelige ansøgers fætre fik derefter lov til at slå ansøgerne ihjel, idet de havde krænket familiens ære. For to til tre år siden fik ansøgeren sit eget bilværksted i Helmand-provinsen. Omkring [i foråret] 2015 skulle ansøgeren reparere nogle biler fra militæret, idet der var skudhuller i disse. To til tre dage senere blev ansøgeren opsøgt af Taliban, fordi de havde fundet ud af, at ansøgeren havde hjulpet militæret. De sagde, at ansøgeren skulle arbejde for dem. På et ukendt tidspunkt blev ansøgeren opsøgt på ny af Taliban. De gav ham en bombe i en plastikbeholder, som han skulle grave ned ved hovedvejen mellem Kandahar og Herat. Han fik ingen tidsfrist for dette. Ansøgeren tog bomben med til sit værksted, hvor han gemte den. Samme aften opstod der kamphandlinger mellem Taliban og myndighederne. Den efterfølgende morgen blev ansøgeren opsøgt af Taliban. De tilbageholdt ham i to dage. Han blev tilbageholdt, fordi Taliban mente, at han var skyld i, at der var opstået kamphandlinger aftenen forinden og fordi ansøgeren ikke havde begravet bomben. [Mullahen] var en af de talibanere, der tilbageholdt og afhørte ansøgeren. Han kom til ansøgeren om natten og bad ham følge med. Ansøgeren blev kørt til et ukendt område, hvor hans far og ven ventede. Ansøgeren fik lov til at gå. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at han blev løsladt, fordi ansøgerens stedfar havde betalt penge til [mullahen]. Ansøgeren tog hjem til sin stedfars ven, hvor hans ægtefælle og børn ventede. De udrejste efterfølgende sammen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiver. Flygtningenævnet kan efter ansøgernes forklaringer lægge til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt af Taliban som følge af, at han har repareret køretøjer tilhørende de afghanske myndigheder, at han er blevet tilbageholdt af Taliban og udsat for overgreb, og at han fortsat er i Talibans søgelys, efter han er undsluppet. Under disse omstændigheder, og uanset at ansøgernes forklaringer om vejsidebomben fremstår usandsynlige, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/423/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget af Taliban, idet han er på Talibans sorte liste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev slået ihjel af Taliban i 2007. Omkring to år herefter blev ansøgerens bror, [A], angrebet af Taliban i forbindelse med sit arbejde. Der blev endvidere afleveret to trusselsbrev på familiens bopæl. Trusselsbrevene var primært rettet mod ansøgerens bror og tillige mod familien. I 2009, en til to måneder efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev, udrejste ansøgerens bror af Afghanistan. Efter ansøgerens brors udrejse af Afghanistan modtog ansøgeren og hans familie ikke trusselsbreve fra Taliban, ligesom de ikke blev opsøgt af Taliban. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans bror og familien modtog de i sagen omhandlede trusselsbreve, der må anses for en meget væsentlig del af belysningen af ansøgerens asylmotiv. I asylskemaet, under oplysnings- og motivsamtalen og over for nævnet har ansøgeren oplyst, at hans bror modtog et trusselsbrev henholdsvis før og efter angrebet af Taliban i 2009, men under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at trusselsbrevene blev modtaget efter angrebet af Taliban. Tolkeproblemer kan efter nævnets opfattelse ikke forklare denne divergens. Hertil kommer, at nævnet må anse det for påfaldende, at Taliban først angriber ansøgerens bror omkring to år efter drabet på faderen i 2007, ligesom det er påfaldende, at Taliban ikke på noget tidspunkt hverken før eller efter afleveringen af trusselsbrevene eller broderens udrejse af Afghanistan ses at skulle have opsøgt broderen eller familien på bopælen. Ansøgeren har desuden først over for nævnet forklaret, at han i perioden efter brorens udrejse af Afghanistan begyndte at sove ude en til to nætter om ugen hos andre i landsbyen af frygt for Taliban. Dette forhold kunne ansøgeren tidligere have oplyst om, og forklaringen må derfor på dette punkt anses for udbyggende. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren først er udrejst af Afghanistan i 2012 og at der i tidsrummet efter 2009 ikke har været nogen konkrete trusler rettet mod ansøgeren eller dennes familie, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Hverken brevet [fra efteråret] 2015 fra Røde Kors om ansøgerens brors ophold i Østrig eller det af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte udaterede trusselsbrev, angiveligt fra Taliban, kan føre til en anden vurdering. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/422/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en lille landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far afgik ved døden på grund af sygdom. Efterfølgende overtog ansøgerens farbror ansvaret for ham, hans mor og ansøgerens søskende. Ansøgerens farbror tvang ansøgeren til at arbejde sammen med ham, så farbroren kunne forsøge ansøgeren og ansøgerens farbrors familie. Ansøgeren skulle køre rundt sammen med sin farbror og aflevere tasker, som ansøgeren ikke kendte indholdet af. Ansøgerens farbror forlangte også, at ansøgeren hjalp ansøgerens farbrors ven, [B]. Første gang ansøgeren var hos [B], blev han sat til at give en forslået mand mad og vand. Ansøgeren har forklaret, at [B] tilbageholdt manden på sin bopæl og slog ham. Anden gang ansøgeren var hos [B], blev han sat til at vaske en bil, hvor der var blod og kødstykker i bagagerummet. [B] fortalte, at det skyldtes, at han havde haft en kamphund i bilen. Ansøgeren har derudover oplyst, at hans farbror har slået ham flere gange. Til mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgerens farbror flere gange har truet med at slå ansøgeren ihjel, at ansøgerens farbror arbejdede for Taliban, og at ansøgeren efter udrejsen har fået oplyst af sin mor, at ansøgerens farbror ledte efter ansøgeren. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, idet der er krig og dårlige sociale forhold i landet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår udbyggende og divergerende og derfor forkastes som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i slutningen af] 2016 på forespørgsel flere gange har oplyst, at han ikke er blevet truet af sin farbror, mens han under samtalen med sin advokat, således som det fremgår af advokatens skriftlige indlæg, og over for nævnet har oplyst, at farbroren har truet med at slå ham ihjel. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke havde kendskab til, hvad farbroren arbejdede med, eller om farbroren var med i en gruppering. Ansøgeren har derimod under samtalen med sin advokat og over for nævnet forklaret, at farbroren har fortalt ansøgeren, at han arbejdede for Taliban. I øvrigt har ansøgeren forklaret udbyggende om indholdet af de tasker og sække, som han afleverede sammen med farbroren. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde kendskab til indholdet, mens han under samtalen med sin advokat og over for nævnet har forklaret, at han tror, at taskerne og sækkene indeholdt våben. Ansøgeren har desuden først under samtalen med sin advokat og over for nævnet forklaret, at farbroren altid havde et våben med under deres kørsler. Til mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren i øvrigt udbyggende forklaret, at ansøgerens mor efter udrejsen har oplyst ansøgeren om, at ansøgerens farbror ledte efter ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/421/EMU
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er 19 år er indrejst sammen med sin mor og fem brødre. Han har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter, at Taleban vil udsætte ham og hans familie for grove overgreb. Endvidere har han været udsat for grove seksuelle krænkelser, som blev begået af naboer og dennes venner i et kvarter i Kabul, hvor familien boede midlertidigt i et års tid. Han har ikke fortalt sine familiemedlemmer, at han har været udsat for seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for motivet vedrørende [A] forklaret, at hans storebror har været kidnappet i Kabul og først blev løsladt efter, at der blev betalt en større løsesum. Familien, herunder hans far og søster, flyttede derfor midlertidigt til en landsby i Lowgar-provinsen, hvor moren og søsteren underviste lokale kvinder i engelsk. Moren fortalte også kvinderne om deres rettigheder, og på en sådan måde, der var i klar strid med Talebans ideologi og forståelse af Islam. Hun talte også direkte negativt om Taleban overfor kvinderne. Et par uger efter de var begyndt at undervise, ankom en gruppe mænd til deres bopæl sent om aftenen. Fire til fem af mændene trængte ind i boligen. Mændene var bevæbnede og opførte sig meget voldsomt. De fremkom med kraftige bebrejdelser navnlig mod moren og søsteren. Det fremgik, at de var særdeles utilfredse med undervisningen af de lokale kvinder. De blev kaldt mange forfærdelige ting, herunder spioner. Udenfor huset befandt sig yderligere nogle mænd fra gruppen. Det var meget tydeligt, at det var Taleban, der var trængt ind i huset. Talibanerne slog både ansøgeren og hans forældre, søster og storebror. Talibanerne råbte til moren, at de ville slå alle hendes børn ihjel foran hende. Talibanerne smed hans far ud af huset, og først storebroren og derefter ansøgeren blev smidt ind i et naboværelse, hvor hans yngre brødre befandt sig. Derefter blev søsteren skudt, formentligt med våben med lyddæmper. Da der udenfor huset lød skud forlod Taleban huset. De vidste næppe, at skuddene kom fra anden ejendom i landsbyen, hvor der blev fejret bryllup. Faren besluttede, at ansøgeren og hans mor og brødre straks skulle udrejse. Senere mistede de kontakten til faren, og han ved ikke i dag, hvor faren befinder sig. Ansøgeren er stadig psykisk præget af de voldsomme begivenheder. Dem der begik overgrebene mod dem, er magtfulde og har efter udrejsen slået farens fætter ihjel efter, at denne havde rejst sagen i landsbyens ældreråd. Familiemedlemmer til farens fætter kræver, at ansøgerens familie vil medvirke til at hævne drabene. Ansøgeren og hans mor samt hans storebror og ældste lillebror har i nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse hermed. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort at Taleban, på grund af utilfredshed med morens og søsterens undervisning af lokale kvinder, overfaldt familien, og herunder slog ansøgeren samt hans forældre, søster og hans storebror, dræbte søsteren samt truede med også at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og hans mor og de to brødre i det væsentlige har forklaret konsistent om forløbet, samt at forklaringerne i nævnet har fremstået overbevisende. Efter den voldsomhed som Taleban udviste under overgrebet og til dels henset til, at overgrebet efterfølgende blev fulgt op af et yderligere drab, da farens fætter rejste kritik af episoden, finder nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgerne også efter en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for, at blive udsat for overgreb på grund af modsætningsforholdet til Taleban, som det ikke kan forventes at myndighederne vil beskytte dem imod. Det er forbundet med en vis usikkerhed, om ansøgernes risiko omfatter hele Afghanistan, men efter en samlet vurdering, herunder henset til at flere af ansøgerne på grund af begivenhederne har svære psykiske vanskeligheder, og at det må antages, at de vil have meget betydelige vanskeligheder med at etablere sig andre steder i landet, er betingelserne for at henvise ansøgerne til et internt flugtalternativ allerede af den grund ikke opfyldt. Herefter, og idet ansøgerne ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/420/IVK
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Han er født i […], Iran, og han har boet der siden, hans forældre stammede Afghanistan, […],[…],[…], men flygtede til Iran under krigen med Sovjetunionen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den generelt manglende sikkerhed i landet, og at han ikke kender nogen i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt fra andre afghanere og i nyhederne, at der er mange uroligheder i Afghanistan, og at Afghanistan har et problem med Taleban, som udfører bombeangreb mod civile. Ansøgeren har endelig oplyst, at der er meget arbejdsløshed i landet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ingen identitetsdokumenter, men han har oplyst, at hans forældre er afghanere og angivet deres hjemområde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er afghansk statsborger, uanset at han er født i Iran. Ansøgeren har ingen personlige konflikter med myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, og der er heller ikke grundlag for at antage, at eventuelle konflikter vedrørende hans forældre skulle havde afsmittende virkning på ansøgeren. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse til Afghanistan vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren, uanset at han aldrig har været i Afghanistan eller har noget netværk der, vil være i en sådan situation, at det vil udgøre en krænkelse af artikel 3 eller 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende ham til Afghanistan. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/42/AKM
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er 26 år er indrejst sammen med sin mor og fem yngre brødre. Han har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter, at Taleban vil udsætte ham og hans familie for grove overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han har været kidnappet i Kabul og først blev løsladt efter, at der blev betalt en større løsesum. Familien, herunder hans far og søster, flyttede derfor midlertidigt til en landsby i Lowgar-provinsen, hvor moren og søsteren underviste lokale kvinder i engelsk. Moren fortalte også kvinderne om deres rettigheder, og på en sådan måde, der var i klar strid med Talebans ideologi og forståelse af Islam. Hun talte også direkte negativt om Taleban overfor kvinderne. Et par uger efter de var begyndt at undervise, ankom en gruppe mænd til deres bopæl sent om aftenen. Fire til fem af mændene trængte ind i boligen. Mændene var bevæbnede og opførte sig meget voldsomt. De fremkom med kraftige bebrejdelser navnlig mod moren og søsteren. Det fremgik, at de var særdeles utilfredse med undervisningen af de lokale kvinder. De blev kaldt mange forfærdelige ting, herunder spioner. Udenfor huset befandt sig yderligere nogle mænd fra gruppen. Det var meget tydeligt, at det var Taleban, der var trængt ind i huset. Talibanerne slog både ansøgeren og hans forældre og søster. Talibanerne råbte til moren, at de ville slå alle hendes børn ihjel foran hende. Talibanerne smed hans far ud af huset, selv blev han smidt ind i et naboværelse, hvor hans yngre brødre befandt sig. Derefter mener han, at søsteren blev voldtaget og søsteren blev skudt, formentligt med våben med lyddæmper. Da der udenfor huset lød skud forlod Taleban huset. De vidste næppe, at skuddene kom fra anden ejendom i landsbyen, hvor der blev fejret bryllup. Faren besluttede, at ansøgeren og hans mor og brødre straks skulle udrejse. Senere mistede de kontakten til faren, og han ved ikke i dag, hvor faren befinder sig. På grund af bortførelsen og overfaldet har han fået psykiske mén, som han får behandling for i Danmark. Dem der begik overgrebene mod dem, er magtfulde og har efter udrejsen slået farens fætter ihjel efter, at denne havde rejst sagen i landsbyens ældreråd. Familiemedlemmer til farens fætter kræver, at ansøgerens familie vil medvirke til at hævne drabene. Ansøgerens mor og to ældste brødre har i nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse hermed. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort at Taleban, på grund af utilfredshed med morens og søsterens undervisning af lokale kvinder, overfaldt familien, og herunder slog ansøgeren samt hans forældre, søster og de to ældste af ansøgerens brødre, voldtag søsteren og dræbte søsteren samt truede med også at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og hans mor og to ældste brødre i det væsentlige har forklaret konsistent om forløbet, samt at forklaringerne i nævnet har fremstået overbevisende. Efter den voldsomhed som Taleban udviste under overgrebet og til dels henset til, at overgrebet efterfølgende blev fulgt op af et yderligere drab, da farens fætter rejste kritik af episoden, finder nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgerne også efter en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for, at blive udsat for overgreb på grund af modsætningsforholdet til Taleban, som det ikke kan forventes at myndighederne vil beskytte dem imod. Det er forbundet med en vis usikkerhed, om ansøgernes risiko omfatter hele Afghanistan, men efter en samlet vurdering, herunder henset til at flere af ansøgerne på grund af begivenhederne har svære psykiske vanskeligheder, og at det må antages, at de vil have meget betydelige vanskeligheder med at etablere sig andre steder i landet, er betingelserne for at henvise ansøgerne til et internt flugtalternativ allerede af den grund ikke opfyldt. Herefter, og idet ansøgerne ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/419/IVK
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kabul by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er indrejst sammen med sine fem sønner, har som asylmotiv navnlig henvist til, at hun frygter, at Taleban vil udsætte hende og hendes sønner for grove overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes ældste søn har været kidnappet i Kabul og først blev løsladt efter, at der blev betalt en større løsesum. Familien, herunder hendes ægtefælle og datter, flyttede derfor midlertidigt til en landsby i Lowgar-provinsen, hvor hun og datteren underviste lokale kvinder i engelsk. Hun fortalte også kvinderne om deres rettigheder, og på en sådan måde, der var i klar strid med Talebans ideologi og forståelse af Islam. Hun talte også direkte negativt om Taleban overfor kvinderne. Et par uger efter de var begyndt at undervise, ankom en gruppe mænd til deres bopæl sent om aftenen. Fire til fem af mændene trængte ind i boligen. Mændene var bevæbnede og opførte sig meget voldsomt. De fremkom med kraftige bebrejdelser navnlig mod ansøgeren og hendes datter. Det fremgik, at de var særdeles utilfredse med undervisningen af de lokale kvinder. Ansøgeren blev kaldt mange forfærdelige ting, og blev blandt andet beskyldt for at være spion. Udenfor huset befandt sig yderligere nogle mænd fra gruppen. Det var meget tydeligt, at det var Taleban, der var trængt ind i huset. Talibanerne slog både ansøgeren og hendes ægtefælle, deres datter og ældste søn. Talibanerne råbte, at de ville slå alle hendes børn ihjel foran hende. Talibanerne smed hendes forslåede ægtefælle og hendes forslåede ældste søn ud af det lokale, hun befandt sig i sammen med datteren. Ansøgeren blev derefter voldtaget, og alle talibanerne voldtog hendes datter, der derefter blev dræbt med skud, formentligt med våben med lyddæmper. Da der udenfor huset lød skudsalver forlod Taleban huset. De vidste næppe, at skuddene kom fra anden ejendom i landsbyen, hvor der blev fejret bryllup. Hendes ægtefælle besluttede, at ansøgeren og sønnerne straks skulle udrejse. Senere mistede de kontakten til ægtefællen, og hun ved ikke i dag, hvor han befinder sig. På grund af overfaldet har hun fået psykiske mén, som hun får behandling for i Danmark. Dem der begik overgrebene mod dem, er magtfulde og har efter udrejsen slået hendes ægtefælles fætter ihjel efter, at denne havde rejst sagen i landsbyens ældreråd. Familiemedlemmer til ægtefællens fætter kræver, at ansøgerens familie vil medvirke til at hævne drabene. Ansøgerens tre ældste sønner har i nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse hermed. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort at Taleban, på grund af utilfredshed med ansøgerens undervisning af lokale kvinder, overfaldt ansøgeren og hendes familie, og herunder slog ansøgeren samt hendes ægtefælle, datter og ældste sønner, voldtag ansøgeren og datteren og dræbte datteren samt truede med også at slå ansøgerens andre børn ihjel. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og hendes tre ældste sønner i det væsentlige har forklaret konsistent om forløbet, samt at forklaringerne i nævnet har fremstået overbevisende. Efter den voldsomhed som Taleban udviste under overgrebet og til dels henset til, at overgrebet efterfølgende blev fulgt op af et yderligere drab, da ægtefællens fætter rejste kritik af episoden, finder nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgerne også efter en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for, at blive udsat for overgreb på grund af modsætningsforholdet til Taleban, som det ikke kan forventes at myndighederne vil beskytte dem imod. Det er forbundet med en vis usikkerhed, om ansøgernes risiko omfatter hele Afghanistan, men efter en samlet vurdering, herunder henset til at flere af ansøgerne på grund af begivenhederne har svære psykiske vanskeligheder, og at det må antages, at de vil have meget betydelige vanskeligheder med at etablere sig andre steder i landet, er betingelserne for at henvise ansøgerne til et internt flugtalternativ allerede af den grund ikke opfyldt. Herefter, og idet ansøgerne ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/418/IVK
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i […]-distriktet, Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISILs tilstedeværelse i sit område og at blive rekrutteret af ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans skole blev overtaget af ISIL. ISIL lukkede skolen i tre dage, hvorefter skolen blev åbnet igen, og ISIL oplyste, at de ville påbegyndte islamisk undervisning på skolen. Ansøgeren fortalte sin far om ISILs planer for undervisningen, og ansøgerens far besluttede som konsekvens heraf at ansøgeren ikke skulle gå i skole. Ansøgeren blev væk fra undervisningen i en dag. Dagen efter opsøgte ISIL ansøgerens bopæl, ransagede huset og truede ansøgerens far med, at ISIL dagen efter ville komme og hente ansøgeren. Da dette skete, var ansøgeren ude og spille cricket med sine venner. Ansøgerens far besluttede, at ansøgeren skulle tage ophold hos morbroren. Næste dag tog ansøgeren med sin far hen til ansøgerens morbror i Jalalabad. Ansøgerens far tog tilbage til familiens bopæl i landsbyen, hvor faren opholdt sig med resten af ansøgerens familie. Ansøgeren begyndte at gå i skole i Jalalabad. Omkring 20 dage senere kom ansøgerens to brødre og hans søster hjem til ansøgerens morbror. De græd og fortalte morbroren, at ISIL havde taget ansøgerens forældre og hans bror, fordi ansøgeren ikke var mødt op i skolen. Omkring 25 til 30 dage efter, at ansøgerens forældre og bror var blevet kidnappet, og hans øvrige søskende var kommet til Jalalabad til morbroren, blev ansøgerens morbrors bopæl opsøgt af ISIL. ISIL sagde til morbroren, at de godt vidste, at ansøgeren var der, og at de ville hente ansøgeren næste dag. Ansøgeren var ikke hos sin morbror, da ISIL opsøgte ham, idet han var til aftenbøn i moskeen omkring klokken 20.30 sammen med sin fætter. Dagen efter besluttede ansøgerens morbror, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan, og fandt en agent, som skulle være behjælpelig med udrejsen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på en række væsentlige punkter fremstår utroværdig og usandsynlig. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsmaterialet til grund, at ISIL har lukket en række skoler, men Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at ISIL genåbnede ansøgerens skole med henblik på at gennemføre islamisk undervisning af eleverne og rekruttere dem til ISIL. Denne forklaring stemmer ikke overens med de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at ISIL forsøger at rekruttere teenagere, men at skolerne lukkes og bruges til militære formål af ISIL. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om, at hans far blev opsøgt af ISIL, efter at ansøgeren havde været fraværende fra skolen en enkelt dag, må anses for utroværdig. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at ISIL ikke var interesseret i ansøgerens yngre bror, som også gik på skolen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at hans familie på ny blev opsøgt af ISIL 20 dage efter, at han havde taget ophold hos sin morbror. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ISIL havde en sådan særskilt interesse i ansøgeren, at ISIL på ny ville opsøge familien. Flygtningenævnet finder det endvidere af samme grund utroværdigt, at ISIL skulle have opsøgt morbrorens bopæl i Jalalabad, der efter det oplyste ligger omkring 30 minutters kørsel fra ansøgerens landsby, med henblik på at tvinge ansøgeren tilbage til skolen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/417/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Surkh-Rod-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da hans far har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke har et sted at bo, da han ikke har familie i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far har været tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren har ikke set, at hans far blev tilbageholdt. Samme dag som tilbageholdelsen skete, rejste ansøgeren til Jalalabad med sin familie, hvor han opholdt sig i en nat hos sin morbror. Ansøgeren rejste derefter til Kabul, hvor han opholdt sig 12 dage hos sin farbror. Ansøgeren udrejste kort tid efter af Afghanistan sammen med sin storebror. Det var ansøgerens farbror, der sagde, at de skulle rejse, idet de var i fare. Ansøgerens advokat har nedlagt påstand om, at sagen udsættes, idet sagen, grundet nye oplysninger om ansøgerens alder, bør behandles efter UMI-proceduren. Ansøgerens advokat har uddybet dette og oplyst, at der heri ligger, at der bør tages stilling til, om ansøgeren blandt andet skal have en personlig repræsentant. Flygtningenævnet bemærker, at der er truffet en aldersafgørelse i sagen [i vinteren] 2017. Afgørelsen er påklaget til Udlændinge- og Integrationsministeriet, der endnu ikke har truffet afgørelse. Klagen har ikke opsættende virkning. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke klart fremtræder som havende en anden alder end anført i aldersafgørelsen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det fremlagte nationalitetsbevis ændrer herved. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at nationalitetsbeviset er fremkommet efter, at aldersafgørelsen er truffet, at det er fremkommet under atypiske omstændigheder, idet ansøgeren har forklaret, at en afghansk mand, som ansøgeren tilfældigt mødte i Hamborg, og som han har haft kontakt med på Facebook, har fremskaffet dokumentet ved henvendelse til de afghanske myndigheder i Nangahar-provinsen. Flygtningenævnet finder, at en række forhold ved dokumentet tyder på, at dokumentet ikke er ægte. Det fremgår blandt andet af dokumentet, at det er udstedt i 2011, og det foto af ansøgeren, som er på dokumentet, fremstår som et nyere foto, der ikke er taget i 2011 eller tidligere. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at lade nationalitetsbeviset ægthedsvurdere, idet Flygtningenævnet samtidig bemærker, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at afghanske identitetsdokumenter udstedes på et usikkert grundlag. Ansøgerens forklaring om dokumentet findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen er citeret for at have forklaret, at han ikke har fået udstedt nogen dokumenter i Afghanistan ud over et skolekort. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at det må være hans far, som har fået dokumentet udstedt, og at det foto, som er på dokumentet, må være et gammelt skolefoto. Samtidig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der er analfabet, har været i stand til at kommunikere med den ukendte, afghanske mand på Facebook med henblik på fremskaffelse af nationalitetsbeviset. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det omhandlede nationalitetsbevis må anses for at være forfalsket. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved sin indrejse i Danmark oplyste, at hans forældre var asylansøgere i Norge. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren oplyst, at dette ikke er korrekt, men at han havde fået at vide af agenten, at han skulle sige dette for at komme til Norge. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv lagt vægt på, at forklaringen alene bygger på oplysninger, som han har fået af sin mor og farbror. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring er underbygget af andre oplysninger i sagen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de breve, som ansøgeren har fremlagt vedrørende sin fars samarbejde med [en FN-organisation], er fra 2005. Ansøgerens far har således kunnet opholde sig i sit hjemområde og udføre sit arbejde for den pågældende organisation i mere end 10 år, uden at være kommet i Talibans søgelys. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren, efter sin forklaring, ikke selv har oplevet problemer med Taliban, hverken før eller efter den episode, som angiveligt førte til, at ansøgeren flygtede. Det beror tillige på ansøgerens egen formodning, at Taliban efterstræber ham. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ikke ved, om han har tilbageværende familie i Afghanistan, kan heller ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/416/MGO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [en by] i Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at bliver slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet for det afghanske politi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden han blev færdig med sin uddannelse i 2010/2011 og frem til udrejse arbejdede for det afghanske politi som sygeplejer. En uge inden sin udrejse blev ansøgerens forældre opsøgt af Taliban. Taliban ville dræbe ansøgeren, idet han arbejdede for myndighederne. Forinden dette, var ansøgerens kollega Nazir Ahmad blevet slået ihjel hjemme hos sine forældre, idet han ligeledes arbejdede for myndighederne. I samme måned var fem andre medarbejdere blevet slået ihjel af en vejsidebombe. Taliban har nedskrevet ansøgerens navn på en liste over dem, som de særligt vil have fat i. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe før hans udrejse fra Afghanistan, Taliban opsøgte hans familie. Han har under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at dette skete 1 uge inden hans udrejse, mens han under asylsamtalen [i efteråret] oktober 2016 har forklaret, at det skete 20-25 dage inden udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt og hvordan hans forældre blev truet ved Talibans henvendelse. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de ikke konkret truede hans forældre, mens han under asylsamtalen har forklaret, at de truede med at slå hele familien ihjel, hvis hans far ikke fik ansøgeren til at stoppe med at arbejde for politiet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban-kommandanten sagde til hans far, at de var kommet for at hente ansøgeren for at slå ham ihjel. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt og hvornår hans forældre er blevet opsøgt af Taliban igen efter ansøgerens udrejse. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans forældre blev opsøgt igen en uge efter hans udrejse, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans forældre ikke blev opsøgt igen efter hans udrejse, og under mødet i Flygtningenævnet, at hans forældre blev opsøgt 1 måned efter hans udrejse, og at hans forældre derefter flyttede fra landsbyen til en by 1½ times kørsel derfra, hvor Taliban ikke har fundet dem endnu. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke været udsat for andre trusler eller haft anden kontakt med Taliban. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han konkret er efterstræbt af Taliban. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke lægges til grund, at forholdene i Herat-provinsen har en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/415/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet som tolk for de amerikanske-, britiske- og georgianske styrker i perioden fra 2011 og frem til midten af 2013. Ansøgeren har i forbindelse med arbejdet været stationeret i Helmand og Kandarhar. Ansøgeren har efterfølgende arbejdet i provinserne Herat og Kabul, hvor han arbejdede for private virksomheder. Da ansøgeren var stationeret i Helmand, modtog han flere telefoniske trusler. Ansøgeren formoder, at Taliban stod bag truslerne. De spurgte ansøgeren, om han var tolk. Da ansøgeren bekræftede, at han var tolk, kaldte de ham forræder, og truede med at slå ham ihjel. Ansøgeren modtog truslerne, da han arbejdede på en base, der blev kaldt […]. Ansøgeren arbejdede på denne base i syv måneder i løbet af år 2012. På tidspunktet for ansøgerens udrejse boede han i Kabul. Taliban havde indtaget Kunduz-provinsen og havde større indflydelse i Kabul end tidligere. Ansøgeren frygtede på denne baggrund at blive taget af Taliban. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2012 modtog telefoniske trusler i anledningen af, at han fungerede som tolk for de amerikanske styrker. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at han også blev truet efter 2012, eller at ansøgerens bror har modtaget telefoniske trusler rettet mod ansøgeren, således som ansøgeren har forklaret for nævnet, idet nævnet finder forklaringerne herom udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens asylmotiv, således som det kan lægges til grund, er af en sådan karakter, at det ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de telefoniske trusler, som ansøgeren har forklaret om, fandt sted i en periode på 7 måneder i 2012, hvor han opholdt sig i Helmand som tolk for amerikanske og britiske styrker, og at ansøgeren ikke modtog yderligere trusler, da han forlod Helmand, uanset at han i en periode på omkring et år herefter havde samme telefonnummer. Nævnet lægger videre vægt på, at de personer, som ringede og truede ansøgeren ikke var bekendt med ansøgerens navn, og at ansøgeren heller ikke selv oplyste det. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke er blevet personligt opsøgt af f.eks. Taliban, herunder ikke i den periode på omkring et år, hvor han opholdt sig i Kabul, inden sin udrejse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban eller andre. Flygtningenævnet finder, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/414/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra (…), Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har nogen religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter [A], fordi ansøgeren har mistet det narkotika, som han skulle smugle for ham. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, fordi han uforsætligt har smuglet narkotika. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, da han ikke har nogen religion. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på en frugtplantage i Afghanistan. [A] var narkohandler, men ansøgeren vidste ikke dette til at starte med. Når [A] holdt fester, fremstod han som medlem af Taliban. Ansøgeren kender ikke [A’s] titel, men han tror, at han er kommandant. Ansøgeren arbejdede for [A] i tre måneder. Ansøgeren hentede pakker sammen med ham seks gange. Når de skulle hente pakker, kørte [A] ansøgeren til en grænsepost. Ansøgeren skulle herefter krydse grænsen til fods med en pakke. På den anden side af kontrolposten ringede [A] til ansøgeren og fortalte ham, hvem han skulle give pakken til. Den syvende gang ansøgeren skulle krydse kontrolposten, blev han anholdt, og myndighederne fandt pakken. Ansøgeren troede, at pakken indeholdt penge, men den viste sig at indeholde narkotika. Ansøgeren forklarede grænsevagterne, at han ikke vidste, at der var narkotika i pakken. Vagterne troede på ansøgeren, og de løslod ham med den betingelse, at han ikke måtte fortælle til nogen, at han havde været anholdt, og at han skulle sige til [A], at han havde tabt pakken. Ansøgeren tror, at vagterne selv ville beholde narkotikummet. Ansøgeren valgte at udrejse, da [A] ikke ville tro på, at ansøgeren havde tabt pakken, eller at han var blevet anholdt og løsladt igen. Ansøgeren udrejste herefter til Iran og videre til Danmark. Siden ansøgerens indrejse i Danmark, har han udvist interesse for kristendommen, men er nu holdt op med at gå i kirke. Ansøgeren har haft en meget streng religiøs opdragelse i Afghanistan. Religionen var hele tiden til stede på en meget ubehagelig måde. Da ansøgeren var femten til seksten år gammel, begyndte han at miste interessen for religionen. Ansøgeren stoppede med at bede og gå i moske i Afghanistan. Da ansøgeren kom til Danmark, ønskede han at stifte bekendtskab med kristendommen. Efter at have vokset op i et muslims miljø var ansøgeren nysgerrig efter at finde ud af, hvad det kristne verdenssyn gik ud på. Ansøgeren har ikke gået i kirke eller deltaget i andre kristne aktiviteter i Afghanistan. På asylcenteret lærte ansøgeren nogle kristne at kende og igennem dem begyndte han at gå i kirke. Ansøgeren har gået i kirke i Bethaniakirken i Aalborg og i en kirke i Brovst. Ansøgeren har læst dele af biblen. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. For så vidt angår ansøgerens konflikt med [A] og myndighederne i Afghanistan har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han fik job i Shirin Aghas frugtplantage forekommer utroværdig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at Shirin Agha – tilsyneladende helt tilfældigt - skulle have standset ansøgeren en dag i byen og spurgt ham, om han søgte job og samme dag ansat ham og kørt ham til frugtplantagen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har nogen videre kendskab til [A], herunder hvilken position i samfundet, [A] havde, om han havde kontakt til myndighederne, eller hvad hans arbejde var. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at [A] præsenterede sig som værende medlem af Taliban, og at ansøgeren vidste dette, da han begyndte at arbejde for ham, mens han under nævnsmødet har forklaret, at [A] alene præsenterede sig som Taleb, hvilket ikke er ensbetydende med en relation til Taliban. Det forekommer videre ikke troværdigt, at ansøgeren uden nærmere eftertanke skulle have påtaget sig at aflevere pakker/sække for [A], henset til måden, hvorpå det foregik. Endelig forekommer det utroværdigt, at politiet skulle have løsladt ansøgeren efter at have fundet hash i den pakke/sæk, de fandt på ansøgeren, alene på den betingelse, at ansøgeren ikke sagde til nogen, at politiet havde taget pakken fra ham. Nævnet har herved også henset til den forventelige straf for at transportere narkotika. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit frafald fra islam og manglende religion til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for sine indre bevæggrunde herfor. Ansøgeren har således alene begrundet sit frafald fra islam i sin strenge religiøse opdragelse og farens reaktion på fundet af den vantro bog på hans værelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han begyndte at miste interessen for religion, da han var 14-15 år og ikke har deltaget i religiøse handlinger i hverken Iran eller Afghanistan, og på den anden side at han i Danmark begyndte at gå i kirke. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han angiveligt ikke har noget videre kendskab til sin brors asylmotiv, uagtet at de fulgtes under rejsen til Danmark, ligesom ansøgerens og brorens forklaringer om begivenhederne op til flugten er divergerende på en række væsentlige punkter. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at han kontaktede sin bror og mødte ham på brorens arbejdsplads, hvor broren vidste, at han kom, og at han var i Iran i fem dage frem til udrejsen, hvor han boede de fire af dagene hos sin bror. Ansøgeren har videre forklaret, at han havde penge til rejsen fra sit job i Iran og Afghanistan, at hans bror havde noget opsparing, og at han derudover gav broren fem millioner toman. Ansøgerens bror har derimod blandt andet forklaret, at han havde fortalt sin storebror, hvor han arbejdede, men at han ikke vidste, at storebroren ville komme i forretningen, at storebroren var i Iran i 14 dage og boede hos ham, og at han gav sin storebror 10 millioner tomaner, som dækkede størstedelen af udgifterne ved deres udrejse. Ansøgerens bror rettede – efter at have holdt pause sammen med sin storebror – sin forklaring til, at han pludselig var kommet i tanker om, at hans storebror kun boede hos ham i fem dage. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/413/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], [distrikt], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ukendte personer, der har truet og angrebet hans far. De ukendte personer er muligvis medlemmer af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror, [A], udrejste af Afghanistan da han var lille, fordi han havde en konflikt med nogle, for ansøgeren ukendte personer. Nogle dage forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, opsøgte tre ukendte personer ansøgerens families bopæl, mens familien var til bryllup. Ansøgerens naboer snakkede med de tre personer, der spurgte efter ansøgerens far. Personerne gav et telefonnummer til ansøgerens naboer, som ansøgerens far skulle ringe til, når han kom hjem. Da familien kom hjem, fortalte naboerne om episoden, og hans far ringede på telefonnummeret. Personen sagde, at [A] var taget til Europa. Han var ikke efter ansøgerens far, men sagde, at ansøgerens far skulle give dem 100.000 dollars. Hvis han ikke betalte pengene, ville personerne slå ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan med sin mor og søskende. Fem til seks dage efter ansøgerens udrejse af Afghanistan blev ansøgerens far skudt i benet af ukendte personer, som ansøgeren formoder, er [As] fjender. Ansøgeren har ligeledes til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og farbror, [B], for mange år siden blev taget til fange af Taliban, som udsatte dem for tortur. [B] døde af torturen, og ansøgerens far blev løsladt efter otte til ni måneder imod betaling af kaution. Indledningsvis bemærkes, at det på grundlag af ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet og dennes svar på de stillede spørgsmål kan lægges til grund, at ansøgeren har den fornødne modenhed til at medvirke i en nævnsbehandling. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerens farbror har haft en konflikt forinden han i 2009 udrejste af Afghanistan. Nævnet finder derimod ikke at kunne lægge til grund, at de forhold, der førte til farbrorens udrejse, kan føre til, at der skulle være nogen trussel mod ansøgeren. Nævnet har herved lagt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor farbrorens fjender, så lang tid efter dennes udrejse, skulle efterstræbe ansøgerens far og dennes familie. Nævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at personer med forbindelse til farbrorens konflikt, adskillige år efter denne, opsøgte ansøgerens far og truede ham, ligesom han efterfølgende er blevet skudt i benet. Nævnet finder det på den baggrund påfaldende, at ansøgerens far, som var den direkte genstand for disse trusler, forblev i Afghanistan efter det oplyste i hvert fald indtil [foråret] 2017, det vil sige omkring halvandet år efter, at ansøgeren selv var udrejst. Endvidere fremgår det af ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet og tidligere oplysninger, at adskillige familiemedlemmer stadig opholder sig i Afghanistan, herunder to farbrødre, ligesom der bor familiemedlemmer såvel i Kabul, hvor ansøgeren også boede før sin udrejse, som andre steder i Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da Flygtningenævnet herefter ikke finder det godtgjort, at den konflikt, der førte til farbrorens udrejse, har nogen betydning for ansøgerens situation, finder Flygtningenævnet herefter ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på afhøring af farbroren. Ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen, tages således ikke til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/412/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen, [A], i Jaghuri-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ligesom han frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag, hvor han ville besøge sine forældre kørte med taxa sammen med fire andre personer. Bilen blev stoppet af nogle personer fra Taliban. Passagerene blev alle kropsvisiteret, og Taliban fandt ansøgerens computer og bøger. Herefter gav de ansøgeren bind for øjnene og tog ham med sig. Ansøgeren var frihedsberøvet i fire dage. I løbet af de fire dage blev han slået og voldtaget flere gange. Da der var gået fire dage, lykkedes det ansøgeren at flygte. Han løb i 20 minutter, hvorefter han skjulte sig i et træ i tre-fire timer. Herefter fandt han en vej, hvor han fik kørelejlighed til Kandahar med en bus. Fra Kandahar tog han en taxa til et hotel, hvor han overnattende. Dagen efter udrejste han fra Afghanistan. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at han frafaldt islam, da han var omkring 18 år gammel. Ansøgeren blev døbt [i vinteren] 2016 i [kirken B]. Han påbegyndte dåbsundervisning efter, at han havde været i kirke 2 gange i Norge og 2 gange i Danmark samt havde søgt oplysninger om kristendommen på internettet. Ansøgerens far og ansøgerens tidligere forlovede er bekendt med, at ansøgeren er frafaldet islam. Under hensyn til, at der til sagen allerede er fremlagt omfattende udtalelser fra flere præster, som har mødt ansøgeren i en kirkelig kontekst, og til at Flygtningenævnet lægger oplysningerne heri og ansøgerens egne oplysninger om sin deltagelse i kirkelige aktiviteter til grund, finder Flygtningenævnet, at det ikke er relevant at lade en præst vidne for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår utroværdig og på centrale punkter divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvor mange personer fra Taliban, der deltog, da taxaen blev stoppet samt om, hvordan taliban stoppede taxaen. Ansøgeren har til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at taxaen blev stoppet af 4-5 taliban-medlemmer. Under samtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der var 3 personer fra Taliban som stoppede bilen. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban stoppede bilen på vejen med et stopskilt, mens han for nævnet har forklaret, at Taliban-medlemmerne ikke havde andet i hænderne end deres våben. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han kom ud af det rum, hvor Taliban tilbageholdt ham. Ansøgeren har i sit asylskema skrevet, at han smadrede døren med sten og træ, mens han for nævnet har forklaret, at han sparkede døren ind. Flygtningenævnet finder under hensyn til vurderingen af ansøgerens troværdighed ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ham. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han som begrundelse for sin konversion alene har forklaret, at kristendommen er ensbetydende med kærlighed, hvilket står i modsætning til islam, og han har ikke på en overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at han er shia-muslim og detaljeret har forklaret om, hvordan han praktiserede sin religion henholdsvis i Danmark og i Afghanistan, mens han under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har forklaret, at han blev protestant, mens han opholdt sig i Norge, hvilket lå forud for [sommeren] 2016. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren alene havde søgt viden på internettet og havde været i kirke 2 gange i Norge og 2 gange i Danmark, da han besluttede sig for at konvertere. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/411/SOL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk hazara fra (…), Jaghori, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller deres kontakter, idet ansøgeren og hans bror bliver beskyldt for at undervise i kristendommen, og da Taliban beskylder ansøgeren for at samarbejde med amerikanerne og de vantro. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter befolkningen, såfremt de hører, at ansøgeren og hans bror bliver beskyldt for at undervise i kristendommen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt, fordi han har vendt sig til kristendommen, arbejdet sammen med kristne, og nu også har tolket for dem og deltaget i forsamlinger med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens bror i (…) fik arbejde som tolk for franskmændene. Broren arbejdede for dem i 18-19 måneder. Broren fik herefter arbejde for amerikanerne i Kabul. Broren arbejdede både som tolk, underviser i dari og radiostyrer. I ansøgerens landsby var der en mullah, som man skulle betale skat til. Ansøgeren far betalte ikke til mullahen, men valgte i stedet at hjælpe de fattige. Mullahen brød sig ikke om dette, og han mente, at ansøgerens far var frafaldet islam, fordi faren ikke gik i moskéen. Ansøgerens far besluttede på et tidspunkt at starte en skole i landsbyen. Skolen åbnede i starten af (nærmere angivet måned og årsatal). Ansøgerens far underviste i dari, og ansøgeren underviste i engelsk. Taliban måtte ikke opdage skolen, da de var imod undervisning. Ansøgeren tog til Lashkargah den (nærmere angivet dato) 2007 for at modtage behandling for synsproblemer Ansøgeren overnattede i Lashkargah. Taliban opsøgte familiens bopæl om morgenen den (nærmere angivet dato) 2007. Taliban spurgte efter ansøgeren, og faren sagde, at ansøgeren var i Herat. Taliban gennemsøgte bopælen og fandt et billede af ansøgerens bror. Talebanerne sagde, at broren underviste i kristendom, og at de havde sendte et trusselsbrev til ham. Talebanerne tog ansøgerens far med sig, og beordrede ansøgerens mor og søskende til ikke at forlade bopælen. Ansøgerens far blev formentlig dræbt. Ansøgeren hørte om Talibans opsøgning af bopælen, og han tog direkte fra Lashkargah til (…) og derfra videre til Pakistan. To dage efter opsøgningen blev alle mænd i landsbyen samlet, og Taliban sagde, at ansøgerens bror førte propaganda mod Taliban og islam, og at farens skole havde forbindelse til amerikanerne. 14 dage senere udrejste ansøgerens mor og søskende til Pakistan. 4-4,5 måned senere kom ansøgerens bror også til Pakistan. Ansøgeren udrejste af Pakistan til Danmark den (…) 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i 4 eller 5 måneder deltog i en bibelstudiegruppe for farsi-talende ved asylcenteret i Rødbyhavn. Ansøgeren blev inviteret med i gruppen på grund af sine engelskkundskaber. Ansøgeren havde ikke noget ønske om at konvertere til kristendommen, som de fleste andre i gruppen, men han var åndeligt søgende og interesseret i at lære mere om den kristne tro. Bibelstudiegruppen mødtes som regel en gang om ugen. Ansøgeren fungerede som tolk i studiegruppen, og selvom han ikke kom så langt som til dåb, blev det under dette forløb klart for ham, at han havde fået svar på sine spørgsmål, og var parat til at antage den kristne tro. Ansøgeren tror ikke på islam, han beder ikke, faster ikke og kom ikke i moskéen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at forklaringen har været sammenhængende, uden divergenser og troværdig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vel må antages stadig at være i en risiko for overgreb fra Talibans side, hvis han vender tilbage til hjembyen, (…), som følge af sine egne og familiens forhold. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at det kan antages, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb, hvis han tager ophold i en større afghansk by. Nævnet lægger herved vægt på, at familiens aktiviteter ligger langt tilbage i tid, og at ansøgerens egne aktiviteter har været på et begrænset niveau. Ansøgeren kan således ikke antages at være profileret i et sådant omfang, at det kan antages, at han risikerer overgreb fra Talibans side, hvis han tager ophold i en større afghansk by. Ansøgeren fremstår som en ressourcestærk, rask, ung mand, og nævnet finder det rimeligt at henvise ansøgeren til at benytte et sådant internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens afstandtagen fra islam og søgen mod kristendommen har været af et sådant omfang, at han i den anledning risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/410/JHB
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning og fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som har truet ham på livet, idet han nægtede at hjælpe dem med at få en af deres venner løsladt fra fængslet. Derudover er der et gammelt fjendskab i ansøgerens familie, som er skyld i, at han ikke kan tage ophold i sin egen landsby. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie flygtede til Iran, da ansøgeren var barn. De flygtede, fordi ansøgerens far havde en konflikt med sine brødre vedrørende, hvem der ejede familiens jord. Ansøgeren og hans familie flyttede tilbage til Afghanistan i 2004. Familien flyttede til Kabul, da ansøgerens fars brødre stadig boede i området. I [sommeren] 2015 kørte ansøgeren hjem fra arbejde. Da ansøgeren steg ud af sin bil nær sit hus, kom der en ukendt mand ud af en anden bil, der henvendte sig til ansøgeren. Manden vred ansøgerens hånd om på ryggen og skubbede ansøgeren hen til den ukendte mands bil. Inde i bilen sad der en anden person, som trak ansøgeren ind i bilen. Herefter kørte de 35 til 40 minutter, indtil de ankom til et hus, som ansøgeren blev ført ind i. Inde i huset var yderligere to ukendte personer. De spurgte ind til ansøgerens morbror, [A], og hans arbejde ved anklagemyndigheden. Ansøgeren forsøgte at benægte sit slægtsskab til sin morbror, men det nyttede ikke. De ukendte personer fortalte ansøgeren, at en af deres venner var i fængsel, og de ville have ansøgerens morbror til at løslade ham. Ansøgeren indvilligede i at hjælpe dem med at overtale morbroren, og derefter blev ansøgeren kørt hjem til sin bopæl. To dage senere tog ansøgeren hen til sin morbror og fortalte ham, at der var ukendte personer, der krævede deres ven løsladt. Ansøgerens morbror spurgte efter flere oplysninger, men ansøgeren vidste ikke mere. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt tre gange ved sit universitet af ukendte personer. En af gangene fik han et stykke papir med oplysninger om den fængslede person. Ansøgeren fik at vide, at personerne var villige til at betale ansøgeren og hans morbror for hjælpen. Dagen efter tog ansøgeren hjem til sin morbror og gav ham papiret. Ansøgerens morbror blev vred og smed ansøgeren ud af huset, idet han ikke tog imod bestikkelse. På et ukendt tidspunkt fortalte ansøgeren sin mor om situationen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster for at bo. Omkring to til tre dage senere blev ansøgerens mor opsøgt af ukendte personer på familiens bopæl. De truede hende med at slå ansøgeren ihjel. Den følgende dag kontaktede ansøgerens mor en menneskesmugler og bad ansøgeren om at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset at forklaringen ikke indeholder væsentlige divergenser, må nævnet imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen anse ansøgerens forklaring om sin konflikt i Afghanistan for usandsynlig og konstrueret. Det fremstår således usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet truet og kidnappet af kriminelle personer og af disse være blevet truet til at rette henvendelse til sin morbror, der er blandt Afghanistans højest placerede anklagere, med henblik på, at morbroren skulle tilbydes bestikkelse i en konkret sag. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke fremstår velunderbygget, hvorfor der skulle være blevet rettet henvendelse fra de pågældende kriminelle personer til netop ansøgeren. Forklaringen om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens modtagelse af en seddel med nærmere oplysninger om den person, der ønskedes løsladt – en seddel, som ansøgeren valgte ikke at læse – fremstår heller ikke troværdig, ligesom det heller ikke fremstår klart, hvorfor ansøgeren ikke straks fortalte sin højtstående morbror om kidnapningen og kravet fra de pågældende kriminelle personer. På dette grundlag, og da den af ansøgeren påberåbte nu afsluttede ældre jordkonflikt heller ikke kan begrunde international beskyttelse, tiltrædes det, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er ikke som anmodet af ansøgeren grundlag for hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på foretagelse af yderligere undersøgelser, herunder danske myndigheders kontakt til morbroren i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/41/JEA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [A], Wardak Maidan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en mand, som han omtaler, som [K], med tilknytning til Taliban, ligesom ansøgeren frygter Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder, fordi ansøgeren har fået en dom for videresalg af våben. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i [A] i provinsen Wardak Maidan. For omkring 10 år siden begyndte ansøgerens families konflikt med kuchi-folk. Kuchi-folket lod deres dyr græsse på ansøgerens families jord, hvorfor ansøgerens familie anskaffede sig våben med henblik på at sikre at dette ikke forsatte. En person omtalt [K] anmeldte herefter ansøgerens far og ansøgerens storebror til myndighederne og anklagede dem for at handle med våben. For omkring syv år siden kom myndighederne på ansøgerens families bopæl en enkelt gang. Myndighederne var klar over, at folk i området bekrigede hinanden med våben. For omkring fem år siden blev ansøgerens storebror kidnappet og slået ihjel af [K] og Taliban. Dette skete efter, at han havde deltaget i forhandlinger med Taliban i forsøget på at løse konflikten. Ansøgeren og ansøgerens familie flyttede efterfølgende til Kabul, hvor ansøgeren opholdte sig i omkring 1 ½ år. Ansøgeren og ansøgeren fætter tog tilbage til [A], hvor han opholdt sig i omkring 20 dage. Ansøgerens fætter blev beskudt i [A], hvorfor ansøgeren tog tilbage til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste to til tre dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på mange væsentlige punkt i asylmotivet. Han har i asylskemaet forklaret, at konflikten om jorden var med kuchi-folket. Han har til Udlændingestyrelsen fortalt, at det var Taliban, imens han under nævnsmødet har fortalt, at det var med en lokal bandeleder, og at han ikke ved, om bandelederen havde tilknytning til andre grupperinger. Han har forklaret væsentligt divergerende om kidnapningen af hans bror, idet han i asylskemaet har oplyst, at det var myndighederne, der dræbte hans bror, imens han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at broren blev kidnappet af banden, og at han ikke ved, hvad der er sket med broren. Under nævnsmødet har han, foreholdt divergensen forklaret, at det var myndighedspersoner i politiuniformer, der inviterede broren med til et mæglingsmøde, hvorefter broren forsvandt, og at ansøgeren antager, at der var tale om korrupte politifolk, der handlede på bandelederens ordre. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at to fra hans gruppe blev såret under skudvekslingen med banden, imens han under nævnsmødet har forklaret, at kun hans fætter blev såret. Ansøgeren har ikke kunnet præcisere, hvor længe han har boet i Kabul, eller hvor længe han har gået i skole. Han har for nævnet forklaret, at han boede alene i Kabul, imens han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han boede sammen med sin mor og sine søstre. Han har for nævnet forklaret, at hans bror […] flyttede til Iran kort efter, at ansøgeren flyttede til Kabul, imens det af samtalen med Udlændingestyrelsen fremgår, at [ansøgerens bror] fortsat bor i Kabul. Som følge af ovennævnte betydelige divergenser tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring vedrørende jordkonflikten. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han har fået en dom for våbenhandel. Han har forklaret, at han alene har oplysningen fra venner og bekendte, og at han aldrig er blevet kontaktet af myndighederne. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har han forklaret, at familiens våbenhandel lå cirka syv år tilbage, og at han ikke selv blev beskyldt for handlen, idet han var for ung. Han har endvidere forklaret, at alle i [A] havde våben, og at myndighederne vidste det. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/406/lrn
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [landsbyen A], [distriktet B], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil have ham til at være selvmordsbomber, og at gruppen vil dræbe ham, hvis ikke han adlyder dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejder for det afghanske militær, og at han sammen med sin familie har modtaget tre trusselsbreve fra Taliban. Ansøgeren har fremlagt en kopi af det tredje trusselsbrev, hvoraf ansøgeren fremgår ved navns nævnelse. Ansøgeren har oplyst, at da han påbegyndte 10. klasse i [distriktet B] fik han nye lærere, som underviste i jihad, og at de fortalte eleverne, at det var deres pligt at gøre noget godt for deres land. En dag tog de nye lærere ansøgeren og de andre elever med ud til en gravplads, hvor de bad ansøgeren og de andre elever sidde foran hver deres gravsten, hvorefter de blev bedt om at forestille sig, at de også en dag skulle dø. Samtidig fik de forklaret, at det er godt at gøre noget godt i dette liv, inden man skal videre til det næste liv. Da ansøgeren fortalte om episoden til sin far, sagde faren, at han skulle stoppe med at gå på skolen i [distriktet B]. Efter nogle dage flyttede ansøgeren sammen med sin far til Jalalabad, men de kom fortsat i landsbyen i weekenderne. Mens de var tilbage i landsbyen nogle måneder senere, modtog de et trusselbrev, af hvilket det fremgik, at ansøgerens far og hans sønner arbejdede for jøder og var vantro, og at de skulle stoppe med at arbejde og slutte sig til Taleban. Omkring en måned senere modtog ansøgerens familie det andet trusselbrev. Forinden var ansøgerens fætter, der var soldat, blevet halshugget, mens drengene fra ansøgerens klasse i [distriktet B], som han havde været på gravpladsen med, var forsvundet sammen med de nye lærere. Ansøgerens far besluttede herefter, at resten af deres familie også skulle flytte til Jalalabad, men da ansøgeren og hans far skulle hente familien i [distriktet B], blev de beskudt af nogle for ansøgeren ukendte personer, og ansøgerens far blev ramt i underarmen. Samme aften bragte ansøgerens far familien til Jalalabad, hvor de sidenhen modtog det tredje trusselbrev. Ikke ret lang tid efter dette brev besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse fra Afghanistan. Umiddelbart inden ansøgerens udrejse blev hans bror [C] taget af Taliban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren, der selv har angivet at være født i 1999, men som ifølge aldersvurderingen er født i 1996, fremstod tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsag. Han besvarede således de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorfor han flyttede med sin far til Jalalabad og skiftede skole. Han har indledningsvist forklaret, at det var fordi, hans far ville have, at han skulle skifte skole på grund af de nye lærere og senere, at de flyttede, og at han skiftede skole, fordi hans far var bekymret efter modtagelsen af det første trusselsbrev. Ansøgeren har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt det var ham og faren, der flyttede til Jalalabad, eller om en af hans brødre også flyttede med. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvornår familien modtog de tre trusselbreve, herunder om de flyttede før eller efter modtagelsen af det første og andet trusselsbrev. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har læst indholdet af trusselsbrevene. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han og hans far hentede familien i landsbyen og om, hvor de i den forbindelse blev angrebet af Taleban. Han har også forklaret divergerende om, hvordan han fik kendskab til, at hans bror [C] var blevet taget af Taleban, ligesom han slet ikke nævnte dette til sin oplysnings- og motivsamtale den 9. februar 2016. Flygtningenævnet har dertil fundet, at ansøgerens forklaring om overfaldet på faderen forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at faderen skulle tage alene ud for at hente sin taske, når han forinden havde været så bekymret over episoden med tasken, at han havde fortalt sin overordnet om den. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgerens far var i stand til at køre familien væk i bil med et skudsår gennem den ene underarm, og at familien efter skudvekslingen med Taleban valgte at køre fra området i mørke, når de ellers kun kørte frem og tilbage mellem landsbyen og Jalalabad ved højlys dag. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller forklare uddybende om overfaldet på faren og skudepisoden. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at forklare overbevisende om, hvorfor det var ham og ikke hans jævnaldrende brødre, der skulle udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om hans asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2017/405/MAD.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra (…), Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af sin familie, myndighederne eller den generelle befolkning, fordi han ikke længere tror på islam. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, da han er konverteret til kristendommen og i dag er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opvokset i en muslimsk familie, og at han praktiserede islam, indtil han var 17 år gammel. Da ansøgeren var 17 år, fortalte han sin far, at han ikke længere troede på islam. Ansøgeren blev i de efterfølgende to år tvunget til at bede af sine forældre. Da ansøgeren var 19 år, afholdt ansøgerens far et møde, hvor den årlige Muharam skulle planlægges. De personer som kunne koranen udenad, de ældre og mullahen deltog i mødet. Ansøgeren hjalp til ved at servere te og mad. På mødet skulle det koordineres, hvordan man bedre kunne sprede religionen til befolkningen. Under mødet sagde ansøgeren, at hvis religionen var en human religion, så skulle man hellere bruge Muharams budget til eksempelvis skoler, børnehjem eller på de trængende. De andre deltagere mente, at ansøgeren var ude på at ødelægge den religiøse tradition. Ansøgeren forklarede, at han talte om medmenneskelighed, og at det var det han opfordrede til. Ansøgeren sagde, at han ikke ville være med til at praktisere traditionerne på den måde, de blev afholdt. Ansøgeren fortalte, at han ikke længere troede på islam. Han tog herefter hjem. Ansøgerens far var en anerkendt person i lokalsamfundet, hvorfor han samlede folk, som skulle beslutte, hvad der skulle ske med ansøgeren. På forsamlingen blev det besluttet at give ansøgeren en frist på 15 dage, til at angre sine ytringer og vende tilbage til islam. Såfremt ansøgeren ikke gjorde dette, ville han blive straffet. I løbet af den 15 dages periode var ansøgeren overvåget, og han kunne derfor ikke flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte en nat, hvor hans to brødre, som skulle holde vagt, var faldet i søvn. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark udvist interesse for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, da han var i Afghanistan. Da han var i Afghanistan, så han en film om Jesus. Ansøgeren oprettede også en Facebookprofil, så han kunne se, om hans kristne venner skrev noget om kristendommen. Da ansøgeren kom til Danmark, opsøgte han kirken. Der blev holdt et kursus med en præst mellem den 10. og 12. april. Den 11. april ytrede ansøgeren ønske om at blive døbt, og han blev døbt dagen efter. Ansøgeren havde ikke deltaget i nogen former for dåbsforberedelse. Ansøgeren har desuden været i kirke i Brovst, hvor de har kirkelige arrangementer på tors- og søndage. Ansøgeren går i kirke om søndagen i Ålborg. Det giver ansøgeren ro at gå i kirke. Ansøgeren går der ikke hver uge, da ansøgeren ikke kan lide at gå der så ofte. Ansøgeren følger nogle sider på Facebook, som handler om religion, og han har deltaget i diskussioner om religiøse spørgsmål. Han betragter sig nu som ateist. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Han har således blandt andet på det centrale punkt om, hvornår han på et møde om anvendelse af midler i forbindelse med Muharam, tog til orde. Han har først til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det fandt sted, da han var 17 år og altså to år før udrejsen, mens han senere har forklaret, at han var 19 år og at mødet fandt sted umiddelbart før udrejsen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin far om, at han ikke længere var tilhænger af islam. Han har således såvel til oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen som indledningsvis for nævnet forklaret, at han fremsatte denne udmelding to år før udrejsen, mens han senere for nævnet har forklaret, at han på daværende tidspunkt alene gav udtryk for, at der var dele af islam, som han ikke kunne godtage. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle være bekendt med de mulige konsekvenser af ikke at bekende sig til islam. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre denne vurdering på baggrund af de fremkomne oplysninger om, at ansøgeren kort efter sin ankomst til Danmark og uden dåbsforberedelse lod sig døbe, senere opgav sin sympati for kristendommen, og nu angiveligt betragter sig som ateist. Heller ikke det forhold, at han siden april 2017 har beskæftiget sig med dette emne på Facebook findes at have medført en tilstrækkelig profilering til, at dette i sig selv er asylbegrundende. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/404/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazara fra henholdsvis Mazar-e Sharif og Ghazni, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger er shia-muslim, men har udvist interesse for kristendommen under opholdet i Danmark. Den kvindelige ansøger er under opholdet i Danmark konverteret til kristendommen og blev døbt [i vinteren] 2017. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin eksægtefælles brødre, idet han er blevet skilt fra deres søster. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flyttede til Varamin i Iran fra Afghanistan sammen med sin daværende ægtefælle, […] og deres seks børn, da han var 25 år gammel. Omkring fem år efter ankomsten til Iran flyttede tre af eksægtefællens seks brødre også til Iran. Efter 15 års ophold i Iran, blev ansøgeren skilt fra sin daværende ægtefælle efter hendes ønske. Ansøgeren fik forældremyndigheden over børnene og efter skilsmissen, har ansøgeren og børnene aldrig set eksægtefællen igen. Kort efter skilsmissen, ringede eksægtefællens tre brødre i Iran til ansøgeren og spurgte, hvorfor ansøgeren havde accepteret skilsmissen, og truede med at slå ansøgeren ihjel. Omkring ét år efter skilsmissen blev ansøgeren opsøgt på sit arbejde på markerne af eksægtefællens bror, […]. Ansøgeren anmeldte det til politiet, men politiet nægtede at tage sig af sagen, fordi ansøgeren er afghaner. Ansøgeren blev boende i Varamin-by i to år efter episoden ved marken, hvorefter ansøgeren flyttede til [et andet område] i Varamin. Omkring år 2003 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle i Iran. Omkring år 2011 var ansøgeren impliceret i en færdselsulykke, som han formoder, at eksægtefællens brødre stod bag. Omkring to måneder før familiens udrejse fra Iran ringede eksægtefællens bror, […], til ansøgeren. Da ansøgeren ikke var hjemme, tog ansøgerens ægtefælle opkaldet. Broren sagde, at han ville slå ansøgerens ægtefælle ihjel. Da ansøgeren kom hjem, ringede ansøgeren til broren, hvor broren truede med at voldtage ansøgerens ægtefælle og sætte ild til deres hus. Ansøgeren og hans ægtefælle solgte herefter deres ejendele med henblik på at vende tilbage til Afghanistan. Da de var på vej til Afghanistan, blev ansøgeren ringet op af en af sine venner, som fortalte, at han havde hørt, at eksægtefællens brødre ville slå ansøgeren ihjel, hvis han vendte tilbage til Afghanistan, hvorfor ansøgeren og familien vendte om og tog hjem til ansøgerens særbarn i [et område] i Varamin, hvor de opholdt sig i to måneder frem til udrejsen til Danmark. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælles eksægtefælles brødre har truet hendes ægtefælle på livet. Omkring to til tre måneder inden udrejsen fra Iran, modtog hun et telefonopkald i hjemmet, hvor en ukendt person truede hende. Ansøgeren fortalte sin ægtefælle om opkaldet, da han kom hjem samme aften, hvorefter ægtefællen foretog et opkald. Ægtefællen oplyste efterfølgende ansøgeren, at det var en af eksægtefællens brødre, som havde ringet, og at de ikke længere kunne blive i Iran. Familien solgte derefter deres ejendele med henblik på at vende tilbage til Afghanistan. Undervejs blev ansøgerens ægtefælle ringet op af en af sine venner, som fortalte, at han havde hørt, at eksægtefællens brødre ville slå hendes ægtefælle ihjel, hvis han vendte tilbage til Afghanistan, hvorfor ansøgeren og familien vendte om og tog hjem til ansøgerens ægtefælles særbarn i [et område] i Varamin, hvor de opholdt sig i to måneder frem til udrejsen til Danmark. Den kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har hun forklaret, at hun siden [sommeren] 2017 har deltaget i kirkelige aktiviteter, og at hun har gennemført ALPHA-kursus i [et] Kirkecenter, [i en dansk by], hvilket mundede ud i dåb [i efteråret] 2017. Til sagen er endvidere fremlagt dåbsbevis, dateret [i efteråret] 2017 fra [et] Kirkecenter, underskrevet af præst, […], udtalelse dateret [i efteråret] 2017 fra præst […] hvoraf blandt andet fremgår, at den kvindelige ansøger har været trofast i sit fremmøde i kirken, og at hun, på trods af at hun er analfabet og derfor ikke kan læse biblen, allerede har et overraskende godt begreb om den kristne tro og bruger den aktivt i sin hverdag. Endvidere er fremlagt brev [dateret i efteråret] 2017, underskrevet af præst […] og formand for Missionsforbundet i [en dansk by], hvoraf fremgår, at den kvindelige ansøger har deltaget i […] Kirkecenter, Missionsforbundets menighedslejr [i efteråret] 2017 på [en] efterskole i [en dansk by], brev fra [sommeren] 2017, underskrevet af medarbejder i Integrations Camp 2017, […], hvoraf blandt andet fremgår, at den kvindelige ansøger har deltaget aktivt i […] Bibelcamping, Integrations-Camp [i sommeren] 2017. For så vidt angår oplysningerne om den mandlige ansøgers skilsmisse lægger Flygtningenævnet dele af ansøgernes forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det oplyste kan begrunde asyl. Det lægges således til grund, at den mandlige ansøger efter skilsmissen fra sin tidligere ægtefælle for omkring 15 år siden modtog telefoniske trusler fra hendes tre brødre i Iran, og at han omkring et år senere blev opsøgt af brødrene. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at episoden otte år senere, hvor den mandlige ansøger blev påkørt af en bil, skyldes den tidligere ægtefælles brødre. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende herom, idet han under samtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at han ikke kendte bilens fører, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han med sikkerhed så to af den tidligere ægtefælles brødre i bilen. Den kvindelige ansøger har endvidere under samtalen [i vinteren] 2017 først forklaret, at hun ikke havde kendskab til, at den mandlige ansøger havde været involveret i et trafikuheld, hvorefter hun – efter en pause – oplyste, at hun ikke vidste noget om det. Under nævnsmødet har hun imidlertid forklaret, at han efter hjemkomsten fra hospitalet fortalte, at hans tidligere ægtefælles brødre stod bag. Endvidere kan Flygtningenævnet ikke lægge oplysningerne om telefonopkaldet to måneder før ansøgernes udrejse af Iran til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende herom, idet han under samtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at han talte med en af sin tidligere ægtefælles brødre, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han talte med tre brødre. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om indholdet af de trusler, der blev fremsat under telefonopkaldet, idet hun under samtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at truslerne var rettet mod hende, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at truslerne tillige var rettet mod hendes mand og søn. Ansøgerne har endvidere i perioden siden deres indgåelse af ægteskab opholdt sig i samme område som den mandlige ansøgers tidligere ægtefælles brødre. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det oplyste om truslerne ikke har en sådan intensitet, at der er grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den mandlige ansøgers ene søn er afgået ved døden i [foråret] i år, idet der ikke er støtte for antagelsen om, at dødsfaldet har forbindelse til truslerne fra den mandlige ansøgers tidligere ægtefælles brødre. For så vidt angår oplysningerne om den kvindelige ansøgers konvertering til kristendommen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at imødekomme ansøgenes anmodning om at føre [en person] fra [et] Kirkecenter som vidne. Vidnet skal således alene forklare om forhold, der skal underbygge den kvindelige ansøgers generelle troværdighed i forhold til konverteringen. Til belysning af dette foreligger der i øvrigt udtalelser fra flere personer om ansøgerens kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger har fundet et fællesskab omkring kirkecenteret, som har stor betydning for hende. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger under samtalen [i vinteren] 2017 oplyste, at hun var muslim, fastede under Ramadanen og aldrig havde haft interesse for andre religioner. Hun er først begyndt at gå i kirke i [foråret] 2017 og har under nævnsmødet ikke påvist, at hendes konvertering er begrundet i et nærmere kendskab til kristendommens indhold. Hun har derimod forklaret, at hun har valgt kristendommen på grund af fællesskabet med flinke mennesker. Endvidere har hun ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor hun er begyndt at gå i kirke netop i [foråret] 2017. Hendes konvertering findes på den baggrund ikke båret af en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Det kan ikke ændre herved, at hun er blevet døbt, eller at der foreligger flere skriftlige erklæringer om hendes deltagelse i kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at ansøgerne vil være i risiko for forfølgelse som følge af det oplyste om den kvindelige ansøgers families kendskab til, at hun går i kirke. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hendes forklaring om familiens trusler fremstår upræcis. Endelig finder Flygtningenævnet finder ikke, at oplysningerne om den kvindelige ansøgers konvertering kan begrunde hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/403/COL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst mellem år 2011 og 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Bayat-stammen og er shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ekssvigerfars slægtninge, fordi ansøgeren er blevet skilt fra sin herboende eksægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at være væk fra sine børn, som bor i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i foråret] 2016 blev skilt fra sin eksægtefælle, fordi hun ønskede en skilsmisse. Ansøgerens svigerfar fulgte parret til statsforvaltningen, hvor ansøgeren og hans tidligere ægtefælle blev skilt. Da ansøgeren forlod statsforvaltningen efter at have underskrevet skilsmissepapirerne, forsøgte ekssvigerfaren at køre ansøgeren ned. Ekssvigerfaren havde ved op mod 20 gange tidligere lejligheder slået ansøgeren i ansøgerens eget hjem, fordi ekssvigerfaren mente, at ansøgeren ikke passede sin ægtefælle ordenligt, fordi ansøgeren ikke tjente penge. Ansøgeren frygter, at hans tidligere svigerfar vil kontakte sine slægtninge i Afghanistan og bede dem slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage. Ansøgerens tidligere svoger har truet ansøgeren og sagt, at ansøgeren ikke skulle kontakte sin tidligere ægtefælle, og at han vil sørge for at få ansøgeren slået ihjel, hvis ansøgeren vender tilbage. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder, at dette ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at truslerne fra ansøgerens tidligere svigerfar og svoger er fremsat for omkring halvandet år siden, og at ansøgeren ikke har været udsat for yderligere repressalier i den mellemliggende periode. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at den tidligere svigerfar vil henvende sig til sine klanmedlemmer i Afghanistan med henblik på at slå ansøgeren ihjel på grund af skilsmissen fra ansøgerens tidligere hustru, hvorimod der ikke er påvist konkrete holdepunkter herfor. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at den tidligere svigerfar også har fremsat trusler mod ansøgerens forældre, som ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han ikke har haft kontakt til i en længere periode. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i en risiko som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor betingelserne for at meddele asyl ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/402/COL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra byen Kabul i provinsen Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en tidligere kommandant, der nu arbejder for myndighederne ved navn [H], idet denne mistænker ansøgeren for at være skyld i hans søns død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han havde en forretning sammen med [H]’s søn, [A]. Tre dage før sin udrejse blev ansøgeren og [A] stoppet af Taliban ved en kontrolpost mellem Herat til Kabul. Taliban førte dem herefter til et hus, hvor de blev tilbageholdt i en dag. Taliban udspurgte ham om hans forretningspartner, og ansøgeren opgav [A]’s navn. I den forbindelse spurgte de også, om [A] var [H]’s søn, hvilket ansøgeren ikke svarede på. Herefter blev han løsladt. Omkring ti minutter senere fik han kørelejlighed til Kandahar, hvor han opholdt sig på et hotel i to nætter. Den følgende morgen blev han genkendt af en person, der fortalte ham, at [A] var blevet slået ihjel, og at [A]’s far, [H], mente, at det var ansøgeren, der havde slået ham ihjel, idet han havde angivet ham til Taliban. Ansøgeren udrejste af Afghanistan samme dag. Ansøgerens bror er efterfølgende blev opsøgt af repræsentanter for [H] to gange, hvor han blev udsat for vold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren – der efter sin egen forklaring til asylsamtalen ikke havde nogen erfaring med køb og salg af mobiler og biler – skulle have startet et samarbejde med [A], der indebar, at [A] alene skulle stå for køb og salg, mens ansøgeren blot fulgte med, men at de alligevel skulle dele fortjenesten. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren end ikke kender [A]’s efternavn. Nævnet bemærker videre, at det forhold, at ansøgeren efterfølgende under samtalen – foreholdt at det fra [A]’s side ikke syntes fordelagtigt at skulle dele fortjenesten med ansøgeren, når [A] lavede hele arbejdet - udbyggende forklarede, at han hjalp ved at have pengene på sig i undertøjet og var med til at købe og sælge biler i Kabul, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren og [A] blev tilbageholdt af Taliban, da de var på vej i en bus på vej fra Herat til Kabul. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvor de blev stoppet eller nærmere om de personer, der standsede bussen, herunder hvor mange der var, og deres påklædning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han blev spurgt om under tilbageholdelsen. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev spurgt om, hvem hans partner var, at han svarede, at det var [A], og at han ikke blev spurgt om eller sagde andet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at de også spurgte, hvem [A] var søn af. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han to dage efter tilbageholdelsen på et hotel/gæstehus i Kandahar tilfældigt blev opsøgt af en anden gæst, der genkendte ham, og som havde været med til [A]’s begravelse og der havde fået oplyst, at [H] beskyldte ansøgeren for at være skyld i [A]’s død, forekommer usandsynlig. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om mødet med den ukendte mand, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at personen måske var en, han havde solgt en bil til, mens han til asylsamtalen forklarede, at manden kom hen til ansøger og sagde, at han engang havde købt en bil af ansøger og [A]. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter tilbageholdelsen angiveligt valgte at tage på hotel/gæstehus, idet han efter sin forklaring havde det dårligt efter at være blevet slået af de personer, der tilbageholdt ham, men at han efter blot to dage var i stand til at udrejse af Afghanistan. Nævnet finder endeligt, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han til asylsamtalen indledningsvis forklarede, at hans ægtefælle telefonisk havde oplyst, at hans bror to gange var blevet opsøgt af [A]’s far og slået rigtig meget og derefter, at det var [H]’s folk, der havde opsøgt broren, og at han i dag forklarede, at broren var blevet bragt hen til [H], og at hans ægtefælle tillige var blevet opsøgt af [H]’s folk. Nævnet finder endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have haft 9.000 dollars på sig under turen tilbage til Kabul, og at Taliban ikke skulle have frataget ham dette beløb også henset til den behandling, han angiveligt var udsat for. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/401/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori-distriktet i Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren var tidligere shia-muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [K], idet han har forladt [K]’s landsbrug uden tilladelse. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at han arbejdede for [K] på dennes landbrug. Mens ansøgeren opholdt sig hos [K], forsøgte [K] at hverve ham til jihad. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod i forbindelse med hans rejse til Europa og blev forstærket under hans ophold på asylcentre i Danmark. Ansøgeren er [i efteråret] 2016 blevet døbt i [kirken F]. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring vedrørende konflikten med en mand ved navn [K] og dermed Taliban til grund. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2015. Ansøgeren har i tillægget til anmodning om genoptagelse [i vinteren] 2016 henvist til den nuværende situation i ansøgers hjemby [Q], distrikt Jaghori, Ghazni provinsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ghazni provinsen i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for shia muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I relation til ansøgerens påberåbte konversion til kristendommen bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder at kunne tillægge ansøgerens dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i en reel konvertering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste om sin interesse for kristendommen under mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2015 uanset, at han efter sin forklaring i dag besluttede sig for at blive døbt cirka to måneder senere, at han blev døbt i en frikirke uden at have fulgt en dåbsforberedelse, der inkluderede undervisning, og uden at ansøgeren har kunnet redegøre for, hvor mange gange eller over hvor lang en periode han forinden var kommet i kirken, at ansøgerens kendskab til kristendommens væsen fremstår overfladisk og hans kristne tilhørsforhold uden indre overbevisning, og at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvad der tiltrækker ham ved kristendommen og sine refleksioner i relation til konversionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/400/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Af-ghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som kok i [navn] fængsel. Omkring sommeren 2015 blev fængslet angrebet af Taliban, men det lykkedes for ansøgerens far at slippe væk. Ansøgerens far kom efter episoden under Talibans opsyn. Taliban truede senere ansøgerens far og familie på livet. Ansøgerens far besluttede derfor, at familien skulle flygte ud af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at ISIL er kommet til Afghanistan, og at ISIL halshugger shia-muslimer. Flygtningenævnet har fundet, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylsag. Nævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har oplyst om sit asylmotiv, ikke kan føre til, at han får konventions- eller beskyttelsesstatus i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har haft konflikter eller øvrig kontakt med Taliban, og at det således beror på ansøgerens egen vurdering, at han skulle være efterstræbt af Taliban. De oplysninger, som ansøgeren har givet om sin fars angivelige konflikt med Taliban i tilknytning til, at faderen har arbejdet som kok i et fængsel, der er blevet angrebet af Taliban, kan heller ikke føre til, at ansøgeren kan opnå opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser i udlændingeloven. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om baggrunden for og omfanget af faderens konflikt med Taliban. Det forhold, at ansøgeren er Hazara og frygter ISIL, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for personer, der er Hazara, ikke har en sådan karakter, at der på dette grundlag kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/40/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han nægtede at samarbejde med dem. Han frygter ydermere regeringen, fordi en soldat blev slået ihjel under en kamp mellem Taleban og regeringen ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren frygter desuden den dræbte soldats far og brødre, da de har truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 2015 blev opsøgt af Taleban to til tre gange med tre til fire dages mellemrum, mens han arbejdede i marken. De sagde, at han skulle tilslutte sig dem og deltage i den hellige krig. Ansøgeren sagde, at han ville tænke over det. På et tidspunkt kom der seks personer fra Taleban til ansøgerens bopæl. De sagde, at han skulle samarbejde med dem, og at han ikke havde mere tid til at tænke over det. Personerne overnattede hos ansøgeren. Dagen efter sagde han til dem, at han ville tilslutte sig dem senere, hvorefter personerne gik. Der begyndte herefter et skyderi. Der kom to soldater fra regeringen, som ransagede ansøgerens hus og anholdt ansøgeren. Ansøgeren nægtede at tage med dem, hvorefter han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev tvunget med. Da de kom udenfor huset, blev den ene soldat skudt. Ansøgeren flygtede fra byen til en af farens venner, og udrejste i [sommeren] 2015 med hjælp fra farens ven. Ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale dele af sit asylmotiv. Herunder har ansøgeren under ansøgnings- og motivsamtalen forklaret, at hans familie, efter at han var flygtet, er blevet opsøgt og truet af familierne til to døde talibanere, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie blev opsøgt af familien til den afdøde soldat. Videre har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at han, da han blev opsøgt af de seks talibanere, skulle tilslutte sig Taliban samme dag, senere på dagen og at han bare skulle skifte tøj, så ville han komme. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at Taliban sagde til ham, at han fik en chance mere, at han skulle tilslutte sig Taliban næste gang, og at der ikke blev aftalt noget om, hvornår ”næste gang” var, det kunne være to dage eller en måned senere. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiver ikke kan lægges til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/4/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra [navn på en afghansk by], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans brødre arbejdede for det afghanske militær. En måned før sin udrejse af Afghanistan, modtog hans familie et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans familie ville blive slået ihjel, hvis ansøgerens brødre ikke ophørte med at arbejde for militæret. Efter modtagelse af brevet fortsatte brødrene med at arbejde for militæret, og familien forblev på bopælen. Da Taliban en aften angreb ansøgerens bopæl, flygtede ansøgeren fra bopælen. Han flygtede til Jalalabad, hvorefter han forlod Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende rejste herefter hjem til ansøgerens morbror. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er født i [foråret] 2002 og således er mindreårig, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål og har kunnet redegøre for sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret. Nævnet må - henset til, at det under sagen omhandlede trusselsbrev angiveligt omfattede hele familien og især ansøgerens brødres beskæftigelse i militæret - finde det påfaldende, at hverken ansøgerens mor eller øvrige tilstedeværende søskende blev udsat for overgreb under Talibans angreb på bopælen, og at ansøgerens mor og søskende ikke er flygtet fra Afghanistan. Ved vurderingen af sagen må det endvidere indgå, at ansøgeren har afgivet usikre og forskellige forklaringer om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således f.eks. afgivet forskellige forklaringer om episoden, hvor Taliban angreb bopælen, herunder om hvorvidt det kun var den ene af eller begge ansøgeres brødre, der var på vej hjem fra militæret, da bopælen blev angrebet, og om ansøgeren selv så Taliban, da bopælen blev angrebet. Ansøgeren har herudover givet forskellige forklaringer om, hvorvidt Taliban også har opsøgt hans morbror. Nævnet finder, at disse forskellige oplysninger om væsentlige forhold i tilknytning til asylmotivet har en sådan karakter, at ansøgerens konflikt ikke fremstår selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med flugten og opholdet i Jalalabad ikke fremstår sandsynlig. Det gælder særligt den del af forklaringen, hvor ansøgeren angiveligt efter at være blevet fundet af en tilfældig forbipasserende i besvimet tilstand er blevet bragt til Jalalabad, og den del af forklaringen, der vedrører efterlysningen af ansøgeren i egnens moskeer, som førte til, at [A] fra ansøgerens landsby opnåede kontakt til den person, der havde hjulpet ansøgeren og herunder bistod med at sælge ansøgerens families jord, således at ansøgeren kunne udrejse af Afghanistan. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Taliban. Ansøgerens mere generelt begrundede frygt for Taliban, herunder for eventuel tvangsrekruttering, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, jf. herved Landinfos temanotat af 29. juni 2017 ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban”. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i ansøgerens hjemområde, kan heller ikke føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/399/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra [navnet på en afghansk landsby], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han hjalp syv personer fra den nationale hær med at krydse et vandløb, hvilket blev opdaget af Taliban. Ansøgeren blev herefter opsøgt af Taliban på sin skole. De bad ansøgeren om at tilslutte sig Taliban. Han fik også at vide, at hvis han gjorde modstand, ville de tvinge ham til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren fik muligheden for at tale med sine forældre om det. Forældrene ønskede ikke at overlade ansøgeren til Taliban, fordi han var deres ældste søn. I tiden herefter blev ansøgeren jævnligt opsøgt af Taliban på vej til og fra skole. På et tidspunkt blev ansøgeren igen opsøgt af Taliban og fik at vide, at de ville opsøge ansøgerens bopæl den efterfølgende dag for at tage ham med. Taliban opsøgte ansøgeren i alt 11 gange på ansøgerens bopæl. Ansøgerens far sagde på et tidspunkt til ansøgeren, at han skulle forlade Afghanistan, fordi familien var i fare på grund af ham. Taliban kom hver gang med 15-25 mand og spurgte efter ansøgeren. Efter udrejsen har ansøgerens far fortalt ansøgeren, at Taliban fortsat opsøger bopælen og spørger efter ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er født i [begyndelsen af] 2002 og således er mindreårig, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål og har kunnet redegøre for sit asylmotiv, selvom han har haft svært ved at forholde sig til tidsangivelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret. I første række finder nævnet, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at han hjalp syv regeringssoldater over et vandløb ved at bære dem på ryggen, fremstår bemærkelsesværdig. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor Taliban ikke tog ham med, da han blev opsøgt af dem i skolen. Dette forekommer påfaldende særligt henset til oplysningen om, at Taliban efterfølgende skulle have opsøgt hans bopæl i hvert fald 11 gange inden udrejsen, ligesom Taliban skulle være fortsat hermed også efter hans udrejse. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at Taliban har sat så mange ressourcer ind på at opsøge netop ansøgeren. Dernæst lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under asylbehandlingen har afgivet usikre, usammenhængende og afglidende forklaringer om en række væsentlige forhold til belysning af asylmotivet, herunder f.eks. om hvornår Taliban opsøgte ham på bopælen, hvorvidt han var til stede på bopælen, da den blev opsøgt af Taliban første gang, hvorvidt han har talt med Taliban, hvor han i øvrigt gemte sig under Talibans opsøgninger og om antallet af opsøgninger af Taliban. Nævnet finder, at de ovennævnte omstændigheder og de forskellige oplysninger om væsentlige forhold i tilknytning til asylmotivet har en sådan karakter, at ansøgerens konflikt ikke fremstår selvoplevet. Nævnet finder ikke, at de forhold, som den beskikkede advokat har gjort gældende, om forløbene af samtalerne i Udlændingestyrelsen, herunder om anvendelsen af konstaterende og ledende spørgsmål under samtalerne, kan føre til en anden vurdering, heller ikke i lyset af ansøgerens unge alder. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Taliban. Ansøgerens mere generelt begrundede frygt for Taliban, herunder for tvangsrekruttering, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der kan henvises til Landinfos temanotat af 29. juni 2017 ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban”. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i ansøgerens hjemområde, kan heller ikke føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/398/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en mindre landsby] i Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og kuchi-folket. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at han frygter Taliban, idet hans område er usikkert, og fordi han er etnisk hazara. Han har videre oplyst, at Taliban slår folk ihjel, som har arbejdet med amerikanerne. Ansøgeren har derudover oplyst, at hans farbror, [A], arbejdede i Kabul som tolk for amerikanerne. [A] forsvandt omkring halvanden måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan. Ansøgeren tror, at det er Taliban, der har taget hans farbror, idet ansøgerens mor har sagt dette. Til støtte for sin frygt for kuchi-folket har ansøgeren oplyst, at han aldrig selv har set dem, men at de stjæler, brænder huse ned og slår folk ihjel. Ansøgeren har hørt om dette, idet mange folk fra hans nabolandsby er flygtet fra dem. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og sammenhængende på en måde, der har vist, at han har forstået både de stillede spørgsmål og deres betydning. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren var 13 år, da han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret om sin farbror, [A’s], forsvinden, og om sin frygt for Taliban og kuchi-folket. Flygtningenævnet kan lægge denne forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens farbror, [A], rettelig er ansøgerens stedfar, og at stedfaren og ansøgerens øvrige familie har fået opholdstilladelse i USA som følge af stedfarens arbejde som tolk for de amerikanske styrker. Uanset disse nye oplysninger i det hele lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt selv har oplevet konflikter med hverken myndigheder eller andre, herunder politiske, religiøse eller kriminelle grupper og grupperinger, i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren forud for nævnsmødet igen har opnået kontakt med sin farbror, og at der heller ikke i den forbindelse er fremkommet oplysninger, der ændrer vurderingen af, at ansøgeren ikke er konkret og individuelt forfulgt. Hertil kommer, at ansøgeren er en uprofileret ung mand, der er sund og rask, og der er ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Kabul, er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotater ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse” fra 3. oktober 2016 samt Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for shiamuslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Derudover finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele konsekvensstatus som følge af, at ansøgerens stedfar og øvrige familie angiveligt har fået opholdstilladelse i USA. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/397/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er født shiamuslim af trosretning, men han har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi de vil have hans families jord. Ansøgeren har hertil oplyst, at Taliban kom på hans og hans families bopæl, fordi Taliban ville have, at hans far skulle give familiens jord til Taliban. Da ansøgerens far nægtede at overgive sig, blev faderen skudt og dræbt af Taliban. Taliban kom herefter jævnligt på bopælen for at få fat på ansøgeren, så Taliban kunne få familiens jord, idet ansøgeren nu var den ældste søn i huset. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til en person, der hedder [P], idet familien vil hævne, at [P] blev slået ihjel. Ansøgeren har herom oplyst, at [P] arbejdede for ansøgerens familie som landmand. [P] blev slået ihjel af Taliban samme nat, som ansøgerens far blev slået ihjel. [P]s familie mener, at det var ansøgerens families skyld, at [P] blev slået ihjel, og [P]s familie har efterfølgende været på ansøgerens bopæl, hvor de udspurgte ansøgerens mor om, hvor ansøgeren var henne. Ansøgeren har tillige henvist til, at han frygter, at klanlederen i hans landsby vil tvinge ham til at kæmpe imod Taliban. Ansøgeren har om dette asylmotiv oplyst, at klanlederen, efter ansøgerens far og [P] var blevet slået ihjel, kom til ansøgerens families bopæl, hvor han fortalte ansøgerens mor, at ansøgeren skulle kæmpe mod Taliban, ellers skulle ansøgerens mor betale penge for, at landsbyen kunne betale en anden for at kæmpe mod Taliban. Ansøgerens mor nægtede, at ansøgeren skulle kæmpe mod Taliban, men hun kunne heller ikke betale pengene. Klanlederen kom efterfølgende flere gange på bopælen for at spørge efter ansøgeren. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin onkel, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han blev døbt i Danmark [i sommeren] 2016. Da ansøgeren ankom til Danmark, begyndte hans interesse for kristendommen. Ansøgeren kom i en kirke sammen med nogle venner, og i kirken oplevede han kærlighed. Ansøgeren valgte at konvertere til kristendommen, fordi han var træt af islam. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgeren på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i relation til sin påståede konflikt med Taliban har forklaret udbyggende om, hvorvidt Taliban specifikt ledte efter ansøgeren, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete den første gang, Taliban opsøgte ansøgeren på familiens bopæl. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban opsøgte ham, og om det kun var ansøgeren, der gemte sig for Taliban, eller om ansøgerens familie ligeledes gemte sig. Vedrørende ansøgerens påståede konflikt med landsbyens klanleder har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor meget ansøgerens mor skulle betale for, at han ikke skulle kæmpe mod Taliban, hvor mange gange ansøgeren talte med klanlederen, og om hvornår klanlederen ønskede, at han skulle kæmpe mod Taliban. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikten med [P]s familie. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren ikke forklaret om konflikten med [P]s familie. Først til gensamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han frygtede [P]s familie, fordi [P]s familie bebrejdede ansøgerens familie for [P]s død. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. I relation til ansøgerens konvertering til kristendommen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ved vurderingen af, om ansøgerens konvertering er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren lod sig døbe, uden at han – efter sin egen forklaring – havde kendskab til kristendommen, og at ansøgeren fortsat har et stærkt begrænset kendskab til kristendommen. De af ansøgeren fremlagte udtalelser eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2016, kan ikke føre til en ændret vurdering. Som følge heraf kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgerens onkel ønsker at dræbe ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/396/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet sit asylmotiv om, at han frygter de afghanske myndigheder, da myndighederne har beskyldt ham for at samarbejde med Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans liv er i fare, da ISIL er til stede i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at en aften, hvor han var på vej hjem, så han to talibanere, der var i gang med at grave. Mændene kaldte ansøgeren hen til dem, og mændene fortalte ham, at de var i gang med at grave en mine ned. Nogle dage efter kom regeringsstyrkerne til ansøgerens bopæl, hvor de beskyldte ansøgeren og hans familie for at samarbejde med Taliban, og de beskyldte dem også for at skjule talibanere på bopælen. Regeringsstyrkerne ransagede bopælen, men de fandt hverken våben eller talibanere. Regeringsstyrkerne gravede efterfølgende minerne op, og dagen efter opgravningen kom Taliban til ansøgerens bopæl, hvor de skød og dræbte ansøgerens far, og Taliban beskyldte også ansøgeren for at have fortalt regeringsstyrkerne om minerne. Ansøgeren gemte sig i sin families stald, da Taliban ledte efter ham på bopælen, og dagen efter flygtede han, sammen med sin mor og sine søskende, hjem til sin morbror i Kunduz by. Efter fire-fem dages ophold hos sin morbror udrejste ansøgeren alene fra Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår meget overordnet og uden detaljer, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban truede ham med, at de ville tage ham med og dræbe ham, hvis han sagde noget til regeringsstyrkerne. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret blandt andet, at han formodede, at Taliban ville bruge ansøgeren til krig. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at Taliban ved to lejligheder udtrykkeligt har sagt til ham, at Taliban ville bruge ansøgeren til hellig krig eller slå ham ihjel. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at Taliban er til stede i Kunduz-provinsen og Kunduz-distriktet, og at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge, men nævnet finder, at disse generelle forhold ikke medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Der er således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren alene på grund af sin alder og ringe skolemæssige baggrund skulle være i særlig risiko for tvangsrekruttering af Taliban. Hertil kommer, at ansøgerens familie må antages fortsat at opholde sig i ansøgerens hjemområde. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for ISIL ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen personlige konflikter med ISIL. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/395/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han begyndte at arbejde for Taliban da han var omkring 12 til 13 år gammel. Ansøgeren arbejdede i bydistriktet, Kot. Ansøgeren arbejdede herefter for Taliban i fire til fem år, hvor han transporterede udstyr på æsler til forskellige Taliban fronter. En dag blev ansøgeren klippet af en frisør i landsbyen. Da Taliban så dette, slog de ham. Ansøgeren flygtede herefter fra Taliban og med hjælp fra sin plejefar, [A], kom ansøgeren til Kabul. I Kabul fik ansøgeren et arbejde, hvor han skulle servere the, mad, vaske op og holde vagt for [As] ven, [B]. Ansøgeren arbejdede for [B] i fire til fem år. En aften blev ansøgeren opsøgt af to talibanmedlemmer fra Kot-distriktet. De sagde, at ansøgeren enten skulle hjælpe dem, eller også ville de slå ham ihjel. Ansøgeren accepterede deres forespørgsel. Ansøgeren skulle sprænge en bombe på en amerikansk base. Den efterfølgende dag fortalte ansøgeren [B], hvad der var sket. [B] hjalp ansøgeren til Kunduz, hvor han boede i skjul i omkring 10 til 15 måneder. Under opholdet i Kunduz blev ansøgeren ringet op af [B]. [B] fortalte, at der havde fundet en eksplosion sted, og at den person, som han havde ansat, var forsvundet. Da Taliban overtog magten i Kunduz, tog ansøgeren til Kabul, hvor han overnattede en nat hos [B]. [B] gav ansøgeren et trusselsbrev, som Taliban havde sendt til ansøgeren. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret detaljeret og konsistent og uden væsentlige divergenser. På trods af at den asylbegrundende episode kan forekomme mindre sandsynlig, bemærker flertallet at ansøgerens forklaringer finder nogen støtte i det fremlagte screenshot fra Tolonews af 18. november 2014, hvor det beskrives, at en episode svarende til den ansøgeren forklarede om fandt sted. Dette flertal finder herefter ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring og finder derfor at ansøgeren som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif, idet ansøgeren findes at være ganske uprofileret, da han er ung, enlig og har arbejdet i otte til ti år før udrejsen fra Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/394/HHU
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra distriktet Khanabad i provinsen Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive rekrutteret eller slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans farbror, [A], og dennes sønner var medlem af Taliban, og at farbroren rekrutterede for Taliban. I sommeren 2014 forsøgte farbroren at rekrutterer ansøgeren, idet han bad ansøgerens far om at sende ansøgeren til Taliban, hvilket faren afslog. Omkring en uge senere ringede farbroren til ansøgeren og bad ham om at tilslutte sig Taliban, hvilket ansøgeren afslog. Derudover sendte farbroren beskeder til ansøgeren, hvori han ligeledes forsøgte at rekruttere ansøgeren. Herefter skiftede ansøgeren sit telefonnummer og tog til Kabul, men farbroren fik fat i ansøgerens nye nummer og fortsatte med at ringe og skrive beskeder. Nogle af beskederne indeholdt trusler, herunder trusler om, at Taliban ville kidnappe ansøgeren eller hans mor, hvis ikke han sluttede sig til Taliban. Ansøgeren opholdt sig i Kabul omkring to måneder, hvorefter han tog tilbage til Kunduz, hvor han levede i skjul og hjalp sin far i familiens forretning. Ansøgeren tog tilbage til Kabul. Mens han opholdt sig i Kabul, modtog han et opkald fra sin mor, der fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af nogle maskerede og bevæbnede mænd, der havde spurgt efter ansøgeren. Moren fortalte videre, at hun havde anmeldt forholdet til politiet, der havde sagt, at de ville undersøge sagen. Ansøgeren fik herefter at vide af sin far, at hans navn var blevet til Taliban, og at faren havde fået en måned til at få ansøgeren til at melde sig. Da det blev ramadan, tog ansøgeren tilbage til Kunduz, hvor han opholdt sig i tre dage. Herefter tog han til Kabul, hvor han opholdt sig i to måneder. Da han havde opholdt sig i Kabul omkring en måned, fik han at vide af sin far, at faren havde fået endnu en frist på en måned. 15 dage senenere mødte han farbrorens nabo, og to dage senere ringede faren og fortalte, at farbroren var blevet bekendt med ansøgerens opholdssted, idet naboen havde fortalt dette til farbroren. Dagen efter tog ansøgeren til Kunduz, hvor han opholdt sig i 12 dage, indtil han udrejste. Samme dag, som han udrejste, udbrød der krig i byen. Ansøgeren tog til en restaurant i [B], og udrejste herfra med hjælp fra en familie, som ansøgeren kendte i forvejen. Omkring en uge senere ringede farbroren til ansøgeren, mens han var i forretningen, og ansøgerens far fortalte ham, at han var nødt til at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den forekommer utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Således har han til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og den efterfølgende samtale [i efteråret] 2016 forklaret, at farbroderen – efter den første henvendelse til ansøgerens far med henblik på at rekruttere ansøgeren til Taliban – forsøgte at rekruttere ansøgeren ved at ringe og sende sms’er til ham, mens han under nævnsmødet har forklaret, at farbroderen også opsøgte ham personligt i hjemmet i Kunduz for at rekruttere ham, før han ringede og sendte sms’er. Endvidere har ansøgeren under samtalen [i foråret] 2016 ikke nævnt episoden, hvor farbroderens nabo i Kabul rettede henvendelse til ham, mens han under samtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har forklaret detaljeret herom. Endvidere forklarede ansøgeren under samtalen [i foråret] 2016 alene, at faderen fik én frist af farbroderen til at indbringe ansøgeren, mens han i samtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at faderen derefter fik endnu en frist. Endvidere har ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet forklaret, at det var hans hensigt at rejse tilbage til Kabul den dag, han åbnede faderens butik på grund af forretningspartnerens sygdom, mens han under samtalen [i foråret] 2016 ikke nævnte noget om, at han havde til hensigt at rejse til Kabul denne dag. Endelig forklarede ansøgeren under samtalen [i foråret] 2016, at han – den dag krigen brød ud – lukkede forretningen og tog hjem på bopælen, mens han under samtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har forklaret, at han ikke var på bopælen, efter at han lukkede forretningen. Flygtningenævnet finder det på baggrund heraf ikke sandsynliggjort, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/393/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/390/DH og Afgh/2017/391/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Kunduz, Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin to fætre, som er talebanere. Ansøgeren har i den forbindelse i det hele henvist til broren, [E]s, oplysninger om sit asylmotiv i den sambehandlede sag. Han har til støtte for sit asylmotiv henvist sin brors konflikt med deres to fætre, [A] og [B]. Ansøgerens bror blev opsøgt i sin butik af deres fætre gentagne gange. De ville have ansøgerens bror til at placere en bombe i sin butik, fordi den lå tæt på myndighedsbygninger og militære bygninger. Ansøgerens bror nægtede, hvorefter de blev opsøgt på deres bopæl af deres fætre og to af fætrenes venner. Efter håndgemæng blev deres bror [C] skudt og dræbt af [A]. Få dage efter udrejste hele familien af Afghanistan. Ansøgeren har herudover henvist til, at de to fætre har fremsat specifikke trusler om at også [E]s familie skulle dræbes, såfremt han ikke samarbejdede som ønsket. Flertallet bemærker, at der intet er oplyst om, at ansøgeren har nogen selvstændig konflikt hverken med Taliban eller andre. Det i sagen vedrørende ansøgerens bror, [E], af flertallet antaget, at hans forklaring ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/392/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlige ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/390/DH og Afgh/2017/392/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine fætre, som er talebanere. Ansøgeren har i den forbindelse i det hele henvist til broren, [E]s, oplysninger om sit asylmotiv i den sambehandlede sag. Han har til støtte for sit asylmotiv henvist sin brors konflikt med deres to fætre, [A] og [B]. Ansøgerens bror blev opsøgt i sin butik af deres fætre gentagne gange. De ville have ansøgerens bror til at placere en bombe i sin butik, fordi den lå tæt på myndighedsbygninger og militære bygninger. Ansøgerens bror nægtede, hvorefter de blev opsøgt på deres bopæl af deres fætre og to af fætrenes venner. Efter håndgemæng blev deres bror [C] skudt og dræbt af [A]. Få dage efter udrejste hele familien af Afghanistan. Ansøgeren har herudover henvist til, at de to fætre har fremsat specifikke trusler om at også [E]s familie skulle dræbes, såfremt han ikke samarbejdede som ønsket. Flertallet bemærker, at der intet er oplyst om, at ansøgeren har nogen selvstændig konflikt hverken med Taliban eller andre. Det i sagen vedrørende ansøgerens bror, [E], af flertallet antaget, at hans forklaring ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/391/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/391/DH og Afgh/2017/392/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Kunduz, Kundez-provinsen, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra [navn på landsby], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers fætre, [A] og [B], idet den mandlige ansøger har nægtet at give dem lov til at placere en taske med sprængstof i den mandlige ansøgers butik, som lå tæt ved en militærbygning og myndighedsbygning. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers to fætre opsøgte den mandlige ansøger i hans købsmandsbutik i Kunduz på et ukendt tidspunkt få måneder før ansøgernes udrejse af Afghanistan. Fætrene bad den mandlige ansøger om at samarbejde med dem, men ville ikke sige, hvad de skulle samarbejde om. Ugen efter opsøgte de igen den mandlige ansøger i hans butik. De fortalte, at den mandlige ansøger sammen med dem skulle deltage i jihad. De ville komme med en taske, som den mandlige ansøger skulle efterlade i butikken, hvorefter han selv skulle forlade butikken. Da den mandlige ansøger spurgte nærmere ind til det, fik han en lussing og fik at vide, at der ville være sprængstof i tasken. Tre til fire dage senere blev den mandlige ansøger igen opsøgt af sine fætre i butikken. De fortalte, at tasken var klar, og at den mandlige ansøger ville få den leveret på sin bopæl senere på dagen. Samme aften opsøgte den mandlige ansøgers fætre den mandlige ansøger på familiens bopæl sammen med to af deres venner. De bar alle fire AK47-automatgeværer. Den mandlige ansøgers fætre havde medbragt en taske. Den mandlige ansøgers far konfronterede de to fætre og spurgte, hvad der foregik. De begyndte at diskutere, hvilket førte til håndgemæng mellem den mandlige ansøger og hans fætter [A]. Den mandlige ansøger blev slået ned bagfra. Mens han lå ned, kunne han se, at [B] sparkede hans far. Den mandlige ansøgers to brødre [C] og [D] gik imellem dem. [A] skød derefter [C] i hans venstre skulder. Fætrene og de to venner flygtede. Den mandlige ansøgers far fortalte politiet, som kom til bopælen, at der havde været indbrud, og at de ikke kendte gerningsmændene, fordi han frygtede, at konflikten ville blive værre, hvis han angav fætrene. Dagen efter blev [C] begravet. Tre dage efter drabet blev der afholdt en ceremoni for [C]. Senere samme aften opsøgte den mandlige ansøgers to fætre familien på bopælen. De bankede på, men blev ikke lukket ind. Den mandlige ansøgers mor råbte af dem. Naboerne kom til, og den mandlige ansøgers fætre forsvandt. Få dage efter, [dato i efteråret 2015], flygtede de alle ud af Afghanistan. Da de kom til Iran, blev ansøgerne, deres børn og den mandlige ansøgers to yngste brødre separeret fra den mandlige ansøgers forældre, søster, to brødre samt ægtefællen til en af disse. Den kvindelige ansøger har derudover henvist til, at hun som asylmotiv frygter de generelle forhold i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge nogen del af den af [den mandlige ansøger] afgivne forklaring om baggrunden for hans konflikt med sine fætre til grund. [Den mandlige ansøger] har som væsentligste baggrund for konflikten forklaret, at han blev opsøgt af sine fætre i sin butik, der var beliggende over for en politistation. Baggrunden herfor var angiveligt, at han skulle være behjælpelig med at opbevare sprængstof, der skulle bruges til et attentat mod politistationen. Imidlertid har han såvel under sin samtale den [dato i efteråret 2016] som ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at han havde set fætrene gå ind og ud af politistationen gentagne gange, hvilket var en del af baggrunden for, at han ikke kunne bede om hjælp hos myndighederne, idet han gik ud fra, at hans to fætre måtte have nære forbindelse til myndighederne. Det er efter flertallets opfattelse usandsynligt, at de to fætre på den ene side havde nære forbindelser til myndigheder og på den anden side planlagde et sprængstofattentant imod disse. Flertallet finder endvidere, at [den mandlige ansøger] har forklaret svingende om karakteren af den bygning, der lå overfor hans butik, der således er blevet betegnet skiftevis som en politistation og en sikkerhedsbygning eller en militærbygning eller sikkerhedskaserne. Endelig bemærker flertallet, at [den mandlige ansøgers] far efter af det [den mandlige ansøger] forklarede var fuldt informeret om truslerne fra de to fætre og om deres krav om hjælp fra [den mandlige ansøger] til et sprængstofattentat mod myndighederne. På den baggrund forekommer det flertallet usandsynligt, at [den mandlige ansøgers] far, umiddelbart efter at fætrene havde skudt og dræbt hans ene søn for øjnene af ham, valgte at undlade at gøre politiet opmærksom på, at baggrunden for episoden var et ønske om bistand til et sådant sprængstofattentat. Flertallet bemærker, at der intet er oplyst om, at den kvindelige ansøger har nogen selvstændig konflikt hverken med Taliban eller andre. Det af hende påberåbte om de generelle forhold i Afghanistan er ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/390/DH
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan, men er født og opvokset i Mashhad, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle eller stenet af enten sin egen eller sin ægtefælles familie, idet hun har indledt et forhold til [A] og er flygtet sammen med ham fra Afghanistan. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i omkring [efteråret] 2014 mødte [A] for første gang, da hun flyttede ind i naboejendommen med sin ægtefælle, [B]. [A] og ansøgerens følelser til hinanden udviklede sig stille og roligt, og fem til seks måneder efter, at ansøgeren var flyttet ind i naboejendommen, indledte de et romantisk forhold til hinanden, herunder med seksuelt samkvem. Omkring en uge før deres udrejse af Afghanistan havde en nabo fortalt [A] om et videoklip, som vedkommende havde optaget. Videoklippet viste ansøgeren og [A] sammen. Naboen havde optaget videoklippet, idet han tillige ønskede at have seksuelt samkvem med ansøgeren, og han truede med at vise videoklippet til ansøgerens ægtefælle og bror for at afsløre dem. Samme dag, som ansøgeren havde fået kendskab til videoklippet, foreslog [A], at de skulle flygte sammen, og de besluttede sig derefter for at udrejse sammen af Afghanistan. Omkring en uge efter udrejste de sammen til Iran og derfra videre til Tyrkiet og Grækenland. I Grækenland havde de ikke penge nok til at rejse videre sammen, hvorfor ansøgeren rejste til Danmark i forvejen, og [A] indrejste i Danmark omkring to måneder senere. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin indrejse i Danmark, muligvis omkring [efteråret] 2015. Ansøgeren fik interesse for kristendommen, da hun i forbindelse med et sygdomsforløb havde en drøm om Jesus, som sagde, at hun skulle komme til ham, fordi han ville hjælpe hende. To dage efter denne drøm begyndte ansøgeren at gå i kirke. Ansøgeren begyndte [ultimo vinteren] 2016 at modtage kristendomsundervisning i Roskilde Domkirke, og ansøgeren og [A] blev begge døbt den [sommeren] 2016 i Roskilde Domkirke. Det fremgår af vielsesattesten, som ansøgeren har fremlagt under sagen, at ansøgeren den [efteråret] 2007 er blevet gift med [B]. Herefter, og da ansøgerens forklaring om sit forhold til [A] i det væsentlige kan lægges til grund, kan ansøgeren anses for at have sandsynliggjort, at hun har været sin ægtefælle utro, idet hun har haft et seksuelt forhold til [A]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Der henvises til, at ansøgeren er blevet døbt den [sommeren] 2016, og at hun efter sin forklaring og de foreliggende udtalelser af […] 2016 og […] 2017 fra sognepræst […] forinden dåben har deltaget i dåbsforberedende undervisning. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret troværdigt om kristendommens værdi for hende, og at hun har kunnet besvare flere spørgsmål om centrale elementer i kristendommen, herunder om biblen og kristne højtider, på en fyldestgørende måde. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/39/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim af trosretning fra Ghazni, Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af partiet Junbesh siden 2011. Ansøgeren har ikke deltaget i politiske møder, forsamlinger eller demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, fordi ansøgeren er anklaget for drab og videresalg af våben. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter familien til den person, som ansøgeren har slået ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter Taliban, der har truet ansøgeren på grund af hans arbejde for myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban begyndte at true ham, da han startede på politiskolen i Kunduz. Ansøgerens far modtog tillige trusler på sin bopæl i Kunduz. Ansøgeren havde kendt [A] i halvandet til to år, da han foreslog, at han kunne være ansøgerens informant i Taliban. [A] blev ansøgerens private informant, som han aflønnede af egen lomme. I foråret 2014 advarede [A] ansøgeren om, at der var en stikker i blandt ansøgerens kollegaer, og at stikkeren ville slå ansøgeren ihjel. Omkring to måneder efter denne advarsel fattede ansøgeren mistanke til [B]. Kort efter eid i 2014 sendte [A] et billede af [B] til ansøgeren. På billedet stod [B] med en gruppe Taliban-folk. Efter ansøgeren modtog billedet, gik han ind på sit værelse, hvor [B] befandt sig. [B] rakte ud efter en pistol, som lå på sengen. Ansøgeren greb sit eget våben og skød [B]. Herefter blev ansøgeren anholdt og fængslet. Efter en uge blev ansøgeren løsladt. Kommandant, [C], lagde et godt ord ind for ansøgeren, hvorfor han blev løsladt. Ansøgeren blev ikke frifundet, men kunne fortsætte sit arbejde på våbenlageret. Et år efter blev ansøgeren anholdt og fængslet igen. Kommandant, [C], var blevet forflyttet til en anden provins, hvorfor han ikke længere kunne beskytte ansøgeren. Efter pres fra [B’s] familie, genåbnede den militære anklagemyndighed sagen mod ansøgeren. Ansøgeren blev afhørt en gang om ugen af anklagemyndigheden. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at arbejde som bestyrer af våbenlagret. Efter ansøgeren havde været fængslet i halvanden måned, foreslog oberst [D], som forestod afhøringerne af ansøgeren, at ansøgeren kunne bestikke [D], således at ansøgeren kunne blive løsladt. Ansøgerens far aftalte beløbet med [D]. Ansøgerens far betalte beløbet ved at sælge noget jord. Ansøgeren blev kørt fra fængslet til afhøring en gang om ugen. Efter en af disse afhøringer blev ansøgeren sat af, hvorefter ansøgeren tog hjem til sine forældre i Kunduz. Ansøgeren opholdt sig i Kunduz en nat, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Kort efter ansøgerens udrejse opsøgte [B’s] familie ansøgerens far, idet de ville have fat på ansøgeren. Efter ansøgeren er udrejst af Afghanistan, har ansøgerens kollegaer fortalt ham, at han tillige er anklaget for at have solgt våben, idet der manglede våben på de lagre, som ansøgeren havde været bestyrer for. Ansøgerens far har endvidere modtaget breve fra anklagemyndigheden og sikkerhedspolitiet i Ghazni. Af brevene fremgår det, at ansøgeren skal møde op hos dem, og at ansøgeren skal finde de manglende våben. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet op til og omstændighederne omkring drabet på [B]. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret blandt andet, at han blev kontaktet af [A] [i sommeren] 2014, der oplyste, at der var en stikker iblandt ansøgerens kolleger, der ville slå ansøgeren ihjel, og at han umiddelbart herefter modtog et billede af [B] på sin telefon. Ansøgeren var på værelset, da han modtog opkald og billede. Senere på aftenen kom [B] ind på værelset, og der stak en pistol ud af hans lomme. Ansøgeren var to måneder tidligere advaret om, at der var en spion iblandt ansøgerens kolleger. Ansøgeren arbejdede og boede sammen med [B] i seks måneder før drabet. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han omkring [sommeren] 2013 blev advaret om, at der var en blandt ansøgerens kolleger, der ville slå ansøgeren ihjel. Det var et år før, ansøgeren dræbte [B]. Ansøgeren skyggede herefter blandt andre [B] i et år. Ansøgeren arbejdede sammen med [B] i samlet omkring to år. [I sommeren] 2014 talte ansøgeren med [A] i telefonen, mens ansøgeren sad i en bil. [A] advarede ham om [B] og sendte ansøgeren billedet, mens ansøgeren var i bilen. Ansøgeren gik herefter op på sit private værelse. Senere kom [B]. [B] kom tit på besøg og overnattede, og [B] betragtede værelset som sit eget. Til gensamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at der gik ti minutter mellem opkaldet fra [A], før ansøgeren fik billedet af [B]. Ansøgeren sad i sin bil, da han fik billedet. Derefter gik ansøgeren ind på sit værelse, hvor [B] allerede var. Ansøgeren skød [B], da han var ved at tage sin pistol frem. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret udbyggende, at [B] ikke døde med det samme, at han var med til at køre [B] på hospitalet, og at han først blev anholdt på hospitalet. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at der var planlagt attentatet mod alle 15-16 soldater på kasernen. Flygtningenævnet har endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende omstændigheder omkring sin flugt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han flygtede fra transporten ved, at politimanden, som hans far havde bestukket, lod ham løbe, og at det skete et sted ude på landet. Han brugte politimandens telefon til at ringe efter en taxa. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev sat af inde i byen, og at han gik hen til en taxaholdeplads og tog en taxa til Kabul. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsatte sit arbejde på 18 våbenlagre, mens sagen mod ham, hvor han var under anklage for drab, verserede, herunder særligt at han skulle være blevet transporteret af politiet fra fængslet til våbenlagrene for at arbejde, mens han var tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/389/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra [mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A S], som har stjålet noget af ansøgerens families jord. Ansøgeren frygter derudover Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far kom op at skændes med [A S] for omkring 13 år siden, hvor [A S] truede med at slå faderen ihjel og tog hans jord. Ansøgeren og hans familie rejste derefter til Iran. [A S] havde for omkring 15-16 år siden slået ansøgerens onkel ihjel og efterfølgende taget hans jord. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev ansøgeren sendt tilbage til Afghanistan, fordi han ikke kunne fremvise et ID-kort i Iran. Ansøgeren boede nogle dage hos sin mors kusine i Mazar-e-Sharif, og tog derefter tilbage til sin tidligere landsby, [mindre by]. Ansøgeren ville kontakte [A S] for at få sin families jord tilbage. Ansøgeren talte med [A S] to gange. Den første gang hilste de på hinanden, og ansøgeren nævnte ikke noget om jorden. Den anden gang fortalte ansøgeren [A S], at jorden tilhørte hans far, hvortil [A S] sagde, at jorden tilhørte ham. Efter ansøgeren havde været hjemme hos [A S] anden gang, blev ansøgeren overfaldet på vej hjem fra en ven. Ansøgeren blev stoppet af fire til fem maskerede personer, som overfaldt ham. Ansøgeren blev slået bevidstløs og fundet på vejen af sin ven, som ringede til ansøgerens mors kusine. Hendes mand hentede ansøgeren og kørte ham på hospitalet. Ansøgeren var indlagt i to uger, og boede herefter halvanden til to måneder hos sin mors kusine, og halvanden til to måneder hos en agent ved Nimruz grænsen, hvorefter ansøgeren tog tilbage til Iran. Ansøgeren blev efterfølgende tre gange sendt tilbage fra Iran til Afghanistan. Ansøgeren opsøgte ikke [A S] i den forbindelse. Ansøgerens advokat har under nævnsmødet gjort gældende, at ansøger skal have asyl som følge af, at han ikke længere kan betragtes som rettroende muslim. Flygtningenævnet bemærker, at ansøger under mødet har forklaret, at han fortsat er muslim, og at han har tillært sig de sunni-muslimske bønner. Han har imidlertid under opholdet i Danmark undladt at bede, ligesom han i 2017 har undladt at faste. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold, der i øvrigt ikke kan antages at være kendt i Afghanistan, kan føre til asyl. Vedrørende asylmotivet omkring jordkonflikten finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren i en alder af 17 eller 18 år henvender sig alene til områdets kommandant, og kræver familiens jord tilbage, når han er bekendt med at onklen var blevet dræbt ligesom hans egen familie måtte flygte til Iran af samme årsag. Flygtningenævnet finder tillige at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder hvor mange gange han opsøgte kommandanten, og om det påståede overfald fandt sted på vejen til eller fra hans ven Islams adresse. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren på nævnsmødet har udbygget sin forklaring på et væsentligt punkt, idet han har forklaret, at han efter overfaldet fra sin ven Islam har fået oplyst at en person, med tilknytning til kommandanten efterfølgende har spurgt om ansøgeren overlevede. Endelig finder nævnet, at det forekommer usandsynligt at den magtfulde kommandant skulle have vilje til at efterstræbe ansøgeren femten år efter jordkonflikten og syv år efter at ansøgeren opsøgte kommandanten. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som usandsynlig, divergerende og udbygget. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne udelukke at ansøgeren på et eller andet tidspunkt har været udsat for knivoverfald, men finder ikke anledning til at udsætte sagen på en lægelig undersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/388/IVK
Nævn stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [mindre by], Veramin, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, han frygter de generelle forhold i Afghanistan og frygter de personer, som hans far har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv op-lyst, at hans far har fortalt ham, at han havde en konflikt i Orezgan, Afghanistan, inden ansøgerens familie udrejste til Iran i 1979. Ansøgerens far var med i et slagsmål, der fandt sted grundet nogle økonomiske uenigheder. En person døde i slagsmålet, og lokale personer beskyldte ansøgerens far for at have slået personen ihjel. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at det ikke var hans skyld. Flygt-ningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret meget kort og udetaljeret om jordkonflikten. Han har i asylskemaet alene anført, at hans forældre havde problemer i Afghanistan, og at deres stammeleder ville dræbe forældrene. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har han oplyst, at hans far snakkede med en person i området, at personen efterfølgende døde af naturlige årsager, men at hans far fik skylden for den andens død. Under samtalen [i efteråret] 2016 har han oplyst, at personen blev dræbt i et slagsmål. Han oplyser endvidere, at han ikke ved hvem den døde person var, men at han døde som følge af sine skader i slagsmålet. Ansøgeren forklarer, at familien ikke har fortalt noget nyt om ansøgers konflikt i Afghanistan. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han mellem første og anden samtale ved styrelsen har fået forklaret af sin far, at faren i tidsrummet 2010 til 2013 ville tage til-bage til Afghanistan for at afslutte jordhandlen. Han nåede kun til Herat, hvorefter han af sine ven-ner i området blev advaret om, at hans fjender blot ville lokke ham tilbage for at dræbe ham. Under henvisning til den meget udetaljerede forklaring, den væsentlige udbygning og det forhold at en eventuel konflikt ligger tilbage fra før hans fødsel, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynlig-gjort, at hans som følge af denne konflikt vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens påståede konversion lægger nævnet vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig mere end et år i Danmark før han efter sin forklaring fik interesse for kristendommen, og at han ikke nærmere har kunnet begrunde hvordan denne interesse opstod. Nævnet bemærker, at ansøgeren på mødet for nævnet har forklaret, at han begyndte at gå i kirke før anden samtale, men at det af anden samtale [i efteråret] 2016 er anført, at han er shia-muslim af trosretning, og at han ikke har fået interesse for andre religioner. Det fremgår af bilag A, at han deltog i kirkelige aktiviteter [fra efteråret] 2016 og indtil [starten af] 2017. Ansøgeren har forklaret, at han mødte [P] for to til tre måneder siden. Han har ikke nærmere kunne redegøre for, på hvilken måde han har haft kirkelige aktiviteter fra [starten af året] til [sommeren] 2017. Endelig har ansøgeren forklaret, at han først følte sig konverteret, da han mødte [P]. Af ovennævnte grunde og da ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin konversion, finder nævnet ikke, at ansøgerens konversion kan betragtes som reel. Ansøgeren er en ung enlig og arbejdsfør mand. Han har bekræftet, at han forstår dari, men oplyser han taler med farsi dialekt. Det må anta-ges, at han gennem opvækst hos afghanske forældre, der kort før hans fødsel udvandrede til Iran, har opnået et vist kendskab til afghansk kultur. Det forhold at han ikke tidligere har boet i Afghani-stan, at han er hazara, og at han ikke har noget netværk i Afghanistan kan ikke føre til asyl. Ansøge-ren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i individuel og konkret risiko for overgreb efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/387/IVK
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Af-ghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og kristen fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en udsendelse til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af hendes familiemedlemmer og af Taliban, hvis der er nogen, der finder ud af, at hun er konverteret til kristendommen. Hun frygter også den generelle situation i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for vold eller at blive slået ihjel af hendes eksmand, fordi han har truet hende flere gange. Hun frygter også det diktatoriske regime, fordi der ingen regler er. Hun kan heller ikke vende tilbage til Iran, fordi hun ikke længere har en opholdstilladelse i Iran. Hun kan ikke tage til Afghanistan, fordi hun aldrig har været i landet, og fordi hun ikke kender noget til den afghanske kultur. Hendes far udrejste af Afghanistan på grund af krigen. Hun er ikke bekendt med om hendes far havde andre problemer i Afghanistan, udover nogle problemer med hans fætre på grund af noget jord. Disse fætre er senere rejst til Pakistan. Hendes familiemedlemmer i Kunduz har hun aldrig mødt. Hun frygter også den generelle uro i Kunduz. Hun har endvidere oplyst, at hun for omkring tre år siden stoppede med at være praktise-rende muslim og i stedet udviklede en interesse for kristendommen. Dette ledte til hendes konverte-ring til kristendommen efter hendes indrejse i Danmark. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes eksmand flere gange har truet hende med vold og drab. I ét tilfælde har han forsøgt at køre hende over med hans bil. Hun blev gift med hendes eksægtefælle i 2014. To til tre måneder efter vielsen begyndte problemerne. Hendes eksægtefælle nægtede at lade sig skille fra sin første kone. Han ud-satte ansøgeren for vold. Hendes ægteskab blev aldrig officielt registreret ved myndighederne i Iran, og derfor kunne hun ikke opnå permanent opholdstilladelse. Omkring et år før hendes udrejse flyttede de fra hinanden. Hun flyttede hjem til hendes far. Hendes eksægtefælle opsøgte hende dog fortsat og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Hun har endvidere henvist til, at de iranske myn-digheder har truet med at deportere hende. Ansøgeren har endvidere i Iran været udsat for trusler og fysiske overgreb af en betjent på paskontoret. Hendes iranske ID-kort og opholdstilladelse blev taget fra hende af de iranske myndigheder på grund af de problemer, hendes eksægtefælle skabte for hende. Der er enighed om, at ansøgeren er afghansk statsborger, hvorfor hun skal vurderes i forhold til Afghanistan. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke var reelt troende muslim, da hun opholdt sig i Iran, men at hun var opvokset som muslim. Hun har allerede i ansøgningsskemaet anført, at hun ønskede kristendom. Hun har både i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og i samtalen [i efteråret] 2016 samt for nævnet forklaret, at hende interesse for kristendommen blev vakt, idet hun havde en kristen veninde i Iran. Ansøgeren har forklaret, at hun kort efter sin ankomst til Danmark begyndte at deltage i gudstjenester og er fortsat hermed regelmæssigt. Hun har modtaget undervisning og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Et flertal af Flygtningenævnet finder på baggrund af ovennævnte og på baggrund af hendes forklaring for nævnet om begrundelsen for hendes omvendelse, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel. Idet hun har forklaret, at hendes familie i Afghanistan er bekendt med hendes konversion, og da hun har givet udtryk for, at hun også efter udsendelsen til Afghanistan ville fortsætte med at udøve sin religion, findes hun at have godtgjort at betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/386/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er ikke bekendt med sin etnicitet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en til-bagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af to personer, som tidligere har angrebet fa-miliens bopæl. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til generelle forhold i Afghanistan, her-under kidnapning af børn med henblik på seksuel udnyttelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmo-tiv oplyst, at der var mænd i ansøgerens område, som var efter drenge. Blandt andet er tre drenge fra området blevet seksuelt misbrugt. En dag, da ansøgeren var på vej hjem fra moskéen, blev han forfulgt af to mænd, hvorfor ansøgeren løb hjem til sin bopæl. En aften et par dage senere opdagede ansøgerens far, at der befandt sig to personer på familiens tag. Faren tog sit gevær og ville skyde efter dem, hvorefter de to personer løb væk. Dagen efter fandt ansøgerens fars et stykke papir ved døren, hvis indhold ansøgeren ikke er bekendt med, men han ved, at det havde truende karakter. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlin-gen, selvom han er født i 2001. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at an-søgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb. Med den bemærkning, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen sammen med sin familie var flyttet til [en anden landsby], der ligger omkring 1,5 times kørsel fra [ansøgerens landsby] kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens begrundelse for afgørelsen. Flygtningenævnet er opmærksom på dels ansøgerens alder, dels at ansøgeren har forklaret, at han er analfabet, men nævnet finder ikke, at disse forhold kan føre til en anden vurde-ring. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/385/HHU.
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra [landsby], Takhar, Afghanistan. Ansøgeren er etnisk tadjik. Ansø-geren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Af-ghanistan frygter at blive bortført. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at mange drenge i hans landsby og omegn er blevet bortført af ukendte personer, herunder en af hans klassekamme-rater. Han kender dog kun til én dreng, der er blevet bortført. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2001. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, og da det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for at asylbegrundende overgreb. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/384/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Maidan Wardak, Afghanistan. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Taliban har truet både ansøge-ren og ansøgerens far. Ansøgeren tror, at det er Taliban, der har slået ansøgerens far ihjel. Ansøge-rens far var byens leder og hjalp nogle NGO’er med at uddele nødhjælp til fattige mennesker. En dag da ansøgerens far var på vej hjem fra arbejde, blev han stoppet og truet af nogle maskerede per-soner, som ansøgeren tror, var fra Taliban. De kunne dog også være fra Al-Qaeda eller Hazbe Islami. Personerne sagde, at ansøgerens far skulle stoppe sit arbejde. Ansøgerens far nægtede dog dette, og de slog ham derfor. Ansøgerens far modtog også trusselsbreve på bopælen, som ansøgeren for-moder, blev sendt fra Taliban. En dag da ansøgeren var på vej hjem fra skole, blev han stoppet af fire personer. De rev ansøgerens skolebøger i stykker og sagde til ham, at han skulle stoppe med at gå i skole. To dage senere, mens ansøgeren og hans familie lå og sov, kom der to personer ind i familien hus. De var bevæbnede og sagde til ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, at de skulle være stille. De slog ansøgerens mor og bortførte hans far. De følgende tre nætter blev ansøgerens bopæl opsøgt af personer, der ledte efter ansøgerens fars dokumenter. Syv dage efter ansøgerens fars bort-førelse fandt myndighederne farens lig. Omkring 49 dage efter, at ansøgeren var blevet stoppet på vej hjem fra skole, opsøgte maskerede personer ansøgerens bopæl, mens han lå og sov. Ansøgeren tror, at personerne var fra Taliban. De slog ansøgeren, gav ham bind for øjnene og bandt hans hæn-der. Personerne tilbageholdte ansøgeren og underviste ham i, hvordan han skulle angribe ambassa-den og myndighederne. De viste ansøgeren forskellige våben og forklarede ham, hvordan en selv-mordsvest fungerer. To dage senere flygtede ansøgeren fra stedet. Ansøgeren tog hjem til sin mor, der fortalte, at nogen havde været på ansøgerens bopæl samme morgen for at lede efter ham. Ansø-geren tog herefter hjem til sin morbror, der hjalp ansøgeren med at udrejse fra Afghanistan samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det påberåbte asylmotiv til grund. Selvom ansøgeren i sit asylskema har beskrevet sit asylmotiv forholdsvist detaljeret, fremstår ansø-gerens oplysninger ikke selvoplevede. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren overfor Udlændinge-styrelsen og Flygtningenævnet har forklaret afglidende og upræcist på en række spørgsmål. Flygt-ningenævnet finder, at ansøgeren på en række punkter har forklaret upræcist og divergerende om rækkefølgen af de enkelte begivenheder blandt andet, om hvem der truede ham, om afsenderen af trusselsbrevene til faren, om bombe- og raketangrebene, om forløbet af episoden hvor faren blev opsøgt af [A] og tre maskerede personer, om ransagningen af bopælen efter bortførelsen af faren, om ansøgerens tilbageholdelse efter udløbet af sørgeperioden, herunder om aktiviteterne på stedet, og om flugten efter ansøgerens tilbageholdelse hos Taliban, herunder om afgivelsen af skud i for-bindelse med flugten. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at [A] og ansøge-rens faster indfandt sig på ansøgerens bopæl 15 dage efter farens begravelse. Da ansøgeren således heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forka-ster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh2017/383/MAH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende tre kvindelige ansøgere samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra landsbyen [A], Oruzgan, Afghanistan. An-søgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppe af for dem ukendte personer, som har slået deres mand henholdsvis far ihjel. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at deres ægtefælle henholdsvis far har været aktiv i det demokratiske folkeparti (PDPA) i Afghanistan, og at han sam-arbejdede med regeringen. Ansøgernes mands henholdsvis fars to fætre var i opposition til den da-værende regering, idet de var mujahediner og tilhængere af partiet Vahdat Islami. De pågældende fætre begyndte at presse ansøgernes mand henholdsvis far til at slutte sig til dem. Dette forhold såede samtidig mistro til ansøgernes mand henholdsvis far i hans eget par-ti. Han følte sig presset som følge heraf, hvorfor familien valgte at flytte til Iran. Efter at have boet i Iran i 20 år blev ansøgernes mand henholdsvis far kontaktet af en ven, der spurgte, om familien ville vende tilbage til Afghanistan, henset til at der var ro i landet, og at der havde været et regeringsskifte. Familien valgte følgelig at flytte tilbage til Afghanistan, hvor de boede hos ansøgernes mands henholdsvis fars ven [B]. Efter at have boet i Afghanistan i et stykke tid skulle ansøgernes mand henholdsvis far til en jobsamtale. Han vendte imidlertid ikke tilbage til [B]’s bopæl samme dag som planlagt. Sidst på dagen kørte [B] ansøgerne til sin bror [C]. Da de nåede frem, fortalte [B] dem, at deres mand henholdsvis far var blevet slået ihjel. To dage senere kom [B] med hans lig. Mens ansøgerne boede hos [C], blev [B]’s bopæl opsøgt af nogle for ansøgerne og [B] ukendte personer, der kom tre nætter i træk for at spørge om, hvor personerne fra Iran var henne. Omkring en uge efter ansøgernes mands henholdsvis fars død udrejste ansøgerne fra Af-ghanistan til Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, herunder at deres ægtefælle og far blev dræbt efter at have været udsat for fysiske overgreb af ukendte personer, og at det skete umiddelbart efter, at han samme dag sam-men med fire andre, som også blev udsat for fysiske overgreb, havde været til et møde om at få en stilling. Flygtningenævnets flertal finder dog, at ansøgerne ikke herved har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan nu skulle være efterstræbt som følge af ægtefæl-lens/farens tidligere politiske aktiviteter i Afghanistan forud for familiens udrejse til Iran for ca. 30 år siden og omstændighederne i forbindelse med hans død i Afghanistan i sommeren 2006. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke nærmere har kunnet kon-kretisere, med hvem deres konflikt består. De har peget på flere og ret forskellige mulige ger-ningsmænd til drabet på ægtefællen/faren, herunder nogle fra hans eget parti, hans fætre og Tali-ban. Udover tre henvendelser fra ukendte personer i dagene umiddelbart efter ægtefællens død hos ægtefællens ven er hverken vennen eller ansøgerne efter det oplyste blevet opsøgt eller truet i anledning af episoden. Det kan efter flertallets opfattelse hverken på baggrund af de foreliggen-de baggrundsoplysninger eller ansøgernes forklaringer antages, at Taliban nu 11 år efter farens død skulle efterstræbe dem, ligesom det heller ikke kan antages, at de vil være i fare for at blive efterstræbt af hverken tidligere PDPA-medlemmer eller myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at UNHCR’s Eligibility Guidelines fra 19. april 2016 ikke omfatter personer relateret til det tidligere kommunistiske styre i Afghanistan som potentielle risikogrupper. Med hensyn til ægtefællens fætre bemærker nævnets flertal, at ansøgerne ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor de i dag skulle være efterstræbt af disse. Det beror således alene på ansøgernes egen formodning, at de personer, der dræbte deres far og mand efter deres kortva-rige ophold i Afghanistan i 2006, skulle have et motiv for at dræbe ansøgerne på nuværende tidspunkt. Det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, jf. herved EMD af 11. juli 2017, G.R.S v. the Netherlands (Appl. Nr. 77691/11). Det forhold, at ansøgerne er kvinder uden mandligt netværk i Afghanistan, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, indivi-duel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf. Den omstændighed, at ansøgernes søn/lillebror som uledsaget mindreårig i 2009 har fået opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrel-sens afgørelse”. afgh/2017/382/MAD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sin sikkerhed, da hun [er beslægtet med en fremtrædende politiker], som Taliban er imod, og derfor ønsker at kid-nappe medlemmer af eller slå dem ihjel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sin sikkerhed, fordi hun som hazara og shia muslim tilhører en forfulgt minoritet, som er meget udsat i Afghanistan. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter, at blive udsat for overgreb, da hun er en enlig ugift kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født og opvokset i Iran. I slutningen af 2014 flyttede ansøgerens bror, (A), fra Iran til Afghanistan. Dette gjorde han, fordi han ikke længe-re kunne få forlænget sin opholdstilladelse i Iran. Efter (A) havde opholdt sig illegalt i Iran i et års tid, besluttede familien sig for, at de alle sammen skulle flytte tilbage til Afghanistan. Familien ind-leverede derfor alle deres iranske id-kort, for at få disse annulleret. Ansøgeren og familien regnede med, at det var blevet mere fredeligt at bo i Afghanistan. (A) tog til Afghanistan som den første. Efter omkring 40 dage rejste ansøgerens mor, (B), og ansøgerens søster, (C) til Kabul. Ansøgeren, hendes søster, (D), samt ansøgerens far nåede aldrig at rejse til Afghanistan. Ansøgerens mor og bror oplevede, at forholdene udviklede sig til det værre, og at Taliban blev mere magtfulde. Dette indebar, at ansøgeren og resten af familien som shia muslimer, hazara og medlemmer af [den frem-trædende politikers slægt] ville være i fare. Familien kunne derfor ikke føle sig trygge i Afghanistan. Ansøgeren og hendes søster (D) nåede derfor aldrig at komme til Afghanistan, hvorfor ansøgeren aldrig har været der. Flygtningenævnet har truffet afgørelse i ansøgerens brors sag, hvori det er anført: ”Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit slægtsskab med [den fremtrædende politiker]. Når henses til, at ansøgeren har kunnet opholde sig i omkring et år, hvor han arbejdede med salg af boliger og jord, og til, at ansøge-ren ikke har samme efternavn som [den fremtrædende politiker], og når henses til, at ansøgerens slægtskab med [den fremtrædende politiker] må anses for meget fjernt, finder Flygtningenævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil være i fare for overgreb fra Talibans eller ISIL’s side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen i ansøgerens familie har modtaget trusler på baggrund af slægtsskabet med Khalili.” Ansøgerens generelle frygt for Taliban eller ISIL, fordi hun er hazara og shia muslim, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom hendes frygt for at blive udsat for overgreb, da hun er en ugift kvinde, ligeledes ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens etnicitet som hazara i sig selv er asylbegrundende. Nævnet henviser herved til de seneste års baggrundsoplysnin-ger vedrørende forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan. På den baggrund finder Flygtninge-nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil risi-kerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2017/381/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL, fordi hun er hazara og shia muslim. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive mistænkt af den afghanske befolkning for at være spion, idet hun er født og opvokset i Iran. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at om-rådet, hvor hun kommer fra i Afghanistan, bliver angrebet af kuchierne. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive udsat for overgreb, da hun er en enlig ugift kvinde. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at Taliban vil tage hende og hendes familie som gidsler, så Taliban kan få deres egne soldater ud af fængslet, fordi ansøgerens familie har slægtskab med [en fremtrædende politiker]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født og opvokset i Iran. Ansøgeren har aldrig været i Af-ghanistan. For omkring to år siden rejste ansøgerens mor, (A), ansøgerens bror, (B), og ansøgerens lillesøster, (C), tilbage til Afghanistan, da (B) havde mistet sit opholdsgrundlag i Iran. Ansøgeren og hendes søster, (D), samt ansøgerens far blev tilbage i Iran, mens ansøgerens mor, bror og lillesøster ledte efter en bolig til familien. Ansøgerens bror, (B), vurderede, at familien på grund af deres slægtsskab til [den fremtrædende politiker] ikke kunne etablere sig i Afghanistan, hvorfor han, mo-ren og lillesøsteren udrejste legalt af Afghanistan til Iran. Omkring den 29. oktober 2015 udrejste ansøgeren, moren og lillesøsteren illegalt af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet har truffet afgørelse i ansøgerens brors sag, hvori det er anført: ”Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit slægtsskab med [den fremtrædende politiker]. Når henses til, at ansøgeren har kunnet opholde sig i omkring et år, hvor han arbejdede med salg af boli-ger og jord, og til, at ansøgeren ikke har samme efternavn som [den fremtrædende politiker], og når henses til, at ansøgerens slægtskab med [den fremtrædende politiker] må anses for meget fjernt, finder Flygtningenævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil være i fare for overgreb fra Talibans eller ISIL’s side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen i ansøgerens familie har modtaget trusler på baggrund af slægtsskabet med [den fremtrædende politiker].” Ansøgerens generelle frygt for Taliban eller ISIL, fordi hun er hazara og shia muslim, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom hendes frygt for at blive mistænkt for at være spion, fordi hun er født og opvokset i Iran, eller hendes frygt for kuchierne samt frygt for overgreb, da hun er en ugift kvinde, ligeledes ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet finder ikke, at ansøgerens etnicitet som hazara i sig selv er asylbegrundende. Nævnet henvi-ser herved til de seneste års baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for etniske hazaraer i Af-ghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2017/380/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi han [er beslægtet med en fremtrædende politiker], som Taliban er imod. Taliban ønsker derfor at kid-nappe medlemmer af slægten eller slå dem ihjel. Ansøgeren frygter endvidere ISIL. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han som etnisk hazara og shia muslim er en del af en forfulgt minoritetsgruppe, som er meget udsat i Afghanistan. Ansøgeren frygter derfor de generelle sikkerhedsforhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Iran. I slutningen af 2014 flyttede ansøgeren fra Iran til Afghanistan. Ansøgeren gjorde dette, fordi han ikke længere kunne få forlænget sin opholdstilladelse i Iran. Ansøgeren troede des-uden, at der var blevet roligere i Afghanistan. Ansøgeren bosatte sig i Kabul. Efter omkring 40 da-ge, kom ansøgerens mor, (A), og hans søster, (B), til Kabul. Ansøgerens far og søstre, (C) og (D), kom aldrig til Afghanistan. Ansøgeren fik arbejde hos sin onkel (E), hvor ansøgeren hjalp til med salg af boliger og jord. Ansøgeren besøgte [den fremtrædende politiker] første gang umiddelbart efter, at ansøgeren var kommet til Kabul. [Den fremtrædende politiker] er ansøgerens farfars fætter, og han er leder af (F)-partiet. Ansøgeren besøgte i alt [den fremtrædende politiker] syv til otte gan-ge. Besøgende skete ofte ved festlige begivenheder. [Den fremtrædende politiker] frygtede for sine slægtninges sikkerhed, hvorfor ansøgeren altid blev hentet af hans sikkerhedsbiler, når han besøgte ham. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Afghanistan omkring den 28. oktober 2015, fordi ansøgeren ikke længere følte sig sikker i Afghanistan på grund af de generelle forhold og Talibans tiltagende magt. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansø-gerens forklaring om sit slægtsskab med [den fremtrædende politiker]. Når henses til, at ansøgeren har kunnet opholde sig i omkring et år, hvor han arbejdede med salg af boliger og jord, og til, at ansøgeren ikke har samme efternavn som [den fremtrædende politiker], og når henses til, at ansøge-rens slægtskab med [den fremtrædende politiker] må anses for meget fjernt, finder Flygtningenæv-net, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil være i fare for overgreb fra Talibans eller ISIL’s side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen i ansøgerens familie har modtaget trusler på baggrund af slægtsskabet med [den fremtrædende politiker]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens etnicitet som hazara i sig selv er asylbegrundende. Nævnet henviser herved til de seneste års baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/379/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan og ét medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bli-ve slået ihjel af Taliban, da hun er shia muslim, hazara og [er beslægtet med en fremtrædende poli-tiker]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter kuchierne. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes mindreårige datter, (A), vil blive udsat for overgreb, da hun er en enlig ugift kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun udrejste af Afghanistan til Iran, da hun var 12 år gammel, fordi Sovjetunionen besatte Afghanistan. Ansøgeren boede herefter i Teheran-provinsen i Iran i 33 år. Ansøgeren og hendes datter, (A), vendte tilbage til Afghanistan ét år før deres udrejse, da de ville have et liv der. Da ansøgeren var i Afghanistan, fortalte hendes slægtninge hende, at familien ikke kunne blive i Afghanistan, da det var for farligt, fordi familien [er beslægtet med en fremtræ-dende politiker]. Ansøgeren fik oplyst, at [den fremtrædende politiker] er ansøgerens ægtefælles fætter. [Den fremtrædende politiker] har været med til fredsforhandlinger med Taliban. Taliban kunne derfor finde på at slå medlemmer af [den fremtrædende politikers] familie ihjel. Ansøgeren, hendes søn, (B), og datteren (A) oplevede ikke nogen problemer i Afghanistan. På en ukendt dato i november 2015 udrejste ansøgeren, (B) og (A) legalt af Afghanistan. De udrejste herefter sammen med ansøgerens øvrige børn illegalt af Iran. Flygtningenævnet har truffet afgørelse i ansøgerens søns sag, hvori det er anført: ”Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at til-sidesætte ansøgerens forklaring om sit slægtsskab med [den fremtrædende politiker]. Når henses til, at ansøgeren har kunnet opholde sig i omkring et år, hvor han arbejdede med salg af boliger og jord, og til, at ansøgeren ikke har samme efternavn som [den fremtrædende politiker], og når henses til, at ansøgerens slægtskab med [den fremtrædende politiker] må anses for meget fjernt, finder Flygt-ningenævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil være i fare for overgreb fra Talibans eller ISIL’s side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen i ansøgerens familie har modtaget trusler på baggrund af slægtsskabet med [den fremtræ-dende politiker].” Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens etnicitet som hazara i sig selv er asylbegrundende. Nævnet henviser herved til de seneste års baggrundsoplysninger vedrørende for-holdene for etniske hazaraer i Afghanistan. Ansøgerens generelle frygt for kuchierne, eller at hendes datter, (A), kan risikerer, at blive udsat for overgreb, kan ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilba-gevenden til Afghanistan, vil risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Da ansøgerens asylmotiv er afledt af hendes søns asylmotiv, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2017/378/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af parlamentsmedlem [A], idet ansøgeren havde et seksuelt forhold til hans datter [B]. Derudover frygter ansøgeren Taliban, idet han udførte spionage imod Taliban gennem sit arbejde i sin forretning i Pol-e-Khomri. Endelig frygter ansøgeren sin fars gamle fjende kommandanten [C], som har svoret at slå hele ansøgerens fars familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren i 2012 flyttede til Pol-e Khomri, hvor [D] tilbød ansøgeren et arbejde i en for-retning. [D] arbejdede for den nationale efterretningstjeneste i Baghlan-provinsen. Efter et stykke tid krævede [D], at ansøgeren skulle begynde at sælge hash for at tiltrække Taliban til forretningen. Ansøgeren skulle i den forbindelse spionere og rapportere tilbage til [D] angående Taliban, hvilket ansøgeren gjorde i et halvt år. En dag ringede [D] og fortalte, at nogen havde kastet en håndgranat ind i forretningen, og at ansøgeren derfor ikke skulle komme tilbage til forretningen. Ansøgeren formodede, at Taliban havde smadret forretningen, idet [D] havde anholdt nogle Taliban-folk som en konsekvens af ansøgerens efterretning om, at Taliban-folk var på vej ind i Pol-e Khomri. Den samme nat blev ansøgeren overfaldet af tre til fire personer, hvor han blev stukket med en kniv tre gange. Herefter flygtede de ukendte personer. Ansøgeren blev efterfølgende behandlet på hospitalet. Ansøgeren troede i første omgang, at de ukendte personer var fra Taliban. [D] kontaktede ansøgeren den efterfølgende dag, mens ansøgeren fortsat lå indlagt, og fortalte, at overfaldsmændene tilhørte ansøgerens fars gamle fjende [C]. På [D]s opfordring forlod ansøgeren straks hospitalet og tog tilbage til Kabul. Tilbage i Kabul kom ansøgeren i [foråret] 2013 i kontakt med [B] gennem Facebook. Ansøgeren og [B] havde gennem to år et forhold. I løbet af de to år mødtes de tre til fire gange hos [B]s kusine [E] i Chahra Ghanbar området, hvor hun boede sammen med sin familie. Når [B] var på besøg hos [E], så sørgede [E] for at arrangere, at ansøgeren og [B] kunne mødes, herunder at ansøgeren kunne komme ind i huset og videre op på tredje sal, hvor [B] ventede. Den sidste gang ansøgeren mødtes med [B], var omkring [foråret] 2015. Ved dette møde udviklede forholdet sig, og de havde sex. Samme aften fortalte [B], at hendes far var parlamentsmedlem [A], hvilket gjorde ansøgeren bange. Ansøgeren forsøgte efterfølgende at spørge [B]s familie om lov til at gifte sig med [B], men ansøgeren fik afslag, hvorefter han ikke så [B] igen. Tre til fire dage før ansøgerens udrejse ringede [B] til ham og fortalte ansøgeren, at hun var gravid med deres fælles barn, og at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, og at hun havde haft et forhold til ansøgeren. [B] sagde til ansøgeren, at han skulle flygte. Samme dag til ansøgeren til Mazar-e-Sharif, hvor han gemte sig i to dage. Ansøgeren var i kontakt med sin bror, som fortalte, at [B]s bror havde spurgt efter ansøgeren flere gange. Ansøgeren fløj herefter fra Mazar-e-Sharif tilbage til Kabul, fordi han var bange for, at [B]s bror skulle finde ham i Mazar-e-Sharif. Tilbage i Kabul blev ansøgeren kontaktet af [E], som fortalte ham, at [B] var blevet slået ihjel, og at ansøgerens liv var i fare. Herefter udrejste ansøgeren.Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han valgte at tage til Pol-e-Khomri, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at grunden til, at ansøgerens mor rejste fra Pol-e-Khomeri med ansøgeren og ansøgerens søskende, da ansøgeren var to år, var, at ansøgerens far var blevet slået ihjel af sin tredje kone, som var i familie med farens fjende [C]. Ansøgeren har videre forklaret, at [C] havde svoret, at han ville udrydde hele farens generation, og at ” [C]” for 5-6 år siden (omkring 2010 eller 2011) havde slået ansøgerens halvbror ihjel, og at han også havde slået en anden halvbror ihjel. På den anden side har ansøgeren forklaret, at ingen i Pol-e-Khomri vidste, hvem han var, eller ville mistænke ham, ligesom han har forklaret, at hans farbror fortsat levede i Pol-e-Kohmri. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han først hørte om konflikten med [C], efter at han var blevet overfaldet i Kabul, men nævnet finder, at forklaringen er udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om varigheden af sit forhold til [B] er usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret, at hans forhold til [B] varede i 1½-2 år, og at han så hende sidste gang i [foråret] 2015. Forholdet må således være begyndt omkring [foråret] april 2013. Dette skal imidlertid sammenholdes med, dels at ansøgeren har forklaret, at han i 2012 tog ophold i Pol-e-Khomri, hvorfra han ifølge sin forklaring vendte tilbage til Kabul efter 6-12 måneder, dels at han til asylsamtalen den [nærmere bestemte dato i] 2016 har forklaret, at han lærte [B] at kende 2 år, efter han var kommet tilbage til Kabul. Endvidere lægger nævnet vægt på de forhold og omstændigheder, der i øvrigt er anført begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/377/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra [en mindre by], Faryab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [A], som er Taliban-kommandant, idet han har slået ansøge-rens forældre ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede i mere end 20 år for Jonbesh-partiet. Indtil hans død i juli 2015, fungerede ansøgerens far som leder af trans-port og olie i 53. division i Jawjan-provinsen. Da ansøgeren var 6-7 år gammel, vendte hans farbror, [A], tilbage fra Pakistan. Han var blevet Taliban-kommandant og ville have ansøgerens far til at stoppe sit arbejde for partiet. Derudover ville [A] ikke nøjes med sin del af familiens jord, som han fik overdraget fra ansøgerens far ved sin hjemkomst til Afghanistan. Familiens jord inkluderede to jordlodder. På det mindre jordlod blev der dyrket korn, og på det noget større jordlod havde famili-en en plantage med nødder og vindruer. [A] ville have hele familiens jord for sig selv. Ansøgerens far og [A] skændtes meget omkring dette. En aften i juli 2015 omkring klokken syv bankede det hårdt på døren. Ansøgerens far kiggede kort ud af vinduet, og gennede derefter ansøgeren og hans mor ned i et lille kælderrum under familiens bopæl. Derfra kunne ansøgeren høre, at der blev råbt på pashto. Ansøgeren kunne også høre sin far skrige, og ansøgerens mor måtte holde ansøgeren for munden, for at ansøger ikke selv skreg. Pludselig hørte ansøger et skud. Ansøgeren og hans mor blev siddende nede i kælderrummet frem til næste morgen, hvor ansøgeren fandt sin far død som følge af skud i halsen. En uge efter farens død kom [A] forbi. Han krævede, at ansøgerens mor gif-tede sig med ham, og at ansøgeren tilsluttede sig Taliban og udførte jihad. Ansøgerens mor nægte-de, og da ansøgeren blandede sig, blev han slået. [A] gav ansøgerens mor en uges frist til at beslutte sig. Efter denne uge vendte han tilbage, og ansøgerens mor nægtede stadig. Ansøgeren blev spærret inde i et skur svarende til en stald, som lå omkring 50 meter fra huset. Ansøgerens mor blev tilsva-rende holdt indespærret i 2-3 dage. Herefter kom hun med mad og vand til ansøgeren, selvom [A] havde sagt, at hun ikke måtte. Ansøgerens mor nægtede fortsat at indgå ægteskabet. [A] havde udsat hende for seksuelle overgreb, og forventede ikke, at hun ville flygte, så længe ansøgeren fortsat sad indespærret. Der stod ikke vagter ved skuret, men [A’s] sønner kom forbi to-tre gange om dagen for at kigge til ansøgeren. Da ansøgeren havde siddet indespærret i to-tre uger fandt [A] ud af, at ansøgerens mor havde givet ansøgeren mad og vand. På det tidspunkt, hvor han fandt ud af dette, var ansøgerens mor taget på arbejde. Da hun kom hjem, blev hun slået så meget, at hun døde. Ansøgeren så dette gennem et hul i skuret. Han forsøgte at komme ud af skuret for at hjælpe moren, men det lykkedes ikke, og ansøgeren besvimede til sidst af anstrengelserne. Da ansøgeren vågnede op igen, kunne han høre fætteren [B’s] stemme, som kaldte på ham. [B] hjalp ansøgeren med at flygte fra skuret. [B] fortalte ansøgeren, at moren var blevet slået ihjel. [B] sagde til ansøgeren, at han skulle flygte, for ellers ville han også blive slået ihjel. [B gav ansøgeren penge og et telefonnummer på en person, som ansøgeren skulle kontakte, når han kom til Nimruz. Således udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret både udbyggende og divergerede. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. I ansøgningsskema af […] november 2015 har ansøgeren besvaret spørgsmålet om, hvad, han frygter, vil ske ved en tilbagevenden til Afghanistan med, at han ikke har nogen familie i Afghanistan, som kan hjælpe og støtte ham, og at han frygter, at ansøgerens onkel vil slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] juni 2016 har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan alene frygter at blive dræbt af sin onkel. Til asylsamtalen [i] januar 2017 har ansøgeren udbyggende forklaret, at han også frygter folk fra Jonbesh-partiet. Som forklaring på denne frygt har ansøgeren oplyst, at folkene fra partiet kan finde på hvad som helst, og at ansøgeren formoder, at partiet solgte faren til farens fjender, som slog faren ihjel. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at faren havde arbejdet i 20 år for partiet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet bl.a. har anført, at farbroren bankende ham og pinte moren, at han ikke fik lov til at gå i skole, at han skulle arbejde hårdt som en slave, og at han sov i kostalden uden at få vand og brød. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] juni 2016 har ansøgeren forklaret, at farbroren efter farens død ville tvinge ansøgerens mor til at gifte sig med sig, og at farbroren tvang ansøgeren til at overdrage arven efter ansøgerens far til farbroren. Til asylsamtalen [i] januar 2017 har ansøgeren forklaret, at han i forbindelse med, at farbroren ville giftes med ansøgerens mor spærrede ansøgeren inde i 2-3 uger, og at moren også sad indespærret i 2-3 dage, hvorefter hun blev sat fri. Hun fik at vide, at hun ikke måtte låse ansøgeren ud og give ham mad og vand. Det gjorde hun alligevel, og farbroren blev vred, da han opdagede det. Ansøgeren forklarede videre, at moren gik på arbejde, selvom han sagde til hende, at det var for farligt, og at moren aldrig blev opdaget. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han og moren sad indespærret i 4 uger. Ansøgerens mor blev ikke løsladt, men hun fik at vide, at hun skulle lave mad og give det til ansøgeren. Adspurgt, hvorvidt ansøgerens mor blev løsladt før ansøgeren, har ansøgeren forklaret, at hun kom ud en gang, og derefter kom hun med mad til ansøgeren. Hun kom kun med mad én gang, og hun gik kun på arbejde én gang. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om farens arbejde for Jonbesh-partiet og sit kendskab hertil. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hans far var leder for transport og olie i Jawjan provinsen under lederen Dustom. Han har videre forklaret, at han hele tiden var med sin far på arbejde i byen Shebergan, hvor faren bl.a. underviste Dustoms militser i idræt på kasernen, og at han var med til en koncert på Dustoms store ejendom. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren fortalte ansøgeren, at han arbejdede på en kebabrestaurant. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved ikke så meget om, hvad hans far lavede, men han i år har fundet ud af, at faren arbejdede for partiet Jonbesh. Ansøgeren har først fået kendskab til sin fars aktivitet efter sin indrejse i Danmark. På denne baggrund, og af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i øvrigt, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten i Afghanistan til grund. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke tror på den islamiske gud, og at han ikke praktiserer islam, hvilket han heller ikke gjorde, mens han boede i Afghanistan. De sidste 6-7 måneder har ansøgeren været en 5-6 gange i Pinsekirken i Korsør. Han er ikke kristen, men han vil gerne fortsætte med at lære om kristendommen, og han har en bibel. Ansøgeren har læst lidt i den. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at hans interesse for kristendommen er reel, herunder at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere under hensyn til, at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Afghanistan som følge af, at han ikke har praktiseret islam, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af religiøse forhold vil være i fare for at blive udsat for asylbegrundende forfølgning eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/375/CHHA
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Af-ghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født shia-muslim af trosretning og etnisk hazara fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive for-fulgt, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i [foråret] 2015 efter han blev løsladt fra Udlændingecenter Ellebæk. Ansøgeren begyndte i [efteråret] 2015 på dåbsundervisning, og han blev [i foråret] 2016 døbt i [en kirke], hvor han går i kirke hver søndag, og deltager herudover i andre sociale aktiviteter i kirkeligt regi. Ansøgeren vil i Afghanistan ikke lade som om, at han er muslim, da han endelig har fundet sin tro. Ansøgeren ved, at det i Afghanistan vil skabe opmærksomhed, og folk vil spørge, hvorfor han ikke beder. Ansøgeren kan ikke forestille sig, at han kan leve i Afghanistan uden, at det vil blive opdaget, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har forklaret sammenhængende og troværdigt om baggrunden for sin konversion og sine kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har gennemgået et sædvanligt dåbsforløb i [en kirke], inden han blev døbt [i foråret] 2016. Ansøgeren har fortsat sin kirkegang, også efter han har fået opholdstilladelse på andet grundlag. Ansøgeren har givet udtryk for en oprigtig tro, som han ikke finder at kunne eller ville skjule. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for at være reel, og at ansøgeren som følge heraf risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenæv-net meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/374/MGO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [landsby], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgerens bror har arbejdet for en kommandant ved navn [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myn-dighederne, idet hans bror har været eftersøgt for kriminalitet. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv oplyst, at hans familie har modtaget to skriftlige trusler fra Taliban som følge af hans brors arbejde for [A]. Ansøgeren har ikke selv læst trusselsbrevene og ved ikke nøjagtigt, hvad der stod i dem. En aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af fem personer fra Taliban. Ansøgerens far talte med talebanerne ude foran huset. De fortalte ansøgerens far, at han var blevet advaret om, at hans søn skulle stoppe sit arbejde for [A]. Herefter slog de ansøgerens far, hvorfor ansøgeren løb ud af huset. Da ansøgeren nærmede sig talebanerne, blev han slået bevidstløs og vågnede efterfølgende op på hospitalet. Omkring to uger senere blev ansøgeren en nat vækket af sin mor, idet der var skyderier i området. Hun fortalte ansøgeren, at flere personer var flygtet fra området, idet krigen var på vej til deres landsby. Ansøgeren flygtede selv denne nat. Ansøgeren flygtede sammen med sin brors hu-stru og deres børn. De tog hen til ansøgerens moster, som boede i [by]. Dagen efter kom ansøgerens mor også hjem til ansøgerens moster. Ansøgerens mor fortalte, at ansøgerens bror var blevet slået ihjel under kampene mod Taliban. Hun fortalte endvidere, at Taliban havde været på deres bopæl den foregående nat og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde svaret, at han ikke vid-ste, hvor ansøgeren var, hvorefter faren var blevet skudt. Ansøgeren tog fra mosterens bopæl videre til Kabul, hvor han opholdt sig hos sine morbrødre i 10 til 15 dage. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hans bror har begået meget kriminalitet og derfor har været eftersøgt af nogle personer med tilknytning til regeringen. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøge-rens forklaring om sit asylmotiv til grund for så vidt angår trusler og opsøgning fra Taliban i anled-ning af broderens aktiviteter. Nævnet finder endvidere, at denne konflikt har haft en sådan intensitet og karakter, at den som udgangspunkt må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder desuden, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Kunduz fortsat vil være i Talibans søgelys og ikke vil kunne forvente en tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse for overgreb i anledning heraf. De øvrige forhold, som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, har derimod ikke en tilsvarende karakter og vil ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må henvises til et internt flugtalternativ i et andet område i Afghanistan end sit hjemområde i Kunduz. Det følger af UNHCR’s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i hjemlandet. Ansøgeren er en enlig, ung mand, der må anses for arbejdsduelig, om end han er analfabet. De foreliggende helbredsoplysninger er ikke af en sådan karakter, at de taler imod at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ i form af ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgerens morbrødre bor i Kabul. Ansøgeren kan ikke anses for særligt profileret i forhold til Taliban, og det vil derfor efter nævnets opfattelse være muligt for ham at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for forfølgelse fra de enheder og personer fra Taliban, der har efterstræbt ham i Kunduz. Hertil kommer, at ansøgeren ikke er forfulgt af de statslige myndigheder eller på noget tidspunkt har haft konflikter med myndigheder, enheder eller personer i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Efter en afvejning af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, uanset at han som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, må henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan som anført. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/373/JEA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren er efter udrejsen konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i Kunduz, idet ansøge-ren og hans far samt bror har arbejdet med udlændinge og myndighederne, og idet Taliban har taget kontrol over Kunduz-provinsen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han efter udrejsen er konverteret til kristendommen og skal døbes [i oktober] 2017. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far over en længere periode på omkring syv til otte år arbejdede for henholdsvis [A], [B] og for et firma ved navn [C] i Kunduz, hvor udlændinge også arbejdede. An-søgerens far blev truet tre gange af lokalbefolkningen i Kunduz med, at hvis han ikke stoppede med at arbejde med udlændinge og myndighederne, ville han og hele hans familie blive slået ihjel. An-søgerens bror arbejdede som tolk for amerikanerne i Kandahar fra 2011 frem til hans udrejse af Af-ghanistan to år senere. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt af et ukendt antal mennesker fra lo-kalområdet i 2013 eller 2014. De pågældende truede ansøgerens mor med, at hele familien ville blive slået ihjel, hvis ikke ansøgerens far og bror stoppede med at arbejde for udlændinge og myn-dighederne. Ansøgeren arbejdede selv som skrædder i Kunduz og havde i den forbindelse opgaver på [B], hvor han reparerede uniformer og syede gardiner. Efter skole deltog ansøgeren i et engelsk-kursus. På vej hjem fra sit engelskkursus blev ansøgeren en dag opsøgt af tre ukendte personer fra lokalområdet. De slog ansøgeren, og truede ham med, at de ville slå ham ihjel, hvis de så ham med engelskbøger igen. På vej hjem fra sit arbejde i [B], blev ansøgeren stoppet to gange yderligere af de samme tre ukendte personer fra lokalområdet, som truede med, at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede sit arbejde. Udover disse episoder, blev ansøgeren og hans familie generelt chikaneret af lokalbefolkningen over en periode på 7 til 8 år. Chikanen begyndte efter ansøgerens far var be-gyndt at arbejde for [A]. Der blev ofte råbt efter ansøgeren, at han og hans brødre var børn af eng-lændere, og folk i landsbyen så generelt skævt til ansøgerens familie på grund af farens arbejde. På den fjerde eller femte dag af den store Eid i 2015 indtog Taliban hele Kunduz-provinsen. Ansøge-rens far tog på arbejde to dage før dette fandt sted, og han vendte aldrig tilbage. Ansøgeren udrejste af Afghanistan sammen med sin mor og tre brødre den samme dag, som Taliban indtog Kunduz-provinsen, fordi de frygtede, at Taliban ville fange og slå alle de personer ihjel, som havde arbejdet for udlændinge og myndighederne. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter nævnets opfattelse har i hvert fald ansøgerens egen konflikt med lokalbefolkningen, der angiveligt sympatiserer med Taliban, en sådan konkret intensitet og karakter, at konflikten må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde kan risikere at blive udsat for overgreb som nævnt i bestemmelsen, og at han i Kunduz ikke vil være tilstrækkeligt beskyttet af myndighederne mod sådanne overgreb. Nævnet finder imidlertid samtidig, at ansøgeren, der er en enligt stillet, arbejdsduelig og rask ung mand vil have mulighed for at tage ophold et andet sted i Afghanistan, hvor han vil kunne opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb. Ansøgeren vil herunder f.eks. kunne tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Ansøgeren kan derfor ikke på dette grundlag meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har dernæst påberåbt sig, at han er konverteret til kristendommen, og at han som frafalden muslim risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren blev i samtalereferaterne fra de tre samtaler i Udlændingestyrelsen, der blev afholdt henholdsvis [i sommeren] 2016, [i efteråret] 2016 og [i vinteren] 2016, anført som sunni-muslim, og ansøgeren har ikke under disse samtaler af egen drift fremdraget spørgsmålet om sit forhold til kristendommen. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke [i vinteren] 2016 efter den seneste samtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016, og at han heller ikke i tidsrummet fra denne samtale og frem til styrelsens afgørelse af [vinteren] 2017 om afslag på asyl selv tog kontakt til styrelsen om dette væsentlige nye forhold. Herefter, og i øvrigt under henvisning til ansøgerens fremtræden under mødet i nævnet i forbindelse med afhøringen om sin begrundelse for at konvertere til kristendommen, finder nævnet ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til den kristne tro. Hverken oplysningen om, at han skal døbes [i vinteren] 2017, julekortet, [kirkes] brev af [vinteren] 2017 eller samme kirkes brev af [efteråret] 2017, kan føre til en anden vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter ud-lændingelovens § 7 på grundlag af, at han cirka efter et år efter ankomsten til Danmark er konverte-ret til kristendommen. Det følger af de ovenfor anførte, at nævnet ikke finder grundlag for at hjem-vise sagen til Udlændingestyrelsen til behandling af sur place-motivet, ligesom nævnet heller ikke finder grundlag for afhøring af missionær [X] som vidne. På denne baggrund, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation, heller ikke kan føre til, at ansøge-ren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Om de generelle forhold kan der navnlig henvises til den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A. M mod Nederlandene og 12. januar 2016 i sagen H og B. mod Det Forenede Kongerige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/372/JEA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far arbejdede for den afghanske regering, og fordi han ikke vil tilslutte sig Taliban. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for myndighederne og af den årsag blev slået ihjel af Taliban i 2009. Klageren blev herefter efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod lægger Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering vedrørende udlændingelovens § 7, stk. 2 til grund, hvorefter man ikke med den fornødne sikkerhed kan afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid finder Flygtningenævnets flertal, at klageren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Vedrørende klagerens frygt for Taliban fremgår det af nævnets baggrundsoplysninger, at Taliban har sværere ved at nå personer i de tre storbyer, herunder navnlig lavt profilerede personer som klageren. Endvidere fremgår det af baggrundsmaterialet, at der fortsat kun er en beskeden grad af information mellem de forskellige Talibangrupper, selvom der i de senere år er sket en vis effektivisering af Talibans struktur, og at de fleste konflikter forbliver lokale. Det må videre tillægges vægt, at klageren trods et tidligere narkotikamisbrug, helbredsmæssigt er en rask ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han har en morbror, som bor i Afghanistan med sin familie. Klagerens sprog, religion og etnicitet er blandt de dominerende. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder UNHCRs Guidelines (nr. 634), vil unge mænd som klageren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at klagerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, afsnit II C. Det skal særligt bemærkes, at forholdene i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif ikke er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at klageren må antages at ville være i stand til at etablere sig i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at klageren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af FNs Flygtningekonvention jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/371/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet som sikkerhedsvagt for et internationalt firma, fordi han har arbejdet for [en organisation], og fordi han er shiamuslim. Derudover har ansøgeren en generel frygt for Taliban, fordi de dominerer i området, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som sikkerhedsvagt i en international televirksomhed. En aften fik ansøgeren at vide fra en kollega, at Taliban ville have, at de skulle slukke for virk-somhedens antenne. De slukkede den ikke. Efterfølgende modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgerens far kontaktede herefter ansøgerens arbejdsgiver, som kontaktede sikkerheds-tjenesten vedrørende truslerne fra Taliban. Ansøgeren fortsatte sit arbejde hos televirksomheden. En dag da ansøgeren ankom til landsbyen, hvor han arbejdede, stod der nogle folk fra Taliban. De overfaldt ansøgeren, men stoppede med at slå, da en ældre dame viste en koran. Efterfølgende ud-rejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en konkret konflikt med Taliban i anledning af ansøgerens arbejde for [et internationalt firma] til grund. Nævnet finder, at forklaringen herom på væsentlige punkter fremstår usammenhængende, udbyggende og divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens divergerende forklaring om indholdet af trusselsbrevet, der var stilet til hans far, og som han angivelig alene har fået gengivet mundtligt. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at der stod i brevet, at han arbejdede for de vantro, og at hans far skulle standse dette, mens han under samtalen den [i vinteren] 2016 har forklaret, at han skulle holde en antenne slukket og ville blive slået ihjel, hvis han ikke gjorde det. Forholdet vedrørende antennen er ikke nævnt i asylskemaet, og indholdet af den klage, som [ansøgerens arbejdsgiver] sendte til sikkerhedstjenesten berører heller ikke dette spørgsmål, men omhandler trusler fremsat af blandt andre vagtansatte med tilknytning til Taliban, som følge af, at ansøgeren er shiamuslim. Klagen til sikkerhedstjenesten er heller ikke nævnt i asyl-skemaet. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af en konflikt med Taliban. De af ansøgeren hævdede tolkefejl og ansøgerens angivelige hukommel-sesbesvær kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det forhold, at ansøgeren frygter Taliban, fordi han er shiamuslim, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren ikke kan anses for personligt og individuelt forfulgt på den baggrund. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han frygter Taliban, fordi han har arbejdet for [en organisation], kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om konkrete kon-flikter med Taliban som følge heraf. De generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situati-on i Afghanistan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster der-for Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/370/CMA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], [distrikt], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil fængsle ham, eller at Taliban og lokalbefolkningen i [ansøgerens landsby] vil slå ham ihjel, idet han har afleveret en koran skrevet på farsi til byens imam, [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring fem-seks måneder før sin udrejse af Afghanistan i [sommeren] 2015 blev opsøgt af syv-otte talebanere i sin butik. De spurgte, hvorfor han ikke havde langt skæg. Ansøgeren svarede, at det ikke var noget, de skulle bestemme. Ansøgerens far blev hidkaldt for at undskylde for ansøgerens opførsel. Taliban gennemrodede ansøgerens butik. Han havde en mobiltelefon liggende, som spillede musik. Det blev talebanerne vrede over og tog telefonen, hvorefter de gik. Efterfølgende kom Taliban til ansøgerens butik flere gange på ukendte tidspunkter. De spurgte efter ansøgeren én gang, hvor ansøgerens søn på ni år passede butikken. Ansøgerens naboer fortalte, at Taliban opsøgte hans butik yderligere en til to gange, hvor den var lukket. Tre til fire dage før ansøgerens udrejse besøgte han moskéen i landsbyen. Ansøgeren havde købt en koran i Kabul, som var skrevet på farsi. Han gav den til imamen, [A], og bad ham om at forklare, hvor det stod, at man skal føre Jihad og sende uskyldige børn i krig. Imamen sagde til ansøgeren, at han var vantro og en hykler. Ansøgeren svarede, at det var ham, der var en hykler, idet han fik løn fra myndighederne, men samarbejdede med Taliban. Ansøgeren gik igen uden sin koran. Næste dag om aftenen blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban. Ansøgerens far stod uden for porten til gården og talte med dem. Ansøgeren flygtede ud af et vindue på den anden side, hvorefter han løb væk fra bopælen. En stemme sagde ”stop”, men ansøgeren fortsatte. Der blev skudt to gange efter ansøgeren, som ikke blev ramt. Han løb to-tre timer, indtil han kom til landsbyen […]. Her tog ansøgeren hjem til sin fars gamle ven, [B], hvor han opholdt sig i kort tid. Ansøgeren fik nyt tøj og 5.000 afghani til sin rejse. Ansøgeren tog herefter videre til Kabul. I Kabul ringede han hjem og talte med sin mor, som fortalte, at Taliban havde været på bopælen. De havde slået ansøgerens ægtefælle og hans forældre. Myndighederne havde også været på bopælen. De havde taget ansøgerens far med. Fra Kabul udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden, og forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Nævnet henviser til, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende om omstændighederne for hans flugt fra familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han mødte sin mor, efter at der var blevet banket på porten til gårdspladsen, og at hun fortalte, at moskeens imam og nogle personer spurgte ansøgerens far om ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans ægtefælle fortalte, at der var blevet banket på, og at ansøgeren derfor tænkte, at det var Taliban, der kom. Han hørte sin fars stemme og vidste, at der var noget galt, hvorefter han flygtede, da han havde hørt sin mor og sin ægtefælle skrige og råbe. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der er to-tre timers gang fra ansøgerens landsby til [B’s landsby], hvortil han flygtede. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han løb i to-tre timer under sin flugt for at komme til [B’s landsby], og under nævnsmødet har han forklaret, at han ikke ved, hvor lang tid han løb under flugten. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter sin samtale og diskussion med imamen tog til sin butik, hvor han opholdt sig i fem minutter, indtil han bad sin søn om at lukke butikken. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han selv lukkede butikken og tog hjem. Foreholdt divergensen under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det både var ansøgeren og hans søn, der lukkede butikken den pågældende dag. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om Talibans første henvendelse i hans forretning. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban tog hans telefon, som havde et indbygget kamera. Under asylsamtalen har han forklaret, at Taliban var vrede over, at ansøgeren hørte musik fra telefonen, og at de blev sure over, at ansøgeren hørte en pakistansk sanger, der hedder […]. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har kunnet forklare baggrunden og formålet for hans henvendelse til imamen med en koran, som han tilfældigt har købt i en forretning i Kabul. Nævnet henviser til, at ansøgeren på flere spørgsmål har forklaret afglidende og usammenhængende herom. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/37/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og tajik og sunnimuslim fra [X] i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, idet han har anmeldt farbroren til politiet for at handle med narkotika og for at være kommandant for Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror tog ham ud af skolen, fordi han i stedet skulle arbejde i farbrorens butik, hvorfra der blev drevet narkotikahandel. Ansøgeren forsøgte på et tidspunkt at flygte, men da han var på vej væk i bussen, blev han stoppet af bevæbnede mænd, som tog ansøgeren med tilbage til farbroren. Ansøgeren blev tilbageholdt i en kælder af farbroren, som også udsatte ansøgeren for grove fysiske overfald. Efterfølgende fortsatte ansøgeren med at arbejde i farbrorens butik, og han blev også bedt om at levere narkotika andre steder. En dag, da ansøgeren skulle aflevere narkotika, blev han be-skudt af politiet. Efterfølgende anmeldte ansøgeren sin farbror til politiet for at sælge narkotika og for at være kommandant for Taliban, hvilket medførte, at farbroren blev tilbageholdt. Herefter flyg-tede ansøgeren til Kabul, hvor han opholdt sig hos sin søster, indtil han udrejste af Afghanistan. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin søster, fik han oplyst, at farbroren var blevet løsladt, og at han havde slået ansøgerens mor og bror ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med farbroren til grund, idet forklaringen i det hele fremstår divergerende, utrovær-dig og konstrueret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han anmeldte sin farbror til distriktspolitiet, fortalte detaljeret om sin farbrors narkotikahandel og gav politiet adressen på farbrorens forretning og hans hjem. Han forklarede politiet, at han boede i landsbyen og var vidne til det, der foregik i forretningen, fordi han var ven med farbrorens søn og havde været i forretningen. Til samtalen den [i efteråret] 2016 forklarede ansøger, at han fortalte politiet om butikken. Han sagde, at han var en ven af [farbroren]s søn, og at [farbroren]s søn drev butikken, hvorfra [farbroren]s søn drev narkotikahandel. Politiet accepterede at holde hans navn hemmeligt. Til samtalen den [i vinteren] 2016 forklarede ansøger derimod, at han anmeldte [farbro-ren] til politiet for at være en af Talibans chefer og for at være narkotikasmugler samt for at havde solgt narkotika gennem ansøger. Denne forklaring blev læst op for ansøger, der bekræftede forkla-ringen, ligesom ansøger senere under samtalen bekræftede denne forklaring. Foreholdt, at han tidli-gere havde forklaret, at han havde sagt til politiet, at det var [farbroren]s søn, der havde betjent bu-tikken, forklarede ansøger, at det var korrekt, og at han aldrig havde forklaret anderledes. Ansøge-ren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. An-søgeren har endvidere til samtalen den [i efteråret] 2016 forklaret, at han anmeldte farbroren til poli-tiet to – tre uger efter, at han tredje gang havde leveret narkotika uden for butikken, mens ansøger til samtalen den [i vinteren] 2016 forklarede, at der gik en dag fra leveringen, og til han anmeldte farbroren og derefter flygtede. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans ven, [A], ringede til ham, samme dag, som ansøgeren var kommet til sin søster i Kabul, og fortalte, at civilklædte myndighedspersoner havde været i farbrorens forretning og havde hentet narkotika, ligesom de havde hentet farbroren i hans hjem. Til samtalerne [i efteråret] og [i vinteren] 2016 forklarede ansøger derimod, at det var hans mor, der ringede med denne besked. Flygtninge-nævnet bemærker videre, at ansøgerens forklaring om, at farbrorens mænd fandt ansøgeren efter 6 timer, da han første gang forsøgte at flygte i en bus til Mazar-e-Sharif, forekommer påfaldende hen-set til, at ansøgeren efter sin forklaring ikke blev overvåget i butikken, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren først forsøgte at flygte på ny et år efter at have genoptaget salget af narko-tika. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerens forklaring til sin advokat om, at han ikke havde mulighed for at flygte, da en af farbrorens folk holdt øje med butikken og med, hvornår an-søgeren åbnede og lukkede butikken, må tilsidesættes som udbyggende og utroværdig. Nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han i asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hans bror også arbejdede i butikken, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet forklarede, at hans bror ikke arbejdede i butikken, og at han endvidere har forklaret divergerende om, hvor mange gange han forsøgte at flygte. Forså vidt angår ansøgerens frygt for de afghanske myndigheder begrundet i, at det ikke kan udelukkes, at ansøge-rens farbror i forbindelse med sin løsladelse har lagt ansvaret for narkohandlen på ansøger bemærker nævnet, at denne frygt – der alene beror på ansøgerens egen formodning – ikke kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsyn-liggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/369/CMA
Nævnet stadfæstelse i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som også har dræbt ansøgerens far, der arbejdede som soldat for den afghanske hær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at faren arbejdede som offi-cer for den afghanske hær. Faren blev såret i kampen mod Taliban og han kom på hospitalet, hvor han blev interviewet om sin indsats. Der blev i den forbindelse bragt en artikel og ansøgerens far, ligesom han optrådte i en nyhedsudsendelse. Efter faren blev udskrevet fra hospitalet modtog faren en udmærkelse for sin indsat mod Taliban, ligesom han steg i rang. En nat vågnede ansøgeren ved lyden at et brag og skrig. Ansøgeren fandt sin far ligge i gården omgivet af blod. Ansøgeren så fire talibanere, hvorefter han flygtede over en mur og over til naboen, hvor han blev gemt og senere samme nat kørt til Kabul. Næste morgen flygtede ansøgeren ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens for-klaring ikke forekommer sandsynlig, og at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende om hændelsesforløbet. Således har ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen […] forkla-ret, at ansøgeren og familien ikke vidste, at faderen var blevet såret, før de så faderen på tv. Bagef-ter fik familien et telefonisk opkald om, at faderen var blevet såret. Under nævnsmødet har ansøge-ren omvendt forklaret, at hans mor blev ringet op og fik besked om, at faderen var blevet såret, før familien så ham på tv. Ansøgeren har endvidere under samtalen den […] forklaret, at faderen var blevet skudt i højre ben og højre arm, mens han under nævnsmødet, direkte adspurgt om faderen var blevet skadet på overkroppen, har forklaret, at faderen kun var blevet såret i benene. Foreholdt sin tidligere forklaring har han ændret dette til, at faderen havde mindre skader på armen. Endelig har ansøgeren under samtalen den […] forklaret, at han fra sit værelse hoppede ud af vinduet, løb meget hurtigt rundt om huset hen til hovedindgangen, hvor der var en stige, som han tog for at kravle over naboens mur, der var meget høj. Under nævnsmødet har han imidlertid forklaret, at han løb ud af døren og hoppede direkte over muren, der var et stykke højere end ham selv. Nævnet finder endvi-dere, at ansøgerens forklaring om flugten fra familiens hjem forekommer usandsynlig, idet han iføl-ge sin forklaring så de fire talibanere i en afstand af maksimalt 20 meter, og at de så ham og be-gyndte at gå efter ham, og alligevel lykkedes det ham at slippe væk. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de fire talibanere, som havde set ansøgeren flygte, ikke var i stand til at finde ham, der gemte sig i en seng hos naboen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/368/STR
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra [landsby], [distrikt], Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en mand ved navn [A]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin kæreste, [Bs] forlovede, [C], af [Bs] brødre, sin far, samt af de afghanske myn-digheder, da han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende hans frygt for at blive dræbt af [A] henvist til, at hans families butik blev røvet af [A] i [efteråret] 2014. Efterfølgende begyndte [A] at chikanere ansøgeren, fordi han mente, at ansøgeren havde videregivet informationer om ham til andre personer i deres landsbyområde. [A] har sendt trusselsbreve til ansøgeren og skudt mod porten på ansøgerens bopæl. I forbindelse med konflikten med [A], skaffede ansøgeren sig et våben, og der var derefter ikke problemer mellem [A] og ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende hans frygt for at blive dræbt af [Bs] forlovede, [C], [Bs] brødre, hans far samt de afghanske myndigheder henvist til, at han havde et udenomsægteskabeligt forhold til [B]. [B] var lovet bort til [C], der var bodyguard for parlamentsmedlemmet [D]. Ansøgeren har kendt [B] hele sit liv, idet de boede i samme by. På et tidspunkt blev de mere interesserede i hinanden, og de begyndte at få et forhold til hinanden. De havde telefonisk kontakt, men mødtes også fysisk fire til fem gange. Deres sidste møde var af seksuel karakter. Ansøgeren og [B] havde talt om at blive gift, men de var nødt til at vente på at [Bs] forlovede, [C], skulle gifte sig med en anden. Ansøgeren og [B] blev opdaget af hendes fætter på ti år, da de mødtes sidste gang. Ansøgeren valgte herefter at flygte, idet han var bange for, at [Bs] fætter ville sladre til sin familie om, hvad der var sket. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen er på flere centrale punkter divergerende og fremstår konstrueret til lejligheden. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med [A] lægger nævnet især vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen og for nævnet har forklaret, at konflikten ikke har været bestemmende for udrej-sen, og at ansøgeren ikke har haft problemer med [A], efter at ansøgeren fik et våben. Ansøgeren har i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at [A] skød mod ansøgers families bopæl ca. 10-15 dage efter røveriet mod familiens butik. Under oplysnings-og motivsamtalen har han derimod forklaret, at der blev skudt mod familiens bopæl om aftenen, den dag hvor røveriet fandt sted.Vedrørende den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens forhold til [B] lægger nævnet afgørende vægt på, at an-søgeren under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har forklaret, at [Bs] fætter fik øje på ansøgeren, da han havde sex med [B] i nabohuset, da fætteren var oppe på taget for at fange fugle. Under gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at fætteren var inde midt i haven, da han fik øje på ansøgeren og [B]. Der henvises endvidere til, at ansøgeren under gensamtalen har forkla-ret, at han og [B] tog tøjet af, da de mødtes for anden gang, mens ansøgeren under nævnsmødet først har forklaret, at de ikke klædte sig af og efterfølgende da han blev foreholdt divergensen har forklaret, at han tog [Bs] kjole af. Det understøtter i øvrigt ansøgerens utroværdighed, at han har forklaret usammenhængende om sit kendskab til, hvorvidt [B] var forlovet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han oplyst, at han ikke vidste, at [B] allerede var lovet bort til en anden, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har oplyst, at han kendte til [Bs] forlovelse inden hans for-hold til hende. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ved være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgel-se omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/367/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 3. november 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [landsby], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af hans kærestes, [As], familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han deltog i et engelsk-kursus, hvor han mødte en pige ved navn [A]. De udvekslede telefon-numre og begyndte at skrive sammen. De blev kærester efter et stykke tid. En dag da ansøgeren var alene hjemme, skrev han til [A], at han ikke kom til engelsk-kursus den dag. Hun spurgte, om hun ikke skulle komme hjem til ansøgeren. [A] kom hjem til ansøgeren. De havde seksuelt samvær. Ansøgeren blev efterfølgende bange. Han ringede til sin ven, [B], som rådede ansøgeren til at forla-de byen i en periode. Ansøgeren tog derefter til Herat for at besøge sin fætter. Da ansøgeren var ankommet til Herat, ringede [A] til ham. Hun fortalte, at hendes familie havde fået kendskab til, hvad der var sket, og de ville tale med ansøgeren. Ansøgerens fars butik blev efterfølgende opsøgt af [As] far og brødre. De var voldelige over for ansøgerens far, og de spurgte efter ansøgeren. An-søgeren opholdt sig i Herat i omkring en uge, hvorefter han udrejste til Iran. Ansøgerens familie udrejste efter ansøgeren, og de mødtes i Iran. Ansøgeren rejste videre til Europa, mens hans familie blev deporteret tilbage til Afghanistan. Da ansøgerens familie var vendt tilbage til Afghanistan, blev de opsøgt af [As] familie. [As] brødre slog ansøgerens forældre ihjel og var voldelige over for an-søgerens lillebror. Ansøgerens lillebror er efterfølgende blevet stoppet på gaden af [As] brødre, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren anses for at være tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er således 17 år, og har under nævnsmødet svaret relevant på de spørgsmål, som han er blevet stillet om asylmotivet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden, og forklaringen forka-stes derfor som utroværdig. Nævnet lægger herved afgørende vægt på, at det fremstår usandsynligt, at [A] efter eget ønske og på hendes initiativ er mødtes med ansøgeren på hans bopæl, så de for før-ste gang udenfor deres engelsk-kursus kunne være alene sammen, og at de på ansøgerens bopæl har haft samleje. Der henvises til ansøgerens forklaring under samtalerne med Udlændingestyrelsen om, at [As] far var medlem af parlamentet i Afghanistan, og at han også var en farlig mand, der samar-bejdede med Taliban. Forældrene var endvidere meget religiøse, og [A] måtte kun forlade sin bopæl for at deltage i engelsk-kursus. Ansøgerens forklaring under gensamtalen om, at han ikke tænkte så meget over, hvorledes [As] familie ville have det med mødet, og at han ikke tænkte på, hvilke pro-blemer [A] eventuelt kunne have derhjemme, fremstår i den forbindelse ikke overbevisende. Der lægges i den forbindelse også vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han og [A] ikke mødtes person-ligt udenfor kursus før den pågældende dag, fordi det var for farligt sammenholdt med, at ansøgeren slet ikke anså det for at være risikabelt, at [A] besøgte ham på bopælen. Der henvises endvidere til, at ansøgeren har forklaret, at [As] brødre var voldelige. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen for nævnet af en kopi af en indbydelse til koranlæsning for ansøgerens forældre og en kopi af en efterforskningsrapport fra en politimyndighed kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/366/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni muslim fra (…), (…) Bydistrikt, Kapisa provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban har forsøgt at hverve ham til jihad, og at de har dræbt ansøgerens far, fordi faren modsatte sig at udlevere ansøgeren. Faren blev dræbt af Taliban for omkring tre år siden. Et år efter farens død opsøgte fire talebanere og en mullah ansøgerens bopæl. De talte med ansøgeren og hans mor om jihad og om, hvordan ansøgeren skulle praktisere sin religion. Talebanerne sagde til ansøgeren, at de ville slå ham ihjel, ligesom de havde slået hans far ihjel, hvis han ikke accepterede at arbejde for dem. To uger efter opsøgte Taliban igen ansøgerens bopæl. Ansøgeren var med sin bror ude og vande familiens marker, hvorfor Taliban talte med ansøgerens mor. Taliban spurgte moren om, hvor ansøgeren var henne. Moren sagde, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren var. Talebanerne blev vrede og ransagede bopælen. Dagen efter kom ansøgeren hjem fra marken. Moren sagde til ansøgeren, at han skulle flygte, så han ikke skulle lide samme skæbne som faren. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 i forhold til sin hjemegn. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er og forbliver konflikter med Taliban lokale, der er minimal informationsudveksling indenfor Taliban, og ansøger er ikke profileret i forhold til Taliban. Hertil kommer, at den begivenhed, hvor ansøgeren blev opsøgt af Taliban, fandt sted for mere end 3 år siden. Henset til, at ansøgeren er en enlig, arbejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i både Afghanistan og Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end sin hjemegn, herunder i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det forhold, at ansøgerens morbror og morfar blev dræbt, da ansøgeren var barn, kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/365
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Kapisa-provinsen, Afghani-stan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af befolkningen i Kapisa, fordi han har arbejdet for NATO, hvorfor han betragtes som vantro i befolkningen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han har arbejdet for NATO. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [vinteren] 2009 begyndte at arbejde for AIT som chauffør. AIT transporterede varer for NATO. Ansøgerens morbror arbejdede ligeledes for AIT. Ansøgerens far var ikke glad for, at ansøgeren arbejdede for AIT. Efter ansøgeren var begyndt at arbejde, så han sin familie én gang om måneden. Omkring to måneder efter at ansøgeren var begyndt at arbejde for AIT, var ansøgerens far i moskéen. I moskéen sagde faren, at han ikke længere betragtede ansøgeren som sin søn. Ansøgeren forsatte med at besøge sine forældre, men han gjorde det kun, når det var mørkt. [I sommeren] 2015 var ansøgeren og hans morbror på besøg hos ansøgerens forældre. Efter besøget skulle de besøge morbrorens fætter. På vej derhen blev der skudt mod ansøgeren og hans morbror. Morbroren blev ramt af skud, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren tog derefter til Kabul og kontaktede morbrorens fætter, som fortalte, at morbroren var død. Ansøgeren var bange for, at han også ville blive skudt. Ansøgeren valgte derefter at udrejse af Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Nævnet lægger vægt på, at forklaringen på helt afgørende punk-ter er divergerende, og at forklaringen derfor må anses for konstrueret til lejligheden. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der kom nogle mænd fra Taliban frem og skød morbroren, efter at de havde besøgt ansøgerens familie. Ansøgeren kunne genkende mændene, som skød efter dem, da han havde set mændene i deres by, og de tilhørte Taliban. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke kunne se de personer, der skød mod dem, og at han ikke ved, hvem der skød. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om hyppigheden og varigheden af sine besøg hos ansøgerens forældre i Kapisa. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så sine forældre omkring en gang om måneden, og at han besøgte sin mor i et par timer ad gangen i de seks år, han arbejdede som chauffør. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der kunne gå én til tre måneder mellem besøgene, og at han alene opholdt sig 10 til 15 minutter ad gangen på bopælen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen i øvrigt forklaret, at han kunne komme kom hjem og bo i nogle dage hos familien, hvorefter han igen tog på arbejde. Der henvises endvidere til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke oplevede nogen problemer i befolkningen i Kapisa, efter at han var begyndt at arbejde som chauffør, men at han kunne se på befolkningen, at de hadede ham, når han kom i moskéen i Kapisa. Forespurgt nærmere herom, har ansøgeren forklaret, at han alene én enkelt gang er kommet i moskéen i Kapisa, og at han var sammen med militærfolk. Han har ikke været i stand til at oplyse nærmere om anledningen til besøget eller tidspunktet herfor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om kontakten med sin far. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far flere gange ringede til ansøgeren efter at han var begyndt sit arbejde som chauffør, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans far engang i mellem ringede til ansøgeren og spurgte, hvordan det gik. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke talte med sin far, efter at han var begyndt at arbejde som chauffør. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/364/HHU
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og pashtuner og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive dræbt af Taleban, idet hans far har afsløret Taleban samt arbejdet sammen med myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter at have boet i Iran i en længere årrække, vendte han og hans familie tilbage til Afghanistan på en ukendt dato i 2005. Hans far fik arbejde i direktoratet for flygtninge i Afghanistan. Da ansøgeren og hans familie havde været i Afghanistan i omkring fire til fem år, fik hans far problemer med Taleban. Hans far afslørede, at talibanerne opholdte sig i lejrene i Afghanistan og udførte propaganda. Lejrene blev ransaget, og et ukendt antal talibanerer blev anholdt og udleveret til de afghanske myndigheder. Efterfølgende blev hans far udsat for et ukendt antal telefoniske trusler af Taleban. Hans far blev ligeledes på ukendte tidspunkter udsat for to skudattentater. På en ukendt dato i 2010 flyttede ansøgeren og hans familie tilbage til Iran. På en ukendt dato i 2013 vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Afghanistan. Herefter blev ansøgeren og hans families bopæl på en ukendt dato angrebet med to håndgranater, hvor hans bror [M] blev ramt af en splint i benet. Efterfølgende i 2014 udrejste ansøgerens forældre til Iran. Ansøgeren og hans bror [M] blev i Afghanistan, idet de begge på dette tidspunkt var over 18 år, og derfor ikke kunne få opholdstilladelse i Iran. På en ukendt dato i 2015 modtog ansøgerens bror [M] en telefonisk trussel af Taleban. På et ukendt tidspunkt i 2015, da ansøgerens mor var på vej hjem fra Afghanistan til Iran, blev hun beskudt. Ansøgeren er sikker på, at det var Taleban, som beskød hans mor, fordi hans far sagde dette til ansøgeren, idet Taleban tidligere havde ringet til ansøgerens bror [M], og fordi ansøgerens mors chauffør ikke tidligere havde oplevet, at der var blevet skudt efter ham. På en ukendt dato i 2015, da ansøgeren var på vej til universitet med sin bror, blev de udsat for et skudattentat fra fire mænd på to motorcykler. Ansøgeren er sikker på, at det var Taleban, fordi politiet oplyste, at mændenes formål havde været at dræbe ansøgeren og hans bror. Umiddelbart herefter rejste ansøgeren og hans bror ud af Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Afghanistan [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er underbygget af oplysninger i ansøgerens pas, visum og andre dokumenter i sagen. Flygtningenævnet finder, at de tidsmæssige divergenser mellem ansøgerens og hans mors forklaring primært må tilskrives morens analfabetisme og hendes helbredsforhold. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er blevet truet og udsat for skud- og granatangreb af Taleban som følge af hans fars arbejde som chef for Direktoratet for flygtninge og repatrierede i Herat. Faren havde foranlediget at talibanere, som havde blandet sig med flygtninge i flygtningelejrene, og som havde forsøgt at rekruttere flygtninge, blev anholdt af de internationale og afghanske myndigheder og deres våbenlagre konfiskeret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på grund af farens stilling som chef i flygtningemyndighederne, hvor han havde foranlediget anholdelse af en række talibanere, må anses for at være højt profileret i forhold til Taleban overalt i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/363/IVK
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og pashtuner og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, da hans far har en konflikt med Taleban på grund af sit arbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var chef for centre for afghanere, der vendte hjem til Afghanistan fra andre lande. En dag i slutningen af januar 2010 kom hans far hjem fra arbejde og fortalte, at medlemmer af Taleban havde blandet sig med de folk, der rejste til landet. Hans far havde kontaktet nogle ukendte udenlandske organisationer, som han samarbejdede med og bad om hjælp til at arrestere medlemmerne af Taleban. Teleban havde derfor ringet til hans far på hans arbejde og truet ham. Ti til femten dage efter at de havde ringet og truet ansøgerens far, skød Taleban efter hans fars bil på vej til arbejde, hvorefter de endnu en gang ringede og truede ham. I [sommeren] 2010 blev der igen skudt mod hans fars bil, og Taleban ringede igen, hvor de tog ansvaret for angrebet mod hans far og truede ham igen. Få dage efter dette angreb rejste familien til Iran. I slutningen af 2013 eller starten af 2014 rejste familien tilbage til Afghanistan. På et ukendt tidspunkt i starten af 2014 omkring en halv måned efter familien var kommet tilbage til Afghanistan, blev deres bopæl angrebet. To håndgranater blev med få sekunders mellemrum kastet ind i familiens have, hvor ansøgeren befandt sig. Da den første eksploderede mistede ansøgeren bevidstheden. To til tre måneder senere rejste ansøgerens forældre igen til Iran, mens ansøgeren og hans bror blev boende i Afghanistan, da de ikke kunne få opholdstilladelse i Iran. På en ukendt dato i 2015 blev de ringet op på bopælen af en ukendt person. Vedkommende spurgte efter ansøgerens far og truede derefter ansøgeren og hans familie. Få dage efter dette opkald blev ansøgeren og hans bror angrebet tæt på deres egen bopæl, da de var på vej til universitet. To motorcykler med hver to personer på kørte efter dem og skød efter dem, men ansøgeren og hans bror stak af og gemte sig hos en nabo, indtil personerne var væk. Ansøgeren udrejste af Afghanistan sammen med hans bror [i slutningen af] 2015 omkring en til tre uger efter skudperioden. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er underbygget af oplysninger i ansøgerens pas, visum og andre dokumenter i sagen. Flygtningenævnet finder, at de tidsmæssige divergenser mellem ansøgerens og hans mors forklaring primært må tilskrives morens analfabetisme og hendes helbredsforhold. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er blevet truet og udsat for skud- og granatangreb af Taleban som følge af hans fars arbejde som chef for Direktoratet for flygtninge og repatrierede i Herat. Faren havde foranlediget at talibanere, som havde blandet sig med flygtninge i flygtningelejrene, og som havde forsøgt at rekruttere flygtninge, blev anholdt af de internationale og afghanske myndigheder og deres våbenlagre konfiskeret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på grund af farens stilling som chef i flygtningemyndighederne, hvor han havde foranlediget anholdelse af en række talibanere, må anses for at være højt profileret i forhold til Taleban overalt i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/362/IVK
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes familie har været forfulgt af Taleban i Afghanistan, fordi hendes ægtefælle har arbejdet som chef for flygtningelejre i Herat i Afghanistan i en periode på to et halvt til tre år fra 2005 og frem. I den forbindelse afslørede hendes ægtefælle Talebans forsøg på at rekruttere flygtninge fra lejrene. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter at have boet en længere årrække i Iran, vendte hun og hendes familie tilbage til Herat i Afghanistan omkring 2003 til 2004, hvor hendes ægtefælle fik arbejde med udenlandske organisationer i Herat by. Han var chef for et flygtningekontor i to et halvt til tre år fra tre til fire år efter, at Afghanistan blev befriet af amerikanerne, hvilket vil sige fra omkring 2005 og frem. Hendes ægtefælle afslørende, at Taleban forsøgte at rekruttere flygtninge i deres flygtningelejre til deres organisation og oplyste dette til myndighederne. Efterfølgende på ukendte tispunkter blev hendes ægtefælle to gange udsat for skudattentater. Efter hvert angreb ringede Taleban til hendes ægtefælle og truede ham. De ringede i alt omkring tre til fire gange. På et ukendt tidspunkt derefter blev deres bopæl i Herat angrebet med to håndgranater, hvorved hendes medansøgende søn [M] blev ramt af en splint i benet. Ansøgeren var på det tidspunkt i huset sammen med hendes ægtefælle og tre af deres sønner herunder [S], som var på besøg fra Malaysia. Efterfølgende udrejste ansøgeren og hedes ægtefælle til Iran, og [S] tog tilbage til Malaysia. Hendes to andre sønner blev imidlertid boende på bopælen i Herat blev der skudt efter hendes bil. Da hun ankom til en kontrolpost, standsede hendes chauffør bilen og sagde, at det var Taleban, der havde skudt efter dem. Chaufføren var af den overbevisning, fordi han havde bemærket, at der var en bil, der havde fulgt efter dem hele vejen fra deres bopæl i Herat til kontrolposten. Ansøgerens to sønner havde forinden hendes sidste udrejse af Afghanistan til Iran fået én telefonisk trussel fra Taleban. De undlod at fortælle hende det, for ikke at gøre hende ængstelig. Hendes to sønner blev kort før deres udrejse af Afghanistan i [slutningen af] 2015 udsat for et skudattentat fra fire mænd på to motorcykler. Hendes to sønner er sikre på, at det var Taleban, der skød efter dem, for Taleban er de eneste, som truede dem og deres familie. Om denne konflikt fortalte de ansøgeren kun, at Taleban havde truet dem, fordi de ikke ville gøre hende ængstelig. Hendes to sønner udrejste af Afghanistan en sidste gang til hende og hendes ægtefælle i Iran en ukendt dato omkring 14 dage før de alle fire udrejste fra Iran til Tyrkiet [i slutningen af] 2015 for at komme til Danmark, hvor hendes datter [K] bor. Undervejs på vandet mellem Tyrkiet og Grækenland mistede ansøgeren og hendes to sønner kontakten til hendes ægtefælle, hvorefter han tog tilbage til Tyrkiet, og derfra videre til Iran, hvor han nu opholder sig hos sin bror i Isfahan. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er underbygget af oplysninger i ansøgerens pas, visum og andre dokumenter i sagen. Flygtningenævnet finder, at de tidsmæssige divergenser mellem ansøgerens og hendes sønners forklaringer primært må tilskrives hendes analfabetisme og helbredsforhold. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er blevet truet og udsat for skud- og granatangreb af Taleban som følge af hendes ægtefælles arbejde som chef for Direktoratet for flygtninge og repatrierede i Herat. Ægtefællen havde foranlediget, at talibanere, som havde blandet sig med flygtninge i flygtningelejrene, og som havde forsøgt at rekruttere flygtninge, blev anholdt af de internationale og afghanske myndigheder og deres våbenlagre konfiskeret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på grund af ægtefællens stilling som chef i flygtningemyndighederne, hvor han havde foranlediget anholdelse af en række talibanere, må anses for at være højt profileret i forhold til Taleban overalt i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/361/IVK
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelige statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold for shia-muslimer og hazaraer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes yngste søn, [A], blev soldat for det afghanske militær, da han var 18 år. Da han havde aftjent sin to-årige værnepligt, fortsatte han i militæret, fordi der var krig, og fordi han ønskede at stige i rang. Samme morgenen som ansøgeren, sammen med sin familie, forlod hjemmet om aftenen, opsøgte en ukendt mand familiens bopæl. Manden afleverede liget af ansøgerens søn ved familiens dørtrin. Ansøgeren og hendes familie lå og sov, da en person bankede på døren. Ansøgerens ægtefælle åbnede døren og så en person med tørklæde om hovedet køre væk fra familiens bopæl på motorcykel. Ansøgeren tror, at personen var fra Taliban. På en mur tæt ved familiens bopæl var der skrevet, at det, som var sket for deres søn, også ville ske for dem. Ansøgeren formoder, at det var personen på motorcyklen, der har skrevet teksten på muren. Efter de havde begravet ansøgerens søn, udrejste ansøgeren og hendes ægtefælle, søn og svigerdatter, samt to børnebørn af Afghanistan. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har givet en konsistent forklaring om det, hun har hørt og oplevet i forbindelse med, at sønnens lig blev afleveret. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har givet en plausibel forklaring om, at hun ikke har nøjere kendskab til, hvorledes flugten blev aftalt og finansieret, fordi hun levede i et traditionelt afghansk ægteskab og hele begravelsesdagen opholdt sig sammen med kvinderne uden mulighed for at høre, hvad der måtte blive aftalt mellem mændene. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at hele familien udrejste allerede samme aften, hvilket understøtter ansøgerens forklaring om, at der samtidig med afleveringen af sønnens lig blev skrevet dødstrusler mod familien på husmuren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring har fremstået overordnet uden deltaljer, men Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering, at dette kan tilskrives, at ansøgeren er analfabet sammenholdt med hendes oplysninger om sin rolle i familien og sit manglende kendskab til forholdene uden for landsbyen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren og hendes familie på tidspunktet for deres fælles udrejse havde en uafsluttet konflikt med Taliban, og Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren efter en konkret og samlet vurdering har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke oplyst forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/36/SOL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra […], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har truet ham. Ansøgeren formoder, de ukendte personer er fra Taliban. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet han er flygtet fra Afghanistan uden at opsige sit arbejde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i perioden [foråret] 1392 ([…] 2013) indtil hans udrejse i [sommeren] 1394 ([…] 2015) arbejdede for den militære sikkerhedstjeneste. Ansøgeren arbejdede i et kontor i området […] i Kabul, som arbejdede med byplanlægning og renovering af sikkerhedstjenestens kontorer i hele Afghanistan. Ansøgeren stod for at registrere og arkivere henvendelser fra sikkerhedstjenestens kontorer. Ansøgeren havde 2 til 3 gange modtaget opkald fra et ukendt nummer, som han ikke havde besvaret. Ansøgerens nabos børn sagde til ansøgeren, at han skulle besvare sin telefon. Omkring halvanden til to måneder herefter, i [vinteren] 1393 ([…] 2015), modtog ansøgeren et opkald fra ukendte personer, som bad ham samarbejde, hvilket ansøgeren nægtede, hvorefter han afbrød opkaldet. Omkring 15 dage senere blev ansøgeren igen ringet op og truet. 15 til 20 dage efter første opkald blev ansøgerens far ringet op af ukendte personer, der sagde til ham, at hans søn skulle samarbejde. En til to dage herefter ringede de igen til ansøgerens far og truede med, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren ikke ville samarbejde. Faren skiftede herefter telefonnummer, og han blev ikke kontaktet igen. Fem til ti dage herefter gik ansøgeren til sin chef og fortalte, at hans far havde modtaget opkald og trusler. Chefen sagde, at han ville sende ansøgerens sag videre i systemet. Ansøgeren modtog yderligere fire til fem opkald fra et ukendt nummer, som han ikke besvarede. En torsdag i [foråret] 1394 ([…] 2015) hentede ansøgeren sin søster […] på universitetet, da han var på vej hjem fra Kabul. Da de kørte i området […] omkring 5 til 6 kilometer fra deres bopæl, blev ansøgerens bil angrebet af to personer på en motorcykel. Personerne på motorcyklen skød tre skud mod bilen, og [søsteren] blev ramt, hvorefter hun døde som følge af sine kvæstelser. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren var nødt til at gemme sig, hvorfor ansøgeren tog ophold hos sin ven […] i Maidan Shah i omkring halvanden måned. [Vennen] sagde til ansøgeren, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne. Dette havde [vennen] hørt fra ukendte personer på sin arbejdsplads i sikkerhedstjenesten i Maidan Shah. Ansøgeren tog til Kabul, hvor han opholdt sig i omkring syv til ti dage. Ansøgerens fætter, […], og fætterens ven hjalp ansøgeren med at skaffe ansøgerens pas og visum til Iran, hvorefter ansøgeren udrejste legalt af Kabul lufthavn [i sommeren] 1394 ([…] 2015). Ansøger har efterfølgende fået oplyst, at hans fætter er blevet skudt og dræbt af ukendte personer foran sin hoveddør i [sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om hændelsesforløbet har været udbygget og har virket tillært, idet ansøgeren er gledet af på konkrete spørgsmål og blot diffust og overordnet har gentaget sin forklaring om hele hændelsesforløbet. Denne forklaring har været ukonkret og divergerende. Divergenserne består blandt andet i rækkefølgen af henvendelserne, som han antager, kommer fra Taliban, indholdet af henvendelserne, og om det var ham eller faren, der blev kontaktet. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt det var vennen eller fætteren, som hjalp ham med udrejsen og om, hvilken begrundelse vennen i Maidan Shah-provinsen gav for, at ansøgeren skulle forlade stedet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er sandsynligt, at Taliban skulle forlange samarbejde fra ansøgerens side uden at ville oplyse, hvad ansøgeren skulle foretage sig for at samarbejde. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der skulle være en sammenhæng mellem henvendelserne fra Taliban og skudepisoden, som gik ud over ansøgerens søster. Ansøgeren har i øvrigt ikke i asylskemaet oplyst, at søsteren blev dræbt i den forbindelse. Ansøgeren har heller ikke oplyst, hvorledes der skulle være en sammenhæng mellem hans angivelige konflikt med formentlig Taliban og drabet på ansøgerens fætter […]. Ansøgeren har videre ikke kunnet eller villet oplyse, hvem der angiveligt skulle have kontaktet ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse, og hvad henvendelserne drejede sig om. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban som følge af, at han skulle have nægtet at samarbejde med Taliban. Vedrørende ansøgerens eventuelle konflikt med sit ansættelsessted har ansøgeren forklaret, at han orienterede ansættelsesstedet om henvendelserne fra Taliban. Ansøgerens forklaring om, at vennen i Maidan Shah skulle have fundet en efterlysning af ansøgeren, er ny, og forklaringen for nævnet herom har været diffus og ukonkret. Ansøgeren udrejste legalt og med ægte pas fra Kabul-lufthavn. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han skulle være forfulgt fra myndighedernes side. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet i sin bevisvurdering har taget højde for, at ansøgerens forklaring kan være påvirket af hans psykiske tilstand. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2017/359/COL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbekisk og sunnimuslim fra Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af myndighederne eller slået ihjel af Taliban, fordi han arbejdede som soldat for myndighederne og deserterede fra tjeneste kort tid før sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frivilligt startede i militærtjeneste [i] 2011. Omkring [sommeren] 2012 begyndte han at arbejde hos operationsstyrkerne. Han blev udstationeret på en base i provinsen […], hvor han skulle hjælpe til med at bekæmpe Taliban. Han var en del af sikkerhedsteamet, som havde til opgave at overvåge og skabe overblik over et område, før den reelle mission startede. Ansøgeren var med sin gruppe på mission natten [i sommeren] 2015 i landsbyen […]. De var seks personer på en kontrolpost ved byens hovedvej. Taliban angreb gruppen, mens en person holdt vagt og fem personer sov. Taliban skød mod et hus, hvor gruppen opholdt sig. Ansøgerens gruppe vågnede og flygtede væk fra huset i modsat retning af, hvor Taliban skød fra. Personen, der holdt vagt, blev skudt og slået ihjel. Ansøgerens gruppe løb en halv kilometer og kaldte på politistationen over en walkie talkie. Gruppen blev hentet og kørt til amtsdistriktskontoret i [en by]. En efterforsker, […], sørgede for, at ansøgeren og gruppen blev placeret i et rum, hvor de skulle afhøres hver for sig. Ansøgeren flygtede fra kontoret den efterfølgende nat uden problemer. En lastbilchauffør kørte ansøgeren hjem. Ansøgeren overnattede på sin bopæl og rejste videre den efterfølgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været ansat som menig soldat i sikkerhedstjenesten. Det kan derimod ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for den hændelse, han har forklaret om, og således heller ikke at han risikerer straf for desertering efter hændelsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hændelsen savner indre logik, og at forklaringen fortløbende er blevet udbygget under sagens behandling. I asylskemaet har ansøgeren således yderst kortfattet oplyst, at: ”Jeg udførte opgaver i distriktet. Taliban kom. De angreb vores post. Vores vagt blev martyrdræbt. Vi flygtede. De tog alle vores våben med.”. Senere har ansøgeren forklaret flere og flere detaljer om hændelsesforløbet, og han har senest til den beskikkede advokat og for nævnet forklaret, at han så hele hændelsesforløbet for sig som en film, og at kontrolposten blev sprængt i luften af en raket. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren og fire kolleger flygtede fra kontrolposten uden sko og uden at medtage deres våben, hvorimod radioen blev medtaget. Flygtningenævnet finder videre, at forklaringen om hændelsesforløbet som tilbageholdt af sikkerhedstjenesten ikke er sandsynligt. Det gælder navnlig, at ansøgeren, som den eneste af de fem tilbageholdte, nød en sådan særstilling, at han havde mulighed for efter et toiletbesøg frit at forlade sikkerhedstjenesten uden at blive tilbageholdt af vagten, som blot spurgte, hvor han skulle hen. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at myndighederne angiveligt ikke umiddelbart efter den angivne desertering har eftersøgt ansøgeren hos forældrene, men angiveligt alene spurgt efter ham omkring halvandet år efter hændelsesforløbet. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse for myndighedernes side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer overgreb fra Talibans side som følge af ansøgerens tidligere ansættelse som menig soldat i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/358/col
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfar, fordi ansøgeren har giftet sig med hans datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en sikkerhedschef i Mazar-e-Sharif, fordi hans søn var forlovet med ansøgerens ægtefælle. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sikkerhedschefens søns morbror, fordi ansøgeren er flygtet sammen med [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 udførte tømrerarbejde hjemme hos en militærmand. I den forbindelse mødte ansøgeren militærmandens datter, [A], som han indledte et forhold til. Igennem et år mødtes ansøgeren med [A] en-tre gange om måneden. Dette foregik i hemmelighed. Ansøgerens far var i mod ansøgerens forhold til [A], fordi hun kom fra en magtfuld familie. En dag sagde [A] til ansøgeren, at hun ville begå selvmord, hvis hun ikke blev gift med ansøgeren. Ansøgeren foreslog herefter, at de skulle flygte sammen. Ansøgeren og [A] blev efterfølgende viet af en mullah. Efter vielsen fortalte [A] til ansøgeren, at hun var forlovet med sønnen til sikkerhedschefen i Mazar-e-Sharif. Forinden ansøgeren udrejste af Afghanistan, tog han ophold hos sin farbror sammen med [A]. Mens ansøgeren var hos farbroren, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af [A]s far, som truede med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaringer om sine konflikter i Afghanistan forekommer usandsynlige og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i nævnets vurdering, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren og [A] i skoletiden to-tre gange om måneden i en længere periode mødtes på offentlige steder og gik til en ubenævnt restaurant. Dette understreges også af oplysningerne om den status som [A]s familie indtager og de alvorlige konsekvenser, som det måtte forventes at have for [A] at indlede sig i et forhold med ansøgeren uden forældrenes samtykke. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet en overbevisende forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at han og [A] uden forældrenes tilstedeværelse kunne blive viet af en mullah. Nævnet må endvidere finde det påfaldende, at ansøgeren – efter at hans egen far havde slået hånden af ham – skulle have fået bistand til sin flugt af sin farbror, der samtidig skulle have taget sig af [A] og ladet hende bo hos sig. Nævnet må også finde det påfaldende, at ansøgeren flygtede alene fra Afghanistan henset til, at [A] efter de foreliggende oplysninger også måtte befinde sig i fare for repressalier fra sin indflydelsesrige familie, idet hun, som var forlovet med en anden mand, havde giftet sig mod familiens vilje. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der siden er sket med [A], eller har forsøgt at kontakte hende. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt i Afghanistan, der kan danne grundlag for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og i det de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation, i Afghanistan ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/357/CMA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra […], Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller tvangsrekruttere ham, fordi han var vejleder for unge mennesker. Ansøgeren opfordrede de unge mennesker til at komme væk fra dårlige miljøer med ekstremisme og stoffer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har en konflikt med sin tidligere svigerfamilie, idet han brød forlovelsen med en pige. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med Taliban henvist til, at han spillede volleyball på sikkerhedstjenestens hold. I sin fritid spillede ansøgeren på et hold fra [bydel A] i Kabul. Som en del af sin ansættelse som volleyballspiller på sikkerhedstjenestens hold skulle ansøgeren efter kampe tale med tilskuere og agitere mod terror, stoffer og ekstremisme. I [sommeren] 2015 skulle ansøgeren spille en kamp i Maidan Wardak-provinsen med [bydel A’s] hold. Der var omkring 200 tilskuere, og efter kampen talte ansøgeren med nogle af dem. Ansøgeren fortalte de unge mennesker, at de ikke skulle tage stoffer, og at de ikke skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgeren fortalte dem også, at han støttede regeringen. Efter kampen tog ansøgeren tilbage til Kabul, og et par dage senere tog han hjem til sine forældre i Kapisa. En aften omkring kl. 22 bankede det på porten og ansøgerens far åbnede. Der stod to personer, der præsenterede sig som repræsentanter fra [A] og [B], som er det lokale Taliban. Personerne ville have ansøgeren med. Ansøgeren klatrede op af en stige, så han kom op på husets tag. Ansøgeren løb over på nabohusets tag og hoppede ned i plantagen ved siden af. Ansøgeren løb derefter hjem til sin fætter, [C], der bor 15 til 20 minutters gang fra bopælen. Næste morgen tog ansøgeren til Kabul, hvor han opholdt sig i to dage hos sin farbror, [D]. Efter to dage ankom ansøgerens far til Kabul, og ansøgeren kunne se, at han var blevet slået. Ansøgeren overnattede herefter en nat hos nogle venner, som også skulle til Europa, og de rejste til Mazar-e Sharif den efterfølgende dag. Til støtte for sin konflikt med sin tidligere svigerfamilie har ansøgeren oplyst, at han og sin eks-forlovede, [E], blev forlovet i slutningen af 2013. Efter et års forlovelse gik de fra hinanden. Det var ansøgerens beslutning, at de skulle gå fra hinanden, fordi de ofte var uenige og skændtes. To uger efter bruddet ringede [E’s] bror, [F], til ansøgeren og truede med at slå ham ihjel, fordi han havde givet familien et dårligt ry. To dage senere ringede [E’s] anden bror, [G], fra Finland, hvor han bor, og han truede også med at slå ansøgeren ihjel. En måned efter bruddet foreslog ansøgeren [E], at de skulle genoptage deres forhold, men det afslog hun. Seks til syv måneder efter bruddet deltog ansøgeren i en bryllupsfest. Til festen så ansøgeren [F], hvorefter ansøgeren forlod festen sammen med sin fætter. [F] fulgte efter dem de første syv kilometer, hvorefter ansøgeren fik rystet ham af sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring vedrørende hans problemer som følge af den hævede forlovelse kan føre til asyl, fordi han opholdt sig i Afghanistan i to år efter ophævelsen af forlovelsen uden at opleve andet end telefoniske trusler, og at [E’s] bror forfulgte ham over en strækning. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund vedrørende konflikten med Taliban, herunder at han har spillet på det afghanske ungdomslandshold i volleyball. Nævnet lægger endvidere til grund, at han har spillet for et hold, der repræsenterede sikkerhedstjenesten, men at han ikke i øvrigt arbejdede for sikkerhedstjenesten. Selvom nævnet finder det påfaldende, at ansøgerens far ikke advarede ham om, at han var blevet opsøgt af Taliban, at han har propaganderet for myndighederne efter en kamp han spillede for et klubhold, og at hans kammerat allerede havde planlagt en flugt fra Afghanistan på det tidspunkt, hvor ansøgeren oplyser, at han måtte flygte, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag til at tilsidesætte forklaringen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig og rask mand, og at ansøgeren ikke kan antages at være særlig profileret overfor Taliban, da han alene har spillet volleyball for et hold under sikkerhedstjenesten. Selvom ansøgeren i nogen grad måtte være et kendt ansigt i Afghanistan lægger Flygtningenævnet vægt på, at det er to år siden han har spillet volleyball i Afghanistan og dermed har været væk fra pressen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/356/MAH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], Chardarah, Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban og nogle folk, der samarbejder med Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at være vantro, fordi han er forlovet med en shiamuslimsk pige. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin forlovelse henvist til, at man kan blive stenet for at have et sådant forhold. De ældre personer i ansøgerens landsby sagde, at han skulle afbryde forholdet til pigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Taliban henvist til, at både hans far og storebror er blevet dræbt af Taliban. Ansøgerens far blev dræbt omkring to år inden ansøgerens indrejse i Danmark. Faren blev dræbt, mens han stod ved en kontrolpost i provinsen Baghlan. Fem til seks andre personer blev ligeledes dræbt ved kontrolposten. De arbejdede alle for politiet. Ansøgerens far blev dræbt, fordi han var embedsmand i politiet. Syv måneder inden ansøgerens indrejse i Danmark blev hans storebror dræbt. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl med storebroren, storebrorens ægtefælle og ansøgerens mor. Omkring klokken 21 kom tre personer forbi bopælen. To af mændene talte med ansøgerens bror. Efter 30 minutter hørte ansøgeren skud. Da ansøgeren gik ud af sin bopæl, kunne han se, at hans bror var blevet dræbt. Ansøgeren kom herefter i slagsmål med de tre personer. Både ansøgeren og ansøgerens storebrors ægtefælle fik slag af personerne. Personerne slog med deres geværkolber. Storebrorens ægtefælle døde efterfølgende som følge af slagene. Hun var på det tidspunkt gravid. Storebroren blev dræbt, idet han underviste i naturfag såsom matematik, fysik og kemi. Taliban var imod det og ønskede, at storebroren i stedet underviste i religion. De havde flere gange truet ham og bedt ham om at stoppe sin undervisning. Ansøgeren er også blevet truet af Taliban, idet han fik undervisning af sin bror. Flygtningenævnet er enig om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse. Flertallet af Flygtningenævnet udtaler: Henset til, at såvel ansøgerens far, som hans bror og svigerinde, blev dræbt af Taliban, finder flertallet, dels under hensyn til baggrunden for drabet på broren og dels til, at ansøgerens stammer fra en lille landsby med få hundrede indbyggere, at det må lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for forfølgelse. Flertallet finder imidlertid, at han kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder Kabul, Mazar-e-Sharif eller Herat. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens er etnisk pashtun, sunnimuslim og i øvrigt fremstår helt uprofileret udenfor sit hjemområde. Flertallet har også lagt vægt på det af Udlændingestyrelsen anførte om, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Kabul, Mazar-e-Sharif eller Herat. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren fremstår som veluddannet og i øvrigt er en rask, ung mand. Det skal særligt bemærkes, at forholdene i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif ikke er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Mindretallet voterer for at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse i henhold til de af Udlændingestyrelsen anførte grunde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/353/HHU/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra byen Ghazni i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller de afghanske myndigheder, idet han er mistænkt for at stå bag drabet på sin forretningspartner, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ejede en forretnings, hvorfra han solgte skind. Da han havde ejet forretningen i omkring to år, indgik han en kontrakt på fire år med en person ved navn [A], som herefter blev ansøgerens forretningspartner. Det var ansøgerens opgave at indkøbe skindet, hvorefter [A] ville forstå et videresalg heraf. En dag var ansøgeren i Wardak-provinsen for at hente to sække med skind, som skulle afleveres til en forretning i byen, [B]. [A] troede dog, at de to sække med skind tilhørte ansøgerens forretning og var således af den opfattelse, at ansøgeren havde snydt ham for fortjenesten ved videresalget af skindet. [A] og ansøgeren skændtes om dette, hvilket endte i et slagsmål. I den følgende periode var [A] sur på ansøgeren, og deres indbyrdes kommunikation var dårlig. Otte dage senere kørte [A] ud med noget skind, som ansøgeren netop havde hentet i landsbyen, [C]. To timer efter han var taget afsted, blev ansøgerens forretning opsøgt af politiet. Politiet anholdt og bandt ansøgeren. Herefter blev han transporteret i en politibil i omkring 20 minutter, indtil bilen holdt ind til siden. I bilen fortalte politiet ham, at han havde slået sin forretningspartner, [A], ihjel, hvilket ansøgeren benægtende. Ansøgeren modtog et opkald fra sin familie, der spurgte ansøgeren, hvor han befandt sig og fortalte, at politiet var på familiens bopæl. Politiet fortalte ansøgeren, at de ville løslade ham, hvis han betalte dem en stor sum penge. Hvis han ikke betalte, ville de køre ham til politistationen. Ansøgeren og politiet forhandlede om, hvor mange penge ansøgeren skulle give dem, hvilket endte med, at ansøgeren gav dem 200.000 af de 250.000 afghani, han havde på sig. Politiet lod herefter ansøgeren gå, men rådede ham til ikke at tage hjem, idet politiet fortsat var til stede på ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog herefter til Kandahar-provinsen og udrejste af Afghanistan. Da ansøgeren var nået til grænsen til Pakistan, ringede hans nabo og fortalte, at der havde været en del politi ved ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder udbygninger og divergenser. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han alene havde en diskussion med sin forretningspartner, mens han i senere samtaler og over for nævnet gradvist har udbygget det til, at han blev slået med en kæp, og at der blev kastet sten. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange betjente, der var i bilen, og ved forehold af divergensen i partshøringssamtalen forklaret, at han var sikker på, at der kun var tre betjente, mens han ved foreholdet for nævnet har forklaret, at han er sikker på, at der var fire. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var ham eller hans ægtefælle, der ringede op, mens han befandt sig i politibilen, og om hvorvidt der var en eller to samtaler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold for shiitiske hazaraer ikke i sig kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/352/SOL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jaghori-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A] og dennes sønner, fordi [A] ønskede at overtage ansøgerens families jord. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han boede i Afghanistan med sin familie, og at der i samme landsby boede en person ved navn [A]. Ansøgerens far og [A] havde længe været fjender. [A] ønskede at tilføje ansøgerens fars jord til sin egen. Tre-fire måneder efter ansøgerens mor døde som følge af en kræftsygdom, begyndte [A] at spøge med, at han ville købe ansøgerens fars jord, hvilket faren afslog. Efterhånden blev Ebrahims forespørgsel mere alvorligt og året efter morens død, begyndte [A] at true ansøgerens far. Truslerne stod på omkring seks måneder, indtil [A] en aften fortalte faren, at der ville ske noget dårligt, hvis faren mødte op på sine marker den følgende dag. Da faren og ansøgeren ankom til sine marker dagen efter, mødte de [A], der sagde til faren, at farens jord tilhørte ham. [A] og faren begyndte at diskutere, hvilket endte i et slagsmål. [A] slog til sidst faren med skovl og flygtede fra stedet. Faren døde af slaget fra skovlen. Ansøgeren løb herefter ind til landsbyen, hvor han fortalte nogle personer om hændelsen på marken, og de fulgte med ansøgeren tilbage til marken. Lidt senere dukkede [A] op og lod som om, han lige var vågnet og ikke vidste, hvad der var sket på marken. De følgende dage fortalte ansøgeren hele historien til de ældre i landsbyen, og forsøgte at få landsbyen befolkning til at hjælpe sig, men ingen troede på ansøgerens historie, idet [A] havde fortalt dem, at faren var faldet ned fra et træ. Senere rejste ansøgeren og fire af hans søstre til Pakistan. I tiden indtil udrejsen truede [A] ansøgeren tre gange, idet han bad ansøgeren om at give ham skødet på familiens jord. Den tredje gang sagde [A]t il ansøgeren, at han ville slå ham og hans søstre ihjel. Samme aften rejste ansøgeren og hans søstre til Pakistan. Mens ansøgeren opholdt sig i Pakistan, så han [A] tre gange, men [A] opdagede ham ikke. Ansøgeren er siden blevet bekendt med, at hans søstre har set [A] i Pakistan, efter hans udrejse af Pakistan. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i risiko for repressalier fra [A], der har forvoldt hans fars død og tilegnet sig familiens jord, hvorfor denne for at forebygge hævn eller forhindre tilbagetagelse af jorden sandsynligt vil foretage overgreb mod ansøgeren. Det lægges imidlertid til grund, at ansøgeren, der i øvrigt har kunnet klare sig i otte måneder i Pakistan, vil kunne henvises til at tage ophold andet steds i Afghanistan. I den forbindelse bemærkes, at der er tale om en enlig mand angiveligt uden helbredsproblemer og i den arbejdsduelige alder. Herefter findes betingelserne for meddelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller 7, stk. 2 ikke at være opfyldt. Endelig bemærkes, at forholdene for shiitiske hazaraer i Afghanistan ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/351/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Derudover frygter ansøgeren at blive kidnappet af kriminelle grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans storebror meldte sig til tjeneste hos politiet i Herat. Efterfølgende blev ansøgerens stedfar tilbageholdt af Taliban i et døgn. Taliban truede ansøgerens stedfar med, at de ville slå hele hans familie ihjel, hvis ikke ansøgerens storebror ophørte med at arbejde for politiet. En uge efter rejste ansøgeren og ansøgerens mor og stedfar til Herat, hvor de opholdt sig i en uge indtil ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor og stedfar flyttede til Kabul nogenlunde samtidig med, at ansøgeren udrejste. Ansøgeren har videre forklaret, at hans storebror ringede til ham omkring en til halvanden måned, inden ansøgeren var til oplysnings- og motivsamtale i Udlændingestyrelsen. Storebroren fortalte ansøgeren, at hans stedfar var blevet slået ihjel i et selvmordsangreb, hvor flere personer var blevet slået ihjel, og at moderen var forsvundet. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål i en sådan grad, at nævnet finder, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen, til trods for hans unge alder og den omstændighed, at han er analfabet. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de konkrete omstændigheder, han selv har hørt og oplevet forud for familiens flugt fra hjembyen. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring om at have overhørt stedfaren fortælle om trusler fra Taliban mod hele familien på grund af storebrorens arbejde ved politiet understøttes af, at familien få dage efter rejste bort fra hjembyen, og at forældrene selv tog ophold i Kabul, da de sendte ansøgeren ud af landet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren – hans alder taget i betragtning – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for overgreb fra Taliban omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker dernæst, at ansøgeren som mindreårig må forventes ved en tilbagevenden til Afghanistan at skulle tage ophold hos sine forældre på deres aktuelle opholdssted i Kabul, hvor forældrene i en længere periode har boet uden problemer. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at forældrene selv har opfordret ansøgeren til at frafalde sin asylansøgning og tage ophold hos dem. Den omstændighed, at stedfaren i mellemtiden er blevet dræbt ved en selvmordsbombe, findes ikke i sig selv at kunne tillægges asylretlig betydning, idet der blev dræbt andre ved angrebet, som derfor ikke kan betragtes som rettet mod stedfaren. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgerens mor fortsat opholder sig i Kabul. Et flertal af Flygtningenævnet finder herved at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans aktuelt manglende kontakt til familien, herunder moren, idet ansøgeren har forklaret afglidende herom i en sådan grad, at det – uanset hans alder – ikke fremstår troværdigt. Flertallet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil kunne tage ophold hos moren i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/35/SOL
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af mullah [A’s] tilhængere. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun til Eid i [..] 2015 var på besøg hos en kollega. Forsamlingen så TV, hvor mullahen udtalte, at kvinder ikke måtte arbejde. Ansøgeren syntes ikke om disse udtalelser, hvilket hun tilkendegav overfor de tilstedeværende. Ansøgeren sagde videre, at hun hadede mullahen, og at han løj. Ansøgeren blev herefter slået af to personer, hvorefter hun gik hjem. Dagen efter var ansøgeren på vej til arbejde, da hun blev passet op af en motorcykel med to personer. Ansøgeren blev stukket med en kniv i siden, som ramte hendes taske, hvorefter hun faldt til jorden. De to personer på motorcyklen spyttede på ansøgeren og sagde, at ansøgeren havde krænket mullahen, og at de ikke ville lade hende være i live. Herefter kørte de fra stedet. Nogle forbipasserende fulgte ansøgeren hen til den skole, hvor hun arbejdede. Ansøgeren fortalte skolelederen, hvad der var sket. Skolelederen sagde, at han ikke kunne gøre noget, og sendte ansøgeren hjem, så elevenerne ikke ville opleve problemer. Klokken 22 samme aften bankede det på hjemme hos ansøgeren. Ansøgeren kunne se, at der stod tre personer bag døren. Hun flygtede via taget ind til sine naboer, som råbte om hjælp, hvorefter hele nabolaget kom til. Da ansøgeren kom tilbage til sin bopæl, kunne hun se, at hendes mor var blevet slået. Moren fortalte, at gerningsmændene ville have fat på ansøgeren, og de havde sagt, at ansøgeren havde krænket mullahens ære, før de forsvandt fra bopælen. Dagen efter tog ansøgeren og hendes mor hjem til en af ansøgerens fars venner, hvor de opholdt sig i to dage. I løbet af disse dage ringede ansøgerens nabo tre gange og fortalte, at en motorcykel med to personer var til stede ved ansøgerens bopæl. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at hun er kommet i et modsætningsforhold til en indflydelsesrig mullah i Herat til grund, og at dette modsætningsforhold har ført til, at hun er blevet overfaldet. Efter oplysningerne om, at ansøgeren er en enlig kvinde fra Herat og ikke har nogen familie i Afghanistan, der kan yde hende beskyttelse i Herat eller andre steder i Afghanistan, og idet det også må lægges til grund, at ansøgeren ikke kan forvente myndighedsbeskyttelse mod yderligere overgreb, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/349/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Maydan-Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af to pashtunske mænd. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i Afghanistan arbejdede som fårehyrde, og at han gennem fem dage blev opsøgt af to pashtunske mænd, som slog og chikanerede ham, ligesom de kaldte ham vantro. Den sidste dag truede de med at voldtage ansøgeren. Da den ene mand begyndte at nærme sig ansøgeren, slog ansøgeren manden i hovedet med en kæp, hvorefter manden faldt bevidstløs til jorden. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet, og løb hjem til sin bopæl i landsbyen. Omkring to timer senere opsøgte nogle pashtunere ansøgerens bopæl. Ansøgerens far sørgede for, at ansøgeren blev skjult i en ovn. Mændene råbte, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis han ikke blev udleveret til dem. De sagde videre, at ansøgeren havde slået deres dreng ihjel. Mændene slog ansøgerens far og brødre, hvorefter de forlod bopælen. Dagen efter udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, uanset at der kan have været en episode på bjerget. Forklaringen om asylmotivet fremstår således utroværdig og usandsynlig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var den eneste i landsbyen, der lod sine får græsse på bjerget ikke fremstår videre sandsynlig i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at også andre i landsbyen havde fårehold. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren lader de to pashtuneres chikane af ham fortsætte i hen ved fem dage, uden at han nævner det for sin familie. Hertil kommer, at det ikke fremstår troværdigt, at han skulle være blevet forfulgt til sin landsby bestående af cirka 30 hazara-familier af en enlig pashtun, der således også skulle have efterladt sin kammerat bevidstløs på bjerget. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvordan pashtunerne ved den efterfølgende opsøgning i landsbyen præcist vidste, at det var ansøgerens hus, der skulle opsøges. Ansøgeren har desuden først til sin tredje samtale oplyst, det for asylmotivet meget væsentlige forhold, at han var mistænkt for drab, hvilket også svækker hans troværdighed. Den omstændighed, at han angiveligt ikke tidligere er blevet direkte adspurgt herom, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har desuden under samtalerne og i nævnet udbygget sin forklaring om de seksuelle overgreb, som han angiveligt har været udsat for. Hertil kommer, at ansøgeren, som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, har afgivet usikre og forskellige forklaringer om en række forhold til belysning af asylmotivet. Ansøgeren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev slået (eller taget fat i) under det første møde med pashtunerne på bjerget. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med episoden, hvor ansøgerens familie blev opsøgt i landsbyen, herunder om hvornår ansøgeren blev gemt i ovnen, og om det skete før eller efter, at der blev banket på døren. På den anførte baggrund, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter, og da den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder for hazaraer, heller ikke kan føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7 stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/348/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af mullah [A] og folk fra hans lokalområde, fordi ansøgeren er blevet beskyldt for at have sat ild til en moské og dermed brændt koraner af. Ansøgeren frygter af samme grund at blive slået ihjel af henholdsvis Taliban, de afghanske myndigheder og muslimer i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han om aftenen [i efteråret] 2015 gik til moskéen for at bede aftenbøn. Ansøgeren var sent på den, og moskéens mullah var på vej ud af døren. Ansøgeren blev bedt om at slukke olielampen og lukke døren til moskeen, når han gik. Da ansøgeren forlod moskéen, glemte han at slukke lampen. Da ansøgeren, omkring 15 minutter senere, kom tilbage til sin bopæl, hørte han folk råbe, at der var brand i moskéen. Ansøgeren og hans far løb hen til moskéen. Da mullahen så ansøgeren, beskyldte han ham for at have sat ild til moskéen. Folk begyndte at slå og sparke ansøgeren. Landsbylederen, som var ansøgerens svigerfar, blandede sig og skabte en mulighed for, at ansøgeren kunne undslippe menneskemængden. Ansøgeren løb derefter tilbage til sin bopæl. Kort tid efter dukkede menneskemængden op på ansøgerens bopæl. Med hjælp fra sin svigerfar, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren tog hen til en skov, hvor hans svigerfar arrangerede, at en person ville hente ansøgeren og bringe ham til Kabul. I Kabul ringede ansøgeren til sin ægtefælle, der fortalte, at ansøgerens far og søn var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet er enig om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, fordi den på centrale punkter fremstår utroværdig og usandsynlig. Der er således ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om, at der nåede at opstå så kraftig brand i moskeen i løbet af den tid, det tog ham at gå fra moskeen til sit hjem, at han kunne høre råb om ild, da han nåede hjem, og forklaringen om, at han senere forslået nåede at løbe samme distance fra en flok på 10 til 15 mennesker. Ansøgeren har endvidere i sit asylansøgningsskema anført, at hans far og søn blev dræbt af tyranner på en forfærdelig måde, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han under sit ophold i Kabul pr. telefon af sin hustru alene fik at vide, at hans far og søn var blevet dræbt, men at han ikke fik oplyst, hvordan og af hvem. Der er endvidere ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om, at hans mor og hustru også er udsat for fare på grund af episoden med branden i moskeen og derfor flyttede hen til svigerfaren, der bor i samme landsby, samtidig med at han har forklaret, at svigerfaren ikke er i stand til at beskytte ansøgeren mod faren. Forklaringen om, at der er forskel på mænd og kvinder i en sådan situation, kan ikke ændre ved denne vurdering. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i en sådan risiko for fare som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.’’ Afgh/2017/346/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet de har forsøgt at rekruttere ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af Taliban, som spurgte efter familiens sønner. Ansøgeren gemte sig i ovnen, og ansøgerens mor sagde, at hendes sønner ikke var hjemme. Taliban ønskede at gennemsøge huset, hvilket ansøgerens mor modsatte sig. Efterfølgende forlod Taliban bopælen. Herefter flyttede ansøgeren sammen med sin familie til Kabul, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars onkels søn, [A], og hans sønner, fordi de to familier har en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bedstefar slog [A]s far ihjel på grund af en jordkonflikt mellem de to familier. Dette skete før ansøgeren blev født. Ansøgerens far solgte efterfølgende jorden som følge af stridigheden. Ansøgeren udrejste af Afghanistan af frygt for at blive slået ihjel af [A] eller hans sønner, som arbejder for regeringen. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der godtgør, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at Taliban kom til familiens bopæl og spurgte hans mor, hvor hendes sønner var, at de gik igen, da moren sagde, at sønnerne ikke var hjemme, og at hun ikke ville tillade, at de ransagede huset. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive opsøgt af Taliban ved en tilbagevenden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig havde talt med folk fra Taliban, at Taliban ikke udviste interesse for netop ansøgeren, hvilket bestyrkes af, at Taliban ikke efterfølgende i de to dage, inden ansøgeren og familien flyttede til Kabul, opsøgte familiens bopæl, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at der ikke var nogen fra Taliban, der havde opsøgt familien efter, at de flyttede til Kabul, og at hverken ansøgeren eller familien har modtaget nogen trusler fra Taliban, der tværtimod accepterede morens afvisning af en gennemsøgning af huset. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke frygter andre end [A]. Nævnet bemærker, at efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen forekommer det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] og hans familie til grund, idet den forekommer udbyggende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget om konflikten i asylskemaet til trods for, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han rejste fra Kabul på grund af [A] og hans familie. Nævnet har videre lagt vægt på, at den angivelige konflikt daterer sig tilbage fra før ansøgerens fødsel, at det forekommer usandsynligt, at [A] og hans familie kun vil slå ansøgeren ihjel, men ikke ansøgerens far, ligesom ansøgerens forklaring om, at [A] og alle hans seks børn arbejdede for regeringen, og at alle børnene har højtstående positioner i regeringen, forekommer usandsynlig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig har set [A] eller hans børn, at han og hans familie aldrig har modtaget trusler fra dem, og at ansøgerens familie har boet i Kabul siden ansøgerens udrejse, og at de - indtil ansøgeren mistede kontakten med dem for syv-otte måneder siden - ikke havde oplevet problemer med [A] og hans børn. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/345/CMA
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taleban en nat opsøgte ansøgerens bopæl, hvor han og hans familie befandt sig. De gav ansøgeren bind for øjnene og tog ham med til et bjergområde. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med hans forældre og brødre den nat. Ansøgeren blev holdt fanget i et værelse i bjergene i omkring én måned. Under tilfangetagelsen slog Taleban ansøgeren og truede med at slå ham og hans familie ihjel. En dag, da vagten ikke var til stede uden for ansøgerens værelse, åbnede ansøger vinduet og flygtede fra stedet. Ansøgeren løb og gik, indtil han kom til en ricksaw, som kørte ham til Kandahar. I Kandahar mødte ansøgeren tilfældigt sin morbror, som ledte efter ansøgeren. Ansøgerens morbror hjalp ansøgeren med at udrejse, hvilket ansøgeren gjorde to til tre dage efter, at han flygtede fra Taleban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han er 17 år. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viser, at han har forstået svarenes betydning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om hændelsesforløbet. Ansøgerens forklaring om Talibans henvendelse på familiens bopæl og om bortførelsen af ham forekommer udetaljeret, men Flygtningenævnet finder, at der ved vurdering af forklaringen skal læges vægt på ansøgerens unge alder på tidspunktet for hændelsesforløbet, at han ifølge udtalelse af 1. marts 2017 fra Børnecenter Vestervigs Skole ikke fremstår alderssvarende, og at han ikke har gået i skole. Herefter har ansøgeren tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under henvisning til at ansøgeren er mindreårig og uden netværk finder Flygtningenævnet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/344/CHHA
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin familie eller sin ægtefælles familie, idet han har giftet sig med en pige uden sin egen families eller sin ægtefælles families samtykke. Ansøgeren frygter derudover at blive fængslet af myndighederne, fordi han har haft seksuelt samkvem før ægteskabet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2007 mødte en pige, da han var på arbejde som taxachauffør. Ansøgeren aftalte med pigen, at hun kunne ringe til ham, hvis hun ville køres hjem igen, hvilket hun gjorde. Natten efter skrev ansøgeren en sms til pigen, hvori der stod, at han gerne ville i kontakt med hende. Tre dage efter ringede ansøgeren til pigen og sagde, at han var forelsket i hende. Ansøgeren havde derefter telefonisk kontakt med pigen omkring hver anden til hver fjerde dag, og da de havde haft kontakt i omkring en måned, begyndte de at have telefonisk kontakt oftere. Ansøgeren mødets en dag med pigen tæt ved den skole, hvor hun gik. Efter dette møde begyndte de at mødes omkring en gang om ugen eller hver tiende dag. I december 2007 tog ansøgerens familie hjem til pigens familie for at spørge om lov til, at ansøgeren kunne blive gift med pigen. Pigens familie afslog frieriet, idet pigen skulle giftes med sin farbrors søn. Ansøgerens familie tog yderligere to gange hjem til pigens familie for at fri, men pigens familie afslog dem begge gange. Ansøgeren og pigen fortsatte med at se hinanden og have telefonisk kontakt. I oktober 2008 indledte ansøgeren og pigen et seksuelt forhold, idet de mødtes to gange på et hotel, hvor de havde seksuelt samkvem. Omkring en måned efter, at ansøgeren havde mødtes med pigen anden gang på hotellet, var han på arbejde som taxachauffør. Ansøgeren kørte med to mandelige passagerer, som på et tidspunkt bad ansøger om at holde ind til siden. De to mænd spurgte ansøgeren, hvad han lavede med deres søster, og de sagde, at han skulle holde sig væk fra hende. Ansøgeren blev stukket to gange med en kniv. De to mænd flygtede fra stedet, da en bil kom kørende. Ansøgeren blev bragt på hospitalet. Omkring halvanden måned efter, at ansøger var blevet udskrevet fra hospitalet, udrejste ansøgeren sammen med pigen til Pakistan. I den halvanden måned oplevede ansøger ingen problemer. Ansøger og hans kæreste havde fortsat telefonisk kontakt med hinanden, men ikke ligeså ofte, idet pigens brødre kontrollerede hendes telefon. Ansøgeren og hans kæreste boede i Pakistan fra 2009-2015, hvor de fik to børn. Ansøgeren og pigen blev religiøst viet i Pakistan i 2009. I 2015 kontaktede ansøgeren sin bror, som sagde, at ansøgerens familie ville dræbe ansøgeren, fordi han havde krænket familiens ære ved at gifte sig med en pige uden hendes families samtykke. Efter en til to måneder kontaktede ansøgeren sin ven i Kabul. Ansøger havde det svært i Pakistan, idet han ikke havde lovligt ophold. Ansøgeren sagde til sin ven, at han gerne ville udrejse til Tyrkiet. Ansøgerens ven sagde, at han ikke havde penge til at hjælpe både ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres to børn. Ansøger aftalte med sin ven, at ansøgerens ægtefælle og to børn kunne bo hos ansøgerens ven i Kabul, og så ville ansøgeren udrejse. Ansøgeren og hans ægtefælle tog sammen tilbage til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om hændelsesforløbet, at forklaringen har været nuanceret, og at ansøgeren har kunnet redegøre for de forhold, der som påpeget i Udlændingestyrelsens afgørelse umiddelbart forekommer påfaldende. Ansøgeren har således forklaret, at han og hans ægtefælle kunne mødes på offentlige steder uden at blive genkendt, fordi hans ægtefælle havde tildækket sit ansigt, at de kunne bevare deres telefoniske kontakt, efter hendes brødre havde opdaget deres forhold, fordi hans ægtefælle slettede hans telefonnummer efter hver kontakt, og at han var nødsaget til at rejse tilbage til Kabul med sin ægtefælle og to børn, fordi han der havde en ven, som kunne tage sig af familien under hans videre flugt til Danmark. Han har endvidere forklaret, at han selv var i Kabul i mindre end et døgn, inden han på ny udrejste af Afghanistan, og at hans ægtefælle og børn nu er nødsaget til at leve skjult og holde sig inden døre. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnets flertal til grund, at ansøgeren og hans ægtefælle har grund til at frygte at blive udsat for æresdrab af såvel ansøgerens som hans ægtefælles familier. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/343/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fem medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjikker og sunnimuslimer fra landsbyen […], […], Samangan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af Taliban, som de sidste 20 år har efterstræbt hele hans familie, fordi hans bror var pilot i det afghanske luftvåben. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror, [A], var pilot i det afghanske luftvåben fra omkring 1992 til 2014. Hans bror var af den grund forfulgt af Taliban. Taliban har af samme årsag efterstræbt ansøgerens familie. Ansøgerens bror arbejdede i Kabul lufthavn. På et tidspunkt bombede myndighederne huse i ansøgerens område. Taliban og beboerne i området bebrejdede en gang ansøgerens familie, idet de påstod, at det var ansøgerens bror, der bombede. Beboerne opsøgte ansøgerens families bopæl og smed sten mod bopælen, mens de råbte grimme ting om ansøgerens bror. På en ukendt dato i 2001 eller 2002 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire ukendte mænd. Ansøgeren blev tilbageholdt i et rum et for et for ham ukendt sted på en Taliban-base i ansøgerens distrikt, […]. Talibankommandanten, [B], ville have ansøgeren til at udlevere sin bror. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren sparket og slået med geværer og kabler. Taliban sagde, at ansøgeren skulle finde frem til sin bror, ellers ville de dræbe ansøgeren. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to måneder. Ansøgerens far blev også bragt til basen og udspurgt om hans søn, piloten. De sagde til ansøgerens far, at de ville dræbe ansøgeren, hvis ikke faren fortalte, hvor ansøgerens bror var henne. Da Taliban mistede magten i området, lykkedes det ansøgeren og en medfange at flygte ved at ødelægge trædøren. Ansøgeren flyttede med sin familie til [en anden landsby]. Ansøgerens familie modtog herefter et ukendt antal trusler fra Taliban i form af trusselsbreve og personlige trusler, der var rettet mod ansøgerens far. Ansøgerens bror rejste til Usbekistan, mens Taliban havde magten. Da præsident Karzai kom til magten i 2001, rejste ansøgerens bror tilbage til Afghanistan, hvor han genoptog sit arbejde i det afghanske flyvevåben. I 2014 skiftede ansøgerens bror fra flyvevåbnet til det kommercielle KAM Air. I 2015 blev ansøgerens far dræbt af en raket, mens han var på vej til Kunduz. Ansøgeren og hans ægtefælle formoder, at Taliban stod bag drabet på ansøgerens far. Ansøgerens ægtefælle har hørt folk på gaden sige, at det var Taliban, der stod bag drabet. Efter drabet på ansøgerens far, boede ansøgeren og hans familie til leje i et hus i Mazar-e Sharif i to måneder, før de pludseligt med en halv times varsel fik mulighed for at udrejse af Afghanistan. Derfor fik de ikke to af deres fem børn med. Efter drabet på ansøgerens far udrejste ansøgerens bror af Afghanistan til Canada. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Ansøgeren har herudover henvist til, at hendes svigerfar blev truet af ukendte personer i moskéen, som sagde, at de ville brænde hans hus ned. Ansøgeren formoder, at de ukendte mennesker kom fra Taliban og ledte efter hendes svoger. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen dele af ansøgernes forklaring til grund. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev tilbageholdt af Taliban i en periode på omkring to måneder i 2001 til 2002, og at han derefter undveg. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt hans far blev gjort bekendt med, hvorfor han var tilbageholdt, og hvorvidt hans far blev bragt til det sted, hvor han var tilbageholdt. Det forekommer Flygtningenævnet utroværdigt, at Taliban i en periode på omkring 13 til 14 år trods gentagne trusler ikke foretog sig noget overfor ansøgeren. Dette gælder også, selvom der heri var perioder, hvor Taliban stod svagere. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers far i 2015 blev dræbt af Taliban på grund et modsætningsforhold, der udsprang af ansøgerens brors arbejde som pilot. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 har forklaret, at han ikke ved, om det var bevidst, at hans far skulle rammes, eller det var en tilfældighed, at netop hans bil blev ramt af en raket. Ansøgeren oplyste videre, at han heller ikke med sikkerhed ved, hvem der affyrede raketten. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren senere har givet udtryk for større sikkerhed for, at det var Taliban, der var ansvarlig for hans fars død. Endvidere har ansøgerens forklaring om de modtagne trusselsbreve, der for de flestes vedkommende retter sig mod ansøgerens bror, også været præget af stor usikkerhed, herunder både med hensyn til, hvor de er modtaget, hvornår de er modtaget, og hvem der har modtaget dem. Hertil kommer, at falske trusselsbreve er vidt forekommende og lette af fremskaffe. Endelig bemærkes, at den mandlige ansøgers forklaring om hans brors virksomhed som pilot ikke kan danne grundlag for at antage, at ansøgerne af denne grund skulle være i særlig risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/343/HHU/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars onkel og sin fars onkels seks til syv sønner. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes fars onkel ønskede, at ansøgerens far skulle arbejde for Taliban, at ansøgerens brødre skulle rekrutteres til Taliban og at ansøgeren skulle giftes med én af hans sønner. Da ansøgeren var 10-11 år, blev der kastet en bombe mod familiens hus. Da ansøgeren var 11-12 år, blev ansøgerens far og nogle af hans kollegaer ramt af skud, da deres biler blev beskudt. Seks til otte måneder senere blev ansøgerens far skudt igen. Fem til seks måneder før ansøgerens udrejse, fik ansøgeren at vide, at hendes fars onkel ønskede, at hun skulle giftes med én af hans sønner. To måneder før ansøgerens udrejse sprang hendes fars bil i luften, da der var blevet placeret en bombe i bilen. Ansøgerens fars kollega var alene i bilen, da den sprang i luften, og ansøgerens far kom således ikke til skade. Ansøgeren udrejste sammen med sine forældre og søskende. Efter ansøgerens udrejse er hendes farbror blevet slået ihjel af en bilbombe, der var placeret i hans bil. Flygtningenævnet lægger til grund, at der skete en sprængning i ansøgerens hjem i Kabul, da hun var 10-11 år, og at hendes far i forbindelse med sit arbejde oplevede to skudepisoder og en bilbombe. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at det er farens onkel, der står bag episoderne, eller at der er en sammenhæng mellem episoderne. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at farens onkel skulle stå bag episoder og på den lange tid, der gik mellem den første og de sidste episoder. Der er endvidere lagt vægt på, at onklen aldrig har opsøgt ansøgerens familie på deres bopæl eller fremsat trusler mod ansøgeren i anledning af det angivelige ægteskabstilbud fra en af hans sønner. Det forekommer i forbindelse med skudepisoderne på faderens arbejde mindre sandsynligt, at farens onkel skulle forsøge at myrde faren, når han var på opgaver langt væk hjemmefra i stedet for, når han opholdt sig i hjemmet. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at farens onkel skulle forsøge at hverve ansøgerens far og brødre til Taleban, når han vidste, at de var modstandere af Taleban og derfor formentlig ikke ville optræde loyalt. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse, fordi hun ikke vil gifte sig med en af farens onkels sønner. Der er herved lagt vægt på, at farens onkel aldrig har opsøgt ansøgeren eller hendes familie med et ægteskabstilbud eller truet hende i anledning af et ægteskabsafslag. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at der er tale om enkeltstående og afsluttede episoder, som ikke har profileret ansøgeren eller hendes familie i forhold til nogen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sine formodninger eller redegøre nærmere for disse. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren ikke er profileret i Afghanistan hverken på grund af sine egne eller farens forhold, og at de nævnte episoder heller ikke har profileret ansøgeren over for Taleban eller andre på en sådan måde, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/342/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som lærling for en mekaniker, hvor han sommetider hjalp Taliban med at reparere motorcykler. En dag, hvor ansøgeren var ved at reparere motorcykler for Taliban, angreb myndighederne stedet, hvorefter ansøgeren flygtede. Et par dage senere fortalte ansøgerens mor til ansøgeren, at Taliban hvde været på familiens bopæl, og at de havde dræbt ansøgerens far med en kniv. Ansøgerens mor fortalte også, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren og sagt, at han var spion. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger særligt vægt på, at han vedrørende den motivudløsende episode har forklaret divergerende på talrige punkter, herunder hvornår han blev hentet af Taliban, hvor længe han havde været hos Taliban da skyderierne opstod, hvilken arbejdsopgaver han var i gang med da skyderierne opstod, hvor mange motorcykler han skulle reparere og hvor lang tid det tog ham at løbe hjem. Nævnet er ved vurderingerne opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, ikke havde noget ur og først lærte klokken at kende, da han kom til Danmark. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerens mor ikke straks ringede til sin bror, hvor ansøgeren opholdt sig, efter ansøgerens fars død, når ansøgeren forklarer, at morbroren og ligeledes ansøgerens far havde mobiltelefoner. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret generelt og udetaljeret og på konkrete spørgsmål har virket afglidende i sine besvarelser. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare hvorfor morbroren, der ikke havde problemer med Taliban, ikke deltog i ansøgerens fars begravelse. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som utroværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/341/DMO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashton og sunni-muslim fra Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at hans liv vil være i fare, fordi Taliban tror, at han er spion for de afghanske myndigheder, og de afghanske myndigheder, tror at ansøgeren samarbejder med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban kontaktede ham, fordi de ville samarbejde med ham. Ansøgeren skulle køre to kvindelige patienter klædt i burka på sygehuset. Der opstod nogle problemer med bilen, hvorfor ansøgeren gik ud for at hente vand. Da ansøgeren var omkring 200 meter væk fra bilen, så han en politibil komme kørende. Kort efter hørte ansøgeren larm bag sig. Ansøgerens passagerer var blevet lagt i håndjern. Politiet sagde, at de to kvinder i burka i virkeligheden var mænd i burka, og at de var talibanere. Ansøgeren hørte herefter af sin fætter, at de to anholdte talibanere var selvmordsbombere. Ansøgeren valgte herefter at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet hæfter sig særligt ved, at ansøgeren i en relativ lille forklaring, har forklaret væsentligt forskelligt på et afgørende punkt. Han har under OM-samtalen forklaret, at han først dagen efter, da hans fætter fortalte ham det, fandt ud at de to passagerer i burka var mænd. Han har under samtalen i [vinteren] 2017, på spørgsmålet om hvad han præcist så og hørte forklaret, at han hørte nogle sige, at det var mænd iklædt kvindetøj og at de var talibaner. Han har under nævnsmødet forklaret, at han så politiet fjerne burkaen fra hovedet fra de to passagerer og at han så, det var mænd. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvorvidt, han var bekendt med hvad der stod i det trusselsbrev, som hans familie modtog, idet han under samtalen i [vinteren] 2017 har forklaret, at han ikke ved hvad der stod i brevet, mens han under nævnsmødet har gengivet en præcis trussel mod ham. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, der var professionel chauffør, og som var bekendt med, at hans køler lækkede, ikke medbragte vand på en tur på cirka 25 kilometer delvist gennem landlige omgivelser. Det beror udelukkende på ansøgerens formodning, at drabet på [A]’s søn har sammenhæng med hans påståede episode eller at myndighederne har eftersøgt ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder flertallet, at forklaringen kommer konstrueret til lejligheden, hvorfor den tilsidesættes. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” afgh/2017/340/DMO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far har transporteret ammunition for Taliban, og at faren i forbindelse hermed blev stoppet to gange af de afghanske myndigheder. Myndighederne sagde til ansøgerens far, at de ikke ville acceptere, at han transporterede ammunition for Taliban, samt at han ville blive stillet for en domstol, hvis de stoppede ham en tredje gang. Faren ophørte derefter med at være chauffør. Ansøgeren har videre forklaret, at Taliban derefter opsøgte faren og forlangte, at faren skulle overbringe sin ældste søn til dem, og at Taliban kaldte ansøgerens storebror for en spion. 15 dage senere kom Taliban på familiens bopæl og forlangte, at ansøgerens far udleverede sine tre sønner til Taliban. Ansøgerens far skjulte ansøgeren og ansøgerens lillebror, mens ansøgerens storebror frivilligt fulgte med Taliban. På vejen hen til Talibans opholdssted lykkedes det ansøgerens storebror at flygte. Taliban skød tre gange efter ansøgerens storebror, men han overlevede. Efterfølgende forsvandt ansøgerens far, men ansøgeren ved ikke, hvem der er ansvarlig for farens forsvinden. Folk i ansøgerens landsby har fået at vide, at ansøgerens storebror har overlevet flugtforsøget, og ansøgeren har hørt rygter om, at Taliban vil slå ham og hans storebror ihjel. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der er elementer i ansøgerens asylmotiv, der ikke fremstår ganske sandsynlige, herunder at ansøgerens far to gange skulle være blevet løsladt af myndighederne efter at være tilbageholdt med ammunition tilhørende Taliban, samt at broren skulle kunne flygte fra Taliban under en transport. Henset til ansøgerens unge alder, og til at ansøgeren i øvrigt har forklaret konsistent om det passerede, lægger Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgerens asylmotiv til grund. Uanset dette finder Flygtnin-genævnet imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive opsøgt af Taliban, herunder med henblik på tvangsrekruttering ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i hvert fald omkring tre uger på bopælen efter storebrorens flugt fra Taliban, uden at Taliban har henvendt sig hverken efter ham eller lillebroren. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren derefter har kunnet opholde sig to til tre måneder i Jalalabad sammen med sin sårede storebror, uden at Taliban har søgt efter hverken ham eller storebroren. Det bemærkes, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at de i perioden fik besøg af landsbybeboere, der således var bekendt med opholdsstedet. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens lillebror har kunnet opholde sig sammen med moren først i hjemmet og derefter fra omkring otte dage efter farens forsvinden hos morbroren i en nærliggende landsby også uden problemer. Efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen findes det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Herefter, og idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort en individuel, konkret og reel risiko for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/34/SOL
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Mashad, Iran. Ansøgeren er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har slået sin fætter ihjel i Afghanistan, og at fætterens brødre vil hævne deres bror. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at fætrene har opsøgt ansøgerens far på deres bopæl i Iran, og at ansøgerens far i den forbindelse blev stukket med kniv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forfulgt af sin fars fætres brødre som følge af blodhævn. Nævnet lægger vægt på, at det påståede drab er foregået for mange år siden og før ansøgerens fødsel, at det beskrevne overfald på hans far angiveligt fandt sted, da ansøgeren var 13 år gammel og at han var til stede, da overfaldet angiveligt fandt sted uden at nogle rettede angreb mod ham. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at overfaldsmændene, der er landmænd, har evner og vilje til at finde ham såfremt han indrejser i Afghanistan. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren kun har meget få konkrete oplysninger om eventuelle nye trusler mod familien angiveligt fremsat for cirka fire måneder siden. Flygtningenævnet finder ikke at det forhold, at ansøgeren er tatoveret er tilstrækkelig grund til at opnå asyl. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren fik foretaget tatoveringerne mens han fortsat var bosat i Iran, og at han alene har oplevet drillerier fra sine kammerater og et spyt i ansigtet fra en mullah. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet lægger vægt på, at hans interesse for kristendommen først er opstået efter han modtog afslag fra Udlændingestyrelsen og at interessen har været kortvarigt. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en troværdig måde kunnet redegøre for sin egen interesse i religionen, selvom han under mødet for nævnet har kunnet give nogle faktuelle oplysninger om kristendommen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/339/DMO
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en narkobandeleder ved navn [A], idet han mistænker ansøgeren for at have givet oplysninger til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2012 blev ansat som misbrugskonsulent på en klinik i [bydelen], Kabul. I sommeren 2015 fik ansøgeren en ny patient ved navn [B]. [B] gennemgik et forløb på klinikken, hvorefter han skulle henvende sig på klinikken 1-2 gange om måneden. Medarbejderne på klinikken ville ikke tage ud på [B’s] bopæl i Sabsang, da det var et farligt område. På et ukendt tidspunkt udeblev [B] fra en aftale med ansøgeren. Ansøgeren aftalte derfor med [B’s] bror, at ansøgeren skulle tage ud til [B’s] bopæl. Da ansøgeren ankom til bopælen, var [B] lige gået, hvorfor [B’s] bror foreslog, at de gik hen til det sted, hvor [B] købte narkotika. De fandt [B] ved et slot, hvor han stod med en ukendt person og udvekslede nogle genstande, som formentlig var narkotika. Den ukendte person så ansøgeren og [B’s] bror og gik derefter ind på slottet. Herefter talte ansøgeren med [B], som indrømmede, at han var startet med at tage narkotika igen. [B’s] bror blev meget vred, hvorfor ansøgeren opfordrede ham til at anmelde narkobanden til myndighederne. Omkring 15 dage senere fik ansøgeren at vide af en patient, at myndighederne havde angrebet narkobanden i Sabsang, og at der var flere, som var blevet dræbt. Omkring seks dage senere henvendte [B’s] bror sig på klinikken og fortalte, at ansøgerens liv var i fare, og at ansøgeren skulle forlade området. Nogle dage senere kom en patient ved navn [C] til klinikken. Han fortalte, at under myndighedernes angreb var [A’s] nevø blevet dræbt, og [A] mente, at ansøgeren og [B’s] bror havde givet oplysninger til myndighederne, som havde ført til angrebet. En nat blev ansøgeren på klinikken og overnattede. Om natten skulle ansøgeren på toilettet, som lå i gården. Ansøgeren hørte, at sikkerhedsvagten åbnede hoveddøren, og at der var stemmer, som blev højere og højere. Sikkerhedsvagten råbte til ansøgeren, at han skulle flygte. Ansøgeren sprang over en mur og landede i en anden gård og løb derfra ud til en stor vej. Her kom der en bil, som kørte ansøgeren til Kabul. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent gennem hele asylsagens forløb, ligesom hans forklaring for nævnet fremstod særdeles troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af en narkobande fra Sabsang, og det er derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif som et internt flugtalternativ. Det er herved tillagt vægt, at der ikke er holdepunkter for at antage, at der er tale om andet end en lokalt afgrænset konflikt, og på at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han vil blive efterstræbt, hvis han og hans ægtefælle tager ophold et andet sted i Afghanistan. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgeren og hans ægtefælle er raske unge mennesker og på, at ansøgeren er veluddannet med 12 års skolegang. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er der, selvom levevilkårene er vanskelige, i disse byer tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår vil være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket. Sammenfattende finder flygtningenævnet således, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de nævnte storbyer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/338/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra [landsby], Mazar e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han nægtede at lade sig rekruttere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har kontrollen i området, som ansøgeren kommer fra. En dag da han var på vej hjem fra skole, blev han taget af Taliban. Ansøgeren var omkring ti minutter fra sit hjem, da 12 Talebanere omringede ham på deres motorcykler. Talibanerne sagde til ham, at han skulle komme med dem og truede med at halshugge ham, hvis han ikke gjorde det. Da han nægtede at tage med dem, truede de også med at sende hans hoved hjem til hans forældre. De tog herefter ansøgerens taske og brændte hans bøger. Herefter bandt de ansøgerens fødder og slog ham under fødderne med grene fra et træ. Episoden blev filmet af Taliban. De fortsatte med at slå ansøgeren, til grenene knækkede. Da ansøgeren fortsat nægtede at tage med Taliban, slog de ham mellem skulderbladene med et gevær. Talebanerne bandt ansøgeren fast til en motorcykel og trak ham bag motorcyklen til et mørkt lokale. Taliban tilbageholdte ansøgeren i fire dage. I løbet af de første to til tre dage kom der 12 talebanere ind til ansøgeren en gang om dagen for at overtale ham til at tilslutte sig Taliban. De udsatte ansøgeren for vold og trusler. Det lykkedes for ansøgeren at flygte fra Taliban, hvorefter han anmeldte episoden til kommandaten i [A]. Herefter flygtede ansøgeren til sin ven, [B], i [byen S], hvor han opholdt sig i fire måneder. I løbet af de første tre måneder, mens han var i [S], opholdt hans far sig indenfor. Da han herefter en aften gik til moskeen, blev han fanget og tilbageholdt i 10 dage. Ansøgerens far fik lov til at gå, hvis han overgav ansøgeren til Taliban. Da ansøgeren hørte, at hans mor var blevet syg, forsøgte han at vende tilbage til byen forklædt. Efter 30 minutter i sit hjem, ringede en lærer fra hans fars skole for at advare om, at Taliban vidste, at han var hjemme. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin stedbror, [C], i Mazar e-Sharif. Ansøgerens mor, der forsøgte at skærme ansøgerens søskende, blev skudt af Taliban. Ansøgeren blev ved [C] i tre dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Uanset, at ansøgeren har forklaret divergerende på nogle områder, finder Flygtningenævnet ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mazar-e Sharif eller Kabul uden risiko for forfølgelse eller overgreb af Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren, der ikke er politisk aktiv, i øvrigt må anses for at være uprofileret i forhold til Taliban. Ansøgeren er en ung mand uden væsentlige helbredsproblemer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må anses for praktisk muligt for ansøgeren at rejse til Kabul eller Mazar-e Sharif. Det fremgår af nævnets baggrundoplysninger, at selvom levevilkårene i Kabul og Mazar-e Sharif er vanskelige, er der tilstrækkelig adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. Efter en samlet vurdering må det antages, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig i Mazar-e Sharif eller i Kabul, og at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i disse byer som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/336/JEA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra (…), Heraz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det ringede på døren til hans bopæl den 27. oktober 2015. Da ansøgeren åbnede døren, så han tre personer i afghansk tøj, som greb fat i ham, og slæbte ham hen til en bil, der holdt parkeret udenfor. Ansøgeren blev bagbundet og fik en pose over hovedet. De kørte i halvanden til to timer. Ansøgeren blev ført ind til et hus. Da ansøgeren fik taget posen af hovedet, så han, at han var i et værelse, hvor der var omkring 10 andre personer til stede. De spurgte ansøgeren, om han arbejdede for [A], hvilket han i første omgang nægtede. Efter at han fik fremvist billeder, bekræftede ansøgeren, at han arbejdede for [A]. Ansøgeren blev tvunget til at hjælpe personerne. De kom med et sæt tøj. Ansøgeren fik at vide, at der var gift i tøjet, og at han skulle blande giften i maden, at når han kom tilbage til basen. Ansøgeren blev ført ind i et andet rum, hvor han fik besked på, at tage et bestemt sæt tøj på. Ansøgeren fik et stykke papir, som han skulle læse op af, mens han blev filmet. På væggen i rummet var der et stykke stof, hvor der stod ”(…)” og ”(…)”. Ansøgeren sagde til personerne, at han ikke havde sit ID-kort med, og at han derfor ikke kunne komme ind på basen. Personerne sagde til ansøgeren, at han skulle ringe til sin far og sige, at han skulle komme med kortet til en af ansøgerens venner. Ansøgeren og personerne kørte i bil hen til det sted, hvor ID-kortet skulle hentes. Ansøgeren besluttede sig for at flygte. Da ansøgeren gik over til sin far, for at tage ID-kortet, råbte han til sin far, at de skulle flygte. Ansøgeren tog sin fars hånd og løb. Ansøgeren mistede grebet på sin fars hånd. Der lød skud, og ansøgeren så, at hans far faldt, sandsynligvis fordi han blev ramt. Ansøgeren fortsatte til hovedvejen, hvor han tog en taxa. Ansøgeren kørte til Herat by, hvor en af hans fars gode venner bor. Ansøgeren fortalte farens ven, hvad der var sket. De ventede, indtil der kom en smugler ved navn [B]. [B] tog ansøgeren med sig, og de udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har sidenhen haft kontakt med sin fars ven, som fortalte, at ansøgerens far var død. Farens ven fortalte også ansøgeren, at han ikke vidste, hvor ansøgerens familie var. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og finder, at forklaringen fremstår usandsynlig, udbyggende og ikke selvoplevet. Flertallet har herunder blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke modtog instrukser om, hvordan han skulle give det giftige stof til ansatte på basen, ligesom ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke var klar over, om giften var flydende eller i pulverform, mens han til asylsamtalen og til nævnsmødet har forklaret, at giften var i pulverform. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvad der skulle ske, efter at han havde anbragt giften, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han fik at vide, at han ville få nærmere instrukser, når de nærmede sig indgangen til basen. Endelig findes ansøgerens forklaring om flugten, herunder at han udsatte sin far, der blev dræbt, for fare, mens han ikke selv blev ramt, for usandsynlig. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/335/JHB.
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Batikut-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han boede med sin mor, søster, bror og farmor i [en landsby] i Batikut-distriktet, Nangahar-provinsen. Før ISIL kom til området, havde Taliban kontrollen. Efter en måneds kampe mellem Taliban og ISIL, overtog ISIL området. Kort herefter halshuggede ISIL en mand fra nabolandsbyen for at skræmme folk, hvilket ansøgeren hørte om fra folk i landsbyen. Manden blev beskyldt for at være spion for myndighederne. Omkring 14 dage senere var ansøgeren vidne til, at ISIL skød en dreng, som stak af fra dem. De beskyldte drengen for at arbejde for Taliban. Efterfølgende kom ISIL til landsbyens moske og sagde, at de ville have en liste over alle unge mænd og kvinder i området. Kvinderne skulle giftes med hellige krigere, og mændene skulle kæmpe mod de vantro. Ansøgeren var ikke selv til stede denne dag i moskeen, men hørte om det fra folk i landsbyen efterfølgende. Anden gang, ISIL mødte op i moskeen, var ansøgeren selv til stede. Efter fredagsbønnen rejste en mand fra ISIL sig op og sagde, at der var alvorlige konsekvenser ved ikke at gøre, som de befalede, hvorefter han gik. Bagefter rejste landsbylederen, [A], sig op og sagde, at nu havde de selv hørt, hvad ISILs krav var, og hvilke konsekvenser det ville have ikke at gøre, som de sagde. Herefter tog ansøgeren hjem og talte med sin farmor om, hvad der var sket. Ansøgerens farmor ville ikke have, at ansøgeren sluttede sig til ISIL, hvorfor hun ringede til ansøgerens farbror, der gav ansøgeren tele-fonnummeret til en agent. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været sammenhængende, og da forklaringen støttes af baggrundsoplysningerne om kampene mellem Taliban og ISIL, herunder at ISIL i 2015 fik kontrol med dele af ansøgerens hjemegn. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at ISIL på det tidspunkt, hvor ansøgeren flygtede, havde kontrollen over ansøgerens landsby, men ikke over bydistriktet Batikut, hvor ansøgeren havde gået i skole og haft arbejde. På grundlag af ansøgerens forklaring må nævnet lægge til grund, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete problemer eller konflikter med ISIL, og ligesom nævnet ikke finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ISIL har noget konkret kendskab til ansøgerens person. Ansøgeren er således ganske uprofileret i forhold til ISIL. Ansøgeren har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at hans farmor, i den periode, hvor Taliban havde kontrollen over landsbyen, betalte penge til Taliban for at undgå, at ansøgeren blev rekrutteret af Taliban. Nævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund og kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret i forhold til Taliban. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af konflikter med eller profilering i forhold til ISIL ikke er i stand til at vende tilbage til bydistriktet Batikut eller andre dele af hjemegnen, der ikke er under ISILs kontrol. Ansøgeren, der som ovenfor beskrevet er uprofileret i forhold til ISIL og Taliban, og som ikke har nogen konflikter med de afghanske myndigheder, er en sund og rask ung mand, der har en uddannelse og som har haft arbejde på et apotek. Nævnet finder herefter, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til i givet fald at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif, idet nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren stammer fra et område, der har været under Taliban og ISILs kontrol, ikke ses at burde føre til et andet resultat. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation, ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/334/ATN
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Ahmedabad-distriktet i Paktia-provinsen, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisati-oner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilba-gevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin familie, mullahen, [A’s] familie og [A’s] forlovedes familie, fordi han har haft et forhold til [A], som var forlovet, og fordi ansøgerens familie ønskede, at han skulle gifte sig med sin afdøde farbrors enke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev forlovet med sin afdøde farbrors enke, [B], da han var 8-10 år. Ansø-geren nægtede flere gange at gifte sig med hende. Da ansøgeren var 15-16 år, indledte han et for-hold til en pige ved navn [A], som i forvejen var forlovet. Efter 10 måneder blev ansøgeren og [A] opdaget af [A’s] forlovedes far, da de opholdt sig ved en frugtplantage. Ansøgeren flygtede hen til sin mosters søn, [C]. Da det blev mørkt, tog ansøgeren tilbage til sin bopæl. Da han kom hjem, fik han at vide, at [A’s] forlovedes far og mullahen [D] havde opsøgt bopælen og oplyst, at ansøgeren og [A] skulle stenes som følge af deres gerninger. Samme aften nægtede ansøgeren igen at gifte sig med [enken B], hvorpå ansøgerens farbror, [E], stak ansøgeren i ryggen med en kniv. To-tre dage herefter oplyste [mosterens søn C] ansøgeren om, at tre mænd spurgte efter ansøgeren i [landsbyen]. I [efteråret] 2016 fik ansøgeren at vide, at [A] var død. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået oplyst, at der forgæves er afholdt mægling mellem de tre familier, der er berørt af konflikten. Ansøgerens farbror [E] tilbød, at hans døtre kunne blive gift ind i [A’s] familie, hvilket blev afslået. Ansøgerens farbror har herefter lovet, at han, indtil han dør, vil lede efter ansøgeren. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet finder forkla-ringen utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren stammer fra en landsby i Paktia-provinsen, hvis indbyggere er pashtunere. I landsbyen er der en bazar og en klinik. Ansøgeren har forklaret, at hans problemer skyldes, at han i hemmelighed mødtes med en jævnaldrende uledsaget ugift kvinde ved navn [A]. Møderne fandt efter ansøgerens forklaring sted i en frugtplantage nær klinikken, der var beliggende nær ved [A’s] hjem. Flygtningenævnet finder det sandsynligt, at så-danne møder vil kunne finde sted, men finder det usandsynligt, at sådanne møder ville kunne have fundet sted over en periode på ti måneder, hvor ansøgeren og [A] efter ansøgerens forklaring har mødtes ikke under 20 gange. Ansøgeren har forklaret, at han og [A] en dag blev opdaget af en mand, der viste sig at være [A’s] svigerfar. Ansøgeren har forklaret, at han først på dette tidspunkt fandt ud af, at [A] var forlovet. Ansøgeren har videre forklaret, at han flygtede ud af frugtplantagen uden at konstatere, hvad der videre skete med [A], og at han, da han efter mørkets frembrud turde vende tilbage til sig eget hjem, fik at vide, at en mullah allerede havde meddelt ansøgerens familie, at mullahen havde besluttet, at [A] og ansøgeren begge skulle stenes til døde. Nævnet finder det usandsynligt og af den grund utroværdigt, at en sådan beslutning ville kunne træffes inden for så kort tid, og uden at ansøgeren og ansøgerens slægt var blevet involveret. Flygtningenævnet finder, at det på afgørende måde afsvækker ansøgerens forklaring om, at [A’s] familie og svigerfamilie på grund af æreskrænkelsen vil søge at hævne sig på ansøgeren, at ansøgeren efter sin forklaring vælger at forblive i landsbyen og afventer, at [en anden farbror, F] skal ankomme fra Kabul i stedet for straks at flygte. Ansøgeren har forklaret, at hans farbror [E] samme aften på ny krævede, at ansøge-ren giftede sig med en afdød farbrors enke, og at [E], da ansøgeren nægtede dette, snittede ansøge-ren flere gange i ryggen med en kniv. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at disse snitsår, der er vist på et fremlagt foto, ville have forhindret ansøgerens flugt, såfremt det forholdt sig som forklaret vedrørende beslutningen om, at ansøgeren skulle stenes. Flygtningenævnet finder på denne bag-grund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har mødtes med [A] som forklaret, og at han af den grund vil risikere overgreb fra [A’s] familie og svigerfamilie. Ansøgerens konflikt med farbroren [E] om ægteskabet med enken har ifølge ansøgerens forklaring varet i flere år, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at denne konflikt er af en sådan karakter og beskaffenhed, at den kan medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder her-efter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afgha-nistan risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Afgh/2017/333/ATN
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban eller andre sunni-muslimer vil gøre noget forfærdeligt ved ham, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han frygter at blive taget med, at blive voldtaget eller tvunget til at udføre selvmordsmissioner, hvis han bliver stoppet af Taliban eller andre sunni-muslimer. Om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at de angreb hans provins i [efteråret] 2015, hvorefter han flygtede til Kabul sammen med sin familie. Ansøgeren har videre oplyst, at Taliban altid spørger, hvad folks religion er, og at de er meget aggressive, hvorfor han frygter, at de vil slå ham eller hans familie ihjel. Om sin frygt for sunni-muslimer har ansøgeren oplyst, at de ikke vil acceptere ham, fordi han er hazara. Han har også oplyst, at de tager hans ting, uden at han kan sige noget til det. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv fremlagt dokumentation på sine kristne aktiviteter i form af en præsteudtalelse samt et brev, der dokumenterer, at ansøgeren har deltaget [i bibelcamping i byen A i sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren stammer fra en landsby i Kunduz-provinsen, at ansøgeren er hazara og shia-muslim, og at ansøgerens far besluttede, at familien skulle flygte, da Taliban i [efteråret] 2015 under kampene i provinsen nærmede sig den landsby, hvor ansøgerens familie boede. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter med Taliban, og det samme gælder ansøgerens far. Ansøgeren har endvidere ikke i øvrigt haft personlige konflikter på grund af sin etnicitet eller religion. De generelle forhold for etniske hazara og shia-muslimer i Afghanistan kan, om end vanskelige, ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grundlag af det oprindelige asylmotiv opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal kan på grundlag af ansøgerens forklaring, og sognepræstens erklæring, der støtter ansøgerens forklaring, lægge til grund, at ansøgeren i dag er kristen. Ansøgeren har forklaret, at han stiftede kendskab med kristendommen, allerede mens han opholdt sig på centret i [byen B], og at han siden [foråret] 2017 har gået i kirke og hver torsdag deltaget i sognepræstens undervisning i kristendom. Nævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig og overbevisende forklaring om sit trosskifte, og at ansøgeren på trods af, at han er analfabet, har kunnet forklare om kristendommen og om sine egne overvejelser og oplevelser, der har ledt til, at han er konverteret. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet flertal finder herefter, at ansøgeren, som følge af sin konversion, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/332/ATN
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de mennesker, som har slået hans far ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far en dag kom hjem fra arbejdet med ondt i brystet. Faren faldt om, og de kørte ham på hospitalet. Lægerne fortalte ansøgeren og hans familie, at faren muligvis var blevet forgiftet. Ansøgeren og hans familie begravede faren dagen efter. I løbet af den følgende uge modtog ansøgerens ældste bror, […], et telefonopkald. Personen i telefonen sagde til broren, at han ville dræbe dem. Ansøgerens bror lagde røret på, men senere samme dag modtog broren endnu et telefonopkald fra et andet telefonnummer. Personen i telefonen sagde, at de ville dræbe dem, ligesom de havde dræbt deres far. Ansøgeren og hans familie blev meget bange, og de gik ikke ud af deres hus i omkring halvanden uge herefter. I den periode besluttede ansøgerens [ældste] storebror, […], og ansøgerens mor, at ansøgeren og hans storebror, […], skulle rejse ud af Afghanistan, hvilket de gjorde sammen med en fætter omkring halvanden uge efter. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om konkrete og individuelle asylbegrundende forhold efter udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren aldrig personligt er blevet opsøgt eller direkte er blevet truet af Taliban, og at der ikke ses at være grundlag for en konflikt mellem ansøgeren og Taliban alene fordi ansøgeren formoder, at hans far, der arbejdede for sikkerhedstjenesten, er blevet dræbt af Taliban. Der henvises endvidere til, at ansøgerens familie, herunder hans to ældre brødre og deres koner og børn, der går i skole i Kandahar, samt ansøgerens mor, fortsat bor i Kandahar, hvor de har haft bopæl i adskillige år, uden at Talibans trusler mod familien er blevet effektueret. Nævnet finder i den forbindelse ikke, at ansøgerens oplysning om, at familien skifter bopæl i Kandahar, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder heller ikke, at ansøgerens forklaring for nævnet om, at han før 2012 nogle gange har kørt sammen med sin bror, der havde et biludlejningsfirma og blandt andet udlejede biler til udlændinge, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/331/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans familie havde et biludlejningsfirma, som ansøgeren var ansvarlig for. De lejede biler ud til forskellige andre firmaer blandt andet et udenlandsk firma i lufthavnen og andre afghanske firmaer. I 2012 fik en af deres lastbiler, som de udlejede, problemer. Ansøgeren kørte ud til Arghasan-området, hvor lastbilen stod, sammen med chaufføren af lastbilen og en mekaniker. Da de nåede ud til lastbilen, undersøgte mekanikeren lastbilen, og ansøgeren kørte herefter tilbage til Kandahar for at hente reservedele. Da ansøgeren var på vej tilbage til lastbilen med reservedelene, blev han stoppet af Taliban på vejen mellem to landsbyer […] og […]. Taliban sagde til ansøgeren, at han arbejdede med udlændinge, hvorefter de slog ham på siden af hovedet med deres gevær. Ansøgeren hørte, at en af dem sagde, at de skulle slå ansøgeren ihjel, og at en anden sagde, at de skulle halshugge ham. Efterfølgende vågnede ansøgeren op på hospitalet, hvor han havde været bevidstløs i to dage. Politiet fortalte ham, at de havde set hans bil, og da de var kommet over til den, havde Taliban flygtet fra stedet. Efterfølgende fortsatte ansøgeren sit arbejde i udlejningsfirmaet, men forsøgte at klare alle sine opgaver over telefonen i stedet for at møde op hos sine kunder. Herefter ringede Taliban til ham et ukendt antal gange, er kommet til hans bopæl i Kandahar et ukendt antal gange samt har sendt et ukendt antal trusselsbreve. Ansøgerens far arbejdede for NDS, hvilket er den afghanske efterretningstjeneste. En dag i [vinteren] 2015 kom ansøgerens far hjem fra arbejde og havde smerter i hjertet. Ansøgeren og hans storebror kørte faderen på sygehuset, hvor han døde kort tid efter. Lægen forklarede dem, at deres far var død af forgiftning. Dagen efter begravede de deres far. Familien vidste ikke, hvem der havde forgiftet faderen. To til tre dage efter begravelsen ringede Taliban til ansøgerens storebror, […], og sagde, at de havde dræbt deres far og nu ville de dræbe resten af familien. Efter tre til fire dage flyttede ansøgeren og hele hans familie til et andet hus i Kandahar, der lå fem til ti minutters kørsel fra deres gamle hus. En til to dage efter de var flyttet, modtog ansøgerens storebror igen et opkald fra Taliban, hvor de sagde, at de vidste, at familien stadig var i Afghanistan, og at Taliban ville dræbe dem. Ansøgeren, hans lillebror og deres fætter udrejste fra Afghanistan samme aften. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på flere afgørende punkter fremstår divergerende og udbyggende og derfor må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han efter overfaldet i 2012 ikke blev kontaktet af Taliban før i [vinteren] 2015. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han har modtaget trusselsbreve fra Taliban i perioden fra 2012 til […] 2015. Der er således flere gange kommet nogen, som har banket på døren til familiens bopæl, og han tror, at det er Taliban, fordi de pågældende ikke ville oplyse deres navn. Ansøgeren har udbyggende for nævnet forklaret, at han også i nogle måneder før episoden i 2012 har modtaget telefoniske trusler. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret herom. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om omstændighederne for udrejsen. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans yngre bror udrejste to uger efter, at ansøgeren og hans familie havde modtaget et trusselsbrev. Han har derimod under asylsamtalen oplyst, at de udrejste samme aften, som det pågældende trusselsbrev blev modtaget, og det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren under sin samtale med advokaten har oplyst, at udrejsen skete, efter at de havde modtaget et telefonopkald fra Taliban. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke ved, om hans far var blevet kontaktet af Taliban før farens død, mens han for nævnet har forklaret, at hans mor har fortalt, at faren modtog trusler forinden sin død. Moren har fortalt dette til ansøgeren, før hans udrejse. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgerens utroværdighed understøttes af, at ansøgerens familie, herunder hans to ældre brødre og deres koner og børn, samt ansøgerens mor fortsat opholder sig og bor i Kandahar, selvom Taliban angiveligt har truet hele familien med at slå dem ihjel. Ansøgerens forklaring om, at familien skifter bopæl i Kandahar kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/330/col
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, da Taliban har overfaldet ansøgerens hjem, fordi ansøgerens far har solgt alkohol til de udenlandske styrker i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og dennes forretningspartner, Ezmary, solgte varerne fra et supermarked, hvor ansøgeren hjalp til. En aften kom nogle ukendte mænd ind på ansøgerens bopæl og affyrede skud. Ansøgeren gemte sig under en seng under episoden. Fra sit gemmested så ansøgeren, at mændene, som var fra Taliban, slog hans forældre og søskende. Taliban tog ansøgerens familiemedlemmer med, da de forlod ansøgerens bopæl. Da ansøgeren forlod sit gemmested næste morgen, så han, at hans bror var blevet skudt og lå død ude i haven. Ansøgerens tog hen til sin fars supermarked, hvor farens ven og forretningspartner, Ezmary, var. Ansøgeren fortalte Ezmary, hvad der var sket. Ezmary kørte ansøgeren til et hus, hvor ansøgeren opholdt sig i en uge. Herefter sagde Ezmary til ansøgeren, at ansøgeren ikke længere kunne opholde sig i huset. Ezmary sendte ansøgeren til Danmark, da ansøgerens far har en ven i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring til grund. Nævnet anser forklaringen for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at skaffe sig oplysninger om, hvad der var sket med hans familie, ligesom det anses som usandsynligt, at han ikke havde noget netværk i landsbyen, men alene kunne henvende sig til Ezmary, som han måtte antage var i Talibans søgelys i lighed med ansøgerens egen familie. Ligeledes må det anses som utroværdigt, at ansøgeren i mange timer fortsat kunne ligge under sengen, inden han opsøgte Ezmary. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om et centralt forhold i sit asylmotiv, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans storebror blev skudt i gangen udenfor det værelse, hvor han opholdt sig, mens han under asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at hans bror blev skudt i haven, hvor ansøgeren efterfølgende fandt hans lig. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/33/SEL
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], […] i Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøger har i 2010 deltaget i en demonstration i Kabul, som havde til formål at gøre den afghanske regering opmærksom på problemerne, som Taliban skabte i ansøgerens distrikt. Ansøgeren havde ikke nogen problemer eller konflikter i forbindelse med, at han deltog i demonstrationen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL, idet Taliban har stoppet ansøgeren på vej til universitet og taget hans dokumenter. Ansøgeren har videre henvist til den usikre situation i ansøgerens område og Afghanistan generelt samt de generelle forhold for hazaraer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han på vej til at søge optagelse på universitetet på en ukendt dato i 2014 blev stoppet af to mænd fra Taliban. De to mænd tog ansøgerens dokumenter, nationalitetsbevis, billeder af ansøgeren og afgangsbevis, og de ville også tage ansøgeren med. Taxachaufføren, som ansøgeren havde kørt med, blandede sig, hvorfor talebanerne kontaktede deres overordnede, hvorefter de lod ansøgeren gå. Ansøgeren tog til Kabul og klagede over episoden til Uddannelsesministeriet, men de sagde, at de ikke kunne tage imod sådanne klager. Omkring tre måneder efter fik ansøgeren at vide fra taxachauffører i området, at Taliban ledte efter ham. [I efteråret] 2015, omkring halvandet år efter ansøgeren var blevet stoppet af Taliban, udrejste han fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at han er efterstræbt af Taliban eller ISIL. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har fået lov til at gå, efter han i foråret 2014 var blevet standset ved en kontrolpost af Taliban, og at han herefter har opholdt sig i halvandet år på familiens bopæl i sin landsby, hvor han har arbejdet i familiens landbrug, forinden han udrejste. Han er i denne periode ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt af Taliban eller i øvrigt haft problemer med Taliban, selvom Taliban efter ansøgerens forklaring var i besiddelse af ansøgerens identitetspapirer med oplysninger om ansøgerens bopæl. Det anses i den forbindelse for usandsynligt, at Taliban har spurgt taxachauffører om ansøgerens opholdssted, når Taliban var bekendt med ansøgerens identitet og bopælen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke i asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han er blevet standset at Taliban. Nævnet henviser i øvrigt til ansøgerens forklaring om, at ingen i ansøgerens familie har haft problemer eller konflikter med Taliban eller med ISIL, og at ansøgeren ikke personligt har været udsat for konflikter eller henvendelser fra ISIL. Der henvises også til, at ansøgeren har forklaret uddybende om sin frygt for Taliban, idet han for nævnet har forklaret, at et vagtværn bestående af blandt andet personer fra ansøgerens landsby var blevet dræbt af Taliban kort forinden ansøgerens udrejse. Episoden skete omkring fem timers kørsel fra ansøgerens landsby. Ansøgeren har ikke tidligere under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret herom. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren ikke har haft problemer af nogen art, fordi han er hazara, og nævnet finder ikke, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan kan anses for at være asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel eller konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/329/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik-pashtuner og sunni-muslim fra […], Loghar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter formodede medlemmer af Taliban, idet han er flygtet fra deres varetægt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev tilbageholdt af formodede personer fra Taliban i fem dage. Ansøgeren blev i den periode trænet til at udføre et selvmordsangreb i lufthavnen i Kabul. En dag blev ansøgeren pågrebet af to - for ansøgeren ukendte - personer. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev ført ind i en bil. Han blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev ført ind i et rum. Personerne mishandlede ansøgeren. De tog også et dokument fra ansøgerens arbejdsplads fra ham. De spurgte, hvem ansøgeren arbejdede for, og hvad hans opgaver var. Personerne ville slippe ansøgeren fri på den betingelse, at ansøgeren skulle udføre et selvmordangreb i lufthavnen i Kabul. I de fem følgende dage modtog ansøgeren træning i betjening og affyring af skydevåben samt anvendelse af en selvmordsvest. Undervejs blev ansøgeren slået og sparket. På den femte dag blev de formodede Taliban-medlemmer beordret væk fra stedet for at deltage i et bagholdsangreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue. Ansøgeren tog derefter til Kabul og derfra videre til Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Ansøgeren har således forklaret udbyggende vedrørende, hvem der var målet for angrebet, og hvordan han skulle få en bombevest med ind i lufthavnen. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at de mænd, der tilbageholdt ham, ville have, at han skulle udføre et selvmordsangreb i lufthavnen i Kabul, hvor ansøgeren arbejdede. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 efter at være anmodet om at fortælle om sit arbejde i lufthavnen har ansøgeren forklaret, at han havde et kort, som han benyttede, når han skulle ind i lufthavnen, men at han på trods af kortet blev kropsvisiteret. Adspurgt hertil har ansøgeren oplyst, at Taliban havde folk i lufthavnen, der ville hjælpe ham ind. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han blev slået med efter, at han var kommet til det sted, hvor han blev tilbageholdt. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han blev slået i hovedet med et gevær. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev slået med håndtaget af en pistol og en trækølle, og at han ikke tror, at han blev slået med andre genstande. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at det må bero på en fejl, at det er noteret i referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, at han blev slået i hoved med et gevær, idet han forklarede, at det var en pistol, som han blev slået med. Da ansøgeren imidlertid fik referatet oversat efter samtalen og oplyste, at han ikke havde bemærkninger, kan ansøgerens indsigelse ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om tidsforløbet ikke er troværdig. Ansøgeren har således på den ene side forklaret, at han blev ansat hos [firma] i slutningen af 2013, og at han arbejdede for firmaet i omkring fire måneder, inden han blev kidnappet. Ansøgeren har imidlertid på den anden side forklaret, at han blev kidnappet i slutningen af 2014, og at han udrejste af landet umiddelbart efter flugten. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret og fastholdt, at han var opholdt sig 1 år og 11 måneder i Pakistan, inden han rejste videre til Danmark, hvor han indrejste [i vinteren] 2015. På denne baggrund og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/328/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby] i Jaghoori-distriktet, Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af kommandant [A] eller sin farbror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far havde en butik, hvor ansøgeren hjalp til. En eftermiddag hørte ansøgeren af en fra en nabobutik, at hans far var blevet tilbageholdt af Taliban, som havde fundet alkohol i hans bil. Kort efter så ansøgeren – mens han stod foran farens butik – [A] stige ud af sin bil foran butikken. [A] var i selskab med sine soldater og medlemmer af Ældrerådet. [A] er kommandant i området. Han samarbejder både med Taliban og myndighederne. [A] råbte, at ansøgeren skulle anholdes, idet hans far handlede med spiritus. Ansøgeren flygtede ind i butikken og ud af baglokalet og derfra nogle meter til et træbeklædt område. Der blev råbt ”stop”, og mindst én soldat affyrede sit våben. Ansøgeren slap væk og henvendte sig kortere tid derefter hos sin storesøster og hendes ægtefælle, [B], der fortalte, at [A] havde sat ild til butikken. Hussein kørte ansøgeren til Kabul, hvor [B] sagde, at ansøgerens far også havde solgt opium og hash. Få dage senere udrejste ansøgeren. Senere i Tyrkiet blev ansøgeren telefonisk kontaktet af Hussein, som fortalte, at [A] flere gange havde udsat ansøgerens mor for chikane og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde et dårligt forhold til sin bror, der er en kendt mullah. Faren kom ikke i moskéen, og farbroren vil nu tro, at ansøgeren har hjulpet sin far med at sælge spiritus. Efter ansøgerens ankomst til Danmark fik han via Facebook kontakt til en barndomsven ved navn [C], som skrev, at ansøgerens far var blevet dræbt af Taliban, og at farens lig var blevet fundet. [C] oplyste videre, at farbroren havde slået ansøgerens mor, og at [A] søgte efter ansøgeren. Senere slettede ansøgeren beskederne på Facebook, da disse fik ham til at få det dårligt. Han kunne således ikke vise beskederne under samtalen med Udlændingestyrelsen. Da styrelsen interesserede sig herfor, har han senere, forgæves, forsøgt at få genetableret kontakten til [C]. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret tøvende, afglidende og generelt på en række spørgsmål, og at han herunder reelt har undladt at svare præcist på flere konkrete spørgsmål, også selvom flere af spørgsmålene er blevet gentaget. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har svaret vævende og upræcist om sin flugt ud af butikken, og det kan undre, at ansøgeren i givet fald ikke har kunnet svare mere nøjagtigt på, omtrent hvor mange der løb efter ham, samt har kunnet fortælle mere om afgivelse af skud. Forklaringen om skudepisoden har ikke fremstået selvoplevet. Forklaringen om Facebook-kontakten med [C] har ligeledes fremstået utroværdig, og ansøgeren har herunder ikke kunnet svare bare nogenlunde nøjagtigt på, hvor mange beskeder, der er sendt mellem de to, og om hvorledes kontakten mellem dem ophørte. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet udbygget sin forklaring om den tidligere kontakt til [C], idet han i nævnet tillige har oplyst, at [C] skulle have skrevet, at farbroren har slået hans seksårige søster samt besluttet, at hun skal giftes med farbrorens søn. Ansøgeren er ikke fremkommet med overbevisende forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom til Udlændingestyrelsen. Herefter, og uanset de generelt vanskelige forhold for hazaraer, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/327/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har beskyldt ham for at være spion for myndighederne, ligesom myndighederne har beskyldt ansøgeren for at placere miner for Taliban. Ansøgerens familie oplevede, at Taliban satte trusselsbreve på familiens bopæl, ligesom de skrev på ansøgerens families husmur. Taliban beskyldte ansøgeren for at være spion for myndighederne. Efterfølgende henvendte repræsentanter fra myndighederne sig på bopælen, idet de havde fået at vide, at ansøgeren arbejdede som spion for Taliban. Ansøgeren forklarede, at dette ikke var rigtigt, hvorefter myndighedspersonerne forlod bopælen med besked om, at de ville undersøge sagen nærmere. Efterfølgende kom Taliban igen på bopælen, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Derefter opsøgte myndighederne bopælen, i hvilken forbindelse ansøgerens hænder blev bundet. Myndighederne sagde, at ansøgeren skulle give dem detonatoren til minerne eller fjerne dem selv. Imens ansøgeren sad med bundne hænde, opstod der kampe mellem myndighederne og Taliban. I den forbindelse løb ansøgerens søster ud af huset, og hun blev ramt af to skud i maven, hvorefter myndighedspersonerne bragte hende på hospitalet. Et par dage efter, at ansøgerens søster var blevet udskrevet, opsøgte Taliban endnu engang bopælen, hvor de på ny anklagede ansøgeren for at være spion og for at have fortalt myndighederne om, hvor minerne var placeret. Taliban truede ansøgeren med en kalashnikov og udsatte ham for slag, hvor ansøgeren blandt andet brækkede sin arm. Ansøgeren blev herefter indlagt på hospitalet i Kabul, hvor han var i én måned. Da ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet tog han ophold i Kabul hos noget familie. I denne periode kom ansøgerens far og oplyste, at Taliban endnu engang havde været på bopælen og spurgte efter ansøgeren. Taliban havde sagt til faren, at ansøgeren skulle melde sig og samarbejde med Taliban. Herefter lod ansøgeren Afghanistan. Både Taliban og myndighederne har opsøgt ansøgerens bopæl, mens han har opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår henvendelserne fra Talibans side. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at myndighederne har spurgt ansøgeren, om han havde samarbejdet med Taliban om minerne, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne har spurgt efter ansøgeren efter, at ansøgerens søster blev ramt af skud. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren på forespørgsel under asylsamtalen har forklaret, at myndighederne ikke havde henvendt sig herefter. Flygtningenævnet kan på denne baggrund tiltræde, at ansøgeren risikerer overgreb fra Talibans side, men Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han og faren undlod at gøre myndighederne opmærksom på truslerne fra Taliban, ikke forekommer logisk og kun kan anses for sandsynlig, såfremt ansøgeren og faren vurderede, at myndighederne ikke fortsat mistænkte ansøgeren for at stå i ledtog med Taliban. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren opholdt sig i en længere periode i Kabul inden udrejsen. Ved vurderingen af, om ansøgeren kan henvises til tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, lægger Flygtningenævnet vægt på, at det som anført ikke kan antages, at ansøgeren har problemer med myndighederne. Hvad angår Taliban, finder Flygtningenævnet, at konflikten med Taliban må antages at være lokalt funderet, og at det ikke kan antages efter konfliktens karakter og ansøgerens person, at Taliban vil forsøge at opspore ansøgeren andre steder end i lokalområdet. Flygtningenævnet finder endvidere efter en samlet vurdering, at det må anses for rimeligt at henvise til et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren er en ung mand med erhvervserfaring inden for handel med mobiltelefoner, og at ansøgeren har haft 10 års skolegang og kan læse og skrive. Uanset at ansøgeren har problemer med højre arm, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren må antages at kunne klare sig i for eksempel Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/326/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Mazar-e-Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har nægtet at udføre en opgave, som Taliban ville have ham til at udføre i forbindelse med sit arbejde for valgkommissionen i Mazar-e-Sharif. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med præsidentvalget i juni måned 2014 arbejdede i valgkommissionen. Arbejdet bestod i, at ansøgeren skulle undervise andre, som skulle være medhjælpere til valget, i reglerne og procedurerne for afholdelse af valget. Ansøgeren har oplyst, at Taliban eller personer, som havde med Taliban at gøre, forsøgte at påvirke hans valg af personer, som skulle være til stede på valgstederne. Dette skete ved at ansøgeren blev ringet op, og nogle personer blev foreslået, som ansøgeren skulle vælge. De skulle vælges for at kunne lave selvmordsaktioner på valgstederne. Ansøgeren har oplyst, at efter valget skulle han og hans kollega til [et specifikt område] for at hente den sidste stemmeboks, hvorefter de blev beskudt. Bilen kørte af vejen og ramte ind i et træ og en mur. Ansøgeren har oplyst, at han herefter blev ringet op af personer fra Taliban, der oplyste ansøgeren om, at han havde forspildt sin chance for at hjælpe dem, og at de vidste, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren fortalte om telefontruslerne til sine forældre, som foreslog, at han tog til [en mindre landsby], fordi han kendte landsbyens leder. Her opholdt ansøgeren sig omkring 1 år. Herefter tog ansøgeren til sin moster, hvor han opholdt sig omkring 25-30 dage, inden han udrejste af Afghanistan [i] oktober 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om selve asylmotivet til grund, uanset at der har været enkelte unøjagtigheder eller divergenser. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgerens usandfærdige forklaring om, at familien flygtede sammen med ham, svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen af, om ansøgeren kan vende tilbage til et andet sted i Afghanistan, som for eksempel Kabul, vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i mere end et år i Afghanistan inden udrejsen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens familie angiveligt ikke har været udsat for problemer siden skudepisoden, heller ikke efter ansøgerens udrejse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Taliban vil forsøge at finde frem til ansøgeren andre steder i Afghanistan end eventuelt i lokalområdet. Ved vurderingen af, om det er rimeligt at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie er beskrevet som ressourcestærke og velstillede, og at ansøgeren fremstår som en veluddannet, selvstændig og arbejdsduelig person, som må antages at have let ved at klare sig for eksempel i Kabul. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/325/CHHA
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan.. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikere fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en mand ved navn [A] og dennes familie, idet den kvindelige ansøger afslog et frieri fra [A]’s side, hvorefter hun blev forlovet med og sidenhen gift med den mandlige ansøger. Ansøgerne har som asylmotiv i forbindelse med den aktuelle genoptagelsessag henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb, idet de er konverteret fra islam til kristendommen og derfor i hjemlandet vil blive betragtet som frafaldne. Den mandlige ansøger fattede interesse for kristendommen, hvilken interesse navnlig blev udviklet i 2014 i forbindelse med samtaler med nogle venner, der var konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger oplevede, at hans venner havde fundet en ro og en måde at takle deres problemer på efter deres konversion. Han har fulgt et tv-program på internettet, som hedder ”Mohabat” (kærlighed). Programmet indeholder videoer med taler om kristendommen, som har rørt ham dybt. Det gik op for ham, at kristendommen er den tro, som han havde ledt efter. Han begyndte i slutningen af 2014 at komme regelmæssigt i den evangeliske valgmenighed under Folkekirken, [B], hvor han har deltaget i kirkens ugentlige gudstjenester og øvrige aktiviteter. Han har fra [vinteren] 2015 deltaget i kirkens dåbsforberedelse og kristendomsundervisning og blev [i sommeren] 2015 døbt i kirken. Efter sin konversion til kristendommen har den mandlige ansøger lagt flere billeder op på en åben Facebook-profil af ansøgernes dåb og af kirken. Han har endvidere fortalt sin bror i Afghanistan om sin konversion. Han har efterfølgende modtaget trusler på Facebook fra slægtninge i Afghanistan på grund af sin konversion, hvilket fik ham til at fjerne billederne af dåben. Hans mor og bror er flygtet til Pakistan som følge af truslerne. Den kvindelige ansøger lider af skizofreni og kan derfor ikke klare sig uden den mandlige ansøgers hjælp. Han har taget hende med i kirken, hvor hun har oplevet at få ro, efter at menigheden har taget godt imod hende og har bedt for hende. Hun får det bedre af at gå til gudstjenester, ligesom hun har deltaget i kirkelige aktiviteter med sin ægtefælle. Hun har som den mandlige ansøger deltaget i dåbsforberedelse i kirken, [B], hvor hun blev døbt [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger efter ansøgernes forklaringer til grund, at deres konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgernes oplysninger om baggrunden for den opståede interesse for kristendommen, dåbsforløbet og engagementet i kirkelige aktiviteter gennem en længere periode, hvilke oplysninger blandt andet støttes af erklæring af [sommeren] 2017 fra valgmenighedspræst [C] fra valgmenigheden [B]. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgernes fremtræden under nævnsbehandlingen. Da det endvidere lægges til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgernes konversion, hvis de i overensstemmelse med deres klart tilkendegivne ønske herom vil leve et åbent kristent liv ved en tilbagevenden til hjemlandet, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerne] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/323/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i […]-distriktet i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt at Islamisk Stat (ISIL) eller Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af sin fætter, […], og sin farbrors ægtefælle, […]. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at ISIL og Taliban er til stede i det område, hvorfra han kommer. ISIL og Taliban har kontaktet ansøgeren på gaden, idet de udspurgte ham om, om han var omskåret, læste i koranen samt stillede spørgsmål om hans familie. Ansøgeren formoder endvidere, at ISIL eller Taliban stod bag mordet på ansøgerens farbror i sommeren 2015, idet farbroren var mistænkt for at være spion for myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at der i landsbyen også gik rygter om, at han var spion, og at hans navn derfor fremgår af en sort liste hos Taliban og ISIL. Vedrørende frygten for [familiemedlemmerne] har ansøgeren forklaret, at de har udsat ham for chikane og trusler, idet de ikke brød sig om ansøgeren, ligesom de var interesserede i arven efter ansøgerens far. [Familiemedlemmerne] har derudover gjort ansøgeren ansvarlig for fætrene, […], forsvinden. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring, der omhandler konflikten med ISIL og Taliban til grund, idet han har forklaret udbyggende og divergerende på en række punkter, hvorfor denne del af forklaringen i det hele fremstår konstrueret. Ansøgeren har således under nævnsmødet forklaret, at Taleban har truet ham med, at de ville skære hans hoved og arme af, fordi han var spion for myndighederne, hvorimod han i samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at Taliban ikke konkret har fremsat trusler mod ham, og at hans eneste kontakt til dem har været, at han er blevet standset og undersøgt for om han havde skæg eller ej, ligesom han har forklaret, at Taliban generelt har truet befolkningen i landsbyen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det var Taliban, der undersøgte ham for, om han var omskåret, hvorimod han tidligere i gensamtalen [i] november 2016 har forklaret, at det var ISIL, der gjorde dette. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke under mødet i nævnet har nævnt, at han også frygtede ISIL, før han specifikt blev spurgt ind til det, selvom det var ISIL, der først og fremmest var til stede i landsbyen på det tidspunkt, han udrejste. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til drabet på farbroren, idet han under nævnsmødet har forklaret, at myndighederne oplyste, at det var Taleban, der havde dræbt farbroren, hvorimod han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke vidste, hvem der havde dræbt farbroren. Også med hensyn til, om ansøgeren har fået at vide, om farbroren var spion eller ej, har forklaringen været divergerende, idet han i forbindelse med gensamtalen [i] november 2016 har forklaret, at han ikke husker, hvorvidt han har talt med sin morbror, […], om, hvorvidt farbroren var spion eller ej, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at det var [morbroren], der fortalte ham, at farbroren var spion. Endelig har forklaringen været divergerende med hensyn til, om ansøgeren har rejst rundt uden for landsbyen med sin farbror eller ej, og om han var bekendt med, hvorvidt rygterne om, at han skulle være spion også svirrede andre steder end i hans egen landsby. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra Talebans eller ISIL´s side. Ansøgerens konflikt med hans farbrors kone og fætteren, […] har hverken haft en karakter eller et omfang, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er opvokset i farbrorens hjem sammen med fætteren, og at han har forklaret, at farbrorens kone altid har hadet ham og fremsat trusler mod ham, uden at der er sket ham noget. Den vold, som ansøgeren har forklaret, at fætteren […] udsatte ham for, har ikke haft et omfang eller en karakter, der er asylbegrundende, og det beror alene på ansøgerens formodning, at volden skyldes, at […] ville af med ham, så han kunne overtage den jord, som ansøgeren havde arvet fra sin far. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/322/nke
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashton og sunni-muslim fra Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Taliban, idet han arbejdede for myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fanget af myndighederne og blive fængslet, idet han er blevet anklaget for at være sammen med Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter to personer, som er børn af en person, som hans far har slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [vinteren] 2014 modtog et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgeren blev en måned efter modtagelsen af trusselsbrev stoppet af en bil, hvori der var en person med et gevær. Personen løb efter ansøgeren, men ansøgeren undslap ved at løbe ind i en moske. [Efteråret] 2015 blev ansøgeren og hans kolleger angrebet af Taliban. Ansøgeren var den eneste fra sit arbejde som overlede angrebet. Han blev taget til fange af Taliban og blev ført til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i to dage. Ansøgeren flygtede ud gennem et toilet, hvorefter han mødtes med sin morbror. Ansøgerens morbror fortalte ansøgeren, at myndighederne havde ransaget hans bopæl, og at myndighederne ledte efter ham. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan i 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sønnerne til en mand, som hans far har dræbt, til grund, idet den forekommer utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst noget om dette asylmotiv i sit asylskema, og at han ikke har været i stand til at redegøre for, hverken hvornår han modtog en – indirekte – trussel fra den dræbtes sønner eller fra hvem, han modtog truslen. Nævnet bemærker, at selvom man måtte lægge ansøgers forklaring om konflikten til grund, kan den ikke føre til, at ansøger meddeles opholdstilladelse, allerede fordi der ikke eksisterer en aktuel konflikt, idet ansøger ikke er blevet opsøgt eller forsøgt opsøgt af den dræbtes sønner. Ansøger har således også til sin advokat forklaret, at det ikke var derfor, han flygtede. Flertallet af Flygtningenævnet kan imidlertid lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med henholdsvis Taliban og myndighederne til grund, idet forklaringen er forekommet konsistent og selvoplevet og er underbygget af fremlagt dokumentation. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren på grund af sin ansættelse i hæren har modtaget trusselsbreve fra Taliban, og at han har været tilbageholdt af og er efterstræbt af Taliban, idet han ikke har efterkommet deres opfordring til at tilslutte sig bevægelsen. Flertallet finder endvidere, at kunne lægge til grund, at ansøgeren er mistænkt af hæren for at samarbejde med Taliban på grund af episoden [i efteråret] 2015, hvor ansøgerens bil og den bil, der kørte foran for at sørge for sikkerheden, blev angrebet i et bagholdsangreb af Taliban, hvilket førte til, at alle bortset fra ansøgeren blev dræbt. Flertallet finder således efter en konkret vurdering, at ansøgeren må anses for at være eftersøgt af myndighederne som følge heraf. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/321/CHA
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K–status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Beshud, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er begyndt at gå i kirke. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder samt befolkningen, da han er blevet anklaget for at distribuere kristent materiale. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taliban, som har beskyldt ham for at spionere for myndighederne eller amerikanerne. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i Afghanistan arbejdede som bogsælger, hvor han gik fra dør til dør. En dag udlånte ansøgeren en religiøs bog til en person, som ønskede at fremvise den pågældende bog til imamen. Ansøgeren var ikke bekendt med, hvad det var for en bog, men han formoder, at det var en religiøs bog. Nogle dage senere fik ansøgeren af sin ven at vide, at nogle personer i landsbyen havde beskyldt ham for at sælge kristne bøger. Ansøgeren blev bange og gemte sig. Fra sit gemmested kunne han se, at der kom folk til hans bopæl for at lede efter ham. Om aftenen kom en bil kørende forbi ansøgerens gemmested, og han fik et lift til Kabul på ladet af bilen. Ansøgeren faldt i søvn, og da han vågende var Taliban ved at gennemsøge bilen. Taliban spurgte hvorfor ansøgeren havde gemt sig på bilens lad. Ansøgeren forsøgte at forklare sig, men han blev slået i hovedet, hvorved han mistede bevidstheden. Da han vågnede den næste dag kom tre personer mod ham. De slog ham med pisk og deres våben. De spurgte, hvem ansøgeren spionerede for, og sagde, at alle hazaraer spionerer for myndighederne eller amerikanerne. Ansøgeren blev flere gange udsat for slag. Efter en lang periode blev ansøgeren flyttet til et andet sted. De fortsatte med at slå ham hver dag. Ansøgeren så to personer blive henrettet ved at få halsen skåret over, og de truede med at gøre det samme ved ansøgeren. Ansøgeren var tilbageholdt af Taliban i omkring halvandet år. En aften, da en af de andre tilfangetagende kom tilbage fra toilettet, tog han vagtens gevær og slog vagten, hvorefter det lykkedes ansøgeren og to andre at flygte. Ansøgeren tog hjem til sin fars ven, hvor han blev oplyst om, at både politiet og befolkningen var efter ham, da han havde missioneret for kristendommen. Herefter udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Ansøgeren har videre i forbindelse med sit møde med advokaten den […] som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er begyndt at gå i kirke. På asylcentret deler ansøgeren værelse med [A], som på et tidspunkt fortalte ansøgeren, at han går i kirke, og at det som muslimer fortæller om kristendommen ikke er det samme som der står i biblen. I [foråret] 2017 gik ansøgeren med i kirke. Han fik et angstanfald, da han frygtede, at der var spioner i kirken. I et par måneder herefter kom ansøgeren ikke i kirken, men han talte meget med [A], som forklarede ham om forskelle og ligheder mellem islam og kristendommen og om tilgivelse og næstekærlighed. Efter et par måneder tog ansøgeren med i kirke igen. Han hørte mange gode ting i kirken og vil gerne vide mere om kristendommen. Før han begyndte at gå i kirke led han af søvnløshed og tankemylder, men han har fået det bedre og føler sig tryg i kirken. Han har deltaget i gudstjenester og bibelundervisning, ligesom han har deltaget i en uges Bibel-camp i [sommeren] 2017. Ansøgeren føler sig bedre tilpas efter undervisningen. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne forekommer konsistent og virker selvoplevet. Herefter findes det sandsynliggjort, at ansøgeren i lokalområdet af beboerne og myndighederne betragtes som vantro forkynder af kristendommen. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren herefter er flygtet fra området og er blevet pågrebet og torteret af Taliban. På denne baggrund og henset til oplysningerne om, at ansøgeren og dennes familie i forvejen var ilde set i området, hvilket også har givet sig udslag i brorens asylsag, findes ansøgeren ikke at kunne henvises til at tage ophold i hjemområdet, idet betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, findes at være opfyldt. Ansøgeren findes endvidere på baggrund af sin psykiske skrøbelighed, som fastslået ved de fremlagte lægelige oplysninger om årelang tortur, heller ikke at kunne henvises til at tage ophold andet steds i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/320/mvln
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse B-status til et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjik og shia-muslimer fra henholdsvis Herat og Saq Salman, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han og hans ægtefælle blev viet [i efteråret] 2005. Ægtefællen var sunni-muslim, mens ansøgeren var shia-muslim. Omkring et år efter vielsen konverterede ægtefællen til shia-islam ved, at ansøgerens far kom med koranen, hvorefter ægtefællen læste tre vers fra koranen højt. Ansøgerne holdt den kvindelige ansøgers konversion skjult, da de frygtede, at der ville ske noget slemt, hvis nogen fandt ud af det, og fordi den kvindelige ansøgers onkler var meget religiøse. Omkring 10 til 11 måneder efter konverteringen, rejste ansøgerne til Iran, fordi den kvindelige ansøger var gravid, og de var bange for, at konverteringen ville blive opdaget. De opholdte sig i Iran i fire år, og begge deres børn blev født i Iran. Efter fire års ophold blev de deporteret tilbage til Afghanistan, da de ikke havde opholdstilladelse. Da de kom tilbage til Afghanistan, fortalte den kvindelige ansøgers mor, at hende og hendes ægtefælle var konverteret til shia-islam. Herefter fortalte den kvindelige ansøgers hendes forældre, at hun også var konverteret. Mere end to år senere, blev det opdaget i landsbyen, at den kvindelige ansøgers forældre var konverteret til shia-islam. Den mandlige ansøger havde hørt, at folk i landsbyen var taget til den lokale moské og havde fortalt mullahen, at den kvindelige ansøgers familie var konverteret til shia-islam, hvorfor mullahen gav befolkningen lov til at dræbe den kvindelige ansøgers familie. Efterfølgende tog nogle ukendte personer hjem til den kvindelige ansøgers familie og overfaldt dem. Den kvindelige ansøgers forældre og to brødre blev dræbt, og hendes søster blev voldtaget og dræbt. Dagen efter overfaldet opsøgte den kvindelige ansøgers onkler den mandlige ansøgers far på hans bopæl. Onklerne sagde, at det var ansøgerens skyld, at den kvindelige ansøgers familie var blevet dræbt, fordi ansøgeren er shia-muslim. I denne forbindelse blev ansøgerens far udsat for fysisk overgreb af onklerne. Ansøgerne og deres børn var ikke hjemme på dette tidspunkt, da de befandt sig hos ansøgerens faster i Herat. Ansøgerens far ringede til ansøgeren og fortalte om overfaldet på den kvindelige ansøgers familie, og faren fortalte, at den kvindelige ansøgers onkler havde opsøgt ham på bopælen. Ansøgerne valgte derfor at udrejse af Afghanistan til Iran [i vinteren] 2014 med deres børn. De opholdt sig i Iran i otte måneder, men da de var bange for på ny at blive deporteret til Afghanistan, valgte de at rejse videre. Ansøgerne har efter udrejsen fået at vide, at onklerne gentagne gange har opsøgt ansøgerens forældre på deres bopæl. Derudover har onklerne opsøgt ansøgerens faster i Herat og ansøgerens søster i Kabul. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerne gennem hele sagsforløbet har forklaret konsistent og overbevisende om det påberåbte asylmotiv. Uanset, at den kvindelige ansøger først til advokatsamtalen og for Flygtningenævnet nærmere har forklaret om årsagen til hendes families konversion, kan Flygtningenævnets flertal ikke efter det foreliggende afvise denne forklaring. Flygtningenævnets flertal kan herefter lægge det påberåbte asylmotiv til grund, herunder at den kvindelige ansøgers farbrødre efter ansøgernes udrejse har opsøgt den mandlige ansøgers far samt hans søstre i Kabul og Herat og hans faster i Herat med henblik på at efterstræbe den mandlige ansøger. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Da det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgerne fornøden beskyttelse, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/32/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Daikundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til den pige, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i 1393 mødte [A], som han udvekslede telefonnumre med. Herefter havde ansøgeren kontakt med [A] over telefonen. Efter tre måneder besluttede ansøgeren og [A] sig for, at de gerne ville giftes. Ansøgeren tog sammen med sin mor hjem til [A’s] familie for at anmode om hendes hånd. [A’s] familie ville ikke acceptere forholdet, da ansøgeren og [A] er af forskellig etnicitet. Ansøgeren anmodede forgæves om [A’s] hånd tre gange. Omkring tre måneder senere valgte ansøgeren og [A] at flygte sammen. Samme dag blev de opdaget af [A’s] bror, som overfaldt ansøgeren. Ansøgeren besvimede under overfaldet og vågnede op hos sin faster. Det tog ansøgeren seks måneder at blive frisk efter overfaldet. I løbet af denne periode talte han ikke med [A]. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den ikke forekommer selvoplevet, fremstår som konstrueret til lejligheden og på væsentlige punkter indeholder divergenser. Han har således forklaret forskelligt om, hvorvidt busbilletterne blev købt på afrejsedagen eller dagen før, om antallet og identiteten på overfaldsmændene og om hvorvidt disse kom tilstede, mens ansøgeren opholdt sig i bussen eller uden for denne. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/319/mvln
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Daikundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far arbejdede som politiofficer. I 2014 blev ansøgerens farbror skudt af [A] og dennes støtter i forbindelse med et røveri. I [foråret] 2015 deltog ansøgerens far i anholdelsen af [A] og hans allierede. I denne forbindelse blev [A’s] søn slået ihjel af politiet. Ansøgerens far deltog i forberedelsen af straffesagen mod [A], som blev fængslet. [A] truede med at slå ansøgerens far ihjel, da han mente, at faren var ansvarlig for sønnens død. I [efteråret] 2015 døde ansøgerens far af kræft. [En måned senere] blev [A] og hans støtter løsladt fra fængslet. Samme måned var ansøgeren sammen med sine to fætre og sin fars fætter om natten i moskéen i Bandar-området. Da ansøgeren kom ud af moskéen, blev der skudt mod ham. Herefter flygtede ansøgeren til sin fars fætters bopæl og udrejste kort efter. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring, idet den på væsentlige punkter fremstår utroværdig og udbyggende. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema overhovedet har omtalt, at han personligt er blevet beskudt. Han har endvidere forklaret divergerende om antallet af trusler og formen for disse mod faren. Han har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om detaljer vedrørende skudepisoden. I asylsamtalen har han således forklaret, at det blot byggede på hans formodning, at det var [A’s] folk, der skød på ham, mens han for nævnet har forklaret, at en af fætrene allerede i moskéen havde set, at disse var til stede, og at fætrene efter skudepisoden bekræftede, at de var sikre på, at det var dem, der havde skudt på ansøgeren. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/318/mvln
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i distriktet Khogyani, Nangahar-provisen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sine tre farbrødre, idet hans familie har en jordkonflikt med dem. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter Taliban, da de har truet ansøgeren og hans familie på grund af ansøgerens brors arbejde for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans far døde på et tidspunkt inden ansøgerens udrejse. Efterfølgende overtog farbrødrene familiens jord, og med hjælp fra Taliban blev familiens afgrøder ødelagt. Ansøgerens ældste bror, der havde stiftet egen familie, blev uddannet til betjent. Denne bror arbejdede efterfølgende som betjent i Jalalabad, hvor han også underviste kommende betjente. Brorens familie boede forsat i landsbyen sammen med ansøgeren, moren og de øvrige søskende. På et tidspunkt blev et trusselsbrev fra Taliban smidt ind i haven. Af brevet fremgik, at ansøgerens bror skulle stoppe sit arbejde for politiet. Familien modtog flere trusler, men broren nægtede, at stoppe med at være betjent. Broren flyttede sin hustru og børn til Jalalabad. Truslerne mod familien fortsatte, og Taliban lod landsbyboerne forstå, at de ville tage en af de tre andre brødre i familien, hvis ansøgerens storebror ikke ophørte med at være betjent og meldte sig til Taliban. Landsbyboerne advarede familien, når Taliban var i nærheden, så ansøgeren og hans brødre kunne gemme sig i skoven. Taliban har også ledt efter ansøgeren på skolen, men læreren fik ansøgeren til at gemme sig. På grund af truslerne fra Taliban, bestemte ansøgerens morbrødre, at ansøgerens mor og to søstre skulle flytte hjem til dem, mens ansøgeren og hans brødre skulle rejse væk. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet vedrørende en væsentlig del af asylmotivet har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det på grundlag af baggrundsoplysningerne om Talibans indflydelse i Nangahar provinsen og herunder i Khogynia distriktet forekommet usandsynligt, at ansøgerens storebror [A], såfremt han var betjent, ville kunne bevæge sig fri mellem Jalalabad og landsbyen, som beskrevet af ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at der var væsentlige problemer, herunder med tolkningen, i forbindelse med oplysnings og motivsamtalen [i vinteren] 2016. Ansøgeren har i forbindelse med gensamtalen [i foråret] 2017 haft lejlighed til på ny at forklare om sit asylmotiv, og har i denne forbindelse forklaret, at der blev afleveret et trusselsbrev fra Taliban, og at de øvrige trusler var mundtlige. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at familien i landsbyen modtog tre trusselsbreve, og at [A] først efter modtagelsen af det tredje brev valgte at flytte sin ægtefælle og børn til Jalalabad. Uanset, at der tages hensyn til ansøgerens unge alder finder nævnet endvidere, at ansøgeren i ganske usædvanlig grad har haft vanskeligt ved at tidsfæste både farens død og tidspunktet for truslernes fremsættelse i forhold til tidspunktet for ansøgerens udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har fremlagt et omfattende billedmateriale, som ansøgeren, mens han opholdt sig i Danmark angiveligt har modtaget fra en morbrors søn tjener ikke til støtte for ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af [As] forhold er efterstræbt af Taliban. Under nævnsmødet er det konstateret, at det fremgår af et fremlagt billede af ansøgerens fars gravsten, at faren døde ultimo 2011. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at farbrødrene har tilegnet sig ansøgerens fars del af den jorden, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der på er en bestående jordkonflikt, der vil få betydning for ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet. De generelle forhold i Nangahar provinsen medfører ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Herefter, og idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort en individuel, konkret og reel risiko for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb finder Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.’’ Afgh/2017/317/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ISIL og Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han sammen med sin familie udrejste fra Afghanistan til Iran, da han var to år gammel. Ansøgerens mor har senere fortalt, at familien udrejste, fordi der var krig i landet, og Taliban forsøgte at styre landet. I Iran blev ansøgerens far af myndighederne pågrebet og sendt af sted for at deltage i krigen i Syrien. Herefter forlod ansøgeren Iran sammen med sin mor og søster, men han blev væk fra dem under rejsen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål og tilsyneladende har forståelse for sin situation. Flygtningenævnet finder, at han er moden nok til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Ansøgeren tilhører som hazara en minoritetsgruppe, men der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren alene af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, såfremt han på ny tager bopæl i Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at der er andre individuelle grunde, som skulle føre til, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb. Nævnet bemærker, at familien efter de sparsomme oplysninger, ansøgeren har været i besiddelse af, udrejste af Afghanistan på grund af krigen med Taliban. Nævnet bemærker endvidere, at udrejsen skete for mange år siden. For så vidt angår eventuel risiko for overgreb som følge af ansøgerens fars tvungne deltagelse i krigen i Syrien, finder Flygtningenævnet, at denne må anses for usandsynlig. Flygtningenævnet finder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/316/mvln
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Afghanistan frygter overgreb fra ukendte personer, som i Iran har truet familien gennem en længere periode og overfaldet hendes bror, [M R], med en kniv. Hendes far transporterede illegalt varer, herunder narko, fra Afghanistan til Iran. Efter at faren et antal måneder før ansøgerens udrejse af Iran blev standset af myndighederne og fik konfiskeret sine varer, fik faren problemer med personer, som han skyldte penge. Personerne truede først faren selv og begyndte dernæst at rette henvendelse på familiens bopæl, hvor personerne gennem flere måneder flere gange ugentligt truede familien ved at banke på døren og råbe i anledning af personernes tilgodehavende. Da [M R] omkring en måned inden udrejsen åbnede døren, stod der en person, som stak ham med en kniv. Personen sagde, at dette kun var ”begyndelsen”. [M R] blev bragt til hospitalet, hvor han fik bortopereret den ene nyre. Ansøgerens far bragte efter omkring fire dages hospitalsophold ansøgeren samt resten af hendes familie til Mashad, hvor de boede frem til deres udrejse af Iran omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren under asylsagens behandling – både selv og i forhold til andre ansøgere, som sagen har været sambehandlet med – har forklaret divergerende og udbyggende på flere punkter, herunder vedrørende baggrunden for at ukendte personer henvendte sig på familiens bopæl samt perioden for og hyppigheden af de fremsatte trusler. Selv om Flygtningenævnet som forklaret af ansøgeren lægger til grund, at personer, som ansøgerens far havde en konflikt med, fremsatte trusler mod familien og overfaldt [M R] med en kniv, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb fra de samme personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sagens behandling i Flygtningenævnet ifølge sin forklaring ikke har haft kendskab til, hvem hendes far havde en konflikt med. Hendes familiemedlemmers forklaring i den sambehandlede sag for Flygtningenævnet, hvorefter personerne stammede fra Baluchistan i Afghanistan og var en del af et kriminelt smuglernetværk med tilknytning til Afghanistan findes på denne baggrund ikke at kunne lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/315/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kabuli og shia-muslim fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Afghanistan frygter overgreb fra ukendte personer, som i Iran har truet familien gennem en længere periode og overfaldet hendes søn, [M R], med en kniv. Hendes ægtefælle transporterede illegalt varer, herunder narko, fra Afghanistan til Iran. Efter at han et antal måneder før ansøgerens udrejse af Iran blev standset af myndighederne og fik konfiskeret sine varer, fik han problemer med personer, som han skyldte penge. Personerne truede først ægtefællen selv og begyndte dernæst at rette henvendelse på familiens bopæl, hvor personerne gennem flere måneder flere gange ugentligt truede familien ved at banke på døren og råbe i anledning af personernes tilgodehavende. Da [M R] omkring en måned inden udrejsen åbnede døren, stod der en person, som stak ham med en kniv. Personen sagde, at dette kun var ”begyndelsen”. [M R] blev bragt til hospitalet, hvor han fik bortopereret den ene nyre. Ansøgerens ægtefælle bragte efter omkring fire dages hospitalsophold ansøgeren samt hendes børn og svigerdatter til Mashad, hvor de boede frem til deres udrejse af Iran omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren under asylsagens behandling – både selv og i forhold til andre ansøgere, som sagen har været sambehandlet med – har forklaret divergerende og udbyggende på flere punkter, herunder vedrørende baggrunden for at ukendte personer henvendte sig på familiens bopæl samt perioden for og hyppigheden af de fremsatte trusler. Selv om Flygtningenævnet som forklaret af ansøgeren lægger til grund, at personer, som ansøgerens ægtefælle havde en konflikt med, fremsatte trusler mod familien og overfaldt [M R] med en kniv, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb fra de samme personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sagens behandling i Flygtningenævnet ifølge sin forklaring ikke har haft kendskab til, hvem hendes ægtefælle havde en konflikt med. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter hun nærmere angiver personerne som stammende fra Baluchistan i Afghanistan og som en del af et kriminelt smuglernetværk med tilknytning til Afghanistan findes på denne baggrund ikke at kunne lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”.Afgh/2017/314/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan frygter overgreb fra ukendte personer, som i Iran har truet familien gennem en længere periode og overfaldet hans bror, [M R], med en kniv. Hans far transporterede illegalt varer, herunder narko, fra Afghanistan til Iran. Efter at faren et antal måneder før ansøgerens udrejse af Iran blev standset af myndighederne og fik konfiskeret sine varer, fik faren problemer med personer, som han skyldte penge. Personerne truede først faren selv og begyndte dernæst at rette henvendelse på familiens bopæl, hvor personerne gennem flere måneder flere gange ugentligt truede familien ved at banke på døren og råbe i anledning af personernes tilgodehavende. Da [M R] omkring en måned inden udrejsen åbnede døren, stod der en person, som stak ham med en kniv. Personen sagde, at dette kun var ”begyndelsen”. [M R] blev bragt til hospitalet, hvor han fik bortopereret den ene nyre. Ansøgerens far bragte efter omkring fire dages hospitalsophold ansøgeren samt resten af familien til Mashad, hvor de boede frem til deres udrejse af Iran omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren under asylsagens behandling – både selv og i forhold til andre ansøgere, som sagen har været sambehandlet med – har forklaret divergerende og udbyggende på flere punkter, herunder vedrørende baggrunden for at ukendte personer henvendte sig på familiens bopæl samt perioden for og hyppigheden af de fremsatte trusler. Selv om Flygtningenævnet som forklaret af ansøgeren lægger til grund, at personer, som ansøgerens far havde en konflikt med, fremsatte trusler mod familien og overfaldt [M R] med en kniv, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb fra de samme personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sagens behandling i Flygtningenævnet ifølge sin forklaring ikke har haft kendskab til, hvem hans far havde en konflikt med. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han nærmere angiver personerne som stammende fra Baluchistan i Afghanistan og som en del af et kriminelt smuglernetværk med tilknytning til Afghanistan findes på denne baggrund ikke at kunne lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/313/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i Afghanistan frygter overgreb fra ukendte personer, som i Iran har truet dem gennem en længere periode og overfaldet den mandlige ansøger med en kniv. Den mandlige ansøgers far transporterede illegalt varer, herunder narko, fra Afghanistan til Iran. Efter at han et antal måneder før ansøgernes udrejse af Iran blev standset af myndighederne og fik konfiskeret sine varer, fik han problemer med personer, som han skyldte penge. Personerne truede først faren selv og begyndte dernæst at rette henvendelse på familiens bopæl, hvor personerne gennem flere måneder flere gange ugentligt truede familien ved at banke på døren og råbe i anledning af personernes tilgodehavende. Da den mandlige ansøger omkring en måned inden udrejsen åbnede døren, stod der en person, som stak ham med en kniv. Personen sagde, at dette kun var ”begyndelsen”. Den mandlige ansøger blev bragt til hospitalet, hvor han fik bortopereret den ene nyre. Den mandlige ansøgers far bragte efter omkring fire dages hospitalsophold ansøgerne samt den mandlige ansøgers mor og yngre søskende til Mashad, hvor de boede frem til deres udrejse af Iran omkring en måned senere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerne under asylsagens behandling – både hver for sig og i forhold til andre ansøgere, som sagen har været sambehandlet med – har forklaret divergerende og udbyggende på flere punkter, herunder vedrørende baggrunden for at ukendte personer henvendte sig på familiens bopæl samt perioden for og hyppigheden af de fremsatte trusler. Selv om Flygtningenævnet som forklaret af ansøgerne lægger til grund, at personer, som den mandlige ansøgers far havde en konflikt med, fremsatte trusler mod familien og overfaldt den mandlige ansøger med en kniv, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb fra de samme personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne indtil sagens behandling i Flygtningenævnet ifølge deres forklaringer ikke har haft kendskab til, hvem den mandlige ansøgers far havde en konflikt med. Den mandlige ansøgers forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han nærmere angiver personerne som stammende fra Baluchistan i Afghanistan og som en del af et kriminelt smuglernetværk med tilknytning til Afghanistan findes på denne baggrund ikke at kunne lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/312/IVK
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil dræbe ham, idet han har solgt varer til det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde en butik ved siden af en militærbase, hvorfra han gennem tre år solgte varer til soldater fra basen og folk fra lokalområdet. En dag fandt ansøgeren et brev fra Taliban i sin butik, hvori der stod, at han ikke måtte sælge varer til militærets base. Ansøgeren viste brevet til sin far, hvorefter ansøgeren rev brevet i stykker. Næste dag fandt ansøgeren endnu et brev fra Taliban, som han viste til sin far og kommandant Nor Rahman. Samme nat opsøgte Taliban familiens bopæl, hvor de tog fat i ansøgerens far, hvorpå moderen advarede ansøgeren, som det lykkedes at flygte. Ansøgeren tog hjem til sin fars fætter, Zabiullah, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. Zabiullah tog hjem til ansøgerens forældre og fandt ud af, at Taliban havde taget ansøgerens far med og kun ville levere ham tilbage, hvis ansøgeren meldte sig. Næste morgen tog Zabiullah hen til ansøgerens butik og så, at Taliban havde ødelagt butikken. Ansøgerens mor bad Zabiullah om at hjælpe ansøgeren ud af landet, hvorefter ansøgeren udrejste med fly fra Kabul til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig og divergerende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det er således usandsynligt, at ansøgeren, selvom Taliban var til stede og havde stor indflydelse i hans lokalområde, ikke var klar over, at det kunne give ham problemer at åbne en forretning tæt ved regeringens militærbase med kunder, der i et ikke uvæsentligt omfang udgjordes af basen og det ansatte personale. Det bemærkes, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen havde været tilbage i Afghanistan i tre år. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at Taliban lod gå tre år, før de greb ind overfor ansøgerens butik, for herefter i løbet af tre døgn at sende to trusselsbreve, opsøge ansøgeren på bopælen, tilbageholde hans far og at ødelægge butikken. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om han rev det første trusselsbrev i stykker, efter at han havde vist det til sin far, eller om han også viste det til en vagt fra militærbasen, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om brevet var forsynet med Talibans stempel eller ej. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om han viste det andet trusselsbrev til en kommandant, han ikke kendte, eller om det var til kommandant Nor Rahman, som han kendte fra butikken, at han viste det. Også med hensyn til det tidsmæssige forløb af, hvornår Taliban skulle have ødelagt butikken set i forhold til, at ansøgerens bopæl blev opsøgt, har ansøgeren forklaret divergerende, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham selv, der så, at forretningen var ødelagt, eller om det var hans familiemedlem Zabiullah, der så dette og fortalte ansøgeren herom. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/311/ATN
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby] i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens nevø har [på vegne af ansøgeren, som er døvstum] om ansøgerens asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil tvinge ham til at begå selvmordsangreb. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens nevø oplyst, at Taliban har opsøgt ansøgerens bopæl to gange, og at de begge gange sagde, at ansøgeren på grund af sine kommunikationsvanskeligheder ikke var til gavn for sin familie. Videre sagde Taliban, at de ville sørge for, at ansøgeren kom i paradis. Ved den første henvendelse var ansøgeren hjemme. Hans hustru svarede på hans vegne Taliban folkene, at de ikke var interesseret i, at ansøgeren skulle bruges som selvmordsbomber for på den måde at få en plads i himlen. Ved den anden henvendelse var ansøgeren på arbejde i Kabul, og hans hustru meddelte derfor Taleban, at ansøgeren ikke var hjemme. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke selv har været i stand til at afgive forklaring for Flygtningenævnet, fordi han er døvstum og ikke behersker tegnsprog, og at forklaringen om ansøgerens asylmotiv, derfor er afgivet af ansøgerens nevø, som han er udrejst sammen med. Nevøens forklaring om ansøgerens asylmotiv har været udetaljeret og overfladisk, idet nevøen har sine oplysninger om farbroren fra henholdsvis farbrorens ægtefælle og nevøens far, der er ansøgerens bror. Nevøen har forklaret, at Taliban to gange skulle have opsøgt ansøgerens bopæl i landsbyen for at hverve ham til at udføre et selvmordsangreb. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at Taliban skulle vælge at opsøge ansøgeren på bopælen, eftersom han kun var hjemme 1-2 dage om ugen, idet han i 3-4 år havde arbejdet i Kabul. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at Taliban skulle vælge at forsøge at hverve en person, som de ikke kunne kommunikere med og dermed instruere i et selvmodsangreb. Nevøen har bortset fra oplysningerne om hvervningen af ham selv, vennen Qais og ansøgeren ikke forklaret om, at andre i landsbyen skulle være forsøgt tvangshvervet af Taliban, ligesom han har forklaret, at det kun var ham og ansøgeren, der udrejste, hvorimod ansøgerens kone, der nægtede at udlevere ansøgeren til Taliban, forblev i landsbyen. Idet det endelig bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren og hans familie ikke gjorde noget for at sikre sig, at de efter udrejsen var i stand til at komme i kontakt med hinanden, og at det på trods heraf skulle være lykkes for ansøgerens ægtefælle at finde frem til ansøgerens nevø via imu på en brugerprofil, der først er oprettet efter ankomsten til Danmark, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/310/ATN
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim og afghansk statsborger fra […]-distriktet, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [navngiven person] familie, idet han slog [den navngivne person] med en skovl i hovedet. Ansøgeren blev efterfølgende oplyst, at [den navngivne person] var afgået ved døden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring to-tre års alderen udrejste af Afghanistan til Iran, hvor han blev boende, indtil han var omkring 17 år gammel. Herefter rejste ansøgeren sammen med sin mormor, morfar og bror tilbage til Afghanistan, hvor han blev boende i tre år. Efter mormoren og morfarens død, hjalp landsbyens beboere ansøgeren og hans lillebror, fordi de ikke havde nogen familie tilbage. På en ukendt dato et stykke tid efter, at ansøgerens morfar døde i 2015, blev ansøgeren og hans lillebror opsøgt af [den navngivne person], der boede i samme landsby, idet han blandt andet bragte dagligvarer til ansøgeren og broren. Ved senere besøg fortalte [den navngivne person] til ansøgeren, at han var seksuelt interesseret i hans lillebror. Dette fortsatte [den navngivne person] med at gøre frem til den […] september 2015, hvor ansøgeren klokken to om natten, mens han var på arbejde, slog [den navngivne person] med en skovl i hovedet. Den følgende morgen tog ansøgeren og hans lillebror en bus til Nimruz. Fra Nimruz ringede ansøgeren til sin arbejdsgiver […], og bad ham om hjælp til at udrejse af landet. Halvanden time senere udrejste ansøgeren og hans lillebror af Afghanistan til Iran, hvor lillebroren tog ophold hos ansøgerens far. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet set har været troværdig og konsistent. Flertallet bemærker, at der har været nogle tilsyneladende divergenser i henseende til, om ansøgeren så, hvorledes [den navngivne person] holdt lillebroren, men flertallet finder, at ansøgerens forklaring på disse tilsyneladende divergenser fremstår tilstrækkelig overbevisende. Flertallet lægger også vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for hændelsen og situationen ude på marken den pågældende dag, i øvrigt også fremstår troværdige og overbevisende. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og reel risiko for at blive udsat for repressalier fra [den navngivne person] familie, som han ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod, og som vil være forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har familie eller netværk i Afghanistan sammenholdt med konfliktens karakter. Efter en samlet vurdering af omstændighederne, herunder at ansøgeren har handlet umiddelbart og for at redde sin bror fra bortførelse, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdet har haft en sådan grovhed, at det med sikkerhed kan henføres under flygtningekonventions artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens 10, stk. 1, nr. 3. Uanset at forholdet isoleret set vil kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, finder Flygtningenævnet efter en konkret proportionalitetsafvejning, at der foreligger sådanne særlige grunde, at der trods den nævnte bestemmelse kan gives opholdstilladelse. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/31/nke
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby] i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil tvinge ham til at begå selvmordsangreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at fire personer fra Taliban har opsøgt hans far to gange på farens arbejdsplads. De krævede, at faren afleverede ansøgeren til Taliban. Ansøgeren blev to dage efter den sidste henvendelse, da han var på vej hjem fra arbejde, stoppet på gaden af de samme fire personer, som bandt ansøgerens hænder, gav ham bind for øjnene, slog ham og trak ham med. De sagde ikke noget til ham. Efter 20-30 minutter kom politiet, og der opstod skudveksling mellem de fire personer og politiet, og i den forbindelse lykkedes det for ansøgeren at flygte. Han kom hjem og fortalte sin far, hvad der var sket, hvorefter faren besluttede, at ansøgeren skulle flygte. Dagen efter tog ansøgeren til Kabul og udrejste herefter fra Afghanistan med sin farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen om en række centrale punkter har været usandsynlig, upræcis og udetaljeret, hvorfor den ikke forekommer selvoplevet. Det er således ikke sandsynligt, at Taliban, der ikke forud for henvendelserne til ansøgerens far, havde været i kontakt med ansøgeren, pludselig i løbet af tre til fire dage skulle udvise en sådan interesse for at hverve ansøgeren, at de to nætter i træk opsøgte hans far om natten på klinikken for derefter to dage senere at forsøge at kidnappe ansøgeren, da han var på vej hjem fra arbejde. Det bemærkes i den forbindelse, at personerne umiddelbart accepterede faderens afslag, og at faderen tilsyneladende ikke følte sig truet af dem, idet det alene var ansøgeren og hans farbror, der udrejste. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at det netop var ham, Taliban ville have, idet det først er i asylsamtalen, at han har forklaret, at de sagde, at de ville have sønnen fra slikbutikken. Ansøgeren har endvidere ikke afgivet forklaring om, hvilke særlige forhold, der bevirkede, at det skulle være vigtigt for Taliban at hverve netop ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, bortset fra vennen Qais og hans farbror, ikke forklaret om andre forsøg på at tvangshverve folk fra hans landsby. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke allerede efter de første henvendelser til faren, gjorde noget for at skjule sig, men at han derimod gik alene hjem efter mørkets frembrud fra slikbutikken. Heller ikke efter, at ansøgeren havde været udsat for det, han mente var et forsøg på at kidnappe ham, gjorde han noget for at skjule sig, idet han tog tilbage til bopælen, hvor han forblev indtil næste dag, uden at forsøge at gemme sig eller etablere kontakt til faren med henblik på at få hans hjælp til at flygte med det samme. Ansøgerens forklaring om især kidnapningen har været præget af mangel på detaljer om, hvad de fire personer nærmere gjorde ved ham og på hvilken måde, det lykkedes for ham at komme væk. Forklaringen om, at kidnapperne netop gik i retning af politiets kontrolpost, og at politiet patruljerede midt om natten i et Talibandomineret område, forekommer heller ikke sandsynlig. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at de fire personer var identiske med dem, der tidligere havde opsøgt hans far. Idet det endelig bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget for at sikre sig, at han efter udrejsen var i stand til at komme i kontakt med familien, og at det på trods heraf skulle være lykkes for hans farbrors kone at finde frem til ansøgeren via imu på en brugerprofil, ansøgeren først har oprettet efter ankomsten til Danmark, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/309/ATN
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra (…), Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og Kuchi-folket. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har herunder henvist til de vanskelige forhold for etniske hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at være alene, fordi der ikke er nogen til at forsørge ham i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban fik kontrollen over ansøgerens hjemstavnsområde, og at området derfor blev gradvist mere usikkert at opholde sig i. Taliban var i ansøgerens landsby. Taliban opfordrede forældrene til at aflevere deres sønner, så drengene kunne tilslutte sig Taliban. Taliban talte til landsbyens beboere igennem højttalere, som var placeret på en bakke ved landsbyen. 10 til 12 måneder inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, forsvandt ansøgerens far, da han kørte med varer fra Kabul til sin forretning i Ghazni. Butiksejerne fra forretningerne omkring ansøgerens fars forretning fortalte ansøgeren og hans familie, at faren var omkommet i en ulykke. Taliban har opsøgt ansøgerens bopæl to eller tre gange for at få ansøgeren til at tilslutte sig dem. Ansøgerens mor bad om betænkningstid, da ansøgeren var lille, og da han ikke havde nogen far. Ansøgeren og hans mor fik derfor tid til at flygte. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at Taliban flere gange har henvendt sig både på ansøgerens bopæl og på de øvrige bopæle i ansøgerens landsby, der bestod af kun ca. 15 familier, og at ansøgeren ved Talibans første henvendelser i modsætning til andre drenge fra landsbyen ikke blev tvunget med af Taliban, fordi han var familiens eneste søn, men at Taliban ville komme tilbage for at hente ansøgeren, hvorved ansøgeren fik tid til at flygte med sin mor og sine søstre. Nævnet kan ikke afvise, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban er understøttet i baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Landinfos rapport af november 2016, Sikkerhetssituasjonen i provinsen Ghazni (bilag 680), s. 3, hvor Ghazni beskrives som en af de mere urolige provinser i Afghanistan med Taliban som den centrale oprørsgruppe, og UNHCR’s Guidelines for assessing the need for international protection of asylum-seekers from Afghanistan af april 2016 (bilag 634) s. 46, hvorefter ”men of fighting age and children living in areas under the effective control of AGEs, …, may be in need of international refugee protection on the ground of their membership of a particular social group or other relevant grounds. …” samt EASO Country of Origin Information report, Afghanistan, Recruitment by armed groups, september 2016, (bilag 662) s. 39, hvor det fremgår, at ”According to Child Soldiers International: ‘information gathered from research in six provinces showed that child recruitment by the ANSF and the Taliban tended to be higher in areas experiencing higher levels of violence and insecurity”. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor (…) opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/308/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og født muslim, men har oplyst at være konverteret til kristendommen for omkring tre år siden. Ansøgeren er fra landsbyen […], Sheikhali-distriktet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller stærkt troende grupperinger. Ansøgeren har til støtte for det påberåbte asylmotiv anført, at han flyttede til Kabul med sin familie, da han var omkring 25 år. I Kabul arbejdede ansøgeren som bygningsarbejder og mødte derigennem en person ved navn […], der introducerede ansøgeren til kristendommen. […] tog ansøgeren med til en kirke i Kabul, hvor ansøgeren igennem en periode på omkring to år deltog i møder en til to gange i ugen, hvorefter han på en for ansøgeren ukendt dato blev døbt i kirken. Det var endvidere ansøgerens opgave at gøre rent i kirken, ligesom han opbevarede CD’ere og USB-stik i sit hjem samt medbragte disse til møderne i kirken. Efter ansøgerens dåb deltog ansøgerens mor, søster og dennes ægtefælle tillige i de kirkelige møder. En søndag, hvor ansøgeren befandt sig i kirken, blev kirken stormet af politiet. Det lykkedes ved den lejlighed ansøgeren at flygte fra stedet, og han tog direkte til Herat, hvor han opholdt sig omkring en uge, hvorefter han udrejste illegalt af Afghanistan. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fortsat sin kirkegang, idet han går i kirke en gang om ugen i en kirke tilhørende […]. Ansøgerens morbrors datter har efter udrejsen af Afghanistan oplyst ansøgeren om, at myndighedspersoner omkring fem måneder efter ansøgerens udrejse af Afghanistan har ransaget ansøgerens hus, hvor der blev fundet bøger og USB-nøgler, ligesom ansøgerens familie skulle give oplysninger om ansøgerens opholdssted. Ansøgerens mor, søster og dennes ægtefælle blev herefter beskyldt for at være vantro og chikaneret som følge af ansøgerens konversion, hvorfor de flygtede til Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet ved bevisvurderingen har taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår […] tog ham med i kirke. Han har til første samtale hos Udlændingestyrelsen forklaret, at der gik 3-4 måneder fra de mødte hinanden og til anden samtale, at der gik 10 dage og 1 uge. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han kom i kirken en til to gange om ugen, eller om han kom i kirken hver lørdag og kun lørdag. Under nævnsmødet forklarede han i den forbindelse indledningsvis, at han kun kom i kirken hver søndag. Endelig har ansøgeren ved anden samtale forklaret udbyggende om, at hans mor, søster og hustru også er blevet kristne, hvilket han ikke nævnte ved første samtale. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring i øvrigt fremstår upræcis og uden detaljer, herunder forekommer det mindre sandsynligt, at han efter to års kirkegang i Afghanistan ikke kendte nogen medlemmer af den 20 - 25 personer store menighed, ligesom han ikke kunne forklare nærmere om mødernes indhold. Dertil kommer, at ansøgeren alene afgivet en meget overordnet forklaring om sin kristne tro og om konflikten og familiens forhold. Ansøgeren, der angiveligt skulle være kommet i en kirke i Kabul igennem to år og derefter en eller to gange om ugen under sit ophold i Danmark, besidder meget ringe viden om kristendommen, ligesom han ikke har været i stand til at redegøre nærmere for sin egen indre kristne overbevisning. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i Afghanistan angiveligt kom i en protestantisk kirke, mens han i Danmark er blevet […]. Ansøgeren har tillige meget begrænset viden om […]. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring, men har generelt svaret undvigende og afglidende på nævnets åbne spørgsmål, mens han har svaret forventeligt på lukkede spørgsmål også selvom han derved kom til at forklare divergerende. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring og finder, at han ikke har sandsynliggjort, at han er blevet overbevist kristen. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/307/nke
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har fortalt hæren og myndighederne, at Taliban havde lagt en mine. Han har til støtte herfor oplyst, at Taliban havde kontrollen i hans landsby. På en ukendt dato i [sommeren] 2015 kom militæret til området og fik rykket Taliban lidt tilbage. Ansøgeren fortalte militæret om en vejsidemine, som han vidste, at Taliban havde placeret. Samme dag han fortalte om minen, trak militæret sig ud af området, og ansøgeren tog til [Byen A]. Samme aften besøgte Taliban ansøgerens bopæl. Efterfølgende ringede ansøgerens bror til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig omkring to måneder i [Byen A], hvorefter han udrejse af Afghanistan [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen virker konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det virker usandsynligt, at ansøgeren efter sin egen forklaring har valgt at udpege én vejsidebombe ud af mange for myndighederne, og at han har udpeget bomben foran hele landsbyens befolkning, uden tanke for at der blandt befolkningen kunne være spioner for Taliban. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i skjul i regeringskontrollerede [Byen A] i 2 måneder, hvor han ikke turde gå udenfor af frygt for spioner. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han har været i kontakt med Taliban, og hvor mange gange, han i givet fald har været det. Til oplysnings- og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke har været i kontakt med Taliban efter sin flugt, mens han til asylsamtalen har forklaret, at Taliban ringede til ham 2-4 gange, og under nævnsmødet har forklaret, at Taliban ringede til ham 2 gange. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/306/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin morbror, morbrorens hustru og hendes brødre. Derudover frygter ansøgeren ISIL og Taliban. Han har som støtte herfor oplyst, at hans forældre omkom i en færdselsulykke, da ansøgeren var omkring 10 til 11 år. Efter hans forældres død flyttede ansøgeren hjem til sin morbror, [A], som overtog ansvaret for ansøgeren. [As] adfærd over for ansøgeren ændrede sig, og hans hustru, [B], tvang ansøgeren til at hjælpe med de huslige pligter og til at passe hendes døtre. Både [A] og [B] kunne finde på at slå ansøgeren, når han ikke gjorde, som de ønskede. Det var imidlertid [B], der opførte sig værst over for ansøgeren. [Bs] brødre havde tilsluttet sig ISIL, og [A] havde planer om, at ansøgeren ligeledes skulle tilslutte sig ISIL. En måned efter at [B] havde fortalt ansøgeren om sine planer, blev ansøgeren hentet af to af [Bs] brødre og kørt til en ISIL- og Talibanlejr i Hogali. Her opholdt ansøgeren sig i 14 dage. Under de 14 dages ophold sad ansøgeren udelukkende i et telt og græd. Engang i mellem kom en mand ind til ham i teltet og fortalte ham om islam. Derudover foretog ansøgeren sig ingenting under sit ophold i lejren. En dag gav den samme mand ansøgeren en sprøjte i armen, hvorefter han mistede tankegangen. Han begyndte at acceptere alt, hvad folk i lejren sagde til ham. To dage senere kørte to mænd ansøgeren til en ukendt politistation. De satte ham af i nærheden af stationen og bad ham gå alene hen og sprænge en bombe ved stationen. På vej mod stationen kom ansøgeren til sig selv, og i stedet for at sprænge bomben, henvendte ansøgeren sig til politiet og sagde, at han havde en bombe på sig. Ansøgeren overnattede en nat på stationen. Dagen efter blev han løsladt, hvorefter han gik hjem til sin moster, [C], i området [landsby]. [C] fortalte ansøgeren, at [A] var blevet hentet af politiet. Samme dag som ansøgeren ankom hos [C], udrejste ansøgeren af Afghanistan med hjælp fra [Cs] ægtefælle og en menneskesmugler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hans forklaring fremstår divergerende og udbyggende om helt centrale dele af ansøgerens asylmotiv, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kun har mødt sin tantes brødre en gang, og det var til hans forældres begravelse. Ansøgeren har ligeledes under denne samtale ikke forklaret, at han har opholdt sig i en Talibanlejr, eller at han blev bedt om at sprænge en politistation i luften. Under asylsamtalen og gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han blev hentet af sin tantes brødre og afleveret i en ISIS- og Talibanlejr, hvor han opholdt sig i 14 dage og derefter blev udstyret med en bombe, som han skulle sprænge ved en politistation. Videre har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han, da han skulle sprænge bomben, blev sat af 10-15 minutter før politistationen, mens ansøgeren under gensamtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at bilen stoppede 2 minutter før politistationen. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at han før en køretur på 2 timer til politistationen blev iført bomben, at han var påvirket af en indsprøjtning, og at han under hele køreturen holdt udløseren i hånden, for utroværdig og usandsynlig. Endelig har ansøgeren i generelle vendinger uden detaljer forklaret om sit ophold på 14 dage i Talibanlejren, bombeaktionen og opholdet på politistationen, herunder at han i lejren hele tiden opholdt sig i et telt, ikke talte med nogen, ikke modtog træning og ikke deltog i bøn eller andre religiøse aktiviteter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/305/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra [landsby], byen Badakhshan, Nosay-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror, [A], idet han gerne vil have, at ansøgeren tilslutter sig Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Afghanistan til Iran sammen med sin familie, da han var omkring to år gammel. For omkring tre til fire år siden blev hans familie opsøgt i Iran af ansøgerens morbror fra Afghanistan. Han ville rekruttere ansøgeren, sende ham til Pakistan og træne ham til at blive selvmordsbomber for Taliban. Ansøgerens far kom op at slås med ansøgerens morbror, hvorefter hans morbror forlod huset. Hans morbror blev efterfølgende fængslet i Afghanistan. Fire til fem måneder efter han blev løsladt, sagde ansøgerens forældre til ansøgeren, at det nok var bedst, at han rejste, fordi hans morbror kunne finde på at forsøge at rekruttere ham igen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder risikoen for at blive dræbt af en selvmordbomber eller blive tvunget til at blive selvmordsbomber af Taliban eller ISIL. På en ukendt dato i [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Iran. Ansøgeren har ikke i sit asylskema omtalt sin frygt for at blive rekrutteret som selvmordsbomber af sin onkel. Først under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst om denne konflikt, som må betragtes som helt central for hans asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans onkel efter sin løsladelse fra fængslet ringede til ansøgerens forældre og fortalte, at han ville til Iran igen for at hverve ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fra slægtninge i Afghanistan havde hørt, at onklen igen ville til Iran og hverve ansøgeren, og at det var bekendte, der ringede til ansøgers forældre. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring, der er divergerende og udbyggende, til grund og finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/304/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror eller slægten vil slå ham ihjel, idet han har trodset farbrorens bestemmelse om, at han skulle arbejde i en mine, der ligger i et Taliban-kontrolleret område. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans problemer med farbroren startede efter, at ansøgerens far døde for tre og et halvt år siden. Farbroren blev familiens overhoved efter ansøgerens fars død. Omkring tre og en halv måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan blev ansøgerens mor smidt ud af farbroren, hvorfor hun flyttede til sin bror i Kabul. I den efterfølgende periode blev farbroren meget voldelig overfor ansøgeren, idet farbroren prøvede at presse ham til at arbejde i minen. Farbroren piskede flere gange ansøgeren med en ledning, prøvede at kvæle ham, ligesom han slog og sparkede ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. Han spærrede også ansøgeren inde. På et tidspunkt blev ansøgeren hentet af sin morbror, som tog ham med til Kabul, hvor ansøgerens mor også var. Efterfølgende har farbroren opsøgt ansøgerens morbror og mor i Kabul for at få fat i ansøgeren. Han har truet med at slå dem ihjel, hvis de ikke udleverer ansøgeren til ham. Ansøgerens asylmotiv er en privatretlig konflikt med ansøgerens farbror og eventuelt slægten. Ansøgeren kan ikke antages at kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod eventuelle overgreb fra ansøgerens farbrors eller slægtens side. Det afgørende er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort, at der er en tilstrækkelig risiko for, at farbroren og eventuelt slægten vil udfolde bestræbelser på at forfølge ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at farbroren benyttede den sædvanlige måde at bilægge konflikter på i forhold til ansøgerens mor, idet slægten traf beslutning om, at hun ikke længere skulle bo hos ham. Nævnet lægger endvidere vægt på, at farbroren, på trods af at ansøgeren boede hos ham i en længere periode efter farens død, ikke gennemtvang sin beslutning om, at ansøgeren skulle arbejde i minen. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at farbroren har eller har haft til hensigt at gennemføre sine trusler om at slå ansøgeren ihjel. Nævnet finder således heller ikke grundlag for at antage, at farbroren har eller har haft til hensigt at realisere sådanne trusler i forhold til moren eller morbroren. Flygtningenævnet finder således ikke, at konflikten har haft et sådant omfang og karakter, at ansøgeren reelt risikerer overgreb fra farbrorens eller slægtens side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/303/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Gozora i Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, […], og hans familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farfar døde for år tilbage, og at farfaren havde bestemt, at ansøgerens bror, ansøgerens farbror, ansøgers to fastre og ansøgeren selv skulle arve ansøgerens farfars jord. Efter farfarens død opstod der en konflikt mellem ansøgeren og hans bror og hans farbror. Farbroren blev vred over, at ansøgerens farfar havde efterladt ham mindre jord end ansøgeren og ansøgerens bror. Fem til seks måneder efter ansøgerens farfars død nævnte farbroren første gang, at ansøgeren og hans bror ikke havde ret til den jord, som ansøgerens farfar havde efterladt til dem. Ansøgerens bror opsøgte farbroren, som var på besøg hos ansøgerens familie i deres hus, [noget tid] før Eid-Qurban-festen i 2015 for at få deres del af farfarens jord. Der opstod slagsmål, og ansøgerens bror blev knivdræbt af farbroren og dennes søn. Ansøgerens lillesøster fortalte ansøgeren, hvad der var sket, og ansøgeren anmeldte drabet til politiet, som fængslede ansøgerens fætter, imens det lykkedes for farbroren at flygte. Omkring tre til fire dage efter drabet på ansøgerens bror, indfandt farbrorens ægtefælle sig i ansøgerens mors hus. Både ansøgeren og ansøgerens mor var til stede i huset, da farbrorens hustru kom, men det var kun ansøgerens mor, der talte med hende, idet ansøgeren skjulte dig på et værelse. Farbrorens ægtefælle sagde til ansøgerens mor, at farbroren ville dræbe ansøgeren, idet han var skyld i, at hendes søn var fængslet. [Noget tid før] efter Eid-Qurban i 2015 udrejste ansøger af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om jordkonflikten med sin familie, og nævnet lægger således forudsætningsvis ansøgerens forklaring om baggrunden for sit asylmotiv til grund. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens familiekonflikt er til hinder for, at han som internt flugtalternativ (IFA) kan tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet bemærker, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen heraf til grund – som oplyst af ansøgeren – at han ikke har konflikter med myndigheder eller privatpersoner i Kabul eller Mazar-e-Sharif, at han aldrig har haft personlige problemer med Taliban, og at han er enlig, arbejdsduelig og uden væsentlige helbredsproblemer. Der er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren, der ikke er særligt profileret, vil risikere nogen form for forfølgelse fra sin familie eller andre, såfremt han måtte bosætte sig i eksempelvis Kabul eller Mazar-e-Sharif. Der er således intet, der tyder på, at ansøgerens farbror eller dennes eventuelle netværk vil have viljen eller evnen til at efterstræbe ansøgeren, såfremt han tog ophold i eksempelvis Kabul. Hertil bemærkes, at farbroren angiveligt er eftersøgt af og på flugt fra myndighederne. Selv når det lægges til grund, at farbroren har forbindelse til Taliban, så fremgår det af baggrundsoplysningerne, at de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale, og at der ikke foregår systematisk udveksling af information mellem provinserne, jf. Landinfos temanotat, ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” af 8. april 2015, ligesom det fremgår, at Taliban og andre væbnede grupper har sværere ved at nå personer i Kabul og Mazar-e-Sharif, og at personer med en lav profil generelt har en lav risiko for at blive mål for de væbnede grupper i disse byer, jf. Lifos (Migrationsverket), ”Rättsligt ställingstagende angående säkerhetsläget i Afghanistan” af 27. juni 2016. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen direkte konflikt med Taliban, og at han på ingen måde er profileret i forhold til Taliban. Det fremgår af samme baggrundsoplysninger endvidere, at afghanske statsborgere har ret til at rejse og bosætte sig i stort set alle dele af Afghanistan, og det fremgår af Landinfos responsnotat, ”Afghanistan: Kommentarer til endringer i UNHCHs anbefalinger om internflukt og relokalisering” af 11. marts 2015, at afghansk gæstfrihed er en central pligt i den afghanske kultur og gælder for alle etniske grupper, hvilket sandsynligvis er den vigtigste årsag til, at flere millioner nye indbyggere i Kabul har klaret at etablere sig i byen i løbet af de sidste 10-15 år. Det fremgår af samme baggrundsoplysninger desuden, at UNHCR vurderer, at de eneste personer, som med rimelighed kan forventes at bosætte sig i Kabul og benytte byen som internt beskyttelsesalternativ uden adgang til egentlig og konkret støtte i Kabul fra familiemedlemmer eller andre sociale netværk, er enlige, raske mænd og ægtepar i den erhvervsaktive alder, som ikke har fået børn. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at allerede fordi ansøgeren som et internt flugtalternativ vil være i stand til at etablere sig sikkert i eksempelvis Kabul, og at han i Kabul vil have mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder, vil ansøgeren ikke kunne meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/302/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Char Dara i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi hans storebror har slået en talibaner ihjel. Ansøgerens advokat har for nævnet som supplerende asylmotiv henvist til, at ansøgeren er i risiko for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans forældre blev dræbt, da familiens hus blev ramt af en raket afsendt af Taliban. Ansøgeren var hjemme hos sin søster, som boede i […] omkring otte eller ni kilometer fra familiens hus, da en nabo ringede til ansøgerens søster og fortalte, at deres forældre var blevet dræbt, hvorfor ansøgeren og søsteren tog hen til familiens bopæl, hvor de forberedte begravelsen, som fandt sted samme aften. Ansøgeren tog herefter med sin søster hjem igen. To dage senere kom ansøgerens bror til søsterens bopæl. Broren arbejdede til dagligt i Kabul, hvor han kørte madvarer ud til udlændinge i forskellige provinser. Ansøgerens bror og far havde tidligere modtaget trusler fra Taliban på grund af broderens arbejde. Ansøgerens bror fortalte, at det var en person ved navn […] fra Taliban, der havde slået deres forældre ihjel. Ansøgerens bror tog en kalashnikov, som søsteren opbevarede i sit hjem, over til [talebaneren] og slog ham ihjel. Da broren kom tilbage til søsterens hus, sagde han til ansøgeren, at de skulle udrejse fra Afghanistan, hvorfor de rejste samme nat. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig i øvrigt har været i kontakt med Taliban. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 16 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring og oplysninger i øvrigt har nævnet taget hensyn til ansøgerens unge alder og begrænsede skolemæssige baggrund. Flygtningenævnet finder, at centrale dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund, og nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet årsagen til hans udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren har således til støtte for sit asylmotiv henvist til, at det var broderens drab på en talibaner, der var årsagen til hans udrejse fra Afghanistan, men dette – der er helt centralt for ansøgerens asylmotiv – er slet ikke omtalt i det asylansøgningsskema, som ansøgeren udfyldte [kort efter indrejsen]. I asylansøgningsskemaet er modsat anført, at broderen på grund af sit arbejde ikke kunne komme til det distrikt, hvor ansøgeren boede, og at han i forvejen var flygtet til Iran. Ansøgeren har under forløbet ønsket at foretage rettelser i asylansøgningsskemaet, men er ikke fremkommet med nogen antagelig begrundelse for, at han oprindeligt ikke anførte de forhold, som han senere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har påberåbt sig som sit oprindeligt eneste asylmotiv. Han er heller ikke kommet med nogen antagelig forklaring på, hvorfor han i asylansøgningsskemaet har anført, at han rejste til sin bror, der opholdt sig i Iran, mens han senere har forklaret, at han flygtede sammen med broderen ud af Afghanistan. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret uoverensstemmende om de trusler, som hans bror og far angiveligt skulle have modtaget fra Taliban. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyste ansøgeren, at han troede, at faderen havde modtaget én mundtlig trussel fra Taliban i forbindelse med, at han blev opsøgt, mens han arbejdede i marken, mens ansøgeren under asylsamtalen [i vinteren] 2016 oplyste, at faderen havde modtaget to individuelle trusler i form af et brev og en personlig henvendelse, men at han vedrørende den personlige henvendelse dog ikke vidste, hvordan faderen var blevet kontaktet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt forældrenes hus var det eneste, der blev ramt under det pågældende angreb. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyste ansøgeren således, at flere huse blev ramt under angrebet, mens han under asylsamtalen [i vinteren] 2016 og for nævnet har oplyst, at det alene var forældrenes hus, der blev ramt, og at dette var én af grundene til, at han gik ud fra, at angrebet havde sammenhæng med hans brors arbejde. Henset hertil finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan af disse grunde vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb fra Taliban, jf. udlændingelovens § 7. Heller ikke ansøgerens asylmotiv om risiko for tvangsrekruttering, hvilket asylmotiv først er påberåbt for Flygtningenævnet, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, allerede fordi hans forklaring, hvorefter han blandt andet ikke i øvrigt har haft kontakt til Taliban, ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren alene på grund af sin alder og ringe skolemæssige baggrund skulle være i risiko for tvangsrekruttering af Taliban. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være helt uden netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/301/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren er født og opvokset i […] i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, blive betragtet som iransk spion af myndighederne eller udsat for seksuelle eller andre overgreb af ukendte personer. Ansøgeren har videre oplyst, at han er født og opvokset i Iran, hvor han har opholdt sig illegalt sammen med sin familie. Hans far er blevet deporteret for fire år og fire måneder siden. Ansøge-ren har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren har hørt, at sunnimuslimer i Afghanistan, herunder Taliban, slår shiamuslimer og etniske hazaraer ihjel. Han har også hørt, at både Taliban og myn-dighederne betragter personer som ham som iranske spioner. Han frygter også at blive udsat sek-suelle overgreb fra personer i Afghanistan, der vil bruge ham som dansedreng. Ansøgeren har i Iran haft problemer med andre afghanske drenge. En af disse drenge har fortalt ansøgeren, at hans far var medlem af Taliban. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi han frygtede at blive deporteret til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asyl-motiver til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om sine asylmotiver, er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtninge-nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt har været i Afghani-stan, og at han ikke har oplevet konkrete konflikter med Taliban, de afghanske myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan. Flygtningenævnet finder samtidig ikke, at ansøgerens subjektive frygt for forfølgelse eller overgreb i Afghanistan er underbygget af de foreliggende bag-grundsoplysninger om de generelle forhold i Afghanistan, herunder om den sikkerhedsmæssige situation og om forholdene for afghanere, der har opholdt sig i Iran. Ansøgerens frygt findes endvidere ikke at være underbygget af de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for unge mænd, der er etniske hazaraer eller shiamuslimer. Flygtningenævnet finder der-for ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/300/JOV
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 16 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarernes betydning. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger men født og opvokset i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at møde sin far, der vil slå ham ihjel. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Afghanistan, herunder at blive tvangsrekrutteret. Ansøgeren har nærmere forklaret, at hans forældre udrejste af Afghanistan til Iran, inden ansøgeren blev født. Under sin opvækst i Iran kunne ansøgeren ikke få udstedt dokumenter. Ansøgeren blev endvidere udsat for fysiske overgreb fra sin far, der var narkoman. For omkring fire til fem år siden blev ansøgerens far deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder. Efter farens deportering blev ansøgerens mor en enkelt gang telefonisk kontaktet af faren, der truede med at slå ansøgeren, moren og søsteren ihjel. Fem til seks måneder forud for udrejsen af Iran blev ansøgeren pågrebet af politiet, der samlede folk med henblik på udsendelse til Afghanistan. Ansøgeren kom i kontakt med sin mor, der hjalp ham ud af situationen, idet hun efter et par dage skaffede en million iranske tomaner, som det kostede at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran i januar 2016. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om farens narkotikamisbrug, voldelige adfærd og deportation til Afghanistan. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en indrejse i Afghanistan vil være i risiko for at møde faren og blive udsat for nye overgreb af denne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at deportationen af faren fandt sted for tre til fire år siden, at hans opholdssted er ukendt, og at han udover den ene telefonsamtale ikke har forsøgt at komme i kontakt med ansøgeren eller dennes mor. De generelle forhold i Afghanistan findes ikke at være asylbegrundende, heller ikke for enlige unge mænd. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/30/NKE
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen […], som ligger i distriktet Dehbala i Nangarhar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet hans far var kommandant for det lokale politi, og idet Taliban ønskede, at ansøgeren skulle kæmpe for dem mod myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev dræbt i [sommeren] 2015 af Taliban under et angreb på en kontrolpost i Dehbala distriktet i Nangarhar provinsen, hvor ansøgerens far var kommandant. Ansøgerens far arbejdede for det lokale politi, hvor han var chef for kontrolposten og havde et antal folk under sig. Ti-femten dage forinden drabet på ansøgerens far havde ansøgeren overhørt sine forældre tale om, at faren var blevet truet af Taliban. En måned efter drabet på ansøgerens far blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af omkring 20 personer fra Taliban. Både ansøgeren og hans mor var til stede, da Taliban opsøgte familiens bopæl. Personerne fra Taliban ville hverve ansøgeren til at kæmpe mod myndighederne. Ansøgeren formoder, at Taliban ville bruge ham som selvmordsbomber som en form for straf for, at hans far havde arbejdet for myndighederne. Ansøgerens mor afviste Taliban, som truede med at dræbe ansøgeren, hvis han ikke sluttede sig til dem. Under diskussionen dukkede tre personer fra landsbyens ældreråd op. De ældre fik overtalt Taliban til at lade ansøgeren være og sagde til dem, at ansøgeren ville slutte sig til dem senere. Talebanerne forlod derfor familiens bopæl. De tre personer fra ældrerådet rådede efterfølgende ansøgerens mor til at sende ansøgeren ud af landet, såfremt hun ikke ønskede, at ansøgeren skulle lide samme skæbne som sin far. Ansøgerens mor fulgte deres råd og ringede til sin bror i [by]. Samme aften kørte ansøgeren og hans mor med en nabo til [by], og efter tre dage hos sin morbror i [by] udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således utroværdigt, at Taliban efter at have dræbt ansøgerens far skulle have henvendt sig på ansøgerens og hans mors bopæl for at tvangsrekruttere ansøgeren, der skulle benyttes som selvmordsbomber. Nævnet lægger herved afgørende vægt på, at Taliban ved henvendelsen angiveligt har truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke fulgte med, og at Taliban herefter alligevel har forladt bopælen uden at medtage ansøgeren, der derved fik lejlighed til at flygte. Forklaringen om, at Taliban ville afvente et forsøg fra landsbyens ældre på at overtale ansøgeren til frivilligt at tage med Taliban for at blive selvmordsbomber, findes ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Under asylsamtalen den [sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke med sikkerhed ved, hvordan en kontrolpost ser ud, og at folk fra landsbyen kom til ansøgerens og hans mors hjem og fortalte, at ansøgerens far var blevet dræbt. Under samtalen har ansøgeren også forklaret, at han ikke kender navnene på de personer, der kom fra landsbyen og som i øvrigt hentede liget af ansøgerens far. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han kendte navnene på tre af de pågældende folk fra landsbyen, og at ansøgeren tog med folkene til den kontrolpost, hvor hans far var blevet dræbt, for at hente liget. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/3/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en landsby] i [et di-strikt], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi hans bror har dræbt nogle talibanere, der opbevarede våben og ammunition i ansøgerens forret-ning. Ansøgeren har videre forklaret, at han omkring en måned og 10 dage før sin udrejse af Af-ghanistan [i efteråret 2015], blev opsøgt i sin dagligvareforretning i sin hjemby […] af nogle mænd, som ansøgeren formoder var talibanere. De tvang ansøgeren til at opbevare våben og ammunition i baglokalet i hans forretning. Talibanerne kom og afleverede og hentede våben i baglokalet om natten i ti dage. Efter ti dage fortalte ansøgeren sin bror, som var menig soldat i den afghanske hær, og sin far om talibanerne og deres våben i forretningen. Ansøgerens bror blev vred og ville gøre noget ved det. Omkring to uger senere angreb ansøgerens bror og 3-4 af hans kollegaer fra hæren talibanerne ved ansøgerens forretning og et ukendt antal personer blev dræbt og såret. Ansøgeren er sikker på, at det var hans bror, der stod bag angrebet, for han havde sagt til ansøgeren, at han ville gøre noget ved det. Efter et par dage, hvor ansøgeren ikke kom i sin forretning, opfordrede hans far ham til at vende tilbage til forretningen, og passe sit arbejde, hvilket ansøgeren gjorde helt frem til brorens død omkring 10 dage efter farens død. Tre-fire dage efter skudepisoden med talibanerne, blev ansøgerens far dræbt om natten på sin mark af talibanere som hævn. Ansøgerens fætter, som tilfældigvis også var i området for at passe sine marker, overhørte fra et skjul talibanerne spørge ansøgerens far, hvor hans sønner var, og at de truede med at dræbe hele familien, for til slut at skyde ansøgerens far et ukendt antal gange. An-søgeren fik dette at vide af sin fætter efter begravelsen af faren den følgende eftermiddag. Om-kring 10 dage efter drabet på faren blev ansøgerens bror dræbt, formentlig af Taliban, da han var på vej hjem fra militæret til familiens bopæl i [landsbyen]. Ansøgerens mor sagde herefter til ansøgeren, at nu var både hans far og bror blevet dræbt, så derfor skulle ansøgeren udrejse af landet, for at komme i sikkerhed. Ansøgeren insisterede på, at hans mor og lillesøster udrejste sammen med ham, hvilket de gjorde omkring en uge efter drabet på ansøgerens bror. De solgte ansøgerens forretning og familiens marker for at skaffe kapital til udrejsen. Ansøgeren tog til et ukendt sted i Pakistan med sin mor og lillesøster, hvortil de ankom en ukendt dato om eftermid-dagen og allerede samme aften rejste ansøgeren videre mod Europa med en agent. Ansøgeren har videre forklaret, at han omkring [i sommeren] 2016 har modtaget et opkald fra sin mor i Pakistan, der oplyste, at nogle talibanere havde opsøgt deres bopæl i deres hjemby og spurgt efter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række væsentlige punkter fremstår utroværdig, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygt-ningenævnet finder det således utroværdigt, at Taliban skulle vælge at anbringe våben i ansøge-rens butik, idet ansøgeren har forklaret, at det var lokale Taliban-folk, der kom til hans butik, og som derfor må have vidst, at ansøgerens bror arbejdede i det afghanske militær. Flygtningenæv-net har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at der var 10 huse i landsbyen og at landsbyboerne vidste, hvem der sympatiserede med Taliban. Samtidig har Flygtningenæv-net lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring overfor Taliban-folkene gav udtryk for, at han ikke ønskede at samarbejde med dem om opbevaring af våbnene. Yderligere finder Flygtninge-nævnet det utroværdigt, at ansøgeren valgte at fortsætte sit arbejde i butikken efter, at Taliban havde dræbt hans far og havde fremsat trusler om at dræbe ansøgeren, ansøgerens bror og resten af ansøgerens familie. Samtidig lægger Flygtningenævnet til grund, at det alene beror på ansøge-rens formodning, at det var ansøgerens bror og dennes militære kollegaer, der angreb og dræbte nogle talibanere foran ansøgerens butik og fjernede de våben, som Taliban angiveligt havde an-bragt i butikken. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret om angre-bet, som om han selv havde oplevet dette. Det er først ret sent i forløbet, at han har forklaret, at det var noget, han havde hørt fra landsbyboere. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra drabet på hans far til drabet på hans bror, idet han til asylsamtalen har forklaret, at der gik omkring 15 dage fra drabet på hans far til drabet på hans bror, mens an-søgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der gik omkring 10 dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid, der gik fra drabet på broren til ansøgerens udrejse, idet ansøgeren til oplysning- og motivsamtalen har forklaret, at der gik 13-15 dage, mens ansøgeren til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har for-klaret, at der gik fem-seks dage. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han genoptog sit arbejde i butikken efter skudepisoden foran butikken, idet ansøgeren til asyl-samtalen har forklaret, at han påbegyndte sit arbejde dagen efter, mens han til oplysning- og mo-tivsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han først genoptog arbejdet nogle dage efter skudepisoden. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvornår han genoptog arbejdet efter drabet på faren, idet det først er under Flygtningenævnets behandling af sagen, at han har forklaret, at han først vendte tilbage til butikken efter et par dage. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at Taliban har undladt at dræbe ham som følge af, at Taliban ikke ønsker at gøre sig upopulær i lokalbefolknin-gen ved at dræbe folk ved højlys dag, sammenholdt med ansøgerens afsluttende bemærkninger om Talibans brutalitet og hensynsløshed overfor lokalbefolkningen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risike-rer individuel og konkret forfølgelse omfatter af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrel-sens afgørelse.” afgh/2017/299/JOV
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive taget af Taliban og udsat for overgreb. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes bror blev taget af Taliban, da han var omkring otte til ni år gammel. Da ansøgeren var 11 år opsøgte Taliban ansøgerens far, og sagde, at ansøgeren var gammel nok til at begynde i skole. Nogle dage efter opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren flygtede over til naboen sammen med sin mor, hvor de opholdt sig i to dage. Herefter udrejste ansøgerens familie til Iran, hvor de boede indtil ansøgeren var omkring 14 år. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå asylsagsbehandling, selvom ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er således 15 år gammel og har under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål og har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Henset til, at ansøgeren kun var otte til ni år, da hendes bror blev tvangsrekrutteret af Taliban, og at hun var 11 år, da Taliban opsøgte hendes far for at få hende i en Taliban-kontrolleret skole, har hun således i det væsentlige forklaret sammenhængende og detaljeret om disse begivenheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren og hendes forældre som følge heraf rejste til Iran, hvor forældrene fortsat opholder sig. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Talibans henvendelser med henblik på tvungen skolegang i en Taliban-kontrolleret skole for piger/kvinder ikke har haft en sådan karakter, intensitet og omfang, der indebærer, at ansøgeren dermed har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/298/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk saed hazara og shia-muslim af trosretning fra Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af regeringen, idet hun tidligere flygtede uden accept fra sin ægtefælle og dennes familie, og/eller fordi hendes ægtefælle tidligere har arbejdet for Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælles familie, fordi hun flygtede uden hans samtykke, ligesom hun frygter familien, fordi de står i ledtog med Taliban og har truet med at slå ægtefællen og ansøgeren ihjel, såfremt ægtefællen ikke samarbejder med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun kom til Danmark i [starten af 00’erne] i forbindelse med, at hun var blevet familiesammenført med sin far. I [tre år senere] mødte ansøgeren og hendes familie en afghansk familie på en ferie i Iran. Denne familie ønskede, at ansøgeren skulle giftes med deres søn, hvilket ansøgerens forældre accepterede mod, at ansøgeren kunne rejse tilbage til Danmark, når de var blevet gift. Da ansøgeren var kommet tilbage til Danmark, sendte hun en invitation til ægtefællen om, at han skulle komme til Danmark på et turistvisum. Ansøgerens ægtefælle sagde til ansøgeren, at han ikke kunne finde ud af at udfylde visumansøgningen og bad ansøgeren om at komme til Iran for at hjælpe ham. Ansøgeren tog ophold i Iran i en måned, hvorefter hun rejste tilbage til Danmark. I Danmark kontaktede ægtefællen ansøgeren og begyndte at tale om skilsmisse, da det så forkert ud og var æreskrænkende, at hun ikke var ved hans side, når de var gift. Ansøgeren rejste derfor tilbage til Iran, mens de ventede på, at ægtefællen fik turistvisum til Danmark. Ægtefællen fik imidlertid afslag på turistvisum. Ansøgeren ønskede at rejse tilbage til Danmark, hvilket ægtefællen ikke ville tillade, og han destruerede alle hendes dokumenter. Ægtefællen og dennes familie kontrollerede ansøgerens gøren og laden, ligesom hun oplevede at blive slået af ægtefællens bror. En dag lykkedes det ansøgeren at komme ind på Den Danske Ambassade, som henviste hende til at søge asyl i Danmark, idet de ikke forstod, at hun allerede havde opholdstilladelse i landet. Ansøgeren opholdt sig ni år i Teheran, hvor hun var under pres fra sin ægtefælles familie. Ansøgeren havde ingen form for medbestemmelse. [Omkring 9 år efter ægteskabets indgåelse] blev hun og ægtefællen deporteret fra Iran til Afghanistan. I Afghanistan ville ægtefællens familie – særligt ægtefællens fætter – have, at ansøgerens børn skulle opdrages som talebanere. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at ægtefællen samarbejdede med Taliban. [Omkring et halvt år efter at være blevet deporteret til Afghanistan] flygtede ansøgeren og hendes børn en dag, hvor ægtefællen ikke var hjemme. Ægtefællen udrejste efterfølgende, og de mødtes ved et tilfælde i en flygtningelejr i Grækenland, hvorfra de sammen rejste videre. I Tyskland rejste ansøgeren og børnene til Danmark en dag, hvor ægtefællen var ude på tur, fordi ægtefællen ikke ønskede at tage til Danmark. Ægtefællen indrejste dog i Danmark omkring en uge efter ansøgeren. I Danmark er ansøgeren blevet bekendt med, at ægtefællens fætter har dræbt sin kone, ligesom en af ægtefællens andre familiemedlemmer har dræbt sin svigerinde, fordi han ikke syntes, at hun behandlede sin ægtefælle godt nok. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder det på baggrund af den afgørelse, som nævnet i dag har truffet i ægtefællens sag, ikke sandsynliggjort, at ægtefællen har været i et modsætningsforhold til Taliban eller ægtefællens fætter [A], der kan begrunde et krav på international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Dette gælder også i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herudover gjort gældende, at hendes børn risikerer at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Selvom det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at en sådan tvangsrekruttering finder sted, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort en konkret trussel herom i forhold til hendes børn. Nævnet henviser i den forbindelse til, at der inden udrejsen gik fire måneder fra ansøgeren angiveligt fik at vide, at børnene ville blive hentet med henblik på undervisning af Taliban. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren som enlig kvinde skulle være flygtet fra Afghanistan under sådanne omstændigheder, at hun på nuværende tidspunkt, hvor det ægteskabelige samliv består, herved skulle risikere en kønsspecifik forfølgelse fra Taliban, sin mands familie eller de afghanske myndigheder. Desuden fremstår ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med flugten sammen med fire børn som helhed ikke sandsynlig. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor hun angiveligt alene tog en del af de penge, som hun fandt i hjemmet, da hun flygtede. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes ægtefælle har afgivet divergerende forklaringer om husets beskaffenhed, da ægtefællen vendte tilbage til hjemmet. Ægtefællen har således i nævnet forklaret, at hjemmet fremstod gennemrodet, mens ansøgeren har forklaret, at hjemmet rodede, fordi børnene havde leget, og at hun ud over penge alene medbragte en sutteflaske under flugten. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og idet de genelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, heller ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Afgh/2017/297/STR
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sadat og shia-muslim fra Heldman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af afghanske myndigheder, fordi han har arbejdet for Taliban og fordi han har arbejdet som spion. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af sin fætter eller Taliban, fordi han har forladt det arbejde, han udførte for dem, hvilket bliver betragtet som forræderi. Ansøgeren frygter endelig at blive slået ihjel af sin fars familie, fordi han har haft et seksuelt forhold til sin fætters hustru. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie flyttede til Iran, da han var omkring 12-13 år gammel, fordi hans far blev slået ihjel. I [begyndelsen af 00’erne] i Iran mødte ansøgeren sin ægtefælle, som var på ferie med sin familie. Kort tid efter indgik de ægteskab, hvorefter ægtefællen tog tilbage til Danmark, hvor hun havde tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter nogen tid kom ægtefællen til Iran, hvor hun tog ophold. I 2015 blev ansøgeren og familien deporteret til Afghanistan fra Iran, hvorefter ansøgeren tog tilbage til sit hjemområde [i Heldman], hvor hans fætter havde taget ansøgerens afdøde fars hus og jord. Efter et par dage i [hjemområdet] inviterede fætteren ansøgeren hjem til sig, hvor han sagde, at ansøgeren skulle arbejde som spion for ham og Taliban. Omkring et halvt år senere sagde ansøgeren til sin fætter, at han ikke ville arbejde for ham og Taliban længere, hvorefter fætteren udsatte ham for fysisk overgreb. Omkring en måned senere, da ansøgeren kom hjem fra en opgave, fandt han ud af, at hans ægtefælle og børn var væk. Ansøgeren tog først til sin fætters bopæl for at lede efter familien. På bopælen havde han samleje med fætterens ægtefælle, hvilket blev afbrudt, da fætteren kom hjem og åbnede døren, hvorefter ansøgeren flygtede ud af vinduet. Ansøgeren udrejste af Afghanistan og mødte ved en tilfældighed sin familie i en flygtningelejr i Grækenland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke allerede i asylskemaet udtrykkeligt har anført den væsentlige omstændighed, at han har arbejdet for Taliban, ligesom det er indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren heller ikke på plausibel vis under sagens behandling i øvrigt har redegjort for, hvorfor hans arbejde som spion var vigtig for Taliban, og hvorfor netop han var blevet udvalgt til denne opgave samt denne opgaves nærmere karakter. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold til belysning af asylmotivet. Det drejer sig navnlig om, hvorvidt det var [fætteren] selv eller hans folk, der udsatte ansøgeren for et fysisk overgreb. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at det var i henhold til [fætterens] ordre, at han blev slået, men at det var andre personer, der slog, mens han til asylsamtalen har forklaret, at det var [fætteren], der slog ham. Under nævnsmødet har ansøgeren nu forklaret, at han blev slået af både [fætteren] og dennes folk. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med, at han blev opdaget af [fætteren] i forbindelse med, at han havde samleje med dennes ægtefælle. I forbindelse med asylsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han var ved at trække sine bukser på, da [fætteren] kom ind i lokalet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han og [fætterens] ægtefælle stadig var i færd med seksuelt samkvem, da [fætteren] kom ind i lokalet. Ansøgerens forklaring om, at han og [fætterens] ægtefælle havde samleje fremstår i øvrigt under alle omstændigheder ikke troværdig. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til Taliban eller sin fætter [A]. Der er heller ikke oplysninger om omstændigheder i sagen, der sandsynliggør, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet afviser således efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen ansøgerens asylmotiv. Herefter, og da de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/296/STR
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban. Ansøgerens far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var 10 eller 11 år gammel. Ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, at faren blev slået ihjel, fordi Taliban ville have ham til at opgive sit landbrug for at samarbejde med Taliban. Taliban afleverede et brev, hvor der stod, at Taliban krævede, at familien afleverede en søn til Taliban. Hvis familien frivilligt afleverede en søn, ville de modtage penge. Hvis familien ikke ville aflevere en søn frivilligt, ville Taliban tage ham med tvang. Efterfølgende opsøgte Taliban ansøgerens bopæl to gange, hvor de ikke fandt ansøgeren, da han havde gemt sig. Efter Talibans andet besøg insisterede ansøgerens morbror på, at ansøgeren blev sendt ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er 16 år, har været tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet ansøgeren under nævnsmødet har svaret sammenhængende og relevant på stillede spørgsmål. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har nævnet tillagt det betydning, at ansøgeren var knap 15 år gammel, da han forlod hjemlandet, og at det ifølge ansøgerens oplysninger, var ansøgerens morbror, der tog initiativ til, at ansøgeren skulle flygte. Endvidere har nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring tillagt det betydning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de gange, familiens bopæl blev opsøgt af Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste, hvor lang tid der gik fra, Taliban sidste gang opsøgte familiens bopæl til, han udrejste af Afghanistan, ligesom ansøgeren flere gange har forklaret, at han ikke vidste, hvor mange gange Taliban kom til bopælen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at Taliban opsøgte familiens bopæl to gange, hvor han gemte sig, og at han udrejste dagen efter Talibans sidste henvendelse på bopælen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret om det brev, som Taliban angiveligt afleverede på familiens bopæl, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han skjulte sig på bopælen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af divergenserne lagt vægt på, at der er tale om meget centrale men også ret enkle spørgsmål vedrørende personlige oplevelser, som ansøgeren ikke har svaret konsistent på. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/295/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han er blevet forsøgt rekrutteret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kontaktet og truet af Taliban, efter han begyndte at arbejde for [organisationen X] i Afghanistan. En dag blev ansøgerens far kidnappet, da han var på vej hjem fra arbejde. To måneder herefter blev ansøgeren kontaktet af Taliban, som forlangte, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem samt betale 20.000 USD i løsepenge for faren. Efterfølgende blev ansøgeren kontaktet af Taliban, som fortalte, de havde skåret farens finger af, og sendt den til familien. Taliban kontaktede herefter igen ansøgeren, og han fik oplyst, hvor han kunne hente sin fars lig. Efter ansøgerens fars begravelse, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taliban tre gange. Da de opsøgte familien den tredje gang, flygtede ansøgeren ud af husets bagdør. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig hos sin morbror i Kabul i seks til syv måneder, hvorefter han var i Jalalabad hos en ven i fire til fem måneder, inden han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om Talibans forsøg på at rekruttere ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han modtog trusler fra Taliban både telefonisk og ansigt til ansigt. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han modtog trusler telefonisk og gennem breve, men at han aldrig var blevet opsøgt personligt af medlemmer af Taliban. Hertil kommer, at ansøgeren ikke forud for asylsamtalen har forklaret, at han modtog trusselsbreve. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den løsesum på 20.000 USD, som Taliban angiveligt stillede krav om. I asylansøgningsskemaet [udfyldt i vinteren] 2015 og til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det ikke var muligt at skaffe den nødvendige løsesum til Taliban, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han skaffede løsesummen ved at sælge dele af familiens jord. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke kunne skaffe hele løsesummen, men at det lykkedes at skaffe tilstrækkeligt med penge. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om Talibans kidnapning af ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række mindre divergenser, og at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen i et vist omfang har udbygget sin forklaring, hvilket dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens mor angiveligt ikke fortalte ansøgeren, at Taliban to gange havde opsøgt familiens bopæl, selvom moren kendte til de trusler, som ansøgeren tidligere havde modtaget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/293/CMA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [mindre by], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af Taliban, idet han er blevet beskyldt for at arbejde med Talibans fjender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han den [vinteren] 2012 begyndte at arbejde for HART. Han arbejdede for HART i 14 måneder. Da han havde arbejdet for HART i en måned, modtog han et trusselsbrev. Herefter, på en ukendt dato i 2013, begyndte ansøgeren at arbejde for ISAF. Efter at have arbejdet for ISAF i en måned, blev ansøgerens far opsøgt af Taliban, der sagde, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde. Ansøgerens far blev opsøgt af Taliban mere end ti gange. [I sommeren] 2015 opsøgte fire personer ansøgerens bopæl. Ansøgeren undslap ved at gemme sig i et hønsehus. Dagen efter kørte ansøgerens bror ansøgeren til Kabul. På vejen blev de beskudt af Taliban. Den samme dag forsvandt ansøgerens bror. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været ansat både hos sikkerhedsfirmaet HART og hos ISAF. Han har haft helt underordnede funktioner. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren mindre end en måned efter ansættelsen hos HART modtog et trusselsbrev. Nævnet finder det utroværdigt, at der skulle være efterladt et brev udenfor porten, der alene bar ansøgerens navn, selvom de var to på vagt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, på hvilket sprog brevet var skrevet og om, hvorvidt han har læst brevet. Han er ikke bekendt med, hvorvidt brevet indeholdt en trussel. Det er helt usandsynligt, at der i et sådan brev skulle være oplysninger om, at en bestemt bil skulle hjælpes igennem porten uden kontrol idet den pågældende bil, dermed ville blive afsløret såfremt den der fandt brevet gav oplysningen videre til ledelsen. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at tre mænd i en taxa, der alle kom fra samme landsby som ansøgeren, kaldte på ansøgeren, da han var på vej hjem. Efter ansøgerens forklaring, er der imidlertid igen grund til at tro, at de pågældende mænd ville kidnappe ansøgeren. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han, cirka 10 dage senere, blev opsøgt af en person fra landsbyen, der opfordrede ham til at stoppe sit arbejde med ISAF og i stedet tilslutte sig Taliban. Han har tidligere forklaret, at det var en person der blev sendt til ham, og det fremgår, at der har været en vis dialog. Under nævnsmødet, har han imidlertid forklaret, at det var den ledende Taliban-person fra landsbyen, og at han straks flygtede. Efter ansøgerens forklaring, har dette fundet sted medio 2013. Ansøgeren har herefter ikke haft nogen kontakt med Taliban, forud for [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om episo [sommeren] 2015 utroværdig. Det forekommer ikke sandsynligt, at ansøgeren har kunnet hoppe ned fra første sal, løbe over en åben gårdsplads og gemme sig i et hønsehus, uden at de fremmødte personer har kunnet se eller høre dette. Det forekommer endvidere usandsynligt, at personerne ikke har kigget i hønsehuset, når de efter forklaringen har ransaget skabene i de tre andre bygninger. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at Taliban, hvis de holdte vagt ved vejen næste morgen, ikke har forsøgt at standse bilen, som ansøgeren og hans bror kørte i, men i stedet har skudt efter dem, da de var passeret. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder hvor længe han var ansat som vagt hos HART, om hans far fortalte om at Taliban havde opsøgt ham forud for ansøgerens udrejse og antallet af gange hans familie er blevet opsøgt efter hans udrejse. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om hans asylmotiv som usandsynlig og divergerende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7,stk. 1 eller være i konkret og reel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/292/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at myndighederne vil idømme ham en lang fængselsstraf for et drab på en ukendt ung mand, som han ikke har begået. Ansøgeren frygter desuden, at den dræbtes familie eller venner vil skade ansøgeren eller slå ham ihjel som hævn for drabet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han modtog et opkald fra sin træner dagen efter drabet. Han fortalte ansøgeren, at de anholdte i drabssagen, herunder hans egen søn, havde opgivet ansøgerens navn i forbindelse med efterforskningen af sagen. Ansøgeren tog derefter hjem til sin ven, [A], i landsbyen [B], hvor han opholdt sig i tre til fire dage, inden han begyndte sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har videre oplyst, at politiet opsøgte hans bopæl, da han ikke var hjemme, med henblik på at arrestere ham i forbindelse med drabssagen. Endvidere har to personer opsøgt ansøgerens bopæl mens han ikke var hjemme. Ansøgeren formoder at den ene er afdødes bror. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var professionel fodboldspiller i Afghanistan, men kan ikke lægge hans forklaring vedrørende asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke har gjort mere for at finde ud af, hvad en eventuel sigtelse mod han gik ud på eller hvad [C], [D] og [E] er blevet dømt for. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har kontakt til [C’s] far, at han selv har familie i byen og at han har ressourcestærke venner. Ansøgeren har forklaret divergerende idet han har forklaret forskelligt om, hvornår myndighederne og hvor ofte den dræbtes familie har opsøgt hans bopæl. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik oplysningen om, at myndighederne havde været på hans bopæl og hvorvidt han blev truet af den dræbtes familie. Idet ansøgerens forklaring findes usandsynlig og divergerende tilsidesættes den. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en konkret risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/291/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra landsbyen […] i Charikar distriktet i Parwan provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin onkel, [A] på grund af morens konflikt med onklen. Han er selv en enkelt gang blevet stukket med kniv i benet af onklen. Ansøgeren var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse mindreårig og derfor omfattet af sin mors afgørelse. Ansøgeren er under Flygtningenævnets klargørende behandling af sagen i Flygtningenævnet blevet myndig, hvorfor ansøgerens asylsag er blevet udskilt til selvstændig behandling. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til førsteinstans behandling i Udlændingestyrelsen uanset det forhold, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var mindreårig, hvormed han var omfattet af sin mors afgørelse, og derfor ikke selv har afgivet forklaring. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har henvist til et selvstændigt asylmotiv eller i øvrigt fremkommet med nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. Nævnet finder på denne baggrund, at det ikke er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at ansøgerens asylsag ikke har været behandlet i to instanser. Idet der henvises til udfaldet af morens sag, hvor hendes forklaring om det påberåbte asylmotiv blev forkastet, har ansøgeren ikke herudover påberåbt sig noget selvstændigt asylmotiv. Han fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2017/290 LMD
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og muslim fra Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver slået ihjel af familien til en pige, som han udrejste af Afghanistan sammen med, og som siden er forsvundet. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de afghanske myndigheder, idet han udrejste af Afghanistan sammen med en pige. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han voksede op hos sin morbror, og at han i en periode passede sin morbrors butik. I butikken mødte ansøgeren en pige ved navn [A], som han efterfølgende udvekslede telefonnumre med. [A] kom i butikken i de følgende ni måneder. I denne periode havde ansøgeren og [A] også telefonisk kontakt. En dag ringede [A] til ansøgeren og sagde, at hun ønskede at flygte sammen med ham, idet hendes far ville gifte hende væk til en anden. Ansøgeren kontaktede herefter en agent, som arrangerede udrejsen. Ansøgeren og [A] udrejste sammen af Afghanistan til Iran, hvor de opholdt sig i 25 dage. Herefter var planen, at de skulle til Tyrkiet. De rejste ikke sammen, idet kvinder og mænd rejste adskilt. Da ansøgeren kom til Tyrkiet, var [A] der ikke. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i seks måneder. På et tidspunkt overhørte ansøgeren en samtale mellem folk fra hans hjemområde, som talte om, at det var kendt, at han var udrejst med en pige. Herefter udrejste ansøgeren til Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren svarede relevant på de tolkede spørgsmål, og at nævnet derfor ikke fandt anledning til at udsætte sagen på indkaldelse af en anden tolk. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er opvokset hos sin morbror samt, at morbroren er en velhavende mand med tre butikker og et stort hus i byen. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren arbejdede i en af morbrorens butikker. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af sin egen og [A]s familie samt af myndighederne til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forelskelsen i [A] og flugten sammen med hende fremstår usammenhængende, uden detaljer og mindre sandsynlig. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange [A] var kommet i butikken, før hun gav ham sit telefonnummer. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun havde været i butikken to gange, før hun gav ham sit nummer, mens han til nævnsmødet forklarede, at hun havde været en del gange i butikken, før hun gav ham sit nummer. Det forekommer mindre sandsynligt, at [A], der var ud af en meget rig og magtfuld familie og som ud over husarbejdet alene gik hos Mullahen, var udstyret med sin egen mobiltelefon og selv kunne gå i butikker uden følgeskab. Det forekommer endvidere mindre sandsynlig, at hun skulle tage initiativ til at give sit telefonnummer til en fremmed mand. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at hun uden at kende nærmere til ansøgeren skulle bede ham arrangere, at de flygtede sammen, ligesom hele forklaringen om flugten forekommer uden detaljer. Ansøgeren har ikke været i stand til at beskrive [A] nøjere hverken hendes udseende, alder, interesser eller personlige forhold, herunder om hendes familie eller den mand, som hun skulle giftes med. Han har heller ikke været i stand til at redegøre for, hvad de talte om udover, at de gerne ville være sammen, i de ni måneder, hvor de ofte talte sammen. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke kontaktede for eksempel [B] for at finde ud af, om [A] var taget hjem, da han mistede kontakten med hende. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om konflikten med familierne og myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/490/CMA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en mindre by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer. Ansøgeren ved ikke, hvorfor disse personer vil slå ham ihjel. Det er ansøgerens formodning, at det skyldes hans fars tidligere tilknytning til det politiske parti Hizb-e-Wahdat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev bortført af tre ukendte personer, da ansøgeren var 19-20 år gammel. Ansøgerens far var ude at arbejde på familiens landbrugsjord, da de tre ukendte personer henvendte sig til ham og tvang ham ind i deres bil. Det lykkedes ansøgerens far at flygte fra bilen. Da ansøgerens far flygtede, skød de tre personer efter ham, og han blev ramt i benet. Ansøgerens far kom herefter hjem til familiens bopæl. Personerne der bortførte ansøgerens far, sagde ikke, hvorfor de bortførte ham. Ansøgeren formoder, at det enten skyldes en konflikt med ansøgerens farbror eller ansøgerens fars politiske aktiviteter. Ansøgerens far var medlem af og soldat for partiet Hizb-e-Wahdat. Da partiet tabte til Taliban, flyttede ansøgerens far til Pakistan eller Iran i et par år. Da NATO-styrkerne kom til Afghanistan, tog ansøgerens far tilbage til Afghanistan igen. To uger efter ansøgerens fars bortførelse sagde ansøgerens far til ansøgeren, at de personer, der var efter ham, ville komme efter ansøgeren. Ansøgerens far var bekymret for ansøgeren og mente derfor, at det var bedst, at ansøgeren udrejste af landet. Ansøgeren formoder, at hans fars beslutning om at sende ham ud af landet skyldtes, at ansøgerens farbror ville gøre noget ved ham. Én eller to måneder efter ansøgerens udrejse kom to ukendte personer til hans families bopæl. De to ukendte personer spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens familie fortalte dem, at ansøgeren var rejst til Iran for længe siden. For så vidt angår ansøgerens konflikt med sin farbror, har ansøgerens far fortalt ansøgeren, at onklens søn døde som følge af en konflikt mellem ansøgerens far og farens bror. Derfor ønskede ansøgerens farbror at tage hævn. Hans hustru forsøgte at slå ansøgeren ihjel, da ansøgeren var helt lille. Kort tid derefter flyttede ansøgerens familie, og de har ikke været i kontakt med ansøgerens farbror siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens forklaring om forfølgelsesrisikoen byggede oprindelig alene på hans formodning om, at han har en konflikt som følge af sin fars tidligere tilhørsforhold til Hizb-e-Wahdat partiet. Ansøgeren har endvidere under opholdet i Danmark fra familiens side fået oplysning om en konflikt mellem ansøgerens far og farbror. Denne oplysning er kommet på et sent stadie i sagen, og ansøgerens families oplysning herom til ansøgeren er ikke underbygget og kan ikke lægges til grund. Ansøgeren forlod Afghanistan for omkring fem år siden, og efter det oplyste opholder ansøgerens far sig stadig på bopælen. Der er ikke sket andet i den mellemliggende periode i relation til en mulig konflikt, end at to personer på et tidspunkt henvendte sig til familien, fik serveret en kop the og spurgte efter ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/29/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra […] i Kabul, Afghanistan. Hun indgik ægteskab i 1993/1994, hvorefter hun flyttede til landsbyen […] i Charikar distriktet i Parwan provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes tre børn vil blive slået ihjel af sin ægtefælles stedbror, [A], fordi hun nægtede at gifte sig med ham, og fordi han ville bortgifte hendes datter til en anden mand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, [F], og hans stedbror, [A], på en ukendt dato i 2014/2015 skændtes og sloges med skovle over arven efter deres forældre. [F] blev en uge senere slået ihjel af ukendte personer. To måneder efter [F]s død, sagde [A] til ansøgeren, at han ville giftes med hende, fordi hun var en enlig kvinde, der boede i hans hus. Ansøgeren afslog, men [A] blev ved med at insistere herpå, indtil hans ægtefælle sagde til ham, at han skulle lade ansøgeren være i fred. I denne periode havde [A] forlovet ansøgerens 14-årige datter med en ældre mand ved navn [J]. Ansøgerens datter var forlovet med [J] i omkring 8-9 måneder. På et senere tidspunkt udsatte [A] ansøgeren og hendes søn, [Y], for fysiske overgreb, idet [A] skubbede ansøgeren ind i et træ, så hun blødte fra hovedet, og stak [Y] i benet med en kniv. Ansøgeren og hendes børn boede hos [A] i omkring et år efter [F]s død. I [sommeren] 2015 solgte [F]s lillesøster, [B], ansøgerens og [F]s del af arven, hvorefter ansøgeren havde råd til at flygte. [B]s ægtefælle arrangerede udrejsen for ansøgeren og hendes børn, der udrejste i [sommeren] 2015. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet om ægtefællen og [A]s uoverensstemmelser vedrørende arven efter svigerfaren, om jordlodderne og anvendelsen heraf, om [A]s salg af sin jord, om [A]s bestræbelser på at overtage ægtefællens jord, om [A]s krav om at ville indgå ægteskab med ansøgeren, og om tvangsforlovelsen af ansøgerens datter. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes søn har forklaret indbyrdes upræcist om ægtefællens salg og køb af jord. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren blev boende i huset med [A] i et helt år efter ægtefællens død, selvom det var hendes opfattelse, at [A] stod bag drabet på ægtefællen. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ansøgeren antagelse af, at [A] begik eller stod bag drabet på ægtefællen alene beror på formodninger. Dernæst fremstår det usædvanligt, at konflikten mellem ægtefællen og [A] først blussede voldsomt op næsten 16 år efter svigerfarens død, hvor jorden var blevet fordelt mellem de to sønner. På denne baggrund fremstår ansøgeren med en svækket troværdighed, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet i det hele hendes forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren har slægtninge i Afghanistan, og at hendes nu myndige søn indgår i husstanden. Herefter kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2017/289/ LMD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikere og sunni-muslimer af trosretning fra Velayat Baglan, Afghanistan. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske regering, da han var vidne til korruption, som han politianmeldte. Den mandlige ansøger frygter videre Taliban, som samarbejder med den afghanske regering. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2015 startede sit arbejde hos sikkerhedsvagt for en kommandant ved navn [A], som arbejdede hos de afghanske myndigheder. Arbejdet bestod i at følge kommandanten tæt og holde ham i sikkerhed. I forbindelse med arbejdet var den mandlige ansøger [et par måneder efter sin ansættelse] vidne til, at en person gav kommandanten seks militærkøretøjer, våben og andet udstyr, som blev fragtet til fra Pul-e-Khumri til Daham Ghori, hvor det blevet afleveret til Taliban-kommandanten ved navn [B], hvilket betød, at regeringen bistod Taliban med materiel. Den mandlige ansøger talte senere samme dag med nogle af de andre sikkerhedsvagter herom, som fortalte, at dette var meget normalt, og at kommandanten også smuglede narkotika. Den efterfølgende dag flyttede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger til [en anden by], hvor han havde en lejlighed, og videre til [en tredje by]. I Pul-e-Khumri tog den mandlige ansøger på politistationen og fortalte, hvad han havde erfaret i forventningen om, at kommandant [A] vil blive anholdt, hvorefter han kørte mod [den føromtalte tredje by]. På vejen dertil ringende kommandanten til den mandlige ansøger, der oplyste til kommandanten, at han var på vej til Kabul for at besøge sin syge mor, hvorefter han slukkede sin telefon. Da den mandlige ansøger ankom til [den føromtalte tredje by], blev han bekendt med, at politiet havde spurgt efter ham og rangsaget bopælen, ligesom hans mor i Kabul var blevet opsøgt af politiet og havde fået rangsaget sin bopæl. Dagen rejste familien med en menneskesmugler til Herat, hvorefter ansøgerne gik under jorden og udrejste af landet 35 dage senere. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger arbejdede som vagt hos en lokal kommandant og at han i forbindelse med sit arbejde overværede, at kommandanten overgav en større mængde våben, som kommandanten havde modtaget fra myndighederne, til Taliban. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger gik til politiet for at anmelde overdragelsen, når han efter sin egen forklaring forventede, at dette kunne medføre, at kommandant [A] og [C] ville dræbe ham og hans familie. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at det afghanske sikkerhedspoliti indenfor omkring to timer var i stand til at udfinde adresserne på den mandlige ansøgers mor og den kvindelige ansøgers far, at opsøge dem og ransage deres bopæle. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerne udrejste af Afghanistan fra lufthaven i Herat på falske pas, der lød på deres rigtige navne, udstedt efter konfliktens opståen. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring om, at han efterfølgende anmeldte forholdet til politiet og som følge heraf blev forfulgt af myndighederne, som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Idet flertallet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med den afghanske regering, kan flertallet heller ikke lægge til grund, at Taliban skulle efterstræbe ansøgerne. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse om omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/288/STR
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk tajik og sunnimuslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til hjemlandet frygter, at familien vil blive slået ihjel af Taliban, der tidligere har angrebet familien. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev overfaldet [efteråret] 2014 i forbindelse med sit arbejde. Den mandlige ansøger fik bind for munden, hvorefter de slog ham, til han var bevidstløs. Den kvindelige ansøger blev efterfølgende kontaktet og fik at vide, at hun skulle betale 25.000 US dollars for at få den mandlige ansøger løsladt. Den kvindelige ansøger kontaktede familien for at skaffe pengene. Hun afleverede pengene til sin bror, der efterfølgende fik den mandlige ansøger løsladt. I [sommeren] 2015 havde nogen forsøgt at kontakte ansøgernes søn, [A]. De havde grebet fat i hans taske, men han havde sluppet tasken og var løbet derfra. Nogle dage senere var en motorcykel med to personer stoppet ved siden af den kvindelige ansøger. De sagde til hende, at hun ikke skulle arbejde for myndighederne og at hun skulle blive derhjemme. Derefter kørte motorcyklen væk. En dag i [sommeren] 2015 kunne den kvindelige ansøger se, at ruderne til hendes frisørsalon var smadret, og at der var lavet hærværk inde i salonen. Der lå et stykke papir på bordet, hvor der stod, at den kvindelige ansøger ikke måtte arbejde for regeringen, at en skønhedssalon ikke hører hjemme inden for islam, og at hun skulle overdrage sin søn, så han kunne arbejde sammen med dem mod myndighederne. Familien udrejse af Afghanistan kort efter. Flygtningenævnet lægger til grund, at [B] i [efteråret] 2014 blev udsat for et overfald, hvor han pådrog sig diverse skader. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at overfaldet skyldtes hans arbejde og/eller en særlig profileringsgrad, eller at der var Taleban, der udførte overfaldet. Der er herved lagt vægt på, at familien fik forhandlet [B] fri, og at familien derefter ikke hørte mere fra de mennesker, som overfaldt han, og at familien drev [B’s] virksomhed videre, herunder sendte sønnen [A] derhen for at arbejde, og at han arbejdede der gennem ca. et år, uden at han eller familien i den anledning blev opsøgt, ligesom faderens partner i virksomheden heller ikke blev opsøgt eller indstillede sit arbejde i virksomheden. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at der er tale om en afsluttet episode, som ikke har profileret familien i forhold til Taleban eller andre på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at [C] har arbejdet som lærer i 26 år, og at hun i den anledning på et tidspunkt ca. et par måneder forud for familiens udrejse blev stoppet af to mænd på en motorcykel, som råbte, at hun skulle stoppe med at arbejde. Flygtningenævnet finder også vedrørende denne episode, at det ikke er sandsynliggjort, at det var Talebanmedlemmer, som råbte, samt at der er tale om en enkeltstående og afsluttet episode, som ikke gav anledning til yderligere. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Nævnet ikke kan lægge [C’s] forklaring om episoden vedrørende frisørsalonen til grund, og at det derfor ikke er sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem de to sidstnævnte episoder. Nævnet har ved bevisvurderingen af episoden vedrørende frisørsalonen lagt vægt på, at [C] og [A] har forklaret divergerende om, hvorvidt [C] sagde til [A], at der var begået hærværk mod salonen, og om hvorvidt [A] læste det efterladte brev i salonen, eller om [C] smed det ud, før nogen så det. Nævnet har på denne baggrund tilsidesat forklaringen om episoden vedrørende frisørsalonen som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger [A’s] forklaring om, at der en dag var nogen, der uden at sige noget tog fat i hans taske, hvorefter han løb fra stedet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at episoden havde med Taleban eller andre organisationer, der ville kidnappe lige præcis [A] at gøre. Der er herved lagt vægt på, at [A] er helt uprofileret og ikke har haft konflikter med nogen, og at han ikke blev opsøgt, mens han arbejdede på sin fars kontor, og at det således alene beror på hans egen formodning, at der var tale om et kidnapningsforsøg. Ansøgene har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe forklaringerne om de påberåbte konflikter eller redegøre for de nævnte divergenser. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at de nævnte episoder heller ikke har profileret dem over for Taleban eller andre på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse af udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/287/CHA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk sadat og shia muslim fra [det nordlige] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taleban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag fik et opkald fra sin nabo om, at hans familie var kommet til skade, og at de var blevet bragt til hospitalet. Da ansøgeren ankom til hospitalet erfarede han, at ingen fra hans familie havde overlevet. Ansøgerens naboer fortalte ham, at de havde hørt skud fra ansøgerens families hus, og at de efterfølgende havde set nogle talibanere forlade huset. Tidligere havde ansøgerens far mod-taget trusler fra Taliban, fordi han arbejdede for politiet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet præciseret, at hans far var lokal politichef. Ansøgeren har ikke selv trusselsbrevene men har overhørt sine forældre tale herom to til tre gange. Ansøgeren har hørt dem tale om, at hans far i forbindelse med sit arbejde var blevet anmodet om at samarbejde med Taliban, og samtidig var blevet truet på livet, hvis han nægtede at imødekomme denne anmodning. Ansøgeren har i denne forbindelse forklaret, at en sådan trussel også omfatter familiemedlemmer. Ansøgeren har herud-over henvist til at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk stat. Han har til støtte herfor forklaret, at Islamisk Stat dræber shia-muslimer. Ansøgeren er flere gange blevet stoppet på gaden af gruppen, i hvilken forbindelse de har spurgt ind til hans religion. Hver gang ansøgeren er blevet stoppet på denne måde, har han løjet og har tilkendegivet, at han var sunni-muslim. Flygtninge-nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hans familie blev likvideret af Taliban, og at faren forinden havde modtaget trusler fra Taliban. Når der henses til, at bopælen blev opsøgt, og at hele familien blev likvideret, kan Flygtningenævnet ikke afvise, at familien blev dræbt på grund af farens ansættelse i politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft en fremtrædende stilling i politiet. Ansøgeren har først for Flygtningenævnet forklaret herom, og nævnet kan ikke lægge denne udbyggede forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Taliban i lokalom-rådet, og det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke anta-ges, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, at kunne hen-vises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som et internt flugtalternativ. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne om farens stilling og virke efter det foreliggende ikke kan føre til, at ansøgeren anses som profileret. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren er en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han har haft en længere skolegang og har arbejds-erfaring. Hans sprog er blandt de dominerende, og han tilhører en større religiøs retning. Efter Landinfos notat af 4. september 2015 har personer fra sadat-gruppen i almindelighed en god so-cial position. Ifølge baggrundsoplysningerne vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansø-gerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer, jf. Handbook punkt 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, afsnit IIC. Det skal særligt be-mærkes, at forholdene i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif ikke er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for for-hold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte stor-byer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/286/MAD
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin eksmands familie, idet hun er blevet skilt uden sin eksmands samtykke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle, da hun var omkring 15 år. Efter deres søn døde i en ulykke i 2007, rejste ansøgeren tilbage til sin familie i Iran, idet hun ikke havde det godt hos svigerfamilien i Afghanistan. Ansøgeren blev slået både af hendes ægtefælle og af hendes svigerforældre. Ansøgeren flygtede herefter med sin datter til Iran med hjælp fra ansøgerens faster. Ansøgerens far prøvede i et år at mægle imellem de to familier, men svigerfamilien ville ikke acceptere en skilsmisse, idet det ville bringe skam over familien. Ansøgeren klagede til den iranske ret, hvorefter retten traf afgørelse om skilsmisse. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 hemmeligt forlovet med hendes granfætter [A]. [A] krævede, at ansøgerens tidligere svigerfamilie fik kendskab til skilsmissen, hvorfor hun ringede til dem. Ansøgerens tidligere svigerfamilie blev vrede og ville ikke acceptere en skilsmisse, hvorfor hun fik dødstrusler og de truede hende med, at de ville tage hendes datter fra hende. Ansøgerens far blev også opsøgt flere gange, hvor han blev både truet og slået. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen i det væsentlige kan lægges til grund. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og sammenhængende om baggrunden for sin skilsmisse, og om hvorledes hendes tidligere svigerfamilie først har truet ansøgeren for at fastholde hende i ægteskabet, og at svigerfamilien herefter har efterstræbt ansøgeren for at slå hende ihjel. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, idet det bemærkes, at ansøgeren er efterstræbt på baggrund af en æresrelateret konflikt, og at hun har et mindreårigt barn og er uden familiemæssigt netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/284/DMO
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia muslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af deres datters ekssvigerfamilie. Den kvindelige ansøger er døvstum, og har ikke afgivet forklaring for Flygtningenævnet. Det fremgår af det oplyste, at hun har samme asylmotiv som den mandlige ansøger, der er hendes ægtefælle. Den mandlige ansøger har til støtte for ægtefællernes asylmotiv oplyst, at deres datter blev skilt fra sin ægtefælle i 2014, fordi han var stofmisbruger og havde udsat hende for fysiske overgreb. Ansøgernes datter udrejse to uger efter hun havde fortalt svigerfamilien om skilsmissen, fordi hun havde fået trusler af svigerfamilien. Den mandlige ansøger blev herefter opsøgt af [A] og to til tre ukendte mænd. De spurgte til ansøgerens datter, talte grimt til ansøgeren og smadrede hans hjem. Ansøgeren blev herefter to gange yderligere opsøgt, hvor han blev sparket og slået. De forsøgte også at kvæle ansøgeren, hvorfor familien udrejste. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende om, hvorledes han på grund af sin datters skilsmisse er blevet efterstræbt af datterens tidligere svigerfamilie, der ikke har villet acceptere skilsmissen. Ansøgeren har herunder på overbevisende måde forklaret om, hvordan han er blevet opsøgt 3 gange af farbroren til datterens tidligere ægtefælle. Farbroren har sammen med andre personer udøvet vold mod ansøgeren, og den sidste gang forsøgt at kvæle ham. Med henvisning til at ansøgerne er analfabeter, og at den kvindelige ansøger er døvstum finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold i Afghanistan. Der henses i øvrigt til ansøgernes alder, og til at de i adskillige år ikke har boet eller opholdt sig i Afghanistan, hvor de ikke har familiemæssig tilknytning. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen ikke grundlag for at anse ansøgerne for at være udelukket fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2017/283/DMO
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Takhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren har arbejdet som chauffør for sin farbror, der er general i den afghanske nationalhær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 kørte sin farbror til forsvarsministeriets personaleafdeling. Efter at ansøgeren havde sat sin farbror af, skete der en eksplosion på grund af en bombe, der var placeret under bilen. Ansøgeren blev indlagt på hospitalet og blev udskrevet efter 10 dage. To til tre måneder efter eksplosionen modtog ansøgeren trusler fra en person, som præsenterede sig som Taliban og sagde, at ansøgeren var vantro, fordi han havde arbejdet for myndighederne, og at de næste gang ville få ram på ham. Ansøgeren modtog herefter både trusselsbreve og truende telefonopkald, hvorefter han valgte at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren, uanset at han har været chauffør for sin farbror, er efterstræbt af Taliban. Der henvises til, at forklaringen om truslerne, der er et centralt punkt for asylmotivet, fremstår usammenhængende og divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i omkring et år efter eksplosionen har opholdt sig på sin bopæl. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2016, har forklaret, at han er blevet udsat for trusler pr. brev, via telefon og gennem henvendelse fra personer, der blev sendt til ansøgeren. Ansøgeren er blevet opsøgt sidste gang måske 15 til 20 dage før sin udrejse. Under asylsamtalen i [vinteren] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke er blevet personlig opsøgt, og ansøgeren har gentaget denne forklaring over for nævnet, idet han dog senere for nævnet har oplyst, at han ikke husker, hvorvidt han var blevet opsøgt personligt. Ansøgeren har hertil under asylsamtalen forklaret usammenhængende om, hvorvidt han selv eller hans far er blevet opsøgt personligt. Under asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at de telefoniske trusler ophørte, efter han havde skiftet telefonnummer. Senere under samtalen har han forklaret, at han også blev ringet op og truet på hans nye telefonnummer. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev telefonisk truet, selvom sim-kortet blev skiftet. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om omstændighederne ved eksplosionen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han kørte til en benzinstation, efter at han havde sat sin farbror af, og at han var ved at fylde benzin på bilen, da eksplosionen fandt sted. Ansøgeren har senere under asylsamtalen og over for nævnet forklaret, at han var på vej til benzinstationen og holdt stille i et kryds, da eksplosionen fandt sted. Flygtningenævnet finder ikke, at der efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredstilstand er grundlag for, at anse ansøgerens divergenser og usammenhængende forklaring for at være udslag af mental forstyrrelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/282/DMO
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [L] i [et distrikt] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [P], da ansøgerens bror har slået [P]s søn ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af Taliban og ISIL. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for [P] har ansøgeren oplyst, at [P] var en meget rig person, der solgte stoffer, smuglede penge og våben og havde et stort netværk. Ansøgeren og hans far har passet dyr for [P] ude på marken i et bjergområde, der lå tæt på ansøgerens landsby. En aften, hvor ansøgeren og hans far passede dyrene, kom fem-seks mennesker hen til ansøgeren og hans far, og personerne slog ansøgerens far og stjal 60 af [P]s får. Senere om aftenen tog ansøgeren og hans far hen til [P]s bopæl for at fortælle om det, der var sket. [P] troede imidlertid, at ansøgeren og hans far havde solgt fårene, og [P] slog derfor ansøgerens far ihjel på stedet. Ansøgerens naboer hjalp ansøgeren med at bære liget af sin far tilbage til bopælen, og faren blev begravet dagen efter dødsfaldet. Omkring en uge efter ansøgerens fars død fortalte ansøgerens mor til ansøgerens bror, at han skulle komme hjem fra Iran, da [P] havde slået ansøgerens far ihjel. Ansøgerens bror kom hjem til landsbyen, og [P] sendte tre-fire personer til familiens bopæl, så broren kunne tale sammen med [P] på dennes bopæl. Ansøgerens bror afviste invitationen og svarede personerne, at han ikke havde noget at tale med [P] om. Efter ansøgerens bror havde været i hjemme i landsbyen i omkring en måned, solgte broren familiens hus og sagde, at hele ansøgerens familie skulle rejse med broren til Iran. Da ansøgeren og hans familie havde været i Iran i nogle måneder, tog ansøgerens bror tilbage til Afghanistan for at slå [P] ihjel. Ansøgerens bror kunne ikke finde [P], så broren slog i stedet [P]s søn ihjel, og rejste derefter tilbage til Iran. Mens ansøgeren opholdte sig i Iran, fik han og hans familie på et for ansøgeren ukendt tidspunkt besked fra ansøgerens moster i Afghanistan om, at [P] var rejst til Iran for at hævne sin søn, men senere fik ansøgeren og hans familie på et for ansøgeren ukendt tidspunkt besked om, at [P] var rejst tilbage til Afghanistan, da han ikke kunne finde ansøgeren og hans familie. Den sidste besked fik ansøgeren fra ansøgerens mosters søn i Iran. Ansøgeren oplevede ikke andet de efterfølgende syv år, han opholdt sig i Iran. Da ansøgeren havde opholdt sig syv år i Iran, skulle han udsendes til Afghanistan, da hans pas ikke kunne fornyes. Ansøgeren fik at vide af sin bror, at [P] vidste, at ansøgeren skulle deporteres til Afghanistan, og da ansøgeren kom til Afghanistan, opholdt han sig i byen Herat i to dage, inden han udrejste af Afghanistan ved hjælp af en menneskesmugler. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for Taliban og ISIL har ansøgeren oplyst, at der er krig i hele Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at forklaringen i sig selv må anses for usandsynlig og dermed ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Nævnet finder således, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren og hans far umiddelbart efter at være frarøvet deres arbejdsgivers får går til deres hjem, og efter råd fra ansøgerens mor først derefter opsøger arbejdsgiveren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere elementer i sit asylmotiv. Han har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at han i Iran blev kaldt et andet navn, og det var derfor, at dette navn står i hans pas, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han opgav dette navn, fordi han var bange for at vende tilbage til Afghanistan. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [P] kunne vide, at ansøgeren skulle deporteres til Afghanistan efter kun to eller fem dages tilbageholdelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at der gik fem dage fra, at han blev tilbageholdt, og indtil han blev deporteret, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at der kun gik to dage. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at ansøgerens generelle frygt både for Taliban og ISIL ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/281/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i landsbyen [L] i bydistriktet [B] i Daikondi-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Afghanistan, da han var tre år gammel, og har siden da boet i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars farbror, [F]. Ansøgeren frygter også [en person, P]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farbror, som bor i Afghanistan, har fortalt ham, at [P] slog ansøgerens forældre ihjel, så de kunne overtage familiens jord i Daikondi-provinsen. Da ansøgerens far døde, overtog [F] jorden, og [F] gav herefter halvdelen af jorden til [P] for at opnå beskyttelse. Både [P] og [F] er – ifølge ansøgerens farbror – meget magtfulde personer i Daikondi-provinsen, og har både tilknytning til de afghanske myndigheder og Taliban. Ansøgeren flygtede til Iran sammen med sin nabo, da han var omkring tre år gammel. Ansøgeren flygtede, da hans forældre blev slået ihjel. Ansøgeren har ikke været tilbage i Afghanistan siden, fordi hans farbror mener, at der er farligt for ansøgeren. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens forklaring må anses for påfaldende, navnlig henset til hans forklaring om, at han var nødsaget til at forlade Iran, fordi han som 18-årig ville risikere udvisning. Nævnet finder imidlertid ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om familiens oprindelige jordkonflikt er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens frygt for blodhævn må ses i lyset af, at det må være ansøgeren, der som den krænkede part kunne have anledning til at hævne sig på [P] og [F]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at disse personer må anses for magtfulde og derfor ikke kan antages at have nogen grund til at frygte ansøgeren. Endvidere lægger nævnet vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at blodhævn mellem hazaraer nok forekommer, men i mindre omfang end blandt pashtuner. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har opgivet at rejse krav i anledning af jorden. Nævnet må herefter anse den påberåbte konflikt som uaktuel. Nævnet finder således, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil kunne udsættes for forfølgelse eller overgreb fra [P] og [F]s side, navnlig når henses til, at ansøgeren var tre år gammel, da konflikten opstod for omkring 16 år siden, og at han ikke har oplevet personlige henvendelser som følge af familiens jordkonflikt. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/280/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [by], Paktia, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som mistænker ham for at være spion for de afghanske myndigheder, fordi han har kørt med varer og militærmateriel til baser i grænselandet mellem Pakistan og Paktia-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 købte en Datsun pickup, som han illegalt transporterede varer fra den pakistanske grænse til byen [by] med. Der var to veje til Pakistan. En af vejene var kontrolleret af myndighederne, mens den anden var kontrolleret af Taliban. Ansøgeren kørte ad den vej, som Taliban kontrollerede, idet han derved undgik at betale told af varerne fra Pakistan. Omkring ramadanen i 2015 sprang Taliban to broer i luften på den vej til Pakistan, som myndighederne kontrollerede. På et tidspunkt herefter blev ansøgeren bedt om at transportere varer fra [by] til grænsepolitiets base, [C], ved den pakistanske grænse af sin ven, [A], som var kommandant på basen. Ansøgeren ved ikke, hvilke varer han transporterede de første tre gange, han kørte til basen, idet andre pakkede varerne og tømte ansøgerens bil. På sin tredje tur for [A] skulle ansøgeren fragte militærmateriel fra basen [C] til basen [D]. Her bad basens kommandant ansøgeren om at transportere noget med tilbage til [C], men ansøgeren afslog, fordi han ikke kendte kommandanten. Ansøgeren formoder, at kommandanten blev vred over dette. Da ansøgeren kom hjem, ringede hans ven, [B], som er talibaner. [B] oplyste ansøgeren om, at der var blevet taget et billede af ansøgeren og hans Datsun pickup, hvorfor ansøgerens navn var kommet på Talibans liste. [B] sagde til ansøgeren, at han ikke skulle køre i sin Datsun pickup længere, samt at han skulle flygte fra Afghanistan. Ansøgeren solgte sin Datsun pickup inden for to til tre dage. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i yderligere ti dage, idet han håbede, at Taliban ville glemme episoden. Ansøgeren modtog herefter et trusselsbrev fra Taliban via sin farbror, som var ansøgerens nabo. Ansøgeren tog hen til sin morbror i Kabul, hvor han opholdt sig i to nætter. Ansøgeren flygtede til Pakistan i [efteråret] 2015. Ansøgerens familie er siden hans udrejse flyttet til [by], fordi ansøgeren har haft problemer med Taliban. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren har gået 6 år i skole, og at han har svært ved at læse og skrive. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af broer, der blev sprængt, og tidspunktet herfor, antallet af ansøgerens kørsler for militæret, ansøgerens kendskab til de transporterede varer og materiel, hvordan ansøgeren fik oplyst, at han var efterstræbt af Taliban samt om sine id-dokumenter. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om sin relation til kommandant [A] og [B]. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan han fik opgaven med at transportere varer for militæret. Endelig finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fragtede fødevarer til grænsepolitiets base i sin Datsun pickup henset til, at basen havde meget personel og derfor havde brug for mange fødevarer. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren fragtede militært udstyr mellem de to baser i sin Datsun pickup, særligt henset at udstyret skulle fragtes gennem et område, der var kontrolleret af Taliban, og at der alene var en times gang mellem de to baser, hvor militæret selv kunne flytte det militære udstyr. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Hvis ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til sit hjemområde på grund af en konflikt med Taliban, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive efterstræbt af Taliban uden for sit hjemområde. Nævnet bemærker, at ansøgeren har familie – en morbror – i Kabul, og at ansøgerens øvrige familie er flyttet til et andet distrikt, hvor ansøgerens familie ikke oplever problemer. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/28/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [L] i bydistriktet [B] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet efterspurgt af en person ved navn [P], som har tilsluttet sig Taliban i ansøgerens lokalområde, fordi ansøgeren sammen med sin søster har undervist piger og drenge på samme tid. Endvidere har Taliban måske kendskab til, at ansøgeren har arbejdet for [en FN-organisation], skrevet Taliban-kritiske artikler i et universitetstidsskrift og i øvrigt deltaget i Taliban-kritiske arrangementer for menneskerettigheder. Ansøgeren er flere gange blevet efterspurgt af [P] og andre medlemmer af Taliban på sin bopæl, og den anden gang, hvor bopælen blev opsøgt, blev ansøgerens far tilbageholdt i seks-syv timer af Taliban. Ansøgerens far blev løsladt mod, at faderen skulle bede ansøgeren om at vende tilbage til sit hjemområde. Efter løsladelsen sagde ansøgerens far til ansøgeren, at ansøgeren var i stor fare, og ansøgeren derfor skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet vurderer, at de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men anser ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Selvom ansøgeren ikke kan tage ophold i sin hjemby på grund af en konflikt med [P], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller Herat uden risiko for forfølgelse eller overgreb fra [P] eller andre medlemmer af Taliban. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt må anses som en lokal konflikt. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at ansøgeren ikke er bekendt med, at hans søster skulle have været udsat for problemer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kun har modtaget en advarsel fra [P], og at ansøgeren og søsteren fortsatte deres undervisningsaktiviteter uden, at der skete nogen af dem yderligere. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke kan anses for at være særligt profileret i forhold til Taliban. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hans familie ikke er blevet opsøgt, truet eller tilbageholdt af Taliban efter ansøgerens udrejse. Nævnet bemærker, at ansøgerens oplysning under nævnsbehandlingen om, at han også frygter sin klan skal ses i lyset af, at klanmedlemmer bidrog til, at ansøgerens far blev løsladt efter tilbageholdelsen, og således ikke kan formodes at have et modsætningsforhold til ansøgeren eller dennes familie. Nævnet finder herefter, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul eller Herat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre mand med 12 års skolegang, der tidligere har arbejdet som skrædder og undervist børn. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation, ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/279/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [landsby], Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at han eller hans familie vil blive slået ihjel, fordi han har arbejdet for en udenlandsk NGO ved navn BRAC. Ansøger frygter endvidere Taliban, Islamisk Stat og lokale magthavere, såsom kommandanten [A], fra landsbyen […] i Samangan provinsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han og en kollega i [vinteren] 2014 var i landsbyen […], for at tilse et projekt for BRAC. To andre kollegaer var et andet sted i landsbyen, og i den forbindelse opstod et skænderi mellem ansøgerens to kollegaer og den lokale kommandant, [A]. Kommandanten forlangte penge af BRAC til sine børn, men børnene var ikke inden for organisationens målgruppe. Den lokale afdeling af BRAC forsøgte at løse konflikten med kommandanten, men det lykkedes ikke. Kommandanten sendte trusselsbreve til organisationen, og i den lokale moske proklamerede han, at BRAC ikke var kommet til området for at hjælpe, men for at sprede propaganda imod landet, kulturen og religionen. Ansøgeren og hans kollegaer begyndte at modtage trusler fra ukendte personer på deres arbejdstelefoner. Organisationens lokale kontor modtog små sedler, leveret af børn, hvorpå der stod, at BRAC var imod islam. Ansøgeren skiftede SIM-kort, men telefontruslerne fortsatte. Organisationen informerede politiet om telefontruslerne og sedlerne, men politiet sagde, at de skulle fortsætte deres arbejde. [I foråret] 2015 sad ansøger i en bil, sammen med tre andre personer, på vej fra [en landsby] til [en anden landsby]. Foran dem kørte en anden bil. Pludselig lød et stort brag fra en bombe, og ansøgeren mistede bevidstheden. Ansøgeren ved ikke, om bomben var placeret på vejen eller på bilen. Han vågnede efter fire til fem timer på hospitalet i [den anden landsby]. Han blev overført til hospitalet i Mazar-e-Sharif, hvor han var indlagt i 15 dage. Chaufføren i bilen blev dræbt, og en kollega, som sad på forsædet, blev invalid. Efterfølgende modtog ansøgeren flere telefoniske trusler, hvor han blandt andet fik at vide, at han havde været heldig denne gang, men at de ukendte personer ikke var færdige med ham. Myndighederne kunne ikke finde ud af, hvem der stod bag bomben ved bilen. Omkring 45 dage efter episoden genoptog ansøgeren sit arbejde for BRAC. Både ansøgeren og hans kollegaer modtog fortsat telefoniske trusler. Ligeledes modtog organisationen trusselsbreve, hvorpå der stod, at organisationen skulle opgive sine aktiviteter, og indtil det skete, ville medarbejderne fortsat blive forsøgt slået ihjel. Trusselsbrevene havde ingen afsender, men antydning af en slags stempler. [En nat i efteråret] 2015 kom fire ukendte personer til ansøgerens bopæl. Ansøgerens mor, ægtefælle og brødre fik et klæde i munden og blev slået. Ansøgeren var ikke hjemme, fordi han var til middag hos noget familie tre kilometer væk, hvor han skulle overnatte. De ukendte personer beskyldte ansøgeren for at være vantro og sagde, de ville have fat i ham. Personerne blev i huset i omkring tre timer. Ansøgerens mor fortalte dem, at ansøgeren ikke var hjemme, men gav dem adressen, til hvor ansøgeren var. Til sidst forlod de fire personer bopælen med ansøgerens computer, ægtefællens ring og morens mobiltelefon. Personerne opsøgte ikke ansøger til familiemiddagen. Næste dag da ansøgeren kom hjem, tilkaldte ansøgeren og hans familie politiet, som kom til bopælen og tog billeder, og skrev en rapport. Ansøgeren og hele hans familie tog efterfølgende med til politistationen, hvor de officielt anmeldte episoden. Mens ansøgeren sad på politistationen ringede en ukendt person til hans telefon. Ansøgeren satte telefonen på medhør, og politiet kunne derfor notere, da personen nævnte alle hændelser, herunder de telefoniske trusler, bilulykken og overfaldet på ansøgerens bopæl, og slutteligt truede med, at ansøgeren ikke ville kunne gemme sig. Politiet sagde herefter, at de ville forsøge at finde frem til de skyldige. Ansøgeren vurderede, at politiet ikke ville kunne beskytte ham, hvorfor han påbegyndte sin udrejse samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har givet forskellige forklaringer om årsagen til, at NGO’en BRAC kom i et sådan modsætningsforhold til de lokale, at BRAC, ansøgeren og hans kolleger begyndte at modtage trusler. I asylansøgningsskemaet [skrevet i efteråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at en af hans kolleger en dag havde en diskussion med en beboer fra landsbyen vedrørende kristendom. Beboeren kaldte kollegaen for vantro, og de blev jaget ud af landsbyen. Ansøgeren har videre oplyst, at beboeren tog hændelsen til moskéen, hvor de lavede en falsk påstand mod BRAC’s kontor om, at det missionerede for kristendom, og efter den dag begyndte truslerne. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 og til asylsamtalen den [i efteråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han havde fået at vide, at nogle kollegaer var kommet op at skændes med kommandanten [A] i landsbyen […], fordi kommandanten ønskede økonomisk støtte til sine børn, som han hævdede var under 5 år. Kollegaerne vurderede, at børnene var over 5 år og dermed ikke berettiget til støtte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der er nogen forbindelse med de trusler, som ansøgeren har oplyst at have modtaget, og episoden med kommandant [A]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at [A] er tilknyttet Taliban eller de personer, der har ringet til ansøgeren. Flygtningenævnet finder videre, at det er bemærkelsesværdigt, at konflikten, der begyndte mellem to kollegaer og [A], og derfra kom til at angå BRAC, skulle udvikle sig til en personlig konflikt rettet mod ansøgeren, som ikke var til stede under kollegaernes skænderi med [A]. Det er særligt bemærkelsesværdigt i lyset af, at ansøgeren baseret på hans forklaring var en underordnet socialarbejder i en/to afdeling(er), hvor der var ansat omkring 55 personer. Ansøgeren har som forklaring herpå oplyst, at han måske blev anset for organisationens svage punkt. Dette er imidlertid ikke overbevisende og i øvrigt ikke underbygget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere forklaret, at han i bil med tre kollegaer blev udsat for en eksplosion [i foråret] 2015. Det fremgår af de politirapporter, som ansøgeren har fremlagt, at der ifølge politiet var tale om en eksplosion forårsaget af en vejsidebombe placeret af Taliban. Nævnet finder blandt andet under hensyn til den tid, der var gået siden episoden med kommandant [A], at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eksplosionen var rettet mod ham. For så vidt angår episoden [i efteråret] 2015, hvor ansøgerens bopæl angiveligt blev opsøgt af 4 ukendte personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at episoden har fundet sted. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad de 4 personer tog fra ansøgerens ægtefælle og mor. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at personerne tog hans ægtefælles og mors telefoner, en ring fra ægtefællen og hans bærbare computer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at personerne tog hans computer, ægtefællens ring, og morens telefon. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hans mor og ægtefælle fik bundet deres hænder og fødder. Til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at de ikke blev bundet, men fik et klæde i munden. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det var ansøgerens brødre, der fik bundet et stykke stof for munden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at de 4 personer blev på ansøgerens bopæl i knap 3 timer, når ansøgerens mor opgav adressen på det sted, hvor ansøgeren opholdt sig. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at moren skulle have ventet til om morgenen med at ringe og advare ansøgeren, når de 4 personer forlod ansøgerens bopæl omkring kl. 2.15-2.20. Det er yderligere påfaldende, at de ukendte personer skulle ringe og true ansøgeren, mens han var hos politiet, og at de i den forbindelse skulle nævne alle de hændelser, som ansøgeren havde været ude for. Flygtningenævnet finder efter indholdet af de fremlagt politirapporter sammenholdt med ansøgerens forklaring om deres tilblivelse, at politirapporterne ikke kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/278/HHU
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en pashto-talende mand, som ansøgerens far og storebror har arbejdet sammen med, idet ansøgerens bror har haft et forhold til den pashto-talende mands datter uden hendes fars accept og mod hans vilje. Den pashto-talende mand, der har tilknytning til Taliban, er derfor imod ansøgerens familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans storebror forsvandt for seks til syv år siden. Ansøgerens storebror tog på arbejde om morgenen, men kom aldrig tilbage. Nogle dage forinden ansøgeren udrejste af Afghanistan, blev ansøgerens far opsøgt af Taliban, på hans arbejdsplads. Taliban ville have ansøgerens far til at samarbejde med dem, hvilket faren måtte acceptere. Ansøgerens far fik lov til at tage hjem for at fortælle sin familie herom, og det blev aftalt, at han skulle komme på arbejde den efterfølgende dag. Ansøgerens far tog ikke på arbejde. Dagen efter kom den pashto-talende mand hjem til ansøgerens bopæl sammen med tre andre mænd. De spurgte efter ansøgerens far og ansøgeren. Ansøgeren gemte sig i ovnen, og ansøgerens far gik sammen med mændene. Efterfølgende tog ansøgeren til Kabul, hvorfra han udrejste til Iran. Ansøgeren har efter sin udrejse haft kontakt med sin mor, som har oplyst, at den pashto-talende mand har opsøgt familiens bopæl og truet med at tage moren og ansøgerens brødre med, hvis hun ikke fortæller, hvor ansøgeren er, og hvis ansøgeren ikke henvender sig til dem. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af den pashto-talende mand på grund af en æresrelateret konflikt mellem ansøgerens bror og datteren til den pashto-talende mand, der har tilknytning til Taliban. Flertallet henviser til, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og konsistent om konflikten, herunder at den pashto-talende mand og talibanere har opsøgt ansøgerens og familiens bolig, hvorefter de har taget ansøgerens far med sig samt forsøgt at pågribe ansøgeren. Den pashto-talende mand har efterfølgende henvendt sig på bopælen for at pågribe ansøgeren og herunder truet ansøgerens mor. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til […] i Ghazni-provinsen risikerer at blive udsat for overgreb, der er omfattet er af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke at være grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul eller Mazar-e-Sharif, idet det lægges til grund, at ansøgeren i forhold til Taliban er uprofileret, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af den pashto-talende mand og Taliban udenfor Ghazni-området. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren er en arbejdsduelig ung mand på 20 år, der kan antages at være i stand til at kunne etablere sig i en større by på et rimeligt niveau. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/277/CMA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Gardiz, Paktia, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede i militæret. En dag blev ansøgerens far kidnappet af Taliban på vej til arbejde. Ansøgeren begyndte efter omkring halvanden måned at modtage trusselsbreve fra Taliban. I brevene stod der, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, ellers ville de slå ham ihjel. Ansøgeren modtog breve hver eller hver anden dag i en periode på 15-30 dage. Derefter modtog ansøgerens familie telefoniske trusler fra Taliban. En dag opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, hvor de bankede på porten. Ansøgeren så dem gennem sprækkerne i døren og sagde til sin mor, at hun ikke måtte åbne. Ansøgeren flygtede i den forbindelse til sin morbror og derfra videre til sin moster, hvor han opholdt sig i en uge, inden han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2000. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmåle-ne. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet lægger ansøgerens forklaring om sin identitet til grund, idet nævnet finder, at der ikke alene på baggrund af det anonyme brev sam-menholdt med de fremfundne Facebookprofiler er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger såle-des vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i] januar 2016 har forklaret, at morbro-ren af chaufføren havde fået fortalt, at nogle militser, som han formodede var Taliban, havde stop-pet bilen og anmodet dem om at vise deres ID-kort, og at militsen, da de havde set farens ID-kort, havde bedt ham om at stige af bilen. Til gensamtalen [i] oktober 2016 har ansøgeren forklaret, at chaufføren havde fortalt, at bilen blev stoppet af Taliban, som havde våben, og at alle skulle ud af bilen og visiteres. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvem ansøgerens morbror hen-vendte sig til, da han ledte efter ansøgeren far. Ansøgeren har til gensamtalen [i] oktober 2016 for-klaret, at morbroren ikke henvendte sig til andre end farens arbejdsplads. Til oplysnings- og motiv-samtalen har ansøgeren forklaret, at morbroren henvendte sig til politiet, som tog kontakt til nogle af de chauffører, som faren havde været i kontakt med. Flygtningenævnet lægger videre ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han modtog det første trusselsbrev, og hvor mange trusselsbreve han modtog. Nævnet har også lagt vægt på, at an-søgeren har forklaret forskelligt om indholdet af truslerne. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke rigtigt kan huske denne periode, og at han i ansøgningsskemaet kun ned-skrev det, der var vigtigt. Der er imidlertid tale om centrale elementer i ansøgerens asylmotiv, som ansøgeren må forventes at være i stand til at huske. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han selv talte telefonisk med Taliban, når de ringede og truede. Til samtalen [i] oktober 2016 har han forklaret, at det var moren, der talte med dem. For nævnet har han forklaret, at han selv talte med dem to gange. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt om indhentelsen af den tazkera, dateret […] august 2015, som han har fremlagt under sagen. Ansøgeren har forklaret, at den blev indhentet til brug for ansøgerens skole. Det skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han stoppede med at gå i skole, da faren blev kidnappet og med, at ansøgeren udrejste af Afghanistan ultimo august/primo september 2015. Desuden lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og afglidende om sin egen og familiens indbyrdes kontakt, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvad han foretog sig i [en dansk by], dagen før han ansøgte om asyl. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han forgæves ledte efter politiet. For nævnet har han forklaret, at han tog direkte til [den danske by] for at lede efter sin farbror, og at han sov på busterminalen i Viborg. Endelig lægger Flygt-ningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret væsentligt forskelligt om, hvor på bopælen ansøgeren befandt sig, da denne blev opsøgt af Taliban, hvilket var årsagen til ansøgerens flugt fra bopælen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren er mindreårig, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/276/CHHA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi han har været i besiddelse af et id-kort fra Islamisk Stat. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive udsat for umenneskelige overgreb, herunder at blive slået ihjel af Taliban som følge af, at han har arbejdet for en international virksomhed. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, idet han har haft kontakt med repræsentanter fra Islamisk Stat, som han er flygtet fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anbefalet at søge arbejde hos en mand ved navn [A], idet arbejdet var godt betalt. Ansøgeren opsøgte [A] i [efteråret] 2015, omkring otte til ni dage forinden ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgeren fik at vide, at han ville få tre måneders træning, og at hans arbejdsopgave ville bestå i at slå folk ihjel. Derudover fik ansøgeren at vide, at han ville modtage en månedlig betaling på 50.000 kaldar samt et forskud på 100.000 kaldar. Ansøgeren opholdt sig hos [A] i otte til ni dage. [A] tog et billede af ansøgeren, og ansøgeren fik et id-kort, som han skulle have hængende om halsen. I de dage, ansøgeren opholdt sig hos [A], blev han vist videoer med folk, der blev slået ihjel. Den ottende eller niende dag, efter ansøgeren var ankommet hos [A], fik ansøgeren 100.000 kaldar i forskud, og han fik at vide, at han kunne købe ind til sin familie, inden han skulle på træningslejr. Ansøgeren tog herefter hjem til sin familie. Da han ankom til bopælen, tog han sin jakke af, og id-kortet, som han havde hængende om halsen, blev synligt. Ansøgerens nabo så dette, og råbte, at der stod Islamisk Stat på kortet. Naboen kontaktede myndighederne, som kort tid efter opsøgte ansøgerens bopæl. Ansøgeren flygtede ud af bagdøren, og rejste til Jalalabad, hvor han opholdt sig hos sin morbror i ét døgn, forinden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har fået at vide af sin mor, at myndighederne ransagede ansøgerens og familiens bopæl samt seks andre huse i området. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen om, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne, og at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af Islamisk Stat findes på afgørende punkter konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det må anses som usandsynligt, at ansøgeren umiddelbart efter, at han angiveligt er blevet hvervet af Islamisk Stat, har modtaget et id-kort med foto som legitimation for ansøgerens tilknytning til Islamisk Stat. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om id-kortet, idet han under oplysnings-og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at id-kortet var hvidt, mens han over for nævnet har forklaret, at kortet var grønt eller gråt. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren, selvom han er analfabet, ikke har været bekendt med de oplysninger, der fremgik af id-kortet, som han skulle have om halsen, og som legitimerede ham som medlem af Islamisk Stat. Ansøgeren har ikke på en overbevisende måde kunnet forklare, hvorledes han blev afsløret som medlem af Islamisk Stat, idet afsløringen alene skulle være sket, fordi hans nabo har set id-kortet og forstået, at ansøgeren var blevet tilknyttet Islamisk Stat. Ansøgeren opholdt sig uden for sin og familiens bopæl og havde taget sin trøje af, så kortet, som han havde om halsen, var blevet synligt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret udbyggende om naboen, idet han først under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at naboen arbejdede for efterretningstjenesten. Foreholdt, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret dette under oplysnings- og motivsamtalen, har ansøgeren oplyst, at han har sagt det tidligere, og at det må bero på en fejl, at det ikke fremgår af samtalereferatet. Nævnet finder endvidere ikke, at det fremstår troværdigt, at ansøgeren under opholdet hos [A] har modtaget 100.000 kaldar og derefter har fået lejlighed til at tage hjem til sin familie og derved har fået mulighed for at udrejse fra Afghanistan. Det svækker endvidere ansøgers troværdighed, at han ikke er i stand til nærmere at forklare om opholdet på otte til ni dage hos [A], herunder at han ikke er i stand til at oplyse nærmere om de andre mænd, der opholdt sig der. Ansøgeren har alene forklaret afglidende og usammenhængende om, at han alle dagene så videoer fra morgen til aften. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens frygt for Taliban, finder nævnet ikke, at der er tale om et reelt asylbegrundende forhold. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens frygt for Taliban hidrører fra hans ansættelse i firmaet [X] fra 2009 til 2010, og at ansøgeren ikke efterfølgende er blevet opsøgt af Taliban eller i øvrigt har oplevet problemer med Taliban. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/275/CMA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunnimuslim fra […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der mistænker ham for at være stikker. Ansøgeren har videre forklaret, at han har angivet to personer fra Taliban, Den ene af de to personer, som ansøgeren angav, blev herefter dræbt af politiet. Ansøgeren fik efterfølgende oplyst, at hans værksted var blevet brændt ned af Taliban, og at de nu var efter ham og ville opsøge ham på hans bopæl. Ansøgeren flygtede fra sit hjem, hvorfor Taliban rettede henvendelse på ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens familie ikke er blevet yderligere opsøgt af Taliban efter ransagningen [i efteråret] 2015, at drabet på [S] først fandt sted [en anden dato i efteråret] 2015, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at drabet på [S] har forbindelse til ansøgerens konflikt. Ansøgerens asylskema, der først blev udfyldt omkring et halvt år efter indrejsen, er yderst kortfattet og uden oplysninger om de konkrete forhold som indgår i ansøgerens asylmotiv, selvom ansøgeren fremstår som en uddannet person. Hertil kommer, at det påberåbte asylmotiv, der er påfaldende enkelt, foregår i en tidsmæssigt meget komprimeret periode. Selvom det anførte kunne pege i retning af, at der er tale om et konstrueret asylmotiv, kan Flygtningenævnet dog efter en samlet vurdering ikke med fornøden sikkerhed afvise ansøgerens forklaring om konflikten i landsbyen i forbindelse med Taliban-folkenes aflevering af en motorcykel på ansøgerens værksted. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til lokale Taliban-folk, og det findes sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin landsby vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren at kunne henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taliban i anledning af nærværende konflikt. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, er en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder med 12 års skolegang. Han tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende i landet. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, jf. UNHCRs handbook pkt. 91 og UNHCRs guidelines on international protection af 23. juli 2003, afsnit II C. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i en af storbyerne Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/274/JOV
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Malistan i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive hvervet af Taleban som soldat og selvmordsbomber. Ansøgeren har i nærværende sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen, idet han vil have svært ved, at skjule sin tro. Han frygter også forfølgelse på grund af sine ringe sprogkundskaber og vestlige tankegang. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv nærmere anført, at han blev døbt i [efteråret] 2013 efter at have gået til dåbsforberedelse i 4-5 måneder. Han har siden gået til gudstjeneste hver søndag og til bibelundervisning hver anden torsdag. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren, har forklaret overbevisende om sin egen kristne tro for nævnet, samt på at ansøgeren, der blev døbt for ca. fire år siden, har haft en fast tilknytning til kirken og menigheden siden dåben. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/273/IVK
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger født i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Wahdat-partiet, som ansøgerens far har været medlem af, idet de anser ansøgerens far som forræder og ønsker at hævne sig på hele ansøgerens familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, da medlemmerne af Wahdat-partiet er blevet en del af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter Taliban, der har opsøgt ansøgerens far, da de ville have ansøgeren udleveret og have familiens jord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Wahdat-partiet oplyst, at hans far var kommandant for Wahdat-partiet. I partiet havde ansøgerens far ansvaret for partiets våben og skulle forsøge at forhindre, at lokalbefolkningen bestående af hazaraer blev skadet af Taliban. Ansøgerens far indså, at kampen mod Taliban ikke kunne opretholdes, hvorfor han forsøgte at indgå en våbenhvile med Taliban og udleverede partiets våben til Taliban. Ansøgerens far blev herefter af sine partifæller og lokalbefolkningen anset som en forræder. Ansøgerens forældre flygtede derfor til Iran, hvor ansøgeren blev født. Da ansøgeren fyldte 12 år, rejste først faren og derefter ansøgeren og hans mor og søstre tilbage til Afghanistan, da ansøgerens far var blevet udvist af Iran. En dag fik ansøgeren besked på at tage ophold hos farens ven, Said. Da ansøgeren insisterede på at vende hjem dagen efter, fandt han sin far og søster bevidstløse. Ansøgerens far og søster var sårede, og Said sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse, da det formentlig var Taliban, der stod bag. Efter ansøgerens udrejse har han haft kontakt med sin mor, der har oplyst, at det var farens partifæller, der havde slået ansøgerens far og søster bevidstløse. Moren fortalte videre, at faren og søsteren var afgået ved døden. Flygtningenævnet kan tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Ansøgeren har således gennem sin forklaring demonstreret, at han fuldt ud er klar over, hvad en asylsag drejer sig om. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens beskrivelse af asylmotivet ikke forekommer logisk, sammenhængende og sandsynlig, og at forklaringen om den traumatiske hændelse, hvor han fandt sin far og søster bevidstløse og blødende, ikke forekommer selvoplevet. Desuden har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Flygtningenævnet finder, at det savner mening, at Said Jamal lod ansøgeren komme hjem igen dagen efter, at Said Jamal havde påtaget sig at passe på ansøgeren. Det er endvidere et bemærkelsesværdigt sammentræf, at angrebet på ansøgerens far og øvrige familie fandt sted inden for det samme døgn, hvori ansøgeren var blevet overladt til pasning hos Said Jamal. Hertil kommer, at Said Jamal løb en stor risiko ved at påtage sig at skjule ansøgeren. Ansøgeren oplyste i sit asylansøgningsskema, at hans asylmotiv var, at Taliban ville tage ansøgeren med for at lære ham rigtig islam, og at det var det, Said Jamal havde oplyst ham om. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hans problem er, at Wahdat partiet havde opsporet ansøgerens familie og dræbt ansøgerens far og storesøster som følge af farens konflikt med Wahdat partiet mange år tidligere. Yderligere har ansøgeren udbygget forklaringen om konflikten med Taliban til, at det også drejede sig om en jordkonflikt. Ansøgerens forklaring på udbygningen af asylmotivet, som skulle være, at ansøgerens mor, som ikke kan læse og skrive, har opsporet ansøgeren via Facebook og i løbet af flere telefonsamtaler fortalt ham om sagens rette sammenhæng, har ikke fremstået overbevisende. Dette skyldes blandt andet, at ansøgeren har forklaret afglidende på nævnets spørgsmål om, hvad han i den forbindelse har spurgt sin mor om, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far ikke skulle have fortalt Said Jamal, som var hans ven, om sin frygt for sine tidligere partifæller. Divergenserne i ansøgerens forklaringer drejer sig blandt andet om, hvorvidt det alene var ansøgerens far, som lå bevidstløs på gulvet, eller om det også var ansøgerens ældste søster. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens yngre søstre også var blevet slået ved samme lejlighed. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt om, hvorvidt jorden var arvet af ansøgerens fars far, ansøgerens fars mor eller ansøgerens fars familie. At forklaringen om ansøgerens hjemkomst efter voldsepisoden ikke forekommer selvoplevet, bygger nævnet navnlig på, at ansøgeren forekom upåvirket, da han forklarede herom, at forklaringen var udetaljeret, og at ansøgeren og Said Jamal angiveligt forlod bopælen uden at konstatere, om faren og søsteren var i live, uden at forsøge at skaffe hjælp, og uden at forsøge at finde ansøgerens mor og øvrige søstre. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/272/SEL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [by], Maidan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars slægtning, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fars slægtning, [A], er medlem af Taliban. Ansøgeren blev en dag opsøgt af [A], som gav ansøgeren en håndgranat og fortalte, at ansøgeren skulle kaste den ind til en af regeringens sikkerhedsposter. Ansøgeren vidste på dette tidspunkt ikke, at det var en granat, og han indvilligede i at gøre det. På vejen til sikkerhedsposten eksploderede håndgranaten i hånden på ansøgeren, og han mistede dele af sine fingre. Ansøgeren var herefter indlagt på hospitalet i to måneder. Fire måneder efter at bomben var eksploderet i hånden på ansøgeren, blev hans far slået ihjel, da Taliban angreb den sikkerhedspost, hvor han arbejdede. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at [A] var med til at angribe sikkerhedsposten. Efterfølgende kom ansøgeren igen på hospitalet, da han oplevede en form for anfald. Da han havde været 11 dage på hospitalet, blev han opsøgt af en forretningsmand, som ansøgerens familie kendte. Han fortalte ansøgeren, at han havde giftet sig med ansøgerens mor. Forretningsmanden fortalte endvidere, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan, idet [A] var efter ansøgeren. Ifølge forretningsmanden var [A] efter ansøgeren, idet ansøgeren havde arvet familiens jord efter sin far. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Overordnet bemærkes, at ansøgeren har forklaret upræcist om de omstændigheder, der førte til, at han flygtede fra Afghanistan, ligesom forklaringen på en række punkter har været usandsynlig, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens fars slægtning [A] vil slå ham ihjel, fordi ansøgerens far var tilknyttet Arbaki, og fordi ansøgeren har arvet farens jord. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med [A], ligesom han ikke selv er blevet truet af [A]. Det forekommer ikke sandsynligt, at [A] skulle fremsætte trusler mod ansøgeren via sine børn og ansøgerens 6 årige lillebror. Om de trusler, der skulle være fremsat mod ansøgerens mor, har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt det det alene er hans formodning, at moren var blevet truet, fordi hun græd og var ked af det, eller om moren også har fortalt ham, at hun er blevet truet af [A]. Ansøgeren har ikke talt med [A], siden denne nogle måneder før ansøgerens fars død, overlod ham en håndgranat, uden at ansøgeren var klar over, hvad det var. Ansøgeren efterkom i den forbindelse [A]’s ordre om at gå hen til sikkerhedsposten med håndgranaten, og ansøgeren var uden skyld i, at dette ikke lykkedes, fordi håndgranaten sprang i hans ene hånd. Denne hændelse kan derfor ikke danne baggrund for et modsætningsforhold mellem ansøgeren og [A]. Det er ikke sandsynliggjort, at [A] overlod ansøgeren håndgranaten i den hensigt, at slå ansøgeren ihjel, idet han forklarede ansøgeren, hvordan den skulle bruges, og at han skulle kaste den fra sig. Forklaringen om, at der var tale om et forsøg på at slå ansøgeren ihjel har i øvrigt været udbyggende. Ansøgeren talte ikke med sin mor i forbindelse med indlæggelsen, idet det var morens nye mand, [B], der mødte op på hospitalet og sagde, at ansøgeren var nødt til at flygte, fordi [A] var efter ham, uden at der foreligger oplysninger om, at [B]’s henvendelse var udløst af en konkret begivenhed. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at [A] tror, at ansøgeren vil hævne drabet på faren. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke forsøgte at finde ud af, hvad der var den nærmere baggrund for, at [B] og hans mor havde planlagt udrejsen, og at det kun var ansøgeren og ikke også hans mor og lillebror, der flygtede, hvilket forekommer påfaldende set i lyset af, at [A] så har mulighed for at forfølge dem for at få fat i jorden. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/271/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Paktiya, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin mors fætre. Fætrene har tidligere har slået ansøgerens bror ihjel, og de vil slå ansøgeren ihjel, fordi han ikke har giftet sig med den ene fætters datter, som ansøgerens bror var anklaget for at have voldtaget. Endvidere vil fætrene slå ham ihjel, fordi de tror, at ansøgeren vil hævne drabet på sin bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mors fire fætre for omkring seks år siden beskyldte ansøgerens bror for at have haft samleje med kvinden [A], der datter af ansøgerens mors fætter. Ansøgerens bror nægtede sig skyldig og nægtede derfor også at gifte sig med [A]. En måned efter beskyldningerne giftede han sig i stedet med sin forlovede, [B]. 12 dage efter brylluppet blev ansøgerens bror slået ihjel af morens fætre. Politiet tog tre af morens fætre på fersk gerning, og de blev efterfølgende idømt to års fængsel. Omkring to år efter sin brors død blev ansøgeren gift med [B]. Da ansøgerens mors fætre blev løsladt fra fængslet, fortalte de folk i landsbyen, at de ville slå ansøgeren ihjel. De opsøgte efterfølgende ansøgerens mor og hans ægtefælle på familiens bopæl. De spurgte efter ansøgeren og ransagede boligen, men ansøgeren var på dette tidspunkt hjemme hos sin farbror. Ansøgerens mor fortalte fætrene, at ansøgeren var rejst til Kabul for at arbejde. Ansøgeren opholdt sig herefter i omkring tre år på sin bopæl, hvor han levede i skjul, indtil han udrejste af Afghanistan omkring [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været udbyggende og usandsynlig, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Det er således ikke sandsynligt, at ansøgerens mors fætre ikke var i stand til at finde ansøgeren i de tre år, der gik fra løsladelsen og frem til ansøgerens udrejse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren og fætrene boede på kort afstand af hinanden i samme lille landsby, hvor der var mellem 40-50 husstande, og at ansøgerens hustru i samme periode blev gravid og fødte parrets barn omkring ultimo 2014/primo 2015, ligesom ansøgeren en gang om ugen tog over til sin farbror, der boede tæt ved. Videre bemærkes, at ansøgerens familie ind i mellem havde gæster på bopælen, og at fætrene ifølge ansøgerens forklaring er rige og indflydelsesrige personer, der vil være i stand til at finde ham, uanset hvor i Afghanistan han måtte vælge at tage ophold. Det er også usandsynligt, at fætrene uden videre troede på, at ansøgeren ikke var på bopælen, men var taget til Kabul, og at de først fandt anledning til at ransage ansøgerens families bopæl, kort tid før ansøgeren udrejste. Det bemærkes om denne del af forklaringen, at det først er i forbindelse med ansøgerens samtale med advokaten og under mødet i nævnet, at han har oplyst, at ransagningen havde sammenhæng med, at hans kones fødte deres fælles barn. Det er endvidere ikke sandsynligt, at fætrene ikke gjorde noget i forhold til ansøgerens far eller øvrige familie, selvom parterne jævnligt mødtes i blandt andet moskeen. Det bemærkes i den forbindelse, at det var på grundlag af farens vidneudsagn, at de tre af fætrene blev dømt for drabet. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren blandt andet har forklaret udbyggende med hensyn til, at fætrene blev anholdt på gerningsstedet for drabet af broren, og at tre af dem i overensstemmelse med deres egen erkendelse blev dømt for drabet, ligesom han har udbygget sin forklaring med hensyn til, at der blev lavet et skjulested til ham i huset i en form for kælder. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/270/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra [by], Ghazniprovinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, sin arbejdsgiver, de fire mænd samt politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, dels fordi han er etnisk hazara og shia muslim, dels fordi hans far var politimand og nægtede at samarbejde med Taliban. Ansøgerens bror blev kidnappet af Taliban, da ansøgeren var cirka otte år gammel, hvorefter familien flyttede til [by]. Her arbejdede ansøgeren som hyrde for en anden mand. For omkring tre år siden forsvandt hans mor og far. Hans arbejdsgiver oplyste, at de var kidnappet af Taliban. Kort efter, at forældrene forsvandt, blev ansøgeren opsøgt af tre mænd fra Taliban, da han var i bjergene og passe får. Efter en ordveksling skød de efter ansøgeren, der gemte sig bag en klippe og slap væk. Han formoder, at baggrunden for angrebet var, at hans far havde været politimand, og at ansøgerens arbejdsgiver havde fortalt nogen herom. Senere blev ansøgeren opsøgt af fire bevæbnede mænd, der beskyldte ansøgeren for at have angivet dem til politiet. Omkring 15 dage efter den første henvendelse fra Taliban blev ansøgeren på ny beskudt af tre personer, da han var oppe i bjergene med fårene. Han undslap på ny og besluttede sig herefter for at flygte, hvorfor han stjal to af fårene, som han solgte for at finansiere sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter findes at være usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren hele tre gange formåede at undslippe fra flere bevæbnede mænd, navnlig på trods af, at han havde talt med mændene først og at han flere gange pådrog sig alvorlige skader, mens han var på vej væk fra dem. Det findes ligeledes usandsynligt, at ansøgerens arbejdsgiver – hvis får ansøgeren passede under angrebene – skulle have fortalt Taliban eller andre om, at ansøgerens far var politimand. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgeren kort efter den sidste beskydning kunne arrangere en flugt fra Afghanistan finansieret ved to får, som han stjal fra sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han først til samtalen med sin advokat har oplyst om, at han blev opsøgt af fire bevæbnede mænd, der beskyldte ham for at have angivet dem til politiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist, afglidende og usammenhængende vedrørende store dele af begivenhedsforløbet på en sådan måde, at det ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/27/MJM
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og kristen af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, og at myndighederne vil kræve at få oplysninger fra ham om hans tilbageholdelse hos Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet han er flygtet fra dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans storebror har arbejdet for det lokale politi. Ansøgeren har videre oplyst, at han ligeledes har arbejdet for det lokale politi, hvor han transporterede ammunition. En dag var der indbrud på ansøgerens bopæl. Ansøgerens storebror var alene hjemme, da indbruddet fandt sted. Ansøgeren kom efterfølgende hjem på bopælen og så, at ansøgerens storebrors våben var blevet stjålet, samt at der var blodpletter på gulvet. Ansøgeren kørte herefter hen til sin storebrors kontrolpost for at lede efter ham. Ansøgeren blev stoppet på vejen. Ansøgeren troede, at det var det lokale politi, der stoppede ham, og at de ville køre ham hen til ansøgerens storebrors kontrolpost. Personerne kørte i stedet ansøgeren til en bygning, hvor han blev ført ind i et mørkt rum. Ansøgeren blev udsat for vold, idet han blev slået og stukket med en kniv. Ansøgeren fik at vide, at hvis han ville finde sin storebror, så skulle han hjælpe dem. Herefter blev ansøgeren kørt hen til en madrasa, hvor han var tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren modtog koranundervisning og militærtræning af Taliban. En aften, hvor der var kaos og bombardementer, lykkedes det ansøgeren at flygte fra madrasaen. Da ansøgeren var på vej væk fra madrasaen, kom der en lastbil kørende forbi, som skulle til Pakistan. Ansøgeren hoppede op i lastbilen og udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om begivenhederne i Afghanistan til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har fremstået detaljeret, selvoplevet og i det væsentlige konsistent. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, hvor han på en troværdig og overbevisende måde har forklaret om baggrunden for sin konversion og har redegjort fyldestgørende for sin egen kristne overbevisning og for de kristne budskaber. Hertil kommer, at ansøgeren efter at have modtaget dåbsforberedelse, er blevet døbt [i foråret] 2017 og fortsat har en stærk tilknytning til kirken. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/269/SHH
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt af Taliban, ISIL og pashtunere, idet ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens far er blevet truet af ukendte personer med, at ansøgerens fars og hans familie ville blive udslettet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at Taliban, ISIL og pashtunerne er sunni-muslimer, og at disse generelt er imod etniske hazaraer, fordi de er shia-muslimer. Ansøgeren boede sammen med sin familie i Afghanistan, indtil ansøgeren var omkring 10 år. Ansøgeren og hans familie flygtede til Iran på grund af nogle problemer, som ansøgerens fars familie havde. Da ansøgeren havde opholdt sig i Iran i 14 til 15 år vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Kabul i Afghanistan. Ansøgeren og hans familie boede i Kabul i to til tre måneder, forinden ansøgerens udrejse af Afghanistan. Under opholdet i Kabul blev ansøgerens far truet flere gange af ukendte personer. Den sidste gang ansøgerens far blev truet, sagde de ukendte personer, at han skulle forsvinde, idet de ellers ville udslette ham og hans familie. Ansøgerens far blev bange og besluttede sig for, at hele familien skulle udrejse af Afghanistan. De udrejste en til to uger efter, at han modtog truslen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv er blevet opsøgt eller på anden måde har oplevet personlige konflikter i Afghanistan. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for den konflikt, som førte til familiens udrejse fra Afghanistan for mere end 15 år siden, da ansøgeren var ca. 10 år gammel, på at denne konflikt ligger langt tilbage i tid, og at ansøgerens og hans familie frivilligt tog ophold i Kabul igen, hvor de boede i to-tre måneder før udrejsen. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for truslerne mod sin far kort før udrejsen, herunder hvem der stod bag truslerne, hvorfor han blev truet, og om truslerne også omfattede ansøgeren. Flygtningenævnet finder efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold herunder for etniske hazaraer ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren, der er en rask ung mand, ikke har et netværk i Afghanistan, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/268/SHH
Nævnet stadfæstede i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive anholdt af politiet i lufthavnen. Ansøgeren frygter også, at hans ekskærestes familie, hans afdøde vens familie samt Taliban vil slå ham ihjel, idet han sammen med [A] har haft seksuelt samvær med [B]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han på en ukendt dato blev kærester med [B]. Han var kærester med [B] i omkring et år. [I] februar 2011 holdt ansøgeren picnic med [B] og sin ven [A] på et bjerg uden for [en mindre landsby]. Det var meningen, at de skulle have seksuelt samvær alle tre. De blev opdaget af to til tre ukendte personer, der gravede en grav omkring 300 meter fra dem. Efter at de havde set de ukendte personer, flygtede de fra stedet. [A] tog bilen, og ansøgeren og [B] fortsatte til fods ned af bjerget. Da de kom ned af bjerget, begyndte Taliban at skyde mod dem, og de råbte og bandede af dem. Ansøgeren og [B] ventede på, at bilen skulle komme, men [A] var blevet nervøs og kørte forbi dem. Derefter tog ansøgeren [B’s] hånd, og de begyndte at løbe. Idet [B] ikke kunne løbe mere, gemte hun sig i et hus på en sidevej. Ansøgeren løb videre til [en anden landsby], hvor han gemte sig hos sin ven, [C]. Mens han var hos [C], blev han ringet op af en anden ven, som fortalte, at [A] var død. Samme nat kørte [C] ansøgeren til ansøgerens fars ven, [D]. Ansøgeren boede i landsbyen i en uges tid, hvorefter han tog til [et andet land], hvor han boede indtil [foråret] 2015. […] To måneder inden ansøgeren og ægtefællen udrejste af Afghanistan, blev ansøgerens arbejdsplads og bopæl opsøgt af ukendte personer. Ansøgeren var ikke selv til stede under nogen af disse episoder. Herefter udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Afghanistan i slutningen af juli 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den efter nævnets vurdering fremstår utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet, herunder omstændighederne omkring [A’s] død, og hvordan ansøgeren blev bekendt med disse detaljer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han formoder, at [A] døde i forbindelse med flugten, mens han under asylsamtalen forklarede, at [A] først døde, efter at Taliban havde afventet, om nogen afhentede ham. Under nævnsmødet har ansøgeren om dette forklaret, at han blev ringet op, mens han var hos [C], af en ven, der fortalte, at en person var blevet dræbt i ansøgerens bil, hvilket ansøgeren blev meget overrasket over. Ansøgerens forklaring om [B] fremstår endvidere usandsynlig og utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nogen detaljer om [B], herunder om hendes fortid, alder eller barndom. På samme tid fremstår ansøgerens forklaring om, at han havde været kæreste med [B] i et års tid, da han i februar 2011 hentede hende i bil, hvorefter de to sammen med [A] kørte til en anden landsby, for at de alle tre kunne have sex, usandsynlig i forhold til, at ansøgeren samtidig har forklaret, at [B] kom fra et almindeligt, traditionelt hjem. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har været i Afghanistan to gange efter episoden i 2011, og efter at han var blevet bekendt med, at myndighederne efterstræbte ham. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt dokumenter, hvorefter de afghanske myndigheder efterlyser ansøgeren i forbindelse med episoden i 2011, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgerens forklaring om, hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne fremstår således ikke overbevisende, idet han til asylsamtalen forklarede, at ansøgerens bror havde fået dokumenterne udleveret, fordi han kendte nogen på politistationen, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at broderen har oplyst, at nogen afleverede dokumenterne på bopælen. Nævnet henviser endvidere til, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at det er muligt at fremskaffe alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder det af disse grunde ikke godtgjort, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/265/CHHA
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan og dennes barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra (…), Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror og sin fætter, fordi hun var lovet bort til fætteren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun fulgtes til skole med (A) næsten dagligt. Efter farens død flyttede ansøgeren og ansøgerens mor over til farbroren. Ansøgeren havde stadig telefonisk kontakt til (A), men de mødtes sjældnere. Omkring et år efter, at ansøgeren var flyttet hjem til farbroren, besøgte hun (A), og de havde samleje. Umiddelbart efter kom (A)s forældre og bad om ansøgerens hånd. Farbroren sagde nej. Ansøgerens mor fortalte efterfølgende ansøgeren, at ansøgeren var lovet væk til farbrorens søn, der allerede har en kone og et barn. Da farbroren blev klar over, at ansøgeren ikke ville giftes med hans søn, smed farbroren en kop kogende vand på ansøgeren og lukkede hende inde på et værelse. Omkring en uge efter bestemte farbroren, at ansøgeren, moren, farbroren og dennes ældste kone sammen skulle tage til (…) i seks måneder. Da de kom tilbage til (…), kontaktede hun (A), og de mødtes igen omkring to gange. Omkring en til halvanden måned efter, at ansøgeren kom tilbage, havde de samleje hos (A), og (A) fulgte hende hjem. Dette var i sommeren 2015. På vejen hjem så ansøgeren sin farbror. (A) flygtede, og farbroren slog ansøgeren. Da ansøgeren og farbroren kom hjem, fortsatte farbroren med at slå ansøgeren, og han sagde, at hun inden for en uge skulle giftes med fætteren. Ansøgeren fortalte sin mor om forholdet til (A). Moren sagde, at sket var sket. Moren ringede herefter til (A) og aftalte et møde med hans forældre. Dagen efter tog moren hjem til (A)s forældre. To dage efter tog ansøgeren og moren over til (A), så de kunne blive gift. Da imamen ikke var der, da ansøgeren og moren ankom, tog moren over til ansøgerens afdøde fars gravsted. Imamen ankom, men ansøgeren og (A) kunne ikke blive viet uden morens tilstedeværelse. Mens ansøgeren og (A) ventede på ansøgerens mor, blev (A)s far ringet op af en person, som sagde, at der kørte motorcykelister rundt om (A)s hus. (A)s far sagde, at det kunne være farbrorens folk. (A)s nabo kørte ansøgeren og (A) til et hus, hvor de skulle vente på en menneskesmugler. Ansøgeren og (A) blev herefter kørt direkte til Pakistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin farbror (…) som følge af, at hun har haft et uægteskabeligt forhold til (A) og derved har krænket farbrorens ære. Flertallet lægger i den forbindelse til grund, at farbroren har udsat hende for grov vold i form af slag og overhældning med kogende vand. Hun har endvidere en konflikt med farbroren som følge af, at hun er flygtet sammen med (A) for at undgå at blive gift med farbrorens søn, (…), som i forvejen er gift og har to børn. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt til grund, at farbroren har anmeldt det uægteskabelige forhold til myndighederne, som har opsøgt (A)s far og spurgt efter (A), da (A)s far lå på hospitalet efter et overfald fra ansøgerens farbror. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren risikerer overgreb af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra farbroren. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger flertallet endvidere til grund, at ansøgeren risikerer at blive straffet for at have haft et uægteskabeligt forhold til (A). Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor (…) og (…) opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2017/263/JHB.
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra (…), Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel af (A)s farbror, idet han er flygtet sammen med (A), som var lovet bort til farbrorens søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for omkring fem år siden mødte (A). Ansøgeren og (A) var naboer. Ansøgeren og (A) fulgtes i skole i omkring to år. Ansøgeren sagde til hende, at han godt kunne lide hende. Ansøgeren og (A) kom i hinandens hjem, da de var naboer. For omkring tre år siden døde (A)s far. En måned efter flyttede (A) og hendes mor over til (A)s farbror i (...). Farbroren boede omkring femten minutters gang fra ansøgeren bopæl. Ansøgeren mødte tilfældigt (A) omkring en måned efter. Ansøgeren fik arrangeret, at (A) fik en telefon. Efter omkring en måned med telefonisk kontakt, mødtes ansøgeren og (A) på et marked i (…) ved ni eller ti-tiden. Ansøgeren og (A) mødtes en til to gange om måneden på markedet og ved (A)s fars gravplads. Omkring et år efter (A)s fars død inviterede ansøgeren hende hjem på te. Ansøgeren og (A) var alene hjemme. De havde samleje. Ansøgeren bad sine forældre om at fri til (A), hvilket de gjorde. Farbroren afslog frieriet og oplyste, at (A) var lovet bort til hans søn. Sommeren efter inviterede ansøgeren igen (A) hjem. Da de var alene hjemme, havde de igen samleje. Da ansøgeren fulgte (A) hjem efter besøget, sagde (A), at hendes farbror havde set dem ved en tankstation i (…). (A) sagde til ansøgeren, at han skulle flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin bopæl, hvor han fortalte sin mor om hans og (A)s forhold. (A)s mor ringede samme aften til ansøgeren, og kom dagen efter på besøg for at tale med ansøgerens forældre. (A)s mor sagde, at (A)s farbror ville slå ansøgeren ihjel, hvis han opdagede, at han havde haft et forhold til (A), da (A) var blevet lovet væk til farbrorens søn. (A)s mor foreslog, at ansøgeren skulle gifte sig med (A), og at de sammen skulle forlade Afghanistan. To dage efter kom (A) sammen med sin mor til ansøgerens bopæl. Ansøgerens far kom med en mullah omkring klokken femten eller seksten om eftermiddagen. (A)s mor var taget til (A)s afdøde fars gravsted. Mullahen kunne ikke vie ansøgeren og (A) uden morens tilstedeværelse. Efter en halv time blev ansøgerens far ringet op på sin telefon. Ansøgerens far fik at vide, at ukendte personer på motorcykler ledte efter ansøgerens hus. Ansøgeren formoder, at det var personer sendt af (A)s farbror. Ansøgeren og (A) udrejste af Afghanistan til Pakistan omkring to dage efter. Dette var i september eller oktober 2015. Faren er blevet overfaldet af (A)s farbror og knivstukket. Der er kastet en håndgranat ind i familiens hus, og familien er flygtet til Iran. Myndighederne har opsøgt ansøgerens far, medens denne lå på hospitalet efter knivstikket, og har spurgt efter ansøgeren, da en person har anmeldt ham for uægteskabeligt forhold til (A) og kidnapning af hende. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren har en konflikt med (A)s farbror (B) som følge af, at han og (A) har haft et uægteskabeligt forhold og er flygtet sammen med (A) for at undgå, at hun blev gift med farbrorens søn, (C), der i forvejen er gift og har to børn. Flertallet lægger i den forbindelse til grund, at farbroren har opsøgt ansøgerens far for at finde frem til ansøgeren og i den forbindelse udsat ansøgerens far for grov vold i form af knivstik. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt til grund, at farbroren har anmeldt det uægteskabelige forhold til myndighederne og har anmeldt ansøgeren for kidnapning af (A). Flygtningenævnets flertal lægger samtidig til grund, at (A)s farbror har opsøgt ansøgerens far og spurgt efter ansøgeren, medens ansøgerens far lå på hospitalet efter knivoverfaldet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren risikerer overgreb af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra farbroren. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren som følge af anmeldelsen om det uægteskabelige forhold til (A) og kidnapning af hende risikerer at blive straffet, hvorfor flertallet finder, at ansøgeren risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor (…) opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2017/262/JHB.”
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hazara og shia muslim fra (…), Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter, at hans plejefar vil slå ham ihjel, fordi plejefaren har fået en yngre hustru, som ansøgeren indledte et forhold til. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, fordi han ikke har nogen ID-dokumenter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans plejefar medio 2015 fik sig en ny kone. Den nye kone hedder (A). (A) og ansøgerens plejemor kunne ikke lide hinanden. (A) var omkring 18-19 år gammel, og plejemoren var 40 år. Tre til fire måneder efter plejefarens bryllup med (A), bad plejemoren ansøgeren om at indlede et forhold til (A). Ansøgeren afviste sin plejemors ønske. Plejemoren truede herefter ansøgeren. Hvis ansøgeren ikke samarbejdede, ville plejemoren fortælle plejefaren, at ansøgeren havde haft et forhold til plejemoren. Plejemoren havde truet (A) med at smide hende ud. Plejemoren kunne imidlertid ikke selv smide (A) ud, hvorfor hun havde bedt ansøgeren om at indlede et forhold til (A). Der gik omkring to uger, før ansøgeren fik et forhold til (A). Plejefaren og ansøgerens stedbrødre var meget ude af huset, fordi de arbejdede i familiens landbrug. Ansøgeren brugte derfor meget tid sammen med (A). Ansøgeren spurgte (A), om de kunne være venner, og om de kunne indlede et forhold. Ansøgeren fortalte (A), at hvis de flygtede sammen, så kunne de blive gift. Ansøgeren var bange for, at nogen skulle opdage hans forhold til (A). Ansøgerens plejemor forsikrede ansøgeren om, at hun nok skulle hjælpe ham. En dag, hvor ansøgeren var ude i stalden, kom (A) ud til ansøgeren. Mens ansøgeren og (A) krammede, kom ansøgerens stedbror (B) på omkring 12-13 år forbi og så ansøgeren og Mahnaz kramme. Ansøgeren og (A) så ikke, at (B) havde set dem. (B) sagde til plejefaren, at han havde set ansøgeren og (A) kramme. Plejefaren løb over til ansøgeren og slog ham med en træpind. (A) blev meget bange, og fortalte plejefaren, at ansøgeren havde krammet hende to gange før. Plejefaren slog ansøgeren flere gange med knyttet hånd. Ansøgeren mistede tre fortænder. Ansøgeren blev næsten slået bevidstløs. Naboerne kom til på grund af larmen. Naboerne samlede sig omkring ansøgeren og plejefaren. Plejefaren var meget aggressiv. Plejefaren løb ind for at hente et gevær. Naboerne (…), (…) (…), (…) og (…) fortalte, at landsbyens imam skulle involveres. Imamen skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med ansøgeren. Ansøgeren kunne risikere stening eller at blive henrettet. (…), (…), (…), (…) og (…) sagde til plejefaren, at han skulle låse ansøgeren inde i et værelse, indtil imamen havde truffet en beslutning om, hvad der skulle ske med ansøgeren. Plejefaren talte med (…), (…) (…), (…) og (…) om, hvad der skulle ske med ansøgeren. Plejemoren havde overhørt samtalen. Da klokken var omkring to om natten, kom plejemoren hen til det værelse, hvor ansøgeren var indespærret. Plejemoren fortalte ansøgeren, at han ville blive slået ihjel, og at han var nødt til at flygte. Plejemoren havde arrangeret flugten og underrettet sin bror om, at ansøgeren ville tage over til ham. Plejemorens bror hedder (C). Ansøgeren stablede to puder, én madras og en dyne op, så han kunne flygte igennem et vindue, som var omkring 170 cm over jorden. Ansøgeren knuste ruden og flygtede herefter ud igennem vinduet. Der var ingen som hørte det. Ansøgeren gik herefter i omkring en halv time, indtil han nåede hjem til (C), der (i efteråret) 2015 fik ham smuglet ud af Afghanistan. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han var meget alene hjemme sammen med (A), idet han til asylsamtalen har forklaret, at ansøgeren og den nye kone (A) meget alene, medens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at de ikke var så meget hjemme sammen. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om sin plejefars og plejebrødres tilstedeværelse i hjemmet, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at plejefaren og plejebrødrene var meget væk fra huset, da de arbejdede i landbruget. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at plejebrødrene ikke arbejdede i landbruget, men gik i skole. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvorledes han og (A) kunne tale om at få et forhold og flygte sammen, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at disse samtaler fandt sted, når ansøgeren gik forbi et værelse, hvor (A) opholdt sig, idet der altid var andre personer til stede i de værelser, hvor de opholdt sig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev bevidstløs, da plejefaren havde slået ansøgeren, efter at han havde opdaget forholdet mellem ansøgeren og (A). Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han blev halvt bevidstløs, medens han under Flygtningenævnets behandling af sagen først har forklaret, at han blev bevidstløs, men senere rettede dette til, at han var næsten bevidstløs. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret udbyggende om, hvorvidt han kunne høre, hvad naboerne sagde til plejefaren, idet han til asylsamtalen har givet udtryk for, at han kunne høre, hvad der blev sagt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har han forklaret, at han kunne høre lidt af det. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin flugt fra det værelse, hvor han var blevet anbragt af plejefaren. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han knuste ruden ved at slå sin hånd igennem ruden. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at han lagde en pude mod ruden og slog på denne med knyttet hånd, således at ruden gik itu og faldt ned på noget græs under vinduet. Ansøgeren har i den forbindelse ikke kunnet give en troværdig forklaring på, hvordan det kunne gå til, at ingen i huset hørte hans flugt. Ansøgeren har således ikke kunne beskrive eller tegne husets indretning, men har alene kunne oplyse, at der var femten meter hen til de andre værelser i huset. Hertil kommer at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for sin flugt og ankomst til plejemorens brors hjem. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren ikke har nogen ID-dokumenter i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/261/JHB
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror og fætter. Hun frygter endvidere at blive slået ihjel af Taliban og ISIS. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers farbror. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne og at blive slået ihjel af Taliban og ISIS. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste af Afghanistan sammen med sine forældre, da hun var to år gammel, og at hun har boet i Iran lige siden. Da ansøgeren var 11-12 år gammel, blev hun forlovet med sin fætter over telefonen. I 2013 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, den mandlige ansøger. Ansøgerens farbror opsøgte hende to gange i 2013, hvor han sagde til hende, at hun skulle tage med til Afghanistan. Da ansøgeren nægtede dette, slog farbroren hende med en jernstang. Ansøgerens mor sagde til farbroren, at forlovelsen med fætteren skulle annulleres, og at den mandlige ansøger havde friet til hende, hvorefter farbroren stak den mandlige ansøger med en kniv. Ansøgerens farbror opsøgte hende tre gange i 2015, hvor han sagde, at hun og hendes mor skulle tage med til Afghanistan, og hvis de nægtede, ville han tvinge dem med magt eller slå dem ihjel. En uge senere udrejste ansøgeren og den mandlige ansøger fra Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han udrejste af Afghanistan, da han var 4-5 år gammel, og at han har boet i Iran lige siden. Ansøgeren mødte sin ægtefælle, den kvindelige ansøger, i 2013, der på daværende tidspunkt var forlovet med sin fætter. Ægtefællens farbror opsøgte hende to gange på hendes bopæl i 2013. Ægtefællens farbror sagde til hende, at hun skulle tage med til Afghanistan. Farbroren slog ægtefællen med en jernstang, da hun nægtede. Ægtefællens mor sagde til farbroren, at ægtefællens forlovelse med fætteren skulle annulleres, og at ansøgeren havde friet til hende. Da farbroren fandt ud af dette, stak han ansøgeren med en kniv. Farbroren opsøgte ægtefællen tre gange i 2015. Farbroren sagde til ægtefællen, at hun og hendes mor skulle tage med til Afghanistan, og hvis de nægtede, ville han tvinge dem med magt eller slå dem ihjel. Ansøgeren udrejste af Iran sammen med sin ægtefælle en uge senere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Herefter findes det sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers farbror på grund af den oplyste æreskrænkelse vil have såvel evne som vilje til at udsætte ansøgerne for overgreb i hele Afghanistan som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 2. I den forbindelse har flertallet lagt vægt på oplysningerne om farbroens position og indflydelse i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/260/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Hun er knap 80 år. Ansøgeren er helbredmæssigt svækket og sidder i rullestol. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at være alene, idet hun ikke længere har familiemedlemmer eller andre i Afghanistan, der kan tage sig af hende. Efter udrejsen er ansøgeren blevet ringet op af sin daværende ægtefælle, som sagde, at han ikke havde brug for hende, og at han var blevet gift med en anden kvinde. Han sagde udtrykkeligt, at de herefter ikke længere var gift. Ansøgeren har herefter ikke længere noget at gøre med sin eksmand. Ansøgeren har tre børn, hvoraf en datter bor i Danmark, mens to sønner er flygtet ud af Afghanistan. Hun ved ikke, hvor de befinder sig og har ikke kontakt med dem. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har heller ikke efter sin egen forklaring på noget tidspunkt været i en asylrelevant konflikt i Afghanistan, og hun frygter ikke myndigheder, grupperinger eller enkeltpersoner ved en tilbagevenden til Afghanistan. Den omstændighed, at forholdene i Kabul generelt er vanskelige og præget af usikkerhed samt kan være særligt vanskelige for ansøgeren på grund af hendes alder og helbred - samt fordi hun efter eget udsagn nu er blevet skilt og ikke har mandlige familiemedlemmer, der kan beskytte hende - kan efter en samlet vurdering af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Afghanistan ikke i sig selv begrunde, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. I vurderingen er indgået praksis fra Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol, herunder dom af 10. september 2015 i sagen R.H. v. Sweden, præmis 70, vedrø-rende kvinder uden mandligt netværk i Mogadishu, Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/26/SEL.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af nogle for ham ukendte personer, der har truet hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har overhørt en samtale mellem sin far og sin mosters ægtefælle, hvor ansøgerens far fortalte, at han var blevet truet og skygget, og at han skulle gøre, som han blev bedt om, da han og familiens ellers ville blive slået ihjel. Ansøgerens far har arbejdet som chauffør for et internationalt firma i 12 år. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgerens far har arbejdet som chauffør for et internationalt firma i en årrække. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgerens far var blevet truet flere gange, og at familien som følge heraf var nødsaget til at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til den påståede konflikt udelukkende stammer fra, at ansøgeren kortvarigt har overhørt dele af en samtale mellem sin far og sin mosters ægtefælle, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad ansøgeren hørte, der blev sagt under samtalen, og hvad ansøgeren formoder er sket. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Hvis ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til sit hjemområde, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er sund og rask, er en ung mand i den arbejdsduelige alder og som må anses for helt uprofileret. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke har eller har haft nogen konflikter med hverken myndigheder, grupperinger, herunder Taliban og ISIL, eller privatpersoner i Afghanistan. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/259/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han ikke har udført den opgave, som de krævede, at han skulle udføre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i perioden [foråret] 2010 til [vinteren] 2012 arbejdede som kok for de franske styrker på ISAFs base [A] i provinsen i Kabul. En dag i midten af 2011 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af fire ukendte personer fra Taliban. De sagde til ansøgerens far, at de vidste, at ansøgeren arbejdede med udenlandske tropper. De sagde, at ansøgeren skulle forgifte de udenlandske tropper ved at komme gift i maden. De gav derfor ansøgerens far noget hvidt pulver, som var gift. Ansøgerens far sagde, at han nok skulle give det videre til ansøgeren, men da personerne var gået, smed han det ud. Da ansøgeren cirka ti dage senere kom på besøg på familiens bopæl, fortalte familien ham om hændelsen med Taliban. Ansøgeren blev bange og tog derfor tilbage til sit arbejde i Kabul. Ansøgeren fortalte ikke sin chef om hændelsen, da han frygtede at blive fyret. Efter to måneder besøgte ansøgeren igen sin families bopæl, og hans far fortalte ham, at Taliban igen havde henvendt sig på bopælen og spurgt, om faren havde afleveret giften til ansøgeren, hvilket faren havde bekræftet. Taliban havde sagt, at det ville få konsekvenser, og at han ville miste sit liv, hvis ikke ansøgeren forgiftede de udenlandske tropper. Da ansøgeren mellem en og to måneder senere endnu en gang besøgte familien, havde Taliban endnu en gang været på bopælen og bedt om, at maden blev forgiftet, da ansøgeren ellers ville blive tilbageholdt. I [vinteren] 2012 lukkede ISAFs base [A], og ansøgeren blev flyttet til en ny base ved navn [B], hvor han arbejdede frem til [vinteren] 2013, hvor denne base også lukkede. Ansøgeren oplevede ikke problemer i denne periode. Herefter vendte ansøgeren hjem og efter ca. 10-15 dage henvendte Taliban sig på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren, men ansøgerens mor sagde, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren var i denne periode dagligt i bjergene, da han frygtede, at Taliban ellers ville finde ham. Efter henvendelsen på bopælen tog ansøgeren den efterfølgende morgen til Kabul, hvor han lejede en lejlighed, og en uge efter kom ansøgerens familie ligeledes til Kabul. Efter 25 dage opsøgte fire bevæbnede personer lejligheden og tog ansøgeren med. Ansøgeren blev kørt i bil til en stald, hvor han blev tilbageholdt, og den efterfølgende dag skulle han over for en mullah forklare, hvorfor han ikke havde udført sin opgave, ligesom han skulle beslutte, om han ville arbejde som kok og forgifte maden, eller om han ville tortureres. Ansøgeren ønskede ikke at slå uskyldige mennesker ihjel og blev derfor udsat for fysiske overgreb af Taliban. Om aftenen tilbød en person fra Taliban at hjælpe ansøgeren med at flygte mod at betale ham 5.000 dollars. Det lykkedes ansøgeren gennem sin far at skaffe 3.000 dollars, hvorefter den pågældende lod døren stå åben for ansøgeren. Ansøgeren flygtede og tog til […] provinsen, hvorfra han udrejste af hjemlandet. Ansøgeren udrejste i midten af 2013. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har arbejdet som kok for firmaet [C], hvor han i perioden [foråret] 2010 til [vinteren] 2012 lavede mad til de franske styrker på ISAFs base [A], og at han herefter arbejdede som kok på [B]-basen frem til [vinteren] 2013. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, da ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han personligt er blevet opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han personligt blev opsøgt, ligesom ansøgeren har refereret fra sin samtale med Taliban. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev opsøgt personligt, men at det udelukkende var hans familie, der blev opsøgt. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt familien blev opsøgt, mens han arbejdede på [B]-basen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han slap ud af Talibans fangeskab. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban krævede et depositum for at sikre, at ansøgeren gjorde, som de sagde. Ansøgerens fars ven agerede som mellemmand, og han fik lov at forlade Taliban sammen med mellemmanden. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at en person, der kendte ansøgerens far, hjalp ansøgeren med at flygte mod betaling. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række mindre divergenser, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om sin konflikt med Taliban i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”[a]lthough the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/258/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, afghansk statsborger og shia-muslim fra Quette Brori, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved at tage ophold i Afghanistan frygter at blive dræbt. Ansøgeren frygter desuden forholdene i Afghanistan på grund af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en for ansøgeren ukendt person spillede om penge med hans bror. Denne person trængte en nat ind på ansøgerens families bopæl og truede hans far til at udlevere skødet på ejendommen. Ansøgerens bror tog derefter hjem til personen og kidnappede i den forbindelse vedkommendes ægtefælle. Ansøgerens bror solgte efterfølgende ægtefællen til en anden person. Ansøgerens bror blev pågrebet og fængslet. Da ansøgerens bror blev løsladt, slog den for ansøgeren ukendte person ham ihjel. Den ukendte person truede herefter ansøgerens far med at udslette hele familien, hvorfor de flygtede til Pakistan, hvor ansøgeren efterfølgende er født og opvokset. Ansøgeren har oplyst, at han af sine forældre har fået at vide, at familien forlod Ghazni provinsen i Afganistan og bosatte sig i Quette i Pakistan, efter at ansøgerens storebror var blevet dræbt i forbindelse med en privatretlig konflikt. Ansøgeren har sine oplysninger om denne konflikt fra sine forældre. Ansøgeren er født i Pakistan og har aldrig været i Afghanistan, og han kender ikke identiteten på de personer, som angiveligt skulle være hans families fjender. Ansøgerens familie og ansøgeren er ikke i Pakistan blevet opsøgt af disse personer. Ansøgeren har oplyst, at han forlod Pakistan med henblik på at arbejde i Iran, og at dette skyldtes de generelle forhold med dårlig sikkerhed for hazaraer i Quette. Under de anførte omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren vil kunne identificeres af familiens eventuelle fjender i Afghanistan, eller at han i øvrigt skulle være konkret og individuelt forfulgt i Afghanistan. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/257/EMU
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi Taliban mistænker ham for at have anmeldt dem til myndighederne. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han vil blive fængslet af myndigheder, fordi de har fundet ammunition i ansøgerens butik. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han havde en butik udenfor landsbyen [navn på en mindre afghansk landsby]. To personer, [A] og [B], der var tilknyttet Taliban, kom i ansøgerens butik og forsøgte at rekruttere ansøgeren til at udføre jihad. Ansøgeren afviste det, fordi hans far ikke mente, at han skulle gøre det. Efter en måned afleverede de to personer en sæk i ansøgerens forretning, og de bad ansøgeren om at opbevare sækken i to dage. Efter to dage åbnede ansøgeren sækken og opdagede, at den indeholdt ammunition og hvidt pulver, der var pakket ind i plastik. En aften ringede ansøgerens nabo til ansøgeren og fortalte ham, at politiet havde været i ansøgerens butik. Ansøgeren frygtede, at det skyldtes sækken, og derfor tog han hjem til sin morbror. Samme aften ransagede politiet ansøgerens bopæl og tilbageholdt hans far. Omkring fem til seks dage senere blev ansøgerens far løsladt og tre dage senere blev han tilbageholdt af Taliban. Taliban løslod ansøgerens far efter fem til seks dage under betingelse af, at ansøgeren skulle udleveres til Taliban indenfor tre måneder. Ansøgeren rejste samme nat videre til sin søsters ægtefælle i Jalalabad. Da ansøgeren havde været i Jalalabad omkring to måneder kom ansøgerens familie og besøgte ham. Under opholdet i Jalalabad blev [A] og [B] angrebet af politiet, hvorefter Taliban brændte ansøgerens bopæl i [en mindre afghansk landsby] ned. Ansøgerens familie flyttede herefter til et andet område, hvor de boede i halvandet til to måneder. Taliban opsøgte familien på et ukendt tidspunkt, men det lykkedes ansøgeren at flygte til naboen. To dage senere modtog familien et trusselsbrev fra Taliban. Familien rejste videre til [en mindre afghansk by], hvor de fortsat opholder sig i dag. Ansøgeren udrejste Afghanistan under opholdet i [en mindre afghansk by]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv, der er i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet lægger således til grund, at politiet i ansøgerens butik har fundet en sæk med blandt andet ammunition og pakker med hvidt pulver, som medlemmer af Taliban har opbevaret hos ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne udelukke at ansøgeren som følge heraf er efterstræbt af både myndigheder og Taliban. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at myndighederne efterstræber ham som følge af en formodning om, at han er tilknyttet Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb af myndighederne og Taliban. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, men § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2017/256/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den afghanske efterretningstjeneste NDS og Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet for NDS i 4 år som leder af en efterforskningsafdeling ved navn EOD. Det var ansøgerens far, der skaffede ham jobbet. Kort tid inden ansøgerens udrejse blev han kontaktet telefonisk af Taliban, som ville have, at ansøgeren skulle give tilladelse til, at talebanere kunne gå gennem kontrolposten ved indgangen til NDS-bygningen i Maydan Wardak uden at blive kropsvisiteret. Ansøgeren afbrød telefonsamtalen. Dagen efter ringede Taliban igen. De sagde, at de vidste alt om ansøgeren og hans familie. De gentog, at ansøgeren skulle give dem adgang til NDS-bygningen. Ansøgeren afbrød igen samtalen. På tredje dagen blev der skudt efter ansøgeren, da han var på vej til Kabul i bil. Da ansøger kom frem til Kabul, modtog han igen et opkald fra Taliban. Taliban sagde, at det nu var alvor, og at ansøgeren havde 24 timer til at tænke over det. Ansøger tog på arbejde igen. Inden de 24 timers udløb blev ansøgeren igen ringet op af Taliban, som sagde, at de 24 timer snart var gået, og at ansøgeren skulle svare, om han ville hjælpe dem eller ej. Ansøgeren udrejste herefter fra sit hjemland. En måned efter ansøgerens udrejse ransagede NDS familiens bopæl. NDS tog i samme forbindelse ansøgerens far med og tilbageholdt og afhørte ham i et døgn. NDS har efterfølgende kontaktet faren telefonisk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget afglidende i forhold til spørgsmål om hans ansættelsesprocedure og hans konkrete arbejdsopgaver hos NDS, idet han kun har kunnet beskrive dem i meget overordnede vendinger, og de forekommer derfor ikke selvoplevede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, idet han blandt andet under samtalen [i] januar 2017 hos Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke kendte de personer i farens netværk, som havde skaffet ham arbejde i NDS. For nævnet har han derimod angivet to navngivne oberster i NDS som de personer fra farens netværk, der skaffede ham arbejde, og oplyst, at han også har mødt dem personligt. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om EOD, idet han under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i] januar 2017 har forklaret, at han ikke vidste, hvad EOD var en forkortelse for, men at det var en amerikansk forkortelse. For nævnet har ansøgeren forklaret, at EOD stod for Explosive Ordnance Disposal. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der stod for bevogtningen af NDS’ base. Under samtalen [i] januar 2017 hos Udlændingestyrelsen har han forklaret, at der altid var en officer og 4 soldater, der stod vagt, mens han for nævnet først har forklaret, at der kun var tale om, at 4 officerer delte vagten ved porten. Efter forehold af forklaringen[i] januar 2017 har ansøgeren herefter udbygget sin forklaring for nævnet og oplyst, at der også stod 4 soldater ved porten, men at officererne stod for nogle andre bevogtningsopgaver i forhold til hele basen. Ansøgeren, der har 12 års skolegang og har lært engelsk, har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for [de] nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med hverken NDS eller Taliban, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/256/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra byen […], Kandahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at hans far arbejdede for et udenlandsk firma, og at firmaet blandt andet lavede bygninger til afghanske myndigheder. Ansøgerens far havde på grund af sit arbejde modtaget trusler. En lørdag i august eller september 2014 forsvandt ansøgerens far en dag, hvor han var på vej til arbejde. Firmaet bekræftede over for ansøgeren, at faren ikke var mødt på arbejde den pågældende dag og anbefalede ansøgeren at anmelde forholdet, således at firmaet kunne hjælpe ansøgeren. Da ansøgerens mor telefonisk oplyste ham om, at der var folk, som havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen, og at det derfor var forbundet med stor fare for ham at komme hjem, tog ansøgeren – der på det tidspunkt befandt sig på farens arbejdsplads – ophold i firmaet. Han opholdt sig herefter i firmaet i omkring et år, hvorefter han ved hjælp fra sin mor og morbror udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark været i kontakt med sin mor, der ikke har oplyst noget nyt om ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er 15 år, har været tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet ansøgeren under nævnsmødet har svaret sammenhængende og relevant på stillede spørgsmål. Flygtningenævnet lægger – i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse – ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for overgreb fra Taliban. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om, hvorfor ansøgerens far forsvandt, eller hvilke personer, der spurgte efter ansøgeren, ligesom baggrunden for disse personers mulige interesse for ansøgeren ligeledes er uoplyst. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er personer, der har henvendt sig på ansøgerens bopæl, hverken i landsbyen eller i Kandahar. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/255/nke
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […]i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror, der er talebaner, vil tvangsrekruttere ham til Taliban, og at ansøgeren herefter vil blive benyttet som selvmordsbomber. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at han med sine forældre og søskende boede i samme ejendom som ansøgerens farbror og dennes ægtefælle og søn. Ansøgerens farbror havde bestemmende indflydelse i familien, da han var ung, stærk og talebaner, mens ansøgerens far var ældre og svagelig. Ansøgeren gik efter farbrorens ønske i koranskole, og farbroren havde allerede, da ansøgeren var lille, sagt til denne, at han skulle til Taliban, når han blev stor nok. Farbroren havde også ved en lejlighed slået ansøgeren for at få ham til at gå i koranskole. Ansøgerens farbror kom i begyndelsen af 2016 til ansøgerens familie og sagde til ansøgeren, at ansøgeren dagen efter skulle følge med farbroren til Taliban, for hvem han skulle udføre jihad. Da ansøgerens far hørte dette, tog han samme aften ansøgeren med hen til ansøgerens to morbrødre, der arrangerede og finansiererede ansøgerens udrejse af Afghanistan den følgende morgen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er 15 år, har været tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet ansøgeren under nævnsmødet har svaret sammenhængende og relevant på stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal har lagt ansøgerens forklaring – der har været konsistent og har fremstået troværdig – til grund. Flertallet har lagt vægt på, at beslutningen om ansøgerens udrejse er truffet af ansøgerens far, der trodsede sin bror, og at Taliban, der var og fortsat er i ansøgerens hjemområde, rekrutterer unge drenge med henblik på udførelse af selvmordsaktioner. Herefter og efter en samlet vurdering – hvor Flygtningenævnets flertal har taget hensyn til ansøgerens unge alder og hans deraf følgende begrænsede muligheder for at skaffe nærmere oplysninger med henblik på at sandsynliggøre, hvilken risiko han måtte løbe ved en tilbagevenden til Afghanistan – har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/254/nke
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra byen Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet ansøgeren i sit arbejde som chauffør flere gange er blevet standset af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til frygten for krigen og den generelle usikkerhed i Kunduz-provinsen. Endelig har ansøgeren henvist til sine helbredsmæssige forhold, idet han ikke vil være i stand til at få den nødvendige hjertebehandling i Afghanistan. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at han arbejdede som chauffør for transportfirmaet […], der blandt andet transporterede brændstof. Ansøgeren er flere gange i arbejdstiden blevet standset af Taliban, der udspurgte ham om, for hvem og hvortil brændstoffet skulle transporteres. I den forbindelse fremviste ansøgeren et dokument, han havde fået af firmaet, men som han ikke selv kendte indholdet af. Ansøgeren har endvidere været tilbageholdt af Taliban, hvor han blev slået og spurgt, hvorfor han ikke gik til bøn, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Mens ansøgeren var i Baghram for at aflevere brændstof, blev han ringet op af sin far, der fortalte, at denne var hos Taliban, at Taliban-folkene beskyldte ansøgeren for at være vantro og transportere brændstof til Nato, og at faren ville blive dræbt, hvis ansøgeren ikke straks kom til Kunduz. Ansøgeren rejste straks til Kabul, hvor han fik hjælp til at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har efterfølgende telefonisk fået oplyst af naboer, at hans far blev slået med kabler af Taliban og døde som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under samtalen med sin advokat og under sin forklaring i Flygtningenævnet har oplyst om telefonopringningen fra ansøgerens far og overgrebet mod denne. Forklaringen er derfor en afgørende udbygning i forhold til ansøgerens tidligere forklaring. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende under asylsagens behandling. Han har herunder blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt hans ægtefælle var udrejst af Afghanistan, da han blev ringet op af sin far. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete, da han blev tilbageholdt af Taliban, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev spurgt til, hvorfor han havde klippet sit skæg, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blev slået, fordi han ikke gik til bøn. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring for Flygtningenævnet ikke har kunnet oplyse navnet på det firma, hos hvem han i en årrække var ansat i Afghanistan, og at han i øvrigt under forklaringen ikke har været i stand til at svare på enkle spørgsmål. Ansøgerens forklaring om sine helbredsmæssige forhold og deraf følgende hukommelsesproblemer kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens frygt i anledning af de generelle forhold i området, han kommer fra, samt hans helbredsmæssige problemer kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/253/nke
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er blevet forsøgt rekrutteret som selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var lille. Ansøgerens farbror var en del af Taliban. Ansøgeren er opvokset hos sin mor sammen med sin lillebror. Ansøgerens morbror har forsørget familien. Ansøgeren har gået i en madrassa i fire år, hvor han blev undervist i koranen. En dag blev ansøgeren taget med op i bjergene, hvorefter han blev spurgt, om han ville være selvmordsbomber, således at han kunne komme i paradis. Ansøgeren indvilligede heri, men da han fortalte sin mor herom, fik ansøgeren ikke længere lov til at komme i madrassaen. Ansøgerens lærer, [A] fra madrassaen og sidenhen ansøgerens farbror kom hjem til ansøgerens bopæl for at spørge ansøgeren om, hvorfor han ikke kom i skole. Ansøgerens morbror hjalp derefter ansøgeren med at flygte ud af landet. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren - ikke blot på grund af sin unge alder - men ud fra en samlet vurdering af hele hans personlighed under nævnets behandling har fremstået som en person med begrænsede ressourcer. Flertallet finder på den baggrund, at det må tillægges afgørende betydning, om den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at han af sin koranskolelærer blev udset til at være selvmordsbomber, kan lægges til grund. Flertallet lægger ved bedømmelsen heraf vægt på, at ansøgeren konsistent har forklaret om, at dette forhold var det afgørende for, at hans mor med bistand af ansøgerens morbror straks efter, at ansøgeren var udset til at være selvmordsbomber, traf foranstaltninger til at få ham sendt ud af Afghanistan. Flertallet er opmærksom på, at ansøgeren på biomstændigheder som f.eks. kammeraters og lærers navne og tidsangivelser er fremkommet med mindre divergenser. Flertallet finder imidlertid, at disse skal ses i lyset af det ovenfor anførte om ansøgerens personlighed. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren tilhører målgruppen, der kan forsøges rekrutteret som selvmordsbomber. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren på tidspunktet for sin udrejse havde et uafsluttet mellemværende med Taliban, og flertallet finder derfor efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet bemærker, navnlig under henvisning til det anførte om ansøgerens ressourcer, at det ikke er muligt og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/252/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], [by], Khost-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en talebaner detonerede en selvmordsbombe ved ansøgerens landsby. Ansøgeren kendte flere som døde i dette angreb. Ansøgeren og hans ven [A] sparkede efterfølgende til selvmordsbomberens hoved, så det røg i en flod. Halvanden måned efter selvmordsangrebet blev [A] kidnappet. 16 dage efter kidnapningen, ringede Taliban til [A’s] familie og sagde, at familien nu kunne hente hans lig. Efterfølgende blev der i ansøgerens landsby fremvist en video af [A]. På videoen kunne man se [A] fortælle, at det han havde gjort var forkert, og hvis man gjorde noget forkert, blev det straffet. Herefter kunne man se, at [A] fik skåret halsen over. 10-15 dage efter [A’s] forældre fik opkaldet fra Taliban, udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgerens udrejse skete 2,5-3 måneder efter selvmordsangrebet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende, upræcist og divergerende på spørgsmål, der må anses for centrale i det påberåbte asylmotiv. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring fremstår konstrueret og ikke selvoplevet. Ansøgeren har således ikke nærmere kunnet redegøre for omgivelserne og omstændighederne ved den påstået selvmordsaktion. Han har under nævnsbehandlingen været opfordret til at skitsere, hvor hændelsen fandt sted og hans egen placering uden, at han har været i stand til dette. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at dette skyldes, at han er analfabet, kan medføre en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen har oplyst, at hans fætter også kom til skade. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at han ikke var bekendt med, hvordan hans far var omkommet. Nævnet finder i denne sammenhæng ansøgerens forklaring om attentatet mod hans far og hans søsters barn, hvorved hun mistede et ben, er usandsynlig. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/251/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller af en person ved navn [A], som er en del af Taliban, idet [A] har haft en konflikt med ansøgerens far og har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forud for nævnsmødet henvist til, at [A] er en kendt religiøs leder i ansøgerens moske. [A] underviste endvidere i jihad og i krig mod udlændinge. Ansøgerens far modtog trusler, hvor han blev afkrævet penge. Faren nægtede at give Taliban penge. Under ramadanen i 2015 tog ansøgerens far afsted til bazaren. Da ansøgeren kom hjem fra skole, fortalte ansøgerens mor, at faren ikke var kommet hjem. Næste morgen kontaktede ansøgeren derfor farens ven, [B]. Moren fortalte [B], at ansøgerens familie havde modtaget et brev fra [A]. Ansøgeren kender ikke indholdet af dette brev. Dagen efter tog ansøgeren til koranskolen. På vej derhen hørte han ude på gaden, at hans fars lig var blevet hentet. Ansøgeren og moren tog farens lig til Konar-provinsen. Fredagen efter Eid-festen gik ansøgeren i moskeen i […], Jalalabad. Da han ankom til moskeen, stod der to ukendte personer i døren og hilste på ham. [C], som er ansøgerens religiøse underviser, spurgte ansøgeren om, hvorfor han var kommet til moskeen. [C] fortalte ansøgeren, at han ikke skulle være kommet, men at ansøgeren skulle komme til [C’s] lejlighed efter bønnen. Ansøgeren tror, at [C] havde viden om, at [A] ønskede at slå ansøgeren ihjel. Efter bønnen gik ansøgeren ovenpå moskeen mod [C’s] lejlighed. På vej derhen kaldte en ukendt person på ansøgeren. Det var den samme person, som ansøgeren tidligere havde hilst på i døren til moskeen. Den ukendte person trak i ansøgerens skjorte, så ansøgeren var ved at falde. Ansøgeren kaldte på [C]. Den ukendte person slog herefter ansøgeren én gang med et våben. [C] kom derefter og talte med dem, og ansøgeren gik ud af moskeen. De to ukendte personer forsøgte at tage ansøgeren med, og ansøgeren ved, at de ukendte personer var [A’s] folk. Da ansøgeren kom udenfor moskeen, var hans mor der. De kørte til hospitalet i en bil. Ansøgeren blev på hospitalet indtil om aftenen, fordi han havde fået en skade ved sit højre øjenbryn og skulle syes. Ansøgeren og hans mor tog sent samme aften hjem til en person ved navn [D]. Ansøgeren havde ikke mødt [D] før. [D] boede et ukendt sted udenfor Naranj Bagh. Ansøgeren overnattede hos [D]. [B] kom også hjem til [D]. Næste morgen tog [B] ansøgeren med hen til en ukendt mand, der hjalp ansøgeren med at udrejse fra Afghanistan. [B] forlod ansøgeren hos denne mand, og ansøgeren blev og overnattede hos manden. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen dele af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, ukonkret, divergerende og udbyggende, således at hans forklaring i det hele ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har således ikke kunne give nogen forklaring på, hvorfor det afpresningsforsøg, som ansøgerens far angiveligt har været udsat for skulle have bragt ansøgeren i et modsætningsforhold til [A]. Han har forklaret forskelligt om farens angivelige død, idet han til oplysnings- og motivsamtalen indledningsvis ikke har kunne fremkomme med oplysninger om, hvem der skulle have stået bag drabet, men har udtrykt en formodning om, at det kunne være [A] eller ISIL. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han formodede, at det var [A], som stod bag drabet. Under nævnsmødet har ansøgeren givet udtryk for, at han var sikker på, at det [A], som stod bag drabet. Han har endvidere under nævnsbehandlingen forklaret udbyggende om, at han af [C] fik at vide, at det [A’s] folk, der stod vagt, da ansøgeren ankom til moskeen efter drabet på hans far. Ligeledes har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han kom til hospitalet, og hvad der skete i den anledning. Han har således forud for nævnsbehandlingen forklaret, at de kørte dertil i bil, og at han fik syet sit højre øjenbryn. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at de kørte dertil i en rickshaw, og at han blev syet i venstre øjenbryn. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om hans tilstand efter at været blevet slået udenfor moskeen, idet han har forklaret, at folk troede, at han var død. Nævnet finder efter samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller overgreb omfattet § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/250/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra [by] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har angrebet hans landsby, og at Taliban derudover har kidnappet og slået indbyggere fra hans landsby ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far og bror i en lang periode har været aktive medlemmer af den lokale milits i landsbyen kaldet [A], samt at ansøgeren ligeledes i en periode selv har deltaget i [A] og i kamphandlinger mod Taliban. Under kamphandlinger trængte Taliban ind i landsbyen. Ansøgeren og hans far var efter deltagelse i kamphandlingerne taget til familiens hus for at sove. Da ansøgeren vågnede, var hans familie væk, og der var ild i huset og også i andre huse i landsbyen. Han løb væk og opsøgte sin morbror, der boede i samme distrikt. Morbroren – der sagde, at ansøgeren var nødt til at flygte, fordi han havde kæmpet mod Taliban – hjalp med flugten. Ansøgeren ved ikke, hvad der er sket med hans familie. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren har en tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens landsby er blevet angrebet af Taliban, og at ansøgeren som følge heraf er flygtet. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken farens og brorens eller sin egen deltagelse i kamphandlinger mod Taliban til grund, da der på dette punkt er tale om en afgørende udbygning i forhold til oplysningerne i asylansøgningsskemaet af [nærmere angiven dato i efteråret 2015] og til oplysnings- og motivsamtalen den [nærmere angiven dato i foråret 2016]. Ansøgeren har således først under samtalen med sin advokat og under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst om denne deltagelse i kamphandlinger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om deltagelsen i kamphandlingerne, herunder sin egen deltagelse, ikke har fremstået selvoplevet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – der er helt uprofileret – ikke har haft individuelle konflikter med Taliban af nogen art. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/25/MJM
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en lille landsby], Sorkhrod, Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han har arbejdet for militæret. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet han forlod sit job i militæret uden tilladelse. Endeligt frygter ansøgeren befolkningen i sin landsby, idet de vil tro, at ansøgeren er blevet vantro, fordi han har været i Europa. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han startede i militæret [i foråret] 2010. Efter to måneder tog han hjem på orlov, idet han skulle hjælpe sine brødre med at male korn. De tog til en mølle i [en mindre landsby]. Møllen var ejet af [A], der var Taliban kommandant. [A] bad ansøgeren om, at hjælpe med at få hans nevø i militæret, men ansøgeren nægtede. Han ville også have, at ansøgeren skulle hjælpe ham med at få sin bil registreret ved den centrale militærundervisning i Kabul, så han kunne transportere byggemateriale for dem. Dette nægtede ansøgeren også, og han tog derefter hjem. Omkring [sommeren] 2010 sendte Taliban et trusselsbrev til landsbyens leder, der var stilet til ansøgeren. Lederen afleverede brevet til ansøgerens bror, [B]. [B] fortalte ansøgeren om brevet og sagde, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for militæret, da han ellers ville blive dræbt af Taliban. Ansøgeren tog ikke brevet alvorligt. På et ukendt tidspunkt ringede Taliban og bad ansøgeren møde dem. Ansøgeren nægtede. I [vinteren] 2011 havde ansøgeren fået ti dages orlov, hvorfor han tog hjem. Da ansøgeren var omkring 1 kilometer fra sin bopæl, blev han beskudt af en person, der lignede en talibaner. Ansøgeren løb væk, og løb til en kontrolpost, hvor de afghanske myndigheder var til stede. Ansøgeren anmeldte skyderiet, men fik at vide, at de ikke kunne gøre noget. Ansøgeren overnattede ved kontrolposten. Den efterfølgende dag tog han hen til sin bror, [B]. [B] fortalte, at ansøgeren skulle tage til Iran. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Iran i fem år. En dag blev han tilbageholdt af det iranske politi og deporteret tilbage til Afghanistan. Efter et døgn udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at denne alene har været tilknyttet militæret i mindre end ni måneder, i hvilken periode han har været under uddannelse og ikke har deltaget i aktioner. Det lægges endvidere til grund, at han alene opnåede en relativ lav rang i militæret. På den baggrund vurderes han ikke som særligt profileret. Efter ansøgerens forklaring, kan det yderligere lægges til grund, at hans brødre har kunnet opholde sig i hjemmeområdet uden at være blevet kontaktet af Taliban siden foråret 2011. Endelig lægges det til grund, at myndighederne var i kontakt med ansøgeren, efter at denne blev deporteret fra Iran, uden i den forbindelse at iværksætte repressalier på grund af hans udeblivelse fra militæret. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden nu til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/249/HHU.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [en mindre by], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en aften blev kidnappet af to ukendte mænd. Ansøgeren blev taget til et hus, hvor der var flere ukendte mænd til stede. Ansøgeren formoder, at de tilhørte Taliban. Han blev udsat for vold. Ansøgeren blev anmodet om at hjælpe mændene ved at låne sin motorcykel ud til dem i to timer. Ansøgeren skulle efterfølgende stille sin motorcykel ved en bestemt væg på den skole, som ansøgeren gik på. Væggen lå op ad en politistation. Ansøgeren formoder, at mændene ville placere sprængstoffer på hans motorcykel. Mens ansøgeren blev tilbageholdt af de ukendte mænd, tog mændene billeder af ham, filmede ham, og tog hans fingeraftryk. Han blev truet med, at de ville slå ham ihjel, hvis ikke han imødekom deres forespørgsel. Ansøgeren blev efterfølgende løsladt, og sat af i nærheden af sin bopæl. Da han kom hjem fortalte han sine forældre om episoden. Ansøgerens far ringede til ansøgerens farbror, som hentede ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig hos sin farbrors ven i tre nætter, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i relation til Taliban er særligt profileret. Nævnets flertal finder, at han under hensyn til det foreliggende, herunder hans køn og alder, at han med rimelighed kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end hjemområdet. Det bemærkes, at de for nævnet foreliggende helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, ikke bør føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/248/HHU.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en mindre by], Daikondi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de personer, som hans familie har en jordkonflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie havde en jordkonflikt med andre personer fra landsbyen. Disse personer anfægtede ansøgerens familie ejerskab af jord i området. Jordkonflikten stod på i omkring 17 til 18 år. Personerne, som ansøgerens familie havde en jordkonflikt med, blev ledet af [A] og [B]. [A] og [B] anfægtede ansøgerens families ret til jorden op til flere gange. I løbet af de 17 til 18 år blev ansøgeren og hans familie udsat for chikane og overgreb af de personer, som de havde konflikt med. Familiens afgrøder og dyr blev flere gange stjålet eller afbrændt. [A] og [B] har løbende fået mere magt i området, idet de har fået relationer til både Taliban og myndighederne. Ansøgerens far besluttede til sidst, at familien skulle udrejse, idet forholdene i landsbyen var blevet for dårlige. Ansøgerens farfar og farbror besluttede af principielle årsager at blive på bopælen i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt nabodrengen blev skudt umiddelbart forud for hans udrejse eller flere måneder tidligere også set i lyset af, at han i nogle af sine forklaringer har angivet dette drab som hovedårsagen til flugten. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans seneste øreoperation fandt sted i 2015, og at operationsarret blev slået op i forbindelse med et overfald, mens han tidligere har forklaret, at han senest blev opereret i øret for syv til otte år tidligere. Endelig har han først for nævnet forklaret, at han i sidste øjeblik blev reddet fra et påbegyndt seksuelt overgreb. På den baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, som i asylansøgningsskemaet var angivet som eneste motiv, ikke i sig selv er asylberettigende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/247/HHU.
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pahstun og sunni-muslim fra [landsby], Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet han forgæves er blevet forsøgt rekrutteret af dem i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ISIL var til stede i hans område. ISIL kom til området ét til halvandet år forud for ansøgerens udrejse. Omkring 16 dage inden ansøgerens udrejse af Afghanistan modtog hans familie to breve fra ISIL. Det ene brev lå ved bopælens dør, og det andet brev blev hængt op ved siden af døren. I det ene brev stod der, at ansøgeren skulle forlade skolen og tilslutte sig ISIL. Hvis ansøgeren ikke adlød dette, ville han blive slået ihjel. Af det andet brev fremgik, at ansøgeren skulle møde op ved hovedkontoret i Archin for at tilslutte sig ISIL. Ansøgeren gemte sig i sin families frugtplantage, indtil han udrejste. Ansøgerens familie er efter hans udrejse blevet opsøgt minimum en eller to gange om måneden. Der er blevet spurgt efter ansøgeren. Dette har ansøgerens far fortalt ham. Ansøgerens lillebror blev tre til fire måneder inden ansøgerens asylsamtale [i efteråret] 2016 bortført af ISIL. Han blev tilbageholdt i omkring halvanden uge. Landsbyens ældste ledere fik dog ISIL til at løslade ansøgerens lillebror. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er konkret og individuelt forfulgt i Afghanistan på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig gruppe eller politiske anskuelser som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder det derimod sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en vurdering af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren vil kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som for eksempel i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for sådan forfølgelse eller overgreb fra ISIL. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens risiko beror på ISILs generelle rekruttering af unge personer i ansøgerens område, at også mange andre derfor er genstand for ISILs interesse, og at ansøgeren som følge af dette har en lav profil i forhold til ISIL, selvom hans familie, der er forblevet i landsbyen, er blevet opsøgt flere gange af ISIL efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, hvori det tillige indgår, at ansøgeren er en enlig, ung, arbejdsduelig mand, der er sund og rask, at det kan anses for rimeligt at henvise ham til et internt flugtalternativ et andet sted i Afghanistan som for eksempel i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/247/HHU.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er shia-muslimer af trosretning fra Gazni, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har anmeldt dem til politiet for sin brors kidnapning. Da politiet herefter opsøgte talebanerne, blev to talebanere slået ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ægtefælle [i sommeren] 2015 fandt en pakke med narkotika i hans brors seng. Han troede, at det var til brorens eget forbrug, og han smed derfor pakken med narkotika ud. Da ansøgerens bror, [A], kom hjem, spurgte [A] efter pakken, og ansøgeren svarede, at han havde destrueret den. [A] fortalte herefter, at pakken ikke var hans, men at den skulle have været leveret videre. To dage senere blev ansøgeren og hans ægtefælle opsøgt på deres bopæl af fire ukendte personer, som kom for at hente pakken. Ansøgerens bror gik ud til dem, og da den mandlige ansøger efterfølgende hørte larm, gik han ud for at se, hvad der skete. Da han så, at de ukendte personer var begyndt at slå hans bror, forsøgte han at stoppe slagsmålet. De fire personer forlod derefter bopælen. Senere samme dag blev deres bopæl opsøgt igen. De fire ukendte personer var hoppet over muren, og de havde truet med at tage ansøgerens datter, hvis han ikke afleverede pakken. Ansøgerens bror var derefter taget med dem. Den mandlige ansøger opsøgte herefter et hus, hvor hans bror ofte havde opholdt sig, men han fik at vide, at hans bror ikke var til stede. Ansøgeren fortalte dem, at hvis de ikke løslod hans bror, ville han gå til politiet. Ansøgeren forlod herefter stedet. Dagen efter anmeldte han sin brors kidnapning til politiet. Ansøgeren kørte sammen med politiet tilbage til ejendommen, som han havde opsøgt dagen før. Politiet gik ind i huset, og ansøgeren hørte, at der blev affyret skud. Efterfølgende bad politiet ham om, at komme med ind i huset for at identificere sin bror. Der var tre personer i huset, der var blevet skudt, hvoraf den ene var hans bror. To andre personer blev anholdt. Den ene af de personer, der var blevet anholdt, truede ansøgeren på livet. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl og fortalte om, hvad der var sket, anbefalede hans mor ham, at han skulle udrejse af Afghanistan på grund af truslen. Ansøgeren tog derfor straks hjem til sin morbror, som ligeledes anbefalede ham at forlade Afghanistan. Dagen efter udrejste han sammen med sin familie. Den kvindelig ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Der er nogle divergenser i ansøgernes forklaringer indbyrdes, herunder om, hvorvidt den mandlige ansøger blev slået, da han opsøgte det hus, hvor broderen plejede at holde til, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om antallet af mænd, der var trængt ind i huset og truede med at tage hendes datter med. Uanset disse divergenser finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger har forklaret konsistent om broderens narkotikamisbrug, fundet af narkotika i familiens hjem og broderens konflikt med de folk, stofferne tilhørte. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at politiet – og han selv, da politiet fortalte ham det – først fandt ud af, at det var Taliban, der havde opsøgt familien for at få stofferne udleveret, da politiet i huset fandt våben og rekrutteringsmateriale. Ingen af ansøgerne har tidligere omtalt rekrutteringsmateriale. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund og finder, at disse har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger, som følge af broderens konflikt, ligeledes har været involveret i en konflikt omkring narkotika. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har en konflikt med Taliban men finder, at der er tale om en lokalt afgrænset konflikt med en kriminel gruppering. Under disse omstændigheder kan ansøgerne henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan, herunder i Kabul. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at denne kriminelle gruppering vil efterstræbe den mandlige ansøger, såfremt han og hans familie tager ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/246/JEA.
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i […] området, Laghman provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han tre og en halv måned inden sin udrejse af hjemlandet første gang blev opsøgt af Taliban. Ansøgeren blev i alt opsøgt seks gange. Ansøgeren fik hver gang at vide, at han var vantro, og at han skulle arbejde for dem. Hvis han ikke indvilligede heri, ville han blive slået ihjel. Den sidste gang, Taliban opsøgte ansøgeren inden hans udrejse, blev han truet med et våben. Efter at være blevet opsøgt af Taliban seks gange tog ansøgeren sammen med sin mor hjem til ansøgerens farbror og fortalte ham om episoderne med Taliban. Hjemme hos sin farbror hørte ansøgeren pludselig skud, og ansøgeren løb derfor med det samme tilbage til sin bopæl, idet han frygtede, at det var Taliban, der skød. Da ansøgeren kom tilbage til bopælen, så han, at hans søster og bror var blevet slået ihjel. Naboerne berettede, at fire eller fem mænd med langt skæg og hvid kjolebeklædning var se løbe derfra. Ansøgeren antog, at mændene kom fra Taliban, og at de havde slået ansøgerens søskende ihjel, idet han ikke havde gjort, hvad de havde bedt ham om. Ansøgeren tog den efterfølgende dag hjem til sin farbror, hvor han opholdt sig i mellem halvanden til to uger, hvorefter han tog ophold hos en menneskesmugler frem til udrejsen af hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet taget hensyn til ansøgerens unge alder. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de gange, Taliban angiveligt opsøgte ansøgeren, og om hvornår han fortalte sin farbror om henvendelserne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret blandt andet, at Taliban sigtede på ham med våben anden og tredje gang, han blev opsøgt, og at han fik en frist på 12 dage til at melde sig til Taliban. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han de tre første gange løb væk fra Taliban. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at det alene var den sjette og sidste gang, at Taliban sigtede på ham med våben, og at han ikke fik nogen frist. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han hver gang blev stående, og at han ikke forlod stedet, før Taliban var ude af syne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, om han fik nogen frist, og at det kun var den sjette og sidste gang, at Taliban truede ham på livet. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder, at divergenserne efter deres karakter og omfang ikke kan skyldes tolkeproblemer under første samtale med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren ikke i øvrigt er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet forekommer det ikke sandsynligt, at der var tale om identiske situationer de seks gange, ansøgeren blev opsøgt, bortset fra at der den sjette gang blev peget et våben mod ansøgeren. Ansøgeren har således til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at ansøgeren hver gang befandt sig det samme sted, var sammen med de samme mennesker, at det var de samme personer, der opsøgte ham, at personerne sagde det samme, og at ansøgeren hver gang blot stod stille og kiggede på personerne, indtil de forlod stedet. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at personerne udelukkende opsøgte ansøgeren, særligt henset til at han hver gang var sammen med jævnaldrende drenge. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at personerne ikke sagde, hvad ansøgeren skulle gøre, herunder hvordan og hvornår han skulle arbejde for dem. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/245/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen Mirzaali, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter nogle for ansøgeren ukendte pashtunere, som ansøgerens far havde en jordkonflikt med, da han var ansøgeren var spæd. Han har til støtte derfor henvist, at hans far dræbte to brødre, som med magt forsøgte at overtage faren jord i Afghanistan. Ansøgerens familie flygtede umiddelbart herefter til Pakistan, hvor de sammen boede frem til ansøgerens forældres død. Efter ansøgerens forældre døde, rejste ansøgeren alene til Iran, fordi hans søster fortalte ham, at pashtunere ledte efter ham i Pakistan. Ansøgerens søstre blev tilbage i Pakistan. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter de generelle forhold for personer af hazara-etnicitet i Afghanistan, fordi der ikke er nogen sikkerhed i landet, og fordi man risikerer at blive henrettet på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret om sit asylmotiv, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi han er etnisk hazara, og fordi hans far har haft en konflikt med de lokale pashtunere, som han ikke kender nærmere til. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han ikke har oplevet konflikter i Pakistan. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret udbyggende, at farens konflikt var en jordkonflikt, som førte til, at hans far slog to brødre ihjel. Endvidere har ansøgeren forklaret, at pashtunere ledte efter ham i Pakistan, men at han ikke vidste mere om dem, end at de var pashtunere. Ansøgeren har om denne udbygning bemærket, at han glemte denne oplysning ved sin sidste samtale. Under nævnsmødet har ansøgeren oplyst navnene på to konkrete pashtunere, som efterstræber ham. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hans søster for nylig har været nødt til at flytte grundet konflikten. Ansøgeren har om denne udbygning bemærket, at han først for nylig har fået disse oplysninger fra sin søster. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/244/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev sambehandlet med Afgh/2017/242/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra distriktet Sangcharak, provinsen Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte højtstående personer fra hans klan, fordi de har slået hans far, mor, lillebror og farbror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far havde en konflikt med højtstående medlemmer af deres klan, som han lavede forretninger med. Ansøgerens farbror var samarbejdspartner med ansøgerens far i hans forretning. Et par måneder inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev han af sine forældre sendt til sin farbror i Kabul sammen med sin bror, [H]. Ansøgerens forældre besøgte ansøgeren et ukendt antal gange i en periode på et par måneder. Hans farbror tog på en ukendt dato, efter ansøgeren havde opholdt sig hos ham i et par måneder, til ansøgerens landsby. Han var væk i nogle dage. Da han kom tilbage, blev ansøgeren vækket, og de påbegyndte udrejsen af Afghanistan. De kunne se, at deres farbror havde skadet sin hånd. Ansøgerens farbror fortalte en uge efter, at de var ankommet til Iran, at ansøgerens forældre og lillebror var blevet slået ihjel af ukendte højtstående personer fra ansøgerens klan på grund af en gammel konflikt på ansøgerens fars arbejde. Da ansøgeren havde opholdt sig i Iran i lidt under et år sammen med sin bror, sin farbror og hans ægtefælle, blev hans farbror opdaget af de iranske myndigheder og deporteret til Afghanistan. Omkring en til to måneder senere fortalte hans farbrors ægtefælle, at hans farbror var blevet slået ihjel af de samme personer, som slog ansøgerens familie ihjel. Hun bebrejdede ansøgeren og hans bror for, at hun havde mistet sin ægtefælle på grund af ansøgerens fars konflikt. Ansøgeren og hans bror blev samme aften smidt ud af deres farbrors hjem. Ansøgeren boede herefter sammen med sin bror på ansøgerens arbejdsplads i omkring to år, hvorefter de begge udrejste af Iran med hjælp fra deres arbejdsgiver, fordi de ikke havde noget opholdsgrundlag i Iran. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren var 15 år, da han udrejste af Afghanistan, og at han var 18 år, da han udrejste af Iran. Endvidere har nævnet på baggrund af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren i et vist omfang kan læse og skrive. Ansøgeren har angivet samme asylmotiv som sin bror, [H], ligesom ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret om det samme hændelsesforløb. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har Flygtningenævnet derfor lagt vægt på begge ansøgeres forklaring, og der er i det følgende henvist til både ansøgerens og ansøgernes forklaring. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres baggrund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret udetaljeret og divergerende, ligesom ansøgernes forklaring efter en samlet vurdering på en række punkter ikke forekommer sandsynlig. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgerne har fremstået for nævnet, herunder at begge ansøgere har svaret afglidende på en række spørgsmål. Ansøgernes forklaring fremstår på mange punkter meget overordnet og uden detaljer, idet ansøgerne har henvist til, at de hele deres barndom har opholdt sig i hjemmet, som de ikke måtte forlade, og at de ikke har fået noget at vide af deres familie. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det forekommer mindre sandsynligt, at de på intet tidspunkt har fået nogen form for oplysning, der reelt kan belyse den konflikt, som de påberåber som deres asylmotiv, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for udrejsen af Afghanistan henholdsvis Iran. Nævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at ansøgerne end ikke kan nævne et eneste navn på de legekammerater, som de legede med udenfor deres hjem, eller at de ikke kender navnet på den landsby, hvor de boede. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne under nævnsmødet er blevet spurgt ind til forhold, som ansøgerne selv har oplevet, f.eks. episoden hvor de blev smidt ud af deres hjem i Iran, og at ansøgerne hertil har svaret meget afglidende. Ansøgernes forklaring fremstår på den baggrund ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der har slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Ansøgerens bror har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at deres farbror ikke fortalte, hvem der havde slået familien ihjel. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbroren fortalte, at det var højtstående personer fra deres fars klan, hvilken forklaring ansøgeren dog har fragået under nævnsmødet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfra farbrorens hustru vidste besked om farbrorens død. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerens bror forklaret, at han ikke vidste, hvordan farbrorens hustru havde fået besked om farbrorens død. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbrorens hustru fortalte dem, at hun havde fået oplysningerne fra sin klan, og at det var de samme mennesker, som havde slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at farbrorens hustrus slægtninge også var til stede i huset, da de kom hjem fra arbejde, og at oplysningerne stammede fra dem. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvornår det blev besluttet, at de skulle udrejse af Iran. Ansøgerens bror har under nævnsmødet forklaret, at beslutningen blev truffet, da de blev smidt ud af farbrorens hustru, og at de herefter arbejdede og sparede op i ca. to år, inden de udrejste, mens ansøgeren har forklaret, at beslutningen blev truffet ca. en måned inden udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/243/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev sambehandlet med Afgh/2017/243/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra provinsen Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi de har slået ansøgerens far, mor, lillebror og farbror ihjel på grund af en stammekonflikt. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde en for ansøgeren ukendt stammekonflikt. Ansøgerens far og farbror arbejdede sammen i samme branche og havde meget kontakt som følge heraf. Da ansøgeren var 12-13 år gammel, blev han af sine forældre sendt til sin farbror i Kabul sammen med sin bror, [G]. Hans forældre besøgte ham et ukendt antal gange i en periode på en til to måneder. Hans farbror tog på en ukendt dato, efter ansøgeren havde opholdt sig hos ham i en til to måneder, til ansøgerens landsby for at løse konflikten. Han var væk i omkring et til to døgn. Da han kom tilbage, blev ansøgeren og hans bror vækket af farbrorens ægtefælle om natten, og de påbegyndte udrejsen af Afghanistan. De kunne se, at farbroren var bange, og at han havde skadet sin hånd. Ansøgerens farbror fortalte i Iran, at ansøgerens forældre og lillebror var blevet slået ihjel af ukendte personer på grund af stammekonflikten. Han fortalte også, at de samme personer ville slå ansøgeren og hans bror ihjel, og at de derfor ikke kunne vende tilbage til Afghanistan. Da ansøgeren havde opholdt sig i Iran i lidt under et år sammen med sin bror, sin farbror og hans ægtefælle, blev hans farbror opdaget af de iranske myndigheder og deporteret til Afghanistan. Omkring en til to måneder senere fortalte hans farbrors ægtefælle, at hans farbror var blevet slået ihjel af de samme personer, som slog ansøgerens familie ihjel. Hun bebrejdede ansøgeren og hans bror, at hun havde mistet sin ægtefælle på grund af ansøgerens fars konflikt. Ansøgeren og hans bror blev samme aften smidt ud af deres farbrors hjem. Ansøgeren boede herefter sammen med sin bror på hans arbejdsplads i omkring to år, hvorefter de begge udrejste af Iran med hjælp fra deres arbejdsgiver, fordi de ikke havde noget opholdsgrundlag i Iran. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren var 16 år, da han udrejste af Afghanistan, og at han var 19 år, da han udrejste af Iran. Endvidere har nævnet på baggrund af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren i et vist omfang kan læse og skrive. Ansøgeren har angivet samme asylmotiv som sin bror, [G], ligesom ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret om det samme hændelsesforløb. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har Flygtningenævnet derfor lagt vægt på begge ansøgeres forklaring, og der er i det følgende henvist til både ansøgerens og ansøgernes forklaring. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres baggrund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret udetaljeret og divergerende, ligesom ansøgernes forklaring efter en samlet vurdering på en række punkter ikke forekommer sandsynlig. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgerne har fremstået for nævnet, herunder at begge ansøgere har svaret afglidende på en række spørgsmål. Ansøgernes forklaring fremstår på mange punkter meget overordnet og uden detaljer, idet ansøgerne har henvist til, at de hele deres barndom har opholdt sig i hjemmet, som de ikke måtte forlade, og at de ikke har fået noget at vide af deres familie. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det forekommer mindre sandsynligt, at de på intet tidspunkt har fået nogen form for oplysning, der reelt kan belyse den konflikt, som de påberåber som deres asylmotiv, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for udrejsen af Afghanistan henholdsvis Iran. Nævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at ansøgerne end ikke kan nævne et eneste navn på de legekammerater, som de legede med udenfor deres hjem, eller at de ikke kender navnet på den landsby, hvor de boede. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne under nævnsmødet er blevet spurgt ind til forhold, som ansøgerne selv har oplevet, f.eks. episoden hvor de blev smidt ud af deres hjem i Iran, og at ansøgerne hertil har svaret meget afglidende. Ansøgernes forklaring fremstår på den baggrund ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der har slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at ansøgernes farbror ikke fortalte, hvem der havde slået familien ihjel. Ansøgerens bror har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbroren fortalte, at det var højtstående personer fra deres fars klan, hvilken forklaring ansøgerens bror dog har fragået under nævnsmødet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfra farbrorens hustru vidste besked om farbrorens død. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste, hvordan farbrorens hustru havde fået besked om farbrorens død. Ansøgerens bror har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbrorens hustru fortalte dem, at hun havde fået oplysningerne fra sin klan, og at det var de samme mennesker, som havde slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at farbrorens hustrus slægtninge også var til stede i huset, da de kom hjem fra arbejde, og at oplysningerne stammede fra dem. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvornår det blev besluttet, at de skulle udrejse af Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at beslutningen blev truffet, da de blev smidt ud af farbrorens hustru, og at de herefter arbejdede og sparede op i ca. to år, inden de udrejste, mens ansøgerens bror har forklaret, at beslutningen blev truffet ca. en måned inden udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/242/DH
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], Uruzgan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], hvis far er medlem af Taliban, ligesom han frygter familien til den mand, som hans far har slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [A] ønskede at gifte sig med ansøgerens søster. [As] far anmodede ansøgerens far om søsterens hånd. Ansøgerens far afslog anmodningen, og [As] far forlod familien bopæl. En til to uger senere opsøgte [A] ansøgerens families bopæl og anmodede ansøgerens far om søsterens hånd. Ansøgerens far afslog på ny, hvorefter [A] truede familien. Fem til seks dage senere opsøgte [A] sammen med to for ansøgeren ukendte personer ansøgerens families bopæl, hvor de tvang sig adgang til bopælen og hev ansøgerens søster med sig udenfor. Ansøgerens far skød efter de tre mænd, og der opstod skudvekslinger. Ansøgerens far ramte den ene af de for ansøgeren ukendte personer, hvorved denne blev slået ihjel, ligesom ansøgerens far selv blev ramt af skud og døde. Ansøgeren og hans mor begravede ansøgerens far samme nat. I forbindelse med farens begravelse begik ansøgerens søster selvmord, da hun følte skyld over farens død. Ansøgeren og hans mor begravede søsteren samme nat. Næste morgen blev ansøgeren og hans mor opsøgt af personer fra landsbyen, som sagde, at de skulle forlade området, da [A] og den afdøde mands familie ville hævne sig. Herefter forlod ansøgeren og hans mor landet. Ansøgeren har efter udrejsen fået oplyst af sin mor, der opholder sig i Iran, at der er udlovet en dusør for oplysninger om ansøgeren. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund og nævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ikke at være opfyldt. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring i det væsentlige er konsistent og sammenhængende, og at han på en troværdig måde har redegjort for den konflikt, der har ført til hans udrejse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i en større by som f.eks. Kabul. Medlemmerne lægger herved afgørende vægt på, at ansøgerens asylmotiv vedrører frygten for blodhævn, og at det efter hans forklaring kan lægges til grund, at der er udlovet en dusør for oplysninger, der kan føre frem til ansøgeren. Det kan videre lægges til grund, at motivet til at finde ansøgeren for at hævne farens drab på en anden person efter konfliktens karakter ikke vil ophøre. Ansøgeren vil derfor i fremtiden være efterstræbt, uanset hvor han måtte opholde sig i Afghanistan. Ansøgeren vil i øvrigt ikke kunne påregne at få myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/241/mvl
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to mindreårig børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske tajiker og sunni-muslimer fra henholdsvis […] og […], Kabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger i [foråret] 2011 fik ansættelse ved efterretningstjenesten som ansvarlig for tankstationen. [En dag i efteråret] 2015 blev den mandlige ansøger på [Bazaren] opsøgt af Taliban, som oplyste, at de havde en opgave til ham. Taliban sagde, at de den følgende dag ville anvende ansøgeren og hans bil til at transportere en person med noget sprængstof til efterretningstjenesten. Ansøgeren fik at vide, at Taliban ville tilintetgøre hans familie, hvis han ikke accepterede. Næste morgen tog ansøgeren tidligt på arbejde for at undgå Taliban. Ansøgeren overnattede på arbejdet, og dagen efter tog han hjem omkring klokken 17. Da han var på vej hjem, ringede han til den kvindelige ansøger og sagde til hende, at hun skulle sende deres datter, [A], hen til bageriet for at købe brød. Senere ringede den kvindelige ansøgeren til den mandlige ansøger og oplyste, at deres datter endnu ikke var kommet hjem. Herefter tog den mandlige ansøger hen til bageriet for at lede efter [A], men han fandt hende ikke. Flere gange tog den mandlige ansøger ud for at lede efter datteren, men uden held. Natten til mandag fandt han [A] rullet ind i et sort tæppe ved et affaldssted. Han tog datteren med hjem og opdagede, at hun var død. Den mandlige ansøger valgte, at familien ikke skulle fortælle nogen, at deres datter var blevet slået ihjel, og de anmeldte ikke forholdet til politiet. Om mandagen begravede ansøgerne deres datter. Dagen efter blev den mandlige ansøger ringet op af en person som sagde, at ansøgeren havde modtaget den første gave, og hvis han ikke accepterede, ville han miste hele sin familie. Ansøgeren fik også at vide, at han skulle tage en af talibanerne med på arbejde, så de kunne sprænge en bombe. Natten efter forlod ansøgerne deres bopæl og udrejste af hjemlandet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge forklaringerne til grund. Forklaringerne fremstår på afgørende punkter usammenhængende og forekommer ikke overbevisende. Forklaringerne er endvidere på flere centrale punkter divergerende. Det bemærkes hertil, at den kvindelige ansøger til støtte for asylmotivet har henvist den mandlige ansøgers forklaring. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de to mænd, der henvendte sig til ansøgeren, sagde, at de ville vente på ansøgeren den næste dag ved [Bazaren], og de derfra ville tage sammen med ham på arbejdet. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at det ikke præcis blev aftalt, hvor en person, der skulle med ansøgeren til efterretningstjenesten, ville stå. Ansøgeren skulle køre den samme vej som sædvanligt, og personen ville stå på vejen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han ringede hjem til sin kone, da han overnattede på arbejdet mellem lørdag og søndag. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har han forklaret, at han ringede for at høre, hvordan familien havde det, og at han fik at vide, at de havde det fint. Over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke ringede hjem den pågældende nat. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om tidspunktet for opringningen til hans kone om datterens køb af brød i basaren. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede, inden han forlod sin arbejdsplads, mens han over for nævnet har forklaret, at han foretog opkaldet, efter at han havde forladt sit arbejde og var kørt ti til femten minutter mod hjemmet. Ansøgerne har i øvrigt forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for, hvornår den kvindelige ansøger fik at vide, at der var fremsat trusler fra Taliban. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om kontakten fra Taliban, efter datteren var blevet begravet, og mindehøjtideligheden var afsluttet. Den kvindelige ansøger har derimod under sin asylsamtale forklaret, at hendes ægtefælle fortalte hende om den trussel, som han havde modtaget, da han kom tilbage til bopælen med datterens lig. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om den første henvendelse fra talebanerne, idet han under asylsamtalen har forklaret, at han fik at vide, at den person, som han skulle tage med sig, var fra Taleban, og at han ville foretage en sprængning. Over for nævnet har ansøgeren oplyst, at talebanerne nævnte, at han skulle udføre en terroristisk handling, og at de ikke sagde, at den person, som han skulle tage med, var fra Taliban. Ansøgeren har i den forbindelse besvaret flere spørgsmål fra nævnet om henvendelsen på en usammenhængende og afglidende måde. Ansøgeren har i flere år været ansat i politiets efterretningstjeneste, og det fremstår ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har anmeldt henvendelsen og truslerne fra taleban, idet der i den forbindelse også henses til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han troede, at de pågældende to mænd fra Taliban, der henvendte sig til ham, måske var nogen fra hans arbejde, som ville kontrollere, om ansøgeren havde kontakt til Taliban. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til et andet resultat, at den kvindelige ansøger har det psykisk dårligt, og at de forhold, der efter det oplyste har ført til ansøgernes udrejse, er foregået i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/240/lrn
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mandlige statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i Afghanistan frygter Taliban og ISIL samt farens fjender. Brødrenes sager er behandlet sammen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver forklaret, at deres forældre er fra Afghanistan. De ved ikke, hvor moren er født og opvokset. Faren er fra en landsby i Helmand, hvor familien ejede jord. Forældrene forlod Afghanistan, fordi Taliban angreb deres hjemegn. De har ikke kenskab til, at der er nogen fra deres familie, der skulle have deltaget i krigen mod Taliban. Taliban fremkom med trusler mod de lokale hazaraer, og ansøgernes farfar og farmors hus brændte ned. Begge bedsteforældre omkom i den forbindelse. Forældrene slog sig ned i [A] i Iran, hvor ansøgerne blev født og voksede op. Brødrene har altid hørt, at det ikke var en mulighed at rejse tilbage til Helmand. De ved ikke, hvad der er sket med familiens jord. De er ikke bekendte med, om de stadig har slægtninge i Helmand. Faren var narkoman. Faren blev flere gange udvist til Afghanistan, seneste for cirka tre år siden. Familien har ikke hørt fra faren, siden han kort tid efter den seneste deportation ringede til dem. Faren var i Herat og ville til Helmand. Da de i årevis ikke havde hørt fra ham, frygtede de, at faren var død. Brødrene har også selv hver for sig været deporteret til Afghanistan en gang. De var da i Herat. Det lykkedes dem at vende tilbage til Iran efter få dage. Derudover har de aldrig været i Afghanistan. Efter brødrenes udrejse - for fem til seks måneder siden - blev deres lillebror kidnappet i [A]. Der blev skubbet et brev ind under deres hoveddør. Af brevet fremgik, at moren skulle sige til faren, at denne skulle henvende sig med nogle ting. Det var anført, at faren vidste, hvor han skulle kontakte kidnapperne, men de pågældende vidste åbenbart ikke, hvor faren opholdt sig. Ansøgerne går ud fra, at kidnapperne er fra Afghanistan og ikke fra Iran, hvor faren ikke havde fjender. De antager, at faren nok har tilsluttet sig en narkotikabande i Afghanistan og i den anledning fået magtfulde, kriminelle fjender i Afghanistan. Brødrene har stadig telefonisk forbindelse med deres mor, der opholder sig hos fasteren i Iran. Moren har ikke kunne få kontakt til faren, og lillebroren er ikke frigivet. Brevet fra kidnapperne er blevet væk. Flygtningenævnet lægger ansøgerens oplysninger om deres identitet til grund, herunder om at de aldrig har boet i Afghanistan. Forklaringen om kidnapningen af deres lillebror, som er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag, kan derimod ikke lægges til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne herom har været tøvende og usikre, og fremstår som værende konstrueret til lejligheden. I bevisvurderingen indgår, at forklaringen efter de foreliggende oplysninger om ansøgernes far med videre i sig selv forekommer at være mindre sandsynlig. I vurderingen er endvidere indgået med en vis betydning, at der er enkelte divergenser mellem det, de to ansøgere har forklaret vedrørende brevet, herunder om hvor lang tid, der gik, fra storebroren fik oplysninger om kidnapningen til han fortalte sin lillebror herom. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at det efter afsluttende spørgsmål fra et nævnsmedlem om, hvorvidt foto af brevet kunne fremskaffes, blev oplyst, at brevet er blevet væk. Ved troværdighedsvurderingen er ansøgernes unge alder indgået. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har et alvorligt modsætningsforhold til kriminelle personer eller grupper i Afghanistan. For så vidt angår frygt for Taliban eller ISIL foreligger der ikke oplysninger om kontakt mellem disse grupper og ansøgerne, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerne på grund af krigshandlingerne i Helmand for 20 år siden skulle være identificeret som fjender af Taliban. De generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er fortsat vanskelige. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering - også af de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Helmand og resten af Afghanistan - ikke, at der er grundlag for at antage, at den omstændighed, at ansøgerne er hazaraer og unge mænd uden netværk, i sig selv kan begrunde, at der er reel risiko for, at de i Afghanistan, af Taliban, ISIL eller andre, vil blive udsat for tvangsrekruttering eller anden form for forfølgelse eller overgreb omfattet af flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/24/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Qala-e-Shahrokh, Jalrezi, Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive henrettet af lokalbefolkningen eller af sin tidligere kærestes, [As], familie, idet han og [A] har lavet en sex-video. Derudover frygter ansøgeren politiet i Afghanistan, idet [As] familie har politianmeldt ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kærester med [A] i 2012-2013. De holdt deres forhold hemmeligt, fordi de vidste, at samfundet ikke accepterede kæresteforhold. De mødtes nogle gange, hvor de gik rundt i byen, og de sms’ede og ringede til hinanden. I 2013-2014 besluttede de at filme sig selv, mens de havde samleje. De havde begge videoen på deres mobiltelefoner, så de kunne se den, når de savnede hinanden. I [begyndelsen af] 2015 mistede ansøgeren sin mobil på sit arbejde, idet hans kollega, [B], havde taget den. [B] så videoen på telefonen og kontaktede derpå [A] og truede hende med at offentliggøre videoen, hvis ikke hun havde samleje med ham. [A] nægtede, hvorpå [B] sendte videoen rundt til sine venner, folk i området og til [As] forældre. Da ansøgeren fandt ud af det, stoppede han med at gå på arbejde og skjulte sig hos sin mor i Maidan Wardak. [As] far og andre familiemedlemmer forsøgte at finde ansøgeren på hans arbejdsplads, men han var der ikke. Omkring fire-fem måneder senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Han ved ikke, hvor [A] befinder sig i dag, eller hvad der er sket med hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om, hvor og hvordan [A] fortalte ham, at hun var blevet kontaktet af [B] angående videooptagelsen. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at hun kom til hans arbejdsplads, var meget ked af det og fortalte ham, at filmen var havnet hos de forkerte. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han 1-2 uger efter, hans telefon blev stjålet, kontaktede [A], som var på vej til skole, hvor hun orienterede ham om [Bs] opkald. I asylsamtalen har han forklaret, at han mødtes med [A], da hun var på vej til skole. Inden han fortalte, at hans telefon var forsvundet, fortalte hun, at [B] havde kontaktet hende. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han mødtes med [A] ved hendes skole, hvor han gav hende sit nye telefonnummer, men de talte ikke sammen. Hun ringede efterfølgende til ham og fortalte om, at [B] havde kontaktet hende. Endvidere har han under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [As] forældre blev bekendt med videooptagelsen ved, at nogen viste dem den, mens han under asylsamtalen har forklaret, at [B] havde sendt den direkte til [As] forældre. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren, som angiveligt elskede [A], ikke tog kontakt til hende for at advare hende straks, da han opdagede, at hans telefon var stjålet, og at han ikke efter sin flugt har forsøgt at finde ud af, om [A] har været udsat for noget. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. At ansøgeren forud for mødet i Flygtningenævnet har fremsendt to tilsigelser fra Kommandanturen i Jalrez, og at han under mødet i nævnet på sin telefon har forevist en videooptagelse, der angiveligt viser ansøgeren og [A] under seksuelt samvær, kan derfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først har fået tilsigelserne tilsendt fra sin mor i Afghanistan, efter han i [begyndelsen] 2017 modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl på trods af, at ansøgerens mor skulle have modtaget tilsigelserne omkring [sommeren] 2016. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet i marts 2016, at der er et stort marked for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren trods opfordringer ikke har sørget for, at Udlændingestyrelsen har modtaget videoklippet. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel og reel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/239/STR
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren var oprindelig shia-muslim fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ved sin indrejse i Danmark som asylmotiv henvist til, at han i Iran levede uden borgerrettigheder og blev chikaneret af de iranske myndigheder og af privatpersoner på grund af sin afghanske afstamning. I forhold til Afghanistan har ansøgeren som tidligere asylmotiv henvist til, at han var statsløs og hverken havde et netværk eller et sted at bo. Han frygter desuden, at han vil blive efterstræbt af sunni-muslimske pashtunere på grund af deres shiitiske religion og kultur. Ansøgeren har i en anmodning om genoptagelse alene som asylmotiv henvist til, at han [i foråret] 2016 blev døbt og er konverteret til kristendommen. Han frygter derfor alvorlige overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om hans konversion til grund. Ansøgeren er under nævnsmødet fremkommet med en detaljeret og troværdig forklaring om sin baggrund for at konvertere og om sin religiøse overbevisning og liv. Ansøgerens forklaring er understøttet af de fremlagte dokumenter om hans deltagelse i kristne aktiviteter. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh 2017/238/IVK
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sasai og pashtuner og sunni-muslim fra Chardara, Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban samt en række magtfulde personer i sin landsby, som overtog hans fars jord i forbindelse med, at hans far blev dræbt for 15 år siden. Han har til støtte herfor oplyst, at han er fra landsbyen Chardara i Kunduz-provinsen, og at Taleban en dag i 2015 overtog magten i hans landsby og kom til ansøgerens bopæl. De tog ansøgerens bror med, fordi han gik i skole og havde bukser på. De slog ansøgeren bevidstløs. Da han vågnede efter omkring 30 minutter, flygtede ansøgeren og hans familie. De tog til Pakistan, hvor ansøgerens ægtefælle, hans mor og hans børn fortsat opholder sig. Han har ikke set eller haft kontakt med sin bror siden. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel i forbindelse med en jordkonflikt på ca. 17 år siden. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om en enkeltstående og afsluttet konflikt. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at konflikten ikke efterfølgende har givet anledning til problemer for ansøgeren, som levede problemfrit på samme bopæl indtil sin udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter i den forbindelse ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han for 4-5 år siden blev overfaldet på grund af sine udtalelser om jordkonflikten. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om overfaldet, som han ikke tidligere har oplyst om. Uanset, om Flygtningenævnet lagde forklaringen om overfaldet til grund, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en afsluttet konflikt, idet ansøgeren efterfølgende blev boende på bopælen uden at opleve yderligere problemer indtil sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om kidnapningen af broderen til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvordan Taleban ankom og om, hvor mange de var. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser. Ansøgeren har herunder ikke været i stand til at sandsynliggøre, at han, der er helt uprofileret i forhold til Taleban, skulle være i Talebans søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2017/237/IVK
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [K], blev slået ihjel af Taleban to til tre dage før ansøgerens udrejse af Afghanistan, og at hans far blev slået ihjel af Taleban efter ansøgerens ankomst til Danmark. Efter hans fars død blev han kontaktet af sin mor, som oplyste, at hans far var blevet dræbt. Det var først i forbindelse med denne samtale, at ansøgerens mor fortalte ham, at Taleban i tiden op til hans bror [K]’s død havde truet [K] og hans far som følge af deres samarbejde med ikke nærmere bestemte amerikanske personer. Taleban har set ansøgeren sammen med [K], og de har sagt til hans far, at ansøgeren arbejdede sammen med [K]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har hans mor oplyst, at Taleban har henvendt sig til flere drenge i hans lokalområde og efterspurgt ansøgeren. Ansøgeren er derfor sikker på, at Taleban vil slå ham ihjel, hvis de finder ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har afgivet en meget overordnet forklaring, der er upræcis og uden detaljer vedrørende helt centrale forhold i forbindelse med hans asylmotiv. Ansøgerens helt grundlæggende asylmotiv er, at hans bror var tolk for Amerikanerne i en lufthavn i Kandahar, og at ansøgeren mange gange tog med ham på arbejde, hvorfor Taleban tror, at også ansøgeren arbejder for amerikanerne. Ansøgeren har imidlertid ingen viden om sin brors uddannelse som tolk, han kan ikke på overbevisende måde redegøre for broderens arbejde i lufthavnen, for sikkerhedskontrollen og sin egen adgang til lufthavnen eller for forholdene i lufthavnen i øvrigt samt lufthavnens navn og placering. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle få lov til at tage med sin bror på arbejde under broderens orlov, når familien vidste, at der var fremsat trusler mod broderen og ansøgeren, og når der tidligere havde været angreb på lufthavnen, mens broderen var på arbejde, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at amerikanerne skulle lade ansøgeren opholde sig alene i på broderens kontor i lufthavnen, når broderen var ude på opgaver. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring om mere perifere ting også fremstår upræcis og uden detaljer, herunder om hvor faderen arbejdede, hvor mange der kom med hans bror efter overfaldet etc. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring, men har generelt svaret undvigende og afglidende på nævnets spørgsmål. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har gået 10 år i skole og selv efter afghanske forhold og kultur må formodes at kunne redegøre for ovennævnte helt centrale forhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2017/236/IVK
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra [en navngiven landsby], Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at den kvindelige ansøgers familie, herunder hendes fætter, som hun har været forlovet med, vil slå dem ihjel eller udsætte dem for repressalier. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de er vokset op i den samme landsby i hjemlandet, og at de på et ukendt tidspunkt mødte hinanden ved en kilde i landsbyen. De talte sammen for første gang ved denne lejlighed, hvor den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger, at han ønskede at gifte sig med hende. Den mandlige ansøgers søster og svoger bad herefter om den kvindelige ansøgers hånd to gange, men blev ved begge lejligheder afvist af hendes familie. Efter noget tid fandt den mandlige ansøger ud af, at den kvindelige ansøger var blevet forlovet med sin fætter. Den efterfølgende dag mødtes de atter ved kilden i landsbyen. Herfra tog de hjem til den mandlige ansøgers søsters hus, hvor de for første gang havde samleje. Efterfølgende havde de samleje to gange yderligere med to eller tre dages mellemrum. Omkring fire til fem måneder efter deres første samleje fortalte den kvindelige ansøger den mandlige ansøger, at hun ikke havde det godt, og at hun nok var gravid. De fortalte herefter alt til den mandlige ansøgers søster, der anbefalede dem at flygte fra landsbyen, hvorfor ansøgerne tog til Kabul den følgende dag. Her boede ansøgerne i omkring syv måneder, i hvilken periode deres første barn blev født. Da barnet var en måned gammel blev ansøgerne advaret om, at den kvindelige ansøgers fætter ledte efter dem i Kabul, hvorfor de besluttede sig for at forlade Afghanistan. De tog til Iran, hvor de bosatte sig i Isfahan. 10 år senere blev den mandlige ansøger på en ukendt dato overfaldet og udsat for fysiske overgreb af den kvindelige ansøgers fætters søn og tre andre for ansøgerne ukendte personer. Fire dage efter overfaldet flyttede ansøgerne til en anden adresse, hvor de boede i omkring to år indtil deres udrejse fra Iran. Ansøgerne har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes, idet de på væsentlige punkter fremstår udbyggende, divergerende og indbyrdes uforenelige. Ingen af ansøgerne har således til oplysnings- og motivsamtalerne nævnt det angivelige overfald på den mandlige asylansøger i Iran, der udgør en væsentlig baggrund for asylmotivet. Der er endvidere blandt andet forklaret divergerende og indbyrdes forskelligt af ansøgerne om, hvor længe de opholdt sig i Iran efter overfaldet og efter den mandlige asylansøgers tilbagekomst til Iran efter en deportation til Afghanistan svingende fra få dage til halvandet år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingestyrelsen § 7. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Afghanistan 2017/235/MAD
Nævnet stadfæstede i juni i 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en navngiven landsby], Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har arbejdet på en vaccinationsafdeling tilknyttet en organisation i omkring seks måneder. Ansøgeren tog i den forbindelse sammen med andre ansatte ud til landsbyer for at vaccinere børn. Den sidste opgave foregik i [et navngivent område] i Kandahar, hvor ansøgeren med sin gruppe skulle vaccinere børn. Taliban kom pludseligt til området, og ansøgeren blev pågrebet sammen med de andre i gruppen. Taliban kørte dem til en for ansøgeren ukendt landsby, hvor de blev tilbageholdt på en gård. Taliban fortalte dem, at vaccinationerne var forbudte (haram), idet de var fremstillet og fremsendt af udlændinge. Taliban ville give ansøgeren og hans gruppe løn, hvis de samarbejdede med Taliban ved at iføre sig nogle veste og opsøge distrikter med guvernører. Samme aften lykkedes det ansøgeren og hans gruppe at flygte fra Taliban, og ansøgeren tog hjem til sin bopæl, hvor han fortalte sin far, hvad der var sket. Umiddelbart herefter blev ansøgeren sendt til sin farbror i [en navngiven by], hvor han opholdt sig i tre uger. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin farbror, blev hans bopæl opsøgt af Taliban, der ledte efter ham. Tre uger efter ansøgerens flugt fra Taliban modtog hans familie ydermere et trusselsbrev fra Taliban. Efter tre ugers ophold i […] besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle tage ophold hos en anden farbror i [en anden navngiven by]. Ansøgeren opholdt sig i [i denne by] i en uge, hvorefter han tog ophold hos sin fars onkels søn i Kabul i omkring halvanden måned. Herefter vendte ansøgeren efter sin fars ønske tilbage til sin bopæl i [landsbyen], hvor ansøgeren overnattede, før han udrejste fra Afghanistan sammen med to af sine fætre. Ansøgeren har yderligere forklaret, at hans far er afgået ved døden efter ansøgerens ankomst til Danmark. Nogle ukendte personer med tildækkede ansigter har taget faren med, mens han var til bøn. Faren er herefter blevet udsat for vold og efterladt et sted, hvor ansøgerens storebror har hentet ham. Den efterfølgende nat døde faren af sine kvæstelser. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt hans familie er blevet opsøgt af Taliban en eller to gange og om, hvorvidt familien har modtaget et eller to trusselsbreve. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt en eller to af hans kolleger angiveligt er blevet dræbt. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Det bemærkes endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv vurderes som berettigende til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Afghanistan/2017/234/MAD
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmani og ateist fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far, myndighederne, Taliban eller af lokalbefolkningen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har frasagt sig islam, og at han i stedet anser sig selv for at være ateist. Da ansøgeren var barn, blev han i skolen slået af mullahen, når han ikke kunne huske koranen udenad. Da ansøgeren blev 15 år, begyndte han selv at undersøge islam, og fandt ud af, at dette ikke var en religion for ham. Ansøgeren har i løbet af de seneste fem år i Afghanistan forsøgt at undgå at komme i moske. To måneder inden ansøgeren udrejse fra Afghanistan, deltog han i en debat i moskeen. Ansøgeren gav udtryk for, at han ikke kunne forstå, hvorfor Gud ikke selv kom og fortalte om islam, men derimod sendte profeten Muhammed. De andre i moskeen blev meget stødte over ansøgerens udtalelse og beskyldte ham for ikke at være rettroende. De krævede, at ansøgeren angrede sin udtalelse og lovede, at det ikke ville ske igen. Hvis dette gentog sig, ville ansøgeren blive slået ihjel. Efter denne episode og frem til ansøgerens udrejse, kom han ikke i moskeen. Nogle dage før ansøgerens udrejse, blev han opsøgt af fire mænd, der var imamens rådgivere. De sagde til ansøgeren, at de vidste, at han ikke kom i moskeen, og hvis han ikke mødte op, ville de slå ham ihjel. Tre dage før ansøgerens udrejse, fortalte ansøgeren sin far, at han ikke længere troede på islam og spurgte ham til råds omkring sin overbevisning. Ansøgerens far, der er meget religiøs, truede med at slå ham ihjel og gav ham 24 timer til at ombestemme sig. Ansøgeren frygter, at hans far efterfølgende har fortalt myndighederne og Taliban om dette. Ansøgeren har en gang efter udrejsen kontaktet sin familie. I forbindelse hermed truede hans far ham endnu en gang på livet. Ansøgeren har forklaret konsistent og detaljeret om de hændelser, der førte til, at han i en meget ung alder begyndte at stille spørgsmålstegn ved Islam og de forhold ved den islamiske tro, der førte til, at han allerede inden udrejsen fra Afghanistan var erklæret ateist. Ansøgerens frafald fra Islam gav sig udslag i, at han så vidt muligt undlod at gå i moske og deltage i islamiske traditioner, og dette sammenholdt med hans kritiske spørgsmål om Islam i forbindelse med en koranlæsning, førte til, at fire landsbybeboere truede med at dræbe ham, og at hans far truede med at slå ham ihjel eller angive ham til Taleban, hvis han ikke ændrede mening. Flygtningenævnet finder herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på grund af sit frafald fra den islamiske tro vil være i risiko for forfølgelse fra landsbyens beboere, de afghanske myndigheder og Talebans side, hvorfor han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/230
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far modtog trusler fra ukendte personer, som truede med at slå hele familien ihjel. Omkring [foråret] 2014 blev ansøgerens lillebror kidnappet af for ansøgeren ukendte personer. To dage senere fandt familien lillebrorens hovedløse lig på deres tag. To og en halv måned efter lillebrorens død blev ansøgerens far overfaldet af to for ansøgeren ukendte personer, mens faren var på arbejde som taxachauffør. Det lykkedes ansøgerens far at flygte, og han anmeldte forholdet til politiet. Efterfølgende blev ansøgerens far igen truet telefonisk. Omkring halvanden måned senere udrejste ansøgeren sammen med sine forældre til Iran. Efter omkring seks måneders ophold i Iran, blev ansøgerens far deporteret til Afghanistan, da han ikke havde nogen dokumenter. Faren ringede fra Afghanistan og fortalte, at han ville forsøge at komme tilbage til Iran illegalt, men familien har ikke hørt fra ham siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår utroværdig, med en meget lille detaljeringsgrad, ikke selvoplevet og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har modtaget trusler fra ukendte personer, at ansøgerens lillebror på otte år blev kidnappet og slået ihjel, og at ansøgerens far blev overfaldet i sin taxa. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der på det tidspunkt efter aldersvurderingen har været 16 år, ikke skulle være blevet indviet i og således fået kendskab til, hvem der angiveligt truede faren og familien og indholdet af truslerne også henset til de voldsomme begivenheder, der angiveligt fulgte efter truslerne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke skulle have noget kendskab til, om de personer, der angivelig kidnappede broren i tiden frem til drabet på broren fremkom med nogen tilkendegivelser om baggrunden for kidnapningen, eller om de fremsatte krav overfor familien. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at familien først udrejste tre og en halv måned efter, at broren angiveligt var blevet dræbt af ukendte gerningsmænd, og at faren i den mellemliggende tid også efter angiveligt at være blevet overfaldet i sin taxa, fortsatte med at forlade huset. Flygtningenævnet har ved bevisvurderingen taget hensyn til, at ansøgeren om end han ikke er mindreårig dog er ung, og at han var mindreårig ved udrejsen fra Afghanistan. Herefter, og da forholdene for hazaraer i Afghanistan ikke har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/23/mvln
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og norzi og sunni-muslim fra Torbat-e-Jam, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han arbejdede i regeringen, og Taliban derfor betragter ham som deres fjende. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå hendes ægtefælle ihjel, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at den mandlige ansøger arbejdede for distriktsborgmesteren. I slutningen af 2014 tog Taliban den mandlige ansøger med i en bil og kørte ham til et ukendt sted, hvor han blev udsat for fysiske overgreb, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Omkring seks måneder efter at den mandlige ansøger var tilbageholdt af Taliban, startede han på job igen. Den mandlige ansøger blev herefter igen taget med af Taliban. Taliban truede med at tage hans børn, hvis han ikke samarbejdede med Taliban, hvorefter han blev kørt tilbage til landsbyen, da han indvilligede i at bistå dem. Ansøgerne besluttede sig herefter at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger arbejdede som personlig medhjælper for distriktsborgmesteren i [by], og at han på et tidspunkt blev bortført af Taliban, der krævede, at han skulle meddele oplysninger om distriktsborgmesteren, således at denne kunne dræbes. Den mandlige ansøger afviste at hjælpe Taliban, hvorefter han blev slået i hovedet og på kroppen. Han blev smidt i en vejside, men blev af forbipasserende bragt til en sundhedsklinik, hvor han blev behandlet for sine skader. Han blev udskrevet efter to dage. Han havde alvorlige skader i hovedet, og hans venstre arm var brækket. Familien blev opsøgt af folk fra distriktsborgmesterens kontor, der ville vide, hvad den mandlige ansøger havde sagt til Taliban. Han sagde, at han intet havde fortalt, og at han afviste at hjælpe Taliban. Dette blev accepteret af distriktsborgmesterens folk. Efter seks måneder vendte den mandlige ansøger tilbage til sit arbejde på distriktsborgmesterens kontor. Tre måneder senere blev den mandlige ansøger på ny opsøgt af Taliban, da han var på vej hjem fra arbejde. De udsatte ham for vold. Taliban ønskede på ny, at han skulle skaffe oplysninger om distriktsborgmesteren med henblik på, at denne skulle dræbes. Taliban truede den mandlige ansøger med, at de ville tage hans børn, hvis han ikke samarbejdede. Den mandlige ansøger indvilligede herefter i at samarbejde med Taliban, men havde ikke til hensigt at gøre det. Samme nat som han kom tilbage efter overfaldet, opsøgte han sammen med sin familie landsbyformanden [A] og fortalte om, hvad der var sket. [A] kontaktede telefonisk distriktsborgmesteren, der ikke ønskede, at den mandlige ansøger skulle genoptage sit arbejde. [A] og distriktsborgmesteren kunne endvidere ikke garantere for familiens sikkerhed. [A] anbefalede, at familien udrejste af Afghanistan på grund af truslen fra Taliban, som myndighederne ikke kunne gøre noget ved. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger fik alvorlige skader, da han blev udsat for grov vold hos Taliban. Dette er underbygget af en rapport af [foråret] 2017 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe, hvoraf det fremgår, at den mandlige ansøger vurderes at være svært psykisk præget af sine oplevelser og har en HTQ-score på 3,75 foreneligt med PTSD. Der anføres endvidere i rapporten: ”Der er derfor fuld overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om torturhandlinger og de objektive fund, der i høj grad underbygger den beskrevne tortur”. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 2. Afgh/2017/229/DMO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han kom til at starte en brand i en moské. Ansøgeren frygter tillige at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taliban kom til hans bopæl og kidnappede hans bror. Ansøgerens mor gav ansøgeren burka på, så Taliban ikke også ville kidnappe ham. Ansøgeren tog herefter til en moské og tændte to lys, hvorefter han lagde sig til at sove. Ansøgeren vågnede på et tidspunkt ved, at han kunne lugte røg. Et minut senere blev ansøgeren overfaldet af folk fra Taliban. Ansøgeren flygtede mens folkene fra Taliban slukkede branden. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter en familie i sin landsby, som hans farbrødre havde en konflikt med. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens farbrødre havde en jordkonflikt i 2013. Ansøgeren ved ikke, hvem hans farbrødre havde denne jordkonflikt med. Seks til syv måneder efter jordkonflikten var startet blev ansøgerens farbror slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af ansøgerens forklaring været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at divergenserne i ansøgerens forklaringer skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår Taliban kom til familiens hus, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at Taliban kom cirka klokken 24, mens han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at Taliban kom cirka klokken to om natten. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om hvorvidt Taliban spurgte efter ham, idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at de direkte spurgte efter ansøgeren ved navn. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvor han befandt sig, da Taliban kom til huset, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han sad ved døren ind til badeværelset, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han sad i soveværelset længst væk fra toilettet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i sit værelse hele tiden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han så Taliban den pågældende nat. Til oplysnings – og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke så sin bror blive taget af Taliban, og at han ikke så nogen personer fra Taliban. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han kiggede ud af vinduet og så, at der stod fem Taliban-folk på gårdspladsen, og han så dem tage fat i ansøgerens bror. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen uddybende forklaret, at der ikke er vinduer fra hans værelse ud mod gårdspladsen, og at det i øvrigt var mørkt, hvorfor han ikke kunne have set, hvad der skete på gårdspladsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit ophold i moskeen. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt lysene var placeret i lysestager og om deres placering i moskeen. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han lagde sig til at sove i moskeen, idet han til asylsamtalen har forklaret, at han lagde sig til at sove i midten af moskeen, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret og tegnet, at han lagde sig til at sove modsat døren til moskeen helt ude i siden. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad der fik ham til at vågne, idet han til oplysnings – og motivsamtalen har forklaret, at han vågnede ved, at han blev sparket af Taliban, mens han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen, har forklaret, at han vågnede ved røglugt. Samtidigt har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han så flammer, idet ansøgeren til oplysnings - og motivsamtalen, har forklaret, at han så flammer, mens han til asylsamtalen har forklaret, at der ikke var flammer. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at der var meget røg og kun få flammer. Det beror alene på hans formodning når han til asylsamtalen har forklaret, at moskeen brændte ned. Samtidig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvordan han slap væk under branden, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen, har forklaret, at Taliban havde anbragt ham uden for døren til moskeen, og at han blev bevogtet af en talibaner, der dog forlod ham for at være med til at slukke branden, hvilket efter ansøgerens vurdering skete, fordi ansøgeren var fra landsbyen, og de nemt kunne finde ham igen. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge til grund, at jordkonflikten mellem ansøgerens farbrødre og en magtfuld familie har en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren personligt har oplevet problemer på grund af konflikten. Ansøgeren har dels forklaret, at ansøgeren og hans mor har været udsat for overgreb som følge af konflikten, men ansøgeren har samtidig til asylsamtalen forklaret, at han ikke personligt har oplevet problemer på grund af konflikten. Samtidig har ansøgeren udbyggende forklaret, at hans far ejede en del af jorden, men at ansøgeren ikke har kendskab til, at faren skulle være blevet udsat for overgreb som følge heraf. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/228/DMO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra […], […], Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han har nægtet at samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at konflikten startede i [vinteren] 2013, hvor hans søn blev kidnappet af nogle for ansøgeren ukendte personer. Hans ægtefælle ringede til ham og fortalte, at deres søn ikke var kommet hjem efter skole. Ansøgeren anmeldte kidnapningen til politiet, men de kunne ikke hjælpe ham. En uge senere modtog ansøgeren et opkald fra kidnapperne, som krævede 100.000 dollars for at løslade hans søn. Kidnapperne ringede flere gange, og til sidst blev de enige om, at ansøgeren skulle betale 55.000 dollars, som skulle afleveres til en adresse i Pakistan, hvorefter de løslod hans søn. Hans søn havde været tilbageholdt i omkring 20 dage. Tre til fire måneder senere, modtog ansøgeren et nyt opkald fra […], som er Taliban-kommandant i området […]. Kommandanten forlangte, at ansøgeren skulle hjælpe Taliban, ved enten at give penge eller våben til dem. Taliban fortsatte med at ringe til ansøgeren og bede om penge med ti til tyve dages mellemrum. Ansøgeren modtog også et trusselsbrev fra Taliban. På et ukendt tidspunkt accepterede ansøgeren deres krav og betalte 600.000 rupies til Taliban. Efter ansøgeren havde betalt, hørte han ikke fra dem i et stykke tid. Fire til fem måneder senere ringede Taliban igen. De bad endnu en gang om, at ansøgeren skulle samarbejde med dem, og han betalte 800.000 rupies til dem. Efter yderligere to til tre måneder blev ansøgeren igen kontaktet. Denne gang ville Taliban ikke have betaling, men de krævede, at ansøgeren hjalp dem med at få nogle af deres folk ansat i nogle af de udenlandske virksomheder og organisationer, som ansøgeren samarbejdede med i sin virksomhed […]. Ansøgeren afviste dette. På et ukendt tidspunkt herefter blev ansøgeren overfaldet udenfor sin bopæl af en gruppe ukendte personer. Da naboerne kom ud, flygtede personerne. En uge senere fik ansøgeren et opkald fra kommandanten. Kommandanten truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke samarbejdede. Ansøgeren forsøgte at holde dem hen ved at acceptere at hjælpe dem, når han var blevet rask efter overfaldet. Omkring to til to en halv måned efter overfaldet udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklareret konsistent om rækkefølgen af begivenhederne og om de enkelte hændelser. Hans forklaring om sine forretninger med udenlandske organisationer og NGO’er og at han blev udsat for trusler af Taliban understøttes af fremlagte fotos og et trusselsbrev og andre dokumenter. Forklaringen om, at hans ægtefælle og […] børn er flygtet til Pakistan og opholder sig hos ægtefællens bror, understøttes af en lejekontrakt. På denne baggrund finder flygtningenævnets flertal ikke, at det forhold, at han har haft vanskeligt ved at redegøre for det tidsmæssige forløb, og det forhold, at han ikke har givet en troværdig forklaring på, at hans fingeraftryk er afgivet på den tyske ambassade i Kabul i forbindelse med en visumansøgning, kan medføre, at hans forklaring om asylmotivet tilsidesættes. Efter Flygtningenævnets forretningsordens § 40, stk. 3, skal mindretallet, der har stemt for stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke deltage i afgørelsen om internt flugtalternativ. En voterende finder, at ansøgeren ikke i kraft af sin position som lokal forretningsmand, der har handlet med […] blandt andet til internationale organisationer og NGO’er er så profileret i forhold til Taliban, at Taliban vil bruge ressourcer på at eftersøge ham. Denne voterende har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt har været i forhold til en lokal talibankommandant, og at det fremgår af baggrundsmateriale, at der kun i ringe grad sker udveksling af information mellem forskellige Talibangrupper, jf. Landinfo, Temanotat. Afghanistan: Sikkerhedsrelaterte forhold af 8. april 2015, side 15. Denne voterende stemmer derfor for at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse. En voterende finder efter en konkret vurdering, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren i kraft af sin position som forretningsmand, der har gjort forretninger med internationale organisationer og NGO’er og tidligere har været afpresset af Taliban, er profileret i forhold til Taliban på en sådan måde, at han igen vil påkalde sig Talibans interesse og risikerer at blive udsat for afpresning og repressalier, hvis han rejser tilbage til Afghanistan. Denne voterende finder derfor, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan og stemmer for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter udfaldet af stemmeafgivningen, hvor to voterende har stemt for stadfæstelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse.” afgh/2017/227/col
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, en gruppe, Panjshiri, som er imod alle hazaraer og den generelle usikkerhed som hazara i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far, som var kommandant under hazararnes leder, Mazari, blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var 4 år. Ansøgeren, hans mor og søskende flyttede herefter til Kabul, hvor de boede frem til deres udrejse. Familiens nabo i Kabul spurgte en dag ansøgeren og hans søster vedrørende deres far. Ansøgerens familie udrejste derefter, fordi de frygtede, at Taliban ville hævne sig på dem på grund af farens død. Ansøgeren frygter en gruppe, Panjshiri, som er imod alle hazaraer. Ansøgeren har oplevet at blive slået og sparket af én person fra denne gruppe. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den gennerelle situation som hazara i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, som var kommandant under Mazari, blev dræbt i forbindelse med kamp mod Taliban, da ansøgeren var 4 år, og at hans mor derefter flygtede til Kabul med ansøgeren og hans […] søskende. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodning, at naboens gæster var fra Taliban, og at besøgene hos naboen havde sammenhæng med, at Taliban efterstræbte ansøgerens familie. Ansøgeren har ikke oplevet nogen konflikter med Taliban, og hverken han eller hans familie har modtaget direkte henvendelser fra Taliban. Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/226/col
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Tagab, provinsen Kapisa i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi de efter ansøgerens brors død har forsøgt at tvangsrekruttere ham, og idet ansøgeren er flygtet fra Taliban. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, fordi hans bror har været kommandant i Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror var kommandant i Taliban i en for ansøgeren ukendt periode i deres landsby […]. Broren blev dræbt […] omkring primo 2014. Omkring to til to et halvt år efter brorens død opsøgte fire til fem personer fra Taliban ansøgerens bopæl om natten. En af personerne sagde til ansøgeren, at han skulle være med i Taliban, men ansøgerens far ville ikke tillade dette, da han allerede havde mistet en søn på grund af Taliban. Taliban indvilligede i at spørge deres kommandant, hvorvidt ansøgeren kunne slippe, hvorefter de gik. To til tre dage efter opsøgte fire til fem personer fra Taliban igen ansøgerens bopæl og sagde, at kommandanten fastholdt sin ordre, og at ansøgeren skulle tage med dem. Faren var fortsat imod det, og han holdt fast i ansøgeren, hvorfor der opstod tumult, og ansøgerens far blev skudt af en af talibanerne og døde på stedet. Faren blev begravet den efterfølgende dag. Omkring to til to en halv måned efter kom ansøgerens farbror til ansøgerens bopæl omkring klokken 8 eller 9 om morgenen. Han tog ansøgeren med til et hus i [en by] omkring 20 minutters gang fra ansøgerens bopæl. I huset præsenterede farbroren ansøgeren for talibankommandanten i [byen] kaldet […]. Kommandanten sagde til ansøgeren, at farbroren var med i Taliban, og at ansøgeren skulle følge farbrorens ordrer, ellers ville ansøgeren blive slået ihjel. Efter omkring fem minutter blev ansøger af en ukendt person ført til en bygning ved siden af huset, hvor omkring 20 til 25 personer i alderen 15 til 16 år blandt andet blev trænet i at anvende kalasjnikov. Ansøger modtog også selv våbentræning. Ansøgerens farbror hentede ansøger om eftermiddagen, og ansøgeren fik lov til at tage hjem, fordi farbroren garanterede, at ansøgeren kom tilbage. [Talibankommandanten] truede ansøgeren på livet, hvis han fortalte, hvad han havde set. Ansøgeren sagde derfor ikke noget til sin mor, da han kom hjem. Den efterfølgende dag tog ansøgerens farbror ham igen med til talibanhuset, og farbroren sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle være selvmordsbomber. Farbroren sagde desuden, at ansøgeren skulle være det som den første af drengene, fordi både ansøgerens bror og ansøgerens farbror var med i Taliban. Ansøgeren prøvede en selvmordsvest, der passede, og han fik udleveret et id-kort, der beviste hans medlemskab i Taliban. Ansøgeren blev derefter igen sendt hjem med besked om, at han næste dag skulle komme igen, så han kunne få vesten på og udføre en selvmordsaktion et ukendt sted. Ansøgeren fortalte sin mor om hændelsen om aftenen, fordi hun insisterede på at få at vide, hvor ansøgeren havde været. Ansøgeren og hans mor aftalte med ansøgerens morbror, at han skulle hente ansøgeren den efterfølgende morgen, inden hans farbror kom for at hente ham. Morbroren kørte ansøgeren til Kabul til morbrorens ven, som hjalp ansøgeren med at krydse grænsen til Pakistan den efterfølgende dag i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række punkter forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at den talibangruppe, som for anden gang var kommet på ansøgerens bopæl for tvangsmæssigt at hverve ansøgeren og havde dræbt ansøgerens far, fordi han modsatte sig denne rekruttering af ansøgeren, ikke tog ansøgeren med, da de havde lejlighed til det. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede med det samme efter drabet på hans far, men ventede i 2½ måned indtil hans farbror forsøgte at rekruttere ham til Taliban. Endelig forekommer det usandsynligt, at Taliban skulle lade ansøgeren tage hjem at overnatte og dermed give ham mulighed for at flygte, efter at de havde gjort ham bekendt med, at han næste dag skulle udføre en selvmordsaktion. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hans bror, som i en alder af 27-29 år blev dræbt omkring 2½ år før ansøgerens flugt, ikke støttes af det foreviste billed- og videomateriale, hvor den pågældende person ser betragteligt ældre ud. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af en række divergerende oplysninger. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe han under sin flugt opholdt sig i henholdsvis Iran og Pakistan, og han har under asylsamtalen forklaret, at han havde sin mobiltelefon med sig under flugten, og at den ikke faldt over bord, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han mistede telefonen, da den faldt i vandet undervejs til Grækenland. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/225/col
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han er flygtet fra en af deres træningslejre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at talebanere, efter ansøgerens forældre blev slået ihjel, begyndte at opsøge hans bopæl. Taliban ville have ansøgeren til at medvirke i krigen mod regeringen. Ansøgerens farmor fortalte talebanerne, at hun var syg og derfor havde brug for ansøgeren. Taliban-medlemmerne gav derfor ansøgeren en frist på 2,5 måneder. Da tiden var gået, opsøgte talebanerne ansøgerens bopæl fire til fem gange. Den sidste gang de opsøgte ansøgerens bopæl, accepterede ansøgerens farmor, at de tog ansøgeren med, idet hun var bange for, at ansøgeren ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren blev herefter ført til en træningslejr, der lå omkring en time fra bopælen. I lejren fik ansøgeren våbentræning og træning i selvmordsbomber. Hver torsdag aften fik ansøgeren lov til at besøge sin farmor. Da ansøgeren fortalte sin farmor om træningslejren, blev hun ked af. Ansøgerens farmor fortalte ansøgeren, at hun ville finde en måde, hvorpå ansøgeren kunne komme væk. Den fjerde torsdag ansøgeren var hjemme, udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod tilstrækkelig moden til at besvare de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en usammenhængende, til dels divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med hans asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvad han blev trænet i af Taleban. Han har i den forbindelse først forklaret, at han på et tidspunkt begyndte at lære om selvmordbomber og ved en senere samtale, at han ikke selv lærte om selvmordsbomber. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han modtog en del undervisning i håndteringen af selvmordsbombeveste. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at forklaringen om tvangsrekrutteringen og opholdet hos Taleban og besøgsordningen med ansøgerens farmor forekommer usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at Taleban skulle tvangshverve ansøgeren ved et forløb, hvor de over ca. 2,5 måned opsøgte ham gentagne gange og gav ham frister, når der ikke undervejs var en ændring i hans situation eller anledning til at give frister, ligesom baggrundsoplysningerne om tvangshvervning og forholdene i Baghlan-området ikke tyder på, at Taleban benytter sig af tvangsrekruttering i videre omfang. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at Taleban skulle tvangshverve og bevogte ansøgeren under hele opholdet i træningslejren, mens de en gang om ugen skulle køre ham hjem til hans farmor og lade ham opholde sig der natten over uden bevogtning. Endeligt forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgerens farmor ikke fik ham ud af landet, før ansøgeren blev hvervet, når der i en periode på ca. 2,5 måneder var adskillige fristudsættelser og anledninger hertil eller på et tidligere tidspunkt, når han var hjemme på besøg. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet – og heller ikke selvom der henses til hans alder og uddannelsesniveau - været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare den nævnte divergens og de usandsynlige oplysninger, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved ansøgerens unge alder, og at ansøgeren under nogle af samtalerne blev træt og fik ondt i hovedet, således at der opstod fejl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/224/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i januar 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra (…), Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive tilbageholdt og dræbt af Taliban, da han har arbejdet for et amerikansk militærfirma. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i starten af 2013 blev ansat som rengøringsassistent i militærfirmaet (…), som ligger i byen Kabul. Tre til fire måneder efter, at ansøgeren startede i firmaet, blev der holdt et foredrag i moskeen i ansøgerens families landsby, (…) i Laghman-provinsen. Ansøgerens far oplyste ansøgeren om, at mullahen i moskeen under foredraget havde sagt, at dem, som samarbejder med myndighederne eller med amerikanerne skulle stoppe deres arbejde. Ansøgeren besøgte på et ukendt tidspunkt sin familie i (…) i én uge, hvorefter han rejste tilbage til Kabul, og fortsatte sit arbejde for firmaet (…). På et ukendt tidspunkt efter, at ansøgeren havde besøgt sin familie, men inden, han stoppede med at arbejde for (…), opsøgte tre mænd fra Taliban ansøgerens families bopæl om aftenen i (…). Talebanerne spurgte ansøgerens far, hvor hans søn var henne. Talebanerne sagde, at ansøgeren skulle samarbejde med Taliban. Ansøgeren far fortalte dem, at han intet vidste om sin søn. Taliban bandt ansøgerens forældre om hænderne. Ansøgerens forældre blev løsladt igen, da faren fortalte talebanerne, at han ikke vidste, hvor ansøgeren var, og at Taliban selv måtte finde ham. Ansøgerens ansættelseskontrakt hos (…) udløb i slutningen af 2014. Ansøgeren opholdt sig herefter fortsat i Kabul i ti måneder. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Afghanistan. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans familie vil være i fare. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans familie vil få et stort problem, hvis han vender tilbage til Afghanistan, da Taliban har spurgt forældrene om ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen ikke er troværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om et centralt forhold. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen den 27. juli 2016 forklaret, at forældrene fik bundet hænderne bag ryggen, da Taliban opsøgte dem. Til asylsamtalen den 14. november 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke kunne fortælle præcist om, hvad der skete på bopælen, men at faren fortalte, at både faren og moren blev bundet på hænderne. For nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at Taliban også slog forældrene. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om navnet på det firma, som han arbejdede for. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at firmaet hed (A) og også blev kaldt (B). For nævnet har han forklaret, at firmaet hedder (C) Ansøgerens forklaring støttes til en vis grad af fremlagte dokumenter, der angiveligt stammer fra en virksomhed ved navn (D). Nævnet finder imidlertid, at der ikke kan lægges afgørende vægt på disse dokumenter allerede, fordi de ikke nævner ansøgerens fulde navn, og fordi det efter indholdet af dokumenterne, herunder at der er en åbenbar stavefejl i overskriften på det ene, må anses for tvivlsomt, om de er ægte. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret, at på basen (…), hvor han arbejdede, landede og lettede der flyvemaskiner, som var lastet med containere. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren har beskrevet, at basen var omkring 20 jerrib, idet en jerrib skulle svare til 2.000 kvadratmeter. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har haft en begrænset skolegang, men finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, idet ansøgeren har anvendt en lokal måleenhed. Nævnet lægger herved vægt på, at det er påfaldende, at oplysningerne om, at ansøgerens familie i december 2015 skulle have fået et trusselsbrev fra Taliban nogle få uger efter ansøgerens udrejse, og at ansøgerens far skulle være bortført fra bopælen den 19. december 2015, først er fremkommet, efter Udlændingestyrelsens afslag af 29. november 2016. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at Taliban skulle have fremsat trusler over for ansøgerens familie og bortført ansøgerens far i december 2015, henset til den tid, der var gået siden Taliban havde opsøgt ansøgerens forældre på deres bopæl. Nævnet tilsidesætter derfor også denne del af ansøgerens forklaring, idet den forekommer konstrueret til lejligheden. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt kopier af breve kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge¬styrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/223/JHB
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra (…) i Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret eller dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at Taliban har opsøgt hans families bopæl to gange, for at få ham til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren var ikke hjemme de to gange, hvor Taliban opsøgte hans bopæl. Taliban talte med ansøgerens mor, som sagde, at ansøgeren var for lille, og derfor ikke kunne tilslutte sig Taliban. Hun sagde til talebanerne, at hun ville overveje, at lade ansøgeren kæmpe for dem. Da Taliban opsøgte ansøgerens bopæl for anden gang, besluttede ansøgerens mor, at ansøgeren skulle rejse fra Afghanistan. Ansøgerens mor planlagde derfor ansøgerens udrejse sammen med ansøgerens morbrødre. Ansøgerens far forsvandt for omkring tre år siden. Farens forsvinden skete efter, at familien havde sagt, at han ikke skulle komme hjem igen, fordi Taliban havde efterspurgt ham på familiens bopæl omkring 6 gange. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2001. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flertallet finder, at der ikke er grundlag for at afvise ansøgerens forklaring. Flertallet finder således, at ansøgerens har afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring. Flertallet finder endvidere, at de divergenser, der har været i ansøgerens forklaring vedrørende datoer mv., må ses i lyset af, at ansøgeren er analfabet, og at ansøgerens forklaring om, hvad Taliban har sagt til ansøgerens mor, beror på, hvad han har fået fortalt. Henset til Talibans interesse for ansøgeren sammenholdt med, at ansøgeren som følge heraf forlod sin landsby og rejste til Danmark finder flertallet, at det er tilstrækkelig godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for asylbegrundende overgreb af Taliban, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/222/JHB
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [A], i Logar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var soldat. En aften, da ansøgeren var omkring 10 år gammel, var han og faren på vej hjem fra moskeen, da de blev standset af fire-fem personer fra Taliban. Talibanerne bandt ansøgerens far og smed ham op på ladet af deres bil. En af talibanerne greb fat i ansøgeren og stak ansøgeren i skulderen og hoften med en kniv. Ansøgeren blev bundet med et reb, hvorefter han blev trukket efter talibanernes bil. Ansøgerens hoved blev slået mod vejen, og han mistede bevidstheden. Ansøgeren vågnede efterfølgende op på et hospital. Ansøgeren havde pådraget sig alvorlige skader i ansigtet. Da ansøgeren forlod hospitalet, så han fem talibanere nærme sig hospitalets indgang, og ansøgeren genkendte den mand, der havde stukket ham med kniv. Ansøgeren vendte sig straks om, og gik den modsatte vej. Ansøgeren tog en taxa hjem til sin morbror i Kabul, hvor han var i to dage, inden han på morbrorens foranledning forlod Afghanistan, sammen med sin tre år yngre bror. Ansøgeren har herefter opholdt sig i Tyrkiet i syv år. På grund af sine fysiske skader har ansøgeren haft svært ved at klare sig i Tyrkiet, og i 2016 fik han og broren hjælp fra morbroren til at flygte til Danmark. Under flugten blev de to gange sendt tilbage til Tyrkiet af de ungarske myndigheder, og ansøgeren blev frataget sine papirer herunder morbrorens telefonnummer. Under flugten mistede ansøgeren kontakten med sin bror, og han har ikke længere kontakt med morbroren. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, når henses til ansøgerens alder på hændelsestidspunktet, har forklaret konsistent om de konkrete omstændigheder, ligesom ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om det lange ophold i Tyrkiet. På grundlag af ansøgerens forklaring er det således sandsynliggjort, at Taliban angreb ansøgerens far antageligt på grund af dennes arbejde i militæret, og at Taliban i forbindelse hermed udsatte ansøgeren for grov mishandling ved at stikke ham med en kniv i skulder og hofte og ved i forlængelse heraf slæbe ham efter en bil, hvilket ledte til, at ansøgeren fik svære og varige skader i ansigtet. Ansøgerens forklaring om skadernes omfang og karakter støttes af de foreliggende lægelige oplysninger. Ansøgerens havde året før mistet sin mor, og det må lægges til grund, at ansøgerens far ikke længere er i live. Ansøgerens morbror besluttede, da ansøgeren søgte hjælp hos ham, at arrangere en flugt for den tilskadekomne ansøger og dennes yngre bror. På grund af ansøgerens unge alder, må det ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren nærer en velbegrundet frygt tages i betragtning, hvorledes ansøgerens morbror vurderede risikoen for, at ansøgeren på ny vil blive udsat for overgreb fra Talibans side. Ansøgeren er pashtun, og stammer fra Kabul-området, og ansøgeren vil på grund af sine skader i ansigtet i hjemlandet være genstand for særlig opmærksomhed. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden fortsat i hjemområdet risikerer, at Taliban vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold, herunder hans alder og manglende uddannelse, og hans betydelige vansir, som samlet set gør det meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig, samt under henvisning til, at der ikke er den tilstrækkelige sikkerhed for, at ansøgeren stadig har nogen form for netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/221 LMD
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bayat og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans mosters mand vil sælge ham til nogle onde mennesker, som han mener er Taliban, der vil bruge ham til deres terrororganisation. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre døde, da han var fem-seks år gammel. Han har siden da boet hos sin moster og hendes mand, [A], og deres børn. [A] gav ofte ansøgeren lussinger, ligesom han flere gange har slået ansøgeren med et bælte. Den sidste måneds tid før ansøgerens udrejse fra Afghanistan skændtes ansøgerens moster meget med [A], og dagen før ansøgerens udrejse fortalte hans moster ham, at hun og [A] havde skændtes, fordi [A] ville sælge ansøgeren til nogle onde mennesker, som ville oplære ham i at deltage i selvmordsaktioner. Ansøgerens moster havde derfor arrangeret ansøgerens udrejse, og hun afleverede ansøgeren til en menneskesmugler dagen efter, at hans moster havde fortalt ham om [As] planer, hvorefter menneskesmugleren tog ansøgeren med ud af Afghanistan og videre til Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han er 16 år. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viser, at han har forstået svarenes betydning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om hændelsesforløbet, og at forklaringen har været nuanceret og præget af, at ansøgeren selv har gjort sig tanker om, at han ønskede at holde sig til sandheden, og at han derfor ikke ville forklare andet og mere, end han selv kunne stå inde for. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at beslutningen om, at han skulle rejse, er truffet af hans moster, som på dette punkt trodsede sin mand med den risiko, det ville indebære for hende selv. Flygtningenævnet har overvejet, om ansøgerens moster kunne have andre motiver til at sende ansøgeren væk, end det, hun oplyste ansøgeren om. Der er en række uoplyste forhold, navnlig at det ikke vides, hvorledes mosteren kunne skaffe penge til ansøgerens rejse. På den anden side må det efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at Taliban var og fortsat er i ansøgerens hjemområde, og at Taliban rekrutterer unge drenge med henblik på udførelse af selvmordsaktioner. Det er derfor ikke usandsynligt, at ansøgerens onkel havde mulighed for at overlade ansøgeren til Taliban mod betaling. Herefter og efter en samlet vurdering, hvor Flygtningenævnet har taget hensyn til ansøgerens unge alder og hans deraf følgende begrænsede muligheder for at skaffe nærmere oplysninger med henblik på at sandsynliggøre, hvilken risiko han måtte løbe ved en tilbagevenden til Afghanistan, har ansøgeren tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afghanistan/2017/220/snd
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra Chahar Dara distriktet i Kunduz-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har henvist til, at der er krig mellem regeringsstyrkerne og Taliban i Chahar Dara, og at hans far ti dage inden ansøgerens udrejse blev dræbt. Ansøgeren har videre henvist til, at Taliban tager unge drenge og bruger dem til at være selvmordsbombere eller som soldater. Ansøgeren har henvist til, at dette skete for en jævnaldrende dreng fra ansøgerens landsby og for flere andre drenge fra området. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder ikke, at de generelle forhold i Kunduz medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Det fremgår imidlertid af baggrundsoplysningerne, at Taliban har kontrol med væsentlige dele af Chahar Dara distriktet, hvorfra ansøgeren stammer, og at der her i de sidste år jævnligt har været kampe mellem Taliban og regeringsstyrkerne. Dette fremgår blandt andet af Landinfos rapport af 2. november 2016 Afghanistan: Sikkerhetssituasjonen i provinsen Kunduz s. 7: ”Chardarah: I dette distriktet, med pashtunsk majoritetsbefolkning, har Taliban lenge stått sterkt – distriktet beskrives som Talibans «hotbed» i provinsen. Første gang distriktet falt til Taliban var i juni 2015. Myndighetene kontrollerer per oktober 2016 kun deler av distriktssenteret, og Taliban har etablert en fullstendig parallell skyggeadministrasjon. Det er allment kjent hvilken bygning de holder til i, og her kan befolkningen komme med sine forespørsler eller problemer” Ansøgeren stammer således fra et Taliban-kontrolleret område med et meget højt konfliktniveau, vold og usikkerhed. Vedrørende anvendelse af børnesoldater fremgår det af EASO Contry of Origin Information report, Afghanistan, Recruitment by armed groups, September 2016 s. 39: "According to Child Soldiers International: “Information gathered from research in six provinces showed that child recruitment by the ANSF and the Taliban tended to be higher in areas experiencing higher levels of violence and insecurity” Af samme rapport s. 125 fremgår: “On 28 September 2015, in a large-scale attack, the Taliban, with child soldiers in its ranks (1233), overran the city of Kunduz, took control of most areas, freed hundreds of prisoners from the jail, seized key buildings and advanced on the airport. Foreign groups such as al Qaeda, Jundullah, IMU, Lashkar-e Tayeba and Jombesh-e Nasr-e Tajikistan participated in this attack.” Af samme rapport s. 23 fremgår: ”On 30 September 2015, Al Jazeera reported that the Taliban was going from door to door in Kunduz demanding young boys as recruits from families (119). In October 2015, Tolo News reported about a captured teenage Taliban fighter in Kunduz who claimed he was forced by the Taliban to fight against security forces (120). According to local Afghan officials, in January 2016 the Taliban controlled more than 300 schools in the province of Kunduz where it recruited students as fighters. This practice was reported in parts of Imam Sahib, Dasht-e Archi, Qala-I Zal, Khanabad and Chahar Dara districts in Kunduz, and also in the province of Nangarhar. A resident of Chahar Dara said the Taliban had allocated time at school for weapons training (121)." Af s. 39 i samme rapport fremgår: ”However, in a report of February 2016, Human Rights Watch (HRW) reports on a rise of child recruitment in the north of Afghanistan since mid-2015, coinciding with major Taliban offensives in the region, especially in Kunduz. HRW interviewed the relatives of 13 minors between 14 and 17 years old who were recruited as Taliban soldiers" Af s. 40 i samme rapport fremgår: ”In a subsequent interview, the author of the report, Patricia Gossman (HRW) could not give any concrete statistics on the prevalence of child recruitment among opposition forces. She stated that declarations of hundreds of children per village were probably exaggerated, yet would not call child recruitment a marginal phenomenon. She called it ‘a consistent feature, and increasing’. In the districts in Kunduz that were under firm control of the Taliban, she called child recruitment ‘fairly widespread’ (295). In response to the HRW report, the Taliban denied any use of child soldiers, called the HRW report ‘baseless’ and reiterated that such recruitment was strictly forbidden by referring to article 69 of the Lahya (296). Yet UNAMA received ‘consistent, credible reports that the Taliban used large numbers of child soldiers during the attack on Kunduz. UNAMA sources indicated that medical facilities in Kunduz treated ‘at least 200’ injured child fighters between 28 September and 13 October. Most of them were boys reportedly aged between 10 and 17”. Efter baggrundsoplysningerne er det således sandsynligt, at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge i Chahar Dara. Ansøgeren er 15 år gammel, pasthuner og familiens ældste søn. Ansøgerens far blev dræbt i 2015, og i umiddelbar forlængelse heraf besluttede ansøgerens mor og morbrødre, at ansøgeren straks skulle flygte. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om asylmotivet, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, der var 14-15 år gammel, da han forlod hjemlandet, ikke har modtaget egentlig skoleundervisning, og at han er analfabet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det var ansøgerens mor og morbrødre, der tog beslutningen om, at ansøgeren skulle flygte. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Chahar Dara, i forhold til hvilket ansøgerens asylmotiv skal bedømmes, vil risikere, mod sin vilje at blive tvunget til at tilslutte sig Taliban. Under henvisning til at ansøgeren er mindreårig og uden netværk, finder nævnet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2017/22/AKM
Flygtningenævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er uledsaget mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra Chahar Dara distriktet i Kunduz-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har henvist til, at der er krig mellem regeringsstyrkerne og Taliban i Chahar Dara, og at hans far ti dage inden ansøgerens udrejse blev dræbt. Ansøgeren har videre henvist til, at Taliban tager unge drenge og bruger dem til at være selvmordsbombere eller som soldater. Ansøgeren har henvist til, at dette skete for en jævnaldrende dreng fra ansøgerens landsby og for flere andre drenge fra området. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder ikke, at de generelle forhold i Kunduz medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Det fremgår imidlertid af baggrundsoplysningerne, at Taliban har kontrol med væsentlige dele af Chahar Dara distriktet, hvorfra ansøgeren stammer, og at der her i de sidste år jævnligt har været kampe mellem Taliban og regeringsstyrkerne. Dette fremgår blandt andet af Landinfos rapport af 2. november 2016 Afghanistan: Sikkerhetssituasjonen i provinsen Kunduz s. 7: ”Chardarah: I dette distriktet, med pashtunsk majoritetsbefolkning, har Taliban lenge stått sterkt – distriktet beskrives som Talibans «hotbed» i provinsen. Første gang distriktet falt til Taliban var i juni 2015. Myndighetene kontrollerer per oktober 2016 kun deler av distriktssenteret, og Taliban har etablert en fullstendig parallell skyggeadministrasjon. Det er allment kjent hvilken bygning de holder til i, og her kan befolkningen komme med sine forespørsler eller problemer” Ansøgeren stammer således fra et Taliban-kontrolleret område med et meget højt konfliktniveau, vold og usikkerhed. Vedrørende anvendelse af børnesoldater fremgår det af EASO Contry of Origin Information report, Afghanistan, Recruitment by armed groups, September 2016 s. 39: "According to Child Soldiers International: “Information gathered from research in six provinces showed that child recruitment by the ANSF and the Taliban tended to be higher in areas experiencing higher levels of violence and insecurity” Af samme rapport s. 125 fremgår: “On 28 September 2015, in a large-scale attack, the Taliban, with child soldiers in its ranks (1233), overran the city of Kunduz, took control of most areas, freed hundreds of prisoners from the jail, seized key buildings and advanced on the airport. Foreign groups such as al Qaeda, Jundullah, IMU, Lashkar-e Tayeba and Jombesh-e Nasr-e Tajikistan participated in this attack.” Af samme rapport s. 23 fremgår: ”On 30 September 2015, Al Jazeera reported that the Taliban was going from door to door in Kunduz demanding young boys as recruits from families (119). In October 2015, Tolo News reported about a captured teenage Taliban fighter in Kunduz who claimed he was forced by the Taliban to fight against security forces (120). According to local Afghan officials, in January 2016 the Taliban controlled more than 300 schools in the province of Kunduz where it recruited students as fighters. This practice was reported in parts of Imam Sahib, Dasht-e Archi, Qala-I Zal, Khanabad and Chahar Dara districts in Kunduz, and also in the province of Nangarhar. A resident of Chahar Dara said the Taliban had allocated time at school for weapons training (121)." Af s. 39 i samme rapport fremgår: ”However, in a report of February 2016, Human Rights Watch (HRW) reports on a rise of child recruitment in the north of Afghanistan since mid-2015, coinciding with major Taliban offensives in the region, especially in Kunduz. HRW interviewed the relatives of 13 minors between 14 and 17 years old who were recruited as Taliban soldiers" Af s. 40 i samme rapport fremgår: ”In a subsequent interview, the author of the report, Patricia Gossman (HRW) could not give any concrete statistics on the prevalence of child recruitment among opposition forces. She stated that declarations of hundreds of children per village were probably exaggerated, yet would not call child recruitment a marginal phenomenon. She called it ‘a consistent feature, and increasing’. In the districts in Kunduz that were under firm control of the Taliban, she called child recruitment ‘fairly widespread’ (295). In response to the HRW report, the Taliban denied any use of child soldiers, called the HRW report ‘baseless’ and reiterated that such recruitment was strictly forbidden by referring to article 69 of the Lahya (296). Yet UNAMA received ‘consistent, credible reports that the Taliban used large numbers of child soldiers during the attack on Kunduz. UNAMA sources indicated that medical facilities in Kunduz treated ‘at least 200’ injured child fighters between 28 September and 13 October. Most of them were boys reportedly aged between 10 and 17”. Efter baggrundsoplysningerne er det således sandsynligt, at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge i Chahar Dara. Ansøgeren er 15 år gammel, pasthuner og familiens ældste søn. Ansøgerens far blev dræbt i 2015, og i umiddelbar forlængelse heraf besluttede ansøgerens mor og morbrødre, at ansøgeren straks skulle flygte. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om asylmotivet, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, der var 14-15 år gammel, da han forlod hjemlandet, ikke har modtaget egentlig skoleundervisning, og at han er analfabet. Flygtnin-genævnet har endvidere lagt vægt på, at det var ansøgerens mor og morbrødre, der tog beslutningen om, at ansøgeren skulle flygte. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Chahar Dara, i forhold til hvilket ansøgerens asylmotiv skal bedømmes, vil risikere, mod sin vilje at blive tvunget til at tilslutte sig Taliban. Under henvisning til at ansøgeren er mindreårig og uden netværk, finder nævnet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2017/22/AKM
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og født som shia-muslim. Ansøgeren er fra [afghansk by], Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren er opvokset i Isfahan i Iran, hvortil hun kom, da hun var halvandet år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil slå hende ihjel, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin egen og sin tidligere svigerfamilie, fordi hun har forladt sin ægtefælle og er konverteret. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold for kristne i Afghanistan og Iran. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes familie i marts 2013 besluttede, at hun skulle giftes med [navngiven mand], som hun i en årrække havde været lovet bort til. Ansøgeren nægtede at gifte sig med [manden], fordi hun var forelsket i en anden mand. Hendes familie tvang hende til at gifte sig med [manden] blandt andet ved at udsætte hende for vold og ved at true med at dræbe hende med henvisning til, at hun bragte skam over familien. Ansøgeren og [manden] blev religiøst viet i august 2013. På det tidspunkt boede [manden] i Shiraz. Parret havde telefonisk kontakt omkring hver anden dag, ligesom de så hinanden i forbindelse med det iranske nytår. Den [dato i efteråret] 2015 blev [manden], der ikke havde iransk opholdstilladelse, anholdt af myndighederne, der gav ham den mulighed enten at blive deporteret til Afghanistan eller deltage i borgerkrigen i Syrien. Da [manden] ikke ville efterkomme nogen af myndighedernes ordrer, valgte han i stedet at rejse til Europa og gav ansøgeren mulighed for at følge med. Ansøgeren accepterede dette, idet hun håbede, at hun i Europa ville kunne blive skilt fra [manden], hvilket ikke var muligt i Iran. Efter ankomsten til Danmark flyttede ansøgeren fra [manden], og de har ikke siden genoptaget deres samliv. [Mandens] familie har kontaktet ansøgerens familie i Iran og fortalt om skilsmissen, og via sin lillesøster har ansøgeren hørt, at familien har truet med at slå hende ihjel, hvis de får fat på hende. Ansøgeren er efter ankomsten til Danmark blevet interesseret i kristendommen, og hun begyndte at gå i kirke i begyndelsen af 2016. [I] juni 2016 blev ansøgeren døbt i [navngiven] kirke i [dansk by]. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører spørgsmålet om konversion, skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sine religiøse forhold, herunder om baggrunden for konversionen til kristendommen og de overvejelser, der lå bag beslutningen. Ansøgeren har over et længere forløb deltaget i gudstjenester, modtaget undervisning i kristendom og er blevet døbt. Også efter dåben er hun fortsat med at gå i kirke og modtage undervisning, ligesom hun taler åbent om sit trosskifte. Ansøgeren har endelig udvist, at hun har en del viden om kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konversion er reel og et udtryk for ansøgerens indre overbevisning og et ønske om også fremadrettet at leve som kristen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/219/nke
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og født som shia-muslim. Ansøgeren er fra [by i Afghanistan,] Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren er opvokset i Isfahan i Iran, hvortil hun kom, da hun var syv måneder. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet eller henrettet, fordi hun har forladt sin ægtefælle, og fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun frygter endvidere sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin egen familie, som beskylder hende for at have vanæret dem, fordi hun har forladt sin ægtefælle og er konverteret til kristendommen. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun efter pres fra sin egen familie blev forlovet med sin tidligere fægtefælle i 2011/2012, da hun var 13-14 år gammel. På det tidspunkt boede den tidligere ægtefælle i Dubai, hvor han opholdt sig indtil juni 2013. Efter at være vendt tilbage til Iran blev der holdt bryllupsfest for parret. Idet ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde lovligt ophold i Iran, besluttede de at udrejse af Iran, hvilket de gjorde i slutningen af september 2015. De udrejste sammen med ansøgerens søster, dennes ægtefælle samt ansøgerens tidligere ægtefælles nevø. I marts 2016 – nogle måneder efter ankomsten til Danmark – meddelte ansøgeren asylcentret, at hun ønskede at blive flyttet væk fra sin mand. Hun og ægtefællen har ikke senere genoptaget deres samliv. Ansøgerens søster, der ligeledes har søgt opholdstilladelse i Danmark, har via deres fælles lillesøster i Iran modtaget en række sms´er, hvor familien bebrejder ansøgeren, at hun har forladt Islam og truet hende med, at anmelde hende til myndighederne, ligesom de har truet hende på livet på grund af skilsmissen og konversionen. Ansøgeren har efter ankomsten til Danmark haft et forhold til en anden afghansk mand, med hvem hun blev gravid, hvorefter hun fik en abort. Hendes familie er bekendt med graviditeten. Ansøgeren har efter ankomsten til Danmark fået interesse for kristendommen, og hun begyndte at gå i kirke omkring februar 2016. [I] juni 2016 blev ansøgeren døbt i [navngiven] kirke i [dansk by]. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører spørgsmålet om konversion skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sine religiøse forhold, herunder om baggrunden for konversionen til kristendommen og de overvejelser, der lå bag beslutningen. Ansøgeren har over et længere forløb deltaget i gudstjenester, modtaget undervisning i kristendom og er blevet døbt. Også efter dåben er hun fortsat med at gå i kirke og modtage undervisning, ligesom hun taler åbent om sit trosskifte. Ansøgeren har endelig udvist, at hun har en del viden om kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konversion er reel og et udtryk for ansøgerens indre overbevisning om fremadrettet at leve som kristen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/218/nke
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Dai Kundi, Afghanistan, men er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra myndigheder eller andre, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine kristne aktiviteter i Danmark og baggrunden herfor til grund, hvilken forklaring blandt andet støttes af erklæringer fra præster ved [Kirken] af [foråret] 2015, [foråret] 2016 og [foråret] 2017. Det lægges således til grund, at ansøgeren – der efter at have fået opholdstilladelse i Danmark i 2013 havde store problemer i sin familie og søgte ro og støtte – blev kirkegænger i [Kirken], hvor han blev døbt i [vinteren] 2015 efter at have fulgt et dåbsforberedelseskursus i omkring seks måneder, og hvor han stadig er kirkegænger. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/217/thj
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Dai Kundi, Afghanistan, men er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra myndigheder eller andre, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine kristne aktiviteter i Danmark og baggrunden herfor til grund, hvilken forklaring blandt andet støttes af erklæringer fra præster ved [Kirken] af [foråret] 2015, [foråret] 2016 og [foråret] 2017. Det lægges således til grund, at ansøgeren – der havde alvorlige psykiske problemer og isolerede sig fra omverdenen – i 2014 blev kirkegænger i [Kirken], hvilket havde en meget positiv indvirkning på hans psykiske tilstand. Han blev døbt i kirken i [vinteren] 2015 efter at have fulgt et dåbsforberedelseskursus i omkring seks måneder og er stadig kirkegænger i kirken. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/216/thj
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin morbror, [navn på morbror], idet ansøgeren formoder, at den koranskole, som ansøgerens morbror har forbindelser til, og som ansøgeren skulle tilknyttes som elev, i stedet uddanner børn til selvmordsbombere. Han formoder, at hans morbror frygter, at ansøgeren vil fortælle til myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter Taliban, fordi de arbejder sammen med ansøgerens morbror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans morbror har været øverste leder af Taliban i [et afghansk område] i 10-12 år. Han beordrede blandt andet Taliban til at kæmpe i forskellige områder, og han opkrævede skatter for narkotikasalg. Ansøgerens morbror kom omkring [i sommeren] 2015 på besøg hos ansøgerens familie til Eid. Morbroren sagde, at ansøgeren enten skulle arbejde for Taliban eller gå i koranskole. Efter ansøgerens fars død omkring 2012 havde ansøgerens morbror i en årrække argumenteret for, at ansøgeren skulle gå i koranskole, men ansøgerens mor havde brug for hans hjælp i hjemmet. Da ansøgerens søskende var blevet voksne, accepterede hun, at ansøgeren skulle gå i koranskole. 30-40 dage efter Eid skulle ansøgeren på koranskole i Quetta, Pakistan. Rejsen til koranskolen ville vare en dag. Ansøgeren blev kørt til skolen af morbroren, der herefter kørte igen. Om aftenen fik ansøgeren en indsprøjtning af en ukendt underviser på skolen, og ansøgeren faldt i søvn. Indsprøjtningen indeholdt et stof, der skulle rense hukommelsen og hjernevaske ansøgeren. Den efterfølgende dag kunne ansøgeren fra vinduet i det værelse på anden sal, hvor han opholdt sig, se en gård omkranset af en meget høj mur. Han kunne se, at 20-25 personer modtog våbentræning. Ansøgeren gik ned i gården. I et stort rum ved siden af træningsområdet ordnede nogle personer eksplosiver på selvmordsveste. Om aftenen gemte ansøgeren sig på toilettet, da det var tid til indsprøjtning, og han kom først tilbage, da personalet var færdige med at give disse. Ansøgeren spurgte en af underviserne, hvornår de skulle modtage undervisning. Underviseren forklarede, at undervisningen først kunne ske, når [navn på leder] var ankommet. Det gik op for ansøgeren, at de reelt ikke skulle modtage undervisning, men at de skulle trænes til at være selvmordsbombere. På tredjedagen stod ansøgeren op omkring tidspunktet for morgenbønnen og fortalte vagten, at han skulle købe frugt, hvorefter ansøgeren fik lov til at gå fra området. Han tog en taxa fra Quetta og ringede til sin bror og fortalte ham alt. Hans bror arbejdede for militæret i Helmand og ville mødes med ansøgeren ved grænsen. Ansøgeren tog herefter en taxa til [en afghansk by]. Broren tog ansøgeren med hen til sin kollega i Kandahar, hvor de overnattede. Ansøgerens svoger, [navn på svogeren], hentede ansøgeren i Kabul den efterfølgende dag, og ansøgeren overnattede hos [navn på svogeren] i en til to nætter, før ansøgeren omkring [efteråret] 2015 udrejste af Afghanistan via Nimruz. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og utroværdig. I denne vurdering er det indgået, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens morbror indtager en ledelsesmæssig rolle i Taliban samtidig med, at ansøgerens bror uden problemer for familien i øvrigt arbejder for de afghanske militærmyndigheder i Helmand-provinsen. Nævnet finder det heller ikke troværdigt, at ansøgerens mor skulle have indvilliget i at sende ansøgeren på koranskole som 19-årig, efter at hun angiveligt gennem flere år havde kunnet modsætte sig dette, fordi hun hidtil havde haft brug for hans hjælp i hjemmet. Efter ansøgerens oplysninger om karakteren af den omhandlede koranskole fremstår det endvidere usandsynligt, at skolen ikke var bevogtet, således at ansøgeren frit kunne forlade skolen. Det fremstår heller ikke troværdigt, at ansøgeren på andendagen af sit ophold på skolen skulle have haft held med at gemme sig for personalet, når der om aftenen skulle gives indsprøjtninger til eleverne. Endelig fremstår det ikke troværdigt, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han først opdagede, at han befandt sig i Pakistan, da hans bror oplyste dette under telefonsamtalen umiddelbart efter flugten fra skolen, idet broren kunne se landekoden i sin telefons display. Under disse omstændigheder og under henvisning til divergenserne i ansøgerens forklaring om tidspunktet for ankomsten til skolen, bevogtningsforholdene på skolen, hvem der gav ansøgeren indsprøjtningen den første aften og om morbrorens bestræbelser på at få ansøgeren sendt på koranskole, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan ikke kan føre til opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/215/DTO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men ansøgeren er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sin families liv, da familien er blevet truet af slægtninge til ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold for kvinder i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født og opvokset i Iran, og at hun aldrig har været i Afghanistan. I forbindelse med det afghanske nytår rejste ansøgerens ægtefælle til det nordlige Iran, hvor han blev anholdt, da han ikke havde tilladelse til at opholde sig i den del af Iran. Ægtefællen blev herefter deporteret til Afghanistan omkring [foråret] 2015. Ægtefællen vendte tilbage til Iran omkring [sommeren] 2015. En aften sad familien sammen, da det bankede på døren til gården. Ansøgerens ægtefælle gik ud for at se, hvem der var ved døren. Ansøgeren kunne efterfølgende høre skrig og larm. Ansøgeren gik ud i gården og så nogle mænd, der prøvede at føre hendes ægtefælle hen til en bil. På grund af larmen kom nogle naboer familien til undsætning, hvorefter mændene sagde, at de ville slå familien ihjel. Herefter flygtede mændene. Ansøgerens ægtefælle fortalte herefter ansøgeren, at han havde været chauffør i Afghanistan og havde kørt en kvinde. Eftersom en kvinde ikke må køre i taxa alene med en mand, er kvindens familie efter ansøgerens ægtefælle. Familien udrejste efterfølgende af Iran, da de frygtede at blive opsøgt igen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens asylmotiv i det væsentlige relaterer sig til det asylmotiv, som hendes ægtefælle i den sambehandlede sag har angivet. Flygtningenævnet har ikke fundet at kunne lægge ansøgerens ægtefælles forklaring herom til grund. Det tilføjes, at ansøgeren selv har forklaret divergerende om, hvor mange der var involveret i bortførelsesforsøget af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for kvinder i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/214/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ægtefællen eller familien til en kvinde ved navn Bibi Kobra, som ansøgeren har haft et seksuelt forhold med. Ansøgeren har videre henvist, at han frygter de generelle forhold for hazarer og shia-muslimer i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2015 blev deporteret fra Iran til Afghanistan. I Afghanistan købte ansøgeren en taxa. En dag kørte ansøgeren sin onkels barnebarn, Laila, og hendes veninde, Bibi Kobra i taxaen. Efter nogle dage skrev Bibi en SMS til ansøgeren. Ansøgeren og Bibi begyndte at skrive og tale sammen telefonisk. Omkring to uger senere mødtes ansøgeren med Bibi på en vandpibecafe. Ansøgeren og Bibi ville gerne indlede et seksuelt forhold. Omkring to uger senere fortalte Bibi, at hun havde fundet et sted, hvor parret kunne have seksuel omgang. De tog hen til et ægtepar ved navn Haydar og Karima, der lejede et værelse ud til par, der ville mødes i skjul for at have seksuel omgang. Ansøgeren og Bibi drak te med ægteparret, og benyttede værelset fire gange. Efter at ansøgeren havde benyttet værelset hos ægteparret for anden gang, ville Haydar have, at ansøgeren kørte kunder til og fra ægteparrets hus. Ansøgeren ønskede ikke at køre kunderne, men Haydar fremviste en video af ansøgeren og Bibi og truede med at sende videoen til Bibis familie. En dag kørte ansøgeren Bibi og hendes datter til Rawza, hvorefter ansøgeren ikke så hende igen. Bibis ægtefælle opdagede, at hun var forsvundet og opsøgte Laila, der fortalte ham, at Bibi havde haft et seksuelt forhold til ansøgeren i ægteparrets hus. Politiet opsøgte i den forbindelse ægteparrets hus. Da ansøgeren var på vej hen til Haydars hus, så han, at en masse mennesker havde samlet sig, og at der var en politibil. Ansøgeren blev bange og kørte derfra. Efter at have opholdt sig hos en ven, rejste ansøgeren til Iran, hvor hans ægtefælle og børn opholdt sig. På sin bopæl i Iran blev ansøgeren opsøgt af Lailas mand og to andre mænd, der ville tvinge ansøgeren ind i en bil. Naboerne kom ansøgeren til undsætning, men Lailas mand nåede at true ansøgeren, inden han flygtede. Ansøgeren udrejste af Iran efter at have opholdt sig hos sin svigerfamilie. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter er udbyggende og indeholder divergenser. Således har ansøgeren i sit asylskema intet oplyst om to væsentlige elementer i det senere asylmotiv. Ansøgeren har således hverken nævnt noget om sit seksuelle forhold til Bibi Kobra eller om, at han i Iran skulle være forsøgt kidnappet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han allerede ved sit første besøg hos Haydar vidste, at denne drev bordel, om hvornår han hørte om Lailas løsladelse og om hvorvidt han straks genkendte bortføreren som Lailas ægtefælle. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/213/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [A] i Laghman provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars slægtninge. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter en person ved navn Muzammel, som ansøgeren har fået fængslet som følge af voldtægt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fars slægtninge opsøgte ansøgerens far for at bede om ansøgerens søsters hånd. Farens slægtninge var en del af Taliban. Slægtningene opsøgte ansøgerens far fire gange på familiens bopæl og tre til fire gange i farens forretning for at bede om ansøgerens søsters hånd. Ansøgerens far afslog frierierne. Efter at være blevet opsøgt syv til otte gange, fandt ansøgerens far et brev på familiens bopæl. Brevet havde et stempel fra Taliban. Ansøgeren kender ikke indholdet af brevet. Ansøgerens far henvendte sig til myndighederne med brevet. Ansøgerens far fik at vide, at såfremt han blev opsøgt af sine slægtninge igen, så skulle han underrette myndighederne. Ansøgerens far blev efterfølgende opsøgt af nogle slægtninge til sine slægtninge, der var kommet for at etablere et giftemål med ansøgerens søster. Ansøgerens far afviste personerne tre gange og modtog endnu et brev på familiens bopæl. Ligesom det første brev, var brevet stemplet af Taliban. Ansøgerens far henvendte sig igen til myndighederne med brevet og fik samme besked som første gang. En dag var ansøgeren i forretningens med sin far. Ansøgerens mor ringede til ansøgerens far, da slægtningene var kommet igen, og hun bad ansøgerens far komme hjem. Ansøgeren blev bedt om at lukke forretningen og tage hjem. På vej hjem havde ansøgerens far underrettet myndighederne, som anholdte manden og sagde til kvinderne, at hvis de kom igen, så ville de blive anholdt. Samme aften modtog ansøgerens far et opkald fra sine slægtninge. Ansøgerens far blev truet med, at han og familien ville blive slået ihjel, hvis ansøgerens far ikke sørgede for, at den anholdte mand blev løsladt. Ansøgerens far henvendte sig til myndighederne og fik manden løsladt. En nat blev familiens bopæl opsøgt af bevæbnede mænd. Familien blev ført udenfor, og mændene sagde til ansøgerens far, at de ville tage ansøgerens søster med magt. Da ansøgerens far forsøgte at råbe efter naboerne, blev han slået. Mændene forsøgte at gå med ansøgerens søster, men ansøgerens far løb efter og holdt om sin datter, hvorefter mændene skød ansøgerens far i ryggen. Ansøgeren besvimede ved synet og vågnede op på et hospital. Ansøgerens far blev begravet, og omkring tre til fire dage senere udrejste ansøgeren med sin mor og søskende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Der foreligger ingen oplysninger om, at ansøgeren skulle være i konflikt med myndighederne, hvorfor betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke findes opfyldt. Endvidere bemærkes, at ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har været truet personligt, og at konflikten i relation til søsterens ægteskab må anses for at være afsluttet. Endelig bemærkes, at ansøgerens konflikt med en tidligere lærer ikke i sig selv vurderes som asylbegrundende. Herefter stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/212
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Taliban, idet han som del af sit job i det afghanske politi har kæmpet mod Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban havde angrebet ansøgerens bopæl og dræbt ansøgerens far. Ansøgerens far havde ingen forudgående konflikter med Taliban. Ansøgeren kunne efterfølgende ikke få beskyttelse af efterretningstjenesten, hvorfor ansøgeren udrejste af Afghanistan med sin ægtefælle og mor. En uge efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban, fordi de mente, at ansøgeren arbejdede for de vantro. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring i hovedtræk kan lægges til grund. Nævnet har således ikke holdepunkter for at tilsidesætte forklaringen. Nævnet finder imidlertid at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul sammen med sin familie, der for tiden befinder sig i Pakistan. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har et vist netværk i Kabul, hvor hans morbror bor sammen med sin ægtefælle og tre børn, og at ansøgeren er en 28-årig mand, der er arbejdsduelig, og som ikke har helbredsmæssige problemer. Ansøgeren må antages at kunne finde beskyttelse i Kabul, også selvom levevilkårene kan være vanskelige, og nævnet finder ikke, at grundlæggende humanitære rettigheder vil blive krænket ved at ansøgeren henvises til at tage ophold i Kabul. Der er hertil lagt afgørende vægt på, at nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og tidligere arbejde ikke kan anse ansøgeren for at være profileret i en sådan grad, at det er sandsynligt, at ansøgeren og hans familie vil blive opsøgt i Kabul af Taliban. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/211/DMO
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/209/DMO Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af regeringsfjendtlige folk eller af Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter to afghanere, [C] og dennes søn [D], fordi ansøgeren ikke vil gifte sig med [D]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to af hendes brødre i [vinteren] 2010 blev bortført på bopælen og efterfølgende dræbt i en plantage i byen af enten regeringsfjendtlige folk eller af Taliban, fordi hendes brødre arbejdede for udlændinge i Herat lufthavn. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun under hele opholdet hos [C] blev udsat for overgreb. Ansøgeren blev forlovet med [D], men hun ville ikke giftes med ham, fordi han sås med folk, der var regeringsfjendtlige, gik med våben og tog stoffer. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet kan Flygtningenævnet ikke anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller regeringsfjendtlige grupper. Nævnet lægger herved vægt på, at drabet på ansøgerens far fandt sted for knap 20 år siden, og at ansøgeren på denne baggrund ikke er blevet opsøgt af Taliban eller andre grupper. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren efter drabet på to af ansøgerens brødre i 2010 i en måned boede sammen med sin mor, [ansøgeren B], på deres egen bopæl, uden at blive opsøgt af Taliban eller andre grupper. I den forbindelse tilsidesættes ansøgerens forklaring om, at de ikke blev opsøgt, fordi der var tale om en sørgeperiode, og at der opholdt sig flere andre personer på bopælen. Nævnet henviser endvidere til, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og hendes mor efterfølgende har undgået at blive opsøgt af Taliban eller af andre, da de senere i et år og otte måneder boede hos ansøgerens farbror, [E], og derefter hos [C] og hans søn [D] i mere end et år. Forklaringen om, at der ikke var andre end de pågældende familier, der vidste, hvor ansøgeren og hendes mor boede, fordi de levede i skjul, fremstår ikke sandsynlig. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes mor er blevet truet og udsat for overgreb af [C]’s søn [D], fordi han mod ansøgerens og morens vilje ville indgå ægteskab med ansøgeren. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og moren i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende herom, herunder om omstændighederne for den tvangsmæssige forlovelse mellem ansøgeren og [D], og om på hvilken baggrund ansøgeren og moren blev frataget deres pas. Ansøgeren er flygtet fra [C] og [D] for at undgå tvangsægteskabet med [D], og flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for overgreb fra [D] og dennes familie, og at hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flertallet finder derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger, [ansøgeren A], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/210/DMO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [A] i provinsen Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som har krævet, at ansøgeren underviste sine elever i jihad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han underviste på en skole. Han blev her opsøgt to gange af to forskellige mænd, der ville have, at ansøgeren underviste eleverne i jihad. Ansøgeren modtog herefter et trusselsbrev og blev væk fra arbejde i to dage. Omkring tre uger senere blev ansøgeren kidnappet efter eftermiddagsbønnen af ukendte personer. Ansøgeren blev kørt et ukendt sted hen, hvor han blev sat ind i et rum med seks andre personer. Ansøgeren blev slået under tilbageholdelsen og indvilligede herefter i at undervise eleverne i jihad. Ansøgeren blev herefter løsladt. Ansøgeren tog på arbejde i syv til ti dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil kunne risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af sin konflikt med Taliban. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, eksempelvis i Kabul. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en ung, sund og rask mand i den arbejdsduelige alder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren må anses for ikke at være en højt profileret person, som Taliban vil bruge ressourcer på at eftersøge. Nævnet finder endelig ikke, at de basale rettigheder vil blive krænket ved, at ansøgeren henvises til at tage ophold andetsteds i landet. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/21/SEL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/210/DMO Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af regeringsfjendtlige folk eller af Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter to afghanere, [C] og dennes søn [D], fordi ansøgerens datter ikke vil gifte sig med [D]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to af hendes sønner, i [vinteren] 2010, blev bortført på bopælen og efterfølgende dræbt i en plantage i byen af enten regeringsfjendtlige folk eller af Taliban, fordi hendes sønner arbejdede for udlændinge i Herat lufthavn. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun via sin svoger havde modtaget trusler af sønnernes drabsmænd, hvorfor hun flyttede ind hos [C]. Ansøgeren og hendes datter blev udsat for overgreb under opholdet hos [C], idet ansøgerens datter nægtede at gifte sig med [D]. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet kan Flygtningenævnet ikke anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller regeringsfjendtlige grupper. Nævnet lægger herved vægt på, at drabet på ansøgerens ægtefælle fandt sted for knap 20 år siden, og at ansøgeren herefter på denne baggrund ikke er blevet opsøgt af Taliban eller andre grupper. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren efter drabet på to af ansøgerens sønner i 2010 i en måned boede sammen med sin datter [ansøgeren A] på deres egen bopæl, uden at blive opsøgt af Taliban eller andre grupper. I den forbindelse tilsidesættes ansøgerens forklaring om, at de ikke blev opsøgt, fordi der var tale om en sørgeperiode, og at der opholdt sig flere andre personer på bopælen. Nævnet henviser endvidere til, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og [ansøgeren A] efterfølgende har undgået at blive opsøgt af Taliban eller af andre, da de senere i et år og otte måneder boede hos ansøgerens svoger, [E], og derefter hos [C] og hans søn [D] i mere end et år. Forklaringen om, at der ikke var andre end de omhandlede familier, der vidste, hvor ansøgeren og [ansøgeren A] boede, fordi de levede i skjul, fremstår ikke troværdig. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun og [ansøgeren A] er blevet truet og udsat for overgreb af [C] søn [D], fordi han mod ansøgerens og [ansøgeren A]’s vilje ville indgå ægteskab med [ansøgeren A]. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og [ansøgeren A] i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende herom, herunder om omstændighederne for den tvangsmæssige forlovelse mellem [ansøgeren A] og [D] og om på hvilken baggrund, ansøgeren og [ansøgeren A] blev frataget deres pas. Ansøgeren har hjulpet [ansøgeren A] med at flygte fra [C] og [D] for at undgå tvangsægteskabet mellem sin datter og [D], og flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for overgreb fra [D] og dennes familie, og at hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flertallet finder derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger, [ansøgeren B], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/209/DMO
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [i sommeren] 2015 er blevet døbt, og at han har tilknytning til Lundtofte kirke og Grønnevang kirke samt Internationalt Kristent Center i København, hvor han regelmæssigt deltager i kristne aktiviteter og gudstjenester. Hans ægtefælle og børn er ligeledes blevet døbt, og familien lever som kristne. Ansøgeren har endvidere søgt at gøre andre kristne. Uanset det forholdsvis korte tidsforløb med kristne aktiviteter forud for dåben i [sommeren] 2015 finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på rimelig måde har redegjort for forløbet vedrørende overgangen til den kristne tro. Ansøgeren har udvist betydelig kendskab til den kristne tro og har nu gennem et længere tidsrum beskæftiget sig med kristne aktiviteter. Endvidere må det efter det foreliggende antages, at ansøgeren vil leve sit liv som åbent kristen. Når der endelig henvises til ansøgerens fremtræden for Flygtningenævnet, lægger nævnet til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/208/ceb
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er etnisk hazara, og fordi Taliban har taget ham i besiddelse af dokumenter, der viser, at han er imod dem. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter politiet i Kabul, og at han vil blive idømt livsvarigt fængsel, fordi politiet har fundet våben på hans værelse. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i starten af 2015 skulle rejse fra sin region mod Kabul for at samle penge ind til brug for våbenkøb til fordel for forsvaret af hans hjemegn mod Kuchi-folket, der samarbejder med Taliban. Formålet med turen til Kabul var ligeledes, at han skulle varetage sin uddannelse. Under sin rejse kørte han i bus igennem området […], der er kontrolleret af Taliban. Der var ni eller elleve personer i bussen, hvoraf ansøgeren kendte to af dem. I en æbleplantage i […] standsede Taliban bussen og sagde, at alle skulle stå af. Ansøger og de andre blev bundet på deres hænder og øjne, og Taliban tog deres dokumenter og smed dem i en bunke. Ansøgeren var i besiddelse af et dokument, der beskrev hans identitet, hans ærinde vedrørende indsamling af penge i Kabul og formålet med indsamlingen. Ansøgeren var tilbageholdt af Taliban umiddelbart uden for bussen i omkring en halv time. Herefter kom der flere biler til stedet, og der var nogle, der begyndte at skyde. Dem, der skød, tog bindet af ansøgerens og de andres øjne. Taliban flygtede som følge af skyderiet fra stedet. Herefter kørte ansøgeren og de andre videre til Kabul i samme bus. Femten dage efter sin ankomst til Kabul ringede ansøgerens bror og fortalte ansøgeren, at Taliban havde vist ansøgerens billede til forskellige chauffører og spurgt ind til, hvor han var henne. Ansøgeren blev i Kabul, og samlede penge ind til våbenkøbet i omkring fire måneder, imens han passede sin skole. Under sit ophold i Kabul ringede hans bror til ham og fortalte ham, at de to drenge, som han kendte, og som havde været med bussen, den dag Taliban stoppede den, var blevet slået ihjel, da de kørte tilbage […] fra Kabul. De to drenge afgik ved døden tre til fire måneder efter, ansøgeren ankom til Kabul. [I efteråret] 2015 afleverede ansøgeren de indsamlede penge til en person, der skulle give dem videre til en anden person fra Pakistan. Herefter modtog han våbnene. Nogle dage senere kom politiet, mens han var i skole, og tog våbnene, som han havde opbevaret på sit værelse. Herefter boede ansøgeren i ti dage hos en ven i Kabul, inden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har til asylsamtalen tillige påberåbt sig, at han også frygter myndighederne, som fandt to geværer på hans værelse. Det må tillægges vægt, at dette asylmotiv hverken er omtalt i asylskemaet eller i referatet af oplysnings- og motivsamtalen. Tværtimod har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen på forespørgsel udtrykkeligt fastholdt, at han alene frygtede Taliban. Det er samtidig indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er en uddannet person, som må antages at kunne svare for sig og gengive de indtryk, som han modtager. Vedrørende episoden med Taliban har ansøgeren forklaret upræcist om blandt andet de medbragte dokumenter og afgivelsen af skud. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om, at han er efterstræbt af Taliban og myndighederne, alene er baseret på andenhåndsoplysninger fra broren samt en ven fra den bygning, hvor ansøgeren boede i Kabul. Det skal videre særligt bemærkes, at ansøgerens antagelse af, at Taliban fik tilegnet sig ansøgerens papirer, da de flygtede fra stedet […], alene er baseret på formodninger. Endelig har ansøgeren heller ikke sandsynliggjort, hvorledes han skulle være kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med ransagningen af hans værelse i Kabul. Da ansøgeren heller ikke over for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring herom. Ansøgeren fremstår endvidere helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold for etniske hazaraer ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/207/ceb
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra [en by i], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren frygter endvidere, at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi de tror, at han har samarbejdet med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han havde en forretning i [Wardak-provinsen] Ansøgerens bror, […], sendte varer til forretningen fra Herat. Ansøgeren og hans partner, […], var på en ukendt dato ved at læsse varer af en varebil, da personer fra Taliban kom ind i forretningen. Nogle af varerne i bilen skulle læsses af i butikken, mens resten skulle videre til Kabul. To personer fra Taliban kom ind i butikken. De havde medbragt fem beholdere. Talibanerne bad ansøgeren og hans partner placere beholderne i nogle kasser, som de havde stående i butikken, så beholderne kunne blive kørt med bilen til Kabul. Dette afviste ansøgeren og hans partner, da de frygtede, at beholderne indeholdte sprængstoffer. Taliban slog dem, fordi de afviste at samarbejde. Chaufføren af varebilen havde ringet til politiet, og da politiet kom, opstod der kamp mellem politiet og Taliban. Ansøgerens partner slog én af talibanerne, hvorefter ansøgeren flygtede fra butikken. Ansøgerens partner forsøgte også at flygte, men han blev skudt. Ansøgeren flygtede hjem til en af sine venner, […]. Vennen ringede til ansøgerens svigerfar, som oplyste, at de var blevet opsøgt af politiet, hvorfor ansøgeren ikke skulle komme hjem. [Vennen] kontaktede derefter en menneskesmugler, som tog ansøgeren med til Nimrouz, hvor de ankom [i vinteren] 2015. Dagen efter ringede ansøgeren til sine forældre, som fortalte, at de var flygtet fra [byen] på grund af ansøgerens konflikt. [I vinteren] 2015 forlod ansøger Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen er usandsynlig og divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede ud af værkstedets bagdør, hvorefter han løb hen til sin ven […], der bor tæt på værkstedet. Hos [vennen] besvimede ansøgeren. Ansøgeren har ikke kunnet svare på, hvor længe han var besvimet. Da ansøgeren kom til sig selv, kunne han ikke forklare [vennen], hvad der var sket, men han gav [vennen] sin hustrus telefonnummer. [Vennen] ringede herefter op, og opkaldet blev besvaret af ansøgerens svigerfar, der fortalte, at ansøgerens hjem var blevet ransaget af politiet. Nævnet finder, at det er helt usandsynligt, at politiet skulle kunne have identificeret ansøgeren og dennes bopæl samt have gennemført en ransagning heraf på den tid, der var gået fra, at ansøgeren skulle være flygtet, og til at [vennen] ringede op til ansøgerens hustru. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange beholdere, som Taliban havde med og ønskede kørt til Kabul. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalerne [i sommeren] og [senere på sommeren i] 2016 forklaret, at der var tale om en beholder. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban havde medbragt fem beholdere. Nævnet bemærker, at ansøgeren i sine korrigerende bemærkninger til referatet af oplysnings- og motivsamtalerne også kun omtalte en beholder. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår henholdsvis Taliban og politiet ankom til ansøgerens forretning. Ansøgeren har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at Taliban var til stede, da varebilen kom. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at varebilen var næsten aflæsset, da Taliban kom. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at der gik et par minutter fra chaufføren signalerede, at han havde ringet til politiet, til ansøgeren hørte skyderi. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der gik 20 minutter. Nævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om rækkefølgen af det passerede ved hændelsen. Ansøgeren har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren ] 2016, at han blev udsat for vold af Taliban, hvorefter han så, at chaufføren signalerede, at han havde ringet efter politiet. Til asylsamtalen for nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev udsat for vold, efter chaufføren havde signaleret, at han havde ringet til politiet. Nævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren også har forklaret divergerende om, hvad ansøgerens svigerfar fortalte om, hvad politiet havde fundet ved ansøgerens forretning. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har peget på, at der var været problemer med oversættelsen af samtalerne med Udlændingestyrelsen. Det kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren har fået referaterne oversat og har godkendt disse efter at være fremkommet med korrektioner. Nævnet er endvidere opmærksom på, at ansøgeren oplever psykiske problemer. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/206/COL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og den kvindelige ansøger er etnisk tajik. Ansøgerne er sunni-muslimer fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han på en ukendt dato i [vinteren] 2015 af den lokale mullah blev gjort bekendt med indholdet af et brev fra Taliban, hvori der stod, at han skulle komme til møde hos kommandant Mullah […] i området […]. Landsbyens Malek (landsbyoverhoved), […] sagde, at ansøgeren var nødt til at tage til mødet, men ansøgeren turde ikke. To dage herefter, da ansøgeren var på vej hjem fra fredagsbøn i Herat, blev han stoppet af for ham tre ukendte personer fra Taliban, som sagde, at han skulle køre dem til floden. Da de kom til floden, blev han udsat for fysiske overgreb af fem personer, hvorfor han mistede bevidstheden. Da han kom til bevidsthed, havde han bind for øjnene, og hans hænder og fødder var bundet. Om lørdagen blev ansøgeren flyttet til et andet rum, hvor kommandanten var sammen med flere andre personer. Kommandanten sagde, at ansøgeren skulle køre tre personer fra Taliban til lufthavnen, fordi ansøgeren havde mulighed for at komme ind i lufthavnen, hvor udlændingene arbejder. Ansøgeren ville derefter blive sat fri. Kommandanten udfærdigede et brev, hvorpå ansøgeren skulle sætte sit fingeraftryk. Ansøgeren blev flyttet tilbage til det rum, han oprindeligt var blevet indsat i, hvor han overnattede. Næste morgen fik ansøgeren bind for øjnene og blev sat ind i en bil, hvor de efter omkring 40 til 50 minutters kørsel kom frem til ansøgerens bil. Ansøgeren satte sig ind i bilen sammen med tre bevæbnede personer fra Taliban. Da de nærmede sig lufthavnen, begyndte der at komme røg fra bilen, hvorfor de stoppede, og ansøgeren forklarede, at der skulle vand på bilen, før den kunne køre videre. Da ansøgeren åbnede motorrummet og bagagerummet, kunne han konstatere, at der lå ledninger og sprængstoffer. Ansøgeren og én af personerne fra Taliban gik hen til et hus for at hente vand. Mens ansøgeren var i gang med at hente vand fra en brønd, lykkes det ham at flygte fra talebaneren. Ansøgeren flygtede hjem til sin svoger, […], hvor hans familie opholdte sig. Ansøgerens svoger fandt samme aften en menneskesmugler, der hjalp familien med at udrejse af Afghanistan [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af asylmotivet, herunder hvornår Taliban kontaktede ham. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at Taliban ikke tidligere havde opsøgt ham eller kontaktet ham, da Taliban standsede ham. Det eneste, han fik at vide var, at Taliban havde skrevet til ham tidligere. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har den mandlige ansøger forklaret, at han fik et brev af den lokale mullah en onsdag, hvor ansøgeren var til aftenbøn i moskeen […]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det hele startede en tidlig torsdag morgen, hvor ansøgeren var på vej på arbejde, idet han omkring 200 meter fra ansøgernes bopæl mødte den lokale mullah. Mullahen, som var til fods, meddelte ansøgeren, at der var kommet et brev fra mullah […], og at ansøgeren skulle komme til området […]. Den mandlige ansøger har også forklaret forskelligt om, hvad Talibans formål med at tvinge ham til at køre for dem var. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 forklaret, at Taliban ønskede, at han skulle køre, fordi han havde adgang til bazaren, som Taliban planlagde at bombe. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har den mandlige ansøger forklaret, at han skulle køre bilen til lufthavnen og måske sprænge den i luften der, fordi der er mange udlændinge. Herudover har den mandlige ansøger forklaret forskelligt om, hvor mange af talebanerne, der bar bombevest. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kunne se alle tre mænd på vej til lufthavnen havde noget på under jakken, som han formodede var bombeveste. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han kun så en af dem have en bombevest på. Endvidere lægger nævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor han hentede vand og om sin flugt fra Taliban. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han hentede vand inde i et hus, og at han sprang ud af et vindue, da han flygtede. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han hentede vand ved en brønd, og at han sprang over en mur og op på et tag, da han flygtede. For nævnet har ansøgeren givet en tredje version af, hvordan flugten fandt sted. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han tog til moskeen for at bede fredag ved frokosttid. Denne forklaring modsiges imidlertid af den kvindelige ansøgers forklaring til asylsamtalen, idet hun har forklaret, at ansøgeren tog til fredagsbøn om morgenen. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger ikke har fortalt den kvindelige ansøger nærmere om baggrunden for, at familien skulle forlade sin tilværelse i Afghanistan, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har forklaret, at tolken til den første samtale har oversat flere ting forkert. Nævnet finder imidlertid ikke, at denne omstændighed kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger har fået referatet oversat og har vedstået dette. Flygtningenævnet er endvidere opmærksom på, at ansøgerne er analfabeter. Dette forhold kan heller ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af den mandlige ansøgers forklaring sammenholdt med den kvindelige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” afgh/2017/205/COL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [A], Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han ikke har ladet sig rekruttere til at udføre jihad. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter en person ved navn Amaratay fra nabolandsbyen, da Amaratay er talebaner og har sendt trusselsbreve til ansøgerens far. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sine farbrødre, da ansøgerens far og farbrødre er uvenner. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han er blevet chikaneret af Taliban, siden ansøgeren startede i skole. Taliban kom på skolen og fortalte eleverne, at de skulle arbejde for dem. Ind i mellem tog Taliban nogle af eleverne med dem. Ansøgeren er blevet taget med af Taliban. Ansøgeren blev sammen med andre drenge ført til et bjergområde, hvor de blev bundet til træer. Taliban fortalte ansøgeren og de andre drenge, at det var godt at drage i krig. Hvis man ikke sagde ja til Taliban, så blev man slået. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han sagde nej til Talibans krav. Ansøgeren blev løsladt og kørt hjem af Taliban. Videre har ansøgeren oplyst, at Amaratay har sendt trusselsbreve til ansøgerens far. I brevene stod der, at ansøgerens far skulle stoppe sit arbejde med amerikanerne. Ansøgerens far forlod familiens bopæl i en taxa. Ansøgeren har ikke set sin far siden og ved ikke, hvad der er sket med ham. Ansøgerens morbror har efterfølgende fortalt ansøgerens mor, at ansøgerens far er forsvundet. Morbroren mente, at ansøgeren og dennes familie skulle udrejse af Afghanistan, da det var farligt for dem at være i landet. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans far var uvenner med sine brødre, hvorfor ansøgeren ikke stoler på sine farbrødre. Herudover er forholdene i Afghanistan ikke gode, da man hele tiden hører skud. For Flygtningenævnet har den beskikkede advokat nedlagt en ny principal påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse ophæves, og at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren efter advokatens vurdering ikke er tilstrækkelig moden til at gennemgå en sædvanlig asylsagsbehandling. Advokaten henviste til, at ansøgeren har svaret divergerende og upræcist på de spørgsmål, der er stillet under nævnsmødet, og at hans forklaring vidner om, at hans savner forståelse for betydningen af, at han besvarer spørgsmålene nøjagtigt. Flygtningenævnet tiltræder efter en vurdering af ansøgerens fremtræden og evne til at besvare spørgsmål samt hans forståelse for, hvad en asylsag drejer sig om, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren såvel under sagens behandling i Udlændingestyrelsen som under nævnsmødet har forklaret divergerende og upræcist om væsentlige spørgsmål vedrørende asylmotivet. Det drejer sig navnlig om, hvor mange gange ansøgeren har været tilbageholdt af Taliban, hvorvidt han accepterede Talibans krav, indholdet af trusselsbrevene til faren og familiens reaktion herpå, om faren forsvandt på vej til arbejde, og om Taliban kom og spiste på ansøgerens bopæl. Endvidere har ansøgeren ikke kunnet redegøre for, hvor lang tid, der gik, fra faren forsvandt, til familien udrejste. Ansøgeren har dog til Udlændingestyrelsen under asylsamtalen oplyst, at der gik lang tid, hvor de ikke hørte fra hans far. Ansøgeren har videre forklaret, at han både efter have været tilbageholdt af Taliban og efter farens forsvinden vedblev med at gå i skole. Ansøgeren har oplyst, at han blev kørt tilbage i nærheden af sin bopæl af Taliban. Dette har ansøgeren også forklaret under nævnsmødet, samtidig med at han har forklaret, at han nægtede at udføre jihad som krævet af Taliban, og at Taliban ikke stillede krav i forbindelse med, at han blev løsladt. Ansøgeren har ikke oplyst konkret om, at han skulle have grundlag for at frygte sine farbrødre. Flygtningenævnet finder på den ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke selv har oplevet det, han har forklaret om, hvorimod forklaringen må antages at være konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan kan ikke medføre en anden vurdering. Flygtningenævnet har efter nævnsmødet fra den beskikkede advokat modtaget en kopi af ansøgerens medical record. Udlændingestyrelsen har haft lejlighed til at komme med bemærkninger hertil, men Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at styrelsen ikke har bemærkninger. Flygtningenævnet har vurderet oplysningerne i ansøgerens medical record, men disse oplysninger har ikke givet nævnet anledning til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/204/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sadat og shia-muslim fra Gardiz, Paktia, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget til fange eller dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for amerikanerne. Omkring halvandet til to år forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, trængte fire bevæbnede mænd en nat ind på ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev slået i hovedet, og ansøgerens far blev taget til fange. Ansøgerens far blev efterfølgende dræbt, og politiet blev involveret. Ansøgeren og hans brødre turde efter drabet på faren at forlade deres bopæl. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at de havde modtaget to til tre trusler fra Taliban, da Taliban ville have, at ansøgeren og dennes brødre skulle arbejde for Taliban. I frygt for at blive opsøgt eller tilbageholdt af Taliban udrejse ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens fremtræden og forklaring tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved udrejsen var konkret og individuelt forfulgt af Taliban, hvilket ansøgeren har oplyst som sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger navnlig vægt på, at der efter det oplyste fra det tidspunkt, hvor ansøgerens far blev borført og forsvandt, og indtil ansøgeren og hans to brødre blev sendt af sted fra hjemmet med henblik på at udrejse fra Afghanistan, forløb 1-1,5-2 år. I den periode blev ansøgeren og hans brødre ikke kontaktet eller opsøgt af Taliban. Ansøgeren har forklaret, at hans mor var nervøs, og i perioden blev mere og mere nervøs, og at hun gradvis opsatte flere og flere restriktioner for ansøgeren og hans brødres færden, således at de til sidst kun måtte opholde sig indendørs. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans mor først den dag, da han og brødrene blev sendt afsted, sagde, at Taliban havde fremsat trusler om, at ansøgeren og hans brødre ville blive afhentet af Taliban, hvis ikke de selv meldte sig, med henblik på at de skulle samarbejde med Taliban. Samme dag så ansøgeren nogle papirer i morens hånd, men han fik ikke lejlighed til at læse dem. Ansøgeren har i løbet af sagens behandling forklaret forskelligt om, hvorledes og hvornår moren skulle have modtaget trusler som anført. Nævnet må på baggrund af udviklingen i ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren reelt ikke er vidende om, hvorvidt, hvornår og hvorledes moren skulle have modtaget trusler. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at der var tale om aktuelle og reelle trusler fra Talibans side på det tidspunkt, hvor ansøgeren og brødrene blev sendt af sted. Nævnet finder endvidere, at det er mindre sandsynligt, at ansøgerens mor og farbror ikke skulle have forsynet dem med mere nøjagtige oplysninger om trusselsbilledet, såfremt der var tale om reelle trusler. På den baggrund og efter en samlet vurdering, herunder navnlig at der gik så lang tid, uden at Taliban rettede henvendelse, og at Taliban fortsat ikke havde rettet henvendelse til ansøgeren og hans brødre, da de udrejste, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse eller overgreb fra Talibans side. Ansøgeren har således heller ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/203/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [A], Qarabagh, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Haji Gol Mohammed Khan, myndighederne eller Taliban, da ansøgeren havde samleje med Haji Gol Mohammad Khans ægtefælle, Shabobo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 påbegyndte arbejde for Haji Gol Mohammad Khan. Ansøgeren arbejdede i seks måneder som tjenestemand for Haji Gol Mohammad Khan. [I sommeren] 2015 var Haji Gol Mohammad Khan ude med sin ene ægtefælle, Bibi, og hans anden ægtefælle, Shabobo, forblev hjemme. Shabobo opsøgte ansøgeren og ville gerne have seksuel omgang med ham. Shabobo truede med, at hun ville fortælle Haji Gol Mohammad Khan, at ansøgeren havde begået seksuelle overgreb mod hende, såfremt ansøgeren ikke indvilligede i at have seksuel omgang med hende. Under akten kom Haji Gol Mohammad Khan hjem og fandt ansøgeren sammen med Shabobo. Ansøgeren flygtede ud af huset og hørte, at der blev affyret to skud. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den efterfølgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har afgivet en forklaring om hændelsesforløbet, der ikke indeholder væsentlige divergenser. Derimod har ansøgeren forklaret divergerende om konsekvenserne for den kvindelige part af en voldtægt, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at den kvindelige part risikerer alvorlig straf, hvorimod ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at dette ikke er tilfældet. Den først nævnte version stemmer bedst med de foreliggende baggrundsoplysninger om retsstillingen i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring indeholder væsentlige momenter, der ikke er sandsynlige. Det drejer sig navnlig om følgende: • Ansøgeren har forklaret, at Shabobos motiv for at ønske sex med ham, var, at hun ønskede at få et barn. Ansøgeren er foreholdt under nævnsmødet, at et eventuelt barn som følge af det seksuelle forhold må antages at ville have ansigtstræk som en hazara, og at dette ville afsløre det udenomsægteskabelige forhold, idet Shabobo og Haji er pashtuner. Ansøgeren har hertil forklaret afglidende, at dette ikke ville have særlig betydning/at han ikke mener, at barnet ville ligne en hazara. • Shabobo valgte efter forklaringen, at det seksuelle forhold skulle finde sted i husets gæstesrum, hvilket øger risikoen for opdagelse. Hertil kommer, at Shabobo burde have afklaret, hvor længe Haji forventeligt ville være borte fra hjemmet. • Ansøgeren valgte at løbe en stor risiko ved at løbe hjem i stedet for at bruge sin mobiltelefon til at skaffe hjælp, for eksempel fra vennen Enoyat. • Det gik meget hurtigt med at skaffe en lejet bil og forlade hjemmet inden Haji, der efter det oplyste var velhavende og ressourcestærk, kunne nå frem. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelser i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/202/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […], Kapisa Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af en jordkonflikt mellem Taliban og ansøgerens far og bror. Ansøgerens far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var barn, fordi Taliban ville have familiens jord, hvilket faren havde nægtet. Ansøgerens storebror overtog dele af jorden, da han blev ældre. Jorden var i den mellemliggende periode blevet dyrket af ansøgerens fars ven, [A]. Efterfølgende ønskede Taliban at overtage resten af jorden, og da storebroren nægtede at overdrage jorden, slog Taliban storebroren ihjel. Ansøgeren flyttede derfor med sin mor til Kabul. Da [A] døde for omkring et til to år siden tog ansøgeren til hans begravelse. Ansøgeren fik at vide af [A]s søn, at Taliban havde fundet ud af, at ansøgeren var sin fars søn, og at en person havde fortalt [A]s søn, at Taliban vidste, at ansøgeren var hos ham. Ansøgeren overnattede derfor et andet sted, inden han vendte tilbage til Kabul dagen efter. To dage efter ringede [A]s søn til ansøgeren og fortalte, at han var blevet opsøgt af Taliban, som havde spurgte efter ansøgeren. Omkring en måned senere ringede [A]s søn igen og tilrådede ansøgeren at udrejse af Afghanistan, hvilket han gjorde 10 dage senere. Ansøgerens mor blev opsøgt af Taliban på sin bopæl en gang omkring en måned efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været en konflikt mellem Taliban og ansøgerens far og storebror, som begge er blevet dræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder imidlertid, at grundlæggende dele af ansøgerens forklaring om de forhold, der begrunder hans ansøgning om asyl, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af Taliban på grund af jordkonflikten, er utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han blev gjort bekendt med, at Taliban ville opsøge ham, om sin efterfølgende kontakt med [M] og om Talibans henvendelse hos hans mor efter hans udrejse. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han overnattede hos [M], der vækkede ham om natten og fortalte, at Taliban havde fundet ud af, at han var kommet til landsbyen, at de derefter kørte ham over til en af [M]s venner, som tidlig næste morgen kørte ham til Kabul. To dage senere ringede han til [M], der fortalte, at Taliban var kommet hjem til ham og spurgt, hvordan ansøgeren var flygtet, og ca. en måned efter ringede [M] til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde været efter ansøgeren lige siden, han havde været i landsbyen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han til selve begravelsen fik at vide, at Taliban havde fået kendskab til, at han var tilbage i landsbyen, at [M] – mens de sad og spiste aftensmad – sagde, at Taliban ville komme og opsøge ansøgeren, og at de herefter gik hen til [M]s ven, hvor han overnattede. Han ringede til [M] to dage efter, at han var kommet til Kabul, og fik at vide, at han var efterlyst. Han udrejste 10 dage senere. De talte ikke sammen ud over denne ene gang. Ansøgeren forklarede endvidere til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke er blevet opsøgt af Taliban, mens han opholdt sig i Kabul, og hans mor er heller ikke blevet opsøgt efter hans udrejse, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans mor og hans venner hver er blevet opsøgt af Taliban én gang i Kabul, hvor de spurgte efter ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han allerede, mens han var i Tyskland, fik at vide af sin mor, at Taliban havde opsøgt hende og hans venner efter hans udrejse, og at ansøgeren derfor må have været bekendt hermed, da han var til oplysnings- og motivsamtale. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at Taliban skulle efterstræbe ansøgeren i dag henset til, at jordkonflikten ligger tilbage i tiden, hvor ansøgeren efter sin forklaring var en lille dreng, og derfor må anses for at være et afsluttet forhold, hvilket også støttes af, at ansøgeren siden da har boet i Kabul uden problemer. Nævnet har ved bedømmelsen af ansøgerens troværdighed taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/201/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller myndighederne. Tre dage før ansøgerens udrejse blev han i sit bilværksted opsøgt af tre bevæbnede personer, der ville have ansøgeren til at indbygge en boks under deres bil i højre side. Da ansøgeren så, at de var bevæbnede, blev han bange og accepterede at udføre opgaven. Det tog omkring en time at lave boksen. Omkring 10 minutter senere, mens ansøgeren stadig var nede i smøregraven, hørte han en mand råbe, at politiet var kommet til værkstedet. Kort efter hørte ansøgeren skyderi. Ansøgeren flygtede fra værkstedet. Han ringede til sin ven, [A], der hentede ansøgeren. Om aftenen blev han ringet op og fik at vide, at politiet havde været på ansøgerens bopæl og havde spurgt efter ansøgeren. De havde også ransaget bopælen. Politiet sagde til ansøgerens familie, at ansøgeren havde samarbejdet med Taliban. Ansøgeren turde ikke tage hjem og overnattede derfor hos vennen, og efter to dage udrejste han. Politiet har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl en gang. Tre dage efter skudepisoden blev ansøgerens bopæl opsøgt om natten af bevæbnede personer, der spurgte efter ansøgeren. Personerne beskyldte ansøgeren for at have anmeldt dem til politiet, hvorefter en af fra deres gruppe var blevet dræbt at politiet. Personerne slog ansøgerens to brødre, [M] og [S]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen forekommer divergerende og utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans bror ringede til ham samme aften, som episoden på værkstedet angiveligt havde fundet sted og sagde, at der havde været politi på bopælen, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren forklarede ikke noget om, at politiet tog broren med til afhøring på politistationen. Ansøgeren forklarede videre, at politiet ugen efter – samt ugen efter igen – kom til ansøgerens bopæl for at opsøge ansøgeren. Politiet kom i alt tre gange. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hans ægtefælle – senere rettet til hans bror – ringede om aftenen og sagde, at politiet havde rettet henvendelse til familiens bolig og ransaget boligen, idet de sagde, at ansøgeren havde samarbejdet med Taliban. Politiet havde taget broren med til afhøring på politistationen. En uge efter ansøgerens udrejse opsøgte politiet igen ansøgerens bopæl for at lede efter ham. De var der i alt to gange. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at det var hans ægtefælle, der ringede til ham, og ikke hans bror. Nævnet finder, at der er tale om en væsentlig divergens henset til, at det var denne begivenhed, der udløste hans flugt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke omtalte sin frygt for Taliban, men henviste til en gruppering, og at han ikke omtalte, at han blev truet verbalt af den person, der bestilte arbejdet med montering af en boks på bilen. Nævnet bemærker herved, at der er tale om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at Taliban angiveligt opsøgte ansøgerens værksted, der lå i udkanten af byen, for at få udført en speciel opgave i form af fremstilling og opsætning af en metalboks på bunden af en bil, taget i betragtning, at Taliban aldrig tidligere havde benyttet ansøgerens værksted, og at der var tale om et arbejde, der indebar en vis risiko, ligesom Taliban må formodes at være en organisation, der har egne forbindelser til udførelse af et sådant arbejde. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at talbanerne skulle mistænke ansøgeren for at have angivet dem henset til, at en person fra Taliban efter ansøgerens forklaring hele tiden opholdt sig en til to meter fra ansøgeren, mens han arbejdede. Nævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren fra sin plads i smøregraven, hvor han havde frit udsyn under bilen, ikke har set politibilen i gården, og at han ikke under sin flugt har set nogen af de andre personer. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/200/MKT
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes svigerfamilie vil slå hende ihjel, fordi hun er flygtet fra et forsøg på at tvangsgifte hende med hendes nu afdøde ægtefælles farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle blev slået ihjel for omkring seks år siden. Ingen ved, hvorfor hendes ægtefælle blev slået ihjel, men hun formoder, at det var ægtefællens farbror, som slog hendes ægtefælle ihjel, fordi farbroren arvede ægtefællens jord. Efter ægtefællens død havde ansøgeren det svært, fordi hun skulle fungere som tjenestepige for farbroren og dennes familie. Farbroren udøvede vold mod hende, ligesom han en gang har voldtaget hende samt gentagne gange har forsøgt at tiltvinge sig samleje med hende. Da farbrorens ægtefælle afgik ved døden, ville farbroren giftes med ansøgeren. Han truede ansøgeren med blandt andet at sprede rygter i landsbyen om, at hun havde haft udenomsægteskabeligt samvær, såfremt hun ikke giftede sig med ham. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring syv til otte måneder efter, at farbroren første gang nævnte giftemålet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælles farbror efter hans hustrus død ønskede at blive gift med ansøgeren, og at han som formand for ældrerådet havde stor indflydelse i byen, hvorfor det var sandsynligt, at han ville få tilladelse til at indgå ægteskabet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren, mens hun boede hos farbroren, blev udsat for overgreb, herunder voldtægt. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgeren flygtede fra svigerfamilien, og at hverken de afghanske myndigheder eller hendes egen familie i Kabul kan yde hende beskyttelse. På baggrund af baggrundsoplysningerne og da ansøgeren er enke, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udleveret til den familie, hun flygtede fra, og her blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da hun som enke i risiko for tvangsægteskab tilhører en særlig social gruppe.”afgh/2017/20/ceb
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [A], Daie Kondi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af lokalbefolkningen, herunder af familierne til en række kvinder, idet han har gjort noget ulovligt, som er mod islam, og som har gjort, at familierne har mistet æren. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han af samme grund frygter myndighederne og den lokale mullah. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, han fik en million afghani af sin morbror, da morbroren overtog huset i byen [A], som de alle havde boet i efter ansøgerens forældres død. Ansøgeren købte herefter et hus i byen [B] efter anbefaling fra [C], som han kendte igennem nogle venner fra [A]. [C] fortalte ansøgeren, at han havde et arbejde, som man kunne tjene mange penge på, og han foreslog ansøgeren, at han kunne lave det samme arbejde. [C] bad herefter ansøgeren om at stå vagt ved sit hus, hvorefter der kom nogle mænd til huset med kvinder. [C] ringede i forvejen og fortalte ansøgeren, hvem der kom. Ansøgeren fik penge af mændene, der kom til huset. En nat ringede [C] til ansøgeren og fortalte, at folk havde fundet ud af, hvad ansøgeren lavede, og at befolkningen og myndighederne ledte efter ansøgeren. Ansøgeren flygtede, inden de kom, hvorefter de brændte hans hus. Ansøgeren opholdt sig derefter én nat i bjergområdet i nærheden af morbrorens hus, hvorefter han overnattede tre nætter hos morbroren. Om dagen opholdt han sig i bjergområdet. Befolkningen og den lokale mullah kom hjem til ansøgerens morbror og spurgte efter ansøgeren i løbet af de tre dage. Derefter blev ansøgeren kørt til [D], hvorfra han flygtede ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på afgørende punkter fremstår usandsynlig, usammenhængende og divergerende, og forklaringen anses herefter for at være konstrueret til lejligheden. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret afglidende på flere spørgsmål, og at forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det er usandsynligt, at ansøgeren for hele sin arv på 1.000.000 afghani har købt et hus for at tjene penge, selvom ansøgeren ikke på forhånd havde fået nærmere oplysninger om, hvordan pengene skulle tjenes. Huset blev købt især på anbefaling fra [C], som ansøgeren havde mødt første gang kort tid forinden huskøbet. Ansøgeren har hertil forklaret usammenhængende om sit kendskab til, at huset skulle anvendes til bordel, mens ansøgeren holdt vagt. Under oplysnings- og motivsamtalen den [efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at chaufførerne kom til huset og sov med kvinderne, og at han ikke vidste noget om, hvad de lavede. Under asylsamtalen den [foråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han vidste, at mændene og kvinderne havde sex i huset. Ansøgeren har senere under samtalen oplyst, at han ikke direkte havde sagt, at kvinderne og mændene havde sex, men at de lavede noget ulovligt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om, hvordan han fik at vide, at hans morbror havde forladt sin bopæl i [A]. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at [C] fortalte det, mens ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at hans morbror selv har fortalt ansøgeren herom under en telefonsamtale. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/2/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive slået ihjel af Taliban eller kuchierne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der i ansøgerens hjemområde opstod krig mellem Taliban, kuchierne og hazaraerne. Taliban og kuchierne chikanerede folk i området. Taliban afkrævede mad, drikke og penge af dem, mens kuchierne stjal deres dyr og afgrøder. Ansøgerens far blev ved lejligheder slået af Taliban eller kuchierne. Krigen eskalerede og rykkede tættere på ansøgerens landsby. Den nat, hvor ansøgeren og hans familie flygtede, opstod der kaos, og ansøgeren blev væk fra sin familie. Ansøgeren oplyste i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, at han er konverteret til kristendommen og har været i kirke to gange. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at hverken Taliban eller kuchierne efter ansøgerens forklaring havde anden interesse i landsbyens beboere end at få mad, drikke og penge og – efter oplysninger, som ansøgeren alene har fra sin far – om muligt også overtage deres ejendomme og jord, at de også rettede henvendelse til andre husstande i landsbyen end ansøgerens. Nævnet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at Taliban og/eller kuchierne skulle have en konkret og individuel interesse i ansøgeren eller ansøgerens familie. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med Taliban eller kuchierne, og at han på intet tidspunkt har talt med nogen fra disse grupperinger. Det forhold, at ansøgeren er flygtet fra området på grund af krigen mellem Taliban, kuchierne og landsbyens indbyggere kan ikke føre til andet resultat, da der er tale om en generel frygt. For så vidt angår ansøgerens på mødet i Flygtningenævnet afslutningsvis påberåbte asylmotiv i relation til konversion til kristendommen kan nævnet ikke lægge dette til grund, idet forklaringen herom forekommer diffus, selvmodsigende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret, at han efter afslaget i Udlændingestyrelsen blev træt af at være muslim, men ikke vidste hvilken religion, han ville bekende sig til. Han har videre forklaret, at hans beslutning om at gå i kirke i [en dansk by] opstod efter mødet hos advokaten [i foråret] 2017. Herefter og henset til det meget sene tidspunkt for den angivelige konversion forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om konversionen til kristendommen som ikke reel og dermed konstrueret til lejligheden. Herefter og da de generelle forhold for etniske hazaraer ikke i sig selv kan begrunde asyl, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/199/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev dræbt kort inden ansøgerens udrejse. Familiens naboer kom en dag med ansøgerens fars lig og fortalte ansøgerens mor og søster, at Taliban var kommet med farens lig. Taliban fortalte, at faren var blevet dræbt af de afghanske myndigheder, fordi han arbejdede for Taliban. Tre dage efter farens begravelse, kom der seks til syv talibanere til familiens bopæl for at tale med ansøgeren. De fortalte, at ansøgeren efter en måneds tid skulle være klar til at modtage træning af Taliban, idet han skulle hævne sin far. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for de afghanske myndigheder henvist til, at han vil være i myndighedernes søgelys, idet hans far har arbejdet for Taliban. En uge efter at Taliban havde opsøgt ansøgeren, udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertidigt ikke, at ansøgeren kan antages at være i konflikt med de afghanske myndigheder, idet det forhold, at ansøgerens far har været talibankriger, er tilstrækkeligt. Endvidere bemærkes, at ansøgeren efter sin forklaring alene er blevet opsøgt en gang af Taliban og i den forbindelse ikke er blevet udsat for trusler endsige overgreb. Det bemærkes endeligt, at ansøgeren ikke kan antages at være i modsætningsforhold til Taliban, som hans far var en del af. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/198/HHU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og bahai af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, myndighederne eller befolkningen, fordi han har en anden religion end den alment accepterede i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet en udnævnt Taliban-guvernør er blevet anholdt på grund af ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit første asylmotiv henvist til, at hans familie flyttede til Iran da han var en måned gammel. I Iran konverterede familien fra islam til bahai. Da ansøgeren var omkring fire til fem år gammel, flyttede han med sin familie tilbage til Afghanistan, hvor de opholdt sig i Kabul i ti år. I løbet af de ti år, flyttede ansøgerens familie tre gange på grund af chikane. Chikanen skyldtes familiens religion. Ansøgerens far arbejdede for forsvarsministeriet i ni år, men han blev fyret. Ansøgeren formoder, at faren blev fyret på grund af sin religion. Familien flyttede herefter til Kunduz. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv henvist til, at han i sommeren 2012 blev hvervet af en officer i efterretningstjenesten ved navn [A]. Ansøgeren arbejdede som spion. Ansøgerens opgave var, at samle informationer om Taliban, deres ledere, og hvilke våbentyper de havde. Når ansøgeren handlede ind med sin far, samlede han samtidigt oplysninger om, hvad der skete i området. Disse oplysninger videregav han til [A]. To dage efter Kunduz’ fald i 2015, blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban. Taliban tog ansøgeren og hans bror med. De blev sat i fængsel. Efter tre nætter i fængsel lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren tog til Baglan-provinsen, hvor hans forældre opholdt sig. De fortalte ham, at han skulle rejse, idet det var for farligt at blive. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i relation til ansøgerens asylmotiv om sin tro som bahai, at familien efter indrejsen i 2003 fra Iran til Afghanistan har kunnet opholde sig der indtil udrejsen i 2015, og at ansøgerens far i ni år i den periode var ansat i Forsvarsministeriet. Endvidere bemærkes, at ansøgeren selv har oplyst, at hans religiøse forhold ikke var årsagen til hans udrejse. På den baggrund finder Flygtningenævnet, uanset at forholdene for bahaier i Afghanistan generelt må vurderes som vanskelige, er ansøgerens religiøsitet ikke i sig selv asylbegrundende. I relation til ansøgerens andet asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans eventuelle oplysninger om at have set en Taliban guvernør stige ind i et køretøj har medført, at denne dagen efter blev anholdt i en anden by mindre end to timers kørsel væk, endsige at oplysningerne om ansøgerens rolle i den forbindelse skulle være kommet til Talibans kundskab. Det forekommer usandsynligt og beror alene på ansøgerens formodning, at anholdelsen af ansøgeren to dage efter Kunduz’ fald skulle være begrundet i, at hans navn stod i sikkerhedstjenestens arkiver. Der er herved også henset til, at hvis han deri skulle være anført som havende en hovedrolle i anholdelsen af Talibans guvernør, ville det have været nærliggende, at Taliban havde passet bedre på ham. Endeligt bemærkes at ansøgerens far, som i det væsentlige havde den direkte kontakt med sikkerhedstjenesten, efter ansøgerens udrejse valgte at blive i Afghanistan. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/197/HHU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin fars fætter [P], der er medlem af Taliban, ligesom han frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, herunder særligt familien til en pige, som hans far underviste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at ansøgerens fars fætter [P] har gjort krav på jord, der tilhører ansøgerens familie. Grundet konflikten blev spørgsmålet om retten til jorden taget op i byens ældreråd, som fandt, at [P] ikke havde ret til en andel af ansøgerens families jord. Kort tid herefter døde ansøgerens farfar ved en eksplosion. Ansøgerens far var lærer på en skole. Pigerne blev undervist hjemme hos faren, og en dag, da pigerne var derhjemme, faldt ansøgeren i snak med en af dem, mens han var i gang med at vande marken, og de begyndte at kaste lidt vand på hinanden. [P] overværede dette og gik derfor over til ansøgeren og begyndte at slå og sparke ham, idet han mente, at ansøgeren havde taget pigens ære. [P] tog ind til byen, og efterfølgende kom [P] tilbage til ansøgerens bopæl sammen med Taliban og hentede ansøgerens far. Ansøgeren forlod landsbyen samme aften, og efter ti dage udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om hvorvidt han så sin far blive taget med af [P] eller ej, og om hvorvidt ansøgeren havde faktisk kendskab til, hvem der slog hans farfar ihjel, eller blot havde en formodning herom. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om [P]s relation til Taliban, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at [P] var kommandant i Taliban, hvorimod ansøgeren tidligere har forklaret, at [P] blot samarbejdede med Taliban. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet generelt har fremstået upræcis og afglidende, idet ansøgeren for eksempel ikke har været i stand til blot tilnærmelsesvis at angive, hvor gammel den underviste pige var, eller hvor mange piger, faren underviste i haven. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/196/JOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghour-området, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de problemer, der var mellem hans mor og far i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, der havde kontrollen over det område, hvor han og hans familie boede, inden de forlod landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans far var stofmisbruger. Ansøgerens mor har fortalt ham, at faren var voldelig på grund af sit stofmisbrug. Ansøgeren forlod Afghanistan med sin mor og sine søskende, da han var 8 år gammel. Ansøgerens forældre var ikke skilt på dette tidspunkt. Ansøgerens mor har videre fortalt ham, at medlemmer af Taliban bortførte tilfældige mennesker, heriblandt unge mennesker, som skulle arbejde for dem. Ansøgeren frygter endvidere, at hans far eller dennes familie vil hævne sig på ansøgerens mor og ansøgeren, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men vurderer, at de påberåbte asylmotiver ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem ansøgerens forældre ligger lagt tilbage i tid og må antages at være afsluttet og i øvrigt ikke har involveret ansøgeren, således at han må anses for at være kommet i et modsætningsforhold til sin far eller dennes familie. Det forhold, at Taliban har kontrol over det område, hvor ansøgeren familie oprindeligt boede, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie har haft personlige problemer med Taliban. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/194/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans familie vil blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har tidligere som asylmotiv anført, at han frygtede at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en person, som han havde dræbt. Ansøgeren har trukket dette asylmotiv tilbage. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far har været kommandant for Hezb-e-Wahdat forud for 2001. Familien blev på et tidspunkt forud for 2001 nødt til at flygte til Iran, fordi Taliban fik magten i deres område. Mens de var i Iran, var faren i kontakt med general Kazemi, der opfordrede ham til på ny at gå ind i Hezb-e-Wahdat. Familien flyttede derfor i 2015 tilbage til Afghanistan og tog ophold i deres hus i Ghazni Provinsen. Ansøgerens far var med til at stifte en lokal Hezb-e-Wahdat-gruppe. Ansøgeren ved, at hans far var soldat, men han ved ikke, i hvilket område han virkede. På et tidspunkt sagde faren til ansøgeren, at de var nødt til at flytte tilbage til Iran. Ansøgeren hørte faren sige til moren, at det var, fordi Taliban ville slå faren og også hans familie ihjel. I [sommeren] 2015 flygtede familien tilbage til Iran. Ansøgerens far, mor, to brødre og søster havde opholdstilladelse, men det lykkedes ikke ansøgerens far at købe en opholdstilladelse til ansøgeren. Ansøgeren har derfor ikke noget sted at være. Han har intet netværk i Afghanistan, herunder i Kabul, og han kan ikke vende tilbage til familiens hus, hvor alle ved, at han er ældste søn i familien, og derfor risikerer at blive slået ihjel af Taliban. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at han tidligere har anført et helt andet asylmotiv, og at han under hele asylbehandlingen har fastholdt dette til trods for, at han er blevet gjort bekendt med, at han havde pligt til at tale sandt. Først efter, at ansøgeren den [i efteråret] 2016 havde fået afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, fremkom ansøgeren med sit nye asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har redegjort tilstrækkeligt og troværdigt for sit asylmotiv, som ikke er underbygget af faktiske omstændigheder. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om farens forhold, herunder om hvor faren har været i aktivitet som soldat, og om hans forhold til general [K], efter at faren var kommet tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare overbevisende om den angivelige trussel mod familien fra Taliban, idet ansøgerens viden herom alene beror på andenhåndsviden, som han har opnået ved at overhøre en samtale mellem faren og moren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/193/MKT
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i september 2015 blev kidnappet af ukendte personer. Ansøgeren blev den efterfølgende aften vækket, da faren var kommet hjem. Ansøgerens far så meget bekymret ud. Familien pakkede et par tasker og tog over til ansøgerens mosters søns bopæl. Ansøgeren overhørte her en samtale med ansøgerens far, hvor flere familiemedlemmer rådede faren til at rejse ud af landet, hvis han og familien ikke skulle risikere at blive dræbt. Derefter udrejste familien af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at [D]s asylmotiv er afledt fra ansøgerens forældres asylmotiv i den sambehandlede sag. Da Flygtningenævnet i forældrenes sag har fundet, at ansøgerens fars forklaring om sit asylmotiv kan lægges til grund, vil også [D] som en konsekvens heraf have krav på asyl i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2017/192/STR
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i september 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget af Taliban, idet Taliban har dræbt hans bror, og hans farbror og dennes 4 sønner er med i Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev dræbt af Taliban, da han var to år gammel. Ansøgerens bror arbejdede for Taliban, hvilket ansøgerens far forbød ham. Taliban dræbte herefter ansøgerens bror. Taliban havde forinden tvunget ansøgerens morfar til at arbejde for dem. Dette ønskede morfaren ikke, og han gemte sig derfor i Kabul. Taliban truede med at dræbe morfaren, der senere blev skudt. Ansøgerens far har fortalt, at ansøgerens farbror og dennes 4 sønner er med i Taliban. Efter drabet på broren flygtede ansøgeren med sin familie til Pakistan, hvor han boede indtil udrejsen til Danmark i 2016. Da ansøgeren var i Pakistan, blev ansøgerens mosters mand truet af Taliban, idet han arbejdede for regeringen. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent, og at der på grund af hans unge alder må tillægges ansøgeren en vis margen i hans forklaring. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgerens bror blev dræbt af Taliban, da ansøgeren var omkring to år gammel, fordi ansøgerens far havde forbudt broren at arbejde for Taliban, at ansøgerens farbror og dennes fire sønner er med i Taliban, og at ansøgerens morfar før sin død blev truet til at udføre arbejde for Taliban. Uanset ansøgeren ikke har opholdt sig i Afghanistan, siden han var to år gammel, finder Flygtningenævnets flertal herefter, at ansøgeren, der er seksten år gammel og efter det oplyste er uden netværk i […], Laghman, vil risikere at blive opsøgt af sin farbror eller dennes sønner og tvangshvervet til Taliban, hvis ansøgeren vender tilbage hertil. Under henvisning til, at ansøgeren er mindreårig, uden netværk og i øvrigt har boet i Pakistan i hovedparten af sit liv, finder flertallet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/191/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashto og sunni muslim fra […], […], Jalalabad, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tadsjik og sunni muslim fra Khost wafirin, landsbyen […], Baghlan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie bliver dræbt af hans ægtefælles tidligere forlovede, som er kommandant i militæret. De flygtede til Iran for at undgå, at hun skulle giftes med kommandanten. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælle var forlovet med en ældre militærkommandant omkring et år inden deres udrejse fra Afghanistan. Da hun ikke ville giftes med kommandanten, valgte hun at udrejse sammen med ansøgeren og hans søn til Iran. De udrejste til Iran på en ukendt dato for omkring syv år siden. Herefter boede ansøgeren og hans ægtefælle i Iran i omkring syv år, hvor de fik to børn. Under deres ophold i Iran, arbejdede ansøgeren ulovligt og under et falsk navn på et frugtmarked i Najaf Abad, Isfahan. To dage før ansøgeren og hans ægtefælle udrejste sammen med deres børn fra Iran, blev han opsøgt på sin arbejdsplads af ukendte personer, som sagde, at de var fra Afghanistan. En til to dage senere blev hans arbejdsplads, herunder hans chef, opsøgt at to til tre mænd fra Afghanistan, som ledte efter en person med det samme navn, som ansøgerens rigtige navn. Den samme nat, på en ukendt dato ultimo oktober 2015, rejste han og hans ægtefælle til Teheran, og efter et par timer i Teheran udrejste de af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller stenet, idet hun stak af sammen med hendes nuværende ægtefælle for at undgå at blive gift med en anden mand. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgernes forklaringer forekommer usammenhængende og konstruerede til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende og upræcise forklaringer om helt centrale forhold i forbindelse med deres asylmotiv. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne både hver for sig og indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvorvidt den mandlige ansøger brugte sit rigtige navn over for deres udlejer og om, hvorvidt han havde oplyst den kvindelige ansøgers navn til sine kolleger. Den mandlige ansøger har endvidere under nævnsmødet udbygget sin forklaring med, at udlejeren, som kendte hans navn, også var hans kollega, og at der i øvrigt var to yderligere kolleger, som kendte hans navn, og som rejste til Afghanistan blandt andet for at opsøge den mandlige ansøgers familie, hvilket imidlertid ikke lykkedes, idet de hørte, at familien var blevet overfaldet og havde forladt bopælen. Ansøgeren har tidligere forklaret, at han havde haft kontakt til familien via en ung mand, som opsøgte familien for ham. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvad de personer, der skulle have opsøgt den mandlige ansøgers arbejdsplads spurgte om, og hvilke oplysninger de gav om sig selv, herunder om de oplyste den kvindelige ansøgers navn, og om de oplyste, om de var i familie med [M]. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at forklaringen om, hvem [M] var og hvilken magt, han havde, forekommer uden detaljer og usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at hverken den mandlige ansøger, der på udrejsetidspunktet fra Afghanistan var en voksen mand og den kvindelige ansøger, der angiveligt var forlovet med [M], ikke kender hans fulde navn eller ved noget om ham, når han angiveligt var kendt og magtfuld i det område, som de boede i. Den kvindelige ansøger har i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt hun personligt havde mødt [M]. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at [M] skulle kunne finde ansøgerne i Iran, hvor de udadtil angiveligt levede under den mandlige ansøgers falske navn. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe deres forklaring eller forklare de nævnte divergenser og usammenhængende oplysninger, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at den kvindelige ansøger ikke rigtig vidste noget om den mandlige ansøgers forhold og ikke forstod pashto. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at forklaringerne er konstrueret til lejligheden, hvorfor de tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2017/190/IVK
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine fætre, idet de uberettiget har beskyldt ham for at have slået deres far ihjel. Endvidere frygter ansøgeren Taliban, fordi han ikke har betalt dem bestikkelse. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han en dag blev opsøgt af fire maskerede Taliban-medlemmer, som slog ham og dernæst tog ham med hen til Talibans overhoved […], som herefter krævede, at han inden for tre dage skulle betale Taliban 600.000 kaldar i bestikkelse. Ansøgeren tog direkte hjem til sin ægtefælle, hentede pantebrevet på sin jord og tog videre hen til sin farbror for at sælge sin jord. Farbroren betalte med det sammen ansøgeren 600.000 kaldar. De aftalte, at ansøgeren skulle komme den følgende dag for at modtage de resterende 1,9 millioner kaldar for købet af jorden. Da ansøgeren den næste dag ankom hos sin farbror, nægtede farbroren at betale restbeløbet, hvorefter ansøgeren kom op og slås med sin ene fætter. Mens de sloges, trak fætteren en kniv. Da farbroren forsøgte at skille ansøgeren og fætteren, ramte fætteren ved et uheld sin far i brystet. Ansøgeren flygtede fra stedet og tog direkte hjem til sin svigerfar. Da ansøgeren opholdt sig i [en anden by], fortalte hans svigerfar ham, at farbroren var afgået ved døden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren tilbyder sin farbror, at denne kan købe hans jord, uden at han advarer farbroren om, at ansøgeren er pålagt en afgift, som han ikke agter at betale, eller at farbroren ikke spørger ind til, hvorfor ansøgeren pludseligt vil sælge sin jord. Ansøgeren har ikke på overbevisende og selvoplevet måde kunnet forklare om det slagsmål, ansøgeren deltog i, og som ender med, at ansøgerens fætter ved et uheld dræber sin far. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret forskelligt om det beløb, som han fik af sin farbror, ligesom han har forklaret udbyggende om, hvorfor Taliban ikke har opkrævet bestikkelse gennem seks år, idet han først under nævnsmødet har forklaret, at det var fordi, at Taliban havde skiftet kommandant. Da forklaringen vedrørende konflikten omkring farbroren tilsidesættes som utroværdigt, påvirker dette ansøgerens troværdighed i sin sådan grad, at det heller ikke kan anses for sandsynliggjort, at han er forfulgt af Taliban, selvom denne del af forklaringen er forklaret uden væsentlige divergenser. Idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/19/ceb
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajiks og sunni muslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som vicerektor med ansvar for undervisningen på [På en nærmere bestemt mellem]skole i Kabul. I slutningen af juli 2015 begyndte den mandlige ansøger at modtage truende opkald fra ukendte personer på sin telefon. I begyndelsen troede han, at der var tale om telefonfis eller en forælder fra skolen. Under de første telefonopkald ville personen have bekræftet, hvem han talte med, og hvad den mandlige ansøger lavede. Senere bad den ukendte person den mandlige ansøger om at samarbejde med ham om at putte gift i elevers drikkevand. Den ukendte person truede den mandlige ansøger og hans familie på livet, og sagde, at han ikke måtte sige noget til myndighederne. Den mandlige ansøger talte i telefon med den ukendte person cirka 4-5 gange i en periode på 15 dage i slutningen af juli 2015. 15 dage efter telefonopkaldene stoppede, var den mandlige ansøger på vej hjem fra arbejde. Den mandlige ansøger var på vej hen til et busstoppested, da en bil kørte op på siden af ham. En person rullede vinduet ned og bad ham om at stige ind, hvilket han nægtede. En person kom bagfra og lagde en klud over munden på den mandlige ansøger, hvorefter han blev tvunget ind i bilen. Da den mandlige ansøger kom ind i bilen, mistede han bevidstheden. Da den mandlige ansøger vågende, sad han på en stol med hænder og fødder bundet og med bind for øjnene. Den mandlige ansøger spurgte, hvor han var, og en ukendt person svarede ham, at de havde kontaktet ham, men at han havde nægtet at samarbejde. Manden præsenterede sig som tilhørende Taliban. Manden truede med at slå den mandlige ansøger og hans familie ihjel, hvorfor ansøger indvilligede i at samarbejde med dem. Den mandlige ansøger fik derefter lov til at ringe til den kvindelige ansøger og fortælle, at han havde det godt, og at han snart kom hjem. Ansøgeren blev efterladt alene i rummet, men efter noget tid kom der igen nogle personer ind i rummet. Den mandlige ansøger var stadig bundet og havde bind for øjnene, men kunne høre tre forskellige stemmer. Personerne truede den mandlige ansøger igen, og han sagde, at han nok skulle gøre, som de sagde, hvis bare han fik lov at gå. Personerne forklarede herefter den mandlige ansøger, at han skulle forgifte vandet i brønden på den skole, hvor han arbejdede, når pigerne var til undervisning. Han skulle også forgifte vand eller the i shia-moskeer i området omkring skolen. Disse opgaver skulle den mandlige ansøger udføre i samarbejde med 8-10 elever, som han skulle rekruttere fra skolen, hvor han arbejdede. Efterfølgende ville Taliban give børnene undervisning og sende dem ud af landet. Taliban sagde også, at den mandlige ansøger ville få en masse penge for at gøre dette. Den mandlige ansøger fik besked på, at han skulle have sin telefon på sig hele tiden, så de altid kunne få fat i ham, og at han ikke måtte fortælle nogen, hverken politiet eller sin familie, om tilbageholdelsen eller opgaverne. Herefter blev den mandlige ansøger ført ned ad en trappe og lagt i bagagerummet på en bil, hvor han lå et par timer, imens bilen holdt stille. Efter ventetiden og en køretur i bilen blev den mandlige ansøger hevet ud af bagagerummet og lagt på jorden. Efter bilen var kørt, begyndte den mandlige ansøger at gå hjemad. Da den mandlige ansøger kom hjem, fortalte han den kvindelige ansøger, hvad der var sket. Den kvindelige ansøgers søster, [A], og hendes søn, [B], var også til stede. Ansøgernes tre børn sov i et andet rum. [B] foreslog, at de alle tog hjem til ham. Familien overnattede hos [B], og dagen efter arrangerede de familiens udrejse af Afghanistan, hvor de udrejste senere samme nat. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgeren [C]s forklaring til grund, herunder at han har modtaget trusler fra Taliban, der har forsøgt at presse ham til at deltage i ulovlige aktiviteter på den skole, hvor han var ansat, ligesom det kan lægges til grund, at han blev tilbageholdt af Taliban, hvor han på ny blev truet på livet til at indgå i en aktion mod blandt andet den pågældende skole. Flygtningenævnet finder, at han på den baggrund har sandsynliggjort, at han og familien risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han og familien igen tager ophold i Kabul. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerne kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgernes personlige forhold findes det ikke rimeligt at henvise ansøgeren og hans familie til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og de to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/19/STR
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia muslim fra [M], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ham for at samarbejde med de afghanske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev stoppet ved en kontrolpost og tilbageholdt af medlemmer fra Taliban, idet de blandt andet havde fundet ansøgerens valgkort fra [foråret] 2014 i hans bil, hvor han havde stemt på Abdullah Abdullah og dermed støttede myndighederne. Ansøgeren blev i den forbindelse ført til et bjergområde, hvor Taliban holder til. Taliban anklagede ham for at være spion. Ansøgeren fik herefter valgt om enten at samarbejde med Taliban eller at blive slået ihjel. Ansøgeren valgte at samarbejde. Den efterfølgende dag blev ansøgeren og et medlem fra Taliban standset af politiet, da de kørte mod byen [S]. Der udbrød ildkamp mellem politiet og Taliban, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte til en nærliggende plantage. Ansøgeren tog efterfølgende kontakt til sin ven, [H], som hjalp ham med at arrangere udrejsen. I starten af [efteråret] 2015 valgte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og børn at udrejse til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det helt usandsynligt, at den mandlige ansøger ved en tilfældighed skulle have glemt sit valgkort i bilen, hvor de har ligget igennem de sidste to år, når ansøgeren var klar over, at Taliban ville straffe dette med henrettelse eller amputation af en finger, hvis de fandt det, og da ansøgeren, som fragtmand jævnligt kørte i Talibankontrolleret området mellem Kandahar og Ghazni. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter i sit asylmotiv, idet han har forklaret forskelligt om, hvem af talibanerne, som gjorde hvad i forbindelse med hans tilfangetagelse, hvor mange af talibanerne som han genkendte, hvor mange der slog ham under tilbageholdelsen, og om han blev standset af myndighederne ved en kontrolpost eller af politibiler på vejen, og om han skjulte sig i en plantage eller en gård, hvor længe han løb, før han gemte sig, og om han begyndte at gå imod landsbyen om natten eller om morgenen. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende, idet han under mødet har forklaret, at [H] allerede havde set hans bil, da ansøgeren henvendte sig til [H] efter flugten. Ansøgeren har forklaret, at han gik omkring 25 kilometer fra plantagen til hans hjemby. Af et kort fremgår det, at afstanden mellem [S] og [M] er cirka 50 kilometer. Nævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger i mørke og uvejsomt terræn skulle kunne gå omkring 50 kilometer fra plantagen til hans hjemby i løbet af cirka seks timer. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet den mandlige ansøgers forklaring, som usandsynlig, divergerende og udbyggende, hvorfor den vurderes som konstrueret til lejligheden. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/189/lrn
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra […]-landsbyen, Baraki Barak-distriktet i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin halvfarbror, da ansøgerens far havde en jordkonflikt med ham, efter de sammen arvede jord fra ansøgerens farfar. I den forbindelse slog halvfarbroren ansøgerens far, mor og søster ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten mellem hans far og farens halvbror brød ud fem-seks måneder efter, at deres far døde for omkring to og et halvt år siden. Halvfarbroren gjorde krav på hele arven, fordi han var ældst, men det kunne ansøgerens far ikke acceptere. Halvfarbroren kom jævnligt til ansøgerens og hans families bopæl, hvor han jævnligt diskuterede med ansøgerens far om, hvad der skulle ske med den arvede jord. Et halvt år efter de hyppige besøg startede opsøgte halvfarbroren endnu engang ansøgeren og hans familie på familiens bopæl. Ansøgeren sad på et værelse, hvor der var en dør med et vindue ud til et rum, hvorfra han hørte skud. Ansøgeren kunne igennem vinduet se, at hans far var blevet skudt. Ansøgeren så herefter sin halvfarbror skyde hans mor og søster. Halvfarbroren kaldte herefter ansøgerens navn. Ansøgeren sprang ud gennem vinduet ud til gården, hvorefter han hoppede over muren. Ansøgeren hørte skud, men nåede at komme over, og han løb hen til sin fars ven, som boede tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren overnattede hos sin fars ven, og næste morgen kørte ansøgeren med taxa til sin morbror i Kabul. Ansøgeren var hos sin morbror i få timer, før morbroren tog med ansøgeren i en taxa til Nimruz, hvorfra ansøgeren flygtede ud af Afghanistan på en ukendt dato i slutningen af 2015. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens moster i Danmark hørt fra ansøgerens morbror i Kabul, som har fortalt, at halvfarbroren har kontaktet morbroren for at høre, om morbroren vidste, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse fra sin halvfarbrors side. Nævnet lægger herved vægt på, at halvfarbroren har skudt ansøgerens far, mor og søster, og i situationen kaldt på ansøgeren, der imidlertid flygtede. Nævnet lægger videre vægt på, at halvfarbroren har opsøgt ansøgerens morbror i Kabul, hvor ansøgeren opholdt sig kortvarigt inden udrejsen. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens halvfarbror var en magtfuld person, der har evne og vilje til at efterstræbe ansøgeren, uanset hvor i Afghanistan han opholder sig. Ansøgeren har ikke anden familie end morbroren i Kabul, og ansøgeren lider af angst, søvnbesvær, mareridt, tankemylder, kognitive deficits og flashbacks som følge af drabene på hans familie. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder hans personlige forhold, at det ikke vil være rimeligt at henvise ham til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at de afghanske myndigheder kan anses for at have vilje og evne til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet forfølgelsesgrunden ikke er omfattet af Flygtningekonventionen.” Afgh/2017/188/MGO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby] i […]-distriktet i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans bror har arbejdet for myndighederne som ”arbeki” - lokalpolitimand. Ansøgerens familie modtog som følge heraf to trusselsbreve fra Taliban, hvori der stod, at ansøgerens bror skulle stoppe sit arbejde, og hvis han blev ved, ville Taliban slå hele ansøgerens familie ihjel. Halvanden måned efter, at ansøgerens familie modtog det seneste trusselsbrev, blev ansøgerens landsby indtaget af Taliban. Ansøgeren flygtede med sine søstre fra byen, mens hans forældre blev tilbage på familiens bopæl. Taliban opsøgte samme nat ansøgerens bopæl, hvor der blev spurgt efter ansøgeren. Taliban slog ansøgerens far ihjel og fortalte ansøgerens mor, at de havde slået ansøgerens bror ihjel, og at de også ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens bror har vel arbejdet for myndighederne i form af lokalpolitiet, men han har ikke haft nogen særlig position. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren som følge heraf må anses for forfulgt i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens bror har haft en sådan position, at Taliban må antages at ville efterstræbe ansøgeren, uanset hvor i Afghanistan han tager ophold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en af de større byer i Afghanistan, hvis han mener, at han ikke kan tage tilbage til sit hjemområde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/187/MGO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [en landsby] i Urozgan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at seks personer fra Taliban forsøgte at bortføre nogle kvinder fra hans landsby, men folk fra landsbyen, herunder ansøgerens far, opdagede bortførslen, og personerne fra Taliban blev slået ihjel af folkene fra landsbyen. Taliban opsøgte herefter landsbyen. Det blev besluttet, at landsbyens kvinder og børn skulle forlade landsbyen. Ansøgeren tog sammen med sin mor og fire brødre til Ghazni, hvor ansøgerens moster bor. Mændene og de unge drenge, herunder ansøgerens storebror, blev tilbage i landsbyen for at kæmpe mod Taliban. To-tre dage efter, at ansøgeren kom til Ghazni sammen med sin familie, ankom også en mand fra landsbyen, der hedder [M], som fortalte, at alle mænd i landsbyen, undtagen 4-5 personer, var blevet slået ihjel af Taliban, heriblandt ansøgerens far, storebror og farbror. Det skete i foråret 2015. [M] fortalte også, at ansøgeren og hans familie skulle flygte, fordi Taliban ledte efter familien og de andre, der var flygtet fra landsbyen, for at slå dem ihjel. Efter nogle måneder hos mosteren kom Taliban og ledte efter familien. Familien flygtede op på et bjerg og vendte tilbage efter en nat. Nogle måneder senere døde ansøgerens mor. Taliban nærmede sig da området, og mosteren besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af landet. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter Islamisk Stat (ISIL). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL fanger personer uden grund og slår dem ihjel. Ansøgeren har hørt, at der er personer fra hans område, der er blevet slået ihjel af ISIL. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far og storebror er blevet slået ihjel af Taliban i forbindelse med kampe mod Taliban som forklaret af ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i den anledning er konkret efterstræbt af Taliban. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at Taliban har opsøgt ansøgeren og hans familie, mens de boede hos mosteren i Ghazni. Ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen kan ikke tages som udtryk herfor. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vel må anses for værende i en sårbar situation, men nævnet finder, at ansøgeren kan henvises til på ny at tage ophold hos mosteren i Ghazni, som han boede hos i seks til otte måneder inden udrejsen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke var individuelt forfulgt der, og at ansøgerens mor vurderede situationen sådan, at ansøgeren skulle blive hos hende og familien. Ansøgeren udrejste først, da moderen døde, og da Taliban generelt nærmede sig landsbyen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, selvom han er mindreårig, forældreløs og hazara, ikke er i sådan risiko i forhold til rekruttering fra Taliban eller ISIL, at han af den grund opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens fars arbejde for amerikanerne for år tilbage indebærer nogen særlig risiko for ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens far efter det oplyste ikke kan anses for at have været forfulgt som følge heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/186/MGO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger, men han er født i Iran og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan dels frygter Taliban, dels frygter familien til en pige, som han havde et forhold til i Iran. Ansøgerens far og farfar har været politisk aktive i Afghanistan, og deres politiske aktivitet var rettet mod Taliban. Ansøgerens farfar var kommandant i partiet Hezbe Harakat Islami. Ansøgerens far modtog i 1998 nogle breve fra Hezbe Harakat Islami, hvor der stod, at ansøgerens farfar var blevet slået ihjel af Taliban, og at partiet derfor anbefalede faren at flygte. Ansøgerens familie udrejste herefter af Afghanistan til Iran. Ansøgeren frygter, at Taliban vil opsøge ham på grund af hans far og farfars politiske aktiviteter mod Taliban. Ansøgeren havde i Iran i en periode på omkring to år et forhold til en pige, Feresthe, som han mødte i 2013. Forholdet blev opdaget af pigens storebror, der slog pigen ihjel. Hendes familie har opsøgt ansøgerens forældre, truet dem og spurgt efter ansøgeren. Pigen har familie i Afghanistan, som ansøgeren tillige frygter. Uanset om ansøgerens forklaring om hans fars og farfars aktiviteter for Hezbe Harakat Islami – og overgrebet mod farfaren i anledning heraf – lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at overgrebene fandt sted for omkring 20 år siden, og at ansøgeren aldrig personligt har oplevet konflikter i Afghanistan, ligesom nævnet har lagt vægt på baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at [A] har familie i Iran, til grund, da ansøgeren ikke har oplyst herom under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Uanset om ansøgerens forklaring om sit forhold til [A] og konflikten med hendes familie i Iran lægges til grund, kan dette ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, da ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/184/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […] i Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som elleveårig blev taget med af et Talibanmedlem ved navn [A], som bragte ham til et af Talibans opholdssteder i Tora Bora bjergene. Ansøgerens far var indforstået hermed, da han var glad for, at ansøgeren skulle lære om islam. Ansøgeren tilbragte de næste fire år sammen med Taliban. Udover ansøgeren var der også mange andre unge drenge. Ansøgeren boede på værelse med tre andre drenge, som hed […], […] og […]. Under opholdet modtog ansøgeren islamisk undervisning, fysisk træning og våbenundervisning. Han fik også vist film af drenge, som begik selvmordsangreb. Ansøgeren meldte sig til udøve jihad og kort tid efter skulle han, sammen med for ham to ukendte talebanere, tage til et hotel i Jalalabad for at gennemføre et selvmordsangreb. Da ansøgeren kom frem til hotellet, blev han efterladt af de to talebanere. Ansøgeren besluttede sig for, at han ikke ville gennemføre angrebet, da han ikke ville såre de uskyldige mennesker, som befandt sig på hotellet. Ansøgeren gik derfor hen til [B] og fortalte ham, at han bar en selvmordsvest. [B] evakuerede hotellet og fjernede ansøgerens vest. Ansøgeren fortalte [B] om Taliban, [A] og Tora Bora, hvorefter [B] fortalte ansøgeren, at han ville hjælpe ham med at udrejse af Afghanistan. [B] har efterfølgende fortalt ansøgeren, at Taliban leder efter ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen på centrale punkter findes usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt han havde en mobiltelefon under sit ophold hos Taliban. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at han ikke havde en mobiltelefon. Foreholdt sin forklaring i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017, hvoraf fremgår, ”at han fik en mobiltelefon af Taliban”, og at ”de bare giver telefoner til folk”, forklarede ansøgeren, at det er rigtigt, at han havde fået en telefon, men at det var en telefon uden kamera. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev afhørt af [B] eller andre politimænd. Han har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen den 12. december 2016 forklaret, at han ikke blev afhørt om sin tid hos Taliban, og at han troede, at det var, fordi han var lille. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at [B] stillede spørgsmål om Taliban, [A] og Tora Bora. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han fandt ud af, at han skulle udføre et selvmordsangreb. Ansøgeren har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen den 12. december 2016 forklaret detaljeret om, at han meldte sig til en selvmordsaktion samt om, hvorfor han ønskede at udføre et selvmordsangreb. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017 har ansøgeren ligeledes forklaret detaljeret om, hvordan han blev forberedt på selvmordsaktioner med bombebælte. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at han troede, at han skulle udføre jihad ved at være kriger, og at han blev overrasket, da det gik op for ham, at han skulle udføre et selvmordsangreb. Flygtningenævnet finder det blandt andet usandsynligt, at ansøgeren opholdt sig i omkring fire år på Talibanskolen, hvor der var 60-80 elever, uden at lære andre drenge eller bare deres navne at kende. Det findes endvidere helt usandsynligt, at ansøgeren under hele turen fra Tora Bora til Jalalabad var iført bombevesten, der var armeret og klar til sprængning, samtidig med, at ansøgeren sad med fjernbetjeningen hertil i hånden. Flygtningenævnet finder endelig ansøgerens forklaring for nævnet om, at våbentræningen de første otte-ni måneder alene bestod i, at han kiggede på våben, samt om at Sarjangi lod ansøgeren forlade stedet umiddelbart efter episoden på hotellet samt betalte 8.000 $ for ansøgerens flugt, for usandsynlig. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i individuel, konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/183/JHB
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmen og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han omkring tre dage inden sin udrejse var taget ud i familiens mark for at hente græs til familiens køer. Da der var gået en time til halvanden time, hørte ansøgeren motorstøj, hvorfor han gemte sig. Ansøgeren så fem til seks talibanere, der ankom i to biler og på to til tre motorcykler. Talibanerne gik rundt i marken og ledte efter ansøgeren. Ansøgeren vidste, at de pågældende tilhørte Taliban, idet de var svært bevæbnede, maskerede og sang Taliban-sange. Ansøgeren holdt sig skjult i marken i to til tre timer, hvorefter han gik hjem til bopælen. Ansøgeren fortalte sin far om episoden. Ansøgerens far fortalte ham, at talibanerne samme morgen havde taget naboens dreng med sig, og at de havde skudt naboen i benet. Talibanerne havde tillige rettet henvendelse på ansøgerens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far sagde til ansøgeren, at han var i fare, hvorfor han skulle blive hjemme. Efter episoden på marken kom talibanerne igen til familiens bopæl. Ansøgeren gemte sig i en vandtank i familiens gårdhave. Talibanerne udsatte ansøgerens far for vold og beskyldte ham for at have løjet for dem. Talibanerne gav herefter ansøgerens far en frist på en dag til at finde ansøgeren, idet de ville have ham med. Dagen efter tog ansøgeren med sin far til basaren, hvor de mødtes med en agent. Tidligt næste morgen udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på flere herunder centrale punkter har forklaret divergerende ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte og kunne forstå, hvad personerne på marken sagde. Ansøgeren har således under nævnsmødet forklaret, at han ikke kunne forstå, hvad personerne sagde, mens han under samtalen i Udlændingestyrelsen den [nærmere angivet dato i efteråret 2016] har forklaret, at han hørte personerne sige, at de skulle tale med en person om et brev eller lignende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra episoden i marken til hans bopæl blev opsøgt af Taliban, samt om hvorvidt det var samme dag eller først næste dag han flygtede fra bopælen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far i løbet af få timer kunne sælge jord og kvæg til finansiering af ansøgerens flugt, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren forblev på bopælen til næste morgen, henset til, at personerne fra Taliban angiveligt havde sagt til ansøgerens far, at de ville komme igen næste morgen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig, og det bemærkes, at den generelle situation i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Uanset om ansøgerens forklaring måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i sit hjemområde kan tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af dem udenfor sit hjemområde. Ansøgeren er en rask ung mand på 20 år, der på baggrund af baggrundsoplysningerne må forventes at kunne opnå beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul eller Mazar-e-Sarif. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/182/MJM
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at [As] familie vil dræbe ansøgeren, eller gøre noget slemt ved ham, fordi ansøgeren har slået [A] i hovedet, og fordi [As] familie er pashtunere, der ikke kan lide shiamuslimer, hvilket ansøgeren er. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at Afghanistan ikke er et godt sted at være på grund af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på en torsdag i [slutningen af sommeren eller starten af efteråret] 2015 skulle hente frokost ved en bekendt ved navn [B]. På [Bs] bopæl fandt ansøgeren [Bs] ægtefælle liggende såret på jorden. Ansøgeren ringede efter [B], som kom og bragte ægtefællen til hendes forældre. En time efter kom [B] tilbage og spurgte ansøgeren, om ansøgeren ville med ud for at finde [A]. [A] var naboens søn, og han stod bag overfaldet på [Bs] ægtefælle. Ansøgeren og [B] fandt [A] på en fodboldbane, hvor [A] skubbede [B] ned på jorden. Ansøgeren greb en metalstang og slog ud efter [A]. Han ramte [A] ved øret. [B] kørte ansøgeren hjem til [Bs] forældre. To til tre dage efter udrejste ansøgeren med [B] og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har afgivet en konsistent forklaring om episoden, hvor han tildelte [A] et slag med en jernstang. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at [As] far har en så magtfuld position, at han vil kunne finde ansøgeren overalt i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for [As] fars stilling eller for, om han er en indflydelsesrig myndighedsperson, som vil have adgang til oplysninger om ansøgeren, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren på grund af episoden, hvor han slog [A], ikke kan vende tilbage til sin hjemby, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er helt uprofileret, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive efterstræbt af [As] familie uden for hjembyen. Ansøgeren er en ung, ugift mand i den arbejdsduelige alder, og det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul, hvor ansøgerens levevilkår ikke kan antages at blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil bliver krænket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/180/HHU.
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, ISIL eller myndighederne, idet der er krig i hans lokalområde, [A], i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far blev slået ihjel i 2008, fordi der var krig i [A]. Ansøgeren var omkring 10 år gammel, da han en aften hørte skyderi udenfor huset. Ansøgeren så ikke, hvem der skød, eller hvem de skød imod, men hans mor fortalte, at det var Taleban, der skød. Taleban var i området, fordi de ville kidnappe en hazara-pige. Ansøgerens far gik udenfor huset, da han hørte skyderiet, og siden har ansøgeren ikke set sin far. Ansøgeren og familien forlod samme aften deres hus og tog til et område, der hedder [B], hvor de var i to nætter. Mens de var i [B], fik familien besked om, at ansøgerens far var blevet slået ihjel. De flyttede herefter til [C], hvor de boede i et til halvandet år, hvorefter de flyttede til Teheran i Iran. Livet i Iran var meget vanskeligt. Efter seks år udrejste ansøgeren til Europa. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som i alt væsentligt hidrører fra episoden i 2008, hvor ansøgerens far blev slået ihjel af Taleban, og som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for ansøgningen om konventions- eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ikke har en sådan karakter og intensitet, at de kan danne grundlag for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens far har haft - eller at ansøgeren har - en personlig konflikt med Taleban eller ISIL. Der er desuden ikke grundlag for at antage, at ansøgeren eller ansøgerens familie, heller ikke i deres egenskab af hazara, skulle stå i et modsætningsforhold til myndighederne i Afghanistan, der vil indebære, at ansøgeren ikke kan forvente bistand fra myndighederne i tilfælde af eventuelle kommende konflikter. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens mere generelt betonede frygt for Taliban og ISIL kan således heller ikke føre til en anden vurdering. Der henvises endvidere mere generelt til Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/18/slh
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [by], Iran, men er statsborger i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i sit oprindelige asylmotiv henvist til, at ansøgerens fasters mand var voldelig over for ham, og ansøgeren flygtede derfor til Kabul. I Kabul blev ansøgeren chikaneret og truet på livet af Taliban, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren har i sit oprindelige asylmotiv endvidere henvist til, at han efter indrejsen til Danmark er konverteret til kristendommen og er tilknyttet [kirke], hvor han [i efteråret] 2016 blev døbt. Ansøgeren har i sit nye asylmotiv henvist til, at personer i Afghanistan allerede kender til hans konversion, og at han derfor frygter at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under mødet for nævnet har forklaret, at han først gik i kirke, omkring en måned efter han fik afslag fra Udlændingestyrelsen, og at det var på grund af afslaget, og den uro det skabte, at han for alvor fik interesse for kristendommen. Han forklarer, at han kom i kirken om søndagen, og at gudstjenesten foregik på dansk, som han ikke forstod. På et senere tidspunkt kom der en kvinde, der kunne oversætte. Han har ikke deltaget i et undervisningsforløb op til sin dåb. Af disse grunde og idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre for årsagen til sin konversion bortset fra, at han fandt ro, når han var i kirken, finder nævnet ikke, at ansøgeren på dåbstidspunktet reelt var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har for nævnet svaret på spørgsmål vedrørende årsagen til sin konversion, de kristne værdier og faktuelle spørgsmål vedrørende bibelen og kristne højtider. Ansøgeren har kun i et begrænset omfang kunnet besvare spørgsmålene. Svarene har været afglidende og udetaljeret, og nævnet har ikke følt at besvarelsen var dybfølt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren under sin tilbageholdelse i [fængsel] og efter løsladelsen og frem til nævnsmødet har deltaget i kirkelige aktiviteter. Et flertal af nævnet finder ikke, at dette alene er tilstrækkeligt til at sandsynliggøre, at ansøgeren er konverteret reelt. Det er heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er eksponeret i Afghanistan. Dette flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller en individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er behov for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/179/JEA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv på baggrund af en gruppe ukendte personer, der har udsat ansøgeren for vold og bortførelse. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i efteråret] 2010 blev opsøgt af tre personer nær sin bopæl i Jalalabad, der udsatte ansøgeren for overgreb og forsøgte at tvinge ansøgeren til at lave en video om hans arbejdspladser [X] og [Y] i Kabul. Videoen skulle indeholde billeder af tv-stationens bygninger og sikkerhedsforanstaltninger. Dagen efter opsøgte ansøgeren politiet i Jalalabad og indgav en anmeldelse om episoden, hvilket ansøgerens far betalte 1000 afghani for. To uger senere ringede ansøgerens far til ansøgeren i Kabul og fortalte, at politiet havde fundet en mistænkt, der svarede til ansøgerens beskrivelse. Ansøgeren rejste samme dag til Jalalabad, hvor han sammen med sin far, henvendte sig til politistationen. Ansøgeren genkendte den mistænkte. Politiet anmod ansøgeren og hans far om at komme igen dagen efter for at bekræfte anmeldelsen. Da de kom tilbage dagen efter, benægtede nogle politibetjente ethvert kendskab til den mistænkte og ansøgerens og hans fars henvendelse dagen før. Ansøgeren rejste efterfølgende tilbage til Kabul. Derefter fulgte en rolig periode af ukendt varighed, hvorefter ansøgeren modtog seks til syv telefonopkald. Efter de første to til tre opkald begyndte en stemme at bande over ansøgeren, idet ansøgeren ikke have lavet videoen og havde anmeldt overfaldet [i efteråret] 2010 til politiet. På en ukendt dato [i vinteren] 2011 blev ansøgeren overfaldet på vej til arbejde i Kabul af tre mænd. Ansøgeren fik hjælp fra forbipasserende, men fik et knivstik under hjertet, hvorfor han besvimede. Efter tre til fire timer på hospitalet blev ansøgeren hentet af sin morbror, som ansøgeren boede hos i Kabul. To uger efter begyndte ansøgeren igen på sit arbejde. Ansøgeren var dog træt af at leve i fare, og idet han havde fået et stipendium til [et universitet] i Indien, rejste han til Inden, hvor han tog en kandidatgrad i journalistik fra 2011 til 2013. [I sommeren] 2013 kom ansøgeren tilbage til Kabul, hvor han fik arbejde i det tyske nyhedsbureau [Z]. [I sommeren] 2015 var ansøgeren på vej hjem til sin familie i Jalalabad, hvor han undervejs mødte en af de personer, der overfaldt ham i 2010. Da ansøgeren en til to timer senere ville parkere sin bil uden for naboens bopæl, fandt han et trusselsbrev, hvori de ukendte personer anmod ansøgeren om videoen vedrørende [X] og [Y]. Det fremgik også af trusselsbrevet, at ansøgeren skulle betale for ikke at have afleveret videoen til dem tidligere. Samme nat blev der kastet sten ind i ansøgerens bopæl. [I vinteren] 2015 blev ansøgeren overfaldet og bortført af de ukendte personer, der kom kørende i en hvid Toyota. Det lykkedes efterfølgende ansøgeren at kaste sig ud af bilen og flygte. Ansøgeren søgte tilflugt på sin arbejdsplads og ringede til sin ven [A], der kom og hentede ansøgeren. Ansøgeren boede hos [A] indtil sin udrejse af Afghanistan [i efteråret] 2015. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at hans familie fra slutningen af [foråret] 2016 har flyttet mellem deres boliger i Jalalabad og Kabul, og at hans far er blevet truet af ukendte personer, der vil have ansøgeren udleveret. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er uddannet journalist og har arbejdet på [X] / [Y] og for et tysk presseorgan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår hans asylmotiv. Flygtningenævnet lægger særligt vægt på, at de danske myndigheder er kommet i besiddelse af ansøgerens pas, at passet indeholder et visum til Tyrkiet, og at passet indeholder henholdsvis ud- og indrejsestempler fra Afghanistan og Tyrkiet. Det må anses for usandsynligt, at andre personer ville have interesse i at forsyne passet med falske stempler og herefter fremsende det til de danske myndigheder. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren har været i besiddelse af passet og er udrejst legalt fra Afghanistan til Tyrkiet. Som følge af at ansøgeren var i besiddelse af passet tilsidesættes hans forklaring om episoden den [i efteråret] 2015. Denne episode findes endvidere at kunne tilsidesættes, idet ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan han flygtede, ligesom flugten forekommer usandsynlig. Nævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om episoden i [efteråret] 2010, idet han har udbygget forklaringen ved under samtalerne for Udlændingestyrelsen og nævnet at have forklaret, at overfaldsmændene ville tvinge ham til at optage en video vedrørende sikkerhedsforanstaltningerne på [X], selvom dette, der er det gennemgående tema i asylmotivet, ikke er nævnt i asylskemaet. Nævnet lægger ved denne vurdering tillige vægt på, at ansøgeren er veluddannet, at han er uddannet journalist, at han er vant til at kommunikere, og at asylskemaet i øvrigt er fyldigt og detaljeret. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om denne episode, herunder om hvorvidt han fortalte sin far eller den øvrige familie om overfaldsmændenes motiv. Nævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om episoden i sommeren 2015, idet det er ulogisk, at eventuelle overfaldsmænd skulle advare ham på forhånd, ligesom han har forklaret udbyggende om episoden, herunder om overfaldsmændene kom og bankede på om natten, og om de smed sten ind ad vinduet. Ansøgeren har endvidere ikke beskrevet denne episode i asylskemaet. Som følge af ovenstående finder Flygtningenævnet at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som usandsynlig, divergerende og udbygget og dermed konstrueret til lejlighed. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller en individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/178/JEA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [by], Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive rekrutteret eller dræbt af sin fars farbror og af sin fars farbrors søn, der er medlemmer af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der i hans fars familie er en tradition for, at man skal tilslutte sig Taliban, når man er 12 år gammel, eller når man kan bære våben. Da ansøgeren var 8 år gammel kom ansøgerens fars farbror og farens farbrors søn til ansøgerens far, fordi de ville have, at faren skulle lade ansøgerens storebror tilslutte sig til Taliban. På det tidspunkt var storebroren 12 år. Faren nægtede at overdrage storebroren til farens farbror og farens farbrors søn. Faren bestemte herefter, at ansøgeren og hans storebror skulle bo hos deres farmor, der boede i Mazar-e-Sharif. Efter noget tid bestemte faren, at storebroren skulle tage til Indien, mens ansøgeren blev boende hos farmoren. Ansøgeren blev ikke opsøgt af farens farbror, farens farbrors søn eller af andre fra farens familie, mens ansøgeren boede i Mazar-e-Sharif. Da ansøgeren var 15 år døde farmoren, og ansøgeren flyttede tilbage til sine forældre. Dagen efter den 40. sørgedag for farmorens død kom farens farbror og farens farbrors søn hen til faren. Denne gang ville de have, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Omkring tre-fire dage derefter forlod ansøgeren og hans familie Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgerens fars farbror, [A] og dennes søn [B], som begge er knyttet til Taliban, henvendte sig til ansøgerens far efter udløbet af sørgeperioden vedrørende bisættelsen af ansøgerens farmor for at rekruttere ansøgeren til Taliban, at de, da de forlod bopælen, meddelte ansøgerens far, at ansøgeren ville blive kidnappet, hvis han ikke kom til dem, og at ansøgerens far herefter foranledigede, at hele familien udrejste. Ansøgeren findes herefter at have sandsynliggjort, at han er kommet i et sådant konkret modsætningsforhold til [A], at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes ikke efter det foreliggende at risikere forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at der er tale om en lokal konflikt, og at ansøgeren må henvises til at tage ophold i en større by, som fx Kabul uden at risikere asylbegrundende overgreb. Det må herved tillægges vægt, at [A] på intet tidspunkt har taget ansøgeren med magt, at [A] heller ikke på noget tidspunkt opsøgte ansøgeren og dennes storebror under opholdet hos farmoren, og at [A] heller ikke på noget tidspunkt har taget effektive skridt til at hente ansøgeren eller dennes storebror. Der er derfor ikke holdepunkter for at antage, at [A] vil eftersøge ansøgeren, såfremt ansøgeren tager ophold i Kabul. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren er en ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende. Ifølge baggrundsoplysningerne vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul. Under henvisning til det ovenfor anførte er der ikke grundlag for at anse ansøgeren som profileret. Selvom levevilkårene er vanskelige er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i Kabul jf. pkt. 91 og UNHCR om international protection af 23. juli 2003, afsnit II c. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Kabul på et rimeligt niveau, og ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold i Kabul som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/177/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv, fordi Taliban er efter ham, idet han har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren frygter endvidere, at hans fem fætre vil slå ham ihjel, idet de har en jordkonflikt med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fra 2005 til 2015 var lastbilchauffør. De første to år kørte ansøgeren lastbil med sin far. I en periode på otte måneder i 2010 transporterede ansøgeren benzin for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans far og farbror havde noget jord, og at denne jord var dyrket af farbrorens sønner. Ansøgerens far fik derfor omkring 65-70.000 rupis hvert år i udbytte. Da ansøgerens far døde i 2011 betalte ansøgerens fætre ikke længere det årlige udbytte til ansøgerens familie. På et ukendt tidspunkt i 2015 tog ansøgeren hjem til sine fætre for at snakke om jorden. I den forbindelse blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Hans ryg blev skadet, og derfor bragte ansøgerens morbror ham til behandling på et hospital i Pakistan, hvor ansøgeren i omkring en måned tog frem og tilbage mellem det sted ansøgeren boede og hospitalet. Ansøgeren kom herefter tilbage til Afghanistan, hvor han tre dage senere fik et trusselsbrev fra Taliban. Den samme dag om eftermiddagen tog ansøgerens morbror ham med til Jalalabad, hvor ansøgeren opholdt sig hos sin søster i omkring otte-ni dage. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Med hensyn til den påberåbte konflikt med Taliban må det tillægges vægt, at trusselsbrevets indhold ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at den eneste henvendelse fra Taliban netop er trusselsbrevet. Endvidere foregik ansøgerens transport med brændstof i en begrænset periode på otte måneder omkring 2010-2011. Endelig er det indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren ikke blev sikkerhedsgodkendt, selvom der var tale om kørsel med brændstof for amerikanerne. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet været i stand til på overbevisende måde at kunne redegøre for den nævnte aktivitet. Hertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat af 1. marts 2016, at det er let at tilvejebringe falske dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at han har transporteret brændstof for amerikanerne. Vedrørende den påberåbte konflikt med farbrorens sønner må det tillægges vægt, at ansøgeren efter mødet med fætrene hverken er blevet truet eller opsøgt på anden måde, og at ansøgerens morbror, som er Malek i landsbyen, ville indlede mægling mellem parterne. Det skal yderligere bemærkes, at det af ansøgeren fremlagte dokument fra ansøgerens morbror ikke synes at indeholde oplysninger, der angår denne konflikt. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet været i stand til på overbevisende måde at redegøre for, at han skulle være efterstræbt af fætrene på grund af konflikten, og Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/176/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra [by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi de tvangsrekrutterer unge mænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far var politimand i det afghanske politi i Kunduz i otte-ni år. Faren sad på kontor og lavede administrative opgaver. Faren gik på arbejde kl. 8-9 om morgenen og kom hjem kl.18-19 om aftenen. Faren modtog et trusselsbrev fra Taliban omkring halvanden uge inden ansøgerens udrejse af Afghanistan. Taliban sendte et brev til faren, hvor der stod, at han skulle stoppe med at arbejde for myndighederne, og i stedet skulle han samarbejde med Taliban. Ansøgeren var ude at lege på dette tidspunkt og hans mor fortalte ham om brevet, da han kom hjem. Faren adlød ikke Taliban, idet han fortsatte med at gå på arbejde. Ansøgeren og hans søskende opholdt sig indendørs efter modtagelsen af brevet, idet moren frygtede, at de ville blive kidnappet eller dræbt af Taliban, således at Taliban kunne afpresse faren til at samarbejde med dem. Efter halvanden uge blev ansøgerens families hus angrebet af otte-ni ukendte personer fra Taliban om natten, da familien sov. De skubbede moren ind på det værelse, hvor børnene lå og sov. De sparkede ansøgeren og truede ham med et langt våben. De gik ind på forældrenes soveværelse overfor, og børnene havde derfor frit udsyn til at se, at de bandt farens hænder, gav ham bind for øjnene og slog ham. Ansøgeren så, at de trak faren ud hjemmet. Ansøgeren har ikke hørt fra faren siden. Han ved ikke, hvad der er sket med faren. Moren ringede til ansøgerens morbror omkring 30 minutter efter de ukendte personer var gået. Morbroren kom og hentede familien. De opholdt sig hos onklen i to dage, og han solgte familiens jord i [byen], således at de kunne få råd til udrejsen. Morbroren tog kontakt til en menneskesmugler, og ansøgeren og hans familie udrejste til Iran efter to-tre dage. I Iran blev ansøgeren adskilt fra sin familie ved grænsen til Tyrkiet, idet de unge drenge først skulle over grænsen, fordi de tyrkiske grænsevagter skød efter folk, der passerede grænsen. Kvinder og børn ville senere blive sendt til Istanbul. Ansøgeren opholdt sig fire måneder i Tyrkiet. Det lykkedes ham ikke at finde sin familie igen. Det må tillægges vægt, at ansøgeren aldrig personligt er blevet opsøgt eller truet af Taliban, herunder heller ikke søgt tvangsrekrutteret, og at ansøgeren ikke blev bortført i forbindelse med overfaldet på familiens hus. Efter Udlændingestyrelsens afgørelse har ansøgeren oplyst, at han har modtaget nye oplysninger om faren og morbroren fra en ukendt mand, som ansøgeren har mødt en enkelt gang på Københavns hovedbanegård. Det er påfaldende, at ansøgeren, der var i besiddelse af en mobiltelefon, ikke kan oplyse nærmere om mandens identitet, selvom han har kunnet forklare detaljeret om de nye oplysninger. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet underbygget disse oplysninger nærmere, og der kan efter det foreliggende, herunder det sene fremkomsttidspunkt ikke lægges nogen vægt på disse nye oplysninger. Dernæst fremstår det usædvanligt, at udrejsen, herunder salget af familiens jord, kunne arrangeres så hurtigt, som forklaret af ansøgeren. Det fremgår af den overvejende del af baggrundsmaterialet, at tvangsrekruttering kun sker i begrænset omfang, og at rekruttering hovedsagelig sker blandt pashtunere. Ansøgeren er heller ikke på noget tidspunkt blevet forsøgt rekrutteret. Ansøgerens frygt for tvangsrekruttering er alene baseret på formodninger. Endelig har ansøgeren kun i begrænset omfang kunne oplyse om farens aktiviteter, idet der ikke kan lægges nogen vægt på ansøgerens udbyggende oplysninger som ovenfor anført. Det kan derfor ikke antages, at farens aktiviteter har profileret ansøgeren i lokalsamfundet. Sammenfattende kan Flygtningenævnet alene lægge til grund, at Taliban på et tidspunkt overfaldt familiens bopæl og bortførte faren. Når der henses til det ovenfor anførte, herunder at ansøgeren fremstår uprofileret, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han skulle være efterstræbt af Taliban eller i øvrigt være i en særlig risiko for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Der kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/175/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia- muslim fra Qarabagh, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sin bror [A’s] asylmotiv. Ansøgerens bror [A] har til støtte for asylmotivet oplyst, at han syede tøj for [B’s] familie. På et tidspunkt sagde [B’s] datter [C], at hun var forelsket i [A]. [A] og [C] mødtes herefter under et bestemt træ fire til fem gange. [I] maj 2015 opdagede en af [B’s] medarbejdere dem, og [A] flygtede hjem til sig selv. Inden for en time efter blev [A’s] hus angrebet af [B] og hans fire sønner. Under dette angreb blev ansøgerens far slået ihjel. Beboerne i huset gemte sig. Omkring ti minutter efter forlod [B] og hans folk stedet, hvorefter [A] og hans familie forlod stedet og flygtede til Iran. [B] har efter det oplyste en tæt forbindelse med Taliban. Nævnet har sambehandlet sagen med [A’s] sag. I denne sag har nævnet i det hele forkastet ansøgerens asylmotiv. Nævnet bemærker i tillæg hertil, at det fremgår af en politirapport [fra] november 2015, at ansøgeren sammen med sin hustru og nevø var til afhøring, hvor det blev oplyst, at ”de” rejste fra Afghanistan for ca. ti år siden, hvor ”de” tog ophold i Iran og tjente penge. Som en konsekvens heraf finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hans asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/174/CHHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborgert fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en mindre landsby] i Qarabagh, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A], [A’s] familie og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han syede tøj for [A’s] familie. På et tidspunkt sagde [A’s] datter [B], at hun var forelsket i ansøgeren. Ansøgeren og [B] mødtes herefter under et bestemt træ fire til fem gange. [I] maj 2015 opdagede en af [A’s] medarbejdere dem, og ansøgeren flygtede hjem til sig selv. Omkring en halv time efter blev ansøgerens hus angrebet af [A] og hans fire sønner. Under dette angreb blev ansøgerens far slået ihjel. Beboerne i huset gemte sig. Omkring ti minutter efter forlod [A] og hans folk stedet, hvorefter ansøgeren og hans familie forlod stedet og flygtede til Iran. [A] har efter det oplyste en tæt forbindelse med Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har svaret afglidende og ukonkret på spørgsmål om centrale elementer i hans påberåbte asylmotiv. Nævnet har især lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at [A] sammen med sine fire sønner, der alle var bevæbnede, opsøgte ansøgerens hjem og straks skød ansøgerens far uden at trænge længere ind i boligen for at få fat i ansøgeren, som må anses for den person, der især havde krænket [A’s] ære. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må have formodningen mod sig, at ansøgeren kan indlede et forhold til en magtfuld persons datter, således at de efter få dage beslutter at indgå en fast forbindelse og efterfølgende mødes på et offentligt sted sammenholdt med, at ansøgeren ikke efterfølgende har bestræbt sig på at få oplyst, hvad der er sket med [A]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremtrådt helt upåvirket når han fortalte om de dramatiske begivenheder. Han har været ukonkret og alene henvist til, at han var meget bange, og derfor ikke kunne oplyse om detaljer. På den baggrund finder nævnet, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden og ikke selvoplevet. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2017/173/CHHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn og en ledsaget nevø fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraere og shia-muslimer. Den mandlige ansøger er født og opvokset i [en mindre landsby] i Qarabagh, Ghazni, Afghanistan. Den Kvindelige ansøger er født og opvokset i [en mindre landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A], [A’s] familie og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at hans far er blevet dræbt på grund af den mandlige ansøgers bror, [B’s], kontakt med [A’s] datter, [C]. [B] mødte [C] i februar/marts 2015 og endte med at have et forhold til hende. [I maj] 2015 fortalte [B], at han og [C] var blevet opdaget af [A’s] medarbejder. Inden for en time efter blev ansøgernes hus angrebet af [A] og hans fire sønner. Under dette angreb blev den mandlige ansøgers far slået ihjel. Beboerne i huset gemte sig. Omkring ti minutter efter forlod [A] og hans folk stedet, hvorefter ansøgerne forlod stedet og flygtede til Iran. [A] har efter det oplyste en tæt forbindelse med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun ikke var til stede, da [B] kom hjem efter flugten fra [C]. Den kvindelige ansøger var i et tilstødende værelse med børnene. Hun hørte larm og skyderi og løb ud på gangen. Hun så sin svigermor og sin svoger stå ved døren, hvorefter alle løb mod husets baglokale og gemte sig. Nævnet har sambehandlet sagen med [B’s] sag. I denne sag har nævnet i det hele forkastet ansøgerens asylmotiv. Som en konsekvens heraf finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv, og at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/172/CHHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren rejste i 2007 til Iran, hvor han tog ophold indtil 2010, hvor han blev deporteret til Afghanistan på grund af manglende opholdsdokumenter. Ansøgeren boede i Afghanistan i omkring to måneder, hvorefter han på ny rejste til Iran, hvor han havde ophold frem til sin udrejse [en nærmere bestem dato i efteråret 2015]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han to gange tidligere er blevet tilbageholdt på grund af sin religion og etnicitet. Ansøgeren frygter videre familiemedlemmer til personer, som han er angivet til Taliban under sin tilbageholdelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og tre andre hazaraer i 2007 blev tilbageholdt af Taliban i Zardalo. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to en halv måned, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra Taliban i forbindelse med en skudveksling. Ansøgeren flygtede tre dage senere til Iran, hvor han tog ophold indtil 2010, hvor han blev deporteret til Afghanistan på grund af manglende opholdsdokumenter. Ansøgeren boede i Afghanistan i omkring to måneder, hvorefter han på ny rejste til Iran. På vejen mellem Kandahar og Nimruz blev den bus, som ansøgeren kørte, stoppet af Taliban. Alle, som enten var hazara eller farsitalende, blev taget ud af bussen, herunder ansøgeren og to fra ansøgerens landsby ved navn [A] og [B]. Ansøgeren, [A] og [B] blev tilbageholdt i to-tre dage, hvor de blev udsat for fysiske overgreb og afhøringer. Ansøgeren blev under en afhøring tvunget til at fortælle, at [A] og [Bs] brødre, [C] og [D], begge var statslige ansatte. Derefter blev ansøgeren adskilt fra de to andre, som han aldrig har hørt fra siden, og som han har hørt er blevet dræbt. Ansøgeren blev sat ind i en bil med tre talibanere. Undervejs stoppede talibanerne ved et spisested, hvor ansøgeren fik lov til at gå på toilettet, hvorfra han flygtede via et vindue. Ansøgeren løb et en nærliggende bazar, hvor han fik hjælp af en butiksindehaver. Efter et kort ophold hos manden fik ansøgeren hjælp til at komme til Iran, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i oktober 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring er usandsynlig, divergerende og udbyggende. Vedrørende tilbageholdelsen i 2007 har ansøgeren forklaret til asylsamtalen, at han var spærret inde i en måned i et mørkt rum, mens han til oplysnings- og motivsamtalen og for nævnet har forklaret, at han var spærret inde i en uge. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han var tilbageholdt i alt i omkring tre en halv måned, mens han til oplysnings- og motivsamtalen og for nævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i omkring to en halv måned. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at både han og de tre andre blev ført til Andar, hvor de blev tvunget til at arbejde for Taliban, mens han til asylsamtalen og for nævnet har forklaret, at han alene blev ført til Andar. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke erindrer om den person, der forestod bevogtningen, var ved bevidsthed, da han flygtede. Vedrørende tilbageholdelsen i 2010 bemærker nævnet, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at det var fire talebanere, han kørte med, da han flygtede, mens han for nævnet har forklaret, at der i alt var tre talebanere. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han skulle afmontere et metalgitter for at komme ud af vinduet, mens han for nævnet har forklaret, at der var tale om et fluenet lavet af stof. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at der omkring toilettet ikke var andre bygninger, mens han for nævnet har forklaret, at toiletten var sammenbygget med restauranten. Endelig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra denne lille bygning, når der udenfor var placeret en bevæbnet vagt. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om [A] og [B], idet han har forklaret forskelligt om, hvor han mødte de to, da han har forklaret forskelligt om, hvem [C] var bror til, og endelig da han har forklaret udbyggende om truslerne fra [C]. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at [C] opsøgte ham i Iran, indledte et slagsmål og truede ham på livet, såfremt han kom tilbage til Afghanistan. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/171/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim og afghansk statsborger fra Taloqan i Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Qomandan Jahadi og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at tre-fire personer fra gruppen Qomandan Jahadi har fulgt efter ham tre gange over en periode på to-tre dage. De fulgte efter ham fra skolen til bopælen, mens familien boede i Takhar-provinsen. Ansøgerens familie besluttede som følge heraf at flytte fra provinsen, hvilket skete to til tre dage efter den sidste episode i 2013. Familien slog sig ned i byen […] i Kunduz-provinsen. Taliban overtog magten i byen et par måneder før ansøgerens udrejse af Afghanistan. Ansøgeren og hans bror modtog i nogle dage undervisning i moskeen af Taliban som forberedelse til jihad, indtil faren hørte herom og forbød det. Omkring halvanden måned senere blev faren i moskeen spurgt om, hvorfor hans børn ikke længere kom i moskeen. Få dage herefter henvendte omkring 10 Taliban-folk sig på ansøgerens bopæl, hvor de pågreb hans storebror og tvang denne med. Ansøgeren undgik at blive taget med, fordi hans mor holdt fast i ham og tillige sagde, at han var syg. Ansøgeren formoder, at storebroren er slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har for fire-fem uger siden af sin morbror i Danmark fået oplyst, at ansøgerens forældre og lillesøster er blevet slået ihjel, men ansøgeren kender ikke årsagen hertil. Uanset at Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at Qomandan Jahadi fulgte efter ansøgeren fra skolen til bopælen, og at Taliban henvendte sig på familiens bopæl og tog storebroren med, findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har for så vidt angår forfølgelsen fra Qomandan Jahadi lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egne, ubekræftede formodninger, at personerne fra gruppen var efter ham. Nævnet har for så vidt angår forfølgelsen fra Taliban lagt vægt på, at Taliban, efter de foreliggende oplysninger, reelt havde mulighed for at tage ansøgeren med i forbindelse med henvendelsen på bopælen, men må anses for at have afstået herfra, ligesom nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til Taliban må anses at være en helt uprofileret person. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/17/JOV/MGO
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbek fra en landsby i Takhar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er ateist og frygter en kommandant [A], som ansøgerens familie har haft en konflikt med. Ansøgeren, der er født i 1996, har nærmere oplyst, at han tidligt fandt ud af, at han er homoseksuel. Han havde seks-syv gange samleje med den jævnaldrende [B], som ofte kom på besøg sammen med sin far, som ansøgerens far havde forretningsmæssige forbindelser til. I 2013 havde han samleje med [B] i dennes bolig i et gæsteværelse. [B] sagde rædselsslagen, at de var blevet opdaget, og ansøgeren skyndte sig derfor hjem. Han fortalte sin far, at [A] var efter ham, samt at han havde haft en kontrovers med en imam. Faren indvilligede i, at ansøgeren kunne udrejse. Ansøgeren rejste straks til Kabul og i løbet af en uge var udrejsen arrangeret, og ansøgeren kunne flyve til Tyrkiet. Senere kom han til Norge, hvor han opholdt sig i halvandet år og fik afslag på sin asylansøgning. Tilbage i Afghanistan primo 2015 flyttede han rundt mellem Mazar-e Sharif og Kabul, hvor han fik problemer. Mens ansøgeren søgte efter [B], mødte han tilfældigt sin storebror, der fik ham overtalt til at tage med hjem til forældrene. Ansøgerens far var meget vred på ham. Faren vidste nok på det tidspunkt, at ansøgeren var homoseksuel, og faren slog ham på halsen med en kop eller tallerken samt stak en kniv i ryggen på ham. De næste tre måneder holdt faren ham indespærret i familiens stald. Faren slog ham flere gange i den periode og talte om at slå ham ihjel. Ansøgerens mor var mindre streng og fik overtalt faren til, at ansøgeren kunne slippe og på ny udrejse af landet. Han udrejste sammen med sin fætter, [C], som havde mistet sine forældre. De udrejste illegalt til Iran. Ansøgeren opfatter sig fortsat som homoseksuel og vil også fremover leve i overensstemmelse hermed. Han havde under opholdet i Norge to mandlige venner, han havde følelser for, men de havde ikke samleje. Under opholdet i Danmark har han været meget ked af det. På asylcentrene taler man grimt om homoseksuelle, og ansøgeren har ikke haft seksuelt forhold i Danmark. Senest har ansøgeren fået forbindelse til [organisation] og har nu fået det bedre. På hans åbne Facebookprofil, kan man se, at han er homoseksuel. Han har endvidere medvirket til, at der er optaget video, hvor han oplyser, han er homoseksuel. Videoen er på Youtube. Et flertal i Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han har haft samleje med en dreng i Afghanistan, samt at blandt andet hans religiøse og konservative far er blevet bekendt hermed, samt at faren derefter har udsat ansøgeren for grov vold. Flertallet lægger efter omstændighederne endvidere til grund, at ansøgeren fortsat opfatter sig som homoseksuel og agter at leve i overensstemmelse hermed fremover. Under disse omstændigheder, og efter det i øvrigt oplyste, sammenholdt med baggrundsoplysningerne om homoseksuelle i Afghanistan, finder flertallet, at ansøgeren er i reel risiko for at blive udsat for overgreb i Afghanistan omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Beslutningen er udleveret til ansøgeren. Flygtningenævnet, maj 2017.” Afgh/2017/169/CHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbek og sunni-muslim fra en landsby i Kunduz provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved til tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive forfulgt eller udsat for overgreb af kommandant [A], som ansøgerens far har haft en konflikt med. Han frygter endvidere Taliban, der har magten i hans nærområde. Ansøgeren har nærmere anført, at [A] - der er bodyguard for parlamentsmedlem [B], og som er [A’s] svigerfar - investerede 50.000 USD i ansøgerens fars tæppevirksomhed, der senere fik økonomiske problemer. [A] forlangte at få sit indskud tilbage. Retten i Mazar-e Sharif gav imidlertid ansøgerens far medhold i, at faren ikke skyldte penge til [A]. I forbindelse med uoverensstemmelsen rejste ansøgerens far tre gange til Tyrkiet og Tajikistan, og [A] truede faren telefonisk. Fra 2012/2013 opholdt faren sig i sit hus i landsbyen. Ansøgeren bekendt opsøgte [A] ikke faren i denne periode. Mens faren var i udlandet, blev ansøgeren gift. Det var hans fætter [C’s] far, der afholdt brylluppet. Tre måneder senere blev han skilt igen. Under bryllupsfesten dukkede [A] op, ledsaget af politimænd. Ansøgeren hilste kort på [A]. [A] var tydeligt utilfreds, og ansøgeren frygtede, at [A] ville bortføre ham og derefter afpresse hans far. Ansøgeren stak derfor af og kom først tilbage efter tre til fem dage. Ansøgeren hørte senere, at [A] under festlighederne meget kortvarigt havde fået tilbageholdt flere af gæsterne. Ansøgeren har ikke i øvrigt haft direkte kontroverser med [A]. I september 2015 døde ansøgerens forældre i forbindelse med krigshandlingerne i Kunduz mellem Taliban og regeringen. Da ansøgerens far var død, var der ikke længere nogen, der kunne beskytte ham mod [A] eller Taliban. Ansøgeren udrejste derfor i oktober 2015 illegalt til Iran med sin fætter. Ved en tilbagevenden til Afghanistan er der risiko for, at ansøgeren og [A] vil få en konflikt, idet ansøgeren må være arving til sin afdøde fars ejendomme. [A] har næppe opgivet sit økonomiske tilgodehavende. Uanset om væsentlige dele af ansøgerens forklaring måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hans far efter udlandsophold, fra 2012/2013 til sin død ultimo 2015, tilsyneladende uden særlige vanskeligheder kunne opholde sig i familiens bolig i landsbyen i Kunduz. Ansøgeren bekendt, vidste [A], hvor faren boede, men [A] rettede, ansøgeren bekendt ikke henvendelse til faren i denne periode. Ansøgerens forklaring om, at faren og [A] angiveligt for flere år siden har ført proces mod hinanden i to retsinstanser at der har været højrøstede diskussioner med videre under bryllupsfesten og eventuelle telefontrusler, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at anførte modsætningsforhold i givet fald har haft en sådan intensitet og aktualitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for, at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed at ansøgeren er en yngre, rask usbeker fra Kunduz - eventuelt uden større netværk i Afghanistan - indebærer endvidere ikke i sig selv, at ansøgeren på grund af mere generelle forhold må antages at ville få sådanne vanskeligheder, at det i sig selv vil kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller 2.” afgh/2017/168/CHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter en kommandant ved navn [A], som ansøgerens far havde en konflikt med, da ansøgeren var fire år. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter ISIL og Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far så en kommandant skyde deres nabo. Kommandanten sagde til ansøgerens far, at såfremt han fortalte nogen, at det var ham, der havde slået naboen ihjel, ville han slå ansøgerens far ihjel. Ansøgeren og hans familie flygtede herefter til Kabul. Ansøgerens far fortalte naboens ægtefælle, hvem der havde skudt hendes ægtefælle. Ansøgerens far hørte herefter, at kommandanten havde efterlyst ham, hvorfor ansøgerens familie flygtede til Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at såfremt han bliver stoppet af Taliban, og de i den forbindelse spørger ansøgeren, hvem han er, vil ansøgeren blive nødt til at fremvise sit iranske opholdskort, som er det eneste id-kort, ansøgeren har. Ansøgeren frygter, at Taliban eller ISIL vil slå ham ihjel, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning, og fordi ansøgeren er opvokset i Iran. Flygtningenævnet finder, at [ansøgeren] i al væsentligt har givet troværdige oplysninger om de forhold, der begrunder hans ansøgning om asyl. De beskrevne forhold er imidlertid af en sådan karakter, at de ikke kan medføre konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er ingen holdepunkter for at antage, at det modsætningsforhold, som [ansøgerens] far angiveligt har eller har haft til en kommandant i Afghanistan, vil have nogen betydning for [ansøgerens] muligheder for at tage ophold i nogen dele af Afghanistan. Modsætningsforholdet opstod ifølge [ansøgerens] forklaring, da han var 4 år gammel, og [ansøgerens] frygt for den pågældende kommandant beror alene på en helt uunderbygget formodning, som forekommer helt og aldeles usandsynlig. Ansøgeren har således ved oplysningerne om den konflikt, som hans far havde for omkring 18 år siden med den pågældende kommandant, ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren], der er ung, arbejdsduelig, sund og rask, i øvrigt vil have mulighed for at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif og herved helt udelukke enhver reel risiko for forfølgelse fra den pågældende kommandant. [Ansøgeren] har ved sin forklaring om, at han muligvis er registreret som Syrienskriger i Iran, heller ikke sandsynliggjort, at han er kommet i et sådant modsætningsforhold til ISIL eller Taliban, der kan begrunde asyl. [Ansøgeren] har således ligeledes – i hvert fald oprindeligt – forklaret, at han ikke har nogen konkrete eller individuelle konflikter med nogen af parterne, og at den liste, som han angiveligt skulle optræde på, ville blive holdt fortrolig. Der er i øvrigt ingen grund til at tro, at de iranske myndigheder skulle have nogen som helst interesse i at lække oplysninger til hverken ISIL eller Taliban. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at det skulle kunne komme til ISIL eller Talibans kendskab, såfremt han skulle være registreret som Syrienskriger. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens vurdering af, at [ansøgeren] ikke har sandsynliggjort, at den pågældende kommandant, ISIL eller Taliban skulle have vilje og i øvrigt også evne til at finde og opsøge ham i forbindelse med hans tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke de socioøkonomiske forhold eller de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/167/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra byen [B] i distriktet Karkh, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring [ultimo] 2012 blev ansat som sekretær for den præsidentielle rådgiver [navn på rådgiveren], som havde ansvar for [bestemt type] anliggender i [en del af] Afghanistan. Han modtog trusler fra Taleban i forbindelse med sit arbejde, og [i foråret] 2015 modtog han et trusselsbrev stilet til ham på hans families bopæl i byen [B] i distriktet Karakh i Herat provinsen. Ansøgeren viste sin chef trusselsbrevet, som bare slog det hen og sagde, at han ikke skulle være bange, da han selv løbende modtog trusler og havde en bror, som var blevet dræbt af Taleban. Ansøgeren stolede på sin chef. Ansøgerens familie flyttede dog til nærliggende by i Herat for at være mere i sikkerhed, efter han havde modtaget trusselsbrevet. [På en specifik dato i sommeren] 2015 var ansøgeren på vej i en offentlig taxa med andre passagerer til et område i sit hjemdistrikt, Karakh, da deres taxa blev tilbageholdt af fire talebanere, som ransagede taxaen og fandt ansøgerens papirer, som han havde i en mappe under armen. Talebanerne foretog et telefonopkald og tog ham med til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i fem til seks dage og udsat for overgreb i tre af dagene. Ansøgeren blev herefter med bind for øjnene sat op på en motorcykel mellem to talebanere. Undervejs blev de pludselig udsat for et skudoverfald, hvor den motorcykel, de kørte på, blev ramt. Talebanerne stak af på en af de tre til fire andre motorcykler, og ansøgeren fik løsnet sit bind for øjnene og blev taget hjem til en af de lokale politifolk, der stod bag skudoverfaldet. Her blev han beroliget og fik et glas vand. Derpå blev der tilkaldt en taxa, som kørte ham hjem til hans forældre, hvor han opholdt sig i skjul i to måneder inden udrejsen den [sommeren] 2015. Omkring ultimo august 2016 fik ansøgeren for første gang kontakt med sin mor efter udrejsen af Afghanistan. Hans mor oplyste ved den lejlighed, at hans far var forsvundet 15 dage før, han talte med sin mor. Ansøgeren formoder, at han er blevet dræbt af Taleban, fordi de ikke havde nogen konflikter med andre. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser, udbygninger og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at han havde personlige møder med sin chef et par gange om måneden, mens han senere har forklaret, at han ikke var i personlig kontakt med chefen fra [foråret 2015 til sommeren 2015]. Han har endvidere forklaret divergerende om chefens reaktion, da han foreviste ham trusselbrevet. Han har endvidere først for nævnet forklaret, at han umiddelbart efter trusselsbrevets modtagelse på chefens opfordring søgte om tildeling af livvagt, ligesom han først på nævnet fremlagde korrespondance med myndighederne herom, mens disse centrale oplysninger ikke tidligere har været omtalt. Endvidere forekommer dele af ansøgerens forklaring usandsynlig, herunder om at han bagbundet og med bind for øjnene kørende på en motorcykel mellem to talebanere skulle være blevet beskudt af civilklædte lokalbetjente, hvorved motorcyklen angiveligt skulle være blevet ramt og væltet, mens han og talebanerne kastede sig af motorcyklen uden at komme til skade. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlede vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om undersøgelse vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2017/166/DH
Nævnet hjemviste i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Nævnet drøftede sagen med inddragelse af, dels den kvindelige ansøgers tilstand, dels advokatens kritiske bemærkning om Udlændingestyrelsens manglende inddragelse af en torturundersøgelse og endelig forvirringen forårsaget af, at der tilsyneladende foreligger to forskellige asylskemaer, hvor Udlændingestyrelsen har et og den beskikkede advokat samt nævnets medlemmer har et andet skema i oversat stand. Nævnet bad efter rådslagning den beskikkede advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant om at forholde sig til de ovennævnte overvejelser. Den beskikkede advokat gjorde gældende, at han havde fremsendt et notat fra Amnesty International, [fra foråret]. Hverken Udlændingestyrelsen eller nævnet var bekendt med dette notat. På den baggrund nedlagde den beskikkede advokat påstand om, principalt sagens fremme på det nuværende grundlag, subsidiært hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Nævnet drøftede sagen på ny og traf afgørelse om at efterkomme den beskikkede advokats subsidiære påstand. Flygtningenævnet hjemviste herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet behandling med inddragelse af Amnesty Internationals rapport fra [foråret] 2017 samt de under nævnsbehandlingen fremlagte bilag fremsendt ved den beskikkede advokats skrivelse [i foråret] 2017 og inddragelse af et komplet sæt skemaer.” afgh/2017/165/JOV
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, idet der er krig. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af kommandant […], idet ansøgerens farfar og far havde en jordkonflikt med [kommandanten]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans farfar og far problemer med kommandant […] omkring halvandet til to år før ansøgerens udrejse, idet [kommandanten] gerne ville have familiens jord. [Kommandanten] eller hans folk kom på deres jord fire til fem gange for at tale med ansøgerens farfar. Ansøgeren var altid i sin butik, når [kommandanten] eller hans folk kom. På et ukendt tidspunkt blev ansøgerens farfar stukket med en kniv af en af [kommandantens] mænd, mens ansøgeren selv befandt sig i sin butik. Efter overfaldet kørte ansøgerens far og en nabo ansøgerens farfar til hospitalet i Kabul, hvor ansøgerens farfar fortalte til ansøgerens far, at det var en af [kommandantens] mænd, der havde overfaldet ham. Ansøgeren besøgte sin farfar på hospitalet to gange, men ansøgeren talte ikke med ham, fordi han ikke var ved bevidsthed. Ansøgerens farfar lå på hospitalet i 25 til 30 dage, hvorefter han døde. Ansøgerens far havde forsøgt at politianmelde [kommandanten] før overfaldet på ansøgerens farfar og han forsøgte igen efter overfaldet, men politiet gjorde ingenting. Ansøgerens far besluttede sig på et ukendt tidspunkt for, at han ville dræbe en af de mænd, der stod bag drabet på farfaren. Fire til seks måneder efter ansøgerens farfars død dræbte ansøgerens far [kommandantens] bror. På et ukendt tidspunkt, mens ansøgeren var ved terrassen ved sit hus, hørte han skud. Ansøgeren gik udenfor og så, at hans far var blevet skudt. Ansøgeren så ikke, hvem der skød hans far, fordi det var mørkt. De ukendte personer løb væk fra stedet. Syv til otte dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der har været en jordkonflikt med de følger, som ansøgeren har forklaret om, idet forklaringen i det hele fremstår utroværdig og konstrueret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for kommandant [kommandantens] forhold, selvom denne angivelig har en betydelig magtposition i ansøgerens lokalområde. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om centrale detaljer i forløbet. Han har herunder for Flygtningenævnet forklaret, at han efter sin ankomst til Danmark har hørt rygter om, at han skulle have deltaget i faderens drab på [kommandantens] bror. Han har endvidere for nævnet forklaret udbyggende om sit kendskab til kommandantens tilhørsforhold til Hizb-e-Islami, som han først efter ankomsten til Danmark og foranlediget af overfaldet på broderen har søgt nærmere oplysninger om via sin forlovedes far, selvom kommandanten havde dræbt både hans farfar og far længe forinden. Endvidere har han under sine samtaler med de danske udlændingemyndigheder forklaret divergerende om flere forhold i forløbet herunder om kommandantens rigtige navn, og om hvor moderen befandt sig umiddelbart efter drabet på faderen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2017/164/col
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen, [N], Dandghori-distriktet, Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel enten af Taliban eller ISIL, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim. Han frygter derudover at blive hvervet til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på en ukendt dato for omkring fem år siden, da han sammen med nogle andre drenge var på vej til skole, blev stoppet af Taliban, der forbød dem at gå i skole. Taliban ville have, at ansøgeren og de andre drenge i stedet skulle gå i en moske, hvor de kunne lære de rigtige ting. Der skete ikke yderligere den dag, og ansøgeren har ikke gået i skole siden. Ansøgerens mor har, efter ansøgeren var kommet til Danmark, fortalt, at Taliban og en iman har opsøgt deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. De havde medbragt et trusselsbrev og en liste med navne på personer, som skulle tilslutte sig Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes, idet den er udbyggende og utroværdig. I asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren forklaret, at den helt konkrete anledning til hans udrejse og dermed hans asylmotiv var, at landsbyens imam i hans overværelse opsøgte hans mor og viste en liste, hvor ansøgeren var opført som en af dem, der skulle tvangsrekrutteres. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren derimod trods talrige opfordringer til at oplyse anledningen til udrejsen på netop dette tidspunkt alene henvist til de generelle forhold og intet nævnt om imamens henvendelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Endvidere bemærkes, at de konkrete forhold for hazaraer i Afghanistan heller ikke kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2017/162/DH
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi han er hazara af etnicitet og shia-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det ikke er sikkert for hazara-folk i Afghanistan. Mange hazara-folk bliver kidnappet og dræbt. Shia-muslimer har problemer i Afghanistan og bliver dræbt af myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at skulle arbejde som bacha bazi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at bacha bazi er udbredt på landet i Afghanistan. Ansøgeren har hørt at mange fra hans skole blev brugt som bacha bazi. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, fordi hans far er blevet truet af dem. Ansøgeren har hertil oplyst, at hans far ejede en minibus og kørte passagerer mellem [A] og [B]. Ansøgeren har 1-3 gange overhørt sin far fortælle ansøgerens mor, at Taliban ville have ham til at fragte sprængstoffer og selvmordsbombere til [B]. Taliban havde truet ansøgerens far med, at de ville henrette ham og familien, hvis han ikke ville hjælpe dem. En dag sagde ansøgerens far, at familien skulle rejse, og ansøgeren rejste sammen med sine forældre og tre søstre ud af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viser, at han forstod svarenes betydning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende frygten for Taliban ikke, at forklaringen er overbevisende, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at oplyse om de nærmere omstændigheder for de trusler, der angiveligt er fremsat af Taliban mod ansøgerens far. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare, hvor mange gange faren er blevet truet, og han har forklaret usammenhængende og divergerende om den tid, der gik, fra han overhørte samtaler mellem sine forældre om truslerne og til familiens udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at der gik ca. 3 måneder, mens han under asylsamtalen har forklaret, at der måske gik 1 måned. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at der gik 1 måned eller måske mere, og han har over for nævnet forklaret, at der gik 1 måned eller under 1 måned. Der henvises endvidere til, at ansøgeren ikke mere præcist er i stand til at forklare nærmere om baggrunden for farens ønske om, at familien skal udrejse, og nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at han ikke turde spørge sin far herom, og at han af samme årsag i øvrigt ikke spurgte sin far nærmere om truslerne og deres indhold, herunder på et tidspunkt efter udrejsen, ikke forekommer overbevisende. For så vidt angår den del af asylmotivet, der angår frygten for tilbagevenden, fordi ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim, finder Flygtningenævnet, at der er tale om sådanne generelle forhold, der ikke kan give grundlag for at anse asylbetingelserne i udlændingelovens § 7 for at være opfyldt for ansøgeren. Nævnet finder på tilsvarende måde, at ansøgerens generelle frygt for at blive misbrugt og hvervet som bacha bazi ikke kan anses som asylbegrundende. Der henvises til, at ansøgeren i den forbindelse aldrig er blevet opsøgt eller opfordret eller truet med henblik på hvervning, og at han alene har hørt om, at drenge er blevet tvunget hertil. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/161/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med faren til en forurettet dreng i en kidnapningssag i Iran, som ansøgeren var involveret i. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev anholdt, sigtet og dømt i en sag om kidnapning og voldtægt af en ung dreng på 12 år. Ansøgeren har i den forbindelse fastholdt sin uskyld i sagen. Ansøgeren blev idømt fængsel i 2 år, og afsonede 1 år og 10 måneder på en opdragelsesinstitution i Iran, inden han blev løsladt. Ansøgeren har videre oplyst, at den forurettedes far var til stede ved retten, og da ansøgeren gik ud af retten efter det sidste retsmøde, råbte den forurettedes far og storebror til ham, at ansøgeren nok skulle se ham igen. Faren til den forurettede dreng har også sagt til ansøgeren, at hele mandens familie i Afghanistan havde hørt om sagen. Dette skete da ansøgeren var omkring 11-12 år gammel. Ansøgeren har videre henvist til, at han har en konflikt med sin egen familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var narkoman. Faren tvang ansøgeren til at tage stoffer ved at ansøgeren skulle tænde farens cigaretter. Ansøgeren ved ikke, hvad cigaretterne indeholdt. Ansøgeren far var også ved at gøre ansøgerens mor afhængig af stoffer. Ansøgerens far var både verbalt og fysisk voldelig. Han var især voldelig overfor ansøgerens mor og søster, men ansøgeren fik også jævnligt mange tæsk. Det var især, når faren var høj på stoffer, eller hvis han manglede stoffer. Ansøgerens far prostituerede ansøgerens mor for at få råd til stofferne. Sommetider blev ansøgerens lillesøster også solgt til seksuelle ydelser, da de fremmede mænd ville betale mere for ansøgerens yngre søster end for hans mor. Ansøgeren har aldrig selv været udsat for seksuelle overgreb. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han er 16 år. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viser, at han forstod svarenes betydning. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige kan lægges til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de trusler, der blev fremsat mod ham under retsmødet i forbindelse med domsafsigelsen. Han har således overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at truslerne blev fremsat af forurettedes far, mens han overfor sin advokat og overfor nævnet har oplyst, at truslerne også blev fremsat af forurettedes storebror. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for familien til den forurettede under retssagen lægger nævnet vægt på, at de verbale trusler er fremsat, da ansøgeren var 11-12 år i forbindelse med domsafsigelsen, og han, uden at ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt, efter sin afsoning har opholdt sig i Iran i 20-30 dage, forinden udrejsen. Der henvises i øvrigt til, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt, efter at ansøgeren er udrejst, selvom ansøgeren overfor nævnet har forklaret, at familien til den forurettede på baggrund af retssagen må have haft adgang til oplysninger om ansøgerens adresse. Nævnet finder herefter ikke, at den forurettedes familie har en reel vilje til at opsøge ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin far finder nævnet, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod overgreb fra faren. Ansøgeren har ikke haft konflikter med myndigheder, religiøse eller politiske organisationer eller grupper, kriminelle grupper eller grupperinger eller i øvrigt med privatpersoner. Ansøgerens frygt for en tilværelse i Afghanistan ses at vedrøre sådanne generelle forhold, der ikke kan give grundlag for asylretlig beskyttelse for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/160/snd
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim og afghansk statsborger fra […] i Jowzjan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant, der holdt ham fanget i Afghanistan, da kommandanten ville have, at han skulle danse for kommandanten og hans venner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i sommeren 2015 flygtede fra sin landsby, da den blev angrebet. Ansøgeren mødte herefter to mænd, der tog ham med til en kommandants hus, hvor han blev holdt fanget i omkring en måned. På et tidspunkt holdt kommandanten en stor fest. Under festen konstaterede ansøgeren, at vagten foran hans dør var væk. Ansøgeren forlod sit værelse, hvortil døren kunne låses op indefra, og gik ovenpå til kommandantens værelse, hvor han fandt en stor sum penge. Ansøgeren løb herefter fra huset forfulgt af to af kommandantens folk. Under flugten mødte ansøgeren to personer, som han fortalte om det passerede. Dernæst indhentede kommandantens folk ham, og der opstod et skyderi mellem de to personer og kommandantens folk, hvorunder en af kommandantens folk blev ramt. Ansøgeren flygtede derefter sammen med de to personer på motorcykel. Da personerne fandt ud af, hvem ansøgeren var flygtet fra, sagde de, at han enten skulle tilbage til kommandanten eller flygte fra Afghanistan. Personerne hjalp dernæst ansøgeren med at flygte ud af landet, og de modtog den pengesum, som han havde fundet hos kommandanten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren under sin tilfangetagelse opholdt sig på et værelse, hvis dør kunne låses op indefra. Det findes endvidere usandsynligt, at det lykkedes ansøgeren at få adgang til kommandantens værelse og der finde en større pengesum, der lå frit fremme. Det findes derudover usandsynligt, at ansøgeren til fods kunne slippe væk fra kommandantens hus, selvom han var forfulgt af to af kommandantens folk, ligesom det findes usandsynligt, at han kort efter flugten mødte to mænd, som han nåede at orientere om sin situation, inden han blev indhentet af kommandantens folk. Det findes tillige usandsynligt, at de to tilfældige personer, ansøgeren mødte, skulle involvere sig i en skudduel som følge af ansøgerens konflikt, ligesom det findes usandsynligt, at disse mænd straks hjalp ansøgeren med at flygte fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/16/JOV/MGO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunnimuslim fra [en by i Wardak provinsen], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller voldtaget og presset til at udføre jihad af Taliban. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han var elev på en koranskole, som blev styret af Taliban. Han gik på denne koranskole i omkring et år. På koranskolen fik han un-dervisning i, hvordan man læste koranen, hvordan man håndterede skydevåben, hvordan man lavede selvmordsbomber, og han skulle snarligt have haft undervisning i at placere vejsidebom-ber. Baggrunden for denne undervisning var, at Taliban ville have ansøgeren til at udføre jihad rettet mod den afghanske regering og amerikanerne. Denne del af undervisningen foregik i hemmelighed under dække af, at eleverne på skolen kun fik koranundervisning. Nogle andre drenge forsøgte at flygte. De blev fanget af talibanerne. Efterfølgende blev de misbrugt seksuelt, samtidig med at det blev filmet. De fik at vide, at hvis de sladrede til nogen, ville disse film blive offentliggjort. Ansøgeren har gennem sin advokat fremlagt et brev, der angiver at indeholde trus-ler mod ansøgerens familie. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring, som er fremkommet forud for nævnsmødet, til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens familie efter at have taget ophold i Kabul, er blevet truet af Taliban. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at brevet er udateret og angiveligt stilet til ansøgerens far, mens han opholdt sig i landsbyen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare mere om brevet, dels hvornår det er fremkommet, dels hvornår han har fået kendskab til det og endelig, at dette ifølge ansøgerens forklaring skulle være overleveret til hans far i Kabul, selvom det er stilet til ansøgerens far i landsbyen. Nævnet finder ikke holdepunkter til at forkaste den øvrige del af ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været konkret og individuelt forfulgt af Taliban, mens han opholdt sig på sin hjemegn. Flygtningenæv-net finder imidlertid efter en samlet vurdering, at det er rimeligt, at ansøgeren henvises til at tage ophold i Kabul, hvor hans forældre og søskende opholder sig. Nævnet har lagt vægt på, at ansø-geren er en rask mand i den arbejdsduelige alder og i øvrigt må anses for uprofileret i forhold til Taliban. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at selvom levevilkårene i Kabul er vanskelige, og at de generelle forhold i Kabul er usikre, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremstået moden og alderssvarende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/159/JOV
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezbe Demokrate Khalq i årene 1984 til 1987. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet hans far, bror og søn er blevet slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans problemer med Taliban begyndte i 1985. Taliban var imod, at ansøgeren og hans bror arbejdede i militæret, og at de var medlemmer af Hezbe Demokrate Khalq. I perioden 1985-1990 modtog han mere end ti trusselsbreve. Han blev også truet personlig gennem sin far. I 1987 rejste ansøgeren til Iran. I 1989 blev ansøgerens far dræbt af Taliban. I 2009 blev ansøgerens bror dræbt af Taliban, da han var på militæropgave. I 2011 blev ansøgeren deporteret tilbage til Afghanistan. Ansøgeren bosatte sig i […], hvor han fik et arbejde. Ansøgerens arbejde bestod i, at rapportere om Talibans færdsel på vejene og om mistænkelige personer. Omkring den 18. august 2014 opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, hvor de slog hans ægtefælle og kidnappede hans søn. Ansøgeren var ikke selv til stede. To til tre dage efter fandt ansøgeren sin søn dræbt. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far og bror blev dræbt af Taleban. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det beror på ansøgerens egne formodninger, at disse drab, der ligger langt tilbage i tid, var målrettet mod ham. Flygtningenævnet lægger endvidere i det væsentlige ansøgerens forklaring om drabet på hans søn til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens søn blev dræbt af Taleban i ansøgerens sted, idet Taleban i […] efterstræber ansøgeren på grund af ansøgerens arbejde med at spionere for myndighederne mod Taleban. Flygtningenævnet finder på denne bagrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han igen tager ophold i […]. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan for eksempel i Kabul eller Herat, hvor ansøgeren tidligere har opholdt sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold, herunder hans alder og manglende uddannelse, civilstand og forsørgerpligt og hans helbredsmæssige forhold, som samlet set gør ham ikke-arbejdsduelig samt den omstændighed, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han ikke har netværk i Afghanistan uden for […], finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren og hans familie til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/158/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.vAnsøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror og dennes fire sønner, herunder [A], idet der verserer en jordkonflikt mellem deres familier, og fordi ansøgeren har været skyld i, at [A] blev ramt af fire skud fra sin egen kalashnikov i forbindelse med håndgemæng. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at farbroren, som var politikommandant, skød og dræbte ansøgerens far på grund af en jordkonflikt, da ansøgeren var omkring 14 år gammel. Farbroren forsøgte ligeledes at tvinge ansøgeren og hans familie til at forlade deres hus. Farbroren sendte i den forbindelse sin søn [A], som er politibetjent, samt tre andre politibetjente hen til ansøgerens hus. Ansøgeren blev derefter slået, men det lykkedes ham at flygte hen til slægtning, hvor ansøgeren opholdt sig i tre dage. Ansøgeren kom på et tidspunkt i håndgemæng med [A], hvorunder [A] blev ramt af fire skud. Ansøgeren så ikke, hvor de ramte, men [A] faldt til jorden. Ansøgeren og hans familie udrejste umiddelbart derefter af Afghanistan, idet han frygtede for repressalier fra farbroren. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet bemærker, at der foreligger væsentlige nye oplysninger til belysning af ansøgerens asylmotiv, og at Flygtningenævnet ikke er bundet af den bevisbedømmelse, der er foretaget af nævnet ved afgørelsen [efteråret] 2011. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den helt centrale episode med [A], herunder om [A] døde. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2016 og i dag forklaret, at [A] ikke døde, men det fremgår af samtalereferater med politiet, Udlændingestyrelsen og af forklaringen [efteråret] 2011 i Flygtningenævnet, at [A] døde. Ansøgeren har i dag forklaret, at han aldrig har sagt dette, og at det beror på fejltolkning, at det fremgår anderledes tidligere. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om grunden til divergensen. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv inden udrejsen fra Afghanistan. Ansøgeren har for Flygtningenævnet tillige påberåbt sig, at han risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren efter sin forklaring har udvist interesse for kristendommen. Ansøgeren har udelukkende kunne forklare, at han har Jesus i sit hjerte, og at han vil søge beskyttelse hos ham. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at han, hvis han kommer tilbage til Afghanistan, højt vil sige, at han er kristen. Han vil ikke sige dette for at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens påberåbte interesse for kristendommen klart fremtræder som et forsøg på at skaffe sig et asylmotiv, og der er intet grundlag for at anse ansøgerens interesse for kristendommen for værende reel. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/157/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen [A], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, da ansøgeren har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en aften var på vej hjem fra arbejde, da han blev tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev transporteret i bil i omkring en time. De ankom til et hus, hvor der var omkring 20 personer. I huset blev ansøgeren udsat for vold. En af mændene fra Taliban sagde, at ansøgeren skulle udføre arbejde på seks motorcykler. Ansøgeren indvilligede i at samarbejde med Taliban, da de truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren skulle underskrive et stykke papir, fik optaget fingeraftryk og blev filmet. Ansøgeren fik besked om at pakke sine ting, så Taliban kunne hente ham den efterfølgende dag. Ansøgeren blev kørt hen til stedet, hvor han blev pågrebet og blev løsladt. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han ikke sin mor om episoden med Taliban. Næste morgen tog ansøgeren hjem til sin morbror i Herat-by. Ansøgeren fortalte morbroren, hvad der var sket. Morbroren ringede til ansøgerens mor og bad hende pakke ansøgeren og familiens ting. Da moren ankom til morbrorens bopæl, fortalte ansøgeren hende, hvad der var sket. Ansøgerens mor sagde, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan, hvilket ansøgeren gjorde den efterfølgende aften. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban spærrede ansøgerens vej, da de fangede ham. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev grebet bagfra, og at han ikke så, hvor mange personer, der var, da han blev pågrebet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at to personer spærrede vejen, mens en tredje person gav ansøgeren bind for øjnene bagfra. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle reparere motorcykler, og at hans morbror udtalte, at det var farligt, hvis Taliban bad ham gemme narkotika i motorcykler. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han skulle installere bomber på motorcyklerne. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han dagen efter skulle hentes af Taliban, men at de ikke oplyste, hvornår på dagen, at de ville komme eller om de ville hente ham i forretningen eller det sted, hvor de havde samlet ham op dagen før. Under samtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at de sagde: ”Vi kommer og hente dig på din arbejdsplads, men vi ved ikke, hvad tid”. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de sagde, at de ville hente ham midt på vejen, og at det skulle ske på samme tidspunkt, som han var blevet taget dagen før. På baggrund af de ovenfornævnte divergenser på centrale punkter, finder nævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/156/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra landsbyen [A], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror, der er tilknyttet Taliban, som vil overtage ansøgerens jord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror for omkring et år siden blev kidnappet og dræbt af Taliban, hvorefter hans lig blev afleveret på ansøgerens families bopæl. Efter ansøgerens farfar gik bort, arvede ansøgerens far alt farfarens jord, da ansøgerens farbror er uansvarlig og samarbejder med Taliban. Dette blev ansøgerens farbror vred over. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at farbroren var farlig og havde kontakt til Taliban. Da ansøgerens far gik bort, arvede ansøgeren farens jord. Ansøgerens farbror sendte tre gange omkring 10 til 12 ukendte personer ud for at slå ansøgeren ihjel. Omkring 10 til 15 dage efter ansøgerens far var gået bort, kom mændene for første gang. Ansøgeren var ikke hjemme, og mændene fortalte ansøgerens mor, at de ville slå ansøgeren ihjel. Omkring 10 til 15 dage senere kom mændene igen. Ansøgeren var heller ikke hjemme den dag. Begge gange havde ansøgeren været hjemme hos sin ven Rahmat. Omkring halvanden måned senere kom mændene igen hjem på ansøgerens bopæl. Heller ikke tredje gang, var ansøgeren hjemme, da han var på hospitalet for at donere blod til Rahmats søn. Mændene fra Taliban sagde til ansøgerens mor, at ansøgeren skulle slutte sig til Taliban. Ansøgerens mor sagde, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren befandt sig, hvorfor mændene gik igen. Omkring tre til fire dage senere kom ansøgeren hjem fra et bryllup og så, at der var blod i hans hjem. Ansøgerens mor og søskende var blevet slået af mændene. Ansøgeren tog ophold hos Rahmat i omkring tre måneder, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan er han en gang blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens farbror har været involveret i de påståede episoder. Farbroren har efter ansøgerens forklaring ikke haft konflikt med ansøgerens far, har ikke henvendt sig til ansøgeren, og farbrorens navn er ikke nævnt i forbindelse med episoderne, ligesom det ikke er oplyst af de indtrængende mænd, at de kom på grund af en jordkonflikt. Det er endvidere ikke oplyst, at farbroren efterfølgende skulle have overtaget jorden. Flygtningenævnet finder det helt usandsynligt, at ansøgeren, hvis bror var blevet halshugget af Taliban relativt kort tid forinden, skulle være flyttet hjem efter de tre første dødstrusler, ligesom det findes usandsynligt, at han, der oplyser, at han sjældent gik ud, tilfældigvis var væk de fire gange, bopælen blev opsøgt. Endelig findes det påfaldende, at ansøgeren ikke har forsøgt at opnå kontakt med sin familie, Rahmat eller dennes søn for at høre, hvordan familien havde det, og hvad der var sket med jorden. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret afglidende på nævnets spørgsmål, og at hans forklaring ikke virkede selvoplevet. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/155/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans svigerfar vil slå ham ihjel, da ansøgeren er stukket af med sin ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at Taliban vil slå ham ihjel på grund af hans etnicitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om Taliban oplyst, at han i en alder af 17 eller 18 år sad i en bil, som blev stoppet i et område med mange pashtuner. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev ført til et ukendt sted. Efterfølgende blev ansøgeren løsladt, da han var ung. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin svigerfar oplyst, at han i foråret 1393, når han var på vej på arbejde, dagligt så en pige, der var på vej i skole. En dag var der to drenge, der generede pigen, og ansøgeren fik jagtet de to drenge væk. Pigen takkede ansøgeren, og ansøgeren blev bekendt med hendes navn, Fatima. To dage senere gav ansøgeren Fatima sit telefonnummer, hvorefter de havde telefonisk kontakt i form af sms’er og opkald. Omkring en måned senere mødtes ansøgeren med Fatima i hendes families frugtplantage, hvor de talte sammen i omkring en halv time. Ansøgeren og Fatima fortsatte med at mødes på denne måde i de efterfølgende fem måneder. Efter fem måneder var der en familie, der friede til Fatima, hvilket Fatima fortalte ansøgeren. Ansøgeren tog derfor hjem til sin familie og fortalte dem, at han ønskede at blive gift med Fatima. Ansøgerens familie ville ikke have, at ansøgeren blev gift med Fatima, da hun er etnisk pashtun. Da ansøgeren kom tilbage til Ghazni, kun han ikke komme i kontakt med Fatima. En dag ringede hun til ansøgeren og bad om et møde i plantagen klokken 12.00. Fatima fortalte ansøgeren, at hun havde fortalt sin mor, at hun var forelsket i en dreng. Da Fatimas forældre havde opdaget, at ansøgeren var hazara og arbejdsmand, blev de vrede og tog hendes mobiltelefon fra hende, ligesom de havde nægtet hende at gå i skole. På Fatimas telefon var der billeder af ansøgeren og Fatima sammen på frugtplantagen. Ansøgeren gav Fatima sin mobiltelefon, så hun kun skulle anskaffe sig et simkort, så de fortsat kunne have kontakt. I […] 1393 mødtes ansøgeren med Fatima på sit værelse, hvor de havde seksuelt samkvem. Tre til fire måneder senere opdagede Fatimas mor, at Fatima var gravid. Fatima blev slået, og forældrene fandt Fatimas nye telefon. Fatima ringede til ansøgeren fra et ukendt nummer og fortalte ansøgeren, at hendes far var på vej hen til ansøgeren, hvorfor han skulle flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin fætter, hvorfra han ringede til Fatima og bad hende komme hen til ham. Efter at have tilbragt en nat hos ansøgerens fætter, tog de hjem til ansøgerens forældre, hvor de opholdt sig i fem dage. De forlod ansøgerens forældres bopæl, da nogle mænd i en bil havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren og Fatima tog ophold i Herat i 20 dage, hvor de blev fundet af Fatimas far. Fatimas far havde en kniv og var ledsaget af to mænd. Naboerne hjalp ansøgeren og Fatima, og de blev af deres udlejer kørt til et ukendt sted, hvor de opholdt sig i fem dage, inden de rejste til Nimruz og udrejste af Afghanistan. Ansøgeren blev adskilt fra Fatima ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Et flertal af Flygtningenævnets kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af nævnet bemærker, at ansøgeren, på trods af at han har beskrevet detaljeret i asylskemaet, ikke har nævnt drabsforsøget i Herat, og at han hverken i skemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen har nævnt, at svigerfaren havde en indflydelsesrig stilling som sekretær for politikommandanten. Ansøgeren har endvidere ikke kunne forklare nærmere om ægtefællens flugt fra sit hjem, og hvilken telefon hun anvendte for at advare ham. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at svigerfaren, efter forklaringen, var i stand til at finde dem efter kun 20 dage i Herat, ligesom det forekommer bemærkelsesværdigt, at de slap fra drabsforsøget, når de indledningsvist var alene mod tre bevæbnede angribere. Det forekommer endeligt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren kun ventede på sin ægtefælle et døgn i Grækenland, før han rejste videre. Ansøgeren har under samtalen med styrelsen forklaret, at det var nogle drenge, der rådede ham til at rejse videre, men har under nævnsmødet udbygget sin forklaring, således at han forklarer, at det var en politimand, der rådede ham til at rejse videre. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han har haft kontakt med Ali, idet han til styrelsen har forklaret, dels at han fortsat havde kontakt, dels at han havde kontakt med ham fra Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har haft kontakt med Ali siden Herat bortset fra for cirka 40 dage siden. Flertallet finder på baggrund af ovennævnte, at ansøgerens troværdig er svækket i sådan grad, at hele hans forklaring må tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Afgh/2017/154/SEL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne eller at blive dræbt af Taliban, idet de mistænker hende for at være prostitueret eller for at være med til at drive bordel. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle [A] [i foråret] 2009. [A] udrejste af Afghanistan i 2011, fordi han havde en konflikt med Taliban og myndighederne. Ansøgeren rejste derefter med [A’s] familie til Pakistan. I [efteråret] 2014 tog ansøger tilbage til Afghanistan for at videreuddanne sig. Hun boede hos [A’s] morfar og mormor sammen med [A’s] to morbrødre. Ansøgeren havde internet på sin bærbare computer. Nogle af ansøgerens klassekammerater lånte sommetider hendes internetforbindelse, da internet ikke er så udbredt i Afghanistan. [A’s] morbrødre og deres venner benyttede også sommetider ansøgerens internet og hendes computer. Derudover kom der mange gæster hjemme hos [A’s] bedsteforældre. Der gik derfor ofte forskellige mænd og kvinder ind og ud af huset. [I foråret] 2015 havde ansøgeren to veninder på besøg. [A’s] morbrødre var også hjemme sammen med [A’s] bror, som var på besøg fra Pakistan. [A’s] bedsteforældre var ikke hjemme. På et ukendt tidspunkt blev der banket på døren, og [A’s] ene morbror, [B], åbnede. Der kom syv til otte myndighedspersoner ind og talte med [B]. Det viste sig, at nogle beboere i landsbyen havde klaget over familien. De havde mistanke om, at der foregik prostitution i huset, fordi der kom så mange mænd og kvinder ind og ud af huset. Myndighederne havde fået ordre til at ransage og foretage anholdelser. [A’s] morbrødre og bror blev kropsvisiterede, og huset blev ransaget. Deres telefoner og ansøgerens computer blev konfiskeret. Herefter blev [A’s] morbrødre og bror sat ind i en bil, mens ansøgeren og hendes to veninder blev sat ind i en anden bil. De blev kørt på politistationen, hvor de blev afhørt enkeltvist. Efter afhøringerne blev ansøgeren og hendes veninder kørt til et fængsel, hvor de blev sat i separate fængselsceller. [I foråret] 2015 om eftermiddagen kom [C], der er gift med [A’s] ældste morbror, [D], og besøgte ansøgeren i fængslet. [D] boede ikke hos [A’s] bedsteforældre. Ansøgeren fortalte [C], hvad der var sket. [C] fortalte ansøgeren, at [A’s] bedsteforældres hus var blevet angrebet og brændt ned af Taliban. [A’s] bedstefar var død i forbindelse med angrebet. Taleban havde efterfølgende sagt til naboerne, at hvis de fandt ansøgeren og de øvrige anholdte, ville de blive stenet ihjel. Kl. 21-22 samme aften blev ansøgeren blev ført hen til fængslets kommandant. Kommandanten rakte hende en pose, hvori der blandt andet var en lægeuniform og sagde, at hun skulle iføre sig den og forlade fængslet. Ansøgeren gik ud på et toilet og tog lægeuniformen på. Herefter gik ansøgeren ud blandt fem andre læger, der var til stede i fængslet for at undersøge de indsatte, og forsvandt på denne måde for fængselsbetjenten. Ansøgeren begyndte at gå mod hovedudgangen. Kommandanten havde sagt, at hvis nogen spurgte, skulle ansøgeren sige, at hun skulle udenfor for at hente medicin. Da ansøgeren kom til hovedudgangen, spurgte en fængselsbetjent hende, hvad hun skulle, hvortil hun svarede, som kommandanten havde instrueret. Fængselsbetjenten åbnede herefter døren og lod ansøgeren gå ud. Da ansøgeren kom udenfor, mødtes hun med [D], som kørte hende hjem til en af sine venner. [D] fortalte ansøgeren, at det var ham, der havde betalt kommandanten for at lukke ansøgeren ud. Ansøgeren blev hos [D’s] ven [i foråret], hvorefter hun udrejste illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende og usandsynlig og dermed i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren, efter at hun og ægtefællen [i sommeren] 2014 havde fået endelig afslag på ansøgningen om familiesammenføring, i [efteråret] 2014 rejste tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har forklaret, at hverken hun eller de øvrige medlemmer af husstanden havde udeståender eller konflikter med de øvrige beboere i landsbyen, der umiddelbart kunne give beboerne grund til at indgive en urigtig anmeldelse om bordeldrift/prostitution til myndighederne og Taleban. Det forekommer ikke sandsynligt, at mistanken om bordeldrift skulle opstå alene, fordi der kom mange forskellige mennesker af begge køn i det hus, ansøgeren boede i. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det ikke er usædvanligt, at man låner ting som blandt andet internet ud til sine naboer og venner, at hun ud over mormoren var den eneste kvinde, der boede i huset, og at hun boede sammen med sin ægtefælles morforældre og to morbrødre. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet videre til grund, at mistanken om bordeldrift ikke blev underbygget i forbindelse med myndighedernes ransagning af huset. Det forekommer på den baggrund usandsynligt, at myndighederne kun foretog en kort og overfladisk afhøring af ansøgeren om hendes identitet uden at præsentere hende for evt. beviser. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at myndighederne har opretholdt tilbageholdelsen af morbrødrene og ægtefællens bror frem til kort før nævnsmødet, hvor ægtefællens bror blev løsladt. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og hendes herboende ægtefælle ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med morbrødrene og ansøgerens to veninder. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen og i den frie fortælling til asylsamtalen, at kommandanten sagde, at hun skulle gå direkte ud af fængslet, når hun havde skiftet til lægeuniformen, og at hun efterkom dette. Senere i asylsamtalen og i forbindelse med forklaringen, der er afgivet for nævnet, har ansøgeren derimod forklaret, at hun gik fra kommandantens kontor ind på et toilet, hvor hun skiftede til lægeuniform, før hun forlod fængslet. Ansøgeren har i både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at hun på vejen ud mødte én vagt, der kiggede ud gennem en lem og som åbnede døren for hende, da han kunne se lægeuniformen, og hun sagde, at hun skulle hente medicin. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der var tre vagter på hendes vej ud. Den ene vagt, var en kvinde, som forlod lokalet udenfor cellerne, hvorefter det var den mandlige vagt udenfor bygningen, der lukkede ansøgeren ud fra kvindeafdelingen, hvorefter vagten ved hovedindgangen lukkede hende helt udenfor, da hun sagde til ham, at hun skulle hente medicin. Endelig har ansøgerens forklaring om flugten været usandsynlig med hensyn til, at det på kort tid indenfor en dag lykkedes at arrangere flugten, at der lige denne dag var flere læger til stede i fængslet, og at ansøgeren var i stand til at forsvinde blandt de fem læger, uden at nogen fattede mistanke, og at vagterne i fængslets tårne ikke var i stand til at se hende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/153/JEA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Esarak distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter sine fætre, Taliban og det afghanske politi. Ansøgerens far blev en nat 10 til 20 dage forud for ansøgerens flugt bortført og tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren formoder, at hans fætre havde fortalt Taliban, at faren samarbejdede med politiet. Faren blev løsladt af Taliban på betingelse af, at han indsamlede oplysninger om myndighederne til Taliban. Omkring 10 dage efter løsladelsen opsøgte politiet farens svejsebutik, hvor de fandt farens mobiltelefon, på hvilken der blev fundet telefonnumre til Taliban. Ansøgeren formoder, at hans fætre havde fortalt politiet om farens forbindelse til Taliban. To til tre dage senere blev ansøgeren og faren opsøgt af politiet i butikken, i hvilken forbindelse ansøgeren blev medtaget af politiet og fængslet i et døgn, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 har omtalt, at han blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger under asylsagens behandling. Han har således for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at han ikke ved, om hans far i forbindelse med ansøgerens fængsling gav oplysninger til politiet om Taliban, samt at alle ansøgerens tre fætre i landsbyen var medlemmer af Taliban. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2016 forklaret, at hans far, da denne kom hen til fængslet, fortalte politiet ”lidt om Taleban. Han fortalte hvor de befandt sig og boede henne”. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har en fætter, der har forbindelse til Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/152/DMO
Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og oprindeligt shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt på grund af sin kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin mor og søskende [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2016 er blevet døbt i Danmark. Ansøgerens konversion er sket i forlængelse af, at hans nu afdøde far blev introduceret til kristendommen i forbindelse med hans arbejde som chauffør for en udenlandsk organisation. I [sommeren] 2015 forsvandt ansøgerens far og blev senere fundet dræbt. To måneder senere udrejste ansøgeren og familien. Ansøgeren har i Danmark sammen med sin familie gået fast i kirke og deltaget i kristendomsundervisning, og er alle blevet døbt i [efteråret] 2016 i [en nærmere bestemt kirke], som de fortsat er tilknyttet. Ansøgerens bror, [B], var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse mindreårig og derfor omfattet af ansøgerens mors afgørelse. Ansøgerens bror er under den klargørende behandling af sagen i Flygtningenævnet blevet myndig, hvorfor ansøgerens brors asylsag er blevet udskilt til selvstændig behandling. Flygtningenævnet har [tre dage før nævnsmødets afholdelse] truffet afgørelse om at hjemvise brorens sag til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen får lejlighed til at foretage en førsteinstansbehandling af dennes asylmotiv. Flygtningenævnet finder det mest hensigtsmæssigt, at ansøgernes sager vurderes samlet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har samme baggrund og asylmotiv, og at der derfor må antages at være en indbyrdes sammenhæng mellem de enkelte ansøgeres forklaringer. Flygtningenævnet har på denne baggrund besluttet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan foretage en samlet bedømmelse af hele familiens asylmotiv. ” Afgh/2017/151/STR
Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og oprindeligt shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt på grund af sin kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og hendes tre børn [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2016 er blevet døbt i Danmark. Ansøgerens konversion er sket i forlængelse af, at hendes nu afdøde ægtefælle blev introduceret til kristendommen i forbindelse med hans arbejde som chauffør for en udenlandsk organisation. Ægtefællen havde en farsi-bibel på familiens bopæl, og han talte positivt om kristendommen, ligesom ansøgeren oplevede, at ægtefællen ændrede sig og blev mere kærlig og venligstemt. En dag, da ansøgeren var alene hjemme, kom et af ægtefællens familiemedlemmer ved navn [A] på besøg og fandt biblen. Efterfølgende blev ansøgeren og familie ikke inviteret med til familiesammenkomster, idet den øvrige familie havde hørt om hændelsen. I [sommeren] 2015, en måned efter hændelsen med biblen, forsvandt ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren meldte ham savnet til politiet, og sammen med [A] og en af ægtefællens venner ledte ansøgeren efter ægtefællen. [A] hentydede over for ansøgeren, at de skulle forsøge at lede efter ægtefællen i Paghman området, hvor de fandt ægtefællen dræbt. Ansøgeren og hendes børn udrejste to måneder efter. Ansøgeren og hendes børn har i Danmark gået fast i kirke og har deltaget i kristendomsundervisning, og er alle blevet døbt i [efteråret] 2016 i [en nærmere bestemt kirke], som de fortsat er tilknyttet. Ansøgerens søn, [B], var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse mindreårig og derfor omfattet af ansøgerens afgørelse. Ansøgerens søn er under den klargørende behandling af sagen i Flygtningenævnet blevet myndig, hvorfor ansøgerens søns asylsag er blevet udskilt til selvstændig behandling. Flygtningenævnet har [tre dage før nævnsmødets afholdelse] truffet afgørelse om at hjemvise ansøgerens søns sag til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen får lejlighed til at foretage en førsteinstansbehandling af sønnens asylmotiv. Flygtningenævnet finder det mest hensigtsmæssigt, at ansøgernes sager vurderes samlet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har samme baggrund og asylmotiv, og at der derfor må antages at være en indbyrdes sammenhæng mellem de enkelte ansøgeres forklaringer. Flygtningenævnet har på denne baggrund besluttet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan foretage en samlet bedømmelse af hele familiens asylmotiv. ” Afgh/2017/150/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni muslim og afghansk statsborger fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har tilbageholdt ham og udsat ham for overgreb, fordi han har arbejdet for NATO-styrkerne. Ansøgeren har arbejdet på NATO-basen […] ved […] som vagt fra 2012 til 2014. Ansøgeren blev tilbageholdt af Taleban på en ukendt fredag aften for omkring tre år siden på vej hjem fra en moské. Han blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i et værelse, hvor han blev udsat for overgreb. Han var endvidere vidne til, at en anden fange blev halshugget, hvorefter han tissede i bukserne. Taleban beskyldte ham for at være spion for NATO. Ansøgeren benægtede dette, også da en talebaner tog et stykke papir frem, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en hvid Toyota med registreringsnummeret […]. Taleban spurgte, om det var hans bil. Ansøgeren benægtede dette, selvom det var rigtigt, og sagde, at de kunne hente bilen på hans bopæl, og ved selvsyn konstatere, at det ikke var hans bil. Lørdag aften kørte talebanerne ansøgeren hjem til hans bopæl. Ved bopælen fik ansøgeren følgeskab af en bevæbnet talebaner, da han gik hen til sit hus. Da ansøgerens søn lukkede porten op, sprang ansøgeren ind i huset og lukkede porten efter sig, tog sin jakke bag porten og flygtede ud i haven og væk. Imens udsatte talebanerne ansøgerens familie for overgreb, fandt hans fotos og originalerne af de dokumenter, han har medbragt til Danmark og tog det hele med sig efter at have ødelagt familiens bil fjernsyn og køleskab. Et stykke derfra ringede han til sin bekendte [A], der hentede ansøgeren sammen med tre soldater, som blev sat af undervejs, fordi ansøgeren ikke stolede på dem. [A] kørte ansøgeren hen til ansøgerens ægtefælles farbror. Den følgende nat flygtede ansøgeren fra Afghanistan med hjælp fra [A] og ansøgerens farbror. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der har fremstået detaljeret, selvoplevet og i det væsentlige konsistent – og hvorefter ansøgeren har oversat for overgreb og er flygtet fra Taliban – til grund. Herefter, og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene i Afghanistan, herunder Taliban, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, for eksempel Kabul. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en rask mand i den arbejdsduelige alder, og i øvrigt er uprofileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/15/JOV/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans far blev overfaldet af ukendte personer og slået med en skovl. Faren flygtede efterfølgende til bjergene, hvor han gemte sig. Ansøgeren mor og far udrejste herefter til Iran, og overlod ansøgeren til hans farbror. Efter nogle år begyndte ukendte personer at opsøge ansøgeren. En dag fulgte to maskerede personer efter ham, da han var på vej hjem fra byen. En anden dag fulgte en bil efter ansøgeren, da han var på vej hjem fra fodboldtræning. En tredje dag ringede ansøgerens ven og fortalte, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, idet en bil havde holdt ved hans bopæl, og ukendte personer havde spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste følgelig få dage herefter. Ad modenhed. Flygtningenævnet finder, at det forekommer korrekt, at modenhedsvurderingen først foretages efter, at der er foretaget en aldersvurdering. Flygtningenævnet bemærker, at der i forbindelsen med samtalen den 2. november 2016 er foretaget en modenhedsvurdering med tilhørende partshøring. Modenhedsvurderingen er i øvrigt ikke påklaget. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under mødet for nævnet har besvaret spørgsmål relevant, og at han i øvrigt forekommet at have tilstrækkelig modenhed til, at sagen kan behandles. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl. Ad partsrepræsentant. Nævnet er enigt i, at det forekommer uheldigt, at ansøgeren ikke havde fået udpeget en partsrepræsentant forud for oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren var dog under mødet repræsenteret af en bisidder fra Røde Kors. Under henvisning til en partsrepræsentants beføjelser under en samtale med udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet ikke, at den sene udpegning har medført risiko for væsentlige sagsbehandlingsfejl. Ad asyl. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret om en episode, hvor hans far blev udsat for vold og en episode, hvor han var i nærheden af en eksplosion. Ansøgeren har ikke nogen viden om, hvem der stod bag de pågældende episoder. Ansøgeren har under mødet for nævnet forklaret, at faren også modtog mange mundtlige trusler, herunder af en kommandant. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvad truslerne gik ud på, herunder om de var relaterede til farens arbejde. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret om mundtlige trusler mod faren og har ikke nævnt den pågældende kommandant. Herefter, og da forældrene har valgt at forlade Afghanistan uden at tage ansøgeren med, hvilket må forstås således, at forældrene ikke har anset, at eventuelle trusler mod faren tillige udgjorde trusler mod ansøgeren og på grund af den tid, der er gået siden episoderne mod faren, finder Flygtningenævnet ikke, at disse udgør en reel og individuel trussel mod ansøgeren. For så vidt angår de af ansøgeren nævnte tre episoder finder nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoderne, at ansøgerens beskrivelse ikke tyder på, at han var konkret og individuelt forfulgt, at ansøgeren under mødet har beskrevet episoderne udetaljeret, og at hans besvarelser på spørgsmål ikke forekom selvoplevet. Flygtningenævnet har i vurdering taget hensyn til ansøgerens alder på det tidspunkt, hvor episoderne efter forklaringen fandt sted og hans nuværende alder. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller reel og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/149/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra [en mindre by], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A] og hans familie. Ansøgeren frygter endvidere Taliban og krigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har erfaret, at hans familie har en konflikt med [A], herunder at ansøgerens søster [B] skulle giftes med [A]. Om sin frygt for Taliban og krigen har ansøgeren oplyst, at han har hørt, at Taliban trænger ind i folks hjem, hærger og bortfører folk. Taliban har dog aldrig gjort noget mod ansøgeren eller hans familie. Ansøgeren er ikke blevet truet af Taliban og mener heller ikke, at hans familie er blevet truet af dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens bror, [C’s], forklaring om konflikten med farens fætter, [A], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af anmeldelsesrapporten [fra vinteren] 2015 fremgår, at [C] uopfordret oplyste til politiet, at han ikke var flygtet på grund af nogen fare, men at han gerne ville have et bedre liv. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kendte til konflikten med [A], herunder at denne havde friet til hans søster, før ansøgeren fik afslag på sin asylansøgning i Danmark i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hans familie kunne opholde sig på deres bopæl i flere måneder efter, at [A] angiveligt havde fået afslag på sit frieri til ansøgerens søster, uden at han eller nogen af hans søskende oplevede nogen form for problemer i den anledning. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillagt det en vis vægt, at det forekommer usandsynligt, at han, der efter sin egen forklaring i hvert fald var 15 år ved udrejsen, ikke havde beskæftigelse uden for hjemmet, henset til at [C] angiveligt havde arbejdet siden han var 11-12 år gammel. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i Kunduz-området, har antaget en så alvorlig karakter, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/148/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra [en mindre by], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at lide overlast som følge af en familiefejde. Ansøgeren frygter endvidere overgreb fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familiefejde drejer sig om hans fars fætter, [A]. Da ansøgeren udrejste af Afghanistan var han ikke klar over, hvorfor hans far, mor og storebror havde sagt, at de skulle flygte. Han fik kun at vide, at det var livsfarligt for dem at blive i Afghanistan. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at der er væbnede kampe mellem Taliban og regeringsstyrkerne i det område, som han boede i. Under kampene blev uskyldige mennesker dræbt, og andre blev kidnappet af Taliban. Ansøgeren har hørt, at Taliban har taget to nabosønner med henblik på at bruge dem som selvmordsbombere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens bror, [B’s], forklaring om konflikten med farens fætter, [A], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af anmeldelsesrapporten [fra vinteren] 2015 fremgår, at [B] uopfordret oplyste til politiet, at han ikke var flygtet på grund af nogen fare, men at han gerne ville have et bedre liv. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke kendte til konflikten med [A], herunder at denne havde friet til hans søster, før ansøgeren fik afslag på sin asylansøgning i Danmark i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hans familie kunne opholde sig på deres bopæl i flere måneder efter, at [A] angiveligt havde fået afslag på sit frieri til ansøgerens søster, uden at han eller nogen af hans søskende oplevede nogen form for problemer i den anledning. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillagt det en vis vægt, at det forekommer usandsynligt, at han, der efter sin egen forklaring i hvert fald var 16 år ved udrejsen, ikke havde beskæftigelse uden for hjemmet, henset til at [B] angiveligt havde arbejdet siden han var 11-12 år gammel. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i Kunduz-området, har antaget en så alvorlig karakter, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/147/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra [mindre by], Kunduz regionen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter lovløsheden og krigen i Afghanistan. Endeligt har ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at hendes far har en konflikt med sin fætter, men at ansøgeren ikke kender de nærmere omstændigheder omkring denne konflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun har hørt, at Taliban bortfører folk. Folk i ansøgerens landsby forlod området, fordi der var fare for krig og for, at Taliban ville komme til området. Ansøgeren har endvidere oplyst, at kvinder er meget udsatte og sårbare under krig. Under nævnsmødet har hun endvidere henvist til, at konflikten mellem hendes far og dennes fætter udspringer af, at fætteren ønsker at gifte sig med hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens bror, [A’s], forklaring om konflikten med farens fætter, [B], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af anmeldelsesrapporten [fra vinteren] 2015 fremgår, at [A] uopfordret oplyste til politiet, at han ikke var flygtet på grund af nogen fare, men at han gerne ville have et bedre liv. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at i hvert fald ansøgerens brødre ikke kendte til konflikten med [B], herunder at denne havde friet til ansøgeren, før ansøgeren fik afslag på sin asylansøgning i Danmark i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie kunne opholde sig på deres bopæl i flere måneder efter, at [B] angiveligt havde fået afslag på sit frieri, uden at hun eller nogen af hendes søskende oplevede nogen form for problemer i den anledning. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens brødre, der efter deres egen og ansøgerens forklaring i hvert fald var 15 og 16 år ved udrejsen, ikke havde beskæftigelse uden for hjemmet, henset til at [A] angiveligt havde arbejdet siden han var 11-12 år gammel. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i Kunduz-området, har antaget en så alvorlig karakter, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/146/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tadsjikere og sunni-muslimer af trosretning fra [mindre by], Kunduz regionen, Afghanistan. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers fars fætter, [A]. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter, at blive rekrutteret eller slået ihjel af ISIL eller Taliban. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter de generelle forhold i og omkring sin landsby, da der er mange uroligheder mellem myndighederne og Taliban. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers far skulle arve den mandlige ansøgers farfars jord. Efter farfarens død overtog den mandlige ansøgers farfars bror jorden sammen med sin søn, [A]. Familien forsøgte at klage over [A] og hans far til politiet og myndighederne, men blev opfordret til selv at løse konflikten. De formoder, at [A] samarbejdede både med regeringen og Taliban. Endvidere har ansøgerne oplyst, at [A´s] mor bad om den mandlige ansøgers søsters hånd. Den mandlige ansøgers far nægtede at gifte sin datter væk til [A], da hun kun var 14 år. Den mandlige ansøgers far blev efterfølgende stoppet flere gange i landsbyen af [A], hvor han blev truet på sit liv. En uge inden ansøgerne udrejste, kom den mandlige ansøgers far og [A] op at slås, hvor [A] stak den mandlige ansøgers far i hånden med en kniv og trak sikringen på sit våben. Ansøgerne boede herefter en måned i Kabul, hvorefter de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med sin fars fætter, [A], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af anmeldelsesrapporten [fra vinteren] 2015 fremgår, at den mandlige ansøger uopfordret oplyste til politiet, at han ikke var flygtet på grund af nogen fare, men at han gerne ville have et bedre liv. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøgers brødre ikke kendte til konflikten med [A], herunder at denne havde friet til deres søster, før ansøgerne fik afslag på deres asylansøgning i Danmark i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne kunne opholde sig på deres bopæl i flere måneder efter, at [A] angiveligt havde fået afslag på sit frieri til den mandlige ansøgers søster, uden at han eller nogen af hans søskende oplevede nogen form for problemer i den anledning. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgernes troværdighed tillagt det en vis vægt, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøgers brødre, som efter deres egen forklaring i hvert fald var 15 og 16 år ved udrejsen, ikke havde beskæftigelse uden for hjemmet, henset til at den mandlige ansøger angiveligt havde arbejdet siden han var 11-12 år gammel. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i Kunduz-området, har antaget en så alvorlig karakter, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/145/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […] i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive ved med at være analfabet, og der ikke er mulighed for at arbejde, fordi krigen i Afghanistan ikke slutter. Ansøgeren har også henvist til, at han er udrejst på grund af krigen i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er udrejst af Afghanistan, fordi han ikke havde mulighed for at studere i Afghanistan. Ansøgeren ville derfor gerne et andet sted hen. Det giver endvidere mange problemer i fremtiden, hvis man ikke kan læse og skrive, og ansøgeren har også oplyst, at det ikke er rart at være analfabet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der hele tiden er krig mellem regeringen og Taleban, og at man ikke kan være i fred, idet man skal være på den ene eller den anden side. Hvis man går i skole, så opfattes man af Taleban som værende på regeringens side, og hvis man går i koranskole, så opfattes man af regeringen som værende på Talebans side. Ansøgeren har endeligt oplyst, at det ikke gik godt med butikken, hvor han arbejdede, fordi der var krig. Dem, der boede på landet, kunne ikke komme til byen for at købe noget, så det var kun dem, der boede i byen, der kunne købe noget, og derfor gik det ikke så godt med butikken. Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at asylbetingelserne i medfør af udlændingelovens § 7 er opfyldt. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens baggrund for udrejsen er den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan og et ønske om at studere og frit kunne give udtryk for sin mening. Der henvises endvidere til, at ansøgeren aldrig har haft problemer eller konflikter med de afghanske myndigheder eller med politiske eller religiøse grupper eller private personer. Han er i øvrigt aldrig blevet efterstræbt eller opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/144/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Afghanistan, etnisk hazara og shiamuslim fra [en bydel], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far og farbror har tidligere været aktive i Wahdat-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer fra Panshirifolket og Taliban. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans far var medlem af Wahdat-partiet, som har været i krig med Panshirifolket og som fortsat har en igangværende konflikt. Da ansøgeren var seks-syv år gammel, blev hans far dræbt af et raketnedslag, da han skulle køre fra en kontrolpost til en anden. To måneder forinden var ansøgers farbror blevet taget som gidsel af Panshiri. Ingen fra familien har hørt fra ham siden. Siden disse to episoder har hverken ansøgeren eller nogen fra hans familie mærket noget til ansøgerens fars og farbrors konflikt med Panshiri. Ansøgeren har heller ikke personligt haft konflikter med Taliban. Ansøgerens to venner [H] og [R] blev i [sommeren] 2015 taget til fange af Taliban. Før ansøgerens udrejse af Afghanistan arbejdede ansøgeren for et firma i [en by], som syede uniformer for myndighederne. To af ansøgerens kollegaer blev dræbt af Taliban på et ukendt tidspunkt. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med Taliban som følge af sit arbejde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han for tre til fire måneder siden har fået oplyst af sin familie, at en nabo har fortalt, at nogle af farens fjender har spurgt efter ansøgeren og hans familie, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at denne oplysning først er fremkommet umiddelbart efter, at ansøgeren af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Uanset om den øvrige del af ansøgerens forklaring – herunder om at ansøgerens far og farbror blev henholdsvis dræbt og taget som gidsel i ansøgerens tidlige barndom, samt at ansøgerens to venner i [sommeren] 2015 blev tilfangetaget og to kollegaer på et ukendt tidspunkt dræbt af Taliban – findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har haft konflikter med Panshiri eller har modtaget trusler fra eller er blevet opsøgt af Taliban. Den omstændighed, at ansøgeren er hazara, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/143/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shiamuslim fra Balakh, Mazar-e-Sharif, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere arbejdsgiver [R]. Derudover frygter ansøgeren sin farbror, der er venner med [R]. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans far døde i 1389 (2010), hvorefter ansøgeren og hans mor flyttede hjem til ansøgerens farbror. Ansøgerens farbror var narkoman og behandlede ansøgeren og hans mor dårligt. To år senere døde ansøgerens mor af kræft. Herefter begyndte ansøgeren at arbejde for [R] i hans forretning, hvor han solgte te. [R] solgte også illegalt våben og hash i tehuset. Da ansøgeren havde arbejdet hos [R] i to år, begyndte han at bruge ansøgeren til at transportere narkotika. I tre måneder fragtede ansøgeren nogle pakker fra Mazar-e-Sharif til [H] ved grænsen til Uzbekistan. Pakkerne var lukkede og ansøgeren vidste ikke, hvad der var deri. Ansøgeren leverede altid pakkerne til den samme mand i [H], [Ha], som gav ansøgeren en kuvert med penge, som han skulle give videre til [R]. Efter de første tre måneder begyndte ansøgeren at undre sig over, hvad han fragtede. En ukendt dag kiggede ansøgeren i en af pakkerne og så, at pakken indeholdt narkotika. Da ansøgeren havde afleveret pakken til [Ha] og kom tilbage til Mazar-e-Sharif havde [R] fundet ud af, at pakken var åbnet og slog derfor ansøgeren i ansigtet. Han tog ansøgeren med ned i en kælder, hvor han var indespærret i fire-fem dage og blev slået hver dag. Herefter skulle ansøgeren fortsætte med at arbejde i tehuset. Omkring 15 dage senere skulle ansøgeren på ny transportere pakker for [R]. Ansøgeren fortsatte med at transportere pakker i omkring to og en halv til tre måneder. På et ukendt tidspunkt tog ansøgeren den kuvert med penge, som han fik fra [Ha] og tog til Kabul. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren ville risikere at åbne en af de transporterede pakker, navnlig under hensyn til, at han ifølge sin forklaring var meget bange for [R]. Det findes endvidere usandsynligt, at [R] – efter at have konstateret, at ansøgeren havde åbnet pakken og derved både havde brudt [R] tillid og havde fået viden om, at han ved at transportere pakker deltog i alvorlig kriminalitet – fortsat ønskede ansøgeren som kurer. Nævnet finder herudover, at ansøgerens beskrivelse under nævnsmødet af det ifølge ham passerede – herunder om, hvordan han i en bus med stor præcision var i stand til at tage tape af en kasse, lave et ganske lille hul i pakken inden i samt sætte tape på kassen igen – ikke har fremstået selvoplevet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/142/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazara og shia muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin morbror og dennes sønner. Han frygter ydermere repressalier fra Taleban, idet Taleban er imod hazaraer. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han på en ukendt dato i efteråret 2004 flygtede til Iran med sin morbrors datter, som han uden sin morbrors samtykke ville gifte sig med, men ved grænseområdet blev hun væk. Hun er ikke senere dukket op, og i 2008 giftede han sig med sin nuværende ægtefælle. I [sommeren] 2015 rejste ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn tilbage til Afghanistan, da den mandlige ansøger flere gange havde været anholdt af de iranske myndigheder som følge af illegalt ophold. Børnene kunne endvidere ikke få lov til at gå i skole, da familien opholdt sig illegalt i Iran. Efter en uges tid kom to af ansøgerens fætre og hans morbrors kone til familiens bopæl om natten. Ansøgeren flygtede ud gennem et lille vindue bag på huset, da han så fætrene og deres mor, der bandede af ham. Ansøgeren flygtede mod bjerget. Ansøgerens fætre og deres mor smadrede døren og vinduerne i huset og kom ind og spurgte efter ansøgeren. De truede også med, at de ville tage ansøgerens datter i stedet for morbrorens datter. Ansøgerens ægtefælle blev slået og faldt bevidstløs om. De sparkede til ansøgerens søn, som faldt ovenpå nogle glasskår og skar sig. Naboerne hørte skrigeri og kom og fik fætrene og deres mor væk. Ansøgeren overnattede på bjerget og næste morgen kom han tilbage til bopælen. To dage efter overfaldet samlede ansøgeren de ældre i byen og bad dem mægle mellem ansøgeren og hans morbror, men morbroren ville ikke finde en løsning. Omkring en uge efter, at fætrene havde opsøgt ansøgerens bopæl, kom de igen. De kom om natten, mens ansøgeren var på vagt ved fronten. Naboerne hørte dem komme og sagde til fætrene, at de skulle lade ansøgerens familie være. Fætrene kom ikke ind i huset. 10 til 12 dage efter kom de igen, mens ansøgeren var på vagt ved fronten. Naboerne fik dem på ny væk. En måned senere tog fætrene hen til fronten, hvor ansøgeren patruljerede. De skød mod ansøgeren, men han flygtede og blev kun ramt på tøjet af skuddene. Ansøgeren løb hjem til bopælen. Han afleverede sit våben til naboen, der kørte ansøgeren og familien til grænsen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel, og at hendes datter vil blive kidnappet af ægtefællens morbrors sønner. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Afghanistan, fordi hun er hazara. Den kvindelige ansøger har til støtte for sine asylmotiver forklaret i overensstemmelse med sin ægtefælle. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger endvidere som et nyt asylmotiv anført, at hun frygter sin tidligere ægtefælles familie, idet de, da hendes tidligere ægtefælle døde, ville have, at hun skulle giftes med dennes bror, der allerede var gift. De sagde samtidig, at hun ikke måtte gifte sig med andre. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at disse i sig selv er asylbe-grundende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at den kvindelige ansøgers sær-skilte asylmotiv har en sådan karakter og intensitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke har haft kontakt med sin tidligere svigerfamilie i en længere årrække, og at den kvindelige ansøger først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret om dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres fælles asylmotiv vedrørende konflikten med den mandlige ansøgers familie til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne i det store hele har forklaret sammenhængende og troværdigt om denne konflikt. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at den mandlige ansøger er efterstræbt på livet af sin morbror og dennes familie som følge af, at han uden samtykke udrejste til Iran med morbrorens datter i 2004. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at morbroren og dennes familie giver den mandlige ansøger skylden for, at datteren forsvandt under denne flugt. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at den mandlige ansøger har forsøgt at få konflikten bilagt ved mægling, men at dette er blevet afslået af morbroren og dennes familie, der har forsøgt at dræbe ansøgeren og har truet med at bortføre ansøgerens datter. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder Kabul, som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har et netværk andre steder i Afghanistan, og at ansøgerne har to mindreårige børn. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/141/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Deykandi Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens far var politimand og blev slået ihjel i 2014 eller 2015 i forbindelse med kampe mod Taliban. Ansøgeren flyttede til en anden by, [C], hvor han blev ansat på et bilværksted. En dag skulle de reparere et køretøj, der tilhørte myndighederne. Da de havde ordnet bilen, blev ansøgeren af sin arbejdsgiver bedt om at køre med de to myndighedspersoner, der havde afleveret bilen, så ansøgeren kunne hente reservedele i Ghazni. Undervejs punkterede det ene dæk. Mens ansøgeren var i gang med at lappe dækket, kom nogle folk fra Taliban. De tvang ansøgeren med til et hus i bjergene, hvor ansøgeren var tilbageholdt sammen med fire andre personer. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de to myndighedspersoner. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren truet og blev udsat for vold. De beskyldte ham for at reparere biler for myndighederne. De andre fire personer blev efterfølgende slået ihjel af Taliban. Det lykkedes for ansøgeren at flygte fra det hus, hvor han var tilbageholdt. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den er divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret tre forskellige ting, om trusselsbrevet var adresseret til ansøgeren selv, hans far eller til begge. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kom fra stedet, hvor han blev pågrebet til huset, hvor han blev tilbageholdt, ved først at gå og dernæst at blive transporteret på motorcykel. I asylsamtalen har han forklaret, at den pågældende strækning blev tilbagelagt først i bil og dernæst til fods, og endelig har han for nævnet forklaret, at han først blev kørt i bil, derefter på motorcykel og endelig måtte gå. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren med hænderne låst på ryggen i håndjern skulle kunne komme ud af et vindueshul med eller uden glas, der befandt sig halvanden meter over gulvet og uden, at en vagt ved bygningen opdagede ham. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for etniske hazaraer i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/140/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […] i regionen Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, som har kidnappet hans familie, fordi ansøgerens far arbejdede som vagt for et japansk byggefirma. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han en dag, mens han arbejdede i en købmandsbutik, blev opsøgt af nogle mænd fra Taliban, som truede og slog ham. De spurgte ind til faderens arbejde og spurgte, hvorfor ansøgeren ikke tilsluttede sig Taliban. En dag da ansøgeren kom hjem fra arbejde, så han, at familiens hus var smadret, og at familien ikke var der, hvorfor han indså, at der var noget galt. Naboerne fortalte ham, at hele familien var blevet taget med fra bopælen af Taliban tidligere på dagen. Ansøgeren gik derefter hjem til sin fars ven, […], som boede i nærheden af ansøgerens bopæl, og fortalte, hvad der var sket. [Farens ven] sagde, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan, hvorefter [farens ven] hentede ansøgerens nationalitetsbevis på ansøgerens bopæl. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan efter omkring tre til fire dages ophold hos [farens ven] i [foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgerens forklaring er udetaljeret og fremstår konstrueret. Endvidere finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at ansøgeren valgte at udrejse tre-fire dage efter, at ansøgeren var blevet bekendt med, at hans familie var taget af Taliban, henset til at ansøgeren ikke kendte familiens skæbne, og at ansøgeren ikke efter sin udrejse har forsøgt at finde ud af, hvad der måtte være sket med familien, herunder ved at kontakte [farens ven] eller andre. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren ikke tage ophold i sin hjemby på grund af en konflikt med Taliban, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af Taliban uden for hjembyen. Ansøgeren er en ung mand i den arbejdsduelige alder, og det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at selvom levevilkårene i Kabul er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På den baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i Kabul. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/14/col
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […] Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, der mistænker ansøgeren for at samarbejde med Taliban og være medansvarlig for en bilbombe, der dræbte to politifolk og sårede en politileder. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af Taliban, fordi han som repræsentant for det lokale bagerlaug har samarbejdet med myndighederne i Ghazni, fordi de vil have hans jord, og fordi han er hazara. En af ansøgerens bekendte henvendte sig til ansøgeren for at få hjælp til at få sin søn, [L], løsladt fra det lokale politi. De skulle betale 15.000 USD for at få [L] løsladt, men idet politiet stolede på ansøgeren, skulle de først have betalingen senere. [L] foreslog, at de inviterede politiet hjem til ansøgeren. Politilederen, tre politifolk og to af politilederens medarbejdere deltog. [L] og nogle af hans bekendte placerede en bombe i politilederens bil, der eksploderede, da de var på vej væk fra ansøgerens bopæl. To politifolk blev dræbt, og politilederen blev såret ved eksplosionen. Kort efter ringede [L] til ansøgeren og sagde, at han skulle flygte, idet myndighederne ville tro, at ansøgeren stod bag bomben. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide, at han er eftersøgt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes, idet den indeholder divergenser og fremstår som usandsynlig. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var [L]s bekendte, der afhentede denne på motorcykel efter eksplosionen, mens han for nævnet har forklaret, at han ikke ved, hvem den maskerede mand var, der afhentede [L]. Endvidere har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han i Iran blev ringet op af en person, som brugte hans ægtefælles mobiltelefon og der blev sagt, at ansøgerens familie ville blive deporteret til Afghanistan en af de nærmeste dage. For nævnet har han imidlertid forklaret, at det var ægtefællen selv, som ringede op fra en ukendt mobiltelefon og selv forklaret, at de var blevet tilbageholdt af politiet, og at han ikke vidste, om de var blevet sendt tilbage til Afghanistan. Endvidere forekommer det blandt andet usandsynligt, at den angiveligt sårede politichef en times tid efter eksplosionen skulle ringe til ansøgeren, som derved blev stærkt tilskyndet til at flygte. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/139/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Nangarhar-provinsen, Afghanistan Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de personer, som slog hans far og storebror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, han har fået at vide af sin mor og sin morbror, at de personer, som slog hans far og storebror ihjel, var ude efter familiens penge. Efter sin fars og storebrors død har ansøgeren arvet familiens penge, hvorfor han frygter, at personerne nu vil efterstræbe ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren alene bygger sit asylmotiv på, hvad han har fået oplyst fra sin mor og sin morbror. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har set trusselsbreve rettet mod ham, hvorledes faren og broren blev slået ihjel, og hvorvidt truslerne kom fra Taliban eller fra ukendt side. Ansøgerens forklaring om, at han blev lokket afsted mod sin vilje på en længerevarende og strabadserende rejse uden penge, uden medicin, uden lægelig dokumentation for sin sygdom, uden et telefonnummer på familien i Afghanistan og uden identifikationspapirer af nogen art, er - på baggrund af oplysningerne om, at ansøgeren kommer fra en velhavende og ressourcestærk familie - ikke troværdig. Hertil kommer, at ansøgerens flugt ikke synes at kunne løse familiens problem, idet motivet fra drabsmændene angiveligt var at komme i besiddelse af familiens aktiver. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb fra de gerningsmænd, der angiveligt har dræbt hans far og bror, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/138/SOL
Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim født i Oruzgan-provinsen i Afghanistan. Da ansøgeren var to år gammel, flyttede familien til Iran. Efterfølgende flyttede ansøgeren til Herat i Afghanistan, hvor han boede i tre år indtil sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv til Udlændingestyrelsen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt af etniske pashtunere, idet hans far har deltaget i en etnisk krig mellem hazaraer og pashtunere i Afghanistan. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, idet han er etnisk hazara. Ansøgeren har under sagens behandling i Udlændingestyrelsen til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far deltog aktivt i en krig mellem hazaraer og pashtunere i Afghanistan, idet han var med til at forsvare sin landsby. Som følge heraf blev familien nødt til at flytte til Iran, da ansøgeren var omkring to år gammel. Efterfølgende flyttede ansøgeren tilbage til Afghanistan, hvor han har boet i omkring tre år indtil sin udrejse. Ansøgeren har videre forklaret, at en af farens venner, som udrejste på grund af krigen ligesom ansøgerens far, vendte tilbage til Afghanistan, hvorefter han blev dræbt. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at ansøgerens far var kendt i hele Afghanistan som oprørsleder, at han var leder af en hær på 1000 mand, og at han stadig er eftersøgt i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han udrejste fra Afghanistan en til halvanden måned efter drabet på ansøgerens fars ven, og ikke to til to og et halv år efter dette drab. Ansøgeren har gjort gældende, at tolken, der medvirkede under oplysnings- og motivsamtalen, hvorunder også ansøgerens asylansøgningsskema blev oversat, må have misforstået ham på de nævnte punkter. Udlændingestyrelsen har afgjort sagen på den måde, at man har lagt ansøgerens forklaring, som den er refereret i oplysnings- og motivsamtalen, til grund, og Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. På den baggrund, og under hensyn til karakteren af den udspørgning, der har fundet sted under nævnsmødet, finder Flygtningenævnet, at det er betænkeligt at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. I overensstemmelse med den ny påstand om hjemvisning, som den beskikkede advokat har nedlagt under nævnsmødet, hjemviser Flygtningenævnet herefter sagen til fornyet behandling og afgørelse i Udlændingestyrelsen.” Afgh/2017/137/SOL
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror, idet han er flygtet fra ham. Ansøgeren har som støtte for asylmotivet forklaret, at hans mor var shia-muslim, og hans far var sunni-muslim. Ansøgerens farbror, [A], var imod forældrenes ægteskab. En dag forsvandt faren fra sit arbejde. Omkring halvanden måned efter fandt man farens lig. Efter en sørgeperiode på 14 dage opsøgte farbroren moren og friede til hende. Moren ønskede ikke at gifte sig med farbroren, og der opstod tumult. Ansøgeren forsøgte at gribe ind, men farbroren slog ham bevidstløs med en geværkolbe. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt sammen med sine søskende i farbrorens kælder i en uge. I løbet af denne uge kom farbroren ned i kælderen tre gange om dagen og udsatte dem for vold. Farbroren fortalte ansøgeren, at det var ham, der havde slået faren ihjel, og truede ansøgeren. Efter en uge i kælderen fik ansøgeren og hans søskende lov til at bo i farbrorens hus. Ansøgeren startede herefter i en koranskole, hvor han blev underviste i at slå shia-muslimer ihjel. Hvis ansøgeren ikke mødte op i koranskolen, slog farbroren ham. Da der var gået omkring to måneder, fik ansøgeren mulighed for at komme udenfor. Ansøgeren mødte herefter sin fars ven, [B], som hjalp ham med at genskabe kontakten til sin mor, som nu opholdt sig i Kabul. To-tre uger efter hjalp [B] ansøgeren og hans søskende med at flygte til Kabul. De boede i Kabul sammen med ansøgerens morbror. Omkring et år efter opdagede ansøgerens farbror, hvor familien opholdt sig. Farbroren opsøgte deres bopæl og krævede, at de vendte tilbage. Herefter anmeldte farbroren moren til politiet. Han fortalte politiet, at moren havde kidnappet ansøgeren og hans søskende. Sagen kom for en domstol, men familien udrejste af Afghanistan, inden sagen blev afgjort, idet de havde fået at vide, at farbroren havde bestukket domstolen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet kan tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke i asylansøgningsskemaet har beskrevet konflikten med ansøgerens farbror og ansøgerens forældres religiøst blandede ægteskab. På den anden side er hændelsesforløbet i asylansøgningsskemaet foreneligt med hændelsesforløbet, som ansøgeren har forklaret om i oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og gensamtalen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i disse samtaler har forklaret konsistent og detaljeret om et komplekst hændelsesforløb. Ansøgeren har endvidere på troværdig vis under nævnsmødet forklaret baggrunden for indholdet af asylansøgningsskemaet, herunder om den store angst og forvirring, som han var præget af. Endvidere har ansøgeren forklaret både under nævnsmødet og til Udlændingestyrelsen, at han inden oplysnings- og motivsamtalen blev opmærksom på, at han havde udfyldt skemaet med ukorrekte og ufuldstændige oplysninger, og at han forgæves bad personalet på asylcenteret om at udvirke, at han fik lejlighed til at udfylde et nyt skema. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv er i overensstemmelse med retsstillingen i Afghanistan, hvorefter mandens familie har bestemmelsesretten, når en familiefar afgår ved døden. Under disse omstændigheder og efter en samlet og konkret vurdering, med hensyntagen til ansøgerens unge alder, da han udfyldte asylansøgningsskemaet, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Derimod er der ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/136/SOL
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghani-stan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra [mindre by], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han har brudt en aftale om at overlevere tre kvinder til dem. Ansøgeren har som støtte herfor henvist til, at han, efter at have arbejdet som taxachauffør i cirka halvandet år, overtog en fast opgave fra en kollega. Opgaven bestod i, fem dage om ugen, at transportere tre kvinder fra Herat by til Herats internationale lufthavn om morgenen og retur fra lufthavnen til byen om eftermiddagen. Ansøgeren ved intet om kvinderne, men han går ud fra, at de arbejdede i lufthavnen. Efter at ansøgeren havde haft denne opgave i cirka seks måneder, blev ansøgeren pågrebet uden for sin bolig af Taliban. Under pågribelsen fik ansøgeren presset en genstand mod baghovedet og blev sat ind i en bil med bind for øjnene og hænderne bundet. Taliban tilbageholdt følgelig ansøgeren i tre-fire timer. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og efterfølgende afhørt om de tre kvinder. Ansøgeren fik endvidere at vide, at han skulle medvirke til, at de tre kvinder blev overleveret til Taliban, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgeren blev herefter løsladt og kørt hjem til sin bopæl. Ansøgeren udrejste som følge heraf dagen efter. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, hvorfor hans forklaring lægges til grund. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i risiko for overgreb fra Talibans side, mens betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke findes opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, idet bemærkes, at han har haft den reelle forsørgelsespligt overfor sin ægtefælle og siden 2012 tillige overfor sin mor og sine to mindreårige brødre. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/135/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni muslim af trosretning fra [by], Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban på grund af en tidligere konflikt fra 2009-2010, hvor Taliban forsøgte at rekruttere ansøgeren til hellig krig. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, idet de har set ham i forbindelse med, at han har medvirket i en film. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han, efter at have fået afslag på asyl i Danmark, tog tilbage til Afghanistan den [nærmere angiven dato i begyndelsen af 2012]. Ansøgeren havde kun været hjemme ved sin familie i kort tid, da hans bror ringede til sin ven, som skulle tage ansøgeren med sig, idet ansøgeren ikke var i sikkerhed på bopælen, da Taliban havde ledt efter ham dér en-to gange månedligt. Ansøgeren tog herefter med til sin brors vens bopæl, hvor han overnattede. Næste morgen kørte brorens ven ansøgeren til grænsen ved Pakistan. En ny chauffør kørte herefter ansøgeren over grænsen til Pakistan. I Pakistan medvirkede ansøgeren i en film. I forbindelse med filmoptagelserne kom tre personer fra Taliban, som genkendte ansøgeren. De tre talebanere spurgte ansøgeren, hvornår han var kommet tilbage til Afghanistan. Ansøgeren genkendte talebanerne fra sin tidligere konflikt med Taliban, hvorfor ansøgeren gemte sig på optagelsesstedet, hvorefter han tog en taxa hjem. Morgenen herefter tog ansøgeren en bus til Iran, hvor han boede i seks-syv måneder, hvorefter han rejste videre mod Europa. I Iran blev ansøgeren kontaktet af sin bror, som fortalte, at talebanerne havde opsøgt ansøgeren og spurgt efter ham. Taliban opsøger fortsat bopælen en-to gange om måneden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den indeholder divergenser, er udbyggende og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt hans bror er en storebror eller en lillebror og udbyggende om, at dennes handicap var grunden til, at Taliban ikke ønskede at rekruttere ham. Ansøgeren har tidligere som sit asylmotiv henvist til, at Taliban ønskede at rekruttere ham, men først for nævnet forklaret, at Taliban i øvrigt beskyldte ham for som spion at have været medvirkende til, at nogle højtplacerede Taliban-krigere blev dræbt. Han har endeligt for styrelsen forklaret, at han genkendte alle de tre talebanere, som kontaktede ham under filmoptagelserne, mens han for nævnet har forklaret, at han alene genkendte én af dem. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i ud-lændingelovens § 7. Et af ansøgeren for nævnet fremlagt udateret brev indeholdende trusler, angiveligt modtaget af broren i [slutningen af 2016] findes ikke at kunne medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/134/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi han har spillet musik og sunget samt er flygtet uden sin fars tilladelse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandantens vagt [A] og dennes kollegaer, idet han frygter, at de vil misbruge ham seksuelt. Ansøgeren har som støtte for asylmotivet henvist til, at han begyndte at synge for sine venner i starten af 11. klasse, hvilket var cirka seks måneder forud for sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren sang for sine venner efter skoletid. I starten var det alene ansøgerens venner, som var til stede, men efterhånden tog vennerne deres egne venner med, idet de også ville høre ansøgeren synge. [A] og hans kollegaer, som var vagter for en tidligere mujahedin-kommandant ved navn [B], var blandt dem, der kom og hørte ansøgerens sang. [B] er kendt og fortsat meget magtfuld i det nordlige Kabul. Ved en lejlighed optrådte ansøgeren for [A] og hans venner i bydistriktet [C]. Efterfølgende blev ansøgeren forsøgt presset til flere lignende optrædener, hvilket han afviste. Efterfølgende har [A’s] kollegaer ved flere lejligheder opsøgt ansøgeren på hans bopæl. [A’s] kollegaer har endvidere ved en enkelt lejlighed truet ansøgeren med en pistol, for at få ham til at optræde for dem, men [A] bad dem stoppe, og de lod herefter ansøgeren være i fred. En dag konfronterede ansøgerens far ansøgeren med, at han havde hørt, at ansøgeren sang til fester og for venner. Ansøgerens far var meget vred og slog ansøgeren flere gange. Ansøgerens far kommer ud af en stærkt religiøs familie, og han anser sang som værende forbudt i henhold til islam. Ansøgerens far fik ansøgeren til at love, at han ville stoppe med at synge. En aften herefter kørte [A] ansøgeren hjem. Ansøgerens far opdagede dette og truede ansøgeren med en kniv, fordi han mente, at ansøgeren havde forkerte venner, og at ansøgeren stadig sang. Ansøgerens mor hjalp efterfølgende ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og ikke forekommer selvoplevet. Det bemærkes herved, at ansøgeren i sit asylskema som sit motiv hverken har angivet, at faren skulle have udøvet vold mod ham, at han skulle have truet ham med kniv, eller at han skulle være blevet truet af [A’s] ven med en pistol. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt faren havde kniv fremme i forbindelse med den første eller den anden episode, og om hvornår episoderne fandt sted i forhold til de angivelige trusler med pistol og udrejsetidspunktet. Endelig bemærkes, at ansøgeren efter uoverensstemmelserne med faren efter sin egen forklaring er blevet boende i hjemmet i en 15-20 dage uden yderligere konflikter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/133/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars slægtninge, som har slået hans forældres brors søn ihjel i forbindelse med en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans forældres brors søn i 1979 blev slået ihjel af en slægtning til ansøgerens far, da de havde en konflikt om den jord, som ansøgerens far ejede. Efterfølgende blev ansøgerens mor slået ihjel. Herefter udrejste ansøgeren til Iran sammen med sin far. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], som tidligere har slået ansøgeren med en kniv. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [A], under ansøgerens ophold i Iran i 2004 eller 2005, begyndte at arbejde for ansøgeren. [A] fortalte, at hans bror havde brug for penge til sin forretning i Afghanistan, og ansøgeren lånte [As] bror 20 millioner toman. Seks måneder senere modtog ansøgeren 25 millioner toman tilbage. I efteråret 2010 lånte ansøgeren [As] bror 50 millioner toman. Fem til seks måneder senere forsvandt [A]. I slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011 tog ansøgeren til Afghanistan, hvor han opsøgte [A] og hans bror. Der opstod tumult og ansøgeren blev slået med en knytnæve, ligesom han blev skåret i hånden med en kniv. Ansøgeren følte sig truet og løb væk, mens [A] truede med at slå ham ihjel. To til tre dage senere vendte ansøgeren tilbage til Iran, hvor han senere fik problemer med personer, som havde lånt ham penge til kræftbehandling og som stod bag en angivelig hvervning til krigen i Syrien. I 2015 forlod ansøgeren Iran. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder ikke vil acceptere ham, idet han ikke har nogen dokumenter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår de påberåbte asylmotiver i forhold til Afghanistan. For så vidt angår den konflikt, hvor hans mor og fætter blev dræbt i 1970’erne, bemærker nævnet, at ansøgeren ikke under sit mangeårige ophold i Iran selv har oplevet problemer som følge af konflikten, lige som ansøgeren ikke har kunnet forklare om baggrunden for konflikten, selvom han har boet sammen med sin far i samme periode i Iran. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han i dag vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af denne konflikt. Nævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren i 2010/2011 rejste til Afghanistan i forbindelse med et økonomisk mellemværende, og at ansøgeren således på dette tidspunkt ikke kan have anset sig for forfulgt i sit hjemland. For så vidt angår den påberåbte konflikt med [A] finder nævnet, at der er tale om en privatretlig konflikt, som ikke har givet anledning til problemer for ansøgeren, siden han opgav sit tilgodehavende i 2010/2011, og at han derfor ikke har sandsynliggjort, at han i dag risikerer overgreb som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at foretage en vurdering af ansøgerens forklaring, om at han i Iran er blevet hvervet til krigen i Syrien, idet han asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan, og idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den eventuelle konflikt ville kunne få betydning i hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/132/mvln
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Takhâr, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter familien til en pige, som ansøgeren mistænkes for at have voldtaget. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Taleban, som pigens familie har kontaktet angående den formodede voldtægt, ligesom ansøgeren frygter myndighederne, som har efterlyst ham på grund af den påståede voldtægt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2015 tog med sin ven [Z] til en fest, hvor der blev spist og røget hash. Under festen modtog [Z] flere beskeder fra en pige, som, han sagde, var hans forlovede. [Z] ville have ansøgeren til at køre ham ud til pigen på ansøgerens motorcykel, men det ville ansøgeren indledningsvis ikke, fordi det område, hvor pigen boede, var et pashto-område og derfor var farligt. [Z] overtalte ham til at køre ham derud, og ved ankomsten tog han ansøgeren med ind i ejendommen, hvor ansøgeren fik besked på at opholde sig i gæsteværelset, og at [Z] ville komme ud igen efter 10-15 minutter. Da ansøgeren efter noget tid hørte råb, skrig og skud, gik ansøgeren ud for at se, hvad der skete. To mænd angreb ansøgeren og udsatte ansøgeren for overgreb sammen med familiens to døtre og familiens mor, og ansøgeren blev derefter bundet ved albuerne og på fødderne og sat ind i gæsteværelset. Under opholdet i gæsteværelset kunne ansøgeren høre en pige skrige, og ansøgeren formoder, at pigen blev udsat for overgreb. Ansøgeren havde med vilje holdt sine arme således, at de ikke kunne binde ansøgeren ordentligt, og ansøgeren løsnede derfor rebet og flygtede ud af et vindue i gæsteværelset til haven, over muren og hjem, hvor ansøgeren skiftede tøj og hentede kontanter. Derpå gik ansøgeren over til et smedeværksted, hvorfra faren til eleven kørte ansøgeren over til sin søster. Søsterens ægtefælle, som er politimand, kørte næste morgen klokken ni ansøgeren forbi en kontrolpost på en bro, hvor de spurgte efter ansøgeren og oplyste, at pigen var blevet slået ihjel af sin far. Politiet på broen undersøgte ikke bilen. Ansøgerens svoger kørte ansøgeren til en bus, der kørte ham til Kabul, og den efterfølgende dag flygtede ansøgeren til Iran. Efterfølgende har ansøgeren fået oplyst, at Taleban ti dage efter den påståede voldtægt har opsøgt ansøgerens bopæl og ransaget huset. Ansøgerens ægtefælle var ikke hjemme, idet hun var taget over til sin far. Dette har ansøgeren fået oplyst telefonisk af ansøgerens bror, mens ansøgeren opholdt sig cirka 15 dage i Teheran i Iran. Ansøgerens bror havde hørt det fra deres nabo. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og derfor ikke troværdig. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han indledningsvis ventede uden for [Z]s forlovedes hjem, men senere gik ind for at sige, at han ville køre, hvorefter [Z] bad ham vente i gæsteboligen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og [Z] gik ind på ejendommen sammen, hvorefter [Z] gik ind i boligen og ansøgeren i gæsteboligen. Til motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter at have ventet 10-15 minutter hørte skud, mens han til asylsamtalen først flere gange forklarede, at han kun hørte stemmer. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at to mænd og to kvinder udøvede vold imod ham, og at kvinderne holdt ham fast, mens han til asylsamtalen har forklaret, at 2 mænd og 3 kvinder udøvede vold, og under nævnsmødet at ingen holdt ham fast, idet han var bundet. Ansøgeren har fremlagt nogle håndskrevne dokumenter, som skulle være politirapporter oprettet i forbindelse med anmeldelsen af faderens æresdrab mod [Z]s forlovede. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, jf. Udlændingestyrelsens rapport af 29. maj 2012 om en fact finding misson i Afghanistan, at det i Afghanistan er muligt at fremskaffe falske dokumenter af enhver art. Det bemærkes, at politiet ifølge politirapporten angiveligt har afhørt ansøgerens far, mens ansøgeren har oplyst, at hans far døde i slutningen af 2014. På denne baggrund og sammenholdt med ansøgerens utroværdige forklaring finder nævnet, at politirapporterne ikke kan tillægges bevisværdi. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/131/JOL
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere shia-muslim fra [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv, idet han er blevet udsat for overgreb og trusler fra [A] fra Wahdat-partiet i Afghanistan. Han har endvidere henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de samarbejder med [A]. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen efter hans ankomst til Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en periode fra han var omkring 13 år gammel, til han var 20 år gammel opholdt sig i Iran, hvorefter han vendte tilbage til Afghanistan. [I sommeren] 2014 kom [B] forbi hans forretning med 14 sække korn, som han bad ansøgeren opbevare. Den næste dag klokken 22 skulle en person ved navn [C] afhente sækkene. I stedet for [C] kom fire personer, som hed [D], [E], [F] og [G]. En femte person, som ansøgeren ikke kendte navnet på, stod udenfor butikken. Personerne var tilknyttet [A], som var en lokal magthaver i området og medlem af Wahdat-partiet. De ville vide, hvad der var i sækkene, og en af personerne skar sækkene op med en kniv. Ud fra en af sækkene faldt nogle papirer, en walkie talkie og nogle pistoler. Personerne ville vide, hvorfor ansøgeren var i besiddelse af sækkene. Rahim skubbede ansøgeren, så ansøgeren slog hovedet mod en lås. Ansøgeren blev også udsat for slag og spark, hvilket resulterede i at han blev slået bevidstløs. Ansøgeren vågnede om natten op hos sin farbrors datter, [H]. Næste dag blev ansøgeren undersøgt af en læge, som anbefalede ansøgeren at rejse til Kabul eller Pakistan for at få behandling for sine skader. Ansøgeren afviste dette. Dagen efter ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren for at fortælle, at han ikke skulle komme hjem, fordi deres bolig var blevet ransaget, mens hun var til stede. Ansøgerens svigermor og hans farfars bror foreslog, at ansøgeren skulle tage til Pakistan. To dage senere rejste ansøgeren hjem til sin bolig. Samme dag bankede det på døren, og ansøgeren gemte sig i en beholder til opbevaring af mad. Ansøgerens kone åbnede døren, og ansøgeren kunne høre, at hun blev slået. Herefter gik ansøgerens ægtefælle over til ansøgerens farfars brors bolig, og han kontaktede en chauffør, der kunne hjælpe ansøgeren til Pakistan. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan til Pakistan [i sommeren] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen for omkring 15 år siden. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2016. Ansøgeren har lagt kristne budskaber ud på sin Facebook-profil, som er offentlig tilgængelig. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive henrettet for at være konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med [A] og de afghanske myndigheder til grund. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærker flertallet, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om det var en eller fire af [A] folk, der var bevæbnede, og om det var om dagen eller først om aftenen efter mørkets frembrud, at ansøgeren kørte fra [by] og hjem til sin egen landsby. Ansøgeren har endvidere væsentlig udbygget sin forklaring under mødet i nævnet med hensyn til, at han ca. 6 måneder forud for, at han blev opsøgt i forretningen, har haft en konflikt med [A], fordi han på et offentligt møde beskyldte [A] for at have stukket offentlige midler til side til sig selv for dernæst at forlange, at landsbyens beboere, selv betalte for den vej, pengene skulle bruges til. Flertallet finder endvidere ikke, at der er sandsynligt, at ansøgeren accepterede at opbevare sækkene for [B] uden at stille nærmere spørgsmål herved navnlig henset til, at han kun kendte [B] ganske overfladisk Det er også usandsynligt, at ansøgeren efter, at der var blevet fundet blandt andet våben i sækkene, som han opbevarede for [B], og han havde været udsat for vold fra [A] folks side, blev efterladt tilbage i forretningen. Det skal navnlig ses i lyset af, at [A] folk efterfølgende udfoldede store bestræbelser på at få fat i ansøgeren igen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren, efter hans bopæl var blevet ransaget, valgte at tage hjem uden at forsøge at skjule sig, ligesom det er usandsynligt, at det skulle have været muligt for ham at gemme sig i en beholder med mel, uden at [A] folk fandt ham. Mindretallet har lagt ansøgerens forklaring om konflikten med [A] til grund, idet forklaringen har været præget af stor detaljeringsgrad. Mindretallet bemærker imidlertid, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvem det var, der opsøgte hans bopæl, efter at han var kommet tilbage fra [by]. Eftersom ansøgerens familie ikke blev opsøgt i de 7-8 måneder, der gik fra ansøgeren var udrejst, og til familien udrejste, har mindretallet lagt til grund, at det ikke var [A] og hans folk, der opsøgte bopælen sidste gang, og at ansøgerens konflikt med [A] derfor ikke har haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde asyl. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen bemærker et flertal af nævnets medlemmer, at ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvordan hans interesse for kristendommen blev vakt allerede, da han boede i Iran og lærte tæppehandleren at kende. Han begyndte kort efter ankomsten til Danmark at gå i kirke og har siden fulgt et 12 ugers grundlæggende kursus om kristendommens indhold. Han har fortsat sin kirkegang og sine kristne aktiviteter også efter, at han blev døbt, ligesom han har udvist en stor viden om kristendommen og været i stand til at redegøre på en overbevisende måde om sine bevæggrunde for at konvertere. Flygtningenævnets flertal lægger derfor til grund, at ansøgerens konversion er reel. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2017/130/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Dolatabad, Farkhabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi Taliban ville have, at han skulle deltage i Jihad. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far i [efteråret] 2015 fandt to løbesedler i familiens have, som Taliban havde kastet ind. Taliban ville have, at ansøgeren og hans bror skulle tilslutte sig Taliban, deltage i Jihad og være selvmordsbombere. Taliban kastede først den ene løbeseddel ind i ansøgerens have, og den efterfølgende dag om aftenen, kastede de den anden løbeseddel ind. Ansøgerens mor blev meget bange, og familien besluttede sig derfor for at forlade deres bopæl med det samme. De tog til Mazar-e Sharif, hvor de opholdt sig i to dage. Efter at ansøgerens far fik at vide af en ven, at Taliban havde smidt en tredje løbeseddel ind i familiens have og opsøgt deres hus, besluttede familien sig for at forlade landet. Med hjælp fra en agent rejste familien først til Kabul, hvor de efter to til tre timer rejste videre mod grænsen til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende og udbyggende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes i den forbindelse, at divergenserne vedrører centrale punkter, og at nævnet derfor ikke finder, at de kan henføres til den omstændighed, at ansøgeren har været psykisk påvirket af flugten og adskillelsen fra familien. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at man ikke kunne se ansigterne på de mennesker, der kom med brevene, da de var tildækkede, men at han ud fra påklædningen kunne genkende, at det var Taleban. Han forklarede videre, at de pågældende blot kastede brevene ind til huset, hvorefter de kørte videre på deres motorcykler. Om indholdet af brevene forklarede han, at Taleban opfordrede ham og faren til at tilslutte sig Taleban. I asylsamtalen [fra efteråret] 2016 forklarede ansøgeren derimod, at der var 10-20 personer fra Taleban, som smed breve ind, men at han ikke så dem, fordi det skete om natten, hvor han lå og sov. Han forklarede videre, at det var ham og hans 2 år yngre lillebror, som Taleban opfordrede til at melde sig. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til tidspunktet for familiens udrejse fra landsbyen, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at udrejsen skete om morgenen, efter at familien havde modtaget det andet brev, hvorimod han flere gange i løbet af asylsamtalen [fra efteråret] 2016 har forklaret, at udrejsen skete om aftenen. Også med hensyn til, om beboerne i landsbyen støttede Taleban eller ej har forklaringen været divergerende, idet ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at de fleste i landsbyen støttede Taleban, og at hans mor har fortalt ham, at alle i området frivilligt sendte deres sønner til Taleban, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at beboerne i landsbyen var imod Taleban. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende omkring episoden omkring drabet på naboerne, idet det først er i forbindelse med samtalen med advokaten forud for nævnsmødet, at han har forklaret, at han var inde i naboernes hus og så deres lig, efter at Taleban havde dræbt dem, hvilket han derimod ikke forklarede om ved samtalerne med Udlændingestyrelsen, selvom han blev spurgt ind til episoden, hvor naboerne var blevet dræbt. Ansøgeren har underskrevet samtalereferaterne uden bemærkninger om tolkevanskeligheder, og er i forbindelse med asylsamtalen [fra efteråret] 2016 blevet tolket på dari, som han har angivet, at han taler og forstår, hvorfor divergenserne og udbygningerne ikke findes at kunne begrundes med vanskeligheder med at forstå tolken. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/13/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim, fra [byen], Logar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af farens familie eller Taliban, idet hans far blev slået ihjel, fordi faren var pashto-talende, og moren var dari-talende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældres forhold til farens familie var meget dårligt. Da ansøgeren var 7-8 år gammel, gik flere personer fra hans fars familie til Taliban for at skræmme faren. Et stykke tid derefter, da faren var på arbejde, blev han skudt og dræbt. Ansøgeren fik at vide af sin mor, at det var Taliban, der havde skudt faren. Efter et stykke tid blev ansøgerens bror [A] overfaldet på vej til skole af 3-4 ukendte personer. [A] blev herefter sendt ud af Afghanistan af ansøgerens mor. Ansøgeren udrejste af Afghanistan sammen med resten af familien på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder til grund. Nævnet finder således, at de divergenser i ansøgerens forklaring, der er konstateret af Udlændingestyrelsen, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for de begivenheder, der er forklaret om, ikke kan tillægges afgørende betydning. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren ikke har været vidne til drabet på faren eller overfaldet på broren [A], men har fået fortalt herom af moren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens far, før ansøgeren bror [A] blev født i 1993, mod farens forældres vilje giftede sig med ansøgerens mor, og at familiens modvilje var begrundet i, at ansøgerens far var pashtun, mens at ansøgerens mor er dari-talende tadjik, at ansøgeren levede sammen med sine forældre i samme landsby/område, som ansøgerens fars familie, indtil faren blev slået ihjel omkring 2008, at ansøgerens bror [A] omkring et år efter farens død blev tæsket af nogle ukendte personer, der havde spurgt [A], om han var [C] (farens) søn, at [A] kom på hospitalet og udrejste af Afghanistan omkring 3-4 måneder efter overfaldet, at ansøgeren og hans mor og bror [B] udrejste af Afghanistan et halvt til et helt år efter, at [A] fik tæsk, og at de herefter opholdt sig først i Pakistan og dernæst i Iran, indtil ansøgeren rejste til Danmark. Nævnet lægger videre efter ansøgerens bror [B’s] forklaring til grund, at faren ikke havde søskende, at farens familie ikke har gjort noget ved ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren, og at farens familie ikke har truet hverken ansøgeren, ansøgerens bror [B] eller moren. Nævnet kan således på dette punkt ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel af sin familie eller af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at farens familie, der i mange år havde levet i samme landsby/område som faren, skulle have dræbt ham. Det er endvidere heller ikke sandsynliggjort, at Taliban på farens families foranledning skulle have dræbt ham. Der beror således alene på, hvad ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, hvad hun har fået at vide af andre, at farens familie skulle have stået bag drabet. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at farens familie skulle have stået bag overfaldet på ansøgerens bror [A], idet overfaldsmændene ikke er identificeret. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgerens familie blev boende i deres landsby efter drabet på faren, og at der gik 3-4 måneder efter overfaldet på [A], inden han rejste, og yderligere op mod et år, inden ansøgeren, hans bror [B] og ansøgerens mor rejste. Nævnet lægger endelig vægt på, at farens familie ikke har gjort noget ved ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren eller truet dem. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et sådan modsætningsforhold til ansøgerens fars familie eller Taliban, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan i forhold til ansøgeren kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet er opmærksom, at ansøgeren har oplyst, at han er født [vinteren] 2000, og at han har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2015 til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Ved afgørelse af [foråret] 2017 har ministeriet imidlertid stadfæstet afgørelsen, og nævnet har lagt afgørelsen til grund. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/129/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim fra [byen], Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans liv er i fare, idet farens familie har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at farens familie fik hans far dræbt, da ansøgeren var en lille dreng. Farens familie, som er pashtunere, var imod ansøgerens forældres ægteskab, fordi ansøgerens mor er tadjik. Ansøgerens bror [A] fik et år senere tæsk på vej hjem fra skole af de samme personer, som havde slået ansøgerens far ihjel. Da [A] fik det bedre, blev han sendt til Iran af ansøgerens mor. Tre-fire måneder herefter udrejste ansøgeren, ansøgerens bror [B] og hans mor til Pakistan. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder til grund. Nævnet finder således, at de divergenser i ansøgerens forklaring, der er konstateret af Udlændingestyrelsen, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for de begivenheder, der er forklaret om, ikke kan tillægges afgørende betydning. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren ikke har været vidne til drabet på faren eller overfaldet på broren [A], men har fået fortalt herom af moren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens far, før ansøgeren bror [A] blev født i 1993, mod farens forældres vilje giftede sig med ansøgerens mor, og at familiens modvilje var begrundet i, at ansøgerens far var pashtun, mens at ansøgerens mor var dari-talende tadjik, at ansøgeren levede sammen med sine forældre i samme landsby/område, som ansøgerens fars familie, indtil faren blev slået ihjel omkring 2008, at ansøgerens bror [A] omkring et år efter farens død blev tæsket af nogle ukendte personer, der havde spurgt [A], om han var [C’s] (farens) søn, at [A] kom på hospitalet og udrejste af Afghanistan omkring 3-4 måneder efter overfaldet, at ansøgeren og hans mor og bror [B] udrejste af Afghanistan et halvt til et helt år efter, at [A] fik tæsk, og at de herefter opholdt sig først i Pakistan og dernæst i Iran, indtil ansøgeren rejste til Danmark. Nævnet lægger videre til grund, at faren ikke havde søskende, at farens familie ikke har slået ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren, og at farens familie ikke har truet hverken ansøgeren, ansøgerens bror [B] eller moren. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel af sin familie eller af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at farens familie, der i mange år havde levet i samme landsby/område som faren, skulle have dræbt ham. Det er endvidere heller ikke sandsynliggjort, at Taliban på farens families foranledning skulle have dræbt ham. Der beror således alene på, hvad ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, hvad hun har fået at vide af andre, at farens familie skulle have stået bag drabet. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at farens familie skulle have stået bag overfaldet på ansøgerens bror [A], idet overfaldsmændene ikke er identificeret. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgerens familie blev boende i deres landsby efter drabet på faren, og at der gik 3-4 måneder efter overfaldet på [A], inden han rejste fra Afghanistan, og yderligere op mod et år, inden ansøgeren, hans bror [B] og ansøgerens mor rejste fra Afghanistan. Nævnet lægger endelig vægt på, at farens familie ikke har gjort noget ved ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren eller truet dem. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et sådan modsætningsforhold til ansøgerens fars familie eller Taliban, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan i forhold til ansøgeren kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet er opmærksom, at ansøgeren har oplyst, at han er født [foråret ] 1999, og at han har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016 til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Ved afgørelse af [foråret] 2017 har ministeriet imidlertid stadfæstet afgørelsen, og nævnet har lagt afgørelsen til grund. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/128/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghaner og shia muslim fra [byen], […] distriktet, Herat provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Taliban vil slå ham ihjel, fordi han har arbejdet for ISAF. Ansøgeren frygter også den almindelige befolkning i Afghanistan, idet folk som har arbejdet for ISAF betragtes som vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en dag, da han var på vej hjem fra lufthavnen i Herat, blev han forfulgt af en hvid bil. Ansøgeren blev mistænksom på den hvide bil, fordi han kunne se, at der sad en mand på passagersædet med et våben. Ansøgeren har desuden forklaret, at der under kørslen var omkring 5-6 meter imellem den hvide bil og taxaen, hvor han sad. Ved ankomst til ansøgerens bopæl gik han i panik og klemte sine fingre i døren til taxaen, da han forlod den. Ansøgeren løb ind på gårdspladsen og hen til sin onkels have, som lå bagved en mur. Den hvide bil kørte herefter videre, uden der skete yderligere. Ansøgeren fortalte efterfølgende sin onkel og far om, hvad der var sket. Det blev besluttet, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Ansøgerens far arrangerede samme aften udrejsen via en agent, og ansøgeren forlod herefter Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle være forfulgt af Taliban eller almindelige borgere i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de tre personer i den hvide bil var fra Taliban, og at det var ansøgeren og ikke taxachaufføren, som var målet for en eventuel forfølgning. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke har modtaget nogen trusler fra Taliban eller andre. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i 7 år uden problemer har arbejdet for en virksomhed, der udfører opgaver for ISAF, og at han, selvom han har forklaret, at almindelige borgere betragter folk, der arbejder for ISAF som vantro, har fortalt sine naboer og venner, at han arbejdede for ISAF. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han primært gjorde rent og hjalp med laste og læsse lastbiler, samt at ansøgeren har forklaret, at han ikke har hørt om kollegaer, der er blevet forfulgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far, kort efter ansøgeren var udrejst, blev opsøgt og overfaldet af ukendte personer, der ønskede at få at vide, hvor ansøgeren opholdt sig. Forklaringen herom fremstår utroværdig, og den er udetaljeret, og ansøgeren har forklaret divergerende om centrale omstændigheder. Ansøgeren har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke huskede, hvem der fortalte ham om overfaldet, eller hvornår han hørte om det. Senere i oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at faren blev overfaldet et par dage, efter ansøgeren havde forladt bopælen. Til asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren forklaret, at det var hans fætter, der fortalte ham om overfaldet, og ansøgeren har forklaret for nævnet, at han var i Danmark, da han fik oplysninger om overfaldet. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet fortælle nærmere om overfaldet på faren, og at han ikke kan huske, om han i sine samtaler med faren spurgte ind til overfaldet. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at hans forklaring skal ses i lyset heraf. Denne omstændighed kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan i forhold til ansøgeren kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/127/THJ
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og sunni-muslimer fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin fars fjender, idet hans far er involveret i en konflikt med ansøgerens kusines ægtefælles familie. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, hans far for omkring 10-12 år siden var involveret i en konflikt. Den mandlige ansøgers far fik at vide, at hans kusine, [A], der boede i Pakistan, blev generet og slået af hendes ægtefælle. Derfor besluttede den mandlige ansøgers far sig for at tage [A] med til Afghanistan. [A’s] ægtefælle og hans familie vidste ikke noget om dette. To måneder efter at den mandlige ansøgers far havde taget [A] med tilbage til Afghanistan, kom [A’s] ægtefælle, hans far, farbror og fætter til Afghanistan. Der opstod et skænderi, fordi den mandlige ansøgers far havde taget [A] med til Afghanistan uden hendes ægtefælles tilladelse. Skænderiet endte i et slagsmål, og [A’s] ægtefælles fætter blev dræbt. Samme dag som [A’s] ægtefælles fætter blev dræbt, flygtede den mandlige ansøger og hans familie sammen med [A] til Iran. Den mandlige ansøger og hans familie opholdt sig i Iran i fire år. Under deres ophold i Iran, blev den mandlige ansøgers storebror slået ihjel af ukendte personer på et motel i Shiraz. Efter den mandlige ansøgers familie havde været i Iran i fire år, tog de tilbage til Afghanistan for at opnå forsoning med [A’s] ægtefælles familie. Dette skete dog ikke. To til tre måneder efter at den mandlige ansøger og hans familie kom tilbage til Afghanistan, skulle den mandlige ansøgers far, farbror og fætter mødes med [A’s] ægtefælles familie. De tog over til [A’s] ægtefælles familie og skød efter [A’s] ægtefælle, hans farbror og hans farbrors søn, og alle tre døde i den forbindelse. Samme aften, som skyderiet hos [A’s] ægtefælles familie fandt sted, tog den mandlige ansøgers familie tilbage til Iran. Under den mandlige ansøgers andet ophold i Iran, blev han på en ukendt dato for seks år siden gift med sin ægtefælle. To år efter brylluppet blev den mandlige ansøger deporteret til Afghanistan, hvor han opholdt sig i omkring en måned, før han tog tilbage til Iran. Omkring syv til otte måneder senere, efter den mandlige ansøger havde været til en bryllupsfest i Teheran, overnattede hans farbror og hans familie hos den mandlige ansøgers forældre, hvor den mandlige ansøger også selv boede. Den samme aften kastede en ukendt person sten mod et vindue på den mandlige ansøgers forældres hus. Den ukendte person trængte også ind i huset og begyndte at skyde, og den mandlige ansøgers fætter blev ramt i benet. Den ukendte person stak hånden ind gennem vinduet og skød fem til seks gange. To og et halvt til tre år efter hændelsen, hvor den mandlige ansøgers fætter blev ramt af skud, blev den mandlige ansøgers to søstre dræbt af ukendte personer i Iran. Et til halvandet år efter den mandlige ansøgers søstres død, blev han for anden gang sendt tilbage til Afghanistan af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger opholdt sig i et ukendt tidsrum i Afghanistan, hvorefter han vendte tilbage til Iran med sin søsters søn. Efter seks til syv måneders ophold i Iran besluttede den mandlige ansøger og hans familie at flygte. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Hun frygter således for sin families sikkerhed, idet hendes ægtefælles far har gjort noget, som har ført til, at familien er blevet truet med at blive slået ihjel. Den kvindelige ansøger frygter desuden ISIL, Taliban, krig og uroligheder. Flygtningenævnet finder i det væsentligste, at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Herefter må det anses for godtgjort, at den mandlige ansøgers familie igennem en længere årerække har været involveret i en blodfejde, der senest har givet sig udtryk i, at den mandlige ansøgers to søstre er blevet slået ihjel. Når henses hertil finder nævnet ikke, på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for at han og hans familie kan blive endnu et offer for denne blodfejde. Som følge af det anførte meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/126/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive efterstræbt af Taleban, fordi han har arbejdet med minesøgning for FN og tilknyttede NGO’ere i Afghanistan, men derimod ikke vil samarbejde med Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han fra 2006 til ultimo 2015 arbejdede i organisationen [A], Kabul. Organisationen havde til opgave at evaluere minesøgningshunde for at sikre, at teams med sådanne hunde levede op til en vis standard og i samme forbindelse for at gennemføre prøver i et, til formålet udlagt, minefelt. Ansøgeren varetog endvidere opgaver, som relaterede sig til økonomien for minehundeteams. Ansøgeren har videre oplyst, at han er blevet kontaktet af ukendte mænd både i 2012 og 2013, som har villet have ham til at samarbejde med Taleban og i den forbindelse give dem miner og andet eksplosivt materiale. Ansøgeren nægtede dette. Han har modtaget to-tre trusselsbreve fra Taleban på ukendte tidspunkter, men det sidste modtog han primo 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fået en mail om, at han skulle kidnappe en CEO fra sit arbejde, idet han var engelsk statsborger, samt at ansøgeren [i sommeren] 2015 blev truet af en person til at samarbejde med Taleban, idet han ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren udrejste af Afghanistan dagen efter denne episode. Udenrigsministeriets høringssvar [starten af] 2017 dokumenterer, at ansøgeren har været ansat i [A] i Kabul som [X]. Det er desuden oplyst, at ansøgeren selv har opsagt sin stilling til fratræden pr. [efteråret] 2015. Sidstnævnte oplysning stemmer imidlertid ikke overens med de oplysninger, som ansøgeren har afgivet til de danske myndigheder som led i behandlingen af sin asylsag, idet ansøgeren i denne forbindelse har oplyst, at hans ansættelse ophørte [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet kan – uanset at der nu foreligger dokumentation for ansøgerens ansættelsesforhold i [A] – ikke lægge den del af ansøgerens forklaring, der vedrører hans konflikt med Taleban, til grund. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring om denne konflikt fremstår konstruereret til lejligheden. Ved denne vurdering har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og udbyggende om konflikten, herunder om den første kontakt med Taleban i 2012. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han på en ukendt dato blev kontaktet telefonisk af en ukendt person, der ville have ansøgeren til at lade alle hundeførere på et bestemt hold bestå deres prøver for at undgå underretning af Taleban. Samme besked skulle han have fået fra en kendt person fra en NGO. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev kontaktet af en hundefører med henblik på, at den pågældende skulle bestå en prøve. Dette blev under asylsamtalen ændret til, at alle hundeførere på holdet skulle bestå. Ansøgeren oplyste efterfølgende under samtalen, at alle hundeførerteam på en ukendt dato i 2012 henvendte sig til ham for at lade dem bestå prøven, og at han senere samme aften fik et telefonopkald fra en ukendt mand, der også tilkendegav, at han ønskede, at ansøgeren skulle lade alle bestå prøven. Nævnet må endvidere finde det påfaldende, at ansøgeren ikke på eget initiativ under asylsamtalen kom ind på omstændighederne i forbindelse med, at han i [sommeren] 2013 angiveligt modtog en e-mail fra ukendte personer om, at han skulle kidnappe chefen for sin afdeling henset til, at han under oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret om dette for bedømmelsen af asylmotivet vigtige forhold. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens oplysning under oplysnings- og motivsamtalen om, at han på en ukendt dato i 2013 havde modtaget et telefonopkald fra Taleban om, at han ikke måtte forlade Kabul, fordi han nægtede at samarbejde med Taleban. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen - efter at være blevet foreholdt sin tidligere oplysning herom – tillige udbyggede sin tidligere forklaring med oplysninger om, at han havde underrettet myndighederne om henvendelsen, og om at den pågældende person under telefonsamtalen nævnte både Kabuls borgmester samt [B] og mullah [C] for at lægge pres på ansøgeren. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer kan efter nævnet opfattelse ikke alene forklare disse forhold. Ansøgeren har desuden heller ikke afgivet en klar og entydig forklaring om antallet af trusselbreve, som han angiveligt har modtaget fra Taleban, eller om disse nu i Danmark bortkomne trusselsbreves nærmere indhold. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at Taleban ønskede at opnå kontakt med ham, ikke fremstår konsistent, idet ansøgeren har forklaret såvel, at Taleban ønskede at få fat i minerne som, at Taleban havde økonomiske interesser i at få deres folk tilknyttet [A]. Under de ovenfor angivne omstændigheder finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og idet hverken den omstændighed, at ansøgeren har haft et ansættelsesforhold i [A], eller de generelle forhold i Afghanistan, kan føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/125/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, enten af sin nabo […] eller af Taliban, fordi ansøger har arbejdet som tolk for de [udenlandske] styrker. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han arbejdede som tolk for de [udenlandske] styrker fra starten af 2010 til [efteråret] 2013. Ansøgeren arbejdede i løbet af denne periode i Kandahar-provinsen. Han arbejdede generelt i tre måneder efterfulgt af 15 dages orlov. Efter ansøgers tolkearbejde - i de sidste måneder af 2013 og det første halvår af 2014 - ejede han i seks til syv måneder en butik i Kabul, hvor han solgte fødevarer. En eftermiddag i [foråret] 2014 blev ansøgeren stoppet af en nabo ved navn […] foran ansøgerens bopæl. Naboen begyndte at udspørge ansøgeren om, hvad han havde lavet i lange perioder i Kandahar. Naboen anklagede ansøgeren for at have arbejdet som tolk for de [udenlandske] styrker, hvilket ansøgeren benægtede. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin bedstefar i område […] i Kabul. Her opholdt han sig i omkring otte måneder, hvor han ingen konflikter oplevede. I denne periode flyttede ansøgerens forældre fra Kabul til en mindre landsby, […], fordi truslerne og henvendelserne fra naboen og hans folk tog til. [I sommeren] 2014 søgte ansøgeren på baggrund af episoden med [naboen] visum hos den [udenlandske] ambassade i Kabul. I [vinteren] 2015 blev ansøgeren religiøst viet. Herefter flyttede han til et andet område i Kabul ved navn […], hvor han ejede en mindre butik fra omkring [vinteren] til [foråret] 2015. En nat i [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af tre mænd på sin bopæl. Ansøgeren og hans ægtefælle boede på øverste etage i et hus, hvor en mand ved navn [udlejeren] boede i den nederste etage. Ansøgeren så fra sit soveværelsesvindue, at [udlejeren] begyndte at diskutere med de tre mænd, som ansøgeren ikke kunne genkende. Ansøgeren kunne høre, at de spurgte efter ham, hvorfor han flygtede fra huset hen over naboens tag til en af sin fars venner ved navn […]. Her fandt ansøgeren ud af, at de tre mænd havde gennemrodet huset og slået hans ægtefælle, og at ægtefællen var endt på hospitalet. Dagen efter ansøgeren var ankommet hos [farens ven], påbegyndte han sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge til grund, at ansøgeren i en periode har arbejdet som tolk for de [udenlandske] styrker i Kandahar. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren af personer i Kabul er blevet identificeret som tidligere tolk for de [udenlandske] styrker i Kandahar, herunder i [en by]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er væsentlige uoverensstemmelser med tidsangivelserne. Herunder fremgår det af skødet vedrørende salget af forældrenes hus i Kabul, at dette fandt sted i [foråret] 2014, hvorimod hændelsen med naboen […], efter ansøgerens forklaring fandt sted [senere på foråret] 2014. Endvidere fremgår det af erklæringen fra hospitalet, at ansøgerens ægtefælle var indlagt [i sommeren] 2014 og ikke [i sommeren] 2015, som forklaret af ansøgeren. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i sit brev af [sommeren] 2014 til den [udenlandske] ambassade skrev, at ansøgerens nabo sagde: ”…a couple months ago, I saw you with the [udenlandske styrker] in the [lille by i Kandahar]”. Heroverfor står, at ansøgeren har forklaret, at naboen, […], sagde, at det var [naboens] fætter fra [den lille by i Kandahar], som havde set ansøgeren, og at ansøgerens tolkearbejde ophørte i 2013. Vedrørende den anden episode, som angiveligt fandt sted [i sommeren] 2015 på ansøgerens nye bopæl, har ansøgeren forklaret divergerende om detaljer i hændelsesforløbet, herunder om de pågældende tre personer bar våben, hvad de foretog sig, om en af dem kom ind i huset, og om ansøgeren sagde noget til de pågældende. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet nogen sandsynlig forklaring på, at der skulle være en kobling mellem de to episoder, eller hvorledes de tre personer under episode nr. to har kunnet opspore ansøgerens nye bopæl omkring halvandet år efter den første episode. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis vægt på, at afslaget på visum fra den [udenlandske] ambassade i Kabul er dateret [i vinteren] 2015, altså en måned efter episode nr. to, men halvanden måned før, ansøgeren indrejste i Danmark. Den omstændighed, at ansøgeren i en periode indtil 2013 har arbejdet som tolk for de [udenlandske] styrker, kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/124/col
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Qara Bagh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban, eller tvunget til at være medlem af Taliban af sin far. Han frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret til ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far var medlem af Taliban. Ansøgerens far ønskede, at ansøgeren også blev medlem af Taliban og medvirkede til jihad, og forsøgte derfor at overtale ansøgeren til dette. Ansøgeren blev derudover opsøgt på gaden af personer fra Taliban fem til seks gange, som spurgte ham, om han ville deltage i jihad. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgerens mor fortalt ham, at hans far forsvandt omkring [foråret] 2016 af uvisse årsager. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår heraf, at ansøgerens far var tilknyttet Taliban, og at faren gennem ansøgerens barndom gav udtryk for et ønske om, at ansøgeren ligeledes skulle tilslutte sig Taliban. Endvidere har ansøgerens nabo, der var landsbyens ældste og leder og kommandant i Taliban på et tidspunkt, da ansøgeren var en stor dreng, opfordret ansøgeren til at slutte sig til Taliban og udøve jihad. Ansøgeren har såvel over for faren som over for naboen […] givet klart udtryk for, at han ikke vil tilslutte sig Taliban. Ansøgeren er endvidere efter det oplyste fem til seks gange blevet kontaktet uden for familiens bopæl af en gruppe talibanere på motorcykler. De pågældende opfordrede ligeledes ansøgeren til at komme med dem og tilslutte sig Taliban og udøve jihad. Hver gang gav ansøgeren et påskud, hvorefter han gik ind på bopælen og forsvandt ad en bagudgang. I intet af disse tilfælde har talibanerne ventet på ham eller forsøgt at opspore ham med henblik på at tvinge ham til at tage med dem. Nogle måneder efter den seneste kontakt fra talibanernes side udrejste ansøgeren, idet hans mor og morbror besluttede dette og arrangerede udrejsen. I denne periode forsøgte faren ikke at formå ansøgeren til at tilslutte sig Taliban, og det fremgår af ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen, at faren ved en lejlighed var inde på, at ansøgeren måske skulle udrejse. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har han været i løbende kontakt med sin mor, som er flyttet hen til en nærliggende landsby. Her er hun ikke blevet kontaktet af Taliban. Faren er angiveligt forsvundet nogenlunde samtidig med ansøgerens udrejse. Ansøgerens forklaring er forenelig med de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder rapport fra EASO, Country of Origin Information Report, Afghanistan Recruitment by armed groups, udgivet i september 2016, om hazaraers tilslutning til Taliban. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at hazaraers tilslutning til Taliban er lokalt funderet, og at der ikke er noget, der tyder på, at der sker tvangsmæssig rekruttering af hazaraer, om end der sker indirekte pres via familie og lokale ledere med henblik på tilslutning til Taliban. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer tvangsmæssig hvervning til Talibans side Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/123/col
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] Pole Khomri, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin farbror, […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far for omkring ni år siden blev dræbt af en ukendt person. Efterfølgende tvang farbroren ansøger til at være dansedreng til fester, som farbroren afholdt, hvor ansøgeren skulle danse og have samleje med festens gæster. Til festerne kom både personer i militærtøj og personer fra Taliban. Ansøgeren blev også flere gange tvunget til at aflevere en taske med for ansøgeren ukendt indhold til ukendte personer. Ansøgeren formoder, at der var narkotika eller våben i tasken. Halvanden måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan opfordrede farbroren ansøgeren til at slå en person ihjel, som farbroren påstod, var ansøgerens fars drabsmand. Personen, som ansøgeren skulle slå ihjel, var en af gæsterne til farbrorens fester. Da ansøger nægtede at slå personen ihjel, blev både han og hans mor udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren kontaktede herefter sin morbror, som bor i Kabul og fortalte, at han ikke længere kunne holde sin tilværelse ud. Den efterfølgende dag flygtede ansøgeren, hans mor og hans søskende til Kabul, hvor ansøgeren samme dag udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor har efterfølgende fortalt ansøgeren, at farbroren har opsøgt familien i Kabul og spurgt efter ansøgeren og taget ansøgerens lillebror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens forklaring må betegnes som divergerende, udbygget og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er udbygget mellem oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, navnlig ved at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han igennem adskillige år har været dansedreng og seksuelt misbrugt af farbrorens gæster. Endvidere har ansøgerens forklaring været divergerende på væsentlige punkter mellem asylsamtalen og forklaringen for nævnet. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt han var iført pigetøj, hvorvidt ansøgerens fars angivelige drabsmand skulle slås ihjel med en pistol, og hvorvidt også ansøgerens mor blev hængt op med hovedet nedad. Ansøgerens forklaring om, at han fandt en telefon, som formentlig var glemt af en af gæsterne, og at han gennem en meget lang periode konstant havde opbevaret morbrorens telefonnummer, forekommer efter sit indhold utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således fortsat, at det er usandsynligt, at ansøgeren og hans mor ikke på et tidligere tidspunkt kunne få fat i morbroren og sørge for, at ansøgeren kunne flygte. Ansøgeren har endvidere yderligere under nævnsmødet, som en ny oplysning, forklaret, at farbroren, da han opsøgte morbroren i Kabul og tog ansøgerens lillebror med, var iført politiuniform og var ledsaget af politiet. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2017/122/col
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taleban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far forlod familien, efter at han havde slået en højtstående kommandant inden for Taleban ved navn [A] ihjel hos deres nabo. Taleban opsøgte herefter ansøgerens mor på bopælen og truede hende med, at de ville slå hele familien ihjel, hvis hun ikke fortalte, hvor ansøgerens far var henne. Et par dage efter forsvandt ansøgerens mor, tre brødre og to søstre, mens ansøgeren var i koranskole. Ansøgeren var herefter alene med sin storebror [B]. Taleban kom på bopælen hver dag i en måned efter drabet. Taleban tæskede ansøgeren og [B]. Taleban ville have, at de skulle tilslutte sig dem. Det ønskede de ikke, hvorefter de udrejste. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet en lang forklaring i Udlændingestyrelsen, til sin beskikkede advokat og under mødet i Flygtningenævnet. Ansøgeren har fastholdt, at han er født i år 2000, og at han er 16 år. Nævnet bemærker, uanset afgørelser om ansøgerens alder, at ansøgeren har en sådan modenhed og forståelse for sine forhold, at han har været i stand til at forklare relevant herom i forbindelse med asylsagen. Nævnet finder således, at ansøgeren kan gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har givet to helt forskellige beskrivelser af sin situation på den ene side til Udlændingestyrelsen og på den anden side til den beskikkede advokat og Flygtningenævnet. De to væsentligste uoverensstemmelser er, om ansøgerens far dræbte [A] og om, hvor længe ansøgeren og [B] blev hjemme efter drabet og inden udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de to forskellige beskrivelser af ansøgerens situation kan tilskrives ansøgerens alder, modenhed eller tolkeproblemer under henvisning til, at ansøgeren blev tolket på dari af en tolk med tadjikisk baggrund. Nævnet bemærker særskilt, at ansøgeren netop har rettet samtalereferatet med Udlændingestyrelsen således, at han rettelig ikke vidste, om skyderiet hos naboen havde noget med ansøgerens familie at gøre. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/121/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […],[…] distriktet i Nangarhar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at skulle arbejde for guvernør [A]. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren henvist til, at hans far arbejdede som chauffør for guvernør [A]. Et år efter at faren var begyndt at arbejde som chauffør, blev guvernørens hovedkvarter angrebet af Taliban. Ansøgerens far blev dræbt. To til tre måneder efter farens død, opsøgte [A] ansøgerens mor, fordi han ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for ham, og tage hævn for farens død. Moren ønskede ikke, at ansøgeren skulle arbejde for myndighederne, idet han risikerede at blive dræbt. Moren afslog [As] forespørgsler flere gange. Yderligere har ansøgeren henvist til, at Taliban opsøgte ansøgerens bopæl på en ukendt dato. Taliban ville have ansøgeren til at slå [A] ihjel, men ansøgerens mor og stedmor nægtede. Taliban slog derfor moren og stedmoren. Ansøgeren sov, da Taliban var på bopælen. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgerens forklaring på centrale punkter forekommer konstrueret til lejligheden og derfor forkastes som utroværdig. For så vidt angår forfølgelsen fra Taliban lægger nævnet vægt på, at det må anses for usandsynligt, at Taliban ikke har taget ansøgeren med, da Taliban angiveligt opsøgte ansøgerens bopæl og reelt havde mulighed for dette. Der henvises til, at nogle af talibanerne var inde i huset, hvor ansøgeren lå og sov, og at andre talibanere stod uden for huset. Det fremstår ikke troværdigt, at ansøgerens mor har kunnet forhindre, at ansøgeren blev taget med blot ved at sige til Taliban, at ansøgeren ikke skulle med og ved at sige, at de først måtte slå hende ihjel. Taliban kunne således blot have taget ansøgeren med, uden at udsætte moren for yderligere overlast. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om Talibans henvendelse som en del af asylmotivet i asylansøgningsskemaet, men at han først under oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 og under asylsamtalen [efteråret] 2016 har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin fars stilling hos [A]. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke var helt bekendt med sin fars rolle, men at han var politibetjent og kørte den bil, som [A] sad i. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at hans far arbejdede for myndighederne, og at ansøgeren ikke havde kendskab til andet, end at hans far var chauffør. Ansøgeren har dernæst forklaret, at hans far ikke kun var chauffør, men at han var leder, når chefen ikke var til stede, og at han skulle udføre guvernørens opgaver. For så vidt angår ansøgerens frygt for [A] finder nævnet, at [As] henvendelser til ansøgerens mor ikke har haft asylbegrundende karakter. Der henses til, at [A] efter de foreliggende oplysninger alene har udtalt et ønske om, at ansøgeren arbejdede for ham, og at ansøgeren eller hans mor ikke på noget tidspunkt har været udsat for overgreb eller trusler i den anledning. Flygtningenævnet kan heller ikke anse ansøgerens frygt for den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan for at kunne give baggrund for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/120/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra distriktet Qarabagn, Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taliban og den generelle usikkerhed i Ghazni provinsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede som engelskunderviser i to år på [et universitet]. Ved siden af dette arbejdede faren også som tolk for nogle udenlandske styrker. [I foråret] 2014 var ansøgerens far på vej i en taxa fra Ghazni til Kabul. Udover ansøgerens far var der tre andre personer i bilen. Taxaen blev stoppet af to medlemmer af Taliban, og alle passagerer blev bedt om at stige ud. Da ansøgerens far blev kropsvisiteret, fandt medlemmerne af Taliban en bibel i hans taske. Det var en bibel, som faren havde lånt på et bibliotek, og som han ved et uheld havde medbragt i sin taske på vej til Kabul. Medlemmerne af Taliban slog ansøgerens far flere gange, hvorefter de tog ham og de tre andre personer med hen til deres tilhørssted. De gik på gåben til tilhørsstedet. På vejen derhen lykkedes det ansøgerens far at flygte med hjælp fra de andre personer, der viste sig at være fra sikkerhedsstyrkerne, hvorfor de var særligt trænet til sådanne situationer. Efter denne episode stoppede ansøgerens far som tolk og underviser, fordi han var blevet bange. Otte måneder efter hændelsen udrejste ansøgeren og resten af hans familie til Iran. Efter omkring ét år i Iran rejste ansøgeren alene videre mod Europa. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler, at ansøgerens far på et tidspunkt er blevet standset i en taxa af Taleban, og at det med hjælp fra to personer fra sikkerhedsstyrkerne lykkedes faren at flygte. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende herom, og at der ikke kan lægges afgørende vægt på de få divergenser, idet der er tale om andenhåndsviden, som ansøgeren har fra sin far. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgerens far i forbindelse med standsningen var i besiddelse af en bibel i en taske. Det bemærkes i den forbindelse, at det er mindre sandsynligt, at det skulle have været muligt for faren at låne en bibel på et bibliotek i Afghanistan. Det er endvidere usandsynligt, at faren, der af sikkerhedshensyn valgte at skaffe pas til familien, før de udrejste, skulle have været så uforsigtig at medbringe en bibel i en taxa på vej til Kabul. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at faren efterfølgende er blevet taget til fange af Taleban, til grund. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet først har forklaret, at han ikke vidste, hvad der var sket med faren, efter at han var blevet deporteret fra Iran til Afghanistan, for senere under nævnsmødet at forklare, at faren er blevet taget med af Taleban, da han befandt sig i en minibus på vej fra Herat til Nimruz. Det bemærkes videre, at det med udgangspunkt i baggrundsoplysningerne forekommer usandsynligt, at Taleban godt 2½ år efter episoden med taxaen i en helt anden del af landet, skulle have været i stand til at identificere ansøgerens far navnlig i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at Taleban ikke var i stand til at finde frem til faren i landsbyen i de 8 måneder, der gik fra taxaepisoden til udrejsen. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med hverken Taleban eller myndighederne i Afghanistan og har forklaret, at familien udrejste for at give ham og hans bror mulighed for at få en uddannelse. Da episoden i taxaen skete for mere end 2½ år siden, og da faren ikke blev opsøgt i de 8 måneder, der gik før udrejsen, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens far har en konflikt med Taleban, der kan få konsekvenser for ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/12/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pahtun og sunni-muslim fra […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Taliban, ved at de vil bruge ansøgeren som selvmordsbomber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens farbror og fem af hans sønner var talibanere. En dag blev ansøgeren og hans far opsøgt af en af ansøgerens farbrors sønner, [A]. [A] sagde til ansøgerens far, at ansøgeren skulle bruges som selvmordsbomber for Taliban, og at han skulle være klar om fem dage. Faren forsøgte at tale [A] fra det uden held. Ansøgeren og hans far tog hjem til deres bopæl, hvor de fortalte ansøgerens mor om hændelsen med [A]. Tre dage efter snakkede ansøgeren med sin familie om, hvad der var sket. Ansøgerens mor besvimede, og blev taget på sygehuset, hvor hun blev indlagt. På sygehuset introducerede ansøgerens far ansøgeren for en mand. Faren sagde, at ansøgeren skulle forlade sygehuset med denne mand. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han er mindreårig. Ansøgeren har under nævnsmødet besvaret de stillede spørgsmål på relevant måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at Taliban har forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren. Forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om fætteren [As] henvendelse til faren fremstår usandsynlig og udetaljeret, og nævnet henviser blandt andet til, at det forekommer usandsynligt, at [A] skulle have fastsat en frist på fem dage til at lade ansøgeren blive overgivet til Taliban, selvom faren havde modsat sig hvervningen ved [As] henvendelse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om sit kendskab til sine fætre. Under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han nogle gange har mødt sine øvrige fætre ude på landet. Når de tilfældigt mødtes, sagde fætrene aldrig noget til ansøgeren. Under asylsamtalen [vinteren] 2017 har ansøgeren først forklaret, at han har set sin fætter [A], da fætteren henvendte sig til ansøgerens far for at få ansøgeren til at være selvmordsbomber. Han har efterfølgende forklaret, at han ikke tror, at han nogensinde har set eller talt med nogen af sine øvrige fætre, og han har til sidst under samtalen forklaret, at han aldrig har set dem, så han ville ikke kunne genkende dem. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sine fætre, [B] og [C]. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at de døde som selvmordsbombere, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, hvordan de blev dræbt, herunder om de blev skudt eller døde i et selvmordsangreb. Ansøgeren ved ikke andet, end at de er døde med Taliban. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har svaret usammenhængende og afglidende på flere af nævnets spørgsmål om hans udrejse, og at han herunder ikke har kunnet oplyse, hvorledes han har kunne betale for rejsen til Danmark, efter at han fire gange fra Bulgarien var sendt til Tyrkiet, og først herefter er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/119/HHU
Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Kunar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt, ligesom hans kommandant fra de amerikanske styrker på et ukendt tidspunkt blev dræbt af en bilbombe. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter repressalier fra sin tidligere kommandant [A], idet han ville have ansøgeren til at aflevere våben til ham. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter repressalier fra den afghanske befolkning, idet de ved, at han har samarbejdet med de amerikanske styrker. Endeligt har ansøgeren henvist til de generelle og dårlige forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har været delingsfører med rang af premierløjtnant i de afghanske specialstyrker, der samarbejdede med NATO-styrker. I 2014 oplyste en kommandant for de amerikanske styrker ansøgeren om, at kommandanten og ansøgeren var blevet valgt som mål af Taliban. En dag hvor ansøgeren var på arbejde, fortalte chefen for kasernen, oberst [A], at ansøgeren ikke skulle registrere de våben, som blev konfiskeret fra Taliban, men at ansøgeren i stedet skulle give disse våben til oberst [A]. Ansøgeren ville ikke adlyde dette, idet han ikke ville bryde loven. Oberst [A] smed derefter ansøgeren ud fra kasernen. En dag i [efteråret] 2014 blev der banket på døren på ansøgerens bopæl. Hans mor åbnede døren, og der lød skyderier. Der blev smidt to håndgranater ind på ansøgerens bopæl. Han befandt sig i det bagerste værelse på bopælen, hvorfra han løb over til naboen og gemte sig. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, om at han har været kommandant for en deling i specialstyrkerne i den afghanske hær, og at han i samarbejde med rådgivere fra NATO har deltaget i flere militære operationer med henblik på anholdelse af ledere i Taliban og konfiskation af våben. De anholdte er udleveret til Nato-styrker og efterfølgende blevet fængslet i […]. Ansøgerens forklaring herom er understøttet af fremlagte fotos, relevant dokumentation i form af beviser, certifikater og lister med angivelse af anholdte personer og konfiskerede våben. Der er under nævnsmødet endvidere forevist en videooptagelse fra en ceremoni med militær udmærkelse af ansøgeren. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin militære karriere er efterstræbt af Taliban, der har truet ansøgeren og hans bror, som blev dræbt af en vejsidebombe under sin tjeneste i den afghanske hær. Det lægges videre til grund, at Taliban har forsøgt at slå ansøgeren ihjel, da ansøgerens bopæl blev opsøgt, og at ansøgerens familie er blevet truet af Taliban efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ikke opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.’’ Afgh/2017/118/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far forsvandt sporløst for omkring to år siden, hvorefter der gik rygter om, at faren var blevet taget af ukendte personer. Hverken ansøgeren eller familien har efterfølgende set eller hørt fra faren. Ansøgerens storebror, [A], begyndte at arbejde i militæret efter farens forsvinden. Omkring fem måneder før ansøgerens udrejse fra Afghanistan blev han opsøgt af tre-fire ukendte personer. De ukendte personer kom hen til ansøgeren og sagde, at han skulle gå med dem. Ansøgeren sagde, at han ikke ville gå med dem, og han løb herefter direkte hjem til sin bopæl. Omkring ti dage før ansøgerens udrejse blev [A], der i omkring to år havde været almindelig soldat i militæret, dræbt under kamphandling mod Taliban. Der kom efterfølgende syv-otte af [A]s kollegaer hjem til familiens bopæl og fortalte om [A]s død. Omkring ti dage efter [A]s død tog ansøgerens mor hjem til ansøgerens morbror, […]. Ansøgerens mor og morbror aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgerens mor fortalte, at hun frygtede, at ansøgeren enten forsvandt ligesom sin far, eller at han ville blive dræbt af Taliban ligesom sin bror. Ansøgerens mor fortalte også, at Taliban dræber folk, som er familiemedlemmer til en person, som har tilknytning til den afghanske regering eller militæret. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, uagtet at han er født i 2002. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at det alene beror på morens formodning, at Taliban vil dræbe ansøgeren, fordi ansøgerens bror, som almindelig soldat i militæret er omkommet i kamp med Taliban. Formodningen er ikke støttet af konkrete holdepunkter, der giver grundlag for at antage, at Taliban skulle have en konkret og individuel interesse i ansøgeren eller ansøgerens familie. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med Taliban og ikke er blevet opsøgt af Taliban, heller ikke selvom ansøgerens storebror havde sin uniform på, når han besøgte familien. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der ikke er konkrete holdepunkter for, at ansøgerens fars forsvinden fra familien er knyttet til omstændigheder, der kan begrunde asyl for ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgeren omkring fem måneder før udrejsen oplevede, at tre-fire ukendte personer bad ham om at gå med dem, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke godtgjort, at han er konkret og individuelt efterstræbt af Taliban. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan finder Flygtningenævnet, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold, herunder for mindreårige, ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, heller ikke i en situation som den foreliggende, hvor ansøgerens bror som almindelig soldat i militæret er blevet dræbt i kamp med Taliban. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/117/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke vil samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på et ukendt tidspunkt for omkring tre år siden tog kontakt til Taliban, fordi de skød ude foran hans bopæl. Ansøgeren frygtede, at myndighederne ville skyde tilbage og muligvis ramme hans familie. Taliban slog ansøgeren bevidstløs, hvorefter ansøgeren kom på hospitalet. Ansøgeren lå syg i to til tre måneder. Da ansøgeren kom på arbejde igen, blev han opsøgt af Taliban i sin butik. De ville have, at ansøgeren skulle følge med hen til et hus. Her fik ansøgeren at vide, at Taliban ville have, at han skulle samarbejde med dem. Ansøgeren skulle observere folk fra sin butik og give informationer videre til Taliban. Ansøgeren accepterede for at slippe væk fra huset. Et par dage senere kom Taliban hen til ansøgerens bopæl. Ansøgeren gemte sig ude bagved, så de ikke fik fat i ham. Ansøgeren tog herefter hen til sin svigerfamilie i Jalalabad. Her boede ansøgeren i omkring 18 måneder. Ansøgeren besøgte sin familie i landsbyen engang imellem. [I foråret] 2014 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgerens familie modtog et trusselsbrev hver måned, indtil de forlod landsbyen. Da ansøgeren levede i skjul i Jalalabad, opsøgte Taliban hans bopæl flere gange. De truede ansøgerens far med, at de ville tage ansøgerens brødre og søn, men de tog dem dog ikke. I løbet af de 18 måneder, hvor ansøgeren opholdt sig i Jalalabad solgte hans far ansøgerens butik og bolig. I advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgeren yderligere forklaret, at hans far og brødre er blevet slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for utroværdigt, at Taliban ønskede at hverve ansøgeren tre måneder efter, at de havde udsat ham for grov vold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv. Han har således i sit asylskema anført, at han svarede Taliban, at han ikke kunne udføre arbejdet for dem, hvorefter han tog hjem. Til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen oplyste han ligeledes, at han nægtede at samarbejde med Taliban. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han svarede Taliban-lederen, at han skulle tænke over det og derefter fik lov til at gå. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren oplyst, at han ikke svarede af frygt for straks at blive dræbt, men blot forlod stedet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusselsbreve. Til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at hans familie modtog ét trusselsbrev. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans familie modtog trusselsbreve hver måned. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at han modtog et trusselsbrev og, at hans ægtefælle har oplyst ham om, at der efterfølgende blev modtaget breve, hvis indhold hun ikke er bekendt med. Nævnet bemærker, at kopien af det fremlagte trusselsbrev fra Taliban ikke kan føre til en ændret vurdering. Det fremgår af Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet i marts 2016, at der er et stort marked for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Ansøgerens oplysning om, at hans far og brødre efter samtalen hos Udlændingestyrelsen er blevet dræbt, kan nævnet ikke lægge til grund. Det bemærkes herved, at denne oplysning af Flygtningenævnet skal ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/116/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindelig shia-muslim af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren frygter endvidere, at han ikke kan klare sig, da han ikke har noget netværk i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Danmark har fået interesse for kristendommen, og at han siden februar 2017 har modtaget dåbsforberedende undervisning. Endelig har han henvist til, at han ønsker at blive døbt i den kristne tro. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen. Han blev, da han var helt lille, overgivet til sin farbror, som skulle tage ansøgeren med sig til Iran, hvor han skulle opdrage ham, og give ham mulighed for skolegang. Ansøgeren har under sin opvækst haft et meget dårligt forhold til farbroren, som var voldelig og tvang ansøgeren til at arbejde fra syv års alderen. Ansøgeren har ikke været i Afghanistan siden sin indrejse til Iran, og han har ikke haft kontakt til sine forældre under sin opvækst. Ansøgeren har ingen viden om dem. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Afghanistan ikke har noget netværk, der kan hjælpe ham. Han frygter Taliban og ISIL, da de behandler etniske hazaraer dårligt. Ansøgeren har endelig henvist til, at der er krig i landet, og at Taliban hærger provinsen Ghazni og hugger hovedet af shia-muslimer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er registreret som shia-muslim, idet man i Iran ikke har noget valg i forhold til religion. Ansøgeren har dog aldrig praktiseret islam, og det har hans farbror heller ikke. Ansøgeren har siden december 2016 gået i kirke regelmæssigt, og har siden februar 2017 deltaget i et dåbsforberedende kursus. Ansøgeren fattede interesse for kristendommen gennem en ven, [A], som han mødte på asylcenteret. I [vinteren] 2016 tog [A] ansøgeren med i kirke, og ansøgeren syntes, at det var en meget positiv oplevelse. Siden da har ansøgeren gået regelmæssigt til gudstjeneste og undervisning i [navngiven kirke], hvor der er en farsi tolk til stede. Ansøgeren har en bibel, som han har læst i. Ansøgeren har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt han ønsker at konvertere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen til grund, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har eller har haft nogen konflikter med hverken myndigheder, grupper, herunder Taliban og ISIL, eller privatpersoner i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at de konflikter, som ansøgeren har forklaret om, er foregået i Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for shia-muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I relation til den af ansøgeren påberåbte interesse for kristendommen, som ansøgeren har forklaret om for Flygtningenævnet, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans interesse for kristendommen, og hans ønske om at konvertere er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fattede interesse for kristendommen. Under nævnsmødet har ansøgeren indledningsvist forklaret, at han blev introduceret for kristendommen for 4-5 måneder siden, hvorimod han senere under nævnsmødet har forklaret, at hans interesse for kristendommen allerede begyndte, da han opholdt sig i Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om sin påståede interesse for kristendommen før efter at have modtaget afslaget på asyl fra Udlændingestyrelsen, ligesom ansøgeren heller ikke opsøgte en kirke i Danmark, inden han fik afslaget fra Udlændingestyrelsen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren stort set intet kendskab har til kristendommen, selvom ansøgeren har deltaget i fire af i alt otte undervisningslektioner som led i dåbsforberedelsen, går regelmæssigt i kirke og har en bibel, som han læser i. Derudover finder nævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine overvejelser og bevæggrunde for sit ønske om at konvertere. Endelig finder Flygtningenævnet, at selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Kabul, er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at de af ansøgeren påberåbte socioøkonomiske forhold, herunder at ansøgeren ikke kan klare sig, da han ikke kender til livet i Afghanistan, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet sådanne forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/115/MJM
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i en-to demonstrationer mod de mange drab på etniske hazaraer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren frygter endvidere, at han ikke kan klare sig, da han ikke har noget netværk i Afghanistan. Ansøgeren har som støtte for asylmotivet henvist til, at han er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen, hvor han boede sammen med sine forældre og sin storebror i et hus. Da ansøgeren var omkring seks år, blev hans storebror dræbt af Taliban. Ansøgeren kender ikke de nærmere omstændigheder eller baggrunden herfor. Familien flygtede umiddelbart efter drabet til Pakistan, hvor ansøgeren har boet med sin familie frem til sin udrejse. Hverken ansøgeren eller hans familie har, efter flugten til Pakistan, været i Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren løbende været i kontakt med sin familie i Pakistan, men de seneste tre måneder har han ikke kunnet få kontakt til sin ven, der formidler kontakten. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Afghanistan ikke har noget netværk, der kan hjælpe ham. Han frygter Taliban og ISIL, da de behandler etniske hazaraer dårligt. Ansøgeren taler dari med tydelig pakistansk accent. Forholdet mellem Pakistan og Afghanistan er meget anspændt, hvorfor ansøgeren frygter, at han vil blive betragtet som pakistaner og risikere overgreb. Ansøgeren har endelig henvist til, at der er krig i landet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er fra Afghanistan og etnisk hazara, og at ansøgeren forlod Afghanistan, da han var seks år gammel, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har eller har haft nogen konflikter med hverken myndigheder, grupperinger, herunder Taliban og ISIL, eller privatpersoner i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at de problemer, som ansøgeren har forklaret om, er foregået i Pakistan, og at disse problemer ikke har karakter af personlig forfølgelse. Det forhold, at ansøgeren frygter, at de afghanske myndigheder vil anse ham for at være spion for de pakistanske myndigheder, kan ikke føre til en anden vurdering, da det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning og i øvrigt ikke forekommer sandsynligt. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Kabul, er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for shia-muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at de af ansøgeren påberåbte socioøkonomiske forhold, herunder at ansøgeren ikke kan klare sig, da han ikke kender til livet i Afghanistan, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet sådanne forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/114/MJM
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn [A], idet ansøgeren er mistænkt for at have slået hans søn ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes sin farbror, fordi han har truet ansøgeren med at slå ham ihjel, ligesom ansøgeren frygter, at hans farbror vil overlevere ham til kommandant [A]. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet, idet kommandant [A] har anmeldt drabet på sin søn til politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans fætter […] en aften i efteråret 2015 på vej hjem fra at have købt snus, mødte en person ved navn [B], som var søn af kommandant [A]. [B] begyndte at kritisere deres etnicitet og religion, hvorefter [B] og [fætteren] begyndte at slås. Pludselig hørte ansøgeren et skud og så, at [B] faldt blødende til jorden, hvorefter ansøgeren og hans fætter flygtede. Ansøgeren tog hjem til sin mor og morbror, hvorefter han gemte sig på taget, da hans farbror og tre af kommandant [A]s folk bankede på døren og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren flygtede derefter over til en bakke, hvor hans morbror ved daggry dukkede op og fortalte ham, at [B] var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. I Tyrkiet kontaktede ansøgeren sin morbror i Afghanistan, som oplyste, at både politiet og kommandant [A]s folk havde opsøgt familien på bopælen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er statsborger i Afghanistan. Ansøgerens sag er behandlet under identiteten [C], som ansøgeren senest har forklaret er rette identitet. Nævnet bemærker, at ansøgeren under rejsen op gennem Europa anvendte identiteten [D], og at han også først præsenterede sig under denne identitet for de danske myndigheder. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ingen dokumentation har for sin identitet. Ansøgeren må således reelt anses for uidentificeret. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til følgerne af et håndgemæng, der fandt sted i efteråret 2015 umiddelbart forud for ansøgerens udrejse af hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge de foreliggende oplysninger har fået optaget fingeraftryk i Grækenland [primo] 2013, og at ansøgerens rejserute ikke kan anses for fastlagt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger omkring omstændighederne i forbindelse med det pågældende håndgemæng. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/113/ADP
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og sunni-muslim fra landsbyen […] i Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er etnisk pashtun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller ISIL eller blive rekrutteret af Taliban mod sin vilje. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans farbror, som arbejdede for de afghanske myndigheder, blev slået ihjel af Taliban. Senere opstod der krig i ansøgerens landsby, og ansøgerens far blev samme dag slået ihjel, og familiens bopæl blev ødelagt. Herefter boede ansøgeren sammen med sin mor og søskende hos sin morbror i omkring en måned, før han udrejste af landet. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han som følge af krig i hjemområdet og Talibans og ISILs tilstedeværelse frygter for sit liv. Flygtningenævnet kan på baggrund af det indtryk, som ansøgeren har givet i forbindelse med sin forklaring i nævnet, sammenholdt med konklusionen på aldersundersøgelsen, tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en sædvanlig asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke afvise, at ansøgerens farbror som følge af en tilknytning til eller ansættelsesforhold hos myndighederne blev dræbt, formentlig af Taliban. På et senere tidspunkt, som ikke nærmere kan fastlægges, mistede ansøgerens far ligeledes livet. Ansøgeren har forklaret, at det skete en dag, hvor der pludselig opstod kampe i nærheden af ansøgerens bopæl, og at det var som følge af kampene, at ansøgerens far mistede livet, og bopælen blev ødelagt. Herefter opholdt ansøgeren sig sammen med sin mor og sine søskende i en periode hos morbroren i Jalalabad, hvorefter morbroren fulgte ansøgeren til [et andet land]. Efter en periode på måske et år rejste morbroren tilbage til Afghanistan efter at have sørget for, at ansøgeren kunne rejse videre til Europa. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens far mistede livet som følge af, at han havde en konflikt med Taliban eller ISIL, hvorimod det må antages, at faren mistede livet som følge af de kamphandlinger, som fandt sted, og således som følge af de generelle forhold i hjemområdet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at årsagen til, at ansøgeren forlod Afghanistan, ligeledes var de generelle forhold i hjemområdet. Efter det oplyste bor ansøgerens mor og søskende stadig hos ansøgerens morbror i Jalalabad, og ansøgeren har jævnligt telefonisk kontakt med moren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der ikke har nogen individuel konflikt med hverken Taliban, ISIL eller andre, ligeledes vil kunne tage ophold i Jalalabad sammen med familien uden at være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/afgh/2017/112
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far blev slået ihjel af Taliban, fordi faren arbejdede som chauffør for amerikanerne. Efter farens død modtog ansøgerens familie to trusselsbreve fra Taliban på deres bopæl. I det første brev truede Taliban med at slå ansøgeren ihjel, fordi han og hans familie arbejdede for amerikanerne. Ansøgeren er ikke bekendt med indholdet af det andet trusselsbrev, men hans mor og farbror rådede ham til at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far arbejdede med at transportere forsyninger fra den pakistanske grænse og til en amerikansk base, og at transporten foregik ved, at flere biler kørte i konvoj, samt at ansøgerens far og de øvrige bilers chauffører blev dræbt under en sådan transport. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at Taliban har identificeret ansøgeren som søn af en af de dræbte chauffører og identificeret familiens bopæl i Kabul. Flygtningenævnet lægger vægt på indholdet af forklaringen om omstændighederne, da faren blev slået ihjel, at ansøgerens far ikke kørte i sin egen bil, og på at det ikke fremgår af forklaringen, hvorledes Taliban skulle kunne foretage denne identifikation. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at der er talrige divergenser i ansøgerens forklaringer. Dette gælder såvel mellem de forskellige forklaringer til Udlændingestyrelsen og mellem forklaringerne til Udlændingestyrelsen og forklaringen for nævnet. Spørgsmålene under navnlig det seneste interview i Udlændingestyrelsen har været så tætte og stillet flere gange og på forskellige måder, at Flygtningenævnet kan afvise, at divergenserne i alle tilfælde kan skyldes oversættelsesfejl eller misforståelser eller den omstændighed, at ansøgeren er analfabet. Divergenserne vedrører centrale punkter i ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet, herunder blandt andet hvornår trusselsbrevene blev modtaget, trusselsbrevenes indhold, i hvilket af trusselsbrevene der var en kugle, tidsforløbet mellem brevenes modtagelse og mellem modtagelsen af det sidste brev og ansøgerens flugt, samt hvor ansøgeren efterfølgende opholdt sig, og hvorvidt hans mor og søskende opholdt sig sammen med ansøgeren indtil udrejsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb fra Talibans side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan kan ikke medføre, at enhver ung mand fra Afghanistan med en baggrund svarende til ansøgeren baggrund kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/afgh/2017/111
Nævnet hjemviste i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og indtil 2015 shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv oprindeligt henvist til sin ægtefælles konflikt, hvor ægtefællen ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af Taliban, fordi han havde arbejdet som bodyguard for sin fætter, der var kommandant i Ghazni. Ansøgerens ægtefælle havde videre henvist til, at kommandanten blev dræbt af Taliban, og at han tillige frygter at blive dræbt af efterretningstjenesten eller kommandantens bror, der mistænker ægtefællen for at have videregivet oplysninger om kommandanten til Taliban. Ansøgeren har nu som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter meget alvorlige overgreb eller at blive slået ihjel, idet hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun fik interesse for kristendommen i begyndelsen af 2014, og at hun, efter at være kommet i [en nærmere bestemt kirke i Danmark] et år, blev døbt i [begyndelsen af] 2015, hvor hun fortsat er aktiv i kirken. Ansøgeren har først for Flygtningenævnet fremlagt kopi af trusselsbrev og kopi af kuvert fra hendes ægtefælles bror, [A]. Problemstillingen omkring trusselsbrevet er ikke nærmere belyst i advokatindlægget og er først forsøgt udredt under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder, at der er tale om et nyt selvstændigt moment af det asylmotiv, som ansøgeren har anført til støtte for sin genoptagelsesbegæring. Flygtningenævnet vurderer videre, at de undersøgelser, som skal iværksættes omkring brevet, har et sådant omfang og karakter, at forholdet retteligt bør vurderes i to instanser. Flygtningenævnet finder, at det nærmere bør belyses, om og hvornår [en nærmere bestemt dansk] Kommune modtog nævnte brev, om Kommunen er besiddelse af original, kuvert og brev, om Kommunen har afholdt møde med ansøgeren om forholdet, og om forholdet blev anmeldt til politiet. Det bør videre undersøges, om Kommunen iværksatte andre foranstaltninger, herunder beslutning om hemmelig adresse for ansøgeren, i anledning af trusselsbrevet. Hvis sagen er blevet anmeldt til politiet, bør forløbet af politiets efterforskning afklares. På denne baggrund hjemviser Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Afgh/2017/110/STR
Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [by 1] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A]s familie, fordi denne mener, at ansøgeren er skyld i, at [A] blev slået ihjel af Taliban. Ansøgeren frygter også Taliban, fordi han har solgt spiritus til [A]. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, der er bekendt med, at ansøgeren har solgt spiritus. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] eller [efteråret] 2014 fik en bod i basaren ved [en militærbase] i [by 1]. Fra boden solgte han dvd’er og cd’er og afspillere. På en ukendt dato i [efteråret] 2014 blev han for første gang opsøgt af [A] angående salg af spiritus. Ansøgeren købte spiritus hos en ukendt amerikaner fra basen og solgte det videre til [A]. Dette forgik ved, at ansøgeren ved hovedindgangen afleverede flasker med spiritus til [A]. Ansøgeren bragte også spiritus med hjem, og havde umiddelbart før han blev opdaget 36 flasker spiritus i sit hjem. En fredag, på en ukendt dato i [efteråret] 2014, afleverede han tre flasker spiritus til [A]. En halv time senere ringede ansøgerens kollega [B] til ansøgeren og fortalte, at han og [A] blev stoppet af Taliban, og at [A] i den forbindelse tilstod, hvorfra han fik spiritus. Umiddelbart efter samtalen med [B] ringede ansøgeren til sin ægtefælle og fortalte, at hun og børnene skulle forlade huset, idet deres liv var i fare. Herefter tog ansøgerens ægtefælle og børnene hen til ægtefællens søster i [by 2]. Ansøgeren overnattede i basaren, og den efterfølgende dag solgte han sin rickshaw og tog videre til [by 3]. Mens han var i [by 3], ringede hans nabo til ham og fortalte, at Taliban havde opsøgt ansøgerens bopæl, fundet spiritus og dræbt [A]. Da ansøgeren var mistænksom omkring opkaldet fra [naboen], fordi han mente, at Taliban kunne være indblandet, ødelagde han sit sim-kort, idet han ikke ville findes af dem. Herefter forlod han Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret, at han i 2014 fik en stand i den basar, der er tilknyttet [en militærbase] i [by 1]. Ansøgeren har udarbejdet en tegning af basarens placering i forhold til basen og lufthavnen, og har forklaret, at adgangen til basaren foregik gennem hovedindgangen til basen og lufthavnen. Det fremgår af tegningen, at basaren var placeret i umiddelbar tilknytning til basen, men dog således at der var en separat indgang til basen. Det var ifølge ansøgerens forklaring udelukkende [soldater], der kunne handle i basaren. Det må på denne baggrund antages, at basaren udgjorde en betydelig sikkerhedsrisiko for [soldaterne], og at adgang til at drive handel fra basaren derfor forudsatte en grundig sikkerhedsvurdering. Ansøgeren har forklaret, at han fik tilladelsen alene på grundlag af vennen [C]s anbefaling. Uanset, at ansøgeren har forklaret, at [C] var tolk på basen finder nævnet, at det forekommer usandsynligt og dermed utroværdigt, at ansøgeren på dette grundlag fik adgang til at drive virksomhed i basaren. Uanset, at der tages hensyn til, at ansøgeren er analfabet, finder nævnet, at det i forbindelse med vurderingen af ansøgerens troværdig må tillægges betydning, at ansøgeren endvidere har forklaret divergerende om længden af den periode, hvor han drev forretning i basaren og om det beløb, som ansøgeren måtte betale for boden. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har været i stand til at redegøre for sine indkøbs- og udsalgspriser, hvilket viser, at ansøgeren i øvrigt besidder en grundlæggende fornemmelse for tal. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, i hvilke mængder og med hvilke tidsintervaller spiritussen blev overdraget til [A]. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han som troende muslim tager afstand fra indtagelse af alkohol. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har solgt spiritus, og at han af den grund ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/11/AKM
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da ansøgeren har nægtet at kæmpe for dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i landsbyen [A], Qarabagh i Ghazni. Ansøgeren flyttede som barn til Kabul med sin familie. Ansøgerens far havde forpagtet familiens landbrugsjord i Qarabagh ud, hvorfor han flere gange tog dertil. Omkring en måned forinden ansøgerens udrejse i 2013, tog ansøgerens far, mor og søskende til Qarabagh. Ansøgeren blev tilbage for at passe sit arbejde i en frugtbod. Omkring tre eller fire dage senere, kom ansøgerens far tilbage med ligene af ansøgerens mor, bror og søster, som var blevet slået ihjel af Taliban. Efter at have begravet ligene samme dag, fortalte ansøgerens far, at Taliban gerne ville have, at ansøgeren og ansøgerens bror deltog i jihad. Samme aften udrejste ansøgeren med sin far og søskende. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen anses for at være konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger især vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens far sammen med ansøgerens mor og ansøgerens to yngste søskende er rejst til Qarabagh i Ghazni provinsen, efter at faren angiveligt er blevet truet af Taliban under sit tidligere besøg. Truslerne var blevet fremsat, for at faren næste gang skulle medbringe ansøgeren og ansøgerens bror, [B], for, at de kunne udføre jihad for Taliban. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om farens besøg i Qarabagh, idet han ikke har været i stand til at forklare, hvor ofte faren rejste dertil. Ansøgeren har således for nævnet oplyst, at han kun kan huske, at faren rejste til Qarabagh ved de sidste to besøg, mens ansøgeren under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at ansøgerens far nogle gange tog alene afsted til Ghazni og andre gange tog ansøgerens mor med. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om forholdene vedrørende familiens jord i Qarabagh. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at jorden var forpagtet ud, mens han for nævnet har forklaret, at han ikke ved, om jorden var bortforpagtet. Det forekommer i øvrigt ikke overbevisende, at ansøgeren ikke er i stand til at forklare nærmere om Talibans henvendelse til faren. For så vidt angår Talibans trusler for at rekruttere ansøgeren og [B] til Taliban, lægger Flygtningenævnet vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en sådan tvangsrekruttering. Der henvises blandt andet til EASO Country of Origin Information Report, Taliban Strategies-Recruitment af juli 2012, samt temarapport Hazaraer i Afghanistan af 28. august 2015 fra LIFOS, Migrationsverket, hvorefter tvangsrekruttering af ansøgeren og broderen, der er etniske hazara’er, ikke er sandsynlig. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgerens forklaring ikke forekommer selvoplevet og at nævnet ikke finder, at den manglende detaljeringsgrad i dele af ansøgerens forklaring, herunder om drabene på ansøgerens mor og søskende, alene kan tilskrives, at ansøgeren ikke har spurgt sin far nærmere om forholdene. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/109/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og afghansk statsborger. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, og har aldrig opholdt sig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISIL. Ansøgeren har også henvist til den generelle usikre situation i Afghanistan, samt at han ikke kender nogen i landet. Ansøgeren har videre henvist til at folk flygter fra Afghanistan, og disse folk har fortalt ham om, hvad Taliban kan finde på at gøre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring vedrørende sit asylmotiv i forhold til Afghanistan til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter af nogen art i Afghanistan. Nævnet finder herefter, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan føre til, at ansøgeren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger herunder EMD’s domme ”A. M. v. The Netherlands”, af 5. juli 2016, ”H. and B. v. The United Kingdom”, af den 9. april 2013 og ”A. W. Q. M.fl. v. The Netherlands, fra 12. januar 2016, at der ikke foreligger en sådan situation af generel vold i Afghanistan, som i sig selv vil føre til, at enhver person, der returneres til Afghanistan, vil blive udsat for en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter det anførte finder nævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” afgh/2017/108/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim og afghansk statsborger. Ansøgeren er født og opvokset i Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har to ægtefæller og to sønner, der bor i […], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren selv har dog alene haft korte ophold i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin ægtefælle, [K]s, familie og hendes klan, […], idet han flygtede med hende til Afghanistan. Derudover frygter ansøgeren […], som har forbindelser til Taliban, idet [K] skulle have været gift med en fra dette folk. Ansøger frygter herudover den afghanske regering, idet [K] morbrødre har høje stillinger i den afghanske regering. Ansøgeren har oplyst, at han er født og opvokset i Pakistan. I Pakistan mødte han [K] og blev venner/kæreste med hende. Da de havde kendt hinanden i seks-syv måneder spurgte [K] ansøgeren, om han ville rejse til Afghanistan med hende, hvilket han gerne ville. I Afghanistan blev ansøgeren gift med [K], selvom han i forvejen var gift med [M]. Derefter havde ansøgeren to ægtefæller. Da ansøgeren havde boet i Afghanistan i fem-seks dage, blev han opsøgt på sin bopæl af nogle bevæbnede ukendte personer. Ansøger var på forhånd blevet advaret af nogle børn i landsbyen, og derfor forlod han bopælen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin anden ægtefælle, [M]s, forældre, hvor han overnattede. Næste dag tog ansøgeren tilbage til sin egen bopæl. Da ansøgeren kom hjem, fik han at vide af [K]s kusine, at [K]s bror og fætter var efter ham, så han måtte forlade Afghanistan. Ansøgeren ringede efter sine morbrødre, som kørte ham og hele familien hjem til den ene af morbrødrene. Her overnattede de, og om morgenen flygtede ansøgeren. Ansøgerens to koner bor nu hos [M]s forældre. Ansøgerens forældre og brødre er flyttet tilbage til […], hvor ansøgeren boede sammen med dem, inden sin flugt fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår usandsynlig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv. Uanset, at ansøgeren er analfabet, findes disse divergenser ikke som påstået af ansøgeren at kunne henføres til tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem [Ma] er. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [Ma] er den person, som [K] var lovet væk til, mens [K]s far hedder [D]. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [Ma] var [K]s forlovedes far. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at [Ma] er [K]s far. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fandt ud af, at [K] var forlovet med en anden. Han har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen, flere gange oplyst, at han var bekendt med, at [K] var forlovet med en anden mand. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren oplyst, at han først efter brylluppet og umiddelbart inden sin flugt, blev orienteret om, at [K] var forlovet med en anden mand. Nævnet finder endvidere, at det er usandsynligt, at ansøgeren ikke talte med sin familie om at tage til Afghanistan, før han rejste, da dette ville have vidtgående konsekvenser for hans familie. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren valgte at udrejse og efterlod [K], når han samtidig vidste, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, grundet sit ægteskab med ansøgeren. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/107/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født i Maida Wardak, Afghanistan, men han er opvokset i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke kender nogen. Ansøgeren har videre henvist til, at der er krig i det område i Afghanistan, som han kommer fra. Endvidere har ansøgeren henvist til, at Taliban er til stede i det område, som ansøgeren kommer fra, og at han har hørt, at Taliban er efter hazara’er. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Afghanistan, men at han i en alder af […] år flygtede til Iran med sin familie. Familien flygtede til Iran, da der udbrød krig og skænderier i det område i Afghanistan, hvor ansøgeren boede med sin familie. Ansøgeren udrejste af Iran, da hans mor syntes, at han ikke havde en fremtid i Iran, og at det var bedre, at ansøgeren kom et sted hen, hvor han var i sikkerhed. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, der er 15 år, under mødet i nævnet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og svare relevant på de stillede spørgsmål. Ansøgeren har herved vist forståelse for, hvad behandlingen af asylsagen drejer sig om. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter en samlet vurdering af asylmotivet finder nævnet imidlertid ikke, at ansøgerens forhold er asylbegrundende og at ansøgeren opfylder de asylretlige betingelser i udlændingelovens § 7 for at få opholdstilladelse. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med afghanske myndigheder eller med Taliban eller i øvrigt med politiske grupper eller organisationer i Afghanistan. Ansøgeren har heller ikke haft konflikter med kriminelle grupper eller andre grupperinger eller i øvrigt haft problemer med private personer i Afghanistan. Ansøgerens frygt, der især er begrundet i den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, og hans frygt for at blive rekrutteret af Taliban ved en tilbagevenden, kan ved vurderingen af ansøgerens forhold ikke anses for at være asylbegrundende. For så vidt angår ansøgerens frygt for tvangsrekruttering henvises til foreliggende baggrundsmateriale, EASO Country of Origin Information Report, Taliban Strategies-Recruitment af juli 2012, samt temarapport Hazaraer i Afghanistan af 28. august 2015 fra LIFOS, Migrationsverket. Det fremgår heraf, at det ikke vil være sandsynligt, at ansøgeren mod sin vilje vil blive tvunget til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel eller konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” AFGH/2017/106/SEL
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en by i], Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og sin farbror, da han er flygtet fra en selvmordsmission. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far var en del af Taliban. Da ansøgeren var omkring 14 år gammel, blev hans far dræbt af de afghanske myndigheder, og ansøgerens farbror, […], overtog ansvaret for ansøgeren, hans mor og hans søskende. Omkring en måned efter farens død, sagde farbroren, at ansøgeren skulle til Peshawar, Pakistan, for at modtage undervisning på en koranskole, så han kunne blive en stor mullah. Farbrorens ven, Mullah […], kørte ansøger til Peshawar. Efter omkring halvanden måneds ophold på koranskolen i Peshawar fik de også undervisning i jihad. En mand ved navn […] prædikede herom og foreviste videoer af muslimer, som blev mishandlet af udlændinge. [Manden] sagde, at det var muslimernes pligt at udføre jihad mod de vantro. Hver måned spurgte [manden] ud til forsamlingen, hvem, der ville deltage i jihad, og efter omkring et års undervisning meldte ansøgeren sig frivilligt hertil sammen med sin ven fra koranskolen, […]. Kort efter blev ansøgeren og [vennen] overført til en træningslejr i [en anden by i], Pakistan, hvor der var talibanere. Ansøgeren opholdt sig i træningslejren i omkring et halvt år. Han blev oftest sat til at udføre praktiske gøremål og modtog alene undervisning to gange i sammenlagt få timer. Undervisningen drejede sig om detonering af bomber. Han havde forventet at modtage undervisning som på koranskolen og spurgte hvorfor, de skulle have undervisning om bomber. Han fik ikke noget præcis svar, som han forstod og fik ikke at vide, at han selv senere skulle sprænge bomber. Ansøgeren var utilfreds og beklagede sig telefonisk til sin farbror, der sagde, at han skulle blive i lejren. Inden anden undervisningstime nægtede ansøgeren og nogle venner at deltage. En af de andre fik tæsk, og ansøgeren deltog derefter i undervisningen. Ansøgeren havde intet ønske om at blive talibaner men havde ingen mulighed for at flygte fra lejren, der var bevogtet af bevæbnede talibanere. En dag sagde Mullah […], at ansøgeren skulle hjem til sin familie. Efter at have overnattet hos sin familie, tog ansøgeren, som hans farbror havde beordret, han skulle, til Kabul, hvor han mødtes med Mullah […], sin ven […] og tre ukendte personer. De tog ophold i [et distrikt i Kabul], hvor de overnattede. Den følgende dag blev de kørt til et hus i området […], nær Kabul Lufthavn. I huset blev [vennen] iført en bombevest, og de fik ordre om, at de skulle gå til en check-post i en bazar, hvor der skulle foretages sprængning. [Vennen] nægtede men blev truet med, at hvis ikke han adlød, ville de slå hans far ihjel. [Vennen] græd voldsomt. [Vennen] sagde farvel og gik til bazaren, hvor han sprængte sig selv og andre i luften. Ansøgeren så dette igennem en kikkert. Ansøgeren var meget bange, begyndte at skrige og sagde, at han ikke ville være med. Mullah […] gav ansøgeren en lussing og sagde, at ansøgeren skulle gå ned til sprængningsstedet ti til femten minutter senere, når folk var begyndt at samles på stedet. Da ansøgeren fortsat nægtede, ringede Mullah […] til farbroren og fortalte, at ansøger ikke ville udføre sin mission. Farbroren truede herefter ansøgeren telefonisk med, at han ville slå både ansøger, hans mor og hans søskende ihjel, hvorfor ansøgeren accepterede at fuldføre missionen. Ansøgeren gik ned mod check-posten, men da han nåede til bazaren, hvor han skulle sprænge sig selv i luften, fortrød han og begyndte at råbe højt, at Taliban befandt sig i huset på bakken. Der opstod panik blandt folkemængden, og ansøgeren benyttede forvirringen til at løbe væk. Efter omkring 10 minutters løb, nåede ansøgeren til en tom byggeplads, hvor han afklædte sig bombevesten, som han efterlod. Ansøgeren flygtede videre til et område ved navn […], hvor ansøgerens moster og mosterens ægtefælle bor. Mosteren kontaktede ansøgerens mor, som sagde, at ansøgeren ikke skulle vende hjem, da Taliban eller farbroren ville slå ansøgeren ihjel. Herefter skjulte ansøgeren sig hos en bekendt til mosteren. Om natten, imens ansøgeren var skjult, blev hans moster og ægtefællen opsøgt af Taliban, som spurgte efter ansøgeren og slog mosterens ægtefælle. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan. Udrejsen skete omkring [sommeren] 2015, da ansøgeren var 15 år gammel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Uanset, at der er enkelte divergenser i gengivelsen af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, kan Flygtningenævnet i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har overordnet set været konsistent og er under nævnsmødet fremtrådt overbevisende og troværdig. Nævnet har herunder lagt til grund, at ansøgeren ikke har modtaget undervisning i brug af bombeveste, samt at han ikke var klar over, at han skulle foretage sprængning, før han blev ført til huset i Kabul umiddelbart før, sprængningen skulle finde sted. I troværdighedsvurderingen er indgået, at ansøgeren er 17 år, analfabet, samt at omhandlende begivenheder fandt sted, mens ansøgeren var 14 og 15 år. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, da det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for, at Taliban vil udsætte ham for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som myndighederne ikke kan forventes at beskytte ham imod. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det af ansøgeren beskrevne forløb indebærer ikke, at der er tilstrækkelig grund til at antage, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse på grund af, at han skulle have begået en alvorlig forbrydelse. Ansøgeren kan herunder ikke antages at have begået en ikke politisk forbrydelse omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Da ansøgeren og de andre drenge i Kabul fik ordre om at foretage sprængning, var ansøgeren i en sådan situation, at det ikke kunne forventes, at han foretog sig mere, end han gjorde. Der henses herved blandt andet til, at ansøgeren efter sin alder og situation ikke kan antages at have medansvar for sprængning, som [vennen] foretog, samt at ansøgeren frivilligt trådte tilbage fra selv at foretage den sprængning, han var blevet pålagt. Efter nævnets opfattelse giver det anledning til en vis tvivl, om ansøgerens tilknytning til Taliban, herunder navnlig i lejren i [en by i Pakistan], har haft en sådan karakter, at ansøgeren udenfor Danmark har begået en lovovertrædelse, som kan medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, § 23 eller § 24, jf. herved lovens § 10, stk. 2, nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, om at lade sig hverve til at begå og modtage træning i udførelse af terrorhandlinger, jf. straffelovens § 114 eller § 114 a, har fremrykket fuldbyrdelsestidspunkt, hvorfor det ikke er muligt senere at træde tilbage i forbindelse med en konkret aktion med den virkning, at personen bliver straffri. Afgørende bliver en samlet vurdering af ansøgerens konkrete viden om Taliban og herunder, hvad der foregik på basen med videre, samt hvad der herefter kunne forventes at ske, samt om ansøgeren kan siges at have tilsluttet sig Taliban frivilligt. Ved vurderingen tillægger nævnet det vægt, at ansøgeren ikke har gået i almindelig skole og alene var 14 år, da han blev sendt på koranskole og 15 år, da han blev sendt direkte videre til træningslejren. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ophold de omhandlende steder i vidt omfang skyldes pres fra familiens overhoved, ansøgerens farbror, samt at hans reelle muligheder for ikke at adlyde var beskedne. Da han først nåede frem til træningslejren, kunne han ikke forlade denne. Han forsøgte forgæves at få farbroren til at hjælpe sig ud, men dette blev afslået. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren først meget sent reelt blev klar over den rette sammenhæng, og hvad Taliban ønskede, han skulle foretage sig. Ansøgeren kan herefter ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Efter det anførte om ansøgerens tilknytning til Taliban, finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at denne har haft en sådan karakter, at ansøgeren kan udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/105/col
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra […], Parwan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgerne flygtede til Iran for omkring 19 år siden, idet den mandlige ansøger havde kæmpet med Hezb-e Wahdat mod blandt andre Taliban. De flyttede tilbage til Afghanistan efter at have opholdt sig i Iran i omkring 14 år. Den mandlige ansøger fandt ud af, at Taliban fortsat var til stede i området omkring ansøgernes landsby. Han samarbejdede derfor med myndighederne i kampen mod Taliban. Landsbyen samlede en gruppe af omkring 20 personer, og de fik udleveret våben og udstyr af myndighederne. Den mandlige ansøger var leder af gruppen, og gruppen samarbejdede med myndighederne om at forsvare området mod Taliban. Han har deltaget i kamphandlinger mod Taliban tre gange; i [foråret] 2013, i [efteråret] 2013 og i [vinteren] 2015. [I foråret] 2015 blev ansøgernes bopæl angrebet. Ansøgerne var hos nogle venner. Om aftenen blev den mandlige ansøger kontaktet af sin ven, [M], der oplyste, at ansøgernes bopæl var blevet angrebet. Da ansøgerne kom hjem, så den mandlige ansøger, at ansøgernes ældste søn og den mandlige ansøgers far var blevet dræbt i angrebet. Efter tre dage sendte den mandlige ansøger den kvindelige ansøger og børnene til den kvindelige ansøgers slægtninge i Kabul. Han skulle selv ordne salg af ejendommen mv. og han rejste derfor først selv ad en sikker rute til Kabul en uge efter angrebet. Han tog ophold hos sin fætter, [A], i Kabul. Efter tre til fire dage i Kabul blev fætterens bopæl opsøgt af bevæbnede personer, Taliban. Fætteren skød mod porten og personerne forsvandt. Den mandlige ansøger formoder, at det er Taliban, der står bag, idet en mullahs nevø blev dræbt ved den sidste kamphandling ansøgeren deltog i. Ansøgerne udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaring til grund. Den mandlige ansøger har således været kommandant for en mindre lokal gruppe, og har i den anledning deltaget i tre kamphandlinger mod Taliban. Taliban har herefter angrebet ansøgernes bopæl og dræbt den mandlige ansøgers far og ansøgernes ældste søn. Taliban må endvidere antages at have opsøgt ansøgeren i Kabul inden udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at den mandlige ansøger risikerer forfølgelse fra Taliban, og at myndighederne ikke kan antages at kunne yde den fornødne beskyttelse herimod. Under hensyn til at den mandlige ansøger må antages at være opsøgt af Taliban under opholdet i Kabul sammenholdt med den mandlige ansøgers position finder nævnet ikke grundlag for at antage, at der eksisterer et internt flugtalternativ for familien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” afgh/2017/104/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer. Den mandlige ansøger er fra Kunduz, Afghanistan, og den kvindelige ansøger er fra [en anden by], Afghanistan. Ansøgerne, der er gift, har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i Afghanistan frygter at blive udsat for forfølgelse af Taliban, ISIL eller pashtunere. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger forklaret til Udlændingestyrelsen, at da han var 14 år, døde hans far i en ulykke, og familien flyttede til Iran. Siden har han alene været i Afghanistan én gang. Det var i 2011, hvor han opholdt sig i landet i knap en måned. Han rejste til Afghanistan, da hans mor – der var taget til Afghanistan for at forsøge at få familiens jord tilbage – var blevet syg. Jorden var i sin tid blevet konfiskeret af pashtunere/Taliban. Han ved ikke så meget om, hvad moren gjorde for at få jorden tilbage, men hun havde klaget til myndighederne. Moren døde i Afghanistan. I Afghanistan gik ansøgeren ikke ud og forsøgte ikke at få familiens jord tilbage. Familien forlod i sin tid Afghanistan, mens der var uroligheder i deres område. Han har ikke personligt haft konflikter eller problemer med Taliban eller andre grupper i Afghanistan. Han frygter, at familien vil blive slået ihjel, da de er shiamuslimer. Til støtte for asylmotivet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun flyttede fra Afghanistan til Iran, da hun var to år gammel, og at hun siden da ikke været tilbage i Afghanistan. Hun har aldrig haft konflikter med myndighederne, grupper eller privatpersoner i Afghanistan. Ansøgerne har forklaret, at de ikke har familiemedlemmer, venner eller bekendte i Afghanistan, som de har kontakt med. Ansøgerne forlod Iran på grund af en konflikt, som ikke har relation til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til Udlændingestyrelsen vedrørende forholdene i Afghanistan til grund. I Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at hans far i sin tid blev slået ihjel af medlemmer af den talrige [A]-klan, der er magtfuld og har forbindelser til både Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren så, at liget af faren blev bragt til bopælen. Farens øjne var prikket ud. Drabet var et led i en længerevarende konflikt om jord. Efter drabet blev familien på bopælen i landsbyen i omkring tre måneder. Ansøgeren har ikke længere erindring om, hvad der nærmere måtte være sket i den periode. Efter de havde solgt deres ejendele, flygtede familien. Moren medbragte skødet til jorden. I dag ved han ikke, hvor skødet er. Han har aldrig haft det i hånden. Skødet er nok i Iran. Da moren var i Afghanistan, kontaktede hun mange gange ansøgeren telefonisk. Hun fortalte, at hun var blevet truet på livet. Det var hun blevet både i Kunduz, i landsbyen i Kunduz-området, som familien kom fra, i Baghlan og i Kabul. Truslerne omfattede udtrykkeligt også morens børn og børnebørn. Det var nogle fra [A]-klanen, der truede hende. Ansøgeren er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder. Da ansøgeren nåede frem, var moren, der havde forhøjet blodtryk, afgået ved døden på et hospital i Kabul. Han rejste ikke til Kunduz, da det ville være farligt for ham. Han skulle imidlertid bruge et afghansk nationalitetsbevis, der skal udstedes i hjemegnen. Med en person, han mødte tilfældigt i Afghanistan, rejste ansøgeren derfor til et sted tæt på Kunduz, hvor en bekendt til førnævnte person fik skaffet et nationalitetsbevis til ansøgeren. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring i nævnet om, at hans far i sin tid blev dræbt af [A]-klanmedlemmer, samt at personer fra klanen fire forskellige steder i Afghanistan truede ansøgerens mor og familie på livet i 2011 i forbindelse med den konflikt, der førte til drabet på faren, og som for så vidt ikke er afsluttet, da [A]-klanen stadig har jorden, mens ansøgerens familie har skødet. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger tydeligvis helst har villet afgive forklaring om generelle forhold, og at han har svaret usikkert, tøvende og lidet overbevisende på spørgsmål vedrørende de relevante konkrete begivenheder. Flygtningenævnet kan herunder ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have forsøgt at forklare om drabet på faren og truslerne mod moren til Udlændingestyrelsen, og at sagsbehandleren skulle have afskåret ham herfra under henvisning til, at det var begivenhederne i Iran, der var de vigtige. Den omstændighed, at ansøgeren tilsyneladende er blevet stillet flere spørgsmål vedrørende Iran, end det havde været nødvendigt for at kunne træffe afgørelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet, og at han har forklaret om begivenheder, der har fundet sted for mange år siden, herunder mens han alene var 14 år. Under de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der foreligger en rimelig forklaring på, at ansøgeren i Flygtningenævnet i væsentligt omfang har forklaret udbyggende vedrørende de to centrale asylrelevante begivenheder. Nævnet lægger på den baggrund til grund, at de omstændigheder, der førte til, at den mandlige ansøgers mor for mange år siden besluttede, at familien skulle forlade Afghanistan, ikke har en sådan aktualitet og intensitet, at ægteparret har sandsynliggjort, at de i Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelt vanskelige forhold for hazaraer i Afghanistan er efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne om Afghanistan endvidere ikke i sig selv således, at ansøgerne alene af den grund opfylder betingelserne for at få asyl – heller ikke selvom familien ikke har opholdt sig i landet i mange år samt ikke skulle have et netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/103/2017/SSM
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en magtfuld kommandant, som mistænker ansøgeren for at have dræbt hans søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i måneden op til ansøgerens udrejse af Afghanistan medio august/start september 2015 indgik en aftale med sin ven [A] om, at ansøgeren skulle gifte sig med [A’s] datter, som ansøgeren aldrig har mødt eller kender navnet på. Nogle dage senere kom en magtfuld Taleban-kommandants søn [B], hen til ansøgeren og ansøgerens far i farens apotek uden for deres bopæl og truede dem med, at de ikke skulle gå videre med deres planer om, at ansøger skulle gifte sig med [A’s] datter, fordi [B] skulle giftes med hende. To til tre dage senere opsøgte [B] igen ansøgeren omkring 50 meter fra familiens bopæl og truede ansøgeren med, at han ikke skulle gå videre med sine planer om at gifte sig med pigen. [B] slog ved den lejlighed ansøgeren, hvilket ansøgeren fortalte til sin far. Ansøgerens far tog efter den første henvendelse hen til [A] og oplyste, at de var blevet opsøgt af [B], som var vred over, at ansøgeren skulle giftes med [A’s] datter. Det var første gang, at ansøgerens far hørte, at [A’s] datter var blevet lovet bort flere år tidligere til [B]. To til tre dage senere opsøgte [B] igen ansøgeren, denne gang lige uden for hans fars apotek. De talte sammen i seks til syv minutter, hvorefter [B] gik og drejede om hjørnet. Kort efter hørte ansøgeren og hans far skud. Ansøgeren og hans far gik samme vej, og de så en kreds af mennesker rundt om [B’s] lig. De gik hjem efter at have set [B’s] lig blive taget væk derfra af nogle ukendte personer. To til tre dage senere fandt ansøgerens far et trusselsbrev fra [kommandanten] i deres gårdgave, og der blev kastet en bombe ind i deres hus, som sprængte vinduerne og beskadigede murene. Ansøgeren og hans familie flyttede til [en landsby] i Jalalabad. Dér skjulte ansøgeren sig i et hus i 20-25 dage. Ansøgerens familie kom med mad til ansøgeren, mens han skjulte sig. Ansøgerens far kørte ansøgeren over til en agent et andet sted i Jalalabad, og agenten tog ansøgeren med ud af Afghanistan til Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring overordnet fremstår ulogisk og konstrueret til lejligheden. Det drejer sig navnlig om følgende: Ansøgerens far og ansøgeren fastholdt aftalen om ægteskabet med [A’s] datter uanset henvendelsen fra en magtfuld kommandant/dennes søn om, at [A’s] datter var lovet bort til kommandantens søn, som er [A’s] datters fætter. Kommandanten/kommandantens søn reagerede på [A’s] brud på løftet om at bortgifte sin datter til kommandantens søn ved at true ansøgeren fremfor at henvende sig til [A] eller eventuelt til ansøgerens far. Kommandantens søn [B] blev dræbt af en ukendt person få minutter efter, at han havde været i håndgemæng med ansøgeren uden for apoteket. Kommandanten gik ud fra, at ansøgeren var gerningsmand til drabet, uanset at ansøgeren og ansøgerens far efter drabet indfandt sig på drabsstedet og kiggede på liget. Kommandanten reagerede ikke over for ansøgeren umiddelbart efter drabet. Kommandanten var i besiddelse af et billede af ansøgeren taget i apoteket, og kommandanten placerede ansøgerens billede på trusselsbrevet til ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været præget af divergenser på væsentlige punkter, og at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende, når han er blevet foreholdt disse divergenser, ligesom hans forklaring om divergenserne har båret præg af efterrationalisering. Divergenserne drejer sig blandt andet om, hvorvidt det var kommandanten eller kommandantens søn, som henvendte sig på apoteket, hvem trusselsbrevet var stilet til, og hvilke personer der flygtede til [en landsby i Jalalabad]. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgerens forklaring om sin alder ikke forekommer at være sandfærdig, hvilket også gælder hans forklaring om at være analfabet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han derfor heller ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh2017/102/chha
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt deres to medfølgende børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet til døde af sin klan eller hans nabos klan, fordi han har været sin ægtefælle utro med en gift kvinde. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han mødte sin nabo, [A], tirsdag [i efteråret] 2015. Hun løb ud på vejen, mens hun skreg, at der var en slange i hendes hus, og bad den mandlige ansøger om at fjerne slangen. Inde i huset sagde [A], at slangen var i stalden. De gik begge ind i stalden, hvor [A]fortalte den mandlige ansøger, at der ikke var en slange i stalden. Hun fortalte, at hun havde problemer med sin ægtefælle, [B], idet de ikke kunne få børn sammen. Hun spurgte den mandlige ansøger, om han ville have samleje med hende, så hun kunne få et barn. Den mandlige ansøger nægtede at være sammen med hende, men hun pressede ham og truede ham med at råbe op om, at han var ved at udsætte hende for et overgreb. De havde herefter samleje i stalden. Mens de var sammen, kom [As] svigermor og opdagede dem. [As] svigermor råbte og skreg, da hun så dem og sagde, at hun ville fortælle det til videre med det samme. Den mandlige ansøger flygtede til et te-hus i [en bestemt by], hvor han opholdt sig i to nætter. Han ringede torsdag til sin fætter, [C], der fortalte ham, at [A]var blevet stenet til døde den foregående dag, og at de personer, som stenede hende, ledte efter ham. Samme aften, da det var blevet mørkt, tog den mandlige ansøger hjem til familiens bopæl for at hente sin ægtefælle og deres to børn, hvorefter de flygtede sammen. Den mandlige ansøger er efterfølgende blevet bekendt med, at hans ægtefælles familie er blevet opsøgt af [As]familiemedlemmer i Kabul. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og har forklaret, at hun [i en periode i efteråret] 2015 hver dag blev opsøgt tre gange af [D], [E]og [F], der ledte efter hendes ægtefælle og som sagde til hende, at klanrådet efter råd fra mullahen havde besluttet, at både [A]og hendes ægtefælle skulle stenes til døde, og at de ville blive ved med at lede efter ham, indtil han var død. Flygtningenævnets flertal finder i væsentlige at måtte lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret samstemmende, konsistent og detaljeret om deres asylmotiv. Flygtningenævnet flertal finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Henset til, at der er tale om en æresrelateret klankonflikt indenfor en geografisk vidtforgrenet klan, finder flertallet ikke, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som konsekvens meddeles den kvindelige ansøger og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2017/101/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim. Han er afghansk statsborger, men han er født og har tilbragt det meste af sit liv i Iran. Han har i en periode opholdt sig med sin familie i [landsby] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller tvinge ham til at slå andre ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage på grund af krigen, og fordi der ikke er mulighed for at tage en uddannelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie, da ansøgeren var 7-8 år, rejste til Afghanistan fra Iran. De opholdt sig i [landsbyen] i omkring 5-6 måneder. Da ansøgeren var på gaden for at søge arbejde, blev han opsøgt af Taliban, som truede ham til at tilslutte sig Taliban, idet han i modsat fald ville blive dræbt eller voldtaget. Ansøgeren holdt sig herefter i skjul, og familien rejste efterfølgende tilbage til Iran, hvor de opholdt sig frem til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i Kunduz forekommer det ikke usandsynligt, at der kan forekomme tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Uanset om ansøgeren som 7-8-årig måtte være kontaktet af Taliban, finder nævnet ikke, at dette kan begrunde en opholdstilladelse. Efter de foreliggende oplysninger har ansøgerens farbror angiveligt søgt at rekruttere sin egen søn til Taliban. Imidlertid findes dette ikke at kunne tages som et indicium for, at farbroren i givet fald også ville søge at hverve en nevø, som han aldrig har mødt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/100/ADP
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Nawabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget af Taliban og tvunget til at være selvmordsbomber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var blevet opsøgt af Taliban, som fortalte faren, at de gerne ville have ansøgeren. Dagen efter, at ansøgerens far havde fortalt ansøgeren om dette, blev ansøgeren hentet af en ukendt mand, der hjalp ham med at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at Taliban rekrutterer unge drenge eller ældre personer, som har problemer og derfor behøver beskyttelse i deres hjemby. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har forklaret relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der godtgør, at han forstår hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt afgørende vægt på, at ansøgeren til de østrigske myndigheder har forklaret, at han og hans storebror rejste til Iran for at tjene penge til familiens forsørgelse, fordi ansøgerens far brugte alle penge på narkotika. Ansøgeren har således ikke forklaret til de østrigske myndigheder, at han flygtede fra Afghanistan, fordi Taliban ville tvangshverve ham som selvmordsbomber. Ansøgerens forklaring om, at han ikke sagde sandheden til de østrigske myndigheder, fordi han ikke ønskede asyl i Østrig kan ikke ved vurderingen tillægges betydning. Flygtningenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke under samtalerne i Udlændingestyrelsen har ønsket at forevise sin facebookprofil på sin telefon. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, at dette ikke var muligt, er utroværdig. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor det ikke var muligt for ham at forevise profilen for Udlændingestyrelsen. Han har således under samtalen [i starten af] 2016 forklaret, at årsagen hertil var, at han ikke havde wifi på sin telefon. Under mødet den [i sommeren] 2016 har han forklaret, at han ikke havde facebook på sin telefon. Det forhold, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han efter mødet [i starten af] 2016 fik en ny telefon, og at der ikke var facebook på den nye telefon kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2017/10/SOL
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, og at tre ukendte personer fra Iran vil komme efter ham i Afghanistan. Ansøgeren har endelig henvist til den generelle situation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt, at Taliban halshugger folk, der er etniske hazaraer. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far skyldte penge til nogle ukendte personer. Ansøgeren og hans mor er blevet opsøgt af ukendte personer på deres bopæl i Iran. Ansøgeren og hans mor er ligeledes blevet opsøgt af myndighederne på deres bopæl i Iran. Myndighederne fængslede ansøgeren i halvanden måned. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter den generelle situation i Afghanistan, og at han ikke kender nogen i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og sammenhængende på en måde, der har vist, at han har forstået både de stillede spørgsmål og deres betydning. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter af nogen art i Afghanistan heller ikke på grund af sin etnicitet. Nævnet finder herefter, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig de generelle forhold i Afghanistan samt den omstændighed, at han fra drenge på asylcentret har hørt, at Taleban dræber folk med hans etnicitet. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold herunder for mindreårige ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren, der er en rask ung mand, ikke har et netværk i Afghanistan, kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår det forhold, at ansøgeren har boet illegalt i Iran, og uanset om han der er blevet truet af tre ukendte personer, og uanset om han i anledning af sin fars gæld har været fængslet i en periode finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de pågældende ukendte personer vil have evne eller vilje til at opsøge ham i Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin flugt fra de iranske myndigheder har en konflikt med de iranske myndigheder, der er af en sådan karakter og intensitet, at de iranske myndigheder vil opsøge ham i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/1/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [en lille landsby], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af ukendte personer, som har slået ansøgerens far ihjel, og som gør krav på familiens jord. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han en morgen tog ud for at spille cricket. Da ansøgeren tog hjemmefra var hans mor, brødre og far hjemme. Da ansøgeren kom hjem fra cricket omkring klokken 11-12, var hans far blevet slået ihjel, og der var mange mennesker til stede ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren har oplyst, at hans fars død kan skyldes en jordkonflikt. Ansøgeren ved ikke, om jordkonflikten havde noget med sin fars død at gøre, men han havde overhørt sine forældre tale om et naboproblem vedrørende et jordstykke. Ansøgerens mor og brødre var ikke til stede, da han kom hjem, og ansøgeren har ikke set dem efterfølgende. Ansøgerens fars kollega tog ansøgeren med til Kabul, hvor han opholdt sig i to dage. Herefter udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren indledningsvist under nævnsmødet udviste en vis modvilje mod at svare på de stillede spørgsmål, men at han – efter at være foreholdt, at han har pligt til at oplyse sin sag – svarede på de spørgsmål, der blev stillet og på en måde, der viste, at han forstod, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren trods det relativt enkle asylmotiv har forklaret divergerende og udbyggende på en række punkter, uden at nævnet kan lægge til grund, at det skyldes tolkeproblemer, eller at det kan forklares ved ansøgerens unge alder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke vidste, hvorfor faren var blevet slået ihjel, eller hvem der havde gjort det. Til asylsamtalen forklarede han, at han ikke vidste, hvorfor faren var død, eller hvad der var sket, og at der ikke blev talt om, hvad der var sket. Ansøgeren har derimod på nævnsmødet i dag forklaret, at de folk, der var til stede ved farens død, samt farens kollega, fortalte, at faren var blevet slået ihjel på grund af en jordkonflikt, og at han fik at vide, at konflikten angik et jordstykke, som han skulle have. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen først forklaret, at han og farens kollega kørte i bil sammen til Kabul, mens han efterfølgende forklarede, at de først gik, så tog de en bus og derefter en taxa til Kabul. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han i Kabul opholdt sig hos farens kollegas datter i to dage, mens han til asylsamtalen forklarede, at kollegaen ikke havde familie – men måske havde han familie i Kabul, fordi de her boede hos en mand, der havde kone og børn. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren efter sin forklaring, da han kom hjem og fandt faren død, ikke stillede spørgsmål til, hvor hans mor og brødre befandt sig, eller hvad der var sket med dem. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens fars kollega angiveligt skulle kunne arrangere ansøgerens flugt fra Afghanistan på to dage, og at ansøgeren ikke er klar over eller interesserede sig for, hvorfra pengene til flugten kom. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/1/FAM
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den gruppe i Afghanistan, som tilbageholdt ham, og som ville ham til at montere en bombe i en bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 blev opsøgt af to mænd på det værksted, han ejede sammen med en anden. Mændene skulle have hjælp til at starte deres bil, som holdt et stykke væk. Ansøgeren kørte med, men de kørte ham ud af byen, hvorefter han blev truet med en pistol, fik sine hænder bundet og en hætte over hovedet. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt på et sted, der lignede en borg. Ansøgeren har videre forklaret, at de vidste, at han var mekaniker. Ansøgeren hjalp dem med at fjerne forskellige ting i bilen, så de kunne montere en bombe i stedet. Næste morgen fortsatte ansøgeren arbejdet, og i løbet af dagen var bilen klar til, at bomben skulle monteres. Dagen efter skulle der gøres nogle sidste ting ved bilen. Om natten gik ansøgeren ubemærket på toilettet og under toilettet fandt han et hul, hvorigennem han kravlede ud af borgen og flygtede. Han tog hjem til sin ven, som boede i nærheden, og derfra videre til sin svigerfader i Kabul. Næste dag fortalte ansøgerens ægtefælle over telefonen, at deres bopæl var blevet opsøgt af tre til fire mænd, som spurgte efter ansøgeren. De havde slået ansøgeren og efterladt et trusselsbrev. Ansøgeren blev i Kabul og fik sin ægtefælle og børn dertil. Ansøgeren tog arbejde på et andet værksted. Efter at have opholdt sig en måneds tid i Kabul, blev ansøgeren opsøgt af tre mænd på sit nye arbejde. Ansøgeren var ude at købe reservedele, da han blev ringet op og fik at vide, at der stod nogle og ventede på ham. Ansøgeren kørte tilbage, men da han nærmede sig værkstedet, kunne han genkende den ene af de tre mænd, der i sin tid kidnappede ham. Han vendte om og kørte hjem til sin familie uden, at de tre mænd så ham. Ansøgeren fandt ud af, at der var en på hans tidligere arbejdsplads, der havde fortalt nogle mænd, som havde spurgt efter ansøgeren, at han var flyttet til Kabul og arbejdede på et værksted. Ansøgeren udrejste af Afghanistan dagen efter, at mændene havde været på hans nye arbejdsplads. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om bomben skulle betjenes manuelt eller med fjernbetjening, dybden af det toilet han anvendte i forbindelse med sin flugt, flugttidspunktet, om han ringede til sin ægtefælle fra Kabul, om hans kompagnon i Laghman var gjort bekendt med hans situation, om lærlingen i værkstedet i Laghman havde oplyst den præcise adresse på værkstedet i Kabul eller blot byen, om han opholdt sig i to eller tre dage i Kabul efter han blev opsøgt, om hvem der havde finansieret hans udrejse, og hans begrundelse for ikke at medbringe ægtefælle og børn i forbindelse med flugten. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke ringede til sin ægtefælle, da han kort efter flugten opsøgte sin ven, at han ikke fik trusselsbrevet oplæst, og at han først blev bekendt med indholdet under mødet med advokaten, samt at han umiddelbart kunne blive kompagnon i værkstedet i Kabul. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret upræcist og afglidende, og at forklaringen ikke forekom selvoplevet. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at forklaringen skal tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/99/SLH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fasters søn, [A], vil slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som barn blev lovet væk til [A], som er seks år ældre end ansøgeren. Ansøgerens familie flyttede til Pakistan, da ansøgeren var seks år gammel. Da ansøgeren var 13 år gammel, kom ansøgerens fasters ægtefælle, [B], to gange på besøg hos ansøgerens familie. Han krævede første gang, at ansøgeren ikke længere måtte gå i skole, da hun nu var en ung pige. Hun skulle i stedet lære at udføre husligt arbejde. Anden gang tilbød han at give ansøgerens fader penge til at købe mere tildækkende tøj til ansøgeren. Han bad også ansøgerens fader om at give ham det traditionelle slik, der skulle markere opfyldelsen af et ægteskabsløfte, hvilket faderen nægtede. Ansøgerens familie flyttede tilbage til Afghanistan, da ansøgeren var 14 år gammel. [B] kom på besøg tre til fire gange, hvor han insisterede på, at ansøgeren skulle giftes med hans søn, [A]. Ansøgeren fortalte sin fader, at hun ikke ville giftes med [A], hvorefter faderen afviste [B’s] krav. Faderen kom herefter op at slås med [B] og hans ældre slægtninge, som var med på det sidste besøg. Faderen modtog trusler om, at ansøgerens ægtefælle ville blive slået ihjel, hvis hun blev gift en dag. Herefter blev kontakten mellem de to familier brudt. Ansøgeren begyndte på et eksamensforberedende kursus efter 12. klasse, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle, [C]. De talte meget sammen, hvorefter de blev kærester og blev gift. De overtalte familierne til, at de måtte gifte sig på trods af truslerne fra [B]. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev religiøst viet ved en lille ceremoni hjemme hos ansøgerens familie. De flyttede sammen og fik en datter. Da datteren var to måneder gammel, blev ansøgeren angrebet bagfra udenfor. Hun blev trukket ind på datterens værelse, hvor hendes ægtefælle også opholdt sig. Personerne, der angreb, havde maske på. Ansøgerens ægtefælle blev slået og fik slået sit hoved ind i en væg. Derefter tog en af mændene fat i det tæppe, ansøgerens datter var viklet ind i, og kastede barnet, så hun ramte kanten af sengen. Mændene holdt ansøgeren fast imens og slog hende i ryggen. Da den ene mand tabte masken, kunne hun se, at det var [A]. Der var tre andre mænd, som ansøgeren ikke kendte. Ansøgerens svigerfader løb efter mændene, hvorefter ansøgeren hørte tre skud. Da ansøgeren kom på hospitalet med datteren, fandt hun ud af, at datteren havde fået kraniebrud, og at der havde samlet sig blod i hendes hjerne, hvilket ansøgeren mener er årsagen til, at datteren i dag er multihandicappet. Et par dage efter datterens operation, fik ansøgeren at vide, at det var hendes svigerfader, der var blevet ramt af skud, og at han var død. Ansøgeren flyttede med sin ægtefælle og datter til Pakistan, hvor de boede sammen med ansøgerens forældre. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret i overensstemmelse med oplysningerne i hendes asylskema og hendes forklaringer under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Forklaringen er sammenhængende, troværdig og vurderes ikke at være usandsynlig. Flygtningenævnets flertal lægger derfor ansøgerens forklaring til grund, idet det dog ikke findes tilstrækkelig sandsynliggjort, at [B] eller [A] var tilknyttet Taleban. Nævnets flertal finder således, at ansøgeren er forfulgt som følge af en privatretlig konflikt, idet hun har giftet sig med en anden på trods af et tidligere ægteskabsløfte. På baggrund af forklaringen om angrebet i 2009 finder flertallet, at konflikten har tilstrækkelig intensitet. Nævnets flertal finder endvidere, at konflikten fortsat kan være aktuel, selvom hun ikke er opsøgt siden 2009, idet nævnets flertal lægger vægt på, at hun og familien kort efter angrebet i 2009 flyttede til Peshawar i Pakistan. Nævnets flertal finder således samlet, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke i § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/98/SLH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han var 13-14 år gammel, da han fandt ud af, at han var homoseksuel, fordi han lærte en mand ved navn [A] at kende, som han indledte et forhold til. De lærte hinanden at kende til et bryllup. To dage efter brylluppet henvendte [A] sig til ansøgeren i basaren, hvor han inviterede ansøgeren hjem til sig. De indledte herefter et forhold, og de så hinanden dagligt hjemme hos [A]. Deres forhold stod på i omkring et år. Det var ansøgeren, der afsluttede forholdet, da han var bange for at blive opdaget. Ansøgeren rejste herefter til Kabul, hvor han boede i omkring to år sammen med sin familie, hvorefter hele familien rejste til Iran og boede der i omkring fem måneder. I Iran mødte ansøgeren en person ved navn [B], som han forelskede sig i. De blev kærester uden, at deres familier vidste noget om det. Efter fem måneder rejste ansøgeren og familien videre til Europa. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund omkring hans seksuelle forhold i henholdsvis Afghanistan og Iran. Flertallet lægger særlig vægt på, at ansøgeren har forklaret væsentligt divergerende omkring disse forhold. Flertallet har i vurderingen taget højde for, at ansøgeren var ung på det pågældende tidspunkt, og at han er analfabet. Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at han i Afghanistan er blevet chikaneret som følge af sit udseende, men finder ikke, at dette har haft en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans seksualitet efter ankomsten til Danmark. Han har under nævnsmødet forklaret troværdigt om sin homoseksualitet i Danmark. Dette underbygges af, at han straks ved ankomsten har angivet homoseksualitet som sit asylmotiv, af en erklæring fra LGBT Asylum samt i nogen grad af de af ansøgeren fremlagte foto og sms’er. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være åben om sin seksualitet. På baggrund af baggrundsoplysningerne om homoseksuelles forhold i Afghanistan finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/97/SLH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, hvorfor han frygter at blive forfulgt ved en tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet døbt den [efteråret] 2013 i den københavnske afdeling af […]-kirken, og at han kommer regelmæssigt i […]-kirken til gudstjenester og andre arrangementer. Han vil ved tilbagevenden til Afghanistan så vidt muligt leve som kristen og søge at udbrede kendskabet til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens konversion og dåb som ikke reel og ikke dækkende over en ægte bekendelse til kristendommen. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren på troværdig måde har forklaret om, hvordan han tilbage i 2012 blev tiltrukket af kristendommen og senere i 2013 kom i forbindelse med sin kirke, hvor han blev døbt og fortsat deltager i gudstjenester hver søndag. Flertallet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Afghanistan, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2016/96/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra […], Balkh provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og/eller at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at lederen af den landsby han kommer fra, bad ham om at skaffe 15 motorcykler til Taliban, hvilket han gjorde, da han efter noget betænkningstid modtog dødstrusler fra Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgeren og dennes bror også indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet på flere punkter forklaret afglidende og upræcist, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren og dennes bror uafhængig af hinanden har været udsat for identiske hændelsesforløb med få dages interval. Ansøgeren har således forklaret divergerende om kontakten til landsbyens leder samt om, hvem indkaldelsen fra efterretningstjenesten var adresseret til. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvilken type motorcykler han og broren solgte. Han har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at de kun solgte 3-hjulede motorcykler, mens han under sin forklaring for nævnet har forklaret, at de både solgte 2- og 3-hjulede motorcykler. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han modtog en skriftlig indkaldelse til efterretningstjenesten. Ansøgeren og dennes bror har indbyrdes forklaret divergerende om bl.a. hvorvidt ansøgerens bror i Afghanistan blev bekendt med, at ansøgeren var blevet kontaktet af landsbyens leder med krav om at aflevere motorcykler. Ansøgerens bror har således forklaret, at han ikke var bekendt hermed, mens ansøgeren har forklaret, at han talte med både sin far og bror om dette, da han havde modtaget trusselsbrevet, og at de blev enige om at aflevere motorcyklerne. De har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvornår de blev bekendt med, at de havde været udsat for samme hændelsesforløb. Flygtningenævnet har endvidere i særlig grad lagt vægt på, at ansøgeren og hans lillebrors forklaring fremstår indbyrdes usammenhængende og utroværdige. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgeren og hans bror ikke skulle have fortalt hinanden om henvendelserne fra landsbyens leder, henset til at de begge angiveligt blev truet på livet og til, at de motorcykler, de blev afkrævet repræsenterede en ret stor værdi. Efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Afghanistan – om end de er vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.afgh/2016/95/STA]
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Balkh provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han er blevet beskyldt for at være skyld i, at [landsbylederen] er blevet arresteret af de afghanske myndigheder. Endvidere frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi han har leveret 15 motorcykler til Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgeren og dennes bror også indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet på flere punkter forklaret afglidende og upræcist. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren og dennes bror uafhængig af hinanden har været udsat for identiske hændelsesforløb med få dages interval. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a. sin kontakt til landsbyens leder. Han har under samtalen i Udlændingestyrelsen den 28. januar 2016 forklaret, at han to gange mødte lederen på dennes bopæl i landsbyen, og at lederen kom til ansøgerens bopæl tredje gang de mødtes, hvor lederen afleverede et trusselsbrev til ham. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at han flere gange blev kontaktet telefonisk af landsbyens leder, og at han derefter mødte lederen i landsbyen, hvor han fik udleveret trusselsbrevet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han blev opsøgt af myndighederne, og om myndighedspersonen var i civil samt om, hvorvidt han selv kørte hen på politistationen eller blev kørt af den myndighedsperson, der havde afleveret tilsigelsen. Ansøgeren og dennes lillebror har indbyrdes forklaret divergerende om bl.a. hvorvidt ansøgeren i Afghanistan blev bekendt med, at lillebroren var blevet kontaktet af landsbyens leder med krav om at aflevere motorcykler. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke var bekendt hermed, mens hans lillebror har forklaret, at han talte med både sin far og ansøgeren om dette, da han havde modtaget trusselsbrevet, og at de blev enige om at aflevere motorcyklerne. De har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvornår de blev bekendt med, at de havde været udsat for samme hændelsesforløb. Flygtningenævnet har endvidere i særlig grad lagt vægt på, at ansøgeren og hans lillebrors forklaring fremstår indbyrdes usammenhængende og utroværdige. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgeren og hans bror ikke skulle have fortalt hinanden om henvendelserne fra landsbyens leder, henset til at de begge angiveligt blev truet på livet og til, at de motorcykler, de blev afkrævet repræsenterede en ret stor værdi. Efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Afghanistan – om end de er vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [afgh/2016/94/STA]
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og statsborger i Afghanistan. Ansøgeren er født i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars tidligere forretningspartner, [forretningspartneren], samt hans nevø, [nevøen], med hvem ansøgeren har været forlovet og religiøst viet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun i 2008, da hun var 18 år gammel, blev forlovet og religiøst viet med [nevøen], som var omkring 15 til 16 år ældre end ansøgeren. Ansøgerens far havde arrangeret forlovelsen og den religiøse vielse, da han mente, at hun ville få et bedre liv, fordi [nevøen] og hans familie havde mange penge. Ansøgerens far købte noget kalk af [forretningspartneren] fra hans kalkfabrik, men [forretningspartneren] leverede aldrig kalken. I 2008 opsøgte ansøgerens far [forretningspartneren] sammen med nogle venner for at opkræve, hvad [forretningspartneren] skyldte ham. Dette førte til et slagsmål og tumult, hvorved en af ansøgerens fars venner skød og dræbte en af [forretningspartnerens] mænd. Ansøgerens farbrors nevø, […], kom til familiens bopæl og oplyste, at de skulle flygte, hvorfor ansøgeren, hendes brødre og hendes mor flygtede til et gammelt hus i nærheden af Kabul, hvor de opholdt sig omkring tre til fire dage. Da ansøgerens far dukkede op, tog de til Herat, hvor de opholdt sig omkring tre uger og siden illegalt til Iran, hvor de flyttede meget rundt, så [forretningspartneren] ikke kunne finde dem. Et par måneder senere fortalte ansøgerens far, at han fra en bekendt havde fået besked om, at [forretningspartneren] ville slutte fred, hvis ansøgeren blev gift med [nevøen] som planlagt. Ansøgerens far troede ikke på det, hvorfor familien besluttede ikke at rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgerens far fik efterfølgende ægteskabet med [nevøen] annulleret af en mullah. Under en togtur fra Teheran til Mashhad i 2011 eller 2012 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, som bor i Danmark. Ansøgerens moder og nuværende svigermor faldt i snak og udvekslede telefonnumre, så ansøgerens familie kunne vise svigermoren og ægtefællen rundt i Mashhad. Efterfølgende havde ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle telefonisk kontakt i omkring et til halvandet år uden, at hendes far vidste det. Ansøgerens ægtefælle og svigermor kom tilbage til Iran og bad ansøgerens far om ansøgerens hånd, hvilket faren accepterede. [Medio] 2014 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle i Mashhad. Ansøgeren boede i Iran frem til sin indrejse i Danmark [ultimo] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet hun har forklaret divergerende, upræcist og udetaljeret om en række væsentlige forhold, hvorfor forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen i forbindelse med gennemgangen af forklaringen præciseret, at hendes forklaring: om ”1 år før udrejsen af Afghanistan”, relaterede sig til tidspunktet for forlovelsen, hvorimod hun i asylsamtalen og under mødet i nævnet har forklaret, at forlovelsen fandt sted 5-6 måneder før udrejsen. Hun rettede i samme forbindelse forklaringen med hensyn til, at hendes far ikke havde lånt penge til [forretningspartneren] men derimod bestilt noget kalk, som han havde betalt for samtidig med, at hun forklarede, at hendes far flere gange havde bestilt og betalt for kalk og havde fået dette leveret. Under mødet i nævnet har hun derimod forklaret, at det kun var én gang, hendes far bestilte kalk, og at han aldrig fik det leveret. Hun har endvidere flere steder i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes far arbejdede på kalkfabrikken for [forretningspartneren]. I asylsamtalen forklarede hun derimod først, at hun ikke vidste, om hendes far arbejdede for [forretningspartneren], mens hun under samme samtale og under mødet i nævnet har forklaret, at det gjorde han ikke. I asylsamtalen har ansøgeren videre forklaret, at hendes far købte og solgte ting, men at hun ikke vidste præcis, hvad han lavede, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at han beskæftigede sig med handlen med tekstiler i både Iran og Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende under nævnsmødet med hensyn til, at det ikke blot var [nevøens] mor men også hans far, der var død og med hensyn til, at hendes farbror også er flygtet fra Afghanistan på grund af konflikten med [forretningspartneren]. Nævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at [nevøen], der var 32 år gammel, ønskede at vente 1 år med at blive gift med ansøgeren. Nævnet har endelig tillagt det nogen betydning, at ansøgeren først søgte asyl knap 3 måneder efter, at hun var kommet til Danmark på et visum. Det bemærkes i den forbindelse, at hun i den mellemkommende tid søgte om at blive familiesammenført, for dernæst kort før udløbet af hendes visum at søge om asyl. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/93/col
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i provinsen Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Daesh eller Taliban, da han er flygtet fra dem. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han på et ukendt tidspunkt startede på koranskole i en landsby ved navn […]. Efter tre måneder kom mullaher til koranskolen og tog de store drenge med. Efter noget tid blev ansøgeren og nogle andre drenge taget med til møde med de store mullaher. De fik at vide, at de var dygtige, og at de kunne komme til den store koranskole, hvor de ville få bedre tøj, flere penge og oftere kunne besøge deres familier. Ansøgeren og de andre drenge takkede ja til tilbuddet, og efter nogle dage blev de hentet af nogle mænd og sat ind i en bil, hvor de fik bind for øjnene og blev kørt til den store koranskole. Dagen efter de var ankommet, og efter de havde spist morgenmad, blev de taget ind i et rum, hvor de blev vist smukke billeder, og hvor mullahen talte om paradis. Mullahen fortalte, at man kunne komme i paradis, hvis man lavede jihad. De fik vist video af en dreng, som sprængte sig selv i luften, og de blev derefter fortalt, at drengen på videoen var kommet i paradis. Den første dag på skolen mødte ansøgeren en dreng ved navn […], som en dag blev taget med af nogle af de voksne mænd. Efter omkring en time kom [drengen] ud fra et rum og var meget pænt påklædt. [Drengen] sagde farvel til ansøgeren og sagde, at de ville mødes igen i paradis. [Drengen] kom ikke tilbage igen med de andre mænd. Ansøgeren besluttede sig for at flygte efter syv dages ophold på skolen. Sammen med to andre drenge sagde ansøgeren til vagterne, at de skulle vaske sig inden bønnen. Da ansøgeren og de to drenge kom ud til vandløbet, hvor de skulle vaske sig, flygtede de. Mændene begyndte at skyde efter dem medens de løb, og en af drengene ved navn […], blev ramt af skud. Ansøgeren og den anden dreng løb videre gennem en skov, indtil de kom til en vej, hvor ansøgeren tog en bus hen til sin mors morbrors søn i et område kaldet […]. Her opholdt han sig i omkring 10 dage, før han udrejste af Afghanistan. Indledningsvist bemærkes, at der endnu ikke er truffet afgørelse i klagesagen vedrørende aldersafgørelsen fra [medio] 2015, men at nævnet under alle omstændigheder vurderer, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylprocessen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig, ligesom han har forklaret afglidende og upræcist, hvorfor forklaringen bærer præg af at være konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen fra [medio] 2015 forklaret, at [drengen], da han blev taget med fra lejren, var iført uniform, hvilket han yderligere har udbygget i samtalen med advokaten, hvor han har forklaret, at var tale om en grøn uniform, og at [drengen] var iført et selvmordsbælte. Under forklaringen, der er afgivet for nævnet, har han derimod forklaret, at [drengen] var iført flot tøj i form af en traditionel brun klædedragt med sort vest. Ansøgeren har videre i såvel oplysnings- og motivsamtalen som asylsamtalen forklaret, at han og de andre drenge tilsyneladende fik et valg med hensyn til, om de ville tage med taleban, da de blev opsøgt på koranskolen, idet han blandt andet har forklaret, at de blev meget glade og sagde ja, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at de ikke fik et valg med hensyn til, om de ville tage med eller ej. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende med hensyn til flugtruten, idet han i asylsamtalen den 27. januar 2016 forklarede, at han tog bussen til sin mors morbrors søn i et område ved navn […], mens han under nævnsmødet har forklaret, at han tog bussen til Torkham og herfra tog videre med en anden bus til Peshawar, hvorfra han hang bag på en pickup til [et andet område]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om der var en mur omkring lejren, om lejren var åben, eller der var mure på to af siderne. Ansøgerens forklaring har videre været præget af en lang række usandsynligheder. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han allerede ved ankomsten til lejren fik forevist en film af en dreng, der sprængte sig selv i luften og fik at vide, at den pågældende nu var i paradis, og at han over flere dage fik fortalt om Jihad, men at han på trods heraf ikke var klar over, at det var meningen, at [drengen] skulle begå Jihad, da han blev ført væk, og han derfor ventede på, at han ville komme tilbage. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren og de to andre drenge fik lov til at gå ubevogtet ned til vandløbet i den ellers bevogtede lejr, og at han og [drengen han flygtede med]s ven slet ikke talte sammen under flugten. Det er heller ikke sandsynligt, og at han og den anden dreng i et mørkt og i uvejsomt terræn, som de ikke kendte, var i stand til at finde frem til vejen, der gik til Torkham, og at de, da de kom frem til vejen, skiltes og gik i hver deres retning uden at tale sammen. Nævnet skal i den forbindelse endelig bemærke, at ansøgeren på trods af, at han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke vidste, hvor lejren lå, under nævnsmødet har demonstreret et ret indgående kendskab til det område, hvor han stod på bussen efter flugten fra lejren. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/92/col
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til en mand i ansøgerens nabolandsby, som han er blevet beskyldt for at have dræbt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, fordi morbroderen til den dræbte mand er medlem af Taleban. Herudover frygter ansøgeren de afghanske myndigheder, fordi familien til den dræbte har angivet ham til politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at han vandede familiens marker ved landsbyen […]. Da han havde vandet omkring halvdelen af markerne stoppede vandtilførslen. Da han gik hen for at åbne for vandet igen, blev han mødt af to mænd, som bebrejdede ham, at han havde åbnet for vandet til familiens marker. De to mænd udsatte herefter ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren blev vred på dem, hvorfor han truede med at dræbe dem. Da ansøgeren fortalte sin fader om episoden med mændene, sagde ansøgerens fader, at han ikke skulle slås med mændene. Ansøgeren har videre oplyst, at hans moster, som var nabo til de to mænd fra marken, fortalte, at hun havde hørt forældrene til de to mænd skrige samme aften, som ansøgeren havde været i konflikt med dem på marken. Forældrene til mændene fortalte ansøgerens moster, at ansøgeren havde dræbt en af mændene. Forældrene mente, at drabet på manden var hævn for drabet på ansøgerens farbroder, som deres familie havde begået mange år forinden. Ansøgerens moder sendte herefter ansøgeren i sikkerhed hos hans morbroder i Jalalabad. Taleban opsøgte samme nat familiens bopæl og bortførte ansøgerens fader. Ansøgeren morbroder hjalp ham i forbindelse med hans flugt fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen på afgørende punkter ikke er overbevisende, og at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit sammenstød med de to sønner til ejeren af nabomarken. Under oplysnings- og motivsamtalen den […] har ansøgeren forklaret, at han kom op at slås med dem, og at han tog hjem efter, at slagsmålet var blevet stoppet af sønnernes far. Ansøgeren har under asylsamtalen den […] udbyggende forklaret, at han truede med at slå dem ihjel, fordi han var blevet slået. Foreholdt under samtalen har ansøgeren oplyst, at han også sagde det under oplysnings- og motivsamtalen, og at man måske har glemt at tage det med i referatet. Overfor nævnet har ansøgeren også forklaret, at han truede sønnerne med at slå dem ihjel. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om antallet af Talebans henvendelser på familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at Taleban kom 2-3 timer, efter at ansøgeren havde forladt familiens hus og tog hans far med. Taleban kom igen 2 dage efter, at ansøgeren havde forladt byen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at Taleban kun kom den ene gang, hvor de tog hans far med. Overfor nævnet har ansøgeren først forklaret, at Taleban kun kom en gang, idet han adspurgt herom, derefter ændrede forklaringen og oplyste, at Taleban kom en til to gange efter den første gang. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans moder og familie er flyttet tilbage til deres hjemby. Han har under asylsamtalen forklaret, at hans moder efter Talebans andet besøg på bopælen flyttede til Jalalabad sammen med ansøgerens søskende, men at hun flyttede tilbage til landsbyen. Foreholdt under samtalen, at han ikke tidligere har fortalt noget om, at hans moder var flyttet tilbage til landsbyen, har ansøgeren forklaret, at han også sagde dette til oplysnings- og motivsamtalen. Det fremgår af referatet fra samtalen, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren tror, at hans moder, søstre og to brødre opholder sig i Jalalabad, men at han ikke ved helt præcist, om de stadig er der, eller om de er taget tilbage til hjembyen. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at det er en misforståelse, at moderen og hans søskende skulle være flyttet tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har svaret afglidende, udetaljeret og upræcist om sit sammenstød med de to sønner og om Talebans og politiets henvendelser på familiens bopæl, og at det i øvrigt understøtter ansøgerens utroværdighed, at han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der aldrig er blevet udstedt et nationalitetsbevis til ham, men at han derimod under asylsamtalen og overfor nævnet har oplyst, at han har efterladt sit nationalitetsbevis i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/91/ibl
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, fordi han er shiamuslim. Han har endvidere henvist til, at han frygter Daesh, som er kommet til Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin farbroder, fordi farbroderen havde en konflikt med ansøgerens fader, og fordi farbroderen vil dræbe ansøgeren, hvis han ikke vil lade sig hverve til en bestemt organisation. Herudover frygter han tillige de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har boet i Iran hele sit liv sammen med sin familie. Hans fader havde en konflikt med ansøgerens farbroder. Ansøgeren ved ikke, hvad konflikten drejede sig om, men han tror, at det skyldtes, at ansøgerens farbroder havde slået ansøgerens moder. Da ansøgerens fader var syg af kræft, kom farbroderen til Iran, og ansøgerens fader tilgav farbroderen. En dag for fire-fem år siden spillede ansøgeren guitar for sin farbroder, men farbroderen blev sur og sagde til ansøgeren, at det ikke var tilladt at spille musik. Farbroderen sagde også, at hvis man spiller musik og synger, så skal man dræbes. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke er overbevisende. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin frygt for ansøgerens farbroder. Under oplysnings- og motivsamtalen den […] har ansøgeren forklaret, at han ikke selv har haft personlige problemer med sin farbroder, men at deres forhold blev påvirket af problemerne mellem faderen og farbroderen. Han har udbyggende under asylsamtalen den […] forklaret, at han også frygter sin farbroder, fordi han spillede guitar for fire-fem år siden for farbroderen, og at farbroderen sagde, at man ikke måtte spille musik, som var haram, og at man skal dræbes, såfremt man spiller musik og synger. Ansøgeren har endvidere udbyggende forklaret, at ansøgerens moder under ansøgerens seneste samtale med hende også har fortalt, at hans farbroder vil have ansøgeren og ansøgers lillebroder til at deltage i jihad, og at ansøgeren frygter at blive tvunget til at dræbe uskyldige. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at farbroderen enten vil slå ansøgeren ihjel eller tvinge ansøgeren til at tilslutte sig organisation, som lærer drenge at føre krig imod staten, hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet slet ikke har nævnt noget om sin frygt for farbroderen. For så vidt angår ansøgerens frygt for Taleban og Daesh finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om asylbegrundende forhold, idet det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren konkret og individuelt kan antages at være forfulgt af disse grupper. Der henvises til, at ansøgeren ikke er profileret over for Taleban eller Daesh, og at han ikke har oplevet konflikter af nogen art med grupperne. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens forklaring under asylsamtalen om, at han ikke kender kulturen og sproget i Afghanistan, og at han vil være en fremmed i landet, og at han i øvrigt er bange for, at han ikke vil få mulighed for at læse musik, ikke er sådanne forhold, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Under nævnsmødet er det oplyst, at Udlændingestyrelsens afgørelse af […] om, at ansøgeren er registreret med fødedatoen den […], og at han er 19 år, er påklaget. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren under sagens behandling i nævnet har fremstået med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har forholdt sig til, at ansøgeren har påklaget aldersafgørelsen til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, og at klagesagsbehandlingen ikke er afsluttet. Flygtningenævnet har lagt Udlændingestyrelsens afgørelse af […] til grund, og derfor anset ansøgeren for at være 19 år, idet det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at træffe afgørelse om aldersfastsættelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/90/ibl
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [en kommandant], som har tilknytning til grupperne Hizb Islami og Haqqani, idet ansøgeren har giftet sig med kvinden Niloufar mod [kommandantens] vilje. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at det vil have negative konsekvenser, at han og hans forældre betragtes som kommunister af [kommandanten] og Hizb Islami. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er forelsket i Niloufar, og at han sammen med sine forældre tre gange anmodede om hendes hånd. Fjerde gang var ansøgeren med. Under dette besøg var [kommandanten] til stede og truede ansøgeren og hans forældre. Han kaldte dem for kommunister og sagde, at Niloufar var forlovet med hans søn. Faderen forsøgte herefter at anmelde [kommandanten], hvilket ikke lykkedes. På opfordring fra faderen afsluttede ansøgeren herefter forholdet til Niloufar. Omkring seks måneder senere ringede Niloufar til ham og fortalte, at [kommandanten] havde løjet for dem, idet [kommandanten] selv ønskede at blive gift med Niloufar. Niloufar bad ansøgeren om hjælp, fordi hun ikke ønskede dette. Dagen efter mødte hun op på familiens bopæl med sin moder og bad om hjælp. Niloufar blev på bopælen, indtil de tog hen til faderens ven. Dagen efter blev de religiøst viet hos faderens ven. Deres familier overværede vielsen. Omkring fem dage efter blev ansøgeren kidnappet af [kommandantens] mænd på et marked og tvunget ind i en bil, hvor [kommandanten] sad. Mændene kørte ham til et fængsel, hvor de stillede ham spørgsmål om Niloufar, mens de torturerede ham. Den sjette nat lykkedes det ansøgeren at flygte med hjælp fra en vagt. Han blev kørt til Pakistan, hvor en ven af hans fader boede. Derefter rejste han til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer troværdig og selvoplevet. Desuden finder flertallet, at ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv, der for så vidt angår overgrebene understøttes af de foreliggende oplysninger om hans personlige forhold. Flertallet finder endvidere, at forklaringen harmonerer med baggrundsoplysningerne om æresbegreberne i Afghanistan og konsekvenserne ved tilsidesættelse af disse. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han på grund af sin konflikt med en magtfuld kommandant ved navn […] ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i nærliggende risiko for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/9/LAP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i efteråret 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra Khandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til, at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. Taliban forfulgte hans broder, der flygtede, og tog hans fader. Ansøgeren blev herefter opsøgt af Taliban i en moske, da han gik i 4. klasse i Logar, hvorefter han med sin moder flygtede til familie i Kandahar. Han havde her ingen problemer med Taliban fra 4. til 9. klasse. Da han gik i 9. klasse blev han en dag på vej hjem fra skole standset af Taliban. To mænd kom ud af en mørk bil, tog fat i ansøgerens arm og sagde, at han skulle tage med dem. Det lykkedes ham at flygte hjem til sin bopæl. Efter episoden ophørte han med at gå i skole og opholdt sig hjemme. Dagen efter så hans moder den samme bil tæt ved bopælen, og den følgende dag så ansøgeren selv bilen fra bopælen. Han udrejste af Afghanistan få dage senere med hjælp fra en menneskesmugler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvor han blev standset af Taliban i Kandahar, hvad der blev sagt og om mændene i bilen løb efter ham hjem til bopælen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forfølgelsen fra Taliban i Kandahar findes usandsynlig på flere punkter. Det findes således navnlig usandsynligt, at Taliban – der ifølge forklaringen udfoldede relativt ihærdige bestræbelser på at rekruttere ansøgeren og herunder blandt andet i flere dage observerede ansøgerens bopæl fra en bil – ikke henvendte sig på bopælen og bad ansøgeren komme med. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/89 / KIB
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er af ukendt etnicitet fra Afghanistan. Hun angav ved indrejsen i Danmark at være ateist, men har efter asylsamtalen oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er blevet kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til hun og hendes ægtefælle er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at hun er konverteret til kristendommen. Der lægges herved vægt på, at der har været tale om et længerevarende forløb i forbindelse med konversionen. Ansøgeren blev døbt den [primo] 2014 og har efter de foreliggende oplysninger herudover vedvarende og regelmæssigt deltaget i kristne aktiviteter, som for eksempel gudstjeneste og bibelundervisning. Endelig er det oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle følger et undervisningsforløb, som skal føre frem til, at ansøgeren skal konfirmeres [en dag i vinteren] 2016, mens ægtefællen og børnene skal døbes samme dag. Under disse omstændigheder må det antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/184/ceb
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var medstifter af firmaet […], som blev stiftet i [efteråret] 2013 i Kabul. Firmaets ejere var den ukra statsborger [A] (90 %) og ansøgeren (10 %). Firmaets første opgave var at bygge en dæmning i byen [B], hvor firmaet skulle hjælpe med elektricitet. Ansøgerens arbejde bestod i at rejse frem og tilbage mellem Kabul og [B] med henblik på at føre tilsyn med byggeriet. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet, da han var på vej hjem fra [byen, B]. Mændene bad ansøgeren følge med hen til en politibil. På vej hen til politibilen fik ansøgeren noget for næsen, hvorefter han mistede bevidstheden. Da ansøgeren kom til bevidsthed igen, sad han i et mørkt rum. Han blev to gange pisket af to mænd fra Taliban med gummikabler, som udspurgte ham om hans arbejde, og som krævede, at han betalte en løsesum på 200.000 dollars. Ansøgeren var tilbageholdt [i omkring 9 dage], hvor han bestak en vagt 10.000 dollars for at hjælpe ham med at flygte. Han kom tilbage til sin bopæl tidligt om morgenen, hvor hans ægtefælle viste ham et brev fra Taliban, som hun havde modtaget dagen forinden. Senere samme morgen tog ansøgeren og familien hen til vennen, [C], som ansøgeren havde et samarbejde med vedrørende salg af biler. Senere samme dag tog ansøgeren og familien tilbage til deres bopæl med det formål at samle deres ting, da de havde besluttet at forlade bopælen. Ved midnatstid [dagen efter ansøgeren var sluppet fri i] 2014 hørte familien lyde fra husets have, hvorefter ansøgerens ægtefælle kiggede ud ad vinduet og så nogle personer. Ansøgeren åbnede vinduet og spurgte, hvem personerne var, hvorefter der blev skudt mod huset. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra huset via et vindue i soveværelset og komme tilbage til [vennen, C]. [Vennen, C] tog til familiens bopæl om morgenen efter skudepisoden, hvor han kunne konstatere, at bopælen var plomberet. Ansøgeren flygtede fra Afghanistan [få dage efter i] 2014. [Vennen, C] har [et par måneder senere i] 2014 anmeldt sagen til politiet, da han ikke har kunnet finde ansøgerens familie via folk i området. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han har haft en vis rolle i et byggefirma, selvom hans indsigt i det konkrete projekt forekommer noget begrænset. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle have været tilbageholdt af Taliban, idet forklaringen herom hverken fremstår troværdig eller selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om et så væsentligt forhold som i hvilket omfang, han er blevet afkrævet løsepenge. Han har tidligere under sagen forklaret, at han den sjette dag blev afkrævet 200.000 dollars i løsepenge af de to talebanere, han havde haft kontakt med i starten af tilbageholdelsen, mens han for nævnet har forklaret, at han kun så disse personer én gang, nemlig i starten af tilbageholdelsen i forbindelse med, at de udsatte ham for slag. Forespurgt igen til dette, har han fastholdt, at han kun så de pågældende én gang, og først da han er foreholdt sin tidligere forklaring, har han alene bekræftede, at han så personerne to gange. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han tog hele sin familie med tilbage til bopælen for at pakke, efter de ellers var kommet i sikkerhed, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens forklaring når spurgt ind til detaljer omkring tilbageholdelsen, ophold på bopælen, og om hvem han har haft kontakt med, har fremstået afglidende og upræcist. De af ansøgeren fremlagte dokumenter findes ikke at kunne ændre ved vurderingen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han inden udrejsen har været i Talibans søgelys og dermed heller ikke, at han ved en tilbagevenden af den grund skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Afgh/2016/8/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim af trosretning fra Laqman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin fætter, idet denne ønskede at ægte ansøgeren og udsatte hende for trusler i forbindelse med, at hun blev forlovet og senere gift med sin ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter overgreb fra Islamisk Stat (IS), idet de straffer personer, der vender tilbage fra Europa. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun personligt er blevet truet af sin fætter en til to gange i Afghanistan, samt at han har truet ansøgeren gennem hendes familie. Ansøgeren har oplyst, at han adskillige gange har ringet til hendes moder og fremsat trusler, samt at han har truet ansøgerens søster på deres bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende vedrørende sin konflikt med sin fætter, herunder om antallet af gange og steder, hvor hun angiveligt blev opsøgt og truet. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at fætteren opsøgte hende, før hun blev gift i hendes hjem i Afghanistan. Under nævnsbehandlingen har hun oplyst, at han opsøgte hendes hjem både før og efter, at hun blev gift, og at han personligt opsøgte hende, mens hun opholdt sig i Pakistan. Sidstnævnte har hun ikke tidligere oplyst, men tværtimod har hun forklaret til Udlændingestyrelsen, at han ikke opsøgte hende, mens hun var i Pakistan. Endvidere har hun forklaret udbyggende om fætterens forhold, idet hun først under nævnsbehandlingen har oplyst, at han har haft tilknytning til Taliban og nu formentlig har tilknytning til Daaish. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først indgav ansøgning om asyl otte måneder efter sin indrejse i Danmark, og efter hun havde modtaget afslag på familiesammenføring. Nævnet vurderer ikke, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb fra IS som konsekvens af, at hun har opholdt sig i Danmark. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft konflikter eller kontakt med IS. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/7/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Ansøgerne er efter det oplyste kærester og fik sambehandlet deres sager. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, [navnet på den mandlige ansøger, M], er etnisk tadjik og shiamuslim fra landsbyen [landsbyens navn] ved Kandahar. Ansøgeren, [den kvindelige ansøger, K], er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Herat. Ansøgerne har oplyst, at de er kærester og ikke har været politisk aktive. Deres ansøgninger er blevet behandlet sammen. Ansøgerne har forklaret, at [K]s familie i [sommeren] 2014 fandt ud af, at ansøgerne havde haft et seksuelt forhold. [K] var derfor blevet slået og tvunget til at oplyse, hvor [M] var. [K] fik at vide, at både [M] og hun ville blive slået ihjel. [K] og fire mandlige familiemedlemmer kørte til pågældendes adresse i Herat, hvor [M] havde lejet et værelse. [K] blev efterladt i en bil, mens mændene gik ind i ejendommen. [K] flygtede fra bilen og tog hen til [M]. Mens de var i en lejlighed, der tilhørte [M]s ven, blev [M] kontaktet telefonisk af sin udlejer, der oplyste, at [M]s chauffør, der havde opholdt sig på [M]s værelse, var blevet slået ihjel, samt at politiet i den anledning ville tale med [M]. Ansøgerne er overbeviste om, at [K]s familiemedlemmer havde troet, at det var [M], som de aldrig havde set, som de havde slået ihjel. Parret udrejste næste dag illegalt til Iran. Ansøgerne frygter, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive slået ihjel af [K]s familie, som mener, at de har bragt skam over familien med deres uægteskabelige forbindelse. Endvidere frygter de forfølgelse eller overgreb fra myndighederne eller fra familien til den dræbte chauffør, som ventes at ville give [M] skylden for drabet. Flygtningenævnet bemærker, som Udlændingestyrelsen, at ansøgerne til styrelsen på væsentlige punkter har afgivet uoverensstemmende forklaringer om deres møder. [M] har således i [efteråret] 2015 forklaret, at [K] ringede til ham en uge efter, at hun havde fået telefonnummeret, samt at de mødtes første gang dagen efter, at de havde talt sammen i telefon. Endvidere forklarede han, at de var mødtes fire gange i alt, og at de første gang havde kysset hinanden ved det tredje møde, som foregik på hans værelse. Heroverfor har [K] i [efteråret] 2015 fortalt, at hun ringede til [M] to uger efter, at hun havde fået telefonnummeret, samt at de mødtes første gang to uger efter den første telefonsamtale. [K] har videre forklaret, at de havde mødtes fem gange i alt, og at de første gang kyssede hinanden ved det andet møde, som foregik [ved en forlystelsespark]. Uden at dette i sig selv kan tillægges afgørende betydning bemærker nævnet også, at [K] har oplyst, at den bustur fra Kabul til Herat, hvor ansøgerne første gang havde set hinanden, og hvor [K] havde fået [M]s telefonnummer, varede otte timer, mens [M] har oplyst, at turen tog 12 timer. Endvidere har [K] forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt hun efter udrejsen havde været i forbindelse med sin moder. Til styrelsen forklarede hun i [vinteren] 2015, at hun ikke havde haft sådan kontakt. I [efteråret] 2015 forklarede hun, at de havde talt sammen én gang, og at moderen havde sagt, at hun ikke kunne tale. I Flygtningenævnet har [K] udbyggende forklaret, at moderen havde oplyst, at hendes fader havde uddelt hendes billede med oplysning om, at han ville betale penge til dem, der kunne give ham oplysninger om hende. [K] har tillige afgivet forskellige forklaringer om den vold, hun har oplyst, at hun blev udsat for efter afsløringen af det seksuelle forhold. Til Udlændingestyrelsen har [K] i [vinteren] 2015 forklaret, at hun blev slået af sin moder samt dagen efter af sin fader og broder. I Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun ikke blev slået af broderen. [M] har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [K] har fortalt ham, at hun også blev slået af broderen samt af sin farbroder og fætter, som var med i bilen. Hertil kommer, at ansøgerne flere gange under mødet i nævnet har svaret vævende og til dels undvigende, når de er blevet stillet opklarende spørgsmål. Dette har for eksempel gjort sig gældende, da [K] blev foreholdt, at [M] skulle have forklaret, at det var alle fire mænd, der havde slået hende. [K] svarede heller ikke konkret på, hvorfor hun tror, at hendes meget religiøse og hårdhændede fader ikke for længst havde gennemtvunget det bryllup med fætteren, som for mange år siden var aftalt, uanset at hun længe havde været i den giftemodne alder. [K] forklarede heller ikke i nævnet overbevisende om, hvorfor ansøgerne tilsyneladende havde oplyst divergerende om, hvornår de første gang havde kysset hinanden. [M]s forklaring om de divergenser, der har været mellem ansøgernes forklaringer fremstod heller ikke troværdig, herunder vedrørende forklaringerne om, hvorvidt de var mødtes fire eller fem gange. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiver, og nævnet kan ikke lægge til grund, at en eller begge ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/6/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra landsbyen [navn på landsbyen] i Maydan Vardak provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse af de afghanske myndigheder, idet han har udført arbejde for Taliban. Han frygter endvidere Taliban, som han er flygtet fra samt familien til sin ansatte, [navn på den ansatte], der er blevet dræbt på grund af ansøgerens forhold. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at han i den nærliggende by, [navn på by], havde et værksted, hvor han reparerede motorcykler. En dag tog han med en pashtunsk kunde til en ejendom, der viste sig at være tilholdssted for Taliban. Han reparerede motorcykler på stedet i cirka to døgn. Omkring en måned senere tog ansøgeren og [hans ansatte] med den samme kunde til et andet Taliban-tilholdssted, hvor de reparerede motorcykler. To dage senere blev ansøgeren afhørt af efterretningstjenesten og udspurgt om sit arbejde for Taliban. Ansøgeren tilstod det hele. Inden løsladelsen afgav han sit fingeraftryk på et dokument, hvor han lovede at holde sig fra Taliban og melde sig to gange om ugen. 10 dage senere blev han på vej hjem fra arbejde slået af to personer, der tvang ham med til et sted, han ikke havde været før, og hvor der var mange talibanere. Lederen sagde, at ansøgeren skulle arbejde for Taliban resten af sit liv, fordi han havde angivet dem til myndighederne. Under den første måned af tilbageholdelsen blev ansøgeren hver nat voldtaget af de samme fire talibanere. Efter yderligere en eller halvanden måned lykkedes det ansøgeren at flygte. Da han kom tilbage til landsbyen, fik han oplyst, at hans fader var blevet anholdt, fordi ansøgeren ikke havde overholdt sin meldepligt. Ansøgeren gemte sig hos sin morbroder, der boede i landsbyen. Kort tid efter var Taliban på familiens bopæl, mens der ikke var nogen hjemme. Taliban havde efterladt en skriftlig trussel til ansøgeren. Talibanerne havde endvidere dræbt [ansøgerens ansatte], hvilket [den ansatte]s familie, ifølge morbroderen, bebrejdede ansøgeren. Med hjælp fra morbroderen flygtede ansøgeren samme aften til Herat og senere, omkring december 2013, udrejste han illegalt til Iran. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række detaljer. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2015 forklaret, at talibanlederen slog ham under den første afhøring. Senere har ansøgeren forklaret, at dette ikke var tilfældet. Ansøgerens forklaring har endvidere givet grundlag for tvivl om, hvorvidt det var talibanlederen, der brækkede hans arm, hvilket han er citeret for at have forklaret til Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015. Under samme afhøring har ansøgeren endvidere angiveligt forklaret, at der ikke er telefondækning eller internet i den by, hvor familien bor. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at dette ikke er rigtigt. Ansøgeren har til styrelsen oplyst, at det tog en halv time at køre fra hans værksted til det første Taliban-tilholdssted. I Flygtningenævnet oplyste han, at det tog omkring en time. Ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen må endvidere forstås således, at han ikke, inden han med kunden tog til dette sted, kendte navnet på den landsby, hvortil de kørte. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren derimod, at kunden havde oplyst navnet på landsbyen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt under de to afhøringer i Udlændingestyrelsen om, hvorvidt Taliban havde begået hærværk eller blot rodet i huset. Ansøgerens forklaring til styrelsen må tillige forstås således, at han sov i samme værelse som dem, der havde voldtaget ham. I Flygtningenævnet forklarede han, at de ikke sov i samme værelse. Flertallet kan ikke udelukke, at en eller flere af divergenserne skyldes misforståelser, og de enkelte divergenser er således ikke isoleret set af afgørende betydning. Samlet set svækker de mange divergenser imidlertid ansøgerens troværdighed. Hertil kommer, at flere dele af ansøgerens forklaring ifølge flertallet forekommer at være usandsynlig. Det synes herunder umiddelbart overraskende, at ansøgeren ikke under afhøringen i efterretningsvæsenet blev spurgt om navn, alder, udseende, etnicitet etc. på den kunde, der førte ham til Talibanlejren. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne køre væk fra Talibanlejren på motorcykel, uden at de to talibanere, der var til stede, må have set dette, tilsyneladende foretog sig noget i den anledning. Flertallet undrer sig endvidere over det, ansøgeren har oplyst om den telefoniske kommunikation med morbroderen, mens ansøgeren var i Tyrkiet. Morbroderen skulle have været kort for hovedet og have sagt, at ansøgeren skulle tænke på sig selv. Ansøgerens forklaring må forstås således, at han ikke fik konkrete oplysninger om, hvordan det gik med ægtefællen, faderen og den øvrige familie, samt om hvad [hans ansatte]s familie havde foretaget sig efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren forklarede i nævnet, at han ikke havde stillet konkrete spørgsmål herom. Forklaringen er i øvrigt ikke helt i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2015, hvorefter morbroderen skulle have fortalt ansøgeren, at hele familien var i landsbyen. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke forsøgte at indhente oplysninger om familien mv. fra andre kanaler, når morbroderen ikke ville svare. Ansøgerens forklaring i nævnet om, at han kun havde tillid til morbroderen, kan vanskeligt forklare dette. Forklaringen passer i øvrigt mindre godt med ansøgerens forklaring til styrelsen i [efteråret] 2015, hvorefter han kom i kontakt med en ”mellemperson”. Efter oplysningerne om fremkomsten af Taliban-dokumentet samt udseendet og indholdet af dokumentet kan flertallet ikke lægge til grund, at der er tale om en kopi af et ægte dokument, og flertallet finder tværtimod, at fremlæggelsen af dokumentet og forklaringen herom yderligere svækker ansøgerens troværdighed. Henset til ansøgerens manglende troværdighed finder flertallet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en undersøgelse af ansøgeren. Flertallet bemærker herved, at en undersøgelse ikke kan forventes at kunne belyse under hvilke omstændigheder, han i givet fald for år tilbage har fået mærker. Herefter, og da det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren er hazara, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sine asylmotiver, samt at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/5/MKT
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen blev sambehandlet med hans forældres og to brødres sager. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der forsøgte at tvangshverve ansøgeren og hans brødre. Han har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Han frygter ydermere at blive hvervet af Islamisk Stat. Han har videre henvist til, at han som shiamuslim frygter at blive chikaneret af sunnimuslimer. Ansøgeren og hans familie blev flere gange på deres bopæl opsøgt af Mullah [navnet på mullahen], som oplyste, at Taliban ønskede at rekruttere familiens to ældste sønner til jihad. Ansøgeren forældre afviste mullahen, som oplyste, at han ville vende tilbage senere. Ansøgerens svoger foreslog derfor, at ansøgeren og hans brødre skulle skjule sig hos svogerens arbejdsgiver. Et par dage efter opsøgte mullahen igen ansøgerens familie sammen med fem bevæbnede mænd, og da de ikke fandt ansøgeren og hans brødre hjemme, ransagede de bopælen og slog ansøgerens forældre. Svogeren blandede sig, hvorfor mændene tog ham med. Yderligere et par dage efter kom mullahen til ansøgerens bopæl og oplyste hans forældre om, at svogeren var blevet dræbt, og hvis de ikke afleverede ansøgeren og hans brødre til Taliban, ville forældrene også blive slået ihjel. Ansøgerens moder, søster og nabo rettede henvendelse til det lokale politi, som afviste hendes klage. Ansøgeren udrejste derfor af Afghanistan sammen med sine forældre og to brødre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, ligesom forklaringen i alt væsentligt er overensstemmende med de forklaringer, som hans brødre og forældre har afgivet under behandlingen af deres asylsager. Hændelsesforløbet er endvidere ikke uforeneligt med det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnets flertal finder under hensyn til ansøgerens fars alder og helbredstilstand ikke, at forældrene – som internt flugtalternativ – kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Idet ansøgeren, hans brødre og forældre stedse har været samboende og gensidigt har forsørget hinanden, finder flertallet derfor heller ikke, at ansøgeren kan henvises hertil. Under disse omstændigheder har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/4/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tadjik og sunni-muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har sympatiseret med Sazman e Azadibakhsh e Mardom e Afghanistan (SAMA) i perioden frem til sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban og af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han arbejdede for TV-stationen […] i Kabul, hvor han var kasserer. [I foråret] 2015 fandt ansøgeren nogle tegninger på internettet af Sayaf og Ismail Khan, som var ledere af Mujahedin. To personer på ansøgerens arbejdsplads ved navn [A] og [B] blev sure på ham, fordi han havde printet tegningerne og de kom op at slås. Sikkerhedstjenesten blev tilkaldt, og da de kom, fandt de nogle dokumenter i pengeskabet under ansøgerens skrivebord, som de tog med. Ansøgerens chef ringede om aftenen og sagde til ansøgeren, at han ikke skulle komme tilbage foreløbig. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til Kunduz, hvor hans familie boede. [Senere på foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt på torvet i Kunduz af nogle personer, der udgav sig for at være fra politiet. Ansøgeren satte sig ind i deres bil og fik en sæk over hovedet og blev kørt til et sted, hvor der var mange talibanere. Ansøgeren blev placeret i et værelse, som lå bagerst på grunden. Når ansøgeren skulle på toilettet blev han fulgt af en vagt ved navn [C]. Der var en mur af ler omkring grunden. Toilettet lå bagved muren, som man skulle igennem for at komme til toilettet. Mens ansøgeren var tilbageholdt i værelset, var han udsat for fysiske overgreb. Taliban anklagede ansøger for at være spion og vantro, fordi han arbejdede for tv-stationen. De første to dage kom ansøgeren ikke ud af værelset, men derefter blev han fulgt til toilettet af [C]. Da de var på vej til toilettet, tog [C] kontakt til ansøgeren og sagde, at han kunne hjælpe ansøgeren med at flygte, hvis ansøgeren betalte penge til ham. Han ville gerne hjælpe ansøgeren, fordi de var fra samme område. [C] hjalp ansøgeren med at kontakte ansøgerens ven, og de fik arrangeret ansøgerens flugt og hvordan Mansour skulle modtage sine penge. [Få dage senere] flygtede ansøgeren fra stedet ved, at han klatrede over muren og løb hjem til sin ven [D], hvor han overnattede. Dagen efter tog han bussen til Kabul, hvorfra han begyndte sin udrejse. De dokumenter som myndighederne tog fra ansøgerens pengeskab var dokumenter fra Sazman Azadibakhsh Mordom Afghanistan (SAMA), som står for organisationen for frihed for den afghanske befolkning. Ansøgeren var medlem af organisationen, som er i opposition til regeringen. TV-stationen […] har efter ansøgerens udrejse modtaget et brev fra myndighederne, hvor de bliver bedt om at hjælpe med at finde ansøgeren. Ansøgeren har fået dette brev fra sin ven og kollega i Afghanistan. Ansøgeren har ligeledes modtaget et brev, som er sendt til Mujahedins brødre med en opfordring til dem om at anholde og straffe ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i en periode har været ansat på […]. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i den forbindelse har haft en konflikt med sine kollegaer og myndighederne på grund af opbevaring af politisk materiale. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at konflikten skulle være opstået, fordi to kollegaer, som han sad i kontor med opdagede en karikaturtegning, som han havde printet ud. Flygtningenævnet finder ikke, at det fremstår troværdigt, at ansøgeren i et kontormiljø, hvor der opholdt sig andre ansatte, hvis politiske ståsted, han ikke kendte, skulle have medbragt og gemt politisk kontroversielt materiale. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at ansøgerens kollegaer råbte, at maoisterne havde overtaget stedet. Det fremgår af asylskemaet, at dette havde relation til noget materiale vedrørende Kalaqani, som kollegaerne så. Dette er ikke overensstemmende med ansøgerens forklaring for nævnet om, at materialet vedrørende SAMA og Kalaqani først blev fundet i hans pengeskab efter, at sikkerhedsstyrkerne var komme til stedet. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har været efterstræbt af Taliban på grund af sin tidligere ansættelse på TV-stationen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har været profileret på TV-stationen, og hans forklaring om, at han i hjembyen skulle være blevet særskilt opsøgt på gaden på grund af denne ansættelse, fremstår derfor ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at episoden skulle have fundet sted omkring en måned efter, at ansøgeren rent faktisk var ophørt med sit arbejde på TV-stationen. Flygtningenævnet tillægger det endvidere nogen vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev slået de første to dage eller den første og tredje dag. Flygtningenævnet bemærker, at de efterfølgende fremlagte dokumenter ikke efter deres indhold og sene fremkomst findes at kunne tillægges særskilt betydning. Endeligt bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at både Taliban og myndighederne efterfølgende er blevet bekendt med hans tilknytning til SAMA ved fundet af dokumenter i ruinerne fra familiens hus, ikke findes at kunne lægges til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der fandt materialet og hvordan. Han har således til styrelsen forklaret, at Taliban fandt materialet, da de var ved at grave en tunnel, mens han til nævnet har forklaret, at materialet kom til syne, da huset blev ødelagt ved kamphandlinger, og at det var myndighederne, der indsamlede det ved ransagning efter, at Kunduz var blevet erobret. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/38/ABP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [landsby A], Urozgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af mullah [A] og hans folk, på grund af et fjendskab, som er opstået mellem ansøgerens fader og mullah [A]. Ansøgeren frygter også Taliban, fordi han er bange for at blive hvervet til Jihad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader ejede meget jord i området [landsby A], hvor han sammen med sin ven [B], dyrkede opium. Kort tid efter det afghanske nytår 1393 fandt myndighederne ud af, at ansøgerens fader dyrkede opium, og de ødelagde alle markerne. Ansøgerens fader var ikke til stede, men myndighederne efterlod et brev til landsbyens leder, i hvilket der stod, at ansøgerens fader skulle henvende sig til myndighederne. Efterfølgende kontaktede ansøgerens fader [C], og truede ham på livet, fordi faderen mente, at det måtte være [C] der havde anmeldt ham. [C] var faderens eneste ansatte og derfor den eneste, der vidste, at der blev dyrket opium på jorden. Omkring en uge senere blev [C] dræbt af ukendte personer. Omkring to til tre uger efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af ukendte personer. Ansøgeren formoder, at det var Taliban. I den forbindelse blev ansøgeren og hans broder taget med, fordi de ukendte personer ikke kunne finde deres fader. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren og hans broder udsat for fysiske overgreb, og ansøgerens broder døde på grund af et slag, han fik i hovedet. Ansøgeren ved ikke i hvor lang tid, han var tilbageholdt, men to dage efter ansøgerens broder blev dræbt, blev han løsladt af mullah [A]. En uge senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om hans asylmotiv, idet forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren – trods det enkle asylmotiv – har forklaret divergerende og afglidende på flere punkter. Han har mest væsentligt forklaret, divergerende om selve den tilbageholdelse der er hans egen centrale oplevelse i konflikten. Han har til styrelsen ikke kunnet oplyse hvor lang tid tilbageholdelsen varede, hverken om det var dage, uger eller måneder, mens han til nævnet har forklaret, at han var tilbageholdt lige omkring syv dage. Han har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på denne, divergens. Dertil kommer, at han har forklaret divergerende om sit eget kendskab og familiens forhold til [C], som er en af de centrale personer i sagen. Han har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [C] har arbejdet for hans fader et til to år, og at han har set ham en til to gange i marken. Til nævnet har han derimod forklaret, at [C] har arbejdet for faderen igennem flere år og boede i et gæsteværelse hos familien i de perioder på året han arbejdede der. Derudover fremstår det ikke troværdigt, at ansøgeren har et så ringe kendskab til familiens forhold herunder broderens gravsted, idet, det efter aldersundersøgelsen må lægges til grund, at han er ældre end han har oplyst. De generelle forhold, herunder for hazaraer i ansøgerens hjemområde, kan ikke begrunde asyl, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være i risiko for at blive tvangshvervet af Taliban. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/37/ABP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den afghanske befolkning, idet han har lagt en video ud på Facebook, hvor han taler grimt om befolkningen. Til støtte for asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han deltog i en demonstration i [en dansk by] [primo] 2015 til fordel for den afghanske kvinde, […], som blev slået ihjel i Afghanistan, fordi hun skulle have brændt koranen. Under demonstrationen blev ansøgeren filmet, imens han læste en tale op. Talen indeholdt kritik af det afghanske folk, herunder i særdeleshed kritik af imamer, samt kritik af de personer, som slog […] ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at videoen af ham blev lagt op på Facebook, og at dette har medført, at ansøgerens forældres hus er blevet opsøgt, og at hans fader i den forbindelse er blevet udsat for fysiske overgreb. Ansøgerens farbroder kontaktede ansøgeren den [primo] 2015 og oplyste ham om dette. Farbroderen ved ikke, hvem der stod bag overfaldet. Personerne, som opsøgte familiens bopæl, krævede, at ansøgerens fader skulle udlevere ansøgeren til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet eksponeret som følge af en videooptagelse af en tale, som han har holdt i forbindelse med en demonstration, og som han angiveligt har lagt ud på Facebook. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han faktisk har lagt en video på Facebook. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at hans forældre skulle være opsøgt på deres bopæl i tidsrummet fra den [primo] 2015 til [primo] 2015. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens adresse ikke fremgik af Facebook, og på, at ansøgerens forklaring om, at forældrene var flyttet inden hans udrejse, har været meget usikker og svævende. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om farbroderens telefonopringning har været usikker og ukonkret, og at det alene beror på hans formodninger, hvem de personer, der angiveligt henvendte sig på forældrenes bopæl, var. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger om, hvad der herefter er sket med hans forældre. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at det ikke skulle være muligt for ansøgeren at kontakte venner eller familiemedlemmer, herunder ægtefællens familiemedlemmer, og derved skaffe nærmere oplysninger. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om formålet med at få videoen optaget og baggrunden for hans senere beslutning om at lægge den på Facebook. Flygtningenævnet har i den forbindelse hæftet sig ved, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har modtaget kritiske reaktioner på videoen via Facebook. Endelig kan Flygtningenævnet heller ikke se bort fra, at asylmotivet er opstået kort tid før, ansøgerens visumperiode udløb. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/36/ibl
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under den oprindelige asylsag, både før og efter hjemvisningen af sagen, som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive dræbt af Taliban, idet han har arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste og de amerikanske styrker. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive retsforfulgt af de afghanske eller amerikanske myndigheder, idet de mener, at han har tilsluttet sig Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han den 19. juni 2007 begyndte at arbejde for [de amerikanske styrker]. Ansøgerens opgaver bestod blandt andet i at fungere som førstehjælpslæge og arrestere mistænkte talebanere. Ansøgeren har oplyst, at han på grund af sit arbejde modtog to trussels-breve fra Taliban i henholdsvis 2011 og 2012. I 2011, efter han havde modtaget det første trusselsbrev, blev ansøgeren udsat for et skudattentant, idet han blev beskudt af ukendte personer på vej hjem til sin bopæl, mens han kørte i bil. I november 2013 blev ansøgeren kidnappet af Taliban og var tilbageholdt i fire måneder, hvor han blev afhørt, udsat for vold og anklaget for at arbejde for de afghanske og amerikanske myndigheder. Ansøgeren formåede at flygte fra Taliban, da basen blev udsat for et flyangreb. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie, mens han var tilbageholdt af Taliban, blev opsøgt af hans tidligere arbejdsgiver og de amerikanske myndigheder, der ledte efter ham, idet de troede, at han havde tilsluttet sig Taliban. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som soldat og med førstehjælp på en amerikansk base i […], og at Taliban i den forbindelse to gange er fremkommet med skriftlige trusler over for ham. Nævnet finder imidlertid ikke, at truslerne, der blev afleveret på familiens bopæl i slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 har haft en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban fortsat vil opsøge ham. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren fortsatte sit arbejde på basen, efter han fik de to trusselbreve uden at der skete yderligere frem til hans orlov i oktober 2012, ligesom han ikke modtog yderligere trusselbreve eller henvendelser frem til sin udrejse i april 2013. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det var en del af jobbet at modtage den slags breve, og at det var en risiko, som han accepterede. Dette understøttes af, at ansøgerens familie ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller truet af Taleban, og at ansøgeren i forbindelse med en kidnapning fremstod uprofileret over for Taleban, der på trods af hans arbejde på den amerikanske base ikke fandt ud af hans rette identitet. Nævnet lægger således i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i 2013 blev kidnappet af Taleban, men at denne kidnapning ikke havde forbindelse til ansøgerens arbejde for de amerikanske styrker, ligesom det lægges til grund, at han ikke under tilfangetagelsen blev identificeret. Nævnet finder derfor, at denne kidnapning ikke har profileret ansøgeren, og at ansøgeren ikke risikerer fortsat forfølgelse på grund af kidnapningen eller på grund af sit tidligere arbejde på den amerikanske base. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans far efter ansøgerens indrejse i Danmark i 2014 modtog endnu et trusselsbrev med besked om, at han skulle stoppe sit arbejde for amerikanerne, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at Taliban ikke skulle vide, at ansøgeren var ophørt med at arbejde for de amerikanske styrker to år forinden. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den skudepisode, han var udsat for i 2011, har forbindelse til hans arbejde for de amerikanske styrker, idet det alene beror på hans egen formodning, at der skulle være denne sammenhæng. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han frygter myndighederne og de amerikanske styrker, fordi disse mistænker ham for at have tilsluttet sig Taleban, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de amerikanske styrker eller myndigheder skulle mistænke ham for at tilhøre Taliban, og at ansøgeren tidligere har fortalt amerikanerne om de to trusselsbreve fra Taliban og hans frygt for Taliban. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/35/LIN
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra […] provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror, som er Taliban kommandant, vil dræbe ham eller tvinge ham til at deltage i selvmordsaktioner for Taliban. Ansøgeren frygter endvidere, at de afghanske myndigheder vil efterstræbe ham, hvis de finder ud af, at han er i familie med en Taliban kommandant. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans farfar var Taliban kommandant, og at farfarens tre sønner, herunder ansøgerens far, også var tilknyttet Taliban. Da farfaren døde, overtog farbroren pladsen som kommandant. Et par måneder efter farfarens død tvang farbroren ansøgerens storebror til at tilslutte sig Taliban. Storebroren blev dræbt af en bombe omkring tre måneder senere. Omkring en uge efter blev ansøgerens landsby opsøgt af de afghanske myndigheder, som opfordrede folk til at tilslutte sig fredsprocessen, hvilket ansøgerens far gjorde. Farbroren blev meget vred, og efter et par dage forsvandt ansøgerens far. Omkring fem måneder senere fortalte farbroren, at faren var død. Omkring en måned senere ville farbroren have, at ansøgerens mor skulle gifte sig med ham, hvilket både moren, ansøgerens morbror og ansøgeren selv modsatte sig. Der gik yderligere to måneder, hvorefter farbroren ville have, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgerens mor nægtede og kontaktede ansøgerens yngste farbror, som indvilligede i at hjælpe, hvis moren ville gifte sig med ham. To dage senere blev ansøgeren sendt til Talibans lejr i [by], men samme nat flygtede han efter anvisninger fra den yngste farbror. Ansøgeren mødtes med den yngste farbror, som kørte ham til morbroren, hvorefter ansøgeren udrejste med morbroren og dennes familie til Pakistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet kan således lægge ansøgerens konsistente og detaljerede forklaring om den helt centrale del af hans asylmotiv til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerens familie i generationer har været tilknyttet Taliban, samt at ansøgerens farbror, der er familiens overhoved, er kommandant i Taliban. Flertallet lægger videre til grund, at familien hvervede egne slægtninge til Taleban ved at presse dem til at tilslutte sig, og at ansøgerens bror i den forbindelse blev presset til at tilslutte sig Taliban, hvorefter han blev dræbt i forbindelse med en bombesprængning. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren efter broderens død også blev presset til at tilslutte sig Taleban, hvilket han ikke ville, samt at nogle familiemedlemmer i den forbindelse planlagde, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte samme nat, som han var blevet bragt til Talibans lejr. Flertallet finder, at ansøgerens farbror efter ansøgerens forklaring om dennes magt har både evne og vilje til at forfølge ansøgeren, såfremt ansøgeren igen tager ophold i sit hjemområde, der efter baggrundsoplysningerne er talibandomineret område. Det er herefter uden væsentlig betydning, at ansøgerens forklaring om ikke centrale dele af asylmotivet fremstår mere usammenhængende. Flygtningenævnets flertal finder på baggrund af ansøgerens konflikt med sin farbror og dermed med Taliban, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for overgreb fra farbroderens og Talibans side, og at ansøgeren derfor opfylder betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afgh 2016/34/LIN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og shia muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at [person A] vil slå ham ihjel. Ansøgeren er bange for sin ægtefælles og søns liv og han frygter repressalier fra [person A] og [person As] families side. Ansøgeren er også bange for regeringen, idet [person A] arbejder for KHAD og [person A] har anmeldt ansøgeren til myndighederne for spionage. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 2001 til 2011 boede i Iran, og at han i [sommeren 2002] 2002 mødte sin nuværende ægtefælle, og de blev forlovet i 2003. I [foråret] 2003 var ansøgeren med sin ægtefælle ude at køre på motorcykel, da en bil kørte ind i dem. Det var [person A], som kørte bilen. Både ansøgeren og hans ægtefælle kom efterfølgende på hospitalet. Ansøgeren var indlagt på hospitalet i 13 dage. Ansøgeren har oplyst, at [person A] er afghansk statsborger. Politiet ankom på gerningsstedet og der blev udfærdiget en politirapport. Der var også en retssag, som kørte mod [person A]. [person A] var fængslet under hele retssagen, som varede i omkring 2 år. [I sommeren] 2005 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle. På bryllupsdagen kørte [person A] ind i en af bryllupsgæsternes biler, da de kørte i procession efter bryllupsfesten. Ansøgeren fik det oplyst af nogle gæster. [I sommeren] 2006 blev ansøgeren og hans ægtefælle opsøgt af [person A] på deres bopæl og det udviklede sig til et skænderi. Ansøgerens ægtefælle blev meget oprevet, og fødte dagen efter. I perioden fra [sommeren] 2006 indtil [efteråret] 2010 blev ansøgeren ikke opsøgt af [person A] eller af andre. Ansøgeren og hans ægtefælle modtog i den periode gentagne gange telefoniske trusler fra [person A]. I [slutningen af] 2010 blev ansøgeren ringet op af børnehavens leder, som oplyste, at der var en mand, som kom for at hente ansøgerens søn fra børnehaven. Ud fra beskrivelsen fastslog ansøgeren, at det var [person A]. Det lykkedes dog ikke [person A], at få barnet udleveret. I [foråret] 2011 rejste ansøgeren tilbage til Afghanistan for at rådgive sig med sin familie. Han var fem dage i Afghanistan. Ansøgeren blev ikke opsøgt af [person A] eller myndighederne, mens han var i Afghanistan. I [foråret] 2011 opsøgte Jalil igen ansøgerens søns børnehave for at få ham udleveret, men ansøgerens søn var på dette tidspunkt ikke i børnehaven. [I sommeren] 2011 udrejste ansøgeren sammen med sin ægtefælle og barn fra Iran. Flygtningenævnet er bekendt med nævnets afgørelse i ægtefællens sag [sommeren] 2013, der vedhæftes som bilag IV, og som nævnet finder skal indgå som en del af begrundelsen i nærværende sag. Nævnet finder yderligere anledning til at bemærke, at det forekommer usandsynligt, at [person A], der ifølge oplysningerne i ægtefællens sag var analfabet og straffet flere gange, skulle have opnået ansættelse i den afghanske efterretningstjeneste i Kabul. Endvidere bemærkes, at der efter det oplyste har været mange og langvarige pauser i [person A]s påståede forfølgelse af familien, og at der efter det oplyste ikke siden udrejsen i 2011 af [person A] har været rettet henvendelse til hverken ansøgerens eller ansøgerens ægtefælles familier. På denne baggrund og af de grunde, der som nævnt er anført i ægtefællens afgørelse, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse i henhold til Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/33/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtu og sunni-muslim fra [by], Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin egen familie, [ansøgerens tidligere ægtefælles] familie, [Person A] og [Person B]. Ved en tilbagevenden til Pakistan frygter ansøgeren de samme personer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i slutningen af] 2011 blev forlovet og viet med [ansøgerens tidligere ægtefælle]. Alt var arrangeret på forhånd af ansøgerens og [ansøgerens tidligere ægtefælles] fader. Under vielsen aftalte familierne, at [ansøgerens tidligere ægtefælle] skulle flytte ind hos ansøgeren i 2016 efter, at han havde færdiggjort sin uddannelse. En uge efter vielsen mødtes ansøgeren med [ansøgerens tidligere ægtefælle] hjemme hos hende. De talte kort sammen. Der gik yderligere to uger inden ansøgeren så [ansøgerens tidligere ægtefælle] igen. Under besøget, som igen forgik hos [ansøgerens tidligere ægtefælle], sagde hun, at hun ikke ville giftes med ansøgeren, og at hun var forelsket i en anden. En uge efter mødet, i [starten af] 2012 spærrede en hvid Corolla vejen for ansøgeren, og to bevæbnede mænd kom ud af bilen. De præsenterede sig som [Person Bs] mænd. De advarede ansøgeren, og sagde, at han skulle afbryde kontakten med [ansøgerens tidligere ægtefælle]. Tre uger efter advarslen mødtes ansøgeren igen med [ansøgerens tidligere ægtefælle]. [ansøgerens tidligere ægtefælle] fortalte, at det var [Person B] hun var forelsket i, og at han tilhørte [person Cs familie], som kom fra en magtfuld familie. [ansøgerens tidligere ægtefælle] ville skilles, og gav ansøgeren en frist på to uger til at lade sig skille. Ansøgeren har ikke efterfølgende set [ansøgerens tidligere ægtefælle]. I [starten af] 2012, mens ansøgeren var på vej til universitetet, blev han stoppet og smidt ind i en bil. Der var fire mænd, og de ville have, at ansøgeren skulle underskive skilsmissepapirer. Ansøgeren nægtede i første omgang. Han underskrev papirerne, efter de havde truet ham med en pistol. [I foråret] 2014 blev ansøgeren gift med [ansøgerens nuværende ægtefælle]. I [sommeren] 2014 var ansøgeren med til en bryllupsfest, hvor han fortalte, hvem han var gift med, hvilken familie og klan hun tilhørte, og fortalte hvem ægtefællens fader var. [senere på sommeren] 2014 blev ansøgeren ringet op at en ukendt mand, som spurgte efter ansøgerens svigerfaders adresse og telefonnummer. Efter ansøgeren havde spurgt hvem person han snakkede med var, lagde personen på. Efter to dage blev ansøgeren ringet op igen. Personen præsenterede sig som [Person A]. [Person A] sagde, at ansøgeren var gift med hans kone, og at han havde dræbt mange mænd på grund af hende. [Få dage senere i] 2014 blev ansøgeren angrebet af [Person A]. Umiddelbart efter flyttede ansøgeren til [vennen A] i [en landsby], hvor han boede indtil slutningen af 2014. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren et trusselbrev, som blev leveret til ham via [vennen B]. Brevet var skrevet af [person A], hvor der stod, at overfaldet kun var en begyndelse. [senere på efteråret] ledte [Person Bs] og [Person As] folk efter ansøgeren hos [vennen A]. Intet skete i forbindelse med det, fordi ansøgeren nåede at skjule sig. Derefter udrejste ansøgeren med sin broder til Kabul. Han boede hos sin ægtefælles morbroder. I [vinteren] 2014 blev [ægtefællens morbroders] bopæl opsøgt af [Person Bs] og [Person As] folk. Ansøgeren var ikke hjemme på dette tidspunkt. Dagen efter rejste han tilbage til Pakistan. Mens ansøgeren var i Danmark, blev hans familie i [starten af] 2015 opsøgt af [ansøgerens tidligere ægtefælles] fader. I den forbindelse dræbte [ansøgerens tidligere ægtefælles] fader ansøgerens bror, fordi ansøgerens broder havde fortalt hvad [person B] og [ansøgerens tidligere ægtefælle] havde gjort. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har anført to asylmotiver. I relation til asylmotivet vedrørende [person A] finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerens forklaring forekommer stærkt usandsynlig, ligesom han ikke findes at have sandsynliggjort, at det ikke ville kunne lykkes at overbevise den pågældende om, at udeståendet i virkeligheden retter sig mod ikke ansøgerens ægtefælle, men dennes søster eller, at der om fornødent ville kunne opnås myndighedsbeskyttelse mod fremtidige angreb. I relation til asylmotivet vedrørende [ansøgerens tidligere ægtefælles] familie samt [person B] finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor han skulle tvinges til at underskrive skilsmissepapirer hvis alene hans død ville være tilstrækkelig til at løse konflikten. Flertallet har endvidere henset til, at der efter ansøgerens forklaring er hengået mere end to år mellem overfaldet i 2012 og den næste henvendelse i 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet vurdering, heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/32/ABP
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farfader og sin forlovede samt dennes familie, fordi hun har giftet sig med en anden mand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes farfader i [foråret] 2014 mod hendes vilje forlovede hende bort til en mand ved navn Shams. [Nogle måneder senere] blev hun imod sin farfaders, Shams og Shams families vilje viet med sin nuværende ægtefælle, som er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende fotos, videooptagelser og vielsesattest til grund, at ansøgeren først har været forlovet med Shams, og at hun senere har indgået ægteskab med [sin nuværende ægtefælle]. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere ansøgerens forklaring om modsætningsforhold til dels Shams og hans familie og sin egen farfader til grund. Flertallet finder herefter, at ansøgeren er i en reel risiko for overgreb fra Shams og hans families side og måske også fra egen families side som følge af, at hun ikke indgik ægteskab med Shams. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, idet de afghanske myndigheder ikke kan antages at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse imod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/31/CEB
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Jalalabad-området i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som har slået hans fader ihjel og har truet ansøgeren som følge af en jordkonflikt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring er præget af forskellige mindre divergenser, og at visse punkter er mindre forståelige. Nævnet finder imidlertid henset til ansøgerens fremtræden og uddannelsesniveau sammenholdt med, at en del af de forhold, ansøgeren har forklaret om, har nær sammenhæng med ansøgerens faders død, ikke tilstrækkeligt grundlag for fuldstændig at afvise ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, uanset om forklaringen lægges til grund, at ansøgeren ikke kan antages at have et sådant modsætningsforhold til Taliban på grund af jordkonflikten, at han er i reel risiko for overgreb fra Talibans side. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren vil kunne tage ophold andre steder i Afghanistan, hvis han ikke selv mener at kunne tage ophold i hjembyen. Flygtningenævnet bemærker, at det asylmotiv, ansøgeren har påberåbt sig, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/30/CEB
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen blev sambehandlet med hans forældres og to brødres sager. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der forsøgte at tvangshverve ansøgeren og hans brødre. Han har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren og hans familie blev opsøgt af Mullah [navnet på mullahen], som oplyste, at Taliban ønskede at rekruttere familiens to ældste sønner (herunder ansøgeren) til jihad. Mullahen gik med til, at familien selv kunne vælge, hvem af brødrene, der skulle hverves og sagde, at han ville vende tilbage senere. Familien blev enige om, at brødrene skulle skjule sig i Herat hos en af deres svogers venner. Et par dage efter opsøgte mullahen sammen med nogle mænd igen ansøgerens familie. Da de ikke fandt ansøgeren og hans brødre hjemme, ransagede de bopælen og slog ansøgerens forældre. Svogeren blandede sig, hvorfor mændene tog ham med. Yderligere et par dage efter kom mullahen til ansøgerens bopæl og oplyste hans forældre om, at svogeren var blevet dræbt, og hvis de ikke afleverede ansøgeren og hans brødre til Taliban, ville forældrene også blive slået ihjel. Ansøgerens moder, søster og nabo rettede henvendelse til det lokale politi, som afviste klagen. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan sammen med sine forældre og to brødre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, ligesom forklaringen i alt væsentligt er overensstemmende med de forklaringer, som hans brødre og forældre har afgivet under behandlingen af deres asylsager. Hændelsesforløbet er endvidere ikke uforeneligt med det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnets flertal finder under hensyn til ansøgerens fars alder og helbredstilstand ikke, at forældrene – som internt flugtalternativ – kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Idet ansøgeren, hans brødre og forældre stedse har været samboende og gensidigt har forsørget hinanden, finder flertallet derfor heller ikke, at ansøgeren kan henvises hertil. Under disse omstændigheder har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/3/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de samme personer, som slog hendes søn ved navn Faridun ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Faridun, som arbejdede ved politiet i Jalalabad, i foråret 2013 blev slået ihjel. Han blev efterfølgende begravet i Kunar-provinsen, hvor ansøgeren i forbindelse med begravelsen opholdt sig i omkring to uger. Efter begravelsen tog hun tilbage til Jalalabad. To måneder senere blev hendes bopæl opsøgt af nogen mænd, som omkring 20 dage efter blev pågrebet. Blandt disse mænd var Safiullah, som havde stået bag drabet på Faridun. Kort tid efter blev hendes anden søn ved navn Hamid samt barnebarn truet med, at de ville blive slået ihjel, hvis de ikke tilgav Safiullah. Ansøgeren flyttede herefter tilbage til Kunar med sin svigerdatter og fire børn. Seks måneder senere forsvandt Hamid og hendes barnebarn. Efterfølgende blev ansøgeren to gange med omkring en uges mellemrum opsøgt af en ukendt kvinde, som på vegne af en anden, truede ansøgeren med, at hun skulle tilgive Safiullah. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om drabet på Faridun, og at hun ikke ville tilgive Safiullah, til grund. Nævnet lægger endvidere til grund, at hendes søn Hamid er forsvundet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i Kunar har været udsat for trusler af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren, der en ældre kvinde, er i reel risiko for overgreb fra Safiullahs familie. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at det asylmotiv, ansøgeren har påberåbt sig, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/29/CEB
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni muslim af trosretning fra […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taliban flere gange har forsøgt at tvangshverve ham. Han så Taliban første gang, mens han var i marken med sin fader, og hvor faderen talte med nogle repræsentanter fra Taliban. Efterfølgende modtog familien et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at Taliban ville have ansøgeren. En nat blev familien opsøgt af repræsentanter fra Taliban. I forbindelse hermed opstod der et skænderi mellem Taliban og ansøgerens fader. Repræsentanterne fra Taliban stak af, fordi der kom en bil, som stoppede foran familiens hus. Senere blev familien igen opsøgt af Taliban. Ansøgeren gemte sig i den forbindelse i en ovn, og Taliban fandt ham derfor ikke. Der foreligger endnu ikke en endelig afgørelse om ansøgerens alder. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren fremstod tilstrækkelig moden, og at han svarede relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således først forklaret, at han hørte, at hans fader talte med Taliban på en mark, mens han siden har forklaret, at han alene så faderen tale med Taleban, men at han ikke hørte, hvad der blev sagt, ligesom han først har forklaret, at han stod sammen med sin far, mens denne en nat skændtes med Talibanere, der var kommet til familiens bopæl, mens han senere forklarede, at han vågnede ved skænderiet, men at han ikke så nogen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han gemte sig, da Taliban efterfølgende opsøgte hans hjem, herunder om det var i et værelse eller i en jordovn, ligesom han har forklaret divergerende om det brev, som familien modtog, herunder om han så det, fik læst det højt, eller om det bare blev refereret af hans far uden at han så det. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban opsøgte hans hjem og om, hvorvidt talebanerne truede hans familie samt om baggrunden for, at han stoppede med at gå i skole, herunder om dette havde med Taliban at gøre. Under nævnsmødet har ansøgeren udbygget sin forklaring med, at han gik ca. 4 år i koranskole, efter han gik ud af 3. klasse, og at de episoder, hvor Taleban opsøgte hans familie forud for disse ca. 4 år i koranskole. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og at disse ikke alene kan forklares ved ansøgerens manglende hukommelse om episoderne, herunder om rækkefølgen af episoderne. Flygtningenævnet bemærker, at det i relation til ansøgerens asylmotiv fremgår af baggrundsmateriale, herunder Landinfo, Temanotat Afghanistan af 8. april 2015, sikkerhetsrelaterte forhold, side 14, afsnit 4.4, at "Rekruttering skjer primært frivilligt på bakgrunn av hvad Taliban har å tilby, økonomisk og ideologiske. Samtidig vil det i en del områder med høy tilstedeværelse og kontroll av oprører være et stærkt struktuelt press for å bidra til Taliban, båe med husly, mat og soldater." Derudover fremgår det af landinfos notat af 16. oktober 2015, side 5, 2. afsnit, at "Taliban rekrutterer først og fremmest unge menn (16-18 år), hovedsagelig pasthunere, og motivasjion til rekruttering spenner fra ideologi til arbeidsløshet. Rekruttering er ikke preget af direkte vold eller tvang". Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/28/CEB
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Oprindeligt indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […] i Kabuldistriktet, Afghanistan. Ansøgeren har overfor de danske myndigheder som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af faderens fætter, Fahim, eller af mænd fra dennes kriminelle gruppe, idet han har krænket Fahims ære. Ansøgeren har herom nærmere oplyst, at han efter sin faders død for omkring 10 år siden flyttede ind hos Fahim sammen med sin moder og lillebroder. Han har ingen søster. Hans broder hedder Sohail Azimi. Efter et par måneder begyndte Fahim at tage ansøgeren med til fester, hvor han skulle danse for mænd, og hvor han blev udsat for seksuelle tilnærmelser. Fra han var omkring 12 år voldtog Fahim ham regelmæssigt. Fahim lod også andre voldtage ansøgeren. Ansøgeren forsøgte sammen med sin moder og lillebroder at flygte fra Fahim omkring 2009, men de blev fundet af Fahims mænd og bragt tilbage. I forbindelse med, at Fahim i 2011 forsøgte at voldtage ansøgeren, kom hans moder ham til undsætning. Hun slog Fahim i hovedet med en skål. Fahim begyndte at bløde og besvimede. Ansøgeren ved ikke, om Fahim overlevede. De flygtede herefter illegalt til Iran. Ansøgeren mistede senere ved Tyrkiets kyst kontakten til sin moder og lillebroder, og ansøgeren sejlede alene til Grækenland. Via Østeuropa blev han kørt til Østrig, hvor han søgte asyl. Hans moder havde ellers fortalt ham, at han skulle forsøge at undgå Østrig, hvor Fahims brødre boede. Nogle måneder senere rejste han videre til Danmark, hvor han søgte om asyl i [vinteren] 2013. Efter at han havde fået at vide, at han formentlig ville blive returneret til Østrig, levede han skjult i Danmark, til han på ny søgte om asyl i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet meget divergerende forklaringer om sine familieforhold og sit asylmotiv til de østrigske og danske myndigheder. Til de østrigske myndigheder har ansøgeren således blandt andet forklaret, at han har en søster, at hans broder hedder Mohammed Sohail, at familien boede i […]-bydelen i Kabul, og at han gik i skole indtil 5. klasse. Familien, herunder ansøgerens fader, udrejste af Afghanistan i [efteråret] 2011 af frygt for familiemedlemmer til en person, som ansøgerens onkel havde dræbt. Faderen sagde, at de skulle til Østrig. Nævnet finder ikke, at ansøgeren troværdigt har redegjort for divergenserne. Det bemærkes herved, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren – som han har forklaret i Flygtningenævnet – i Østrig skulle have betroet sig til en mand allerede en uge efter, at de var mødtes, og herunder fortalte denne, at han var blevet voldtaget mange gange, når der henses til, at ansøgeren de gange, han har afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen, ikke direkte har forklaret, at han er blevet voldtaget, samt at ansøgeren i Flygtningenævnet har oplyst, at han har meget svært ved at forklare herom. Ansøgerens forklaring om, at den pågældende mand detaljeret forklarede ansøgeren, hvad han skulle sige til de østrigske myndigheder for ikke at få asyl, forekommer endvidere ikke at være overbevisende, og det giver herunder efter nævnets opfattelse ikke mening, at ansøgeren i den forbindelse urigtigt skulle oplyse, at han har en søster samt forklare urigtigt om bopæls- og skoleforhold. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis betydning, at der synes at være enkelte divergenser i forklaringerne, der er afgivet til Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2013 og [i sommeren] 2015. Ifølge den første forklaring fremstår det som om, at ansøgeren, der oplyste at være udrejst i [vinteren] 2012, alene var i Grækenland i fem til ti dage, samt at han har gået i koranskole i tre år. Ifølge den sidste forklaring har han været i Grækenland i omkring et halvt år, og han har kun gået i koranskole i et år. Efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort et beskyttelsesbehov, og nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for, at han bliver udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/27/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i [sommeren] 2002, og er etnisk hazara fra landsbyen […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som otte-årig med sin familie rejste til Iran, hvor han efter sin faders død i 2013/2014 boede med sine søskende hos sin farbroder. Ansøgeren ved ikke, hvorfor faderen besluttede, at de skulle forlade Afghanistan. Han har ikke længere kontakt med sin moder, der i Iran forlod ham og hans søskende. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter han krigen og at Taliban dræber hazaraer. Han har ikke familie eller netværk i Afghanistan, der kan beskytte ham herimod. Efter at han [i efteråret] 2015 er kommet til Danmark, har han foretaget undersøgelser vedrørende forskellige religioner. Han har på diverse hjemmesider læst, at der optræder slaveri i koranen, samt at drenge ifølge koranen skulle være mere værd end piger. Det mener han ikke kan være rigtigt. Han kan heller ikke støtte muslimernes voldsomme afstandstagen fra frafaldne. Da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 var han i tvivl om sin religiøse opfattelse. Han sagde til styrelsen, at han var shia-muslim. Nu betragter han sig ikke længere som muslim, men han tror stadig, at der findes en gud. Ansøgeren peger herved på, at han ellers ikke kan forstå, hvordan menneskene skulle være blevet skabt. Han mener ikke, at der er nogen, der kan vide noget om gud. Han er modstander af dem, der skriver bøger herom og drager fordel heraf. Han er ikke, som anført i sin advokats referat af samtale […] 2016, ateist. Han har ikke fortalt landsmænd i Danmark og Iran om sin nye religiøse opfattelse. En asylansøger-ven har kritiseret ham for ikke at bede, og de har herefter haft skænderier herom. Han har ikke skrevet på sin facebook-profil om sin religiøse opfattelse og han vil aldrig gøre noget sådan. Han frygter at blive afsløret i Afghanistan, og at han også af den grund vil blive udsat for forfølgelse. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist en tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylbehandling, selvom han kun er 13 år. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, herunder vedrørende hans religiøse opfattelse. Et flertal i Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan for unge hazaraer uden socialt netværk kan efter flertallets opfattelse ikke i sig selv begrunde, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er til stede. Vedrørende ansøgerens religiøsitet bemærker flertallet, at ansøgeren fremstår som søgende og interesseret i emnet. Ansøgeren har oplyst, at han ikke havde forladt islam [under samtalen i vinteren] 2015, og han har ikke kunnet beskrive nærmere, på hvilket tidspunkt han ikke længere betragtede sig som muslim. Efter flertallets opfattelse må ansøgerens religiøse synspunkter antages fortsat at være under udvikling, og det han har forklaret under nævnsmødet kan formentlig ikke betragtes som hans endelige standpunkt. Herefter – og idet ansøgeren ikke har oplyst, at han vil foretage nærmere beskrevne religiøse handlinger m.v. i Afghanistan, og idet ansøgeren ikke har givet udtryk for, at han agter at diskutere religiøse spørgsmål med nogen i Afghanistan – finder flertallet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Ved denne vurdering er der taget hensyn til, at ansøgeren alene er 13 år, hvorfor beviskravene er mindre end for voksne ansøgere. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/26/LAP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af talebaneren […], som efterstræber ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, idet ansøgeren har giftet sig med […]s tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i landsbyen […], hvorfra han også kender sin ægtefælle, […]. For omkring fem-seks år siden blev ansøgerens ægtefælle gift med […] fra en nærliggende landsby, [anden landsby]. Hun var […]s ægtefælle nummer to, og hun var gift med ham i omkring et år, da […] forsvandt pludselig uden forklaring. Der blev efter to år afholdt en begravelsesceremoni for ham. Omkring to-tre måneder senere, omkring 2012, giftede ansøgeren sig med […]s tidligere ægtefælle. Efter to års ægteskab dukkede […] op på ansøgerens og ægtefællens bopæl, mens ansøgeren var ude at hente brænde. […] udsatte ansøgerens ægtefælle for overgreb og truede hende og ansøgeren på livet. Ansøgeren har anslået, at dette fandt sted for omkring ti-elleve måneder siden. Da ansøgeren kom hjem, fortalte ansøgerens ægtefælle, hvad der var sket, og ansøgeren besluttede at opsøge […] for at tale med ham. Ansøgeren blev stoppet af sin fætter, […], der mente, at ansøgeren ikke skulle opsøge […], idet han var en farlig mand, som kunne finde på at slå ansøgeren ihjel. I stedet skulle ansøgeren vente til den følgende fredag, hvor de kunne samle de gamle i landsbyen for at drøfte problemet, hvorefter ansøgeren kunne tage kontakt til […]. For en sikkerheds skyld fulgte ansøgeren sin ægtefælle og to børn over til [fætterens] bolig i den nærliggende landsby, [tredje landsby], hvor ansøgeren selv opholdt sig i løbet af dagen. Om natten opholdt ansøgeren sig på sin bopæl. Den anden nat blev ansøgerens bopæl opsøgt af nogle bevæbnede personer på tre motorcykler, der bankede på, hvorefter ansøgeren og [fætteren] gemte sig i en hemmelig kælder. Personerne, som ansøgeren formoder, var […] med hjælpere, skød døren til huset op, rodede huset igennem, men fandt ikke ansøgeren og […]. To-tre timer senere kom ansøgeren og […] frem fra den hemmelige kælder, hvorefter de tog til [landsby], hvor ansøgeren gemte sig, mens […] hentede ansøgerens ægtefælle og børn samt sørgede for deres udrejse til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter forekommer usandsynlig, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren og hans fætter opholdt sig på ansøgerens bopæl om natten, uden at de havde nogen form for beskyttelse, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at […] og hans mænd kunne undgå at finde ansøgeren, uanset de havde gemt sig i et hemmeligt rum under gulvet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om konstruktionen af nedgangen til kælderrummet forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at […] både skulle være regeringssoldat og tilknyttet Taliban. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han umiddelbart begyndte at gå mod […]s bopæl, da han kom hjem og opdagede, at hans ægtefælle var blevet slået. Flygtningenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at ansøgerens forklaring om, at han er analfabet ikke forekommer troværdig, henset til, at han har en email-adresse og til, at den mail, der er sendt fra denne adresse til ansøgerens advokat, fremstår som skrevet af ansøgeren. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/253/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Kuchi-folket. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taliban, fordi de skærer halsen over på hazaraer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der har været krig mellem ansøgerens landsby, [A], og kuchi-folket. Landsbyens folk, inklusiv ansøgerens far, skulle beskytte landsbyen mod kuchi-folket. Da kuchi-folket kom til landsbyens i 1394 – svarende til 2015, døde en person ved navn [B] fra landsbyen. Der døde også nogle kuchi-folk. Ansøgerens far besluttede, at familien skulle udrejse fra landsbyen, fordi der ikke var sikkert. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandling, selvom han er mindreårig. Ansøgeren, der er 17 år gammel, har således under nævnsmødet besvaret de spørgsmål, der er blevet stillet til ham om hans baggrund og asylmotiv på en relevant og sammenhængende måde. Flygtningenævnets flertal lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at der i ansøgerens hjemområde gennem flere år har været konflikter mellem landsbyens beboere og kuchi-folket, og at konflikten eskalerede i 2015, hvor ansøgerens far sammen med andre mænd i landsbyen deltog i en væbnet konflikt, hvor der døde syv eller otte landsbyboere og otte eller ni kuchier, og hvor kuchierne vandt kontrollen over landsbyen, hvilket førte til at ansøgerens familie og flere andre familier måtte forlade landsbyen. Flertallet lægger derfor til grund, at ansøgeren på grund af farens konflikt vil være i risiko for overgreb fra kuchiernes side ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Henset til, at ansøgeren i forbindelse med flugten blev skilt fra resten af familien, og at han ikke har et netværk i Afghanistan sammenholdt med at han er mindreårig, finder flertallet endelig, at det ikke er rimeligt eller relevant at henvise ham til et internt flugtalternativ et andet sted i Afghanistan herunder i Kabul. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2”. AFGH/2016/252/SEL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse [fra] august 2016 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse, om ansøgeren kan sendes tilbage til Afghanistan. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en lokal oberst med tilknytning til Taliban, idet ansøgeren har tilbageholdt oplysninger for denne. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansættelse i det private firma [navngivent firma] tolket for de amerikanske styrker i Afghanistan, hvorfor ansøgeren var bekendt med efterretningsoplysninger. Ansøgeren blev i forbindelse hermed bekendt med oplysninger om, at obersten var under mistanke for samarbejde med Taliban. Ved en konkret episode henvendte den pågældende oberst sig til ansøgeren, og han truede ansøgeren med at dræbe ham, såfremt han ikke videregav efterretningsoplysningerne. Ansøgeren afslog at videregive oplysningerne, og obersten blev af amerikanerne anholdt fire til fem dage senere. Efterfølgende blev ansøgeren bekendt med, at obersten var blevet løsladt, og samme dag, som han modtog denne oplysning, blev ansøgerens svoger dræbt af nogle for ansøgeren ukendte personer, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har fungeret som tolk for de amerikanske styrker i en periode frem til maj 2011. Ansøgeren findes imidlertid ikke alene på denne baggrund at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. UNHCR henviser i deres ”Eligibility Guidelines for assessing the international protection needs of asylum-seekers from Afghanistan” af 6. august 2013 til, at personer, der har samarbejdet med udenlandske styrker – herunder som oversættere – kan være ”a potential risk group”. Det bemærkes imidlertid, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen H. and B. v. The United Kingdom 70073/10 and 44539/11 af 9. april 2013, der vedrørte en afghansk statsborger, der tidligere havde haft ansættelse som tolk for de amerikanske styrker i Afghanistan – udover at tage stilling til, om det i den konkrete sag ville være muligt at anvende Kabul som “internal relocation” for klageren – ligeledes udtalte (§§ 114-116), at ”the Court rejects the […] applicant’s claims that he would not be safe in Kabul because of his profile (som tolk for de amerikanske styrker) and the security situation there. […] the Court is not convinced that the […] applicant would be in risk solely because of his previous work as an interpreter for the US forces but must instead examine the individual circumstances of his case, the nature of his connections and his profile”. Domstolen konkluderede herefter, at “the applicant has failed to demonstrate that his return to Afghanistan would be in violation of Article 3 of the Convention”. Flygtningenævnet finder således, at det afgørende er, om ansøgeren efter en vurdering af de øvrige oplysninger i ansøgerens asylmotiv har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende perioden for ansættelsesforholdet ved [det navngivne firma] og den periode, han har tolket for ISAF. Ansøgeren forklarede til asylregistreringsrapporten [fra] september 2011, udfærdiget af Rigspolitiet Udlændingeafdeling, at ansættelsesperioden begyndte omkring et år efter tilbagekomsten til Afghanistan fra Pakistan i slutningen af 2008, således i slutningen af 2009. Ansøgeren forklarede samtidig, at han arbejdede som tolk i et år og fire til fem måneder. Han oplyste i asylansøgningsskemaet [fra] oktober 2011 til Udlændingestyrelsen, at han arbejdede som tolk i perioden fra 2010 til [navngiven dato i] maj 2011. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i] januar 2012 forklarede ansøgeren, at han omkring begyndelsen af januar 2010 søgte en stilling i [det navngivne firma], og at han havde dette arbejde frem til sin udrejse i begyndelsen af juli 2011, uden på noget tidspunkt at opsige sin stilling. Under mødet i Flygtningenævnet [i] januar 2013 forklarede ansøgeren, at hans ansættelsesforhold ved [det navngivne firma] begyndte i 2010, at han i juni 2011 tolkede i et møde mellem [navngiven person] og obersten, og at han efter truslen fra obersten i juni 2011 tog på ferie i Kandahar. Ferien var pålagt af [det navngivne firma], idet tolke efter tre måneders ansættelse pålægges at afholde ferie. Det fremgår af den af Dansk Flygtningehjælp fremsendte anbefaling fra [anden navngiven person], at ansøgeren i perioden fra [dato i] maj 2010 til [dato i] maj 2011 fungerede som tolk for ISAF. I ansøgerens anmodning om genoptagelse [fra] oktober 2014 oplyses, at han i perioden fra 2010 til maj 2011 arbejdede for [det navngivne firma]. I et bilag til anmodningen om genoptagelse fremgår det imidlertid, at ansøgeren ikke vendte tilbage efter afholdelse af sin ferie i juni 2011. Ansøgeren har endelig for Flygtningenævnet under den nu genoptagne sag forklaret, at han begyndte sit arbejde som tolk i januar 2010, at han tolkede i april til maj 2011, og at han tog på ferie tre dage efter oberstens anholdelse, medio maj 2011. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringsnotat [fra ] juni 2012, at [det navngivne firma] har oplyst, at ansøgerens sidste arbejdsdag var [i] maj 2011, og at han selv opsagde sin stilling af familiemæssige årsager. Flygtningenævnet finder, at divergenserne vedrørende datoer ikke alene kan tilskrives, at ansøgeren – der har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker – ifølge sin egen forklaring dels er dårlig til at huske datoer og tidsperioder, dels under asylsagens behandling har forsøgt at opgive tidspunkter efter et andet kalendersystem end sit eget. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række andre helt centrale omstændigheder. Han har således blandt andet tidligere under asylsagen forklaret, at flere naboer uden for svogerens hus overværede, at personer kom til huset for at opsøge ansøgeren, hvorimod ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at det kun var en enkelt nabo. Herudover har ansøgeren tidligere under asylsagen oplyst, at han og søsteren fandt svogerens lig med hovedet skåret af, hvorimod ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet har beskrevet, at svogeren var påført en række knivstik i kroppen, men at hovedet var urørt. Endvidere har ansøgeren under partshøringsreferatet [fra] juli 2012 flere gange oplyst, at der forløb to dage, fra han fik den telefoniske oplysning fra [navngiven person] om oberstens løsladelse, til svogeren blev dræbt, ligesom ansøgeren har beskrevet, hvad han foretog sig i den mellemliggende periode, hvorimod ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han fik den vigtige opringning fra [den navngivne person] samme dag, som svogeren blev dræbt. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig. Det findes således blandt andet usandsynligt, at den i sagen omhandlede oberst blev løsladt allerede efter få dage, navnlig i betragtning af, at denne angiveligt blev fanget på de amerikanske styrkers initiativ, og at han havde planlagt angreb mod selvsamme styrker. Flygtningenævnet finder ikke, at dokumentet fra politimyndighederne i Kandahar kan tillægges vægt. Nævnet finder det således helt usandsynligt, at politiet skulle ønske i den foreliggende brevform skriftligt at bekræfte, at ansøgerens svoger er dræbt af terrorister, og dette på grund af ansøgeren, navnlig henset til at ansøgeren efter drabet slet ikke anmeldte dette, ifølge sin egen forklaring fordi han var klar over, at politiet ikke ville efterforske drabet. Det bemærkes, at det fremgår af ansøgerens anmodning til de stedlige politimyndigheder, som blev overgivet af ansøgerens ven, at svogeren blev dræbt af terrorister i sit eget hus [i] juni 2011, hvorimod det fremgår af politimyndighedernes svar, at deres efterforskning viste, at svogeren blev dræbt af terrorister [i] juni 2013. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” AFGH/2016/251/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger, men har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er flygtet fra Iran, da de iranske myndigheder forsøgte at tvangsrekruttere ham med henblik på deltagelse i kamphandlinger i Syrien. Ansøgeren blev i [efteråret] 2015 opsøgt på sin bopæl af Sepah Basij. Ansøgeren var udrejst af Iran, da han blev opsøgt. Ansøgeren har ingen konflikter i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at hans forældre flygtede fra Afghanistan i 1988 blandt andet på grund af krigen, muligvis mod Taliban. Flygtningenævnet kan lægge i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Ansøgeren er således født og opvokset i Iran, hvortil hans forældre udrejste i 1988. Hverken ansøgeren eller forældrene har siden været tilbage i Afghanistan, hvorfra familien udrejste på grund af en krig med en nabolandsby. Ansøgeren har ikke selv konflikter i Afghanistan, og selvom det lægges til grund, at ansøgerens far måtte have haft en konflikt med nogle sunni-muslimer, da han udrejste, er det ikke sandsynliggjort, at det vil give ansøgeren problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at konflikten er godt 28 år gammel, og at ansøgerens familie ikke siden udrejsen har haft problemer med de pågældende. Den omstændighed, at ansøgeren er shia-muslim og frygter tvangshvervning fra Talebans side kan ikke i sig selv begrunde asyl. Det bemærkes, at ansøgeren aldrig har været forsøgt hvervet, og at han ved en tilbagevenden kan vælge at tage ophold i et område, hvor det ikke er Taleban, der har kontrollen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. AFGH/2016/250/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst første gang i 2010 og igen i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taleban, lokalbefolkningen i landsbyen [A] samt de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ved sin genindrejse i Afghanistan i [sommeren] 2013 rejste til [byen A], hvor hans morbroder var flyttet til. Efter at have opsøgt morbroderen overnattede ansøgeren i en moske i [byen A], og ved et uheld satte han ild til strågulvet, da han tændte en olielampe for at få lys. Efter nogle minutter kom mullahen og landsbyens beboere til moskeen og slog ham og anklagede ham for at være vantro og for at have sat ild til moskeen med vilje. Ansøgeren blev tilbageholdt af landsbyens beboere, og dagen efter blev han hentet af personer fra Taleban, fordi hans farbroder var medlem af Taleban i [byen B]. Ansøgeren var tilbageholdt af Taleban i deres hovedkvarter i [byen B] i to dage, hvor han blev udsat for vold og anklaget for at være vantro. Ansøgerens farbroder og fætter sagde, at ansøgeren skulle have bombevest på, så han kunne komme i paradis. Efter to dages tilbageholdelse opstod der kamphandlinger mellem Taleban og de afghanske myndigheder ved hovedkvarteret i [byen B], hvor det lykkedes ansøgeren at flygte sammen med andre tilbageholdte unge mænd. Ansøgeren rejste herefter til Jalalabad for at opsøge sin søster, hvor han opholdt sig i tre til fire timer, hvorefter søsteren arrangerede ansøgerens udrejse af Afghanistan til Pakistan med hjælp fra en agent. Under opholdet hos agenten opsøgte ansøgerens søsters ægtefælle ansøgeren. Han oplyste, at de afghanske myndigheder ved to lejligheder i sommeren 2013 havde opsøgt søsteren og ægtefællens bopæl for at spørge efter ansøgeren, da de mistænkte ham for at samarbejde med Taleban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er sammensat af en række tilfældighedsprægede hændelser over et kortvarigt tidsforløb. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare om detaljerne i forbindelse med disse hændelsesforløb. Flygtningenævnet har hæftet sig ved, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvorledes hotelværten på det hotel, han tilfældigt valgte i Kabul, kunne have kendskab til hans familiesituation og hans morbroders nuværende bopæl. Endvidere er det ikke troværdigt, at mullahen og de øvrige landsbybeboere alene på grundlag af ansøgerens oplysninger om sin faders navn, kunne identificere ham som nevø til farbroderen, som angivelig nu er en magtfuld Talebanleder i en base beliggende mere end en times kørsel fra morbroderens landsby. Ansøgeren har ikke kunnet forklare detaljeret om, hvorledes branden i moskeen opstod, hvorledes den blev slukket, og hvorledes omstændighederne var i forbindelse med flugten fra Talebanbasen. Ansøgerens forklaring om, at myndighederne har ledt efter ham hos søsteren i Jalalabad, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet kan ikke lægge vægt på den video, som ansøgeren har fremlagt, idet oprindelsen heraf og dens opdukken i Danmark ikke har kunnet nærmere forklares. Herefter og efter en samlet vurdering, herunder at ansøgeren tidligere har søgt asyl i Danmark og fået afslag på grundlag af et asylmotiv, der ligeledes var knyttet til farbroderen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Da ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/25/SLN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i maj 2015. Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af hendes farfar og [A], fordi hun er flygtet fra giftermålet med den sidstnævnte. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i efteråret 2014 fik at vide, at hendes farfar havde besluttet, at hun skulle giftes med den meget ældre mand, [A], der i forvejen var gift. Ansøgeren og hendes forældre var imod giftermålet, og planlagde hendes udrejse til Iran under påskud af en pilgrimsrejse. Ansøgeren har oplyst, at hun gennem Facebook var kommet i kontakt med sin tidligere nabo i Afghanistan, [B], der nu var bosiddende i Danmark. Ansøgeren udrejste sammen med sin far til Iran ca. tre måneder efter beslutningen om giftermålet med [A]. I Iran blev hun med farens bistand gift med [B]. Ansøgeren rejste imidlertid tilbage til Afghanistan, idet hendes iranske visum var ved at udløbe. Tilbage i Afghanistan blev hun permanent viet til [A], men flygtede med farens hjælp fra bryllupsfesten, som var ca. 14 dage efter den permanente vielse. Ansøgeren udrejste efter seks dage legalt af Kabul til Teheran [foråret] 2015, og rejste videre til Danmark [foråret] 2015. Ansøgeren frygter at blive dræbt af farfaren og den gamle mand, [A], fordi hun er flygtet fra giftermålet. Hun frygter også de afghanske myndigheder, fordi hun har indgået ægteskab med de to mænd. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, idet det fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke kunne give en troværdig forklaring på, hvorfor hun – til trods for truslen om det forestående ægteskab med [A] – rejste tilbage til Afghanistan efter at være blevet gift med [B] i Iran. Det fremstår heller ikke troværdigt, at faren, der var bekendt med ægteskabet med [B], bistod ved den nye vielse i Afghanistan i stedet for forinden at hjælpe ansøgeren med at flygte. Det fremstår heller ikke troværdigt, at ansøgeren, såfremt faren ikke ville bistå hende, ikke selv flygtede på dette tidspunkt. Ansøgerens forklaring, om at hun som kvinde ikke kunne forlade hjemmet alene, er ikke overbevisende situationens karakter taget i betragtning. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl mere end to måneder efter sin indrejse i Danmark. Ansøgerens forklaring om, at hun indledningsvist tænkte, at hun kunne vende tilbage og få familien til at acceptere situationen og ægteskabet med [B], fremstår ikke troværdigt, henset til at hun såfremt hendes forklaring lægges til grund, rent faktisk har indgået to ægteskaber. Efter en samlet vurdering findes der derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/125/THJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han er flygtet fra deres indkaldelse til hellig krig. Ansøgeren er efterfølgende blev truet telefonisk af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det en aften i slutningen af [sommeren] 2015, bankede på døren. Da ansøgerens far åbnede døren, stod der et ukendt antal repræsentanter fra Taliban udenfor. De afleverede et brev til ansøgerens far uden at sige noget, hvorefter de gik. Den efterfølgende dag afleverede ansøgerens far brevet til ansøgeren. Brevet var skrevet på arabisk og pashto, hvorfor ansøgeren ikke kunne læse det. Ansøgerens bror fik det oversat af en ven, og broren oplyste herefter ansøgeren om, at der stod i brevet, at ansøgeren var indkaldt til hellig krig for at drive USA ud af landet, og at ansøgeren havde tre dage til at melde sig hos Taliban. Ansøgeren henvendte sig ikke hos Taliban i løbet af de tre dage, men skjulte sig hos [et familiemedlem] et andet sted i Kunduz. Ansøgeren modtog et opkald på sin mobiltelefon fra en ukendt person fra Taliban. Ansøgeren blev spurgt om, hvorfor han ikke havde henvendt sig hos dem. Han fik at vide, at hvis han forsøgte at flygte, ville de dræbe ham. Vedkommende oplyste videre, at der var blevet spredt et billede af ansøgeren til andre Taliban-medlemmer. Da ansøgeren sagde, at han ikke kunne deltage i hellig krig, fik han at vide, at hvis han ikke selv deltog, skulle ansøgeren købe et våben og betale omkostningerne for en anden soldat. Herefter lagde ansøgeren på. Ansøgeren flygtede herefter fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og udbyggende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret upræcist om sin alder, og om hvordan den nye fødselsattest, han har fremlagt under sagen, er blevet til, ligesom han har forklaret upræcist med hensyn til, om der var tale om en generel hvervning, eller om det alene var ham, der modtog et brev med krav om tvangshvervning til Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren på tidspunktet for hvervningen i 2015 var 23 år gammel, og dermed var over den alder, som han selv har forklaret var målgruppen for hvervning, idet han har forklaret, at Taliban rettede henvendelse til alle ugifte, barnløse, unge mænd med skægstubbe. Ansøgerens forklaring om, hvornår henvendelsen fandt sted, har været divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var [en specifik dato], mens han i de senere samtaler har forklaret, at det var i slutningen af [af en specifik måned] efter den afghanske kalender, uden at han kan oplyse den præcise dato. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til antallet af telefoniske henvendelser fra Taliban, idet han i såvel oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har forklaret, at Taliban ringede en gang, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at de ringede to gange. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at Taliban skulle have haft kapacitet til at ringe ham op, samme dag som den fastsatte frist for meldepligt udløb. Det er endvidere mindre sandsynligt, at Taliban så hurtigt skulle have haft mulighed for at få fat i ansøgerens mobiltelefonnummer og et billede af ham, som de havde delt ud blandt Talibanerne i området, eller at ansøgeren i telefonen skulle have sagt, at han ikke ville deltage i hellig krig, eftersom han på det tidspunkt stadig befandt sig i Kunduz. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om Taliban ved henvendelsen [i efteråret] til familien har anklaget hans bror for at stå bag ansøgerens flugt og forøvet vold mod broren og en søster, eller hvorvidt Taliban også krævede, at broren skulle lade sig hverve i stedet for ansøgeren. Endelig skal nævnet bemærke, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle have fået tilsendt Talibans brev med krav om tvangshvervning og rejst med det ud af Afghanistan, henset til den risiko dette kunne indebære for ham, hvis han blev standset af Taliban ved vejspærringer på vej ud af landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. AFGH/2016/249/SEL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og afghansk statsborger fra landsbyen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af [M] og familier til to dræbte i en trafikulykke, som ansøgeren har været involveret i. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet af myndighederne og blive dræbt i fængslet, idet han frygter, at hans egen slægt vil angive ham til myndighederne. Endvidere frygter ansøgeren at blive dømt ved en Taliban-domstol. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var skyld i en færdselsulykke i [sommeren] 2015, da han som chauffør var på vej til [en by] med passagerer. En af passagererne hed [A], og han havde bestilt turen hos ansøgeren. [A] er nevø til [M], som er tilknyttet Taliban. De andre i bilen var slægtninge og venner af [A]. Ansøgeren var kørt frem til [et sted på turen], og der var ikke langt tilbage af turen. Herefter faldt ansøgeren i søvn, og bilen forulykkede. Han hentede herefter to passagerer ud af bilen. To personer var tilbage i bilen, [A] og [anden passager], og disse to var ikke ved bevidsthed. Herefter så ansøgeren, at der var to eller tre personer på vej mod ulykkesstedet. Da blev han bange og flygtede fra ulykken. I bilen lå en kopi af ansøgerens ID dokumenter med ansøgers billede. Ansøgeren tog hjem til sin morbror og fortalte ham om ulykken. Morbroren fortalte næste dag ansøgeren, at to personer var døde i ulykken. Ansøgeren opholdte sig fire til fem dage hos morbroren. Den sidste dag fortalte morbroren ansøger, at han skulle flygte, idet ansøgeren ifølge morbroren var i livsfare. Ansøgerens far blev efter ulykken afhørt på distriktskontoret, hvor han blev truet på livet og fik at vide, at han skulle oplyse, hvor ansøgeren befandt sig. Efter fire eller fem dage hos sin morbror tog ansøgeren til Pakistan i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren som taxachauffør har begået en kørselsfejl der har bevirket, at to personer er afgået ved døden. Nævnet lægger endvidere til grund, at de to kom fra magtfulde familier, og at den enes morbror er kommandant i Taliban. Nævnet finder på baggrund af baggrundmaterialet ikke at kunne udelukke, at de forurettede familier, der er pashtuner vil udøve blodhævn mod ansøgeren. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren da han er flygtet fra ulykken tillige vil kunne risikere anholdelse og retsforfølgelse af myndighederne. Nævnet finder ikke, at der er grund til at antage, at en straf vil være uproportionel. Nævnet kan imidlertid ikke udelukke, at idet ansøgeren risikere en straffesag, hvor de dræbtes venner, der var med i bilen under ulykken, kan blive indkaldt som vidner eller hvor familierne kan blive indkaldt som erstatningssøgende, at en anholdelse og retsforfølgelse, uanset hvor i Afghanistan den finder sted, kan gøre, at familierne til de dræbte bliver bekendt med ansøgerens opholdssted, hvorfor nævnet på trods af, at sagen hovedsageligt er en privatretlig konflikt ikke finder, at IFA kan anvendes. Idet nævnet som følge af ansøgerens forklaring må lægge til grund, at der var tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med en færdselssag og da nævnet tillige må lægge til grund, at der var andre, herunder passagererne og personer fra den nærliggende landsby, der var til stede og kunne hjælpe de tilskadekomne, finder nævnet ikke, at straffen skal medføre udelukkelse jf. § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/248/JOV
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, Shia-muslim og afghansk statsborger fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [M], som for fire og et halvt år siden har slået ansøgerens far og bror ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far og [M] var fjender. [M] var en del af Taliban og ansøgers far og bror var i en modstandsgruppe. Efterfølgende chikanerede [M] ansøgeren og hans mor, fordi [M] var bange for, at ansøgeren ville hævne sin fars og brors død. Chikanen foregik ved, at [M]’s folk slog ansøgeren og hans mor og stjal deres dyr. Da ansøgeren blev voksen, kunne han ikke længere holde chikanen ud og han meldte derfor chikanen til politiet. Politiet kendte [M], men de kunne ikke gøre noget. Politiet bad i stedet ansøgeren arbejde for dem som spion. Ansøgeren skulle holde øje med [M] og hans folk og rapportere tilbage til politiet. Politiet sagde, at ansøgeren kunne få en motorcykel og en mobiltelefon, men det fik han ikke denne dag. Chikanen fortsatte og en til to uger senere gik ansøgeren igen til politiet for at anmelde det. Denne gang fik han en motorcykel og en mobiltelefon af politiet. I omkring tre måneder kørte ansøgeren rundt og holdte øje med [M]’s folk. I denne periode chikanerede [M]’s folk fortsat ham og hans mor. En ukendt dag i løbet af de tre måneder, hvor ansøgeren spionerede for politiet, havde [M] og hans mænd kidnappet nogle udlændinge, hvorfor politiet var efter dem. De efterlod på et tidspunkt nogle af deres motorcykler, fordi vejene var blevet spærret af politiet. Ansøgeren stjal to af deres motorcykler og gemte dem i sin forretning. Ansøgeren stjal motorcyklerne, fordi han håbede, at de så ikke ville kunne flygte fra politiet. Dagen efter kom politiet og ransagede flere forretninger i området. Politiet fandt motorcyklerne i ansøgerens forretning og de troede derfor, at han samarbejdede med [M]. Kommandanten fra politiet var også til stede og han sagde, at ansøgeren ikke samarbejdede med [M], men han samarbejdede med politiet. På den måde fandt [M] ud af, at ansøgeren havde arbejdet for politiet. Omkring en måned senere, var ansøgeren på vej hjem til sin morbror. På vej hjem til sin morbror, blev ansøgeren stoppet af [M]’s mænd. De omringede ansøgeren på hans motorcykel og skød mod ham. Ansøgeren faldt herefter af motorcyklen og brækkede sit ben. De gav herefter ansøgeren en pose over hovedet og bandt hans hænder. De tog ansøgeren med på en motorcykel og kørte ham væk fra stedet. De kørte først ansøgeren til [M]’s hjem, hvor han blev tilbageholdt i et døgn. Herefter blev ansøgeren kørt til et andet sted i bjergene. Her blev ansøger udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev også tvunget til at arbejde. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvanden måned på et ukendt tidspunkt. Ansøgeren fik på et ukendt tidspunkt mulighed for at ringe til sin mor. Ansøgeren fortalte hende, hvor han var og han bad hende finde nogen, der kunne hjælpe med at befri ham. [M] og hans folk havde sagt, at de ville have 1.000.000 i afghansk valuta for at befri ansøgeren. Ansøgerens mor talte med de ældste og mullahen i ansøgerens landsby, som talte med [M]’s folk. Til sidst gik [M]’s folk med til, at de kun skulle have 500.000 for at befri ansøgeren. Efter halvanden måned lykkedes det ansøgerens mor at skaffe pengene ved at sælge deres jord og ansøgeren blev løsladt. [M] sagde til ansøgeren, at han havde 20 dage til at forlade området og ellers ville han slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren var hjemme i en nat, hvorefter han tog til et andet område, hvor han opholdte sig hos en af sine venner. Ansøgeren var hos vennen i en til halvanden måned, hvorefter han udrejste. Rejsen til Europa blev finansieret af ansøgerens farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår hans asylmotiv. Ansøgeren har forklaret uklart om hvordan han foretog sin spionage og formålet hermed, hvornår han accepterede at spionere og hvornår han fik motorcykel og mobiltelefon af politiet. Han har ligeledes forklaret divergerende om hans pågribelse, herunder om der blev skudt, om der blev skudt fra flere forskellige vinkler og hvor mange angribere der deltog. Han har under mødet for nævnet udbygget sin forklaring om hvorfor tilbageholdelsen fandt sted, idet han nu angiver at tilbageholdelsen skete for at [M] kunne få udleveret ansøgerens farbror. Han har endvidere forklaret divergerende om tilbageholdelsen, idet han tidligere har forklaret, at han bar sten, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han lavede miner, ligesom han arbejdede med diamanter. Han har forklaret divergerende om, hvor langt fra hans landsby hans ven [J] boede, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt han finansierede sin udrejse med penge fra salget af morens ejendom eller om han lånte disse af [J]. På baggrund af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/247/JOV
NæNævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim og afghansk statsborger fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans mor og brødre er syge, og at han er kommet til Danmark i håbet om, at han på et tidspunkt også kan få sin mor og sine brødre til Danmark, således at de kan få hjælp og bedre behandling mod deres sygdomme. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har også for nævnet forklaret, at han ikke har fjender i Afghanistan og at han ikke frygter noget ved en tilbagevenden. Ansøgeren har alene forklaret, at han er flygtet for at tjene penge, så han kan finansiere behandlingen af hans to syge brødre. Idet det påberåbte alene er socioøkonomiske årsager, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/246/JOV
Nævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Lagman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far var leder af Arbakian. Ansøgerens far blev for omkring to år siden slået ihjel af Taliban, og umiddelbart efter hans død blev ansøgerens storebror sendt ud af Afghanistan af ansøgerens morbror. Ansøgeren og hans mor flyttede hjem til ansøgerens morbror i Kabul, hvor ansøgeren boede i to år, indtil han udrejste. Efter ansøgerens udrejse har hans mor modtaget telefoniske trusler fra Taliban, hvor de ville bombe hans morbrors hus i Kabul. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere oplyst, at hans mor under en telefonsamtale for omkring tre uger siden har sagt, at Taliban har været hos hende og fremsat trusler om, at ansøgeren skal være selvmordsbomber. Den beskikkede advokat har i sit indlæg påstået sagen hjemvist under anbringende af, at ansøgeren, der er 15 år gammel, ikke er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylretlig procedure og vurdering. Advokaten har til støtte herfor blandt andet henvist til, at Udlændingestyrelsen alene har gennemført én samtale med ansøgeren (oplysnings- og motivsamtale), samt at ansøgerens adfærd understøttes af en udtalelse fra [et asylcenter], hvor ansøgeren bor, og hvori det hedder, at ”[de] ser en ikke-alderssvarende dreng, som forsøger at skjule for andre, at han hverken kan læse, skrive eller kan klokken.” samt at det ”[i] samtaler med ham virker det som om han ikke forstår det vi siger, også selvom der er tolk.” Advokaten har endvidere gjort gældende, at det af ansøgerens optræden på nævnsmødet fremgår, at han svarer divergerende og i det hele fremstår som ukoncentreret. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgeren, som må anses for at være en ikke-alderssvarende 15-årig, ikke er i besiddelse af den fornødne modenhed til at gennemgå en asylretlig procedure. På den baggrund hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Afgh/2016/245/MGO
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter hans svigerindes første mand [A], idet ansøgerens svigerinde og ansøgerens bror har haft et forhold til hinanden, mens svigerinden var gift med [A], og fordi ansøgeren og broren er flygtet sammen med svigerinden. Af samme årsag frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet eller udsat for repressalier fra Taliban, som [A] arbejder med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han og hans bror mødte en pige i ansøgerens fars forretning. Pigen og ansøgerens bror begyndte at tale sammen. Omkring 1-2 uger senere kom pigen til forretningen igen. Ansøgerens bror fortalte, at han var forelsket i pigen. Den samme dag blev forretningen opsøgt af [A] og to af hans mænd, i hvilken forbindelse ansøgeren og dennes bror blev udsat for fysiske overgreb. Omkring 1-2 uger efter, da ansøgeren var på vej ind i forretningen, så han sin bror og [B] omfavne hinanden i butikken. En kvinde, som ligeledes var gift med [A], stod foran forretningen sagde, at hun ville fortælle dette til [A] og at de skulle straffes med døden. [B] sagde til ansøgeren og ansøgerens bror, at de skulle lukke forretningen, idet [A] ville slå dem ihjel, hvis han kom til forretningen. Herefter løb [B] efter kvinden. Ansøgeren og dennes bror til hjem og fortalte deres forældre, hvad der var hændt. Forældrene tog ansøgeren og dennes bror hen til naboen, hvor de efterfølgende tog hen til en af farens venner. På vejen til farens ven, hentede de [B] i en taxa ved moskeen, hvor de alle tog ophold i omkring 20 dage. Under dette ophold kom ansøgerens far på besøg, som fortalte, at [A] havde opsøgt ham og udsat ham for fysiske overgreb. Herefter udrejste ansøgeren, dennes bror og [B]. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt vægt på, at ansøgeren var mindreårig, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen den 1. december 2015 og den 7. juni 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Endvidere har ansøgeren, ansøgerens bror og svigerinde på væsentlige punkter forklaret indbyrdes divergerende. Ansøgeren har påberåbt sig samme asylmotiv som sin bror og svigerinde (sagsnr. 16/203191, 16/203192 og 16/203194). Flygtningenævnet har i disse sager tilsidesat ansøgerens bror og svigerindes forklaring om deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig, og Flygtningenævnet henviser til begrundelsen herfor. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/244/MJM
Nævnet stadfæstede i december måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i august 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajik og shia muslimer af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at den kvindelige ansøgers første mand [A] vil slå begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror samt deres barn ihjel, idet de to ansøgere har haft et forhold til hinanden, mens den kvindelige ansøger var gift med [A]. Af samme årsag frygter ansøgerne endvidere, at den afghanske regering og befolkning vil slå dem ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at han i [foråret] 2014 mødte den kvindelige ansøger i sin fars [forretning], hvor han arbejdede. Den kvindelige ansøger var i forretningen med sin mor. Ansøgeren talte med dem begge, og blev forelsket i den kvindelige ansøger. To-tre dage senere kom den kvindelige ansøger tilbage til forretningen, hun kom i følgeskab med sin mor, men moren gik ikke med ind i forretningen. Den mandlige og den kvindelige ansøger talte sammen, og den mandlige ansøger bad den kvindelige ansøger om at komme igen dagen efter. En uge senere kom den kvindelige ansøger tilbage til forretningen, og de erklærede deres kærlighed til hinanden. Den mandlige ansøger ville gerne give den kvindelige ansøger en mobiltelefon, således at de to kunne kommunikere sammen. De fulgtes herefter hjem i en taxa til den mandlige ansøgers bopæl. På bopælen forærede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger mobiltelefonen, og de to havde samleje. Dagen efter ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte ham, at hun var gift med en ældre mand, [A], samt at der var tale om et tvangsægteskab. Hun fortalte endvidere, at hun tidligere havde forsøgt at begå selvmord på grund af ægteskabet. Omkring en uge herefter kom den kvindelige ansøger igen tilbage til den mandlige ansøgers fars forretning. Mens de to stod og snakkede sammen, kom en kvinde forbi forretningen og så de to sammen. Kvinden sagde, at hun ville fortælle [A], at hun havde set den kvindelige ansøger i forretningen, hvorefter kvinden forlod forretningen. Den kvindelige ansøger løb efter hende. Den samme dag blev den mandlige ansøgers fars forretning opsøgt af tre mænd, som udsatte den mandlige ansøger og dennes lillebror for fysiske overgreb. Den mandlige ansøgers lillebror fik i denne forbindelse en flænge i hovedet, hvorfor den mandlige ansøger lukkede butikken og tog en taxa hjem til deres bopæl. Den efterfølgende dag ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte, at kvinden, som havde set dem sammen, var [A’s] anden ægtefælle. Omkring en uge efter overfaldet kom den kvindelige ansøger igen til forretningen. Den mandlige ansøger trak et metalgitter ned foran forretningen, og de to omfavnede herefter hinanden. Den mandlige ansøgers lillebror, som kom udefra, trak gitteret op, da han skulle ind i butikken. Her opdagede den mandlige ansøger, at [A’s] anden ægtefælle stod i døren og betragtede dem. Hun skældte dem ud og sagde, at hun ville fortælle [A] hvad hun havde set. Den kvindelige ansøger advarede herefter den mandlige ansøger om, at han og lillebroren ville blive slået ihjel, hvorefter den kvindelige ansøger løb efter [A’s] ægtefælle. Da den mandlige ansøger kom hjem, fortalte han sin far, hvad der var sket, hvorefter han og lillebroren tog over til naboen, hvor de opholdt sig i 30-60 minutter. Mens de var ved naboen, ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte, at hun var flygtet fra sit hjem, og at de skulle mødes ved [navngiven moské]. Ansøgerne mødtes herefter ved moskeén sammen med den mandlige ansøgers lillebror, hvorefter de alle tre tog hen til den mandlige ansøgers fars ven, [B], i landsbyen [C]. Efter fem dages ophold havde den mandlige ansgers far besøgt [B] og fortalt ansøgerne, at [A] havde opsøgt ham. Denne dag blev ansøgerne religiøst viet. Efter 20 dages ophold hos [B] udrejste ansøgerne af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at hun for cirka to år siden blev tvangsgift med en ældre mand, [A], som i forvejen havde to ægtefæller. Dagen efter vielsen forsøgte den kvindelige ansøger at begå selvmord, idet hun var ulykkelig over ægteskabet. Nogle dage efter selvmordsforsøget tog den kvindelige ansøger til basaren sammen med sin mor. Her mødte hun for første gang den mandlige ansøger, som havde en [forretning], som den kvindelige ansøger og hendes mor besøgte. En til to dage herefter tog den kvindelige ansøger igen med sin mor til basaren. Her besøgte hun igen den mandlige ansøgers forretning, og fik lejlighed til at tale med ham. Tre-fire dage herefter hentede [A] den kvindelige ansøger hos hendes forældre, hvorefter de tog tilbage til [A’s] hus. Omkring en uge herefter, sagde den kvindelige ansøger, at hun ville besøge sin mor, men den kvindelige ansøger tog i stedet tilbage til den mandlige ansøgers forretning. Da den mandlige ansøger ville forære hende en mobiltelefon, som lå hjemme ved ham, tog de sammen videre til den mandlige ansøgers bopæl. Her havde ansøgerne samleje og den mandlige ansøger gav den kvindelige ansøger en mobiltelefon, således at de to kunne holde kontakten. Samme dag hentede [A] den kvindelige ansøger ved hendes forældre. Den efterfølgende uge havde den kvindelige ansøger telefonisk kontakt med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger fortalte ved et af opkaldene, at hun var gift med en ældre mand, at der var tale om et tvangsægteskab, samt at hun havde været så ulykkelig over ægteskabet, at hun efter vielsen havde forsøgt at begå selvmord. Næste gang den kvindelige ansøger tog til basaren, var den mandlige ansøgers lillebror til stede. Han blev imidlertid sendt ud af forretning for at hente frokost. Den kvindelige ansøger havde taget burkaen op. Idet lillebroren gik ud af forretningen, kom [A’s] yngste ægtefælle forbi forretningen, og så den kvindelige ansøger med burkaen oppe. [A’s] ægtefælle blev vred, og hun sagde, at hun ville fortælle [A] hvad hun havde set. Ægtefællen havde fået den opfattelse, at den kvindelige ansøger havde et forhold til både den mandlige ansøger og dennes lillebror. Den samme dag kom [A] hjem til den kvindelige ansøgers forældre. Her udsatte han den kvindelige ansøger for fysiske overgreb og sagde, at hvis han fandt ud af, at hun havde et forhold til en anden mand, ville han slå både hende og den anden mand ihjel. Den efterfølgende dag fortalte den mandlige ansøger den kvindelige ansøger, at [A] og to andre mænd havde været i forretningen, og at de havde udsat både ham og lillebroren for fysiske overgreb. Herefter gik der cirka en uge, hvor den kvindelige ansøger ikke fik lov til at forlade [A’s] hus. I denne periode havde hun dog telefonisk kontakt med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger måtte lyve og fortælle, at hendes mor var syg, for at få lov at forlade huset igen. Hun sagde at hun skulle besøge sin mor, men i stedet tog hun hen til den mandlige ansøgers forretning. Da hun ankom til forretningen, trak den mandlige ansøger et metalgitter ned foran forretningen, og de to omfavnede hinanden. [A’s] yngste ægtefælle opdagede dem igen, idet hun måtte være fulgt efter den kvindelige ansøger. Hun blev meget vred på den kvindelige ansøger. Mens [A’s] ægtefælle råbte af dem, kom den mandlige ansøgers lillebror ind i forretningen og rullede gardinet op. [A’s] ægtefælle sagde gentagne gange, at hun ville fortælle det til [A], og at den kvindelige ansøger ville blive stenet. Den kvindelige ansøger løb efter hende. Da [A] kom hjem, udsatte han den kvindelige ansøger for fysiske overgreb, slog hende og bandt hende med et reb, samt låste hende inde på et værelse. På en ukendt dato herefter hjalp [A’s] ældste hustru den kvindelige ansøger med at flygte. Den kvindelige ansøger ringede til den mandlige ansøger, og fortalte ham, at han skulle hente hende ved moskéen. Den mandlige ansøger og hans lillebror hentede herefter den kvindelige ansøger i en taxa, hvorefter de tog over til den mandlige ansøgers fars ven, [B’s], bopæl. De opholdt sig her i cirka 20 dage. Inden ansøgernes udrejse blev de religiøst viet. De rejste på en ukendt dato videre til Iran og herefter videre til Tyrkiet. I Tyrkiet opdagede den kvindelige ansøger, at hun var gravid. De boede herefter 11 måneder i Tyrkiet, og den kvindelige ansøger fødte her sin datter. Ved vurderingen af den kvindelige ansøgers forklaring om ansøgernes asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende, og fordi forklaringen på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgerne samt den mandlige ansøgers bror på væsentlige punkter forklaret indbyrdes divergerende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af den mandlige ansøgers brors forklaring lagt vægt på, at broren var mindreårig, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen den 1. december 2015 og den 7. juni 2016. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerne og den mandlige ansøgers bror har forklaret divergerende om, hvem der var til stede, når den kvindelige og mandlige ansøger mødtes i forretningen, de nærmere omstændigheder omkring overfaldet på den mandlige ansøger og hans bror, hvad [A’s] anden kone råbte til ansøgerne, da hun opdagede dem sammen, samt hvornår og hvordan den mandlige ansøger og hans bror fortalte deres forældre om den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger og hendes mor begge fjernede deres slør og viste deres ansigt, da de første gang trådte ind i forretningen, hvilket den mandlige ansøger også har forklaret var usædvanligt. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger under deres tredje møde valgte at tage med den mandlige ansøger hjem, og at de havde samleje, særligt henset til at de forudgående kun havde mødtes ganske kortvarigt. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig, og at ansøgerne dermed ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/243/MJM.
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller Daesh, fordi han er etnisk hazara. Han har videre anført, at han frygter den generelle situation i landet, da der har været krig i Afghanistan de sidste mange år, hvorfor det ikke er sikkert at opholde sig nogen steder i Afghanistan, heller ikke i Kabul. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban forfølger og hyppigt slår hazaraerne ihjel i Afghanistan, herunder i Ghazni-provinsen, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren har hertil anført, at hazarerne er shia muslimer, imens Taliban primært udgøres af sunni muslimer. Hertil kommer, at Daesh har vundet fodfæste i det område, hvor han bor, og at deres forfølgelse af hazaraer er endnu værre end Talibans. Videre har ansøgeren oplyst, at der ingen sikkerhed er for nogen i landet, og at der derfor er en stor sandsynlighed for, at han vil blive dræbt, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring vedrørende sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren anførte er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, men at han ikke har oplevet individuelle konflikter med de afghanske myndigheder, Taliban, Daesh eller andre grupper, og at dette heller ikke har været tilfældet for hans nærmeste familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at hazaraer alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i Ghazni-provinsen risikerer overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/242/snd
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hazara og shia-muslim fra [en mindre by i], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato kørte i bus til [den mindre by] for at finde sin familie, da bussen blev standset af bevæbnede personer fra Taliban. Sammen med tre andre blev ansøgeren bedt om at stige ud af bussen. Én fik skåret halsen over. Én fik lov til at gå, mens ansøgeren og en anden dreng, [A], blev ført væk af Taliban. Herefter blev ansøgeren og [A] klædt ud i kvindetøj og bedt om at danse for talebanere og soldater. De skulle danse næsten hver aften forskellige steder. Det varede en time eller halvanden time. Ansøgeren blev chikaneret, tvunget til at ryge hash og udsat for fysiske og seksuelle overgreb af de folk, der kom og kiggede på. Han var hos Taliban i to måneder. En aften lykkedes det ham og [A] at slippe væk. Ansøgeren tog 2.000 USD, der lå i en bil. De tog til Herat, hvor [A] skaffede et falsk pas. De krydsede grænsen til Iran til fods om dagen. De viste deres pas og fik et stempel i passet. Ansøgeren opholdt sig i Iran i fire til fem måneder, hvor han arbejdede som tømrer i Teheran, hvorefter han udrejste af Iran til Tyrkiet. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring har taget hensyn til, at ansøgeren er ung og analfabet. Flygtningenævnet kan på trods heraf ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund, idet den fremstår utroværdig, idet ansøgeren på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til antallet af Talebanere, der kom ind i minibussen, idet han i asylsamtalen forklarede, at der var 12 tildækkede personer, mens han i advokatindlægget har forklaret, at der var 2-3 personer. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om de var 4 eller 5 hazaraer i minibussen, om det kun var ham, der blev taget med og tvunget til at være dansedreng, eller om yderligere en hazara dreng blev taget med. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren først i asylsamtalen har forklaret om [A], og at det først er i advokatindlægget, at han har forklaret, at han lærte [A] at kende allerede i flygtningelejren i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om de gæster, der overværede, at han dansede, forgreb sig på ham eller ej ved blandt andet at stikke en finger op i hans numse eller de blot befølte ham på ballerne. Også forklaringerne om, hvorvidt han fik penge til den første til tilbagerejse fra Afghanistan til Iran udleveret af sin far, mens han var i flygtningelejren, eller familien sendte ham pengene, har været divergerende, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om han udrejste af Afghanistan sidste gang ved at kravle under en mur sammen med omkring 25 andre personer, eller han udrejste sammen med [A] ved at forevise et falsk pas. Det bemærkes endelig, at ansøgeren også har forklaret divergerende med hensyn til, om det var familien, der hjalp ham med at få et pas, eller om han og [A] købte det. Videre bemærkes, at, selvom situationen for hazaraer navnlig i visse dele af Afghanistan kan være vanskelig, er den generelle situation ikke er af en karakter, der i sig selv indebærer en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/240/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personer fra Jamiat partiet, fordi de frygtede, at ansøgeren ville hævne drabet på faderen. Ansøgeren frygter desuden, at Taliban og Daesh vil slå ham ihjel, idet de kontrollerer strækningen mellem Kabul og Mazar-e Sharif, og fordi han ikke vil kunne komme fra den ene til den anden by. Ansøgeren har dog ikke haft nogen konflikter med Taliban eller Daesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader, som var medlem af Harakat partiet, blev slået ihjel for omkring fem år siden af ukendte personer fra Jamiat partiet. Ansøgeren kender hverken den præcise dato og måned eller det præcise årstal for drabet. Der gik omkring to uger fra ansøgerens faders død til, at ansøgerens familie begyndte at modtage trusler fra ukendte personer fra Jamiat partiet. Ansøgeren og hans familie blev truet mange gange, men ansøgeren kender ikke det præcise tal for, hvor mange gange de blev truet. Ansøgeren modtog også omkring 14-15 trusselsbreve fra de samme ukendte personer. Ansøgeren og hans familie modtog trusler fra ukendte personer fra Jamiat partiet i omkring to til tre år. En måned inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, modtog han endnu et brev fra ukendte personer fra Jamiat partiet, som truede med at slå ansøgeren ihjel, fordi han ved to lejligheder, herunder ved et arrangement i området [G] i Mazer-e Sharif og landsbyen [K], havde udtalt, at han ville hævne sin faders død. Efter denne trussel udrejste ansøgeren fra Afghanistan, idet han mente, at han ikke længere kunne bo der. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende og udbyggende på en lang række centrale punkter, ligesom forklaringen forekommer detaljefattig og afglidende, og derfor fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig er blevet truet personligt, men at personer, han ikke kendte, fortalte ham, at folk fra Jamiat partiet ville slå ham ihjel for at forhindre, at han hævnede drabet på sin fader. Han har videre i denne samtale forklaret, at han modtog den første advarsel to år efter, at hans far var blevet likvideret, og at der herefter gik to til tre år, før han udrejste. Han har endelig forklaret, at han kort før udrejsen i et enkelt tilfælde blev opsøgt og advaret om, at personer fra de andre partier planlagde at slå ham ihjel. I asylsamtalen har han derimod forklaret, at der allerede to uger efter drabet på faderen blev fremsat trusler mod ham om, at han ville blive slået ihjel for at undgå, at han tog hævn, og at truslerne herefter fortsatte i 2 år, og at han i den forbindelse modtog 14-15 trusselsbreve, og at han modtog det sidste cirka en måned, før han udrejste. Ansøgeren har videre i denne samtale forklaret, at han kendte de personer, der advarede ham, idet der var tale om folk fra Junbish og Harakat partiet. Også med hensyn til omstændighederne i forbindelse med faderens død har ansøgerens forklaring været divergerende og udbyggende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var familien, der hentede faderens lig på vejen, mens han i asylsamtalen forklarede, at det var politiet, der bragte liget til familiens hjem. Foreholdt divergenserne i forbindelse med mødet i nævnet har han endelig forklaret, at det var politiet, der sammen med fjernere slægtninge bragte liget til Mazar-e Sharif. Ansøgeren har i asylsamtalen videre i væsentlig grad udbygget sin forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen med forklaringen om, at han cirka en måned efter drabet på sin fader ved to offentlige arrangementer, hvor medlemmer af Jamiat og Junbish partierne var til stede, udtalte, at han ville udslette alle Jamiat-medlemmer, ligesom han har udbygget sin tidligere forklaring med hensyn til, at ikke blot hans farbroder men også hans fader har været fangeudvekslet. Nævnet skal videre bemærke, at ansøgeren har forklaret, at hans samvittighed forbød ham at hævne drabet på faderen, og at det på den baggrund forekommer usandsynligt, at han skulle have udtalt sig offentlig om det modsatte, mens faderens politiske modstandere var til stede, henset til den fare dette medførte for både ham selv og hans familie. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring ikke kunne læse og skrive, mens han opholdt sig i Afghanistan, i forbindelse med et 7 måneder langt fængselsophold i Grækenland lærte både at læse og skrive, så han var i stand til selv at udfylde asylskemaet ved ankomsten til Danmark. Idet den generelle situation i Afghanistan herunder i Mazar-e Sharif ikke kan begrunde asyl, og idet ansøgeren ikke har haft konflikter med hverken Taliban eller Daesh, er det herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/24/MVI
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tajik og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars halvbror [A], idet [A] har truet med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var uvenner med farens halvbror, [A], på grund af en arv, som ansøgerens far havde fået af sin far. [En dag i sommeren] 2013 efter kl. 14 blev ansøgeren og hans bror, [B], bortført ved familiens tømmerbutik. De fik bind for øjnene og fik bundet deres hænder. De kom til et ukendt sted, og ansøgeren blev taget ud af bilen. Ansøgeren kunne høre sin bror råbe, mens han blev kørt videre. Ansøgeren blev lukket inde i et mørkt værelse, hvor der var en flaske vand og et stykke brød. Ansøgerens hænder blev bundet op, da han kom ind i værelset. Ansøgeren sad i værelset i otte dage og på den 8. dag kom politiet til stedet, og ansøgeren hørte larm udenfor, så han råbte og skreg, og døren til værelset blev sparket ind. Da politiet kom ind og fandt ansøgeren, var ansøgeren helt mundlam. Politiet tog ansøgeren med på politistationen, hvor han efterfølgende blev hentet af sin far. [A] ringede til ansøgerens far en til to dage efter, hvor [A] sagde, at han ikke ville slå ansøgerens bror, [B], ihjel. Ansøgerens far fik lov til at tale med [B], men da han talte med ham, hørte han, at [B] blev slået ihjel. Nogle dage herefter tog ansøgeren og familien fra deres hus og levede i skjul i 27 til 28 dage, hvorefter de udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at familien i 2008 blev udsat for indbrud, idet [A] og nogle andre var trængt ind i huset. [A] og de andre begyndte at slås med ansøgerens far, og der gik brand i ildstedet, og ansøgerens far fik brændt sin brystkasse. De slog også ansøgerens mor, og ansøgeren blev sparket på hagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret, og at der på en række punkter er væsentlige divergenser i forhold til de forklaringer, der er afgivet af ansøgerens far. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2015 har forklaret, at [A] begik indbrud omkring et år, før han blev kidnappet. Ansøgerens far har derimod til sin samtale i Flygtningenævnet [i foråret] 2014 forklaret, at indbruddet skete i 2008. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale [i slutningen af] 2015 har forklaret, at han var tilbageholdt i otte dage og på ottendedagen kom politiet og reddede ham. Ansøgerens far har derimod til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2014 forklaret, at ansøgeren blev reddet af politiet to dage efter han blev kidnappet. Endelig har ansøgeren til asylsamtalen [i slutningen af] 2015 forklaret, at han blev hentet af hans far samme dag, som politiet havde reddet ham. Ansøgerens far har derimod til samtale med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2014 forklaret, at han hentede ansøgeren på politistationen dagen efter han blev reddet af politiet. Flygtningenævnet skal endvidere henvise til begrundelsen i nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens mor. Oplysningerne om farens angivelige hukommelsessvækkelse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. På den ovenfor anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at lade indhente oplysninger hos politimyndighederne i Afghanistan i overensstemmelse med den begæring, som advokaten har fremsat herom [i foråret] 2016. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/124/SLH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, myndighederne og landsbyboerne landsbyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to bevæbnede Taleban-soldater som led i en hvervekampagne en dag opsøgte hans bopæl, mens han ikke var hjemme. De sagde til ansøgerens far, at en fra familien skulle lade sig hverve til Taleban, hvilket ansøgerens far afviste. Taleban opsøgte familiens bopæl igen efter to måneder. Her fik ansøgeren og hans far at vide, at en af dem skulle lade sig hverve til Taleban, hvilket de endnu en gang nægtede. En dag blev en ung mand slået ihjel i landsbyen, og der blev efterfølgende oprettet et checkpoint, som ansøgeren meldte sig til at holde vagt ved. Otte dage herefter modtog ansøgeren og de andre personer, der stod vagt ved checkpointet, et brev fra Taleban, hvoraf det fremgik, at de skulle stoppe med dette. Seks dage senere modtog de endnu et fra brev fra Taleban med samme besked samt besked om, at Taleban ville begynde et angreb, såfremt de ikke stoppede arbejdet ved checkpointen. Fire dage senere blev checkpointet angrebet med en raket, og Taleban begyndte herefter at skyde mod dem. Ansøgeren skød tilbage, men da ansøgerens kollega [A] blev skudt i panden, blev ansøgeren bange og flygtede derfra. Ansøgeren flygtede ud af landsbyen og hjem til sin søster. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at Taleban var trængt ind i landsbyen og havde sat ild til huse, herunder ansøgerens families hus. Ansøgerens familie flygtede, men Taleban havde kidnappet ansøgerens far. To fra vagtholdet var flygtet og resten var blevet slået ihjel. Ansøgeren blev efterfølgende af gruppelederen og folkene i landsbyen beskyldt for sammen med de to overlevende vagter at have solgt checkpointet til Taleban. Ansøgeren udrejste efterfølgende af sit hjemland. Ansøgeren ved fortsat ikke, hvad der er hændt hans far. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om, at han er forsøgt tvangshvervet af Taleban, at han har deltaget i oprettelsen og bemandingen af en kontrolpost, og at kontrolposten en nat blev angrebet af Taleban, hvorunder 7 af vagterne blev dræbt, mens det lykkedes for ansøgeren at flygte, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdig om hændelsesforløbet. Flygtningenævnets flertal kan videre lægge til grund, at landsbyens beboere og distriktsguvernøren efterfølgende mistænkte ansøgeren for at have samarbejdet med Taleban i forbindelse med angrebet på kontrolposten. Flygtningenævnets flertal finder under hensyn hertil, at ansøgeren ikke kan henvises til – som internt flugtalternativ – at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2016/239/JOL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bayat og shia-muslim Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine tre brødre […], da hun ikke giftede sig med den mand, de havde fundet til hende, ligesom hun frygter [A], som hun skulle have været gift med. Ansøgeren frygter videre befolkningens syn på sig, fordi hun ikke har opført sig efter normerne og derved har syndet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun omkring [foråret] 2012 var i byen Ghazni for at besøge sin bror […] og sin farbror. Da ansøgeren var hos sin farbror, mødte hun tre kvinder, som var henholdsvis mor og ægtefælle til en talibansk kommandant ved navn [A]. De tre kvinder fortalte ham om ansøgeren, og det blev arrangeret, at ansøgeren skulle giftes med ham. Ægteskabet blev arrangeret af ansøgerens tre brødre […]. Aftalen var, at [A] skulle betale dem 250.000 kaldar for at blive gift med ansøgeren. Ansøgeren ville ikke giftes med [A] og blev derfor udsat for vold af sine brødre og sin far. Ansøgeren fik i 2010 kontakt med en mand over facebook ved navn [B], som boede i Danmark. I [foråret] 2014 kom [B] til Kabul, hvor de blev forlovet med tilladelse fra ansøgerens forældre, og [i efteråret] 2014 blev de gift. Tre dage før vielsen slog brødrene ansøgeren så meget, at hun brækkede næsen. Ansøgeren boede efter brylluppet i skjul hos sin faster i cirka 5 ½ måned frem til sin udrejse [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hendes forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, blandt andet hvornår hun fortalte sin familie om sit forhold til ægtefællen [B]. Hun har således under nævnsmødet forklaret, at hun først fortalte sin mor om [B] cirka en måned før forlovelsen, mens hun under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes mor og søster var bekendt med hendes forhold til [B] gennem flere år. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der var til stede, da forlovelsen med [B] blev aftalt og om, hvorvidt hendes brødre forsøgte at komme ind på hotellet under bryllupsfesten. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under sit interview i forbindelse med sin visumansøgning har angivet, at hendes brødre deltog i hendes bryllup med [B], og at den eneste grund til, at en af hendes brødre var imod hendes ægteskab, var [B]s alder. Ansøgerens forklaring fremstår endvidere på flere punkter usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren kunne undgå bryllup med [A] i mere end to år, og at ansøgerens far imod brødrenes ønske skulle have givet tilladelse til hendes bryllup med [B]. Det forekommer endvidere usandsynligt, at et bryllup med 300-400 gæster skulle kunne holdes hemmeligt, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren uden problemer kunne opholde sig hos sin faster i Kabul i mere end fem måneder efter brylluppet. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/238/JOL
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin første ægtefælle, [A’s], familie, fordi hun efter ægtefællens død har forladt svigerfamilien med børnene og fordi de frygter, at hun vil gøre krav på arv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgerens anden ægtefælle, [B], fætter, [C], vil udsætte hende for yderligere forfølgelse og overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev boende hos sin svigerfamilie, da [A] omkring 2011 afgik ved døden. Efter cirka et år begyndte svigerfamilien at behandle hende dårligt. Svigerfamilien var bange for, at hun ville kræve sin arv. Efter cirka to år forlod ansøgeren svigerfamilien, og ansøgeren og børnene flyttede ind hos ansøgerens morbror i Kabul. Hun frygtede svigerfamilien, der efterstræbte hende, dels på grund af børnene, dels fordi hun krævede sin arv. Mens hun boede i Kabul friede naboen [B] til hende. Han ønskede at gifte sig med hende, selv om hun var enke med tre børn og sunni-muslim. De blev gift i 2013. [B] stammede fra Grazni, hvor han havde jord og en bolig. De flyttede til Grazni, men da [B’s] slægtning, [C], fandt ud af, at hun havde været gift og havde tre børn og dermed var uren, og at hun var sunni-muslim, opstod der store problemer. [C] forlangte, at de skulle skilles og han var voldelig overfor [B], hvilket [B] forsøgte at anmelde til politiet. En aften [i sommeren] 2015 opsøgte [C] ansøgerens bopæl sammen med en gruppe mænd, og ansøgerens ægtefælle blev skudt og dræbt. Ansøgeren og de tre børn blev tvunget ind i en bil og kørt til en forladt ejendom. Her blev ansøgeren adskilt fra børnene og blev udsat for voldtægt to gange af flere af mændene. De sagde til hende, at de ville slå hende og de tre børn ihjel. En mand ved navn [D], der var [B’s] barndomsven, hjalp ansøgeren og hendes børn med at flygte fra boligen. Ansøgeren og børnene opholdt sig kortvarigt hos ansøgerens morbror i Kabul. De var der kun i den korte tid, det tog for morbroren at arrangere deres flugt. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet mistede ansøgeren kontakten med sine tre børn. Hun har stadig ikke etableret kontakt med børnene og hun har ingen kontakt med morbroren i Kabul. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver, idet ansøgeren har afgivet en konsistent og sammenhængende forklaring til grund. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af konflikter med [A’s] familie ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder, henset til årsagen til [C’s] drab på ægtefællen og de efterfølgende overgreb på ansøgeren, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun, såfremt hun vender tilbage til hjemlandet risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnets flertal har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren er enke, og at hun ud over sin aldrende morbror ikke har et netværk, der vil kunne skærme hende overfor [C]. Der ses ikke at være grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/237/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pansheer og sunni-muslim fra [en afghansk by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi hans far er kommandant og medlem af [et afghansk parti]. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive bortført af ukendte grupper i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev kidnappet af en ukendt gruppe bestående af fem personer på en ukendt dato i 2007. Ansøgeren blev tilbageholdt i 15 dage, hvorefter han blev befriet af myndighederne og sikkerhedsstyrkerne. Under tilbageholdelsen blev han udsat for psykiske overgreb. På et ukendt tidspunkt omkring tre måneder inden ansøgeren indrejste i Danmark, blev ansøgeren forsøgt kidnappet af en ukendt gruppe. Under kidnapningsforsøget blev en af ansøgerens vagter, der også var ansøgerens ven, [A], slået ihjel. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren rejste herefter til Danmark, hvor han før første samtale med Udlændingestyrelsen blev kontaktet af sin far, der fortalte ansøgeren, at ansøgerens far havde forlovet ansøgeren med en slægtning uden ansøgerens accept. Slægtningen kom fra [en afghansk provins]. Ansøgeren blev sur, fordi ansøgerens far ikke havde fået tilladelse, og siden da har ansøgeren ikke været i kontakt med sin far. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at ansøgeren på afgørende punkter har forklaret udbyggende og usammenhængende, og at forklaringen herefter fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet alene om asylmotivet har oplyst, at han er rejst til Danmark, fordi han ønsker sig en god fremtid her, og at han godt kan lide landet. Han vil meget gerne have muligheden for at studere i Danmark. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren for første gang forklaret, at han er blevet kidnappet i 2007, og at han blev tilbageholdt omkring 15 dage. Han har i øvrigt oplyst, at han ikke været kidnappet udover denne ene gang. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren mere udbyggende forklaret, at han også har været udsat for et kidnapningsforsøg omkring tre måneder, før han kom til Danmark. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende og udbyggende om sine familieforhold. I asylskemaet har han oplyst, at han har to brødre. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har to søstre og en bror. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han også opfatter en fætter som ansøgerens bror, da fætteren bor hos ansøgerens forældre. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at han var stresset og forvirret, da han udfyldte asylansøgningsskemaet kan begrunde hans manglende oplysninger om kidnapningen, tilbageholdelsen og forsøget på kidnapningen samt hans urigtige oplysninger om hans søskendeforhold. Ansøgeren har i øvrigt i nævnet på flere spørgsmål om kidnapningen og tilbageholdelsen i 2007 samt kidnapningsforsøget forklaret afglidende og udetaljeret, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der er tale om selvoplevede forhold. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/235/DTO
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin svigersøn [S]. Ansøgeren har yderligere som sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark, og at hun derfor risikerer at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun har deltaget i [bibelundervisning] i perioden januar til februar 2015. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun siden januar 2015 er kommet til gudtjeneste i [en] kirke, og at hun efter at have deltaget på dåbshold siden april 2015 er blevet døbt den 25. oktober 2015. Hun har yderligere to gange ugentligt deltaget i undervisning i den kristne tro, ligesom hun går til gudstjeneste hver søndag. Hun føler, at det er hendes pligt at missionere, og hun har talt om kristendommen med sin datter og med en kurdisk kvinde, der nu er ved at konvertere. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring om baggrunden for sit ønske om konversion, at ansøgeren har gennemgået et halvårigt dåbsforløb, hvorefter hun i oktober 2015 blev døbt, at ansøgeren har redegjort fyldestgørende for sit kendskab til kristendommen, og at ansøgeren nu gennem nogen tid har fastholdt sit engagement i den kristne tro gennem fast deltagelse i undervisning og gudstjeneste. Selvom ansøgerens nærmere bekendtskab med kristendommen først må antages at være opstået efter Flygtningenævnets afslag af [primo] 2015, finder nævnet, at ansøgerens forklaring, der fremstår oprigtig, må lægges til grund, og at konversionen således må anses for reel, og at hun fortsat vil leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren må herefter antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/234/JOV
Nævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst første gang i 2000. Indrejst på ny i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er afghansk statsborger. Han indrejste sammen med sin stedmor og en række sted/halvsøskende som ni årig i 2000. Han havde herefter sin opvækst og skolegang i Danmark indtil hans stedfar i 2007, hvor han var 16 år, bragte ham til Pakistan. Udrejsen af Danmark var ikke i overensstemmelse med klagerens egen vilje. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sine bopælsforhold og levevilkår efter udrejsen af Danmark til grund. Klageren har herefter, vel i et par år, boet i hjemlandet, men dette har ikke været efter klagerens egen vilje, ligesom han under opholdet ikke har haft adgang til at bevæge frit eller haft adgang til ressourcer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren kan anses for frivilligt at have taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsen afgørelse, således at den afghanske statsborger […] fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” afgh2016/233/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet for udlændinge, og fordi han ikke har samarbejdet med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har arbejdet som tjener og kok på flere internationale restauranter og to militærbaser i Afghanistan. Ansøgeren modtog i sit hjemland to trusselsbreve, som, han formoder, er fra Taliban. Det var normalt, at folk modtog trusselsbreve, men hvis man blev kontaktet personligt, var det alvorligt. Omkring tre måneder efter, at ansøgeren havde modtaget trusselsbrevene, henvendte to betjente sig til ansøgeren, der var på vej hjem fra arbejde, og førte ham til en tredjemand, som truede ham med en kniv. Ansøgeren fik at vide, at de vidste, at ansøgeren arbejdede for udlændinge. Han fik endvidere at vide, at han skulle samarbejde med dem, og at de ville henvende sig til ham dagen efter. Ansøgeren indvilgede heri, idet han ikke turde sige nej. De lod ham herefter gå. Ansøgeren forlod bopælen den samme nat/næste morgen og udrejste umiddelbart efter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit arbejde som tjener og kok for firmaer, som betjente udlændinge, til grund. Flygtningenævnet kan også lægge ansøgerens forklaring om følgerne om sin hjernemalaria til grund. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om selve asylmotivet til grund. Forklaringerne om episoden, hvor ansøgeren angiveligt blev truet til at acceptere samarbejde med Taliban, er ikke troværdigt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det ville være mere effektivt at holde ansøgeren tilbage frem for at lade ham gå hjem og kontakte ham på ny den følgende morgen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han i forbindelse med episoden fik at vide, at han skulle putte noget i den mad, han lavede til de omhandlede udlændinge, eller om han blot fik at vide, at han skulle tage noget med til arbejdspladsen. Ansøgeren har som nævnt forklaret, at han ville blive opsøgt den følgende morgen, men ikke forklaret, at der faktisk blev rettet henvendelse på hans bopæl den næste morgen. Vedrørende trusselsbrevene finder Flygtningenævnet det tvivlsomt, om ansøgeren har modtaget to trusselsbreve. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om på den ene side, at broderen ikke lod ham se brevene, men på den anden side fortalte ham om indholdet, og at ansøgeren fortsatte med sit arbejde på trods af advarslen i trusselsbrevene, ikke hænger sammen. Endvidere forekommer det mindre troværdigt, at ansøgeren på et meget sent tidspunkt i forhold til nævnsmødet kunne skaffe et af trusselsbrevene, selvom hans søskende var flyttet angiveligt den samme dag, som ansøgeren var taget af sted om morgenen. Forklaringen om, at ansøgeren ikke talte med nogen på arbejdspladsen om trusselsbrevene, forekommer endvidere mindre sandsynlig. Ansøgerens forklaring om sit arbejde som tjener og kok kan ikke i sig selv medføre, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse af den grund. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/232/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel, idet han har konflikter med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2011 blev opsøgt og tilbageholdt af Taliban, da han arbejdede som frivillig på en udenlandsk klinik i byen […]. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage og blev slået og afhørt af lederen, som sagde, at han skulle ophøre med at arbejde på klinikken og i stedet hjælpe Taliban. I begyndelsen af 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads af en mand, som bad ansøgeren tale med lederen for Taliban, hvilket ansøgeren afslog, idet myndighederne siden 2011 havde holdt øje med ansøgeren. Nogle dage senere opsøgte Taliban ansøgeren på sin bopæl og tog ham med og tilbageholdt ham et døgn på det samme sted, som han var tilbageholdt i 2011. Ansøgeren fik her valget mellem at ofre sin søn til Taliban eller hjælpe to af Talibans soldater til Jalalabad, hvor ansøgeren valgte sidstnævnte. Få dage senere kørte ansøgeren sammen med sin ægtefælle og to burkaklædte personer til Jalalabad, som ansøgeren og hans ægtefælle skulle hjælpe. Den efterfølgende dag blev ansøgeren opsøgt af to betjente på sin klinik, som tog ham med til sikkerhedstjenestens hovedkontor i Jalalabad. De beskyldte ham for at hjælpe Taliban og behandle deres soldater. Ansøgeren benægtede dette, og da de ingen beviser havde, blev ansøgeren løsladt efter tre dage. Da ansøgeren kom hjem, havde Taliban taget ansøgerens søn. Ansøgeren udrejste få dage senere af sit hjemland. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter fremstår divergerende, usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om han blev opsøgt og afhørt af myndighederne i Jalalabad én eller to gange, og om det var politiet, der afhørte ham begge gange, eller om der i det ene tilfælde kun var tale om, at anklagemyndigheden ledte efter ham uden at afhøre ham. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om Taliban gav ham valget mellem enten at give sin søn til dem eller hjælpe dem, eller om de krævede, at han skulle gøre begge dele, og om Taliban opsøgte ham anden gang nogle dage efter, at deres sendebud havde opsøgt ham på klinikken, eller hvorvidt Taliban opsøgte ham samme nat på bopælen. Henset til, at ansøgerens forklaring i øvrigt har været meget detaljeret, findes divergenserne ikke at kunne tilskrives, at ansøgeren har dårlig hukommelse. Ansøgerens forklaring om, at han arbejdede alene på et hospital støttet af en tysk NGO, uden at der var vagtpersonale kun cirka tre kilometer fra et område, hvor Taliban havde magten, er ikke sandsynlig, navnlig set i lyset af ansøgerens forklaring om, at Taliban havde sendt trusselsbreve til de andre ansatte på klinikken. Det er heller ikke sandsynligt, at Taliban efter den første tilbageholdelse i 2011 lod gå frem til 2014, før de krævede, at ansøgeren skulle opfylde sit løfte om at hjælpe dem. Det er i lyset af den første tilbageholdelse, som varede fem dage, og hvor ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, heller ikke sandsynligt, at han skulle have nægtet at tage med Talibans sendebud, da han blev opsøgt igen på sin klinik i 2014. Det bemærkes i den forbindelse, at han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke tænkte, at det var vigtigt, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at han tog Talibans trusler alvorligt. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren hverken efter den første eller anden henvendelse fra Talibans side gjorde noget for at sikre sig selv og sin familie, herunder ved at forsøge at flytte familien til Jalalabad, hvor de havde slægtninge, eller ved at forsøge at opnå myndighedernes beskyttelse ved at fortælle om Talibans henvendelser. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han slet ikke fortalte noget til myndighederne om henvendelserne, hvorimod han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han under pres fortalte dem om de maskerede personer. Det er endelig usandsynligt, at ansøgeren udrejste uden på nogen måde at sikre, at han kunne komme i kontakt med sin familie igen. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/231/JOL
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslin fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han har modtaget trusler fra Hizb-e-Islami, idet hans broder har arbejdet som tolk for udenlandske militærstyrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans familie for omkring fem år siden modtog et trusselsbrev fra Hizb-e-Islami på deres bopæl i Kabul. Det fremgik af brevet, at ansøgerens broder […] arbejdede for de vantro, og at han i stedet skulle arbejdet for Hizb-e-Islami. Ansøgerens broder arbejdede som tolk for udenlandske styrker i […]. Kort tid efter modtog familien endnu et trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at hvis familien ikke gjorde, hvad der stod i det første brev, ville det være deres egen skyld, hvis der skete deres familie noget. Ansøgerens broder ophørte herefter med at arbejde for de udenlandske styrker og vendte hjem til Kabul. Dagen inden han ankom til Kabul, forsvandt ansøgerens fader. Ansøgerens familie blev herefter opsøgt af en gruppe mænd fra Hizb-e-Islami på deres bopæl. Mændene fortalte, at de havde ansøgerens fader, og at de ledte efter ansøgerens broder. De slog ansøgeren og brækkede hans arm. Ansøgeren flyttede herefter med sin familie hen til sin morbroders bopæl i […], og huset i Kabul blev solgt. De rejste efterfølgende til Pakistan, idet ansøgerens broders ægtefælle skulle søge familiesammenføring. Da de kom tilbage fra Pakistan, flyttede de på et ukendt tidspunkt til Jalalabad, hvor de i [sommeren] 2014 modtog et tredje trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at familien skulle betale 100.000 dollars. De udrejste derfor af hjemlandet i [sommeren] 2014. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han har forklaret konsistent og troværdigt om hændelsesforløbet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens broder har arbejdet som tolk for de udenlandske styrker i […], og at Hizb-e-Ismali på den baggrund to gange i 2011 sendte trusselsbreve til ansøgerens familie med krav om, at broderen skulle tilslutte sig den Mujahiddinske gruppe, idet de ellers ville dræbe både ham og resten af familien. Nævnet lægger videre til grund, at der flere gange efter broderens udrejse er blevet spurgt efter ansøgeren og hans familie på deres tidligere opholdssteder, og at bevæbnede personer i 2014 afleverede et tredje trusselsbrev, der indeholdt et krav om betaling af 100.000 US Dollars og en trussel direkte mod ansøgeren. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Hizb-e-Islami. Det er derimod ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/230/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst på en ukendt dato. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Kunar provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin broder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en aften overværede en diskussion mellem sin ældste broder [B] og en anden storebroder [C]. Diskussionen var opstået, fordi [C] havde truet med at anmelde [B] til politiet og forældrene, fordi [B] udtrykte sympati for Taliban. Faderen havde skilt brødrene ad og sagt, at der ikke skulle ske politianmeldelse. Syv dage efter ringede [B] på familiens telefon. Ansøgeren tog telefonen, og broderen bad ansøgeren om at komme udenfor. Da ansøgeren kom udenfor, stod hans broder sammen med en af sine venner, og de gav ansøgeren en sodavand. To-tre minutter efter ansøgeren havde drukket af sodavanden, fik han ondt i hovedet. Broderen sagde, at ansøgeren skulle drikke mere af sodavanden. Ansøgerens øjne begyndte herefter at flakke, og ansøgeren blev herefter hevet ind på [C’s] værelse, hvor [C] lå og sov. Ansøgeren så, at [B] tog en kniv frem og stak [C]. [B] og hans ven stak herefter af og lagde kniven ved ansøgeren. Ansøgeren var bevidstløs og vågnede først på hospitalet, hvorefter han blev kørt til politiet, fordi de mistænkte ham for drabet på [C]. Ansøgeren var fængslet i to og en halv måned. Ansøgeren blev løsladt, idet en læge vurderede, at han var 15 år og derfor ikke kunne slå nogen ihjel. Ansøgeren fortalte efter cirka tyve dage politiet og sin fader, at [B] havde slået [C] ihjel. Herefter ringede [B] til ansøgerens fader og truede med at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Inden da var en anden af ansøgerens brødre forsvundet, og ansøgeren formoder, at [B] stod bag hans forsvinden. To-tre dage efter ansøgerens løsladelse gav ansøgerens fader ansøgeren nogle penge, fordi ansøgeren skulle ud og handle. På vej til markedet blev ansøgeren hevet ind i en bil og fik noget på sin næse, så han blev bevidstløs. Da ansøgeren vågnede i bilen, var de ved et checkpoint i området [D] i Kabul. Bilen bakkede lidt væk fra checkpointet, og ansøgeren blev herefter stukket 12 gange med en kniv og smidt ud af bilen. Ansøgeren lå bevidstløs på vejen, og da han vågnede, befandt han sig på hospitalet. Ansøgeren var indlagt i 8-10 dage. Da ansøgeren blev udskrevet af hospitalet, tog han hjem til sine forældre, hvor han boede de følgende 20 dage til en måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan sammen med sin broder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det overordnet set forekommer mindre sandsynligt, at en diskussion mellem to brødre på grund af den ene broders udtrykte Talibansympatier skulle resultere i, at den ene uden forudgående konflikter mellem brødrene i øvrigt skulle dræbe den anden broder og forsøge at dræbe de øvrige brødre. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren på visse punkter har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om den telefoniske trussel også var rettet mod faderen, og om ansøgeren vågnede op på hospitalet eller på politistationen efter drabet på den første broder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens formodning om, at den tredje broders forsvinden skulle have forbindelse til familiekonflikten ikke er overensstemmende med, at den pågældende forsvandt cirka en måned før telefontruslen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at [C] efter det oplyste blev stukket 17 gange, og at den ene farbroder, der var ude af sit rum for at gå på toilettet, hørte skrig fra [C]. Flygtningenævnet finder det i så fald usandsynligt, at farbroderen ikke skulle kunne nå at gribe ind i løbet af knivstikkeriet eller i det mindste have set gerningsmændene forlade stedet og dermed allerede da have været klar over, at ansøgeren var uskyldig. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han – på foranledning af broderen – skulle være blevet bortført under en tilfældig og ikke planlagt indkøbstur efter sin hjemkomst, forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at den sidste broder, [E], i hele perioden har kunnet opholde sig uden problemer først i Kabul og dernæst 20-30 dage i hjemmet sammen med ansøgeren indtil udrejsen. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have ar placeret svarende til hans forklaring om de knivstik, han skulle have fået under bortførelsen, findes på baggrund af den manglende troværdighed af konflikten ikke at kunne føre til et andet resultat. Der er tale om ar, der ligeså godt kunne være opstået i forbindelse med en anden, ikke oplyst, konflikt. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller i konkret og aktuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/23/LAJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en mand ved navn [K], hvis ægtefælle ansøgeren har haft et hemmeligt forhold til. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, som følge af sin etnicitet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter kuchierne i Behsoud, som har brændt mange huse ned i den landsby, ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er ateist og i vrede har optaget en film, hvor han afbrænder koranen og har lagt det på sin facebookprofil. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han og hans familie for omkring fire år siden var nødsaget til at flytte fra deres landsby, idet kuchierne havde brændt flere huse ned, herunder ansøgerens. Ansøgeren flyttede med sin familie til Ghazni-provinsen, hvor de lejede et hus, og ansøgeren åbnede en købmandsforretning. Omkring et år efter begyndte en kvinde ved navn […] at handle i ansøgerens butik. En dag bad hun ansøgeren levere nogle varer på hendes bopæl. Ansøgeren indledte herefter et hemmeligt forhold til [kvinden], hvor de sås cirka to gange om ugen i omkring to timer over en periode på cirka seks måneder. [Kvinden] havde først oplyst ansøgeren om, at hendes ægtefælle var død i forbindelse med aftjeningen af sin militærtjeneste, men da ansøgeren en dag tog hjem til [kvinden], uden at de havde en forudgående aftale herom, oplyste hun ansøgeren om, at det ikke var sandt, og at ægtefællen havde været fængslet og nu var blevet løsladt. Ansøgeren havde samleje med [kvinden], og pludselig hørte de folk ved haven og hoveddøren. Ansøgeren skyndte sig herefter at flygte fra huset. Den efterfølgende dag blev ansøgeren opsøgt af tre mænd på sit arbejde, som sagde til ham, at han havde været sammen med en gift kvinde, hvorefter de overfaldt ham og truede med at slå ham ihjel. Folk fra basaren kom og hjalp ham, og det lykkedes ham herefter at flygte. Umiddelbart herefter tog ansøgeren til Kabul. Her blev han kort efter passet op af tre personer, der bedøvede ham og smed ham om i bagagerummet på en bil. Ansøgeren vågnede efter cirka 40 minutter, da han befandt sig i et mørkt rum et ukendt sted. Her blev han slået under fødderne med kabler. Han fik en telefon i hånden, og [K] var i den anden ende af røret. Han truede ansøgeren og hans familie og sagde, at han allerede havde slået [kvinden] ihjel. Efter cirka seks timer kørte de ansøgeren væk og smed ham af. Han blev herefter fundet og blev kørt på hospitalet, efter at han var blevet slået bevidstløs, hvor han blev opereret for indre blødninger. Efter at have været indlagt i syv-otte dage, tog ansøgeren hjem til sin søster, hvor han opholdt sig inden døre i to måneder, før han udrejste af Afghanistan. Ansøgerens facebookprofil, hvor han har lagt en video op af, at han afbrænder koranen, er en profil, der er lukket for offentligheden. Indledningsvist bemærkes om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører, at kuchierne omkring 2011 nedbrændte hans families hus, at dette forgik som led i en generel konflikt, der må anses for at være afsluttet i og med, at ansøgeren og hans familie flyttede til Ghazni. Det bemærkes videre, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft personlige konflikter med Taliban, og at forholdene i Afghanistan for etniske hazaraer ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han har haft et seksuelt forhold til den gifte kvinde […], til grund, idet forklaringen herom har været præget af en lang række usandsynligheder, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Det er således ikke sandsynligt, at [kvinden], der boede i en mindre landsby, turde indlade sig på et seksuelt forhold til ansøgeren henset til, at hun vidste, at hendes ægtefælle ville komme tilbage, når han havde afsonet sin fængselsstraf, og at hendes børn, der var 5-6 år gamle, i flere tilfælde skulle have været hjemme, mens hun og ansøgeren havde samleje. Det er heller ikke sandsynligt, at hun og ansøgeren skulle have haft samleje på [kvinden]s bopæl en sidste gang velvidende, at ægtefællen allerede var løsladt, ligesom det forekommer usandsynligt, at det skulle have været muligt for ansøgeren at stikke af ud gennem et vindue, da ægtefællen kom hjem sammen med flere andre personer. Også forklaringen om, at ægtefællen [K] efterfølgende fik tre personer til at opsøge, bortføre og udsætte ansøgeren for fysiske overgreb, forekommer usandsandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han hverken kender [K] eller mener, at de har mødtes tidligere. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie i dagene efter [K]s hjemkomst flygtede til Kabul, hvor de tog ophold hos hans søster, at han ikke mener, [K] kendte søstrenes adresser, ligesom de ikke fortalte nogen, hvor de rejste hen. Det er på den baggrund ikke sandsynligt, at tre personer med tilknytning til [K] en uge senere tilfældigt skulle have været i stand til at finde og opsøge ansøgeren på gaden i Kabul, ligesom det er usandsynligt, at de efter at have bortført ham og udsat ham for tortur, skulle have efterladt ham på vejen mellem Midan Wardak og Ghazni, hvor han blev fundet af tilfældigt forbipasserende politi og bragt til hospitalet. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efter hospitalsopholdet skulle have valgt igen at tage ophold i to måneder hos søsteren i Kabul, hvis han frygtede for [K]. Nævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til ansøgerens nye asylmotiv om ateisme, men skal om denne del af asylmotivet bemærke, at ansøgeren har forklaret, at han har levet hele sit liv som ateist i Afghanistan, uden at det har givet ham problemer. Han har ikke påberåbt sig sin ateisme som asylmotiv før i advokatindlægget og har ikke forklaret om, at han har til hensigt at leve som offentlig erklæret ateist ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan med den begrundelse, at han er ateist. Der er endvidere ikke holdepunkt for at antage, at myndighederne eller en bredere kreds af offentligheden i Afghanistan har fået kendskab til filmen af koranafbrændingen på ansøgerens facebookprofil, idet der er tale om en lukket profil. Ansøgeren har om rektionen på filmen forklaret, at hans svogre er blevet sure og har slettet ham som ven, men ikke at han i øvrigt skulle have modtaget reaktioner på filmen. Under disse omstændigheder finder nævnet videre ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/229/JOL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren er født i Iran, og har opholdt sig der indtil udrejsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold i Afghanistan, fordi ansøgeren er etnisk hazara. Ansøgeren frygter af den grund at blive kidnappet af pashtogrupper, Islamisk Stat eller Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af sin ældre bror, som er meget religiøs, idet broderen har fået kendskab til, at ansøgeren ikke længere er troende muslim. Ansøgeren har slutteligt gjort gældende, at han står over for at ville konvertere til kristendommen, og at han af den grund ikke kan vende tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at det kan lægges til grund, at ansøgeren er etnisk hazara, og at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan, uanset at han er født og opvokset i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring, der vedrører ansøgerens ændrede religiøse tilknytning, til grund, idet denne del af ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema, der er udfyldt [i vinteren] 2016 alene henvist til de generelle problemer for shia-muslimske hazaraer i Afghanistan. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han efter ankomsten til Danmark har fået interesse for kristendommen, og at han under opholdet i [Danmark] har modtaget undervisning i kristendommen, og at han har deltaget i én gudstjeneste. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han, mens han boede på asylcentret i […], deltog i en række møder i kirkeligt regi og flere gudstjenester, og han har fremlagt en udtalelse fra en præst, hvoraf fremgår, at ansøgeren har deltaget tre gange i forbindelse med et dåbsforberedelsesforløb. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han efter at være flyttet til asylcentret i […] ikke har deltaget i gudstjenester eller andre kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at han kun har læst ganske lidt af biblen. Ansøgeren er ikke blevet døbt. Flygtningenævnet kan på denne baggrund, ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke længere er shia-muslim. Ansøgerens forældre flygtede til Iran, før ansøgeren blev født. Der foreligger ingen oplysninger om, at familien på nuværende tidspunkt har konflikter med de afghanske myndigheder, politiske- eller religiøse grupperinger eller enkeltpersoner. Ansøgeren selv har ikke haft sådanne konflikter. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for hazaraer kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/228/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han ikke har nogen, der kan beskytte ham, og at han som følge heraf vil blive rekrutteret til eller slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han udrejste af Afghanistan sammen med sin mor og to brødre, da han var mellem 12 og 13 år. De kørte med en agent til Iran og videre til Tyrkiet, men ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev ansøgeren væk fra de andre. Ansøgeren mødte herefter en ukendt mand, som tog ansøgeren med hjem til sig. Her blev ansøgeren holdt indespærret i mellem fem og seks år. Ansøgeren blev i perioden udsat for fysiske overgreb. I perioden skulle ansøgeren lave mad til andre personer, der nogle gange kom og opholdt sig i huset, inden de flygtede videre derfra. Ansøgeren forsøgte forgæves ved flere lejligheder at fortælle dem, at han var indespærret mod sin vilje. Efter mellem fem og seks år blev ansøgeren sat ind i en bil og kørt ud til et skovområde. Her blev ansøgeren efter nogle timer fundet af nogle afghanske flygtninge, som hjalp ham økonomisk med at udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er efter Udlændinge- Integrations- og Boligministeriets endelige afgørelse af […] 2016 en voksen mand på 20 år. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at lufthavnspersonalet i Afghanistan vil udlevere ham til hans far. Ansøgeren har ikke siden 2009 haft kontakt til sin far. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerens far vil opsøge og dræbe ham ved en tilbagevenden til Afghanistan, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil være efterstræbt af Taliban. At ansøgeren i formentlig Tyrkiet er blevet udsat for overgreb, er ikke asylbegrundende i forhold til Afghanistan og medfører ikke forøget risiko for, at han i Afghanistan vil være i risiko for tilsvarende overgreb. Ansøgeren har halvsøskende, muligvis en moster, sin far og bedsteforældre i Afghanistan, hvorfor han ikke er uden netværk. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette isoleret set kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. At ansøgerens mor og mindreårige søskende [i efteråret] 2010 fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, kan ikke medføre et andet resultat. At Afghanistan muligt ikke vil modtage tvangsudsendte, er et udrejsespørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2016/227/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af den person, som ansøgeren er vokset op hos, idet han er flygtet fra den pågældende. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har været en del af det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han som seks- eller syvårig blev kidnappet af den pågældende person, som ansøgeren var opvokset hos. Den pågældende behandlede ansøgeren dårligt. Det lykkedes dog ansøgeren at flygte derfra, og ansøgeren meldte sig herefter ind i det afghanske militær. Efter at have været i militæret i tre år udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er opvokset hos […], som ikke behandlede ham godt. Ansøgeren forlod […], da han var blevet voksen, hvorefter han aftjente tre års militærtjeneste i Afghanistan uden på noget tidspunkt at blive opsøgt af […]. Det er nu cirka fem år siden, at ansøgeren forlod […] uden at have haft kontakt med denne, og det beror på ansøgerens egen formodning, at […] har ledt efter ham og vil slå ham ihjel. Ansøgeren, der var almindelig menig i militæret, har ikke haft konkrete personlige konflikter med Taliban, og der er ikke grundlag for at antage, at han vil være særligt profileret i forhold til Taliban som følge af sin militærtjeneste. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/226/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han tilhører en undergruppe til den etniske gruppe hazara, der hedder […]. En person, som ansøgeren kender, og som kommer fra samme område og tilhører samme etniske gruppe som ansøgeren var i et særligt modsætningsforhold til Taliban, idet han var en højtprofileret myndighedsperson, der samtidig kæmpede for den etniske gruppe […]. Ansøgeren frygter derfor, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive slået ihjel, idet han også tilhører gruppen […]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren udrejste af Afghanistan for 13 år siden og har ikke haft konkrete konflikter med Taliban. De generelle forhold i Afghanistan og de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren er ikke personligt relateret til […] og kan ikke som følge af denne persons position indenfor forsvarsministeriet betragtes som særligt profileret i forhold til Taliban. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/225/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgerens forældre flyttede fra Afghanistan til […] i Iran, hvor de siden har boet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv grundet de generelle forhold i hjemlandet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Sepah-folkene, der er efter ham. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil få et dårligt liv i sit hjemland, idet han ikke har nogen bolig eller familie i Afghanistan og derfor ikke har noget at leve for i landet. Ansøgeren har aldrig selv været i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været anholdt i en uge på Sepah-basen, hvor betjentene dagligt tæskede ansøgeren. Efter at være blevet løsladt, fremsatte Sepah en falsk anklage mod ansøgeren, ifølge hvilken han havde haft euforiserende stoffer på sig, og ansøgeren fik herefter at vide, at han skulle i fængsel i seks år, eller at han som alternativ hertil tog til Syrien og deltog i krig i seks måneder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han er født og opvokset i Iran, og at hans forældre boede i Kabul for 30 år siden. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har nogen personlige konflikter i Afghanistan. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er shia-muslim, eller at han ikke længere har familie i Afghanistan, kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren er en ung, rask og arbejdsdygtig mand. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i Afghanistan ikke kan føre til nogen ændret vurdering, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/224/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra landsbyen […] i byen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], som tidligere har været forlovet med ansøgerens ægtefælle, og som nu er imod deres ægteskab. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] og tre andre mænd har opsøgt ansøgerens far og truet ham omkring to måneder efter, at ansøgeren og hans ægtefælle var blevet viet. To dage senere blev ansøgerens bror opsøgt på sin arbejdsplads af de samme personer, som havde opsøgt ansøgerens far. Ansøgerens bror blev slået, inden politiet ankom, hvorefter mændene flygtede. Ansøgerens naboer i landsbyen har efterfølgende oplyst, at ukendte personer er kørt forbi familiens bopæl og har holdt øje med deres hus. Ansøgerens morbror har endvidere oplyst ansøgeren om, at [A] har ledt efter ansøgeren. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at episoderne med […] fandt sted kort tid efter brylluppet [i sommeren] 2012, og at familien ikke siden har modtaget henvendelser fra [A]. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har mødt [A] personligt. Ved vurderingen af det af ansøgeren påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at ansøgeren ikke på et væsentligt tidligere tidspunkt efter [A]s henvendelser ansøgte om asyl, og at han først ansøgte om asyl i Danmark ni måneder efter indrejsen i landet. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om sine tanker og formål med indgåelsen af ægteskabet med [B], og at han først for Flygtningenævnet har oplyst om overfaldet på svogeren [C], som ligeledes skal have fundet sted i 2012. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde redegjort for det sene fremkomsttidspunkt for denne oplysning. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han er efterstræbt af [A]. På denne baggrund kan der heller ikke lægges nogen vægt på det fremlagte brev. Idet de generelt vanskelige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/223/JOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en ægtepar samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjik og sunni muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har afvist at samarbejde med dem, og fordi han har anmeldt deres trusler til politiet. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, at han ikke kan få beskyttelse af de afghanske myndigheder, og at myndighederne vil presse ham for at afgive oplysninger om Taliban. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ligeledes frygter en konflikt med agenten, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå den mandlige ansøger ihjel, idet han har afslået at hjælpe dem. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han havde en butik på [A] i [B] lufthavn. I starten arbejdede han sammen med sin bror, men i 2008 etablerede han sin egen butik, som han drev sammen med brorens butik. Ansøgeren kørte hver dag sin bil med varer til butikkerne ind på basen. Han måtte have tre passagerer med i bilen uden forudgående sikkerhedsgodkendelse af disse. I [foråret] 2014 begyndte ansøgeren at modtage telefonopkald fra ukendte personer, som sagde, at de vidste, hvem ansøgeren var, og de havde hans navn, adresse og telefonnummer. De ville have ansøgeren til at tage personer med ind på [A] for at se området an. Ansøgeren modtog opkald fra dem omkring tre til fire gange om ugen. Efter otte til ti dage med opkald modtog ansøgeren et trusselsbrev om natten [i sommeren] 2014. Samme nat havde ansøgeren modtaget et opkald fra de ukendte personer, som ville mødes med ham. I brevet stod der noget om, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde, og at han havde nægtet at hjælpe Taliban, og at han derfor skulle passe på. Ansøgeren kan ikke huske det præcise indhold af brevet. Talibans logo og stempel var på brevet. Ansøgeren gik herefter til politiet med brevet, som sagde, at de ville undersøge sagen. Ansøgeren fik nyt sim-kort og solgte sin bil, fordi han frygtede for sin sikkerhed. Et par uger efter ringede Taliban igen til ansøgeren, og sagde, at de vidste, at ansøgeren havde anmeldt dem til myndighederne. Opkaldene fortsatte i fem til seks måneder, og ansøgeren kontaktede politiet hver gang. [I starten af] 2015 modtog ansøgeren endnu et trusselsbrev. Det var en dreng, der kom og afleverede det. Brevet mindede om det første trusselsbrev. Ansøgeren flyttede herefter hjem til sin bror sammen med ansøgerens mor og den kvindelige ansøger. Efter otte til ti dage udrejste ansøgeren og den kvindelige ansøger af Afghanistan til Pakistan i slutningen af [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret i overensstemmelse med den mandlige ansøgers forklaring. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af de i sagen omhandlede trusselsbreve. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikterne med Taliban ikke kan lægges til grund. Han har således i samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 to gange forklaret, at han efter det første trusselsbrev blev ringet op tre til fire gange om ugen, mens han i en senere samtale og over for nævnet har forklaret, at der alene er tale om syv til ti opringninger inden for den omhandlede periode på godt seks måneder. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter hvert telefonopkald angiveligt har kontaktet politiet, uanset at han havde en meget stærk formodning om, at politiet videregav oplysninger fra hans sag til Taliban. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at de telefoniske henvendelser angiveligt alle indeholdt en opfordring til at bevare sit arbejde for [A] og i forbindelse hermed hjælpe Taliban, mens trusselsbrevene, som den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke kunne læse på trods af sit kendskab til pashto, indeholder opfordringer til at standse sit arbejde for [A]. Flertallet lægger endelig vægt på oplysninger om, at den mandlige ansøgers bror uden at modtage trusler eller andre henvendelser fra Taliban gennem de knap to år siden ansøgernes flugt har kunnet fortsætte arbejdet på basen. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/222/SLH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara eller sadat og shia muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger, men har aldrig været i Afghanistan. Han er født og opvokset i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han i Afghanistan frygter sin fars familie på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt på grund af sin deltagelse i krigshandlinger i Syrien. Han vil endvidere ikke kunne klare sig i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans far havde besluttet, at familien skulle flytte til Ghazni provinsen i Afghanistan, hvor faren er født og opholdt sig, indtil han som barn flyttede til Iran. Faren tog afsted for at finde en bolig til familien og medbragte alle deres dokumenter, herunder deres tilladelser til at opholde sig i Iran. Fra en af farens venner i Afghanistan, som tidligere havde besøgt dem i Iran, hørte ansøgerens mor, at faren var blevet slået ihjel af sin fætter på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren ved ikke, hvor omhandlede jordstykke ligger, men det må være omkring landsbyen i Ghazni, hvor faren var fra. I overensstemmelse med det vennen, kaldet [A], sagde til ansøgerens mor, går ansøgeren ud fra, at det også vil være farligt for ham at opholde sig i Afghanistan, da farens familie nok frygter, at ansøgeren vil gøre gældende, at jordstykket retligt tilhører ham. Ansøgeren antager, at farens familie nu har fået fat i dokumenter vedrørende jorden samt farens mobiltelefon, hvor der er billeder af ansøgeren. [A] har fortalt, at farens fætter er magtfuld og har kontakter til myndighederne. For at undgå at blive sendt til Afghanistan indvilligede ansøgeren i kortvarigt at udøve tjeneste i [B], hvor ansøgeren blandt andet fungerede som vagt ved fronten. Han så frygtelige ting og flygtede efter en måned til Tyrkiet og videre til Europa. Han frygter, at hans deltagelse i krigen i [B] vil blive kendt i Afghanistan, og at han som følge heraf vil blive udsat for forfølgelse fra de sunni-muslimske myndigheder, Taliban eller andre sunni-muslimske grupper. Han vil ikke sige til nogen, at han har været i [B]. I Mashhad talte man om, at personer, der havde deltaget i kampe i [B], senere er forsvundet i de afghanske myndigheders varetægt. Ansøgeren har ikke kontakter i Afghanistan, og han har aldrig set sin afghanske familie, som er fjendtlige indstillet overfor ham. Ansøgeren er sikker på, at [A] ikke kan hjælpe ham. Han tænker, at [A] kan være med i det komplot, der førte til drabet på faren. Ansøgeren forstår dari, men ikke pashto. I Afghanistan vil man kunne høre på hans dialekt, at han er fra Iran. Ansøgeren har smerter i ryggen og i sit ben, som han ikke kan få den nødvendige behandling for i Afghanistan. Ansøgeren kan derfor ikke arbejde og klare sig i Afghanistan. I øvrigt vil ansøgeren ikke kunne komme ind i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgerens mor i overordnede vendinger har fortalt ham, at hun har fået at vide, at farens fætter har slået faren ihjel på grund af strid om et jordstykke, samt at ansøgeren efter råd fra moren og [A] om risiko for, at han selv kunne komme i fare, ikke tog til Afghanistan for at deltage i begravelsen. Der er ikke oplysninger om, at farens fætter, som aldrig har set ansøgeren, skulle have udtalt trusler rettet mod ansøgeren, der ikke har sagt, at han vil forsøge at få jordstykket tilbage. Ansøgeren har endvidere ingen konkrete oplysninger om farens fætter, herunder dennes navn, og ansøgeren kan ikke nærmere på overbevisende måde begrunde sin frygt for, at fætteren formentlig vil begå overgreb mod ham, hvis han kommer til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at den helt overordnede oplysning om, at faren skulle være blevet slået ihjel for [et antal] år siden på grund af en jordkonflikt under de foreliggende omstændigheder er tilstrækkelig til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at farens afghanske familie vil efterstræbe ansøgeren og begå overgreb mod denne, hvis han kommer til Afghanistan, herunder i en anden provins end Ghazni, eksempelvis i Kabul. Efter Flygtningenævnets opfattelse har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at de afghanske myndigheder, Taliban eller andre sunni-muslimske grupper er eller vil blive bekendt med ansøgerens kortvarige bistand til shia-enheder under […] borgerkrig og denne omstændighed og hans kortvarige deltagelse ved fronten i [B] kan herefter ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren af disse grunde i Afghanistan vil være i reel, konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der er en ung mand med helbredsmæssige problemer, tilhører en etnisk minoritet, taler med iransk dialekt og har ikke venligsindet familie eller andre, der umiddelbart vil kunne hjælpe ham i Afghanistan, hvor han ikke tidligere har været. Ansøgeren kan derfor få vanskeligheder ved at begå sig i dette land. Disse vanskeligheder kan imidlertid efter deres karakter ikke isoleret set begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller stk. 2. Der findes endvidere ikke at være sådanne kumulative omstændigheder, at der efter en samlet vurdering af ovenstående er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af anførte bestemmelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/221/SEL
Nævnet meddelte i marts 2016 en mandlig statsborger fra Afghanistan afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 10, stk. 3. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning for bestandigt ved dom af [fra efteråret] 2014 afsagt af Retten i […], og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I december] 2015 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren er etnisk pashtun og muslim fra Kunduz, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Klageren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet anført, at medlemmer af Taliban på et tidspunkt sendte et trusselsbrev til klagerens fader, hvori der stod, at faderen skulle indstille sit arbejde for de internationale styrker i landet og i stedet arbejde for Taliban. Som følge heraf flyttede familien fra landsbyen […] til byen Kunduz. På trods heraf blev klageren kidnappet fra familiens nye bopæl og tilbageholdt af Taliban i Helmand-provinsen. Klageren formåede at flygte en nat, hvor Taliban blev angrebet af de internationale styrker. Ved tilbagekomsten til bopælen erfarede klageren, at hans forældre og broder var blevet dræbt af Taliban. Herefter udrejste klageren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger, som Udlændingestyrelsen, klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens fader har arbejdet som minerydder for de internationale styrker, at faderen, moderen og broderen som følge heraf er blevet dræbt af Taliban, og at familiens hus og jord er blevet konfiskeret af Taliban, hvorfor nævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde fortsat vil være i konkret risiko for overgreb. Et flertal af Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Pakistan, at han kun har boet 4 år i Afghanistan, at han forlod Afghanistan i en alder af ca. 16 år, og at han ikke har familie i eller anden tilknytning til Afghanistan. Flertallet finder derfor ikke, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, hvorfor klageren ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark og har ikke nær familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at klageren er dømt for voldtægt. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at klageren alligevel bør meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. § 7, stk. 2, jf. § 10, stk. 3. Klageren er herefter henvist til såkaldt tålt ophold her i landet, idet han ikke må udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1.” Afghanistan/2016/22/nin a
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles stedbrødre, idet de har en arvekonflikt med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der opstod en konflikt imellem ansøgerens ægtefælle og ægtefællens stedbror, [A], da [A]’s mor og senere ansøgerens svigerfar døde. [A] krævede at få udbetalt arv efter sin mor og ansøgerens svigerfar, hvilket ansøgerens ægtefælle nægtede. For et par år siden brød [A] og 3 andre ukendte mænd ind på ansøgerens bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev udsat for fysiske overgreb, og de fik stjålet guldsmykker og penge. Senere samme år blev ansøgerens to sønner, [B] og [C], bortført fra ansøgerens ægtefælles tømmerforretning, hvor de arbejdede. Politiet fandt syv til otte dage senere [C] i forbindelse med et angreb på en Taliban-gruppe, hvor [A]’s bror blev skudt og dræbt. [B] blev angiveligt efterfølgende skudt og dræbt af [A]. Efter [C] kom hjem, forlod ansøgeren og hendes familie ansøgerens bopæl og flyttede hen til nogle bekendte. Ansøgeren og hendes familie fik udstedt pas og visum til Iran og udrejste herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret, og at der på en række punkter er væsentlige divergenser i forhold til de forklaringer, der dels er afgivet af ansøgerens ægtefælle, dels er afgivet af ansøgeren selv under de afholdte samtaler. I lighed med Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet således lagt vægt på, at ansøgeren til sine samtaler med styrelsen [i foråret] 2015 og [i vinteren] 2016 har oplyst henholdsvis, at indbruddet skete for omkring 2 år siden, det vil sige i 2013, og at indbruddet skete samme år som hendes sønners bortførelse, omkring en måned forinden denne bortførelse, hvorimod hendes ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 oplyste, at indbruddet skete i 2008, og at bortførelsen af sønnerne skete i 2013, omkring fem år senere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har oplyst, at hendes ægtefælle kom hjem fra forretningen om eftermiddagen, at han virkede lidt anspændt, at han på et tidspunkt sagde, at deres sønner var blevet bortført, men at han ikke havde set det, så derfor antog hun, at det måtte være sket tidligt om morgenen. Da ansøgeren blev spurgt, hvordan hendes ægtefælle kunne vide, at deres sønner var blevet bortført, oplyste ansøgeren, at de selv konkluderede det, da de ikke var kommet hjem sent om aftenen, og at hendes ægtefælle først efter en uges tid modtog et opkald fra [A], som krævede udbetalingen af en løsesum. Derimod har ansøgerens ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 oplyst, at han kom hjem om aftenen kl. 20:30, at han spurgte ansøgeren, hvor sønnerne var, og da hun ikke vidste det, kørte han hen til forretningen for at se efter dem, og at han allerede dagen efter deres forsvinden modtog et opkald fra sønnernes bortfører. Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren til samtalen med styrelsen [i vinteren] 2016 har oplyst, at hendes to sønner begge var forsvundet i otte dage, inden hendes søn [C] dukkede op igen, hvorimod hendes ægtefælle til hendes samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 har oplyst, at politiet reddede [C] på anden dagen efter bortførelsen, og at han selv hentede [C] hjem fra politiet på tredjedagen. Ansøgeren har også til samtalen med styrelsen [i vinteren] 2016 oplyst, at der ikke blev afholdt en begravelsesceremoni for hendes afdøde søn [B], hvorimod hendes ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 har oplyst, at der blev afholdt en begravelsesceremoni for [B], selvom hans lig ikke var blevet fundet. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har tilkendegivet, at hun - i modsætning til hvad der fremgår af referatet af samtalen [fra foråret] 2015 - ikke har forklaret, at [A] ville bytte liget af [B] med liget af sin bror. Oplysningerne om ægtefællens angivelige hukommelsessvækkelse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. På den ovenfor anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at lade indhente oplysninger hos politimyndighederne i Afghanistan i overensstemmelse med den begæring, som advokaten har fremsat herom [i foråret] 2016. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/122/SLH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghaner, etnisk tadjik og muslim fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet til Taliban af sin farbror, og at farbroren vil dræbe ham på grund af farens arvekonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far havde en konflikt med ansøgerens farbror på grund af arven fra ansøgerens farfar. Farbroren ville have hele arven selv. Konflikten startede for omkring 17 år siden, inden ansøgerens forældre udrejste af Afghanistan. Farbroren er medlem af Taliban og forsøgte en dag at skyde ansøgerens far på grund på af konflikten om arven. Ansøgerens faster lagde sig i mellem, og hun blev skudt. Omkring tre-seks måneder efter denne episode flygtede ansøgerens forældre fra Afghanistan til Iran. Faren har efterfølgende været fire gange i Afghanistan for at løse konflikten ved kontakt dels til de ældre dels til myndighederne. Ansøgeren frygter, at hans farbror vil se ham som en trussel, og at farbroren vil tro, at han er kommet til Afghanistan for at gøre krav på arven. Ansøgeren frygter videre, at hans farbror vil tvinge ham til at udføre selvmordsaktioner for Taliban. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende om de centrale dele af konflikten med farbroren i en sådan grad, at forklaringen om konfliktens karakter og begrundelsen for dens fortsatte aktualitet ikke fremstår troværdig. Ansøgeren har således, trods den senere meget detaljerede forklaring til asylsamtalen, som er yderligere udbygget for nævnet, forklaret meget overordnet om fjendskab med farbroren under den første samtale, og med den tilføjelse at forældrene ikke fortalte ham så meget. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af en ikke afsluttet konflikt mellem faren og dennes bror. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/219/THJ
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra Khanabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til, at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er forsøgt hvervet af Taliban og frygter at blive dræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ved, hvor hans familie befinder sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag, hvor han var på vej hjem fra skole blev kontaktet af en mand på gaden. Manden sagde til ansøgeren, at han skulle gå sammen med ham hen og købe en is. Manden havde et tørklæde for ansigtet og havde en turban på hovedet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far efter denne hændelse er blevet opsøgt af Taliban tre gange med henblik på, at faren skulle udlevere ansøgeren til dem. Han har forklaret, at Taliban opsøgte faren første gang, mens han arbejdede på sine egne marker. De præsenterede sig som Taliban, og sagde til faren, at han skulle aflevere sin ældste søn til dem. Faren nægtede, hvorefter de gik. Anden gang opsøgte Taliban igen faren på marken. Taliban fortalte faren, at de ville give ham penge, hvis han afleverede sin ældste søn til dem. Faren afviste Talibans tilbud, hvorefter han blev slået med deres geværer. Taliban sagde til faren, at han ville få en chance mere, hvorefter de gik. Tredje gang opsøgte Taliban faren på gaden. De spurgte ham om, hvorfor han ikke havde afleveret sin søn til dem. Faren afviste igen at aflevere sin søn til dem. Taliban truede herefter faren med, at de ville tage ansøgeren med magt og slå faren og resten af familien ihjel. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om hændelserne, og at der på grund af hans unge alder må tillægges ansøgeren en vis margen i hans forklaring om tidsforløbet. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den beskrevne konflikt er overensstemmende med baggrundsoplysningerne om ansøgerens hjemegn. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan igen vil være i Talibans søgelys og risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/218/THJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra Kunduz, i området Chauke Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi han er bange for at blive dræbt, ligesom sin far. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farbror og hans behandling af ansøgeren. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter situationen i Kunduz, fordi der er meget usikkerhed, og folk bliver slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at hans far arbejdede som politimand i Kunduz. På et tidspunkt udbrød der krig i Kunduz, og Taliban forsøgte at overtage byen. Efter krigen var forbi i Kunduz, og myndighederne igen havde overtaget kontrollen over byen, fik ansøgeren og hans familie besked om ansøgerens fars død i krigen. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for sin farbror oplyst, at ansøgeren, hans mor og hans bror flygtede hjem til ansøgerens fars halvbror i Kabul, fordi de ikke havde andre, der kunne tage sig af dem. Her boede ansøgeren sammen med sin mor og sin bror i omkring fire til fem måneder, inden ansøgeren udrejste fra Afghanistan. Ansøgerens farbror behandlede i starten ansøgeren, hans mor og hans bror godt, men efter et stykke tid ændrede han sin opførsel. Han begyndte at slå ansøgerens mor, og han sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle have et arbejde, fordi han ikke kunne forsørge hele familien. Når ansøgeren kom hjem fra arbejde med penge, tog ansøgerens farbror pengene fra ham. Ansøgeren fik heller ikke lov til at gå i skole af sin farbror. Ansøgerens farbror slog ansøgeren med sin håndflade eller med sit bælte. Han nægtede også ansøgeren, hans mor og hans bror mad i nogle dage. Efter noget tid hos ansøgerens farbror, besluttede ansøgerens mor, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft konflikter med Taliban, grupperinger eller personer i øvrigt i Afghanistan, og ansøgeren ved ikke, om hans familie har oplevet problemer, fordi hans far var politimand. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban, eller at han i øvrigt vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb fra Taliban. Ansøgeren har om sin frygt for situationen i Kunduz henvist til, at der er meget usikkert i området, og Flygtningenævnet finder heller ikke, at dette forhold udgør en individuel og konkret asylbegrundende risiko for ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for farbroderen, er der henvist til farbroderens voldelige adfærd overfor ansøgeren og hans mor. Flygtningenævnet anser ikke ansøgerens konflikt med farbroderen for at have en sådan karakter eller intensitet, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/217/KAA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Den mandlige ansøger er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Kandahar, […], Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og shia-muslim af trosretning fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet, brændt levende eller begravet levende af Taliban, idet Taliban har sendt trusselsbreve til hans far og slået hans bror ihjel i 2010. Derudover har Taliban påstået, at den mandlige ansøger har brændt nogle koraner af i en moské. Endelig har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, idet de kalder den mandlige ansøger og hans familie for vantro og har spyttet efter dem på gaden. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2015 tog hen til den lokale moské, efter han havde besøgt sin mors og brors gravsted. Inde i moskéen råbte tre til fire mænd med tilknytning til moskéen, at ansøgeren og hans familie var vantro. Da ansøgeren svarede igen, begyndte de at slå og skubbe ham. Ansøgeren væltede ind i et varmeapparat. Da varmeapparatet væltede, løb der olie ud af det, og der gik ild i en reol, hvori der stod koraner. Umiddelbart efter flygtede ansøgeren hjem. Da ansøgeren kom hjem, havde mændene fra moskéen ringet til hans far og fortalt, at ansøgeren var skyld i, at moskéen var brændt ned, og at de ville sætte ild til ansøgeren og hans familie på samme måde, som ansøgeren havde sat ild til moskéen. Ansøgeren, hans ægtefælle og hans far blev enige om, at de skulle flygte, hvorfor de begyndte at samle ting og dokumenter sammen. To til tre timer, efter at den mandlige ansøger var kommet hjem, bankede et ukendt antal mænd på døren. Da hans far åbnede døren, stak en af mændene ham med en kniv. En af mændene prøvede at komme hen til bopælen, hvorfor den mandlige ansøger skød efter ham og de andre mænd. Da ansøgeren begyndte at skyde efter dem, flygtede de. Efterfølgende tog den mandlige ansøger og hans familie den mandlige ansøgers far på hospitalet, hvor faren blev erklæret død. Herefter tog den mandlige ansøger og hans familie hen til vennen [A], hvor de overnattede én nat, inden de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet, at forklaringerne om den mandlige ansøgers konflikt i forlængelse af besøget i moskeen i Afghanistan forekommer utroværdig, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for, at han netop den pågældende dag valgte at opsøge moskeen, forekommer påfaldende i lyset af, hvad den mandlige ansøger i øvrigt har forklaret om sit forhold til at gå i moské og sit kendskab til, at Taliban er repræsenteret i moskéen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de personer, der opholdt sig i moskeen før den mandlige ansøgers ankomst, efter branden skulle have rettet telefonisk henvendelse til den mandlige ansøgers bopæl, når de samtidig opsøgte den mandlige ansøger på familiens bopæl senere samme dag. Under henvisning til forklaringerne om, hvor bange ansøgerne var efter episoden i moskeen og den efterfølgende telefonsamtale, forekommer det desuden påfaldende, at den mandlige ansøger og hans familie, efter at han var hjemvendt fra moskeen, blev i huset i to til tre timer, herunder særligt henset til, at de havde bestemt sig for straks at flygte. Efter nævnets opfattelse er det desuden påfaldende, at den mandlige ansøger først under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre for, hvilket værelse ægtefællen og børnene opholdt sig i, da familien blev opsøgt på bopælen, ligesom hans forklaring om besiddelsen og anvendelsen af skydevåbnet forekommer afglidende og utroværdig. I Flygtningenævnets vurdering af sagen er endvidere indgået de divergenser, der er kommet til udtryk under den mandlige ansøgers forklaringer om omstændighederne i tilknytning til episoden i moskeen. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om hændelsesforløbet, da han skød efter de mænd, der opsøgte bopælen, herunder om hvor han opholdt sig, da faren blev stukket ned, og om hvorvidt den mandlige ansøgers skud ramte en person. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvor ofte han besøgte morens og brorens grav, og om hvorvidt han har haft andre konflikter i en moské, idet han under en af samtalerne har oplyst, at han var blevet smidt ud af en moské nogle måneder tidligere, og senere at den pågældende dag, hvor episoden i moskeen udspandt sig, var den første gang, han var i en moské efter sin tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgerne har desuden forklaret, at de efter at have fået endeligt afslag på asyl i Danmark i 2011 har været udsat for chikane af forskellig art i Afghanistan efter deres frivillige tilbagevenden til landet. Karakteren og omfanget af disse forhold har imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke en sådan intensitet, at de i sig selv kan danne grundlag for, at ansøgerne opnår international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke på nuværende tidspunkt i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/216/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [en højtstående politiker A], fordi ansøgeren kender til, at han har arrangeret, at ægtefællen til hans nuværende kone blev likvideret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at arbejde for [A] i 2010, efter han blev anbefalet af sin engelsklærer [B] til en [stilling i en afdeling], hvor der var brug for en pashtotalende person. En ukendt dag i midten af 2011 var ansøgeren med [A] til [et arrangement i en by i Afghanistan], og [As tale], hvor ansøgeren stod sammen med ham og [en anden person], blev vist på [TV]. To dage efter modtog ansøgeren et opkald fra en ukendt person, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde for de vantro. Ansøgeren fortalte [A] om opkaldet. Han sagde, at ansøgeren ikke skulle bekymre sig om det, for sådanne opkald forekom, og at det muligvis var en fra [arbejdspladsen], der var interesseret i ansøgerens job. Ansøgeren ønskede, at fratræde sin stilling, men [A] tilbød i stedet ansøgeren et arbejde som sikkerhedsvagt i hans hjem, for der var ikke samme mediedækning, og ansøgeren kunne derfor være mere anonym. En ukendt dag for cirka 1,5-2 år siden blev ansøgeren ringet op af [A] klokken 19.30-20.00, og han bad ansøgeren om at køre til [et område] i Kabul. Da ansøgeren ankom, så han, at to af [As] vagter, som ansøgeren ikke kendte, havde dræbt en mand. Desuden deltog to brødre til ægtefællen af den afdøde i drabet. Ansøgeren var under ordrer, og han hjalp derfor med at fragte liget til [et andet område] Kabul, hvor de andre begravede det. Ansøgeren opdagede senere, da [A] 7-8 måneder efter episoden blev gift med ægtefællen til den afdøde mand, at [A] og hende havde haft et hemmeligt forhold, og at dette var årsagen til drabet på hendes ægtefælle. To dage efter episoden indkaldte [A] ansøgeren og de andre fire til et møde, hvor de blev truet til tavshed. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren omkring kl. 12-13 tilbageholdt af Taliban i [C], da han var på vej fra [D] til Kabul. Fire personer på to motorcykler standsede den bil, ansøgeren blev transporteret i. De var bevæbnede med kalasjnikov-geværer, og de slog ansøgeren på nakken med skaftet af deres våben. Talibanerne tvang ansøgeren ud af bilen, og op på den ene motorcykel. De kørte ansøgeren i cirka to timer med bind for øjnene til et hus et ukendt sted. Ansøgeren formoder, at nogen havde set ham ved stoppestedet og angivet ham til Taliban. Samme aften kom en ukendt kommandant og talte med ansøgeren. Han sagde, at Taliban tidligere havde truet ansøgeren, og at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde. Han krævede, at ansøgeren skulle samarbejde med taliban. Kommandanten skrev ansøgerens navn på et stykke papir, tog tre billeder af ansøgeren, og sagde, at Taliban nu ville kunne finde ansøgeren hvor som helst. Ansøgeren skulle levere oplysninger om, hvor [A] befandt sig, hvem han talte med m.m. De sagde ikke andet om, hvad de forventede af ansøgeren. Ansøgeren overnattede i talibanhuset, og den næste morgen omkring kl. 9.30 kørte Taliban ansøgeren retur til busterminalen i [D]. Taliban gav ansøgeren et sim-kort med, som han skulle åbne senere på dagen, så Taliban kunne kontakte ansøgeren. Ansøgeren sagde til [A], at han kom for sent på arbejde, fordi han skulle køre sin ægtefælle til deres landsby, efter hun havde været på hospitalet i Kabul. Ansøgeren fortalte ham ikke om tilbageholdelsen. Ansøgeren mødtes senere samme dag med sin svoger i moskéen i området [E] og fortalte ham om tilbageholdelsen. Han sagde, at den eneste udvej var, at ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens svoger lånte ansøgeren penge til rejsen, så ansøgeren kunne udrejse af landet samme dag han blev løsladt, [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på flere punkter er divergerende, udbygget og usandsynlig, hvorfor den fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har vedrørende telefonsamtalen i 2011 alene til Udlændingestyrelsen forklaret denne som en tilkendegivelse af utilfredshed med ansøgerens arbejde for myndighederne, mens han under mødet for nævnet har angivet, at der blev fremsat to direkte trusler. Han har endvidere til styrelsen alene oplyst, at truslen blev fremsat af ukendte, mens han for nævnet har oplyst, at den blev fremsat af landsbyboere og af Taliban. Vedrørende episoden omkring drabet lægger nævnet vægt på, at episoden ikke er nævnt i asylskemaet, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han så liget blive begravet, og om brødene var med til det efterfølgende møde hos [A]. Idet han til styrelsen har forklaret, at liget lå i en ligpose, hvorfor det må antages, at drabet har været planlagt forekommer det usandsynligt, at det senere viser sig nødvendigt, at ansøgeren hjælper med at transportere liget væk. For så vidt angår kidnapningen har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han afleverede sin hustru og børn til, om han bekræftede overfor kidnapperne, at han vidste hvem de var, og hvor han efterfølgende blev kørt til. Han har under en samtale med styrelsen forklaret, at han ved taxaen blev slået af kidnapperne, mens han ikke har forklaret det til den anden samtale med styrelsen eller for nævnet. Han har i den ene samtale med styrelsen og under mødet med nævnet forklaret, at han blev udsat for vold under tilbageholdelsen, hvilket han ikke har forklaret under den anden samtale med styrelsen. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren, der kommer fra en Taliban domineret landsby, ikke har været udsat for overgreb de gange han har været tilbage i landsbyen, ligesom hans familie ikke har været udsat for trusler eller overgreb. I det ansøgerens forklaring tilsidesættes har han ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse jf. § 7, stk. 1 eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/215/snd
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
