Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1971, samt tre børn. Indrejst i januar 2000 (ansøgeren) og i november 2001 (ansøgerens børn). Ansøgeren indrejste i Danmark som familiesammenført med en herboende ægtefælle. I maj 2000 og i august 2001 tog ansøgeren til Irak for at sørge for, at hendes børn kunne indrejse i Danmark. Børnene indrejste i Danmark i november 2001. Idet ansøgerens ægtefælle begyndte at behandle ansøgeren og børnene dårligt i Danmark, gik hun til de danske myndigheder for at fortælle om problemerne og for at søge om separation. Ansøgeren flyttede herefter for sig selv på en hemmelig adresse. Ansøgerens broder var imod, at ansøgeren boede alene, hvorfor han ønskede, at ansøgeren skulle flytte ind til ham. Som følge af at ansøgeren var flyttet alene og havde klaget over broderen og ægtefællen til de danske myndigheder, er ansøgerens herboende broder flere gange fremkommet med trusler – både overfor ansøgeren telefonisk og overfor ansøgerens søstre, om at han ville slå ansøgeren ihjel, idet hun havde vanæret familien og vendt familien ryggen. Ansøgerens familie i hjemlandet skulle også ønske at slå ansøgeren ihjel som følge af ansøgerens handlinger. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt i det væsentlige, at kunne lægge ansøgerens forklaring for nævnet til grund. Ansøgerens asylmotiv var herefter, at ansøgeren som enlig frasepareret kvinde med mindreårige børn var i konflikt med familien, fordi hun til de danske sociale myndigheder havde oplyst om sin fraseparerede ægtefælles overgreb mod familien, og havde villet levet alene med børnene og havde fortalt om sin broders trusler i anledning af dette. Nævnets flertal måtte efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at hendes subjektive frygt for at vende tilbage til Irak var velbegrundet, idet den tilbageværende familie i Irak og den herboende broder havde truet med at slå hende ihjel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding mission til Amman den 1.-3. december 2003 om de aktuelle forhold indenfor politi og retsvæsen samt om, at en kvinde, der har konflikt med sin familie, ikke har mulighed for at opnå beskyttelse, fandt nævnets flertal, at det ikke burde kræves, at ansøgeren under de nuværende forhold vendte tilbage til Irak. Irak/2004/15
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1982. Ansøgeren indrejste i 2001. Ansøgeren var kurder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv oprindelig henvist til indkaldelse til værnepligt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen henviste ansøgeren til en familiestrid, som var opstået efter ansøgerens udrejse fra Irak, og som ifølge ansøgerens forklaring havde ført til, at hans broder var blevet dræbt af nogle fætre. Flygtningenævnet fandt, at efter Saddam Hussein-styrets fald fandtes det påberåbte forhold vedrørende indkaldelse til værnepligt ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet henviste i den forbindelse særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 ”Fact-Finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”, hvoraf det fremgår, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Vedrørende den påberåbte familiestrid bemærkede nævnet, at der var tale om en privatretlig konflikt, som ikke kunne begrunde asyl. Vedrørende de generelle forhold i Irak fremgår det af Udlændingestyrelsens ovennævnte rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det af den beskikkede advokat påberåbte om usikkerheden om, hvorledes forholdene vil udvikle sig i Irak efter en amerikansk tilbagetrækning, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Irak/2004/14
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1975. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller været politisk aktiv ud over en begrænset deltagelse i politiske diskussioner og møder med venner tilknyttet Dawa partiet. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Hussein-styret på grund af sin faders tilknytning til Dawa partiet, og at ansøgeren i forbindelse hermed havde været tilbageholdt fra oktober 1999 til maj 2001 af de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens og hans broders helt uunderbyggede oplysninger om en avisartikel til grund, hvorefter hele ansøgerens familie skulle være dømt til henrettelse in absentia. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for Saddam Hussein-styret efter dettes fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/13
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1971. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Hussein-styret på grund af sin faders tilknytning til Dawa partiet, og at han i forbindelse med faderens udrejse havde været indkaldt til afhøring hos sikkerhedstjenesten cirka hver anden måned. Ansøgeren havde under nævnsmødet endvidere oplyst, at han på grund af faderens forhold var tilbageholdt i en måned i 1999. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han deserterede i forbindelse med Golfkrigen i 1991, og at han efterfølgende var fængslet i 18 måneder på grund af deserteringen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens og hans broders helt uunderbyggede oplysninger om en avisartikel til grund, hvorefter hele ansøgerens familie skulle være dømt til henrettelse in absentia. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for Saddam Hussein-styret efter dettes fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det fremgår endvidere af rapporten, at desertører og værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/12
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i oktober 2001. I oktober 2001 kritiserede ansøgeren Saddam Hussein over for kollegaer. To dage efter blev han tilbageholdt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia-muslim. Han havde aldrig været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgeren havde været ansat på en statsklinik og på universitetet. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig som sit asylmotiv forfølgelse af Saddam Hussein styret, fordi han havde nægtet at deltage i Jerusalemhæren og over for venner havde kritiseret Saddam Hussein. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold, herunder at ansøgeren havde kritiseret styret og i den anledning været tilbageholdt nogle dage, og at han angiveligt efterfølgende skulle være dømt til døden i absentia, ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Den omstændighed, at der er ustabile forhold i Irak i dag, og at den fremtidige udvikling, især når amerikanerne trækker sig ud af Irak, er meget usikker, kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det blandt andet af Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak” fremgår, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/11
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1978. Indrejst i oktober 2001. I 1995 blev ansøgeren tvangsmæssigt rekrutteret til Folkehæren. Ansøgeren var på daværende tidspunkt mindreårig, og han forstod derfor ikke, hvad der skete. Der var ikke andre i ansøgerens familie, der blev rekrutteret til Folkehæren, men mange andre fra lokalområdet blev rekrutteret. Som medlem var ansøgeren selv med til at tvangsrekruttere folk til Folkehæren. I 1995 deltog ansøgeren i kamphandlinger mod kurdiske partisaner. I den forbindelse skød han mod folk, men han ved ikke, om han har slået nogen ihjel. Ansøgeren blev i området indtil 2001, men han oplevede ikke nogen problemer som følge af hans deltagelse i kamphandlingerne mod kurderne. Der var ingen kurdere på hans alder, der ikke var medlem af Folkehæren. Indtil 2000 blev ansøgeren udelukkende brugt til at holde vagt, da han var analfabet. I perioden 2000 til 2001 beskæftigede ansøgeren sig med at forkynde for folk, når de skulle møde på Baath-partiets kontor samt med at hente folk, der ikke efterkom tilsigelser. Ansøgeren blev senere forsøgt hvervet til Jerusalem-hæren. Han fik at vide, at han ville blive deporteret, hvis han ikke lod sig hverve. Ansøgeren udrejste, fordi han ikke ville være medlem af Jerusalem-hæren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og muslim fra Kirkuk-området. Ansøgeren havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret, fordi han frygtede konsekvenserne for at have unddraget sig hvervning til Jerusalem-hæren. Efter at styret var faldet, fandtes dette forhold ikke at kunne tillægges asylretlig betydning. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for Folkehæren til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren gennem sine aktiviteter havde profileret sig på en sådan måde, at der var grundlag for at antage, at han var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder i Nord-Irak eller til lokalbefolkningen. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren blev tvangsrekrutteret, samt at alle unge mænd i hjembyen på ansøgerens alder var med i Folkehæren. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt efter det anførte ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styres fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/10
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1980. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia-muslim. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret, fordi han havde nægtet at melde sig ind i Baath-partiet og undladt at efterkomme en ordre om at give møde på sessionskontoret med henblik på aftjening af værnepligt. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold, herunder at ansøgeren havde været tilbageholdt i 10 dage og var blevet udsat for fysiske overgreb, ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Konflikten mellem ansøgerens broder og en Baath-embedsmand, der angiveligt var med til at anholde ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, hvorved nævnet bemærkede, at det ikke forekom sandsynligt, at ansøgeren med sin baggrund fortsat var efterstræbt af det tidligere Baath-medlem. Nævnet henviste særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapportens punkt 5.4.2, at uprofilerede modstandere af det tidligere styre ikke var i risiko for forfølgelse. Af rapportens punkt 3.4 fremgik, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerede straf. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke at den i advokatindlægget påberåbte subjektive frygt for en tilbagevenden kunne anses for begrundet i sådanne forhold, at der på dette grundlag burde meddeles opholdstilladelse. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/1
Nævnet hjemviste [i oktober 2016] en sag vedrørende en mandlig ansøger fra Irak.. Indrejst i 2015. I sommeren 2016 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og kommer fra Erbil/Mosul-området i det nordlige Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, og han har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter forud for sin udrejse af Irak [i begyndelsen af]2015. Hans far havde en konflikt med en overordnet i den statslige virksomhed, hvor faren arbejdede. Ansøgeren forlod Irak, efter at ISIL overtog kontrollen med landsbyen […], hvor ansøgeren og hans familie boede. Ved en tilbagevenden til Irak frygter ansøgeren dels farens overordnede og i kraft heraf også myndighederne i KRI og dels ISIL. Han har endvidere henvist til, at den generelle sikkerhedssituation i Erbil-området, herunder i og omkring landsbyen, hvor han boede, er præget af kampe mellem ISIL og kurdiske peshmergaer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Flertallet lægger for det første vægt på den aktuelle situation i Mosul og området omkring Mosul, navnlig den netop iværksatte offensiv fra irakiske styrker og internationale styrker samt sunni-krigere, shiamilitser og peshmergaer mod ISIL. Flertallet finder således, at der er anledning til at overveje muligheden for anvendelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, i lyset af den aktuelle situation, og at denne vurdering i første instans bør foretages af Udlændingestyrelsen. For det andet lægger flertallet vægt på, at sagen i Udlændingestyrelsen er færdigbehandlet uden afholdelse af asylsamtale, og at indholdet af oplysnings- og motivsamtalen sammenholdt med ansøgerens fremtræden og forklaring i Flygtningenævnet giver anledning til bekymring om, hvorvidt Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse på et tilstrækkeligt grundlag også vedrørende ansøgerens individuelle asylmotiv – frygten for afsmittende virkning af ansøgerens fars konflikt i det oprindelige hjemområde, der er beliggende i KRI. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Irak 2016/50/MNR
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Indonesien, født i 1977. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var indonesisk statsborger, gift med et aktivt medlem af GAM, der havde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Et flertal af nævnets medlemmer fandt ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet af myndighederne ville blive sat i forbindelse med sin ægtefælles og dennes broders aktiviteter. Flertallet fandt herefter, at hun som følge af sit ægteskab ville være i en sådan risiko for asylrelevant forfølgelse, at hun burde gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnets flertal bemærkede herved, at det måtte lægges til grund, at ægtefællen grundet sine og broderens aktiviteter var et profileret medlem af GAM, at ægtefællens fætter i 2004 blev idømt 16 års fængsel for aktiviteter for GAM, og at det ikke kunne afvises, at ansøgerens ægteskab i den forbindelse var kommet til myndighedernes kendskab. Efter baggrundsoplysningerne, herunder UNHCR Stockholms kontors udtalelse af 13. november 2003 og henset til de aktuelle forhold i hjemlandet, lagde flertallet således til grund, at ansøgeren på baggrund af sit ægteskab var i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Indo/2005/1
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk javaneser og muslim af trosretning fra […], Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indonesien frygter forfølgelse fra sin familie fordi hun giftede sin med en dansker og ikke den fætter, som familien ønskede. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes far lovede hende bort til ansøgerens ældre fætter, [M], allerede da hun var barn. Ansøgerens frygter endvidere familien og herunder [M] faders reaktion på, at hun er blevet skilt fra sin danske ægtefælle. Endvidere frygter hun at blive udsat for diskrimination i Indonesien, fordi hun har giftet sig med en kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at hun som barn blev lovet væk til en ældre fætter, og at hendes forældre har fastholdt, at ansøgeren skal gifte sig med denne fætter. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at hun i 1998 med forældrenes accept giftede sig med forældrenes mandlige nabo. Nævnet finder ikke, at ansøgeren troværdigt har kunnet redegøre for, hvorledes dette harmonerer med ansøgerens forklaring om truslen om, at ansøgeren skulle tvangsgiftes med fætteren. Det fremgår af ansøgerens forklaring overfor til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens første ægtefælle døde kort tid efter at ægteskabet var indgået, og at ansøgeren herefter boede og arbejde i hjemlandet. Ansøgeren har således under asylsamtalen blandt andet forklaret, at hun i 2013 og 2014 havde arbejde som barnepige, og at arbejdsgiveren boede tæt på ansøgerens fader, hvorfor ansøgeren boede hos sin fader. Ansøgeren har videre forklaret, at hun i 2014 via internettet traf en dansk mand, og at de indgik ægteskab i ansøgerens hjemby [i starten af 2015] under deltagelse af ansøgerens familie, herunder den farbror, som ansøgeren har forklaret at nære den største frygt for. Nævnet finder, at dette står i modstrid til ansøgerens forklaring om, at forældrene krævede, at ansøgeren giftede sig med fætteren og i modstrid med ansøgerens forklaring om den frygt, som hun nu angiveligt nærer for sin familie. Ansøgeren har overfor advokaten forklaret, at hun i lange perioder har boet og arbejdet i Hong Kong, og at dette er årsagen til, at hun har undgået at blive tvangsgift med den ældre fætter. Nævnet finder, at ansøgeren herved har forklaret udbyggende om et meget væsentligt forhold, og at ansøgeren ikke under nævnsmødet har kunnet redegøre for, hvorfor hun ikke er fremkommet med denne oplysning under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren i hjemlandet risikerer at blive tvunget til at indgå ægteskab med fætteren, eller at ansøgeren på grund af ægteskabet med eller skilsmissen fra den danske mand, vil risikere forfølgelse fra familiens side. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. indo/2016/24/STA
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er indisk statsborger og hindu. Det forhold, at en ukendt sikh-gruppe syv-otte gange siden 1991-92 havde forsøgt at hverve ansøgeren som medlem og herunder fremsat mundtlige trusler mod ansøgeren, fordi han ikke ville være medlem, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at truslerne ikke havde haft et sådant omfang eller intensitet, at det kunne betragtes som asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, at forholdet mellem ansøgeren og den nævnte sikh-gruppe måtte betragtes som en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til eventuelt at søge beskyttelse hos myndighederne. Da gruppen efter ansøgerens oplysninger var en illegal gruppe, fandt Flygtningenævnet, at de indiske myndigheder både kunne og ville give ansøgeren den nødvendige bistand. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Indien/2008/2
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hindu og indisk statsborger. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller medlem af noget politisk parti eller organisation. Ansøgeren udrejste efter sin forklaring af Indien i foråret 2007 legitimeret med ægte nationalitetspas, og han søgte asyl i Danmark i sommeren 2007 i forbindelse med, at han blev anholdt under en aktion mod ulovligt arbejde. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han havde lånt marked penge på det grå marked, og at han frygtede långiverne, idet han stadig skyldte dem nogle penge, lagdes til grund, kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt, at dette var en privatretlig konflikt, hvorfor ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes bistand herimod. Uanset om ansøgerens forklaring om, at politiet i foråret 2007 havde anholdt ham og havde afhørt ham, idet de mente, at han var en del af mafiaen, lagdes til grund, kunne dette heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Indien tre-fire uger senere legitimeret med sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Indien/2008/1
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst første gang i 1993. I 1995 blev ansøgeren af Flygtningenævnet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1995 blev ansøgeren udsendt til hjemlandet. I 2006 indrejste ansøgeren på ny sammen med sin ægtefælle. Ansøgerens sag blev behandlet sammen med ægtefællens sag, som ligeledes blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sikh fra delstaten Punjab, og at han i begyndelsen af 1990’erne blev tilbageholdt af myndighederne i en kortere periode, og at han herunder blev udsat for en hårdhændet behandling. Ansøgeren havde forklaret upræcist og divergerende om sin tilknytning og aktiviteter for Babbar Khalsa. Efter det foreliggende kunne nævnet alene lægge til grund, at ansøgeren havde haft begrænsede aktiviteter, som lå langt tilbage i tid. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren efter tilbagesendelsen til Indien i 1995 havde opholdt sig i hjemlandet i flere perioder frem til 2006, at ansøgeren havde foretaget flere ind- og udrejser af hjemlandet i denne periode, og at ansøgeren havde opholdt sig i mere end to år i et andet europæisk land fra 2003 til 2006 uden at søge myndighedernes beskyttelse. Dernæst havde ansøgeren forklaret upræcist om at tilbageholdelse og ophøret heraf efter en skudepisode i templet i landsbyen og om finansieringen af de forskellige udlandsrejser på en sådan måde, at oplysningerne forekom konstruerede. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fremstod uprofileret, og at de af ham påberåbte aktiviteter for Babbar Khalsa lå langt tilbage i tid. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at indholdet af en erklæring fra Amnesty Internationals lægegruppe efter udfaldet af bevisbedømmelsen ikke kunne føre til noget andet resultat. Indien/2007/2
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født i 1979. Indrejst i marts 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han var eftersøgt af de indiske myndigheder og medlemmer af partiet CPM (Communist Party of India-marxist) på urigtigt grundlag, fordi han i selvforsvar havde stukket et medlem af partiet CPM med en kniv i 2003. Ansøgeren havde videre henvist til de generelle forhold for muslimer i hjemlandet. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren var muslim og medlem af Congress Party. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var eftersøgt af de indiske myndigheder, fordi han under et sammenstød mellem medlemmer af Congress Party og CPM i 2003 havde stukket et medlem af CPM. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fra december 2004 til marts 2006 havde opholdt sig i Tyskland og Italien uden at søge om asyl. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at ansøgeren måtte antages at være udrejst på eget ægte pas med visum til Tyskland gældende fra perioden december 2004 til januar 2005. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at en påkørsel af ansøgerens fader i 2005 var forårsaget af medlemmer af partiet CPM eller i øvrigt vedrørte ansøgerens forhold. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde stukket et medlem af CPM med en kniv, fandt Flygtningenævnet, at dette måtte anses for et muligt kriminelt forhold, som hørte under de indiske myndigheders kompetence. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kunne få en retfærdig rettergang i Indien. De generelle forhold for muslimer i Indien kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt endelig ikke, at ansøgerens medlemskab af Congress Party, der er et legalt parti, og det påberåbte fjendskab med CPM, som ansøgeren ikke havde kunnet oplyse nærmere om, kunne begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved sin udrejse var asylbegrundende forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kunne endvidere ikke antages, at ansøgeren ville være i en konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indien/2007/1
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født i 1981. Indrejst i august 2004. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var konverteret til islam og havde giftet sig med en muslimsk kvinde. Ansøgeren fik herefter problemer med sin familie og Shiv Sena, der er et hindu parti bestående af meget religiøse personer, og som ansøgerens broder var medlem af. Ansøgeren var tillige blevet anholdt og tilbageholdt af politiet i én dag på baggrund af en falsk anmeldelse fra ansøgerens broder og moder. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været menigt medlem af de legale partier All India Crime Prevention Sociaty og Bhartiya Janta Party, at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i offentligheden, at ansøgeren under sit ophold i Danmark i 2003 konverterede fra hinduismen til islam, og at han efterfølgende blev gift med en herboende muslimsk kvinde. Tilbageholdelsen hos politiet var kortvarig, idet ansøgeren blev løsladt uden sigtelser den følgende dag. Problemerne med Shiv Sena havde ligeledes været af begrænset omfang. Endvidere var konflikten med familien en privat konflikt, som ikke i sig selv var asylretlig relevant. Sammenfattende fandtes de af ansøgeren påberåbte forhold vedrørende ovennævnte konflikter i øvrigt ikke at have haft en sådan omfang og intensitet, at de kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at tage ophold et andet sted i Indien eller til at søge beskyttelse hos en relevant overordnet myndighed. Det er herved indgået i Flygtningenævnets vurdering, at muslimer udgør en stor mindretalsgruppe i Indien, og at myndighederne ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke understøtter overgreb mod muslimer eller folk, der er konverteret til islam. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ind/2005/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indien, født 1978. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren havde vedrørende asylmotiv oplyst, at hun er lesbisk, samt at hendes farbrødre ville gifte hende bort. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret hende i forhold til myndighederne, at ansøgeren aldrig havde haft problemer med myndighederne, og at hun udrejste legalt. Endvidere måtte det tillægges vægt, at hverken myndighederne eller ansøgerens familie havde kendskab til hendes seksuelle observans. Ansøgerens frygt for, at hendes farbrødre vil slå hende ihjel, beroede alene på formodninger. Det bemærkedes herved, at ansøgeren hverken var blevet efterstræbt af familien eller på anden måde var blevet truet, og at farbrødrene finansierede rejsen til Norge og ansøgerens studier. Ansøgerens mulige øvrige uoverensstemmelser med farbrødrene var efter det foreliggende ikke et forhold, der kunne begrunde asyl. Efter det foreliggende kunne det, uanset de generelt vanskelige forhold for homoseksuelle i ansøgerens hjemland, derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at hun skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ind/2005/1
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født i 1977. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Indien var forfulgt af grunde, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om flere centrale punkter i sit asylmotiv, herunder hvornår og hvor længe og hvorfor han havde været tilbageholdt af politiet. Nævnet måtte på den baggrund tilsidesætte ansøgerens forklaring. Selvom ansøgerens forklaring ville kunne have været lagt til grund, fandt nævnet ikke, at det ville have ført til et andet resultat. Efter ansøgerens forklaring havde han været tilbageholdt i 1995 og i 1998 for politiske aktiviteter. Det fremgår af ansøgerens asylansøgningsskema, at tilbageholdelsen i 1995 var på 5 dage, mens han i 1998 blev tilbageholdt i 15 dage. Efter den sidste tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse og alene på den betingelse, at han skulle forlade området. Ansøgeren tog herefter ophold i Delhi og Bombay, hvor han boede frem til udrejse i 2002. I perioden 1998-2002 har ansøgeren ikke haft problemer med myndighederne udover en kortvarig anholdelse i maj 2000 på grund af et falsk pas. På denne baggrund fandt nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse, som begæret af den beskikkede advokat. Indien/2004/3.
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født 1968. Indrejst i maj 2002. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgeren havde været et højt profileret medlem af All India Sikh Student Federation, eller alene havde været menigt medlem af organisationen, måtte det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at han alene havde været anholdt to gange af politiet. Ansøgeren var efter sin forklaring begge gange blevet løsladt mod bestikkelse efter kun to og henholdsvis fire dages tilbageholdelse. Efter den sidste løsladelse havde ansøgeren opholdt sig i Indien i over et år, før han udrejste. På denne baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var konkret og individuelt forfulgt af grunde som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kunne heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ville være i risiko for en sådan forfølgelse. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokumenter, der skulle godtgøre at ansøgeren var efterlyst af politiet, kunne, således som de fremtrådte, ikke tillægges vægt i sagen. Det bemærkedes i den forbindelse blandt andet, at artiklen i den fremlagte avis fra oktober 2000 stod med en anden typografi end de øvrige artikler på samme side. Selvom Flygtningenævnet efter de fremlagte lægelige oplysninger måtte lægge til grund, at ansøgeren i hjemlandet havde været udsat for grove overgreb, fandt nævnet ikke, at der herved var grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark. Det bemærkedes i den forbindelse, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at overgrebene havde haft et sådant omfang som ansøgeren gennem sine udbyggede forklaringer, navnlig til en fysioterapeut i Danmark, havde forklaret. Nævnet havde endvidere tillagt det nogen vægt, at ansøgeren havde opholdt sig i hjemlandet i godt et år, før han udrejste efter han var løsladt fra den sidste tilbageholdelse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl i Danmark. Indien/2004/2
Nævnet stadfæstede i maj 2004 en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født i 1962. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er sikh fra Punjab. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet ville ikke forkaste ansøgerens forklaring, hvorefter han havde afsonet en dom fra 1984-1987. Herefter genoptog han sin stilling med sin oprindelige rang i militæret. Selv om det lagdes til grund, at ansøgeren blev afskediget fra militæret i 1997, ifølge ansøgeren fordi man mistænkte ham for at være tilknyttet terrorister, og at politiet efterfølgende spurgte efter ham, fandtes dette ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet militæret udbetalte ham et stort beløb i forbindelse med afskedigelsen, ligesom de undlod at overgive ham til politiet, og idet han efterfølgende opholdt sig og arbejdede i Indien de næste fem år, i hvilken periode han besøgte sit hjem og familie 10-20 gange, sidst i forbindelse med udrejsen i august 2002. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var i myndighedernes søgelys i tiden før udrejsen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive forfulgt ved en tilbagevenden, eller at der var en konkret risiko for, at han ville blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indien/2004/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet har ikke imødekommet en anmodning fra ansøgeren og dennes advokat om udsættelse idet ansøgeren lider af tandsmerter. Ansøgeren skulle angiveligt have været opereret hos en tandlæge kl. 13.30. Bortset fra en skadestueseddel af […] 2013 er tandproblemerne udokumenterede. Det bemærkes i denne forbindelse, at sagen tidligere har været udsat, og at advokaten i den forbindelse blev bedt om at fremsende dokumentation. Ansøgeren oplyser at være kristen. Han er fra Durg, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af hinduer fra partierne Bajrang Dal og Shiv Sena, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i efteråret 2011 begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren har deltaget i gudstjenester og fem til seks kristne møder sammen med sin nabo. Han har endvidere læst kristen litteratur. I begyndelsen af 2012 konverterede ansøgeren til kristendommen i en kirke i Durg. I forbindelse med konversionen ændrede ansøgeren sit navn. Omkring otte til ti dage efter konverteringen fremgik det af den lokale avis, at ansøgeren havde ændret sit navn. Samme dag som ansøgerens nye navn blev offentliggjort, blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre til fire personer iklædt hvidt tøj og orange tørklæder. De var fra partierne Bajrang Dal og Shiv Sena. Ansøgeren blev truet med vold, såfremt han ikke skiftede navn og blev hindu igen. Måneden efter sin konversion blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af de samme tre til fire personer, der havde opsøgt ham i begyndelsen af 2012. Han blev trukket ud af sit hus og udsat for det samme som ved det tidligere overfald. I slutningen af måneden blev ansøgeren igen opsøgt af syv til otte repræsentanter på sin bopæl. Han blev ført til byens basar med en snor om halsen. Undervejs sluttede yderligere folk sig til dem, og de var i alt 15-20 personer. Ansøgeren blev spyttet på af forbipasserende. Ved ankomsten til basaren blev han udsat for vold. Personerne tog kvælertag på ansøgeren og udsatte ham for vold, så han besvimede. Politiet overværede episoden, men af frygt for repræsentanterne greb de ikke ind. Ansøgeren gik efter overfaldet til politiet for at anmelde episoden, men politiet foretog sig intet. I foråret 2012 blev ansøgeren igen overfaldet og fik et knivstik i panden, og fik slået tænderne løse. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. 8-10 dage efter overfaldet i foråret 2012 solgte ansøgeren sine ejendele og flygtede til Delhi, hvor han opholdt sig i 10-15 dage, inden han udrejste fra Indien. Ansøgeren er helt uden dokumenter, der sandsynliggør hans identitet. Ansøgeren har først søgt asyl i forbindelse med, at han var blevet pågrebet i at arbejde her i landet uden tilladelse. Ansøgeren er reelt uden viden om den kristne tro og har ikke her i landet deltaget i gudstjenester eller lignende. Heller ikke på tidspunkter, hvor han har opholdt sig på et asylcenter. Ansøgeren har ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet forklare om sine forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den af ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren er konverteret til kristendommen og som følge deraf skulle være blevet udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. indi/2013/2
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Indien og Uganda. Indrejst i 2010. I 2012 hjemviste nævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I slutningen af 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk inder og er konverteret kristen fra Hyderabad i Indien. Den kvindelige ansøger er etnisk samia og kristen af trosretning fra […]i Uganda. Begge ansøgere har haft tilknytning til Church of love. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin ugandiske ægtefælles tidligere ægtefælle, der har stået bag to tilbageholdelser af ansøgeren henholdsvis i 2008 og 2010 og hvorunder han blev udsat for alvorlige fysiske overgreb. Den tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person, som arbejder inden for politiet/militæret. Han har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Indien, idet hans familie vil slå ham og hans ægtefælle ihjel, fordi familien er imod, dels at ansøgeren har giftet sig med en afrikansk kvinde, dels at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at da han i 2008 rejste fra Uganda til Indien, blev han truet, indespærret og slået af familien, der forsøgte at tvinge ham til at indgå ægteskab med en indisk kvinde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Uganda, idet hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for fysiske overgreb. Hendes tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person som arbejder indenfor politiet. Ansøgeren har herved henvist til, at hun i efteråret 2007 mødte sin tidligere ægtefælle i Kampala, hvor han slog hende, så hun faldt, og at politiet intet foretog sig, da hun anmeldte forholdet. Hun og hendes nuværende ægtefælle blev endvidere i begyndelsen af 2008 opsøgt på bopælen af tre mænd, der tog parret med til et hus, hvor den tidligere ægtefælle truede med at dræbe dem, og hvor hun blev mishandlet og voldtaget af flere mænd. Endelig blev hendes nuværende ægtefælle i 2010 tilbageholdt i to måneder som led i konflikten. Hun har videre henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Indien, idet hendes ægtefælles familie vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel, hvis de kommer til Indien, idet de er imod ægteskabet med ansøgeren og imod hendes ægtefælles konvertering. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund om de overgreb, de har været udsat for i Uganda. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering, at konflikten med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har antaget en sådan karakter, at det må sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse af den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at overgrebene har udspring i en privatretlig konflikt og finder ikke grundlag for at anse konflikten for myndighedsunderstøttet og henfører derfor forholdet under udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at de konflikter den mandlige ansøger har forklaret, han har fået med sin familie i Indien på grund af ægteskabet med den kvindelige ansøger, har antaget en sådan intensitet og karakter, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger som følge af sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden vil foretage handlinger, der indebærer risiko for asylbegrundende forfølgelse fra det omgivende samfund. For så vidt angår spørgsmålet om at anvende Indien som første asylland for den kvindelige ansøger, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren, uanset hun ikke har opholdt sig i Indien, har en nær tilknytning til dette land i kraft af sit ægteskab med den mandlige ansøger. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren ifølge fremlagte oplysninger fra den indiske ambassade kan indrejse i Indien og opnå opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af ægteskabet. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at der ifølge baggrundsoplysningerne forekommer blandede ægteskaber i Indien, navnlig i de større byer. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i Indien vil være i risiko for refoulement, jf. blandt andet ”Country of Origin Information (COI) Report” af 30. marts 2012, UK Boarder Agency. Flertallet finder herefter, at Indien kan tjene som første asylland for den kvindelige ansøger. Ingen af ansøgerne har konflikter med de indiske myndigheder. Flertallet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger i Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster i dette omfang Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2013/1
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er sunni muslim fra Hyderabad, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive dræbt af de personer, som overfaldt ham, fordi han havde slagtet en ko. Endvidere frygter han at blive straffet af myndighederne. Ansøgeren har på en række punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet vedrørende navnet på slagterforretningen og den pågældende slagtermedarbejder, vedrørende de mænd der forfulgte ham, vedrørende længden af tidsrummet mellem overfaldet og udrejsen, og vedrørende en eventuel verserende sag ved myndighederne. Ansøgerens antagelser om, at han er blevet identificeret – eventuelt gennem optagelse af et foto – og at mændene aktuelt vil efterstræbe ham, er alene baseret på formodninger. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens deltagelse i slagtningen varede fem til ti sekunder, at den foregik ”det sædvanlige sted” bag slagterforretningen, og at ansøgeren afventede visum inden udrejsen. Endelig ansøgte ansøgeren først om asyl cirka otte måneder efter indrejsen, da han blev anholdt af politiet. På denne baggrund, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han skulle være blevet identificeret i forbindelse med slagtningen af en hellig ko, og at han af denne grund skulle være efterstræbt af fanatiske hinduer. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2012/1
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk punjab og sikh af trosretning fra […], Punjab, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af en kriminel gruppering fra sin hjemby […] i provinsen Punjab. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans bror for omkring fire år siden lånte 70.000 rupees af den kriminelle gruppering for at betale for deres mors lægebehandling. Omkring fire måneder senere opsøgte tre personer fra den kriminelle gruppering ansøgerens families bopæl. Personerne slog ansøgerens bror ihjel og udsatte ansøgeren og hans far for fysiske overgreb, fordi de ikke havde tilbagebetalt lånet som aftalt. Ansøgeren opholdt sig derefter omkring seks måneder hos sin moster i provinsen Uttar Pradesh, indtil ansøgeren tog tilbage til sin landsby. I den forbindelse blev han tilbageholdt af det lokale politi, som udleverede ham til den kriminelle gruppering. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt og udsat for overgreb i form af elektriske stød på kroppen og i øjnene. Ansøgeren var tilbageholdt i syv-otte timer, inden han formåede at flygte derfra. Ansøgeren opholdt sig i de efterfølgende omkring tre år hos familiemedlemmer i Uttar Pradesh, inden han udrejste af Indien, fordi den kriminelle gruppering ledte efter ham i hans landsby. Efter de foreliggende oplysninger i sagen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har et mellemværende med en kriminel gruppering i sin hjemby, og at denne gruppering har udsat ansøgeren for overgreb, samt at grupperingen leder efter ansøgeren i hans hjemby. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om en konflikt af et sådant omfang og en sådan intensitet, at den kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at det kan lægges til grund, at der er tale om en privatretlig konflikt med en kriminel gruppering i ansøgerens hjemby, og at denne gruppering alene er lokaliseret i ansøgerens hjemby. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren uden problemer vil kunne tage ophold andetsteds i Indien, såfremt ansøgeren fortsat måtte have en konflikt med grupperingen i hans hjemby. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han uden problemer har kunnet opholde sig i omkring tre år hos nærtstående familiemedlemmer i Uttar Pradesh, Indien. Det af ansøgeren oplyste om, at grupperingen har mange kontakter, og at de derfor vil kunne finde ham, uanset hvor han opholder sig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hertil skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgeren i omkring tre år kunne opholde sig hos henholdsvis sin moster og sin morfar i Uttar Pradesh uden at blive opsøgt af personer fra den pågældende gruppering. Flygtningenævnet finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at grupperingen vil kunne finde ham, uanset hvor han befinder sig. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om, at det lokale politi udleverede ham til grupperingen, finder Flygtningenævnet, at han må henvises til at indgive en klage til en højere myndighed i den anledning. I den forbindelse skal Flygtningenævnet, for så vidt angår advokatens henvisning til Landinfos rapport af 7. maj 2014, ”Politiet i India”, hvoraf det blandt andet fremgår, at der finder omfattende korruption sted hos politiet i Indien, bemærke, at det af samme rapport ligeledes fremgår, at der er mulighed for at klage til en højere myndighed over uretmæssig behandling af politiet samt korruption i politiet. Følgende fremgår således af rapportens side 9: ”Enhver som mener seg urettmessig behandlet eller utsatt for lovbrudd fra politiet, har rett til å klage på politiet. Dette kan gjøres ved å registrere en anmeldelse (FIR) mot vedkommende polititjenestemann. Dette gjøres ved en politistasjon, slik som ved enhver annen anmeldelse. Dersom anmeldelsen (FIR-en) ikke bliver akseptert, hvilket ifølge CHRI ofte er tilfellet, kan man klage til District Superintendent of Police som skal vurdere saken og eventuelt pålegge politistasjonen registrering av FIR-en. Hvis ingen av disse klagemulighetene fungerer, kan man henvende seg direkte til nærmeste dommer som kan beordre politiet til å oprette en FIR. Man kan også rette en klage til NHRC, eller en menneskerettighetskommisjon (Human Rights Commission) i sin delstat (CHRI 2011b, s. 10).” Endvidere fremgår det af rapportens side 10, at ”…Når det gjelder klager vedrørende korrupsjon, også i politiet, kan man henvende seg til Central Bureau of Investigation, Central Vigilance Commission, Lok Ayuktas og State Vigilance Departsments (CHRI 2012, s. 21)…” Flygtningenævnet finder herved efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ikke vil være i risiko for konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder af samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Det oplyste vedrørende ansøgerens helbredsmæssige forhold falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2017/1/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelige statsborger fra Indien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk og religiøs Sikh fra Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter sin broders svigerfamilie. Hans broder, [A], indgik i 2007 ægteskab imod svigerfamiliens vilje. Ansøgeren frygter, at svigerfamilien vil tage hævn for at for at opnå æresoprejsning. Ansøgeren har i det hele henvist til sin moders asylmotiv. Som en konsekvens af, at Flygtningenævnet har afvist at meddele ansøgerens moder asyl, finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren kan meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.indi/2016/4/lrn
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk og religiøs Sikh fra Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter sin søns svigerfamilie. Hendes søn, [A], indgik i 2007 ægteskab imod svigerfamiliens vilje. Ansøgeren frygter, at svigerfamilien vil tage hævn for at for at opnå æresoprejsning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Indien levede i frygt på grund af sønnens ægteskab, og efter at hendes ægtefælle var død i 2011, så hun sig nødsaget til at sælge sit hus, hvorefter hun skiftevis boede hos forskellige familiemedlemmer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens søn i [efteråret 2007] indgik et ægteskab imod hans svigerfamilies vilje. Som fastslået i Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren 2009] i hendes søns sag, kan nævnet ikke afvise, at den kvindelige ansøgers søns svigerfamilie efter ægteskabet ønskede at beskytte familiens ære ved at stræbe ansøgerens søn efter livet. Ved bedømmelse af ansøgerens og hendes søns sag finder nævnet, at ansøgerens påberåbte asylmotiv må anses for afledt af hendes søns konflikt i Indien. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren fortsat har kunnet opholde sig i sit hjem frem til 2011 uden at være blevet udsat for direkte trusler. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle omkom ved en trafikulykke i 2011, og at ansøgeren efterfølgende måtte sælge sit hus og tage ophold hos forskellige familiemedlemmer. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for direkte trusler rettet mod hende, men alene har næret en frygt for, hvad hendes søns svigerfamilie eventuelt kunne foretage sig mod hende. Nævnet finder herefter, at det i forhold til ansøgeren skal vurderes, om hun efter sin ægtefælles død, har kunnet oplyse omstændigheder, der peger i retning af, at hendes søns svigerfamilie fortsat vil udgøre en fare for hende. Nævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for at blive udsat for en hævnaktion fra sin søns svigerfamilies side, har en sådan intensitet, at dette kan anses for asylbegrundende. Nævnet bemærker særskilt, at det alene beror på ansøgerens formodning, at et trafikuheld, der medførte hendes ægtefælles død i 2011, kan sættes i forbindelse med et hævnmotiv fra hendes søns svigerfamilies side. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at konflikten med hendes søns svigerfamilie har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. indi/2016/3/lrn
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk inder, statsborger i Indien og muslim af trosretning. Ansøgeren har siden han var 20-22 år været medlem af partiet Communist Party of India Marxist (CPIM). Flere af ansøgerens familiemedlemmer har været politisk aktive, og hans familie var meget kendt i området, hvor de boede, på grund af deres politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive dræbt af medlemmer af All India Trinamool Congress, idet han har været et fremtræden medlem af oppositionspartiet Communist Party of India Marxist. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at den politiske situation i West Bengaal ændrede sig i maj 2012, da et nyt parti ved navn All India Trinamool Congress fik regeringsmagten. Partiet vandt 80 % af pladserne på assembly niveau. I 2013 begyndte ansøgeren og andre medlemmer af CPIM at modtage trusler fra medlemmer af AITC. Ansøgeren blev overfaldet i 2013, da han befandt sig i en butik, hvor han solgte grøntsager. De var omkring 20-25 personer, som truede ansøgeren. Omkring ti dage efter var ansøgeren på vej hjem fra indkøb, da en gruppe medlemmer af AITC begyndte at sparke til ansøgerens cykel samt sagde til ham, at han skulle forlade området. Ti dage efter var ansøgeren deltager ved en bryllupsfest, hvor 20-25 medlemmer af AITC henvendte sig til ansøgeren igen og hev fat i ham. I december blev ansøgeren overfaldet for fjerde gang. Denne gang var de 30-40 personer fra AITC. De tog fat i ansøgeren en nat, da han var på vej hjem. De bandt hans hænder bag hans ryg og hev ham. Han råbte efter sin moder, som kom ud, og de skubbede også hende. Da flere personer fra landsbyen samledes på grund af larmen, lykkedes det dem at få medlemmerne fra AITC væk. Ansøgeren henvendte sig efter episoden til et nyvalgt kongresmedlem og fortalte om episoden. Han benægtede episoden. Ansøgeren henvendte sig ligeledes til politiet, som ikke foretog sig noget på trods af hans anmeldelse. [Primo] 2014 overfaldt ansøgeren sammen med andre fra sin landsby medlemmer fra AITC med bambusstokke. [Primo] 2014 flygtede ansøgeren og hans moder fra deres bopæl, da 200-300 medlemmer fra AITC var på vej mod deres hus. De blev advaret af en nabo. Ansøgeren opholdt sig forskellige steder de følgende 7-8 måneder, hvorefter han udrejste. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv blandt andet om hans stilling og aktiviteter for CPIM, om hans kendskab til lokalsamfundet, om tidspunktet for det første overfald, om kontakten med DSP, om angrebet fra AITC-medlemmer [primo] 2014 var rettet alene mod ansøgeren, og om falske anklager rettet mod ansøgeren. Endvidere må det tillægges vægt at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet i omkring syv måneder efter flugten fra landsbyen, når der henses til hans oplysninger om angrebene fra AITC-medlemmerne. Dernæst har ansøgeren på flere punkter forklaret afglidende på spørgsmål om centrale dele af det påberåbte asylmotiv og hans virke i øvrigt, hvorfor hans forklaring ikke fremstår selvoplevet. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren er en uddannet person, som må antages at have en betydelig viden om almindelige samfundsforhold. I øvrigt fremstår det usandsynligt, at AITC skulle have anvendt ressourcer af et sådant omfang med henblik på at efterstræbe ansøgeren, når der henses til hans beskedne politiske post. Endelig er der heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, som beskriver uroligheder af en sådan karakter og omfang, som ansøgeren har forklaret om. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Indien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indi/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2014. For at have arbejdet og opholdt sig ulovligt i Danmark efter udlændingelovens § 59, stk. 2-4, blev ansøgeren [i sommeren] 2015 meddelt tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, og frihedsberøvet. Dagen efter blev der administrativt truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle udvises af Danmark med indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Sagen var af Udlændingestyrelsen forsøgt fremmet efter reglerne om åbenbart grundløse sager, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 6. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er hindu fra [navn på landsby] i Haryana, hvor han er opvokset med sine forældre. Han har gået 10 år i skole og taler punjabi, hindi og hariana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har om sit asylmotiv oprindeligt forklaret til Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp (og i et vist omfang til politiet), at han frygter, at familiemedlemmer til en person, [navn på person, J] – som blev dræbt i [landsbyen], da ansøgeren var 15-16 år – vil dræbe ham som hævn for drabet. Kort efter drabet blev to af ansøgerens onkler straffet med 10 års fængsel. [J]s familie holder hele ansøgerens familie ansvarlig for drabet og har derfor chikaneret ansøgeren og andre fra hans familie. Naboer har fortalt, at de har hørt, at familiemedlemmer til [J] har sagt, at de vil slå ham ihjel. [J]s familiemedlemmer har aldrig direkte truet ham eller nogle fra hans familie. Han er ikke blevet opsøgt på sin bopæl, men har flere gange været oppe at slås med personer fra [J]s familie. Chikanerierne blev 1-2 gange anmeldt til politiet, der imidlertid, på grund af manglende beviser, ikke kunne gøre noget. Lidt under 2 år efter drabet flyttede ansøgeren på grund af chikanen, som 17-årig, til [navn på by] i Uttar Pradesh, hvor han kunne opholde sig i ro og fred. Mens han boede i [byen] besøgte han sin familie i [landsbyen] omtrent hvert halve år. Efter 3-4 år flyttede han tilbage til [landsbyen]. [J]s familie er indflydelsesrig, og han føler sig ikke sikker noget sted i Indien. Han udrejste derfor – efter 15-20 dages ophold hos familien i [landsbyen] – legalt af Indien via lufthavnen i Delhi. Derefter opholdt han sig i 1½-2 år i et for ham ukendt land i det sydlige Afrika. Han befandt sig udelukkende inden døre i det land. Han foretog sig intet og var der alene i en form for transit. Derefter rejste han til Malta og senere til Frankrig, hvor han var i alt 5-6 måneder. Han har ikke været i kontakt med familien, siden han var på Malta. I [foråret] 2014 indrejste han illegalt i Danmark, hvor han boede 6-7 måneder hos en pakistaner, han mødte på gaden, og hvis rigtige navn han ikke kender. Derefter boede han et sted i [Københavnsområdet] i omkring et år. Han har erkendt, at han har arbejdet i Danmark uden tilladelse. [i sommeren] 2015 blev han frihedsberøvet for at sikre hans tilstedeværelse, så han kunne udsendes af landet. Ansøgeren søgte derefter asyl [11 dage senere]. Under to yderligere samtaler med Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren som et nyt asylmotiv oplyst, at han er homoseksuel og derfor frygter alvorlige repressalier. Han turde ikke tidligere tale herom via tolk. Til Flygtningehjælpen har ansøgeren oplyst, at hans familie samt personer i [landsbyen] ved, at han er homoseksuel. Familien har svært ved at acceptere dette. Han har endnu ikke oplevet konkret forfølgelse som følge af sin seksualitet. Han forventer ikke at kunne leve åbent som homoseksuel uden at blive udsat for overgreb fra sin familie eller lokalbefolkningen. Han forventer ikke, at myndighederne vil beskytte ham. Ansøgers advokat har anført, at ansøgeren supplerende har oplyst, at han var 15 år, da han første gang havde sex med en anden dreng. Da ansøgeren stadig boede i [landsbyen], blev hans familie klar over, at han var homoseksuel, og hans fader slog ham derfor med en stok mv. Faderen sparkede ham også. Ved en af voldsepisoderne kom ansøgeren alvorligt til skade, idet han brækkede sin venstre skulder. Der var også flere andre i [landsbyen], der vidste, at han var homoseksuel. Det var en medvirkende årsag til, at han som 16-årig i 2009 flyttede ind hos en ven, fra [landsbyen], der boede og arbejdede i [byen], omkring halvanden times buskørsel fra [landsbyen]. I [byen] var han involveret i 4-5 engangssituationer. Han frygter også overgreb fra myndighederne. Ansøgerens forklaring forekommer på flere punkter mindre sandsynlig. Det kan herunder undre, at ansøgeren ikke skulle vide, hvilket land han flygtede til fra Indien og angiveligt derefter opholdt sig i omkring halvandet år. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han først søgte asyl over et år efter, han indrejste i Danmark, efter at han havde været frihedsberøvet i omkring 10 dage, og efter at der var truffet afgørelse om, at han skulle udvises. Den omstændighed, at ansøgeren under de første samtaler med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp slet ikke henviste til motivet vedrørende sin seksualitet kan efter omstændighederne ikke i sig selv tillægges væsentlig betydning, men kan dog indgå i den samlede troværdighedsvurdering. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende sidstnævnte motiv. Til Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren forklaret herom [i efteråret] 2015 og [senere i efteråret] 2015. Det fremgår af Flygtningehjælpens omtale heraf, at ansøgeren har oplyst, at hans familie og andre personer i [landsbyen] vidste, at han var homoseksuel, hvilket familien havde meget vanskeligt ved at acceptere, samt at ansøgeren frygtede at blive udsat for chikane og overgreb fra privatpersoner, men endnu ikke havde oplevet konkret forfølgelse på grund af sin seksualitet. Til sin advokat har ansøgeren derimod forklaret, at hans fader ofte slog han, fordi han var homoseksuel. Ansøgeren blev blandt andet slået med en stok, og han blev tillige sparket. Under en af voldsepisoderne kom ansøgeren alvorligt til skade, idet han brækkede sin venstre skulder. Efter nævnets opfattelse er der ikke angivet nogen rimelig forklaring på, at ansøgeren til advokaten oplyser, at han ofte er blevet slået, herunder alvorligt, fordi han er homoseksuel, mens han til Flygtningehjælpen alene har angivet, hvad han frygter, der fremover vil ske, uden at nævne, at han allerede har været udsat for flere overgreb, herunder af alvorlig karakter, men tværtimod har oplyst, at han endnu ikke har været udsat for noget konkret. Nævnet finder herunder ikke, at den manglende oplysning til Flygtningehjælpen om de eventuelt asylrelevante overgreb, han senere oplyser at have været udsat for, kan forklares med, at ansøgeren under samtalerne med Flygtningehjælpen om sit nye motiv generelt set var tilbageholdende med at fortælle om seksuelle emner. Ansøgeren forklarede således til Flygtningehjælpen, at han som 7-8-årig var blevet seksuelt misbrugt af en ældre dreng, og han oplyste også, at familien havde meget svært ved at acceptere, at han er homoseksuel. Herefter, og efter en vurdering af det i øvrigt i sagen foreliggende materiale, finder Flygtningenævnet tilstrækkeligt sikkert grundlag for, på det foreliggende grundlag, at tilsidesætte ansøgerens forklaring om det nye motiv vedrørende hans seksualitet. Det anførte herom kan derfor allerede af den grund ikke medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Tilsidesættelsen af forklaringen om seksualiteten svækker yderligere troværdigheden af forklaringen angående modsætningsforholdet til [J]s familie. Uanset om forklaringen om motivet angående [J]s familie måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren under henvisning hertil opfylder betingelserne for at få asyl. I denne vurdering indgår, at chikanerierne mv. ikke efter det oplyste kan antages at have haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at de i sig selv er asylrelevante. For så vidt angår det oplyste om frygt for drab eller lignende bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i [landsbyen] i knap 2 år uden alvorligere vanskeligheder, samt at han derefter helt uden problemer kunne bo i nabostaten i 3-4 år, og i den periode flere gange besøge sine forældre i [landsbyen]. Endvidere må henses til, at der heller ikke er oplysninger om, at [J]s familie har begået overgreb mod andre i ansøgerens familie, der blev i [landsbyen]. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren nu efter så mange år vil blive udsat for overgreb i [landsbyen]. Hertil kommer, at det må antages, at ansøgeren under alle omstændigheder på nuværende tidspunkt vil kunne leve i fred for [J]s familie i Uttar Pradesh eller et andet sted i Indien, hvilket det i givet fald vil være rimeligt at henvise ham til. Udlændingestyrelsen har søgt sagen fremmet efter reglerne om åbenbart grundløse sager, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 6. Efter indsigelse fra Dansk Flygtningehjælp har styrelsen, efter genoptagelse, undladt at træffe bestemmelse om, at afgørelsen ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. I et sådant tilfælde fremgår det af § 53, stk. 9, at sagen behandles af formanden alene eller en næstformand, med mindre der er grund til at antage, at nævnet vil ændre styrelsens afgørelse. Sagen behandles, jf. § 56, stk. 3, på skriftligt grundlag, med mindre særlige forhold gør mundtlig behandling påkrævet. Henset til det oven for anførte findes der ikke at være grund til at antage, at nævnet vil ændre styrelsens afgørelse, eller at særlige forhold gør mundtlig behandling påkrævet. Afgørelsen træffes således på skriftligt grundlag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til Indien vil blive udsat for konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for, at han vil blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2016/1/MKT
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk punjabi og hindu født i Gurdas Pur, Punjab, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter, at han vil blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet de blev gift uden familiens samtykke. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter, at han vil blive fængslet, idet han har optaget et lån, som han ikke har tilbagebetalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødte […], sin nuværende ægtefælle, da han var omkring 16 eller 17 år. De indledte et forhold, og efterfølgende forsøgte de i en periode på fire til fem år at overtale hendes familie til at acceptere, at de blev gift. [Ægtefællens] familie kunne ikke overtales, og de truede flere gange ansøgeren med, at de ville slå ham ihjel, såfremt forholdet ikke sluttede. Herefter besluttede ansøgeren og [hans ægtefælle] at tage ophold i et bjergområde omkring syv til otte timer fra Gurdas Pur. [Ægtefællens] brødre arbejdede for det indiske politi, og i 2013 opsøgte en af brødrene ansøgeren og [ægtefællen] i bjergområdet. [Ægtefællens] broder ankom sammen med nogle andre mænd, og de slog ansøgeren og bortførte [hans ægtefælle]. Ansøgeren har ikke efterfølgende set [sin ægtefælle]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han tre til fire måneder før udrejsen af Indien optog et lån på 800.000 rupees i Punjab National Bank. Han oplyste banken, at pengene skulle finansiere købet af en taxi. Det reelle formål med lånet var finansiering af ansøgerens udrejse. Af låneaftalen fremgik det, at såfremt lånet ikke var tilbagebetalt om fem år, ville renten på lånet stige med det dobbelte. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med sin ægtefælles familie og med myndighederne som følge af lånoptagelse, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være eftersøgt af ægtefællens familie fremstår usammenhængende og divergerende. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at han er forfulgt af en familie, som han efter sin egen forklaring har haft kendskab til i 4-5 år, men at han ikke kender navnene på familiemedlemmerne, ligesom han ikke kender sin ægtefælles efternavn eller er i stand til at redegøre nærmere for ægtefællens og hendes families forhold. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid han boede i bjergene, om hændelsesforløbet i forbindelse et overfald i bjergene og om et møde med en eller to af ægtefællens brødre i Tyskland. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han er blevet opsøgt en eller flere gange af ægtefællens familie samt hvornår. Dertil kommer, at den af ansøgeren opgivne kronologi i hændelsesforløbet hverken passer med eller uden de nævnte divergenser om opholdet i bjergene, længden af ansøgerens skolegang og hans alder. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin konflikt eller redegøre for de nævnte divergenser og huller i kronologien, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved ansøgerens pressede tilstand. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens manglende betaling af et lån, som han efter sin egen forklaring optog på svigagtigt grundlag, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at banken efter ansøgerens oplysninger har sikkerhed for lånet, og han ikke har sandsynliggjort, at han vil blive idømt en straf, der er uproportional i forhold til dansk retstradition, såfremt banken ikke opnår dækning ved realisation af sikkerhedsstillelsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. indi/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder i op til 25 år, idet han har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i perioden 2011 til 2015 deltog i omkring fem demonstrationer i byen Taima i Kuwait. I forbindelse med den femte demonstration, som fandt sted i [ultimo] 2014, blev ansøgeren anholdt. Han var herefter fængslet i otte til ti måneder, hvor han i en periode på tre til fire måneder blev udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt den [nærmere bestemt dato om sommeren] 2015, da han underskrev en erklæring, hvor han tilkendegav, at han ikke ville deltage i yderligere demonstrationer. Ansøgerens fars ven og dennes ægtefælle indestod for ansøgeren. Ansøgeren deltog efterfølgende i en demonstration [sommeren] 2015, hvor ansøgeren uddelte og ophængte løbesedler. De kuwaitiske myndigheder blev bekendt hermed og opsøgte hans familie på bopælen. Ansøgeren var imidlertid ikke hjemme, men blev derefter klar over, at han måtte udrejse før myndighederne fik fat på ham. Ansøgeren opholdte sig efterfølgende ved en ven frem til sin udrejse af Kuwait [efteråret] 2015. Efter udrejsen er familiens bopæl blevet opsøgt yderligere én gang. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en ansøger at meddele de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå en ansøgers identitet og asylmotiv. Det bemærkes, at ansøgeren er udeblevet fra mødet i nævnet uden oplyst lovligt forfald. Ansøgerens forklaring kan ikke lægges til grund. Han har blandt andet i asylsamtalen på et tidspunkt oplyst et forkert navn på hovedstaden i Kuwait, ligesom hans lokalkendskab i det angivelige hjemområde ikke forekommer overbevisende. Endvidere indeholder hans forklaringer til Udlændingestyrelsen divergenser på det centrale område om, hvorvidt, hvordan og hvornår han efter sin angivelige fængsling har deltaget i yderligere demonstrationer. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at ansøgeren ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder for eksempel Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/9/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], [område], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet han er bidoon og har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [nærmere angivet dato] 2014 deltog i en demonstration for bidooners rettigheder i Taima, Al Jahra-provinsen i Kuwait. Demonstrationen blev opløst af politiet ved anvendelse af gummikugler og tåregas. I forbindelse med politiets opløsning af demonstrationen, blev ansøgeren slået i baghovedet af politiet, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren kom til bevidsthed, lå han på et hospital, hvor han blev syet i baghovedet og fik armen lagt i gips. Ansøgeren blev udskrevet tre dage senere og kørt til en politistation, hvor han underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i fremtidige demonstrationer, men omvendt skulle informere myndighederne om forestående demonstrationer. Myndighederne opsøgte følgeligt ansøgerens bopæl for at spørge, om der var nye demonstrationer på vej. Myndighederne opsøgte ansøgeren omkring fem gange, inden han udrejste af Kuwait i 2015. Ifølge de græske myndigheder har ansøgeren oplyst at have et andet navn, en anden nationalitet og en anden fødselsdato end opgivet i Danmark. Dette har ansøgeren selv bekræftet, og han har endvidere oplyst, at han har givet de samme falske oplysninger til de tyske myndigheder. Ansøgerens forklaring om begrundelsen herfor findes ikke plausibel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at hans forklaring om identitet og asylmotiv ikke kan lægges til grund. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens forklaring om finansieringen af udrejsen forekommer usandsynlig. Ansøgeren har ikke oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opnåelse af asyl i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/8/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra [by], [område] i Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive uretmæssigt anklaget eller fængslet af de kuwaitiske myndigheder, idet han er bidoon. Ansøgeren frygter derudover, at de kuwaitiske sikkerhedsmyndigheder og den kuwaitiske sikkerhedstjeneste vil fængsle ham og anklage ham for at have talt dårligt om forholdene for bidoonere i Kuwait over for de danske myndigheder. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder som følge af, at han udrejse illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter en stramning af reglerne omkring 1985, er det blevet vanskeligt for bidoonere at få adgang til uddannelse, kørekort, forskellige former for attester, sundhedskort eller sygesikring i Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Kuwait arbejdede som gadesælger, og at han kort forinden sin udrejse modtog en bøde samt fik konfiskeret sine varer ad to omgange af politiet, fordi han var gadesælger uden licens. Ansøgeren udrejse på denne baggrund illegalt af Kuwait i november 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden, ikke selvoplevet og på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ifølge de græske myndigheder har ansøgeren, uden at fremlægge dokumentation, oplyst et andet navn, en anden nationalitet og en anden fødselsdato. Ansøgeren selv har forklaret, at han til de græske myndigheder gav de korrekte oplysninger og foreviste sin fødselsattest. Ansøgeren findes ikke at have givet en plausibel forklaring på denne uoverensstemmelse. Endvidere bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema intet har oplyst om konflikter med de kuwaitiske myndigheder resulterende i bøde og konfiskation. I asylsamtalen har han derimod forklaret, at han fik en bøde og to gange fik konfiskeret sit varelager. Endelig har han for nævnet forklaret, at han har fået en bøde, men kun én gang har fået konfiskeret lageret. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Han har ikke oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren herefter opfylder betingelserne for asyl omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/7/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, angiveligt bidoon (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra Fahaheel i al-Ahmadi, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i en demonstration, men ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet i fem til ti år, fordi ansøgeren har deltaget i en demonstration, hvor ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive nogle dokumenter for at blive løsladt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, fordi ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin deltagelse i demonstrationen oplyst, at ansøgeren [vinter] 2014 deltog i en demonstration omhandlende bidooneres rettigheder. Demonstrationen forsatte [dagen efter] 2014, hvor ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren var fængslet i to en halv til tre måneder, hvor ansøgeren blev udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt [forår] 2014, da han blev tvunget til at underskrive nogle dokumenter med sit fingeraftryk, som omhandlede, at ansøgeren ikke måtte deltage i demonstrationer, begå kriminalitet og angribe myndighederne. Samtidig erkendte ansøgeren ved sin underskrivelse af dokumenterne, at han havde foretaget sabotage mod staten, forsøgt at vælte regeringen, at have begået vold mod politiet og opfordret til religiøs splittelse. Politiet opsøgte herefter ansøgerens bopæl hver 15. til 30. dag med henblik på at sikre, at ansøgeren var på sin bopæl, hvor ansøgeren blev truet af politiet. Politiet opsøgte også ansøgerens bopæl efter hans udrejse af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive anholdt på ny, oplyst, at ansøgeren frygter dette, da ansøgeren har underskrevet dokumenter om at have begået forbrydelser mod staten samt som følge af sin illegale udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de generelle forhold for bidoonere i Kuwait oplyst, at bidoonere ikke har nogle rettigheder, herunder adgang til sundhedshjælp, uddannelse samt officielle dokumenter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at bidoonere siden 1990 ikke har kunnet få udstedt dokumenter. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait [efterår] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har svaret divergerende og udbyggende på væsentlige spørgsmål af betydning for bedømmelsen af hans troværdighed. Ved oplysnings- og motivsamtalen [sommer] 2016 forklarede ansøgeren således, at han efter at være blevet anholdt skrev under på, at han ikke i fremtiden måtte begå kriminalitet, herunder ikke angribe myndighederne eller deltage i demonstrationer. Der var således efter forklaringen i vidt omfang tale om, at ansøgerens fremover skulle afholde sig fra visse aktiviteter. Ved den uddybende samtale [forår] 2017 forklarede ansøgeren, at han skulle erkende at have begået en række alvorlige forbrydelser, herunder sabotage mod staten, forsøg på at vælte regeringen og at opfordre til religiøs splittelse. Der var således efter forklaringen tale om en tilståelse af allerede begået kriminalitet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han blev løsladt i forhold til, hvornår han skrev under på den erklæring, han blev forelagt. Således forklarede ansøgeren under sin oplysnings- og motivsamtale, at han skrev under og blev løsladt samme dag. Ved den uddybende samtale forklarede han, at han skrev under, blev kørt til en politistation dagen efter og løsladt efter yderligere en dag. Endelig forklarede ansøgeren i Flygtningenævnet, at han skrev under 3 – 4 dage før løsladelsen. Ansøgeren har om sin ven [As] telefonnummer ved den uddybende samtale forklaret, at han havde haft [As] nummer, men ikke havde det mere. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han har haft [As] nummer siden udrejsen, samt at han for nylig har ringet til [A] og af denne fået oplyst, at der i [vinter] 2017 er afsagt en dom over ansøgeren på grund af dennes deltagelse i demonstrationen i ]vinter] 2014. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren efter sin forklaring ventede i cirka et halvandet år fra han blev løsladt, til han udrejste af Kuwait, til trods for at han følte sig truet af myndighederne. Efter ansøgerens forklaring lånte han pengene til sin udrejse, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren blev i Kuwait med henblik på at spare penge sammen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at der er så væsentlige uoverensstemmelser i de af ansøgeren meddelte oplysninger, at dennes forklaring ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke på baggrund af ansøgerens oplysninger om, at han i [vinter] 2017 er blevet dømt for deltagelse i en demonstration i [vinter] 2014 anledning til, at udsætte sagen. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Af de ovenfor anførte grunde vedførende ansøgerens troværdighed, finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/64/GJEY
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger af ukendt nationalitet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og har oplyst, at han er fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er libysk statsborger, og at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af sin afdøde fars fjender. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede som livvagt for Muammar Gaddafi, og at hans familie derfor blev slået ihjel ved et bombeangreb i deres hjem i Tripoli, Libyen. Ansøgeren modtog herefter et trusselsbrev fra ukendte personer, som henviste til drabet på ansøgerens far og ansøgeren udrejste derfor af Libyen. Ansøgeren har oplyst, at han som følge af sin helbredsmæssige tilstand ikke husker tidspunkterne for drabet på sin familie, modtagelsen af trusselsbrevet eller for sin udrejse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med de oplysninger, der foreligger om ansøgerens forhold, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotivet, og Flygtningenævnet forkaster som følge heraf ansøgerens forklaring om, at han er libysk statsborger og efterstræbt af de libyske myndigheder. Flygtningenævnet lægger især vægt på oplysningerne fra de schweiziske myndigheder om, at ansøgeren forinden indrejsen i Danmark har ansøgt om asyl i Schweiz, idet han i den forbindelse har oplyst et andet navn og fødselsdato samt en anden nationalitet. Han har således oplyst, at han hedder [A], at han er født [i foråret] 1991, og at han er marokkansk statsborger. Der lægges endvidere vægt på, at det ifølge resultaterne af den gennemførte sprogtest er mest sandsynligt, at ansøgerens sproglige dialekt afviger fra den dialekt, der tales i den vestlige del af Libyen, hvorfra ansøgeren har oplyst, at han kommer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens oplysninger om, at han har opholdt sig i andre lande i Nordafrika, og at han derfor er blevet sprogligt påvirket derfra, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet tillægger det i øvrigt betydning, at ansøgeren kort efter sin indrejse på politiets forespørgsel den [i foråret] 2016 ikke har været i stand til at udpege det libyske flag eller at oplyse om den libyske valuta. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine konflikter, idet han under nævnsmødet har oplyst, at han og hans familie også er blevet truet under deres ophold i Marokko og Algeriet. Forklaringen herom fremstår ikke troværdig. Han har i øvrigt udbyggende forklaret, at han også har opholdt sig i Israel. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredstilstand kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/63/HHU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra bydelen Sulaibiya, al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter de generelle forhold i Kuwait, fordi myndighederne har frataget ham alle rettigheder. Han frygter endvidere konsekvenserne af at være udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke bliver anset som et menneske eller har adgang til skolesystemer i Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens far deltog i en demonstration i 2010 sammen med ansøgerens bror, [A], hvorefter faren forsvandt og aldrig kom tilbage igen. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvad der skete til demonstrationen. I forbindelse med demonstrationen blev [A] tilbageholdt i to dage. Ansøgerens bopæl blev efter demonstrationen i 2010 opsøgt tre gange i henholdsvis 2010, 2012 og 2013. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvorfor myndighederne opsøgte bopælen. I 2015 deltog [A] igen i en demonstration for bidooners rettigheder, hvor han efterfølgende blev fængslet i tre måneder. Efter brorens løsladelse besluttede ansøgerens familie, at de ville udrejse af Kuwait. Ansøgeren var 16 år gammel, da han indrejste i Danmark, og han har kun i begrænset omfang oplevet de konkrete episoder i perioden 2010 til 2015, der angiveligt medførte, at først [A] med sin familie og siden ansøgerens mor sammen med ansøgeren og hans øvrige søskende i 2015 besluttede at forlade hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har søgt asyl med samme motiv som sin mor, [A], samt de yngre søskende [B] og [D]. Ansøgerens mor, [A] og [B] har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgerens forklaringer om, at han kommer fra Kuwait, ligesom ansøgerens manglende skolegang i et vist omfang kan forklare hans noget manglende viden om bidoonere og hans forholdsvis spinkle lokalkendskab til hjemområdet og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet og om sin identitet til grund. Den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikter med de kuwaitiske myndigheder, knytter sig til politiske aktiviteter udøvet af ansøgerens far og [A] i 2010, og for [A’s] vedkommende på ny i 2015. Flygtningenævnet har i forbindelse med behandlingen af [A’s] sag ikke kunnet lægge forklaringen om [A’s] og farens politiske aktiviteter til grund. I forbindelse med behandlingen af ansøgerens mor, [A’s], og [D’s] sager har nævnet ikke fundet, at disse familiemedlemmer har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait. Det påhviler i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives, og nævnet har ved bedømmelsen heraf lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de for 14-15 måneder siden pludseligt fik kontakt med ansøgerens far, der viste sig gennem flere år at have opholdt sig i London. Oplysningen herom er først meddelt de danske myndigheder i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagerne, og ansøgerne har samstemmende forklaret, at faren/ægtefællen ikke over for dem ønsker at oplyse nærmere om, hvad der er sket efter 2010 eller om sit opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren har dog valgt at fremlægge kopi af en side i farens engelske fremmedpas, hvoraf fremgår, at faren er registeret som værende fra Kuwait. Nævnet finder, at det på afgørende måde svækker ansøgernes troværdighed, at oplysningen om kontakten til faren ikke straks blev videregivet til de danske myndigheder, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgerne ikke selv har tilvejebragt relevante oplysninger om farens opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren, hans mor og hans søskende er indrejst i Danmark i samme periode som ansøgerens mors tre søstre og i øvrigt samtidigt med en lang række andre asylansøgere, der angiveligt er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forbindelse med de danske udlændingemyndighedes behandling af disse sager er der tilgået myndigheder anonyme oplysninger om, at blandt andet ansøgerens familie kommer fra Irak. Udlændingemyndighederne har på denne baggrund, således som det fremgår af de § 13 notater, der er indeholdt i ansøgerens mors sag, afholdt samtaler med to irakiske mænd, [F] og [G], der er bosiddende i Danmark, der oplyser, at de er brødre til ansøgerens mor. Ansøgeren og ansøgerens mor og ansøgerens søskende har forklaret, at ansøgerens mor ikke er i familie med [F] og [G]. De to angivelige brødres forklaringer, der uanset at forklaringerne om ansøgerens mors indgåelse af ægteskab ikke er helt samstemmende, er så detaljerede, at de sammenholdt med morens egne oplysninger om ægtefællen, fremstår overbevisende. Det fremgår af begge forklaringer, at ansøgeren og hans søskende ikke er vokset op i Kuwait. Det fremgår imidlertid af [F’s] forklaring, at han og hans søskende alle blev født i en periode, hvor familien opholdt sig i Kuwait. Det kan således lægges til grund, at ansøgerens mors familie har haft tilknytning til Kuwait, og at hun har opholdt sig i Kuwait i en del af sin barndom. Ved bedømmelsen af de sprogtest, der er foretaget vedrørende [A], ansøgerens mor og ansøgerens søster, [B], hvis sag sambehandles med ansøgerens sag, må dette tillægges betydning, idet det må antages, at dette kan have haft betydning for den dialekt, der blev talt i ansøgerens barndomshjem. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte fødselsattester vedrørende [A] og [D], morens skolepapir og bedstefarens fødselsattest på denne baggrund sandsynliggør ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Hjem/2018/62/SME
Nævnet stadsfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra bydelen Sulaibiya i al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at politiet i Kuwait vil tilbageholde hende, fordi hendes far og bror [A] deltog i demonstrationer. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun sammen med sin familie udrejste af Kuwait, fordi de som statsløse bidoonere ikke havde nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at faren og [A] deltog i en demonstration i 2010. Herefter blev faren og broren anholdt og tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder. [A] blev tilbageholdt i to dage. Efter løsladelsen forsvandt faren. Herefter blev ansøgerens bopæl opsøgt og ransaget af de kuwaitiske myndigheder én gang i 2012 og én gang i 2013. [A] deltog i endnu en demonstration i 2015, hvorefter han igen blev anholdt, og han blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgerens bopæl blev som konsekvens heraf opsøgt og ransaget af myndighederne i 2015. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens brødre, [D] og [C] sager, og akterne fra ansøgerens mor, [E], og bror [A’s] sager har indgået som referenceakter. Flygtningenævnet har i ingen af disse sager fundet, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv, herunder deres identitet. Flygtningenævnet har således ikke kunnet lægge til grund, at ansøgerens mor og søskende er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren er udeblevet og er således ikke fremkommet med oplysninger, der kan medføre, at Flygtningenævnet i hendes sag kan komme til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Hjem/2018/61/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra […] i bydelen Sulaibiya, al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af myndighederne, og at han vil blive falsk anklaget af myndighederne, fordi han udrejste af Kuwait, og fordi hans bror [A] underskrev et blankt stykke papir. Ansøgeren har desuden henvist til, at han udrejste, fordi han som bidoon ikke havde nogen rettigheder, og at han ikke fik udstedt nogen dokumenter, som tillod ham at modtage lægebehandling eller mulighed for at gå i skole. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far deltog i en demonstration den 18. februar 2010, og at faren forsvandt derefter. Broren [A] deltog ligeledes i demonstrationen den 18. februar 2010, derudover deltog broren i en demonstration i 2015. Broren blev i forbindelse med demonstrationen i 2010 tilbageholdt i to dage, og i 2015 blev broren tilbageholdt i tre måneder. I forbindelse med farens og brorens deltagelse i demonstrationerne blev ansøgerens bopæl opsøgt og ransageret i årerne 2010, 2012, 2013 og 2015, samt blev ansøgeren, ansøgerens mor og søskende udsat for vold i forbindelse med ransagningen i 2010. I forbindelse med brorens løsladelse efter de tre måneders tilbageholdelse i 2015, blev broren tvunget til at underskrive et dokument, som myndighederne ville bruge mod ham for at gøre ham ansvarlig for uroligheder og demonstrationer, der kunne opstå. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har søgt asyl med samme motiv som sin mor, [A], samt de yngre søskende [B] og [C]. Ansøgerens mor, [A] og [B] har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgerens forklaringer om, at han kommer fra Kuwait, ligesom ansøgerens manglende skolegang i et vist omfang kan forklare hans noget manglende viden om bidoonere og hans forholdsvis spinkle lokalkendskab til hjemområdet og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet og om sin identitet til grund. Den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikter med de kuwaitiske myndigheder, knytter sig til politiske aktiviteter udøvet af ansøgerens far og broren [A] i 2010 og for [A’s] vedkommende på ny i 2015. Ansøgeren, der er født i 1989, og dermed voksen, da disse begivenheder fandt sted, har på væsentlige punker afgivet divergerende forklaringer om, hvad der passerede i forbindelse med myndighedernes efterfølgende ransagninger. Ansøgerens forklaring har endvidere divergeret i forhold til [A’s] forklaringer. Ansøgeren har vedrørende ransagningen i 2010 til oplysnings og motivsamtalen forklaret, at både ansøgeren og ansøgerens mor og søskende blev slået. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at kun ansøgeren blev slået. Denne sidste forklaring har ansøgeren gentaget under nævnsmødet. Vedrørende ransagningen i 2012 har [A] forklaret, at familien blev samlet i stuen, hvorimod ansøgeren har forklaret, at de befandt sig på det åbne areal inden for porten. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvorledes de myndighedspersoner, der kom til bopælen i 2010, 2012, 2013 og 2015, var klædt. Ansøgerens mor har forklaret, at hun to år før udrejsen fik en mobiltelefon. Ansøgeren har forklaret, at familien ikke havde råd til en telefon, men at de kortvarigt dog havde en fastnettelefon. Ansøgeren har på forespørgsel ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår og hvor længe han arbejdede i en forretning, der solgte børnetøj. Ansøgeren har forklaret, at hans far aldrig kom hjem efter anholdelsen i 2010. Ansøgerens og [A’s] indtægter derfor må have været familiens forsørgelsesgrundlag. Det er en del af ansøgerens asylmotiv, at også de økonomiske forhold er meget vanskelige for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har forklaret, at først [A] med sin familie og siden ansøgeren og ansøgerens mor og de mindreårige søskende med hjælp fra en menneskesmugler fik falske pas, og at de fløj direkte fra Kuwait til en ukendt destination i Europa, hvorfra de blev hjulpet videre til Danmark. Ansøgeren har ikke troværdigt kunnet redegøre for, hvorledes det var muligt at finansiere denne udrejse, henset til det forklarede om familiens økonomiske situation. Det påhviler i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Ansøgeren har på samme måde som sin mor og [A], hvis sager er behandlet særskilt, forklaret at de for 14-15 måneder siden pludseligt fik kontakt med ansøgerens far, der viste sig gennem flere år at have opholdt sig i London. Oplysningen herom er først meddelt de danske myndigheder i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagerne, og ansøgerne har samstemmende forklaret, at faren/ægtefællen ikke over for dem ønsker at oplyse nærmere om, hvad der er sket efter 2010 eller om sit opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren har dog valgt at fremlægge kopi af en side i farens engelske fremmedpas, hvoraf fremgår, at faren er registeret som værende fra Kuwait. Nævnet finder, at det på afgørende måde svækker ansøgerens troværdighed, at oplysningen om kontakten til faren ikke straks blev videregivet til de danske myndigheder, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgerne ikke selv har tilvejebragt relevante oplysninger om farens opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren, hans mor og hans søskende er indrejst i Danmark i samme periode som ansøgerens mors tre søstre og i øvrigt samtidigt med en lang række andre asylansøgere, der angiveligt er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forbindelse med de danske udlændingemyndighedes behandling af disse sager er der tilgået myndigheder anonyme oplysninger om, at blandt andet ansøgerens familie kommer fra Irak. Udlændingemyndighederne har på denne baggrund, således som det fremgår af de § 13 notater, der er indeholdt i ansøgerens mors sag, afholdt samtaler med to irakiske mænd, [D] og [E], der er bosiddende i Danmark, der oplyser, at de er brødre til ansøgerens mor. Ansøgeren og ansøgerens mor og ansøgerens søskende har forklaret, at ansøgerens mor ikke er i familie med [D] og [E]. De to angivelige brødres forklaringer, der uanset at forklaringerne om ansøgerens mors indgåelse af ægteskab ikke er helt samstemmende, er så detaljerede, at de sammenholdt med morens egne oplysninger om ægtefællen, fremstår overbevisende. Det fremgår af begge forklaringer, at ansøgeren og hans søskende ikke er vokset op i Kuwait. Det fremgår imidlertid af [D’s] forklaring, at han og hans søskende alle blev født i en periode, hvor familien opholdt sig i Kuwait. Det kan således lægges til grund, at ansøgerens mors familie har haft tilknytning til Kuwait, og at hun har opholdt sig i Kuwait i en del af sin barndom. Ved bedømmelsen af de sprogtest, der er foretaget vedrørende [A], ansøgerens mor og ansøgerens søster, [B], hvis sag sambehandles med ansøgerens sag, må dette tillægges betydning, idet det må antages, at dette kan have haft betydning for den dialekt, der blev talt i ansøgerens barndomshjem. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte fødselsattester, morens skolepapir og bedstefarens fødselsattest på denne baggrund sandsynliggør ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Hjem/2018/60/SME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber, shiamuslim og statsløs bidoon fra […], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars ([A]) asylmotiv i den sambehandlede sag. Ansøgeren har endvidere for nævnet nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning under henvisning til, at hendes sag ikke har været individuelt behandlet af Udlændingestyrelsen. Ansøgerens asylmotiv er afledt af eller sammenfaldende med faderens asylmotiv. På denne baggrund, og uanset at [ansøgeren]s sag ikke har været individuelt behandlet af Udlændingestyrelsen, finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise hendes sag til behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har i en samtidig afgørelse meddelt ansøgerens forældre og søskende afslag på opholdstilladelse med følgende begrundelse: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaringer om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har forklaret indbyrdes noget forskelligt om helt grundlæggende forhold vedrørende deres tilværelse og dagligdag i Kuwait. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger i [foråret] 2013 søgte om et visum til indrejse i Danmark med henblik på at besøge sin irakiske far her i landet, og at hun i den forbindelse fremviste et irakisk nationalitetspas udstedt [i vinteren] 2013. Passet, der er registreret under navnet [X], er ifølge sagens oplysninger et irakisk serie A pas indeholdende biometriske data og således er svært at forfalske. Det fremgår af sagens oplysninger endvidere, at ansøgerne over for dansk politi og ved henvendelse og oprettelse hos Dansk Røde Kors ligeledes – ifølge en politirapport – skulle have oplyst, at de er henholdsvis irakere og statsløse fra Irak. Disse oplysninger svækker ansøgernes generelle troværdighed i betydelig grad og giver anledning til at skabe væsentlig tvivl om, hvorvidt det kan lægges til grund, at ansøgerne – som forklaret af dem – er statsløse fra Kuwait. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret uoverensstemmende om sin deltagelse i demonstrationen [i vinteren] 2014, som danner baggrund for hans angivelige konflikt med de kuwaitiske myndigheder. Ifølge referatet fra oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og fra asylsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste den mandlige ansøger, at han tog til demonstrationen med sin bror [N] og sin søsters ægtefælle [Y], mens han under gensamtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han deltog i demonstrationen med [M], og at han ikke kendte andre af de tilstedeværende. Adspurgt til denne divergens i sin forklaring har den mandlige ansøger under gensamtalen forklaret, at han ikke fulgtes med sin bror [N] og sin svoger [Y], men at han så dem til demonstrationen. For nævnet har den mandlige ansøger imidlertid forklaret, at han fulgtes med [N] og [Y] til demonstrationen. Den mandlige ansøgers forklaring til Udlændingestyrelsen om, at der deltog omkring 200 til 250 demonstranter i demonstrationen, afviger i øvrigt fra oplysninger om demonstrationen, som fremgår af en artikel i Al Akhbar fra den 21. marts 2014 (”Kuwait, Security crackdown on Bedoon community renews tensions”), hvori det beskrives, at der blev holdt tale af Abdullah Atallah foran en mindre forsamling af demonstranter (”… small group of protesters”). Endelig forekommer ansøgernes forklaringer om, hvordan de har finansieret deres udrejse, ikke troværdig, og navnlig oplysningen om muligheden for selv at opspare et større beløb til brug herfor savner sammenhæng med ansøgernes oplysninger om deres indkomstforhold i Kuwait. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne er fra Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at selv hvis nævnet havde kunne lægge til grund, at ansøgerne er bidoonere fra Kuwait, så ville det – af de grunde der er anført ovenfor – ikke kunne lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration [i vinteren] 2014, og at han som følge heraf blev tilbageholdt to gange og udsat for overgreb. Nævnet må med andre ord under alle omstændigheder i det hele tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om den begivenhed, som skulle være årsag til hans konflikt med myndighederne i Kuwait. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det under disse omstændigheder ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers og [S]s oplysninger om at have været udsat for overgreb under deres angivelige tilbageholdelser, idet nævnet på det foreliggende grundlag – hvori er indgået ansøgernes umiddelbare optræden for nævnet under den mundtlige forhandling – har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte forklaringerne herom. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne – selv hvis de måtte anses for hjemmehørende i Kuwait – vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er som anført ovenfor meget, der taler for, at ansøgerne er statsborgere i Irak. For det tilfælde, at ansøgerne er hjemmehørende i Irak, tiltrædes det, at det kan lægges til grund, at ansøgerne – som forklaret af dem selv – ikke har nogen konflikter med nogen parter i Irak, og at der derfor heller ikke i forhold til Irak er grundlag for at meddele asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Med denne begrundelse – der også gør sig gældende i ansøgerens sag – stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/6/CMA
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim. Ansøgeren er angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet, tortureret eller udsat for anden nedværdigende behandling af de kuwaitiske myndigheder, idet hans far har deltaget i en demonstration, i hvilken forbindelse han blev anholdt. Ansøgeren frygter videre de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far og hans ven, [A], deltog i en demonstration for bidooners rettigheder i 2014. Ansøgerens far blev i denne forbindelse anholdt, mens det lykkedes [A] at flygte. [A] tog derefter hjem til ansøgerens bopæl og fortalte, hvad der var sket og forlangte, at ansøgeren skulle følge med ham ud i sin bil. Mens ansøgeren sad i [A]’s bil, ankom politiet til bopælen. Ansøgeren boede efterfølgende hos [A] i [B], hvorefter [A] sagde til ansøgeren, at han skulle udrejse. Ansøgeren udrejste i 2015. Ansøgeren har ikke hørt fra sin far eller sin mor og lillebror, siden episoden hvor faren blev anholdt af politiet. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40 skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen, hvorunder nævnet også har inddraget den omstændighed, at ansøgeren har angivet, at han er analfabet, og at hans hukommelse er påvirket af, at han har siddet varetægtsfængslet, finder Flygtningenævnet hverken, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der var ca. 19 år gammel i forbindelse med indrejsen, har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait og kuwaitiske forhold, herunder forholdene i [C], hvor han har oplyst, at han har boet det meste af sin opvækst. Det er ikke troværdigt, at ansøgeren, selvom han måtte være ikke-registreret bidoon, skulle have opholdt sig det meste af tiden på familiens bopæl uden at komme udenfor, og at det skulle være baggrunden for det manglende lokalkendskab. Ansøgeren har således ikke forklaret om, at han skulle komme fra en politisk aktiv familie, ligesom familien, bortset fra demonstrationen i 2014, ikke har haft konflikter med myndighederne. Om ansøgerens konflikt med de kuwaitiske myndigheder skal nævnet bemærke, at ansøgeren flere gange har forklaret, at hans far blev tilbageholdt under en demonstration, der fandt sted i 2014, hvorefter ansøgeren flygtede og opholdt sig i et telt i ørkenen i 3 år, før han udrejste. Dette hænger imidlertid ikke sammen med, at ansøgeren er indrejst i Danmark den 30. september 2015. Henset til det lange tidsrum, ansøgeren har opholdt sig i Kuwait efter myndighedernes henvendelse til bopælen, er det endvidere ikke godtgjort, at ansøgeren aktuelt har en konflikt med myndighederne i Kuwait. Ansøgeren har forklaret, at hans far kun har deltaget i en enkelt demonstration og ikke i øvrigt har været politisk aktiv, hvorfor det forekommer usandsynligt, at myndighederne straks spurgte til, om hans far havde en søn og efterfølgende opsøgte familiens bopæl for at anholde ansøgeren. Ansøgerens forklaring om demonstrationen og hvordan opsøgningen af familiens hus foregik, har været upræcis og usandsynlig på en række punkter blandt andet med hensyn til, hvordan [A] kunne høre, at politiet spurgte ansøgerens far til ansøgeren, når han stod på nogen afstand, hvorfor det kun var ansøgeren og ikke også hans lillebror, der skulle flygte, hvorfor ansøgeren og [A] ikke kørte væk med det samme, men blev holdende og afventede for at se, om politiet kom til bopælen og ikke mindst, hvorfor ansøgeren ikke i de følgende tre år via [A] forsøgte at opnå kontakt til sin mor og lillebror med henblik på at finde ud af, hvad der var sket med dem og hans far. Det er endeligt usandsynligt, at ansøgeren end ikke i forbindelse med udrejsen forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med familien eller, hvad der var baggrunden for, at [A] mente, at det netop på dette tidspunkt var påkrævet, at han skulle udrejse. Den omstændighed, at ansøgeren evt. måtte være bidoon (statsløs) fra Kuwait kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse, idet ansøgeren har forklaret, at hans familie havde et lejet hus og rimelige levevilkår. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportional, hvorfor disse forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og således heller ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/59/LMD
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidooner (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer samt angiveligt bidoonere fra Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter myndighederne, fordi de har frataget ham alle rettigheder. Han frygter endvidere de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres forhold, og fordi han er udrejst af landet illegalt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de som bidoonere i Kuwait er blevet behandlet dårligere end kuwaitiske statsborgere. De havde ikke samme rettigheder. Deres børn kunne ikke gå i skole, og de kunne ikke eje en bil. Den mandlige ansøger deltog [i starten af] 2014 i en demonstration i [A] i Al-Jahra, hvor han viftede med et kuwaitisk flag og råbte kampråb. Da myndighederne opløste demonstrationen, forsøgte ansøgeren at flygte, men blev slået i hovedet, hvorved han besvimede. Da han vågnede, var han anholdt af myndighederne. Han blev tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb de første syv dage. Han skrev under på, at han havde været med til at forsøge at vælte styret i Kuwait, og at han havde kritiseret emiren. Han blev herefter løsladt, men fik at vide, at han skulle melde andre personer, som kritiserede styret. Ansøgerne udrejste af Kuwait i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv eller deres identiteter. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. I forhold til identitetsspørgsmålet har nævnet navnlig lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgernes slægtninge er registreret som syriske og irakiske statsborgere i Grækenland og som irakiske statsborgere i Belgien, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har benægtet kendskab til/slægtskab med nogle af disse personer. Sagens øvrige oplysninger og de afholdte sprogtests er ikke tilstrækkelige til, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forhold til asylmotivet finder nævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om den langvarige tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev udsat for betydelige overgreb, er bemærkelsesværdig i lyset af, at han ikke tidligere har deltaget i demonstrationer eller andre politiske aktiviteter og i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han blev da heller ikke opsøgt af myndighederne i perioden fra løsladelsen og frem til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at familien først udrejste ca. halvandet år efter den mandlige ansøgers løsladelse. Forklaringen om, at udrejsen først fandt sted på dette tidspunkt af økonomiske årsager kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Endvidere finder nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om den konflikt, som han har påberåbt sig i Kuwait, idet han ikke allerede under oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at han af sin bror [B] havde fået oplyst, at de kuwaitiske myndigheder havde opsøgt broderen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har under asylsamtalen oplyst, at han fik dette at vide tre måneder efter ankomsten til Danmark. Hertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at myndighederne netop på dette tidspunkt – lang tid efter løsladelsen og uden at ansøgeren i mellemtiden har været involveret i politiske aktiviteter – skulle opsøge ansøgeren. Nævnet finder desuden, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sine arbejdsmæssige forhold i Kuwait, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han handlede med kvæg, mens han til asylsamtalen forklarede, at han i en kort periode arbejdede med at sælge kvæg, og at han i 12-13 år arbejdede med at sælge frugt og grønt for [C], som også var udlejer af det hus, som ansøgerne og deres børn boede i. Ansøgeren har i nævnet forklaret, at han tidligere også handlede med biler. Herudover finder nævnet – henset til den betydelige diskrepans mellem oplysningerne om ansøgernes indtægts- og formueforhold og udgifterne ved udrejsen – at forklaringen om, hvorledes udrejsen af Kuwait blev finansieret, fremstår utroværdig. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at den mandlige ansøgers og den kvindelige ansøgers forklaring om, hvordan udrejsen blev finansieret, ikke fremstår fuldt ud konsistente, idet den kvindelige ansøger først til asylsamtalen – efter at være blevet forholdt den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen – forklarede, at den mandlige ansøgers arbejdsgiver havde bidraget til at finansiere udrejsen. Endelig fremstår omstændighederne i forbindelse med myndighedernes undersøgelse af ansøgernes dokumenter ved udrejsen af Kuwait og ansøgernes inkonsistente forklaringer herom samt omstændighederne i forbindelse med opslag af fotografier af den mandlige ansøger mv. på Facebook også ganske påfaldende. På den anførte baggrund forkaster Flygtningenævnet herefter ansøgernes asylmotiv i sin helhed. Nævnet finder på den anførte baggrund heller ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland er i risiko for at blive udsat for en konkret eller individuel forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, finder nævnet ikke at denne omstændighed kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. De begrænsede rettigheder for bidoonere i Kuwait, herunder manglende adgang til statsborgerskab, er således i sig selv ikke af en sådan karakter og intensitet, at disse forhold kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til den omstændighed, at ansøgerne er udrejst illegalt af Kuwait og derfor frygter repressalier ved en tilbagevenden, idet de forventede sanktioner i forbindelse herved ikke kan anses for urimelige efter dansk retstradition jf. herved Landinfos rapport fra 2014: ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” og samme fra 2013: ”Kuwait: Biduner – dokumenter og formelle forhold. Det tilføjes, at ansøgerne har oplyst, at de ikke har haft konflikter i andre lande end Kuwait, herunder Irak, som også er nævnt i sagen. I det omfang det måtte lægges til grund, at ansøgerne er irakere, er der derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak er således ikke af en sådan karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgerne og deres medfølgende børn. Afgørelsen omfatter dog ikke sønnen [D], der nu er blevet 18 år gammel og derfor har krav på en selvstændig behandling af sin asylsag. Sagen hjemvises med henblik herpå til Udlændingestyrelsen for så vidt angår [D].” hjem/2018/56/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 5 børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer samt angiveligt bidoonere fra Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter myndighederne, fordi de har frataget ham alle rettigheder. Han frygter endvidere de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres forhold, og fordi han er udrejst af landet illegalt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de som bidoonere i Kuwait er blevet behandlet dårligere end kuwaitiske statsborgere. De havde ikke samme rettigheder. Deres børn kunne ikke gå i skole, og de kunne ikke eje en bil. Den mandlige ansøger deltog [i starten af] 2014 i en demonstration i [A] i Al-Jahra, hvor han viftede med et kuwaitisk flag og råbte kampråb. Da myndighederne opløste demonstrationen, forsøgte ansøgeren at flygte, men blev slået i hovedet, hvorved han besvimede. Da han vågnede, var han anholdt af myndighederne. Han blev tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb de første syv dage. Han skrev under på, at han havde været med til at forsøge at vælte styret i Kuwait, og at han havde kritiseret emiren. Han blev herefter løsladt, men fik at vide, at han skulle melde andre personer, som kritiserede styret. Ansøgerne udrejste af Kuwait i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv eller deres identiteter. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. I forhold til identitetsspørgsmålet har nævnet navnlig lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgernes slægtninge er registreret som syriske og irakiske statsborgere i Grækenland og som irakiske statsborgere i Belgien, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har benægtet kendskab til/slægtskab med nogle af disse personer. Sagens øvrige oplysninger og de afholdte sprogtests er ikke tilstrækkelige til, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forhold til asylmotivet finder nævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om den langvarige tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev udsat for betydelige overgreb, er bemærkelsesværdig i lyset af, at han ikke tidligere har deltaget i demonstrationer eller andre politiske aktiviteter og i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han blev da heller ikke opsøgt af myndighederne i perioden fra løsladelsen og frem til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at familien først udrejste ca. halvandet år efter den mandlige ansøgers løsladelse. Forklaringen om, at udrejsen først fandt sted på dette tidspunkt af økonomiske årsager kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Endvidere finder nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om den konflikt, som han har påberåbt sig i Kuwait, idet han ikke allerede under oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at han af sin bror [B] havde fået oplyst, at de kuwaitiske myndigheder havde opsøgt broderen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har under asylsamtalen oplyst, at han fik dette at vide tre måneder efter ankomsten til Danmark. Hertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at myndighederne netop på dette tidspunkt – lang tid efter løsladelsen og uden at ansøgeren i mellemtiden har været involveret i politiske aktiviteter – skulle opsøge ansøgeren. Nævnet finder desuden, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sine arbejdsmæssige forhold i Kuwait, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han handlede med kvæg, mens han til asylsamtalen forklarede, at han i en kort periode arbejdede med at sælge kvæg, og at han i 12-13 år arbejdede med at sælge frugt og grønt for [C], som også var udlejer af det hus, som ansøgerne og deres børn boede i. Ansøgeren har i nævnet forklaret, at han tidligere også handlede med biler. Herudover finder nævnet – henset til den betydelige diskrepans mellem oplysningerne om ansøgernes indtægts- og formueforhold og udgifterne ved udrejsen – at forklaringen om, hvorledes udrejsen af Kuwait blev finansieret, fremstår utroværdig. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at den mandlige ansøgers og den kvindelige ansøgers forklaring om, hvordan udrejsen blev finansieret, ikke fremstår fuldt ud konsistente, idet den kvindelige ansøger først til asylsamtalen – efter at være blevet forholdt den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen – forklarede, at den mandlige ansøgers arbejdsgiver havde bidraget til at finansiere udrejsen. Endelig fremstår omstændighederne i forbindelse med myndighedernes undersøgelse af ansøgernes dokumenter ved udrejsen af Kuwait og ansøgernes inkonsistente forklaringer herom samt omstændighederne i forbindelse med opslag af fotografier af den mandlige ansøger mv. på Facebook også ganske påfaldende. På den anførte baggrund forkaster Flygtningenævnet herefter ansøgernes asylmotiv i sin helhed. Nævnet finder på den anførte baggrund heller ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland er i risiko for at blive udsat for en konkret eller individuel forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, finder nævnet ikke at denne omstændighed kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. De begrænsede rettigheder for bidoonere i Kuwait, herunder manglende adgang til statsborgerskab, er således i sig selv ikke af en sådan karakter og intensitet, at disse forhold kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til den omstændighed, at ansøgerne er udrejst illegalt af Kuwait og derfor frygter repressalier ved en tilbagevenden, idet de forventede sanktioner i forbindelse herved ikke kan anses for urimelige efter dansk retstradition jf. herved Landinfos rapport fra 2014: ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” og samme fra 2013: ”Kuwait: Biduner – dokumenter og formelle forhold. Det tilføjes, at ansøgerne har oplyst, at de ikke har haft konflikter i andre lande end Kuwait, herunder Irak, som også er nævnt i sagen. I det omfang det måtte lægges til grund, at ansøgerne er irakere, er der derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak er således ikke af en sådan karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgerne og deres medfølgende børn. Afgørelsen omfatter dog ikke sønnen [D], der nu er blevet 18 år gammel og derfor har krav på en selvstændig behandling af sin asylsag. Sagen hjemvises med henblik herpå til Udlændingestyrelsen for så vidt angår [D].” hjem/2018/55/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angivenligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim. Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra (A), Al-Jehra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 24. februar 2014 deltog i en demonstration i byen Sulaibiya. Under demonstrationen bar demonstranterne bannere, og de gik fra byens moske til den lokale politistation. De råbte desuden slagord så som ”vi er ikke bidoonere, vi er kuwaitere, og vi er dine børn Abu Nasir”. Politiet bad demonstranterne om at opløse demonstrationen. Da dette ikke skete, rykkede militæret ind med knipler. Militæret slog demonstranterne og ansøgeren. Ansøgeren blev sat i en politibil, og kørt til politistationen. Under køreturen blev ansøgeren slået, og der blev råbt skældsord ad ham. Ansøgeren blev sat i en celle sammen med ti andre personer. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han ikke for fremtiden måtte deltage i demonstrationer. Ansøgeren udrejste i starten af august 2015, idet han ikke kunne leve under de dårlige vilkår, bidoonere har. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret, at han frem til 2002 boede hos sine forældre i (A) og fra 2002 til 2011 boede han hos (B) i samme by, (gadenavn). Ansøgeren har ligeledes forklaret, at han efter 2011 jævnligt besøgte (B) i (A). På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens kendskab til (A) og til det område i byen, han efter sin egen forklaring har boet i, til han var 20-21 år, er yderst begrænset. Herunder har ansøgeren ikke kunnet oplyse nogen gadenavne og ikke kunnet beskrive området nærmere, herunder heller ikke placeringen af forældrenes gravsted. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold vedrørende sit asylmotiv. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under demonstrationen ikke holdt et banner, til den første asylsamtale og under nævnsmødet at han både holdt et banner og et flag og til den anden asylsamtale, at han hjalp med at holde et banner og ikke holdt andet. Til den første asylsamtale har ansøgeren videre forklaret, at han ikke har noget problem med politiet, at han ikke blev opsøgt af politiet efter løsladelsen, og at han var hjemme hele tiden. Til den anden asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han ikke er blevet opsøgt af politiet, at han ikke længere frygter politiet, fordi han ikke har deltaget i flere demonstrationer og ikke har gjort noget siden løsladelsen, at forholdet må betragtes som afsluttet, og at han er udrejst, fordi han ikke har nogen fremtid i Kuwait. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at (B) er blevet opsøgt af politiet, der har spurgt efter ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet som bidoon fra Kuwait eller i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/54/JHB.
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn, angiveligt bidoons (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske arabere, shia muslimer og statsløse (bidoonere) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, men har oplyst, at den mandlige ansøger har deltaget ved to demonstrationer for bidooners rettigheder, i henholdsvis […] 2014 og […] 2015. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer og efterfølgende er blevet tilbageholdt. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han [primo] 2014 deltog ved en demonstration i […], Kuwait. Den mandlige ansøger blev anholdt af myndighederne til demonstrationen og tilbageholdt i 10 dage, inden han, efter at have skrevet under på, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer, blev løsladt. [Primo] 2015 deltog den mandlige ansøger igen i en demonstration i […], Kuwait. Han blev igen anholdt af myndighederne og blev denne gang tilbageholdt i to måneder, indtil [foråret] 2015. Han blev ifølge sine oplysninger udsat for tortur. Den mandlige ansøger har tillige oplyst, at han efterfølgende blev løsladt ved at underskrive et blankt stykke papir og acceptere, at han ville samarbejde med myndighederne for at identificere andre, som arrangerede, ledte og deltog i demonstrationerne. Omkring en uge efter han blev løsladt, blev familiens bopæl opsøgt af myndighederne. Dagen efter opsøgningen, flygtede den mandlige ansøger til [K], hvor han opholdte sig det meste af tiden, indtil sin udrejse. Ansøgernes bopæl blev opsøgt endnu en gang, mens den mandlige ansøger opholdt sig i skjul. Den mandlige ansøgers far var bekymret for den mandlige ansøger og besluttede på denne baggrund, at ansøgerne skulle udrejse af Kuwait. Ansøgerne udrejste herefter til Tyrkiet [i vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til de manglende rettigheder som Statsløs (bidoon). Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerne overfor de græske myndigheder har oplyst at være fra Irak, at have andre fødselsdatoer end oplyst overfor de danske myndigheder, samt til dels at have andre navne. Foreholdt dette har den mandlige ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at tilstedeværende FN personale ikke ville hjælpe bidoonere. De måtte udgive sig for at være irakere, for at få lov at rejse videre. Allerede fordi Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgerne har givet ukorrekte oplysninger om deres identitet til myndigheder i et andet EU-land må der herefter være væsentlig tvivl både om ansøgernes identitet og deres troværdighed i øvrigt. Flygtningenævnet finder ikke den mandlige ansøgers forklaring om, hvorfor de oplyste at være irakere troværdig. For så vidt angår den mandlige ansøger har denne endvidere forklaret divergerende om adskillelige væsentlige punkter. Ved samtalen [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren således, at han [primo] 2014 var fængslet i 10 dage i et fængsel, der oplystes at være beliggende ”i Silaibiya tæt på industriområdet”. Ved samtalen [medio] 2017 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren imidlertid, at han var tilbageholdt et ukendt sted, hvilket han udtrykkeligt bekræftede og forklarede, at han havde en sort sæk over hovedet under transporten efter arrestationen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato gentog ansøgeren, at han ikke vidste, hvor han blev tilbageholdt. Ved samtalen den [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han blev løsladt anden gang [primo] 2015, og at politiet kom til hans bopæl omkring en måned senere. Ved samtalen [medio] 2017 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren på ny, at han blev løsladt [primo] 2015, men at politiet kom til hans bopæl omkring en uge efter løsladelsen. Ved samtalen [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han flygtede til [K] [medio] 2015. Ved samtalen [medio] 2017 forklarede ansøgeren, at han flygtede til [K] [på et tidligere tidspunkt], at hans bopæl var blevet opsøgt, hvilket i så fald må have været [en måned tidligere]. Ansøgeren har ved begge samtaler forud for mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han flygtede til [K]. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har han forklaret, at han flygtede til [S]. Ansøgeren har ved samtalen [medio] 2017 forklaret, at der både ved demonstrationen i […] 2014 og ved demonstrationen i 2015 deltog omkring 400 mennesker. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret, at der deltog omkring 250 mennesker ved den første demonstration og færre ved den anden. Ansøgeren har ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at han i perioden efter sin anden løsladelse og inden sin udrejse af Kuwait opholdt sig hos ”[J]s venner”. Heroverfor har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle opholdt sig hos en person ved navn [S], der angiveligt var svigerfarens ven. For så vidt angår den kvindelige ansøger, må hendes forklaring i Flygtningenævnet betegnes som afglidende og upræcis. Særligt for så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes henvendelse på ægtefællernes bopæl efter den mandlige ansøgers anden løsladelse, bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ved den anden samtale [medio] 2017 var i stand til at oplyse klokkeslættene herfor meget præcist. Således oplystes den første henvendelse til at være foregået mellem klokken 10.00 og 10.30 omkring en uge efter løsladelsen, samt at der var en anden henvendelse efter ti dage omkring klokken 22.00 til 22.30. Under fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har den kvindelige ansøger oplyst, at være helt ude af stand til at tidsfæste disse henvendelser fra myndighederne, også selvom hun gentagne gange blev udspurgt herom. Hun forklarede således, på udtrykkelig forespørgsel, at ”det kan have været en måned, to måneder eller seks måneder – ansøgeren ved det ikke.” og ”ansøgeren ved ikke, hvor lang tid der gik, fra myndighederne opsøgte bopælen første gang til myndighederne opsøgte bopælen anden gang. Ansøgeren ved således ikke, om det var en måned eller et år.”. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at imødekomme anmodningen om en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet henviser til, hvad der ovenfor er anført om ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at FLN drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Med hensyn til de for Flygtningenævnet fremlagte dokumenter bemærkes, at disse efter deres indhold, således som dette er blevet oplyst for nævnet, ikke vedrører ansøgerne selv, men alene personer, der angives at være i familie med ansøgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har givet nogen overbevisende forklaring på, at disse dokumenter først fremlægges nu. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne modtog afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen [medio] 2017 og samme dag blev gjort opmærksom på, at sagen herefter ville blive videresendt til Flygtningenævnet. På det grundlag finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/53/JOV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia muslim og statsløs fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han har deltaget til en demonstration for bidooners rettigheder [i] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har videre forklaret, at han er født og har opholdt sig hele livet i Kuwait, som statsløs (bidoon). [I foråret] 2014 deltog ansøgeren i en demonstration. Da myndighederne opløste demonstrationen, blev ansøgeren anholdt. Ansøgeren var i denne forbindelse tilbageholdt i 10 dage. Ansøgeren blev løsladt, fordi han indvilgede i at angive andre demonstranter til myndighederne. To måneder efter sin løsladelse blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne, mens han var hos sin ven, [J]. Samme dag tog ansøgeren ophold i [en by], hvor han passede dyr for en person ved navn [T]. [I vinteren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Kuwait sammen med sin søster, [M] og [M]s to børn med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren overfor de græske myndigheder har oplyst at være fra Irak, at have en anden fødselsdato end oplyst overfor de danske myndigheder, samt til dels at have et andet navn. Foreholdt dette har ansøgeren forklaret, at han blot afleverede papirerne til myndighederne, men ikke talte med disse. Ansøgeren har imidlertid fået taget fingeraftryk af de græske myndigheder. På den baggrund forekommer hans forklaring om, at han overhovedet ikke talte med dem utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at der foreligger en sådan usikkerhed om ansøgerens identitet, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren er statsløs (bidoon) fra Kuwait. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ved samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 side 10 øverst forklarede ansøgeren således ”Ansøgeren blev under pågribelsen ikke udsat for fysiske overgreb. Ansøger bekræfter, at han ikke blev slået.”. Ved den foregående samtale [i sommeren] 2016 side 5 forklarede ansøgeren imidlertid, at han var blevet slået under tilbageholdelsen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklarede ansøgeren på ny, at han var blevet slået under anholdelsen, men ikke senere. Vedrørende omstændighederne omkring ansøgerens flugt har ansøgeren til samtale [i sommeren] 2016 forklaret, at han befandt sig hos sin fars fætter, da myndighederne to måneder efter hans løsladelse opsøgte hans bopæl. Ved samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede ansøgeren imidlertid, at han befandt sig hos sin ven [J], som han ikke var i familie med. Foreholdt dette, forklarede ansøgeren til samme samtale, at ansøgerens fars fætter var sammen med ansøgeren hos ansøgerens ven [J]. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren ikke kunne give nogen overbevisende forklaring på disse uoverensstemmelser, men har forklaret, at [J] og farens fætter var den samme person. Flygtningenævnet finder, at disse divergenser er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om forløbet må betragtes som konstrueret til lejligheden og ikke fremstår selvoplevet. Den omstændighed, at ansøgerens søster, svoger og flere andre familiemedlemmer angiveligt har fået opholdstilladelse i Storbritannien kan ikke føre til at sagen hjemvises. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/52/JOV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig og en mandlig asylansøger samt deres to børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra […], Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har deltaget i to demonstrationer, men har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger og hans far deltog i en demonstration [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2010, hvor de begge blev anholdt. Den mandlige ansøger blev løsladt den følgende dag, men ansøgerne har ikke set den mandlige ansøgers far siden, og de har først fået kontakt med ham i 2017. Efter løsladelsen blev ansøgernes bopæl ransaget af myndighederne. Der fandt yderligere ransagninger sted i 2012 og 2013. [En nærmere bestemt dato i foråret] 2015 deltog den mandlige ansøger i endnu en demonstration. Under demonstrationen blev han anholdt og fængslet af myndighederne i omkring tre måneder, hvor han blev udsat for tortur. Han blev løsladt igen [i sommeren] 2015 mod at underskrive et blankt stykke papir. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgerne sammen med deres to fælles børn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne har søgt asyl med samme motiv som den mandlige ansøgers mor og hans voksne søskende. Alle ansøgerne har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgernes forklaringer om, at de kommer fra Kuwait, ligesom deres manglende skolegang i et vist omfang kan forklare deres manglende viden om bidoonere og deres forholdsvis spinkle lokalkendskab til hjemområdet og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerne og deres nærmeste families sager, at ansøgernes forklaringer om deres identitet er så usikker, at det ikke kan lægges til grund, at de reelt er bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at to navngivne personer over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de er den mandlige ansøgers morbrødre, og at disse personer i vidt omfang har kunnet redegøre for den mandlige ansøgers familieforhold, herunder med navne på den mandlige ansøgers mostre, morfar og far, som stemmer overens med ansøgernes egne oplysninger eller med oplysninger i familiens dokumenter, således at det alene er det sidste efternavn, som adskiller sig. Disse personer har oplyst, at den mandlige ansøgers mor har boet i Irak. Hertil kommer, at ansøgerne både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet. De har således forklaret divergerende om, hvor demonstrationerne blev afholdt, hvor anholdelsen af [den mandlige ansøger] fandt sted og om, hvem agenten var. De har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om deres adresse og bopæl. Den kvindelige ansøger har tillige forklaret divergerende om antallet af ransagninger. Den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om antallet af demonstrationer, som den mandlige ansøger deltog i og om antallet af ransagninger på bopælen. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe deres forklaringer eller redegøre for de nævnte divergenser. De har heller ikke været i stand til at fremkomme med en overbevisende forklaring på, hvorfor den mandlige ansøgers far ikke kontaktede familien i perioden fra 2010 til 2017, hvor han angiveligt opholdt sig i England. Endelig har de ikke været i stand til at redegøre for den mandlige ansøgers fars manglende forklaring på udrejsen til England og hans eget asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt diverse dokumenter fra Kuwait, ændrer ikke herpå, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at adgangen til falske dokumenter er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket, se herved Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter for formelle forhold”. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes troværdighed, at der ikke er anledning til at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/51/jabp
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger samt hendes to børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra […], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder vil fængsle hendes sønner og tage hendes døtre, da hendes søn [A] har deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren frygter også, at myndighederne vil spørge hende, hvor hendes ægtefælle og børn befinder sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle og søn [A] deltog i en demonstration [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2010. Både ansøgerens ægtefælle og søn blev anholdt af myndighederne. [A] blev tilbageholdt i tre til fire dage, men ansøgeren har ikke set sin ægtefælle siden. Mens ægtefællen og [A] var væk, blev ansøgerens bopæl ransaget af politiet. Bopælen blev ransaget igen i 2012 og 2013. I [foråret] 2015 deltog [A] i en anden demonstration. Han blev tilbageholdt af myndighederne i tre måneder, hvor han blev udsat for tortur, hvorefter han blev løsladt mod at underskrive et blankt stykke papir. Ansøgeren har for lidt under halvandet år siden fået kontakt til sin ægtefælle, der har fået opholdstilladelse i England. Ansøgeren har ikke yderligere oplysninger om ægtefællen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har søgt asyl med samme motiv som sin søn, svigerdatter og øvrige voksne børn. Alle ansøgerne har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgerens forklaring om, at hun kommer fra Kuwait, ligesom hendes manglende skolegang i et vist omfang kan forklare hendes manglende viden om bidoonere og hendes forholdsvis spinkle lokalkendskab til sit hjemområde og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgeren og hendes nærmeste families sager, at ansøgerens forklaring om hendes identitet er så usikker, at det ikke kan lægges til grund, at hun reelt er bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at to navngivne personer over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de er ansøgerens brødre, og at disse personer i vidt omfang har kunnet redegøre for ansøgerens familieforhold, herunder med navne på hendes søstre, far og ægtefælle, som stemmer overens med ansøgerens egne oplysninger eller med oplysninger i familiens dokumenter. Disse personer har oplyst, at ansøgeren - som de selv - har boet i Irak. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sønnen, [A]s, deltagelse i demonstrationer i Kuwait. Hun har således først forklaret, at [A] ikke deltog i demonstrationer efter 2010, mens hun senere har forklaret, at han også deltog i en demonstration i 2015. Hun har endvidere forklaret divergerende om antallet af ransagninger på bopælen. Ansøgeren, [A] og [A]s ægtefælle har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om centrale dele af asylmotivet. De har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvor demonstrationerne blev afholdt, hvor anholdelsen af [A] fandt sted og om, hvem agenten var. De har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om deres adresse og bopæl. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller redegøre for de nævnte divergenser. Hun har heller ikke været i stand til at fremkomme med en overbevisende forklaring på, hvorfor hendes ægtefælle ikke kontaktede familien i perioden fra 2010 til 2017, hvor han angiveligt opholdt sig i England. Endelig har hun ikke været i stand til at redegøre for ægtefællens manglende forklaring på udrejsen til England og hans eget asylmotiv. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødselsattest og skolepapirer fra Kuwait, ændrer ikke herpå, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at adgangen til falske dokumenter er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket, se herved Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter for formelle forhold”. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/50/jabp
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, angiveligt statsløse (bidoonere) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etnisk arabere, shiamuslimer og statsløse bidoonere fra […], Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for statsløse bidoonere [i vinteren] 2014 i Kuwait. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet og henrettet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i denne demonstration. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration i […] [i vinteren] 2014. Under demonstrationen blev han anholdt, og han var tilbageholdt indtil [foråret] 2014. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb af politiet. Ansøgeren blev løsladt, fordi han indvilligede i at underskrive et dokument, hvori han medgav at agere som informant for politiet. Han medgav endvidere, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. Efterfølgende blev ansøgeren flere gange opsøgt på bopælen af politiet, og han blev stoppet på gaden af politiet. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren og hans søn, [S], anholdt. De var tilbageholdt i ti dage og blev herefter løsladt, fordi ansøgeren underskrev et dokument, hvori han tilstod at have deltaget i et kupforsøg mod staten, brandstiftelse mod statsejendomme og fornærmelse mod emiren. Fem dage efter løsladelsen udrejste ansøgeren af Kuwait sammen med sin ægtefælle og deres seks børn. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaringer om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har forklaret indbyrdes noget forskelligt om helt grundlæggende forhold vedrørende deres tilværelse og dagligdag i Kuwait. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger i [foråret] 2013 søgte om et visum til indrejse i Danmark med henblik på at besøge sin irakiske far her i landet, og at hun i den forbindelse fremviste et irakisk nationalitetspas udstedt [i vinteren] 2013. Passet, der er registreret under navnet [X], er ifølge sagens oplysninger et irakisk serie A pas indeholdende biometriske data og således er svært at forfalske. Det fremgår af sagens oplysninger endvidere, at ansøgerne over for dansk politi og ved henvendelse og oprettelse hos Dansk Røde Kors ligeledes – ifølge en politirapport – skulle have oplyst, at de er henholdsvis irakere og statsløse fra Irak. Disse oplysninger svækker ansøgernes generelle troværdighed i betydelig grad og giver anledning til at skabe væsentlig tvivl om, hvorvidt det kan lægges til grund, at ansøgerne – som forklaret af dem – er statsløse fra Kuwait. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret uoverensstemmende om sin deltagelse i demonstrationen [i vinteren] 2014, som danner baggrund for hans angivelige konflikt med de kuwaitiske myndigheder. Ifølge referatet fra oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og fra asylsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste den mandlige ansøger, at han tog til demonstrationen med sin bror [N] og sin søsters ægtefælle [Y], mens han under gensamtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han deltog i demonstrationen med [M], og at han ikke kendte andre af de tilstedeværende. Adspurgt til denne divergens i sin forklaring har den mandlige ansøger under gensamtalen forklaret, at han ikke fulgtes med sin bror [N] og sin svoger [Y], men at han så dem til demonstrationen. For nævnet har den mandlige ansøger imidlertid forklaret, at han fulgtes med [N] og [Y] til demonstrationen. Den mandlige ansøgers forklaring til Udlændingestyrelsen om, at der deltog omkring 200 til 250 demonstranter i demonstrationen, afviger i øvrigt fra oplysninger om demonstrationen, som fremgår af en artikel i Al Akhbar fra den 21. marts 2014 (”Kuwait, Security crackdown on Bedoon community renews tensions”), hvori det beskrives, at der blev holdt tale af Abdullah Atallah foran en mindre forsamling af demonstranter (”… small group of protesters”). Endelig forekommer ansøgernes forklaringer om, hvordan de har finansieret deres udrejse, ikke troværdig, og navnlig oplysningen om muligheden for selv at opspare et større beløb til brug herfor savner sammenhæng med ansøgernes oplysninger om deres indkomstforhold i Kuwait. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne er fra Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at selv hvis nævnet havde kunne lægge til grund, at ansøgerne er bidoonere fra Kuwait, så ville det – af de grunde der er anført ovenfor – ikke kunne lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration [i vinteren] 2014, og at han som følge heraf blev tilbageholdt to gange og udsat for overgreb. Nævnet må med andre ord under alle omstændigheder i det hele tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om den begivenhed, som skulle være årsag til hans konflikt med myndighederne i Kuwait. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det under disse omstændigheder ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers og [S]s oplysninger om at have været udsat for overgreb under deres angivelige tilbageholdelser, idet nævnet på det foreliggende grundlag – hvori er indgået ansøgernes umiddelbare optræden for nævnet under den mundtlige forhandling – har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte forklaringerne herom. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne – selv hvis de måtte anses for hjemmehørende i Kuwait – vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er som anført ovenfor meget, der taler for, at ansøgerne er statsborgere i Irak. For det tilfælde, at ansøgerne er hjemmehørende i Irak, tiltrædes det, at det kan lægges til grund, at ansøgerne – som forklaret af dem selv – ikke har nogen konflikter med nogen parter i Irak, og at der derfor heller ikke i forhold til Irak er grundlag for at meddele asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/5/CMA
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn som er angiveligt statsløse (bidoonere) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være statsløse bidoonere, etniske arabere og shia muslimer fra [en landsby i] Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait ikke har nogen fremtid, idet han ikke har nogen rettigheder som statsløs bidoon. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter myndighederne i Kuwait, idet myndighederne opdagede, at han uddelte løbesedler forud for en demonstration i 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter kuwaiteren [F], idet ansøgeren er shia muslim og [F] er sunni muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved flere lejligheder er blevet opsøgt af myndighederne på sin bopæl, idet han er statsløs bidoon. Ansøgeren har videre oplyst, at han uddelte løbesedler i omkring fem dage forud for en demonstration i 2014. Ansøgeren uddelte løbesedlerne til andre bidoonere, som købte vandmeloner af ansøgeren. Det blev dog opdaget af myndighederne. Herefter blev ansøgeren opsøgt af to myndighedspersoner, der tog fat i ansøgeren og stak ham i brystet med en kniv. Det lykkedes dog ansøgeren at slippe væk. Ansøgeren tilbragte derefter omkring syv til ti dage hos en ven, før han vendte hjem til sin egen bopæl. Ansøgeren opholdt sig der frem til hans udrejse i [efteråret] 2015, men han tilbragte det meste af tiden hos dyrene i [en landsby]. Myndighederne opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl flere gange for at spørge efter ham, men han var ikke til stede under nogen af opsøgningerne. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han årligt havde problemer med kuwaiteren [F] i forbindelse med fejringen af en shiitisk helligdag. [F] opsøgte ansøgerens bopæl, i hvilken forbindelse han krænkede ansøgeren med ord og væltede den mad, som ansøgerens familie havde tilberedt i forbindelse med helligdagen. [F] var ikke voldelig overfor ansøgeren, men han slog nogen af ansøgerens yngre søskende. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive fængslet, fordi myndighederne kan have opfattet deres udrejse af landet som en tilsmudsning af Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes ægtefælle siden deres vielse i 2007 er blevet truet på livet på gaden og på deres bopæl af civilklædte personer fra politiet, fordi han er bidoon. Ægtefællen modtog trusler med omkring en til to ugers mellemrum, og han er endvidere både blevet stukket i siden med kniv og slået i hovedet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive voldtaget, fordi hun har hørt om en kvindelig bidoon, der er blevet voldtaget. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse, efter at ægtefællen blev stukket i siden. Ansøgeren og ægtefællen udrejste omkring fire til fem måneder efter dette, da de fandt ud af, at vejene til Tyrkiet var åbne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres identitet og deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende oplysninger om deres identitet til henholdsvis de græske, tyske og de danske myndigheder, og at de i øvrigt har afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om deres familieforhold og det liv, de angiver at have levet i Kuwait, ligesom de også i øvrigt har forklaret udbyggende og divergerende. Ansøgerne har således bekræftet, at de ved deres indrejse til Grækenland og senere til Tyskland [i vinteren 2015/2016] til de tyske myndigheder har oplyst, at de var irakiske statsborgere og har opgivet andre navne og fødselsdatoer end dem, som de har oplyst om ved indrejsen til Danmark [i vinteren 2015/2016], hvor de angav at være statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes forskelligt om, hvor deres tre børn blev født i Kuwait. Den mandlige ansøger har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at de blev født hjemme hos en jordemoder og ikke på et hospital, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de alle blev født på hospitalet i [en by]. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om afstanden mellem den mandlige og kvindelige ansøgers familiers bolig i det område, hvor de oplyser at komme fra. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans familie boede 5 minutters gang fra den kvindelige ansøgers families hus, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de boede 5 minutters kørsel og 30 minutters gang fra hendes forældres hjem. For nævnet har hun forklaret, at der var tale om en halv til en hel times gang, men at hun ikke kan præcisere det nærmere. Derudover har den mandlige og kvindelige ansøger forklaret forskelligt om, hvor mange søstre den kvindelige ansøger har. Hun har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at hun alene har to søstre, mens han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun har seks søstre. For nævnet har de begge forklaret, at hun har fem søstre. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om deres kontakt med familien i hjemlandet efter indrejsen til Danmark. Den mandlige ansøger har forklaret, at der ikke har været nogen direkte kontakt mellem ansøgerne og deres familier i hjemlandet, men at han har holdt sig orienteret om familien gennem sin fætter i London. Den kvindelige ansøger har heroverfor hævdet, at hun gennem opkald til den nævnte fætter i London har været i direkte telefonkontakt med sin mor i hjemlandet og talt med hende om deres svære forhold. For nævnet har hun forklaret, at hun ikke har haft direkte kontakt med sin mor efter indrejsen til Danmark. Den kvindelige ansøger har desuden forklaret forskelligt om, hvornår hun blev gift med den mandlige ansøger. De har begge under samtaler hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyst, at de blev gift [i efteråret] 2007, mens den kvindelige ansøger under sin samtale [i foråret] 2017 oplyste, at hun blev gift med den mandlige ansøger i [foråret] eller [sommeren] 2007 for derefter at ændre datoen først til [efteråret] 2007 og dernæst til [efteråret] 2006, da hun blev spurgt om vielsesdatoen relateret til den oplyste fødselsdato for parrets ældste barn [sommeren] 2007. For nævnet har hun forklaret, at hun blev gift med den mandlige ansøger i 2007, og at hun ikke husker det præcist, men at det kan have været i [sommeren] eller [efteråret] 2007. Den mandlige ansøger har herudover under samtalen [foråret] 2017 forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde en profil på Facebook. I starten af samtalen oplyste han, at han ikke havde en sådan profil. Senere i samtalen bekræftede han at have en Facebook-profil under navnet [M], hvoraf det blandt andet kan ses, at han har en række venner fra Irak, herunder med tilknytning til det irakiske politi og militær. Direkte adspurgt har ansøgeren dog under den pågældende samtale og tillige for nævnet afvist at være irakisk statsborger. Endvidere har begge ansøgere forklaret udbyggende om deres asylmotiv, idet ingen af ansøgerne under deres samtaler den 21. marts 2016 nævnte, at den mandlige ansøger under en konfrontation med myndighederne skulle være blevet stukket i brystet med en kniv, således som de har oplyst under samtalerne den 23. maj 2017. Herudover har den mandlige ansøger forklaret udbyggende om en konflikt med en navngiven privat person og om uddeling af løbesedler forud for en demonstration. Ansøgerne har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de nævnte forhold, herunder de fremhævede uoverensstemmelser. Ansøgerne har således for nævnet svaret afglidende på spørgsmål herom. Nævnet har tillige lagt en vis vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgerne skulle have været i stand til at finansiere omkostningerne ved rejsen på 7.000 USD med den meget beskedne indtægt, som den mandlige ansøger og hans familie skulle have haft set i forhold til oplyste udgifter til husleje og mad. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet som statsløse bidoonere fra Kuwait og dermed deres asylmotiv. Nævnet finder efter det anførte ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på at foretage en sprogundersøgelse eller på yderligere undersøgelser af den mandlige ansøgers venner og bekendte i henholdsvis London og hjemlandet. Ansøgerne har efter en samlet vurdering herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/49/mme
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger har oplyst, at han er etnisk bidoon, sunni-muslim af trosretning og statsløs fra Kuwait. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har deltaget i en demonstration i februar 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter myndighederne i Kuwait, idet han deltog i en demonstration i februar 2014. Den mandlige ansøger frygter endvidere de generelle levevilkår for uregistrerede bidoonere i Kuwait, idet man som uregistreret bidoon har begrænsede rettigheder, såsom ret til at arbejde og adgang til sundhedsbehandling. Den mandlige ansøger frygter desuden shia-muslimerne i Kuwait, idet han er blevet chikaneret, fordi han er sunni-muslim. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 18. februar 2014 deltog i en fredelig demonstration i regionen Al-Jahra på Al-Haria Torvet. Demonstrationen omhandlede bidooners rettigheder. Under demonstrationen mødte politiet op og anholdt flere demonstranter. Den mandlige ansøger nåede at løbe væk fra politiet. Han løb til Taima og fortsatte i en taxa til Sulaybia, hvor hans ven, [A], boede. Efterfølgende tog den mandlige ansøger tilbage til sin bopæl, hvor hans ægtefælle og tre børn fortsat opholdt sig. Omkring et år efter udrejste han og familien legalt af Kuwait primo december 2015. Den mandlige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at ægteparrets fire medfølgende børn ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er etnisk bidoon, sunni-muslim af trosretning og statsløs fra Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ægtefælle deltog i en demonstration. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun er bange for ikke at kunne forsørge sine børn i Kuwait, og at hendes ægtefælle bliver bagtalt af shia-muslimerne i Kuwait, fordi han er sunni-muslim. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle på et ukendt tidspunkt deltog i en demonstration i Taima, og at hun udrejste af Kuwait i december 2015 sammen med sin ægtefælle og deres fælles børn. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort hverken deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringerne i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om, hvor mange der deltog i demonstrationen, idet han under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at der deltog 30 i demonstrationen, under den anden samtale forklarede han, at der deltog 200-250 personer, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at der deltog 200-300. Det er endvidere påfaldende, at den mandlige ansøger efter angiveligt at have deltaget i demonstrationen tog ophold hos en ven, selv om han på det tidspunkt ikke vidste, at myndighederne var efter ham. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret skiftende og udbyggende om, hvem der fortalte ham, at myndighederne var efter ham, herunder om hvornår han fik det oplyst. Yderligere har ansøgerne først for Flygtningenævnet forklaret, at den mandelige ansøger efter en måned hjemme hos sin hustru på ny forlod hjemmet og tog ophold hos sin fars ven. Ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der fortalte den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger havde deltaget i en demonstration, idet den mandlige ansøger har forklaret, at det var hans far, der fortalte det til den kvindelige ansøger, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at det var den mandlige ansøger, der fortalte hende det. Ansøgerne, herunder navnlig den mandlige ansøger, har i det hele svaret undvigende og afglidende på detaljerede spørgsmål om demonstrationen og tiden efter demonstrationen, mens de har kunnet forklare detaljeret om udrejsen og rejsen fra Kuwait til Danmark. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den mandige ansøger har vist manglende kendskab til området omkring bopælen i Kuwait, at den mandlige ansøger ved ankomsten til Grækenland opgav irakisk identitet, og at Udlændingestyrelsen har konstateret, at den mandlige ansøger havde ringet til et irakisk telefonnummer, der har ringet til ansøgeren. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om mistede dokumenter, idet den mandlige ansøger har forklaret, at de mistede dokumenterne i havet, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de rev de falske kuwaitiske pas i stykker og gav de falske irakiske pas tilbage til menneskesmugleren. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidoons i Kuwait efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/48/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der oplyste at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøger har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait, etnisk araber og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi tre af hans brødre i [begyndelsen] af 2014 deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som bidoon ikke har nogle rettigheder i Kuwait, ligesom han frygter at blive straffet, fordi han er udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre af hans brødre [i begyndelsen af] 2014 deltog i en demonstration i Taimaa til fordel for bidooners rettigheder. En af brødrene forsvandt under demonstrationen, og ansøgerens familie har ikke hørt fra broren siden. Nogle måneder før sin udrejse blev ansøgeren opsøgt i den bod, hvor han arbejdede, af personer fra sikkerhedstjenesten, som tog ham med, fordi han arbejdede ulovligt. Han blev løsladt samme dag mod betaling af kaution. Cirka 15-20 dage senere blev ansøgeren på ny opsøgt og taget med af personer fra sikkerhedstjenesten. Han var fængslet i en måned. Under fængslingen blev han udspurgt om, hvem hans forsvundne bror samarbejde med. Han blev løsladt efter at have underskrevet dokumenter om, at han ville samarbejde med myndighederne. Efter løsladelsen opholdt ansøgeren sig i 7-10 dage på sin bopæl, hvorefter han med hjælp af en af farens venner udrejste i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sin identitet - herunder sin nationalitet – eller sit asylmotiv. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har vist et overbevisende kendskab til sit hjemområde, og at hans forklaring om asylmotivet på centrale punkter indeholder divergenser. Han har således forklaret divergerende om, hvor demonstrationen i 2014 fandt sted, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt han selv var til stede, da myndighederne opsøgte familiens bopæl efter hans anden løsladelse og om hvorvidt, myndighederne spurgte efter ham eller brødrene. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at oplysningerne om de generelle forhold i Kuwait for bidoons ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. MNR/Hjem 2018/48
Nævnet stadsfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig og kvindelig statsborger samt syv børn fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere og shiamuslimer fra [mindre by], Kuwait. Den mandlige ansøger har oplyst at have været politisk aktiv siden 2011, hvor han har arrangeret og deltaget i demonstrationer. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder i fem år, hvilket han blev dømt til in absentia, idet han var med til at organisere demonstrationer i Kuwait. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter myndighederne, idet han er udrejst af Kuwait på et falsk pas. Den kvindelige ansøger har endelig henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerene har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev politisk aktiv i 2011, hvor han arrangerede og deltog i demonstrationer. Den seneste demonstration, som den mandlige ansøger har været med til at arrangere og deltage i, fandt sted den [start vinter] 2014, hvor fire andre arrangører blev anholdt. Det lykkedes den mandlige ansøger at undslippe myndighederne under demonstrationen. Senere samme dag fandt den mandlige ansøger ud af, at myndighederne havde været på bopælen og havde tilbageholdt hans bror, Adnan. Den mandlige ansøger tog herefter ophold hos sine søstre, hvor han opholdt sig frem til udrejsen af Kuwait den [efterår] 2015. De første seks måneder efter demonstrationen opsøgte myndighederne deres bopæl hver anden dag, hvor de udsatte den kvindelige ansøger for vold, for at lægge pres på den mandlige ansøger. Under dom af [sommer] 2015 blev den mandlige ansøger idømt fem års fængselsstraf in absentia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen både for så vidt angår identiteten og asylmotivet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i sine afgørelser, idet nævnet finder, at det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. For så vidt angår vurderingen af ansøgernes forklaring finder Flygtningenævnet, at det generelt svækker deres troværdighed, at de har afgivet forskellige oplysninger om deres navne og statsborgerskab til henholdsvis de græske og de danske myndigheder. Nævnet er opmærksom på, at ansøgerne har forklaret, at de opgav falske oplysninger til de græske myndigheder for at vildlede myndighederne med henblik på at komme videre fra Grækenland, men finder ikke, at denne forklaring kan føre til en anden vurdering. Ved vurderingen af ansøgernes identitet lægger nævnet udover det anførte af Udlændingestyrelsen også vægt på, at den mandlige ansøger for nævnet har forklaret udbyggende om baggrunden for, at ansøgerne oplyste de græske myndigheder, at ansøgeren er fra Irak. Den mandlige ansøger har således forklaret, at de var bange for at blive genkendt af de græske myndigheder og udvist til Kuwait. For så vidt angår de dokumenter, der er fremlagt til støtte for ansøgernes påstand om, at de skulle være statsløse bidoonere fra Kuwait, tilslutter Flygtningenævnet sig vurderingen af, at der ikke kan lægges vægt på disse dokumenter henset dels til tidspunktet for deres fremkomst og den omstændighed, at der – på nær et dokument, der fremstår som et originalt dokument – er tale om kopier, dels baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter, og nævnet finder efter sagens oplysninger i øvrigt ikke grundlag for at foranledige nogen af dokumenterne ægthedsvurderet. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgerne har forklaret, at de fik lavet falske pas til brug for udrejsen af Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid også foreligger oplysninger i sagen, der peger i retning af, at ansøgernes forklaringer om at være fra Kuwait kan være korrekte, herunder sproganalyser foretaget af den mandlige ansøger, der konkluderer, at hans sprog er foreneligt med, at han kan stamme fra Kuwait, ligesom ansøgerne har svaret korrekt på en række spørgsmål om Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgernes identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at de reelt er bidooner fra Kuwait. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv lægger Flygtningenævnet yderligere vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor og om den mandlige ansøger arbejdede efter demonstrationen [vinter] 2014 og om hans ophold i hjemmet. Den mandlige ansøger forklarede til sin oplysnings- og motivsamtale [forår] 2016, at han havde en frisørsalon, og at han stoppede med at arbejde fra salonen efter demonstrationen [vinter] 2014, fordi han blev eftersøgt. Derefter kunne han ikke længere arbejde fra sin salon, idet han blev chikaneret af politiet og derfor arbejdede hjemme herefter. Han forklarede videre, at han efter 2014 ikke opholdte sig i hjemmet, men overnattede hos forskellige bekendte. Til asylsamtalen [slut forår] 2017 forklarede han bl.a., at da han kom hjem fra demonstrationen [vinter] 2014 fik at vide, at Statens Sikkerhedstjeneste havde været på bopælen og anholdt Adnan og spurgt efter ansøgeren, at han blev bange og flygtede hjem til sine søstre, hvor han levede i skjul frem til sin udrejse, og at han besøgte sin familie om natten hver tredje til fjerde dag, og at der nogle gange kunne gå syv dage mellem besøgene. Den kvindelige ansøger har heroverfor forklaret, at den mandlige ansøger ikke havde fast arbejde, men han arbejdede som frisør, at han drev forretning fra et lille hjørne på deres bopæl, og at han flyttede efter demonstrationen og kom på besøg i det skjulte. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger i samtalen med ansøgernes advokat har oplyst, at det er en fejl i referatet af oplysnings- og motivsamtalen, at det fremgår, at han skulle have arbejdet hjemme fra. Det kan imidlertid ikke før til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter samtalen fik referatet oversat og ikke havde bemærkninger til oversættelsen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige og den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om den vold, som den kvindelige ansøger angiveligt blev udsat for, når myndighederne opsøgte hende på bopælen. Den kvindelige ansøger forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [forår] 2016, at myndighederne kom hver dag for at lede efter den mandlige ansøger, og at hun blev udsat for vold fire til fem gange. Til asylsamtalen forklarede hun, at myndighederne kom på bopælen rigtig ofte men ikke hver dag, og foreholdt sin tidligere forklaring herom forklarede hun, at hun ikke mente hver dag som sådan, og at myndighederne blot kom hyppigt. Hun forklarede videre, at hun af myndighederne blev sparket i hovedet, fik knytnæveslag og blev væltet omkuld, at myndighederne kom på bopælen rigtig mange gange, at det ikke var fire til fem gange, at hun tydeligt husker, at de slog hende hver gang, og at det må bero på en misforståelse, at det er noteret, at hun skulle have sagt, at myndighederne kom fire til fem gange. For nævnet har hun forklaret afglidende på spørgsmålet om, hvad myndighederne gjorde ved hende og udbyggende forklaret, at myndighederne i to tilfælde bagbandt hende og gav hende bind for øjnene. Den mandlige ansøger har heroverfor forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at en politiofficer en enkelt gang slog ansøgerens kone med en knytnæve i ansigtet. Til asylsamtalen forklarede han, at myndighederne kom på bopælen omkring hver anden dag de første seks måneder efter demonstrationen, og at den kvindelige ansøger blev slået næsten hver gang, myndighederne kom. For nævnet har ansøgeren forklaret, at myndighederne mere eller mindre kom to gange om ugen, og at myndighedspersoner ved en lejlighed trådte hende på hovedet. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige ansøgers forklaring om det tidsmæssige forløb ikke stemmer overens med sagens øvrige oplysninger. Den mandlige ansøger har således forklaret, at årsagen til udrejsen er hans deltagelse i en demonstration [vinter] 2014, og at familien udrejste [efterår] 2015. Den kvindelige ansøger har derimod ifølge referatet af asylsamtalen forklaret, at Habibs mor nogle dage efter demonstrationen kom forbi ansøgerens bopæl og fortalte dem, at ansøgerens ægtefælle blevet dømt in absentia og havde fået en dom på fem år. Videre forklarede hun, at en politibetjent syv dage efter besøget af Habibs mor dukkede op med et dokument, der forklarede, at den mandlige ansøger havde fået en fængselsdom på fem år. Endelig forklarede hun, at der ikke gik lang tid herefter – måske fire til syv dage, inden de udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sine aktiviteter i forbindelse med demonstrationerne, herunder at han talte til de andre demonstranter for at opmuntre dem. Herudover forklarede den mandlige ansøger, at kvinder og børn deltog i demonstrationen i [vinter] 2014, hvor de gik forrest for at vise, at det var en fredelig demonstration. Det skal imidlertid sammenholdes med, at den kvindelige ansøger har forklaret, at kvinder ikke deltog i demonstrationerne, og at hun foreholdt sin ægtefælles forklaring forklarede, at det vidste hun ikke noget om. Herudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om sin færden efter demonstrationen. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen, at han efter demonstrationen flygtede til blok 6, hvor han tog ophold hos en kammerat ved navn [A], hvor han fik aftensmad, hvorefter han tog hjem til sig selv kl. 12 om natten. For nævnet forklarede han først, at han overnattede nos sin kammerat, hvorefter han – foreholdt divergensen – forklarede, at han gik hjem, efter at have spist, hvorefter han gik tilbage til kammeraten. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerne i en række tilfælde har anført, at der er fejl i referaterne af deres samtaler med Udlændingestyrelsen. F.eks. har den mandlige ansøger i samtalen med ansøgernes advokat oplyst, at det er en fejl i referatet af oplysnings- og motivsamtalen, at det fremgår, at han skulle have arbejdet hjemme fra. Det anførte kan imidlertid ikke før til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne efter samtalerne fik referaterne oversat og på nær et referat ikke havde bemærkninger til referaterne. Den mandlige ansøger havde således enkelte bemærkninger til referatet af sin asylsamtale, men ingen af disse bemærkninger vedrører de dele af referaterne, der hævdes at være fejlbehæftede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgerne i forhold til andre lande (herunder Irak), da ansøgerne selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/47/GJEY
Nævnet stadsfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og shiamuslim fra [mindre by], al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive anholdt af de kuwaitiske myndigheder, fordi hun har indgivet en klage over, at hendes ægtefælle, [A], døde efter at have været i sikkerhedstjenestens varetægt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] planlagde flere fredelige demonstrationer i Kuwait. Den første demonstration fandt sted i 2011, og den seneste fandt sted [i starten af] 2014. Efter demonstrationen henvendte myndighederne sig på deres bopæl både [i starten af] 2014, hvor [A] ikke var hjemme. Da myndighederne henvendte sig [i starten af] 2014, var [A] på bopælen og blev anholdt. Seks til syv dage senere blev [A] afleveret foran bopælen, men døde dagen efter som følge af kvæstelser fra vold under sin tilbageholdelse. Herefter indgav ansøgeren og hendes svoger, [B], en klage hos politiet over sikkerhedstjenestens behandling af [A]. Efter klagen var blevet indgivet, oplevede ansøgeren tre til fire henvendelser på bopælen fra sikkerhedstjenesten, som forsøgte at true ansøgeren til at trække klagen tilbage. På baggrund af disse henvendelser flyttede ansøgeren i [starten af] 2015 hjem til sin familie. Her boede ansøgeren med sine børn, indtil de udrejste af Kuwait [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen både for så vidt angår identiteten og asylmotivet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for sin afgørelse, idet nævnet finder, at det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. For så vidt angår vurderingen af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at hun har afgivet forskellige oplysninger om sit navn og statsborgerskab til henholdsvis de græske og de danske myndigheder. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at hun opgav falske oplysninger til de græske myndigheder for at vildlede myndighederne med henblik på at komme videre fra Grækenland, men finder ikke, at denne forklaring kan føre til en anden vurdering. Ved vurderingen af ansøgerens identitet lægger Flygtningenævnet udover det anførte af Udlændingestyrelsen også vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror, [C], har forklaret forskelligt om, hvorvidt de er registrerede bidoonere. Ansøgeren forklarede til sin oplysnings- og motiv-samtale [sommeren] 2006, at hun er registreret bidoon, og hun svarede bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt det var korrekt forstået, at hun ikke havde et sikkerhedskort, selv om hun var registreret bidoon. Til sin asylsamtale [sommeren] 2017 forklarede [C] derimod, at han har været uregistreret bidoon, og at ingen af hans familiemedlemmer har været registrerede bidoonere. Ansøgeren har henvist til, at hendes brødre [C] og [D] har fremlagt kopier af dokumenter, der skulle støttes deres påstand om, at de skulle være statsløse bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte dokumenter kan føre til en anden vurdering henset dels til tidspunktet for deres fremkomst og den omstændighed, at der – på nær et dokument, der fremstår som et originalt dokument – er tale om kopier, dels baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hun fik lavet falske pas til brug for udrejsen af Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid også foreligger oplysninger i sagen, der peger i retning af, at ansøgerens forklaringer om at være fra Kuwait kan være korrekte, herunder en sproganalyse, der konkluderer, at hendes sprog er foreneligt med, at hun er fra Kuwait, ligesom ansøgeren under undersøgelsen har svaret korrekt på en række spørgsmål om Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikker, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren reelt er bidoonere fra Kuwait. For så vidt angår vurderingen af ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet yderligere vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende for nævnet. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår ansøgeren blev anholdt af myndighederne. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen [sommeren] 2017, at ansøgerens ægtefælle blev anholdt af myndighederne [i starten af] 2014. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev anholdt to dage efter demonstrationen – [i starten af] 2014. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvornår ansøgerens ægtefælle blev løsladt. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen [sommeren] 2017, at ægtefællen blev løsladt efter seks til syv dages tilbageholdelse. For nævnet forklarede ansøgeren, at ægtefællen blev løsladt efter tre dages tilbageholdelse. Yderligere har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår hun og ægtefællens bror, [B] indgav anmeldelsen til politiet. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen, at de indgav anmeldelsen fire til fem dage efter ægtefællens dødsfald. For nævnet har ansøgeren forklaret, at de indgav anmeldelse syv til ti dage efter ægtefællens dødsfald. Videre har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt hun så myndighederne, når de opsøgte hendes forældres bopæl. For nævnet har hun forklaret, at hun ikke så nogen myndighedspersoner, idet hun var lukket inde i et værelse, mens hun opholdt sig hos sine forældre. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at man kunne se personernes ansigter, de gange hun så dem, og at hun én gang så personernes ansigter. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring på divergensen - at hun mener, at hun forklarede til asylsamtalen, at hun så personerne, da de opsøgte hendes og ægtefællens bopæl - har fremstået konstrueret og afglidende, hvorfor forklaringen på divergensen ikke kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til andre lande (herunder Irak), da ansøgeren selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/46/GJEY
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den angivelig statsløse bidooner fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk bidoon (statsløs) og shiamuslim af religiøs trosretning fra […] Suleibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive udsat for vold eller slået ihjel af politiet, da de ikke kan lide bidoonere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke havde det godt i Kuwait, idet to til tre politibetjente ofte stormede hans hjem og udsatte ham for vold. Politiet opsøgte ansøgerens bopæl en til flere gange om ugen. Ansøgeren og hans far forsøgte at spørge betjentene, hvorfor de slog ansøgeren, men fik intet svar. Ansøgeren udrejste af Kuwait på en ukendt dato med fly. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget højde for, at ansøgeren efter det oplyste er analfabet og beskrives som ikke alderssvarende. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han er statsløse bidooner fra Kuwait, eller at ansøgeren risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder. Flygtningenævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring om sin opvækst og herkomst til grund, idet ansøgeren har forklaret forskelligt om flere centrale forhold, lige som han på væsentlige punkter har forklaret anderledes end sine forældre, hvis ansøgning om asyl er behandlet samtidig med ansøgerens ansøgning. Således har ansøgeren forklaret, at han og hans familie aldrig har opholdt sig i andre lande end Kuwait, før de kom til Danmark, mens det fremgår af sagen, at ansøgerens mor og bror i juli 2015 har ansøgt om visum til Sverige fra Iran ved brug af irakiske pas. Ansøgeren har endvidere benægtet at have været i Grækenland, selvom det af sagen fremgår, at han har fået optaget fingeraftryk i Grækenland i november 2015. Ansøgerens forældre har herom først benægtet at have været i Grækenland, og først under nævnsmødet har de forklaret, at de var i Grækenland på vej til Danmark. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hans forældre alene er forældre til ansøgeren og hans bror, mens forældrene har forklaret, at de tillige har yderligere to sønner og tre døtre. Ansøgeren har endvidere forklaret, at familien i Kuwait ikke havde dyr, hvorimod ansøgerens far har forklaret, at familien havde dyr, som blev solgt for at få penge til billetter. Der henvises i det hele til afgørelsen af forældrenes sag. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/45/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende de angivelige statsløse bidoonere samt et barn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske bidoonere (statsløse) fra Kuwait og shiamuslimer af religiøs trosretning fra [by], Fahwania, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, da de er bidoonere og er udrejst illegalt fra Kuwait. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at man som bidoon, der udrejser illegalt, risikerer at blive slået ihjel ved hjemkomsten til Kuwait. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev fyret fra sit arbejde, og at han har været fængslet i syv dage ad flere omgang som følge af at være bidoon og ikke at være i besiddelse af et id-kort. Ansøgeren blev tilfældigt anholdt, da han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ansøgeren har endelig oplyst, at man som bidoon i Kuwait ikke har nogen rettigheder, idet man hverken har adgang til arbejde, hospitaler eller uddannelse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ikke vil kunne klare sig uden sin ægtefælle, som er blevet anholdt nogle gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes søn [A] flere gange er blevet tilbageholdt af politiet. Ansøgeren har endelig oplyst, at man som bidoon ingen rettigheder har i Kuwait, idet man hverken får bolig eller penge til at leve for, ligesom børnene ikke kan gå i skole. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer taget højde for, at ansøgerne efter det oplyste er analfabeter. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait, eller at ansøgerne risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder. Nævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, fordi deres troværdighed er stærkt svækket navnlig af, at den kvindelige ansøger og den yngste søn i juli 2015 fra Iran har ansøgt om visum til Sverige ved brug af irakiske pas. I første omgang omtalte hverken den kvindelige eller den mandlige ansøger dette for de danske udlændingemyndigheder, før de blev konfronteret med, at oplysningen fremgår af sagen. Endvidere har såvel den kvindelige som den mandlige ansøger under de første samtaler med de danske udlændingemyndigheder benægtet, at de har fået optaget fingeraftryk i Grækenland en måned før deres indrejse i Danmark. De har derimod forklaret, at de er rejst med fly til Europa og derefter videre med bil til Danmark. Først under nævnsmødet har de forklaret, at de har været i Grækenland. Den kvindelige og den mandlige ansøger har i øvrigt afgivet indbyrdes forskellige forklaringer om disse forhold. Ansøgerne har endvidere på centrale punkter forklaret anderledes end deres ældste søn, hvis ansøgning om asyl er behandlet samtidig med ansøgernes ansøgning. Der henvises herom til afgørelsen af den ældste søns asylansøgning. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/44/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Al-Farwaniyah, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold, fordi han er bidoon (statsløs). Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han blev født på Al-Farwaniyah hospitalet i provinsen Al-Farwaniyah i Kuwait. Efter sin fødsel boede og opvoksede ansøgeren i Kabd uden for byen Sulaibiya. Her boede han sammen med sin familie, indtil han udrejste af Kuwait i 2015. Som bidoon (statsløs) i Kuwait kunne ansøgeren blandt andet ikke få lov til at gå i skole, komme på hospitalet eller få udstedt personlige dokumenter, heriblandt pas og ID-kort. Som følge af de dårlige kår i Kuwait udrejste ansøgeren illegalt af landet [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv, idet ansøgeren har forklaret usikkert, udbyggende og divergerende om en række væsentlige forhold. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret undvigende og uden detaljer på spørgsmål om hans daglige liv i Kabd, og ansøgeren kan f.eks. ikke huske navnet på byens eneste supermarked. Ansøgeren kan f.eks. heller ikke svare på, om der bor 50, 100 eller 1.000 mennesker i Kabd, men svarer blot, at der bor ”mange”. Endvidere har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen alene kunnet angive navnet på én af de aviser, som ansøgeren har solgt, mens han for Flygtningenævnet har kunnet navngive to aviser. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han havde solgt aviser i fem-seks år, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han solgte aviser i et til halvandet år, ligesom ansøgeren ikke for Flygtningenævnet har kunnet oplyse navnet på den person, som han fik aviserne fra. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at myndighederne kom til ansøgerens families bopæl, efter at ansøgerens brødre, [B] og [A], angiveligt skulle have deltaget i en demonstration, og at huset i den forbindelse blev ransaget. Ansøgeren har ikke kunnet svare på, om nogle af hans brødre efter demonstrationen blev tilbageholdt af politiet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at fire af hans brødre og halvbrødre fik problemer med myndighederne efter at have deltaget i et ukendt antal demonstrationer. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidooner i Kuwait efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/43/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kabd, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold, idet han som bidoon (statsløs) ikke har nogen rettigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter problemer med myndighederne som følge af, at hans brødre har deltaget i en demonstration. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han er født i Kabd, som hører under Jahra-provinsen i Kuwait, hvor han og familien levede som dyr, idet de havde meget få ressourcer og ingen rettigheder som bidooner. Ansøgeren har henvist til, at bidooner ikke kan få en uddannelse eller sundhedshjælp, at der ikke er retssikkerhed for bidooner, og at bidooner oplever generel diskrimination i Kuwait. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har haft svært ved at forklare nærmere om sin angivelige hjemby i Kuwait. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgerens bror, [A], til de græske myndigheder har oplyst et andet navn, og at han er fra Irak. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem af hans brødre, der deltog i en demonstration og derfor fik problemer med myndighederne i Kuwait, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen kunne navngive tre brødre ud over [A], der havde deltaget i demonstrationen, mens han for Flygtningenævnet ikke har kunnet forklare, hvilke af hans brødre – ud over [A] – der har deltaget i demonstrationen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens bror, [A], i sin sag under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke husker, om demonstrationen fandt sted i 1994 eller 2004, selvom han over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at demonstrationen fandt sted i 2014. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidooner i Kuwait efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/42/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Al-Farwaniyah, Kuwait. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Herudover har ansøgeren ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at bidooner i Kuwait ikke har nogen rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han den 18. februar 2014 deltog i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Ansøgeren blev anholdt af sikkerhedstjenesten ved demonstrationen, og ansøgeren var tilbageholdt frem til [vinteren] 2014. Ansøgeren blev løsladt ved at underskrive et dokument, hvoraf det blandt andet fremgik, at han ikke måtte deltage i yderligere demonstrationer. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række væsentlige forhold. Ansøgeren har til de græske myndigheder således oplyst et andet navn, og at han var fra Irak. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han opgav falsk identitet til de græske myndigheder for at få lov til at rejse videre, kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han opgav sit rigtige navn til de græske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han er usikker på, hvornår demonstrationen for bidooners rettigheder fandt sted, idet han var i tvivl om, hvorvidt det var i 1994 eller 2004, men at det i hvert fald var længe inden hans udrejse i 2015, selv om han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at demonstrationen fandt sted i 2014. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet han under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han var tilbageholdt i fem-seks dage, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i en måned. Ansøgerens forklaring om, at han har hukommelsesproblemer på grund af sin flugt over havet kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren meget præcist har kunnet angive årstal for andre vigtige begivenheder i ansøgerens liv. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De fremlagte dokumenter kan ikke føre til en anden vurdering, og der er ikke grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidooner i Kuwait efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/41/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, monoteist af trosretning og statsløs (bidoon) fra […], Al Ahmadi-provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som biseksuel frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, hvis han skal vende tilbage til Kuwait, da myndighederne har set ham have seksuelt samvær med en anden mand. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel på grund af sin seksuelle observans af den ekstreme muslimske gruppe al-Waqaf al-Sunni al-Kuwaiti, som er tæt knyttet til den kuwaitiske stat. Ansøgeren frygter også, at hans familie vil slå hånden af ham og hans ægtefælle begære skilsmisse, hvis de får kendskab til hans seksuelle observans. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoons i Kuwait. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i en alder af seks år blev bevidst om, at han også var til mænd. Ansøgerens første fysiske kontakt med drenge bestod i berøringer under bruseren i en svømmehal, og da han var 6-7 år, havde han også seksuel kontakt med tre af sine fætre i forbindelse med overnatning på fætrenes bopæle. I 1993 blev ansøgerens families bopæl beskadiget på grund af krigen mellem Kuwait og Irak, og ansøgeren flyttede ind hos sin fars gode venindes familie. Ansøgeren kendte familiens søn, [S], fra svømning og fra deres fritidsklub. Den første nat hos familien havde ansøgeren og [S] samleje på ansøgerens initiativ, og ansøgeren og [S] fortsatte med at have seksuelt samvær indtil ansøgerens udrejse af Kuwait. I 2011 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og ansøgerens ægtefælle flyttede ind hos [S]s familie. I 2014 begyndte ansøgeren at arbejde for en kuwaitisk mand ved navn [K], som han samtidig indledte et seksuelt forhold til. [En dag i efteråret] 2015 havde ansøgeren og [K] seksuelt samvær i [K]s værksted. Mens ansøgeren og [K] havde seksuelt samvær, blev døren sparket ind af tre personer i civilt tøj med våben. Ansøgeren og [K] blev anholdt og fik holdt deres hænder på ryggen, mens de blev ført ud mod myndighedernes bil, men i modsætning til [K], der blev sat ind i myndighedernes bil, lykkedes det ansøgeren at flygte fra myndighederne. Ansøgeren tog herefter hen til sin fars bopæl, hvor han sagde til sin far, at myndighederne havde opdaget, at han arbejdede illegalt. Ansøgeren opholdt sig hos sin far frem til [en dag i efteråret] 2015, hvorefter han udrejste fra Kuwait til Tyrkiet med fly. Flygtningenævnets flertal finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at de ungarske myndigheder [i efteråret] 2015 registrerede, at ansøgeren i Ungarn søgte asyl som irakisk statsborger under et andet navn og fødselsdato. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han, mens han opholdt sig i Danmark, er kommet i besiddelse af sin vielsesattest, er usandsynlig og utroværdig. Flertallet finder det således usandsynligt, at ansøgerens fætter, der er rejst fra Danmark til Frankrig efter at have fået afslag på asyl i Danmark, ved tilfældigt at have spurgt sig for ved kuwaitiske turister i Frankrig, har kunnet skaffe ansøgerens vielsesattest, der angiveligt befandt sig hos familiens advokat i Kuwait. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række andre dokumenter vedrørende sin identitet, kan på den baggrund og efter baggrundsoplysningerne om adgangen til falske dokumenter efter flertallets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Det samlede Flygtningenævn kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring, der angår hans biseksualitet, til grund. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 som asylmotiv alene henviste til de generelle forhold for bidoons i Kuwait, selv om den flugtudløsende hændelse ifølge ansøgerens senere forklaring var, at myndighederne havde set ham have samleje med en mand. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren herom. Endvidere er ansøgerens forklaring om, hvordan han flygtede fra myndighederne, selv om der var tre bevæbnede mænd ganske tæt på ham, og at han derefter tog en taxa hjem til sin fars adresse, uden at myndighedspersonerne fulgte efter ham eller straks opsøgte ham, usandsynlig og utroværdig. Det forhold, at ansøgeren siden [efteråret] 2017 har været aktiv i LGBT Asylum, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren først er blevet aktiv i LGBT Asylum efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ham afslag på asyl. Sammenfattede finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidoons i Kuwait ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/40/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber, shiamuslim og statsløs (bidoon) fra Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration for statsløse bidooners rettigheder [i vinteren] 2014 i Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet, fordi han deltog i demonstrationen i 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration for statsløse bidooners rettigheder i bydelen […] i Kuwait. Demonstrationen blev opløst af politiet, som anvendte tåregas og vandkanoner, og ansøgeren blev i den forbindelse pågrebet af civilklædt politi. Ansøgeren blev ført ind i en bil og kørt væk med bind for øjnene. Han blev bragt til en celle, hvor han var tilbageholdt i ni til ti dage, indtil han blev løsladt. Under tilbageholdelsen blev han afhørt. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i et værelse ved siden af en kvægfarm, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Kuwait i 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om visse forhold vedrørende sin angivelige deltagelse i en demonstration [i vinteren] 2014, ligesom hans forklaring om bl.a. demonstrationens forløb ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger om den pågældende demonstration, som nævnet er i besiddelse af. Ansøgeren har om sin deltagelse i demonstrationen forklaret, at han i forbindelse hermed blev pågrebet af politiet og tilbageholdt i 9-10 dage, hvorefter han blev løsladt. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur i form af slag og spark. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren ifølge referatet, at han efter løsladelsen blev kørt tilbage til bydelen […], hvor demonstrationen fandt sted, mens han under asylsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han er sikker på, at han ved løsladelsen blev kørt tilbage til […]. For nævnet har ansøgeren ændret forklaring igen og oplyst, at han nu er sikker på, at han blev kørt til […]. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt om, hvornår han i forbindelse med tilbageholdelsen fik bind for øjnene, og om hvorvidt han efter løsladelsen kunne fortsætte med at arbejde. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at der deltog omkring 200 til 400 demonstranter i demonstrationen, ligesom han over for udlændingemyndighederne har forklaret, at der ikke blev holdt taler, hvilke oplysninger afviger væsentligt fra oplysninger om demonstrationen, som fremgår af en artikel i Al Akhbar fra den 21. marts 2014 (”Kuwait, Security crackdown on Bedoon community renews tensions”), hvori det beskrives, at der blev holdt tale af Abdullah Atallah foran en mindre forsamling af demonstranter (”… small group of protesters.”). Oplysningerne i artiklen om demonstrationens forløb og antallet af deltagere understøttes af en YouTube video offentliggjort den 19. februar 2014, som ansøgeren har forevist for nævnet, og som han har forklaret var den demonstration, han deltog i. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i en demonstration [i vinteren] 2014, og at han som følge heraf blev tilbageholdt og udsat for overgreb. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det under disse omstændigheder ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af ansøgerens oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse. Når nævnet ikke har fundet dette påkrævet, skyldes det, at nævnet allerede på det foreliggende grundlag finder det helt ubetænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold for bidooner i Kuwait kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/4/CMA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold i landet, fordi han er statsløs bidoon. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt af landet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til det samme asylmotiv som den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for repressalier af myndighederne, fordi hendes far og svigerfar har deltaget i demonstrationer. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de er statsløse bidoons født og opvokset i Kuwait. [I slutningen af 2013] blev den kvindelige ansøgers far tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder under en demonstration. Den kvindelige ansøgers far blev løsladt efter tre dage, fordi han underskrev en erklæring. Herefter blev deres bopæl opsøgt løbende. [I starten af 2014] blev den mandlige ansøgers far tilbageholdt af myndighederne under en demonstration. Den mandlige ansøgers far blev løsladt samme dag. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgernes forklaring om deres identitet eller om deres asylmotiv i øvrigt til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på bl.a., at flere af ansøgernes familiemedlemmer i Grækenland er registreret som irakiske statsborgere, og ansøgernes forklaring om, at de pågældende var nødt til at lade sig registrere som syrere eller irakere for at kunne rejse videre fra Grækenland er ikke troværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne i meget begrænset omfang har kunnet forklare om deres levevilkår og om den by, hvor de angiveligt har boet. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der var deres nabo. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende om deres fædres deltagelse i demonstrationer. Den mandlige ansøger har således først under den anden samtale i Udlændingestyrelsen forklaret herom. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hendes og hendes forældres bopæl blev opsøgt første gang af myndighederne, efter at hendes far havde været tilbageholdt, ligesom hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hun var til stede, da myndighederne opsøgte dem anden gang. Det bemærkes endvidere, at ansøgernes forklaring om finansieringen af udrejsen forekommer usandsynlig. Ansøgerne har ikke oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at den foretagne sprogtest ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/37/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, angiveligt statsløse bidoonere fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske bidoons og shia-muslimer fra al Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive straffet af de kuwaitiske myndigheder, idet han er udrejst illegalt af landet. Han har videre henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han og hans familie ikke havde nogen rettigheder i Kuwait, herunder adgang til uddannelse, sundhedsvæsen og arbejdsmarked. Derudover kunne ansøgeren som bidoon ikke få udstedt officielle identitetsdokumenter. Omkring et år forinden sin udrejse begyndte ansøgeren at arbejde illegalt. I den forbindelse blev han anholdt og tilbageholdt fire gange på grund af ulovlig beskæftigelse. Under den anden og tredje tilbageholdelse – der hver var af en uges varighed eller længere – var han udsat for fysiske overgreb i form af slag med stok, bælte og hænder, typisk to eller tre gange dagligt. Under den fjerde tilbageholdelse, der formentlig var af 40 dages varighed, var han udsat for mere omfattende fysiske overgreb end tidligere. Han blev blandt andet slået i ryggen og placeret ved et bord, hvor han skulle lægge hovedet ned, således at han blev slået i hoved og baghoved, hver kan han kom til at løfte dette. I forbindelse med, at han blev løsladt efter de enkelte tilbageholdelser, blev han af myndighederne advaret om, at han ikke måtte arbejde. Ansøgeren og hans familie udrejste illegalt af Kuwait i [efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og har til støtte herfor forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes mand vil blive henrettet af de kuwaitiske myndigheder, idet han tidligere er blevet anholdt på grund af ulovligt arbejde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet, herunder nationalitet, og deres asylmotiv til grund. Den mandlige ansøger er i forbindelse med en asylansøgning i 2010 i Østrig blevet registreret med et andet navn og en anden fødselsdato og som irakisk statsborger. Hans forklaring om, at han dengang blot angav falsk identitet – fordi han af personer i Østrig fik oplyst, at han som bidoon ikke havde mulighed for at opnå opholdstilladelse – findes ikke troværdig. Han har således for Flygtningenævnet først forklaret, at han købte en anden identitet for at skaffe sig opholdstilladelse, som han viste til myndighederne. Foreholdt at der ifølge oplysning fra de østrigske myndigheder ikke forelå identitetspapirer ved ansøgningen, har han imidlertid forklaret, at han selv fandt på den opgivne identitet, og at han først efterfølgende fik lavet et identitetskort, der svarede til de oplysninger, han havde opgivet til myndighederne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om forholdene i Kuwait, blandt andet det sted, han angiveligt boede og havde levet hele sit liv, samt nærområdet hertil, har været præget af endog betydelig usikkerhed og på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende vedrørende centrale, herunder om tilbageholdelserne af den mandlige ansøger, hvornår ansøgerne udrejste af Kuwait, og hvornår de besluttede at rejse til Danmark. De foreliggende helbredsoplysninger vedrørende den mandlige ansøger findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/36/AZU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive afhørt og fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration, samt fordi han har været udrejst af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han den 26. februar 2011 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder sammen med sin far. Ansøgerens far, der tidligere havde deltaget i lignende demonstrationer, blev under demonstrationen den 26. februar 2011 slået. Senere samme dag blev ansøgerens far opsøgt på familiens bopæl, hvor han underskrev en erklæring om ikke at deltage i yderligere demonstrationer. Kort tid efter døde ansøgerens far af en blodprop. I sommeren 2011 rejste ansøgeren til Jordan, fordi han var nervøs på grund af sin deltagelse i demonstrationen og dermed frygtede politiet, og fordi han som bidoon ikke havde nogen rettigheder i Kuwait. Efter omkring fem års ulovligt ophold i Jordan rejste ansøgeren til Danmark. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait, idet ansøgerens forklaring herom ikke er troværdig. Ansøgeren har således forklaret uoverensstemmende om bl.a. sit navn og nationale tilhørsforhold. Ifølge oplysninger fra de græske myndigheder angav ansøgeren ved indrejsen til Grækenland, at han var fra Irak med navnet [A]. Ved indrejsen til Danmark den 21. januar 2016 oplyste ansøgeren, at hans navn var [B], og at han var født i Ramadi i Irak. Først senere oplyste ansøgeren sit navn som [ansøgerens navn], og at han var bidoon fra Kuwait. Efter sine egne oplysninger til politiet i Danmark blev ansøgeren gift i Irak med en dansk kvinde, der oprindeligt kommer fra Irak. Over for Udlændingestyrelsen og for nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at vielsen fandt sted i Jordan. Også om tidspunktet for vielsen har ansøgeren forklaret helt forskelligt fra det, som hans ægtefælle har anført i ansøgningen om tilladelse til privat indkvartering hos ægtefælle, idet det fremgår af denne, at ægteskabet blev indgået den 15. marts 2015, mens ansøgeren flere gange har forklaret, at det blev indgået i juni 2014. Hertil kommer, at ansøgerens viden om Kuwait også har vist sig at være ret begrænset. Ansøgerens generelle troværdighed er i øvrigt belastet af, at han har forklaret ret åbenlyst udbyggende og utroværdigt om, hvorvidt han deltog i en demonstration i Kuwait i februar 2011, idet han til oplysnings- og motivsamtalen flere gange oplyste, at dette ikke var tilfældet, mens han til asylsamtalen den 5. maj 2017 og for nævnet har oplyst, at han deltog. Nævnet tiltræder på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait, hvorfor ansøgerens asylmotiv ligeledes må tilsidesættes. Nævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at selvom ansøgerens forklaring om sin identitet kunne lægges til grund, så ville det, som ansøgeren har anført om sin deltagelse i en demonstration i februar 2011 – allerede henset til at hans deltagelse ikke var kendt af myndighederne – og om de generelle forhold for bidooner i Kuwait eller om hans ulovlige indrejse, ikke føre til, at han kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da ansøgeren har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndigheder eller andre i andre lande, herunder Irak og Jordan, vil ansøgeren kunne hjemsendes uden risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/32/TPS
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait, samt hendes mindreårige barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er statsløs (bidoon) fra Kuwait og shia-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes far har deltaget i en demonstration, og fordi ansøgeren er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har om sin fars konflikt oplyst, at han deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder [i vinteren 2013], i hvilken forbindelse han blev anholdt og tilbageholdt i tre dage. Nogle måneder efter demonstrationen opsøgte myndighederne familiens bopæl første gang. Bopælen blev efterfølgende opsøgt i alt seks til otte gange med omkring tre til fire måneders mellemrum frem til familiens udrejse. Flygtningenævnet har i dag afgjort ansøgerens forældres sager med følgende begrundelse: ”Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter er indbyrdes divergerende og tillige divergerende fra forklaringerne fra ansøgernes døtre, [ansøgeren] og [B]. Endvidere forekommer forklaringerne på nogle punkter usandsynlige. Der er således forklaret divergerende om blandt andet antallet af myndighedsbesøg på bopælen, om antallet af ransagninger i den forbindelse og om omfang og art af voldsudøvelse mod den mandlige ansøger. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt der skulle skaffes nye fotos til passene, samt om omstændighederne omkring et møde med adskillige familiemedlemmer i Østrig og om den videre afrejse derfra. Efter oplysningerne om familiens indtægtsforhold forekommer forklaringerne om finansieringen af familiens samlede udrejse mindre sandsynlige. Det bemærkes endvidere, at familien i Kuwait efter egne forklaringer har haft rimelige levevilkår, herunder haft adgang til at skaffe sundhedsydelser mod betaling, ligesom det har været muligt at opholde sig på bopælen i mere end et halvt år efter den mandlige ansøgers angivelige deltagelse i en demonstration. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” Da ansøgerens asylmotiv primært vedrører det af faren angivne, finder Flygtningenævnet heller ikke, at denne ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det af ansøgeren oplyste vedrørende hendes helbred og behov for lægebehandling kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende ansøgeren tilbage til hjemlandet som følge af hendes helbredmæssige forhold ikke hører under Flygtningenævnets kompetence i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2, men hører under Udlændinge- og Integrationsministerens kompetence efter udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/31/MAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et angiveligt statsløst (bidoonere) ægtepar fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er statsløse (bidoonere) og shia-muslimer fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at den mandlige ansøger vil blive fængslet og tortureret af de kuwaitiske myndigheder, idet han har været fængslet for at deltage i en demonstration. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med de kuwaitiske myndigheder oplyst, at han [i slutningen af 2013] deltog i en demonstration på Huriya-pladsen i Teima, Jahra. Ansøgeren var herefter fængslet i tre dage, inden han blev løsladt mod at han underskrev nogle blanke papirer. Nogle måneder efter ansøgerens løsladelse opsøgte de kuwaitiske myndigheder ansøgerens bopæl. De ransagede bopælen og slog ansøgeren, mens de beskyldte ham for at være medvirkende til ulovlige demonstrationer. Ansøgeren udrejste derfor af Kuwait i efteråret 2015. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter er indbyrdes divergerende og tillige divergerende fra forklaringerne fra ansøgernes døtre, [A] og [B]. Endvidere forekommer forklaringerne på nogle punkter usandsynlige. Der er således forklaret divergerende om blandt andet antallet af myndighedsbesøg på bopælen, om antallet af ransagninger i den forbindelse og om omfang og art af voldsudøvelse mod den mandlige ansøger. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt der skulle skaffes nye fotos til passene, samt om omstændighederne omkring et møde med adskillige familiemedlemmer i Østrig og om den videre afrejse derfra. Efter oplysningerne om familiens indtægtsforhold forekommer forklaringerne om finansieringen af familiens samlede udrejse mindre sandsynlige. Det bemærkes endvidere, at familien i Kuwait efter egne forklaringer har haft rimelige levevilkår, herunder haft adgang til at skaffe sundhedsydelser mod betaling, ligesom det har været muligt at opholde sig på bopælen i mere end et halvt år efter den mandlige ansøgers angivelige deltagelse i en demonstration. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/30/MAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shia-muslim fra [byen A], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold i landet, idet han er bidoon (statsløs) og dermed ikke har nogen rettigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb af de kuwaitiske myndigheder, fordi han ikke har samarbejdet med myndighederne, samt fordi han er udrejst illegalt af Kuwait og har været ude af landet i en længere periode. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født og har opholdt sig i Kuwait som bidoon (statsløs) hele sit liv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i [en nærmere angiven periode sommeren] 2015 foretog en razzia på ansøgerens arbejdsplads, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt den efterfølgende dag, fordi han indvilgede i at samarbejde med myndighederne om at angive andre bidoonere (statsløse), som deltog i demonstrationer. Ansøgeren udrejste illegalt [i efteråret] med fly fra Kuwaits lufthavn til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin indrejse i Ungarn er registreret med en anden nationalitet, et andet navn og en anden fødedato, end han er registreret med hos de danske myndigheder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 forklaret, at han frygter at vende tilbage til Kuwait på grund af de generelle forhold for statsløse bidoons, herunder at hans ægtefælle ikke kan blive behandlet for barnløshed. Under de senere samtaler i Udlændingestyrelsen og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han frygter at blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb som følge af, at han ikke har samarbejdet med de kuwaitiske myndigheder efter en anholdelse [i sommeren] 2015 og som følge af, at han er udrejst illegalt af Kuwait. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret utroværdig og usammenhængende om, hvordan han finansierede udrejsen fra Kuwait. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Nævnet finder anledning til at bemærke, at selv om nævnet havde kunnet lægge til grund, at ansøgeren – som forklaret af ham – er bidooner fra Kuwait, så ville en vurdering af asylmotivet ikke kunne føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Ansøgerens forklaring om sin konflikt med de kuwaitiske myndigheder kan ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom under sin anden samtale i Udlændingestyrelsen, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at myndighederne ville have ansøgeren til at give oplysninger om demonstrationer i det nordlige Kuwait, idet ansøgeren angiveligt selv boede i den sydlige del. Ansøgeren havde ifølge sin forklaring fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme og elektricitet. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren havde arbejde, og at det på trods af en begrænset økonomi har været muligt for ham at opspare et større beløb med henblik på at finansiere familiens udrejse af Kuwait. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait, kan dette ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af sin illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgerne i forhold til andre lande, da ansøgeren selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/3/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der oplyste at være bidoon (statsløs) fra Kuwait.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøger har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra Tayma, Al-Jahra, Kuwait, etnisk araber og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som bidoon ikke har nogle rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han cirka et år før sin udrejse af Kuwait i [efteråret]2015 sammen med sin far, bror, og farens ven deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Faren blev anholdt, mens det lykkedes for ansøgeren, broren og farens ven at flygte. Ansøgeren opholdt sig hos farens ven, indtil han og farens ven udrejste sammen. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afslag af […]2017, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet skal yderligere vedrørende ansøgerens troværdighed fremhæve, at ansøgeren også for nævnet kun i begrænset omfang har kunnet forklare om den by, hvor han angiveligt har boet hel sit liv. Videre skal Flygtningenævnet fremhæve, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev ramt af de sten, som myndighederne angiveligt kastede. Til asylsamtalen den […]2016 har ansøgeren forklaret, at han blev ramt af en sten. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev ramt af en sten. Endvidere skal Flygtningenævnet fremhæve, at ansøgeren til gensamtalen den […]2017 har afgivet udbyggende og usammenhængende forklaringer om sit arbejde som vandmelonsælger, om årsagen til at han kunne være i sikkerhed hos [farens ven], og om, hvor [farens ven]boede i forhold til ansøgerens bopæl. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem 2018/3 /MNR
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angivelig statsløs bidoon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt statsløs (bidoon) og sunni-muslim fra Taima, Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive fængslet, fordi han har deltaget i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Kuwait som statsløs (bidoon). [I begyndelsen af] 2014 deltog ansøgeren i en demonstration i blok to af bydelen Taima i Kuwait. Ansøgeren og de i alt 200 andre demonstranter råbte slogans og viftede med det kuwaitiske flag. Politiet opløste på et tidspunkt demonstrationen, og ansøgeren blev i den forbindelse slået bevidstløs. Da ansøgeren vågende igen, var han hos politiet, hvor han blev tilbageholdt i 21 dage, indtil han blev løsladt. Efterfølgende har myndighederne været på besøg på ansøgerens bopæl flere gange, hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende både om sin identitet og sit asylmotiv. Ansøgeren har således hos de græske myndigheder været registreret som irakisk statsborger under navnet [A], mens han til de danske myndigheder har oplyst at være statsløs (bidoon) fra Kuwait under navnet [B]. Nævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har opholdt sig i Kuwait. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft konflikter i Kuwait, som har nødvendiggjort hans udrejse. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv, herunder hvorvidt han har været udsat for fysisk vold under sin tilbageholdelse samt antallet af henvendelser fra myndighedernes side samt tidspunkter for, hvornår disse fandt sted. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at det ikke kan anses for troværdigt, at ansøgerens fars kuwaitiske ven, som ansøgeren kun har mødt en enkelt gang, og som ansøgeren aldrig har set sammen med sin far, skulle have finansieret ansøgerens udrejse, assisteret med fremskaffelse af falske dokumenter og eskorteret ansøgeren ud af Kuwait, når henses den betydelige risiko, han derved udsatte sig selv for, og når henses til, at den pågældende ikke i øvrigt har hjulpet ansøgerens familie i deres dagligdag. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i hen mod et år på bopælen efter den angiveligt sidste henvendelse fra myndighederne side og indtil sin udrejse. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/29/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt statsløs bidoon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra al-Farwaniyah, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han har deltaget i seks større organiserede demonstrationer for bidooners rettigheder og et ukendt antal mindre demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs (bidoon), frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af sikkerhedspolitiet, fordi han har deltaget i flere demonstrationer for bidooners rettigheder, fordi han har udtalt sig til en avisartikel i Danmark, og fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Han frygter endvidere de generelle forhold for statsløse (bidoons) i Kuwait. Ansøgeren har forud for behandlingen i Flygtningenævnet til støtte herfor oplyst, at han har levet som registreret bidoon frem til 2001, hvor myndighederne nægtede at forlænge hans registrering. Hele sit liv har han boet sammen med sine forældre, sine tre brødre og sin søster. Hans familie havde økonomiske problemer, da de ikke havde ret til at arbejde i Kuwait. Ansøgerens far arbejdede illegalt som dyrepasser hos [A], men ofte havde de ikke råd til at betale for elektricitet eller husleje. Ansøgeren gik i skole i otte år, hvorefter han blev smidt ud. Han begyndte derefter at arbejde illegalt som gadesælger. I 2011 begyndte han at deltage i demonstrationer for bidooners rettigheder. I perioden fra 2011 til 2015 deltog han i seks organiserede demonstrationer og et ukendt antal mindre demonstrationer. [I efteråret] 2015 deltog han i en mindre demonstration ved politistationen i Ahmadi. I forbindelse med demonstrationen blev han udsat for fysiske overgreb, og han blev anholdt og fængslet. Han var tilbageholdt i omkring én måned, hvorefter han blev løsladt. Betingelsen for hans løsladelse var, at han underskrev en erklæring om, at han ville samarbejde med sikkerhedspolitiet, og at han ville angive de personer, der planlagde fremtidige demonstrationer. Efter sin løsladelse gemte ansøgeren sig hos [A]. [A] arrangerede og betalte ansøgerens udrejse, og [i slutningen af] 2015 udrejste ansøgeren af Kuwait via lufthavnen med et falsk pas. [I begyndelsen af] 2016 blev der trykt en artikel i Berlingske om flygtninge i Danmark. Ansøgerens fornavn og billede fremgik af artiklen. I [foråret] 2016 blev hans familie opsøgt og udspurgt om, hvordan ansøgeren havde forladt Kuwait, og hvorfor han udtalte sig negativt om Kuwait, da det satte landet i et dårligt lys. Ansøgeren har fået at vide, at hans familie efterfølgende er blevet opsøgt mindst to gange. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at [A] var en nær ven af ansøgerens far igennem 20 år. Ligeledes har ansøgeren under nævnsbehandlingen oplyst, at agenten søgte om visum til Frankrig og Grækenland i august, fordi ansøgeren på daværende tidspunkt ligeledes ønskede at udrejse på grund af de generelle forhold for statsløse (bidoons). Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Nævnet bemærker, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til en bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Det følger heraf, at en ansøger må sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Nævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han har boet i Kuwait. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsløs (bidoon). Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren [i sommeren] 2015 har søgt om visum til Frankrig som iransk statsborger, og han ligeledes har søgt om visum til Grækenland som iransk statsborger [senere på sommeren] 2015. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at han aldrig har søgt visum til nogen lande, mens han under nævnsbehandlingen – foreholdt at iranske pas indeholder billeder og fingeraftryk – har forklaret, at han har søgt om visum, men at han ikke mente, at det havde nogen betydning. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit navn, fødselsdato og statsborgerskab. Til de græske myndigheder er ansøgeren ved sin indrejse [i slutningen af] 2015 blevet registreret som irakisk statsborger under navnet [B], hvorimod han til de danske myndigheder har oplyst, at han er statsløs (bidoon) fra Kuwait, og at hans navn er [C]. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine konflikter i Kuwait. I asylansøgningsskemaet fra [slutningen af] 2015 har ansøgeren alene henvist til de generelle forhold for statsløse (bidoons), hvorefter ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og i nævnet har forklaret, at han deltog i demonstrationer senest i [efteråret] 2015, hvorefter han var nødt til at flygte. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at ansøgeren under nævnsbehandlingen, foreholdt at hans agent har søgt om visum i [sommeren] 2015, har oplyst, at han på daværende tidspunkt havde tanker om udrejse på grund af de generelle forhold. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han finansierede sin udrejse, fremstår usandsynlig set i lyset af, at [A] skulle være villig til at påtage sig risikoen og udgifterne ved udrejsen. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret udbyggende om sin fars relation til [A]. Ansøgeren har først under nævnsbehandlingen forklaret, at [A] og hans far gennem en årerække var nære venner. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen har indleveret en avisartikel fra Berlingske, hvorved bemærkes, at nævnet forkaster ansøgerens forklaring om sin identitet og episoden, der angiveligt førte til ansøgerens udrejse, som utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/28/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være bidoon fra [S], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har sammen med sin bror deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder [i vinteren] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og broren i forbindelse med demonstrationen [i vinteren] 2014 blev anholdt af sikkerhedstjenesten. Han blev løsladt [en uge senere]. Han blev under fængslingen udsat for overgreb. Ansøgeren blev løsladt, da han underskrev et stykke papir, som han ikke vidste, hvad omhandlede. Han fik efterfølgende at vide af politiet, at han havde underskrevet mod regeringen. Da ansøgeren kom hjem fortalte han sine forældre, at han var blevet anholdt af sikkerhedstjenesten. Ansøgerens far besluttede, at ansøgeren skulle afsted med det samme, fordi han var efterlyst af sikkerhedstjenesten, og ansøgeren flyttede til [J], hvor han boede hos en kuwaitisk mand, [A]. Han boede i [J] i omkring et år, inden han udrejste. Imens ansøgeren opholdt sig i [J], blev hans forældres bopæl flere gange opsøgt af sikkerhedstjenesten, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Kuwait, fordi [A] fortalte ansøgeren, at han måtte udrejse, fordi han var eftersøgt. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hverken vedrørende hans identitet eller hans asylmotiv i øvrigt, idet forklaringen på en række centrale punkter er divergerende og utroværdig. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udvist meget ringe kendskab til det boligområde i [S], hvor han angiveligt skulle have boet, indtil han var ca. 13 år. Ansøgeren har endvidere under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har haft et telefonnummer til sin familie, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han efter sin udrejse af en mand fik udleveret en telefon med familiens telefonnummer, men at han siden har mistet telefonen. Ansøgeren har ikke kunnet give en sandsynlig og troværdig forklaring på, hvorfor han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 havde en irakisk kontakt i sin mobiltelefon, der var anført som ”mor”, og som han senest havde haft kontakt til [i foråret] 2017, selv om han vedholdende har forklaret, at han ikke har haft kontakt til sin egen mor siden sin udrejse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke kender den pågældende ”mors” rigtige navn, ligesom hans forklaring om, hvorfor den pågældende skulle have sendt et telefonnummer til ansøgeren, ligeledes er utroværdig. Yderligere har ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen først forklaret, at han aldrig har været på hospitalet, mens han senere under samtalen forklarede, at han havde været udsat for en bilpåkørsel, og at han efterfølgende var indlagt på sygehuset i nogle dage. Ansøgerens forklaring om de angivelige hændelser i forbindelse med en demonstration, da ansøgeren var ca. 13 år, og den efterfølgende anholdelse og tilbageholdelse af ham i 7 dage fremstår som udenadslære og ikke selvoplevet. Ansøgeren har også forklaret divergerende om en person ved navn [A], idet han først har beskrevet ham som fremmed, senere som sin fars arbejdsgiver, og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren været i tvivl om, hvorvidt [A] var hans fars arbejdsgiver, selv om ansøgeren i mere end 1 år boede hos ham. Endvidere er det påfaldende, at ansøgeren har kunnet anvende tre forskellige sociale medier, uden at det er lykkedes ham at opnå kontakt til familie eller venner i Kuwait. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der virker påfaldende, at ansøgeren på sin Facebook-profil har en kontakt med samme navn som ansøgerens brors, selvom ansøgeren siger, at det er tilfældigt og et helt almindeligt navn. Det forhold, at ansøgeren under sprogtesten har kunnet redegøre for faktuelle forhold i Kuwait og området omkring [S], kan - henset til ovenstående, herunder navnlig karakteren af divergenserne i ansøgerens forklaring - ikke føre til en ændret vurdering. Det er indgået i Flygtningenævnets bevisvurdering, at ansøgeren har oplyst, at han er analfabet og mindreårig, samt at hændelserne angiveligt har fundet sted for ca. 4 år siden, hvilket imidlertid ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/27/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, der havde oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk bidoon og shiamuslim fra [S], al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder [i vinteren] 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet på livstid og tortureret af de kuwaitiske myndigheder. I forbindelse med demonstrationen [i vinteren] 2011 blev begge hans forældre anholdt. Ansøgerens mor blev med hjælp fra ansøgerens onkel løsladt efter 30 dage. Nogle dage efter løsladelsen udrejste hun til [et europæisk land] sammen med ansøgerens bror, [B]. Ansøgerens far blev løsladt omkring ni måneder efter demonstrationen, og han kender ikke de nærmere omstændigheder i forbindelse med farens løsladelse. Ansøgeren, hans far og søskende opholdt sig i [J] i omkring halvandet til to år, inden de rejste videre til Jordan. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Jordan i omkring fire år. Ansøgeren forlod Jordan, fordi han havde et forhold til en pige, [P]. [P]s bror opdagede forholdet, hvorfor hun sagde til ansøgeren, at han skulle udrejse. Ansøgerens onkel skaffede ansøgeren et falsk, syrisk pas, som han benyttede i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hverken vedrørende hans identitet eller hans asylmotiv i øvrigt. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens identitet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udvist meget ringe kendskab til [S], hvor han angiveligt skulle have boet, indtil han var ca. 14 år, ligesom det fremgår af en sprogtest af ansøgeren, at den person, der foretog sprogtesten, har noteret, at ansøgeren ikke kunne redegøre for nogen information om Kuwait, selv om han blev bedt om det. Endvidere foreligger der en række divergerende oplysninger om hans familiemedlemmers statsborgerskab eller manglende statsborgerskab. Det forhold, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har fremlagt nye dokumenter i form en angivelig fødselsattest for en kusine og en anden attest vedrørende hans moster og kusine kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor og hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne, herunder hvorfor de er oversat til engelsk, når personerne opholder sig i Kuwait, ligesom ansøgeren ikke har kunnet oplyse sin mosters ægtefælles navn, selv om det fremgår af dokumenterne. Ansøgeren har endvidere vedrørende sin angivelige konflikt med myndighederne i Kuwait forklaret divergerende og usikkert på en række centrale punkter. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet for Flygtningenævnet ikke kunnet redegøre for, hvor længe hans mor – efter sin løsladelse – opholdt sig sammen med familien i [J], inden hun udrejste til [et europæisk land], selv om han tidligere under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun opholdt sig sammen med familien i fire dage. Ansøgeren har endvidere under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var hans kæreste, der skaffede ham et falsk syrisk pas, så han kunne udrejse af Jordan, mens han under den anden samtale har forklaret, at det var hans farbror, der skaffede passet. Yderligere har ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far – efter sin løsladelse – fortsatte med at sælge grøntsager på gaden ved blok 6, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans far ikke fortsatte sit arbejde og alene opholdt sig i ørkenen efter løsladelsen, og at det var farbroren, der forsørgede familien. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/26/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shiamuslim af trosretning fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon frygter at blive fængslet som følge af, at hans brødre, [A] og [B], har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror [A] deltog i en demonstration i 2013. Han blev efterfølgende fængslet og udrejste af Kuwait [primo] 2014. Ansøgerens bror [B] deltog i en demonstration i 2014. Han blev ligeledes fængslet og udrejste af Kuwait i [vinteren] 2015. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet de ønskede oplysninger om [A] og [B]. Ansøgeren blev løsladt efter syv dage. I [vinteren] 2015 blev ansøgeren på ny anholdt og afhørt om sine brødre. Ansøgeren var tilbageholdt i 10 til 14 dage. I denne periode blev ansøgerens og ansøgerens forældres bopæl opsøgt af de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren udrejste af Kuwait [ultimo] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han i asylansøgningsskemaet alene har angivet, at han søger asyl på grund af de svære forhold for bidoonere, mens han senere har forklaret, at han søger asyl, fordi myndighederne opsøger ham på grund hans brødres deltagelse i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Han har forklaret udbyggende og divergerende om den første anholdelse. Han har således først forklaret, at han blev anholdt, verbalt forulempet og lagt i håndjern, mens han efterfølgende har forklaret, at også blev udsat for fysiske overgreb og bundet med strips. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorfor familien ikke har fået kuwaitisk statsborgerskab, når hans far har arbejdet for militæret. Han har således først forklaret, at familien ikke fik kuwaitisk statsborgerskab, fordi faren og broren var registreret for ulovligt arbejdet, mens han under nævnsmødet forklarede, at han ikke vidste, hvorfor familien ikke var blevet kuwaitiske statsborgere, og at de ikke havde talt om dette. For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans personlige forhold, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens svarede upræcist og afglidende på spørgsmål herom, og at han demonstrerede en meget ringe viden om bidoonernes forhold og om sin egen families forhold, herunder også om sine brødres deltagelse i demonstrationer for bidooners rettigheder. Han svarede i den forbindelse også upræcist og afglidende på spørgsmål om sin ægtefælles facebook profil samt på spørgsmål om hendes interesse for irakiske temaer. Han svarede endvidere upræcist og afglidende på spørgsmål om sine brødres tilknytning til Irak. Han forklarede herunder udbyggende om, at hans brødre, efter de fik asyl i England, havde været i Irak. Uanset om ansøgeren er bidoon fra Kuwait bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait, kan dette ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/25/CABV
Nævnet stadfæstede marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shiamuslim af trosretning fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet på livstid af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder, og fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin far [primo] 2014 deltog i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren blev under demonstrationen anholdt og løsladt efter 10 til 12 dage. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet et dokument, der gjorde ham ansvarlig, såfremt der blev afholdt yderligere demonstrationer, uagtet om han selv deltog i disse. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af myndighederne på sin bopæl. Han blev opsøgt i alt syv gange, hvoraf den første henvendelse fandt sted omkring en måned efter ansøgerens løsladelse og senest omkring [foråret] 2015. Ansøgeren var på bopælen i forbindelse med de syv henvendelser, hvor myndighederne ransagede bopælen samt advarede ansøgeren om at deltage i flere demonstrationer. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Kuwait [efteråret] 2015. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ikke gav møde under nævnsmødet trods lovlig indkaldelse, og at han således ikke har afgivet forklaring for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om den demonstration, som han har angivet at have deltaget i, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om demonstrationen. Ansøgeren har således forklaret, at der ikke blev holdt taler ved demonstrationen samt, at der deltog 250-300 personer i demonstrationen. Det fremgår af artiklen. Kuwait: Security crackdown on Bedoon community renews tensions af Yazan al-Saadi fra mediet Al Akhbar af 21. Marts 2014, at der ved demonstrationen blev holdt taler af en person ved navn Abdullah Atallah foran en mindre forsamling demonstranter. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvornår han blev afhørt i forbindelse med tilbageholdelsen. Han har således først forklaret, at han blev afhørt få timer efter fængslingen, mens han senere har forklaret, at afhøringen først fandt sted den efterfølgende dag. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt der kom 7 personer eller 4 personer ved opsøgningerne på bopælen. Flygtningenævnet bemærker dertil, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke ved mere om bidoonere, demonstrationen eller sin fars interesse i bidooners kamp for rettigheder, såfremt han er profileret og asylbegrundende forfulgt som bidoon. Uanset om ansøgeren er bidoon fra Kuwait bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait, kan dette ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af sin illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og eventuelt kan blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/24/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er statsløse bidooner og shiamuslimer fra [et område i] Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet på livstid, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans familie vil blive kidnappet af en ukendt gruppe personer, som arbejder for staten. Endelig frygter han de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at bidoonere ikke har nogen rettigheder, hvor han kommer fra. Bidoonere har ikke mulighed for at gå i skole, have et arbejde eller få adgang til sundhedsvæsenet. Ansøgeren deltog derfor i en demonstration for bidooneres rettigheder [i begyndelsen af 2014]. Politiet ankom til demonstrationen ca. 10-15 minutter efter den begyndte, og de forsøgte at opløse den ved at sprøjte varmt vand på demonstranterne og ved magtanvendelse. Under demonstrationen blev ansøgeren slået i hovedet med en politistav og ansøgeren mistede kortvarigt bevidstheden. Da ansøgeren vågnede løb han gennem de nærliggende huse og han flygtede derefter til Khabed-området, hvor ansøgeren kunne gemme sig for myndighederne. Samme dag eller en til to dage efter demonstrationen blev ansøgerens families bopæl opsøgt af et ukendt antal myndighedspersoner i sorte uniformer, som bad ansøgerens familie om at udlevere ham til myndighederne. Hans familie ringede efterfølgende til ham og fortalte, at de var blevet opsøgt. Ansøgeren levede herefter i skjul i stalden i ca. 1 år og 8 måneder, hvorefter han bad [A] om hjælp til at rejse ud af landet. Ansøgerens familie blev i perioden, hvor ansøgeren levede i skjul, opsøgt flere gange af myndighederne. Ansøgeren udrejste af Kuwait sammen med sin familie [i efteråret 2015]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter de generelle forhold for statsløse bidooner. Hun har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon frygter, at hun vil blive tilbageholdt og fængslet, fordi hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration i Taima [i begyndelsen af 2014]. Hun har oplyst, at hendes ægtefælle blev slået i hovedet af en politimand under demonstrationen, og at han nåede at flygte uden at blive arresteret. Hendes ægtefælle søgte skjul hos sin ven, [A], hvor han opholdt sig frem til udrejsen af Kuwait. Ansøgeren blev herefter opsøgt af de kuwaitiske myndigheder ca. ti gange på deres bopæl. Myndighedspersoner slog ansøgerens svigerfar og sagde, at han skulle overlevere ansøgerens ægtefælle til myndighederne inden for tre dage. Hvis ansøgerens ægtefælle ikke blev overleveret til myndighederne inden for den fastsatte frist, truede myndighedspersonerne med at tilbageholde ansøgeren og hendes børn. Ansøgeren udrejste herefter [i efteråret 2015] illegalt af Kuwait sammen med sin ægtefælle og deres tre fællesbørn. Efter ansøgerens udrejse har de kuwaitiske myndigheder opsøgt ansøgerens svigerfamilie på deres bopæl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotivet. Nævnet lægger for så vidt angår identiteten afgørende vægt på, at den mandlige ansøger, forinden indrejsen i Danmark, er blevet registreret i Grækenland under navnet [MB] med anden fødselsdato og med irakisk nationalitet. Den kvindelige ansøger er også registreret i Grækenland med anden fødselsdato, med irakisk nationalitet og under navnet [SB]. Der henvises endvidere til, at af Udlændingestyrelsens notat i henhold til offentlighedslovens § 13, fremgår, at ansøgerne i Grækenland har oplyst, at de var i familie med [E], der blev registreret som irakisk statsborger. Den kvindelige ansøger har overfor nævnet oplyst, at hun ikke kender [E], og den mandlige ansøger har forklaret, at han oplyste herom til de græske myndigheder, så familien og [E] kunne følges på den videre rejse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det ved sprogundersøgelser er påvist, at ansøgernes sprog er i overensstemmelse med Gulf Arabic, og at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Golf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Anvendelsen af Gulf Arabic udstrækker sig endvidere til det sydlige Irak. Nævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet kan lægges til grund. Forklaringerne fremstår divergerende og udbyggende på centrale punkter og anses derfor for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] har forklaret, at han skulle syes med ni sting efter, at han var blevet slået i hovedet, da han deltog i demonstrationen, og at han overfor nævnet har oplyst, at han blev syet med fire sting, idet han udbyggende har forklaret, at behandlingen blev udført af en sygeplejer, der kom til Khabed, hvortil ansøgeren var flygtet. Ansøgeren har ikke forklaret om behandlingen under asylsamtalen [i foråret 2017]. Den mandlige ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen i øvrigt forklaret, at han efter demonstrationen flygtede til en ven i området, og at han herefter tog videre til [A], hvorefter de tog videre til Khabed. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [A] kom og hentede ansøgeren, mens han opholdt sig i sin ven, [H’s] hus, og at [A] derefter tog ansøgeren med til Khabed. Overfor nævnet har den mandlige ansøger derimod først forklaret, at han kom ind i [A] hus efter demonstrationen. Foreholdt divergensen har ansøgeren derefter forklaret, at han efter demonstrationen kom til [H’s] hus. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at den mandlige ansøger under asylsamtalen har forklaret, at han under sit ophold i 1 år og 8 måneder i Khabed kun har besøgt sin familie en gang, og at den kvindelige ansøger har til Udlændingestyrelsen først forklaret, at hendes mand besøgte familien to gange. Foreholdt, sin mands forklaring, at der kun var tale om et besøg, har hun derefter forklaret overensstemmende hermed. Overfor nævnet har begge ansøgere forklaret, at den mandlige ansøger besøgte familien to gange. Den kvindelige ansøger har i øvrigt overfor nævnet udbyggende forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait også frygter for konsekvenserne for sin familie i England. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, eller at de i øvrigt har sandsynliggjort deres asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/23/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs) og shiamuslim fra [byen], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i tre demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter, at han vil blive fængslet, fordi han har deltaget i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Han har endvidere henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som statsløs bidoon ikke har adgang til sundhedsvæsenet eller skolegang. Han har videre oplyst, at han har deltaget i tre demonstrationer i henholdsvis 2011, 2012 og senest i [slutningen af] 2013. Den sidste demonstration fandt sted i Taima, hvor han blev tilbageholdt og tortureret af myndighederne. Ansøgeren blev tilbageholdt i 15 dage. Efter de 15 dage blev han løsladt mod at underskrive et dokument, hvor det fremgik, at han ville give myndighederne information om fremtidige demonstrationer og deltagerne heri. Ansøgeren opholdt sig hos sin arbejdsgiver [A] efter løsladelsen. Ansøgerens mor fortalte [A], at hendes bopæl var blevet opsøgt af myndighedspersoner efter ansøgerens løsladelse. Myndighedspersonerne havde spurgt efter ansøgeren. Ca. en til to måneder efter ansøgerens løsladelse besøgte han sin mor, og i den forbindelse oplevede han, at to civilklædte betjente begyndte at løbe efter ham. Ansøgerens bror ringede til [A], som hentede ham og kørte han over til sin arbejdsplads på landet. Ansøgeren udrejste herefter af Kuwait i sommeren 2015. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af oplysningerne om ansøgerens identitet, at oplysningerne er så usikre, at det ikke kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait. Der lægges vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om de lokale forhold i byen Taima, hvor ansøgeren har boet med sin familie i flere år, og hvor han i årene efter, at han flyttede fra byen, er kommet flere gange for at besøge sin familie. Ansøgeren har således under asylsamtalen [i sommeren 2016] forklaret, at ansøgeren og hans families bopæl lå i blok tre i Taima området, men at han ikke har kendskab til husnummeret. Han har videre forklaret, at han ikke husker, hvor mange blokke, der lå i Taima, men at der måske var fire husblokke. Han har også oplyst, at han ikke kendte navne på nogen gader i Taima. Under gensamtalen [i sommeren 2017] har ansøgeren derimod blandt andet forklaret, at der var otte blokke i Taima, og ansøgeren har overfor nævnet oplyst, at han og hans familie boede i blok to. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ved sin indrejse i Danmark er blevet registreret under navnet [AB] og med irakisk nationalitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødselsattest, der angiveligt knytter ansøgeren til Kuwait, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Der henvises til Landinfos rapport fra 2013, ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold”. Det bemærkes, at resultaterne af en sprogundersøgelse har vist, at det er muligt, at ansøgerens sproglige baggrund er fra Kuwait, men at det ikke kan udledes af sprogtesten, om det er mere eller mindre sandsynligt. Det fremgår videre, at ansøgeren under testen anvendte flere arabiske dialekter, der både kunne spores til det sydlige Irak, Ahvaz i Iran, Kuwait og en dialekt, der tales i Syrien, Jordan, Israel, Libanon og Palæstina. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han efter at have deltaget i den tredje demonstration i [slutningen af] 2013 flygtede til [en anden by], hvor han den følgende dag blev pågrebet af myndighederne. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen og over for nævnet forklaret, at han blev anholdt af sikkerhedspolitiet under demonstrationen. Ansøgerne har i øvrigt uddybende forklaret, at sikkerhedspolitiet brugte vand og gummikugler for at adskille demonstranterne både under den anden og tredje demonstration. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om stedet, hvor den anden demonstration blev afholdt. Han har under asylsamtalen forklaret, at demonstrationen fandt sted på Al Tahrirpladsen i Taima, mens han under gensamtalen har oplyst, at demonstrationen fandt sted på Huriyapladsen i Taima. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at han i øvrigt har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/22/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er statsløs bidoon fra [byen X], Al Jahra, Kuwait, og er shia-muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de Kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration til fordel for bidoons rettigheder. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for repressalier fra de kuwaitiske myndigheder som følge af sin illegale udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration i [byen Y] til fordel for bidoons rettigheder. I denne forbindelse blev ansøgeren arresteret og var efterfølgende fængslet i 15 til 30 dage. Ansøgeren blev løsladt mod at fortælle myndighederne om fremtidige demonstrationer. En udlænding skal i medfør af udlændingelovens § 40 meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen, hvorunder nævnet også har inddraget den omstændighed, at an-søgeren har angivet, at han er analfabet, finder Flygtningenævnet hverken, at ansøgeren har sand-synliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Efter høringssvaret fra de græske myndigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren overfor de græske myndigheder har angivet sin identitet som [A], født [i vinteren] 1998 i Irak, og dermed et andet navn, en anden fødselsdato og en anden nationalitet, end den han har opgivet overfor de danske myndigheder. Det navn, ansøgeren oplyste i Grækenland er i øvrigt det samme, som en af ansøgerens venner hedder på en ud af ansøgerens i alt tre Facebook-profiler. Ansøgeren har endvidere en del venner på Facebook, der angiver at være fra Irak, herunder personen, [B], der har næsten det samme efternavn, som ansøgeren har angivet i for-bindelse med asylansøgningen i Danmark. Det fremgår videre af Facebook profilerne, at ansøgeren blandt andet følger flere kurdiske politikere af Barzani familien, og at der er skrevet kommentarer til opslag på ansøgerens profiler, og at det ikke forekommer sandsynligt, at det er ansøgerens venner, der har skrevet disse for ham, navnlig ikke set i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at han alene oprettede flere profiler, fordi han kedede sig. Idet det endelig bemærkes, at ansøgeren har udvist et endog meget begrænset kendskab til forholdene i Kuwait herunder størrelsen på mønter og sedler, har Flygtningenævnet forkastet ansøgerens forklaring om, at han er statsløs (bidoon) fra Kuwait. Om ansøgerens konflikt med de kuwaitiske myndigheder skal nævnet bemærke, at også denne del af ansøgerens forklaring er præget af divergenser på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hen-syn til, om demonstrationen fandt sted en fredag eller en tirsdag, om han blev tilbageholdt i to må-neder eller mellem 15 - 30 dage, om han i forbindelse med løsladelsen opgav opdigtede navne på andre deltagere i demonstrationen, eller om han skulle give meddelelse til myndighederne om frem-tidige demonstrationer. Idet det endelig bemærkes, at det forekommer mindre sandsynligt, at [C], der tog sig af ansøgeren og var ven med ansøgerens far, skulle have fortalt ansøgeren om demon-strationen og opfordret ham til at deltage heri, med de farer dette indebar, har nævnet i det hele tilsidesat ansøgerens forklaring om asylmotiv. Endelig bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplys-ningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, ligesom en eventuel straf ikke er upro-portional. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og således heller ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/21/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er statsløs bidoon fra [byen X], Al-Ahmadi, Kuwait, og er shia-muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse for-eninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de Kuwaitiske myndigheder, idet han deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for repressalier fra de kuwaitiske myndigheder som følge af sin illegale udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han før sin udrejse deltog i en demonstration i [byen X] til fordel for bidooneres rettigheder. Han blev ikke registreret af myndighederne, men frygter, at de andre demonstranter har genkendt ham og oplyst hans identitet til politiet. I perioden efter demonstrationen fik ansøgerens mor at vide fra nogle bekendte i nabolaget, at flere af de andre demonstranter var blevet opsøgt på deres bopæl af politiet. Ansøgeren valgte på dette grundlag at udrejse illegalt af Kuwait. En udlænding skal i medfør af udlændingelovens § 40 meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen, hvorunder nævnet også har inddraget den omstændighed, at ansøgeren er analfabet og efter sine egne oplysninger har lidt af en depression, finder Flygtningenævnet hverken, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været præget af talrige divergenser, ligesom forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Om ansøgerens identitet skal nævnet bemærke, at ansøgeren har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait, og det nærområde han oplyser, at han har boet i, og at han ikke har været i stand til at beskrive forholdene nærmere. I asylsamtalen forklarede han først, at han er født i [byen X], og at han stort set aldrig kom udenfor bopælen af sikkerhedsmæssige årsager, og at han aldrig havde været i Jahra, og derfor ikke vidste, hvordan byen var placeret i forhold til [byen X]. Senere i samme samtale forklarede han imidlertid, at han efter demonstrationerne flygtede hjem til sin moster i Jahra, hvorfra han senere flygtede videre ud af Kuwait, og at han kun havde boet i [byen X] i to år op til udrejsen, idet han forud herfor havde boet i ørkenen ved [byen Y], hvilket ikke passer med forklaringen i oplysnings- og motivsamtalen og forklaringen under nævnsmødet, hvor han har oplyst, at han altid har boet i det samme hus i [byen X]. Ansøgerens forklaring om, at det manglende kendskab til Kuwait og lokalområdet skyldes, at han af sikkerhedsmæssige årsager har opholdt sig på bopælen og end ikke har været på det lokale marked, passer også dårligt med forklaringen om, at han forud for udrejsen valgte at deltage i en demonstration i sit nærområde til støtte for bidooner. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende om sine familiemæssige forhold, idet han i oplysnings- og motivsamtalen ikke forklarede noget om en bror men tværtimod oplyste, at hans mor havde fortalt ham, at han var den eneste, hun havde tilbage, hvorfor der heller ikke fremgår noget om broren i familieskemaet. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han har en lillebror, der boede sammen med ansøgeren og hans mor, mens han under nævnsmødet har forklaret, at lillebroren boede i ørkenen hos sin arbejdsgiver. Om brorens alder har ansøgeren i asylsamtalen forklaret, at broren er 26 år gammel, hvilket ikke harmonerer med, at han skulle være ansøgerens lillebror, eftersom ansøgeren selv er 25 år gammel. Efter at være foreholdt dette har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at lillebroren er et år yngre, end han selv er. Idet nævnet endelig har tillagt det en vis betydning, at ansøgerens mor og hendes familie er fra Irak, og at hans mor har et kuwaitisk id-kort, finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er bidooner (statsløs) fra Kuwait. Om ansøgerens konflikt med de kuwaitiske myndigheder skal nævnet bemærke, at ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende med hensyn til, om han deltog alene eller sammen med sin grandfætter i demonstrationen, om demonstrationen fandt sted kl. 8.00, omkring middagstid eller kl. 15:00, om der deltog omkring tyve eller to hundrede personer, om nogle af deltagerne blev anholdt eller ej, og om han selv opgav sit navn til politiet, eller om han nåede at stikke af, da politiet ankom. Også med hensyn til, om han flygtede videre til sin mosters bopæl samme aften eller først en måned senere, om det foregik i en taxa eller i mosterens mands bil, om der gik én eller fire måneder fra demonstrationen, og til ansøgeren udrejste, har forklaringen været divergerende. Endelig har ansøgeren også forklaret divergerende med hensyn til prisen for flugten, og hvordan udrejsen blev finansieret. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de kuwaitiske myndigheder. Endelig bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysnin-gerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, ligesom en eventuel straf ikke er upro-portional. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og således heller ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/20/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angivelig bidoon (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne har oplyst at være bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Sulaybia, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at skulle leve på gaden og blive udsat for grimme ting, fordi han er bidoon. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet han er udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre og lillebror omkom i en trafikulykke, da ansøgeren var 5 år, hvorefter ansøgeren flyttede til sin mosters familie i ørkenen. Mosteren døde, da ansøgeren var 15 år, hvorefter ansøgeren blev kørt til en moske og efterladt. En mand henvendte sig til ansøgeren og tilbød ansøgeren et arbejde. Ansøgeren sparede i 7 år penge sammen til, at han kunne udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af høringssvar […] 2017 fra det græske immigrationsministerium, at ansøgeren ved indrejse i Grækenland har oplyst, at hans navn var [et andet end for de danske myndigheder oplyste], født den […] 1996 i Irak. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at han ikke oplyste sit navn til de græske myndigheder, men oplyste, at han var syrisk statsborger, senere og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han oplyste sit eget navn samt oplyste, at han var irakisk statsborger for at få lov til at rejse videre. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han udrejste på et falsk pas, som han fik af sin arbejdsgiver, og at han udrejste via en lufthavn. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste med bil til Tyrkiet, og senere i samtalen, at han ikke husker, hvordan han udrejste. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han udrejste på falsk pas med fly. Endelig fremgår det af samtalereferat […] 2017, at ansøger til sit asylcenter har oplyst, at han gerne ville flyttes til det center, hvor hans brors ægtefælle og børn boede. Under asylsamtalen og nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det ikke er hans brors ægtefælle men en kvinde, han havde mødt i Sandholm, som han godt kunne lide. Efter en samlet vurdering af de mange divergenser finder Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2018/2/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er statsløs bidoon fra [byen S], Al Jahra, Kuwait, og er shia-muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han i forbindelse med sit arbejde i en CD-butik har uddelt CD’er til kunderne omhandlende bidooneres levevilkår. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde i CD-butikken blev arresteret og var efter-følgende fængslet i sikkerhedstjenestens fængsel fra [foråret] 2014 til [foråret] 2014. Ansøgeren blev løsladt mod personlig garanti stillet af ansøgerens ven [A], der er etnisk kuwaiter. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul frem til sin udrejse [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usand-synlig, usammenhængende og divergerende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lej-ligheden. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynlig-gøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han er uregistreret bidooner, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han er registreret. Ansøgeren har videre forklaret diverge-rende med hensyn til, om han flyttede til [adresse X] i [byen T] som 8 årig, da [område] blev ryddet, eller om han først boede i [adresse Y] frem til 2008 eller 2010, hvor han fik huset i [adresse X] overdraget af sin ven [A]. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han og [A] boede på samme vej 5-6 huse fra hinanden som børn, eller om [A] boede to veje væk. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han uddelte ca. 100 CD´ere i løbet af knap en måned, eller om han uddelte cirka 200 CD´ere i løbet af knap 5 dage. Det bemærkes i den forbin-delse videre, at ansøgerens forklaring om, at han som gaver til alle kunderne uddelte CD´ere for vennen [A] i dennes butik med oplysninger om de manglende rettigheder for bidoons i Kuwait, fo-rekommer mindre sandsynlig. Det er heller ikke sandsynligt, at [A], der selv var etnisk kuwaiter, skulle have overladt en sådan opgave til ansøgeren med de risici, dette kunne indebære både for ansøgeren og for [A] selv. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at myndighederne, hvis de anså ansøgeren for at være regimemodstander og fortaler for bidooners rettigheder, skulle have valgt at løslade ansøgeren mod en mundtlig garanti fra [A’s] side, eller at myndighederne var ude af stand til at finde ansøgeren i løbet af de godt 1½ år, der gik efter løsladelsen, selvom ansøgeren blandt andet gemte sig hos [A], eks-svigerfamilien og sine venner. Endelig har ansøgeren forklaret diver-gerende med hensyn til, om der gik 5½ måned eller 1½ år fra løsladelsen til udrejsen, ligesom han har været ude af stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor der gik så lang tid. Idet nævnet endelig har lagt vægt på, at ansøgeren også forklaret divergerende med hensyn til, om han medtog sine personlige papirer i forbindelse med udrejsen eller ej, finder nævnet hverken, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/19/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [A], Aljahrah, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har ansøgeren deltaget i en demonstration til fordel for statsløse bidooneres rettigheder i Kuwait, hvilket fandt sted i [i begyndelsen af] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han bliver fængslet af sikkerhedsfolk og efterretningstjenesten i Kuwait, fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han deltog i demonstrationen sammen med sin far og bror, som blev anholdt i forbindelse hermed. Ansøgerens farbror oplyste ansøgeren om anholdelserne og de forlod sammen ansøgerens bopæl, da det var for farligt at blive boende på sin egen bopæl. Ansøgerens far døde i fængslet, men ansøgeren bror sidder forsat fængslet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han boede hos sin farbror frem til sin udrejse af Kuwait, og at myndighederne i den periode opsøgte ansøgerens families bopæl flere gange. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om centrale forhold vedrørende sin angivelige deltagelse i en demonstration [i begyndelsen af] 2014, ligesom hans forklaring om bl.a. demonstrationens forløb ikke stemmer helt overens med de baggrundsoplysninger om den pågældende demonstration, som nævnet er i besiddelse af. Ansøgeren har om sin deltagelse i demonstrationen forklaret udbyggende og uoverensstemmende, idet han oprindeligt under oplysnings- og motivsamtalen den[…]2016 og indledningsvis under asylsamtalen den […] 2017 forklarede, at demonstrationen fandt sted [en dag i begyndelsen af ] 2014, og at han flygtede fra demonstrationen og tog ophold hos sin farbror samme aften. Senere under asylsamtalen har ansøgeren flere gange forklaret, at demonstrationen fandt sted over flere dage fra […]2014, og at han først [seks dage efter demonstrationens start] tog hjem til sin farbror. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han alene deltog i demonstrationen [ i begyndelsen af] 2014, og at han tog ophold hos sin farbror fra [dagen, hvor demonstrationen startede].. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at demonstrationen de første dage forløb fredeligt uden politimæssig indblanding, og at politiet først begyndte at angribe demonstranterne [på demonstrationens femte og sjette dag] 2014. For nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at politiet greb ind [på dagen for demonstrationens start], hvor blandt andre ansøgerens bror og far blev anholdt. Ansøgeren har endvidere forklaret uoverensstemmende om, hvornår og hvordan han blev bekendt med sin fars død, idet han til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han fik oplysning om sin fars død via sin mor seks måneder efter demonstrationen, mens han i hvert fald i første omgang for nævnet har oplyst, at han fik oplysning om faderens død fra sin farbror to måneder efter demonstrationen. Det svækker desuden ansøgerens generelle troværdighed, at han ifølge oplysninger fra de franske udlændingemyndigheder – og mens hans asylansøgning var under behandling i Danmark – indrejste i Frankrig [i foråret] 2017, hvor han er blevet registreret som syrisk statsborger under navnet [B]. Flere af ansøgerens oplysninger forekommer i øvrigt nævnet usandsynlige, herunder at ansøgeren angiveligt tog ophold hos sin farbror efter demonstrationen, idet ansøgeren var bange for, at politiet ville opsøge ham på hans hidtidige adresse. Når det forekommer nævnet usandsynligt, hænger det sammen med, at ansøgeren har forklaret, at også farbroren deltog i demonstrationerne, ligesom farbroren havde deltaget i lignende tidligere demonstrationer, og at myndighederne var bekendt med ansøgerens slægtskab til farbroren, der boede blot få minutters gang fra ansøgerens hidtidige bopæl. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgeren – uagtet sin konflikt – valgte at opholde sig i Kuwait i halvandet år efter demonstrationen og myndighedernes konstante eftersøgning efter ham, herunder at han valgte at opholde sig på en kendt adresse hos farbroren tæt ved hans hidtidige bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at der [på dagen for demonstrationens start] i 2014 deltog omkring 1.000 demonstranter i demonstrationen. Ansøgerens oplysninger om deltagerantallet i demonstrationen og om dennes forløb afviger væsentligt fra oplysninger om demonstrationen, som fremgår af en artikel i Al Akhbar fra [foråret] 2014 […], hvori det beskrives bl.a., at der blev holdt tale af Abdullah Atallah foran en mindre forsamling af demonstranter (”… small group of protesters”). Oplysningerne i artiklen om forløbet af demonstrationen [i begyndelsen af] 2014 og antallet af deltagere understøttes af en YouTube video offentliggjort [i begyndelsen af] 2014, som har været forevist for nævnet. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationen i Taima [i begyndelsen af] 2014, og at han som følge heraf har en konflikt med de kuwaitiske myndigheder, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold for bidooner i Kuwait kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. På baggrund af ansøgerens forklaring må det imidlertid lægges til grund, at ansøgeren havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, elektricitet og aircondition, ligesom ansøgeren havde arbejde. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at han i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hans illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem 2018/18/IBK
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet finder, at det efter ansøgerens forklaring om sin identitet og oprindelse er skabt en vis usikkerhed om, hvorvidt han er bidoon fra Kuwait. Ansøgeren har under sproganalysen således ikke har været i stand til at svare korrekt på spørgsmål om helt grundlæggende forhold i Kuwait, herunder om kunst og film i Kuwait, og om man i Kuwait kører i højre eller venstre side af vejen. Ansøgerens forkerte svar på sidstnævnte spørgsmål skal ses i forhold til, at han efter sine egne oplysninger har arbejdet i Kuwait som bilvasker. Det hører imidlertid med i billedet til en sådan vurdering, at ansøgeren er helt uden skolemæssig baggrund, og at han som 12-årig angiveligt har været udsat for et meget alvorligt traume, hvilket kan være medvirkende årsag til, at ansøgeren ikke har svaret korrekt på de stillede spørgsmål. Hertil kommer, at de nærmere omstændigheder for besvarelsen af de stillede spørgsmål ikke er nærmere oplyst for nævnet. Det taler for ansøgerens oplysning om sin oprindelse, at sproganalysen konkluderer, at han taler et sprog, der er foreneligt med, at han kan stamme fra Kuwait (”the area of Gulf Arabic”), ligesom det må lægges til grund, at ansøgeren har givet en forholdsvis detaljeret beskrivelse af sin dagligdag i Kuwait og om det lokalområde, som han efter det oplyste er født og opvokset i. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare nærmere om [A], som han oplyser at have opholdt sig i forud for udrejsen i en periode på mere end et år, giver ikke i sig selv grundlag for helt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin oprindelse, idet ansøgerens manglende evne til at forklare herom meget vel kan have sammenhæng med, at hans forklaring om at have opholdt sig i [A] – hvilken forklaring har sammenhæng med hans asylmotiv – ikke er korrekt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren skal vurderes asylretligt i forhold til Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid endvidere, at ansøgernes forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om centrale forhold vedrørende sin angivelige deltagelse i en demonstration i [vinteren 2014], ligesom hans forklaring om bl.a. demonstrationens forløb ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger om den pågældende demonstration, som nævnet er i besiddelse af. Ansøgeren har om sin deltagelse i demonstrationen forklaret usammenhængende om, hvor ofte han blev afhørt, idet han til asylsamtalen i [sommeren 2016] og for nævnet har oplyst, at han blev afhørt hver anden dag, mens han til gensamtalen i [sommeren 2017] har oplyst, at han ikke husker, hvor ofte han blev afhørt. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde bind for øjnene under afhøringerne, idet han til asylsamtalen og for nævnet har oplyst, at han havde bind for øjnene, mens han til gensamtalen har forklaret, at han ikke havde bind for øjnene. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og forskelligt om at have været udsat for tortur under tilbageholdelsen, idet han under oplysnings- og motivsamtalen i [foråret 2016] ikke har forklaret at være blevet udsat for tortur under tilbageholdelsen, mens han til asylsamtalen oplyste, at han blev slået, hvilken oplysning han senere under samme samtale bekræftede, herunder at han udelukkende var blevet udsat for overgreb i form af slag. Under gensamtalen og for nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret bl.a., at han også fik revet sine tånegle af under afhøringerne. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt han blev pålagt en meldepligt i forbindelse med løsladelsen, idet han til asylsamtalen og for nævnet har oplyst, at det ikke var tilfældet, mens han til gensamtalen har forklaret, at han blev pålagt en meldepligt, hvorefter han skulle møde på politistationen hver 14. dag. Endelig savner ansøgerens forklaring om, at han efter løsladelsen skulle have opholdt sig i mere end et år i [A] sammenhæng med, at han ikke har været i stand til forklare noget om [A] og sit lokalområde fra opholdet dér. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at der deltog omkring 100 til 250 demonstranter i demonstrationen, hvilke oplysninger afviger væsentligt fra oplysninger om demonstrationen, som fremgår af en artikel i Al Akhbar fra [foråret 2014] […], hvori det beskrives, at der blev holdt tale af Abdullah Atallah foran en mindre forsamling af demonstranter (”… small group of protesters”). Oplysningerne i artiklen om demonstrationens forløb og antallet af deltagere understøttes af en YouTube video offentliggjort i [vinteren 2014], som har været forevist for nævnet, og som ansøgeren har bekræftet stammer fra den demonstration, som han senere deltog i. Endelig har det betydning for nævnets vurdering af ansøgerens troværdighed om deltagelsen i demonstrationen og den efterfølgende tilbageholdelse, at ansøgeren har fremlagt en række billeder, som han har forklaret er taget under demonstrationen i [B] i [vinteren 2014]. I hvert fald tre af de fremlagte fire billeder stammer imidlertid ikke fra den pågældende demonstration, men forefindes på hjemmesider eller i avisartikler, der omtaler begivenheder, der har fundet sted i 2012 og 2013. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i en demonstration i [vinteren 2014], og at han som følge heraf blev tilbageholdt og udsat for overgreb. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det under de nævnte omstændigheder ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af ansøgerens oplysninger om at have været udsat for overgreb under tilbageholdelse af de kuwaitiske myndigheder, idet nævnet på det foreliggende grundlag – hvori er indgået ansøgernes umiddelbare optræden for nævnet under den mundtlige forhandling – har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring herom. Heller ikke de generelle forhold for bidooner i Kuwait kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. På baggrund af ansøgerens forklaring må det imidlertid lægges til grund, at ansøgeren havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition, ligesom ansøgeren havde arbejde. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at han i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hans illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem 2018/17/IBK
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra distrikt [A], landsbyen [B], Kuwiat. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder i 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive fængslet af myndighederne som følge af sin deltagelse i en demonstration til fordel for bidooneres rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i februar 2013 deltog i en demonstration i Taima i Kuwait til fordel for bedooneres rettigheder, hvilken demonstration blev opløst af politiet. I forbindelse med oplysningen blev ansøgeren anholdt og efterfølgende tilbageholdt i op mod 19 dage, i hvilken periode han flere gange blev udsat for vold. Efter sin løsladelse tog ansøgeren ophold hos sin fars ven, hvor han forblev, indtil han udrejste af Kuwait i [efteråret] 2015. Ansøgerens forældre blev i denne periode opsøgt tre-fire gange. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har forklaret meget udetaljeret og begrænset om sin tilværelse i Kuwait, herunder ikke kunnet oplyse adressen på den bopæl, hvor han angiveligt har opholdt sig i omkring 23 år, ligesom han stort set intet kendskab har til sit angivelige lokalområde. Ansøgerens manglende oplysninger om sin dagligdag i Kuwait er kommet til udtryk under samtlige samtaler med Udlændingestyrelsen, under ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og i forbindelse med den foretagne sproganalyse, hvorunder han ifølge erklæringen ikke var i stand til at komme med oplysninger om ”the Kuwaiti capital city, the geographical landscape and the sea fauna”, ligesom han svarede ukorrekt på samtlige andre spørgsmål, han blev stillet om Kuwait, herunder om farverne på Kuwaits flag og datoerne for særlige kuwaitiske helligdage. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret noget forskelligt om en række forhold, der knytter sig til hans angivelige konflikt med myndighederne i Kuwait. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvor længe han var tilbageholdt, idet han stort set hver eneste gang, han er blevet spurgt herom, har forklaret forskelligt, således at det er uvist, om han var tilbageholdt omkring 7 eller op til 19 dage. Ansøgeren har tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens fars ven, [C], deltog i demonstrationen, idet ansøgeren for Udlændingestyrelsen over flere samtaler har forklaret, at han deltog, mens han for nævnet har forklaret, at det ikke var tilfældet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han udelukkende opholdt sig hos [C] efter sin løsladelse, eller om han besøgte sine forældre, herunder om omfanget og varigheden af disse besøg, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans forældre har modtaget trusler ved politiets søgning efter ansøgeren. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om omfanget af de overgreb, som han har oplyst at have været udsat for under sin tilbageholdelse, idet han for nævnet – som noget nyt – har forklaret, at han tillige blev brændt på armen med en ske. På denne baggrund finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait, ligesom ansøgerens asylmotiv følgelig heller ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens oplysninger været opmærksom på, at han angiveligt er helt uden nogen skolemæssig baggrund, ligesom han har oplyst at have været udsat for tortur under sin tilbageholdelse. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødsels-/sundhedsattest fra Kuwait, kan under de nævnte omstændigheder ikke ændre herpå, idet det fremgår af baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, at adgangen til falske dokumenter er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket, se herved Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter for formelle forhold”. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af ansøgerens oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse, idet nævnet på det foreliggende grundlag – hvori er indgået ansøgernes umiddelbare optræden for nævnet under den mundtlige forhandling – har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om i hvert fald sit asylmotiv. Endvidere bemærkes, at nævnet ikke har foretaget en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til andre lande (herunder Irak), da en sådan asylretlig vurdering ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem 2018/16/IBK
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlige bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han ikke har nogen rettigheder eller fremtid i landet. Ansøgeren henviser endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Endelig henviser ansøgeren til sin bror,[A’s], asylmotiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han ikke selv har deltaget i nogen politiske aktiviteter i Kuwait. Det har hans bror [A] derimod. Ifølge ansøgeren deltog hans bror,[A], for 2-3 år siden i en demonstration i Kuwait for bidooneres rettigheder. Politiet kom og folk flygtede derfra, herunder også ansøgerens bror, som tog hjem til sin bopæl. Nogle dage senere kom fem uniformerede og bevæbnede politifolk til ansøgerens og hans brors bopæl. Hele ansøgerens familie var til stede i bopælen. Politiet tog [A] med sig og tilbageholdt ham i en eller to måneder, hvorefter han blev løsladt og kom hjem. Ansøgerens familie skaffede penge til ansøgerens, [A’]s og [A’s] families udrejse. De sparede omkring 4.000-4.500 dinarer. Opsparingen kom fra [A’s] og ansøgerens bror, [B’s], lønninger som vagter på en landbrugsejendom. Ligeledes solgte [A’s] ægtefælle,[C], ansøgerens families guldsmykker. Ansøgeren og hans familie fik også hjælp til udrejsen af [A’s] og [B’s] arbejdsgiver, [D], som dels lånte dem penge og dels sørgede for det praktiske omkring udrejsen, herunder at skaffe en agent og de falske pas, som de benyttede ved udrejsen. Ansøgeren, [A] og hans familie udrejste illegalt med fly til Tyrkiet [i sommeren] 2015. Ansøgerens søster, [E], og hendes familie udrejste af Kuwait før ansøgerens familie og indrejste i Danmark før dem. Efterfølgende har[A] fået oplyst af [B] i Kuwait, at 2-3 måneder efter ansøgerens og [A’s] udrejse har myndighederne opsøgt [B] og spurgt efter ansøgeren og hans familie. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at de belgiske myndigheder har oplyst, ansøgeren [i efteråret] 2015 søgt asyl i Belgien som irakisk statsborger under navnet [F]. Endvidere har ansøgerens bror, hvis sag er sambehandlet med ansøgerens sag, ifølge de belgiske myndigheder [i efteråret] 2015 søgte asyl i Belgien som irakisk statsborger under navnet [G]. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ikke har fremlagt oplysninger såsom fotos, der kunne understøtte deres forklaringer om deres identitet og bopæl i Kuwait. Ansøgerens forklaring om, at agenten havde instrueret ham i at oplyse en falsk, irakisk identitet, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. På baggrund af Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens brors ægtefælle ikke er i stand til at beskrive området, hvor hun har boet. Ansøgerens brors og dennes ægtefælles forklaringer om, at hun aldrig kom uden for hjemmet, heller ikke sammen med sin mand, forekommer usandsynlige. Det forhold, at ansøgerens bror har fremlagt en fødselsattest fra Kuwait, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Landinfos rapport Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold af 18. marts 2013, at det er relativt enkelt at skaffe forfalskede dokumenter i Kuwait. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv har ansøgeren henvist til sin bror. Ansøgerens bror har på centrale punkter afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren og hans bror har forklaret indbyrdes divergerende om omstændighederne, da ansøgerens bror blev anholdt på bopælen. I asylsamtalen har ansøgerens bror således forklaret, at han blev anholdt af 4-5 civilklædte politifolk, mens ansøgeren under sin asylsamtale forklarede, at hans bror blev anholdt af 5 uniformerede og bevæbnede betjente. Ansøgerens bror har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik oplyst, hvorfor han var blevet anholdt. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke fik at vide, hvorfor han var anholdt, før han kom til politistationen, hvor han blev afhørt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at han fik det at vide i bilen på vej til politistationen. Ansøgerens bror har også forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra han blev løsladt, til han blev indkaldt til afhøring. Under asylsamtalen forklarede han, at omkring en måned efter løsladelsen blev hans bopæl opsøgt af en politimand, som fortalte ansøgers svigerinde, at ansøgerens bror skulle henvende sig på politistationen. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgerens bror forklaret, at der gik over 4 måneder, inden han blev indkaldt til afhøring. Disse divergenser svækker yderligere ansøgerens brors generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge forklaringerne om ansøgerens brors asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. hjem/2018/15/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, angiveligt bidoons (statsløs) fra Kuwait samt parrets to mindreårige børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere og muslimer fra Jahrah, Kuwait. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han har deltaget i én demonstration. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter, at han vil blive anholdt, fængslet og udsat for fysiske overgreb af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder, og fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder [i starten af] 2014. Demonstrationen blev opløst af myndighederne, og det lykkedes ansøgeren at flygte hjem til sin bopæl. Næste morgen blev ansøgeren anholdt af civilklædte myndighedspersoner på sin bopæl. Ansøgeren sad herefter i fængsel i fire måneder, hvor han i den forbindelse blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt mod at underskrive et dokument, hvoraf fremgik, at han ikke fremover ville deltage i lignende aktiviteter, og at ansøgeren fremover ville samarbejde med myndighederne ved at være meddeler for dem. Omkring en måned efter ansøgerens løsladelse, blev hans bopæl opsøgt af en politimand. Ansøgeren henvendte sig herefter på en politistation, hvor han fik at vide, at hvis ansøgeren ikke kom med relevante oplysninger til dem fremover, så ville det komme ansøgeren til skade. Ansøgeren udrejste af Kuwait sammen med sin ægtefælle, deres to fællesbørn og sin bror i [sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle deltog i en demonstration. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun også frygter at vende tilbage til Kuwait, fordi hun udrejste illegalt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle, Mohamad, deltog i en demonstration i [starten] 2014. Dagen efter ansøgerens ægtefælles deltagelse i demonstrationen, blev de opsøgt af de kuwaitiske myndigheder på deres bopæl. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt i fire til fem måneder. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring på, at han fremadrettet ikke ville deltage i demonstrationer. De besluttede sig for at udrejse af Kuwait i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgernes identitet lagt vægt på, at de belgiske myndigheder har oplyst, at den mandlige ansøger [i efteråret] 2015 søgte asyl i Belgien som irakisk statsborger under navnet [A]. Endvidere har den mandlige ansøgers bror, hvis sag er sambehandlet med ansøgernes sag, ifølge de belgiske myndigheder [i efteråret] 2015 søgt asyl i Belgien som irakisk statsborger under navnet [B]. Dette svækker ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ikke har fremlagt oplysninger såsom fotos, der kunne understøtte deres forklaringer om deres identitet og bopæl i Kuwait. Den mandlige ansøgers forklaring om, at agenten havde instrueret ham i at oplyse en falsk, irakisk identitet, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgernes troværdighed. På baggrund af Flygtningenævnets vurdering af ansøgernes troværdighed, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgerne er bidoons fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger ikke er i stand til at beskrive området, hvor hun har boet. Ansøgernes forklaringer om, at hun aldrig kom uden for hjemmet, heller ikke sammen med den mandlige ansøger, forekommer usandsynlige. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt en fødselsattest fra Kuwait, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Landinfos rapport Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold af 18. marts 2013, at det er relativt enkelt at skaffe forfalskede dokumenter i Kuwait. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv har ansøgerne på centrale punkter afgivet divergerende forklaringer. Den mandlige ansøger og hans bror har forklaret indbyrdes divergerende om omstændighederne, da den mandlige ansøger blev anholdt på bopælen. I asylsamtalen har den mandlige ansøger således forklaret, at han blev anholdt af 4-5 civilklædte politifolk, mens hans bror under sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger blev anholdt af 5 uniformerede og bevæbnede betjente. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik oplyst, hvorfor han var blevet anholdt. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke fik at vide, hvorfor han var anholdt, før han kom til politistationen, hvor han blev afhørt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at han fik det at vide i bilen på vej til politistationen. Den mandlige ansøger har også forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra han blev løsladt, til han blev indkaldt til afhøring. Under asylsamtalen forklarede han, at omkring en måned efter løsladelsen blev hans bopæl opsøgt af en politimand, som fortalte den mandlige ansøgers svigerinde, at han skulle henvende sig på politistationen. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at der gik over 4 måneder, inden han blev indkaldt til afhøring. Disse divergenser svækker yderligere ansøgernes generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge forklaringerne om den mandlige ansøgers asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/14/ FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, muslim af trosretning og bidoon (statsløs) af trosretning fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller tortureret af de kuwaitiske myndigheder som følge af sin ulovlige udrejse, og idet han er eftersøgt af myndighederne for salg af vandmeloner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i juli 2015 blev udsat for vold og tilbageholdt af politiet, fordi han solgte vandmeloner på gaden. Ansøgeren blev tilbageholdt i fire dage i et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev hverken afhørt eller stillet for en dommer. Efter fire dage skrev ansøgeren under på et dokument, som han ikke kunne læse, og politiet fortalte ham, at han fremover udelukkende måtte opholde sig i Sulaibiya. Efter sin løsladelse fortsatte ansøgeren med at sælge vandmeloner, hvorfor han en måned efter sin løsladelse igen blev opsøgt af politiet ved sin gadebod. Det lykkedes ansøgeren at løbe fra politiet og flygte til området [O], hvorfra ansøgeren ringede til sin ven [V], som hentede ansøgeren i bil. Ansøgeren tilbragte en uge hos [V], hvorefter han udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin baggrund og familieforhold, herunder hvornår han sammen med sin familie flyttede til Suleibiyah, og hvornår hans mor og søster døde. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har et meget begrænset kendskab til – og har forklaret divergerende om – det område, hvor ansøgeren påstår at have boet fra han var 5 år eller 15 år gammel og frem til sin udrejse. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgeren har en dialekt identisk med dialekten, der tales i området ved Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødselsattest, kan ud fra en samlet vurdering ikke tillægges bevismæssig betydning. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række divergenser, herunder har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra han blev løsladt, til han stak af fra politiet. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Nævnet finder det således utroværdigt, at ansøgeren, der ifølge sin egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare et stort beløb (2.000 dinar svarende til ca. 6.500 USD) til at betale for sin udrejse, og at ansøgerens ven, der arbejdede i kassen i et supermarked, i den forbindelse skulle have givet ansøgeren 4.000 dinar svarende til ca. 13.000 USD som gave. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at den kuwaitiske efterretningstjeneste skulle have oplyst det kuwaitiske politi om, at ansøgeren solgte vandmeloner på gaden, særligt henset til at ansøgeren ikke tidligere har haft problemer med de kuwaitiske myndigheder, og at han ved anholdelsen havde solgt vandmeloner det samme sted i tre år. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/13
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er sunnimuslim og statsløs bidoon. Han er født i [S] i Al-Jehare, Kuwait og har boet der, til han udrejste. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at myndighederne vil fængsle ham, fordi han er uregistreret bidoon, og fordi han er udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hverken han eller hans familie på noget tidspunkt har været registreret. De har aldrig haft id-papirer. Han boede sammen med sine forældre og søskende i et boligområde, hvor der kun boede bidoonere. Der var el og vand samt tv i deres hus. Han har aldrig været uden for sit boligområde, hvor han solgte grøntsager og cd-er samt vaskede biler. Myndighederne har aldrig opsøgt ham på hans bopæl, men politiet har anholdt ham tre gange uden for hjemmet, fordi han ikke kunne vise legitimationspapirer. Første gang var i [starten af] 2014, da han var på vej til markedet [M]. Anden og tredje anholdelse skete i [starten af] 2015 og [efteråret] 2015, mens han var på arbejde i det lokale industriområde. Han blev løsladt efter henholdsvis 2, 7 og 15 dage. Han blev under mindst en af tilbageholdelserne bebrejdet, at han arbejdede, når han ikke var berettiget hertil. Han skulle ved to af løsladelserne skrive under på et papir, han ikke kunne læse. Han forstod det således, at hvis der skete ”noget”, så ville han kunne få skylden. Det kunne være noget ”stort”, han ville kunne blive holdt ansvarlig for, selv om han ikke havde gjort noget. Han fik at vide, at han i så fald ikke ville se solen stå op. Hans far stillede kaution inden mindst en af løsladelserne. Ansøgeren holdt op med at arbejde og udrejste [i slutingen af] 2015 illegalt via Kuwaits Internationale Lufthavn. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om hans tilværelse i Kuwait ikke har fremstået selvoplevet. Ansøgeren har under hele asylforløbet kunnet forklare om enkelte deltaljer, men har ikke på Flygtningenævnets til dels nye og opklarende spørgsmål kunnet svare troværdigt. På nye spørgsmål har ansøgeren svaret tøvende og usikkert, til dels efter at have holdt pause, og svarene er fremstået afglidende og generelle. Han har herunder ikke kunnet forklare konkret om priser på de grøntsager, han handlede med, samt om hvad han så i fjernsynet. For så vidt angår sociale medier, har ansøgeren forklaret, at han har haft en Facebook-profil, og at han havde mange venner, blandt andet i Somalia, Irak og Kuwait. Han har i den senere tid hyppigt været i kontakt med sine venner på WhatsApp, men han har ikke nærmere kunnet konkretisere dette. Han kunne dog oplyse, at han havde venner både i det nordlige og sydlige Irak, og at han havde en god ven i det vestlige Irak. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren – som ansøgeren endte med at forklare i nævnet – ikke kan huske, hvordan han blev løsladt efter den tredje tilbageholdelse, og hvordan han derefter kom hjem. Det kan videre undre, at ansøgeren, efter sin forklaring, aldrig har været uden for sit boligområde, bortset fra i forbindelse med udrejsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har fået at vide, at hans far har været tilbageholdt efter ansøgerens udrejse. Han har endvidere forklaret divergerende vedrørende hans løsladelse mod kaution. Herefter, og efter en samlet vurdering af det oplyste, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er fra Kuwait, og Flygtningenævnet har ikke grundlag for at fastslå, hvilket land ansøgeren måtte komme fra samt afgøre ansøgerens nationalitet. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/12/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er shiamuslim og statsløs bidoon. Han er født i [A] i Farwaniya, Kuwait og har boet der, til han udrejste. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at myndighederne vil udsætte ham for forfølgelse eller overgreb på grund af, at hans bror [A] har deltaget i 4-5 demonstrationer om bidoonernes manglende rettigheder. Hans far og [A] har skændtes herom, hvilket, 15-20 dage inden ansøgerens udrejse, endte med, at [A] forlod bopælen, og familien har ikke siden set [A]. Ansøgeren udrejste [i vinteren] 2015 illegalt via Kuwaits Internationale Lufthavn til Tyrkiet. Han udrejste på grund af de dårlige muligheder, man har som bidoon i Kuwait. Konkret havde han vanskeligheder med at få tilstrækkelig lægelig behandling for sine vejrtrækningsproblemer. I Danmark er det konstateret, at han har diabetes og astma. I Kuwait købte han af sin erhvervsindtægt en astma-inhalator hver 3.-4. dag. Han boede i Kuwait med sin familie i lejlighed med vand, varme, hårde hvidevarer og aircondition. Inden ansøgeren indrejste i Danmark var han kortvarigt i Belgien, hvor han afgav urigtige oplysninger om sin identitet. Han oplyste blandt andet, at han var syrer, fordi myndighederne på daværende tidspunkt havde sympati for syriske flygtninge. Ved tilbagevenden frygter han tillige straf for sin illegale udrejse. Endvidere har han efter udrejsen fået oplyst, at [A] har været tilbageholdt i to måneder, hvorefter han blev løsladt. Senere er [A] måske udrejst. Det er tænkeligt, at myndighederne vil fængsle ansøgeren, indtil [A] overgiver sig. Han har telefonisk fået oplyst, at alle familiemedlemmerne måtte aflevere deres id-kort, fødselsattester og sundhedskort på grund af [A´s] konflikt. Familien, inkl. ansøgeren, er således ikke længere registeret, og de er derfor nu uden nogen rettigheder i Kuwait. Han har senest talt med sin familie i Kuwait i efteråret 2016. Han har en del kontakt til et familiemedlem i London, men har ikke i den seneste tid hørt nyt om familiens skæbne i Kuwait. I Danmark har han været en del i kirke. Han er ikke konverteret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oplysninger om hans identitet og asylmotiv til grund. Nævnet har herved henset til, at ansøgeren har afgivet urigtige oplysninger vedrørende sit ophold i Belgien. Ifølge de belgiske myndigheder var ansøgeren i Belgien i [efteråret] 2015, og det er således ikke korrekt, når ansøgeren oplyser, at han udrejste af Kuwait i [slutningen af] 2015. En oplysning fra ansøgeren om, at han skulle have været tilbageholdt af de belgiske myndigheder i fire døgn uden at få noget at drikke, tilsidesættes ligeledes som værende helt usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren, som han selv har erkendt det, har afgivet meget forskellige oplysninger om sin identitet til de belgiske og de danske myndigheder. Endvidere henses til, at der er flere divergenser i ansøgerens to forklaringer til Udlændingestyrelsen om ansøgerens brødre og ansøgerens udrejse. Herefter, og efter en samlet vurdering af det oplyste, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er fra Kuwait, og Flygtningenævnet har ikke grundlag for at fastslå, hvilket land ansøgeren måtte komme fra samt afgøre ansøgerens nationalitet. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Det tilføjes, at selv hvis ansøgerens oplysninger måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, henset til baggrundsoplysninger om forholdelse i Kuwait, herunder for statsløse bidoonere, ikke, at ansøgeren i så fald har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” hjem/2018/11/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, idet hun tidligere har været udsat for et seksuelt overgreb af en mand. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun arbejdede for en kuwaitisk kvinde, der skaffede ansøgeren arbejde som tjenestepige samt med rengøring i forskellige huse. Da ansøgeren var 16 eller 17 år, blev hun udsat for et seksuelt overgreb af en mand, der boede i et af de huse, hvor hun arbejdede som tjenestepige. Ansøgeren frygter, at hendes familie vil opdage, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb og dermed slå hende ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2012 blev gift med sin ægtefælle. Ægtefællen deltog i 2014 i en demonstration, hvilket medførte, at han måtte udrejse af Kuwait. Som en konsekvens heraf, vil ansøgeren blive udsat for repressalier af de kuwaitiske myndigheder. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun som bidoon ikke har nogen rettigheder i Kuwait, herunder ikke ret til uddannelse eller hospitalsbehandling. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Kuwait i [måned] 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden, ikke selvoplevet og på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet opgivet forskellige navne og fødselsdatoer, og har ikke givet en plausibel forklaring på disse uoverensstemmelser. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun uden problemer har kunnet opholde sig i hjemlandet i en længere periode efter ægtefællens udrejse. Endelig bemærkes, at frygten for æresrelaterede overgreb fra familiens side på baggrund af, at hun for omkring 10 år siden blev voldtaget, primært er relateret til en frygt for ansøgerens i Danmark boende bror. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Hun har ikke oplyst om konflikter i andre lande, herunder for eksempel Irak. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/10/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende en kvindelig asylansøger samt et antal børn, der havde oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk bidoon og shiamuslim fra […], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at hun som bidoon ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgerens ægtefælle forsvandt i forbindelse med en demonstration [i vinteren] 2014. Ansøgeren har hørt, at demonstrationen vedrørte bidoonernes rettigheder, og at politiet anholdt mange demonstranter. Tre dage efter fortalte en af ansøgerens ægtefælles venner, at han havde set ægtefællen blive anholdt. Ansøgeren er ikke selv blevet opsøgt af de kuwaitiske myndigheder. Ansøgerens sag er blevet behandlet sammen med asylsagerne vedrørende hendes [børn]. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaringer om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret meget udetaljeret og til dels indbyrdes forskelligt om helt grundlæggende forhold vedrørende deres tilværelse i Kuwait. Der er således afgivet uoverensstemmende forklaringer om, hvorvidt deres umiddelbare nabo i Kuwait var [ansøgeren]s mor og søskende, idet [ansøgerens næstældste barn] – som den eneste af ansøgerne – har forklaret, at de ikke var nabo til [ansøgeren]s mor og søskende, og at disse boede omkring 10 minutters gang fra ansøgernes bopæl. Adspurgt nærmere til denne noget uforståelige divergens i [ansøgerens næstældste barn]s forklaring har hun over for Udlændingestyrelsen fastholdt, at det ikke er korrekt, at ansøgerne – som forklaret af de øvrige ansøgere – var nabo til [ansøgeren]s mor og søskende. For nævnet har [ansøgerens næstældste barn] imidlertid skiftet forklaring herom, uden dog at komme med nogen antagelig begrundelse for, hvorfor hun tidligere har forklaret noget andet. Ansøgerne har desuden forklaret indbyrdes uoverensstemmende om deres dagligdag i Kuwait, herunder i hvilket omfang de forlod boligen for bl.a. at foretage indkøb. [ansøgerens næstældste barn] har under asylsamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at hun handlede med moderen, [ansøgeren], på markedet tre gange om ugen, mens [ansøgeren] har forklaret, at de handlede sammen på markedet to gange om måneden. Heroverfor står [ansøgerens fjerde barn]s forklaring til udlændingemyndighederne om, at ingen af ansøgerne forlod bopælen, og at indkøb blev foretaget af [ansøgerens veninde], og [ansøgerens ældste barn]s forklaring til Udlændingestyrelsen om, at hverken hun eller hendes søstre nogensinde forlod bopælen for at foretage indkøb. Der er desuden afgivet uoverensstemmende forklaringer om, hvorvidt ansøgerne har modtaget lægehjælp i Kuwait. [Ansøgerens tredje barn] har således forklaret, at hun har været på lægeklinikken flere gange, herunder da hun brækkede sin venstre arm, mens [ansøgeren] over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at ingen af [børnene] har haft behov for lægehjælp. For Flygtningenævnet har [ansøgeren] ændret forklaring og oplyst, at [ansøgerens tredje barn] har været til læge én gang i forbindelse med, at hun havde brækket hånden. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret forskelligt om navnet på [ansøgeren]s mand og de øvrige ansøgeres far. Under oplysnings- og motivsamtalen oplyste [ansøgeren] således, at ægtefællens navn var […], mens hun til asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han hed […]. [Ansøgerens fjerde barn] har om faderens navn under oplysnings og motivsamtalen [i foråret] 2017 oplyst, at han hed […] eller […], mens [ansøgerens tredje barn] har forklaret, at hun udelukkende kendte faderens fornavn, […], men ikke efternavnet. Når disse og de øvrige divergerende forklaringer sammenholdes med ansøgernes meget begrænsede evner til at beskrive de lokale forhold, hvorunder de boede i Kuwait, giver det anledning til at skabe betydeligt tvivl om, hvorvidt det kan lægges til grund, at ansøgerne er bidooner fra Kuwait. Hertil kommer, at flere af ansøgerne, herunder [ansøgerens fjerde barn], [ansøgerens ældste barn] og [ansøgerens næstældste barn] ses registreret som irakiske statsborgere i Grækenland under navnene […], […] og […], herunder at [ansøgerens fjerde barn] er registreret som indrejst i Grækenland med sin far […]. Der foreligger i sagen imidlertid også oplysninger, der peger i retning af, at ansøgernes forklaringer om at være fra Kuwait kan være korrekte, herunder sproganalyser foretaget af [ansøgerens tredje barn] og [ansøgerens næstældste barn], der konkluderer, at deres sprog er foreneligt med, at de kan stamme fra Kuwait, ligesom [ansøgerens tredje barn] under undersøgelsen har svaret korrekt på en række spørgsmål om Kuwait. Hertil kommer, at ansøgerne alle angiveligt er helt uden skolemæssig baggrund, og at visse af uoverensstemmelserne samt deres manglende lokalkendskab muligt kan henføres hertil. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgernes identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at de reelt er bidooner fra Kuwait. Nævnet finder anledning til at bemærke, at selv om nævnet havde kunnet lægge til grund, at ansøgerne – som forklaret af dem – er bidoonere fra Kuwait, så ville en vurdering af deres fælles asylmotiv ikke kunne føre til, at de meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har grundlæggende alle oplyst, at det navnlig er de generelle forhold for bidooner i Kuwait, der har begrundet deres asylansøgning. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det imidlertid lægges til grund, at ingen af ansøgerne på noget tidspunkt har haft konflikter med myndighederne. Ansøgerne havde ifølge deres forklaringer fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition, ligesom de via deres netværk havde adgang til lægehjælp. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgerne havde arbejde, og at det på trods af en begrænset økonomi har været muligt for dem at opspare et større beløb med henblik på at finansiere familiens udrejse af Kuwait. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgerne ikke kunne pege på, at de har været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter for repressalier som følge af deres illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Det forhold, at [ansøgeren]s ægtefælle og de øvrige ansøgeres far angiveligt er blevet tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med en demonstration i [vinteren] 2014, giver heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, allerede fordi ansøgerne efter tilbageholdelsen har opholdt sig på deres adresse frem til udrejsen i [efteråret] 2015 uden at være blevet opsøgt af eller udsat for repressalier fra de kuwaitiske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgerne i forhold til andre lande (herunder Irak), da ansøgeren selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/1/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig, angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og shia-muslim fra [en by] i Jahra-provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration. Han har videre henvist til de generelle forhold for bidoonere (statsløse) i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og har opholdt sig hele sit liv i Kuwait som bidoon (statsløs). [I starten af] 2014 deltog han i en demonstration. [To dage senere] 2014 blev ansøgeren og hans bror, [A], anholdt. [A] blev løsladt den efterfølgende dag, mens ansøgeren blev tilbageholdt [i fem dage]. Ansøgeren blev afhørt og udsat for fysiske overgreb under sin tilbageholdelse. Ansøgeren tog herefter ophold i byen […]. Ansøgeren fik at vide af sin fars ven, [B], at ansøgerens tidligere bopæl i [hans hjemby] løbende blev opsøgt af myndighederne. Ansøgeren udrejste af Kuwait [i efteråret] 2015. Omkring [foråret] 2017 hørte ansøgeren, at [A] var blevet fængslet i Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotivet. I forhold til ansøgerens identitet har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin illegale indrejse i Grækenland har angivet og er blevet registreret med en anden nationalitet og et andet navn end i forbindelse med sagens behandling ved de danske myndigheder. Den foretagne sproganalyse kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er bidoon (statsløs) fra Kuwait. I forhold til den angivelige konflikt i Kuwait lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe han angiveligt var tilbageholdt af myndighederne, ligesom han har forklaret divergerende om, hvordan hans udrejse af Kuwait blev finansieret. Hertil kommer at ansøgeren ikke har givet en troværdig forklaring om, hvorfor netop han blev identificeret under og tilbageholdt i forlængelse af demonstrationen. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konkret konflikt med myndighederne i Kuwait. Det må også efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at han ikke har konflikter i andre lande, herunder for eksempel i Irak og Syrien, der har været nævnt under sagen. Nævnet lægger til grund, at tolkningen under nævnsmødet er forløbet tilfredsstillende. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer, der har været under de tidligere samtaler i forbindelse med sagens behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/9/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, der havde oplyst, at han var fra Kuwait. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shia muslim fra [byen A], Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at leve som statsløs bidoon uden rettigheder eller at blive sendt til Irak. Han frygter endvidere at blive slået ihjel af broren til den kvinde, som han havde et forhold til i Kuwait. Ansøgerens far døde kort tid efter ansøgerens fødsel, og ansøgeren boede efterfølgende i Irak sammen med sin mor fra 2006 til 2012, idet hans mor var irakisk statsborger. I 2013 vendte ansøgeren tilbage til Kuwait, efter at hans mor døde i 2012. Ansøgeren mødte i starten af 2015 en kvinde ved navn [B], der besøgte den restaurant, hvor han arbejdede. De indledte et forhold, der imidlertid i [foråret] 2015 blev opdaget af [B]’s bror [C], der overhørte en telefonsamtale mellem ansøgeren og [B]. Den efterfølgende dag opsøgte [C] ansøgeren på restauranten, hvor han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste fra Kuwait i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at der på ansøgerens mobiltelefon var gemt et stort antal beskeder fra applikationerne WhatsApp, Facebook Messenger og Viber med udførlige instruktioner om, hvad en asylansøger, der søger om asyl som statsløs bidoon fra Kuwait, skal svare på spørgsmål om Kuwait, herunder hvordan en asylansøger kan lyde som en kuwaiter frem for en iraker, og hvordan en asylansøger skal svare på spørgsmål om sit asylmotiv. Hans forklaring, hvorefter han havde fået beskeder tilsendt fra sine venner, efter at de havde talt om det, og at ansøgeren ikke skulle bruge det til noget, men ikke fik det slettet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring for nævnet fik udstedt den kuwaitiske fødselsattest dateret [i vinteren] 2012 ved hjælp af bedstefarens ven i Kuwait, og dokumentet understøtter derfor ikke, at ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren sammen med sin mor, der var irakisk statsborger, har opholdt sig i en årrække i Irak, efter at faren døde, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring muligt kunne opnå irakisk statsborgerskab som følge af morens nationalitet. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema har omtalt et forhold til en pige og en konflikt med pigens bror, og at der således er tale om en afgørende udbygning af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. hjem/2017/8/MAD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, der havde oplyst, at de var fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være bidooner (statsløse) fra [byen A], Kuwait, hvor de boede sammen med den mandlige ansøgers familie frem til deres udrejse fra landet. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger er imidlertid blevet sat i forbindelse med andre, der har været poli-tisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait fryg-ter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet af myndighederne i landet, idet han tidligere har været fængslet i Kuwait, og idet han i den forbindelse underskrev et papir. Ansøgerne har videre henvist til, at bidooner (statsløse) i Kuwait ingen rettigheder har. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at de er bidooner (statsløse) fra Kuwait, og at de har boet i Kuwait hele deres liv. Den mandlige ansøger har dog i en periode i 2010 været i Østrig, hvor han søgte asyl. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger i 2013 holdt et møde på deres bopæl, hvor flere andre bidooner deltog, heriblandt en kendt aktivist ved navn [B], der opfordrede den mandlige ansøger til at deltage i demonstrationer for bidooners rettigheder. Få dage efter mødet blev [B] fængslet, og få dage herefter, [i efteråret] 2013, blev den mandlige ansøger også fængslet, idet [B] havde oplyst til myndighederne, at den mandlige ansøger havde deltaget i demonstrationer. Den mandlige ansøger blev løsladt efter 40 dage, idet hans arbejdsgiver [C] garanterede for ham. [I primo] 2015 blev den mandlige ansøger fængslet på ny. Han blev løsladt to måneder senere [i medio] 2015 og skulle i forbindelse med løsladelsen underskrive et papir. Ansøgerne opholdt sig herefter i skjul hos [C] sammen med deres søn frem til udrejsen fra Kuwait [i efteråret] 2015. Efter ansøgernes udrejse fra landet har de kuwaitiske myndigheder tre gange spurgt efter den mandlige ansøger i moskeerne i [byen A], Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgernes identitet lagt vægt på, at den mandlige ansøger i 2010 søgte asyl i Østrig som irakisk statsborger. Hans forklaring, hvorefter menneske-smuglere havde sagt til ham, at han skulle sige til de østrigske myndigheder, at han var fra Irak, da ingen i Østrig kendte til bidooner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring frivilligt rejste fra Østrig til Irak i 2010, efter at han på den irakiske ambassade havde fået udstedt de fornødne dokumenter til brug for indrejse i Irak. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling har forklaret divergerende blandt andet om, hvornår mødet om demonstrationerne fandt sted, og om det var efter den første eller anden tilbageholdelse af den mandlige ansøger, at han underskrev et dokument. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgerne, der ifølge deres egne forklaringer kun havde meget beskedne indtægter, var i stand til med relativt kort varsel at fremskaffe et stort beløb til familiens udrejse. Der findes på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. hjem/2017/7/MAD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shiamuslim af trosretning fra [by], [område], Kuwait. Ansøgeren har deltaget i to demonstrationer for bidooners rettigheder i Kuwait. Herudover har ansøgeren ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter repressalier fra myndighederne som følge af sin fars politiske aktiviteter. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter repressalier fra hendes tidligere ægtefælle, idet hun er stukket af fra ham. Endelig har ansøgeren henvist til generel frygt for personer i muslimske lande, idet det er forbundet med stor skam at stikke af med sine børn uden sin ægtefælles samtykke. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hendes far var politisk aktiv i Kuwait, ligesom han blev beskyldt for at have været tilknyttet den irakiske folkehær under den irakiske okkupation i 1990. Ansøgerens far kom i myndighedernes søgelys efter at have udtalt sig om bidoonernes situation på et seminar i 2009. Ansøgeren har videre henvist til, at familiens hus blev overvåget af efterretningstjenesten fra 1990 og frem til ansøgerens udrejse af Kuwait. Ansøgerens mor og søskende udrejste af Kuwait i starten af 2010, men det var ikke muligt for ansøgeren at udrejse, hvorfor ansøgeren blev gift i februar 2010. Ansøgerens far udrejste en uge herefter. Ansøgeren boede efterfølgende på familiens bopæl i Kuwait med sin daværende ægtefælle, som udsatte hendes for voldelige og seksuelle overgreb, ligesom ansøgerens daværende ægtefælle udsatte deres fælles børn for voldelige overgreb. Da ansøgerens far var eftersøgt af de kuwaitiske myndigheder som følge af sin politiske aktivitet, var ansøgeren, efter farens udrejse, eftersøgt af de kuwaitiske myndigheder. Myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl flere gange i starten af 2011. I 2012 flyttede ansøgeren med sin daværende ægtefælle og deres to fælles børn til Irak i en periode på halvandet år, hvilket skyldtes ansøgerens daværende ægtefælles arbejde. I Irak boede de i ansøgerens daværende ægtefælles families hus i Najaf. I 2013 vendte de tilbage til Kuwait og tog igen ophold på ansøgerens families bopæl. Ansøgerens daværende ægtefælle tvang herefter ansøgeren til at deltage i to demonstrationer for statsløses (bidooners) rettigheder. I 2015 blev ansøgeren og hendes daværende ægtefælle registreret i Grækenland under falsk dokumentation, men vendte tilbage til Kuwait, hvor ansøgeren boede med sin daværende ægtefælle og deres fælles børn. To uger forinden ansøgerens udrejse mod Danmark fik myndighederne i Kuwait kendskab til, at ansøgeren med sikkerhed opholdt sig på familiens adresse i Kuwait. Den [nærmere angivet dato i sommeren] 2015 udrejste ansøgeren med børnene mod Danmark. Ansøgerens daværende ægtefælle indrejste i Danmark efter ansøgeren og parret blev skilt den [nærmere angivet dato i foråret] 2017. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine generalia, herunder navn, fødselsdato og statsborgerskab. Ansøgeren har således overfor de græske myndigheder oplyst, at hun er syrisk statsborger, at hun er født den [nærmere angivet dato] 1992, og at hendes navn er [A]. På baggrund af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet det ikke sandsynligt, at det skete efter pres fra sin tidligere ægtefælle, som hævdet af ansøgeren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor de boede, mens de var gift. Ansøgerens tidligere ægtefælle har oplyst under sine samtaler med Udlændingestyrelsen, at han har boet hele sit liv i landsbyen [X] i Kuwait, og at ansøgeren boede der sammen med hans familie. Ansøgeren har derimod oplyst til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2017, at hun boede sammen med sin tidligere ægtefælle på sin families bopæl i [Z] i [område] i Kuwait, bortset fra halvandet år, hvor de boede hos den tidligere ægtefælles familie i Najaf i Irak. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens far har forklaret indbyrdes divergerende om farens angivelige politiske aktiviteter samt myndighedernes kendskab til familiens bopæl. Ansøgerens far har til de norske udlændingemyndigheder oplyst, at han ikke har været politisk aktiv eller tilknyttet nogen politiske organisationer, men at han har udtalt sig offentligt om undertrykkelsen af bidoonere i Kuwait. Ansøgerens far har endvidere forklaret, at hans hus blev overvåget døgnet rundt, idet det var kendt, at det var hans hus. Ansøgeren har derimod oplyst til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i foråret] 2016, at hendes far samarbejdede med nogle partier, og at han var med til at skabe demonstrationer. Endvidere har ansøgeren til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2017 oplyst, at myndighederne først fik kendskab til, at ansøgeren opholdt sig på sin bopæl, to uger forud for ansøgerens udrejse af Kuwait, og at hun ville være blevet opsøgt tidligere, hvis myndighederne tidligere havde været sikre på, at det var ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens mor har forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der angiveligt tog sig af ansøgeren efter familiens udrejse af Kuwait. Ansøgerens mor har til de norske udlændingemyndigheder oplyst, at ansøgeren boede hos [B], at [B]s rigtige navn var [C], og at [B] boede sammen med sin mor, som havde lovet at behandle ansøgeren som sin egen datter. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2017 oplyst, at ansøgerens nabo [D] hjalp ansøgeren, og at hun var som en mor for ansøgeren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren har forsøgt at opnå irakisk statsborgerskab. Til asylsamtalen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at ansøgeren ikke forsøgte at opnå statsborgerskab, og at hendes ægtefælle heller ikke tilbød det. Hun ønskede det heller ikke. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke søgte om statsborgerskab, fordi hun ikke havde nogen reel mulighed for at opnå statsborgerskab. Endvidere har ansøgeren forklaret, at ansøgerens ægtefælle forgæves forsøgte mange gange at opnå statsborgerskab til ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren angiveligt enten ikke ønskede eller ikke søgte om irakisk statsborgerskab, samtidig med at ansøgeren påberåber sig de generelle forhold for statsløses (bidooners) rettigheder i Kuwait som grundlag for sin asylansøgning. Vedrørende ansøgerens angivelige konflikt med sin tidligere ægtefælle lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 har forklaret, at konflikten med ægtefællen var overstået, og at ansøgeren for nævnet har fremlagt såvel sunnimuslimsk som shiamuslimsk skilsmissebevis. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har udbygget sin forklaring med, at ægtefællen ikke vil acceptere skilsmissen i deres hjemland, hvilket beror på ansøgerens egen formodning. For nævnet har ansøgeren tillige påberåbt sig at være forfulgt af sin tidligere ægtefælle og dennes familie, da de bebrejder ansøgeren, at de har fået afslag på deres ansøgninger om asyl. Nævnet finder, at en sådan eventuel konflikt ikke giver grundlag for asyl. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/6/MJM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shiamuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for statsløse (bidoonere). Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at hun er uregistreret statsløs (bidoon), og at man som statsløs (bidoon) ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at man som statsløs (bidoon) har begrænset adgang til uddannelse og sundhedsbehandling på offentlige sygehuse. Ansøgeren har endvidere til støtte for asylmotivet henvist til, at personer, der genindrejser i Kuwait efter at være udrejst illegalt, bliver udsat for fængsel og tortur. I Kuwait boede ansøgeren med sin mor og sin bror. Da ansøgeren var barn, flyttede hendes forældre fra hinanden. Ansøgeren har aldrig gået i skole, idet hun er statsløs (bidoon). Ansøgerens hverdag i Kuwait bestod i hjemmet, hvor hun lavede mad, tegnede og spillede PlayStation med sin lillebror. Da ansøgerens mor frygtede, at der skulle ske ansøgeren noget, kom hun sjældent udenfor hjemmet. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt med dele af sin familie af Kuwait, idet ansøgerens mor ønskede en bedre fremtid for sine børn. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og dertil knyttede asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine generalia, herunder navn, fødselsdato og statsborgerskab. Ansøgeren har således overfor de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1998, og at hendes navn er [A]. Endvidere har ansøgerens mor, [B], ligeledes til de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1957, og at hendes navn er [C]. Ved sin indrejse i Danmark oplyste ansøgerens mor, at hendes navn var [D]. Dertil kommer, at flere at ansøgerens familiemedlemmer i Østrig og Tyskland også er registreret som statsborgere i andre lande, herunder ansøgerens bror, [E], der har søgt asyl i Østrig den [efteråret] 2010 og har oplyst at være irakisk statsborger, samt ansøgerens stedbror, [F], der er registreret som syrisk statsborger i Grækenland under navnet [G] med fødedatoen den [nærmere angiven dato] 1984. Ydermere har flere af ansøgerens familiemedlemmer, blandt andet på de sociale medier, opgivet informationer, der knytter dem til Irak, herunder byen Najaf. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt på, at ansøgeren og ansøgerens mor, [B], har forklaret divergerende om deres leveforhold i Kuwait, herunder forklaret divergerende om, hvorvidt der var bruser og iPad i husstanden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har fragået sin forklaring om, hvorvidt der var en iPad i husstanden med henvisning til tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren flere gange under samtalerne med Udlændingestyrelsen har omtalt iPad’en, og at forklaringen herom indgår i en nærmere sammenhæng. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/5/MJM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shiamuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for statsløse (bidoonere). Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hun er uregistreret statsløs (bidoon), og at man som statsløs (bidoon) ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det ikke siden 1990’erne har været muligt for statsløse (bidoonere) at få adgang til uddannelse, sundhedsbehandling på offentlige sygehuse, vielsesattest og fødselsattest i Kuwait. Det har endvidere ikke været muligt for statsløse (bidoonere) at eje fast ejendom, ligesom de kun gives undertrykkende arbejde. I Kuwait forsørgede ansøgeren sig ved at lave mad til folk i hjemmet, ligesom hun også syede for folk. Ansøgeren har født seks børn, hvorefter hendes ægtefælle, som er far til børnene, forlod hende for at bo sammen med en ny ægtefælle. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt med dele af sin familie af Kuwait, idet ansøgeren ønskede en bedre fremtid for sine børn. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og dertil knyttede asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine generalia, herunder navn, fødselsdato og statsborgerskab. Ansøgeren har således overfor de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1957, og at hendes navn er [et andet navn end det i Danmark oplyste]. Ved sin indrejse i Danmark oplyste ansøgeren, at hendes navn var [et andet navn end det i Tyskland angivne]. Endvidere har ansøgerens medfølgende datter, [A], ligeledes til de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1998, og at hendes navn er [et andet navn end det i Danmark oplyste]. Dertil kommer, at flere af ansøgerens familiemedlemmer i Østrig og Tyskland også er registreret som statsborgere i andre lande, herunder ansøgerens søn, [B], der har søgt asyl i Østrig den [nærmere angiven dato] 2010 og har oplyst at være irakisk statsborger, samt ansøgerens stedsøn, [C], der er registreret som syrisk statsborger i Grækenland under navnet [et andet navn end det i Danmark oplyste] med fødedatoen den [nærmere angiven dato] 1984. Ydermere har flere af ansøgerens familiemedlemmer, blandt andet på de sociale medier, opgivet informationer, der knytter dem til Irak, herunder byen Najaf. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har et yderst begrænset kendskab til det hjemområde, hvor ansøgeren påstår, at hun har boet i omkring 40 år. Blandt andet har ansøgeren ikke kunnet lokalisere eller gengive navnet på den lokale moské, hvorfra hun angiveligt modtog en væsentlig del af sit indtægtsgrundlag fra. Ansøgeren har således til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den lokale moské, der måske hed [navn på moské], lå i deres distrikt/blok, men at hun ikke vidste hvor præcist. Hun kunne høre den kalde til bøn, hvorfor moskéen måtte ligge tæt på deres bopæl. Nævnet bemærker, at ansøgerens datter, [A], har forklaret, at der lå en moské ved siden af deres hus, og at moskéen hed [et andet navn end det af ansøgeren oplyste]. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt på, at ansøgeren og ansøgerens datter, [A], har forklaret divergerende om deres leveforhold i Kuwait, herunder forklaret divergerende om, hvorvidt der var bruser og iPad i husstanden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter under nævnsmødet har fragået sin forklaring om, hvorvidt der var en iPad i husstanden med henvisning til tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens datter flere gange under samtalerne med Udlændingestyrelsen har omtalt iPad’en, og at forklaringen herom indgår i en nærmere sammenhæng. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun har finansieret sin udrejse, forekommer mindre sandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at hun har opsparet 1000 dinar til brug for udrejsen, hvilket skal sammenholdes med, at hun månedligt angiveligt tjente 20-40 dinar og fik dækket 75 % af sine faste udgifter gennem velgørenhed og donationer. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt ældre dokumenter, der angiveligt knytter ansøgeren til Kuwait, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår således også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait, herunder både nationalitetspas og andre dokumenter, er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Nævnet finder dog ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dokumenterne, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse, herunder vurderingen af, om ansøgeren i dag er statsløs bidoon. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/4/MJM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra et ukendt land. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han er fra Tindouf i Sahara på grænsen mellem Algeriet og Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tindouf i Sahara ikke frygter noget, men at han ikke har noget eller nogen at vende tilbage til. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han boede hos sin bedstemor efter, at hans forældre blev skilt. Ansøgeren boede hos sin bedstemor frem til fem- eller seks-årsalderen. Ansøgeren tog herefter på egen hånd til Frankrig i 2005 og har sidenhen taget ophold i forskellige europæiske lande. Ansøgeren søgte først om asyl, da han kom til Danmark, idet han ikke var bekendt med muligheden for at søge om asyl, før han kom hertil. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far handlede med kvæg med israelerne, og at faren som følge heraf blev truet af islamister. En aften, da ansøgeren var seks år gammel, lå han og sov, da hans forældre blev kidnappet, og der blev sat ild til huset. Ansøgeren vågende på hospitalet, hvor han hver dag fik besøg af en for ham tidligere ukendt kvinde ved navn […]. Senere tog [den navngivne kvinde] ansøgeren med til Egypten, hvor han modtog behandling for sine brandsår. Efter to til tre måneder bragte [den navngivne kvinde] ansøgeren til Tunesien, hvor hun selv boede. Som følge af sit arbejde som journalist rejste [den navngivne kvinde] meget, hvorfor hun placerede ansøgeren på et børnehjem og hentede ham, når hun var hjemme i Tunesien. Under sit ophold på børnehjemmet hørte ansøgeren, at han skulle aftjene værnepligt i Tunesien, når han blev 18 år. Ansøgeren ønskede ikke at aftjene værnepligt, hvorfor han forlod børnehjemmet, inden han flydte 18 år. Herefter opholdt ansøgeren sig på havnen i omkring seks måneder, hvorefter han sejlede til Italien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, den pågældende påberåber sig. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren både i Danmark og i andre europæiske lande har opgivet flere forskellige navne, og at han under sagens behandling har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han er fra Gaza, Tunesien, Marokko eller Algeriet. Flygtningenævnet træffer derfor ligesom Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgeren kan udsendes til hjemlandet. Om asylmotivet bemærkes, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke frygter noget, men ikke har noget at vende tilbage til og intet sted at bo. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har oplevet konflikter af asylbegrundende karakter. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/3/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der angiveligt kommer fra Kasakhstan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er angiver at være etnisk ingusjeter, sunni-muslim og født i Groznyj i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter de tjetjenske myndigheder, da hun i 2008 blev voldtaget af russiske og/eller tjetjenske politiofficerer i Groznyj, Tjetjenien, ligesom mosteren efterfølgende i Ingustjetien blev dræbt, idet hun ikke ville oplyse, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren har til støtte herfor op-lyst, at hun er født i Groznyj, Tjetjenien. I 1994 blev ansøgeren bragt til sin moster i Ingusjetijen, da det var usikkert for ansøgeren at bo i Groznyj. Ansøgerens forældre blev i Groznyj. Ansøgerens forældre blev dræbt i år 2000 under krigen i Tjetjenien. Da ansøgeren er registreret i Tjetjenien, var hun nødt til at vende tilbage til Tjetjenien for at få udstedt et pas. Den 28. juli 2008 tog ansøgeren derfor med sin moster til Groznyj i Tjetjenien. Den 29. juli 2008 tog ansøgeren alene afsted til en politistation for at få udstedt dokumenter. Da ansøgeren oplyste politiet om, hvem hun var, og at hendes mor var af russisk afstamning, begyndte politifolkene at tale nedsættende og ydmygende til ansøgeren. Ansøgeren blev bedt om at følge med ind på et kontor af en af betjentene. Ansøgeren blev stillet en række generelle spørgsmål af betjenten. På et tidspunkt gik betjenten hen og lukkede og låste døren til kontoret. Polititjenestemanden gjorde herefter seksuelle tilnærmelser til ansøgeren. Da ansøgeren ikke var samarbejdsvillig, blev politibetjenten voldelig og ville tvinge hende til seksuelt samkvem. Da ansøgeren gjorde modstand, ringede politibetjenten efter to andre betjente. Ansøgeren blev herefter voldtaget af de tre betjente på skift. Ansøgeren blev efterladt i lokalet på gulvet, da voldtægten var overstået. På et tidspunkt blev ansøgeren fundet af en rengøringsdame, som tog hende med tilbage til det hus, hvor ansøgeren og mosteren havde overnattet. Ansøgeren og mosteren tog tilbage til mosterens hus i Ingusjetijen. [En nat i sommerhalvåret i 2008] vågnede ansøgeren ved, at hun hørte skud i området. Ansøgeren kiggede ud af vinduet. Ansøgeren så tre personer. To af personerne stod ved ansøgerens moster, som var blevet skudt. Ansøgeren genkendte en af de tre personer. Det var en af betjentene fra politistationen i Groznyj. Ansøgeren gik i panik og flygtede ud af et vindue på den anden side af huset. Ansøgeren fik kontakt til nogle mænd i lokalområdet, som bragte hende ud til hendes onkel. Ansøgerens onkel hjalp ansøgeren med at flygte ud af landet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og nationalitet til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lægt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ransagning på hendes bopæl den [i foråret] 2016 blev fundet besiddelse af et kasakhstansk pas udstedt [i sommeren 2014] lydende på navnet […], og at hun under sagens behandling i Flygtningenævnet pr. e-mail har sendt billeder af et russisk pas udstedt [i sommeren 2016] med [et andet navn]. Flygtningenævnet træffer derfor afgørelse om, at ansøgeren kan udsendes til hjemlandet. Om asylmo-tivet i relation til Rusland bemærkes, at der ikke er forelagt Flygtningenævnet nye oplysninger, som giver anledning til en anden vurdering end i Flygtningenævnets afgørelse af 26. november 2009 om afslag på asyl. Ansøgeren har ikke påberåbt sig at hun risikerer asylrelevant forfølgelse i Kasakhstan. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikter af asylbegrundende karakter i hverken Rusland eller Kasakhstan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. hjem/2017/2/MAD
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren har oplyst at være fra Eritrea. Ansøgeren har oplyst at have været medlem af partiet Eritrean People Liberation Front (EPLF), siden han var 13 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og slået ihjel af repræsentanter fra de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjenesten. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste på ubestemt tid. Endelig har ansøgeren henvist til, at de eritreiske myndigheder undertrykker befolkningen. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af udlændingelovens § 40, at det påhviler en asylansøger at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af sin identitet, herunder nationalitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i sin helhed må forkastes som utroværdig. Han har således erkendt, at han har forklaret usandfærdigt på centrale punkter, og han har under senere samtaler ændret sin forklaring til nye usandfærdigheder. De af ansøgeren fremlagte dokumenter findes ikke at indeholde fornødent bevis for ansøgerens identitet, idet det bemærkes, at de er indbyrdes uoverensstemmende blandt andet i forhold til ansøgerens fødselsdato, og i øvrigt uforenlige med ansøgerens forklaring for nævnet. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme advokatens subsidiære begæring om udsættelse af sagen med henblik på at foretage yderligere undersøgelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/19/NKE
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, der angiveligt er bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være fra […], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er bidoon fra Kuwait, og at bidoonere ingen rettigheder har i Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at hans storebror har en konflikt med myndighederne i Kuwait. Ansøgerens bror, [M], blev fængslet af de kuwaitiske myndigheder, efter at han havde været i skænderi med en kuwaitisk mand. Han flygtede derefter ud af Kuwait. Ansøgeren og hans familie blev efterfølgende fire gange opsøgt af myndighederne, idet de ledte efter [M]. Myndighederne truede med at tage ansøgeren med i stedet for [M]. Den fjerde gang, myndighederne kom til familiens bopæl, fik familien en frist på fem dage til at finde [M]. Ansøgerens far besluttede herefter, at ansøgeren måtte udrejse. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2000. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. For så vidt angår ansøgerens identitet lægger Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – vægt på, at ansøgerens kendskab til hjemområdet er mangelfuld, at ansøgerens forklaring om baggrunden herfor ikke er overbevisende. Ansøgeren har således ikke været i stand til at forklare for nævnet, hvor den moské, hvor han lærte at læse i, lå. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at der på ansøgerens brors mobiltelefon blev fundet to oversigter over […] med angivelse af, hvad der findes i de enkelte blokke i den by i Kuwait […], som ansøgeren hævder at komme fra, og at det af ansøgerens brors mobiltelefon fremgår, at kontakter, beskeder og søgninger, ud over Danmark, er med personer og hjemmesider i Irak. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt, og at det er påfaldende, at ansøgeren havde behov for, at ansøgerens far inden ansøgerens udrejse forsøgte at beskrive, hvordan […] området ser ud. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse vedrørende disse punkter. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han talte regelmæssigt i telefon med sine forældre, hvorefter han, da han blev anmodet om at oplyse familiens kontaktoplysninger, forklarede, at han ikke ønskede at oplyse sine forældres telefonnummer. Efter en pause i samtalen konstaterede Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde sine forældres telefonnummer på telefonen. Ansøgeren forklarede nu, at han havde slettet forældrenes telefonnummer, fordi der var sket noget mellem ansøgeren og hans familie, og at han havde slettet telefonnummeret en uge tidligere. Ansøgeren ønskede ikke at forklare nærmere om konflikten med familien, idet han oplyste, at han ikke ønskede at ændre sine normer og værdier og derfor ikke vil give personlige oplysninger. For nævnet har ansøgeren – oplyst om nævnets tavshedspligt, og at det kan give anledning til undren, at han ikke vil forklare om konflikten – fastholdt, at han ikke ønsker at forklare herom. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin kontakt til sine forældre er afglidende og udbyggende. Forklaringen er særlig bemærkelsesværdig i lyset af, at ansøgeren ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen blev klar over, at hans tilhørsforhold til Kuwait var et tema for de danske myndigheder, og at telefonopkald til ansøgerens forældre i Kuwait ville kunne have støttet ansøgerens forklaring. Nævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke til asylsamtalen kunne oplyse landekoden for opkald til Kuwait. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at de oplysninger, der er forelagt for nævnet, om ansøgerens Facebookprofil ikke peger på, at ansøgeren har tilknytning til Kuwait, men snarere til Irak. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt en kopi af nogle dokumenter, som angiveligt skal dokumentere, at ansøgerens far har haft bopæl i Kuwait i 1975, 1986/87 og 1989. Nævnet finder imidlertid, at kopierne ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, dels at der er tale om kopier, dels tidspunktet for dokumenternes fremkomst, dels omstændighederne i øvrigt, herunder at ansøgeren ikke har fået dokumenterne af sin far men fra en person, han kalder onkel, som han fik kontaktoplysning om af sin bror på et tidspunkt, hvor han ifølge sin forklaring for nævnet ikke havde kontakt med broren. Den indhentede sproganalyse kan heller ikke føre til at andet resultat, idet det efter analysen alene kan lægges til grund, at ”the linguistic behaviour is consistent with the linguistic community Gulf Arabic”. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om de trusler, som myndighederne angiveligt fremsatte på bopælen, og om tidspunkterne for myndighedernes besøg og tidspunktet for ansøgerens udrejse. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse vedrørende disse punkter. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens og ansøgerens bror har forklaret uoverensstemmende om, hvornår brorens konflikt med myndighederne fandt sted. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at hændelsen mellem broren og kuwaiteren fandt sted mere end fem måneder, men under et år, før ansøgeren udrejste. Ansøgerens bror har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklaret, at han blev tilbageholdt i fem dage fra hændelsen, hvorefter han blev løsladt og opholdt sig i ørkenen en måned, inden han udrejste. Til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede broren, at hændelsen med kuwaiteren opstod 15-20 dage, før han udrejste, og at myndighederne – inden udrejsen – havde været på forældrenes bopæl første gang. Til gensamtalen [i foråret] 2017 forklarede broren, at hændelsen opstod 5 til 10 dage, før han udrejste. Dette skal sammenholdes med, at broren udrejste [i starten af efteråret] 2015, og at ansøgeren har forklaret, at myndighederne kom til forældrenes bopæl første gang omkring 5-10 dage før, at ansøgeren udrejste [i november] 2015. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han udrejste af Kuwait. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke helt kan huske, hvornår han udrejste, men at det måske var [primo november] 2015. For nævnet har ansøgeren, der indrejste i Danmark [ultimo november] 2015, imidlertid forklaret, at rejsen til Danmark varede to, tre eller fire måneder. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den voldsudøvelse, der fandt sted, da politiet kom på ansøgerens forældres bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at politiet slog ansøgeren i ansigtet, og at politiet også slog ansøgerens mor. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at politiet slog ansøgeren og ansøgerens mor, hvorimod ansøgeren for nævnet har benægtet, at politiet havde slået ham. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren er 17 år, men nævnet finder ikke, at ansøgerens alder kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/16/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder i 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive fængslet af myndighederne eller opsøgt af klanen til en dreng, som han har stukket ned med en kniv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet som følge af sin deltagelse i en demonstration til fordel for bidooneres rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han dagen inden sin udrejse af Kuwait var involveret i en episode på sin fars arbejde, hvor han stak en dreng i maven, efter at drengen havde slået ansøgerens far i hovedet, således at han tabte sin egal. Efter episoden løb ansøgeren mod sin bopæl, hvor han blev samlet op af [A] og kørt resten af vejen til bopælen. Derefter kørte de hjem til [A]. Her opholdt ansøgeren sig frem til sin udrejse dagen efter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2012 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder i [by], hvorefter han blev anholdt og tilbageholdt i en måned. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet, nationalitet eller asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er indrejst uden legitimationsdokumenter, og at han overfor de danske myndigheder har oplyst et andet navn, fødedato og nationalitet, end der fremgår af de oplysninger, som de danske myndigheder har modtaget fra de græske myndigheder om ansøgerens registrering dér. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen har henvist til en bestemt familie i Danmark, som han ønskede at bo i nærheden af, og at der er navnesammenfald mellem denne familie og det efternavn, ansøgeren er registreret med i Grækenland. Der er endvidere sammenfald med familiens nationalitet som værende irakere og den nationalitet som iraker, som ansøgeren er registreret med i Grækenland. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet nogen rimelig forklaring på divergenserne. Heroverfor kan Flygtningenævnet ikke lægge afgørende vægt på de dokumenter, som ansøgeren har afleveret til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår asylmotivet, at ansøgeren har forklaret divergerende såvel mellem de forskellige samtaler i Udlændingestyrelsen som i forhold til forklaringen for Flygtningenævnet om selve knivstikepisoden, flugten fra stedet og udrejsen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da det på nuværende tidspunkt må anses som uafklaret, om ansøgeren har statsborgerskab i noget land, eller hvor han måtte have haft fast bopæl, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan sendes til hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/15/MJM
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, der havde oplyst, at han var fra Kuwait. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shia muslim fra […], Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at leve som statsløs bidoon uden rettigheder eller at blive sendt til Irak. Han frygter endvidere at blive slået ihjel af broren til den kvinde, som han havde et forhold til i Kuwait. Ansøgerens far døde kort tid efter ansøgerens fødsel, og ansøgeren boede efterfølgende i Irak sammen med sin mor fra 2006 til 2012, idet hans mor var irakisk statsborger. I 2013 vendte ansøgeren tilbage til Kuwait, efter at hans mor døde i 2012. Ansøgeren mødte i starten af 2015 en kvinde ved navn […], der besøgte den restaurant, hvor han arbejdede. De indledte et forhold, der imidlertid i [foråret] 2015 blev opdaget af [kvindens] bror […], der overhørte en telefonsamtale mellem ansøgeren og [kvinden]. Den efterfølgende dag opsøgte [kvindens bror] ansøgeren på restauranten, hvor han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste fra Kuwait i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at der på ansøgerens mobiltelefon var gemt et stort antal beskeder fra applikationerne WhatsApp, Facebook Messenger og Viber med udførlige instruktioner om, hvad en asylansøger, der søger om asyl som statsløs bidoon fra Kuwait, skal svare på spørgsmål om Kuwait, herunder hvordan en asylansøger kan lyde som en kuwaiter frem for en iraker, og hvordan en asylansøger skal svare på spørgsmål om sit asylmotiv. Hans forklaring, hvorefter han havde fået beskeder tilsendt fra sine venner, efter at de havde talt om det, og at ansøgeren ikke skulle bruge det til noget, men ikke fik det slettet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring for nævnet fik udstedt den kuwaitiske fødselsattest dateret [vinteren] 2012 ved hjælp af bedstefarens ven i Kuwait, og dokumentet understøtter derfor ikke, at ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren sammen med sin mor, der var irakisk statsborger, har opholdt sig i en årrække i Irak, efter at faren døde, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring muligt kunne opnå irakisk statsborgerskab som følge af morens nationalitet. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylansøgningsskema har omtalt et forhold til en pige og en konflikt med pigens bror, og at der således er tale om en afgørende udbygning af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/13/MAD
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, der havde oplyst, at de var fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være bidooner (statsløse) fra [en landsby], Kuwait, hvor de boede sammen med den mandlige ansøgers familie frem til deres udrejse fra landet. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger er imidlertid blevet sat i forbindelse med andre, der har været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet af myndighederne i landet, idet han tidligere har været fængslet i Kuwait, og idet han i den forbindelse underskrev et papir. Ansøgerne har videre henvist til, at bidooner (statsløse) i Kuwait ingen rettigheder har. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at de er bidooner (statsløse) fra Kuwait, og at de har boet i Kuwait hele deres liv. Den mandlige ansøger har dog i en periode i 2010 været i Østrig, hvor han søgte asyl. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger i 2013 holdt et møde på deres bopæl, hvor flere andre bidooner deltog, heriblandt en kendt aktivist ved navn [A], der opfordrede den mandlige ansøger til at deltage i demonstrationer for bidooners rettigheder. Få dage efter mødet blev [A] fængslet, og få dage herefter, [i efteråret] 2013, blev den mandlige ansøger også fængslet, idet [A] havde oplyst til myndighederne, at den mandlige ansøger havde deltaget i demonstrationer. Den mandlige ansøger blev løsladt efter 40 dage, idet hans arbejdsgiver […] garanterede for ham. [I foråret] 2015 blev den mandlige ansøger fængslet på ny. Han blev løsladt to måneder senere omkring [en dag i foråret] 2015 og skulle i forbindelse med løsladelsen underskrive et papir. Ansøgerne opholdt sig herefter i skjul hos [arbejdsgiveren] sammen med deres søn frem til udrejsen fra Kuwait [i efteråret] 2015. Efter ansøgernes udrejse fra landet har de kuwaitiske myndigheder tre gange spurgt efter den mandlige ansøger i moskeerne i [landsbyen], Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgernes identitet lagt vægt på, at den mandlige ansøger i 2010 søgte asyl i Østrig som irakisk statsborger. Hans forklaring, hvorefter menneskesmuglere havde sagt til ham, at han skulle sige til de østrigske myndigheder, at han var fra Irak, da ingen i Østrig kendte til bidooner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring frivilligt rejste fra Østrig til Irak i 2010, efter at han på den irakiske ambassade havde fået udstedt de fornødne dokumenter til brug for indrejse i Irak. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling har forklaret divergerende blandt andet om, hvornår mødet om demonstrationerne fandt sted, og om det var efter den første eller anden tilbageholdelse af den mandlige ansøger, at han underskrev et dokument. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgerne, der ifølge deres egne forklaringer kun havde meget beskedne indtægter, var i stand til med relativt kort varsel at fremskaffe et stort beløb til familiens udrejse. Der findes på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/12/MAD
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger med ukendt nationalitet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har angivet at være etnisk berber og sunni-muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at vil blive slået ihjel af sin fars fætres børn som følge af ansøgerens fars og farens fætres børns arvestrid om et stykke jord, som ansøgerens far nu har solgt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at omkring 2008 eller 2009 solgte ansøgerens far et stykke jord med et hus på, som havde tilhørt ansøgerens oldefar. Dette gav anledning til en konflikt med ansøgerens fars fætre, som ikke var bekendt med salget. Omkring 2008 eller 2009 udrejste ansøgerens far fra Libyen. Omkring starten af 2009, og efter ansøgerens fars udrejse, blev ansøgeren i løbet af en uge truet på livet i alt tre gange af ansøgerens fars fætres børn, som ansøgeren boede sammen med i Tripoli. Ansøgeren tog af den grund efterfølgende ophold hos sin morbror i Benghazi, hvor ansøgeren opholdt sig i tre eller fire år forud for ansøgerens endelige udrejse i starten af 2014 fra Libyen til Egypten. I Østrig i 2015 blev ansøgeren truet omkring fem til syv gange og slået omkring fem gange af en gruppe personer med relation til ansøgerens fars fætres børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er libysk statsborger eller ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. For så vidt angår ansøgerens identitet kan Flygtningenævnet henvise til den begrun¬delse, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat. Tværtimod svækker det ansøgerens troværdighed, at det i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af ansøgerens klage er kommet frem, at ansøgeren i 2015 har oplyst til de østrigske myndigheder, at hans navn er[A.I], at han er født […] 1992 og er algeirsk statsborger. For så vidt angår asylmotivet finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring er utroværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan også på dette punkt henvise til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat. Tværtimod har ansøgeren forklaret udbyggende for nævnet, at han, mens han boede i Benghazi, blev opsøgt og truet også der. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han boede i Benghazi uden problemer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/11/lrn
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger, der angav at være fra Eritrea, samt hendes mindreårige barn. Indrejst i 2014. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet styrelsen ikke fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder nationalitet. Senere i 2015stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på ansøgerens manglende kendskab til forholdene i Eritrea, og at ansøgerens forklaring under nævnsmødet adskilte sig radikalt fra ansøgerens tidligere forklaringer. I 2017 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde, efter at dokumenter fremlagt af ansøgeren til støtte for sin identitet var blevet ægthedsvurderet ved en kriminalteknisk undersøgelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke givet møde for nævnet, selv om hun ved brev af 31. august 2017 sendt til hendes bopælsadresse er indkaldt til nævnsmødet. Brevet er ikke kommet retur. Ansøgeren er heller ikke mødt op til et møde hos den beskikkede advokat forud for nævnsmødet, selv om den beskikkede advokat to gange skriftligt har indkaldt hende. Heller ikke den beskikkede advokat har fået brevene retur. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, jf. Flygtningenævnets forretningsordens § 36, stk. 1, og nævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag. Ansøgeren har oplyst, at hun er eritreisk statsborger født i 1994 fra byen Tserona og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren at blive straffet for illegal udrejse samt for militærunddragelse. Den […]2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af[…]2015, idet nævnet ligesom styrelsen ikke fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder sit statsborgerskab. Ansøgeren har i [slutningen af] 2016 fremlagt forældrenes eritreiske id-kort, der er vurderet som værende ”tvivlsomt ægte” ved en kriminalteknisk undersøgelse. Den […]2017 har Flygtningenævnet genoptaget sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Som anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelse fra […]27. april 2015 påhviler det i henhold til udlændingelovens § 40 en ansøger at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Af de grunde, der er anført i nævnets tidligere afgørelse, finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun stammer fra Eritrea. Nævnet skal yderligere bemærke, at selvom det måtte lægges til grund, at de id-kort, ansøgeren efterfølgende er fremlagt, måtte være ægte eritreiske id-kort, er det ikke sandsynliggjort, at de tilhører ansøgerens forældre. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fremlagt en falsk vielsesattest, ligesom hun har afgivet urigtig forklaring om sit asylmotiv. Videre bemærkes, at ansøgeren under asylsamtalen […]2014 oplyste, at landekoden for Eritrea var 251, hvilket imidlertid er landekoden for Etiopien. Endelig fremgår, at den angivne ægtefælle i den falske vielsesattest, som ansøgeren senere har forklaret er hendes bror, skulle stamme fra byen Kinin, som er beliggende i Etiopien. Idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Eritrea, eller at hun har været forfulgt ved udrejsen, eller ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem 2017/11
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og tre medfølgende børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske arabere og shia-muslimer fra Jahra-provinsen, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet, fordi han har deltaget i en demonstration og er udrejst illegalt af Kuwait. Videre frygter den mandlige ansøger de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han efter at være vendt tilbage fra Østrig i 2010 overværede en demonstration og senere deltog i en demonstration, inden han udrejste i 2015. Ved denne demonstration blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt et døgns tid, hvorefter han blev løsladt. Inden løsladelsen skulle han skrive under på, at han ikke ville deltage i demonstrationer igen. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af myndighederne, som over for ansøgeren gentog, hvad han havde underskrevet. Ansøgeren og hans familie udrejste herefter af Kuwait på grund af manglende rettigheder som bidoonere (statsløse) i Kuwait. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet, fordi hun er udrejst illegalt. Videre frygter hun, at hendes ægtefælle bliver fængslet, idet han har deltaget i en ulovlig demonstration. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold for bidoonere i landet. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle deltog i en demonstration, og at han på den baggrund blev anholdt og tilbageholdt. Efter løsladelsen blev familiens hjem opsøgt af nogle for ansøgeren ukendte personer, som truede hendes ægtefælle. Herefter opholdt familien sig i deres hjem i en for ansøgeren ukendt periode, inden de udrejste af Kuwait ved brug af falske pas, som ansøgerens ægtefælles ven fremskaffede. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. I forhold til identitetsspørgsmålet lægger nævnet særligt vægt på, at den mandlige ansøger i 2010 har søgt asyl i Østrig under et andet navn og under angivelse af at være irakisk statsborger, og at han dengang frafaldt sin ansøgning med henblik på frivillig udsendelse til Irak, ligesom han fremskaffede irakiske rejsedokumenter. Hertil kommer at flere af den mandlige ansøgers familiemedlemmer, herunder ansøgerens mor og søster, er blevet registreret som irakiske statsborgere og under andre navne i flere europæiske lande. Flere af den mandlige ansøgers familiemedlemmer optræder endvidere på Facebook som havende tilknytning til Irak. Under disse omstændigheder finder nævnet, at den mandlige asylansøger ikke har sandsynliggjort, at han som hævdet er bidoon (statsløs) fra Kuwait. Også i forhold til den kvindelige ansøger, må der lægges vægt på de ovennævnte omstændigheder i forbindelse med ægtefællens asylansøgning i Østrig og hans families registrering som irakiske statsborgere i forbindelse med asylproceduren i andre europæiske lande. De indhentede sproganalyser kan heroverfor ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Det tilføjes, at det fremgår af den mandlige ansøgers sproganalyse, at hans sprog også udviste nogle af de karakteristika, der forbindes med arabisk, således som det tales i Irak. Heller ikke de fremlagte ældre dokumenter, der knytter ansøgerne til Kuwait, kan efter nævnets opfattelse føre til en anden vurdering af sagen. Nævnet finder ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dokumenterne, da de i lyset af det ovenfor anførte om den mandlige ansøgers tidligere asylansøgning i Østrig og familiemedlemmers registreringsforhold med videre ikke har nogen væsentlig betydning for sagens afgørelse. I forhold til den angivelige konflikt i Kuwait lægger nævnet vægt på, at ansøgernes forklaringer på en række punkter fremstår utroværdige og præget af væsentlige divergenser. Nævnet finder navnlig, at den mandlige ansøgers divergerende og usikre forklaringer om, hvornår han deltog i demonstrationen, hvornår han blev opsøgt på bopælen af myndighederne, og hvornår han udrejste af Kuwait, er så diffuse og usammenhængende, at de ikke fremstår selvoplevede. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers og den kvindelige ansøgers forklaringer på en række punkter også er indbyrdes divergerende, således som det også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Det må også efter ansøgernes egne forklaringer lægges til grund, at de ikke har konflikter i andre lande, herunder for eksempel i Irak, der har været nævnt under sagen. På den anførte baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de har et behov for international beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/10/ATN
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra et ukendt land. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være ateist fra Bo, Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone eller Ghana vil blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Bo, Sierra Leone. Han har aldrig kendt sine biologiske forældre og har siden sin fødsel boet sammen med et hvidt ægtepar, Margaret og John, samt deres to børn, Mary og Andy. I 1991 startede borgerkrigen i Sierra Leone, hvorefter familien udrejste, uden at ansøgeren siden har fået kontakt med dem. Ansøgeren tilbragte herefter nogle måneder i en flygtningelejr i Freetown kaldet ”Soldiers Camp”. Derefter blev han sammen med andre beboere, hvoraf de fleste var børn på hans egen alder, flyttet til Ghana. I Ghana boede ansøgeren de næste seks-syv år i byerne Obuasi og Tamale, hvor han voksede op hos et muslimsk ægtepar, Salima og Baba. Ansøgeren nåede at gennemføre seks sammenhængende klasser på skolen Dar-es-Salam. I 2001 blev ansøgeren, sammen med mange andre flygtninge fra Sierra Leone, sendt tilbage, fordi borgerkrigen i landet sluttede. Ansøgeren opholdt sig derefter igen i ”Soldier’s Camp”, hvor han boede et stykke tid, før han mødte sin ven [A]. Ansøgeren boede hos [A] og hans velhavende far i [et område i Sierra Leone] frem til sin udrejse af Sierra Leone i slutningen af 2002. Frem til 2006 opholdt ansøgeren sig illegalt i Spanien, hvorefter han tilbragte omkring 9 måneder i Italien. Derefter vendte ansøgeren tilbage til Spanien, hvor han blev frem til sin indrejse i Danmark [i] juni 2011. I Danmark har ansøgeren levet som homoseksuel, herunder deltaget i forskellige LGBT-arrangementer. Han har desuden haft et seksuelt forhold til en anden asylansøger i Danmark i 7-8 måneder. Forholdet er imidlertid afsluttet, fordi denne er sendt til Bulgarien. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret stærkt divergerende på adskillige centrale punkter. Ansøgeren har således både under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og under sin forklaring for Flygtningenævnet [i] december 2012 forklaret, at han aldrig har været i Ghana, at han lærte [A] at kende som seks til syv-årig, og at de indledte et seksuelt forhold, da ansøgeren var ca. 10 år gammel. Under nævnsmødet har ansøgeren, der vurderes at tale rimelig godt engelsk, nægtet at have forklaret som anført, og har forklaret, at han har været i Ghana i ca. 10 år, hvor han gik i skole, og at han først lærte [A] at kende, da ansøgeren var ca. 17 år gammel. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet om sine aktiviteter i LGBT-miljøet i Danmark ikke fremstod overbevisende. Han har således bl.a. forklaret, at han har deltaget i Copenhagen Pride hvert år siden 2013, men kunne ikke redegøre for, hvilken tid på året, paraden finder sted. Den fremlagte udtalelse fra LGBT Asylum kan ikke føre til en anden vurde-ring. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, herunder også af de grunde, som Flygtningenævnet i sin afgørelse [af] december 2011 har anført, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til enten Sierra Leone eller Ghana vil være i risiko for asylbe-grundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for over-greb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/1/CHHA
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger med ukendt statsborgerskab. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk somali og muslim af trosretning. Ansøgeren har videre oplyst, at han er født i Mogadishu, Somalia, og at han senere har opholdt sig i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de etiopiske myndigheder vil slå ham ihjel, idet de har beskyldt ham for at være medlem af ONLF. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af ONLF, fordi de mistænker ham for at samarbejde med regeringen i Etiopien, da han er flygtet fra deres lejr. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader blev anholdt og tilbageholdt i fem-seks år i løbet af ansøgerens opvækst, idet han blev beskyldt for at samarbejde med ONLF. Da ansøgeren var omkring 15-16 år gammel, blev hans morbroder, [A], slået ihjel af de etiopiske myndigheder, og ansøgeren flygtede fra bopælen i forbindelse med episoden, hvor [A] blev dræbt. Kort efter mødte han ONLF’s tropper i skoven. ONLF tog ansøgeren til sig, og han boede derefter i en af deres lejre i omtrent otte måneder. Ansøgeren flygtede fra ONLF’s lejr, fordi en af lederne ved navn [B], ville tvinge ansøgeren til at kæmpe for ONLF. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til en bedømmelse af, om en opholdstilladelse bør gives. Det følger heraf, at en asylansøger må sandsynliggøre sin identitet, og det asylgrundlag han påberåber sig. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han er født, idet han oprindeligt har oplyst, at han var født i [foråret] 1994 i Mogadishu, hvorefter han under nævnsbehandlingen har oplyst, at han er født i 1988. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret overfladisk og afglidende på spørgsmål om centrale begivenheder af sit asylmotiv, ligesom han har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Han har således til gensamtalen [i starten af 2016] forklaret, at hans onkel blev ført om bag huset, hvorefter der lød skud. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han så, at hans onkel blev skudt, ligesom han har forklaret divergerende om, hvordan han efterfølgende flygtede. Han har under gensamtalen forklaret, at han flygtede alene, mens hans familie blev tilbage i huset, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at alle flygtede. Endvidere har han forklaret divergerende om sin flugt fra ONLF-lejren, idet han forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at han flygtede ved middagstid, mens en del af oprørene var taget på en mission, hvorimod han under nævnsbehandlingen forklarede, at han flygtede om aftenen, mens hovedparten af oprørene lå og sov. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Etiopien. Der er ikke forelagt nævnet forhold, der peger i retning af, at ansøgeren har været eller vil komme i et modsætningsforhold med myndighederne eller andre i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien eller Somalia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/9/LAJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Merca, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin stedmoder og de to mænd, som stedmoderen sendte efter hende. Dette skyldes, at ansøgerens stedmoder mistænker ansøgeren for at have slået sin tidligere ægtefælle, [A], som også er stedmoderens broder, ihjel. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælle, [B], idet hun har fået en søn med en ny mand i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev slået af stedmoderen, og at stedmoderen endvidere truede med at slå ansøgeren ihjel. Af denne grund flygtede ansøgeren til Merca sammen med sin ægtefælle, [B]. De opholdt sig herefter i Merca i fire år, indtil ansøgeren blev opsøgt på bopælen af to mænd. Ansøgeren var ude at handle, da de opsøgte hende på bopælen. Naboen fortalte ansøgeren, at de to mænd var fra klanen Habargidir, som ansøgerens stedmoder ligeledes tilhører. Naboen fortalte endvidere, at stedmoderen havde sendt de to mænd. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Det følger af Udlændingelovens § 40, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om opholdstilladelse kan gives. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver fremtræder konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om forhold, der knytter sig til hendes i øvrigt meget enkle asylmotiv. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvor hun er født og opvokset, idet hun under nævnsbehandlingen har nævnt, at hun opholdt sig i Mogadishu, indtil hun blev voksen pige, mens hun tidligere har oplyst, at hun er fra [C]. Hun har yderligere forklaret divergerende om, hvordan hun blev advaret i forbindelse med, at hendes stedmoder angiveligt havde sendt to mænd efter hende. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsbehandlingen oplyst, at hendes nabo i Merca fortalte hende, at to mænd havde opsøgt hendes bopæl tidligere på dagen, hvorimod hun til asylsamtalen forklarede, at naboen advarede hende om, at to mænd var efter hende, inden de opsøgte bopælen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun angiveligt har kunnet opholde sig fire år i Merca uden problemer, efter at hun angiveligt flygtede fra sin stedmoder, navnlig når henses til, at hun sammen med andre personer, angiveligt flygtede til Merca i en fælles taxa. Endelig har nævnet lagt vægt på, at hun ikke har kunnet give oplysninger om egne eller stedmoderens generelle familieforhold. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sine asylmotiver. Nævnet bemærker, at ansøgeren har fået et barn med en herboende somalier, som efter det oplyste kommer fra samme område som ansøgeren i Somalia og har samme klanmæssige baggrund. På den baggrund finder nævnet, at det må antages, at ansøgeren kan have et familienetværk i hjemlandet. Dette indgår i nævnets vurdering af, om de generelle forhold i hjemlandet for enlige kvinder med et barn i sig selv kan medføre en ændret vurdering. Nævnet henviser herunder tillige til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder BBC Monitoring Online af 15. december 2015 og Migrationsverket, LIFOS af 29. april 2015, hvoraf det fremgår, at sikkerhedssituationen i Merca er stabil. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/8/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk Ogaden og sunni-muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Etiopien og etnisk Ogaden, og at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af Liyu Police/de etiopiske myndigheder, fordi ansøgerens fader har støttet Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens fader støttede ONLF, og at han derfor ikke overnattede i familiens hjem i landsbyen […]. I 2014 begyndte Liyu Police at opsøge ansøgerens familie for at lede efter hans fader, og både ham og hans moder blev udsat for fysiske overgreb i forbindelse hermed. På et ikke nærmere defineret tidspunkt, der lå tæt på ansøgerens udrejse af Etiopien i [foråret] 2014 blev han og faderen anholdt af Liyu Police på familiens bopæl. De blev ført udenfor byen, hvor Liyu Police skød og dræbte faderen og udsatte ansøgeren for et fysisk overgreb. Ansøgeren blev efterfølgende fundet af nogle hyrder, der bragte ham tilbage til sin moder. Nogle dage senere angreb Liyu Police igen bopælen, som de satte ild til. Mormoderen og lillesøsteren omkom i branden, og hans moder besluttede, at han var nødt til at flygte. Moderen fik kontakt til en kvinde, der tog ansøgeren med til […], hvor han boede i omkring 20 dage, hvorefter han rejste til Addis Abeba, hvorfra han udrejste med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han er født. Ved indrejsen i Danmark [i efteråret] 2014 forklarede ansøgeren, at han var fra [landsby] i Somalia, og til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015, at han var fra [landsby] i Etiopien, og først på det tidspunkt fremlagde han et etiopisk ID-kort, der tillige angav, at han var født [i foråret] 1999. Udlændingestyrelsen har på baggrund af en aldersundersøgelse truffet afgørelse om, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet, [i foråret] 2015, var 19 år gammel. Videre har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at hans fader opholdt sig i familiens hus, da faderen blev anholdt, om hvordan anholdelsen fandt sted, og om faderen besvarede politiets spørgsmål eller ej. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet, fordi bedstemoderen var blevet meget syg, at Liyu Police bankede på døren, som moderen først åbnede og dernæst lukkede igen, hvorefter politiet brød døren op, og at faderen overfor politiet tilstod at tilhøre ONLF. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet for at give familien penge, at Liyu Police ikke bankede på døren, men straks sparkede døren ind, og at faderen ikke besvarede politiets spørgsmål. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet med penge, fordi bedstemoderen var syg, at moderen forsøgte at åbne døren, men at politiet brød døren op, og at faderen tilstod at tilhøre ONLF, men ikke i øvrigt besvarede andre spørgsmål. Efter en samlet vurdering af disse divergenser og af ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv og således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2016/7
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig med ukendt statsborgerskab. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er statsborger i Eritrea, men har opholdt sig i Sudan siden han var ca. 7 år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet på grund af, at han er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste illegalt af Eritrea sammen med sine forældre, da han var syv år gammel for at tage ophold i Sudan. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet og dermed om asylmotivet til grund. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen lagt vægt på, at det af den foretagne sprogtest vedrørende sproget amhari fremgår, at der er meget høj sandsynlighed for, at ansøgeren stammer fra Etiopien, mens det er meget usandsynligt, at han stammer fra Eritrea. Flertallet har herved også lagt betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har lært amhari i en kirke, hvor han først begyndte at komme, da han var fyldt 18 år, og hvor han alene kom i weekenderne, når han havde fri, forekommer helt usandsynlig, idet det af sprogtesten fremgår, at han behersker amhari på modersmålsniveau. Hertil kommer, at det af sprogtesten vedrørende arabisk fremgår, at der er høj sandsynlighed for, at ansøgeren stammer fra Etiopien, mens det er usandsynligt, at han er fra Eritrea. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at familien til fods og ved hjælp af et æsel flygtede fra Eritrea forekommer usandsynlig, henset til at de angiveligt er flygtet ca. 700 km gennem Eritrea. Endelig har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at ansøgeren har afklaret afglidende og usammenhængende om, hvordan han kom i kontakt med sin fætter i Israel og fik penge til flugten af ham. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at udsætte sagen på en sprogtest vedrørende ansøgerens kendskab til sproget tigrinya. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnets flertal således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han stammer fra Eritrea og Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2016/19/AKM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger med ukendt statsborgerskab. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har angivet at være etnisk tigre og kristen ortodoks fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle udføre nationaltjeneste og at blive fængslet af myndighederne, idet der ikke i landet er demokrati eller frihed. Etiopien, hvor ansøgeren har opholdt sig fra 1993 til 2000, er ikke ansøgerens hjemland, og han har ingen rettigheder der. Ved en tilbagevenden til Sudan har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af regeringen, idet han tidligere har været tilbageholdt, fordi han ikke havde et gyldigt id-kort eller opholdstilladelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Eritrea, hvor han voksede op hos sin mors eritreiske nabo, idet hans far var død, allerede inden han blev født, og idet moren døde i forbindelse med fødslen. Kvinden lærte ansøgeren at tale amharisk, og ansøgeren har aldrig lært at tale tigrinya. I 1993 udrejste kvinden fra Eritrea til Etiopien sammen med ansøgeren. Da ansøgeren blev gammel nok, kom han i skole i Etiopien. Samtidig skulle ansøgeren hjælpe kvinden, der tog sig af ham. Hun drev en form for værtshus og fremstillede selv den spiritus, hun serverede for gæsterne. Politiet opsøgte deres bopæl flere gange under deres ophold, hvilket ansøgeren formoder skyldes, at der var problemer med naboens tilladelse til at drive sit erhverv, men også fordi kvinden og ansøgeren var fra Eritrea. I 2000 udrejste de begge til Sudan. Her blev ansøgeren tilbageholdt to gange og fængslet fire gange, idet han ikke havde en opholdstilladelse. I Sudan har ansøgeren indgået ægteskab med en etiopisk kvinde, der er bosiddende i Sudan. I slutningen af juni 2015 udrejste ansøgeren til Libyen, hvor han opholdt sig i tre måneder, inden han udrejste til Europa. Ansøgeren har forklaret, at han af den kvinde, der tog vare på ham efter forældrenes død, fik at vide, at han stammer fra en navngiven by i Eritrea. Ansøgeren har videre henvist til de problemer, som kvinden havde under opholdet i Etiopien. Ansøgerens forklaring om, at han stammer fra Eritrea, understøttes ikke af andre oplysninger eller faktuelle omstændigheder. Ansøgeren taler således udelukkende amharisk, og der foreligger ingen oplysninger om, at kvinden, i de år de boede i Etiopien, havde nogen form for kontakt med Eritrea. Ansøgeren har efter sin egen forklaring uden problemer deltaget i skoleundervisning i Etiopien. Ansøgeren er af Udlændingestyrelsen blevet opfordret til at fremlægge dokumenter, der kan bestyrke ansøgerens forklaring om sin identitet og nationalitet. Ansøgeren tilkendegav, at han ville kunne fremlægge vielsesattesten udstedt af en eritreisk kirke i Sudan. Ansøgeren har i stedet fremsendt en kopi af ægtefællens pas og har under nævnsmødet forklaret, at han medbragte den originale vielsesattest under flugten, men at han mistede den under turen over Middelhavet. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hustruen ikke var i besiddelse af en kopi af vielsesattesten, men at en sådan muligvis ville kunne fremskaffes. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han stammer fra Eritrea. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren stammer fra Eritrea. Der er på det foreliggende grundlag ikke grund til at antage, at ansøgeren stammer fra Sudan. Ansøgeren har ikke anført omstændigheder, der giver anledning til at det må antages, at ansøgeren i Etiopien vil risikere forfølgelse, omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/18/JOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger med ukendt nationalitet. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er ghanesisk statsborger, født i Liberia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Liberia frygter at blive smittet med ebola. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter personer som følge af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han boede i Liberia, indtil han var mellem fem og seks år gammel, hvorefter han flyttede med sin familie til Ghana. Under opholdet i Ghana opstod en jordkonflikt. Efter ansøgerens mors død blev skødet til jorden overdraget til en person ved navn [T], som ansøgeren opsøgte flere gange med henblik på et få skødet udleveret. Der opstod herefter en konflikt mellem ansøgeren, [T] og [T]s søn. Konflikten endte ud i, at ansøgeren slog sønnen i jorden, hvorefter der kom blod ud af munden på ham. Ansøgeren flygtede efterfølgende fra stedet. Ansøgeren udrejste af Ghana og opholdt sig i Libyen og Italien, inden han indrejste i Danmark. Der er ikke under nævnsmødet i den fornyede behandling af sagen fremkommet nye oplysninger til bestyrkelse af det af ansøgeren påberåbte asylmotiv i forhold til Ghana, hvorfor Flygtningenævnet henholder sig til Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2014, hvorefter ansøgerens forklaring om en jordkonflikt tilsidesættes som utroværdig. Ansøgeren har i forhold til Liberia som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Liberia frygter at blive smittet med ebola. Dette forhold er ikke af en sådan karakter, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret divergerende og udbyggende om sit statsborgerskab og sin identitet. Først under nævnsmødet under den fornyede behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hans far er ghanesisk statsborger med ghanesisk pas. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at også hans mor havde ghanesisk pas, ligesom hans søskende er ghanesiske statsborgere, og at han også selv er ghanesisk statsborger som følge af moderens statsborgerskab. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han har kontakt til sine søskende i Ghana. Ansøgeren har ikke kunnet fremlægge dokumentation for sin identitet, for hvor han efter det oplyste er født eller har opholdt sig eller dokumentation for forældrenes statsborgerskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren forgæves er søgt udsendt til Ghana, kan ikke medføre et andet resultat, idet der er tale om udrejseforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/17/JOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er angiveligt født i Israel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Israel frygter at blive slået ihjel, fordi der er krig mellem palæstinenserne og israelerne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at skulle deltage i krig, hvis han vender tilbage til Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han flygtede fra Israel til Marokko sammen med sin mor/stedmor i 1986. De flygtede, fordi der var krig mellem palæstinenserne og israelerne i det område, hvor de boede, og fordi ansøgerens far døde, hvilket satte dem i en dårlig økonomisk situation. Ansøgeren har videre forklaret, at der dagligt var bombardementer, ødelæggelser og drab i området, hvorfor ansøgerens mor besluttede, at de skulle flygte til Marokko, der er hendes hjemland. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans biologiske forældre havde været politisk aktive. Ansøgeren boede i Marokko i omkring et år, hvorefter han har boet i forskellige lande. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer divergerende, udbyggende og utroværdig. Han har således først for nævnet forklaret, at den person, som han under hele forløbet har forklaret, var hans mor, rettelig var hans plejemor. Endvidere har han for Udlændingestyrelsen forklaret, at hans familie ikke havde konflikter med hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, mens han for nævnet har forklaret, at begge biologiske forældre var politisk aktive og blev slået ihjel i forbindelse med deres politiske aktiviteter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/16/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Eritrea. Han har derudover oplyst, at han, siden han var seks år, har boet i […] i Sudan. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter fængselsstraf og tortur, idet der ikke er nogen rettigheder i Eritrea. Han har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han ikke kan få opholdstilladelse eller leve i fred, idet han ikke han nogen rettigheder i Sudan. Han har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Eritrea sammen med sin mor, da han var seks år gammel. Han har boet i […] i Sudan i næsten 20 år. Ansøgerens mor døde af en ukendt sygdom, da ansøgeren var ti år gammel. Hans far døde før, men ansøgeren kan ikke huske hvornår. Han døde, fordi han var soldat i Eritrea. Hans søster blev født i 2005 og bliver på nuværende tidspunkt forsørget af ansøgerens kæreste i […] i Sudan. Om Eritrea har ansøgeren oplyst, at han er født i Omhajer og at Tekeze, Hamdait, Golij og Kuachero grænser op til Omhajer. Han ved endvidere, at der er tre havnebyer, seks zobaer og ni forskellige etniske grupper. Flaget er gult, grønt, rødt og blåt, og møntfoden hedder nafka. Ansøgeren har ikke fremlagt dokumenter, der angiver, at han er født i Eritrea. Han har under oplysnings- og motivsamtalen to gange oplyst, at han aldrig har set eller fået udstedt dokumenter vedrørende ham. Han har under nævnsmødet forklaret, at han har fået udstedt en fødsels- og dåbsattest, hvori det var anført, at han var født og døbt i Eritrea. Under henvisning til at der er tale om en udbygning, tilsidesætter nævnet forklaringen om dåbsattesten. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen demonstreret meget ringe kendskab til Eritrea, herunder eritreisk kultur og historie på trods af, at han levede sammen med sin mor, indtil han var ti år gammel, og at han efterfølgende angiver, at han en eritreisk kæreste. Endelig lægger nævnet vægt på sprogtesten, hvorefter det er mindre sandsynligt, at han kommer fra det områder, som han selv angiver. Det forhold, at han senere har arbejdet sammen med etiopiere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Samlet finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsborger i Eritrea. Ansøgeren har ikke under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret om forfølgelse på baggrund af hans religion. Han har under mødet for nævnet forklaret om religiøs chikane, men ikke forfølgelse. Han har ikke forklaret om andre former for forfølgelse hverken i Sudan eller andre lande. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/15/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger med ukendt nationalitet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra […] Eritrea. Ansøgeren flyttede som seksårig til Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste. Han frygter at blive fængslet eller slået ihjel. Ansøgeren har ingen konflikter haft i Sudan. Han har ikke påberåbt sig at have konflikter i Etiopien. Det påhviler en ansøger at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Ansøgeren har meget lidt viden om Eritrea. Det fremgår af sproganalysen, at det tigrinya, ansøgeren taler, sandsynligvis ikke er det tigrinya, der tales i Eritrea, men at der er høj sandsynlighed for, at det er det tigrinya, der tales i Etiopien. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke sprog han, udover tigrinya, taler. Ansøgeren har under asylbehandlingen fremlagt et sudanesisk ID-kort, hvoraf fremgår, at han er fra Eritrea. ID-kortet fremtræder som et stykke papir, der er udfyldt i hånden, ansøgerens billede er clipset fast, og kortet er ikke lamineret. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet fremlagt en dåbsattest fra Eritrean Orthodox Church. Ansøgeren har herom forklaret, at han har fået dåbsattesten tilsendt fra sine morbrødre i Eritrea. Kontakten til morbrødrene blev efter ansøgerens forklaring etableret efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og blev etableret gennem ansøgerens tidligere arbejdsgivers fætter. Efter ansøgerens forklaring lå hans dåbsattest i morbrødrenes hjem i Eritrea. Ansøgeren har under asylsagen flere gange oplyst, dels at han ikke har fået udstedt dokumenter i sit hjemland, dels at han ikke havde familie i hjemlandet. Under disse omstændigheder kan de af ansøgeren fremlagte dokumenter ikke tillægges vægt, og der er herefter ikke grundlag for at tage påstanden om hjemvisning af sagen til følge. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er fra Eritrea, og at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2016/14/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og […] af trosretning og har oplyst, at han er fra [landsby], [by], Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel, idet der er borgerkrig i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter muslimerne, herunder angiveligt Islamisk Stat, idet de ikke bryder sig om personer af anden trosretning, herunder […], og derfor anser ansøgeren som vantro. Endelig har ansøgeren henvist til, at han som […] bliver undertrykt af befolkningen i Syrien, og at han ikke har samme rettigheder som personer, der har andre trosretninger i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der var mange bombardementer og skyderier i Syrien grundet borgerkrigen. Ansøgeren har oplyst, at han [i foråret] 2014 blev opsøgt af Islamisk Stat grundet ansøgerens trosretning. Islamisk Stat konfiskerede 16 af ansøgerens får. Ansøgeren har videre oplyst, at han har hørt, at mange unge […] er blevet kidnappet og halshugget af arabiske islamister og Islamisk Stat, og at Islamisk Stat kan finde på at tage piger som slaver. Endelig har ansøgeren forklaret, at […] ikke kan gå i skole, samt at de ikke kan få udstedt id-dokumenter i Syrien. Ansøgeren har i samtalen med udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 oplyst, at han aldrig har fået udstedt nogen form for identitetspapirer i sin hjemby. Det var ikke muligt at opnå, da man som […] ingen rettigheder har. Han har henvist til, at han er analfabet. Han har som fårehyrde altid levet et afsondret liv uden interesse for andet end at forsørge sin familie. Ansøgeren har i en partshøringssamtale [i foråret] 2016 henvist til, at […] dialekter er anderledes end andre dialekter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv eller sin nationalitet og identitet til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og uddybende om sit asylmotiv. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 intet oplyst om, at han personligt blev truet og opsøgt af ISIS. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 oplyste han, at han var blevet opsøgt en gang i 2014, hvor han fik beslaglagt 16 får af ISIS, men gav ikke udtryk for at være blevet truet til at skifte religion. Heroverfor står ansøgerens forklaring for nævnet om, at han herudover er blevet opsøgt yderligere tre gange af ISIS i 2015, der ville have ham til at skifte religion og have fat i hans sønner. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 blev det oplyst, at ansøgerens modersmål er kurmanji. Han er analfabet og kan ikke tale andre sprog. Under samtalen kunne ansøgeren ikke umiddelbart oplyse, i hvilken region [byen] lå, men fortalte herefter, at [landsbyen] tilhører provinsen Al-Hasakah, der ligger tæt på Irak i det nordlige Syrien. Han vidste ikke, hvilke regioner Al-Hasakah grænsede op til. På spørgsmål om, hvor mange regioner der er i Syrien, oplyste ansøgeren, at der var rigtig mange, men han kunne ikke nævne nogle af dem. Han havde ikke hørt om Damaskus. Han vidste for eksempel ikke, hvem der er præsident i Syrien, hvad Syriens nationalsang hedder, eller hvordan det syriske flag ser ud. Ansøgeren kunne ikke af egen drift nævne nogen kurdiske byer eller områder, men på forespørgsel om han havde hørt om [by], kunne han bekræfte dette. Ansøgeren kunne ikke nærmere beskrive konflikterne i Syrien. Han vidste, at der er krig, men ikke hvem der slås eller hvorfor. Han har aldrig været indkaldt til militærtjeneste. Han oplyste, at det nok skyldes, at han ikke er registreret i systemet. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til geografien og samfundsforholdene i Syrien under samtalerne med Udlændingestyrelsen fremstår endog meget begrænset. Det forekommer højst usandsynligt, at han i en alder af godt 60 år og efter angiveligt at have boet i Syrien hele sit liv ikke skulle være i stand til at svare fyldestgørende på blot nogle af de spørgsmål, han er blevet stillet under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at han stammer fra [by] i Al-Hasakah provinsen, er i modstrid med resultaterne af de to sproganalyser. Det er på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/13/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren har oplyst, at han er fra Eritrea, men at han udrejste fra landet, da han var omkring syv år, hvorefter han indrejste i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og dræbt af det eritreiske styre, idet han har hørt, at styret er sådan. Endvidere frygter han den eritreiske nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste fra Eritrea som 7-årig i [årstal]. Han rejste fra sin landsby […], i […], til fods og krydsede grænsen til Etiopien illegalt. Han rejste sammen med en ung bekendt, […]. Det var ansøgerens egen beslutning at rejse, og han fortalte ikke sine forældre om det. I Etiopien ankom han til […], hvor han blev tilbageholdt af ukendte personer, idet han var indrejst illegalt. Herefter opholdt han sig 14 år i flygtningelejren […] i Etiopien. Ansøgeren besøgte i denne periode sin moster i byen […]. Han tog herefter til Sudan, hvor han opholdt sig en måned, hvorefter han tog videre til Libyen, hvor han ligeledes opholdt sig i en måned. Fra Libyen tog ansøgeren med båd til Italien og ankom til Sicilien den [i efteråret 2015]. Han indrejste i Danmark [i slutningen af 2015]. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende, upræcist og afglidende om forholdene i sin landsby i Eritrea, om udrejsen til Etiopien, herunder om registreringen og modtagelsen i Etiopien, om selve opholdet i Etiopien, herunder hvor han konkret opholdt sig, om beskæftigelse i Etiopien og om sin kontakt med storebroderen. Hertil kommer at ansøgeren til asylsamtalen pludselig oplyste, at han nu var født i [årstal], således at han nu kun skulle have været syv år på tidspunktet for udrejsen. Dernæst må det tillægges vægt, at UNHCR ikke har kunnet bekræfte, at ansøgeren har været registreret i […]-flygtningelejren som hævdet af ham. I forbindelse hermed har ansøgeren forklaret upræcist om sit ophold og sin færden ind og ud af lejren, herunder om kontakten til UNHCR-folkene, der administrerede lejren. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren i omkring 14 år har opholdt sig i Etiopien uden problemer, og at han har oplyst, at hans moster er bosiddende i landet. Ansøgeren har til belysning af sin identitet først for Flygtningenævnet fremlagt kopier af ID-kort tilhørende broderen, […], et amerikansk pas tilhørende broderen, samt nogle yderligere dokumenter fra amerikanske myndigheder ligeledes vedrørende broderen. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren under hele sagsforløbet har forklaret upræcist og divergerende om sin herkomst som ovenfor anført, og når der videre henses til det sene fremkomsttidspunkt, kan Flygtningenævnet ikke lægge nogen vægt på disse dokumenter til belysning af, om ansøgeren stammer fra Eritrea. Det skal særligt bemærkes, at det fremstår påfaldende, at det fremlagte ID-kort angiver at være udstedt af de eritreiske myndigheder, men at udstedelsesstedet desuagtet er […]. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har været i stand til på troværdig vis at underbygge det påberåbte asylmotiv, herunder at han er fra Eritrea, og der er efter det foreliggende heller ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2016/12/AKM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigre og sunni muslim angiveligt fra [by], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive arresteret af de eritreiske myndigheder på grund af sin fars aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er født i [by], Eritrea, men at hans mor, da han var to år, rejste med ansøgeren til den sudanesiske del af [landsby], fordi ansøgerens far forsvandt. Frem til 2013 opholdt ansøgeren sig periodevist i Eritrea og Sudan. [I foråret] 2013 udrejste ansøgeren sidste gang af Eritrea, og [i foråret] 2015 udrejste han af Sudan. Ansøgeren kan ikke vende tilbage til Sudan, idet han ikke er statsborger i Sudan og ikke har nogen identitetsdokumenter. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren er etnisk tigre. Ansøgeren har forklaret, at han er opvokset i en familie, hvor familiemedlemmerne talte både arabisk og tigre. Ansøgeren har forklaret, at han ikke altid selv taler tigre, men at han forstår det. Ansøgeren har under sagens forberedelse og under nævnsmødet udvist meget ringe realiakendskab til Eritrea og forholdene der, herunder til landets regioner, historie, skikke, nationaltjeneste mv. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret udetaljeret og upræcist på spørgsmål om Eritrea, og Flygtningenævnet finder, at ansøgerens manglende kendskab til sit eget liv i Eritrea, sin families forhold i Eritrea og landets forhold i øvrigt ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren angiveligt var syg i 6 af de år, hvor han opholdt sig i Eritrea. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er fra Eritrea. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv og divergerende om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således under sagens forberedelse påberåbt sig sin fars konflikt med myndighederne, hvilken konflikt han imidlertid oplyste ikke at vide noget om, mens han under nævnsmødet forklarede, at han for en måned siden havde fået oplyst, at hans far var mistænkt for at være spion, og at dette var grunden til, at han ikke selv kunne vende tilbage til Eritrea. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han ville have udstedt identitetspapirer og pas i Eritrea og om, hvorfor han ikke fik udstedt disse dokumenter. Ansøgerens forklaring om selve asylmotivet er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår ikke troværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/11/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Etiopien. Indrejst i marts 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Etiopien og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive tvunget til at arbejde for Liyu Police, idet ansøgeren tidligere er blevet tvunget til at arbejde for dem. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af Liyu Police, idet ansøgeren er flygtet fra et fængsel. Ansøgeren frygter ligeledes at blive tvunget til at arbejde for ONLF samt at blive dræbt, hvis ansøgeren modsætter sig dette. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie flere gange er blevet opsøgt på bopælen af Liyu Police som følge af, at ansøgerens fader er forsvundet. Liyu Police mistænkte ansøgerens fader for at være en del af ONLF. En dag da ansøgeren og hans familie blev opsøgt af Liyu Police, blev ansøgeren og hans broder tvunget til at tage med til politistationen. Liyu Police ville have, at de skulle arbejde for dem. Ansøgeren og hans broder ønskede ikke at arbejde for Liyu Police, men de blev slået og sparket, da de modsatte sig dette. Efterfølgende blev ansøgeren og hans broder tvunget til at kontrollere folks id-kort for Liyu Police. En dag besluttede ansøgeren og hans broder sig for, at de ikke længere ville arbejde for Liyu Police. Ansøgeren meddelte dette til Liyu Police, og blev derfor fængslet. En aften lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet. Ansøgeren kravlede op over indhegningen via toilettet og hoppede ned på den anden side af muren. Ansøgeren tog herefter hen til en ven, hvor ansøgeren opholdt sig i 14 dage. Herefter tog ansøgeren til Addias Abeba, hvorfra ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder, at forklaringen er divergerende, udbyggende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange politimænd, der opsøgte ham og broderen i hjemmet, om hvorvidt han og broderen blev taget med på politistationen første eller anden gang, de blev opsøgt, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev udsat for vold på politistationen. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt hans familie blev tvunget til at flytte før eller efter hans udrejse af Etiopien. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han sad fængslet på politistationen, og under nævnsmødet igen ændret forklaring til, at han skulle sidde fængslet tre uger men flygtede fra fængslet efter syv dage. Ansøgeren har også forklaret udbyggende om, at politiet ønskede, at han og broderen skulle trænes som soldater, og at det var årsagen til, at ansøgeren og hans bror nægtede at samarbejde med politiet, ligesom ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at der var flere andre drenge, der var blevet tvunget til at samarbejde med politiet. Endelig har nævnet fundet ansøgerens forklaring om den tilsyneladende lette flugt fra fængslet for mindre sandsynlig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2016/10 /KIB
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvinde med ukendt statsborgerskab samt et barn. Indrejst i 2014. Ansøgeren har forklaret, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra […], i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har tillige henvist til, at hun er født i […] i Eritrea, hvor hun boede sammen med sin mosters familie, indtil hun var fire år, hvorefter hun flyttede med mosteren og hendes familie til området omkring[…] i Etiopien, hvor ansøgeren boede de efterfølgende 13-14 år. Under ansøgerens ophold i Etiopien udsatte ansøgerens onkel hende for systematisk mishandling, uden ansøgerens moster havde viden om dette. Ansøgeren havde ikke et godt forhold til sin moster. Vedrørende ansøgerens eritreiske baggrund har hun alene fået fortalt, at hendes fader er eritreisk statsborger, at han hed […], og at han var soldat i Eritrea og etnisk tigrinya. Ansøgerens moster, har om ansøgerens moder, fortalt, at hun var eritreisk statsborger fra […], og at hun døde, da ansøgeren blev født. Ansøgeren forlod en dag mosterens hjem, efter at hendes onkel havde udsat hende for vold. Ansøgeren gik en tilfældig vej, hvor hun mødte en amhari talende mand, der bragte hende til flygtningelejren […]. Flygtningenævnets flertal finder, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren har ikke fremlagt dokumenter til belysning af sin identitet, og hendes oplysninger om sin herkomst er alene baseret på andenhåndsoplysninger fra hendes moster. Disse oplysninger er i øvrigt af meget begrænset omfang. Selvom ansøgeren ifølge sin egen forklaring har boet i en længere årrække i Etiopien hos sin moster og onkel, hvorunder hun passede husholdningen sammen med sin moster, finder flertallet, at hun har en påfaldende begrænset viden om den eritreiske herkomst, som hun påberåber sig. Heroverfor må det tillægges vægt, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var i stand til at løbe væk fra onklen og mosteren og herefter gennemføre en længere rejse gennem Sudan, hvor hun arbejdede i tre år, og efterfølgende gennem Libyen, inden hun indrejste i Europa, selvom ansøgeren har oplyst, at hun under opholdet hos mosteren og onklen ikke kom udenfor landejendommens område. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, at ansøgeren udviser et så begrænset kendskab til sin herkomst, herunder at hun har fået begrænsede oplysninger af mosteren, som forklaret af hende, og Flygtningenævnets flertal forkaster ansøgerens forklaring om, at hun er eritreisk statsborger. Endelig lægger flertallet vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft problemer med myndighederne hverken i Eritrea eller Etiopien. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2015/6
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger med ukendt statsborgerskab. Indrejst i maj 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er fra klanen […], og sunni-muslim. Ansøgeren har forklaret at være fra landsbyen […] i regionen Jarar i Etiopien. Ansøgeren har sympatiseret med Ogaden National Liberation Front (ONLF), men han har ikke været medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker ham for at støtte ONLF. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at [et familiemedlem] var medlem af ONLF, og [et andet familiemedlem] var medlem af ældrerådet i hans landsby, […]. [Medio] 2013 var der kampe mellem de etiopiske myndigheder og ONLF, hvor ONLF fik kontrol over landsbyen. Omkring en uge senere vendte de etiopiske myndigheder tilbage til landsbyen, hvor de beskyldte landsbyens beboere for at støtte ONLF, hvorefter de skød flere personer, herunder ansøgerens [familiemedlemmer]. Senere samme dag blev han sammen med [nogle] andre mænd og [nogle] kvinder anholdt af de etiopiske myndigheder og ført til en kaserne i byen […]. Her blev en mand ved navn […] slået ihjel, medens resten af de anholdte blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i over en uge, før de tilstod at være medlemmer af ONLF. Herefter blev de stillet for en dommer, hvor de hver blev idømt [en lang fængselsstraf]. Efter domfældelsen blev ansøgeren kørt til [et fængsel], hvor han var fængslet og udsat for flere fysiske overgreb, indtil han blev syg og måtte indlægges på et hospital, hvor [et familiemedlem] arbejdede. Efter at have været indlagt i en måned og 20 dage blev ansøgeren igen fængslet i [et fængsel], indtil to vagter senere i 2013 gav ham en politiuniform, og hjalp ham ud af fængslet, hvorefter han udrejste fra Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen ikke forekommer selvoplevet, og at den har været præget af upræcise svar på en række centrale spørgsmål om blandt andet omstændighederne i forbindelse med skudepisoden i landsbyen, og måden hvorpå det lykkedes for ansøgeren at flygte fra fængslet. Nævnet har videre lagt vægt på, at på, at forklaringen på flere punkter forekommer usandsynlig, ligesom den på en lang række centrale punkter har været præget af divergenser, uden at ansøgeren har været i stand til at give en rimelig forklaring herpå. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, hvornår på døgnet skyderierne fandt sted, og hvem fra hans landsby, det var, der blev slået ihjel, da de etiopiske styrker vendte tilbage, ligesom det først er i forklaringen for nævnet, at han har oplyst, at der fandt en skudveksling sted mellem hans [familiemedlem] og soldaterne, og at soldaterne tog [familiemedlemmets] våben med, da de forlod landsbyen. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn, hvor lang tid han var fængslet i [et fængsel], og hvornår og hvordan vennen […] blev dræbt, hvor længe han måtte skjule sig i hullet i hytten i skoven, og om det var, mens han opholdt sig i hytten eller først efter, at han var kommet til [et mellemøstligt land], at han fandt ud af, at manden i hytten var hans [familiemedlem]. Det forekommer videre usandsynligt, at myndighederne, der torturerede og mishandlede ansøgeren og de øvrige fanger, så flere af fangerne døde, skulle have brugt resurser på at indlægge ansøgeren på et hospital i en måned og tyve dage, fordi han havde maveproblemer. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han under indlæggelsen til stadighed var bevogtet, og at der var fire personer om denne opgave. Det er videre påfaldende, at indlæggelsen skete netop på det hospital, hvor ansøgerens [familiemedlem] var ansat som […]. Det er heller ikke sandsynligt, at [familiemedlemmet], der kun havde mødt ansøgeren en enkelt gang, da ansøgeren var barn, var i stand til at genkende ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke selv var i stand til at genkende [familiemedlemmet]. Det er heller ikke troværdigt, at de soldater, der hjalp ansøgeren med at flygte, skulle have undladt at fortælle, at deres hensigt var at hjælpe ham med den risiko der på den måde var for, at ansøgeren skulle modsætte sig at følge med dem og dermed, at flugtplanen ville blive opdaget af det øvrige fængselspersonale. Det bemærkes endelig, at det yderligere påvirker ansøgerens generelle troværdighed, at det af resultatet af sproganalysen fremgår, at det er usandsynligt, at hans dialekt er forenelig med sprogbrugen i [en region] i Etiopien, men at dialekten derimod med høj sandsynlighed er forenelig med sprogbrugen i de nordlige dele af Somalia i […] regionerne. Ansøgerens forklaring om, at hans hjemland er Etiopien, underbygges ikke af oplysningerne i sagen, herunder den foretagne sprogtest, og det er ikke muligt på grundlag af de foreliggende oplysninger at afklare, om hans oprindelsesland er Somalia eller Etiopien. Da Flygtningenævnet tilsidesætter forklaringen om asylmotiv, og da ansøgeren ikke har haft konflikter i Somalia, har han efter en samlet og konkret bedømmelse ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet der ikke efter oplysningerne i sagen er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2015/5
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia/Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører som hovedklan Sheekal og er sunni muslim. Ansøgeren har oplyst, at han er fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter Ogaden-klanen. Ansøgerens fader blev dræbt omkring [foråret 2013] som led i en blodhævnskonflikt, fordi en mand fra ansøgerens familieklan havde dræbt to Ogaden-klanmedlemmer medio 2011. Et stykke tid efter drabet på ansøgerens fader begyndte medlemmer fra Ogaden-klanen at opsøge ansøgerens bopæl om natten for at lede efter ham. Ansøgeren flygtede herefter til byen […]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af repræsentanter for Liyu Police og de etiopiske myndigheder, fordi Ogaden-klanen har fremsat falske beskyldninger mod ham, om at han er medlem af bevægelsen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren blev en dag opsøgt af repræsentanter fra Liyu Police på den restaurant, hvor han arbejdede i […], i hvilken forbindelse han blev beskyldt for at være ONLF-medlem og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ONLF, fordi han kan afsløre deres virke, idet han har opholdt sig sammen med dem i en periode, inden han flygtede fra dem. Nogle dage efter Liyu Police havde opsøgt ansøgeren, blev han opsøgt og taget med af repræsentanter fra ONLF, idet de ville have, at han skulle lade sig rekruttere til ONLF. Ansøgeren opholdt sig sammen med ONLF i omkring 15-20 dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte fra stedet. Han opholdt sig herefter i bushen i nogle uger, hvorefter han i [begyndelse af 2014] rejste fra landsbyen til Addis Ababa, hvorfra han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger om centrale dele af det asylmotiv, han påberåber sig, herunder vedrørende omstændighederne ved den episode, hvor hans far blev dræbt. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange personer, der var til stede ved vandingsstedet, og om der var tale om en egentlig skudveksling og om, hvor mange personer, der blev ramt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete den dag Liyu Police opsøgte ham på restauranten. Ansøgeren har således først forklaret, at politiet ikke sagde noget til ham og senere, at de beskyldte ham for at være medlem af ONLF. Den omstændighed, at ansøgeren har anført, at divergenserne skyldes misforståelser, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved misforståelser. Ansøgerens forklaring forekommer dertil usammenhængende og uden konkrete detaljer. Det forekommer således usammenhængende og dermed utroværdigt, at ansøgeren ikke har kendskab til navne og dødsdatoer på nære familiemedlemmer. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet var kommet i tanke om et af de tidligere glemte navne. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at svare uddybende på spørgsmål om konflikterne eller angive detaljer om de forskellige episoder. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med ONLF, Liyu Police og regeringen eller andre klaner i hverken Etiopien eller Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. hjem/2015/4
Nævnet hjemviste i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger med ukendt nationalitet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Efter votering bemærkede Flygtningenævnet følgende: At ansøgerens oplysninger om alder ikke støttes af den retsmedicinske undersøgelse. At det af billedmaterialet fremgår, at ansøgeren og den person, som har søgt asyl i Norge, begge har et markant ar over næseryggen og i øvrigt ikke har et afvigende udseende samt pigmentforandringer på kinder. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der er tale om en og samme person. På denne baggrund anses ansøgerens anbringende om, at der bør foretages kontrol af fingeraftryk ikke at være begrundet. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om varigheden af den første frihedsberøvelse, han angiver at være udsat for. Der er anledning til at foretage yderligere afhøringer af ansøgeren vedrørende fængselsophold og flugten af fængsel og ud af landet. Uanset, at det har påhvilet ansøgeren at medvirke til sagens oplysning, jf. udlændingeloven § 40, bør der iværksættes en sproganalyse samt hos UNHCR søges at indhente bekræftelse på hans ophold i flygtningelejr i Etiopien. Der bør endeligt afklares, om de af de norske myndigheder foretagne vurderinger af mulighederne for indfødsret fortsat er aktuelle i Etiopien. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er født før 2003. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning og yderligere stillingtagen som anført. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse. Hjem/2015/3
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en [angiveligt burundisk] mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har forklaret, at han er statsborger fra Burundi og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive forfulgt af myndighederne, fordi han er mistænkt for at være medlem af M23, og fordi forholdene for tutsier er dårlige. Ansøgeren har til asylsamtalen [i foråret] 2015 oplyst, at disse oplysninger ikke var korrekte, og at han ikke kommer fra Den Demokratiske Republik Congo. Endvidere har han til asylsamtalen oplyst, at han ikke havde fortalt sandheden til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2014 eller i asylansøgningsskemaet [sommeren] 2014. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive slået ihjel af sine søskende. Desuden kan ansøgeren ikke modtage lægehjælp i Burundi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, da han var otte måneder gammel, faldt i et hul med gløder, hvilket gjorde, at han blev forbrændt på hænder og fødder. Ansøgeren udrejste i [vinteren] 2014 legalt på et visum til Schweiz, idet [en fond] ville betale for hans operationer. Ansøgerens søskende betalte for hans pas, og den øvrige familie betalte for hans visum og flybillet. Mens han opholdt sig i Schweiz, ringede han hjem og talte med sin søster, […], der oplyste, at han ikke kunne vende tilbage, fordi hans søskende ville gøre ham ondt, idet de så ham som en byrde. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med sin familie. I [foråret] 2014 fik ansøgeren at vide, at [fonden] ikke længere kunne betale for ansøgerens behandlinger, selvom han ikke var færdigbehandlet. Han besluttede derefter, at han ikke kunne vende tilbage til Burundi. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet alene har påberåbt sig sit asylmotiv i forhold til Burundi. Han har således oplyst, at han tidligere påberåbte sig et asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, fordi han blev rådet hertil af en agent, der havde den opfattelse, at han ikke ville kunne få asyl, hvis han angav Burundi som sit hjemland. På den baggrund har Flygtningenævnet alene behandlet ansøgerens asylmotiv i forhold til Burundi, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren under nævnsmødet har frafaldet sit asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at hans søskende vil udsætte ham for asylbegrundende overlast. Nævnet finder, at det må anses for usandsynligt, at hans søskende vil foretage handlinger, der vil kunne begrunde asyl, navnlig når henses til, at hans søskende har bidraget økonomisk til, at han kunne opnå hospitalsbehandling i Schweiz samt efterfølgende har været behjælpelige med at fremskaffe dokumentation for hans skolegang, som han under nævnsmødet har fremlagt som dokumentation for sin identitet. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Burundi og de af ansøgeren påberåbte socioøkonomiske forhold ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har senest angivet at være fra byen […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte personer, som er skyld i, at hans familie er forsvundet. Ansøgeren frygter ligeledes, at han vil være alene i Algeriet, da han ingen familie har tilbage. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at faderen havde mange konflikter med ukendte personer i Algeriet, og at det er disse ukendte personer, som han frygter. Flygtningenævnet bemærker, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger som er nødvendige til bedømmelse af hans asylsag. Ansøgerens identitet og statsborgerskab må betragtes som uafklaret. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet konkretisere, hvad han i givet fald frygter ved en tilbagevenden til Algeriet, hvor han senest har angivet at stamme fra. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2015/1
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Haiti. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv anført, at faderen havde arrangeret politiske demonstrationer imod regeringen og hjulpet FN-tropperne med tolkning. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han ved indrejsen i Danmark i slutningen af 2006 ikke havde asylrelevante problemer. Han var indrejst på visum for at besøge sin herboende broder. Heller ikke ved det, som ansøgeren i øvrigt havde forklaret, kunne det lægges til grund, at ansøgeren havde politiske aktiviteter af betydning. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til faderens forhold. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at faderen havde været politisk profileret. Ansøgeren havde således forklaret upræcist herom, ligesom ansøgerens søster, hvis sag blev behandlet samtidigt hermed, intet kendte til, at faderen skulle have haft politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at faderen havde haft en vis forbindelse til FN-styrkerne, men fandt det ikke sandsynliggjort, at faderen skulle have foretaget sig andre aktiviteter end lejlighedsvis tolkning og salg af kokosnødder til FN-personalet. Ansøgeren havde således forklaret, at der ikke havde været tale om et egentligt ansættelsesforhold. Forklaringen om, at faderen skulle have angivet navngivne bandeledere, var på ingen måde underbygget. Blandt andet havde ansøgerens oplysninger om de pågældende bandemedlemmers dødstidspunkter været upræcise eller forkerte. Samlet set fandtes det herefter alene at kunne lægges til grund, at faderens aktiviteter for FN-styrkerne havde været beskedne. Ansøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Haiti ville udsætte sig for en reel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Haiti/2008/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea Bissau. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fula og muslim fra Bissau i Guinea Bissau. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea Bissau frygter at blive slået ihjel af en person ved navn […], idet […] har truet ansøgeren på livet. […] er efter det oplyste etnisk Balanda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han og […] blev uvenner i forbindelse med en fodboldkamp. Efterfølgende overfaldt […] og to af hans venner ansøgeren, hvilket medførte, at ansøgeren kom på hospitalet. Ansøgerens moder ønskede at anmelde […] til politiet, men hun blev opsøgt af […]s far, som var højtstående i militæret, og efterfølgende anmeldte moderen ikke forholdet til politiet. Ansøgeren flygtede derfor først til Gabu, hvor han opholdt sig hos sin mormor og herfra videre ud af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen på flere helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret divergerende bl.a. om, hvor længe han opholdt sig på bopælen sammen med sin mor, inden han tog ophold hos sin mormor i Gabu, samt om hvor længe han opholdt sig hos sin mormor, før han udrejste til Gambia. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den […]2012 forklaret, at han rejste til Gabu to dage efter, at […]s far havde opsøgt hans mor, mens han under samtalen den […] 2013 har forklaret, at han opholdt sig på sin bopæl i 2 måneder, inden han rejste til Gabu. Ansøger har under samtalen den […] 2012 forklaret, at han opholdt sig i Gabu i næsten 1 år. Under samtalen den […] 2013 har han forklaret, at han opholdt sig i Gabu i 4-5 måneder, og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han opholdt sig i Gabu i 2 måneder, før han udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet efter overfaldet fra […]. Under samtalen den […] 2012 har han forklaret, at der kom nogle ukendte personer og hjalp ham hjem til bopælen, og til samtalen den […] 2013 har han forklaret, at han blev bevidstløs efter overfaldet, og at nogle mennesker kaldte på hans mor, der kom til stedet. Foreholdt sin forklaring den […] 2012 ændrede han senere under mødet sin forklaring til, at han var halvt besvimet, og at nogle mennesker han kendte, hjalp ham hjem til sin mor. Det fremgår af samtalereferaterne fra møderne den […] 2012 og […] 2013, at ansøgeren til begge møder har erklæret, at der ikke var forståelsesmæssige problemer mellem ham og tolken. Han har endvidere foretaget en række detaljerede korrektioner og tilføjelser til samtalereferatet af […] 2013. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at det kan lægges til grund, at de foreliggende divergenser i ansøgerens forklaringer kan tilskrives sådanne forhold. Endelig har flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren som følge af en foretagen aldersundersøgelse har fået ændret sin fødselsdato under sagen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” guin-biaa/2014/1
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fula og muslim af trosretning fra […]i Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af familien til en mand, der afgik ved døden i forbindelse med et overfald rettet mod ansøgeren og dennes lærermester. Ansøgeren har nærmere forklaret, at han arbejdede som svejserlærling, og at arbejdet kun kunne udføres om aftenen, hvilket var til gene for naboerne. Naboerne klagede over støjen ved tre lejligheder, og ved den sidste lejlighed gik naboerne til angreb på ansøgeren og dennes mester, som de udsatte for vold. Den ene nabo ville tage en jernstang, som ansøgeren formoder, at han ville bruge til at udsætte ansøgeren for vold med, men jernstangen holdt en port, der dermed faldt ned over manden, og ansøgeren og hans mester flygtede fra naboerne. Ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at den pågældende mand afgik ved døden på hospitalet, at hans lærermester er flygtet, og at militæret ledte efter ansøgeren, hvorfor han valgte at udrejse. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at der har været en konflikt med naboerne på ansøgerens arbejdsplads, og at denne har udviklet sig voldeligt som forklaret af ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at en af overfaldsmændene er død, og at ansøgeren som følge heraf er efterstræbt af myndighederne bygger imidlertid alene på andenhåndsoplysninger og formodninger. Ansøgerens rolle i konflikten, således som forklaret af ham, har ikke haft en karakter som kan begrunde, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne eller den angiveligt dræbtes familie. Den konflikt, der måtte have været med naboerne til værkstedet og mellem malinkaer og fulaer i området, findes ikke af en sådan intensitet og karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var efterstræbt af myndighederne, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” guin/2013/1
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Guinea. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk peuhl fra Conakry i Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel af de guineanske myndigheder. Ansøgerens søster blev i efteråret 2009 slået ihjel af militærpersoner, da hun deltog i en demonstration imod styret. Ansøgeren deltog sammen med sin søster i denne demonstration. Senere på efteråret 2009 blev ansøgerens moder taget af militærpersoner. Ansøgeren kender ikke sin moders skæbne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent og detaljeret om det begivenhedsforløb, der har ført til asylmotivet, og han har svaret på supplerende spørgsmål i nævnsmødet på en overbevisende måde. Ansøgerens forklaring stemmer overens med baggrundsoplysningerne om forløbet af demonstrationen i efteråret 2009. Efter ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at søsteren har haft en vis profileret stilling i et navngivent oppositionsparti. På baggrund af henvendelserne fra myndighederne i perioden efter søsterens død, kan det videre lægges til grund, at ansøgerens moder og ansøgeren var i myndighedernes søgelys. Efter moderens anholdelse og de omkringboendes reaktion herpå, har ansøgeren sandsynliggjort, at også han risikerede anholdelse og tilbageholdelse samt afhøring som følge af søsterens politiske profilering. På baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene for tilbageholdte personer i Guinea har ansøgeren tillige sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse og overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Gui/2010/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea, født i 1977. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at han blev forsøgt rekrutteret til militæret af de lokale myndigheder i forbindelse med stridigheder ved grænsen til Liberia. Ansøgeren mødte ikke op på den angivne mødedato, men udrejste af landet, da han ikke ønskede at blive en del af militæret. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren sammen med andre unge mennesker var forsøgt rekrutteret til militæret via de lokale myndigheder, fandtes dette forhold ikke at være omfattet af beskyttelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Herom bemærkede nævnet, at der ifølge ansøgerens forklaring alene var tale om en lokal rekruttering, at der ifølge UNHCRs e-mail af 25. maj 2005 ikke var tvungen værnepligt i Guinea, og at en kilde i Forsvarsministeriet havde oplyst, at det ikke var vanskeligt at finde et tilstrækkeligt antal frivillige til militæret. Ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive fængslet på grund af det manglende fremmøde var således ikke understøttet af de generelle baggrundsoplysninger, men byggede alene på ansøgerens formodninger. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Gui/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk peul og muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer for partiet UFDC. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af myndighederne som følge af sin deltagelse i en oppositionsarrangeret demonstration mod den daværende præsident [i efteråret] 2009. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han var taget alene til demonstrationen, og at militæret og en politideling begyndte at kaste med tåregas, skyde på samt voldtage demonstranter, og civilklædte personer begyndte at stikke andre demonstranter med kniv. Det lykkedes ansøgeren at skjule sig i nogle timer, men da urolighederne var aftaget, og ansøgeren ville forlade stadion, blev han opdaget af militærfolk og arresteret. Han blev ført til et fængsel, hvor han blev afhørt og tilbageholdt i fem dage. Herefter lykkedes det ansøgeren at slippe fri fra sin celle og flygte ud af fængslet. Ansøgeren flygtede hen til sin bror [D], men da [D]s bopæl blev opsøgt af militæret, besluttede ansøgeren sig for at udrejse af hjemlandet. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2009, og ansøgeren har efterfølgende opholdt sig illegalt i henholdsvis Burkina Faso, Niger, Algeriet og Marokko inden hans indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren deltog i demonstrationen på stadion i Conakry [i efteråret] 2009, hvor demonstranterne blev angrebet af militæret, og hvor ansøgeren blev anholdt, da han ville forlade stedet efter at have skjult sig nogle timer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring støttes af baggrundsoplysninger om begivenheden. Ansøgerens forklaring om det fem dage lange fængselsophold og flugten fra fængslet har på nogle punkter været upræcis og divergerende. Nævnet finder imidlertid, at det ved vurderingen heraf skal tages i betragtning, at ansøgeren var 16 år på det tidspunkt, og den lange tid, der er forløbet siden 2009, og indtil han har afgivet forklaringer herom i 2016 og 2017. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forklaring om fængselsopholdet og flugten ligeledes kan lægges til grund. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ham, i alt 3 gange, senest formentlig i 2011. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, jf. Landinfo Guinea: Demonstrationen i Conakry 28. september 2009 af 4. maj 2010, at der ikke er oplysninger om, at personer uden tillidshverv på højt niveau, som var til stede under demonstrationen, efterfølgende har været udsat for reaktioner fra myndighederne. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at myndighederne særligt skulle interessere sig for ansøgeren, som ikke på nogen måde er profileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2017/1/JOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fulla og sunni muslim af trosretning fra [landsby], Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Guinea, fordi det ikke gik ham så godt. Ansøgeren har som støtte for asylmotivet forklaret, at hans forældre er døde. Han boede i landsbyen […], indtil at han for fire-fem år siden flyttede til [by], hvor han for eksempel arbejdede med landsbrug. Han flyttede til [by], fordi hans forældre var døde, og det ikke gik i landsbyen. [Sidst på året 2013] forlod ansøgeren Guinea. Ansøgeren rejste gennem Mali og Algeriet og ankom [i starten af året 2014] til Marokko, hvor han opholdte sig, indtil at han rejste til Spanien, hvor han ankom [sidst på sommeren 2015]. Herefter rejste ansøger gennem Frankrig og Tyskland førend, at han ankom til Danmark. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har været tilstrækkeligt moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren konsistent har været i stand til at fortælle om sit liv og færden i hjemlandet samt om sin udrejse på en sådan måde, at det findes forsvarligt at træffe afgørelse om asyl i sagen. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med myndigheder eller privatpersoner i hjemlandet, og at hans udrejse alene er begrundet i de generelt vanskelige forhold i hjemlandet. Ansøgeren har endvidere nære familiemedlemmer i hjemlandet, som han har haft kontakt med. Uanset de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Guinea risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat forhold omfattet af udlændingelovens § § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Guin 2016/4/MJM
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og muslim fra […], Guinea. Ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsvagt for […], som var leder af og præsidentkandidat for partiet Union of Democratic Forces of Guinea (UFDG) og har deltaget i en demonstration for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive slået ihjel af regeringen, idet han var sikkerhedsvagt for lederen og præsidentkandidaten fra partiet UFDG. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i perioden 2008-2009 arbejdede som sikkerhedsvagt for lederen af UFDG. [I efteråret] 2009 deltog ansøgeren i en demonstration sammen med partiets medlemmer og den øvrige opposition i Guinea. Ansøgeren blev anholdt under demonstrationen og herefter fængslet et år. Da han blev løsladt, ophørte han med at være aktiv som sikkerhedsvagt for partiet. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren to dage i træk opsøgt på sin bopæl af militæret, mens han ikke var hjemme. Det var ansøgerens naboer, der oplyste ham om, at militæret havde været på hans bopæl. Ansøgeren opholdt sig herefter kun på partiets kontor frem til sin udrejse [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med myndighederne i Guinea til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at han er forfulgt af myndighederne, fordi han har været aktiv for partiet UFDG, men at ansøgeren ikke har været i stand til at redgøre nærmere for partiets holdninger og hans egen rolle i partiet, udover at han har været chauffør for […], og at han har afleveret nogle papirer rundt omkring. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke husker, hvornår han blev medlem af partiet, mens han har forklaret divergerende om, hvornår han stoppede sine aktiviteter for partiet, herunder om dette skete efter en løsladelse i 2010, eller om han fortsatte sit arbejde for partiet efter løsladelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle opsøge ansøgeren i 2014 efter ikke at have interesseret sig for ham siden løsladelsen i 2010, hvortil kommer, at ansøgeren uden problemer efter sin egen forklaring fik udstedt pas af myndighederne i 2013. Flygtningenævnet tillægger det tillige en vis betydning, at det fremgår af uploadede billeder på ansøgerens facebookprofil, at han er afbilledet i Danmark i både 2012, 2013 og 2014, men at han har forklaret, at han først er indrejst i februar 2015 på grund af konflikten med myndighederne i 2014. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sit virke for partiet eller om sin konflikt med myndighederne, ligesom han ikke har været i stand til at redegøre nærmere for, hvorfor myndighederne særligt skulle interessere sig for ham, der ikke på nogen måde er profileret. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2016/3/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fulani og muslim fra Nzerekore, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til myndighedernes og andre etniske gruppers generelle undertrykkelse og diskrimination af fulani-folket i Guinea. Herunder at etniske fulani udsættes for tilfældige anholdelser og overgreb. Ansøgeren frygter at blive fængslet og tilbageholdt af myndighederne, indtil han kan købe sig fri. [Medio] 2013 var der konflikt mellem gerze og malinké. Konflikten ændrede undervejs karakter til en religiøs konflikt mellem de kristne gerze og de muslimske malinké. Gerze-folket satte ild til ansøgerens forældres hus i Nzerekore, hvorved hans forældre mistede livet. Ansøgeren flygtede til Conakry. [Ultimo] 2013 så ansøgeren, at nogle politifolk var på vej for at anholde ham. Ansøgeren løb, men faldt i en brønd. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans tuberkolose vender tilbage. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at overfaldet på ansøgerens forældre og nedbrændingen af deres hus i 2013 er sket som led i generelle uroligheder og ikke har været rettet mod ansøgeren personligt. Endvidere finder Flygtningenævnet, at episoden, hvor han faldt i en brønd på flugt fra nogle politifolk, bærer tilfældighedernes præg og ikke var resultatet af myndighedsforfølgelse på grund af hans etnicitet. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han i otte år frem til udrejsen har kunnet drive en bod på en markedsplads uden overgreb fra myndighedspersoner eller andre. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omhandlet i § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle forhold for fulaer i Guinea ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” guin/2016/1/mvl
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guatemala. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er latinamerikaner og evangelist af trosretning fra [byen], Guatemala. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel, da han er homoseksuel, og da han tidligere er blevet forfulgt og angrebet. Ansøgeren har oplyst, at han i [efteråret] 2014 modtog flere opkald fra et for ansøgeren ukendt nummer. Da personen med det ukendte nummer ringede igen i [ efteråret] 2014, svarede ansøgeren på opkaldet. En for ansøger ukendt mand tiltalte ansøgeren ved hans efternavn, og sagde, at han vidste alt om ansøgeren, at ansøgeren var en bøsse, og at de ville gøre det af med ansøgeren. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren overfaldet af to mænd, som pressede en skarp gentand mod hans ryg og beordrede ham til at give dem alle hans ejendele. Mændene sagde, at de havde holdt øje med ansøgeren, og at de vidste, hvem han var og hvor han boede. De kaldte ansøgeren for ”bøssekarl” og sagde, at de ville dræbe ham, og at han kunne brænde i helvede. Mændene løb derefter fra stedet. Ansøgeren anmeldte hændelsen til politiet den efterfølgende dag. Politiet kunne dog ikke gøre noget for ansøgeren. I [efteråret] 2014 kørte ansøgeren i bil med to veninder, da en motorcykel kom kørende op på siden af bilen. Føreren havde en pistol i hånden, og de satte derfor farten og undslap ved at køre ind på en tankstation. Ansøgeren besluttede sig derefter for at rejse ud af landet. Han fløj til København i [vinteren] 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig sin homoseksualitet, chikane og overfald som asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det trods vanskelige forhold for homoseksuelle i Guatemala fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Guatemala, at homoseksualitet ikke er kriminaliseret, og at homoseksuelle har samme rettigheder som andre borgere. Flygtningenævnet lægger dertil til grund, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at telefonopkaldene, det røveriske overfald og motorcyklisten med pistolen, der kørte op på siden af en bil, som ansøgeren befandt sig i, skulle have sammenhæng med ansøgerens seksualitet. Den omstændighed, at dem, der ringede til ham, kendte hans navn, og at han under telefonopkaldene og det røveriske overfald blev kaldt bøssekarl eller lignende, ændre ikke herved. For så vidt angår den omstændighed, at ansøgeren har været udsat for de nævnte telefonopkald og et røverisk overfald samt en motorcyklist, som kørte op på siden af bilen med en pistol, finder Flygtningenævnet, at der er tale om løsrevne hændelser, der ikke er usædvanlige i Guatemala, og at hændelserne ikke har et sådan omfang og en sådan karakter, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guatemala vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guat/2016/1/NFF.
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hausa og muslim af trosretning fra[…], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel af en ukendt bande, idet han er homoseksuel. I foråret 2013 gik han og hans mandlige kæreste en aften hjem fra en bar i[…]. En bande opdagede, at de gik med hinanden i hånden, og løb efter dem. Ansøgeren og kæresten løb hver sin vej. Det lykkedes ansøgeren at skjule sig for banden, hvorimod kæresten blev slået ihjel. Dagen efter fik ansøgeren på gaden øje på banden, hvorefter han skjulte sig. Fra sit skjulested så han, at banden brød døren op til hans hus og ransagede dette. Han hørte et medlem af banden sige, at det var heldigt for ansøgeren, at han ikke var hjemme, og at de ville slå ham ihjel, når de fandt ham. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at tage ansøgerens påstand om hjemvisning af sagen som følge af tolkeproblemer under asylsagens behandling til følge. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen på flere punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2013 indledningsvis forklaret, at han boede sammen med sin kæreste i sin fars hus i et separat værelse. Senere i samtalen forklarede han, at han og hans kæreste boede sammen i kærestens hus 4 dage i løbet af en uge, mens ansøgeren boede 3 dage hos faren, og at ansøgeren løj over for sin far og sagde, at han i de 4 dage, hvor han boede hos sin kæreste var på arbejde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer fra banden, han og kæresten blev forfulgt af på vej hjem fra byen. Han har således under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at der var omkring 15 personer, hvorimod han under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at der var syv personer. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren dagen efter drabet på kæresten var i stand til fra sit skjul at høre et medlem af banden sige, at det var heldigt for ansøgeren, at han ikke var hjemme, og at de ville slå ham ihjel, når de fandt ham. Nævnet har endelig tillagt det nogen vægt, at ansøgeren hverken til politiet den […] 2013 eller i Retten i […] den […] 2013 har oplyst, at han flygtede fra Ghana, fordi han var homoseksuel. Ansøgerens oplysning om, at han ikke turde oplyse dette af frygt for myndighedernes reaktion, findes ikke at føre til en ændret vurdering, hvorved bemærkes, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han søger asyl i Danmark, da han mener, at det er tilladt at være homoseksuel i Europa. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2013/5
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hausa og muslim fra Central Region, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at blive dræbt eller få sit liv ødelagt af sin familie, idet de ikke vil acceptere hans seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han første gang havde samleje med en mand i 2012. Ansøgeren mødte denne mand til en begravelse i byen […]. To måneder efter begravelsen havde ansøgeren samleje med en anden mand, som ansøgeren ligeledes havde mødt ved en begravelse, men i byen […]. Ansøgeren faldt i snak med mændene i forbindelse med begravelserne. Ansøgeren fik hverken mændenes navne eller bopæl. Ansøgeren og mændene afslørede i samtalerne, at de var homoseksuelle. Ansøgeren havde efterfølgende samleje med mændene. Ansøgeren mødte i foråret 2013 en mand på gaden, som han tog med til sit hjem. Ansøgeren kendte ikke mandens navn. Ansøgerens onkel opdagede, at ansøgeren og manden sad og kyssede, hvorefter onklen tilkaldte de øvrige familiemedlemmer. Ansøgerens familiemedlemmer overfaldt ansøgeren, hvorfor ansøgeren stak af fra hjemmet. Ansøgeren vendte dagen efter overfaldet tilbage til hjemmet. Ansøgerens familie begyndte at udøve vold mod ansøgeren, og ansøgerens ejendele blev smidt ud af huset. Familien bad derefter ansøgeren om at forsvinde. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft asylrelevante problemer i forhold til hjemlandets myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende og sammenhængende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen fremstår som vag og mindre sandsynlig på afgørende punkter. Ansøgeren har efter sin forklaring udvist stor forsigtighed i forbindelse med sine to forhold til to ukendte mænd, idet forholdene blev afviklet på afsidesliggende steder, fordi ansøgeren var bekendt med risikoen og konsekvenserne af at blive afsløret som homoseksuel. Flygtningenævnet finder det på den baggrund utroværdigt, at ansøgeren tog en tilfældig ubekendt mand, som han havde mødt på gaden, med hjem på sin bopæl ved nattetide, uanset at ansøgeren vidste, at der var fem voksne og et barn i boligen, og at han herefter blev afsløret som homoseksuel, fordi onklen kiggede gennem vinduet ind til ansøgerens værelse og så, at de to mænd kyssede hinanden. Det fremstår endvidere utroværdigt, at ansøgeren forud for udrejsen betroede sin homoseksualitet til en komplet fremmed person, der senere hjalp ansøgeren med at arrangere udrejsen. Ansøgerens forhold omkring udrejsen fremstår i øvrigt ikke overbevisende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han efter episoden i huset sov i et tomt hus eller sov på gaden. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren færdedes med et stort pengebeløb i lommen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet forklare om forløbet i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og forklaringen tilsidesættes derfor som utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2013/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kristen fra […], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2002 konverterede fra islam til kristendom. I 2008 begyndte han at få problemer med sin familie. Hans moder kontaktede ham og sagde, at hun ikke ønskede at se ham dræbt. Omkring ét år inden sin udrejse fortalte hans moder, at hun fornemmede, at der kunne ske noget med ham. Hun mente, at han skulle rejse for at undgå problemer. I hans hjemområde er de fleste muslimer, herunder ansøgerens fader, der er imam. De fordømmer ansøgerens konvertering til kristendommen. Ansøgeren har henvist til, at faderen eller andre i området vil udsætte ham for fare og eventuelt dræbe ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at forholdet er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i landsbyen i flere år efter sin konversion til kristendommen, og at han i denne periode deltog i gudstjeneste om søndagen uden at blive udsat for konkrete trusler eller overgreb. Den chikane, han blev udsat for i landsbyen, har ikke haft et omfang eller en intensitet, som kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens frygt for forfølgelse alene er baseret på hans egen og moderens formodninger herom. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2013/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ewe og kristen fra Accra, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel og har holdt sin seksualitet skjult siden teenageårene. Den […] 2012 deltog han sammen med andre homoseksuelle i en fest i Jamestown i Accra. En række personer trængte ind til festen og overfaldt deltagerne. Ansøgeren flygtede fra stedet. Efter denne episode besluttede han sig for at forlade Ghana. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren, at han vil være tvunget til skjule sin seksualitet, idet det er strafbart at være homoseksuel i Ghana. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren er i reel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Ghana. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren gennem 20 år har levet som homoseksuel i Ghana, uden at have været udsat for overgreb i den anledning. Ved den omtalte episode i forbindelse med fødselsdagsfesten den […] 2012 blev ansøgeren ikke identificeret, og hverken myndighederne eller ansøgerens familie og bekendte, bortset fra hans homoseksuelle bekendte, er klar over ansøgerens homoseksualitet. Ansøgeren vil således kunne tage tilbage til Ghana og fortsætte sit liv, som han hidtil har gjort, uden reel risiko for overgreb fra hverken myndigheder, familie eller lokalsamfundet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2013/2
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk gurunsi og kristen fra Bolgatanga, Ghana. Ansøgeren har været medlem af fair trade-organisation en […]fra 2007 til 2009. Ansøgeren har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at han vil blive fængslet, fordi myndighederne har kendskab til, at han er biseksuel. Endvidere frygter ansøgeren, at personer fra gruppen […] vil overfalde ham igen, samt at ansøgerens familie vil tvinge ham til at udføre renselsesritualer, fordi ansøgeren er biseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han er biseksuel, og at rygterne om hans seksualitet begyndte i 2006, hvor han fik arbejde som turistguide i Ghana. I foråret 2011 blev han overfaldet af personer fra gruppen […], der var vrede over, at han bar dreadlocks, når han var biseksuel. Ansøgeren modtog en tilsigelse fra politiet, hvor der stod, at han i juni 2011 skulle møde op til afhøring for at tale om sin seksuelle orientering. I sommeren 2011 udrejste ansøgeren legalt af Ghana til Danmark. I efteråret 2011 talte ansøgeren telefonisk med sin moder, som fortalte ham, at hun samme dag var blevet opsøgt på hans bopæl i Ghana af personer fra ansøgerens royale familie, som ville have ansøgeren til at gennemgå et ritual, der skulle rense ham for hans biseksualitet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sine problemer i hjemlandet, og at forklaringen i det hele har været logisk og sammenhængende. Det har endvidere virket troværdigt, at årsagen til, at han først ved asylansøgningen i Danmark har fortalt myndighederne om sin biseksualitet, er skamfølelse og frygt for, hvorledes oplysningen ville blive modtaget. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homo- og biseksuelle i Ghana, herunder UK Border Agency, Operational Guidance Note af januar 2013, lægges det til grund, at det i Ghana er strafbart for en mand at have seksuelt samkvem med en anden mand. Det fremgår endvidere, at regeringen har opfordret politiet til aktivt at efterforske homo- og biseksuel aktivitet, og at regeringens og befolkningens modvilje heroverfor er tiltaget i de seneste to år. Efter ansøgerens forklaring kan flertallet videre lægge til grund, at hans biseksualitet er kendt af privatpersoner i Ghana, og at politiet har taget skridt til en undersøgelse herom. Hvis ansøgeren vender tilbage til Ghana, vil han som følge af denne eksponering være nødsaget til at afholde sig fra at udøve sin biseksualitet, idet han ellers vil risikere fængselsstraf. Under disse omstændigheder finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer at blive forfulgt af årsager omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ghan/2013/1
Nævnet stadfæstede i juli 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2008. Ansøgeren er født og opvokset i en mindre by i Ghana. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv oplyst, at han i sin hjemby havde fungeret som høvding, og at der særligt i perioden fra 2002 til 2005 havde været intense kampe med den anden høvding i byen og dennes familie. I 2003 var ansøgeren flygtet til Nigeria, men var i 2005 taget tilbage til sin hjemby. Ansøgeren og hans onkel var herefter blevet overfaldet af ti personer fra den anden stamme, og ansøgerens søster var blevet dræbt. Flygtningenævnet udtalte, at uanset ansøgerens forklaring om sin og sin families konflikter med en lokal høvding og dennes familie kunne lægges til grund, fandt nævnet ikke, at dette kunne anses for asylbegrundende, idet dette måtte anses for at være en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte søge myndighedernes hjælp til at løse. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke ville kunne eller ikke ville være villige til at hjælpe ansøgeren. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med myndighederne. Hvis ansøgeren ikke fandt, at han kunne tage opholdt i sin hjemby, måtte han henvises til at tage ophold et andet sted i Ghana. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ghana ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Gha/2009/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk noth og akwapiam og kristen af trosretning fra [en landsby i den nordlige del af] Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive dræbt af ukendte personer, fordi hans familie er involveret i en konflikt om et høvdingesæde. Ansøgeren har oplyst, at hans farbror stod til at skulle overtage en høvdingepost i år 2010, men at han blev dræbt af ukendte personer tilhørende en ud af to andre familier, der også ønskede at overtage posten. Ansøgerens far blev slået ihjel af ukendte personer tre måneder senere. Nogle måneder derefter brændte hans families hus, hvor hans mor og datter afgik ved døden. Dette skete i det nordlige Ghana, hvor også høvdingesædet var placeret. Ansøgeren boede i det østlige Ghana, hvor han studerede, mens de nævnte hændelser fandt sted. Ansøgerens bror [K] døde på et ukendt tidspunkt i 2010-2011, og han formoder, at dette var som følge af kampene om høvdingesædet. Ansøgerens tante havde en butik på et marked i det østlige Ghana, som blev brændt ned i 2014. Ansøgeren ved ikke, hvem der stod bag branden, men han formoder, at det relaterede sig til ansøgerens families konflikt om høvdingesædet. Ansøgeren modtog i perioden fra 2010 til 2015 telefoniske trusler et ukendt antal gange fra ukendte personer. I [vinteren 2015] boede ansøgeren i [en by i den østlige del af Ghana], da ukendte personer forsøgte at bryde ind i ansøgerens lejlighed. Personerne råbte ansøgeren efternavn. Ansøgeren råbte efter hjælp, og da naboerne kom, flygtede de ukendte personer. Ansøgeren flyttede derefter hjem til nogle venner, hvor han boede i nogle uger. Herefter tog ansøgeren til [en by i den sydlige del af Ghana], hvor han boede i under et år. Ansøgeren rejste derefter videre til Greater Accra, hvor han bosatte sig. I Greater Accra blev han overfaldet af tre mænd på gaden. De mennesker, der befandt sig i nærheden stoppede overfaldet. Ansøgeren valgte efterfølgende at udrejse af Ghana. Ansøgeren talte med en ven, som var forretningsmand, og han skaffede ID-dokumenter til ansøgeren og arrangerede hans udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvornår hans bror døde, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at dette skete i [efteråret 2016], mens han under asylsamtalen har forklaret, at han døde i 2010-2011. Ansøgerens forklaring om, at han havde sin fætters dødsfald i tankerne, idet fætteren havde samme navn kan ikke føre til en ændret vurdering, navnlig når henses til den kontekst, hvori han tidligere har forklaret om dødsfaldet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvornår han flyttede fra lejligheden i Akropo, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange personer, der overfaldt ham i Greater Accra, samt hvornår det sidste forsøg på indbrud i hans lejlighed i [den østlige del af Ghana] skete. Ansøgerens forklaring om, at han under samtalerne med Udlændingestyrelsen var forvirret og deprimeret kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark [i begyndelsen af 2017] og først søgte asyl den [i efteråret 2017]. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2018/1/SMLA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ’’Ansøgeren er etnisk ashanti og ateist fra Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de ghanesiske myndigheder, fordi han har arbejdet i en ulovlig guldmine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Ghana af en ghanesisk mor og en jamaicansk far. Ansøgeren boede i Liberia fra han var syv år gammel frem til 2016, hvor han tog til Ghana for at finde sin mor. Ansøgeren fik i den forbindelse ansættelse i en guldmine i byen, […], i [sommeren] 2016. Guldminen havde en kinesisk ejer, hvilket efter ghanesisk lovgivning er forbudt. De ghanesiske myndigheder opsøgte derfor guldminen to gange i [vinteren] 2017 for at stoppe minearbejdet. Ansøgeren var til stede under myndighedernes besøg i guldminen, og han blev efterfølgende forsøgt opsøgt på sin bopæl af myndighederne. Ansøgeren udrejste derfor af Ghana i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter er forekommet divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen indledningsvis forklaret, at politiet kom til guldminen i slutningen af [vinteren] 2016, at ti til tolv politibiler blev ødelagt og sat i brand, og dernæst, at der var omkring 10 myndighedspersoner, der kom i to biler. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at episoden fandt sted i [vinteren] 2017, at der første gang kom seks politibetjente i én politibil, at der anden gang kom to politibiler og mellem 10 til 15 betjente, og at politiet – efter forgæves at have forsøgt at stoppe deres arbejde – kørte uden, at der skete yderligere. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at første gang politiet kom, var i [vinteren] 2017, at der kom to politibiler med 10 eller 15 betjente, at der anden gang, som også var i [vinteren] 2017, ligeledes kom to politibiler med 10 eller 15 betjente, og at der ikke var noget slagsmål mellem politiet og minearbejderne i forbindelse med den første hændelse. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at den første episode fandt sted i [vinteren] 2016, at den anden episode fandt sted i [vinteren] 2017, og at der ved den første episode blev kastet med sten mod politiet, ligesom biler blev forsøgt ødelagt. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev aflønnet med 200 old cedis pr. måned, mens han til asylsamtalen forklarede, at han blev aflønnet med 200 nye cedis. Nævnet bemærker herved, at man efter det oplyste ikke har kunnet anvende old cedis som betalingsmiddel i Ghana siden 2007. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen indledningsvis forklaret, at han var på arbejde i minen, da politiet kom til hans bopæl, mens han senere under samme samtale forklarede, at han specifikt opholdt sig i byen på en bænk under nogle træer, da politiet opsøgte hans bopæl. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han stak af under den anden episode, og at han ikke har fået yderligere oplysninger om, hvad der skete den dag fra andre mennesker. Til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han fik at vide af folk i byen, at en af hans kollegaer var blevet ramt i benet af en kugle affyret af politiet eller guldminevagterne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at politiet skulle have henvendt sig på ansøgerens bopæl og spurgt efter ham henset til, at han har forklaret, at hans bopæl ikke er registreret hos myndighederne, at han ikke havde nogen ansættelseskontrakt med guldminen eller i øvrigt var registreret hos arbejdsgiveren, og at han ikke har talt med politiet under de to episoder, hvor de kom til guldminen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først søgte om asyl under retsmødet [foråret] 2017, uagtet at han var indrejst i Danmark i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2017/5/HHU
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk dagomba og muslim fra byen […], Greater Accra, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel af sin far eller af andre personer, fordi faren har beskyldt ansøgeren for at være homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han indrejste legalt i Danmark i 2013 som medfølgende familie til sin far, […], som havde opnået arbejdstilladelse. Kort tid efter ansøgerens ankomst til Danmark sagde hans far, at han troede, at ansøgeren var homoseksuel. Ansøgerens far har i [efteråret] 2015 truet ansøgeren to gange med, at han vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Ghana. Da ansøgerens far efterfølgende selv valgte at rejse tilbage til Ghana, sagde han til ansøgeren, at han ikke ville have, at ansøgeren rejste med ham tilbage, fordi ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har efter sin fars udrejse været i kontakt med sin far via e-mail. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren har en modenhed, der medfører, at han kan få sin ansøgning om asyl behandlet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der [snart] fylder 18 år, har svaret detaljeret og relevant på de spørgsmål, der er blevet stillet under nævnets behandling af sagen, ligesom han under sine forklaringer for navnlig Udlændingestyrelsen har vist et godt kendskab til begreber og samfundsmæssige forhold af betydning for hans asylsag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hans far ønsker at slå ham ihjel, såfremt ansøgeren rejser tilbage til Ghana, ikke kan lægges til grund, og nævnet tiltræder således, at det, som ansøgeren har forklaret om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om sin fars ønske om at slå ham ihjel står i modsætning til oplysninger i sagen om, at ansøgeren har opretholdt kontakten til sin far efter faderens udrejse af Danmark og den fremlagte korrespondance mellem ansøgeren og hans far, hvoraf fremgår, at faderen har vist interesse for, hvordan ansøgeren klarer sig i skolen, ligesom faderen har givet tilsagn om at sende penge til ansøgeren. Dette skal ses i sammenhæng med, at det efter ansøgerens seneste forklaring må lægges til grund, at de angivelige trusler er fremsat over én dag og i forbindelse med, at ansøgeren deltog i et møde hos børnerådgivningen, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke siden da har modtaget lignende trusler fra faderen. Hertil kommer, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ”beskyldningen” om homoseksualitet er uden hold i faktiske forhold, og at faderen således med tiden vil indse, at mistanken er grundløs. Allerede på denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2017/4/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen fra Cape Coast, Central Region, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ven, [A], begyndte at tale om homoseksualitet med ansøgeren. Han introducerede samme dag ansøgeren for en homoseksuel mand ved navn [B]. Ansøgeren accepterede at gå ud med [B], og de tog på bar samme aften. Her aftalte de at blive kærester. Ansøgeren blev bekendt med sin seksuelle observans samme dag, som han blev kærester med [B]. I sommeren 2013 blev ansøgeren kontaktet af [B], som fortalte, at hans kvindelige kæreste havde opdaget deres forhold. Hun havde fortalt det videre til [B]’s boligudlejer og andre folk. Ansøgeren og [B] aftalte at mødes i Takoradi i Western Region samme dag. Om aftenen udrejste de sammen af Ghana og indrejste i Elfenbenskysten. På dette tidspunkt havde ansøgeren og [B] været kærester i en længere periode. De indrejste sammen i Danmark i [efteråret] 2014. [B] er efterfølgende udrejst til Frankrig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring om sin seksuelle observans og måden, hvorpå han angiveligt blev kærester med [B], fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om en række forhold, herunder om varigheden af forholdet med [B], hvem der kendte til ansøgerens og [B]’s forhold, hvor ansøgeren opholdt sig, da han umiddelbart inden udrejsen af Ghana blev kontaktet telefonisk af [B], om tidspunktet for sit kendskab til, at [B] havde en pigekæreste, og om [B] var blevet konfronteret af sin kvindelige kæreste vedrørende sin seksuelle observans. Ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet over den ene dag, hvor han angiveligt blev kæreste med [B], fremstår desuden usandsynlig og utroværdig, ligesom ansøgerens forklaring om [B]’s efterfølgende udrejse til Frankrig fremstår påfaldende. Asylmotivet, herunder ansøgerens forklaring om sin seksuelle observans, forkastes på denne baggrund. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2017/3/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ewe og kristen fra […], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel af enten myndighedspersoner eller af folk fra voodoo-samfundet, idet han ikke ønsker at blive voodoo-præst. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at for omkring 30 år siden afslog ansøgerens far at blive voodoo-præst, efter at familien igennem generationer havde været ansvarlig for at have en mandlig voodoo-præst. Faren havde et andet job, hvorfor ansøgerens farbror i stedet for blev voodoo-præst. Da ansøgeren vendte tilbage til Ghana efter sit afsluttede højskoleophold i Danmark i 2013, fik ansøgeren at vide, at farbroren var meget syg. Farbroren døde i [vinteren] 2014. Ansøgeren ønskede ikke at blive voodoo-præst, hvorfor ansøgeren tog til Danmark i [vinteren] 2015 i forbindelse med et nyt højskoleophold. Den [efteråret] 2015 søgte ansøgeren om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet tillægger det betydning, at ansøgeren først efter ni måneders ophold i Danmark og fire måneder efter hans visum var udeløbet søgte asyl. Nævnet tillægger det vægt, at ansøgeren befandt sig i et højskolemiljø, hvor det må antages at være nemt at skaffe sig oplysninger om asyl, og at ansøgeren har erhvervet et betragteligt kendskab til familiesammenføringsreglerne. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren på trods af, at både han og hans forældre, efter hans forklaring har vidst, at han skulle være voodoopræst, har et påfaldende ringe kendskab til embedet, og de forpligtelser der ligger heri. Det findes endvidere usandsynligt, at han ikke i [foråret] 2017 har skaffet sig oplysninger om, hvorvidt den tidligere præst, der var hans farbror, er begravet, og om der er indsat en ny præst. Det forhold, at ansøgerens far efter oplysninger nu varetager nogle funktioner for embedet, må gøre det nemt for ansøgeren gennem sin ægtefælle eller ansøgerens mor, som han har jævnlig kontakt med at skaffe disse oplysninger, som har afgørende betydning både for ansøgerens eget asylmotiv og for hans søn. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende, om hvornår hans forældre blev skilt, hvornår hans far flyttede til landsbyen, hvornår han blev bekendt med farbrorens sygdom, og hvornår han blev bekendt med, at hans søn kunne blive præst. Det beror alene på ansøgerens formodning, at han vil blive udsat for overgreb, hvis han vender tilbage til Ghana, og nævnet bemærker, at hverken han eller hans familie er blevet truet eller presset på grund af hans fravær. Endelig finder nævnet, da der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Sammenfattende tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring, som usandsynlig og divergerende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ghan/2017/2/lrn
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Ghana. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashanti og kristen præsbyterianer fra Accra, Greater Accra, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana på grund af sine helbredsmæssige forhold risikerer at blive tilbageholdt under inhumane forhold og at modtage tvangsmæssig religiøs helbredelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er diagnosticeret med en psykisk lidelse, og at der ikke er behandlingsmuligheder i Ghana. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder at han er diagnosticeret med paranoid skizofreni og har et udtalt behandlingsbehov. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at det påberåbte forhold er af en sådan karakter, at det i sig selv indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder heller ikke, at der er tale om sådanne forhold, at han kan meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, blandt andet, at den omstændighed, at en udlænding af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende grunde er dårligt stillet, ikke skal kunne begrunde beskyttelsesstatus. Det fremgår videre af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeleles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af ansøgeren vil indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører derfor ikke under Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har en verserende sag om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, såvel som en verserende sag vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2017/1/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kabongo og kristen metodist af trosretning fra [landsby], [by], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive opsøgt og dræbt af [A’s] far eller brødre, idet han selv er kristen, mens [A’s] familie er muslimer, hvorfor [A’s] familie ikke har accepteret, at han og [A] har fået et barn sammen i 2005. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han og [A] begge er født og opvokset i [landsby]. Først var de gode venner, men senere udviklede det sig til et forhold. [A’s] far accepterede ikke forholdet, idet ansøgeren er kristen og [A] er muslim. [A’s] far forlangte, at de afbrød forholdet og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis de fortsatte med at ses. Ansøgeren forsøgte at afslutte forholdet, men [A] insisterede på, at de fortsatte med at mødes i skjul. Kort efter fortalte [A] ansøgeren, at hun var gravid med hans barn. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af fire af [A’s] brødre, der udsatte ham for vold. [I foråret] 2005 fødte [A] deres fælles søn. Kort tid efter blev hun smidt på gaden af sin egen familie, hvorfor hun tog ophold hos ansøgerens mor. Efter fødslen truede [A’s] far med at dræbe ansøgeren og barnet, hvis han nogensinde så ansøgeren igen. Ansøgeren besluttede sig som følge heraf for at udrejse af Ghana. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren udrejste af hjemlandet i 2005, og at ansøgeren i perioden fra 2006 til 2014 har opholdt sig i Italien. Ansøgerens forklaring har derfor skullet vurderes på grundlag af, at forklaringen vedrører begivenheder, der fandt sted for mere end 10 år siden. Ansøgerens modersmål er twi, men samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet er foregået på engelsk. Nævnet har bemærket sig, at ansøgeren i forbindelse med alle samtaler afslutningsvis har erklæret, at han havde forstået tolken, og at det fremgår af referaterne, at ansøgeren efter gennemgangen af samtalereferaterne er fremkommet med rettelser og præciseringer. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet finder forklaringen utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige områder har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår forholdet til [A] udviklede sig fra et venskab til et kæresteforhold, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår [A’s] far blev bekendt med, at de var kærester. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og usammenhængende om omstændighederne i forbindelse med, at [A] tog ophold hos ansøgerens mor. Ansøgeren er under gensamtalen stillet en række deltaljerede spørgsmål om [A’s] familie, og om [A’s] fars status i landsbyen. Ansøgeren har her beskrevet [A’s] far som en almindelig mand, der ikke havde nogen ledende rolle eller besad ledende poster. Ansøgeren har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at [A’s] far var leder af det muslimske trossamfund i landsbyen, hvilket ansøgeren altid havde været klar over, fordi [A’s] far bar en klædedragt, der viste dette. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvornår han mistede kontakten med familien i hjemlandet, idet han har forklaret, at dette skete i henholdsvis 2007 og 2008. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han mistede kontakten med familien efter nogle måneder, og forklarede indledningsvis, at det skete allerede mens han opholdt sig i Libyen. Ansøgeren ændrede efterfølgende dette til, at han mistede kontakten med familien, mens han befandt sig i Italien. Flygtningenævnet finder på grundlag af en samlet vurdering derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2016/2/SHH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk akan og ateist fra Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at han vil blive udsat for fysiske overgreb eller slået ihjel af medlemmer af sin egen familie og af medlemmer af sin kærestes familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 2012 blev bekendt med, at han var tiltrukket af mænd, da han i følgeskab med venner besøgte forskellige barer og klubber i Kumasi, hvor gæsterne primært var homoseksuelle. Ansøgeren mødte ved et besøg en mandlig gæst, [A], som han blev tiltrukket af, og herefter indledte de et seksuelt forhold, som varede i otte måneder. Ansøgeren indledte herefter et forhold til en anden mand, [B], som han mødte ved en tilfældighed. De flyttede sammen og fire måneder efter dette, blev deres forhold opdaget af ansøgerens og [B]’s familie, hvilket førte til konfrontation mellem ansøgeren og hans broder, som opsøgte ansøgeren gentagne gange. Broderen overfaldt ansøgeren på et ukendt tidspunkt i 2013. Derefter flyttede ansøgeren hjem til en bekendt, hvor han opholdt sig indtil hans udrejse af Ghana to uger efter. I denne periode blev ansøgeren gjort opmærksom på, at både ansøgerens og [B]’s familie havde forsøgt at opsøge ansøgeren på hans tidligere bopæl tre til fire gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret, ikke selvoplevet og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine seksuelle forhold til andre mænd. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han før sit seksuelle forhold til [A] havde haft et enkelt seksuelt forhold til en mand. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [A] var den første person med hvem, han udøvede sin homoseksualitet. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 har ansøgeren endvidere forklaret, at han afsluttede sit forhold med [A], fordi han havde fundet [B]. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at han først to måneder efter bruddet med [A] indledte et forhold til [B]. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 har ansøgeren endelig forklaret, at han flyttede sammen med [B] efter ca. 2 ugers forhold. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han først flyttede sammen med [B] efter 2 måneder, mens ansøgeren for nævnet har forklaret, at de flyttede sammen efter 1 uge. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om konflikten med sin bror samt opholdet hos [C]. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han på et ukendt tidspunkt i 2014 blev overfaldet af sin bror, hvorefter han ca. 2 uger senere blev forsøgt opsøgt på sin bopæl af et større antal personer, herunder sin bror. Ansøgeren befandt sig på dette tidspunkt ikke på bopælen. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at episoderne fandt sted i omvendt rækkefølge, og at der var en måned mellem episoderne. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han efter slagsmålet med sin bror flyttede hjem til [C]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det først skete senere. Til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han holdt sig skjult hos [C] i ca. 2 måneder, inden han udrejste af Ghana. Til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han boede hos [C] i ca. 2 uger, inden han udrejste af Ghana. Endelig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ingen forholdsregler tog for at undgå opdagelse af sine forhold, eller på noget tidspunkt har gjort sig tanker om risikoen ved sin seksualitet, henset til at homoseksualitet er ulovligt i Ghana, og at homoseksualitet kan føre til social udstødelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ghana vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2016/1/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Akan og kristen af trosretning fra Offinso, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at hans tre mostre vil slå ham ihjel, fordi de alle ønsker ejerskab over det samme stykke jord. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans broder og søster i 1995 blev slået ihjel, og at ansøgerens mostre efterfølgende har indikeret, at de havde arrangeret mordene. Da ansøgeren blev 21 år gammel, krævede han første gang retten til jorden. I den forbindelse blev ansøgeren truet af sine mostre, som sagde, at han ville lide samme skæbne som sin broder og søster, hvis han krævede retten til jorden. Tre dage efter angreb ansøgerens ene moster, [...], ansøgeren i huset, ved at hun rev fat i ansøgerens skjorte. Det lykkedes ansøgeren at rive sig løs fra hendes greb og at forlade huset. Ansøgeren rejste til Kumasi, hvor han opholdte sig de efterfølgende tre år. Ansøgeren vendte herefter tilbage til Offinso, hvor han flyttede ind i det hus, hvor hans mostre havde bopæl. I forbindelse med ansøgerens tilbagevenden blev han jævnligt udsat for vold og trusler fra sine mostre, som samtidig nævnte, at han ville blive slået ihjel, hvis han blev ved med at spørge ind til jordstykket. Ansøgeren valgte herefter at udrejse af Ghana ved hjælp fra sin ven […], som skaffede ansøgeren en 10-årig opholds- og arbejdstilladelse i Italien. Ansøgeren indrejste i Italien [i vinteren 2008], hvor det ikke lykkedes ham at finde et arbejde. Ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget i 2011, idet han ikke opfyldte betingelserne for at opholde sig i Italien. I [sommeren 2011] rejste ansøgeren til Danmark for at se landet. Han blev anholdt og fængslet af det danske politi efter to uger og blev herefter udvist af Danmark med indrejseforbud i to år. Ansøgeren flyttede tilbage til Italien, hvor han opholdte sig illegalt indtil [sommeren 2014], hvorefter han på ny indrejste i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er forfulgt af sine mostre på grund af en jordstrid, der medførte, at hans to søskende blev dræbt af mostrene eller på vegne af disse i 1995. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2014] oplyst, at han fik en advarsel af mostrene, da han var 20 år gammel, hvorefter han forlod landsbyen. Han havde ikke senere kontakt med sin familie og er ikke blevet truet eller opsøgt af denne. Han har under samtalen [i sommeren 2015] forklaret, at han, da han var 20 til 21 år gammel, fik at vide af sine mostre, at hans søskende var dræbt af mostrene. Han blev angrebet af en moster og rejste derefter fra landsbyen. Han vendte tilbage til landsbyen, da han var 25 år gammel og boede i familiehuset. Det må efter forklaringen antages, at opholdet har varet i flere dage. Han har under sin forklaring til Flygtningenævnet forklaret, at han først fik at vide, at hans søskende var dræbt af mosteren, da han i 2003 for anden gang vendte tilbage til landsbyen, for at spørge mostrene hvorfor de ikke betalte en skoleregning. Han forklarede indledningsvist, at han selv gik i skole, hvilket er i modstrid med hans tidligere forklaring om hans skoleforløb og ændrede efterfølgende forklaringen til, at der var tale om hans søsters skoleregning. Opholdet hos familien varede alene en dag, og han overnattede ikke. Da han forlod familien, fulgte en moster og en bande af store drenge efter ham og opsøgte ham i Kumasi. Han har bekræftet, at han i perioden fra omkring 1997/1998 til hans udrejste i 2008 alene har haft kontakt med familien ved det omtalte besøg i Offinso. Under henvisning til at ansøgeren på flere forskellige væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, finder nævnet, at forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, hvorfor den tilsidesættes. Ved afgørelsen er der ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Italien og kortvarigt i Danmark siden 2008 men først har søgt asyl, da han blev anholdt af det danske politi. Endelig lægges der vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han tilsyneladende under afhøringer [i efteråret 2011] har forklaret, at han havde fem børn og en søster samt svoger, der er bosiddende i Italien, hvilket han i dag har fragået. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2015/3
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Ghana. Indrejst ukendt dato i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashanti og kristen protestant af trosretning fra […], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana fryg-ter, at han vil anholdt af politiet og modtage en dødsstraf, idet han er homoseksuel og har deltaget i en sammenkomst med en gruppe homoseksuelle, hvor en mand blev dræbt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er homoseksuel, og at han blev bekendt med sin seksuelle orientering, da han var omkring 17 år gammel, og han mødte sin daværende kæreste,[…]. Ansøgeren har ikke haft andre homoseksuelle forhold til mænd i Ghana end den omtalte kæreste, og deres forhold varede frem til ansøgeren udrejste af Ghana. Ansøgerens daværende kæreste introducerede ansøge-ren for en forening for homoseksuelle mænd. Foreningen havde intet navn, og medlemmerne mød-tes i det skjulte på søndage på […] Hotel i [byen]. Ansøgeren har forklaret, at under forsamlingerne socialiserede foreningens medlemmer, og de hjalp hinanden med forskellige gøremål. Ansøgeren og hans kæreste udlevede ikke deres homoseksualitet offentligt i Ghana men mødtes primært på ansø-gerens kærestes bopæl og i foreningen, da homoseksualitet er forbudt i Ghana. Ansøgeren har videre til støtte herfor oplyst, at på en ukendt dato i 2014 blev foreningen udsat for et angreb fra ukendte gerningsmænd. Under angrebet blev en mand, som ansøgeren ikke kendte personligt, stukket ned og afgik ved døden. Ansøgeren formoder, at de ukendte gerningsmænd var muslimer, og at den afdøde mand var muslim, da ansøgeren har hørt fra andre medlemmer af foreningen, at han var muslim af trosretning. Det er endvidere ansøgerens egen formodning, at det var afdødes storebrødre, som arrangerede angrebet på foreningen, da afdødes homoseksualitet gik imod familiens religiøse overbevisning. Ansøgeren flygtede fra hotellet under angrebet og tog efterfølgende ophold hos [en ven], hvor ansøgeren tidligere har boet. Omkring en måned efter angrebet udrejste ansøgeren fra Ghana sammen med [vennen], som hjalp ansøgeren med at arrangere rejsen til Danmark. Det påhviler ansøgeren som asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv han påberåber sig. Ansøgeren har vedgået, at oplysningerne om navn og personalia, familieforhold og rejseformål i hans pas og visumansøgning ikke er korrekte. Dernæst har ansøgeren i øvrigt forklaret upræcist om sin herkomst og familieforhold i Ghana, samt forklaret upræcist om sine opholdssteder i Ghana. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om den påberåbte episode i foreningen i Ghana, herunder om ofret og gerningsmændene. Ansøgerens antagelse om baggrunden for overfaldet beror alene på formodninger. Ansøgeren er ikke i hjemlandet personligt blevet opsøgt af myndighederne eller af privatpersoner på grund af sin seksuelle observans. Der er derfor ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være eftersøgt af myndighederne. Ansøgerens antagelse herom er alene baseret på løse formodninger. Hertil kommer at ansøgeren ifølge sin egen forklaring uden problemer opholdt sig i hjemlandet i cirka en måned efter episoden i foreningen. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerens pas er angivet udstedt i [begyndelsen af efteråret] 2013, ligesom der er ansøgt om visum før den påberåbte episode i foreningen i foråret 2014. Endelig ansøgte ansøgeren først om asyl efter to til tre måneders ophold i Danmark i forbindelse med en anholdelse. Da ansøgeren efter det foreliggende ikke har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne eller privatpersoner på grund af sin seksuelle observans. Ansøgeren fremstår helt i øvrigt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2014. Et flertal af Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra Accra, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive truet på livet af sin fader […], af medlemmer af befolkningen eller af repræsentanter for myndighederne, idet han er biseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han som 16-årig blev bekendt med, at han var tiltrukket af mænd. Under et toiletbesøg ved et sportsarrangement, mødte ansøgeren en mandlig elev fra en anden skole. Der opstod kemi i mellem dem og de rørte ved hinanden. I 2007 mens ansøgeren gik på kostskole, indgik han i et forhold med en anden elev. De havde seksuelt samvær og mødtes på skolen og på ansøgerens værelse. Deres forhold sluttede i 2008. Senere i 2008 indledte ansøger et forhold til en anden mandlig elev på skolen, og dette varede indtil, at ansøgeren i 2009 fortalte sin broder, at han var biseksuel. Ansøgerens broder fortalte det til deres moder, og ansøgeren formoder, at det var moderen som fortalte det videre til ansøgerens fader. Ansøgeren blev tilsagt til et møde med en høvding som forklarede, at ansøgeren, som biseksuel, ikke var velkommen, idet ansøgeren ville sprede hans seksualitet, som en sygdom. Omkring 14 dage efter mødet med høvdingen, blev ansøgeren i april 2010 kidnappet fra sin bopæl i […]. Ansøgeren blev taget med til en helligdom, og spærret inde i en hytte. Her opholdt ansøger sig indtil næste morgen, hvor han overhørte en samtale mellem en af de mænd som havde deltaget i kidnapningen og en præst, hvor de refererede til, at der skulle udføres et ritual på ham. Det lykkedes ansøgeren at undslippe ved at grave sig igennem lerhyttens vægge. Ansøgeren kontaktede sin fader telefonisk, og fik at vide, ansøgeren var heldig, at han var undsluppet, og at faderen var bekendt med, at ansøgeren havde seksuelt samvær med andre mænd, og at han ville finde ansøgeren, og slå ham ihjel med sin machete. Ansøgeren rejste herefter til Accra, hvor han tog ophold ved sin ven, Francis, og dennes forældre i 3 måneder, men blev smidt ud, da Francis forældre blev bekendte med, at han var biseksuel. Ansøgeren var herefter hjemløs frem til, at han udrejste af Ghana, og boede blandt andet på busterminaler og andre offentlige steder. Ansøgeren havde i 2010 eller 2011 fortalt sin herboende onkel, at han var biseksuel, og i 2012 tilbød onklen at hjælpe ansøger til at rejse fra Ghana til Danmark. Ansøgeren ansøgte om optagelse på […] i Danmark, hvor han blev optaget, men da studiestart lå for nær, måtte ansøger vente et år med at påbegynde sit ophold på […]. Ansøgeren indgav ansøgning om visum til Danmark [i begyndelsen af 2013], hvorefter han udrejste til Danmark den [medio 2013] og påbegyndte sit studieophold. Et flertal af Flygtningenævnet finder ansøgeren troværdig og kan i det væsentlige lægge hans forklaring til grund. Efter ansøgerens egen forklaring, har han ikke under sit ophold i Ghana været efterstræbt af myndighederne og der er ingen indikation på, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil komme i myndighedernes søgelys. Flertallet lægger imidlertid til grund, at både truslerne fra ansøgerens fader og risikoen for ny kidnapning fra den lokale høvding(chief) udgør en konkret og individuel risiko. Idet forfølgelse har baggrund i ansøgerens biseksualitet og da ansøgeren ikke kan søge myndighedernes beskyttelse, idet biseksualitet er ulovligt er betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 1 opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ghanesiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ghan/2015/1
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Georgien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes mand var eftersøgt i Georgien af den russiske efterretningstjeneste, idet han havde udført hemmelige aktioner for den georgiske side i 2008. Grundet hendes muslimske efternavn havde hun været ekstra udsat i Georgien. Ansøgeren havde på grund af ægtefælles forhold været tilbageholdt omkring 14 dage i efteråret 2008 og var blevet løsladt med meldepligt samt forbud mod at udrejse fra Georgien. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at familiens bopæl i Ossetien var blevet bombet i sensommeren 2008 i forbindelse med et generelt bombardement af byen, samt at hendes søn er autist og stærkt behandlingskrævende. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Odessa i Ukraine. Ansøgeren er etnisk russer og russisk-ortodoks. Hun var gift med en etnisk ossetiner, som er muslim. Hun var blevet muslimsk viet under sit seneste ophold i Tskhinvali. Ansøgeren havde om sit statsborgerskab selv anført, dels til asylregistreringsrapporten, dels til sit skema og dels under samtalen med Udlændingeservice, at hun er statsborger i Georgien. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt burde vurderes i forhold til Georgien. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på en nærmere afklaring af hendes statsborgerskabsforhold. Flygtningenævnet kunne i øvrigt lægge hendes forklaring til grund for sagen, således som Udlændingeservice også havde gjort. Uanset at ansøgeren havde et muslimsk efternavn, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til Georgien ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have konflikter med de georgiske myndigheder. De foreliggende sporadiske oplysninger om hendes ægtefælles aktiviteter i forbindelse med de russiske myndigheders angreb i sensommeren 2008 på Sydossetien kunne ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren, efter sine egne oplysninger, havde overtrådt et udrejseforbud og en ugentlig meldepligt, som hun var blevet pålagt efter sin løsladelse fra de russiske sikkerhedsstyrker, fandtes ikke at være et forhold af en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at hvis ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i Sydossetien, kunne hun henvises til at tage ophold i den regeringskontrollerede del af Georgien. De foreliggende oplysninger om hendes søns sygdom var ikke asylbegrundende. Georgien/2010/1
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Georgien. Ansøgeren havde i 30 år været bosat i Rusland. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at hun havde fået afgørende problemer med personer med forbindelse til FSB (Den Russiske Sikkerhedstjeneste red.), efter at hun havde indgivet anmeldelse til FSB om ureglementeret behandling af krigsfanger på det militærhospital, hvor hun havde arbejdet som sygeplejerske. Flygtningenævnet kunne ikke lægge denne forklaring til grund, idet den fandtes konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at en person med ansøgerens baggrund skulle vælge at gå direkte til sikkerhedstjenesten i et så åbenbart følsomt anliggende, og lagde afgørende vægt på, at ansøgeren efter at være ankommet til Sverige i slutningen af foråret 2008 først søgte om asyl, da hun i Danmark blev anholdt i forbindelse med et butikstyveri i sommeren 2008. Det fandtes påfaldende, at ansøgeren ikke ved førstgivne lejlighed havde søgt asyl, hvis hun havde været udsat for et særdeles voldeligt overfald fra personer, der angiveligt havde nøje kendskab til hendes personlige forhold og anmeldelse til FSB. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren kunne vende tilbage til Rusland, uden at hun ville udsætte sig for risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren burde vurderes i forhold til Georgien, hvor ansøgeren er født og opvokset og har haft tilknytning til i hvert fald frem til 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren havde været tilknyttet et russisk militærhospital og havde været bosat udenfor Georgien i cirka 30 år, gav grundlag for en antagelse om, at hun ved en tilbagevenden til Georgien ville udsætte sig for risiko for forfølgelse efter § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnetlagde vægt på, at ansøgeren havde haft en mangeårig tilknytning til Georgien, at hun havde haft civil ansættelse som sygeplejerske, og at hun var ud- og indrejst af Georgien frem til 2000 i forbindelse med familiebesøg, uden at hun havde haft problemer med de georgiske myndigheder. Den omstændighed, at der tidligere havde været et væbnet opgør mellem Rusland og Georgien, og at ansøgeren er fra den armensktalende del af Georgien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Georgien/2009/1
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Georgien. I 2003 udrejste ansøgerne af hjemlandet til Ungarn, hvor de blev meddelt konventionsstatus. Indrejst første gang i 2006 via Sverige. I 2006 blev de udsendt til Sverige, hvorfra de blev tvangsudsendt til Ungarn. Indrejst på ny i 2007. Ansøgerne havde påberåbt sig, at deres opholdstilladelse i Ungarn var ophørt. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne havde oplyst, at de på grund af længden af udlandsopholdet angivelig ikke længere var georgiske statsborgere. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne under alle omstændigheder skulle vurderes i forhold til Georgien. Det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde deltaget i stiftelsen af et parti i 1995, at han havde virket som rådgiver for formanden, og at han havde trukket sig ud af politik i 1999. Det lagdes efter ansøgernes forklaringer videre til grund, at den mandlige ansøger i foråret 2003 var blevet kidnappet af folk fra den georgiske sikkerhedstjeneste, som ønskede oplysninger om nogle kompromitterende dokumenter, som ansøgerens onkel havde været i besiddelse af, og at ansøgerens onkel var blevet dræbt under mystiske omstændigheder i 2001. Flygtningenævnet bemærkede, at de danske myndigheder har en selvstændig kompetence til at tage stilling til, om ansøgerne opfylder betingelserne for asyl, og at de ungarske myndigheders afgørelse heraf ikke kunne føre til nogen ændret vurdering. Det fulgte heraf, at de ungarske myndigheders afgørelse alene indgik som et led i den samlede vurdering af forholdet, og at ophørsgrundene som påberåbt af ansøgerne ikke var relevante for vurderingen. Det måtte tillægges vægt, at de begivenheder, som ansøgerne havde påberåbt sig til støtte for asylansøgningen, lå tilbage i tid, og at der i hjemlandet er sket et politisk magtskifte, ligesom der er sket væsentlige forbedringer af forholdene i hjemlandet. Det nye styre har indført en række demokratiske reformer og tiltrådt flere internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der var derfor ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne havde noget udestående med de nuværende magthavere. Det bemærkedes, at den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter kunne det ikke lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes endelig, at ansøgerne efter det oplyste havde opnået konventionsstatus i Ungarn, og at der ikke var holdepunkter for at antage, at Ungarn, som er medlem af EU, ikke skulle leve op til minimumsstandarderne for behandlingen af flygtninge. Georgien/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet havde i 2002 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt dengang i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde forklaret, at ansøgerens kiosk var blevet brændt ned i december 2000, at hans broder var blevet dræbt i oktober 2001 i forbindelse med, at denne havde udført narkotikaefterforskning, og at ansøgeren var blevet frihedsberøvet og udsat for overgreb af to personer med tilknytning til politiet. I foråret 2003 var ansøgeren blevet fremstillet for de georgiske myndigheder i lufthavnen i Tbilisi med henblik på at få fastlagt hans identitet og eventuelt efterfølgende indrejse i Georgien. De georgiske myndigheder havde meddelt, at ansøgeren ikke var georgisk statsborger, og at han derfor ikke kunne indrejse i Georgien. Det fremgik af en sprogtest fra sommeren 2006, at det blev bedømt som muligt, at ansøgeren har sin sproglige baggrund i Armenien. I efteråret 2006 havde Rigspolitiet oplyst, at Georgiens ambassade i London havde meddelt, at der ikke kunne udstedes rejsedokument for ansøgeren, da han ikke kunne identificeres som georgisk statsborger. Rigspolitiet havde på denne baggrund anmodet Flygtningenævnet om at ændre udsendelsesbeslutningen i nævnets afgørelse af januar 2002, således at det blev bestemt, at ansøgeren– såfremt han ikke udrejste frivilligt – ville kunne udsendes til hjemlandet, enten Georgien eller Armenien, jf. udlændingelovens § 32 a. I slutningen 2006 havde Flygtningenævnet på denne baggrund besluttet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på en asylretlig vurdering af ansøgeren tillige i forhold til Armenien. I marts 2007 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine konflikter i Georgien til grund. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at der ikke siden nævnets afgørelse fra 2002 var fremkommet væsentlige nye oplysninger om ansøgerens forhold til Georgien. Flygtningenævnet fandt ikke, at de konflikter, ansøgeren havde haft med to politibetjente i Tbilisi i 2000 og 2001, kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der er tale om kriminelle handlinger, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne antages, at myndighederne ikke kan eller vil yde den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at forholdene ligger langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Georgien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgeren havde efter sin forklaring ikke haft problemer med de armenske myndigheder og havde efter sine oplysninger ikke noget asylmotiv i forhold til Armenien. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i forhold til Armenien. Nævnet besluttede på denne baggrund, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet. Georgien/2007/2
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Georgien, født 1969 M og 1973 K. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske georgiere og Jehovas vidner. Flygtningenævnet lagde endvidere ansøgernes forklaringer til grund. Uanset om den mandlige ansøger i en periode indtil 2001 var udsat for pengeafpresning fra en politimand og efterfølgende trusler, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold havde en sådan karakter, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at afpresningen skete mens den mandlige ansøger drev virksomhed, og at afpresningen ikke kunne antages at være understøttet af myndighederne eller at have forbindelse med ansøgerens religiøse overbevisning. Flygtningenævnet fandt, at de gentagne fysiske og psykiske overgreb, som ansøgerne og deres børn på grund af ansøgernes religiøse overbevisning som Jehovas vidner havde været udsat for fra tilhængere af Basil Mkalavishvili, andre grupper og enkelte myndighedspersoner, havde en sådan systematisk og kvalificeret karakter og intensitet, at det måtte sidestilles med af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgerne på udrejsetidspunktet ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der i den seneste tid i Georgien var sket et væsentligt fald i overgrebene på Jehovas vidner, og at retssikkerheden for Jehovas vidner generelt var forbedret. Det fremgik endvidere, at myndighederne havde indledt retsforfølgning mod blandt andre Basil Mkalavishvili i anledning af overgreb på blandt andet Jehovas vidner. Flygtningenævnet fandt dog ikke, at disse oplysninger gav et så tilstrækkeligt og sikkert grundlag for, at situationen for Jehovas vidner var så varigt forbedret, at ansøgerne på nuværende tidspunkt kunne pålægges at vende tilbage. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgerne tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Georgien/2004/1
Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Georgien. Indrejst i 2010. Ansøgerne oplyste under sagen, at den mandlige ansøger flere gange i 2008 og 2009 er blevet overfaldet af personer med tilknytning til mafiaen, fordi han er medlem af Jehovas Vidner, og at de anmeldte overfaldene til politiet. Hovedmanden bag overfaldene blev anholdt. I 2009 udrejste ansøgerne af Georgien. I 2010 blev den mandlige ansøger under et ophold som asylansøger i et vesteuropæisk land opsøg og overfaldet af en af de personer, som havde overfaldet ham i Georgien. Den pågældende havde ligeledes søgt asyl i det vesteuropæiske land. Efter at have fået afslag på asyl i det vesteuropæiske land rejste ansøgerne videre til Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske yezidier og Jehovas Vidner fra Tbilisi, Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har været medlemmer af Jehovas Vidner henholdsvis siden 2003 og 2007. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger flere gange siden 2008 er blevet overfaldet af mafiaen, fordi han er medlem af Jehovas Vidner. I 2009, kort efter den mandlige ansøgers udrejse af Georgien, blev familiens hjem plyndret af et medlem af mafiaen. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om konflikten med personer fra det kriminelle miljø i Georgien fremstår som usikker og mindre overbevisende. Selvom det imidlertid måtte lægges til grund, at ansøgerne har haft en konflikt, der kan have sammenhæng med ansøgernes religiøse tilhørsforhold, finder Flygtningenævnet ikke, at konflikten har antaget en sådan intensitet og karakter, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger anmeldte forholdet til myndighederne, der reagerede adækvat, ligesom det fremgår af begge ansøgeres asylansøgningsskemaer, at hovedmanden […] blev arresteret af myndighederne, hvilket ansøgerne har bekræftet under nævnsmødet. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at episoden i det vesteuropæiske land med […], der tillige var asylansøger, har baggrund i konflikten i hjemlandet. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til baggrundsmaterialet, herunder særligt Report on International Religious Freedom Georgia af 30. juli 2012, hvoraf blandt andet fremgår, at myndighederne har vilje og evne til at gribe ind overfor diskrimination med videre, der er begrundet i religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2013/1
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Afghanistan (M) og Georgien (K) og parrets barn. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Georgien og Afghanistan). Flygtningenævnet udtalte: Vedrørende den mandlige statsborger: Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den kvindelige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har under nævnsmødet som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder eller andre afghanere, idet han er gift med en kristen, ligesom han frygter at myndighederne og familien vil slå hans ægtefælle og deres barn ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan en karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren, der er muslim, har indgået ægteskab med den kvindelige ansøger, der er kristen, i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herved henvise til US Department of States International Religious Freedom Report af 13. september 2011 (bilag 410), hvori blandt andet anføres, “In addition the judges stated that a Muslim man may marry a non-Muslim women, but the woman must first convert if she was not “of the book”, that is not Christian or Jewish.” De vanskelige, men generelle, forhold i Afghanistan, herunder for personer der lever i blandet religiøst ægteskab, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens sag. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den kvindelige ansøger kan tage ophold i Afghanistan sammen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den afghanske statsborger […]skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Afghanistan for så vidt angår […]og Georgien for så vidt angår […] og et barn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. Vedrørende den kvindelige ansøger: Ansøgeren er etnisk georgier og kristen-ortodoks af trosretning fra […], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den mandlige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil slå hendes ægtefælle ihjel ved en tilbagevenden til Georgien. Ansøgerens familie er imod ansøgerens ægteskab, idet hendes ægtefælle er muslim. Familien har truet ansøgeren over telefonen, ligesom ansøgeren mener, at familien står bag en episode, hvor ansøgeren og ægtefællen blev forfulgt af to mænd med en kniv på en markedsplads i Grækenland. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun og ægtefællen en aften blev skygget af en sort bil, da hun blev hentet på sin arbejdsplads. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet antastet af ukendte mænd i Grækenland. Ansøgerens forklaring herom fremstår som usikker og divergerende og en eventuel sammenhæng mellem asylmotivet og de omtalte episoder bygger på formodninger. Hertil kommer, at ansøgeren først omtalte episoderne under samtalen med Udlændingestyrelsen, og at ægtefællernes forklaring på en række punkter fremstår som divergerende. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har indgået et blandet religiøst ægteskab kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den mandlige ægtefælle kan tage ophold i Georgien sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den georgiske statsborger […] og hendes barn skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren og hendes barn ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt til Georgien, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Georgien for så vidt angår […]og et barn og Afghanistan for så vidt angår […], at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. geor/2012/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer oprindeligt fra [en landsby i] Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter refoulement til Rusland, hvor han frygter myndighederne, fordi de mistænker ham for at have samarbejdet med de tjetjenske oprørere. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter oprørerne, fordi de vil tro, at han har sladret til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i vinteren 2014/2015 opholdt sig i [en landsby] i Tjetjenien. Ansøgeren passede familiens dyr, som græssede i bjergene, da han blev opsøgt af sin barndomsven [A], der var sammen med syv til otte mænd. [A] havde tilsluttet sig oprørerne og bad ansøgeren om at forsyne dem med fødevarer, hvorefter ansøgeren købte forskellige former for dåsemad og bragte varerne til oprørerne. Omkring to uger senere blev ansøgeren endnu engang opsøgt af [A], der bad ham om at købe mad til oprørerne. Ansøgeren indvilgede, foretog endnu et indkøb og bragte varerne og et lam til oprørerne. Ansøgeren formoder, at butikspersonalet har angivet ham til myndighederne, og at det er grunden til, at han et par uger senere blev pågrebet af myndighederne, afhørt og udsat for tortur. Ansøgerens farbror sørgede for, at ansøgeren efter fire dage blev løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren var efterfølgende indlagt på et hospital i fjorten dage, hvor han modtog behandling for de skader, som han var blevet påført under tilbageholdelsen. Herefter opholdt han sig på familiens bopæl i omkring én måned, indtil han udrejste af Rusland. Ansøgeren har oplyst, at hans ægtefælle sidenhen blev opsøgt af myndighederne flere gange. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun er statsborger i Rusland, og at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi de mistænker hendes ægtefælle for at have samarbejdet med de tjetjenske oprørere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [begyndelsen af] 2014 fortalte hende, at han havde mødt sin barndomsven [A], der to gange havde bedt ham om at købe forskellige madvarer, hvilket han havde gjort. En til to uger efter ægtefællen senest havde forsynet [A] med madvarer, opsøgte myndighederne parret på deres bopæl. Bopælen blev ransaget, og ægtefællen blev anholdt og tilbageholdt, indtil ægtefællens farbror sørgede for, at han blev løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen herefter var indlagt i cirka to uger, hvorefter han opholdt sig omkring to uger på bopælen, inden han udrejste. Ansøgeren og hendes svigerfamilie er sidenhen blevet opsøgt tre til fire gange af myndighederne, der har spurgt efter ægtefællen. [I slutningen af] 2016 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i to dage. Under tilbageholdelsen blev hun udspurgt om ægtefællens forhold. Ansøgeren har oplyst, at hun udrejste fra Rusland til Georgien [i slutningen af] 2016 sammen med sin onkel og sine børn, og at hun udrejste af Georgien [i begyndelsen af] 2017 sammen med sine børn. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de er statsborgere i Rusland til grund, fordi ansøgernes forklaring om deres identitet, herunder nationalitet, forekommer utroværdig. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at begge ansøgere har afgivet forkerte oplysninger om deres identitet til de danske myndigheder. Nævnet har vedrørende den mandlige ansøger derudover lagt vægt på, at Interpol Moskva [i efteråret] 2017 har oplyst, at den mandlige ansøgers generalia ikke eksisterer hos de russiske myndigheder, og at den mandlige ansøgers russiske kørekort er uægte. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingecenter Nordsjælland har fastslået den mandlige ansøgers identitet som værende [X] og statsborger i Georgien, hvilket den mandlige ansøger har bekræftet overfor Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2018. Nævnet har vedrørende den kvindelige ansøger lagt vægt på, at hun har søgt om visum til Grækenland på den græske ambassade i Georgien [i slutningen af] 2016, og at hun i den forbindelse medbragte sit ægte georgiske pas som legitimation. Det fremgår af passet, at den kvindelige ansøgers navn er [Y], og at hun er statsborger i Georgien. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgerne udelukkende er statsborgere i Georgien. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger skulle have været tilbageholdt som følge af hendes ægtefælles konflikt, særligt henset til at Flygtningenævnet ved [en tidligere afgørelse] har afvist at lægge den mandlige ansøgers oprindelige asylmotiv til grund. Nævnet bemærker herved, at der ikke under behandlingen af denne sag er fremkommet væsentlige, nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har eller har haft nogen form for personlige konflikter i Georgien. Det forhold, at ansøgerne frygter at blive udleveret til Rusland med henblik på retsforfølgning kan ikke føre til en ændret vurdering, idet nævnet ved [i sin tidligere afgørelse] har afvist den mandlige ansøgers oprindelige asylmotiv, der er baggrunden for ansøgernes frygt for udlevering til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” geor/2018/2/THV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i december 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder, idet han blev tvunget til at opsige sin stilling hos [en offentlig myndighed] efter et regeringsskifte fandt sted. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter en ukendt kriminel gruppe, som har forsøgt at likvidere ansøgeren tre gange og har sendt ham et trusselsbrev. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i foråret] 2016 blev tvunget til at opsige sin stilling hos [en offentlig myndighed], idet han havde ytret, at han var tilhænger af den forhenværende præsident i Georgien og havde talt nedsættende om den nuværende georgiske præsident, Giorgi Margvelashvili. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han blev forsøgt likvideret tre gange i 2017, og at han modtog et trusselsbrev, hvorfor han valgte at udrejse af Georgien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne omkring, at han blev bedt om at sige sin stilling […] op. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at myndighederne havde fundet ud af, at han og hans familie havde stemt på den tidligere præsident, og at de tvang ham til at sige op. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han sammen med 18 andre medarbejdere blev indkaldt til møde, hvor de fik fortalt, at der skulle nye kræfter til, og at de ville ansætte nye og unge medarbejdere, og at det er baseret på ansøgerens egen formodning, at han blev tvunget til at sige op på grund af ansøgerens holdning til den nye præsident, men at de ikke ville oplyse det direkte til ansøgeren. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de var 13 ansatte, der blev tvunget til at sige op, da de var ansat under den tidligere præsident og blev anset som tilhængere af den tidligere regering. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynligt, at ophøret af ansøgerens ansættelsesforhold […] er foregået på denne måde. Selvom det lægges til grund, at ansøgeren blev tvunget til at opsige sin stilling […] som følge af regeringskritiske ytringer, kan det ikke begrunde, at ansøgeren bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet andre problemer som følge af hans opsigelse som følge af hans ytringer, og at dette ikke falder inden for anvendelsesområdet for § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har været udsat for 3 drabsforsøg af ukendte personer fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår de angivelige drabsforsøg fandt sted. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at det første drabsforsøg fandt sted i [sommeren] 2017, og at det var omkring klokken 19-20. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det fandt sted i [sommeren] 2016, og at det var omkring klokken 17-18, hvilket han senere rettede til, at det rettelig var i 2017. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det andet drabsforsøg ved hans garage fandt sted omkring fire måneder efter det første drabsforsøg ved hans balkon. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at det andet drabsforsøg fandt sted fem til seks dage efter det første drabsforsøg ved hans balkon. Med hensyn til det tredje drabsforsøg har ansøgeren i asylsamtalen oplyst, at det fandt sted i [efteråret] 2017. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det fandt sted i [starten af efteråret] 2017. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvad der fremgik af det trusselsbrev, som ansøgeren har oplyst, at han har modtaget. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det fremgik af trusselsbrevet, at lige meget hvor lang tid, der gik, så ville de finde og dræbe dig. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at det fremgik af trusselsbrevet, at ligesom ansøgeren har gjort livet surt for dem, ville de gøre livet surt for ansøgeren. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at de tre drabsforsøg udført af ukendte personer har fundet sted. Selvom det lægges til grund, at drabsforsøgene udført af ukendte personer, har fundet sted, kan det ikke begrunde, at ansøgeren bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2018/1/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen fra Tbilisi, Gdansk, Georgien. Ansøgeren har været medlem af [partiet K] fra 1999-2000. Derudover har han været direktør i og aktiv for interesseorganisationen [A] fra 2001 til sin udrejse i [efteråret] 2014. Videre har han været misbruger repræsentant i [forkortelse for B] ([B]), hvor han også er bestyrelsesmedlem, [C] og i [D]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af det georgiske politi eller blive fængslet meget længe, idet han er kommet i et modsætningsforhold til de georgiske myndigheder som følge af sit arbejde for [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har rejst officielle klager mod et tiltag, der betød, at politiet fik adgang til oplysninger om, hvem der modtager behandling for [X]. Videre har han arrangeret demonstrationer mod Indenrigsministeriet, og han har nægtet at samarbejde med politiet og nægtet at være politiets meddeler. Derudover har han ved flere lejligheder offentligt udtalt sig kritisk om systemet i Georgien. [i efteråret] 2014 blev et af [A]’s kontorer stormet af civilklædte politibetjente. En af medarbejderne, [H], blev overfaldet, og en anden blev truet med et våben. Ansøgeren klagede til det georgiske politis klagemyndighed over dette forhold, men klagen blev afvist som grundløs [i efteråret] 2014. [I efteråret] 2013 blev [H] anholdt, og i den forbindelse hviskede en af betjentene til ansøgeren, at han ville blive den næste. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at politiet havde kørt ham ud til en skov i nærheden af [ byen L], hvor de havde forsøgt at presse ham for oplysninger om ansøgeren og [A]. Medarbejderen var tilbageholdt i to dage, men blev senere anklaget for at have overfaldet politibetjentene og sad i den forbindelse i fængsel i to måneder. Ansøgerens fætter er viceanklager og har tidligere hjulpet ham med en straffesag. Nogle dage efter [i efteråret] 2014 ringede fætterens ægtefælle til ansøgeren, og de aftaltes at mødes. Hun fortalte, at fætteren ikke kunne hjælpe ham, og at han rådede ansøgeren til at trække sin anmeldelse tilbage. Hvis der skete ansøgeren noget, ville fætteren benægte alt kendskab til ham. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af to mænd, der bad ham om at følge med i bil til en kirkegård. De stillede ham en række spørgsmål om [X] og finansielle forhold og truede ham med, at han ville komme i fængsel eller blive slået ihjel under dække af en overdosis, hvis han ikke samarbejdede. Ansøgeren formodede, at politiet ville have disse oplysninger, idet de kunne bruge personerne på listen som meddelere i kriminelle miljøer og afpresse dem. I den følgende uge følte han sig overvåget og tog billeder af nogle biler, som ansøgeren mistænkte for at tilhøre politiet. Ansøgeren udrejste af Georgien [i efteråret] 2014 og ankom til Danmark samme dag. [I foråret] har ansøgeren modtaget en SMS fra sin ven, [G], hvori der stod, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage til Georgien. Mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, er han blevet kontaktet af det georgiske politis efterforskningsafdeling, der ønsker, at han afgiver vidneforklaring om hændelsen [i efteråret] 2014. Det er ansøgerens opfattelse, af hændelsen [i efteråret] 2014 og de efterfølgende begivenheder var en hævnaktion fra de georgiske myndigheder og politiet, som følge af den kritik [A] og ansøgeren har rejst mod systemet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren siden 2010 som aktivist har arbejdet for [X]’s retsstilling i Georgien og i den forbindelse flere gange har optrådt offentligt, herunder flere gange på tv, i forbindelse med debat om georgisk [X] og de georgiske myndigheders håndtering af [X]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er i et modsætningsforhold til de georgiske myndigheder, der har en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om episoden, hvor han blev truet i en bil af politiet efter [i efteråret] 2014. Ansøgeren har således ikke under den første samtale [i foråret] 2015 forklaret, at truslerne – som han også under denne samtale forklarede, at politiet havde fremsat mod ham – blev fremsat under køreturen i politiets bil, lige som han ikke på daværende tidspunkt forklarede, at truslerne havde forbindelse med episoden [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på det indtryk af den offentlige debat i Georgien, som er fremkommet via de fremviste videoklip, og som ikke i sig selv understøtter ansøgerens forklaring om sin frygt for de georgiske myndigheder. Den omstændighed at ansøgeren må antages at være højt profileret som aktivist, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Georgien og har gyldigt pas. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2017/2/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Georgien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske georgiere og kristne fra [en navngiven by X], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af [A] og [B], som følge af at ansøgerens far havde en konflikt med de pågældende. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far i foråret 2006 opdagede, at [A], brugte statens jord til sin egen fordel, hvorefter faren, som på daværende tidspunkt var medlem af byens folkevalgte bestyrelse og administration, anmeldte [A]. I vinteren 2007 blev ansøgeren og hans far i [X] overfaldet af fem ukendte personer. Ansøgeren mistede bevidstheden under overfaldet. Ansøgerens far anmeldte overfaldet til politiet. I [sommeren] 2009 blev ansøgeren på ny overfaldet under en tjenesterejse i [en anden by]. Klokken var omkring 22, og ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, da han blev overfaldet af fire ukendte personer. Ansøgeren mistede bevidstheden under overfaldet. Han blev bragt til et hospital, hvor han opholdt sig til den følgende morgen. Ansøgeren opholdt sig herefter en uge på bopælen for at komme sig. Ansøgerens far anmeldte overfaldet til politiet, men de foretog sig intet i denne anledning. Senere modtog ansøgeren trusler rettet mod ham og hans familie. I sommeren 2013 blev ansøgeren og hans far i [X] endnu engang overfaldet. Omkring klokken 17 blev de opsøgt af fire ukendte personer, der var bevæbnet med knipler. Ansøgerens far kom alvorligt til skade, og han var efterfølgende indlagt på en intensiv afdeling i to dage. Ansøgeren blev afhørt af politiet, som sagde, at de ville undersøge sagen, men der skete ikke yderligere, da [B], som [har en højerestående stilling] i regionen, fik standset efterforskningen. [I foråret] 2015 blev ansøgeren og hans far på ny overfaldet af fire ukendte personer, som var bevæbnet med knipler. En af overfaldsmændene sagde, at det var fra [A]. Efter overfaldet var ansøgerens far indlagt i omkring tre dage. Overfaldsmændene var maskerede ved alle overfaldene. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer ulogisk og usandsynligt, at den mandlige ansøgers fars anmeldelse af et begrænset kriminelt forhold skulle medføre, at [A] igennem ni år skulle anvende betydelige ressourcer til flere overfald ikke blot mod anmelderen men også den mandlige ansøger, der efter det oplyste ikke i øvrigt var involveret i anmeldelsen. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgers bror, der var voksen i 2007, ikke har været involveret i sagen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerne dels hver for sig, dels indbyrdes, har forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder om den mandlige ansøger har modtaget telefoniske trusler, antallet af forhold, forholdenes karakter, hvorvidt der skete indlæggelse, indlæggelsernes længde, om den mandlige ansøger genkendte [A] på stemmen i 2007, og om overfaldsmændene ved episoden i 2015 sagde, at overfaldet ”var fra [A]”. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerne har forklaret udbyggende, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen nævnte seks episoder, og i [asylsamtalen] har nævnt otte episoder. Den kvindelige ansøger har i sit asylskema specifikt nævnt to episoder, herunder et forsøg på påkørsel, hvilken episode den mandlige ansøger ikke har nævnt i oplysnings- og motivsamtalen og først bekræfter efter forespørgsel [under asylsamtalen]. Den mandlige ansøger har i oplysnings- og motivsamtalen ikke forklaret om problemer med [A’s] sønner. Han har [til asylsamtalen] forklaret, at han blandt andet i 2011 blev truet af en af [A’s] sønner, idet denne rettede et skydevåben mod ham og trykkede på aftrækkeren. Han har placeret denne episode i 2014 under mødet for nævnet. Idet nævnet således finder forklaringerne usandsynlige, divergerende og udbyggede, og da den mandlige ansøgers forklaring under mødet for nævnet ikke virkede selvoplevet, tilsidesættes ansøgernes forklaringer. Nævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2017/1/mvln
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske georgiere og kristne fra Tbilisi, Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i efteråret 2012 deltog i en bryllupsfest i [sin fødeby], hvor der udviklede sig et slagsmål. En mand ved navn [A], som ansøgeren sloges med, blev stukket med en kniv og faldt om, og alle troede, at ansøgeren havde stukket ham. Det havde ansøgeren dog ikke. [A] overlevede knivstikket, men kom i koma, og ansøgeren frygter blodhævn fra [As] familie. Som følge af konflikten måtte ansøgeren lukke sin bilforretning, hvilket resulterede i, at han fik en gældskonflikt med nogle personer. I 2013 blev ansøgeren stukket ned af tre personer, og han formoder, at det har relation til gældskonflikten, som vil fortsætte, til ansøgeren har betalt gælden. Den mandlige ansøger deltog endvidere i en demonstration for homoseksuelles rettigheder. Det er imidlertid uacceptabelt at støtte op om den slags i Georgien, og paraden blev angrebet med sten og stave af civile modstandere, og ansøgeren kom i klammeri med modstanderne. Grundet ansøgerens deltagelse i paraden er hans familieklan holdt op med at støtte ham, og han er blevet chikaneret. Den kvindelige ansøger har henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om, hvem ansøgeren var sammen med ved bryllupsfesten hos [B]-klanen i 2012, om hvornår urolighederne ved festen opstod, om stikket mod [A] og ansøgerens flugt fra stedet, om den mandlige ansøgers problemer med sine kreditorer og om episoden, hvor den mandlige ansøger blev stukket ned i 2013. Dernæst har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende om, hvor de opholdt sig efter episoden ved bryllupsfesten i 2012, og om den kvindelige ansøger blev opsøgt efter nævnte episode. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun blev opsøgt. Ved vurderingen af ansøgernes forhold må det endvidere tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i [foråret] 2015, og at ansøgerne ifølge deres egne forklaringer ikke er blevet opsøgt yderligere af [B]-klanen siden bryllupsfesten i 2012. Dernæst drev den mandlige ansøger automobilforretning frem til knivstik-episoden i sommeren 2013, ligesom han så sig i stand til at deltage i en offentlig demonstration for homoseksuelle i Tbilisi i [foråret] 2013, selvom han ifølge sin egen forklaring frygtede overgreb fra [B]-klanen og sine kreditorer. Endelig har ansøgerne heller ikke på overbevisende måde været i stand til at redegøre for, hvorfor udrejsen først fandt sted i [foråret] 2015, når der henses til det påberåbte asylmotiv. Da ansøgerne ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaringer herom. Den kvindelige ansøger har efter det oplyste ikke noget selvstændigt asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2016/3/ADP
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks af trosretning fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren var ikke mødt i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen. Ved opringning til asylcenteret [i foråret] 2016 fik nævnets sekretariat oplyst, at ansøgeren [12 dage forinden] var blevet overflyttet til det pågældende asylcenter, men at ansøgeren først var dukket op [på dagen for opringningen]. Indkaldelsen blev sendt til det nye asylcenter, men ansøgeren har ifølge opringning til asylcenteret [på dagen for nævnsmødet] 2016 forladt centeret uden at afhente sin post. På den baggrund har nævnet besluttet at behandle sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af politikeren [A]’s søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer i motiv- og oplysningssamtalen [i starten af] 2016 og i asylsamtalen [i foråret 2016] om sit asylmotiv til grund. De fremstår som utroværdige og konstruerede, og ansøgeren har på flere punkter forklaret divergerende om forløbet, der førte til hans udrejse. Ansøgeren har oplyst, at konflikten mellem ham og politikeren [A]’s søn, [B], har sit udspring i, at ansøgerens bror i en kort periode omkring årsskiftet 2014/2015 har været kæreste med politikerens datter, [C]. [C]’s bror, [B], opsøgte ansøgerens bror for at tale med ham om hans intentioner med forholdet til [C], og de to mænd kom op at slås. Herefter blev ansøgerens mor og bror beskudt, da de vendte hjem fra en gåtur i parken nær deres hjem. Ansøgerens bror blev ramt i benet og indlagt på hospitalet. Ifølge ansøgerens bror var [B] med til at skyde efter ham. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 oplyst, at denne episode skete ca. to-tre uger efter mødet mellem [B] og ansøgerens bror, hvor de kom op at slås. Under asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at episoden skete ca. en uge eller 10 dage efter, men at han ikke helt kan huske det. Ifølge ansøgeren forlod ansøgerens bror og ansøgerens far herefter i foråret 2015 Georgien og rejste til Ukraine, fordi politikeren [A] var medlem af en stærk familie med magt og indflydelse. Ansøgeren ved ikke, hvilket parti han tilhører, eller i hvilket distrikt han er politiker i den autonome republik Achara. Ansøgeren har oplyst, at hans brors gudfar forsøgte at forsone de to familier ved at tage kontakt til politikeren [A]. Under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 oplyste ansøgeren, at dette skete 2-3 måneder efter, at faren og broren var rejst, og at der var flere forgæves møder mellem gudfaren og familien til [A]. Under asylsamtalen [i foråret] 2016 forklarede ansøgeren, at gudfaren kontaktede [A]’s familie dagen efter, at broderen blev udskrevet fra hospitalet. Gudfaren anbefalede herefter broren at rejse ud af landet i nogle måneder. Ansøgeren har ikke kendskab til, at der efter det tidspunkt var flere møder mellem gudfaren og [A]’s familie. Ansøgeren har oplyst, at han blev boende sammen med sin mor, indtil han i sommeren 2015 en aften blev overfaldet af [B] og to andre, da ansøgeren var på vej hjem. Ansøgeren blev slået i hovedet med et pistolskæfte. Han måtte på hospitalet og sys, ligesom han fik hjernerystelse og måtte holde sig i ro en måned derhjemme. Under oplysnings- og motiv samtalen forklarede ansøgeren, at denne episode skete en aften i [sommeren] 2015. Under asylsamtalen i foråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at episoden skete en aften [en måned senere i sommeren] 2015. Ansøgeren udrejste en måneds tid efter til Ukraine. Han og hans mor blev ikke efter episoden opsøgt af nogen fra [A]’s familie, og han har efter sin udrejse ikke fået noget at vide af moren om, at hun er blevet opsøgt. Flygtningenævnet bemærker, at det efter oplysningerne om konflikten er påfaldende, at ansøgerens mor som den eneste i ansøgerens familie ikke har forladt Georgien på grund af konflikten, og at hun på trods af, at hun var meget nervøs ved den opståede situation, alligevel skulle kunne leve trygt alene, fordi man i Georgien ikke overfalder eller skændes med kvinder. Dette modsiges også af, at overfaldet på broren skete, da han var på vej hjem sammen med moderen. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren har haft svært ved at redegøre for, hvordan relationen mellem broren og kæresten opstod, idet han blot ved, at de mødtes et eller andet sted i Georgien. Under asylsamtalen [i foråret] 2016 fortalte ansøgeren først, at de blev kærester i [slutningen af] 2015. Efter at være foreholdt at det lå efter hans indrejse til Danmark, oplyste han, at han tog fejl, og at de blev kærester i 2014, men at han ikke husker så godt. Flygtningenævnet tiltræder efter det anførte, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv og årsagen til hans udrejse efter en samlet vurdering af foreliggende oplysninger må forkastes. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2016/2/LAJ
Nævnet/stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at hendes søn ikke vil få den nødvendige hjælp. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun har været politisk aktiv. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter hendes søns fader. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet blandt andet anført, at hendes søn, […], er autist og har type 1-diabetes. Da de boede i Georgien, blev der set ned på hendes søn, og han fik ikke nogen hjælp. Ansøgeren måtte opsige sit arbejde, fordi hun skulle passe sin søn. Efter Nationalbevægelsen havde tabt valget den 1. oktober 2012, blev ansøgeren medlem af partiet. Forinden havde hun været aktiv for dem, men havde ikke været medlem. Hun har deltaget i politiske møder og demonstrationer. Ansøgeren har også engageret sig i en organisation ved navn Identoba, som kæmper for minoriteter i Georgien. Ansøgeren har blandt andet deltaget i en demonstration [i] maj 2013, som var en demonstration for LGBT. Til demonstrationen var der mange mennesker, og ansøgeren og andre mennesker til demonstrationen blev udsat for fysiske overgreb. På et tidspunkt for omkring tre et halvt år siden blev ansøgeren opsøgt af [sønnens] fader. Han havde brug for penge og afpressede ansøgeren. Ansøgeren betalte ham pengene. For omkring to år siden blev ansøgeren igen opsøgt af [sønnens] fader. Han tvang hende ind i en bil og voldtog hende. Ansøgeren har ikke anmeldt episoderne med [sønnens]far til politiet, fordi hun var bange for, at det ville blive værre, hvis hun henvendte sig til politiet. Endelig har ansøgeren modtaget trusler på Facebook, fordi hun har udtalt sig kritisk om kirken. Ansøgeren og hendes advokat har ved mødets start præciseret, at asylgrundlaget alene er behandlingen af [sønnen] som følge af hans sygdomme. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kan herunder lægge til grund, at de behandlingsmæssige forhold for autister er begrænsede i Georgien, ligesom befolkningens holdning til autister generelt kan være negativ. Ansøgeren har nævnt konkrete eksempler på episoder, som hun og [sønnen] har oplevet som følge af hans sygdom, men ingen af de nævnte eksempler har haft en betydelig intensitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [sønnen] ved en tilbagevenden til Georgien vil være udsat for overgreb i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af EMRK artikel 3, eller de i øvrigt af advokaten nævnte konventioner. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [sønnen] eller hun selv ved en tilbagevenden til Georgien vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2016/1/nke
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske georgiere og kristen-ortodokse af trosretning fra Tbilisi, Georgien. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet Den Nationale Bevægelse i Georgien fra 2006 og var aktiv i partiet frem til valget i oktober 2012. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at han og familien vil blive overfaldet eller dræbt på foranledning af personer fra partiet Den Georgiske Drøm, der siden valget i 2012 har indtaget høje stillinger i det nuværende styre. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har forklaret, at et familiemedlem, der har tætte relationer til den daværende præsident Saakashvili, i 2006 opfordrede den mandlige ansøger til at tilslutte sig og virke for det på tidspunktet regerende parti Nationalbevægelsen. Den mandlige ansøger fulgte opfordringen og virkede for dette parti frem til valget i 2012. Den mandlige ansøger udførte opgaver for partiet i sit lokalområde og har forklaret, at han ikke var et fremtrædende eller profileret partimedlem. Partiet fandt imidlertid ud af, at den mandlige ansøger var respekteret i sit lokalområde, og at den mandlige ansøger var god til at skaffe vælgere, hvilket skete ved, at den mandlige ansøger fungerede som mellemmand mellem lokalbefolkningen og partiet, således at partiet fremstod som handlekraftigt og i stand til at efterkomme lokalbefolkningens ønsker om asfaltering, udskiftning af vandrør o.l. Den mandlige ansøgers familie stammer fra det område i Georgien, hvorfra også Bidzina Ivanishvili stammer, og hele den mandlige ansøgers familie, bortset fra den ovenfor omtalte nevø tilsluttede sig frem mod valget i 2012 Ivanishvilis parti Den Georgiske Drøm, og familien lagde pres på den mandlige ansøger, for at få denne til at skifte parti, hvilket den mandlige ansøger afviste. To af den mandlige ansøgers venner skiftede ligeledes side, og de to lagde et stigende pres på den mandlige ansøger for, at han skulle gøre det samme. Efter at nogle videooptagelser af overgreb på fanger i georgiske fængsler var blevet offentliggjort, spidsede situationen til, idet især den ene af disse venner hånede den mandlige ansøger og tilkendegav, at den mandlige ansøgers parti og dermed ansøgeren bar ansvaret for de overgreb, der var blevet afsløret. Efter valget fik disse to venner høje stillinger i regeringen, herunder blev den ene chef i politiet. Der opstod en voldsom konflikt mellem vennen, som blev chef i politiet og den mandlige ansøger, og det er mest af alt denne person, som ansøgerne nu frygter. Den mandlige ansøger har først over for Flygtningenævnet oplyst navnet på denne person. Efter valget ophørte den mandlige ansøger med at virke for Nationalbevægelsen. Tidligere ministre og højtstående medlemmer af partiet var udsat for forfølgelse og overgreb, men i den første tid efter valget oplevede den mandlige ansøger ingen problemer. Først i efteråret 2013 blev opmærksomheden rettet mod den mandlige ansøger. Han blev fyret fra sit arbejde med den officielle begrundelse, at fyringen skyldtes nedskæringer. Hans tidligere chef har efterfølgende fortalt, at han havde handlet efter ordre oppe fra. Herefter oplevede den mandlige gentagen chikane i form af telefoniske trusler og biler med mørke ruder, der jævnligt holdt uden for bopælen. Den mandlige ansøger blev [i slutningen af efteråret] 2013 overfaldet bagfra og efterladt bevidstløs på gaden. Han blev efterfølgende behandlet for hjernerystelse på et hospital. Den kvindelige ansøger har forklaret, at dette tog meget hårdt på den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om sit medlemskab af Nationalbevægelsen og om karakteren af de aktiviteter, den mandlige ansøger udførte for dette parti i perioden fra 2006 til 2012. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han op mod valget i 2012 blev forsøgt overtalt til at skifte parti og tilslutte sig Den Georgiske Drøm, og at dette pres blandt andet blev udøvet af en eller to af den mandlige ansøgers venner, der selv havde valgt at skifte side. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han [i slutningen af efteråret] 2013 på gaden i Tbilisi blev slået ned bagfra med blandt andet hjernerystelse til følge, eller at den mandlige ansøger har modtaget truende telefonopkald og er blevet observeret på sin bopæl. Ansøgerne formoder, at det var den mandlige ansøgers tidligere ven, der nu indtager en høj stilling i indenrigsministeriet og som har kommandoen over den såkaldte Zonder-Brigade, der stod bag overfaldet og chikanen. Ansøgerne bygger dette på vedkommendes indædte vrede mod den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til indholdet af telefonopkaldene og til, at politiet er de eneste, der har lov til at køre i biler med mørke ruder i Georgien. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at den mandlige ansøger ikke på nogen måde har været et profileret medlem af Nationalbevægelsen, og at han udelukkende virkede på lokalt niveau. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at han ikke siden valget har virket for partiet. Nævnets flertal finder på denne baggrund ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers tidligere ven, andre medlemmer af Den Georgiske Drøm eller myndighedspersoner har haft grund til at udsætte den mandlige ansøger for overgreb. Den mandlige ansøgers opfattelse af, at det var ansøgerens navngivne tidligere ven, der stod bag overfaldet på åben gade, telefonchikanen og tilstedeværelsen af bilerne med de mørke ruder begrunder sig alene i den mandlige ansøgers formodninger. Overfaldet fandt sted [i slutningen af efteråret] 2013, og ansøgerne udrejste først i [slutningen af foråret] 2014. Ansøgerne opholdt sig i denne periode i hjemmet, og den kvindelige ansøger, for hvis sikkerhed den mandlige ansøger har forklaret at frygte, passede helt frem til udrejsen sit arbejde på ansøgernes tidligere fælles arbejdsplads. Ansøgerne er på sædvanlig vis blevet opfordret til at fremlægge alle relevante dokumenter, men først efter den første asylsamtale har den mandlige ansøger fremsendt erklæringer indhentet fra det hospital, hvor den mandlige ansøger var indlagt i [slutningen af efteråret] 2013, en bekræftelse på medlemskabet af Nationalbevægelsen og materiale fra politiet, der viser, at politiet har modtaget en anmeldelse af overfaldet [i slutningen af efteråret] 2013. Samtlige dokumenter er dateret i foråret 2014 og fremstår som oversat til engelsk i Georgien, idet de er forsynet med notarialbekræftelser for så vidt angår oversættelsen dateret i samme periode, og den mandlige ansøger har forklaret, at de medbragte disse dokumenter, da de udrejste. Den mandlige ansøger har ikke kunnet redegøre for, hvorfor disse dokumenter ikke under den første asylsamtale blev overgivet til de danske udlændingemyndigheder. Begge ansøgere har forklaret, at de var i besiddelse af gyldige georgiske pas, men har ikke kunnet redegøre relevant for, hvorfor de ikke valgte at medtage passene i forbindelse med udrejsen. Begge ansøgere udrejse legalt af Georgien under anvendelse af deres ID-kort, og har således ikke fundet anledning til at sløre deres identitet i forbindelse med udrejsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt før udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2015/4
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Georgien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdi ezidi og kristne af trosretning fra Georgien. Den mandlige ansøger har været spion for partiet […]. I den forbindelse fik han besked på at infiltrere partiet […], hvorfor han meldte sig ind i partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en person ved navn […], der blev udsat for vold i forbindelse med en demonstration [i foråret] 2011. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive straffet af de nuværende magthavere i Georgien, da ansøgeren op til valget i Georgien spionerede mod partiet […]. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er professionel udøver af kampsporten […], og at han har arbejdet i den tidligere regerings […],, som fungerede som en slags politi mod demonstranter. Den mandlige ansøger trænede [kampsporten] hos en person ved navn […], som var oberst i den tidligere regerings efterretningstjeneste og som havde til opgave at samle sportsfolk til […],. [I foråret] 2011 deltog den mandlige ansøger i forbindelse med sit arbejde i en demonstration i Tbilisi. Han bar en maske, men han blev alligevel genkendt af sin nabo, […].[Naboen] blev arresteret og blev i forbindelse med anholdelsen udsat for vold. En ukendt dato i 2012 meldte den mandlige ansøger sig ind i det daværende oppositionsparti […], idet [ansøgerens træner] bad ham om det. Hans arbejde bestod i at samle informationer om partiet til [ansøgerens træner]. [I sommeren] 2013 søgte den mandlige ansøger om asyl i Tyskland. To måneder efter blev han kontaktet af [træneren], som fortalte ham, at [naboens] fader og onkel havde truet med at hævne sig på ham og hans familie. Den mandlige ansøger genindrejste derefter i Georgien, idet han ville sikre, at hans familie befandt sig et sikkert sted. [I vinteren] 2013 søgte han asyl i Schweiz, men efter få dage genindrejste han i Georgien, idet hans ægtefælle ringede og sagde, at familien var blevet truet. [I sommeren] 2014 udrejste den mandlige ansøger igen legalt af Georgien. To uger før udrejsen var den mandlige ansøger blevet bekendt med, at [hans træner] var blevet indkaldt til et møde i anklagemyndigheden, og at han ville samarbejde med dem og fortælle dem alt. Halvanden måned inden den mandlige ansøgers indrejse i Danmark blev han bekendt med, at hans moder havde modtaget en tilsigelse, hvoraf det fremgik, at han skulle møde hos anklagemyndigheden. Han formodede, at mødet omhandlede hans deltagelse i overgreb mod demonstranter [i foråret] 2011 og hans spionage i partiet […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og i et vist omfang udbyggende. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han på et tidspunkt efter 2009 blev rekrutteret til en brigade bestående af sportsmænd, eller at det var hensigten, at denne brigade skulle sættes ind over for regeringskritiske demonstranter. Flygtningenævnet finder imidlertid at måtte forkaste den mandlige ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med en demonstration [i foråret] 2011 er mistænkt for at have udøvet vold overfor en nabo og af den grund frygter at blive slået ihjel af naboens familie. Den mandlige ansøger har vedrørende denne del af asylmotivet under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at naboen genkendte ham, hvorefter den mandlige ansøger tildelte naboen adskillige hårde slag i hovedet, således at naboen kom slemt til skade. Ansøgeren har videre forklaret, at naboen efterfølgende fremstod som om, at han var psykisk skadet af den udøvede vold. Under de følgende samtaler med Udlændingestyrelsen ændrede den mandlige ansøger sin forklaring, således at ansvaret for naboens skader blev tilskrevet et af de øvrige medlemmer af brigaden. Over for advokaten har den mandlige ansøger slutteligt forklaret, at han på ingen måde har udøvet vold over for naboen, og at han forklarede dette over for Udlændingestyrelsen for at underbygge et asylmotiv. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at naboen var tilbageholdt i nogle dage, og at naboen efterfølgende viste fysiske tegn på tortur i form af brændemærker. Den mandlige ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at han i tre-fire måneder i 2012 fungerede som spion for den daværende regering. Ansøgerens forklaring om spionagen mod partiet […] fremstår ukonkret og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for sine opgaver og formålet hermed. Den mandlige ansøgers forklaring om sin rolle som spion afsvækkes endvidere af, at han også efter valget kunne ud- og indrejse legalt af Georgien, herunder udrejse legalt ca. 14 dage efter, at ansøgerens kontakt til den væltede regering havde besluttet at afgive en fuld tilståelse over for de nye magthavere. Ansøgerne har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er russisk statsborger og født i byen […], Rusland. Rigspolitiet har [ i foråret] 2015 fået oplyst af Interpol i Georgien, at ansøgeren er registreret som statsborger i Georgien med navnet […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er indrejst i Danmark [i vinteren] 2013 uden gyldig legitimation. Ansøgeren søgte samme dag asyl og oplyste i den forbindelse at være den russiske statsborger […]. Som asylmotiv angav ansøgeren konflikter med de russiske myndigheder og med en kriminel gruppe, der samarbejdede med det russiske politi. I foråret 2015 stadfæstede Flygtningenævnets Udlændingestyrelsens afslag om asyl på dette grundlag. I [foråret] 2015 oplyste Interpol Tbilisi overfor de danske udlændingemyndigheder, at ansøgerens fingeraftryk viste, at ansøgeren er den georgiske statsborger […]. Da ansøgeren blev foreholdt dette, fastholdt han at være […] fra Rusland. Interpol Tbilisi i Georgien har oplyst, at den georgiske statsborger […] er dømt for flere kriminelle forhold i Georgien. Interpol har oplyst, at vedkommende i 1999 blev idømt fire års fængsel for forsætlig vold af grov beskaffenhed samt overtrædelse af våbenloven, at han i 2002 blev idømt tre års fængsel for overtrædelse af våbenloven, og at han i 2007 blev idømt fire år og seks måneders fængsel for røveri. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at han i 2002 blev idømt tre års fængsel for overtrædelse af våbenloven, samt at han i 2007 blev idømt seks års fængsel for røveri. Han har oplyst, at han i 1999 befandt sig i Rusland, og ikke i Georgien, hvorfor han ikke kunne have begået kriminalitet i Georgien i 1999. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Georgien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive fængslet og slået ihjel, idet han tidligere har haft konflikter med det georgiske politi, herunder tre politibetjente, hvoraf ansøgeren kender navnet på to af betjentene, som hedder […] og […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet, idet han udrejste af Georgien, før han havde afsonet hele sin fængselsdom, og idet han frygter, at der vil blive fabrikeret nye falske beviser, som vil resultere i, at han bliver idømt en ny fængselsstraf for forhold, han ikke har begået. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2001-2003 på grund af konflikterne i Rusland måtte tage ophold i Georgien. Ansøgeren har forklaret, at han her skaffede sig en falsk identitet, idet ansøgeren fik en falsk fødselsattest og et falsk ID-kort med navnet […]. Kort tid efter ankomsten til Georgien fik ansøgeren konflikter med de georgiske myndigheder. I 2007 blev ansøgeren anholdt af politibetjenten […]. Politibetjenten var bekendt med, at ansøgeren var uskyldig. Ansøgeren modsatte sig anholdelsen og slog betjenten i hovedet med en vase. Han blev efterfølgende idømt seks års fængsel for et røveri, han ikke havde begået. Han havde et alibi for tidspunktet for røveriet samt et vidne, der kunne bekræfte, at han var uskyldig, men politiet ændrede efterfølgende gerningstidspunktet, således at han mistede sit alibi. Derefter afsonede ansøgeren fem år og ni måneders fængsel, hvoraf han de første fire år og seks måneder blev udsat for fysiske overgreb af vagterne, som først stoppede overgrebene, da ansøgeren fik konstateret tuberkulose. Ansøgeren er overbevist om, at de fysiske overgreb blev beordret udført af […]. Efter fem år og ni måneder blev ansøgerens afsoning ændret til betinget fængsel med meldepligt. I 2013, da ansøgeren havde tre måneder tilbage af sin straf, valgte han at udrejse af Georgien. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som hævdet er den russiske statsborger […], men lægger til grund, at ansøgeren er den georgiske statsborger […]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de oplysninger, der er modtaget fra Interpol, samt på at ansøgerens forklaring om sin identitet har fremstået overordentligt utroværdig og opfundet til lejligheden. Den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien måtte skulle afsone en reststraf på 3 måneder, medfører ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Ansøgerens frygt for at blive mødt med falske anklager begrunder sig alene i ansøgerens egne formodninger. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk osseter og kristen fra Leningori, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive dræbt af den russiske hær eller af ossetere, idet han nægtede at deltage i krigen i Georgien i [sommeren] 2008. Videre frygter ansøgeren at blive dræbt af [en mand], da ansøgerens søn har såret [mandens søn] med en kniv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [sommeren] 2008 blev forsøgt hvervet til at kæmpe for russerne mod georgierne, hvilket han nægtede. Omkring en måned herefter blev han tilbageholdt af soldater og udsat for fysiske overgreb i en skov. Herefter flygtede ansøgeren med sin ægtefælle og søn til sin søster i [en mindre by] og omkring en måned herefter videre til [en anden by], hvor ansøgerens svigerfader havde et hus. Ansøgeren og hans søn oplevede forskellige fornærmelser i [den anden by], da de er ossetere. I et slagsmål sårede ansøgerens søn en mand, som blev kaldt […] med kniv, for hvilket ansøgerens søn blev idømt ti års fængsel. […]s fader og ansøgeren har været i slagsmål omkring tre til fem gange, da […]s fader vil hævne sin søn. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren må anses for statsborger i Georgien, idet han er født før den 31. marts 1975 og har opholdt sig på georgisk territorium i sammenlagt en periode på minimum fem år den 31. marts 1993 og har ikke statsborgerskab i noget andet land, herunder Rusland, jf. i det hele artikel 30 a i lov om georgisk statsborgerskab af 30. april 2014. Ansøgeren er således med rette asylretligt vurderet i forhold til Georgien. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren påståede hvervningskampagne i 2008, og ligeledes de fysiske overgreb som ansøgeren angiver at have været udsat for kort tid efter, ligger så langt tilbage i tid, at de ikke i dag kan anses som asylbegrundende. Uanset om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren har haft forskellige fysiske konfrontationer med […]s fader, finder Flygtningenævnet ej heller, at disse forhold er asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at der grundlæggende er tale om en privatretlig konflikt som ansøgeren må søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien er i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingeloven § 7, stk. 1 eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. De foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2015/1
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinensisk mand fra Gaza. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza by, Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans familie har haft en langvarig, privatretlig konflikt med familien [A] i Gaza by. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af medlemmer af bevægelsen Al Jihad Al Islami, fordi [B] og hans to sønner, [C] og [D], er ledere i denne bevægelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at konflikten med familien [A] begyndte i 2005 som ansøgerens fars konflikt ved, at bevægelsen Al Jihad Al Islami overtog magten over den moske, hvor ansøgerens far var ansvarlig for renoveringen, men at konflikten i 2009 blev ansøgerens personlige konflikt, idet han blev uvenner med [C] og [D]. I 2009 kom personer fra bevægelsen Al Jihad Al Islami ind i ansøgerens families hus og ødelagde en hel masse af familiens ting. Ansøgeren opsøgte derfor [C] sammen med en ven og konfronterede ham med, at familien [A]’s hjem var intakt, mens de ødelagde andres hjem. [C] blev vred og ringede efter en bevæbnet person, hvorefter ansøgeren forlod stedet. Efterfølgende sendte Al Jihad Al Islami nogle mænd hjem efter ansøgeren, men ansøgeren åbnede ikke døren. Ansøgeren har herudover oplevet at blive truet på livet på gaden i 2009, idet en person ved navn [D] truede med at skyde ham. En aften i 2009, hvor ansøgeren var sammen med en ven, blev han forfulgt af en gul bus. Personerne i bussen forsøgte at kidnappe ansøgeren, og han blev slået to gange. Det lykkedes ansøgeren at stikke af, mens hans ven blev kom voldsomt til skade. I perioden fra 2009 til 2013 modtog ansøgeren trusler på Facebook fra fiktive Facebook-profiler om, at han ville blive slået ihjel og kidnappet, hvorfor han lukkede sin konto i eget navn i 2014. Ansøgeren passede efter råd fra sin forældre sit arbejde og sine studier men oplevede i 2013, at personer fra Al Jihad Al Islami sad foran hans bopæl med deres våben. I forsommeren 2013 trak en person ved navn [F] sin pistol, idet ansøgeren og hans ven [G] skulle til at forlade [G]’s bopæl. Ansøgeren blev i perioden fra 2013 til hans legale udrejse fra Gaza i 2016 chikaneret flere gange af personer med tilknytning til Al Jihad Al Islami. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i et vist omfang har været udsat for chikane fra en anden familie, men at denne chikane ikke har en sådan karakter og intensitet, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren fra 2009 til 2016 boede på samme bopæl og i samme kvarter, og at han ikke har sandsynliggjort, at han i perioden havde konkrete og individuelle konflikter med den anden familie eller organisationer. Flygtningenævnet finder derfor, at det påberåbte asylmotiv ikke kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Gaza ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Gaza/2017/3/MAD.
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra [by], Gaza. Ansøgeren har angiveligt støttet Fatah og har i forbindelse hermed i en årrække udført politisk arbejde, herunder skrevet kritiske artikler, ligesom han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive fængslet eller slået ihjel af Hamas, idet han har været aktiv i Fatah og har produceret og distribueret materiale, der kritiserer Hamas. Ansøgeren har videre henvist til, at Hamas mistænker ham for at være i kontakt med Mossad. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2008 blev fængslet i seks dage og efterfølgende tilbageholdt en enkelt dag på baggrund af en konflikt med familiens nabo, der var et højtstående medlem af Hamas. I april 2009 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire-fem personer fra Hamas’ militære del, Qassam. I den forbindelse fik ansøgeren klippet en del af en finger, fordi han ikke havde indstillet sine politiske aktiviteter. På baggrund af episoden i april 2009 rejste ansøgeren i oktober 2010 til Malaysia, hvor han havde ophold frem til februar/marts 2012. Mens ansøgeren opholdt sig i Malaysia, blev han opsøgt af en mand med navn […], der var tilknyttet Hamas. […] ønskede, at ansøgeren skulle være meddeler for Hamas. Ansøgeren besluttede at rejse til Egypten, fordi den malaysiske opholdstilladelse var udløbet, samt fordi han frygtede at blive slået ihjel af Hamas. Ansøgeren opholdt sig herefter i Egypten under et år, hvor han blandt andet forsøgte at løse sin konflikt med Hamas gennem forhandlinger. Efter sin genindrejse i Gaza i slutningen 2012 blev ansøgeren forhørt vedrørende sit ophold i Malaysia. Han blev løsladt den følgende dag. Ansøgeren forsøgte at tilpasse sig og gik i moskeen. Efter løsladelsen blev ansøgeren chikaneret og tilbageholdt flere gange. Han blev endvidere kontaktet af Qassam, der mistænkte ham for at være i kontakt med Israel og herunder Mossad, hvilket ansøgeren benægtende. [I] april 2013 rejste ansøgeren til Egypten. Her genoptog hans sine politiske aktiviteter, herunder udførte han journalistiske opgaver for avisen [navn på avis]. Ansøgeren skrev kritiske artikler om Hamas under et dæknavn. Disse artikler blev offentliggjort på oprørsgruppers Facebooksider i Gaza. Under opholdet i Egypten var ansøgeren i perioden fra maj til juni 2013 udsat for fire attentatforsøg. Han blev endvidere oplyst, at der til familiens bopæl i Gaza var sendt flere indkaldelser fra politiet, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle give møde. Ansøgerens familie bor fortsat i Gaza. [I] april 2017 modtog ansøgerens bror en indkaldelse til forhør. Forhøret viste sig at dreje sig om ansøgeren og brorens kontakt med ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da ansøgeren har forklaret afglidende og på væsentlige punkter endvidere udbyggende og divergerende, uden at dette kan tilskrives den relativt lange sagsbehandlingstid. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen indledningsvis på forespørgsel oplyst, at han ikke har været medlem af et politisk parti, at han ikke har været politisk aktiv, og at han ikke har deltaget i demonstrationer, og at han tog til Malaysia på grund af en konflikt med en nabo, der var et højtstående medlem af Hamas. Ansøgeren har dog senere under samme samtale forklaret, at han under opholdet i Egypten i 2013-2014 arbejdede som journalist for avisen […], hvor han blandt andet skrev kritisk om Hamas, og at nogle af ansøgerens artikler blev offentliggjort i Gaza på oprørsgruppers Facebooksider. Ansøgeren har under asylsamtalen i væsentligt omfang forklaret udbyggende om sine politiske aktiviteter i Gaza i perioden fra 2006 til 2010, samt om hans andet ophold i Egypten fra medio 2013 til medio 2014. Ansøgeren har således forklaret, at han siden 2006 var aktiv for Fatah, og at han i 2007 i Gaza begyndte at skrive artikler via internettet, arbejde under jorden og deltage i demonstrationer. Ansøgeren har under asylsamtalen endvidere forklaret, at han i perioden fra 2008 til 2010 skrev artikler og lagde Hamas-kritiske film op på siden [navn på hjemmeside] under et dæknavn. Ansøgeren blev under asylsamtalen uden resultat opfordret til at oplyse yderligere navne på relevante sider på nettet, hvor han arbejder var offentliggjort. Ansøgeren har forklaret, at han på grund af konflikt med en nabo, der indtog en vigtig post i Hamas blev fængslet i 2008. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om antallet af fængslinger i 2008. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret om tre anholdelser, der alle var af omkring en uges varighed, og at den sidste anholdelse resulterede i en husarrest af 28 dages varighed. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han i 2008 var fængslet to gange, første gang i omkring en uge, og anden gang tilbageholdt i en dag i forbindelse med en konfrontation. Ansøgeren har forklaret, at han i april 2009 var udsat for, at fire-fem medlemmer af Qassam pågreb han, truede ham og klippede et stykke af en af hans fingre. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han efter episoden blev pålagt dagligt at melde sig hos den indre sikkerhedstjeneste, hvilket først ophørte, da ansøgeren begyndte at komme i moskeen for at vise, at han ikke længere havde kontakt med Fatah. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at der efter episoden med fingeren ikke skete yderligere, dog var han udsat for tilråb og chikane. Først, da ansøgeren under nævnsmødet blev spurgt, om han kendte begrebet meldepligt, har ansøgeren forklaret, at, at han i perioden efter episoden var pålagt daglig meldepligt. Ansøgeren har videre forklaret, at hans mor forhandlede med Hamas om en løsning. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han frem til udrejsen til Malaysia ikke længere udførte politiske aktiviteter. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han også i denne periode udførte politiske aktiviteter. Ansøgeren udrejste i april 2013 til Egypten. Ansøgerens forklaring om, at han i maj og juni måned samme år blev udsat for fire attentatforsøg foranlediget af Hamas og søgt udført af medlemmer af Det Muslimske Broderskab, forekommer grundlæggende usandsynlig og allerede af den grund utroværdig. Ansøgeren har under oplysnings og motivsamtalen forklaret, at han var udsat for et attentatforsøg. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren om fire sådanne forsøg. Ansøgeren har under asylsamtalen og under nævnsmødet afgivet stærkt divergerende forklaringer om, hvor og hvorledes disse fire attentatforsøg blev søgt gennemført. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet redegøre for, hvorfor han uanset, at han tilsyneladende var efterstræbt, valgte at forblive i Egypten helt frem til foråret 2014. Ansøgeren har forklaret, at hans bror i april 2017 blev indkaldt til et forhør, og at forhøret drejede sig om ansøgeren. Som dokumentation har ansøgeren [dagen inden nævnsmødet] fremsendt en indkaldelse dateret [i] april 2017. Ansøgeren har forklaret, at broren efter forhøret blev indlagt på et hospital, og at ansøgerens søster har fremsendt en video optaget på hospitalet. Nævnet har ikke fundet grundlag for at afvise, at broren har været indkaldt til en afhøring, men har ikke fundet grundlag for at se videoen, da den må anses for uden betydning for sagens afgørelse. Ansøgeren har i dagene op til nævnsmødet fremsendte yderligere materiale, herunder et dokument angiveligt udstedt i 2014 af Fatah, hvoraf fremgår, at ansøgeren har været aktiv i Fatah siden 2006. Ansøgeren har videre fremlagt diverse udprint fra Facebook og en kopi af materiale, som ansøgeren har sendt til egyptisk tv. På forespørgsel har ansøgeren forklaret, at hans navn ikke fremgår af disse bilag, men at hans dæknavn, […], fremgår visse steder. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på en nærmere undersøgelse af disse bilag. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er grundlæggende utroværdig, og at en nærmere undersøgelse af de nævnte bilag ikke kan antages at ville kunne få betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har været eller ved en tilbagevenden til Gaza vil være i et modsætningsforhold til Hamas, herunder at han vil blive mistænkt for at have samarbejdet med Mossad. De generelle forhold i Gaza kan ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2017/2/nke
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Ramallah, Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aldrig tidligere haft problemer med selvstyremyndighederne eller de israelske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ønsker at leve sammen med sin ægtefælle i Danmark, da de hverken har mulighed for at bo sammen i Syrien eller på Vestbredden. Ansøgeren har videre henvist til, at hans bror, [Y], efter ansøgerens udrejse kom i slagsmål med en israeler. Ansøgerens bror slog israeleren med en jernstang, hvorefter broren blev anholdt af den israelske efterretningstjeneste og idømt fængsel i 16 år. Ansøgerens to brødre, [T] og [S], og far blev anholdt i samme forbindelse. [S] og faren blev afhørt om [Y]’s forhold og løsladt efter 15 dage. [T] blev idømt fængsel i seks år, fordi han i forbindelse med anholdelsen havde truet en israelsk officer. Den israelske efterretningstjeneste afleverede en indkaldelse til ansøgeren, hvoraf det fremgik, at han skulle melde sig hos den israelske efterretningstjeneste i Beit El. Indkaldelsen blev afleveret til ansøgerens familie. Efterretningstjenesten har ikke senere opsøgt familiens bopæl. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Vestbredden må antages at blive anholdt og eventuelt tilbageholdt i en kortere periode af de israelske myndigheder og herunder afhørt nærmere om [Y]’s forhold. Nævnet henviser herved til oplysningerne om de israelske myndigheders reaktion overfor ansøgerens far og bror, [S]. Flygtningenævnet finder ikke, at dette indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2017/1/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er arabisk palæstinenser og sunni-muslim fra […], Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun vil blive slået ihjel af repræsentanter for Hamas-bevægelsen, idet hun har været politisk aktiv for Fatah-bevægelsen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, som ved flere lejligheder har truet ansøgeren telefonisk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun i slutningen af 2006 i forbindelse med optagelsen på universitetet blev medlem af Fatah-bevægelsens ungdomsorganisation. Ansøgeren delte penge ud til medstuderende, der var dårligt stillede, og hun hvervede endvidere nye medlemmer fra universitetet til partiet. Ansøgeren havde været aktiv i bevægelsen i nogle måneder, da hun blev opsøgt på universitetet og truet af personer fra Hamas og fik at vide, at hun skulle stoppe sit arbejde for Fatah-bevægelsen. Ansøgeren modtog efterfølgende flere trusler fra Hamas, herunder dødstrusler. Ansøgeren blev bange, men hun reagerede ikke på truslerne og fortsatte sit arbejde. Efter universitetet kom ansøgeren igen i kontakt med en fra Fatah-bevægelsen, og frem til sit ægteskab i [foråret] 2013 arbejdede ansøgeren frivilligt for bevægelsen, hvor hun delte mad ud til fattige familier i byen. Herefter var ansøgeren kun aktiv et par gange. Fra omkring 2012 modtog ansøgeren flere indkaldelser fra Hamas til at give møde hos Hamas’ efterretningstjeneste, og ansøgeren blev samme år pålagt husarrest af Hamas. De sidste to indkaldelser kom i henholdsvis [foråret] 2013 og [sommeren] 2014 og er fremlagt i forbindelse med asylsagen. Ansøgeren udrejste af sit hjemland sammen med sin ægtefælle omkring [sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotiverne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende om sin tilknytning til Fatah-bevægelsen og om sine opgaver for bevægelsen. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at hun i forbindelse med optagelsen på universitetet blev medlem af Fatah-bevægelsen, hvilket skete [i vinteren] 2006. Hun var et aktivt medlem af bevægelsen og var blandt andet med til at hverve andre piger til Fatah-ungdom, ligesom hun hjalp fattige familier i området. Under asylsamtalen [i sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at hun fik en reel tilknytning til Fatah-bevægelsen, i forbindelse med at hun blev optaget på universitetet. Hun blev hvervet til Fatah-bevægelsens ungdomsorganisation, der havde til formål at udføre aktiviteter af humanitær karakter. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at hun omtrent et år efter, at hun begyndte på universitetet i 2006, begyndte at udføre humanitært arbejde for bevægelsen. Ansøgeren udførte arbejdet fra perioden 2007 og frem til 2008. Der blev ikke diskuteret politik under hendes tid på universitetet, og ansøgerens arbejde for bevægelsen var udelukkende af humanitær karakter. Ansøgeren stillede ingen spørgsmål og ønskede kun at hjælpe de fattige studerende. Hun mente, at de pengebeløb, der blev delt ud, måtte være donationer fra velstillede personer i området. Ansøgeren udførte ikke andre humanitære eller politiske opgaver i denne periode. Hun hvervede ikke medlemmer til bevægelsen. Over for nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun blev medlem af Fatah-bevægelsen, mens hun gik på universitetet, og at hendes navn blev skrevet på en liste. Hun udførte primært humanitært hjælpearbejde. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, usammenhængende og udbyggende om antallet af trusler mod hende og om tidspunkterne for truslernes fremsættelse. Ansøgeren har under asylsamtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun har modtaget skriftlige indkaldelser/trusler, allerede mens hun studerede på universitetet. Hun har derimod over for nævnet blandt andet forklaret, at hun første gang har modtaget en skriftlig indkaldelse/trussel omkring 2012. Hun har vedrørende truslerne på åben gade over for nævnet udbyggende forklaret, at hun er blevet standset af militærfolk, der bar militæruniformer og ankom i militærjeeps. De kørte op på siden af ansøgeren. Ansøgeren sagde intet til dem og gik blot hen og tog bussen. Ansøgeren har endvidere over for nævnet blandt andet forklaret, at hun ikke har deltaget i samtaler med Hamas, selvom hun blev indkaldt til møder med Hamas. Ansøgeren er herefter blevet foreholdt referatet af hendes forklaring til asylsamtalen [i vinteren] 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har forklaret, at hun under et møde på den lokale politistation i […] talte med to medlemmer af Hamas, som bad ansøgeren om at forlade Fatah. Ansøgerens far og bror deltog under afhøringen. Ansøgeren har hertil fastholdt, at hun ikke har talt med Hamas på et møde, og at hendes far og bror ikke har deltaget i en afhøring af hende. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende familiekonflikter til grund. Ansøgeren har forklaret udbyggende og afglidende om konflikterne, og hun har over for nævnet forklaret, at familierne nu er begyndt at beskyde hinanden. Ansøgeren har under asylsamtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at der alene blev skudt, den første gang familierne mødtes, og at der herefter alene er blevet fremsat mundtlige trusler. Ansøgerens forklaring forkastes herefter som utroværdig, og Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge de fremlagte indkaldelser af ansøgeren til grund. Der findes i øvrigt ikke anledning til at iværksætte undersøgelser vedrørende indkaldelsernes ægthed. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2016/5/JOL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af sagen fremgår, at ansøgeren er indkaldt til møde i nævnet ved brev af […] 2016. Nævnet antager, at brevet er behørigt afsendt og modtaget af ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har haft møde med advokaten den […] 2016. Flygtningenævnet har på denne baggrund fundet, at ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald, og har derfor i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet truffet afgørelse om, at sagen må behandles på det foreliggende grundlag og med den beskikkede advokats medvirken. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza. Ansøgeren har sympatiseret med Fatah og forsøgt at kommunikere med unge mennesker på gaden og via Facebook for at oplyse dem, ligesom han har delt brochurer ud i forbindelse med valg og deltaget i politiske møder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive fængslet eller henrettet af Hamas på grund af sine politiske aktiviteter for Fatah. Ansøgeren frygter herudover at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt af Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Hamas begyndte at chikanere ham medio 2013. Han blev jævnligt tilbageholdt ved kontrolposter i en til to timer ad gangen, ligesom han modtog telefontrusler, hvor Hamas beskyldte ham for at være forræder. Dette stod på i tre til fire måneder. I [efteråret] 2013 blev han opsøgt på sin og familiens bopæl af militærpersoner fra Hamas, der fængslede ham i en uge, hvor de afhørte ham og udsatte ham for fysiske overgreb. I Forbindelse med løsladelsen truede Hamas med at fængsle ham igen, hvis han genoptog sine politiske aktiviteter. I de efterfølgende måneder blev han igen chikaneret ved kontrolposter, ligesom han modtog telefoniske trusler. I [foråret] 2014 blev ansøgeren igen anholdt på sin bopæl og fængslet. Han blev udsat for langvarige afhøringer og fysiske overgreb. Efter en uge blev han igen løsladt. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren for tredje gang fængslet. Efter syv dages afhøringer og overgreb sagde en officer til ham, at han havde tre dage til at indrømme, at han var spion. Ansøgeren indrømmede ikke noget, men blev alligevel løsladt efter de tre dage. I [sommeren] 2014 startede krigen, og Hamas satte ham i husarrest. Efter krigens afslutning forsøgte ansøgeren to gange at udrejse legalt, men blev forbudt at udrejse. Ansøgeren valgte herefter at udrejse illegalt. Efter udrejsen er hans familie gentagne gange blevet opsøgt af militærpersoner, der har spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og divergerende. Ansøgeren har forklaret, at hans modsætningsforhold til Hamas skyldes, at han har sympatiseret med Fatah, og at han i et vist omfang offentligt har tilkendegivet sin sympati for dem blandt andet ved at tale med unge mennesker på gaden og skrive på Facebook. Det forekommer på den baggrund ikke sandsynligt, at Hamas skulle have valgt at tilbageholde ansøgeren tre gange for hver gang betingelsesløst at løslade ham, selvom han hverken erkendte deres beskyldninger eller tilkendegav, at han ville ophøre med aktiviteterne. Det bemærkes i den forbindelse også, at ansøgeren har forklaret, at han blev løsladt, fordi Hamas manglede beviser mod ham, hvilket ikke harmonerer med, at tilbageholdelserne blandt andet var begrundet i ansøgerens aktiviteter på Facebook, som i givet fald må have været nemme at dokumentere. Navnlig forekommer det usandsynligt, at Hamas i forbindelse med den tredje tilbageholdelse skulle have tilkendegivet, at de ville gøre det af med ham, fordi han var forræder og samtidig valgte at løslade ham med risiko for, at han ville fortsætte sine aktiviteter. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det både var officeren og hans assistenter, der udsatte ham for overgreb ved den første tilbageholdelse, eller om det kun var officeren. Ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om han i forbindelse med den anden tilbageholdelse både blev afhørt og udsat for overgreb, eller om han alene blev frihedsberøvet. Idet det endelig alene beror på ansøgerens formodning, at han ved en tilbagevenden til Gaza risikerer at blive betragtet som foræder, fordi han er udrejst illegalt, har ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” gaza/2016/4/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har været medlem af Hamas fra 2006-2008. Fra 2007-2008 var han tilknyttet Al-Qissam-Brigaderne, som er den militante afdeling af Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive fængslet af Hamas, fordi Hamas vil rejse nye sigtelser mod ansøgeren for at opholde sig i udlandet og udrejse illegalt fra Gaza. Ansøgeren frygter endvidere, at han som forhenværende medlem af Hamas vil blive tilbageholdt i Israel eller Egypten, såfremt han rejser tilbage til Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med valget i Palæstina i 2006 blev medlem af Hamas, og i en periode på omkring et år deltog han i forskellige aktiviteter for Hamas. Fra 2006 til 2007 deltog han i demonstrationer for Hamas og hængte plakater op. I 2007 blev han en del af den militante afdeling af Hamas, Al-Qissan-Brigaderne, tilknyttet underafdelingen Morabetin. Ansøgerens opgaver bestod i at vogte Hamas-bygninger i centrum af Khan Younis i Gaza og kontrolposter og i det hele forsvare området mod israelske angreb. Da han følte sig udnyttet af Hamas og følgelig ikke længere troede på Hamas’ ideologi, løsrev han sig i 2008. Han blev efter løsrivelsen indtil 2011 gentagne gange indkaldt til afhøringer indtil 2011 og fængslet omkring ti gange. Ansøgeren udrejse illegalt af Gaza i 2011, da han blev indkaldt til en afhøring hos Hamas, hvor han frygtede, at han ville blive fængslet. Ansøgerens familie modtager stadig indkaldelser fra Hamas, og han blev i 2012 idømt 15 års fængsel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at han ikke har konkrete konflikter i Gaza, at han ikke har personlige konflikter med Hamas, og at han har forladt Gaza på grund af den generelle situation. Først efter at der [i vinteren] 2014 var udarbejdet indstilling til afslag på asylansøgningen som åbenbart grundløs, har ansøgeren via Dansk Flygtningehjælp [i vinteren] 2014 forklaret om sin tilknytning til og sine problemer med Hamas. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen og heller ikke under de næste to samtaler med Udlændingestyrelsen, men først under den tredje samtale [i efteråret] 2015 omtalte en dom på femten års fængsel, selv om han efter sin egen forklaring fik kendskab til denne dom i 2012. Endelig har Nævnet lagt vægt på, at ansøgeren kun i generelle vendinger har forklaret om årsagen til sin konflikt med Hamas. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring fremtræder udbyggende og konstrueret til lejligheden. Da Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring i sin helhed, kan de af ansøgeren fremlagte dokumenter ikke tillægges vægt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Gaza/2016/3/DTO.
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar bestående af en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza og en kvindelig jordansk statsborger. Indrejst i 2015. ”Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim, fra Gaza. Den kvindelige ansøger er jordansk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra […]-familien, som hans fars familie har haft en jordkonflikt med. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Saudi Arabien. Hans far udrejste fra Gaza for omkring 30 år siden på grund af en jordkonflikt mellem hans fars familie og familien […]. For otte måneder siden blev hans fætter slået ihjel af ukendte personer fra […]-familien. Han har endvidere henvist til, at han og hans ægtefælle ikke har noget land, hvor de kan tage ophold sammen. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev gift med sin ægtefælle i 2010. Hun er ligeledes født i Saudi Arabien, men hendes forældre er fra Jordan. Han og hans ægtefælle opholdt sig lovligt Saudi Arabien i kraft af hans arbejde. Hans arbejdstilladelse udløb omkring [vinter/forår] 2015. Da det ikke lykkedes ham at finde nyt arbejde, følte de sig nødsaget til at udrejse af Saudi Arabien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun og hende ægtefælle ikke har noget land, som de kan tage ophold i sammen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Saudi Arabien ligesom sin ægtefælle. Hun mødte sin ægtefælle under en ferie i Jordan, mens han studerede i landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøgers familie i en vis udstrækning for 30 til 35 år siden har haft en konflikt med personer fra […] familien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den mandlige ansøger eller hans gren af familien har en central rolle i konflikten, eller at konflikten har en sådan intensitet, at den kan danne baggrund for asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten ligger 30 til 35 år tilbage i tid, og at den mandlige ansøger ikke er blevet opsøgt af den nævnte familie eller har været udsat for overgreb fra familien, men at det alene bygger på hans egne formodninger, at familien efterstræber ham. Det bygger således på den mandlige ansøgers og de af ham refererede udsagn fra hans bror på hans og familiens egne formodninger, at det var den nævnte familie, der slog hans fætter ihjel. Nævnet har ved vurderingen af konfliktens intensitet tillige lagt vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie i 1999 tog til deres hjemområde i Gaza for at søge om ID-kort med videre, og at de opholdt sig der i ca. 20 dage uden at blive opsøgt at den nævnte familie. Nævnet har ved vurderingen af intensiteten endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om konflikten eller om, hvad han selv frygter i forbindelse med konflikten. Ansøgeren har i øvrigt været i Grækenland i 2013 uden at ansøge om asyl. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har et asylmotiv. Det kan ikke føre til et andet resultat, at den nævnte familie måtte have fået tilknytning til Hamas. Da den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det efter ovennævnte bevisvurdering ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger har et asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at de omstændigheder, som ansøgerne i øvrigt har påberåbt sig om ringe muligheder i Gaza og om ringe mulighed for at opnå opholdstilladelse for den mandlige ansøger i Jordan, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, og at det i overensstemmelse med ansøgernes forklaringer lægges til grund, at ingen af dem har eller har haft asylbegrundende problemer eller konflikter i Jordan. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Gaza trods vanskelige ikke er sådanne, at forholdene i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Gaza eller til Jordan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2016/2/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [by], Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive henrettet af Hamas, fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter de generelt ustabile forhold, herunder krigene mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre i Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere oplyst, at han fra 2008 til 2014 gentagne gange er blevet tilbageholdt i kortere og længere tid og sat i husarrest af Hamas, som mener, at han er i opposition til dem, ligesom han har afslået at arbejde for dem. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår usammenhængende, divergerende og udbyggende på centrale punkter i en sådan grad, at den ikke er troværdig. Hertil kommer, at divergenserne efter deres karakter og omfang ikke findes at kunne tilskrives eventuelle psykiske problemer. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om antallet af tilbageholdelser og disses længde. Senest har han for nævnet forklaret om en tilbageholdelse på 30 dage i begyndelsen af 2014, som værende hans sidste tilbageholdelse. Ansøgeren er herefter foreholdt, at han til asylsamtalen har forklaret, at han senest blev anholdt i [foråret] 2014 på offentlig vej, og fik en pose over hovedet. Hvorefter han blev tilbageholdt i 3 dage og fik brækket sine arme og ben, så han efterfølgende måtte opholde sig på sygehuset i 25 dage. Ansøgeren har hertil forklaret, at der var en sådan tilbageholdelse, men at han ikke husker tidspunktet, og at der er forskel på fængslinger og tilbageholdelser. I betragtning af den forklarede episodes voldsomme karakter, og at det efter hans tidligere forklaring var den seneste tilbageholdelse, fremstår denne ændrede forklaring i sig selv ganske utroværdig. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været i husarrest derhjemme eller et andet sted, og hvorvidt der var tale om husarrest, eller blot at han ikke måtte gå ud om aftenen. Flygtningenævnet lægger også en vis vægt på, at ansøger i asylskemaet alene har henvist til de generelle forhold i Gaza. De yderligere dokumenter, ansøgeren har fremlagt umiddelbart forud for nævnsmødet, findes henset til ansøgerens manglende troværdighed i øvrigt, ikke at kunne tillægges betydning, og der er derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på forsøg på verificering af disse. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han blev bekendt med den første tilsigelse fra Hamas, inden han forlod Gaza, og at han i den - anledning inden udrejsen - gav sin søster fuldmagt til at kontakte en advokat til at bistå ham under sagen. Trods dette har han først forklaret om disse tilsigelser under asylsamtalen [efteråret] 2015. De er således hverken omtalt i asylskemaet eller oplysnings- og motivsamtalen til trods for, at de ville underbygge ansøgerens påstand om at være personligt efterstræbt af Hamas. Af de samme grunde fremstår det heller ikke overbevisende, når ansøgeren først oplyser om den antagne advokatbistand under nævnsmødet, selvom beslutningen om antagelsen af advokaten lå forud for udrejsen. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at de generelle forhold i Gaza er vanskelige, men ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2016/1
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim trosretning og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter repræsentanter fra bevægelsen Hamas, som han har afslået at arbejde for, samt at politiet vil tvinge ham til at samarbejde med Hamas og i givet fald fængsle ham, hvis han nægter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2013 blev kontaktet af sin nabo […], der ville have ham til at bygge et hus, hvilket han senere afslog. [Et par dage senere] blev han overfaldet på gaden af tre personer, herunder [naboen]. De sagde til ham, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke efterkom [naboens] befaling om at bygge et hus. Samme aften tog ansøgeren ophold hos en ven. Dagen efter overfaldet opsøgte repræsentanter fra Hamas ansøgerens bopæl, og derefter blev hans familie flere gange opsøgt, hvor der blev spurgt efter ansøgeren, ligesom ansøgeren modtog flere opkald fra ukendte telefonnumre. Inden han udrejste af Gaza blev hans familie endvidere kontaktet af politiet, der medbragte en tilsigelse til ham. Efter hans udrejse af Gaza, er hans familie igen blevet opsøgt af politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at [naboen] skulle fortælle ansøgeren om den underjordiske tunnel, inden ansøgeren havde indvilget i at udføre arbejdet med tegningen af bygningen. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgeren fra [efteråret] 2013 til udrejsen i [foråret] 2014 passede sit arbejde uden problemer, herunder at ansøgeren ikke blev opsøgt på sin arbejdsplads af dem, der efterstræbte ham eller af politiet, som angiveligt også ledte efter ham. I den forbindelse er det tillagt vægt, at ansøgeren var ansat i et firma, som efter oplysningerne fra firmaets hjemmeside, havde flere større opgaver, herunder for internationale parter, og at ansøgerens navn fremgår af hjemmesiden, idet han er angivet som ansat. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren uden problemer fik udstedt et nyt pas, og at han forinden havde indrykket en annonce i en lokal avis, ligesom det er tillagt en vis vægt, at ansøgeren problemfrit kunne udrejse fra Gaza. Ansøgeren har således efter en samlet og konkret vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De dokumenter, som ansøgeren har fremlagt under sagen, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gaza/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Gaza. Ansøgeren har fra 2008 eller 2009 til 2013 deltaget i demonstrationer mod Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter forfølgelse fra Hamas. Ansøgeren udtalte sig efter en demonstration [i begyndelsen af vinteren] 2013 kritisk om Hamas, som han blandt andet mente var skyldig i, at han var uden arbejde. Han modtog dagen efter en tilsigelse til at møde på politistationen. Da han dagen efter henvendte sig på stationen, blev han konfronteret med udtalelserne, der var optaget på bånd, og tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt efter tre dage, hvor han fik oplyst, at Hamas havde arbejde til ham. To dage senere blev han hentet og med bind for øjnene kørt til en tunnel mellem Gaza og Israel, hvor han arbejdede i to til tre måneder uden at modtage betaling. Da hans svigermoder skulle udrejse til Egypten for at blive nyreopereret, fik han tilladelse af Hamas til at følge med hende. Efter udrejsen kontaktede han forældrene til en person, der var død i arbejdet i tunnellerne og fortalte dem herom. Han fortalte også andre om arbejdet i tunnellerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere centrale punkter. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret, at hans udtalelser om Hamas blev fremsat foran hans hus, hvor de var cirka 15 personer til stede. Han har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 forklaret, at udtalelserne blev fremsat ved et opholdssted for byens unge, der lå fem til ti minutters gang fra ansøgerens bopæl. Han under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at udtalelserne blev fremsat hjemme hos ham, hvor der var syv personer til stede. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring på flere punkter er utroværdig. Det findes navnlig utroværdigt, at ansøgeren på trods af sit modsætningsforhold til Hamas, fik tilladelse til at udrejse af Gaza. Ansøgerens forklaring om, at han svigermoder havde gode forbindelser i Hamas, kan ikke føre til ændret vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svaret upræcist og afglidende vedrørende steder, tidspunkter og personer på en sådan måde, at det beskrevne begivenhedsforløb ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Gaza/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at hun var udrejst af hjemlandet sammen med en agent, der under et kortere ophold i Spanien havde tvunget hende til at arbejde som prostitueret og aflevere betalingen til ham. Ifølge ansøgerens oplysninger skyldte hun penge til agenten og en veninde for rejseudgifterne, og veninden havde truet hende med repressalier, såfremt hun ikke tilbagebetalte gælden. Ansøgeren havde inden sin udrejse af hjemlandet efterladt børnene hos veninden, men siden fået dem flyttet til en anden veninde. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk wolof og muslim, og at hun ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede repressalier fra en agent og en veninde vedrørende tilbagebetaling af gælden, ligesom hun frygtede repressalier fra sin ægtefælle, fordi hun havde forladt ham uden tilladelse. De nævnte forhold var privatretlige konflikter, som ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Det blev videre bemærket, at ægtefællen efter det oplyste tilsyneladende ikke aktivt havde eftersøgt børnene, ligesom ansøgeren havde været i stand til at flytte børnene fra veninden til en anden veninde. Der kunne ikke lægges nogen vægt på oplysningerne om ægtefællens politiske aktiviteter, som ansøgeren først havde oplyst om for nævnet, allerede på grund af det sene fremkomsttidspunkt. Endvidere fremstod ansøgeren helt uprofileret. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Gambia/2008/1
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fula og muslim fra[…], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af civilbefolkningen eller politiet, idet han er homoseksuel. Han har i to år samlevet med en mandlig kæreste. I forbindelse med, at de færdedes sammen har de været udsat for, at folk råbte efter dem og kastede sten efter dem. Herefter ophørte de med at færdes sammen i dagtimerne. Præsidenten havde via radio opfordret befolkningen til at anmelde homoseksuelle. Den dag ansøgeren flygtede, blev han af […], der var bekendt med, at han og kæresten levede sammen, advaret om, at politiet to gange samme morgen havde spurgt efter de to homoseksuelle. Politiet havde sagt til[…], at de ville slå dem ihjel eller fængsle dem. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger, på grundlag af baggrundsoplysningerne til grund, at homoseksualitet er ulovligt i Gambia, og at homoseksuelle handlinger kan straffes med fængsel i op til 14 år. I følge de foreliggende baggrundsoplysninger: United States Department of State, 2011 Country Reports on Human Rights Practices - The Gambia, 24 May 2012; British Home Office: Operational Guidance Note, Gambia, maj 2012; Freedom House: Countries at the Crossroads – Gambia, september 2012; og Landinfo: Gambia: Forhold for homofile, 11. maj 2011, foreligger der imidlertid ikke oplysninger om, at gambianske statsborgere rent faktisk er blevet straffet for homoseksuelle handlinger. Det fremgår af de samme baggrundsoplysninger, at den siddende præsident flere gange siden 2008 er fremkommet med stærkt fordømmende udtalelser og trusler mod homoseksuelle, og baggrundsoplysningerne viser, at forholdene for homoseksuelle i øvrigt er vanskelige i Gambia. Flygtningenævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han i Gambia i to år samlevede med en mandlig kæreste. Ansøgerens familie var bekendt med og accepterede ansøgerens seksualitet, og[…], der ejede huset, hvor ansøgeren boede, var klar over, at ansøgeren og kæresten levede sammen. Ansøgeren arbejdede i hjembyen blandt andet som guide for homoseksuelle turister. Flygtningenævnet finder, at det på grundlag heraf må lægges til grund, at ansøgeren i Gambia levede som homoseksuel, uden at skjule dette. Ansøgeren har forklaret, at han havde kunnet færdes offentligt med sin kæreste, men at de ophørte hermed efter en episode, hvor civilpersoner råbte efter dem og kastede sten efter dem. Herefter gik de kun ud sammen om aftenen. Ansøgerens forklaring om episoden er ikke detaljeret og ansøgeren har ikke nærmere kunnet tidsfæste episoden i forhold til flugten. Ansøgeren har forklaret, at han og kæresten besluttede at flygte straks efter, at […]havde fortalt, at politiet to gange den samme dag havde spurgt efter de homoseksuelle. Ansøgeren har vedrørende formålet med politiets henvendelse henvist til, at […]sagde, at politiet ville anholde dem eller slå dem ihjel. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, hvad der var baggrunden for politiets henvendelse, eller at politiets henvendelse giver grundlag for at antage, at ansøgeren fra myndighedernes side risikerede at blive udsat for overgreb på grund af sin seksualitet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grund til at antage, at ansøgeren på grund af sin seksualitet ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden til Gambia vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” gamb/2013/1
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Gambia. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk mandinka og muslim af trosretning fra en navngiven by i Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun vil blive slået ihjel af myndighederne, eller at de vil lade hende forsvinde, da hun er homoseksuel, hvilket er ulovligt ifølge gambisk lovgivning og islam. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes far og farbrødre vil slå hende ihjel på grund af hendes homoseksualitet, hvilket de vil kunne gøre uden at blive strafforfulgt af myndighederne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er udrejst fra Gambia på legale rejsepapirer med visum, i første omgang som besøgende hos en dansk ven, hvorefter hun rejste til Sverige som besøgende hos en gambiansk veninde og først derpå blev sendt til Danmark, hvor hun efter omkring seks måneders fravær fra Gambia, søgte asyl. Nævnet finder, at de breve, som hun efterfølgende har modtaget fra sin gambianske familie med trusler på grund af hendes seksuelle orientering, forekommer utroværdige og konstrueret til lejligheden. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse, efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” Gambia/2010/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk mandinka, gambisk statsborger og muslim af trosretning fra Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gambia frygter at komme i fængsel, fordi hun er biseksuel. Hun frygter endvidere, at hendes familie vil gøre hende ondt på grund af hendes seksualitet. Ansøgeren har videre oplyst, at hun frygter at vende tilbage til Gambia, fordi hun ikke har nogen familie dér, fordi de har slået hånden af hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun på et tidspunkt før udrejsen i 2015 deltog i en fest for bi- og homoseksuelle. Der var omkring 100 deltagere til festen, som var arrangeret af ansøgerens homoseksuelle ven, […]. Ansøger deltog i festen sammen med sin heteroseksuelle kusine, […]. Til festen var en mand, som tog billeder af folk. Omkring klokken 23 kom der seks betjente i to politibiler, som tog næsten alle fra festen med på [en politistation]. Ansøgeren blev anholdt og anklaget for at være biseksuel, hvilket hun benægtede. Hun afgav ikke nogen personlige oplysninger til politiet, og hun fik hverken taget billede eller fingeraftryk. Politiet skrev noget ned, men hun ved ikke hvad. Omkring klokken to blev hun løsladt, hvorefter hun tog hjem. På daværende tidspunkt boede hun sammen med sin mor, storebror, hans to koner, sin lillebror og lillesøster, og datteren, […]. Omkring en uge senere blev ansøgeren en søndag, da hun var på vej til barnedåb, ringet op af NIA (National Intelligence Agency). Hun fik at vide, at hun skulle møde på NIA’s kontor den efterfølgende dag. Efter opkaldet ringede ansøgeren til sin veninde, […] i, der er biseksuel og også havde været med til festen. Hun fortalte […] om opkaldet fra NIA, og […] rådede hendes til ikke at dukke op. Herefter tog ansøgeren hjem til […], og fra […] hjem ringede hun til sin familie og fortalte, at hun ville blive hos […] et stykke tid. Ansøgeren boede hos […] i næsten en måned. Dagen efter, ansøgeren skulle have mødt på NIA’s kontor, ringede hun til sin familie, og hendes lillesøster, […], fortalte hende, at familien var blevet opsøgt af en ukendt mand og kvinde fra NIA, der havde spurgt efter hende og havde fortalt familien, at ansøgeren var biseksuel. Den ukendte mand og kvinde tog hendes datter med sig. Ansøgeren talte derefter i telefon med sin mor, som sagde, at hun ville slå hånden af hende, fordi hun var biseksuel. Dagen efter bad ansøgeren [sin søster] komme over til […] med hendes sparepenge, hvilket [hendes søster] gjorde samme aften, hvorefter ansøgeren udrejste på et ukendt tidspunkt i juli 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har haft to kvindelige kærester i Gambia ved navn […] og […]. Forholdene startede, da ansøgeren var omkring 25 år. Ansøgeren var kæreste med […] i to år, og […] i en kortere periode. Forud herfor havde ansøgeren i 2008 haft en mandlig kæreste med hvem, hun i 2008 fik datteren […] udenfor ægteskab. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren i […] 2016 fået endnu en datter med en gambisk mand, som hun mødte, da hun kom til Danmark. Hun ses med datterens far, men de er ikke kærester. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den har været afglidende og usandsynlig, ligesom den på centrale punkter har været divergerende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes, at det påvirker ansøgerens generelle troværdighed, at hun i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hendes far døde, da hun var spæd, mens hun under mødet i nævnet har forklaret, at han først døde senere, efter at forældrene havde fået hendes to yngre søskende, der er tvillinger. Det bemærkes videre, at ansøgeren, der kommer fra en muslimsk familie, har forklaret, at hun i 2008 fik en datter med sin kæreste udenfor ægteskab, hvilket gav hende problemer, men at familien tilgav hende og tillod hende at flytte hjem igen. Det forekommer derfor mindre sandsynligt, at ansøgerens mor skulle have valgt straks at slå hånden af hende, da NIA kontaktede familien og beskyldte ansøgeren for at være biseksuel. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hun overfor både familien og myndighederne har benægtet, at beskyldningen havde noget på sig, og at hverken familien eller myndighederne havde kendskab til, at hun nogle år forinden to gange havde haft seksuelle forhold til kvinder. Endelig har ansøgeren forklaret, at hun ikke i forbindelse med festen havde opført sig på en måde, der kunne give myndighederne anledning til at antage, at hun var biseksuel. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at de to myndighedspersoner fra NIA straks skulle have valgt at tage ansøgerens 7 årige datter, […], med, da de ikke fandt ansøgeren hos familien for på den måde at presse hende til at melde sig. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke blev sigtet, da hun, ligesom de andre anholdte fra festen, blev afhørt og fik taget billeder og fingeraftryk. Hun har videre forklaret, at hun ikke var arrangør af festen, og at der også deltog heteroseksuelle, herunder kusinen […], hvorfor det også af den grund forekommer usandsynligt, at myndighederne straks greb til det meget alvorlige skridt at tage hendes datter med. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at tage ophold i en måned hos veninden […], der også selv var eftersøgt af politiet som deltager i festen. Det bemærkes i den forbindelse, at NIA formåede at finde frem til ansøgeren udelukkende på grundlag af hendes navn, hvorfor det må antages, at de også ville være i stand til at finde frem til […]. Ansøgerens forklaring om, hvor festen blev afholdt, har været afglidende og upræcis, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det foregik i et selskabslokale. Under nævnsmødet forklarede hun først, at den blev afholdt i en hal, og da hun blev foreholdt, at stedet Duplex, som er nævnt på oplysningskortet, ifølge oplysninger fra Internettet er et diskotek, forklarede hun, at festen blev holdt i hal beliggende bagved dette diskotek. Også forklaringen om, hvordan de godt 50 anholdte blev bragt fra festen til politistationen, og om dette foregik i to eller tre biler, har været upræcis. Ansøgeren har endvidere i forbindelse med mødet i nævnet forklaret, at det var kvinden […], hun først havde et seksuel forhold til, og dernæst kvinden […]. Efter, at hun af advokaten blev foreholdt, at hun tidligere har forklaret, at det var i den omvendte rækkefølge, har hun ændret forklaringen til, at det først var […] og så […]. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Gambia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Gamb/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mandinka og muslim af trosretning fra Gambia. Ansøgeren har været støttemedlem i partiet UDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gambia frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de gambiske myndigheder, idet de har mistænkt ham for at tilgå ulovlige hjemmesider af homoseksuel- og børnepornografisk karakter, og fordi han derved opmuntrede folk til at blive homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i perioden fra 2011 til [starten] 2014 har arbejdet på en internetcafé ved navn […], som var beliggende på en skole. I samme periode tilgik ansøgeren, ved hjælp af en computer på internetcaféen, ugentligt hjemmesider med videoer af pornografisk indhold. I [efteråret] 2013 deltog ansøgeren i et arrangement, hvor der blev prædiket imod internetcaféen. En ukendt person holdt en prædiken, hvori han nævnte, at ansøgerens internetcafé havde dårlig indflydelse på børnene og lokalsamfundet i byen, idet børnene kunne tilgå hjemmesider af homoseksuel karakter. I perioden fra [efteråret] 2013 indtil ansøgerens udrejse af Gambia i [starten af] 2014, oplevede ansøgeren ingen problemer. Ansøgeren indrejste i Danmark [i slutningen af vinteren] 2014 på et visum, som udløb [i foråret] 2014. I foråret 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin broder, som fortalte ham, at den gambiske sikkerhedstjeneste, NIA, havde beslaglagt ansøgerens server i internetcaféen og fundet ud af, at han havde tilgået hjemmesider med homoseksuel- og børnepornografisk indhold. Broderen fortalte også, at NIA havde opsøgt ham, og spurgt til, hvor ansøgeren befandt sig. [I foråret] 2014 søgte ansøgeren asyl i Tyskland, men blev sendt tilbage til Danmark, hvor han søgte asyl [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at asylmotivet fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 forklaret, at han – og andre – på den internetcafé, hvor han arbejdede, og som han var ansvarlig for, brugte internettet til at tilgå sider med porno, homoseksualitet, børneporno m.v., mens han i starten af asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2015 forklarede, at han tilgik pornosider af homoseksuelt eller heteroseksuelt indhold, men ikke andre pornografiske hjemmesider. Senere under samtalen, da ansøgeren blev orienteret om, at han til oplysnings-og motivsamtalen havde oplyst, at han også tilgik hjemmesider med børnepornografisk indhold, forklarede han, at han også kiggede på børneporno. Under gensamtalen, hvor der blev spurgt nøje ind til ansøgerens tilgang til børnepornografiske hjemmesider, forklarede ansøgeren, at han søgte på – og så – børnepornografi på nettet, ligesom han forklarede om indholdet heraf. Ansøgeren har efterfølgende, herunder på nævnsmødet ændret sin forklaring herom i en grad, der efter Flygtningenævnets opfattelse afsvækker ansøgerens troværdighed i relation til asylmotivet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det muslimske arrangement i [efteråret] 2013, hvor en prædikant offentligt talte om ansøgerens internetcafe og den dårlige indflydelse, den havde på børnene og lokalsamfundet, ikke – på trods af at dette angiveligt havde bragt ansøgeren i NIAs søgelys – oplevede problemer, og at han først efter nogle måneders ophold i Danmark af sin broder fik fortalt, at NIA havde beslaglagt serveren i internetcafeen og en gang, [i foråret] 2014, havde forsøgt at opsøge ham på internetcafeen og en gang hos broderen, og at de ifølge broderens oplysninger ikke har været der siden. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl i Tyskland [senere i foråret] 2014 – over en måned efter episoden med NIA, og dagen efter hans visum udløb. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt et af hans broder udfærdiget dokument, hvoraf fremgår, at ansøgeren stadig er eftersøgt, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gambia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” GAMB/2016/1/SLN
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk madinka og muslim fra [en landsby], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive retsforfulgt af myndighederne og udsat for overgreb af en politibetjent fra den gambiske sikkerhedstjeneste, NIA. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at en journalist i perioden fra januar 2012 til 2014 ofte kom til ansøgerens internetcafé i [en forstad til Serrekunda], hvor journalisten sad og skrev regeringskritiske artikler og efterfølgende videresendte via ansøgerens internet. Myndighederne mistænker således ansøgeren for at have hjulpet journalisten. Ansøgeren blev i [foråret 2014] opsøgt af en betjent fra den gambiske sikkerhedstjeneste, NIA, på sin internetcafé i [en forstad til Serrekunda], der beordrede ansøgeren til at reparere hans computer, hvilket ansøgeren nægtede uden forudbetaling. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han [i sommeren 2014] blev kontaktet af sin broder via e-mail, der oplyste, at to ukendte personer, der havde benyttet computerne på ansøgerens internetcafé, var blevet anholdt af sikkerhedspolitiet NIA, idet de havde læst artikler vedrørende en demonstration mod det gambiske styre, som havde fundet sted [sommeren 2014] i USA. Sikkerhedspolitiet beslaglagde endvidere to af internetcaféens computere. Det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er baseret på en e-mail fra hans broder dateret [sommeren 2014] samt ansøgerens formodning om, at politiet er blevet bekendt med, at journalisten [navn] fra ansøgerens internetcafé har skrevet regeringskritiske artikler. Ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om [journalistens] virke i hans internetcafé, herunder i hvilken periode aktiviteterne fandt sted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han forbød [journalisten] at udføre sine aktiviteter på ansøgerens internetcafé, efter at ansøgeren var blevet bekendt hermed. Ansøgerens oplysninger om, at han var i kontakt med [journalisten] også i 2014 stemmer ikke overens med baggrundsoplysninger om, at [journalisten] allerede fra en ukendt dato i 2012 var flygtet fra Gambia. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde den praksis, at han forbød regeringskritiske aktiviteter hos kunderne, såfremt han blev bekendt hermed, ligesom kunderne fik deres penge tilbage. Vedrørende konflikten med en betjent fra NIA har ansøgeren selv forklaret, at han ikke hørte yderligere fra betjenten, efter at denne [i foråret 2014] havde afhentet sin computer. Ansøgerens antagelse af, at betjenten har set [journalisten] i netcaféen, er alene baseret på løse formodninger fra ansøgerens side. Ansøgerens antagelse af, at betjenten skulle stå bag den beslaglæggelse, som ifølge broderens e-mail fandt sted i internetcaféen [i sommeren 2014], er ligeledes baseret på formodninger. Der er heller ingen oplysninger om, at ansøgerens familie skulle være blevet efterstræbt af myndighederne i anledning af regeringskritiske aktiviteter. Der er alene oplysninger om, at en broder blev pålagt en bøde i anledning af politiets aktion i internetcaféen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren i forbindelse med sin forklaring for Flygtningenævnet på en lang række punkter har forklaret upræcist og afglidende på konkrete spørgsmål. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Gambia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2015/1
Udlændingestyrelsen stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Filippinerne, født i 1969. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning havde anført, at han fra valget i 2001 arbejdede i en forening, der støttede en guvernør, der var opstillet til valget, at tre ledende medlemmer af foreningen blev dræbt i 2003 til 2005, at han selv modtog dødstrusler, og at han i marts 2005 i en avis blev beskyldt for ulovligt salg af ris. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret urigtigt om, hvornår et navngivent medlem af foreningen var blevet blev dræbt. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han selv skulle have været et ledende medlem af foreningen og således skulle være profileret. Nævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund skulle have modtaget et trusselsbrev. Det forhold, at ansøgeren i en avis var blevet beskyldt for en kriminel handling ved ulovlig salg af ris, kunne ikke begrunde asyl. Nævnet bemærkede endelig, at ansøgeren udrejste legalt og problemfrit af Filippinerne. Ansøgeren havde heller ikke været udsat for efterforskning fra de filippinske myndighedernes side. På den baggrund fandt nævnet ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Filip/2006/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, som tilhører klanen Ogaden, og er sunnimuslim, kommer fra Jijiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke selv været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fanget af Liyu Police og derefter tvangsgiftet med en general. Hun har til støtte herfor henvist til, at generalen opsøgte hendes hjem for at tale med hendes far. Da generalen så ansøgeren, ville han giftes med hende, idet han syntes, at ansøgeren var smuk og stor. Han fortalte ansøgerens far, at han ville komme tilbage senere for at hente ansøgeren. En uge senere kom generalen for at hente ansøgeren. Ansøgerens far og mor kom op og slås med generalen og to medfølgende soldater, hvorfor ansøgeren til fods flygtede ud af huset og til hen til sin moster. Ansøgeren opholdt sig hos sin moster i en dag, hvorefter hun sammen med sin moster tog ophold hos mosterens veninde i Jijiga i omkring to uger. Herefter rejste de til Addis Ababa, hvor ansøgeren blev indlagt på et hospital i omkring ti dage. Derefter boede ansøgeren hos sin mosters slægtninge i Addis Ababa i omkring en uge, hvorefter hun udrejste af Etiopien. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun også frygter at blive slået ihjel af Liyu Police, idet hendes farbror er medlem af ONLF. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes farbror er højtstående ONLF-medlem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om generalen og tvangsægteskabet ikke forekommer sandsynligt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad der skete i hendes hjem, da generalen opsøgte hende anden gang. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at generalen tog fat i hende og sagde, at ansøgeren skulle komme med. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at generalen sparkede hende i ryggen, hvorved hun faldt ned på gulvet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren endvidere oplyst, ansøgerens far råbte, at politiet ikke skulle tage ansøgeren med, at faren begyndte at diskutere med politiet, og at de slog ham med et gevær, at ansøgerens mor begyndte at slå politiet med en stor ske, og at politiet begyndte at slå ansøgerens mor. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far skubbede generalen væk fra ansøger, at generalen og ansøgerens far begyndte at slås, hvorefter der kom 2 politibetjente, der bankede ansøgerens far sammen med generalen. Ansøgerens mor kom med en stor grydeske, om hun viftede med, hvorefter politiet slog ansøgerens mor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren forklaring omkring generalen er meget upræcis. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hun hørte, at generalen godt ville giftes med hende. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret det således, at det fremstår som om hun selv har hørt, at generalen både første og anden gang, han var der sagde, at han ville giftes med ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun først fik kendskab til, at generalen ville giftes med ansøgeren, da hun opholdt sig hos sin mosters veninde i byen Jijiga. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes forældre var oppe at slås med politiet og generalen ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun kunne flygte fra huset, da generalen og flere politifolk kom for at hente ansøgeren, uden at generalen og politifolkene kunne kom efter hende, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes konflikt med Liyu Police ikke forekommer sandsynligt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes konflikt med Liyu Police på baggrund af hendes farbrors medlemskab af ONLF og på baggrund af, at myndighederne troede, at hun og hendes familie havde en sympati for ONLF, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hun fandt ud af, at Liyu Police eftersøgte hende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun fik kendskab til, at Liyu Police eftersøgte hende, fordi hendes skolekammerater ringede til hende for at spørge, hvorfor politiet ledte efter hende. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hendes veninder [A] og [B] fortalte deres mor, [C], at Liyu Police havde ledt efter hende, hvilket [C] fortalte til [D]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor Liyu Policen skulle være interesseret i hende på grund af hendes farbror, er meget overfladisk og ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/8/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Godey, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi han flygtede fra militæret, da de forsøgte at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at den etiopiske hær gentagene gange opsøgte ansøgerens families bopæl med henblik på at rekruttere ansøgeren. På et tidspunkt blev ansøgeren opsøgt af den etiopiske hær på sin bopæl, hvor han blev ført ud i en militærbil, mens de holdt fast i hans arme. Herefter blev ansøgeren og andre unge mænd kørt til en militærbase i nærheden, hvor ansøgeren opholdt sig i et lille rum i omkring et døgn. På et tidspunkt blev der sagt, at der ikke var en vagt ved porten, hvorfor de kunne flygte. Ansøgeren flygtede herefter sammen med et ukendt antal civile personer fra militærbasen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin bopæl. Ansøgerens mor sagde, at han blev nødt til at forlade byen i tilfælde af, at militæret ville komme efter ham, fordi han var flygtet fra dem. Ansøgeren udrejste derefter af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Landinfo af 3. juni 2016 ”ENDF i Somaliregionen”, at det etiopiske militær ikke foretager tvangsrekrutteringer. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvorledes han efter at være blevet tilbageholdt på en militærbase formåede at flygte, må tilsidesættes som usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han blev tilbageholdt sammen med ca. ti andre personer. De fik kun lov til at forlade cellen enkeltvis i forbindelse med toiletbesøg. Alligevel var det efter forklaringen muligt for dem at flygte samlet, midt på dagen ved simpelthen at forlade den ulåste celle og gå ud af porten til militærbasen, idet denne efter ansøgerens forklaring var ubevogtet på det pågældende tidspunkt. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren tillige har forklaret, at der mødte ca. 50 soldater op i ansøgerens landsby og tvang et antal unge mænd til at tage med, herunder ansøgeren. Særligt på denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at militæret efterfølgende helt skulle have undladt at sikre bevogtning af de tilbageholdte. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det er en væsentlig divergens, at ansøgeren ved sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016, s. 10 af 17, har forklaret, at han var tilbageholdt på basen i ca. tre dage, mens han ved uddybende samtale [i starten af] 2017, s. 7, har forklaret, at han kun var tilbageholdt i ca. et døgn. I betragtning af de forhold, hvorunder ansøgeren oplyser at være blevet tilbageholdt, ca. ti personer i et lille rum, uden mulighed for at ligge ned, og således at man måtte sove siddende, må denne divergens også tillægges væsentlig betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der foreligger sådanne forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer konkret eller individuel forfølgelse eller overgreb. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/7/LMD
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim og efter det over for de danske myndigheder oplyste fra Godey, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive fængslet eller dræbt af Liyu Police, idet han ikke ønskede at tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato i 2014 blev opsøgt på sin bopæl af Liyu Police, som forsøgte at hverve ansøgeren til deres organisation. Ansøgeren fik at vide, at han ville blive taget med til Liyu Polices lokaler i [A] og senere til en træningsbase beliggende i området [B]. Ansøgeren nægtede at indtræde i organisationen, hvorefter han blev fængslet i [C]-fængslet i tre måneder. I denne periode blev ansøgeren dagligt forsøgt overtalt til at blive en del af Liyu Police. Da ansøgeren nægtede dette, blev han udsat for fysiske overgreb af fængselspersonalet. Det lykkedes ansøgeren at flygte sammen med 20 andre fanger i forbindelse med markarbejde, som de var blevet udpeget til at udføre. Arbejdet fandt sted omkring 40-50 minutters kørsel fra fængslet. Ansøgeren tog efterfølgende ophold på sin egen bopæl i [D] i to måneder, før han udrejste illegalt fra Etiopien i januar 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema [fra efteråret] 2015 ikke har oplyst, hverken at han blev tilbageholdt af Liyu Police, eller at han regelmæssigt under tilbageholdelsen blev pisket. Denne del af hans forklaring fremkommer først ved oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2015. Endvidere har ansøgeren til samme oplysnings- og motivsamtale på udtrykkelig forespørgsel forklaret, at hans mor ikke er blevet opsøgt af politiet, og at hun ikke har haft problemer med Liyu Police. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren i førnævnte asylansøgningsskema har oplyst, at hans mor blev indkaldt til politistationen under et besøg i [B]. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra Liyu Police fremstår usandsynlig. Nævnet bemærker, at ansøgeren ved fremmødet i Nævnet har forklaret, at han blev transporteret fra fængslet til markarbejde, og at der på den dag, hvor flugten fandt sted, var næsten ligeså mange fangevogtere som fanger, men at det ikke desto mindre lykkedes ham at flygte ved at løbe væk samtidig med de andre fanger. Herudover bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sit ophold hos sin mor efter flugten. Ved samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 forklarede ansøgeren således, at han efter at være flygtet, opholdte sig ca. to måneder hos sin mor, inden han udrejste. Foreholdt, at han ikke blev opsøgt i denne periode, har han blot henvist til, at hans mors bopæl ligger langt ude på landet. Under fremmødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han i denne periode holdt sig skjult om natten, herunder således at han ikke overnattede hos sin mor, men enten i skoven eller hos slægtninge. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Liyu Police ikke foretager tvangsrekrutteringer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren er således konkret eller individuelt forfulgt, at der er baggrund for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/6/LMD
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ogaden og sunni-muslim af trosretning fra Jijiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at de etiopiske myndigheder vil slå hende ihjel, idet de beskylder hende for at være en del af modstandsbevægelsen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hendes datter vil blive omskåret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre maskerede mænd i uniformer, som benyttes af militærenheden Liyu Police, opsøgte hendes bopæl en nat [i sommeren] 2015. De tre mænd bortførte ansøgeren, hvorefter hun blev tilbageholdt i en barak i to uger. Ansøgerens fætter var to måneder forinden blevet slået ihjel efter at have været fængslet af Liya Police i to måneder, og ansøgerens kusine var ligeledes blevet slået ihjel, efter Liya Police havde opsøgt hendes bopæl tre dage før ansøgerens tilbageholdelse. Under ansøgerens tilbageholdelse, blev hun afhørt hver anden aften om hendes tilknytning til ONLF. Ansøgerens families bopæl blev en uge efter bortførelsen ransaget af personer fra Liyu Police. En aften vågnede ansøgeren op på hospitalet, efter hun var besvimet under tilbageholdelsen. Dagen efter forlod hun hospitalet, efter en vagt fortalte hende, at hun var blevet løsladt. Efter løsladelsen beslaglagde de etiopiske myndigheder en byggegrund og en tøjbutik, som hendes mor ejede. Tre dage efter løsladelsen blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en ukendt mand, der oplyste, at han efterforskede hendes sag, og han beskyldte hende for at været tilknyttet ONLF. I perioden mellem ansøgerens løsladelse og udrejse af Etiopien ringede den samme person adskillige gange. Ansøgeren udrejste af Etiopien [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var forskelligt, hvem og hvor mange personer, der afhørte hende under tilbageholdelsen, og at hun tre dage efter løsladelsen blev ringet op af en ukendt person, hvilket i øvrigt skete hver aften den følgende uge. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det altid var den samme mand, der afhørte hende under tilbageholdelsen, og at hun efter løsladelsen over en periode på 3 uger med varierende intervaller blev ringet op af en ukendt person. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at hun blev udsat for mishandling under sin tilbageholdelse, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun ikke blev udsat for fysiske overgreb, herunder at hun ikke blev slået. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun under den første afhøring blev slået med et gevær. Videre har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at da hun forlod hospitalet, købte hun et tørklæde på kredit i en kiosk, hvor hun også lånte penge til at betale en tuk tuk, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun fik et tørklæde af en sygeplejerske, og at hendes mor betalte tuk tuk’en, da ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har til såvel oplysnings- og motivsamtalen som under asylsamtalen forklaret, at hun blev løsladt, da der ikke var beviser imod hende, og ansøgeren har, uden at blive opsøgt, kunnet opholde sig på sin bopæl i en måned, inden hun udrejste. Ansøgeren har først under nævnsmødet oplyst, at hun frygter, at hendes datter vil blive omskåret, såfremt hun vender tilbage til Etiopien. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, bilag 278, Landinfo 2016 om omskæring af kvinder, at udførelse af omskæring er strafbart efter den etiopiske straffelov, hvorfor ansøgeren vil kunne opnå beskyttelse hos de etiopiske myndigheder, såfremt hendes familie eller omgivelser vil forsøge at presse omskæring af datteren igennem. Hertil kommer, at ansøgerens hjemby, Jijiga, er en større by, ansøgeren har gået i skole i 15 år og har arbejdet som revisor, ansøgerens ægtefælle er uddannet læge, familien er relativt velstående, og ansøgeren har et godt forhold til sin mor. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at et krav fra familien om omskæring vil være mindre sandsynlig, og at ansøgeren er så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og omgivelserne om omskæring af datteren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/5/JEA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Jigjiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive straffet af de etiopiske myndigheder, idet hendes forhenværende ægtefælle, [A], har tilknytning til modstandsbevægelsen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun første gang blev opsøgt af de etiopiske myndigheder ved udgangen af 2007. Hun blev i den forbindelse afhørt om sin forhenværende ægtefælles aktiviteter, hvorefter hun blev anholdt og fængslet i én måned. Ansøgeren blev løsladt den [i slutningen af] 2007. [I starten af] 2008 blev ansøgeren igen anholdt og fængslet af de etiopiske myndigheder. [I foråret] 2008 blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren udrejste herefter af Etiopien [i foråret] 2008. Efter ansøgerens udrejse har de etiopiske myndigheder opsøgt hendes families bopæl en til to gange med henblik på at anholde ansøgeren. Den første gang var omkring 25 til 30 dage efter ansøgerens udrejse, og anden gang var på et senere ukendt tidspunkt i 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at hun er flygtet fra fængslet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev anholdt én gang og blev tilbageholdt i to måneder, at hun blev løsladt på betingelse af, at hun ikke forlod byen, og at hun ikke var hjemme, da myndighederne kom efter hende anden gang. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev anholdt to gange, første gang i slutningen af 2007, hvor hun blev tilbageholdt i en måned, anden gang to måneder efter løsladelsen. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at hun første gang blev anholdt i starten af 2007, at hun blev anholdt igen under en måned efter sin første løsladelse, at hun blev anholdt om aftenen omkring kl. 21, og at hun blev løsladt uden betingelser. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun blev anholdt første gang [i sommeren] 2007, anden gang en til to måneder efter løsladelsen, og at hun blev anholdt om eftermiddagen omkring kl. 15. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det nu er ca. 12 år siden, ansøgeren blev skilt fra sin første ægtefælle, der angiveligt er tilknyttet ONLF, at det er ca. 10 år siden, ansøgeren udrejste fra Etiopien, og at ansøgeren i 2009 fik fornyet sit pas og fik udstedt nyt pas i 2014. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 på et visum, gyldigt til [sommeren] 2015, men først søgte asyl den [i vinteren] 2015. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Etiopien/2018/4/JEA
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive udsat for overgreb af de etiopiske myndigheder, religiøse foreninger eller lokalbefolkningen som følge af sin homoseksualitet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med, at han var homoseksuel, da han var omkring 17 år. Homoseksualitet er ikke accepteret i ansøgerens kultur, og ansøgeren oplevede at blive diskrimineret som følge heraf blandt andet på sin arbejdsplads i byen [A]. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren opsøgt af to betjente, mens han var på vej hjem. De stoppede ham og sagde, at han skulle følge med dem. Ansøgeren blev herefter ført til et fængsel, hvor han var tilbageholdt i ti dage. I løbet af disse dage blev han forhørt gentagne gange og udsat for tortur, herunder blandt andet ved at blive fastspændt til en stol i lange perioder, slået og overhældt med vand. Under forhørene blev han forevist billeder af mænd og udspurgt, om han kendte dem. Personerne på billederne var alle personer, som ansøgeren kendte, men han oplyste ikke dette. Videre forsøgte nogle præster fra forskellige religioner at få ansøgeren til at acceptere gud og forbande sin homoseksualitet. Ansøgeren blev herefter taget med til en anden politistation, hvor han var i fire dage, indtil han blev løsladt. På et tidspunkt efter løsladelsen blev han bekendt med, at tre af hans venner var blevet slået ihjel [på en bestemt dato i sommeren] 2013. Fra [efteråret] 2013 til [begyndelsen af] 2014 opholdt ansøgeren sig i Italien, hvor han arbejdede på et hospital. Ansøgeren returnerede til Etiopien [i begyndelsen af] 2014. Herefter blev han anholdt af politiet, der fortalte, at han var eftersøgt. Han blev tilbageholdt i omkring to uger, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og beskyldt for at have været i Europa med det formål at tjene penge til homoseksuelle. Han blev videre forhørt om andre homoseksuelles opholdssted og om de penge, han blev beskyldt for at have tjent. Derudover blev ansøgerens computer beslaglagt. Efter løsladelsen tog ansøgeren ophold hos sin ven, [B], hvor han boede frem til [foråret] 2014, hvorefter han udrejste af Etiopien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i al væsentligt har forklaret konsekvent og konsistent om sine personlige forhold i Etiopien og om den behandling, som han har været udsat for under sine tilbageholdelser. Ansøgerens forklaring om, at han under sine to tilbageholdelser har været udsat for tortur, understøttes af konklusionen i den torturundersøgelse, der har været udarbejdet til brug for nævnets behandling af sagen, hvorunder der er konstateret adskillige tegn på ældre vold, der er forenelige med ansøgerens konsistente forklaring om torturen, ligesom også konklusionerne i den reumatologiske og psykiatriske undersøgelse peger i samme retning. Da det på baggrund af ansøgerens forklaring må lægges til grund, at torturen er udført af de etiopiske myndigheder og har baggrund i ansøgerens seksualitet som homoseksuel, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer på ny at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2018/3/SOL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhari og kristen ortodoks fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har siden 2010 været medlem af partiet Ethiopien Patriotic Peoples Front (EPPF). Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet hun er medlem af det politiske parti EPPF og har udøvet politiske aktiviteter mod den etiopiske regering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev medlem af EPPF i 2010. Hun udøvede formidlingsarbejdet for partiet, herunder uddelte hun flyers og talte med mennesker omkring partiets holdninger. Ansøgeren arbejdede i en celle, hvormed det kun var fem personer, som kendte ansøgerens identitet. [I foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt af myndighederne, da hun var ude at uddele materiale for partiet. Under tilbageholdelsen på tre dage blev ansøgeren afhørt og slået af myndighedspersoner. Ansøgeren blev løsladt, fordi myndighederne ikke havde nogen beviser imod hende. Efter løsladelsen fortsatte ansøgeren sine aktiviteter i partiet. I 2015 blev ansøgeren anholdt af myndighederne på sit arbejde, da hun var blevet angivet. Ansøgeren var tilbageholdt i en måned, hvor hun blev udsat for vold og seksuelle overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi de ikke kunne bevise, at hun havde været politisk aktiv for partiet. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at en fra hendes celle var blevet anholdt, hvorefter hun udrejste af Etiopien. Ansøgeren har i forbindelse med anmodningen om genoptagelsesanmodningen som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter for overgreb på baggrund af sit ægteskab med [A], der er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de etiopiske myndigheder kender til ansøgerens ægtefælles aktiviteter, og at myndighederne vil hævne sig på ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt konsekvensstatus, da parforholdet først er etableret efter udrejsen af Etiopien og kort før indrejsen i Danmark. For så vidt angår ansøgerens eget asylmotiv er der ikke fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde en anden vurdering end den, som er foretaget i nævnets afgørelse [fra begyndelsen af] 2017, som Flygtningenævnet i det hele kan tiltræde. Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at billederne fra demonstrationen i København i [efteråret] 2016 efter ansøgerens forklaring ligger på YouTube. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb som følge af sit ægteskab med [A]. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter forklaringerne må lægges til grund, at parret ikke kendte hinanden i Etiopien. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ikke kender sin ægtefælles politiske aktiviteter i detaljer, lige som hun ikke kender de personer, han har udøvet disse aktiviteter sammen med. Det bygger således alene på ansøgerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af ægtefællens politiske aktiviteter. Nævnet finder ikke, at denne formodning er sandsynliggjort. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/2/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive tvangsrekrutteret af myndighederne og at blive udsat for fysiske overgreb eller slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet udsat for en lang række overgreb af myndighederne. Første overgreb fandt sted i slutningen af 2015, hvor myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Politiet kom kørende i en stor bil forbi ansøgerens bopæl. De stoppede bilen og steg ud, hvorefter de udsatte ansøgeren for fysiske overgreb ved anvendelse af en stok. Omkring to uger senere blev ansøgeren tilbageholdt af Ciidan, da han opholdt sig i Dhagahbur med tre venner. Ansøgeren blev tilbageholdt sammen med en gruppe jævnaldrende drenge, som han ikke kendte, med henblik på tvangsrekruttering. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for en række slag med blandt andet et gevær. De blev placeret bagerst i en stor bil uden tag. På et tidspunkt under kørslen hoppede ansøgeren og nogle andre drenge ud af bilen for at flygte. Da de flygtede, blev der skudt efter dem, og flere blev ramt. Ansøgeren slog sit ben, da han hoppede af bilen. Ansøgeren løb hjem til sin familie, hvor han blev tilset af en læge. Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er aldersvurderet til at være 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarernes betydning. Flygtningenævnet kan i et vist omfang lægge ansøgerens forklaring til grund, idet dog bemærkes, at det findes usandsynligt, at der ikke er betalt for ansøgerens rejse fra Etiopien til Europa. Ansøgeren har forklaret, at de to episoder, han har forklaret om, var de to værste episoder. Den første fandt sted i 2015, da han efter egne oplysninger var 13 år gammel, hvor politiet opsøgte ham hjemme, og han blev slået med geværkolber og stokke. Ca. to uger senere blev han og hans venner taget med fra et thested, slået og sat op på en bil. Han stak af fra bilen og løb hjem. Ansøgeren har også forklaret, at politiet ikke kun slog ansøgeren, når de mødte ham, men også andre unge mænd. Ansøgeren har endelig forklaret, at han sov hjemme mange gange, efter at han var stukket af fra bilen, til han udrejste. Henset til, at ikke kun ansøgeren, men også andre unge, blev opsøgt og slået, til at ansøgeren i en ukendt længere periode kunne opholde sig i hjemmet uden at blive opsøgt og til karakteren og intensiteten af voldsudøvelsen, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt. De generelle forhold i Etiopien, herunder for etniske somaliere, er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2018/1/STR
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […]. Han er etnisk somali og sunni-muslim fra Jijiga, Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller dræbt af de etiopiske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at være medlem af UBO/ONLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har opbevaret dokumenter og penge for UBO på sin bopæl, og at ansøgerens navn fremgik af en liste over UBO-medlemmer, som de etiopiske myndigheder var i besiddelse af. Ansøgeren blev anholdt af Liyu Police under en aktion på hans skole. Ansøgeren blev ført til et fængsel med omkring 30 andre elever. Ansøgeren var fængslet i omkring et år, inden han blev løsladt uden betingelser og efterfølgende udrejste af Etiopien. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt af Liyu Police ved flere lejligheder, hvor de har spurgt efter ansøgeren og opkrævet 2000 USD. Ansøgerens far er blevet fængslet som følge af konflikten. Nævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved den første samtale [i efteråret] 2016 forklaret, at han ved, hvad politik er, men at han ikke har været involveret i politik. Om sin tilknytning til UBO/ONLF forklarede han, at han var blevet beskyldt for at være medlem af UBO. Nogle af hans venner var med i den gruppe, der hed UBO, og som arbejder med samme formål som ONLF. Ansøgeren forklarede endvidere til samme samtale, at hans mor, efter at ansøgeren var blevet løsladt og havde forladt landet, betalte omkring 2000 dollars til Liyu Police. Ved sin asylsamtale [i vinteren] 2016 forklarede ansøgeren derimod, at han var medlem af UBO, hvilket han havde været i flere år, da han blev anholdt. Ansøgeren forklarede nærmere, at det eneste han foretog sig var at opbevare penge. Ansøgeren gentog ved denne samtale, at hans mor havde betalt 2000 dollars til Liyu Police og anførte, at hans forældre muligvis havde lånt pengene. Ved denne samtale forklarede ansøgeren, at det var en ven, der havde spurgt om han ville være med i UBO, hvilket skete mens ansøgeren gik i 7. klasse. Ved møde i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at den pågældende var hans onkel, det vil sige medlem af samme klan, og han har navngivet den pågældende. Ved mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ikke alene havde været kasserer for UBO, men at han tillige aktivt havde hvervet medlemmer, herunder ved at fortælle skolekammerater om de forbrydelser, som det somaliske folk havde været udsat for fra Etiopiens side. Om betalingen af 2000 dollars forklarede ansøgeren nu, at hans forældre ikke havde betalt nogen penge. Ansøgeren forklarede endvidere ved de første samtaler, at han blev løsladt uden at få nogen nærmere forklaring. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at han blev løsladt mod løfte om blandt andet at medvirke til, at den, der havde hvervet ham til UBO, og som ansøgeren betegner som onkel, kunne blive pågrebet. Flygtningenævnet bemærker, at disse ændringer i ansøgerens forklaringer har ført til, at han, såfremt forklaringen for Flygtningenævnet blev lagt til grund, har bevæget sig fra en ganske passiv rolle i forhold til UBO til i allerhøjeste grad at være eksponeret derved, at han aktivt forsøgte at hverve medlemmer, herunder ved at omtale forbrydelser begået mod det somaliske folk. Når henses til denne udvikling i ansøgerens oplysninger, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan forklares alene med henvisning til hans psykiske tilstand. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet fremstået klar og orienteret og været i stand til at svare relevant på spørgsmålene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forklaringen fremstår som divergerende, udbyggende, og dermed konstrueret til lejligheden, hvorfor den i det hele må forkastes. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er således konkret og individuelt forfulgt, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den af ansøgeren subsidiært nedlagte påstand, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at inddrage akter, der efter det oplyste er af ældre dato, vedrørende personer, der i hvert fald til dels kun er fjernt beslægtet med ansøgeren. Ansøgerens subsidiære påstand kan herefter ikke tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/9/HHU
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen fra Waliso, West Showa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har deltaget i en demonstration i [sommeren] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive arresteret og fængslet af de etiopiske myndigheder, fordi hun tidligere har været arresteret. Ligeledes har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter de etiopiske myndigheder, fordi hendes far er mistænkt for at have været politisk aktiv for Oromo Liberation Front. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun [i sommeren] 2014 deltog i en demonstration i byen Waliso. Demonstrationen var imod udvidelsen af byen Addis Ababa. Under demonstrationen stormede politiet demonstrationen og slog og anholdt mange personer. Ansøgeren og hendes veninde blev begge anholdt under demonstrationen. Ansøgeren blev fængslet og tilbageholdt af myndighederne i seks og en halv måned. Ansøgeren blev løsladt mod, at hun skulle underskrive en erklæring om, at hun aldrig ville deltage i regimekritiske aktiviteter igen. En uge efter ansøgerens løsladelse blev hun og hendes familie opsøgt af tre personer fra de etiopiske myndigheder på deres bopæl. Disse mænd ville have fat i et dokument, som tilhørte ansøgerens far. I forbindelse med besøget foretog personerne en ransagning af ansøgerens bopæl. Myndighedspersonerne fandt ikke det dokument, de ledte efter, hvorfor de truede ansøgeren med, at de ville vende tilbage, og såfremt hun ikke havde fremskaffet dokumentet, ville hun blive fængslet. To dage efter besøget af de tre myndighedspersoner vendte de samme personer tilbage til familiens bopæl. Personerne ledte igen efter dokumentet, men fandt ingenting. Myndighedspersonerne fortalte ansøgeren, at de ville komme igen, og hvis hun ikke havde fundet dokumentet, så ville de slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flygtede ud af Etiopien dagen efter det andet besøg fra myndighedspersonerne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens forklaring har været konsistent, og ansøgeren har besvaret nævnets supplerende spørgsmål om yderligere detaljer på en relevant måde. Forklaringen har endvidere været uden væsentlige divergenser. Navnlig ansøgerens forklaring om fængselsopholdet har virket selvoplevet. Nævnet finder, at forklaringen om hændelsesforløbet også efter hendes løsladelse er i overensstemmelse med de generelle baggrundsoplysninger om myndighedernes kontrol med og undertrykkelse af oromobefolkningen. På bagrund af det hændelsesforløb, ansøgeren har forklaret om, finder nævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for tilsvarende forfølgelse og overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” Etiopien/2017/8/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni-muslim fra Jijiga. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller henrettet af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker hende for at være en del af ONLF. Ansøger frygter videre at blive tvangsgift med en mand fra Liyu-police eller slået ihjel af ham, hvis hun nægter ægteskabet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Etiopien i [vinteren] 2014 fejrede højtiden Hidar, hvorfor kommunen krævede alle husfacader i byen malet. Ansøgerens mor rekvirerede en somalisk maler til at male huset, som - uden familien havde bedt om det - anvendte de tre farver, som indgår i ONLF’s flag på ansøgerens hus. Da politiet opdagede dette, anholdt de først ansøgerens bedstefars enke, da de troede, at hun som den ældste var ansvarlig for malerarbejdet. Da politiet fandt ud af, at det var ansøgerens mors hus, anholdt de moren. Moren forklarede politiet om malerarbejdet, hvorfor politiet løslod moren og sagde, der var sket en misforståelse, og at de ville lede efter maleren. Politiet fandt maleren, som blev fængslet i mange måneder. Fem til seks måneder senere – [i foråret] 2015 – opsøgte tre personer fra politiet ansøgerens bopæl og beskyldte hende for at have bedt maleren om at anvende farverne fra ONLF’s flag på huset. Politiet tog ansøgeren med, gav hende bind for øjnene og kørte hende til efterretningstjenestens fængsel. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået, og ansøgeren blev sammen med andre fanger hver eller hver anden nat taget ud til et vandområde, hvor politiet holdt hendes hoved under vand og bad hende tilstå, at hun var medlem af ONLF, men ansøgeren nægtede at tilstå. Efter tre måneder blev ansøgeren syg grundet fejlernæring og bragt til hospitalet i [ en by], hvor hun selv tidligere havde arbejdet som frivillig. En af ansøgerens tidligere kollegaer genkendte ansøgeren og med hendes hjælp, fik ansøgerens mor lov til at besøge ansøgeren på hospitalet. Moren søgte hjælp hos områdets ældre høvdinge, som overtalte politiet til at lade ansøger flytte ind hos sin mor, indtil hun blev rask. Fire dage efter ansøgeren var kommet hjem fra hospitalet, opsøgte betjenten […], som arbejdede i fængslet, ansøgerens bopæl, idet han ønskede at gifte sig med hende, hvilket ansøgeren nægtede. [Betjenten] fortsatte med at opsøge ansøgerens bopæl i en måned, og han truede ansøgeren med bl.a. at slå hendes to yngre søstre ihjel, hvis hun nægtede ægteskabet. Ansøgeren flygtede derefter ud af Etiopien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun ønsker at søge asyl, ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at hun har været fængslet og udsat for tortur er ikke troværdig, og det fremstår klart for nævnet, at der i hvert fald vedrørende denne del af ansøgerens forklaring er tale om begivenheder, som ansøgeren ikke – eller i hvert fald ikke i det hele – selv har oplevet. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forløbet op til arrestationen, selve arrestationen og forløbet i forbindelse med hendes delvise frigivelse er usandsynlig, og at hendes fremtræden for nævnet i forbindelse med sin forklaring om disse begivenheder efterlader indtryk af, at den del af forklaringen er konstrueret til brug for ansøgningen om asyl. Nævnet har ved vurderingen endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sin i øvrigt detaljerede beskrivelse af sine forhold i asylansøgningsskemaet har nævnt noget som helst om disse voldsomme begivenheder, som således først efterfølgende er blevet hendes helt centrale asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte fængslingen i asylansøgningsskemaet, da hun var forvirret og alene beskrev det sidste, der var sket med hende, stemmer ikke overens med, at hun i ansøgningsskemaet generelt omtalte familiemedlemmer, som var blevet arresteret på grund af deres klanforhold, men således uden nogen antydning af selv at have været udsat for overgreb fra myndighederne. I og med at nævnet har forkastet ansøgerens forklaring herom, finder nævnet heller ikke anledning til at overveje en eventuel torturundersøgelse. Det andet led i ansøgerens asylmotiv – frygten for at blive tvangsgift med en mand fra Liyu-police eller slået ihjel af ham, hvis hun nægter ægteskabet – hænger sammen med ansøgerens forklaring om fængslingen, idet ansøgeren har forklaret, at den person, der angiveligt ønsker at tvinge hende til ægteskab, deltog i og var leder for de politifolk, der mishandlede hende under fængslingen. Henset til det, der er anført ovenfor om troværdigheden af ansøgerens forklaring om dette begivenhedsforløb, må nævnet herefter også tilsidesætte denne del af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/7/col
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Etiopien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Ansøgeren er etiopisk statsborger, etnisk Tigrinya og katolik fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Eritrea, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren har videre forklaret, at han er født i [en by] i Eritrea af eritreiske forældre. Efter ansøgerens fødsel rejste ansøgerens far tilbage til Etiopien, hvor faren boede sammen med sin anden ægtefælle. Da ansøgeren var fem år gammel, tog hans mor ham med til Etiopien, hvor ansøgeren boede hos sin far og dennes anden ægtefælle. Moren rejste til Israel, men døde da ansøgeren var otte år gammel. Ansøgerens far udrejste til Sudan, da ansøgeren var ti år gammel, hvorefter ansøgeren boede hos farens anden ægtefælle frem til sin udrejse af Etiopien. Han havde ikke et godt forhold til stedmoren. Ansøge-ren har yderligere forklaret, at han forlod Etiopien på et visum til Sverige [i sommeren] 2016, da han skulle til Sverige for at spille fodbold sammen med sit fodboldhold. Ansøgeren har i forhold til sin manglende mulighed for at udrejse til Etiopien oplyst, at hans mor er død, og at hans far opholder sig i Sudan. Ansøgeren har derfor ikke længere nogen biologisk familie i Etiopien. An-søgeren har ligeledes oplyst, at den etiopiske regering har skabt uroligheder mellem de forskellige etniske grupper i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit eritreiske statsborgerskab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har fået udstedt et ægte etiopisk pas af de etiopiske myndig-heder. Dette er underbygget af, at ansøgeren [i sommeren] 2016 af de svenske myndigheder har fået udstedt visum på grundlag af sit etiopiske pas. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens for-klaring om, at passet er udstedt på grundlag af en forfalsket fødselsattest fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at pas udstedes på grundlag af oplysningerne i det såkaldte kabele-kort, som svarer til en fødselsattest, og at det fremgår af Landsinfos Temanotat: ”Etiopia: Forvaltningsstruktur og dokumenter” af 6. januar 2016, at: ” NISS konsulteres for å sjekke kebele-kortets opplysninger i forbindelse med utstedelse av pass (…) NISS (National In-telligence and Security Service) er Etiopias etterretnings- og sikkerhetstjeneste med ansvar for etterretning, sikkerhet ved landets grensestasjoner, beskyttelse av landets toppledelse og antiter-rorisme.”. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at de etiopiske myndigheder ville have af-vist at udstede pas på grundlag af et forfalsket kabele-kort. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke finder, at dåbsattester for ansøgeren og hans far samt identitetsdoku-menter vedrørende hans farmor og farfar, som ansøgeren har indhentet efter Udlændingestyrel-sen afslag på asyl, har betydning for vurderingen af sagen. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft asylbegrundende konflikter med enkeltpersoner, grupperinger eller myndighederne i Etiopien. Det forhold, at han føler sig dårligt behandlet af sin stedmor findes ikke at ændre her-ved. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilba-gevenden til Etiopien risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/6/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Awaare, Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af Liyu Police. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søster blev gift med en mand, der udførte opgaver for ONLF. Som følge heraf opsøgte Liyu Police søsterens bopæl og spurgte efter ansøgerens svoger. Da ansøgerens søster ikke udleverede svogeren til Liyu Police, slog de søsteren ihjel. Efter et stykke tid begyndte Liyu Police at opsøge ansøgerens bopæl, hvor de chikanerede ansøgeren og hendes familie for at få oplysninger om svogeren. En dag, hvor ansøgeren var alene hjemme, kom Liyu Police og tog ansøgeren med til et fængsel, hvor hun blev tilbageholdt i otte dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren gentagne gang afhørt om sit kendskab til ONLF og svogeren, ligesom hun blev udsat for vold og seksuelle krænkelser. To kvinder, som arbejdede i fængslet, hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren blev gemt på bopælen i et par uger, som Liyu Police flere gange opsøgte. Da de truede moren med, at de ville slå ansøgeren ihjel, når de fandt hende, flygtede hun. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom hun efter det oplyste først fylder 18 år i [foråret] 2017. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, ligesom hun har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren har om centrale punkter vedrørende baggrunden for sin asylansøgning forklaret uoverensstemmende, ligesom hun under asylsagens behandling – på en måde der ikke forekommer nævnet troværdigt – er fremkommet med nye udbyggende oplysninger. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren således oplyst blandt andet, at hendes udrejse af hjemlandet skyldes problemer med ONLF, mens hun senere har forklaret, at det var svogerens forbindelse til ONLF, der skabte problemer med Liyu Police, der stod bag et drab på hendes søster samt fængsling og seksuelle overgreb mod ansøgeren. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sit kendskab til svogerens forbindelse til ONLF og om de nærmere omstændigheder vedrørende drabet på søsteren, ligesom Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at Liyu Police aldrig skulle have afhørt ansøgerens ældre bror om de forhold, der førte til fængslingen og overgrebene mod ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret undvigende og usammenhængende i relation til spørgsmål om sit fængselsophold, ligesom der ikke er en sandsynlig tidsmæssig sammenhæng mellem de begivenheder, der fandt sted i forbindelse med drabet på søsteren [en nærmere bestemt dato i] 2015 og hendes udrejse [en nærmere bestemt dato i] 2015. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun efter flugten fra fængslet i flere uger kunne skjule sig fra Liyu Police på sin bopæl ved blot at gemme sig i den bolig, der efter hendes egen forklaring ikke var muligt at holde sig skjult på tidspunktet for hendes anholdelse, ikke er troværdig. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det væsentligste må forkastes som utroværdig og konstrueret. Nævnet har ved vurderingen været opmærksom på og taget højde for, at ansøgeren er mindreårig, og at hun har en kort skolemæssig baggrund, ligesom nævnet hat vurderet hendes forklaring i lyset af de begivenheder, hun har oplyst at have været udsat for. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien er i risiko for blandt andet at blive dræbt af Liyu Police. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2017/5/STR
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [by], Doolo, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de etiopiske myndigheder, idet han i Etiopien blev fængslet på baggrund af en urigtig mistanke om, at han havde forbindelse til ONLF. Han flygtede efter at være blevet midlertidigt løsladt med henblik på behandling. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har været sammenhængende og konsistent, og at den stemmer med de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Etiopien. Flertallet finder således ikke, at de punkter i forklaringen, der vel kan anses som mindre sandsynlige, har et sådant omfang eller karakter, at dette giver tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren har været fængslet i en periode på syv måneder på en urigtig mistanke om at have støttet ONLF. Ansøgeren blev herunder udsat for tortur, og han har forladt landet kort efter løsladelsen, der skete med henblik på behandling. Flertallet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2017/4/MJM
Nævnet meddelte opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har siden 2010 haft tilknytning Ethiopien Patriotic Peoples Front (EPPF), som han i 2011 blev medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, idet han har deltaget i politiske aktiviteter for partiet EPPF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2010 påbegyndte undervisning om EPPF med det formål at blive medlem af partiet. Ansøgerens skolekammerat forestod undervisningen af den femmandsgruppe, hvori ansøgeren deltog. I [sommeren] 2011 blev ansøgeren medlem af EPPF, hvorefter ansøgeren påbegyndte arbejdet med at uddele brochurer for partiet og tale om dette i offentligheden. I perioden fra 2011 til 2015 deltog ansøgeren i fem demonstrationer som medlem af partiet. Den [En nærmere bestemt dato i foråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af de etiopiske myndigheder til en demonstration, idet ansøgeren filmede optøjerne. [48 dage senere] blev ansøgeren løsladt under betingelse af, at ansøgeren skulle afholde sig at udføre politisk aktivitet. Ansøgeren var derefter alene politisk aktiv på Facebook, indtil han [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015] uddelte politiske brochurer og filmede begivenhederne i forbindelse med en konference afholdt af de etiopiske myndigheder. To dage senere opsøgte og ransagede de etiopiske myndigheder den internetcafe, hvor ansøgeren og resten af femmandsgruppen holdt møder om de politiske aktiviteter. Ansøgerens bopæl blev ransaget, og hans computer blev konfiskeret. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter fra Etiopien. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han er i myndighedernes søgelys på grund af sine politiske aktiviteter for EPPF til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og uden afgørende divergenser om sine aktiviteter for EPPF. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren ved demonstrationer har filmet overgreb mod deltagerne og skrevet på Facebook om sin politiske overbevisning, ligesom flertallet lægger til grund, at han har været tilbageholdt af myndighederne og udsat for overgreb. Flertallet lægger endelig til grund, at ansøgerens bopæl er blevet ransaget, og at hans computer med forskelligt materiale om EPPF er blevet beslaglagt. Flertallet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og barnet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2017/3/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhari og kristen ortodoks af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har siden 2010 været medlem af partiet Ethiopien Patriotic Peoples Front (EPPF). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, idet hun er medlem af det politiske parti EPPF og har udøvet politiske aktiviteter mod den etiopiske regering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev medlem af EPPF i 2010. Hun udøvede formidlingsarbejdet for partiet, herunder uddelte hun flyers og talte med mennesker omkring partiets holdninger. Ansøgeren arbejdede i en celle, hvormed det kun var fem personer, som kendte ansøgerens identitet.[En nærmere bestemt dato i foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt af myndighederne, da hun var ude at uddele materiale for partiet. Under sin tre dage lange tilbageholdelse blev ansøgeren afhørt og slået af myndighedspersoner. Ansøgeren blev løsladt, fordi myndighederne ikke havde nogen beviser imod hende. Efter løsladelsen fortsatte ansøgeren sine aktiviteter i partiet. I 2015 blev ansøgeren anholdt af myndighederne på sit arbejde, da hun var blevet angivet. Ansøgeren var tilbageholdt i en måned, hvor hun blev udsat for vold og seksuelle overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi de ikke kunne bevise, at hun havde været politisk aktiv for partiet. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at en fra hendes celle var blevet anholdt, hvorefter hun udrejste af Etiopien. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været politisk aktiv for EPPF, og at hun har været tilbageholdt i forbindelse med uddeling af politisk materiale. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun som følge af disse mindre indgribende aktiviteter har været massivt overvåget af myndighederne mellem de to tilbageholdelser, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet hun til asylsamtalen forklarede, at hun gentagne gange blev ringet op af myndighederne, herunder på sit arbejde, samt at hun nogle gange på vej til arbejde blev stoppet og opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun mange gange blev opsøgt af myndighedspersoner både på arbejde og på universitet, og at politiet ofte ventede på hende, når hun kom hjem. Hun er blevet opsøgt mere end 30 gange. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter første tilbageholdelse blev løsladt af politiet, idet man ikke havde beviser mod hende, og at der alene var tale om, at hun havde uddelt flyers. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om anledningen til flugten til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at [A] ringede til hende på hendes mobiltelefon og fortalte hende, at hun skulle udrejse, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun, mens hun var på kursus, modtog en SMS-besked fra [A] om, at myndighederne havde fundet deres enhed, og at de nu skulle redde sig selv, samt at hun skulle slette beskeden og slukke sin mobiltelefon. Nævnet finder, at der er tale om en helt central del af ansøgerens asylmotiv og finder således ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun var forfulgt ved flugten. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/2/STR
Nævnet hjemviste i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni muslim fra [byen], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive tvunget til at kæmpe for eller blive slået ihjel af de etiopiske tropper og Liyu Police. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans landsby blev angrebet på en ukendt dato i 2014 af etiopiske tropper og Liyu Police. Soldaterne spurgte ansøgerens familie, hvem der havde angrebet de etiopiske soldater aftenen forinden, hvortil ansøgerens far svarede, at han ikke vidste, hvad de talte om. Tre soldater begyndte at skyde ansøgerens families husdyr, og to andre soldater satte ild til ansøgerens families hytte. Nogle soldater udsatte efterfølgende ansøgerens søster for et seksuelt overgreb og slog hende bagefter ihjel. Ansøgeren blev bundet på hænder og fødder af nogle soldater og kørt med til deres lejr. I lejren blev ansøgeren af en soldat beskyldt for at være fra gruppen ONLF, hvilket han benægtede. Soldaten krævede, at ansøgeren skulle blive en del af Liyu Police og være med til at kæmpe mod ONLF. Ansøgeren besluttede at flygte fra lejren, da en soldat fortalte ham, at han skulle gøre sig klar til at kæmpe mod ONLF om aftenen eller aftenen efter. Ansøgeren havde været tilbageholdt omkring et døgn, da det lykkedes ham at flygte derfra. Ansøgeren flygtede hjem til sin farbror, Haji, som fortalte ansøgeren, at han ville redde ham. De rejste sammen rundt i Etiopien, og de udrejste endeligt ud af Etiopien omkring tre til fire måneder efter angrebet på ansøgerens landsby. Den beskikkede advokat har under sagens behandling for Flygtningenævnet oplyst, at ansøgeren under samtalen på advokatens kontor har forklaret, at han allerede 14 dage eller en måned før episoden i landsbyen blev opsøgt af soldaterne, der ville rekruttere ham og i den forbindelse fremsatte trusler og stak ham med en kniv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om en række centrale punkter, herunder hvor lang tid ansøgeren og familien var tilbageholdt af soldater i landsbyen, hvor mange dage ansøgeren var tilbageholdt i soldaternes lejr, og hvad ansøgeren gjorde, da hans søster blev taget af en soldat. Den af ansøgerens advokat under nævnsmødet afgivne oplysning om soldaternes overgreb mod ansøgeren 14 dage eller en måned inden episoden i landsbyen – hvilken oplysning i øvrigt er en udbygning i forhold det af ansøgeren tidligere forklarede – kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er aldersvurderet og fundet at fremstå som voksen. Flygtningenævnets afgørelse er begrundet med, hvad ansøgeren har fortalt og ikke på, hvad han måtte have glemt. Herefter og efter det i øvrigt fremkomne under sagen finder Flygtningenævnet ikke anledning til at hjemvise sagen eller udsætte sagen med henblik på en undersøgelse af eventuelle hovedtraumer hos ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/13/smla
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Ogaadeen, subklanen […] og familieklanen […] Ansøgeren er derudover muslim af trosretning fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi myndighederne mistænker hendes familie for at støtte ONLF. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far blev anholdt af de etiopiske myndigheder i [sommeren] 2015. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt af fire til fem politibetjente, der gav familien lussinger, slag og spark, hvorefter de ransagde huset. Betjentene sagde ikke noget undervejs. Herefter slog og sparkede betjentene ansøgers far, lagde ham i håndjern og tog ham med, da de forlod bopælen. Omkring en måned efter farens anholdelse fandt familien hans lig uden for deres hus. Omkring en måned efter anholdelsen af ansøgerens far blev ansøgers bror, [A], også anholdt af politiet. Der kom tre politibetjente midt om natten. Betjentene slog og sparkede endnu engang ansøgeren og hendes familie. I forbindelse med anholdelsen sagde en af betjentene til familien, at ansøgerens far var medlem af ONLF. Betjenten sagde det henkastet, da han var på vej ud af døren. Ansøgeren har ikke sidenhen hørt noget fra sin bror. Omkring en måned senere blev ansøgeren selv anholdt af de etiopiske myndigheder. Der kom tre politibetjente. Ansøgeren blev anbragt i et hul uden lys i ca. syv dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for både fysiske og seksuelle overgreb. Under en voldtægt besvimede ansøgeren, og hun blev kørt på et hospital, hvor hun opholdt sig i ca. syv dage, inden det lykkedes hende at flygte. Der sad en politibetjent på ansøgerens værelse, der holdt øje med hende. En af dagene spurgte ansøgeren betjenten, om hun måtte se sin familie. Betjenten gav ansøgeren lov til at se sin familie, men trak efterfølgende dette tilbage. På dette tidspunkt var betjenten ikke på ansøgerens værelse. Uden betjenten opdagede det, tog ansøgeren en anden udgang og flygtede. Ansøgeren kontaktede sin veninde, [N], der kontaktede ansøgerens mor. Ansøgerens mor hjalp ansøgeren med at få kontakt til en mand, der hjalp hende videre til Addis Ababa. Ansøgeren udrejste af Etiopien omkring [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har på flere væsentlige punkter i hendes asylmotiv forklaret divergerende. Hun har forklaret, at hendes far ikke var medlem af ONLF, selvom hun i skemaet har angivet dette. Under asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyst, at hendes far ved anholdelsen blev pålagt håndjern, mens hun under mødet for nævnet har forklaret, at hun ikke så, at hendes far blev pålagt håndjern. Ansøgeren har i asylskemaet angivet, at der gik syv måneder fra de fandt farens lig, til brorens blev anholdt. Hun har under de efterfølgende samtaler angivet dette tidsrum til knapt en måned. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at broren blev anholdt midt om natten, mens hun til mødet for nævnet har forklaret, at det var ved solnedgang. Hun har vedrørende sin egen anholdelse forklaret til asylsamtalen, at det skete tidligt om morgenen kort før solopgang, mens hun for nævnet har oplyst, at det var mørk aften. Ansøgeren har angivet tidrummet for, hvor længe hun var tilbageholdt fra syv dage til lidt under et år. Omkring flugten fra hospitalet har ansøgeren i asylskemaet oplyst, at hun skulle besøge noget familie, mens hun til OM-samtalen har forklaret, at hun ville besøge et familiemedlem, der også var indlagt på hospitalet. Hun har i OM-samtalen forklaret, at hun stak af fra hospitalet ved at gå ud af bagdøren og kravle over noget pigtråd. I asylsamtalen har hun forklaret, at hun tog en anden udgang igennem en anden opgang. Under mødet for nævnet har hun forklaret, at hun kravlede ud af vinduet. Hun har ligeledes forklaret forskellig om, hvordan hun passerede muren om hospitalet, idet hun indledningsvist for nævnet har forklaret, at hun gik ud af døren, hvilket hun senere rettede til, at hun kravlede over døren. Hun har i samtalerne med styrelsen forklaret, at hun kravlede over muren, og har den ene gang nævnt, at hun tillige skulle forcere noget pigtråd. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor hun mødte agenten, idet hun til OM-samtalen og for nævnet har forklaret, at hun mødte ham i Jijiga, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun mødte ham i Addis Abbada. Endelig har hun i asylskemaet angivet sin udrejsedato til [sommeren] 2015, mens hun i senere samtaler har oplyst [efteråret] 2015. På baggrund af ovenstående væsentlige divergenser og da forklaringen ikke forekommer selvoplevet tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/12
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [en mindre by] i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive slået ihjel af det etiopiske militær, idet ansøgeren og hendes familie er beskyldt for at være en del af militsen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en mand fra det etiopiske militærs sikkerhedspoliti, ved navn [M], var forelsket i ansøgeren. I starten af år 2013 blev ansøgeren forelsket i en anden mand, ved navn [A], som hun indledte et forhold til. I maj 2013 blev ansøgeren og [A] hemmeligt viet. Efterfølgende blev [M] bekendt med, at ansøgeren var blevet gift med [A]. Han spurgte hende en dag, hvorfor hun havde giftet sig med [A] og sagde også, at [A] var fra ONLF. I juli 2013 stod hun sammen med [A] på en mark, da [M] henvendte sig til ansøgeren. [M] gik igen og kom efter et stykke tid tilbage i militæruniform med våben sammen med nogle andre soldater. Ansøgeren og [A] løb i hver deres retning, i hvilken forbindelse militæret løb efter [A], imens ansøgeren løb tilbage til sin bopæl. Senere samme dag henvendte [M] sig sammen med en gruppe af soldater på ansøgerens bopæl. De slog ansøgeren og hendes familie med geværkolber og beskyldte dem for at være medlemmer af ONLF. De truede dem endvidere med, at de ikke ville leve længere, hvis de var medlemmer af ONLF. Derefter tog soldaterne ansøgerens broder med sig og gik. En nat i august 2013 henvendte [M] sig sammen med cirka tyve soldater på ansøgerens bopæl. Ansøgerens fader blev i den forbindelse slået ihjel, hvorefter soldaterne tog ansøgeren, hendes moder og søster med til deres militærbase. På militærbasen blev ansøgeren adskilt fra sin moder og sin søster. Ansøgeren blev ført til et rum, hvor hun blev udsat for tortur, idet hun fik tildækket sit ansigt med et vådt håndklæde, så hun ikke var i stand til at trække vejret. Ansøgeren blev truet med, at hun ville blive straffet hårdt, hvis ikke hun indrømmede, at hendes ægtefælle og broder var medlemmer af ONLF. Ansøgeren var fængslet i mere end fire uger, i hvilken periode hun om natten blev udsat for tortur, og om dagen skulle lave mad til militæret. En dag, hvor hun skulle eskorteres til torturrummet, opstod der skudveksling. Soldaterne, som var i færd med at eskortere ansøgeren, smed ansøgeren fra sig, fordi de skulle forsvare sig imod det indkomne angreb. Ansøgeren flygtede i den forbindelse fra militærlejren til [en mindre by], hvor ansøgerens moster boede. Ansøgeren overnattede én nat hos sin moster, hvorefter hun rejste til Addis Ababa, hvor hun opholdt sig sammen med en agent i to uger, indtil hun udrejste illegalt af Etiopien. Efter ansøgerens forklaring og fremtræden samt indholdet af rapporten af 25. april 2017 fra Amnesty International og øvrige oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort det af hende beskrevne hændelsesforløb, der førte til hendes flugt fra Etiopien, og tillige at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren.” Etiopien/2017/11/SMLA.
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og muslim fra Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, som har anklaget ham for at samarbejde med ONLF. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han en dag blev anholdt af myndighederne, da han var på vej hjem fra skole. Han blev bragt til et sted, hvor han var tilbageholdt i omkring 20 dage. Herefter blev han flyttet til et andet sted, hvor han var fængslet i en periode, han ikke nærmere kan angive. Under fængslingen fortalte myndighederne, at ansøgerens venner havde indrømmet, at de havde samarbejdet med ONLF, og at ansøgeren også skulle indrømme at have samarbejdet med ONLF. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur, idet han blev slået med en metalgenstand og en kæp, sparket, pisket, fik elektriske stød og sat ud i solen, mens han var bundet. Fængslingen blev afbrudt af, at ansøgeren måtte indlægges på hospitalet. Ansøgeren havde været indlagt i omkring ti dage, da det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer utroværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af sin asylsag i [et andet europæisk land] i 2014 ifølge [akterne] forklarede, at han boede sammen med sin mor og søskende indtil 2008. Han flyttede herefter ind hos en tante i [byen B], fordi hans mor døde, hans søster blev skadet, hans far var i ONLF, og han og hans brors liv var i fare. Han boede hos tanten, indtil han i 2013 forlod Etiopien. Som asylmotiv henviste han til, at han frygtede at blive dræbt af etiopiske myndigheder på grund af mistanke om, at han tilhørte ONLF. Han frygtede også at blive tvangsrekrutteret til ONLF. De beskyldte hans far for at være med i ONLF og truede med at dræbe ham, hvis han ikke fortalte, hvor faderen opholdt sig. Ansøgeren har derimod til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at han har boet sammen med sin mormor i [byen A] hele sit liv. Mormoren hentede ham, fordi ansøgerens forældre var nomader, og hun ønskede, at han skulle gå i skole og få en uddannelse. Som asylmotiv har han henvist til, at han frygter at blive dræbt af myndighederne, som anholdt og mishandlede ham og beskyldte ham for at samarbejde med ONLF. Det havde baggrund i, at han havde siddet med sine venner på en bænk, hvor der på væggen bagved var skrevet ONLF. Ansøgeren har på forespørgsel oplyst, at hans problemer med myndighederne ikke skyldes, at ansøgers far blev beskyldt for at være med i ONLF. Ansøgeren har videre til [asylmyndighederne i det andet europæiske land] forklaret, at han ikke havde problemer med myndighederne fra 2008 til udrejsen i 2013, hvorimod han til asylsamtalen forklarede, at hans konflikter startede, da han færdiggjorde 10 klasse – i 2013. Flygtningenævnet finder ikke, at disse betydelige divergenser kan forklares med, at ansøgeren var mindreårig og forvirret, da han kom til [det andet europæiske land], og at han skulle have fået at vide, at han skulle give forkerte oplysninger. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen i Danmark har forklaret divergerende, afglidende, usammenhængende og utroværdigt om centrale dele af asylmotivet. Han har således i ansøgningsskemaet om asylmotivet henvist til, at han blev udsat for tortur med henblik på, at han skulle fortælle, hvornår hans far kom hjem, eller hvornår han skulle se ham. Ansøgeren har derimod under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han ikke har set sine forældre siden han var meget lille. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at torturen fandt sted med henblik på, at han skulle erkende, at han var med i ONLF og indrømme, hvad han havde gjort. Han har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev anholdt af det almindelige politi og kørt til et fængsel i en pick-up truck, som kun bruges af New Police, og at han blev holdt fængslet. Om natten blev han hevet ud af fængselscellen og taget hen til et område ved kanten af byen, hvor New Police opholder sig, og udsat for vold i form af at blive stukket med en metalpind i ryggen. Han ved ikke, hvor længe han var der. Han blev syg, idet han fik smerter i brystkassen og kastede blod op. Han blev kørt på hospitalet, hvorfra han flygtede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren først, at han blev taget af New Police, der kørte i en pick-up truck og havde let genkendelige uniformer på. Foreholdt, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev anholdt af det almindelige politi, ændrede han forklaring og oplyste, at det var det almindelige politi, der anholdt ham, og at de havde blå uniformer på. Han blev kørt til et fængsel, hvor kun New Police var til stede, og udsat for fysiske overgreb. Han var ikke andre steder i lejren end i et lille mørkt rum samt det sted, hvor han blev ført hen om natten, og som var inden for lejrens område. Her var han i 20 dage, hvorefter han blev ført til et rigtigt fængsel, hvor han var fængslet i en periode – mindre end ½ år. Han blev syg under sit andet fængselsophold, idet han fik dårlig mave og var afkræftet. Han kom på hospitalet, hvor han var i 10 dage. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring var indlagt på en særlig afdeling for tilbageholdte og var således bevogtet på hospitalet, at to vagter skulle følge ham, når han skulle på toilettet, skulle kunne flygte ved at hoppe ud af vinduet og derefter kravle over muren. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/1/mvln
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Ogaden-klanen og er muslim af trosretning fra […] Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Etiopien henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af Liyu Police og myndighederne, fordi han er tilknyttet Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han […] i 2006 blev opsøgt af de etiopiske myndigheder, som afhørte ham om ONLF, hvorefter han blev udsat for fysiske overgreb. Samme aften mødte han tre mænd fra ONLF, som han drak mælk sammen med. Syv dage senere gik ansøgerens fætter til myndighederne og fortalte dem om ansøgerens møde med de tre repræsentanter fra ONLF. [Seks måneder senere] opsøgte de etiopiske myndigheder ansøgeren i hans hjem, hvor han igen blev afhørt om sit kendskab til ONLF. Ansøgeren samt hans moder og søster blev herefter udsat for fysiske overgreb. Tre til fire dage senere blev ansøgeren opsøgt af en mand fra ONLF, som bad om forsyninger til deres hær, hvorefter ansøgeren udleverede et lam til manden. [Ultimo] 2006 deltog ansøgeren i et møde hos en anden nomade ved navn Farah. Mødet udmundede i, at ansøgeren og otte andre mænd tilsluttede sig ONLF. Mens ansøgeren deltog i mødet, blev huset omringet af myndighederne, der slog Farah og to andre mænd ihjel samt anholdt de resterende mødedeltagere, heriblandt ansøgeren. Dernæst var han fængslet i omkring seks år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb, indtil et familiemedlem, der var tilknyttet Liyu Police, formåede at arrangere, at han kunne få orlov fra sin afsoning. Dette familiemedlem blev efterfølgende slået ihjel af Liyu Police. Herefter besluttede ansøgeren sig for at flygte til Addis Ababa. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage, idet han frygter at blive udsat for refoulement, og fordi det er svært at få lægehjælp, ligesom det er svært at finde en bolig og et arbejde. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende, herunder hvor ofte og med hvilke mellemrum han mødte ONLF forud for anholdelsen, hans farbroders mellemnavn og rang og hans mosters ægtefælles arbejde. Nævnet finder endvidere, at hans angivelse af hans børns alder vanskeligt hænger sammen med hans forklaring. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens grundhistorie, hvorefter han blev anholdt sammen med otte andre, mens de bar våben, kan begrunde en længere fængsling samt tortur under fængslingen. Idet hans forklaring vedrørende hans ophold i forskellige fængsler samt den udøvede tortur under fængslingen dels virker troværdig og dels understøttes af de lægelige oplysninger, finder flertallet ikke at kunne tilsidesætte hans forklaring. Flertallet har ved troværdighedsvurderingen blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst at have været udsat for tortur. Idet et flertal af Flygtningenævnet således i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring til grund, findes han isoleret at opfylde betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af skrivelsen [fra] 2014 fra de italienske myndigheder lægger nævnet til grund, at ansøgeren har fået meddelt opholdstilladelse i Italien med subsidiær beskyttelse. Opholdstilladelsen er gældende til [sommeren] 2019. Flygtningenævnet antager, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at det vil være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af, om et land kan tjene som første asylland, indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law. Flygtningenævnet har i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om anerkendte flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at Italien kan anvendes som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3).” Etiopien/2016/9/CEB
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Addis Abeba, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, herunder efterretningstjenesten, fordi han har nægtet at udføre opgaver for og være medlem af regeringspartiet Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 1997/2004 blev kontaktet af den etiopiske efterretningstjeneste, som beordrede ham til at blive medlem af EPRDF og hverve nye medlemmer. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter han blev fængslet i tre måneder. I forbindelse med sin løsladelse underskrev han et dokument, hvormed han tilkendegav, at han ville møde op, når efterretningstjenesten meldte bud efter ham. Han blev herefter ringet op et ukendt antal gange, hvorefter han hver gang blev fængslet i fem dage, fordi han nægtede at udføre de opgaver, som efterretningstjenesten, herunder EPRDF, krævede af ham. I 2006/2013 flygtede han fra Addis Abeba til Debrezeit sammen med sin ægtefælle og barn. I [vinteren] 2002/2009 blev han fængslet i fire måneder. Han blev løsladt, da EPRDF vandt valget. I de efterfølgende to år oplevede han ingen problemer. Fra [efteråret] 2004/2011 indtil hans udrejse [i sommeren] 2007/2014 blev han ringet op af efterretningstjenesten gentagne gange, som beordrede ham til at møde op på deres kontor. Ansøgeren mødte dog aldrig op, og han blev heller ikke opsøgt personligt på sin bopæl i nævnte periode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på flere områder må anses for usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren har kunnet udrejse og indrejse i Etiopien på ægte pas og visum til henholdsvis Holland og Danmark, når han angiveligt var eftersøgt af de etiopiske myndigheder. Nævnet skal hertil bemærke, at han i den periode, hvor han har angivet at være forfulgt, i 2013 har fået udstedt et nyt pas. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og under nævnsmødet særdeles usammenhængende om sine arbejdsforhold, idet han skiftevis har forklaret, at han efter det første fængselsophold var ansat hos sin fader og dernæst foreholdt, at han i forbindelse med en visumansøgning til Holland har oplyst, at han var ansat i et hollandsk firma i otte måneder, og yderligere foreholdt, at dette vanskeligt kunne passe med, at han var ansat hos sin fader, har ansøgeren forklaret, at det, han anførte i visumansøgningen, blot var et påskud, men at han i virkeligheden alene ønskede at tage ophold i Holland i en kortere periode. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indledningsvis har forklaret, at der ikke var nogen tolkeproblemer ved oplysnings- og motivsamtalen. Foreholdt at han under denne samtale har oplyst, at hans tilbageholdelse skyldtes, at han ikke havde hvervet medlemmer til partiet, og at han under senere samtaler, herunder under nævnsbehandlingen, har oplyst, at han blev tilbageholdt og tortureret, fordi han ikke ville være medlem af EPRDF, har ansøgeren ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på denne divergens. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han først søgte asyl i Danmark fire måneder efter den oprindelige indrejse, og efter at han var blevet tilbageforhandlet fra Sverige i henhold til Dublinforordningen. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/8/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen af trosretning og har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at hun er født i [by] i Eritrea. Da hun var fem år, flyttede hun med sin mor til Etiopien, idet hendes far var blevet slået ihjel under krigen mellem Eritrea og Etiopien. Faren var eritreisk statsborger og moren er etiopisk statsborger. Moren har giftet sig med en ny mand, der er far til hendes to halvsøstre og to halvbrødre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger og ikke kan opnå etiopisk statsborgerskab, da hun ikke har nogen etiopiske eller eritreiske papirer. Hun kan ikke vende tilbage til Eritrea, idet hun frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi hendes far er død, og idet hun ikke har noget eritreisk id-kort. Ansøgeren frygter endvidere at blive sendt til Sawa for at modtage militærtræning. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Etiopien, idet hun frygter sin mor og en mand ved navn [A], der begge vil have, at ansøgeren gifter sig med [A], der er muslim og væsentligt ældre end ansøgeren. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun bliver diskrimineret i Etiopien, idet hendes far var eritreisk statsborger. Endvidere har ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen henvist til, at hun frygter at blive anholdt af den etiopiske regering, der på grund af hendes udrejse af Etiopien vil tro, at hun er tilhænger af den eritreiske regering. Hun frygter endvidere, at hun vil blive forfulgt af den etiopiske regering, fordi hun nu er blevet voksen og vil sige sin mening. Endelig frygter hun, at hun vil blive tvunget til at leve i isolation som følge af, at hun har født et barn uden for ægteskabet. På et tidspunkt i 2013 sagde ansøgerens mor til hende, at hun skulle giftes med en mand ved navn [A], som var en muslimsk rigmand på 50-60 år. [A] besøgte ansøgerens bopæl omkring fire gange. Ansøgeren hilste på ham hver gang, men talte i øvrigt ikke med ham. Hun forlod hjemmet under hans besøg og opholdt sig hos naboen. På et tidspunkt sagde moren, at hun skulle giftes med [A] om to uger. Efter en uge udrejste hun med hjælp fra sin veninde [B] til Sudan, hvor hun boede i omkring et år og otte til ni måneder, indtil hun fik at vide af en ven, at [A] var kommet til Sudan for at bringe hende med til Etiopien, hvorfor hun udrejste til Europa. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende om sine familiemæssige forhold, herunder navnlig om sine søskende og disses antal, køn og alder. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der er far til hendes søskende, idet hun i familieskemaet har anført dem med hendes fars navn, mens hun i oplysnings- og motivsamtalen samt i asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det er hendes halvsøskende, og at deres far er hendes mors nye mand. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor ofte [A] er kommet på besøg i hendes hjem, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i en periode på et år kom ca. en gang om ugen, mens hun i asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen, har forklaret, at han kun kom på besøg ca. fire gange. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor hun opholdt sig, når hun forlod hjemmet under hans besøg, idet hun under asylsamtalen har forklaret, at hun gemte sig bag et træ på gaden og i naboens have, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun opholdt sig inde i naboens hus. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor på kroppen moren slog hende som følge af hendes modstand mod giftemålet med [A]. Ansøgeren har således i både oplysnings- og motivsamtalen samt i asylsamtalen forklaret, at moren slog hende med en ledning på skuldrene, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun blev slået med ledningen på armene, benene og på ryggen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin udrejse fra Etiopien til Sudan, idet ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at hun udrejste sammen med sin veninde[B], mens hun under Flygtningenævnets behandling har forklaret, at der var en uge mellem deres udrejse til Sudan. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at hun udrejste en uge efter at moren havde sagt, at hun skulle giftes med [A] om to uger. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at hun frygter forfølgelse fra de etiopiske myndigheder som følge af, at hun har en eritreisk far, og at hun har været borte fra Etiopien i en periode, samt at hun vil blive betragtet som eritreisk spion. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren har været borte fra Etiopien i en periode i sig selv indebærer, at hun risikerer forfølgelse af de etiopiske myndigheder som følge af sin eritreiske far. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at hun har født et barn uden for ægteskab, indebærer, at hun risikerer overgreb af asylbegrundende intensitet fra sin familie eller lokalbefolkningen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Etiopien er i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/7/LIN
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigre og ortodoks kristen fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at være uden netværk. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af sin mosters ægtefælle, idet han tidligere har udsat hende for seksuelle overgreb og truet med at sende hende til Eritrea. Videre har ansøgeren oplyst, at hun ved en indrejse i Eritrea frygter at skulle aftjene militærtjeneste og blive dræbt i kamphandlinger imellem Eritrea og Etiopien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født i […], Eritrea, hvor hun har boet med sine forældre, til hun fyldte fem år. Efterfølgende flyttede hun med sin moster til […]-området udenfor Addis Ababa, hvor hun boede hos mosteren og dennes ægtefælle, der var etiopisk statsborger. Ansøgerens moster døde af kræft i 2002, hvorefter ansøgeren boede sammen med mosterens ægtefælle. Ansøgeren besluttede at forlade Etiopien, da mosterens ægtefælle udsatte hende for seksuelle overgreb i [begyndelsen af] 2006, hvorefter hun ved hjælp fra en nabo rejste til Beirut, hvor hun boede frem til 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om, at hun er statsborger i Eritrea, til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og til en vis grad afglidende og usammenhængende og således konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på ansøgerens meget begrænsede viden om sin familie i Eritrea, herunder at hun ikke på nogen måde har søgt oplysninger om sine forældre, selv om hun vidste, hvor hun var født, og hvad hendes forældre hedder. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren har et meget ringe kendskab til tigresproget, selv om hendes moster lejlighedsvis talte sproget i Etiopien. Hertil kommer, at ansøgerens mosters reaktion på spørgsmål om ansøgerens forældre forekommer utroværdig, henset til at ansøgerens forældre angiveligt frivilligt overlod ansøgeren til hende, og at ansøgeren ikke er bekendt med konflikter mellem hendes forældre og moster. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at ansøgerens forældre, der efter det oplyste ikke havde andre børn på det tidspunkt, skulle have overladt ansøgeren til en syg kvinde og ladet ansøgeren rejse med hende til Etiopien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om opholdet hos en familie i Libanon og flugten herfra forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren ikke kender efternavnet på familien eller alderen på sønnen i familien, når henses til, at hun angiveligt opholdt sig som tjenestepige i hjemmet i ca. 7 år. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt både fra Etiopien og fra Libanon forekommer utroværdig, ligesom hun har forklaret afglidende og upræcist herom. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om, at hun er statsborger i Eritrea må tilsidesættes, hvorfor hun asylretligt skal vurderes i forhold til Etiopien. Uanset om ansøgerens forklaring om, at hun har haft en konflikt med sin mosters mand, lægges til grund, herunder at han har forgrebet sig mod hende, kan dette ikke føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun i så fald må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det forhold, at hun vil være uden netværk i Etiopien er heller ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet der er tale om rent socioøkonomiske forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/60/AKM
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhare og kristen ortodoks af trosretning fra [S], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske sikkerhedsstyrker, idet hendes onkel og broder har udført aktiviteter for oppositionsgruppen Ginbot 7. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes onkel og broder forsvandt fra deres fælles bopæl på en ukendt dato. [I efteråret] 2014, omkring en uge efter ansøgerens onkel og broder forsvandt, ankom fire personer fra militærpolitiet til deres bopæl, hvor ansøgeren og hendes fætter, [F], var hjemme. Politiet ransagede huset for våben, og spurgte efter onklen og broderen. Ansøgeren og [F] blev truet med at blive slået ihjel eller fængslet, hvis de tilbageholdte oplysninger om onklen og broderen. [F] blev derudover slået, og ansøgeren fik lussinger og blev skubbet. Den følgende dag vendte de samme fire personer fra militærpolitiet tilbage til deres bopæl. Ansøgeren og [F] blev tilbageholdt og bragt til arresthuset i [S], hvor de blev beskyldt for at være ansvarlige for ansøgerens onkels og broders forsvinden, ligesom de blev truet til at fortælle, hvor onklen og broderen opholdt sig. Samme aften blev ansøgeren og [F] løsladt, idet ansøgerens og [F’s] naboer fortalte politiet, at ansøgeren og [F] ikke havde kendskab til ansøgerens onkels og broders opholdssted. I forbindelse med løsladelsen kørte politiet ansøgeren og [F] hjem, og gav dem en advarsel, og blev truet med, at politiet ville slå ansøgeren og [F] ihjel eller sætte dem i fængsel, hvis de ikke fortalte om onklen og broderen. Tre dage senere påbegyndte ansøgeren sin udrejse af Etiopien, som [F] havde arrangeret. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren - trods det meget enkle asylmotiv – har forklaret divergerende på væsentlige punkter, uden at dette efter Flygtningenævnet vurdering kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hun er blevet udsat for fysiske overgreb ved politiets henvendelser og i givet fald hvilke. Hun har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hun og fætteren blev opsøgt af politiet efter løsladelsen og advarslen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund og dermed heller ikke, at hendes familiemedlemmer er forsvundet. De generelle forhold i Etiopien er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/6/LOD
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Etiopien, sunni-muslim af trosretning og tilhører hovedklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at bliver slået ihjel af Liyu Police, som har beskyldt hende for at være medlem af ONLF (Ogaden National Liberation Front), ligesom hun frygter ONLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes konflikt startede i 2006 efter etiopisk kalender, da hun besluttede dig for at finde sin mor ved at henvende sig til tre somaliske flygtningelejre. Hun kørte således med en minibus […]. Efter 40 minutters kørsel blev bussen stoppet af personer fra ONLF, som tog hende og de andre passagerer ud af bussen. Ansøgeren blev genkendt af en person fra ONLF som ”datter” til hendes onkel, som i fire år var oberst i Liyu Police. Personerne fra ONLF tog hende med ind i skoven, hvor hun blev bagbundet til et træ, slået og truet med blandt andet at blive voldtaget. Dernæst kom en ældre mand, som gav hende vand og beroligede hende. Manden fortalte, at hun ville blive sat fri, såfremt hun lovede at hjælpe ONLF med at spionere mod hendes onkel. Hun samtykkede heri og blev herefter løsladt. Hun gik hele natten, og næste eftermiddag fandt hun en hovedvej, som hun fulgte. På vej ind til byen blev hun ved en kontrolpost stoppet af Liyu Police, som tog hende med ind til politistationen […], hvor hun blev afhørt. Hun erkendte under afhøringen, at ONLF havde tilbageholdt hende, men hun benægtede at have lovet ONLF noget. Efterfølgende tog hun hjem med sin onkel, som havde kautioneret for hende. Hun fortalte ikke sin onkel noget, idet hun ikke havde tillid til ham. Hun fik herefter husarrest, fordi hun var under mistanke for at være medlem af ONLF. To måneder efter udbrød der krig mellem ONLF og Liyu Police […]. Personer fra ONLF, der var blevet taget til fange, fortalte politiet, at de vidste alt om, hvad Liyu Police foretog sig, og at de havde disse informationer fra ansøgeren og hendes onkel. Derfor blev ansøgeren samme dag anholdt af Liyu Police og beskyldt for at spionere for ONLF. Hun var tilbageholdt i fem timer, hvor hun blev afhørt. Herefter blev hun løsladt, men fik at vide at sagen ikke var afsluttet. Omkring en måned senere besluttede ansøgerens onkel sig for at tilslutte sig ONLF. En aften fortalte onklen ansøgeren, at han ville udrejse af landet samme aften og opfordrede hende til at gøre det samme, hvorefter han gav hende 12.000 dollars. Næste dag flygtede ansøgeren, som tog til Addis Abeba, hvor hun opholdt sig hos en veninde i omkring en måned, inden hun i besiddelse af et falsk pas udrejste med fly. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremtræder divergerende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun fik at vide af de ældre damer, der kom på besøg hos hendes onkel, at hun kunne lede efter sin mor i tre flygtningelejre, som de også fortalte, hvor lå. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de ældre damer ikke vidste, hvor lejrene lå, men at hun havde set det i TV. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at hendes far besøgte deres bopæl, før hendes konflikt startede, mens hun til gensamtalen har forklaret, at hendes onkel skiftede til ONLF lige efter, at hendes far havde besøgt dem. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren under sin rejse skulle blive genkendt af medlemmer af ONLF, og at ansøger, efter at være blevet anholdt, dernæst skulle blive løsladt af Liyu Police på trods af, at hun angiveligt var mistænkt for at samarbejde med ONLF. Videre forekommer det i høj grad usandsynligt, at tilfangetagne medlemmer af ONLF skulle have angivet ansøgeren til Liyu Police som spion, og at hun, efter igen at være blevet anholdt, endnu engang blev løsladt og uden problemer kunne opholde sig på bopælen i tre måneder inden sin udrejse. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgerens onkel angiveligt tilsluttede sig ONLF og effektuerede dette ved samme dag at forlade landet, og på et tidspunkt hvor hans søn lå hårdt såret på hospitalet. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring som utroværdig, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/59/ceb
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er tilhører klanen Gelikombe og sunni-muslim fra […] Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter de etiopiske myndigheder, idet myndighederne mistænker ham for at have tilknytning til ONLF, og fordi han er flygtet i forbindelse med sin løsladelse, hvor han skrev under på, at han ville aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter blodhævn fra Ogaden-klanen, idet ansøgerens bror, […], har slået et medlem fra denne klan ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far er medlem af ONLF (Ogaden National Liberation Front), og at ansøgerens far opholder sig et for ansøgeren ukendt sted i Ogaden-regionen. I 2011 fik ansøgeren 5000 birr af sin mor, som hun havde fået af ansøgerens far efter et besøg hos ham. Ansøgeren skulle for pengene købe fødevarer og sende dem til faren og ONLF. Ansøgeren kontaktede efterfølgende faren telefonisk, som sagde, at han håbede, at han ville hjælpe med at sende fødevarer til dem. En ukendt dato i 2013 kontaktede ansøgeren først faren igen i forbindelse med, at han afsendte fødevarerne. [i vinteren] 2013 ansøgte ansøgeren de etiopiske myndigheder om at få udstedt et pas, idet han havde planer om at rejse for at købe varer til sin forretning. Passet fik ansøgeren udsted i [vinteren] 2014. En morgen i [sommeren] 2014 blev ansøgeren opsøgt i sin forretning af 28 personer fra henholdsvis Liyu Police og ENDF. Personerne sagde, at de var bekendt med, at han havde fået udstedt et pas, og at han havde sendt fødevarer til sin far og ONLF. De 14 personer fra Liyu Police blev ved forretningen indtil solnedgang, hvorefter han blev anholdt. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren løsladt på betingelse af, at han underskrev en erklæring om aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin farbror i Jigijiga frem til sin illegale udrejse [i sommeren] 2015. Under opholdt hos ansøgerens farbror, fik ansøgeren at vide, at hans bror, […], havde slået en person ved navn […] fra Ogaden-klanen, ihjel, og ansøgeren fik at vide af sin farbror, at [den dræbtes] familie ville hævne sig på ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på centrale punkter er divergerende og utroværdig. Således har han forklaret detaljeret såvel i oplysnings- og motivsamtale som i gensamtalen, at han blev opsøgt af politi og militær om morgen, men først anholdt samme dags aften, mens han for nævnet har forklaret, at han blev anholdt allerede en times tid efter politiets ankomst. Han har endvidere forklaret divergerende om formen for vandtortur, og for nævnet ikke forklaret om en tidligere omtalt elektrisk tortur. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter det foreliggende har Flygtningenævnet ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/58/LRN
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Jimma, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af den etiopiske regering på grund af sin etnicitet som oromo. Ansøgeren har tit støtte herfor henvist til, at hendes far tilbage i 2001 blev anholdt som følge af sin økonomiske støtte til partiet Oromo Liberation Front (OLF). Dagen efter anholdelsen af ansøgerens far blev ansøgeren på deres bopæl opsøgt af fem soldater fra den etiopiske regering. Soldaterne bad ansøgeren vise dem nogle dokumenter. Ansøgeren fortalte dem, at hun ikke kendte noget til nogle dokumenter, hvorefter soldaterne forlod bopælen. Soldaterne kom tilbage dagen efter. De spurgte igen ansøgeren, hvor faren gemte nogle dokumenter. To dage senere kom soldaterne for tredje gang til bopælen. Denne gang gennemrodede soldaterne bopælen, og fandt nogle papirer, som de tog med sig, ligesom de truede ansøgeren på livet. Senere samme aften blev ansøgeren igen opsøgt af soldater, som ville have flere oplysninger fra ansøgeren. Da ansøgeren fortalte dem, at hun intet vidste, blev hun udsat for fysiske overgreb. Herefter tog soldaterne ansøgeren med og fængslede hende i Kerchele fængslet. Ansøgeren var fængslet i fem måneder. I denne periode blev ansøgeren næsten dagligt udsat for seksuelle overgreb. Som følge heraf blev ansøgeren gravid. Da graviditeten kunne ses på ansøgerens mave, blev hun løsladt. En af soldaterne sagde i forbindelse med løsladelsen, at ansøgeren kunne leve i fred og ro, såfremt hun samarbejdede med dem fremover. Efter løsladelsen bosatte ansøgeren sig i Gebriel, som ligger to-tre timers kørsel fra Jimma. Hun fødte her sin datter og levede efterfølgende af at sælge krydderier fra sin altan. Efter fire-fem år mødte ansøgeren en kvinde, [A], i den kirke, som hun kom i. [A], som boede i det område, hvor ansøgeren boede inden fængslingen, advarede ansøgeren om, at myndighederne havde opsøgt folk i området og spurgt efter hende. Tre-fire år herefter mødte ansøgeren ægteparret, [B] og [C], i kirken. De advarede ligeledes ansøgeren om, at hun skulle være forsigtig, idet der var soldater, der ledte efter hende. Ansøgeren orienterede efterfølgende sin bror om, at myndighederne var efter hende, og broren gav derfor ansøgeren penge til at udrejse af Etiopien. Idet ansøgeren ikke kunne flygte med datteren, gav hun hende til nogle bekendte og udrejste herefter i august 2008. Siden 2008 har ansøgeren opholdt sig ulovligt i Grækenland, indtil hun udrejste til Danmark [en nærmere angivet dato i foråret 2015]. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en individuel og reel begrundet risiko for at blive forfulgt af myndighederne, jf. udlændingelovens § 7. Flertallet lægger herved vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle være i myndighedernes søgelys, idet der lægges vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring er blevet løsladt i 2001, uden at ansøgeren har kunnet give myndighederne de ønskede oplysninger, og at hun har herefter kunnet opholde sig i Gebriel sammen med sin datter indtil udrejsen i 2008, uden at blive opsøgt af myndighederne, og selvom hun i øvrigt har brudt en aftale om at ville samarbejde med myndighederne. Der henvises endvidere til, at ansøgeren ikke tidligere har fundet anledning til at flytte fra Gebriel, selvom hun angiveligt ca. fire år efter, at hun kom til Gebriel, er blevet advaret om, at myndighederne var efter hende. Ansøgeren er derimod fortsat med at sælge varer fra sin bopæl, og hun er fortsat med at gå i kirke. Ansøgeren er først udrejst, efter at hun angiveligt 2-3 år senere på ny er blevet advaret om myndighedernes interesse. Flertallet henviser i øvrigt til, at myndighederne angiveligt allerede i 2001 har pågrebet ansøgerens far. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/57/STR
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [ansøgerens hjemby], Etiopien. Ansøgeren har været medlem af det politiske parti, Arena. Han blev medlem af partiet tre år forud for sin udrejse af Etiopien. Ansøgeren har deltaget i to demonstrationer i februar 2013 og februar 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel på grund af sit medlemskab af Arena. Omkring et år efter, at ansøgeren var blevet medlem af Arena, blev han fængslet. Han var fængslet i fire måneder, og han blev under opholdet i fængslet udsat for fysiske overgreb, idet han blev slået på undersiden af foden. Ansøgeren blev beskyldt for at transportere varer. Ansøgeren blev løsladt, da han betalte 2.000 birr. Efter løsladelsen blev ansøgeren stoppet af myndighederne omkring to til tre gange om ugen. De slog ansøgeren og lod ham derefter gå. Omkring fem måneder efter løsladelsen blev ansøgeren tilbageholdt én dag på politistationen. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt i 15 dage, idet politiet mistænkte ham for at have slået en mand. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen slået hver nat. Ansøgeren blev løsladt, idet manden, som ansøgeren angiveligt havde slået ned, oplyste politiet om, at ansøgeren ikke havde gjort ham noget. Ansøgeren blev efter løsladelsen fortsat udsat for chikane af politiet. Efter valget i maj 2015 valgte ansøgeren at flygte, idet Arena ikke vandt valget. Dagen før ansøgerens udrejse blev han opsøgt af politiet, der ville tage ansøgeren med på politistationen. Ansøgeren betalte 10.000 birr for at undgå det. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår således usandsynlig, særligt i forhold til omfanget af de angivelige overgreb, som ansøgeren skulle have været udsat for i anledning af sit beskedne politiske engagement som menigt medlem af Arena. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet baggrunden for og længden af fængselsopholdene samt den voldsudøvelse, der skulle have fundet sted i forbindelse hermed. På den anførte baggrund finder nævnet derfor, at ansøgeren ikke har behov for beskyttelse efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at han er udrejst illegalt af Etiopien, kan ikke føre til en anden vurdering. Det tilføjes, at de generelle forhold i Etiopien heller ikke kan føre til en sådan beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/53/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ogaden og sunnimuslim fra […], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet de beskylder ham for at støtte ONLF. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han på en ukendt dato i begyndelsen af 2014 begyndte at arbejde på sin families landbrug. Han skulle holde fuglene væk fra majsene. På et tidspunkt om eftermiddagen kom en uniformeret mand og begyndte at plukke af majsen. Da ansøgeren protesterede, beskyldte manden ansøgeren for at tilhøre ONLF og gav ham en lussing. Derefter gik manden. Ansøgeren fortalte ikke noget om episoden til sine forældre. To dage efter kom manden igen samme tid på dagen sammen med to andre uniformerede mænd. De begyndte at plukke majsene. De sagde, at ansøgeren skulle hente noget brænde og ild, og hvis ansøgeren ikke kom tilbage efter fem minutter, ville de slå ham ihjel. Ansøgeren kunne ikke skaffe noget ild, hvorfor han blev bundet til et træ på marken. De slog ansøgeren, hvorefter han var bevidstløs i et stykke tid. Da ansøgeren kom til bevidsthed, blev han taget ned fra træet, og de uniformerede mænd tog ham med sig. I forløbet blev han igen beskyldt for at støtte ONLF. Ansøgeren blev holdt fanget i omkring to måneder. Ansøgeren blev beskyldt for at støtte ONLF. Ansøgeren har tre gange under tilbageholdelsen fået elektrisk stød, og han er blevet slået med rør. Efter omkring to måneder blev ansøgeren løsladt. Han blev ført til et sted, hvor ansøgerens far ventede på ham. Faren betalte en løsesum og fik at vide, at ansøgeren skulle være ude af landet inden 15 dage, ellers ville ansøgeren blive slået ihjel. Ansøgeren udrejste en uge efter, han var blevet løsladt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at han ude på marken er blevet opsøgt af nogle mænd, der har stjålet af majsen, bundet ham til et træ, slået og sparket ham og derefter taget ham med. Flygtningenævnet lægger også til grund, at han derefter er blevet holdt fanget i en periode og fået elektriske stød, hvorefter han er blevet løsladt efter betaling af en løsesum. Flygtningenævnet bemærker i den henseende, at denne del af forklaringen har været konsistent og overbevisende. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at forløbet var en del af en myndighedsefterstræbelse som følge af, at ansøgeren blev mistænkt for at tilhøre eller støtte ONLF. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i sit skema har beskrevet starten af episoden som en konflikt mellem nogle mænd, der var ude efter mad, idet de stjal af majsen og også pressede ansøgeren til at hente ild, så de kunne grille majs på marken. Derimod har ansøgeren ikke på noget tidspunkt i sit skema oplyst noget om at være blevet beskyldt for samarbejde med ONLF, eller at ONLF skulle være blevet nævnt. Flygt-ningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at transporten til det sted, hvor han blev holdt fanget, kun skulle foregå om natten, hvis der var tale om myndighedspersoner, der transporterede en fange. Hertil kommer, at ansøgeren selv har forklaret, at han ikke på noget tidspunkt blev afhørt om sit eventuelle kendskab til ONLF, hvilket heller ikke er overensstemmende med, at dette skulle være grunden til tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder derfor, at konflikten må betragtes som en tilfældigt opstået og afsluttet konflikt med kriminelle personer, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af det tidligere forløb vil være i fornyet risiko for overgreb fra de samme personer ved en tilbagevenden, idet bemærkes, at han har mulighed for at tage ophold hos sin familie, der nu bor i en by et stykke væk fra hjemegnen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/56
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Etiopien og er sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren angiver at være statsborger i Eritrea, idet begge hans forældre er eritreiske statsborgere. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste eller i øvrigt blive udsat for umenneskelig eller anden nedværdigende behandling eller straf. Ansøgeren frygter tilsvarende en tilbagevenden til Etiopien, fordi han ikke har noget lovligt opholdsgrundlag i landet. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet forklaret, at begge hans forældre stammer fra byen […] i det nuværende Eritrea. Ansøgerens mor er muslim. Ansøgerens far var kristen, men konverterede i forbindelse med ægteskabet og skiftede i den forbindelse navn, således at han fik det arabiske navn, som ansøgeren har oplyst over for de danske myndigheder. Ansøgeren blev født i [landsby] i 1993. Ansøgerens far blev deporteret til Eritrea i år 2000 og efterfølgende har ansøgeren og hans mor levet et kummerligt liv. De måtte flytte rundt og levede på gaden. Indtil faren blev deporteret havde de talt tigrinya, men på grund af den chikane og forfølgelse de var udsat for begyndte moren at tale amharisk, og det er i dag ansøgerens sprog. De havde ikke haft nogen form for identitetspapirer og ansøgeren kunne af den grund ikke deltage i skoleundervisning, eller lovligt tage arbejde. Da ansøgeren var 17 år gammel begyndte han på en aftenskole, som han betalte for med penge, han tjente ved forefaldende arbejde. Både ansøgeren og hans mor har gentagne gange været fængslet. I 2014 eller 2015 besluttede ansøgeren sig for at tage til Eritrea for at finde sin far, men på grænsen mellem Sudan og Eritrea blev ansøgeren pågrebet og tilbageholdt af det eritreiske militær eller politi. Under tilbageholdelsen, der varede to og en halv måned blev ansøgeren udsat for forskellige overgreb. Fordi en eritreisk mand, der arbejde i fængslet fandt ud af, at han kendte ansøgerens far, hjalp han ansøgeren med at flygte fra fængslet. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, herunder i forhold til ansøgerens forklaring om, at han beslutter at indrejse i Eritrea for at lede efter faren, og ansøgerens forklaring om, at en af fængselspersonalet viste sig at kende ansøgerens far, hvorfor vedkommende hjalp ansøgeren med at flygte fra fængslet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende i forhold til, hvorvidt det udelukkende er moren, der har været fængslet, eller om både ansøgeren og moren gentagne gange har været fængslet. Flygtningenævnet finder derfor i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er eritreisk statsborger. Det tiltrædes derfor, at ansøgerens asylmotiv skal vurderes i forhold til, at han er etiopisk statsborger. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremlagt nogen former for dokumentation for sit statsborgerskab. Ansøgeren er imidlertid, efter sin egen forklaring, født og opvokset i Etiopien og har aldrig været i Eritrea, ligesom han heller ikke taler et af hovedsprogene i Eritrea. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hans forældre skulle være eritreiske statsborgere. Ansøgeren er ikke fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse. Den omstændighed at ansøgeren er udrejst illegalt og frygter straf og manglende rettigheder i Etiopien, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/55/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på en ukendt dato i [foråret] 2005 blev opsøgt på sin bopæl af myndighederne, som efter en ransagning fandt nogle papirer vedrørende Oromo Oneg/ONG, som er en etiopisk modstandsgruppe, der søger at fremme etniske oromoers sag. Ansøgerens far blev fængslet i ni dage og ansøgeren i 25 dage, hvor ansøgeren blev udsat for overgreb i form af, at ansøgeren skulle bære håndjern, hvorved ansøgeren fik en infektion i håndleddene. I [sommeren] 2006 kom myndighederne i retur til ansøgerens bopæl og fængslede ansøgeren i en måned og 25 dage i et andet nærliggende fængsel, hvor ansøgeren blev udsat for overgreb i form af berøringer og slags. I 2006 forsvandt ansøgerens bror, [A.A.], fordi hans arbejdsgiver mistænkte ham for at være medlem af Oromo Oneg/ONG. Hans lig blev fundet i en skov omkring en uge senere. Ansøgerens far døde ved synet af sin afdøde søn. Der blev betalt kaution for ansøgerens løsladelse, hvorpå ansøgeren skjulte sig for myndighederne hos sin mormor omkring 25 km fra ansøgerens bopæl i Addis Ababa, hvorefter ansøgeren udrejste legalt af Etiopien til Damaskus i Syrien [vinteren] 2007. For omkring tre måneder siden ringede ansøgeren hjem til familien og fik oplyst af sin mor, at ansøgerens sindssyge bror på et ukendt tidspunkt blev fængslet af de etiopiske myndigheder mistænkt for at være kurer for Oromo Oneg/ONG. Han blev senere løsladt ved, at ansøgerens søster fremviste lægelig dokumentation for, at han er sindssyg. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har fået udleveret et asylskema på engelsk. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at det forhold at ansøgeren ikke har udfyldt skemaet kan tillægges nogen betydning. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at særligt det forhold at samtalen med Styrelsen [foråret] 2015 har varet til 15:15 men alligevel kun fylder cirka 5 sider i referatet, sammenholdt med oplysningerne med problemer med tolkningen gør, at dette referat må læses med et vist forbehold. Et flertal af nævnet lægger imidlertid vægt på, at det i referatet er oplyst at ansøgeren er etnisk gurage, at det ikke er nævnt at hun er oromo ligesom der ikke er nævnt noget om det nu påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at der mellem samtalen af [foråret] 2016 og forklaringen under nævnsmøde er væsentlige divergenser vedrørende det centrale asylmotiv. Ansøgeren har således under samtalen af [foråret] 2016 alene forklaret om to tilbageholdelser og om to forskellige fængsler, og har på forespørgsel bekræftet dette to gange. Hun har under mødet for nævnet forklaret om tre tilbageholdelser og har forklaret om en anden form for tortur end under samtalen [foråret] 2016. Hun har endvidere forklaret divergerende på flere andre punkter herunder hvor brorens lig blev fundet, hvornår farens hus/butik blev eksproprieret, hvornår hun udrejste og hvor længe hun opholdt sig i henholdsvis Syrien, Tyrkiet og Grækenland. Et flertal af nævnet finder, at disse divergenser er så væsentlige at ansøgeren forklaring må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Flertallet finder af samme grund ikke at sagen skal udsættes med henblik på en torturundersøgelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. Udlændingeloven § 7 stk. 1 eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Udlændingeloven § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/54/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af det etiopiske militær, idet han har været vidne til en episode, hvor militæret satte ild til en bus. Ansøgeren frygter videre, at han vil blive fængslet af de etiopiske myndigheder, fordi han har forladt Etiopien uden grund. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var chauffør på en bus, der kørte mellem […] og […] i Etiopien. En dag i slutningen af 2013 kørte ansøgeren mod […], men på vejen så han, at militæret havde sat ild til en bus ved en kontrolpost længere fremme. Han valgte derfor at vende om og køre tilbage til […], som ligger mellem […] og […]. Han fortsatte i den følgende tid som chauffør for den samme arbejdsgiver, men kørte på en kortere rute. Ansøgeren stoppede som chauffør, og efterfølgende blev ansøgerens tidligere arbejdsgiver kontaktet af militæret, som spurgte efter ansøgeren. Da ansøgeren blev informeret om dette opkald, udrejste han af Etiopien. Udrejsen fandt sted i begyndelsen af [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på afgørende punkter har forklaret divergerende. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at episoden med branden fandt sted i slutningen af 2013, og at han ophørte med at arbejde som chauffør i begyndelsen af 2014, fordi han frygtede for sit liv. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han vedblev med at arbejde som chauffør for den samme arbejdsgiver i et år efter episoden, og at han ophørte med at arbejde, fordi han ikke tjente tilstrækkeligt. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens asylmotiv i det hele bygger på formodninger, herunder beror det alene på ansøgerens egen formodning, at han blev genkendt, da han vendte om en kilometer fra kontrolposten, og at militærets henvendelse til ansøgerens arbejdsgiver et år efter episoden skyldtes militærets mistanke om, at ansøgeren havde været vidne til afbrændingen af bussen. Ansøgeren er ikke fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt og frygter straf og manglende rettigheder i Etiopien, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/52/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Gash-Barka, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter de generelle levevilkår i landet og konflikt med de sudanesiske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren, at han vil blive tvangsindkaldt til værnepligt. Han har hørt om værnepligten fra andre flygtninge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han boede i […], Gash Barka fra hans fødsel til 1981. Begge hans forældre var eritreiske statsborgere. Han udrejste af Eritrea med sin mor på et ukendt tidspunkt samme år som hans far døde. I Sudan har han været fængslet flere gange dels for besiddelse af alkohol og dels for ikke at have gyldige opholdsdokumenter. I [foråret] 2015 blev han anholdt på sin bopæl i Khartoum af det sudanesiske politi for at have besiddet alkohol. Efterfølgende var han fængslet i omkring to måneder på politistationen, Gismeremila, Khartoum. Han blev sat for en dommer efter to måneder, som løslod ham mod betaling af 1.000 sudanesiske dinar. Han har ikke haft yderligere konflikter i Sudan udover denne episode. Indtil hans mors død i 1998 boede ansøgeren i den sudanesiske by […] hvorefter han tog ophold i Khartoum indtil hans endelig udrejse af Sudan i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Eritrea. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring er født i Etiopien af etiopiske forældre i området, der senere blev til Eritrea, og at han sammen med sin mor udrejste af Etiopien i 1981, før Eritrea blev selvstændigt. Nævnet lægger videre til grund, at hverken han eller hans mor deltog i folkeafstemningen om Eritreas selvstændighed i 1993, og at hverken han eller hans mor har forsøgt at registrere sig som statsborgere i Eritrea. Ansøgeren har efter sin forklaring ej heller deltaget i nogle valg i Eritrea. Det fremgår af Landinfos temanotat ”Etiopia: Statborgerskap og oppholdstillatelse for eritreere og etiopiere med eritreisk bakgrunn” fra 22. december 2009, at det var en betingelse for at blive registreret som eritreisk statsborger, at man registrerede sig i forbindelse med folkeafstemningen i 1993. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgerens forældre var statsborgere i Etiopien, at ansøgeren og hans mor på tidspunktet for deres udrejse af Etiopien således var statsborgere i Etiopien, at de ikke efterfølgende har erhvervet statsborgerskab i Eritrea, og at ansøgeren følgelig må antages at være etiopisk statsborger eller i det mindste vil kunne opnå etiopisk statsborgerskab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Etiopien – herunder notat vedrørende etiopisk statsborgerskab fra Udenrigsministeriet af 10. februar 2016 - at ifølge etiopisk lovgivning er en person, der er født af enten en etiopisk far eller mor, etiopisk statsborger. Ansøgeren skal således asylretligt vurderes i forhold til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren ikke siden sin udrejse i 1981 har været i Etiopien og ikke har nogen dokumentation for sin identitet, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at de dåbsattester vedrørende ansøgerens børn, der er fremkommet på mødet i dag, heller ikke kan føre til andet resultat, idet de ikke kan antages at godtgøre, at ansøgeren skulle have opnået eritreisk statsborgerskab. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke har nogen konflikter i Etiopien, og han har følgelig ikke sandsynliggjort, at han ved at tage ophold i Etiopien vil være i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/51/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Gash-Barka, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter de generelle levevilkår i landet og konflikt med de sudanesiske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren, at han vil blive tvangsindkaldt til værnepligt. Han har hørt om værnepligten fra andre flygtninge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han boede i […], Gash Barka fra hans fødsel til 1981. Begge hans forældre var eritreiske statsborgere. Han udrejste af Eritrea med sin mor på et ukendt tidspunkt samme år som hans far døde. I Sudan har han været fængslet flere gange dels for besiddelse af alkohol og dels for ikke at have gyldige opholdsdokumenter. I [foråret] 2015 blev han anholdt på sin bopæl i Khartoum af det sudanesiske politi for at have besiddet alkohol. Efterfølgende var han fængslet i omkring to måneder på politistationen, Gismeremila, Khartoum. Han blev sat for en dommer efter to måneder, som løslod ham mod betaling af 1.000 sudanesiske dinar. Han har ikke haft yderligere konflikter i Sudan udover denne episode. Indtil hans mors død i 1998 boede ansøgeren i den sudanesiske by […] hvorefter han tog ophold i Khartoum indtil hans endelig udrejse af Sudan i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Eritrea. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring er født i Etiopien af etiopiske forældre i området, der senere blev til Eritrea, og at han sammen med sin mor udrejste af Etiopien i 1981, før Eritrea blev selvstændigt. Nævnet lægger videre til grund, at hverken han eller hans mor deltog i folkeafstemningen om Eritreas selvstændighed i 1993, og at hverken han eller hans mor har forsøgt at registrere sig som statsborgere i Eritrea. Ansøgeren har efter sin forklaring ej heller deltaget i nogle valg i Eritrea. Det fremgår af Landinfos temanotat ”Etiopia: Statborgerskap og oppholdstillatelse for eritreere og etiopiere med eritreisk bakgrunn” fra 22. december 2009, at det var en betingelse for at blive registreret som eritreisk statsborger, at man registrerede sig i forbindelse med folkeafstemningen i 1993. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgerens forældre var statsborgere i Etiopien, at ansøgeren og hans mor på tidspunktet for deres udrejse af Etiopien således var statsborgere i Etiopien, at de ikke efterfølgende har erhvervet statsborgerskab i Eritrea, og at ansøgeren følgelig må antages at være etiopisk statsborger eller i det mindste vil kunne opnå etiopisk statsborgerskab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Etiopien – herunder notat vedrørende etiopisk statsborgerskab fra Udenrigsministeriet af 10. februar 2016 - at ifølge etiopisk lovgivning er en person, der er født af enten en etiopisk far eller mor, etiopisk statsborger. Ansøgeren skal således asylretligt vurderes i forhold til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren ikke siden sin udrejse i 1981 har været i Etiopien og ikke har nogen dokumentation for sin identitet, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at de dåbsattester vedrørende ansøgerens børn, der er fremkommet på mødet i dag, heller ikke kan føre til andet resultat, idet de ikke kan antages at godtgøre, at ansøgeren skulle have opnået eritreisk statsborgerskab. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke har nogen konflikter i Etiopien, og han har følgelig ikke sandsynliggjort, at han ved at tage ophold i Etiopien vil være i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/51/DTO
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra […], Jimma, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter myndighederne, idet hun blev tilbageholdt og undslap fra fængslet med hjælp fra sin broder, som betalte bestikkelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at fire politimænd i [efteråret] 2014 kom og rangsagede bopælen, hvor de tog nogle dokumenter. Det lykkedes ansøgerens ægtefælle at flygte ud af bagdøren. Politiet oplyste ansøgeren om, at hendes ægtefælle havde tilknytning til Oromo Liberation Front (OLF), hvorefter de tog hende til fængslet i Jimma. Hver nat blev ansøgeren bragt til et rum, hvor hun blev afhørt, udsat for tortur og seksuelle krænkelser. Ansøgeren var tilbageholdt i alt 20 dage, hvor hun ikke blev afhørt i de sidste 10 dage. Den dag, ansøgeren blev løsladt, blev hun taget ud af sin celle og kørt til et sted, hvor hendes broder tog imod hende. Broderen fortalte, at han havde bestukket politiet, og at ansøgeren skulle udrejse inden 24 timer. Broderen afleverede ansøgeren til en agent, som hjalp hende til Sudan, hvor ægtefællen var, som bekræftede, at han havde arbejdet for OLF. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den ikke fremstår troværdig, men derimod konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen fremstår usammenhængende, sådan som den fremgår af referatet fra samtalen [en nærmere bestemt dato] i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvordan hendes mand kunne vide, at det var politiet, der kom den pågældende aften, og hvorfor han forlod huset via bagdøren uden, at der var nævnt noget om politiet, inden hun lukkede op, når hun ikke selv kunne se, at det var politiet, der bankede på. Hun har endvidere forklaret divergerende om højden på hegnet uden for huset, idet hun til samtalen [den nærmere bestemt dato] oplyste, at det gik hende til skuldrene, mens hun for nævnet har forklaret, at det var omkring 2 meter højt og højere end hende. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev indsat i et fængsel i Jimma by, hvor hun ifølge referatet af samtalen [den nærmere bestemt dato] aldrig havde været før. Ansøgeren har haft svært ved at oplyse nærmere detaljer om det fængsel, hvor hun angiveligt blev tilbageholdt i 20 dage, udover at det var en stor brun bygning med celler og kontorer, og at der i forhørslokalet var nogle borde, stole, papirer og madrasser. Hun har desuden ikke kunnet fortælle nærmere om det sted, hvor hun blev løsladt, udover at det skete udendørs i Jimma by om natten. Over for nævnet har ansøgeren uddybet, at det var i en skov, idet der var træer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor overgrebene mod hende i fængslet fandt sted. Under samtalen den [nærmere bestemte dato] fortalte hun, at voldtægterne fandt sted i et andet rum end afhøringsrummet, mens hun for nævnet har forklaret, at alle overgrebene skete i afhøringsrummet. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt hendes bror havde telefon eller ej, og hun har for nævnet uddybende forklaret, at hun ikke har kontaktet ham, fordi hun er bange for hans sikkerhed. Det forekommer i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ikke har nogen kontaktoplysninger på sin ægtefælle, som hun flygtede sammen med. Ansøgerens forklaring bærer på centrale punkter præg af, at der ikke er tale om selvoplevede hændelser, herunder navnlig opholdet i fængslet. Forklaringen savner konkrete detaljer, der underbygger og sandsynliggør den – herunder f.eks. hvordan ansøgerens bror fik en aftale i stand med politiet om løsladelsen, og hvad han betalte herfor – og ansøgeren har svaret afglidende for nævnet på spørgsmål, som i almindelighed uden vanskelighed vil kunne besvares konkret og nøjagtigt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/50/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra [D], Etiopien. Ansøgeren har i en årrække støttet Oromo Liberation Front (OLF) økonomisk, men har ikke udført aktiviteter for bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker hende for at samarbejde med OLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun sammen med andre i hemmelighed samlede penge ind til en ungdomsgruppe ved navn Qero, der støttede OLF. I [vinteren] 2007 blev ansøgeren fængslet af de etiopiske myndigheder, idet de beskyldte hende for at samarbejde med Oromo Liberation Front (OLF). Under fængslingen blev ansøgeren bl.a. udsat for seksuelle overgreb, der resulterede i, at hun blev gravid. Da fødslen nærmede sig, blev ansøgeren tvunget til at skrive under på, at hun ikke ville være aktiv for OLF igen, hvorefter hun blev løsladt. Ansøgeren oplevede ikke problemer med myndighederne frem til [sommeren] 2012, hvor hun igen blev fængslet for at samarbejde med OLF. Dette skyldtes, at en person fra sammenslutningen ved navn Ekub, og som støttede OLF økonomisk, havde tabt sit OLF-medlemskort, hvorfor myndighederne troede, at andre i sammenslutningen også var medlemmer af OLF. Under fængslingen blev ansøgeren syg og indlagt på et hospital i [vinteren] 2013, hvor hun mødte en læge ved navn [A], der også var etnisk oromo. Lægen hjalp ansøgeren med at flygte fra hospitalet, hvorefter hun udrejste til Sudan. Ansøgerens fader har tidligere arbejdet for OLF, hvor han havde en betydningsfuld rolle, ligesom han har været fængslet herfor i fem år. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun to gange skulle have været fængslet, fordi hun har ydet økonomisk støtte til OLF. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren vedrørende begge fængslinger har forklaret divergerende om så væsentligt et punkt som, hvorvidt hun rent faktisk havde ydet støtte, eller der var tale om falske oplysninger. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren vedrørende den anden fængsling ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvorledes netop hun og de af de andre deltagere af Ekub, der støttede OLF, blev afsløret. Ansøgerens forklaring om, hvordan det lykkedes hende at flygte fra hospitalet, fremstår tillige divergerende uden indre logik. Forklaringen om nødvendigheden af forklædning hænger ikke sammen med, at hun rent faktisk forlod hospitalet uden at blive antastet, fordi hendes vagt var til frokost. Den omstændighed, at ansøgeren har brændemærker og andre mærker, som kan stamme fra vold, findes på denne baggrund ikke at kunne føre til et andet resultat, idet sådanne mærker ligesåvel kan stamme fra vold overgået ansøgeren under andre omstændigheder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de påpegede divergenser ikke findes at kunne skyldes tolkeproblemer. De af ansøgeren fremlagte erklæringer findes heller ikke at kunne føre til en ændret vurdering, idet de gengivne oplysninger stammer fra ansøgeren selv. Eksistensen af erklæringerne, herunder om at ansøgeren skulle have støttet OLF, findes heller ikke at have et sådant indhold, at de i sig selv ville kunne sætte ansøgeren i myndighedernes søgelys, som en politisk støtte af OLF. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/5/LOD
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea, frygter at blive fængslet og behandlet umenneskeligt, eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, eftersom de mistænker ham for at være etiopisk spion, og fordi han har stillet spørgsmål vedrørende sin genindkaldelse til militæret, som han ikke ønsker at vende tilbage til. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter ikke, at kunne opnå etiopisk statsborgerskab, og dermed ikke kunne opholde sig lovligt i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er barn var en etiopisk mor og en eritreisk far. Han blev i 2013 fængslet i en længerevarende periode, eftersom han satte spørgsmålstegn ved, hvorfor han skulle deltage i almindelig militærtjeneste igen. Ansøgeren antager, at de eritreiske myndigheder mistænker ham for at være etiopisk spion, eftersom hans mor er etiopisk statsborger. Ansøgerens far betalte for at få ansøgeren løsladt, således at ansøgeren kunne flygte fra Eritrea. Flygtningenævnet drøftede sagen med Udlændingestyrelsens repræsentant og ansøgerens advokat i anledning af advokatens indlæg fra […] og de deri rejste spørgsmål om ansøgerens statsborgerskab. Formanden bemærkede, at Udlændingestyrelsen ikke i afgørelsen har forholdt sig til ansøgerens asylmotiv i forhold til Eritrea, og at dette sammenholdt med de spørgsmål, der er rejst af advokaten, giver nævnet anledning til at overveje en hjemvisning af sagen. Udlændingestyrelsens repræsentant havde ikke bemærkninger hertil. Ansøgerens advokat tilsluttede sig en hjemvisning. På spørgsmål fra formanden oplyste advokaten, at hans klient samtykker til, at akterne fra hans [asylsag i et andet europæisk land] indhentes, og også til at der rettes henvendelse til hans søster i [et andet europæisk land] for at forespørge hende til, om hun er indforstået med at akterne fra hendes asylsag udleveres til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet besluttede herefter at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på: 1. At styrelsen tager stilling til den del af ansøgerens asylmotiv, der relaterer sig til Eritrea. 2. At det søges afdækket, hvor ansøgerens far kommer fra, og hvilket statsborgerskab han har samt på hvilket grundlag, han har opnået dette, herunder om faderen oprindeligt var etiopisk statsborger fra den del af landet, der blev til Eritrea i 1993, eller om han var statsborger i et andet land. 3. At det søges afdækket, hvor ansøgerens mor kommer fra, herunder om hun kommer fra den del af Etiopien, der blev til Eritrea i 1993 eller fra et andet sted i Etiopien. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens advokat er i besiddelse af moderens id-kort og har oplyst, at dette er udstedt i forbindelse med folkeafstemningen om Eritreas uafhængighed i 1993 og har oplyst, at hans klient har forklaret ham, at moderen stemte. 4. Nævnet ønsker i den forbindelse med henvisning til Landinfos Temanotat af 22. december 2009 om ”Statsborgerskap og opholdstilladelse for eritreere og etiopiere med eritreisk bakgrunn” side 13, at det søges afdækket, om den omstændighed, at det er oplyst, at ansøgerens mor skulle have stemt i forbindelse med folkeafstemningen, kan have betydning for ansøgerens mulighed for at opnå statsborgerskab i Etiopien. 5. Nævnet ønsker med henvisning til samme notat side 8 afdækket, om der i forbindelse med en ansøgning om etiopisk statsborgerskab kan/vil blive stillet betingelser, og hvilken form for dokumentation ansøgeren skal tilvejebringe, for at han automatisk, som anført i Udenrigsministeriets notat fra 10. februar 2016 kan opnå etiopisk statsborgerskab. 6. Nævnet ønsker med henvisning til samme notat side 13, at det søges afdækket, om det i praksis vil have betydning for ansøgerens mulighed for at opnå etiopisk statsborgerskab, hvis han har et eritreisk id kort og har været i militæret. 7. Nævnet ønsker endvidere, at det søges afdækket om ansøgeren, der er født i 1989 og i 2001 har fået udstedt en eritreisk fødselsattest, har mulighed for at opnå statsborgerskab i Etiopien. I samme forbindelse ønskes det afklaret, om det er muligt at ægthedsvurdere fødselsattesten og i den forbindelse at afklare, om det er normalt, at betales stempelafgift i forbindelse med, at der udstedes en attest.” Etiopien/2016/49/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya, ortodoks kristen og født i Awasa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at der er ufred, at mange mennesker flygter derfra, at hun ikke kender sproget, og at hun ikke har nogen familie i landet. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter [sin datters far], som hun har en konflikt med, og at hun ikke vil have nogen rettigheder i Etiopien, idet hun ikke har nogen id-dokumenter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er født i Awasa, Etiopien, den […]. Hun har oplyst, at begge hendes forældre er eritreiske statsborgere, og at de kom til Etiopien på grund af arbejde, før ansøgeren blev født. Da ansøgeren var 13 år gammel, blev hendes forældre tvunget til at rejse tilbage til Eritrea. Ansøgeren var i skole, da hendes forældre blev sendt ud. En kvinde, der havde kendt ansøgerens mor, sendte herefter ansøgeren hen til sin søster i Addis Abeba, hvor ansøgeren boede i fem år og arbejdede for sin søster. Kvinden fortalte ansøgeren, at hun ville give besked, hvis ansøgerens familie kom efter hende. Ansøgeren fik ikke besked herom. Da ansøgeren blev 18 år, fandt hun et arbejde hos en mand, [sin datters far], der boede alene. Efter hun havde arbejdet der i et år, blev hun voldtaget af manden og blev gravid med sin datter. Manden ville have ansøgeren til at skifte religion, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Derefter måtte ansøgeren ikke længere bo hos ham. Herefter lejede ansøgeren et værelse og levede af at vaske tøj. Da hendes datter blev seks måneder gammel, bad hun manden om økonomisk støtte. Dette ville han kun indvillige i, hvis ansøgeren skiftede religion, og i forbindelse hermed chikanerede han hende verbalt. Da ansøgerens datter var to år gammel, bad hun igen manden om økonomisk støtte. I den forbindelse truede han ansøgeren med at slå hende og datteren ihjel, hvis hun kom igen og stadig ikke ønskede at skifte religion. Ansøgeren blev sparket én gang ved denne episode. Ansøgeren udrejste, fordi hun blev truet af manden, som hun havde boet hos, og fordi hun ikke havde nogen familie i Etiopien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er eritreisk statsborger. Det tiltrædes derfor, at hendes asylmotiv skal vurderes i forhold til, at hun er etiopisk statsborger. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremlagt nogen former for dokumentation for sit statsborgerskab. Ansøgeren er imidlertid efter sin egen forklaring født og opvokset i Etiopien og har aldrig været i Eritrea, ligesom hun heller ikke taler et af hovedsprogene i Eritrea. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hendes forældre skulle være eritreiske statsborgere. Ansøgerens forklaring om, at hun er blevet efterladt i Etiopien af sine forældre og omstændighederne i forbindelse hermed, forekommer endvidere mindre troværdig. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste hverken er blevet opsøgt af eller selv har forsøgt at kontakte sine forældre. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Etiopien til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på de divergenser, der forekommer i de af hende afgivne forklaringer om kontakten med [sin datters far], således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Uanset om der måtte være en sådan konflikt mellem ansøgeren og [sin datters far], finder nævnet desuden, at ansøgeren med sin baggrund må antages at have mulighed for at søge beskyttelse hos myndighederne i Etiopien. På den anførte baggrund stadfæster Flygtningenævnet således Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.” Etiopien/2016/48/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, sunnimuslim og tilhører hovedklanen Gabooy, subklanen Madhibaan fra Danood i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter politiet, fordi hun har underskrevet en erklæring om, at politiet har dømt hende til døden, som følge af, at hendes mor har omskåret en lille pige, der forblødte, og hvis far, […], arbejder for politiet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til sit hjemland og opholde sig, hvor der er muslimske somaliere, fordi hun har et kryds på venstre skulder og under venstre bryst, hvilket vil medføre, at hun vil blive forvekslet med at være en kristen, der udgiver sig for at være muslim og derfor vil blive slået ihjel. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Etiopien, fordi hun bliver diskrimineret af alle somaliske klaner, idet hun stammer fra Gabooy-klanen. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for det voldelige og seksuelle overgreb, som hun angiver at have været udsat for, til grund, da den forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det tidsmæssige forløb i forbindelse med morens omskæring af en pige, pigens død og [faren]s anholdelse af ansøgeren, der efter ansøgers forklaring for nævnet skulle være foregået i løbet af en formiddag, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [faren] til grund. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens asylmotiv vedrørende markeringerne på ansøgerens krop, ikke kan føre til en anden vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens tilhørsforhold til Gabooy-klanen ikke i sig selv er til hinder for, at ansøgeren tvangsmæssigt kan udsendes til Etiopien. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/47/COL
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrini og ortodoks kristen fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Eritrea, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet på grund af sin ulovlige udrejse, og at han tvinges til militærtjeneste. Ansøgeren har i forhold til Etiopien henvist til, at han ikke kan vende tilbage dertil, da han ikke kan bo frit i Etiopien, hvor han var fængslet i omkring to måneder. I fængslet blev han udsat for tortur, herunder slag på benene og på en tand, som han stadig har smerter i. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er eritreisk statsborger, men lægger til grund, at han er statsborger i Etiopien og asylretligt skal vurderes i forhold til Etiopien. Flygtningenævnet bemærker således, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Etiopien, at en person, der er født af enten en etiopisk mor eller en etiopisk far, har krav på etiopisk statsborgerskab, og at ansøgerens mor efter de foreliggende oplysninger er etiopisk statsborger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren adskillige gange under asylsagens behandling, blandt andet i asylansøgningsskemaet, har oplyst, at hans mor og mormor er etiopiske statsborgere, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens oplysning om, at hans mor og brødre på et tidspunkt tog ophold i Etiopien. Uanset om ansøgerens forklaring om sin fængsling i Etiopien i et par måneder lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, hvorved bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at han blev løsladt fra fængslet uden betingelser, således at en eventuel konflikt med de etiopiske myndigheder må anses for afsluttet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/46/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali af klanen ogaden og muslim fra […], byen Jijiga, regionen Fanfan, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet og tortureret, idet han er blevet beskyldt for at være spion for ONLF. Ansøgeren arbejdede som assistent for en buschauffør, [navn på buschaufføren]. Ansøgeren skulle blandt andet stå for at modtage betaling for busturen fra passagererne. I slutningen af 2014 kørte en person fra Liyu Police med bussen. Ansøgeren overhørte personen, der under busturen foretog et telefonopkald, kalde ansøgeren for ”ube”, hvilket er et nedsættende ord om ONLF-medlemmer eller -sympatisører. Da ansøgeren stod af bussen som den sidste blev han overfaldet af personen fra Liyu Police og fire andre personer. Først efter overfaldet blev ansøgeren klar over, at personen fra bussen hedder [navn på personen], og er leder af den lokale politistation. Ansøgeren blev efter overfaldet kørt til et apotek, hvor han blev behandlet. Han fik derefter fri i syv dage. Dagen efter fik han besøg af en af sine venner, [navn på vennen, X], som fortalte, at [buschaufføren] var blevet anholdt ved en kontrolpost, fordi der havde været to kvindelige passagerer på bussen, som var ONLF-medlemmer. [Buschaufføren] blev derfor mistænkt for også at være ONLF-medlem. Idet ansøgeren arbejdede for [buschaufføren], blev han også mistænkt for at være ONLF-medlem. Ansøgeren tog derfor ophold hos sin morbror i [byen J]. Omkring nytårsskiftet 2014/2015 ringede ansøgerens mor og fortalte, at deres bopæl var blevet ransaget. Samme eftermiddag blev hun fængslet i Ogaden Fængslet. Ansøgeren udrejste i begyndelsen af 2015. En uge efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren ringet op af sin ven, [navn på vennen, M], som fortalte, at moren var blevet løsladt. Ansøgeren talte efterfølgende med sin mor, men de talte ikke om fængslingen af frygt for aflytning. I maj 2016 talte ansøgeren igen med [M], der oplyste, at ansøgerens mor og morbror var blevet fængslet i Ogaden Fængslet, fordi hun trods ordrer om at blive i Jijiga var taget på besøg hos sin bror i [byen J]. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i relation til episoden, hvor han opkrævede betaling fra et medlem af politikorpset, efter at være blevet udsat for vold, efter sin egen forklaring fik lov til at gå uden trusler om yderligere repressalier. Ansøgerens forklaring om, hvorvidt de to kvinder, der angiveligt rejste uden legitimationspapirer og derfor blev beskyldt for medlemskab af ONLF, skulle have relation til ham og på hvilken måde og hvornår, han blev gjort bekendt hermed, findes at kunne tilsidesættes som divergerende og usandsynlig. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren har kunnet rejse over længere strækninger uden legitimationspapirer gennem et område, hvor kontrolposter efter hans egen forklaring, var forekommende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/45/MKT
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eritreisk statsborger, og at han ved en indrejse til Eritrea frygter at blive tvunget i nationaltjenesten, fordi han har hørt, at nationaltjenesten i Eritrea er uendelig. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Etiopien frygter myndighederne, fordi hans familie blev opsøgt i 2006, hvor hans far blev beskyldt for at have medvirket til at bombe en skole. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre emigrerede fra Eritrea til Etiopien, før han blev født. Ansøgeren har videre oplyst, at han er født og opvokset i byen […] i [by] i Etiopien. I 2008 udrejste han til Sydafrika, hvor han boede til november 2014. Herefter vendte han tilbage til Etiopien. Ansøgeren har opholdt sig problemfrit i Etiopien indtil sin udrejse i juni 2015. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at det må lægges til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger, og at hans asylsag skal vurderes i forhold til Etiopien. Der henvises til, at ansøgeren er født og opvokset i Etiopien, efter at ansøgerens mor havde opnået etiopisk statsborgerskab, hvorefter det med henvisning i øvrigt til de foreliggende baggrundsoplysninger kan lægges til grund, at en person født i Etiopien automatisk opnår etiopisk statsborgerskab, hvis en eller begge forældre er etiopiske statsborgere, og at det ikke er tilladt med dobbelt statsborgerskab i Etiopien, jf. Udenrigsministeriets notat om ”Proclamation on Ethiopian Nationality No. 378/2003” af den 10. februar 2016. Det fremgår endvidere af Landinfos rapport fra 22. december 2009 ”Etiopia: Statsborgerskap og oppholstillatelse for eritreere og etiopere med eritreisk bakgrunn”, at en etiopisk statsborger er en person med en eller to etiopiske statsborgere som forældre. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgerens forklaring om, at han ikke er statsborger i Etiopien. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for de etiopiske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om individuelle forhold af en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren personligt aldrig har haft konflikter eller problemer med de etiopiske myndigheder, idet ansøgerens forklaring overfor nævnet om, at han er blevet slået på benene ved sin indrejse til Etiopien i november 2014 forkastes som utroværdig. Der lægges således vægt på, at ansøgeren ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller i asylansøgningsskemaet har oplyst herom. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerens frygt for myndighederne baserer sig på deres mistanke om, at ansøgerens far var medvirkende til bombningen af en skole i 2006, og at ansøgeren i en periode fra november 2014 til sin udrejse i juni 2015 problemfrit har opholdt sig i Etiopien uden at blive eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/44/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra […], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, idet han er mistænkt for at være medlem af Ogaden National Liberation Front (ONLF). Han har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato i [en nærmere bestemt måned i foråret] 2000 blev opsøgt af omkring 50 soldater fra den etiopiske stat. Ansøgerens bror, [A], blev i den forbindelse skudt og dræbt af de omtalte soldater, ligesom ansøgeren selv blev fængslet på grund af beskyldninger om medlemskab eller viden om ONLF. Ansøgeren var i [en periode på omkring tre måneder] fængslet i Kafla Doorka-fængslet i Dagabur i Etiopien. Ansøgeren flygtede på en ukendt dato [tre måneder senere] fra fængslet ved brug af en metalgenstand og spark på fængslets mure, hvorefter han udrejste af Etiopien samme nat. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i Etiopien i 2000 har været divergerende på en række væsentlige punkter, herunder om detaljer ved begivenhederne i fængslet, flugten fra fængslet, finansieringen af den videre flugt til Yemen og kontakterne til familien i hjemlandet. Forklaringen om, hvorledes det lykkedes at flygte fra fængslet, forekommer desuden i sig selv mindre sandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for sin identitet. Han har fremlagt dokumentation for, at en kvinde, et barn og en mand er registreret af UNHCR i Yemen, men han har ikke fremlagt dokumentation for, at han selv er registreret der, uanset at han har oplyst, at de pågældende er henholdsvis hans hustru, svoger og søn. Det fremgår af e-mail af [nærmere bestemt dato] fra UNHCR i Stockholm, at ansøgeren ikke er registreret i UNHCRs database, og at UNHCR ikke har dokumentation vedrørende ansøgeren. Yderligere forekommer ansøgerens forklaring om episoden i Yemen i 2004 mindre sandsynlig. Dels har ansøgeren forklareret divergerende om sit kendskab til den ene af de to personer, dels forekommer det ikke troværdigt, at UNHCR skulle have arrangeret et møde om ansøgeren med repræsentanter fra den etiopiske ambassade. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Etiopien/2016/43/STR
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har over for Flygtningenævnet redegjort for sit nuværende engagement i EPPF (Ethiopian People Patriotic Front), og de problemer dette har medført for hans familie i hjemlandet, således som det fremgår ovenfor. Han har endvidere forevist en partibog og et medlemskort. Nævnet har desuden fået forevist uddrag af en video uploadet på YouTube med blandt andet ansøgeren. Det fremgår af videoen, at ansøgeren har tilknytning til EPPF. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen bør have lejlighed til at foretage en nærmere efterprøvelse og vurdering af disse nye oplysninger. På den anførte baggrund hjemviser Flygtningenævnet derfor sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med særligt henblik herpå. I forbindelse med den fornyede behandling af sagen kan nævnet i øvrigt pege på muligheden for at få foretaget en ægthedsvurdering af de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med sagens behandling, herunder også af de dokumenter, der vedrører hans medlemskab af Unity for Democracy and Justice Party (UDJP) og de breve, han i den forbindelse har modtaget fra det etiopiske politi.” Etiopien/2016/42/DH.
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren tilhører Ogaden-klanen, er etnisk somali og er sunni-muslim fra Wardheer, Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin ægtefælle, idet hun har forladt ham. De blev tvangsgift i 2013. Hun har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes onkel vil tvinge hende tilbage i ægteskabet med […]. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes onkels søn, […], dræbte ansøgerens ægtefælles ene søn. Ansøgerens onkel indgik i den forbindelse en aftale med [ansøgerens ægtefælle] om, at ansøgerens onkel skulle betale blodpenge i form af 100 kameler, et gevær, og at ansøgeren skulle tvangsgiftes med [ham], som er en ældre mand. Ansøgeren blev i 2013, efter hendes fars forsvinden og uden hendes egen tilstedeværelse, viet med [sin ægtefælle] og skulle derefter bo sammen med ham i Wardheer. Ansøgeren forsøgte at modsætte sig, men hun blev tvunget til at tage ophold hos [sin ægtefælle]. Ali behandlede ansøgeren dårligt, og hun blev slået, såfremt nogle af dyrene manglede, når hun stod for pasningen af disse. Efter to års ophold hos [ægtefællen] lykkedes det ansøgeren at flygte fra bopælen til Addis Ababa med hjælp fra sin veninde, [ægtefælle]. Ved ankomsten til Addis Ababa blev ansøgeren adskilt fra sin veninde. Hun opholdt sig herefter i to måneder hos en agent, der etablerede kontakt til ansøgerens morbror, […], i Kenya. [Hendes morbror] indvilligede i at finansiere ansøgerens udrejse til Europa for 9500 US dollars. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes konflikt fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hun, da hendes onkel afhentede hende fik at vide, at hun skulle bortgiftes, og om hvorvidt hun var et eller to år hos [sin ægtefælle]. Ansøgeren har således først forklaret, at hun var et år hos [ægtefællen], mens hun senere forklarede, at hun var to år hos [ægtefællen]. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgeren til advokaten har forklaret, at hun opholdt sig to år hos [ægtefællen], mens hun under nævnsmødet forklarede, at hun alene opholdt sig et år hos [ægtefællen]. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt hun og veninden mødte en mand i Addis Ababa, som ledte dem til en agent, eller om de straks mødte to agenter. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om i hvilke situationer, hun blev slået af [sin ægtefælle]. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at [ægtefællen] slog hende, hvis hun som hyrde mistede et dyr, mens hun under nævnsmødet forklarede, at hun også blev slået, fordi hun ikke ville sove sammen med [ægtefællen], og at dette skete meget ofte. Om sovearrangementet har ansøgeren tidligere forklaret til Udlændingestyrelsen, at [hendes ægtefælle] accepterede, at hun sov udenfor, når bare hun passede dyrene. Ansøgerens forklaring om, at hun altid kunne flygte udenfor, når [han] havde slået hende, således at hun kunne slippe for at sove sammen med ham, forekommer i den forbindelse også utroværdigt. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til [sin ægtefælle] og således heller ikke, at hun har et modsætningsforhold til sin onkel. Endelig finder nævnet, at ansøgerens forklaring om venindens besøg og flugten samt betalingen for denne tillige fremstår usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke ved noget om veninden og hendes problemer, og det forekommer ligeledes mindre sandsynligt, at ansøgeren og hendes veninde med de samme de ankom til Addis Ababa lod sig adskille for at gå med hver sin fremmede mand. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om hendes onkel i Kenya og en tilfældig agents kendskab til ham usandsynlig. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for divergenserne eller forklare uddybende om sine forhold. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Etiopien/2016/41/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Dhagxbuur, Jarar, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive tilbageholdt af de etiopiske myndigheder for mistanke om medlemskab af Ogaden National Liberation Front, ONLF. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ONLF opsøgte hans forældres forretning to gange i 2013, hvor hans forældre blev truet og frataget 3000 bir. Ansøgeren blev herefter i [efteråret] 2014 anholdt af det etiopiske politi på et thehus i Dhagxbuur. Myndighederne tilbageholdt ham i Kibla Door fængslet i Dhagxbuur, fordi de mistænkte ham for at være medlem af ONLF. Ansøgeren var blevet angivet af nogle ukendte personer fra Dhagxbuur. Myndighederne slog og sparkede ham under hans ophold i fængslet. Han blev også slået med en pind, og han fik pisk. Overgrebene fandt sted tre gange om dagen - morgen, middag og aften. Der var ikke noget system heri. Han blev slået flere dage end han ikke blev slået. Han flygtede fra Etiopien efter tre måneders fængselsophold, da det lykkedes ham at flygte i forbindelse med et toiletbesøg. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er etiopisk statsborger, etnisk somali, fra Dhagxbuur, til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har givet en lang række konkrete oplysninger om området, som det må lægges til grund er rigtige, og at det ikke kan udelukkes, at ansøgerens angivelse af at være fra Somalia har sammenhæng med hans etnicitet og bopæl. Resultatet af sprogtesten kan ikke med sikkerhed ændre herpå. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens forældre har været opsøgt af ONLF to gange i 2013, således som ansøgeren har forklaret. ONLFs henvendelse var rettet til forældrene, og forældrene har i øvrigt ikke været opsøgt siden. Nævnet finder således ikke, at ONLF har nogen særlig interesse for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke ansøgerens forklaring om anholdelse og fængsling af de etiopiske myndigheder fra [efteråret] til [vinteren] 2014 til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, herunder at han har betegnet myndighederne som henholdsvis det etiopiske militær/politi og overgrebenes karakter, omfang og fordeling, ligesom ansøgerens forklaring om, at han ikke blev udspurgt om sin bopæl ikke forekommer sandsynlig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved flugten fra fængslet forekommer helt usandsynlig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har noget udestående med de etiopiske myndigheder, og der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/40/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har støttet Oromo Liberation Front økonomisk samt været medarrangør af en demonstration imod regeringens planer om udvidelse af hovedstaden Addis Abeda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi han er flygtet fra fængsel, ligesom myndighederne mistænker ham for at samarbejde med oppositionen, OLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2010 blev fængslet sammen med sin fader, idet der op til parlamentsvalget var blevet hængt propaganda fra regeringspartiet op på familiens forretning, som en ukendt person havde sat et kryds henover og skrevet ”I skal stemme på OLF”. Ansøgeren blev tilbageholdt af politiet i tre dage, hvor han gentagne gange blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt ved at underskrive en erklæring om ikke at ville støtte OLF. Ansøgerens fader blev ikke løsladt, idet det var almindeligt kendt, at han støttede OLF, idet han tidligere havde siddet fængslet i fem år for at samarbejde med OLF. Det lykkedes ansøgerens familie at få faderen løsladt mod kaution i 2012. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han og fire venner fra universitetet i [H] arrangerede en stor demonstration med 1000 deltagende studerende i protest mod regeringens udvidelsesplan for Addis Abeba. De lavede blandt andet bannere, hvorpå de skrev, at alle oromo-fanger skulle løslades, og at udvidelsesplanen skulle stoppes. Demonstrationen fandt sted [i foråret] 2014, hvor ansøgeren gik forrest, men den blev hurtigt stoppet af de etiopiske myndigheder. Politiet affyrede skud, og flere blev ramt. Ansøgeren og flere andre blev anholdt og bragt til politistationen. Politiet beskyldte ansøgeren for at støtte OLF. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen afhørt, udsat for fysiske overgreb samt truet med at blive slået ihjel. Ansøgeren var fængslet frem til [sommeren] 2014, hvor hans onkel fik ham smuglet ud ved at bestikke nogen indenfor politiet. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Etiopien. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende og udbyggende på væsentlige punkter i en sådan grad, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Det bemærkes herved, at divergenserne efter deres karakter ikke findes at kunne skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt der deltog 100 eller 1000 mennesker i demonstrationen og udbyggende om, hvorvidt han blot var deltager eller medarrangør sammen med fire andre. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår han blev registeret af politiet i forhold til anholdelsen samt divergerende om, hvorvidt både han selv og hans fader blev løsladt efter tre dage, da de var fængslet i 2010. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at faderen både før og efter 2010 skulle have haft konflikter med myndighederne på grund af samarbejde med OLF. Flygtningenævnet bemærker, at dette i givet fald ville understøtte myndighedernes mistanke mod ansøgeren, og det derfor forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke har nævnt dette som en underbygning af, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive associeret med OLF. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens manglende troværdighed understøttes af, at han for nævnet har givet oplysninger om den angivelige hjemby i relation til størrelse og lufthavnens status, der afviger væsentligt fra de oplysninger, der fremgår ved opslag på internettet. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, idet bemærkes, at de generelle forhold for oromoer ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/4/LOD
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Somali og sunni-muslim fra Degebur/Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har været tilknyttet ONLF, dog ikke i grupperingens militante afdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive tilbageholdt, udsat for overgreb og dræbt af de etiopiske myndigheder, fordi han og hans far er mistænkt for at støtte Ogaden National Liberation Front (ONLF). Han har til støtte herfor oplyst, at hans far gennem en årrække har været aktivt medlem af ONLF, og at han selv sympatiserede med grupperingen. I [vinteren] 2009 blev ansøgerens bror anholdt, og i 2010 blev ansøgeren selv anholdt. Under fængslingerne blev både ansøgeren og hans bror presset til at give de etiopiske myndigheder oplysninger om deres far. Efter omkring tre måneders fængsling blev ansøgeren løsladt i [foråret] 2010 på betingelse af, at han bidrog med oplysninger om sin far og om ONLF. Ansøgerens bror var blevet løsladt to til tre uger forud herfor. Der skete herefter ikke yderligere, før ansøgeren og hans bror i [sommeren] 2013 igen blev anholdt og beskyldt for at være medlemmer af ONLF. Ansøgeren var herefter fængslet i omkring et år, i hvilken forbindelse han blev udsat for regelmæssige afhøringer og gentagne fysiske overgreb. I [sommeren] 2014 blev han løsladt på betingelse af, at han indvilgede i at finde sin far inden for syv dage. I forbindelse med løsladelsen skrev han under på et dokument, hvoraf det fremgik, at han ville blive straffet, såfremt han ikke overholdt denne betingelse. Ansøgerens bror afgik ved døden under sin fængsling som en følge af de overgreb, som han blev udsat for i fængslet. Med hjælp fra en mand ved navn […] udrejste ansøgeren herefter til Somalia. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at de etiopiske myndigheder har kontaktet de kenyanske myndigheder med henblik på at finde frem til hans familie, som opholder sig i Kenya. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om sit asylmotiv under tre samtaler hos Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er nævneværdige divergenser i forklaringerne, men nuancer, som ansøgeren har redegjort for under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far er tilknyttet ONLF, og at myndighederne er bekendt hermed samt, at myndighederne i den forbindelse har tilbageholdt ansøgeren to gange og presset ham til at indgå aftale med myndighederne om at spionere og fremkomme med oplysninger om faderen og andre med tilknytning til ONLF, ligesom myndighederne har beskyldt ansøgeren for selv at være tilknyttet ONLF. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han under tilbageholdelserne har været udsat for tortur, til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Etiopien 2016/39/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somali, statsborger i Etiopien og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af ONLF i omkring en måned. Herudover har ansøgeren ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi hun har været medlem af oprørsgruppen ONLF. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i sin skole blev beskyldt for at være medlem af ONLF, og hun blev derfor nægtet at fortsætte sin skolegang af Liyu Police. Efter beskyldningerne blev hun opsøgt af Liyu Police omkring 10-15 gange. De kom om natten og hentede hende. De kørte hende væk og slog hende. Ansøgeren besluttede efter episoderne at flygte ud på landet, hvor hun blev medlem af ONLF. Hun befandt sig i organisationens lejr i omkring en måned, hvor hun lavede mad. Ansøgeren har videre oplyst, at de etiopiske myndigheder angreb lejren den [ultimo] 2011, hvorefter hun blev fængslet i […]. Hun var fængslet i et år, hvorefter hun af en domstol blev idømt fængsel på livstid. Ansøgeren flygtede fra fængslet efter omkring tre år. Det var hendes kæreste, som var vagt i fængslet, der hjalp hende ud af fængslet. De gik sammen ud af hovedindgangen til fængslet, efter at han havde lovet at returnere hende den efterfølgende dag. De gik til et ukendt hus, hvorfra hun flygtede. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har fået at vide, at hendes halvsøster er blevet dræbt efter ansøgerens udrejse, fordi hun blev beskyldt for at have hjulpet ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på væsentlige punkter er udetaljeret og ikke fremstår selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren var den eneste i lejren, der blev anholdt af Liyu Police, mens de øvrige ca. 500 medlemmer af ONLF enten blev skudt eller flygtede. Ligeledes forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgerens halvsøster skulle være blevet slået ihjel af Liyu Police, fordi hun blev anklaget for at bistå ansøgeren med flugten fra Etiopien, mens ansøgerens mor, der arrangerede ansøgerens udrejse, flere gange efter ansøgerens udrejse har været i kontakt med Liyu Police uden at blive udsat for overgreb eller lignende repressalier. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om flugten fra fængslet forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren har kunnet forlade fængslet ud ad hovedindgangen sammen med fængselsvagten, herunder at der – særligt henset til fængslets størrelse – angiveligt kun var én anden vagt, og som der var indgået aftale med. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit forhold til fængselsvagten. Til oplysnings- og motivsamtalen [medio] 2015 oplyste ansøgeren, at hun blev kæreste med en fængselsmedarbejder, som hjalp hende med at flygte fra fængslet. Til asylsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at forholdet til vagten startede, da hun havde siddet fængslet i ca. 2,5 år, og at de plejede at se hinanden, når hun var uden for sin celle, hvilket var ca. 1 gang om ugen. Endvidere har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at hun flygtede fra det ukendte hjem, da kæresten var faldet i søvn. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen konsekvent omtalt fængselsvagten som sin kæreste. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at vagten gerne ville have sex med hende, og at der ikke var tale om, at de var kærester af kærlighed. Samtidig har ansøgeren forklaret, at når hun blev taget ud af sin celle ca. 1 gang om ugen, blev hun bragt til en anden bygning, hvor hun blev afhørt og udsat for slag med plastikrør. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om personerne i ONLF-lejren. Til asylsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun ikke kendte navnene på nogen personer i ONLF-lejren. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at man i lejren ikke brugte sit eget navn af sikkerhedsmæssige grunde, men at hun kender mange af øgenavnene på folk fra lejren. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om transporten fra ONLF-lejren. Til asylsamtalen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun blev anholdt, og at hun efter anholdelsen blev slået, bundet og kørt til et fængsel på ladet af en brun pickup. Endvidere har hun forklaret, at hun var den eneste i bilen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun var besvimet, og at hun først vågnede op, da hun var i fængslet. Flygtningenævnet bemærker herefter, at der på baggrund af ovenstående ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/38/IBL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [en by] i Tigray-provinsen, Etiopien. Ansøgeren har været medlem af det regeringskritiske parti Demhit fra 2008 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de etiopiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der i [ultimo] 2008 kom fire personer fra partiet Demhit til den lokale kirke, hvor de uddelte løbesedler for partiet. 14 dage senere mødte ansøgeren og omkring 20 andre personer op ved […]floden, hvor ansøgeren blev registreret som hjælper for partiet. Fra omkring 2008 til 2010 uddelte ansøgeren løbesedler for partiet ved kirker og skoler, når ingen var til stede, samt indsamlede information fra lokalbefolkningen, som han videregav til Demhit. I medio 2010 blev ansøgeren hentet på sin bopæl og tilbageholdt af politiet. Det første år var ansøgeren fængslet i [en by], hvorefter han blev anbragt i et underjordisk fængsel i [en anden by] i tre år. Ansøgeren var fængslet i i alt fire år og blev udsat for fysiske overgreb i forbindelse med afhøringer. Om aftenen [medio] 2014 lykkedes det ansøgeren at flygte ved at gemme sig i et stort traktorhjul, som stod udenfor fængslet. Ansøgeren løb mod byen og tog derefter videre mod grænsebyen […], hvorfra han udrejste af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke fremstår som analfabet og hyrde fra en isoleret landsby, hvorimod han er velformulerende og giver indtryk af at have en relativ stor viden om regeringen og den politiske situation i landet. Da han under nævnsmødet blev foreholdt oplysningen om, at lederen af Demhit ifølge oplysninger på internettet var vendt tilbage til Etiopien og var meddelt amnesti, kunne han således umiddelbart give gensvar og argumentere imod, at dette skulle ændre risikoen for forfølgelse for personer, der har været aktive tilhængere af Demhit. Ansøgeren har også efter 4 års i fængsel, heraf de 3 i et underjordisk fængsel uden hverken dagslys eller elektrisk lys, kunnet angive nøjagtig dato og klokkeslæt for sin flugt, ligesom han stadig var i besiddelse af sin fars telefonnummer, som han angiveligt havde skrevet på sin bluse. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han, da han i løb var flygtet fra fængslet, tilfældigvis mødte en navngiven bekendt, som kunne hjælpe ham til at få kontakt med ansøgerens far og således få sendt penge. Til sin beskikkede advokat og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han mødte en ukendt person, som lånte ham sin mobiltelefon, så han kunne ringe til sin far, og at faren herefter ringede tilbage og gav ham telefonnummeret på farens ven, som boede i den by, ansøgeren var flygtet til. På nævnets forespørgsel om, hvordan han kunne have farens telefonnummer efter det lange ophold i det mørke fængsel, fremkom ansøgerens forklaring om, at han havde skrevet telefonnummeret på sin bluse. Da ansøgeren herefter blev foreholdt sin forklaring om, at der ikke var telefoner og ikke var elektricitet i landsbyen, og at Demhit derfor ikke kunne kontakte ham telefonisk, forklarede ansøgeren, at hans far havde telefon. Flygtningenævnet finder på den ovennævnte baggrund og idet det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren efter det angiveligt lange fængselsophold under kummerlige forhold og fysiske overgreb var i stand til at flygte til fods og løbe til byen, som han kunne se lysskæret fra, at forklaringen om fængselsopholdet må tilsidesættes. Hertil kommer, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om sine aktiviteter for Demhit, herunder hvorledes og gennem hvem han havde kontakten med partiet, og hvor og hvor ofte han fik udleveret løbesedler og videregav oplysninger. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende spørgsmålet om at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret, at han skulle være påført skader som følge af det angivelige ophold i det underjordiske fængsel. Under hensyn hertil og til, at nævnet med den ovenfor anførte begrundelse har fundet ansøgerens forklaring utroværdig, finder nævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/37/col
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i juni 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Gabooye og er muslim fra Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han uretmæssigt har været beskyldt for at have samarbejdet med den politiske organisation ONLF. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af repræsentanter fra de etiopiske myndigheder, Liyu Police, som tidligere har beskyldt ham for at være medlem af grupperingen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far, som var medlem af ONLF’s væbnede styrker, blev dræbt under kamphandlingerne den 7. februar 2014. Kort efter farens død blev ansøgeren og hans familie angrebet af personer fra nabolaget, tilhørende klanen Isaaq, da de havde fået kendskab til farens aktiviteter for ONLF. Naboerne angreb ansøgeren og hans bror, som begge opholdt sig udenfor familiens hus. Da Liyu Police efterfølgende ankom til stedet, blev ansøgerens bror kørt til hospitalet, hvor han senere døde af sine kvæstelser. Ansøgeren blev også hårdt kvæstet, men blev anholdt og taget med til stationen. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring et døgn som mistænkt for at samarbejde med ONLF. I forbindelse med et toiletbesøg lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet til Sudan. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ikke – som Udlændingestyrelsen – finder tilstrækkeligt grundlag for på grundlag af sprogtesten at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han stammer fra Etiopien. Flygtningenævnet finder imidlertid uanset dette ikke, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv kan lægges til grund, idet hans forklaring har været upræcis, afglidende og divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt både han og broren nåede ind i huset efter angrebet, og om det var ansøgeren eller moren, der låste døren. Han har ligeledes forklaret divergerende og afglidende på spørgsmålet om indholdet af de papirer, der var fremme i fængslet, samt om hvorvidt han fik dem udleveret eller kun fik oplyst indholdet. Vedrørende forløbet efter flugten har han forklaret divergerende om antallet og indholdet af de telefonsamtaler, han havde med moren, mens han var i Sudan, og om hvem der fik overladt penge til turen, ham eller en agent. Hertil kommer, at hans forklaring om selve flugten fra fængslet, herunder at han trods det åbne sår i låret kravlede op på et tag i omkring to meters højde og med det som afsæt hoppede over en noget højere mur ovenpå hvilken der var pigtråd, hvorefter han landede på knæene nede på jorden, slet ikke fremstår overbevisende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien2016/36/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i juni 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra [bynavn], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, fordi hun ikke har været i stand til at angive, hvor hendes far, som er mistænkt for at være medlem af OLF, befinder sig. Ansøgeren har tillige henvist til generelle forhold for etniske oromoer, og til at hun på grund af farens forhold også selv mistænkes for at støtte OLF. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes familie i 2005 blev opsøgt af civilklædte politibetjente, der tog hendes far med til afhøring. De næste tre dage var ansøgeren og hendes mor i kontakt med ansøgerens far, men på fjerdedagen fik ansøgerens mor at vide, at ansøgerens far var blevet flyttet. Politiet kaldte i den forbindelse ansøgerens far for terrorist. I den efterfølgende tid blev ansøgerens familie gentagne gange opsøgt af politiet, der afhørte familien om farens opholdssted, ligesom de udsatte familien for fysiske overgreb og trusler på livet. Ansøgeren blev et par måneder inden udrejsen i et enkelt tilfælde udsat for et seksuelt overgreb. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, idet det fremstår divergerende og ikke troværdigt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det i sig selv fremstår mindre troværdigt, at myndighederne en gang om ugen gennem syv til otte år skulle have opsøgt familien for at spørge efter ansøgerens far. Såfremt interessen skyldtes, at myndighederne betragtede faren som profileret, fremstår det ikke troværdigt, at myndighederne ikke ved anholdelsen af faren foretog en ransagning af huset for at lede efter oplysninger om OLF, herunder om farens aktiviteter og andre medlemmer. Ansøgeren har for nævnet – efter at være foreholdt disse omstændigheder – fortalt om en ransagning, der skulle have fundet sted, efter at faren var flygtet fra fængslet. Dette fremstår imidlertid heller ikke troværdigt, idet hun har forklaret, at broren derefter fandt farens dokumenter, der lå i en aflåst skuffe i et almindeligt skab. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Hun har således forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne, når de kom, oplyste om at faren skulle være medlem af OLF, eller hun alene har denne oplysning fra broren. Hun har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt politiet var voldelig over for familien fra starten eller først efter omkring seks måneder. Flygtningenævnet bemærker herved, at der her er tale om to så væsentligt forskellige situationer over en så lang periode, at ansøgeren burde have kunnet huske det korrekte forløb selv på nuværende tidspunkt. Dertil kommer, at ansøgeren ikke i asylskemaet har forklaret om den voldtægt, som hun under motivsamtalen og efterfølgende har oplyst, var den udløsende faktor for hendes beslutning om at udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i skemaet alene har fortalt om chikane og hverken har nævnt at der var tale om en udvikling i grovheden af chikanen, eller at hun ved en enkelt lejlighed var udsat for et overgreb. Beskrivelsen i asylskemaet findes derfor så forskelligt fra den senere forklaring om voldtægt, at det ikke fremstår troværdigt. Endelig bemærkes, at de generelle forhold for etnisk oromoer ikke i sig selv er asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien2016/35/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen af trosretning fra […] provinsen, Etiopien. Ansøgeren har været medlem af Oromo Liberation Front (OLF) fra omkring 2004 til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive dræbt eller fængslet på livstid af de etiopiske myndigheder, fordi han har støttet OLF. Ansøgeren har oplyst, at han blev medlem af OLF i 2004 eller 2005. Ansøgeren deltog i en demonstration i byen [navn] for oromoernes rettigheder. Han blev i denne forbindelse udsat for fysiske overgreb af politiet. I 2014 var ansøgeren med til at arrangere en demonstration mod udvidelsen af byen […]. På tredjedagen for demonstrationen opstod der kampe med politiet. Politiet udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, hvorefter ansøgeren blev anholdt. Efter at have været fængslet i omkring otte måneder, bestak ansøgerens onkel en af vagterne i fængslet, så ansøgeren kunne forlade fængslet. Ansøgeren rejste herefter til by [byen], og udrejste [i vinteren] 2015 af landet. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af myndighederne på grund af sit medlemskab og sine aktiviteter for OLF til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og uden afgørende divergenser om sine aktiviteter for OLF. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren har været med til at arrangere demonstrationer og hverve medlemmer til OLF, ligesom flertallet lægger til grund, at han har været tilbageholdt af myndighederne, der den sidste gang blev bekendt med ansøgerens tilhørsforhold til OLF. Endelig har flertallet lagt til grund, at ansøgeren alene undslap sin seneste fængsling ved hjælp af beskikkelse. Flertallet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2016/34 /NFF
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ogaden og sunni-muslim af trosretning fra Jigjiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra Liyu Police, idet han har nægtet at arbejde som spion for militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror, [A], tilsluttede sig ONLF efter at have været en del af Liyu Police. Ansøgeren blev bekendt med dette, da han blev opsøgt af repræsentanter for Liyu Police, som bad ham om at finde ud af, hvor [A] befandt sig. Herefter blev ansøgeren opsøgt af Liyu Police to gange. Første gang blev ansøgeren truet, fordi han tilkendegav, at han ikke ønskede at hjælpe Liyu Police. Anden gang blev ansøgeren arresteret og bragt til [et fængsel]. Mens ansøgeren var fængslet, blev han indlagt på hospitalet på en afdeling, forbeholdt indsatte fra fængslet. På hospitalet arbejdede ansøgerens tidligere klassekammerat, [E], som hjalp ansøgeren med at flygte. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da denne ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist, afglidende, divergerende og udbyggende om en række forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgeren har således under asylsamtalen [i starten af] 2016 forklaret divergerende om sine oplysninger om [A]s opholdssted. Han forklarede først, at [A] var udstationeret i byen [byen C] og ikke havde været hjemme i de tre måneder, han var udstationeret her. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at han efter den anden henvendelse fra Liyu Police så [B] på et tested, og at [B] her fortalte, at han senest havde set [A] en måned tidligere på Liyu Polices kaserne i Jigjiga, og at [B] ikke sagde noget om, at [A] skulle tilbage til [byen C]. Efterfølgende forklarede ansøgeren, at [B] oplyste, at da han havde set [A] på kasernen i Jigjiga, var han lige kommet hjem fra en udstationering i [byen D], og at han efter opholdet på kasernen skulle sendes til [byen C]. Flertallet af nævnets medlemmer har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de personer, der henvendte sig til ham. I asylskemaet har han forklaret, at han blev opsøgt af nogle personer, som han ikke kendte, at der var tale om forskellige personer, og at de personer, der opsøgte ham tredje gang, havde uniformer på. Ansøgeren oplyste ikke, at der var tale om medlemmer af Liyu Police. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at de to personer, der kom første gang, var fra Liyu Police, og at der anden gang ligeledes kom to, og at kun den ene af dem var den samme person, der var med første gang. I asylsamtalen og under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at det var de samme mænd, der opsøgte ham de to første gange. Flygtningenævnets flertal finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, der under nævnsmødet forklarede, at det kunne have meget alvorlige konsekvenser, hvis man havde et familiemedlem, der var mistænkt for at have relationer til ONLF, fortsatte med at gå på arbejde og have en normal hverdag efter den anden henvendelse fra Liyu Police, hvor han efter sin forklaring havde afvist at hjælpe dem, og de angiveligt havde truet ham. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke fandt anledning til at advare familien om den risiko, de løb på grund af [A]s tilknytning til ONLF. Flertallet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har forklaret divergerende og udbyggende om den tredje henvendelse fra Liyu Police, herunder om hvordan og med hvad han blev slået. Flertallet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om fængslingen til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at han blev brændt med elektriske stød og slået efter at være blevet afleveret på politistationen og inden, han blev kørt til […] fængslet. Han har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han kun kom ud af cellen, når han om aftenen blev taget ud og overhældt med koldt vand og slået med plasticrør, mens han til sin advokat og under nævnsmødet har forklaret, at han om dagen blev taget ud og placeret i solen og skulle sidde på en pinefuld måde, idet han skulle kigge op mod solen. Om aftenen blev han taget ud og overhældt med koldt vand og udsat for elektrisk tortur. Flertallet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens ven, [E], der var sygeplejerske i fængslet, skulle have hjulpet og arrangeret hans flugt, henset til den hermed forbundne risiko. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, finder flertallet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På denne baggrund finder flertallet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/33/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste. Derudover frygter hun, at hun ikke vil kunne blive registreret som borger i Eritrea. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter ansøgeren, at hun vil blive straffet, fordi hun er udrejst illegalt af Etiopien. Derudover frygter hun, at hun ikke vil have nogen rettigheder ved en tilbagevenden til Etiopien, idet hun ikke mener, at hun er statsborger i Etiopien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun er født i Addis Abeba i 1983, og at hun er barn af en etiopisk mor og en eritreisk far. Ansøgerens far forsvandt, da hun var seks måneder gammel, og hun har ikke set ham siden. Ansøgeren har forsøgt at søge om ID-kort i Etiopien, men hendes ansøgninger er blevet afvist, fordi hendes far var statsborger i Eritrea. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Eritrea, ligesom nævnet ikke kan lægge til grund, at hendes ansøgninger om etiopisk ID-kort og/eller statsborgerskab er blevet afvist, fordi hendes far angiveligt er eritreisk statsborger eller af eritreisk oprindelse. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring er født og opvokset i Etiopien, idet hun er barn af en etiopisk mor og en eritreisk far, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Etiopien, at en person, der er født af enten en etiopisk mor eller en etiopisk far har krav på etiopisk statsborgerskab. Hertil kommer, at ansøgeren såvel ved indrejsen i Danmark som ved oplysnings- og motivsamtalen angav, at hun var etiopisk statsborger. Ansøgeren har ikke heroverfor ved sin forklaring sandsynliggjort, at hun er eritreisk statsborger. På den anførte baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien, således at hun asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Ansøgeren, hvis forklaring er præget af divergenser og manglende detaljer, er ikke fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt og frygter straf og manglende rettigheder i Etiopien, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at hun blev udsat for et voldtægtsforsøg i forbindelse med sin sidste ansøgning om ID-kort i 2003. Der er herved lagt vægt, at der er tale om en udbygning af ansøgerens forklaring, idet ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom, ligesom forklaringen om voldtægtsforsøget fremstod helt uden detaljer og uden for sammenhæng. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/32/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra […], Dubwayne, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter de etiopiske myndigheder på grund af sin svogers tilknytning til Ogaden National Liberation Front. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælles broder var medlem af ONLF. Omkring tre år før ansøgerens udrejse af Etiopien, blev hendes ægtefælle opsøgt at politiet, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren har videre oplyst, at hun, omkring et år før sin udrejse, blev opsøgt af fem politimænd. Politimændene spurgte til, hvor hendes ægtefælle befandt sig. Idet ansøgeren ikke var i stand til at svare på dette, blev hun udsat for et voldeligt og seksuelt overgreb. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun omkring to måneder senere igen blev opsøgt af politiet, som igen spurgte til hendes ægtefælle. Hun blev igen udsat for et seksuelt overgreb. Omkring 10 dage senere ransagede politiet hendes hus. Efter episoden udrejste ansøgeren til Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale punkter i sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle blev opsøgt på bopælen og fik en frist på 3 måneder til at finde sin bror. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ikke ved, hvor ægtefællen befandt sig, da han blev opsøgt af myndighederne, og at hun ikke er klar over, om han fik en frist til at finde sin bror. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke var hjemme, da ægtefællen blev opsøgt, og at han fik en frist på 3 måneder til at finde sin bror. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvor mange gange, hun blev opsøgt af myndighederne, hvornår, og hvad hun blev udsat for. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt fire gange, første gang blev hun slået, anden gang blev hun slået og voldtaget, tredje gang blev huset ransaget, og fjerde gang blev hun voldtaget. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt tre gange, første gang blev hun slået og voldtaget, anden gang blev hun voldtaget men ikke slået, og tredje gang blev huset ransaget. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt tre gange, såvel første som anden gang blev hun både slået og voldtaget, og tredje gang blev huset ransaget. Endelig bemærkes, at ansøgerens forklaring ikke tidsmæssigt hænger sammen med, at hendes ægtefælle ifølge forklaringen til asylsamtalen [i sommeren]2015 angiveligt forsvandt for ca. tre år siden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse.”Etiopien/2016/31/LMNR
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra […], Oromia, Etiopien. Ansøgeren har været medlem af Oromos studenterforening og OLF (Oromos Liberation Front) siden han startede på universitetet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, hvis han vender tilbage til Etiopien, da han har deltaget i og koordineret en demonstration mod de etiopiske myndigheder. Ansøgeren har i forbindelse med sit medlemskab af OLF og Oromos studenterforening holdt en politiske tale og deltaget i en række politiske møder på universitetet. Ansøgeren har været anholdt to gange af de etiopiske myndigheder. Den første gang var i [sommeren] 2010, fordi han stillede regeringskritiske spørgsmål i forbindelse med et politisk møde. [I sommeren] 2011 blev ansøgeren for anden gang anholdt for at stille regeringskritiske spørgsmål i forbindelse med et politisk møde. Ansøgeren deltog [i foråret] 2014 i en demonstration i byen […] imod den etiopiske regerings planer om at udvide Addis Ababa, således at dette ville gå udover oromo-befolkningen. Dette førte til voldelige sammenstød mellem studerende og regeringsstyrker, da regeringen ønskede at finde frem til arrangørerne af demonstrationen. [Dagen efter] affyrede regeringsstyrkerne skud og tåregas mod universitetet og arresterede mange af arrangørerne af demonstrationen. Ansøgeren blev slået bevidstløs og bragt til et hospital. I omkring fire måneder før udrejsen fra Etiopien tog ansøgeren ophold i skjul hos sin fasters bekendte. Ansøgerens far blev i samme periode anholdt og fængslet af de etiopiske myndigheder for at have skjult ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke er overbevisende, og kan ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, og at hans forklaring vedrørende en række forhold fremstår usammenhængende og afglidende. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at der i demonstrationen [i foråret] 2014 også deltog studerende fra de andre skoler og universiteter i Oromia. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i vinteren] 2015 og overfor nævnet forklaret, at der ikke deltog studerende fra andre skoler eller universiteter, idet de afholdt deres egne demonstrationer i andre byer. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke fik besøg, da han var fængslet i omkring tre måneder fra [sommeren] 2010. Derimod har han under asylsamtalen oplyst, at hans far besøgte ham to gange efter, at ansøgeren havde været fængslet i en måned. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han ikke fik besøg i den første måned, da han var fængslet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om arrangørerne af demonstrationen [i foråret] 2014. Under asylsamtalen har han forklaret, at demonstrationen blev arrangeret af 15 studerende, der blev udvalgt fra Oromos studenterforening. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at demonstrationen også blev arrangeret af studerende, der ikke var medlemmer af Oromos studenterforening. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans far i [sommeren] 2014 blev indkaldt til en samtale hos politiet, og at han samme dag, som samtalen blev afholdt, blev arresteret, fordi han ikke ville om, hvor ansøgeren var. Ansøgeren har imidlertid under asylsamtalen forklaret, at han ikke ved, om faren blev anholdt i forbindelse med sin samtale med politiet. Ansøgeren har derimod overfor nævnet forklaret, at faren blev arresteret to måneder efter samtalen med politiet. Flertallet tillægger det i øvrigt betydning, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har været på universitetet efter demonstrationen [i foråret] 2014. Af en kopi af et eksamensbevis, der er fremlagt under sagen, fremgår det imidlertid, at eksamensbeviset er udstedt til ansøgeren med henvisning til at han [i sommeren] 2014 har bestået afgangseksamen i faget matematik og opnået graden ”B.Sc. Degree”. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren hertil forklaret, at han har fået en kopi fra universitetet i [vinteren] 2014. Under asylsamtalen har ansøgeren i den forbindelse først forklaret, at hans far hentede eksamensbeviset på universitetet. Senere under samtalen har ansøgeren forklaret, at han bare ved, at hans far har fået eksamensbeviset, men at han ikke ved hvordan eller hvornår. Han ved ikke, om faren har hentet eksamensbeviset fra universitetet, eller om de har sendt det til hans familie. Ansøgeren har i tilknytning til sin afsluttende eksamen på universitetet forklaret, at han skrev en opgave om økonomi og udvikling af landet. Han blev imidlertid aldrig færdig med sin opgave. Han har senere under samtalen dog oplyst, at han har afleveret opgaven til sin vejleder, idet han var færdig med opgaven. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han var færdig med opgaven, men at han bare ikke mente, at han officielt havde afleveret opgaven til universitetet, hvorfor han ikke mente, at han var blevet færdig med universitetet. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” etiopien/2016/30/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Ogaden i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive slået ihjel af enten sin fætter eller grupperingen Liyu Police, fordi hun nægtede at gifte sig med sin fætter, som er [medlem af] Liyu Police. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes fætter i to år chikanerede hendes broder, hvorefter fætteren forsøgte at rekruttere broderen til Liyu Police, hvilket broderen nægtede. Herefter beskyldte fætteren broderen for at være en del af Ogaden National Liberation Front (ONLF). I [begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens broder slået ihjel af fætteren og andre medlemmer af Liyu Police. Dernæst opsøgte fætteren ansøgerens bopæl, hvor han gentagne gange forsøgte at overtale hendes fader til, at hun skulle giftes med ham. I denne periode opholdt ansøgeren sig skiftevis hos sin moster, mosterens veninde og mosterens søn i henholdsvis […], […] og […] for at undgå at møde fætteren. En gang imellem kom hun dog hjem til sin landsby, hvor hun mødte sin fætter, der truede hende. Et år efter broderens død blev hendes fader slået ihjel af medlemmer af Liyu Police, fordi de mistænkte ham for ikke at angive de ONFL-medlemmer, som befandt sig i landsbyens område, til dem. I [begyndelsen af] 2014 udrejste ansøgeren af Etiopien med hjælp fra sin moster og den agent, som havde hjulpet hende med at indgive en ansøgning om et visum til Danmark, hvilken ansøgning hun dog fik afslag på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring om episoden, hvor hendes broder blev skudt, og hun straks efter kom til stede på gerningsstedet, fremstår overfladisk og uden detaljer og forekommer ikke selvoplevet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende herom, idet hun på nævnsmødet har forklaret, at fætteren og medgerningsmændene stadig var til stede, da hun nåede frem, mens hendes forklaring både til motivsamtalen og asylsamtalen må forstås således, at de havde forladt stedet, da hun kom til stede. Heller ikke ansøgerens forklaring om faderens død fremstår selvoplevet. Om begge episoder gælder, at ansøgeren på nærmere spørgsmål herom har svaret usikkert og afglidende. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på omstændighederne i forbindelse med ansøgerens visumansøgning i [sommeren] 2013. Ansøgeren har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blot afleverede nogle dokumenter som en agent havde udfyldt, mens hun på nævnsmødet efter gentagne spørgsmål herom har forklaret, at hun deltog i et interview, hvor hun besvarede de stillede spørgsmål ud fra en på forhånd tillært, urigtig historie om sine forhold og baggrunden for visumansøgningen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at hun først [i begyndelsen af] 2015 efter en længere årrække uden kontakt fandt ud af, at hendes mand bor i Danmark, og kom i forbindelse med ham, tillige fremstår utroværdig. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” etiopien/2016/3/chk
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er kristen ortodoks, er født i 1985. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger og frygter overgreb fra de eritreiske myndigheder, som hun frygter, vil mistænke hende for at være spion og tvinge hende til at udføre nationaltjeneste på ubestemt tid. Hun frygter tillige de etiopiske myndigheder som følge af sine eritreiske rødder, idet de etiopiske myndigheder ikke bryder sig om personer med eritreisk baggrund. Til støtte for, at hun er eritreisk statsborger, har ansøgeren oplyst, at hun er født i […], Zoba Dobub, i Eritrea. Begge hendes forældre er fra Eritrea. Hendes mor arbejdede i Ager Salam i det sydlige Etiopien. Da ansøgeren var spæd, døde hendes forældre, og hun blev afleveret på et børnehjem i Ager Salam, som var drevet af kirken. Ansøgeren har ikke, siden hun kom til Ager Salam, været i Eritrea, hvor hun heller ikke kender nogen. Kirken overdrog hende til en lokal kvinde, […], som blev hendes adoptivmor. [Kvinden] fortalte først på sit dødsleje ansøgeren, at hun ikke var hendes biologiske mor, samt at hendes biologiske forældre var fra Eritrea. På et tidspunkt havde [kvinden] rettet henvendelse på det lokale kommunekontor, hvor hun oplyste, at ansøgeren var fra Eritrea, og bad om, at der blev udstedt identitetspapirer til ansøgeren. Kommunen meddelte, at når ansøgeren var fra Eritrea, kunne hun ikke få etiopiske identitetspapirer. Umiddelbart inden [kvindens] død fik ansøgeren sin dåbsattest, hvoraf det fremgik, at hun var født i [en by i Eritrea]. Navnene på hendes biologiske forældre fremgik også af dåbsattesten. Begge navne er typisk eritreiske. For 10-15 år siden blev ansøgeren i Ager Salam tre gange på en dag udsat for seksuelt overgreb af den samme mand. Efter overgrebet forlod hun området, og hun har ikke siden talt med den pågældende mand. Hun boede derefter blandt andet syv-otte år i Awasa. Primo 2012 forlod hun Etiopien. På vej til Europa mistede hun sin dåbsattest. Fem dage inden det første møde i Flygtningenævnet, det vil sige medio november 2015, modtog ansøgeren via en kvinde i Awasa en ny dåbsattest med samme indhold, som den hun havde mistet. Kvinden havde skaffet dåbsattesten gennem kirken. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægges det til grund, at ansøgeren i praksis har boet hele sit liv i Etiopien, hvor hun under opvæksten boede hos sin etiopiske adoptivmor, samt at hun derefter opholdt sig forskellige steder i Etiopien, indtil hun forlod landet i 2012. Efter en vurdering af ansøgerens forklaring og baggrundsoplysningerne om Etiopien lægger nævnet til grund, at ansøgeren i hele perioden har opholdt sig legalt i Etiopien, og at ingen i dette land på noget tidspunkt har stillet spørgsmål herved. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at ansøgeren må betragtes som etiopisk statsborger, og nævnet antager, at ansøgeren vil kunne indrejse i dette land. Den omstændighed, at ansøgeren samt hendes forældre muligvis er født i Eritrea på et tidspunkt, hvor Eritrea var en provins i Etiopien, og derefter har opholdt sig kort tid i Eritrea-provinsen, inden de kom til det sydlige Etiopien, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til et andet resultat. Nævnet henser herved navnlig til, at det må antages, at ansøgerens ophold i Etiopien via den katolske kirke og ansøgerens adoptivmor, har været fuldt legalt, samt at ansøgerens forældre må antages at være afgået ved døden, mens ansøgeren var spæd. Ansøgeren har ikke oplyst om konflikter med myndigheder eller grupper i Etiopien. Herefter, og da den kriminalitet, som er begået mod hende for 10-15 år siden, må anses for en enkeltstående og overstået begivenhed, har ansøgeren ikke sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/29/IBL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi hun er etnisk oromo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes forældre blev anholdt og fængslet af de etiopiske myndigheder for omkring fem år siden. Dagen efter forældrenes anholdelse kom der nogle betjente fra den etiopiske sikkerhedstjeneste til ansøgerens bopæl, og ansøgerens søster blev i den forbindelse udsat for et seksuelt overgreb. Herefter blev ansøgeren og hendes søster anholdt og taget med til den nærliggende politistation. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter hun tog ophold hos nogle ukendte mennesker i to dage. Herefter tog ansøgeren ophold hos en af sin faders bekendte i et år, før hun rejste ud af Etiopien til Libyen, hvor hun arbejdede i fire år. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da denne ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist, divergerende og udbyggende om en lang række forhold vedrørende asylmotivet uden, at dette efter Flygtningenævnets vurdering kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes familie er blevet chikaneret af de etiopiske myndigheder i de seneste 15 år, at der for omkring otte år siden kom nogle politibetjente om natten og slog og bankede ansøgerens forældre, stak instrumenter ind i faderens øje og tog forældrene med og fængslede dem. Dagen efter kom de tilbage, og hendes søster blev udsat for gruppevoldtægt. Ansøgeren blev truet til at blive i hytten, idet en betjent ville voldtage hende, men hun slap væk ved at springe ud af hyttens vindue og gemte sig de næste fire år hos en nabo i byen. Ansøgeren oplyste, at hendes moder er blevet løsladt for et år siden. Ansøgeren oplyste ikke noget om, at hendes fader skulle have været politisk aktiv. I asylsamtalen fra [efteråret] 2015 oplyste ansøgeren om episoden, hvor forældrene blev anholdt, at hun var omkring 13 år gammel, at forældrene blev slået med elektriske ledninger, og hendes fader tillige med håndjern, og at faderen blev anholdt, fordi han blev beskyldt for at være medlem af OLF. Episoden, hvor faderen blev slået i øjnene fandt sted, da familien boede i Addis Abeba, og hun var et lille barn. Ansøgeren oplyste videre, at hun efter voldtægten af søsteren blev taget med på politistationen, hvor hun efter to timer stak af ved at gå ud af en åben dør. Hun oplyste ikke, at hun blev truet med voldtægt. Hun opholdt sig to dage hos en nabo og derefter hos en anden nabo i et år. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt hun i tiden mellem forældrenes anholdelse og voldtægten af søsteren og nedbrændingen af familiens hus var i kontakt med myndighederne. Ansøgeren forklarede endvidere upræcist om, hvorvidt faderen var medlem af eller blev beskyldt for at være medlem af OLF, som hun ikke ved, hvad står for. Under gensamtalen fra [senere i efteråret] 2015 forklarede ansøgeren, at hun tror, at episoden med anholdelsen af forældrene fandt sted for fem år siden, da hun var omkring 16 år, at mændene fra sikkerhedspolitiet slog hendes fader med nogle metaltråde og hendes moder med en træstok og ikke andet. Ansøgeren forklarede endvidere, at faderen havde været med i OLF, men at hun ikke ved, hvad han lavede for bevægelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun så familiens hus brænde, om sin viden om familiens forhold og om finansieringen af sin flugt. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder det også påfaldende, at ansøgeren ikke har gjort noget for at få oplysninger om sin familie. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/28/SLN
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen protestantisk af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer for ytringsfrihed. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, frygter at blive fængslet eller henrettet, idet de etiopiske myndigheder beskylder ham for at være en del af Oromos Befrielsesfront, OLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været fængslet tre gange i Etiopien. Ansøgeren blev første gang fængslet i 2001 i forbindelse med en demonstration for de studerendes rettigheder på universitet. Ansøgeren og 3000 andre studerende blev tilbageholdt i 10 dage. I 2004 blev ansøgeren tilbageholdt anden gang. Han blev løsladt efter et døgn, idet myndighederne ikke havde nogen beviser for, at han skulle være tilknyttet OLF. [Sommeren 2012] blev ansøgeren tilbageholdt i 34 dage, hvorefter han, den [en måned senere] blev løsladt. Ansøgeren blev løsladt på den betingelse, at han skulle bekræfte at have hjulpet OLF økonomisk samt rekrutterede folk til deres gruppe. I perioden [foråret 2012] til [sommeren 2012] modtog ansøgeren telefonopkald fra Samuel fra den etiopiske efterretningstjeneste. Samuel tilkendegav under telefonopkaldene, at myndighederne havde beviser for, at ansøgeren havde kontakt til OLF. Efter løsladelsen [sommeren 2012] blev ansøgeren kontaktet telefonisk af Samuel samt opsøgt personligt tre gange, henholdsvist [foråret 2013], [sommeren 2013] og omkring [sensommeren 2013]. [I efteråret 2014] udrejste ansøgeren fra Bole International Lufthavn i Addis Ababa, på sit eget ægte pas, med dansk visum. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sin tidligere afgivne forklaring betydeligt. Han har under nævnsmødet forklaret, at han har været medlem af OLF siden 1998, at han var en af 10-15 arrangører af demonstrationer i 2001, at han forud for anholdelsen i 2004 var overvåget af myndighederne og at hans svoger i [efteråret 2014] fremskaffede oplysninger fra sikkerhedstjenesten om, at ansøgeren var særligt overvåget. Nævnet finder, at overgrebene i form af anholdelserne i 2001 og 2004, endvidere efter ansøgerens forklaring, må betragtes som afsluttede. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om perioden fra anholdelsen i 2012 til udrejsen i [efteråret 2014], forekommer ulogisk og usandsynlig, særligt fordi ansøgeren efter sin forklaring havde skrevet under på at være medlem af OLF, men på trods heraf lod myndighederne ansøgeren være på fri fod i mere end to år, selvom han ikke leverede navne på OLF medlemmerne, som han havde lovet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne først to år efter ansøgerens erkendelse, opkrævede det beløb, han efter erklæringen havde modtaget fra OLF. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at sikkerhedstjenesten ikke inddrog hans pas for at hindre hans udrejse til udlandet. Nævnet finder ikke, at de af ansøgeren fremlagte kopier af hans Facebook profil, sandsynliggøre, at han på denne baggrund har bragt sig i et modsætningsforhold til myndighederne i Etiopien. Nævnet lægger herved vægt på, Landinfos rapport: Temanotat, Etiopia: Reaksjoner ved retur og politisk aktivitetet i eksil (sur place). Endelig finder nævnet ikke, at det af ansøgeren fremlagte dokument, der angiveligt skulle hidrøre fra de etiopiske myndigheder kan lægges til grund. Nævnet lægger herved vægt på det sene fremkomsttidspunkt, at det er indhentet af ansøgeren gennem en ven, samt dokumentets opsætning, sprog og fejl. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/27
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i december 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Etiopien og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive overfaldet af medlemmer fra sin halvsøster, [A], klan, idet de er af den overbevisning, at ansøgeren er ansvarlig for, at hendes halvsøster er fængslet i Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive udsat for overgreb af repræsentanter fra de etiopiske myndigheder, idet ansøgeren har været anklaget for at støtte oprørsgruppen ONLF. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren er opvokset i byen […] hos sin plejemoder, [B], idet hendes moder døde, da hun var to år gammel. Ingen kendte identiteten på ansøgerens fader. Ansøgerens halvsøster, [A], som ansøgerens moder havde fra et ægteskab, hun indgik efter at have fået ansøgeren, boede også sammen med […]. Omkring 2009 traf ansøgeren sin nuværende ægtefælle, Mohamed […]. Mohamed var somalisk statsborger og boede i den somaliske by, Galcayo, men var på besøg ved sin morbroder og dennes familie, som boede ved siden af ansøgeren. Ansøgeren og Mohamed indledte et forhold i skjul. En uge efter deres første møde rejste de til landsbyen […], hvor de blev gift uden deres familiers viden. Mohamed ønskede ikke at fortælle sin familie om ægteskabet, idet hun frygtede, at de ville modsætte sig det, idet ansøgeren var forældreløs. Ansøgeren og Mohamed boede i […] i to måneder, hvorefter de flyttede til den somaliske by […], syd for Galcayo. Her boede de i omkring tre år, uden at have kontakt til deres familier. En dag blev ansøgerens ægtefælle overfaldet af sine fætre. Ansøgeren gemte sig hos nogle naboer, men fik efterfølgende at vide, at hendes ægtefælle havde flygtet. Ansøgeren har ikke siden hverken set eller hørt nyt fra hendes ægtefælle, Mohamed. Ansøgeren blev boende i […] med sine tre børn. Omkring et år efter ansøgerens ægtefælle var forsvundet blev ansøgeren overfaldet af sin ægtefælles to halvsøstre og deres veninde, således at ansøgeren besvimede. Tre dage efter overfaldet vågnede ansøgeren op på et hospital i Galcayo. Til stede var ansøgerens nabo, […], som fortalte, at ansøgerens halvsøster, [A], havde fået kendskab til, at ansøgeren var blevet angrebet ansøgerens ægtefælles halvsøster, hvilket havde ført til, at [A] var rejst fra Etiopien til Galcayo, og havde dræbt den ene af ansøgerens ægtefælles halvsøstre, […].[A] var efterfølgende blevet arresteret og fængslet. […] fortalte også ansøgeren, at hendes tre børn var blevet kidnappet under angrebet. Da ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, stod ansøgeren på gaden og ventede på nogle bekendte. En kvinde, som ansøgeren identificerede som sin ægtefælles halvsøstres veninde, nærmerede sig ansøgeren, og forsøgte at slå ansøgeren i hovedet med en genstand. Overfaldet blev afværget af en forbipasserende mand. Umiddelbart herefter kom [B’s] broder, [C], kørende, og bragte ansøgeren hjem til nogen af sine slægtninge. Samme dag kørte [C] ansøgeren til […], Etiopien, hvorfra ansøgeren skulle gå hjem til [B]. Undervejs blev ansøgeren antastet af sin halvsøsters halvbror, [D], og hendes fætter. [D] stak ansøgeren i brystet med en kniv, og forlod herefter ansøgeren. Ansøgeren gik straks til den nærmeste politistation, hvor ansøgeren fik at vide, at de to overfaldsmænd netop havde været på stationen, og havde anmeldt ansøgeren for at have tilknytning til oprørsgruppen ONLF. Ansøgeren blev arresteret på stedet og var fængslet i et år og otte måneder. Det lykkedes herefter ansøgeren at flygte og udrejse af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer omkring en række forhold, herunder om hvor længe hun og hendes mand havde kendt hinanden, inden de blev gift, og om hvorvidt hun var indlagt på hospitalet efter et knivstik, inden hun blev fængslet. Endelig har ansøgeren, der tidligere har forklaret, at hun i sit hjem blev overfaldet af 3 kvinder, under nævnsmødet forklaret, at hun blev overfaldet af 2 eller 3 kvinder, og at der også deltog en mand. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens søster, der på daværende tidspunkt ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig, indenfor 3 dage kunne blive underrettet om overfaldet på ansøgeren og om ansøgerens opholdssted og kunne tage fra sin hjemby i Etiopien til Galcayo i Somalia, en rejse, der ifølge ansøgerens forklaring tog ca. 1½ døgn. Indenfor samme tidsfrist skulle ansøgerens søster videre kunne nå at finde frem til ansøgerens mands familie, uden at hun i øvrigt vidste, hvem ansøgerens mand var, slå ansøgerens mands søster, så denne 3 dage senere døde, og herefter blive anholdt og fængslet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og i generelle vendinger om sit fængselsophold. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/26 / KIB
Nævnet stadfæstede i april 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive henrettet af Liyu Police, fordi han er flygtet fra Etiopien, selvom han var tilbageholdt af Liyu Police. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Liyu Police opsøgte hans skole på et ukendt tidspunkt i 2012. Politiet oplyste ansøgeren om, at han skulle være soldat for de etiopiske myndigheder, samt at de ville komme tilbage og hente ham efter det etiopiske nytår. Efter denne hændelse stoppede ansøgeren sin skolegang, ligesom han forlod sin fasters bopæl. Han boede på gaden, indtil han blev anholdt på markedet af fire soldater og udsat for et voldeligt fysisk overgreb, hvorefter han blev transporteret til et fængsel. Ansøgeren blev fængslet sammen med andre unge, der var anklaget for at have en tilknytning til ONLF. Ansøgeren var fængslet i omkring seks måneder, hvorefter han blev overflyttet til en militærbase, idet myndighederne lovede at løslade ham, såfremt han tilsluttede sig Liyu Police. Ansøgeren var tilbageholdt på militærbasen i omkring fem måneder sammen med andre unge, der også var anklaget for at have en tilknytning til ONLF. Ansøgeren mistede en dag bevidstheden, hvorfor nogle soldater på militærbasen kontaktede hans moder. Ansøgerens moder hentede ham den efterfølgende dag for at tage ham med på hospitalet. Som kaution for løsladelsen afleverede ansøgerens moder skødet på et hus i [by] med tilhørende jord og dyr til de etiopiske myndigheder. Ansøgeren rejste sammen med sin moder til [ansøgerens hjemby] i Etiopien, hvor han opholdt sig i cirka fem dage hos nogle slægtninge, inden han fløj til Addis Ababa. Ansøgeren opholdt sig i Addis Ababa i to dage, hvorefter han udrejste af Etiopien [i] januar 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter utroværdig og forkastes i sin helhed som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for sin anholdelse. Under oplysnings- og motivsamtalen [i] juni 2015 har han forklaret, at han blev arresteret af Liyu Police i maj 2013, efter at han havde forladt sin skole og derefter havde været hjemløs og levet på gaden. Under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen [i] februar 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han boede på gaden indtil januar 2013, hvor han blev anholdt af Liyu Police. Foreholdt divergensen, har ansøgeren oplyst, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har angivet tidspunktet for sin anholdelse til maj 2013, og at han i øvrigt ikke har haft mulighed for at korrigere tidspunktet, idet samtalereferatet alene blev oversat på en overordnet måde. Nævnet bemærker hertil, at det af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår, at ansøgeren har vedstået indholdet af samtalereferatet, og at han har haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til referatet. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om den periode, hvor han efter anholdelsen var fængslet. I asylansøgningsskemaet og under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han sad i fængsel i seks måneder, hvorefter han blev løsladt. Hans moder kom derefter for at hjælpe ham. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var fængslet i seks måneder, og at han derefter blev kørt til en militærbase, hvor han blev indkvarteret. Militærbasen var bevogtet af soldater, og han var på militærbasen i cirka fem måneder. Han måtte ikke forlade militærbasen, så det var ligesom et fængsel. Foreholdt divergensen, har ansøgeren under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke er blevet spurgt direkte ind til forholdet, hvorfor han ikke tidligere havde nævnt det. Det fremgår af en kopi af ansøgerens ID-kort, at det er udstedt i juni 2013, og det understøtter ansøgerens utroværdighed, at kortet således er udstedt på et tidspunkt, hvor ansøgeren efter sin forklaring var fængslet og tilbageholdt. Forespurgt hertil har ansøgeren oplyst, at ID-kortet er udstedt efter hans løsladelse, og at udstedelsesdatoen på ID-kortet er forkert angivet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Etiopien/2016/25 nke
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører klanen […], subklan […], subsubklan […] og er sunni-muslim fra Aware, Ogadeen-regionen, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af sine to farbrødre, [navn] og [navn], idet de har slået hans fader ihjel, og derfor frygter, at ansøgeren vil hævne sin faders død. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive diskrimineret på baggrund af hans klanmæssige tilhørsforhold til hovedklanen […] og subklanen […]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans to farbrødre dræbte hans fader i 2010. Umiddelbart efter drabet opsøgte ansøgerens farbrødre ham tre gange med få ugers mellemrum, hvor de slog og sparkede ham. De bad ham om at forsvinde, idet de ellers ville slå ham ihjel. Den tredje gang, de opsøgte ansøgeren, tog farbrødrene ham med til et hus, hvor de brændte ham med cigaretter. Ansøgeren var tilbageholdt omkring en times tid. Efterfølgende mødte ansøgeren en mand, der hed [navn]. [Navn] hjalp ham med at rejse til Addis Ababa. Ansøgeren og [navn] tog herefter ophold i Addis Abeba i perioden 2010 til februar 2014. Ansøgeren udrejste af Etiopien i 2014, efter hans mor havde fortalt ham, at hun under pres havde fortalt hans farbrødre, at han opholdt sig i Addis Ababa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår på flere centrale punkter konstrueret til lejligheden og forkastes som utroværdig. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om årsagen til, at hans far blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at moderen har oplyst, at han blev dræbt på grund af klan-tilhørsforhold. Under asylsamtalen [vinteren] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han aldrig har fået at vide, hvorfor hans far blev slået ihjel, og at han intet ved om motivet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den tidsmæssige sammenhæng for de tre gange han blev opsøgt af sine farbrødre. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han dagen efter, at han var blevet opsøgt, blev opsøgt for anden gang, og at han blev opsøgt for tredje gang ca. tre uger efter faderens død. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han blev opsøgt for anden gang ca. en uge efter, at han var blevet opsøgt første gang. Flygtningenævnet anser det endvidere for usandsynligt, at ansøgeren, da han blev løsladt fra sin tilbageholdelse, tilfældigt skulle have mødt en mand, [navn], som ansøgeren ikke kendte, og som uden videre tilbød ansøgeren at rejse med ham til Addis Ababa, hvorefter de boede sammen i ca. tre år, indtil ansøgeren udrejste. Utroværdigheden understøttes af, at ansøgeren ikke er i stand til at oplyse nærmere om [navn] og hans baggrund, herunder hans familiemæssige forhold, selvom han under samtalerne med Udlændingestyrelsen og af nævnet er blevet spurgt herom. Ansøgeren har i øvrigt forklaret usammenhængende om finansieringen af udrejsen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har tjent nogle penge, og at det er de penge, som han har betalt med. Ansøgeren kan ikke oplyse, hvor mange penge, der er anvendt til rejsen. Han har endvidere forklaret, at manden, som ansøgeren rejste med, betalte for rejsen. Forespurgt herom under nævnsmødet har ansøgeren svaret afglidende og usammenhængende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens divergerende og usammenhængende forklaringer kan begrundes med at ansøgeren lider af hukommelsestab, således som han har oplyst under asylsamtalen. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han er sund og rask, men at han dog har ondt i hoften, fordi han er blevet slået med en geværkolbe. For så vidt angår ansøgerens frygt for tilbagevenden på grund af klanmæssige tilhørsforhold finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om forhold af en karakter og intensitet, hvorefter forholdene kan betegnes som asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/23/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra byen […] i regionen Fiiq, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid af Liyu Police, da hun har været med til at anmelde en soldat for voldtægt af hendes onkels datter, og fordi hun er mistænkt for at samarbejde med Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes onkels datter blev voldtaget af en etiopisk soldat på ansøgerens bopæl ultimo 2014. Ansøgeren og hendes onkel anmeldte efterfølgende overgrebet, og ansøgeren hjalp med at identificere den soldat, som havde begået overgrebet på kusinen. Herefter blev ansøgeren beskyldt for at have til hensigt at skabe problemer og samarbejde med ONLF. Liyu Police truede ansøgerens onkel med, at de ville fængsle ansøgeren, hvis ikke hun tilstod sin tilknytning til ONLF. Liyu Police sørgede efterfølgende for, at ansøgeren blev fyret fra sin arbejdsplads, og at hendes butik blev lukket. Herefter besluttede onklen, at ansøgeren skulle udrejse, hvorfor hun i ultimo 2014 udrejste til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende på mange væsentlige punkter omkring sit asylmotiv. Der er således forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev slået i forbindelse med, at hun opdagede voldtægten, og i bekræftende fald hvor mange gange. Hun har forklaret divergerende om, hvornår hun gik til politiet, hvornår hun flygtede fra landet, hvornår hendes butik blev lukket, hvornår hun blev fyret fra sit arbejde, og hvem der gav hende meddelelsen herom. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun skjulte sig i sin landsby indtil udrejsen af Etiopien. Nævnet finder endvidere, at hun har forklaret udbyggende, idet det ikke fremgår af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, at politiet havde mistænkt hende for at samarbejde med ONLF, at hun ikke har forklaret, at hun blev fyret på politiets foranledning, og at onklen blev fængslet som følge af henvendelsen til politiet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring ikke virker selvoplevet, og at hun i starten omtalte den kvinde, der hjalp hende med udrejsen som faster, hvorefter hun på forespørgsel rettede det til moster, som der er forklaret under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Samlet finder nævnet ikke ansøgerens forklaring troværdig, hvorfor den tilsidesættes. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/22/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at mangle et netværk og kendskab til landet, og at hun herved ikke vil blive tage imod i landet. Hun frygter endvidere, at hun vil blive sendt til militæret. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter ansøgeren at blive deporteret til Eritrea. I forhold til Sudan frygter ansøgeren, at hun ikke kan praktisere sin kristne tro, idet landet er muslimsk. Ansøgeren har forklaret, at hun alene har haft en fødselsattest, der angav, at hun var fra Eritrea, men at denne er bortkommet. Hun har forklaret, at hun og familien rejste fra Eritrea, da hun var ganske lille, og at hun derfor ingen erindring har om Eritrea. På trods af at hun boede sammen med sin moder, indtil hun var 23 år, og selvom hun har været kæreste med en mand fra Eritrea, har ansøgeren ingen viden om Eritrea eller eritreisk kultur. Ansøgeren har forklaret, at hun har hørt om folkeafstemningen i 1993, men at hun ikke selv har deltaget, og at hendes moder ikke har fortalt om afstemningen. Ansøgeren har forklaret, at hendes moder fortsat bor i Etiopien, og hun har under tidligere samtaler forklaret, at hendes ene søster og hendes ene broder fortsat er i Etiopien. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er frataget sit etiopiske statsborgerskab. Nævnet finder derfor, at hun skal vurderes i forhold til Etiopien. Ansøgeren har ikke forklaret, at hun er forfulgt eller har konkrete og individuelle konflikter i Etiopien, hvorfor hun ikke har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår [ansøgeren]. Idet det er ubestridt, at [ansøgerens mindreårige niece] har en etiopisk fader, og da det ifølge baggrundsoplysninger heraf følger, at hun har krav på etiopisk statsborgerskab, samt da hun ikke er forfulgt eller har konkrete og individuelle konflikter i Etiopien, er det ikke sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår [ansøgerens mindreårige niece].” Etiopien/2016/21/LAJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, fra klanen Ogaden og sunni-muslim fra landsbyen […], Etiopien. Ansøgeren flyttede som treårig til landsbyen […] i Fiiq regionen Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hans fader var medlem af ONLF (Ogaden National Liberation Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af Liyu Police, da de beskylder ham for at være medlem af ONLF. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i [primo] 2015 blev opsøgt på sin bopæl af repræsentanter fra Liyu Police, som mistænkte ham for at være medlem af ONLF grundet sin faders tilknytning til gruppen. En af repræsentanterne fra Liyu Police truede ansøgeren på livet, hvorefter hans naboer kom ham til undsætning. Det lykkedes ansøgerens naboer at overbevise Liyu Police om, at ansøgeren ikke havde tilknyttet til ONLF, hvorefter de forlod bopælen. En uge senere fik ansøgeren oplyst af sin farbroder, at ansøgerens fader var blevet dræbt af Liyu Police, hvorefter farbroderen arrangerede ansøgerens udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hans far i mange år har haft tilknytning til ONLF, og det forekommer derfor usandsynligt, at Liyu Police ikke har opsøgt ansøgeren før den dag, han tilfældigt var hjemme til frokost. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at Liyu Police, der angiveligt ville henrette ham på stedet, efter indblanding fra nogle naboer – som han ikke kendte – forlod ansøgerens hjem uden at foretage sig yderligere, ligesom det forekommer usandsynligt, at hverken ansøgeren eller hans onkel forsøgte at advare ansøgerens far. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende, herunder om, hvorvidt ansøgerens hustru kom ind i huset, og om onklen havde en telefon. Ansøgeren har ikke under oplysnings- og motivsamtalen men først under asylsamtalen har forklaret, at politiet ville skyde ham, og først under nævnsmødet har forklaret, at politiet truede ham med, at de ikke ville lade ham være i fred, da de forlod huset. Ansøger har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/20/COL
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Etiopien og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren har været medlem af UDJ Unity for Democracy and Justice i Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet af de etiopiske myndigheder, herunder den etiopiske sikkerhedstjeneste, grundet hans medlemskab af partiet UDJ Unity for Democracy and Justice. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i [en by] i Eritrea. Sammen med sine forældre og to brødre flyttede han til Addis Abeba i Etiopien, da han var to år. Ansøgeren blev, i forbindelse med sin 18-års fødselsdag, officielt medlem af partiet UDJ Unity for Democracy and Justice. Forud for dette havde han udført aktiviteter for partiet. Den [medio] 2013 blev ansøgeren overfaldet af [nogle] mænd fra den etiopiske sikkerhedsstyrke. Efter overfaldet var ansøgeren indlagt i [et antal] dage på hospitalet. En uge efter overfaldet blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af [nogle] andre mænd samt en af mændene fra første overfald, som førte ham til et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Han blev herefter tilbageholdt i fængslet sammen med en del andre unge mennesker, der ligesom ansøgeren, var tilbageholdt på grund af deres politiske overbevisning. Under tilbageholdelsen underskrev ansøgeren en erklæring blandt andet om, at hans opposition mod regeringen havde karakter af terror. Efter underskrivelsen blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Eritrea henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at ville skulle leve i et diktatorisk samfund. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring opholdt sig i Etiopien siden 1995. Han er vokset op, har gået i skole og har fået en uddannelse i landet. Endvidere har han haft etiopisk ID-kort, og hans moder er etiopisk statsborger, når der videre henses til, at ansøgeren umiddelbart opfylder betingelserne i den etiopiske konstitution fra 1995 for at blive etiopisk statsborger, findes ansøgeren at kunne vurderes i forhold til Etiopien. Ansøgeren har i øvrigt spontant oplyst, at han føler sig som etiopier. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren har været menigt aktivt medlem af UDJ, at han er blevet overfaldet af civilt politi på gaden, at han kort tid efter overfaldet blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne i [et antal] dage, hvorunder han blev udsat for torturlignende overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at oplyse om tilbageholdelsen, ligesom han lovede at ophøre med politiske aktiviteter. På denne baggrund findes ansøgeren at være kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Etiopien/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen Gobooye (Midgan) og er muslim fra [en mindre landsby] i Ogaden-regionen, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af sin eller sin ægtefælles familie, da de er imod ægteskabet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun mødte sin ægtefælle, […], da hun var omkring 16 år. Seks måneder efter hun mødte [ægtefællen], døde hendes søster. Søsterens enkemand ville derfor giftes med ansøgeren, hvilket hendes fader indvilligede i. Tre dage efter mødtes ansøgeren med [ægtefællen] og fortalte ham, hvad der var sket, og de aftalte, at de næste dag skulle tage til [en anden by] og blive gift. Dagen efter tog ansøgeren og [ægtefællen] hen til [ægtefællens] fætter og fætterens ægtefælle i [en anden by]. [Ægtefællen] fortalte fætteren og hans ægtefælle, hvem ansøgeren var, herunder hvilken klan hun tilhørte, hvorfor fætteren og hans ægtefælle blev meget vrede og tilkaldte nabofolkene. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og ført til et fængsel, medens [ægtefællen] blev bundet til et træ. Efter ansøgeren havde været fængslet i 24 dage, blev hun ført ud i skoven og udsat for seksuelle overgreb af en fængselsvagt. Vagten efterlod ansøgeren i skoven efter overgrebene. Med hjælp fra en ukendt nomadefamilie ringede ansøgeren til [ægtefællen], som efterfølgende kom hen til den landsby, hvor ansøgeren opholdt sig. [Ægtefællen] fortalte hende, at hans familie havde slået hendes fader ihjel og såret hendes broder. [Ægtefællen] og ansøgeren rejste derefter videre til Addis Abeba, hvor de blev viet. De opholdt sig i Addis Abeba i en måned, hvorefter ansøgeren udrejste med hjælp fra en agent. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og afglidende om en række centrale dele af sit asylmotiv, blandt andet om, hvor lang tid, der gik fra søsterens død, til enkemanden fremsatte krav om at indgå ægteskab med ansøgeren, og om hvor lang tid der skulle bruges til at ”gøre ansøgeren klar” til ægteskabet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt hun og [ægtefællen] overnattede i [den anden by] eller ej. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende og afglidende om, hvad hun og [ægtefællen] havde planlagt, da de stak af til [den anden by]. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [primo] 2016 forklaret, at meningen var, at de efter ægteskabets indgåelse skulle vende tilbage til deres egen landsby, fordi [ægtefællen] havde dyr der. Under samtalen i Nævnet har ansøgeren dels forklaret, at hun ikke husker planerne, dels at det var [ægtefællen], der bestemte, og at [ægtefællen] havde sagt, at de skulle bo et sted, hvor de kunne være i fred. Ansøgerens forklaring om ægteskabet med [ægtefællen], hendes overvejelser eller mangel på samme om mulige klankonflikter i den anledning og forklaringen om, at hun blev fængslet i anledning af forbindelsen med [ægtefællen], fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/19COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er statsborger i Eritrea og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter de generelle levevilkår i landet, herunder at han ikke har noget netværk. Ansøgeren frygter, at han ved en eventuel indrejse i Eritrea, på grund af sin opvækst i Etiopien, vil blive straffet af de eritreiske myndigheder. Herudover frygter ansøgeren, at han vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Eritrea, men at han udrejste derfra som helt lille. Ansøgerens moder døde i forbindelse med ansøgerens fødsel. Ansøgeren ved ikke, hvor sin fader opholder sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren er opvokset hos sin faders etiopiske ven, [T], i Addis Ababa i Etiopien. [T’s] ægtefælle tvang imidlertid ansøgeren på et senere tidspunkt til at forlade bopælen, da han var ca. 14 år. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Eritrea. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren er opvokset i Etiopien, og at hans modersmål er amhari. Hertil kommer, at det såvel af anmeldelsesrapporten af […] 2014 som af det underskrevne skema af samme dato fremgår, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark har oplyst til politiet, at han er fra Etiopien. Ansøgeren har ikke heroverfor ved sin forklaring sandsynliggjort, at han er født i Eritrea og dermed er eritreisk statsborger. Det bemærkes herved, at den kopi af et id-kort, som ansøgeren har fremlagt under nævnsmødet, ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien, således at han asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Ansøgeren er ikke fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/18 / KIB
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen Ogaden og er sunni-muslim af trosretning fra Jigjiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med ONLF (Ogaden National Liberation Front), som hans fader var aktivt medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, herunder Liyu Police, da de beskylder ham for at samarbejde med ONLF. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han flere gange er blevet opsøgt og tilbageholdt af Liyu Police, idet de har beskyldt ham for at samarbejde med sin fader, som er aktivt medlem af ONLF. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet i forbindelse med det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets flertal lægge til grund, at myndighederne har været bekendt med, at ansøgerens fader var aktivt medlem af ONLF, at faderen havde en sådan position inden for bevægelsen, at myndighederne ønskede at likvidere faderen, at myndighederne var bekendt med, at ansøgeren havde haft kontakt med faderen, at ansøgeren blev udsat for tilbageholdelse af myndighederne, at ansøgeren blev tvunget til at samarbejde med myndighederne med henblik på at finde frem til faderens opholdssted, at ansøgeren fik kontakt med faderen, og at der herefter opstod en skudepisode mellem myndighederne og medlemmer af ONLF, hvorunder det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Etiopien/2016/17/COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra Ogaden klanen og muslim af trosretning fra [en mindre by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med ONLF (Ogaden National Liberation Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller dræbt af Liyu Police, som mistænker ham for at have givet mælk til og støttet ONLF. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i 2007 (etiopisk kalender) blev opsøgt af 10 mænd fra Liyu Police, der anklagede ham for at have givet mælk til ONLF. Herefter blev ansøgeren udsat for et voldeligt overgreb af politimændene. Den følgende dag blev ansøgeren oplyst, at Liyu Police havde ransaget familiens hus, og moderen fortalte ham efterfølgende, at Liyu Police havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren gemte sig herefter i sin afdøde morbroders hus, hvorefter han rejste til Addis Abeba og derfra til Sudan. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne forud for udrejsen, blandt andet om årsagen til politiets mistanke mod ham, om forløbet i forbindelse med politiets overfald på ham, om hvornår han fortalte moderen om overfaldet, om forløbet da den gamle mands søn dagen efter orienterede ham om politiets tilstedeværelse på bopælen, om politiets udtalelser til moderen i forbindelse med ransagning af bopælen, og om myndighedernes henvendelser på bopælen i øvrigt i anledningen af faderens aktiviteter. Ansøgeren har udvist et yderst begrænset kendskab til faderens aktiviteter for ONLF. Han har forklaret upræcist om faderens kontakt med familien, og hans antagelse om omfanget og karakteren af faderens aktiviteter er alene baseret på formodninger. Dernæst har ansøgeren forklaret udbyggende om sin bistand til ONLF og om sin kontakt med myndighederne forud for politiets overfald. Endvidere må det tillægges vægt, at politiet ikke tilbageholdt ansøgeren i forbindelse med overfaldet, navnlig når der henses til, at de konkret mistænkte ham for at have bistået ONLF-soldater med forsyninger, og at myndighederne ifølge ansøgerens forklaring var bekendte med faderens deltagelse i ONLF. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/16/COL
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, subklan [navn på subklan], og muslim fra [navn på ansøgerens hjemby] i [navn på region], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har sympatiseret med ONLF. Ansøgerens stedbroder har været medlem af ONLF. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af […] Police, idet de forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren til deres milits, og fordi de mistænker ansøgeren for at være en del af ONLF. Ansøgerens farbroder og stedbroder, [navn på stedbroder], var medlemmer af ONLF. Ansøgeren støttede indirekte ONLF økonomisk ved at give sin stedbroder penge. Ved udgangen af 2013 blev ansøgeren opsøgt af […] Police på sin fasters bopæl. Ansøgeren var først tilbageholdt på den lokale politistation i [ansøgerens hjemby], derefter blev han overflyttet til centralfængslet i [navn på større by], hvorefter han blev overført til [navn på fængsel] i byen Jijiga, hvor han var fængslet i tre måneder og 17 dage. Med hjælp fra sin familieklan blev han løsladt. I [starten af] 2014 blev ansøgeren igen opsøgt på sin fasters bopæl af […] Police. De tog ansøgeren med til deres træningslejr ved området [navn på større by]. Ansøgeren opholdt sig i lejren i 10 dage, hvor han deltog i militærtræning. Det lykkedes for ansøgeren at flygte fra lejren til byen [navn på by]. Han fik der kontakt til en agent, der hjalp ansøgeren med at udrejse af Etiopien. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund og finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og uden væsentlige divergenser, at hans halvbror og svoger var medlemmer af ONLF, at halvbroderen blev dræbt under kamp med […] Police, hvorefter ansøgeren blev mistænkt for ligeledes at være medlem af ONLF. Ansøgeren blev anholdt og fængslet, først i godt tre måneder og derefter løsladt med bistand af ældrerådet og mod betaling. Efter nogle måneder blev ansøgeren på ny anholdt og ført til [...] Polices træningslejr, hvorfra han flygtede efter 10 dages ophold. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2016/15/MKT
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen ortodoks af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens broder var medlem og medstifter af [et oppositionsparti], hvorfor ansøgeren sympatiserede med partiets ideologi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, som betragter hende som modstander af regimet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes broder, […], var medstifter af partiet […]. For omkring 10 år siden opsøgte myndighederne familiens bopæl med henblik på at finde broderen. Da de ikke kunne finde broderen, blev ansøgeren og hendes søster tilbageholdt og afhørt om broderens opholdssted og aktiviteter, hvilket de ikke kunne svare på. De blev begge udsat for seksuelle overgreb og derefter løsladt. Efterfølgende blev ansøgerens broder skudt under hans deltagelse i en demonstration. [Medio] 2014 deltog ansøgeren i et kvindemøde, indkaldt af kommunen, sammen med omkring 70 til 80 andre kvinder fra lokalområdet. På grund af den forestående folkeafstemning blev kvinderne til mødet bedt om at melde sig ind i regeringspartiet. Ansøgeren gav som den eneste højlydt udtryk for, at hun ikke ville melde sig ind i partiet grundet sin broders skæbne og de seksuelle overgreb, som hun var blevet udsat for og beskyldte i denne forbindelse regeringen for at stå bag. Tre dage efter mødet blev ansøgeren opsøgt i sin forretning og tilbageholdt af efterretningstjenesten. De afhørte hende omkring hendes udtalelser til kvindemødet og beskyldte hende derudover for at være medlem af modstandsbevægelsen kaldet […]. [Medio] 2014 blev hun ført for en domstol og efterfølgende løsladt mod kaution. Hun blev bedt om at møde i retten igen den [ultimo] 2014, men i stedet for at møde i retten udrejste hun fra Etiopien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer troværdig og selvoplevet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens bror har været politisk aktiv i [et oppositionsparti], og at ansøgeren og hendes søster i 2005 blev tilbageholdt og udsat for seksuelle overgreb i forbindelse med, at myndighederne ledte efter broren, der kort efter blev dræbt af myndighederne under en demonstration. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren til et kommunalt møde op til valget i 2014 offentligt tilkendegav sin modstand mod regeringen, hvilket førte til, at hun tre dage senere blev anholdt og tilbageholdt i ti dage. Flertallet af nævnets medlemmer lægger endelig ansøgerens forklaring om, at hun i forbindelse med anholdelsen blev beskyldt for at være en del af modstandsbevægelsen […] til grund, og finder derfor, at hun er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2016/14/COL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ogaden og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet de beskylder ham og hans familie for at støtte ONLF (Ogaden National Liberation Front). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader blev anholdt af de etiopiske myndigheder [i vinteren] 2012, idet han igennem en længere periode havde transporteret fødevarer for ONLF i forbindelse med sit arbejde. I [slutningen af] 2012 fik familien at vide, at hans fader var afgået ved døden under fængslingen. Tre dage efter faderens anholdelse blev familiens bopæl opsøgt af de etiopiske myndigheder, som herefter opsøgte familien med jævne mellemrum indtil [i foråret] 2013. De etiopiske myndigheder ville have flere oplysninger om faderens tilknytning til ONLF, hvorfor de slog og sparkede ansøgeren og resten af familien i forbindelse med at de udspurgte dem. Familiens bopæl blev sidste gang opsøgt af de etiopiske myndigheder [i foråret] 2013, hvor ansøgeren ikke var til stede. Da ansøgeren kom hjem, var hans moder blevet slået bevidstløs, og ansøgerens søster var blevet voldtaget af de etiopiske myndigheder. Ansøgerens søster fortalte ham, at myndighederne havde fundet ud af, at ansøgerens broder havde tilsluttet sig ONLF, og at ansøgeren skulle flygte, fordi myndighederne ville slå ham ihjel. Ansøgeren flygtede fra bopælen med det samme og tog ophold i en skov, hvor han opholdt sig i to dage, inden han udrejste til Somaliland. Ansøgeren har for tre til fire uger siden fået kontakt med sin fætter, der bor i Storbritannien. Fætteren fortalte, at ansøgerens moder, søster og ægtefælle er blevet skudt af de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om de etiopiske myndigheders opsøgning af familien på bopælen er ganske upræcis. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de etiopiske myndigheder var på bopælen cirka hver anden dag indtil [ foråret] 2013. Flertallet finder det ikke sandsynligt, at de etiopiske myndigheder har opsøgt familien i et sådant omfang, uden at de etiopiske myndigheder på noget tidspunkt tog ansøgerens storebroder med, selvom storebroderen nogle gange hjalp faderen, når han kørte lastbilen. Flertallet finder heller ikke ansøgerens forklaring om sin kontakt med sin fætter troværdig. Flertallet finder det påfaldende, at ansøgeren først opnåede kontakt med fætteren tre til fire uger før nævnsmødet, og at fætteren da fortalte, at familien var blevet skudt efter ansøgerens udrejse. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/13/SLN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har været medlem af en ungdomsstøttegruppe til Oromo Liberation Front (OLF) siden 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter myndighedernes overgreb. Han deltog [i foråret] 2014 i en demonstration i Gelemso, fordi de etiopiske myndigheder havde vedtaget en lov om at udvide Addis Ababa. Hans opgave var at fortælle andre om demonstrationen forud for, at den fandt sted. Han blev i forbindelse med demonstrationen anholdt af de etiopiske myndigheder, hvorefter han var fængslet på en militærlejr i knap fire måneder. Han blev her afhørt utallige gange om, hvorvidt han havde været med til at arrangere demonstrationen, ligesom han blev udsat for fysiske overgreb. [I sommeren] 2014 flygtede ansøgeren fra fængslet, hvorefter han tog ophold hos en af sin onkels bekendte, inden han tre dage efter udrejste fra Etiopien. Ansøgerens forældre har efter ansøgerens udrejse været fængslet af de etiopiske myndigheder som følge af, at myndighederne ikke kunne finde ansøgeren. Moderen blev løsladt efter 15 dages fængsling, hvorimod faderen fortsat er forsvundet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen intet har oplyst om sin egen tilknytning til en ungdomsstøttegruppe til OLF, herunder at han gennem en periode på omkring to år deltog i et til to månedlige møder i gruppen og indsamlede penge, som han hver måned afleverede til gruppen. Flertallet finder ansøgerens forklaring om, at han ikke fortalte sin familie – herunder sin fader, der i mange år var politisk aktiv i OLF – om sin egen rolle til støtte for organisationen, usandsynlig. Flertallet finder det endvidere helt usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra militærlejren på den af ham beskrevne måde ved sammen med 11 medfanger – der ifølge ansøgerens forklaring ligesom han selv skulle henrettes – at blive efterladt ubevogtet så længe, at fangerne kunne løbe hen til et hegn, som ansøgeren og i hvert fald andre af fangerne uden større problemer var i stand til at kravle over og derfra løbe væk. På denne baggrund finder flertallet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/12/SLN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […] i Etiopien. Hun har boet i Etiopien i hele sit liv og har amhari som sit modersmål. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved indrejse i Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter hun endvidere, at hendes tidligere samlever vil dræbe hende, samt at hun skal leve i et land, hvor hun ingen rettigheder har. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes forældre i 1998 fik besked på at flytte tilbage til Eritrea. Ordren omfattede også ansøgeren, der på det tidspunkt var 14 år. Ansøgeren rettede sig ikke efter dette og flyttede i stedet ind hos sin muslimske kæreste […], der boede i landsbyen […], to timers kørsel fra […]. Hun har ikke siden haft kontakt til sine forældre. I 2010/2011 forlod ansøgeren […], fordi han i de seneste fire år mange gange havde været voldelig over for hende og havde foranlediget, at hun to gange ufrivilligt havde aborteret. Familien ville ikke have, at hun skulle have et barn med […], da hun var kristen og nægtede at konvertere til islam. Efter tilbagekomsten til […], forsøgte ansøgeren at få udstedt et etiopisk ID-kort. På kommunekontoret fik hun afslag på ansøgningen under henvisning til, at hun skulle være udrejst sammen med sine udviste forældre, og at hun dermed opholdt sig ulovligt i Etiopien. Efter at have boet og arbejdet i […] i omkring et år hørte hun fra en veninde til moderen, at […] havde spurgt efter hende på det lokale marked og havde sagt, at han ville dræbe ansøgeren. Tre til fire dage senere udrejste hun illegalt til Sudan. Under rejsen til Danmark mistede hun sin dåbsattest samt fotografier af sine forældre. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun og hendes forældre er eritreiske statsborgere, til grund. Flertallet bemærker herved, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring boede sammen med sine forældre, til hun var 16 år gammel, er stort set uden viden om sin familie og dens hjemegn i Eritrea. Det forekommer ligeledes påfaldende, at ansøgeren på intet tidspunkt har søgt at komme i kontakt med sine forældre, siden hun skiltes fra dem. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om flere forhold. [I vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret, at der gik næsten tre år, fra hun mistede sit andet barn, indtil hun forlod Ahmed, mens hun [i sommeren] 2015 har forklaret, at der gik to-tre måneder. Om sin første abort har ansøgeren [i vinteren] 2015 forklaret, at Ahmed låste hende inde og hentede en kvinde, som stak metalgenstande op i ansøgerens underliv for at fjerne barnet. På nævnsmødet [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at svigermoderen gav hende medicin, så hun aborterede. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren har erkendt, at hun ved sin indrejse i Danmark til politiet gav flere urigtige oplysninger, herunder om, at hun er født i Eritrea. Ansøgerens forklaring om, at hun gav de urigtige oplysninger, fordi hun var bange og forvirret, forekommer ikke overbevisende. Endelig lægger flertallet vægt på, at ansøgerens forklaring om sin rejse til Danmark forekommer usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har den [i vinteren] 2015 forklaret, at hun under rejsen til Danmark skiftede tog fire gange, en gang i Italien, en gang i et andet land og to gange i Tyskland, og at toget i Tyskland kørte ombord på en færge. På nærmere spørgsmål til indrejsen i Danmark set i forhold til den omstændighed, at hun af politiet blev antruffet på [navngiven station i Danmark], har ansøgeren forklaret, at hun også skiftede tog i Danmark. Ansøgeren har i øvrigt svaret usikkert og afglidende på spørgsmål herom. Ansøgerens forklaring om at hun på stationen om natten tilfældigt traf en anden eritreisk kvinde forekommer ikke troværdig, og det samme gælder forklaringen om, at agenten fulgte hende helt til [navngiven by i Danmark] og steg af toget sammen med hende og udpegede politistationen for hende. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren må anses for at være etiopisk statsborger, således at hun asylretligt skal vurderes i forhold til dette land. Da flertallet efter sin vurdering af ansøgerens generelle troværdighed ikke kan lægge til grund, at […] mere end et år efter, at hun forlod ham, skulle have søgt efter hende i […] og truet med at slå hende ihjel, findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/11 NIN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de etiopiske myndigheder, fordi han har været sekretær for en støttegruppe til partiet Oromo Liberation Front (OLF), og fordi han er flygtet fra et fængselsophold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han siden 2001 efter etiopisk tidsregning og frem til sin udrejse af Etiopien arbejdede som frivillig sekretær for en støttegruppe til partiet OLF. Hans arbejdsopgaver var blandt andet at indsamle og registrere indkomne betalinger af medlemskontingenter. [I] 2006 efter etiopisk tidsregning blev han i forbindelse med en ulovlig demonstration anholdt af de etiopiske myndigheder. Han var fængslet i tre dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Dernæst tog han hjem til sin bopæl og hentede 1000 dollars. Han rejste herefter til byen Sanbitu og derfra videre til nogle andre mindre byer. [Omkring en måned senere] indrejste han i Sudan. [Kort tid inden] ransagede politiet ansøgerens bopæl. De fandt flere dokumenter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet for OLF. Dernæst blev hans moder og brødre anholdt. De blev efterfølgende løsladt mod en garantistillelse, men må ikke forlade området. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under mødet i nævnet forklaret, at han og de øvrige indsatte blev afhørt under fængselsopholdet, mens han ikke har forklaret herom under samtalerne i Udlændingestyrelsen. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har han derimod forklaret, at der ikke var nogen kommunikation mellem ansøgeren og de andre indsatte eller med fængselsvagterne. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt han blev slået under fængselsopholdet. Under samtalen med udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har han forklaret, at han blev slået med stænger i forbindelse med anholdelsen, mens han for nævnet først forklarede, at han også blev slået under fængselsopholdet, men senere under mødet rettede dette til, at han blev slået ved anholdelsen og under transporten til fængslet. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om følgerne af, at han blev slået. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten fra fængslet forekommer usandsynlig, ligesom han har forklaret divergerende om, hvordan flugten kunne lade sig gøre. Videre har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at ansøgeren først har omtalt og fremlagt en arrestordre efter, at han blev meddelt afslag på asyl. Flertallet anser det derfor ikke for afgørende for vurderingen af ansøgerens troværdighed, at arrestordren ikke har kunnet ægthedsvurderet. Endelig finder nævnet ikke, at de aktuelle baggrundsoplysninger indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etnisk oromoere i sig selv er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/10/CEB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Etiopien og ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive udsat for grove fysiske overgreb, samt at han vil blive slået ihjel af sin moders familie, idet hans fader har slået hans morbroder ihjel, grundet familiens vodoo magi. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb fra [en myndighedsperson], idet dennes datter er blevet forhekset af ansøgerens familiemedlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i [en by] i Eritrea. Sammen med sine forældre flyttede han til [en provins] i Etiopien, da han var seks år. I [et årtal] slog hans fader hans morbroder ihjel. I [et årstal] blev hans broder dræbt af ukendte medlemmer fra ansøgerens moders familie. Ved udgangen af året blev ansøgeren udsat for vold og trusler fra medlemmer af hans moders familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2013 blev opsøgt af [myndighedspersonen]. [Myndighedspersonen] truede ansøgeren, fordi ansøgerens familie havde udført ond vodoo magi mod hans datter, […]. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af nogle soldater, fordi [myndighedspersonens] datter havde nævnt hans navn. Soldaterne tog ham med på politistationen, men han blev løsladt den efterfølgende dag. Ansøgeren har efterfølgende været fængslet flere gange. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet eller, at han vil blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste på uendelig tid. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring opholdt sig i Etiopien fra 1989 og frem til sin udrejse. Forældrene, hvoraf moderen er etiopisk statsborger, bosatte sig i [en by] i Etiopien. Ansøgeren gik i folkeskole til og med 10. klasse. Han fik udstedt et etiopisk ID-kort af [en] kommune i 2003 og tog herefter en uddannelse som elektriker. Han har fra 2006 arbejdet som ansat elektriker. Når der videre henses til, at ansøgeren formelt opfylder grundbetingelserne i den etiopiske konstitution fra 1995 for at blive etiopisk statsborger, findes han at kunne vurderes i forhold til Etiopien. Ansøgeren har forklaret upræcist og usammenhængende angående den påberåbte konflikt med [myndighedspersonen], herunder om hvorledes ansøgeren blev udpeget som årsag til [myndighedspersonens] datter, […], sygdom, om [myndighedspersonens] henvendelse til ansøgeren, om antallet af fængslingerne og om tidspunktet for fængslingerne. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring har oplyst, at han ikke har haft nogen kontakt med [myndighedspersonens] datter, at han ikke selv havde magiske evner, at han heller ikke havde søgt at udøve vodoo, og at han og hans forældre tog afstand herfra. Ansøgeren har videre oplyst, at han heller ikke er bekendt med, at moderens øvrige familie har været involveret i en lignende konflikt. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om, hvornår faderen fik kendskab til, at moderens familie skulle udøve vodoo. Dernæst har ansøgeren forklaret upræcist og udbyggende angående moderens families overfald og chikane mod ansøgeren og hans søskende på grund af faderens drab på morbroderen. Det skal herved bemærkes, at drabet fandt sted tilbage i [et årstal]. Ansøgeren var således efter drabet i stand til at opholde sig i 18 år i hjembyen. Ansøgerens antagelser om, at drabet på broderen, […], skyldes hans moders familie, er alene baseret på formodninger. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren ikke har kunnet angive dagen for broderens død i [et årstal], selvom begivenheden må antages at være et væsentligt moment i hans liv. På denne baggrund og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/1/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra […], Etiopien. Ansøgeren har ydet støtte til Oromo Li-beration Front (OLF), og hendes familie har været medlemmer af bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader blev fængslet, da ansøgeren var meget ung, og at han i 2003 døde på et hospital i […] på grund af de overgreb, han blev udsat for under sin tilbageholdelse. An-søgeren og hendes søster udrejste kort tid herefter til Sudan, hvorefter ansøgeren og hendes søsken-de blev eftersøgt af de etiopiske myndigheder. Ansøgerens moder blev flere gange afhørt af myn-dighederne vedrørende børnenes opholdssted. For omkring fem år siden udrejste moderen også til Sudan. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Sudan har deltaget i forsamlinger arrangeret af OLF, og ved en tilbagevenden til Etiopien frygter hun de etiopiske myndigheder på baggrund af hendes tilhørsforhold til OLF. I 2006 begyndte ansøgeren sin udrejse fra Sudan til Europa. Flygt-ningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i Etiopien i tre uger efter farens død uden forfølgelse fra myndighederne, og at flere familiemedlemmer blev der endnu længere, herunder ansøgerens mor helt frem til omkring 2010 og således i omkring fire år efter, at ansøgerens aktiviteter også i Sudan var ophørt. I øvrigt bemærkes det, at hendes rolle i disse aktiviteter efter det foreliggende må vurderes at være mindre fremtrædende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/9
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etiopisk statsborger og ortodoks kristen fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger. Ved indrejse i Eritrea frygter ansøgeren et liv med undertrykkelse i militæret. Hun frygter endvidere at blive betragtet som mod-stander af styret i Eritrea, samt at de eritreiske myndigheder ikke vil betragte hende som eritreisk statsborger. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at få problemer med myndighederne, fordi hun ikke er etiopisk statsborger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Etiopien, men begge hendes forældre er eritreiske stats-borgere. Hendes fader forsvandt, da ansøgeren var lille. Ansøgerens moder har fortalt hende, at fa-deren blev tilbageholdt af de etiopiske myndigheder, der mistænkte ham for at være spion og at samarbejde med myndighederne i Eritrea. Ansøgerens moder døde, da ansøgeren var ni år gammel. Herefter boede hun sammen med sine to yngre brødre hos nabokonen, indtil hun fyldte 14 år. Herefter rejste hun illegalt til Sudan, hvor hun boede sammen med sin moster frem til sin udrejse [medio] 2014. Ansøgeren har ikke været tilbage i Etiopien. Ansøgeren har aldrig været i Eritrea. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er eritreisk statsborger. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Etiopien, at hun aldrig har været i Eritrea, og at hun såvel til motivsamtalen [primo] 2015 som til asylsamtalen [medio] 2015 har forklaret, at hendes mor var etiopisk statsborger. Først efter Udlændingestyrelsens afgørelse, hvori det lægges til grund, at hun som følge af sin moders etiopiske statsborgerskab selv har etiopisk statsborgerskab, har hun forklaret, at begge hendes forældre var eritreiske statsborgere. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge den ændrede forklaring om moderens statsborgerskab til grund, idet forklaringen findes utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillige vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at hun gav den oprindelige forklaring, fordi nogen havde fortalt hende, at hun derved kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Den for Flygtningenævnet fremlagte kopi af et eritreisk identitetskort for ansøgerens moder kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at navnet på identitetskortet er et andet, end det ansøgeren ifølge motivsamtalen har opgivet som sin mors. Ansøgerens forklaring om, at denne divergens må skyldes tolkefejl eller misforståelser under samtalen, tilsidesætter nævnet som utroværdig. Endvidere fremtræder identitetskortet som udstedt i Keren, Eritrea, samme år som moderen ifølge ansøgerens forklaring døde efter lang tids ophold i Etiopien. Flygtningenævnet lægger herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger og således asylretligt skal vurderes i forhold til Etiopien. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/8
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i august 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk somalier, tilhører klanen Ogaden, subklanen […] og er muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en til-bagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af den etiopiske regering, som har udstedt en døds-dom mod ham. Derudover frygter ansøgeren, at han vil blive dræbt af medlemmer af [en familie], idet hans forsvundne bror har dræbt [nogle] af deres familiemedlemmer. Ansøgeren frygter endvi-dere, at han ikke vil kunne modtage den fornødne behandling for sin diabetes i hjemlandet. Flygt-ningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på væsentlige punkter forekommer utroværdig og usandsynlig. I den forbindelse bemærkes blandt andet, at han i oplysnings- og motivsamtalen udtrykkeligt har forklaret, at politiet først kom dagen efter det første besøg af ONLF, medens han i de efterfølgende samtaler og for Flygtningenævnet har forklaret, at politiet allerede kom samme dag. Det forekommer endvidere usandsynligt, at en soldat skulle have efterladt et gevær i ansøgerens butik på et tidspunkt, hvor ansøgeren sad fængslet for samarbejde med oprørerne. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at han efter skudepisoden ikke turde tage hjem, da han ikke troede, at han kunne være i sikkerhed der, men at han desuagtet i den følgende periode opholdt sig ubevæbnet i sit hjem om natten. Endelig bemærkes, at ansøgerens [familiemedlem] fortsatte med at drive butikken efter ansøgerens flugt, og at det forekommer usandsynligt, at han kunne opholde sig i flere dage efter, at politiet var begyndt at eftersøge ham hos [hans familiemedlem], der boede i samme by, der efter ansøgerens forklaring var infiltreret af politispioner. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/7
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigre og protestantisk kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter sin svigerfamilie, som har behandlet hende respektløst på baggrund af hendes etnicitet og religion. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive diskrimineret af den etiopiske regering, da hun er etnisk tigre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født i Etiopien og er etiopisk statsborger, men at hun føler sig mere som en eritreer, idet hendes familie har rødder i Eritrea. [I begyndelsen af 2008] blev ansøgeren viet med sin nuværende ægtefælle, [A], hvorefter hun flyttede ind hos svigerfamilien. Ægteskabet var arrangeret, men frivilligt. Hos svigerfamilien blev ansøgeren nedgjort som følge af sin eritreiske baggrund og religion. Svigermoderen, som er muslim, respekterede ikke, at ansøgeren ønskede at opdrage sine børn i den kristne tro. Da ansøgeren var tre måneder henne med sin yngste søn, født [i sommeren 2010], blev situationen forværret yderligere efter en diskussion med svigerinden. Diskussionen endte med, at svigerinden snittede ansøgeren med et barberblad. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin faster. Efter en uge flyttede ansøgeren tilbage til svigerfamilien, da ansøgerens ægtefælle havde lovet at finde en endelig løsning på problemerne. Ansøgeren undersøgte mulighederne for at udrejse få måneder inden sin udrejse i 2014. Ansøgeren fik med hjælp fra sin onkel visum til Grækenland, hvorefter hun udrejste i [sommeren] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun i stigende grad oplevede at blive diskrimineret af de etiopiske myndigheder. Ansøgeren har blandt andet oplyst, at hendes praktiksted lå i et uattraktivt område, at hun blev fyret fra et offentligt hospital, samt at hun blev pålagt ekstraordinært høje skatter i forbindelse med åbningen af en privatklinik. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun under sit ophold i Danmark fejlagtigt er blevet eksponeret som eritreisk statsborger på [en dansk] hjemmeside, hvilket de etiopiske myndigheder vil have mulighed for at få kendskab til. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien. Uanset om Flygtningenævnet lægger de centrale dele af ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin ægtefælles familie, til grund, finder nævnet, at konflikten ikke har en sådan intensitet, at den er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at den helt centrale episode, hvor hun blev snittet med et barberblad fandt sted i 2010, og at ansøgeren efter denne episode levede hos svigerfamilien i yderligere fire år, før hun udrejste. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om udstrækningen af konflikten fremstår vag og uden konkrete detaljer, samt at hun uanset uoverensstemmelserne med svigermoderen i en årrække og frem til sin udrejse havde mulighed for at passe sit job som tandlæge og opdrage sine børn kristent. Uanset om der måtte have været løbende uoverensstemmelser med ægtefællens familie, finder Flygtningenævnet herefter, at disse ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne på grund af sin eritreiske baggrund eller, at den artikel, som […] har bragt på internettet, har eller vil eksponere hende over for myndighederne på en negativ måde. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har haft konflikter med myndighederne, og at hun var fuldstændig uprofileret, da hun udrejste af Etiopien, ligesom myndighederne allerede var bekendt med, at hun var af eritreiske afstamning. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren formoder, at hun blev behandlet dårligt at myndighederne på grund af sin etnicitet i forbindelse med tildeling af praktiksted. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/6
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og muslim af trosretning fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af den etiopiske regering, fordi de mistænker ham for at være tilknyttet ONLF. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato blev hentet af ONLF, som tog ansøgeren og fem andre drenge med til deres træningslejr. Samme aften fik ansøgeren og en person ved navn Said at vide, at de kunne forlade lejren, antageligt på grund af begges unge alder. Ansøgerens fader blev anholdt af Liyu Police omkring en til to måneder før [en bestemt dato i sensommeren] 2013. Ansøgeren blev i forbindelse med anholdelsen af faderen beskyldt for at være medlem af ONLF, og Liyu Police truede med at ville dræbe ansøgeren, hans broder og faderen. Faderen blev løsladt to dage senere. [Den bestemte dato i sensommeren] 2013 blev ansøgerens fader dræbt af Liyu Police i forbindelse med, at landsbyen blev angrebet af Liyu Police. Da de hørte skud, løb ansøgeren sammen med sin fader og broder ud af huset, hvorefter faderen blev ramt af skud. Ansøgeren flygtede derefter ud af landsbyen, og da han af sin fasters ægtefælle fik at vide, at Liyu Police havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen, flygtede han til Addis Ababa. Han udrejste af Etiopien [i begyndelsen af efteråret] 2013. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren er født i 1995. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han har overværet, at ONLF har forsøgt at hverve unge mænd fra ansøgerens landsby, eller at ansøgeren i et tilfælde er blevet hentet af ONLF for efterfølgende samme dag at få lov til at vende hjem igen. Flygtningenævnet finder ej heller grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at Liyu Police i sommeren 2013 hentede ansøgerens fader, og at både faderen, ansøgeren og broderen blev beskyldt for at have kontakt med ONLF. Det kan på grundlag af ansøgerens forklaring imidlertid lægges til grund, at faderen blev løsladt efter to dage, og at der i den forbindelse ikke blev foretaget videre i forhold til ansøgeren eller dennes broder. Flygtningenævnet finder, at det, som forklaret af ansøgeren, kan lægges til grund, at Liyu Police [i sommeren] 2013 trængte ind i den landsby, hvor ansøgeren boede, og at ansøgeren sammen med sin fader og broder løb ud af huset, og at faderen i den forbindelse blev ramt af skud, hvilket førte til, at ansøgerens fader samme dag afgik ved døden. Flygtningenævnet finder, at det på grundlag af ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren og hans familie ikke havde nogen særlig tilknytning til ONLF eller fremstod som værende tilknyttet ONLF. Ansøgeren har forklaret, at angrebet på landsbyen [i sommeren] 2013 blev foretaget af en større styrke fra Liyu Police, og at flere landsbyboere blev dræbt eller såret. Det kan således ikke lægges til grund, at angrebet på landsbyen var særligt rettet mod ansøgeren, dennes broder eller fader. Ansøgeren har forklaret, at fasterens ægtefælle oplyste, at Liyu Police efter angrebet havde spurgt efter ansøgeren, og at fasterens ægtefælle på dette grundlag havde anbefalet ansøgeren at tage til Addis Ababa. Ansøgeren har endvidere forklaret, at ansøgerens moder, medens ansøgeren opholdt sig i Libyen, telefonisk oplyste, at Liyu Police havde spurgt efter ansøgeren tre til fire gange. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv, og nævnet finder ikke, at ansøgeren, der ikke havde nogen tilknytning til ONLF, og som i øvrigt var ganske uprofileret, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/5
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eritreisk statsborger, og at han frygter at indrejse i Eritrea, fordi han har hørt, at der er dårlige vilkår i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter forfølgelse fra de sudanesiske myndigheders side, herunder ubegrundede fængslinger og de særdeles indskrænkende bevægelsesmuligheder. Han har derudover oplyst, at eritreere er udsat for diskrimination i Sudan. Ansøgeren har endeligt oplyst, at han ikke mener, at han har ret til at indrejse lovligt i Etiopien, fordi hans fader var eritreisk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans moder, der er etiopisk statsborger, emigrerede fra Etiopien til Sudan sammen med sin moder, da hun var et år gammel. Her mødte hun ansøgerens fader, der var eritreisk statsborger. Ansøgeren er født og opvokset i en flygtningelejr i Sudan. Ansøgerens fader afgik ved døden, inden han lærte ham at kende. Ansøgerens moder opholder sig fortsat i flygtningelejren i Sudan. Ansøgeren blev i Sudan på et ukendt tidspunkt i 2003 fængslet i tre måneder uden grund. Ansøgeren blev anholdt af de sudanesiske myndigheder en dag, hvor han var i byen, fordi han ikke havde den fornødne dokumentation på, at han måtte opholde sig i byen. Dagen efter ansøgeren blev anholdt, fik han en slags dom på, at han enten skulle i fængsel i tre måneder eller betale nogle penge. Derefter sad han tre måneder i fængsel. Ansøgeren gjorde blandt andet rent i fængslet. Efter ansøgeren havde afsonet sin straf, blev han løsladt, uden de sudanesiske myndigheder sagde noget til ham. Ansøgeren tog herefter hjem til sin familie. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han én gang har fået en lussing, fordi han sad på en café og drak te under Ramadanen. Han blev tilbageholdt i 24 timer, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren har derudover oplyst, at eritreere og etiopiere i Sudan bliver kaldt Habish, som er et skældsord. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som han påberåber sig. Det må tillægges vægt, at oplysningerne om ansøgerens identitet og herkomst alene er baseret på hans mundtlige oplysninger. Han har oplyst, at hans moder er fra Etiopien. Ansøgerens oplysninger om faderen, som ifølge ansøgeren døde, da ansøgeren var to år gammel, er alene baseret på, hvad moderen har fortalt. Ansøgeren har ingen konkret viden om faderens forhold og har heller ikke foretaget sig noget aktivt for at undersøge dette nærmere eller i øvrigt sandsynliggøre sit eritreiske statsborgerskab. Ansøgeren har heller ikke på noget tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Ansøgeren må herefter anses for etiopisk statsborger. Ansøgeren, der fremstår helt uprofileret, har ikke haft problemer med myndighederne i Etiopien. Uanset de generelt vanskelige forhold i Etiopien, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved indrejse i Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller ikke kan antages, at han ved indrejse i landet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/4
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk daruud og muslim af trosretning fra […] i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at blive slået ihjel af medlemmer fra klanen […], da hans broder, [A], har slået et medlem af klanen ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive forfulgt af de etiopiske myndigheder, som mistænker ansøgeren og hans familie for at have forbindelse til og sympatisere med ONLF. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører klan-konflikten lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen indeholder divergerende oplysninger på helt centrale punkter. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 har forklaret, at [B] blev dræbt med et skud fra et gevær, som [A], havde fået fra nogle slægtninge, som boede i nærheden af ansøgerens hjem. Under asylsamtalerne [i vinteren] 2015 og [i foråret] 2015 har ansøgeren derimod oplyst, at en nabo har lånt geværet til [A]. Ansøgeren har hertil for nævnet forklaret, at udtrykket slægtninge dækker over personer, der tilhører samme subklan som ansøgeren og hans familie. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om det sted, drabet på [B] blev begået. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at drabet blev begået i en gyde i landsbyen, og ansøgeren har under asylsamtalen [i foråret] 2015 forklaret, at drabet skete på en offentlig plads. For Flygtningenævnet har ansøgeren på ny forklaret, at drabet fandt sted i en gyde, der er en snæver vej med huse på begge sider. Ansøgerens forklaring om mæglingen mellem ansøgerens familie og [B’s] familie indeholder også divergerende oplysninger, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at mæglingen fandt sted i et hus, der lå et hus væk fra ansøgerens families hjem. Han har derimod under asylsamtalen [i foråret] 2015 og for nævnet forklaret, at mæglingen blev gennemført i den afdøde [B’s] landsby, og at de ti ældre mænd, der mæglede, kom tilbage efter fire dage. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at klankonflikten har en sådan intensitet, der kan betegnes som asylbegrundende. Der henvises til, at ansøgeren og hans familie opholdt sig i deres landsby i cirka syv måneder efter [A’s] drab på [B] uden problemer med [B’s] familie, selv om ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at [B’s] familie sagtens kunne have opsøgt ansøgeren og hans familie i deres landsby og have slået dem ihjel. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens frygt for de etiopiske myndigheder, lægger Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om skyderiet, der fandt sted ved familiens café. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han så mændene fra militæret skyde mod familiens café, mens han under asylsamtalen [i vinteren] 2015 har forklaret, at han hørte skyderiet. Under asylsamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at der var cirka syv soldater, som gik rundt udenfor caféen. De skød ikke, men ansøgeren kunne høre, at der blev affyret skud i caféen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret upræcist og afglidende på flere spørgsmål om skyderiet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han og hans familie ikke tog henvendelsen fra myndighederne vedrørende [A] videre alvorlig. De var mere bekymrede over konflikten med [B’s] familie, og de diskuterede heller ikke, hvorvidt de måtte tage nogle forhåndsregler, hvis resultatet af myndighedernes undersøgelser blev, at [A] var ONLF-medlem. Familien ville flytte, hvis myndighederne på ny opsøgte dem. Ansøgeren har for Flygtningenævnet divergerende og udbyggende forklaret, at ansøgerens far sagde, at de skulle væk fra landsbyen hurtigst muligt, efter at myndighederne havde henvendt sig, og at de gik i gang med at pakke. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb eller umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/3
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status)] til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Ogaden og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Ogaden-regionen i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af Liyu Police, som mistænker hende for at være medlem af oprørsbevægelsen Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren frygter videre sin afdøde kærestes familie, som holder hende ansvarlig for kærestens død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes broder, [B], i [vinteren] 2014 forsvandt, og familien formodede, at han havde tilsluttet sig ONLF. Et par dage efter broderens forsvinden blev ansøgeren bekendt med, at Liyu Police eftersøgte broderen. [Omkring en måned senere] blev ansøgerens fader tilbageholdt i to måneder og afhørt om, hvor broderen befandt sig. [Omkring tre måneder herefter] kom broderen til familiens bopæl, men ansøgerens fader bad ham om at forlade bopælen på grund af familiens tidligere problemer med Liyu Police som følge af broderens forsvinden og tilslutning til ONLF. Senere samme dag kom Liyu Police til bopælen og beskyldte ansøgerens fader for at tilbageholde oplysninger. Da faderens nægtede dette, blev han og ansøgerens anden broder, [C], skudt og dræbt af repræsentanterne fra Liyu Police. Omkring en uge senere sad ansøgeren, ansøgerens søster og ansøgerens kæreste, [D], udenfor bopælen, da to repræsentanter fra Liyu Police kom forbi og spurgte kæresten, hvorfor han tilbragte tid med ONLF-medlemmer. Da ansøgerens kæreste svarede igen, blev han stukket i halsen med en kniv og afgik ved døden. I den efterfølgende periode blev ansøgeren løbende opsøgt af sin afdøde kærestes familiemedlemmer, som holdte ansøgeren ansvarlig for kærestens død. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren og dennes søster anholdt af Liyu Police og kørt til fængslet i Wardheere, hvor de dagligt blev udsat for overgreb og afhøringer omkring deres tilknytning til ONLF. Omkring en uge senere blev ansøgerens søster taget ud af cellen, og ansøgeren har ikke siden set hende. I [starten af efteråret] 2014 blev ansøgeren en nat hentet af en vagt og ført ud af fængslet til en ventende bil, hvori ansøgerens faders ven sad. Sammen med ansøgerens morbroder havde faderens ven arrangeret ansøgerens flugt fra fængslet og udrejse fra Etiopien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flertallet har således lagt til grund, at ansøgerens bror tilsluttede sig ONLF, og at ansøgerens far og anden bror i den forbindelse blev dræbt, ligesom ansøgeren og hendes søster blev tilbageholdt og udsat for overgreb i forbindelse med afhøringer om broderens forhold og om sin egen tilknytning til ONLF. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren med hjælp fra faderens ven flygtede fra fængslet og ud af landet. Endelig lægger flertallet til grund, at Liyu Police på ovennævnte baggrund mistænker ansøgeren for at have tilsluttet sig ONLF. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2015/21
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra [en landsby], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af sine to brødre, idet hun imod deres vilje har giftet sig med en mand ved navn [A], der tilhører klanen Madhibaan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 blev hemmeligt viet med [A]. Efter omkring to års ægteskab fik hendes to brødre imidlertid mistanke om, at ansøgeren var blevet gift, hvorefter de udsatte hende for overgreb. De truede ansøgeren på livet, hvilket medførte, at hun til sidst indrømmede ægteskabet. Brødrene meddelte derefter, at de senere ville slå hende ihjel, og at også [A] ville blive slået ihjel. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren og [A] først var kærester i fire-fem måneder og dernæst gift i to år, før forholdet blev opdaget af ansøgerens brødre, navnlig henset til, at ansøgeren og [A] boede i en landsby bestående af ganske få huse. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren kunne holde skjult for sin søster og sine børn, at hun havde et forhold til [A], som ofte besøgte hende i den lille hytte med kun et rum, hvor hun boede sammen med søsteren og børnene. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svaret upræcist og afglidende på flere spørgsmål i Flygtningenævnet, herunder blandt andet hvornår hendes brødre spurgte hende om forholdet til [A] og om de begge eller kun den ene bad hende komme med til det vandhul, hvor overgrebet skulle have fundet sted. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/19
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er muslim af trosretning fra […]-regionen i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han etiopisk statsborger, og at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, da de anklager ham for at være medlem af oprørsbevægelsen ONLF. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien ligeledes frygter forfølgelse, som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, som 18-årig, havde et homoseksuelt forhold i fire måneder med sin mandlige nabo, […], Forholdet blev afsluttet, da de ikke kunne ses jævnligt, og forholdet forblev skjult. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at i [foråret] 2014 blev han opsøgt på sin bopæl af de etiopiske myndigheder. Ansøgeren blev arresteret, fordi hans faders og fætters navne figurerede på en liste over eftersøgte personer. Efter 1,5 måneds tilbageholdelse i fængslet i […], hvor ansøgeren dagligt blev afhørt om sin tilknytning til ONFL og udsat for overgreb, blev ansøgeren overflyttet til et nyt fængsel uden for byen [mindre by]. Det lykkedes ham at flygte derfra [ i sommeren] 2014, hvor ONFL angreb fængslet. Ansøgeren flygtede sammen med en medfange [navnet]. Efter et kortere ophold i [i en mindre by] udrejste ansøgeren fra Etiopien. Ansøgeren har endelig oplyst, at han i Danmark har indledt et forhold til en somalisk mand, [navnet], og forholdet holder de hemmeligt. Ansøgeren er ikke bekendt med kærestens efternavn, baggrund og har i øvrigt ikke kunne give oplysninger, som kan identificer kæresten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet lægger den del af ansøgerens forklaring om, at han stammer fra Etiopien til grund, idet han har forklaret konsistent herom og har udvist et ikke uvæsentligt kendskab til forholdene i […]-provinsen. Det er imidlertid påfaldende, at ansøgeren først umiddelbart før nævnsmødet har været i stand til at fremskaffe en kopi af sit id-kort via sønnen til en tidligere nabo, der i dag er bosiddende i Aarhus, navnlig set i lyset af, at han tidligere har forklaret divergerende med hensyn til, hvor hans personlige papirer var henne, og i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at politiet havde taget id-kortet fra ham. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører myndighedernes beskyldninger mod ham for at støtte ONLF bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til blandt andet, om det var hans fætters og fars navn, der stod på listen, eller hans eget navn også var anført, og om han først opgav sit navn til myndighederne efter at have været tilbageholdt i 1 ½ måned, eller om myndighederne var bekendt med hans identitet allerede i forbindelse med anholdelsen. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om han sad fængslet et eller flere steder, og om naboen [navnet] besøgte ham eller medfangen [navnet], og hvem af dem, der fortalte ham om hans fars død. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han og [medfangen] efter flugten boede hos [medfangens] bror i [en mindre by], eller han boede hos sin moster, mens [medfangen] boede hos en kusine, eller om de begge kortvarigt boede hos [medfangen]. Det bemærkes, at divergenserne relaterer sig til forhold som ansøgeren selv har oplevet, og at det først er under nævnsmødet, at han har gjort gældende, at der har været problemer med hensyn til at forstå de medvirkende tolke i de indledende samtaler. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været fængslet og forfulgt af de etiopiske myndigheder med henvisning til, at han er mistænkt for at samarbejde eller sympatisere med ONLF. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører homoseksualitet bemærkes, at ansøgeren ikke forklarede noget herom i oplysnings- og motivsamtalen, og at han har forklaret divergerende med hensyn til, om han kendte [hans første mandlige kæreste] i forvejen eller ej, da de mødtes i biografen, og hvornår og hvorfor forholdet blev afsluttet. Endvidere har ansøgerens forklaringer om de forhold, han har haft til mænd i Danmark været overfladiske og præget af mangel på selv hel basale oplysninger som de pågældendes efternavne og adresser. Endelig bemærkes, at den forklaring ansøgeren har afgivet til LGBT Asylum om antallet af mandlige kærester i henholdsvis Etiopien, Egypten og Danmark divergerer i forhold den forklaring, han har afgivet overfor nævnet. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/18
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af religiøs overbevisning fra Addis Abeba i Etiopien. Ansøgeren har været medlem af [et navngivet parti] med henblik på at finde sin fader. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Eritrea, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste. Ansøgeren har derudover oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Etiopien, da han frygter, at de etiopiske myndigheder vil fængsle eller slå ham ihjel, fordi han har forsøgt at opsøge sin fader, som er blevet fængslet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Eritrea oplyst, at hans fader er eritreisk statsborger. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans konflikt med myndighederne i Etiopien er opstået som følge af, at hans fader for ti år siden blev fængslet, da han blev beskyldt for at være medlem af oppositionspartiet, [et andet navngivet parti], og for at indoktrinere sine elever. Ansøgeren har efter sin faders forsvinden forsøgt at skabe kontakt til sin fader ved, at han en til to gange månedligt, fra han var 19 år og indtil sin udrejse af Etiopien [i foråret] 2014, har mødt op til møderne hos [et navngivet parti]. Fordi ansøgeren har forsøgt at finde sin fader, blev han i Etiopien opsøgt af de etiopiske myndigheder, som tilbageholdte ham syv gange, før de [i foråret] 2014 kom til hans bopæl med en arrestordre. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er registreret som eritreisk statsborger. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens fader, der er veluddannet, har givet udtryk for, at ansøgeren selv kunne vælge sit statsborgerskab, når han blev 18 år, og at ansøgeren har haft ansættelse på [et navngivet sted] i Addis Abeba. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har fremskaffet visse dokumenter for at underbygge sin nationalitet, men de afgørende dokumenter er ikke fremlagt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren efter sin baggrund må antages at være etiopisk statsborger eller i det mindste kunne opnå etiopisk statsborgerskab. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, såfremt han må anses for statsløs, også vil skulle vurderes i forhold til Etiopien, som er det land, hvori han senest havde fast bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelser af det etiopiske politi må anses for ganske divergerende og usikker, selvom ansøgeren er veluddannet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren vel kan have været tilbageholdt nogle gange af det etiopiske politi, uden at han i den forbindelse er blevet udsat for vold. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren er blevet løsladt efter den seneste tilbageholdelse cirka fire måneder før udrejsen uden yderligere betingelser, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke har været indblandet i aktiviteter, der kunne føre til interesse fra de etiopiske myndigheders side, efter dette tidspunkt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i de etiopiske myndigheders søgelys, og at der skulle være udstedt en arrestordre mod ham. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/17
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk amhara og kristen ortodoks fra Etiopien. Ansøgeren har været medlem af partiet […], som er et parti for etniske Wolkait. Han har ikke været aktiv for partiet, men blot været medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at magten i Etiopien haves af Tigray-folket, også kaldet Weyane. Ansøgeren frygter at vende tilbage til Etiopien, idet Weyane ikke bryder sig om de personer, der tilhører samme etniske gruppe som ansøgeren, Wolkait. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Sudan arbejdede […] på en skole for […] flygtninge, ligesom han var […] ansvarlig i en […]gruppe, der indsamlede penge til sociale formål for […] flygtninge i Sudan. Som følge af sine aktiviteter blev han mistænkt for at være politisk aktiv og modarbejde regeringen både i Sudan og Etiopien. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været fængslet i Sudan [et antal] gange i perioden fra 1990 og frem til 2014. Han har blandt andet været fængslet for deltagelse i en demonstration samt for hans arbejde på skolen for […] flygtninge. I [år] blev ansøgeren overfaldet på sin bopæl af de sudanesiske myndigheder. Ansøger har senest [år] fået fornyet sin opholdstilladelse i Sudan. Ansøger skal imidlertid vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Ansøger har etiopisk pas, udstedt omkring [år], og ansøger har uden problemer været i Etiopien [et antal gange], ligesom ansøgers forældre begge bor i Etiopien. Ansøger har i generelle vendinger og uden konkrete holdepunkter forklaret, at det er de etiopiske myndigheder, der er ansvarlige for hans problemer i Sudan. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2015/16
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [A], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker hende for at være medlem af ONLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader og søster i begyndelsen af 2012 blev fængslet af de etiopiske myndigheder, da myndighederne mistænkte dem for at være medlem af ONLF. I [foråret] 2014 blev ansøgeren, via en tidligere indsat i fængslet, bekendt med, at hendes fader længe forinden var død i fængslet, mens ansøgerens søster fortsat var fængslet. Ansøgerens broder blev oprevet over faderens død, hvorfor han meldte sig ind i ONLF. Ansøgeren blev bekendt med dette [senere] i [løbet af foråret] 2014, da hendes kusine, [B], opsøgte ansøgerens bopæl for at hente en jakke til ansøgerens broder. Ansøgeren tog med sin kusine ud for at finde sin broder. De fandt ham død i skoven, hvorefter ansøgeren besvimede. Da hun vågende, var hendes kusine væk, og hun var omringet af repræsentanter fra Liyu Police. Hun blev fængslet frem til [sommeren] 2014, da myndighederne mistænkte hende for at være medlem af ONLF. Hun blev løsladt på betingelse af, at hun fremadrettet skulle spionere i lokalområdet og videregive oplysninger til Liyu Police, såfremt hun fik oplysninger om personer, der sympatiserede med ONLF. Flygtningenævnets flertal finder efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af myndighederne er mistænkt for at have tilknytning til ONLF, og at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den etiopiske statsborger [C] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2015/15.
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [ by A] i Etiopien. Hun taler amhari og i et begrænset omfang tigrinya. Begge hendes forældre er eritreiske statsborgere, så det er hun også, selvom hun aldrig har været i det land. Hun har aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved indrejse i Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter hun dels, at hendes tidligere samlever vil dræbe hende, dels at hun skal leve i et land, hvor hun ingen rettigheder har. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes forældre i 1998 fik besked på at flytte tilbage til Eritrea. Ordren omfattede også ansøgeren, der da var 16 år. Ansøgeren rettede sig ikke efter dette og flyttede i stedet ind hos sin muslimske kæreste [A], der boede i [landsbyen A], to timers kørsel fra [landsby B]. Hun har ikke siden haft kontakt til sine forældre. I 2010/2011 forlod ansøgeren [A], fordi han i de seneste fire år mange gange havde været voldelig over for hende og havde foranlediget, at hun to gange ufrivilligt havde aborteret. Familien ville ikke have, at hun skulle have et barn, da hun var kristen og nægtede at konvertere til islam. Efter tilbagekomsten til [by A], forsøgte hun at få udstedt et etiopisk ID-kort. På kommunekontoret fik hun afslag på ansøgningen under henvisning til, at hun skulle være udrejst sammen med sine udviste forældre, og at hun dermed opholdt sig ulovligt i Etiopien. Efter at have boet og arbejdet i [by A] i omkring et år hørte hun fra en veninde til moderen, at [A] havde spurgt efter hende på det lokale marked. Det var ikke noget veninden selv havde hørt dette. Veninden havde fået at vide, at [A] havde sagt, at han ville dræbe ansøgeren. Tre-fire dage senere udrejste hun illegalt til Sudan. På rejsen mistede hun sin dåbsattest samt fotografier af sine forældre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren også efter sin egen forklaring har boet hele sit liv i Etiopien, hvor hun i [by A] blev døbt og fik dåbsattest. Hun har amhari som sit modersmål. Et flertal i Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder om, at hun og hendes forældre er eritreiske statsborgere, til grund. I vurderingen heraf indgår, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der har boet sammen med sine forældre til hun var 16 år, ikke af forældrene har fået andet at vide om Eritrea og hjemegnen, de lokale skikke samt hendes familiemedlemmer i Eritrea, end at forældrene kom fra [by i Eritrea], at faderen havde været soldat, og at moderens broder var afgået ved døden i forbindelse med krigshandlinger. Uanset, at der må tages hensyn til, at ansøgeren er analfabet, svækker det efter flertallets opfattelse endvidere ansøgerens troværdighed, at hun vedrørende flere andre emner, har svaret usikkert og uden detaljer på de spørgsmål, der er stillet til hende. Hertil kommer, at det synes mindre sandsynligt, at ansøgerens forældre i givet fald ikke forsøgte at aflevere kontaktadresser til moderens veninde i [by A], således at ansøgeren havde en realistisk mulighed for senere at få kontakt til forældrene. Forklaringen om, at [A] angiveligt omkring et år efter, at hun havde forladt ham, skulle have spurgt efter hende på torvet i [by A] og i den forbindelse have sagt, at han ville slå hende ihjel, forekommer heller ikke sandsynligt. Flertallet har endvidere tillagt det en vis begrænset betydning, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra hun mistede sit andet barn, og til hun forlod [A]. Under samtale [i starten af 2015] er hun således citeret for, at denne periode varede næsten tre år, mens hun senere har anført, at der kun gik to-tre måneder. Selvom det isoleret set ikke kan tillægges særlig betydning, bemærker flertallet tillige, at ansøgeren ifølge politirapport, har forklaret, at hun er født i Eritrea, at en ven var skyld i, at hun aborterede i sjette måned, og at hun rejste til Sudan med vennen, der boede i Addis Ababa, samt at det var hende, der havde skrevet en håndskreven tekst på en seddel, som hun havde medbragt. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren hertil, at hun til politiet havde sagt mange ting, der ikke passede. Det havde hun gjort for at undgå at komme i fængsel. Efter spørgsmålet om, hvordan hun kunne undgå dette ved at sige, at vennen boede i Addis Ababa, ændrede ansøgeren forklaring, således at man måtte forstå, at hun havde talt sandt over for politiet, og ikke havde sagt det hun var citeret for. Samlet set finder flertallet herefter at ansøgeren må antages at være etiopisk statsborger, og at hun derfor skal vurderes asylretligt i forhold til dette land. Allerede fordi flertallet, som nævnt ikke kan lægge til grund, at [A] skulle have søgt efter hende i [by A], har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien, vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er muslim fra […], […], Etiopien. Ansøgeren har oplyst endvidere at være etnisk somalier og etiopisk statsborger. Han har endvidere oplyst at tilhøre klanen Ogaden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af familien til en mand, som ansøgerens broder har dræbt. Ansøgeren frygter endvidere, at myndighederne i Etiopien vil mistænke ham for at være tilknyttet Ogaden National Liberation Front (ONLF). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans fader i 1995 blev anholdt af det etiopiske politi, og at ansøgeren ikke har set ham siden. På et tidspunkt, som han ikke kan angive, forsøgte tre ældre mænd fra hans klan at rekruttere ansøgeren og hans broder til ONLF, men de afslog. Der skete dem ikke noget i den anledning. Ansøgerens broder tilsluttede sig efterfølgende ONLF. Ansøgeren kan ikke angive, hvornår dette skete. Ansøgerens moder blev på et tidspunkt opsøgt af repræsentanter for det somaliske selvstyre i Ogaden, som fortalte hende, at de vidste, at ansøgerens broder var medlem af ONLF, og at de havde mistanke om, at ansøgeren videregav oplysninger til ONLF. Ansøgerens moder benægtede dette, og ansøgeren og hans familie hørte efterfølgende ikke mere hertil. I [foråret] 2014 genkendte en mand i landsbyen ansøgerens broder, da denne ville besøge ansøgerens familie. Manden beskyldte ansøgerens broder for at være medlem af ONLF. Ansøgerens broder skød og dræbte manden og flygtede fra byen. Den dræbte mands familie afviste erstatning og ønskede blodhævn. De ville dræbe ansøgeren, hvis broderen ikke meldte sig. En ældre nabo og to andre fra ældrerådet betalte for, at ansøgeren kunne flygte via Kenya. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af familien til en mand, som hans broder har dræbt, til grund. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at de somaliske selvstyremyndigheder efterstræber ansøgeren som følge af tilknytning til ONLF. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om væsentlige forhold, og at hans forklaring på en række punkter forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring er utroværdig. Ansøgeren har således ikke kunnet tidsfæste væsentlige begivenheder, herunder hvornår han og hans broder blev søgt rekrutteret til ONLF, hvornår hans broder tilsluttede sig ONLF, og hvornår de somaliske selvstyremyndigheder opsøgte hans moder og beskyldte ansøgeren for at videregive oplysninger til ONLF. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om blandt andet sit kendskab til den dræbtes navn, om ældrerådets mæglingsforsøg og om tidspunktet herfor, samt om kontakten mellem ansøgerens og den dræbtes mands familier. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved broderens drab på manden og ansøgerens flugt forekommer utroværdig. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de somaliske selvstyremyndigheder kun har opsøgt familien en gang, og at der herefter ikke er sket mere. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/13
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen ogadeen og er muslim fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er opvokset med sin søster hos deres farbroder, […]. Søsteren var gift med deres fætter, men [primo] 2014 afgik søsteren ved døden, hvorefter farbroderen fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med den fætter, som søsteren havde været gift med. Idet ansøgeren allerede havde en kæreste, ønskede hun ikke at indgå ægteskabet, hvilket hun meddelte farbroderen. Farbroderen fastholdt, at ansøgeren skulle giftes med fætteren, og da ansøgeren nogle dage senere blev opdaget i at mødes med sin kæreste, gav han hende lussinger, og fætteren slog og sparkede hende. Herefter fik ansøgeren forbud mod at forlade huset, og hun fik intet at spise i tre dage. Farbroderen og fætteren anklagede hende endvidere regelmæssigt for at være gravid, og hun blev også i forbindelse hermed ved en lejlighed slået og sparket, ligesom fætteren barberede hendes hår af. Ansøgeren fik hver anden dag besøg af sin veninde […], som overbragte ansøgeren beskeder fra kæresten, og de planlagde hendes flugt fra hjemmet. [I foråret] 2014 skulle farbroderens familie deltage i et bryllup, og idet familien lod døren til huset være ulåst, benyttede ansøgeren muligheden for at slippe væk, hvorefter hun [få dage senere] 2014 udrejste med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og selvoplevet. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den etiopiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Etiopien/2015/12
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og har oplyst at stamme fra […], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han er flygtet fra myndighederne efter at være blevet beskyldt for at have forbindelse til ONLF, idet hans storebroder er medlem af bevægelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans storebroder, […], omkring 1988 blev medlem af ONLF, og siden har familien ikke hørt fra ham. I maj 2013 kom ONLF til familiens bopæl uden for landsbyen […]. ONLF dræbte ansøgerens fader og ene broder, […], brændte huset ned og kidnappede en anden broder, […]. I sommeren 2013 opsøgte myndighederne ansøgeren i landsbyen og forlangte, at han fandt storebroderen og overleverede ham til myndighederne inden to måneder. I september 2013 blev ansøgeren fængslet, fordi fristen var sprunget. Ansøgeren blev tilbageholdt i Ogaden-fængslet i […] i omkring seks måneder. Han blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb og udspurgt om, hvor broderen befandt sig. Ansøgerens helbred blev under tilbageholdelsen meget dårligt, og han blev i vinteren 2014 løsladt fra fængslet med henblik på indlæggelse på hospitalet, fordi et ældreråd i hans subklan kautionerede for hans frihed i to måneder. Ansøgeren befandt sig i […] frem til foråret 2014, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvorfra han stammer. På denne baggrund og henset til, at familien har ernæret sig som nomader i et område, der støder op til Nordsomalia, finder nævnet ikke, at der alene på baggrund af en sproganalyse er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han stammer fra Etiopien. Et flertal af nævnets medlemmer finder imidlertid ikke, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sit asylmotiv. Vedrørende episoden med ONLF har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om et så centralt punkt som, hvorvidt han så sin faders og broders lig efter episoden. Ansøgeren har heller ikke forklaret overbevisende om, hvorfor han ikke flygtede sammen med sin ægtefælle og barn. Vedrørende ansøgerens angivelige konflikt med myndighederne har ansøgeren begrundet, at netop han blev opsøgt med, at han var ældste søn efter faderens død. Flertallet lægger imidlertid vægt på, at disse oplysninger ikke er i overensstemmelse med ansøgerens familieoplysninger i asylskemaet. Det fremgår heraf, at han har to ældre brødre, ligesom fødselsoplysninger og indplacering i søskenderække vedrørende den nævnte broder, […], ikke stemmer med, at den pågældende skulle kunne have deltaget i ONLF i mere end 20 år. Flertallet lægger endvidere vægt på, at oplysningerne om fængslingen og løsladelsen ikke i sig selv fremstår troværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, i hvilket omfang han blev afhørt i fængslet. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at udsætte afgørelsen på en torturundersøgelse, idet der ikke herved findes at kunne fremkomme oplysninger, der kan føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at ansøgeren har forklaret, at han har et ar på kinden stammende fra en bajonet, et mærke efter knivstik på halsen, og et ar af uvis oprindelse på maven. Uanset om en torturundersøgelse måtte bekræfte dette, findes der at være tale om skader, der ligeså vel kan stamme fra andre ikke asylbegrundende konflikter, såsom gadevold eller anden kriminalitet. På denne baggrund findes eksistensen af sådanne ar ikke i sig selv at ville kunne opveje ansøgerens manglende troværdighed. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/11
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være eritreisk statsborger, født i […], Eritrea, og er koptisk orthodox kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har aftjent eritreisk nationalitetstjeneste, og fordi han er udrejst af Eritrea illegalt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne i hans landsby, fordi han er mistænkt for at have forbindelser til det eritreiske regeringsparti. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i byen […] i Eritrea. Ansøgerens moder er etiopisk statsborger og hans fader er eritreisk statsborger. Ansøgeren udrejste, da ansøgeren var fire år gammel, illegalt af Eritrea sammen med sin moder grundet uoverensstemmelser mellem ansøgerens moder og fader. Ansøgeren og moderen tog herefter ophold i Etiopien, hvor ansøgeren boede frem til sin udrejse i […] 2014. Ansøgeren og moderen arbejdede for den lokale administration i landsbyen. I slutningen af […] 2012 blev ansøgeren bortvist fra sin arbejdsplads af en person, som hed […], fordi ansøgeren var eritreer. Den […] 2013 blev ansøgeren fængslet efter ordre fra […]. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for grove fysiske overgreb og beskyldt for at have forbindelser til det eritreiske regeringsparti. Han blev endvidere i […] 2013 overfaldet af tre skolekammerater. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren er etiopisk statsborger og har vurderet ansøgeren asylretligt i forhold til Etiopien. Flygtningenævnet tiltræder efter ansøgerens baggrund, at han må antages at være etiopisk statsborger, og at han skal vurderes i forhold til Etiopien. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring om forholdene i landsbyen ikke lægge til grund, at ansøgeren har været fængslet således som han har påberåbt sig. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev bragt til fængslet, og om i hvilket omfang han blev udsat for overgreb i form af slag. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først efter gentagne spørgsmål kunne nævne, at han blev beskyldt for at have forbindelser til […]. Flygtningenævnet finder ikke, uanset om ansøgeren måtte være blevet overfaldet af nogle skolekammerater, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk darod, født i […], Etiopien, og muslim af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med ONLF, og han har givet enkelte pengebeløb til dem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at de etiopiske myndigheder vil slå ham ihjel, idet han er flygtet fra fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at gruppen ONLF vil slå ham ihjel, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans konflikt strakte sig over 14 dage i perioden fra den [i begyndelsen af 2014]. Medlemmer fra ONLF henvendte sig til ansøgerens fader i landsbyen, idet de ville have, at […]. [I begyndelsen af 2014] blev ansøgerens fader bortført og slået ihjel af ONLF, idet ansøgeren nægtede at samarbejde med dem. [I begyndelsen af 2014] blev ansøgeren af sin moder oplyst om, at faderen var blevet slået ihjel. Samme dag henvendte ansøgeren sig på politistationen for at anmelde dødsfaldet, men blev anholdt af myndighederne med henvisning til, at faderen havde tilsluttet sig ONLF. Ansøgeren var tilbageholdt i tre måneder. Han blev slået under tilbageholdelsen. Ansøgeren flygtede til landsbyen […], hvor han skjulte sig, indtil han udrejste af Etiopien. Efter ansøgerens flugt blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt af myndighederne. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne ved fundet af faderen og omstændighederne efter flugten fra fængslet. Flertallet lægger videre vægt på, at forhold, der ville være naturlige at forklare om, først er fremkommet på et sent tidspunkt, for eksempel om nedbrændingen af huset og om ægtefællens graviditet. Endelig lægger flertallet vægt på, at ansøgerens forklaring om sine dokumenter, herunder passet, der var udstedt i 2012, ikke forekommer troværdig, herunder vedrørende det tidsrum, der gik fra ansøgeren opholdt sig hos […] i Addis Ababa, og indtil han udrejste. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. etiopien/2015/1
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og guragie fra Addis Abeba i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra myndighederne som følge af desertering, og at han frygter at blive slået ihjel af familien til hans tidligere ægtefælle, da de blev gift uden accept fra hendes familie. Endvidere frygter han de etiopiske myndigheder, fordi han er biseksuel, hvilket er ulovligt i Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. For så vidt angår frygten for myndighederne som følge af deserteringen, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i hjemlandet i cirka to år inden udrejsen, at han herunder opholdt sig i hvert fald mere end et halvt år hos familien, at han fik udstedt kørekort og pas, at han udrejste på ægte pas uden problemer, og at han ikke søgte asyl ved sin ankomst til Danmark i begyndelsen af 2006, selvom han kun havde turistvisum og først søgte asyl – i Sverige – i 2007 efter ægteskabets forlis. Hvad angår frygten for eksægtefællens familie, stemmer forklaringen ikke med oplysningerne i familiesammenføringsansøgningen, og det forekommer ikke troværdigt, at eksægtefællens familie skulle være uvidende om ægteskabet, henset til at der var tale om naboer. Vedrørende eventuelle problemer som følge af tidligere biseksuel adfærd i Danmark lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren nu er gift med en herboende kvinde fra hjemlandet, og at det forekommer usandsynligt, at der skulle tilgå de etiopiske myndigheder sådanne oplysninger herom, at myndighederne ville finde anledning til at indlede strafforfølgning. Da ansøgeren ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Etiopien/2010/1
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2007. I Etiopien havde ansøgeren tilsluttet sig et lovligt oppositionsparti, og var efter valget i 2005 blevet fængslet i 20 dage uden at blive stillet for en domstol. Ansøgeren blev senere ansat i et ministerium som ekspert. I 2007 blev udtalelser afgivet af ansøgeren, hvor han havde anklaget regeringen for at udføre dårlig administration, gengivet i en landsdækkende avis. Ansøgeren blev efterfølgende udsat for chikane på sin arbejdsplads fra en højtstående ansat i ministeriet. Ansøgeren forklarede, at han efter sin udrejse fra Etiopien, af sin søster var blevet underrettet om, at hans hjem var blevet ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etiopisk statsborger og etnisk amhara og kristen. Ansøgeren var udrejst af Etiopien i slutningen af 2007, legitimeret med sit ægte nationalitetspas isat visum til et europæisk land, idet han skulle deltage i et seminar. Det forhold, at ansøgeren efter valget i 2005 var blevet fængslet og tilbageholdt i 20 dage på grund af sine aktiviteter for et oppositionsparti, kunne ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå noget tilbage i tid, samt at ansøgeren alene havde været et almindeligt medlem af oppositionspartiet og ikke på nogen måde havde profileret sig. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren kort efter løsladelsen var blevet ansat i et ministerium. De udtalelser, ansøgeren var fremkommet med på et seminar i 2007 og som var blevet gengivet i en artikel i en landsdækkende avis, kunne ikke begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i Etiopien indtil slutningen af 2007, hvor han var udrejst. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at militærpolitiet efter hans udrejse havde ransaget hans hjem, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han af sin søster var blevet oplyst om ransagningen, og om hvornår denne havde fundet sted, ligesom nævnet fandt, at det forekom usandsynligt, at ansøgerens søster, som boede i en anden by, tilfældigt havde opholdt sig i hans lejlighed den dag, hvor myndighederne havde foretaget ransagningen. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller umenneskelig behandling eller overgreb. Etiopien/2009/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Etiopien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til sagen som sit asylmotiv havde oplyst, at hendes mor havde givet hende til en fremmed mand, og at hun herefter havde været udsat for seksuelt misbrug. Hun kunne ikke vende tilbage til hjemmet og frygtede endvidere myndighederne, fordi hun er oromo. Hun havde ikke haft politisk aktivitet og havde ikke været medlem af politiske partier. Hendes far havde været politisk aktiv og medlem af ONG/OLF. Han var blevet fængslet for fire år siden, og ansøgeren vidste ikke, om han fortsat var i live. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget om sit asylmotiv yderligere oplyst, at familien havde hjulpet med det praktiske vedrørende faderens politiske aktivitet herunder informationsmateriale, oromo flag og T-shirts. Ansøgeren havde fortalt faderen, hvis der havde været frihedskæmpere ved deres hus på tidspunkter, hvor hendes far ikke havde været der. Under nævnsmødet oplyste ansøgeren som sit asylmotiv, at hun for omkring fire år siden, da faderen var blevet fængslet, også selv var blevet fængslet sammen med sin mor og søskende. Faderen forblev fængslet, men ansøgeren var som den sidste blevet løsladt efter cirka tre uger. Efter løsladelsen havde hun fortsat med samme praktisk politisk prægede gøremål som tidligere. Selv når nævnet tog hensyn til de foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredsforhold og herunder bemærkede, at det af et lægeligt notat, som var vedlagt advokatindlægget, fremgik, at familien angiveligt var blevet fængslet eller tilbageholdt i forbindelse med faderens fængsling, fandt nævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv gav betydelig anledning til tvivl. Det bemærkedes herved, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens forklaring til sagen havde været præget af tolkeproblemer. Selv hvis det imidlertid blev lagt til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i forbindelse med fængslingen af faderen for omkring fire eller tre år siden, lagde nævnet til grund, at hverken ansøgeren, hendes mor eller søskende efter fængslingen havde haft problemer med de etiopiske myndigheder, og at grunden til ansøgerens udrejse i august 2007 var, at ansøgerens mor havde givet hende til en formentlig somalisk mand. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren herefter havde været udsat for seksuelt misbrug. Nævnet fandt på den ovennævnte baggrund ikke, at ansøgeren ved udrejsen var blevet udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Selvom det blev lagt til grund, at der i den vestlige del af Etiopien, hvorfra ansøgeren kommer, i maj 2008 var foregået en række episoder, hvor oromo-befolkningen var blevet udsat for overgreb angiveligt af Gumuz-militsen, fandt nævnet, at ansøgeren ikke af denne grund kunne anses for at være i konkret risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Etiopien. Nævnet havde herved lagt til grund, at det forhold, at ansøgeren er oromo, ikke i sig selv kunne anses for at indebære, at ansøgeren var udsat for en konkret risiko for myndighedsunderstøttet efterstræbelse. Nævnet fandt ikke, at sagen skulle udsættes på nærmere undersøgelse af hændelserne i maj 2008, som subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Samlet fandt nævnet herefter, at det ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerede en forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for en umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Etiopien/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst første gang i 2001. I 2003 ansøgt om asyl i Sverige, og på ny søgt om asyl i Danmark i 2006. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens medlemskab af OLF (Oromo Liberty Front) og hendes aktiviteter for denne organisation i nogle måneder i 1997 kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde været helt uprofileret og kun havde udført meget begrænsede opgaver for denne organisation. Det forhold, at ansøgeren i 1997 var blevet skudt på åben gade af nogle ukendte gerningsmænd, samt at hun samme år var blevet fængslet og tilbageholdt i to måneder, hvorunder hun var blevet udsat for seksuelle overgreb, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter ansøgerens forklaring ikke var grund til at tro, at fængslingen havde haft sammenhæng med hendes politiske aktiviteter, men måtte antages at være en vilkårlig fængsling. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Etiopien fra 1997 til 2001 uden problemer eller konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter at være indrejst i Danmark i begyndelsen af 2001 var rejst tilbage til Etiopien, hvor hun havde opholdt sig fra maj til august 2001 uden problemer med myndighederne. Flygtningenævnet fandt som følge af det anførte ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien ville være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Etiopien/2007/3
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien, født i 1972. Indrejst i 2002. Ansøgning om asyl indgivet i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger, at faderen er fra Etiopien, at moderen er fra Eritrea, hvor ansøgeren blev født, at familien flyttede til Etiopien, da ansøgeren fyldte seks år, at faderen gjorde tjeneste i det etiopiske militære og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede at blive henrettet af militæret på grund af en desertering omkring 1993-94, og at hun endvidere frygtede at blive deporteret til Eritrea på grund af sin blandede etniske herkomst. Selvom ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin videre færden, kunne nævnet i det væsentlige lægge hendes forklaring til grund. Det blev herefter lagt til grund, at ansøgeren meldte sig frivilligt til militærtjeneste i 1991. Efter en seks måneders rekrutuddannelse blev hun udstationeret i et område, hvor hun som mening soldat beskæftigede sig med kantinearbejde og vagttjeneste, at hun under denne udstationering blev udsat for seksuelle krænkelser fra mandlige militærfolks side, at ansøgeren omkring 1993-94 deserterede, at hun kort tid efter blev anholdt og fængslet, at hun under fængslingen ligeledes blev udsat for overgreb, at hun flygtede fra fængslet i forbindelse med nogle optøjer, og at hun herefter flygtede til Sudan, hvor hun i en flygtningelejr traf sin nu tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren fik udstedt etiopisk pas i september 1994, at hun i forbindelse hermed opgav urigtigt navn og fødselsår, at passet blev forlænget flere gange frem til 2006, og at ansøgeren to gange i perioden forud for indrejsen til Danmark havde længere ophold i Etiopien. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grund af deserteringen risikerede repressalier fra de etiopiske myndigheder, som kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren havde haft en underordnet stilling. Det kunne videre ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive deporteret til Eritrea. Der blev herved lagt vægt på, at moderen og fire af ansøgerens søskende vedvarende havde været i stand til at opholde sig i Etiopien, og at ansøgeren er etiopisk statsborger og tidligere havde fået udstedt pas. Endelig blev det efter de foreliggende baggrundsoplysninger (f.eks. nr. 104 og 118) lagt til grund, at risikoen for deportation af etiopiske statsborgere med eritreisk baggrund var meget lille. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der forelå en asylbegrundende subjektiv frygt. Der blev herved lagt vægt på, at de påberåbte overgreb lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren i den mellemliggende periode havde haft to længerevarende ophold i Etiopien. Endelig indgik det ved nogen vægt i nævnets vurdering, at ansøgeren først ansøgte om asyl i efteråret 2005. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Etiopien/2007/1
Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien, født i 1982. Indrejst den 21. januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv eller i myndighedernes søgelys. Hun udrejste af hjemlandet formentligt i 1998-1999 og rejste til Italien, hvor hun opholdt sig uden at søge asyl, indtil hun kom til Danmark i januar 2003. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren et stykke tid efter sin mors død i 1996 – som 14-årig – blev alvorligt seksuelt misbrugt af en nabo, der var politimand. Som 15-årig blev ansøgeren gravid, og naboen betalte for en abort. Ansøgeren kontaktede sin bror i Canada, og han hjalp hende økonomisk, således at hun kunne rejse til Italien. Flygtningenævnet fandt ikke, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for i årene 1996-1998 i Etiopien kunne karakteriseres som en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Der var derimod tale om en kriminel handling, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt, at det var usandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland, hvor hun fortsat havde familie, og seks år efter at hun udrejste, ville blive udsat for fortsatte overgreb fra den pågældende mands side. Men da der i givet fald var tale om ikke asylbegrundende forfølgelse måtte ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren risikerede herefter ingen forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet, og hun opfyldte derfor ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Etiopien/2004/1
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra [en landsby], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af Liyu Police, som mistænker hende for at være medlem af ONLF, ligesom hun frygter, at hendes svoger vil bortføre hende og tvinge hende til at gifte sig med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes svoger var medlem af ONLF. På denne baggrund blev ansøgerens ægtefælle i [sommeren] 2013 slået ihjel af Liyu Police, der beskyldte ham og resten af ansøgerens familie for at være tilknyttet ONLF. Ansøgeren blev samtidig arresteret og tilbageholdt i en måned og ti dage i et mørkt rum uden vinduer. Under tilbageholdelsen blev hun voldtaget og slået. Ansøgeren blev løsladt mod bestikkelse fra sin familie, og fik ved løsladelsen oplyst, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun igen var involveret med ONLF. Som følge af overgrebene i arresten og malaria var hun efterfølgende indlagt på hospital i 20 dage. Omkring to måneder efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af sin svoger, som sagde, at ansøgeren skulle gifte sig med ham. Dagen efter, mens ansøgeren opholdt sig i nabobyen, opsøgte Liyu Police familiens bopæl, mens de ledte efter svogeren, ligesom de mistænkte ansøgeren for at være tilknyttet ONLF. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der fremstår troværdig og selvoplevet, til grund, herunder forklaringen om forfølgelsen fra Liyu Police, og finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den etiopiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2015/20
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og sunnimuslim fra [mindre by], Borena distriktet, Etiopien. Ansøgeren har siden 2008 været medlem af ungdomsgruppen Qero, der er en del af Oromo Liberation Front (OLF). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive straffet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi de betragter ansøgeren som modstander af styret. Ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var medlem af Oromo Liberation Front (OLF), og at han derfor og på grund af sine egne aktiviteter er efterstræbt af de etiopiske myndigheder. Ansøgeren er selv medlem af ungdomsgruppen Qero, som er en del af OLF. Ansøgerens politiske virke gik ud på at rekruttere nye støtter, indsamle penge til OLF samt at arrangere en demonstration. Ansøgeren har været fængslet tre gange som følge af sin fars politiske aktiviteter og to gange som følge af sine egne politiske aktiviteter. Første gang blev ansøgeren anholdt i [mindre by] i år 2004 (etiopisk kalender), ansøgeren var tilbageholdt i et år og blev løsladt igen i år 2005 (etiopisk kalender). Anden gang blev ansøgeren anholdt i [mindre by] den [dato] 2007 (etiopisk kalender) i forbindelse med en demonstration, som han havde været med til at arrangere. Ansøgeren var herefter fængslet i omkring tre måneder, og han blev løsladt igen i [dato] 2007 (etiopisk kalender), efter at hans onkel, [A], havde betalt bestikkelse til de etiopiske myndigheder. Samme aften, ansøgeren blev løsladt, tog han til Addis Abeba, hvor han opholdt sig i to dage. Derefter rejste han til et området Umara, hvorefter han udrejste til Sudan. I [vinteren] 2015 fik ansøgeren telefonisk oplyst af sin farbror, [A], at de etiopiske myndigheder, havde ransaget hans families hus, hvilket er det sidste, han har hørt fra sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været afglidende og upræcis, ligesom den på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret udbyggende med hensyn til, at han i efter ankomsten til Danmark har været i kontakt med sin farbror, [A], der fortalte ham, at familiens hjem efter ansøgerens flugt var blevet ransaget. Under mødet i nævnet har ansøgeren endvidere væsentligt udbygget sin forklaring med hensyn til omstændighederne omkring flugten, herunder hvordan den var forberedt med onklens indsmugling af et brev, om tumulten, der gav ansøgeren mulighed for at flygte, og hvordan det med hjælp fra betjenten lykkedes ham at kravle ud over ud over det 2 meter høje hegn, der omkransede fængslet. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om hans far blev anholdt eller flygtede fra myndighederne i forbindelse med, at ansøgeren selv blev anholdt på grund af farens forhold i 1998 (etiopisk kalender). Han har videre forklaret divergerende med hensyn til tidspunktet for, at han blev anholdt første gang på grund af sine egne politiske aktiviteter, idet han i asylsamtalen har forklaret, at det var i [dato] i 2004, mens han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var i den [dato] i 2003, og at han blev løsladt et år senere i 2004. Endeligt har han under nævnsmødet forklaret, at anholdelsen fandt sted den [dato] i 2004. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han i 2007 blev anholdt på bopælen sammen med sin mor, eller om han blev anholdt under en demonstration sammen med fire andre mandlige medlemmer af Qero. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om han flygtede fra fængslet i 2007, eller om han blev løsladt, fordi hans farbror betalte bestikkelse, om han efter flugten tog hen til en bekendt eller til sin farbror, om det var hans mor eller farbror, der skaffede pengene til hans flugt, og om han efter løsladelsen i 2007 tog direkte til Addis Abeba, eller om han først tog til [mindre by] i grænseområdet, samt om han opholdt sig i Addis Abeba i 2 dage eller et par timer. Ansøgeren har nedskrevet sin forklaring i asylskemaet på sit modersmål, og nævnet kan ikke lægge til grund, at det var for at beskytte farbroren, at han i asylskemaet afgav en forklaring, der væsentligt adskilte sig fra de senere forklaringer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i skemaet også om en række forhold, der ikke ville have betydning for farbroren, forklarede divergerende herunder, om det tidspunkt på dagen flugten fandt sted, og om den fandt sted hen over et tag eller over et hegn, ligesom han ved forklaringen i asylskemaet udsatte sin mor for risiko for forfølgelse ved blandt andet at angive, at det var hende, der betalte for hans flugt. Nævnet skal endelig bemærke, at det ikke er sandsynligt, at det to meter høje hegn omkring fængslet var konstrueret på en måde, der muliggjorde, at ansøgeren ved at træde op på vandrette træbjælker kunne kravle op og forcere hegnet, eller at dette skulle kunne ske, uden at vagterne opdagede det. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er blevet profileret som regimemodstander i forhold til de etiopiske myndigheder ved at deltage i demonstrationer i Danmark. Det bemærkes, at han er en blandt mange og tilsyneladende ikke har optrådt under navn i forbindelse hermed, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at billederne har været offentliggjort på en måde, som har muliggjort en genkendelse af ansøgeren og de øvrige deltagere. Henset til, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, er der ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse. Idet Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2017/10/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk tigrigna og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren angiver at være eritreisk statsborger. Ansøgeren er født i Addis Abeba, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger, og at hun ved indrejse i Eritrea frygter på ny at blive indkaldt til nationaltjeneste. Hun har også henvist til, at hun ved indrejse i landet frygter konsekvenserne af, at hun er udrejst illegalt af Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun hendes fader er eritreisk statsborger og at ansøgeren ligeledes er eritreisk statsborger. Ansøgerens moder er etiopisk statsborger. Ansøgeren er født i Etiopien, og at hun udrejste derfra til Sudan i år 2000, da hun var omkring 10 år gammel. Ansøgeren udrejste sammen med sin bedstemoder, fordi mange eritreere på det tidspunkt blev sendt tilbage til Eritrea på grund af krigen mellem Eritrea og Etiopien, og fordi ansøgerens fader blev udvist fra Etiopien til Eritrea i 1999. Ansøgeren boede i Khartoum, Sudan, i 10 år sammen med sin bedstemor. I juni 2010 rejste ansøgeren sammen med sin bedstemor til Eritrea, fordi hendes bedstemor var blevet syg og ville tilbringe sine sidste dage i Eritrea. Ansøger opholdte sig i [en landsby tæt på Asmara] frem til marts 2011. Ansøgeren rejste tilbage til Khartoum, fordi hun modtog en indkaldelse til det eritreiske militær. Ansøgeren opholdte sig herefter i Sudan i to år og otte måneder, hvorefter hun udrejste til Europa på grund af de svære forhold for flygtninge i Sudan. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet og asylmotivet til grund, idet ansøgeren har forklaret stærkt divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at hendes familie på faderens side stammer fra Eritrea, at ansøgerens moder er etiopier, og at ansøgeren er født i Etiopien i 1990. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin kontakt med moderen, idet ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at hun, da familien blev tvunget til at forlade Etiopien blev væk fra moderen på vejen fra Etiopien til Eritrea. Under motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun blev væk fra moderen i Addis Abeba, og at hun herefter udrejste til Sudan sammen med farmoderen. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret både, at moderen døde kort efter fødslen, og at hun har set moderen en enkelt gang i forbindelse med en begravelse. Ansøgeren har forklaret, at hun frem til 1998-1999 boede sammen med faderen og farmoderen, og at hun herefter frem til 2010 boede sammen med farmoderen. Både faderen og farmoderen stammer angiveligt fra Eritrea. Ansøgeren taler imidlertid ikke tigrinya, men derimod amharik. Ansøgeren har ikke kunnet fremlægge nogen form for dokumentation for det påståede eritreiske statsborgerskab, men har forklaret divergerende om, hvorvidt hun i Sudan har fået udstedt et eritreisk id-kort. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen således forklaret, at hun i 2008, mens hun opholdt sig i Sudan, fik udstedt et sådant kort. Ansøgeren har forklaret, at hun i juni 2010 rejste med sin farmoder tilbage til Eritrea, og at hun i perioden frem til marts 2011 opholdt sig i området [omkring Asmara]. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun i forbindelse med rejsen til Eritrea ikke fik udstedt dokumenter, men at hun indrejste på grundlag af nogle sudanesiske dokumenter som bedstemoderen havde fremskaffet, i det ansøgeren endnu ikke havde fået udsted et eritreisk id-kort. Ansøgeren har videre forklaret, at hun ikke var i kontakt med eller blev registeret af nogen myndighed, medens hun i perioden fra juni 2010 til marts 2011 angiveligt opholdt sig i Eritrea. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorledes de eritreiske myndigheder på den baggrund kunne have opnået kendskab til ansøgerens identitet, og til at hun opholdt sig i Eritrea. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt et id-kort, der angiveligt er udstedt af de sudanesiske flygtningemyndigheder, og hvoraf fremgår, at ansøgeren er flygtning fra Eritrea. Ansøgeren har oplyst, at hun har fået dokumentet, der er udstedt i 2010, tilsendt fra en veninde i Sudan primo juni 2015. Id-kortet skulle angiveligt være udstedt i forbindelse med, at ansøgeren opholdt sig i en flygtningelejr i Sudan. Ansøgeren har på intet tidspunkt forud for nævnsmødet oplyst herom. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring i sin helhed må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at hun er født i Etiopien i 1990. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren skal vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Ansøgeren har ikke oplevet konflikter med myndighederne eller med privatpersoner i Etiopien, og der er derfor ikke grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2015/2
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk eritreer og tilhænger af pinsekirken. Ansøgeren er født og opvokset i Addis Abeba i Etiopien. Ansøgeren har været medlem af pinsebevægelsen. Ansøgeren er af Udlændingeservice alene vurderet asylretligt i forhold til Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke lovligt kan praktisere sin tro i Eritrea, og at han vil blive tvunget til at aftjene værnepligt, hvilket er i strid med hans religion. Han frygter, at han vil blive sendt i fængsel, hvor han vil blive udsat for tortur. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens morbroders tilbageholdelse af myndighederne i Etiopien i perioden fra sensommeren 2009 til efteråret 2009, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for ansøgeren i forhold til Eritrea. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at morbroderens tilbageholdelse angiveligt var begrundet i beskyldninger om hjælp til regeringen i Eritrea. Flygtningenævnet finder ikke, at myndighederne i Eritrea kan antages at være bekendte med ansøgerens religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har opholdt sig i Eritrea. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter i pinsebevægelsen har været begrænsede, og at ansøgerens kendskab til religionen ligeledes fremtræder som begrænset og ikke særlig konkret. Det forhold, at ansøgeren i Eritrea risikerer at blive indkaldt af myndighederne til aftjening af militærtjeneste, kan uanset ansøgerens religiøse tilhørsforhold, ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren i Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Eritrea/2010/2
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er opvokset hos sin moster i Etiopien, og at ansøgeren gennem mosteren havde været troende i pinsebevægelsen. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i efteråret 2008 var rejst tilbage til Eritrea, og at hun i en periode på cirka to måneder indtil sin udrejse fortsat havde dyrket sin tro i pinsebevægelsen, idet hun havde deltaget i fire møder, hver med fem til seks deltagere, hvor de havde sunget lavt, bedt og læst i biblen. Ingen af disse møder var blevet afbrudt af myndighederne. Nævnet bemærkede dog, at ansøgeren havde forklaret noget upræcist om tidsforløbet vedrørende møderne. Ansøgeren havde forklaret, at politiet var blevet bekendt med hendes tro, og at politiet havde efterspurgt hende på bopælen to gange. Nævnet kunne ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at ansøgerens aktivitet havde været af ganske begrænset omfang, og at politiet ikke havde ransaget bopælen, hvilket ville have været naturligt, hvis man ville have haft fat i ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forklaring om sit ophold i Etiopien og illegale tilbagerejse til Eritrea stemte mindre godt med ansøgerens forklaring om, at hun i slutningen af 2008 var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Det forekom heller ikke naturligt, at ansøgeren ikke på nogen måde var bekendt med, hvilken registrering hendes forældre havde foretaget af hende over for de eritreiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, på trods af de generelle oplysninger om myndighedernes fremfærd over for medlemmer af trossamfund, der ikke var godkendte, ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren, uanset at hun havde påberåbt sig en meget massiv tilknytning til pinsebevægelsen, kun havde kunnet forklare begrænset om bevægelsens tro. Det forhold, at ansøgeren ikke var i besiddelse af legitimationspapirer udstedt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagerejse til Eritrea, kunne ikke medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke var noget grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere forfølgelse eller havde behov for beskyttelsesstatus i forhold til Etiopien, hvis hun skulle rejse dertil. Eritrea/2010/1
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født 1949. Indrejst i september 2004. Ansøgeren havde påberåbt sig, at hun risikerede forfølgelse dels som følge af sin ægtefælles forhold, dels som følge af egne politiske aktiviteter. Flygtningenævnet bemærkede, at ægtefællen efter ansøgerens egne oplysninger blev fængslet i januar 2002, mens ansøgeren først udrejste i 2004 uden i den mellemliggende periode at have været opsøgt eller afhørt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i myndighedernes søgelys som følge af ægtefællens forhold. Med hensyn til det af ansøgeren påberåbte om egne politiske aktiviteter bemærkede nævnet, at ansøgeren ikke havde kunnet forklare nærmere om partiet EDPs (tidligere EPLF-DP – Eritrean Peoples Liberation Front), organisation og udbredelse i Eritrea. Hun havde alene angivet, at hun havde haft kontakt til en person, der nu efter hendes forklaring skulle være fængslet. Ansøgeren havde således et meget begrænset kendskab til det parti, hun angav at tilhøre, og hendes oplysninger om partiets virke i Eritrea stemte ikke overens med de foreliggende baggrundsoplysninger, jf. særligt rapport af 21. november 2005, udarbejdet af British Home Office, hvoraf det fremgår, at partiet alene opererer uden for Eritrea. På den baggrund fandt flertallet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun havde været politisk aktiv forud for udrejsen. Det forhold, at ansøgeren efter sin udrejse havde tilsluttet sig EDP i udlandet, fandtes ikke at være et forhold, der kunne føre til asyl, idet det ikke kunne antages, at myndighederne i Eritrea var bekendt hermed. Flertallet fandt således ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt heller ikke, at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet fandt endvidere ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Eri/2006/2
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 2001 og hun udrejste i 2004. Ansøgeren indrejste på ny senere i 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hun frygtede forfølgelse ved en tilbagevenden til Eritrea som følge af sit tilhørsforhold til Kale Hiwet-bevægelsen, som er en minoritetsreligion i Eritrea. Ansøgeren var medlem et år forud for indrejsen i Danmark i 2001. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de eritreiske myndigheder i de senere år havde foretaget vilkårlige arrestationer af udøvere af minoritetsreligioner, herunder medlemmer af Kale Hiwet-bevægelsen. Ansøgeren havde aldrig haft problemer med myndighederne i Eritrea, og det kunne efter hendes forklaring ikke antages, at myndighederne var bekendt med hendes religiøse tilhørsforhold. I vurderingen indgik endvidere, at ansøgeren havde været på besøg i Eritrea en måned i 2004, og at ansøgerens udøvelse af religionen havde været som almindelig troende. På denne baggrund fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hun alene som følge af sit religiøse tilhørsforhold havde en velbegrundet frygt for forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Eri/2006/1
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født 1966, samt et barn. Indrejst i juli 2002 på familiesammenføring. Ansøgning om asyl indgivet i februar 2003. Ansøgeren havde blandt andet oplyst, at flere af hendes brødre var imod regimet i Eritrea, og at ansøgeren selv havde nægtet at blive medlem af regeringspartiet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv primært havde henvist til, at hun fra 1998 var blevet udsat for chikane fra myndighederne, og at hun i september 2000 tre gange var blevet udsat for henvendelser fra myndighederne. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde kunnet konkretisere den politisk begrundede chikane, hun mente sig udsat for, bortset fra en telefonopringning med en falsk oplysning om, at sønnen var død, og det var ikke sandsynliggjort, at denne oplysning var myndighedsunderstøttet. For så vidt angår tre påberåbte henvendelser, fandt nævnet ikke, at disse havde haft en sådan intensitet eller karakter, at de kunne karakteriseres som forfølgelse i asylretlig forstand. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren derefter havde bibeholdt sit arbejde og sin bolig frem til udrejsen i 2002, ligesom hun var udrejst på legalt pas og med udrejsetilladelse udstedt af myndighederne. Nævnet fandt dernæst ikke, at ansøgeren, som tidligere gjort gældende, havde sandsynliggjort, at hun ville være i risiko for overgreb fra familien ved en tilbagevenden, fordi hun er fraskilt og psykisk syg. Nævnet lagde her vægt på, at en tidligere skilsmisse og behandlingskrævende psykisk sygdom i hjemlandet ikke tidligere efter det oplyste havde givet problemer i forhold til familien. Den beskikkede advokat gjorde for nævnet gældende, at ansøgeren ved tvangsmæssig tilbagesendelse risikerede overgreb fra myndighederne allerede som følge af den i Danmark indgivne asylansøgning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne imidlertid allerede på grund af de konkrete foreliggende omstændigheder ikke lægge til grund, at der ville være risiko for, at ansøgeren, selv ved en tvangsmæssig tilbagesendelse, ville være i risiko for overgreb som følge af mistanke om illoyalitet over for regeringen. Flertallet lagde her vægt på, at ansøgeren var udrejst legalt med henblik på familiesammenføring, og at der forelå positiv anbefaling fra en statsinstitution, hvor hun havde været ansat frem til udrejsen. Flertallet fandt således ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at hun ved sin udrejse var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en hjemvenden risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Eri/2005/3
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea, født i 1974. Indrejst i august 2001. På ny indrejst i december 2004 efter at være blevet tilbagetaget fra Sverige. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde været præget af, at han led af en psykisk sygdom, og at dette måtte tages i betragtning ved vurderingen af ansøgerens til tider svækkede hukommelse. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede konsekvenserne af, at han i 1999 deserterede fra militæret. Uanset at der havde været visse uklarheder og uoverensstemmelser i ansøgerens forklaring om indkaldelsen til militæret, den efterfølgende anholdelse og desertering, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund. Flertallet fandt, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren var registreret i Eritrea som deserteret fra militæret. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om forholdene for desertører, herunder risikoen for tortur, og om forholdene i fængsler i øvrigt, jf. US Departement of State Country Report on Human Rights Practices 2004, sektion 1 c, fandt flertallet, at ansøgerens subjektive frygt for konsekvenserne ved desertering var således begrundet i objektive omstændigheder, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle vende tilbage til Eritrea. Eri/2005/2
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født i 1970, samt to børn. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens nye oplysning om at være medlem af ELF-RC til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at det ville have været naturligt, at give denne oplysning i forbindelse med en tidligere afhøring, og at det udtrykkeligt fremgik af referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen, at hun ikke var medlem af noget politisk parti eller lignende. Nævnet kunne på denne baggrund ikke tillægge en erklæring fra ELF-RC, Tyskland, nogen betydning. Flygtningenævnet ville ikke afvise ansøgerens nye forklaring om at have været udsat for seksuelle overgreb i forbindelse med aftjening af værnepligt i 1995-96. Nævnet fandt imidlertid ikke, at dette forhold kunne tillægges nogen videre betydning på daværende tidspunkt, idet ansøgeren siden overgrebene havde opholdt sig i hjemlandet indtil udrejsen i slutningen af marts 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens egne aktiviteter for ELF-RC måtte anses for knyttet til ægtefællens aktiviteter, og at ansøgerens aktiviteter måtte anses for værende af ganske begrænset omfang og karakter, og at disse aktiviteter i øvrigt ikke kunne anses for at være kommet til myndighedernes kendskab. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var blevet medtaget eller havde lidt overlast i forbindelse med soldaternes ransagning af hjemmet efter ægtefællens anholdelse. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der var grundlag for at antage, at myndighederne ville forfølge ansøgeren som følge af ægtefællens forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde nægtet at have kendskab til, hvem ægtefællen holdt møde med, og at hun herefter som anført ikke havde været medtaget eller lidt overlast. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Eri/2005/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født i 1969. Indrejst januar 2002. Ansøgeren er ligesom resten af sin familie konverteret til Jehovas Vidner. Hun huskede ikke, hvornår hendes familie konverterede til Jehovas Vidner. Det var først efter, at forholdene for Jehovas Vidner blev forværret i 1993/94, at ansøgeren blev klar over sin situation. Ansøgeren havde hørt, at man skulle være 30 år gammel, før man blev døbt og dermed trådte ind som Jehovas Vidne. Hun ved ikke, om hun er blevet døbt. Ansøgeren og hendes familie blev chikaneret af myndighederne i Eritrea på grund af deres konvertering. Familien deltog i religiøse møder, men ansøgeren husker ikke, hvor mange møder de deltog i, idet hun var lille på det tidspunkt. I 1995 blev ansøgerens far afskediget fra sit arbejde. Faderen arbejdede tidligere som en slags støtteperson for en sygeplejerske. Efter afskedigelsen blev faderen isoleret fra sine tidligere venner. Han fik at vide, at han skulle udrejse af Eritrea. Faderen kunne ikke betale huslejen. En af ansøgerens søstre, Elsa, forsvandt fra familiens bopæl. Elsa bor nu i Sverige. Kort tid efter søsterens forsvinden flygtede ansøgeren for at undgå ubehageligheder fra regimet. Ansøgeren og hendes familie fortsatte med at deltage i hemmelige møder indtil udrejsen. I 1996 udrejste ansøgeren til Etiopien. Hun har ikke siden været tilbage i Eritrea. Efter nogle års ophold i Etiopien rejste ansøgeren til Europa. Ansøgeren har ikke haft kontakt med menigheder fra Jehovas Vidner i de lande, hun har opholdt sig i efter udrejsen fra Eritrea. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens oplysninger til grund, at hun ikke var udsat for asylrelevant forfølgelse, da hun udrejste af Eritrea til Etiopien i 1996. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive identificeret som medlem af Jehovas Vidner. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke havde gennemgået noget dåbsritual, og at hun havde afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for familiens konvertering til Jehovas Vidner. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren under sit langvarige ophold uden for hjemlandet ikke havde opsøgt Jehovas Vidner. Nævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren under de mange års fravær ikke havde søgt oplysning om, hvorledes det er gået familien i hjemlandet. Nævnet måtte efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at familien er forblevet i hjemlandet. For så vidt angår spørgsmålet om eventuel indkaldelse til militærtjeneste bemærkede nævnet, at der ikke forelå en konkretiseret risiko herfor. Det bemærkedes i øvrigt, at det af British Home Office: Country Assessment, april 2004, pkt. 5.56 fremgår, at kun kvinder mellem 18 og 27 år indkaldtes til aftjening af militærtjeneste. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at blive udsat for en individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Eritrea/2004/1
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tigrini og koptisk kristen fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han medio 2007 blev indkaldt til militærtræning i militærlejren […]. Efter 14 dage i militærlejren besluttede ansøgeren at forlade militærlejren sammen med en ven. De sneg sig væk en aften og gik dernæst til den sudanesiske grænse, som ansøgeren passerede illegalt, omkring tre uger efter at han havde forladt lejren. Ansøgeren opholdt sig i Sudan frem til 2012, hvorefter han udrejste med fly. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet, idet han er deserteret og udrejst illegalt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under hele asylforløbet har afgivet en konsistent forklaring vedrørende sit asylmotiv. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er deserteret fra en militærlejr og udrejst illegalt, samt at han nu i snart seks år har opholdt sig uden for Eritrea. Efter det anførte i nævnets baggrundsmateriale finder nævnet, at der herefter er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke oplysninger om, at ansøgerens familie skulle være kendt for at være modstandere af regimet i Eritrea, og alle hans tre søskende er ansat ved militæret. Ansøgeren har endvidere ikke fremkommet med oplysninger om, at han i Eritrea skulle have udtrykt nogen form for modvilje mod det eritreiske styre. Han har forklaret, at han flygtede, fordi han ikke brød sig om at aftjene værnepligt, og idet han hellere ville spille fodbold i Europa. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionen og dermed af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” erit/2013/6
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens forhold samt nye baggrundsoplysninger om ind- og udrejseforholdene i Eritrea. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er 27 år, tilhører Pinsebevægelsen og er fra […] i Eritrea. Hun er eritreisk statsborger. Flygtningenævnet stadfæstede den […] 2010 Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at hendes datter på omkring seks år opholdt sig hos ansøgerens moder i Asmara i Eritrea, samt at ansøgeren i begyndelsen af 2009 var udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet kunne lægge dele af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ansøgeren var opvokset hos sin moster i Etiopien, at hun i efteråret 2008 rejste tilbage til Eritrea, hvor hun i en periode på omkring to måneder, indtil sin udrejse, dyrkede sin tro i Pinsebevægelsen, og at hun i den forbindelse deltog i fire religiøse sammenkomster. Om sit asylmotiv forklarede ansøgeren endvidere i Flygtningenævnet, at politiet i vinteren 2008, hvor hun boede hos sin moder, to gange spurgte efter ansøgeren på bopælen. Det fremgik, at henvendelserne skyldtes, at politiet var bekendte med, at ansøgeren var medlem af Pinsebevægelsen. Denne del af forklaringen kunne nævnet ikke lægge til grund. Nævnet bemærkede i den forbindelse blandt andet, at ansøgerens aktivitet havde haft et begrænset omfang, samt at politiet ikke havde ransaget bopælen, hvilket havde været naturligt, hvis man ville have haft fat i ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter, og trods de generelle oplysninger om myndighedernes fremfærd over for medlemmer af trossamfund, der ikke er godkendte, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet bemærkede tillige i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om sit langvarige ophold i Etiopien og illegale tilbagerejse til Eritrea stemmer mindre godt overens med hendes forklaring om, at hun i vinteren 2008 skriftligt var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Nævnet anførte endvidere, at det forhold, at ansøgeren ikke er i besiddelse af legitimationspapirer udstedt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagerejse til Eritrea ikke kan medføre, at hun opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet besluttede den […] 2013 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været aktiv i Pinsebevægelsen i hele sit liv, og at hun også aktivt har dyrket sin religion i fællesskab med andre i den periode, hvor hun har boet i Eritrea. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil afholde sig fra at fortsætte med aktivt at dyrke sin tro i fællesskab med andre under afholdelse af gudstjenester med videre. Efter en samlet vurdering findes det overvejende sandsynligt, at de eritreiske myndigheder vil blive bekendt hermed. Det er efter baggrundsoplysningerne forbundet med en vis usikkerhed, om ansøgeren som enlig kvinde med et mindreårigt barn og med hendes særlige baggrund, i strid med hendes tro, vil blive pålagt at udføre militærtjeneste, men dette må dog anses for at være en nærliggende mulighed. At ansøgeren har boet det meste af sit liv i Etiopien, og alene har opholdt sig i Eritrea i sammenlagt under to år, kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger endvidere væsentlig vægt på, at ansøgeren, der er i den værnepligtige alder, er udrejst illegalt og bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter det oplyste ikke har betalt den skat, der kræves af eritreiske statsborgere i udlandet, og nu har opholdt sig uden for hjemlandet i knap fem år. Uanset om myndighederne måtte have rettet henvendelse til ansøgeren i 2008 finder Flygtningenævnet herefter, og henset til nyere baggrundsoplysninger om forholdene i Eritrea, at der er en velbegrundet frygt for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet af de eritreiske myndigheder vil blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” erit/2013/5
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2004. I 2006 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens forhold samt nye baggrundsoplysninger om ind- og udrejseforholdene i Eritrea. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er 64 år, etnisk tigrina og kristen fra […], Eritrea. Flygtningenævnet stadfæstede den […] 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde til støtte for ansøgningen blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle, der havde været aktiv for Eritrean Democratic Party (EDP), havde været fængslet siden begyndelsen af 2002. Myndighederne rettede ikke henvendelse til ansøgeren, inden hun udrejste i foråret 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgeren på grund af ægtefællens forhold kunne antages at have været i myndighedernes søgelys. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun efter ægtefællens arrestation selv meldte sig ind i EDP og derefter uddelte løbesedler for partiet, at hun udrejste illegalt af Eritrea, efter at ægtefællen til hendes kontaktperson i EDP havde oplyst, at kontaktpersonen var blevet arresteret, at ansøgeren efterlod løbesedler i sit hjem, samt at hendes i Eritrea bosiddende datter efterfølgende oplyste, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl få dage efter flugten. Flertallet i nævnet bemærkede, at ansøgeren havde et meget begrænset kendskab til EDP, og at hendes oplysninger om partiets virke ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at partiet alene opererer uden for Eritrea. Hendes forklaring om sin politiske aktivitet i Eritrea blev herefter ikke langt til grund. Flertallet tilføjede, at det forhold, at ansøgeren har tilsluttet sig EDP i udlandet ikke kan føre til asyl, idet det ikke kan antages, at myndighederne i Eritrea er bekendt hermed. Flygtningenævnet besluttede den […] 2013 at genoptage sagen. Under sagens fornyede behandling i nævnet har Udlændingestyrelsen nedlagt påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet den […] 2013 i det væsentlige gentaget forklaring om politisk aktivitet. Hun var tidligere koptisk ortodoks, men er i Danmark konverteret til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormon kirken). Hun har to børn. Hendes søn har i Eritrea været i militæret. Sønnen udrejste illegalt på grund af sin tro. Hendes datter er ligeledes udrejst illegalt af Eritrea. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om sin politiske aktivitet har været præget af usikkerhed. Uanset om det kan lægges til grund, at EDP, eller grupperinger i tilknytning hertil, i den pågældende periode udførte politiske aktiviteter i Eritrea, og at det indgår i troværdighedsvurderingen, at ansøgeren er fremstået noget svækket, finder flertallet herefter fortsat ikke, at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren har været politisk aktiv forud for udrejsen, og at hun er flygtet efter, at hendes kontaktperson er blevet arresteret. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl under henvisning til hendes religiøse forhold samt til den forbindelse, som hun i Europa har haft til EDP. Der lægges herved vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at myndighederne i Eritrea er bekendte hermed. Ud fra de foreliggende oplysninger vurderer flertallet endvidere, at ansøgeren ikke efter en tilbagevenden til Eritrea vil foretage religiøse eller politiske handlinger, som vil indebære, at myndighedernes opmærksomhed vil blive rettet herimod, og således at myndighederne herefter af den grund vil udsætte hende for forfølgelse. Flygtningenævnets flertal finder herefter fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at myndighederne i Eritrea i 2002 har fængslet ansøgerens ægtefælle af politiske grunde, at denne ikke senere er blevet løsladt, samt at ansøgeren er udrejst illegalt af Eritrea i 2004, og således nu har opholdt sig uden for Eritrea i over ni år. Nævnet har herved lagt vægt på, at denne del af forklaringen har fremstået overbevisende og selvoplevet. Nævnet finder endvidere ikke, at der er tilstrækkelig grund til at afvise ansøgerens oplysninger om hendes to børns forhold. Det antages derfor, at begge børn efter ansøgerens udrejse er udrejst illegalt af Eritrea. Under disse omstændigheder, og efter de for nævnet foreliggende oplysninger om de aktuelle forhold i Eritrea, herunder for ansøgere, der er udrejst illegalt af landet, finder Flygtningenævnet, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” erit/2013/4
Nævnet meddelte i december 2013 en mandlig iransk statsborger afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2006. I begyndelsen af 2009 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens aktiviteter som sanger før udrejsen af Iran og hans deltagelse i demonstrationer under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk […]og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede myndighederne som følge af sit salg af alkohol og sexudstyr samt formidling af prostituerede. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder særligt henset til, at han på udrejsetidspunktet fremstod som kendt over for folket og regimet som følge af sit virke som religiøs sanger. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime foran den iranske ambassade samt på Rådhuspladsen i København, ligesom han under en demonstration foran Folketinget har holdt en tale. Billeder af ansøgeren fra demonstrationen foran den iranske ambassade i sommeren 2009 blev bragt i forbindelse med en artikel i en landsdækkende dansk avis den […] 2009. Ansøgeren fremgår endvidere af videoer på youtube. Ansøgeren har endvidere fremlagt et videoklip indeholdende optagelser af sultestrejkende iranske asylansøgere i Danmark. Ansøgeren fremgår af optagelsen, ligesom han udtaler sig til kameraet. Den fremlagte video er angiveligt blevet vist i iransk national TV. Ansøgeren har for nævnet desuden fremlagt to CD’ere som dokumentation for hans virke som sanger i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har sunget ved privat arrangerede religiøse sammenkomster i forskellige byer i Iran indtil for syv år siden. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i en sultestrejke samt en demonstration foran den franske ambassade, ligesom han er med på flere billeder fra demonstrationer, der er trykt i forskellige danske medier. Ansøgeren har endvidere henvist til en tale mod det iranske styre, som han holdt foran Folketinget og til, at han fremgår af optagelser, der er lagt ud på youtube. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hans navn ikke fremgår af nogen af de fremlagte optagelser, og at han er filmet i baggrunden af billerne fra sultestrejken, hvor han ikke var talsmand, men kun udtalte sig kort og uden navn til kameraet. På de øvrige fremlagte billeder figurerer ansøgeren som en blandt flere, og på billedet fra demonstrationen foran den iranske ambassade bærer han solbriller. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på den baggrund ikke, at optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren før sin legale udrejse af Iran sang ved diverse arrangementer for større forsamlinger i forskellige franske byer, kan under henvisning til karakteren af arrangementerne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal finder således fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l, eller 2." erit/2013/3
Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig eritreisk statsborger. Indrejst i 2010. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I slutningen af 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger vedrørende ind-og udrejseforholdene i Eritrea. I foråret 2013 modtog Flygtningenævnet disse oplysninger. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel af regeringen, fordi han ikke vendte tilbage efter sit besøg i Danmark, ligesom han frygter myndighederne som følge af sit trosforhold. Ansøgeren frygter desuden at blive slået ihjel på sin arbejdsplads. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har haft en langvarig og aktiv tilknytning til Pinsekirken som både leder og missionær. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren har haft en lederfunktion i et statsligt selskab, og at han udrejste legalt af Eritrea legitimeret med sit nationalitetspas isat visum. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt ved udrejsen Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet må vurderes i lyset af de nu foreliggende baggrundsoplysninger om blandt andet ud- og indrejseforhold i Eritrea, jf. høringssvaret af 19. marts 2013 fra IGC-landene og rapport af 19. september 2013 fra Horne Office. Der må ved bedømmelsen af ansøgerens asylmotiv tillige lægges vægt på hans langvarige ophold udenfor Eritrea og hans kristne profil. Hertil kommer, at det forhold, at ansøgeren, som deltog i en statslig delegation, undlod at rejse tilbage til Eritrea som forudsat af myndighederne, vil kunne opfattes som illoyalitet mod styret. Flygtningenævnet finder efter en helhedsvurdering af det anførte, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” erit/2013/2
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (B- status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks fra[…], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været medlem af den ortodokse tewahedo-kirke. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder og sendt til militærlejren Sawa, idet hun er udrejst ulovligt af Eritrea. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hun og hendes ægtefælle blev udvist til Eritrea af de etiopiske myndigheder i 1998. De tog dernæst ophold hos hendes ægtefælles broder i[…], Eritrea. Cirka to måneder efter indrejsen var de ude at missionere den kristne ortodokse tro i en nærliggende landsby, da de blev opsøgt af eritreiske myndigheder. De blev beskyldt for at være medlem af pinsekirken, idet de gik med en bibel i hånden. De blev tilbageholdt og sendt til et containerområde, hvor de efter to måneder blev løsladt. De fik at vide, at de ville blive henrettet eller sendt til militærlejren Sawa, hvis de blev set med en bibel i hånden igen. De valgte at udrejse til Sudan i efteråret 1999, og ved grænsen til Sudan blev ansøgeren og hendes ægtefælle adskilt. Ansøgeren har ikke set sin ægtefælle siden. I Sudan tog ansøgeren ophold hos en anden eritreisk kvinde, som hjalp ansøgeren med at få arbejde og et sted at bo. Ansøgeren boede hos kvinden i to år, inden hun rejste videre til et andet sted i Sudan, hvor hun boede og arbejdede hos en familie i otte år. Da hun blev fyret, hjalp familien ansøgeren med at flygte til Europa. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en konsistent forklaring omkring sin illegale udrejse fra Eritrea. Efter det anførte i nævnets baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens notat af 19. marts 2013, der indeholder høringssvarene fra IGC-landene, hvoraf det fremgår, at eritreiske statsborgere, der forlader landet illegalt, er i risiko ved en tilbagevenden til Eritrea, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder, at den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører de eritreiske myndigheders tilbageholdelse af ansøgeren for mere end 10 år siden, fordi ansøgeren var mistænkt for at tilhøre pinsekirken, ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har oplyst under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012, at hun ikke har været indkaldt til militærtjeneste i Eritrea. Hun formoder dog, at myndighedernes formål med at lede efter ansøgeren og hendes ægtefælle efter deres løsladelse var med henblik på at sende dem til militærlejren i Sawa. Ansøgeren kunne ikke, fordi hun ikke har opholdt sig i Eritrea så længe, fortælle andet om militærtjenesten under samtalen med Udlændingestyrelsen, end at både mænd og kvinder bliver indkaldt, når de fylder 18 år. Da ansøgeren ikke har været indkaldt til militærtjeneste og idet tilbageholdelsen for mere end 10 år siden ikke findes at være asylbegrundende, finder nævnet, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor statsborgeren fra Eritrea […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” erit/2013/1
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst, at han er eritreisk statsborger, født i […]i Etiopien, etnisk tigre og kristen ortodoks af trosretning. I 1998 blev ansøgeren og hans forældre deporteret til Eritrea. Ansøgeren opholdt sig i Eritrea frem til 2004, hvor han udrejste til Sudan. I begyndelsen af 2011 udrejste ansøgeren fra Sudan til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at hans far i begyndelsen af 2001 blev anholdt af de eritreiske myndigheder, idet han formentlig blev mistænkt for at have samarbejdet med Etiopien under grænsekrigen, at ansøgerens fars lig to måneder senere blev afleveret på ansøgerens bopæl, og at myndigheder sagde, at faren var død af sygdom, men nægtede at svare på yderligere spørgsmål. Ansøgeren blev selv anholdt af de eritreiske myndigheder i foråret 2001. Han fik ikke nogen begrundelse for sin anholdelse. Han var tilbageholdt i to og et halvt år. Ansøgeren antager, at hans anholdelse er begrundet i hans fars forhold. I efteråret 2001 forsøgte ansøgeren forgæves at flygte fra fængslet. Ansøgeren blev skudt i sit venstre ben under flugten. Efter flugtforsøget blev ansøgeren afhørt herom, herunder udsat for tortur. Ansøgeren underskrev endvidere en erklæring, hvori det stod, at ansøgeren ikke ville forsøge at flygte igen. I efteråret 2003 lykkedes det ansøgeren at flygte, da han deltog i et arbejde uden for fængslet. Ved en eventuel tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren, at han vil blive udsat for tortur og dræbt af de eritreiske myndigheder, idet han er flygtet fra fængslingen. Nævnet bemærker, at Udlændingestyrelsens afslag fra sommeren 2011 helt overvejende er begrundet i den udarbejdede sprogtest. Selvom sproganalysen også efter nævnets opfattelse må tillægges vægt, bemærker nævnet, at Udlændingestyrelsen ikke i begrundelsen ses i øvrigt at have taget nærmere stilling til ansøgerens forklaring. Nævnet har ikke fundet, at den sproglige vurdering af ansøgeren er uforenelig med de oplysninger, som ansøgeren har givet om sin opvækst. Et flertal af nævnets medlemmer lægger vægt på ansøgerens forklaring. Asylansøgningsskemaet, der er udfyldt på engelsk, indeholder en nærmere redegørelse for ansøgerens beskrivelse af hændelsesforløbet, herunder med angivelse af lokaliteter og tidspunkter, og flertallet finder, at ansøgerens forklaring i hele forløbet, herunder i samtalen med Udlændingestyrelsen og i nævnsmødet, har været konsistent og med detaljer. Ansøgeren har korrigerende i samtalereferatet med Udlændingestyrelsen oplyst, at han talte både tigrinja og amhari med sine forældre. Begge ansøgerens forældre stammende fra en by i Eritrea. Ansøgeren blev i 1984 født i […]i Etiopien og havde sin skolegang i denne by fra han var cirka tre til fire år gammel til han var 14 år i 1998. Ansøgeren er derfor overvejende amharitalende. I 1998 blev først ansøgerens far og derefter ansøgeren og hans mor deporteret til Eritrea af de etiopiske myndigheder, hvorefter de tog ophold i byen […]. Der var ingen problemer med registreringen i Eritrea. I begyndelsen af 2001, da grænsestridighederne var stilnet af, blev ansøgerens far fængslet af de eritreiske myndigheder, og hans blev lig blev afleveret på familiens bopæl i foråret 2001 med oplysning om, at han var død af sygdom. Ansøgeren blev fængslet fra foråret 2001 i lighed med en række andre unge og blev derefter tilbageholdt i en lejr, hvor ansøgeren og de øvrige tilbageholdte skulle arbejde. Ansøgeren blev skudt i benet under et flugtforsøg i 2001 og blev efter pågribelsen i cirka en måned udsat for tortur i form af slag med gummiknebler og elektriske kabler. Ansøgeren fortsatte sit arbejde i lejren, men under arbejdet uden for lejren i efteråret 2003 lykkedes det ham at flygte først til byen{…] og derefter med onklens ledsagelse til Sudan, hvor ansøgeren har opholdt sig fra 2004 til udrejsen i vinteren 2011, dels i Kassala og dels i Khartoum, hvor han arbejdede med forfaldende arbejde. Flertallet bemærker herved, at ansøgerens begrænsede kendskab til byen […] ses i sammenhæng med ansøgerens forklaring om, at han efter ophold i denne by fra foråret 2001 blev holdt fanget i fængslet […], der ligger nogle timers kørsel fra byen. Når flertallet sammenholder ansøgerens oplysninger med baggrundsoplysningerne om stridighederne mellem Eritrea og Etiopien i perioden 1998-2000 og det foreliggende journalnotat fra sommeren 2011, hvorefter ansøgeren ved venstre ankel har ar efter skudhul, ligesom der på hans krop ses ar adskillige steder angiveligt efter tortur med slag og stød og binding, finder flertallet samlet, at ansøgerens forklaring i alt væsentligt må lægges til grund, og at ansøgerens hjemland må anses for at være Eritrea. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden dertil, herunder henset til den underskrevne erklæring efter det første flugtforsøg, risikerer at blive udsat for tilbageholdelse og overgreb af en karakter, som må anses omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2" erit/2012/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i år 2010. Flygtningenævnet udtalte: Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er 72-74 år gammel, etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra […]. Ansøgeren har været medlem af ELF fra midten af 1970’erne og af EPLF fra begyndelsen af 1980’erne til begyndelsen af 1990’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive dræbt af en leder i[…]-området. Vedkommende kaldes […]. Hun har i mange år haft en konflikt med den pågældende. Den pågældende leder og ansøgeren kæmpede på samme side under frihedskampen, og hun er ikke modstander af regimet i Eritrea. Hun ved ikke, hvorfor den pågældende leder er imod hende, men antager, at det måske har sammenhæng med, at hun fra 1999 ikke længere har deltaget i politiske møder, som man mere eller mindre var forpligtet til at deltage i. Den pågældende leder har foranlediget, at hun er på forskellige måder er blevet generet af myndighederne, samt at hun flere gange er blevet fængslet. Under det sidste fængselsophold blev hun skubbet ind i en træstub, hvorved hun mistede synet på sit ene øje. Hun blev løsladt mod et kautionsløfte. Hun udrejste legalt med fly fra Asmara. På grund af sygdom søgte hun først asyl efter tre måneders ophold i Danmark, hvor hendes datter er kvoteflygtning. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på en rimelig måde har kunnet forklare om sine personlige forhold og familiens forhold. For så vidt angår flere asylrelevante emner har ansøgeren derimod svaret meget divergerende på de spørgsmål, der er blevet stillet til hende. I Flygtningenævnet har ansøgeren optrådt usikkert og uden tidsfornemmelse vedrørende en række væsentlige begivenheder. Hun har herunder om fængslinger hverken kunnet forklare overbevisende om antal, tidspunkter, varighed og årsag. Medvirkende hertil er formentlig, at ansøgeren er analfabet, og at hendes helbred er svækket af alderdom og sygdom. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været utilfreds med en lokal leder, der har truffet beslutninger, som er gået hende imod vedrørende kornkøb og næringstilladelse etc. Efter karakteren og intensiteten heraf finder flertallet ikke, at disse afgørelser er udtryk for forfølgelse. Angående ansøgerens eventuelle politiske uoverensstemmelser med den lokale leder, og at denne skulle have beskyldt hende for samarbejde med oppositionen, har ansøgeren ikke, efter flertallets opfattelse, kunnet forklare sig på en overbevisende måde. Selv når der henses til den bevislempelse, der følger af ansøgerens svækkede tilstand, kan flertallet herefter ikke lægge til grund, at de lokale myndigheder har anset ansøgeren for at have været særligt profileret, samt at ansøgeren har været fængslet eller udsat for anden form for forfølgelse eller overgreb. De generelt vanskelige forhold i Eritrea, som kan være særligt vanskelige for ansøgeren på grund af sygdom og alder samt at ansøgeren nu har været væk fra Eritrea i omkring et år, og at hun i Danmark som forklaret skulle være blevet medlem af Eritrean National Salvation Front (ENSF), kan efter flertallets opfattelse ikke begrunde, at hun er berettiget til at få asyl. Samlet set – og herunder henset til, at ansøgeren er udrejst legalt – finder et flertal af Flygtningenævnet herefter ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller sådanne overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse." erit/2011/2
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea født i 1987 samt et barn. Indrejst 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk gash-barka fra Asmara i Eritrea. Ansøgeren og hendes familie udrejste fra Eritrea i 1994, og hun har ikke siden opholdt sig i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med enkeltpersoner eller myndigheder i Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter krigen imellem Eritrea og Etiopien, da hun ikke har noget familie tilbage i Eritrea. Ansøgeren frygter videre at blive udstødt af samfundet, da hun er alene med sin datter. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvunget til at aftjene værnepligt i Eritrea. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at hun vil blive anset som medlem af pinsebevægelsen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først er fremkommet med denne oplysning under samtalen med advokaten, mens hun tidligere flere gange har oplyst, at hun er ortodoks kristen. Det forhold, at ansøgeren ikke har noget socialt netværk i Eritrea, og at hun er enlig mor med et lille barn, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ikke ved indrejse i Eritrea kan fremvise et udrejsestempel, kan ikke medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er udrejst ulovligt, og at hun ikke på nogen måde er profileret. Det forhold, at ansøgeren risikerer at blive indkaldt af myndighederne til aftjening af militærtjeneste, kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” erit/2011/1
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Asmara. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet i 15 til 20 år eller at blive henrettet, idet han har forladt sit hjemland, er deserteret fra hæren og flygtet fra fængslet, hvilket bliver betragtet som forræderi. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre, at lovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I vurderingen indgår på den ene side karakteren af den ved Retten i Koldings dom […] pådømte kriminalitet og på den anden side oplysningerne om klagernes familiemæssige forhold. I sin vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren er straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder, hvorved han udsatte to personer for overhængende livsfare, hvilket er en kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klagen på denne baggrund, sammenholdt med oplysningerne om hans personlige forhold, må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren, der har haft lovligt ophold i Danmark 1 år og 6 måneder, ikke har familie eller venner i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2018/3/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk […] og katolik fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han giver udtryk for sin politiske holdning på Facebook som privatperson. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller forsvinde, fordi han er imod regeringen og derfor er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Han frygter derudover de eritreiske myndigheder, fordi han har opholdt sig i Vesten uden at betale skat til de eritreiske myndigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at han boede i byen [by] i Eritrea, hvor han afsluttede 11. klasse. Han blev herefter sendt til militærskolen i byen [by] [i sommeren 2011]. Han modtog en måneds militærtræning, hvorefter han tog 12. klasse på militærskolen. Han afsluttede 12. klasse [i foråret 2012], hvorefter han modtog yderligere to måneders militærtræning frem til [sommeren 2012]. Han boede hos sin familie i [by] i et år fra [sommeren 2012] til [sommeren 2013], og han havde ikke nogen opgaver for militæret i den periode. Han udførte indimellem almindelige opgaver for myndighederne. Klageren blev sendt tilbage til militærskolen i [by] [i efteråret 2013], hvor han modtog militærtræning i en måned, før han blev beordret til at gå 350 km til byen [by] [i efteråret 2013]. Han opholdt sig i [by] i omkring tre uger, før han valgte at desertere fra militæret [i slutningen af 2013]. Han opholdt sig herefter hos sin familie i [by] i tre til fire dage, før han udrejste illegalt af Eritrea. Myndighederne opsøgte klagerens families bopæl flere gange efter klagerens udrejse af Eritrea for at spørge efter klageren. Klagerens mor fortalte klageren i påsken 2015, at klagerens far var blevet indkaldt til militærtjeneste i stedet for klageren omkring tre måneder forinden. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af oplysningerne i sagen, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde i forhold til klageren. Ved vurderingen af sagen har nævnet navnlig lagt vægt på, at klageren ved Vestre Landsrets ankedom [fra foråret 2017] er blevet udvist af Danmark samt på karakteren og grovheden af den ved dommen påkendte kriminalitet, hvor klageren blev idømt en straf af fængsel i 2 år. Heroverfor kan de øvrige oplysninger om klagerens tilknytning til Danmark og hans personlige forhold i øvrigt ikke føre til en anden vurdering. Da klageren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, kan han imidlertid ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Eritrea, jf. udlændingelovens § 32 a, jf. § 31, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit/2018/2/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk trigrinya og kristen fra Asmara i Eritrea. Ansøgeren har været politisk aktiv for partiet […]. Han har i forbindelse med sit medlemskab af partiet i perioden fra 1998 til 2015 skrevet regeringskritiske artikler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne, fordi han er homoseksuel, og fordi han har skrevet regeringskritiske artikler. Ansøgeren har endvidere påberåbt, at han frygter repressalier som følge af sin illegale udrejse af Eritrea. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser af […] juni 2015 og […] december 2016 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre i overensstemmelse med de italienske myndigheders høringssvar fra […] juni 2014 til grund, at ansøgeren har fået subsidiær beskyttelse i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014 (nugældende § 7, stk. 4). På baggrund af oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Italien fra indrejsen i 2002 og frem til juli 2009, hvor han første gang udrejste til Schweiz. Han havde bolig og arbejde og var i stand til at klare sig selv, ligesom han lærte italiensk nok til, at han ifølge sin egen forklaring vil være i stand til at kommunikere med blandt andet italienske læger. Ansøgeren udrejste herefter de følgende år gentagne gange fra Italien med henblik på at søge asyl i andre europæiske lande, men blev returneret til Italien, sidst i forbindelse med tilbagesendelsen fra Norge i 2014. Ansøgeren blev på et tidspunkt smittet med HIV, og nævnet lægger i den forbindelse til grund, at han i forbindelse med de sidste tilbagesendelser til Italien søgte og fik lægebistand, uden at han i samme forbindelse fik stillet diagnosen HIV, hvorfor han ikke modtog behandling herfor. Ved ankomsten til Danmark blev ansøgerens helbredsmæssige situation hurtigt forværret, og kort efter, at han havde fået stillet diagnosen HIV, blev det konstateret, at han tillige var livstruende syg af lymfeknudekræft, og den yderst sjældne komplicerende tilstand hæmofagocytose. Ansøgeren har været i behandling herfor, og vil resten af livet skulle tage forebyggende medicin mod HIV. Aktuelt er situationen den, at ansøgeren, efter et veloverstået behandlingsforløb for kræften og hæmofagocytosen, ikke længere modtager behandling herfor. Han skal deltage i opfølgende kontroller i 5 år og mangler aktuelt 3 års kontrol. Ansøgerens immunforsvar er i bedring, og han modtager behandling i form af fysioterapi og fitness for de bevægelsesindskrænkninger i benene, der er en følgeskade af kemoterapien. Ansøgeren er med hjælp i stand til at bevæge sig op på anden etage, hvor han bor, og gå længere strækninger ved hjælp af en rollator. Han har i dag en viden om sin sygdom, og hvilke hensyn han skal tage med hensyn til rigtig ernæring og god hygiejne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, ligesom det antages, at ansøgeren uanset, at hans opholdstilladelse er udløbet, kan indrejse i Italien og opholde sig der, men han søger om på ny at få opholdstilladelse i landet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – selvom de er problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de økonomiske og sociale forhold i Italien har en karakter, så ansøgeren ved en tilbagevenden vil opnå tilstrækkelig beskyttelse. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder en egnet bolig og den fornødne lægehjælp i form af medicin mod HIV og kontrol for kræft og hæmofagocytosen. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren kender sine sygdomme og er i relevant behandling og vil kunne komme i behandling i Italien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han kan få adgang til arbejdsmarkedet, og den omstændighed, at ansøgeren er gangbesværet, kan ikke ændre ved denne vurdering. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til på ny at tage ophold i Italien. Nævnet forudsætter i den forbindelse, at de italienske myndigheder i forbindelse med tilbagesendelsen underrettes om ansøgerens særlige behov, herunder at de får udleveret relevante helbredsmæssige oplysninger. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2017/4/nke
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Eri-trea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er eritreisk statsborger, etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning født i Eritrea. Familien udrejste til Sudan, da klageren var omkring et år gammel. Klageren har ikke siden været i Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I sommeren] 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved [en byrets] dom [i foråret] 2016 blev klage-ren idømt fængsel i ni måneder for forsøg på røveri, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, hvoraf tre måneder af straffen ansås for udstået med varetægtsfængslingen, jf. straffelovens § 58, stk. 1, og § 86, mens seks måneder af straffen blev gjort betinget, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Kla-geren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for seks år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 3. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. [I foråret] 2017 er klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgs-målet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en udsendelse til Eritrea. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for overgreb fra myndighederne på grund af hans fars politiske konflikt. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive straffet for illegal udrejse. Klage-ren har til støtte herfor oplyst, at hans far har været fængslet af myndighederne i Eritrea, og at fængslingerne var årsagen til, at han og hans familie udrejste af Eritrea. Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea står overfor at skulle aftjene nationaltjeneste (mi-litærtjeneste). Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, og i overens-stemmelse med nævnets faste praksis, at militærtjeneste i Eritrea udføres under sådanne forhold og har en sådan karakter, at nægtelse heraf indebærer risiko for forfølgelse af grunde, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder således, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige omstændighe-der, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmel-se med Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har været i Danmark i godt tre år, og at han i betydelig grad har lært dansk. Det forhold, klageren er dømt for, er et enkelt-stående forhold, der er begået, da klageren var 15 år gammel. Der var tale om en forsøgshandling, og størstedelen af straffen på fængsel i ni måneder blev gjort betinget. På trods af, at klageren kun i begrænset omfang har opnået tilknytning til det danske samfund, finder nævnet, at proportionali-tetsafvejningen i overensstemmelse med Flygtningekonventionen fører til, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger herved betydelig vægt på klagerens meget unge alder på gerningstidspunktet. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilla-delse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2017/3/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse. Den pågældende blev i 2016 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1. Den pågældende blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingestyrelsen traf afgørelse om, at den pågældende ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf endvidere afgørelse om, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen anser isoleret set klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For Flygtningenævnet er spørgsmålet, om der foreligger sådanne særlige grunde, der på trods af udvisningen med indrejseforbud taler for meddelelse af opholdstilladelse, at klageren skal have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har kun været i Danmark i kortere tid. Han har ingen nær familie her, men en fætter. Han taler ikke dansk og har ikke arbejde. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af straffedommen sammenholdt med klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2017/2/ADP
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse. Den pågældende blev i 2016 idømt fængsel i 2 år for voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Den pågældende blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingestyrelsen traf afgørelse om, at den pågældende ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf endvidere afgørelse om, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen anser isoleret set klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For Flygtningenævnet er spørgsmålet, om der foreligger sådanne særlige grunde, der på trods af udvisningen med indrejseforbud taler for meddelelse af opholdstilladelse, at klageren skal have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har kun været i Danmark i kortere tid. Han har ingen nær familie her, men nogle fætre, som han jævnligt har kontakt med. Han taler ikke dansk og har ikke arbejde, ud over at han har arbejdet i fængslet. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af straffedommen sammenholdt med klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2017/1/ADP
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsens oplysninger for nævnet om, at Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl er truffet på et forkert grundlag, idet ansøgeren asylretligt bør vurderes i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea, er oplysninger af væsentlig betydning for sagens udfald. Med henblik på at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af de nye oplysninger, bør sagen derfor hjemvises til fornyet afgørelse i Udlændingestyrelsen.” Erit/2016/9/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Asmarra, Central Maekel, Eritrea. Ansøgeren har siden 2011 været medlem af Eritrean Youth Solidarity for Change. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret og henrettet af myndighederne i Eritrea på grund af sit modsætningsforhold til disse. Han har endvidere henvist til, at han frygter indkaldelse til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har betalt 2 % skat til den eritreiske regering siden 1995, og at han som følge heraf er i modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. Han har videre oplyst, at han i [starten af] 2011 blev truet af fire medlemmer af det eritreiske regeringsparti PFDJ i Danmark, fordi han havde vidnet i en straffesag mod partiets formand [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i forbindelse med en sag vedrørende udstedelse af pas har truet en person ved navn [B], som er tidligere formand for PFDJ i Danmark, og som har arbejdet ved den eritreiske ambassade i Stockholm. Ansøgeren har desuden oplyst, at han siden 2010 har skrevet regeringskritiske tekster på hjemmesider for oppositionen i Eritrea. Ansøgeren har herudover oplyst, at han siden 2011 har været medlem af en regeringskritisk gruppering ved navn Eritrean Youth Solidarity for Change og på dennes facebookside fremsat regeringskritiske opdateringer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han per brev er blevet truet på livet af sin broder, som er bosiddende i Eritrea, idet broderen ikke mener, at ansøgeren har sendt nok økonomisk støtte til Eritrea. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, hvis han vender tilbage til Eritrea, er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene værnepligt. På denne baggrund sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet om værnepligten i Eritrea lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren [i] 2013 blev idømt ni års fængsel for [drabsforsøg…]. Ved dommen blev ansøgeren udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Eritrea, til han var 24 år og har ikke familie i Danmark nærmere end en søster og dennes børn. Efter karakteren af den handling ansøgeren er dømt for, finder nævnet, at ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet, og at han skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse. Dette findes efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har således ikke fundet grundlag for i overensstemmelse med advokatens subsidiære påstand at hjemvise sagen med henblik på, at der først tages stilling til asylansøgningen senere i afsoningsforløbet. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har mulighed for at anmode fornyet prøvelse på et senere tidspunkt, såfremt han mener, at der da foreligger nye relevante oplysninger. [Ansøgeren] skal udrejse straks efter løsladelse fra afsoning, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 4. pkt. Flygtningenævnet finder således, at der foreligger et påtrængende tilfælde som følge af det af ansøgeren begåede strafbare forhold, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 5. pkt. Såfremt [ansøgeren] ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt men under henvisning til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Eritrea, jf. udlændingelovens § 32 a, jf. § 31, stk. 2.” Erit/2016/8/LAJ
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea/Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og muslim af trosretning født i [A], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har aftjent eritreisk nationaltjeneste, og fordi han er udrejst af Eritrea illegalt. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter ikke at kunne leve frit, idet han er fra Eritrea og tidligere er blevet udsendt fra Etiopien til Eritrea. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil være ensom ved en tilbagevenden til Etiopien, idet ansøgerens fader, som boede i landet, er død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i 1979 i byen [A] i Tigray, Etiopien. Ansøgerens fader er etiopisk statsborger, og ansøgerens moder er eritreisk statsborger. Ansøgeren blev i år 2000 udsendt af Etiopien til Eritrea sammen med sin moder på foranledning af begge landes myndigheder. Udsendelsen var ikke frivillig og skyldtes, at ansøgerens moder var eritreisk statsborger. Ansøgeren og hans moder tog herefter ophold i byen [S] i zoba Debib, Eritrea, hvor ansøgeren boede frem til sin udrejse af Eritrea i [foråret] 2009. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Eritrea er blevet indkaldt til nationaltjeneste adskillige gange, hvorfor han som følge heraf udrejste fra Eritrea til Etiopien i [foråret] 2009. Ansøgeren har forklaret, at han og hans moder i 2000 blev hentet af politiet i Etiopien, bragt til en indsamlingslejr og bragt over grænsen til Eritrea. Ansøgeren og hans moder blev modtaget af de eritreiske myndigheder og fik lov til at rejse til [M], hvorfra hans moder stammede. Ansøgeren drev moderens landbrug. Ansøgeren oplyser, at han havde en rejsetilladelse, der efter hans egne oplysninger alene blev givet til statsborgere i Eritrea. Han fik udsættelse med at udføre militærtjeneste, idet han passede sin syge moder. Da moderen døde i 2008, blev han indkaldt til at udføre militærtjeneste men valgte at udrejse illegalt i 2009. På den etiopiske side af grænsen blev han anholdt af grænsevagter og overgivet til etiopisk politi med henblik på oversendelse til en flygtningelejr. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret i overensstemmelse med tidligere afgivne forklaringer. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, hvorfor nævnet lægger til grund, at han er eritreisk statsborger. Selv om ansøgeren havde en fader med etiopisk statsborgerskab, og selv om ansøgeren boede i Etiopien indtil år 2000, må det lægges til grund, at han ikke havde opnået etiopisk statsborgerskab. På baggrund af Landinfos temanotat af 22. december 2009: Etiopia: Statsbogerskap og oppholdstillatelse for eritreere og etiopiere med eritreisk bakgrunn, pkt. 5.4, hvori det hedder: ”Den etiopiske ambassaden i Stockholm understreket i samtale med Landinfo i december 2009 at eritreere som opholder seg utenfor Etiopia ikke under noen omstendigheter kan bli etiopiere, heller ikke hvis de frasier seg sitt eritreiske statsborgerskap. Dette understøttes av andre kilder.” lægger nævnet til grund, at ansøgeren ikke tillige kan opnå etiopisk statsborgerskab. Idet nævnet ligeledes lægger til grund, at ansøgeren er udrejst af Eritrea, som følge af at han var indkaldt til militærtjeneste, findes han efter nævnets faste praksis at opfylde betingelserne i udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2016/7/MVI
Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren oplyst, at han hedder […] og er født [i foråret] 1993. Ansøgeren husker ikke sin fødselsdato, men mener, det er [i foråret] 1993. Rettelig er ansøgeren født [i vinteren] 1993. Adspurgt, om hvorfor han lige har oplyst [i foråret] 1993 som fødselsdato, har ansøgeren forklaret, at han er forvirret og træt. Ansøgerens advokat har nedlagt subsidiær påstand om at sagen udsættes eller hjemvises med henblik på gennemførsel af en sprogtest, indhentelse af ansøgerens moder og broders asylakter fra de tyske myndigheder, henvendelse til administrationen for [lejren] med anmodning om at få oplyst om, i hvilken periode, ansøgeren og hans familie har boet i lejren, samt indhentelse af ansøgerens ELF-dokument fra de norske myndigheder. Udlændingestyrelsen har protesteret mod udsættelse eller hjemvisning af sagen som anført. Flygtningenævnet besluttede efter procedure og votering at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på gennemførsel af en sprogtest, indhentelse af ansøgerens moder og broders asylakter fra de tyske myndigheder, henvendelse til administrationen for [lejren] med anmodning om at få oplyst om, i hvilken periode, ansøgeren og hans familie har boet i lejren, samt indhentelse af ansøgerens ELF-dokument fra de norske myndigheder.” Erit/2016/6 NIN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, fordi hun er protestant. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at de eritreiske myndigheder vil tvinge hende til at udføre nationaltjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at man ikke kan leve i frihed i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født i Addis Ababa i Etiopien, og at begge hendes forældre er fra Eritrea. Ansøgerens moder døde, da ansøgeren var lille, og ansøgeren har ikke mange informationer om hende. Ansøgeren voksede op hos sin fader. Ansøgeren levede et almindeligt liv i Etiopien, indtil krigen mellem Etiopien og Eritrea startede. I 2000 kom omkring 5-6 civilklædte personer fra de etiopiske myndigheder hjem til ansøgerens og hendes families bopæl, i hvilken forbindelse hun, hendes fader og de andre logerende blev deporteret til Eritrea. Ansøgeren forlod Eritrea efter en måned og rejste til Sudan, fordi hun ikke kunne finde sin fader, og fordi Eritrea ikke var et frit land. Efter 7 år i Sudan rejste ansøgeren til Libyen og videre til Europa. Ansøgeren rejste til Italien i 2008, hvor hun fik opholdstilladelse. Ansøgeren opholdt sig i Italien i fem år, hvorefter hun udrejste, fordi hun blev gravid, idet hun ikke ønskede, at hendes barn skulle vokse op i Italien, hvor det er hårdt at leve. Ansøgeren havde konflikter med privatpersoner i Italien, idet de gjorde tilnærmelser mod hende. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Den del af ansøgerens forklaring, der vedrører hendes henvendelse til de italienske myndigheder i anledning af de overgreb, hun oplyser at have været udsat for, kan ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet hun til asylsamtalen [i efteråret] 2015 har forklaret, at hun aldrig har tilkaldt politiet. Under nævnsbehandlingen har hun oplyst, at hun har rettet henvendelse til politiet, men at de ikke ønskede at gøre noget ved det. Flygtningenævnet har noteret sig, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Eritrea. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Italien, hvor hun har opnået subsidiær beskyttelse. Nævnet finder, at det i denne vurdering skal indgå, at det skal være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage ophold i Italien og være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law”. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på anses for at være beskyttet mod refoulement. Et flertal i Flygtningenævnet finder herefter, at Italien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet finder efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor hun inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl og boet i Italien i fem år. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren og hendes barn vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren under sit hidtidige ophold i Italien har været i stand til i perioder at arbejde og skaffet sig et sted at bo. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren, som er en yngre kvinde, må anses for fortsat at være uden alvorlige sundhedsmæssige problemer, og at barnet efter det oplyste er sund og rask. Herefter finder flertallet, at ansøgeren kan henvises til på ny at tage ophold i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2016/5/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Tolken, der var indkaldt for at yde bistand under mødet i Flygtningenævnet i dag, var ikke mødt og nævnet har ikke modtaget oplysning om baggrunden for tolkens udeblivelse. Der var forgæves forsøgt indkaldt en anden tolk til nævnsmødet. Ansøgerens advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant har herefter anmodet om at behandlingen af asylsagen gennemføres uden tilstedeværelse af en tolk, idet hensynet til ansøgeren taler for, at sagen ikke udsættes. Der er henvist til, at ansøgeren to gange tidligere forgæves har været indkaldt i Flygtningenævnet, og at der mellem Udlændingestyrelsen og ansøgerens advokat er enighed om, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund, herunder at ansøgeren en gang har givet tre fanger håndjern på og ført dem uden for et fængsel, hvor han gjorde tjeneste for derefter at aflevere fangerne til sin leder. Der er derfor enighed om det faktiske grundlag for ansøgerens asylmotiv, således at sagens behandling alene kan omfatte spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. artikel 1 F (a) og (b) i flygtningekonvention af 28. juli 1951. For så vidt angår udelukkelsesgrunden i flygtningekonventionens artikel 1 F (a) er man enige om, at spørgsmålet om udelukkelse vedrører et spørgsmål om, hvorvidt ansøgeren har begået forbrydelser mod menneskeheden. Flygtningenævnet har med henvisning til de anførte grunde imødekommet anmodningen, og sagen er behandlet for nævnet uden ansøgerens tilstedeværelse. Ansøgeren er etnisk trigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [en by] i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjeneste. Endvidere frygter han at blive idømt en fængselsstraf grundet hans illegale udrejse af Eritrea. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han i perioderne [vinteren] 2008 til [slutningen af] 2009 samt [fra foråret] 2014 til [slutningen af] maj 2014 arbejdede som vagt ved et fængsel i […], som ligger i nærheden af […]. Her var han vidne til, at fangerne blev udsat for fysiske overgreb begået af de øvrige fængselsvagter. Ansøgeren blev af sin gruppefører beordret til at lægge tre fanger i håndjern og føre dem uden for, hvorefter de blev slået og tvunget til at sidde i solen i en times tid. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han primo 2014 vandt en skydekonkurrence. Hans overordnede ønskede derfor, at han skulle besætte en stilling som forhører, og at han forinden skulle modtage relevant oplæring i diverse forhørsteknikker. Han nægtede at deltage i oplæringen, fordi han ikke ønskede at forhøre andre mennesker. Han blev derfor fængslet i tre måneder. Efter sin løsladelse skulle han igen gøre tjeneste ved fængslet i […]. Denne gang havde han til opgave at fungere som delingsfører. Primo juni 2014 lykkedes det to fanger at flygte fra fængslet, mens ansøgeren havde vagttjeneste. Han skød op i luften og ikke efter fangernes knæ, som han var blevet beordret til. Han blev derfor sendt til militærfængslet i […]. På vej til fængslet lykkedes det ham at flygte, hvorefter han udrejste af Eritrea. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at blive udsat for forfølgelse af de eritreiske myndigheder, efter han er deserteret fra militærtjeneste og udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet har herved lagt ansøgerens forklaring til grund, blandt andet om at han under militærtjeneste i Eritrea fra 2008 til 2009 gjorde tjeneste i et fængsel i […], hvor han arbejdede som vagt. I fængslet var han en ud af ca. 100 vagter og på et tidspunkt blev han beordret til at lægge tre fanger i håndjern, efter at fangerne var kommet op at slås. Han førte dem uden for, hvor han afleverede dem til sin leder, hvorefter fangerne blev placeret i solen. På et andet tidspunkt stak nogle fanger af, og ansøgeren, som havde ansvaret for fangerne, skød blot op i luften, idet han ikke fulgte ordre om at skyde fangerne i knæene. Det lykkedes ansøgeren at desertere fra militæret, da han skulle føres i isolationsfængsel, fordi han ikke havde fulgt ordre. Ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren på den baggrund er udelukket fra at få opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. artikel 1 F (a) og 1 F (b) i flygtningekonventions af 28. juli 1951, kan blandt andet henvises til UNHCR Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003, hvor det blandt andet fremgår: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimising or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organisation or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed…” Efter en samlet vurdering af ansøgerens handlinger, hans stilling som underordnet vagt og med henvisning til hans alder på tidspunktet da han udførte handlingerne, finder Flygtningenævnet ikke, at der er alvorlig grund til at antage at ansøgeren direkte eller indirekte har medvirket til, at der er begået forbrydelser mod menneskeheden på en sådan måde, at han skal udelukkes fra at få asyl efter flygtningekonventions artikel 1 F (a). Det kan heller ikke antages, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i øvrigt lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ”Report of the commission of inquiry on human rights in Eritrea” fra den 4. juni 2015, hvoraf det blandt andet fremgår, at der er alvorlige konsekvenser forbundet med at desertere fra militærtjeneste, herunder fængsling, tortur og risiko for henrettelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2016/4/LRN
Nævnet hjemviste i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk trigrinya og kristen fra [by] i Eritrea. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af 4. juni 2015 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nu § 7, stk. 4) Det fremgår af de lægelige oplysninger, herunder lægeerklæringer af 26. og 27. januar 2016 fra henholdsvis afdelingslæge [Læge A], og overlæge dr. med. [Læge B], at ansøgeren har flere livstruende lidelser, herunder HIV, lympeknudekræft(Hodgkins sygdom) samt sygdommen hæmofagocytose, hvor immunsystemet går til angreb på bloddannelsen, og nedbryder såvel røde blodlegemer, hvide blodlegemer som blodplader. Ansøgeren har om sit tidligere ophold i Italien forklaret, at han efter at have mistet sit arbejde ikke har kunnet få nogen form for hjælp fra de italienske myndigheder, herunder hjælp til at finde et arbejde eller til at få en bolig. Han har således ikke kunnet forsørge sig selv og opretholde et rimeligt liv. Han har som følge heraf levet af mad fra Caritas og har overnattet tilfældige steder indendørs og udendørs. I den sidste periode under sit ophold nær Venedig har han overnattet i et forladt depot uden el, vand og toiletter sammen med ca. 100 – 120 andre asylansøgere. Det fremgår af de lægelige udtalelser, at ansøgeren i otte år forud for 19. december 2014 har lidt af uopdaget HIV. Flygtningenævnet har bevisbyrden for, at Italien kan fungere som første asylland for ansøgeren. I den anledning hjemviser Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Flygtningenævnet finder, at der henset til ansøgerens særlige behov bør indhentes en udtalelse fra de italienske myndigheder om ansøgerens sociale og økonomiske forhold ved eventuel tilbagevenden til Italien. Der bør i denne forbindelse indhentes udtalelse om, hvor ansøgeren kan tage ophold, herunder om opholdsstedet opfylder de krav, som med rimelighed kan stilles for at leve op til de specielle behov, som en person med de sygdomme, som ansøgeren lider af, har. Det har hidtil været nødvendigt, at ansøgeren har sin egen lejlighed med eget toilet og køkken for at sikre, at han ikke unødigt udsættes for infektioner. Ansøgeren er endvidere blevet gangbesværet efter de behandlinger, han har gennemgået, hvorfor det bør fremgå af udtalelsen, om opholdsstedet opfylder de krav, som en gangbesværet person har for at kunne færdes på rimelig måde. Yderligere bør der indhentes udtalelse om, hvorledes en rimelig forsørgelse af en person med ansøgerens særlige behov sikres. Hertil kommer, at der bør indhentes udtalelse om, hvorvidt ansøgeren straks fra ankomsten til Italien vil modtage kontinuerlig og tilstrækkelig lægelig behandling, herunder livslang behandling mod HIV, opfølgende kontrol og behandling heraf samt af lymfeknudekræft og hæmofagocytose. Endvidere bør der indhentes udtalelse om, hvorvidt ansøgeren vil modtage forebyggende behandling mod svampelungebetændelse, atypisk tuberkulose og komplicerende virussygdom. Flygtningenævnet, den 28. januar 2016.” Erit/2016/3/LIN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og et medfølgende barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tigrinyaer fra Eritrea. Den mandlige ansøger er kristen af trosretning, og den kvindelige ansøgere er muslim af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle bo på gaden. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de i omkring et år boede i et asylcenter. Efter at de blev meddelt asyl, blev de tvunget til at forlade lejren og henvist til at bo på gaden. De modtog ingen penge fra myndighederne under deres ophold, ligesom de ikke havde adgang til sundhedsforanstaltninger. De modtog alene begrænset hjælp fra en humanitær organisation. De har både i Italien og Danmark modtaget trusler fra eritreiske statsborgere samt muslimske personer, fordi ansøgerne indbyrdes ikke har samme tro. Endvidere har ansøgerne henvist til, at den kvindelige ansøger fortsat har fysiske problemer, herunder ufrivillige vandladninger, som følge af fødslen, ligesom hun er psykisk nedbrudt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2015 til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de italienske myndigheders meddelelse [fra vinteren] 2014 til grund, at ansøgerne er meddelt opholdstilladelse i Italien i form af flygtningestatus. Spørgsmålet er herefter om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår - skønt problematiske - er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgerne oplyste om de konkrete forhold, de havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. For at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgerne vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da begge ansøgere har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har begge ansøgere gældende opholdstilladelser i Italien. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (Appl. 29217/12), der vedrørte Dublinforordningen, og FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 4. september 2015 (No. 2360/2014), der vedrørte en situation, hvor en opholdstilladelse var udløbet og skulle fornys, har ikke direkte betydning for den foreliggende sag. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne efter deres egne forklaringer alene har været udsat for trusler i begrænset omfang under deres ophold i flygtningelejren i Italien, og at der aldrig på noget tidspunkt har været gjort forsøg på at føre truslerne ud i livet. Ansøgerne har ikke på noget tidspunkt anmeldt truslerne til de italienske myndigheder. På denne baggrund kan oplysningerne om ansøgernes ”blandede” ægteskab ikke føre til nogen ændret vurdering. Dernæst har ansøgerne kun opholdt sig i en kortere periode uden for flygtningelejren inden indrejsen i Danmark. Ansøgerne har ikke på noget tidspunkt søgt om arbejde. Det bemærkes, at ansøgerne var i stand til at skaffe sig finansiering til betaling for rejsen til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2016/2
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra at være radiooperatør ved det eritreiske militær. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden fra 1998 til 2006 henholdsvis aftjente militærtjeneste samt arbejdede som radiooperatør for militæret i Eritrea. Han havde gennem en årrække ansvaret for at oplære nye rekrutter til militæret, så de var klar til at deltage i kampe. Omkring 2004 begyndte han at få problemer med sin overordnede, idet ansøgeren ønskede at forlade militæret og i stedet uddanne sig. Hans overordnede nægtede dette, ligesom han også nægtede ansøgeren at holde ferie. I 2005 blev han tilbageholdt og fængslet af myndighederne, idet myndighederne mistænkte ham for at ville desertere fra militæret. Han var tilbageholdt omkring 11 måneder og blev i den periode udsat for gentagne afhøringer og fysiske overgreb. En dag i 2006 lykkedes det ham at flygte fra fængslet. Ansøgeren har haft subsidiær beskyttelse i Italien gældende til [vinteren] 2014. [I sommeren] 2013 besluttede de italienske myndigheder, at ansøgeren ikke kunne få sin opholdstilladelse fornyet. Det fremgår af svar fra Central Criminal Record Office (Italy), at ansøgeren [i vinteren] 2012 blev idømt fængselsstraf i 1 år og otte måneder for blandt andet et røveri begået [i efteråret] 2011 i Italien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse […] til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgeren ikke er udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af udskrift fra Det Centrale Kriminalregister i Italien, at ansøgeren ved endelig dom [fra sommeren] 2012 blev dømt for røveri og tyveri, og at straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 8 måneder. Efter karakteren af det strafbare forhold og efter den konkret idømte strafs længde ville forholdet, såfremt det var begået i Danmark, kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2016/1/ceb
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (k-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrini og koptisk ortodoks af trosretning fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive tilbageholdt og dræbt af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Han har desuden oplyst, at han vil risikere fængselsstraf som følge af illegal udrejse af Eritrea. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden mellem [foråret 2007] og [sommeren 2012] aftjente militærtjeneste i […]. I denne periode var han medvirkende til at indhente personer, som var deserteret fra nationaltjeneste i Eritrea. Han formoder, at han i perioden har været medvirkende til at hente et betydeligt antal desertører, som han har overleveret til de respektive myndigheder. Efter at han havde overleveret desertørerne til myndighederne, blev de fængslet og udsat for fysisk hårdt arbejde, ligesom de blev sultet. [I sommeren 2012] flygtede han fra […] under en festival, som fandt sted hvert andet år. Det lykkedes ham at flygte på dette tidspunkt, idet vagterne i […] alle deltog i det pågældende års festival. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet isoleret set til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne er grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. Flygtningekonventionen artikel 1F (b). Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været medvirkende til at afhente en række desertører, herunder personer, som han i forvejen kendte. Flygtningenævnet lægger imidlertid også til grund, at ansøgeren var tvunget hertil af sine overordnede. Det kan ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde kendskab til konsekvenserne af, at personerne blev overleveret til myndighederne. Ansøgeren blev først under samtalen med sin nære kammerat […], opmærksom på, at konsekvensen af en ”fornyelse” kunne være sult, tørst og anden form for fysisk overlast. Det forhold, at ansøgeren har haft orlov nogle gange kan ikke føre til, at det må antages, at ansøgeren kunne være flygtet fra hjemlandet på grund af den intense overvågning/kontrol, der finder sted i Eritrea. Under hensyn til, at ansøgeren har handlet under tvang, finder Flygtningenævnet efter en proportionalitetsafvejning ikke, at karakteren og intensiteten af de handlinger, som han har begået, kan føre til, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionen artikel 1F (b). Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2015/9
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og katolik af trosretning fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og slået ihjel, da han er flygtet, fordi han blev indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i maj 2006 blev indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren besluttede sig straks for, at han ville udrejse, hvorfor han stoppede med at gå i skole, og begyndte at arbejde på faderens landbrug. Myndighederne henvendte sig efterfølgende to gange på ansøgerens bopæl, hvor han ikke var hjemme. Ansøgeren udrejste fra Eritrea til Etiopien i september 2006. Ansøgeren rejste til Italien i slutningen af august 2006, hvor han opholdt sig i seks år. I denne periode fik ansøgeren en asylretlig opholdstilladelse, og tre år senere fik han en ny opholdstilladelse, som udløb i august 2014. Under ansøgerens ophold i Italien har han ikke haft egen bopæl, men har været nødsaget til at bo hos venner. I perioder var han nødsaget til at sove på gaden. Han har ikke haft fast arbejde, men har haft forskellige jobs som opvasker og medhjælper for kokken på forskellige restauranter. Han har endvidere arbejdet med rengøring på diskoteker med videre. Da han ikke har haft et fast arbejde, har han ikke haft mulighed for at få egen bolig. Ansøgeren opsøgte de italienske myndigheder, men han modtog ingen økonomisk støtte eller anden hjælp, hvorfor det ikke var muligt for ham at leve et værdigt liv som flygtning i Italien. Ansøgeren udrejste fra Italien til Danmark i begyndelsen af juni 2014. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement.For at Italien skal kunne tjene som ansøgerens første asylland, er det en betingelse, at ansøgeren må antages at kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Det italienske indenrigsministeriums Dublin-enhed har den 5. november 2014 som svar på en dansk anmodning i henhold til Dublinforordningen oplyst, at ansøgeren er meddelt subsidiær beskyttelse i Italien, og at hans opholdstilladelse udløb [i] august 2014. Det italienske indenrigsministerium har endvidere oplyst, at henvendelse om eventuel overførsel af ansøgeren til Italien skal ske til det italienske politi. Udlændingestyrelsen har undladt ved forespørgsel til det italienske politi søgt oplyst, hvorvidt Italien på ny vil modtage ansøgeren og forlænge dennes udløbne opholdstilladelse. Henset til de generelle oplysninger om de italienske myndigheders reaktion på en ansøgning om fornyelse af en udløbet opholdstilladelse fra en anerkendt flygtning, som har forladt Italien, jf. Samsam Mohammed Hussein-dommen, finder Flygtningenævnet dog at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Italien vil kunne opnå fornyelse af sin udløbne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at indhente tilsagn fra de italienske myndigheder om fornyelse af ansøgerens udløbne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige sikkerhed, såvel ved indrejse som ved ophold i Italien, må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet, hvilket er underbygget ved ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet. Ansøgerens personlige integritet skal endvidere være beskyttet. Det kan ikke i alle henseender kræves, at ansøgeren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Ved vurderingen af, om Italien kan tjene som første asylland indgår endvidere et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren skal nyde visse helt basale rettigheder. I denne forbindelse henvises til de civile og socioøkonomiske rettigheder, der fremgår af Flygtningekonventionens kapitel II til V samt til EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Dette indebærer blandt andet, at asyllandet skal respektere Flygtningekonventionens artikel 3 om ikke-diskrimination, artikel 4 om religionsfrihed, artikel 17 om adgang til lønnet beskæftigelse i samme omfang som de gunstigst stillede udlændinge, artikel 22, stk. 1, om adgang til grundskoleundervisning efter samme standard som asyllandets egne statsborgere, artikel 23 om samme behandling som asyllandets egne statsborgere med hensyn til understøttelse samt artikel 28 om udstedelse af rejsedokumenter. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Samsam Mohammed Hussein-sagen i præmis 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of three years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law”. I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske forhold – skønt problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgeren oplyste om sine forhold under sit ophold i Italien findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i perioder har kunnet opnå ansættelser på restauranter og ved rengøring, og at han af de italienske myndigheder er blevet udstyret med et dokument, som han har kunnet benytte i forbindelse med jobsøgning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i perioden 2009-2011 har beroet på ansøgerens eget valg, at han ikke var jobsøgende, men valgte at være fuldtids sportsudøver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, efter sin egen forklaring, har undladt at søge egen bolig, idet han ikke mente, at han havde mulighed for at få en sådan, når han ikke havde fast arbejde. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/8.
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrini og kristen ortodoks fra [en mindre by], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Eritra henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han vil blive fængslet, da han er deserteret fra nationaltjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i perioden fra [medio] 2008 til [ultimo] 2013 har aftjent nationaltjeneste i Eritrea. I denne periode fungerede han som vagt og fangevogter i henholdsvis [tre mindre byer]. Fra [primo] 2009 til udrejsen fra Eritrea i [ultimo] 2013, har ansøgeren været en del af en militær genopdragelsesenhed, hvor han fungerede som fangevogter i et fængsel i [to forskellige byer]. Vedrørende Italien har ansøgeren oplyst, at han aldrig har søgt asyl i Italien, at han aldrig har fået optaget fingeraftryk, og at han aldrig har været i kontakt med de italienske myndigheder, hvorfor han ingen konflikt har med myndighederne. Ansøgeren har hørt fra andre asylansøgere i Danmark, at livet som flygtning i Italien ikke er godt, hvorfor ansøgeren ikke vil til Italien. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af skrivelse af [ultimo] 2014 fra det italienske indenrigsministerium, at ansøger har opnået opholdstilladelse efter at have søgt asyl i Italien, ligesom det fremgår af sagen, at ansøgers fingeraftryk matcher fingeraftryk, optaget den [medio] 2013 i Lampedusa og den [medio] 2013 i Agrigento. Det lægges herefter til grund, at ansøger har opnået opholdstilladelse i Italien. Ansøger har ikke haft konflikter med de italienske myndigheder, og efter Nævnets baggrundsoplysninger vil ansøgers sikkerhed og personlige integritet være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, ligesom han vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold. Ansøger vil i Italien være beskyttet mod refoulement og vil, såfremt hans opholdstilladelse måtte være udløbet, frit kunne indrejse og få denne fornyet. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/7
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt og dræbt af repræsentanter fra de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra nationaltjeneste. Ansøgeren frygter endvidere fængselsstraf som følge af sin illegale udrejse af Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han fra januar 2008 til begyndelsen af 2009 arbejdede som vagt ved porten ind til celleområdet i […]-fængslet i […]. Ansøgeren havde formodning om, at hans overordnede udsatte fangerne for overgreb. Ansøgeren har ikke overværet overgreb, men han hørte dagligt fangerne skrige af smerte. I begyndelsen af 2009 lykkedes det for en fange at flygte fra fængslet, mens ansøgeren havde vagt. Ansøgerens overordnede anklagede ansøgeren for at have hjulpet fangen på flugt, hvorfor ansøgeren blev idømt en fængselsstraf på 11 måneders fængsel. De første syv måneder afsonede ansøgeren i […]-fængslet, hvor han jævnligt blev udsat for vold. De sidste fire måneder afsonede ansøgeren på en politistation, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren blev orienteret om, at han skulle gøre tjeneste ved […]-fængslet igen, men han formåede at udrejse af Eritrea forinden. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens egen forklaring sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet som vagt i et fængsel, at han havde en formodning om, at fangerne blev udsat for en eller anden form for overgreb, men at han hverken selv har deltaget i eller overværet sådanne overgreb, ligesom overgrebenes karakter ikke nærmere har kunnet defineres. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren var tvangsudskrevet til at udføre det pågældende arbejde, at han var menig soldat, og at han ikke havde mulighed for at vælge et andet tjenestested. Flygtningenævnet lægger dernæst vægt på oplysningerne i baggrundsmaterialet, senest ”Report of the commission of inquiry on human rights in Eritrea” udgivet den 4. juni 2015, hvoraf fremgår, at der er alvorlige konsekvenser forbundet med at desertere fra militærtjeneste såsom fængsling, tortur og risiko for henrettelse, ligesom det fremgår, at bevægelsesfriheden for personer indenfor Eritrea er stærkt begrænset og kontrolleret og mulighederne for intern flugt derfor meget begrænsede. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren flygtede ud af landet, så snart han fandt mulighed herfor. På denne baggrund – og henset til den tvangssituation ansøgeren således befandt sig i - finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og der er derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/6
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra […], Maekel, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra nationaltjenesten. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han risikerer fængselsstraf som følge af sin illegale udrejse af Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han fra 1998 til 2000 arbejdede som vagt ved en politistation i […], og at han fra 2000 til 2005 arbejdede som vagt ved politistationen samt fængslet i […]. Begge steder var han vagt ved hovedporten, og udover at registrere indsatte ved ankomsten, havde han intet med de indsatte at gøre. Ansøgeren havde en formodning om, at der begge steder blev udøvet vold mod de indsatte, når de skulle afhøres, men han har ikke selv deltaget eller set disse ting ske. I forbindelse med sin tjeneste kunne ansøgeren høre skrig og råb fra fængselsafdelingen. Fra 2006 til ansøgerens udrejse i 2014 arbejdede han som chauffør for politiet og blandt andet transporterede han fanger til og fra retten, ligesom han hentede varer. I 2013 blev ansøgeren mistænkt for at være medlem af Pinsebevægelsen på grund af sin øgede interesse for religion. Han fik fire til fem mundtlige advarsler af sin leder, og i [foråret 2014] blev han, via en ven fra arkivafdelingen, vidende om, at ledelsen havde tænkt sig at fængsle ham, men han nåede at udrejse fra Eritrea forinden. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens egen forklaring sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet som vagt dels ved to politistationer og ved et fængsel, at han havde en formodning om, at fangerne blev udsat for en eller anden form for overgreb, men at han hverken selv har deltaget i eller overværet sådanne overgreb, ligesom overgrebenes karakter ikke nærmere har kunnet defineres. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren var tvangsudskrevet til at udføre det pågældende arbejde, at han var menig soldat, og at han ikke havde mulighed for at vælge et andet tjenestested. Flygtningenævnet lægger dernæst vægt på oplysningerne i baggrundsmaterialet, senest ”Report of the commission of inquiry on human rights in Eritrea” udgivet den 4. juni 2015, hvoraf fremgår, at der er alvorlige konsekvenser forbundet med at desertere fra militærtjeneste såsom fængsling, tortur og risiko for henrettelse, ligesom det fremgår, at bevægelsesfriheden for personer indenfor Eritrea er stærkt begrænset og kontrolleret og mulighederne for intern flugt derfor meget begrænsede. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren flygtede ud af landet, så snart han fandt mulighed herfor. På denne baggrund – og henset til den tvangssituation ansøgeren således befandt sig i - finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og der er derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/5
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller fængslet, idet han har unddraget sig militærtjeneste, og idet han er udrejst illegalt af Eritrea i [slutningen af] 2003. Ved en tilbagevenden til Italien frygter ansøgeren blandt andet ikke at kunne opnå tilstrækkelig behandling mod sin sygdom, og at han vil være henvist til et liv på gaden. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse til grund om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Ansøgeren har ikke oplyst, at have haft udeståender med de italienske myndigheder eller enkeltpersoner og har endvidere oplyst, at han under talrige indlæggelser af en til to måneders varighed i perioden fra 2004 til 2014 har modtaget relevant behandling for sine psykiske lidelser. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering på denne baggrund, at ansøgeren i Italien fortsat vil kunne få fornøden lægehjælp, og at Italien også i øvrigt kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/4
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter livslang fængselsstraf, idet hun er flygtet fra sine militære pligter, og idet hun er udrejst fra Eritrea. Ved en tilbagevenden til Italien har ansøgeren anført, at hun vil være henvist til at leve under dårlige forhold på gaden. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter oplysningerne i skrivelsen [fra vinteren] fra de italienske myndigheder finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har opholdtilladelse i Italien, og har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på nærmere undersøgelse heraf. Efter nævnets baggrundsoplysninger er opholdstilladelsen ikke bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som første asylland. Ansøgeren har angiveligt ikke haft konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Italien, ligesom det ikke kan antages, at hun risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder, at Italien kan tjene som første asylland henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om de økonomiske og sociale forhold, som skønnes tilstrækkelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/3
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter tvungen militærtjeneste, fængsel på livstid og henrettelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i april 2006 blev anholdt under en razzia i […] og sendt til militærlejren i […], hvor hun skulle gøre rent og lave mad til de øvrige soldater. Ansøgeren deserterede fra sin militærtjeneste og udrejste ulovligt af Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle leve under meget dårlige vilkår. Ansøgeren frygter at skulle bo på gaden med sit mindreårige barn, og at de vil mangle mad og drikke samt lægehjælp. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien oplyst, at hun ikke fik stillet en bolig til rådighed i Italien, da hun ikke længere kunne bo på asylcentret, hvorfor hun måtte leve på gaden i Italien. Ansøgeren fik ikke mulighed for at arbejde eller studere, og hun blev generelt ikke hjulpet af myndighederne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgeren på baggrund af de oplysninger, der i øvrigt er indhentet fra Italien, er meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3), idet det bemærkes, at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring om opholdet i Italien til grund. Ved vurderingen er det blandt andet afgørende, om ansøgeren er beskyttet mod refoulement, og om det er muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Der kan henvises til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion no. 58 – 1989, hvorefter det blandt andet er et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvor de har nået beskyttelse, at de i det pågældende land bliver ”treated in accordance with recogniced basic human standards”. Der henvises endvidere til dommen fra 2. april 2013 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Samsam Mohammed Hussein-sagen. I dommen er det blandt andet anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of three years. He or she is further entitled inter alia, to a travel document for aliens […], to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italien domestic law”. Et flertal af Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerens personlige integritet må anses for tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at ansøgeren og hendes barn vil være beskyttet mod at blive sendt til Eritrea. Ansøgerens personlige og helbredsmæssige forhold kan ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at ansøgeren er helbredt for tuberkulose, og at hun i Italien vil kunne modtage den fornødne lægelige behandling vedrørende hendes mavesår og depression. Flertallet har herved lagt til grund, at ansøgeren efter indrejsen til Italien blev opereret for skaderne som følge af et færdselsuheld, samt at hun har modtaget medicinsk behandling for sin tuberkulose i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/22.
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og muslim fra Khartoum, [landsbyen A], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller tvunget ind i den eritreiske militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke nærmere kan begrunde, at han frygter dette, men at han har hørt om disse konsekvenser fra andre eritreanere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han indtil 1996 boede i Sudan, hvorefter sudanesisk Røde Kors tilbød ham og hans familie repatriering til Eritrea, hvilket de accepterede. Ansøgeren indrejste herefter i Eritrea i 1996. I 1998 udrejste han igen af Eritrea og bosatte sig hos sin moster i Sudan. Han udrejste fra Sudan omkring 2003 eller 2004. I [efteråret] 2008 ankom han til [B] i Italien, hvor han blev registreret med fingeraftryk og billede. Omkring tre måneder efter hans ankomst deltog han i et interview med de italienske udlændingemyndigheder, hvorefter han blev meddelt en midlertidig opholdstilladelse på tre år. Ansøgeren har videre oplyst, at han indrejste i Schweiz [i sommeren] 2011, hvor han søgte om asyl. Efter otte-ni måneders ophold i Schweiz, blev han udvist fra Schweiz med den begrundelse, at han havde opnået beskyttelsesstatus i Italien. Ansøgeren har forklaret, at han herefter boede i Italien, indtil han indrejste i Danmark [ i slutningen af] 2014, hvor han søgte asyl. Et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Italien i fem år og har haft opholdstilladelse, der udløb [i sommeren] 2015. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han ikke har haft konflikter med de italienske myndigheder og at han under nævnsmødet har forklaret, at han taler italiensk og i perioder har haft beskæftigelse i Italien. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder og indlede procedure om fornyet opholdstilladelse i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/21
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske trigrinier og kristne af trosretning fra Eritrea. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel af regimet eller civile, idet han under sin militærtjeneste i 2004 blev fængslet for at have stillet spørgsmål, som var kritiske over for militæret og regimet, ligesom han efterfølgende var flygtet fra fængslet og udrejst illegalt af Eritrea. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og slået ihjel af regimet, idet hun er flygtet fra nationaltjeneste og efterfølgende er udrejst illegalt af landet. Ansøgerne har opnået opholdstilladelse som flygtninge i Italien. Ansøgerne har henvist til, at de ikke ønsker at tage ophold i Italien, idet de her var nødsaget til at leve på gaden, da familien ikke havde noget forsørgelsesgrundlag. Den mandlige ansøger kunne ikke få et arbejde, og børnene kunne ikke gå i skole. De italienske myndigheder ville ikke hjælpe familien økonomisk. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at ukendte gerningsmænd har voldtaget hende og forsøgt at kidnappe deres søn. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge hele ansøgernes forklaring om deres vilkår i Italien til grund. Flertallet lægger ved denne vurdering vægt på, at ansøgerne under nævnsbehandlingen har forklaret om, hvordan de finansierede deres udrejser fra Italien, to gange til Sverige og senest til Danmark. Flertallet finder således, at deres forklaring om, at deres anden udrejse til Sverige blev finansieret dels af opsparede midler fra deres første ophold i Sverige og dels fra indsamlede midler fra andre asylansøgere, står i modsætningsforhold til deres øvrige forklaring om, at de var uden midler til at opretholde et basalt forsørgelsesgrundlag i Italien. Flertallet finder derfor ikke, at de i Italien var henvist til at leve under vilkår, som forhindrede dem i at opnå bolig og basale livsfornødenheder. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet voldtaget af ukendte gerningsmænd kan ikke føre til en ændret vurdering, navnlig når henses til, at forholdet blev anmeldt og der blev optaget politirapport og politiet oplyste, at de ville forsøge at finde gerningsmændene, ligesom det forhold, at ansøgernes søn blev forsøgt kidnappet heller ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i en sådan situation. På den baggrund finder flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgerne bør henvises til at tage ophold i Italien som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/20
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at få en lang fængselsstraf, idet han er deserteret fra den eritreanske hær, og fordi han er udrejst illegalt fra Eritrea. Ved en tilbagevenden til Italien har ansøgeren anført, at han vil være henvist til at leve under dårlige forhold på gaden. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter oplysningerne i skrivelsen [fra vinteren] 2015 fra de italienske myndigheder finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har opholdstilladelse i Italien, og har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på nærmere undersøgelse heraf. Efter nævnets baggrundsoplysninger er opholdstilladelsen ikke bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som første asylland. Ansøgeren har angiveligt ikke haft konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Italien, ligesom det ikke kan antages, at han risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder, at Italien kan tjene som første asylland henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om de økonomiske og sociale forhold, som skønnes tilstrækkelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/2
Nævnet hjemviste i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea/Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er eritreisk/etiopisk statsborger og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de etiopiske myndigheder som følge af sine eritreiske rødder, idet de etiopiske myndigheder ikke bryder sig om personer med eritreisk baggrund. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun er født i det sydlige Etiopien af forældre med eritreisk statsborgerskab. Som spædbarn blev hun afleveret til et børnehjem, som var drevet af kirken. Herefter tog en kvinde ansøgeren til sig og opdrog ansøgeren, som sit eget barn. Ansøgeren har videre oplyst, at hun først fik at vide, at hun var adopteret kort forinden kvindes død, samtidig fik hun at vide, at hendes forældre var eritreiske statsborgere. Inden kvindes død fik ansøgeren sin dåbsattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var eritreisk statsborger. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun for 10 år siden blev udsat for et seksuelt overgreb af en mand fra sin landsby. Manden truede med at dræbe hende, hvis hun fortalte nogen om det. Efter overgrebet flyttede hun til en anden landsby, hvor hun fødte sit barn. Ansøgeren udrejste til Sudan i 2012. Ansøger har under nævnsmødet fremlagt en dåbsattest, der angives udstedt af [en kirke]. Dåbsattesten understøtter ansøgers forklaring om, at hun er eritreisk statsborger. Ansøger har forklaret, at hendes tidligere arbejdsgiver har fremskaffet dåbsattesten gennem sin egen kirke. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen med henblik på asylretlig vurdering af ansøger tillige i forhold til Eritrea, herunder vurderingen af statsborgerskab. Erit/2015/19
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra henholdsvis Eritrea og Etiopien. Indrejst i sommeren 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tigrinya og muslim af trosretning fra Asmara, Eritrea. Den kvindelige ansøger er muslim af trosretning fra […], Etiopien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han er eritreisk statsborger, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet, da han har unddraget sig nationaltjeneste. Den mandlige ansøger frygter endvidere, at han vil blive refouleret til Eritrea, hvis han bliver sendt til Etiopien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret som eritreisk statsborger, da hans fader er eritreisk statsborger. Moderen er etiopisk statsborger. Ansøgeren blev født i Asmara, Eritrea, i 1985 og boede der indtil 1990, hvor han flyttede med sin familie til Etiopien, da faderen havde fået arbejde i Etiopien. I 2002 blev ansøgeren og hans familie deporteret fra Etiopien til Eritrea som følge af konflikten mellem de to lande. I slutningen af 2002 eller i starten af 2003 blev ansøgeren indkaldt til nationaltjeneste, og det eritreiske politi mødte op på ansøgerens bopæl. Politiet førte ansøgeren og hans brødre ud i en lastbil, som kørte mod […]. Ansøgeren formåede at flygte fra lastbilen, inden den nåede […]. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter ikke at have et sted at bo, ikke noget arbejde, samt at datteren ikke kan få den rette lægebehandling. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han indrejste i Italien i 2012, hvorefter han søgte asyl. Ansøgeren fik en treårig opholdstilladelse. [I sommeren] 2013 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Italien, da de ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til forsørgelse, ikke kunne finde et sted at bo og måtte bo på gaden. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger, og at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste samt at blive dræbt i kamphandlinger. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader, [B], er eritreisk statsborger, hvilket ansøgeren har fået oplyst af sin plejemoder, [A]. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun boede de første ni år af sit liv i Etiopien, og at hun aldrig har været i Eritrea. Ansøgerens moder, som var etiopisk statsborger, døde, da ansøgeren var fem år gammel, og siden hendes død og indtil ansøgerens udrejse af Etiopien har ansøgeren boet hos [A]. [A] var nabo til ansøgerens moder og kendte ansøgerens moder, hvorfor hun tog ansøgeren i pleje. [A] har aldrig oplyst ansøgeren, hvad ansøgerens moder hed, eller hvornår ansøgerens fader døde, og hvad han beskæftigede sig med forud for sin død. Ansøgeren udrejste til Sudan i 1999 sammen med nogle naboer, som var en eritreisk familie. Ansøgeren boede i Sudan, indtil hun i 2012 indrejste i Libyen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter ikke at have et sted at bo, samt at familien ikke kan få hjælp, herunder lægehjælp. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun indrejste i Italien i 2012, hvorefter hun søgte asyl. Ansøgeren fik opholdstilladelse. [I sommeren] 2013 udrejste ansøgeren og hendes ægtefælle af Italien, da de ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til forsørgelse, ikke kunne finde et sted at bo og måtte bo på gaden. Flygtningenævnet finder efter den mandlige ansøgers baggrund, at han må antages at være eritreisk statsborger. Efter den foreliggende praksis må den mandlige ansøger herefter anses for at opfylde betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder efter den kvindelige ansøgers baggrund, at hun må antages at være etiopisk statsborger. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at hun skulle risikere at blive sendt fra Etiopien til Eritrea. Da ansøgeren i øvrigt ikke har konkrete problemer i forhold til Etiopien, opfylder hun ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår - skønt problematiske - er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgerne oplyste om de konkrete forhold, de havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. For at Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgerne vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da begge ansøgere har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har begge ansøgere gældende opholdstilladelser i Italien. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (Appl. 29217/12), der vedrørte Dublinforordningen, og FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 4. september 2015 (No. 2360/2014), der vedrørte en situation, hvor en opholdstilladelse var udløbet og skulle fornys, har ikke direkte betydning for den foreliggende sag. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgernes barn er behandlingskrævende i sådant omfang, at barnet ikke vil kunne opnå den fornødne lægelige behandling i Italien. Flygtningenævnet finder således, at Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/18
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger, og at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af landet med henblik på at unddrage sig nationaltjeneste. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er født og opvokset i landsbyen […] i Eritrea. Hendes fader var eritreisk statsborger og døde, da ansøgeren var 10 år gammel. Hendes moder, der sammen med ansøgeren boede i Eritrea indtil sin død, da ansøgeren var 15 år gammel, fremkom i ansøgerens barndom med oplysninger, hvorefter moderen muligvis havde eller havde haft etiopisk statsborgerskab. Da ansøgeren blev forsøgt pågrebet med henblik på aftjening af nationaltjeneste, flygtede hun til Etiopien i [begyndelsen af] 2011, hvorefter hun udrejste af Etiopien i slutningen af 2014. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er eritreisk statsborger, og at hun ikke har etiopisk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren der ved sin flugt fra Eritrea har unddraget sig nationaltjeneste, har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” erit/2015/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tigrinya og kristne ortodokse af trosretning fra Asmara, Eritrea. Ansøgerne blev i 2013 medlemmer af organisationen [A], og ansøgerne har i Italien deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, fordi han deserterede fra militærtjeneste og udrejste illegalt af landet. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han flygtede fra et fængselsophold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev genindkaldt til militærtjeneste i Omhager i Gash Barka-regionen i [foråret] 1998, hvor han blev pålagt at udføre administrative opgaver. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han [i foråret] 1999 fik til opgave at køre to sårede ledere på hospitalet, og i den forbindelse tog ansøgeren seks andre sårede soldater med. Ansøgeren blev beskyldt for at have taget de seks sårede soldater med uden at have fået tilladelse dertil, hvorfor han blev fængslet i 45 dage i Barentu. Efter løsladelsen arbejdede ansøgeren med produktion af mursten, og på tredjedagen formåede han at udrejse af Eritrea. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter, at han ikke vil få nogen støtte eller rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Italien ikke fik støtte til bolig, uddannelse eller daglige fornødenheder. Ansøgeren var i beskæftigelse, blandt andet som frisør, i al den tid, han boede i Italien. Ansøgeren har yderligere henvist til, at der var en sagsbehandlingstid på omkring to år, når hans opholdstilladelse skulle forlænges, hvilket betød, at han ikke havde mulighed for at arbejde og forsørge sig selv og familien, da de italienske myndigheder under sagsbehandlingen inddrog ansøgerens dokumenter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste, samt at hun frygter at lide samme skæbne som sin søster, der i 1996 døde i forbindelse sin værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun aftjente værnepligt i Sawa i perioden 1996-1998, hvor hun fik almindelig militærtræning de første seks måneder, hvorefter hun blev udstationeret til administrativt arbejde på et kontor. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun aftjente sin værnepligt sammen med sin søster, [S], der døde i 1996. Da ansøgeren spurgte nærmere ind til, hvordan søsteren døde, blev ansøgeren fængslet i 16 dage. Under fængslingen blev ansøgeren slået og truet, og hun fik at vide, at hun ikke måtte fortælle det til nogen. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter levevilkårene i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at livet i Italien var hårdt. Ansøgeren kunne ikke få permanent opholdstilladelse, og hun var nødsaget til at arbejde meget for at dække familiens leveomkostninger, hvorfor hun havde ikke tid til at være sammen med sit barn. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun ikke kunne blive familiesammenført med sin søn, [B], som opholder sig i Etiopien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er herefter spørgsmålet, om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (daværende § 7, stk. 3). Ansøgerne har først under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at den mandlige ansøger af andre eritreere var udsat for chikane i Italien, og at det var årsagen til, at ansøgerne forlod Italien. Når dette sammenholdes med, at ansøgerne såvel i asylskemaet som under den første samtale med Udlændingestyrelsen fortav, at de, inden de søgte asyl i Danmark, havde opnået opholdstilladelse i Italien og havde opholdt sig der i 12 år, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikter i Italien til grund. Ansøgerne har siden 2002-03 opholdt sig i Italien med opholdstilladelse. Ansøgerne havde arbejde og bolig i Italien, deres datter gik i skole, og de behersker sproget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Italien vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold. Ansøgerne har ikke haft problemer med de italienske myndigheder. Efter Nævnets baggrundsoplysninger vil ansøgerne have mulighed for at indrejse i Italien og for at få fornyet en udløbet opholdstilladelse, ligesom ansøgerne vil være beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien fortsat kan yde ansøgerne beskyttelse, og at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/16
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel, idet han har forladt landet og er flygtet fra nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev hvervet til nationaltjeneste i en militærrazzia [i efteråret] 2010, hvorefter han var seks måneder i Mayseraw, inden han blev sendt til [en enhed i en landsby]. I enheden havde han til opgave at holde vagt og til at opsøge folk, der skulle aftjene militærtjeneste eller var deserteret. Under nationaltjenesten forsøgte han tre gange at flygte fra militæret. Da han efter sidste flugtforsøg på ny blev opsøgt af militæret, modtog han en fængselsstraf på fem måneder. Da ansøgeren blev løsladt [i slutningen af 2011], arbejdede han som vagt i to måneder frem til [begyndelsen af] 2012, hvor han deserterede fra militæret. Ansøgeren gemte sig hos sine søskende i fem måneder, før han [i sommeren] 2012 flygtede fra Eritrea til Etiopien. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, jf. Flygtningekonventionen artikel 1F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren under aftjening af nationaltjeneste i tre tilfælde deltog i afhentning af folk, der var deserteret, men at han hverken i denne forbindelse eller under udførelsen af sit arbejde som vagt selv udøvede vold, idet han dog i et enkelt tilfælde har set sin leder slå en person med en stok. Nævnet lægger imidlertid ligeledes til grund, at ansøgeren af sine overordnede var tvunget til at handle som sket, ligesom det lægges til grund, at ansøgeren gentagne gange uden held forsøgte at flygte. Efter karakteren af de handlinger, ansøgeren har begået, sammenholdt med at handlingerne blev foretaget under tvang, findes ansøgeren ikke at være omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1F (b). Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2015/15
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status)]til en mandlig statsborger fra Etiopien/Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Tigrinya og katolik af trosretning fra [etiopisk by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eritreisk statsborger, og at han ved indrejse i Eritrea frygter fængsling. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i en grænseby mellem Etiopien og Eritrea. Han udrejste fra denne grænseby til Sudan i [primo] 2015. Ansøgerens fader er fra Eritrea, og ansøgerens moder er fra Eritrea eller Etiopien. Han har aldrig været i Eritrea. Ansøgeren forlod Etiopien, fordi hans faster ikke længere havde råd til at have ham boende. Folk i Etiopien sladrede om ham, fordi han er fra Eritrea. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelighed modenhed til at besvare de stillede spørgsmål og redegøre for sin ansøgning om asyl. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig været i Eritrea, men har hele livet opholdt sig i en grænseby mellem Etiopien og Eritrea. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hans fader er fra Eritrea. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke har været klar over, hvor hans moder kom fra før for nyligt. Dette understøttes af, at ansøgeren over for en psykolog i sommeren 2015 har oplyst, at han ikke ved, hvor hans moder stammer fra. Når denne oplysning sammenholdes med formuleringerne i indholdet af referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke tidligere har oplyst Udlændingestyrelsen om, at hans moder er etiopisk statsborger. Nævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om, at hans moder er fra Eritrea til grund. Denne vurdering understøttes af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om, at han hele sin barndom er blevet drillet med, at han er fra Eritrea. Nævnet lægger herefter også ansøgerens forklaring om, at han frygter militærtjeneste i Eritrea, til grund. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/14
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet af de eritreiske myndigheder, idet han er udrejst illegalt, at han vil risikere en fængselsstraf som følge af, at han flygtede fra sit arbejde i [eritreansk by] samt at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Eritrea, fordi det er på ubestemt tid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i perioden fra 2007 til 2010 arbejdede som spion for efterretningstjenesten i [eritreansk by], hvor han blev pålagt at anholde deserterede personer og andre, som han havde en formodning om ville forlade landet. Ansøgeren har i perioden anholdt omkring 15 personer i alt. Omkring et år efter, at ansøgeren påbegyndte sit arbejde som spion i [eritreansk by], blev han gjort opmærksom på, at de overordnede i efterretningstjenestens kontor udsatte de anholdte personer for grove fysiske overgreb i forbindelse med afhøringerne. Ansøgeren ønskede derefter ikke længere at spionere, hvorfor han i 2010 flygtede fra sit arbejde og levede i skjul, indtil han udrejste af Eritrea i slutningen af 2012. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der henvises til, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse fra de eritreiske myndigheder, efter at han er deserteret fra efterretningstjenesten og udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet har herved lagt ansøgerens forklaring til grund, om at han i perioden fra 2007 til 2010 har arbejdet som spion for efterretningstjenesten i Eritrea, og at han som led i arbejdet blandt andet har anholdt personer, som var deserteret fra militærtjeneste, eller som ønskede at forlade Eritrea. Ansøgeren har i perioden anholdt omkring 15 personer, og han blev efter omkring et år i efterretningstjenesten klar over, at de anholdte efterfølgende blev udsat for overgreb blandt andet i form af tortur. Flygtningenævnet lægger imidlertid videre til grund, at ansøgeren er blevet tvunget til at udføre sit arbejde for efterretningstjenesten, og at han og hans moder ville blive udsat for repressalier, såfremt han nægtede at adlyde ordre. Det kan i øvrigt lægges til grund, at ansøgeren havde daglig meldepligt til efterretningstjenesten, og at det har været meget vanskeligt for ansøgeren at flygte på et tidligere tidspunkt. Nævnet henviser i den forbindelse til oplysninger i baggrundsmaterialet, senest “Report of the commission of inquiry on human rights in Eritrea” udgivet den 4. juni 2015. Da Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgerens handlinger er foretaget under tvang, og da karakteren af handlingerne efter omstændighederne kan betegnes som af mindre betydning, finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og nævnet finder derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger [ansøger] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/13
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen katolik fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive efterstræbt af de eritreiske myndigheder, idet han har unddraget sig nationaltjeneste, og da han blev mistænkt for at ville udrejse illegalt af Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 2012 blev smidt ud af skolen, og at han, efter at have opholdt sig på sin bopæl i fire til fem måneder, blev indkaldt til nationaltjeneste. I [foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt og fængslet, og han var fængslet i omkring to uger, før det lykkedes ham at flygte i forbindelse med, at han skulle i retten. Vedrørende Italien har ansøgeren forklaret, at han indrejste i Italien [i sommeren] 2014. Ansøgeren ønsker ikke at vende tilbage til Italien, idet han ikke er tilfreds med boligforholdene, og da han har boet på gaden. Ansøgeren har videre ikke fået økonomisk støtte i Italien, kunne ikke få et arbejde og skulle selv betale for lægehjælp, ligesom han ikke følte sig velkommen i Italien. Flygtningenævnet finder – i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse og påstand for Flygtningenævnet – at ansøgeren, der er udrejst illegalt af Eritrea og er i den værnepligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er registreret med Eurodac-hit i Italien [i efteråret] 2013 og er ifølge brev [fra vinteren ]2015 fra de italienske myndigheder meddelt flygtningestatus i Italien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med EMD’s praksis til grund, at ansøgeren kan indrejse i Italien og lovligt opholde sig der. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Italien vil være beskyttet mod refoulement, og at hans personlige integritet og sikkerhed i Italien vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold for ansøgeren i Italien vil være tilstrækkelige. Nævnet henviser i den forbindelse blandt andet til, at ansøgeren er en ung mand, og at der ikke foreligger omstændigheder eller forhold, der kan føre til at ansøgeren må betegnes som særligt sårbar. Der henvises også til, at ansøgeren i Italien vil kunne modtage den fornødne medicinske behandling og den lægehjælp i øvrigt, som han måtte have behov for. Herefter og efter de øvrige baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet uanset ansøgerens forklaring om sine problemer i Italien, at Italien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/12
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret i starten af 2014 samt udrejst illegalt af landet. Han har til støtte herfor oplyst, at han siden 1992 har udført militærtjeneste under tvang, herunder fra [foråret] 1998 til [begyndelsen af] 2014 arbejdet for et administrationskontor. Hans seneste tjenested var i [en by] i Debub-regionen, hvor han havde til opgave at registrere oplysninger om soldater i brigaden i forbindelse med ferie, orlov, sygdom og udeblevne, herunder udarbejdelse af en månedlig liste over udeblevne soldater, som blev rapporteret til divisionslederen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været fængslet to gange, henholdsvis fra [begyndelsen af 2005 og til slutningen af 2005] i Assab og fra [begyndelsen af 2013 og til slutningen af 2013] i et militært fængsel i Adikayee Zoba Debub, idet han havde udtalt sig kritisk om militæret. Under den sidste fængsling blev han udsat for tortur. Efter sin løsladelse [slutningen af 2013] fik han bevilget orlov i en periode på to måneder som følge af sin dårlige fysiske tilstand, i hvilken orlovsperiode det lykkedes ham at flygte. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. Flygtningekonventionen artikel 1F (b). Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under sit mangeårige virke i militæret udelukkende udførte administrativt arbejde med registrering af oplysninger om soldater. Efter karakteren af dette arbejde, der i øvrigt skete under tvang, findes ansøgeren ikke at være omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1F (b). Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/11
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet eller dræbt af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af landet. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2011 til sin udrejse i [sommeren] 2013 aftjente militærtjeneste i en militærlejr. I denne periode gjorde ansøgeren tjeneste som menig soldat i militærpolitiet, hvor han havde til opgave at patruljere og om fornødent foretage anholdelser. Han måtte i forbindelse med en enkelt anholdelse forsvare sig ved at slå en person på bagdelen med en plastknippel. Han overleverede endvidere et antal anholdte personer til sine overordnede. Han så i enkelte tilfælde anholdte personer – men ikke personer anholdt af ham – blive slået af sine overordnede. Det lykkes ham i [sommeren] 2013 at flygte i forbindelse med en udgangstilladelse fra militærlejren til en nærliggende landsby. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grundlag af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. Flygtningekonventionen artikel 1F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som menig soldat medvirkede til overlevering af et antal anholdte personer til sine overordnede i militærlejren, ligesom han som led i myndighedsudøvelse i et eller flere tilfælde har slået anholdte personer på bagdelen med en plastknippel. Nævnet lægger imidlertid ligeledes til grund, at ansøgeren af sine overordnede var tvunget til at handle som sket, ligesom det lægges til grund, at det som følge af den intensive kontrol og overvågning i Eritrea var meget svært for ansøgeren at flygte – også i forbindelse med den orlov, han på et tidspunkt blev bevilget – og at det under alle omstændigheder ville være forbundet med endog betydelig risiko for ansøgeren at flygte. Efter karakteren af de handlinger, ansøgeren har begået, sammenholdt med at handlingerne blev foretaget under tvang, findes ansøgeren ikke at være omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1F (b). Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2015/10
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk latin amerikaner og kristen af trosretning fra San Salvador, El Salvador. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at blive slået ihjel af gruppen [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i El Salvador. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og hendes familie [i sommeren] 2014 er blevet afpresset og truet af gruppen [A]. De blev opsøgt omkring hver anden fredag, og hver gang betalte ansøgerens svoger penge. Beløbene steg fra omkring 20 dollars til 100 dollars. På et ukendt tidspunkt [i efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt på vej til universitetet. Der kom to personer hen til ansøgeren, hvoraf den ene truede hende med en kniv, og de befamlede hende intimt. De sagde, at såfremt ansøgerens svoger ikke betalte, ville hun og hendes familie blive slået ihjel. Ansøgeren blev opsøgt og afpresset igen den sidste fredag [i sommeren] 2015. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens og hendes søster og svogers forklaringer til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne i det væsentlige har forklaret konsistent, og at forklaringerne støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016 om forholdene i El Salvador, herunder de rivaliserende dominerende banders magt og chikane mod befolkningen samt politiets manglende muligheder for at retsforfølge den kriminalitet, banderne udøver. Flertallet lægger videre vægt på, at ansøgerens svoger er blevet udsat for afpresning af beløb, der er steget til 100 dollars per uge, at truslerne er gentaget flere gange og understøttet af trusler i forbindelse med overgreb på ansøgeren og trusler i forbindelse med et røverisk overfald mod ansøgerens svoger. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren og hendes søster og svoger har sandsynliggjort, at de, hvis de vender tilbage til El Salvador, konkret og individuelt risikerer overgreb af den karakter, de er blevet truet med, navnlig fordi de i og med udrejsen er ophørt med at betale det afkrævede ugentlige beløb. På baggrund af baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016, kan det ikke antages, at ansøgere kan undgå denne risiko ved at tage ophold et andet sted i El Salvador. Flertallet finder herefter, at ansøgeren og hendes søster og svoger har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Elsa/2016/2
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et medfølgende barn fra El Salvador. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske latin amerikanere og kristne af trosretning fra San Salvador, El Salvador. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til El Salvador frygter at blive slået ihjel, idet banderne ikke har respekt for menneskeliv. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter, at han fortsat vil blive opkrævet beskyttelsespenge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af en ung dreng på sin bopæl [i sommeren] 2014. Drengen gav ansøgeren en telefon og fortalte, at der var nogen, der ville snakke med ham. Henvendelsen var fra [A], der er bandeleder og en del af gruppen [B]. [B] kontrollerer det område, hvor ansøgerne bor. [A] fortalte ansøgeren, at han skulle betale beskyttelsespenge til drengen, samt at de ville komme igen fremover. [A] fortalte tillige, at ansøgeren og dennes familie blev overvåget, og at [B] vidste, hvor de arbejdede, og hvor ansøgerens stedsøn og svigerinde gik i skole. [A] fortalte, at ansøgeren og dennes familie ville blive slået ihjel, såfremt de ikke ville samarbejde. Ansøgeren gav 20 dollars til drengen. Senere fik drengen 40 dollars per gang. Der kom desuden andre drenge og indkrævede penge for [B]. Ansøgeren talte med sin ægtefælle om truslerne, men de blev enige om at tage det roligt, fordi de godt kunne betale beskyttelsespengene. Ansøgeren var i USA fra [sommeren] 2014 og frem til [slutningen af] 2014 for at besøge sin svigermor, som var syg. Ansøgerens ægtefælle var ikke med, fordi hun ikke havde visum til USA på daværende tidspunkt. Da ansøgeren kom hjem fra USA, blev han igen kontaktet telefonisk af [A]. [A] fortalte, at ansøgeren nu skulle betale 100 dollars i beskyttelsespenge per uge. [A] fortalte desuden, at ansøgeren og dennes familie ville blive slået ihjel, såfremt de anmeldte truslerne til politiet. I slutningen af 2014 blev ansøgerens svigerinde opsøgt, truet og forulempet af medlemmer af [B]. Herefter besluttede ansøgeren og dennes familie at forlade El Salvador, hvorfor de fremskaffede de nødvendige papirer. [I foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af tre mænd fra [B]. Personerne rettede en pistol mod ansøgeren, tog hans penge og telefon, udsatte ham for vold og fortalte, at han ville blive slået ihjel, såfremt han anmeldte [B] til politiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af gruppen [B]. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter at [B] vil udsætte hendes søster for voldtægt, tvinge søsteren ind i prostitution, tvangsrekruttere hendes søn og fortsætte med at afpresse ansøgeren og dennes familie. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og hendes familie, siden [sommeren] 2014 og frem til deres udrejse [i] 2015, er blevet udsat for afpresning og trusler på livet af gruppen [B]. Ansøgeren og dennes familie blev opsøgt af gruppen [B] næsten hver fredag. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren, i forbindelse med sit arbejde, udsat for trusler på livet af en person fra [B]. Han anklagede ansøgeren for at have givet politiets telefonnummer til hans søn og for at have blandet sig i [B’s] affærer. Afpresningen fortsatte indtil ansøgerens og dennes families udrejse og steg 100 dollars hver gang. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgernes og deres søster/svigerindes forklaringer til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne i det væsentlige har forklaret konsistent, og at forklaringerne støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016 om forholdene i El Salvador, herunder de rivaliserende dominerende banders magt og chikane mod befolkningen samt politiets manglende muligheder for at retsforfølge den kriminalitet, banderne udøver. Flertallet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger er blevet udsat for afpresning af beløb, der er steget til 100 dollars per uge, at truslerne er gentaget flere gange og understøttet af trusler i forbindelse med overgreb på ansøgernes søster/svigerinde og trusler i forbindelse med et røverisk overfald mod den mandlige ansøger. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de, hvis de vender tilbage til El Salvador, konkret og individuelt risikerer overgreb af den karakter, de er blevet truet med, navnlig fordi de i og med udrejsen er ophørt med at betale det afkrævede ugentlige beløb. På baggrund af baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016, kan det ikke antages, at ansøgerne kan undgå denne risiko ved at tage ophold et andet sted i El Salvador. Flertallet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne samt et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Elsa/2016/1/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2007. I 2012 søgte ansøgeren asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk niamboua og kristen af trosretning født i Bouaflé i Elfenbenskysten. Ansøgeren var i perioden 2005 til 2006 medlem af og lokal generalsekretær i ungdomsafdelingen af partiet Front Populaire Ivorien, FPI, i […]. Ansøgerens aktiviteter bestod blandt andet i at engagere andre unge i partiet samt deltage i møder på både lokalt og regionalt niveau. Ansøgeren deltog endvidere i flere protestmarcher imod de daværende oprørere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter for sin sikkerhed, idet han mener, at krigen mellem den nuværende og den tidligere regerings tilhængere vil begynde igen. Ansøgeren har videre henvist til, at han i sin tid som generalsekretær i FPI gentagne gange havde diskussioner med tre mænd, som var tilhængere af partiet RDR. En af diskussionerne eskalerede, hvorefter den ene af mændene tog fysisk fat i ansøgeren og truede ham med vold. Ansøgeren har ikke haft konflikter med de tre mænd siden 2006, idet han flyttede til Abidjan. Ansøgeren har videre henvist til den generelle situation i Elfenbenskysten, herunder at den nuværende regering til stadighed udfører hævnaktioner samt foretager vilkårlige anholdelser af den tidligere regerings støtter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter og rolle i FPI ikke indebærer, at han er i reel risiko for forfølgelse fra de nuværende myndigheder i Elfenbenskysten eller overgreb fra styrets tilhængere. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens engagement i partiets ungdomsafdeling i Bouaflé ligger langt tilbage i tid, og at hans daværende stilling i partiet ikke kan betegnes som særligt profileret. Oplysningerne om hans diskussion og konflikt dengang med tre tilhængere af den nuværende præsident kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren aldrig har haft problemer med myndighederne i Elfenbenskysten, ligesom ansøgerens familie ikke har haft problemer på grund af hans forhold. Nævnet tillægger det endelig en vis vægt, at ansøgeren har opholdt sig illegalt i Danmark fra sommeren 2008 og først søgte asyl i foråret 2012, da en medarbejder på en dansk uddannelsesinstitution på hans spørgsmål om, hvordan han kunne få lovligt ophold og mulighed for at studere, foreslog ham at søge asyl. Hverken ansøgerens etnicitet eller den generelt vanskelige og spændte situation i Elfenbenskysten kan i sig selv begrunde asyl. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ivor/2013/1
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Elfenbenskysten. Ansøgeren udrejste af Elfenbenskysten i 2002 og opholdt sig i England indtil sin indrejse i Danmark i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er af ukendt etnicitet og kristen af trosretning. Hun stammer angiveligt fra Elfenbenskysten eller Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader i 2000 blev dræbt, og at hun halvandet år efter blev opsøgt tre gange af nogle ukendte mænd fra oppositionen, der udsatte hende for trusler og chikane. Ansøgeren turde ikke anmelde forholdene til myndighederne, som hun ikke havde tillid til. Efter det tredje besøg flyttede ansøgeren hen til sin nabo, men da han på grund af ansøgeren blev udsat for skriftlige trusler, valgte ansøgeren efter råd fra en af faderens venner at udrejse. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren som yderligere asylmotiv henvist til, at hun har været offer for menneskehandel og som følge deraf risikerer nedværdigende behandling ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund med hensyn til det oprindeligt påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren udrejste på gyldigt pas og derefter opholdt sig i England i en længere årrække uden at søge om asyl. Nævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren blev opsøgt af tre personer, der fremsatte trusler og forlangte faderens ejendele udleveret, har haft en sådan intensitet eller relevans, at dette kan tillægges betydning i vurderingen af, hvilken risiko ansøgeren måtte stå over for ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere at blive udsat for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7. Uanset, om ansøgeren måtte have været offer for menneskehandel ved i en årrække at have været udnyttet i England til at udføre arbejde mod en beskeden betaling og efterfølgende være forsøgt udnyttet til prostitution i Frankrig og Danmark, finder nævnet ikke, at dette medfører nogen ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet vil blive udsat for nedværdigende behandling som følge heraf. De generelle sociale og økonomiske forhold i Elfenbenskysten og Ghana for enlige kvinder findes heller ikke at kunne medføre noget andet resultat.” ivor/2012/2
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk guere fra […], Elfenbenskysten. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste i 2005 fra Elfenbenskysten til Mali og videre til Mauretanien, hvor han har opholdt sig til efteråret 2010. Ansøgeren var i Mauretanien anerkendt af UNHCR som flygtning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter, at oprørerne vil slå ham ihjel, fordi de i 2003 slog hans forældre samt to søskende ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som kristen og etnisk guere er i en særlig risiko for forfølgelse fra den nuværende præsidents tilhængere. Ansøgeren blev i 2009 i Mauretanien tilbageholdt i ét døgn, hvorunder han blev udsat for tortur, fordi han havde gået synligt på gaden med en bibel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har alvorlige helbredsproblemer, som han ikke kan få behandling for i Mauretanien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Da ansøgeren er ivoriansk statsborger, tiltræder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgerens asylmotiv vurderes i forhold til Elfenbenskysten. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med myndighederne i Elfenbenskysten. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at det forhold, at ansøgerens familie i 2003 blev dræbt af oprørere, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren herefter opholdt sig i landsbyen til 2005, uden at han i den periode blev opsøgt eller efterstræbt af oprørerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren aldrig personligt har været forfulgt eller efterstræbt i Elfenbenskysten. Helbredsmæssige forhold kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, uanset hvor alvorlige disse måtte være. Hverken ansøgerens etnicitet eller de meget vanskelige, men generelle forhold i Elfenbenskysten kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til en stillingtagen til, hvorvidt Mauretanien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ivor/2012/1
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk djoula. Ansøgerens fader havde været medstifter af det politiske parti RDR, der var blevet forbudt i 2000. Faderen havde samtidig haft en jordkonflikt med en politimand. Efter krigens udbrud i 2002 var sikkerhedsforholdene blevet væsentligt dårligere ikke mindst for etniske djoula’er, der havde en udsat stilling i Elfenbenskysten, og ansøgerens fader var blevet skudt og dræbt i sit hjem af politimanden. Flere af ansøgerens andre familiemedlemmer var ligeledes brevet dræbt som resultat af den dårlige sikkerhedssituation. Ansøgeren, hans broder og moder var flygtet ind i bushen og herefter til Guinea, hvor de havde boet i en flygtningelejr. Efter militæret havde overtaget magten i Guinea i december 2008 forlod ansøgeren landet grundet den stærkt forværrende sikkerhedssituation. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring, som havde været konsistent, og som stemte med de generelle baggrundsoplysninger om Elfenbenskysten og Guinea, til grund. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde været konkret og individuelt forfulgt af myndighederne ved sin flugt fra Elfenbenskysten til Guinea. Da det fremgik af baggrundsoplysningerne, at den generelle politiske situation i Elfenbenskysten i det væsentligste var uændret, måtte det antages, at forfølgelsesrisikoen fortsat var til stede. Ansøgeren havde fået et dokument i Guinea, hvorefter han var blevet anerkendt som flygtning efter Flygtningekonventionen. Under hensyntagen til baggrundsoplysningerne fra Guinea og til ansøgerens forklaring om forholdene i Guinea, kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at ansøgeren havde opnået beskyttelse i Guinea som krævet i Udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnetmeddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Elf/2010/1.
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede overgreb, herunder drab, fra sin familie eller det ældreråd, hvor hendes far var medlem, som følge af, at hun havde forladt sin danske ægtefælle. Ansøgeren henviste herved til, at hendes far over for hendes herboende søster havde truet hende på livet. Ansøgeren henviste endvidere til to tilfælde i faderens landsby, hvor kvinder var blevet fundet døde. Ansøgerens frygt var begrundet i ikke nærmere konkretiserede trusler, som faderen havde fremsat over for ansøgerens søster. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt understøttedes af de af hende oplyste eksempler på angivelige drab på kvinder, idet disse forhold måtte antages at vedrøre tilfælde med en helt anden baggrund og situation. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens og hendes families uddannelsessituation var en anden, hvor ansøgeren havde studeret på universitetet i Abidjan og i den forbindelse boet alene på kollegium. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet lagt vægt på ”UNHCR’s Update of UNHCR’s Position on International Protection Needs of Asylum-seekers from Cote d’Ivoire” fra juli 2007, hvorefter de generelle forhold i landet fortsat forbedredes. Flygtningenævnet bemærkede endelig, at der i Elfenbenskysten findes hjælpeorganisationer for kvinder. Ansøgeren ville desuden kunne tage ophold et andet sted i Elfenbenskysten, herunder Abidjan, hvis ansøgeren ikke fandt at kunne vende tilbage til forældrenes bopæl. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger om risikoen for gifte kvinder, der forlader deres ægtefæller. Elfenbenskysten/2008/2
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således etnisk djoula, født i Abidjan, hvor hun voksede op indtil sit femtende år. Hendes mor var ghaneser, og hendes far var ivoriansk statsborger. Ansøgeren havde aldrig haft erkendte politiske aktiviteter eller udestående med myndigheder eller oprørsgrupper med videre. Ansøgerens mor og yngste barn var blevet dræbt under borgerkrigen. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Elfenbenskysten var af en sådan karakter, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Elfenbenskysten/2008/1
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten, født 1970. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk dioula. Ansøgeren havde givet divergerende oplysninger om tidspunktet for sin tilfangetagelse i 2003, ligesom ansøgeren over for Flygtningenævnet havde givet oplysninger om sit medlemskab af forskellige organsiationer, der ikke var i overensstemmelse med ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren var ikke fremkommet med en rimelig forklaring på disse divergenser. På denne baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge ansøgeren forklaring om at være blevet stoppet af en dødspatrulje og derefter holdt i fangenskab til grund. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var konkret og individuelt forfulgt, eller at han ville være det ved en tilbagevenden til hjemlandet. Efter indholdet af Udenrigsministeriets notat af juni 2005 vedrørende sikkerhedssituationen for etniske dioulas i Elfenbenskysten var der ikke belæg for at tale om systematisk forfølgelse af dioulaer som befolkningsgruppe i Elfenbenskysten. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Elf/2005/1
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten, født i 1971. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han op til valget i 2000 udførte politiske aktiviteter for RDR, og heriblandt arrangerede møder og propaganderede for partiet. Det lagdes til grund efter det foreliggende baggrundsmateriale, at der efter valget opstod uroligheder, og nævnet lagde til grund, at ansøgerens bod på markedet – sammen med andre boder tilhørende djoulaer – i dette forløb blev ødelagt af civilbefolkningen, uden at myndighederne greb ind. Nævnet kunne derimod efter ansøgerens udbyggede forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren var blevet opsøgt på bopælen af myndighederne, man alene at han som led i generelle razziaer var blevet stoppet af militærfolk, der ønskede penge. De forhold, ansøgeren havde været udsat for, fandtes derfor at måtte tilskrives de generelle forhold og ikke hans personlige politiske aktiviteter, og der fandtes ikke at være tale om forhold, der havde en karakter eller intensitet som omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren fandtes derfor ikke at have sandsynliggjort, at han ved udrejsen var omfattet af udlændingelovens § 7, hvilket også støttedes af, at han efter udrejsen opholdt sig i næsten to år i Spanien uden at søge asyl. Under hensyn til det foran anførte samt til det foreliggende baggrundsmateriale, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer dernæst ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge af de forannævnte politiske aktiviteter for RDR i 2000 skulle være i konkret og individuel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten. Flertallet fandt i baggrundsmaterialet heller ikke støtte for, at ansøgeren skulle være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som følge af sin etnicitet. Flertallet bemærkede i øvrigt, at det fremgår at baggrundsmaterialet, senest UNHCR’s position paper fra januar 2004, at sikkerhedssituationen i Elfenbenskysten trods våbenhvilen i maj 2003 er skrøbelig og præget af vold og kriminelle overgreb. Det fremgår tillige samme sted, at situationen i Abidjan, hvor ansøgeren boede i en årrække frem til sin udrejse, er på et relativt sikkert niveau. Det forbehold UNHCR har taget i ovennævnte position paper i relation til udsendelse af afviste asylansøgere – og de generelle forhold i øvrigt – gav efter flertallets opfattelse ikke i sig selv grundlag for asyl. Elfenbenskysten/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk dioula og sunni-muslim fra Seguela, Elfenbenskysten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter at blive slået ihjel af sin farbror [A], fordi han gjorde krav på arven efter sin afdøde mor. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive henrettet af landsbyens beboere, fordi de mistænker ham for at have haft et homoseksuelt forhold til en mand ved navn [B]. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier fra myndighederne og [B], fordi [B] mener, at ansøgeren skylder ham penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie havde en farm, to villaer og to lejlighedskomplekser samt tre taxaer. Ansøgeren har forklaret, at hans mor døde i 2003, hvorefter han gjorde krav på sin del af arven hos [A], der havde overtaget familiens besiddelser. [A] blev vred over, at ansøgeren krævede sin del af arven, og to dage efter morens død blev ansøgeren om natten vækket af, at [A] slog ham med en sandal. Idet ansøgeren vågnede, opdagede han, at [A] havde skåret i hans håndled. Dagen efter anmeldte ansøgeren overfaldet til politiet, der afhørte både ansøgeren og [A]. Under afhøringen blev ansøgeren meget ophidset, og han blev derfor tilbageholdt af politiet i nogle timer. Fem dage senere gjorde ansøgeren igen sit krav gældende overfor [A], der sagde til ham, at hvis han fortsatte på den måde, ville han ikke leve længe. I vinteren 2004 opsøgte ansøgeren [A] sammen med sin fars ven, [C]. [A] gentog truslen om, at ansøgeren ikke ville leve længe, hvis han fortsatte med at kræve sin del af arven. Ansøgeren har oplyst, at [A] i løbet af samme måned overfaldt ham ved at tage fat i hans hænder og udføre en form for ritual. I 2008 opsøgte [A] ansøgerens kæreste, [D]. [A] spurgte hende, hvor ansøgeren var henne og fortalte hende, at ansøgeren skulle dø. I 2012 fandt ansøgeren [D] livløs på sin bopæl. [D] blev ikke obduceret, og dødsårsagen er derfor ukendt. Ansøgeren har videre oplyst, at han mødte [B] uden for et myndighedskontor to måneder efter [D’s] død. [B] var oprørsleder, blev kaldt kommandanten og havde livvagter. Efter at have hørt ansøgerens historie, tilbød [B] at hjælpe ansøgeren med at gøre krav på sin arv. [B] gav ansøgeren sit telefonnummer, og de fik telefonisk kontakt to dage senere. De aftalte at mødes på ansøgerens bopæl senere samme dag, hvor [B] sagde, at han kendte nogle anklagere, og at han kunne sørge for, at ansøgeren kunne få sagen prøvet i retten. Da [B] besøgte ansøgeren anden gang, gjorde han seksuelle tilnærmelser til ham. Ansøgeren afviste ham og sagde, at han ikke var homoseksuel. [B] besøgte efterfølgende ansøgeren adskillige gange, og han gjorde hver gang seksuelle tilnærmelser til ansøgeren. En til to måneder efter ansøgeren havde lært [B] at kende, sagde en af hans bekendte, der hed [E], til ham, at han og lokalbefolkningen ikke brød sig om [B’s] attitude. Ansøgeren har oplyst, at [B] gav ham en tilsigelse til retten to til tre uger inden hans udrejse, og at han afleverede tilsigelsen til [A]. I slutningen af 2012 eller i begyndelsen af 2013 opholdt ansøgeren og [B] sig uden for ansøgerens bopæl, da en person ved navn [F] hen-vendte sig til [B] og sagde, at han ikke kunne lide homoseksuelle. Herefter kom der flere personer til ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev slået i nakken, hvorefter han flygtede fra stedet. Ansøgeren har oplyst, at han formoder, at [B] blev udsat for vold. Ansøgeren blev sidenhen kontaktet af [B], der fortalte ham, at der var blevet sat ild til hans bil, og at han skyldte ham firs millioner franc og ét kilo guld. Herefter udrejste ansøgeren af Elfenbenskysten. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv, der endvidere fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende som anført i Udlændingestyrelsens afslag på asyl […]. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende, idet han først under sin for-klaring for nævnet har oplyst, at hans afdøde kærestes forældre beskylder ham for at være skyld i hendes død og, at hans svigerfar på dødsdagen forsøgte at kvæle ansøgeren og dagen efter hen-des død truede ham med et gevær og senere anmeldte ham til myndighederne. Han har også først under sin forklaring for nævnet oplyst, at den ene af [B’s] livvagter afgik ved døden i forbindelse med overfaldet på ansøgeren og [B]. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det forekommer usand-synligt og utroværdigt, at ansøgeren i forbindelse med overfaldet, hvor han angiveligt blev slået i nakken, mistede bevidstheden og først vågnede op, da han befandt sig på en busstation. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elfen/2018/1/THV
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk abourer og animist af trosretning fra […], Elfenbenskysten. Ansøgeren har været medlem af [byens] afdeling af Elfenbenskystens Folkefront (FPI) siden 1999. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter at blive fængslet og dø i fængslet, idet de ivorianske myndigheder er blevet bekendt med, at han er medlem af partiet FPI, og at han har deltaget i et partimøde [i vinteren] 2011. Han har siden 1999 været medlem af [byens] afdeling af Elfenbenskystens Folkefront (FPI), hvor den tidligere præsident Laurent Gbagbo havde sit politiske tilhørsforhold. Ansøgeren har siden sin start i partiet været en del af kommunikationsafdelingen, som bestod af tre personer, ansøgerens fætter [A], [B] og ansøgeren. [ I foråret] 2011 blev Gbagbo arresteret, og byen […], hvor ansøgeren havde sit snedkerværksted, blev angrebet af Alassane Dramane Quattaras tilhængere. Quattaras tilhængere var bevæbnet, og de skød mod Gbagbos tilhængere. Ansøgeren var den pågældende dag på arbejde i sit værksted, og da han flygtede fra sit værksted, så han, at det blev brændt ned. Han flygtede til sin fødeby […], hvor han opholdt sig frem til den [vinteren] 2011. [I vinteren] 2011 deltog ansøgeren i et offentligt møde med partiet FPI og tilhængere af Gbagbo, hvilket møde havde til formål at gå i dialog med den nye præsident om at få løsladt Gbagbo. Forsamlingen blev pludselig stormet af Quattaras soldater, og ansøgeren blev i den forbindelse anholdt. Soldaterne tog ansøgeren med hjem til sin bopæl, hvor de ransagede hjemmet og fandt propaganda materiale i form af banderoler, plakater og ansøgerens FPI-medlemskort, som de beslaglagde. Efterfølgende blev ansøgeren bragt til politiet i […] og derefter sat i et arresthus i […], hvor han blev anbragt i en lille celle. Ansøgeren var fængslet i tre og et halvt år, hvor han hverken blev afhørt eller stillet for en dommer. [I vinteren] 2015 lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet med hjælp fra sin fætter […], der havde arrangeret flugten og udrejsen af Elfenbenskysten for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagsbehandlingen har forklaret divergerende på flere centrale punkter, herunder om, hvorvidt tre eller fem soldater deltog i ransagningen af hans hjem, og om der efter, at ansøgeren var sluppet ud af fængslet, var en chauffør med i den bil, som fætteren hentede ansøgeren i. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte som følge af, at han fik lov til at forlade fængslet for at købe cigaretter. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens begrænsede viden om det parti, som han angiveligt havde været medlem af siden 1999. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Elfen/2016/2/LRN
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2016 en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2010. Ansøgeren har oplyst, at han er statsborger i Elfenbenskysten. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter, at han vil blive dræbt af personer fra regeringspartiet i Elfenbenskysten, idet ansøgerens fader har gemt våben i Elfenbenskysten, som personerne fra regeringspartiet vil have udleveret. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter repressalier fra myndighederne, idet det fremgår af en avis fra Elfenbenskysten, at han er asylansøger i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre blev dræbt [i efteråret 2002], da en oprørsgruppe angreb deres bopæl. Hverken ansøgeren eller hans søster var hjemme den pågældende dag. Ansøgeren forlod bydelen samme dag og tog til […], […], hvor han opholdt sig i omkring ti dage. I denne periode fik ansøgeren kontakt til sin søster, og de flyttede efterfølgende sammen til […] i […], hvor ansøgeren lejede en lejlighed. I 2010 underviste ansøgeren nogle personer i [kampsport] i […] i […], da området blev angrebet af nogle personer fra en oprørsgruppe. Ansøgerens søster blev i den forbindelse skudt og dræbt. Ansøgeren har oplyst, at oprørsgruppen var ude efter ham, idet han omkring to måneder inden sine forældres drab blev opsøgt af en person fra militæret, som ville vide, hvor ansøgerens fader havde gemt sine våben. Ansøgeren boede herefter i en container ved havnen i byen i omkring fem måneder, hvorefter han udrejste af Elfenbenskysten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om væsentlige punkter i hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige dele af asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sit statsborgerskab, idet han dels ved indrejsen i 2010 og i asylskemaet har forklaret, at han var ivoriansk statsborger, mens han i asylsamtalen af […] 2011 forklarede, at han var togoleser. [I slutningen af] 2011 fik han endeligt afslag på asyl. I 2014 ændrede han i forbindelse med udrejsekontrol sin forklaring til, at han er ivoriansk statsborger. Ansøgeren har fremlagt en kopi af en fødselsattest, hvoraf fremgår, at han er ivoriansk statsborger, men ansøgeren har forklaret divergerende om hvem, der har fremskaffet fødselsattesten til ham, idet han dels har forklaret, at det var en ivorianer i Elfenbenskysten, der skaffede det, dels at det var en ivorianer bosiddende i Paris, som under en rejse i Elfenbenskysten fremskaffede attesten. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans forældre begge var ivorianske statsborgere. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sine familieforhold i øvrigt, idet ansøgeren i asylsamtalen [i begyndelsen af] 2016 dels har forklaret, at han ikke havde en broder, dels at han havde en broder, men at denne var blevet dræbt mange år i forvejen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om de våben, som hans fader var i besiddelse af, idet han tidligere har forklaret, at faderen viste ham det sted, hvor faderen havde gemt sine våben, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen udbyggende har forklaret, at faderen viste ham 12 kalashnikov-geværer, før faderen gravede dem ned i et hjørne af gården i det hus, hvor de boede. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende om sin deltagelse i politiske aktiviteter, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han personligt deltog i politisk rekruttering af unge for den organisation, som faderen var en del af. Ansøgeren har yderligere forklaret udbyggende om sin faders politiske aktiviteter, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at faderens aktiviteter ikke blot var lokale, men at faderen var politisk aktiv på nationalt plan. Ansøgeren har fremlagt en avisartikel [fra sommeren] 2014 fra avisen […], hvoraf det fremgår, at ansøgeren er flygtning i Danmark, og at han er mester i [kampsport] og underviser heri. Flygtningenævnet finder ikke, at det anførte i artiklen eller ansøgerens eller hans faders politiske aktiviteter op til 2002 indebærer, at ansøgeren må anses for særligt profileret i forhold til de ivorianske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er forløbet mange år siden faderens engagement i politik, og at det blandt andet af Landinfos temanotat af 14. december 2012 ”Elfenbenskysten: Situasjonen for personer knyttet til Gbagbo og det tidligere regimet” i afsnittet om mindre kendte personer fremgår, at det store flertal af personer, som på en eller anden måde var tilknyttet til tidligere regime på et vist niveau, ikke er blevet mødt med nogen form for reaktioner fra ivorianske myndigheder. Det fremgår endvidere af temanotatet i afsnittet om højtplacerede og offentligt kendte personer, at mange af disse, som af forskellige grunde forlod Elfenbenskysten i 2011, er vendt tilbage til Elfenbenskysten uden reaktioner fra myndighederne, samt at personer, som der er udstedt arrestordre på, eller som er blevet anholdt, risikerer ordinær retsforfølgelse på baggrund af deres handlinger i konflikten og ikke udenretlige reaktioner fra ivorianske myndigheder eller andre aktører. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Elfenbenskysten risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Elfen/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bete fra Abidjan, Elfenbenskysten, og er katolsk kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive udsat for fysiske overgreb af repræsentanter fra det ivorianske militær, idet han har haft ansættelse som sikkerhedsvagt for […], og idet han har deltaget i kampe imod Elfenbenskystens nuværende præsident, Alassane Quattaras styrker. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i […] afsluttede sin uddannelse som politibetjent fra politiskolen i Abidjan og fik ansættelse som politibetjent, med rang af […], ved Compagnies de Républicaines Sécurité (CRS), en afdeling af det ivorianske militær. I […] blev han udnævnt som sikkerhedsvagt for den daværende indenrigsminister, […]. Ansøgeren fik ansvaret for hans sikkerhed, både når han befandt sig på sin bopæl i Cocody i Abidjan, og når han var på arbejde. Da […]forskansede sig på præsidentresidensen i Cocody under valgkrisen, tog ansøgeren også ophold der. Ansøgeren var til stede i residensen i slutningen af […] eller et par dage ind i […] 2011, da […] blev skudt. Ansøgeren forlod den […]2011 residensen, inden den blev angrebet af Alassane Quattaras styrker. Efter et par måneder med skiftende opholdssteder udrejste han til Ghana. Han har været tilbage i Elfenbenskysten tre gange af særlige grunde. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på en lang række punkter har afgivet divergerende forklaring, herunder om hvornår han udrejste til Ghana, om længden af tilbageholdelsen, da han første gang vendte tilbage til Elfenbenskysten, og om omstændighederne under hvilke han kom i besiddelse af foto af sine to brødre. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om situationen, da […] blev ramt af skud, ikke stemmer med de generelle baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er en nærmere tidsmæssig sammenhæng mellem dette og tilfangetagelsen af den tidligere præsident, Gbagbo. På trods af betydelig tvivl om ansøgerens rette identitet lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring og kendskab til politiet samt det fremlagte politiidentitetskort til grund, at ansøgeren har været ansat i politiet, men ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han har fungeret som sikkerhedsvagt for […]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren herudover har sandsynliggjort de nærmere omstændigheder han påberåber sig. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elfen/2015/1
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit væsentligste asylmotiv havde henvist til, at han i 2008 var blevet tilbageholdt af myndighederne, der havde ønsket, at han samarbejdede med dem blandt andet ved at afgive falsk vidneforklaring mod andre, og at han i modsat fald ville risikere, at myndighederne fabrikerede en sag imod ham. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om myndighedernes interesse for ham i 2008, herunder at han skulle være eftersøgt af myndighederne, ikke fremstod som ganske overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring om sine konflikter med myndighederne, herunder særligt henvendelsen fra myndighederne i 2008 helt eller delvist lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten ville være i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen i sommeren 2008 og inden udrejsen havde opholdt sig omkring fem måneder i hjemlandet, hvor han havde passet sit arbejde på universitetet, afviklet sin boghandel, solgt sin bil og bevaret en vis kontakt til familien. Det måtte endvidere tillægges vægt, at ansøgeren havde fået udstedt ægte pas og udrejste problemfrit legitimeret med passet og visum til Danmark, og at han først havde søgt asyl næsten fire uger efter sin indrejse efter vejledning fra sin broder. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i følge sin forklaring ikke havde været medlem af det muslimske broderskab eller andre politiske organisationer eller i øvrigt foretaget sig noget, som kunne tages som udtryk for, at han aktivt skulle have støttet eller sympatiseret med fundamentalistiske bevægelser. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Egypten/2010/1.
Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten, født i 1973. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren er kristen kopter, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at han ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, at ansøgeren var blevet gift i 2000 med en kristen kopter, at de sammen havde fået en søn i 2001, at ansøgerens ægtefælle i 2003 havde ophævet samlivet og efterfølgende var konverteret til islam, at ansøgeren og ægtefællen var blevet skilt i februar 2005 efter ægtefællens begæring, at ansøgeren var udrejst legalt i september 2004, og at ægtefællen i oktober 2004 overfor myndighederne havde fremsat anmodning om udlevering af drengen. De telefonopkald, som ansøgeren modtog fra angiveligt tre forskellige mandspersoner fra 2003 og frem til udrejsen, kunne ikke begrunde asyl. I det omfang, der var tale om trusler, var der tale om almindelige kriminelle forhold. Det samme var tilfældet med hensyn til to overfald, som forældrene havde været udsat for efter ansøgerens udrejse. Det måtte endvidere tillægges vægt, at myndighederne efterforskede de forhold, som forældrene havde anmeldt. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for, kunne ikke antages at have haft en sådan intensitet og omfang, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om forældremyndigheden er en privatretlig konflikt, som ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Det må tilkomme det enkelte land at udfærdige lovgivning for egne statsborgere, herunder om familieretlige forhold, ligesom det pågældende land er berettiget til at fastsætte sanktioner, såfremt lovgivningen overtrædes. Den fremlagte tilsigelse til kriminalpolitiet af april 2006 kunne på denne baggrund ikke tillægges nogen vægt. Den omstændighed, at det efter egyptisk ret måtte antages, at forældremyndigheden ville blive tillagt den muslimske part i et tilfælde som det foreliggende, kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Forholdene kunne heller ikke sidestilles med tvangskonvertering, idet det måtte tilkomme den part, der vil få tillagt forældremyndigheden, at træffe bestemmelse om barnets opdragelse og religiøse tilhørsforhold. Idet de generelle forhold for kristne koptere ikke i sig selv er asylbegrundende, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Egypten/2006/1
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2006 efter at være blevet meddelt opholds-og arbejdstilladelse som arbejdstager. Søgte asyl i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kristen kopter fra Cairo i Egypten. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har været tilknyttet en koptisk menighed som underviser. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter muslimske fundamentalister og ekstremister. Ansøgeren frygter ligeledes på ny at blive frihedsberøvet og udsat for tortur i forbindelse med en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren udrejste første gang i 1988 og har i den væsentligste del af tiden herefter opholdt sig i udlandet, blandt andet i Canada, hvor han har en ægtefælle og et barn. Ansøgeren er udrejst legalt. Hans forhold kunne ikke da begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren indrejste i Danmark i slutningen af 2006 i forbindelse med, at han opnåede ansættelse som ingeniør. Ansøgeren opnåede opholds- og arbejdstilladelse. I starten af 2010 blev ansøgeren varetægtsfængslet. Ansøgeren søgte kort tid efter asyl. Ved […] byrets dom af […] 2010, blev ansøgeren idømt fængsel i et år og tre måneder samt udvisning af Danmark. Af asylregistreringsrapporten [……] fremgår, at ansøgeren oplyste, at han var sund og rask. I sommeren 2010 ændrede Landsretten indrejseforbudsperioden til 10 år. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i særlig grad har profileret sig inden for den koptiske kirke. Flygtningenævnet finder ikke, at vanskeligheder, der kan forekomme for kristne koptere i Egypten, i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har heller ikke ved sin forklaring for Flygtningenævnet kunnet sandsynliggøre, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Ansøgeren har heller ikke kunnet sandsynliggøre, at han vil være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster allerede af disse grunde Udlændingeservices afgørelse. Det bemærkes at den omstændighed, at ansøgeren har søgt om tredje instansbevilling ikke ses at have betydning for afgørelsen.” egyp/2011/1
Nævnet stadfæstede i Oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Egypten. Indrejst i 2014. Sambehandlet med Egyp/2018/15. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Egypten frygter forfølgelse fra sin nabo ved navn [H] samt Det Muslimske Broderskab, som [H] har tilknytning til. Endvidere har hun henvist til, at hun ikke kan søge myndighedernes beskyttelse, eftersom hun er kristen af trosretning. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hendes konflikt med Hisham begyndte, efter at hun havde udlånt sin bibel til [H´s] datter, [A], og havde etableret kontakt mellem sin egen præst og [A]. [H], der boede i samme ejendom som ansøgerens familie, opsøgte ansøgerens lejlighed, rev den udlånte bibel i stykker og truede både ansøgeren og hendes familie på livet. Herpå forlod han deres lejlighed. Senere forsvandt [A] fra sit hjem. Det viste sig efterfølgende, at hun var stukket af med en kristen mand, som var kunde i ansøgerens ægtefælles cafeteria. Omkring en uge efter episoden med [H] blev ansøgerens ægtefælle endvidere opsøgt i sit cafeteria af politiet, som tilbageholdt ham i 15 dage. I fængslet fik ansøgerens ægtefælle oplyst, at han var tilbageholdt, fordi han var kristen og vantro. Efter tilbageholdelsen var han hospitalsindlagt i to uger, hvor han gennemgik en hjerteoperation. Efter hospitalsopholdet tog ansøgeren med sin ægtefælle og børn direkte til sine forældre. Her fik hun på et tidspunkt oplyst af portneren i den ejendom, hvor familien boede, at deres lejlighed var blevet raseret. I forbindelse med afhentning af medicin til ægtefællen på apoteket blev hun udsat for et fysisk overgreb af personer med tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Personer fra Det Muslimske Broderskab opsøgte ansøgerens forældre, mens hun og hendes ægtefælle opholdt sig hos dem, og overfaldt forældrene. Ansøgerens ægtefælle blev syg som følge af overfaldet og var hospitalsindlagt i omkring to uger. I direkte forlængelse af ægtefællens hospitalsophold tog hun, ægtefællen og deres børn med hjælp fra en præst ophold i området ved et kloster, hvor de opholdt sig i omkring 5 måneder inden deres udrejse. Præsten hjalp med ansøgerens og hendes ægtefælle og børns udrejse, der blev finansieret med midler fra salget af parrets lejlighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på flere centrale punkter. Hun har således i sit asylskema og til oplysnings- og motivsamtalen af [i foråret] 2014 oplyst, at hun og ægtefællen efter dennes hospitalsindlæggelse tog tilbage til lejligheden og så ødelæggelserne, hvorimod hun senere har forklaret, at hun blev ringet op af portneren vedrørende ødelæggelserne. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe hun og ægtefællen tog ophold hos hendes forældre, inden de tog ophold på et sted omkring klostret. I asylansøgningsskemaet har hun endvidere oplyst, at hun og ægtefællen ved hendes forældres hus i starten af det nye år fandt deres bil smadret og med et trusselsbrev, at ægtefællen i samme øjeblik besvimede, og at ægtefællen herefter blev hospitalsindlagt i 15 dage. Hun har derimod senere – blandt andet i Flygtningenævnet – forklaret, at ægtefællen blev hospitalsindlagt, efter at hendes forældre blev overfaldet i deres hus, et overfald der således angiveligt skete flere måneder før det ”nye” år. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende i forhold til sin ægtefælle. Hun har således forklaret, at hun og ægtefællen efter dennes udskrivning fra hospitalet tog ophold hos sine forældre, hvorimod ægtefællen til sin samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de tog ophold hos fjerne slægtninge til ansøgerens forældre. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgeren under sin forklaring for Flygtningenævnet har svaret upræcist og afglidende på en række spørgsmål, således at det af hende beskrevne begivenhedsforløb virker usammenhængende og ikke fremstår selvoplevet. Hun har således ikke været i stand til nærmere at tidsfæste centrale punkter i begivenhedsforløbet og har eksempelvis haft svært ved at sige blot med nogen sikkerhed, hvornår konflikten med [H] startede. Flygtningenævnet finder ikke at kunne se bort herfra og fra divergenser alene som følge af, at ansøgeren angiver at have været udsat for et fysisk overgreb og har været stresset. De generelle forhold for kristne koptere i Egypten findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgerens ægtefælle og ej heller for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2018/16/LMD
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Sambehandlet med Egyp/2018/16. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter forfølgelse fra sin nabo, [H], og Det muslimske Broderskab, som [H] har tilknytning til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans konflikt med Hisham begyndte, efter at hans ægtefælle havde udlånt sin bibel til [H´s] datter, [A], og havde etableret kontakt mellem hendes egen præst og [A]. [H], der boede i samme ejendom som ansøgerens familie, opsøgte ansøgerens lejlighed, rev den udlånte bibel i stykker og truede både ansøgeren og hans familie på livet. Herpå forlod han deres lejlighed. Senere forsvandt [A] fra sit hjem. Det viste sig efterfølgende, at hun var stukket af med en kristen mand, som var kunde i ansøgerens cafeteria. Omkring en uge efter episoden med [H] blev ansøgeren endvidere opsøgt i sit cafeteria af politiet, som tilbageholdt ham i 15 dage. I fængslet fik ansøgeren oplyst, at han var tilbageholdt, fordi han var kristen og vantro. Han blev endvidere udsat for fysiske og psykiske krænkelser. Efter tilbageholdelsen var han hospitalsindlagt i to uger, hvor han gennemgik en hjerteoperation. Efter hospitalsopholdet tog han med sin ægtefælle og børn direkte til sine svigerforældre. Her fik han på et tidspunkt oplyst af portneren i den ejendom, hvor familien boede, at deres lejlighed var blevet raseret. Personer fra det muslimske broderskab opsøgte ansøgerens svigerforældre, mens han og hans ægtefælle opholdt sig hos dem, og overfaldt svigerforældrene. Ansøgeren blev syg som følge af overfaldet og var hospitalsindlagt i 13 dage. I direkte forlængelse af hospitalsopholdet tog han, ægtefællen og deres børn med hjælp fra en præst ophold i området ved et kloster, hvor de opholdt sig i omkring 5 måneder inden deres udrejse. Præsten hjalp med ansøgernes udrejse, der blev finansieret med midler fra salget af parrets lejlighed og bil samt hans cafeteria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på flere centrale punkter. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 forklaret, at [A´s] svoger – omkring en måned efter, at [H] havde opsøgt bopælen – sammen med andre mænd opsøgte ansøgerens families lejlighed og raserede denne. Ansøgeren har herunder oplyst, at han selv var hjemme, da det skete, at han så til, mens hans hjem blev ødelagt, og at han anmeldte forholdet til politiet. Foreholdt at ansøgeren til styrelsen samtidig havde forklaret, at han en uge efter [H´s] besøg blev frihedsberøvet og derefter ikke vendte tilbage til lejligheden, har han ændret sin forklaring til, at han ikke selv var til stede i lejligheden, da den blev raseret. Han har således under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at han blot blev ringet op af portneren i ejendommen, der oplyste om raseringen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han og ægtefællen tog ophold hos ægtefællens forældre, inden de tog ophold på et sted omkring klostret. Ansøgeren har endvidere tidligere under asylsagens behandling forklaret, at Det Muslimske Broderskab overtog hans cafeteria, hvorimod han under forklaringen for Flygtningenævnet har forklaret, at cafeteriaet blev solgt og brugt til finansiering af udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende i forhold til sin ægtefælle. Han har således til sin samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de tog ophold hos fjerne slægtninge til ægtefællens forældre, hvorimod ægtefællen har forklaret, at de tog ophold hos hendes forældre. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgeren under sin forklaring for Flygtningenævnet har svaret upræcist og afglidende på en række spørgsmål, således at det af ham beskrevne begivenhedsforløb virker usammenhængende og ikke fremstår selvoplevet. Han har således ikke været i stand til nærmere at tidsfæste centrale punkter i begivenhedsforløbet og har eksempelvis haft svært ved at sige blot med nogen sikkerhed, hvornår konflikten med [H] startede. Flygtningenævnet finder ikke at kunne se bort herfra og fra divergenser alene som følge af, at ansøgeren angiver at have været udsat for et fysisk overgreb og har helbredsproblemer med hjertet og diabetes 2. De generelle forhold for kristne koptere i Egypten findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren og ej heller for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2018/15/LMD
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og angiveligt kristen fra landsbyen […], Qaliyoubiya, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har i henholdsvis 2011 og 2014 deltaget i en demonstration i hjemlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Det Muslimske Broderskab, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen, ligesom han frygter, at hans familie vil blive slået ihjel som følge af hans konversion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans interesse for kristendommen opstod i begyndelsen af 2013. Ansøgeren havde set et tv-program, hvorefter han begyndte at diskutere religion med nogle af sine kristne venner og spurgte ind til den kristne tro. I [sommeren] 2013 besøgte ansøgeren den kristne kirke […] omkring ti gange. I samme periode blev ansøgeren af sin familie konfronteret med, at han var begyndt at gå i kirke, hvilket ansøgeren bekræftede. I løbet af sommeren 2013 modtog ansøgeren fire mundtlige trusler fra Det Muslimske Broderskab. Ansøgeren flyttede som følge heraf fra […] til […] i [efteråret] 2013, hvor ansøgeren opholdt sig frem til sin illegale udrejse af Egypten i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Egypten. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren har et ringe kendskab til kristendommen, særligt set i lyset af, at ansøgeren angiveligt har ladet sig døbe i den kristne tro to gange, første gang allerede i 2013, og at han er i en besiddelse af en bibel på sit eget sprog. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2017/14/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sohag, Egypten. Ansøgeren har været sympatisør for Det Muslimske Broderskab (Hurriyah Wa Adala). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive anholdt eller henrettet af den egyptiske sikkerhedstjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har været sympatisør for Det Muslimske Broderskab (Hurriyah Wa Adala). Ansøgeren har i den forbindelse deltaget i demonstrationer og vist vej. Ansøgeren har endvidere været med i en forening under Hurriyah Wa Adala, som havde til formål at hjælpe fattige og syge. Han var ikke formand, men skulle tage ud til ansøgerne for at undersøge deres behov for hjælp. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bopæl blev gennemrodet og ransaget af sikkerhedstjenesten og politiet den [i sommeren] 2014, men at han ikke blev anholdt. Han ophørte med sine politiske aktiviteter samme dag. [I starten af] 2015 blev hans bopæl opsøgt af politiet og sikkerhedstjenesten. De udsatte ansøgeren og dennes ægtefælle, samt sønnen for fysiske overgreb. Ansøgerens ægtefælles bror blev skudt i skulderen, fordi han bad personerne fra sikkerhedstjenesten om barmhjertighed for ansøgerens ægtfælle, der var syg. Sikkerhedstjenesten havde plantet et våben hos ansøgeren og ville sigte ansøgeren og hans familie. Ansøgeren, ansøgerens søn, hustruens to brødre og en nevø blev fængslet. Ansøgeren blev fængslet i 4 dage. Fængslingen blev forlænget med 15, 15 og 45 dage, hvorefter han blev løsladt mod kaution [i starten af] 2015. Under fængselsopholdet blev han udsat for tortur. Han havde en plads på 40x40 cm i en fængselshal. Han blev slået på kroppen og blev, ligesom de andre fanger, anbragt i en tønde med koldt vand, der nåede ham til brystet. Han fik en fortykket blodåre på sit højre ben af at stå op, og hans venstre albue er blevet skadet, fordi han måtte ligge i en sammenkrøbet stilling på den plads, han havde fået anvist. Ti dage efter løsladelsen kom ansøgerens advokat til ansøgerens bopæl og fortalte, at der var udstedt en arrestordre på ansøgeren, og at han skulle forsvinde. Ansøgeren gemte sig herefter i kostalden ved sin brors bopæl indtil udrejsen [i sommeren] 2015. Fem dage efter, at ansøgeren havde skjult sig hos broren, ringede ansøgerens ven, [A], og fortalte, at politiet havde lukket ansøgerens forretning. Mens ansøgeren skjulte sig hos sin bror, arrangerede han sin udrejse til Danmark. Han fik en person, hvis navn han ikke ønsker at oplyse, til at få udstedt et forfalsket pas og visum. Han beholdt sit eget navn i passet, men ændrede fødselsdatoen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren ikke har haft en ledende rolle i Hurriyah Wa Adala. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at kunne lægge til grund, at ansøgeren de senere år har været særligt profileret i forhold til myndighederne. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at det forhold, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer og har vist vej indebærer, at ansøgeren kan antages at være kommet i myndighedernes søgelys. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at ansøgeren har deltaget i velgørenhedsarbejde under Hurriyah Wa Adala, kan antages at have medført, at han blev efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sin rolle i Hurriyah Wa Adala. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev opsøgt personligt på sin bopæl af sin advokat efter løsladelsen eller om det skete skriftligt eller telefonisk. Ansøgeren har forklaret, at han ophørte med sine politiske aktiviteter [i sommeren] 2014, men at han i perioden frem til [starten af] 2015 flere gange blev opsøgt af sikkerhedspolitiet på sin bopæl, men at han ikke var til stede. Først [starten af] 2015 blev han anholdt ved en razzia mod hans bopæl, hvor også hans søn og ægtefællens brødre, samt en nevø blev anholdt. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne forklaring til grund, idet Flygtningenævnet ikke finder det troværdigt, at der forløb fire måneder fra den første ransagning [i sommeren] 2014 og indtil, at der skulle være sket fængsling [i starten] 2015. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin forklaring blev løsladt [i starten] 2015, herefter kunne opholde sig i sit hjem frem til det tidspunkt, ti dage senere, hvor han, efter sin forklaring, blev opsøgt af sin advokat, der fortalte, at der var udstedt en arrestordre mod ham. Endvidere finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren herefter kunne opholde sig hos sin bror frem til udrejsen [i sommeren] 2015, uden at myndighederne blev bekendt med det. Samtidig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har anvendt sit eget navn i det pas, han udrejste på, idet han kun har ændret fødselsdatoen. Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren flere gange har opholdt sig i Danmark og har kunnet rejse tilbage og tage ophold i Egypten til trods for forklaringer til Udlændingestyrelsen om, at han havde været fængslet og udsat for tortur. Ansøgeren har således i 1991 frafaldet sin ansøgning om asyl og er udrejst til Egypten. Endvidere har ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark fra [starten af] 1992 til [vinteren] 1992. I 1994 fik ansøgeren afslag på asyl, hvorefter han rejste tilbage til Egypten. Det samme var tilfældet i 2002. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft nogen kontakt med sin ægtefælle i Egypten siden sin udrejse henset til, at ansøgeren i Danmark bor hos ægtefællens familie. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han har været udsat for tortur, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han som følge af, at han blev tvunget til at stå op længe under sit seneste fængselsophold i 2015, fik en fortykket blodåre på højre ben. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i sin asylsag fra 2002 ved asylsamtalen [i sommeren] 2002 har forklaret, at han fik en fortykket åre på sit højre ben som følge af tortur under sin tilbageholdelse hos myndighederne i slutningen af 1990’erne. Det forhold, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han har to fortykkede blodåre, hvoraf den ene er opereret, findes ikke at ændre herved. Ansøgerens generelle troværdighed vedrørende tortur findes endvidere at være svækket af, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han under tilbageholdelsen i slutningen af 1990’erne blev udsat for el-tortur, mens han ved asylsamtalen [i sommeren] 2002 forklarede, at de truede ham med at give ham elektriske stød, men at de ikke gjorde det. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2017/13/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk egypter og sunni-muslim af trosretning fra [by], Egypten. Ansøgeren har været aktiv for og medlem af Det Muslimske Broderskab i perioden fra 2008 til 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter Det Muslimske Broderskab, idet han har forladt partiet og dermed betragtes som forræder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de egyptiske myndigheder, dels fordi han har unddraget sig værnepligt og dermed risikerer fængselsstraf, dels fordi han frygter, at myndighederne urigtigt er af den opfattelse, at han fortsat er medlem af Det Muslimske Broderskab. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han var aktiv for og medlem af Det Muslimske Broderskab i perioden fra 2008 til 2012. Partiet var i denne periode lovligt, men blev senere ulovliggjort. Ansøgeren blev præsenteret for Det Muslimske Broderskab af to medlemmer fra Det Muslimske Broderskab, [A] og [B], som ansøgeren mødte i moskéen. Ansøgerens arbejdsopgaver for broderskabet bestod hovedsageligt i at rekruttere andre medlemmer og i at arbejde i broderskabets forretninger i byen. Ansøgeren deltog endvidere i perioden i adskillige demonstrationer imod regimet. I 2010 ændrede demonstrationerne karakter og medlemmer af Det Muslimske Broderskab begyndte at bære våben. I 2012 fik ansøgeren at vide, at han også skulle bære våben, hvortil ansøgeren svarede, at han ikke ønskede dette, og at han ville forlade partiet. Han modtog en række advarsler og blev et par måneder efter 2012 overfaldet af [A] og [B], hvorunder der blev holdt en pistol mod hans hoved, og i hvilken forbindelse han blev truet med overgreb, hvis han forlod partiet. Han levede frem til sin udrejse i [sommeren] 2013 i skjul i omkringliggende byer. Ansøgerens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af [A] og [B] i slutningen af 2012, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens bror er endvidere blevet opsøgt på gaden af [A] og [B], hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren frygter, at de egyptiske myndigheder har registreret ham og kender til hans baggrund, idet den egyptiske efterretningstjeneste er meget effektiv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2007 modtog indkaldelser både mundtligt og på skrift til det egyptiske militær. Da ansøgeren er udrejst uden at aftjene sin værnepligt, vil dette blive betragtet som unddragelse, hvorfor ansøgeren risikerer fængselsstraf på to år under dårlige forhold. Ansøgeren vil efterfølgende blive pålagt at aftjene sin værnepligt. Flygtningenævnet har i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lagt ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, dog ikke forklaringen om [As] og [Bs] overfald, der er udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaring. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med Det Muslimske Broderskab, herunder [A] og [B], efter det oplyste ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 fra de egyptiske myndigheder, idet det alene beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at myndighederne har fået kendskab til ansøgerens tidligere medlemskab af Det Muslimske Broderskab, endsige at myndighederne ville udøve sanktioner over for ansøgeren i den anledning. For så vidt angår ansøgerens udeblivelse fra aftjening af militærtjeneste finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundoplysninger, herunder Udenrigsministeriets høringssvar af 26. august 2014, at ansøgeren ikke i den anledning risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2017/12/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten og Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nubi, sudanesisk og egyptisk statsborger og ateist af trosretning fra Khartoum, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af sin svigerindes familiemedlemmer, fordi han har anmeldt sin egen familie i Egypten for at have udsat tre af sine niecer for overgreb. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter, at hans familiemedlemmer i Egypten vil hyre en person til at slå ham ihjel, fordi han har anmeldt sine familiemedlemmer for at have udsat sine niecer for overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2011 repatrierede til Egypten, efter han havde opholdt sig lovligt i Danmark siden 1970. Ansøgeren tog ophold i sin families ejendom i Giza, hvor tre af hans brødre og hans søster bor. I løbet af sommeren 2012 fortalte ansøgerens søster, [S], at hans bror, [B], udsatte ansøgerens niece, [N1], for seksuelle overgreb. Efterfølgende fik ansøgeren løbende at vide, at hans bror fortsatte med at forgribe sig på niecen, hvorfor ansøgeren ville anmelde sin bror til politiet, selvom det kunne skade familiens ære og bringe ansøgeren i fare. Omkring [i sommeren] 2014 flyttede ansøgeren til en anden lejlighed og flyttede herefter flere gange. Den [i vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til politiet sammen med sin niece og hendes to søstre, [N2] og [N3], der herefter boede hos ansøgeren i en periode. Ansøgeren begyndte at høre lyde på taget hver nat klokken 00.30. I [vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til den ansvarlige minister og klagede over politiet. I løbet af [foråret] 2015 blev ansøgeren løbende kontaktet af lokalpolitiet. I slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at hans niece var blevet opsøgt af nogle mænd om natten på det værelse, hvor hun havde sovet de foregående tre måneder. Ansøgeren formodede, at det var politifolk, der opsøgte hende for at hævne sig på ham, fordi han havde skrevet til den ansvarlige minister. Ansøgeren bad derfor sin niece om at flytte hjem til en af sine veninder. Senere fik ansøgeren en seddel fra niecen, hvor hun havde skrevet, at det var politifolk, der havde brudt ind til hende om natten, og at de havde udsat hende for seksuelle overgreb. Den [i foråret] 2015 læste ansøgeren et brev fra niecen, hvoraf det fremgik, at hans liv var i fare, fordi ukendte personer var efter ham. Ansøgeren henvendte sig til politiet i [foråret] 2015 for at bevise, at hans niece og hans søster [N3] ikke længere boede hos ham, idet han ikke ville anklages for at have gjort pigerne fortræd. Ansøgeren blev efterfølgende overvåget af ukendte personer, hvorfor han valgte at udrejse på et gyldigt visum til Danmark den [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig, og at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynligt, at ansøgerens søster og [N1] skulle betro sig til ham om, at [N1] var blevet udsat for seksuelle overgreb, og at hun efterfølgende fik tilladelse til at tage ophold hos ham, der er en enlig mand. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik oplysninger om de seksuelle overgreb, ligesom han til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt såvel [N1] som [N3] flyttede ind hos ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke kan huske navnet på den advokat, der angiveligt bistod ham i forhold til politiet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl fire uger efter, at han indrejste i Danmark i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten eller Sudan vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/9/MGO
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Egypten og Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, kristen af trosretning og statsborger i Egypten og Jordan født i Amman, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv for så vidt angår Egypten henvist til, at hun frygter at blive dræbt af muslimske fanatikere, idet hun er konverteret fra islam til kristendom. Hun blev døbt [primo] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun omkring en måned inden udrejsen begyndte at opleve problemer, som begyndte umiddelbart efter, at hendes tidligere ægtefælle så et billede af Jomfru Maria og Skt. Georg i hendes soveværelse. 3-4 dage efter den tidligere ægtefælle så billedet i hendes soveværelse, begyndte ansøgeren at modtage trusler og ubehagelige beskeder på sin telefon, og på et tidspunkt i løbet af den første uge, hvor hun modtog opkaldene, blev ruden på hendes bil smadret. Få dage før ansøgerens udrejse forsøgte nogle personer at bortføre ansøgerens tvillinger. Ansøgeren har som asylmotiv for så vidt angår Jordan ligeledes henvist til, at hun frygter at blive dræbt af muslimske fanatikere, idet hun er konverteret fra islam til kristendom. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes tvillinger, som ligeledes er konverteret, blev sendt hjem til ansøgerens ældste søn og hans ægtefælle i Jordan. I [efteråret] 2015 kom 5-6 sheiker hjem til ansøgerens ældste søn og ville tage tvillingerne fra ham, fordi det ifølge muslimsk skik er tilladt at dræbe personer, der har frasagt sig islam. Ansøgerens ældste søn bad dem om at gå, hvorefter han flygtede fra boligen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende Egypten: Ansøgeren har forklaret om problemer, bestående af en række natlige telefonopkald, at hendes bilrude er blevet smadret, og at hendes ene søn er forsøgt kidnappet. Ansøgeren formoder, at hendes eksmand står bag disse forhold. Når dette sammenholdes med, at eksmanden forlangte at få børnene, da de blev 13 år, og at familien i Jordan nu vil udlevere børnene til deres far, finder et flertal i Nævnet, at de chikanerier, ansøgeren var udsat for, ikke har sammenhæng med hendes konvertering til kristendommen, men med familieretlige forhold og i øvrigt ikke er af en karakter og intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Konvertering i sig selv kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke, på grund af en hjemmeside samt Facebook med 20.000 følgere, eller af andre årsager, er særligt profileret. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke er særligt profileret, og finder derfor, at hun ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Vedrørende Jordan: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter i Jordan og kan ej heller her anses som særligt profileret. Efter Jordans forfatning er det ikke forbudt at konvertere fra islam til kristendommen, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” egyp/2016/8/adp og jord/2016/5/adp
Nævnet stadfæstede i september 2016Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet, fordi hans bror, far og to farbrødre er blevet fængslet i forbindelse med revolutionen i 2011. De blev fængslet, fordi de havde deltaget i en række demonstrationer. Efter fængslingen af faren og broren flyttede ansøgeren til sin mors familie i […]. Imens han opholdt sig i […] fik han at vide af sin mor, at politiet havde spurgt efter ham. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft personlige konflikter med de egyptiske myndigheder eller andre. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter nogle familiemedlemmers anholdelse i 2011 har opholdt sig i to år i Egypten uden at være blevet kontaktet af myndighederne. Uanset om politiet måtte have spurgt efter ansøgeren hos hans mor, findes der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at dette var ud fra et ønske om at fængsle ham. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten skulle være efterstræbt af myndighederne eller andre, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 7 ikke findes opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/7/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2016Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Sohag, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han fik problemer med sin far i skoleåret 1999/2000. Ansøgeren gik på daværende tidspunkt i gymnasiet, men faren ønskede, at ansøgeren skulle stoppe sin skolegang for at hjælpe familien økonomisk. Ansøgeren nægtede dette, hvorfor han blev smidt ud hjemmefra. Ansøgeren har videre henvist til, at han en dag i 2011 blev stoppet af tre for ansøgeren ukendte, bevæbnede og maskerede mænd, der stjal hans penge og mobiltelefon. Den ene af mændene slog efterfølgende ansøgeren. Ansøgeren har videre henvist til frygten for at blive kidnappet af organhandlere. Ansøgeren har endvidere henvist til en episode i [sommeren] 2013, hvor han blev stoppet af fire betjente i en politibil. En af betjentene steg ud af bilen og visiterede ansøgeren. Derefter ydmygede han ansøgeren verbalt. Ansøgeren bad ham om at stoppe, hvorefter betjenten slog og sparkede ansøgeren. To dage efter episoden klagede en advokat på vegne af ansøgeren over betjenten. Advokaten oplyste ansøgeren om, at betjenten var berygtet for at udsætte folk for vold. Omkring 10 dage efter episoden fik ansøgeren at vide af sin bror, at betjenten havde været ved familiens bopæl for at lede efter ansøgeren. Ansøgeren er efterfølgende blevet anklaget for en fiktiv forbrydelse og er blevet tilsagt til en afhøring. Flygtningenævnet bemærker, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af [foråret] 2016 fremgår, at de af ansøgeren fremlagte dokumenter vedrørende en påstået konflikt med en politiofficer ikke kan antages at være ægte. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter den påståede konflikt efter sin forklaring kunne opholde sig i omkring to måneder i Cairo, hvorefter han udrejste under benyttelse af eget pas og visum. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for myndighedsforfølgelse. Heller ikke den påståede 16 år gamle konflikt mellem ansøgeren og dennes far, oplysningerne om et muligt overfald i 2011, eller ansøgerens formodning om, at han samme år var ved at blive bortført, kan begrunde asyl. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/6/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Egypten. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen kopter fra Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt af nogle muslimske mænd, som tidligere har tilbageholdt hendes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i slutningen af 2008 forsvandt. 14 dage senere fik ansøgeren af sin nabo at vide, at familiens bopæl var blevet opsøgt af nogle muslimske mænd, som havde fremvist en erklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgerens ægtefælle havde giftet sig med en anden kvinde, og at han var konverteret til islam. To timer senere talte ansøgeren med sin ægtefælle, som fortalte, at han ikke var blevet gift med en anden kvinde, men at han var blevet lokket i en fælde af en ven. Omkring 14 dage senere blev ansøgeren forenet med sin ægtefælle, hvorefter de sammen udrejste. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til forholdene for kristne koptere i Egypten. Flygtningenævnet flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder, at forklaringen om ansøgerens og ægtefællens konflikter i Egypten fremstår usammenhængende og på flere punkter bærer præg af at være konstrueret til lejligheden. Herefter, og i konsekvens af at nævnet i den samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens ægtefælle heller ikke har fundet grundlag for at lægge asylmotivet til grund, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Efter en samlet vurdering har Flygtningenævnets flertal således ikke fundet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Egypten vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det bemærkes, at de generelle forhold for kristne koptere i Egypten ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl.” Egyp/2016/5/mvln
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle og deres fælles børn blev behandlet i nævnet samme dag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen kopter og fra Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen den […] som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af islamister med tilknytning til hans tidligere kæreste, [H]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i sommeren 1992 indledte et forhold til [H]. Ansøgeren afbrød forholdet i sommeren 1993, hvorefter han bosatte sig i Grækenland. I sommeren 2004 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle, som han er indrejst i Danmark sammen med. I slutningen af 2008 mødte ansøgeren [H] i forbindelse med et besøg i sit barndomshjem. De udvekslede telefonnumre og talte sammen i telefon i dagene efter. Omkring fire dage efter det første møde mødtes ansøgeren på ny med [H]. De mødtes i hendes lejlighed, hvor han blev overfaldet af omkring fem personer. Han blev trukket ud på gaden og transporteret til et gårdhus, hvor han var tilbageholdt i fem dage. Under tilbageholdelsen truede vagterne med at slå ansøgerens familie ihjel, hvis ikke han giftede sig med [H]. Ansøgeren indvilgede heri og underskrev en erklæring herom. Det lykkedes ham imidlertid senere at flygte. Han frygter det egyptiske politi, idet han har underskrevet en erklæring om, at han har giftet sig med [H]. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen om konflikten forekommer divergerende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Det er herunder indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan konflikten opstod. Således fremgår det af asylskemaet af […], at han mødte [H] i en butik [i starten af] 2014. Til oplysnings- og motivsamtalen […] og til asylsamtalen den […] og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han indledte et forhold til [H] allerede i [sommeren] 1992. Forklaringen om, at de ukorrekte oplysninger i asylansøgningsskemaet er afgivet for, at hans ægtefælle ikke skulle få kendskab til [H], og fordi han stod i et modsætningsforhold til den på daværende tidspunkt tilknyttede tolk, er efter flertallets opfattelse ikke overbevisende. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at forholdet i 2008 til [H] ikke var frivilligt fra ansøgerens side og under disse omstændigheder finder nævnet heller ikke, at ansøgerens begrundelse for ikke at fortælle sin ægtefælle om baggrunden for konfliktens udspring i 1992 fremstår troværdig. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnets flertal endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [H] eller hendes familie skulle have en interesse i at tvinge ansøgeren til et muslimsk ægteskab på et tidspunkt, hvor de ikke havde haft kontakt til hinanden i mere end 16 år, og hvor ansøgeren netop var hjemvendt til Egypten. Hertil kommer at ansøgerens forklaring om sin flugt fra moskéen i forbindelse med et toiletbesøg ikke forekommer troværdig i lyset af den beskrivelse, ansøgeren har givet af den frihedsberøvelse og de overgreb, han var udsat for i dagene forud for besøget i den moské, hvorfra han flygtede. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det bemærkes, at de generelle forhold for kristne koptere i Egypten ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/4/mvln]
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk egypter og kristen af trosretning fra byen Giza, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Egypten ikke vil være i stand til at praktisere sin kristne tro, og at hun frygter at blive slået ihjel af sin fader, af befolkningen eller af den egyptiske regering, fordi hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke kan blive gift med sin forlovede, og at deres eventuelle fremtidige børn ikke vil have nogen rettigheder, fordi de egyptiske myndigheder vil anse dem for født uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen i 2004. I [foråret] 2011 indledte hun et forhold til sin forlovede, der er kristen af trosretning. [I sommeren] 2011 tog ansøgeren og hendes forlovede på ferie til Alexandria, og de begyndte herefter at overnatte sammen. [I efteråret] 2012 blev ansøgeren døbt, og [senere i efteråret] 2012 blev ansøgerens moder også døbt. I foråret 2013 blev ansøgeren opsøgt af sin fader, der fortalte, at han vidste, at hun gik i kirke med en kristen mand. Faderen slog ansøgeren og truede med at slå hende og ansøgerens forlovede ihjel, hvorefter han forlod ansøgerens hjem. Ansøgeren og hendes forlovede blev forlovet ved en kristen ceremoni [i efteråret] 2013. [I slutningen af] 2014 indrejste ansøgeren og hendes forlovede legalt i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes forlovedes forklaringer - som er kongruente og konsistente - til grund, herunder såvel forklaringen om det faktuelle hændelsesforløb og deres samfundsmæssige og sociale situation ved en tilbagevenden til Egypten. Ansøgeren og hendes forlovedes forklaringer om situationen for muslimer, der konverterer til kristendommen, og kristne, der bistår med en sådan konversion, stemmer med baggrundsoplysninger herom, herunder publikationer fra Home Office fra 2013 og 2015 og med Refworld 2013 Report on International Religious Freedom- Egypt, udgivet 28. juli 2014. Den egyptiske forfatning tillader religionsfrihed, og konversion er ikke forbudt ved lov. Konversion fra islam til kristendom kan ikke registreres, hvilket betyder, at ansøgeren fortsat er registreret som muslim. Det er ikke muligt at indgå ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand, og samliv uden for ægteskab er ikke tilladt. Det muslimske samfund betragter konversion som ulovligt, og der er eksempler på, at i hvert fald lokale myndigheder griber ind med strafforfølgning over for konverterede muslimer og personer, der bistår dem med konversion, ud fra en betragtning om, at de pågældende er skyldige i en form for blasfemi. Ansøgeren og hendes forlovede har kendt hinanden som forelskede siden 2011, og de har etableret et kærlighedsforhold og har under en kirkelig ceremoni lovet hinanden ægteskab. På den ovenfor beskrevne baggrund lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at ansøgeren og hendes forlovede kun ved at bryde deres forhold og ægteskabsløfte vil kunne undgå risikoen for at blive udsat for alvorlige overgreb fra ansøgerens families og samfundets side som følge af ansøgerens konversion og ansøgerens forlovedes bistand hertil. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at det ikke vil være en reel mulighed for ansøgeren og hendes forlovede at søge myndighedernes beskyttelse mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet finder, at den lovgivningsmæssige situation i Egypten er sådan, at konversion fra islam til kristendom ikke i sig selv kan medføre, at den pågældende opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren og hendes forlovede som følge af deres religiøse tilhørsforhold som beskrevet ovenfor sammenholdt med deres parforhold – som man ikke kan forlange, at de skal opgive, jf. EMK artikel 8 - vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis de vender tilbage til Egypten. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Egyp/2016/3/SLN
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk egypter og kristen af trosretning fra byen Asyut, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller af muslimske fundamentalister, fordi hans forlovede er konverteret til kristendommen, og fordi de har boet sammen uden at være gift. Han har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin forlovedes faders familie. Han har ydermere henvist til, at han ikke kan blive gift med sin forlovede, fordi hun ikke kan blive registreret som kristen, og fordi det ikke er tilladt for en kristen mand at gifte sig med en muslimsk kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 2011 indledte et forhold til sin forlovede, der i Egypten er registreret som muslim. [I sommeren] 2011 tog de på ferie til Alexandria, og de begyndte herefter at overnatte sammen. [I efteråret] 2012 blev ansøgerens forlovede døbt, og [senere i efteråret] 2012 blev ansøgerens svigermoder også døbt. I foråret 2013 blev ansøgerens forlovede opsøgt af sin fader, fordi han havde opdaget, at hun havde et forhold til ansøgeren. Faderen slog ansøgerens forlovede og sagde, at han nok skulle finde ansøgeren. Ansøgeren blev forlovet med sin forlovede ved en kristen ceremoni i [efteråret] 2013. [I slutningen af] 2014 indrejste ansøgeren og hans forlovede legalt i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hans forlovedes forklaringer - som er kongruente og konsistente - til grund, herunder såvel forklaringen om det faktuelle hændelsesforløb og deres samfundsmæssige og sociale situation ved en tilbagevenden til Egypten. Ansøgeren og hans forlovedes forklaringer om situationen for muslimer, der konverterer til kristendommen, og kristne, der bistår med en sådan konversion, stemmer med baggrundsoplysninger herom, herunder publikationer fra Home Office fra 2013 og 2015 og med Refworld 2013 Report on International Religious Freedom- Egypt, udgivet 28. juli 2014. Den egyptiske forfatning tillader religionsfrihed, og konversion er ikke forbudt ved lov. Konversion fra islam til kristendom kan ikke registreres, hvilket betyder, at ansøgerens forlovede fortsat er registreret som muslim. Det er ikke muligt at indgå ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand, og samliv uden for ægteskab er ikke tilladt. Det muslimske samfund betragter konversion som ulovligt, og der er eksempler på, at i hvert fald lokale myndigheder griber ind med strafforfølgning over for konverterede muslimer og personer, der bistår dem med konversion, ud fra en betragtning om, at de pågældende er skyldige i en form for blasfemi. Ansøgeren og hans forlovede har kendt hinanden som forelskede siden 2011, og de har etableret et kærlighedsforhold og har under en kirkelig ceremoni lovet hinanden ægteskab. På den ovenfor beskrevne baggrund lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at ansøgeren og hans forlovede kun ved at bryde deres forhold og ægteskabsløfte vil kunne undgå risikoen for at blive udsat for alvorlige overgreb fra ansøgerens forlovedes families og samfundets side som følge af ansøgerens forlovedes konversion og ansøgerens bistand hertil. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at det ikke vil være en reel mulighed for ansøgeren og hans forlovede at søge myndighedernes beskyttelse mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet finder, at den lovgivningsmæssige situation i Egypten er sådan, at konversion fra islam til kristendom ikke i sig selv kan medføre, at den pågældende opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren og hans forlovede som følge af deres religiøse tilhørsforhold som beskrevet ovenfor sammenholdt med deres parforhold – som man ikke kan forlange, at de skal opgive, jf. EMK artikel 8 - vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis de vender tilbage til Egypten. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Egyp/2016/2/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hans familie vil slå ham ihjel, såfremt de opdager, at han er homoseksuel, da dette vil bringe skam over familien. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at det vil ødelægge hans liv, såfremt myndighederne eller lokalbefolkningen finder ud af, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2005 for første gang havde fysisk kontakt med en anden mand. Ansøgerens farbroder [H] blev bekendt med dette, og han slog som følge heraf ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. I slutningen af 2005 mødte ansøgeren en mand ved navn [A], som han efterfølgende blev kærester med. Ansøgeren afbrød forholdet til [A], da han blev kæreste med den danske statsborger, [J]. Ansøgeren var i sit hjemland diskret omkring sin seksuelle orientering, og han har ikke haft problemer med hverken myndigheder eller privatpersoner som følge af sin seksuelle orientering, inden han udrejste af sit hjemland. Han frygter dog både for familien og lokalbefolkningens reaktion, navnlig efter indgåelsen af ægteskabet med [J]. Myndighederne vil ikke beskytte ham. Ansøgeren har for Flygtningenævnet navnlig påberåbt sig, at han efter indrejsen i Danmark er blevet eksponeret med hensyn til sin seksuelle observans. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge nogen vægt på de for Flygtningenævnet fremlagte tekstbeskeder fra ansøgerens fader. Dels er de fremkommet på et meget sent tidspunkt set i forhold til nævnsmødet. Dels lagde ansøgeren oplysninger om sit ægteskab ud på facebook tilbage i foråret 2015. Endvidere fandt korrespondancen med de to facebookvenner i henholdsvis [foråret og sommeren] 2015. Ansøgeren har ikke på sammenhængende måde kunnet redegøre for, hvorfor faderens reaktion først kommer i [vinteren] 2016. Hertil kommer, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at familien var bekendt med hans seksuelle observans, eller i hvert fald havde en stærk formodning herom. Endvidere har ansøgeren under opholdet i hjemlandet været i stand til at studere og arbejde. Uanset de generelt vanskelige forhold for homoseksuelle i hjemlandet er der efter det foreliggende ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive udsat for forhold af et sådant omfang og intensitet, at de kan begrunde asyl. Ansøgeren har ikke været udsat for overgreb fra myndighedernes side og fremstår i øvrigt helt uprofileret. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/11/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin dårlige økonomiske situation i Egypten. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget trusler, fordi han er karikaturtegner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet som karikaturtegner, men at han på grund af de generelle økonomiske vanskeligheder, der fulgte tilbagegangen i turistindustrien, har været ude af stand til at finde et levegrundlag, som følge af den høje arbejdsløshed. Ansøgeren har videre oplyst, at han i perioden fra 1992-2013 modtog adskillige advarsler om ikke at tegne politiske karikaturer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke kom til Danmark for at søge asyl. Han har ikke været tilbageholdt af myndighederne eller i øvrigt har haft konflikter med disse. Han har ikke gjort gældende, at han har tegnet karikaturer, der kunne give anledning til strafferetlig forfølgelse eller lignende. Han har ikke i øvrigt asylbegrundende konflikter. Herefter og i det de af ansøgeren i øvrigt anførte grunde er socioøkonomiske, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Egypten vil risikere forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller er i reel risiko for overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/10/snd
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [R], idet [R] har bildt sin familie ind, at hun og ansøgeren har haft samleje. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [R] flere gange i løbet af 2013 ringede til ansøgeren i Cairo og erklærede sin kærlighed. Ansøgeren afviste hendes tilnærmelser, hvilket [R] ikke accepterede. En aften i slutningen af […] 2013 opsøgte [R] ansøgeren på gaden, da han var på besøg hjemme i sin landsby i […]. Ansøgeren afviste hende igen, og hun blev meget oprørt. Næste morgen fandt ansøgeren ud af, at [R] havde fortalt sin familie, at [R] og ansøgeren havde sovet sammen. Om natten opsøgte [R]s onkler ansøgerens families bopæl og sagde, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke giftede sig med [R]. Samme nat tog ansøgeren tilbage til Cairo. I [begyndelsen af] 2014 vendte ansøgeren tilbage til […], idet hans familie havde aftalt med [R]s familie, at ansøgeren skulle sværge sin uskyld på koranen i moskeen. Inden ansøgeren kom ind i moskeen, blev han beskudt af [R]s familie, herunder hendes onkel, [O]. Ansøgeren meldte episoden til politiet, som anholdte gerningsmændene. Ansøgeren tog igen ophold i Cairo, men efter cirka ti dage blev han overfaldet af [O]. Ansøgeren var hårdt medtaget og var indlagt indtil næste dag. Ansøgeren flyttede herefter til Alexandria, hvor han fik arbejde, og via Facebook indledte han et forhold til en kvinde i Danmark. [I efteråret] 2014 søgte ansøgeren visum til Danmark, hvilket han fik [senere i efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste af Egypten [i efteråret] 2014. Ansøgeren blev i [sommeren] 2015 forlovet med en anden kvinde i Danmark. [R]s familie chikanerer fortsat ansøgerens familie i Egypten, og ansøgeren frygter, at hans familiemedlemmer vil blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den ikke forekommer selvoplevet, ligesom den på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig, hvorfor den forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det var i [begyndelsen af] 2014, han blev beskudt og dernæst overfaldet af medlemmer af [R]s familie og derfor ikke længere mente, at han kunne være i sikkerhed noget sted i Egypten. På trods heraf søgte han først visum til Tyrkiet [i foråret] 2014. Fra han fik sit visum [i foråret] 2014, gik der frem til [sommeren] 2014, før han forsøgte at udrejse, og da udrejsen mislykkedes, gik der yderligere frem til [efteråret] 2014, før han udrejste til Danmark på det gæstevisum, som han i mellemtiden havde fået via sin danske kæreste. På trods af, at han ikke mente sig sikker i Alexandria, inviterede han i [foråret] 2014 sin danske kæreste på besøg i Egypten, og af hendes ansøgning om gæstevisum fremgår, at hun besøgte ansøgeren og hans familie i deres hus ude på landet, og dermed i landsbyen, hvor både ansøgerens og [R]s familie boede. Det forekommer ikke sandsynligt, at [R] skulle have ventet på ansøgeren på en offentlig plads i landsbyen indtil omkring midnat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at landsbyens beboere er meget konservative og traditionelt tænkende, og at alle kendte hinanden. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [R] - med den risiko dette indebar for hende selv - for at tvinge ansøgeren til ægteskab – valgte at fortælle sin familie, at hun havde haft samleje med ham, eller at hun den følgende morgen valgte at opsøge ansøgerens bror, der boede 17 km væk for at fortælle herom, fremfor at fortælle det til hans familie i landsbyen. Det er endvidere usandsynligt, at anklagemyndigheden, selvom to personer fra [R]s familie erkendte, at de havde skudt mod ansøgeren for at dræbe ham, alligevel valgte at løslade den ene. Hertil kommer det usandsynlige i, at [R]s familie fortsat skulle nære ønske om at hævne sig på ansøgeren, når det ved en lægeundersøgelse var slået fast, at [R] stadig var jomfru, og dermed at det var hende og ikke ansøgeren, der havde løjet. Ansøgerens forklaring har endelig været præget af divergenser, herunder divergenser i forhold til de oplysninger, der fremgår af de politirapporter, han selv har fremlagt. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til antallet af personer i bilen, der kørte ham til moskeen, hvem det var, der skulle sværge på koranen, hvor mange personer politiet anholdt i forbindelse med skudepisoden, baggrunden for at ansøgeren blev bragt til hospitalet, og om det var to eller flere gerningsmænd, der senere overfaldt ham på gaden i Cairo. Ansøgeren har ikke været i stand til at afgive en rimelig forklaring på divergenserne, heller ikke selvom han måtte lide af hukommelsesbesvær. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring i øvrigt har været detaljeret. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” egyp/2016/1/chk
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by] i Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af [klan X], idet der er en konflikt mellem denne klan og ansøgerens klan. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at konflikten opstod i 1998 eller 1999, idet ansøgerens bedstefars bror under et skænderi med en person fra [klan X] slog vedkommende i hovedet, hvilket personen efterfølgende døde af. Tre måneder efter slog personer fra [klan X] en bror til drabsmanden ihjel. Konflikten fortsatte herefter ved, at der hver tredje måned blev dræbt en person fra den ene klan, og hver tredje måned en fra den anden klan. Ansøgerens klan mistede syv til otte medlemmer. Ansøgeren udrejste fra Egypten i 2000, idet han var blevet færdig med sine studier og var bange for at blive slået ihjel. Ansøgeren boede herefter i Libyen indtil maj 2014, hvor han rejste tilbage til Egypten. En af ansøgerens venner fortalte [klan X], at ansøgeren var kommet tilbage. I forbindelse med et bilkøb fik ansøgeren oplyst, at han var eftersøgt af myndighederne, og ansøgeren formoder, at dette skyldtes, at [klan X] havde lavet en falsk anmeldelse mod ham. I august 2014 blev en vagt, i den bygning ansøgeren netop var fraflyttet, opsøgt af personer fra [klan X], som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren boede herefter hos en menneskesmugler frem til oktober 2014, hvor han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen den 13. januar 2015 oplyste ansøgeren, at det var hans fraskilte hustru, der fortalte [klan X], at han var vendt tilbage til Egypten. Til asylsamtalen den 21. september 2015 oplyste ansøgeren, at det var en af hans venner fra Libyen, der meddelte [klan X], at han var vendt tilbage til Egypten, idet denne fik en dusør for oplysningen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en episode, hvor en vagt blev opsøgt af personer fra [klan X]. Under asylsamtalen har ansøgeren ikke fortalt om hændelsen. Først da han blev oplyst om, at han til oplysnings- og motivsamtalen var fremkommet med en oplysning om vagten, forklarede han om episoden. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han anmeldte sine konflikter til politiet, da han indrejste i Egypten i foråret 2014, hvorimod han til asylsamtalen oplyste, at han anmeldte det i august 2014 efter at have været hos myndighederne sammen med sin fætter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren henvendte sig til politiet i august efter, at han fra sin fætter netop havde fået oplysning om, at han var eftersøgt, ligesom det må anses for usandsynligt, at ansøgeren henvendte sig til myndighederne og fortalte om sin konflikt, men ikke i den forbindelse blev afhørt om de forhold, han angiveligt var eftersøgt for. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at konflikten opstod for 16-17 år siden, og at ansøgeren på daværende tidspunkt ikke ønskede at forlade landet, idet han var studerende. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at hans tre brødre og fire søstre fortsat opholder sig i Egypten uden problemer, mens han til sin beskikkede advokat den 30. november 2015 har oplyst, at han kun har en bror i Egypten, og at denne ikke har fast bopæl, og af den årsag ikke bliver kontaktet af medlemmer af [klan X]. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” egyp/2015/4
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Egypten. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af familien til […], idet han har været skyld i deres søns død. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive straffet, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2010. Ansøgeren er to gange blevet pågrebet i ulovligt arbejde, og han har i forbindelse hermed indgivet ansøgninger om asyl. I forbindelse med den første ansøgning, blev ansøgeren registreret som udrejst uagtet, at han efter egen forklaring forsatte sit ophold her. Ansøgeren angav oprindeligt sit navn som […]. I forbindelse med den nye asylansøgning har ansøgeren oplyst at rette navn er […], og at rette fødselsdato er […]. Uanset at ansøgeren har tilkendegivet, at han ville dokumentere rette navn og fødselsdato, er dette ikke sket. Det bemærkes, at ansøgeren i hjemlandet er i kontakt med moderen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren vedrørende sin identitet har opfyldt den ham, i medfør af udlændingeloven § 40, påhvilende oplysningspligt. Af ansøgerens oprindelige asylsag fremgår, at han ikke da var indkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har oplyst, at han er udeblevet efter at have modtaget indkaldelsen til militæret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for at blive idømt en, efter danske retstraditioner, uforholdsmæssig straf i forbindelse med manglende militærtjeneste. Det pågældende forhold kan derfor ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det af ansøgeren angivne forhold vedrørende et færdselsuheld, uanset om det kan lægges til grund, kan begrunde asyl. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har søgt de egyptiske myndigheders bistand. Det kan heller ikke lægges til grund, at der nu, en del år efter, foreligger trusler af en sådan karakter, at ansøgeren er i reel risiko for vold eller andre forhold, der kan være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk egypter og muslim af trosretning fra [det sydlige], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har i en længere periode sympatiseret med Det Muslimske Broderskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet, da de egyptiske myndigheder beskylder ham for at være medlem af Det Muslimske Broderskab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han sympatiserede med Det Muslimske Broderskab, og at han har deltaget i undervisning arrangeret af Broderskabet og udført arbejde for en humanitær organisation, der var en del af Broderskaber, idet han blandt andet har uddelt indsamlet tøj, møbler og andre effekter til de trængende i lokalområdet. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anholdt af det egyptiske politi første gang i slutningen af 2011 i forbindelse med, at han gik på gaden. Under tilbageholdelsen blev han udsat for vold og afhørt om sine forbindelser og kendskab til Det Muslimske Broderskab. Han blev løsladt efter en uges tilbageholdelse. Han blev på ny anholdt i en bus ca. 14 dage til en måned efter løsladelsen, hvor myndighederne beskyldte ham for at have stjålet den Playstation, som han var i besiddelse af med henblik på at aflevere den til reparation for en ven. Han blev ikke i den forbindelse afhørt om andre forhold men løsladt igen efter en uge. Han blev anholdt tredje gang og tilbageholdt i omkring halvanden måned i forbindelse med, at han var på vej hjem fra sit arbejde som bryllupsfotograf. Han blev afhørt om, hvorfor han havde et kamera på sig og tog billeder den aften. Myndighederne gav ham besked om, at han skulle fortælle alt og sagde, at de ville undersøge gamle sager imod ham. Ansøgeren blev anholdt sidste gang efter, at han i 2012 eller 2013 havde deltaget i en demonstration, som var arrangeret af Det Muslimske Broderskab. Hans hjem blev ransaget og under tilbageholdelsen blev han igen afhørt om sin forbindelse til Det Muslimske Broderskab, ligesom han blev tortureret. Myndighederne tvang ham til at underskrive en række dokumenter, uden at han kendte indholdet heraf. Ansøgeren flygtede i forbindelse med en fangetransport, hvor han og en række andre fangere skulle flyttes til et andet fængsel. Det lykkedes ham at flygte, fordi han blev skubbet over i en af to bevæbnede vagter, så både vagten og han selv faldt. Vagten tabte i den forbindelse sit våben. Da ansøgeren rejste sig op, løb han fra stedet. Han blev efterfulgt af de to bevæbnede vagter men slap fra dem, fordi han var lokalkendt. Han tog ophold hos sin fætter, der kørte ham til Mallawi den følgende dag. Efter en måneds ophold der udrejste han illegalt til Libyen. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter fremstår utroværdig og divergerende og dermed konstrueret til lejligheden. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvor mange demonstrationer, han har medvirket i, og om det var hans ven, der fik ham løsladt i forbindelse med tilbageholdelse nummer to, eller det derimod var hans brødre og et indflydelsesrigt parlamentsmedlem. Også forklaringen om flytningen fra fængslet og dermed flugten har været divergerende med hensyn til, om hændelsen fandt sted sidst på dagen, mens det stadig var lyst, eller om natten, hvor det var mørkt, og hvor i køen ansøgeren stod placeret. Ansøgerens forklaring om flugten har endvidere været upræcis og usammenhængende med hensyn til indretningen af fængslet, og hvorfra og hvordan ansøgeren og de øvrige fanger blev ledt ud til den ventende bil. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er troværdigt, at flytningen foregik på en offentlig vej, og at ansøgeren, selvom han faldt og slog sig så hårdt, at han var bange for, om han havde brækket noget, var i stand til umiddelbart efter at stikke af fra de bevæbnede vagter ved at løbe i 10-15 minutter og springe fra en bygning til en anden. Ansøgerens forklaring om han tilknytning til Det Muslimske Broderskab har også været vag og upræcis. Det bemærkes videre, at ansøgeren i asylsamtalen [i 2015] har forklaret, at hans fætter […] har afsonet 18 års fængsel og blev løsladt 6 år før, ansøgeren indrejste i Danmark. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at [fætteren] i dag er mellem 37 og 38 år gammel, hvorfor [fætteren] skulle have været mellem 13-14 år gammel, da han blev dømt for sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, hvilket forekommer mindre sandsynligt. Det bemærkes endelig, at ansøgeren i samtalen med advokaten og afhøringen i forbindelse med nævnsmødet blandt andet har forklaret udbyggende med hensyn til den tortur, han var udsat for i forbindelse med den seneste tilbageholdelse, idet han har forklaret, at han også blev stukket 2 gange med en kniv i henholdsvis brystet og låret. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en fyldestgørende forklaring på divergenserne. Det bemærkes i den forbindelse, at han, selvom han angiver, at hans hukommelse er dårligt, har været i stand til at forklare detaljeret om en række andre forhold af mindre væsentlig betydning. Flygtningenævnets flertal finder endelig ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse eller undersøgelse af erklæringen fra den egyptiske advokat. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet konkret bedømmelse herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. Egyp/2015/2
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er araber af etnicitet, er født i […],[…], Egypten, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at myndighederne enten vil henrette eller straffe ham med fængsel grundet hans homoseksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans fader eller ansøgerens ekskærestes familie vil slå ham ihjel, idet ansøgeren er homoseksuel og har haft et forhold til sin kæreste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter ukendte personer, herunder radikale muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 16-års alderen har været begyndende bevidst om sin seksualitet. I [sommeren] 2013 indledte ansøgeren et kærlighedsforhold til […], hvorefter de blev kærester. Ansøgeren og kæresten havde samleje på kærestens bopæl, hvor de blev opdaget af kærestens fader, der returnerede hjem fra en bryllupsfest tidligere end forventet. Ansøgeren og kæresten flygtede omgående fra bopælen. To til tre dage efter udrejste ansøgeren illegalt af Egypten til Libyen med sin kæreste. Få dage efter opholdet i Libyen blev ansøgeren meddelt, at han og kæresten var blevet idømt 10 års fængselsstraf af myndighederne, idet ansøgerens og kærestens forældre havde klaget til politiet. Informationen fik ansøgerens kæreste af en ven i Egypten. Ansøgerens kæreste omkom på vej til Italien, idet han faldt over bord fra en båd. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han og kæresten, da de blev opdaget, begge var i besiddelse af pas, da de flygtede kun iført shorts og t-shirt. Ansøgeren havde videre sine betalingskort på sig. Ansøgeren har bekræftet, at han to gange tidligere i Grækenland har fået taget fingeraftryk. Det var dog ikke, som det fremgår af sagsakterne, i forbindelse med asylansøgninger. Ansøgeren har alene i overskriftsform kunnet forklare om det skete, herunder om den situation der var, da de blev opdaget, og om flugten herunder, om det skib de forlod Libyen med, og om hvorledes sejladsen foregik. Alle spørgsmål vedrørende sejladsen er besvaret afglidende. Blandt andet fremtræder ansøgerens oplysninger om, at hans kæreste og 19 andre personer blev tabt i havet ikke selvoplevet. Det er ikke troværdigt, at en egyptisk domstol ganske kort efter ansøgerens og kærestens flugt skulle have givet domme in absentia på 10 års fængsel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ubetænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som ikke selvoplevet og alene konstrueret til brug herfor. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Egypten er af en sådan karakter eller intensitet, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har ikke oplyst om selv at have haft andre problemer i forbindelse med den af ham oplyste homoseksualitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen i sit hjemland var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Den Dominikanske Republik. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren om sin nationalitet har forklaret, at hun både har tilhørsforhold til Den Dominikanske Republik og til Haiti, men hun har forklaret divergerende om, hvor længe og i hvilke perioder hun har boet hvilket sted. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid, at ansøgeren skal bedømmes i forhold til Den Dominikanske Republik, hvor hun efter sin seneste forklaring er født, og hvor hun også under hele sagen har forklaret, at hun er udrejst fra, ligesom hendes mor stammer derfra. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for på ny at blive tvunget ud i prostitution, ligesom sønnen er i risiko for at blive bortført. Ansøgeren har herved gjort gældende, at hun ikke har reel mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse, og at betingelserne for opholdstilladelse derfor er opfyldt. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv, og hun har ikke haft noget modsætningsforhold til myndighederne i Den Dominikanske Republik. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse fra starten af 2010 lægges det til grund, at ansøgeren må betragtes som handlet, og at formålet med, at hun blev bragt til Danmark, var, at hun skulle arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet en divergerende og til dels usammenhængende forklaring om, hvordan hun er kommet ud i prostitution, og hvorledes hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet lægger imidlertid på baggrund af forklaringen til grund, at ansøgerens og sønnens konkrete problemer alene har relation til den ene familie, som hun og hendes nu afdøde far har arbejdet for i mange år, og hvis aktuelle opholdssted, hun ikke er bekendt med. Der er tillige tale om en privatretlig konflikt, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvis der på ny opstår problemer med den pågældende familie. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Trafficking in Persons Report af 1. juni 2009 fra U.S. Department of State, at myndighederne i Den Dominikanske Republik har forøget deres bestræbelser på at hindre menneskehandel og støtte ofre, ligesom myndighederne støtter de eksisterende NGO’er, der driver beskyttelsescentre for handlede kvinder.”. domi/2011/1
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kongo og protestant af trosretning fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har siden 1997 været medlem af L’Union pour la Democratie et le Progrés Social, hvor han som formand for sit område har arrangeret aktiviteter, herunder møder og demonstrationer. Ansøgeren har endvidere været medlem af Røde Kors siden 2002. I 2004 blev han samarit og kommunikationsmedarbejder i Røde Kors. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive fængslet og udsat for tortur og umenneskelig behandling af de congolesiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flygtede fra DR Congo, fordi han frygtede at blive udsat for forfølgelse, tortur, uværdig behandling samt fængsling som følge af sin politiske overbevisning. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han flere gange tidligere er blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for tortur på grund af deltagelse i demonstrationer, og at han, da han flygtede, var fængslet som følge af, at han havde overtrådt vilkårene for en prøveløsladelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret detaljeret og konsistent om sine konflikter med myndighederne. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere på troværdig og detaljeret vis redegjort for, hvordan han kom ud af hospitalet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har fremlagt dokumentation for sit medlemskab af UDPS og Røde Kors, prøveløsladelsen og lægebehandlingen, som nævnet ikke finder grundlag for at drage i tvivl. På baggrund af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne om menneskerettighedssituationen og forholdene i fængslerne i DR Congo, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den congolesiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. drco/2013/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2009. Ansøger fik i 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter familiesammenføringsreglerne. Han søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tutsi og adventist fra DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter, at han vil blive forfulgt, idet han er etnisk tutsi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at det congolesiske militær, i perioden fra 1994 og frem til 1996 under konflikten mellem hutuer og tutsier, udsatte ansøgerens familie for husransagninger, hvor de tog familiens ejendele. I den forbindelse blev ansøgerens fader tilbageholdt flere gange og udsat for overgreb, hvorefter familien måtte købe ham fri. Forces Démocratiques de Libération du Rwanda udsatte ansøgerens broder for fysiske overgreb, som han efterfølgende døde af, ligesom de kort efter nedbrændte ansøgerens families hus. I 1996 flygtede familien til Rwanda, idet alle tutsier blev fordrevet fra DR Congo. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de overgreb, som ansøgeren og ansøgerens familie var udsat for fra 1994 til 1996 i DR Congo, ikke på nuværende tidspunkt kan begrunde at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De nuværende generelt dårlige og vanskelige forhold i DR Congo, herunder for tutsier, som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for sit asylmotiv, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” drco/2013/4
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tutsi og protestant fra Goma, Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive tilbageholdt af repræsentanter fra congolesisk militær eller blive dræbt, idet hun har bevidnet drabet på sin datter udført af congolesiske soldater. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun flyttede til Goma i 1998 efter ægtefællen som følge af hans tutsi-etnicitet blev dræbt. I 2008 blev ansøgeren tilsagt til at give møde hos politiet i Goma, der beskyldte hende for at levere mad og penge til oprørerne i Masisi-området. Ansøgeren blev udsat for fysisk og psykisk tortur under tilbageholdelsen og blev løsladt mod at betale 500 US dollars. I foråret 2010 var ansøgeren, hendes datter og chauffør på vej tilbage fra Masisi-området. I nærheden af Goma blev bilen stoppet af 3-7 soldater, der førte ansøgeren og datteren ind i en nærliggende skov, hvor de voldtog og dræbte datteren. Ansøgeren blev skudt i maven og mistede bevidstheden. Ansøgeren kom til bevidsthed på et hospital efter en måned. Ansøgeren udrejste til Kampala, Uganda, og tog tilbage til Goma i begyndelsen af 2011. Ansøgerens bopæl blev i sommeren 2011 opsøgt af regeringssoldater, der spurgte efter hende. Chaufføren blev i den forbindelse dræbt, og hjemmet blev plyndret. Da ansøgeren fik viden herom, opholdt hun sig i skjul hos en præst og begyndte at planlægge sin udrejse. I sensommeren 2011 tog ansøgeren tilbage til sin restaurant i Goma. I den forbindelse blev hun tilbageholdt af repræsentanter fra congolesisk militær. Ved den efterfølgende afhøring blev hun af den overordnede afhørt om anmeldelsen til congolesisk politi vedrørende hendes datter. Ansøgeren blev dernæst løsladt mod betaling af en pengesum og mod lovning om, at hun ville fortælle de katolske præster, hun havde kontakt til, at hun oprindelige havde forklaret usandt om soldaternes ageren. I efteråret 2011 blev ansøgeren på bopælen, hvor hun opholdt sig i skjul, opsøgt af repræsentanter fra congolesisk militær. Hun blev ført til et hus, hvor hun blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 1-1½ time. Efterfølgende blev hun løsladt ved mellemkomst fra en katolsk præst og to for ansøgeren ukendte personer af europæiske afstamning. Ansøgeren udrejste til Rwanda den […] 2011, hvor hun var indtil sommeren 2012. Ansøgeren rejste videre fra Uganda, da hun også følte sig forfulgt der. Ansøgeren fik i foråret 2012 at vide, at en oberst i sin søgen efter ansøgeren havde opsøgt den præst, som ansøgeren havde skjult sig hos. Hele den congolesiske stat er efter ansøgeren. Alle congolesiske soldater er efter ansøgeren. Det er kun soldater i Goma, der efterstræber ansøgeren. Ansøgeren kan ikke vende tilbage til Kinshasa grundet hændelserne. Tutsier kan ikke bo i Kinshasa. Ansøgeren er bange uanset hvor i Congo hun er. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har forklaret troværdigt herom, og det forklarede har fremstået selvoplevet. På den baggrund kan den omstændighed, at ansøgeren har forklaret divergerende om få og uvæsentlige forhold ikke føre til, at nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring, der tillige støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i konkret risiko for at blive udsat for overgreb af soldater, og at hun ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den congolesiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” drco/2013/3
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Congo. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008, efter at han var blevet meddelt tilladelse til familiesammenføring med sin daværende ægtefælle. I 2012 søgte han asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fuliru og kristen fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af andre politiske foreninger end MLC, som han ikke husker, hvad står for. Han er meget religiøs og er kommet i kristne kirker og har deltaget i CEPACs organisation. Han har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af tutsierne som fortsat har magten i landet. Tutsierne er klar over, at ansøgeren har kritiseret myndighederne og regeringen igennem sit arbejde som korleder i kirken. Ligeledes frygter han sin tidligere ægtefælles familie, idet de ikke bryder sig om, at han har giftet sig med en tutsi. På et tidspunkt i 2004 blev byen omringet af tutsierne, og en dag, da ansøgeren var på vej til arbejde, blev han genkendt som hutu af en militærklædt person, der var slægtning til ansøgerens ægtefælle. Han truede ansøgeren på livet og begyndte at slå ansøgeren. En anden militærperson kom ansøgeren til undsætning, og han blev indlagt på et hospital, hvorfra han med sin onkels hjælp flygtede. Han opholdt sig hos onkelen i Bukavu, inden han tog videre til Uvira, idet der var blevet for farligt i Bukavu. Han blev rådet af en af landsbyboerne til at flygte, hvorfor han tog til Burundi, hvor han blev genforenet med sin ægtefælle. Ansøgeren måtte dog også leve skjult i Burundi på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har anført omstændigheder, der kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde problemer i Den Demokratiske Republik Congo de seneste to år, før han udrejste til Burundi, og at ansøgeren indrejste i Danmark som familiesammenført i 2008, men at han først søgte om asyl efter sin separation i 2012. Den omstændighed, at ansøgeren var udsat for et overfald begået af ægtefællens familie i 2004 kan ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et enkeltstående tilfælde, som ikke har en sådan intensitet, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens udtalelser som korleder imod regeringen kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at myndighederne ikke har opsøgt ansøgeren på grund af udtalelserne, og at det således beror på hans egen formodning, at myndighederne skulle efterstræbe ham. De generelt dårlige og usikre forhold for hutuer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Såfremt ansøgeren ikke ønsker at opholde sig i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, kan han henvises til at tage ophold i andre og roligere dele af Den Demokratiske Republik Congo, herunder Kinshasa. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” drco/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk luba og kristen fra Likasi, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har sympatiseret med oppositionspartiet UDPS (Union pour la Démocratie et le Progrès Social), siden hun var 14-15 år gammel. Ansøgeren udførte aktiviteter for partiet og har siden begyndelsen af 2010 været medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive udsat for overgreb og dræbt af myndighederne, idet hun under opholdet i Danmark har deltaget i tre demonstrationer mod præsident Joseph Kabila. Billeder og videoer fra demonstrationerne findes på Youtube, hvorfor de er tilgængelige for offentligheden. Ansøgeren har herefter modtaget telefonopkald fra bekendte med ophold i D.R. Congo, der har oplyst ansøgeren om, at billederne og videoerne fra demonstrationerne er tilgængelige for myndighederne i landet på Youtube. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved sin forklaring sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger ikke har sandsynliggjort, at hun er profileret medlem af UDPS i en sådan grad, at hun ved en tilbagevenden til D.R. Congo vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie – bortset fra onklen i Danmark – er helt uprofilerede medlemmer af UDPS, og at de politisk motiverede overfald, som ansøgeren har været udsat for i D.R. Congo, var enkeltstående episoder, der ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de omhandlede videoer, der kan ses på Youtube, er kommet til de congolesiske myndigheders kundskab, eller at ansøgeren vil risikere at blive identificeret, hvis myndighederne skulle få kendskab til videoerne. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens identitet ikke fremgår af videoerne, ligesom ansøgeren ikke udtaler sig i disse. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens onkels politiske aktiviteter i Danmark og den omstændighed, at ansøgerens fader angiveligt er forsvundet i D.R. Congo, ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. De generelt risikofyldte forhold i D.R. Congo for medlemmer af UDPS kan heller ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” drco/2013/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og hendes barn fra DR Congo. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk luba og katolik fra Kinshasa, DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader var løjtnant i hæren og blev forgiftet, fordi han havde beviser på, at nogle personer stjal penge fra militæret. Ansøgeren frygter, at de personer, der dræbte hendes fader, også vil dræbe ansøgeren, idet de flere gange har ransaget hjemmet og truet hende og hendes familie. Endvidere frygter hun at blive voldtaget af den mand, der en gang tidligere har voldtaget hende, og som er fader til hendes barn. Uanset om ansøgerens forklaring om baggrunden for ansøgerens faders død og de efterfølgende ransagninger hos familien lægges til grund, kan dette ikke medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er sket noget med ansøgeren og hendes familiemedlemmer, og at militæret ikke fandt noget under ransagningerne. Flygtningenævnet har vanskeligt ved at lægge til grund, at den mand, som er fader til ansøgerens barn, var faderens ven, og at kontakten mellem ansøgeren og denne mand har nogen forbindelse med ansøgerens faders problemer. Uanset om der skulle være en forbindelse, kan ansøgerens forbindelse med sit barns fader ikke antages at medføre, at ansøgeren skulle risikere asylbegrundende forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til DR. Congo. Den generelle dårlige sikkerhedssituation i D. R. Congo kan ikke i sig selv medføre asyl. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” drco/2012/2
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bas congo og kristen af trosretning fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været medlem og aktiv for organisationen […] siden 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med sit frivillige arbejde for organisationen besøgte fængsler under dække af at være præst for at tale med indsatte om eventuelle brud på menneskerettighederne og andre krænkelser, som de havde været udsat for. De tilvejebragte informationer fra besøgende blev gennem organisationen publiceret for befolkningen i form af flyveblade, hvilket ansøgeren medvirkede til. Ansøgeren har flere gange været anholdt og tilbageholdt af myndighederne, fra hvem han flygtede en sommernat i 2010. Ansøgeren har under tilbageholdelserne været udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren fik af en direktør for organisationen, der nu er død, oplyst, at han er eftersøgt af sikkerhedstjenesten, og at en kollega var blevet slået ihjel for at have udført det samme arbejde som ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret detaljeret og sammenhængende om sit arbejde for […] og om myndighedernes tilbageholdelser af ham. For nævnet har ansøgeren forklaret troværdigt herom, og det forklarede har fremstået som selvoplevet. På den baggrund kan den omstændighed, at ansøgeren har forklaret divergerende om tid og sted for anholdelsen i Kisangani, og at ansøgeren har forevist et falsk id-kort, ikke føre til, at Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring, der tillige støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren har indsamlet regeringsfjendtlige oplysninger, at han som følge heraf har været fængslet i 2007 og i 2010, og at han under begge fængslinger blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at det i 2010 lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet, og at han efterfølgende holdt sig skjult indtil han udrejste. I forbindelse med den seneste fængsling blev også andre medlemmer af […] fængslet og organisationens leder […] samt flere andre højtrangerede medlemmer blev dræbt. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til D.R. Congo vil risikere myndighedsforfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor statsborgeren i Den Demokratiske Republik Congo […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. drco/2012/1
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk banyamulenge, fra […] i DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til D.R. Congo frygter overgreb fra regeringen eller befolkningen. Hun og hendes ægtefælle flygtede i 1997 fra Sydkivu til Kinshasa som følge af overgreb mod banyamulenger, hvilke overgreb resulterede i, at hendes familie blev dræbt. Hendes ægtefælle var menig soldat i en militær alliance, der støttede Kabila. Da Kabila kom til magten, tog forfølgelsen mod banyamulenger til, og hendes ægtefælle sluttede sig til en oprørsgruppe mod Kabila, hvor han fungerede som chauffør for sin onkel. Hun og ægtefællen flygtede i starten af 1998 til Angola på grund af forfølgelsen af banyamulenger, og fordi hendes ægtefælle nu tillige var eftersøgt af efterretningstjenesten, som beskyldte ham for at være spion. Hun og ægtefællen blev tilbageholdt af de angolesiske myndigheder fra 2000 til 2003, fordi de opholdt sig illegalt i landet. I slutningen af 2009 blev de en nat hentet af en militærjeep, hvorefter hun og ægtefællen blev frihedsberøvet hvert sit sted. Hun blev hjulpet ud af fængslet af en af ægtefællens venner, hvorefter de fløj til en militærbase i Congo Brazzaville. Hun har af en anden af ægtefællens venner ved navn […] fået at vide, at det er for risikabelt for hende at vende tilbage til D.R. Congo, dels på grund af hendes etnicitet, dels fordi ægtefællen er eftersøgt af efterretningstjenesten. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sin etnicitet som banyamulenge sammenholdt med ægtefællens politiske aktiviteter, der har ført til, at han er eftersøgt af efterretningstjenesten. Der meddeles derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” drco/2011/3
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse ([K-status) til en mandlig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk munyamulenge fra en navngiven by i D.R. Congo og kristen protestant af trosretning. Ansøgeren har siden 2003 været medlem af en forening ved navn […], der havde et humanitært formål for banyamulenge (munyamulenge). Ansøgeren har som asylmotiv anført, at han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder på grund af sin etnicitet, og fordi han har været tilbageholdt af myndighederne på grund af sit medlemskab af […]. Ansøgeren har henvist til, at han i forbindelse med transport af guld til Burundi den […] 2010 blev stoppet og visiteret, og myndighederne fandt blandt andet ansøgerens medlemskort til foreningen. Han blev herefter tilbageholdt og afhørt. Efterfølgende fandt myndighederne tillige det guld, ansøgeren skulle transportere og sælge i Burundi. Ansøgerens moder betalte herefter bestikkelse til vagterne i den arrest, hvor ansøgeren var tilbageholdt, således at ansøgeren kunne undslippe. Derefter flygtede ansøgeren sammen med sin moder til Burundi. Ansøgeren har under hele sagens behandling afgivet en konsistent forklaring om sit motiv. Flygtningenævnet tillægger det heroverfor ikke væsentlig betydning, at ansøgerens forklaring om smugleriet af guld til Burundi på visse punkter forekommer bemærkelsesværdigt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at sagens bilag 21, om mobiltelefonen og telefonnumrene i denne, kan tillægges særlig betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet tilbageholdt af myndighederne og afhørt om sit medlemskab af foreningen […], samt at ansøgeren blev løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til D.R. Congo risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. drco/2011/2
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk munyamulenge fra en navngiven by i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til borgerkrigen i DRC og jagten på etniske banyamulengaer. Ansøgeren udrejste i 1998 og vendte tilbage i 1999. Ansøgeren udrejste på ny i 2005 af DRC på grund af krigen. I forbindelse med begge udrejser blev ansøgeren stoppet og voldtaget af regeringssoldater/militssoldater. Ansøgeren har siden 2005 boet i en flygtningelejr i Uganda og to forskellige steder i Uganda. Hun udrejste til Europa på grund af den dårlige sikkerhedssituation i Uganda, og fordi hun blev opsøgt af ugandisk militær på grund af sin ægtefælles forhold. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret væsentligt udbyggende under nævnsmødet i forhold til samtalen med Udlændingeservice både om sine forhold i DRC og i Uganda. Ansøgeren har således ikke forud for samtalen med advokaten og nævnsmødet forklaret, at ægtefællen var stukket af fra militæret, eller at ansøgeren i Uganda havde hørt, at ægtefællen var blevet dræbt. Ansøgeren har desuden ikke til samtalen med Udlændingeservice forklaret om, at hun i Uganda vedvarende blev opsøgt af militær fra Uganda på grund af sin ægtefælles forhold, eller at hun udover flygtningelejren boede to forskellige steder i Uganda. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende og udbyggende om omstændighederne i forbindelse med flugten i 2005, herunder med hensyn til baggrunden herfor, opholdet i kirken, og om hun og andre kvinder fik lov til at gå efter at være blevet overfaldet af en oprørsgruppe, eller om slap fri, da gruppen flygtede. Flygtningenævnet kan ikke lægge den udbyggede forklaring til grund og finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DRC vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at de overgreb, som ansøgeren måtte have været udsat for, må anses for at have været et led i de generelle uroligheder. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er etnisk munyamulenge i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DRC vil være i en reel risiko for forfølgelse af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke bevirke et andet resultat, at ansøgeren måtte være registret som konventionsflygtning i Uganda. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” drco/2011/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra den Demokratiske Republik Congo, født i 1974. Indrejst i august 2003. Ansøgeren er etnisk longene. Ansøgeren er født i Kinshasa, men boede på tidspunktet for udrejsen i Kisangani, hvor han havde et autoværksted. Som asylmotiv henviste ansøgeren blandt andet til, at han fra sit værksted i Kisangani var blevet kidnappet af rebeller og bragt til deres lejr. Ansøgeren nægtede at kæmpe sammen med rebellerne, og efter en måned lykkedes det ham at flygte fra lejren. Ved en eventuel tilbagevenden frygtede ansøgeren dels rebellerne og dels ejerne til de biler, som var blevet brændt sammen med værkstedet i forbindelse med kidnapningen. Flygtningenævnet, som i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund, fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet fandt, at den af ham omtalte kidnapning måtte anses for at være en enkeltstående episode, som havde været rettet mod mange mennesker i Kisangani. Flygtningenævnet fandt således ikke, at kidnapningen af ansøgeren er udtryk for konkret og individuel forfølgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren, hvis han ikke mente at kunne tage ophold i Kisangani-området af frygt for yderligere kidnapninger, måtte kunne henvises til at tage ophold i området omkring Kinshasa, hvor han efter det oplyste er født og opvokset, og hvor han tidligere havde arbejdet. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt ej heller, at ansøgeren ville være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. DRC/2004/1
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Congo Brazzaville. Ansøgeren havde, siden hun var 5 år gammel, boet hos sin søster og svoger. Ansøgeren oplyste, at hendes svoger havde været aktiv i hvervning af børnesoldater først til den tidligere præsidents hær (indtil 1997) og efterfølgende til den nye præsidents hær. I 2001 blev ansøgeren og hendes søster anholdt og tilbageholdt af en milits, der havde kendskab til svogerens aktiviteter. De blev løsladt efter en måneds tid og udrejste sammen med svogeren til Gabon, hvor de opholdt sig indtil foråret 2002. Herefter udrejste de til Benin. Svogeren forlod herefter familien. I sommeren 2002 fødte ansøgeren en datter. Ansøgerens søster døde i 2006. I 2009 blev ansøgeren i Benin to gange opsøgt af to personer fra Congo Brazzaville, der ville vide, hvor hendes svoger var, og truede hende på livet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ntsangui fra Makabana i Republikken Congo Brazzaville. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Republikken Congo Brazzaville vil blive slået ihjel og voldtaget, idet hendes svoger, som lokalbefolkningen antog var hendes fader, af tilhængerne af den tidligere præsident blev betragtet som en forræder, og da svogeren har hvervet børn og unge som soldater. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun under opholdet i Benin blev truet på livet af for hende ukendte personer på grund af svogerens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om forfølgelsesrisikoen til grund. Der er nogle tydelige divergenser mellem ansøgerens familiemæssige oplysninger i ansøgningen om visum og opholdstilladelse i Danmark i 2006 og oplysningerne herom i asylansøgningen. Der er også nogle oplysninger, som vanskeligt lader sig forene med tidspunktet for barnets fødsel i sommeren 2002. Den væsentligste svaghed i forklaringen er det oplyste om, at hun skulle være blevet genkendt af to congolesere i Benin i 2009, hvilket er helt usandsynligt. Hun kunne ikke selv genkende de pågældende, og det er ganske utroværdigt, at de skulle kunne spore hende til den kirke, hvor hun kom i Benin. Da Flygtningenævnet herefter ikke kan lægge forklaringen om asylmotiv til grund, stadfæster Udlændingeservices afgørelse.” Con/2010/3
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk mushi fra Bagira ved Bukavu i D.R. Congo og katolik af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun i starten af 2009 var blevet opsøgt på sin bopæl i D.R. Congo af en politibetjent fra kriminalpolitiet, der havde fortalt, at ansøgeren skulle med til ANR (Agence National des Renseignments), der var at betragte som en efterretningstjeneste. Ansøgeren var blevet mistænkt for at videregive oplysninger om D.R. Congo til personer i Uganda, herunder blandt andet til en tidligere højtstående general. Ansøgeren var herefter udrejst til Uganda i starten af 2009 og var blevet anerkendt som konventionsflygtning i foråret 2009. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun i Uganda to gange i starten af 2009 var blevet antastet på henholdsvis et marked og på en restaurant af personer, der havde talt hårdt til hende, fordi hun var fra D.R. Congo. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren for så vidt angår sit ophold i Uganda havde forklaret udbyggende om de to ovennævnte episoder. Hun havde således til advokatindlægget fremlagt et dokument dateret i foråret 2009 fra politistationen, som indeholdt en politianmeldelse angiveligt vedrørende den første af de nævnte episoder. Indholdet af dokumentet stemte ikke overens med hendes forklaring om, at hun var blevet antastet af to unge mænd, som i øvrigt havde forsøgt at tvinge hende ind i en bil med det resultat, at hun var flygtet på en taximotorcykel. Disse oplysninger var til dels nye i forhold til hendes tidligere forklaringer. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at den tidligere højtstående general efter de foreliggende baggrundsoplysninger var blevet anholdt ganske få dage efter, at ansøgeren var udrejst af D.R. Congo i starten af 2009. Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger om ANR fandt Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til D.R. Congo ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse nogen vægt på, at ansøgeren havde fået bestukket den pågældende politimand, som endvidere havde anvist hende en alternativ rejserute til Uganda. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren var registreret i Uganda som konventionsflygtning. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda ville være i risiko for trusler som af hende angivet, idet hendes oplysninger om de to ovennævnte episoder var divergerende. Uanset om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at hun var blevet truet i Uganda som af hende angivet, fandt Flygtningenævnet, at hun måtte kunne søge de ugandiske myndigheders beskyttelse imod sådanne overgreb, som efter deres karakter var privatretlige. Con/2010/2
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra D. R. Congo. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk munyamulenger fra byen Uvira i provinsen Sydkirvu. Ansøgeren havde oplyst, at han i perioden 1998/1999-2004 flere gange var blevet forsøgt hvervet af Federal Republican Forces (FRF) og som resultat heraf i 2004 var flygtet til Goma. I slutningen af 2006 blev ansøgeren i Goma tilbageholdt af militsen CNDP, der havde underlagt ansøgeren et halvt års militær træning i en lejr. I slutningen af 2007 var det lykkedes ansøgeren at flygte fra lejren og på ny bosætte sig i sin hjemby. I efteråret 2008 blev ansøgeren anholdt af myndighederne, der uretmæssigt beskyldte ham for at hjælpe med at hverve nye medlemmer til CNDP. Ansøgeren var tilbageholdt et halvt år i et fængsel i Goma. Ansøgeren flygtede ved at betale en vagt for at smugle ansøgeren ud af fængslet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet havde været usammenhængende og udbyggende i forhold til tidligere forklaringer. Ansøgeren havde først under mødet i Flygtningenævnet forklaret om, at han i perioden fra 1998/1999 til 2004 var blevet forsøgt hvervet som leder af FRF. Ansøgeren havde også først under nævnsmødet forklaret, at baggrunden for, at han havde kunnet opholde sig uden problemer i sit hjem i over et år efter sin flugt fra CNDP i slutningen af 2007, havde været, at han havde været beskyttet af en munyamulenge kommandant indtil efteråret 2008. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at Udlændingeservice havde udeladt denne del af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren heller ikke havde omtalt disse forhold i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været kidnappet af CNDP og tilbageholdt mod sin vilje i omkring et år, eller at han efterfølgende havde været tilbageholdt af myndighederne i slutningen af 2008 og i første halvdel af 2009. Uanset om ansøgeren i en periode skulle have opholdt sig hos CNDP og i forbindelse hermed forladt CNDP uden tilladelse, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra CNDP eller FRF. Den omstændighed, at ansøgeren er munyamulenge kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at myndighederne og CNDP havde indgået en fredsaftale i marts 2009. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Con/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Congo. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde i 2006 nægtet at deltage i politiske aktiviteter for regeringspartiet PPRD. Repræsentanter fra partiet havde derfor udsat ansøgeren og hans familie for overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er murega, katolik og fra Goma. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han og hans ægtefælle i foråret 2006 var blevet udsat for overgreb af personer med tilknytning til regeringspartiet PPRD. Ægtefællen var i den forbindelse blevet voldtaget, og ansøgeren var blevet udsat for meget alvorlig vold, ligesom han var blevet tilbageholdt i seks dage, og han var kun blevet løsladt til hospital, fordi han havde været tæt på at dø. I en lang periode herefter havde ansøgerne været meget syg og forkommen som følge af den begåede vold, og i de 2½ år, der var forløbet, før han var flygtet, var hans ægtefælle seks gange blevet opsøgt af personer med tilknytning til PPRD, der havde spurgt efter ham. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, om at han havde været udsat for overgreb i foråret 2006. Selvom det efter ansøgerens forklaring endvidere lagdes til grund, at ansøgerens ægtefælle var blevet opsøgt seks gange i de følgende 2½ år, fandt Flygtningenævnet, at der i relation til asylvurderingen alene havde været tale om et enkelt stående forhold, der lå langt tilbage i tid. Den omstændighed, at der var blevet spurgt efter ansøgeren i de efterfølgende 2½ år, gjorde ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren var i risiko for forfølgelse med en sådan intensitet, at det kunne medføre asyl. Ved vurderingen heraf havde Flygtningenævnet også tillagt det betydning, at de personer, der havde ønsket at tale med ham, ikke havde været særlig insisterende, og de havde således forladt sig på ægtefællens oplysninger om, at han havde været syg. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Con/2009/4
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2008. Sagen blev under nævnsmødet sambehandlet med ansøgerens bedstefaders og fætters sager. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af militæret i Congo, eftersom styret havde haft en vedvarende konflikt med familien, hvor ansøgerens far var blevet udsat for tortur, og ansøgerens onkel var blevet dræbt. Ansøgeren var indrejst i Danmark, fordi han skulle til et bryllup hos en onkel. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens og medansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding, der søger asyl, skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl. Ansøgerne var under nævnsmødet blevet detaljeret udspurgt, navnlig om omstændighederne i forbindelse med visumansøgningen, deres udrejse fra Brazzaville og hvilke oplysninger, de havde fået efter deres indrejse i Danmark. Ansøgerne havde på konkrete spørgsmål overvejende svaret med henvisning til generelle forhold, og forklaringerne forekom på de centrale punkter undvigende. Flygtningenævnet kunne under hensyn hertil og til den sene fremkomst af de dokumenter, de angiveligt havde modtaget i en vedhæftet fil sendt pr. e-mail til fætteren, ikke lægge til grund, at myndighederne i lufthavnen havde set disse dokumenter eller i øvrigt identificeret dem som slægtninge til ansøgerens onkel boende i Danmark. Flygtningenævnet fandt herunder, at myndighederne i så fald måtte antages at ville have tilbageholdt ansøgerne i lufthavnen. Flygtningenævnet fandt det endvidere ikke troværdigt, at ansøgerne end ikke havde forsøgt at skaffe sig oplysninger om et navngivent familiemedlem og de øvrige familiemedlemmer i hjemlandets skæbne, og at ansøgerens herboende onkels hustru havde forholdt dem de oplysninger, hun angivelig havde fået af en nabo til familiens ejendom i Brazzaville, til efter brylluppet. Flygtningenævnet tillagde det i øvrigt betydning, at overgrebet på ansøgerens far og det oplyste drab på ansøgerens onkel boende i Congo lå noget tilbage i tid, og der herefter og indtil ansøgernes udrejse ikke var sket yderligere overgreb på familien. Da Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering ikke kunne lægge vægt på ansøgernes forklaringer om asylmotivet, opfyldte ansøgeren og medansøgerne ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Con/2009/3
Flygtningenævnet meddelte i juli2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren om sit asylgrundlag havde forklaret, at han stammede fra en by i det østlige D.R. Congo. Han havde fra 2005 til 2006 arbejdet for forskellige NGO’er, herunder en congolesisk NGO. Han havde ladet sig infiltrere i krigs- og konfliktområder og fotograferet og interviewet personer, som havde været udsat for overgreb fra congolesiske regeringsstyrker eller andre grupper, med henblik på at ville videregive materialet til menneskerettighedsorganisationer. Han havde været tilbageholdt fire dage i slutningen af 2007, men var blevet løsladt mod bestikkelse. I starten af 2008 var hans bolig blevet ransaget, hvor hans moder var blevet voldtaget og dræbt, mens hans ægtefælle og to adoptivbørn var blevet bortført, men løsladt få dage senere. Ansøgeren var udrejst efter denne hændelse. Regeringssoldater havde ifølge ansøgerens fader ransaget faderens bopæl to gange i slutningen af 2008. Ansøgeren forklarede, at han stod opført på efterretningstjenestens dødsliste og havde fremlagt en eftersøgningsordre. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde deltaget i et fredsprojekt i Rwanda, og han havde i den forbindelse medvirket i et filmklip, der var vist på internettet. Ansøgeren havde endvidere som asylmotiv påberåbt sig, at den af Udlændingeservice anvendte tolk på introduktionskurset var konsul for D.R. Congo, og at han – uden viden herom – havde videregivet fortrolige oplysninger til denne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om de påberåbte forhold i det væsentligste var konsistent. Forklaringen gav dog på en række punkter anledning til troværdighedsproblemer. Flygtningenævnet havde blandt andet på denne baggrund besluttet at iværksætte en ægthedsvurdering af nogle nærmere angivne dokumenter for at få belyst nogle af de tvivlsspørgsmål, som ansøgerens forklaring havde givet anledning til. Det blev imidlertid oplyst, at det på det tidspunkt ikke ville være muligt – eller i hvert fald kun i særdeles fragmenterede versioner – at ægthedsvurdere dokumenter fra D.R. Congo vedrørende personer med beskyttelsesbehov. Flygtningenævnet besluttede at afgøre sagen på det foreliggende grundlag og fandt efter omstændighederne, at tvivlen skulle komme ansøgeren til gode. Nævnet lagde herefter i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og fandt derfor, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Con/2009/2
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, født i 1967. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at de overgreb, som ansøgeren var udsat for i en bestemt by forud for flugten, skyldtes at lokale myndigheder ville tvinge hende til at bruge sin stilling i en nødhjælpsorganisation til at overdrage dem organisationens midler. Flygtningenævnet kunne tiltræde, at ansøgeren på grund af disse overgreb ikke på ny kunne tage ophold i den pågældende by. Ansøgeren havde påberåbt sig, at hun ikke kunne vende tilbage til Kinshasa, hvor hun er opvokset, dels på grund af risiko for forfølgelse fra myndighederne i den pågældende by, dels på grund af hendes ægtefælles politisk begrundede problemer i Kinshasa. Efter karakteren af de problemer, der opstod i regionen, var der ikke grundlag for at antage, at disse ville kunne bevirke, at ansøgeren ville blive forfulgt af myndigheder, hvis hun tog ophold i Kinshasa. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om problemerne i Kinshasa som følge af ægtefællens forhold, fandt Flygtningenævnet, at det ikke var sandsynliggjort, at ansøgeren i Kinshasa ville blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i Kinshasa fra november 2003 til august 2004, hvor hun på ny blev udstationeret i den pågældende by, at ansøgeren i denne periode alene blev opsøgt og spurgt om sin ægtefælles opholdssted, at ægtefællen befandt sig i en anden by og rejste over til hende i den pågældende by, og at han efter ansøgerens forklaring ikke havde problemer i disse byer på grund af sine politiske aktiviteter. Uanset om ansøgerens søskende og tre ældste børn ikke befandt sig i Kinshasa i 2003 til 2004, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at dette havde sammenhæng med hendes ægtefælles forhold. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på oplysningerne i rapporten ” Democratic Republic of the Congo Country Report”, udgivet af British Home Office den 18. november 2005, hvorefter at personer, der var tæt forbundet med den tidligere præsident Mbuto, på nuværende tidspunkt ikke oplever konflikter i Kinshasa. Con/2006/3
Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, født i 1977. Indrejst i 2005. Ansøgeren er etnisk muhema og protestant af trosretning. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at hendes forældre og ægtefælle var blevet dræbt i 2002, og at hun efterfølgende var blevet voldtaget. Efter ansøgerens opfattelse var disse overgreb sket som led i etnisk forfølgelse, idet hun dog ifølge sin forklaring under nævnsmødet ikke havde nærmere kendskab til voldtægtsmandens etniske baggrund. Det lagdes til grund, at overgrebene var sket i en periode, hvor der foregik mange etniske overgreb i ansøgerens hjemegn. Det fandtes imidlertid ikke sandsynliggjort efter oplysningerne om forholdene i Den Demokratiske Republik Congo på afgørelsestidspunktet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at ansøgeren, hvis hun ikke ønskede at tage ophold i sin hjemegn, måtte henvises til at tage ophold i en anden del af landet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Con/2006/2
Nævnet meddeltei februar2006 opholdstilladelse (B-status) tilen mandlig statsborger fra den Demokratiske Republik Congo, født i 1967. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren er etnisk luba og katolik af trosretning. Det fremgår af sagen, at ansøgeren arbejdede som selvstændig indenfor malerbranchen, hvor han fik et tilbud om at male nogle værelser hos en general. Ansøgeren opdagede ved ankomsten til generalens hus, at stedet blev benyttet til henrettelser, idet der var frisk blod på gulv, vægge og møbler. Af frygt for at ansøgeren skulle afsløre generalen, blev ansøgeren og dennes to medhjælpere efterfølgende frihedsberøvet af militæret, indtil en fangevogter smuglede ham ud af cellen. Ansøgeren lider af sukkersyge og modtog ikke insulin under frihedsberøvelsen. Som følge af, at ansøgeren ikke havde fået insulinindsprøjtninger i omtrent en måned, opstod der komplikationer i udtalt grad, hvorfor ansøgeren blev akut indlagt ved ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af sagen, at ansøgeren som følge af sin ubehandlede sukkersyge ved ankomsten her til landet havde betydelige helbredsproblemer. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at han, som følge af at han blev sat til at slette spor i et hus, hvor der var foregået henrettelser, frygter for sit liv ved en tilbagevenden til hjemlandet. Efter ansøgerens opfattelse hører personkredsen til magthaverne. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold fandt Flygtningenævnet det overvejende betænkeligt at lægge vægt på de divergenser, der er i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Con/2006/1
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Den Demokratiske Republik Congo, født 1940 M og 1946 K. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne ikke havde været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som deres asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøgers broder, der var politiofficer, i april 1999 blev dræbt af rwandiske soldater, der anklagede ham for blandt andet at have medvirket i drabet på en rwandisk spion. Ansøgerne blev opfordret til at forlade hjemegnen af soldaterne, idet ansøgerne var etniske lubaer. Den mandlige ansøger blev ikke udsat for fysiske overgreb, men den kvindelige ansøger blev forulempet og fik blandt andet et knivsår i den ene arm. De havde endvidere henvist til, at de congolesiske myndigheder nu måtte antages at være klar over, at ansøgernes søn havde ophold her i landet. Flygtningenævnet havde ved vurdering af sagen lagt vægt på, at begivenhederne omkring drabet på den mandlige ansøgers broder lå langt tilbage i tiden, og at aktionen ikke var rettet mod ansøgerne. Nævnet havde videre lagt vægt på, at ansøgerne havde opholdt sig i hjemlandet fra 1999 til udrejsen i 2004, herunder i de sidste knapt to år i Kinshasa, uden at have haft asylrelevante problemer med oprørere, lokalbefolkningen eller myndighederne. Ansøgerne fik udstedt ægte nationalitetspas og udrejste problemfrit for at besøge deres søn i Danmark. Ansøgerne søgte først asyl efter nogen tids ophold her i landet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen eller ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herved ikke, at myndighedernes mulige kendskab til, at ansøgerens søn i 1998 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, var asylbegrundende for ansøgerne, hvorved bemærkedes, at ansøgerne aldrig havde deltaget i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for, ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af de anførte bestemmelser. Såfremt ansøgerne ikke ønskede at tage ophold i deres hjemegn i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, fandt nævnet, at de måtte henvises til at tage ophold i en anden del af landet, herunder Kinshasa, hvor ansøgerne havde opholdt sig i en længere periode forud for udrejsen. De generelt usikre forhold i hjemlandet fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse. Con/2005/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Congo. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er congolesisk statsborger, etnisk congoleser og kristen fra [en by i] Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter politiet i Congo, idet hendes far var i opposition til præsidenten. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter forfølgelse på grund af hendes forældres politiske engagement i Congo. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Congo frygter at blive voldtaget, fordi hun er en pige. Ansøgeren har oplyst, at hendes far var dommer, og at han ønskede en ny præsident. Omkring et år før ansøgerens udrejse blev familiens bopæl opsøgt af politiet. Politiet talte med ansøgerens far, og de virkede meget sure. Ansøgeren og hendes søskende opholdt sig på et værelse, hvorfor ansøgeren ikke kunne høre, hvad politiet fortalte faren. Noget tid derefter blev der kastet en gasbombe ind på familiens bopæl, og de måtte alle dække deres ansigter med tørklæder indtil gassen forsvandt. Ansøgeren udrejste herefter af Congo med sin lillesøster, [P]. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mor betragtes som en menneskerettighedsaktivist, og at hun har modtaget trusler fra de congolesiske myndigheder. Moren har endvidere modtaget en indkaldelse fra Kriminalpolitiet i [en by i Congo]. Ansøgerens far har oplyst til ansøgeren, at hun vil være i fare, såfremt hun vender tilbage til Congo. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren må anses for tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylsag, idet hun for nævnet har været i stand til at svare relevant på de stillede spørgsmål på dansk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin flugt sammen med sin lillesøster til grund, ligesom nævnet kan lægge ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om baggrunden herfor til grund, selv om ansøgeren først efter afslaget på asyl har oplyst, at hun ved indrejsen angav et forkert efternavn, fordi hun var instrueret herom af sine forældre. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren kun var 11 år, da hun indrejste, og at der nu er gået flere år, siden de begivenheder, hun har forklaret om, fandt sted. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun søger asyl, er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt er blevet udsat for overgreb fra hverken de congolesiske myndigheder eller andre eller truet hermed, og at der ved den episode, hvor politiet opsøgte hendes far i hjemmet, ikke skete andet, end at politiet så sure ud, og at deres far virkede bekymret. Ansøgerens far er herefter forblevet i Congo og har efter det oplyste fortsat arbejde som dommer, selv om han ifølge den fremsendte, udaterede og ikke underskrevne udtalelse i en kort periode skulle have været afskediget og efter genansættelse nu er ”kept out of all sensitive cases”. Den episode, hvor der senere blev kastet en gasbombe ind mod bopælen, kan efter de foreliggende oplysninger ikke anses for at have sammenhæng med politiets henvendelse på bopælen, og den må betragtes som en enkeltstående hændelse, som hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens øvrige oplysninger kan anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens frygt for at blive voldtaget alene beror på ansøgerens egen generelle formodning, og at de oplysninger, der er fremkommet for nævnet om indkaldelse af ansøgerens mor til afhøring hos kriminalpolitiet i [en by i Congo] i [efteråret] 2012 og hendes mors politiske aktiviteter for menneskerettigheder i Congo i 2013, ikke kan antages at medføre, at ansøgeren på nuværende tidspunkt som følge heraf vil være i konkret risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemland. Det bemærkes herved, at moderen efter det oplyste ikke længere opholder sig i Congo. Nævnet er opmærksomt på, at Udlændingestyrelsen vurderer, om en ansøger har været udsat for menneskehandel. Efter de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring om sin flugt og den efterfølgende kontakt med forældrene og onklen i Sverige, er der imidlertid ikke ud fra en asylretlig vurdering grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret risiko for at blive udsat for menneskehandel. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2018/5/mme
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muwira og muslim af trosretning fra Uvira, Syd-Kivu, Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de congolesiske myndigheder samt en mand, som blev kaldt Baba Yvette. Til støtte for asylmotivet, har ansøgeren oplyst, at han sammen med sin søster blev rekrutteret til en teatergruppe af Baba Yvette. Baba Yvette er far til en pige ved navn Yvette. Ansøgeren og hans søster blev rekrutteret umiddelbart efter, at ansøgeren søster havde deltaget i en teaterforestilling på deres skole. Ansøgeren og hans søster blev tilbageholdt af politiet og fik advarsel om, at de ikke skulle lave politisk arbejde. Teatergruppen blev gennem Baba Yvette involveret i Luchas arbejde. Lucha er en ikke-politisk ungdomsgruppe. Ansøgeren har sammen Lucha deltaget i en demonstration. En dag blev, ansøgeren, hans søster, nogle medlemmer fra Lucha og nogle fra publikummet, mens de var i gang med et teaterstykke, tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde en Lucha t-shirt på, som han have fået fra gruppens repræsentant. Ansøgeren og hans søster blev løsladt efter, at de angav Baba Yvette, som den ansvarlige for samarbejdet mellem teatergruppen og Lucha. Herefter udrejste ansøgeren og hans søster til Tanzania, hvor de opholdt sig hos deres far. Ansøgeren indrejste til Europa gennem Belgien med et belgisk visum, som han har opnået ved en falsk tanzanisk nationalitetspas. Ansøgeren mødte sin søster i Sverige, hvorfra de sammen rejste til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgeren forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren har opgivet urigtige oplysninger om såvel navn som nationalitet og alder til de belgiske myndigheder. Ansøgeren har herunder oplyst, at han er født i 1990, mens han ved indrejse i Danmark har oplyst, at han er født i 2001. Den foretagne aldersundersøgelse peger med størst sandsynlighed på, at ansøgeren er født i 1998. Dette fører til, at ansøgerens generelle troværdighed må drages i tvivl. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i en periode på otte eller ni måneder i Sverige, uden at han har gjort sig nogen overvejelser om formålet med eller baggrundet for sit ophold der, samtidig med, at han i hele perioden levede i skjul. For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans asylmotiv er Flygtningenævnet enigt med Udlændingestyrelsen i, at denne forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger bl.a. vægt på, at ansøgeren ved samtalen [i vinteren] 2017 kun kunne nævne navnet på et medlem af teatergruppen, der efter det oplyste kun omfattede 12 medlemmer. Ved fremmøde i Flygtningenævnet kunne ansøgeren, i lighed med sin søster, angive navnene på flere medlemmer. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin kontakt til sin far, idet han til sin oplysnings- og motivsamtale fra [sommer] 2017 oplyste, at han havde talt med sin far, da han var i Belgien. Såvel ved den senere samtale [ i vinteren] 2017 som ved fremmøde ved Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke har talt med sin far, siden han opholdt sig i Tanzania. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der efter det oplyste var blevet anholdt bl.a. fordi han fremstod som om han støttede Lucha, skulle have valgt at medbringe en Lucha t-shirt ved sin udrejse af Congo. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2018/3/TBP.
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og kristen af trosretning fra Kinshasa, Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller dræbt af de congolesiske myndigheder eller af oprørsgrupper, idet hun blev taget til fange og udsat for fysiske overgreb af oprørerne, og idet myndighederne efterfølgende troede, at hun havde tilsluttet sig oprørerne. Hun har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun blev kidnappet af en ukendt oprørsgruppe på et ukendt tidspunkt i 2009, imens hun sad i en bus på vej til kirke. Hun blev tilbageholdt i en skov sammen med 20-25 andre kvinder i to måneder. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for fysiske overgreb. Hun blev også på grund af overgrebene gravid, og da oprørerne opdagede det, udsatte de hende på ny for fysiske overgreb. Hun besvimede på grund af et stort sår på maven. En person fandt hende og tog hende med til en landsby, hvor hun blev behandlet med traditionel medicin. Såret ville ikke hele, hvorfor hun blev bragt hen til en præst, som tog hende på hospitalet. Hun tog efterfølgende hjem til sin bopæl i Goma. Hun boede i Goma i cirka et år, hvorefter hun på sin bopæl blev tilbageholdt og kørt væk af civilklædte myndighedspersoner, som også udsatte hende for fysiske overgreb. Personerne præsenterede sig som myndighedspersoner fra ANR, som er den congolesiske efterretningstjeneste. Hun blev afhørt i en ukendt bygning, hvor de spurgte hende om, hvor mange der havde været i skoven, og hvad hun havde lavet der. De beskyldte hende for at arbejde sammen med oprørene. Hun var tilbageholdt i to dage, hvorefter personerne lod hende gå. Hun ved ikke hvornår, dette skete. Kort tid efter første tilbageholdelse, blev hun tilbageholdt igen. Der kom fire ukendte mænd fra efterretningstjenesten til hendes bopæl. Hun blev sat ind i en bil, der stoppede et ukendt sted. Da bilen stoppede, sagde en af mændene til hende, at hun skulle løbe væk. Hun løb og kom til Kivu søen, hvor hun fandt nogle fiskere, der sejlede hende til en ø midt i søen. Fra øen sejlede hun til Bukavu, og derfra fortsatte hun sin rejse til Burundi. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, udetaljeret og udbyggende, ligesom hun på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Hertil kommer, at forklaringen på centrale punkter heller ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvilken oprørsgruppe hun blev tilbageholdt af i 2009. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2016] har hun forklaret, at hun ikke kendte oprørsgruppens navn, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var oprørere fra FDLR, og at hun kunne genkende dem, fordi de var høje og tynde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt der deltog 3 eller 4 mænd fra efterretningstjenesten i forbindelse med den første anholdelse af hende, ligesom hun har forklaret divergerende om sin placering i bilen, da hun løb væk fra myndighederne. Hun har videre forklaret divergerende og udetaljeret om sin flugt fra bilen og hen til Kivu søen. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2016] forklaret, at hun mødte en mand, der kørte hende hen til søen, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun løb hele vejen hen til søen. Endelig har ansøgeren [i efteråret 2016] forklaret, at hun ikke vidste, om de personer der havde anholdt hende 2. gang havde våben, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at de havde våben med, og at de skød efter hende, da hun flygtede. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret afglidende og udetaljeret, ligesom det er tillagt en vis vægt, at hun har opholdt sig i Danmark i mere end en måned, før hun indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. demo 2018/2/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Ansøgeren er etnisk muhavu og katolik fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at han vil blive slået ihjel af rebelgrupper i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af hans ophold i Danmark, fordi personer i Den Demokratiske Republik Congo vil tro, at han har penge. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo på grund af krigen i 2007 eller 2008. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2006 eller 2007 blev opsøgt af et ukendt antal personer med tilknytning til en rebelgruppering ved navn [A]. Ansøgeren blev tilbageholdt af grupperingen sammen med mange andre personer. Grupperingen førte ansøgeren hen til en skov i den nordlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre til seks måneder. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. På et tidspunkt lykkedes det ansøgeren at flygte fra skoven. Ansøgeren flygtede, da han blev sendt ud for at hente vand uden opsyn. Ansøgeren flygtede igennem skoven. Ansøgeren ankom til landsbyen [B], hvorfra han udrejste til Uganda. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse grundet ansøgerens tilstand, henset til hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forstået og svaret på de spørgsmål, som han er blevet stillet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan udsendes til Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring til grund, at baggrunden for ansøgerens udrejse var, at han var blevet tilbageholdt af en rebelgruppe. Flygtningenævnet finder imidlertid, at modsætningsforholdet til rebelgruppen må anses for afsluttet, henset til at tilbageholdelsen må antages at være vilkårlig, og at tilbageholdelsen fandt sted for mere end ti år siden. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af hans ophold i Danmark, fordi personer i Den Demokratiske Republik Congo vil tro, at han har penge. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det alene beror på ansøgerens egen formodning. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er til hinder for en udsendelse af ansøgeren. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold finder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2018/1/JAH
Nævnet hjemviste i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”I forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet er der tilgået sagen yderligere oplysninger til belysning af ansøgerens opholdsgrundlag, herunder korrespondance med UNHCR i Sverige der oplyser, at ansøgeren rent faktisk er meddelt asyl i Sydafrika på grundlag af en afgørelse truffet af det sydafrikanske indenrigsministerium. Denne oplysning er ikke indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens behandling af sagen. På denne baggrund har styrelsen anmodet om, at sagen hjemvises til styrelsen blandt andet med henblik på, at styrelsen kan foretage en vurdering efter udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren ved den beskikkede advokat har protesteret mod en hjemvisning under henvisning til, at ansøgerens opholdsgrundlag i Sydafrika har været kendt under hele sagens behandling og til den lange sagsbehandlingstid i Danmark. Advokaten har endvidere henvist til, at spørgsmålet om refoulement er behørigt afdækket i baggrundsoplysningerne i form af notatet af 21. maj 2013 fra Immigration and Refugee Board of Canada. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens opholdsgrundlag i Sydafrika har en sådan væsentlig karakter, at Udlændingestyrelsen skal have lejlighed til at forholde sig hertil under en fornyet sagsbehandling, herunder efter udlændingelovens § 7, stk. 4, hvorunder også spørgsmålet om refoulement må afdækkes nærmere. Den lange sagsbehandlingstid kan ikke i sig selv føre til, at sagen realitetsbehandles i dag. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen som angivet ovenfor. ” Demo/2017/1/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mumbole og kristen af trosretning fra Kisangani i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke i Congo været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at situationen i den østlige del af DR Congo er af særlig alvorlig karakter. Ansøgeren har videre henvist til, at hun må anses som særlig sårbar, da hun som enlig kvinde ikke vil være i stand til at sikre sin sikkerhed mod udefrakommende faktorer. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er lesbisk. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun kun er åben omkring sin seksualitet i LGBT Asylum regi, og at det er svært for hende at tale om det. Ansøgerens familie fik mistanke til hendes seksuelle orientering, da hun var omkring 15-16 år gammel. Hun blev selv klar over sin homoseksualitet, da hun var omkring 12 år gammel. Hun havde blandt andet et forhold til en kvinde i sit hjemland, og det var først, da de var sammen, at ansøgeren begyndte at acceptere sin seksualitet. Det fremgår blandt andet af journalnotat af [dato i foråret] 2016, at ansøgeren har fortalt sin psykolog om sine aktiviteter hos LGBT Asylum og hvilken betydning sammenholdet har haft for hendes liv. Af LGBT Asylums udtalelse af [dato i foråret] 2016 fremgår blandt andet ansøgerens aktiviteter i gruppen gennem det seneste år. Det fremgår videre, at ansøgeren har svært ved at være åben omkring sin seksuelle orientering, idet hun frygter stigmatisering. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv. Ligesom i Flygtningenævnets afgørelse af [primo] 2015 finder et flertal af dette nævn, at de generelle forhold, herunder forholdene for enlige kvinder i DR Congo, om end vanskelige, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke under den oprindelige asylsag forklaret, at hun er lesbisk. Heller ikke i forbindelse med den første genoptagelsesbegæring eller under sine samtaler med en psykolog har ansøgeren omtalt sin sexualitet. Først ved Dansk Flygtningehjælps henvendelse af [foråret] 2016 har ansøgeren oplyst at være lesbisk, ligesom det fremgår af skrivelse af [foråret] 2016 fra LGBT Asylum, at ansøgeren ca. et halvt år efter Flygtningenævnets afgørelse af [primo] 2015 tog kontakt til organisationen. Videre har ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 forklaret, at hun var kæreste med [P], da hun flygtede fra Goma. Under nævnsmødet i genoptagelsessagen har ansøgeren forklaret, at hendes kæreste rettelig hed [Y] og var kvinde, og at [P] var en ven uden sexuelle relationer. Endelig har ansøgeren først under genoptagelsessagen oplyst, at hun tidligere har været gift. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at hun er lesbisk, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom et flertal af Flygtningenævnet ikke finder, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse i DR Congo, vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2016/5/DH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra Bukavu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været aktiv for partiet UDPS, herunder deltaget i møder samt propaganderet for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet myndighederne har slået hendes forlovede ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes forlovede [A] var sergent og arbejdede som chauffør for en oberst ved navn [B]. [I vinteren] 2014 blev der affyret en raket, som ramte oberstens bil, hvilket resulterede i, at obersten blev slået ihjel. [A] blev anholdt i slutningen af januar 2014 for at have været indblandet i drabet på obersten. I [efteråret] 2014 modtog ansøgeren et brev fra [A], hvoraf det fremgik, at han ikke havde noget med drabet at gøre, men at militæret havde forsøgt at presse ham til at sige, at [C] havde betalt ham for at slå obersten ihjel. [I efteråret] 2014 havde [A] i retten tilkendegivet ikke at have noget med drabet at gøre, og den efterfølgende dag var [A] død i fængslet. Myndighederne ville ikke obducere hans lig, og ansøgeren har derfor en formodning om, at det er myndighederne, der har slået ham ihjel. En dag i lufthavnen fandt myndighederne [A]s brev til ansøgeren i hendes bagage, hvorefter hun blev tilbageholdt og fængslet. Efter at have været fængslet i tre måneder, blev ansøgeren syg, og myndighederne besluttede derfor at køre ansøgeren på hospitalet. Efter at have været indlagt i syv dage blev ansøgeren hentet af sin faster, som herefter kørte ansøgeren hen til sin veninde [D], hvor ansøgeren opholdt sig frem til sin udrejse [i vinteren] 2015. Flygtningenævnets flertal kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår troværdig og konsistent og er i overensstemmelse med de fremlagte artikler om retssagen vedrørende drabet på oberst [B]. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun inden udrejsen fra Den Demokratiske Republik Congo har været tilbageholdt af myndighederne og er blevet udsat for fysiske overgreb på grund af, at hun blev fundet i besiddelse af et brev fra sin afdøde forlovede, der indeholdt sandheden om, hvordan oberst [B] var blevet slået ihjel, samt af en kopi af en klage til myndighederne, hvori der blev klaget over behandlingen af hendes forlovede i forbindelse med retssagen vedrørende drabet, og hvori det blev forlangt, at der blev foretaget obduktion af hendes afdøde forlovede. Flygtningenævnets flertal kan videre lægge til grund, at ansøgeren har videresendt brevet fra sin forlovede til en menneskerettighedsorganisation i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun ved sin kritik af myndighederne og videresendelse af brevet fra sin forlovede har bragt sig i modsætningsforhold til disse i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet meddeler derfor statsborgeren fra Den Demokratiske Republik Congo […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Demo/2016/4/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mongala og katolik fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været medlem af Union pour la Démocratie et le Progrés Social frem til 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af regeringen, idet ansøgeren [i sommeren] 2015 har deltaget i en demonstration imod regeringen og præsident [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en general, [B], fordi generalen har fået ordre herpå af sin overordnede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i sommeren] 2015, under demonstrationen i Kinshasa imod den siddende præsident [A] blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen blev ansøgeren slået af politiet og placeret i en varevogn sammen med andre demonstranter. Ansøgeren blev kørt til et fængsel. Under kørslen blev ansøgeren slået og sparket. Ansøgeren blev under fængslingen slået to gange om dagen. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev løsladt [i sommeren] 2015, hvor han blev hentet af nogle soldater, som førte ansøgeren hen til muren omkring fængslet, som ansøgeren skulle kravle over. Ansøgeren kravlede over muren, og på den anden side ventede en præst ved navn Fader [C] på ham. Præsten havde betalt bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Præsten fortalte ansøgeren, at soldaterne fra fængslet havde fortalt ham, at regeringen havde beordret [B] til at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren opholdt sig et ukendt sted i tre dage, hvorefter ansøgeren udrejste med hjælp fra præsten. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der var demonstrationer i Kinshasa [i starten af] 2015, og at flere medlemmer af UDPS blev fængslet som følge heraf. Nævnet er ved vurderingen af ansøgerens troværdighed opmærksom på, at udfyldelsen af asylskemaet og oplysnings- og motivsamtalen er foregået på fransk, som ansøgeren ikke behersker fuldstændigt. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den er divergerende og udbygget på væsentlige punkter, herunder om ansøgeren i 2015 var medlem af UDPS, om hans aktiviteter for partiet, om myndighederne var bekendt med ansøgerens navn i forbindelse med anholdelsen og fængslingen, hvor han befandt sig i skjul i 3 dage efter flugten og hvor længe han var i Rusland, før han mødte [D]. Ansøgeren har ikke på en selvoplevet måde kunnet forklare om fængslet, skjulestedet efter flugten eller den bil han sov i i en længere periode. Herefter, og da der i hans pas er stempler vedrørende en rejse til Spanien i det tidsrum, hvor han efter sin forklaring skulle befinde sig i fængslet, tilsidesættes ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2016/3/SLH
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk shi og kristen katolik fra [by A], DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter den congolesiske regering, og at han vil blive slået ihjel af de personer, der har dræbt hans mormor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med et studieophold i Uganda fra 2010 til ultimo 2012 lærte en person ved navn [X] at kende. Efter studieopholdet begyndte ansøgeren at arbejde som tolk og chauffør for en humanitær organisation, [organisation]. Ansøgeren var i den forbindelse udstationeret i [by B] i 5 måneder i [sommeren] 2014. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren udstationeret til [by A]. [X] ringede til ansøgeren i [efteråret] 2014 og besøgte efterfølgende ansøgeren på hans bopæl, hvor han boede med sin mormor. [X] bad ansøgeren om at køre en lastbil med våben fra en kaserne i [by A] til [by B]. Ansøgeren nægtede dette, men [X] gav ansøgeren en kuvert med 2000 USD, hvorefter han forlod ansøgerens bopæl. Ansøgeren henvendte sig næste morgen med pengene til politiet, men de ville ikke oprette en sag, og sagde blot, at ansøgeren skulle komme igen, hvis [X] henvendte sig på ny. En kvinde henvendte sig til ansøgeren morgenen efter og gav ansøgeren nøglerne til en lastbil, som holdt udenfor bopælen. Hun sagde, at ansøgeren skulle udføre arbejdet, idet han havde taget pengene. Ansøgeren henvendte sig straks til en større politistation i [by A] og blev derefter frihedsberøvet. Ansøgeren fik at vide, at han skulle være i politiets varetægt, indtil personerne, ansøgeren talte om, var fundet. Ansøgeren blev løsladt næste morgen, idet en af ansøgerens fars venner, [Y], betalte politichefen. [Y], politichefen og ansøgeren kørte om morgenen til grænsen til Rwanda, som ansøgeren krydsede til fods. To måneder senere udrejste ansøgeren på et visum, som [Y] skaffede. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til trods for, at der er tale om et ret enkelt asylmotiv, har forklaret divergerende i et sådan omfang, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Han har således forklaret divergerende omkring, hvorfra han kender den nævnte [X], hvornår på dagen kvinden henvendte sig med nøglerne til lastbilen, om han fortalte hende, at han allerede havde kontaktet politiet, og om hvem han havde kontakt til, efter hun tog af sted, og indtil han på ny henvendte sig til politiet. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvem der ledsagede ham fra fængslet, og om han fik udleveret noget dokument ved grænseovergangen. Dertil kommer, at han overordnet set ikke har kunnet give en rimelig forklaring på, hvorfor [X] pludselig skulle bede ansøgeren om bistand henset til, at ansøgeren har forklaret, at [X] i forvejen skulle have et større netværk, der udførte tilsvarende opgaver. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret skulle være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7 § ved en tilbagevenden til sit hjemland. De aktuelle generelle forhold i DR Congo, herunder Kivo-provinserne, findes trods vanskelige, ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2016/2/LIN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra DR Congo.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og kristen af trosretning fra [by] i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive voldtaget eller dræbt af de congolesiske myndigheder, idet hendes forsvundne ægtefælle har været tilknyttet organisationen [organisation X], som kritiserer regeringen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes ægtefælle arbejdede som lastbilchauffør i [by], men samtidig var tilknyttet NGO´en [organisation X]. Ægtefællen blev af organisationen sendt til [by] for at indsamle informationer fra de lokale i området i perioden fra 2007 til 2010, idet de congolesiske myndigheder havde dræbt mange personer i dette område. Den 25. december 2010 forsvandt ægtefællen, efter at han havde mødtes med nogle venner i [by]. Ansøgeren har ikke set ham siden. Hun og hans familie har forgæves ledt efter ham. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt gentagne gange på sin bopæl af ukendte personer, som spurgte efter ægtefællen. I september 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt af nogle congolesiske soldater, som ønskede, at ansøgeren skulle udlevere nogle dokumenter, som de mente, at ansøgerens ægtefælle havde været i besiddelse af som følge af sine aktiviteter for [organisation X]. Hun oplyste, at hun ikke havde sådanne dokumenter. Herefter voldtog soldaterne ansøgeren og hendes søstre. Hun hørte, at soldaterne slog ansøgerens ældste søn ihjel udenfor. Hun kan ikke sige hvilket våben, der blev anvendt, og hun så ham ikke efterfølgende. Ansøgeren blev efter hændelsen indlagt på hospitalet af myndighederne. Hun blev tilbageholdt på hospitalet og senere overført til et fængsel, hvorfra hun flygtede den 21. november 2014 med hjælp fra vagter i fængslet. Hun blev hjulpet over Congo-floden til Brazzaville, hvorfra hun den 21. december 2014 udrejste med fly til Dubai med transit i et ukendt afrikansk land. Fra Dubai udrejste hun med fly til Europa via Rusland. Hun har intet betalt for flugten og flyrejsen. Hun formoder, at det er organisationen [organisation X], som har betalt for det hele. Hun kan ikke give en forklaring på hvorfor. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om drabet på sin ældste søn, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen samt i asylsamtalen har forklaret, at sønnen blev dræbt af skud, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret usammenhængende om drabet, herunder at hun ikke ved, hvilket våben sønnen blev dræbt med. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin flugt fra fængslet, herunder om hvordan flugten foregik og hvilke personer, der medvirkede. Ansøgeren har forklaret, at hun formoder, at det er organisationen [X], der har hjulpet hende til at udrejse uden nogen udgift for hende selv. Flygtningenævnet finder, at denne forklaring fremstår utroværdig og usandsynlig. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft kontakt med organisationen siden sin mands død i december 2010. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at de congolesiske myndigheder først ca. fire år efter hendes ægtefælles død skulle have rettet henvendelse til hende med henblik på at få udleveret ægtefællens dokumenter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at de omhandlede divergenser alene skyldes tolkeproblemer i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen, som foregik på fransk. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har udfyldt asylskemaet på fuldt forståeligt fransk. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2016/1/LIN
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra […], Brovince Orientale, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra myndighederne, idet de frygter, at han vil videregive oplysninger om deporterede statsborgere fra DR Congo. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i Republikken Congo [primo] 2014 begyndte at deportere statsborgere fra DR Congo som led i aktionen ”Slap of the elders”. De, som blev deporteret, ankom med både til […] i Kinshasa [primo] 2014. Ansøgeren og omkring 30 andre medlemmer af [en kirke] tog til […], hvor de uddelte nødhjælp til de deporterede. [Medio] 2014 blev alle de deporterede flyttet fra […] til en militærkaserne i Kinshasa, hvor ansøgeren og de andre medlemmer af hans afdeling af [kirken] to gange uddelte nødhjælp to gange. Anden gang var [medio] 2014. Da de var ved at forlade kasernen, blev ansøgeren kontaktet af en gruppe på syv personer, som alle fortalte, at de kendte til personer, som var blevet kidnappet fra kasernen om natten, og at der hver nat blev kidnappet omkring ti personer. To dage senere opsøgte ansøgeren parlamentsmedlemmet [A] og fortalte, hvad han havde fået at vide. [A] ville undersøge oplysningerne og rådede ansøgeren til ikke længere at deltage i hjælpearbejdet på kasernen mere. Ansøgeren hørte ikke mere om kidnapningerne, inden han blev tilbageholdt [medio] 2014. Ansøgeren blev tvunget ind i en Jeep og kørt til efterretningstjenestens hovedkontor i [by], Kinshasa, hvor han mødte to andre medlemmer af hans afdeling af [en kirke], Gabriel og Fils, der var blevet tilbageholdt samme morgen. Samme aften omkring kl. 21 blev de alle tre overført til et underjordisk fængsel ved Congo-floden, hvor de var tilbageholdt [i en måned]. Mens de var tilbageholdt blev de alle tre men særligt ansøgeren afhørt om, hvad de kendte til kidnapningerne fra kasernen, og ansøgeren blev hver dag udsat for fysiske overgreb. [Medio] 2014 blev de alle tre ført op i en bil. Da de stoppede, bad en soldat dem om at forlade bilen og sagde, at de kunne tage hjem. Da de kom ud af bilen, genkendte ansøgeren stranden, hvor de var stoppet, og han begyndte at løbe. Gabriel og Fils var stoppet for at takke soldaterne, ansøgeren hørte efterfølgende et skud blive affyret. Ansøgeren vendte sig om og så en person ligge på jorden ved siden af Jeepen. Ansøgeren fortsatte med at løbe, indtil han nåede et indkøbscenter. Han fandt en taxa og blev kørt hjem til [B], lederen for [kirkens] kontor, hvor han overnattede. Dagen efter sejlede ansøgeren over Congo-floden til Republikken Congo. Under opholdet i Republikken Congo blev han kontaktet af [B], som fortalte at myndighederne havde slået hans moder ihjel, og at hans ægtefælle og søn var forsvundet. Han sendte også et link til nogle hjemmesider, som beskrev, at [A] og tretten medlemmer af hans stab var blevet arresteret. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om sin tilknytning til [kirken], ligesom nævnet ikke finder grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han sammen med andre medlemmer af denne organisation [primo og medio] 2014 ved fire lejligheder i Kinshasa uddelte forsyninger til personer, der var blevet deporteret til Kinshasa fra Brazzaville i forbindelse med aktionen kaldet ”Slap of the elders”, og som af myndighederne i DR Congo blev holdt interneret. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den øvrige del af asylmotivet til grund, idet flertallet finder denne del af ansøgerens forklaring utroværdig og konstrueret til lejligheder og idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at han, da han [medio] 2014 uddelte forsyninger til deporterede, der på det tidspunkt var interneret på en kasserne i Kinshasa blev opsøgt af en gruppe internerede, der fortalte ansøgeren, at der hver nat foregik kidnapninger af op mod 10 internerede. Ansøgeren har videre forklaret, at han valgte at videregive denne oplysning til et medlem af parlamentet ved navn [A]. Nævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at oplysningerne er af en sådan karakter, at videregivelse af oplysningerne i givet fald ville kunne bringe ansøgeren i et alvorligt misforhold til myndighederne. Nævnets flertal finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke har kunnet oplyse andet og mere om [A] end, at [A] jævnligt optrådte på TV som menneskerettighedsfortaler. Ansøgeren har således ikke kunnet oplyse hverken [A]s fornavn eller partipolitisk tilhørsforhold. Ansøgeren har forklaret, at han [medio] 2014 blev pågrebet af efterretningstjenesten, at han herefter var tilbageholdt i en måned, og at han i hele denne periode dagligt blev udsat for voldelige overgreb og tortur. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han straks fortalte alt, hvad han vidste. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han modstod overgrebene i tre dage før han bukkede under og afgav sin forklaring. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret detaljeret om de overgreb han blev udsat for, men har da en torturundersøgelse blev foreslået forklaret, at torturen ikke havde efterladt fysiske spor. Ansøgeren har uanset, at han af Udlændingestyrelsen blev nøje udspurgt om karakteren af overgrebene ikke fortalt om overgreb af seksuel karakter. Nævnets flertal finder på denne baggrund, at det væsentligt afsvækker ansøgerens troværdighed, at han under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at han også var udsat for overgreb af seksuel karakter. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Demo/2015/3
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk […] og […] fra Den Demokratiske Republik Congo. Han er født i [en lille by] i [en provins] [i løbet af foråret] 1966. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk parti, men han har støttet [et parti], hvor hans fader til sin død i 2006 var regionalformand i [en provins] Ansøgeren har aldrig haft et ægte pas. Siden faderens død har ansøgeren ikke været politisk aktiv. Ansøgeren var fisker og transporterede varer mellem Kinshasa og Brazzaville. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at være flygtet fra et fængsel, ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive dræbt af myndighederne, som har beskyldt ham for at have transporteret våben for oppositionslederen Mukungubila. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han [i vinteren] 2013 blev opsøgt af to personer på sin bopæl. De pågældende ville have ham til at transportere våben fra Congo Brazzaville til Kinshasa, hvilket ansøgeren nægtede. Et par dage senere kom mændene tilbage sammen med to mænd, der bar immigrationsmyndighedernes uniform. De pågældende bekræftede, at våbnene tilhørte staten. Under besøget blev ansøgeren truet med, at man ville fratage ham muligheden for at fortsætte sit erhverv, hvis han nægtede. Mændene smed en konvolut indeholdende 2.000 US Dollars på ansøgerens bord, inden de forlod hans bopæl. [Nogle uger senere i] 2013 blev ansøgeren opsøgt af tre personer på sin arbejdsplads, hvoraf en oplyste, at han var fra immigrationsmyndighederne. Ved denne lejlighed blev det på ny bekræftet, at der var tale om statens våben. Samme dag sejlede ansøgeren fra Kinshasa til Brazzaville med sin hjælper og to mænd. I Brazzaville blev der på ansøgerens båd læsset 15-20 kasser, der formentlig indeholdt våben. Våbnene blev sejlet til Kinshasa og læsset på et militært køretøj. [I starten af] 2014 blev han anholdt af efterretningstjenesten, der nævnte, at hans fader havde stået bag ballade i forbindelse med valget i 2006. Herudover blev ansøgeren beskyldt for at have støttet Tshisekedi, som havde været kandidat under præsidentvalget i 2011 samt dengang været skyld i diverse uroligheder. Endeligt blev han som det mest alvorlige beskyldt for at have indført våben i landet, som skulle bruges under militærkup. Han blev tillige stillet spørgsmål vedrørende sit tilhørsforhold til Mukungubila og dennes gruppering, der netop havde foranstaltet uroligheder i Congo. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen slået på ryggen og i maven med gummidæk med det resultat, at han fik interne blødninger og derfor blev indlagt på hospital, hvor han blev opereret. [I starten af] 2014 blev han ført tilbage til efterretningsvæsenet, der fortsat ikke troede på hans benægtelser, og han blev derfor to dage senere overført til […] fængslet, hvor han var til [sommeren] 2014. I fængslet fik han [ i løbet af sommeren] et hjerteanfald. Han havde også for lavt blodtryk, og han blev derfor bragt til hospitalet. [Et par dage senere] om natten lykkedes det ansøgeren at flygte fra hospitalet, mens de to betjente, der skulle bevogte ham, ikke var til stede. Ansøgeren tog fra hospitalet til sin fætter. Kort efter udrejste han til Angola. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring under asylforløbet i det væsentlige har været konsistent. Forklaringen i Flygtningenævnet har dog ikke fremstået overbevisende. Der er herved ikke lagt særlig vægt på, at ansøgeren har forklaret lidt forskelligt om, hvad han fejlede i fængslet. Derimod må det give anledning til nogen undring, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han udrejste legalt, mens han i Flygtningenævnet forklarede, at han med hjælp fra sin fætter bestak de congolesiske myndigheder ved grænsen i forbindelse med udrejsen. Ansøgerens generelle troværdighed er endvidere væsentligt svækket af, at han ikke har kunnet give en rimelig forklaring på, at det fremgår af sagen, at en person med ansøgerens fingeraftryk [i foråret] 2014 – hvor ansøgeren ifølge sin egen forklaring var fængslet – på Grækenlands ambassade i Kinshasa ansøgte om turistvisum i 30 dage fra [foråret] 2014 til [foråret] 2014 under [et lignende navn som ansøgerens]. Ansøgningen blev imødekommet [i foråret] 2014. Det fremgår, at den pågældende skulle være født [en anden dato, end den ansøgeren har oplyst som sin fødedato] i Kinshasa, og at han i forbindelse med ansøgningen havde forevist et pas under anførte generalia, der var udstedt [i sommeren] 2012. Efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2015/2
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske Luba-Kasai og kristne af trosretning fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger har i en årrække arbejdet som kameramand for oppositionspartiet Union for the Congolese Nation (UNC). Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at han vil blive henrettet af regeringen, idet han er oplistet på en liste over personer, som skal slås ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en årrække har arbejdet som kameramand for Vital Kamerhe, som er formand for oppositionspartiet Union for the Congolese Nation (UNC). I kraft af sit arbejde stod ansøgeren for en række optagelser, hvor han afdækkede regeringens udøvelse af blandt andet voldtægter og drab mod befolkningen. Ansøgeren samarbejdede endvidere med NGO’en ASADHO, der var interesseret i det materiale, som han havde fremskaffet under sit virke for UNC. [I] januar 2014, imens ansøgeren befandt sig i Goma blev han bortført af personer, som tilhørte en militærmilits. Under tilbageholdelsen, som varede i omkring to uger, blev ansøgeren udsat for tortur, hvorefter han blev løsladt og efterladt i en skov, hvor lokale landsbyboere fandt ham og bragte ham til et hospital. I begyndelsen af marts 2014 blev ansøgeren af sin ægtefælle orienteret om, at nogle mænd befandt sig på deres bopæl, og at de ønskede at tale med ham. Personerne, som tilhørte den congolesiske hær, tilbød ansøgeren 1 kg. guld mod, at han skulle forgifte Vital Kamerhe. De krævede endvidere, at ansøgeren afleverede alt det materiale, som han havde tilvejebragt, og at han opgav sit virke for UNC og ASADHO. Ansøgeren accepterede herefter kravet men solgte umiddelbart efter guldet uden at foretage sig yderligere. I slutningen af april 2014, omkring klokken 02:00 om natten, blev ansøgeren og hans ægtefælle bortført fra deres bopæl og ført til et fængsel, hvor de blev udsat for tortur, og hans ægtefælle blev voldtaget. De var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter de blev fløjet til Lubumbashi, hvor de skulle henrettes. Ved ankomsten til Lubumbashi opdagede ansøgerens ægtefælle, at en af mændene, som tilbageholdt dem, var hendes svoger. De indgik herefter en aftale med svogeren om, at han skulle hjælpe dem med at flygte ud af landet mod betaling af 35.000 amerikanske dollars. [I] maj 2014 udrejste de af Den Demokratiske Republik Congo. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive anholdt af myndigheder og udsat for overgreb, idet hendes ægtefælle har skabt problemer for den siddende regering. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikter. Flygtningenævnet kan ikke lægge de dele af ansøgernes forklaring til grund, som drejer sig om tilbageholdelsen af den mandlige ansøger i januar 2014, om episoden, hvor ansøgeren modtog 1 kg. guld og om tilbageholdelsen og flugten i maj 2014. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge til grund, at den mandlige ansøger i en årrække har været ansat som kameramand/pressemedarbejder for UNC, samt at han har udført forskelligt regimekritisk arbejde for NGO’en ASADHO, herunder optaget regimekritiske billeder og film. Dette støttes af det fremlagte billedmateriale og oplysningerne om Facebook-profilen […], ligesom ansøgeren under sagsforløbet har forklaret konsistent herom. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger har været medproducent af film […], som begge er offentliggjort på [internettet], og at den mandlige ansøgers navn er anført i forkortet form i slutningen af [den ene film], mens hans fulde navn fremgår af [den anden film]. På den anførte baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdende i Den Demokratiske Republik Congo finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de congolesiske statsborgere […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” demo/2015/1.
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk cubaner og katolik fra [by], Cuba. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive diskrimineret på grund af sin seksuelle orientering. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, idet han bliver beskyldt for ikke at være kommunist. Endelig frygter han, at han ikke kan indrejse i Cuba, idet han har opholdt sig uden for landet i mere end 24 måneder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i […] 2008 vendte tilbage til Cuba efter at have opholdt sig i Grækenland i ni måneder og 20 dage. Da han kom tilbage fik han at vide, at han ikke kunne fortsætte på universitetet, idet han havde været udrejst. Ansøgeren skulle herefter vente tre år og derefter gå op til en ny adgangsgivende eksamen for at kunne færdiggøre uddannelsen. I løbet af denne periode blev ansøgeren udsat for voldtægtsforsøg af en ukendt person. I […] 2011 gik ansøgeren til den adgangsgivende eksamen, men under registreringen blev ansøgeren bedt om at gå til rektoren, som fortalte, at idet ansøgeren var udrejst af Cuba, var han ikke længere kommunist og derfor kunne han ikke længere gå på universitet. Ansøgeren blev vred og politiet blev tilkaldt, hvorefter de tilbageholdt ham i 15 dage. I denne periode blev ansøgeren udsat for psykiske overgreb fra politiets side. Ansøgeren kunne efterfølgende ikke få et arbejde, idet han havde en journal hos politiet, som en eventuel fremtidig arbejdsgiver ville tjekke. Ansøgeren er flere gange blevet tilbageholdt af politiet, når han har været sammen med sine homoseksuelle venner, eller når han er rejst rundt i Cuba. I 2012 mødte ansøgeren en dansk mand, som han blev gift med i […] 2013. Ansøgeren skulle på dette tidspunkt rejse til Danmark, men to dage før udrejsen blev han opsøgt af en betjent, som sagde, at han ikke skulle komme tilbage til Cuba, før han havde fået en opholdstilladelse i et andet land, og at han kun måtte komme tilbage som turist. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel, men finder ikke at dette i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at cubansk lov forbyder diskrimination på grund af seksuel orientering, men at der dog kan være social diskrimination fra det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder derfor ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i et vist omfang har været udsat for chikane fra privatpersoner og enkelte betjente på grund af sin homoseksualitet, men der findes efter ansøgerens forklaring ikke at have været tale om chikane af et sådan omfang og en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han derudover skulle være blevet efterstræbt af politiet på grund af en antagelse om, at han ikke længere var kommunist efter det tidligere ophold i Grækenland. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin hjemkomst fra Grækenland fik arbejde ved det offentlige banevæsen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at den første anholdelse og konflikt med politiet skete, da ansøgeren optrådte aggressivt overfor rektoren ved universitet. Anholdelsen fremstår derfor alene som en konsekvens af ansøgerens konkrete adfærd ved denne episode. Ansøgerens forklaring om, at han efterfølgende har været i politiets søgelys på grund af en ”imputed political opinion” findes derfor ikke troværdig. Det bemærkes også, at ansøgeren har forklaret, at ansættelsen hos banevæsenet fortsatte også efter episoden hos rektor, indtil ansøgeren selv sagde op af andre årsager. Endelig lægges vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt på eget pas, som han senest har fået fornyet [dato] 2013. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at repatriering efter et udlandsophold på mere end 24 måneder forudsætter en særskilt ansøgning hos de cubanske myndigheder, findes ikke at være asylrelevant, men alene et udsendelsesspørgsmål. Det bemærkes herved, at det fremgår af Landinfos respons af 21. december 2015, at der ikke ved en ansøgning om tilladelse til repatriering stilles krav om loyalitetserklæring overfor det cubanske styre. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Cuba 2016/1/LIN
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er cubansk statsborger og yuraba af trosretning. Ansøgeren har været medlem af en dissidentorganisation på Cuba. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive fængslet, idet han udrejste ulovligt af landet, og idet han forud for sin udrejse fik slettet oplysninger om sig selv i statens register med henblik på at kunne udrejse af Cuba. I 2004 blev ansøgeren medlem af dissidentorganisationen, idet han var utilfreds med, at regeringen ikke ville lade ham udrejse. Derudover har han gennem sit arbejde som musiker skrevet flere protestsange mod den cubanske regering. Som følge af medlemskabet af dissidentorganisationen har han deltaget i over 50 møder og demonstrationer, og han har flere gange været tilbageholdt af det cubanske politi, der bad ansøgeren om at ophøre med sine politiske aktiviteter. Ansøgeren valgte at fortsætte til trods for politiets advarsler. I 2011 mødte han en dansk pige på Cuba, som to år senere inviterede ham til Danmark. Han udrejste af Cuba og indrejste i Danmark den […] 2013. Inden han udrejste af Cuba, fik han mod betaling en ven til at kontakte en person, der slettede oplysninger om ansøgerens videregående uddannelse i statens register. Ansøgeren fik også udstedt et pas. Sletningen af hans uddannelsesoplysninger i systemet medførte, at han kunne udrejse af Cuba. I [foråret] 2013 blev hans moder opsøgt af den cubanske efterretningstjeneste, som udspurgte moderen om ansøgeren. Efterretningstjenesten bad endvidere ansøgerens moder om at kontakte dem, når ansøgeren vendte hjem. Flygtningenævnet konstaterer, at ansøgerens forklaring gradvist igennem oplysnings- og motivsamtalen, samtalen med Udlændingestyrelsen og forklaringen under mødet er udbygget, og indeholder divergenser på væsentlige punkter. Nævnet hæfter sig ved, at ansøgeren under samtalerne med styrelsen har kaldt organisationen Organisacion de dissidentes Cubanos, men under mødet på præciserende forespørgsel kalder organisationen Organisacion de dissidentes, at han har forklaret divergerende om, hvem der var leder af organisationen, og at han ikke har været i stand til nærmere at redegøre for organisationens arbejde. Nævnet bemærker endvidere, at han under oplysnings- og motivsamtalen oplyser, at han kun har været udsat for psykisk tortur under tilbageholdelser, at han under samtalen med styrelsen forklarer om en anholdelse, hvor han underkastes torturlignende forhold, og at han under mødet for nævnet forklarer om to episoder, hvor han underkastes torturlignende forhold. Endelig bemærker nævnet, at han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han har været tilbageholdt af kortere varighed. Af ovennævnte grunde finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin tilknytning til en eventuel dissidentorganisation er i risiko for forfølgelse af de cubanske myndigheder. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med udrejsen har fået slettet nogle oplysninger om sin uddannelse midlertidigt forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet tilsidesætter denne forklaring og finder derfor heller ikke, at han risikerer forfølgelse fra myndighederne som følge af hans udrejse, der er sket med de cubanske myndigheders tilladelse og på lovligt pas. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” cuba/2014/2
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cuba. Indrejst i 1999. I 2000 blev ansøgeren meddelt på andet grundlag. Ansøgeren søgte asyl i 2012, efter at hun var idømt fængselsstraf og udvisning af Danmark, hvorved hendes tidligere opholdstilladelse på andet grundlag bortfaldt. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er katolik af trosretning fra Havana, Cuba. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun ikke vil kunne generhverve sit cubanske statsborgerskab, samt at hun ikke vil have samme rettigheder som andre cubanere, idet hun har været udrejst i mange år. Hun frygter derfor, at hun vil blive anholdt og fængslet ved en tilbagevenden, idet hun ikke vender tilbage med en tilladelse til fortsat ophold i et tredjeland. Hun frygter ligeledes, at hendes tidligere alfons vil tvinge hende til prostitution, og at politiet i så fald vil tilbageholde hende igen. Endvidere vil alfonsen kunne påvirke vilkårene under en fængsling, således at hun ikke bør tåle dette. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er i reel risiko for overgreb fra sin tidligere alfons ved en tilbagevenden til Cuba. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren over årene har været rejst tilbage fem gange i længere perioder, uden at den tidligere alfons har udøvet særlig intensive aktiviteter for at få fat i hende, og at et muligt overgreb i 2009, således som ansøgeren har forklaret om, ikke ændrer billedet heraf. Flertallet finder videre, at det på baggrund af ansøgerens tidligere problemfrie tilbagerejser må lægges til grund, at ansøgeren ikke har noget udestående med myndighederne. Flertallet finder endvidere, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger om ud- og indrejse mulighederne i Cuba må lægges til grund, at ansøgeren vel må betragtes som ”emigreret”, men at ansøgeren, der ikke fremstår kritisk over for styret, vil kunne søge om mere permanent tilbagevenden til Cuba. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Cuba. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” cuba/2013/1
Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2007. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at hun og hendes kusine i december 2006 blev anholdt på kusinens bopæl, hvor de havde siddet sammen med venner og talt dårligt om præsidenten. Efter fem dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod betaling af kaution, men hun var fortsat sigtet efter en paragraf i den cubanske straffelov omhandlende personer, der talte nedsættende om styret. Under opholdet i Danmark havde ansøgeren talt med en moster, som havde fortalt, at politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er cubansk statsborger. I januar 2007 var ansøgeren udrejst fra Cuba til Spanien og derfra videre til Danmark legitimeret med ægte nationalitetspas isat midlertidig opholdstilladelse i Danmark gældende til december 2007 og udrejsetilladelse fra Cuba gældende til april 2007. Ansøgeren udrejste fra Danmark til Spanien i sommeren 2007 og herfra videre til Tyskland, hvor hun først i 2008 var blevet anholdt. Hun var herefter genindrejst i Danmark først i sommeren 2008. Nævnet bemærkede, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at godtgøre sin identitet og sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes tilbageholdelse af politiet til grund. Ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om blandt andet, hvor hun var blevet anholdt, om hvorvidt hun havde været sammen med sin kusine, samt om hvor længe hun havde været tilbageholdt. Det forhold, at ansøgeren ikke længere havde en gyldig udrejsetilladelse fra Cuba kunne ikke medføre, at der af den grund skulle meddeles ansøgeren asyl i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det af baggrundsmaterialet fremgik, at personer, der ikke var profilerede politisk i forhold til det cubanske styre havde gode chancer for at få lov til at indrejse i Cuba, selvom deres udrejsetilladelse var overskredet. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cuba ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde også tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl efter, at hun først i 2008 var blevet anholdt i Tyskland på grund af ulovligt ophold her. Cuba/2009/1
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Centralafrikanske Republik og Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bamileke, statsborger i Den Centralafrikanske Republik og Cameroun samt kristen af trosretning. Ansøgeren har senest boet i Libreville, Gabon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Centralafrikanske Republik eller Cameroun frygter at blive slået ihjel af enten Anti-Balaka eller Seleka. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far og lillebror er blevet slået ihjel af Anti-Balaka i Bangui, Den Centralafrikanske Republik. [En nat i foråret] 2014 kom Anti-Balaka til ansøgerens forældres bopæl. Ansøgerens far blev slået ihjel, hans mor voldtaget og lillebroderen kidnappet. Faderen blev slået ihjel, fordi han var muslim. Moderen reddede livet, fordi hun er kristen, men blev straffet med voldtægt for at have giftet sig med en muslim. Senere blev også lillebroderen dræbt. Ansøgeren befandt sig på et hotel sammen med sin ægtefælle i et andet kvarter af Bangui. Han blev underrettet af naboen, hvorefter han tog hjem til forældrenes bopæl. Anti-Balaka er en kristen gruppe, som bekæmper muslimer, og Seleka er en muslimsk gruppe, der bekæmper kristne. Ansøgerens familie opfattes som forrædere af Anti-Balaka og Seleka, fordi hans mor er kristen, og faderen var muslim. Ansøgeren frygter derfor repressalier fra begge grupper. [To dage senere] rejste ansøgeren, hans ægtefælle og moderen til Cameroun. Ansøgeren har boet i Den Centralafrikanske Republik fra 1981 til 1987, og i Cameroun fra 1987 til 2007 eller 2008, hvor han flyttede til Gabon. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Gabon, som han fornyede omkring hvert andet år, indtil han i 2014 rejste til Den Centralafrikanske Republik. Hans mor er camerounsk statsborger, og faderen statsborger i Den Centralafrikanske Republik. Ansøgerens camerounske fødselsattest og nationalitetspas er på sagen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet forsøgt hvervet af Front Democratique du Peuple Centrafrician (FDPC), mens han var i Den Centralafrikanske Republik. De noterede hans navn. De ville hverve ham, fordi han har studeret i Cameroun. FDPC og Seleka er gået sammen. Ansøgeren har ikke oplevet nogen konsekvenser i forbindelse med, at de har noteret hans navn. Ansøgeren formoder, at Anti-Balaka var efter ham, da hans far blev dræbt, fordi han befandt sig i landet samtidig. [Senere i foråret] 2014 udrejste ansøgeren af Cameroun, idet han så og talte med nogle forretningsfolk fra PK5-kvarteret i Bangui, hvor hans forældre boede, på markedet i Yaoundé, Cameroun. Ansøgeren frygtede derfor, at Seleka eller Anti-Balaka nu ville kunne opsøge ham i Cameroun. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hans primære asylmotiv er en indflydelsesrig person ved navn Wilfred, som han frygter, vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han formoder, at Wilfred var involveret i overfaldet på ansøgerens familie, fordi ansøgeren ikke længere ville arbejde for Wilfred, og Wilfred i den forbindelse truede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han formoder, at Wilfred er tilknyttet enten Anti-Balaka eller Seleka. Ansøgeren har ikke forud for nævnsbehandlingen forklaret om personen Wilfred, der nu angives som ansøgerens primære asylmotiv, idet ansøgeren derimod har forklaret, at han flygtede fra Cameroun som følge af aftalen blandt CEMAC-landene, der giver mulighed for fri bevægelighed på tværs af grænserne i den centralafrikanske region uden fremvisning af pas, hvorfor han frygtede, at personer fra enten Anti-Balaka eller Seleka ville efterstræbe ham i Cameroun. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af hverken Anti-Balaka eller Seleka, eller at ansøgeren har en konflikt med en person ved navn Wilfred. Uanset om dele af ansøgerens forklaring måtte lægges til grund, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren aldrig er forsøgt hvervet til Anti-Balaka, og at ansøgeren aldrig har modtaget en konkret, personlig trussel fra Anti-Balaka. Endvidere har FDPC, der er gået sammen med Seleka, registreret ansøgerens navn i 2011, uden at det har medført andet end, at Seleka har henvendt sig til ansøgeren, når han var i PK5, Bangui, Den Centralafrikanske Republik. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” CAR/2016/1/LAP
Flygtningenævnet stadfæstede i maj 2004 en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1981. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Han havde som asylmotiv påberåbt sig, at han risikerede en straf på fængsel i ti år, fordi han havde ødelagt sin kaffeplantage med henblik på omlægning til anden drift. Nævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren risikerede straf som følge af ødelæggelsen af sin egen plantage med henblik på omlæggelse til anden drift. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Cameroun/2004/1
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bamileke og kristen af trosretning fra Douala, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det i 2005 rygtedes blandt lokalbefolkningen, at han var homoseksuel, hvorfor han blev chikaneret. I 2006 eller 2007 fandt ansøgerens far ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Dette kunne ansøgerens far ikke acceptere, hvorfor ansøgeren blev smidt ud af hjemmet, og faren forlod ansøgerens mor. Ansøgeren flyttede herefter til […]-bydelen i Douala. Efter at have opholdt sig i […]-bydelen i fem måneder blev ansøgeren anholdt af politiet, som anklagede ham for at være homoseksuel. Ansøgeren blev bragt til et øde sted, og han blev frataget nogle af sine ejendele. Efter denne episode flyttede ansøgeren til […]-bydelen i Douala, hvor han jævnligt modtog trusler fra lokalbefolkningen. I foråret 2008 var ansøgeren på et diskotek. Her kyssede han en anden mand ude på toilettet. Dette blev opdaget af de andre diskoteksgæster, og ansøgeren og den anden mand blev slæbt udenfor, hvor folk begyndte at slå dem. Efterfølgende skulle ansøgeren køres til politistationen, men han formåede at stikke af. I foråret 2012 deltog ansøgeren i et møde vedrørende homoseksuelles rettigheder. Mødet blev dog afbrudt af politiet, som ville anholde lederen af mødet. Ansøgeren blev anholdt, da han forsøgte at gøre modstand. Politiet førte ansøgeren til et hus ved […]-broen, hvor han blev hængt op i en bjælke med hovedet nedad, indtil han besvimede. Da ansøgeren atter kom til bevidsthed, flygtede han til Yaounde, hvor han tog ophold hos sin ven […] i nogle dage. I begyndelsen af 2013 kom ansøgeren i kontakt med en mand på Facebook, som han efterfølgende mødtes med på en bar. Efter et stykke tid blev baren fyldt af mennesker. Ansøgeren blev bange og stak af fra baren. Ansøgeren tog ophold på sin bopæl, inden han senere udrejste af Cameroun. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål udenom de enkelte episoder, som han har forklaret om, ligesom han på væsentlige punkter har forklaret direkte divergerende. Flygtningenævnet bemærker således, at ansøgeren har forklaret divergerende om identiteten af den person, som han skulle have haft sit første homoseksuelle forhold til, og om hvorvidt han fortsat har kontakt til denne. Han har tillige forklaret uklart og ikke selvoplevet om det politiske møde i 2012, herunder om antallet af deltagere og forløbet indtil politiets tilstedekomst. Ansøgerens forklaring om, at han i begyndelsen af 2013 tog kontakt til en anden tilfældig person på Facebook uden forud at have nogen grund til at antage, at den pågældende var homoseksuel, samt om at han tilfældigt fandt en pose penge stort set svarende til udrejseudgiften, forekommer ligeledes konstrueret til lejligheden. Endelig bemærkes, at indholdet af ansøgerens Facebook-side ikke forekommer overensstemmende med hans påståede seksualitet, og at ansøgeren ikke har kunnet give en rimelig forklaring herpå. [Ansøgeren havde lagt billeder op af kvinder på sin Facebook-side]. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” came/2013/1
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2008. Sagen blev udsat af Flygtningenævnet i efteråret 2010 med henblik på at søge dokumenter fremlagt af ansøgeren til den beskikkede advokat ægthedsvurderet via Udenrigsministeriet. I 2011 modtog Flygtningenævnet et høringssvar fra Udenrigsministeriet. Sagen blev afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer, efter at den beskikkede advokat og Udlændingestyrelsen havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk basasi og kristen af trosretning fra en by i det vestlige Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i begyndelsen af 2007 blev anholdt og efterfølgende fængslet, fordi han havde arbejdet som homoseksuel prostitueret i byen i det vestlige Cameroun og en by i det nordvestlige Cameroun. Han blev ved dom fra begyndelsen af 2007 idømt fem års fængsel og andre sanktioner for et fuldbyrdet homoseksuelt forhold. Det lykkedes en farbror til ansøgeren at etablere kontakt med en vagt, som mod bestikkelse sørgede for, at ansøgeren kunne forlade fængslet i begyndelsen af 2008, hvorefter ansøgeren indrejste i Danmark i løbet af begyndelsen af 2008. Ved en tilbagevenden til Cameroun frygter ansøgeren at blive fængslet igen, ligesom han frygter forhøjet straf, idet han er flygtet fra fængslet i Cameroun. Han frygter asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han som homoseksuel tilhører en særlig social gruppe og frygter endvidere at blive udsat for overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaringer lægge til grund for sagen, at han er homoseksuel, og at han i perioder fra 2005 til 2007 har arbejdet som prostitueret, dels i byen i det vestlige Cameroun, dels i byen i det nordvestlige CamerounEt flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgerens forklaringer om anholdelsen i begyndelsen af 2007, om den efterfølgende dom fra begyndelsen af 2007 og om flugten fra fængslet i begyndelsen af 2008 ikke fremstår som troværdige og kan derfor ikke lægge disse oplysninger til grund for sagen. Flertallet har lagt særlig vægt på, at det forekommer usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerens morbrors betaling af bestikkelsespenge til en enkelt fængselsbetjent skulle kunne indebære, at ansøgeren frit kunne gå ud af fængslet en tidlig morgen og passere andre vagter på vejen ud. Det svækker også ansøgerens troværdighed, at han først to år efter indrejsen i Danmark har ansøgt om asyl, i forbindelse med at han blev anholdt af politiet. Flertallet lægger endvidere vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af […]2011, at de anvendte kilder har vurderet, at den fremlagte domsudskrift ikke kan antages at være en kopi af et ægte dokument. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er idømt fem års fængsel for homoseksuel prostitution og efterfølgende er flygtet fra fængslet i den anden navngivne by, til grund. De oplysninger, der fremgår af e-mail fra foråret 2011 fra ansøgerens søster […] med vedhæftet fil i form af et ”to whom it may concern”-brev, dateret foråret 2011, til den beskikkede advokat, kan under de ovennævnte omstændigheder ikke føre til noget andet resultat. Det samme gælder de oplysninger, der fremgår af et dokument, dateret sommeren 2011, underskrevet af […], der angiver at være repræsentant for ”Youth Human Rights Watch Committee, [...], Mamfe Manyu Division”, fremsendt ved e-mail i sommeren 2011 til den beskikkede advokat. Flertallet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering af det sidstnævnte dokument. Det forhold, at ansøgeren er homoseksuel, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. came/2011/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cameroun. Ansøgeren har oplyst, at hun indrejste i Danmark i 2008. Hun søgte asyl i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er camerounsk statsborger, født og opvokset i Bamenda, etnisk mjenic og katolik af trosretning. Ansøgeren har siden 2006 været medlem af det legale parti SDF og fungerede som sekretær for partiet på distriktsniveau. Ansøgerens aktiviteter for partiet bestod i at tage referater af partimøder, at tage mod beskeder og at informere folk om partiet og dets aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af myndighederne i forbindelse med demonstrationer afholdt af SDF. Ansøgeren har i den forbindelse yderligere henvist til, at hendes far var medlem af SDF indtil sin død i 1991, hvilket har medført, at myndighederne i særlig grad efterstræber hende. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hun i begyndelsen af 2007 var med til at arrangere en demonstration på sin skole i Bamenda, og at hun efterfølgende sammen med andre elever i skolen blev anholdt. Hun blev tilbageholdt i cirka to uger. Under tilbageholdelsen blev hun slået. I forbindelse med løsladelsen blev ansøgeren advaret om, at man ville komme efter hende, hvis der igen blev afholdt demonstrationer. I foråret 2007 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to politibetjente i forbindelse med, at der blev afholdt en ny demonstration på skolen. Betjentene beskyldte ansøgeren for at have været med til at arrangere demonstrationen, og de slog hende, hvorefter de tog hende med ud i et buskområde, hvor de voldtog hende. Efter udskrivelsen fra hospitalet tog ansøgerens mor hende med til en landsby. I efteråret 2008 udrejste ansøgeren legalt, efter at medlemmer af SDF havde skaffet hende pas og visum. Uanset om ansøgerens forklaring om tilbageholdelserne af hende i begyndelsen af 2007 og i foråret 2007 lægges til grund, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene lægger nogle år tilbage i tid. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har været et helt uprofileret medlem af det legale parti SDF, og at det derfor forekommer usandsynligt, at myndighederne specielt skulle efterstræbe hende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Cameroun indtil efteråret 2008, uden at hun i den periode blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren udrejste fra lufthavnen i […]legitimeret med ægte pas, uden at dette gav anledning til problemer. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark og Sverige siden efteråret 2008, og at hun først søgte asyl, efter at hun i foråret 2011 blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold i Danmark. Uanset om ansøgeren i forbindelse med tilbageholdelsen i foråret 2007 blev udsat for voldtægt, kan dette ikke begrunde asyl, idet det må anses for en enkeltstående kriminel handling, som ansøgeren eventuelt må søge de overordnede myndigheders beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun ikke risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” came/2011/1
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Cameroun. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk bulu og født i [….] i Cameroun, har forklaret overensstemmende om sit asylmotiv til sagen, således som denne forelå, da Udlændingeservice traf afgørelse den 27. august 2009. I forbindelse med nævnsmødet den 23. november 2009 forelå oplysning om muligt seksuelt misbrug af ansøgeren i den beskikkede advokats mail af 20. november 2009. Denne oplysning bekræftedes for nævnet ved forløbet af nævnsmødet den 23. november 2009 og fremstår yderligere bestyrket ved den afgivne erklæring af 3. december 2009 fra Psykotraumecentret, Dansk Røde Kors. Ansøgeren har under nævnsmødet den 9. august 2010 afgivet nærmere forklaring uden at fragå de oplysninger, han forud har afgivet til sagen. Ansøgeren har i nævnsmødet endvidere svaret og korrigeret stillede spørgsmål på en måde, som over for nævnet underbygger, at ansøgerens oplysninger er troværdige. Selvom ansøgerens oplysninger om seksuelle overgreb først er fremkommet på en tydelig måde efter nævnsmødet den 23. november 2009, finder nævnet derfor sammenfattende, at ansøgerens forklaring må lægges til grund i sin helhed. Nævnet finder, at ansøgeren, der ikke har været politisk aktiv, ikke kan anses for profileret i forbindelse med den ret tilfældigt planlagte demonstration, som ansøgeren og fire fodboldvenner tog initiativ til [….], og hvortil ansøgeren skrev løbesedler om søndagen. Ansøgeren deltog i demonstrationen, der begyndte mandag den [….] 2008 og blev allerede anholdt om formiddagen sammen med andre demonstrationsdeltagere. Det var ikke planlagt, og ansøgeren havde ingen andel i, at demonstrationen udviklede sig voldeligt. Ansøgeren blev løsladt torsdag den […] 2008 efter en afhøring, hvor han oplyste om sin andel i demonstrationen og sine personlige forhold. Ansøgeren blev løsladt uden sigtelse. Nævnet lægger imidlertid vægt på ansøgerens oplysninger om, at han to gange under fængslingen blev seksuelt misbrugt af to højerestående politibetjente, der truede ansøgeren med at sende ansøgerens sag til hovedpolitistationen, således at ansøgeren kunne blive overført til en uvis men længerevarende fængsling. Efter løsladelsen kontaktede disse to politibetjente telefonisk ansøgeren på hans bopæl i […] , hvorefter ansøgeren under samme trusler blev tvunget til at møde op på nogle forskellige lokaliteter i [….], hvor de to politibetjente gentog de seksuelle overgreb. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren af frygt for vilkårlig fængsling og yderligere overgreb ikke turde andet end at føje de to betjente, og at ansøgeren som alternativ til udrejse overvejede selvmord. Ansøgerens forklaring om, at hensynet til hans forlovede og deres fællesbarn var medvirkende til, at han undlod selvmord og valgte at udrejse, findes bestyrket for nævnet ved forløbet af asylsagen i nævnet og den ovennævnte erklæring af 3. december 2009 fra Røde Kors. Nævnet finder ikke, at ansøgerens tilbagerejse fra Benin til Cameroun i forbindelse med visumansøgningen i Benin og ansøgerens legale udrejse fra Cameroun ændrer nævnets vurdering af, at ansøgeren frygtede politiets efterstræbelser og overgreb idet bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at han efter tilbagerejsen fra Benin grundet de fremsatte trusler fortsat mødte til de seksuelle overgreb, idet han først udrejste to uger efter det sjette overgreb, der var det sidste, fordi de to politibetjente ikke nåede at kontakte ham igen. Flygtningenævnet finder, at forløbet af overgrebene, som må anses for kontinuerlige i tiden efter ansøgerens løsladelse i [….] i 2008, sammenholdt med at ansøgeren var frihedsberøvet og seksuelt misbrugt i forbindelse med demonstrationen den [….] 2008, indebærer, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter for sit liv eller en uvis skæbne som fængslet, hvis han bliver kontaktet af politiet, fremstår bestyrket. Nævnet har lagt vægt på ansøgerens oplysninger om de to højerestående betjentes trusler om indberetning til den centrale politimyndighed og truslerne om fortsat frihedsberøvelse sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Cameroun, hvorefter myndighederne reagerede med masseanholdelser over for demonstranterne i[….] 2008, ligesom en følgende amnesti i [….] 2008 må anses for at være af vilkårlig karakter. Det indgår i nævnets vurdering af ansøgerens forhold ved en tilbagevenden, at myndighedsstrukturen i Cameroun, herunder politi og domstole, er præget af væsentlige problemer med korruption og vilkårlig retsanvendelse. Henset til nævnets samlede vurdering af ansøgerens oplysninger om myndighedernes fremfærd imod ham, og at det efter ansøgerens oplysninger må lægges til grund, at de samme to betjente efter ansøgerens udrejse to gange i november 2008 rettede henvendelse til ansøgerens bopæl for at eftersøge ansøgeren, finder nævnet herefter, at det ved en tilbagevenden til Cameroun må tages i betragtning, at ansøgeren kan være registreret centralt hos politiet og på den baggrund risikere fængsling af vilkårlig varighed. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fortsat er frihedsberøvede hos myndighederne i Cameroun fra arrestationerne i februar 2008. Henset hertil og til det oplyste om ansøgerens skrøbelige psykiske helbredsforhold, som har fremstået tydeligt for nævnet, har nævnet samlet ikke fundet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Cameroun, herunder eventuelt i form af internt flugtalternativ. Nævnet har herefter fundet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer overgreb af et omfang og en karakter, som opfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har herefter krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” Cam/2010/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1958. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han som tidligere statsembedsmand var i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en hjemvenden som følge af tidligere medlemskab af SDF (Social Democratic Front) og arbejde for SCNC (Sonthern Cameroun National Council) og flugt fra fængsling som følge af dette. Efter ansøgerens forklaring, der støttedes af de foreliggende lægelige udtalelser fra de norske myndigheder, kunne det lægges til grund, at ansøgeren havde været udsat for hårdhændet behandling i forbindelse med tidligere tilbageholdelser. Efter ansøgerens forklaring om tidspunkterne for tilbageholdelserne, sammenholdt med at han – bortset fra den seneste tilbageholdelse – var blevet løsladt efter kortere perioder og derefter kunne fortsætte sit arbejde, fandt nævnet imidlertid at måtte lægge til grund, at der - også ved den seneste fængsling - havde været tale om generelle anholdelser i forbindelse med demonstrationer i forbindelse med valgene. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været individuelt efterstræbt af myndighederne. Nævnet lagde her også vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet cirka 2½ år fra den seneste tilbageholdelse og indtil til første udrejse og igen tre uger i 2005 uden problemer, ligesom han fortsat havde aktiver i hjemlandet. Nævnet lagde endelig vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at tilknytning til SCNC og til SDF, der er et lovligt parti, ikke længere medfører forfølgelse fra myndighedernes side. På denne baggrund fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Cam/2006/3
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cameroun, født 1966. Indrejst i oktober 2005. I perioden medio 2003 – oktober 2005 havde ansøgeren ophold i et andet skandinavisk land. Flygtningenævnet udtalte, at det lagde til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Cameroun. Det lagdes endvidere til grund, at hun i perioden fra 1992 til 2001 boede i Nigeria, hvor hun blev uddannet sygeplejerske. Herefter flyttede hun til en mindre landsby i Cameroun, hvor hun i 2002 kæmpede mod kvindelig omskæring. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun ved sin kamp mod kvindelig omskæring var kommet i et modsætningsforhold til landsbyrådet i den by hun boede i, og at hendes kamp havde gjort, at hun var i fare, uanset hvor hun tog ophold i Cameroun. Det lagdes til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer og aktivt kæmpet mod kvindelig omskæring i en hendes landsby. Det lagdes efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at de centrale myndigheder og den politiske ledelse i Cameroun var imod kvindelig omskæring. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved sine aktiviteter havde bragt sig i et modsætningsforhold til de overordnede myndigheder. Som sagen forelå oplyst, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været forfulgt af lokale kriminelle – ligesom det også er muligt, at disse kriminelle havde handlet i forståelse med landsbyrådet. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren måtte henvises til at tage ophold et andet sted i Cameroun, og at hun der – hvis det skulle vise sig nødvendigt – måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Ved afgørelsen heraf havde Flygtningenævnet endvidere tillagt det betydning, at ansøgerens fader ikke længere boede i landsbyen, ligesom ansøgeren tidligere havde boet i andre byer i Cameroun. Den omstændighed, at der – på uforklarlig vis i oktober 2005 (altså to og et halvt år efter, at ansøgeren rejste til Skandinavien) – var blevet bragt en avisartikel i Cameroun om ansøgeren, kunne ikke føre til noget andet resultat. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet især vægt på, at ansøgerens holdning til kvindelig omskæring netop var i overensstemmelse med den officielle politik i Cameroun. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. Cam/2006/2
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1978. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for styrelsen og nævnet som asylmotiv havde gjort gældende, at han var i risiko for forfølgelse, dels fra myndighederne i Cameroun på grund af sine aktiviteter for oppositionspartiet SDF, dels specifikt fra en navngiven general som følge af, at ansøgeren skulle være i besiddelse af belastende bevismateriale mod den pågældende. Nævnet bemærkede, at det påhviler en ansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv, og ved nævnets bedømmelse af, om dette er sket, indgår om ansøgeren under sagsbehandlingsforløbet som sådan har afgivet en troværdig og konsistent forklaring. Allerede under hensyn til, at forklaringen om uoverensstemmelserne med den pågældende general først var fremkommet under samtalen med styrelsen, fandtes denne del af det påberåbte asylgrundlag ikke at kunne lægges til grund. For så vidt angik ansøgerens forklaring om sine problemer med myndighederne under valgkampagnen i 2002 bemærkedes, at ansøgerens troværdighed generelt var belastet af, at han havde afgivet divergerende oplysninger om sine pasforhold ved udrejsen fra Cameroun, at han havde opholdt sig et år i Frankrig uden at søge om asyl, samt at han trods opfordring ikke havde dokumenteret sit medlemskab af partiet. Uanset om ansøgerens forklaring om problemet med myndighederne lagdes til grund, fandtes dette dog ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet lagde her vægt på, at ansøgeren ikke kunne betragtes som særligt profileret medlem af SDF, at SDF er et legalt parti, at der var tale om kortvarige anholdelser i forbindelse med en valgkampagne, og at ansøgeren efterfølgende uden problemer havde fået udstedt pas af myndighederne. På denne baggrund havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Cam/2006/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1980. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved indrejsen og senere alene som sit asylmotiv havde henvist til familiens uoverensstemmelser med en anden familie vedrørende en ejendom. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren oplyst om anholdelser og tilbageholdelser fra myndighedernes side i anledning af nogle ”plantede dokumenter” vedrørende partiet SCNC (Southern Cameroun National Counsil). Flygtningenævnet forkastede ansøgerens seneste forklaring. Den var først fremkommet seks måneder efter ansøgerens første forklaringer, hvorefter han aldrig havde haft problemer med hjemlandets myndigheder, og forekom i øvrigt som konstrueret til lejligheden. Selvom nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med en anden familie til grund, fandtes denne at være af privatretlig karakter, og således ikke asylbegrundende. Ansøgeren havde hverken ved fremmøde hos sin advokat eller i nævnet ønsket at underbygge sine forklaringer. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var forfulgt ved udrejsen, eller ved en tilbagevenden til Cameroun ville blive udsat for en behandling, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Cam/2005/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakweri og kristen fra Duala, Littoral, Cameroun. Ansøgeren har været medlem af Southern Cameroun National Council (SCNC) fra 2002 til 2009. Han er fortsat sympatisør af SCNC. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive tilbageholdt af de camerounske myndigheder, fordi han har kritiseret myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive tilbageholdt af myndighederne, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været medlem af SCNC fra 2002 til 2009. Han har skrevet myndighedskritiske artikler og har uddelt løbesedler og fragtet post for SCNC. I 2006 blev ansøgeren anholdt i forbindelse med en demonstration for SCNC. Han blev løsladt efter to måneder, og han har ikke oplevet yderligere problemer som følge heraf. I 2006 havde ansøgeren sit første forhold til en mand. Ansøgeren har siden da opfattet sig selv som værende homoseksuel, og han har haft homoseksuelle forhold og aktiviteter i Cameroun. Ansøgeren rejste i [efteråret] 2013 til Danmark, hvor han havde fået opholdstilladelse på baggrund af studier. Ansøgeren rejste til Cameroun i [sommeren] 2014 i forbindelse med en undersøgelse af pygmæernes forhold. Han opholdt sig i Cameroun i tre måneder og rejste til Danmark i [efteråret] 2014. I [sommeren] 2015 rejste ansøgeren igen til Cameroun i forbindelse med begravelsen af sin gudfar. Ansøger opholdt sig hos sin ven og elsker, [A]. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren og [A] anholdt på [A’s] bopæl og fængslet for at være homoseksuelle. Ansøger blev løsladt mod kaution [ti dage senere]. Nogle dage efter rejste ansøgeren fra Cameroun til Nigeria og efterfølgende til Danmark, hvor ansøger indrejste i [efteråret] 2015. Efter sin udrejse af Cameroun har ansøgeren fået at vide, at [A] fortsat er fængslet, og at ansøgerens advokat er blevet anholdt. [Senere på efteråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at hans vejleder på [et universitet i Danmark] havde modtaget nogle e-mails, hvor ansøgeren blev beskyldt for at have været involveret i ulovlig udvandring af Cameroun, og at han havde snydt sine medstuderende. [I slutningen] 2015 søgte ansøgeren om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, afglidende og utroværdigt om væsentlige punkter i sine asylmotiver. Ansøgeren har endvidere forklaret stærkt divergerende og utroværdigt om sit liv frem til det tidspunkt, hvor han fik opholdstilladelse i Danmark i 2013. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han sluttede sin universitetsuddannelse i Cameroun, idet han dels har forklaret, at han afsluttede sin universitetsuddannelse i 2002, dels at han først afsluttede uddannelsen i 2007 som ca. 31-årig. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende og afglidende om, hvornår han blev klar over, at han var homoseksuel, idet han dels har forklaret, at han blev klar over dette, da han var i 20’erne, dels har forklaret, at han først følte sig som homoseksuel, da han fik sit første længerevarende forhold til en mand, [B], i 2006. Samtidig har ansøgeren forklaret usammenhængende om sine forhold til sine børns mødre og sit forhold til børnene, ligesom ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende om børnenes alder. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit forhold til [A], idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han kendte [A] i forvejen, og at han en måned, før han rejste til Cameroun i [sommeren] 2015, trods risikoen for at blive afsløret som homoseksuel, begyndte en intim korrespondance med [A], som han tidligere havde haft en vag fornemmelse af var homoseksuel. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om de nærmere omstændigheder ved sin løsladelse i [sommeren] 2015, idet ansøgeren dels har forklaret divergerende om datoen for løsladelsen, dels har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde meldepligt, og hvor ofte. Ansøgeren har således forklaret, dels at han blev løsladt [en bestemt dato i sommeren] 2015, dels at det var [fire dage senere]. Vedrørende meldepligten har ansøgeren dels forklaret, at han havde meldepligt hver uge, dels at han og [A] fik at vide, at de skulle give møde den følgende mandag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den fremlagte kautionserklæring fremstår konstrueret og utroværdig, idet datoen for løsladelsen er angivet [en bestemt dato i sommeren] 2015, som angiveligt var den dato, hvor anholdelsen fandt sted. Der er endvidere ikke angivet en kautionssum. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af myndighederne i Cameroun på grund af sine politiske aktiviteter for SCNC og sine kritiske artikler mod myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ophørte med sine aktiviteter for SCNC i 2009, og at han nu kun er sympatisør og bidragsyder til flygtninge fra Southern Cameroun Ambozonia. Samtidig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i [sommeren] 2014 rejste til Cameroun som led i sine studier ved [et universitet i Danmark], og at han året efter, i [sommeren] 2015, på ny rejste til Cameroun til sin gudfars begravelse, på trods af, at han havde en formodning om, at myndighederne var fjendtligtsindede over for ham på grund af hans studier af pygmæernes forhold og hans kritiske artikler. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen endvidere udtalt, at han ikke var bange for at rejse tilbage, da han jo intet havde gjort. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det er myndighederne i Cameroun, som skulle have sendt hade-mails om ham til [universitetet i Danmark]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han selv modtog sådanne hade-mails, idet han i sit asylskema har forklaret på en sådan måde, at det fremgår, at både han og hans vejleder har modtaget mails, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det kun var universitetet, som modtog hademails om ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om sin homoseksualitet, idet ansøgeren ikke troværdigt har redegjort for den proces, som førte til, at han for omkring 20 år siden, erkendte over for sig selv at være homoseksuel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de ovenfor beskrevne divergenser i ansøgerens forklaring om sit liv frem til 2013. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om sine homoseksuelle aktiviteter i Danmark, idet ansøgeren dels har forklaret, at han ikke har haft sådanne aktiviteter, dels har forklaret det modsatte. Samtidig finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit totale ukendskab til det homoseksuelle miljø i Danmark utroværdig, men henset til, at ansøgeren har fastholdt, at han er homoseksuel, finder Flygtningenævnet efter omstændighederne ikke at kunne tilsidesætte dette. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun vil blive efterstræbt af myndighederne på grund af sin homoseksualitet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende homoseksualitet i Cameroun, at homoseksualitet ganske vist er strafbart, men at myndighederne i praksis ikke retsforfølger homoseksuelle. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2018/2/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakweri og katolik fra [A], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv udover at have deltaget i én demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet af myndighederne i Cameroun for sin deltagelse i en demonstration. Videre har ansøgeren henvist til de generelle uroligheder i Cameroun på grund af spændinger mellem de camerounske myndigheder og den engelsktalende befolkning. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i Cameroun frygter en mand ved navn John, der har truet ansøgeren, da ansøgeren har oplyst til politiet, at John er bagmand bag proformaægteskaber. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2007 deltog i en demonstration for det sydlige Camerouns selvstændighed. Ansøgeren holdt sig i baggrunden under demonstrationen, da det var ansøgerens første demonstration. Efter noget tid blev demonstrationen standset af militæret. Militæret skød mod demonstranterne, der var begyndt at kaste med sten. Ansøgeren flygtede fra området og gemte sig i vildmarken indtil den følgende dag, hvor han tog hjem for at hente sine penge. Ansøgerens nabo fortalte ansøgeren, at militæret var brudt ind i ansøgerens bopæl i løbet af natten. Ansøgeren hørte efterfølgende fra venner, at myndighederne var begyndt at opsøge folk. Ansøgeren opholdt sig derfor i en landsby i to dage, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende og generelt utroværdigt på en række centrale punkter. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har opholdt sig i Europa i cirka 10 år uden at søge asyl, at han først søgte asyl, da han blev anholdt i forbindelse med et strafbart forhold begået i Danmark, og at han uden problemer i 2015 henvendte sig på Camerouns ambassade i Berlin, hvor han fik fornyet sit pas. Der er således intet, der støtter, at han har en konflikt med myndighederne i Cameroun. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i [vinteren] 2018 frafaldt sin asylansøgning og i det væsentlige har begrundet sin anmodning om genoptagelse med en privatretlig konflikt. Der er også lagt vægt på, at ansøgeren til politiet forklarede, at baggrunden for hans udrejse af Cameroun var, at den politiske situation i Cameroun var usikker, og at han først under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans deltagelse i en demonstration var den reelle grund til, at han forlod hjemlandet. Ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at han ikke tidligere søgte asyl, fordi han ikke vidste, hvor man søgte, er ligeledes utroværdig. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at der ikke medvirkede tolk under politiets afhøringer, hvilket imidlertid ikke kan føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansøgeren har forklaret, at det var hans opfattelse, at han, og den politimand, der afhørte ham på engelsk, forstod hinanden. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at han ved en tilbagevenden til Cameroun skulle være i risiko for at blive udsat for overgreb fra en privat person ved navn John, til grund. Forklaringen er udbyggende og fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren kun efter nogen tøven kunne oplyse, fra hvem han havde denne oplysning, og at det er utroværdigt, at en person, som han ikke kender, skulle have ringet fra Storbritannien til ansøgeren, mens han har siddet varetægtsfængslet, for at give ham denne oplysning. Heller ikke de generelle forhold i Cameroun, herunder for den engelsktalende del af befolkningen, kan i sig selv begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2018/1/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk widikum-menka og kristen protestant af trosretning fra Yaounde, Cameroun. Ansøgeren har sympatiseret med Southern Cameroun National Council (S.C.N.C.) siden 2006 og begyndte at interessere sig for ideologien i 2007, hvorefter han begyndte at deltage i bevægelsens møder. I foråret 2011 blev ansøgeren medlem af organisationen og i slutningen af året blev han lokal ungdomsleder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive fængslet, udsat for tortur og dræbt af myndighederne på grund af sine aktiviteter for S.C.N.C. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans aktiviteter for S.C.N.C. bestod i at oplyse folk, og i den forbindelse uddelte han materiale for organisationen. Ansøgeren blev opsøgt af politiet i 2010, og efterfølgende blev han tilbageholdt fire gange (i [efteråret] 2012, [foråret] 2013, [sommeren] 2014 og [efteråret] 2014). Ansøger blev løsladt ved hjælp af sin families advokat. Ansøger udrejste til Danmark [i sommeren] 2015, da han havde en studieopholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været medlem af S.C.N.C. og kan ikke afvise, at han i forbindelse med deltagelse i demonstrationer og andre aktiviteter for organisationen har været anholdt og tilbageholdt af politiet. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren på enkelte centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han i forbindelse med sin 3. tilbageholdelse i [sommeren] 2014 blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om at ophøre med aktiviteter for S.C.N.C., mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hele gruppen nægtede at underskrive erklæringen. Han har endvidere forklaret divergerende om ungdomsorganisationen Southern Cameroons Youth Leagues relation til S.C.N.C., idet han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det er en uafhængig organisation, som han ikke havde tilknytning til. Dette er i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at S.C.Y.L. er en underafdeling af S.C.N.C., og at han derfor ikke havde et medlemskort til S.C.Y.L. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere under sagens forløb har kunnet redegøre for den organisation, han har været engageret i. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende med hensyn til, hvordan han blev løsladt i [efteråret] 2014, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans mor betalte bestikkelse til en politimand for at få ansøgeren løsladt. Denne del af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet derfor ikke lægge til grund. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en fremtrædende rolle i organisationen og dermed er særligt profileret, eller at han på grund af sine aktiviteter for S.C.N.C. er personligt efterstræbt af myndighederne i Came-roun. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han alene udførte koordinerende opgaver i forbindelse med agitation for organisationen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at anholdelserne af ansøgeren i hvert enkelt tilfælde er sket i forbindelse med demonstrationer og andre offentlige begivenheder, som S.C.N.C. var involveret i, mens ansøgeren ikke i øvrigt er blevet opsøgt af politiet eller anholdt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen i [efteråret] 2014 efter den seneste tilbageholdelse opholdt sig i Yaounde i næsten et år uden at blive opsøgt af myndighederne. Endelig lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren i 2012 fik udstedt et pas, og udrejste lovligt i 2015 med fly fra Cameroun til Ghana for at søge visum til Danmark, hvorefter han indrejste i Cameroun på ny, ligesom han lovligt udrejste fra Cameroun til Danmark med fly [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2017/5/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk mbemi og kristen af religiøs overbevisning fra Kumba, Cameroun. Ansøgeren har oplyst, at han har været aktiv for den politiske organisation [A] siden slutningen af 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive slået ihjel eller tilbageholdt på ubestemt tid af myndighederne, idet han tilhører det engelsktalende mindretal i Cameroun, og fordi han har været aktiv for den politiske gruppe [A]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans far har været medlem af den politiske organisation NCNC og nu er på flugt fra myndighederne. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund vedrørende faktiske omstændigheder i sagen. Flygtningenævnet kan således på baggrund af billeder fra ansøgerens Facebook-profil lægge til grund, at ansøgeren siden slutningen af 2016 har ytret sine politiske holdninger til møder i Danmark og debatter via internettet for engelsksprogede camerounere, herunder at ansøgeren har været aktiv på den politiske organisation [A’s] Facebook-gruppe. Nævnet kan ligeledes lægge til grund, at der siden slutningen af 2016 har været uroligheder mellem engelsksprogede demonstranter og de camerounske myndigheder. For så vidt angår ansøgerens forklaring, om at engelsktalende camerounere generelt bliver tilbageholdt og visiteret på baggrund af mistanke om politiske aktiviteter, herunder særligt personer der kommer fra udlandet kan forklaringen ikke lægges til grund, idet bemærkes, at oplysningerne ikke har støtte i Flygtningenævnets baggrundsmateriale. Der kan herved blandt andet henvises til United Kingdom Home Office “Report of Fact-Finding Mission to Cameroon, 17-25 January 2004” af 25. januar 2004 og U.S. Department of State ”Cameroon 2013 Human Rights Report” af 27. februar 2014. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring angående brorens tilbageholdelse i det hele fremkommer utroværdig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren ikke har været i kontakt med sin bror vedrørende hans angivelige tilbageholdelse, efter han blev løsladt. Ansøgerens forklaring, om at han ikke har talt med sin bror om episoden, idet han først mødte ham et stykke tid efter tilbageholdelsen, og fordi brorens løsladelse var det vigtigste for ansøgeren, forekommer ligeledes usandsynlig. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens generelle troværdighed derudover tillagt det vægt, at ansøgeren først søgte asyl [i foråret] 2017 efter at være blevet anholdt for ulovligt ophold i Danmark [i foråret] 2017. Det bemærkes hertil, at ansøgeren indrejste legalt [i sommeren] 2014, og at hans opholdstilladelse udløb [i sommeren] 2016. Det forhold, at ansøgerens far har været medlem af den politiske gruppe NCNC, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at hans far var aktiv for NCNC i 1990’erne, men at ansøgerens familie aldrig er blevet opsøgt af myndighederne, eller på anden måde har oplevet problemer som følge af farens politiske aktiviteter. Ansøgeren bemærkede hertil, at myndighederne fokuserede mest på lederne. Det forekommer på dette grundlag ikke overbevisende, at ansøgeren efter at have fået afslag på asyl af Udlændingestyrelsen har forklaret til sin advokat, at hans far nu er flygtet fra Cameroun på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ligeledes ikke lægge ansøgerens søsters forklaring i den fremlagte mail til ansøgerens advokat af [sommeren] 2017 til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens søsters afgivende oplysninger divergerer i forhold til ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017, idet hun i mailen oplyste, at deres far er en af lederne af NCNC. Flygtningenævnet kan endeligt ikke lægge noget af det af ansøgerens søsters fremlagte materiale til grund. Nævnet bemærker hertil, at kilderne hverken findes at være troværdige eller relevante som dokumentation for hendes påstand. Flygtningenævnet finder efter indholdet af nævnets baggrundsoplysninger om Cameroun ikke, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold for engelsksprogede camerounere isoleret set kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens forklaringer og det fremsendte materiale fra Dansk Flygtningehjælp og ansøgerens advokat kan sandsynliggøre, at ansøgeren skulle stå i et konkret asylbegrundende modsætningsforhold til de camerounske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at engelsksprogede modstandere af den camerounske regering eller menige medlemmer af politiske oppositionsgrupper generelt skulle være udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til United Kingdom Home Office “Report of Fact-Finding Mission to Cameroon, 17-25 January 2004” af 25. januar 2004, og U.S. Department of State ”Cameroon 2013 Human Rights Report” af 27. februar 2014. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forekommer uprofileret, idet hans politiske aktiviteter for [A] udelukkende har bestået i at ytre sine politiske holdninger og dele billedmateriale samt videoer på lukkede Facebook-grupper. Det bemærkes hertil, at Facebook-grupperne efter ansøgerens egen forklaring til Udlændingestyrelsen består af flere tusinde medlemmer, og at ansøgeren derudover ikke har benyttet sit eget navn på sin Facebook-profil. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter udelukkende er foregået i Danmark, og at ansøgeren ikke har deltaget i de voldelige sammenstød mellem engelsksprogede demonstranter og de camerounske myndigheder. Det skal hertil i øvrigt bemærkes, at det bl.a. fremgår af baggrundsoplysningerne i International Crisis Group ”Cameroon’s Anglophone Crisis at the Crossroads” af 2. august 2017, at de camerounske myndigheder på trods af overgrebene i forbindelse med konfrontationerne har forsøgt at imødekomme nogle af de engelsktalende camerouneres krav og ikke forsøger at intensivere konflikten. Flygtningenævnet har endelig tillagt det vægt, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hverken han selv eller hans familie, som fortsat bor i Cameroun, er blevet kontaktet af de camerounske myndigheder, og at ansøgeren har fået udstedt nationalitetspas på Camerouns ambassade [i vinteren] 2016 på trods af, at han begyndte at videreformidle politisk materiale [i vinteren] 2016 på Facebook. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2017/4/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bali og ateist fra Bamenda, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive fængslet eller dræbt, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2001 mødte manden […] via en internetside for homoseksuelle mænd. Ansøgeren og […] indledte efterfølgende et romantisk og seksuelt forhold. I 2005 eller 2006 flyttede ansøgeren og [kæresten] sammen. Ansøgeren begyndte i 2007 eller 2008 at arbejde frivilligt for NGO’en […], der varetager homoseksuelles rettigheder, og ansøgeren blev fuldtidsansat i 2008. I forbindelse med sit arbejde for [NGO’en], deltog han blandt andet i møder med politichefen i [byen de arbejdede i]. I 2008 var ansøgerens bror, […], på besøg hos ansøgeren, og på besøgets sidste dag opdagede [broren], at ansøgeren og [kæresten] dyrkede sex. Efterfølgende kontaktede [broren] gentagne gange ansøgeren via SMS og fortalte ham, at han ville fortælle deres forældre om ansøgerens forhold til [kæresten]. Ansøger besluttede sig nu for, at han selv ville fortælle sin familie om sit forhold til [kæresten], hvilket han gjorde i [sommeren] 2008. Familiens reaktion herpå var at overfalde ansøgeren fysisk, men det lykkedes ham at slippe væk. Ansøgerens far kontaktede ansøgeren i [foråret] 2010 og bad ham om at besøge familien, hvilket han accepterede. Da ansøgeren besøgte sin familie, gav ansøgerens far ham valget mellem at få foretaget en kønsskifteoperation eller at dyrke sex med en pige, som faderen havde udvalgt. Ansøgeren valgte det sidste, og de følgende tre dage dyrkede han sex med pigen, […], under overværelse af sin far. Kate blev gravid i forbindelse hermed, og hun har efterfølgende født tvillinger. I [vinteren] 2010 rejste ansøgeren til Danmark, idet han havde fået midlertidig opholdstilladelse som studerende ved […]. Ansøgeren opholdt sig herefter i Danmark på flere forskellige opholdstilladelser meddelt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, men [i sommeren] 2014 pålagde denne styrelse ham at udrejse af Danmark senest [i sommeren] 2014 i forbindelse med et afslag på ny midlertidig opholdstilladelse. [I vinteren] 2014 søgte ansøgeren om asyl. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans seksuelle observans eller om hans arbejde i Cameroun for [NGO’en], der er en interesseorganisation for homoseksuelles rettigheder i Cameroun. Udenrigsministeriet har til brug for denne sag udarbejdet et notat af […] 2016 om blandt andet homoseksuelles forhold i Cameroun og om [NGO’en]. Det fremgår heraf, at homoseksualitet ikke er accepteret i det camerounske samfund, og at homoseksuelle generelt set ikke er velsete i samfundet. Homoseksualitet er endvidere kriminaliseret efter den camerounske straffelovs artikel 347 ff. og vil kunne straffes med fængsel fra seks måneder op til fem år samt med bøder. Ifølge Udenrigsministeriets notat håndhæves straffebestemmelserne vedrørende homoseksualitet imidlertid ikke, og der findes ikke eksempler på sager, hvor homoseksuelle personer er blevet dømt eller fængslet på grund af homoseksualitet. Det fremgår videre, at politiet ikke griber ind i sager om homoseksualitet, medmindre der foregår overgreb mod mindreårige eller overtrædelser af lovgivningen for den offentlige orden. Der foreligger baggrundsoplysninger om situationen for homoseksuelle i Cameroun, der imidlertid peger i en anden retning og således oplyser, at der fortsat er en vis risiko for særligt højt profilerede homoseksuelle i Cameroun Der er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren forud for sin udrejse af Cameroun, der i øvrigt var begrundet i et studieophold i Danmark, var særligt profileret som homoseksuel i Cameroun, eller at han skulle være blevet det som følge af aktiviteter, som han har været involveret i under sit ophold i Danmark. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at han ifølge sin forklaring har været aktiv i [NGO’en] i et par år forud for udrejsen uden, at dette har ført til overgreb, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således forklaret om én episode med tilknytning til hans seksualitet eller arbejde for organisationen, hvor han blev tilbageholdt i to timer på en politistation. Ansøgerens forklaring om episoden peger i retning af, at selv myndighedernes kendskab til ansøgerens seksualitet og tilknytning til [NGO’en] nok kan have udsat ham for chikanøs adfærd, men dog ikke fængsling eller i øvrigt chikane af en karakter, der i sig selv kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har da også forklaret, at han efter hændelsen ikke har haft andre problemer eller konflikter med myndighederne i Cameroun, ligesom han foreholdt baggrundsoplysningerne har forklaret, at hans problemer i Cameroun er baseret på konflikten med hans familie. Om [NGO’en] bemærker nævnet endvidere, at den i Udenrigsministeriets notat beskrives som en forening, der kæmper for homoseksuelles rettigheder i Cameroun. Ifølge notatet er organisationen etableret på et lovligt grundlag, og tilknytning til organisationen vil ikke i sig selv kunne afstedkomme strafferetlig forfølgelse eller føre til, at personer ikke anses som ønskede i landet. De aktiviteter, som ansøgeren har udført i Danmark, er ikke af en sådan karakter, at de kan have ændret på hans profilering i forhold til myndighederne i Cameroun. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder endvidere, at heller ikke ansøgerens angivelige konflikt med sin familie kan begrunde, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om konflikten er ikke overbevisende, og nævnet finder det i hvert fald ikke godtgjort, at ansøgeren over tre dage på det nærmeste blev tvunget til at have et seksuelt forhold til en kvinde, mens ansøgerens far angiveligt skulle have overværet samværet. Nævnet er opmærksom på, at homoseksualitet er meget lidt velanset i Cameroun, men selv om ansøgerens forklaring om, at han ved én episode blev udsat for vold fra sin families side i forbindelse med, at han gjorde dem bekendt med sin seksualitet, så er der intet i ansøgerens forklaring, der tyder på, at han ved en tilbagevenden til Cameroun er i fortsat risiko for at blive udsat for vold fra familiens side. Overfaldet skulle have fundet sted i [sommeren] 2008, og ansøgeren har således opholdt sig i Cameroun i mere end to år, før han udrejste til Danmark, hvilken udrejse i øvrigt var begrundet i et studieophold her i landet. I den periode blev ansøgeren ifølge sine skiftende forklaringer herom kontaktet af sin far via telefon eller sms, men dog ikke opsøgt fysisk, ligesom det bemærkes, at ansøgeren selv har forklaret, at han følte, at hans familie havde ”slået hånden af ham, og derfor frygtede han reelt ikke, at de ville opsøge ham eller gøre skade på ham”. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2017/3/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ndop og kristen fra Yaoude i Cameroun. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive tilbageholdt, fængslet og slået ihjel af de camerounske myndigheder, idet han har været aktivt medlem af en studenterforening, som kæmper for menneske- og studenterrettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han ved sin tilbagevenden til Cameroun [ultimo] 2012 og frem til sin udrejse [primo] 2014, deltog aktivt i foreningen Association pour la Défence des Droits des Ètudiants du Cameroun (ADDEC). [Primo] 2014 opsøgte politiet ansøgeren og andre medlemmer af ADDEC i forbindelse med forberedelsen af en demonstration. Ansøgeren blev tilbageholdt i to dage og udsat for fysiske overgreb. [Omkring en måned senere] blev ansøgeren og fem andre medlemmer af ADDEC tilbageholdt af politiet i forbindelse med et debatarrangement. Ansøgeren blev under fængslingen udsat for fysiske overgreb. [Nogle dage senere] blev ansøgeren løsladt fra fængslet ved hjælp af en ukendt officer. Han kørte ansøgeren til lufthavnen, hvor ansøgerens far ventede, hvorefter ansøgeren udrejste af Cameroun. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund, idet det fremstår utroværdig og udbyggende og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved vægt på, at ansøgeren under sagen har forklaret så væsensforskelligt om længden af fængslingen og om omfanget af overgreb under tilbageholdelsen, at det i sig selv gør forklaringen utroværdig. Ansøgeren har således – i partshøringen efter oplysnings- og motivsamtalen – forklaret om en varighed på et par dage […]. I asylsamtalen først om en varighed på fem til seks dage […], senere ændret til – som for Flygtningenævnet – at anholdelsen vedvarede [16-17 dage]. Vedrørende omfanget af overgreb har ansøgeren i løbet af samtalen med Flygtningenævnet forklaret divergerende om, hvorvidt han blev hentet ud af cellen og slået to gange om dagen eller i alt tre gange i forbindelse med afhøringer, hvorunder der tillige blev brugt peberspray. Divergenserne findes efter deres omfang ikke at kunne skyldes hukommelsesforskydninger som følge af, at ansøgeren måtte have været udsat for tortur. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt om, i hvilket omfang hans navn fremgik af offentlige opslag, og hans forklaring på disse uoverensstemmelser fremstår på ingen måde overbevisende. Ansøgeren har heller ikke givet en troværdig forklaring på, at han til trods for, at han skulle være eftersøgt, skulle kunne få udstedt kørekort, eller på dateringen af den oprindeligt fremlagte arrestordre som værende udstedt flere måneder efter ansøgers udrejse til trods for, at han efter sin egen forklaring reelt var flygtet fra fængslet, og dermed fra starten må have været i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lægger dernæst vægt på, at den af ansøgeren under sagen fremlagte kopi af en angivelig arrestordre er vurderet falsk, baseret på både indhold og signatur. Den omstændighed, at ansøgeren efterfølgende har fremsendt en ny arrestordre, som angiveligt skulle være en kopi af den originale arrestordre, findes ikke at kunne begrunde hverken en ny ægthedsvurdering eller et andet resultat. Flygtningenævnet lægger her vægt på, at indholdet er enslydende med det tidligere fremlagte dokument, og at kun datering og navn på faksimileunderskriften reelt er anderledes. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have et ar på venstre skulder og et ar på venstre ben, som han angiver stammer fra politivold under tilbageholdelsen forud for udrejsen, kan - henset til ansøgerens manglende troværdighed i øvrigt - heller ikke i sig selv føre til et andet resultat, idet der er tale om ukarakteristiske mærker, der i så fald ligeså vel kan stamme fra andre begivenheder. Flygtningenævnet har endeligt tillagt det en vis vægt, at ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Sverige fra [primo foråret] 2014, men først søgte om asyl [ultimo] samme år. Samlet set finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2017/2/ceb
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bamileké og kristen af trosretning fra Yaounde, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel eller fængslet, da han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere befolkningens reaktion på hans seksualitet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han første gang udlevede sin seksuelle præference [i foråret] 2007 på et diskotek, der hedder […], som ligger i Yaounde. Ansøgeren havde seksuelt samvær på diskotekets toilet sammen med en mand, der hedder [A], som han netop havde mødt. Ansøgeren og [A] blev opdaget af diskoteksgæsterne, og de blev begge blev udsat for et voldeligt overfald af et stort antal diskoteksgæster. I [sommeren] 2007 oplyste ansøgeren sin familie om hans seksualitet. Ansøgeren blev herefter smidt på gaden af familien og fik besked på, at han ikke længere skulle kontakte dem. I [vinteren] 2012 omfavnede ansøgeren sin ven, [B], spontant på åben gade. Ansøgeren og [B] blev herefter overfaldet af ukendte mennesker. Overfaldet blev stoppet, da ansøgeren og [B] blev taget med af militærpersoner i en lastbil. De blev taget med til en militærforlægning, hvor de opholdt sig i omkring fire dage. Den [i foråret] 2015 blev ansøgeren udsat for et voldeligt overfald på sin bopæl. Et større antal naboer gik ind i ansøgerens hjem, mens han kyssede sin daværende kæreste [C]. Naboerne skar ansøgerens ene finger af, og han undslap episoden ved hjælp fra en nabo, der kørte ham på hospitalet. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Cameroun. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til hans seksuelle orientering. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet anser det således for usandsynligt, at ansøgeren både ved episoden [i vinteren] 2007, [i vinteren] 2012 og [i vinteren] 2015 har haft åbenlys seksuel adfærd med en mand, hvilket efterfølgende angiveligt skulle have medført, at han blev udsat for overgreb. Det må således anses for usandsynligt, at ansøgeren ved episoden i 2007 har haft samleje på et diskotekstoilet uden at lukke døren, lige som det må anses for usandsynligt, at ansøgeren under episoden i 2015 har haft samleje med en mand, mens lejlighedens hoveddør stod åben. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden i 2015, idet han har svaret forskelligt på spørgsmålene om, hvem og hvor mange der kom til stede, og om sit kendskab til de pågældende. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hans fem naboer kom til stede, mens han havde samleje, idet han havde glemt at låse døren. Under samtalen den [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at en nabo først kom, hvorefter flere kom til stede. En person brækkede ansøgerens finger og brugte en kniv til at skære lillefingeren af ansøgeren, mens ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret, at en person med en machete forsøgte at hugge ham i halsen, og at hans lillefinger blev skåret af i forbindelse med, at han værgede for sig. Nævnet bemærker, at ansøgeren generelt har svaret usammenhængende og afglidende på centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af [en nærmere bestemt dato], fremgår, at den camerounske straffelovs bestemmelser om forbud mod homoseksualitet ikke håndhæves i praksis. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv og ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2017/1/MGO
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra […] i North West regionen i Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive fængslet af Gendarmeriet og/eller politiet som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive diskrimineret på grund af sin seksualitet, og at det ikke vil være muligt for ham at finde et arbejde. Endvidere frygter han, at han vil blive dræbt af lokalbefolkningen i sit hjemland. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som ung elev på en kostskole fandt ud af, at han var homoseksuel. En sen aften i [et år] blev ansøgeren og hans venner anholdt [et sted]. De blev bragt til stationen, hvor de var tilbageholdt i [et antal] dage og blev udsat for fysiske overgreb. Efter [et antal] dages tilbageholdelse blev de løsladt med en advarsel om, at såfremt de fortsatte deres homoseksuelle aktiviteter, ville de kunnet risikere at blive stillet for retten og idømt en fængselsstraf. Advarslen blev bragt i den lokale radio, [navn]. Ansøgeren har videre oplyst, at hans [familiemedlem] hørte om anholdelsen gennem ansøgerens [andet familiemedlem]. Hans [familiemedlem] kontaktede ham over telefonen dagen efter løsladelsen, og han var meget vred over ansøgerens tilbageholdelse for homoseksuelle aktiviteter. Efter løsladelsen blev ansøgeren kaldt til møde hos [en mand], som var universitetets afdelingsleder. Ansøgeren blev advaret om, at han ville blive bortvist fra universitetet, hvis han fortsatte sine homoseksuelle aktiviteter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans medstuderende blev bekendt med hans seksualitet. I [et år] flyttede han til [en by] i det nordlige Cameroun, hvor han fik arbejde som bogholder. Her mødte han en mandlig kæreste, som kom fra Tchad. Forholdet bestod, indtil ansøgerens udrejse i [et år]. Ansøger indrejste i Danmark den [dato] 2012 på et [visum]. Ansøger gik herefter på højskole i Danmark i nogle måneder, hvorefter han frem til sin anholdelse den [medio] 2014 opholdt sig ulovligt i Danmark. Herefter søgte ansøger asyl under falsk identitet og med et andet asylmotiv. Ansøgers asylsag blev gennemført frem til Flygtningenævnets afgørelse [dato] 2015. Først ved genoptagelsesanmodningen den [dato] 2015 har ansøger gjort gældende, at han er homoseksuel og har samtidig oplyst en anden identitet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgers troværdighed lagt vægt på, at hans forklaring på væsentlige punkter, herunder om sine homoseksuelle forhold og omstændighederne i forbindelse hermed, og om han var bekendt med, om hans venner var udsat for overgreb under tilbageholdelsen, er divergerende og ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøger ikke under sit langvarige ophold i Danmark har været i kontakt med homoseksuelle miljøer, før genoptagelsesanmodningen, og at ansøger har opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, før han, efter at være blevet anholdt, under falsk identitet og med et opdigtet asylmotiv, søgte asyl og først efter at have modtaget afslag på asyl har påberåbt sig at være homoseksuel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Came/2015/2
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Cameroun.. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive tvunget til at indtræde i sin afdøde faders position i høvdingens palads i landsbyen […], idet han i perioden […] er blevet forsøgt presset hertil af flere medlemmer af landsbyens ældreråd. Endvidere frygter ansøgeren, at blive fængslet ved genindrejse i Cameroun, idet hans visum er udløbet. Endelig frygter han økonomiske problemer og ebola smitte. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren forklaring for nævnet har virket selvoplevet og autentisk og været meget detaljeret. Ansøgeren har endvidere givet en plausibel forklaring på, at han ikke straks ved indrejsen søgte asyl, og at han ikke i asylansøgningsskemaet gav de oplysninger, der nu er bærende for hans asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgeren er søn af landsbyens næstkommanderende og dens ceremonielle leder, at ansøgeren umiddelbart efter forældrenes død blev indviet til at efterfølge faderen, at ansøgeren på intet tidspunkt herefter har ønsket at tage ophold i landsbyen med henblik på at forberede sig til at overtage faderens rolle, og at Ældrerådet gennem hele hans opvækst og indtil hans udrejse har forsøgt at formå og presse ansøgeren hertil. Ved vurderingen af om ansøgeren, hvis han vender tilbage til Cameroun, fortsat vil være i denne situation, lægger flertallet vægt på, at ansøgeren må antages at være profileret som følge af faderens position. Flertallet kan endvidere ikke afvise, at stammens traditioner vil være så tungtvejende, at landsbyens ledelse fortsat vil lægge pres på ansøgeren som tidligere, og at konsekvensen af, at ansøgeren fortsat vil vægre sig, vil kunne være, at ansøgeren vil blive udsat for vold og eventuelt forsøg på drab. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgerens dilemma imellem, hvorledes han selv vil leve sit liv, og hvad han søges presset til, har en sådan intensitet og indebærer en sådan risiko, at ansøgeren må antages at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. came/2015/1
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tutsi og kristen fra Gatumba, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive slået ihjel af personer tilknyttet partierne FNL eller regeringspartiet CNDD-FDD, idet disse gensidigt beskylder hende for at have tilknytning til det andet parti. Videre frygter hun at blive slået ihjel af FNL-medlemmer, fordi hun er etnisk tutsi. Fra 1996 har hun oplevet etnisk betonede konflikter, og i 1996 og 1997 blev hendes families bopæl angrebet af hutuer. I den forbindelse blev hun udsat for vold og voldtægt. Fra 2008 havde hun konflikter af politisk karakter, hvor hun blev opsøgt af medlemmer af FNL, der ønskede, at hun skulle betale økonomiske bidrag samt blive medlem af partiet. Hun blev beskyldt for at være medlem af CNDD-FDD og truet på livet. Medlemmer af CNDD-FDD har opsøgt hende og beskyldt hende for at være medlem af FNL. I perioden frem til hendes udrejse har hun været udsat for tre granatattentater og et giftangreb, og hendes ægtefælle var også ude for en hændelse i sommeren 2011, hvorefter hun ikke siden er blevet bekendt med, hvad der er sket ham. Hendes børn forsvandt under et attentat, hvor hun selv var til et møde udenfor hjemmet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgerens forklaring er troværdig, sammenhængende og virker selvoplevet uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren som veluddannet tutsi var attraktiv som medlem af FNL, og da hun nægtede medlemskab, kom hun til at fremstå i et modsætningsforhold til dette parti, ligesom at nævnet lægger til grund, at hun af regeringspartiet CNDD-FDD blev mistænkt for at være medlem af FNL, således at hun havde et modsætningsforhold til begge partier. På denne baggrund og henset til baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Burundi finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burundi vil være i en risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den burundiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” buru/2012/1
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi. Indrejst 2008, men søgte først asyl i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hutu og tutsi fra en navngiven by i Burundi og katolik af trosretning. Ansøgeren har været medlem af samt politisk aktiv for partiet [……………………………]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive fængslet, tortureret eller dræbt af sikkerhedstjenesten, idet hun er eftersøgt, fordi hun har været politisk aktiv for [………], og fordi et navngivent familiemedlem har været formand for partiet og blev fængslet i 2007 grundet mistanke om planlægning af et statskup. Ansøgeren har endvidere henvist til, at et af hendes andre navngivne familiemedlemmer i sommeren 2009 blev dræbt af sikkerhedstjenesten i forsøget på at finde ansøgeren eller medlemmer af hendes familie. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om slægtskabet med formanden for [……..]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har virket som menigt medlem i det navngivne parti fra 1999 til 2004, hvor hun ophørte med sine aktiviteter, fordi partiet kom til magten i landet. Hun har udført begrænsede opgaver for partiet og fremstår som uprofileret. Kort efter at hendes navngivne familiemedlem, der var formand for partiet, blev fængslet i foråret 2007, henvendte myndighederne sig på ansøgerens og dennes families bopæl og udspurgte ansøgeren og hendes familie om deres kendskab til familiemedlemmets planer og deres mulige rolle heri. Under afhøringerne, der strakte sig over cirka halvanden time, blev ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ikke udsat for fysisk overlast. Myndighederne har ikke inden udrejsen i foråret 2008 rettet henvendelse til ansøgeren på ny. I perioden var ansøgeren legalt to gange i Uganda for at søge og hente visum til Danmark, hun har fået udstedt pas i efteråret 2007 i Burundi, og hun udrejste legalt og problemfrit i foråret 2008. Ansøgerens forklaring om, at hun efter udrejsen skulle figurere på en liste over eftersøgte i Burundi, bygger på oplysninger fra hendes navngivne veninde, og ansøgerens forklaring herom fremstår ikke overbevisende, hvorved bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen om at drabet på hendes andet navngivne familiemedlem i sommeren 2009 skyldtes politiske grunde beror alene på formodninger. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren først søgte om asyl cirka halvandet år efter indrejsen i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af hendes opholdstilladelse. Det tillægges endvidere betydning, at hendes navngivne onkel opholder sig i Burundi, hvorfra han har brevvekslet med ansøgerens advokat og talt med ansøgeren. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burundi vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” buru/2011/1
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Burundi. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tutsi og var indrejst her i landet i sommeren 2004 i forbindelse med familiesammenføring med sin ægtefælle, der var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2002. Ansøgeren havde i 2006 ansøgt om fremmedpas. Udlændingemyndighederne havde betragtet denne anmodning som en ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt, at de tidsmæssige betingelser for at kunne opnå konsekvensstatus ikke var til stede. Allerede af den grund var der ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Hverken hun selv eller hendes familiemedlemmer havde været politisk aktive og havde heller ikke iøvrigt profileret sig. Ansøgeren havde forklaret om et overfald på familien i 2001. Det fremgik, at der i ansøgerens hjemland i 2001 generelt var voldsomme uroligheder. Ansøgeren havde opholdt sig i hjemlandet i flere år efter den pågældende begivenhed og inden udrejsen. Ansøgeren oplyste, at hun ikke i denne periode havde været udsat for overlast. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland, ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på en nærmere afklaring af ansøgerens drøftelser med hendes hjemkommune vedrørende asyl. Burundi/2009/1
Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født 1968. Indrejst i juni 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hutu fra Bujumbura, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i offentligheden. Vedrørende en påberåbt konflikt med myndighederne måtte det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingeservices fact finding rapport af juni 2005 (nævnets baggrundsmateriale nr. 54) tillægges vægt, at oprørsbevægelsen FNL behersker visse områder af landet, og at det i disse områder er almindeligt at opkræve civilbefolkningen bl.a. vejskatter og andre bidrag, og at denne situation er myndighederne bekendt. Videre fremgår det af samme rapport, at myndighederne udviser betydelig tilbageholdenhed overfor civile, der har måttet betale sådanne beløb til FNL, medmindre de pågældende er profilerede. Angående de påberåbte konflikter med FNL og hjælpechaufføren kærestes familie måtte det tillægges vægt, at ansøgeren aldrig var blevet truet personligt eller på anden måde personligt havde været udsat for overgreb. I øvrigt måtte det vedrørende de påberåbte asylmotiver tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger i det hele var baseret på andenhåndsoplysninger, og at hans antagelse om at være i risiko for overgreb var baseret på formodninger. Dernæst fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren fremstod helt uprofileret. Under disse omstændigheder kunne Flygtningenævnet heller ikke lægge vægt på en fremlagt tilsigelse, der først var fremlagt efter afgørelsen i Udlændingeservice. På denne baggrund, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge de påberåbte asylmotiver, kunne Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Burundi/2006/2
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Burundi, født i Danmark i 2004. Ansøgeren blev i januar 2005 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens moder er indrejst i september 1998, og blev i oktober 1998 meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Ansøgerens moder havde på ansøgerens vegne søgt om, at ansøgeren blev tillagt asylstatus i konsekvens af moderens opholdstilladelse. Til brug for vurderingen af ansøgerens asylansøgning var ansøgerens moder indkaldt til mødet i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens moder er af blandet etnicitet (hutu og tutsi) og hendes forældre (ansøgerens bedsteforældre), der blev dræbt i 1993, var medlemmer af FRODEBU. Ansøgerens moder er ikke bekendt med ansøgerens faders etnicitet. Det blev i øvrigt lagt til grund, at ansøgeren er burundisk statsborger. Ansøgerens moder havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at ansøgerens moder ved en tilbagevenden til Burundi frygtede tutsierne. Hun ønskede således, at ansøgeren som konsekvens af hendes asylstatus også fik asyl. Ansøgerens advokat havde endvidere henvist til, at hensynet til familiens enhed måtte føre til, at ansøgeren lige som sin moder opnåede asylstatus, og at det ikke kunne kræves, at ansøgerens moder skulle henvises til at kontakte de burundiske myndigheder for at få et pas til ansøgeren – og dermed afsløre sin identitet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som barn med en blandet etnicitet og som barn af bedsteforældrene på moderens side, der havde været medlem af FRODEBU, tilhørte en særlig gruppe, der var omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren havde således ikke noget selvstændigt asylmotiv. Moderen til ansøgeren fik i oktober 1998 asyl efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren var på tidspunktet for Flygtningenævnets behandling af sagen et år gammel, og ved vurderingen af, om ansøgeren kunne få asyl som konsekvens af moderens status, skulle det afgøres, om ansøgerens moder på tidspunktet for nævnets afgørelse opfyldte betingelserne for at få asyl efter den nugældende § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder den seneste rapport fra en fact-finding mission til Burundi i april – maj 2005, opfyldte ansøgerens moder ikke på tidspunktet for nævnets afgørelse betingelserne for at få asyl efter den nugældende § 7 i udlændingeloven. Ansøgerens moder havde således ikke selv været politisk aktiv, ligesom det forhold, at ansøgerens bedsteforældre muligt havde været politisk aktive, ikke kunne føre til, at ansøgerens moder ved en tilbagevenden til Burundi ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet har blandt andet til opgave at vurdere, om en ansøger opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet vurderede, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få asyl, hverken i kraft af egne forhold eller som konsekvens af moderens asylstatus. Den omstændighed, at den danske paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kan få et pas og dermed rejse til et andet land, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens enhed – eller på andet lignende grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Det blev i den forbindelse bemærket, at Flygtningenævnet vurderede, at der ikke skulle være asylrelevante betænkeligheder ved, at ansøgerens moder retter henvendelse til de burundiske myndigheder for at få et burundisk pas til ansøgeren. Bur/2005/5
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født 1975. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at de overgreb, ansøgeren havde angivet at have været udsat for, ikke havde haft en sådan voldsomhed eller intensitet, at de i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv. Han havde oplyst, at hans broder, som han senest havde set i 1996, havde været tilknyttet FNL. Denne omstændighed kunne heller ikke begrunde asyl. Det fremgik, at ansøgeren havde problemer med en række personer, som han havde kendt fra sin barndom. De pågældende personer havde været tilknyttet Sans Echéc. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at disse problemer kunne begrunde asyl, da ansøgeren måtte være henvist til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Bur/2005/4
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Burundi, født 1970. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren er burundisk statsborger, og at hun i det væsentlige har opholdt sig i Den Demokratiske Republik Congo, hvor hun har deltaget i arbejdet i en humanitær organisation. Det lagdes endvidere til grund, at organisationen i oktober 2003 indgav en klage til byretten i en navngivet by over såvel det congolesiske militær som oprørsbevægelsen RCD og Mai-Mai bevægelsen. RCD, der er tutsi-domineret, blev blandt andet anklaget for åbenbare krænkelser af børn og kvinders rettigheder samt massakrer på civile. Flygtningenævnet lagde endelig til grund, at ansøgeren som følge af klagen over RCD blev tilbageholdt af soldater fra Burundis hær, da hun flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo til Burundi. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at RCD fortsat har væsentlig indflydelse i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og at hæren fortsat er tutsi-domineret, uanset at Burundi nu er styret af hutuer. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring om, at hun som følge af klagen over RCD, grundet tætte forbindelser mellem RCD og Burundis hær, risikerer at blive udsat for asylbegrundende overgreb, som hun ikke vil kunne søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren opfyldte herefter betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Bur/2005/2
Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Burundi, født 1976. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise ansøgerens forklaringer til sagen. Det følger af disse forklaringer, at ansøgeren flygtede fra FNL (Forces Nationales de Liberation) efter at have været tilbageholdt i en kortere periode, hvorunder han udførte tvangsarbejde, at ansøgeren herefter vendte tilbage til sin bopæl, hvorfra hans samleverske og børnene var flygtet, at tre af hans mandlige bekendte fra nabolaget kom til stede samme aften, at soldater fra det burundiske militær anholdt ansøgeren og de tre kammerater, at de herefter blev fragtet til et fængsel, at ansøgeren så de tre kammerater blive stukket ned af soldaterne med den bemærkning, at de fungerede som ansøgerens livvagter, hvorved de tre kammerater omkom, at ligene blev lagt ind i en celle, hvori ansøgeren også opholdt sig, at ansøgeren ikke blev afhørt yderligere om sin relation til FNL, at det lykkedes ansøgeren ved hjælp af bestikkelse af en vagt at undslippe fængslet efter fire dages fangenskab, og at ansøgeren herefter opsøgte en bekendt, hvor han opholdt sig i skjul indtil sin udrejse af hjemlandet i december 2003. Flygtningenævnet fandt under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde som er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han er etnisk hutu eller som følge af, at hans moder efter det oplyste har haft et civilt administrativt embede i kraft af medlemskab af FRODEBU, idet det bemærkedes, at FRODEBU i dag er en del af den midlertidige koalitionsregering i Burundi. Derimod fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved eventuel tilbagevenden til hjemlandet – som mistænkt for kollaboration med FNL – vil være i reel individuel risiko for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra myndighederne i Burundi. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Bur/2005/1
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født 1979. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren aldrig havde været medlem af eller aktiv for politiske partier eller organisationer, samt at han aldrig havde haft konflikter med myndighederne i Burundi. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde arbejdet som tegner og maler og herunder havde givet udtryk for sit ønske om fred. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren i 1998 blev udsat for overgreb af medlemmer af en milits, fordi han forsøgte at undgå tvangsrekruttering, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren også i 2003 var blevet forsøgt tvangsrekrutteret af forskellige militser. Nævnet kunne ikke i det hele lægge ansøgerens forklaring om antal forsøg og om, at han i forbindelse hermed blev udsat for overgreb, til grund, idet forklaringen herom på væsentlige punkter forekom uddybende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lagde til grund, at tvangsrekrutteringsforsøgene ikke var specielt rettede mod ansøgeren, men at de var et led i et generelt forsøg på at få unge til at lade sig rekruttere til militserne. De generelt vanskelige og kaotiske forhold i Burundi kunne ikke i sig selv føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af lægelig undersøgelse af ansøgeren. Burundi/2004/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi, født 1984. Indrejst i november 2003. Efter forældrenes død boede ansøgeren hos sin moster og onkel. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hutu fra Burundi. Hun har aldrig været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun, der boede hos sin moster, ofte havde været udsat for fysiske overgreb samt voldtægt fra mosterens ægtefælle. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at de nævnte overgreb ophørte flere måneder før udrejsen, efter at mosteren havde påtalt forholdet over for sin ægtefælle. Ansøgeren havde heller ikke rettet henvendelse om forholdene til myndighederne med henblik på at opnå beskyttelse. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hun på et urigtigt grundlag af myndighederne var blevet beskyldt for at have samarbejdet med rebellerne i forbindelse et angreb på byen i juli 2003. Uanset om ansøgerens forklaring på dette punkt lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge heraf var i risiko for asylbegrundende overgreb. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den afhøring, ansøgeren var indkaldt til af politiet, varede to timer, hvorefter ansøgeren fik lov til at tage hjem. Hun var ikke udsat for nogen fysiske overgreb i forbindelse med afhøringen, som blev overværet af hendes moster. Ansøgeren blev ikke kontaktet igen af myndighederne forud for udrejsen i november 2003. Nævnet havde ikke kunnet fæste lid til ansøgerens forklaring for nævnet om, at hendes moster i en telefonsamtale for nylig havde oplyst, at ansøgeren var efterlyst af myndighederne. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstod som usikker, divergerende og lidet overbevisende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for beskyttelsesstatus i udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for kvinder i Burundi kunne ikke føre til et andet resultat. Burundi/2004/7
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1970. Indrejst i august 1992. I august 1993 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 1996 blev klageren i byretten idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3. Den 30. april 1998 blev klageren i byretten idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for 5 år for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, og af lov om euforiserende stoffer. I september 1998 idømte landsretten klageren fængsel i 10 måneder og fastsatte indrejseforbud frem til januar 2008. Ved dommens bestemmelse bortfaldt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 32. I juni 1999 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at Udlændingestyrelsen fandt, at klageren på baggrund af udlændingelovens 49 a, jf. § 31, ikke kunne udsendes til Burundi. Udlændingestyrelsen besluttede samtidig at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorved den af landsrettens idømte udvisning og indrejseforbud indtil august 2008 bortfaldt. I december 1999 stadfæstede landsretten byrettens dom fra september 1999, hvorved klageren blev idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved dommens bestemmelse bortfaldt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 32. I januar 2002 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at Udlændingestyrelsen fandt, at klageren på baggrund af udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, ikke kunne udsendes til Burundi. Udlændingestyrelsen besluttede samtidig at meddele klageren afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. I marts 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 2. I juni 2004 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at styrelsen havde besluttet, jf. udlændingelovens § 32 b og § 49 b, at klageren kunne udsendes til Burundi, da han efter styrelsens opfattelse ikke risikerede forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, afsnit 2, nævnte grunde og at han efter styrelsens opfattelse heller ikke ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk hutu. Klageren var sammen med sin moder aktiv i hutu-bevægelsen. Klageren har ikke under sagens behandling ønsket at forklare, hvilke aktiviteter han udførte for bevægelsen. Flygtningenævnet udtalte indledningsvis, at de generelle forhold for hutu-befolkningen i Burundi ikke i sig selv kunne begrunde, at klageren ikke kunne udsendes til Burundi. Med hensyn til klagerens politiske tilhørsforhold lagde nævnet til grund, at klageren ikke forud for sin udrejse havde selvstændige politiske aktiviteter, men at hans tilknytning til Palipehutu især havde forbindelse til moderens politiske tilknytning til partiet. Under hensyn til udviklingen i Burundi med fredsprocessen, hvori også Palipehutu har deltaget aktivt, samt til oplysningerne om partiets repræsentation i regeringen, fandtes det forhold, at klageren forud for udrejsen og under sit ophold i Danmark havde sympatiseret med Palipehutu, ikke at medføre risiko for, at klageren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen. Det bemærkedes i den forbindelse, at klagerens fængsling fra 1988 til 1992 under hensyn til den tid, der var gået, og de politiske ændringer siden da, ikke kunne begrunde en anden vurdering. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive underkastet dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Burundi/2004/6
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1964. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om Burundi, senest Home Office Report fra april 2004, er det kun Rwasa fraktionen af Palipehutu/FNL, der er i opposition og i konflikt med overgangsregeringen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1990 havde været medlem af Palipehutu. Ansøgerens oplysninger i asylansøgningsskemaet, i samtalen med Udlændingestyrelsen og også det i nævnet fremlagte bilag sandsynliggjorde derimod ikke i tilstrækkelig grad, at ansøgeren tilhørte Rwasa-fraktionen inden for Palipehutu/FNL. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burundi risikerede forfølgelse fra overgangsregeringen eller ikke at kunne opnå dennes beskyttelse mod enkeltpersoners efterstræbelse af ham, jf. § udlændingelovens 7, stk. 1. Der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Burundi/2004/4
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1976. Indrejst i 1999. I juni 2000 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark jf. udlændingelovens § 7. I september 2000 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren blev udelukket fra asyl, jf. Flygtningekonventionens art. 1, F, a og b. Ansøgeren kunne således ikke udsendes tvangsmæssigt til Burundi jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og § 31, stk. 2, 1. pkt. I oktober 2000 henstillede Udlændingestyrelsen til Rigsadvokatens overvejelser, om der var anledning til her i landet at indlede strafferetlig efterforskning af ansøgerens kriminelle handlinger i hjemlandet. I november 2001 oplyste Rigsadvokaten, at man fandt, at der burde indledes en strafferetlig efterforskning i sagen med henblik på at afklare, om der kunne tilvejebringes et bevismæssigt grundlag for at rejse tiltale mod ansøgeren. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. I maj 2003 meddelte Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, at Statsadvokaten havde besluttet at indstille efterforskningen i sagen, idet det ikke havde været muligt at godtgøre, at begivenhederne i Burundi havde fundet sted, ligesom ansøgeren havde fastholdt, at han kun havde hørt om begivenhederne og ikke selv havde deltaget. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2003, at Udlændingestyrelsen efter en nærmere vurdering af sagen på baggrund af udlændingelovens § 32b og § 49b, jf. § 31, havde besluttet, at ansøgeren kunne udsendes af Danmark, idet styrelsen ikke fandt, at udlændingelovens § 31 var til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i nævnets afgørelse af september 2000 i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse blev anset for omfattet af udlændingelovens § 7 isoleret set. Ansøgeren blev anset for udelukket fra asyl efter Flygtningekonventionens art. 1, F, a og b, men kunne ikke udsendes tvangsmæssigt til Burundi, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens angivelse af, at det var den medvirkende tolk til samtalen med Udlændingestyrelsen, der havde misforstået ansøgerens forklaring, kunne begrunde, at der skulle ses bort fra ansøgerens forklaring til samtalereferatet. Nævnet fandt herved, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke havde fremstået overbevisende. Nævnet besluttede i april 2004 at imødekomme ansøgerens anmodning om genoptagelse, da den undersøgelse, der var foretaget hos de burundiske myndigheder eller myndighedspersoner og Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesagers beslutning om at indstille efterforskningen, indebar, at der forelå væsentlige nye oplysninger i sagen. Nævnet fandt ikke, at genoptagelsen indebar, at nævnet var bundet af, at ansøgeren i nævnsafgørelsen i september 2000 isoleret set blev anset for omfattet af udlændingelovens § 7 som anført. Nævnet lagde herved vægt på, at afgørelsen af september 2000 må anses for en følge af de oplysninger, som ansøgeren fremkom med til sagen. Der henvistes herved til udlændingelovens § 40 og til det anførte i afgørelsen af september 2000, herunder navnlig følgende oplysninger fra ansøgeren. Ansøgeren oplyste ifølge politirapport af 2. september 1999 således blandt andet, at han var medlem af FDD og CNDD, henholdsvis den politiske og militære gren. Han blev militært uddannet i Rwanda og kæmpede mod militærstyret i Burundi i 1993 og 1994. Ifølge asylskemaet fra oktober 1999 oplyste ansøgeren blandt andet, at han fik militærtræning i Rwanda og vendte tilbage til Burundi for at kæmpe mod tutsi-hæren, men blev genkendt. Ansøgeren oplyste i skemaet november 1993 som udrejsedato og oplyste under afsnittet om ”Værnepligtsforhold”, at han i 1993-1995 fik militærtræning i Rwanda for at vende tilbage til Burundi som oprører, og at han var oprører i perioden 1994-1996. Ifølge samtalereferatet fra april 2000 flygtede ansøgeren til Rwanda i 1993, men vendte tilbage til Burundi efter en måned. Han kæmpede som oprører i Bujumbura i 1993-1994. I januar-februar 1994 gav ansøgeren ordre til, at 10 tilfangetagne soldater blev dræbt ved at blive kastet i dybe latriner. I januar-marts 1994 var ansøgeren efter ordre med til at binde 6 tilfangetagne soldater, så de kvaltes, og ansøgeren bandt selv 2 af disse. Ifølge den daværende beskikkede advokats skriftlige indlæg af august 2000 bestred ansøgeren, at han skulle have deltaget i eller givet ordre til overgreb, eller at han havde forklaret som anført i samtalereferatet og begrundede dette med tolkens oversættelse. Af advokatindlægget fremgik bl.a. videre, at ansøgeren efter familiens gård var blevet nedbrændt havde boet i en grænseby mellem Burundi og Rwanda, hvor han virkede som underviser for FDD. Ansøgeren havde været vidne til kampe, og de forklaringer, der var afgivet til samtalereferatet, var øjenvidneskildringer. Ifølge nævnsafgørelsen af september 2000 forklarede ansøgeren bl.a., at han efter en måned i Rwanda vendte tilbage til Burundi, da han troede, at situationen var forbedret. Ansøgeren opholdt sig alene på grænsen og var ikke i Bujumbura. I samtalen ved Udlændingestyrelsen havde han alene fortalt, hvordan kampene foregik. Han deltog ikke selv i kampene, idet disse foregik i Bujumbura. Om henrettelserne havde han alene fortalt, hvad hans overordnede havde fortalt om kampene. Ansøgeren tog tilbage til Burundi for at bekæmpe tutsierne verbalt. Nævnet fandt – i lighed med nævnets afgørelse af september 2000 – ikke, at de ovennævnte oplysninger skyldtes en urigtig eller misforstået tolkegengivelse og lagde herved bl.a. vægt på ansøgerens egne oplysninger ifølge asylskemaet, der er udfyldt på fransk, som ansøgeren kan tale og skrive. Ansøgeren havde heller ikke for dette nævn kunnet give en rimelig forklaring på de divergerende oplysninger. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke efter resultatet af den undersøgelse, som er foretaget af Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, forelå den efter Flygtningekonventionens art. 1 F krævede alvorlige grund til at antage, at ansøgeren havde begået de forbrydelser, som førte til nægtelse af asyl i nævnsafgørelsen af september 2000. Det fremgik således af undersøgelsen, at de henrettelser, som ansøgeren havde forklaret om, ikke havde kunnet verificeres. Ved vurderingen af om ansøgeren herefter havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, lagde nævnet navnlig vægt på følgende: Ansøgeren havde til samtalen med Udlændingestyrelsen i august 2003 blandt andet oplyst, at han som medlem siden 1992 af JEDEBU alene aktivt havde deltaget i form af information til unge. Han havde aldrig deltaget i kamp eller båret våben bortset fra én dags geværtræning i Rwanda. Ansøgeren havde til den beskikkede advokat forklaret, at han udrejste af Burundi kort tid efter, at han havde fået id-kort i november 1993. Ansøgeren havde i nævnsmødet bekræftet disse oplysninger og navnlig henvist til, at hele hans familie var udrejst af Burundi som følge af den efterstræbelse, familien var udsat for. Familien var en kendt og velhavende familie, der blandt andet siden ansøgerens morfaders aktiviteter havde været politisk engageret. Ansøgeren boede hos sin moder og levede af blandt andet den jordbesiddelse, moderen havde arvet fra morfaderen. Ansøgerens moders hus blev som et af de første i Bumjumbura nedbrændt af tutsierne. Det var kendt i Bumjumbura, at ansøgeren agiterede for JEDEBU. Et flertal af nævnets medlemmer fandt herefter, at det måtte tillægges betydning, at ansøgeren havde den nævnte familiemæssige baggrund, hvor morfaderen deltog i kamp og blandt andet havde dræbt en ledende tutsi, ligesom adskillige af ansøgerens moders søskende var blevet dræbt. Ansøgeren havde udøvet en politisk aktivitet. Flertallet tillagde det særlig vægt, at ansøgerens navn var nævnt over for de burundiske myndigheder i forbindelse med en konkret forespørgsel om, hvorvidt de henrettelser, som ansøgeren tidligere havde forklaret om, kunne verificeres. Under hensyn hertil kunne flertallet ikke afvise med den fornødne sikkerhed, at ansøgerens udtrykte subjektive frygt for tilbagevenden fremstod således objektivt begrundet, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Det indgik i flertallets vurdering, at forespørgslen, hvorunder ansøgeren blev identificeret, havde været rettet til meget højtstående personer, og at ansøgeren derfor syntes at fremstå særlig eksponeret. Ansøgeren havde herefter krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Burundi/2004/3.
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi, født i 1981. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, atansøgeren er etnisk hutu og ikke havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at den bar på byens markedsplads, hvor hun serverede, blev angrebet af FNL rebeller, at en tilstedeværende tutsi soldat blev dræbt, og at hun efterfølgende sammen med cirka 15 andre personer blev tvangsmæssigt ført bort af rebellerne. Det lykkedes ansøgeren at flygte efter cirka 20 dages tilbageholdelse, hvorunder hun blev udsat for forskellige overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun havde været udsat for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, som indebar, at hun havde krav på beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet lagt vægt på omstændighederne omkring angrebet, herunder at der var flere til stede i baren under angrebet. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynligt, at ansøgeren ville blive draget til ansvar for, at en tutsi soldat var blevet dræbt, alene fordi hun er hutu og arbejdede i den bar, hvor drabet havde fundet sted. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde været i myndighedernes søgelys. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive anset for FNL sympatisør, og nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at ansøgeren sammen med omkring 15 andre personer var blevet tvunget til at følge med FNL rebellerne. Den fremlagte tilsigelse kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylrelevante overgreb fra FNL rebellernes side. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at tilbageholdelsen af hende sammen med en gruppe andre personer måtte anses for tilfældig og som et led i FNL generelle aktiviteter, og ikke kunne anses som udtryk for en konkret og individuel efterstræbelse af ansøgeren. Hverken de generelle forhold i Burundi eller den omstændighed, at ansøgeren ingen familie havde i hjemlandet, kunne i sig selv begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Burundi/2004/10
Nævnet stadfæstede i februar 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mindreårige burundesiske statsborgere, født i 1994 og 2002, repræsenteret ved deres far. Asylsagen vedrørte to mindreårige børn, hvis far i maj 2003, efter lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, ansøgte om, at hans børn blev tillagt asylstatus i konsekvens af faderens egen opholdstilladelse. Ansøgernes fars opholdstilladelse blev givet i henhold til § 7, stk. 2, (de facto-status) i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Til brug for vurderingen af børnenes asylansøgning var det ansøgerens far, der blev indkaldt til møde i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde indledningsvist til grund, at ansøgerne var etniske hutuer og burundiske statsborgere. Det blev lagt til grund, at ansøgernes farfar var medlem af Halipahutu, at farfaderen blev dræbt i begyndelsen af 1995, at ansøgernes to farbrødre blev dræbt i 1993, at ansøgernes far ikke havde været medlem af noget politisk parti, og at ansøgernes far kun havde udført meget begrænsede aktiviteter for farfaderen i en meget ung alder. Det kunne ikke antages, at ansøgerne i deres egenskab af børn tilhører en særlig social gruppe, som var omfattet af Flygtningekonventionen. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at ansøgerne, der var mindreårige, havde noget selvstændigt asylmotiv. Med hensyn til spørgsmålet om opholdstilladelse i konsekvens af ansøgernes fars status bemærkede nævnet, at faderen i november 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, med henvisning til indholdet af de daværende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Burundi. I det foreliggende tilfælde, hvor asylansøgningen var indgivet efter den 1. juli 2002, var det en betingelse for konsekvensstatus, at faderen i dag opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003. Ved vurderingen heraf lagde nævnet vægt på de nu foreliggende oplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2003, hvorefter der var en igangværende fredsproces i Burundi, ligesom der ikke skete generel forfølgelse af etniske hutuer, som derfor ikke i sig selv var i særlig risiko for overgreb. Hertil kom, at faderen ikke havde været medlem af noget politisk parti, og at faderen heller ikke havde udført aktiviteter, som i sig selv havde været egnet til at profilere faderen i forhold til myndighederne eller politiske organisationer. Med hensyn til familiens forhold i øvrigt blev det særligt bemærket, at drabet på farfaderen og farbrødrene lå langt tilbage i tid. Det kunne derfor ikke antages, at faderen ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, ligesom der efter det foreliggende heller ikke var holdepunkter for at antage, at faderen skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for de i udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Der var herefter ikke grundlag for at meddele ansøgerne konsekvensstatus som følge af faderens forhold. Som følge af det anførte opfyldte ansøgerne ikke betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingeloven s § 7. Burundi/2004/1
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og protestant fra [bynavn], Burundi. Ansøgeren har været medlem af oppositionspartiet FNL siden 2008. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller dræbt af regeringen, idet hun er medlem af oppositionspartiet og derfor er efterstræbt af regeringen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hun og hendes ægtefælle samlede penge ind til partiet, og at alle således vidste, at hun og hendes ægtefælle var medlemmer af partiet. Ansøgeren har desuden henvist til, at de har modtaget trusselsbreve på deres bopæl, at politiet kom for at anholde hende hos den kvinde, som hun havde søgt tilflugt hos under sin flugt, og at den pågældende kvinde og hendes søn fortsat er tilbageholdt. Ansøgeren har videre henvist til, at bopælen blev ramt af en granat i [foråret] 2011. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren var medlem af FNL, som hun udførte begrænsede aktiviteter for. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle var medlem af FNL samt, at han i forhold til hende qua sine opgaver for FNL var mere profileret. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i forbindelse med sin flugt fra hjembyen under myndighedernes angreb på byen den [sommeren] 2010 blev voldtaget af tre af de mænd, der var sat ind over for FNL-folk. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring er understøttet af baggrundsoplysningerne vedrørende angrebet på ansøgerens hjemby den [sommeren] 2010, og at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for sine tidligere svar og forklare uddybende om sine forhold. Herefter, og efter indholdet af baggrundsoplysningerne vedrørende Burundi, hvorefter det må lægges til grund, at myndighederne har registreret, hvor ansøgeren kommer fra, den omstændighed at ansøgeren forsvandt fra området under urolighederne i [sommeren] 2010 og den grad af profilering, som ansøgerens ægtefælle havde i 2010, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en genindrejse i Burundi vil være i risiko for at komme i myndighedernes søgelys som en modstander af regimet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Buru/2017/2/DH
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og kristen protestant fra Kamenge, Burundi. Ansøgeren har frem til 1991 været medlem af ungdomsafdelingen af partiet UPRUNA. Han har desuden deltaget i planlægningen af nogle demonstrationer mod præsidentens tredje kandidatur. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra efterretningstjenesten, idet han har afslået at opsige sin stilling i en fagforening og i stedet arbejde for myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han, sideløbende med sin ansættelse som skolelærer, har bestredet en stilling som ansvarlig for administrative funktioner for en fagforening for skolelærere ved navn Syndicat des Travailleurs de I’Enseignement du Burundi (STEB). Ansøgeren blev i [vinteren] 2010 anholdt af lederen af efterretningstjenesten. Lederen for efterretningstjenesten hed [A]. Under anholdelsen fortalte [A] ansøgeren, at han skulle arbejde for efterretningstjenesten og gav ham en frist på to dage til at give svar, hvorefter han blev løsladt. Omkring en uge senere blev der kastet en håndgranat ind i ansøgerens hjem, og ansøgeren blev ramt af skud. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af en af fagforeningens informanter, at angrebet var udført af repræsentanter for efterretningstjenesten. I 2012 blev to af ansøgerens brødre slået ihjel. Den ene bror blev slået ihjel, fordi han forsøgte at undersøge, hvorfor ansøgeren var efterstræbt af efterretningstjenesten. Den anden bror blev dræbt, fordi han, under et besøg på en bar, havde erklæret, at han ville opklare drabet på den første bror. Ansøgeren blev i 2013 anholdt af [A]. [A] spærrede ham inde på et toilet og overhældte ham med chilivand som straf for, at han havde modsat sig at arbejde for efterretningstjenesten. Ansøgeren var tilbageholdt i et døgn, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren formoder, at han blev løsladt, fordi [A] fortsat ønskede, at han skulle arbejde for efterretningstjenesten. [I foråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af repræsentanter for efterretningstjenesten og bragt til et kontor, der tilhørte efterretningstjenesten. Ansøgeren befandt sig på STEBs kontor, da han blev anholdt. Under anholdelsen blev han afklædt og slået. Under en transport i forbindelse med anholdelsen, tilbød chaufføren fra efterretningstjenesten at køre ansøgeren til grænsen til Rwanda, idet ansøgeren tidligere havde hjulpet chaufførens svoger. Ved grænsen til Rwanda mødte ansøgeren præsidenten for STEB, [B]. Hun var blevet registreret på en sort liste og frygtede derfor at blive slået ihjel. Ansøgeren rejste til Rwanda sammen med [B]. Ansøgeren opholdt sig et døgn i Rwanda, hvorefter han rejste til Uganda. [I foråret] 2015 rejste ansøgerens ægtefælle og deres fælles børn fra Burundi til Uganda. [I efteråret] 2015 mødte ansøgeren fire mænd fra den burundiske efterretningstjeneste. De truede ham og fortalte, at de var i stand til at finde ham overalt i Afrika. [I efteråret] 2015 rejste ansøgeren til Danmark for at deltage i et kursus arrangeret af COWI. [I efteråret] 2015, mens ansøgeren befandt sig i Danmark, ringede hans nabo og fortalte, at hans ægtefælle var blevet opsøgt af repræsentanter fra den burundiske efterretningstjeneste på deres bopæl i Uganda, og at hun og deres børn efterfølgende var flygtet til Rwanda. Ansøgeren indgav herefter en ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har virket som lærer, og at han i flere år har haft en ledende stilling i fagforeningen STEB, at han har været involveret i fagforeningens aktiviteter i forhold til regeringens initiativer med at oprette konkurrerende fagforeninger, og at han har været profileret i offentligheden i hjemlandet. Det fremgår af de foreliggende baggrundoplysninger, at forholdene i Burundi er blevet væsentligt forværret i forbindelse med præsidentens ønske om at opnå en yderligere embedsperiode, og at STEB er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne. Når der henses til ansøgerens aktiviteter for STEB, der er underbygget af oplysningerne med samarbejdet med Danmarks Lærerforening, kan det ikke afvises, at ansøgeren i kraft af sit virke og sin højtstående position i STEB ved en tilbagevenden til Burundi risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Buru/2017/1/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hutu og baptist fra […], Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, dog har ansøgeren demonstreret for […] i dennes kamp mod regeringen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive fængslet, slået ihjel eller tortureret af myndighederne, fordi han har nægtet at yde bidrag til regeringspartiet. Derudover frygter han myndighederne, fordi han i [efteråret] 2014 omtalte træningslejrene for børnesoldater i D.R. Congo. Endvidere frygter ansøgeren nogle privatpersoner, der overfaldt ham [i slutningen af 2014]. Ydermere frygter ansøgeren at blive straffet af myndighederne for at have demonstreret for […]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet anført, at han i [efteråret] 2014 blev opsøgt på sin bopæl af fem mænd, heraf fire mænd fra militsen […], der ville have ham til at yde et bidrag til støtte for regeringspartiet, CNDD-FDD, hvilket ansøgeren nægtede, fordi han ikke blev oplyst om, hvad pengene konkret skulle bruges til. Herefter, i perioden fra [efteråret] 2014 frem til [slutningen af 2014] blev ansøgeren dagligt udsat for chikane i form af tilråb og trusler fra ukendte militsmedlemmer. I [slutningen af] 2014 fortalte nogle forældreløse børn, som ansøgeren underviste, at CNDD-FDD havde forsøgt at hverve dem til deres milits. Herefter kontaktede ansøgeren […], som repræsenterede en menneskerettighedsorganisation, og fortalte, hvad børnene havde fortalt ansøgeren. En uge efter blev der bragt flere programmer i radioen, der omtalte problematikken vedrørende brugen af børnesoldater. [I slutningen af 2014] blev ansøgeren overfaldet af to ukendte gerningsmænd, der hældte ansøgerens øl ud over ham, forsøgte at slå ham i hovedet med dennes ølflaske og truede ansøgeren med, at alle, der modsatte sig regeringen, skulle slås ihjel. I perioden fra [slutningen af 2014] og indtil ansøgerens udrejse oplevede ansøgeren ikke problemer med nogen parter. Ansøgeren indrejste legalt i Danmark på et visum [i foråret] 2015. Under ansøgerens ophold i Danmark fik han under telefonisk kontakt med sin nabo [senere på foråret i 2015] oplyst, at ansøgerens bopæl to dage forinden, [i foråret] 2015, var blevet opsøgt af politiet, der havde ransaget ansøgerens bopæl samt taget nogle papirer og ansøgerens husarbejder med sig. Denne hændelse gjorde ansøgeren så bange, at han [senere i foråret] 2015 søgte asyl i Danmark. I [sommeren] 2015 blev ansøgerens forældre opsøgt på deres bopæl af fire betjente fra efterretningstjenesten, der spurgte, hvor ansøgeren befandt sig. I [foråret] 2016 blev ansøgerens forældre opsøgt af en major, […], samt nogle betjente fra politiet, der truede ansøgerens forældre og spurgte, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de burundiske myndigheder fremstår påfaldende og konstrueret. Nævnet finder i den forbindelse navnlig, at ansøgers forklaring om omstændighederne ved pasudstedelsen i Burundi, hvor han fik hjælp af en burundisk general, som var tilknyttet samme kirke som ansøgeren, fremstår utroværdig i lyset af ansøgerens øvrige forklaring om sit forhold til regeringspartiet og myndighederne i Burundi. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark [i foråret] 2015, en uge inden visaudløb, eftersom han ti dage tidligere havde fået oplyst, at hans bopæl var blevet opsøgt. Hertil kommer, at omstændighederne i forbindelse med de af ansøgeren påberåbte forhold heller ikke har en karakter, der i sig selv skaber et beskyttelsesbehov. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt er blevet opsøgt på sin bopæl med henblik på at yde økonomisk støtte til regeringspartiet og har afvist dette, er således ikke et forhold, der efter nævnets opfattelse i sig selv skaber et beskyttelsesbehov. Ansøgerens omtale overfor […] af spørgsmålet om hvervning af børnesoldater og den efterfølgende behandling heraf i radioudsendelser er desuden sket, uden at ansøgerens navn er kommet frem i offentligheden, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationen for […] ikke var i kontakt med myndighederne. Nævnet finder heller ikke, at ansøgerens forklaring om, at han blev overfaldet [i slutningen af 2014] indebærer, at han har behov for beskyttelse, idet han i perioden indtil udrejsen i [foråret] 2015 ikke blev opsøgt. Herefter, og da hverken de i øvrigt udokumenterede oplysninger om ansøgerens venskab med den dræbte oppositionspolitiker […] eller den i Flygtningenævnet fremlagte e-mail [fra efteråret] 2016 fra ansøgerens tidligere arbejdsgiver sandsynliggør, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Buru/2016/2/AKM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og katolik fra [A], Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, herunder efterretningstjenesten og militsen ved navn [B], fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de personer, som er i opposition til militsen, fordi de har set ham sammen med medlemmer fra militsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han på et ukendt tidspunkt i 2011 blev kontaktet af en mand ved navn [C], som ville have ansøgeren til at spille for hans fodboldhold ved navn [D], hvilket ansøgeren indvilligede i. Efter at have spillet for holdet i tre år, blev ansøgeren i cirka tre uger forud for [en dato i foråret] opmærksom på, at fodboldholdet havde en skjult politisk agenda, fordi der efter træning blev talt om, hvordan man skulle angribe modstandere af præsidentens genvalg til præsidentposten. Ansøgeren har også oplyst, at han ikke selv delte politiske holdninger med sine holdkammerater. [På en dato i foråret] 2015 søgte ansøgeren visum til Danmark for at deltage i sin søsters bryllup, og fordi han herved ville få mulighed for at slippe væk fra fodboldholdet og dets politiske agenda. [På en dato i foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af fire holdkammerater. De gav ansøgeren tre håndgranater, som var placeret i nogle mælkekartoner, som ansøgeren skulle opbevare. To dage efter stillede ansøgeren mælkekartonerne indeholdende håndgranaterne ud på gaden, som blev hentet af nogle skraldemænd sammen med det andet skrald, der var blevet stillet ud. En uge herefter rejste ansøgeren til byen [E], hvor han opholdt sig indtil [en dato i foråret] 2015. I perioden, hvor ansøgeren opholdt sig i [E], blev hans ægtefælle opsøgt på deres bopæl af efterretningstjenesten, som spurgte, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren tog herefter gennem Rwanda og videre til [et europæisk land], hvor han opholdt sig i et par dage. I dette tidsrum blev ansøgerens ægtefælle opsøgt to gange af efterretningstjenesten. Ansøgeren udrejste af [det europæiske land] [på en dato i foråret 2015] med fly til Danmark. Han søgte asyl [i foråret 2015]. Ansøgerens ægtefælle er efterfølgende blevet opsøgt flere gange af efterretningstjenesten, som under et af sine besøg kastede en håndgranat, hvorved ansøgerens adoptivbarn pådrog sig skader. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at den omstændighed, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag har fremsendt nye dokumenter ikke findes at kunne begrunde, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren trods det relativt enkle asylmotiv har forklaret afglidende og divergerende på væsentlige punkter. Der har tidligere under sagen været gjort tolkeproblemer gældende, men Flygtningenævnet finder ikke, at de divergenser med videre, der er fremkommet under det aktuelle møde kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har selv oplyst, at han og tolken forstår hinanden, og hertil kommer, at nævnet har stillet kontrolspørgsmål med andre formuleringer for at sikre mod misforståelser. Divergenserne vedrører bl.a., hvor mange gange om ugen foldboldholdet trænede, hvor længe ansøgeren har været klar over at medlemmer af foldboldholdet støttede regeringen, hvorvidt han blev foreholdt medspillernes politiske ståsted af sine bekendte samt i hvilket omfang han havde kendskab til det politiske ståsted hos medspillerne [F] og [G]. De fremlagte dokumenter findes ikke at kunne ændre vurderingen. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor de fleste er fremkommet på så sent et tidspunkt, at de senest fremsendte angivelige indkaldelser divergerer i henseende til klokkeslæt fra den først fremsendte indkaldelse, samt at det ikke fremstår troværdigt, at en arbejdsgiver skulle fremsende en afskedigelse på grund af ulovlig udeblivelse et år efter, at udeblivelsen fandt sted, og med oplysninger om politiske forhold i hjemlandet. Vedrørende ansøgerens oplysninger om ransagning i hjemmet og indkastning af håndgranat fremgår det af hans egen forklaring, at det var noget, der også skete andre steder. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burundi vil være i en risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. De generelle forhold i Burundi er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2016/1/snd
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tutsi og kristen af trosretning fra Bujumbura i Burundi. Ansøgeren har arbejdet som […] for oppositionspartiet Movement de la solidarité et la democratie (MSD) i forhold til det nuværende regeringsparti CNDD-FDD i perioden fra [efteråret 2012] til slutningen af 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af myndighederne i Burundi, fordi han har arbejdet som […] for oppositionspartiet Movement de la solidarité et la democratie (MSD). Ansøgeren var tilbageholdt af personer i militæruniform i omkring en måned, efter hans […] blev opdaget. Han blev befriet efter indgriben fra MSD og udrejste illegalt af Burundi i [foråret 2013] til Tanzania. Han har oplyst at være indrejst i Danmark [i sommeren 2013], og han søgte asyl [i sommeren 2013]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er identisk med den tidligere asylansøger [navn på tidligere ansøger], der af Flygtningenævnet blev meddelt afslag på asyl [i starten af 2013]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fingeraftryk er identiske med fingeraftryk optaget [i efteråret 2011] af [navn på tidligere ansøger]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af foto optaget af [navn på tidligere ansøger] i 2011 og foto optaget af ansøgeren i 2013, at der er stor fysisk lighed mellem disse to personer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, således som han fremstod under nævnets behandling af sagen d.d., har stor lighed med begge disse personer. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at ansøgeren, ligesom personen [navn på tidligere ansøger] på fotoet fra 2011, har et karakteristisk ar i panden. Flygtningenævnet har herefter ikke kunnet lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet må således tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i [efteråret 2012] blev ansat som […] af partiet MSD i Burundi, at han i perioden frem til udgangen af 2012 arbejdede som […] for partiet, og at han i [slutningen af 2013] blev tilbageholdt som følge af, at han var blevet afsløret i med sin telefon at optage drøftelserne på et møde i regeringspartiets ungdomsafdeling. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i det nævnte tidsrum befandt sig i Danmark som asylansøger under navnet [navn på tidligere ansøger], idet denne person ansøgte om asyl [i efteråret 2011] og i perioden frem til Udlændingestyrelsens afslag [ i starten af 2012] deltog i samtaler med Udlændingestyrelsen og fik foretaget en aldersvurdering, ligesom han [i starten af 2013] personligt gav møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2015/1
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han er etnisk rohingya fra Suitapong i Arakan/Rakhine i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som 6-årig måtte flygte ud af Burma sammen med sin onkel, idet ansøgerens far var blevet slået ihjel og broderen afhentet af militæret. Ansøgeren har boet sammen med sin onkel i slumkvarterer i Calcutta i Indien, indtil onklen 5-6 måneder før ansøgerens udrejse, døde. Da de i det første slumkvarter blev chikaneret, flyttede de - efter tre år - til et andet slumkvarter i Calcutta, hvor de forsøgte at skjule, at de var fra Burma og tilegnede sig den lokale bangla-dialekt. Han havde ikke tilladelse til at opholde sig der. Han risikerede derfor at blive anholdt. Der var også risiko for, at myndighederne ville rydde slummen. Han ville derefter ikke have nogen steder at tage hen. Han kan ikke vende tilbage til Burma, hvor han risikerer at blive slået ihjel. Derfor udrejste han i efteråret 2009. Efter en foretaget sprogtest associeres ansøgerens sprogbrug ikke med rohingya men med bengali, som er officielt sprog i Indien og Bangladesh, hvorefter det konkluderes, at det er usandsynligt, at ansøgeren har sin sproglige baggrund i Burma. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han er rohingya fra Burma. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom har været konsistent og sammenhængende samt på, at der ikke er foretaget en ægthedsvurdering af det dokument, som ansøgeren ved ankomsten til Danmark har afleveret og oplyst er hans fødselsattest. Idet det ikke kan afvises, at ansøgeren siden han var seks år har boet i Calcutta i Indien, hvor der tales bengali, kan resultatet af sprogtesten ikke efter nævnets opfattelse føre til et andet resultat. I overensstemmelse med praksis vedrørende etniske rohingyaer fra Burma meddeles ansøgeren derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2010/7
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst at være etnisk rohingya fra Akyab distriktet i Burma. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i 1992 som otteårig var udrejst af Burma til Bangladesh sammen med sin familie, fordi deres landsby var blevet brændt ned, og et angreb havde været forestående. I Bangladesh havde ansøgeren mødt en mand, som han var flyttet ind hos, da han havde været omkring 13 år gammel. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han som rohingya i Bangladesh ikke havde nogen rettigheder, ligesom rohingyaerne ikke blev respekteret. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således under hele asylbehandlingen forklaret konsistent og sammenhængende om sin oprindelse. Den fremlagte familybook var sammenhængende med hans forklaring. Flygtningenævnet tillagde det ikke afgørende betydning, at der var en uklarhed omkring ansøgerens fødselsår. Flygtningenævnet kunne ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han bevidst havde tilegnet sig den lokale arkan-bangla dialekt, som taltes i Chittagong distriktet. Det tillagdes endvidere vægt, at ansøgeren på venstre skulder havde et karakteristisk vaccinationsar, som efter baggrundsmaterialet indikerede, at ansøgeren var født i Burma. Ansøgeren havde herefter sandsynliggjort, at han var etnisk rohingya fra Burma, og Flygtningenævnet meddelte ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2010/6
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kineser fra Rangoon i Burma. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren oplyste, at han havde deltaget i demonstrationer i 1974 og 1975 og i efteråret 1988 mod styret i Burma. Ansøgeren var efter demonstrationen i 1988 blevet anholdt og idømt halvandet års fængselsstraf. Ansøgeren var udrejst med fly fra sit hjemland med et nationalitetspas isat et besøgsvisum. Ansøgeren oplyste, at han i forbindelse med sit arbejde på et skib havde foretaget en række ind- og udrejser af hjemlandet. Videre at han kort før den endelige udrejse to gange havde været i Thailand med henblik på opnåelse af visum. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde fået udrejseforbud i 2008, idet han i 2007 havde delt vand ud til nogle demonstrerende munke og andre. Da myndighederne var kommet til stede, var det lykkedes ham at køre fra stedet i den af ham lejede lastbil. Myndighederne havde fået kontakt til ham i forbindelse med dette i begyndelsen af 2008. Ansøgeren mente sig i særligt søgelys, idet han tidligere havde været fængslet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren først efter lang tids ophold her i landet havde søgt om asyl. Ansøgeren oplyste, at han på grund af gode forbindelser havde kunnet rejse som sket uanset udrejseforbuddet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens tidligere politiske virke og den af ansøgeren i 1988 angivne frihedsberøvelse ikke i dag i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde svaret afglidende på spørgsmål i nævnet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde foretaget sig andet, der kunne opfattes som en modstand mod regimet, end uddeling af vand ved en demonstration. Det fremgik, at dette ikke havde bevirket nogen frihedsberøvelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været udsat for sådanne forhold, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at han ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Burma/2010/5
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren efter det oplyste betragtede sig som etnisk burmeser, selv om hans far var af kinesisk/indisk afstamning, mens moderen var af koreansk/kinesisk afstamning. Han er buddhist af trosretning. Ansøgeren havde som asylmotiv gjort gældende, at han i to dage i efteråret 2007 havde deltaget i demonstrationer i hovedstadsområdet, at han muligvis var blevet fotograferet under demonstrationerne, at hans bopæl var blevet opsøgt af myndighederne første gang i foråret 2008, hvor han ikke havde været hjemme. Han havde fået det at vide af en tilfældig ældre person, der havde stået i nærheden af et busstoppested i nærheden af bopælen. Han havde herefter taget ophold hos slægtninge. Han havde efterfølgende fået at vide, at myndighederne havde opsøgt bopælen flere gange. Han havde mod bestikkelse fået udstedt et ægte nationalitetspas i sommeren 2008 og havde ligeledes mod bestikkelse skaffet sig udrejse af Burma første gang i efteråret 2008, hvor han var indrejst i Malaysia. Han var rejst tilbage senere i 2008, idet han ligeledes mod bestikkelse havde skaffet sig indrejse uden om myndighederne med det formål at opnå fornyet visum til Malaysia. Han var endeligt udrejst af Burma i slutningen af 2008 ligeledes efter at have betalt bestikkelse. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede ansøgeren et langvarigt fængselsophold på grund af sin deltagelse i demonstrationerne. Flygtningenævnet lagde efter de foreliggende oplysninger til grund for sagen, at ansøgeren havde deltaget i de nævnte demonstrationer. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans bopæl var blevet opsøgt af politiet i foråret 2008. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren fremstod som upolitisk og uprofileret, og han havde efter det oplyste ikke tidligere haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet fra efteråret 2007 til slutningen af 2008 dog afbrudt af ansøgerens ophold i Malaysia. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgeren havde fået udstedt ægte nationalitetspas i sommeren 2008, men Flygtningenævnet ville dog ikke afvise, at dette kunne være sket mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet lagde endelig nogen vægt på, at ansøgeren først havde søgt asyl i Danmark nogle uger efter sin indrejse. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen havde været asylbegrundende forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Burma/2010/4
Nævnet meddeltei april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er etnisk rohingya fra en lille landsby i Burma tæt ved grænsen til Bangladesh. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent om sin oprindelse, herunder at han som tolvårig rohingya havde måttet flygte fra Burma. Hans sprog og hans kultur havde som følge heraf været præget af de omgivelser, han havde befundet sig i i Bangladesh, hvor han havde haft ophold fra 1997 til 2009. Selvom den foreliggende sprogtest i nogen grad talte imod, at ansøgeren skulle stamme fra Burma, lagde Flygtningenævnet vægt på, at de afgivne fejlsvar ikke talte afgørende imod ansøgerens troværdighed. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren er analfabet, og at han som nævnt ikke havde opholdt sig i Burma, siden han havde været 12 år. Under sagens behandling havde ansøgeren fremlagt id-kort og fødselsattest. Det havde ikke været muligt at ægthedsvurdere disse dokumenter. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort sin identitet som rohingya fra Burma. Ansøgeren meddeltes herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2010/3
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet havde herved lagt afgørende vægt på UNHCR’s høringssvar af henholdsvis sommeren 2007 og sommeren 2009, herunder at UNHCR havde konkluderet, at udstedelsen var forfalsket, at nummeret på forsiden fremstod som et overskrevet udvisket nr., at faderens navn i UNHCR registret ikke stemte med det som af ansøgeren angivne, at indehaveren af den af ansøgeren fremlagte family book var registreret som repatrieret i 1993, samt de divergenser ved den fremlagte bog i forhold til sædvane, der var påpeget af UNHCR i høringssvaret fra sommeren 2009. Den af advokaten fremlagte e-mail fra UNHCR fra 2004, fremlagt som bilag til advokatens indlæg fra begyndelsen af 2009, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var så mange divergenser i forhold til normalproceduren vedrørende udstedelse og anvendelse af family books, at det måtte afvises, at den fremlagte family book var ægte. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på nationalitetstestens resultat, jf. gensamtalereferatet fra slutningen af 2008, og havde i den forbindelse lagt til grund, at der var besvaret mangelfuldt eller forkert på ti spørgsmål. Flygtningenævnet lagde herved særligt vægt på, at ansøgeren ikke kendte farvenavne, at han ikke kunne sige ”far” på rohingya, samt at han havde forklaret, at afstanden mellem flygtningelejren i Kutupalong og grænsen til Burma svarede til en times kørsel eller 1-1½ dags gang, men at det fremgik, at afstanden udgjorde to kilometer. Flygtningenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at ansøgeren efter sin forklaring første var udrejst som 22-årig. På ovenstående baggrund tillagde Flygtningenævnet desuden sprogtesten en vis vægt. Flygtningenævnet tillagde derudover et par episoder i forbindelse med asylproceduren betydning. For det første det forhold, at ansøgeren ved afhøringen hos politiet i sommeren 2007 var blevet forsøgt afhørt ved hjælp af en arakan bangla tolk, som havde oplyst, at han havde forstået ansøgeren, men som ansøgeren derimod ikke havde forstået. Derimod havde ansøgeren ikke under afhøring i efteråret 2007 forståelsesproblemer med samme tolk, og havde ikke haft en forklaring på den manglende forståelse ved første afhøring. For det andet det forhold, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice i sommeren 2008 havde oplyst at tale flydende burmesisk, men at han i forbindelse med forsøg på sprogtest i efteråret 2008 på burmesisk ikke havde forstået de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet tiltrådte på ovennævnte baggrund, at Udlændingeservice havde lagt til grund, at ansøgeren var statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet Bangladesh ville være i risiko for asylbegrundede forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Burma/2010/2.
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Født i 1986. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagen havde afgivet en konsistent forklaring om sine forhold, herunder om at han er etnisk rohingya fra Burma, og at han i 1995, efter at resten af familien var forsvundet, var flygtet til Bangladesh og siden hen havde opholdt sig i en landsby i Bangladesh nær grænsen til Burma. De fremlagte identitetspapirer havde ikke kunnet ægthedsvurderes, og eventuelle uoverensstemmelser fandtes derfor ikke at være afgørende. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin etnicitet og oprindelsesland kunne lægges til grund. Flygtningenævnet bemærkede herved, at henset til ansøgerens unge alder ved udrejsen, fandtes den omstændighed, at ansøgeren ikke havde et fuldstændigt kendskab til forholdene i Burma eller til, hvad der præcist var foregået forud for udrejsen, ikke at kunne tillægges afgørende betydning. Af samme grund og henset til, at ansøgeren i Bangladesh havde opholdt sig hos en bangladeshisk familie i 15 år, fandtes resultatet af selve sprogtesten heller ikke at kunne føre til et andet resultat. På baggrund af oplysningerne i baggrundsmaterialet fra Burma om forholdene for rohingyaer fandtes ansøgeren herefter i overensstemmelse med nævnets faste praksis omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2010/1.
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde oplyst, at han var etnisk rohingya. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele asylbehandlingen havde afgivet en rimelig konsistent og sammenhængende forklaring, dels om sin identitet, dels om hele hændelsesforløbet fra hans udrejse af Burma i 1991. Af hans forklaring fulgte kortfattet, at han var udrejst af Burma sammen med sin familie i 1991. Familien var blevet indlogeret i en navngiven lejr i Bangladesh. I 2003 havde ansøgeren forladt lejren, blandt andet som følge af at hans søster var blevet chikaneret af en betydningsfuld person, som efterfølgende indirekte havde truet familien med repatriering til Burma. Da ansøgeren nogle dage senere var kommet tilbage til lejren, var hans familie forsvundet. Han havde fundet familiens family book under sengen og havde taget den med sig. Han havde arbejdet hos en bonde i fire til fem år. I forbindelse med politiske omvæltninger i Bangladesh havde bonden ikke længere turdet have ansøgeren boende og havde bistået ham med penge med videre til at udrejse af Bangladesh. Flygtningenævnet fandt ikke, at den foreliggende sprogtest var afgørende for vurderingen. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han havde tilegnet sig den lokale Arkan Bangla-dialekt, som blandt andet tales i Chittagong-distriktet, under hans opvækst i den pågældende lejr. Den omstændighed, at UNHCR ved fremvisning af et fotografi af ansøgeren i lejren ikke havde stødt på personer, der havde genkendt ansøgeren, fandtes ej heller at kunne føre til noget andet resultat. Endelig lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde besvaret en betydelig del af identifikationsspørgsmålene korrekt, og at han på overkroppen havde et karakteristisk ar, som ifølge baggrundsoplysningerne er en ret sikker indikation for, at ansøgeren er født i Burma. Ansøgeren havde herefter sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Burma/2009/1
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk rohinga fra Burma. Ansøgeren havde til sagen forklaret, at han som barn sammen med sin familie var flygtet til Bangladesh, hvor han havde boet siden. I Bangladesh arbejdede han i en restaurant, hvor han solgte euforiserende stoffer for sin arbejdsgiver. Denne kriminalitet var ansøgeren ikke dømt for. Ansøgeren oplyste, at han ved en tilbagevenden til Burma frygtede at blive slået ihjel, idet muslimer var truede. I Bangladesh frygtede ansøgeren politiet, ligesom han frygtede at blive slået ihjel af en narkobande, som var bange for, at ansøgeren skulle gå til politiet. Flygtningenævnet lagde Udlændingeservices afgørelse om, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Udlændingeservice havde ikke gjort gældende, at ansøgeren var udelukket fra opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), men at ansøgeren var udelukket i henhold til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af bemærkningerne til det lovforslag, der ligger til grund for lov nr. 362 af 6. juni 2002, at afvejningen efter blandt andet udlændingelovens § 10, stk. 2, for konventionsflygtninge skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, at konventionsflygtninge alene vil kunne udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, da det efter Flygtningekonventionen er en betingelse, at udlændingen skal være dømt for den pågældende forbrydelse, og at det herudover skal indgå i vurderingen om forbrydelsen er særlig farlig, og om udlændingen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger ikke, at ansøgeren kunne anses for omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), og betingelserne for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2, som anført ovenfor, var heller ikke opfyldt. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2008/3
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2007. UNHCR har om ansøgerens fremlagte Family Book udtalt, at den skulle tilhøre en anden person med samme navn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagen havde afgivet en konsistent forklaring om sin identitet og baggrund og om hændelsesforløbet forud for udrejsen fra Bangladesh. Henset til, at ansøgeren er født i grænseområdet, og til ansøgerens langvarige ophold i Bangladesh, talte oplysninger i en sprogtest ikke imod ansøgerens oplysninger om sin identitet. Ansøgeren havde overvejende svaret korrekt på de nationalitetsspørgsmål, som Udlændingeservice havde stillet ham. Ansøgeren havde afgivet en overbevisende forklaring om sin Family Book, herunder baggrunden for, at han var i besiddelse af den ved sin flugt, og bogen fremtrådte svarende til ansøgerens forklaring om den. Det fremgår af oplysningerne i et høringssvar fra UNHCR i Bangladesh om en Family Book i en anden tilsvarende sag, at det er næsten umuligt at verificere en familie med en Family Book, fordi der ikke er et fotografi, og fordi informationen i bogen er begrænset. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren – uanset UNHCRs udtalelse om Family Book i denne sag – havde sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Burma/2008/2
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2006. Ansøgeren har gennemgået en sprogtest hvoraf fremgår, at det er højst sandsynligt, at han har sin sproglige baggrund i Bangladesh. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele forløbet havde afgivet en konsistent forklaring om sine forhold, herunder om at han er etnisk rohingya fra Burma, idet han havde oplyst, at han stammer fra en landsby i grænseområdet mod Bangladesh. Ansøgeren havde under hele sagens behandling oplyst, at han i 1991-92 flygtede fra Burma til Bangladesh, hvor han havde opholdt sig i det sydøstlige område indtil 2006. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingeservice besvaret de fleste nationalitetsspørgsmål korrekt. Flygtningenævnet lagde til grund, at beboerne på begge sider af grænsen mellem Burma og Bangladesh taler arakan-bengali. Uanset konklusionen i den foretagne sprogtest fandt Flygtningenævnet under disse omstændigheder ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring om, at han er rohingya fra Burma. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Burma/2008/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma, født 1967. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren hævdede at være burmesisk statsborger. Flygtningenævnet forkastede dette og lagde til grund, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på oplysninger fra UNHCR om den familie, der var registreret som indehavere af en fremlagt Family Book, at denne familie har fem børn og er repatrieret til Burma i september 2003, at det ikke er udelukket, at to familier kan få tildelt samme registreringsnummer, men at Flygtningenævnet fandt det så overvejende usandsynligt, at to familier registreres på samme nummer med samme navn, opholdssted og alder, at Flygtningenævnet måtte afvise dette. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på sprogtest og nationalitetstest, som viste manglende kendskab til det påberåbte hjemlands forhold. Ansøgeren havde i øvrigt forklaret divergerende under sagens behandling. Da Flygtningenævnet således forkastede ansøgerens forklaring om sit tilhørsforhold og asylmotiv, opfyldte han ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Burma/2005/1
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma, født 1975. Indrejst i januar 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han var rohingya fra Burma. Flertallet lagde vægt på, at ansøgeren fra starten havde oplyst denne identitet overfor de danske myndigheder, og at de af ham fremlagte papirer som dokumentation for sin identitet ikke kunne afvises at være ægte. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring i det væsentlige havde været sammenhængende og troværdig. Flertallet fandt således, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, og ansøgeren var således omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2004/6
Flygtningenævnet ophævede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma, født i 1972. Indrejst i august 1999. Flygtningenævnet udtalte, at sagen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse var sket på baggrund af en anonym henvendelse om klagerens tilknytning til Bangladesh Association Denmark. Baggrunden for den anonyme henvendelse var ikke nærmere efterforsket. Efter en gennemført sprog- og nationalitetstest samt oplysninger fra UNHCR om klagerens family book, var der rejst begrundet tvivl om, hvorvidt klageren stammede fra Burma. Under hensyn til at klageren var analfabet og havde oplyst at stamme fra et område i Burma lige ved grænsen til Bangladesh og inden udrejsen til Danmark havde opholdt sig i Bangladesh i flere år, fandt nævnet ikke, at disse forhold med tilstrækkelig sikkerhed havde godtgjort, at klageren ikke var fra Burma. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren havde besvaret en del af spørgsmålene i nationalitetstesten korrekt. Vedrørende klagerens family book kunne nævnet efter UNHCRs forbehold om, at registreringen kunne være behæftet med fejl, ikke tillægge denne afgørende betydning. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger kunne nævnet derfor ikke anse det for fuldt tilstrækkeligt godtgjort for inddragelse af opholdstilladelse, at klageren ikke stammede fra Burma. Som følge heraf blev klagerens påstand om ophævelse af inddragelsen af hans opholdstilladelse taget til følge. Burma/2004/5
Nævnet meddeltei august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma, også registreret som bangladeshisk statsborger, født i 1972. Indrejst i august 2003. Ansøgeren har oplyst, at han var medlem af RYIO, og at myndighederne fandt ud af, at ansøgeren var politisk aktiv. I 1994 opsøgte militæret familiens hus. Ansøgeren var ikke hjemme. Familiens hjem blev nedbrændt, og ansøgerens fader blev tilbageholdt. Ansøgeren holdt sig efterfølgende skjult, og i 1995 udrejste han af Burma til Bangladesh. Af en foretagen sprogtest fremgår, at ansøgeren taler arakan-bengali, som det tales i det sydøstlige Bangladesh, og at hans kendskab til Burma er almen viden og på nogle punkter er ukorrekt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder at han er født i februar 1972 i Burma, og at han er etnisk rohingya. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren fra starten havde oplyst denne identitet over for de danske myndigheder, og hans forklaring havde ikke været divergerende eller så usandsynlig, at den af den grund måtte forkastes. Den omstændighed, at ansøgeren under en bangladeshisk identitet havde søgt visum på den danske ambassade i Bangladesh eller resultatet af den foretagne sprogtest, var ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at han ikke var den, han udgav sig for at være. Da ansøgeren herefter i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens repræsentants tilkendegivelse under nævnsmødet var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Burma/2004/4
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1977. Indrejst i september 2002. Ansøgeren havde forklaret, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han var blevet chikaneret af militæret i Burma på grund af sin etnicitet. Ansøgeren havde under sagen fremlagt et burmesisk id-kort og en fødselsattest. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en ansøger at sandsynliggøre sin identitet, herunder sin nationalitet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var rohingya fra Burma, men måtte lægge til grund, at ansøgeren var bangladeshisk statsborger. Nævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren i sin besvarelse af Udlændingestyrelsens spørgsmål, indsamlet under fact-finding i oktober og november 2003, ikke havde kendskab til centrale spørgsmål om forholdene for rohingyaer, herunder sproglige betegnelser anvendt af rohingyaer. Den foreliggende sprogtest konkluderede, at ansøgeren måtte antages at være fra det sydøstlige Bangladesh og fremhævede, at ansøgeren anvendte betegnelser, som ikke anvendes af rohingyaer, men af folk hidrørende fra Bangladesh. Nævnets flertal kunne heroverfor ikke tillægge de fremlagte attester betydning. Der henvistes til fact-finding rapporten om sikkerheds- og menneskeretsforhold for rohingyaer i Burma og Bangladesh af december 2003 om mulighederne for at skaffe falske dokumenter. Nævnets flertal fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren vil være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Burma/2004/3
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1967. Indrejst i oktober 2002. Ansøgeren havde forklaret, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han havde været medlem af RSO. Ansøgeren var blevet chikaneret at myndighederne på grund af sin etnicitet, og hans fader var blevet dræbt af militæret. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han var etnisk rohingya fra Burma. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var bangladeshisk statsborger, og at han kunne vende tilbage til Bangladesh uden at udsætte sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var legalt indrejst på bangladeshisk pas med visum til Danmark. Antagelsen af, at ansøgeren ikke var fra Burma men fra Bangladesh, understøttedes af den foreliggende sprogtest og ansøgerens besvarelse af spørgsmål vedrørende forhold for rohingyaer Det havde afgørende betydning for Flygtningenævnet, at ansøgeren i sprogtesten udviste et meget ringe kendskab til rohingyaord, og at han ikke kunne besvare centrale spørgsmål for rohingyaer, navnlig knyttet til rohingyasproget. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Burma/2004/2
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma, født 1974. Indrejst oktober 2002. Ansøgeren havde oplyst at han er rohingya fra Burma, hvorfra han i 1991 var flygtet til Bangladesh efter regeringsstyrkers angreb på hans landsby og drab på landsbybeboerne. Af den under sagsforløbet foretagne sprogtest fremgik det, at ansøgeren talte den variant af arakan-bangla, som taltes på Bangladeshsiden af grænsen mellem Burma og Bangladesh. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer under sagen havde været konsistente, og at han ikke havde afgivet oplysninger, som var notorisk forkerte. Ansøgeren havde fremlagt et lysegrønt/gråt identitetsbevis, udstedt i 1984, lydende på en person med de generalier, ansøgeren havde angivet som sine. De foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat af 19. december 2003 om identifikationskort til statsborgere i Burma, gav ikke grundlag for at fastslå, at det fremlagte id-kort ikke kunne være ægte. Sprogtesten gav – henset til, at der var tale om et grænseområde, og at ansøgeren efter det oplyste havde været i Bangladesh fra sit 17. til sit cirka 30. år ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke stammede fra Arakan-området i Burma. Ansøgeren havde besvaret et større antal nationalitetsspørgsmål korrekt eller stort set korrekt, og karakteren af besvarelsen af de øvrige spørgsmål godtgjorde ikke, at ansøgeren ikke var rohingya fra Burma. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at ansøgeren som oplyst var rohingya fra Burma. Da ansøgeren herefter i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens repræsentants tilkendegivelse under nævnsmødet var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Burma/2004/1
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burma. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk chin og kristen fra Chin State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at være sammen med sin herboende ægtefælle og deres to fælles børn, der har opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive udsat for overgreb af de burmesiske myndigheder, som følge af at hendes ægtefælle tidligere har været politisk aktiv. Yderligere har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sit liv på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation for chin-burmesere i Burma. Ansøgeren har forklaret, at hendes landsby, […], fra 2009 og frem til hendes udrejse flere gange blev opsøgt, plyndret forsøgt voldtaget og chikaneret af burmesiske soldater. Ansøgerens hjem er flere gange blevet plyndret, og hendes forældre er blevet slået af myndighederne. Ansøgeren har endelig anført, at hun har fået andre til at kaste sten efter nogle soldater, hvilket hun frygter, myndighederne vil straffe hende for. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med de burmesiske myndigheder til grund. Flertallet har herved lagt på vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om episoden, hvor hun fik nogle kammerater til at kaste sten efter en eller flere burmesiske soldater og om den generelle chikane, herunder voldtægtsforsøgene. Uanset om ansøgeren har været udsat for den omtalte chikane, finder flertallet ikke, at chikanen havde en sådan intensitet og omfang, at dette kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller profileret i øvrigt. Den omstændighed, at ansøgeren efter udrejsen fra Burma er blevet gift med en mand, der tidligere er flygtet fra Burma som følge af frygt for tvangsarbejde og nu har flygtningestatus som kvoteflygtning, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet har ved den vurdering tillagt det betydning, at det bygger på ansøgerens egen formodning, at ægteskabet og mandens asylgrundlag er kommet til de burmesiske myndigheders kendskab. Flertallet finder, at de problemer, ansøgeren, der er udrejst legalt fra Burma, måtte risikere i forbindelse med indrejse i Burma efter tre år i udlandet, ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Burma risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold for en etnisk chin-burmeser i Burma kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Burma vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2013/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Ansøgeren søgte asyl i 2012 og oplyste, at han var indrejst samme år. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk rakhine og buddhist af trosretning. Ansøgeren har angivet, at han er født i Burma, men at han, da han var fire år, flygtede til Bangladesh med sine forældre, hvor han har opholdt sig illegalt frem til sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive fængslet og tortureret af de burmesiske myndigheder. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet for illegalt ophold og sendt til Burma. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans fader var medlem af en oppositionsbevægelse i Burma, samt at faderen fortsatte aktiviteter for bevægelsen i Bangladesh. Ansøgeren har siden 1999 været aktiv for et burmesisk oppositionsparti i Bangladesh, herunder deltaget i flere demonstrationer vendt mod det burmesiske regime. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke kan rejse tilbage til Burma eller Bangladesh, idet han ikke har noget sted at bo i de pågældende lande, samt at han ikke har nogen burmesiske eller bangladeshiske ID papirer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke ved sin forklaring og de fremlagte fotografier af ansøgerens deltagelse i demonstrationer har sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til de burmesiske myndigheder i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Burma vil være i risiko for at blive udsat for en korrekt, individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans forældre udrejste illegalt fra Burma, da ansøgeren var fire år, og at de regeringsfjendtlige politiske aktiviteter, som ansøgerens onkel og fader udførte, ligger lagt tilbage i tid. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens faders familie har opholdt sig i Burma, siden ansøgerens familie udrejste i 1988, og at der ikke er oplysninger om, at familien har haft problemer som følge af faderens aktiviteter. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens deltagelse i syv til otte fredelige demonstrationer i Bangladesh vendt mod de burmesiske myndigheder og ansøgerens medlemskab af et oppositionsparti efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan tillægges afgørende betydning, heller ikke selvom de burmesiske myndigheder måtte være bekendt hermed. Endelig finder flertallet det ikke sandsynliggjort, at de burmesiske myndigheder er bekendt med, at ansøgeren har bistået med at følge politiske modstandere under deres rejse i Bangladesh. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har identitetspapirer kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2013/4
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burma. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk shan/karen og kristen fra Rangoon, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at være sammen med sin ægtefælle i Danmark, samt at hun frygter de burmesiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udstødt som følge af burmesisk tradition, der foreskriver, at man som gift kvinde bor sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun vil være i vanskeligheder på grund af sin ægtefælles politiske aktiviteter for det sort-listede demokratiske parti DPNS. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2011, og hun søgte asyl den […] 2012 efter at have fået afslag af Udlændingestyrelsen på familiesammenføring på grund af manglende dokumentation for ægteskabets indgåelse. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes forhold til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgeren oplyste vanskelige forhold for enlige kvinder, som efter hendes forklaring i det væsentlige er økonomiske, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder dernæst ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren to måneder efter ægteskabets indgåelse indrejste legalt i Burma og efterfølgende igen udrejste legalt uden mellemliggende problemer, samt at familien heller ikke efterfølgende har haft problemer med myndighederne. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke i baggrundsoplysninger er oplysninger om egentlig forfølgelse eller grovere chikane af familiemedlemmer til politiske aktive, samt at ægtefællen var ret uprofileret for det pågældende parti, og at partiet efter sin hjemmeside nu aktivt deltager i det politiske liv i Burma. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2013/3
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra[…], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne eller repræsentanter fra lokalbefolkningen, idet han er etnisk rohingya. Han kan ikke vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Han rejste i slutningen af 1991 med sin familie fra Burma til Bangladesh, idet han og hans broder var blevet overfaldet af medlemmer af lokalbefolkningen, der efterfølgende havde opsøgt familiens bopæl og sat den i brand. Efter et halvt år i Teknaf i Bangladesh rejste han alene til Chittagong i Bangladesh, hvor han i 17 år arbejdede på den samme restaurant. Omkring et år forud for sin udrejse blev ansøgeren opsøgt af en person, som ville have ansøgeren til at arbejde for sig. Da ansøgeren nægtede, blev han overfaldet. Han begyndte at arbejde et andet sted. Da han erfarede, at bangladeshisk politi opsøgte stedet, fordi politiet var blevet opmærksomt på, at han var etnisk rohingya og opholdt sig illegalt i Bangladesh, udrejste han herefter den […] 2010. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Flertallet finder det således ikke sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte National Registration Card (NRC), der fremstår som udstedt i Burma den […] 1991, kan anses som ægte. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma”, udfærdiget af Udlændingestyrelsen den 5. juli 2011 samt ”Høringssvar fra UNHCR af 30. juli 2004”, at NRC kort ikke er blevet udstedt til etniske rohingyaer fra NRS siden 1989. Flertallet finder det heller ikke sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte fødselsregistreringsbevis, der fremstår som registreret den […] 1979, kan anses som ægte. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte notat, at etniske rohingyaer sjældent føder på hospitaler, samt at de få etniske rohingyaer der føder på et hospital, vil have vanskeligt ved at få udstedt et fødselsdokument. Flertallet har herudover lagt vægt på, at de af ansøgeren foreviste originale dokumenter, der er udstedt for adskillige år siden og ifølge ansøgerens forklaring for så vidt angår fødselsregistreringsbeviset ofte er blevet medbragt af ham, ikke bærer præg heraf. Flertallet her herudover lagt vægt på, at sprogtesten ikke støtter ansøgerens forklaring om sin oprindelse. Flertallet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter ikke findes troværdig, herunder navnlig om finansieringen af udrejsen af Bangladesh. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren skal vurderes ud fra, at han kommer fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og nævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra Arakan State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Burma med sin familie, da han var fire til fem år gammel, idet familien som etniske rohingyaer blev udsat for forfølgelse af Nasaka-tropperne. Herefter tog han ophold sammen med sin mor, først i en flygtningelejr i Bangladesh, herefter i Calcutta, Indien. Ansøgeren har efterfølgende haft ophold i bl.a. Kurdistan og Grækenland. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Burma, at han vil blive forfulgt, idet han er etnisk rohingya, og ved en tilbagevenden til Bangladesh, at han vil blive udleveret til Burma. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er etnisk rohingya til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet skiftende og indbyrdes modstridende forklaringer om sin færden fra sin angivelige udrejse fra Burma, herunder om tidspunkterne for sine ophold i forskellige lande. Således forklarede han under identitetsafhøringen hos politiet, at han i 2006 forgæves forsøgte at komme til Grækenland, hvorefter han vendte tilbage til Bangladesh, hvor han opholdt sig i 5 år, inden han udrejste til Danmark. I den korte asylmotivsamtale og i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen forklarede han, at han rejste til Tyrkiet i 2007 og videre derfra til Grækenland, hvorfra han vendte tilbage til Bangladesh i 15 dage, hvor hans mor overgav ham identitetspapirer, inden han udrejste til Danmark via Indien. I nævnet har ansøgeren forklaret bl.a., at han var i Iran og Irak, inden han i slutningen af 2007 rejste til Grækenland, og at han ikke forinden afrejsen fra Grækenland til Danmark var i Bangladesh eller Indien. Ansøgeren har ikke redegjort troværdigt for disse divergenser eller for, hvorfor han i strid med sandheden under identitetsafhøringen hos politiet fortalte, at han i 2004 i Bangladesh havde fået udstedt falsk pas og visum til Tyrkiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de af ansøgeren fremlagte dokumenter i form af registreringsdokument for flygtninge, ”Family Book” og id-kort af UNHCR vurderes til ikke at være ægte, hvilket underbygges af ansøgerens nye forklaring i nævnet om, at han aldrig har opholdt sig i flygtningelejr med sin mor. Nævnet har endelig tillagt det en vis betydning, at resultatet af sproganalyserapporten taler stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er foreneligt med sprogsamfundet i Myanmar, og at ansøgeren intet har fortalt om særlige skikke eller kendetegn, herunder om religion, for rohingyaer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, hvori også er indgået, at ansøgeren i forhold til sit modersmål må antages at være analfabet, at ansøgeren med sin forklaring ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya og tiltræder på den baggrund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Ansøgeren har ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. burm/2013/1
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes bådse under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya og muslim fra [...], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Ansøgerens fader blev bortført og slået ihjel af Nasaka-tropper, fordi han støttede RSO. Hans moder blev dræbt af Nasaka-tropper, idet hun nægtede at udrejse af Burma. Dette skete i 2000, hvor ansø¬ge¬ren var 13 år gammel. Ansøgeren frygter endvidere ikke at have noget opholds¬sted i Burma. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter at vende tilbage til Bangla¬desh, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Han udrejste i […]2011, fordi han var truet på livet af sin arbejdsgivers søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har kunnet redegøre for omstændighederne i forbindelse med sin udrejse. Flygtningenævnet finder det herunder usandsynligt, at hans arbejdsgiver skulle være i stand til at finde og redde ansøgeren, da sønnen og sønnens venner skulle have bortført ansøgeren til et skovområde. Flygtningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at arbejdsgiveren skulle vælge at udsende ansøgeren til Europa som følge af en konflikt mellem ansøgeren og arbejdsgiverens søn. Det ville have været væsentligt mere nærliggende i givet fald at begrænse omkostningerne til et tilflugtssted et andet sted i Bangladesh. Intet tyder på, at arbejdsgiverens søn ville have evne og vilje til at opsøge ansøgeren i Bangladesh. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at sønnen accepterede, at ansøgeren boede i huset efter den angivelige bortførelse i en måned, efter at han havde fået sikkerhed for, at ansøgeren efter dette tidspunkt ville rejse bort. Flygtningenævnet kan ikke tillægge de fremlagte identitetspapirer særlig betydning. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med oplysninger i Udlændinge-styrelsens fact-finding rapport fra maj 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand” og notat af 5. juli 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar med videre, til grund, at National Registration Cards ikke er blevet udstedt siden 1989, bortset fra meget få tilfælde fra 2008. Den foreliggende fødselsregistreringsdato på fødselsattesten den [..]1987, dagen efter ansøgerens fødsel, stemmer ikke med de foreliggende baggrundsoplysninger. Det må endvidere tillægges en vis vægt, at det af sproganalyserapporten fremgår, at analysematerialet taler stærkt imod, at sprogbrugen er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Det fremgår af rapporten, at oplysningen om, at ansøgeren angiveligt var 12 år, da han udrejste fra Burma, er indgået i vurderingen. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller overbevisende sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya med burmesisk baggrund. Ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv og identitet kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/6
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […] i […] distriktet, Arakan, Burma. Han har forklaret, at han med sin mor og bror i 1992, som syv-årig, flygtede til Bangladesh, efter at hans far var blevet dræbt af Nasakatropperne. Derefter boede han i forskellige slumkvarterer i Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i nogle demonstrationer i Bangladesh for de politiske partier BNP, Awami League og […], idet han som rohingya fra et slumkvarter blev tvunget hertil af medlemmer af partierne. Siden flugten til Bangladesh har han kun kortvarigt været tilbage i Burma, i 1996, hvor han sammen med sin bror illegalt krydsede grænsen. De overnattede tre nætter hos en af brorens bekendte i byen […]. Under besøget var de tre gange på et kontor i byen […], hvor han afleverede et fotografi af sig selv. Anden gang fik han udleveret identitetskortet. Ansøgeren arbejdede senest illegalt i en restaurant, hvor han vaskede op og serverede. En af restaurantens kunder fik ondt af ansøgeren, og betalte derfor for ansøgerens udrejse til Danmark i foråret 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive udsat for tortur og overgreb, fordi han er etnisk rohingya. Det af ansøgeren fremlagte fødselsregistreringsbevis, der fremstår som værende udstedt den […] 1984 på et hospital i […], er ikke i sig selv et afgørende bevis for, at ansøgeren er rohingya fra Burma. I vurderingen heraf indgår, med en vis vægt, at ansøgeren ifølge beviset skulle være født på et hospital, at rohingya-kvinder angiveligt sjældent føder på hospitaler, at rohingyaer i givet fald kun undtagelsesvist kunne få udstedt fødselsattest fra hospitalet, og at ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han har fået at vide, at han er født på bopælen. Endvidere forekommer det efter baggrundsmaterialet mindre sandsynligt, at fødselsattesten er udstedt samme dag, som ansøgeren er født. Hertil kommer, at det af baggrundsmaterialet fra Burma og Bangladesh fremgår, at der er en ikke ubetydelig mulighed for at få udstedt forfalskede dokumenter, samt at det ikke er muligt at få ægthedsvurderet burmesiske identitetsdokumenter uden at identiteten på den pågældende person kommer til de burmesiske myndigheders kundskab. Ansøgerens forklaring om, at han som 11-årig rejste tilbage til Burma har været præget af usikkerhed og må antages at være konstrueret. I den forbindelse tillægges det en vis betydning, at ansøgeren ikke under motivsamtalen oplyste, at han havde været i Burma i 1996, samt at han til asylsamtalen oplyste, at han havde fået udstedt dokumentet i landsbyen, mens han i Flygtningenævnet forklarede, at dette skete i […] by. Nævnet tillægger det endvidere betydelig vægt, at det, efter det foreliggende baggrundsmateriale om forholdene i Burma, må lægges til grund, at der ikke er udstedt National Registration Card til muslimer siden 1989, bortset fra enkelte tilfælde siden 2008. Det af ansøgeren fremlagte National Registration Card kan på den baggrund ikke anses for at være ægte. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om hans liv gennem tyve år i Bangladesh er uden ret mange detaljer, og ikke fremstår som selvoplevet og troværdig. Dette gælder navnlig forklaringen vedrørende restaurationskunde og dennes arrangement af hans udrejse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ubestridt boet i Bangladesh de sidste tyve år, inden han rejste til Danmark, og han taler bangla, men ikke rohingya. Nævnet må herefter antage, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/5
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […],[…]i Rakhine State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at hans fader blev tilbageholdt og dræbt af Nasaka-tropper, da ansøgeren var omkring 12 år gammel. Efterfølgende afgik ansøgerens moder ved døden. En nat vågnede ansøgeren af at der var sat ild til hans hus. Han tog sit ID-kort og sin fødselsattest, der lå under hans hovedpude, og løb ud af huset. Det brændte i hele landsbyen, og der lød skud. Ansøgeren løb sammen med andre fra landsbyen til floden Naf, hvorefter han med båd sejlede over grænsen til Bangladesh. I Bangladesh tog ansøgeren ophold i Chittagong hos en person ved navn […]. Ansøgeren arbejdede for […] i dennes forretning. På et tidspunkt blev der stjålet varer fra forretningen, og ansøgeren fik skylden herfor. […] truede med, at han ville anmelde ansøgeren til politiet, hvorefter ansøgeren udrejste fra Bangladesh. Ansøgeren har opholdt sig illegalt i Bangladesh fra han var omkring 12 år gammel og frem til sin udrejse i efteråret 2010. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Burma at blive dræbt af myndighederne på grund af sin etnicitet. Ansøgeren frygter endvidere, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil blive tvangsmæssigt tilbagesendt til Burma, idet han vil skulle opholde sig illegalt i Bangladesh. Ansøgeren har til støtte for oplysningerne om sin identitet og sit asylmotiv fremlagt to dokumenter, en fødselsattest og et ID-kort. Det fremgår af oversættelsen af fødselsattesten, Birth Registration, blandt andet, at ansøgeren er født den […]1985 på hospitalet[…], og at attesten er signeret af Township Medical Officer den […]1985. Det fremgår af oversættelsen af ID-kortet blandt andet, at ansøgeren er født den […]1985, at kortet er udstedt den]…} 1997 af Asst. Immigration Officer i Maungtaw City, og at kortet er signeret den […] af Administrator, Immigration & State Power Council. Ansøgeren har om dokumenterne forklaret til asylsagen, at han ikke kender de nærmere omstændigheder vedrørende udstedelsen af fødselsattesten i 1985. Han fik ID-kortet af sin fader, da han var cirka 12 år gammel. Efter indrejsen i Bangladesh boede ansøgeren i Chittagong indtil udrejsen. Det har præget hans sprog. Han betalte af sin opsparede lønindtægt agenten 300.000 indiske rupier (svarende til 30.000 kr.) for udrejsen. Flygtningenævnet tager ved vurderingen af sagen udgangspunkt i Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand” og notat af 5. juli 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke fra den muslimske befolkning (rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma. Nævnet finder, at oplysningerne i notatet, der bygger på en målrettet indsats for at indhente opdaterede og specifikke oplysninger om de forhold, notat omhandler, er indhentet fra pålidelige kilder med betydelig indsigt i burmesiske forhold. Flygtningenævnet lægger herefter i overensstemmelse med oplysningerne i notatet af 5. juli 2011 til grund, at National Registration Cards (NRC) ikke er blevet udstedt siden 1989 bortset fra meget få tilfælde fra 2008 og frem, at det ikke er almindeligt, at rohingyaer føder på hospitaler, at de få, der gør det, vil have vanskeligt ved at få udstedt fødselsattest på hospitalet, og at udstedelsen i givet fald vil tage uger om ikke måneder. Det af ansøgeren fremlagte NRC er påført den […]1997 som udstedelsesdato, og den fremlagte fødselsattest fremstår som udstedt af hospitalet samme dag, som ansøgeren blev født. Disse forhold stemmer ikke overens med oplysningerne i 2011-notatet, og nævnet kan på den baggrund ikke tillægge dokumenterne nogen vægt. Nævnet bemærker herved, at der ifølge nævnets baggrundsoplysninger forekommer en ikke ubetydelig myndighedskorruption i Burma og Bangladesh med mulighed for at få udstedt falske og forfalskede dokumenter. Dele af ansøgerens forklaring, herunder om hvordan han opbevarede og under flugten medtog sine identitetspapirer, om mødet ved floden med sin senere arbejdsgiver og bruddet med denne og om finansieringen af sin rejse til Danmark, fremstår ikke selvoplevet, men usandsynlig og konstrueret og til dels skiftende og udbyggende. Nævnet bemærker endvidere, at det efter identitetspapirernes fremtræden i dag er helt usandsynligt, at de gennem ansøgerens 13 år i Bangladesh skulle være båret og opbevaret som forklaret af ansøgeren. Nævnet tillægger det nogen vægt, at ansøgerens sprogbrug ifølge sproganalyserapporten ikke er overensstemmende med rohingya, som tales på den opgivne hjemegn i Burma, og at analysematerialet taler stærkt imod, at sprogbrugen er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Endvidere bedømmes ansøgerens realiakendskab til Burma som mangelfuldt. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller overbevisende sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya med burmesisk baggrund, og hans oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at der foreligger nogen sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/4
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der påberåbte sig at være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya fra […], Burma og muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de burmesiske myndigheder ved en tilbagevenden til Burma, idet han er etnisk rohingya fra […] i det nordlige Rakhine State. Ansøgeren har videre henvist til, at faderen og broderen var aktive for partiet RSO. Faderen blev i 1991 tilbageholdt af Nasaka-tropperne, og broderen blev i 1999 ligeledes tilbageholdt af Nasaka-tropperne. Ansøgeren er ikke bekendt med deres videre skæbne. Endeligt har ansøgeren henvist til, at moderen i 1999 blev truet af buddhister i landsbyen. Hun klagede herover til landsbyformanden. Efterfølgende blev bopælen opsøgt og destrueret af Nasaka-tropper. Ansøgeren og moderen udrejste herefter i 1999 af Burma til Bangladesh. For så vidt angår sine konflikter i Bangladesh har ansøgeren henvist til, at sønnen til indehaveren af den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede, behandlede ansøgeren dårligt, hvorfor han frygtede, at sønnen ville anmelde ham til myndighederne for ulovligt ophold. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af det oplyste om væsentlige forhold for ansøgeren ikke lægge hans forklaring til grund. Forklaringen fremstår på flere afgørende punkter usandsynlig og konstrueret. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har ansøgt om at få udstedt sit id-kort (NRC) i 1999. Han modtog kortet få måneder før, han udrejste fra Burma. Han modtog samtidig sin fødselsattest. I et notat udfærdiget af Udlændingeservice (Udlændingestyrelsen) af 5. juni 2011, ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma”, fremgår det blandt andet, at NRC ikke er blevet udstedt til etniske rohingyaer bortset fra ganske få tilfælde efter 2008. Det er derfor nævnets vurdering, at ansøgerens oplysninger om ægtheden af hans NRC forekommer utroværdige, idet der også tages hensyn til, at der ikke er angivet en udstedelsesdato på ansøgerens NRC. I notatet er det oplyst i annex 7 af 15. december 2011, at fødselsattester af den pågældende type muligvis kan være udstedt i en periode efter 1974. Nævnet finder ikke, at denne oplysning kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har forklaret, at han har givet sin løn, som han har tjent under sit cirka ti år lange ophold i Bangladesh, til sin moder, og at han efter moderens død har givet lønnen til sin arbejdsgiver. Han har tjent 100 taka om dagen. Den løn, som han har optjent tilligemed moderens løn, har arbejdsgiveren betalt til agent, som fulgtes med ansøgeren ved udrejsen fra Bangladesh. Agenten modtog i alt 450.000 taka. Nævnet forkaster ansøgerens forklaring om arbejdsgiverens opbevaring af ansøgerens løn i en periode på flere år forinden, han ønskede at rejse fra Bangladesh, samt arbejdsgiverens efterfølgende udlevering af pengene til agenten, idet forklaringen ikke fremstår overbevisende. Det bemærkes endvidere, at den sprogtest, der er gennemført, ikke taler for, at ansøgeren er etnisk rohingya fra det område, som har oplyst, at han stammer fra. Nævnet lægger derfor ikke ansøgerens oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Ansøgeren må asylretligt vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger en sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/20123
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh.) Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk rohingya fra Rakhine State i Burma og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var politisk aktiv for Arakan Rohinga Islamic Front og blev dræbt af Nasaka-tropperne, som også brændte ansøgerens families hus ned, i forbindelse med afholdelsen af et politisk møde på familiens bopæl. Ansøgeren frygter, at myndighederne også vil forfølge ham. I 1997 flygtede ansøgeren til Bangladesh. Ansøgeren frygter ikke noget ved en eventuel tilbagevenden til Bangladesh, men han kan ikke tage lovligt ophold i Bangladesh, idet han er fra Burma. Personen som ansøgeren arbejdede for i Bangladesh var politisk aktiv for oppositionen, hvorfor han var efterstræbt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke selv konflikter med myndighederne i denne forbindelse. Ansøgeren har til støtte for rigtigheden af den opgivne identitet fremlagt et NRC-id-kort, udstedt i Burma i 1996, og et fødselsregistreringsbevis udstedt i 1984 på et navngivent hospitalFlygtningenævnet bemærker, at nævnets baggrundsmateriale vedrørende Burma indeholder en række oplysninger om forholdene for etniske rohingyaer, herunder oplysninger om blandt andet id-kort og om fødselsregistreringsbeviser/fødselsattester. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om dokumenterne ikke giver et entydigt billede af de faktiske forhold. Flygtningenævnet tager derfor udgangspunkt i Udlæn-dingestyrelsens factfindingrapport fra foråret 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thai-land” og Notat fra sommeren 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke fra den muslimske befolkning (rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma. Flygtningenævnet bemærker, at 2011-notatet bygger på en målrettet ind-sats for at indhente opdaterede og specifikke oplysninger om de i notatet anførte forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at oplysningerne er indhentet fra pålidelige kilder med stor erfaring i burmesiske forhold. Flygtningenævnet lægger herefter, i overensstemmelse med oplysningerne i 2011-notatet, til grund, at NRC-id-kortet ikke har været i anvendelse siden 1989, bortset fra i enkelte tilfælde efter 2008. Ansøgerens NRC-id-kort er udstedt i 1996. Ansøgeren har forklaret, at han fik id-kortet udleveret på foranledning af sin fader, idet han skulle bruge det, når han skulle rejse fra landsby til landsby. Flygtningenævnet finder, at NRC-id-kortet ikke kan til-lægges vægt. Nævnet lægger herved vægt på, at kortet angiver at være udstedt i 1996, hvilket ikke stemmer overens med de oplysninger, der fremgår af 2011-notatet. Det bemærkes i den forbindelse, at forfalskede dokumenter efter baggrundsoplysningerne ikke er ukendte i Burma og Bangladesh. Det fremgår af 2011-notatet, at rohingyakvinder sjældent føder på hospitaler, og at de få rohingyakvinder, der føder på et hospital, vil få vanskeligt ved at få udstedt et fødselsregistreringsbevis, der adskiller sig fra den fødselsnotifikation, som sædvanligvis anvendes for rohingyaer. Det er således udgangspunktet, at der ikke blev udstedt fødselsregistreringsbeviser, der var i brug til omkring år 2000, til rohingyaer. Ansøgeren ved ikke, hvor han er født, men hans moder har fortalt, at han er født på et hospital, der efterfølgende udstedte fødselsregistreringsbeviset. Han har under nævnsmødet forklaret, at hans moder havde vanskeligheder i forbindelse med fødslen. Det forekommer påfaldende, at fødselsdato og udstedelsesdato på dokumentet er identiske set i lyset af 2011-notatet, hvoraf fremgår, at det vil tage uger eller måneder, at få ud-stedt et sådant bevis. Flygtningenævnet finder på baggrund af det anførte ikke grundlag for at antage, at den sædvanlige praksis i forbindelse med udstedelse af fødselsregistreringsbeviser er fraveget i forhold til ansøgeren, og Flygtningenævnet kan derfor ikke tillægge dokumentet vægt. Det tillægges nogen vægt, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring udrejste som 13-årig, har deltaget i en sprogtest, der konkluderer, at ansøgerens sprog taler stærkt imod, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om finansieringen af udrejsen til Europa ikke fremstår som overbevisende. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på troværdig måde har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlaget i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er frem-kommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/2
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har angivet, at han er etnisk rohingya og muslim fra […] i Arakan i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya, og idet hans broder var aktiv indenfor RSO. Da ansøgerens broder i 2001 afholdt et politisk møde på familiens bopæl, opsøgte Nasaka tropperne bopælen og dræbte broderen. Ansøgeren var ikke hjemme på det pågældende tidspunkt. Derefter udrejste ansøgeren og hans moder til Bangladesh, hvor de fik arbejde som hushjælp hos en familie. Manden i huset var politisk aktiv og medlem af Jamayet-E-Islam. Ansøgeren serverede the ved de politiske møder, der blev afholdt i huset. Manden blev anholdt, og ansøgeren blev opsøgt af ukendte personer, der slog ham og truede med at fængsle ham, fordi han er etnisk rohingya. Arbejdsgiveren rådede ansøgeren til at udrejse og betalte en agent med de penge, som ansøgeren havde sparet op i løbet af sin ansættelse hos familien. Ansøgeren har fremlagt fødselsattest udstedt af […]på folkets hospital den […]1986 samt et ID-kort udstedt den […]2000. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Ved denne afgørelse lægger flertallet blandt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en overbevisende forklaring på, hvorfor han efter sin forklaring efter at have boet cirka ni år i Bangladesh, skulle ønske at udrejse. De dokumenter (fødselsattest og ID-kort), som ansøgeren har fremlagt, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har således ikke afgivet en overbevisende forklaring på, at han skulle være blevet født på et hospital, hvilket strider mod de foreliggende baggrundsoplysninger. Det stemmer heller ikke med de foreliggende baggrundsoplysninger, at han skulle have fået udstedt et ID-kort i 2000. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvorledes dokumenterne blev opbevaret, og hvorledes det lykkedes at få dokumenter ud fra det brændende hus, ikke forekommer overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor ofte og under hvilke omstændigheder han bar ID-kortet, mens han efter sin forklaring endnu boede i Burma. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har flertallet endvidere lagt vægt på, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Arakan i Burma, taler stærkt mod, at ansøgeren skulle være fra Burma. Flertallet har ved denne vurdering endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren var 15 år, før han efter sin forklaring skulle være udrejst fra Burma. Flertallet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/13
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er angiveligt etnisk rohingya og muslim fra Burma. Ansøgeren har til asylregistreringsrapporten fra efteråret 2011 og asylmotivsamtalen i vinteren 2012 forklaret, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen i sommeren 2012 har ansøgeren forklaret, at han har sympatiseret med Jatiyatabadi Dal under Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren har i denne forbindelse deltaget i omkring 10-12 demonstrationer og 10-12 møder, hvilket ansøgeren modtog betaling for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse til Burma, da han er etnisk rohingya og derfor vil blive dræbt af Nasaka-tropperne. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, eftersom han ikke vil have lovligt ophold i Bangladesh og derfor vil blive tvangsmæssigt udsendt til Burma, ligesom han i Bangladesh er blevet udsat for afpresning og trusler på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af sprogtesten fremgår, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren har en sproglig baggrund i Burma, samt at ansøgeren har meget begrænsede kundskaber om Burma. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 1988 i forbindelse med at han var udsat for vold, pådrog sig et ar i venstre side af panden. Efter at være foreholdt, at NRC-kortet, hvor arret i venstre side af panden er omtalt, er udstedt i foråret 1988, ændrede ansøgeren sin forklaring til, at han også havde et ar på næsen, som måtte være det ar, der blev henvist til i NRC-kortet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter, idet han under motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv, men senere under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen og under forklaringen overfor nævnet har forklaret, at han har deltaget i demonstrationer og møder. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlag i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Ved denne vurdering lægger nævnet til grund, at ansøgerens angivelige problemer i forhold til Bangladesh alene har relation til hans påståede etnicitet som rohingya. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke opgav personlige oplysninger til politiet i forbindelse med masseanholdelserne. På den baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh på ny vil risikere anholdelse. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” burm/2012/12
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen efter samtykke fra ansøger havde forelagt de af ansøgeren fremlagte id-dokumenter i form af et UNHCR-id-kort og et dokument vedrørende ”Registration of Refugees from Myanmar from Bangladesh” for UNHCR. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerens advokat har under sagens behandling i nævnet begæret sagen udsat på fornyet forelæggelse for UNHCR. Ansøgerens advokat har anført, at hun ikke finder, at UNHCR har besvaret de stillede spørgsmål, men alene har koncentreret sig om at besvare de stillede spørgsmål ud fra MRC-nummeret. Hun har endvidere anført, at selvom de fremlagte id-dokumenter skulle være falske, burde UNHCR have søgt på ansøgerens navn og ikke blot have koncentreret sig om MRC-nummeret. Advokaten har endvidere anført, at dette så meget mere gør sig gældende, da dokumenterne ikke fremtræder klare. Ved brev af […] 2012 har Udlændingestyrelsen anmodet UNHCR, Dhaka om at besvare følgende spørgsmål: Is UNHCR able to identify the applicant as a registered Burmese refugee? In which period did the family reside in UNHCR camps in Bangladesh? What happened to the family after 1998? Ved e-post af […] 2012 har Udlændingestyrelsen modtaget UNHCR’s høringssvar. Det første spørgsmål er besvaret på følgende måde ”No. A Hindu family is registrered under the MRC number noted in the ID supplied by the applicant. The applicants name is not included in this family”. Det fremgår endvidere af svaret, at UNHCR er i besiddelse af optegnelser vedrørende hindu-familien frem til 2005. UNHCR har oplyst, at både id-kortet (refugee card) og registreringsattesten er falsk. Flygtningenævnet finder, at UNHCR har besvaret de spørgsmål, som er stillet af Udlændingestyrelsen. Besvarelsen er sket på grundlag af det materiale, som UNHCR har fået forelagt, og som er tilvejebragt af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen af de af advokaten anførte grunde. Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra en landsby i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Han har til støtte herfor anført, at familien flygtede til Bangladesh, da ansøgeren var et til to år på grund af konflikter som følge af deres etnicitet. Ansøgeren tog i 1992 sammen med sin familie ophold i flygtningelejren […]i Bangladesh. I 1998 opstod der masseslagsmål i flygtningelejren, og ansøgeren blev i den forbindelse skilt fra sin familie. Ansøgeren fik efterfølgende arbejde i […] hos en mand, der udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren flyttede derfor til Chittagong, hvor han opholdt sig og arbejdede for to forskellige personer frem til 2008, hvor han tog tilbage til flygtningelejren for at eftersøge sin familie, men uden held. Han fik i flygtningelejren udleveret to id-dokumenter vedrørende sin familie og ham. Han tog herefter tilbage til Chittagong, hvor han fortsatte sit arbejde for sin tidligere arbejdsgiver frem til udrejsen, som arbejdsgiveren hjalp ham med. Ansøgeren har anført, at han heller ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er statsborger i landet. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansøgning om asyl fremvist et id-kort og en registreringsattest for flygtninge fra Burma. Han har oplyst, at id-kortet er udleveret i 2008 af UNHCR i […]-lejren, da han var 18 år. Han har oplyst, at registreringsattesten vedrører hans familie, og at han fik den udleveret ved henvendelse til UNHCR i lejren, da han vendte tilbage i 2008. Ansøgeren har forklaret, at hans søster er født i 1996, hvilket også fremgår af registreringsattesten. Det fremgår imidlertid af attesten, at den er udstedt i 1992, og at familien på daværende tidspunkt bestod af fire personer inklusiv søsteren, født i 1996. De omhandlede dokumenter har været forelagt for UNHCR, der har besvaret spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er burmesisk flygtning benægtende. Herudover har UNHCR anført, at det er en hindu-familie, som er registreret under MRC-nummeret i den registreringsattest, som ansøgeren har fremlagt. UNHCR har endvidere blandt andet anført, at både id-kortet og registreringsattesten er falske. Sprogtesten har ikke kunnet underbygge, at ansøgeren er etnisk rohingya fra Burma. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst at have konflikter i hjemlandet, der kan begrunde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/11
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet finds både under Burma og Bangladesh) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […] eller […], der ligger i kommunen Maungdaw i delstaten Arakan, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Han har til støtte herfor anført, at militæret i 1978 havde meget indflydelse i Burma, hvorfor ansøgeren og hans familie valgte at flygte til landsbyen […] i Bangladesh. Ansøgeren har videre henvist til, at familien fra 1992 til 1994 tog ophold i flygtningelejren[…], men da de frygtede at blive deporteret til Burma, besluttede faderen, at de skulle tage tilbage til landsbyen. Ansøgeren tog af sted før sin familie, men mistede derefter kontakten til familien. Han var tilbage i flygtningelejren for at finde dem, men uden held. Naboerne vidste ikke noget om familien. Men mente at den muligvis var blevet deporteret til Burma. Ansøgeren ved ikke, hvor familien opholder sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har anført, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er statsborger i landet og derfor frygter deportation til Burma. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansøgning fremvist en Family Book vedrørende sin familie. Bogen er efter det oplyste udstedt til familien i forbindelse med, at familien tog ophold i flygtningelejren i Bangladesh. Ansøgeren har oplyst, at han fik bogen i forbindelse med, at familien på grund af frygt for deportation til Burma forlod flygtningelejren i 1994. UNHCR har i to udtalelser fra efteråret 2011 udtalt sig om bogen. Det fremgår af UNHCR’s udtalelser, at der er en stor sandsynlighed for, at bogen er falsk, idet de oprindelige indehavere af bogen bor i en anden flygtningelejr og er i besiddelse af den originale Family Book. Familien har været registreret siden 1992 og har boet i den anden flygtningelejr siden da. UNHCR har endvidere anført, at det er meget usandsynligt, hvis den samme Family Book skulle være to forskellige steder. UNHCR har interviewet familien i den anden flygtningelejr. Familien har afvist at have en søn ved ansøgerens fornavn. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at ansøgerens forklaring om, at den omhandlede bog vedrører hans familie, må anses for utroværdig. Det forhold, at det af UNHCR’s registre fremgår, at der i 1992 er registreret en person ved ansøgerens fornavn, født i 1972, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har i den forbindelse noteret sig, at det af den samme registrering fremgår, at der er registreret en storebroder ved navn […], født i 1961, og at forældrene er registreret som født i henholdsvis 1956 og 1966. Det fremgår af sprogtesten, at analysegrundlaget anses for at tale stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er foreneligt med sprogsamfundet i Burma. Ansøgeren har forklaret, at han er flygtet fra Burma, da han var seks år, og at han har boet sammen med sine søskende og forældre, der efter det oplyste alle var etniske rohingyaer. Ansøgeren har endvidere forklaret, at alle i flygtningelejren var etniske rohingyaer. Henset til det anførte i sprogtestens konklusion finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaring er troværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst at have konflikter i hjemlandet, der kan begrunde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/10
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burma. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk karen fra Yangôn (tidl. Rangoon), Burma. Ansøgeren har siden 1988 været medlem af en religiøs organisation ved navn The Seventh-day Adventist Church (Adventskirken). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de burmesiske myndigheder, idet hendes herboende ægtefælle tidligere er flygtet fra landet som følge af en konflikt med det burmesiske militær. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen flere gange blev tvunget til at arbejdet for militæret i Burma og i den forbindelse blev udsat for tortur, hvorfor han i 1995 flygtede til Malaysia. Ægtefællen har både i Malaysia og Danmark deltaget i demonstrationer mod det burmesiske styre, ligesom han er medlem af KNU (Karen National Union). Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun et etnisk karen og kristen. I december 2010 deltog både ansøgeren og ægtefællen i Danmark i fejringen af nytåret med andre etniske karéner, og ansøgeren frygter, at personer med tilknytning til de burmesiske myndigheder har taget billeder ved denne lejlighed, som er blevet de burmesiske myndigheder bekendt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således forklaret og beskrevet om sin baggrund og asylmotiv på en troværdig måde, og hendes forklaringer er blandt andet understøttet af stempler i hendes pas. Ansøgerens egne forhold kan ikke begrunde, at hun opfylder betingelserne for asyl. Som Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet i den forbindelse vægt på, at ansøgeren flere gange siden sin første udrejse i 1999 legalt har kunnet ind- og udrejse problemfrit. Den omstændighed, at hun er etnisk karen og kristen kan således ikke medføre, at hun af disse grunde opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har endvidere henvist til sin ægtefælles forhold. Parterne har ikke boet sammen i Burma, og siden de i sommeren 2010 blev gift i Thailand, har de alene boet sammen i Danmark, siden ansøgeren indrejste i efteråret 2010. Ansøgerens asylmotiv skulle herefter være, at hun vil blive forfulgt eller udsat for asylrelevante overgreb i Burma som følge af ægtefællens forhold. Dette finder Flygtningenævnet ikke er tilfældet. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at svigerforældrene fortsat kan opholde sig i Burma uden at have haft asylrelevante problemer med myndighederne som følge af sønnens forhold. Den omstændighed, at ansøgeren sammen med sin ægtefælle i december 2010 har deltaget i en nytårsfest for etniske karener i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at dette er kommet til myndighedernes kendskab. Endeligt kan den omstændighed, at ægtefællen her i Danmark er aktiv i KNU, ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger også ved denne afgørelse vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at dette er kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burma vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2011/1
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1981. Indrejst i juli 2005. I forbindelse med sagens behandling har ansøgeren deltaget i en sprogtest. Det fremgår heraf, at ansøgeren taler en blanding af flere dialekter, hvoraf den dominerende er noakhali-bengali, mens arakan-bengali ikke er én af disse. Det fremgår videre, at det er højst sandsynligt, at ansøgeren har sin sproglige baggrund i Noakhali-distriktet i det sydøstlige Bangladesh, og at dette er baseret på fonologiske leksikale og grammatiske egenskaber ved ansøgerens tale. Ansøgeren har intet realkendskab til Burma. Det er usandsynligt, at ansøgeren er socialiseret i længere tid i Burma. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren som dokumentation for sin angivne identitet, rohinga fra Burma, havde fremlagt en familiebog fra UNHCR og medlemskort til Rohinga Solidarity Organisation. Ansøgeren havde under sagen oplyst, at han er født i 1981 i Burma, og at han var flygtet til Bangladesh sammen med sin familie omkring 1992. Han havde efter kort tid forladt sin familie i en flygtningelejr og taget ophold i en by. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse vægt på UNHCRs udtalelse af maj 2006, hvoraf fremgår, at den familie, inklusive ansøgeren, som familiebogen vedrørte, var ankommet til Bangladesh i 1993, og at hele familien var repatrieret fra flygtningelejren til Burma i april 2005. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på indholdet i den lingvistiske analyse i den foretagne sprogtest. Hertil kom, at ansøgerens forklaring i øvrigt ikke fremstod overbevisende. Dette gjaldt blandt andet hans forklaring vedrørende de økonomiske forhold omkring en slagterforretning, kontakten med faderen og omstændighederne ved faderens overlevering af familiebogen. Ansøgeren angav endvidere sine tre nærmeste søskende i forkert rækkefølge. Han havde generelt været upræcis vedrørende sine tidsangivelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse divergenser kunne tilskrives, at ansøgeren er analfabet, hvorved bemærkedes, at ansøgeren ifølge sin forklaring i en længere periode havde drevet selvstændig forretning. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet som værende rohinga fra Burma, hvorfor nævnet forkastede ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren rettelig kommer fra Bangladesh. Bangladesh/2007/1
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma, født i 1978. Indrejst i marts 2003. Ansøgeren forklarede, at han var etnisk rohingya fra Burma. Som følge af urolighederne i Burma var han sammen med sin moder og ene broder udrejst til Bangladesh for 11 år siden. Udlændingestyrelsens repræsentant tilkendegav under nævnsmødet, at såfremt Flygtningenævnet kunne lægge denne identitet til grund, ville ansøgeren være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ved afgørelsen til grund, at der efter resultatet af den kriminaltekniske undersøgelse var foretaget en ændring/radering i et fremlagt id-korts angivelse af ansøgerens navn og fødselsår samt af ansøgerens faders navn, at ansøgeren under nævnsbehandlingen havde oplyst navnet på lederen i ansøgerens landsby i Myanmar, hvilket ikke stemte overens med navnet på kortets udsteder ifølge kortets eget indhold, at det fremgik af familielisten, at ansøgeren var angivet til at være 25 år på det tidspunkt, hvor listen var dateret (1998), hvilket ikke stemte overens med ansøgerens egne oplysninger om sin alder, at ansøgeren ved indrejsen havde været legitimeret med et pas fra Bangladesh, hvoraf fremgik, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh og er født i november 1978 i Chittagong, og at den foretagne sprogtest angav, at ansøgeren taler Arakan-bangla på modersmålsniveau, og således som dette tales i Chittagongområdet. Flertallet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var statsborger i Burma. Det forhold, at ansøgeren havde svaret rigtigt på en række af de spørgsmål, som han var blevet stillet omkring Burma - herunder særskilte spørgsmål om de særlige forhold, som gør sig gældende omkring rohingyaer – sås ikke at kunne føre til noget andet resultat, idet ansøgeren stammede fra et grænseområde, og idet der efter de foreliggende oplysninger findes rohingyaer på begge sider af grænsen. Flertallet fandt herefter at kunne lægge til grund på sagen, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh, og flertallet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Bangla/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh.) Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra […] i […] distriktet i den nordlige del af Rakhine State i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at hans forældre og broder blev dræbt af Nasaka-tropper på familiens bopæl. Faderen havde forinden haft problemer med de burmesiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Han var flere gange blevet tilbageholdt og udsat for vold og tortur. Ca. to måneder efter drabet på familien udrejste ansøgeren illegalt til Bangladesh. Han opholdt sig ulovligt i Bangla-desh. Han blev tvunget til at deltage i flere demonstrationer og politiske møder i Bangladesh Nationalist Party (BNP) mod sin vilje, mens han boede hos sin arbejdsgiver […], som var aktiv for BNP. Omkring et år før sin udrejse af Bangladesh blev ansøgeren truet af personer fra det siddende regeringsparti, som ville have ansøgeren til at stoppe sine politiske aktiviteter. I vinteren 2011 blev ansøgeren flere gange tilbageholdt, slået og truet af Rapid Action Batallion (RAB), som beskyldte ham for at stå bag drabet på en anden rohingya person, […]. Ved en tilbagevenden til Burma frygter ansøgeren at blive dræbt af myndighederne. Endvidere har etniske rohingyaer ingen rettigheder og kan ikke opnå statsborgerskab. I Bangladesh frygter han at blive dræbt på grund af sit arbejde for sin arbejdsgiver, der var aktiv for BNP. Han risikerer endvidere at blive udsat for overgreb på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte for oplysningerne om sin identitet og sit asylmotiv fremlagt to dokumenter, en fødselsattest og et ID-kort. Det fremgår af oversættelsen af fødselsattesten, ”Birth Registration”, blandt andet, at ansøgeren er født i vinteren 1982 på et navngivent hospital […], […], og at attesten er signeret af Township Medical Officer […] vinteren 1982. Det fremgår af oversættelsen af ID-kortet blandet andet, at ansøgeren er født i vinteren 1982, at kortet er udstedt i vinteren 1994 af en Immigration Officer i Rakhine State, og at kortet er signeret i vinteren 1994 af Administrator, Immigration & State Power Council. Ansøgeren har om dokumenterne forklaret til asylsagen, at han er født i hjemmet. Hans familie har kontaktet myndighederne om ansøgerens fødsel, hvorefter fødselsregistreringsattesten er blevet udstedt. Han var med sin moder på borgmesterkontoret for at bestille ID-kortet. Han besvarede spørgsmål og afleverede et foto. Omring to måneder senere kunne hans moder hente ID-kortet på politistationen. Ansøgeren har oplyst, at han er uden pårørende eller nærtstående i øvrigt. Hans forældre og broder er dræbt. Den omhandlede onkel eller nabo, som hjalp ansøgeren med udrejsen, blev ansøgeren adskilt fra ved ankomsten til Bangladesh. Ansøgeren fik fødselsattesten fra sin moder, da han var 13 år gammel, og han har haft ID-kortet i sin besiddelse siden medio 1995. I Bangladesh boede ansøgeren først i Cox Bazar hos en buschauffør, dernæst hos en anden arbejdsgiver i Chittagong, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Cox Bazar, hvor han boede hos den sidste arbejdsgiver, […], indtil udrejsen den i vinteren 2011. Ansøgerens sprog er præget af tiden i Bangladesh. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger giver anledning til afgørende tvivl. Ansøgerens forklaring, herunder i nævnsmødet, om hans forhold i Burma og det efterfølgende forløb i Bangladesh findes præget af usikkerhed og har været divergerende og fremstår ikke selvoplevet. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret til sagen, at han blev født i forældrenes hjem. Det fremgår imidlertid, at ansøgeren ifølge fødselsattesten er født på et hospital. Ansøgeren har oplyst forskelligt om, hvorvidt drabet på hans forældre og broder skete i efteråret 1995 eller i slutningen af 1996, og om han udrejste til Bangladesh i starten af 1996 eller først i slutningen af 1996. I nævnsmødet har ansøgeren præciseret, at drabene fandt sted i efteråret 1995, og at han udrejste til Bangladesh i starten af 1996. Ansøgeren har således ændret sin præciserende forklaring i følge samtalereferatet fra sommeren 2011, side 10. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den omhandlede rohingya-person, […], blev dræbt 15 dage før ansøgerens udrejse fra Bangladesh eller to en halv måned, inden ansøgerens udrejse. Ansøgeren har i nævnsmødet ændret sin præciserende forklaring til det nævnte samtalereferat side 11 og understreget, at rohingya-personen blev dræbt 15 dage før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om længden af de perioder, hvor han arbejdede hos sine arbejdsgivere. Ansøgeren har om udrejsen forklaret, at det var hans sidste arbejdsgiver, […], der betalte agenten, men at ansøgeren, der ikke fik løn fra sine arbejds-givere, havde opsparet et beløb svarende til 2.000 USD, herunder ved indtjening ved bijob i en periode. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine forhold i Burma og Bangladesh hverken har fremstået overbevisende eller sandsynlig. Det fremgår endvidere af den vurdering, der er foretaget af ansøgerens sprog m.v., at det efter analysematerialet findes usandsynligt, at ansøge-ren har sproglig baggrund i Myanmar. Udlændingestyrelsen har tilvejebragt supplerende oplys-ninger om etniske rohingyaer til styrelsens rapport fra foråret 2011 om Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand. Der foreligger således notat fra sommeren 2011 vedrørende fødselsre-gistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingyaer) i NRS. Endvidere har styrelsen henvist til høringssvar fra en international organi-sation. Det fremgår heraf blandt andet, at national registrationcards (NRC-kort) ikke er blevet udstedt til den muslimske befolkning i den nordlige del af Rakhine State (NRS) siden 1989 bort-set fra få tilfælde siden 2008, at få rohingya-kvinder føder på hospital, at muslimer vil have van-skeligt ved at få udstedt fødselsattester fra hospitaler, og at udstedelser heraf normalt vil tage uger, hvis ikke måneder. Flygtningenævnet lægger vægt herpå og bemærker, at oplysningerne er indhentet fra flere kilder og specielt med henblik på at belyse omstændighederne blandt andet angående udstedelse af dokumenter af den karakter, som ansøgeren har fremlagt i sagen, og som ansøgeren i det væsentlige bygger sit asylmotiv på. Nævnet har, da Udlændingestyrelsen har ført denne sag som en prøvesag, indhentet en vurdering af dokumenterne fra Kriminalteknisk Center, Dokumentsektionen. Det fremgår af erklæringen fra vinteren 2012 fra Dokumentsektionen, at sektionen ikke kan konstatere ægtheden af dokumenterne, der er uden nogen form for sikkerhedselementer såsom vandmærker med videre. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af baggrundsmaterialet for Burma og Bangladesh, at der er en ikke ubetydelig myndighedskorruption og mulighed for få udstedt falske og forfalskede dokumenter. Under hensyn hertil og til vurde-ringen af ansøgerens oplysninger til sagen, herunder de divergerende oplysninger også i nævns-mødet, sammenholdt med det oplyste i Udlændingestyrelsens notat fra sommeren 2011, finder nævnet ikke, at det anførte i notatets punkt VII om muligheden for verifikation hos burmesiske myndigheder eller deres repræsentanter af fødselsattester og fødselsnotifikationsdokumenter for muslimer, indebærer, at der grundlag for at søge indhentet oplysninger om de fremlagte dokumenter, der samtidig kan forventes at have konkret og væsentlig betydning for vurderingen af ansøgerens asylsag. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens oplysninger om de to fremlagte dokumenter, hvor fødselsattesten fremstår udstedt af hospitalet få dage efter ansøgerens fødsel, og ID-kortet i 1994, at ingen af dokumenterne kan anses for at godtgøre eller overbevisende sandsynliggøre, at ansøgeren er etnisk rohingya med burmesisk baggrund som forklaret. Særligt for så vidt angår ansøgerens vaccinationsar på venstre arm bemærkes, at det fremgår af notatet fra sommeren 2011, at de adspurgte kilder ikke har anset vaccinationsar (Polio) for et særligt kendetegn for etniske rohingyaer fra Burma. Efter det fremkomne, herunder ansøgerens forklaringer, finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet har ikke fundet, at det anførte af den beskik-kede advokat om baggrundsmaterialet eller det anførte i brevet fra vinteren 2012, herunder om tidligere nævnsafgørelser, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at der foreligger nogen sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7. stk. 2. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret diverge-rende om hvorvidt og i hvilket omfang, han var kortvarigt tilbageholdt hos grupper eller myndigheder i Bangladesh i forbindelse med ansøgerens deltagelse i demonstrationer efter sin sidste arbejdsgivers ønske. Ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at oplysningerne om tilbageholdelser kan ændre nævnets vurdering af, at ansøgeren kan vende tilbage til Bangladesh uden asylbegrundende risiko. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chin og kristen af trosretning fra [landsby], [by], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar frygter at blive anholdt af myndighederne, idet hun har unddraget sig tvangsarbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de myanmarske myndigheder gennem de sidste mange år har opsøgt hende for at tvinge hende til tvangsarbejde. Såfremt ansøgeren ikke ville eller kunne udføre tvangsarbejdet krævede myndighederne, at ansøgeren i stedet for betalte penge til myndighederne. Det var politiet eller landsbyens formand, der stod for opkrævningen. Ansøgeren har udført tvangsarbejde, men har også undgået tvangsarbejdet ved at betale penge til politiet. Dette skete sidst to til tre måneder forinden hendes udrejse. Myndighederne krævede, at ansøgeren betalte bestikkelse mindst fire til fem gange om året, og nogen gange hver uge. De samme betingelser har været gældende for alle i landsbyen og også i den landsby, hvor ansøgerens bror bor. Ansøgeren, der er 66 år gammel, fremstår som havende en svækket hukommelse, og Flygtningenævnet finder, at det må antages, at dette har medvirket til, at ansøgerens forklaring om asylmotivet har fremstået upræcis og usikker. Ansøgeren har kontinuerligt forklaret, at hun i en årrække er blevet pålagt arbejdsopgaver, og at hun enten har udført disse eller betalt et kontantbeløb til politiet eller til landsbyens ældste. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at forholdene har været ens for alle, og at landsbyboerne har hjulpet hinanden med at skaffe pengene. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har kendskab til, at de angivelige trusler om frihedsberøvelse er blevet effektueret. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at ansøgerens problemer falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet det ikke kan anses sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2018/1/SHH
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
