Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark […], og at han den […] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet eftersøgt af de syriske myndigheder, der ønskede at få oplyst, om klageren var tilhænger af myndighederne i Syrien. Endvidere har klageren henvist til, at han er blevet efterspurgt af en ukendt oprørsgruppe, der har forholdt sig mistroisk til klagerens og hans søns udrejse af Syrien. Endelig frygter klageren, at han og hans søn vil blive indkaldt til militærtjeneste eller hvervet af oprørsgrupper. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller oprørsgrupper, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sine konflikter i Syrien. Klageren har således til sin samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han aldrig har haft konflikter med nogen, og at han ikke har været konkret og individuelt forfulgt, samt at han alene udrejste på grund af de generelle forhold i Syrien og af frygt for, at myndighederne eller grupperinger ville tvangshverve hans 16-årige søn. Klageren har først under klagesagen påberåbt sig, at han er konkret og individuelt forfulgt, fordi han via sine søskende og naboer efter sin indrejse i Danmark har fået at vide, at både myndighederne og oprørsgrupper har spurgt efter ham, ligesom klageren først under nævnsmødet har forklaret, at han før sin udrejse blev opsøgt 6-7 gange af både oprørsgrupper og regeringsmilitser. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han blev opsøgt af oprørsgrupper og regeringsmilitser til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at oprørsgrupper og regeringsmilitser har spurgt efter ham efter hans udrejse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om disse forhold, og at han ikke har kunnet redegøre nærmere for henvendelserne eller for, hvorfor han skulle være kommet i myndighedernes og oprørsgruppernes søgelys herunder om, hvilke grupperinger, der efterstræber ham eller baggrunden herfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han skulle risikere at blive genindkaldt til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på ansøgerens alder og de helt almindelige vagtopgaver, han havde, da han aftjente værnepligt samt på indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, hvoraf det fremgår, at syriske mænd i alderen op til 42 år kan blive genindkaldt til militæret i tilfælde af krig eller undtagelsestilstand. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer genindkaldelse. Klageren […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/30/KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [landsby], Qamishli, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [efteråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han var medlem af PKK fra 1990 til 2000, hvorefter han langsomt trak sig ud af parti-arbejdet. Da partiet PYD senere blev oprettet, rådgav han partiet i forskellige sammenhænge. Klageren blev tilbageholdt og fængslet gentagne gange af det syriske regime på grund af sine politiske aktiviteter, sidste gang i 2010. I perioden efter 2011 lagde PKK/PYD pres på klagerens familie for at få dem til at deltage i den væbnede kamp, og i forbindelse med, at konflikten mellem de forskellige kurdiske grupperinger tog til, blev klagerens broder under en demonstration skudt af PKK/PYD, og klageren måtte bringe broderen til behandling i Tyrkiet. I [efteråret] 2014 tilbageholdt PKK/PYD klageren i to dage, og klageren måtte indvillige i at samarbejde med PYD. PKK/PYD konfiskerede klagerens garageanlæg. Herefter udrejste klageren fra Syrien. Klageren har videre henvist til, at klagerens søn i vinteren 2015 blev bortført af PKK eller PYD, og at klageren i den anledning har kontaktet den kurdiske tv-kanal […]. Klageren har givet et interview til tv-kanalen og har her oplyst, at YGP står bag kidnapningen af sønnen. Klageren har under interviewet kritiseret YGP´s tvangshvervninger af børn til deltagelse i væbnet konflikt. Klageren gav ikke møde i Flygtningenævnet. Klagerens advokat har oplyst, at han har indkaldt klageren til et møde, men at klageren ikke mødte op. Klageren er indkaldt til nævnsmødet ved almindeligt brev til klagerens folkeregisteradresse. Brevet er ikke konstateret modtaget retur. Ved en søgning er det konstateret, at klageren dags dato fortsat er registreret med samme folkeregisteradresse. Klageren kan under disse omstændigheder ikke anses for at have lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at behandle sagen, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt begrundet i individuelle omstændigheder risikerer forfølgelse eller overgreb fra hverken de syriske myndigheder eller fra Islamisk Stats side. Vedrørende klagerens konflikt med PKK/PYD må det på grundlag af de foreliggende oplysninger lægges til grund, at ansøgeren ikke var medlem af partiet, og at han i en årrække forud for 2011 ikke deltog aktivt i partiets virke. Klageren har henvist til, at PKK/PYD frem til [efteråret] 2014 lagde et stigende pres på klageren for at få klageren til at deltage aktivt. Som sagen er oplyst må det lægges til grund, at dette konkret har udmøntet sig i, at PKK/PYD i [efteråret] 2014 tilbageholdt klageren, og at PKK/PYD har konfiskeret klagerens garageanlæg til militære formål. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på dette grundlag har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb fra PKK/PYD´s side. Uden at have hørt klagerens nærmere forklaring finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund, at klagerens søn er blevet bortført af YGP, eller at sønnens forsvinden sammenholdt med klagerens deltagelse i tv-interviewet medfører, at klageren har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til PKK/PYD, at klageren af den grund vil risikere forfølgelse eller overgreb fra PKK/PYD´s side. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syr/2016/3/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., indeholder en vurdering af grovheden af ansøgerens kriminalitet overfor andre hensyn, herunder hensynet til familiens enhed. Flygtningenævnet finder, at kriminaliteten efter sin karakter og grovhed må anses for så alvorlig, at ansøgeren på trods af familiens tilknytning til Danmark og familiens betydelige vanskeligheder er udelukket fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/25/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [omkring en måned senere] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes nu afdøde tidligere ægtefælles familie anklager hende og hendes fader for at stå bag hans død, hvorfor de ønsker at hævne sig på hende og hendes nuværende ægtefælle. Den afdødes familie har flere gange opsøgt klagerens families bopæl for at lede efter hende. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med sin tidligere svigerfamilie af en karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens familie efter hendes forklaring i perioden fra slutningen af 2012 til [efteråret] 2013 blev udsat for flere telefoniske trusler fra hendes tidligere svigerfader, og at nogle personer i [sommeren] 2013 søgte efter hende på familiens bopæl, men at der ikke på noget tidspunkt blev gjort alvor af truslerne. Klagerens udbyggende forklaring i nævnet om, at hun i slutningen af 2012 selv blev antastet på gaden af sin tidligere svigermoder og beskyldt for at være skyld i sin tidligere ægtefælles død, og om at klagerens fader i [foråret] 2013 blev overfaldet på gaden af klagerens tidligere svigerfader, kan nævnet ikke tillægge vægt. Det samme gælder forklaringen om, at der for nylig efter mere end to års forløb på ny er fremsat telefoniske trusler over for klagerens fader. Forklaringen fremstår i sammenhængen som konstrueret til lejligheden. Klageren har ingen konflikter med de syriske myndigheder og kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Forklaringen om klagerens tidligere svigerfaders relation til den syriske efterretningstjeneste kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” syri/2016/24/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han en gang er blevet opsøgt og tilbageholdt af Den Frie Syriske Hær, som ønskede, at han skulle kæmpe for dem. Han er desuden blevet opsøgt to gange af repræsentanter for styret og en gang af efterretningstjenesten, der ligeledes ønskede, at han skulle kæmpe for dem. Efter hans udrejse er hans familie blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som leder efter klageren. Desuden er hans nevø blevet tilbageholdt og tortureret på grund af klageren, ligesom han måtte underskrive en erklæring om at angive klageren til myndighederne, såfremt klageren vender tilbage til Syrien. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er personligt efterstræbt af repræsentanter for Den Frie Syriske Hær. Flertallet finder således, at klagerens forklaring herom fremstår udbyggende og ikke selvoplevet, og at forklaringen må anses for konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger vægt på, at klagerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp og på nævnsmødet om, at han i [vinteren] 2014 med bind for øjnene blev ført bort af repræsentanter for Den Frie Syriske Hær og tilbageholdt i en kælder til den følgende dag, er ny i den forstand, at han ikke forklarede herom under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015. Det samme gælder forklaringen om, at personer fra samme gruppe i hans butik truede ham med at bortføre og voldtage hans datter, hvis han ikke samarbejdede med dem. Klagerens forklaring til nævnet om, at han nævnte disse episoder i Udlændingestyrelsen, men at de ikke blev taget med i referatet, finder flertallet efter oplysningernes karakter utroværdig. Flertallet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er personligt og individuelt efterstræbt af de syriske myndigheder. Klagerens forklaring herom fremstår overordnet og uden detaljer og uden en troværdig forklaring på, hvorfor myndighederne skulle udvise en så omfattende interesse for hans person. Klageren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende, idet han til nævnet har forklaret om en yderligere myndighedshenvendelse allerede i [foråret] 2014, og at han både i [sommeren og efteråret] 2014 blev taget med af myndighederne. Heller ikke forklaringen om, at klagerens familie som følge af at myndighederne efterstræber ham efter hans udrejse har været udsat for trusler mv. kan flertallet herefter lægge til grund. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/23/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i november] 2014, og at han [i oktober] 2015 i Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i november] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han som kurder tilhører en særlig gruppe, der i Syrien ikke har mulighed for at opnå de samme samfundsmæssige og sociale rettigheder som andre. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er flygtet fra politiet, da han forsøgte at undgå en kontrolpost. Klageren har herom oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2014 var på arbejde som taxachauffør, og at han i den forbindelse blev bedt om at køre to ukendte personer til et sted i nærheden af militærakademiet i Aleppo. Da taxaen nærmede sig en kontrolpost truede passagerne med våben klageren til at vende bilen. Klageren vendte bilen og en patruljebil fra kontrolposten fulgte efter. De to passagerer hoppede ud af bilen, mens den stadig kørte. Klageren undslap patruljebilen, idet han drejede ned ad en sidevej, hvorefter han gemte sig på taget af en bygning i 5-6 timer, før han turde gå ned igen. Efter han havde sikret sig, at der ikke var folk fra militæret hos familien, tog klageren kortvarigt hjem til sin familie for at berette, hvad der var sket. Han turde ikke blive i hjemmet og tog derfor samme aften afsted igen. Klagerens familie blev opsøgt i hjemmet, hvor hans to døtre blevet slået i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Klageren arrangerede derfor, at familien også skulle flygte, men det kunne først lade sig gøre dagen efter. Klageren ved ikke, hvem der fjernede hans taxa, da han gemte sig på taget, men ud fra det efterfølgende forløb er han overbevist om, at det var folk fra det syriske regime, idet han havde sine ID-dokumenter i bilen og som følge deraf kunne identificeres af myndighederne, der således vidste, hvor han boede med familien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] oktober 2015 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle og konkrete forhold vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet efter en samlet vurdering må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der henvises til, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale punkter i asylmotivet. Klageren har således under partshøringen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at de myndighedspersoner, som henvendte sig på bopælen og spurgte efter klageren, ikke gjorde hans familie fortræd. Det fremgår derimod af indlægget fra klagerens advokat, at klageren overfor advokaten har oplyst, at klagerens døtre blev tævet i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Endvidere har klageren overfor nævnet forklaret, at børnene blev slået af myndighedspersonerne. Klageren har derudover forklaret divergerende om tidspunkterne for klagerens families udrejse af Syrien. Under partshøringen har klageren forklaret, at han og hans familie opholdt sig hos klagerens svigerfader frem til [oktober] 2014, hvor klageren udrejste alene fra Syrien. Klagerens ægtefælle og børnene rejste til Libanon 20 dage efter klageren. Overfor for nævnet har klageren derimod forklaret, at hans ægtefælle og børnene tog til Libanon sammen med klagerens broder allerede i august/september 2014, forinden klageren udrejste af Syrien. Klageren har i øvrigt forklaret divergerende om, hvorledes han og hans to passagerer undslap, da de blev forfulgt af myndighederne fra kontrolposten. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at han bakkede bilen, da han kørte fra kontrolposten, mens han under partshøringen har forklaret, at han vendte sin bil, da han kørte fra kontrolposten. Der var 10 biler foran klagerens bil, da de vendte om. Overfor nævnet har klageren derimod forklaret, at der var to biler foran klagerens taxa, og at der også holdt biler bag klagerens taxa ved kontrolposten, hvorfor han derfor kørte ind på en sidevej for at undslippe. Klageren har i øvrigt ikke opgivet andre konkrete asylbegrundende konflikter hverken med myndighederne eller andre grupperinger i Syrien, herunder Islamisk Stat og Al Nousra, og han har ikke været politisk aktiv i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens generelle frygt for grupperinger i Syrien ikke kan danne grundlag for en ændring af klagerens status. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2016/22/STR
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 17 år. Klageren har således under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans familie i 2012 måtte forlade Aleppo for at tage ophold hos farfaderen i en landsby uden for Afrin. Området var kontrolleret af PKK. Her blev klagerens fader opsøgt af PKK, der forlangte, at klageren skulle tilslutte sig PKK`s styrker. Klageren var på det tidspunkt 14 år gammel. Klageren var hjemme en af de gange PKK henvendte sig. På et tidspunkt advarede en kvindelig nabo, der var gift med et medlem af PKK, klageren om, at PKK ville komme for at tage klageren med tvang. I tilknytning hertil besluttede klagerens fader, at familien skulle flygte. En af klagerens venner er mod sin vilje blevet indrulleret i PKK. Klageren er først efter familiens flugt blevet mere bevidst om konflikten. Klageren frygter, selv om han fortsat er mindreårig, at blive tvangsrekrutteret af PKK. Klageren frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret af det syriske militær. Klageren ønsker ikke at deltage i den væbnede konflikt, der foregår i Syrien. Det må antages, at klageren, når han fylder 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke for nærværende, hvor klageren er 17 år og 2 måneder gammel, at dette forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af klagerens forklaring og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015 samt ”Human Rights Watch, Syria: Kurdish Forces Violating Child Soldier Ban” fra den 15. juli 2015, finder Flygtningenævnets flertal ikke at kunne afvise, at den mindreårige klager ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret af PKK, som har kontrollen over det område, hvor klageren og hans familie bor, og som følge heraf blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/21/MVI
Nævnet omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han snart er i den militærpligtige alder og frygter rekruttering til det syriske militær. Klageren frygter også oprørsgrupperne. Klageren har herom oplyst, at man skal aftjene værnepligt i Syrien, når man fylder 18 år. Klageren ønsker ikke at deltage i krigen i Syrien, og han har mange venner, der er forsvundet, blevet kidnappet eller slået ihjel. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, herunder at han ikke ønsker at aftjene værnepligt og ikke ønsker at deltage i krig, ligesom han frygter at blive tvangsrekrutteret til oprørsgrupper. Klageren fylder 18 år [inden for en måned] og vil således være værnepligtig i Syrien. Klageren har under nævnsmødet videre forklaret, at han for 8 dage siden blev indkaldt til militæret, idet hans far modtog et telefonopkald med besked om, at klageren skulle registreres og have udstedt militærbog. Nævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil være i en individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2016/2/ceb
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [bydelen A], [i byen B], Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af sit efternavn, og idet han har forladt sin stilling som statsansat i den syriske handelsbank. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter Lijan Shaabiya og Al Nusra Fronten. Han har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deler efternavn med sin fætters søn [C], der som en af de første demonstranter under den syriske konflikt demonstrerede mod myndighederne [i foråret] 2011 i [byen B], hvor myndighederne slog ham ihjel. [I sommeren] 2014 blev klagerens bopæl i [B] opsøgt af myndighederne, som i den forbindelse tilbageholdt klageren [i 11 dage], hvor myndighederne lod ham gå mod betaling. Klageren har endvidere under asylsagen oplyst, at han blev stoppet af myndighederne, hver gang han passerede en kontrolpost, og at myndighederne talte grimt og ydmygende til ham. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at de syriske myndigheder betragter en person som desertør og landsforæder, såfremt den pågældende har forladt sin stilling i det offentlige, og at straffen herfor er henrettelse. Klageren har herudover oplyst, at hans chef i [slutningen af sommeren] 2014 opfordrede ham til at slutte sig til gruppen Lijan Shaabiya, og at lederen af Lijan Shaabiya, Rafaat Alamoudi, i samme måned opsøgte ham på hans bopæl i [B]. Klageren har videre oplyst, at han i marts 2013, mens han var på arbejde, blev kontaktet telefonisk af et medlem fra Al Nusra Fronten, som bad ham om at fortælle, hvornår myndighederne ville komme til hans arbejdsplads for at afhente omkring 100 millioner syriske lira. Klageren nægtede at videregive oplysningerne, hvorefter medlemmet fortalte ham, at hans liv var i fare. Klageren har oplyst, at hans hustrus søsters ægtefælle en måned senere oplyste, at han var efterstræbt af Al Nusra. Endelig har klageren oplyst, at hans hustru [i sommeren] 2015 blev tilbageholdt i et døgn af myndighederne, fordi myndighederne ville have ham til at støtte gruppen Lijan Shaabiya. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har således i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet nogen konkrete konflikter som følge af sit efternavn, og at han således uden problemer har kunnet fungeret som statsansat i den syriske handelsbank indtil få dage før sin udrejse, ligesom han uden problemer har kunnet udrejse af Syrien. Flygtningenævnet har videre vurderet, at klageren ikke som følge af, at han har forladt sin stilling i den syriske handelsbank, er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne, og det forhold, at ansøgerens hustru har været tilbageholdt et døgn i 2015, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Endelig finder Flygtningenævnet hverken, at det forhold, at gruppen Lijan Shaabiya har opfordret klageren til at slutte sig til dem, eller at han frygter Al Nusra Fronten kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at Al Nusra ikke har henvendt sig til klageren siden [foråret] 2013, og at Lijan Shaabiya ikke har opsøgt klageren siden [slutningen af sommeren] 2014. Det bemærkes herved, at det ifølge ansøgerens forklaring i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 alene hviler på hans formodning, at hans hustru i 2015 blev tilbageholdt i et døgn, fordi myndighederne ønsker, at han skal støtte Lijan Shaabiya. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/19/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet de mistænker ham for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter Islamisk Stat på baggrund af sin etnicitet, og at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i sameje med sin broder havde et skoværksted i [en bydel] i Aleppo. Skoværkstedet blev stormet af syriske regeringsstyrker på et ukendt tidspunkt i 2012, som spurgte klageren, hvorfor han solgte sko til Den Frie Syriske Hær. To til tre dage efter, under klagerens fravær, opsøgte myndighederne værkstedet igen, og i den forbindelse blev klagerens broder anholdt og anbragt i [et fængsel]. Han blev efterfølgende stillet for retten og dømt for at have samarbejdet med Den Frie Syriske Hær. Efter to og et halvt år døde han i fængslet. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at omkring 75 % af værkstederne i [den pågældende bydel] er blevet beskyldt for at samarbejde med den Frie Syriske Hær. Klageren kan derfor ikke anses for individuelt forfulgt som følge af myndighedernes henvendelse til hans og broderens værksted i 2012. Det bemærkes herved tillige, at det efter det oplyste beror på andenhåndsoplysninger, at klagerens broder er blevet dømt for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Hertil kommer, at klageren, efter at myndighederne sidst opsøgte hans værksted opholdt sig i en periode på i hvert fald 20-25 dage i Syrien uden at blive opsøgt af myndighederne, ligesom han også efter sin udrejse flere gange rejste tilbage til Syrien, hvor han opholdt sig i perioder på op til halvanden måned uden at blive opsøgt. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har udtalt, at der under samtalen i Udlændingestyrelsen var tolkeproblemer, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at det ikke fremgår af referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen, at der var tolkeproblemer, samt at det af referatet fremgår, at klageren ved oversættelsen af referatet fik rettet den fejlagtige oplysning om, at han skulle have opholdt sig halvandet år i Syrien efter myndighedernes henvendelse til, at han opholdt sig i Syrien i halvanden måned før udrejsen. Klageren er i øvrigt ikke fremkommet med nye oplysninger for Dansk Flygtningehjælp. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/18/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger og fortsat har gyldig dokumentation herfor. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, da han er udrejst af Syrien efter at være blevet indkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor han kan søge om registrering af statsborgerskab under henvisning til, at hans moder er tyrkisk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder inden for ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må antages lovligt at kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at ansøgeren i Tyrkiet vil være i risiko for at blive refouleret til Syrien eller til et tredjeland, hvor han ikke er beskyttet mod refoulement. Det bemærkes endvidere, at hans levevilkår i Tyrkiet – uanset at ansøgeren er kurder – ikke findes at være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder krænkes. Efter det oplyste har ansøgeren ikke haft personlige konflikter med myndighederne eller med privatpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/16/SLN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2015 oplyst Flygtningenævnet, at klageren har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er efterstræbt, samt idet han har hjulpet sin nevø med at frygte fra militæret. Klageren har herom oplyst, at han i januar 2014 hjalp sin nevø med at flygte fra militæret, hvilket skete med hjælp fra naboer, der var tæt knyttet til den Frie Syriske Hær. Omkring to til tre uger efter nevøens flugt fra militæret, blev klageren kontaktet af den syriske efterretningstjeneste, der havde spørgsmål til klageren. Klageren knækkede herefter sit sim-kort og gav ikke møde hos efterretningstjenesten. Klageren har endvidere oplyst, at hans ægtefælle ligeledes blev kontaktet af efterretningstjenesten, men at hun heller ikke gav møde. Klageren har derudover til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive hvervet til PKK, idet PKK flere gange har opsøgt klageren med henblik på hvervning. Klageren frygter endelig islamistiske grupper, idet de betragter kurdere som vantro. Klageren har herom oplyst, at han siden sommeren 2013 er blevet opsøgt flere gange af PKK, der ville hverve ham. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder et flertal af Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flertallet lægger herved vægt på, at klageren alene er blevet kontaktet telefonisk én gang af myndighederne i februar 2014 og herefter ikke har modtaget yderligere henvendelser fra myndighederne før sin udrejse i februar 2015. Klagerens forklaring om, at han nogle dage forud for oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen af sin fætter fik oplyst, at en butiksejer i klagerens landsby har fortalt fætteren, at sikkerhedstjenesten havde spurgt efter klageren i butikken, kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke for flertallet føre til en ændret vurdering, at klagerens ægtefælle efter hans oplysninger skulle være eftersøgt af myndighederne, idet dette alene beror på klagerens formodning. Endelig finder flertallet, at hverken forklaringen om PKK’s henvendelse til klageren om hvervning eller klagerens frygt for islamiske grupper kan føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/16 NIN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og [religion] af trosretning, fra [bydel i Damaskus], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af, at hun tilhører det religiøse mindretal [religion]. Hun har videre henvist til, at hun blev tilbageholdt i en uge, idet myndighederne mistænkte hende for at støtte oprørerne. Under tilbageholdelsen var klageren vidne til, at andre kvinder blev udsat for vold og voldtægt. Klageren blev ikke selv udsat for overgreb, men hun blev truet og blev tiltalt nedsættende. Efter løsladelsen blev klageren behandlet anderledes på sit arbejde, og klageren begyndte at planlægge sin udrejse. Efter udrejsen er hendes bopæl flere gange blevet opsøgt af myndighederne, der spørger efter hende. Flygtningenævnet har noteret sig, at klageren i asylskemaet har forklaret om flere andre grunde til at forlade Syrien, men ikke har nævnt en eventuel tilbageholdelse. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 ligeledes forklaret om mange andre forhold, men har igen ikke forklaret om en eventuel tilbageholdelse. Tværtimod har hun oplyst, at hun ikke har været opsøgt af myndighederne, og at hun ikke havde haft yderligere konflikter, end dem hun havde nævnt overfor styrelsen. Selvom hun er vant til gennem sit arbejde at anvende datoer, forklarede hun, at hun ikke nærmere er i stand til at tidsfæste sin tilbageholdelse. Herefter og idet hendes forklaring ikke er forekommet selvoplevet, tilsidesætter nævnet denne udbygning af forklaringen. Det beror alene på klagerens egen formodning, at hun ved tilbagerejse vil blive sanktioneret som følge af, at hun som offentligt ansat er udrejst uden tilladelse, og hun har ikke sandsynliggjort, at en eventuel sanktion vil være uproportional. Idet hendes problemer med borgerne i [anden bydel i Damaskus] må anses for afsluttet med hendes flytning fra bydelen, og da det ikke kan lægges til grund, at hun har haft problemer med myndighederne, har hun således ikke sandsynliggjort at være individuelt forfulgt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse stadfæstes.” syri/2016/15/MKT
Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i vinteren 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at […] indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er fordrevet fra [A], fordi han er kurder og af Al-Nusra blev betragtet som vantro. Hertil kommer, at han og hans familie er yazidier og ikke muslimer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren er født og opvokset i landsbyen [B] i nærheden af […], hvor han stadig har familie. Ansøgeren har i 25 år frem til 2012 boet i en ejerlejlighed i [A]. I 2012 tvang Al-Nusra ham til at opgive sin bopæl med den begrundelse, at han er kurder og vantro. Ansøgeren tog herefter med sin ægtefælle og børn ophold i klagerens oprindelige hjemlandsby, og klageren og familien boede stadig i dette område frem til klageren udrejse i 2014. Ansøgerens familie er zardash/ yazidi, de har ikke dyrket religionen offentligt, men de har heller ikke optrådt som muslimer, herunder gået i moske. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke var individuelt forfulgt i sit oprindelige hjemområde ved udrejsen. Ansøgerens ægtefælle og børn bor nu i Aleppo, hvor der også bor mange kurdere, og hvor hans sønner kunne få arbejde, og familien er heller ikke individuelt forfulgt i Aleppo. På denne baggrund finder flertallet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/13 / KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015], og at hun [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens asylmotiv ikke alene er begrundet i en særlig alvorlig situation, der er opstået som følge af en væbnet konflikt i Syrien, men at hendes asylmotiv er begrundet i særlige individuelle omstændigheder, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren fortsat PKK, idet hun har modsat sig at udføre kamphandlinger for dem. Klageren har under nævnsmødet tillige anført, at hun frygter Daesh og det syriske styre. Flygtningenævnets flertal lægger efter de af Udlændingestyrelsen anførte grunde til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i en sådan situation, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår utroværdig, og flertallet tilsidesætter derfor klagerens forklaring i sin helhed. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har således forklaret divergerende om, hvilket hus hun boede i efter sin flugt, om hun tidligere havde opholdt sig i en landsby i 5 måneder, om hvor mange PKK-folk, der kom efter hende, da hun blev hentet af PKK. Klageren har således til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun flygtede hjem til sin familie, som forlod huset, hvorefter hun boede i huset alene, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun flygtede hjem og blev installeret i et andet hus, som lå overfor familiens hus, samt at familien ikke forlod deres eget hus. Klageren har tillige til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun, før hun blev hentet af PKK, boede 5 måneder hos fjerne slægtninge i en landsby, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke har boet væk fra familien i 5 måneder, før hun blev hentet af PKK. Endelig har klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at der kom seks PKK folk for at hente hende, mens hun under dagens nævnsmøde har forklaret, at der kom 9-10 PKK folk for at hente hende. Klageren har tillige forklaret udbyggende om anholdelsen af sin far og om sin deltagelse i en demonstration mod styret. Klageren har således ikke før nævnsmødet forklaret, at hendes far er blevet anholdt, og at hun har deltaget i en demonstration. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger på en overbevisende måde, og at de nævnte divergenser og udbygninger ikke alene kan forklares med, at der var tolkeproblemer under samtalen i Udlændingestyrelsen, og at det skulle gå hurtigt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at divergenser og udbygninger kan forklares med ansøgerens dårlige hukommelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren besvarede samtlige spørgsmål relevant, og at hun først var udsat for det uheld, der angiveligt skulle have givet hende hukommelsesbesvær, efter samtalen i Udlændingestyrelsen. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren svarede afglidende og uden detaljer på spørgsmål om helt centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2. Syri/2016/12/AKM
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Klageren er indrejst i 2005, og klagerens barn er indrejst 2013. Flygtningenævnet udtalte: Klagerne er etniske syrere og muslimer fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at […] indrejste i Danmark [en måned i sommeren 2005] eller [en anden måned i sommeren 2005], og at […] indrejste i Danmark [i efteråret 2013], og at de [i vinteren 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerne har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at faderen ikke ønsker at gå i militærtjeneste i Syrien, da han ikke ønsker at deltage i krigen. Udlændingestyrelsens repræsentant har anført, at styrelsen på dette grundlag ikke har bemærkninger til, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, til klagerne. Flygtningenævnet kan lægge faderens forklaring om asylmotivet til grund. Det lægges således til grund, faderen risikerer indkaldelse til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Klagerne opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2016/11/AKM
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i april 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Aleppo-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 15 år. Klageren har således under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015], og at han [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] og [i efteråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Daesh har anholdt ham og 148 andre elever, da de var på vej tilbage fra deres afsluttende niendeklasseeksamen i Aleppo. Daesh tog klageren og de andre elever med til en moske, hvor de skulle være i to dage og lære muslimske ritualer og bede bøn, hvorefter de blev taget med til et fængsel i […], hvor klageren blev fængslet. Klageren blev anklaget for at være vantro og beskyldt for at have behandlet sårede. Han blev dagligt udsat for tortur, herunder slag og elektrisk stød. Videre blev han placeret i et bildæk, og fik hældt varmt vand ud over sig, ligesom han blev hængt op i luften. Efter tre måneder og tre dage undslap klageren fangenskabet sammen med ni andre. Han kom til en kurdisk kontrolleret kontrolpost, hvor han kunne ringe til sin fader, der kom og hentede ham. Efter han kom tilbage fra fængslet, gemte han sig i faderens apotek i omkring en måned. Efter sin flugt fra Daesh har klageren hørt fra to personer, som Daesh har løsladt, at Daesh vil slå ham og de andre, der flygtede, ihjel. Daesh har videre lagt billeder på Facebook af klageren og andre, der er flygtet. Klageren har endelig henvist til, at han er kurder, og at han frygter at blive rekrutteret af PKK eller de syriske myndigheder, ligesom han har anført, at han er i en særligt sårbar situation som følge af, at han er kurder. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at klageren sammen med andre skoleelever på vej til […] blev tilbageholdt af Daesh, og at Daesh særligt udskilte klageren og afhørte og torturerede ham, fordi han var kurder, og fordi de troede, at han havde tilknytning til PKK. Udlændingestyrelsen har tillige lagt ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund, men anført, at det forhold, at klagerens konflikt med Daesh, herunder at klageren har været fængslet i tre måneder og tre dage, og at Daesh efter klagerens flugt har lagt billeder af klageren på Facebook, må anses som en konsekvens af de ændrede magtforhold i Syrien, og at dette ikke kan føre til, at konflikten ikke skal vurderes asylretligt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 3, at: ”Justitsministeriet foreslår, at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus, som meddeles i de tilfælde, hvor forpligtelsen til at yde beskyttelse i henhold til internationale konventioner, jf. § 7, stk. 2, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Indførelsen af midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge vedrører ikke flygtninge omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændinge med beskyttelsesstatus i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, hvor der foreligger særlige individuelle omstændigheder, der i sig selv – også før asylmyndighedernes ændrede praksis vedrørende udlændingelovens § 7, stk. 2, i lyset af Sufi og Elmi-dommen – ville have begrundet en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har en individuel og konkret konflikt med Daesh, og at han har bragt sig i et sådan modsætningsforhold til Daesh, at han, der er kurder fra […], risikerer at blive forfulgt af Daesh ved en tilbagevenden til sit hjemområde, uanset at hans hjemområde for tiden er kontrolleret af PKK. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, 1. Det må antages, at klageren, når han bliver 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder for nærværende, hvor klageren er knap 16 år, at dette forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således som sagen er oplyst, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren som knap 16 årig risikerer at blive tvangshvervet af PKK/YPG. Da ansøgeren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er anledning til at søge dette asylmotiv yderligere oplyst. Klageren opfylder i overensstemmelse med ovennævnte således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, 1. Syri/2016/10/AKM
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], […], Syrien. Klageren har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2015], og at han [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han burde have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, da han på grund af sine politiske holdninger mener at kunne blive udsat for fængsling og straf. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de syriske myndighedspersoner ved ransagningerne af klagerens bopæl forlod denne uden at stille betingelser overfor klagerens ægtefælle, der var til stede, og på at ransagningerne ikke alene var rettet mod klagerens bopæl, men også andre bopæle i klagerens hjemby. Nævnet bemærker herudover, at hverken klagerens frygt for, at Islamisk Stat vil rekruttere ham til sin hær, eller de generelle forhold i Syrien kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. Syri/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive anholdt som følge af sin søns konflikt med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ungarn ikke vil kunne klare sig økonomisk, og at han ikke vil få hjælp af de ungarske myndigheder, ligesom han er udsat for chikane på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han og familien er forfulgte eller risikere at blive det, som følge af at deres ene søn var tilbageholdt i 2012 til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt, at ansøgeren ikke oprindeligt oplyste om dette asylmotiv, og at myndighederne ikke efter løsladelsen af sønnen opsøgte familien, som efter løsladelsen opholdt sig i Syrien i nogle måneder uden problemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Ungarn er nærmest til at yde ansøgeren beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende land, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i landet. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Ansøgeren har ikke haft problemer med de ungarske myndigheder eller konkrete problemer med andre personer i Ungarn. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Ungarn, hvor hans ægtefælle og børn er statsborgere og hvor ansøgeren har opholdstilladelse som familiesammenført, kan yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Ungarn, ligesom ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Ungarn risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder således, at de generelle herunder socio-økonomiske forhold for personer med opholdstilladelse i Ungarn ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren ved to lejligheder er blevet udsat for chikane på grund af sin arabiske baggrund. Der er herved lagt vægt på, at der var tale om enkeltstående episoder. Endelig kan det ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren lider af forhøjet blodtryk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/9
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, oprindelig fra []. Siden 1983 hvor han påbegyndte sin militæruddannelse, har han dog boet i Damaskus, senest i et militærområde i […]. Fra 1983 har han været ansat i militæret og været medlem af Ba’ath-partiet. Han har imidlertid ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, fordi han er deserteret. Ansøgeren har oplyst, at han under sin militærkarriere er blevet forfremmet langsommere end sine alawit-kollegaer. I 2008 blev han dog udnævnt til […]. På grund af helbredsproblemer (20 procent invaliditet) blev han i 2009 overført til […]. divisions hovedkvarter i militærområdet i[…],[…]kilometer fra Homs, for der at varetage et skånejob. Fra 2010 arbejdede han udelukkende på kontor i ”vagtofficerernes rum”. I afdelingen arbejdede officerer, hvoraf nogle var syge og ikke kunne bruges til andet. Det var en sekundærafdeling, der ikke havde nogen vigtige opgaver. De ansatte havde ingen underordnede og ingen til at hjælpe sig, herunder med praktiske opgaver. Arbejdet bestod i at foretage registreringer, herunder af antallet af dræbte soldater i hæren. I afdelingen foretog de også registreringer af telegrammer, blandt andet med oplysninger om eventuelle kommende angreb mod militæret. Udveksling af informationer og videregivelse af ordrer mellem ledelsen og de ansvarlige for de enkelte militærenheder skete uden om ansøgerens afdeling. Alle andre fortrolige informationer og ordrer blev ligeledes ekspederet udenom ansøgerens afdeling. Ansøgeren hørte fra udenlandske TV-stationer, som han så på sin bopæl, at der i 2012 blev begået alvorlige forbrydelser i og omkring Homs af soldater fra 11. division. Han talte alene uformelt herom med en kollega og nogle naboer. Han rejste ofte frem og tilbage mellem sit hjem i nærheden af Damaskus og kasernen i nærheden af Homs, og han kunne derfor konstatere, hvem der var til stede ved hærens kontrolposter. Da han endvidere flere gange ved kontrolposter talte med officerer, mener han at vide en hel del om, hvem der er ansvarlig for de forbrydelser, der blev omtalt i fjernsynet. Ansøgeren havde derfor længe ønsket at desertere og udrejse. Muligheden opstod først efter, at han i […]2013 blev taget til fange af den frie syriske hær der [senere i] 2013, mod at han deserterede, hjalp ham og hans familie til [ansøgerens hjemegn]og videre til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder efter det foreliggende Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af det syriske regime, og at han derfor isoleret set opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af en række baggrundsoplysninger er der imidlertid beretninger om, at der i den syriske hærs regi er begået grove overtrædelser af menneskerettighederne. Flere overtrædelser må karakteriseres som egentlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelserne er blandt andet begået i og omkring Homs i 2012. Højtstående officerer vil efter omstændighederne kunne have ansvaret for sådanne forbrydelser, selvom de ikke personligt og direkte har deltaget i overgrebene. Afgørende herfor er navnlig, hvilken indflydelse og kendskab den enkelte officer har haft vedrørende de begåede forbrydelser. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime … 53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimising or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organisation or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed. 56. Article 28 of the ICC Statute deals with the specific issue of command/superior responsibility. This provision states that a military commander is responsible for crimes committed by those under his or her effective control if she or he knew or, in the circumstances, ought to have known that his or her subordinates were committing or about to commit such crimes but he or she failed to take all necessary and reasonable measures within his or her power to prevent or repress such acts or to submit the matter to the competent authorities for investigation and prosecution. … 57. Given the principles set out above, the automatic exclusion of persons purely on the basis of their senior position in a government is not justified. “Guilt by association” judges a person on the basis of their title rather than their actual responsibilities or actions. Instead, an individual determination of responsibility is required for each official in order to ascertain whether the applicant knew of the acts committed or planned, tried to stop or oppose the acts, and/or deliberately removed him- or herself from the process. Moreover, consideration must be given as to whether the individual had a moral choice. Persons who are found to have performed, engaged in, participated in orchestrating, planning and/or implementing, or to have condoned or acquiesced in the carrying out of criminal acts by subordinates, should be excluded from refugee status. 58. Notwithstanding the above, a presumption of individual responsibility reversing the burden of proof may arise as a result of such a senior person’s continued membership of a government (or part of it) clearly engaged in activities that fall within the scope of Article 1F. This would be the case, for example, where the government concerned has faced international condemnation (in particular from the UN Commission on Human Rights or the Office of the UN High Commissioner of Human Rights) for gross or systematic human rights abuses. Where the individual has remained in a senior government position despite such criticisms, exclusion may be justified, unless he or she can rebut the presumption of knowledge and personal involvement in such abuses. …” For ansøgerens ansvar taler i den konkrete sag med en vis vægt, at han med den relative høje rang af […]blandt andet i 2011, 2012 og i en del af 2013 har gjort tjeneste i det område, hvor hæren efter baggrundsoplysningerne har begået adskillige meget grove overgreb mod civilbefolkningen. Ansøgeren har imidlertid afgivet en sammenhængende og i det væsentlige konsistent forklaring om, at han alene har arbejdet i en skånejobsfunktion i en sekundær afdeling, der beskæftigede sig med registrering af ikke hemmelige informationer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren direkte eller indirekte har medvirket til at der er begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden på en sådan måde, at han skal udelukkes fra at få asyl efter konventionens artikel 1 F (a). Da det heller ikke kan antages, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse jf. artikel 1 F (b), kan han, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/9
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder uden nogen religiøs overbevisning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Ansøgeren frygter endvidere tilstedeværelsen af DAESH og andre radikale, islamiske grupper. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2008 klagede over en lov, som gjorde det ulovligt for kurdere at købe og sælge ejendomme 100 kilometer fra grænsen. I 2010 skulle han rejse til Italien og Storbritannien, da han blev stoppet ved den syriske grænse og fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten. Næste dag henvendte han sig på efterretningstjenestens kontor, hvor han blev anklaget for at være medlem af et kurdisk parti. Han fik at vide, at han skulle give efterretningstjenesten oplysninger herom. Efterretningstjenesten havde kendskab til den klage, som han havde indgivet i 2008. Da ansøgeren vendte tilbage fra sin ferie, blev han stoppet ved indrejsen til Syrien. En person fra efterretningstjenesten afkrævede ham igen oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvorefter han blev løsladt mod bestikkelse. To dage efter løsladelsen blev han ringet op af en person fra efterretningstjenesten, som afkrævede ham oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren overnattede hos en ven, og om natten blev hans bopæl ransaget af efterretningstjenesten. Hans familie fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten inden for to dage. I forbindelse med ransagningen blev hans fader skubbet, og han døde fire dage senere som følge af sine skader. Ansøgeren udrejste herefter af Syrien omkring [i begyndelsen af] 2011. Han indrejste i Canada, hvor han søgte asyl. [I foråret] 2013 blev han anerkendt som flygtning i Canada. Omkring otte måneder derefter søgte han om opholdstilladelse. Han har over for de danske myndigheder oplyst, at han fortsat afventer at få svar på denne ansøgning. Ansøgeren opholdt sig i Canada i omkring tre år og seks måneder, hvorefter han udrejste til Tyrkiet for at blive forenet med sin ægtefælle og børn. Hans ægtefælle ønskede dog ikke at rejse til Tyrkiet, hvorfor ansøgeren rejste til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn har opholdstilladelse som flygtninge. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Canada, fordi hans familie bor i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2015 om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der i øvrigt henvises til de grunde, der er anført i afgørelsen. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren [i begyndelsen af sommeren] 2013 er anerkendt som konventionsflygtning i Canada, og at han er indehaver af et canadisk rejsedokument, der er gældende til [begyndelsen af sommeren] 2015. Ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i Canada indtil [foråret] 2016, og ansøgeren kan således lovligt indrejse i Canada og opholde sig der. Ansøgeren vil efter baggrundsoplysningerne være beskyttet mod refoulement, og han vil ikke blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet i Canada, hvor han har opholdt sig i 3 år og 6 måneder. Han har herunder ikke været udsat for overgreb eller haft problemer med myndighederne. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren socialt og sundhedsmæssigt vil have adgang til fornøden hjælp og behandling. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, der hindrer, at Canada kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/7
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra [by], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter at have konflikter med PKK, ligesom han frygter de generelle forhold i Syrien. Han frygter endvidere Daesh. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat frygter at stå på de syriske myndigheders liste over eftersøgte personer som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2004. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blevet tvunget til at reparere køretøjer for PKK i [by] i henholdsvis [efteråret] 2012 og [efteråret] 2012. Klageren har videre oplyst, at han har haft sit eget mekanikerværksted i [by]. Han fik en aftale med PKK om, at han efter dette tidspunkt skulle reparere PKK’s køretøjer på sit eget værksted og ikke skulle til fronten for at reparere køretøjer. I [efteråret] 2014 flygtede klageren sammen med sin familie til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i en flygtningelejr. I [vinteren] 2014 blev klageren kontaktet telefonisk af PKK, der forlangte, at klageren skulle vende hjem til [by] for at reparere køretøjer for PKK. Hans fætter, der er ved fronten, fortalte ham, at han måtte regne med at skulle til fronten for at kæmpe og ikke skulle reparere køretøjer. Klageren afviste at vende tilbage og rejste i stedet til Danmark. Klageren fik at vide, at han bliver betragtet som en forræder af PKK, idet han har unddraget sig at hjælpe PKK. I flygtningelejren i Tyrkiet opsøgte PKK de unge og opfordrede dem til at kæmpe for PKK’s sag i Syrien. Klageren har til støtte for sin frygt for de syriske myndigheder oplyst, at han fortsat frygter at stå på en liste over eftersøgte personer, da han kom på denne liste som følge af sin deltagelse i en række demonstrationer i 2004. Klagerens har betalt 100.000 lire for at få sit navn fjernet fra listen. Klageren frygter dog fortsat, at hans navn ikke er blevet slettet fra listen over eftersøgte personer. Flygtningenævnets flertal kan lægge klagerens forklaring til grund. Flertallet lægger således til grund at klageren har udført tvangsarbejde som mekaniker for PKK i 2012 og derefter har udført arbejde for PKK på mere frivillig basis. Da kampene i 2014 i [byen] blussede op, flygtede klageren til Tyrkiet, hvor han tog ophold i en flygtningelejr sammen med sin familie. Her blev han og andre kurdiske mekanikere forsøgt tvunget af PKK til at tage tilbage til Syrien, officielt for at reparere køretøjer for PKK, men reelt for at deltage i kamphandlinger. Dette underbygges af de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til PKK. Flygtningenævnet flertal finder endvidere, at klageren som følge af, at han tidligere har bistået PKK har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/69
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Homs, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i foråret 2015, og at hun i juni 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren 2015] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er eftersøgt af Assads styrker. Klageren har herom oplyst, at hun udførte humanitært arbejde for en nødhjælpsgruppe fra [foråret] 2012 og frem til omkring [foråret] 2013. I [starten af 2015] blev klageren oplyst, at personer fra nødhjælpsgruppen var blevet arresteret, og senere fik hun at vide, at to af personerne var blevet tortureret og henrettet. Klageren udrejste af Syrien [i foråret] 2015. I Tyrkiet fortalte veninden [veninden A], at [veninden B] også var blevet arresteret af myndighederne. Mens hun var i Tyrkiet, havde hun kontakt til sin ægtefælle, som oplyste, at myndighederne havde spurgt efter hende på svigerfamiliens bopæl. Da hun var kommet til Danmark, fik hun af ægtefællen at vide, at myndighederne på ny havde spurgt efter hende samme sted. Myndighederne har også spurgt efter hende på hendes moders bopæl i indre Homs. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet lægger vægt på, at klageren forlod bopælen hos svigerfamilien, da hun blev advaret om, at [veninden C] fra netværket og dennes ægtefælle var blevet arresteret. Videre lægger flertallet vægt på, at klageren efter udrejsen i Tyrkiet fik at vide, at [veninden B] fra netværket var blevet arresteret, og at hendes ægtefælle telefonisk oplyste, at klageren var blevet opsøgt af myndighederne på svigerfamiliens bopæl, samt vægt på at klageren i Danmark er blevet oplyst, at hun på ny er blevet opsøgt både hos svigerfamiliens bopæl og klagerens moders bopæl. Under hensyn til baggrundsoplysninger om risikoen ved at deltage i humanitært arbejde til hjælp for befolkningen i oprørskontrollerede områder, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Flertallet finder derfor, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Syri/2015/68
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2014, og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er af kurdisk afstamning, og at hans familie har boet i [by] i mange generationer. Klageren er aktiv i et kurdisk parti ved navn [kurdisk oppositionsparti], som er i opposition til det syriske regime. Klageren har været medlem af et kurdisk oppositionsparti i mere end tyve år, og både hans hjem og hans families hjem er blevet ransaget af den syriske sikkerhedstjeneste mere end tre gange. Sikkerhedstjenesten ransagede klagerens skrædderi i Aleppo og opdagede derved, at der blev afholdt et hemmeligt politisk møde. Flere mødedeltagere blev i den forbindelse arresteret. Klageren har hjulpet sårede civile på vegne af hans parti. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens har forklaret stærkt divergerende om på hvilken måde og hvornår han siden sin udrejse fra Aleppo har fået oplysninger om, hvad der er sket der. Klageren har således ved den første samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, først at ægtefællen ringede til ham i [bydel i Aleppo], og under samme samtale, at det var ham selv der fra [bydel i Aleppo] ringede til sin svoger. Under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede klageren, at han slet ikke havde talt med nogen i Aleppo, før han kom til Danmark. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren først forklaret, at vennen [A]kørte fra [by] til Aleppo og talte med klagerens familie. Da klageren senere blev spurgt om, hvorfor [A] ikke tog klagerens familie med til [by], ændrede klageren forklaring derhen, at [A] slet ikke var kørt til Aleppo, men alene var kørt hen til klagerens moder i [by]. Klageren er under nævnsmødet blevet nøje udspurgt om, hvad der var sket med hans forretning og de øvrige mødedeltagere. Hertil har klageren oplyst, at han ingen oplysninger har herom, uanset, at han efter sin forklaring har haft telefonisk kontakt med sin ægtefælle adskillige gange under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at klagerens ægtefælle samt børn angiveligt ikke er blevet opsøgt af myndighederne, selvom de opholder sig hos klagerens svoger og svigerinde i kort afstand fra klagerens bopæl i Aleppo. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvis han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/67
Nævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Hama, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2015, og at han [primo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ultimo] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien har været politisk involveret i Det Muslimske Broderskab og været organisator for flere demonstrationer i Hama i 2011 inden sin udrejse. Da Flygtningenævnet på det foreliggende grundlag ikke finder at kunne tage stilling til en eventuel statusændring, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at de nye oplysninger, som er anført af klageren under nævnsmødet gennemgås med klageren og søges verificeret og sammenholdt med klagerens tidligere afgivne oplysninger. Syri/2015/66
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren] 2014, og at han i [efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse [fra efteråret] 2015 vedrørende valg af § 7, stk. 3, at styrelsen har forholdt sig til udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klagers advokat har nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin klage oplyst, at han har hjulpet seks syriske kvinder fra et nabokvarter i forbindelse med urolighederne i landet samt, at han gentagne gange er blevet opsøgt personligt på sin bopæl af de syriske myndigheder. Klageren har herom forklaret, at han og hans ven […] i 2013 begyndte at hjælpe seks syriske kvinder fra nabokvarteret. Kvinderne var alene efter, at deres mænd var forsvundet. Klageren og [hans ven] hjalp kvinderne med penge, mad og medicin en gang om måneden frem til klagerens udrejse i [foråret] 2014. I [foråret] 2014 blev hans bopæl opsøgt af to til tre personer fra den syriske efterretningstjeneste, mens han var på arbejde. Klagerens ægtefælle var hjemme og fik at vide af personerne, at [klagerens ven] var blevet anholdt af efterretningstjenesten, og at [klagerens ven] havde oplyst, at han og klageren havde samarbejdet med oprørerne. Personerne fra efterretningstjenesten sagde, at klageren var en forræder og gav hans ægtefælle en lussing, hvorefter de forlod bopælen. Ægtefællen ringede til klageren og sagde, at han ikke skulle komme hjem, hvorefter han tog hjem til en ven, som boede i bydelen [i Damaskus]. De følgende to dage opsøgte de samme personer klagerens bopæl og spurgte efter klageren. Omkring fire til fem dage senere blev han ringet op af en mand, som havde en forretning ved siden af klagerens forretning. Manden fortalte, at myndighederne havde lukket klagerens forretning. Efter at have opholdt sig en uge hos sin ven, udrejste han af Syrien. Hans ægtefælle, der siden er flyttet til Derik, er siden blevet opsøgt to gange af de syriske myndigheder, som har spurgt efter klageren. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af sagen tillagt det betydning, at klageren er analfabet, lider af hukommelsesbesvær og søvnløshed, og at han er meget psykisk påvirket af sin og sin families situation. Trods en række uklarheder og divergenser finder Flygtningenævnet i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om, at han har hjulpet en række familier, hvor mændene enten var fængslet eller dræbt, til grund. Han hjalp dem med penge, mad og medicin. Flygtningenævnet lægger til grund, at dette af de syriske myndigheder er blevet opfattet som støtte til oprørerne. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren som følge heraf er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/65
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens personlige repræsentant har på vegne af klageren [i sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klagerens repræsentant er ikke fremkommet med yderligere oplysninger i forbindelse med klagen. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at dræbe andre mennesker, og at han ikke selv ønsker at blive dræbt. Han frygter at blive tvangsrekrutteret af PKK. Klageren har forklaret, at de syriske myndigheder har opsøgt hans familie på bopælen mange gange for at spørge efter klagerens broder. Myndighederne har herudover truet hans fader med at tage en af hans andre sønner, hvis klagerens broder ikke mødte op til militærtjeneste. Klageren frygter derfor også at blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Det må antages, at klageren, når han fylder 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke for nærværende, hvor klageren endnu ikke er fyldt 18 år, at dette forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af ansøgerens forklaring og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015 samt ”Human Rights Watch, Syria: Kurdish Forces Violating Child Soldier Ban” fra den 15 juli 2015, finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at klageren, som nu er 17 år og fire måneder, ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret af PKK, som har kontrollen over det område, hvor klageren og hans familie bor, og som følge heraf blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/64
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder eller en af de andre grupperinger, som er en del af krigen i Syrien. Klageren havde en lægeklinik i […], som blev udsat for bombardementer, og hans bopæl var omringet af de syriske myndigheder, hvorfor der var mange kampe i området. Klageren var i juni 2012 tilbageholdt i to timer ved en kontrolpost af de syriske myndigheder. Han har endvidere været tilbageholdt af Folkekomitéen, idet han har hjulpet sårede personer. Han blev endvidere tilbageholdt meget kortvarigt af Folkekomitéen i oktober 2014. Folkekomitéen ville have ham til at videregive oplysninger om hans patienter. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har været konkret og individuelt forfulgt under sit ophold i Damaskus uanset, at han to gange er blevet stoppet ved en kontrolpost, fordi han er læge. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren alene blev stoppet, fordi han er læge, og at han begge gange fik lov til at gå igen, samt at myndighederne eller andre grupperinger ikke har opsøgt ham på hans bopæl eller i øvrigt rettet konkret henvendelse til ham. Flygtningenævnets flertal finder herefter og uanset de generelt vanskelige forhold for læger i Syrien, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheders eller andres søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren konkret vil få problemer på grund af sin lægegerning. […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/63
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men klageren har deltaget i omkring seks demonstrationer for at forbedre hjemlandets situation. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har ved udateret brev, modtaget i Flygtningenævnet [i efteråret] 2015, klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har i sin klage henvist til, at hun er adskilt fra sine fire mindreårige børn, som opholder sig i en flygtningelejr i Libanon samme med faderen, og at hun ønsker familiesammenføring med sin familie. Klageren har videre henvist til, at hun er bange for det syriske regime, som hun er flygtet fra, og at hun ønsker, at sikre sine børns fremtid. Klageren har herom oplyst, at børnene lider under kulden fra den hårde vinter, heden fra den brandvarme sommer, sygdomme og angst i flygtningelejrene. Børnenes skæbne i Libanon er uvis, og børnene har hårdt brug for hende. Klageren har videre oplyst, at faderen ikke kan tage vare på børnene på grund af de sociale forhold i flygtningelejren og begyndende sukkersyge. Klageren har endvidere oplyst, at børnene risikerer at blive smidt ud af Libanon, da de ikke har nogen opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet vurderer, at klageren ikke ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 på grund af sin race, religion, tilhørsforhold til særlige politiske grupper og politiske anskuelser. Nævnet finder endvidere ikke, at klageren har påberåbt sig omstændigheder, der giver anledning til at antage, at hun på grund af individuelle omstændigheder vil være i risiko for forfølgelse, hvorfor hun ikke kan meddelelses opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder derimod, at den alvorlige situation i Syrien som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile må anses for at udgøre en reel risiko for ansøgeren, som omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2015/62
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra […] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2015, og at han [primo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev [medio] 2015 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker klageren for at støtte ISIS. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste klagerens forklaring om, at han [medio] 2014, mens klageren kørte fra landsbyen […] mod Aleppo blev standset og frarøvet sin varevogn af en gruppe bevæbnede mænd, som, klageren antog, var tilknyttet ISIS, og at dette ledte til, at klageren herefter ikke turde opholde sig i hjemmet i Aleppo. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at de syriske myndigheder [medio] 2014 henvendte sig på klagerens bopæl i Aleppo i søgen efter klageren. Efter klagerens forklaring må det lægges til grund, at de syriske myndigheder kun denne ene gang har ledt efter klageren, og at klagerens familie siden [medio] 2014 har opholdt sig i landsbyen […], hvor klagerens olivenplantage ligger. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren har været eller vil være udsat for forfølgelse eller overgreb begrundet i individuelle omstændigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at det var personer med tilknytning til ISIS, der røvede klagerens bil, ligesom det alene beror på klagerens formodning, at de syriske myndigheder mistænker klageren for at støtte ISIS. Nævnet har herved lagt vægt på, at de syriske myndigheder kun en gang har henvendt sig hos klagerens ægtefælle og børn. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/60
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er araber af etnicitet, er født i Damaskus, Syrien, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at Den Frie Syriske Hær vil have, at han skal kæmpe for dem. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen anser ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Styrelsen fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Filippinerne, hvor ansøgerens ægtefælle, […] er bosiddende og statsborger, at han må antages at kunne opnå beskyttelse der, jf. dagældende udlændingelovens § 7, stk. 3. Af sagen fremgår, at ansøgeren i […] eller […] 2010 via Facebook fik kontakt til en filippinsk kvinde ved navn […]. [Efteråret] 2012 rejste ansøgeren legalt til Filippinerne og blev gift med denne kvinde, og de fik registeret deres ægteskab ved retten i Manila [vinteren] 2012. Ved indrejsen i Filippinerne var ansøgeren i besiddelse af et turistvisum, som var gyldigt i tre måneder, og ansøgeren fik visummet forlænget, således at det var gyldigt i yderligere tre måneder. I den forbindelse fik ansøgeren udstedt et identifikationskort af de filippinske myndigheder. Ansøgeren opholdt sig i alt i seks måneder på Filippinerne, hvorefter han vendte tilbage til Syrien. Han udrejste igen i [foråret] 2014 fra Syrien og indrejste efterfølgende i Danmark i [efteråret] 2014. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig på Filippinerne på grund af kriminalitet. Ansøgeren havde indbrud i sin lejlighed efter at have opholdt sig halvanden måned på Filippinerne. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at han på grund af de forværrede forhold i Syrien opgav at få ægtefællen til at bosidde sig i hans hjemland. Det lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen derefter planlagde, at han skulle søge asyl i Europa og derpå opnå familiesammenføring. Ansøgeren har på overbevisende vis forklaret, at ægtefællen efter Udlændingestyrelsens afslag afbrød deres forhold. Videre at ansøgeren nu er helt uden kontakt med ægtefællen. Det lægges til grund, at ansøgeren alene kortvarigt har opholdt sig i Filippinerne baseret på et turistvisum, og at han ikke længere på basis af ægteskabet kan opnå familiesammenføring. På baggrund af de afgørende nye oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Filippinerne. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/6
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans familie i Syrien er blevet opsøgt af det syriske sikkerhedspoliti et par gange, hvor de har spurgt efter ansøgeren. I 2014 vendte ansøgeren tilbage til Syrien fra Rumænien for at få udstedt et pas. En person i paskontrollen fortalte ham, at han skulle henvende sig til sikkerhedspolitiet, og da han gjorde dette, blev han stillet spørgsmål om, hvad han havde lavet så mange år i Europa. Efter fem timer hos sikkerhedspolitiet, fik han lov til at gå betingelsesløst, og han fik udstedt et dokument, hvoraf det fremgik, at de ikke havde nogen indvendinger imod, at han fik udstedt et pas. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive kidnappet af unavngivne grupper, idet de tror, at han er rig, fordi han bor i Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at der er krig i Syrien. I 1991 rejste ansøgeren til Rumænien, hvor han i 1997 blev gift med en rumænsk kvinde. På baggrund af sit ægteskab med den rumænske kvinde fik ansøgeren udstedt en 1-årig midlertidig opholdstilladelse, som efterfølgende er blevet fornyet for fem år af gangen og senest med gyldighed indtil [slutningen af] 2017. I 2004 blev ansøgeren endvidere gift med en syrisk kvinde i Syrien, som han har fået fire børn med. Fra 1997 til 2012 har ansøgeren opholdt sig både i Rumænien og Syrien, mens han herefter har opholdt sig i Rumænien afbrudt af et enkelt ophold i Syrien på to en halv måneds varighed i 2014 for at få udstedt et pas. Ansøgeren ønsker ikke at komme tilbage til Rumænien. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer, som han selv skulle betale for at få behandling for i Rumænien, samt at han har ondt i nakken. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans rumænske ægtefælle ikke længere vil være sammen med ham på grund af hans helbredsmæssige problemer. Endelig har ansøgeren forklaret, at han ønsker opholdstilladelse i Danmark, så hans syriske ægtefælle og deres fire fælles børn kan blive familiesammenført til Danmark. Efter ansøgerens forklaring fik han uden problemer udstedt syrisk pas i 2014 og udrejste legalt af Syrien [i slutningen af] 2014. Ukendte personer har herefter opsøgt ansøgerens syriske ægtefælle flere gange i ukendt ærinde. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Rumænien kan tjene som ansøgerens første asylland. Ansøgeren har opholdstilladelse i Rumænien, gyldig til [slutningen af] 2017, som følge af ægteskab med en rumænsk kvinde. Uagtet ansøgerens forklaring om, at hans rumænske ægtefælle ikke vil have ham på grund af hans sygdom, og at hun vil skilles, har ansøgeren boet sammen med sin rumænske ægtefælle frem til udrejsen til Danmark. Ægteskabet består fortsat, og ansøgeren ved ikke, om ægtefællen har søgt skilsmisse. På den baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans opholdstilladelse i Rumænien vil bortfalde. Ansøgeren har haft ophold i Rumænien siden 1991, ansøgeren taler rumænsk og har haft arbejde i Rumænien. Herefter, da ansøgeren i Rumænien har fået sygdomsbehandling og fortsat vil kunne opnå den fornødne sygdomsbehandling, og da ansøgeren ikke har konflikter i Rumænien, finder Flygtningenævnet, at Rumænien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/58
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgeren. "The Commissioner notes that 2014, which was the year with the highest number of recognised refugees ever, was defined as the “zero integration year” by NGO monitoring integration measures. The few previously existing measures for integration were discontinued and no new measures were taken during this year. No funds were earmarked for the year 2014 and the strategy was therefore not implemented at all during that year. The Commissioner understands that the situation has not improved as of April 2015. Bulgaria is increasingly seen as a transit country by the authorities who consider that most of the migrants, including asylum seekers, do not wish to stay in the country. In April 2014, UNHCR expressed particular concern that “in the absence of a solid strategy and sustainable programme to ensure access to livelihoods, affordable housing, language acquisition and effective access to formal education for children, beneficiaries of international protection may not have effective access to self-reliance opportunities and thus may be at risk of poverty and homelessness". As far as access to housing is concerned, several hundred persons who have been recognised as refugees continue to remain in reception centres because they lack the means to live independently. The authorities give the possibility to stay in the open centre even after having been granted refugee status for a period up to six months. As of January 2015, out of 3,675 persons accommodated in reception centres, 850 were recognised refugees (23%). There have been allegations of corruption whereby the staff of the centre are said to extort payments from the families for the right to stay. There have also been reports of “eviction campaigns” by the SAR, pushing recognised refugees, including those in a vulnerable situation, out of the reception centres despite the fact that they were legally entitled to stay and that there was room in the reception centre. Once the six months are over, the persons have to leave and they reportedly have no access to municipal social housing and receive financial aid that is not sufficient to cover the cost of decent accommodation. As a result, many are said to be at risk of homelessness. One of the major concerns in terms of integration is that refugee children do not attend school for various reasons, but mainly because of the strong bureaucracy preventing them from enrolling in schools. While 800 refugee children were in principle registered as being of school age, only 45 of them were enrolled for the year 2014/2015. Another serious concern relates to high level of racism and intolerance in Bulgaria targeting several groups including immigrants, asylum seekers and refugees. The number of hate crimes and incidents of hate speech against migrants rose steeply at the end of 2013. There have been several anti-migrant demonstrations and there were attempts at that time to create “citizen patrols” with the declared aim of exercising self-defence against migrants and asylum seekers. In its 2014 Report on Bulgaria ECRI stressed that racist and intolerant hate speech was escalating, the main target now being refugees, referring to an “explosion of xenophobic hate speech against refugees”. According to ECRI, the authorities rarely voice any counter-hate speech messages to the public. ECRI also noted that hate speech targeting refugees had resulted in actual violence against this group and persons perceived as belonging to this group. There have been several incidents showing hostility against asylum seekers and refugees among the general public. In September 2014, villagers protested against plans to admit 12 refugee children from Afghanistan and Somalia to a local school in Kovatchevtsi. The then Chair of the Agency admitted that these tensions were one of the reasons for closing the reception centre in Kovatchevtsi in November 2014, as mentioned above. In another case, in September 2014, protesting parents, teachers and local authorities prevented nine refugee children from attending school in Kalishte in the province of Pernik. Extremist parties are also said to stir up hatred, notably by denouncing Syrians as “terrorists” and “criminals”." Ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sine forældre og sine fire mindreårige søskende og er efter Udlændingestyrelsens afgørelse selv fyldt 18 år. Familien har efter meddelelse af opholdstilladelse i Bulgarien tilbragt 8 måneder der. De har ikke haft egen bolig i Bulgarien, men har mod betaling af bestikkelse kunnet bo på et asylcenter. Ingen af børnene har gået i skole eller i øvrigt modtaget undervisning. Ansøgerens fader har forklaret, at han i forbindelse med familiens forsøg på illegal udrejse til Serbien blev pågrebet og tævet af bulgarsk politi. Ansøgeren har ikke selv afgivet forklaring hverken i Udlændingestyrelsen eller i Flygtningenævnet, men har henholdt sig til sine forældres forklaring. Flygtningenævnet har fundet, at Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for ansøgerens forældre og søskende. Flygtningenævnet har således efter de fremlagte oplysninger fra læge og psykolog lagt til grund, at ansøgerens fader frembyder symptomer på PTSD med angstreaktioner, at han har haft selvmordstanker, at han går til psykologsamtaler, og at han af lægen er anbefalet antidepressiv medicinsk behandling. Også for Flygtningenævnet har ansøgerens fader fremtrådt svært belastet af familiens oplevelser i Syrien og Bulgarien, som han har forklaret om forpint og grædende. Nævnet har endvidere lagt til grund, at også ansøgerens 9-årige bror er særligt belastet af familiens situation. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at han ligesom den øvrige familie må anses for særligt sårbar således, at Bulgarien ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/57
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning fra Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at forholdene i flygtningelejren i Bulgarien var dårlige, og at familien skulle forlade lejren uden at få stillet en bolig til rådighed. Han har videre henvist til, at børnene ikke kunne komme i skole, og at det var svært at få arbejde. Ansøgeren har oplyst, at han har det psykisk dårligt, og at han har symptomer på angst. Hans venstre ben er underudviklet, og han fik i 2004 konstateret en indsnævring i hjertet. Videre har han haft en blodprop i hjertet i 2011 eller 2012, og han har stikkende fornemmelser og smerter i venstre håndled efter at have brækket hånden i Bulgarien. Den mandlige ansøger har ligeledes henvist til sin datter […] helbredsmæssige problemer og har fremlagt hendes lægejournal, hvoraf det fremgår, at hun har vejrtrækningsproblemer, muligvis astma, og næsepolypper. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ved sin indrejse i Bulgarien blev taget til en politistation, hvor hendes børn blev afklædt og visiteret. Videre har hun oplyst, at hun i et forsøg på at udrejse til Serbien blev tilbageholdt af bulgarsk politi, hvor hun fik sin arm i klemme, da hun modsatte sig at blive anbragt i et lokale beregnet til politiets hunde. Den kvindelige ansøger har forklaret, at flygtningelejren i Bulgarien var uhygiejnisk, at ansøgeren og hendes familie skulle forlade flygtningelejren efter at have fået opholdstilladelse, uden at de bulgarske myndigheder hjalp med at finde en passende bolig, samt at ansøgeren ikke mener, at de bulgarske myndigheder vil hjælpe med at sørge for børnenes skolegang. Ansøgeren har en konstant fornemmelse af ringen i venstre øre, som bevirker manglende balance og smerter i nakke og hoved, og hun har svært ved at se ting, der er tæt på. Ansøgeren har oplyst, at der er begrænset adgang til sundhedssystemet i Bulgarien. Ansøgerens datter, […], oplever konstant bihulebetændelse, hævelse i mandlerne og smerter i hjertet. Endelig har ansøgeren oplyst, at det generelt er utrygt at færdes i Bulgarien, idet der er en modvilje mod udenlandske statsborgere, og at hun er blevet udsat for skældsord, fordi hun bar tørklæde. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at de begge er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgerne. Af "Report by Nils Muižnieks, Commissioner for Human Rights of The Council of Europe, following his visit to Bulgaria from 9 to 11 February 2015" af 22. juni 2015 fremgår om forholdene for flygtninge i Bulgarien blandt andet: "The Commissioner notes that 2014, which was the year with the highest number of recognised refugees ever, was defined as the “zero integration year” by NGO monitoring integration measures. The few previously existing measures for integration were discontinued and no new measures were taken during this year. No funds were earmarked for the year 2014 and the strategy was therefore not implemented at all during that year. The Commissioner understands that the situation has not improved as of April 2015. Bulgaria is increasingly seen as a transit country by the authorities who consider that most of the migrants, including asylum seekers, do not wish to stay in the country. In April 2014, UNHCR expressed particular concern that “in the absence of a solid strategy and sustainable programme to ensure access to livelihoods, affordable housing, language acquisition and effective access to formal education for children, beneficiaries of international protection may not have effective access to self-reliance opportunities and thus may be at risk of poverty and homelessness". As far as access to housing is concerned, several hundred persons who have been recognised as refugees continue to remain in reception centres because they lack the means to live independently. The authorities give the possibility to stay in the open centre even after having been granted refugee status for a period up to six months. As of January 2015, out of 3,675 persons accommodated in reception centres, 850 were recognised refugees (23%). There have been allegations of corruption whereby the staff of the centre are said to extort payments from the families for the right to stay. There have also been reports of “eviction campaigns” by the SAR, pushing recognised refugees, including those in a vulnerable situation, out of the reception centres despite the fact that they were legally entitled to stay and that there was room in the reception centre. Once the six months are over, the persons have to leave and they reportedly have no access to municipal social housing and receive financial aid that is not sufficient to cover the cost of decent accommodation. As a result, many are said to be at risk of homelessness. One of the major concerns in terms of integration is that refugee children do not attend school for various reasons, but mainly because of the strong bureaucracy preventing them from enrolling in schools. While 800 refugee children were in principle registered as being of school age, only 45 of them were enrolled for the year 2014/2015. Another serious concern relates to high level of racism and intolerance in Bulgaria targeting several groups including immigrants, asylum seekers and refugees. The number of hate crimes and incidents of hate speech against migrants rose steeply at the end of 2013. There have been several anti-migrant demonstrations and there were attempts at that time to create “citizen patrols” with the declared aim of exercising self-defence against migrants and asylum seekers. In its 2014 Report on Bulgaria ECRI stressed that racist and intolerant hate speech was escalating, the main target now being refugees, referring to an “explosion of xenophobic hate speech against refugees”. According to ECRI, the authorities rarely voice any counter-hate speech messages to the public. ECRI also noted that hate speech targeting refugees had resulted in actual violence against this group and persons perceived as belonging to this group. There have been several incidents showing hostility against asylum seekers and refugees among the general public. In September 2014, villagers protested against plans to admit 12 refugee children from Afghanistan and Somalia to a local school in Kovatchevtsi. The then Chair of the Agency admitted that these tensions were one of the reasons for closing the reception centre in Kovatchevtsi in November 2014, as mentioned above. In another case, in September 2014, protesting parents, teachers and local authorities prevented nine refugee children from attending school in Kalishte in the province of Pernik. Extremist parties are also said to stir up hatred, notably by denouncing Syrians as “terrorists” and “criminals”." Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne er indrejst i Danmark med deres fem mindreårige børn, hvoraf den ældste efter Udlændingestyrelsens afgørelse er fyldt 18 år. De har efter meddelelse af opholdstilladelse i Bulgarien tilbragt 8 måneder der. De har ikke haft egen bolig i Bulgarien, men har mod betaling af bestikkelse kunnet bo på et asylcenter. Ingen af børnene har gået i skole eller i øvrigt modtaget undervisning. Den mandlige ansøger har forklaret, at han i forbindelse med familiens forsøg på illegal udrejse til Serbien blev pågrebet og tævet af bulgarsk politi. Flygtningenævnet lægger efter de fremlagte oplysninger fra læge og psykolog til grund, at den mandlige ansøger frembyder symptomer på PTSD med angstreaktioner, at han har haft selvmordstanker, at han går til psykologsamtaler, og at han af lægen er anbefalet antidepressiv medicinsk behandling. Også for Flygtningenævnet har den mandlige ansøger fremtrådt svært belastet af familiens oplevelser i Syrien og Bulgarien, som han har forklaret om forpint og grædende. Nævnet lægger endvidere til grund, at også ansøgernes 9-årige søn er særligt belastet af familiens situation. Endelig fremgår det, at den mandlige ansøger i 2011 eller 2012 i Syrien gennemgik en hjerteoperation, som blev fulgt op af medicinsk behandling, som ikke blev videreført under opholdet i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at ansøgerne må anses for særligt sårbare således, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] og […], samt deres fire medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/56
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Syrien og yezidi af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til [sine familiemedlemmers] sag og de generelle forhold i Syrien, herunder tilstedeværelsen af Islamisk Stat. Ansøgeren har oplyst, at hun har boet hos [sine familiemedlemmer] siden 2008 på grund af en vanskelig skilsmisse mellem hendes egne forældre. Hun bliver behandlet som en del af [familiemedlemmernes] familie. Det er således hendes [familiemedlem], der forsørger hende og har betalt for hendes uddannelse. Ansøgeren har henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun generelt føler sig utryg i Bulgarien, samt at leveforholdene i Bulgarien er dårlige. Hun har videre oplyst, at hun og hendes familie blev fængslet i omkring [et antal] dage i Bulgarien, inden de blev nødt til at søge asyl, idet de ellers ville blive straffet. Endvidere har hun oplyst, at hun følte sig udsat som pige, når hun gik på gaderne i Bulgarien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i overensstemmelse med punkt 184 i Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status må tillægges samme status som [sit familiemedlem], idet hun efter de ovenfor anførte oplysninger må betragtes som en del af [familiemedlemmets] familie. Ansøgeren må således isoleret set anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [ultimo] 2014 til grund, at ansøgeren [medio] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået subsidiær beskyttelse, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flertallet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flertallet bemærker videre, at ansøgeren og hendes familie fremstår som en ressourcestærk familie, som må antages at kunne skaffe sig tilstrækkelige levemuligheder i Bulgarien. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hendes familie ikke har forsøgt at etablere sig i Bulgarien, men udrejst så snart de fik rejsedokumenter. Flertallet finder således i overensstemmelse med nævnets praksis, at ansøgeren, trods generelt vanskelige forhold, vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/55
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere, statsborgere i Syrien og yezedi af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i [medio] 2011 blev tilbageholdt og udsat for overgreb af den syriske sikkerhedstjeneste, fordi han havde fungeret som […] for personer, som havde demonstreret imod de syriske myndigheder. Den mandlige ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien som følge af borgerkrigen samt oplyst, at han ikke på nuværende tidspunkt ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, idet han ikke ønsker at deltage i krig. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv, ligesom sin ægtefælle, henvist til de generelle forhold i Syrien, som følge af borgerkrigen, herunder tilstedeværelsen af Islamisk Stat. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Bulgarien. Til støtte herfor har han oplyst, at sikkerheden i Bulgarien er dårlig. Han har videre oplyst, at han i flygtningecentret havde problemer med en mand ved navn […], som har forbindelser til [en gruppe]. Endvidere har han oplyst, at forholdene i Bulgarien er umulige at klare sig under. Det er ikke muligt at få et sted at bo, han kan ikke få et arbejde, og han vil derfor ikke kunne forsørge sin familie, hvorfor familien ikke vil kunne overleve i Bulgarien. Han har endvidere henvist til, at hans ægtefælle og ældste søn, […], har behov for […]medicin, og at [navn] tillige har brug for psykologhjælp. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien af de grunde, hendes ægtefælle har anført. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [ultimo] 2014 til grund, at ansøgerne den [medio] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder, at Bulgarien, hvor ansøgerne har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flertallet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flertallet bemærker videre, at ansøgerne fremstår som en ressourcestærk familie, som må antages at kunne skaffe sig tilstrækkelige levemuligheder i Bulgarien. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne ikke har forsøgt at etablere sig i Bulgarien, men er udrejst så snart de fik rejsedokumenter. Flertallet finder således i overensstemmelse med nævnets praksis, at ansøgerne, trods generelt vanskelige forhold, vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgernes første asylland. Den kvindelige ansøgers og den ældste søns behov for […]medicin og den ældste søns eventuelle behov for psykologhjælp kan ikke føre til andet resultat. For så vidt angår forholdet til […] finder flertallet, at truslen fra […] må anses for at være en mindre risiko, og at ansøgerne under alle omstændigheder må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse herimod fra de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/54
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er uledsaget mindreårig. Indrejst i foråret 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] og at han [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har via sin personlige repræsentant den […] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at han skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han i Syrien vil være i reel risiko for at miste sit liv på grund af sine konflikter med Den Frie Syriske Hær, der har mistænkt ham for at have været en del af regeringsstyrkernes ”ghost-enhed” og har tilbageholdt ham i en uge. Tilbageholdelsen var ikke vilkårlig, og til trods for den efterfølgende løsladelse må det formodes, at han fortsat vil være i Den Frie Syriske Hærs søgelys, ligesom episoden med tilbageholdelsen vil begrænse klagerens personlige frihed. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet har fundet, at sagen kan afgøres på skriftligt grundlag, også selvom klageren er mindreårig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet en detaljeret forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, og at der ikke er påberåbt nye omstændigheder i forbindelse med klagen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført af Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren, der er 16 år gammel, ikke har modtaget en indkaldelse til militærtjeneste. Om den ugelange tilbageholdelse, som Den Frie Syriske Hær har udsat klageren for, bemærkes, at han har forklaret, at han blev løsladt, fordi man ikke fandt noget på ham, og at han har opholdt sig i Syrien i hvert fald nogle måneder efter løsladelsen, hvorfor episoden må antages at være afsluttet. Klageren har endvidere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ikke havde konflikter med Den Frie Syriske Hær, og at han forlod landet på grund af krigen og de deraf følgende vanskelige forhold. Klageren, […], opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/53
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [en landsby i], Rif Dimashq, Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste [i starten af] 2015 og søgte asyl samme dag. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af ansøgeren [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren af de syriske myndigheder er blevet tilsagt for at få udstedt en militærbog. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger indicerer dette, at en indkaldelse til aftjening af værnepligt er nært forestående, hvilket også harmonerer med ansøgerens alder på knap 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/52
Nævnet meddelte i november 2015 B-status til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Raqqah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste med sin søn i Danmark [ultimo] 2014, og at de [medio] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev af [medio] 2015 har klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i byen Al-Raqqah har arbejdet som medhjælper på en sundhedsklinik. I forbindelse med at kampene mellem oprørsstyrkerne og den syriske hær tiltog i intensitet, havde man omdannet det lokale sundhedscenter til et behandlingssted for de, der blev såret i forbindelse med kampene. Klinikken var væsentligt bemandet af sygeplejersker. Klagerens veninde, der var sygeplejerske på klinikken, bad ansøgeren hjælpe til, og fra [ultimo] 2013 til [senere i] 2013 arbejdede klageren på klinikken. I [primo] 2014 overtog Daash kontrollen med området, og Daash begyndte at forfølge sundhedspersonalet. Sygeplejerskerne, der havde drevet klinikken, flygtede, og [primo] 2014 besluttede klageren og klagerens forældre, at klageren ikke længere kunne opholde sig i området. Klageren tog derfor ophold hos en moster. [Primo] 2014 og [primo] 2014 henvendte medlemmer af Daash sig på klagerens forældres bopæl, idet de ledte efter klageren på grund af hendes arbejde på klinikken. Klagerens forældre fik at vide, at klageren var efterlyst, og at hun var optaget på en liste over sundhedsarbejdere, som Daash efterstræbte. Daash havde endvidere spurgt efter klagerens ægtefælle, der [også er sundhedspersonale]. Klageren og hendes familie er ligeledes forfulgt, da de tilhører […] Sufi ordenen, som Daash nu efterstræber. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes konkrete konflikt med Daash til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse fra Daash på grund af hendes arbejde på klinikken. Klageren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke forhold i sagen, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/51”
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sine 4 børn indrejste i Danmark den [i starten af 2015], og at hun [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har viden om sin ægtefælles situation, men formoder, at han er blevet taget ved en kontrolpost, fordi han kommer fra et bestemt område i Syrien, hvor folk med hans navn generelt er imod de syriske myndigheder. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien, og at hun ønsker at sikre sine børns fremtid. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hendes ægtefælle var ansat i staten og var på god fod med myndighederne, og at det alene hviler på klagerens egen formodning, at det er myndighederne, der står bag hendes ægtefælles forsvinden, ligesom klageren, hverken før eller efter sin ægtefælles forsvinden har oplevet konflikter med de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, der tillige omfatter klagerens 4 børn. Syri/2015/50
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres fire børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive genindkaldt som reservist til det syriske militær eller tvunget til at kæmpe for oppositionen, hvilket han ikke ønsker. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til frygter, at hendes børn vil miste deres fader, da han vil blive tilbageholdt at myndighederne og muligvis dræbt. Ansøgerne har endvidere som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold i Damaskus. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger, af en ven for rekrutteringsafdelingen i Damaskus, har fået oplysning om, at den mandlige ansøger fremgik af en liste over personer, som skulle genindkaldes. Ansøgerne har endvidere oplyst, at det ikke er sikkert at opholde sig i området blandt andet på grund af bombardementer og væbnede kampe, og det forhold at ansøgerne ikke har adgang til drikkevand og elektricitet. Derudover har ansøgerne ikke mulighed for at færdes frit, og børnene kan ikke gå i skole. Ansøgerne har i forhold til Bulgarien henvist til de dårlige forhold, som de oplevede i flygtningelejren, hvor de følte sig utrygge og oplevede mange voldelige mennesker. Ansøgerne har endvidere forklaret, at forholdene i Bulgarien var dårlige, herunder at det ikke var muligt at få arbejde eller bolig, ligesom de ikke modtog nogen form for økonomisk hjælp. De har videre forklaret, at deres ældste barn ikke kunne komme i skole, og at de ikke havde adgang til den nødvendige lægehjælp. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at de er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien med flygtningestatus. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som ansøgernes første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende oplysninger ikke, at Bulgarien kan tjene som 1. asylland for ansøgerne. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerne har 4 mindreårige børn i alderen 1 – 7 år, hvoraf den yngste efter det oplyste ikke modtog nogen form for sundhedspleje efter fødslen i Bulgarien. Flertallet lægger i den forbindelse endvidere vægt på, at ansøgerne gentagne gange forgæves har søgt myndighedernes hjælp til sundhedsydelser, bolig, arbejde og skolegang for det ældste barn, og at ansøgerne ikke selv har midler til forsørgelse, herunder bolig og lægehjælp. Endelig lægger flertallet vægt på, at den kvindelige ansøger under nævnsmødet fremstod åbenlyst psykisk belastet af flugten fra Syrien og opholdet i Bulgarien. På denne baggrund anser flertallet det ikke for godtgjort, at familien under disse omstændigheder ved en tilbagevenden til Bulgarien vil kunne opnå helt basale rettigheder i forhold til levevilkår, herunder den nødvendige hjælp til navnlig børnene og den kvindelige ansøger, således som ansøgerne har krav på i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […], samt deres fire børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Syri/2015/5
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at islamiske oprørsgrupper i Syrien vil slå ham ihjel, fordi han ikke ønsker at tilslutte sig grupperne. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ikke kan tage ophold i Libanon, idet han frygter sine to fætre, […] og […], som vil slå ansøgeren og hans familie ihjel, da ansøgeren er imod det syriske regime. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke kan vende tilbage til Syrien oplyst, at han i [sommeren] 2011 blev opsøgt tre til fire gange af folk fra oprørsgrupperne Islamisk Stat og Al-Nusra fronten, idet oprørsgrupperne ønskede at rekruttere ansøgeren til krigen i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at [i slutningen af] 2011 ophørte oprørsgrupperne med at opsøge ham, og i stedet begyndte ansøgeren at modtage trusler om, at de ville slå ansøgeren ihjel og tage hans døtre, såfremt han ikke tilsluttede sig oprørsgrupperne. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke kan vende tilbage til Libanon oplyst, at hans ægtefælle, på et grøntsagsmarked i Shtoura i Libanon, blev opsøgt af [hans to fætre], som fremsatte dødstrusler mod ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle ikke efterfølgende blev opsøgt af hverken hans fætre eller andre i Libanon, men at to personer spurgte efter ham hos hans daværende naboer i Libanon og ønskede oplyst, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren formoder, at de to personer var hans fætre, […] og […], eftersom personerne svarede til deres signalement. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han aldrig blev opsøgt eller på anden måde modtog trusler i Libanon. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han som syrer ikke kunne få et arbejde i Libanon og oplevede at blive ydmyget. Ansøgeren har ydermere oplyst, at de havde en meget lav levestandard i Libanon, hvor de sultede og ingen varme eller elektricitet havde. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin konflikt i Syrien isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er forsøgt hvervet af islamiske oprørsgrupper men ikke havde konflikter med de syriske myndigheder. Et flertal af nævnet finder, at Libanon kan tjene som første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren er gift med en libanesisk statsborger og har fremlagt en treårig opholdstilladelse med gyldighed fra [begyndelsen af] 2005, og at han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har en fornyet treårig opholdstilladelse i Libanon gældende fra 2012 til 2015 eller fra 2013 til 2016. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den libanesiske Civil Act, at en udenlandsk mand, som er gift med en libanesisk statsborger, kan få opholdstilladelse et år efter ægteskabets indgåelse. Et flertal i nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sin konflikt i Libanon til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet møde for Flygtningenævnet, således at nævnet alene har haft anledning til at forholde sig til de forklaringer, som ansøgeren under sagens hidtidige behandling er fremkommet med over for Udlændingestyrelsen. I lighed med Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om en konflikt med sine fætre, […] og […], fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flertallet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor han kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelse mod refoulment. De vanskelige socioøkonomiske forhold i Libanon kan ikke føre til et andet resultat, navnlig når henses til, at ansøgeren har familiemæssig tilknytning til Libanon. Nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/49
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.3. Klageren har [i slutningen af sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller dræbt, som følge af hans konflikter med de syriske myndigheder, herunder den syriske hær og syriske sikkerhedstjeneste. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Islamisk Stat, som har fremsat dødstrusler mod ham. Klageren har endelig som asylmotiv oplyst, at han frygter de generelle forhold i Syrien, herunder sikkerhedssituationen i Aleppo. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er personligt forfulgt, da den syriske hær vil finde ham og sandsynligvis henrette ham, eftersom han tidligere er blevet opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste, som har fremsat trussel om, at de vil dræbe ham. Det fremgår af sagen, at klageren yderligere har oplyst, at han blev opsøgt af sikkerhedstjenesten i 2008, idet de skulle undersøge nogle forskellige adresser i området, og i den forbindelse fremsatte sikkerhedstjenesten dødstrusler mod klageren. Klageren har ligeledes oplyst, at hans families bopæl i Sheif Faris blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste i 2012, hvor de spurgte efter hans broder. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet opsøgt af Islamisk Stat, som har fremsat dødstrusler mod ham. Klageren har endeligt oplyst, at det er hans opfattelse, at han er eftersøgt af den syriske sikkerhedstjeneste og Islamisk Stat. Den Boligsociale Retshjælp har i klagen over afgørelsen anført, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han var konkret og individuelt forfulgt både af IS og af de syriske myndigheder, og at det beror på en tolkefejl, at det er refereret anderledes i referatet af samtalen i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren var konkret og individuelt forfulgt, inden han udrejste af Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret indgående om årsagen til, at han forlod Syrien, var de generelle forhold i Syrien, herunder sikkerhedssituationen i Aleppo uden at nævne, at han havde problemer med IS eller myndighederne. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren under samtalen den 17. april 2015 i Udlændingestyrelsen blev bedt om at uddybe sin frygt for IS og i den anledning oplyste, at IS ikke var efter ham personligt men efter alle kurdere, ligesom han har forklaret, at han ikke havde personlige konflikter med myndighederne men alene henvist til, at myndighederne generelt ikke kan lide kurdere, ligesom han har oplyst, at han ikke har haft konflikter med hverken den syriske sikkerhedstjeneste eller de syriske myndigheder eller været i kontakt med oprørsgrupper. På baggrund af denne udførlige forklaring finder nævnet, at klagerens påberåbelse af, at hans forklaring er fejlagtigt oversat, kan tilsidesættes. Nævnet har i denne sammenhæng yderligere tillagt det vægt, at den medvirkende tolk, efter det oplyste, både er fortrolig med kurmanji og arabisk. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri2015/48
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes tre medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim født i landsbyen [A] i byen [B], men har senere boet i Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014. Hun søgte asyl [i starten af] 2015. Klageren har [i løbet af sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren under forklaringen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 har forklaret, at hun ikke har været opsøgt, siden hun stoppede med at arbejde. Ansøgerens forklaring herom for nævnet er udbyggende og forekommer konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål herom. Nævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Herefter, og da ansøgeren har kunnet opholde sig i Syrien uden at opleve problemer med myndighederne eller Den Frie Syriske Hær i mere end 1 år efter, at hun stoppede med at arbejde, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgørelsen omfatter ligeledes klagerens tre medfølgende børn.” Syri/2015/47
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ezidi af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien grundet de generelle forhold i landet. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem] døde under et bombardement af en moske [primo] 2013, samt at hendes [andet familiemedlem] blev dræbt af skud fra en snigskytte. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at blive slået ihjel af gruppen Islamisk Stat, som følge af hendes etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Islamisk Stat kom til området, hvor ansøgeren boede, samt at Islamisk Stat forfølger kurdere. Ansøgerens [familiemedlem] er blevet dræbt af Islamisk Stat, fordi han ikke er muslim. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere […], som tidligere har udsat ansøgeren og [hendes] børn for fysiske overgreb, vil slå hende ihjel. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Bulgarien, hvor hun indrejste [ultimo] 2013 og søgte om asyl [ultimo] 2013. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun fik opholdstilladelse i Bulgarien [primo] 2014. I flygtningelejren, hvor ansøgeren og hendes børn boede, blev hun overfaldet af en sigøjner som forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har fået oplyst, at hendes […] har fået kendskab til hendes ophold i Bulgarien, hvorfor hun frygter, at […] vil opsøge hende. Endvidere har ansøgeren oplyst, at en bulgarsk mand ønsker at gifte sig med ansøgerens datter, hvilket ansøgeren har nægtet. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Det fremgår af ansøgerens forklaring og af de bulgarske myndigheders svar til de danske myndigheder, at ansøgeren [primo] 2014 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Ansøgeren har forklaret, at både hun og datteren under opholdet i Bulgarien blev udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg. Da en ældre mand ønskede at gifte sig med hendes datter, og hun nægtede at give ham tilladelse hertil, truede han med at kidnappe datteren, og da forholdet blev politianmeldt, foretog myndighederne sig ikke noget, fordi manden var meget rig. Ansøgeren og hendes […] børn var afhængig af private menneskers hjælp og boede på en gammel, […], uden mulighed for at låse af, og den løn, de tjente, var så beskeden, at de ikke kunne leve af den. Efter oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet videre til grund, at ansøgeren gennem mange år har […], og at […], efter at hun udrejste til […] sammen med deres […] fælles børn, fulgte efter dem, og udsatte såvel ansøgeren son [et af børnene] for vold. Det fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, at ansøgeren og [børnene] ved ankomsten til Danmark havde store psykiske problemer, hvilket blandt andet førte til en indberetning til kommunen, fordi der var bekymring for ansøgerens omsorgsevner som mor. Det fremgår videre, at ansøgerens [ene barn], inden [denne] [primo] 2015 forsvandt sammen med sin [søskende], havde forsøgt at begå selvmord. Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering, at ansøgeren under disse omstændigheder befinder sig i en særlig sårbar situation på grund af hendes psykisk ustabile tilstand, og at hun som enlig kvinde i Bulgarien ikke vil kunne opnå de rettigheder og levevilkår, som hun har krav på i henhold til Menneskerettighedskonventionen, hvorfor Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for hende. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2015/46
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk arabisk og sunni-muslim fra Homs, Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han var nødt til at flytte fra sin bopæl i bydelen [A] i Homs på grund af chikane fra alawitterne, herunder en falsk anklage. Klageren har herudover henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at alawitterne i [i byen A] ville udrense området for andre etniske grupper, herunder at piger blev kidnappet, børn chikaneret, og at naboen to til tre gange forlangte at få ansøgerens bolig. Klageren har derudover under nævnsmødet påberåbt sig, at han er individuel forfulgt, fordi han har betalt beskikkelse for at få sin svigersøn løsladt, ligesom han er forfulgt, fordi han har hjulpet sin søn til at unddrage sig militærtjeneste og fordi, hans datter som sygeplejerske er forfulgt, fordi hun har hjulpet både regeringsstyrkerne og oprørerne. Endelig har klageren påberåbt sig, at han, uanset om der bliver fred i Syrien, som statsløs palæstinenser ikke har et hjemland at vende hjem til. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at klageren og hans familie ikke har været konkret og individuelt forfulgt under deres ophold i [i byen A] i Homs uanset, at de blev udsat for chikane af alawitterne. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at konkretisere chikanen og dens omfang. Flygtningenævnet finder herefter, at chikanen ikke har haft en sådan intensitet, at klageren kan anses for at have været individuelt og konkret forfulgt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og hans familie rejste til Al Aedin, hvor de tog ophold hos ægtefællens familie. Uanset at ægtefællens brødre efter klagerens udrejse måtte være kommet i de syriske myndigheders søgelys, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer på grund af hustruens familie. Uanset at klageren har betalt bestikkelse for at få sin svigersøn løsladt, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at dette er kommet til myndighedernes kendskab samt på, at klageren ikke havde nogen central rolle i svigersønnens konflikt, og at han ikke har været i stand til at forklare detaljeret om sin rolle i forbindelse med befrielsen af svigersønnen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens troværdighed været opmærksom på, at ansøgeren i en ung alder var udsat for tortur og har derfor alene tillagt det en vis mindre betydning, at klageren hverken til sin asylsamtale eller i sin klage har nævnt, at han havde en konflikt med myndighederne, fordi han foranstaltede sin svigersøn løsladt ved bestikkelse mv. [klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, eller at der på andet grundlag skal ske statusændring, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/45
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk arabisk og sunni-muslim fra […], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [slutningen af] 2014, og at hun [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at hun og hendes familie blev truet af alawitter i […] i […][i Syrien], hvor de har boet, og at hun generelt er i fare på grund af, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital. Klageren har til støtte herfor oplyst, at alawitterne i […] ville have området for sig selv, og de derfor har forlangt at få hende og hendes families bolig. Alawitterne har endvidere chikaneret klageren og hendes søskende. Herudover har klageren fortalt, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital i[en flygtningelejr i Syrien], hvor hun behandlede sårede fra både oprørernes og myndighedernes side. Endelig har klageren til advokaten og under nævnsmødet påberåbt sig, at hun er blevet angivet til myndighederne for sit arbejde på hospitalet, og at hun derfor står på en liste og er eftersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring om, at hun er blevet angivet til myndighederne og derfor er eftersøgt, til grund. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om denne hændelse, idet hun hverken til sin oprindelige asylsamtale eller i forbindelse med anmodningen om statusændring er fremkommet med denne væsentlige oplysning, som hun efter sin egen forklaring havde, da hun indrejste i Danmark, ligesom hun først under nævnsmødet oplyste, at moderen var blevet opsøgt af myndighederne, som spurgte efter klageren efter dennes udrejse. Flertallet finder, at det herefter ikke kan føre til et andet resultat, at et for nævnet afhørt vidne har forklaret, at han forud for sin udrejse af Syrien modtog oplysninger om, at klageren var blevet angivet til myndighederne og stod på en liste. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at vidnets forklaring er uoverensstemmende med klagerens forklaring om, hvornår [M] var tilbageholdt. Klageren har således oplyst, at[M] blev anholdt kort før klagerens udrejse, mens vidnet har oplyst, at[M] havde været væk i en uge, da han via sin søster fra en løsladt medfange modtog oplysningen om, at han selv stod på en liste og skulle flygte. Dette fandt sted umiddelbart før, at vidnet udrejste i slutningen af [efteråret] 2014. Endelig har klageren forklaret, at hun kom hjem fra arbejde en dag, hvor hendes fader fortalte, at [M] var tilbageholdt, og at de derfor selv skulle udrejse, da hun var i fare. Hun husker ikke, hvornår hun fik oplysningen af sin far, men det fremgår af sagen, at de udrejste [i sommeren] 2014. Faderen har ikke forklaret om denne hændelse som baggrund for deres udrejse, men om at de udrejste, fordi han selv var i fare, da han havde hjulpet svigersønnen fri. Flygtningenævnets flertal lægger herefter i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår det øvrige asylmotiv blandt andet vægt på, at klageren og hendes familie ikke har været konkret og individuelt forfulgt under deres ophold i […] i […][i Syrien] uanset, at de blev udsat for chikane af alawitterne. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har konkretiseret chikanen eller dennes omfang. Flygtningenævnet finder herefter, at chikanen ikke har haft en sådan intensitet, at klageren kan anses for at have været individuelt og konkret forfulgt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og hendes familie rejste til [en flygtningelejr i Syrien], hvor de tog ophold hos moderens familie. Uanset at moderens brødre efter klagerens udrejse måtte være kommet i de syriske myndigheders søgelys, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren af denne grund er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer på grund af moderens familie. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at klageren er statsløs palæstinenser og kvinde fra Syrien, ikke i sig selv kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere, herunder kvinder i Syrien kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder således, at [klageren] ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/44
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse til en mandlig fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er deserteret fra politiet og dømt til hængning in absentia herfor. Endvidere frygter han, at oppositionsgrupperne i Syrien vil efterstræbe ham, fordi han har arbejdet for Assad-regimet. Endeligt frygter han, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2003 var i militærtjeneste i 15 dage. Herefter kom han ind på politiskolen, og efter et år kom han i tjeneste på en politistation. Han har arbejdet på politistationer i byerne […], […], […] og […]. Ansøgeren arbejdede som politibetjent, indtil han flygtede fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om, at han har varetaget forskellige almindelige politifunktioner i kriminalpolitiet fire forskellige steder i Syrien til grund. Flertallet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at han aldrig har arbejdet direkte for sikkerhedstjenesten, og at han aldrig har udført eller overværet tortur, til grund. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren var bekendt med, at de enkelte politistationer kunne udlevere personer til sikkerhedstjenesten og med, at sikkerhedstjenesten anvendte tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgeren selv anholdt en person, og at han havde ansvaret for [et antal] yderligere anholdte, som sikkerhedstjenesten mødte op og hentede, uden at ansøgeren havde henvendt sig til sikkerhedstjenesten, uden at han vidste, hvad sikkerhedstjeneste ville med de anholdte, og uden at han vidste andet om de i alt […] anholdte, end hvilke konkrete former for kriminalitet de var sigtet for at have begået. Det er herefter afgørende, hvilken indflydelse og kendskab ansøgeren har haft på og om sikkerhedstjenestens arbejdsmetoder. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …”. Det taler for ansøgerens ansvar, at han var uddannet jurist og kaptajn af rang, ligesom han på i hvert fald to af sine arbejdspladser havde en ledende stilling, og at han havde kendskab til, at sikkerhedstjenesten anvendte tortur over for anholdte personer. Ved den skønsmæssige afgørelse af, om ansøgeren herefter skal udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, indgår en proportionalitetsafvejning af grovheden af de begåede forhold og hensynet til det danske samfund over for hensynet til ansøgeren. I denne vurdering indgår arten af forbrydelsen og graden af den frygtede forfølgelse. Flertallet finder, at ansøgeren har afgivet en sammenhængende og i det væsentlige konsistent forklaring om, at han alene udførte helt almindeligt politiarbejde, og at han aldrig har anholdt personer til sikkerhedstjenesten, ligesom han ikke aktivt har kontaktet sikkerhedstjenesten eller selv taget initiativ til at udlevere personer til sikkerhedstjenesten. Flertallet finder derfor, at den omstændighed, at sikkerhedstjenesten har hentet [et antal] personer, som ansøgeren havde anholdt for almindelig kriminalitet, sammenholdt med graden af den frygtede forfølgelse ikke kan medføre udelukkelse, jf. artikel 1 F (b). Ansøgeren kan herefter ikke, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/43
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev [i foråret] 2015 klaget over styrelsens afgørelse. Klageren har oplyst, at hendes mand og to af hendes børn befinder sig i Sudan under meget dårlige levevilkår. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter i Syrien, og at hun er udrejst, da familiens bolig er ødelagt af bombardementer, ligesom hun har henvist til vilkårlige ransagninger og anholdelser. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/42
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra […], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev modtaget i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 klaget over styrelsens afgørelse. Klageren har oplyst, at han har risikeret sit liv for at redde sin familie, som opholder sig i hjemlandet og lever i helvede. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, således at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har lagt vægt på, at klageren til støtte for sit asylmotiv har henvist til de generelle forhold i landet som følge af krig, til vilkårlige ransagninger og til, at hans ægtefælles broder blev anholdt og 9 måneder senere blev fundet dræbt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/41
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qomleq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har anført, at han er politisk flygtning, og at hans familie er i livsfare. Klageren har videre anført, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive straffet og idømt dødsstraf. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans sønner, som er militærpligtige, har forladt Syrien. Klageren frygter endelig, at ISIS vil slå ham ihjel, fordi han er kurder. Flygtningenævnet lægger det af klageren oplyste til grund. Nævnet finder ikke, at det oplyste kan medføre, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. eller stk. 2. Nævnet finder ikke, at det forhold, at klagerens sønner har forladt Syrien kan anses for at udgøre nogen risiko for klageren. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke af det oplyste fremgår, at klageren har været udsat for konkret, individuel forfølgelse. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/40.
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Rif Dimashq, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ikke ønsker at vende tilbage til Bulgarien, idet leveforholdene dér er for dårlige. Hun har ingen penge til at leve for, og hendes søn kan ikke få den fornødne lægelige behandling. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [2015] til grund, at ansøgeren den [2014] blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder således, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet finder således, at ansøgerne ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement, og at ansøgernes personlige sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet i fornødent omfang. Ansøgerens oplysninger om forholdene forud for meddelelsen af beskyttelse kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet finder endvidere, at de økonomiske og sociale forhold i Bulgarien vil være tilstrækkelige. Flertallet bemærker herved, at det fremgår af UNHCR’s rapport, Refugee Integration and the use of indicators: Evidence from Central Europe, udgivet december 2013, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere, og at de generelle herunder socio-økonomiske forhold i Bulgarien - trods vanskelige - ikke er sådanne, at Bulgarien af den grund ikke kan tjene som første asylland. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne har adgang til lægebehandling i Bulgarien, hvilket de også tidligere har gjort brug af, og at […] tilstand ikke er af en sådan karakter, at de ikke vil kunne opnå den fornødne behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2015/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra […] i Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af de to ældste sønner og andre familiemedlemmers politiske aktiviteter i 2011 og 2012. Klageren frygter endvidere de personer, der før klageren forlod Syrien i 2013, havde afpresset og truet med at kidnappe klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at klageres to ældste sønner, der i dag har asyl i [land], i 2011 og 2012 deltog i demonstrationerne I Damaskus, og at de to sønner endvidere uddelte mad og andre fornødenheder i og omkring […]. I den forbindelse anvendte sønnerne biler, der tilhørte klagerens […]firma. Klagerens svoger og andre familiemedlemmer var på samme måde politisk aktive. I juli 2012 deltog sønnen […] i en demonstration og i den forbindelse blev [sønnen] ramt af skud fra det syriske politi. [Sønnen] blev bragt til en politistation, men efterfølgende indlagt på et hospital. [Sønnens] identitet er således myndighederne bekendt. Ved hjælp af bestikkelse fik klageren oplysninger om, at både klageren og de to ældste sønner var registeret hos den syriske efterretningstjeneste. Klageren betalte en større sum for, at de blev slettet i efterretningstjenestens registre. Klageren har videre henvist til, at ukendte personer afpressede klageren og truede med at kidnappe ham. Klageren har tillige forklaret, at han som palæstinenser generelt blev chikaneret. Det påhviler klageren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om sønnernes og de øvrige familiemedlemmers aktiviteter i 2011 og 2012, herunder forklaringen om, at sønnen […] blev ramt af et skud under en demonstration i [sommeren] 2012. Nævnet finder, at det må lægges til grund, at det var tilfældigt, at skuddet ramte klagerens søn, og at det endvidere beror på klagerens formodning, at klageren og klagerens to ældste sønner efterfølgende var i de syriske myndigheders søgelys. Klagerens forklaring om, at han mod betaling fik oplyst, at de var registreret af det syriske efterretningsvæsen fremstår utroværdig og konstrueret til lejlighedens. Den omstændighed, at klageren af ukendte personer og af ukendte årsager er forsøgt afpresset og truet med kidnapning kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af om klageren er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/39
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han i [foråret] 2013 forlod Aleppo, efter at de syriske myndigheder havde forlangt, at klageren skulle deltage i kontrolopgaver, indhente efterretninger og deltage i anholdelser. Klageren frygter endvidere PKK, idet klageren i [sensommeren] 2014 undlod at efterkomme PKK´s ordre om, at klageren skulle deltage i vagtopgaver i landsbyen […]. Ordren fra PKK indebar endvidere, at klageren kunne sendes til fronten. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med de syriske myndigheder og efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren i perioden fra [foråret] 2013 til [sensommeren] 2014, på trods af den hævdede konflikt forblev i Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt og dermed utroværdigt, at klageren, såfremt klageren for forklaret var eftersøgt af det syriske efterretningsvæsen, ville rette henvendelse til sin chef i Aleppos kommunale forvaltning, og forespørge om han kunne få sin løn fremsendt til sin nye adresse. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om de opgaver, som de syriske myndigheder og efterretningsvæsen krævede, at klageren skulle udføre. Klageren har under nævnsmødet således forklaret, at han ud over at foretage kontrolopgaver på en given lokalitet skulle indhente efterretninger og foretage anholdelser. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen ikke forklaret, at flugten tillige var begrundet i en konflikt med PKK. Under den efterfølgende telefoniske partshøring har klageren oplyst, at han i sensommeren 2014 af PKK fik besked om, at han skulle udføre vagtopgaver i [landsbyen], hvilket ledte til, at ansøgeren måtte forlade Syrien. Klageren har under denne samtale videre oplyst, at han risikerede, at PKK ville sende klageren til fronten. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han i sensommeren 2014 af PKK blev anmodet om at udføre vagtopgaver i landsbyen. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved at udføre sådanne opgaver ville blive udsat for en konkret risiko for overgreb omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at PKK ville beordre klageren til fronten, alene beror på klagerens egne formodninger. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han forud for udrejsen har været udsat for forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har endvidere ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Den syriske statsborger […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/38
Nævnet meddelte i oktober opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [syrisk by], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af 2014], og at hun [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren 2015] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren har herved gjort gældende, at hun blev truet på livet af familiemedlemmer, idet hun mod deres vilje var flygtet sammen med sin fraskilte ægtefælles broder og havde giftet sig med ham, og at hun som følge heraf er i konkret og individuel risiko for overgreb fra familiens side, hvis hun vender tilbage. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge klagerens forklaring om hendes konkrete konflikter til grund, idet hun i det væsentligste har forklaret konsistent og sammenhængende herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret og individuel risiko for overgreb fra sin familie. Klageren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der i sagen foreligger forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2015/37
Nævnet hjemviste i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra {området omkring] Dayr az-Zawr, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han anser sig for at være individuelt forfulgt og ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han frygter for deres sikkerhed. Der er i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [..] september 2015 fremkommet nye oplysninger. Klageren har til Dansk Flygtningehjælp forklaret blandt andet, at hans hustru, der på daværende tidspunkt opholdt sig i […], har været til tre-fire afhøringer hos IS. Hun har fortalt, at klageren opholder sig i Danmark. Dette har medført, at IS mener, at klageren har forsømt sin hellige pligt til at forsvare sit land og derfor må anses for at være forræder. Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at klageren ikke har haft lejlighed til på fyldestgørende måde at redegøre for sit asylmotiv. Dansk Flygtningehjælp har under henvisning hertil anmodet Flygtningenævnet om, at klagen behandles på mundtligt nævn. Udlændingestyrelsen har i brev af [sommeren 2015] fastholdt sin afgørelse. Da Flygtningenævnet på det foreliggende grundlag ikke finder at kunne tage stilling til en eventuel statusændring, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at de nye oplysninger, som er anført i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [sommeren 2015] gennemgås med klageren og søges verificeret og sammenholdt med klagerens tidligere afgivne oplysninger, herunder navnlig hvilken kontakt klageren har haft med sin ægtefælle, og hvordan han er kommet i besiddelse af oplysningerne om, at IS anser ham for at være forræder.” Syri/2015/36
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrianer og kristen fra Qamishli i Al-Hasakah området, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin moder indrejste i Danmark [i februar 2015] i besiddelse af sit syriske nationalitetspas og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i juni 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder eller blive slået ihjel af den syriske-arabiske hær, idet hans [to brødre] deserterede fra hæren omkring december 2014 efter tre til fire års militærtjeneste. Familien er således kommet i myndighedernes søgelys. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat (IS) på grund af sit kristne tilhørsforhold. IS erobrede store dele af Al-Hasakah området, og det har således ikke været muligt for klageren at udøve sin religion i omkring et år forud for flugten af frygt for forfølgelse af Den Frie Syriske Hær og IS. Forfølgelsen af kristne er blevet intensiveret, og klageren har oplevet, at han ikke kunne få adgang til hospitalet i byen, som var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev kaldt vantro, og familie måtte i stedet bringe klageren til et kurdisk hospital i en landsby, som havde ry for ikke at kunne yde den nødvendige optimale behandling af patienter. Familien havde dog ikke andet valg, idet klageren ikke kunne overleve uden sine ugentlige dialysebehandlinger. Kort tid før klagerens udrejse blev der endvidere udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel. Et flertal i Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren fra første færd har henvist til de problemer, der opstod i forbindelse med, at hans brødre deserterede, og de problemer, der opstod som følge af, at han og hans familie var kristne. Flertallet finder, at den del af klagerens asylmotiv, der relaterer sig til de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med, at hans brødre deserterede, ikke kan anses for at have haft en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Den del af klagerens forklaring, der relaterer sig til den forfølgelse, som klageren og hans moder har været udsat for i forbindelse med deres kristne overbevisning, finder flertallet efter en samlet vurdering har haft en sådan karakter og intensitet, at forfølgelsen må anses for konkret og individuel og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren gennem hele forløbet konsistent har forklaret om de hændelser, som han har været udsat for i forbindelse med et aktivt kristent trosliv med kirkegang og anvendte kristne symboler. Når henset hertil og yderligere henses til, at der har været udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/34
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrianer og kristen fra Qamishli i Al-Hasakah området, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin søn indrejste i Danmark [i februar 2015] i besiddelse af sit syriske nationalitetspas og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i september 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder eller blive slået ihjel af den syriske-arabiske hær, idet hendes [to sønner] deserterede fra hæren omkring december 2014 efter tre til fire års militærtjeneste. Familien er således kommet i myndighedernes søgelys. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive forfulgt af Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat (IS) på grund af sit kristne tilhørsforhold. IS erobrede store dele af Al-Hasakah området, og det har således ikke været muligt for klageren at udøve sin religion i omkring et år forud for flugten af frygt for forfølgelse af Den Frie Syriske Hær og IS. Forfølgelsen af kristne er blevet intensiveret, og klageren har oplevet at blive antastet af nogle soldater på vej til kirken, som rev hendes korshalskæde af og truede hende med et gevær. Soldaterne kaldte hende for vantro og sagde, at hun skulle forsvinde fra landet. Klageren og hendes søn er også blevet truet på hospitalet, hvor sønnen på baggrund af sin kristne tro blev nægtet behandling. Desuden er klageren blev truet i sit hjem i forbindelse med et hærværk imod en statue af Jomfru Maria, og ved den lejlighed fik hun besked om at forlade landet. Kort før klagerens udrejse blev der endvidere udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel. Et flertal i Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren fra første færd har henvist til de problemer, der opstod i forbindelse med, at hendes sønner deserterede, og de problemer, der opstod som følge af, at hun og hendes familie var kristne. Flertallet finder, at den del af klagerens asylmotiv, der relaterer sig til de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med, at hendes sønner deserterede, ikke kan anses for at have haft en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Den del af klagerens forklaring, der relaterer sig til den forfølgelse, som klageren og hendes søn har været udsat for i forbindelse med deres kristne overbevisning, finder flertallet efter en samlet vurdering har haft en sådan karakter og intensitet, at forfølgelsen må anses for konkret og individuel og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren gennem hele forløbet konsistent har forklaret om de hændelser, som hun har været udsat for i forbindelse med et aktivt kristent trosliv med kirkegang og anvendte kristne symboler. Flertallet lægger til grund, at hun tre gange er blevet antastet og truet. Når henset hertil og yderligere henses til, at der har været udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/33
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren indrejste i Danmark den 24. november 2014, og at han den 21. april 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 8. juni 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militæret, ligesom han frygter at blive tilbageholdt, idet han har deltaget i to demonstrationer. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet finder det således ikke sandsynligt, at klagerens eventuelle deltagelse i fredelige demonstrationer, der efter hans forklaring fandt sted i 2011, men som hans ægtefælles forklaring fandt sted omkring 2013, i 2014 skulle resultere i en eftersøgning af klageren. Det bemærkes endvidere, at forklaringerne fra ham og ægtefællen om tidspunkterne for myndighedshenvendelse og om, hvorvidt hans eller ægtefællens arbejdsplads blev opsøgt, er divergerende. I relation til klagerens frygt for genindkaldelse til militæret bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at myndighederne har taget konkrete skridt hertil, og at han heller ikke vurderes at være i besiddelse af særligt efterspurgte kvalifikationer i hvilket fald myndighederne måtte formodes at have genindkaldt forud for udrejsen og i det mindste ikke accepteret hans udrejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/32
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren indrejste i Danmark den 19. februar 2015, og at han den 17. juni 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 24. juni 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt at de syriske myndigheder, idet han har undladt at melde sig til militæret, ligesom han frygter at blive genindkaldt til militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han er sunni muslim i […]. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om kontakten til myndighederne i forbindelse med hans eventuelle genindkaldelse til militæret. Han har således først for nævnet forklaret, at hans fætter skulle være blevet kontaktet i den anledning, og han afgivet skiftende forklaringer om, hvornår hans værksted skulle være blevet ødelagt. Det bemærkes endeligt, at oplysningerne om de generelle forhold for sunni muslimer på hans hjemegn ikke findes at kunne medføre nogen ændring heri. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/31
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2015, at ansøgeren, der ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive genindkaldt til militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Italien. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at de italienske myndigheder ikke er forpligtet til at modtage ham, fordi han har givet afkald på sin status som flygtning samt sin opholdstilladelse i Italien, og at Italien ikke kan yde ham de nødvendige sundheds- og psykiatriske behandlinger, som han har brug for. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren [i foråret] 2010 er anerkendt som flygtning i Italien. Trods ansøgerens ensidige afkald, må ansøgeren forventes på ny at kunne opnå beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder således, at det kan udledes af Samsam Mohammed Hussein-dommen, at ansøgeren i samarbejde med de danske og italienske myndigheder vil kunne få lov til at genindrejse i Italien, og at ansøgeren dér vil kunne forny opholdstilladelse. Herefter og idet ansøgeren findes at kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse i Italien, dels mod refoulement, men også i henseende til andre basale rettigheder, findes Italien at kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren er en ung mand, der taler italiensk, og at han tidligere har fået tilbudt tilsvarende medicinsk hjælp i Italien, som han aktuelt modtager i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/30
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien indrejst i Danmark i 2014. ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han ikke kan vende tilbage til Bulgarien, idet der ikke er nogen mulighed for uddannelse eller arbejde, ligesom levevilkårene er dårlige. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge til grund for sagen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, idet han frygter indkaldelse til det syriske militær. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for strafforfølgning, men alene har været anholdt i forbindelse med hans illegale indrejse i Bulgarien. Han har ikke haft konflikter med de bulgarske myndigheder og risikerer ikke refoulement til Syrien. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet. Det forhold, at ansøgeren har været udsat for et røveri i Bulgarien kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren i et lignende tilfælde må henvises til de bulgarske myndigheders beskyttelse. Af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke i sig selv af en sådan karakter, at det kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker endvidere at ansøgeren, som er en rask ung mand, efter sine egne oplysninger har haft kontakt med en i Bulgarien bosiddende syrer, som må antages at kunne bistå ansøgeren i forbindelse med integration i det bulgarske samfund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/3
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret ] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt af regimet, som har sprunget hans hus i luften, og at hans navn er registreret i sikkerheds-tjenestens system. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at klageren og hans ægtefælle har opholdt sig uden problemer hos klagerens svigerfamilie omkring 20 km fra Haresta, efter at klageren og hans ægtefælle var blevet kontaktet af den syriske befrielseshær i sommeren 2012 og indtil udrejsen af Syrien i foråret 2013. Uanset at klageren har hjulpet med at flytte et lig, der lå på gaden i Haresta, 10-15 meter, kan næv-net i øvrigt ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer, efter af en tidligere kollega [A] angiveligt er blevet dræbt, efter at han var blevet anholdt af politiet. Klageren har under samtalen med sin advokat oplyst, at [A] og klageren har hjulpet hinanden med indsamling af mad og tøj til flygtninge. [Klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtnin-genævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2015/29
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 den syriske og russiske statsborger [nærmere angivet navn], født den [nærmere angivet dato], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren oplyste kun at være statsborger i Syrien. [I vinteren] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en anmeldelse via den danske ambassade i Moskva, Rusland. Det fremgik blandt andet af anmeldelsen, at klageren foruden at være syrisk statsborger også er russisk statsborger. [I vinteren] 2015 inddrog Udlændingestyrelsen på den baggrund klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i vurderingen af, at klageren har udvist svig i forbindelse med asylsagen, og at den udviste svig har haft betydning for afgørelsen, idet nævnet lægger til grund, at han ville være blevet henvist til at tage ophold i Rusland, hvis han havde forklaret om sit dobbelte statsborgerskab. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren ikke i forbindelse med samtalen [i efteråret] 2015 med Udlændingestyrelsen, har forklaret om konflikter med de russiske myndigheder. Det bemærkes videre, at klagerens egen forklaring under nævnsmødet om, at han som en af mange tilstedeværende på en cafe en enkelt gang kortvarigt har været tilbageholdt og afhørt af de russiske myndigheder, ikke giver grundlag for at fastslå, at der i forhold til Rusland foreligger forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal videre bemærke, at det efter klagerens egen forklaring lægges til grund, at hans russiske statsborgerskab ikke er bortfaldet i forbindelse med skilsmissen fra hans russiske hustru, og at han på grundlag af sit statsborgerskab har været i stand til at genindrejse i Rusland i 2012 og opnå en midlertidig opholdstilladelse, få en lejlighed og finde et job som chauffør. Det bemærkes videre, at klageren har forklaret, at han ville have kunnet få opholdstilladelsen forlænget, hvis han havde søgt herom. Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, kan en opholdstilladelse inddrages, når den er opnået ved svig. Ved afgørelsen af, om tilladelsen skal inddrages, skal der foretages en vurdering af om inddragelse vil virke særlig belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Der skal således foretages en proportionalitets afregning mellem den udviste svig og den pågældendes personlige forhold, herunder familie- og privatliv. Klageren er en [nærmere angivet alder] årig mand, der er sund og rask. Han har ingen familie i Danmark, og han har kun opholdt sig i Danmark siden [sommeren] 2014. Han fulgt sprogundervisning, så han så han i dag i et vist omfang taler dansk. Han har boet i Rusland i årene fra 1991 til 2003 og igen fra 2012 til ultimo 2013 og har både taget en uddannelse og haft arbejde i Rusland. Han har en datter i Rusland, ligesom han taler flydende russisk. Flygtningenævnet tiltræder, at der herefter ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1 pkt. jf. § 26 stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke foreligger udsendelseshindringer som omhandlet i udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/29
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens op-lysninger, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2014, og at han i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv forud for nævnets behandling henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, ligesom han frygter de syriske myndigheder, idet han er etnisk kurder, og idet han deltog i to til tre demonstrationer i 2011. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han på et tids-punkt i 2011 eller 2012 er blevet opsøgt på sin bopæl af de syriske myndigheder, ligesom han i [sommeren] 2013 blev opsøgt tre gange af ubevæbnede mænd. Klageren ved ikke, hvad mændene ville, men de ledte efter klagerens arbejdsgiver, som var handelsmand. Klageren har yderligere un-der nævnets behandling henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste af de syri-ske myndigheder, ligesom han frygter, at han på tilsvarende vis vil blive inddraget i krigshandlinger af YPG. I begge tilfælde frygter klageren, at han tvinges til at begå overtrædelser af menneskeret-tighederne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2, således, at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har særlig militær ekspertise og at klagerens værnepligts-periode blev afbrudt […] i 1992-93, samt at han nu er [sidst i 40’erne]. En eventuel risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste kan således alene begrundes i de generelle forhold i Syrien. Klage-rens oplysning under nævnsmødet om, at han tillige frygter YPG, kan ikke medføre nogen ændring i nævnets vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilla-delse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/28
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren har hjulpet med at lave mad til Den Frie Syriske Hær, og at hun har støttet denne ved deltagelse i demonstrationer, ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren vil være individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun aldrig har haft konflikter i Syrien. Flygt-ningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingesty-relsens afgørelse. Syri/2015/27
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han den Danmark [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er den eneste forsørger for sin familie. Familien er nu i stor fare i Libanon, fordi de ikke har nogen opholdstilladelse. De risikerer at blive udsat for fængsling og ydmygelse, hvis de bliver anholdt af de libanesiske politi og udvises til Syrien. Om sin søn har han forklaret, at hans søn, som er født [i 1997], risikerer at blive videregivet til de syriske myndigheder og udleveret til værnepligten, hvor han kan blive tvunget til at dræbe eller blive dræbt eller udsat for tortur. Om sin datter som er født [i 2001] har han forklaret, at hun overværede en massakre [i 2012], hvorefter hun blev ramt af alvorlig angst. Om sin ægtefælle har han forklaret, at hun lider af en kirtel sygdom samt en disc sygdom nederst i taljen. Klageren har videre henvist til, at han grundet sin midlertidige beskyttelsesstatus ikke kan blive familiesammenført med sin familie. Klageren har endelig henvist til, at han og familien som statsløse palæstinensere og flygtninge i Syrien mister retten til at vende tilbage til Syrien, fordi de er statsløse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i OM-samtalen samt i sin personlige klage stort set udelukkende har påberåbt sig de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv. De først efterfølgende fremkomne oplysninger om offentlig ansættelse, mulig deltagelse i demonstrationer samt oplysninger om, at han efter sin udrejse skulle være eftersøgt af myndighederne hos sin søster, findes ikke at kunne medføre nogen ændring heri. [Klageren] opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201526
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at det i sagen ikke blev lagt til grund, at han personligt var i fare på grund af sit arbejde i oliefelter i [i hjemlandet], som kom under IS kontrol allerede i 2013, hvorefter han enten skulle arbejde for IS eller flygte. Han flygtede tilbage til Damaskus, hvor hans familie var. Klageren har videre gjort gældende, at han som officer i reserven skulle kæmpe for regimet i Syrien, hvor han oplevede et meget stort pres. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsens anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold, vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, eller at der på andet grundlag skal ske statusændring. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren under politiafhøringen og i OM-samtalen stort set udelukkende har påberåbt sig de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv og først efterfølgende har forklaret udbyggende om individuelle forhold. Det bemærkes endvidere, at klageren efter sin egen forklaring for nævnet med myndighedernes accept og under benyttelse af eget pas i omkring halvandet år har været bosat i Libanon, men er rejst frem og tilbage mellem Libanon og Syrien med jævne mellemrum, idet han havde orlov uden løn fra sit arbejde. [Klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201525
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af 2014], og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har den [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han gerne vil sikre deres fremtid. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af bestemmelsen i § 7, stk. 1 eller stk. 2. [Klageren] opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201524
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ikke fik nogen form for hjælp af de bulgarske myndigheder. Efter hun blev meddelt opholdstilladelse, opholdt hun sig i skjul med sine børn i asylcenteret, indtil hun forlod Bulgarien, idet hun ikke havde mulighed for at skaffe sig en bolig. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Efter de foreliggende lægelige oplysninger og udtalelser fra psykolog må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren lider af PTSD og depressive symptomer i en grad, så hun er behandlingskrævende, ligesom det ikke kan afvises, at hun er selvmordstruet. Det fremgår af psykologens udtalelse [fra sommeren] 2015, at ansøgerens behandlingsbehov er uopsætteligt. Efter de foreliggende oplysninger kan det videre lægges til grund, at skolen er alvorlig bekymret for ansøgerens søns trivsel og udvikling, hvilket har medført en indberetning fra Dansk Røde Kors til kommunen [i foråret] 2015, ligesom Dansk Røde Kors igen [i sommeren] 2015 har sendt en underretning til kommunen på grund af tiltagende bekymring for familien, idet man er i alvorlig tvivl om ansøgerens forældreevne. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må anses for at være i en særlig sårbar situation. Uanset det i almindelighed kan antages, at ansøgere i Bulgarien kan opnå de sociale og økonomiske rettigheder, som de har krav på i henhold til Flygtningekonventionen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand må antages at indebære, at hun vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling og den fornødne støtte til sin søn i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2015/23
Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Aleppo, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Han har endvidere henvist til, at han frygter at Shabiba, såfremt de finder ansøgeren, vil overdrage ham til de syriske myndigheder som følge af hans deltagelse i politiske demonstrationer mod det syriske regime. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at der foregår væbnede kampe og angreb på civile. Den mandlige ansøger blev [primo] 2014 meddelt opholdstilladelse i Bulgarien i form af subsidiær beskyttelse. Han har oplyst, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, hvor forholdene var meget dårlige. De kunne ikke finde en bolig og havde ikke mulighed for at få arbejde. Ansøgerne modtog endvidere ikke økonomisk støtte i Bulgarien. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han har skader i hovedet og øjnene som følge af et trafikuheld. Han lider af kronisk hovedpine, og ser dårligt på sit venstre øje. Han har smerter efter fire brækkede ribben, samt smerter i ryggen. Han har derfor ikke mulighed for at bestride et almindeligt job, ligesom han ikke mener, at han har mulighed for at få den nødvendige lægehjælp i Bulgarien. Ligeledes har ansøgeren deltaget i psykoterapi i Danmark, fordi han har det psykisk meget dårligt. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige ansøger samt to børn, […], blev [primo] 2014 meddelt opholdstilladelse i Bulgarien i form af subsidiær beskyttelse. Hun har oplyst, at hun ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet hun ikke mener, at familien vil kunne overleve i Bulgarien. De modtog ingen støtte fra myndighederne og hendes mand har det så dårligt, at han ikke kan arbejde. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerne og deres to ældste børn blev meddelt opholdstilladelse i Bulgarien [primo] 2014. Flygtningenævnet hjemviste [ultimo] 2015 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens overvejelse af, om de helbredsoplysninger vedrørende den mandlige ansøger, der var fremkommet under nævnsmødet, efter en lægelig vurdering burde tages i betragtning ved Udlændingestyrelsens vurdering af sagen. Udlændingestyrelsen traf på ny afgørelse [primo] 2015. Styrelsen havde forud herfor ikke fået foretaget en lægelig vurdering af nogen art, men traf afgørelse på det foreliggende grundlag samt en yderligere samtale med ansøgeren, som blev foretaget via telefon. På baggrund af ansøgernes forklaringer i nævnet samt de foreliggende lægelige oplysninger lægger Flygtningenævnets flertal herefter til grund, at den mandlige ansøger har store helbredsmæssige, herunder psykiske pro-blemer, der medfører, at han ikke er i stand til på nuværende tidspunkt at bestride et arbejde på almindelige vilkår, ligesom det lægges til grund, at den kvindelige ansøger er stærkt psykisk belastet af familiens oplevelser i såvel Syrien som Bulgarien, og af den mandlige ansøgers problemer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vil ansøgerne i almindelighed kunne opnå de tilstræk-kelige sociale og økonomiske vilkår i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid under hensyn til det oplyste om den mandlige ansøgers helbredstilstand sammenholdt med, at familien har tre meget små børn og med den kvindelige ansøgers psykiske tilstand, at det må antages, at ansøgerne vil være ude af stand til at opnå helt basale rettigheder i forhold til levevilkår, herunder den nødvendige lægehjælp i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/22
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Han har videre henvist til, at han frygter, at YPG vil tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans fader blev dræbt af ISIS. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke vil i militæret, idet hans fader er død, og at han derfor er den eneste tilbage til at forsørge familien. Derudover har ansøgeren oplyst, at han ikke vil slå nogen ihjel eller bære våben. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse [fra efteråret] 2014 til grund, at ansøgeren [tidligere på efteråret i] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kan indrejse i Bulgarien og lovligt opholde sig dér. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement, og at hans personlige integritet og sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold for ansøgeren i Bulgarien vil være tilstrækkelige. Herefter og efter de øvrige baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, uanset ansøgerens forklaring om forholdene i Bulgarien, at Bulgarien kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/21
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien på grund af de dårlige levevilkår, og han har til støtte for asylmotivet i forhold til Bulgarien henvist til, at han blev behandlet dårligt under sin tilbageholdelse i Bulgarien, herunder at han blev lukket inde i et slags bur og selv måtte købe mad. Endvidere har ansøgeren henvist til, at forholdene i flygtningelejren var dårlige, og at han måtte bo i et telt, ligesom der var mangel på mad og varmt vand. Efter at han blev meddelt opholdstilladelse, fik han at vide, at han skulle flytte ud af lejren. Han fik ikke tilbudt nogen bolig, ligesom han ikke modtog nogen anden hjælp fra de bulgarske myndigheder. Det var ikke muligt for ham at få et arbejde, og der var ikke nogen skoler, som hans børn kunne gå i. Ansøgeren har ydermere henvist til, at det generelt er usikkert for flygtninge at befinde sig i Bulgarien, fordi der er mange kriminelle grupper, som begår overgreb mod flygtninge. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse […], at ansøgeren, der ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive genindkaldt til militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med henvisning til at ansøgeren […] har opnået flygtningestatus i Bulgarien og er meddelt opholdstilladelse i fem år, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan tage ophold i Bulgarien, der i overensstemmelse med nævnets praksis kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene i Bulgarien, hvorefter det blandt andet fremgår, at ansøgeren vil være beskyttet mod refoulement ved en tilbagevenden til Bulgarien, at hans personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige. De oplysninger om ansøgerens ægtefælle og deres yngste barn, der er forelagt for nævnet, kan ikke føre til et andet resultat, idet der herved ikke er grundlag for at anse ansøgeren og hans familie som særligt sårbare. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/20
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien indrejst i Danmark i 2014. ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ISIS, da de betragter ham som værende agent for det syriske regime og derfor en vantro. Ansøgeren har endvidere anført, at han ikke kan vende tilbage til Bulgarien, idet Bulgarien ikke kan tjene som hans første asylland. Han har ingen mulighed for arbejde, uddannelse eller anden form for forsørgelse i Bulgarien, og han har været udsat for trusler og overfald fra racistiske grupper i Bulgarien. Flygtningenævnet kan, i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, lægge til grund for sagen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en eventuel tilbagevenden til Syrien er i risiko for asylbegrundende overgreb, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er en efter det oplyste rask ung mand, som må antages at kunne skaffe sig levemuligheder på samme måde som bulgarske statsborgere. Det forhold at ansøgeren efter sine egne oplysninger har været udsat for et overfald kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse eller bistand i en sådan situation. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen har anset ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Cypern kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra […], Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været i militæret i 45 dage i 1999, hvorefter han betalte sig for at blive fritaget for resten af sin militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til tilstedeværelsen af kurdiske grupper og Den Frie Syriske Hær, idet disse mener, at man enten er med dem eller imod dem. Ansøgeren henviser endvidere til, at han ikke kan rejse tilbage til Cypern, idet hans opholdstilladelse er afhængig af, at han er familiemedlem til en EU-borger. Denne betingelse er ikke længere opfyldt, idet han ikke er samlevende med sin ægtefælle og deres fællesbarn. Samlivet er ophørt på grund af uoverensstemmelser. Af sagen fremgår, at ansøgeren har opholdstilladelse på Cypern, som er gældende til [sommeren] 2018. Af ansøgerens forklaring fremgår, at han og ægtefællen i forbindelse med udrejsen af Cypern betalte to måneders leje forud således, at de havde en bolig at vende tilbage til efter den planlagte turistrejse med henblik på familiebesøg i Rumænien. Ansøgeren udrejste af Rumænien sammen med ægtefællen og barnet til Danmark, hvor de indrejste gennem Københavns Lufthavn. I forbindelse med ægtefællens seneste udrejse af Danmark, der foregik flere måneder efter indrejsen, mødtes han med ægtefællen og barnet. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været i løbende kontakt med ægtefællen - senest telefonisk for fire dage siden. Ansøgeren har endelig oplyst, at årsagen til, at ægteskabet endnu ikke er opløst, er, at han ikke har kunnet påtage sig forældremyndigheden over barnet alene, idet hans nuværende forhold ikke giver mulighed derfor. Ud fra de foreliggende oplysninger kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens ægteskab er brudt endeligt sammen. Det er således ikke sandsynliggjort, at den meddelte opholdstilladelse på Cypern bortfalder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/19
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i løbet af sommeren] 2014 uden gyldig rejselegitimation og søgte asyl samme dag. Klageren har mundtligt klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2014 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, risikoen for fare samt risikoen for vilkårlige anholdelser. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af bestemmelsen. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/18
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014, og at han i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien både er eftersøgt af Den Frie Syriske Hær og af Assads styrker. Klageren har herom oplyst, at han boede i Yarmouk-lejren, hvor han også havde en butik. Butik-ken blev på et tidspunkt udsat for graffiti af nogle for klageren ukendte personer, der havde ma-let slogans til støtte for Assad-styret på facaden. Klageren blev af Den Frie Syriske Hær mis-tænkt for at stå bag graffitien og måtte som følge heraf flygte til Libanon. Under flugten blev hans bil beskudt af Den Frie Syriske Hær. Under opholdet i Libanon erfarede klageren, at hans moder var dødeligt syg, og han tog derfor tilbage til Syrien for at besøge hende. Han efterlod sin bil hos en automekaniker, som også fik overleveret klagerens personlige dokumenter, sådan at vedkommende kunne dokumentere, at det ikke var hans bil, der var fuld af skudhuller, hvis han skulle blive opsøgt og spurgt hertil. På et tidspunkt blev mekanikeren opsøgt af Assads styrker, som herved blev bekendt med, at bilen tilhørte klageren. Assads styrker mistænkte på grund af skudhullerne i bilen klageren for, at han var oprører, hvorfor klageren igen måtte flygte ud af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens bil har fået skudhuller, således at klage-ren i den anledning er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har ikke forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og klagerens forklaring på dette punkt er ikke overbevisende, men hviler i høj grad på spekulationer. Uanset om Flygtningenævnet lægger klagerens nye forklaring om, at der er blevet malet pro-Assad slogans på klagerens forretning, til grund, finder Flygtningenævnets flertal ikke, at klage-ren i den anledning vil være individuelt forfulgt af Den Frie Syriske Hær eller andre oprørsgrup-per, eller at han af denne grund vil være i en reel risiko for overgreb således, at han har behov for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændinge-styrelsens afgørelse. Syri/2015/17
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i Syrien kom i myndighedernes søgelys, idet hun en dag med sin telefon filmede et missil, der blev affyret fra et militært anlæg, der lå lige overfor klagerens bopæl. Hun blev kort herefter opsøgt af en gruppe med tilknytning til Assad styret, […], som truede hende og anklagede hende for at spionere mod styret. Familiens bopæl blev ved denne lejlighed ransaget, og hendes telefon samt faderens og moderens telefoner blev konfiske-ret. I den efterfølgende periode blev hun overvåget og chikaneret af gruppen, der konfronterede hende med anklagende spørgsmål om, hvem hun spionerede for og sendte billeder til. Hendes familie blev videre stoppet ved checkpoints, idet hendes navn og ID nummer var registreret, og klageren blev udspurgt af vagterne ved disse checkpoints, der også truede hende med, at de ikke ville lade familien passere, før hun indrømmede anklagerne mod hende. Endvidere blev hendes bil en dag konfiskeret ved et check-point. Presset mod klageren blev til sidst så stort, at familien besluttede, at hun og hendes broder, der var blevet genindkaldt, måtte udrejse. Efter udrejsen er familiens bopæl blevet opsøgt, og der er blevet spurgt efter klageren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens nye forklaring om, at hun har filmet un-der et raketangreb, og at hun i den anledning er blevet opsøgt, således som hun har forklaret om, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen ude-lukkende har forklaret om generelle krigsforhold, og at hun på forespørgsel udtrykkeligt har for-klaret, at der ikke var nogen særlig grund til, at klageren skulle blive udspurgt. Klagerens broder har i sin asylsag heller ikke afgivet oplysninger, der støtter klagerens nye forklaring. Hertil kom-mer, at klagerens nye forklaring ikke i sig selv forekommer overbevisende, og at forklaringen i et vist omfang fremstår afglidende. Flygtningenævnet finder således ikke, at klagerens individuelle forhold skulle indebære en særlig risiko for hende. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/16
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse K -status til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er blevet indkaldt til militærtjeneste af PKK, samt at hun blev tvunget til at gifte sig med sin afdøde ægtefælle, og at hendes svigerfamilie vil tage hendes børn, ligesom hendes svoger vil tvinge hende til at gifte sig med ham. Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der er blevet udstedt et dekret om, at alle unge piger skal aftjene militærtjeneste for det kurdiske parti. I starten af 2014 blev hendes bopæl opsøgt af personer fra PKK, som oplyste, at hvis der var to eller flere voksne på bopælen, skulle mindst en af dem melde sig til militærtjeneste for PKK. Vedrørende Bulgarien har ansøgeren forklaret, at hun på grænsen til Bulgarien blev pågrebet af bulgarsk politi. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Bulgarien, idet flere kvinder i flygtningelejren blev voldtaget af lejrpersonalet, og da ansøgeren to gange blev forsøgt voldtaget og tredje gang blev voldtaget. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har hørt, at hendes svoger er kommet til Bulgarien for at tage hendes børn, idet svigerfamilien vil overtage børnene efter ansøgerens ægtefælles død. Ansøgeren har tillige forklaret, at hun fik at vide af tolke i Bulgarien, at hun ikke måtte kritisere myndighederne i Bulgarien, samt at personer, der har omtalt forholdene i Bulgarien som dårlige, endnu ikke har fået opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ikke var tilfreds med den behandling, som hendes [barn] fik i forbindelse med et hospitalsbesøg i Bulgarien, samt at ansøgeren har det psykisk dårligt og ikke mener, at hendes [andet barn] vokser, som [det] skal. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, blev smidt ud af flygtningelejren og ikke fik hjælp af de bulgarske myndigheder til hverken at få bolig, skolegang til sine børn eller økonomiske ydelser, ligesom hun ikke kunne få lægehjælp eller pasningsmuligheder til sine børn, såfremt hun fik et arbejde. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren befinder sig i en sådan særlig sårbar situation og må anses for psykisk meget ustabil, hvilket understøttes af, at hun i maj 2015 har forsøgt at begå selvmord og af de lægelige oplysninger. Nævnet lægger ved denne bedømmelse vægt på, at ansøgeren som enlig forælder med et meget skrøbelig psykisk helbred ikke vil kunne opnå rettigheder og levevilkår, herunder nødvendig lægehjælp til sig selv og børnene, som ansøgeren har krav på i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] og hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/15
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […] i Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien. Han ønskede ikke at søge asyl dér. Han blev tvunget og slået i forbindelse med afgivelse af fingeraftryk. Hertil kommer, at han ikke kan forsørge sig selv dér, og at han ikke har mulighed for at fortsætte sin uddannelse som […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han alene kunne få lægehjælp i Bulgarien, såfremt han selv betalte herfor. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse [i begyndelsen] af 2015 til grund, at ansøgeren [i begyndelsen af 2014] blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnet finder, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået beskyttelsesstatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens nye forklaring for nævnet om at være blevet slået i forbindelse med afgivelse af fingeraftryk til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er en efter det oplyste rask ung mand, som må antages at kunne skaffe sig levemuligheder på samme måde som bulgarske statsborgere. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/14
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er deserteret fra det syriske militær, hvor han fungerede som vagt ved kontrolposter i Aleppo. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet han frygter, at han og hans broder vil være henvist til at leve på gaden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er blevet udsat for vold af politiet, og at hans broder har været udsat for vold af en fængselsvagt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens bror i Bulgarien har været udsat for overfald, dels i en park, og dels af fængselspersonale, og at sidstnævnte overgreb har udløst jævnlige krampelignende anfald, hvor ansøgerens bror bliver ukontaktbar eller bevidstløs. Efter de foreliggende lægelige oplysninger må Flygtningenævnet lægge til grund, at anfaldene udløses, når ansøgerens bror kommer i stressende situationer, og at de er et udslag af posttraumatisk stresssyndrom, som følge af de belastninger ansøgeren har været udsat for, dels i hjemlandet, og dels i Bulgarien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer der racistisk motiverede overgreb i Bulgarien. Ansøgere vil i almindelighed kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til ansøgerens brors helbredsmæssige tilstand og de overgreb, han har været udsat for, at ansøgerens brors reelle muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse må anses for ganske begrænsede. Ansøgerens brors psykiske tilstand må ligeledes antages at indebære, at han vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens brors forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens brors første asylland. Flygtningenævnet har derfor meddelt [ansøgerens broder] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til ansøgerens forhold til [sin broder] og de forhold, de sammen har været igennem i Bulgarien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at Bulgarien kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/13
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet han er henvist til at leve på gaden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Bulgarien har været udsat for et overfald fra en bande, som stak ham med en kniv, og at han har været udsat for vold fra fængselsvagter, da han var fængslet i Bulgarien. Ansøgeren har hertil oplyst, at en fængselsvagt bankede hans hoved mod en væg op til flere gange, hvorefter han besvimede. Ansøgeren har efterfølgende haft flere symptomer på, at han har haft en alvorlig hjernerystelse. Ansøgeren har siden denne episode jævnligt været ramt af krampelignende anfald. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Bulgarien har været udsat for overfald, dels i en park, og dels af fængselspersonale, og at sidstnævnte overgreb har udløst jævnlige krampelignende anfald, hvor ansøgeren bliver ukontaktbar eller bevidstløs. Efter de foreliggende lægelige oplysninger må Flygtningenævnet lægge til grund, at anfaldene udløses, når ansøgeren kommer i stressende situationer, og at de er et udslag af posttraumatisk stresssyndrom, som følge af de belastninger ansøgeren har været udsat for, dels i hjemlandet, og dels i Bulgarien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer der racistisk motiverede overgreb i Bulgarien. Ansøgere vil i almindelighed kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til ansøgerens helbredsmæssige tilstand og de overgreb, han har været udsat for, at ansøgerens reelle muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse må anses for ganske begrænsede. Ansøgerens psykiske tilstand må ligeledes antages at indebære, at han vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/12
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af myndighederne eller den syriske opposition, idet han har været en del af den syriske efterretningstjeneste, som han deserterede fra. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han, efter at være mødt op til session [i sommeren] 2011, gjorde tjeneste som […] ved sikkerhedstjenesten i [en mindre by]. Efter omkring 15 dage, blev ansøgerens enhed angrebet og løbet over ende, men det lykkedes ansøgeren at flygte. Han gemte sig i området i omkring fire til fem dage, hvorefter han blev anholdt af en militærpatrulje. Ansøgeren var herefter fængslet i 45 dage, hvor han blev udsat for tortur. Omkring tre dage efter løsladelsen i september 2011 genoptog ansøgeren sin militærtjeneste. Han gjorde tjeneste ved det nationale sikkerhedspoliti i [en mindre by] som […] og som vagt ved […]. [I sommeren] 2012 blev ansøgerens enhed angrebet, og da ansøgeren nægtede at benytte våben, skød hans overordnede ham i foden. Herefter havde han orlov fra tjenesten, hvor han opholdt sig på sin bopæl, indtil myndighederne opsøgte ham i efteråret 2013. Omkring [ultimo] 2013 udrejste ansøgeren fra Syrien. Vedrørende Bulgarien har ansøgeren henvist til, at han frygter at vende tilbage, da de bulgarske myndigheder samarbejder med den syriske regering. Han har videre henvist til, at han har smerter i sin fod samt psykiske problemer, og han frygter, at han ikke kan modtage behandling herfor i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [medio] 2014 til grund, at ansøgeren den [primo] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger, vil ansøger i Bulgarien være beskyttet mod refoulement. Ansøger har ikke haft problemer med myndighederne i Bulgarien, og et flertal af Nævnet finder på den baggrund, at ansøgers personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i Bulgarien. Selv om forholdene i Bulgarien er vanskelige, finder flertallet ligeledes, at de økonomiske og sociale forhold vil opfylde ansøgers basale rettigheder. Ansøger har smerter i foden efter et skudsår og er i øvrigt henvist til psykolog. Det fremgår af Nævnets baggrundsoplysninger, at flygtninge, der er meddelt opholdstilladelse, har samme adgang til lægehjælp som bulgarske statsborgere. Sammenfattende finder flertallet, at der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at fravige Nævnets faste praksis, hvorefter forholdene i Bulgarien ikke er af en sådan karakter, at Bulgarien ikke kan tjene som første asylland. Et flertal af Flygtningenævnet finder således, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/11
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med statsborgerskab i Ungarn og i Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er både ungarsk og syrisk statsborger, etnisk ungarer og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive anholdt som følge af sin søns konflikt med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ungarn ikke vil kunne klare sig økonomisk, og at hun ikke vil få hjælp af de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at hun og hendes familie er forfulgte eller risikere at blive det, som følge af at deres ene søn var tilbageholdt i 2012, til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt, at ansøgeren ikke oprindeligt oplyste om dette asylmotiv, og at myndighederne ikke efter løsladelsen af sønnen opsøgte familien, som efter løsladelsen opholdt sig i Syrien i nogle måneder uden problemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Ungarn kan yde beskyttelse til ansøgeren, samt om ansøgeren har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger i overensstemmelse med sin forklaring herom ikke har haft problemer med myndighederne eller andre i Ungarn. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger ikke har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at Ungarn er nærmest til at yde ansøgeren beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er ungarsk statsborger, og at hun senest har været bosiddende i Ungarn fra 2012, ligesom hun har familiemedlemmer i Ungarn. Ansøgeren har som statsborger i Ungarn legalt ophold, og hun må derfor anses for de facto at havde opnået beskyttelse der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/10
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religiøs overbevisning fra […], Afrin, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med kurdiske partier. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, som affattet ved lovbekendtgørelse af nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han indledningsvist udrejste af Syrien i 2008, og at han efterfølgende indrejste i Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Han opholdt sig i Italien frem til februar 2013, hvorefter han havde få dages ophold i Danmark, var tilbage i Italien og derefter vendte tilbage til Syrien. Han udrejste på ny af Syrien [i] oktober 2013. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien. Til støtte herfor har han oplyst, at han under sit ophold i en italiensk flygtningelejr blev overfaldet af to personer, og at han i den forbindelse pådrog sig en skade i hånden. Ansøgeren har endvidere oplyst, at forholdene i Italien var dårlige, herunder at man ikke har ret til forsørgelse eller bolig, når man er blevet meddelt opholdstilladelse, at man alene får 40 timers sprogundervisning, og at det er umuligt at finde arbejde. Til støtte herfor har ansøgeren yderligere oplyst, at han mener, at de italienske myndigheder har fastsat hans méngrad som følge af hans håndskade for lavt, hvorfor han ikke er berettiget til pension. Endelig har han oplyst, at det er afgørende for ham, at han kan være sammen med sine børn, som bor i Danmark, og at det reelt ville være umuligt at gennemføre samvær, hvis han sendes til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Italien og således har opnået formel beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, 1. led. Ansøgerens fraseparerede ægtefælle bor i Danmark, hvor hun og de fælles børn har asyl, og ansøgeren og børnene har ret til samvær med hinanden. Ansøgeren har forklaret, at han i Italien ikke kunne få arbejde og var henvist til at leve af den mad, kirken stillede til rådighed. Han havde ikke mulighed for at tjene penge til en bolig eller til lægehjælp, men havde i en periode et værelse betalt af midler, ægtefællen sendte fra Syrien. Det fremgår af de danske lægelige oplysninger, at ansøgerens psykiske og fysiske helbredstilstand er meget dårlig, og at han modtager behandling. Han vil fortsat være behandlingskrævende også på sigt og har navnlig et stort behov for vedvarende behandling af sine psykiske lidelser. Uanset at det må antages, at der er behandlingsmuligheder for ansøgerens lidelser i Italien, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens reelle muligheder for at få tilstrækkelig behandling er yderst begrænsede. Det vil fortsat og navnlig på grund af ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand også på sigt være meget vanskeligt for ansøgeren at skaffe et arbejde og dermed underhold og en indtjening, som kan gøre det muligt for ansøgeren at gennemføre samværet med børnene enten i Italien eller i Danmark. Flertallet finder under disse omstændigheder og henset til de konkrete forhold for ansøgeren i Italien sammenholdt med hensynet til familiens enhed, at omstændighederne samlet set taler så stærkt imod at henvise ansøgeren til at søge fortsat beskyttelse i Italien, at dette efter en samlet vurdering af ansøgerens og børnenes situation ikke kan anses for rimeligt. Flertallet finder derfor, at ansøgeren i denne konkrete situation ikke kan henvises til at søge beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2015/1
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Edlib, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt eller dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter at blive forfulgt af personer fra partiet Ataka. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han [i slutningen af] 2012 filmede en episode på et hospital, hvortil en søskendeflok på syv børn blev indbragt, fordi de var blevet brændt. Filmklippet blev efterfølgende lagt på www.youtube.com. Ansøgeren deltog på et tidspunkt i en tv-udsendelse på kanalen TV Orion, hvor han gjorde grin med den syriske præsident. Han optrådte sammen med en komiker i forbindelse med børnedagen. Episoden udspillede sig på et rehabiliteringscenter i Tyrkiet. Filmklippet blev sendt direkte i fjernsynet og lagt på www.youtube.com. Han modtog herefter advarsler fra fire venner, som oplyste ham, at han som følge af filmklippet var eftersøgt i Syrien, at han navn var noteret ved alle kontrolposter, samt at han var blevet dømt til døden. Ansøgeren udtalte sig i Bulgarien til flere medier omkring de ringe forhold for flygtninge i Bulgarien. Som følge heraf blev han truet af personer fra partiet Ataka. Han blev truet 30 til 40 gange. Truslerne fremgik blandt andet af en netavis. En ven af ansøgeren opfordrede ham derfor til at forlade Bulgarien. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets høringssvar af [foråret] 2013, til grund, at ansøgeren har en alder, hvor han risikerer indkaldelse til den syriske hær, og at han herved risikerer at blive tvunget til at deltage i handlinger, som indebærer menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere kan det lægges til grund, at ansøgeren har profileret sig i forhold til de syriske myndigheder i forbindelse med tv-optagelser fra krigsskuepladsen samt tv-optagelser af ofre for krigen, ligesom han har deltaget i et tv-liveprogram, hvor man parodierede den syriske præsident. Ansøgeren findes allerede af denne grund isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Det lægges til grund, at ansøgeren har opnået subsidiær beskyttelse i Bulgarien, at han har opholdt sig i Bulgarien fra [begyndelsen af] 2013 til [foråret] 2014, og at den nævnte beskyttelsesstatus indtil videre gælder frem til [efteråret] 2016. Ansøgeren har ikke under opholdet i Bulgarien haft problemer med de bulgarske myndigheder eller været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgeren har selv oplyst, at han har en kæreste, adskillige venner samt har haft et arbejde i Bulgarien. De forhold, som ansøgeren efter sin egen forklaring har oplyst at have været udsat for under opholdet i Bulgarien, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det ikke kan antages, at ansøgeren i Bulgarien ikke ville kunne opnå fornøden beskyttelse. På denne baggrund findes Bulgarien at kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2014/3
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydkorea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk koreaner fra Seuol, Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter, at han ikke vil kunne få arbejde, fordi han har skiftet køn. Ansøgeren frygter tillige at blive socialt isoleret, fordi folk er forbeholdne over for personer, som har skiftet køn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født som kvinde. Ansøgeren har gennem sin opvækst været frustreret over at være pige. Ansøgeren har forsøgt at begå selvmord tre gange. Ansøgeren begyndte at tage mandlige kønshormoner [i foråret] 2013. [I sommeren] 2013 fik ansøgeren sin første kønsskifteoperation. Den sidste kønsskifteoperation blev foretaget [i starten af] 2014. [I starten af] 2014 indgav ansøgeren en ansøgning til staten om at få skiftet køn fra kvinde til mand. Ansøgeren var i retten [i foråret] 2014, og [i sommeren] 2014 fik ansøgeren en afgørelse om, at han var en mand. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er lovligt fritaget for militærtjeneste i Sydkorea, fordi han har skiftet køn. Som mand er det svært at få et job i Sydkorea, hvis man ikke har aftjent værnepligt. Ansøgeren har en bachelorgrad fra Seoul Universitet. Ansøgeren har søgt i omegnen af 120 stillinger fra [sommeren] 2014 og frem til udrejsen [i] 2015. Ansøgeren er blevet indkaldt til samtale 13 gange, men er ikke blevet tilbudt nogle stillinger. Ansøgeren har oplyst, at han blev indkaldt til samtale, fordi de ville se, hvordan en transkønnet så ud. Ansøgeren kender flere transkønnede i Sydkorea, som har et arbejde, men dette skyldes, at de havde dette arbejde, inden de skiftede køn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han kan modtage økonomisk støtte fra den sydkoreanske stat. Efter ansøgeren skiftede køn, har han oplevet at blive holdt udenfor på universitetet, at lærerne følte sig utrygge ved ham samt at miste flere af sine venner. Ansøgeren har fortsat en del venner i Sydkorea. De ved ikke, at han tidligere har været kvinde. Efter ansøgeren har skiftet køn, har han fået nye venner gennem et fællesskab for transkønnede. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin seksualitet og kønsskifte til grund. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren, således som han har forklaret om, i den anledning er blevet mødt med social diskrimination. Flygtningenævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren vil blive diskrimineret i forbindelse med jobsøgning, men nævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at det vil være umuligt for ansøgeren at skaffe sig et arbejde, således at han kan forsørge sig selv. Flygtningenævnet finder således ikke, at en samlet vurdering af ansøgerens situation indebærer, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea udsættes for sådanne forhold, at det må betragtes som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sydk/2016/1/SHH
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sydkorea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk koreaner og kristen protestant af trosretning. Ansøgeren er født [i] 1982 i Nordkorea, hvorfra hun udrejste [i] 2010. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Sydkorea, da hun aldrig har været i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun efter sin udrejse af Nordkorea har opholdt sig i Kina, hvor hun forblev, indtil hun rejste til Danmark. Det fremgår af advokatindlægget af […] 2015, at ansøgeren erkender, at hun har opnået statsborgerskab i Sydkorea. Som asylmotiv har hun henvist til, at hun frygter for sit liv i Sydkorea. Hun er meget i tvivl om, hvorvidt hendes barn vil kunne opnå statsborgerskab i Sydkorea, når faderen er statsløs. Hun tør endvidere ikke vende alene tilbage til Sydkorea på grund af den forfølgelse, hun som nordkoreansk flygtning risikerer at blive udsat for af den nordkoreanske sikkerhedstjeneste. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at hun ved at have opnået statsborgerskab i Sydkorea ikke har opnået beskyttelse mod forfølgelse, da det nye statsborgerskab ikke medfører den fornødne beskyttelse mod forfølgelse fra det oprindelige hjemland. Ansøgeren frygter således tilbagesendelse til Nord- såvel som Sydkorea. Flygtningenævnet forkaster i det hele ansøgernes forklaringer om asylmotiv, idet forklaringerne forekommer usandfærdige og konstruerede til lejligheden, ligesom ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerne har således i tre samtaler med de danske udlændingemyndigheder fastholdt, at de ikke på noget tidspunkt har været i Sydkorea eller opnået sydkoreansk statsborgerskab på trods af, at de sydkoreanske myndigheder allerede i mailen fra […] 2014 har oplyst overfor de danske myndigheder, at ansøgernes fingeraftryk er at finde i databasen over personer, der har søgt statsborgerskab i Sydkorea. Det bemærkes, at det af Udlændingestyrelsens notat af […] 2014 fremgår, at Sydkoreas ambassade i København har oplyst, at dette er ensbetydende med, at de pågældende har opnået sydkoreansk statsborgerskab. Først i forbindelse med nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers sydkoreanske statsborgerskab skulle være blevet frataget ham med den begrundelse, at han er kinesisk statsborger. Han har videre forklaret, at han alene har fået besked herom telefonisk af de sydkoreanske myndigheder, og at statsborgerskabet skulle være blevet frataget ham på grundlag af en anmeldelse fra anden nordkoreaner efter et sagsbehandlingsforløb, der har strakt sig fra 2007 til 2011, og hvor ansøgeren kun en gang var indkaldt til afhøring. Idet den mandlige ansøger videre har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og sine fødselsdata, ligesom begge ansøgere under behandlingen af asylsagen har afgivet divergerende forklaringer om deres indbyrdes relationer og baggrunden for, at de søger asyl i Danmark, har Flygtningenævnet i det hele tilsidesat forklaringerne, og lagt til grund, at de har opnået sydkoreansk statsborgerskab efter deres udrejser af Nordkorea, og derved har opnået den fornødne internationale beskyttelse. Flygtningenævnet lægger endelig efter oplysningerne om den sydkoreanske statsborgerskabslov til grund, at ansøgernes fælles barn også har krav på sydkoreansk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sydkorea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. sydk/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydkorea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk koreaner og ateist af trosretning. Ansøgeren er født [i] 1974 i Nordkorea, hvorfra han udrejste [i] 2006. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter, at de nordkoreanske myndigheder vil afstraffe hans familie i Nordkorea, når de opdager, at han opholder sig i Sydkorea. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af nordkoreanske spioner, som befinder sig i Sydkorea. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at de nordkoreanske myndigheder sporer alle, som er flygtet fra Nordkorea, uanset hvor man opholder sig. Det fremgår af advokatindlægget af […] 2015, at ansøgeren under samtalen med advokaten har oplyst, at det ikke er korrekt, at han aldrig har opholdt sig i Sydkorea. Grunden til, at han ikke tidligere har oplyst herom, skyldes hans paniske angst for de nordkoreanske myndigheder, da ansøgeren frygter, at de vil kunne ramme ham (i overført betydning) i Sydkorea. Ansøgeren har endvidere under samtalen med sin advokat forklaret, at han opnåede statsborgerskab i Sydkorea. Ansøgeren var imidlertid registreret som kineser, selvom han er født og opvokset i Nordkorea. Dette skyldes, at hans fader var af kinesisk afstamning. Dette resulterede i, at ansøgeren blev angivet til de sydkoreanske myndigheder, da han blev genkendt af en nordkoreansk flygtning i 2007. Herefter påbegyndte en proces, som medførte, at han i 2011 mistede sit sydkoreanske statsborgerskab, fordi han havde opnået det under falske forudsætninger. Ansøgeren blev derfor gjort statsløs, da han ikke var nordkoreansk statsborger. Sydkorea ”tålte” dog, at ansøgeren fortsat opholdt sig i landet, men han havde i stigende grad problemer med den nordkoreanske sikkerhedstjeneste, fordi han efter indrejsen i Sydkorea havde fortsat sit arbejde som ”broker”, hvor han hjalp nordkoreanere med at flygte ud af landet. I […] 2013 blev han direkte kontaktet af de nordkoreanske myndigheder, der krævede, at han udleverede oplysninger om sine ”klienter” og de flugtruter, han havde anvendt med videre. Hvis ansøgeren ikke samarbejdede, ville de slå hans samlever ihjel. Efter at have modtaget flere trusselsbreve og opringninger valgte ansøgeren og hans samlever at flygte ud af landet, da de ikke længere havde tillid til, at den sydkoreanske sikkerhedstjeneste havde viljen eller evnen til at beskytte dem imod de nordkoreanske spioner, der opholder sig i Sydkorea. Ansøgeren fik derfor udstedt et rejsedokument som statsløs, som er vedlagt advokatindlægget af […] 2015. Dette anvendte han ved udrejsen [i] 2013. Ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter ansøgeren for sit liv, da Sydkorea efter hans opfattelse ikke kan yde ham, hans samlever eller deres fælles barn beskyttelse. Ansøgeren har gjort gældende, at han har mistet sit statsborgerskab i Sydkorea. Han, hans samlever og deres fælles barn har således behov for beskyttelse mod tilbagesendelse til Nord- såvel som Sydkorea. Flygtningenævnet forkaster i det hele ansøgernes forklaringer om asylmotiv, idet forklaringerne forekommer usandfærdige og konstruerede til lejligheden, ligesom ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerne har således i tre samtaler med de danske udlændingemyndigheder fastholdt, at de ikke på noget tidspunkt har været i Sydkorea eller opnået sydkoreansk statsborgerskab på trods af, at de sydkoreanske myndigheder allerede i mailen fra […] 2014 har oplyst overfor de danske myndigheder, at ansøgernes fingeraftryk er at finde i databasen over personer, der har søgt statsborgerskab i Sydkorea. Det bemærkes, at det af Udlændingestyrelsens notat af […] 2014 fremgår, at Sydkoreas ambassade i København har oplyst, at dette er ensbetydende med, at de pågældende har opnået sydkoreansk statsborgerskab. Først i forbindelse med nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers sydkoreanske statsborgerskab skulle være blevet frataget ham med den begrundelse, at han er kinesisk statsborger. Han har videre forklaret, at han alene har fået besked herom telefonisk af de sydkoreanske myndigheder, og at statsborgerskabet skulle være blevet frataget ham på grundlag af en anmeldelse fra anden nordkoreaner efter et sagsbehandlingsforløb, der har strakt sig fra 2007 til 2011, og hvor ansøgeren kun en gang var indkaldt til afhøring. Idet den mandlige ansøger videre har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og sine fødselsdata, ligesom begge ansøgere under behandlingen af asylsagen har afgivet divergerende forklaringer om deres indbyrdes relationer og baggrunden for, at de søger asyl i Danmark, har Flygtningenævnet i det hele tilsidesat forklaringerne, og lagt til grund, at de har opnået sydkoreansk statsborgerskab efter deres udrejser af Nordkorea, og derved har opnået den fornødne internationale beskyttelse. Flygtningenævnet lægger endelig efter oplysningerne om den sydkoreanske statsborgerskabslov til grund, at ansøgernes fælles barn også har krav på sydkoreansk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sydkorea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. sydk/2015/1
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydafrika, født i 1980. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren af sin fader var blevet slået og truet med at blive slået ihjel som følge af, at ansøgeren havde afvist at indgå i et af faderen arrangeret ægteskab. Dette gav dog ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Det blev bemærket, at der var tale en privatretlig konflikt mellem fader og søn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i sit hjemland. Derfor fandt nævnet ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse i sit hjemland omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Sydafrika/2006/1
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en familie, som var statsborgere fra Sudan. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra [en landsby], Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af den sudanesiske regering eller af Janjaweed, da de mistænker ham for at støtte oprørerne. Den mandelig ansøger har videre henvist til, at han frygter, at den kvindelige ansøger vil blive udsat for seksuelle overgreb fra medlemmer af Janjaweed. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter seksuelle overgreb og de generelle forhold. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres landsby, […], blev angrebet i 2003 og brændt ned af den sudanesiske regering og Janjaweed, idet regeringen havde mistanke om, at oprørerne boede i landbyen. Ansøgerne tog herefter ophold i flygtningelejren Kasab nær byen Kutum. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev den kvindelige ansøger udsat for et seksuelt overgreb uden for lejren. Ansøgeren formoder, at de fire overgrebsmænd var medlemmer af Janjaweed, og at overgrebet skete, fordi hun var etnisk fur. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev den mandlige ansøger anholdt af politiet, fordi de mistænkte ham for at støtte oprørerne og et biltyveri. Ansøgeren blev løsladt efter to døgn uden sigtelser. I 2011 flyttede ansøgerne til landsbyen Haj Yousef uden for Khartoum. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev den mandlige ansøger anholdt af politiet, som mistænkte ham for at være medlem af en ikke nærmere defineret oprørsgruppe fra Darfur. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Han blev efterfølgende løsladt uden betingelser. [I vinteren] 2014 udrejste ansøgerne til Egypten, hvorfra de rejste videre, indtil de indrejste i Danmark i 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgernes landsby i 2003 blev angrebet og brændt ned af Janjaweed, ligesom det lægges til grund, at den kvindelige ansøger i 2010 blev udsat for en voldtægt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der var tale om generelle hændelser, der ikke var rettet specifikt mod ansøgerne eller har eksponeret disse, således at de af denne grund ville være i risiko ved genindrejse i Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers asylmotiv til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger er blevet tilbageholdt af myndighederne i 2011, fordi myndighederne mistænkte ham for at støtte oprørerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om denne tilbageholdelse, idet ansøgeren til sin første samtale med udlændingestyrelsen ikke forklarede om en tilbageholdelse i 2011, idet han under denne samtale mindst otte gange svarede nej, til at han havde været tilbageholdt mere end en gang af myndighederne. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde glemt at forklare om denne tilbageholdelse under 1. samtale, fremstår ikke overbevisende. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en helt central del af hans asylmotiv. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid tilbageholdelsen varede, idet den mandlige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen varede seks dage, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen alene varede tre dage. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under nævnsmødet forklarede udbyggende om, hvilke overgreb han under den angivelige tilbageholdelse skulle have været udsat for under den anden tilbageholdelse, ligesom han forklarede divergerende om den første tilbageholdelses varighed og udbyggende om baggrunden for denne. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser og udbygninger i asylmotivet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der har været visse tolkeproblemer i forbindelse med forklaringerne afgivet over for Udlændingestyrelsen, men at de nævnte divergenser og udbygninger er af en sådan karakter, at de ikke alene kan forklares ved tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker videre, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sudan/2016/28 LRN
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra [en landsby], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, idet han er flygtet fra en tilbageholdelse, og fordi myndighederne mistænker ansøgerens far og ansøgeren for at tilhøre en oprørsgruppe. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive diskrimineret og slået ihjel af myndighederne på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at han ikke har noget sted at ved tilbage til i Sudan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far i 2003 blev beskyldt for at samarbejde med modstandsbevægelsen i Sudan, hvorfor hans familie blev opsøgt af myndighederne to gange. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt af myndighederne under det andet besøg, idet myndighederne herved forsøgte at finde frem til ansøgerens far. Ansøgeren blev fængslet i ca. 14 dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgerens onkel fik ham løsladt på betingelse af, at onklen skulle overbringe ansøgerens far til myndighederne inden 10 dage. Før 10 dages fristen udløb, blev ansøgerens landsby angrebet og nedbrændt af Janjaweed. Ansøgeren flygtede sammen med sin ene bror til hospitalet i Forbaranga, hvor han blev genforenet med sin far, mor og søster. Omkring tre uger senere rejste ansøgerens og hans familie til Tchad, hvor de tog ophold i flygtningelejren i Aradib. I 2013 valgte ansøgeren sammen med tre venner at udrejse til Kenya via Sudan. Ansøgeren og de tre venner blev i [vinteren] 2013 tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder i forbindelse med indrejsen i Sudan, hvor de blev beskyldt for at være spioner og for at støtte oprørerne. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb og tortur. Efter to måneders fængsling lykkedes det ansøgeren at flygte under en fangetransport til et andet fængsel, idet fangetransporten blev angrebet af oprørerne, som befriede ansøgeren og hans tre venner. Ansøgeren udrejste herefter på ny til Tchad. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 2003, fordi hans far var mistænkt for at støtte oprørerne. Det lægges videre til grund, at ansøgerens landsby blev angrebet i 2004, og at ansøgeren i den forbindelse flygtede med sin familie til Tchad. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren i 2013 forsøgte at genindrejse i Sudan, og at han i den forbindelse blev anholdt, tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, idet myndighederne beskyldte ham for spionage og for at støtte oprørerne. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdigt lagt vægt på hans fremtræden under nævnsmødet og på, at han afgav en troværdig og detaljeret forklaring, ligesom han var i stand til at redegøre for de mindre divergenser, der tidligere har været i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at der var været visse tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende Sudan, ligesom indholdet af den torturundersøgelse, som ansøgeren har deltaget i, understøtter specifikke dele af hans forklaring om de fysiske overgreb under tilbageholdelserne, herunder at han blandt andet blev brændt og skåret i med barberblade flere steder på kroppen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der senest var i myndighedernes søgelys i 2013, hvor han blandt andet blev beskyldt for at støtte oprørerne, ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2016/27 LRN
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sudanesisk statsborger tilhørende Al-zaghawa klanen fra […] i Sudan. Ansøgeren har efter egene oplysninger været medlem af studenterforeningen [….], som kæmper for lighed og rettigheder for studerende fra [….], som bor i Khartoum. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han den [….] 2010 deltog i et møde i studenterforeningen [….], hvor der deltog omkring 100 personer. Politiet ankom og anholdt omkring 50 af mødedeltagerne, heriblandt ansøgeren. Han blev tilbageholdt i fire dage og udsat for vold. Efter fire dage blev alle løsladt, bortset fra ansøgeren, lederen [….] og to andre, som skulle overføres til de nationale sikkerhedsmyndigheder. Ansøgeren flygtede fra sikkerhedsfolkene og skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Ansøgeren har efter flugten fået at vide, at [….] er blevet dræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Nævnet finder det således godtgjort, at ansøgeren har været tilbageholdt og udsat for tortur på grund af politisk arbejde i en studenterforening. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner overfor politiske studenterorganisationer – særligt med ikke arabiske medlemmer – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden på ny risikerer tilbageholdelse og tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor [….] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2010/7
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mazalit fra [….] i Sudan. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af oppositionsgruppen [….] siden 1998, og i 2004 blev han leder af en mindre gruppe på 30 personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 199[….] blev opsøgt af myndighederne, som anholdt og tilbageholdt ham, idet de antog, at han havde kendskab til oppositionen, og at han ved en tilbagevenden på ny vil blive anholdt. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter en generel anholdelse i 199[….], i en alder af 13 år, i dag skulle være i et register over oppositionelle. Det må herunder tillægges vægt, at familien ikke har været opsøgt efter den angivelige flugt fra fængslet. Det findes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har profileret sig som deltager i en oprørsbevægelse, og Flygtningenævnet må se bort fra ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet profileret under en konference i Libyen i [….], idet ansøgeren blandt andet har forklaret, at han alene optrådte som vagt. Flertallet lægger imidlertid afgørende vægt på, at ansøgerens landsby i 2003 blev angrebet af Janjaweed, som blandt andet dræbte familiemedlemmer til ansøgeren og uddrev ansøgerens moder og halvbroder fra landsbyen. Ansøgeren hjalp umiddelbart efter moderen og halvbroderen væk fra området til en flygtningelejr i Tchad. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan på grund af sin etnicitet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2010/6
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Ansøgeren forklarede, at han havde været medlem af en humanitær organisation i Darfur. Mellem 1994 og 2008 var han flere gange blevet tilbageholdt af myndighederne, og i 2009 havde myndighederne ransaget hans bopæl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk al-Barti fra Malit, Sudan. Ansøgeren havde været medlem af en navngiven humanitær organisation, og havde stået for deres eksterne kommunikation med internationale organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til at han flere gange havde været tilbageholdt på grund af sit medlemskab af organisationen, og at han var eftersøgt af myndighederne, der uberettiget mistænkte ham for at være i ledtog med oprørsbevægelsen i Darfur, og som tillige ville anklage ham for at have lækket negative oplysninger om forholdene i landet til internationale organisationer. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstod ukonkret og upræcist, og ansøgeren havde efter Flygtningenævnets opfattelse forklaret generelt og afglidende på konkrete spørgsmål. Flygtningenævnet fandt derfor ikke fuldt ud at kunne fæste lid til ansøgerens forklaring. Uanset om det måtte forholde sig helt eller delvis som ansøgeren havde oplyst, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren fremstod som uprofileret, og at de tilbageholdelser som ansøgeren havde forklaret om, og som havde strakt sig over en periode fra 1994-2008, alle havde været af relativt kortvarig karakter, og at ansøgeren hver gang var blevet løsladt, uden at der var foretaget yderligere retsskridt imod ham. For så vidt angik ransagningen af ansøgerens bopæl i 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde sandsynliggjort, at der ved ransagningen var blevet beslaglagt belastende materiale vedrørende forholdene i Sudan og ansøgerens aktiviteter for organisationen. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgeren efter denne episode havde opholdt sig i mere end ni måneder i Sudan før udrejsen. Det byggede alene på ansøgerens formodninger, at myndighederne skulle mistænke ham for at være i ledtog med oprørsbevægelsen i Darfur. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Sudan kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der var ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger, som begæret af den beskikkede advokat. Sudan/2010/5
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan samt et barn. Samtidig stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse vedrørende den kvindelige ægtefælle fra Marokko. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger er etnisk bargarwi fra Sudan. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han havde som sit asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygtede for sit liv, idet han havde virket som kurer af politisk materiale. Han havde i den forbindelse været tilbageholdt og udsat for hårdhændet behandling. Han var eftersøgt af myndighederne, der havde ransaget hans bopæl. Uanset om ansøgerens forklaring på nogle punkter havde været behæftet med uoverensstemmelser, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde forklaret konsistent om de centrale punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring som værende utroværdig. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde tilstrækkelig sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Da ansøgerens asylmotiv knyttede sig til kurervirksomhed af politisk materiale, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse af grunde, der var omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er etnisk araber fra Marokko. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde efter sin egen forklaring forladt Marokko af økonomiske grunde. Hun havde ingen asylretlige problemer i hjemlandet i forhold til myndighederne eller grupperinger i landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2010/4
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan Indrejst i 2009. I 2006 flygtede ansøgeren sammen med sin familie fra sin landsby i det sydlige Darfur til en flygtningelejr i det vestlige Darfur. Fra 2006 indtil udrejsen i 2008 var ansøgeren bosat i lejren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk Al-Birgid og sunnimuslim og havde boet i en navngiven landsby i Syddarfur. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Janjaweed-militsen som følge af sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren havde herved særligt henvist til, at 200 maskerede mænd fra Janjaweed-militsen i foråret 2006 havde angrebet ansøgerens landsby, og at ansøgeren som følge heraf havde mistet sin jord og sine kreaturer og måtte flygte sammen med sin moder og fem søstre. Flygtningenævnet fandt, at angrebet imod landsbyen måtte anses som et led i de generelt urolige forhold i området, og at angrebet ikke kunne anses for at være udtryk for en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens kortvarige tilbageholdelse i efteråret 2007 sammen med en række andre unge mænd fra flygtningelejren på grund af en mistanke om våbensmugling kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst efter at have betalt en bøde og underskrevet en erklæring. Flygtningenævnet havde tillige tillagt det vægt, at ansøgeren også efterfølgende havde kunnet opholde sig i Sudan uden at blive udsat for overgreb, og at ansøgeren havde kunnet opnå udrejsetilladelse fra de militære myndigheder og problemfrit udrejse på eget pas i foråret 2008. Ansøgerens stammetilhørsforhold kunne på denne baggrund ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2010/2
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørendeen mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren udrejst fra Sudan til Libyen, hvor han havde opholdt sig ulovligt i ca. 2 år. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er født og opvokset i en navngiven landsby, at han etnisk tilhører tama stammen, og at han er muslim af trosretning. Ansøgeren havde aldrig været medlem af politiske partier eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit væsentlige asylmotiv henvist til, at bevæbnede personer på hesteryg i forbindelse med krigshandlinger i området i sensommeren 2006 havde stjålet alle kreaturer i landsbyen, herunder de kreaturer, der havde tilhørt ansøgerens familie. Landsbyboerne havde ikke gjort modstand, idet de havde frygtet at blive dræbt. Da ansøgeren efterfølgende var udrejst, havde han efterladt ægtefællen og sine to børn hos sine forældre, der fortsat havde haft jord og hus i landsbyen. Han havde i 2007 telefonisk talt med en fætter, der havde oplyst, at familiens forhold havde været meget dårlige, men at familien fortsat havde befundet sig i landsbyen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte begivenhed var udtryk for en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Darfur provinsen i Sudan, herunder for personer der tilhørte tama stammen, i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse. Ansøgerens frygt for at blive udsat for repressalier, såfremt han ved en tilbagevenden ikke ville være i stand til at give tilfredsstillende svar på spørgsmål, han ikke kendte, kunne ikke føre til et andet resultat. Sudan/2010/1.
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Det fulgte heraf, at ansøgeren var etnisk mazalit fra Vestdarfur. Janjaweed-militsen, som er regeringsunderstøttet, brændte ansøgerens landsby af i februar 2004. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, idet han blev truet til at oplyse, hvor hans fader befandt sig. Hans fader blev umiddelbart herefter dræbt af Janjaweed-militsen sammen med en række andre mazaliter i landsbyen. Ansøgeren, og hans tilbageværende familie, flygtede umiddelbart efter denne episode fra landsbyen. Af baggrundsoplysningerne fremgik, at Janjaweed-militsen, på tidspunktet for nævnets afgørelse, havde næsten komplet kontrol med Vestdarfur-området. På baggrund af ansøgerens tilhørsforhold til mazalit-stammen, som efter det oplyste havde været udsat for massive overgreb i området, fandt Flygtningenævnet, efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra Janjaweed-militsen, hvis han vendte tilbage til sit hjemområde, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, efter de foreliggende oplysninger, aldrig havde været udenfor sin landsby forud for sin udrejse af hjemlandet, og at ansøgeren efter det oplyste, ikke havde tilbageværende familiemedlemmer i området eller andre steder i Sudan. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at kunne tage ophold andre steder i Sudan. Sudan/2008/2
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at han fra 2003 var blevet udstationeret i et særligt paskontor i parlamentet i Kartoum, hvorfra han havde nægtet at ladet sig forflytte til Darfur. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for myndighedsforfølgelse, dels fordi han havde deltaget i ulovlige politiske aktiviteter, og også fordi han havde undladt at efterkomme en ordre til at lade sig forflytte til tjeneste i Darfur. Ansøgeren havde under hele sagen afgivet en sammenhængende og konsistent forklaring om disse forhold, herunder om at han under anholdelsen var blevet afhørt om sine politiske aktiviteter, og udsat for tortur. Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Nævnet fandt det dog ikke sandsynliggjort, at udsendelsesordren til Darfur havde haft forbindelse med ansøgerens politiske virksomhed, og dette var blevet støttet af henvisningen i den fremlagte dom til straffebestemmelser for ubegrundet tilsidesættelse af lovlige ordrer. Ansøgeren begrundede overfor nævnet sin vægring med samvittighedsgrunde. På baggrund af denne forklaring sammenholdt med forklaringen om den efterfølgende anholdelse, tortur og afhøring om politisk virksomhed fandt nævnet, at ansøgeren tilstrækkeligt havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for fornyet anholdelse og overgreb, der måtte betragtes forfølgelse. Sudan/2008/1
Nævnet stadfæstede i maj2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1972. Indrejst i 2006. Ansøgeren er muslim af trosretning og tilhører klanen Thongar. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde angivet, at han kom fra et område i Darfur-provinsen. Ansøgeren havde gennemgået en sprogtest, hvori det konkluderes, at det var sandsynligt, at ansøgeren havde en sproglig baggrund i det centrale Sudan, og at hans arabiske adskilte sig fra det arabiske, man taler i det angivne hjemmråde. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at ansøgeren stammede fra det angivne område i Darfur, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde angivet, at hans landsby blev udsat for et angreb fra Janjaweeds side, og at husene i landsbyen blev nedbrændt, herunder ansøgerens hus. Ansøgeren var ikke i kontakt med Janjaweed militsen ved angrebet, da han først kom tilbage til landsbyen, da angrebet havde fundet sted. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens landsby havde været udsat for et angreb, og at hans mor og hustru var forsvundet, er en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens påberåbte subjektive frygt kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i reel, konkret risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2007/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservice afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan, født i 1975, samt et barn. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun i 1996 traf sin nuværende ægtefælle på universitetet i Khartoum, og at de indledte et seksuelt forhold. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens familie var imod forholdet, og at ansøgerens brødre efter moderens død i 2004 ønskede ansøgeren gift med en fætter, og at ansøgeren for at vinde tid med henblik på at kunne rejse til Danmark gik med til at blive forlovet med sin fætter. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Sudan ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var en veluddannet 31-årig kvinde, der havde taget en mastergrad fra universitetet i Khartoum, og at hun i mange år selv havde undervist på universitetet. Ansøgeren var endvidere blevet gift med ægtefællen og havde stiftet selvstændig familie. Ansøgerens frygt for familiens og myndighedernes reaktioner byggede desuden alene på formodninger. Ansøgerens politiske aktiviteter i hjemlandet, der alene havde været af helt underordnet karakter, og som ophørte i 2001, fandtes ikke at være asylbegrundende. Det samme var tilfældet med den omstændighed, at ansøgeren udrejste på et pas og med en udrejsetilladelse, som var udstedt uden familiens samtykke. Sudan/2006/2
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født 1985. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for nævnet oplyste, at han var født i den midterste del af Darfur provinsen i Sudan. En sprog- og kendskabstest tydede på, at ansøgeren kom fra Nigeria. Ansøgeren forklarede blandt andet, at han var analfabet og nomade. Han rejste rundt med køer for at finde nye græsningsmuligheder, og det kunne efter ansøgerens opfattelse være forklaringen på, at han talte og forstod forskellige sprog og dialekter. Ansøgeren forklarede, at han aldrig havde været i Nigeria, mens han med udgangspunkt i Sudan havde været i Niger og Tchad med sine køer. Da han var analfabet, var det vanskeligt for ham, at beskrive disse rejser, herunder hvor lang tid det tog at rejse til fods med kvæg fra det centrale Darfur til for eksempel Niger – en rejse på cirka 1000 kilometer. Ansøgeren oplyste i øvrigt, at han var kristen og frani. Som væsentligste asylmotiv henviste ansøgeren til, at han og hans familie i januar 2005 blev udsat for alvorlige overgreb i deres landsby fra en gruppe arabere (Janjaweed-militsen). Mange flygtninge i Darfur-området var ringe uddannede og som følge heraf ikke i stand til at redegøre for deres forhold og situationen på en overbevisende måde. På den baggrund og blandt andet under henvisning til, at ansøgeren i Flygtningenævnet i et vist omfang havde kunnet redegøre for det område i det centrale Darfur, som han angav at komme fra, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Sudan. Selvom det lagdes til grund, at den landsby, som ansøgeren stammede fra, i januar 2005 havde været udsat for angreb fra Janjaweed-militsen, fandt Flygtningenævnet ikke, at der havde været tale om angreb af en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgerens broder – efter det oplyste – efterfølgende skulle have hævnet sig ved at brænde et hus ned, der skulle tilhøre overfaldsmændene, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at overfaldsmændene skulle være klar over identiteten på den person (ansøgerens broder), der brændte huset ned. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Sudan/2006/1
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan, født 1961. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun havde været medlem af det kommunistiske parti i Sudan siden 1983. Hendes aktiviteter havde efter 1989, hvor partiet på ny blev illegalt, bestået af interne og eksterne opgaver. Internt havde hun deltaget i møder og opbevaret partipapirer. Eksternt havde hun også efter 1989 været medlem af et kontor eller et udvalg, der blandt andet havde forestået storindkøb af fødevarer med henblik på billiggørelse af distributionen til kvinder samt en vis informationsvirksomhed, navnlig i relation til kvinders forhold. Efter ansøgeren i 1996 vendte tilbage til sin hjemby, hvorfra såvel hun som ægtefællen stammer, havde der ikke været nogen form for myndighedshenvendelser til ansøgeren vedrørende hendes aktiviteter. Ansøgerens ægtefælle havde ikke været politisk aktiv, og ansøgeren, der havde en højere landsbrugsuddannelse, havde siden 1996 været ansat af landbrugsministeriet i Sudan. I perioden fra 1997 til 1999 modtog hun dog alene grundløn. Nævnet fandt, at ansøgerens politiske aktiviteter måtte anses for begrænsede og ikke profilerende. Selv om ansøgeren i perioden fra 1985 til 1989, hvor kommunistpartiet var legalt, åbenlyst havde tilkendegivet sin tilknytning til kommunistpartiet, fandt nævnet på den nævnte baggrund ikke, at ansøgeren, da hun i oktober 2004 udrejste fra Sudan, kunne anses for at have været i myndighedernes søgelys på grund af sine politiske aktiviteter. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om det konkrete angreb fra en milits i oktober 2004 til grund. Ansøgeren havde først oplyst konkret herom til samtalen hos Udlændingestyrelsen i juni 2005, og hverken ifølge samtalereferatet eller i nævnsmødet havde ansøgerens forklaring, herunder om og i givet fald på hvilken måde hun søgte efter sin forsvundne ægtefælle og deres tre fællesbørn, fremstået som selvoplevet. Uanset de meget vanskelige men generelle vilkår i Darfur-provinsen, fandt nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan risikerede konkret forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i risiko for tortur eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren udrejste på ægte sudanesisk pas, der blev udstedt eller fornyet i 2002. Sud/2005/4
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1974 (M). Indrejst i april 2004. Ansøgeren angav at komme fra en landsby i provinsen Darfur. Han læste på universitet i Khartoum, hvor han blev medlem af S.F.D.A. (Sudan Federation Democratic Allines). Han deltog i møder og uddelte løbesedler for S.F.D.A. To gange blev han tilbageholdt og udsat for tortur af sikkerhedsstyrkerne på grund af sin politiske tilknytning til S.F.D.A. Dagen efter den sidste tilbageholdelse blev hans landsby udsat for angreb af sikkerhedsstyrkerne. Efter indrejsen fik han foretaget en sprogundersøgelse på foranledning af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår af konklusionen af den foretagne sprogtest, at det er højst sandsynligt, at ansøgeren ifølge sprogtesten hører hjemme i Sudan, hvorimod det er usandsynligt, at han hører hjemme i Dafur området. Det fremgår, at ansøgeren havde korrekt kendskab til Sudan, men mangelfuldt kendskab til Dafur. Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at personer, der kommer fra Dafur, har en anden udtale end ansøgeren, og at det er nemt at genkende deres måde at tale arabisk på, idet arabisk fra dette område ikke er almindeligt sudanesisk arabisk, som ansøgeren talte. Ansøgeren, der angiveligt havde boet en væsentlig del af sit liv i Dafur området, oplyste under nævnsmødet, at han ikke taler fur, og at han kun i begrænset omfang forstår fur. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Dafur området og kunne således heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han kom fra Dafurområdet kunne lægges til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgerens aktiviteter kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren alene havde udført begrænsede aktiviteter for S.F.D.A, og at ansøgeren, der efter sin egen forklaring havde været tilbageholdt to gange, var blevet løsladt begge gange uden videre retsskridt. Begivenhederne under nogle angreb på ansøgerens landsby havde ikke været rettet mod ansøgeren personligt, og der var ikke grundlag for at antage, at sikkerhedsstyrkernes angivelige interesse i ansøgeren havde baggrund i hans politiske forhold, som myndighederne efter hans egen forklaring ikke havde kendskab til. Nævnet fandt videre at såfremt ansøgeren ikke mente at kunne tage ophold i sin landsby, måtte han henvises til at tage ophold andet steds i Sudan, herunder eventuelt i Khartoum, hvor han har opholdt sig som voksen i en længere årrække. Som følge af det anførte var der ikke grundlag for at udsætte sagen, som begæret af advokaten, med henblik på foretagelse af udskrift af sprogtesten. Sud/2005/3
Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan, født 1975. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret konsistent og troværdigt om sine konflikter i hjemlandet. Nævnet måtte herefter lægge til grund, at ansøgeren er etnisk fur, og at han siden 1994 har udført aktiviteter for den politiske bevægelse JEM (Justic and Equality Movement) , hvilket har bragt ham i modsætningsforhold til myndighederne og herunder medført anholdelse, fængsling og meldepligt. Nævnet måtte endvidere lægge til grund, at han er udeblevet fra indkaldelser til folkehæren, PDF. På denne baggrund fandt nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at han ved tilbagevenden til hjemlandet på grund af sin etnicitet som fur og sine politiske aktiviteter ville være i særlig risiko for forfølgelse af de grunde, som er anført i Flygtningekonventionen. Sud/2005/2
Flygtningenævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1946. Indrejst første gang i 1969 og på ny i april 2001. Flygtningenævnet udtalteat ansøgeren er født og opvokset i Khartoum, hvorfra han udrejste i 1967. Ansøgeren opholdt sig fra 1969 til 1989 i Danmark, hvor han fik en uddannelse og siden fik ansættelse i det offentlige. Ansøgerens ægtefælle og en datter bor i Danmark. Ansøgeren opholdt sig fra 1989 til 2001 i Sudan, idet han blev nægtet udrejsetilladelse i denne periode. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at han stiftede og blev formand for stammerådet for sin stamme, at han ledede et familiemedlems valgkamp i 1996, at han skrev artikler til aviserne, samt at han fra 1999 havde aktiviteter for partiet UMMA. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han på grund af sit familietilhørsforhold havde været tilbageholdt i alt fire gange, men herudover i hele perioden været udsat for chikane fra myndighedernes side, idet man blandt andet havde nægtet ham at udrejse til Danmark, hvor han havde sin nærmeste familie. Ansøgeren levede i hele perioden under et ekstremt psykisk pres og angst for yderligere forfølgelse. Selvom ansøgeren var udrejst legalt efter indblanding fra sin fætter, fandt nævnet ikke, at det – henset til baggrundsoplysningerne, og ud fra en samlet konkret vurdering – kunne udelukkes, at ansøgeren som et profileret medlem af en kendt familie ved en tilbagevenden til Sudan ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Sud/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1988. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ved to lejligheder havde uddelt løbesedler mod anvendelse af børnesoldater for studenterforeningen Hezb El Talabah. Han blev i den forbindelse sammen med andre unge tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af politiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold havde antaget en sådan karakter, at det kunne anses at være asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde haft konflikter med myndighederne, at tilbageholdelsen var kortvarig, og at ansøgeren blev løsladt uden yderligere retsskridt. For så vidt angik spørgsmålet om værnepligt, lagde Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt eller opsøgt af myndighederne med henblik herpå. Han havde heller ikke været genstand for forsøg på tvangshvervning. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke var asylbegrundende forfulgt ved udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens generelle frygt for ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive indkaldt eller tvangsrekrutteret til militæret kunne anses for et forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå en konkretiseret risiko for, at ansøgeren i givet fald ville blive sendt til militærtjeneste i konfliktområder i Sydsudan og Darfur-provinsen. Sudan/2004/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 17 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren tilhører […], som er underklan til Zagawah og er muslim fra landsbyen […], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har opholdt sig i udlandet. Videre frygter han den generelle sikkerhedsmæssige situation i sin hjemegn. I forbindelse med borgerkrigen i Sudan oplevede han uroligheder, og han anvendte våben. I en længere periode tog han ophold i et bjergområde sammen med sin broder frem til deres udrejse. Det er under nævnsmødet blevet oplyst, at ansøgeren er idømt en betinget straf samt udvist betinget for overtrædelse af straffelovens § 266 og § 291, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har fremstået troværdig og selvoplevet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er fra den vestlige del af Darfur, og at han er han tilhører klanen […] under klanen Zagawah. Ansøgeren har forklaret, at hans landsby blev angrebet af Janjaweed, da ansøgeren var omkring ti år gammel. Ansøgeren har til sin advokat forklaret, at han blev bevæbnet og deltog i forsvaret af landsbyen. Der var tale om flere angreb. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens moder på grund af angrebene på landsbyen sendte ansøgeren og dennes ældre broder op i bjergene, hvor de herefter opholdt sig, indtil broderen besluttede, at de skulle flygte ud af Sudan. Ansøgeren har herefter frem til 2011 opholdt sig i Libyen sammen med den ældre broder. Denne ældre broder forsvandt i forbindelse med oprøret i Libyen, og ansøgeren har herefter været henvist til at klare sig selv. Ansøgerens modersmål er […]. Ansøgeren kan ikke læse og skrive dette sprog. På grund af det langvarige ophold i Libyen taler ansøgeren i dag arabisk bedre end modersmålet. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgeren på grund af sit etniske tilhørsforhold skulle tage ophold i Darfur. Ansøgeren er ikke-arab og tilhører en af de klaner, der ifølge baggrundsmaterialet fortsat er udsat for overgreb i den vestlige del af Darfur. Ansøgeren har antageligt ikke længere noget netværk i Darfur, og har på grund af alderen ved flugten og det lange ophold i Libyen nu arabisk som sit primære sprog. Ud fra en samlet vurdering af den mindreårige ansøgers forhold, herunder ansøgerens alder da han flygtede, baggrunden for flugten, det meget lange ophold uden for Darfur, og ansøgerens etniske tilhørsforhold, finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan og efterfølgende til Darfur er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er under nævnsmødet oplyst, at ansøgeren i Danmark er i dømt en betinget straf og en betinget udvisning. Nævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2013/2
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører klanen Fur, familieklanen Tenjir. Ansøgerens klan er muslimsk, mens ansøgeren er kristen. Han kommer fra en mindre landsby vest for Al Fashir, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Janjaweed og den sudanesiske efterretningstjeneste, der sammen forsøger at udrydde ansøgerens klan i Darfur. Ansøgeren har henvist til, at han i 2004 sammen med andre beboere fra landsbyen blev tilbageholdt i cirka 20 dage af Janjaweed og udsat for grove fysiske overgreb. Han blev beskyldt for at støtte organisationer, der var imod regeringen. Janjaweed angreb endvidere ofte landsbyen. Under et af disse angreb blev ansøgerens broder skudt i benet, da Janjaweed forsøgte at tage ham med. Broderen blev herefter sendt ud af Sudan af ansøgerens fader. Faderen blev efterfølgende afhørt af Janjaweed herom. I 2004 blev ansøgerens fader skudt og dræbt af efterretningstjenesten, der kom for at anholde ansøgeren, i forsøget på at beskytte familien mod overgreb fra disse. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin egen klan, idet han i en fireårig periode er kommet i en katolsk kirke. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens broder blev forfulgt af Janjaweed og flygtede fra Sudan, og at ansøgerens fætter og en nabo blev konkret udpeget og dræbt af Janjaweed på grund af deres støtte til et oppositionsparti. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for voldsomme overgreb og herunder udspurgt om sin forbindelse til oppositionen, og at Janjaweed efter hans flugt opsøgte ham på bopælen, udsatte familien for overgreb og dræbte hans fader. Efter dette hændelsesforløb har forfølgelsen antaget konkret karakter i forhold til ansøgeren. Efter baggrundsoplysningerne om Janjaweeds overgreb mod bestemte etniske grupper i Dafur, som stemmer med ansøgerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at forfølgelsen af ansøgeren og hans familie er etnisk begrundet. Efter baggrundsoplysningerne er Janjaweeds overgreb med bestemte etniske grupper, som støttes af regeringen, ikke aftaget. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren konkret vil risikere etnisk begrundet forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til Sudan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2012/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamawi fra landsbyen […], der er beliggende i provinsen al-Jazirah i Sudan. Hans familie stammer oprindeligt fra Darfur provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og straffet af de sudanesiske myndigheder, som mistænker ham for at være tilknyttet en oprørsgruppe ledet af Ibrahim Khalil. Han har i den forbindelse gjort gældende, at han er særlig udsat for at blive mistænkt for tilhørsforhold til oprørsgruppen på grund af sin etnicitet og sit langvarige ophold i udlandet. Ansøgeren har til sagen forklaret, at en oprører fra Ibrahim Khalils gruppe i foråret 2008 opsøgte ansøgerens forretning og truede de ansatte i ansøgerens til at udlevere noget tøj, som oprøreren skulle bruge for at kunne skjule sig. Cirka en uge senere blev ansøgeren opsøgt i sin forretning af personer fra sikkerhedstjenesten, som tog ham med. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to uger. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om sit forhold til oprørerne og udsat for slag. I sommeren 2008 blev ansøgeren på ny tilbageholdt i forbindelse med, at han forsøgte at udrejse til Syrien. Han blev ligeledes afhørt og slået under denne tilbageholdelse. Efter cirka to uger blev han løsladt og fik i den forbindelse at vide, at han ville blive overvåget, og at han aldrig ville slippe ud, såfremt sikkerhedstjenesten anholdt ham igen. Efter en måneds ophold i landsbyen tog ansøgeren ophold i byen […] i det sydlige Sudan, hvor han åbnede en fiskerestaurant. Efter cirka fire måneder opfordrede en af kunderne i restauranten, […], ansøgeren til at udrejse, idet sikkerhedstjenesten holdt øje med ham. Ansøgeren har fået oplyst, at kunden arbejdede for sikkerhedstjenesten. I sommeren 2009 udrejste ansøgeren til Egypten. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev anholdt af myndighederne i foråret 2008 efter urolighederne i Khartoum og anholdt i sommeren 2008 ved lufthavnen i forbindelse med en planlagt udrejse af Sudan, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der var nogen forbindelse mellem de to anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge anholdelser må anses for generelle og vilkårlige tilbageholdelser og ikke specielt rettet imod ansøgeren. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaringer om, at der ved løsladelsen efter den første anholdelse blev taget fotografier af ham, idet denne forklaring først er fremkommet med samtalen med advokaten. Uanset om ansøgeren herefter i en periode blev overvåget af myndighederne kan dette heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om overvågningens intensitet. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter den anden tilbageholdelse opholdt sig i Sudan, uden at han blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han efter at have lukket sin fiskerestaurant i […]holdt sig skjult dels i […] dels i sin hjemby. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst dette under samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på dette, herunder at han ikke har oplyst herom i sit asylskema. Hverken ansøgerens etnicitet eller de generelle forhold i Sudan kan i sig selv begrunde asyl. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren under tilbageholdelser blev udsat for fysiske overgreb kan dette ikke sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der fremstår som helt uprofileret, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2011/2
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fur fra en navngiven by i Darfur, Sudan. Han tilhører Altongor-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hans ægtefælle og datter døde i 2004 under et Janjaweed-angreb. Senere i foråret 2004 blev han opsøgt af seks bevæbnede mænd fra Janjaweed, som tilbageholdt ham i en navngiven millitærbase/kaserne i omkring 14 dage. Han blev i de første dage afhørt samt udsat for alvorlige fysiske overgreb. Han blev blandt andet slået med en hård træstok. Han har stadig ar på kroppen, herunder på brystkassen og ovenpå hovedet. Selvom Janjaweed ikke kunne få bekræftet, at han solgte olie og benzin til fur-militsen, blev han tilbageholdt på basen, så han kunne arbejde der. Han blev tvunget hertil, idet Janjaweed ikke kunne lide fur. Beskyldningen om benzinsalget var nærmest en undskyldning. På trods af et brækket ben lykkedes det ham, med hjælp fra en undersergent, at flygte fra lejren. Han blev skjult i en kameltaske. Ansøgeren havde betalt sergenten 100 pund for at hjælpe ham ud. Janjaweed havde ikke fundet beløbet under den overfladiske visitation, der blev foretaget i forbindelse med hans anholdelse. Derefter holdt ansøgeren sig skjult i en nærliggende landsby i seks måneder. Da han var blevet rask, rejste han hen til sin broder, der boede i en navngiven by, cirka 200 kilometer fra ansøgerens bopæl. Broderen fortalte ham, at Janjaweed flere gange havde været på hans bopæl og fortalt broderen, at ansøgeren var eftersøgt samt, at dette havde sammenhæng med, at han var flygtet fra Janjaweed-kasernen. Fra broderen rejste han til en navngiven by, nord for Khartoum, hvor han - da han havde sparet op hertil - efter cirka 11 måneder, udrejste til Ægypten. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, allerede fordi han er fur, der er udsat for etnisk udrensning og folkemord i Darfur. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er fur fra Darfur samt, at hans ægtefælle og datter blev dræbt under en Janjaweed-aktion i sig selv kan begrunde, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionen. Uanset om ansøgerens forklaring om hans øvrige forhold måtte kunne lægges til grund, kan disse heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flertallet henser her blandt andet til, at forklaringen overvejende har været konsistent under hele forløbet. Idet flertallet herefter lægger til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt på en Janjaweed-kaserne, fordi han blev beskyldt for samarbejde med fur-milits, og at han på kasernen blev udsat for grovere fysisk mishandling. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at Janjaweed efterfølgende har eftersøgt ansøgeren hos broderen, der bor 200 kilometer fra ansøgeren, samt at ansøgeren efter flugten holdt sig skjult. Herefter, og også henset til de nuværende forhold i Sudan, finder flertallet efter en samlet vurdering, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan fortsat vil risikere at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller anden nedværdigende behandling. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” suda/2011/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra [en mindre by], Junainah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i mange år har været en konflikt over landbrugsjorden i ansøgerens landsby mellem Janjaweed-klanen og Gemed-klanen, som ansøgerens stedfar og bror tilhører. En aften i [efteråret] 2015 opstod der problemer i ansøgerens landsby. Ansøgeren og hans bror, [A], blev derfor gemt i en brønd ude i haven. Efter to og en halv time kom ansøgeren op ad brønden og ledte efter sin stedfar og mor. Ansøgeren så, at deres hus var brændt ned. Ansøgerens stedfar og mor var ikke at finde på bopælen. Ansøgeren hjalp derefter [A] op ad brønden, idet [A] havde brækket begge sine arme, da han hoppede ned i brønden. Ansøgeren ledte efter sin stedfar og sin mor i landsbyen og kunne konstatere, at der var en del personer fra landsbyen, der var blevet slået ihjel. Ansøgeren og [A] udrejste af Sudan samme dag. Efterfølgende har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens stedfar og ansøgerens mors lig er blevet fundet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at der har været tolkemæssige udfordringer som følge af ansøgerens dialekt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og indbyrdes divergerende med sin bror [A] om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [A] om, hvor lang tid de to brødre befandt sig i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring to og en halv time, mens ansøgerens bror [A] til sin asylsamtale har forklaret, at de opholdt sig i brønden i omkring otte timer fra klokken 19 til klokken 03. Ansøgeren har endvidere forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [A] om, hvorvidt ansøgerens stedfar kom tilbage, efter at han havde været udenfor for at se, hvad der foregik i landsbyen, idet ansøgeren har forklaret, at ansøgerens stedfar kom tilbage efter omkring 15 minutter, mens ansøgerens bror [A] har forklaret, at ansøgerens stedfar ikke kom tilbage. Samtidig har ansøgeren forklaret indbyrdes divergerende med sin bror om, hvorledes broren brækkede sine arme, idet ansøgeren har forklaret, at broren brækkede begge arme, da ansøgeren sprang ned og landede ovenpå ansøgerens bror, mens broren [A] har forklaret, at han brækkede begge arme ved albuen, da han sprang ned i brønden. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende med sin bror [A] om vandstanden i brønden, idet ansøgeren har forklaret, at der kun var mudder i bunden af brønden, mens ansøgerens bror har forklaret, at der var vand til midt på hans skinneben og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der ikke var ret meget vand. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han trak sin bror op ad brønden lige efter, at han selv var kommet op, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han først trak sin bror op, efter at han i omkring 20 minutter havde ledt efter forældrene i ruinerne af deres nedbrændte hus, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret dels, at han trak sin bror op umiddelbart efter, at han selv var kommet op af brønden, dels at han trak broren op, efter at han i omkring ti minutter havde ledt efter et ekstra reb. Vedrørende det nedbrændte hus har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at murene var af ler, og at de stod tilbage, da huset var brændt ned, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at murene var opført af en slags hø og blade, og at de var brændt helt væk. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet ansøgeren efter asylsamtalen [i begyndelsen af] 2017 angiveligt via sin ven [D] fra landsbyen […] er blevet bekendt med, at ansøgerens stedfar [C] skulle have hjulpet Janjaweed og fortalt ting om landsbyens beboere. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren udbyggende forklaret, at en uoverensstemmelse mellem [C] og Janjaweed skulle være grunden til, at forældrene blev slået ihjel og deres hus brændt ned. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på denne del af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren er profileret i en sådan grad, at han ved indrejse i Sudan må antages at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det væsentlig betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at det fremgår af sagen, at ansøgeren er registreret med Eurodac-hit i Italien [i foråret] 2016 og i Belgien [senere på foråret] 2016. Samtidig fremgår det af ansøgerens brors sag, at han er registreret med et Eurodac-hit i Belgien [i foråret] 2015, det vil sige før ansøgernes angivelige udrejse af Sudan i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet må derfor tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er flygtet sammen med sin bror [A], og at de har været sammen hele tiden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2018/2/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en mindre by], Junainah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i mange år har været en konflikt over landbrugsjorden i ansøgerens landsby mellem Janjaweed-klanen og Gemed-klanen, som ansøgeren og hans far tilhører. En aften i [efteråret] 2015 opstod der problemer i ansøgerens landsby. Ansøgeren og hans bror, [B], blev derfor gemt i en brønd ude i haven. Efter flere timer i brønden hjalp [B] ansøgeren op ad brønden, idet ansøgeren ikke selv kunne komme op, fordi han havde brækket begge arme, da han hoppede ned i brønden. Da ansøgeren og [B] kom op ad brønden, så de, at deres hus var brændt ned, og at ansøgerens forældre ikke var at finde på bopælen. [B] ledte efter deres forældre i landsbyen og kunne konstatere, at en del personer fra landsbyen var blevet slået ihjel. Ansøgeren og [B] udrejste af Sudan samme dag. Efterfølgende har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens forældres lig er blevet fundet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren reelt er analfabet, og at der har været tolkemæssige udfordringer som følge af ansøgerens dialekt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og indbyrdes divergerende med sin bror [B] om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt familien sov, da Janjaweed kom til landsbyen. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien lå og sov, da Janjaweed kom, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at forældrene sad i forhaven, og ansøgeren sad og læste i koranen inde i huset på et værelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der gemte ham og hans bror i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen dels har forklaret, at det var ansøgerens far, der gemte dem i brønden, og at det var ansøgerens mor, der lukkede låget, dels senere i samtalen, at det var ansøgerens mor, der hjalp dem ned i brønden, og at begge forældre var til stede. Dette er i modstrid med ansøgerens bror [B’s] forklaring om, at det var ansøgerens far [C], der skubbede ansøgeren ned i brønden og senere lagde låget på. Ansøgeren har yderligere forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [B] om, hvor lang tid de to brødre befandt sig i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring otte timer fra klokken 19 til klokken 03, mens ansøgerens bror [B] til sin asylsamtale har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring to og en halv time. Hertil kommer at ansøgeren har forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [B] om, hvorvidt ansøgerens far kom tilbage, efter at han havde været udenfor for at se, hvad der foregik i landsbyen, idet ansøgeren har forklaret, at ansøgerens far ikke kom tilbage, mens ansøgerens bror [B] har forklaret, at faren kom tilbage efter omkring 15 minutter. Samtidig har ansøgeren forklaret indbyrdes divergerende med sin bror om, hvorledes han brækkede sine arme, idet ansøgeren har forklaret, at han brækkede begge arme ved albuen, da han sprang ned i brønden, mens ansøgerens bror [B] har forklaret, at ansøgeren brækkede begge arme, da [B] sprang ned og landede ovenpå ansøgeren. Ansøgeren har også forklaret divergerende med sin bror [B] om vandstanden i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var vand til midt på hans skinneben, mens hans bror [B] har forklaret, at der kun var mudder i bunden af brønden. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der ikke var ret meget vand. Flygtningenævnet har tillagt det væsentlig betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at det fremgår af sagen, at ansøgeren er registreret med Eurodac-hit i Belgien [i foråret] 2015, det vil sige før hans angivelige udrejse af Sudan i [efteråret] 2015. Samtidig fremgår det af ansøgerens brors sag, at han er registreret med et Eurodac-hit i Italien [i foråret] 2016 og i Belgien [senere på foråret] 2016. Flygtningenævnet må derfor tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er flygtet sammen med sin bror [B], og at de har været sammen hele tiden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der er etnisk araber, men hvis mor er etnisk fur, er profileret i en sådan grad, at han ved indrejse i Sudan må antages at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker samtidig, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret afglidende og har haft svært ved at huske selv simple forhold, som det måtte forventes, at ansøgeren kunne huske. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2018/1/EMU
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Su-dan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2016. I februar 2017 anmodede advokaten om genoptagelse. I februar 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Al-Bagal og sunni muslim fra […],[…] i det sydlige Darfur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i elevrådet ”[…] Darfur” på universitetet, […], i [en større by], hvor ansøgeren læste […]. Ansøgeren var […]ansvarlig i foreningen, og rådet havde til formål at oplyse de studerende om, hvad der var sket i Darfur samt give humanitær hjælp til udsatte mennesker i Darfur. En dag i 2011 da ansøgeren var på vej hjem fra universitetet, blev han kidnappet af 4 mænd, som tog ham med i en Landrover. Ansøgeren blev kørt til et fængsel, hvor myndighedspersoner under afhøring anklagede ham for at være politisk aktiv og imod staten og anklagede ham for at have indkøbt våben og givet dem videre til oprørsgrupper i Darfur. Ansøgeren var fængslet i et år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ved løsladelsen blev pålagt meldepligt hos efterretningstjenesten i [en større by], hvilken han overholdt. I sommeren 2012 genoptog ansøgeren sit studie men opdagede, at hans forening var blevet nedlagt, hvorfor ansøgeren startede rådet op igen og igen var […]ansvarlig. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren fængslet for anden gang. De anklagede ham igen for at være politisk aktiv og for at indkøbe våben til oppositionsgrupper i Darfur. Under dette fængselsforløb blev han på ny udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter seks måneder i [begyndelsen af] 2014 mod, at han igen skulle melde sig på det nærmeste efterretningstjenestekontor i [en større by] hver torsdag og lørdag. Hver gang ansøgeren meldte sig, blev han verbalt truet af myndighederne. I tiden efter løsladelsen blev ansøgeren løbende opsøgt af myndighederne på sin bopæl, hvor personer fra myndighederne bankede på døren til ansøgerens bopæl og chikanerede ham og familien. Myndighedspersonerne spurgte ikke efter ansøgeren, men lod hver gang som om, at de ledte efter en anden. Ansøgerens familie fik til sidst nok af myndighedernes trusler, hvorfor de hjalp ansøgeren med at udrejse fra Sudan i [begyndelsen af] 2015. Der foreligger en torturundersøgelse fra januar 2017 foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe. Et flertal af Flygtningenævnet fandt i sin beslutning af […] november 2016 ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, da resultatet af en sådan undersøgelse ikke ville være af afgørende betyd-ning for sagen. Et flertal af Flygtningenævnet kunne i sin beslutning af […] november 2016 ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet fandt, at forklaringen forekom divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet lægger imidlertid på baggrund af Amnesty Internationals lægegruppes rapport af […] januar 2017 vedrørende en personundersøgelse af ansøgeren til grund, at ansøgeren forud for udrejsen af Sudan har været udsat for tortur, herunder slag til hovedet, som har haft alvorlige fysiske og visse psykiske følger for ham. Flygtningenævnet finder på den baggrund – uanset at forklaringen om ansøgerens asylmotiv på en række punkter har divergeret, herunder blandt andet omkring hans arbejdsforhold og om størrelsen på de til ”[…] Darfurs” indsamlede midler – ud fra princippet om benefit of the doubt, i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft et konfliktforhold til de sudanesiske myndigheder som følge af hans deltagelse i gruppen ”[…] Darfur” på universitetet, og at ansøgeren har været udsat for tortur under fængsling. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Suda/2017/8/col
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim af trosretning fra Syddarfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter forfølgelse fra myndighederne og de arabiske stammer, fordi han er etnisk fur. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter forfølgelse fra myndighederne, idet han har været tilbageholdt og fængslet to gange i Sudan mistænkt for at arbejde mod regeringen. Ansøgeren har herunder i 2014, efter at være tvangshjemsendt fra Israel, været tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder i en længere periode mistænkt for at være spion og for at have deltaget i demonstrationer mod styret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den sudanesiske regering angreb og nedbrændte hans landsby [i begyndelsen af] 2004, hvorefter ansøgeren og ansøgerens familie flygtede til flygtningelejren Abd Algabar. I [begyndelsen af] 2010 blev ansøgeren anholdt af den sudanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren blev ført til efterretningstjenestens hovedkvarter i Kass, hvor han blev bedt om at arbejde som spion. Da ansøgeren nægtede dette, blev han beskyldt for at tilhøre SLA (Sudan Liberation Army) og blev overført til hovedkvarter i Nyala, hvor han var fængslet frem til [medio] 2010. I denne periode blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet [omkring to uger senere i] 2010, hvorefter han tog til Alijazzeria, hvor han arbejdede frem til [slutningen af] 2010. Ansøgeren rejste herefter til Khartoum, hvor han fik udstedt rejselegitimation og udrejste til Israel. Ansøgeren arbejdede i Israel frem til [begyndelsen af ] 2014, hvor han blev sendt tilbage til Sudan af den israelske regering. Ansøgeren blev anholdt af de sudanesiske myndigheder, da han ankom til Khartoum. Ansøgeren blev identificeret som fur. Ansøgeren blev tilbageholdt og afhørt. Den sudanske efterretningstjeneste havde nøje kendskab til ansøgerens aktiviteter i Israel. Ansøgeren blev underkastet forhør, hvorefter han blev overført til fængslet i Korba. Her blev ansøgeren dagligt forhørt og i den forbindelse udsat for forskellige former for tortur. Det lykkedes imidlertid ansøgeren og en række andre fanger at gennemføre en aftalt flugt, da de blev overført til et fængsel i Omdurman. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet støttes af den foretagne torturundersøgelse og baggrundsoplysningerne om forholdene i Sudan. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han i perioden fra 2004 til 2010 opholdt sig i flygtningelejren Abd Algabar, at ansøgeren i 2010 blev søgt hvervet af efterretningstjenesten, og at ansøgeren, da han afslog dette, blev tilbageholdt og udsat for tortur. Ansøgeren har endvidere sandsynliggjort, at han undslap og flygtede til Israel, hvor ansøgeren deltog i demonstrationer mod den sudanesiske regering. Ansøgerens forklaring om demonstrationerne i Israel, og ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med de israelske myndigheders tilbagesendelse af flygtninge og migranter til Sudan, stemmer ligeledes overens med baggrundsoplysningerne. Ansøgeren har videre sandsynliggjort, at han, da han i begyndelsen af 2014 ankom til lufthavnen i Khartoum, straks blev tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder, der havde kendskab til ansøgerens ophold i Israel og ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Israel, og at ansøgeren under de forhør, der fulgte, på ny blev udsat for tortur og beskyldt for at være spion for Israel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren, der er fur, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Suda/2017/7/STR
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren blev i 2011 medlem af universitetsrådet, sammenslutningen af Darfurs Sønner, i hvilken forbindelse ansøgeren uddelte flyers, deltog i møder og demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive henrettet eller fængslet af de sudanske myndigheder, idet ansøgeren har været politisk aktiv imod det sudanesiske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2012 holdt et foredrag for 200 til 300 studerende på sit universitet. Under ansøgerens tale kom der studerende og repræsentanter fra efterretningstjenesten løbende ind i lokalet med køller og knive. Repræsentanterne fra efterretningstjenesten havde geværer og brugte tåregas, og ansøgeren og 20 til 30 andre studerende blev anholdt. Ansøgeren blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev beskyldt for, at han ville vælte regimet. Efter seks måneders tilbageholdelse, blev ansøgeren løsladt med hjælp fra en humanitær organisation, hvorefter han genoptog sit studie og arbejdet for universitetsrådet. Ansøgeren blev i [foråret] 2014 anholdt til en demonstration, som blev afholdt i forbindelse med, at styret havde dræbt en studerende ved navn […] under en tidligere demonstration samme måned. Ansøgeren blev igen udsat for tortur og blev beskyldt for at være medskyldig i drabet på den pågældende studerende. Ansøgeren blev løsladt efter to måneder, idet en af ansøgerens slægtninge, […], betalte kaution, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til universitetet og sit arbejde for universitetsrådet. [I foråret] 2015 blev et møde i rådet igen angrebet af andre studerende, som bar køller og knive. Under angrebet blev en af de studerende, […], som angreb forsamlingen, kvæstet og døde som følge heraf. Ansøgeren flygtede til byen […]. Dagen efter blev alle studerende fra Darfur beskyldt for den studerendes død, hvorefter ansøgeren og andre studerende blev smidt ud af deres kollegier. Ansøgeren fik sat ild til sit værelse, og alle hans dokumenter blev brændt. Ansøgeren flygtede herefter fra Sudan. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sine aktiviteter i organisationen Darfurs Sønner har været tilbageholdt i henholdsvis seks og to måneder af de sudanesiske sikkerhedsstyrker og i den forbindelse har været udsat for tortur. Der er herved, henset til de foreliggende baggrundsoplysninger (herunder blandt andet rapporten fra Amnesty International, ‘Uninvestigated, unpunished’, human rights violations against Darfuri students in Sudan, udgivet den 18. januar 2017) om dels organisationens eksistens og dels om de af ansøgerens beskrevne metoder, der er taget i anvendelse af sikkerhedsmyndighederne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” suda/2017/6/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk fur og muslimer af trosretning fra [et område], Darfur, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne eller af Janjaweed militsen, som de samarbejder med, idet de tror, at den mandlige ansøger er en del af oprørsbevægelsen imod dem. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøger på et ikke nærmere kendt tidspunkt i 2014 blev voldtaget af personer fra Janjaweed, da hun samlede brænde i skoven nær ansøgernes flygtningelejr i [området]. Efterfølgende overtog den mandlige ansøger opgaven med at samle brænde i skoven. Omkring en måned efter denne episode blev den mandlige ansøger og fire af hans venner overfaldet samme sted af Janjaweed, da de skulle samle brænde. Janjaweederne var bevæbnede og bandt dem på hænderne, hvorefter de tog dem med til deres lejr. Her henrettede Janjaweederne to af den mandlige ansøgers venner, da de havde mærker på skuldrene fra brændet, de havde båret, hvilket, Janjaweed troede, stammede fra, at de havde båret våben for en oprørsgruppe. Ansøger og de to andre, der var tilbage, blev bundet til et træ og var tilbageholdt i en uge. Herefter kom myndighederne til lejren og transporterede dem til et fængsel i [området]. Her sad de fængslet i samme celle. De blev afhørt og tortureret hver anden dag. Efter omkring et halvt år i fængsel flygtede den mandlige ansøger. Da han skulle på toilettet, flygtede han ud gennem et vindue og løb hjem til lejren, hvor familien boede. Ingen fulgte efter ham. Den mandlige ansøger opholdt sig to nætter hos naboen til familien. Han turde ikke sove på bopælen, så han overnattede begge nætter hos naboen. Derefter flygtede han sammen med den kvindelige ansøger og et eller to af de medfølgende børn ud af huset. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har subsidiært henvist til de generelle forhold for etniske fur og andre ikke arabiske personer i Darfur. Mere subsidiært har den beskikkede advokat anmodet om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge de væsentligste dele af ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været fængslet i omkring seks måneder på baggrund af en mistanke om tilhørsforhold til en oprørsgruppe, og at ansøgerne flygtede fra flygtningelejren i [området] to døgn efter, at den mandlige ansøger var undsluppet fængselsopholdet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes troværdighed lagt afgørende vægt på, at forklaringen om fængselsopholdet og navnlig omstændighederne omkring flugten fra fængslet ikke fremstår sandsynlig. Den mandlige ansøgers forklaring herom for Udlændingestyrelsen har været udetaljeret. Under mødet i Flygtningenævnet er den mandlige ansøger derfor blevet systematisk og deltaljeret udspurgt om de nærmere omstændigheder, og ansøgeren er herunder blevet opfordret til at forklare hændelsesforløbet detaljeret med egne ord. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til dette, men han har besvaret de mange konkrete spørgsmål herom. Ansøgerens besvarelse af disse spørgsmål fremstår ikke logisk. Det fremstår således ikke sandsynligt, at ansøgeren efter omkring seks måneders fængselsophold, hvorunder han hele tiden har opholdt sig i et meget lille lokale uden mulighed for ophold i fri luft og uden muligheder for afvaskning og tøjskift samt med utilstrækkelig ernæring, kunne være i en sådan kondition, at han var i stand til at flygte fra fængslet på den måde, han har forklaret om. Ansøgeren har forklaret divergerende om detaljer i forbindelse med flugten, herunder hvorledes vinduet kunne lukkes op, og hvorledes han kunne komme ud. Ansøgeren har forklaret, at han havde omkring fem minutter til at flygte, inden vagten ville reagere. Han vidste ikke på forhånd, om han fra toiletvinduet ville komme direkte ud af fængslets område, hvilket angiveligt viste sig at være tilfældet. Flygtningenævnet finder videre, at det er usandsynligt, at vagten ikke opdagede hans flugt på så tidligt et tidspunkt, at man ville kunne pågribe ansøgeren. Flygtningenævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren havde mulighed for at låse døren til toilettet indefra. Videre er det utroværdigt, da den mandlige ansøger ikke har oplyst om fængselsopholdet i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om karakteren af den tortur, han var udsat for, henholdsvis i Janjaweed lejren og i fængslet. Flygtningenævnet bemærker vedrørende de fremlagte fotos af den mandlige ansøgers skader, at de ikke i sig selv dokumenterer, at han har været udsat for tortur, idet årsagen til skaderne ikke kan vurderes. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for angreb eller indblandet i slagsmål, som kan medføre de fremviste skader. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgerne og de to andre par fra ansøgernes familier, der søgte asyl samme dag som ansøgerne, har oplyst forskellige asylmotiver. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne og disse familiemedlemmer har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de flygtede fra flygtningelejren i Sudan sammen og samtidig. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgernes ene søn er født i november 2014, at den mandlige ansøgers fængsling angiveligt fandt sted i 2014, at flugten fra flygtningelejren ligeledes fandt sted i 2014, at den kvindelige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, at de medtog to børn under flugten, men under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at de alene medtog et barn, og at hun ikke kunne oplyse, hvorvidt hun var gravid eller ej, da de flygtede. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes bopæl ikke blev opsøgt, i løbet af de to døgn, der gik inden flugten, og at ansøgernes forklaringer om, hvad de har fået oplyst fra familiemedlemmernes side om eftersøgning af den mandlige ansøger, fremstår usikker og divergerende. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis vedrørende etniske fur fra Sudan og de generelle baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for asyl som følge af de generelle forhold. Det forhold, at de i 2003 blev fordrevet fra deres hjemlandsby, kan ikke medføre en anden vurdering på nuværende tidspunkt. Vedrørende den mere subsidiære påstand om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger, finder Flygtningenævnet ikke grundlag herfor. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt afgørende vægt på den foran beskrevne begrundelse for, at forklaringen om fængselsopholdet ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2017/5/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres mindreårige barn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for overgreb af militsen Janjaweed, som har til formål at skade folk fra fur-stammen, og som i 2003 angreb og nedbrændte ansøgernes hjembyer, hvorefter de måtte flygte til [byen X]. Endvidere frygter den mandlige ansøger de sudanesiske myndigheder, fordi han i 2009 nægtede at aftjene værnepligt, og den kvindelige ansøger frygter at blive omskåret af folk fra stammen Tama. Den mandlige ansøger har til støtte herfor endvidere henvist til, at han i 2005 blev stoppet af fem mænd fra Janjaweed, som tog hans cykel og slog ham et par gange med pisk. Primo 2009 blev han sammen med omkring 50 andre personer af regeringen inviteret til et møde på en militærbase, hvor han og de andre fremmødte fik at vide, at de skulle være en del af militæret. Ansøgerens navn og telefonnummer blev i den forbindelse registreret, så myndighederne havde mulighed for at finde ham i deres system. Dagen efter mødtes han med de andre deltagere, hvor de talte om, at de ville være nødsagede til at bære våben og slå andre personer ihjel, hvis de skulle aftjene værnepligt. De kontaktede derfor en lokal radiostation, og herefter blev der i radioen nævnt, at omkring 50 personer nægtede at aftjene værnepligt. Dagen efter blev ansøgeren og hans fætter beskudt af tre maskerede mænd, hvorfor ansøgeren flygtede hen til sin mosters hus, hvor han opholdt sig i omkring en time. Dernæst opholdt han sig 10 dage i et hus i den flygtningelejr, hvor han boede, inden hans far foranstaltede, at han blev kørt hen til et område, der ligger omkring fem dages kørsel fra lejren. Ansøgeren fik efterfølgende fortalt af sin ven, at ansøgeren og de andre deltagere var eftersøgt. I 2014 blev ansøgeren igen stoppet af Janjaweed, som kropsvisiterede ham, inden de gav ham lov til at gå videre. Ansøgerne opholdt sig i [X], indtil de i foråret 2015 udrejste af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af den mandlige ansøgers forklaring til grund, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende. Ansøgeren har ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen […] forklaret, at en ven i radioen havde advaret folk mod at lade sig hverve af det sudanesiske militær. Han forklarede endvidere, at han ikke selv havde konflikter med myndighederne. Ved asylsamtalen [i] 2016 har han forklaret, at han forud for radioudsendelsen sammen med 50 andre var indkaldt til et møde om militærtjeneste, og at gruppen efterfølgende besluttede, at de ikke ville være en del af militæret, og at han 10 dage senere flygtede til [byen Y] i det nuværende Sydsudan, fordi han var efterlyst. Endvidere har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret om en episode i 2007, hvor han blev beskyldt for at udbringe varer til oprørsgrupper og var tilbageholdt i et døgn. Denne episode har han ikke omtalt under de tidligere samtaler. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne ikke ville forsøge at opsøge den mandlige ansøger i løbet af de efterfølgende 6 år, inden han forlod landet, hvis han havde unddraget sig militærtjeneste. Det er på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse. Den mandlige ansøger rejste i 2014 fra [Y] til Darfur, hvor han kunne opholde sig uden andre problemer, end at han blev stoppet af en bevæbnet gruppe, formentlig fra Janjaweed, som visiterede ham og derefter lod ham gå. Den kvindelige ansøger har alene påberåbt sig sin generelle frygt ved at opholde sig i Sudan og frygten for, at hendes datter vil blive omskåret. Det beror på en formodning, at ansøgernes datter vil blive omskåret, og dette forhold er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/4/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres to mindreårige børn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for overgreb af militsen Janjaweed, som har til formål at skade folk fra fur-stammen, og som i 2003 angreb og nedbrændte ansøgernes hjembyer. Ansøgerne har til støtte herfor endvidere henvist til, at den kvindelige ansøgers farmor blev slået i hovedet med en kæp under angrebet, hvorefter hun afgik ved døden. To til tre uger efter angrebet tog den mandlige ansøger tilbage til sin hjemby, hvorefter han blev tilbageholdt og slået bevidstløs af personer fra Janjaweed. Begge ansøgere flygtede til [byen X] uafhængigt af hinanden. De blev først gift i 2011. Endvidere har den mandlige ansøger henvist til, at Janjaweed to til tre gange om året overfaldt ham, herunder udsatte ham for vold, indtil ansøgerne i 2014 udrejste af Sudan. Det værste overfald fandt sted i 2009, hvor ansøgeren sammen med en gruppe bestående af 10 personer samlede brænde i skoven. Janjaweed kom og hentede pigerne fra gruppen, imens ansøgeren og de andre mænd i gruppen blev bundet og pisket hele dagen. Først ved solnedgang forlod Janjaweed stedet sammen med ansøgerens og de andre fra gruppens æsler og andet udstyr. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at begge ansøgernes landsbyer blev angrebet og brændt ned af Janjaweed i 2003, og at den mandlige ansøger efterfølgende flere gange, særligt i 2006, 2009 og 2014 har været udsat for overgreb fra Janjaweeds side. Disse overgreb har fundet sted på steder, hvor den mandlige ansøger tilfældigvis har befundet sig, og det er ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger herved har været udsat for individuel forfølgelse fra Janjaweeds side. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne fremstår helt uprofilerede i forhold til de stridende grupperinger i Sudan. Det beror på en formodning, at ansøgernes datter vil blive omskåret, og dette forhold er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om, at Janjaweed har beskyldt ham for at give meddelelser til oprørsgrupper, og Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af han forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har forklaret herom under samtalerne [med Udlændingestyrelsen]. Den mandlige ansøger har blandt andet kunne opholde sig i Sudan i fem til seks måneder efter de seneste angreb i 2014 og indtil sin udrejse af landet. Flygtningenævnet bemærker, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den mandlige ansøger har forklaret, at han brækkede det ene ben under et af Janjaweeds angreb i 2003, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan karakteriseres som tortur, og der er allerede derfor ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/3/ceb
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra El-Obeid, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive tvangsrekrutteret til militsen Al-Quwat al-Da’m al-Sari (RSF), fordi han tilhører stammen Al-Hawazmi. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive skudt af personer fra Nuba-stammen, fordi han er af arabisk afstamning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far i starten af 2012 blev opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen på familiens bopæl. Personerne krævede, at ansøgeren skulle møde op hos militsen RSF for at hjælpe med at tilbageerobre tabt land. Ansøgeren var ikke til stede, da personerne opsøgte familiens bopæl. Seks til syv måneder senere blev ansøgerens far opsøgt igen af personer fra Al-Hawazmi. Ansøgeren var ikke til stede. Herefter gik et par måneder, hvorefter ansøgerens far blev opsøgt en tredje gang. Personerne, der opsøgte ansøgerens far, spurgte efter ansøgeren. Seks måneder efter blev ansøgerens far på ny opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen. Ansøgeren var hjemme, men gemte sig. Efter yderligere seks måneder blev ansøgerens far opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen for femte gang. Ansøgeren var ikke hjemme. Den sjette og sidste gang ansøgeren blev opsøgt, var i januar 2015. De fremmede personer truede med, at de ville slå ansøgeren ihjel, fordi han var en kryster. Ansøgeren var ikke hjemme, da personerne kom, men han kom hjem til bopælen samme nat. Ansøgeren forlod El-Obeid efter 10-15 dage. [I] april 2015 udrejste ansøgeren af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren skulle være forsøgt tvangsrekrutteret af eller til RSF. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgerens forklaring er udetaljeret og fremstår konstrueret, ligesom ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev forsøgt tvangsrekrutteret. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] august 2015 har ansøgeren oplyst, at han blev opsøgt seks gange af bevæbnede mænd, der forsøgte at overtale ansøgeren, og at de havde en truende adfærd og talemåde. Ansøgeren kunne ikke sige nej, for så ville han blive slået ihjel, hvorfor han sagde, at han gerne ville være soldat. Han bad dog om lidt tid, hvilket han fik lov til, og fire dage efter forlod han hjemmet. Til asylsamtalen [i] maj 2016 har ansøgeren forklaret, at rekrutteringen skete ved, at en gruppe håndlangere opsøgte deres hjem i alt seks gange, hvor ansøgeren enten ikke var hjemme eller kom i kontakt med håndlangerne. Håndlangerne talte derfor udelukkende med ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han skulle være særligt profileret. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han havde talt meget imod rekruttering og fortalt andre unge, at de ikke skulle melde sig, hvilket han var meget kendt for at gøre. Dette har ansøgeren ikke forklaret om ved de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i] 2016 har forklaret udbyggende om, hvordan forsøgene forløb. Indledningsvis har ansøgeren forklaret, at de forløb på præcis samme måde. Senere i samtalen har ansøgeren forklaret, at der ved de senere forsøg kom flere trusler, og at der skete en ændring i tonelejet. Endvidere blev der den sjette gang fremsat dødstrusler, hvilket var meget værre, end hvad der var sket de andre gange. Dette stemmer imidlertid ikke overens med ansøgerens forklaring tidligere under asylsamtalen, idet ansøgeren her forklarede, at håndlangerne gav trusler og nedværdigelser hver gang, og at de truede med at slå ansøgeren ihjel. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret – og fastholdt under nævnsmødet – at han blev forsøgt tvangsrekrutteret til RSF i 2012, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at RSF først blev oprettet medio 2013. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet rapporterne fra Human Rights Watch, “Men With No Mercy”, Rapid Support Forces Attacks against Civilians in Darfur, Sudan, september 2015, s. 4, og Asylum Research Consultancy, South Kordofan and Blue Nile Country Report, 1. juni 2016, s. 5. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at det lykkedes ansøgeren at undgå tvangsrekruttering gennem ca. tre år, henset til at han ikke levede i skjul, men at han opholdt sig i hjemområdet, herunder fortsat havde bopæl hos sin familie, og at ansøgeren fortsatte med sit arbejde og opretholdt sit sociale liv. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig. Det forhold, at ansøgeren frygter at blive skudt af Nuba-stammen, fordi ansøgeren er af arabisk afstamning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med Nuba-folket, dvs. personer med afrikansk afstamning, og at det beror på ansøgerens formodning, at han vil blive efterstræbt. Endvidere bemærkes, at ansøgerens familie, der fortsat bor i El-Obeid, ikke har oplevet problemer. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske arabere i Sudan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/1/CHHA
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan samt hans moder og to søskende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgerens moder har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgerens moder har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgerens moder har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i København, hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgerens moder den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgerens moder havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens moders forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgerens moder på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens moders frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgerens moder er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgerens moder har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens moders deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/9 AML
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en kvindelig statsborger fra Sudan samt hendes tre børn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i […], hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten, til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/8 AML
I vinteren 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2009. I sommeren 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst at være etnisk […], er født i […], Darfur, Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at han i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at han er asylansøger. Ansøgeren har tillige henvist til, at han er etnisk […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er etnisk […]. Nævnet kan i den forbindelse i det hele henvise til nævnets afgørelse af [sommeren] 2010, hvor det blev lagt til grund, at ansøgeren var etnisk nubber. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han på forespørgsel oplyste konsulen, at han var asylansøger, til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/7 AML
I foråret 2011 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I sommeren 2011 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, er født i Khartoum, Sudan, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, som efter ansøgerens opfattelse må have fået det klare indtryk, at ansøgeren var asylansøger. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af […] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren […] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/6 AML
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Burunga, Sudan. Ansøgeren har ved to lejligheder demonstreret for retfærdighed og menneskerettigheder i Hamediya-lejren. Ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder eller blive dræbt af Janjaweed militser. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i den flygtningelejr, han boede i, har deltaget i to demonstrationer. Demonstrationen [ultimo] 2012 blev angrebet af de sudanesiske myndigheder, og FN-medarbejdere måtte opløse den. [Primo] 2013 blev ansøgeren anholdt, da fire personer fra efterretningstjenesten opsøgte hans arbejdsplads. Ansøgeren sad fængslet i et år, hvor han hver nat blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Han blev aldrig oplyst, hvorfor han var fængslet. Alle fra Darfur blev anholdt under mistanke for at tilhøre oprørsbevægelsen. En nat lykkedes det ansøgeren at flygte, da fængslet blev angrebet af for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren flygtede ved at forcere en tre meter høj mur, hvorefter han efter et kort ophold i Khartoum flygtede fra Sudan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den fremstår udbyggende og divergerende og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema af [ultimo] 2014 alene har henvist til generelle forhold. Uanset om ansøgeren måtte have fået bistand til udfyldelsen af skemaet, findes dette ikke at kunne begrunde, at der intet er nævnt om den nu påberåbte fængsling og tortur. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet ved den første demonstration herunder om, hvorvidt den foregik inden for eller uden for lejren, og hvorvidt de sudanesiske myndigheder anvendte våben. Da ansøgerens deltagelse i demonstrationen på denne baggrund fremstår utroværdig, og han ikke har haft egentlige opgaver i lejren til støtte for oppositionsbevægelser, fremstår det heller ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være profileret og identificeret over for myndighederne på en sådan måde, at det gav anledning til en anholdelse som forklaret af ansøgeren. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om den påberåbte fængsling, heller ikke i sig selv fremstår selvoplevet og troværdig, idet han har forklaret divergerende omkring hvor ofte og hvornår, han blev afhørt og udsat for overgreb, ligesom forklaringen om flugten også fremstår mindre sandsynlig. Endelig bemærkes, at den konflikt med Janjaweed, som ansøgeren har forklaret om under asylsamtalen, ikke findes at have haft et sådan indhold, at den tre år efter kan anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren efter den angivelige flugt, har kunnet opholde sig tre dage i flygtningelejren og derefter omkring et år i Khartoum uden at blive opsøgt af myndighederne. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for at støtte en oppositionsbevægelse. Uanset de vanskelige forhold i Sudan for etniske ikke-arabere, findes etniciteten ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren har derved ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/5/COL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afrikaner fra Bargo-stammen og sunni-muslim fra Abu Kershola, Sydkordofan i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret eller slået ihjel af regeringen, idet regeringen mistænker ansøgeren for at tilhøre oppositionsbevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Abu Kershola [medio] 2013 blev angrebet af sudanesiske soldater. Ansøgerens fader blev slået ihjel, og ansøgeren flyttede herefter med resten af sin familie til byen Juba Al Daeir. Otte-ti dage senere vendte ansøgeren tilbage til byen for at hente tøj. På vej dertil, da ansøgeren var nået til byen Amberka, fik ansøgeren oplyst af tilfældige personer, at byen var blevet angrebet af det sudanesiske militær. Ansøgeren besluttede derfor ikke at tage til byen, men blev i Amberka. To dage senere blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten, der mistænkte ansøgeren for at tilhøre modstandsbevægelsen, og ansøgeren blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i fem måneder og blev i denne periode afhørt samt udsat for fysiske overgreb, indtil det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren udrejste [ultimo] 2013 til Libyen med hjælp fra sin fætter, hvor han opholdt sig i ni måneder og herefter udrejste. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da den ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren under hele sagen har forklaret, at han dels sad i en lille celle med kun to personer og dels i en stor celle beregnet til omkring 100 personer. Han har forklaret divergerende i flere omgange, om hvilken af cellerne han sad i først. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen, har han forklaret, at han først sad i den store celle og derefter blev sat i den lille celle, hvor han sad, da han flygtede. Foreholdt de tidligere modstridende forklaringer, har han fastholdt dette. Under nævnsmødet har han ændret forklaring og igen forklaret, at han, da han flygtede, sad i celle med omkring 100 personer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren burde kunne huske, hvorvidt han flygtede sammen med én eller mange andre personer fra cellen. Denne divergens er i sig selv så væsentlig, at hans forklaring om fængselsopholdet bliver utroværdig. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren har forevist lodrette ar på […], som han har forklaret, stammer fra, at han er blevet slået med plastikslanger. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan ændre vurderingen, da disse ar kan være fremkommet på anden vis, ligesom det i sig selv fremstår tvivlsomt, om slag på tværs af […] kan give lodrette ar. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for at støtte en oppositionsbevægelse. Uanset de vanskelige forhold i Sudan for etniske ikke-arabere, findes etniciteten ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren har derved ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/4/COL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […] i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin nabo, […]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-militsen i forbindelse med de overgreb, som militsen udsætter befolkningen for i hans landsby. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Janjaweed [i foråret] 2014 angreb hans landsby, og at der var mange, der blev slået ihjel. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af omkring 20 medlemmer af Janjaweed, mens han passede familiens dyr. Janjaweed krævede, at ansøgeren udleverede en kalv til dem, hvilket ansøgeren gjorde. Ansøgeren blev samme dag af sin nabo, […], beskyldt for at have anvendt naboens marker til at fodre sine dyr med, ligesom naboen beskyldte ham for at samarbejde med Janjaweed og truede med at anmelde ansøgeren til myndighederne. Ansøgerens families hus blev angrebet cirka 20 dage senere af [naboen] og fem personer fra Janjaweed, og ansøgerens broder omkom. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin faders ven i byen […], hvor han opholdt sig i fire dage, hvorefter han blev kørt til byen Karabotoum, hvor nogle agenter mod betaling smuglede ham til Libyen. Ansøgeren udrejste [i vinteren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har haft en konkret konflikt med naboen, […] eller med Janjaweed. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af disse eller i risiko for at blive det til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være forfulgt fremstår divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Han har således ikke i sit asylskema nævnt konflikten med sin nabo, hvilken konflikt han under nævnsmødet har påberåbt sig som sin hovedkonflikt. Ved samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren først forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af sin nabo eller Janjaweed på grund af en konflikt om græssende dyr, mens han senere under asylsagsbehandlingen [i vinteren] 2014 alene har påberåbt sig de generelle forhold på grund af Janjaweeds angreb, og senere [i foråret] 2015 og [vinteren] 2015 alene græsningskonflikten. I forbindelse med en ansøgning om asyl i Sverige [i vinteren] 2014 angav ansøgeren som asylmotiv, at han havde forladt Sudan på grund af de generelle stridigheder, der er i landet, i hvilken forbindelse han hverken nævnte Janjaweed eller jordkonflikten med naboen. Ansøgeren er endvidere fremkommet med divergerende forklaringer om et angreb udført af Janjaweed, herunder om dette fandt sted i hans hus eller på en mark. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser og udbygninger i asylmotivet. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgerens divergerende forklaringer ikke alene kan forklares ved, at han var nervøs og i sorg over sin brors død, da han ankom til Danmark og senere Sverige. Det forekommer i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ingen af stederne nævnte sin brors død i forbindelse med den første angivelse af sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker videre, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i ansøgerens hjemområde, […], ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger om de sikkerhedsmæssige forhold i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/37/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten og Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nubi, sudanesisk og egyptisk statsborger og ateist af trosretning fra Khartoum, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af sin svigerindes familiemedlemmer, fordi han har anmeldt sin egen familie i Egypten for at have udsat tre af sine niecer for overgreb. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter, at hans familiemedlemmer i Egypten vil hyre en person til at slå ham ihjel, fordi han har anmeldt sine familiemedlemmer for at have udsat sine niecer for overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2011 repatrierede til Egypten, efter han havde opholdt sig lovligt i Danmark siden 1970. Ansøgeren tog ophold i sin families ejendom i Giza, hvor tre af hans brødre og hans søster bor. I løbet af sommeren 2012 fortalte ansøgerens søster, [S], at hans bror, [B], udsatte ansøgerens niece, [N1], for seksuelle overgreb. Efterfølgende fik ansøgeren løbende at vide, at hans bror fortsatte med at forgribe sig på niecen, hvorfor ansøgeren ville anmelde sin bror til politiet, selvom det kunne skade familiens ære og bringe ansøgeren i fare. Omkring [i sommeren] 2014 flyttede ansøgeren til en anden lejlighed og flyttede herefter flere gange. Den [i vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til politiet sammen med sin niece og hendes to søstre, [N2] og [N3], der herefter boede hos ansøgeren i en periode. Ansøgeren begyndte at høre lyde på taget hver nat klokken 00.30. I [vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til den ansvarlige minister og klagede over politiet. I løbet af [foråret] 2015 blev ansøgeren løbende kontaktet af lokalpolitiet. I slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at hans niece var blevet opsøgt af nogle mænd om natten på det værelse, hvor hun havde sovet de foregående tre måneder. Ansøgeren formodede, at det var politifolk, der opsøgte hende for at hævne sig på ham, fordi han havde skrevet til den ansvarlige minister. Ansøgeren bad derfor sin niece om at flytte hjem til en af sine veninder. Senere fik ansøgeren en seddel fra niecen, hvor hun havde skrevet, at det var politifolk, der havde brudt ind til hende om natten, og at de havde udsat hende for seksuelle overgreb. Den [i foråret] 2015 læste ansøgeren et brev fra niecen, hvoraf det fremgik, at hans liv var i fare, fordi ukendte personer var efter ham. Ansøgeren henvendte sig til politiet i [foråret] 2015 for at bevise, at hans niece og hans søster [N3] ikke længere boede hos ham, idet han ikke ville anklages for at have gjort pigerne fortræd. Ansøgeren blev efterfølgende overvåget af ukendte personer, hvorfor han valgte at udrejse på et gyldigt visum til Danmark den [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig, og at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynligt, at ansøgerens søster og [N1] skulle betro sig til ham om, at [N1] var blevet udsat for seksuelle overgreb, og at hun efterfølgende fik tilladelse til at tage ophold hos ham, der er en enlig mand. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik oplysninger om de seksuelle overgreb, ligesom han til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt såvel [N1] som [N3] flyttede ind hos ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke kan huske navnet på den advokat, der angiveligt bistod ham i forhold til politiet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl fire uger efter, at han indrejste i Danmark i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten eller Sudan vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/35/MGO
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter vilkårlige overgreb fra militsen Janjaweed. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør, hvor han kørte personer fra byen […] til et marked i flygtningelejren […]. [I sommeren] 2012 havde repræsentanter fra Janjaweed omringet markedet i […], og ansøgeren overværede to personer blive skudt. I den forbindelse blev ansøgeren slået på hovedet af Janjaweed, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren vågnede op, var hans bil blevet stjålet, og han modtog efterfølgende lægelig behandling. Ansøgeren ved ikke, hvorfor Janjaweed angreb markedet i […]. Ansøgeren begyndte herefter at arbejde som kørende tøjsælger. Han anvendte en bil, som han havde lånt af sin ven. Bilen brugte ansøgeren til at fragte tøj for forretninger i […] til […], hvor han solgte tøjet. Fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2014 oplevede ansøgeren ikke yderligere problemer med Janjaweed. I [efteråret] 2014 blev han opsøgt af tre civilklædte personer ved et busstoppested i […]. De tre personer spurgte ansøgeren, hvad han fragtede i bilen fra […] til […], og tvang herefter ansøgeren hen til en stor hal, hvor han blev tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Efter at have været tilbageholdt i syv dage blev ansøgeren løsladt, idet han betalte 5 millioner sudanesiske pund i løsesum. Der var i øvrigt ingen betingelser forbundet med ansøgerens løsladelse. Omkring 14 dage efter ansøgerens løsladelse blev der skudt inde i hans hus om natten, og ansøgerens ejendele blev stjålet af nogle ukendte personer. Der var ingen hjemme under episoden, men ansøgerens naboer og hans ægtefælle hørte skuddene. Der var ikke andre huse, der blev beskudt den nat, men ansøgeren har forklaret, at der jævnligt skete beskydninger af huse. Ansøgeren udrejste illegalt af Sudan [i efteråret] 2014 til Libyen uden sin familie, der fortsat opholder sig i […] flygtningelejren. I [slutningen] 2014, under ansøgerens ophold i Libyen, blev han kontaktet af sin fætter, der oplyste, at tre civilklædte personer havde spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder ansøgerens forklaring om, at han i efteråret 2014 blev tilbageholdt af Janjaweed og beskyldt for smugling af våben i den lastbil, som han kørte mellem […] og […]. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen, der varede syv dage, blev udsat for fysiske overgreb, samt at han måtte betale en større løsesum for at komme fri. Yderligere har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med tilbageholdelsen blev truet på livet af Janjaweed. Efter det af ansøgeren forklarede, finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at det var Janjaweed, der 14 dage efter løsladelsen afgav skud i ansøgerens hus. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Suda/2016/34/AKM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Sudan.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, idet han er anklaget for at have støttet væbnede grupperinger i sit hjemområde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de sudanesiske myndigheder i 2003 nedbrændte den landsby, ansøgeren boede i, idet myndighederne mente, at landsbyens borgere støttede de væbnede grupper. Ansøgeren flygtede af den grund sammen med sin familie til en flygtningelejr i [navngiven lejr]. [I] maj 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne i [flygtningelejren]. Myndighederne tog ansøgeren og 20 til 30 andre unge med i en bil, der formodentlig skulle køre dem til [en navngiven by i Sudan], hvor myndighedslejrene var placeret. Under denne kørsel opstod skudvekslinger mellem myndighedspersoner og oprørere. Under skudvekslingen lykkedes det ansøgeren at flygte, og han løb herefter mod Kutum. Ansøgeren opholdt sig en nat i Kutum hos sin moster, og den følgende dag fortsatte ansøgeren mod [en anden navngiven by i Sudan] med hjælp fra en af mosterens bekendte. Fra [den anden navngivne by i Sudan] kørte ansøgeren i bus til den libyske grænse. [I] maj 2015 udrejste ansøgeren illegalt til Libyen. Efter ansøgerens udrejse af Sudan er ansøgerens mor i [flygtningelejren] blevet opsøgt af myndighederne, der ville have informationer om ansøgerens opholdssted. Ansøgerens mor blev ikke ved denne episode truet, ligesom familien ikke efterfølgende er blevet opsøgt at myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt af de sudanesiske myndigheder. Flertallet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter vedrørende ansøgerens anholdelse og den efterfølgende transport af ansøgeren og andre personer. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i] oktober 2015 har forklaret, at han ved anholdelsen blev ført hen til en bil med to myndighedspersoner foran og to myndighedspersoner på bilens lad. Der var 3 biler i alt. Ansøgeren var den første, som kom op på ladet, og da andre personer var kommet op på ladet, begyndte bilen at køre. Bilen standsede efter omkring en times kørsel og holdt stille i omkring en halv time. Chaufføren og myndighedspersonen på passagersædet henvendte sig til myndighedspersonerne på de to andre biler, og de talte om noget med oprørere. De kørte derefter i lidt mindre end 2 timer, hvorefter der pludseligt blev åbnet ild. Under asylsamtalen [i] juni 2016, har ansøgeren derimod forklaret, at der allerede befandt sig 3-4 personer på bilens lad, før han kom op på bilens lad. Der var 3 myndighedspersoner i alt, én chauffør, én ved siden af chaufføren og én myndighedsperson på ladet sammen med ansøgeren og de andre. Der var 3 biler ud over den, som ansøgeren sad i. Efter omkring en halv times kørsel standsede bilen, og den myndighedsperson, der havde siddet ved siden af chaufføren, gik om til myndighedspersonen på ladet. Han pegede på ansøgeren og de andre og sagde til dem, at de tilhørte en militær gruppe. De kørte herefter videre i omkring 1 time. De standsede i omkring en halv time og herefter kørte de videre i lige under 2 timer. Der skete en skudveksling mellem myndighedspersonerne i den bil, som ansøgeren sad i, og oprørerne. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at de kørte i omkring 1 time, efter at de var standset første gang. Han har endvidere over for nævnet forklaret, at der var 4 myndighedspersoner ved bilen forinden de kørte. Én af myndighedspersonerne blev i [flygtningelejren], og de 3 andre myndighedspersoner kørte med. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra bilen ved skudvekslingen. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han løb til Kutum by, og at der var omkring 45 minutters løb dertil. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han løb og gik i retning af Kutum i 7 timer, efter han var sprunget af bilen. Der var ikke andre biler, der fulgte med den bil, som ansøgeren befandt sig i. Foreholdt divergenserne har ansøgeren blandt andet forklaret, at han ikke har sagt som anført i referatet for oplysnings- og motivsamtalen om antallet af biler, og at der må have været problemer med tolkningen. Han har i øvrigt understreget, at hans forskellige forklaringer om den tid, som det tog ham at komme til Kutum beror på et gæt. Han havde ikke ur med. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens forklaring om baggrunden for divergenserne fremstår troværdige. Der henvises til, at det af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår, at ansøgeren har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalen er i overensstemmelse med samtalen, og at han har haft lejlighed til at komme med bemærkninger til samtalerne og rettelser. Det fremgår af referatet af asylsamtalen, at ansøgeren har bekræftet, at han har forstået alt, hvad tolken har sagt under asylsamtalen. Referaterne af samtalerne er i øvrigt underskrevet af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at det forhold at ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur i Sudan eller de generelt vanskelige forhold i Darfur kan begrunde asyl. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/33/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Sudan, etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har i sin skoletid været medlem af forskellige politiske grupperinger. Hun har i den forbindelse blandt andet deltaget i demonstrationer for bedre transportforhold for studerende. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har været medlem af og hjulpet en folkebevægelse i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at hun vil blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, fordi hun har hjulpet og været medlem af en ulovlig gruppering ved navn folkebevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev medlem af en folkebevægelse i 2011. Hun deltog alene i ét møde i perioden fra 2011 til 2014, og var ikke politisk aktiv på anden måde. I 2015 leverede ansøgeren to gange forsyninger, herunder penicillin, til ukendte personer fra folkebevægelsen. Den tredje gang hun skulle levere forsyninger, blev hun syg, hvorfor to af hendes naboer ved navn Fatima og Mussa overtog opgaven for hende. Under deres levering af forsyningerne, blev de anholdt af myndighederne. Ansøgerens mormor gav besked til en mand ved navn Mohammed om, at naboerne var blevet anholdt og orienterede ham om, at ansøgeren burde flygte. Ansøgeren udrejste herefter. Ansøgeren har på en række punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om hendes medlemskab af og kendskab til Folkebevægelsen, om ansøgerens aktiviteter med modtagelse og transport af madvarer og medikamenter samt tidspunkterne herfor, om videregivelse af informationer om regeringsinitiativer til morbroren, om anholdelsen af Fatima og Mussa, og om ansøgerens flugt og efterfølgende opholdssteder. Endvidere har ansøgeren efter sin egen forklaring udøvet meget begrænsede aktiviteter for Folkebevægelsen, og hun har samtidig udvist et yderst begrænset kendskab til bevægelsen. Dernæst har ansøgeren svaret afglidende på flere af disse centrale spørgsmål angående det påberåbte asylmotiv, ligesom ansøgeren også efter sin egen forklaring fremstår helt uprofileret. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk alhawazma kan i sig selv hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/32/IBL
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra Baridiyeh, Algenayneh, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han er mistænkt for at være i oppositionen til regimet, og fordi han er udrejst i strid med et påbud om ikke at forlade landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet for unddragelse af militærtjeneste eller at blive tvunget til at aftjene værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens landsby i 2004 blev angrebet og brændt ned af de sudanesiske myndigheder og Janjaweed, hvorefter ansøgeren tog ophold i flygtningelejren […] i byen Al-Junaynah. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste i 2012, men at han aldrig mødte op. Da ansøgeren boede i […]-lejren, opfordrede han løbende kvinder, der havde været udsat for seksuelle overgreb, til at anmelde disse til politiet. På et tidspunkt i slutningen af 2014 fandt ansøgeren ud af, at politiet havde fået at vide, at det var ham, der opfordrede kvinderne til at indgive politianmeldelse. Ansøgeren blev anholdt af politiet [primo] 2015. Da ansøgeren var fængslet, blev han beskyldt for at tilhøre en eller flere oprørsgrupperinger, herunder blandt andet SPLM. Ansøgeren blev tillige udsat for fysiske overgreb. Efter ansøgeren havde været fængslet i omkring tre måneder, blev han løsladt på betingelse af, at han skulle aftjene værnepligt, at han stoppede med sine aktiviteter i […]-lejren samt at han ikke forlod området. Dagen efter ansøgeren var blevet løsladt blev han igen anholdt, fordi politiet havde glemt at optage hans fingeraftryk. Da ansøgeren blev løsladt igen, besluttede han sig for at forlade Sudan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hans tilbageholdelse til grund. Det lægges herved til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt og fængslet af myndighederne [primo] 2015, at ansøgeren under tilbageholdelsen blandt andet blev udsat for slag i hovedet, på ryg og på benene med en ”Hartoosh” (fønetisk), at han under tilbageholdelsen blandt andet blev beskyldt for at tilhøre oprørsbevægelsen, at han blev løsladt efter to måneder og 12 dage, og at løsladelsen skete på betingelse af meldepligt, samt at han blandt andet undlod at udrejse og ophørte med sine aktiviteter. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren er etnisk masalit og herudover en uddannet person, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Suda/2016/31/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Janjaweed militsen vil slå ansøgeren og hans familie ihjel, og at han frygter regimet i Sudan, fordi de samarbejder med Janjaweed, som forfølger fur stammer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans landsby [A] i 2011 blev angrebet af Janjaweed militsen. Ansøgeren var klar over, at det var Janjaweed, fordi det kun var Janjaweed, som angreb i dette område, og fordi angriberne havde tørklæde om hovedet. Janjaweed skød mod ansøgerens families hytte og brændte hytterne i landsbyen. Ansøgeren lå og sov om morgenen sammen med sin bror i hytten, da hans mor kom og fortalte ham, at han skulle flygte. Han flygtede på et æsel uden lillebroren. Ansøgeren var bange for, at lillebroren ikke kunne klare turen uden mad og drikke, og ansøgeren var gået i panik og ville væk. I [B] blev ansøgeren ført til flygtningelejren [C], hvor han fik et telt og blev genforenet med familien. I [sommeren] 2014 blev flygtningelejren angrebet af Janjaweed. De angreb om aftenen. Der var ingen vagter i lejren. Ansøgeren lå i sit telt og sov, da Janjaweed kom ind i teltet og dræbte hans far. Efter der var blevet råbt og skreget, forlod Janjaweed teltet. Ansøgerens far blev begravet, hvorefter ansøgeren rejste mod [D] for at få kontakt med sin onkel. Ansøgeren havde aftalt med sin mor, at han skulle fortælle onklen om farens død og tage onklen med til flygtningelejren. På vej mod [D] mødte ansøgeren to personer fra Janjaweed. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren blev truet til at følge med til en nomadelejr. Han skulle arbejde for Janjaweed ved at passe deres dyr. Der var hele tiden vagter sammen med ham. Ansøgeren blev slået med pisk og stok og fik knytnæveslag i ansigtet. Han knækkede en tand. Han blev mishandlet på grund af sin etnicitet, og de kaldte ham slave. Han var i nomadelejren i omkring 14 dage, hvorefter lejren blev flyttet til et nyt sted. Stedet lå tæt på den libyske grænse. Ansøgeren skulle sammen med andre slaver passe dyrene. Der var også her vagter 24 timer i døgnet. Efter omkring to måneder blev ansøgeren sat i en stor lastbil, som kørte til et marked i Libyen, hvor dyrene skulle sælges. Ansøgeren kom med for at passe på dyrene, når de blev læsset af lastbilen. Efter ankomst til markedet, blev ansøgeren ved lastbilen sammen med en vagt. En vagt og chaufføren gik hen til en restaurant ved markedet for at bestille mad. Der kom derefter en tjener med mad ud til lastbilen. Efter at have fået mad blev ansøgeren sendt tilbage til restauranten for at hente mere mad. Inde i restauranten mødte han en mand, som hed [X]. [X] spurgte, om ansøgeren var fra Sudan, og ansøgeren spurgte [X], om han kendte området. [X] fortalte, at han kendte området, og ansøgeren fortalte [X], at han var fra Sudan, at han var fanget af Janjaweed militsen, og at han ville flygte. [X] ville gerne hjælpe ham, og han ville gerne skaffe ansøgeren et job på en plantage, hvor han arbejdede. De flygtede herefter igennem markedet. Efter omkring to timer til fods, ankom de til plantagen, hvor ansøgeren fik arbejde igennem [X]. Ansøgeren skulle sammen med omkring 30 andre mennesker hjælpe med at høste græs, som skulle sælges på markedet. Ansøgeren tjente 200 dinarer om måneden. Han arbejdede på plantagen fra slutningen af 2014 frem til [sommeren] 2015. I [sommeren] 2015 kom ejeren og spurgte ansøgeren, om han var interesseret i at rejse til Italien. Ejeren af plantagen arbejdede også med at smugle folk ud af landet. Ansøgeren formodede også, at ejeren tilhørte Islamisk Stat (IS), fordi han havde våben og vagter. Ansøgeren betalte ejeren 1000 dinarer for at komme til Italien og havde endvidere 1000 dinarer til rejseomkostninger. Ansøgeren ville gerne til Europa, fordi det var et sikkert sted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at forklaringen om, at han har været fange hos Janjaweed fremtræder usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udetaljeret, udbyggende og til dels divergerende om en række forhold og har blandt andet først i forbindelse med nævnets behandling af sagen oplyst, at der også var regeringstropper til stede under angrebet på hans landsby i 2011, og at han under fangeskabet hos Janjaweed også blev slået med stok, herunder på benene. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med hans flugt fra Janjaweed fremtræder usandsynlige. Det er således påfaldende, at ansøgeren, der på daværende tidspunkt efter sin egen forklaring var fange, fik mulighed for at flygte på markedet i forbindelse med, at han alene var blevet beordret til at gå over til en restaurant i nærheden for at hente mere mad. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han var bevogtet døgnet rundt. Ansøgerens forklaring om, at han på den pågældende restaurant tilfældigt mødte [X], der hjalp ham med at flygte og efterfølgende få arbejde i en plantage i en periode indtil udrejsen, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker videre, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det ovenfor anførte, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/30/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af sagen fremgår, at ansøgeren er indkaldt til møde i nævnet ved brev af 14. december 2015. Nævnet antager, at brevet er behørigt afsendt og modtaget af ansøgeren, idet asylcenteret har oplyst, at der ikke er uafhentet post til ansøgeren. Flygtningenævnet har på denne baggrund fundet, at ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald, og har derfor i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet truffet afgørelse om, at sagen må behandles på det foreliggende grundlag og med den beskikkede advokats medvirken. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er etnisk Zaghawa og muslim af trosretning fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de sudanesiske myndigheder generelt chikanerer Zaghawa- og Fur-stammen i Darfur, fordi de anklager disse stammer for at støtte oppositionsbevægelsen. Han har videre oplyst, at han i 2010 sammen med sin søster blev opsøgt på familiens landbrugsområde af 15 personer med tilknytning til de sudanesiske myndigheder, som anklagede ansøgeren for at tilhøre oppositionsbevægelsen, alene fordi han stammer fra landsbyen [A] og tilhører Zaghawa-stammen. Myndighedspersonerne udsatte ham for vold i omkring en time, hvorefter de efterlod ham. I 2012 blev han igen overfaldet og anklaget for at tilhøre oppositionsbevægelsen af de sudanesiske myndigheder, da han skulle hente vand sammen med to af sine venner i udkanten af landsbyen [A]. Da ansøgerens landsby [i foråret] 2014 blev angrebet af de sudanesiske myndigheder, flygtede han sammen med sin familie til en flygtningelejr omkring ti timer til fods fra landsbyen [A]. Igen [senere i foråret] 2014 blev han anklaget for at tilhøre oppositionsbevægelsen af to personer fra de sudanesiske myndigheder på markedet i flygtningelejren. De udsatte ham for vold og truede ham med, at de næste gang ville slå ham ihjel, samtidig med, at de sagde, at de ikke ville se ham i flygtningelejren igen. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på sine forældres bopæl i flygtningelejren indtil han [i næste måned] i 2014 rejste til byen [B] i Sudan, hvor han boede i fem dage hos en af hans broders venner, hvorefter han udrejste illegalt til Tchad. Det fremgår endvidere af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han efter indrejsen til Danmark har deltaget i en demonstration på Rådhuspladsen i København [i sommeren] 2015, hvor han sammen med andre sudanesere demonstrerede imod, at man som sudaneser ikke kan opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder kun i begrænset omfang at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold, herunder om de nærmere omstændigheder ved et overfald af de sudanesiske myndigheder i 2012. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvor og hvornår overfaldet fandt sted. Flygtningenævnet finder samtidig ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er særligt profileret i forhold til de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste er blevet kontaktet af de sudanesiske myndigheder tre gange i perioden fra 2010 til 2014, men at der har været lang tid imellem hver gang, og at det efter de foreliggende oplysninger må antages at have været tilfældigt, at ansøgeren blev kontaktet af de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at kontakten med de sudanesiske myndigheder ikke har haft vidtgående konsekvenser for ansøgeren, der ikke på noget tidspunkt har været udsat for længerevarende frihedsberøvelse, ligesom der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren er registreret af de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en demonstration, der var en protest mod, at Danmark ikke giver asyl til personer fra Sudan, i sig selv kan antages at indebære, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de sudanesiske myndigheder, uanset at ansøgeren figurerer på fotos, som er offentliggjort blandt andet på et sudanesisk internetmedie. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de generelle forhold for etniske Zaghawaer i Darfur i Sudan er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan er i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/3/SLN
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Wad Madani, Al-Jazirah, Sudan. Ansøgeren har i gymnasietiden været medlem af [parti], som er et underorgan til [parti]. Han blev på universitetet medlem af [parti] og har været det siden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han vil blive anholdt, fængslet, tortureret eller dræbt af de sudanesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for [parti]. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 1990 blev medlem af [parti], som er et underorgan til [parti], i forbindelse med, at han begyndte på universitetet. Han gik på gymnasiet fra 1990 til 1993 og var i hele perioden politisk aktiv, idet han introducerede og rekrutterede unge studerende til organisationen, ligesom han forberedte og deltog i politiske møder. I 1993 blev ansøgeren anholdt og fængslet i 35 dage, idet de sudanesiske myndigheder havde fået kendskab til, at han var i gang med at arrangere en demonstration, ligesom de sudanesiske myndigheder ville have, at han skulle angive andre partifæller til dem. Han blev løsladt efter 35 dage uden konsekvenser. I 1995 blev han anholdt igen, og han var i den forbindelse fængslet i omkring 14 dage på grund af deltagelse i en demonstration. Han blev løsladt, idet han underskrev en erklæring om, at han ville indstille sine politiske aktiviteter. Ansøgeren deltog også i politiske aktiviteter på universitetet fra 1995 til 1999, men det foregik i det skjulte. Ansøgeren var arbejdsløs fra 1999 til 2003 og var ikke politisk aktiv udover forberedelse og deltagelse i en demonstration på markedet i Wad Madani. I 2003 flyttede ansøgeren til [by] i Darfur, men da landsbyen blev angrebet af regeringens styrker i 2003, flygtede ansøgeren til flygtningelejren […] hvor han tog ophold indtil 2014. Under sit ophold i flygtningelejren havde ansøgeren kontinuerligt kontakt til partimedlemmer i Khartoum og […], ligesom han havde kontakt til væbnede grupperinger, som også var i opposition til regeringen. Han fortsatte desuden med sine politiske aktiviteter i flygtningelejren, herunder rekruttering af unge samt forberedelse og deltager i politiske møder. Ansøgeren blev anholdt og fængslet igen [i starten af] 2014 i 19 dage, fordi han blev beskyldt for at have smuglet mad til oppositionen samt at have forfalsket rationeringskort i flygtningelejre. I forbindelse med fængslingen mødte han en officer, som han havde været i kontakt med flere år tidligere. Officeren sagde, at han kendte til ansøgerens politiske aktiviteter, men at han ville blive løsladt, og at de ville holde øje med ham efter løsladelsen. [I foråret] 2014 flyttede han til Khartoum, hvorefter han blev tildelt en position som undersekretær i forberedelsesudvalget i [parti]. Han havde i den forbindelse den koordinerende rolle i forhold til rekrutteringen af unge til partiet, ligesom udvalget var ansvarligt for at forberede møder og seminarer til partiet. Ansøgeren udrejste af Sudan i forbindelse med valgperioden [i foråret] 2015, idet regeringen var begyndt at fængsle mange personer fra oppositionen. Ansøgeren udrejste legalt af Sudan via lufthavnen i Khartoum, idet han forinden, i forbindelse med sit arbejde i FN’s Fødevareorganisation (FAO), havde fået udstedt et Schengen-visum af den norske ambassade i Khartoum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren fra sin tidlige ungdom har været aktiv i [parti] ligesom nævnet lægger til grund, at han har været tilbageholdt i 1993, fordi han deltog i demonstrationer og at han blev løsladt efter 35 dage uden sanktioner samt, at han i 1995 blev tilbageholdt i 14 dage grundet deltagelse i en demonstration, og at han i de efterfølgende år fortsat var politisk aktiv i det skjulte. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt [i starten af] 2014, hvor han blev udspurgt om nogle forhold, som han nægtede. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i forbindelse med den seneste anholdelse er kommet i myndighedernes søgelys i et sådant omfang, at han vil være udsat for risiko for forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uden problemer har kunnet tage ophold i Khartoum [i foråret] 2014, hvor han har kunnet opholde sig problemfrit indtil udrejsen [i foråret] 2015. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at højtstående medlemmer af [parti] fortsat opholder sig i Khartoum, og endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har fået udstedt pas af myndighederne efter personlig henvendelse, og at han har kunnet udrejse legalt fra lufthavnen i Khartoum. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er således ikke opfyldt. Det bemærkes, at nævnet herefter ikke finder anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/29/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Sudan. Ansøgeren har været medlem af studenterforeningen […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af myndighederne i Sudan, som har beskyldt ham for at hjælpe oppositionsgrupperinger med oplysninger og våben. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader, som havde en høj rang i militæret, havde problemer med myndighederne, fordi han var kritisk over for blandt andet krigen i Darfur-provinsen og skrev kritiske artikler i […]. Ansøgerens fader forsvandt i 2007. Ansøgeren og hans familie fik problemer på grund af ansøgerens faders aktiviteter, og familien blev smidt ud af deres hus i 2010. Ansøgeren blev tilbageholdt i [begyndelsen af] 2010 i 14 dage, fordi han var involveret i en studenterforening, der udførte humanitært arbejde. Ansøgeren blev udsat for trusler, elektrisk stød og truet med voldtægt. Han blev herefter hvervet til at arbejde for den militære sikkerhedstjeneste i Sudan. Ansøgeren blev i forbindelse med sit arbejde beskyldt for at aflevere våben til oppositionens styrker. Ansøgeren blev fængslet i [foråret] 2011 og flygtede [senere i foråret] 2011 fra fængslet med hjælp fra nogle militærpersoner. Ansøgeren udrejste herefter af Sudan til Libyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi forklaringen på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine tilbageholdelser i 2010 og 2011. I asylskemaet [i foråret] 2015 har ansøgeren ikke oplyst om tilbageholdelserne i 2010 eller 2011, som ansøgeren har forklaret om ved de efterfølgende samtaler. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende om, at han under tilbageholdelsen i 2011 blev udsat for tortur. Denne tortur har ansøgeren ikke forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet sin faders rang i den sudanesiske hær. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at faderen havde rang af […] i militæret, og hvis faderen ikke havde udtalt sig kritisk, ville han være blevet [højere rang]. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 og under nævnsmødet [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at faderen havde rang af [højere rang end de to førnævnte]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin flugt fra fængslet. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin rekruttering til den militære sikkerhedstjeneste i 2010 ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tillige har forklaret, at han sammen med ti andre var ansvarlig for en studenterforening, som myndighederne anklagede for statsfjendtlige aktiviteter, at militæret generelt var mistroisk overfor ham og overvågede ham konstant, ligesom ansøgeren kort tid forinden sin rekruttering havde været fængslet og tortureret i 14 dage, fordi militæret mistænkte ham for at arbejde for oppositionen. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra fængslet ikke forekommer sandsynlig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/26/AKM
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tima fra [A], Sudan. Ansøgeren har forklaret, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og at han har deltaget i kirkeligt udviklingsarbejde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, eftersom de mistænker ham for at samarbejde med [et oppositionsparti]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at lide overlast, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans landsby blev angrebet i 1995, og at han efterfølgende tog ophold i en flygtningelejr i [en by i Sudan]. I 1999 blev han overført til en flygtningelejr i Kenya. Under opholdet i Kenya stiftede ansøgeren bekendtskab med kristendommen, og han begyndte at betragte sig selv som kristen. I 2009 vendte ansøgeren tilbage til Sudan, hvor han begyndte at arbejde for [en kristelig hjælpeorganisation]. [I sommeren] 2011 blev ansøgeren anholdt af politiet. Han var fængslet i tre dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte ved at hoppe ud af et åbent vindue på toilettet og løbe fra stedet. Efter flugten tog han ophold i Khartoum, hvor han begyndte at arbejde for [en anden kristelig hjælpeorganisation]. Han blev i forbindelse med sin ansættelse overvåget af en mand ved navn [B]. I [foråret] 2013 rejste ansøgeren legalt til Cairo. Da han kom tilbage til Sudan blev han anholdt af myndighederne, der mistænkte ham for at samarbejde med [et oppositionsparti]. [I sommeren] 2014 havde ansøgeren planlagt at rejse til Danmark, da personalet i Khartoum Lufthavn nægtede ansøgeren at forlade Sudan. Det lykkedes alligevel ansøgeren at udrejse, da han bestak personalet. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han fået at vide, at den sudanesiske sikkerhedstjeneste har eftersøgt ham i hans lejlighed i Khartoum. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at han blev anholdt og fængslet i 2011. Nævnet lægger særligt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet på overbevisende måde har kunnet beskrive fængslet, forholdene i fængslet og hans flugt fra fængslet. Ansøgeren har til dels forklaret divergerende i forhold til hans tidligere afgivne forklaringer, herunder hvor længe han var fængslet, hvorvidt tortur fandt sted i cellen og hvor højt det vindue sad som han flygtede fra. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at hans ven [C], efterfølgende har kunnet flygte fra samme fængsel på samme måde. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at han på ny blev anholdt i 2013. Nævnet lægger her vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår fængslingen fandt sted og især længden af fængslingen. Endelig bemærker nævnet, at han fik tilladelse til at udrejse til Danmark i [sommeren] 2014. Under henvisning hertil og da ansøgeren har forklaret, at han har kunne leve i Khartoum indtil udrejsen og herunder har været ansat i kristne organisationer uden problemer med myndighederne, finder nævnet ikke at han har sandsynliggjort at have haft problemer med myndighederne under sit ophold i Sudan og udrejse herfra. Ansøgeren har i sit asylskema og under OM-samtalen forklaret, at han konverterede til kristendommen i [efteråret] 2014. Han har under nævnets møde forklaret, at han også under opholdet i Sudan har været kristen, er blevet døbt som barn og har ejet og læst i bibelen. Under henvisning til at ansøgeren har et påfaldende ringe kendskab til bibelen og da han ikke nærmere har kunnet redegøre for sin konversion i Danmark finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Idet ansøgeren som ovenfor nævnt har levet flere år i Khartoum og har været ansat i kristne organisationer finder nævnet det ikke godtgjort, at han på baggrund af sin etnicitet vil påkalde sig forfølgelse ved tilbagevenden til Sudan. Idet han herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller har behov for beskyttelsesstatus jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda 2016/25/snd
Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kawahla og sunni-muslim. Han er født i Kutum, Darfur. Han flyttede som barn til byen […], […] området i Khartoum-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere arbejdsgivers familie. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han arbejdede som dyrepasser for nu afdøde [O] på marken, da tre civilklædte mænd og to mænd i uniformer i midten af 2013 stjal omkring 400 dyr. Ansøgeren tog tilbage til [O], hvor han fortalte, hvad der var sket. [O] troede ikke på ham, og ansøgeren blev meldt til politiet og afhørt. Ansøgeren blev efterfølgende frikendt under en retssag. Ansøgeren har modtaget trusler fra [O] og dennes familie. Omkring en måned efter episoden på marken fandt [O] ud af, at hans datter var gravid, og han beskyldte ansøgeren for at være faderen. Ansøgeren modtog trusler i den forbindelse. En nat sov ansøgeren hos sin fætter, da fætteren blev overfaldet af to personer, som troede at det var ansøgeren. Et par dage senere blev ansøgeren overfaldet på gaden af omkring fire personer. Ansøgeren gemte sig herefter i [en anden] landsby, hvor han opholdt sig i omkring fem måneder. Ansøgerens forældre accepterede, at ansøgeren skulle indgå ægteskab med [O’s] datter. Ægteskabet blev indgået uden ansøgerens tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren påberåber sig til støtte for asylmotivet, er af en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører beskyldninger mod ansøgeren for at have medvirket til tyveri af 400 dyr, lægger nævnet afgørende vægt på, at der efter en anmeldelse af forholdet til politiet har været gennemført en retssag om ansøgerens ansvar for tyveriet, og at ansøgeren under retssagen er blevet frifundet for medvirken til tyveriet. Vedrørende beskyldningerne mod ansøgeren om, at han har gjort sin tidligere arbejdsgivers datter gravid, ses forholdet udelukkende at være en privatretlig konflikt, der ikke kan anses for at være aktuel, efter at ansøgeren er blevet gift med arbejdsgiverens datter, således at der herefter er gjort op med en æresrelateret konflikt. Det indgår i nævnets vurdering, at arbejdsgiverens families overfald på ansøgerens fætter og ansøgeren er sket forud for ægteskabet. Flygtningenævnet bemærker vedrørende intensiteten og aktualiteten af denne konflikt, at det af [ansøgerens asylakter fra et andet europæisk land] fremgår, at ansøgeren under en samtale den […] 2014 overfor [det europæiske lands] myndigheder som asylmotiv alene har påberåbt sig beskyldningerne vedrørende tyveri af dyrene, og ansøgeren har forklaret, at der ikke er andre grunde til, at han har søgt asyl i [i det andet europæiske land]. Ansøgeren har endvidere under samtalen oplyst, at han giftede sig for fire år siden. På denne baggrund kan dette forhold ikke aktuelt anses for at indebære en reel risiko for overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere overgreb jf., udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/24/mvln
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (K-status) en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [en by i nærheden af Khartoum], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, da han i kraft af sit arbejde som politimand blev beordret til at slå personer fra oppositionen ihjel, hvilket han nægtede. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 blev kontaktet af politidirektørens kontor og oplyst om, at politidirektøren ville mødes med ham samme aften. Ansøgeren mødtes med politidirektøren og tre officerer fra Sikkerhedstjenesten. Politidirektøren sagde til ansøgeren, at han skulle udføre en særlig opgave sammen med de tre officerer og en general, samt at ansøgeren skulle mødes med generalen. Den følgende dag mødtes ansøgeren med generalen, som oplyste, at ansøgeren skulle slå tre personer, der var i opposition til regeringen ihjel, da der snart skulle være valg i Sudan. Da ansøgeren afviste dette, blev han truet med, at der ville ske noget med hans familie, samt at han ville blive straffet for en gammel episode, hvor han ikke rejste sigtelse mod en studerende, selvom en person fra sikkerhedstjenesten havde anmodet herom. Ansøgeren følte sig derfor nødsaget til at acceptere opgaven. Han mødte dog ikke op som aftalt den følgende dag. Omkring kl. 05.00 blev han på sin bopæl opsøgt af fem personer, som sagde, at han skulle følge med, da generalen ville tale med ham. Da ansøgeren mødtes med generalen, blev han anklaget for at have modsat sig regeringens ordre. Ansøgeren fik videre at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke indvilgede i, at slå de pågældende personer ihjel. Ansøgeren nægtede fortsat, og han blev derfor anholdt og transporteret til et arresthus. Han var fængslet i cirka 24 dage, hvorunder han dagligt blev udsat for overgreb. Ansøgeren fik i arresthuset kontakt til en person, der arbejdede for sikkerhedstjenesten, og som han kendte i forvejen. Den pågældende hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren rejste herefter til sin slægtning i Khartoum. Ansøgeren tog ophold hos en af slægtningens venner indtil [slutningen af] 2014, hvor han udrejste fra lufthavnen i Khartoum. Han havde forinden fået udstedt visum til [et europæisk land] på [det europæiske lands] ambassade i Khartoum. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen fremstår overbevisende og troværdig, og flertallet lægger derfor forklaringen til grund. Der lægges herved afgørende vægt på, at ansøgerens forklaring er konsistent, og at ansøgeren har forklaret præcist og detaljeret om tilbageholdelsen, efter han har nægtet at udføre en ordre om at likvidere bestemte personer fra oppositionspartier. Ansøgeren har videre forklaret troværdigt om de overgreb, som han er blevet udsat for under tilbageholdelsen og på hvilken måde det er lykkedes for ham at flygte fra arresthuset og om baggrunden for, at en kollega har hjulpet ansøgeren. Forklaringen fremstår også i denne henseende selvoplevet. Ansøgeren har i øvrigt sammenholdt med baggrundsoplysningerne forklaret overbevisende om sin udrejse fra Sudan via lufthavnen i Khartoum og herunder hvorledes han er blevet hjulpet af sine kollegaer, som han har kendt fra politiskolen og senere arbejdet sammen med. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse som følge af sin nægtelse af at udføre efterretningstjenestens ordre, og at ansøgeren derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2016/23/mvln
Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Khartoum, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, da han er flygtet fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som politimand i det sudanesiske politi. I [sommeren] 2014 fik han til opgave at overvåge en person fra [et] oppositionsparti. Ansøgeren overvågede den pågældende i syv dage, hvorefter han udarbejdede en rapport til brug for myndighederne. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren indkaldt til en samtale hos Efterretningstjenesten i Khartoum. Ansøgeren fik af en oberstløjtnant besked på at likvidere den person fra oppositionspartiet, som han havde overvåget. Ansøgeren afviste at tage imod opgaven, hvorefter han blev anholdt og tilbageholdt på kontoret. Ansøgeren var tilbageholdt i syv dage, hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb hver dag. Efter syv dage blev ansøgeren transporteret til et hospital, hvor han var indlagt i tre-fire dage, hvorefter han flygtede og tog til byen […]. Han opholdte sig hos en slægtning i en måned. I [slutningen af] 2014 udrejste ansøgeren fra Khartoum. Han havde forinden fået udstedt et visum til [et europæisk land] fra [det europæiske lands] ambassade i Khartoum. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der lægges vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, og at forklaringen vedrørende andre afgørende forhold forekommer usandsynlig. Forklaringen anses derfor som konstrueret til lejligheden. Flertallet henviser til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den […] 2015 om sin flugt fra hospitalet har forklaret, at der var vagter til stede for at holde øje med ham. Ansøgeren flygtede midt om natten, og vagterne regnede derfor med, at ansøgeren sov, hvorfor de ikke var opmærksomme på ham. Under asylsamtalen den […] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at en person var kommet alvorligt til skade og var blevet ført ind på den afdeling på hospitalet, hvor ansøgeren lå. Efter at personen var afgået ved døden, opstod der uroligheder, og det lykkedes ansøgeren at flygte. Vagterne der passede på ansøgeren forsøgte at forhindre ansøgeren i at flygte, men pårørende til afdøde slog vagterne, fordi de var vrede på vagterne, og derved forhindrede de vagterne i at standse ansøgeren. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han flygtede om natten, fordi vagterne ikke var opmærksomme på ham. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [H], som han skulle overvåge. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han med det samme vidste, hvem [H] var, da han fik personens navn at vide. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han ikke vidste, hvem [H] var, da han fik tildelt overvågningsopgaven. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han ikke kender [H] personligt, men at han kender til [H], da de kommer fra samme område. Flertallet anser det endvidere for usandsynligt, at ansøgeren efter sin flugt fra hospitalet har kunnet opholde sig i cirka en måned hos en slægtning til ansøgerens moder, og at han i den periode uden problemer med den sudanesiske efterretningstjeneste har kunnet planlægge sin udrejse og har kunnet udrejse fra lufthavnen i Khartoum med eget pas. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøgeren, der angiveligt var eftersøgt af efterretningstjenesten, uden problemer har kunnet opnå visum på [det europæiske lands] konsulat i Khartoum, efter at han personligt er mødt på konsulatet og har afgivet fingeraftryk og i øvrigt har fået taget et foto og fremvist legitimation. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer bemærker, at det fremgår af referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren med sin underskrift har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalereferaterne er i overensstemmelse med samtalerne, og at han har haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til referaterne. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgerens oplysning for nævnet om, at der under de tidligere samtaler opstod misforståelser på grund af tolkeproblemer kan tillægges betydning. Flertallet finder ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren, idet der henvises til karakteren af de divergenser og de usandsynligheder, der har medført, at ansøgerens forklaring er forkastet. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/22/mvln
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Darfur-provinsen, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som etnisk fur frygter anholdelse og overgreb fra politiet. Ansøgeren frygter endvidere, at regeringen vil tro, at han grundet sin udrejse fra Sudan har kæmpet for oprørere i Sudan. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold Darfur, herunder konflikten med militsgruppen Janjaweed. Endelig har ansøgeren henvist til, at han under sit ophold i Khartoum blev nægtet udlevering af sine uddannelsesdokumenter, fordi han ikke ville aftjene sin militærtjeneste, ligesom han på grund af manglende tilladelse til at sælge varer på markedet flere gange blev frataget sin salgsvogn og sendt væk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2003, mens han passede familiens kvæg, fik frastjålet disse ved bjergene i Siranga af en gruppe fra Janjaweed-militsen. Personerne henvendte sig til ansøgeren, idet de pålagde ham at forsvinde fra stedet. På vejen hjem til landsbyen så ansøgeren, at denne stod i flammer, og ved ankomsten til bopælen så han, at hans moder var blevet dræbt. Ansøgeren fik af flygtende landsbyboere at vide, at mænd ridende på kameler og heste stod bag nedbrændingen af landsbyen. Ansøgeren flygtede til landsbyen […], hvor han blev stoppet og afhørt af soldater fra den sudanske hær, der ville vide, om der var oprørsgrupper i området. Ansøgeren blev løsladt efter at være blevet afhørt en halv dag. I oktober 2003 blev ansøgeren hentet på sin bopæl i […] af tre for ham ukendte myndighedspersoner. Ansøgeren blev bragt til politistationen og afhørt om kendskabet til oprørsgrupper i området. Ansøgeren oplyste ikke at have viden herom, og samme aften blev han løsladt. Ansøgeren rejste i december 2003 til Khartoum, hvor han boede frem til udrejsen til Egypten i 2013. Under opholdet i Khartoum kunne ansøgeren ikke få udleveret sine skolepapirer fra gymnasiet, medmindre han indvilgede i aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren nægtede dette. Ansøgeren har fra juli 2013 frem til indrejsen i Danmark opholdt sig i Egypten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring i nævnsmødet om, at han flyttede fra bydel til bydel i Khartoum for ikke at blive genkendt, til grund. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller i øvrigt udført aktiviteter vendt mod styret. Ansøgeren har i forbindelse med de generelle forhold i Darfur været tilbageholdt kortvarigt ved en kontrolpost, da han forlod landsbyen i 2003, og han har også været tilbageholdt i […]. Han blev løsladt samme dag. Han blev i begge tilfælde krænket verbalt, men ikke udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt uden videre. Ansøgeren har herefter levet ti år i Khartoum uden at være udsat for overgreb af en sådan karakter, at det kan betegnes som forfølgelse eller overgreb, som er tilstrækkelige alvorlige til, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Sudan er af en sådan karakter, at ansøgeren, uanset at han er etnisk fur og stammende fra Darfur, ikke vil kunne vende tilbage til Sudan uden at risikere overgreb. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/21/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans fader i [sommeren] 2003 blev anholdt og fængslet af myndighederne i [i byen X]. Syv dage senere blev han løsladt, mod at han skulle indsamle oplysninger om oppositionsgrupperne. I 2005 blev han på ny anholdt og fængslet i to dage i forbindelse med, at myndighederne i [i byen X] ville udspørge ham om en episode, hvor markedet i byen var blevet plyndret af ukendte gerningsmænd. Medio 2012 blev han igen anholdt og fængslet, da myndighederne i [i byen Y] fejlagtig troede, at han havde deltaget i en studenterdemonstration til støtte for oppositionen. [I foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt og afhørt i forbindelse med et bankrøveri i [i byen X], hvor en politibetjent, et barn og to gerningsmænd mistede livet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han [i sommeren] 2014 blev anholdt og efterfølgende fængslet i to dage, fordi myndighederne mistænkte ham for at have oplysninger om et forestående angreb på et militærområde i byen [X]. Fire dage senere udrejste han af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen fremstår ikke troværdig, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen om årsagen til, at de sudanesiske myndigheder skulle slå ham ihjel, ikke forekommer overbevisende og sandsynlig. Ansøgeren har ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne i 2003, 2012, 2013 og 2015, og at han ikke havde været tilbageholdt på andre tidspunkter. Ved asylsamtalen [i efteråret] 2015 i Udlændingestyrelsen fortalte ansøgeren, at han også var blevet tilbageholdt i 2005. Foreholdt, hvorfor han ikke tidligere forklarede om tilbageholdelsen i 2005, oplyste han, at han ikke blev spurgt om tilbageholdelse i 2005, og at han fik at vide, at der ville komme en samtale mere, hvor han kunne forklare sig yderligere. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom supplerende forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i sommeren 2005. Ansøgeren har under motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 om baggrunden for tilbageholdelsen i 2013 forklaret, at der var sket et bankrøveri [i byen X], hvor en 8-årig dreng og en politimand blev dræbt og to blev såret. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at der var tale om en 8-årig pige, som blev dræbt, og at to af gerningsmændene blev dræbt. Foreholdt sin tidligere forklaring under samtalen [i vinteren] 2015 oplyste ansøgeren, at tolken ikke havde forstået ham og læste op fra referatet som om, der var tale om en pige. Han oplyste videre, at de to gerningsmænd blev såret og senere døde. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom yderligere forklaret, at det var en dreng, der blev dræbt, og at de to gerningsmænd alene blev såret. Han kender således ikke noget til, om de døde efterfølgende. Ansøgeren har endvidere ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at han havde haft kontakt med sin far, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Under samtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren først forklaret, at han ikke havde talt med sin far i perioden mellem ankomsten til Danmark og samtalen [i efteråret] 2015, fordi faderen sad i fængsel på det tidspunkt. Derefter forklarede ansøgeren, at han nåede at tale med faderen en gang inden samtalen [i efteråret] 2015. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom yderligere forklaret, at han har talt med sin far, efter at faderen blev løsladt, og at han under motivsamtalen [i vinteren] 2015 fortalte, at han havde talt med sin mor. Det var efter samtalen [i vinteren] 2015, han talte med sin far. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne efter hans udrejse, og at faderen blev fængslet i 1-1½ måned. Faderen har ifølge ansøgeren holdt fast i at fortælle myndighederne, at ansøgeren var taget tilbage til universitetet og ikke, at han var udrejst. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om omstændighederne ved sin flugt, herunder hvor mange dage han blev i landsbyen, og hvor han opholdt sig. Ansøgeren har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han og hans familie aldrig har været medlem af oppositionen eller oprørsgrupper og aldrig har været i kontakt med disse. Han har for Flygtningenævnet bekræftet, at han ikke har samarbejdet med disse grupper, men alene i kraft af sin etnicitet og sit stammetilhørsforhold mistænkes for at samarbejde med dem. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne i Sudan efter angiveligt at have tilbageholdt ansøgeren fem gange i løbet af 11 år uden at få oplysninger fra ansøgeren nu skulle efterstræbe ansøgeren, fordi han ikke har kunnet skaffe oplysninger om oprørsgrupperne. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Den omstændighed, at ansøgeren er ikke-araber og kommer fra Darfur, kan ikke i sig selv medføre en anden vurdering, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols afgørelse i sagen A.F. v. France (appl. No. 80086/13). Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/20/CEB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim af trosretning fra […], Al Fashir, Darfur i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanske myndigheder eller Janjaweed-militsen. Hans landsby blev plyndret og brændt ned af Janjaweed-militsen i 2003, hvor ansøgeren og hans familie blev tvunget til at flygte til en flygtningelejr […]. Han blev i 2007 eller 2008 anholdt og fængslet i omkring en måned, fordi han nægtede at melde sig ind i regeringspartiet. Hans fætter blev [i foråret] 2013 opsøgt i sin forretning af personer fra Janjaweed-militsen, som ville have udleveret varer gratis. Fætteren nægtede og det udviklede sig til et skænderi, hvor ansøgeren sammen med 11-12 andre personer måtte føre sin fætter væk for at beskytte denne. Umiddelbart efter skænderiet skrev personerne fra Janjaweed-militsen navnene ned på alle personer, der gik væk med fætteren, idet de ville dræbe alle på listen. Dagen efter blev fætteren dræbt på gaden af Janjaweed-militsen. Til begravelsen fandt ansøgeren ud af, at hans navn stod på listen. Ansøgeren opholdt sig herefter skiftevis på sin bopæl og ved en plantage i nærheden i omkring en uge, hvorefter han flygtede til Khartoum, hvor han opholdt sig i to måneder, inden han udrejste. Janjawid-militsen har efterfølgende opsøgt ansøgerens forældre to gange og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af referatet af oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015, at ansøgeren har forklaret, at der efter sommeren 2013 kom lister med navne over byens borgere, der var indkaldt af Janjaweed-militsen, at ansøgerens og fætterens navne var på listen, og at fætteren blev dræbt, hvorefter ansøgeren frygtede for sit liv og derfor forlod Sudan. Ansøgeren har således ikke i oplysnings- og motivsamtalen oplyst om en konflikt med Janjaweed i fætterens forretning. Det af ansøgeren for Flygtningenævnet beskrevne motiv må således anses som en udbygning og/eller divergens i forhold til hans tidligere forklaring. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter findes at være usandsynlig. Det findes blandt andet usandsynligt, at ansøgeren ville risikere at deltage i fætterens begravelse i byen dagen efter drabet på fætteren på trods af hans endog meget betydelige frygt for militsen, ligesom det findes usandsynligt, at ansøgeren turde opholde sig i byen i omkring en uge efter drabet. Det findes herudover usandsynligt, at militsen først kontaktede ansøgerens forældre omkring halvandet år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/2/ADP
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mimah og muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt landsby], Norddarfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er eftersøgt for at støtte bevæbnede grupper. Ansøgeren frygter videre de bevæbnede grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 sad og talte med sin ven, [A], og dennes to bekendte, som prøvede at overtale ansøgeren til at tilslutte sig deres gruppe, som kæmpede mod regeringen. En bil fra sikkerhedstjenesten kom til stedet, hvorefter ansøgerens ven flygtede. Den ene af ansøgerens bekendte blev skudt og dræbt i forsøget på at flygte, mens ansøgeren og ansøgerens anden bekendte blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi den bekendte, han blev anholdt sammen med, havde fortalt, at ansøgeren ikke var tilknyttet en bevæbnet oppositionsgruppe. Ved sin løsladelse indvilligede ansøgeren i at samarbejde med sikkerhedstjenesten og hjælpe dem med at pågribe ansøgerens ven. Hvis ansøgeren ikke gav dem vennen indenfor en uge, ville han blive pågrebet af myndighederne. Omkring fem dage senere ringede vennen til ansøgeren, og de aftalte at mødes. Under mødet fortalte vennen, at de bevæbnede grupper (Tamarid) ville slå ansøgeren ihjel, idet de mente, at ansøgeren havde fortalt myndighederne omkring vennens og de to bekendtes tilknytning til grupperne. Under mødet ankom en bil, hvorefter vennen og ansøgeren måtte flygte fra stede og søge tilflugt i et nærliggende hus. Ansøgeren kom i kontakt med sin familie, som oplyste, at familiens bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste to dage senere. Da ansøgeren var i Libyen, oplyste ansøgerens faders ven, at ansøgerens familie var blevet overfaldet, ligesom familiens hus var blevet brændt af en ukendt gruppe. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets ikke afvise hans forklaring om, at han blev tilbageholdt af myndighederne og beskyldt for at samarbejde med oprørerne, at han blev løsladt med pålæg om at finde [A], at oprørsbevægelsen efterfølgende har brændt familiens hus ned og dræbt hans broder, [B], og søster, [C], idet bevægelsen mistænker ham for at have samarbejdet med myndighederne, og at myndighederne har fængslet hans fader. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Suda/2016/2/STR
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Berti-stammen og er muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af militsen Janjaweed eller af den sudanesiske regering, idet de pågældende er efter personer af afrikansk afstamning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Janjaweed tre gange i foråret 2015 angreb hans landsby og i samme periode angreb flere Berti-landsbyer i området. Umiddelbart herefter udrejste han af Sudan. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede ud af landet, efter at Janjaweed tre gange med få ugers mellemrum i foråret 2015 havde angrebet hans landsby. Under de to første angreb blev der skudt folk fra landsbyen, og huse blev brændt ned. Ansøgeren var ved disse angreb på landbrugsarbejde uden for landsbyen. Ved det tredje angreb befandt ansøgeren sig på fodboldbanen i udkanten af landsbyen, hvor han kunne høre skyderi, og han løb hjemad. Undervejs så han huse i brand og folk, der blev skudt. Angriberne var maskerede mænd til fods og til hest. Herefter vendte han om og flygtede sammen med flere andre fra landsbyen. Ansøgeren har i sommeren 2015 en gang haft telefonisk kontakt med sin mor, der fortalte, at hun og hans 4 halvbrødre samt hans stedfar befandt sig i Khartoum efter at være flygtet samme dag som ansøgeren. Han har iværksat en eftersøgning af sin familie gennem Røde Kors. Ansøgeren har oplyst, at han frygter Janjaweed, som vil dræbe alle, der ikke er af arabisk etnicitet, eller tage ikke-arabere som fanger for at behandle dem som slaver. Det er hans opfattelse, at de sudanesiske myndigheder arbejder sammen med Janjaweed og forsyner dem med våben. Efter ansøgerens oplysninger har hverken han selv eller hans familie haft personlige, individuelle konflikter med Janjaweed eller de sudanesiske myndigheder, og både ansøgeren og hans familie fremstår helt uprofilerede i forhold til de stridende grupperinger i Sudan, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen A.F. v. France (appl. No. 80086/13). Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgeren kommer fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/19/CEB
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af repræsentanter fra regeringen, som forud for hans udrejse mistænkte ham for at samarbejde med oprørsgrupper og internationale nødhjælpsorganisationer i Darfur. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby, [L], i Geneina-området, blev brændt ned af militsgruppen Janjaweed [i foråret] 2003. Mange mennesker, herunder ansøgerens fader, døde under angrebet. Det lykkedes for ansøgeren, hans moder og to brødre at flygte. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Geneina by, hvor han flyttede ind hos to skolekammerater. Ansøgerens moder og to brødre tog ophold i en flygtningelejr i bydelen [A] i Geneina, hvor de fortsat bor. Fra [foråret] 2004 begyndte ansøgeren og hans bofæller frivilligt at indsamle tøj til [A] flygtningelejrens beboere. [I sommeren] 2007 blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fem maskerede og bevæbnede mænd, der tilbageholdt ansøgeren. Han var tilbageholdt i omkring tre en halv måned og blev udsat for flere former for tortur. Formålet med tilbageholdelsen var at få ham til at indrømme, at han samarbejdede med regeringsfjendtlige oprørsgrupper eller udenlandske organisationer. Efter tre en halv måned underskrev ansøgeren, mod løftet om løsladelse, et dokument, som han ikke fik oplyst det nærmere indhold af. [I vinteren] 2008 blev han igen opsøgt af tre personer, som bragte ham til et for ham ukendt sted, formentlig en militærkaserne. Efter omkring fem dage blev han kørt til behandling på et militærhospital, da han havde sultestrejket. Efter en nat på hospitalet flygtede han og tog udrejste tre dage senere af Sudan. Der foreligger en torturundersøgelse [fra efteråret] 2015 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe. Ansøgeren har i forbindelse med undersøgelsen konkretiseret hvilke fysiske overgreb, han er blevet udsat for og nærmere oplyst om fysiske og psykiske eftervirkninger herfra. Ved den objektive undersøgelse er der fundet talrige ar i maveregionen, på brystkassen, på ryggen samt på arme og ben. Det konkluderes i rapporten, at der er fuld overensstemmelse mellem den angivne tortur og de objektive fund, samt at de beskrevne smerter fra bevægeapparatet understøtter, at ansøgeren har været udsat for ophængning. Ansøgeren har i det væsentlige forklaret overensstemmende om sit asylmotiv under hele sagen, idet han dog på nogle punkter har afgivet divergerende forklaringer, der som udgangspunkt svækker ansøgerens troværdighed. Henset til, at forklaringen nu støttes af den foreliggende torturundersøgelse sammenholdt med den ”benefit of the doubt”, der særligt skal komme torturofre til gode, kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for tortur. Herefter og under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen i Dafur, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanesiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Suda/2016/18/MVI
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren [tilhører en afrikansk stamme] og [er] muslim af trosretning fra […]provisen i Norddarfur, Sudan. I [et år], da ansøgeren studerede på universitet, var han medlem af organisationen Girifna, som beskæftigede sig med problemer i Darfur-regionen. Ansøgeren fungerede i den forbindelse som talsmand, hvor han holdt taler ved møder på universitet, medvirkede i [et radioprogram], skrev artikler og holdt taler til arrangementer på det lokale marked. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, som anklager ham for at samarbejde med [radioprogrammet], foreningen UniMed samt Læger Uden Grænser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i sin tid som studerende på universitetet i Khartoum fra [i en nærmere bestemt periode på tre år] var politisk aktiv og at han i den forbindelse deltog i møder og demonstrationer, at han skrev en lang række artikler til universitets vægavis, lod sig interviewe til radio, at han 2010 blev medlem af studenterorganisationen Girifna, hvor han blev en slags talsmand for personer fra Darfur og at han i [sommeren] 2010 blev anholdt af de sudanesiske myndigheder, da han sammen med andre personer fra Girifna talte til et arrangement på det lokale marked talte om problemerne i Darfur. Ansøgeren blev løsladt omkring to måneder efter, idet han skrev under på en erklæring om, at han ikke længere ville udtale sig kritisk om den sudanesiske regering. Ansøgeren fortsatte med sine aktiviteter, men nu kun på universitetets område. Efter endt studie flyttede ansøgeren i 2011 tilbage til hjembyen. I [vinteren] 2013 flygtede ansøgeren sammen med sin familie til Abo Shok flygtningelejeren, da hans landsby blev angrebet af Janjaweed-militsen og de sudanesiske myndigheder. Til stede i lejeren var blandt andet UniMed og Læger Uden Grænser, som ønskede at afdække, hvad der var hændt i ansøgerens landsby. UniMed og Læger Uden Grænser havde egne tolke med, men folk fra landsbyen anmodede om, at ansøgeren bistod dem i fortællingen af deres historier. Ansøgeren blev fire gange benyttet som tolk for UniMed og Læger Uden grænser, ligesom han én gang medvirkede i [radioprogrammet] vedrørende angrebet på landsbyen. [I vinteren] 2014 flyttede ansøgeren tilbage til landsbyen. Få dage efter blev ansøgeren og dennes fader anholdt på bopælen af personer fra efterretningstjenesten. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring fire måneder, i hvilken periode han blev mishandlet verbalt og fysisk. Efterretningstjenesten beskyldte ansøgeren for at være spion, for at have hjulpet folk med at fortælle deres historier til nødhjælpsorganisationerne og for at samarbejde med frihedsbevægelserne. Ansøgeren blev afhørt fire gange i de fire måneder, han var tilbageholdt. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren i fængslet udsat for voldsomt fysiske overgreb, som førte til, at han blev indlagt på en fængslets sygeafsnit. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sygeafsnittet efter tre dage. Han tog ophold i Somalia i tre dage, hvorefter han rejste til Libyen. Efter en måned i Libyen fortalte ansøgerens broder til telefonen til ansøgeren, at deres fader var afgået ved døden i fængslet, at myndighederne tre gange havde ledt efter ansøgeren i området, samt at myndighederne havde efterlyst ansøgeren med billede i en avis. Flygtningenævnets flertal har ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet som asylmotiv alene henvist til begivenhederne efter [vinteren] 2013. Ansøgeren har en universitetsuddannelse og det må forventes, at ansøgeren har forstået de spørgsmål, der er indeholdt i asylansøgningsskemaet. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ikke har været politisk aktiv. Der har i forbindelse med Udlændingestyrelsens to første samtaler med ansøgeren været tolkemæssige problemer, og ansøgeren har først under gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han [i en nærmere bestemt periode på tre år] var politisk aktiv, dels i en navngiven organisation, dels ved at skrive ugentlige indlæg til en vægavis, ved at give radiointerviews og ved at holde taler og oplyse om forholdene i Darfur såvel indenfor som udenfor universitets område. Ansøgeren har endvidere først på dette tidspunkt oplyst, at han i 2010 blev pågrebet af sikkerhedsstyrkerne, og at han herefter var tilbageholdt i to måneder i hvilken forbindelse ansøgeren blev udsat for tortur. Ansøgeren har videre forklaret, at han i forbindelse med frigivelsen måtte underskrive en erklæring om, at han ikke fremover ville være politisk aktiv. Nævnets flertal finder, at der er tale om en udbyggende forklaring, og at dette væsentligt afsvækker ansøgerens troværdighed. Nævnets flertal finder ikke, at det Youtube-klip og Facebook-opslag, der er forevist i forbindelse med nævnsmødet ændrer ved vurderingen heraf. Ansøgeren har som asylmotiv i øvrigt henvist til, at hans landsby blev brændt ned i [vinteren] 2013 og at han og familien i perioden frem til [vinteren] 2014 opholdt sig i en flygtningelejr. Under opholdet i flygtningelejren fungerede ansøgeren ved fire lejligheder som tolk i forbindelse med, at UniMed og Læger Uden Grænser interviewede flygtningene om de overgreb de havde været udsat for, og at dette førte til at ansøgeren og ansøgerens far [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2014 blev pågrebet af sikkerhedsstyrkerne og bragt til afhøring. Ansøgeren har videre forklaret, at han herefter var tilbageholdt i cirka fire måneder, og at han i den periode blev udsat for tortur. Ansøgeren har vedrørende denne tilbageholdelse forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder har ansøgeren forklaret divergerende om den episode, der ledte til at ansøgeren blev indlagt på fængslets sygeafdeling. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev sparket og pisket indtil han besvimede. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at han besvimede, fordi han fik elektriske stød. Unde nævnsmødet blev ansøgeren spurgt om, hvorvidt skaden på ansøgerens fod blev påført, medens ansøgeren var hængt op. Dette afviste ansøgeren, idet han forklarede, at han på intet tidspunkt under torturen var hængt op. Dette er i modstrid med den deltaljerede forklaring ansøgeren har afgivet over for Udlændingestyrelsen, hvor ansøgeren forklarede, at skaden på foden fremkom ved slag på foden i forbindelse med at ansøgeren var ophængt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret afglidende og ukonkret om karakteren af de fysiske overgreb, som ansøgeren angiveligt var udsat for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den periode på tre dage, hvor han var indlagt på sygeafdelingen, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i de tre dage simulerede at han var bevidstløs, medens ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at vagten blev mere og mere efterladende blandt andet fordi ansøgeren meget ofte havde brug for at komme på toilettet for at lade vandet. Samlet set medfører overnævnte forhold, at nævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring ikke fremstår troværdig. Henset til denne manglende troværdighed findes der ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnets flertal finder ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/17/str/shh
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Kordufan, Sudan. Ansøgeren tilhører endvidere klanen [navn på klan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været aktiv i studenterpolitik i perioden fra 2011 til 2014 men ikke tilknyttet et egentligt parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder på grund af sine politiske holdninger, herunder sin offentlige kritik af det sudanesiske styre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han studerede fast på [universitet] i [byen] i perioden fra 2010 til 2014. Han var studenterpolitisk aktiv på universitetet, og i den sammenhæng har han holdt flere taler ved større studenterpolitiske møder. Ansøgerens taler omhandlede blandt andet det sudanesiske styres krænkelse af menneskerettigheder for de studerende og i forbindelse med krigen i Dafur. Ansøgeren har videre oplyst, at han på baggrund af sine politiske aktiviteter blev arresteret og tilbageholdt i alt tre gange. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren og flere andre studerende blev første gang tilbageholdt [i vinteren 2011] under nogle studenterpolitiske uroligheder på [navn på universitet], hvor politiet stormede stedet. Ansøgeren blev tilbageholdt i en måned. [I vinteren] 2012 blev ansøgeren tilbageholdt for anden gang af myndighederne under en demonstration. Ansøgeren og de øvrige demonstrerede mod at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at finde de gerningsmænd, som havde dræbt fire studerende fra [navn] universitetet. Ansøgeren blev tilbageholdt i 42 dage og tvunget til at underskrive nogle dokumenter, som han ikke fik mulighed for læse indholdet af. I 2014 efter endt studie rejste ansøgeren til [by], hvor hans moder, ægtefælle og børn boede. Ansøgeren blev tilbageholdt for tredje gang i [by], idet de anklagede ham for at sympatisere og samarbejde med ”Den Folkelige Bevægelse”. Ansøgeren blev tilbageholdt i 2,5 måned, hvorefter han blev overført til et hospital, da han havde sultestrejket og derfor var syg. Ansøgeren opholdt sig på hospitalet i syv dage, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Omdurmann, hvorefter han omkring 60 dage efter udrejse til Libyen. Flygtningenævnet har ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren har forklaret, at han havde en så stærk politisk overbevisning, at han fortsatte sit politiske virke trods de to første anholdelser, så længe han opholdt sig på universitetet. Han har imidlertid til trods herfor alene forklaret upræcist og afglidende, når han er blevet spurgt nærmere ind til sine politiske holdninger samt indholdet af de politiske synspunkter, som han videregav. Vedrørende de to første anholdelser lægger Flygtningenævnet dernæst vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på så væsentlige punkter som i hvilket omfang og i hvilke forbindelser han er blevet udsat for overgreb, ligesom han har forklaret divergerende om omstændighederne ved den anden løsladelse. Flygtningenævnet henviser her til de divergenser, som allerede er beskrevet i Udlændingestyrelsens afgørelse, og som fortsat savner en rimelig forklaring. Vedrørende den tredje oplyste anholdelse lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af hospitalsopholdet samt, at han har forklaret upræcist og afglidende, når han er spurgt ind til forholdene på hospitalet og muligheden for flugt. Han har herunder ikke nærmere kunne forklare overbevisende om, hvordan han, allerede få dage efter at være indlagt så afkræftet, at han ikke kunne bevæge sig, kunne forlade hospitalet og gå derfra. Samlet set medfører overnævnte forhold, at ansøgerens forklaring ikke fremstår troværdig. Henset til denne manglende troværdighed findes der ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har de oplyste ar: et ar ved den ene ankel, enkelte ar på håndleddene og enkelte små ar på skulderen, findes disse ar ikke at være så karakteristiske for en så omfattende tortur, som ansøgeren har forklaret om, at de i sig selv vil kunne begrunde et andet resultat af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/16/LRN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Wadae (hans moder er Gimir) og muslim fra […] Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra Beni Halba-klanen og det sudanesiske politi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i en periode på 12 måneder] var ansat som projektleder i organisationen Rural Community Development Organization (RCDO). I løbet af det år søgte han forgæves at få visum til England, hvor han ønskede at studere. I slutningen af året skulle han for RCDO forestå opførelsen af 100 små handelsboder i Brota-området i Al Beda Kommune i Vestdarfur. Da byggeriet stod færdigt [ultimo 2013], blev det angrebet og brændt ned af personer fra Beni Halba-klanen, som var utilfredse med, at de ikke havde fået de boder, som de gerne ville have haft og med, at der var bygget på et areal, der tilhørte personer fra klanen. Under angrebet døde tre personer fra klanen, herunder moderen til klanens leder. Samme dag blev ansøgeren på sit kontor i Al Beda by arresteret af politiet, som beskyldte ham for at samarbejde med oprørere og for overlagt at have bygget ind over Beni Halba-klanens territorium samt for at være ansvarlig for branden og de tre dødsfald. Dagen efter ransagede politiet hans arbejdsplads og familiens bolig. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur. Direktøren for RCDO besøgte ansøgeren i fængslet og fortalte, at personer fra Beni Halba havde været på arbejdspladsen, hvor de havde bebrejdet ham, at lederens moder var omkommet samt at klanen derfor ville hævne sig på ham. [Primo 2014] lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet i forbindelse med reparationen af en parabolantenne. Beni Halba-klanen har flere gange både før og efter ansøgerens flugt opsøgt ansøgerens familie i […], hvor de har brændt familiens hus ned og skudt ansøgerens broder i benet. [Omkring en måned senere] udrejste ansøgeren illegalt til Egypten. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hans baggrund og identitet til grund, herunder at han for RCDO ultimo 2013 arbejdede i Al Beda. Vedrørende troværdigheden af ansøgerens forklaring om den asylbegrundende konflikt, fængslingen og flugten bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren på enkelte punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således ifølge referat af forklaring til Udlændingestyrelsen den […] oplyst, at fængslet lå i Brota samt at han flygtede fra fængslet [en nærmere bestemt dato] og ud af Al Beda [en nærmere bestemt dato]. Senere har ansøgeren forklaret, at fængslet ligger i Al Beda og han har flere gange, herunder til Udlændingestyrelsen den […], forklaret, at han efter flugten fra fængslet kun opholdt sig i Al Beda i to dage. Ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om det sidste ophold i Al Beda var præget af betydelig usikkerhed. Ansøgeren har endvidere under sidstnævnte forklaring oplyst, at han i fængslet blev hentet af to personer den dag, han flygtede, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev hentet af tre vagter. Divergenserne er isoleret set ikke afgørende, men kan dog indgå i den samlede troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om det for motivet afgørende spørgsmål om tortur. Under begge samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han blev afklædt, sat i en kasse samt at der blev sprøjtet koldt vand på ham. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han tillige 2-3 gange om ugen om natten blev taget ud af kassen og lagt på et bræt samt at en mand holdt på hans fødder, mens en anden mand holdt ham fast ved overkroppen. Ansøgeren har i nævnet videre forklaret, at han i den position blev grundigt afhørt om tilknytning til oprørsbevægelser og i den forbindelse mange gange snittet i brystet og på maven med kniv. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt fotografier af sit bryst og mave, hvoraf ses adskillige ar. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om omhandlede meget grove form for tortur. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra fængslet forekommer meget usandsynlig. Dette gælder ikke mindst den omstændighed, at ansøgeren - der på det tidspunkt var blevet tortureret hver nat i over 20 dage - skulle være bragt op på fængselstaget af vagter for at rette på en antenne og fra taget var i stand til at springe mindst otte meter ned og ud af fængslet. Ansøgeren skulle kun være kommet lettere til skade ved springet og var i stand til at løbe væk fra fængslet, og ansøgeren hørte eller så ikke noget til vagterne i forbindelse med flugten. Herefter, og idet ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet ikke er fremstået selvoplevet og troværdig, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet samt at han har været ansat i en humanitær organisation, der samarbejder med UNHCR, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet finder under disse omstædigheder, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag, og nævnet kan derfor ikke imødekomme en subsidiær påstand om fra ansøgerens advokat, at udlændingemyndighederne skal rette henvendelse til RDCO eller at sagen skal udsættes med henblik på indhentelse af torturundersøgelse. Idet Flygtningenævnet således ikke finder, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/2015/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra […], Al-Jenenah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anholdt af myndighederne [ultimo] 2010. Han blev fængslet og beskyldt for at samarbejde med oprørerne. Efter fysiske overgreb indvilligede han i at samarbejde med myndighederne og skaffe oplysninger fra oprørerne. Han blev derfor løsladt med daglig meldepligt. Han overholdt sin meldepligt i fem dage, men havde ingen informationer at give myndighederne. På sjette dagen efter hans løsladelse, blev han syg og kunne derfor ikke overholde sin meldepligt. Myndighederne hentede ham på hans bopæl og bragte ham til fængslet, hvor de anbragte ham i isolation i tre dage. Herefter blev han flyttet til et andet fængsel og oplyst om, at han ville blive henrettet. Ansøgeren og de øvrige indsatte aftalte herefter at flygte sammen. Det lykkedes dem at flygte, ved at en indsat bad om at komme på toilettet. Da vagten kom, væltede ansøgeren og de andre vagten omkuld, hvorefter det lykkedes alle ti fanger at flygte. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan lægges til grund, idet den ikke forekommer selvoplevet og på nogle punkter er divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret skiftende om datoerne for, hvornår han blev tilbageholdt, flygtede og udrejste. Det forekommer endvidere usandsynligt, at bevogtningen af ti dødsdømte skulle være så lemfældig som af ansøgeren forklaret. Endelig forekommer det utroværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljer om den påståede tortur eller fængselsbygningens indretning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde asyl. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om foretagelse af torturundersøgelse, idet påvisningen af eventuelle skader ikke vil ændre nævnets vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/14/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kundskab, at han har deltaget i en demonstration imod de sudanesiske myndigheder i Danmark, og fordi han er anklaget for at opildne til oprør i flygtningelejren […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [medio] 2011 blev arresteret på grund af sit medlemskab af […]-stammen. Under tilbageholdelsen blev han anklaget for at opildne til oprør i flygtningelejren […] samt anklaget for at være en del af oppositionen i Sudan. Det lykkedes ansøgeren at flygte [medio] 2011 i forbindelse med en indlæggelse. Han opholdt sig i byen Altina frem til [ultimo] 2015, hvor han udrejste af Sudan. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark deltog i en demonstration i København [medio] 2015 for sudanesiske asylansøgeres rettigheder samt imod de sudanesiske myndigheder. Billeder fra demonstrationen blev bragt i den sudanesiske internetavis […] den [medio] 2015. Ansøgeren er efterfølgende blevet kontaktet af sin broder, som to gange er blevet tilbageholdt af repræsentanter fra de sudanesiske myndigheder, som er bekendte med, at ansøgeren har deltaget i demonstrationen i København. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på adskillige og også væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den forekommer divergerende og udbyggende. Han har således i sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne, mens han arbejdede i en bod på markedet i byen, mens han under senere afhøringer har forklaret, at han på det pågældende tidspunkt ikke havde arbejde, og at han blev tilbageholdt i det åbne land på vej til lejren. Endvidere forekommer hans forklaring om, at han kunne flygte fra hospitalet uden problemer, idet han blot var blevet efterladt der uden opsyn, stærk usandsynlig, ligesom han for nævnet først forklarede, at han forlod hospitalet gennem en port og senere, at han kravlede over en mur. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans deltagelse i en demonstration i København er kommet til de sudanesiske myndigheders kundskab, idet identifikation skønnes vanskelig om ikke umulig på det foreliggende grundlag. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/13/IBL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Al-Bagal og sunni muslim fra [en by] i det sydlige Darfur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i [en forening] på universitetet, […], i Khartoum, hvor ansøgeren læste økonomi. Ansøgeren var økonomansvarlig i foreningen, og rådet havde til formål at oplyse de studerende om, hvad der var sket i Darfur samt give humanitær hjælp til udsatte mennesker i Darfur. En dag i 2011 da ansøgeren var på vej hjem fra universitetet, blev han kidnappet af 4 mænd, som tog ham med i en Landrover. Ansøgeren blev kørt til et fængsel, hvor myndighedspersoner under afhøring anklagede ham for at være politisk aktiv og imod staten og anklagede ham for at have indkøbt våben og givet dem videre til oprørsgrupper i Darfur. Ansøgeren var fængslet i et år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ved løsladelsen blev han pålagt meldepligt hos efterretningstjenesten i Khartoum, hvilken han overholdt. I [sommeren] 2012 genoptog ansøgeren sit studie men opdagede, at hans forening var blevet nedlagt, hvorfor ansøgeren startede rådet op igen og igen var økonomiansvarlig. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren fængslet for anden gang. De anklagede ham igen for at være politisk aktiv og for at indkøbe våben til oppositionsgrupper i Darfur. Under dette fængselsforløb blev han på ny udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter 6 måneder i [foråret] 2014 mod, at han igen skulle melde sig på det nærmeste efterretningstjenestekontor i Khartoum hver torsdag og lørdag. Hver gang ansøgeren meldte sig, blev han verbalt truet af myndighederne. I tiden efter løsladelsen blev ansøgeren løbende opsøgt af myndighederne på sin bopæl, hvor personer fra myndighederne bankede på døren til ansøgerens bopæl og chikanerede ham og familien. Myndighedspersonerne spurgte ikke efter ansøgeren, men lod hver gang som om, at de ledte efter en anden. Ansøgerens familie fik til sidst nok af myndighedernes trusler, hvorfor de hjalp ansøgeren med at udrejse fra Sudan [primo] 2015. Flertallet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring om udsættelse med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet flertallet ikke finder det sandsynliggjort, at resultatet af en sådan undersøgelse vil være af afgørende betydning for sagen. Flertallet finder endvidere, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, idet den forekommer divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Blandt andet har ansøgeren, der var økonomiansvarlig for foreningen, forklaret forskelligt om størrelsen af de indsamlede midler. Han har endvidere ifølge oplysninger i advokatindlægget forklaret, at han efter sin anden løsladelse var ude af stand til hverken at studere eller arbejde grundet hans helbred, mens han for nævnet har forklaret, at han i nævnte periode fik arbejde, men mistede dette på grund af chikane fra sikkerhedstjenesten. Han har endvidere forklaret udbyggende om karakteren og omfanget af den vold, han angiveligt var udsat for under frihedsberøvelserne og i forbindelse med sin meldepligt. På denne baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/119/col
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afrikaner fra barty-klanen og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i to demonstrationer i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, da hans [familiemedlem] har været imam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans [familiemedlem] havde været imam i 5 år, og hver fredag tog ud til de omkringliggende landsbyer for at fortælle om religion. [Ultimo] 2014 blev ansøgerens families bopæl angrebet af seks myndighedspersoner, hvorved ansøgerens [familiemedlem] og to brødre blev dræbt. Ansøgerens [familiemedlem] blev skudt i maven af omkring seks skud, ansøgerens broder […] blev skudt i hovedet af et skud, og ansøgerens broder […] blev ramt i maven af et skud. Ansøgerens moder blev slået, men fortalte ikke, hvor ansøgeren og hans to andre brødre, […] og […], gemte sig. De seks myndighedspersoner forlod bopælen uden at finde ansøgeren og hans brødre. Deres moder sagde, at de skulle flygte, hvorfor ansøgeren, [hans broder] og [hans anden broder] flygtede til deres [andet familiemedlems], […], bopæl i [en anden by]. Ansøgeren holdt sig skjult hos [det andet familiemedlem] i seks dage, inden han forlod Sudan den [ultimo] 2014. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig, idet den er udbyggende, divergerende og ikke virker selvoplevet. Ansøgeren har således blandt andet til styrelsen forklaret, at han gik ud af koranskolen i 2008, medens han til nævnet har forklaret, at han og hans brødre ikke lavede andet end at gå i koranskole helt frem til udrejsen i 2014. Han har endvidere til styrelsen forklaret, at ingen af soldaterne var inde på det værelse, hvor han gemte sig, medens han til nævnet har forklaret, at en af soldaterne kom ind i værelset og ledte efter ham, og at han kunne se den pågældende soldats ben fra sit gemmested under sengen. Endelig har han til styrelsen forklaret, at han under sit ophold i Libyen tilfældigt traf en person, der var i besiddelse af telefonnumret til hans [andet familiemedlem], hvorfor han kunne ringe til denne, medens han for nævnet har forklaret, at det var [det andet familiemedlem], som ringede til ham. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/11/COL
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan samt hans moder og to søskende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgerens moder har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgerens moder har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgerens moder har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i […], hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [efteråret] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgerens moder den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgerens moder havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens moders forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgerens moder på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens moders frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgerens moder er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgerens moder har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens moders deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/10 AML
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra […], Darfur, Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af de sudanesiske myndigheder, fordi han har ydet økonomisk støtte til al-Aden Walmusawat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har støttet oprørsgruppen al-Aden Walmusawat økonomisk siden 2003, ligesom han har deltaget i 10 demonstrationer, heraf fem fra 2009 til 2013 og fem før 2009. I 2005 blev ansøgeren fængslet som mistænkt for at tilhøre oprørerne. Ansøgerens onkel, der var sheik i landsbyen, fik mod betaling ansøgeren løsladt efter 14 dage. I 2013 ledte myndighederne efter ansøgeren på hans bopæl, men han var ikke hjemme. Herefter tog han ophold hos sin moster. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin moster, opsøgte myndighederne igen ansøgerens bopæl. Efter 20 dages ophold hos sin moster vendte ansøgeren tilbage til sin bopæl. Han opholdt sig herefter 12 nætter på sin bopæl, inden han udrejste af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvornår han har deltaget i de demonstrationer, der ifølge hans forklaring var anledningen til myndighedernes forfølgelse af ham. Han har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet svaret upræcist og afglidende på flere spørgsmål, herunder om hvordan han fik oplysning om, at myndighederne ledte efter ham i 2013, hvilket var anledningen til, at han tog ophold hos sin moster og senere flygtede. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet intet har oplyst om sin støtte til oprørsgruppen og deltagelse i demonstrationer eller sin anholdelse og fængsling i 2005. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/1/ADP
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sudanesisk statsborger, tilhører Zagawa stammen og er muslim af trosretning fra Al-Jazzirah området. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet og sået ihjel af den sudanesiske efterretningstjeneste som følge af sin illegale udrejse og sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at den generelle situation i Darfur området er ustabil og usikker som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Darfur området. Som barn flyttede han til Al-Jazzirah området på grund af krigen. Ansøgeren har videre oplyst, at sudanesere med arabisk etnicitet er diskriminerende overfor sudanesere af afrikansk afstamning. Ansøgeren har eksempelvis oplevet, at arabiske mænd har tvunget sig foran i køen, når han har hentet vand ved floden, og han er blevet verbalt overfuset og diskrimineret i skolen. Ansøgeren har i sit asylskema og under samtalen med Udlændingestyrelsen alene henvist til, at han som barn blev chikaneret i sin landsby og den generelle uro og utryghed i Sudan. Han har under sin samtale med Dansk Flygtningehjælp tilsyneladende oplyst de samme grunde. Nævnet finder ikke, at oplysningerne om chikanen tyder på, at chikanen har haft en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Selvom det lægges til grund, at ansøgeren er af afrikansk afstamning og oprindeligt kommer fra Darfur området, har han ikke oplevet krig eller andre former for forfølgelse på grund af sin oprindelse. Selvom det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at afrikanere fra Darfur risikerer anholdelse og eventuelt tortur under afhøring, ligesom det på baggrund af samme baggrundsoplysninger må lægges til grund, at sudanesere, der har opholdt sig i længere tid i udlandet kan påkalde sig opmærksomhed, finder nævnet ikke, da ansøgeren ikke har tilhørt oprørsbevægelsen, politiske grupper eller andre grupperinger i opposition til myndighederne, at han alene af de grunde vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har umiddelbart op til mødet gjort gældende, at han ligeledes frygter at blive straffet, fordi han har unddraget sig militær tjeneste, ligesom han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer straf, fordi han af samvittighedsgrunde vil nægte militær tjeneste. Han har på nævnsmødet forklaret, at hans familie i juli 2015 har fortalt, at militæret har været forbi hans forældres bopæl og spurgt efter ham. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han på nævnsmødet har forklaret, at hans oprindelige frygt var militær indkaldelse, mens dette ikke fremgår af hverken asylskema eller samtaler med Udlændingestyrelsen eller Dansk Flygtningehjælp. Dette flertal lægger endvidere vægt på, at han ikke har oplyst at være blevet indkaldt og finder allerede af den grund, at hans påståede frygt om indkaldelse ikke er konkret. På baggrund af oplysningerne i Landinfos rapport: ”Temanotat: Sudan: Verneplikt og rekruttering til regimeallierte militser.”, udgivet 24. marts 2015, hvorefter der alene indkaldes et begrænset antal værnepligtige, og da der efter oplysningerne ikke sker tvangsrekruttering, og da kun en lille del af de indkaldte sendes til Darfur området, finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for at blive sendt i væbnet kamp mod befolkningen i Darfur. Da hans påståede motiv således ikke er konkret og individuelt begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bergid og muslim fra […], Kordofan, Sudan. Da han var to år, flyttede familien til […], Darfur. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2005 blev fængslet af myndighederne i otte måneder, idet han nægtede at lade sig rekruttere til Janjaweed-militsen. Han blev først løsladt, da han indvilligede i at melde sig, og da han efterfølgende blev udstationeret som vagt ved en militærbase, deserterede han efter en uge og tog ophold i en flygtningelejr. Han opholdt sig i flygtningelejren frem til 2008, hvor han flyttede til Khartoum og påbegyndte sine studier på […] Universitetet. Mens han studerede, blev han gentagne gange opsøgt af tre mænd, som stammede fra samme by som ansøgeren, og de opfordrede ham til at slutte sig til myndighederne. Hver gang ansøgeren nægtede, blev han arresteret og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Han blev tilbageholdt omkring ti gange om året. I 2012 afsluttede ansøgeren sine studier og i 2013 flyttede han med sin familie til [en by i Darfur], hvor han i [sommeren] 2014 blev anholdt af nogle medlemmer af Janjaweed. Den følgende nat flygtede han og udrejste af Sudan. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren endvidere på Facebook ytret sig kritisk om den sudanesiske regering, hvilket har medført, at han har modtaget trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret og navnlig forklaringen om gentagne brutale og ydmygende overgreb under mere end 40 tilbageholdelser i årene 2008-2012 forekommer ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om gennem mere end fire år at have været udsat for 10 gange årligt at blive arresteret på eller i nærheden af sit universitet og under hver tilbageholdelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb og alligevel være forblevet på universitetet fremstår i øvrigt usandsynlig. Det samme gælder forklaringen om, at Janjaweed i [sommeren] 2014 i [byen i Darfur] skulle have iværksat en aktion med deltagelse af tyve køretøjer, tyve ryttere og en helikopter for at pågribe ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv, og som tidligere kun havde været udsat for kortvarige tilbageholdelser med efterfølgende løsladelse som følge af manglende beviser. Heller ikke forklaringen om, at en general, efter at aktionen havde ført til ansøgerens pågribelse, hjalp ansøgeren med at flygte i forbindelse med et vagtskifte, forekommer troværdig. Ansøgeren har endvidere på nogle punkter forklaret divergerende. Han har således til motivsamtalen forklaret, at tilbageholdelserne i perioden 2008-2012 skete hver gang inden eksamenstiden, mens han til gensamtalen forklarede, at det var vilkårligt, hvornår anholdelserne skete, og at han aldrig kunne forudse det. Til motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har haft et pas som sammen med andre dokumenter brændte sammen med hans hus, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke har haft et pas. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han deltog i militærtræning i Nyala i 2008, mens han for nævnet har forklaret, at han ikke deltog i militærtræning efter 2006. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens forklaring om for nævnet, at han siden sin ankomst til Danmark har skrevet kritisk om det sudanske regime på Facebook og nu fire dage før nævnsmødet har modtaget en trussel fra en person, som han kender fra universitetet, kan efter nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed ikke føre til en anden vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2015/8
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har været medlem af en humanitær folkelig ungdomsforening, […], siden 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev anholdt af den regeringsstøttede milits Janjaweed, der beskyldte ham for at være en del af en oprørsgruppe, og han var tilbageholdt i omkring en måned. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur. [Ultimo] 2013 blev han igen anholdt af myndighederne, som beskyldte ham for at være medlem af en oprørsgruppe, men det lykkedes ham efter to ugers tilbageholdelse at flygte, da myndighederne under transporten af ansøgeren og andre fanger til et fængsel blev angrebet af medlemmer af oppositionen, som dræbte to soldater og befriede fangerne. Herefter udrejste ansøgeren over grænsen til Chad. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2003 som følge af sin tilknytning til en humanitær forening har været mistænkt for støtte til en oprørsgruppe og fængslet og udsat for tortur. Uanset usikkerhed om troværdigheden af ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt i 2013 finder flertallet henset til den tidligere tilbageholdelse, ansøgerens fortsatte medlemskab af foreningen, ansøgerens etnicitet og den i følge baggrundsoplysningerne siden 2013 forværrede situation og forøgede risiko for forfølgelse som følge af tilhørsforhold til en ikke-arabisk etnisk gruppe i Darfur, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Ansøgeren tilhører stammen […] og er muslim af trosretning fra […], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han kommer til at stå uden eksistensgrundlag, idet han ikke har noget sted at være og ikke ønsker at leve på gaden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i landsbyen […] i det sydlige Sudan. Efter sin fars død voksede han op hos sine farbrødre, og i en ung alder flyttede han til Omdurman, hvor han i starten levede på gaden. Senere fik han job med at indkassere penge i en bus, og dernæst blev han udlært indenfor byggebranchen og fandt et arbejde med at opsætte keramik. Han boede på et lejet værelse, når han havde råd til at betale huslejen, og levede ellers på gaden. Han valgte at udrejse af Sudan, fordi hans arbejdsgiver ikke betalte den løn, han havde krav på. Ansøgeren kontaktede en agent, som arrangerede hans rejse til Libyen. På samme måde som Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Det bemærkes indledningsvist, at dødstruslerne fra ansøgerens tidligere arbejdsgiver ikke findes at være relevante for den asylretlige bedømmelse af ansøgeren i forhold til Sudan, idet [et libysk firma] var et firma, ansøgeren arbejdede kortvarigt for i forbindelse med, at han under sin flugt rejste gennem Libyen. Nævnet finder ikke, at det asylmotiv, ansøgeren i øvrigt har påberåbt sig, kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, og at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2015/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [A], Sudan. Ansøgeren har været medlem af kvindepartiet i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet, udsat for grove fysiske overgreb og/eller dræbt af myndighederne, fordi hun har skrevet flere artikler om kvinders rettigheder i Darfur samt har holdt oplæg herom. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun fra 2003 til 2004 og fra 2010 til 2012 skrev flere artikler om kvinders rettigheder i Darfur til avisen [B] i Khartoum. I [foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt af myndighederne i Khartoum. Ansøgeren var fængslet i en uge, hvor hun blev udsat for grove fysiske overgreb. Herefter blev hun løsladt på betingelse af, at hun ikke forlod Khartoum uden tilladelse, og at hun skulle informere myndighederne om, hvad der skete indenfor hendes politiske område. [Senere samme forår i] 2013 deltog ansøgeren og hendes kolleger i et arrangement i anledning af en kollegas død, og på vej hjem herfra blev ansøgeren på ny anholdt af myndighederne. Ansøgeren var herefter fængslet i omkring fem uger, hvor hun blev udsat for grove fysiske overgreb, hvilket medførte, at hun mistede bevidstheden og gik i koma. Ansøgeren vågnede herefter op på et hospital i Khartoum. Her mødte hun en officer, der havde sympati for hendes sag. Officeren fortalte ansøgeren, at hun var blevet idømt 25 års fængsel eller henrettelse, og han hjalp hende herefter med at flygte til Libyen sammen med en agent. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter divergerende og usandsynlig og forkastes derfor som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunkterne for sine anholdelser. I asylansøgningsskemaet og under asylsamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at hun første gang blev anholdt [i foråret] 2013, og at den anden anholdelse fandt sted [senere samme forår] 2013. Under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at den anden anholdelse fandt sted i [starten af] 2013, da hun blev stoppet af sikkerhedspolitiet og tvunget ind i en bil. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om årsagen til, at hun blev indlagt på hospitalet i Khartoum. I asylansøgningsskemaet har hun oplyst, at hun blev syg af malaria under sin fængsling, og at hun derfor blev indlagt på hospitalet. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun blev indlagt på et militærhospital på grund af kvæstelser som følge af tortur i fængslet. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hun under sin anden fængsling blev udsat for vold, tortur og voldtægt. Hun besvimede og gik i koma, hvorefter hun vågnede op på et hospital i Khartoum. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren uden problemer er flygtet fra militærhospitalet ved hjælp af en officer, selv om hun var forfulgt af myndighederne, og selv om der var placeret en vagt foran hendes stue på hospitalet. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forklaring om officerens anledning til at hjælpe ansøgeren og de nærmere omstændigheder vedrørende flugten fremstår uden detaljer. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sudan vil være i individuel, konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har forklaret, at de er etniske tigrinya og kristne af trosretning. Den mandlige ansøger er født i […] i det nuværende Eritrea. Han udrejste til Sudan i 1980. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Khartoum, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger flygtede fra […] på grund af krigen. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forholdene i Eritrea, hvis de skulle vende tilbage dertil, og at levevilkårene i Sudan, herunder for kristne, var for dårlige. De ønsker et bedre liv for deres børn. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han er eritreisk statsborger, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring har boet de seneste cirka 35 år i Sudan, at ansøgeren ikke har nogen form for dokumentation for sin identitet, hverken fra Eritrea, Etiopien eller Sudan, selvom han efter sin egen forklaring har været i besiddelse af en form for identitetspapirer i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget begrænsede oplysninger om sin familiebaggrund, og herunder divergerende oplysninger om, hvor mange gange han har mødt sin fader i Sudan, og hvor dette skete. Endvidere er det efter ansøgerens forklaring helt uklart, hvordan ansøgerens bekendte skulle blive klar over, at ansøgerens fader var død, og hvorefter de gav ansøgeren besked herom. Hertil kommer, at ansøgeren har givet divergerende oplysninger om de identitetspapirer, han påberåber sig at have været i besiddelse af i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget overordnede oplysninger om forholdene i Eritrea. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må vurderes i forhold til Sudan, hvor han enten er statsborger, eller hvor han uden statsborgerskab har haft fast bopæl de seneste 35 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om at være eritreisk statsborger til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at den kvindelige ansøger efter sin forklaring er født i 1980 i Sudan. Efter den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 1, litra b, i, er den kvindelige ansøger dermed sudanesisk statsborger ved fødsel. For så vidt angår ansøgernes børn må disse ligeledes antages at være sudanesiske statsborgere, eller i det mindste statsløse med mulighed for at opnå sudanesisk statsborgerskab ifølge den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 3. Ansøgerne har i forhold til Sudan, bortset fra deres kristne tro, kun henvist til levevilkårene som begrundelse for ikke at kunne vende tilbage dertil. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold er af en sådan karakter, at ansøgerne i den anledning risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet finder af samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en sprogtest af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/4
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af repræsentanter fra regeringen, som forud for hans udrejse mistænkte ham for at samarbejde med oprørsgrupper og internationale nødhjælpsorganisationer i Darfur, da han har unddraget sig militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby […] i Geneina-området, blev brændt ned af militsgruppen Janjaweed [i foråret] 2003. Mange mennesker, herunder ansøgerens fader, døde under angrebet. Det lykkedes for ansøgeren, hans moder og to brødre at flygte. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Geneina by, hvor han flyttede ind hos to skolekammerater og fortsatte sin skolegang. Ansøgerens moder og to brødre tog ophold i en flygtningelejr i […] Geneina, hvor de fortsat bor. Fra [foråret] 2004 begyndte ansøgeren og hans bofæller frivilligt at indsamle tøj til […] flygtningelejrens beboere. [i sommeren] 2007 blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fem maskerede og bevæbnede mænd, der tilbageholdt ansøgeren. Han var tilbageholdt i omkring tre en halv måned og blev udsat for flere former for tortur. Formålet med tilbageholdelsen var at få ham til at indrømme, at han samarbejdede med regeringsfjendtlige oprørsgrupper eller udenlandske organisationer. Efter tre en halv måned underskrev ansøgeren, mod løftet om løsladelse, et dokument, som han ikke fik oplyst det nærmere indhold af. [primo] 2008 blev han igen opsøgt af tre personer, som bragte ham til et for ham ukendt sted, formentlig en militærkaserne. Efter omkring fem dage blev han kørt til behandling på et militærhospital, da han havde sultestrejket. Efter en nat på hospitalet flygtede han og tog tilbage til sin bopæl, hvor han opholdt sig tre dage, inden sin udrejse af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med myndighederne, herunder vedrørende unddragelse af militærtjeneste, efter 2003 til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende blandt andet om, hvorvidt han forud for løsladelsen fra den første tilbageholdelse blev gjort bekendt med indholdet af de dokumenter, han blev presset til at underskrive. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret detaljeret om, hvad han skrev under på, hvorimod han til asylsamtalerne [i foråret] 2015 samt under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han ikke vidste, hvad han skrev under på. Nævnet har her ud over fundet det utroværdigt, at det lykkedes ansøgeren at flygte fra den anden tilbageholdelse som af ham beskrevet, herunder at han blev efterladt ubevogtet, og at han i afkræftet tilstand uden videre kunne kravle over en væg og slippe væk. Det findes ligeledes utroværdigt, at han på sin bopæl i kort afstand fra hospitalet kunne opholde sig i tre døgn uden at myndighederne eftersøgte ham der. Uanset ansøgerens etnicitet som masalit, og uanset at den del af asylmotivet, der angår nedbrændingen af ansøgerens hjemlandsby […] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, ikke er opfyldt. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren – der selv har forklaret, at han havde en underordnet rolle, og at det tilsyneladende var tilfældigt, at alene han og ikke også de to venner blev tilbageholdt af myndighederne – fremstår helt uprofileret. På denne baggrund findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2015/3
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk nuba og muslim af trosretning fra Dafur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af janjaweed-militsen, da han har en konflikt med et af militsens medlemmer. Endvidere har han som asylmotiv henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, da han er udrejst illegalt af Sudan. Til at støtte herfor har han oplyst, at han [i] 2014 blev stoppet af et medlem af janjaweed, der truede ham med et skydevåben og sagde, at han skulle udlevere nøglerne til sit køretøj, sin mobiltelefon, og de penge han havde i lommerne. Da ansøgeren blev opmærksom på, at der ikke var patroner i skydevåbenet, forsøgte han at få sine nøgler og pengene tilbage. Der opstod herefter et slagsmål mellem ansøgeren og janjaweed-medlemmet. Kort efter ankom en militærbil, der bragte ansøgeren og janjaweed-medlemmet med til afhøring på den lokale politistation. Efter afhøringen ringede janjaweed-medlemmet til nogle personer fra hans stamme, der mødte op på politistationen. De var bevæbnede og truede politiet med at angribe, såfremt deres medlem ikke blev løsladt. Det resulterede i, at politiet løslod janjaweed-medlemmet. Ansøgeren blev herefter truet af de tilstedeværende militsmedlemmer, der ventede på ham udenfor politistationen. Derfor turde ansøgerne ikke forlade politistationen. Han ventede indenfor i 4 timer, hvorefter han blev hentet af sin ven […], som han opholdt sig hos de følgende to til tre dage. Omkring tre dage efter episoden på politistationen, havde han kontakt til sin fætter, […], som sagde, at han ikke skulle vende hjem, da det ville være farligt for ham. Herefter rejste ansøgeren til Al-Fashir, inden han udrejste illegalt til Libyen. Ansøgeren har en videre oplyst, at han efterfølgende er blevet bekendt med, at hans familie fem gange er blevet opsøgt af janjaweed-medlemmer, der leder efter ham. Janjaweed-medlemmerne har i den forbindelse ransaget hans families hjem, stjålet familiens fjernsyn og mobiltelefoner og voldtaget hans søstre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom den på flere punkter har været divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til sine familieforhold, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har tre søstre og fire brødre, mens han i familieskemaet har givet oplysninger om fire brødre og en søster. Han har endelig i asylsamtalen […] forklaret, at han har tre brødre og fire søstre. Også ansøgerens forklaring om rejseruten har været divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han rejste fra Al-Fashir til Alowainat, hvor han opholdt sig i seks dage, før han udrejste til Libyen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han rejste til Melit, hvor han opholdt sig en dag, før han udrejste til Libyen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at et janjaweed-medlem skulle vælge at stå bevæbnet med en kalashnikov ude midt på en offentlig trafikeret vej i dagslys for at begå et røveri mod ansøgeren samtidig med, at der var andre trafikanter rundt om. Det er heller ikke sandsynligt, at den pågældende ved flere gange at tage ladegreb på sit våben skulle risikere at afsløre overfor ansøgeren, at våbenet ikke var ladt. Ansøgeren har ikke været i stand til at forklare, hvordan janjaweed-medlemmet, der var blevet anholdt og havde fået sine hænder bundet, i løbet af kort tid efter at han var indbragt til politistationen, skulle have fået kontakt til de øvrige militsmedlemmer. Ansøgeren har videre forklaret, at der var ca. 25 militsmedlemmer og kun 10 politifolk, og at politiet derfor ikke turde andet end at efterkomme janjaweeds ordrer om at løslade deres medlem. På trods af, at de bevæbnede militsfolk var i klart overtal, fremsatte de alene verbale trusler om at slå ansøgeren ihjel, selvom de havde mulighed for straks at gøre alvor af deres trusler. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret, at militsmedlemmerne var så opsatte på at få fat i ham, at de valgte at vente på ham i fire timer udenfor politistationen, ligesom de både samme aften og fire gange senere skulle have opsøgt hans familie og udsat dem for blandt andet vold og voldtægt. Heller ikke ansøgerens forklaring om, at janjaweed i en by med ca. 250.000 indbyggere i løbet af få timer skulle være i stand til at finde frem til ansøgerens bopæl alene, fordi han havde opsat plakater om sin [virksomhed] og sit telefonnummer, forekommer sandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft kontakt til oprørsbevægelsen eller på anden måde har bragt sig i myndighedernes søgelys. Nævnet lægger derfor til grund, at han er helt uprofileret i forhold til myndighederne, og at han derfor ikke alene som følge af, at han er udrejst illegalt risikerer myndighedsforfølgelse eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved at genindrejse i Sudan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring rent faktisk har opnået myndighedsbeskyttelse i forbindelse med episoden med janjaweed militsen. Hverken det forhold, at ansøgeren er etnisk nuba eller de generelt vanskelige forhold i Dafur kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. suda/2015/2
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Zaghawa og muslim fra [A], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af den sudanesiske sikkerhedstjeneste, fordi han har opholdt sig i Israel, og fordi han er mistænkt for at samarbejde med oppositionsbevægelsen Justice and Equality Movement (JEM). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fætter, [B], der er medlem af JEM, i 2008 deltog i et angreb mod byen Omdurman, hvor ansøgeren boede. I slutningen af 2011 eller i begyndelsen af 2012 rejste ansøgeren til Israel, fordi han var bange for, at myndighederne mistænkte ham for at samarbejde med JEM. Ansøgeren opholdt sig i Israel i to år frem til [starten af] 2014, hvor han rejste tilbage til Sudan, fordi de israelske myndigheder havde besluttet at lukke landet for flygtninge. Ved ankomsten til Khartoum Lufthavn i Sudan blev ansøgeren anholdt, fordi sikkerhedstjenesten mistænkte ham for at have opholdt sig i Israel, hvilket var forbudt efter sudanesisk lovgivning. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev afhørt om sit ophold i Israel og om sin tilknytning til oppositionen i Sudan, ligesom han blev udsat for fysiske overgreb. Efter 40 dages fængsling, blev ansøgeren overført til et hospital, fordi han var besvimet i forbindelse med et fysisk overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sin hospitalsstue, og hans fader hjalp ham herefter med at rejse til Libyen, hvor han indrejste [i foråret] 2014. Ansøgerens rejste efterfølgende til Danmark. Selvom det efter det oplyste ikke kan afvises, at ansøgeren har arbejdet i Israel, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at myndighederne er bekendt hermed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren indrejste fra Egypten, og at han i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han havde ikke papirer på sig, som indikerede, at han havde opholdt sig i Israel. Ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 40 dage med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge, fremstår ikke selvoplevet. Det samme er tilfældet med hans forklaring om flugten fra hospitalet allerede dagen efter indlæggelsen. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, hvorledes myndighederne med føje kunne mistænke ham for at opholde sig i Israel. Han har forklaret upræcist om begivenhederne i fængslet, hvorunder han blev afhørt og udsat for voldsomme fysiske overgreb. Han har forklaret upræcist om, hvad han fejlede, da han pludselig blev indlagt på hospital, ligesom han har forklaret upræcist om behandlingen på hospitalet og om, hvorledes han var i stand til at flygte fra hospitalet. Endelig må det tillægges vægt, at der ikke er oplysninger om, at familien har haft problemer på grund af ansøgerens forhold, herunder at myndighederne skulle have ledt efter ansøgeren på bopælen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne. Efter det foreliggende er der heller ikke grundlag for at imødekomme en påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/12
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen el barti og er muslim af trosretning fra Malet, Dafur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en enkelt demonstration i Malet, fordi regeringen havde angrebet hans område. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive anholdt og slået ihjel af efterretningstjenesten, grundet sin broders tilknytning til [en politisk bevægelse]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier eller at blive slået ihjel af både privatpersoner og myndigheder, fordi han har et forhold til en kristen kvinde, som han mødte i 2006. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han i foråret 2007 blev tilbageholdt og udsat for tortur. Han blev senere indlagt på et militærhospital, fordi han var bevidstløs. Herfra flygtede han ved hjælp af en ansat på hospitalet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og den efterfølgende indlæggelse og flugt fra et militærhospital til grund. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom han og hans samlever har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for udrejsen af Sudan. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst, at han i 2003 deltog i en demonstration, men at dette ikke gav ham problemer, og at han flyttede til Khartoum i 2005, fordi han ikke ønskede at bo i samme by som sin bror. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han flyttede til Khartoum i 2003, fordi de dyr, som han var hyrde for, blev slået ihjel. Senere under mødet ændrede ansøgeren sin forklaring til, at han i 2003 begyndte at rejse frem og tilbage til Khartoum, men at han først flyttede i 2005. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den […]2013 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt på sin arbejdsplads af 3 mænd, der slog og torturerede ham, herunder stak ham med en kniv over hele kroppen, så han besvimede, hvorefter de transporterede ham til et militærhospital. Under samtalen den […] primo 2014 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af 3-4 personer, der tog ham med til politistationen, hvor han blev sparket og pisket på lårene, og at han den efterfølgende dag blev bevidstløs og derfor bragt til et hospital. Ansøgerens samlever har under sin forklaring i Udlændingestyrelsen den […]2009 forklaret, at ansøgeren blev anholdt under et besøg hos sine forældre. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev skåret i kroppen med metalstykker. Ansøgeren og dennes samlever har desuden forklaret divergerende om baggrunden for ansøgerens udrejse af Sudan. Under sin asylsag har ansøgerens samlever forklaret, at ansøgeren havde problemer med myndighederne, fordi han var militærnægter, mens ansøgeren har forklaret, at det var brorens tilknytning til gruppen[…], der gav ham problemer med myndighederne. Endelig har flertallet tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring om flugten fra militærhospitalet ikke forekommer sandsynlig, ligesom han for Flygtningenævnet har udbygget sin forklaring om tilrettelæggelsen af flugten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold til en kristen kvinde kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at det er tilladt for muslimske mænd og kristne kvinder at indgå ægteskab i Sudan; at der ikke er grund til at tro, at myndighederne reagerer imod sådanne, ligesom det er meget usandsynligt, at et sådant forhold meldes til politiet, eftersom det ikke er ulovligt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at ansøgeren i 2006 til 2007 af 5-6 personer har fået at vide, at det vil være tilladt at slagte ham, fordi han er sammen med en kristen kvinde, er af en sådan intensitet og karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden vil være i en sådan risiko herfor, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2014/2
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, sunnimuslim og statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født i Damaskus, Syrien, men har fra kort efter sin fødsel og indtil 2006 opholdt sig i Bagdad, Irak. Fra 2006 og indtil udrejsen til Danmark i 2009 opholdt ansøgeren sig i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes familie blev udsat for forfølgelse i Irak, fordi de var palæstinensere og sunnimuslimer. En shia-muslimsk gruppe opsøgte i 2006 ansøgerens brødre i den isforretning, de arbejdede i, og de forsøgte kort efter at få fat i ansøgeren på det hospital, hvor hun arbejdede. En kollega ringede og advarede ansøgeren om, at hun ikke skulle komme på arbejde. Den shia-muslimske gruppe dræbte en kvinde på hospitalet, og kidnappede en anden. De efterstræbte ansøgeren og hendes familie udelukkende fordi de var palæstinensere og sunnimuslimer. Familien udrejste herefter til Syrien, hvor de blev anerkendt som flygtninge af UNHCR. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hændelserne i 2006 til grund. Ansøgeren, der er opvokset i og har tilbragt størstedelen af sit liv i Irak, skal, uanset at hun er statsløs palæstinenser, efter Flygtningenævnets faste praksis asylretligt vurderes i forhold til Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren ved sin udrejse fra Irak i 2006 var udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun var i en konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal lægger i den forbindelse vægt på, at de episoder hvor den shia-muslimske gruppe forsøgte at få fat i ansøgeren og hendes brødre, ikke fremstår som nærmere konkretiserede, og at der er tale om enkeltstående tilfælde. Disse hændelser må herefter anses som værende udsprunget af de generelle uroligheder i Irak på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Irak i 2006 havde været udsat for asylbegrundende forfølgelse eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, er det afgørende, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak på tidspunktet for nævnets afgørelse risikerer at blive udsat for forfølgelse eller andre asylbegrundende forhold. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse fra Irak i 2006 blev anerkendt som flygtning af UNHCR i Syrien, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren ikke har været anerkendt som flygtning i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes asylmotiv fortsat er aktuelt. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på den forløbne tid, samt på, at den generelt usikre sikkerhedssituation i Irak på nuværende tidspunkt ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsmaterialet, især Landinfo – Statsløse palæstinere i Irak af 25. januar 2011, at sikkerhedssituationen i Irak er den samme for statsløse palæstinensere som for irakere. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl i Danmark mere end to et halvt år efter hun var indrejst i landet, og efter at hun to gange havde fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet at oplysningerne om, at statsløse palæstinensere, som er meddelt afslag på asyl, ikke tillades indrejse i Irak, kan føre til noget andet resultat. Det bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet stadfæster af ovennævnte grunde Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal/2013/3
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2001. I 2002 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag. I 2012 søgte ansøgeren om asyl i Danmark, efter at hans opholdstilladelse på andet grundlag var blevet inddraget, og at han havde søgt asyl i Sverige. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partieti perioden fra 1991 til 1993 i forbindelse med sin tid i militæret. Ansøgeren deltog ligeledes i politiske optog for 13 år siden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive henrettet som militærnægter af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra en genindkaldelse til militærtjeneste af den […] 2013. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans broder har oplyst, at militærpolitiet opsøgte ansøgerens familiebopæl. I den forbindelse fremkom militærpolitiet med trusler, såfremt ansøgeren ikke meldte sig til militærtjeneste. Endvidere har ansøgeren anført, at hans navn fremgår af en liste over eftersøgte i Syrien, hvilket vil medføre dødsstraf for ham, såfremt ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ligeledes har ansøgeren forklaret, at hans brødre formentlig er flygtet fra Syrien til Libanon for også at undgå genindkaldelse til militærtjeneste. Vedrørende den påberåbte genindkaldelse til militærtjeneste må det tillægges vægt, at indkaldelsen skete mundtligt over for familiemedlemmer, og ansøgerens viden om indkaldelsen alene er baseret på andenhåndsoplysninger. Hertil kommer, at ingen af ansøgerens to yngre brødre, som begge er under 30 år, er blevet genindkaldt, og at ansøgeren i øvrigt ikke har forklaret overbevisende om genindkaldelsen. På baggrund af det anførte kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Da ansøgeren efter sin egen forklaring ikke i øvrigt har haft problemer med myndighederne, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at man ikke med fornøden sikkerhed kan bortse fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemmeområde i Damaskus vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler allerede af denne grund den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stats.pal./2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza samt hans ægtefælle og deres tre børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Gaza og muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har i perioden fra 2001 til 2005 været aktiv i Al-Shabiba Al-Fathawiya (Fatah-ungdommen) på universitetet. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at Hamas vil slå ham ihjel, idet de anser ham for at være imod deres styre. Han har henvist til, at han siden 2000 har sympatiseret med Fatah, og at han indtil 2005/06 var aktiv i Fatahs studenterorganisation på universitetet, hvor han var ansvarlig for den kulturelle side af organisationen. Han har endvidere i perioden fra 2001 til 2005 været ansat i en efterretningstjeneste under Fatah, hvor han fungerede som vagt. I begyndelsen af 2009 blev ansøgeren anholdt af Hamas’ sikkerhedstjeneste på sin bopæl. Han var tilbageholdt i en måned, hvor han blev beskyldt for at være spion for det palæstinensiske selvstyre i Ramallah samt spion for israelerne under krigen i 2008/09. Ansøgeren blev løsladt i foråret 2009. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at hans bopæl omkring fem måneder efter hans løsladelse blev ransaget af Hamas’ sikkerhedstjeneste. Han har endvidere forklaret, at han ikke har boet hjemme siden ransagningen, men tog ophold hos en ven. Endelig har han henvist til, at han i efteråret 2010 af sin fader fik at vide, at Hamas var begyndt at åbne gamle sager, og at der var planer om, at ansøgeren skulle tages ind igen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv, idet hun frygter, at ægtefællen vil blive dræbt af Hamas ved en tilbagevenden til Gaza, og at hendes børn skal blive faderløse. Hun har ikke andre end sin ægtefælle. Flygtningenævnet har efter de foreliggende baggrundsoplysninger lagt til grund, at personer med tilknytning til Fatah periodevis har risikeret forfølgelse fra Hamas i Gaza. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har haft en sådan position i Fatah, eller har haft sådanne forbindelser til medlemmer af Fatah, at han efter sin løsladelse i foråret 2009 fra Hamas’ side har risikeret forfølgelse af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at løsladelsen skete uden betingelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger er forblevet i Gaza efter løsladelsen og først er udrejst i foråret 2011 sammen med den kvindelige ansøger. Ansøgerne har under Flygtningenævnets behandling af sagen afgivet divergerende forklaringer om, hvornår den mandlige ansøger forlod sit hjem og tog ophold hos en ven, idet den mandlige ansøger under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tog ophold hos en ven allerede i efteråret 2009 efter den første ransagning, mens han og den kvindelige ansøger tidligere har forklaret, at han først tog ophold hos vennen i efteråret 2010. Den kvindelige ansøger har tidligere forklaret, at den mandlige ansøger var til stede ved ransagningen på bopælen cirka tre-fire måneder efter løsladelsen, men har under Flygtningenævnets behandling af sagen ændret denne forklaring til, at den mandlige ansøger ikke var til stede. Ansøgerne har forklaret divergerende om antallet af ransagninger, og om der var tale om rutinemæssige ransagninger eller ransagninger, der rettede sig specifikt mod den mandlige ansøger på grund af dennes forhold til Fatah. På baggrund af disse divergerende forklaringer vedrørende væsentlige forhold i relation til asylmotivet og henset til det forklarede om den mandlige ansøgers begrænsede tilknytning til Fatah i de senere år, finder Flygtningenævnet ikke, at den fremlagte indkaldelse af den mandlige ansøger til afhøring hos Hamas i foråret 2011, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har efter de afgivne forklaringer lagt til grund, at ansøgerne er udrejst på ægte pas. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgerne i forbindelse med udrejsen måtte have betalte bestikkelse, i sig selv indebærer, at udrejsen er sket illegalt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal./2013/1
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt to børn. Indrejst i 2009. Sagen blev udsat på et nævnsmøde i 2011 med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Beirut i Libanon. Fra 1982 til 1990 var ansøgeren aktivt medlem af Fatah, og han arbejdede som vagt for organisationen. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af Hizbollah, idet han under sin ansættelse i en Hizbollah-ejet virksomhed, videregav oplysninger om organisationen til både den jordanske og den amerikanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, idet de samarbejder med Hizbollah. Han frygter endvidere de libanesiske myndigheder, idet de er vidende om, at han har videregivet oplysninger til udenlandske efterretningstjenester. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status (1992) side 49-50 skal der ved vurderingen af en mentalt forstyrret ansøgers troværdighed tages særlige hensyn. Ansøgeren har forklaret, at han under en tilbageholdelse af de syriske myndigheder fra 1990 til 1991 blev udsat for tortur med bildæk. Derudover blev han udsat for vold i form af slag med et kabel på ryggen, mens han stod på en stige. Han blev endvidere udsat for seksuelle overgreb. Af erklæring fra Retspsykiatrisk Klinik udarbejdet på baggrund af personundersøgelse af ansøgeren fremgår det konkluderende blandt andet, at ansøgeren er multitraumatiseret med betydelige torturfølger. Der er ved undersøgelsen af ansøgeren fundet symptomer, der er i god overensstemmende med de traumer, som ansøgeren har forklaret om. Af psykiatrisk speciallægeerklæring af […] 2011 fra Røde Kors fremgår det konkluderende blandt andet, at ansøgeren lider af kompleks posttraumatisk belastningsreaktion i overensstemmelse med gentagne traumer igennem en årrække, herunder og i særdeleshed tidligere udsættelse for tortur. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har forklaret tilstrækkelig konsistent om sit asylmotiv, og at han har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Hizbollah, og at de libanesiske myndigheder ikke vil kunne yde ham den fornødne beskyttelse mod Hizbollah. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” stats.pal. /2012/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Gaza. Indrejst i 2007. Ansøgeren søgte asyl i 2008. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser. Ansøgeren har tidligere sympatiseret med Fatah, men han har ikke arbejdet for dem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive slået ihjel af Hamas, der omkring sommeren 2006 opsøgte og truede ham til at levere oplysninger om beboerne i sit lokale område til lokale Hamas-repræsentanter, hvilket han indvilligede i. I perioden frem til primo 2007 blev ansøgeren opsøgt to gange af Hamas, der den sidste gang tog ham med til deres kontor, hvor han blev slået og afhørt i to til tre timer, hvorefter ansøgeren seks måneder senere udrejste af sit hjemland. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgerens identitet er ikke blevet bekræftet under sagen. Ansøgeren har i sommeren 2008 tilskrevet en person i Gaza, som ifølge ansøgeren er hans søster, med anmodning om at fremsende id-kort. Det bemærkes, at ansøgeren til en politirapport af […] 2010 har oplyst, at han ikke har nogen slægtninge i Gaza. De foretagne sprogtests peger ikke i retning af, at ansøgeren kommer fra Gaza, men derimod muligvis fra Tunesien eller Libyen. Ansøgeren har under sagsforløbet forklaret upræcist om sin oprindelse. Blandt andet har han til § 26 afhøringen i politirapport af […] 2010 oplyst, at han er statsborger i Libyen, men kommer fra Gaza, ligesom ansøgeren i et retsmøde i foråret 2008 har forklaret, at han kommer fra Libanon. Ansøgeren har i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen udvist et begrænset kendskab til forholdene i Gaza. Den omstændighed, at ansøgeren taler fransk, peger heller ikke naturligt i retning i Gaza. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren i flere retsmøder i 2008 har haft fransk tolk. Ansøgeren har under sagen i øvrigt forklaret upræcist om, hvorledes han har lært fransk. Den påberåbte konflikt med Hamas forekommer usandsynlig. Ansøgeren fremstår helt uprofileret, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger (Tvangsrekruttering i Palæstina, nr. 109) forekommer det usandsynligt, at Hamas skulle have nogen interesse i ansøgeren. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl primo 2008, efter at være blevet anholdt af politiet i forbindelse med salg af narkotika. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på sammenhængende og troværdig måde at sandsynliggøre sin identitet eller underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal./2011/3
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza, og det efter ansøgerens forklaring, der støttedes af baggrundsmaterialet, kunne lægges til grund, at han tilhørte en klan, som havde støttet Fatah, og som derfor havde en aktuel og alvorlig konflikt med Hamas. På denne baggrund sammenholdt med ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring om hans brors medlemskab af den militære gren af Fatah og med hans egen ansættelse med høj rang under den tidligere sikkerhedstjeneste, fandt nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Statsløspal/2009/7
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1997. Udlændingeservice havde i 1996 meddelt ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af ægteskab med en herboende kvinde. I 2000 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse. I 2009 søgte ansøgeren asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, født i en flygtningelejr i Libanon og muslim af trosretning. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet var herefter, om Libanon kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han i 1980’erne havde været menigt medlem af Fatah, og at han blandt andet havde udført vagtopgaver for organisationen. I 1984-85 og i 1985-86 var han to gange blevet tilbageholdt i henholdsvis tre og syv måneder af Amal-militsen, og under den anden tilbageholdelse var han blevet udsat for tortur. Ansøgeren havde opholdt sig i Libanon indtil 1997, hvor han var blevet familiesammenført med sin nuværende danske ægtefælle. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Libanon frygtede han Amal-militsen og Hizbollah. Ansøgeren havde sin mor og fem søskende i Libanon. Ansøgeren var i 2008 rejst til Libanon dels for at besøge sin mor og dels for at få udstedt nyt palæstinensisk rejsedokument, hvilket var sket problemfrit. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Stat.pal./2010/8
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2009. I 2002 var ansøgeren blevet anholdt, eftersom han havde været i besiddelse af en pistol. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, som udgangspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han fra 2002 til 2005 havde været fængslet af de libanesiske myndigheder, herunder udsat for tortur, og at han derefter var blevet udvist på grund af manglende aktuel registrering. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens udestående med de libanesiske myndigheder måtte anses afsluttet ved løsladelsen, og at udvisningen alene måtte ses som en konsekvens af, at ansøgeren ikke havde ladet sig registrere. Det fremgik af baggrundsmaterialet, at ansøgeren efter en nærmere bestemt procedure havde muligheden for at lade sig registrere, og Flygtningenævnet fandt derfor, at Libanon fortsat kunne fungere som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Det bemærkedes, at den omstændighed, at ansøgeren den første del af sin fængsling havde været udsat for tortur, ikke i sig selv kunne ændre herpå. Stat.pal./2010/7
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, muslim og fra en navngiven lejr i Damaskus. Han havde hverken været religiøst eller politisk aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede blodhævn fra en drengs familie, idet drengen var død, efter han var kommet til skade ved et fald fra en luftgynge, som ansøgeren ejede og passede. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han to gange havde deltaget i møder i foreningen Gamiat Al-Salam, og at flere af mødedeltagerne efterfølgende var forsvundet eller var blevet anholdt. Selvom det lagdes til grund, at drengen var død efter en ulykke med en luftgynge, som ansøgeren havde ejet og været ansvarlig for, fandt Flygtningenævnet, at dette ikke kunne medføre asyl. Ved afgørelsen heraf havde Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ved samtalen i Udlændingeservice havde forklaret, at hans fætter havde oplyst, at drengens familie havde taget imod den erstatning, som ansøgerens familie havde indsamlet. Hertil kom, at drengens familie efter det oplyste ikke havde kontaktet ansøgerens broder eller øvrige familiemedlemmer efter ansøgerens udrejse. Endelig havde Flygtningenævnet lagt vægt på, at sagen var blevet relevant behandlet af de syriske myndigheder, herunder domstolene. Det andet asylmotiv, som ansøgeren havde fremført – at han havde deltaget i to hemmelige møder – kunne heller ikke medføre, at han fik asyl. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren ikke havde omtalt dette forhold i sin ellers fyldige besvarelse af asylskemaet. For det andet havde han ikke på overbevisende måde redegjort for, at han skulle være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af sin meget beskedne deltagelse i de to møder. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse. Stat.pal./2010/6.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således ikke selv været politisk aktiv, og han var udrejst på grund af de generelt usikre forhold i Gaza, dels i forhold til israelerne, dels på grund af modsætningsforholdet imellem Fatah, som familien støttede og faderen arbejdede for, og Hamas. Ansøgeren havde således ingen individuelle problemer haft inden udrejsen. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren var udrejst illegalt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Gaza. Nævnet bemærkede herved, at det vel måtte antages, at ansøgeren ville blive afhørt og eventuelt tilbageholdt ved en tilbagevenden, idet han var udrejst illegalt, men nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere uforholdsmæssig straf som følge heraf, eller at han skulle være i reel risiko for at blive udsat for overgreb, således at han skulle have behov for beskyttelsesstatus. Stat.pal/2010.5.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han fra sommeren 2008 indtil udrejsen var blevet chikaneret af to personer fra Hamas, der havde forsøgt at hverve ham til organisationen. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at han flere gange var blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten af ukendte årsager. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til problemer med Hamas og med myndighederne. Ansøgerens oplysninger gav ikke grundlag til at fastslå, at der var sammenhæng mellem hans problemer med Hamas og de gentagne gange, han angiveligt havde været tvunget til at opholde sig hos sikkerhedstjenesten. Ansøgeren havde angiveligt ikke på noget tidspunkt været sigtet eller afhørt hos sikkerhedstjenesten. Han havde ikke på noget tidspunkt været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. I begyndelsen af 2009 – sideløbende med de angivelige møder hos sikkerhedstjenesten – havde ansøgeren søgt Schengen-visum. Han havde afventet, at han efter klage i sommeren 2009 ville få Schengen-visum. Efter det oplyste var ansøgeren udrejst på gyldigt pas, som var blevet kontrolleret af myndighederne. Ansøgeren var indrejst i Danmark i sommeren 2009 og havde søgt asyl en måned senere. Under disse omstændigheder, og idet ansøgeren i hele forløbet havde haft mulighed for at udrejse fra Syrien og videre til eksempelvis Saudi-Arabien, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Stat.pal./2010/4.
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det anførte af Udlændingeservice til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om Libanon kan tjene til ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har til sagen forud for advokatindlægget som asylmotiv henvist til, at hans fætter blev dræbt af en navngiven ung mand, i 2008, hvorefter den navngivne unge mand blev dræbt. Den navngivne unge mands familie tror, at drabet på den navngivne unge mand var en hævnaktion over drabet på ansøgerens fætter, hvorfor de vil hævne sig på ansøgeren. Ansøgeren har endvidere til advokatindlægget og under nævnsmødet henvist til, at han frygter Hizbollah, som både han og fætteren har været medlemmer af, og idet den navngivne unge mands familie er tilknyttet Hizbollah. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår væsentligt ændret og udbygget. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren intet har oplyst om hans og fætterens tilknytning til Hizbollah forud for advokatindlægget, og at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sin forklaring blandt andet om, at han i begyndelsen af 2008 fik en uges våbentræning i en lejr hos Hizbollah, hvorefter han fungerede som vagt for en Hizbollah-leder indtil genindrejsen i Danmark i sommeren 2008. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til asylansøgningsskemaet har oplyst nærmere om konflikten med den navngivne unge mand. Derudover har ansøgeren henvist til sin familiemæssige situation i Danmark, hvor ansøgeren har sin ægtefælle og tre mindreårige børn. Til samtalen med Udlændingeservice har ansøgeren forklaret, at han aldrig har været politisk aktiv eller medlem af eller sympatisør med et politisk eller religiøst parti eller organisation m.v. Ansøgeren henviste til drabet på fætteren og den navngivne unge mands families mistanke mod ansøgeren, selvom den navngivne unge mand blev dræbt, mens ansøgeren opholdt sig i Danmark. Som yderligere problemer henviste ansøgeren under samtalen afsluttende til manglende gyldigt pas og svarede benægtende på spørgsmål om, hvorvidt der var yderligere begrundelser for ansøgerens asylansøgning. Da nævnet ikke har fundet, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han først til advokaten og under nævnsmødet har forklaret om Hizbollah, og da ansøgerens oplysninger og hans forklaring under nævnsmødet heller ikke selvstændigt har fremstået som overbevisende, finder nævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet kan alene lægge til grund, at ansøgeren er opvokset og har boet i en navngiven by i Libanon med sine forældre og søskende. Begge hans forældre er nu døde, men han har fortsat søstre i Libanon. Ansøgeren har arbejdet uden for Libanon i flere perioder og blev i 2006 gift med sin herboende ægtefælle, med hvem han nu har tre børn. Ansøgeren har søgt om familiesammenføring, men har fået afslag. Nævnet kan lægge til grund, at ansøgerens fætter blev dræbt af den navngivne unge mand i efteråret 2008, hvorefter den unge mand selv blev dræbt. Selvom der i den sammenhæng måtte have været henvendelser fra den unge mands familie til ansøgerens familie, og selvom der måtte være blevet spurgt efter ansøgeren, finder nævnet, at ansøgeren kan opnå fornøden beskyttelse hos de libanesiske myndigheder. Nævnet anser konflikten med den unge mands familie for en privatretlig konflikt og bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han aldrig har haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Det er indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren opholdt sig to år i Danmark, før han i sommeren 2010 søgte om asyl. Samlet finder nævnet herefter, at Libanon kan tjene til ansøgerens første asylland, idet ansøgeren findes at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.” Stat.pal./2010/10
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde inden indrejsen i Danmark opholdt sig ca. 2 år i Grækenland. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er etnisk araber og muslim af trosretning. Han er født og opvokset i Gaza. Han havde aldrig været medlem af politiske partier eller været politisk aktiv. Han havde ikke været udsat for strafprocessuelle indgreb, og han havde ingen asylrelevante konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive genstand for hævndrab fra en navngiven familie, fordi hans fader for omkring ni til ti år siden havde dræbt en person fra denne familie. Han havde yderligere henvist til, at hans broder i 2002 var blevet beskudt af en person, som han formodede tilhørte denne familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv. Han havde således ikke kunnet redegøre mere konkret om baggrunden for og omstændighederne i forbindelse med drabsepisoden. Ansøgeren havde tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt broderen var blevet skudt i hoften eller anklen. Hertil kom, at ansøgeren under nævnsmødet havde angivet den dræbte ved navn, hvorimod det fremgik af asylsamtalen, at han ikke kendte den dræbtes navn. Det var endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sin rejserute. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund for sagens afgørelse. Selvom ansøgerens forklaring skulle blive lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at episoden med faderen og beskydningen af broderen lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren og hans familie efterfølgende havde kunnet opholde sig i mange år i Gaza uden at blive opsøgt af familien. Det bemærkedes, at ansøgeren under nævnsmødet havde oplyst, at han under opholdet i Grækenland havde haft telefonisk kontakt med familien i Gaza, der havde oplyst, at de levede et normalt liv. Det måtte også tillægges vægt, at ansøgeren først havde søgt asyl omkring tre uger efter indrejsen i Danmark i forbindelse med en straffesag vedrørende dokumentfalsk, og mere end to år efter udrejsen af Gaza. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Gaza var af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse. Stat.pal/2010/1.
Nævnet traf i september 2009 beslutning om, at en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon ikke ansås for bortfaldet. Klageren er muslim af trosretning. Indrejst i 1999. Medio 2000 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7 i åbenbart grundløs proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I 2004 blev klageren meddelt asyl, idet en udsendelse af ham til Libanon ikke havde vist sig mulig. Efterfølgende havde ansøgeren formentlig i flere tilfælde været i Libanon. I 2009 traf Udlændingeservice afgørelse om, at hans opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice i 2004 havde givet klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi politiets udsendelsesbestræbelser af klageren, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, havde vist sig resultatløse. Klageren havde afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i 2005 og i 2007 var indrejst i Libanon, idet han ifølge samtalereferaterne fra medio 2007 og primo 2009 havde oplyst, at han havde besøgt sin familie, mens han i nævnsmødet forklarede, at han aldrig forlod lufthavnen i Beirut, hvor han blev afvist. Nævnet fandt endvidere, at klageren havde forklaret usikkert og divergerende om sine bopælsforhold i Danmark. Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, var det imidlertid en betingelse for, at en opholdstilladelse ansås for bortfaldet, enten at udlændingen havde opgivet sin bopæl i Danmark eller i nærmere angivne tidsrum havde opholdt sig uden for landet. Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, var det for klageren endvidere en betingelse, at han enten frivilligt havde taget bopæl i hjemlandet eller havde opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet fandt ikke, at der havde foreligget tilstrækkelige sikre oplysninger for at antage, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Ved vurderingen af, om klageren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, fandt Flygtningenævnet videre ikke, at der havde været tilstrækkeligt sikkert grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han efter at have haft bopæl nord for København indtil medio 2007, herefter havde taget bopæl hos sin farfader på dennes adresse, hvor klageren havde boet uden at være folkeregister tilmeldt, fordi han var efterlyst til afsoning af en fængselsstaf. Statsløspal/2009/5
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza området, at han i de sidste 27 år forud for udrejsen havde boet i Libyen, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren efter det foreliggende, herunder det langvarige ophold i Libyen, skulle vurderes i forhold til dette land. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kunne ikke begrunde asyl. Det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke var oplysninger om forfølgelse eller diskrimination på grund af udøvelse af nogen religion i Libyen. Det kunne derfor heller ikke antages, at ansøgeren ikke kunne praktisere sin kristne tro i Libyen. Efter det foreliggende kunne det videre ikke lægges til grund, at ansøgeren havde haft problemer med myndighederne i Libyen. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet udbygget sin forklaring vedrørende en række påståede tilbageholdelser og et overfald mod ham med en kanyle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge disse udbyggede oplysninger til grund. Det bemærkedes, at ansøgeren i øvrigt havde afgivet en detaljeret forklaring til den skriftlige asylsag. Det forhold, at ansøgeren ikke havde legitimationspapirer kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Hertil kom at ansøgeren i øvrigt havde opholdt sig i Libyen i mange år som ovenfor anført. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Statsløspal/2008/6
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2001. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i Tunesien havde skrevet tre digte om forholdene i Palæstina og hængt dem op på en opslagstavle på et universitet, og at der som følge heraf var blevet afholdt en demonstration mod Israel. Ansøgeren var herefter blevet udvist af Tunesien. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingeservice, idet ansøgeren af Udlændingeservice alene var blevet vurderet i forhold til Irak og ikke Tunesien, hvor han havde opholdt sig i en lang periode sammen med sin søster. I 2005 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2006 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet der var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren var født i Syrien. I 2006 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Syrien og Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, idet nævnet fandt, at Syrien ikke kunne anses for ansøgerens hjemland, heller ikke selvom de syriske myndigheder havde tilkendegivet at ville udstede Laissez-passer til ansøgeren med henblik på indrejse i Syrien. Nævnet besluttede på denne baggrund, at ansøgeren kunne udsendes til Tunesien. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen, idet der var fremkommet nye oplysninger via Udenrigsministeriet, herunder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Syrien og oplysninger om rejsedokumenter. Ansøgerens søsters sag og ansøgerens sag blev sambehandlet i nævnet. Flygtningenævnet lagde – efter indholdet af et brev med bilag fra Udenrigsministeriet – til grund for sagen, at ansøgeren var født i en flygtningelejr ved Damaskus i Syrien. Hans familie var i sin tid blevet registreret med et familienummer som statsløse palæstinensere i Syrien. Dette stemte overens med, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af hans sag i 2007 havde forklaret, at hans onkel havde ansøgt om rejsedokument for ansøgeren på den syriske ambassade i Tunis, og at ansøgeren havde fået udstedt dette rejsedokument, som han havde anvendt til sin udrejse af Tunesien til Spanien. Af Udenrigsministeriets brev fremgik endvidere, at den kilde, som Udenrigsministeriet havde engageret til at undersøge forholdene, havde oplyst, at de syriske myndigheder intet udestående havde med ansøgeren og hans søster. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde oplyst, at han i 1999 var indrejst og havde opholdt sig i Syrien i cirka 14 dage efter at have fået udstedt syrisk rejsedokument. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Syrien, hvor han var født. Ansøgerens forklaring til et samtalereferat i 2002 og under Flygtningenævnets behandling i 2004 om, at han var født i Irak, kunne derfor ikke lægges til grund for sagen. Efter de foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, som er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der fandtes heller ikke at foreligge sådanne særlige grunde, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var grundlag for at ændre nævnets afgørelse fra 2007, således at ansøgeren også ville kunne udsendes tvangsmæssigt til Syrien, jf. udlændingelovens § 32 a. Statsløspal/2008/5
Nævnet stadfæstelse i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger og hendes fire børn, der alle var statsløse palæstinensere fra Libanon. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens voksne søn. Indrejst i 2007. Ansøgerne havde oplyst, at de blandt andet på grund af Muhammed-tegningerne var blevet chikaneret, herunder var de blevet slået og udsat for trusler og hærværk imod deres hjem, idet den kvindelige ansøgers ægtefælle og børnenes fader er dansk statsborger. Derudover var chikanen begrundet i, at de ældste sønner ikke ville lade sig rekruttere til Hamas. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som statsløse palæstinensere fra Libanon som udgangspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den chikane, som de havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgerne havde opnået visum til Danmark allerede i februar 2007, men først var udrejst i juni 2007, og at ansøgerne først havde søgt om asyl i december 2007. Hertil kom, at ansøgerne var rejst tilbage til den flygtningelejr, de boede i, efter et forsøg på at blive evakueret til Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at såfremt ansøgerne fandt at være kommet i modsætningsforhold til Hamas, kunne de henvises til at tage ophold i en anden lejr. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til oplysningerne i baggrundsmaterialet bilag 313, British Home Office, Operational Guidance Note, af 3. september 2007. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke havde problemer med de libanesiske myndigheder. Ansøgerne fandtes derfor fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor de var født og opvokset og havde boet frem til udrejsen. Libanon kunne derfor tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløspal/2008/3
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren var blevet udsat for pres fra PFLP’s side efter at have fået et lederjob hos UNWRA, og at ansøgeren fortalte UNWRA om PFLP’s henvendelse, herunder at repræsentanterne fra PFLP havde forsøgt at overtale ansøgeren til at favorisere dem under udøvelsen af sit arbejde. Nævnet fandt det sandsynligt, at PFLP på denne baggrund har opfattet ansøgeren som ”stikker”, og at PFLP derfor efterfølgende har truet ansøgeren. Nævnet fandt, at ansøgeren dermed var blevet bragt i en særlig udsat position, og at de libanesiske myndigheder måtte formodes ikke i tilstrækkelig grad at kunne yde ham beskyttelse imod eventuelle hævnaktioner fra PFLP’s side. Efter det anførte fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon ville være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at Libanon derfor ikke kunne tjene som 1. asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløspal/2008/2
Nævnet hjemviste i februar 2007 en sag vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2001. Nævnet stadfæstede i december 2002 Udlændingeservices afgørelse i sagen, idet nævnet på baggrund af de da foreliggende oplysninger i sagen lagde til grund, at Vestbredden måtte anses for ansøgerens hjemland. Af nævnets udsendelsesbeslutning fremgik således, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Vestbredden, jf. udlændingelovens § 32 a. I februar 2007 rettede Rigspolitiet henvendelse til nævnet i den konkrete sag med anmodning om en fornyet vurdering af nævnets udsendelsesbeslutning, idet der under udsendelsessagen var fremkommet nye oplysninger om ansøgerens nationalitet, herunder om at ansøgeren var i besiddelse af et jordansk nationalitetspas. Flygtningenævnet besluttede på baggrund af de nye oplysninger at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på stillingtagen til, om ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Vestbredden og/eller Jordan. Statsløs Palæstinenser/2007/9
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, araber og sunni-muslim. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylgrundlag henvist til, at hun især frygtede sin egen families dødstrusler, hvis hun skulle vende tilbage til Syrien, da hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand, ligesom hun havde vidnet imod ham i en sag om hustruvold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie - herunder hendes fader - flere gange havde truet hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun forlod sin mand og vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens kusine for nogle år siden blev slået ihjel af sin nærmeste familie, da kusinen havde krænket familiens ære ved at gå fra sin mand. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fætter som følge heraf i Syrien blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingeservices fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikre på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab af sin familie, hvis hun vendte tilbage til Syrien, og da ansøgeren ikke efter de anførte baggrundsoplysninger kunne forvente at få myndighedernes beskyttelse, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Statsløs Palæstinenser/2007/8
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren og hendes døtre havde således gennem årene været udsat for forskellige overgreb fra ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra organisationer eller myndigheder i Libanon, ligesom hendes sønner måtte antages at kunne yde sådan beskyttelse. Det bemærkedes, at ansøgeren havde opnået beskyttelse vedrørende et andet familieretligt forhold. Det bemærkedes endvidere, at ansøgeren, såfremt hun ikke selv mente at kunne tage ophold i den flygtningelejr, hun tidligere havde boet i, som følge af forholdet til ægtefællen, måtte henvises til at tage ophold et andet sted i Libanon. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor hun havde boet frem til udrejsen, og at Libanon således fortsat kunne tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløs Palæstinenser/2007/7
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Senest indrejst i 2006. Ansøgeren blev i 1995 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2003 blev ansøgeren af landsretten idømt 7 års fængsel og udvist for bestandig. Flygtningenævnet kunne tiltræde, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon efter nævnets praksis måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde en nær tilknytning til Libanon, hvor han måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse, hvorfor Libanon måtte anses for ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han fortsat havde familie. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2005 ved genindrejse i Libanon og senere i 2005, da han søgte om et libanesisk rejsedokument, blev tilbageholdt af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren blev ved begge tilbageholdelser udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren blev efter den første tilbageholdelse løsladt efter fremlæggelse af oversættelse af danske dokumenter vedrørende ansøgerens løsladelse i Danmark, mens han efter den anden tilbageholdelse blev løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse tilbageholdelser kunne begrunde, at ansøgeren ikke kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i Libanon fra slutningen af 2005 til midten af 2006, samt at han i slutningen af 2005 fik udstedt rejsedokument af de libanesiske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt af Libanon, kunne ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge baggrundsoplysningerne ikke risikerede en uforholdsmæssig straf for illegal udrejse. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at han efterstræbtes af Hizbollah på grund af, at han havde optaget billeder af en bygning, hvor Hizbollah holder til. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring herom forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Statsløs Palæstinenser/2007/6
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1946. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren og hendes døtre havde således gennem årene været udsat for forskellige overgreb fra ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra organisationer eller myndigheder i Libanon, ligesom hendes sønner måtte antages at kunne yde sådan beskyttelse. Det bemærkedes, at ansøgeren tidligere havde opnået beskyttelse vedrørende et andet familieretligt forhold. Det bemærkedes endvidere, at ansøgeren, såfremt hun som følge af forholdet til ægtefællen ikke selv mente at kunne tage ophold i den flygtningelejr, hvor hun tidligere boede, måtte henvises til at tage ophold et andet sted i Libanon. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor hun havde boet frem til udrejsen, og at Libanon således fortsat kunne tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløs palæstinenser/2007/4
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, araber og sunni-muslim. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylgrundlag henvist til, at hun især frygtede sin egen families dødstrusler, hvis hun skulle vende tilbage til Syrien, da hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand, ligesom hun havde vidnet imod ham i en sag om hustruvold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie - herunder hendes fader - flere gange havde truet hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun forlod sin mand og vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens kusine for nogle år siden blev slået ihjel af sin nærmeste familie, da kusinen havde krænket familiens ære ved at gå fra sin mand. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fætter som følge heraf i Syrien var blevet idømt en kortvarig fængselsstraf. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingeservices fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikre på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab af sin familie, hvis hun vendte tilbage til Syrien, og da ansøgeren ikke efter de anførte baggrundsoplysninger kunne forvente at få myndighedernes beskyttelse, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 1. september 2006. Stat.pal./2007/3
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1976.Indrejst i april 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde som begrundelse for sin asylansøgning blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede for repressalier fra PFLP-GC (Popular front of the Liberation of Palestina – General Command), idet han havde forladt bevægelsen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for PFLP-GC i det væsentlige havde angået vagt og overvågningsopgaver, ligesom han havde deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren fremstod som et uprofileret medlem af bevægelsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest havde haft kontakt til PFLP-GC i 2001 forud for fængslingen af ham af de libanesiske myndigheder. Siden løsladelsen i 2002 havde han opholdt sig cirka to år i Tripoli i Libanon, uden at bevægelsen havde gjort forsøg på at opsøge ham personligt. Han havde i nævnet forklaret, at bevægelsen indirekte havde opsøgt ham, idet familiemedlemmer til PFLP-GC folk havde spurgt efter ham på familiens adresse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund – også henset til den tid, der var forløbet, siden han forlod bevægelsen – ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en sådan risiko for efterstræbelse af PFLP-GC, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren henviste endvidere til, at han havde været fængslet af myndighederne fra 2001 til 2002, som sigtet for våbenhandel med videre, og at han under tilbageholdelsen blev hårdhændet behandlet. Ansøgeren forklarede, at han blev løsladt på grund af mangel på beviser, og at han var udeblevet fra retsmøder, hvortil han var blevet tilsagt. Flygtningenævnet fandt ikke, at det påberåbte forhold var af en sådan karakter, at det begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og bemærkede herved, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i cirka 2 år efter løsladelsen, uden at myndighederne havde opsøgt ham personligt. Flygtningenævnet fandt derfor, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. De generelle forhold for statsløse palæstinensere, der er omfattet af UNWRA, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Stat.pal./2007/2
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født i 1971. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1987 havde været medlem af Fatah-organisationen, at ansøgeren i perioden frem til 1991 var fængslet flere gange af israelerne, hvorunder ansøgeren blev udsat for en hårdhændet fysisk behandling, at ansøgeren i 1993 blev udnævnt til officer for Fatah-organisationen, at ansøgeren i 1997 blev sikkerhedschef i et distrikt i Nablus, og at ansøgeren i 2001 holdt sig skjult og efterfølgende udrejste, da israelerne ledte efter ham. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren havde haft en sådan profileret stilling, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne risikere at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået handlinger, som medførte, at han skulle udelukkes som flygtning efter Flygtningekonventionen art. 1 F (a) og (b) eller efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Stat.pal/2004/5
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født 1981. Indrejst i maj 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ifølge udlændingelovens § 40 påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til en bedømmelse af om en opholdstilladelse kan gives. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han havde et modsætningsforhold til PLO, fordi han havde stjålet våben fra PLO, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om dette tyveri. Under samtalen i Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren blandt andet, at der ikke var vagter, men to personer som sov i den bygning, hvor han stjal våbnene, og at han var alene om tyveriet, mens han i nævnet forklarede, at der var seks vagter, hvoraf han var den ene og at han begik tyveriet sammen med en ven. Flygtningenævnet fandt det endvidere usandsynligt, at PLO skulle have opbevaret våben ulåst og at ansøgeren skulle kunne sælge stjålne våben til en våbenhandler, der var bosiddende i lejren. Hertil kom, at PLO havde oplyst, at ansøgeren ikke var eftersøgt af dem, og at de af ham fremlagte arrestordrer var falske. Det var oplyst, at ansøgeren var eftersøgt af de libanesiske myndigheder for tyveri og salg af hash. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kan give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed at ansøgerens identitet ved en fejl var blevet oplyst overfor en repræsentant af PLO fandtes heller ikke at kunne give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det blev lagt til grund, at ansøgeren ikke havde noget udestående med PLO. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren der som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ville kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hans moder og syv søskende fortsat er bosiddende. Stat.pal/2004/4
Nævnetmeddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født 1975. Indrejst i januar 2003 Ansøgeren fik problemer med Islamisk Jihad og Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion og for at samarbejde med israelerne, idet han havde repareret nogle biler for en israelsk mand, som tillige skaffede ansøgeren nye kunder mod at få del i fortjenesten, hvorfor ansøgeren klarede sig bedre end mange andre i området. Islamisk Jihad og Hamas havde set manden sammen med ansøgeren mere end én gang, hvorfor de mistænkte ansøgeren for spionage. Tre gange blev ansøgeren truet med, at han ville blive slået ihjel. Ansøgeren lyttede imidlertid ikke til dem, og han fortsatte med at udføre arbejde for manden, indtil der opstod rygter om, at ansøgeren var spion i byen. Flygtningenævnet lagde til grund, at Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset, skulle betragtes som ansøgerens hjemland. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren var blevet opsøgt tre gange af personer fra Islamisk Jihad eller Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion for israelerne og fremsatte trusler mod ham. Nævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved afgørelsen af, om ansøgeren kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt nævnet efter de nu foreliggende oplysninger om forholdene på Vestbredden ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Hamas eller Jihads side, overgreb som ansøgeren ville have vanskeligt ved at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Stat.pal/2004/3
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1984. Indrejst i oktober 2002. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han havde problemer med tre personer. Især en person forsøgte at krænke ansøgeren seksuelt. Personen havde tidligere forgrebet sig på nogle børn. Han blev fængslet af sikkerhedsdomstolen under flygtningelejrens myndigheder. Ansøgeren vidste ikke, hvor lang fængselsstraf personen fik, men personen var kun fængslet en måned. Ansøgeren henvendte sig ikke til lejrpolitiet med oplysninger om personens forsøg på overgreb, da han ikke ønskede at blive involveret i sagen og få et dårligt rygte. Han henvendte sig heller ikke til de libanesiske myndigheder, da han ikke mente, at de ville hjælpe ham. Flygtningenævnet udtalte, at den nu 19-årige ansøger er født og opvokset i Libanon. Af ansøgerens forklaring fremgik, at nogle unge mænd havde forsøgt at forgribe sig seksuelt på ham, senest fem måneder inden udrejsen. Nævnet fandt ikke, at disse forhold i sig selv kunne begrunde asyl, idet ansøgeren måtte henvises til at søge de lokale myndigheders bistand. Der ses ikke holdepunkter for, at disse ikke ville bistå ansøgeren. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren fortsat i Libanon kan opnå den fornødne beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Stat.pal/2004/2
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak, født i 1971. Indrejst i marts 2002. Da ansøgeren var 12 til 13 år, blev hendes kusine slået ihjel af familien, da hun havde giftet sig med en person mod familiens vilje. I 1993 blev ansøgeren gift mod sine forældres vilje. Ansøgeren og ægtefællen levede skjult for ansøgerens forældre. I 1995 flyttede ansøgeren og ægtefællen til Gaza. I 1997 blev ansøgeren og ægtefællen skilt. I 1998 blev ansøgeren gift med sin anden ægtefælle. Ægtefællen var voldelig, og i 2002 besluttede ansøgeren sig for at udrejse. Flygtningenævnet fandt som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der var statsløs palæstinenser, skulle vurderes i forhold til Irak, hvor hun var født og opvokset. Nævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hendes første ægteskab blev indgået mod forældrenes vilje, og at der i den forbindelse blev fremsat trusler på livet – før ægteskabet mod ansøgeren selv – og efter ægteskabet – gennem ægtefællen – mod såvel ham som ansøgeren. Uanset den forløbne tid fandt nævnet, at den subjektive frygt, ansøgeren havde givet udtryk for i forhold til sine forældre, fortsat måtte anses velbegrundet. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om de aktuelle forhold inden for politi og retsvæsen samt om, at en kvinde, der har konflikt med sin familie, ikke har mulighed for at opnå beskyttelse, fandt nævnet efter en konkret og samlet vurdering ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Stat.pal/2004/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vestbredden. Indrejst i 2012 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Vestbredden og statsløs palæstinenser. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har udtalt sig kritisk imod Hamas og Fatah og opfordret sine venner og bekendte til at undlade at stemme på dem. Ansøgeren har været aktiv bl.a. på hjemmesiden ”[A]”, hvor han deltog i debatter og fremsatte sine politiske meninger. Ansøgeren har skrevet kritiske artikler om Hamas og Fatah på forskellige hjemmesider. Ansøgeren var kendt for sine politiske meninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at de jordanske myndigheder vil tilbageholde ham og udlevere ham til myndighederne i Palæstina, som derefter vil fængsle og torturere ham. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at Hamas vil slå ham ihjel, idet Hamas tror, at han er spion for Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2004 har udtalt sig kritisk om Hamas og Fatah. Ansøgeren har været aktiv på chatrummet ”[A]”, hvor han deltog i debatter. I februar 2009 var han på [A], og en anden bruger, som kaldte sig ”[B]”, informerede om en episode, som Hamas og UNRWA havde været involveret i. Efterfølgende kommenterede ansøgeren på nyheden og var meget kritisk over for Hamas. Samme nat omkring klokken to om natten kom en gruppe maskerede Hamas-folk til hans bopæl, og han blev kørt til et plantageområde og blev afhørt om, hvordan han havde fået sin viden om episoden med UNRWA og Hamas. Ansøgeren blev udsat for slag og anklaget for at være spion for Israel. Han fik lagt en håndgranat i sine sammenbundne hænder, og han fik af vide, at granaten ville eksplodere, efter Hamas-folkene forlod stedet, og hvis ansøgeren åbnede sine hænder. Derefter kørte Hamas-folkene væk, og ansøgeren fandt noget glas, som han kunne skære sine hænder fri med. Ansøgeren smed granaten væk, som viste sig at være falsk. Da han kom hjem, sagde hans far, at han skulle forlade hjemmet. Ansøgeren tog herefter til Al-Tiba. Her fandt ansøgeren et hus, han kunne sove i, og han fandt et arbejde i byggebranchen. Ansøgeren blev i Al-Tiba i to måneder og arbejdede, indtil han besluttede sig for at tage til Sverige. Et par dage efter hans ankomst til Al-Tiba, havde han hentet sin svenske opholdstilladelse på den danske ambassade i Ramallah. For at komme til Sverige skulle ansøgeren flyve via Jordan. Da ansøgeren ville krydse grænsen til Jordan, fik han problemer med en officer, som sagde, at han havde en konflikt med den palæstinensiske efterretningstjeneste. Gennem de næste par måneder forsøgte ansøgeren flere gange forgæves at få lov til at indrejse i Jordan. Til sidst betalte han officeren 1000 dollars, hvorefter han fik lov til at indrejse. Herefter fløj han til Sverige uden problemer. Mens han opholdt sig i Al-Tiba, opsøgte den palæstinensiske efterretningstjeneste hans familie et par gange. Efterretningstjenesten havde hørt, at ansøgeren havde været kidnappet, og de ville derfor afhøre ham. Efterretningstjenesten havde også tilbageholdt ansøgerens bror en enkelt gang. Derudover havde to vigtige personer fra Hamas spurgt ansøgerens venner, hvor ansøgeren befandt sig. Omkring to måneder efter ansøgeren kom til Sverige, opsøgte efterretningstjenesten igen hans forældre, og ansøgerens far sagde til dem, at ansøgeren var i Sverige. Ansøgeren oplyste, at han havde problemer, da han gik på universitetet, hvor han blev chikaneret. To gange blev han tævet af andre elever, som var medlemmer af studenterunionerne, som hørte under Fatah og Hamas. Inden én af sine eksaminer, blev ansøgeren påkørt af et medlem af Fatah, og han fik derefter ikke lov til at fortsætte på universitetet og afslutte sin uddannelse. Ansøgeren oplyste, at han blev tilbageholdt af efterretningstjenesten på Vestbredden i 2005 og 2007. Begge gange havde han udtalt kritik af Mahmoud Abbas. I forbindelse med tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for psykisk tortur. Ansøgeren oplyste endvidere, at de problemer, han havde haft siden februar 2009, ikke var alvorlige nok til, at han ville udrejse af Vestbredden. Det var først i forbindelse med Hamas’ tilbageholdelse af ham, og efterretningstjenestens efterfølgende eftersøgning, at han følte, at han var i fare. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fået udstedt rejsedokument af de palæstinensiske myndigheder den 26. august 2008, den 6. marts 2011 og den 19. juni 2016. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da han ikke længere havde noget opholdsgrundlag i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet bemærker herved, ud over de ovennævnte omstændigheder, at ansøgeren først i dag har forklaret om, at han fik sin mobiltelefon tilbage, således at han havde den i lommen, da Hamas-folkene forlod ham, og at han ligeledes fik computeren tilbage, idet denne blev efterladt på jorden ved siden af ham. Forklaringen herom forekommer vanskeligt forenelig med, at Hamas-folkene efter ansøgerens forklaring skulle beskylde ham for at være spion, ligesom ansøgeren, på trods af en ganske detaljeret beskrivelse af hændelsen i asylskemaet, overhovedet ikke har nævnt, at han hentede computeren dagen efter. Flygtningenævnet bemærker, at eventuelle vanskeligheder i forhold til de jordanske myndigheder ikke kan tillægges nogen videre betydning ved bedømmelsen af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats/2018/7/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon og hans myndige datter. Indrejst i henholdsvis 2014 og 2013. Sagerne blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag.Flygtningenævnet udtalte i faderens sag: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og muslim af trosretning. Han har oplyst, at han er født i flygtningelejren […] i Libanon, og at han i 1982 flygtede til Syrien på grund af krigen i Libanon. Han har boet i Yarmouk-lejren i Syrien frem til sin udrejse i 2013. Han har jævnligt været i Libanon. Han har oplyst, at han har et UNRWA flygtningekort for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah på grund af sine konflikter med det syriske regime. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra 2011 til 2012 i Syrien transporterede medicin for et firma, som samarbejdede med Den Frie Syriske Hær, og at hans bil [i slutningen af] 2012 blev angrebet af den syriske sikkerhedstjeneste, da han var på arbejde. Samme dag flygtede ansøgeren fra sin bopæl i Damaskus, og han har opholdt sig i skjul i forskellige bydele i Damaskus og Latakia frem til sin udrejse i [sommeren] 2013. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, at han er i besiddelse af et ID kort for statsløse palæstinensere i Libanon, som er blevet fornyet løbende, og at han igennem de sidste 30 år løbende har rejst mellem Libanon og Syrien. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 3. Selvom et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt i Syrien til grund, er der efter ansøgerens forklaring ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil få problemer med Hizbollah i Libanon som følge af sin konflikt i Syrien. Flertallet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konfliktens udvikling i Libanon i den periode, ansøgeren har opholdt sig i Danmark. Herunder har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at hans fætter nu har været tilbageholdt to til tre gange, ligesom hans søster og ene søn har været tilbageholdt og er blevet udspurgt om ansøgerens opholdssted. Flertallet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har fungeret som chauffør i Syrien, og at det forekommer usandsynligt, at han har haft en så fremtrædende position, at de syriske myndigheder eller Hizbollah måtte lede efter ham også i Libanon, henset til at ansøgeren har kunnet leve næsten et år efter skudepisoden i et myndighedskontrolleret område, og til at hans familie har kunnet opholde sig i Libanon en periode derefter. Ansøgeren er i besiddelse af et gyldig ID kort registreret i Libanon og er således ikke i risiko for tvangsmæssig tilbagesendelse til Syrien, såfremt han vender tilbage til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb og finder, at han kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flertallet finder herefter, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Flygtningenævnet udtalte i datterens sag vedrørende spørgsmålet om, hvilket land, ansøgeren skulle vurderes i forhold til: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og muslim af trosretning. Hun har oplyst, at hendes forældre er født i flygtningelejren […] i Libanon, og at de i 1982 flygtede til Syrien på grund af krigen i Libanon. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er født i Syrien, og at hun har boet i Yarmouk lejren i Syrien frem til sin udrejse i 2013. Ansøgeren har et libanesisk UNRWA flygtningekort, som hendes forældre løbende har fået forlænget. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah på grund af sin faders konflikter med det syriske regime. [Forklaringen om faderens konflikt er udeladt, red.] Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er i besiddelse af et ID kort for statsløse palæstinensere i Libanon, at ID kortet løbende er blevet fornyet, og at ansøgeren har familie bosat i Libanon. Selvom et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin faders konflikt i Syrien til grund, er der efter ansøgerens forklaring ikke grundlag for at antage, at hun ved en indrejse i Libanon vil få problemer med Hizbollah i Libanon som følge af sin faders konflikt i Syrien. [Begrundelsen vedrørende faderens konflikt er udeladt, red.] Ansøgeren er i besiddelse af et gyldig ID kort registreret i Libanon og er således ikke i risiko for tvangsmæssig tilbagesendelse til Syrien, såfremt hun indrejser i Libanon. Ansøgeren findes ikke, alene som følge af at hun er kvinde, at være særligt udsat ved en udrejse til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren ved en indrejse i Libanon risikerer overgreb og finder, at hun kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flertallet finder herefter, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat.pal/2014/3
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gaza. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza i Palæstina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza ikke vil kunne leve et sikkert liv grundet den igangværende konflikt, og at han er efterstræbt af politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til den generelle sikkerhedssituation i Gaza. Der er mangel på arbejde og elektricitet, og lægebehandling er utilgængelig og dyr. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere henvist til, at i 2008 blev hans morbroder og to af hans fætre samt deres familie dræbt som følge af israelske angreb. Efterfølgende fandt han og familien ud af, at morbroderen og dennes familie havde haft tilknytning til Hamas og udført aktiviteter for dem. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en nær ven blev dræbt af Hamas, idet vennen skulle have videregivet oplysninger. Hamas mistænker nu ansøgeren for lignende aktiviteter. Ansøgeren har ikke haft problemer med myndighederne, organisationer eller privatpersoner i hjemlandet, og ansøgeren har heller ikke været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgeren har dog for Flygtningenævnet anført, at han nu er efterstræbt af politiet. Ansøgeren udrejste legalt. De af ansøgeren påberåbte problemer vedrørende manglende arbejde og elektricitet og mangelfuld lægebehandling er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har i øvrigt opholdt sig i Gaza indtil udrejsen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt kopier af tre dokumenter, der alene foreligger i elektronisk form. Det er oplyst, at der er tale om indkaldelser i efteråret 2014 og 17 dage senere til to politiafdelinger med forskellige adresser, samt en påmindelse om arrest 7 dage senere. Ifølge tolken var dele af dokumenterne ulæselige i den foreliggende form. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen vægt på de nu fremkomne dokumenter. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, dokumenternes dårlige kvalitet, det sene fremkomsttidspunkt, samt at dokumenterne alene foreligger i elektronisk form. Hertil kommer, at ansøgeren først skal have talt med faderen om dokumenterne 13 dage efter påmindelsen om arrest og at ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, ikke tidligere har modtaget lignende dokumenter. Ansøgerens oplysninger om drabet på vennen og vennens aktiviteter er i øvrigt først fremkommet for Flygtningenævnet. Ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret dels om vennen, dels om omstændighederne omkring modtagelsen af dokumenterne. Idet oplysningerne om de generelle vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Gaza risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af det ovenfor anførte er der heller ikke fundet grundlag for, at imødekomme en påstand om udsættelse af sagen med henblik på oversættelse og ægthedsvurdering, af de af ansøgeren fremlagte dokumenter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” stat.pal/2014/2
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af […]-klanen, fordi han i 2009 indledte et forhold til pigen [Z] fra denne klan. Ansøgeren har videre anført, at han frygter for at blive fængslet eller udsat for tortur, fordi han er palæstinenser og uønsket i Irak. Han har i den forbindelse henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Irak, og at der er mange bombeangreb på Baghdad. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han frygter […]-klanen, fordi han i perioden 2009-2010 havde et forhold til kvinden Z, uden hendes families samtykke. Han fik kontakt til Z i 2009, da hun handlede i hans forretning i[…] området i Baghdad. De indledte et forhold, som stod på i et år. I løbet af det år var de ude sammen tre gange. De to første gange var i […]-bydelen. Den tredje og sidste gang var i [begyndelsen af ]2010, hvor de havde seksuelt samvær på hans vens forældres bopæl i […]To dage senere blev han opsøgt på sin bopæl af [Zs] far og brødre, der var bevæbnede. [Zs] far og brødre var ansat i den irakiske efterretningstjeneste. Ansøgeren flygtede ud af en bagdør, men hans far og bror blev udsat for fysiske overgreb. To dage senere kom [Zs] familie tilbage til bopælen og truede ansøgerens familie med, at de ville slå dem ihjel, hvis ikke ansøgeren dukkede op. Ansøgerens familie flyttede derefter til […], mens han selv rejste til Syrien, hvor han opholdt sig frem til 2013, hvor han genindrejste i Irak og opholdt sig i skjul hos sin faster i 2 måneder, indtil han udrejste i[ sommeren] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen på flere punkter har været tøvende og ukonkret. Nævnet finder det således usandsynlig, at [Z] havde mulighed for regelmæssigt flere gange i løbet af ugen at være i telefonisk kontakt med ansøgeren og at mødes med ham 2 gange i et indkøbscenter, og at hun efter kun to møder skulle have accepteret at mødes med ansøgeren i hans vens forældres lejlighed, hvor hun havde samleje med ham. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at [Zs] familie var stærkt fundamentalistisk og arbejdede for efterretningstjenesten. Ansøgeren har videre forklaret tøvende og ukonkret med hensyn til, hvordan han fandt ud af, at det var [Zs] brødre og far, der opsøgte hans familie og fremsatte trusler. Også forklaringen om, hvornår ansøgerens familie blev truet tredje gang har været upræcis og præget af tøven. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at det forekommer påfaldende, at [Zs ]familie efter ikke at have ladet høre fra sig i mere end 3 år, skulle have genoptaget truslerne for ca. 7-8 måneder siden, henset til at ansøgeren tidligere har forklaret, at hans familie ikke kunne findes på deres nye adresse. Nævnet skal endelig bemærke, at ansøgeren ikke i forbindelse med opholdet i Baghdad i 2013 fik problemer med hverken myndighederne eller[ Zs] familie, selvom han var i kontakt med myndighederne med henblik på at søge om pas/visum, og selvom han udrejste legalt af Irak. Det fremgår af Landinfos rapport: ”Palestinians in Iraq” fra 7. marts 2014, at forholdene for palæstinensere i Irak er bedret siden 2007, og at befolkningsgruppen ikke i højere grad end andre grupper er udsat for overgreb. Endelig bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation for personer fra Baghdad ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl efter § 7. Nævnet finder på den baggrund heller ikke, at der er grundlag for hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat.pal/2014/01
Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bedoon fra Irak, født i 1948. Indrejst i september 2001. Ansøgeren er araber og shia-muslim af trosretning. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bedoon, født i Kuwait, til grund. Flygtningenævnet lagde på baggrund af oplysningerne fra Internationale Røde Kors videre til grund, at ansøgeren i 1992 blev udvist til Irak. Det måtte lægges til grund, at han under disse omstændigheder var indrejst i Irak gennem grænsekontrollen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde boet fast i Irak indtil udrejsen derfra i 2001. Flygtningenævnet tilsidesatte således ansøgerens forklaring om et længerevarende ophold i ørkenområdet, og om myndighedernes beslaglæggelse af hans ejendom. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort forklaringen herom, og ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med tre familiemedlemmers forklaringer til de danske myndigheder i forbindelse med asylansøgningerne måtte anses for ganske utroværdig. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren højst sandsynligt er irakisk statsborger, men nævnet fandt ikke med fuld sikkerhed at kunne fastslå dette. Ifølge Flygtningekonventionens artikel 1A (2) skal statsløse vurderes i forhold til det land, hvor pågældende tidligere havde fast bopæl. Da ansøgeren havde haft fast bopæl i Irak gennem de seneste cirka ti år inden indrejsen i Danmark, var det uden afgørende betydning for asylvurderingen, om ansøgeren var statsborger i Irak. Ansøgeren skulle vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren havde ikke et sådant modsætningsforhold til myndigheder eller bestemte grupper i Irak, at han risikerede forfølgelse der. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for asyl, jf. udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Statsløs/2006/1b
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at hun på den arbejdsplads, hvor hun havde været ansat, havde deltaget i at sy kurdiske flag, videre at hun havde deltaget i en demonstration. Henset til ansøgerens begrænsede rolle, den tid, der var forløbet, og oplysningerne om, at der var givet amnesti i en række tilfælde, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens rolle havde været så profileret, at forholdet i dag kunne begrunde asyl. Af ansøgerens forklaring fremgik videre, at hun i hjemlandet var blevet voldtaget af en person tilknyttet den familie, hun boede hos. Ansøgeren havde videre oplyst, at hun her i landet havde et forhold til en kurdisk mand. Ansøgeren havde ingen viden om, at de pågældende forhold skulle være kommet hendes familie til kendskab, men hun frygtede, at hun ville blive udsat for æresdrab. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun ikke havde kendskab til æresdrab i familien, men til flere konkrete æresdrab begået i det område og blandt den befolkning, hun tilhører. Under sådanne forhold fandt Flygtningenævnet ikke, at risikoen for at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab eller anden umenneskelig behandling var så reel, at forholdet kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da ansøgerens forhold heller ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Statsløs/2006/1a
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bedoun fra Kuwait, født i 1977. Indrejst maj 2003. Ansøgeren havde ikke lov til at arbejde i Kuwait. Han forsørgede sig ved at sælge forskellige ting på gaden. Omkring 1994 blev ansøgeren taget med af politiet, fordi han ikke havde tilladelse til at sælge varerne. Ansøgeren indgik ægteskab med en kvinde, som stammede fra en meget kendt klan i Kuwait. Familien var meget rig og havde stor indflydelse hos de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren besøgte ikke ægtefællen i hendes hjem, fordi familien havde nægtet hende at gifte sig med en statsløs mand. Ansøgeren havde aldrig mødt ægtefællens familie. Ansøgeren forsøgte at få ægtefællen til at forsøge at overtale sin familie til at indgå ægteskab. Ved at indgå ægteskab gik ansøgeren og ægtefællen mod ægtefællens families vilje, hvilket var en meget alvorlig ting at gøre. Ansøgeren blev derfor meget overrasket, da ægtefællen foreslog, at de skulle giftes. Ansøgeren ønskede at vente med at blive gift, men ægtefællen ønskede, at de skulle gifte sig med det samme for at vise sin familie, at hun ønskede at leve sammen med ansøgeren. Efter ikke at have set ægtefællen i tre dage gik ansøgeren hen til sit og ægtefællens sædvanlige mødested, hvor han fandt et brev fra ægtefællen, hvori der stod, at ægtefællen havde fortalt forældrene om ægteskabet og om, hvor ansøgeren boede. Efterfølgende tog ansøgeren hen til en ven, som han fortalte om sin situation. Ansøgeren sendte vennen ind til byen for at få at vide, om der var nogen, der havde spurgt efter ham. Da vennen vendte tilbage, fortalte han, at civile personer havde spurgt efter ansøgeren. Kort tid før sin udrejse mødtes ansøgeren to gange med ægtefællen. Ægtefællen sagde til ham, at han skulle udrejse, fordi hendes familie ledte efter ham. Hendes familie havde sagt, at den ville dræbe ansøgeren, hvis den mødte ham. Ansøgeren har ikke talt med ægtefællen om, hvorvidt hun har modtaget trusler fra sin familie. Ægtefællen gav ansøgeren U$ 8.000 til udrejsen. Ægtefællen udrejste ikke sammen med ansøgeren, idet ægtefællen havde et pas, som skulle stemples i forbindelse med udrejsen, hvorfor ansøgeren frygtede, at ægtefællens familie ville kunne finde frem til hende gennem de kuwaitiske eller de saudiarabiske myndigheder. Han frygtede endvidere, at ægtefællen ville blive såret eller dræbt af grænsevagter, hvis hun udrejste sammen med ham, fordi han udrejste illegalt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs bedoun fra Kuwait. Flygtningenævnet fandt ikke, at den diskrimination, som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang og karakter, at det kunne sidestilles med forfølgelse i udlændingelovens § 7’s forstand. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren, bortset fra tilbageholdelse tilbage i 1994 på grund af manglende arbejdstilladelse, ikke havde haft nogen personlige konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af sin svigerfamilie, ikke fremstod som ganske overbevisende og derfor måtte give anledning til tvivl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde truffet sin svigerfamilie og ikke havde modtaget nogen form for direkte trussel fra svigerfamilien, men alene hørte om svigerfamiliens trusler gennem ægtefællen. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at ægtefællen, der efter ansøgerens forklaring blev overvåget af sin familie, efter at denne var blevet klar over forholdet, frit kunne møde ansøgeren to gange og herunder udbetale ham et beløb på 8.000 dollars til udrejsen. Det fremstod yderligere som påfaldende, at ægtefællen ikke udrejste sammen med ansøgeren. Ansøgerens forklaring om årsagen til, at de ikke udrejste sammen, fremstod ikke som overbevisende. Flygtningenævnet fandt på den ovennævnte baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, der indebærer, at han har krav på beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at bedoun-befolkningens generelle forhold og den omstændighed, at ansøgeren muligvis ikke kan opnå indrejsetilladelse i Kuwait, kunne føre til, at der skal meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Statsløs/2004/1
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive anholdt af de libanesiske myndigheder og udvist til Syrien, idet de libanesiske myndigheder anser ansøgeren for at være statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun boede i Syrien i perioden fra 1975 til 2012. I Syrien blev ansøgeren gift med en statsløs palæstinenser fra Syrien. I forbindelse med indgåelsen af ægteskabet fik ansøgeren udstedt et syrisk opholdskort. Ved samme lejlighed blev ansøgerens libanesiske opholdskort inddraget af de syriske myndigheder. I 2012 rejste ansøgeren og hendes familie til Libanon, hvor de bosatte sig frem til 2015, hvor de rejste til Danmark. Efter indrejsen i Libanon fik ansøgeren udstedt opholdstilladelse gældende for tre måneder. Opholdstilladelsen fik ansøgeren efterfølgende forlænget flere gange. Nogle gange var der vanskeligheder forbundet med at få opholdstilladelsen forlænget. Ved sin genindrejse i Libanon forsøgte ansøger endvidere at generhverve sit libanesiske opholdskort, men blev i den forbindelse stillet over for et krav om, at hun lod sig skille fra sin ægtefælle, samt et krav om at aflevere sine syriske dokumenter. Ansøgeren har for nævnet – kort forud for nævnsmødet – fremlagt en række nye identitetsdokumenter, som angiveligt er udstedt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det af baggrundsoplysningerne om situationen i Libanon (”Stateless Palestinian Refugees in Libanon”, report from Danish Immigration Service’s fact finding mission to Beirut, Lebanon, fra oktober 2014), bl.a. følgende: ”The international organization said that while PRL men who marry PRS women (in Syria) cannot be registered with Syria’s General Administration for Palestinian Arab Refugees (GAPAR), PRL women marrying PRS men can. As it officially is not possible to hold DPAR and GAPAR registration simultaneously, a PRL woman registering with GAPAR following her marriage to a PRS man in Syria would have to forfeit her DPAR registration (in Lebanon). She would then be treated as a PRS by the Lebanese authorities and would face significant obstacles entering Lebanon due to the current restriction in place. In such a case, her family members in Lebanon (with permanent residency) may try to apply for a pre‐approved visa, however it remains unclear in light of the new restrictions whether such pre‐approved visa would be granted. DPAR explained that it is not possible for a Palestinian to be registered as a refugee simultaneously both in Syria and in Lebanon. In case a Palestinian refugee has been registered and obtained refugee status in Syria, she or he will consequently be struck from DPAR’s registry in Lebanon, when a request has been issued by the General Security regarding this. The source did not consider that the Syrian authorities in general allow Palestinians from Lebanon to register as Palestinian refugees in Syria. There could be exceptions in the event of a case of political asylum in Syria.” Oplysninger støttes af kilder gengivet i Udenrigsministeriets fortrolige notat af 27. maj 2015 om opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Udlændingestyrelsen skal gives lejlighed til at vurdere de nyligt fremlagte dokumenter også i lyset af de baggrundsoplysninger, som der er henvist til ovenfor. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet behandling.” Stat/2018/8/TPS
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Saraya al-Muqawama, vil sende ham i krig i Syrien, da han tidligere har været medlem af gruppen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udleveret til Hamas, fordi han er palæstinenser. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle uroligheder i Libanon, efter Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Afslutningsvist har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke længere vil kunne se sin ægtefælle og sine børn, hvis han vender tilbage til Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i enten juni eller juli 2006 blev medlem af gruppen Saraya al-Muqawama, som er en del af Hizbollah. I starten af 2007 blev ansøgeren sendt i træningslejr tæt på den syriske grænse, hvor der var tilrettelagt tre træningsforløb. Ansøgeren deltog i de to første træningsforløb, hvor de blev trænet i at håndtere et våben og i at bevæge sig igennem forhindringer. Under ansøgerens tredje træningsforløb, fik de at vide, at ISIL var rykket tættere på grænsen, og at ISIL befandt sig omkring 25 kilometer fra deres position. På et ukendt tidspunkt blev deres grænseposition beskudt, men de kunne ikke se de angribende grupper. Samme aften blev deres lejr angrebet af ISIL, hvorefter ansøgeren blev taget til fange sammen med fem andre. Ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb og afhørt om, hvilken gruppe han tilhørte. Den lejr, hvor ansøgeren blev holdt fanget, blev efter nogle uger angrebet. I forbindelse med en eksplosion i lejren lykkedes det ansøgeren og de øvrige fem personer at flygte fra ISIL. Ansøgeren kom efterfølgende til en landsby, hvor han fik hjælp og behandling af Røde Kors. Efterfølgende overgav de ansøgeren til de libanesiske myndigheder, som afhørte ham om, hvor han havde været. Ansøgeren forklarede, at han havde forsøgt at krydse grænsen illegalt, da han var bange for at blive tilbageholdt af myndighederne, hvis han fortalte dem sandheden om, hvor han havde været. I 2010 rejste ansøgeren til Danmark på visum. Da han kom til Danmark, ringede hans søster, og hun fortalte ansøgeren, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ansøgeren. Efter nogle dage, kontaktede ansøgeren sin ven, som bekræftede, at ansøgeren var eftersøgt af Hizbollah, og at ansøgerens navn fremgik af en liste, som Hizbollah havde del rundt i flygtningelejren. Ansøgeren valgte derfor, at han ikke ville rejse tilbage til Libanon, og han søgte derfor familiesammenføring med sin ægtefælle i Sverige. I 2015 udløb ansøgerens opholdstilladelse i Sverige, og han fik den ikke fornyet. På et ukendt tidspunkt i 2016 blev ansøgerens bror kidnappet af en ukendt gruppe. Broren blev i den forbindelse afhørt om deres far og om ansøgeren. Broren blev løsladt efter afhøringen. [I efteråret] 2017 søgte ansøgeren om asyl, efter at være blevet anholdt af det danske politi. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet i forhold til Libanon til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har været aktiv i grupperingen Saraya Al-Mokawamah, og at han har været taget til fange af Al-Nusra i 5-6 måneder, indtil det lykkedes ham at flygte. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, om det var ISIL eller Al-Nusra, der tog ham til fange, og at han ikke husker, hvor længe han blev tilbageholdt, men det var mindre end en måned. I advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at den tidligere forklaring var usand, og han har nu forklaret, at han alene frygter, at han bliver opsøgt af Hizbollah eller Fatah og sendt i krig i Syrien. De skiftende forklaringer svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt af Hizbollah, til grund. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon og har forklaret, at han fortsat har sit flygtningepas og rejsedokumenter fra Libanon. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at han fortsat har ret til indrejse og opholde sig i Libanon, hvor han har sin mor og en søster. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2018/6/IBK
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinensisk statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra den palæstinensiske flygtningelejr [A], Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren modtog dog våbentræning af PLO i omkring en måneds tid i 1976. Ansøgeren havde ikke nogen rang, og hun havde ikke noget medlemskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter banderne i Libanon. Hun blev for omkring fem år siden udsat for et tyveri i Libanon og blev som barn voldtaget af tre forskellige mænd på forskellige tidspunkter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke har noget familie eller en bolig i Libanon. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun som statsløs palæstinenser ingen fremtid har i Libanon. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgeren – som statsløs palæstinenser fra Libanon – isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at de konflikter, som ansøgeren har forklaret om, er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet konflikterne ligger langt tilbage i tid og må anses for enkeltstående afsluttede forhold. Ansøgeren har boet i Libanon indtil 1977, hvor hun var ca. 16 år gammel, Herefter boede hun i Tyskland indtil 1983, hvor hun igen tog ophold i Libanon indtil 1984. Ansøgeren har ikke senere haft bopæl i Libanon, men har været i landet flere gange i forbindelse med, at hun har få udstedt id-kort til sine børn. Hun har senest været i Libanon for ca. fem år siden sammen med sin ene datter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun lovligt kan opholde sig i Libanon, ligesom hun har fået udstedt id-kort og pas i Libanon. Der findes herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som må anses som hendes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i flere år, findes heller ikke at kunne ændre ved denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stats/2018/05/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien og hans medfølgende datter. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim. Han er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i begyndelsen af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet de mistænker ham og hans familie for at have ydet støtte til oprørsgrupper. Klageren har herom oplyst, at der i 2012 var voldsomme kamphandlinger i Damaskus, og at mange som følge heraf flygtede ind i Yarmouk-lejren. Disse internt fordrevne behøvede hjælp, og der blev oprettet en gruppe af borgere fra lejren, der stod for at organisere hjælpen. I den forbindelse kontaktede klageren personer i sit netværk med henblik på at samle økonomisk hjælp, og klageren donerede selv nogle penge til formålet. I 2012 fik klageren gennem sin ægtefælles bror oplysninger om, at hans datter, [klageren C], stod på en liste over personer, der var eftersøgt af myndighederne. I [vinteren] 2012 foretog de syriske myndigheder en ransagning af familiens bopæl. Familien var ikke hjemme, men blev advaret af en nabo. Efterfølgende skjulte familien sig hos forskelige slægtninge, der også boede i Yarmouk-lejren. I [foråret] 2015 blev der gået indgået en aftale med FN om, at skoleelever kunne forlade lejren, og klageren benyttede denne lejlighed til at flygte fra lejren. I [sommeren] 2015 fik klageren oplysninger om, at han var på en liste over eftersøgte. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af udførelsen af humanitært nødhjælpsarbejde er kommet i et konkret og individuelt asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder, jfr. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om registreringen af hans eget og sin datter [klageren C]’s navn som følge af nødhjælpsarbejdet på en liste over personer, der var eftersøgt af myndighederne. Klageren har ikke oplyst om en sådan liste i asylansøgningsskemaet, og han har heller ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at hans eget navn eller [klageren C]’s navn var anført på en sådan liste. Først under partshøringen [i foråret] 2016 har klageren forklaret, at han omkring [sommeren] 2015 ved bestikkelse fandt ud af, at han og datteren var eftersøgt, og at dette blev kontrolleret én gang. For nævnet har klageren forklaret, at han både i 2012 og i 2015 undersøgte dette. Der henvises endvidere til, at klageren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han og hans søn udførte humanitært arbejde, mens han først under senere samtaler med Udlændingestyrelsen udbyggende har forklaret, at også hans datter har deltaget i nødhjælpsarbejdet. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at klageren under partshøringen har forklaret, at han gav nødhjælpsorganisationen penge omkring tre gange fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2012. Han ydede ikke nødhjælp på andre måder end ved at give penge. For nævnet har klageren udbyggende og divergerende forklaret, at han også i perioden fra 2012 til 2015 udførte humanitært arbejde ved at give penge og dyner. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved forehold af flere divergenser har forklaret afglidende og usammenhængende på spørgsmål fra nævnet. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke sandsynliggjort, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende ovegreb som følge af, at hans søn, [A], er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører of personer som unndrar seg militærtjenste”, af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”, fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at det på baggrund af klagerens illegale udrejse kan anses for sandsynligt, at han vil blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Der henvises til, at klageren under partshøringen [i sommeren] 2016 har forklaret, at myndighederne ikke har fået kendskab til hans illegale udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2018/4/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Al- Sabahie, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter chikane, fængsling, mishandling eller henrettelse, idet han er bidoon og har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 1990’erne blev udsat for tilbageholdelser på grund af sit arbejde som grønthandler. Ansøgeren er i denne forbindelse i 1994 og 1998 blevet udsat for seksuelt overgreb af en politimand. Ansøgeren har i 2011 deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder, hvor han blev anholdt og tilbageholdt af specialstyrkerne. Ansøgeren blev først løsladt, da et parlamentsmedlem råbte højt om de tilbageholdte demonstranter. Tyve dage senere modtog ansøgeren en tilsigelse. Ansøgeren mødte på det tilsagte sted og blev igen anholdt og tilbageholdt. Ansøgeren blev mod kaution løsladt efter omkring 15-20 dage. Ansøgeren har i 2012 deltaget i endnu en demonstration for bidooners rettigheder, hvor han blev anholdt og tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysisk overgreb. Ansøgeren blev mod kaution løsladt efter en til halvanden måned. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring om, at han ikke ville deltage i demonstrationer igen. Ansøgeren udrejste af Kuwait i [vinteren] 2013. I 2014 fik ansøgeren kendskab til, at der var afsagt en dom over ham, hvor han er blevet idømt seks års ubetinget fængsel. Ansøgeren opholdt sig på dette tidspunkt i Sverige og var ikke bekendt med, at der var en retssag imod ham. Ansøgerens familie blev flere gange opsøgt af myndighederne efter domsafsigelsen, fordi de vil finde ansøgeren. Ansøgerens mor blev i denne forbindelse i slutningen af 2014 tilbageholdt i omkring en uge. Ansøgeren rejste tilbage fra Kuwait i 2014/2015 på grund af sin families problemer med myndighederne. Ansøgeren udrejste igen fra Kuwait i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter at være blevet løsladt efter den seneste tilbageholdelse i 2012 opholdt sig i Kuwait i 1 år og 10 måneder, inden han udrejste i [vinteren] 2013. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i slutningen af 2014 eller starten af 2015 rejste tilbage til Kuwait angiveligt for at tage sin straf på fængsel i 6 år efter pres fra sin familie. Han bosatte sig hos sin families nabo og opholdt sig i Kuwait, indtil han udrejste igen i [sommeren] 2015. Disse oplysninger understøtter ikke ansøgerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra de Kuwaitiske myndigheders side. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af demonstrationer, han har deltaget i, og har forklaret udbyggende om hvorvidt han har været tilbageholdt af myndighederne i Kuwait. Under sin første oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2014 har han oplyst at han 5-6 gange har deltaget i demonstrationer, og at politiet har slået ham i den forbindelse. Han har ikke forklaret, at han har været tilbageholdt. I asylskema udfyldt [i sommeren] 2015 har ansøgeren ikke oplyst, at han været tilbageholdt. I oplysnings- og motivsamtalen af [efteråret] 2015 og senere samtaler har han forklaret, at han har deltaget i to demonstrationer i 2011 og 2012, at han efter demonstrationen i [vinteren] 2011 blev anholdt og tilbageholdt i en måned, og at han efter den anden demonstration i januar 2012 blev anholdt og tilbageholdt i 1½ måned. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har han yderligere forklaret, at han har været tilbageholdt omkring 10 gange, fordi han solgte grøntsager på gaden, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han har været tilbageholdt omkring 20 gange på grund af sit arbejde som gadesælger. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt han har modtaget en tilsigelse til afhøring hos politiet. Under asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han modtog en tilsigelse på familiens bopæl, og at han mødte op på det tilsagte tidspunkt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at det ikke er korrekt, at han modtog en tilsigelse. Disse divergenser og udbygninger svækker ansøgerens generelle troværdighed. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at de kuwaitiske myndigheder agter at forfølge ham som følge af hans deltagelse i demonstrationer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der i Kuwait under visse omstændigheder begrænsede rettigheder for etniske bidoons. Disse begrænsninger er dog ikke af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” statsløs/2018/TBP/39.
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Taima, Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel af en mand, som ansøgeren har stukket med en kniv. I denne forbindelse frygter ansøgeren repressalier fra de kuwaitiske myndigheder, fordi manden har klaget til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var tæt på at blive kørt ned af en ung mand. Ansøgeren skændtes med manden, som slog ansøgeren. Ansøgeren brækkede næsen og blev kørt på hospitalet af sin mor og morbror. Ansøgeren kunne ikke blive behandlet på hospitalet, fordi han som bidoon ikke havde nogen dokumenter. To dage efter denne episode, kom en person og fortalte ansøgerens morbror, hvem faren til den unge mand, som havde slået ansøgeren, var. Samme dag tog ansøgerens mor og moster til mandens bopæl for at kræve penge eller behandling til ansøgeren. Den unge mands mor fortalte, at faren ikke var hjemme. Nogle måneder herefter tog ansøgerens mor og moster igen til mandens bopæl. Mandens mor fortalte igen, at faren ikke var hjemme. Efter et stykke tid tog ansøgerens mor og moster til mandens bopæl igen. Da ansøgerens mor kom tilbage, var hun oprevet. Dagen efter kom mandens far til ansøgerens bopæl sammen med to andre personer. Ansøgerens mor og mandens far begyndte at skændtes og skubbe til hinanden. Ansøgerens mor faldt på jorden. Herefter tog ansøgeren en kniv og stak mandens far i skulderen. Ansøgeren løb væk fra bopælen og blev en halv times senere fundet af sin fars ven [AA]. Ansøgeren blev kørt til Al-Jahra, hvor han opholdt sig på et værelse. Dagen efter fortalte Abu Abdallah, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget af myndighederne to gange, og at han skulle udrejse fra Kuwait. Dagen efter kom ansøgerens mor, morbror, moster, [AA] og [AA´s] ven til værelset, hvor ansøgeren opholdt sig. Den efterfølgende dag tog ansøgeren sammen disse personer til lufthavnen, hvorfra han udrejste illegalt med fly. I Frankrig var ansøgeren i kontakt med sin mor, som fortalte, at myndighederne havde opsøgt deres bopæl. I Danmark har ansøgeren også været i kontakt med sin mor, som har fortalt, at myndighederne har opsøgt deres bopæl mere end seks gange. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst forskellige identiteter. I forbindelse med sin indrejse i Schweiz [i efteråret] 2015 er han registreret som syrisk statsborger ved navn [MM] født [i foråret] 1990. I forbindelse med sit ophold i Belgien i perioden [mellem vinter månederne] 2016 er han anholdt tre gange, hvor han første gang oplyste, at han var syrisk statsborger ved navn [FA] født [i foråret] 1995, anden gang at han var syrisk statsborger ved navn [AF] født [i foråret] 1995, og tredje gang at han var statsløs ved navn [JAN] født [i foråret]1997. Ved indrejse i Danmark [i vinteren] 2016 oplyste han, at han var statsløs fra Kuwait ved navn [JAN] født [i foråret] 1999. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret upræcist om, hvornår episoden, hvor han kom op at skændes med og blev udsat for vold af en bilist fandt sted. Under asylsamtalen [i efteråret] 2017 har han forklaret, at han formoder, at episoden skete for mere end et år siden, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at episoden skete for mere end 5 år siden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans mor tog kontakt til bilistens familie. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at der gik to måneder, før hans mor første gang opsøgte bilistens familie, og at der gik mere end et år, før hun kontaktede bilistens familie igen. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans mor kontaktede bilistens familie første gang 2-3 dage efter episoden og anden gang mindre end 3 måneder senere. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at hans mor opsøgte bilistens familie første gang dagen efter episoden fandt sted, og anden gang mindre end en måned senere. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han tog kniven, som han stak bilistens far med. Under asylsamtalen har han forklaret, at han tog kniven i gården, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han tog kniven i køkkenet. Disse divergenser vedrører centrale punkter i ansøgerens asylmotiv og svækker derfor ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor hverken lægge ansøgerens identitet eller hans asylmotiv til grund. De forhold at ansøgeren ikke har gået i skole og er analfabet kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Statsløs/2018/TBP/38
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim. Hun er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i begyndelsen af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive fængslet og udsat for tortur eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt og fremgår på en liste over eftersøgte personer i Syrien. Klageren har herom forklaret, at hun i efteråret 2012 ydede bistand til de flygtninge, der søgte tilflugt i Yarmouk. På et tidspunkt blev hun bekendt med, at hendes navn fremgik på en liste over personer, der var eftersøgt af de syriske myndigheder, idet hendes onkel betalte en person for at tjekke, om klagerens navn fremgik af listen i forbindelse med, at hun ønskede at tage en videregående uddannelse. I [vinteren] 2012 stormede de syriske myndigheder familiens bopæl i Yarmouk-lejren, og efterfølgende modtog klagerens bror en trussel via sms. I [vinteren] 2012 overtog Jabhat al-Nusra kontrollen i Yarmouk, og myndighederne havde derfor ikke længere adgang til området. Familien valgte at blive i Yarmouk-lejren af frygt for, at klagerne skulle blive anholdt af myndighederne, ligesom det havde været tilfældet for andre, der forlod lejren. I 2015 ønskede familien at forlade Syrien, og klagerens far undersøgte derfor, om familien kunne udrejse lovligt. I den forbindelse fik klageren igen oplysninger om, at hun var eftersøgt. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af udførelsen af humanitært nødhjælpsarbejde er kommet i et konkret og individuelt asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder, jfr. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om registreringen af sit navn som følge af nødhjælpsarbejdet på en liste over personer, der var eftersøgt af myndighederne. Klageren har ikke oplyst om en sådan liste i asylansøgningsskemaet, og hun har ikke i skemaet oplyst, at hun deltog i nødhjælpsarbejde, idet hun alene har anført, at hendes far og bror arbejdede med nødhjælp. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at hun fandt ud at, at hun var eftersøgt af myndighederne, efter at hun blev student i 2012 og hendes far havde betalt penge til en mand med indflydelse. Under partshøringen [i foråret] 2016 har klageren udbyggende forklaret, at hun også omkring [sommeren] 2015 fik kendskab til, at hun stod på en liste over eftersøgte personer. Klageren har i øvrigt forklaret udbyggende om sin frygt for myndighederne, idet hun for nævnet har forklaret, at hendes fætter [B], der havde udført nødhjælpsarbejde, blev pågrebet og fængslet, hvorefter han er død. Klageren har ikke tidligere under samtaler med udlændingestyrelsen forklaret herom. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke sandsynliggjort, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende ovegreb som følge af, at hendes bror, [A], er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører of personer som unndrar seg militærtjenste”, af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”, fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2018/3/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra henholdsvis Vestbredden og Saudi-Arabien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger er født i [by], Kuwait, men flyttede i 1990 med sin familie til [by], Jordan, hvor han opholdt sig indtil 2009. Den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra [by], Saudi-Arabien. Ansøgerne boede i [by], Saudi-Arabien, inden deres udrejse i slutningen af 2014. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ikke har mulighed for i forening at tage ophold i noget land, idet de er af forskellige nationaliteter. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den kvindelige ansøger ved en udsendelse ikke vil have mulighed for at modtage den nødvendige behandling af hendes sclerose. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger udelukkende har opholdstilladelse på Vestbredden, og at de har fået afslag på familiesammenføring af de israelske myndigheder. Den kvindelige ansøger var tidligere omfattet af sin fars opholdstilladelse i Saudi-Arabien, men dette var ikke længere muligt, efter hun blev gift med sin ægtefælle, hvorfor hun ikke længere har opholdstilladelse i nogen lande. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgerne oplyste asylmotiver er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet der lægges vægt på, at den mandlige ansøger angiveligt ingen konflikter har på Vestbredden, hverken med myndigheder, grupper eller privat personer, og at den kvindelige ansøger har oplyst tilsvarende i relation til Saudi-Arabien. Oplysningerne om den kvindelige ansøgers helbred giver ikke anledning til en ændret vurdering, idet bemærkes, at det falder udenfor Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Heller ikke spørgsmålet om eventuelle udsendelseshindringer henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2018/2/SHH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren blev født i Danmark i 1996. Ansøgeren udrejste af Danmark i 1998 til Libanon og indrejste igen i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim født i Aarhus, Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra Hizbollah, fordi ansøgeren har stukket en mand ved navn [A] med en kniv. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter ansøgerens mors familie, fordi at ansøgeren og ansøgerens lillebror havde et skænderi med ansøgerens morbrødre, som er medlem af Hizbollah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren indledte et skænderi med en mand, som bevidst afspærrende en vej med sin bil. Den pågældende mand steg ud af bilen og slog ansøgeren med et bælte, hvorefter ansøgeren stak den pågældende med en kniv tre gange og flygtede. Ansøgeren blev først efterfølgende bekendt med, at den pågældende mand hed [A], hvis brødre var medlem af Hizbollah. Ansøgeren blev herefter opsøgt af den libanesiske efterretningstjeneste på sin bopæl og blev tilbageholdt i en uge, hvorefter ansøgeren blev stillet for retten. Ansøgeren blev idømt en bødestraf på 300.000 libanesiske lira. Ansøgeren ankede dommen og blev frikendt. Ansøgerens familie blev opsøgt af [A’s] familie, som ønskede hævn. Ansøgeren samt ansøgerens lillebror tog derfor ophold hos deres farmor i en flygtningelejr i Tyr. Ansøgeren samt ansøgerens lillebror besøgte ansøgerens mor i Beka et par måneder efter knivstikkeriet. Under besøget indledte ansøgeren og ansøgerens lillebror et slagsmål med deres tre morbrødre, idet de havde talt nedsættende om dem. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og ansøgerens lillebror forgæves har forsøgt af udrejse af Libanon siden 2004, da ambassaden i Libanon ikke var behjælpelige med rejsedokumenter. Ansøgeren har endvidere forklaret, at ansøgeren samt ansøgerens lillebror i 2013 fik udstedt rejsedokumenter og opnåede visum i Danmark, hvor de udrejste af landet samme år. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at dette er tilfældet under hensyn til, at ansøgeren har boet i Libanon i størstedelen af sit liv, medmindre der foreligger forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i relation til Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser. Han har således forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] var i besiddelse af en kniv eller alene angreb ham med et bælte. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt dommen blev ændret fordi han havde betalt erstatning til [A] eller fordi denne under retsmødet i appelinstansen overfaldt ansøgeren. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans og broderens skænderi og slagsmål med morbrødrene fandt sted før eller efter retssagen. Endelig bemærkes at ansøgeren angiveligt uantastet har kunnet opholde sig i Libanon i omkring ti måneder fra retssagens afslutning til udrejsen, som foregik under anvendelse af et gyldigt visum. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2018/11/GJEY
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ain al-Hilweh Flygtningelejren i Libanon. I 1982 flyttede han til [S]. I 2002 flyttede han til Syrien, idet han blev gift med en palæstinenser fra Syrien. I 2012 flyttede han tilbage til [M]-Flygtningelejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den islamistiske gruppering, der slog hans arbejdsgiver, [A], ihjel. Ansøgeren formoder, at det er [B], der har tilknytning til Hizbollah. Ansøgeren flygtede fra Syrien i 2012 på grund af borgerkrigen. Hans bopæl og hans svigerfars bopæl blev ødelagt i forbindelse med bombardementer. Han havde ikke selv konflikter med grupperinger i Syrien. Da ansøgeren vendte tilbage til Libanon, tog han ophold i [M]-Flygtningelejren. Han kom i kontakt med en entreprenør, [A], der hjalp ansøgeren med at renovere ansøgerens bolig. Til gengæld skulle ansøgeren arbejde for ham. På et tidspunkt begyndte en islamistisk gruppe at true [A]. Grupperingen dræbte [A], to af hans brødre, seks medarbejdere og en ambulancechauffør, der kom til undsætning. Derefter opsøgte grupperingen de folk, der arbejdede for [A]. Ansøgeren var ikke på arbejde, hvorfor grupperingen opsøgte ansøgeren på hans bopæl. Han nåede dog at flygte. De skød efter ham, men de ramte ham ikke. Om aftenen kom grupperingen tilbage til [M], hvor de dræbte flere folk, der arbejdede for [A]. Ansøgerens ægtefælle blev også opsøgt og slået. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og må som lagt til grund af Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis isoleret set anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgeren har opholdstilladelse i Libanon, hvor han er født og opvokset og må antages at kunne opnå beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller på noget tidspunkt har været i konflikt med de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin aktuelle konflikt med de ukendte islamister, som skulle have opsøgt hans hjem og skudt efter ham i slutningen af 2014. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af mænd, der opsøgte ham, og om han selv så dem. Under samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2016 har han forklaret, at han blev opsøgt af fem til syv mænd, og at han ikke selv så dem. For nævnet har ansøgeren oplyst, at der var tale om to til tre mænd, som han selv så komme mod sit hus og bemærkede, at de havde skæg. Ansøgeren har desuden for nævnet svaret afglidende på spørgsmål om denne væsentlige uoverensstemmelse i forhold til hans gengivelse af episoden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved, hvem der skulle have opsøgt ham. Det beror alene på hans egen formodning, at episoden skulle have baggrund i hans arbejde for hans arbejdsgiver, [A]. Ansøgeren har således også oplyst, at han ikke ved, hvem der dræbte [A] og hvorfor, ligesom han ikke ved, hvordan de ukendte drabsmænd skulle have mulighed for at finde frem til ansøgeren og efterstræbe ham på ny ved hans tilbagevenden til Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt eller truet som følge af episoden efter ansøgerens flugt, idet ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans mor alene har oplyst, at hun følte, at hendes bolig blev holdt under opsyn, hvilket var årsagen til, at hun bad ham om ikke at vende tilbage. Den af ansøgeren fremlagte erklæring fra en lokal sikkerhedsstyrke oprettet i 2017 – og dermed efter ansøgerens udrejse – om, at han skulle være i fare ved en tilbagevenden til Libanon, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om sikkerhedsstyrkens grundlag for at udstede erklæringen, som ansøgeren oplyser at have fået tilsendt fra sin familie. Den omstændighed, at ansøgeren under sin flugt har været kidnappet i [et transitland] og herunder har været udsat for fysiske overgreb, kan ikke medføre, at han ikke kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Der er således ikke oplysninger i sagen, der understøtter, at kidnapperne fra [transitlandet] skulle have evne eller vilje til at opsøge ansøgeren og udsætte ham for asylbegrundende overgreb i Libanon ved ansøgerens tilbagevenden. Nævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – selvom de er vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren. Der er heller ikke noget i de foreliggende baggrundsoplysninger, der giver grundlag for at antage, at de libanesiske myndigheder skulle sende ansøgeren til Syrien, hvis han vender tilbage til Libanon. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2018/10/MKT
Nævnet stadfæstende i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt tre børnene fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Derra, Syrien. Flygtningenævnet har ved afgørelse af [vinteren] 2014 fundet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk.2, og den genoptagne sag angår alene spørgsmålet, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har oplyst, at hun efter sin indrejse i Bulgarien opholdt sig i landet i omkring 8 måneder. Hun fravalgte ophold i et åbent asylcenter, hvor hun fandt forholdene dårlige og uegnede for børn, og blev af to syriske familier tilbudt at bo i en lejlighed sammen med dem uden at betale nævneværdigt herfor. Hun var under opholdet i Bulgarien ikke udsat for overgreb, men var utryg og forlod ikke lejligheden uden følgeskab af andre voksne. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i [starten] af 2014 fik udstedt opholdstilladelse i Bulgarien med gyldighed i tre år. Af AIDA, Country Report, Bulgaria, 2016 Update, s. 63, fremgår blandt andet, at “Both refugee and subsidiary protection (“humanitarian”) statuses granted are indefinitely and are not limited in duration, but differ in the duration of validity of identity documents issued to holders”. På denne baggrund og under hensyn til de i øvrigt foreliggende oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i Bulgarien lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes tre børn på henholdsvis 11, 14 og 16 år kan indrejse lovligt og tage lovligt ophold i Bulgarien. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Bulgarien, og at hun vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at kravet om beskyttelse af ansøgerens personlige integritet og sikkerhed ikke indebærer, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Efter baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at ansøgeren og dennes børn har adgang hertil. De sociale og økonomiske forhold i Bulgarien findes – om end vanskelige – at være så tilstrækkelige, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. En udsendelse af ansøgeren og hendes børn til Bulgarien findes endvidere ikke at udgøre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes børn – der ikke er små – efter det oplyste er i hvert fald i alt væsentligt fysisk og psykisk raske og tillige er vurderet relativt ressourcestærke, og herefter ikke kan anses for at være særligt sårbare, uanset at ansøgeren er alene med børnene. Bulgarien kan herefter tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2018/1/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Jobar, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i vinteren] 2014, og at han den [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter fængsling, tortur eller at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet klagerens søn er blevet slået ihjel, fordi sønnen muligvis er deserteret fra militærtjeneste, og da klageren har forladt sin statslige arbejdsplads. Klagerens bopæl i Jobar blev ransaget af de syriske myndigheder i starten af 2012. Myndighederne ransagede både klagerens og omkringboendes bopæle. Omkring en måned efter ransagningen blev klageren og hans familie smidt ud af deres bopæl af deres udlejers nevø, der ønskede selv at benytte lejligheden. Ultimo [i vinteren] 2012 stoppede klageren med sit arbejde som chauffør for den statslige vandforsyning. Klageren frygtede, at han – som andre statsansatte havde været udsat for – ville blive tvunget med i regeringshæren. Derfor udrejste klageren til Libanon. Efterfølgende har klagerens bekendte fortalt ham, at regeringsstyrker har været på hans tidligere bopæl for at spørge efter ham. Klageren har endvidere oplyst, at hans søn har arbejdet for det syriske militær. Sønnen blev anholdt af det syriske militær i [efteråret] 2012. En måned efter anholdelsen fik klageren oplysninger om, at hans søn var blevet slået ihjel, og at sønnen havde været udsat for tortur. Klageren ved ikke, hvorfor sønnen blev slået ihjel, men klageren formoder, at det enten skyldtes, at sønnen deserterede, eller at sønnen havde udtrykt sig negativt om den politiske situation i Syrien, og når et familiemedlem bliver anholdt af sikkerhedstjenesten, så kommer myndighederne efter resten af familien. Efter udrejsen af Syrien har klageren fået oplyst af en bekendt, som har kontakter i politiet, at hans to sønner på henholdsvis 18 og 19 år er blevet indkaldt til militæret i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af de anførte forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren uanset sønnens konflikt med myndighederne har kunnet udrejse legalt til Libanon ultimo [i vinteren] 2012. Flygtningenævnet lægger i relation til klagerens nu oplyste yderligere statsansættelse vægt på, at han efter sin egen forklaring er ophørt med arbejdet ultimo [i vinteren] 2012, men har fået udbetalt tilgodehavende løn i [vinteren] 2013 og feriepenge i [vinteren] 2013 uden problemer. Det findes derfor ikke sandsynliggjort, at klageren som følge af sin fratræden havde problemer med sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at klagerens ægtefælle og to sønner har kunnet udrejse legalt til Libanon uden problemer i [foråret] 2013, og at det af klagerens pas fremgår, at det er isat to visa af henholdsvis [i foråret] 2013 og [i vinteren] 2014 udstedt af den nigerianske ambassade i Damaskus, hvorfor klageren i forbindelse hermed må have været tilbage i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/9/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født […] i Libanon i 1962, hvor hun boede indtil 1982, hvorefter hun flyttede til Yarmouk-lejren i Damaskus i Syrien, hvor hun boede indtil 2013, hvor hun rejste tilbage til Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [sommeren] 2013 er blevet tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder. Ansøgeren rettede henvendelse til de syriske myndigheder for at få oplyst, hvor hendes ægtefælle befandt sig, hvilket ikke er tilladt. Endvidere har ansøgeren oplevet at blive chikaneret og tilbageholdt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun har været registreret som statsløs palæstinenser. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren i 1983 i forbindelse med sit ægteskab med en statsløs palæstinenser fra Syrien flyttede til Syrien og blev registreret under ægtefællens registrering. Det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Flygtningenævnets fact-finding rapport: Stateless Palestinian Refugees in Lebanon, p. 41-42 (og Udenrigsministeriets fortrolige høringssvar af 16. december 2015 side 4), at en statsløs palæstinenser officielt kun kan være registreret et sted, men at man, selvom man er blevet afregistreret i Libanon, kan søge om igen at blive registreret i Libanon, hvorefter der kan udstedes et libanesisk rejsedokument. Ansøgeren har forklaret, at hun i forbindelse med registreringen i Syrien afleverede sit libanesiske identitetskort, og at hun havde en forventning om, at de syriske myndigheder ville underrette de libanesiske myndigheder, så hun blev afregistreret i Libanon, og at hun ikke har søgt om genregistrering i Libanon. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at det fremgår af ovennævnte baggrundsmateriale, at de syriske myndigheder ikke af sig selv underretter de libanesiske myndigheder om en foretagen registrering ved ægteskab af en statsløs palæstinenser. Ansøgerens forklaring om, at hun efter registreringen i Syrien - uden egen henvendelse til de libanesiske myndigheder - skulle være blevet afregistreret i Libanon, har således formodningen imod sig. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opnået visum til Danmark på baggrund af et aktuelt libanesisk rejsedokument, udstedt [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2014, og at det fremgår af Landinfos rapport af 22. september 2010 om palæstinensere i Libanon; Registrering og identitetsdokumenter, at omfanget af falske dokumenter må anses for at være ringe. Ansøgerens forklaring om, at der skulle være tale om et falsk rejsedokument opnået med bistand af en agent, må derfor også af den grund tilsidesættes som usandsynlig. På baggrund af det libanesiske rejsedokument lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren aktuelt er registreret i Libanon – det være sig enten på grund af manglende afregistrering eller fornyet ansøgning om genregistrering - og at hun som sådan har ret til at genindrejse i Libanon og tage ophold der. Hun skal derfor bedømmes som statsløs palæstinenser fra Libanon og er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Libanon, hvor hun er født og opvokset og har boet igen fra 2013 til 2014, fortsat kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Stats/2017/8/STR
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at den mandlige ansøger bliver kidnappet og slået ihjel af shiitiske militser, som arbejder for Indenrigsministeriet. Det overordnede formål fra myndighederne og de shiitiske militsers side er at formå de statsløse palæstinensere til at forlade landet. Ansøgerne har som asylmotiv videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at deres bolig siden 2003 er blevet ransaget flere gange af myndighederne. I [sommeren] 2015 modtog den mandlige ansøger trusler fra en mand ved navn [A], som var spion for og fremsatte truslerne på vegne af indenrigsefterretningstjenesten. [A] fortalte den mandlige ansøger, at indenrigsefterretningstjenesten indsamlede oplysninger om ham med henblik på at anholde ham. [A] fortalte ikke den mandlige ansøger, hvilke oplysninger indenrigsefterretningstjenesten var ved at indsamle, men han fortalte ansøgeren, at de var ved at fabrikere beviser mod ham. [A] foreslog, at den mandlige ansøger kunne betale en ukendt person fra en ukendt milits penge for at rense den mandlige ansøgers navn. Den mandlige ansøger mødtes imidlertid aldrig med den ukendte person, da der ikke var nogen garanti for hans sikkerhed. Den [sommeren] 2015 udrejste ansøgerne legalt af Irak grundet truslerne. Efter udrejsen har den mandlige ansøger fået oplyst, at fem bevæbnede mænd fra efterretningstjenesten ca. 5 dage efter ansøgernes udrejse har spurgt efter ham i den coffee-shop, som han plejede at besøge. Ansøgerens bror er endvidere blevet tilbageholdt i fem til syv dage af ukendte personer, som spurgte ind til den mandlige ansøger og udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgernes forklaring har været sammenhængende, logisk og konsistent, og at den er i overensstemmelse med de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene for statsløse palæstinensere i Bagdad, myndighedernes samarbejde med shiitiske militser og myndighedernes generelle mistanke mod statsløse palæstinensere om støtte til terrorvirksomhed. Flygtningenævnet finder ligeledes, at ansøgerne har sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem på den ene side den mandlige ansøgers konflikt og på den anden side efterretningstjenestes efterfølgende henvendelse på den lokale kaffebar og anholdelsen af den mandlige ansøgers bror Ahmad, hvilket fandt sted kort tid efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen var udsat for forfølgelse fra myndighedernes side eller forfølgelse understøttet af myndighederne. Ansøgerne har derfor sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Stat/2017/7/DMO
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i […], Saudi-Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Saudi-Arabien frygter sin far og brødre, da hun har mistet sin mødom og derfor vanæret sin familie. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes far og brødre vil gøre hende ondt i Libanon eller tage hende med til Saudi-Arabien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har haft et forhold til en fransk kristen mand ved navn [A], og at hun har mistet sin mødom. Ansøgerens familie har fået kendskab hertil, da ansøgeren har fortalt sine veninder og psykiater herom. Ansøgerens psykiater er ligeledes hendes mors psykiater. Flygtningenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Saudi-Arabien eller Libanon kan tjene som første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 4. Om Saudi-Arabien bemærkes, at nævnet i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af sit forhold til en kristen mand har haft en konflikt med sin familie. Ingen af ansøgerens forældre er statsborgere i Saudi-Arabien, og hendes visum til genindrejse udløb 6 måneder efter udrejsen fra Saudi-Arabien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren har en velbegrundet udsigt til, at hun vil kunne indrejse i og også i fremtiden opholde legalt sig i Saudi-Arabien, og at Saudi-Arabien derfor kan tjene som første asylland. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på Landinfos notater fra 2015 om: ”Innreisemulighet for statsløs, palestinsk enslig kvinne” og ”Jemenitter og andre arbejdsmigrater i Saudi-Arabia”, hvoraf følger, at en ansøger ikke kan returneres til Saudi-Arabien under tvang, og at en genindrejse kræver, at vedkommende søger et nyt indrejsevisum, hvilket nødvendiggør en sponsor. Da ansøgeren er over 25 år gammel, kan hendes far ikke være sponsor for hende, og hun kan derfor kun opnå opholdstilladelse via enten en arbejdsgiver eller ved at indgå ægteskab med en saudi-arabisk statsborger. Ansøgeren er i besiddelse af et libanesisk rejsedokument, og det lægges til grund, at hun, selvom det er udløbet, vil kunne indrejse i Libanon og opholde sig dér. Ansøgeren har imidlertid ingen form for tilknytning til Libanon, som hendes forældre forlod for mere end 45 år siden. Bortset fra en kusine, som ansøgeren aldrig har mødt, har hun ingen familie i Libanon. Ansøgerens to kortere ferieophold i Libanon fandt sted, da hun var henholdsvis 7 og 17 år gammel, og ansøgeren har derfor heller ikke andre former for netværk eller relationer til Libanon. Ansøgeren er en enlig kvinde med visse psykiske vanskeligheder og vil derfor i Libanon befinde sig i en særlig sårbar situation uden reel mulighed for opnå forsørgelse eller beskyttelse mod fysiske overgreb. I nævnets vurdering indgår også oplysningerne i baggrundsmaterialet om de generelt og tiltagende svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon som første asylland, hvorfor ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Stat/2017/6/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Rafah, Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer af enten [A-]familien, politiet eller Hamas, fordi hans søn har dræbt et medlem af [A-]familien. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Gaza, og at han ikke kan få behandlet sine sygdomme. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet af de egyptiske myndigheder på grund af illegal udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans søn, [B], [En nærmere bestemt dato i] 2013 var involveret i et slagsmål, hvor en person fra [A-]familien afgik ved døden. Ansøgeren og hans søn, [C], fulgte [B] til politiet, som siden da har tilbageholdt [B]. Samme dag rejste ansøgeren og hans familie til Khan Younis, hvor de bosatte sig. To timer efter drabet blev begge ansøgerens huse i Rafah brændt ned af personer, som ansøgeren formoder er fra [A-]familien. En uge senere blev ansøgeren anholdt i Khan Younis af Hamas, som kørte ham til politistationen. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor politiet ville have ham til at underskrive et dokument, hvori han gav tilladelse til, at [B] blev henrettet. Under tilbageholdelsen var ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Efterfølgende har ansøgeren været anholdt 5-6 gange hver 1-2 måned, fordi politiet ønskede at få ham til at skrive under på, at [B] kunne henrettes. Omkring to måneder efter drabet blev der påbegyndt mægling mellem ansøgerens familie og [A-]familien. Der blev afholdt minimum 10 forligsmøder uden resultat. [En nærmere bestemt dato i] 2014 stod det klart, at det ikke ville lykkes at forlige sagen, hvorefter ansøgeren i [omkring en måned senere] 2014 udrejste af Gaza. Indledningsvist bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det er heller ikke asylbegrundende, at ansøgeren frygter at blive fængslet af de egyptiske myndigheder på grund af illegal indrejse i Egypten, idet det i den forbindelse bemærkes, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Gaza/de palæstinensiske selvstyreområder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række væsentlige punkter har været udbyggende, divergerende og usandsynlig, ligesom forklaringen ikke harmonerer med de dokumenter, ansøgeren har fremlagt om sin konflikt. Ansøgeren har i asylskemaet alene anført de generelle forhold i Gaza og sin sygdom som begrundelse for asylansøgningen. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han udbyggende om sønnens og familiens konflikt med [A-]familien og de mislykkede forligsforhandlinger, ligesom han forklarede, at han var blevet truet på livet på grund af sønnens konflikt men ikke havde haft personlige konflikter med myndighederne i samme anledning. Under asylsamtalen [en nærmere bestemt dato i] 2015 udbyggede ansøgeren væsentlig sin forklaring, idet han oplyste, at højstående personer fra Hamas styret var gået ind i konflikten til fordel for [A-]familien, og at myndighederne havde anholdt ham 5-6 gange, hvor han var blevet tilbageholdt over flere dage og udsat for fysiske overgreb, fordi myndighederne ville tvinge ham til at skrive under på, at de måtte henrette hans søn. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor han hverken har forklaret om disse forhold i asylskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen, hvor han ellers forklarede om konflikten med [A-]familien og blandt andet afbrændingen af familiens huse. Det bemærkes i den forbindelse videre, at der er tale om endog meget væsentlige forhold i relation til ansøgerens udrejse og asylansøgning. Ansøgerens forklaring har videre været præget af divergenser blandt andet med hensyn til omstændighederne i forbindelse med [B]s anholdelse, og hvor lang tid efter ansøgeren selv blev tilbageholdt første gang, varigheden af de efterfølgende tilbageholdelser, hvor mange personer, der var til stede på taget i forbindelse med ulykken, om det var ansøgeren og hans familie eller [A-]familien, der ønskede sagen indbragt for domstolene, og hvem der deltog i forligsforhandlingerne. Ansøgerens forklaring om, at myndighederne skulle have krævet hans underskrift for, at de kunne henrette hans søn, er ikke sandsynlig. Det er heller ikke sandsynligt, at myndighederne flere gange skulle have valgt betingelsesløst at løslade ansøgeren for kort efter på ny at anholde ham igen med samme krav om, at han skulle samtykke til henrettelsen. Ansøgeren har under asylsamtalen [en nærmere bestemt dato i] 2015 forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne første gang ca. en uge efter anholdelsen af sønnen [B], hvilket vil sige omkring […] 2013. Det dokument, han har oplyst, at han skulle underskrive med samtykke til henrettelse af [B], er imidlertid dateret [omkring syv måneder senere] 2013 og indeholder ikke krav om et samtykke til en henrettelse men beskriver alene de forgæves forligsforhandlinger mellem ansøgerens familie og [A-]familien. Herefter, og idet det endelig bemærkes, at ansøgerens familie fortsat bor og opholder sig i Gaza, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af [B]s konflikt ved en tilbagevenden til Gaza risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet ansøgerens helbredsmæssige forhold heller ikke kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2017/5/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få arbejde i Libanon, da han betragtes som stofmisbruger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at en mand ved navn [A] fik politiet til at anholde ham i 2012, da ansøgeren skyldte ham penge for narkotika. Politiet løslod ansøgeren, da han lovede at betale [A] de penge, han skyldte ham. Ansøgeren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2015 som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med en mand ved navn [B], da ansøgeren skylder ham penge for narkotika. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, hvorfor han ikke har nogen rettigheder eller muligheder for at få et arbejde i Libanon. Ansøgeren har ved sin samtale med Dansk Flygtningehjælp oplyst, at han i Libanon har ytret sig om palæstinensiske rettigheder, og at han som følge heraf er efterstræbt af Mossad, den israelske efterretningstjeneste. Ansøgeren har hertil oplyst, at Mossad har forsøgt at forgifte ansøgeren i både Libanon og Danmark, og at de har kastet en bombe efter ham i Libanon. Ansøgeren har videre oplyst, at [A] og [B] begge samarbejder med den israelske efterretningstjeneste, og at de ønsker at slå ham ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på følgende forhold: Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren har haft et mangeårigt misbrug af narkotika, der har ført til, at han har oparbejdet en gæld og deraf følgende konflikter med kriminelle personer, ligesom han i dag lider af symptomer på skizofreni. Nævnet lægger også til grund, at han har været i behandling for sit misbrug. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndighederne som følge af sin involvering i handel med narkotika. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende konflikterne med myndighederne i Libanon, herunder den israelske efterretnings-tjeneste til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om konflikten med myndighederne til samtalerne med Udlændingestyrelsen, men først har oplyst herom til samtalen med Dansk Flygtningehjælp. Nævnet finder ikke, at udbygningen af ansøgerens forklaring kan forklares med ansøgerens psykiske helbredstilstand. Ansøgerens henvisning til de generelt vanskelige vilkår for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Det bemærkes herved, at ansøgeren må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang, hvilket også bekræftes af oplysningerne om, at han i flere år har haft arbejde som lærer, og at han har modtaget behandling for sit narkotikamisbrug. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har familie i Libanon, som han har været i kontakt med under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har således oplyst til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, at han havde kontakt med sin ægtefælle via viber og internettet, og at han senest havde talt med hende samme dag som samtalen. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset, hvor han fortsat har familie og opholdstilladelse, fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/4/SLH
Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Under voteringen opstod spørgsmålet om ansøgerens tilknytning til De Forenede Arabiske Emirater, herunder spørgsmålet om ansøgerens mulige tilknytning hertil. Nævnet tog af egen drift oplysninger om omstændighederne ved ansøgerens indrejse til Danmark. Ved opslag i det danske visumsystem kunne det konstateres, at ansøgeren havde fået udstedt visum til Danmark, [visum identifikationsnummer], i forening med sin tidligere ægtefælle med henblik på at rejse til Danmark med deres tre fælles børn. Dette tilførte efter nævnets opfattelse en ganske nyt aspekt, hvorfor sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, herunder med henblik på en vurdering af om De Forenede Arabiske Emirater kan tjene som første asylland. Nævnet har ikke taget stilling til en troværdighedsbedømmelse. stat/2017/3/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Hun er født og opvokset i Libanon, og i 1979 indgik hun ægteskab og flyttede i den forbindelse til Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har oplevet chikane fra lokalbefolkningen, der eksempelvis har kaldt ansøgeren for skældsord. Lokalbefolkningen har endvidere spyttet på ansøgerens ægtefælle, der tillige fik at vide, at han ikke var velkommen som palæstinenser i Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har opsøgt familiens bopæl 60-70 gange. En dag blev der startet en brand i ansøgerens lejlighed, som ansøgerens ægtefælle efterfølgende fik slukket med hjælp fra naboerne. Ansøgeren flygtede sammen med sin ægtefælle og sin datter til Syrien i 2006 eller 2007, fordi de frygtede for deres liv. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens forældre er født i det britiske mandatområde i Palæstina, og at de flygtede til Libanon i forbindelse med ophøret af det britiske mandatområde i Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1948. Ansøgeren, der er født i 1958 i Libanon, er således efterkommer af statsløse palæstinensiske flygtninge. Ansøgeren har opholdt sig i Libanon indtil 1979. Ansøgeren har om sit liv i Libanon forklaret blandt andet, at hun er registreret i Libanon som statsløs palæstinenser, og at hun har haft libanesisk opholdskort/id-kort. Endvidere har hun haft fødselsattest, og hun fik i 1979 udstedt et libanesisk rejsedokument for statsløse palæstinensere, der svarer til et pas. Endvidere har hun i sit libanesiske rejsedokument haft visum til Cypern og Saudi Arabien, hvor hun har holdt ferie henholdsvis været på pilgrimsrejse. Ansøgeren boede i et område, hvor de var elsket blandt naboerne, og hun har aldrig haft konflikter med hverken privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art. Ansøgeren frygter ikke noget ved en tilbagevenden, da hun aldrig har haft konflikter i Libanon. Ansøgeren har fire søstre i alderen ca. 35-65 år, der bor med hver deres familie i Libanon, og som hun har telefonisk kontakt med. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet endvidere til grund, at ansøgeren i 1979 i forbindelse med indgåelse af ægteskab flyttede til Irak med henblik på at bosætte sig og stifte familie. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren flygtede til Irak. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren herefter har boet i Irak i perioden 1979-2006. Ansøgeren har forklaret, at hun i perioden 1979-2006 kun en enkelt gang rejste tilbage til Libanon. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun rejste tilbage i 1986 for at besøge sin mor, der var syg, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun rejste tilbage til Libanon for at besøge sin far, der var syg. På baggrund af den centrale divergens tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, hvor mange gange hun har været i Libanon, idet det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren alene en enkelt gang i perioden 1979-2006 har været tilbage i Libanon. Ansøgeren har om sit liv i Irak forklaret blandt andet, at hun er registreret i Irak, og at hun har fået udstedt id-kort ved det irakiske direktorat for arabiske indbyggeres anliggender. De fik hjælp af den irakiske stat i form af gratis bolig, gratis uddannelse og gratis sundhedsbehandling. Endvidere havde de adgang til private hospitaler mod betaling. De kunne ikke købe hus, men de kunne godt arbejde, gå på markeder og havde i øvrigt et normalt liv. Familien havde ikke individuelle og konkrete konflikter med hverken privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art. Ansøgerens ægtefælle, der har irakisk fremmedpas, har en storebror og en faster i Irak, som de taler med. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft et irakisk (fremmed-)pas, men det fremgår af ansøgerens irakiske id-kort, at hun i oktober 1999 har fået udstedt pas. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at hun ikke har fået udstedt et irakisk (fremmed-)pas. Ansøgerens ægtefælle har om livet i Irak forklaret blandt andet, at han havde det meget fint under Saddams regime. Han havde ingen problemer, og han havde et godt liv. Han har haft 10-11 års skolegang og har arbejdet som taxachauffør i ca. 10 år samt haft forskellige ufaglærte jobs. Ansøgerens datter har om deres liv i Irak forklaret blandt andet, at de ikke havde problemer inden 2003. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren sammen med sin familie rejste illegalt til Syrien i 2006, hvor de opholdt sig i Yarmouk lejren i ca. seks år, uden at de var registreret i Syrien. I slutningen af 2012 rejste familien illegalt til Tyrkiet, da krigen i Syrien brød ud. I Tyrkiet opholdt de sig hos en ven frem til 2015, inden de rejste illegalt videre til Italien. På baggrund af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har haft ”fast bopæl” ("former habitual residence") i Libanon og i Irak, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Der er ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren har haft ”fast bopæl” i Syrien, Tyrkiet eller andre lande, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Det følger af artikel 1, A (2), at udtrykket ”flygtning” finder anvendelse på enhver person, der på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil. Som det fremgår af pkt. 102 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, er ikke alle statsløse personer flygtninge. De skal af de i definitionen angivne grunde befinde sig udenfor det land, hvor de tidligere havde fast bopæl. Hvor disse grunde ikke foreligger, er en statsløs person ikke flygtning. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det er afgørende i forbindelse med fastlæggelsen af flygtningestatus for statsløse personer, at statsløse personer hverken stilles dårligere eller bedre end personer med statsborgerskab. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor Libanon, er ansøgeren ikke i den henseende at betragte som flygtning omfattet af definitionen i artikel 1, A (2). En statsløs person kan have haft fast bopæl i mere end et land og kan nære frygt for forfølgelse i relation til flere end et af disse, jf. herved pkt. 104 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Som det fremgår ovenfor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren også har haft ”fast bopæl” ("former habitual residence") i Irak, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Som fastslået ved Flygtningenævnets afgørelser [fra efteråret] 2016 henholdsvis af [foråret] 2017 kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge forklaringerne afgivet af ansøgeren, dennes ægtefælle samt deres datter til grund om, at familien i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en ransagning omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens ægtefælle umiddelbart efter fik slukket. Branden var ikke påsat i den hensigt at forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Flygtningenævnet finder, at disse forhold ikke har en sådan intensitet og individuel karakter, at familien har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da Flygtningenævnet således heller ikke kan lægge til grund, at ansøgeren som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor Irak, er ansøgeren heller ikke i den henseende at betragte som flygtning omfattet af definitionen i artikel 1, A (2). Det følger imidlertid af en mangeårig og fast praksis i Flygtningenævnet, at de personer, der i forbindelse med ophøret af det britiske mandatområde i Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1948 flygtede til Libanon, som sådan er omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. I tilknytning hertil har der endvidere udviklet sig en mangeårig og fast praksis i Flygtningenævnet, hvorefter også efterkommere – i hvert fald i anden generation – der er født og opvokset i Libanon også som sådan er omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. Dette gælder ifølge praksis, selvom de pågældende efterkommere senere måtte være fraflyttet Libanon og emigreret til andre lande. Selvom sådanne efterkommere ikke opfylder Flygtningekonventionens definition i artikel 1, A (2), kan Flygtningenævnet ikke under denne konkrete sag fravige praksis til skade for ansøgeren. Dette forudsætter en generel, fremadrettet praksisændring, der offentliggøres. Ansøgeren er derfor i henhold til Flygtningenævnets faste praksis at betragte som ”statsløs palæstinenser fra Libanon”, der eo ipso anses for omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Irak og/eller Libanon kan tjene som første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere stk. 3). Flygtningenævnet bemærker herved, at det således er en fejl, at Flygtningenævnet i afgørelsen [fra foråret] 2017 foretog en hjemlandsvurdering i relation til Irak, når nævnet samtidig – i overensstemmelse med nævnets faste praksis – anerkendte, at ansøgeren eo ipso var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Libanon. I relation til Irak finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren – uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Irak – må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Irak sammen med sin ægtefælle og datter og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Nævnet henviser herved til blandt andet, at ansøgeren har boet i Irak i perioden 1979-2006, at hun er registreret i Irak og har fået udstedt id-kort ved det irakiske direktorat for arabiske indbyggeres anliggender, samt at hun har fået udstedt et irakisk (fremmed-)pas. Flygtningenævnet finder herefter, at Irak kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Den omstændighed, at ansøgeren lider af behandlingskrævende sygdom kan ikke føre til en ændret vurdering. Hvis ansøgeren ikke ønsker at rejse tilbage til Irak, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren – uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – ligeledes må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang i Libanon. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Libanon og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Nævnet henviser herved til blandt andet, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun har opholdt sig i cirka 20 år. Endvidere er ansøgeren registreret i Libanon og har fået udstedt rejsedokumenter i Libanon. Derudover har ansøgeren fire søskende i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at også Libanon kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i et antal år, eller at hun lider af en behandlingskrævende sygdom, findes ikke at kunne ændre ved vurderingen. På den baggrund er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, til ansøgeren.” Stat/2017/22/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber, og sunni muslim fra […], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [i efteråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [i sommeren] 2017 er der indgivet klage over Udlændingestyrelsen statusvalg. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, da han er statsløs palæstinenser. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder generelt fængsler statsløse palæstinensere, og at statsløse palæstinensere ikke har ret til at forlade Damaskus. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at de syriske myndigheder vil indkalde ham til militærtjeneste, idet han har fungeret som kampvognsfører under sin værnepligt fra 1989-1991. Klageren har endvidere forklaret, at han frygter en bevæbnet gruppe ved navn Al Ajwa, fordi han nægtede gruppen adgang til taget på den ejendom, hvor han boede. Slutteligt har klageren forklaret, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger kan alle syriske mænd op til 42 år blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har særlige kvalifikationer, der kan medføre, at han vil være i risiko for genindkaldelse, selv om han nu er blevet 47 år. Det er 26 år siden, klageren under aftjening af sin værnepligt kørte kampvogn, og han har ikke siden da holdt sine kundskaber ved lige. Videre har klageren ikke modtaget en indkaldelse til militæret. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at han vil blive genindkaldt til militæret. Efter klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen den 7. september 2016 anser han selv konflikten med Al Ajwa for afsluttet. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klageren er statsløs palæstinenser, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, men da risikoen ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, kan klageren ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/21/jov
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at myndighederne vil afhøre hende og opdigte en falsk anklage mod hende. Ansøgeren frygter endvidere, at myndighederne vil slå hende ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af sin stamme, fordi hun har vanæret sin familie ved at studere og rejse til Europa. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Gaza, herunder den sikkerhedsmæssige situation, og at hun ikke kan få et arbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har studeret på universitetet i Cairo. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har været aktiv som familievejleder og rådgivet unge mennesker og børn, samt demonstreret mod myndighederne, hvilket har gjort, at hun er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne og Hamas, og heriblandt blevet afhørt. Ansøgeren har endvidere hjulpet forældreløse børn over grænsen fra Gaza til Egypten igennem organisationen [O], og hun har været i praktik i en NGO ved navn [N]. I 2010 blev ansøgeren afhørt af Hamas, der ville have hende til at stoppe sit arbejde for NGO’en, fordi det stred mod islam. Ansøgeren fortsatte sit arbejde, og to måneder senere rejste hun til Egypten. Omkring [en dato i foråret] 2012 blev ansøgeren afhørt af politiet, fordi hun havde deltaget i en demonstration mod myndighederne. I [foråret] 2012 blev ansøgeren opsøgt af en politienhed på sin bopæl. Da ansøgeren ikke var hjemme, oplyste politifolkene overfor ansøgerens far, at hun skulle henvende sig hos sikkerhedstjenesten dagen efter, hvilket hun gjorde. Hos sikkerhedstjenesten blev ansøgeren afhørt om ungdommen i Gaza, og om hun havde været til møder på et bibliotek tilknyttet Informationsministeriet. Ansøgeren fortalte ikke i detaljer til sikkerhedstjenesten, fordi hun under afhøringen fornemmede, at sikkerhedstjenesten ville bruge hende som vidne mod folk ved mødet. Personen, der afhørte ansøgeren, truede hende med, at hun ville blive retsforfulgt, hvis hun igen blev taget for lignende handlinger eller deltog i aktiviteter mod styret. Ved ansøgerens udrejse af Gaza den [i sommeren] 2013 blev ansøgeren afhørt i forbindelse med, at hun ville krydse grænsen. Ansøgeren blev afhørt, fordi organisationen [O], som hun var tilknyttet, havde afholdt en opmuntringsfest for forældreløse børn i Egypten. Forud for festen, der var arrangeret af organisationen, havde ansøgeren, af Indenrigsministeriet i Gazastriben, fået lov til at tage 35 børn i alderen ni til 12 år med til Cairo. Ansøgeren havde fået en skriftlig accept fra børnenes værger. Ved grænsen fik ansøgeren at vide, at godkendelserne ikke var gode nok, og at de først skulle godkendes af retten. Ansøgeren fik dog herefter lov til at udrejse. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at hendes far den [i foråret] 2017 er blevet fængslet på grund af ansøgeren, og at hendes brødre er blevet afhørt om ansøgerens forhold. Ansøgeren har til støtte herfor under nævnsbehandlingen fremlagt en række dokumenter, herunder en bekræftelse fra Røde Kors på, at hendes far er fængslet, som er dateret enten [en dato i foråret] eller [en dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring har været udbyggende om sine politiske aktiviteter og om de afhøringer, hun har været til hos myndighederne. I asylansøgningsskemaet af [i efteråret] 2014 og i oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 har hun ikke forklaret om, at hun har deltaget i demonstrationer, og at hun er blevet afhørt fire gange af myndighederne grundet sin politiske aktivitet, men først forklaret herom i asylsamtalen [i sommeren] 2015. I asylansøgningsskemaet af [i efteråret] 2014 og i oplysnings- og motivsamtalen af [i efteråret] 2014 har ansøgeren forklaret om andre asylmotiver, herunder at hun ikke føler sig tryg i Gaza på grund af krigen mod Gaza og hendes arbejdsmæssige forhold. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at hun fulgte 35 forældreløsebørn til Egypten, hvilket der ikke er oplyst om i asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen af [i efteråret] 2014, ligesom forklaringen herom forekommer mindre sandsynlig, herunder at hun alene har fulgt disse børn fra Gaza til Egypten. Endvidere fremstår ansøgers frygt for Hamas ikke overbevisende, idet hun udrejser et år efter den tredje afhøring, og idet hun har kunnet udrejse legalt af Gaza. Endvidere fremstår oplysningerne om baggrundens for fængslingen af hendes far i [foråret] 2017, som skulle skyldes hendes forhold, ikke som overbevisende, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke oplyste om fængslingen af hendes far ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017, idet fængslingen efter det oplyste var sket [i foråret] 2017. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring i sin helhed, kan de af ansøgeren fremlagte dokumenter ikke tillægges vægt henset til karakteren og det tidspunkt, dokumenterne er fremkommet på. Idet oplysningerne om de generelle vanskelige forhold i Gaza heller ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter reglerne om asyl, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/20/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser og hans medfølgende barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra [A], som er et område, der er kendt for sin modstand mod det syriske styre, og at han på denne baggrund vil blive betragtet som terrorist og modstander af styret. Endvidere har han arbejdet for det offentlige, og idet han er udrejst illegalt, vil han også på denne baggrund blive betragtet som landsforræder. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som klageren har påberåbt sig til støtte for, at han skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at opholdstilladelsen er meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren ikke har haft konkrete eller personlige konflikter i Syrien. Klageren og hans søn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/2/slh
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra flygtningelejren Ein El-Hilweh, Saida Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien [A] eller gruppen Fatah al-Islam, idet de mistænker ham for at være spion for myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på syv måneder fra omkring [sommeren] 2011 næsten dagligt blev afhørt af de libanesiske myndigheder, idet han blev beskyldt for at have kidnappet sin søster. Som følge af de mange afhøringer blev ansøgeren af grupperne Jundi Sham og Fatah al-Islam beskyldt for at være spion for myndighederne. I samme periode blev et medlem af familien [A] anholdt, og ansøgeren blev mistænkt for at have angivet vedkommende til myndighederne. Dette medførte, at ansøgeren [primo] 2012 blev tilbageholdt og afhørt af gruppen Fatah al-Islam, der forviste ansøgeren fra Ein El-Hilweh og truede med at brænde ansøgerens hjem og forretning ned, såfremt han ikke forlod lejren. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at hans bopæl og forretning er nedbrændt. [Ultimo] 2013 blev ansøgeren kidnappet ved sit hjem i Badawi-lejren. De for ansøgeren ukendte gerningsmænd, forlangte 15.000 USD fra ansøgerens familie for at løslade ham. Ansøgeren blev frigivet en måned efter, at løsesummen blev betalt. Efter frigivelsen flyttede ansøgeren til Beirut, hvor han boede indtil udrejsen [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren som statsløs palæstinenser isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset, og hvor han har opholdt sig frem til udrejsen i 2014, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen er divergerende på en række centrale punkter og forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans svoger i [efteråret] 2011 anmeldte ham for kidnapning af hans søster. Ansøgeren blev herefter anholdt, men da søsteren mødte op på politistationen og forklarede, at hun ikke var blevet kidnappet, blev han løsladt og havde derefter ikke problemer med myndighederne i Libanon. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at hans søster, der var på besøg fra Canada, boede hos ham fra [sommeren] 2011, fordi hun og svogeren havde konflikter i deres ægteskab, og at svogeren, der havde kontakter i militæret, foranledigede, at ansøgeren blev afhørt, hver gang han krydsede portene til Ein Al Hilweh. Det stod på i syv måneder. Han ved ikke, hvad formålet med afhøringerne var, eller hvorfor svogeren ville presse ham. Ansøgeren har i dag forklaret, at han ikke blev afhørt over ti gange. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der i november 2011 udbrød krig i lejren mellem terrorgrupperne Fatah al-Islam og Jundi Sham over for Fatah, at ansøgeren blev interviewet herom i TV, at han efterfølgende blev truet af medlemmer af forskellige terrorgrupper, og at de satte ild til hans bolig, hvorefter ansøgeren fraflyttede lejren, og hans søster flyttede tilbage til Canada. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han [primo] 2012 blev tilbageholdt af Jundi Sham eller Fatah al-Islam og afhørt i to timer, idet han blev beskyldt for at være spion og at have meldt en i Ein El-Hilweh-lejren til myndighederne. De gav ham nogle papirer, hvor der stod, at han skulle forlade lejren, idet hans hjem og forretning ellers ville blive brændt. Hans søster var da taget tilbage til Canada. Han har hørt fra familien, at hans hjem og hans forretning blev brændt. Ansøgeren har i dag forklaret, at der var sammenstød mellem de omhandlede grupperinger, at det ikke kun var hans hus, men også naboens og andre steder, der blev ødelagt, og at dette skete cirka syv måneder før, han forlod lejren. Flygtningenævnet bemærker hertil, at tv-interviewet, der blev forevist under mødet, ikke indeholder udtalelser fra ansøgeren, der kan antages at begrunde, at ansøgeren skulle være blevet truet eller efterstræbt af de omhandlede grupperinger, ligesom ansøgeren efter sin forklaring i dag ikke efterfølgende blev udsat for overgreb i Ein El-Hilweh-lejren udover verbale forulempelser. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren om episoden [ultimo] 2013 forklaret, at han blev overfaldet og bortført ved sin bopæl i El-Badawi, at han blev slået og beskyldt for at anmelde en person fra familien [B] til myndighederne. Hans familie samlede penge til løsesummen ved blandt andet at optage lån. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han under tilbageholdelsen blev beskyldt for at være spion, ligesom han blev slået. De sagde ikke, hvorfor han blev tilbageholdt. Familien skaffede penge til løsesummen fra ansøgerens søstre i Canada og Saudi Arabien samt ansøgerens bror og far. De betalte med deres egne penge. Efterfølgende oplyste ansøgeren, at den person, han blev beskyldt for at have anmeldt, tilhørte [A-] familien. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, hvem der bortførte ham, men at det var for at få løsepenge af familien. På forespørgsel bekræftede han, at det godt kan være, at hans bortførsel var tilfældig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har været i stand til at give en troværdig forklaring på de mange divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans problem først og fremmest var, at han var væk fra sin søn i Danmark, at han først søgte asyl, da han fik afslag på familiesammenføring, og at han oplyste, at hvis han bare fik sønnen med sig, ville han rejse hjem til Libanon. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren boede i Beirut hos sin søster fra [primo] 2014 til udrejsen uden, at han oplevede problemer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har konkrete og individuelle konflikter med myndigheder, personer eller grupperinger i Libanon. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren indrejste i Danmark med eget pas og et dansk visum udstedt af den danske ambassade i Beirut og er i besiddelse af et libanesisk flygtningekort. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/19/DH
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Bethlehem, Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at han vil blive dræbt af sin ekskærestes familie, fordi de blev gift uden samtykke fra hendes familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet af myndighederne, fordi hans ekskærestes far arbejder for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødte pigen [A] på universitetet i 2011. De indledte derefter et forhold. På tredje år på universitetet friede ansøgeren til [A], hvilket hun accepterede. Inden ansøgeren og [A] kunne gifte sig skulle [A’s] familie acceptere frieriet, og derfor fik ansøgeren sin mors veninde, [B] til at tale med [A’s] familie. [B] anmodede om [A’s] hånd på ansøgerens vegne og efter to uger fik ansøgeren afslag på frieriet. [A’s] far ville ikke acceptere deres forhold, fordi ansøgerens far var afhængig af narkotika. I [efteråret] 2012 valgte ansøgeren og [A] dog alligevel at blive gift uden hendes families samtykke. 10 dage efter vielsen fortalte de til deres familier, at de var blevet gift. I [vinteren] 2012 blev ansøgeren opsøgt af [A’s] familie på sin bopæl, hvor han blev truet af familien. Ansøgeren valgte derfor at flygte hjem til sin ven, [C]. Ansøgerens bopæl blev opsøgt to gange af [A’s] familie, mens han opholdt sig hos [C]. Ansøgerens familie har efterfølgende modtaget indkaldelser fra politiet. Ansøgeren udrejste af Vestbredden [foråret] 2013 på et Schengen visum til Belgien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse af, at Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset og har boet indtil sin udrejse, skal betragtes som hans hjemland, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 A (2). Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Han har således forklaret i sit asylansøgningsskema, at det var hans mor og far, der tog til [A’s] familie for at bede om hendes hånd, mens han efterfølgende over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det alene var hans mors veninde, [B], der tog hen til pigens familie og på et andet tidspunkt, at det alene var hans mor, der tog derhen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han indgik ægteskab med [A] og om, hvornår de fortalte familierne om ægteskabet samt om, hvornår hendes familie opsøgte ham. Han har således først forklaret, at de blev gift i oktober måned, fortalte det til familierne efter 10 dage, hvorefter han blev opsøgt, mens han senere har forklaret, at de blev gift i oktober måned, og at [A’s] familie opsøgte ham i december måned. Endelig har han under nævnsmødet forklaret, at de blev gift i slutningen af oktober måned/først i november måned, fortalte det til familierne efter 14 dage, og at han blev opsøgt i december måned. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig hos sin ven [C]. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt af hjemlandet, såfremt han havde en konflikt med [A’s] far, der var officer i politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren mente noget andet end ordlyden af forklaringen angående, hvem der tog hen til [A’s] familie. Der er herved lagt vægt på det antal gange, ansøgeren har forklaret, at hans forældre eller mor tog derhen uden også at nævne, at [C] var den eneste, der rent faktisk tog derhen eller på anden måde angive sammenhængen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har fremlagt diverse indkaldelser til afhøring hos politiet på forskellige datoer i 2017. Der er herved lagt vægt på dokumenternes sene fremkomst og deres karakter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/18/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og muslim fra El Mizarib, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Syrien frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene syrisk militærtjeneste, og at han i den forbindelse vil blive tvunget til at slå andre mennesker ihjel. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det lægges til grund, at ansøgeren oprindeligt er meddelt asyl i [efteråret] 2013 og at han har været frihedsberøvet siden [vinteren] 2015. Under opholdet i Danmark har han gået på sprogskole, været i praktik og haft kortvarige ansættelsesforhold. Han har ikke nærmere familie end tre onkler og disses børn. Han har forklaret, at kontakten med familien har været begrænset efter varetægtsfængslingen. Han har endelig forklaret, at han har to danske kærester, hvoraf han overvejer at flytte sammen med den ene. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at straffedommen sammenholdt med de foreliggende oplysninger, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet det dog bemærkes, at ansøgeren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. ” stat/2017/17/DMO
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive forfulgt af Hamas, idet han er udrejst illegalt af Gaza via underjordiske tunneller. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han ikke kan vende tilbage til De Forenede Arabiske Emirater, fordi de ikke vil give ansøgeren hans opholdstilladelse tilbage. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han opholdt sig indtil [efteråret] 2014. Ansøgeren havde frem til 2009 et arbejde i De Forenede Arabiske Emirater. Ansøgeren blev afskediget på grund af finanskrisen. I [efteråret] 2014 rejste ansøgeren til Gaza med henblik på at etablere sig og finde et arbejde. Ansøgeren rejste til Egypten, hvorefter han indrejste illegalt i Gaza. Da ansøgeren henvendte sig til myndighederne i Gaza, blev Hamas bekendt med, at han var indrejst illegalt. Hamas mistænkte ansøgeren for at være spion for De Forenede Arabiske Emirater, hvorfor de fængslede ham i en uge. Ansøgeren blev løsladt mod kaution, som hans fætter stillede. Ansøgeren blev afhørt af Hamas i alt 20 gange, og fik lov til at gå igen samme dag. En dag blev ansøgeren chikaneret af en gruppe unge mænd. De trak ansøgerens bukser ned, og talte nedsættende til ham. Da ansøgeren anmeldte overgrebet til politiet, blev han tilbageholdt i tre dage, idet myndighederne anså ham som værende ikke-troende. Ansøgeren har videre oplyst, at myndighederne udsatte ham for verbal ydmygelse, da de tilbageholdt ham for at have danset med sin veninde på et hotel i Gaza. Hamas ville have, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. Hvis ansøgeren ikke ville samarbejde med dem, ville de ikke give ansøgeren rettigheder. Hamas ville endvidere ikke tillade, at ansøgeren fik et arbejde. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans fætter, der arbejdede for Hamas, blev fængslet af Hamas, efter at ansøgeren havde været til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger herefter vægt på, at ansøgeren umiddelbart efter sin indrejse i Gaza er blevet mistænkt for at være spion for De Forenede Arabiske Emirater, og at han efter sin løsladelse i det følgende år flere gange er blevet kontaktet og tilbageholdt af Hamas. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har nægtet at samarbejde med Hamas, og at han derved har bragt sig i et yderligere modsætningsforhold til Hamas, hvorved ansøgerens konflikt kan anses for at være skærpet. Flygtningenævnets flertal har herudover lagt vægt på den aktuelle politiske situation i Mellemøsten, hvor Qatar, som støtter Hamas, der har sit hovedkvarter i Qatar, befinder sig i en alvorlig diplomatisk krise med flere lande, herunder De Forenede Arabiske Emirater, som ansøgeren har været under mistanke for at spionere for i Gaza. Flertallet finder derefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Gaza vil blive udsat for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stat/2017/16/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Ain al-Hilweh-lejren, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er statsløs palæstinenser, og at hun ikke længere kan opholde sig i Syrien på grund af krigen og de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon som sit første asylland, idet hun ikke kan tage sin ægtefælle og børn med dertil. Ansøgeren har ikke haft nogen konflikter i Libanon. Ansøgeren har boet i Libanon, indtil hun blev 18 år, ligesom hun flere gange har rejst frem og tilbage mellem Syrien og Libanon efter udrejsen, senest i 2012. Ansøgeren havde et libanesisk pas for statsløse palæstinensere. Ansøgeren skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Libanon. Det forhold, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i mange år, kan ikke medføre et andet resultat. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har brødre med familie, der bor i Libanon. Endvidere fremgår det af nævnets baggrundsoplysninger, at ansøgerens ægtefælle og børn vil have mulighed for at opnå opholdstilladelse i Libanon. At ansøgerens rejsehjemmel måtte være udløbet, må henføres til udrejseforhold, der ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at Libanon fortsat vil kunne yde ansøgeren beskyttelse og finder, at Libanon vil kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/14/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim af trosretning fra Saida, Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, Hizbollah eller PLO, idet han tidligere har været medlem af [politisk bevægelse] og har været udrejst af Libanon i mange år. Ansøgeren blev medlem af [politisk bevægelse] i 1980 og var menig soldat, indtil han i slutningen af [efteråret] 1982 blev taget som krigsfange af israelske styrker og fængslet i [en lejr], hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for [politisk bevægelse] og udsat for voldsom tortur. [I efteråret] 1983 blev han løsladt som led i en fangeudveksling med bistand af Internationalt Røde Kors. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring, hvorefter han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina. Han arbejdede efter sin løsladelse som sikkerhedsvagt for blandt andre Yasser Arafat i perioden fra 1985 til 1993 og modtog løn fra [politisk bevægelse] til 1997. Han har senest været i Libanon i 1985. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgeren – som statsløs palæstinenser fra Libanon – isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af hans divergerende forklaringer til myndighederne i en række europæiske lande, herunder divergerende forklaringer om sin identitet. Uanset om ansøgerens forklaring, hvorefter han i forbindelse med sin løsladelse fra fangelejren i 1983 underskrev en erklæring om, at han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina, lægges til grund, finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren i dag ikke står i et sådant modsætningsforhold til de libanesiske myndigheder, at han er forhindret i lovligt at indrejse og tage ophold i Libanon. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til de svenske myndigheder i [foråret] 2006 forklarede, at han sidst havde været i Libanon i [foråret] 2006. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han afgav denne oplysning til de svenske myndigheder for at skjule sine tidligere ophold i andre europæiske lande, kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra denne oplysning om ansøgerens seneste ophold i Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i 2008 har fået udstedt et libanesisk ID-kort, hvoraf det fremgår, at han har bopæl i Libanon, og at han i 2011 har fået udstedt et internationalt kørekort af de libanesiske myndigheder, hvoraf det tillige fremgår, at han har bopæl i Saida i Libanon. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at dokumenterne med assistance fra hans bror har kunnet fremskaffes på uretmæssig vis og på trods af indrejseforbuddet, kan føre til, at nævnet kan se bort fra denne oplysning om dokumenter udstedt til ansøgeren fra de libanesiske myndigheder i 2008 og 2011. Nævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til hverken myndighederne, Hizbollah eller [politisk bevægelse] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på det anførte om den generelle svækkelse af ansøgerens troværdighed. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forud for sagens behandling i Flygtningenævnet har oplyst, at hans bror for omkring 15 år siden modtog en arrestordre på ansøgeren, hvorefter ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon ville blive dømt af myndighederne. Ansøgeren har derimod for Flygtningenævnet forklaret, at oplysningen om arrestordren blot var en af mange urigtige oplysninger afgivet af ansøgeren under asylsagsbehandlingen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i 2010 og først efter at være meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring [i foråret] 2012 søgte om asyl [i starten af] 2013. Der findes herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som herefter må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i et antal år, findes ikke at kunne ændre ved vurderingen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/13/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs kvindelig palæstinenser og tre medfølgende børn fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes søn vil blive kidnappet af de samme personer, som har bortført hendes ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har været forsvundet siden sommeren 2012. Da hendes ægtefælle havde været forsvundet i tre år, blev hun opsøgt af to maskerede mænd på sin bopæl. De oplyste, at de vidste, hvor ansøgerens ægtefælle befandt sig, men at de ikke ville oplyse det. Ansøgeren blev også truet med, at hendes yngste søn før eller siden ville lide samme skæbne som ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren meldte herefter hændelsen til politiet, som lukkede sagen en uge efter anmeldelsen, fordi de ikke havde nogen beviser i sagen. Et år efter blev ansøgeren opsøgt anden gang af to maskerede mænd. Ansøgeren blev skubbet ind i stuen, hvor hendes børn befandt sig, og mændene truede med at kidnappe ansøgerens yngste søn. Mændene afklædte ansøgerens datter, [navn på ansøgerens datter], og begyndte at røre hende over hele kroppen. Ansøgerens bror, [navn på ansøgerens bror], kom ansøgeren til undsætning og slog den ene af de to maskerede mænd, hvorefter begge mænd stak af. Ansøgeren udrejste af Libanon med sine børn [i begyndelsen af] 2016 omkring 10-15 dage efter den seneste hændelse. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til de vanskelige forhold i Shatila-lejren, hvor hun har boet hele sit liv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at ansøgers forklaring herom fremstår konstrueret og udbyggende. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har givet oplysninger om den for asylmotivet helt centrale episode, hvor hun og hendes børn opsøges på bopælen med henblik på afhentning af sønnen, og hvor datteren klædes af. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun blandt andet var udmattet ved udfyldelsen af asylskemaet, ikke kan føre til en anden vurdering. Det af ansøgeren herom forklarede harmonerer desuden ikke med det øvrige forholdsvist detaljerede indhold i asylskemaet. I forbindelse med ansøgerens forklaringer har hun endvidere givet divergerende oplysninger om, hvornår hendes mor ankom til bopælen i forbindelse med den anden opsøgning. Herefter og da der ikke i øvrigt foreligger oplysninger, der kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Libanon, hvor ansøgeren er født og har boet frem til udrejsen i [begyndelsen af] 2016, skal anses som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. De forhold, som ansøgeren har påberåbt sig, kan således ikke føre til opholdstilladelse i Danmark. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2017/12/DTO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv under nævnsmødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2016 forklaret, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har ransaget hendes bopæl mange gange. En ukendt dag i vinteren 2005-2006, blev ansøgerens bopæl opsøgt af maskerede mænd, der på ukendt vis startede en brand i lejligheden, som hendes far efterfølgende fik slukket. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Ansøgerens advokat har under nævnsmødet indledningsvist gjort gældende, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet der i forhold til ansøgerens mor skal foretages en vurdering efter udlændingelovens § 7, stk. 4, da ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet lægger til grund, at det også for Udlændingestyrelsen var oplyst, at ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon og som sådan omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Libanon. Nævnet lægger endvidere til grund, at moren udrejste af Libanon i 1979 til Irak, hvor hun giftede sig og stiftede familie, og hvor hun boede frem til udrejsen omkring år 2006. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at Irak er ansøgerens mors hjemland. På den baggrund finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise behandlingen af ansøgerens mors sag til Udlændingestyrelsen. Som følge heraf er der heller ikke grundlag for at hjemvise ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund som afgivet for Flygtningenævnet [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og hendes forældre er blevet chikaneret på gaden, og at deres bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som den ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at familien først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgeren og hendes forældre har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at de har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgerne asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/11/SLH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Zahle, Libanon. Hun har tilbragt 27 år af sit liv i Irak sammen med den mandlige ansøger. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv under Flygtningenævnets behandling af sagerne [i efteråret] 2016 forklaret, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerne oplevede chikane fra lokalbefolkningen, der eksempelvis kaldte dem skældsord. De spyttede på den mandlige ansøger, og han fik at vide, at han ikke var velkommen som palæstinenser i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet videre forklaret, at han en ukendt dag efter Saddam Husseins fald blev kørt ned på gaden af en ukendt person, som muligvis påkørte den mandlige ansøger, fordi han er palæstinenser. Den mandlige ansøger har ydermere forklaret, at ukendte maskerede mænd opsøgte familiens bopæl op til 20 gange, fordi de ønskede at terrorisere palæstinensere til at flytte ud af Irak. Den kvindelige ansøger har forklaret, at ukendte maskerede mænd har opsøgt familiens bopæl 60-70 gange. En dag blev der startet en brand i ansøgernes lejlighed, som den mandlige ansøger efterfølgende fik slukket med hjælp fra naboerne. Ansøgerne flygtede til Syrien sammen med deres datter en ukendt dag i perioden mellem 2006 og 2007, fordi de frygtede for deres liv. Ansøgernes advokat har under nævnsmødet indledningsvist gjort gældende, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet der skal foretages en vurdering efter udlændingelovens § 7, stk. 4, da den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet lægger til grund, at det også for Udlændingestyrelsen var oplyst, at den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser fra Libanon og som sådan omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Libanon. Nævnet lægger endvidere til grund, at hun udrejste af Libanon i 1979 til Irak, hvor hun giftede sig og stiftede familie, og hvor hun boede frem til udrejsen omkring år 2006. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at Irak er hendes hjemland. På den baggrund finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise behandlingen af den kvindelige ansøgers sag til Udlændingestyrelsen. Som følge heraf er der heller ikke grundlag for at hjemvise den mandlige ansøgers asylsag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund som afgivet for Flygtningenævnet [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret på gaden, og at ansøgernes bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret ansøgerne. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring 2005 opstod en mindre brand i ansøgernes lejlighed, som den mandlige ansøger umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgerne har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage ansøgernes død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgerne først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgerne har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgerne asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/10/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn. De pågældende var statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at [milits] vil fængsle den mandlige ansøger, slå ansøgerne ihjel eller kidnappe deres børn, idet [militsen] forlangte, at den mandlige ansøger skulle indsamle oplysninger om de islamiske grupper, [A] og [B], hvilket han nægtede. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter den islamiske gruppe, [B], idet de mistænkte ham for at samarbejde med [milits]. Endelig har den mandlige ansøger henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger blev kontaktet af tre mænd på et cafeteria i [by] [i efteråret] 2013. De tre mænd, [C], [D] og [E], spurgte ind til den mandlige ansøger og tilbød ham arbejde. Den følgende dag mødtes den mandlige ansøger igen med [C], [D] og [E] på cafeteriaet. Denne gang forlangte de tre mænd, der nu præsenterede sig som medlemmer af [milits], at den mandlige ansøger skulle melde sig ind i [milits] og arbejde for bevægelsen ved at indsamle oplysninger om grupperne [B] og [A], hvilket han nægtede og tog hjem. Ansøgerne har videre oplyst, at der kom fire ukendte og bevæbnede mænd i en bil til deres bopæl om eftermiddagen [i efteråret] 2013. De fire mænd slog den mandlige ansøger og gav den kvindelige ansøger et snitsår i højre lår. De fire mænd tog den mandlige ansøger med i bilen og kørte ham til en kontorbygning, der tilhørte [milits]. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev tilbageholdt og tortureret på et af [militsens] kontorer af de samme fire mænd, som havde taget ansøgeren med i bilen. Dette stod på i omkring tre timer, indtil tre andre mænd satte en stopper for torturen og fik ham sendt til et hospital med bil. Efter mindre end et døgn på hospitalet tog den mandlige ansøger over til sine svigerforældre i [lejr], hvor han og den kvindelige ansøger opholdt sig frem til deres udrejse af Libanon [i efteråret] 2015. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev ringet op af [C] fra [milits] [i efteråret] 2013, med beskeden om, at ansøgernes hus og bil var blevet brændt ned, og at [milits] havde beslaglagt boligen. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger har modtaget fem telefoniske trusler i alt i perioden fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2015. Dette var trusler om, at [milits] ville slå ham ihjel og kidnappe hans børn, hvis han ikke meldte sig ind i bevægelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne anses for usandsynlige og dermed konstruerede til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om centrale elementer i de påberåbte asylmotiver. Den mandlige ansøger har således om konflikten med [milits] forklaret under asylsamtalen [i sommeren 2016], at fire mænd overfaldt ham foran hans bopæl, mens den kvindelige ansøger var til stede. Mændene havde skæg og håret strøget tilbage. Denne forklaring har den mandlige ansøger gentaget under nævnsbehandlingen. Den kvindelige ansøger har derimod til sin asylsamtale [i sommeren 2016] forklaret, at hun ikke kunne huske, hvordan mændene så ud og derfor ikke kunne beskrive dem udover, at de var civilklædte. Under asylsamtalen foreholdt det bemærkelsesværdige heri har den kvindelige ansøger uddybet to gange, at mændene havde ”hætter på, som dækkede hele ansigtet foruden øjnene”. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun slet ikke så nogen af overfaldsmændene. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at han i forbindelse med bortførelsen blev slået i panden med en geværkolbe, hvilket efterlod et ar, hvorimod den kvindelige ansøger under asylsamtalen har forklaret, at den mandlige ansøger i forbindelse med den efterfølgende tortur på [militsens] kontor blev slået mellem øjenbrynene, således at der herved opstod et ar. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om de skader, der opstod under torturen. Den mandlige ansøger har således under asylsamtalen [i sommeren 2016] samt under nævnsbehandlingen oplyst, at han brækkede foden og fik gips på op til lægmusklen. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen [i sommeren 2016] forklaret og med håndbevægelser angivet, at gipsen gik fra ”oppe over knæet og til og med foden”. Under nævnsbehandlingen har den kvindelige ansøger forklaret, at gipsen gik til midt på læggen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne inden deres udrejse i 2015 boede i næsten to år hos den kvindelige ansøgers forældre i [lejr] uden at blive opsøgt. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder ”[…], including areas of operation and control; instances of forced recruitment, particularly of youth; activity, including checkpoints and roadblocks within Beirut”, at [milits] er en shiitisk bevægelse og ikke tvangsrekrutterer sine medlemmer og primært finder sine medlemmer blandt shia-muslimer. Den mandlige ansøger har ikke påberåbt sig nogen konflikter med [B] og [A], men har alene henvist til, at disse grupperinger kan have mistanke om, at ansøgeren virker som spion for [milits]. Som følge af det anførte, hvorefter nævnet ikke kan lægge den mandlige ansøgers oplysninger om sin konflikt med [milits] til grund, finder nævnet ikke, at den mandlige ansøger kan anses at have et modsætningsforhold til [A] og [B]. De generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til en ændret vurdering. Den kvindelige ansøgers asylmotiver er i det hele afledt af den mandlige ansøgers asylmotiver. Nævnet finder efter en konkret samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon, vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på en mulig konstatering af, om de skader, som den mandlige ansøger har påberåbt sig som hidrørende fra tortur, bør nærmere vurderes ved iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/1/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar bestående af en statsløs palæstinenser fra Syrien og en libysk statsborger samt tre børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, født i Homs, Syrien. Han har i perioden fra 1990 til [efteråret] 2014 haft lovligt ophold i Libyen. Den kvindelige ansøger er libysk statsborger fra Tripoli, Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til den generelle situation i Libyen, herunder at den mandlige ansøger som statsløs palæstinenser er særligt udsat for diskrimination, racisme og risiko for overgreb. Den mandlige ansøger blev i perioden fra 2011 til 2014 flere gange stoppet ved kontrolposter, hvor han blev udsat for verbale krænkelser af bevæbnede grupperinger. Han var tilbageholdt en enkelt nat i 2012 eller 2013 eller 2014. Ansøgeren befandt sig på et hospital i Tripoli, hvor en militærperson konstaterede, at hans pas var udløbet. Idet ansøgeren ikke havde sit kørekort med sig, blev han tilbageholdt. Han blev tiltalt nedsættende i forbindelse med tilbageholdelsen. Han blev løsladt betingelsesløst dagen efter, da hans ægtefælle (den kvindelige ansøger) fremskaffede vielsesattest og kørekort. En for ansøgerne ukendt bevæbnet person opsøgte familiens bopæl en aften, hvor den mandlige ansøger ikke var hjemme. Han spurgte efter den mandlige ansøger. Han gik, da ansøgeren ikke var hjemme. Personen kom efterfølgende i klammeri med en anden person, som han skød og dræbte. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun i 2011 oplevede chikane fra sine naboer, der knuste bilruder i familiens bil og lavede graffiti på bilen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet noterer sig, at Udlændingestyrelsen anser den mandlige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien. Den mandlige ansøger har opholdt sig lovligt i Libyen siden 1990, og nævnet finder, at den mandlige ansøger ligeledes skal vurderes asylretligt i forhold til Libyen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes konflikter har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tilbageholdelsen af den mandlige ansøger en nat skyldtes, at hans pas var udløbet, at han ikke medbragte anden legitimation, og at han blev løsladt uden betingelser. Episoden med den berusede mand må betegnes som et afsluttet forhold af tilfældig karakter, medens de øvrige episoder må betegnes som chikane rettet mod udlændinge. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder, finder Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, i sig selv kan føre til, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og det forhold, at den mandlige ansøger har boet i Libyen siden 1990, og at den kvindelige ansøger er libysk statsborger. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at der kan være udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen kan ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/9/LAP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar bestående af to statsløse palæstinensere fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni-muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive i hverken Syrien eller Libyen. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til de generelt usikre forhold i Libyen. Herudover har de henvist til, at de som statsløse palæstinensere er særlig udsat for blandt andet chikane og diskrimination. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han på et tidspunkt blev tilbageholdt i tre timer af gruppen Fajar Libya. Han blev under tilbageholdelsen ikke udsat for overgreb af nogen art og fik efterfølgende lov til at gå. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun på et tidspunkt blev påkørt af en billist. Billisten stoppede ikke og hjalp hende, hvilket hun mener skyldtes, at hun er statsløs palæstinenser. Herudover har den kvindelige ansøger henvist til episoder, som relaterer sig til sin søns og svigerdatters problemer i Libyen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet noterer sig, at Udlændingestyrelsen anser ansøgerne omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Syrien. Den mandlige ansøger har opholdt sig lovligt i Libyen siden 1988, medens den kvindelige ansøger i flere perioder har opholdt sig lovligt i Libyen siden 1990. Nævnet finder derfor, at ansøgerne ligeledes skal vurderes asylretligt i forhold til Libyen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes konflikter har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter en tilbageholdelse i 3 timer, blev løsladt betingelsesløst, og at de øvrige forhold må betegnes som chikane rettet mod udlændinge. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke er konkret eller individuelt forfulgte i Libyen. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder, finder Flygtningenævnet ikke, at den omstændighed, at ansøgerne er statsløse palæstinensere, i sig selv kan føre til, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og på den lange periode, ansøgerne har boet i Libyen. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at der måtte være udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/8/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af de personer, som tidligere har forsøgt at slå ansøgeren ihjel på grund af en konflikt med ansøgerens fader. Han har videre henvist til, at han frygter sin fader, fordi faderen har truet ansøgerens moder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader var narkohandler, hvilket medførte mange konflikter. På et ukendt tidspunkt i 2005 eller 2006 blev familiens hus udsat for et bombeangreb, og i 2007 kom der en bevæbnet mand til huset, som skændtes med ansøgerens fader. Faderen blev fængslet i 2007. I 2009 forsøgte tre til fire mænd at voldtage ansøgerens søster og moder på deres bopæl. [I sommeren] 2011 blev ansøgeren skudt af en ukendt person, men overlevede angrebet. I [efteråret] 2011 udrejste ansøgeren sammen med sin moder og sine søskende. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor han er født og opvokset, og at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder overordnet, at ansøgerens forklaring må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om det angivelige angreb [i sommeren] 2011. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han så en maskeret mand løbe væk efter, at ansøgeren var blevet skudt. Til asylsamtalen oplyste han, at han ikke så nogen gerningsmand efter angrebet. Foreholdt denne divergens under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efterfølgende har fået at vide, at der var tale om tre maskerede gerningsmænd. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete med ham under den angivelige skudepisode. Af en patientjournal [fra efteråret] 2014 er ansøgeren citeret for at have forklaret, at han blev tilbageholdt af en milits i et døgn og udsat for tortur og fremviste et skudsår på højre side af halsen, som han oplyste var påført ham to år tidligere på grund af uoverensstemmelser. Under en tilførsel [senere i efteråret] 2014 er han citeret for at have oplyst, at han blev skudt i højre side af halsen for to år siden. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at fremmedlegemet i hans halsregion hidrører fra en skudepisode [i sommeren] 2011. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om frygten for sin fader. Til oplysnings- og motivsamtalen og i indledningen af asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han kun frygtede de personer, som havde en konflikt med hans fader i Libanon. Senere under asylsamtalen og under nævnsmødet oplyste ansøgeren, at han også frygtede sin fader. Udover det ovennævnte henviser flertallet også i forhold til ansøgeren til den begrundelse, der er angivet i ansøgerens moders asylsag, der er behandlet samtidig med ansøgerens sag. Flertallet finder, at der ikke, når ansøgerens forklaring tilsidesættes, er oplyst omstændigheder, der kan forrykke det generelle udgangspunkt om, at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/7/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun eller hendes børn vil blive slået ihjel af hendes ægtefælle eller af personer med tilknytning til ægtefællen, fordi ægtefællen ikke ønsker at blive skilt fra ansøgeren. Hun frygter endvidere at blive straffet af myndighederne i Libanon, fordi hun er udrejst sammen med sine børn uden at have fået tilladelse hertil. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine brødre, som mener, at hun har bragt skam over familien ved at søge om skilsmisse og ved at udrejse af Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som 15-årig blev gift med [navn på ægtefælle], som viste sig at være narkohandler. Han udsatte ansøgeren for vold og trusler flere gange og i et enkelt tilfælde skød han efter ansøgeren. På et ukendt tidspunkt i 2006 kastede ukendte personer bomber ind i ansøgerens hus, og ansøgeren er sikker på, at disse angreb relaterede sig til ægtefællens kriminalitet. Ansøgerens ægtefælle blev anholdt i 2007 og idømt 7 års fængsel. Omkring to og et halvt år efter fængslingen forsøgte to ukendte personer at voldtage ansøgerens datter. [I starten af] 2011 søgte ansøgeren om skilsmisse, hvilket ansøgerens brødre var imod. I [sommeren] 2011 blev ansøgerens søn, Samer, skudt af nogle ukendte personer, og ansøgeren besluttede herefter, at det ikke længere var sikkert at bo i Libanon. I [efteråret] 2011 udrejste ansøgeren til Libyen sammen med sine tre børn. Ansøgerens ægtefælle ringede gentagne gange til ansøgerens datter og truede ansøgeren på livet, mens hun boede i Libyen. Ansøgerens søster har fortalt ansøgeren, at hun ikke skal vende tilbage til Libanon, fordi hendes brødre vil gøre hende ondt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor hun er født og opvokset, og at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder overordnet, at ansøgerens forklaring må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke frygtede andet end sin ægtefælle og personer med tilknytning til denne i Libanon. Til asylsamtalen oplyste hun, at hun også frygter at blive slået ihjel af sine brødre, fordi de var imod hendes skilsmisse, og fordi hun udrejste af Libanon. Forholdt denne divergens, finder flertallet ikke, at ansøgerens forklaring om, at dette beroede på mangelfuld tolkning er troværdigt, når henses til, at hun under oplysnings- og motivsamtalen positivt oplyste, at hun ikke havde nogen konflikter med andre familiemedlemmer end ægtefællen. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun ikke havde konflikter med myndigheder i Libanon, hvorefter hun i asylsamtalen oplyste, at hun frygtede myndighederne i Libanon, fordi hun sammen med sine børn var udrejst uden tilladelse og havde forfalsket sin ægtefælles underskrift vedrørende dennes samtykke til udrejse med børnene. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren boede i samme flygtningelejr som sine brødre i over et halvt år efter, at hun havde søgt om skilsmisse, uden at dette medførte overgreb fra brødrenes side. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der købte hendes hus, idet hun under asylsamtalen oplyste, at hun solgte til en person, som hun kendte rigtig godt, idet han var opvokset sammen med hendes brødre, hvorimod hun under nævnsmødet har oplyst, at hun solgte huset til en person, som hendes ægtefælle havde kriminelle aktiviteter sammen med på ledelsesniveau i en kriminel bande. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at der gik adskillige måneder fra henholdsvis skilsmisse og den angivelige skudepisode til ansøgeren udrejste til Libyen, hvor hun tog ophold hos sin ægtefælles familie. Flertallet er opmærksomt på, at der foreligger oversættelser af domme, hvoraf fremgår, at hendes ægtefælle er dømt for overdragelse af narkotika til en enkelt person og for besiddelse af narkotika. Flertallet finder imidlertid ikke, at den omstændighed i sig selv afgørende understøtter ansøgerens forklaring. Flertallet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens ægtefælle angiveligt har været i stand til at kontakte ansøgerens datter telefonisk og true hende på livet i den periode han angiveligt var fængslet, hvorved flertallet ydermere bemærker, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at hendes ægtefælle kunne finde frem til datterens telefonnummer på datterens arbejdsplads i Libyen fra fængslet i Libanon og fremsætte trusler angiveligt i ansøgerens påhør på arbejdspladsen, må anses for usandsynligt. Flertallet finder, at der ikke, når ansøgerens forklaring tilsidesættes, er oplyst omstændigheder, der kan forrykke det generelle udgangspunkt om, at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/6/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans nevøer er blevet anholdt på hans bopæl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i starten af 1993 flyttede til Tripoli, Libanon sammen med sin ægtefælle. I 1998 flyttede ansøgeren til Jarmana-lejren i Syrien. Omkring juni 2012 rejste ansøgeren fra Syrien til Libanon, hvor han fik udstedt en midlertidig opholdstilladelse. Efter ansøgerens udrejse bosatte ansøgerens søster sig sammen med sin familie på ansøgerens bopæl i Syrien. En af søsterens sønner var medlem af den frie syriske hær og blev som følge heraf efterlyst af regimet. Senere blev to af ansøgerens andre nevøer anholdt af de syriske myndigheder i forbindelse med en razzia på bopælen. I [foråret] 2014 indrejste ansøgeren legalt til Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien, ligesom han frygter de generelle forhold i landet. Ansøgeren har i tilknytning hertil oplyst, at han i perioden fra 1989 til 1992 aftjente sin obligatoriske værnepligt som menig soldat. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han flygtede fra Syrien på grund af krigen. Uanset om det lægges til grund, at ansøgerens søsters ene barn har støttet den frie syriske hær og således bragt sig i et modsætningsforhold til regimet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke derved selv er kommet i regimets søgelys. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv har haft konflikter med det syriske styre, og at ansøgerens søster og hendes mand kunne forblive på ansøgerens bopæl i nogle måneder efter, at regimet havde hentet ansøgerens søsters to børn på denne bopæl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han er i risiko for at blive genindkaldt. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke er blevet genindkaldt, og at han alene var menig soldat med sekundære opgaver, da han var indkaldt, hvorfor Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne og ansøgerens alder ikke finder, at ansøgeren er i risiko for genindkaldelse. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (dagældende § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er gift med en libanesisk statsborger, og at han efter indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015, kan få opholdstilladelse i Libanon som følge heraf, hvilket han i øvrigt tidligere har haft. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har ansøgt om forlængelse af sin midlertidige opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at ansøgeren kan indrejse i Libanon, og at han ikke ved en tilbagevenden risikerer refoulement. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens hustru og børn er bosat i Libanon, ligesom hans svigerfamilie og hans egen søster er bosat i Libanon. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren og hans familie tidligere i perioder har været bosat i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at han kan henvises til at tage ophold der. Herefter, og i det ansøgerens personlige sikkerhed i Libanon vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige, og da de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon - trods vanskelige - ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/5/MVL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste af Syrien, fordi hendes ægtefælle, søn og datter var efterlyst af myndighederne. Klagerens bopæl blev opsøgt næsten dagligt af myndighederne, som ledte efter hendes ægtefælle og søn. Myndighedspersonerne væltede klagerens møbler. Klageren har videre oplyst, at hun i 2013 flyttede fra sin bopæl ned i en kælder, fordi hun ikke længere kunne holde ud at blive opsøgt af myndighederne. Klageren husker ikke så godt på grund af de ting, som hun og hendes familie har været igennem. Over for nævnet har klageren forklaret, at naboerne har oplyst, at myndighederne fortsat opsøger klagerens families bopæl. Efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at være konkret og individuelt forfulgt af de syriske myndigheder. Nævnet lægger vægt på, at myndighederne ikke har eftersøgt klageren personligt i forbindelse med deres henvendelser på bopælen, og klageren er ikke blevet udsat for trusler eller overgreb, og hun er ikke på noget tidspunkt blevet tilbageholdt. Der lægges i øvrigt vægt på, at klageren i seks til syv måneder inden udrejsen har kunnet bo og opholde sig i en kælder, som hendes ægtefælle tidligere har brugt som kontor, uden at klageren er blevet opsøgt af myndighederne, ligesom hun uden problemer har kunnet udrejse legalt fra Syrien. Klageren og hendes ægtefælle er ikke samtidig indrejst i Danmark, og der er forløbet mere end et år fra klagerens indrejse [i efteråret] 2014, indtil hun søgte om opholdstilladelse [i vinteren] 2016. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse som følge af en konsekvensstatus i forhold til den opholdstilladelse, som klagerens ægtefælle er blevet meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, [i foråret] 2014. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/40/JOL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Irak og hans medfølgende barn. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de militser, der hærger landet, ligesom han frygter, at hans børn vil blive kidnappet af samme militser. Videre har han henvist til, at han frygter alle shiitter i Irak, fordi de styrer landet, ligesom han frygter myndighederne, fordi han er statsløs palæstinenser. Endelig har han henvist til, at han frygter familien til hans ansatte, der blev dræbt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i 2006 var en skudepisode foran hans forretning, hvor han var den eneste, der var til stede, hvorfor han formoder, at episoden vedrørte ham. Der var endnu en skudepisode i nærheden af forretningen, omkring en måned før ansøgerens udrejse, hvor en af hans ansatte, […], blev dræbt af en officer. […] familie beskyldte ansøgeren og hans brødre for at være skyld i […] død. Efter en mægling mellem ansøgerens og […] klan, indvilligede […] klan i, mod betaling på 5000 dollars, at acceptere, at ansøgeren og hans brødre ikke havde noget med drabet at gøre. […] klan bad ansøgeren og hans brødre om at oplyse navnet på gerningsmanden, hvortil de oplyste, at de ikke kendte navnet på drabsmanden. Ansøgeren og hans familien besluttede herefter at udrejse af Irak [ i vinteren 2006], idet de frygtede, hvad der ville ske. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den skudepisode, der angiveligt [i vinteren 2006] fandt sted udenfor hans forretning, skulle opfattes som en trussel mod ham eller hans familie. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at den ansattes familie efter drabet på denne indgik et forlig mod betaling af 5000 dollars og efterfølgende ikke har rettet krav eller trusler mod ansøgeren, men alene bedt om oplysning om kendskab til navnet på drabsmanden. For Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der ikke er blevet indgået et forlig med den ansattes familie, der ikke ønskede dialog. På denne baggrund og henset til, at episoderne fandt sted for snart ti år siden finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vurderer, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/4/akm
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og to børn bor i Danmark, og at hun har fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle i Danmark. Ansøgeren har derudover henvist til, at hendes forældre ikke vil have hende boende længere, og at hun derfor ikke har noget sted at opholde sig i Libanon. Endvidere har hun henvist til de generelle forhold i Libanon, idet der er mange uroligheder i den flygtningelejr, hvor ansøgeren er vokset op, og hvor hendes forældre har bopæl. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at for tre-fire år siden døde ansøgerens ægtefælles bedstemor. I den forbindelse kondolerede ansøgerens mor ikke, som man bør gøre, hvorfor der opstod problemer mellem ansøgerens mor og ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens mor bryder sig ikke om ansøgerens ægtefælle. Hendes forældre kan derudover ikke holde ud, at have ansøgeren boende, idet hun medbringer sin søn, når hun bor hos sin familie i Libanon. Ansøgerens mor har derudover spredt falske rygter om ansøgeren i nabolaget, herunder blandt andet at ansøgeren har bedt sin mor købe bleer og diverse andre ting til ansøgerens søn. I virkeligheden er det ansøgeren, der betaler for disse ting. Derudover bliver ansøgeren bagtalt, fordi hun rejser meget frem og tilbage mellem Danmark og Libanon. Ansøgerens mor har vendt ansøgerens far imod ansøgeren, og de har derfor sagt til hende, at hun ikke skal vende tilbage til Libanon. De har videre oplyst, at hvis ansøgeren vender tilbage til Libanon, må hun ikke bo hos sine forældre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har fundet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset og har fået udstedt rejselegitimation, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. I den forbindelse bemærkes, at de generelle forhold i Libanon ikke er af en sådan karakter, at landet ikke kan tjene som første asylland. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, ikke har haft konflikter med de libanesiske myndigheder, og at hun problemfrit har kunnet rejse frem og tilbage mellem Libanon og Danmark fra 2011 og frem til seneste indrejse i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/38/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra […], Rif Damasq, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at der ikke er nogen sikkerhed tilbage i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at myndighederne i Syrien vil udspørge ham i forbindelse med en hjemrejse, idet ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien. Ydermere har ansøgeren henvist til, at han frygter for sin søns liv. Ansøgerens søn er i den militærpligtige alder, og ansøgeren frygter derfor for sin søns liv, såfremt sønnen skulle aftjene militærtjeneste på nuværende tidspunkt i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at der ikke er nogen sikkerhed eller tryghed tilbage i landet. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker, at sønnen skal aftjene sin militærtjeneste, idet der er krig i Syrien. Ansøgerens søn er hverken blevet indkaldt til militærtjeneste eller blevet opsøgt i den forbindelse. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, men har fundet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon. I relation til Libanon har ansøgeren henvist til, at hans opholdstilladelse i Libanon er udløbet, at de libanesiske myndigheder ikke ville forlænge opholdstilladelsen, og at han ikke kunne få permanent opholdstilladelse. Endvidere var forholdene for statsløse palæstinensere fra Syrien dårlige i Libanon. Spørgsmålet er herefter i første række, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Efter det oplyste lægges det til grund, at ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at hun og deres fælles børn opholder sig i Libanon. Ansøgeren har også opholdt sig i Libanon i omkring tre år forud for, at han udrejste til Syrien og kort tid herefter på ny udrejste og senere indrejste i Danmark. Ansøgeren har efter det oplyste under sit ophold i Libanon haft midlertidig opholdstilladelse, som er blevet forlænget, men som aktuelt var udløbet. Ansøgeren har under sit ophold i Libanon ikke haft konflikter med myndighederne, og han har i hvert fald i et vist omfang haft arbejde. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015 om opholdstilladelse i Libanon følgende vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien, hvis ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon: Ved indrejse i Libanon vil den pågældende få syv dages indrejsetilladelse. Herefter skal han henvende sig til GDGS i sit opholdsområde og ansøge om opholdstilladelse. I almindelighed vil han få opholdstilladelse i tre måneder og ikke permanent opholdstilladelse. Beslutningen om, hvorvidt hans midlertidige opholdstilladelse kan forlænges, eller hvorvidt han kan få permanent opholdstilladelse, træffes af GDGS på individuel basis. På dette grundlag, og idet ansøgeren ikke har givet møde for nævnet og derfor ikke har oplyst om de nærmere omstændigheder i forbindelse med sin udrejse fra Libanon, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren på ny vil kunne indrejse i Libanon og blive meddelt i hvert fald midlertidig opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke vil risikere refoulement til Syrien. Uanset at forholdene i Libanon for statsløse palæstinensere er generelt vanskelige, kan det dog ikke antages, at forholdene er sådanne, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold i Libanon. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 4, i relation til Libanon, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/37/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har ransaget deres bopæl mange gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes bopæl, en ukendt dag i vinteren 2005-2006, blev opsøgt af maskerede mænd, der på ukendt vis startede en brand i lejligheden som hendes far efterfølgende fik slukket. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og hendes forældre er blevet chikaneret på gaden, og at deres bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring årsskiftet 2004/2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgerne først forlod Irak 1-2 år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgeren og hendes forældre har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/36/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra [A], Libanon. Hun har tilbragt 27 år af sit liv i Irak sammen med den mandlige ansøger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerne oplevede chikane fra lokalbefolkningen, der eksempelvis kaldte dem skældsord. De spyttede på den mandlige ansøger, og han fik at vide, at han ikke var velkommen som palæstinenser i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at han, en ukendt dag efter Saddam Husseins fald, blev kørt ned på gaden, af en ukendt person, som muligvis påkørte den mandlige ansøger, fordi han er palæstinenser. Ansøgerne har yderligere oplyst, at deres bopæl blev opsøgt og ransaget mange gange af ukendte maskerede mænd. På et tidspunkt omkring årsskiftet 2014/2005 opstod der brand i lejligheden i forbindelse med, at flere ukendte maskerede mænd var trængt ind i lejligheden. Ansøgerne flygtede til Syrien sammen med deres datter en ukendt dag i perioden mellem 2006 og 2007, fordi de frygtede for deres liv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret på gaden, og at ansøgernes bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret ansøgerne. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring årsskiftet 2004/2005 opstod en mindre brand i ansøgernes lejlighed, som den mandlige ansøger umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgerne har afgivet om episoden lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage ansøgernes død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgerne først forlod Irak 1-2 år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgerne har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgerne asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/35/snd
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinensk mand fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af Hizbollah, idet [A] er leder af Hizbollahs afdeling i flygtningelejren [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2013 blev gift med [As] datter imod hans vilje. I [den efterfølgende måned] 2013 udsatte [A] og syv andre personer ansøgeren for et overgreb, og ansøgeren blev indlagt på et hospital i en uge. Han blev i [efteråret] 2013 skilt fra [As] datter, men i [den efterfølgende måned] 2013 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra [A] om, at han ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin moster, hvor han boede frem til sin udrejse [ultimo] 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far har haft en arvestrid med sine halvbrødre. Endelig har ansøgeren henvist til, at forholdene for statsløse palæstinensere i Libanon er meget dårlige, og at de ikke har nogen rettigheder. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Libanon, hvor ansøgeren er født, opvokset og har boet frem til sin udrejse i 2014, skal betragtes som hans hjemland, jf. Flygtningekonventionens artikel 1A (2). Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han som følge af etableringen af sit forhold til [C] imod hendes fars vilje har haft en konflikt med hendes far. Flygtningenævnet kan heller ikke udelukke, at ansøgeren er blevet opsøgt og udsat for fysiske overgreb af faren ifølge med 7 unge mænd. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at [Cs] far er en ledende skikkelse i Hizbollah, og at de mænd, som deltog i overfaldet i [sommeren] 2013, var medlemmer af Hizbollah, til grund. Ansøgeren har oprindeligt under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han ikke vidste, om de unge mænd var medlemmer af nogen organisationer. Ansøgeren har først efterfølgende forklaret, at de var medlemmer af Hizbollah, og at han har set dem ved en kontrolpost mellem lejren i Shatila og Borge Al-Barajnah, der ligger 15 minutters kørsel fra hinanden. Flygtningenævnet finder det påfaldende og usandsynligt, at ansøgeren efter karakteren af den beskrevne konflikt skulle have været i stand til at opholde sig i Shatilalejren i ca. 1½ år fra overfaldet til sin udrejse, uden at hverken han eller hans familie er blevet opsøgt af Hizbolllah eller af ansøgerens tidligere svigerfar, og at ansøgeren angiveligt skulle have modtaget et trusselsbrev, hvis ansøgerens tidligere svigerfar som ledende skikkelse i Hizbollah, ønskede at efterstræbe ham. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren i så fald efter baggrundsoplysningerne ville kunne udrejse uden problemer med Hizbollah fra lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem han modtog trusselsbrevet fra, idet han under samtalen [i foråret] 2016 forklarede, at han modtog det fra en navngiven ven, mens han for nævnet har oplyst, at han fik det af sin onkel. Han har endvidere forklaret afglidende på spørgsmål om den praktiske gennemførelse af skilsmissen fra [C]. Endelig har ansøgeren først søgt om asyl, efter at han i [foråret] 2016 blev anholdt i Danmark og varetægtsfængslet, fordi han havde benyttet et falsk bulgarsk pas som grundlag for at søge om EU-opholdsbevis. Flygtningenævnet afviser således, at den konflikt, som ansøgeren har haft med sin tidligere svigerfar, har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har i øvrigt ingen personlige konflikter med de libanesiske myndigheder eller andre i Libanon, og han er udrejst legalt med sit eget pas. Den påberåbte arvestrid mellem ansøgerens far og dennes halvbrødre har ikke berørt ansøgeren personligt og kan derfor ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens henvisning til de generelt vanskelige vilkår for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at han må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt, og han må derfor henvises til at tage ophold i Libanon, idet Libanon skal betragtes som hans hjemland, jf. Flygtningekonventionens artikel 1A (2). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/34/ADP
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1935, er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim. Hun er født i […] i […], Libanon, men har boet det meste af sit liv i Beirut. De sidste 30 år har hun boet i egen bolig i […]-kvarteret. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun grundet sin alder ikke kan tage vare på sig selv. Hun blev senest forsørget af sin søster og en kusine, der døde for cirka tre år siden, og derefter af sin mors fætter, der afgik ved døden efter hendes udrejse. Hun har nu ikke nogen, der kan hjælpe hende i Libanon. Hendes nærmeste familie i Libanon er to døtre. Det er ikke døtres opgave at forsørge deres forældre, og ansøgerens døtre er heller ikke er i stand til det, da de er fattige. Ansøgeren har smerter i nakke og ryg og lider af dårligt syn. Efter trusler fra naboer har hun solgt sin bolig. Hun udrejste illegalt af Libanon. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved stillingtagen til, om Libanon kan vurderes som ansøgerens første asylland, bemærkes indledningsvis, at ansøgeren har boet hele sit liv i Libanon, hvor hun stadig har enkelte familiemedlemmer. Hun har oplyst om en konflikt med naboer, der er afsluttet. Hun har på intet tidspunkt søgt hjælp hos de libanesiske myndigheder eller UNHCR. Uanset om ansøgeren måtte være udrejst illegalt, antager et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren vil kunne indrejse på ny i Libanon og derefter kunne opholde sig lovligt i landet med respekt for sin personlige intrigeret og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Efter baggrundsoplysningerne samt de konkrete oplysninger vedrørende ansøgeren finder flertallet endvidere, at ansøgeren som statsløs palæstinenser må antages at kunne nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang i Libanon. Den omstændighed, at ansøgeren som ældre enlig kvinde kan have særlige vanskeligheder, navnlig efter at hendes netværk er reduceret, kan ikke føre til en anden vurdering. Flertallet finder derfor, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/33 NKE
Nævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig klager fra Libanon. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i begyndelsen af] 2012 klagerens fader opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og hendes søster var omfattet af nævnets beslutning. [I efteråret] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klagerens moder og to mindreårige søskende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2016 klagerens forældres opholdstilladelser med begrundelserne, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet har dags dato stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om at inddrage klagerens forældres opholdstilladelser som følge af svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Nævnet har således ikke fundet, at en inddragelse af deres opholdstilladelser må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1. Da klagerens opholdstilladelse er afledt af faderens forhold, er grundlaget for klagerens opholdstilladelse urigtigt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Nævnet lægger derfor i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til at klagerens forældres forklaringer under asylsagen i det hele er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnet ikke, at forældrene har sandsynliggjort, at de har konkrete konflikter i Libanon. Klageren har ikke over for Flygtningenævnet gjort gældende, at hun skulle have konkrete konflikter i Libanon. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon, hvor klageren er født, opvokset og har boet indtil udrejsen i 2009, kan yde klageren den fornødne beskyttelse og således tjene som klagerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at den offentlige interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse må tillægges betydelig vægt ved proportionalitetsafvejningen efter udlændingelovens § 26, navnlig henset til at klagerens faders ulovlige ophold er opnået på baggrund af falsk identitet. Flygtningenævnet finder, at en række hensyn taler for ikke at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ikke var klar over, at hendes opholdsgrundlag var urigtigt, før hun blev partshørt herom [i foråret] 2014. Klageren har opholdt sig i Danmark, siden hun indrejste i [vinteren] 2009 som [teenager ], og hun har siden uddannet sig i Danmark. Hun taler dansk og må anses for at være velintegreret. Hun har boet i egen lejlighed, siden hun fyldte 18 år. Hun har boet sammen med [sin søster], siden [søsteren] blev 18 år. Heroverfor står, at klageren har haft sin barndom i Libanon, og hendes forældre og mindreårige søskende har fået inddraget deres opholdstilladelser og må antages at rejse tilbage til Libanon. Flygtningenævnets flertal finder ved den samlede afvejning af de foreliggende hensyn, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, og at der således ikke er grundlag for at inddrage denne. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2016/32/ceb
Nævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig klager fra Libanon. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i begyndelsen af] 2012 klagerens fader opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og hendes søster var omfattet af nævnets beslutning. [I efteråret] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klagerens moder og to mindreårige søskende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2016 klagerens forældres opholdstilladelser med begrundelserne, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet har dags dato stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om at inddrage klagerens forældres opholdstilladelser som følge af svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Nævnet har således ikke fundet, at en inddragelse af deres opholdstilladelser må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1. Da klagerens opholdstilladelse er afledt af faderens forhold, er grundlaget for klagerens opholdstilladelse urigtigt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Nævnet lægger derfor i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til at klagerens forældres forklaringer under asylsagen i det hele er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnet ikke, at forældrene har sandsynliggjort, at de har konkrete konflikter i Libanon. Klageren har ikke over for Flygtningenævnet gjort gældende, at hun skulle have konkrete konflikter i Libanon. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon, hvor klageren er født, opvokset og har boet indtil udrejsen i 2009, kan yde klageren den fornødne beskyttelse og således tjene som klagerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at den offentlige interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse må tillægges betydelig vægt ved proportionalitetsafvejningen efter udlændingelovens § 26, navnlig henset til at klagerens faders ulovlige ophold er opnået på baggrund af falsk identitet. Flygtningenævnet finder, at en række hensyn taler for ikke at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ikke var klar over, at hendes opholdsgrundlag var urigtigt, før [hendes søster] blev partshørt herom [i foråret] 2014, eller i hvertfald før hun selv blev partshørt herom [i begyndelsen af] 2015. Klageren har opholdt sig i Danmark, siden hun indrejste i [vinteren] 2009 [som teenager], og hun har siden uddannet sig i Danmark. Hun taler dansk og må anses for at være velintegreret. Hun har boet i egen lejlighed sammen med [sin søster,] siden hun fyldte 18 år. Heroverfor står, at klageren har haft sin barndom i Libanon, og hendes forældre og mindreårige søskende har fået inddraget deres opholdstilladelser og må antages at rejse tilbage til Libanon. Flygtningenævnets flertal finder ved den samlede afvejning af de foreliggende hensyn, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, og at der således ikke er grundlag for at inddrage denne. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2016/31/ceb
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to mindreårige børn fra Libanon. Indrejst i henholdsvis 2005 og 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i begyndelsen af] 2012 den [mandlige klager] og hans nu to voksne børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I efteråret] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen [den mandlige klagers] ægtefælle […] og klagernes to mindreårige børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af de oprindelige asylsager, at klagerne oplyste, at de indtil udrejsen i 2009 boede i [et område i Beirut]. Klagerne henviste som asylmotiv blandt andet til, at den mandlige klager var eftersøgt af Hizbollah, idet han under sin ansættelse i en Hizbollah-ejet virksomhed videregav oplysninger om organisationen til både den jordanske og den amerikanske efterretningstjeneste i perioden 2005-2009. De henviste endvidere til, at den mandlige klager var efterstræbt af de syriske myndigheder, som samarbejdede med Hizbollah. Klagerne frygtede også de libanesiske myndigheder, fordi de var vidende om, at den mandlige klager havde videregivet oplysninger til udenlandske efterretningstjenester. Den mandlige klager forklarede, at han under en tilbageholdelse af de syriske myndigheder fra 1990 til 1991 blev udsat for tortur med bildæk. Derudover blev han udsat for vold i form af slag med et kabel på ryggen, mens han stod på en stige, samt udsat for seksuelle overgreb. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2016 klagernes opholdstilladelser med henvisning til, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at den mandlige klager har udvist svig ved opnåelse af opholdstilladelsen[, som blev meddelt i begyndelsen af] 2012. Nævnet anser det for bevist, at den mandlige klager opnåede opholdstilladelse i Danmark i 2005 under identiteten [X], og at han har boet i Danmark og anvendt denne identitet, indtil dette omkring [efteråret] 2013 blev standset af politiet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at identiteten [X] ved ansøgningen i 2005 om opholdstilladelse i Danmark er dokumenteret ved et forfalsket græsk nationalitetspas, at personen under identiteten [X] ved ansøgningen om opholdstilladelse afgav en række personlige oplysninger om sin ægtefælle og børn, som svarer til oplysningerne om [den mandlige klagers] ægtefælle og børn, og at der ifølge kriminalteknisk erklæring [fra begyndelsen af] 2013 er stærkt indicium for, at personen på det foto, personen under identiteten [X] indleverede ved ansøgningen om opholdstilladelse, er den samme som på et foto af [den mandlige klager]. Nævnet lægger endvidere vægt på bopælsforholdene for personen under identiteten [X]. Hertil kommer [den mandlige klagers] skiftende forklaringer om sin anvendelse af identiteten [X]. Nævnet har i den forbindelse været opmærksom på, at den mandlige klagers psykiske tilstand kan have haft betydning for de forklaringer, han har afgivet til de danske myndigheder. Den mandlige klagers forklaring under asylsagen om bopæl i Beirut og forfølgelse fra Hizbollah som følge af sit arbejde for den jordanske og amerikanske efterretningstjeneste i nogle år inden udrejsen fra Libanon i [vinteren] 2009 kan ikke harmonere med den mandlige klagers bopæl i Danmark fra 2005. Forklaringen under asylsagen tilsidesættes i det hele som bevidst urigtig. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at den kvindelige klager har udvist svig ved opnåelse af opholdstilladelsen [, der blev meddelt hende i efteråret] 2012, idet den kvindelige klager har henvist til den mandlige klagers forklaring, herunder at de har boet sammen i Beirut indtil udrejsen sammen i [vinteren] 2009. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerne er statsløse palæstinensere fra Libanon. Nævnet lægger derfor i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klagerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til at klagernes forklaring under asylsagen i det hele er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnet ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de har konkrete konflikter i Libanon. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon, hvor klagerne er født, opvokset og har boet indtil udrejsen i henholdsvis 2005 og 2009, kan yde klagerne den fornødne beskyttelse og således tjene som klagernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at den offentlige interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelser vejer tungt i proportionalitetsafvejningen efter udlændingelovens § 26, navnlig henset til at den mandlige klagers ulovlige ophold er opnået på baggrund af falsk identitet, at han har opretholdt en dobbelt identitet i forhold til de danske myndigheder fra [vinteren] 2009, og indtil politiet standsede dette i [efteråret] 2013, og at klagerne ikke på noget tidspunkt kan have haft en berettiget forventning om at kunne forblive i landet. Disse hensyn gælder også for den kvindelige klager, der har støttet den mandlige klagers forklaring, og hvis opholdsgrundlag er afledt heraf. Flygtningenævnet finder, at visse hensyn taler for ikke at inddrage klagernes opholdstilladelser. Den mandlige klager har således sine forældre og søskende og deres familier her i landet. Endvidere har Flygtningenævnets flertal ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at inddrage klagernes to voksne døtres opholdstilladelser. De har således mulighed for at forblive i Danmark. Begge døtre flyttede i egen lejlighed kort efter, de fyldte 18 år. Om de øvrige § 26-hensyn bemærker Flygtningenævnet: Den mandlige klager taler ikke dansk og kan ikke anses for integreret i noget videre omfang i Danmark. Han har såvel fysiske som psykiske helbredsproblemer, men disse må antages at kunne behandles i Libanon. Den kvindelige klager taler noget dansk og har i et par år været under uddannelse i Danmark. Den mandlige klager er […] år gammel, og den kvindelige klager er nu […] år gammel. De har således boet langt størstedelen af deres liv i Libanon. Klagerne har endvidere to mindreårige børn […]. Disse børn indrejste sammen med den kvindelige klager i [sommeren] 2012. Disse børn har siden gået i skole i Danmark og klarer sig godt. Flygtningenævnet finder ved den samlede afvejning af de foreliggende hensyn, at inddragelse af klagernes opholdstilladelser ikke må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, og at der således ikke er grundlag for at undlade at inddrage disse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/30/ceb
Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Libyen. Indrejst i2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Libyen, etniske arabere og muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af den libyske hær, idet han har nægtet at arbejde for hæren. Endvidere frygter den mandlige ansøger at blive slået ihjel af sunnimuslimske banditter fra gruppen […], fordi de mener, at den mandlige ansøger har hjulpet den libyske hær. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han, der angiver at være statsløs palæstinenser fra Syrien, men siden han var omkring otte år har boet i Libyen, har været tilbageholdt af den libyske hær i en måned, ligesom [en gruppe] har truet ham flere gange. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af gruppen […], fordi de har dræbt hendes broder, og gruppen frygter, at hun vil gå offentligt med broderens sag. Den kvindelig ansøger frygter endvidere, at hun ved en tilbagevenden til Libyen bliver slået ihjel af [gruppen], fordi hun har arbejdet som frisør. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes broder blev dræbt i 2014 af gruppen […]. Hun modtog herefter trusler fra gruppen. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hendes ægtefælle blev tilbageholdt i omkring en måned [medio] 2014. Begge ansøgere har endvidere henvist til hinandens konflikter. Flygtningenævnet lægger til grund, at begge ansøgere er statsløse palæstinensere fra Libyen. Nævnet finder således, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om sin tid i Syrien, om syriske myndigheders udstedelse af pas til ham og om udstedelsen af de to ens syriske ID-kort, som ansøgeren har afleveret til de danske myndigheder. Ansøgerens endelige forklaring for nævnet om ID-kortene, hvorefter de er udstedt i 2014 af den syriske ambassade i Libyen, stemmer ikke med oplysningerne på kortene, hvorefter det er udstedt i 2006 i [en lejr] i Syrien. Som kortene fremtræder finder nævnet i øvrigt, at der kan rejses spørgsmål om dets ægthed. Flygtningenævnet vurderer herefter som Udlændingestyrelsen asylretligt begge ansøgere i forhold til Libyen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiver. Begge ansøgeres forklaringer indeholder mange divergenser på centrale punkter, ansøgerne har forklaret udbyggende, og forklaringerne fremstår ikke selvoplevede, men konstruerede til lejligheden, delvist usammenhængende og helt utroværdige. Den mandlige ansøger har således på en række punkter forklaret divergerende om såvel forløbet af sine angivelige konflikter med den libyske hær og med grupperingen […], som den tidsmæssige placering og rækkefølge af begivenhederne. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om de trusler, hun skulle have været udsat for som følge af sit job som frisør, og om den episode, hvor hun i bil blev forfulgt og beskudt. Begge ansøgere har endvidere forklaret udbyggende, idet de først i nævnsmødet har forklaret, at deres ni-årige søn [medio] 2014 blev kidnappet i tre dage af en gruppe, der krævede løsepenge. Ingen af ansøgerne har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor de ikke tidligere har forklaret herom. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen kan trods vanskelige ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Stat/2016/3/ibl
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra [lejr], Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter genindkaldelse til det syriske militær eller at blive anholdt, som følge af, at han har forladt sit job i den offentlige sektor i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan få arbejde i Libanon, og derfor ikke vil kunne forsørge sin familie. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans bror har fortalt ham, at han er blevet genindkaldt til militærtjeneste [i efteråret] 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive anholdt, idet han har forladt sit job i den syriske stats […] uden varsel. Ansøgeren har endelig oplyst, at det er svært at få arbejde og bolig i Libanon, og at han således ikke vil kunne forsørge sin familie i Libanon. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sin egen og sine børns sikkerhed på grund af krigen og den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, da palæstinensere ikke har gode vilkår i Libanon. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at der er krig i Syrien, og at man hele tiden er i risiko for at blive udsat for vilkårlige angreb eller vilkårlig tilbageholdelse af enten oprørsgrupper i Syrien eller de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon grundet de dårlige vilkår for palæstinensere, samt den generelle situation i Libanon. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at den mandlige ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er indrejst senere end den mandlige ansøger, og har opnået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Det påhviler i denne situation opholdslandets myndigheder at godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt at betingelserne for, at et land kan tjene som ansøgerens første asylland, er opfyldt. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgerne vil kunne indrejse i Libanon og få opholdstilladelse. Flertallet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger ikke er i besiddelse af dokumenter, hvormed han kan godtgøre, at hans mor var libanesisk statsborger. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at det af Udenrigsministeriets notater af henholdsvis [dato] 2015 og [dato] 2016 fremgår, dels at betingelserne for statsløse palæstinenseres indrejse i Libanon ofte ændres, og dels at det af de libanesiske myndigheder kræves, at ansøgeren er til stede i Libanon og er i stand til at opfylde kravet om dokumentation for morens libanesiske statsborgerskab, for at kunne opnå lovligt ophold i Libanon. Flertallet lægger i den forbindelse yderligere vægt på, at ansøgerne ikke har familie eller andet netværk i Libanon, og at hans mor har opholdt sig i Syrien siden 1970’erne, samt at hans mor i 2001 er afgået ved døden, og at ansøgeren ikke har adgang til familiens tidligere bolig i [lejr] i Syrien og dermed afskåret fra at finde dokumentation på morens libanesiske statsborgerskab. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke med den fornødne sikkerhed grundlag for at fastslå, at ansøgerne vil kunne opnå beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet er opmærksom på, at ansøgerne ikke er indrejst i Danmark samtidig, ligesom de ikke er udrejst samtidig fra Libanon. Den kvindelige ansøger er udrejst fra Libanon [i sommeren] 2015 og indrejst i Danmark [i efteråret] 2015. Den mandlige ansøger er udrejst af Libanon [i efteråret] 2014 og indrejst i Danmark [i starten af] 2015. Der er således forløbet otte måneder mellem ansøgernes indrejse i Danmark. Det skal herefter vurderes, om den kvindelige ansøger kan opnå konsekvensstatus i relation til den mandlige ansøger. Nævnet finder, at det i denne vurdering må indgå, om den kvindelige ansøger har kunnet opholde sig problemfrit i Syrien, og hvilke muligheder hun har haft for at skaffe sig og sine børn rejsedokumenter. Ved denne vurdering finder nævnet, at det må tillægges vægt, at den kvindelige ansøger alene var i besiddelse af et ID-kort for statsløse palæstinensere i Syrien, og at hun ikke siden 2012 har haft længerevarende ophold i Syrien. Nævnet finder herefter, at betingelserne for at meddele den kvindelige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2016/29/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter sin eksmand, […], fordi han har truet hende på livet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev skilt fra sin eksmand [medio] 2010. Hendes eksmand begyndte efter skilsmissen at chikanere hende ved at opsøge hende på hendes bopæl samt på hendes arbejdsplads. Eksmanden var interesseret i, at de skulle finde sammen igen, og han truede derfor ansøgeren med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun blev gift med en ny mand. Ansøgeren startede efter skilsmissen en retssag ved [en] Shariadomstol, fordi hun ønskede at få forældremyndigheden over parrets to børn. Hendes eksmand gav hende en lussing foran retten. Hun har videre forklaret, at hun fik tildelt forældremyndigheden, men hendes eksmand kom efterfølgende med et brev, hvoraf det fremgik, at forældremyndigheden var overgået til ham. Ansøgeren klagede over eksmandens voldelige adfærd til politiet, men dette medførte ikke noget. På et tidspunkt mødte eksmandens bror, […], op på ansøgerens arbejdsplads, hvor han trak en pistol og truede med at dræbe ansøgeren. [Broren] blev efterfølgende eskorteret væk derfra af en vagt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at eksmanden fortsatte med at chikanere hende på hendes arbejdsplads, hvilket medførte, at hendes kolleger tog afstand fra hende. Hun var nødsaget til at skifte job tre gange, som følge af eksmandens opførsel og chikane. Efter at hun igen var blevet truet af sin eksmand med, at han ville dræbe hende, hvis hun blev gift igen, besluttede hun sig for at udrejse af Palæstina. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens konflikt har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren siden sin skilsmisse i 2005 alene har været udsat for verbale trusler og chikane, bortset fra at hun én gang har fået en lussing. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren problemfrit opholdt sig på sin bopæl i ca. en måned fra den seneste trussel, til hun udrejste fra Vestbredden. Endelig bemærkes, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere, herunder for enlige kvinder, ikke i sig selv kan begrunde beskyttelses- eller konventionsstatus. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/28/IBL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim samt statsløs palæstinenser. Han er født i Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. [På et nærmere bestemt tidspunkt i 1990’erne], da ansøgeren var 9 år, flyttede han til Badawi-lejren i Nordlibanon. Ansøgeren har oplyst, at han er registreret som statsløs palæstinensisk flygtning i både Syrien og Libanon, samt at han har fået registrerings-dokumenter udstedt i begge lande. Fra 2007 har han været medlem af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, General Kommandoen (PFLP-GC) i Libanon. Han blev medlem, mens han var under uddannelse, og har alene været tilknyttet studenterafdelingen og udført fredelige sports- og studenteraktiviteter. Han har dog også deltaget i enkelte demonstrationer med videre. Alle palæstinensere i flygtningelejrene er medlemmer af en organisation. Det er nødvendigt, hvis man skal have beskyttelse. Efter han blev færdiguddannet i 2011 fortsatte han i et mere begrænset omfang med at deltage i studenterafdelingens møder. Han ville gerne melde sig ud, men turde ikke af frygt for alvorlige repressalier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter forfølgelse fra PFLP-GC, idet han har undladt at adlyde ordrer, som han har fået. Ansøgeren frygter endvidere, at de libanesiske myndigheder vil inddrage hans opholdstilladelse, og at han vil blive sendt til Syrien, og der blive tvunget til at deltage i kamphandlinger. Ansøgeren har om konflikten med PFLP-GC henvist til, at hans umiddelbart foresatte [A] i [sommeren] 2014 anmodede ham om at fremskaffe oplysninger om syriske flygtninge. [A] mente, at ansøgeren havde oplysninger herom, som PFLP-GC kunne anvende, idet ansøgeren havde fået arbejde som outreachworker hos NGO organisationen Solidarités International. Det var blandt andet ansøgerens arbejde at registrere nyankommne flygtninge fra Syrien, og ansøgeren havde adgang til en database med mange fortrolige oplysninger om flygtningene. Ansøgeren ville ikke give PFLP-GC konkrete oplysninger, som var omfattet af hans tavshedspligt. Han frygtede, at PFLP-GC ville benytte oplysningerne til at skade enkeltpersoner. Ansøgeren videregav derfor ikke fortrolige oplysninger til [A] i [sommeren] 2014. Det gjorde han heller ikke i de næste måneder. I begyndelsen af [efteråret] 2014 blev ansøgeren derfor tilbageholdt i tre dage af PFLP-GC i Badawi-lejren. Han blev først løsladt, da han lovede at skaffe de ønskede oplysninger. PFLP-GC beholdt hans syriske identitetskort, da han blev løsladt. Ultimo november/primo [vinteren] 2014 var det meget omtalt i medierne, at ægtefællerne til to højtstående ledere i ISIS og Al-Nusra var blevet anholdt af de libanesiske myndigheder ved Al-Badawi. Da ansøgeren ikke til PFLP-CG havde oplyst noget om de to ægtefæller, var det oplagt, at organisationen herefter var klar over, at han ikke havde til hensigt at give dem de oplysninger, som han var blevet pålagt. Han var derfor i livsfare og rejste til Beirut, hvor han købte flybillet til Danmark. Han havde allerede i [efteråret] 2014 ansøgt om visum til Danmark, hvor hans ægtefælle bor. Ansøgeren husker ikke, hvornår han præcis fik visummet udleveret, men det var før [vinteren] 2014. Visummet var gældende fra den […]. Han udrejste legalt via Beirut lufthavn [en nærmere bestemt dato i vinteren 2014]. [Fire dage senere] fik han af en ven i PFLP-GC via Whats App sendt et PFLP-GC dokument med oplysninger om, at han er efterlyst, og at han skal likvideres, hvis det er umuligt at arrestere ham. Dokumentet er dateret [tre dage efter ansøgerens udrejse] og omtaler, at ansøgeren flygtede [den nærmere bestemte dato tre dage tidligere]. Ansøgeren går ud fra, at der er tale om en ægte efterlysning. Det øvrige konkrete indhold i dokumentet er dog ikke sandt. Han har således ikke, som anført i dokumentet, deltaget i mange missioner af sikkerhedsmæssig karakter i Syrien og Libanon. Han er endvidere ikke blevet beordret til at deltage i den militære kamp i Syrien, og han har ikke, som anført i dokumentet, kendskab til delikate og følsomme oplysninger vedrørende PFLP-CGs sikkerhed. Ansøgeren har ikke længere den Whats App-kommunikation, hvor dokumentet blev sendt til ham, men hans advokat har afslutningsvist oplyst, at ansøgeren giver samtykke til, at man via Whats App eller vennen i PFLP-CG forsøger at få genskabt korrespondancen. Kort efter udrejsen oplyste en ansat ved Solidarités International, at der var spurgt efter ham. Han forstod det således, at hændelsen havde sammenhæng med anholdelsen af de to ægtefæller, og ansøgeren finder det herefter sandsynligt, at også ISIS og Al-Nusra, og måske Hizbollah, nu eftersøger ham. Han antager endvidere, at PFLP-GC har videregivet hans syriske ID-kort til de libanesiske myndigheder, der derfor har eller vil inddrage hans opholdstilladelse. Den for ansøgeren beskikkede advokat har principalt påstået hjemvisning på grund af sagsbehandlingsfejl hos Udlændingestyrelsen, der ikke har foranstaltet PFLP-efterlysningen oversat og ikke har stillet ansøgeren spørgsmål herom eller taget stilling til efterlysningen i sin afgørelse. Advokaten har inden nævnsmødet fremsendt en oversættelse af dokumentet, der endvidere er blevet oversat på ny under nævnsmødet. Flygtningenævnet er enig med advokaten i, at dokumentet udtrykkeligt burde være indgået i Udlændingestyrelsens sagsbehandling. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en konkret vurdering ikke, at der er tale om en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at der er grundlag for at hjemvise sagen. I vurderingen heraf indgår, at det næppe er muligt at få ægthedsvurderet dokumentet. For så vidt angår ansøgerens konkrete forklaring kan Flygtningenævnet lægge oplysningerne om hans identitet til grund. Ansøgeren må herefter antages at være statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor han har opholdt sig det meste af sit liv, og hvor han har fået en lang uddannelse og senere et velbetalt arbejde. Efter ansøgerens egen forklaring må det endvidere antages, at han har fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har afgivet en detaljeret forklaring om sin tilknytning til PFLP-GC og det modsætningsforhold, han har fået til denne organisation. Som svar på en række konkrete spørgsmål i nævnet, der til dels har været stillet lidt anderledes end de spørgsmål, ansøgeren har fået i Udlændingestyrelsen, har ansøgeren fremtrådt usikkert og afglidende, og trods at flere spørgsmål blev gentaget, valgt at svare upræcist på de spørgsmål, som han tilsyneladende ikke ønskede at svare konkret på. Dette har navnlig været tilfældet ved spørgsmål om ansøgerens aktiviteter for PFLP-GC samt om hvilke opgaver PFLP-GC pålagde ham i 2014 vedrørende de informationer, han havde fra sit arbejde i Solidarités International, samt om hvad han svarede PFLP-GC, når de rejste krav om information. Ansøgerens forklaring om udrejsen og de øvrige begivenheder, der foregik i [vinteren] 2014, har endvidere været præget af betydelig usikkerhed, og har ikke fremstået troværdigt. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren vedrørende enkelte spørgsmål i relation til modsætningsforholdet til PFLP-GC har afgivet divergerende forklaringer. De enkelte eksempler herpå er i sig selv ikke afgørende, men bidrager til at svække ansøgerens troværdighed. Nævnet har herved blandt andet hæftet sig ved, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen skulle have forklaret, at PFLP-GC 3-4 dage efter anholdelserne af ægtefællerne spurgte naboer og de unge på lektiecafeen om, hvor ansøgeren befandt sig, mens ansøgeren herom i Flygtningenævnet forklarede mere ukonkret, samt at dette alene var en mulighed. Samlet set kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til PFLP-GC til grund. Nævnet kan herefter endvidere ikke lægge til grund, at PFLP-GC har sendt hans syriske identitetspapirer til de syriske myndigheder, og at der herefter er reel risiko for, at de libanesiske myndigheder vil inddrage hans opholdstilladelse, og at han vil blive udsendt til Syrien. Nævnet finder ikke, at det ved denne vurdering er afgørende, at ansøgeren og andre familiemedlemmer kan være i besiddelse af ægte syriske identitetspapirer som palæstinensiske flygtninge i Syrien. Nævnet finder herefter tillige ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort et konkret modsætningsforhold til ISIS, Al-Nusra og Hizbollah. Flygtningenævnet antager herefter, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til Libanon og fortsat opholde sig der, hvor hans personlige integritet må antages at være beskyttet, herunder mod refoulement. Libanon må herefter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, tjene som første asylland for ansøgeren, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Stat/2016/27/STR
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at dø i krigen i Syrien, som følge af de overgreb, der foregår mod civile. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og hendes familie var nødsaget til at udrejse i [vinteren] 2012 på grund af krigen i Syrien, og fordi ansøgerens ægtefælle risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har i forhold til Libanon oplyst, at hun ikke ønsker at rejse tilbage til Libanon, da hendes ægtefælle og børn ikke har opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren derfor frygter, at de vil blive udsendt til Syrien. Videre har ansøgeren oplyst, at hun ikke har mulighed for at returnere, da de libanesiske myndigheder ikke lader statsløse palæstinensere fra Syrien indrejse i landet. Hun har herudover henvist til, at hun i tilfælde af, at hun måtte kunne indrejse, ikke kan få en midlertidig opholdstilladelse på grundlag af sin mors libanesiske statsborgerskab, da hun ikke har mulighed for at dokumentere dette. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at hun ikke kan rejse tilbage til Libanon, da palæstinensere bliver behandlet dårligt i flygtningelejren i Baalbek og ikke har samme rettigheder som andre. Hun har oplyst, at hun aldrig har haft konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Syrien. Hun indrejste legalt fra Libanon til Syrien i 2014 på baggrund af sit syriske ID-kort og en indrejsetilladelse opnået på grundlag heraf fra det syriske Indenrigsministerium. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive forfulgt på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser. Hun er derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men må i stedet anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de overgreb, der efter baggrundsoplysningerne finder sted over for civile i krigen i Syrien. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. den dagældende § 7, stk. 3, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014, og den nugældende § 7, stk. 4. Det påhviler i denne situation opholdslandets myndigheder at godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at betingelserne for, at et land kan tjene som ansøgers første asylland, er opfyldt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun oprindeligt kunne opnå tilladelse til indrejse i Libanon på baggrund af sit ID-kort som statsløs palæstinenser fra Syrien i 2014, men at denne mulighed ophørte i 2015, idet reglerne er skærpet, siden hun forlod Libanon. Dette støttes af baggrundsoplysningerne i rapport fra februar 2016 fra UNHCR om ”The Situation of Palestinian Refugees in Lebanon”, afsnit V, side 13, om at der siden august 2013 er sket restriktioner i mulighederne for indrejse for statsløse palæstinensere fra Syrien til Libanon, herunder at de siden maj 2014 har skullet være i besiddelse af enten ”a verified embassy appointment or a flight ticket and a visa to a third country”. Det fremgår endvidere af side 13, note 8, blandt andet: “While Syrian nationals are subject to entry restrictions since January 2015, tighter conditions are applied to Palestine refugees from Syria.” Ifølge Udenrigsministeriets svar af henholdsvis 27. maj 2015, 6. oktober 2015 og 7. januar 2016 vil ansøgeren som barn af en libanesisk mor være berettiget til en gratis opholdstilladelse på tre år med mulighed for forlængelse, uanset at moren er afgået ved døden eller har taget ophold i et andet land, og ansøgerens ægtefælle vil kunne opnå et års gratis opholdstilladelse med mulighed for forlængelse mod betaling. Dette forudsætter, at ansøgeren møder personligt frem hos de libanesiske myndigheder med et gyldigt pas og kan dokumentere, at hendes mor var libanesisk statsborger. Ansøgeren har forklaret, at hun alene har et ID-kort udstedt til hende som statsløs palæstinenser fra Syrien, og at hun ikke kan fremskaffe dokumentation for, at hendes mor var statsborger i Libanon. Moren forlod Libanon i 1970’erne og vendte herefter aldrig tilbage til Libanon. Moren døde i en flygtningelejr i Syrien i [vinteren] 2014, efter at nogle af ansøgerens søskende var forsvundet i forbindelse med nogle bombardementer af flygtningelejren, og ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt med sine brødre, der på det tidspunkt boede sammen med moren. Moren levede ikke sammen med ansøgerens far i de forudgående 10 år, idet faren havde giftet sig for anden gang, og faren har efter, at ansøgeren i [efteråret] 2015 blev bekendt med sin mulighed for at søge opholdstilladelse i Libanon som følge af morens libanesiske statsborgerskab, ikke kunnet bidrage med oplysninger om dokumentation for morens statsborgerskab. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan opfylde de krav til dokumentation, der kræves for at opnå en opholdstilladelse i Libanon på baggrund af morens libanesiske statsborgerskab. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke med den fornødne sikkerhed grundlag for at fastslå, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. den dagældende § 7, stk. 3, jf. nu stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stat/2016/26/mvi
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af Hizbollah fra 2010-2011 og 2 ½ år frem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive straffet, herunder fængslet eller slået ihjel af Hizbollah, da han er trådt ud af organisationen. Ansøgeren modtog hos Hizbollah teoretisk undervisning, der primært handlede om islam. Endvidere gennemførte ansøgeren to ud af tre til fire moduler. På et tidspunkt i løbet af tredje modul stoppede ansøgeren med at komme til undervisningen, idet han fik bevilget en to måneders pause. Kort inden ansøgerens udrejse genoptog ansøgeren kurset, men ansøgeren var der kun i tre uger. Endeligt har ansøgeren oplyst, at hans fætter, der var tidligere medlem af Hizbollah, er blevet slået ihjel af ukendte personer, angiveligt medlemmer af Hizbollah, efter ansøgerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret meget divergerende og i øvrigt udbyggende, og forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [fra vinteren] 2015 oplyst, at han indrejste i [efteråret] 2013 og aldrig har været politisk aktiv, men at han havde konflikter med Hizbollah, som han har arbejdet for fra midten af 2011 til [efteråret] 2013. Dette bestod i, at han var medlem og skulle gennemgå fire kurser, hvoraf det fjerde udgjorde militærtræning. De tre første kurser handlede alle tre om teori og praktik for så vidt angår islam og byggede oven på hinanden. Han stoppede kursusforløbet uden at gøre det færdigt og tog til Danmark, fordi han fandt ud af, at han skulle kæmpe mod syrerne, og det ville han ikke. Han oplyste, at han ikke på noget tidspunkt havde modtaget konkrete trusler fra Hizbollah, og hans faster i Libanon var heller ikke blevet opsøgt eller truet af Hizbollah på grund af ham. Han var imidlertid bange for, at Hizbollah ville slå ham ihjel eller sende ham i krig i Syrien, fordi han havde forladt dem uden at give besked. Under asylsamtalen [i sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at han siden den første samtale [i vinteren] 2015 ikke havde fået nye oplysninger i forhold til sine konflikter – heller ikke fra sin faster i Libanon, som ikke havde modtaget trusler fra Hizbollah. Han frygtede fortsat at blive straffet af Hizbollah, fordi han forlod kursusforløbet uden at give besked. Han angav nu, at han meldte sig ind i Hizbollah medio 2010 og var tilknyttet organisationen til ultimo 2012. Der gik fem til seks måneder, fra han afbrød tilknytningen til Hizbollah, til han udrejste. I den periode boede han hos sin faster og arbejdede som leder i en afdeling i et supermarked i Beirut. Han rejste til Danmark på grund af frygten for Hizbollah, og fordi hans kone, som han efter det oplyste blev gift med i [ foråret] 2013, opholdt sig i Danmark. Hizbollah opsøgte ham ikke i perioden op til udrejsen, for han havde ikke gjort Hizbollah bekendt med sin beslutning om at afbryde tilknytningen til Hizbollah. Hvis han havde gjort det, ville han helt sikkert være blevet opsøgt og straffet. Ansøgeren oplyste videre under asylsamtalen [i sommeren] 2015, at han ikke før medio 2010 havde haft tilknytning til Hizbollah. Tilknytningen opstod ved, at ansøgeren tog med en ven ind for at bede i den moske, hvor Hizbollah havde kontor. Det skete første gang i sommeren 2010 og derefter nogle gange, herunder tre gange sammen med vennen. Ansøgeren blev dog først medlem i [foråret] 2011 ved at udfylde et skema med oplysninger om blandt andet adresse og fødselsdato. Ansøgeren var dog kun 70 % sikker på, at det var på det tidspunkt, han blev medlem. Han deltog i tre kurser hos Hizbollah. De varede henholdsvis 14 dage, tre måneder og fem måneder afbrudt af to til tre dages ferie i mellem hvert kursus. Han lærte det samme på alle kurserne, og han ved ikke, hvorfor de var delt op. Han oplyste, at han sluttede det tredje kursus uden at gøre det færdigt i 2012, formentlig primo 2012. Inden da havde han informeret sin kontaktperson i Hizbollah om, at han ønskede to måneders pause, og det blev accepteret. Han blev dog ikke kontaktet af nogen fra Hizbollah i perioden, fra han stoppede kurset primo 2012, til han udrejste i [efteråret] 2013. Han var i moskeen, hvor Hizbollah har kontor, sidste gang i [efteråret] 2013. Her mødte han sin kontaktperson. Denne konfronterede ham ikke med, at han ikke var kommet tilbage for at fortsætte kursusforløbet, selv om Hizbollah ifølge ansøgeren var meget aktiv og aggressiv i sin ageren. Ansøgeren forklarede videre under den samme samtale, at det første kursus var i sommeren 2011, og det andet kursus var 15 dage efter. Det tredje kursus var omkring tre måneder efter det andet kursus. Han besluttede sig for at blive medlem af Hizbollah i [efteråret-vinteren] 2010 og blev reelt medlem i [vinteren-foråret] 2011. Han var tilknyttet Hizbollah frem til [efteråret] 2013. Han stoppede det tredje kursus i [efteråret] 2012. Efter at være foreholdt det bemærkelsesværdige i, at det gennem omkring et år ikke medførte konsekvenser for ansøgeren, at han ikke vendte tilbage til kurset efter den aftalte pause på to måneder, har ansøgeren forklaret, at kurset blev indstillet i [foråret] 2013 i omkring en til to måneder, fordi der kom nye kursister. Han bad således i [foråret] 2013 sin kontaktperson om to måneders pause. Ansøgeren angav nu, at han var i gang med sit tredje kursus i [foråret] 2013 og havde været i gang med det i ca. en måned på det tidspunkt. Foreholdt sine tidligere oplysninger om, at han stoppede sit tredje kursus primo 2012 og [efteråret] 2012, fastholdt ansøgeren, at den sidstnævnte forklaring var den rigtige, og at han havde taget fejl ved angivelsen af de andre datoer for, hvornår han afsluttede det tredje kursus. [I foråret] 2016 deltog ansøgeren i en partshøringssamtale om oplysninger fra sin tidligere asylsag i Danmark i 1999. Han havde svært ved at huske årsagen til, at han dengang søgte asyl. Hizbollah ville have ham til at deltage i mystiske aktiviteter, som han ikke vidste noget præcist om. De prøvede at skabe en relation til ham og lokke ham ind i organisationen. Han var dog ikke interesseret i Hizbollah, der dengang anvendte intensive, men fredelige rekrutteringsmetoder. Han udrejste også i 1999, fordi han ikke ønskede at studere længere, ikke havde noget arbejde og ikke havde nogen fremtid i Libanon. Ansøgeren oplyste i øvrigt under samtalen [i foråret] 2016, at han blev medlem af Hizbollah i 2010. Han huskede ikke, at han til Flygtningenævnet [i foråret] 2002 havde forklaret, at han havde været medlem af Hizbollah i 6 måneder. Ansøgeren oplyste videre under samtalen [i foråret] 2016, at han kortvarigt var involveret i Fatah i omkring en måned i 1998. Han opholdt sig på Fatahs kontor i flygtningelejren [E], hvor han snakkede og spillede kort. Ansøgeren kan ikke huske, hvorfor han tidligere fik asyl i Danmark efter at have været her i syv år. Han tænkte ikke over at søge asyl, da han indrejste i [efteråret] 2013, for han kom i første omgang kun for at besøge sin kone, som han senere blev familiesammenført med. Ansøgeren har udbyggende for Flygtningenævnet forklaret, at han også gennemgik et to dages kursus i brug af våben i sommeren 2013, selv om han tidligere har oplyst, at han ikke havde deltaget i nogen form for militær træning. Han har i øvrigt forklaret, at han aldrig genoptog undervisningen for så vidt angår det tredje kursus, ligesom han også for nævnet har forklaret divergerende om kursernes tidsmæssige placering og den tid, der gik i mellem det enkelte kursus. Ansøgerens forklaring fremstår inkonsistent og utroværdig. Det forekommer usandsynligt, at han skulle være efterstræbt af Hizbollah for at have afbrudt et kursusforløb, som han ikke nærmere kan redegøre for tidspunktet for påbegyndelsen eller ophøret af, og herefter have opholdt sig og arbejdet i mindst fem til seks måneder i Beirut uden at være blevet opsøgt af Hizbollah, der kun havde givet ham to måneders orlov fra kurset og kendte hans adresse. Dette underbygges også af, at hans faster i Beirut heller ikke efter hans udrejse i [efteråret] 2013 er blevet kontaktet, truet eller opsøgt af Hizbollah. Hertil kommer, at ansøgeren har benægtet, at han havde tilknytning til Hizbollah forud for sommeren 2010, selv om han tidligere for Flygtningenævnet [i foråret] 2002 forklarede, at han havde været medlem af Hizbollah i seks måneder. Desuden forekommer det påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl, efter at han i [vinteren] 2015 blev antruffet af politiet og sigtet for ulovligt ophold. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgeren skulle give sig til at praktisere som shia-muslim sammen med medlemmer af Hizbollah, når han under sin tidligere asylsag [i efteråret] 2011 har oplyst, at han er sunni-muslim. Ansøgeren har ikke tidligere gjort opmærksom på, at han havde svært ved at forstå tolken under samtalerne i Udlændingestyrelsen, og de divergenser, der også for nævnet har været, svarer for en dels vedkommende til dem, der fremgår af samtalereferatet fra [sommeren] 2015. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at han har det svært med datoer, kan desuden ikke forklare de mange divergenser i hans forklaring, herunder blandt andet længden af tidsrummet mellem de enkelte kursusmoduler. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer imidlertid, at Libanon kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren er således født i Libanon, hvor han boet det meste af sit liv, fået uddannelse og har kunnet skaffe sig arbejde. Han har efter det oplyste ikke haft konflikter af nogen art med de libanesiske myndigheder, herunder været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat kan opnå beskyttelse i Libanon, idet han - uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i Libanon og herunder særligt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/25/mvi
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans liv var meget usikkert, da han ikke kunne fortsætte sin uddannelse og finde et arbejde. Ansøgeren og hans familie blev udsat for mange urimeligheder som følge af den generelle situation på Vestbredden. Ansøgerens far og bror blev fængslet i henholdsvis 2 og 3 år af de israelske myndigheder uden nogen grund, hvilket påvirkede ansøgeren psykisk og økonomisk. Ansøgerens søster, der bor i Israel, blev afskåret fra at have kontakt med ansøgeren og resten af familien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter hans forklaring fremgik hans navn ikke af de truende løbesedler, og de venner, hvis navne fremgik af løbesedlerne, er ikke blevet straffet. Ansøgeren blev boende på Vestbredden 1 år efter uddelingen af løbesedler og forsøgte i øvrigt igen at arrangere en musikfestival, uden at blive udsat for konkrete sanktioner. Økonomiske problemer eller det forhold, at ansøgeren ikke kunne finde et arbejde, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. De generelle forhold for statsløse palæstinensere på Vestbredden kan ikke i sig selv begrunde beskyttelses- eller konventionsstatus. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/21/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah eller at blive tvunget til deltagelse i krigen i Syrien. Ansøgeren har været frivilligt medlem af Hizbollah fra starten af 2015 og i de efterfølgende 9-12 måneder. Han modtog militærtræning mv. Han og andre medlemmer fik på et tidspunkt ordre til at rejse til Syrien med henblik på deltagelse i krigen, men mange protesterede, hvorefter de fik muligheden for tre dages orlov til at tage afsked med deres familier, hvorefter ansøgeren uden forudgående tilladelse fra Hizbollah udrejste for at undgå at blive sendt til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb fra Hizbollah eller at blive tvunget til krigsdeltagelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste var et lavtstående og uprofileret medlem af Hizbollah, som han frivilligt havde tilsluttet sig, og at han ikke kan antages at besidde en sådan særlig viden om bevægelsen, at Hizbollah anser ham for at udgøre en sikkerhedsrisiko.De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/20/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni-muslimer og statsløse palæstinensere fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans broder har været tilbageholdt i syv måneder i Libyen, men blev løsladt, da hans anden broder betalte en løsesum. Ansøgerens broder er ikke efterfølgende blev opsøgt. Ansøgeren har videre oplyst, at det er forfærdeligt i Libyen, og at man ikke kan gå ud om aftenen efter kl. 19.00. Folk bliver kidnappet, og der er ingen kontrol. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at man som palæstinenser ikke har nogen rettigheder, og at man bliver diskrimineret. Den kvindelige ansøger har endvidere gjort gældende, at det, efter hun fik børn, blev for farligt at gå ud om natten, og at der ikke er politi på gaden eller politistationer. Der skete endvidere børnekidnapninger, men ansøgerens børn er ikke blevet forsøgt kidnappet. Ansøgerens ægtefælles broder har været tilbageholdt, men han blev løsladt, fordi ansøgerens ægtefælles anden broder betalte herfor. Ansøgerne har endvidere gjort gældende, at de er statsløse palæstinensere fra Syrien, idet de begge er født i Homs i Syrien. Den kvindelige ansøger udrejste fra Syrien til Libyen med sin familie, da hun var en måned gammel, og den mandlige ansøger udrejste fra Syrien til Libyen med sin familie, da han var fem år gammel. Nævnet lægger i overensstemmelse med ansøgernes forklaring til grund, at den mandlige ansøger har boet i Libyen, fra han var fem år gammel, til han udrejste i 2014, og at den kvindelige ansøger har boet i Libyen, fra hun var en måned gammel, til hun udrejste. Nævnet finder derfor, at parret i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1 A (2), skal vurderes i forhold til Libyen. Idet ansøgerne alene har fremlagt et id-kort fra Syrien, der er vurderet som falsk, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at parret er født i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund for så vidt, at den mandlige ansøgers forældres bil og hus blev stukket i brand, ligesom hans broders bil blev antændt. Da disse hændelser ikke har relationer til ansøgerne, da episoderne ligger nogen tid tilbage, og da der ikke efterfølgende blev fremsat trusler eller lignende mod ansøgerne, finder nævnet ikke, at disse episoder er udtryk for en forfølgelse af ansøgerne, hvorfor de ikke kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøgers broder […], efter ansøgernes udrejse fra Libyen, blev tilbageholdt igennem syv til otte måneder og blev frigivet mod betaling af en løsesum. Nævnet finder imidlertid alene, at det beror på en formodning, at bortførelsen skyldtes [broderens] eventuelle arbejde for tidligere myndighedspersoner. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger til samtalen med Udlændingestyrelsen den 15. september 2015 har forklaret, at hverken han selv eller hans broder fik at vide, hvorfor broderen var tilbageholdt, da konflikten ligger nogen tid efter Gadaffis fald, og da broderen blev frigivet mod betaling af penge. Nævnet finder dermed ikke, at det er sandsynliggjort, at [broderens] eventuelle konflikt skulle kunne få konsekvenser for ansøgerne. Ansøgerne har ikke kunne give nogle konkrete oplysninger om den påståede anden kidnapning af den mandlige ansøgers broder [..]. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at en eventuel kidnapning har nogen relation til ansøgerne. Nævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinenser i Libyen i sig selv kan medføre asyl. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/2/GKR
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning og statsløs palæstinenser. Ansøgeren, som er født i Libanon, har forklaret, at han har boet i Libanon frem til 1982, hvorefter han flygtede til Syrien. I 1993 tog han tilbage til Libanon, hvor han opholdt sig frem til 1995, inden han igen tog ophold i Syrien, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse til Danmark i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Libanon henvist til, at han frygter Hizbollah, der beskylder ham for i 1995 at have slået en af deres soldater ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i perioden 1993 til 1995 var frivillig soldat for militærenheden Jabha Shabya. Han modtog våbentræning i Syrien, inden han blev overflyttet til Sabra og Shatila-lejren for palæstinensiske flygtninge. [I sommeren-efteråret] 1995 opsatte Hizbollah en kontrolpost tæt på Jabha Shabyas kontor og kontrolpost. Som følge heraf kom Hizbollah i ildkamp med Jabha Shabya. Ansøgeren deltog i kampene, hvor han affyrede flere skud mod Hizbollahs soldater. Den første dag blev to personer fra Hizbollah slået ihjel. Syv dage efter kampenes afslutning fik ansøgeren af sin leder at vide, at Hizbollah beskyldte ansøgeren for at have slået den ene af disse to soldater ihjel. Samme aften udrejste ansøgeren til Syrien. Tre dage senere blev han kontaktet af sin kusine, som fortalte, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ham. Omkring to måneder senere blev hun igen opsøgt af Hizbollah. Efter ansøgeren indrejste i Danmark, tog en af hans herboende brødre til Libanon. Broderen blev i Libanon tilbageholdt af myndighederne i syv dage, inden det lykkedes for Den danske Ambassade at få løsladt ham. Broderen blev tilbageholdt, fordi de libanesiske myndigheder mente, at han havde deltaget i kampe mod det libanesiske regime. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans kusine igen blev opsøgt af Hizbollah, som spurgte efter ham, få dage efter at hans herboende broder var indrejst i Libanon. Ansøgeren formoder, at Hizbollah forvekslede ham og hans broder. Flygtningenævnet har modtaget oplysninger fra Den danske Ambassade i Beirut. Ambassaden bekræfter, at ansøgerens broder [i foråret] 2015 blev arresteret af de libanesiske myndigheder. Baggrund herfor var, at man antog broderen for at være spion og for at have deltaget i kampe imod den libanesiske hær i 2005. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om asylmotivet i forhold til Libanon til grund. Forklaringen fremstår som usandsynlig i forhold til, at ansøgeren efter mere end 20 år fortsat skulle være efterstræbt af Hizbollah på grund af en enkelt episode i efteråret 1995, hvor ansøgeren som en af flere deltog i ildkamp mod en kontrolpost, hvor to medlemmer af Hizbollah blev dræbt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om baggrunden for, at han skulle være efterstræbt af Hizbollah, idet han nu har oplyst, at en af de dræbte soldater tilhører en familie, der har højstående poster inden for Hizbollah. Flygtningenævnets flertal kan dog ikke udelukke, at ansøgeren i 1995 forlod Libanon, fordi Hizbollah var bekendt med, at han havde deltaget i kampen ved kontrolposten. Derimod fremstår ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han først igen i 2015 skulle være kommet i Hizbollahs søgelys på grund af broderens indrejse til Libanon, som usandsynlig. Det fremstår således ganske uklart, hvordan Hizbollah skulle være kommet i besiddelse af oplysninger om broderens indrejse i 2015 og dernæst have sammenkædet denne med ansøgerens rolle under episoden ved kontrolposten tilbage i 1995 og i tilknytning hertil have opsøgt ansøgerens kusine. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens bror efter det oplyste blev tilbageholdt af de libanesiske myndigheder, fordi han skulle have deltaget i kampe mod den libanesiske hær i 2005. Det bestyrker således, at tilbageholdelsen af ansøgerens bror ikke havde noget med ansøgerens forhold at gøre, og der er ikke oplysninger, som støtter, at broderen skulle være blevet anholdt, fordi han blev forvekslet med ansøgeren. Flygtningenævnets flertal forkaster således den del af ansøgerens forklaring, som vedrører begrundelsen for, at han fortsat skulle være efterstræbt af Hizbollah på nuværende tidspunkt. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon og har fortsat ret til at opholde sig i Libanon, hvor han har en kusine og en halvbror. Ansøgeren har oplyst, at de libanesiske myndigheder ikke efterstræber ham, og at han ikke har haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Det må i øvrigt lægges til grund, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Libanon risikerer refoulement, at Libanon i fornødent omfang kan beskytte hans personlige sikkerhed, og at de økonomiske og sociale forhold – om end de er vanskelige – ikke i sig selv er til hinder for, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at han må antages at kunne opnå beskyttelse der, og at Libanon derfor kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/17/CEB
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunnimuslim fra flygtningelejren [navn på flygtningelejren, N], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold. Hendes børn har deltaget i demonstrationer i Syrien, og hun er efterfølgende blevet opsøgt af de syriske myndigheder, mens hun stadig boede i Syrien. Myndighederne ville vide, hvor hendes børn befandt sig. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Libanon, at de libanesiske myndigheder ikke vil kunne beskytte hende. Der har været en mand, som spurgte efter hendes sønner. Hun mener, at manden er spion for de syriske myndigheder. Det er 90 % på grund af denne mand, at hun er udrejst af Libanon og 10 % på grund af de generelle forhold i Libanon og truslen fra blandt andre al-Fatah. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, idet Flygtningenævnet dog ikke finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hun i flygtningelejren [N] er blevet truet af en ukendt mand, der spurgte efter hendes sønner, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han rettede direkte henvendelse til hende. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, men at hun fra 1980 til 2012 har opholdt sig i flygtningelejren [navn på anden flygtningelejr] i Syrien som følge af giftermål med en statsløs palæstinenser fra Syrien. I [sommeren] 2012 udrejste ansøgeren fra Syrien til Libanon med en gift og en ugift datter og tog ophold i flygtningelejren [N] i perioden fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2014, hvor hun udrejste på et visum til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun har boet indtil hun fyldte 18 år, samt at ansøgerens forældre var statsløse palæstinensere fra Libanon. Ansøgeren har endvidere i de 32 år, hvor hun har boet i Syrien, flere gange været på ophold af en måneds varighed hos sine forældre, ligesom hun har været på ophold af 14 dages varighed for at mødes med sine brødre fra Canada og Tyskland. Ansøgeren har endvidere opholdt sig i flygtningelejren [N] i to og et halvt år fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2014, hvorfor ansøgeren fortsat findes at have nær tilknytning til Libanon. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har opnået beskyttelse i Libanon, idet hun lovligt har kunnet indrejse og tage ophold i Libanon. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren [i sommeren] 2014 på grundlag af sit gamle id-kort fra Libanon har fået udstedt et libanesisk rejsedokument for statsløse palæstinensere i Libanon, og at hun på grundlag heraf har fået udstedt et visum til Danmark, som er isat rejsedokumentet. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at rejsedokumentet, som ansøgeren har smidt væk efter ankomsten til Danmark, er forfalsket. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, De palestinske flyktningene i Libanon: Registrering og identitetsdokumenter 22. september 2010, side 9 og Stateless Palestinian Refugees in Lebanon af 25. maj – 6. juni 2014, side 41 til 42. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i Libanon er beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren nyder en række basale rettigheder i flygtningelejren i Libanon, idet hun er blevet tildelt en beskeden bolig og har adgang til mad, lægehjælp og andre personlige fornødenheder mv. Det forhold, at ansøgeren har svært ved at få et arbejde, findes ikke at ændre herved, idet ansøgeren har oplyst, at det også er svært for libanesiske statsborgere at få arbejde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/19/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han er født i Libyen, hvor han boede fra 1982 til 1996. Hans nu afdøde far var statsløs palæstinenser fra Jordan. Hans mor er statsløs palæstinenser fra Syrien. Fra 1997 til 2002 boede han med sin familie i Amman i Jordan. Hverken ansøgeren eller hans familie har haft konflikter med de jordanske myndigheder, grupper eller enkeltpersoner i Jordan. Ansøgerens mor og brødre bor fortsat i Jordan. Selv flyttede ansøgeren i 2002 til Syrien, hvor han i 2010 blev gift med en statsløs palæstinenser. Ultimo 2013 rejste han tilbage til Amman, hvor han opholdt sig hos familien i omkring et halvt år. Formålet hermed var først og fremmest at forsøge at skaffe mulighed for, at hans ægtefælle og søn kunne rejse legalt til Jordan. De jordanske myndigheder afslog imidlertid at give tilladelse hertil. Da parrets plan om at bosætte sig sammen i Jordan måtte opgives, flygtede ægtefællen og parrets sønner i [sommeren] 2014 fra Syrien til Danmark, hvor ægtefællen blev meddelt asyl. Ansøgeren udrejste af Jordan [i sommeren] 2014. Han er i Jordan registreret som statsløs palæstinenser fra Gaza og har fået udstedt jordansk pas i overensstemmelse hermed. Han har aldrig været i Gaza. Han benyttede sit pas under rejsen til Danmark. I Københavns Lufthavn smed han passet ud. I Jordan havde han også andre identifikationspapirer, herunder kørekort og id-kort. Ansøgeren havde i sin tid lov til at opholde sig i Syrien. Tilladelserne var typisk gældende i seks måneder ad gangen. Han mistede dokumentation herfor under rejsen til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han gerne vil være sammen med sin ægtefælle og sine børn i Danmark, samt henvist til, de generelt dårlige og ustabile forhold for statsløse palæstinensere i Jordan samt til, at det er usikkert, om han kan få tilladelse til igen at indrejse i Jordan. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren senest har haft bopæl i Jordan, hvorfra hans far stammer, og hvor ansøgeren også har boet tidligere. Ansøgerens jordanske pas er efter det oplyste gyldigt i to år til […] 2016. I Jordan har ansøgeren også fået udstedt flere andre identifikationspapirer. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Jordan må anses som ansøgerens hjemland, jf. flygtningekonventionens artikel 1A(2). Efter ansøgerens oplysninger om sine forhold i Jordan har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Herefter, og uanset at det ikke kan afvises, at det for ansøgeren kan være forbundet med visse vanskeligheder at få tilladelse til at rejse tilbage til Jordan, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/18/IBL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af [en organisation] i mange år, herunder aktivt medlem i perioden 1985 til 1992. Ansøgeren var medlem af [organisationen] ind til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Libanon på grund af de generelle uroligheder i flygtningelejren […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han ingen familie har tilbage i Libanon, samt at han har brug for lægelig behandling. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der jævnligt var kampe mellem Amal, Hizbollah og palæstinensiske grupperinger i flygtningelejren, hvor ansøgeren boede. Omkring fire-fem måneder forud for ansøgerens udrejse, blev hans svigerinde skudt og dræbt som følge af en tilfældig skudveksling i lejren. Ansøgeren har videre oplyst, at han på et tidspunkt før [midt 80’erne] blev fængslet i en måned af Amal, fordi han som palæstinenser havde bevæget sig uden for flygtningelejren. Han har ikke efterfølgende haft konflikter med Amal, idet han aldrig kom uden for lejren. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet skal herefter tage stilling til om, Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, som den er fremkommet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, herunder at han har arbejdet for [organisationen] i hvert fald ind til 1992, at han har været fængslet og tortureret af Amal-bevægelsen i [midt 80’erne], at hans søn blev dræbt i [slutningen af 90’erne], og at hans svigerinde blev dræbt få måneder før ansøgerens udrejse. Under henvisning til at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke blev opsøgt af Amal-bevægelsen efter [slutningen af 90’erne], anses episoderne forud herfor som afsluttede. Under henvisning til at ansøgeren og hans ægtefælle til Udlændingestyrelsen har forklaret, at svigerinden blev dræbt ved en tilfældighed, og da parrets udbyggende forklaringer under nævnsmødet ikke kan begrundes med tolkeproblemer eller frygt for tolkene, lægger nævnet parrets indledende forklaringer til grund, hvorefter drabet ikke kan antages at være et led i en forfølgelse af ansøgeren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev opsøgt af Amal-bevægelsen for omkring seks år siden, og at han herunder blev udsat for trusler. Under henvisning til at ansøgeren ikke har forklaret om dette tidligere, og da hans forklaring er væsentlig divergerende fra ægtefællens forklaring, tilsidesættes denne del af forklaringen. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon har efter baggrundsmaterialet og nævnets praksis ikke en sådan karakter, at dette kan medføre, at Libanon ikke kan anvendes som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/16/ibl
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter de generelle uroligheder, efter at hendes søster er blevet skudt og dræbt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes søn blev dræbt i [slutningen af 90’erne]. Det var angiveligt personer fra Amal-bevægelsen, som dræbte ham. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes søster blev dræbt i et tilfældigt skyderi i flygtningelejren, men at hun ikke efterfølgende har haft problemer med gerningsmændene. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet skal herefter tage stilling til om, Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, som den er fremkommet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, herunder at hendes ægtefælle har arbejdet for [en gruppering] i hvert fald ind til 1992, at han har været fængslet og tortureret af Amal-bevægelsen i [midt 80’erne], at deres søn blev dræbt i [slutningen af 90’erne], og at hendes søster blev dræbt få måneder før ansøgerens udrejse. Under henvisning til at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at de ikke blev opsøgt af Amal-bevægelsen efter [sidst i 90’erne], anses episoderne forud herfor som afsluttede. Under henvisning til at ansøgeren og hendes ægtefælle til Udlændingestyrelsen har forklaret, at søsteren blev dræbt ved en tilfældighed, og da parrets udbyggende forklaringer under nævnsmødet ikke kan begrundes med tolkeproblemer eller frygt for tolkene, lægger nævnet parrets indledende forklaringer til grund, hvorefter drabet ikke kan antages at være et led i en forfølgelse af ansøgeren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at familien blev opsøgt af Amal-bevægelsen omkring 15 gange senest for omkring et år siden, og at de herunder blev udsat for trusler. Under henvisning til at ansøgeren ikke har forklaret om dette tidligere, og da hendes forklaring er væsentlig divergerende fra ægtefællens forklaring, tilsidesættes denne del af forklaringen. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon har efter baggrundsmaterialet og nævnets praksis ikke en sådan karakter, at dette kan medføre, at Libanon ikke kan anvendes som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/15/ibl
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og fem børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere og muslimer fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter for deres liv som følge af de generelle uroligheder i landet. De frygter endvidere, at de ikke kan indrejse i Libyen, idet der er udstedt et generelt indrejseforbud for statsløse palæstinensere. Ansøgerne frygter endvidere, at deres søn vil blive kidnappet af ukendte personer, idet den mandlige ansøger har modtaget et trusselsopkald herom. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at der i hjembyen er uroligheder, og at sikkerhedssituationen er usikker. [I foråret] 2013 var der væbnede kampe i deres nabolag, og den mandlige ansøger blev ramt af et tilfældigt skud. I [sommeren] 2014 blev den mandlige ansøger frarøvet sin bil ved en uofficiel kontrolpost i byen. Ansøgerne har videre forklaret, at deres nabos søn i begyndelsen af [efteråret] 2014 blev kidnappet af ukendte personer, der krævede en løsesum fra barnets fader. Omkring en uge senere modtog den mandlige ansøger et opkald fra ukendte personer, som oplyste, at det var den mandlige ansøgers tur næste gang. Ansøgerne opfattede dette som et udtryk for, at deres søn også ville blive kidnappet. Ansøgerne valgte herefter at udrejse af Libyen. Flygtningenævnet har [kort tid før nævnsmødet] 2016 modtaget en skrivelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, hvorefter ansøgernes ansøgning om humanitær opholdstilladelse ikke er tillagt opsættende virkning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har herunder forklaret, at alle de episoder, de har været udsat for, har været af tilfældig karakter og ikke særligt rettet mod dem. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de er konkret og individuelt forfulgt i Libyen. Ifølge baggrundsmateriale og nævnets faste praksis har de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen ikke en sådan karakter, at disse i sig selv opfylder betingelserne for asyl. Idet ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt de kan indrejse i Libyen er et udsendelsesspørgsmål, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/14/SLH
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men klageren har deltaget i demonstrationer og uddelt løbesedler under urolighederne i Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark på en ukendt dato, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt, idet regimet vil dræbe og anholde hende. Klageren frygter endvidere, at den frie hær vil gøre det samme mod hende. Klageren har herom oplyst, at hun jævnligt uddelte løbesedler mod regimet samt deltog i omkring tre eller fire demonstrationer i Syrien. Alle demonstrationerne foregik i […]. Klageren har videre oplyst, at de politiske aktiviteter foregik i perioden 2011 til 2014. Hun havde kontakt med en person fra Den Frie Syriske Hær, og det var ham, som kom med løbesedlerne, som hun og ægtefællen skulle uddele samt gav hende oplysninger om demonstrationerne. I 2014 forlangte Den Frie Syriske Hær, at klageren og hendes ægtefælle skulle bære våben. Dette nægtede de, hvorefter de flygtede. I forbindelse med udrejsen blev klageren og hendes ægtefælle stoppet ved en kontrolpost af en gruppe. Klageren tror, at gruppen tilhører Islamisk Stat. Klageren blev taget til et kvindefængsel. Hun ved ikke, hvor hendes ægtefælle blev ført hen. Klageren har ikke efterfølgende været i kontakt med sin ægtefælle. Klageren blev afhørt i fængslet omkring to gange. Hun ved ikke, hvor længe hun var fængslet, men hun tror, at det var cirka syv måneder. Klageren blev løsladt fra fængslet mod betaling. Klageren har endvidere oplyst, at personer fra myndighederne har eftersøgt hende på hendes forældres bopæl. Et flertal af Flygtningenævnet kan – uanset at forklaringen i et vist omfang fremstår udbygget under nævnets behandling – ikke med den fornødne sikkerhed afvise, at klageren er eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af politiske aktiviteter. Flertallet har herved lagt vægt på det af klageren oplyste om sine aktiviteter fra perioden 2011 til 2014, som primært har bestået i jævnligt at uddele løbesedler og deltage i omkring fire demonstrationer. Nævnet har endvidere lagt vægt på det oplyste om, at de syriske myndigheder har eftersøgt klageren på baggrund af disse aktiviteter, herunder opsøgt klageren på hendes forældres bopæl. Flertallet har ved vurderingen af klagerens troværdighed tillagt det betydning, at det af notat [fra] 2015 fra [en psykiatrisk afdeling i Danmark] fremgår, at klageren blandt andet lider af en posttraumatisk belastningsreaktion. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2016/39/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og statsløse palæstinensere samt to børn fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Tripoli, Libyen, og muslimer af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive idømt en længere fængselsstraf eller slået ihjel, da de er udrejst illegalt af Libyen, og da de som statsløse palæstinensere er undertrykte. Ansøgerne har videre henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af en narkohandler, som familien har haft en konflikt med. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres nabo i Tripoli var en narkohandler, som skabte mange problemer i kvarteret. I slutningen af 2010 anmeldte den mandlige ansøger sammen med flere andre naboer narkohandleren til politiet. Narkohandleren blev herefter anholdt og idømt en længerevarende fængselsstraf. I 2011 slap narkohandleren ud af fængslet, hvorefter han begyndte at chikanere ansøgerne ved at banke på deres døre og vinduer. Familien oplevede endvidere tre konkrete sammenstød med narkohandleren eller dennes bande. Herefter flyttede ansøgerne hjem til den mandlige ansøgers familie i Tripoli, hvor de opholdt sig i omkring to år inden udrejsen. Ansøgerne har endvidere henvist til den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, herunder at de frygter, at deres børn vil blive kidnappet. Vedrørende de af ansøgerne påberåbte episoder med [naboen] skal det bemærkes, at ansøgernes antagelse af, at episoden med de fem bevæbnede mænd er arrangeret af [naboen], alene beror på ansøgernes formodninger. Endvidere må det tillægges vægt, at der ifølge ansøgernes forklaringer ikke var yderligere episoder med [naboen] efter ansøgernes fraflytning af bopælen, at ansøgerne var i stand til at hente deres indbo uden problemer efter fraflytningen, og at de i øvrigt var i stand til at opholde sig i Tripoli frem til udrejsen, selvom huset, som ansøgerne lånte af den mandlige ansøgers ven, kun lå cirka et kvarter eller 20 minutters kørsel fra ansøgernes oprindelige bopæl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at de forhold og episoder, som ansøgerne har forklaret at have været udsat for, har haft et sådant omfang og intensitet, at de kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. De generelt vanskelige forhold for palæstinensere i Libyen kan ikke begrunde asyl. Ansøgerne, der begge er født og opvokset i Tripoli, har efter det oplyste fortsat nære pårørende i Libyen. Det kan heller ikke antages, at forholdene i Libyen har en sådan karakter, at ansøgerne ved deres blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK artikel 3. Endelig kan den omstændighed, at en af de selvbestaltede regeringer i Libyen måtte have udstedt et indrejseforbud, ikke føre til nogen ændret vurdering. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Libyen skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det skal særligt bemærkes, at den omstændighed at ansøgerne den 12. april 2016 har ansøgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, ikke efter det foreliggende kan føre til, at der ikke fastsættes nogen udrejsefrist. Stat/2016/13/MVLN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har forladt sit apotek uden at udfylde de nødvendige papirer, og idet hun er udrejst af Syrien. Ansøgeren frygter endvidere at få en bøde fra apotekerforeningen, idet hun ikke har betalt kontingent. Ansøgeren har videre forklaret, at hun frygter de pro-syriske militser og Den Frie Syriske Hær, samt de generelle forhold i området. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen i forhold til Libanon forklaret, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, idet forholdene for statsløse palæstinensere er dårlige, herunder at det er svært at få arbejde. Ansøgeren frygter endvidere, at de syriske myndigheder også har kontrol i Libanon. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ønsker skilsmisse fra sin mand, og hun har derfor ikke længere i kraft af sin ægtefælle en nær tilknytning til Libanon. Ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Syrien, er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter om Libanon som følge af hendes ægteskab med en statsløs palæstinenser fra Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ønsker skilsmisse, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først kort tid forud for nævnsmødet og efter, at hun havde fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen, har oplyst, at hun ønsker skilsmisse. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekommer konstrueret til lejligheden, ligesom hun har forklaret afglidende og upræcist om kontakten til sin ægtefælle, om sit ønske om skilsmisse og sine bestræbelser på opnåelse heraf. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har foretaget faktiske skridt til opnåelse af skilsmissen. Flygtningenævnet lægger således i overensstemmelse med Udenrigsministeriets høringssvar af 27. maj 2015 til grund, at ansøgeren som følge af sit ægteskab kan få en 1-årig opholdstilladelse i Libanon, og at denne kan fornyes. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ægteskabet på nuværende tidspunkt er registreret ved UNWRA eller i hvert fald problemfrit vil kunne blive registreret her. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren kan indrejse i Libanon, og at hun ikke risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at hun kan henvises til at tage ophold der, og at hendes personlige sikkerhed i Libanon vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige. Da de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/12/LIN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014 sammen med sin ægtefælle og deres fælles barn, der begge er statsløse palæstinensere fra Gaza. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [bydel] i Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgningen er behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har forklaret, at hun siden 2007 har boet hos ægtefællen i Gaza. Ægteparret og deres datter, der er født i 2008, udrejste i [efteråret] 2014 illegalt til Egypten. En af hendes brødre har været ambassadør for Fatah i [land]. Broderen er blevet dræbt. Det er uvist, hvem der har slået ham ihjel. En anden af ansøgerens brødre har været pilot for [et ledende medlem af Fatah]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ægtefællen vil blive udsat for forfølgelse fra Hamas. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Gaza samt til, at hun og hendes datter har alvorlige helbredsmæssige problemer, som de ikke kan få hensigtsmæssig og tilstrækkelig behandling for i Gaza. Hun vil heller ikke kunne blive behandlet i Libanon, hvor hun sidst var i 2008. Efter at hendes søster afgik ved døden for en måned siden, har hun ingen familiemæssig eller anden tilknytning til Libanon. Flygtningenævnet tilslutter sig Udlændingestyrelsen opfattelse af, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet i Flygtningenævnet finder, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, og bemærker herved til, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og til hun må antages at kunne genindrejse og få ophold samt beskyttelse, herunder mod refoulement. Den omstændighed, at der generelt er vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, at hun efter sin forklaring er uden socialt netværk i Libanon samt at hun lider af behandlingskrævende sygdom, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/11/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt et barn fra Gaza. Indrejst i 2014 sammen med sin ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra […] flygtningelejren i Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgningen er behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Libanon. Hun har siden 2007 boet hos ansøgeren i Gaza. Ægteparret og deres datter, der er født i 2008, udrejste i [efteråret] 2014 illegalt til Egypten. En del af ægtefællens familie er kendt for at være tilknyttet Fatah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse fra Hamas. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Gaza samt til, at ægtefællen og datteren har alvorlige helbredsmæssige problemer. Vedrørende Hamas har ansøgeren [foråret] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at han aldrig har været kontaktet af Hamas, og at han ikke har haft nogen konflikter med Hamas. Det er dog svært at få arbejde, hvis man ikke støtter Hamas, og han har selv haft vanskeligheder hermed. I [vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret til Udlændingestyrelsen, at han ikke har haft konflikter med Hamas, men tilføjet, at han var arbejdsløs de sidste fem måneder inden udrejsen, samt at hans storbroder efter udrejsen har oplyst, at Hamas har opsøgt ansøgerens bopæl 20 gange. Ansøgeren ved ikke, hvad henvendelserne skyldes, men han formoder, at Hamas søgte oplyst, hvorfor han var udrejst. Hamas havde ikke over for familien været truende i forbindelse med henvendelserne om ansøgeren. Han frygter, at Hamas vil tro, at han er en spion, hvis Hamas finder ud af, at han er rejst til Europa. Det anførte i et skriftligt indlæg fra ansøgerens advokat fra [foråret] 2016 er ikke i strid hermed. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han fra 2010 til 2014 er blevet anholdt, slået og afhørt af Hamas mange gange. I 2010 fik han blandt andet slået flere tænder ud. Afhøringerne skyldes, at ansøgeren - der i området var kendt for ikke at støtte Hamas - havde afslået konkrete anmodninger om at slutte sig til Hamas. På grund af konflikten blev ansøgeren fængslet cirka 30 gange fra november 2010 til primo 2014. Han var hver gang tilbageholdt mellem 3 og 20 dage. Han blev blandt andet afhørt om, hvorvidt han havde samarbejdet med Fatah og i den forbindelse foreholdt ægtefællens families tilknytning hertil. Ægtefællen har ikke under Udlændingestyrelsens afhøringer forklaret noget om, at ansøgeren skulle have været tilbageholdt af Hamas. I Flygtningenævnet forklarede hustruen omtrent som ansøgeren. Flertallet i Flygtningenævnet bemærker vedrørende asylmotivet angående Hamas, at ansøgeren har afgivet meget divergerende forklaringer herom. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens seneste forklaring om den konkrete konflikt med Hamas til grund. Flertallet lægger herved navnlig vægt på den meget betydelige udbygning af forklaringen herom, der er sket i Flygtningenævnet. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren i Flygtningenævnet gerne ville forklare om de generelle forhold i Gaza samt om en konkret afhøring [i foråret] 2010. Ansøgeren svarede derimod tøvende og usikkert på det centrale spørgsmål om Hamas mange fængslinger, og ansøgeren svarede undvigende på en del af de opfølgende spørgsmål, der blev stillet herom i nævnet. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren i Gaza skulle have turde være kritisk over for Hamas i flere offentlige sammenhænge, mens han ikke turde fortælle om sit modsætningsforhold til Hamas til Udlændingestyrelsen over et halvt år efter indrejsen, fordi han skulle være bange for, at Hamas ville blive bekendt hermed. De generelt vanskelige forhold i Gaza kan ikke i sig selv indebære, at betingelserne for at få asyl er opfyldt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza, vil risikere at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/10/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra […], Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive skamferet og dræbt af sin tidligere ægtefælle og dennes familie, fordi de har opdaget, at den tidligere ægtefælle muligvis ikke er den biologiske fader til deres børn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle i 2006, da hun var [relativt ung]. Gennem 4-5 år blev ansøgeren voldtaget et par gange om ugen af ægtefællens broder. I [årstal] og [årstal] fik ansøgeren og ægtefællen to børn. I starten af 2014 opdagede ægtefællen, at han er steril og derfor ikke kunne være fader til børnene. Han anklagede derfor ansøgeren for at have været ham utro og piskede hende med et bælte. Da ansøgeren fortalte ægtefællen om broderens voldtægter, truede ægtefællen hende med at slå hende ihjel. Ansøgeren flygtede da til sin søsters bopæl og gemte sig, men var nødsaget til at flygte videre til sin moders veninde, hvor hun tog ophold i omkring en måned, da ægtefællen flere gange opsøgte bopælen og truede hendes søster. Ansøgeren udrejste fra Vestbredden [i sommeren] 2014. Ægtefællen har ringet til ansøgerens moder, der bor i Danmark, og fortalt, at han vil hævne sig på ansøgeren, om det så skal koste ham alt, hvad han ejer. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, hvorfor betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Det påhviler en ansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes. Ansøgerens forklaring om intensiteten af forfølgelsen fra den tidligere ægtefælle findes på væsentlige punkter at indeholde såvel divergenser som at være udbyggende. Ansøgeren har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun under opholdet hos søsteren mange gange så ægtefællen gå rundt om søsterens bygning, mens hun for nævnet har forklaret, at hun ikke så ham, mens hun var hos søsteren. Hun har endvidere forklaret udbyggende om, at ægtefællen såvel til søsteren som til moderen har rettet gentagne telefoniske henvendelser indeholdende trusler, hvilket hun ikke har forklaret om under de første samtaler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være udsat for en så intensiv forfølgelse fra ægtefællen eller dennes familie, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Stat/2016/1
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim af trosretning fra […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som statsløs palæstinenser i Algeriet blev udsat for diskrimination og chikane grundet sin etnicitet. Hun har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun blev chikaneret, fordi hun er kvinde. Hun har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ikke har nogen fremtid i Algeriet, idet hun som statsløs palæstinenser ikke kan få et arbejde og ikke må eje noget. Ydermere har hun henvist til, at hun i Algeriet er blevet udsat for religiøs chikane. Endelig har hun under samtalen med Dansk Flygtningehjælp [i] 2015 oplyst, at hun frygter, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der generelt blev kigget skævt til hende, og at hun ofte fik at vide, at hun skulle rejse hjem til Palæstina. Hun blev antastet af tilfældige grupper af unge ukendte mænd, hver gang hun gik på gaden. Herudover har hun oplyst, at tilfældige grupper af unge ukendte mænd sagde til hende, at hun skulle bære tørklæde, ligesom hun ved en enkeltstående lejlighed blev udskældt af en tilfældig forbipasserende, da hun ikke var iført en muslimsk dragt. Endelig har hun oplyst, at en forretningsdrivende ved en enkeltstående lejlighed bad hende afholde sig fra at synge i nærheden af hans forretning, og at en forretningsdrivende ved en enkeltstående lejlighed nægtede at sælge fødselsdagslys til hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er født [i] 1996 i […] i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun har uddannet sig i Algeriet, og at hun har opholdt sig i landet frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i Algeriet, efter nævnets faste praksis asylretligt skal vurderes i forhold til Algeriet. Den omstændighed, at ansøgerens forældre er født i Libanon, hvorfra de i 1982 flygtede til Algeriet, hvor ansøgeren som nævnt ovenfor har boet hele sit liv frem til sin udrejse i […] 2014, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal anses som statsløs palæstinenser fra Libanon og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at den palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah i 2010 har udstedt et palæstinensisk rejsedokument til ansøgeren, kan føre til, at ansøgeren asylretligt ikke skal vurderes i forhold til Algeriet. Uanset om ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er berettiget til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har konflikter med myndighederne, privatpersoner eller familiemedlemmer i Algeriet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens moder, storesøster og storebror efter det oplyste opholder sig problemfrit i Algeriet. Ansøgerens forklaring om, at hendes to søskende, som er færdiguddannede, ikke har kunnet finde et arbejde i Algeriet, og at hendes familie forsørges af hendes faders pension og hendes morbrødres økonomiske hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, idet der er tale om socio-økonomiske forhold, der falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Switzerland: State Secretariat for Migration (SEM), The Development in Algeria in the Shade of the Arabic Spring, and its Consequences on Migration” udgivet den 20. januar 2012 af Sekretariatet for Migration i Schweiz, side 22, at palæstinensere har den samme adgang som algeriere til at finde et arbejde. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren har forklaret, at hendes fader har haft et arbejde i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det som statsløs palæstinenser ikke er helt umuligt at finde et arbejde i Algeriet, men at det er meget svært, idet virksomhederne hellere vil ansætte algeriske statsborgere end statsløse palæstinensere. For så vidt angår ansøgerens muligheder for at indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder af den ovenfor nævnte rapport, side 22, at alle palæstinensere bliver registreret i Algeriet, og at børn, der er født i Algeriet, bliver registreret ved de algeriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at ansøgeren har gået på et algerisk gymnasium. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Det af ansøgeren anførte om, at hun ofte fik at vide, at hun skulle rejse hjem til Palæstina, at hun blev antastet af tilfældige grupper af unge ukendte mænd, hver gang hun gik på gaden, at en gruppe ukendte mænd sagde til hende, at hun skulle bære tørklæde, at en forretningsdrivende ved en enkelt lejlighed bad hende afholde sig fra at synge i nærheden af hans forretning, og at en forretningsdrivende ved en enkelt lejlighed nægtede at sælge fødselsdagslys til hende, finder nævnet ikke har en sådan intensitet eller karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Algeriet i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/9
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim født i […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen fremtid i Algeriet. Han har endvidere henvist til, at han i Algeriet er blevet udsat for diskrimination og chikane på baggrund af sin etnicitet. Herudover har han henvist til de generelle forhold i Algeriet, herunder at der er fattigdom og mangel på sikkerhed i landet. Endelig har han under samtalen med Dansk Flygtningehjælp [i] 2015 oplyst, at han frygter, at han ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han som statsløs palæstinenser i Algeriet har svært ved at finde et arbejde, ligesom han ikke må eje jord eller fast ejendom. I løbet af ansøgerens studium er han flere gange blevet diskrimineret af undervisere, ligesom han er blevet forskelsbehandlet ved karaktergivning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er født [i] 1993 i […] i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har uddannet sig i Algeriet, og at han har opholdt sig i landet frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i Algeriet, efter nævnets faste praksis asylretligt skal vurderes i forhold til Algeriet. Den omstændighed, at ansøgerens forældre er født i Libanon, hvorfra de i 1982 flygtede til Algeriet, hvor ansøgeren som nævnt ovenfor har boet hele sit liv frem til sin udrejse i […] 2014, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal anses som statsløs palæstinenser fra Libanon og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at den palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah i 2010 har udstedt et palæstinensisk rejsedokument til ansøgeren, kan føre til, at ansøgeren asylretligt ikke skal vurderes i forhold til Algeriet. Uanset om ansøgerens forklaring om hans asylmotiv lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er berettiget til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har konflikter med myndighederne, privatpersoner eller familiemedlemmer i Algeriet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens moder, storesøster og storebror efter det oplyste opholder sig problemfrit i Algeriet. Ansøgerens forklaring om, at hans søstre som færdiguddannede ikke har kunnet finde et arbejde i Algeriet, og at hans familie forsørges af hans faders pension og hans morbrødres økonomiske hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, idet der er tale om socio-økonomiske forhold, der falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Switzerland: State Secretariat for Migration (SEM), The Development in Algeria in the Shade of the Arabic Spring, and its Consequences on Migration” udgivet den 20. januar 2012 af Sekretariatet for Migration i Schweiz, side 22, at palæstinensere har den samme adgang som algeriere til at finde et arbejde. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren har forklaret, at hans fader har haft et arbejde i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det som statsløs palæstinenser er muligt at finde arbejde i private virksomheder, men at det er svært at finde arbejde inden for det offentlige. For så vidt angår ansøgerens muligheder for at indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder af den ovenfor nævnte rapport, side 22, at alle palæstinensere bliver registreret i Algeriet, og at børn, der er født i Algeriet, bliver registreret ved de algeriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at ansøgeren var i gang med at uddanne sig til […] på universitetet i Algeriet, da han flygtede ud af landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Algeriet i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/8
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar som var statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er statsløse palæstinensere og muslimer af trosretning fra Saidon, Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at forholdene i flygtningelejren Ein El-Hilweh, hvor han boede i Libanon, er dårlige, og at lejren er omringet af flere bevæbnede grupper samt den libanesiske hær. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af skudvekslinger frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat eller af andre islamiske grupper. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at fem af hans voksne børn er bosiddende i Danmark, og at han ikke ejer en bolig i Libanon. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at der er krig i Libanon, at Islamisk Stat er til stede i landet, og at hun som ældre kvinde er i særlig risiko for at blive såret eller slået ihjel, idet hun ikke er i stand til at løbe, såfremt der måtte opstå skudvekslinger. Ansøgeren har endvidere henvist til, at fem af hendes børn er bosiddende i Danmark, og at hendes datter i Libanon er alvorligt syg. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgerne isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne er registreret som statsløse palæstinensere i Libanon, og de har fået udstedt rejsedokumenter. Ansøgerne har hele deres voksne liv boet i Flygtningelejren Ein El-Hilweh i Libanon, hvor deres børn har haft deres opvækst, hvor de har en bolig, og hvor deres datter stadig bor. Ifølge ansøgernes forklaringer har de ikke personligt konflikter med nogen i lejren eller i øvrigt i Libanon. Det, ansøgerne frygter, er således at blive tilfældige ofre i forbindelse med de forskellige grupperingers indbyrdes skudvekslinger. Baggrundsoplysningerne om forholdene i Ein El-Hilweh-lejren er ikke så graverende, at det kan lægges til grund, at ansøgerne som følge af de generelle forhold individuelt risikerer overgreb. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis, er der på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at ansøgerne ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som deres første asylland, jf. daværende udlændingelovs § 7, stk. 3, nu stk. 4. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/7
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [..], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun selv og hendes barn vil blive udsat for repressalier fra ukendte personer som hendes ægtefælle har en konflikt med. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes ægtefælle lavede VVS-arbejde for nogle ukendte personer, der tilhørte islamisterne, for omkring 4-5 år siden. Da ægtefællen ville indkræve betalingen for arbejdet blev han afpresset og fik at vide, at han skulle lave yderligere arbejde, før han kunne få sin betaling. Ansøgerens ægtefælle nægtede dette og forsøgte ikke længere at inddrive sit tilgodehavende. Efterfølgende modtog ansøgerens ægtefælle telefoniske trusler fra de ukendte personer og disse truede også med at gå efter ansøgerens og ægtefællens børn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle i [begyndelsen af 2014] blev udsat for et drabsforsøg, mens hun opholdt dig i Danmark i forbindelse med et familiebesøg. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om udsættelse på nærmere undersøgelse af ægtheden af en avisartikel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4, tidligere stk. 3. Det påhviler en ansøger at oplyse sagen og sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer usandsynlig og underbygget, blandt andet forekommer det usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle gennem mere end fem år under anvendelse af trusler og med varierende intensitet er forsøgt rekrutteret af en islamisk bevægelse uden, at den konkrete baggrund herfor er blevet oplyst. Dette findes at burde sammenholdes med oplysninger fra de svenske myndigheder om, at ansøgeren skulle have forklaret, at hendes mål rettelig ikke var Danmark, men Sverige, og at visumansøgningen til Danmark alene var et middel for at komme videre til Sverige. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at Libanon vil kunne tjene som 1. asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/6
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne, der er ægtefæller, er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunni-muslimer fra Benghazi, Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive forfulgt af general Haftars hær eller eventuelt af militante islamiske militser. De har endvidere henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Libyen, herunder i Benghazi. Ansøgerne har tillige henvist til, at deres syge mindreårige søn ikke kan få ordentlig lægebehandling i Libyen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at deres bopæl lå ved en nedlagt kaserne. Området var i sommeren 2014 præget af kampe mellem Haftars militær og den islamiske milits, Ansar al Sharia. [I sommeren] 2014 blev området udsat for angreb fra Ansar al Sharia, og repræsentanter for militsen beordrede ansøgerne til at forlade bopælen. [To dage senere] udrejste ansøgerne med skib fra Libyen til Italien. I [foråret] 2015 er den mandlige ansøgers forældre blevet opsøgt på bopælen af Haftars soldater, som spurgte efter ham. Den mandlige ansøger formoder, at militæret navnlig søger efter ham, fordi man mistænker ham for frivilligt at have afleveret deres hus til Ansar al Sharia. Når Haftars militær ikke tidligere har søgt efter ansøgeren hænger det nok sammen med, at omhandlede del af Benghazi først for nylig er blevet erobret af militæret. For en uge siden, har den mandlige ansøger telefonisk fået at vide, at militæret i forbindelse med eftersøgning af ansøgeren har tilbageholdt ansøgerens fader i tre dage. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes oprindelige forklaringer til grund. Et flertal finder derimod, at ansøgernes oplysninger om, at militæret eftersøger den mandlige ansøger er utroværdige. Den mandlige ansøger har forklaret, at han formoder at eftersøgningen kan hænge sammen med nedenstående omstændigheder. Ansøgernes navne og adresse er af Haftars militær inden udrejsen blevet noteret ved check points. Den mandlige ansøger er elektro-mekaniker. Ansøgerne er palæstinensere, og der er kommet en almindelig stemning rettet mod palæstinensere i boligområdet, såvel som mange andre steder i Libyen. Hertil kommer ikke mindst, at ansøgerne forlod deres hus i forbindelse med alvorlige krigshandlinger, hvor Ansar al Sharia midlertidig overtog kontrollen over kvarteret. Flertallet finder efter en samlet vurdering ikke, at der herved er oplyst nogen rimelig grund til, at militæret skulle anvende ressourcer på denne eftersøgning, dels i [foråret] og [i sommeren] 2015, men også inden afleveringen af arrestordren. Hertil kommer, at flertallet ikke finder, at de nye oplysninger om militærets henvendelse til den mandlige ansøgers forældre har bestyrket forklaringen om eftersøgningen. Flertallet bemærker herved, at oplysningerne herom har fremtrådt noget diffuse, uanset at den mandlige ansøger har forklaret, at han har talt med sine forældre flere gange herom. Den først i nævnet fremlagte kopi af et dokument, der umiddelbart fremtræder som en arrestordre, der er udstedt den […] 2015 - altså dagen før Udlændingestyrelsens afgørelse - kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet flertallet samlet set lægger til grund, at arrestordren ikke er ægte. Herefter, og uanset at de generelle forhold i Benghazi er præget af uroligheder og lejlighedsvise kampe, samt at ansøgerne ikke er libyske statsborgere, men statsløse palæstinensere, finder flertallet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/5
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim født i […] i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 som affattet ved lovbekendtgørelse af 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af forskellige grupperinger, herunder Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen og en gruppe ledet af Ahmed Jibril, fordi han er palæstinenser og sunnimuslim. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Libanon ikke kan få lov til at eje noget, og at det ikke er muligt for ham at finde et arbejde, fordi han er palæstinenser. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter for sine børns opvækst, da han ikke ønsker, at de skal vokse op i et land, hvor der er stor risiko for bombenedslag, angreb eller uroligheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født i Libanon, hvor han boede i omkring otte måneder, hvorefter han flyttede til Syrien, da der var krig i Libanon. Da ansøgeren var omkring syv-otte år, flyttede han sammen med sin familie til Danmark og blev meddelt opholdstilladelse. Omkring 2002-2003 flyttede han til Syrien, hvor han boede i Yarmouk-lejren i Damaskus sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har sammen med ægtefællen to børn, der begge er født i Syrien. I 2011 tog ansøgeren fra Syrien til Libanon for at få udstedt et rejsedokument, fordi situationen i Syrien begyndte at udvikle sig, og fordi hans rejsedokument skulle udstedes i det arabiske land, hvor han var født. I 2013 forlod han sammen med sin ægtefælle og deres børn Syrien og rejste til Libanon. Ansøgeren har oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med hverken de libanesiske myndigheder, private personer, familiemedlemmer eller grupperinger i Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han aldrig er blevet opsøgt eller truet af nogen i Libanon, samt at han aldrig har været medlem af et politisk parti eller været politisk aktiv. I Libanon fik han udstedt et besøgsvisum til Danmark, og han indrejste herefter i Danmark [i] maj 2013 og søgte asyl [i] juni 2013. Ansøgeren har i den forbindelse over for de danske myndigheder fremlagt et libanesisk udstedt rejsedokument for palæstinensere, der er gyldigt til […] juli 2016. Ansøgerens ægtefælle og deres to børn indrejste sammen [i] november 2014 i Danmark og søgte asyl [i] november 2014. Ansøgerens ægtefælle har status som statsløs palæstinenser fra Syrien, og hun opnåede på den baggrund asylstatus [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen valgte at behandle børnenes asylsag i forbindelse med ansøgerens asylsag. [I] september 2014 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, og at der ikke var grundlag for dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. [I] december 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af […] september 2014. Udlændingestyrelsen har forud for nævnsmødet været opfordret til at begrunde, hvorfor ansøgerens to børn er omfattet af ansøgerens og ikke af moderens sag. Udlændingestyrelsen har henvist til, at forældremyndighedsspørgsmålet for børn af statsløse palæstinensere fra Libanon må anses for at følge faderens nationalitet. Dette er baggrunden for, at Udlændingestyrelsen har valgt at behandle børnenes asylsag i tilknytning til ansøgerens sag. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nu § 7, stk. 4). Flertallet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder i […], er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke efter sin egen forklaring har haft konkrete personlige problemer med Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen eller andre grupperinger og i øvrigt ikke på noget tidspunkt har oplevet konkrete problemer hverken med de libanesiske myndigheder eller privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens to børn er født i Syrien i Yarmouk-lejren henholdsvis [i] 2006 og [i] 2009, og at de i det hele har fulgt deres moder, som er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nævnet finder herefter, at børnenes asylsag mest naturligt burde have været behandlet i forbindelse med moderens asylsag. Den omstændighed, at det angiveligt følger af libanesisk ret, at forældremyndigheden tillægges faderen, finder nævnet ikke kan tillægges afgørende betydning i forbindelse med den asylretlige vurdering af børnenes forhold i Danmark. Nævnet finder således, at det følger af dansk praksis og af hensynet til børnenes tarv i øvrigt, at mindreårige børns asylsag bør behandles i tilknytning til den af forældrene, som de er fulgtes med til Danmark. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle, som børnene fulgtes med til Danmark, har opnået asyl [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder herefter, at børnene […], født [i] marts 2006, og […], født [i] september 2009, skal meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med den ændring, at børnene […], og […] meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. stat/2015/3
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt et barn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Baalbeck, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Al-Baaths ungdomsafdeling siden han gik i 6. eller 7. klasse. Ansøgeren har herefter været passivt medlem af partiet fra 1987 til 1990, hvorefter han blev aktivt medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Al-Nusra-Fronten, fordi han er medlem af Al-Baath-partiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af Al-Baaths ungdomsafdeling siden han gik i 6. eller 7. klasse. Ansøgeren har herefter været passivt medlem af partiet fra 1987 til 1990, hvorefter han blev aktivt medlem. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet i både Syrien og Libanon indtil [sommeren] 2014. De politiske aktiviteter bestod blandt andet i deltagelse i forskellige sociale arrangementer, sommerlejre, møder, oplysningskampagner og hvervning af nye medlemmer. Ansøgeren var medlem af divisionens ledelse i Syrien samt medlem af ledelsen i sektionen i Libanon, hvor han blandt andet var intern politisk ordfører af partiet. Ansøgeren opholdt sig i Libanon fra 1973 til 1982, og igen fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2014. Ansøgeren modtog i [foråret] 2014 en dødstrussel på facebook fra [A], som er kommanderende i Al-Nusra-Fronten. Ansøgeren blev derudover beskudt af uidentificerede personer [i sommeren] 2014, da han kørte i bil sammen med sin broder. Ansøgeren og hans broder formåede dog at flygte hen til de libanesiske myndigheder for at komme i sikkerhed. Ansøgeren blev i [sommeren] 2014 kidnappet af tre ukendte personer, hvorefter han var tilbageholdt i en lejlighed i omkring 15 timer, inden han blev befriet af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen bagbundet og truet på livet. Ansøgeren udrejste af Libanon i [sommeren] 2014. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af Al-Nusra fronten til grund. Forklaringen fremstår ikke selvoplevet, men konstrueret og tillært til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om på Facebook at have modtaget dødstrusler fra [A] fremstår påfaldende set i forhold til, at flere af ansøgerens familiemedlemmer er venner med [A] på Facebook og ofte kommenterer dennes opslag og billeder. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der ikke har haft en profileret rolle i Al-Baath partiet, skulle være personligt efterstræbt af Al-Nusra fronten. Nærmere adspurgt herom har ansøgeren [i sommeren] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at han muligvis antages for en større fisk, end han er, og at han i flygtningelejren så flere lister med navne på bl.a. folk fra Al-Baath der skulle slås ihjel. Forklaringen er over for nævnet udbygget med en ny forklaring om, at han personligt – omend under et andet navn – sammen med ca. 35 andre personer stod på listen, ligesom ansøgeren har forklaret om en mere fremtrædende rolle. For så vidt angår den af ansøgeren fremlagte videooptagelse, hvorpå han ses liggende på et gulv, mens han trues med et skydevåben, finder Flygtningenævnet, at optagelsen forekommer konstrueret. Det forklarede om, hvordan optagelsen er kommet ansøgeren i hænde, fremstår i øvrigt ikke overbevisende. Det forekommer i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren skulle have mistet både en telefon og et USB-stik med optagelsen, som han medbragte til første samtale i styrelsen, og herefter have modtaget en ny kopi af optagelsen fra sin kone, der befinder sig i Libanon. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at Al-Nusra fronten, hvis den efterstræbte ansøgeren og ønskede ham død, ikke gjorde alvor af truslerne, enten da fronten antraf ham, eller da han blev holdt fanget. Endelig fremstår det utroværdigt, at ansøgeren skulle blive udsat for trusler både på Facebook og på dødslister, et skudattentat og en bortførelse uden at henvende sig til myndighederne herom og efterfølgende følge op herpå. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse, idet ansøgerens nye asylmotiv for nævnet om frygt for myndighedsforfølgelse ikke findes underbygget af oplysningerne i sagen. Da der ikke efter baggrundsoplysningerne i øvrigt ses at foreligge omstændigheder, der kan medføre, at Libanon ikke kan tjene som første asylland for ansøgeren, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.”stat/2015/29
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøger er statsløs palæstinenser fra Gaza og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst at have været politisk aktiv siden 2009 under organisationerne […],[…],[…],[…] og […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas og islamiske grupper. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har skrevet flere kritiske artikler mod Hamas på Facebook og Twitter, hvoraf nogle af dem er underskrevet af ansøgeren selv. Ansøgeren slettede imidlertid Facebookgruppen, ”[…]”, i 2010 eller i 2011, da han blev opfordret hertil af Hamas og en af sine venner. Ansøgeren har deltaget i fem større demonstrationer mod Hamas, hvilke ansøgeren ikke kan huske datoerne for deltagelsen i. Derudover er ansøgeren blevet fængslet tre gange af Hamas i forbindelse med ansøgerens planlægning af demonstrationer. Ansøgeren har endvidere været tilbageholdt og udsat for tortur af Hamas i [sommeren] 2014. Ansøgeren har videre henvist til, at tre ukendte personer skød efter ham i midten af [sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har nævnt, at han var personligt forfulgt, og ikke omtalt tilbageholdelserne og skudepisoden, men alene henvist til generelle forhold. Flygtningenævnet har endvidere overordnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet er forekommet upåvirket af de konkrete episoder med voldelige overgreb, som han angiveligt har været udsat for. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke under sagens behandling i Udlændingestyrelsen har konkretiseret sine politiske holdninger og ikke konkretiseret, hvilke politiske holdninger fra Hamas side, som han og hans kammerater har taget afstand fra og demonstreret imod. Videre har ansøgeren, da han under nævnsmødet blev spurgt herom, oplyst, at det, han tog afstand fra, var, at Hamas forbød offentlig optræden iført korte bukser og tilsvarende påklædning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i Gaza i cirka to måneder efter skudepisoden, før han udrejste, og at ansøgeren ikke søgte asyl ved ankomsten til Danmark, hvorimod han efter et par dage rejste videre til Belgien, hvor han først søgte asyl efter mere end en uges ophold. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering, hvori også er indgået, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende vedrørende detaljer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/28
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser, født og opvokset i Syrien, men med registrering som flygtning i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun frygter den generelle sikkerhedssituation, herunder at hun frygter for at blive ramt af eksplosioner eller andre krigshandlinger i Libanon. Ansøgeren har videre henvist til, at hun intet netværk har i Libanon. Ansøgeren har under samtalen med den beskikkede advokat yderligere henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle i Libanon vil opsøge hende og gøre krav på deres fælles 6-årige barn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun er født og opvokset i Syrien. Hendes mor er syrisk statsborger, og hendes far er statsløs palæstinenser registreret i Libanon. Ansøgeren fik i 2009 udstedt et rejsedokument på paskontoret i Beirut for statsløse palæstinensere i Libanon. I 2012 fik ansøgeren fornyet sit pas på den libanesiske ambassade i Syrien, hvorefter det var gyldigt i tre år. Ansøgeren flygtede i [foråret] 2014 fra Syrien sammen med sin moder, broder og datter til Libanon på grund af krigen i Syrien. Hun opholdt sig i Baalbek-lejren i fire måneder, hvorefter hun sammen med sin datter og moder udrejste fra Libanon. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Et flertal i Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren efter en samlet konkret bedømmelse kan henvises til at tage ophold i Libanon, uanset at hun er registreret i Libanon og derfor må antages at kunne indrejse lovligt i Libanon og der være beskyttet mod refoulement. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogen reel tilknytning til Libanon. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens eneste opholdsperiode i Libanon strakte sig over fire måneder efter, at hun med sin familie var flygtet fra Syrien, og inden hun udrejste fra Libanon. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er uden netværk i Libanon, idet hun hverken har familie eller andre personlige relationer til personer i Libanon. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren må anses for at være i en særlig sårbar situation som enlig kvinde med et 6-årigt barn uden reelle muligheder for at opnå hverken forsørgelse eller beskyttelse mod fysiske overgreb. Flertallet af Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de omfattende baggrundsoplysninger om de generelt og tiltagende svære forhold for statsløse palæstinensiske flygtninge i Libanon såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk. Der henvises herved til baggrundsoplysninger, særligt Udlændingestyrelsens factfinding rapport fra oktober 2014. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser […] samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1..” stat/2015/27
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [landsbyen A], [tæt på byen B], Libanon. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle opholder sig i Danmark, og at hun ønsker, at hendes børn får en bedre fremtid. Derudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Libanon. Hun vil undgå de urolige og lovløse forhold i lejren, hvor der har været kampe mellem militsgrupper. Hun kommer ikke så godt ud af det med sin stedmoder. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med hverken de libanesiske myndigheder, militante grupper, religiøse grupper eller kriminelle grupper. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring samt Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun ikke har haft asylbegrundende konflikter. Hendes familie bor stadig i Libanon, hvor nævnet – uanset de urolige forhold i lejren og de generelt ugunstige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – fortsat finder, at hun kan opnå den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at Libanon kan tjene som hendes første asylland, jf. udlændingelovens daværende § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/25.
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har boet i Libyen siden 1998. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold herunder den manglende sikkerhed og urolighederne i landet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han frygter at blive drabsmand eller selv at blive dræbt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han ikke har noget at vende tilbage til, og idet han ikke vil være i stand til at indrejse i Syrien på sit pas, som er udstedt Det Palæstinensiske Selvstyre, samt fordi han ikke har en opholdstilladelse i Syrien. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han er blevet forsøgt hvervet af en militsgruppe. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden 1998 er hans hjemland, og at han herefter skal vurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens hidtidige forklaring om sine forhold i Libyen til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet forsøgt hvervet af en milits i 2014. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med en udbyggende forklaring om sine konflikter med militsen. Ansøgeren har således først under nævnsmødet forklaret, at han har været forsøgt hvervet. Dertil kommer, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til at forklare nærmere om episoden eller svare på uddybende spørgsmål om, hvorledes forsøget på hvervning fandt sted. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren fremlagte skrivelse fra lokalrådet ikke kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at dokumentet fremstår som konstrueret til lejligheden. Det forekommer således usandsynligt, at byens administration skulle lægge sig ud med den milits, som styrer byen, og at faderen, der i øvrigt har forladt byen, skulle kunne være i fred fra den styrende milits på grund af et dokument udstedt af lokalrådet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter og uanset, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR fra oktober 2015 ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens far [medio] 2014 mistede sin opholdstilladelse i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har boet i Libyen siden 1998, ikke har sandsynliggjort, at dette har indflydelse på hans mulighed for at opholde sig i Libyen. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/24
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien og muslim af trosretning Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter den generelt ustabile og urolige tilstand i landet. Ansøgeren har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes ægtefælle vil tvinge hende til at forblive gift med ham, og at han vil forbyde hende at se sin familie. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, herunder at hun vil blive voldtaget eller slået ihjel som følge af de generelle uroligheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for sin ægtefælle i Libyen oplyst, at hun og ægtefællen forinden ansøgerens udrejse af Libyen blev enige om at blive skilt. De blev herefter skilt efter en mundtlig tilkendegivelse herom, med de nåede ikke at blive formelt skilt. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgerens ægtefælle kontaktet hende, i hvilken forbindelse han gav udtryk for, at han gerne vil have hende tilbage. Idet ansøgeren nægtede, truede ægtefællen med, at han ville fremvise private billeder af hende og hendes familie. Ansøgerens ægtefælle indvilligede senere i at skilles fra ansøgeren, såfremt hendes familie betalte den medgift tilbage, som han havde betalt i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet med ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle har efterfølgende kontaktet retten i Libyen og søgt om skilsmisse. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden 1998 er hendes hjemland, og at hun herefter skal vurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om hendes forhold og forholdene i Libyen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konflikt med ægtefællen har en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde asyl. Der er herved lagt vægt på de konkrete omstændigheder ved ægteskabet, herunder at der er tale om et arrangeret ægteskab, som endnu ikke er fuldført, fordi selve brylluppet ikke nåede at finde sted, ægteskabets varighed og konfliktens udstrækning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter og uanset, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløse palæstinensere, i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR fra oktober 2015 ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens far [medio] 2014 mistede sin opholdstilladelse i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har boet i Libyen siden 1998, ikke har sandsynliggjort, at dette har indflydelse på hendes mulighed for at opholde sig i Libyen. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/23
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, som er statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb som følge af de generelle uroligheder i Libyen og navnlig risikoen for forfølgelse fra militsen Misrata. Ansøgeren frygter endvidere at blive anholdt af de libyske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af landet. Hun har videre henvist til, at der sker diskriminering af statsløse palæstinensere i Libyen. Uanset at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter hun har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren findes endvidere ikke alene under henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at hun er statsløs palæstinenser, at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren efter det oplyste i en årrække de facto har kunnet bo og opholde sig i Libyen uanset at hun ikke har været i besiddelse af en individuel opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/22
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger er født i Syrien og har som lille boet i Polen, Syrien og Libyen. Hun har haft fast bopæl i Libyen siden 1998 og frem til udrejsen den [i efteråret] 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb som følge af de generelle uroligheder i Libyen og navnlig risikoen for forfølgelse fra militsen Misrata, der i midten af 2014 opstillede en raketrampe 500 meter fra ansøgernes hus med henblik på at bombe olieraffinaderierne i Tripoli. Ansøgerne frygter endvidere at blive anholdt af de libyske myndigheder, fordi de er udrejst illegalt af landet. De har videre henvist til, at der sker diskriminering af statsløse palæstinensere i Libyen. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at den kvindelige ansøger i forhold til en udsendelse til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund findes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt i forhold til en udsendelse til Libyen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter de har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgerne findes endvidere ikke alene under henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at de er statsløse palæstinensere, at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerne efter det oplyste i en årrække de facto har kunnet bo og opholde sig i Libyen uanset at de ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/21
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt for forræderi i Syrien, idet han er flygtet fra sit job som rengøringsmand for staten, samt at hans familie på baggrund heraf er eftersøgt. Klageren har endvidere oplyst, at hans to ældste sønner er efterlyst for ikke at deltage i militæret. Hans ene søn, Amer, er blevet såret under krigen og kan nu ikke gå. Sønnerne er endvidere særligt efterlyst for at finde frem til klageren. Klagerens familie befinder sig i Libanon, hvor de hver dag må tigge for at få penge til mad. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren hverken i sit asylansøgningsskema eller under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde arbejdet som rengøringsmand for staten, og at han er eftersøgt for forræderi. Som begrundelse for at undlade dette har klageren i sin klageskrivelse anført, at han havde fået fortalt, at han ikke skulle sige sandheden, da der var nogle i systemet/eller øvrige ansøgere, der kunne ”stikke” ham og give oplysninger videre til Syrien, hvorfor han på daværende tidspunkt ikke turde fortælle sandheden. Denne del af klagerens forklaring er således først fremkommet efter, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en udbygget forklaring, der forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det, som klageren har oplyst om sin families forhold, findes ikke at ændre ved Flygtningenævnets vurdering af sagen. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/20
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæstinensisk ægtepar. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra henholdsvis Safforya, i det nuværende Israel og Waevel-lejren i Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter den generelle sikkerhedssituation i Al Baadawi-lejren, og de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter for sin økonomiske og helbredsmæssige situation i Libanon, da han ikke har de fornødne midler til at betale for sin medicin, som han har brug for grundet en række hjerteoperationer. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter sin helbredsmæssige situation, da hun lider af astmatisk bronkitis, forhøjet blodtryk og stivhed i kroppen, og hun frygter, at der ikke er nogen til at tage sig af hende og hendes ægtefælle i Libanon. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne som statsløse palæstinensere isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland. Ansøgerne har boet i Al Baadawi-lejren siden deres tilbagevenden fra [et andet arabisk land] i 1999, ligesom den mandlige ansøger før opholdet i [et andet arabisk land] har boet i Al Baadawi-lejren. Ansøgerne har under deres ophold i lejren ikke konkret været involveret i problemer med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner, bortset fra den episode med [en mand] omkring årsskiftet 2013/2014, som ansøgerne har fortalt om til advokatsamtalen og under nævnsforklaringen. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøger har oplyst, at der ikke har været yderligere episoder mellem ham og [manden]. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret og udrejste legalt legitimeret med deres libanesiske rejsedokumenter. Ansøgernes ønske om at bo hos deres søn i Danmark og oplysningerne om deres dårlige økonomi og helbredsforhold er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. De økonomiske og sociale forhold i Libanon må i øvrigt antages at være tilstrækkelige. Oplysningerne om de i øvrigt generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Sammenfattende findes ansøgerne stadig at have en nær tilknytning til Libanon, hvor de efter det foreliggende fortsat må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse. Libanon kan derfor tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Stat/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Khan Yunis, Gaza. Ansøgeren har oplyst, at han har været politisk aktiv for Fatah i perioden primo 2013 til primo 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af Hamas, fordi de vil anklage ham for at være spion eller kollaboratør med Israel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af medlemmer af [A]-familien, som følge af en familiekonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede for Fatah i perioden fra begyndelsen af 2013 til begyndelsen af 2014. Sammen med sin ven, [K], har han blandt andet opsat plakater og opdateret en hjemmeside for partiet. I begyndelsen af 2014 modtog han trusler i form af tre sms’er fra en person fra Hamas, idet Hamas havde opdaget hans tilknytning til Fatah. Ansøgeren skjulte sig herefter i byen Rafah, indtil sin udrejse i sommeren 2014. Ansøgerens bopæl blev i denne periode flere gange opsøgt af Hamas, som spurgte efter ham. Ansøgeren har endvidere fået at vide af [K], at Hamas har eftersøgt ham. Ansøgeren udrejste i [sommeren] 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at hans slægt har haft en fejde med [A]-familien siden 2005, og at denne fejde har kostet flere familiemedlemmer livet, ligesom flere har måttet flygte. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om begivenhederne forud for udrejsen blandt andet, om han ophørte sine aktiviteter på grund af de tre sms’er, om han – hvis han stoppede – gjorde det efter den anden eller tredje sms, om hvornår Hamas begyndte at lede efter ham på bopælen, om [K] og/eller [Q] blev tilbageholdt og tortureret af Hamas, således at de fik talebesvær, om tidspunktet for deres tilbageholdelser, om opholdsstedet hos søsteren i Rafah og om familiefejden. Vedrørende konflikten med Hamas fremstår det påfaldende, at Hamas i sms’erne nærmest advarede ansøgeren, selvom organisationen efter ansøgerens egen forklaring ville anholde ham. Dernæst fremstår ansøgerens oplysninger om selve udrejsen usandsynlige, når der henses til ansøgerens person og de konkrete forhold i Gaza på udrejsetidspunktet. Med hensyn til familiefejden må det tillægges vægt, at ansøgeren til samtalen i Udlændingestyrelsen oplyste, at den blev afsluttet i 2009, og at ansøgerens slægt er stor og magtfuld i lokalområdet. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Gaza risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/19
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtepar samt et barn fra Vestbredden. Indrejst i 2014. Ansøgerne er statsløse palæstinensere og muslimer af trosretning fra Vestbredden. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at han ikke vil være i sikkerhed, idet selvstyret er efter ham. Han frygter ligeledes andre personer i hjemlandet på grund af rygterne om, at han skulle være kollaboratør, hvorfor han frygter, at folk vil slå ham ihjel som følge af dette. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de palæstinensiske myndigheder i 2008 begyndte at opsøge familien, herunder særligt sønnen [søn 1]. I 2007 flyttede ansøgernes søn, [søn 1], til […], fordi han var eftersøgt af myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter ukendte personer, der har opsøgt hende og hendes børn, hvorfor hun frygter for sit og sin families liv. Hun ved ikke, om de ukendte personer er fra den israelske hær, de palæstinensiske myndigheder eller Hamas. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgernes søn, [søn 1], forsvandt for omkring tre-fire år siden, og at omkring en måned efter hans forsvinden blev familien opsøgt første gange. [I sommeren 2014] udrejste ansøgerne med deres søn [søn 2] på et visum til Danmark, fordi de skulle besøge deres søn [søn 3]. Ansøgerne og deres medfølgende søn indrejste i Danmark [i sommeren 2014], og de havde planlagt at forlade Danmark igen inden [et senere tidspunkt i sommeren 2014], på trods af at deres visum var gyldigt til [et endnu senere tidspunkt i sommeren 2014]. Ansøgerne valgte at udsætte deres udrejse, da deres søn, [søn 3], havde talt med deres datter i hjemlandet, der havde oplyst, at hun var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgerne. [I sommeren 2014] talte [søn 3] igen med ansøgernes datter, der oplyste, at problemerne i hjemlandet fortsat var til stede, hvorfor ansøgerne valgte at indgive asylansøgning i Danmark. Ansøgerne har på en række punkter forklaret upræcist vedrørende begivenhederne i forbindelse med det påberåbte asylmotiv blandt andet om sønnen [søn 1] aktiviteter, opholdssted og forsvinden, om tidspunktet for [søn 1] forsvinden, om henvendelserne på bopælen efter [søn 1] forsvinden, herunder om hvem, der stod bag henvendelserne, om [søn 4] opholdssted og om afhændelsen af ansøgernes bopæl. Ifølge ansøgerne var der tale om regelmæssige ransagninger frem til udrejsen foretaget af maskerede, bevæbnede personer, som angav at lede efter [søn 1]. Hverken ansøgerne eller deres tilbageværende børn er på noget tidspunkt blevet tilbageholdt eller udsat for andre straffeprocessuelle indgreb bortset fra ransagningerne. Endvidere udrejste ansøgerne legalt af hjemlandet, da de skulle til Danmark. På denne baggrund fremstår det i sig selv påfaldende, at ansøgerne i slutningen af deres ophold i Danmark pludselig skulle være blevet eftersøgt i hjemlandet, idet der var opstået et rygte om, at familien skulle have samarbejdet med israelerne. Det må i denne forbindelse tillægges vægt, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerne på noget tidligere tidspunkt skulle være blevet mistænkt herfor. Hertil kommer, at ansøgerne ifølge deres egen forklaring gennem flere år havde været udsat for regelmæssige og omfattende henvendelser på bopælen. Ansøgerne har oplyst, at de kom i besiddelse af de fremlagte dokumenter og fotos (bilag A-D) omkring [vinteren 2015], uanset at de angår begivenheder omkring sommeren 2014. Ansøgerne har ikke på sammenhængende måde redegjort for det sene fremkomsttidspunkt. Den mandlige ansøger har forklaret upræcist om trusselsbrevet fremlagt som bilag E, herunder om afsenderen af truslen, der fremstod som et videresendt billede. Sammenfattende kan der ikke lægges nogen vægt på de fremlagte dokumenter og fotos. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Flygtningenævnet har i denne forbindelse i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne på flere konkrete spørgsmål har svaret afglidende og upræcist, også selvom der herved tages hensyn til deres alder og helbredsforhold. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/18
Nævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libyen samt fire børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes børn og ægtefælle vil blive kidnappet eller slået ihjel af bevæbnede grupper, da hendes ægtefælle tidligere er blevet kidnappet to gange, ligesom ansøgeren er sunni-muslim og ægtefællen er shia-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle under ramadanen i 2011 blev kontaktet i forbindelse med hans forretning. Ægtefællen kom ikke hjem til normal tid, men dagen efter ringede han fra sygehuset og fortalte, at han var blevet overfaldet af de mænd, der havde kontaktet ham. Ægtefællen blev slået bevidstløs, stukket i skulderen med en kniv og frarøvet 10.000 libyske dinarer, hvilket blev meldt til politiet. Fra slutningen af 2013 og frem til ansøgernes udrejse i 2014 modtog de begge trusler telefonisk formodentlig fra islamistiske grupper, hvoraf fremgik at ansøgeren eller hendes børn ville blive kidnappet og slået ihjel. I slutningen af [foråret] 2014 blev ansøgerens datter forsøgt kidnappet fra skolen. Under ramadanen i 2014 blev ansøgerens ægtefælle kidnappet og var tilbageholdt i 18 dage, hvorefter han blev løsladt mod betaling af en løsesum på 20.000 libyske dinarer, som ansøgeren betalte med hjælp fra sin broder og sin ægtefælles ven. Under ægtefællens tilbageholdelse blev familiens dokumenter brændt, og ting blev stjålet fra bopælen. Efter ægtefællens løsladelse og i forbindelse med, at familien flyttede til [by], modtog ansøgeren telefoniske trusler, idet hun er sunni-muslim og ægtefællen er shia-muslim. I [efteråret] 2014 udrejste ansøgeren med sin familie af Libyen. Efter udrejsen, er ansøgerens forældre blevet opsøgt og truet af en person ved navn […], og ansøgeren har modtaget telefoniske trusler fra samme. Ansøgeren har forklaret, at hendes problemer i Libyen hovedsageligt beror på ægtefællens forhold. Ansøgeren og hendes ægtefælle er enige om, at overfaldet i 2011 var et røverisk overfald, at episoden er afsluttet og ikke siden har givet dem problemer, og at forholdet er anmeldt til politiet. Ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret divergerende om, hvornår truslerne mod dem begyndte. De har forklaret divergerende om flere væsentlige detaljer om kidnapningen af ægtefællen, herunder hvor lang tid ægtefællen var kidnappet, hvor mange gange de talte i telefon sammen, om der blev skudt, mens de talte sammen, hvem der afleverede pengene, hvor mange biler der var til stede ved overdragelsen af pengene, hvor mange kidnappere der kom hen til bilen, og om der var tale om et landbrugsområde, eller om der var boliger. Ansøgeren og hendes ægtefælle har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt deres bolig blev brændt ned. Ansøgerens ægtefælle har endvidere forklaret divergerende om sin konflikt med hans tidligere ven […], idet han først har forklaret, at [vennen] var lovet en dusør på 40.000 dollars men under mødet for nævnet har forklaret, at der var tale om 40.000 dinarer. Ansøgeren har ikke forklaret om problemer med [vennen]. Såfremt der var tale om en konflikt, var det en civilretlig konflikt, der ikke har en intensitet, der berettiger til asyl. Idet nævnet tilsidesætter ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer om kidnapningen i 2014 og omstændighederne i den forbindelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [medio forår] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [primo sommeren] 2015 påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor blandt andet henvist til, at klageren er blevet opsøgt af Den Frie Syriske Hær samt de syriske myndigheder med henblik på, at han skulle tilslutte sig dem. Idet klageren ikke ønskede at vælge side i konflikten, valgte han at lukke sit værksted og udrejse af Syrien til Libanon i november 2012. Endvidere frygter klageren at blive genindkaldt til det syriske militær. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder et flertal af Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at [klageren] hverken i sit asylskema eller under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han måtte lukke sit værksted som følge af henvendelser fra både Den Frie Syriske Hær og fra myndighederne. Denne del af [klagerens] forklaring, der først er fremkommet efter, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er udbyggende, og flertallet finder denne forklaring konstrueret til lejligheden. Myndighederne har ikke taget konkrete skridt til at genindkalde klageren, ligesom han ikke har været genindkaldt siden 1989, hvorfor nævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at han risikerer genindkaldelse. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/16
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af vinteren] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i slutningen af foråret] 2015 påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han med den midlertidige beskyttelsesstatus ikke kan få familiesammenføring på nuværende tidspunkt. Klagerens ægtefælle og børn befinder sig i Libanon, hvor forholdene er meget dårlige. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [klageren] har forklaret upræcist og i generelle vendinger om, hvilke bevæbnede grupper han har nægtet at samarbejde med, herunder at hans moder er blevet opsøgt én gang af ukendte mænd. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/15
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter de libanesiske myndigheder, og at han på falsk grundlag vil blive sigtet for kriminalitet. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold i Libanon, herunder forholdene i Ain Al-Hilwe-lejren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter sin tvangsudsendelse i 2007 blev tilbageholdt og afhørt af politiet. Han blev taget med til afhøring, hver gang han bevægede sig uden for Ain Al-Hilwe-lejren. Myndighederne ville have, at han skulle forgifte sin fætter […]. I sommeren 2008 gav efterretningstjenesten ham lov til at rejse på ferie i Dubai, hvor han opholdt sig i omkring tre måneder. Efterfølgende vendte ansøgeren tilbage til Libanon for at søge om arbejdstilladelse i Dubai. Mens han var i Libanon, blev hans fætter slået ihjel, og han tænkte, at efterretningstjenestens interesse i ham var væk. Omkring to til tre uger senere rejste han tilbage til Dubai, hvor han opholdt sig, indtil han igen rejste tilbage til Libanon, fordi hans moder blev syg. Da han igen forsøgte at udrejse til Dubai, blev han anholdt og afhørt af efterretningstjenesten om sin broders aktiviteter. Han blev bedt om at bistå med at slå broderen ihjel, fordi denne var involveret i en palæstinensisk gruppering. Dette accepterede han. Dernæst blev han løsladt. Omkring tre uger efter blev han igen opsøgt af efterretningstjenesten, der nu var sammen en repræsentant fra henholdsvis den franske og britiske efterretningstjeneste. Han blev igen bedt om at bistå med at slå sin broder ihjel. Ansøgeren orienterede sin broder om henvendelserne, og omkring tre uger efter udrejste han illegalt til Syrien. Endvidere har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fået at vide fra sin familie i Libanon, at de libanesiske myndigheder mistænker ham for at smugle personer til Europa. Under hans ophold i Danmark er han tillige blevet ringet op at en navngiven person, som har forbindelse til den libanesiske efterretningstjeneste. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet i sin tidligere afgørelse [fra] 2006 har tilsidesat ansøgerens forklaring om de konflikter, dels med de libanesiske myndigheder og dels med forskellige grupperinger, som ansøgeren dengang gjorde gældende, som ikke værende troværdig. Det bemærkes tillige, at ansøgeren under den aktuelle asylsag selv har oplyst, at han ikke ved tilbagesendelsen til Libanon i 2007 havde personlige konflikter med hverken myndigheder, private eller grupperinger. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det aktuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i væsentlig grad har forklaret divergerende og udbyggende og på nogen punkter decideret modstridende i en sådan grad, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at divergenserne blandt andet vedrører centrale punkter af asylmotivet og ikke kan skyldes den forløbne tid, siden de angivelige begivenheder fandt sted. Som ganske centralt modstridende forklaring, har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema har oplyst, at han nægtede at samarbejde mod sin broder, hvorefter han blev fængslet i en måned, mens han i øvrigt under asylsagen har forklaret, at han accepterede at hjælpe efterretningstjenesten. Han har ligeledes over for Flygtningenævnet forklaret, at han efter den seneste tilbageholdelse opholdt sig i omkring halvanden måned i Libanon og omkring halvvejs i forløbet blev opsøgt af repræsentanter fra den libanesiske, franske og britiske efterretningstjeneste. Til asylsamtalen har han forklaret, at han udrejste fem til syv dage efter at være blevet løsladt. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Uanset at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet herefter, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet finder således, at Libanon forsat vil kunne yde ansøgeren den beskyttelse, som må kræves af et første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/14
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien samt et barn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere, sunni-muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Dama-skus, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 3. Klagerne har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med på-stand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært, stk. § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at de med den midlertidige beskyttelsesstatus først kan få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år. Flygt-ningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at kla-gerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien på grund af deres indi-viduelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [den mandlige klager] har oplyst, at han ikke selv har haft nogen konflikter af nogen art i Syrien, og at han i øvrigt ikke har kendskab til, at [det medfølgende mindreårige barn] har haft selvstændige konflikter. Næv-net finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren, kan føre til, at klagerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. [Klagerne] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2015/13
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive forhørt, tortureret og dræbt af Hamas, idet han ikke vendte tilbage til træning efter at have været på familiebesøg. Ansøgeren frygter videre den generelle konflikt med Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke kan gå i skole i Gaza, og at han udrejste, idet hans forældre ønskede, at han skulle have en bedre tilværelse. Forud for ansøgerens udrejse blev han tvangsrekrutteret af Hamas. Han opholdt sig i en træningslejr i to måneder, hvorefter han fik lov til at tage hjem på familiebesøg. Eftersom han ikke returnerede til træningslejren, opsøgte medlemmer af Hamas hans bopæl, fordi de ville bringe ham tilbage til træningslejren. Ansøgeren oplyste dem om, at han var syg, men at han ville returnere til lejren, når han blev rask. Ansøgeren udrejste herefter af Gaza. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og svare relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren har deltaget i en sprogtest, hvoraf det fremgår, at hans dialekt mest sandsynligt tyder på, at han er fra Jordan, mens dialekten ikke er forenelig med dialekten i Gaza, hvor han har oplyst, at han stammer fra. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet herunder i beskrivelsen af sin rejserute udvist meget ringe realiakendskab til Gaza. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har udvist meget ringe kendskab til Gaza, ligesom udfaldet af den foretagne sprogtest ikke understøtter hans forklaring om, at han er født og opvokset i Gaza. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren over for sin advokat og under nævnsmødet har udbygget sin forklaring med, at han som 10 årig blev sendt til Jordan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende og upræcist om baggrunden for sit asylmotiv. Han har således først forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af besættelsesmagten, som så mange andre er blevet det, og senere, at han frygter, at han ikke kan uddanne sig og arbejde i Gaza på grund af krigen. Endelig har han senest angivet, at han frygter at blive hvervet af Hamas, som har hvervet ham en gang tidligere, hvilken forklaring han fragik under nævnsmødet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for diverse divergenser, og Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares med ansøgerens unge alder og den omstændighed, at han ikke fra begyndelsen turde fortælle sin sande historie. Flygtningenævnet lægger derimod ansøgerens forklaring om et svært liv og ønsket om et liv i Europa til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren vedrørende dette asylmotiv har påberåbt sig sociale forhold, herunder arbejdsløshed etc., og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2013, men at han først ansøgte om asyl i sommeren 2014, da han blev antruffet af politiet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen med henblik på yderligere indhentelse af oplysninger om ansøgerens identitet, hvorfor den mere subsidiære påstand herom ikke tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/11
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim født i […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som statsløs palæstinenser i Algeriet blev udsat for diskrimination og chikane på baggrund af sin etnicitet. Herudover har hun henvist til, at hun blev udsat for religiøs chikane. Endelig har hun til samtalen med Dansk Flygtningehjælp den […] oplyst, at hun frygter, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun som statsløs palæstinenser i Algeriet har meget svært ved at få et arbejde, og at mange statsløse palæstinensere er arbejdsløse i Algeriet. Hun har endvidere henvist til, at ukendte personer generede hende og spurgte, hvad hun lavede i Algeriet. Ansøgeren er endvidere blevet bestjålet af to ukendte maskerede mænd, ligesom hun et par gange er blevet generet og udskældt af ukendt personer, fordi hun ikke bar tørklæde. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er født [i] 1996 i […] i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun har uddannet sig i Algeriet, og at hun har opholdt sig i landet frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i Algeriet, efter nævnets faste praksis asylretligt skal vurderes i forhold til Algeriet. Den omstændighed, at ansøgerens forældre er født i Libanon, hvorfra de i 1982 flygtede til Algeriet, hvor ansøgeren som nævnt ovenfor har boet hele sit liv frem til sin udrejse i […] 2014, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal anses som statsløs palæstinenser fra Libanon og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at den palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah i 2010 har udstedt et palæstinensisk rejsedokument til ansøgeren, kan føre til, at ansøgeren asylretligt ikke skal vurderes i forhold til Algeriet. Uanset om ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er berettiget til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har konflikter med myndighederne, privatpersoner eller familiemedlemmer i Algeriet. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens moder, storesøster og storebror efter det oplyste opholder sig problemfrit i Algeriet. Ansøgerens forklaring om, at hendes to søskende som færdiguddannede ikke har kunnet finde et arbejde i Algeriet, og at hendes familie forsørges af hendes faders pension og hendes morbrødres økonomiske hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, idet der er tale om socio-økonomiske forhold, der falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Switzerland: State Secretariat for Migration (SEM), The Development in Algeria in the Shade of the Arabic Spring, and its Consequences on Migration” udgivet den 20. januar 2012 af Sekretariatet for Migration i Schweiz, side 22, at palæstinensere har den samme adgang som algeriere til at finde et arbejde. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren har forklaret, at hendes fader har haft et arbejde i Algeriet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det som statsløs palæstinenser er muligt at finde arbejde i private virksomheder, men at det er svært at finde arbejde inden for det offentlige. For så vidt angår ansøgerens muligheder for at indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder af den ovenfor nævnte rapport, side 22, at alle palæstinensere bliver registreret i Algeriet, og at børn, der er født i Algeriet, bliver registreret ved de algeriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at ansøgeren var blevet optaget på universitetet i Algeriet, da hun flygtede ud af landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Algeriet. Det af ansøgeren anførte om, at ukendte personer generede hende og spurgte, hvad hun lavede i Algeriet, at hun under en enkeltstående episode blev bestjålet af to ukendte maskerede mænd, ligesom hun et par gange blev generet af ukendte personer og skældt ud, fordi hun ikke bar tørklæde, finder nævnet ikke har en sådan intensitet eller karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Algeriet i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/10
Nævnet stadfæstede i juni og 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren har siden 1948 boet i en flygtningelejr i [...]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun ikke vil være i stand til at flygte fra flygtningelejren, hvor hun er bosiddende, såfremt der måtte opstå uroligheder i lejren, idet hun er næsten blind. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er meget bange, idet et stort antal syrere flygter til Libanon. Endvidere frygter hun at blive udsat for vold af IS, såfremt IS måtte angribe eller indtage den flygtningelejr, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren har en søn og en datter, der fortsat bor i Libanon. Ansøgerens [familiemedlem] har boet i samme lejr som ansøgeren, men har på grund af risikoen for angreb på lejren valgt at flytte til et andet sted i Libanon. Ansøgerens [familiemedlem] bor en times kørsel fra den lejr, hvor ansøgeren bor. Ansøgeren er således overladt til sig selv, og hun vil på grund af sin alder og sit dårlige helbred være særlig udsat, såfremt lejren bliver angrebet, eller hun af andre grunde bliver tvunget til i hast at forlade lejren. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, nu § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon og herunder i […] er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren er svækket på grund af alder og sygdom ændrer ikke herved. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk singhaleser og buddhist fra […] Sabaragamuwa Distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af beboerne fra landsbyen [L], idet de anklager hendes ægtefælle for at have været et højtstående medlem af LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam) og i den forbindelse at have deltaget i en massakre mod singhalesere i [L]-området. Landsbybeboerne har truet ansøgeren, og de har udsat hendes familie for vold. Ansøgeren giftede sig med sin ægtefælle [i] 2014 i Sri Lanka. Han er etnisk tamil. Efter brylluppet rejste han tilbage til Danmark. [Senere i] 2014 kom ansøgerens faster og slægtninge fra [L] på besøg, og de stillede hende spørgsmål om hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste dem hans navn. Nogle dage efter blev slægtningene klar over, hvem hendes ægtefælle var. Ansøgeren bopæl blev opsøgt af en gruppe personer, som truede med at slå ansøgeren ihjel og udsatte hende for overgreb. Ansøgeren anmeldte det til politiet. Nogle dage efter episoden blev ansøgerens ældste lillebror angrebet af en gruppe på omkring 15 personer, da han var på vej hjem fra arbejde. Han blev indlagt på hospitalet og var indlagt i omkring en måned. Også overfaldet på lillebroren blev anmeldt til politiet. Ansøgeren levede efterfølgende skjult hos venner. Hun kontaktede sin ægtefælle. Han lovede, at han ville få ansøgeren til Danmark. Chikanen af hendes familie fortsatte. Ansøgerens forældre blev opsøgt, og der blev spurgt efter ansøgeren og hendes ægtefælle. I [efteråret] 2015 blev ansøgerens far overfaldet, og han var sengeliggende indtil sin død i [foråret] 2016. Ansøgerens mor døde i [senere i foråret] 2016. To af ansøgerens søskende flyttede efterfølgende ind på forældrenes bopæl. De blev også opsøgt af folk, der spurgte efter ansøgeren og ægtefællen. I [sommeren] 2016 fraflyttede de bopælen, og de er ikke efterfølgende blevet opsøgt. Ansøgeren frygter endvidere familien til en srilankansk kvinde, fordi familien mener, at ansøgeren er skyld i, at kvinden blev udsendt i Danmark. Kvinden blev anholdt sammen med ansøgeren og blev udsendt af Danmark, fordi hun ikke havde lovligt ophold i Danmark. Familien har chikaneret ansøgerens familie i Sri Lanka. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved i forhold asylmotivet vedrørende ægtefællens tilknytning til Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE, lagt vægt på, at ægtefællen har fået afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2007. Det er i denne afgørelse på baggrund af hans egen forklaring lagt til grund, at han ikke selv har været medlem af LTTE, men har udført mindre tjenester for dem med at reparere biler og køre ærinder, som udgjorde yderst begrænsede aktiviteter, og at disse aktiviteter ikke kunne anses for at være kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgerens forklaring om, at hendes ægtefælle ifølge hendes familie på Sri Lanka skulle have haft en høj stilling i LTTE, og at hendes familie skulle kunne identificere ham som sådan alene på grund af hans navn, kan derfor ikke lægges til grund. Som følge heraf kan ansøgerens påståede konflikt med personer fra [L], der hævder, at ansøgerens ægtefælle skulle have forbindelse til en massakre på singhalesere i [L], heller ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om ægtefællens relation til LTTE, herunder om ægtefællen selv fortalte hende delvist herom, mens han stadig opholdt sig på Sri Lanka, eller om ansøgeren først fik kendskab hertil efter hans udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hendes faster gjorde ansøgeren og hendes familie bekendt med ægtefællens tilknytning til LTTE, og om ansøgeren først hørte noget om tilknytningen fra ægtefællen eller fra fasteren. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om ægtefællens holdning til beskyldningerne om hans deltagelse eller medvirken til en massakre i [L]. Hun har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at han erkendte de anklager, som hun var blevet præsenteret for, mens hun for nævnet har forklaret, at hendes ægtefælle har oplyst, at han alene havde givet nogle informationer videre til LTTE og ikke havde nogen fremtrædende rolle i LTTE. Nævnet bemærker, at ansøgeren i øvrigt har svaret tøvende og til dels afglidende på spørgsmål om rækkefølgen af de begivenheder, som førte til hendes udrejse. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om, hvor længe hun boede hos sin lillebror, [B], i [byen K] efter overfaldet på hende og hendes forældre på bopælen i [efteråret] 2014. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at hun boede hos [B] i perioden frem til [vinteren] 2014, mens hun under samtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at hun kun boede hos ham i to til tre dage og ellers opholdt sig hos en veninde i en landsby tæt på [M], ligesom hun var i Colombo for at sørge for pas og visum. Det kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at ægtefællens lillebror skulle have været et fremtrædende medlem af LTTE. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i Sri Lanka i omkring et halvt år efter konfliktens opståen for at afvente ægtefællens anvisninger fra Danmark, hvis hun var i fare for at blive slået ihjel, ligesom ansøgeren først har søgt asyl godt et år efter sin indrejse til landet i forbindelse med, at hun blev anholdt af politiet som sigtet for ulovligt ophold. For så vidt angår ansøgerens konflikt med [N] og hendes familie bemærker nævnet, at ansøgerens forklaring herom fremstår som usammenhængende. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 først forklaret, at hendes familie siden hendes udrejse [i foråret] 2015 er blevet opsøgt af forskellige ukendte personer. Derefter har hun forklaret, at det var [N]s familie, fordi det ikke kunne være andre, og at [N]s familie opsøgte hendes søskende i [efteråret] 2016. Dette hænger ikke tidsmæssigt sammen med, at ansøgerens søskende flyttede fra huset i slutningen af [sommeren] 2016 og efter flytningen ikke længere blev opsøgt eller oplevede problemer. Der er i øvrigt i givet fald tale om en privatretlig konflikt, som ansøgeren må antages at kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2018/2/8MKT
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og tidligere kristen af trosretning fra [by], [område], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har sympatiseret med LTTE siden 1995 samt bistået sine søskende i deres aktiviteter for gruppen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af de srilankanske myndigheder, fordi ansøgerens søskende var aktive medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre af hans søskende blev aktive medlemmer for LTTE i perioden 1987-1992. Ansøgeren var ikke selv medlem af LTTE, men bistod sine søskende i deres aktiviteter for gruppen. Ansøgerens ene bror udrejste af Sri Lanka i 1988/1989 som følge af hans aktiviteter og tilknytning for gruppen. Ansøgerens anden bror var tilbageholdt af militæret fra 2000 til 2006, mens ansøgerens søster mistede livet i 2006 under kamphandlinger for LTTE. I 1995 bistod ansøgeren LTTE ved blandt andet at holde vagt ved [by], ligesom han deltog i afbrændingen af et skib, som LTTE havde brugt til at smugle våben med. I 1997 udrejste ansøgeren med sine forældre og lillebror til Indien for at undgå urolighederne i Sri Lanka, og fordi forældrene ville forhindre, at ansøgeren og ansøgerens lillebror blev medlemmer af LTTE. Familien genindrejste i Sri Lanka samme år. Ansøgeren udrejste af Sri Lanka omkring år 2000, hvorefter han søgte om asyl i henholdsvis Holland og Storbritannien, men frafaldt sin ansøgning og returnerede til Sri Lanka primo 2006. Ansøgeren indrejste i Danmark [sommeren] 2007 og blev [i sommeren] 2008 meddelt opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin tidligere ægtefælle. I 2015 tog ansøgeren tilbage til Sri Lanka ad to omgange, idet han i forbindelse med navneskifte ønskede at få udstedt en ny fødselsattest samt udstedt nyt pas. Ansøgeren fik senest forlænget sin opholdstilladelse [efteråret] 2015. Ved dom afsagt [foråret] 2017 af Vestre Landsret blev ansøgeren idømt fængselsstraf på 2 år og 9 måneder samt udvist af Danmark for bestandigt, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5. Ansøgeren indgav [i efteråret] 2017 ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er indrejst i Danmark i 2007 og i det væsentlige har opholdt sig her siden. Ikke desto mindre har han først søgt asyl i 2017, efter at være blevet dømt til udvisning i en alvorlig straffesag. Der er endvidere afgørende uoverensstemmelser mellem ansøgerens forklaring om hans bror [A]’s aktiviteter og tilhørsforhold under borgerkrigen i Sri Lanka, og de af broderen selv meddelte oplysninger, herunder særligt med hensyn til hvilken af to indbyrdes stridende oprørsbevægelser broderen tilhørte. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren to gange i de senere år har været i Sri Lanka og begge gange selv har henvendt sig til de derværende myndigheder for at få henholdsvis pas og fødselsattest. Endelig har ansøgeren under fremmøde i Flygtningenævnet d.d. gentagne gange udtalt, at han ikke er bange for at vende tilbage til Sri Lanka. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/3/cabv
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik af trosretning fra Gurunagar, Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt eller bortført af militæret. Ansøgeren har herudover henvist til, at hans onkel og bedstefar, som hidtil havde forsørget familien, ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at det srilankanske militær oprettede en lejr i Gurunagar i 2015. Når ansøgeren befandt sig udendørs med sine venner, blev han og hans venner opsøgt af soldater, hvor de gentagne gange blev chikaneret eller taget med til militærets lejr. Soldaterne forlangte, at ansøgeren og hans venner skulle sælge hash, og at de herefter gav salgspengene til soldaterne. Da ansøgeren og hans venner nægtede at efterkomme soldaternes krav, blev de tilbageholdt og truet. Ansøgeren har hørt om mange drenge, som er blevet bortført i Gurunagar. Ansøgeren frygter, at det samme vil ske for ham, hvis han vender tilbage til Sri Lanka. Ansøgeren har videre oplyst, at militæret for omkring seks år siden slog hans far ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter, at hans bedstefar, som er gammel, ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Ansøgeren frygter også, at hans onkel bliver gift og derfor ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at medvirke i en asylsagsbehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med det srilankanske militær har en sådan karakter og intensitet, at der på den baggrund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Ansøgeren har oplyst om en generelt chikanøst adfærd fra militærets side overfor unge mænd, men oplysningerne sandsynliggør ikke, at ansøgeren er personligt forfulgt. De af ansøgeren givne oplysninger om bortførelser i området, som ansøgeren ikke har oplevet personligt, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, Det er af ansøgeren oplyst, at hans far for omkring seks år siden blev slået ihjel. Omstændighederne der førte til farens død er ikke nærmere oplyst, men nævnet bemærker, at såvel ansøgeren som hans familie har kunnet bo i samme område i en ikke helt kort årrække efter at faren døde, uden at eventuelle konflikter, som faren måtte have været involveret i, har haft nogen konsekvenser for ansøgeren og hans familie. De forelæggende oplysninger om forholdene for tamiler i Sri Lanka er ikke af en sådan karakter, at disse kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/1/TBP
Nævnet stadfæstede i juli 2017Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hendes ægtefælle udrejste af Sri Lanka til Indien for mere end 20 år siden. Ansøgerens nu afdøde ægtefælle var forud for udrejsen sympatisør med Federal Party i Sri Lanka og solgte materialer for partiet. To af ansøgerens sønner, der ligeledes udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren vendte tilbage til Sri Lanka tre til fire år forud for sin udrejse i [foråret] 2014 til Danmark. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at det ikke er muligt for hende at være alene i Sri Lanka, og at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at der ikke er nogen, der vil passe på hende, ligesom hun ikke vil have noget sted at bo. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at politiet, før hun udrejste til Indien, to gange kom til familiens bopæl, hvor de udsatte ansøgeren ægtefælle og søn for vold som følge af sønnernes tilknytning til LTTE. Ansøgeren nåede at flygte til sin nabos bopæl begge gange, hvorfor hun ikke blev udsat for overgreb eller tilbageholdelse. Ansøgerens ægtefælle blev ligeledes før ansøgerens udrejse til Indien udsat for vold af myndighederne som følge af hans aktiviteter for Federal Party. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke oplevede konflikter eller problemer efter sin tilbagevenden til Sri Lanka og frem til sin udrejse til Danmark, men at hun var bange. Ansøgeren har under samtalen med Dansk Flygtningehjælp som asylmotiv henvist til, at hun som følge af sine sønners tilknytning til LTTE var blevet truet, at nogen var kommet ind i hendes hus, at børn var blevet slået, og at personer var blevet ’slagtet’, samt at nogle af disse begivenheder havde fundet sted, efter at hun var vendt tilbage fra Indien til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved sin vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaringer om asylmotivet har taget hensyn til, at ansøgeren er en svækket [ældre] kvinde. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens sønner, der udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været aktive for De Tamilske Tigre (LTTE), og at ansøgerens afdøde ægtefælle, der ligeledes udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, har været aktiv for Federal Party i Sri Lanka. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens sønners og ægtefælles aktiviteter for henholdsvis LTTE og Federal Party ligger mange år tilbage i tiden, at ansøgeren og hendes familie udrejste af Sri Lanka for mere end 20 år siden, og at ansøgeren på den baggrund fremstår uprofileret i forhold til de srilankanske myndigheder. Hertil kommer, at ansøgeren i [foråret] 2014 udrejste legalt og problemfrit af Sri Lanka på eget pas med visum til Danmark gyldigt til [sommeren] 2014, og at hun først søgte asyl [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp om begivenhederne efter sin tilbagevenden fra Indien til Sri Lanka, herunder at hun skulle have modtaget trusler, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet hun til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke oplevede nogen konflikter eller problemer efter sin seneste indrejse i Sri Lanka, at hun ikke frygtede nogen i Sri Lanka, og at hun alene udrejste, fordi der ikke var nogen til at passe på hende i Sri Lanka, ligesom hun ikke havde noget sted at bo. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for karakteren af de nævnte begivenheder, ligesom ansøgeren ikke nærmere har kunnet tidsfæste disse. Flygtningenævnet finder endvidere, at hverken den generelle sikkerhedssituation i Sri Lanka eller det forhold, at ansøgeren er en enlig ældre kvinde, i sig selv kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2017/4/SOL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu. Hun er født i [A] i Sri Lanka men har indtil sin udrejse boet i byen Colombo i Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at bo sammen med sin adoptivsøn, [B], og dennes ægtefælle og børn i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, hun blev udsat for et hjemmerøveri i 2002, mens hun boede i Sri Lanka, og at hendes ægtefælle døde i [foråret] 2016, mens hun opholdt sig i Danmark. Hun er bange for at være alene, og hun har ingen bopæl at vende tilbage til i Sri Lanka. Videre har hun forklaret, at hun og hendes ægtefælle levede i angst i Sri Lanka, fordi LTTE pressede dem, idet deres søn var udrejst til Europa, og fordi myndighederne mistænkte dem for at have kontakt med LTTE. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved sin vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har taget hensyn til, at ansøgeren er en svækket 77-årig kvinde. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes adoptivsøns forklaringer til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren, hendes afdøde ægtefælle eller andre medlemmer af hendes familie efter det oplyste har været medlemmer af eller udført aktiviteter for LTTE. Ansøgerens adoptivsøn flygtede for mere end 30 år siden for at undgå at blive rekrutteret af LTTE, og ansøgeren har efter sine forklaringer ikke haft personlige konflikter med hverken de srilankanske myndigheder, LTTE eller andre grupperinger. Ansøgeren har i de seneste 10 år forud for sin og ægtefællens udrejse i maj 2015 opholdt sig i Colombo, hvorfra hun og ægtefællen udrejste legalt og problemfrit til Danmark. Ansøgeren og hendes adoptivsøn har til den beskikkede advokat som noget nyt oplyst, at ansøgeren og ægtefællen blev presset af både LTTE og de srilankanske myndigheder, men oplysningen fremstår ikke nærmere konkretiseret eller underbygget. Hertil kommer, at ansøgeren først indgav en ansøgning om asyl den 20. september 2015, efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedssituation eller de generelle forhold for tamiler i Sri Lanka er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder ikke, at det forhold, at ansøgeren er en ældre enlig kvinde uden netværk i Sri Lanka, og at hun ønsker at bo sammen med sin søn i Danmark kan føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Sril/2017/3/SOL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra Colombo, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter det srilankanske politi og kriminalpolitiet, CID, idet de mistænker ham for at have støttet LTTE. Han frygter endvidere ukendte, civilklædte personer, som har opsøgt hans bopæl, og som har truet med at slå ham ihjel. I 2008 fik ansøgerens far og storebror problemer med myndighederne, og ansøgerens far sendte storebroren ud af Sri Lanka. Storebroren opholder sig i [et andet europæisk land]. Ansøgerens far handlede med fisk. Ansøgeren hjalp faren med regnskaberne. Faren fragtede fisk fra [byen M] til Colombo, hvor han solgte fiskene. Ansøgerens far havde en ansat, [M], som ansøgeren overnattede hos, hver gang ansøgeren var i [byen M]. Ansøgeren gennemgik [M]s udgiftsbilag og betalte ham penge til udgifter til blandt andre fiskerne, lastbilchauffører og indkøb af is. [M] var tidligere medlem af LTTE. Dette vidste hverken ansøgeren eller hans far. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren opsøgt af CID på sin bopæl. De beskyldte ansøgeren for at støtte LTTE økonomisk. De tog ansøgeren med til politistationen i Kotehena, Colombo, hvor han blev afhørt om sin forbindelse til [M]. Ansøgeren fastholdt, at der alene var tale om en forretningsforbindelse. Ansøgeren blev slået i ansigtet og på kroppen under tilbageholdelsen. Ansøgeren blev løsladt [i vinteren] 2016, idet hans far betalte for at få ham løsladt. Ansøgeren fik herefter meldepligt hver lørdag. I forbindelse hermed blev han afhørt og fik lov at vente længe på politistationen de fleste gange. [I foråret] 2016 blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af civilklædte personer, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren var ikke hjemme, da familien havde besluttet, at han skulle overnatte hos sin onkel og kun være hjemme om dagen. Ansøgerens far kontaktede derefter en person, der arrangerede ansøgerens udrejse. Indtil udrejsen i [sommeren] 2016 opholdt ansøgeren sig i [byen N]. Ansøgerens bopæl blev opsøgt en gang af politiet og en gang af ukendt, civile personer, mens ansøgeren opholdt sig i [byen N]. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af politiet en gang. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren [i vinteren] 2016 blev opsøgt af politiet og CID i sit hjem og anholdt og taget med på politistationen, idet politiet mistænkte ham for at støtte LTTE, hvilket han benægtede. Baggrunden for politiets mistanke var, at ansøgeren jævnligt rejste til [byen M] for at tage sig af farens fiskeforretning, og at han i den forbindelse boede hos [M] og udbetalte penge til denne. Politiet fortalte ansøgeren, at [M] var tidligere medlem af LTTE, og at de mistænkte ansøgeren for at yde støtte til, at LTTE kunne genopstå. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren blev løsladt mod betaling af et pengebeløb, og at han fik meldepligt. Samtidig har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgerens bopæl [i foråret] 2016 blev opsøgt af ukendte, civilklædte personer, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herudover til grund, at ansøgerens far herefter besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af Sri Lanka. Ansøgeren opfyldte herefter ikke sin meldepligt, hvorefter politiet rettede henvendelse til faren og opfordrede denne til at sikre, at sønnen opfyldte meldepligten. Ansøgeren tog ophold i [byen N], mens han ventede på at kunne udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig i [byen N] henvendte ukendte, civilklædte personer sig på ny på forældrenes bopæl og spurgte efter ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys som følge af sin formodede tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2017/2/MKT
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra Point Pedro, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel eller fængslet af Karuna Group, som samarbejder med det srilankanske militær, idet de mistænker ansøgeren for at være indblandet i drabet på to personer i 2007. Ansøgeren frygter endvidere de srilankanske myndigheder, som har fængslet ham og beskyldt ham for at have samlet penge ind til og støttet LTTE. Ansøgeren kørte taxa i Sri Lanka i perioden fra 2000 til 2007. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt i 2007 kørte han med to personer fra Karuna Group. Efter at ansøgeren havde sat de to personer af, blev de to personer slået ihjel. Senere samme aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af personer fra Karuna Group, men ansøgeren stak af, inden at de nåede bopælen. Ansøgeren udrejste derefter af Sri Lanka. Ansøgeren vendte med fly tilbage til Colombo, Sri Lanka, i [foråret] 2015. Han rejste på et ægte, fransk pas, der tilhørte en anden. Farbroren indlogerede ham på et pensionat. Nogle dage senere tog han til [T] og fik af sin ægtefælles familie at vide, at hans ægtefælle og barn var flygtet til [K], hvor de formodes dræbt i forbindelse med kampe mellem LTTE og regeringen. Ansøgeren rejste efter omkring halvanden måned til Colombo, hvor han igen tog ophold på pensionatet. Efterretningsfolk fandt ud af, at ansøgeren var kommet til Sri Lanka, og de anholdt ansøgeren [i foråret] 2015. Efter tre dage blev ansøgeren fremstillet i retten. Politiet anklagede ansøgeren for at have støttet LTTE. De tilbageholdt ansøgeren i to måneder, og han blev slået og brændt på armen. Efter to måneder blev han igen fremstillet i retten. Dommeren løslod mod kaution, som ansøgerens farbror betalte. Ansøgeren skulle møde op igen i [efteråret] 2015. Ansøgeren mødte ikke op i retten i september som tilsagt men udrejste på et falsk pas. Han har fået at vide af sin farbror, at der i [efteråret] 2015 blev udstedt en arrestordre på ansøgeren. Hans farbror har ikke sendt ham de dokumenter, som han havde lovet at sende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i asylmotiverne. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om to episoder, som fandt sted i 2007, idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der var to og ikke blot én episode. Ansøgeren har under nærværende sag forklaret, at han blev opsøgt af formentligt folk fra Karuna Group i 2007, fordi disse mistænkte ham for at være skyld i, at to personer fra Karuna Group, som han havde transporteret i sin taxa, var blevet dræbt. Ansøgeren har ikke forklaret om en episode, der lå et par uger forud for den nævnte episode, og hvor ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne, idet han var mistænkt for at have transporteret en claymore bombe. Ansøgeren har gjort denne episode gældende som asylmotiv over for de norske myndigheder, da han i 2007 søgte asyl i Norge. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med, at de to personer fra Karuna Group var blevet dræbt. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen dels forklaret, at han fik det at vide af sin svigermor, da han var i Colombo, dels at han fik det at vide i [T] af svigermorens søster. Ansøgeren har derimod i sit asylskema vedrørende sin tidligere asylansøgning fra 2011 anført, at han fik det at vide af sin ægtefælle, da han to dage efter, at han var blevet opsøgt, mødtes i hemmelighed med sin ægtefælle. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han mødtes med sin ægtefælle efter episoden, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han ikke mødtes med hende, hvilket er i modstrid med det, han anførte i sit ovennævnte asylskema. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin tilbageholdelse i Colombo i perioden fra [foråret] til [sommeren] 2015 til grund. Ansøgeren har således forklaret usikkert og utroværdigt om tilbageholdelsen og fremstillingen for retten, herunder om forløbet af retsmøderne og farbrorens og Karuna Groups rolle i forbindelse med løsladelsen mod kaution og ansøgerens udsendelse af landet. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om dommerens rolle i forbindelse med løsladelsen mod kaution. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af de divergerende forklaringer om den eller de episoder, som har givet anledning til, at han skulle være blevet tilbageholdt af myndighederne ved sin tilbagekomst til Sri Lanka. Det forekommer endvidere påfaldende, at Karuna Group skulle bistå ham med udrejse af landet, hvis de efterstræbte ham som følge af episoden med de to dræbte Karuna Group medlemmer i 2007. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen gjort opmærksom på, at tolkningen under asylsamtalen og i forbindelse med den partshøring, der er sket, ikke var tilfredsstillende, idet tolken ikke var tamil, og at der var væsentlige sprogproblemer, som han dog ikke fik nævnt. Ansøgerens advokat har oplyst, at den pågældende tolk ikke har været anvendt af Flygtningenævnet i de seneste år, hvilket er bekræftet af Flygtningenævnets Sekretariat. Flygtningenævnet har uanset eventuelle tolkeproblemer fundet at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2017/1/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er singhaleser af etnicitet, er født i Galle, Sri Lanka, og er buddhist af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han siden 2004 har været medlem af partiet Janatha Vimukthi Peramuna (JVP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af sine politiske modstandere, idet han har været medlem af partiet JVP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2004 har været medlem af JVP og udført velgørenhedsarbejde. I 2010 fik han problemer med ukendte politiske modstandere, som følge af hans politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylskemaet, til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015 og på mødet i dag har forklaret, at han blev anholdt af politiet og fængslet [medio] 2013 og løsladt efter 9 måneder, mens han til asylsamtalen den [ultimo] 2015 har forklaret, at episoden fandt sted den [medio] 2014 - og uddybende, at han blev fængslet i 2013 og løsladt i 2014. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen forklarede divergerende om, hvorvidt han fik en dom for besiddelse af cannabis, og at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at han skulle betale en bøde på 50.000 rupees. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han frygtede politiet som følge af, at han ikke har overholdt sin meldepligt, mens han til asylsamtalen forklarede, at han frygter, at politiet vil finde på sager imod ham eller være voldelige over for ham. Ansøgeren har endvidere om episoden i [ultimo] 2014 til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af 6 personer, der slog ham og sagde, at han skulle stoppe med at være politisk aktiv, mens han til asylsamtalen forklarede, at de ikke var voldelige over for ham. Om episoden i [ultimo] 2014 har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det foregik den […], hvor mændene kom hjem til ansøgerens søster, hvor han opholdt sig, og hvor søsteren og hendes børn var til stede, mens han til asylsamtalen forklarede, at episoden fandt sted den [en anden dato], og at mændene kom til hans bopæl, hvor der ikke var andre end ham, hans kone og datter til stede. Ansøgeren har på mødet i dag oplyst, at episoden fandt sted den [en anden dato] hjemme på hans bopæl og uddybende forklaret, at han blev kørt 200-300 meter væk fra bopælen, hvor der blev hældt benzin på ham, og at konen blev skubbet væk. Om episoden den […] har ansøgeren forklaret, at mændene, der kom, smed en granat ind på hans bopæl, og at han ikke efterfølgende kom tilbage til bopælen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han kom tilbage til bopælen dagen efter, og at han – da han så skaderne – flygtede til Kandy. Ansøgeren har videre forklaret, at mændene, der kom, havde smadret alle vinduer, mens ansøgeren til det under asylsamtalen fremlagte foto 3, der angiveligt er fra episoden den […], forklarede, at vinduerne blev smadret denne dag. Flygtningenævnet finder det hertil bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke anmeldte episoden den […], hvor der angiveligt blev smidt en bombe ind i hans hus, til politiet henset til, at han havde anmeldt den tidligere episode den […] til politiet, og at politiet havde skrevet en anmeldelse og sagt, at de ville undersøge sagen. Nævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren først til asylsamtalen fremviste fotografier af episoderne henset til, at ansøgeren efter sin forklaring havde haft dem hele tiden, ligesom nævnet ikke finder ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i besiddelse af fotografierne troværdig. Nævnet finder hertil ikke, at det forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af sine politiske modstandere henset til, at han efter sin egen forklaring ikke er særlig profileret i JVP, at de ikke længere er ved magten, og at ansøgerens ægtefælle ikke efter ansøgerens udrejse er blevet truet eller opsøgt af nogen herfra. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/9/col
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Puthur, Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn i 1987 udrejste af Sri Lanka, idet han var tamilsk tiger. Siden 1990 er ansøgeren flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som har ledt efter hendes søn, og fra 1991 eller 1992 til 2004 har ansøgeren haft meldepligt. I 2003 blev ansøgeren første gang udsat for fysiske overgreb af militæret, og hun har efterfølgende været udsat for overgreb omkring 25 gange. Sidste gang ansøgeren blev opsøgt var omkring en måned inden hendes udrejse. Ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af militæret. Ansøgerens søn indrejste i Danmark for 30 år siden, i 1986, 18 år gammel. Det fremgår ikke af sønnens asylsag, at han har været medlem af De Tamilske Tigre. Ansøgerens forklaring om, at hun fra ca. 1997 frem til sin udrejse af Sri Lanka i 2014 løbende blev opsøgt af militæret med forespørgsel om sin søn, forekommer derfor usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Når hertil kommer, at ansøger udrejste legalt med eget pas og først søgte asyl, da hendes visum udløb, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/8/ADP
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i sommeren 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter Karuna Group og de srilankanske myndigheder, idet ansøgeren i 2004 nægtede at stoppe med at smugle varer fra Indien og levere disse til De Tamilske Tigre (herefter LTTE). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han til at starte med smuglede varer sammen med sin fader. Efter 1996 deltog ansøgerens fader ikke længere heri, hvorfor det nu alene var ansøgeren der smuglede varer fra Indien til Sri Lanka. En del af disse varer blev smuglet LTTE, som skete efter bestilling fra nogle medlemmer af LTTE. I 1998 blev ansøgeren anholdt og afhørt af de srilankanske myndigheder om sin tilknytning til LTTE. Ansøgeren blev efter nogle dage løsladt. Mellem 1998 og 2004 fortsatte ansøgeren med at smugle varer til LTTE. Ansøgeren smuglede i den periode primært benzin og diesel. I 2004 brød Karuna med LTTE og dannede sin egen gruppe, som blev kaldt ”Tamil Makkal Vidu thalai Pulikal”, også kaldt ”Karuna Group”. I [løbet af fåret] 2004 blev ansøgeren indkaldt til møde med Karuna, som fortalte ansøgeren, at han ikke længere måtte støtte LTTE, men i stedet skulle støtte Karuna Group, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren blev derefter overdraget til den srilankanske hær, der frihedsberøvede ansøgeren. Ansøgeren blev ført til et ukendt sted i omkring en uge, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. På et tidspunkt mistede ansøgeren bevidstheden, og da han vågnede befandt han sig på et hospital. Efter få dage fik ansøgeren besøg af sin moder, som fortalte ansøgeren, at de srilankanske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl og efterspurgt ansøgeren. Myndighederne havde ved denne lejlighed truet med at dræbe ansøgeren. Ansøgeren befandt sig omkring en måned på hospitalet, og udrejste herefter fra Sri Lanka. Ansøgeren rejste illegalt til Indien. Ansøgeren vendte tilbage til Sri Lanka omkring [sommeren] 2009, idet han havde hørt, at LTTE var blevet besejret. Efter ansøgeren havde været i Sri Lanka i cirka en uge blev han opsøgt af medlemmer af Karuna Group. Ansøgeren befandt sig på dette tidspunkt hos en ven. Ansøgeren blev taget til et for ansøgeren ukendt sted i […] by, hvor han blev overdraget til det srilankanske militær. Ansøgeren blev tilbageholdt og slået af de srilankanske myndigheder i to til tre dage, hvorefter ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede op på et hospital. Ansøgeren opholdt sig på hospitalet i en uge, hvorefter han igen rejste illegalt til Indien. I december 2013 tog ansøgeren igen til Sri Lanka, idet han hørte, at hans moder var syg. Ansøgeren vendte tilbage til sin families by, men boede hos en ven, idet han var bange for at blive genkendt. Familiens hjem var endvidere næste forsvundet på grund af en tsunami. En dag søgte ansøgeren efter sin moder. Han blev stoppet af nogle mænd på gaden. Mændene tog ansøgeren med til et ukendt sted. Ansøgeren blev overfaldet, og ringede herefter til det srilankanske militær. Da militæret kom, blev ansøgeren blandt andet slået med geværkolber. Militæret tog ansøgeren hen til en politistation i […], hvor ansøgeren på ny blev udsat for alvorlige fysiske overgreb, der igen førte til, at ansøgeren mistede bevidstheden. Da ansøgeren vågnede, befandt han sig på et hospital. Mens ansøgeren var på hospitalet, så han en af de personer fra Karuna Group, der havde kidnappet ham. Det pågældende medlem stod og talte med personalet. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra hospitalet. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Sri Lanka til Indien. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sagen har forklaret, at han ikke har været medlem af LTTE, men har ydet økonomiske bidrag til denne organisation. Han har i forbindelse med sin forretning udover til almindelige kunder formidlet varer til bevægelsen. Der har bl. a. været tale om brændstof, men ikke våben og andet, der anvendes militært. Dette er sket i forbindelse med hans fortsættelse af hans afdøde fars indsmugling af varer fra Indien. Ansøgeren har forklaret usikkert om sine aktiviteter. Forklaringen om kontakt til og møde med Karuna fremtræder ikke selvoplevet og kan derfor ikke lægges til grund. Der ses ikke holdepunkter for at antage, at tilknytningen til LTTE har været andet end af et helt begrænset omfang i form af handel og økonomiske bidrag. Ansøgeren har oplyst, at han i perioden fra 1998 til 2013 af hjemlandets myndigheder på grund af hans bistand til LTTE har været tilbageholdt 4 gange og udsat for tortur. På baggrund af Retsmedicinsk Instituts erklæring af […] 2015 indeholdte oplysninger og konklusioner lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren af hjemlandets myndigheder har været udsat for tortur. Videre at ansøgerens ringe hukommelse kan være forårsaget af dette. Flygtningenævnets flertal kan ikke med sikkerhed afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet igen vil være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren er således omfattet af udlændingelovens § 7. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at der ikke er udsigt til, at ansøgeren på et nyt mundtligt nævn på afgørende vis kan bidrage yderligere til sagens oplysning. Flertallet finder derfor ikke, at sagen bør sættes på nyt mundtligt nævn. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Der er herved lagt vægt på karakteren af ansøgerens aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2016/7 / KIB
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har forklaret, at hun blev tvunget til at tage ophold i en LTTE-lejr i en uge, hvorefter hun blev løsladt, da hun var gravid, men at hun i øvrigt ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af myndighederne, fordi hendes ægtefælle har været medlem af LTTE. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle i perioden [primo] 2007 til [foråret] 2009 var tvunget medlem af LTTE. [I de følgende otte måneder] blev han under ophold i en lejr afhørt af myndighederne, som spurgte, om han var medlem af LTTE, hvilket han nægtede. Fra [efteråret] 2011 til [foråret] 2012 blev han af myndighederne flere gange stoppet på gaden og spurgt, hvorvidt han var medlem af LTTE, hvilket han nægtede. I [foråret] 2012 tog myndighederne ham med sig og afhørte ham, og [en måned senere] tog myndighederne ham igen med sig, ligesom de afhørte og udsatte ham for fysiske overgreb. [16 dage senere] kom repræsentanter fra myndighederne til ansøgerens bopæl for at hente hendes ægtefælle, der ikke var hjemme. Efterfølgende udrejste hendes ægtefælle af Sri Lanka. Herefter og frem til [sommeren] 2014 blev ansøgeren flere gange opsøgt af myndighederne, som søgte efter hendes ægtefælle. I månederne efter opsøgte repræsentanter fra myndighederne ansøgeren tre gange, hvorefter de tog hende med til en lejr, hvor de afhørte hende og siden løslod hende. I den forbindelse blev hun endvidere udsat for fysiske overgreb og forevist en video, hvor hendes mand står i en LTTE uniform. Flygtningenævnet lægger ansøgerens meget detaljerede og konsistente forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om diverse geografiske steder, tidsmæssige angivelser, episoder og andre detaljer er i fuld overensstemmelse med baggrundsoplysninger vedrørende Sri Lanka, herunder om LTTE, militæret og behandlingen af familiemedlemmer til LTTE soldater og andre, der mistænkes for selv at tilhøre LTTE. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke selv har været medlem af LTTE, men at ansøgerens ægtefælle har været medlem og kæmpet for grupperingen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren over en længere periode er blevet afhørt af myndighederne om sin mands forhold, og at hun i den forbindelse blev forevist et videoklip af sin mand i LTTE-uniform, udsat for fysiske overgreb og selv beskyldt for at være medlem af LTTE. Det fremgår af UNHCR’s Eligibility Guidelines for assessing the International Protection needs of Asylum Seekers from Sri Lanka, udgivet den 21. december 2012, og Asylum Research Consultancys rapport “Sri Lanka: (1) Information on Tamils who have returned (voluntarily or forced) to Sri Lanka since August 2014 and who were subjected to detention and/or torture and/or ill-treatment; (4) Any information on recent arrest/detention/ ill-treatment/ torture of Tamils within Sri Lanka, and on what grounds since August 2014, udgivet den 11. marts 2016, at visse persongrupper med nærmere tilknytning til LTTE ved en tilbagevenden til Sri Lanka kan have behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2016/6/CEB
Nævnet hjemviste i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han igen vil blive tilbageholdt af militæret, eller at militæret vil bortføre ham. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at hans onkel og bedstefader ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at militæret i 2015 oprettede en lejr i den bydel, hvor han boede. Når ansøgeren og hans venner spillede fodbold, eller når han befandt sig på gaden, opsøgte militæret ham og hans venner, og hver gang tog soldaterne dem med hen til militærets lejr. Soldaterne forlangte, at ansøgeren og hans venner skulle sælge hash og herefter komme tilbage med pengene fra salgene til soldaterne. Da de nægtede at efterkomme soldaternes krav, tilbageholdte og truede soldaterne dem. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han fra sine venner har hørt, at en dreng fra en anden by blev bortført af militæret. Han frygter derfor, at det samme vil ske for ham. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at hans bedstefader, som er meget gammel, ikke længere vil kunne fortsætte med at forsørge ham og hans familie, ligesom han frygter, at hans onkel skal blive gift og derfor ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren højst var 13 år, da han indrejste i Danmark, og at han nu højst er 14 år. Herefter, og på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder ansøgerens begrænsede evne til at besvare de stillede asylrelevante spørgsmål, finder et flertal af nævnets medlemmer, at det er betænkeligt at antage, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.” sril/2016/5/CEB
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tamilere og hinduer fra Jaffna, Sri Lanka. Den mandlige ansøger har været medlem af LTTE fra [foråret] 2003 til [foråret] 2009. Han fungerede som vagt og transporterede mad. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Sri Lanka at blive udsat for overgreb af den srilankanske hær. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at da han flygtede fra LTTE i [foråret] 2009, tog han hjem til sine forældre. Fem til seks dage efter kom der omkring 10 soldater fra den srilankanske hær og tog ham med. Han blev kørt til en militærlejr, hvor han var tilbageholdt i to dage. Under tilbageholdelsen blev han slået og fik hevet negle ud med en tang. Hans fader kontaktede folk fra EDPD, og ansøgeren blev løsladt med meldepligt hver fredag. Denne meldepligt fortsatte indtil udrejsen af Sri Lanka. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun har syet tøj til LTTE-medlemmer. Hendes storebroder var medlem af LTTE, og hendes lillebroder sympatiserede med LTTE. Hendes lillebroder forsvandt en tirsdag i 2006. Hendes storebroder var medlem af LTTE. Han døde i 2009 i forbindelse med kamphandlinger mellem LTTE og hæren i Vanni-området. Ansøgeren syede tøj for de LTTE-medlemmer, som kom i familiens hjem i perioden fra 2001 til 2009. Ansøgeren blev pålagt meldepligt i 2007 eller 2008. Hun mødte altid op til meldepligten sammen med sin fader. [I efteråret] 2014, hvor hun skulle melde sig i en militærlejr, blev hun bedt om at komme alene. Militærpersoner forsøgte at tage tøjet af hende, og hun flygtede derfor hjem til sin moster og ringede til sin ægtefælle. Ægtefællen tog hjem til mosteren og 10 dage senere udrejse ansøgerne af Sri Lanka. Efter ansøgernes udrejse er begge ansøgernes fædre blevet opsøgt af hæren. Den kvindelige ansøgers fader blev i den forbindelse udsat for vold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund, idet begge ansøgerens forklaringer fremstår divergerende, utroværdige og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerene har forklaret afglidende omkring væsentlige dele af asylmotivet. Begge ansøgere har forklaret divergerende i forhold til, hvorvidt de udrejste legalt og om, hvorvidt de i forbindelse med udrejsen har besiddet og forevist et pas. Begge ansøgere har overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de udrejste legalt. Den mandlige ansøger har forklaret, at begge ansøgere foreviste pas i lufthavnen i Columbo, og at passene blev stemplet. Den kvindelige ansøger har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hun forsøgte at beholde passet, da agenten efter ankomsten til Danmark krævede det overleveret. Begge ansøgere har under nævnsmødet afvist, at de er udrejst legalt, ligesom begge ansøgere har forklaret, at de aldrig har været i besiddelse af et pas. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun foranlediget af sine brødre fra 2001 eller 2004 til 2009 syede forskellige beklædningsgenstande for LTTE. Den kvindelige ansøger har forklaret afglidende og upræcist om den opgave, hun selv udførte for LTTE. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hendes ældste broder var tilknyttet LTTE, og at han blev dræbt i kamp, medens ansøgerens yngre broder valgte at forlade familien i 2006. Denne yngre broder var herefter angiveligt eftersøgt af militæret. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om antallet af militærets henvendelser hos hendes forældre efter ansøgernes udrejse, idet antallet heraf i ansøgerens forklaring har varieret mellem to og 20. Denne ansøger har endvidere som anført af Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om forløbet i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at den kvidelige ansøger har sandsynliggjort, at hun som forklaret har været pålagt en ugentlig meldepligt i perioden fra 2008-2009 frem til udrejsen ultimo 2014, og nævnet kan dermed ej heller lægge til grund, at ansøgeren [i efteråret] 2014 var udsat for et overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at han fra 2003 og frem til [foråret] 2009, hvor han undveg, var indrulleret i LTTE, og at hans opgave udelukkende var at udføre forskellige praktiske opgaver. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne havde kendskab til ansøgerens tilknytning til LTTE, og at ansøgeren af den grund [i foråret] 2009 blev hentet af millitæret og bragt til en militærlejr, hvor ansøgeren straks blev udsat for tortur, idet militæret ønskede, at ansøgeren skulle indrømme sine egne handlinger og angive andre medlemmer af LTTE. Ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om sine opgaver hos LTTE. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at det i løbet af to dage lykkedes ansøgerens fader, bistået af EDPD at få ansøgeren frigivet mod bestikkelse, fremstår ganske utroværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han har været tilknyttet LTTE, eller at han fra 2009 og frem til udrejsen i [efteråret] 2014 var pålagt meldepligt. Den mandlige ansøger har fremlagt to erklæringer dateret [i sommeren] 2012. Disse erklæringer bidrager, når henses til erklæringernes indhold og form, ikke til at understøtte den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af ansøgernes generelle troværdighed, at begge ansøgeres forklaringer må forkastes. Der findes herefter ikke anledning til at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Da ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2 stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2016/4/MVI
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har været medlem af De Tamilske Tigre (LTTE) fra perioden 1992 til 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået af ihjel af militæret og efterretningsfolk, idet hans navn er påført en sort liste, fordi ansøgeren tidligere har været medlem af LTTE i Sri Lanka. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev tilknyttet LTTE i januar 1992. Ansøgeren var tilknyttet og havde aktiviteter for LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006. Ansøgeren modtog fra januar 1992 indtil august 1992 våben-, militær- og fysisk træning. Ansøgeren deltog fire gange i kampene, som blev afviklet på vandet mellem […] og […]. Disse kampe fandt alle sted inden 1995. I slutningen af 1993 eller i starten af 1994 deltog ansøgeren i kampen i […]. I 1995 deltog ansøgeren også i et angreb i området […]. Fra 1996 til 1998 arbejdede ansøgeren for LTTE, som ingeniør på skibet […]. Næsten dagligt hentede ansøgeren våben fra andre store skibe, som også tilhørte LTTE. I 1998 tog ansøgeren til Nord Korea for at hente våben. I 2000 og i 2002 hentede ansøgeren våben i Kina. I 2004 skulle ansøgeren igen hente våben fra Kina, men fik besked på at vende tilbage, idet de var blevet opdaget af amerikanerne. I 2004 tog ansøgeren fra Indonesien tilbage til Sri Lanka, hvor ansøgeren blev i tre måneder. Ansøgeren besøgte sine forældre og mødtes med […], som også var tilknyttet LTTE. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlinger efter 1996. I starten af april 2004 udrejste ansøgeren af Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden fra sin udrejse af Sri Lanka til sin indrejse i Danmark opholdt sig i en række forskellige lande, herunder flere asiatiske lande under forskellige identiteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder forklaringen om, at hans familie frem til ca. 2012 er blevet opsøgt flere gange af myndighederne, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har været tilknyttet de tamilske tigre LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006, at han i årene 1993-1995 deltog i kamphandlinger på havet mod det srilankanske militær, og at han de efterfølgende år, hvor han boede i Indonesien var kontaktperson og skulle skaffe reservedele, mad, lægehjælp og andre forsyninger til LTTE. Herudover var han 3 gange med som mekaniker på et skib tilhørende de tamilske tigre i forbindelse med køb af våben i henholdsvis Nord Korea og Kina. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund samt under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka fortsat vil være i myndighedernes søgelys og dermed vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de aktiviteter, som ansøgeren har udført for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at LTTE under borgerkrigen begik krigsforbrydelser og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Nævnet finder imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren konkret har medvirket til sådanne handlinger, eller at de våben, som han medvirkede til købet af, har været anvendt hertil. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F og dermed heller ikke efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. sril/2016/3 / KIB
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Torturkomités udtalelse af 20. juni 2016 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse den 23. juni 2016 til-kommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan sendes tilbage til Sri Lanka. Ansøgeren er etnisk tamil fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet, idet han er etnisk tamil, og idet han har haft en konflikt med EPDP, som mistænker ansøgerens søn for at stå i ledtog med LTTE. Ansøgeren har endvidere været medlem af LTTE-søværnsenhed fra 1992 til 2000. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans søn i 2006 blev tvunget til at udføre militærtræning for LTTE, og at ansøgeren i januar 2008 afleverede sønnen til en lejr under kontrol af Human Rights Commission, idet EPDP mente, at sønnen stod i ledtog med LTTE. I marts 2008 blev ansøgeren indkaldt til EPDP’s lejr og udsat for slag. EPDP forlangte, at ansøgeren skulle overgive sin søn. Frem til oktober 2008 blev ansøgerens bopæl ransaget af EPDP tre til fire gange. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for slag. Under sidste ransagning i oktober 2008 blev ansøgeren truet med henrettelse, såfremt han ikke udleverede sønnen. Ansøgeren er tillige blevet udsat for generelle husransagninger af militæret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udført arbejde for LTTE, og at hans sønner har deltaget i træning hos LTTE. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i 2008 blev indkaldt til et møde i EPDP’s lejr på grund af sin ene søns forhold, og at han under dette møde blev udsat for overgreb, ligesom EPDP efterfølgende tre gange opsøgte ansøgerens hjem, indtil ansøgerens familie flygtede fra hjemmet, hvilket skete efter ansøgeren var udrejst af Sri Lanka. Endelig lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at familien vendte tilbage til området i 2012, samt at de derefter fortsat blev opsøgt indtil regeringsskiftet i 2015. Flygtningenævnet har i sin tidligere afgørelse [foråret] 2012 fundet, at ansøgeren ved sin udrejse i [efteråret] 2008 måtte anses for at være i risiko for overgreb fra EPDP’s side, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at EPDP ikke længere var en integreret del af regeringens politik i Jaffna-området, samt at den paramilitære del af EPDP på tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse i det væsentlige var en gruppe, der ernærede sig ved borgerlig kriminalitet, herunder kidnapninger og lignende. For så vidt angik ansøgerens tilknytning til LTTE, lagde Flygtningenævnet vægt på, at LTTE efter ansøgerens udrejse var blevet nedkæmpet af regeringen. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ikke tre år efter sin udrejse fra Jaffna-halvøen ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold, herunder Landinfo 3. juli 2015, side 13, og Preliminary observations and re-commendations of the Special Repporteur on torture and other cruel, inhuman and degrading tretment or punishamen, mr. Juan E. Mendez on the Official joint visit to Sri Lanka – 29 April to 7 May 2016, at alle opholdsnægtede, der returneres, kan og vil blive registreret og undersøgt af myndighederne samt, at der fortsat rapporteres om brug af tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren uanset ovenstående ikke alene på grund af sit arbejde for LTTE i perioden fra 1992 til 2000 og sønnernes deltagelse i en LTTE-træningslejr er profileret over for myndighederne i en sådan grad, at han efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger af denne grund vil være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens konflikt med EPDP, fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”An unfinished War: Torture and Sexual Violence in Sri Lanka 2009-2014”, side 22, UNHCR: 2014 Country Reports on Human Rigths Practices – Sri Lanka af 25. juni 2015”, side 3, The US State Department’s 2015 Country Report on Human Rigths Practices (USSD Report 2015), Sri Lanka af 13. april 2016 og Home Office: ”Country Information and Guidance, Sri Lanka: Tamil separatism”, august 2016, side 39, at EPDP stadig er aktiv som paramilitær organisation med forbindelser til den militære efterretningsorganisation. Det fremgår videre, at EPDP fortsat er ansvarlige for bortførelser, drab mv., at de fortsat foretager afhøringer af tamilere, som formodes at have forbindelser til LTTE, herunder ved brug af tortur, samt at EPDP fortsat opererer i ansøgerens hjemområde. Uanset at ansøgeren ikke er højt profileret i forhold til EPDP og uanset, at EPDP ikke har samme betydning, som de havde før afslutningen af den væbnede konflikt, og uanset at hans hustru og ældste søn har kunnet opholde sig i området siden 2012, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved at tage ophold i sit hjemområde, som han har været væk fra i en længere periode, efter en uafsluttet konflikt med EPDP, igen vil komme i EPDP’s søgelys. Herefter, og efter indholdet af baggrundsoplysningerne vedrørende EPDP finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sril/2016/13/THJ
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tamil og katolik fra Colombo, Sri Lanka. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk singaleser og buddhist fra Colombo, Sri Lanka. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie, idet de er utilfredse med, at hun er gift med en tamil. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive forfulgt af regeringen, idet han er tamil, samt at hans børn vil blive dræbt som følge af de generelle forhold i landet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de begge er fra Sri Lanka, men at de mødtes, mens de begge var bosiddende i Syrien. Den kvindelige ansøgers familie er singalesisk, og vil ikke have, at hun er sammen med en tamil. Ansøgerne blev kærester i 1996 i Syrien, men efter fem-seks måneder begyndte de at få problemer med den kvindelige ansøgers familie. Familien talte grimt om den mandlige ansøger til en fest. I slutningen af 1996 eller starten af 1997 skar den kvindelige ansøgers bror hende i halsen, efter hun havde fortalt ham, at hun ville giftes med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger kom derefter på hospitalet. En eller to dage efter dette ringede den kvindelige ansøgers mor til hende og fortalte, at hun ville begå selvmord, hvis ikke ansøgerne gik fra hinanden. Ansøgerne tog derefter en pause fra deres forhold, og efter en måned blev de enige om ikke at se hinanden mere. Den mandlige ansøger mødte sin første kone, [A], en måned efter, at han og den kvindelige ansøger var gået fra hinanden. Den mandlige ansøger blev gift med [A] i [sommeren] 1997. Den kvindelige ansøger blev gift med en anden mand i 1998. Det var et arrangeret ægteskab. Den mandlige ansøgers mor, søster og bror blev kidnappet i Syrien i 1998. De var tilbageholdt i fem dage. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der stod bag kidnapningen, men han tror, at det var den kvindelige ansøgers familie. Ansøgerne mødtes igen til en fejring af det srilankanske nytår i [foråret] 2007 eller 2008. Dagen efter ringede ansøgerne sammen, og de talte om, at de var utilfredse med deres liv. Ansøgerne blev enige om at blive skilt fra deres respektive ægtefæller og fandt derefter sammen igen. Ansøgerne fandt sammen igen i 2009, og de blev gift [vinteren] 2010. De boede begge to i Syrien på dette tidspunkt. I [vinteren] 2012 forlod ansøgerne Syrien, og tog til Sri Lanka, hvor de boede i Colombo [zone]. I [foråret] 2012 opsøgte seks-syv mennesker fra blandt andet den kvindelige ansøgers familie ansøgerne på deres bopæl. Den kvindelige ansøgers storebror var iblandt dem. Den kvindelige ansøgers familie sagde, at de ikke ville lade dem leve sammen, og at de ville slå dem ihjel. Den kvindelige ansøgers bror var ved at slå den mandlige ansøger, men stoppede, da han så, at deres naboer fulgte med i, hvad der foregik. Dagen efter meldte ansøgerne episoden til politiet. Politiet sagde, at de kun ville gøre noget ved truslerne, hvis der skete noget. Samme dag ringede den kvindelige ansøgers bror til dem og kom med nye trusler. Han ringede efterfølgende flere gange til dem. Ansøgerne kan ikke huske, hvornår han ringede sidste gang. [foråret] 2012 blev den mandlige ansøger kidnappet i Colombo. Den mandlige ansøger var på vej hen til nogle af sine mors slægtninge til fods, da han fik en klud for ansigtet med nogle kemikalier på. Personerne, der havde kidnappet den mandlige ansøger, spurgte ham, om han støttede de tamilske tigre, og hvem han sendte penge til. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem der kidnappede ham. Tre-fire måneder efter episoden i [foråret] 2012, hvor den kvindelige ansøgers familie havde opsøgt dem, var der nogen, som smed sten mod ansøgernes bopæl. De smadrede nogle af deres vinduer. Det skete om natten, og ansøgerne så derfor ikke, hvem der kastede stenene. I [sommeren] 2013 var den mandlige ansøger involveret i en trafikulykke. Den mandlige ansøger kørte i en trehjulet bil med sin søn, da nogen påkørte dem, således at deres bil rullede rundt. Den mandlige ansøger ved ikke, hvem, der påkørte dem, men han tror, at det var med vilje, idet vedkommende derefter kørte videre. Uanset ansøgernes forklaringer om blandt andet de dramatiske begivenheder i 1997, hvor den kvindelige ansøger angiveligt blev skåret i halsen af sin bror på grund af forholdet til den mandlige ansøger, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse i anledning af deres nu i 2010 eller 2011 indgåede ægteskab. Selvom medlemmer af den kvindelige ansøgers familie måtte være utilfredse med giftemålet, er der således ikke i forbindelse med nævnets behandling af sagen oplyst om konkrete omstændigheder, således som disse er blevet afdækket navnlig i forbindelse med de afgivne forklaringer, der i sammenhæng med de foreliggende baggrundsoplysninger om blandt andet blandede ægteskaber i Sri Lanka indebærer, at ansøgerne har en konflikt af en sådan intensitet med medlemmer af den kvindelige ansøgers familie, at dette kan begrunde, at ansøgerne har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Der er heller ikke oplyst om omstændigheder, der indebærer, at manden har en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie, eller at ansøgerne har en konflikt med myndighederne i Sri Lanka, der kan begrunde beskyttelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka kan heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2016/12/THJ
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive tortureret og slået ihjel af den srilankanske efterretningstjeneste eller af militæret, idet ansøgerens bror har været medlem af LTTE, og idet ansøgerens far havde tilknytning til organisationen. Ansøgerens far blev slået ihjel af det indiske militær i 1990. I år 2000 sluttede ansøgerens storebror sig til LTTE. Broren var sjældent hjemme, men i [foråret] 2006 - omkring det tamilske nytår - kom han på besøg. Han fortalte i denne forbindelse, at han arbejdede for LTTE’S efterretningstjeneste. Mens broren var hjemme, kom STF - Special Task Force - til ansøgerens bopæl for at tale med hans bror. Ansøgerens bror nåede dog at flygte, inden STF ankom. STF udsatte ansøgeren for vold. STF spurgte ansøgeren og hans familie om, hvor ansøgerens bror var, og hvornår han kom besøg. De nægtede dog at fortælle, at broren kom på besøg. I [foråret] 2006 hørte ansøgeren et højt brag, da han var på vej til skole. Da ansøgeren kom hjem, ventede STF på hans bopæl. De udsatte hans søster og mor for vold, og tog ansøgeren med til en militærlejr. Her blev han placeret på en stol med hænderne bundet på ryggen, og bedt om at ringe til sin bror. Dette kunne ansøgeren dog ikke. Han blev endvidere spurgt ind til den eksplosion, der havde fundet sted om morgenen, da STF mistænkte, at det var ansøgerens bror, der var ansvarlig herfor. De mente endvidere, at ansøgeren havde hjulpet sin bror. Ansøgeren blev tilbageholdt i 25 dage, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgerens mor henvendte sig til rektoren på ansøgerens gymnasium for at få hjælp. Rektoren forhandlede med STF og fik aftalt, at ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han skulle melde sig i lejren hver søndag. Dette gjorde ansøgeren i de følgende tre og et halvt år. Da ansøgeren i [efteråret] 2009 gik hen for at melde sig, blev han tilbageholdt sammen med 35 andre personer, og fik at vide, at han skulle sendes på genopdragelse. Da ansøgerens mor fandt ud af dette, henvendte hun sig til en person i landsbyen, som var svoger til chefministeren for den østlige provins, [A]. [A] var tilknyttet TMVP - Tamil Makkal Vinduthalai Pulikal. Ansøgeren blev herefter hentet af to personer fra TMVP. TMVP krævede efterfølgende, at ansøgeren skulle blive medlem og arbejde for dem i et år. Han skulle blandt andet rekruttere nye medlemmer, dele mad og penge ud, hænge plakater op og besøge familier, som var påvirket af naturkatastrofer og krig. Ansøgeren frygtede, at han ville blive henrettet, hvis han ikke arbejdede for TMVP. Han arbejdede kun for dem, fordi han var tvunget til det. Fra 2009 til 2010 arbejdede ansøgeren otte timer om dagen. I [vinteren] 2011 gav TMVP ansøgeren lov til at gå på teknisk skole. Ansøgeren gik på flere forskellige skoler fra 2011 til 2013, men han skulle fortsat arbejde for TMVP, hvis der for eksempel var valg. Ansøgeren arbejdede for TVMP omkring 25 gange i denne periode. I [sommeren] 2014 hjalp ansøgeren TVMP ved præsidentvalget, som fandt sted i januar 2015. I [foråret] 2015 oplyste TVMP, at de ikke længere kunne yde ansøgeren beskyttelse, idet der var kommet en ny regering, som ikke var venligt indstillede overfor TMVP. De anbefalede derfor, at han forlod området. Ansøgeren flyttede derfor til Colombo, og begyndte på universitetet. I perioden fra 2009 til 2015 oplevede ansøgeren ingen problemer, da TMVP støttede den daværende regering. I juni 2015, da ansøgeren havde gået på universitetet i tre måneder, forsøgte fire ukendte mænd at opsøge ham på universitetet. De ønskede at udspørge ansøgeren, hvorfor han formodede, at de var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren var ikke selv på universitetet den dag, men to af ansøgerens studiekammerater talte med dem, og de spurgte efter ansøgeren og omtalte ham ved navn. Ansøgerens studiekammerater fortalte om episoden til ansøgeren, der som følge heraf ikke længere tog på universitetet, men levede i skjul i byen [by], indtil han [efteråret] 2015 udrejste fra Sri Lanka. Efter ansøgerens udrejse er hans mor og storesøster blevet opsøgt fire til fem gange på deres bopæl. De bor nu hos slægtninge, da de ikke kan være i fred. Flygtningenævnets flertal kan på væsentlige punkter - og uanset de forekommende divergenser - lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder det således godtgjort, at ansøgerens bror har været aktiv i LTTE fra 2000, og at ansøgeren i 2009 blev hvervet som medlem af TMVP og har udført arbejde i et ikke helt afklaret omfang for TMVP gennem en længere periode frem til valget i Sri Lanka i 2015. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka kan nævnet ikke med den fornødne sikkerhed afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i myndighedernes søgelys og i risiko for at blive udsat for forfølgelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter, og da der efter oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Sri Lanka ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionen artikel 1 F, meddeler Flygtningenævnets flertal derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at synspunkter om Internal Flight Alternative ikke kan føre til anden vurdering.” Sril/2016/11/THJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamiler og katolik fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han vil blive fængslet af de srilankanske myndigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med to forskellige mindehøjtideligheder er blevet opsøgt af ukendte personer. Anden gang ansøgeren blev opsøgt, blev ansøgeren og hans fætter tilbageholdt og taget til en militærlejr. De blev løsladt dagen efter på betingelse af, at ansøgerens fætter meldte sig hver uge. Ansøgerens fætter meldte sig to gange og udrejste herefter til Frankrig. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl af fire mænd, hvoraf to af dem var de samme, som tidligere havde tilbageholdt ansøgeren og hans fætter. Mændene spurgte efter hans fætter og troede ikke på, at hans fætter var udrejst. Dagen efter blev ansøgeren opsøgt af de samme fire mænd igen, som tog ham med og tilbageholdt ham i 20 dage, hvor han blev udsat for fysiske og seksuelle overgreb. I den efterfølgende periode blev ansøgeren opsøgt og hentet på sin bopæl yderligere tre gange med to dages mellemrum, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på centrale punkter kan tilsidesættes, idet der forekommer væsentlige divergenser, ligesom forklaringerne heller ikke forekommer selvoplevede. Ansøgeren har således forklaret overfor de danske myndigheder og for nævnet om en tilbageholdelse i 20 dage, mens denne tilbageholdelse slet ikke er omtalt i hans samtale med de schweiziske myndigheder. Trods 20 dages tilbageholdelse har han endvidere ikke kunnet forklare nærmere om det sted, han var tilbageholdt og om de personer, der tilbageholdt ham. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingeloven § 7, stk. 1, eller for overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/10/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik født i provinsen Kilinochchi i landsbyen […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive dræbt af politiet, militæret og bevægelsen EPDP, som samarbejder med myndighederne, idet myndighedsrepræsentanter tidligere har opsøgt og tilbageholdt ham med henblik på at få oplysninger om hans ældre brødre, der har været aktive for eller haft tilknytning til De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at fire af hans fem brødre har været medlemmer af eller tilknyttet De Tamilske Tigre. Han har endvidere oplyst, at hans fader har været sympatisør og udøvet bistand til grupperingen. Den ene af hans tre brødre, der har været medlem af LTTE, afgik ved døden i 1996, og den anden broder er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Den tredje broder bor fortsat i Sri Lanka. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt to gange med to ugers mellemrum i enten juni eller juli 2013. Begge gange blev hans familie stillet spørgsmål vedrørende hans brødre. [I] november 2013 blev han stoppet på gaden af fem mænd i en varebil. Han blev hevet ind i bilen, hvor han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted. De fem mænd forsøgte at tvinge ham til at afgive oplysninger om, hvor hans brødre befandt sig. Ansøgeren nævnte i den forbindelse både sin faders og sine brødres navne. Da han ikke kunne give dem de oplysninger, de efterspurgte, blev han udsat for fysisk vold og truet på livet. Det lykkedes dog ansøgeren at kravle op på et skab og flygte ud gennem et hul i loftet. Ansøgerens flugt blev opdaget, men han formåede at skjule sig på en nærliggende mark, hvorefter han tog til sine forældres bopæl i landsbyen […]. Den efterfølgende dag blev det besluttet, at han skulle tage ophold hos sin faster. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin faster i 15 dage. [I] november 2013 ankom en varevogn til hans fasters bopæl, hvorefter nogle personer gennemrodede huset og var voldelige overfor hans faster. Ansøgeren overnattede herefter hos sin fasters nabo. Herefter flyttede ansøgeren hjem til sin faders vens bopæl i byen […], hvor han opholdt sig i en periode. Herefter tog ansøgeren hjem til sine forældre. Inden udrejsen opholdt ansøgeren sig endvidere hos sin morbroder i […]. Under opholdet hos morbroderen kom en ukendt person og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren befandt sig dog ikke på morbroderens bopæl, da dette skete. [I] 2014 udrejste ansøgeren af Sri Lanka og rejste til Indien. Under opholdet i Indien havde ansøgeren telefonisk kontakt med sine forældre to eller tre gange. De oplyste under samtalerne, at deres bopæl var blevet opsøgt af personer, der ledte efter ansøgeren. Efter hans udrejse var hans moder endvidere blevet udsat for fysisk vold, og to af hans venner var blevet kidnappet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans tilbageholdelse og flugt til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren, som efter sin egen forklaring ikke har nogen form for tilknytning til De Tamilske Tigre, blev tilbageholdt for at give oplysninger om sine brødre, idet ansøgerens øvrige familie, herunder hans forældre og søskende ikke er blevet tilbageholdt i den anledning. Flygtningenævnet tillægger det herved også vægt, at det fremgår af ansøgerens brors asylakter, at myndighederne var bekendt med, hvor den bror, som har været medlem af De Tamilske Tigre, boede i Sri Lanka. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvordan han flygtede efter tilbageholdelsen, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har på flere centrale punkter forklaret divergerende. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] marts 2014 forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt 2 gange i juni eller juli 2013. Under samtalen [i] september 2014 og for nævnet, har han forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt ca. 14 dage før [en nærmere bestemt dato i] november 2014, hvor han blev kidnappet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han boede hos sin bror, før han udrejste. Han har også forklaret divergerende om, hvorfor de mænd, der opsøgte ham på fasterens bopæl forlod stedet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at han under sagens behandling har opgivet forkert fødselsdato. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens 4 brødre har haft tilknytning til De Tamilske Tigre, men at ansøgeren ikke selv har haft nogen form for tilknytning hertil. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens forældre, to brødre og en søster opholder sig problemfrit i Sri Lanka, uanset den ene bror har været medlem af De Tamilske Tigre, og er kendt af myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter de senest foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2015/2
Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka indrejst i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen fra […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet hans fader og broder begge har haft tilknytning til De Tamilske Tigere (LTTE). Han har videre henvist til, at han ikke har boet i Sri Lanka siden 1986 og derfor ikke ville kunne klare sig der, idet han ikke har et sted at bo. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været tilbageholdt af srilankanske patruljebåde flere gange i farvandet mellem Indien og Sri Lanka, senest [i begyndelsen af 2014], hvor han blev udsat for forskellige fysiske overgreb. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han i forbindelse med denne tilbageholdelse opgav sit navn til de srilankanske myndighedspersoner. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i afgørelsen vægt på ansøgerens oplysninger om, at hans fader blev dræbt, mens ansøgeren var lille, og at hans broder var tilknyttet LTTE, idet han var medlem af […]. Broderen blev dræbt i 2003. Broderen blev efter, hvad ansøgeren har fået oplyst, dræbt i 2003 af samme grund. Flertallet lægger vægt på, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder UNHCRs guidelines fra 2012, at sikkerhedssituationen for tamilere generelt er forværret i Sri Lanka, og at der i forbindelse med eller efter indrejse via Columbo lufthavn vil ske undersøgelser af blandt andet familiemedlemmer til tidligere LTTE-medlemmer. Flertallet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet derimod ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2015/1
Nævnet meddelte i juli 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og katolik af religiøs overbevisning fra […] i Sri Lanka. Ansøgeren har været børnesoldat i De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne og militæret, idet myndighederne er bekendt med, at ansøgeren har været soldat i LTTE. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans søster og fader i henholdsvis 2007 og 2008 blev tvangsrekrutteret af LTTE. Begge undslap og gik under jorden. LTTE eftersøgte dem, og i [sommeren] 2008 besluttede ansøgeren på opfordring fra faderens bekendtes søn […] at melde sig til LTTE, for at faderen og søsteren kunne blive fritaget. Ansøgeren modtog træning af forskellig art. Ansøgeren blev flyttet til en anden lejr, hvor han fik våbentræning. Ansøgeren blev i den forbindelse afbilledet på et gruppebillede med LTTE-lederens søn, Charles Anthony. Ansøgeren forsøgte at flygte fra LTTE, men blev pågrebet. Fra [begyndelsen af] 2009 deltog ansøgeren i kamphandlingerne. Ansøgeren brugte våben, men han ved ikke, om han har dræbt nogen. Ansøgeren oplevede ved en enkelt begivenhed 300 til 400 LTTE-soldater, hvoraf mange var unge kvinder, blive dræbt i kamp. Under kamphandlingerne forsøgte ansøgeren endnu en gang forgæves at flygte fra LTTE, men blev fanget og sendt tilbage til kampzonen. På et tidspunkt i [begyndelsen af] 2009 var LTTE dog så svækket, at ansøgeren på samme måde som mange andre LTTE-soldater kunne flygte. Ansøgeren blev genforenet med sin familie i […]. I [foråret] 2009 overgav ansøgerens familie sig til det srilankanske militær. På militærbasen skulle alle personer registreres i forhold til deres tilknytning til LTTE. Både ansøgeren samt søsteren registrerede sig som personer med tilknytning til LTTE. Ansøgeren oplyste imidlertid ikke, at han havde været soldat og deltaget i kamphandlinger. Militæret iværksatte ikke yderligere foranstaltninger mod ham, og ansøgeren og søsteren undgik at blive anbragt i en af de egentlige rehabiliteringslejre. Ansøgeren og søsteren fik tilladelse til at forlade interneringslejren i slutningen af 2009. Nogle måneder senere begyndte militæret at lede efter ansøgerens søster. I [foråret] 2010 fandt militæret søsteren, og hverken ansøgeren eller familien har efterfølgende modtaget livstegn fra hende. I [sommeren] 2012 begyndte militæret at opsøge ansøgerens familie på ny, nu for at anholde ansøgeren. Militæret efterstræbte ansøgeren, idet de var kommet i besiddelse af oplysninger om og et bevis for, at ansøgeren havde været egentlig soldat. Ansøgeren var ikke hjemme på det tidspunkt og tog efterfølgende ophold i […], hvor han opholdt sig frem til [begyndelsen af] 2013. I [begyndelsen af] 2013 tog ansøgeren tilbage til sin hjemby, hvor han gemte sig en måned inden sin endelige udrejse i [foråret] 2013. Flygtningenævnets flertal finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin og familiens tilknytning til LTTE i perioden fra 2007 til 2010 til grund, idet ansøgerens forklaring har fremstået særdeles troværdig og selvoplevet. Ansøgeren har i et vist omfang haft vanskeligt ved at huske datoer og årstal, men nævnets flertal finder, at dette må tilskrives de oplevelser, ansøgeren har haft i forbindelse med de opgaver, han som børnesoldat blev pålagt af LTTE, og de efterfølgende begivenheder. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnets flertal tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger vedrørende LTTE’s rekruttering af børnesoldater, om forløbet af den sidste fase af borgerkrigen og interneringsproceduren. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring derfor til grund, at ansøgerens søster og siden ansøgerens fader blev tvangsrekrutteret af LTTE, at de undveg, og at ansøgeren som 13-14-årig i 2008 på opfordring af en navngiven bekendt af familien trådte i faderen og søsterens sted i forhold til LTTE, således at de to familiemedlemmer kunne gå fri. Ansøgeren modtog herefter forskellige former for træning, herunder efterhånden våbentræning. Ansøgeren forsøgte to gange at flygte, men blev pågrebet af LTTE og udsat for overgreb. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren blev tvunget til at deltage i kampene i forbindelse med LTTE’s endelige tilbagetog og nederlag. På grundlag af forklaringen lægges det endvidere til grund, at det, da kamphandlingerne ebbede ud, lykkedes ansøgeren at skjule, at han havde været egentlig soldat hos LTTE. Ansøgeren blev således i interneringslejren registeret som tilknyttet LTTE, men ikke som soldat. Både ansøgeren og søsteren, som ansøgeren var blevet genforenet med, undgik at blive anbragt i en rehabiliteringslejr, og ultimo 2009/primo 2010 kunne ansøgeren, søsteren og moderen, der ligeledes havde været interneret, tage hjem. Nævnets flertal lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens søster blev afhentet af myndighederne i [foråret] 2010, og at familien ikke siden har hørt fra søsteren. Ansøgeren har forklaret, at han efter frigivelsen fra interneringslejren ikke selv umiddelbart var i myndighedernes søgelys, men at myndighederne i 2012 begyndte at undersøge hans forhold. Myndighederne henvendte sig på ansøgerens bopæl, og i en længere periode opholdt ansøgeren sig ikke hjemme. Ansøgeren har forklaret, at myndighedernes interesse skyldtes, at ansøgeren nu var blevet voksen, og endvidere, at [faderens bekendtes søn], der i sin tid havde opfordret ansøgeren til at træde ind i LTTE, og som ansøgeren havde været i deling med, og som derfor kendte til, at ansøgeren havde deltaget i kamphandlinger, nu fungerer som meddeler for myndighederne. Ansøgeren er ved to lejligheder fotograferet sammen med Charles Anthony og [faderens bekendtes søn], og der foreligger således bevis for, at ansøgeren havde været soldat i LTTE. Flygtningenævnets flertal finder tillige at kunne lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Landinfos rapport af 7. december 2012, at der er relativt få re-arrestationer af personer, der er frigivet efter rehabilitering. Nævnets flertal lægger til grund, at myndighederne siden 2012 har søgt efter ansøgeren. Under henvisning hertil, og da det er lagt til grund, at ansøgerens søster efter at være frigivet fra interneringslejren på ny blev arresteret, finder nævnets flertal, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil pågribe ansøgeren. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han har en velbegrundet frygt for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse som følge af, at han har været soldat i LTTE. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren isoleret må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de af ansøgeren udførte aktiviteter for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Nævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren på et tidspunkt, hvor han var 14 år gammel, af LTTE blev tvunget til at deltage i egentlige kampe under LTTE’s tilbagetog. LTTE og regeringsstyrkerne begik under borgerkrigen krigsforbrydelser og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Efter en konkret vurdering er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har deltaget i sådanne handlinger. Nævnets flertal finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet meddeler derfor den srilankanske statsborger […] asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2014/4
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet havde fremlagt uddrag af nogle avisartikler, hvorefter en srilankansk mand, der arbejdede for et dansk minerydningsselskab, var blevet skuddræbt, en erklæring fra et parlamentsmedlem, en erklæring fra politiet i ansøgerens hjemområde, samt en arrestordre. Flygtningenævnet fik via Internettet bekræftet oplysningerne om et skuddrab i et dansk minerydningsselskab i efteråret 2007. Erklæringen fra parlamentsmedlemmet indeholder kun oplysninger om, hvad ansøgerens moder har fortalt ansøgeren. Erklæringen fra politiet og arrestordren fremtræder som forfalskninger. Flygtningenævnet fandt ikke, at det fremlagte materiale i sig selv kunne understøtte, at ansøgeren skulle være efterstræbt af det srilankanske militær, politiet eller EPRLF. Ansøgeren havde først for nævnet forklaret, at han i forbindelse med en tilbageholdelse i 2005 skulle have været udsat for tortur. Flygtningenævnet fandt derfor ikke at kunne lægge oplysningerne herom til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han efterstræbtes på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren efter anholdelsen i 2005 blev løsladt alene betinget af, at han dagen efter meldte sig til militæret for at underskrive nogle papirer. Den omstændighed, at ansøgeren undlod at møde næste dag for at underskrive papirerne, fandt nævnet ikke kunne give grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville blive udsat for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således udført underordnede aktiviteter for LTTE. Han var igennem en periode presset til at påbegynde våbentræning for LTTE med henblik på, at han skulle kæmpe for dem. Han havde afslået med forskellige begrundelser, uden at dette havde ført til yderligere konsekvenser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge heraf, hverken fra de srilankanske myndigheder eller LTTE. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren på den nævnte baggrund risikerede sådanne overgreb, at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka. Indrejst i 2005 efter at være blevet anerkendt som konventionsflygtninge i Rumænien. Til brug for sagen havde ansøgerne fremlagt en erklæring fra en advokat i Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde til grund, at den kvindelige ansøger havde udført humanitært arbejde i hjembyen til støtte for LTTE. Disse aktiviteter, der ophørte ca. to år før udrejsen, var ikke kommet til de srilankanske myndigheders kendskab. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens nye forklaring om særlige aktiviteter i form af taler og digte med videre til grund. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger havde haft et autoværksted, hvor han mod sin vilje havde måttet reparere biler uden betaling såvel for LTTE som den srilankanske hær. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 1996 afslog LTTE´s anmodning om, at han skulle placere en bombe i et af militærets køretøjer, uden at det medførte nogen konsekvenser. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde levet i skjul i tre år, således som anført i advokatens indlæg. Ansøgeren havde således tidligere konsekvent oplyst, at han først solgte værkstedet i 1998. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret havde været eftersøgt i Colombo på moderens bopæl, ligesom den fremlagte erklæring ikke kunne tillægges nogen bevisværdi. Flygtningenævnet fandt at måtte karakterisere begge ansøgeres aktiviteter som værende ikke særligt profilerede, og sammenholdt med den tid, der nu er gået, siden aktiviteterne fandt sted, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgerne skulle risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, fra de srilankanske myndigheder som følge heraf. Ansøgerne fandtes på ovennævnte baggrund ikke at risikere sådanne overgreb, at de havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne på den nævnte baggrund risikerede overgreb fra LTTE, at de opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at de danske myndigheder har kompetence til at tage stilling til, om ansøgerne opfyldte betingelserne for asyl, og at de rumænske myndigheders afgørelse heraf ikke kunne føre til en ændret vurdering. Srilanka/2007/5
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i foråret 2006 som 16-årig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Sri Lanka, at ansøgeren sammen med sin familie havde boet i en af UNHCR drevet flygtningelejr siden tsunamien i december 2004, hvor familiens hus var blevet ødelagt, at hverken ansøgeren eller hans familie havde været politisk aktive, at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb, og at det var ubestridt, at ansøgeren ikke havde været forfulgt ved udrejsen. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet påberåbt sig, at han dels frygtede at blive hvervet af LTTE, dels frygtede at blive udsat for overgreb fra myndighedernes side på grund af sin etnicitet, og at han derfor ikke kunne vende tilbage til hjemlandet. Det måtte tillægges vægt, at ansøgeren ikke havde været udsat for konkrete hvervningsforsøg fra LTTEs side, at ansøgeren heller ikke havde haft konflikter med organisationen, at den srilankanske hær en enkelt gang havde henvendt sig til moderen på bopælen og spurgt til ansøgeren, og at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger havde været tale om en længerevarende konflikt i hjemlandet, og at der allerede på tidspunktet for ansøgerens indrejse i Danmark havde været uroligheder i hjemlandet. Endvidere lagde nævnet nogen vægt på, at ansøgeren først havde ansøgt om asyl i begyndelsen af 2007. Endelig fandt nævnet efter det foreliggende, at militærets henvendelse på bopælen alene havde været en enkeltstående henvendelse af generel karakter. Under disse omstændigheder fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller ikke kunne antages, at han ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold for etniske tamiler i Sri Lanka, herunder den generelle risiko for tvangsrekruttering af mindreårige, således som det er beskrevet i det foreliggende baggrundsmateriale, herunder UNHCRs Position Paper on the International Protection Needs of Asylum-Seekers from Sri Lanka, af december 2006, kunne på denne baggrund ikke føre til noget andet resultat. Srilanka/2007/4
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i foråret 2005 som familiesammenført med sin herboende tidligere ægtefælle. Ansøgt om asyl i efteråret 2006. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved tilbagevenden frygter myndighederne, da hun har været børnesoldat for LTTE, hvilket hun frygter den tidligere ægtefælle har informeret myndighederne om, og da hun frygter problemer med den tidligere ægtefælles familie, som bor i Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren udrejste af hjemlandet legitimeret med eget pas og uden forud for udrejsen at have været udsat for overgreb eller andet, der kunne begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren som ganske ung og frem til 1994 havde været tilknyttet LTTE som børnesoldat, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på den tid, der var passeret, og den omstændighed, at ansøgeren ikke på nogen måde kunne anses at have profileret sig. De generelle forhold, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv medføre asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgerens problemer med sin tidligere ægtefælle var af privatretlig karakter, og ansøgeren blev derfor henvist til at søge myndighedernes beskyttelse, hvis der skulle opstå konflikter. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ikke kunne opnå en sådan beskyttelse, hvorved bemærkedes, at ansøgerens oplysninger om ægtefællens familieforhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/3
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1968. Indrejst i juni 2006. Ansøgeren, der er etnisk tamil, henviste som asylmotiv til, at han siden 1987 har udført propagandaarbejde for LTTE i form af musikindspilninger og optrædener, og at han siden 1998 har været medlem af LTTE’s kulturelle afdeling. Ansøgeren indspillede musik i propaganda-øjemed for organisationen, ligesom han holdt taler ved masse-møder og i begrænset omfang havde fungeret som LTTE’s talsmand. Ansøgeren forklarede desuden, at de srilankanske myndigheder ved flere lejligheder havde forsøgt at pågribe ham, og at han umiddelbart forud for sin udrejse nægtede at indspille flere CD’er for LTTE. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Sri Lanka dels forfølgelse fra de srilankanske myndigheder som følge af hans arbejde for LTTE, dels forfølgelse fra LTTE, idet han havde finansieret sin udrejse af Sri Lanka med penge, som han havde fået i forudbetaling for indspilning af en CD. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren må anses for højt profileret gennem sine aktiviteter i LTTE’s kulturelle afdeling, og at han må anses for almindeligt kendt i denne sammenhæng. Efter ansøgerens forklaring om myndighedernes bestræbelser på at pågribe ham fandt Flygtningenævnet at måtte lægge til grund, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren også i forhold til LTTE må anses for at være i risiko for at lide overlast. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/2
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født den 10. maj 1979. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk tamil fra Kilinochchi. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til de to organisationer, LTTE og TELO [Tamil Ealam Liberation Organization], ikke virkede overbevisende. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren havde haft en tilknytning til LTTE i 1995/1996, og at han herefter skulle have været tilknyttet TELO, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede, at ansøgerens medlemskab af LTTE lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren alene havde været et menigt medlem, hvorfor det forekom mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været efterstræbt af LTTE på grund af sit medlemskab af TELO. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han i forbindelse med drabet på en ven, skulle være kommet i modsætningsforhold til TELO. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de Srilankanske myndigheder, herunder i forbindelse med de af ansøgeren oplyste drab i 1999 på to medlemmer af PLOTE (People Liberation Organization of Tamil Ealam). Ansøgeren havde endvidere kunnet opholde sig i Sri Lanka uden problemer med myndighederne frem til 2004, og det fremstod som konstrueret til lejligheden, at TELO skulle have anmeldt ansøgeren til myndighederne flere år efter drabene. Ansøgeren havde som asylmotiv tillige henvist til den generelt vanskelige situation i Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kræver, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland må frygtes at blive udsat for en konkret, individuel forfølgelse af en vis styrke eller risiko herfor. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er betinget af, at ansøgeren risikerer dødsstraf, eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller nedværdigende behandling eller straf. Der skal foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for at blive udsat for et af overgrebene. Af bemærkningerne til § 7, stk. 2 fremgår, at der ikke vil kunne gives opholdstilladelse efter bestemmelsen alene fordi, der hersker kaotiske eller borgerkrigslignende forhold i landet. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerens sag sammenholdt med baggrundsoplysningerne om den generelt vanskelige situation i Sri Lanka, herunder UNHCR’s Position Paper On The International Protection Needs Of Asylum-Seekers From Sri Lanka, december 2006, fandtes ansøgeren ikke at kunne anses for at være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke kunne anses for at være en person, der var mål for myndighedsforfølgelse og forfølgelse af LTTE og TELO. Srilanka/2007/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1975. Indrejst i maj 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv dels havde henvist til frygt for myndighederne som følge af bistand til de Tamilske Tigre, dels frygt for at blive tvunget til at tilslutte sig Tigrene. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og lagde her vægt på, at han havde forklaret divergerende, såvel om karakteren og omfanget af bistanden til Tigrene, og om antallet af tilbageholdelser fra myndighedernes side, disses varighed og karakteren af slag og afhøringer. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde været anholdt en eller to gange og var blevet opfordret af Tigrene til at slutte sig til dem, kunne dette ikke medføre asyl. Det bemærkedes herved, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst af myndighederne og at der ikke var konkrete omstændigheder der kunne indicere at ansøgeren var således i myndighedernes søgelys, at der var reel frygt for fornyede anholdelser, ligesom ansøgeren kunne udrejse på eget pas. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, såfremt han frygter de Tamilske Tigre, må henvises til at tage ophold i den myndighedskontrollerede del af landet. Herefter og idet de generelle forhold i Sri Lanka ikke kunne begrunde asyl, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Srilanka/2006/4
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1989. Indrejst i november 2005. Udlændingeservice behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet. I Flygtningenævnet blev sagen behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var uledsaget mindreårig og etnisk singaleser fra Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han – i forbindelse med præsidentvalget i november 2005 - havde opsat valgplakater for en singalesisk kandidat fra UNP var kommet i etniske tamiler eller LTTEs søgelys, herunder at han risikerede at blive tvangsrekrutteret af LTTE. Ansøgeren havde videre henvist til, at hans arbejdsgiver var blevet opsøgt af nogle tamiler, som spurgte efter ansøgeren samt fremsatte trusler, der var rettet mod ansøgeren. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han som singaleser blev chikaneret af tamiler. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerede forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter for UNP var af underordnet karakter, og at ansøgeren alene havde været opsøgt en gang af personer, der angiveligt var tamiler, på gaden i forbindelse med opsætning af valgplakater, ligesom de øvrige, der opsatte valgplakater også blev opsøgt. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver alene én gang var blevet opsøgt af tamiler, der fremsatte trusler rettet mod ansøgeren. Det fandtes ikke herved sandsynliggjort, at ansøgeren var kommet således i søgelyset, at han ved en tilbagevenden ville risikere asylbegrundende overgreb. Derudover havde nævnet tillagt det vægt, at den chikane, som ansøgeren var blevet udsat for af tamiler i sin hjemby, var af underordnet karakter. Såfremt ansøgeren fandt, at han ikke kunne tage ophold i sin hjemby ved Trincomalee, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Sri Lanka, som ikke var domineret af tamiler, ligesom ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvilket ansøgeren efter sin egen forklaring ikke havde gjort. Det forhold, at ansøgeren angiveligt ikke havde noget familie tilbage i Sri Lanka, kunne heller ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka kunne heller ikke begrunde, at der meddeltes opholdstilladelse efter § 7. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2006/3
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Sri Lanka, født i 1965 (M) og i 1979 (K). Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter den mandlige ansøgers forklaring lagde til grund, at ansøgeren ikke var politisk aktiv eller i øvrigt involveret i konflikter med de srilankanske myndigheder eller LTTE, men at ansøgeren gennem nogle år, hvor han blandt andet havde ejet en fiskerbåd, regelmæssigt måtte betale beløb til LTTE på mellem 8.000 og 12.000 rupies, fordi han i lighed med andre fiskere var tvunget til det. Ansøgerens asylmotiv grundede sig navnlig på frygten fra en Karuna-gruppe, der i april 2005 krævede hans samarbejde vedrørende oplysning om ansøgerens fætter. Om denne fætter forklarede ansøgeren, at han i 15 år havde været medlem af LTTE. Ansøgeren havde senest set ham en halv time i 2001 under et besøg hos fætterens mor, der er ansøgerens moster. Ansøgeren havde intet med fætteren at gøre og havde været imod hans deltagelse i LTTE. Nævnet bemærkede, at det indgik i nævnets vurdering, at ansøgeren gav forskellige oplysninger om fætterens position i LTTE, idet ansøgeren på den ene side forklarede, at han havde en høj rang, men på den anden side i samtalen med styrelsen i januar 2006 oplyste, at fætteren var ham, som samlede penge ind for LTTE i området. Efter april 2005 var ansøgeren i maj 2005 blevet standset af to personer, heriblandt en fra Karuna-gruppen. De lod ansøgeren gå, da han på forespørgsel oplyste, at han ikke havde set fætteren. I nævnsmødet oplyste ansøgeren om, at han senest i juni 2005 var blevet ID-kontrolleret ved en myndighedsvagtpost i Batticaloa uden problemer. To dage før udrejsen i september 2005 var ansøgeren og hans ægtefælle blevet forsøgt standset af to ukendte personer i et skovområde, men ansøgeren havde fortsat sin kørsel på motorcykel. Efter udrejsen satte personer fra Karuna-gruppen sig i besiddelse af ansøgerens motorcykel, der var placeret hos ansøgerens svigerfar, og i den forbindelse fremsatte personerne trusler mod ansøgeren, fordi han var udrejst. Ved vurderingen af den risiko, som ansøgeren havde henvist til ved en tilbagevenden, fandt nævnet efter det anførte, at ansøgeren måtte anses for uprofileret. Ansøgerens forbindelse til LTTE måtte anses for ringe, og – således som ansøgeren også havde forklaret – ses i sammenhæng med, at også mange andre fiskere måtte betale penge til LTTE. Ansøgeren havde intet haft at gøre med sin fætter og været imod dennes deltagelse i LTTE. Selv om nævnet ikke ville afvise muligheden efter ansøgerens forklaring om, at de srilankanske myndigheder samarbejdede med Karuna-grupper, fandt nævnet, at en risiko for efterstræbelse af ansøgeren fra de srilankanske myndigheders side måtte anses som usandsynlig, og at henvendelser fra personer tilknyttet en Karuna-gruppe i Batticaloa måtte anses for lokalt betinget og ikke understøttet ud over en mulig afgrænset lokal sammenhæng. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at ansøgeren som anført ikke i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, og at ansøgeren og hans ægtefælle var udrejst legalt af Colombo i september 2005. Den kvindelige ansøger havde om sit asylmotiv henvist til ægtefællens forhold og havde ikke selv været udsat for konflikter. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer fandt nævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerede en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at nævnet ved sin ovennævnte vurdering fandt, at ansøgerne kunne tage ophold i andre dele af Sri Lanka, navnlig Colombo, såfremt de ikke ønskede at tage ophold i Batticaloa. Nævnet fandt ikke, at der efter det fremkomne i ansøgernes sag var tilstrækkeligt grundlag for at udsætte afgørelsen på indhentelse af nærmere oplysninger eventuelt via Udenrigsministeriet om forbindelsen mellem Karuna-grupper og de srilankanske myndigheder, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Srilanka/2006/2
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i oktober 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund om, at han var tilbageholdt i 18 dage i 1995 af regeringshæren og blev udsat for slag under tilbageholdelsen. Det forhold, at ansøgeren var tilbageholdt dengang, kan ikke nu begrunde asyl. Ansøgeren har yderligere påberåbt sig, at han ved løsladelsen i 1995 blev hvervet som spion for hæren, og at han på denne baggrund blev opsøgt i 2000 og bedt om at observere over for LTTE’s politiske kontor i en navngiven by. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han i 2005 fik to advarsler fra LTTE på grund af mistanke om spionage, men at der ikke skete videre. Efter de nævnte advarsler forblev ansøgeren nogle måneder i sin hjemby, hvorefter han rejste til Colombo, hvor han opholdt sig i mindst en måned forud for den legale udrejse. Flygtningenævnet bemærkede om denne del af ansøgerens forklaring, at ansøgeren fra begyndelsen havde oplyst, at han havde udført spionage for regeringshæren og havde i detaljer forklaret herom. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgeren på en række punkter, herunder centrale punkter, havde forklaret divergerende, samt at hans forklaring på nogle punkter tillige forekommer usandsynlig. Divergenserne i ansøgerens forklaring vedrørte forløbet i forbindelse med hærens kontakt til ham i 2000 samt ansøgerens forklaring om tidspunkterne for de angivne advarsler fra LTTE. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at hans hvervning i 2000 skulle have sammenhæng med et tilsagn givet i forbindelse med ansøgerens løsladelse i 1995, forekom mindre sandsynlig. Nævnet fandt endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvorledes han gennem fem år en til to gange om ugen observerede ved LTTE’s kontor og indlod sig i samtale med adskillige personer, der besøgte kontoret, forekom usandsynlig, idet det måtte formodes, at en sådan aktivitet i en mindre by ikke kunne foregå tilsyneladende upåagtet igennem så lang en periode. Det fandtes tillige mindre sandsynligt, at LTTE ved mistanke mod ansøgeren skulle have indskrænket sig til alene at give ham advarsler. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at ansøgeren har foretaget visse observationer i lokalområdet, hvilke var blevet videregivet til en kontaktperson i hæren, fandtes der imidlertid ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er således i søgelyset fra LTTE’s side, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring ophørte med sit arbejde for regeringshæren og opholdt sig i sit hjemområde nogle måneder forud for sin udrejse uden at blive udsat for yderligere fra LTTE’s side. Hvis ansøgeren imidlertid ved en tilbagevenden finder ikke at kunne tage ophold i sit hjemområde, fandt nævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i Colombo, hvor han tidligere har haft ophold med sin familie, og hvor han har opholdt sig i mindst en måned før udrejsen. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring udrejste med accept fra den angivne kontaktperson fra hæren, og at hans udrejse var legal og problemfri. Efter det anførte har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive udsat for en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet at udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2006/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selv om hun kun er 14 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra […]i området Kilinochichi, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren mistede sine forældre under et luftangreb i 2009. Ansøgeren har aldrig selv haft noget med LTTE at gøre og tror ikke, at nogen i hendes familie har haft det, herunder hendes fader. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for overgreb fra militærfolk. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at tamilere bliver kidnappet og får udtaget organer, men at ansøgeren ikke ved, hvem der gør dette. Ansøger frygter, at det vil ske for hende ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at militærfolk voldtager unge piger og udsætter dem for seksuelle overgreb i det område, hvor ansøgeren kommer fra samt råber af pigerne og lignende. Militærfolkene har været efter ansøgeren og har henvendt sig på hendes bopæl flere gange, fordi de ifølge ansøgeren ville udnytte hende seksuelt, men ansøgeren er flygtet hver gang. Hun har mange gange oplevet, at militærfolk har stoppet hende på gaden og berørt hende på hendes krop. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller medlemmer af hendes nærmeste familie har været medlemmer af LTTE, været politisk aktive eller i øvrigt udført aktiviteter, der har profileret dem i forhold til de srilankanske myndigheder. Ansøgeren har ikke selv være anholdt eller fængslet. Ansøgerens forklaring om, at hun blev seksuelt chikaneret af militærfolk på gaden, der antastede og berørte hende, og at der blev spurgt efter hende på bopælen, er ikke forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at der i de aktuelle baggrundsoplysninger vedrørende Sri Lanka er konkrete holdepunkter for at antage, at tamilere, der ikke selv har nogen tilknytning til LTTE og ikke har familiemedlemmer, der har været profilerede medlemmer af LTTE, skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb alene som følge af deres etnicitet, jf. herved blandt andet UNHCR’s Eligibility Guidelines for assessing the International Protection needs of Asylum Seekers from Sri Lanka, udgivet den 21. december 2012, der nærmere opregner visse persongrupper med nærmere tilknytning til LTTE, der kan have behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet finder som ovenfor anført, at ansøgeren og hendes nærmeste familie fremstår helt uprofileret. Det i øvrigt foreliggende baggrundsmateriale vedrørende Sri Lanka ses ikke at indeholde oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at helt uprofilerede personer som ansøgeren, ved genindrejse i Sri Lanka efter ophold som asylansøger i udlandet, vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Det forhold, at ansøgeren er en ung pige på knap 15 år, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2014/1
Nævnet stadfæstede i marts 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk singaleser fra fædrene side og tamil fra mødrene side. Han er buddhist og kommer fra Galle i det sydlige Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har i perioden fra 1988 til 2008 udført aktiviteter for De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af militæret eller politiet, fordi han har udført aktiviteter for De Tamilske Tigre (LTTE). I perioden fra 1988 til 2004 sejlede ansøgeren og hans fader våben, herunder selvmordsbombejakker, geværer, håndgranater, pistoler, metalkugler, brændstof og batterier til LTTE fra det nordlige Sri Lanka til Galle. Transporterne fandt sted i gennemsnit 2 gange om måneden i perioden fra 1988 til 2004. Ansøgerens fader var den aktive i transporterne, og ansøgeren deltog som faderens medhjælper. Ansøgeren ophørte hermed i 2004 ved faderens død. Ansøgeren og hans moder flyttede efter faderens død hen til ansøgerens morbroder, der boede i en LTTE-lejr i det nordlige Sri Lanka. Morbroderen ville have, at ansøgeren aktivt skulle støtte LTTE og sagde, at ansøgeren og hans moder ville blive dræbt, hvis ikke ansøgeren foretog transporter for LTTE. Ansøgeren transporterede herefter tre til fire gange om året våben, ammunition og dele til bomber via landevejsruten til Colombo. De var nogle gange flere om transporten alt afhængig af, hvor tunge våbnene var. På vejen hjem fra Colombo transporterede ansøgeren batterier og metaldele fra cykler, som skulle bruges til fremstilling af bomber. I slutningen af 2006 blev ansøgeren lidt syd for Colombo fængslet for første gang, idet han havde omkring 15 falske id-kort på sig, som han skulle transportere til[…]. Han blev ført til politistationen og sad fængslet i omkring 35-40 dage. Han blev under fængslingen udsat for tortur, idet politiet ville vide, hvem pakken med falske ID-kort var til. En aften blev han kørt til en by nord for Colombo og løsladt. I foråret 2007 blev ansøgeren fængslet for anden gang ved et checkpoint i […] i forbindelse med, at han transporterede materiale bestående af batterier og cykelbolte til Mahavilachi til brug for fremstilling af en bombe. Han blev tilbageholdt i to måneder, da de havde mistanke om, at han transporterede varer til LTTE. Han blev bragt til en militærlejr i[…], hvor han blev udsat for tortur, men sagde ikke noget under torturen. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra militærlejren ved at hægte sig fast på en af lastbilerne, som kom med grønsager til lejren. Han tog herefter hen til sin moder, og hans billede kom efter flugten i avisen. Herefter foretog ansøgeren ikke flere våbentransporter, og holdt sig indenfor LTTE kontrollerede områder indtil udrejsen. Han har udover de to fængslinger været tilbageholdt ved et checkpoint af og til, men fik som regel lov til at gå igen. I perioden fra 2006 til 2007 modtog ansøgeren træning i at blive selvmordsbomber, idet hans morbroder truede med, at hans moder ville blive fængslet, hvis ansøgeren ikke gjorde, som han fik besked på. I 2008 udrejste ansøgeren, idet regeringen angreb området, og han frygtede at blive slået ihjel af militæret eller politiet som følge af sine aktiviteter for LTTE. Uanset, at ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende og divergerende, herunder blandt andet, at han først for nævnet har forklaret om, at han flygtede fra en militærlejr ved at hægte sig på en lastbil, samt at han har forklaret divergerende om, hvorvidt hans deltagelse i selvmordsbombetræningen var frivillig eller ej, finder Flygtningenævnet i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på den foretagne torturundersøgelse i […] 2012, hvori det konkluderes, at der ved undersøgelserne var fysiske fund forenelige med følger af tortur, som oplyst af ansøgeren, samt påvist psykiske fund (PTSD og depression), som er forenelige med følger efter den oplyste tortur og andre svære traumer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved sine omfattende aktiviteter for LTTE, herunder transport af falske ID-kort, våben, dele til fremstilling af bomber, og tilbageholdelse af de srilankanske myndigheder har profileret sig på en sådan måde, at det må antages, at ansøgeren risikerer overgreb fra myndighedernes side som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker herved, at borgerkrigen vel må anses for afsluttet med nedkæmpelsen af LTTE i maj 2009, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, dels at de srilankanske myndigheder agter at retsforfølge en del tidligere medlemmer og andre med tilknytning til LTTE, dels at et større antal LTTE medlemmer og andre tilknyttede fortsat må antages at være interneret af de srilankanske myndigheder. Selvom forholdet ligger tilbage i tid, er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil tilbageholde ansøgeren, og i den forbindelse udsætte ham for overgreb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren — i overensstemmelse med nævnets praksis — isoleret må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om de af ansøgeren udførte aktiviteter for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Et flertal af nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i væsentligt omfang har transporteret selvmordsbombejakker, våben, samt dele til fremstilling af bomber med henblik på, at disse skulle bruges i forbindelse med terroraktioner for LTTE. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet og uddybet i gensamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2010 oplyst, at han i hvert fald i en periode fra omkring 2004 udførte den nævnte bistand til terrorvirksomhed frivilligt, og at han således foretog flere leverancer af bombeudstyr, inden han besluttede at trække sig ud af aktiviteterne. Flertallet finder, at ansøgeren hermed er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” sril/2013/4
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra […], Sri Lanka. Han har fra 2001 til 2009 været medlem af organisationen De Tamilske Tigre (LTTE), som kæmpede for tamilernes rettigheder samt et tamilsk selvstyre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, som medlem af De Tamilske Tigre, udførte forskelligt arbejde for organisationen, herunder indgik i kamptræning og havde vagtarbejde for nogle højtstående ledere i organisationen. Han har samtidig oplyst, at han ikke selv har deltaget i kamphandlinger, men i kraft af sin uddannelse som lærer alene har haft administrative ledelsesopgaver. Han har henvist til, at han nu er profilleret i en sådan grad, at hvis han vender tilbage til Sri Lanka, vil han, idet myndighederne har kendskab til, at ansøger har arbejdet for og været medlem af De Tamilske Tigre, blive tilbageholdt og dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund uanset mindre divergenser med hensyn til, hvornår han påbegyndte sit arbejde for LTTE, og hvor han opbevarede våben for organisationen. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren har haft administrative ledelsesfunktioner for De Tamilske Tigre, og at han ved en heldig tilfældighed ikke blev identificeret som tamilmedlem ved ankomsten til militærlejren i […]. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, efter han genoptog sit arbejde som lærer i sin hjemby, flere gange var udsat for ubehagligheder i anledning af sit tidligere tilhørsforhold til De Tamilske Tigre. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren derefter flygtede til Indien, da han frygtede myndighedsforfølgelse på grund af sit tidligere forhold til Tigrene. Flygtningenævnet finder herefter, og med henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka fortsat vil være i myndighedernes søgelys og vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder herefter, at der skal tages stilling til om ansøgeren kan udelukkes i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens § 1F, a. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke har deltaget i krigshandlinger udført af Tigrene. Nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren konkret har foretaget handlinger, der ligger udover, hvad der må anses for omfattet af udlevering af våben og administrativ ledelse. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren kan udelukkes efter udlændingeloves § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens § 1F, a. Flygtningenævnet meddeler derfor den srilankanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 / stk. 2.” sril/2013/3
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra landsbyen […] på øen […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som enlig kvinde frygter at vende alene tilbagevenden til sin hjemegn i Sri Lanka, idet lokalområdet er plaget af kriminalitet. I 1995 blev ansøgerens ægtefælles storebroder, […], slået ihjel i forbindelse med et røveri. I 2005 blev ansøgerens fjerne slægtning, […], i forbindelse med et røveri slået ihjel 14 dage efter, at hendes ægtefælle var afgået ved døden. Den […] 2013 døde ansøgerens ægtefælle i Danmark. Hendes søskende er ikke længere i live, og hendes børn opholder sig ikke længere i hjemlandet. Ansøgeren er derfor alene og mere udsat for at lide samme skæbne som sin svoger og den fjerne slægtning, især efter at hun har været i et vestligt land. Ansøgeren frygter overgreb fra Tamil Eelam Liberation Organization (TELO). Ansøgeren og hendes ægtefælle er tidligere blevet opsøgt af TELO-medlemmer, efter at de kom tilbage fra deres besøg i Danmark i 2001, 2003 og 2004. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Uanset, om ansøgerens forklaring om tidligere konflikter med grupperinger i Sri Lanka lægges til grund, finder Flygtningenævner ikke, at ansøgeren af den grund på nuværende tidspunkt ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i asylrelevant risiko. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at hun på intet tidspunkt efterfølgende har haft konkrete konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i hjemlandet. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvilken specifik gruppering, der opsøgte hende og hendes afdøde ægtefælle, da de vendte tilbage efter besøg i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse grundet en eventuel formodning om tilknytning til LTTE. Herved har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om andre familiemedlemmers tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder i Sri Lanka i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ligeledes finder nævnet ikke, at det forhold, at ansøgeren har været i udlandet i sig selv, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Sri Lanka, herunder i den nordlige del, isoleret set kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynlig gjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2013/2
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka samt et barn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra […] på Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden fra 2006-2008 været medlem af LTTE, hvor han i en mindre del af perioden deltog i træningen. Ansøgerens opgave var at hjælpe sårede og døde til hospitalet samt holde vagt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af EPDP (Eelam People’s Democrativ Party) eller militæret som følge af sin tidligere tilknytning til LTTE. På grund af kampe i lokalområdet i foråret 2009 flygtede ansøgeren sammen med sin ægtefælle. De endte i militærets flygtningelejr […]. Under opholdet i lejren blev han tre gange opsøgt af folk fra EPDP. De første to gange blev han udspurgt om sin forbindelse til LTTE. Anden gang blev han med bind for øjnene ført til et kontor, hvor han blev hængt op i benene og slået. På grund af slagene mistede han hørelsen på det venstre øre. Han blev løsladt senere samme dag. Tredje gang fik han besked på at møde hos EPDP. Han vidste ikke, hvor han skulle møde, og han mødte ikke op. I stedet rejste ægteparret med deres datter til Colombo. Efter omkring halvanden måneds ophold i denne by udrejste de af Sri Lanka under anvendelse af ægte pas, som de havde anskaffet sig i Colombo. Under opholdet i Danmark har ægtefællen forladt ansøgeren og deres datter. Vedrørende en vurdering af ansøgerens forklaring, herunder om henvendelserne fra EPDP har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på flere punkter har afgivet en usikker og divergerende forklaring. Der kan herved blandt andet henses til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at opholdet i flygtningelejren varede seks måneder, mens han til Flygtningenævnet har forklaret, at opholdet varede 10 måneder. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren tillige forklaret usikkert om, hvornår de tre henvendelser fra EPDP fandt sted. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i Flygtningenævnet slet ikke kunne huske noget herom, herunder om henvendelserne fandt sted i begyndelsen eller slutningen af opholdet i flygtningelejren. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvor EPDP første gang afhørte ham. Ifølge forklaringen til Udlændingestyrelsen blev ansøgeren taget med til et kontor i en stor bygning. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren først, at det hele foregik i et telt, hvor ægteparret opholdt sig. Senere under forklaringen i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han blev afhørt i et militærtelt. Flygtningenævnet finder også, at ansøgerens forklaring om den tredje henvendelse er fremstået usikkert og utroværdigt, og det findes usandsynligt, at EPDP skulle have beordret ham til at give møde med henblik på yderligere afhøring uden at oplyse ansøgeren om, hvor og hvornår afhøringen skulle finde sted. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at ægteparret flygtede fra flygtningelejren efter planlægning, og at de kom ud af flygtningelejren ved at kravle under et pigtrådshegn om natten. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at flygtningelejren på daværende tidspunkt var åben, og at man uden videre kunne forlade flygtningelejren. Ansøgeren kan meget vel – som han har anført – have hukommelsesproblemer, og herunder have vanskeligheder ved at tidsfæste de enkelte begivenheder. Uanset denne omstændighed finder nævnet, at antallet af uoverensstemmelser, og det indtryk Flygtningenævnet har fået i forbindelse med ansøgeren afgivelse af forklaring til Flygtningenævnet, indebærer, at nævnet må forkaste ansøgerens forklaring om hans asylmotiv. Herefter, og da det forhold, at ansøgeren etnisk og religiøst tilhører et mindretal, samt muligvis har haft forbindelse til LTTE uden at militæret er bekendt hermed, ikke kan føre til et andet resultat, er det efter nævnets opfattelse ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2012/1
Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk moor og muslim af trosretning fra Kandy-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af myndighederne som følge af, at han er flygtet fra en militærlejr. Ansøgeren blev i […] 2008 tvangshvervet af LTTE og blev tilbageholdt i 16 måneder, hvor han skulle lave mad. Han flygtede i […] 2009, men overgav sig kort efter til militæret, der tilbageholdt ham med beskyldninger om at have samarbejdet med LTTE. Han blev ført til en lejr, hvor han blev afhørt 10-15 gange og udsat for fysisk afstraffelse. Han kom efter omkring halvandet måned til en ny lejr. Her blev han ligeledes afhørt 10-15 gange. Efter omkring fire måneder fik han en for ham ukendt mand, der var ansat i militærlejrens køkken, til at kontakte ansøgerens ven […], der besøgte ansøgeren i […] 2009. En måned senere fortalte manden fra kantinen, at denne og ansøgerens ven ville bestikke en officer, hvorefter ansøgeren i […] 2010 blev hentet af en agent i lejren, hvorefter ansøgeren kunne udrejse til Indien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring på flere punkter forekommer utroværdig og mangler en sådan detaljeringsgrad, at den ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har således indtil forklaringen i Flygtningenævnet oplyst, at han ikke var udsat for fysisk afstraffelse under opholdet i den første militærlejr. Han har derimod under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at han var udsat for fysisk afstraffelse under opholdene i begge militærlejre. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at en ukendt person fra militærlejrens kantine skulle tilbyde ansøgeren sin hjælp til at flygte fra lejren. Det findes tillige utroværdigt, at denne person kontaktede ansøgerens ven, […] og at disse to i fællesskab bestak en officer i lejren, så ansøgeren kunne blive hjulpet til at flygte. Det findes tillige utroværdigt, at ansøgerens familie – i modsætning til vennen […] – ikke besøgte ansøgeren i lejren under ansøgerens relativt lange ophold der under hensyn til, at der efter ansøgerens forklaring var adgang til besøg i lejren. Flygtningenævnet finder det tillige utroværdigt, at ansøgeren under samtlige tilbageholdelser fik lov til at beholde sit nationale id-kort. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at divergenser i ansøgerens forklaring, der optræder under sagen, er en følge af ansøgerens sygdom. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren til første samtale med Udlændingestyrelsen blev afbrudt på grund af ansøgerens sygdom, og ansøgeren under den anden samtale, der blev gennemført vedstod sin forklaring under den første samtale. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/7
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har under sagens behandling fremtrådt med tilstrækkelig modenhed til, at hun findes egnet til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra landsbyen[…], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Under et bombardement i foråret 2009 blev hun adskilt fra sine forældre, hvorefter hun blev anbragt i en åben flygtningelejr. Efter 4-5 dage blev hun overført til en militærlejr, hvor hun blev tilbageholdt i halvanden måned. Hun blev afhørt og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, der udspurgte hende om hendes eventuelle tilknytning til LTTE. Hun blev løsladt mod bestikkelse og udrejste en måned senere af Sri Lanka på sit eget pas. Ansøgerens fader har, da ansøgeren var lille, hjulpet LTTE med mad og transport af våben, og hendes fætter har været aktiv for LTTE. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været tilbageholdt i en militærlejr og udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke har været medlem af LTTE. Hendes faders hjælp til LTTE må anses at være af begrænset karakter og ligger år tilbage i tiden og har ikke medført konkrete problemer for ham i forhold til myndighederne. Det oplyste om fætterens tilknytning til LTTE kan ikke tillægges afgørende betydning for vurderingen af ansøgerens situation. Ansøgeren blev løsladt, og hun er efterfølgende udrejst problemfrit af Colombo lufthavn, efter det oplyste legitimeret med eget pas. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af nærværende sags konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Sri Lanka ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Det forhold at ansøgeren som etnisk tamil med baggrund i det nordlige Sri Lanka ved indrejse i landet vil kunne risikere at blive udspurgt af myndighederne, kan ikke føre til en ændre asylretlig vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2011/5
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tamil fra en landsby fra Batticola distriktet på Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hendes ægtefælle har været medlem af LTTE. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive voldtaget eller slået ihjel af det srilankanske militær. Ansøgeren blev gentagne gange i foråret 2010 opsøgt på sin bopæl af det srilankanske militær, som krævede, at hendes ægtefælle hjalp dem med at samle mandskab til opbygningen af en militærlejr i området, men ansøgerens ægtefælle var på forretningsrejse til Colombo og kom først hjem på en bestemt dato i foråret 2010. Samme dag tilbageholdt militæret ægtefællen. Ansøgeren anmeldte tilbageholdelsen til politiet, men politiet afviste hendes forklaring. Politiet indkaldte hende flere gange til afhøring, men de udskød hver gang afhøringen. Ansøgeren henvendte sig til militærlejren i området, men de afviste at kende til hendes ægtefælle. Ansøgeren opholdt sig i en bestemt periode i foråret 2010 hos sin ægtefælles ven, [….]. På to bestemte datoer blev hun opsøgt af militæret, som opfordrede hende til at følge med dem for at besøge sin ægtefælle, hvilket ansøgeren nægtede. En bestemt dato overnattede hun hos sin nabo, og en bestemt dato overnattede hun hos ægtefællens navngivne ven. Efter tilbagevenden til sit hjem en bestemt dato blev hun opsøgt af tre militærpersoner, hvoraf to af personerne voldtog hende. Derefter flygtede hun hen til ægtefællens navngivne ven, hvor hun opholdt sig i cirka en måned. Ægtefællens navngivne ven tog en bestemt dato hen til ansøgerens bopæl og erfarede, at huset var brændt ned. Ansøgeren udrejste illegalt af Sri Lanka i sommeren 2010. Uanset at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der konstaterede, at boligen var blevet brændt ned, kan Flygtningenævnet i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår selvoplevet og troværdig. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren overværede, at militæret anholdt ægtefællen på bopælen, at ansøgeren efterfølgende og i samarbejde med ægtefællens ven [….] foretog en omfattende eftersøgning af ægtefællen hos myndighederne, at myndighederne gav ansøgeren divergerende meddelelser og indkaldelse om ægtefællen, at ansøgeren blev voldtaget af to soldater en bestemt dato i foråret 2010, og at huset efterfølgende blev brændt ned. Endelig er det indgået i nævnets vurdering, at ægtefællen i sin egenskab af [….] har indtaget en profileret stilling i lokalområdet. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ingen af ansøgeren påberåbte asylmotiver er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/4
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna i Sri Lanka. Ansøgeren har fra 1985 til 1996 været medlem af organisationen De Tamilske Tigre, hvor hun modtog militærtræning, deltog i en enkelt kamphandling, var ansvarlig for de kvindelige tiger-soldater og senere var tilknyttet kommunikationsafdelingen. I en periode var ansøgeren øverste leder af de kvindelige tigre, og hun refererede direkte til LTTEs øverste leder, Velupillai Prabhakaran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de srilankanske myndigheder som følge af sine aktiviteter for LTTE. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har haft en så fremtrædende position i LTTE, at det, uanset at aktiviteterne foregik i perioden 1985-1996, må antages, at ansøgeren risikerer overgreb fra myndighedernes side som følge heraf ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærker herved, at borgerkrigen vel må anses for afsluttet med nedkæmpelsen af LTTE i maj 2009, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, dels at de srilankanske myndigheder agter at retsforfølge en del tidligere medlemmer med videre af LTTE, dels at et større antal LTTE medlemmer med videre fortsat må antages at være interneret af de srilankanske myndigheder. Selvom forholdet som nævnt ligger tilbage i tid, er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at de srilankanske myndigheder ikke også på nuværende tidspunkt vil tilbageholde ansøgeren, og i den forbindelse udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/3
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Kilinochi i Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes broder blev bortført af LTTE i begyndelsen af 2009, og at hun ikke har set ham siden. To måneder senere blev ansøgeren ligeledes bortført og tilbageholdt i en træningslejr af LTTE. Ansøgeren stak af efter 14 dage og flygtede hen til sin farbror. Ansøgeren blev senere i tre måneder tilbageholdt af myndighederne i Vavuniya og afhørt. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur og tvunget til at sige, at hun havde været medlem af LTTE. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af den srilankanske hær ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Ansøgerens bror og ansøgeren blev tvangsindrulleret hos LTTE i foråret 2009. Familien har i øvrigt ikke haft nogen tilknytning til LTTE. Ansøgeren har ikke været medlem af LTTE. Hun nævnte efter sin forklaring udtrykkeligt, at broren ikke var medlem af LTTE. På den baggrund er det mest nærliggende at antage, at ansøgeren også for sit eget vedkommende oplyste, at hendes tilknytning til LTTE var tvangsmæssig. Hun var kortvarigt i LTTE-lejren. Hun modtog ingen våbentræning. Ansøgeren fremtræder således ikke som nogen profileret person i forhold til LTTE. Ansøgeren blev frigivet fra tilbageholdelsen hos det srilankanske militær af en uniformeret person, som kørte med ansøgeren ud fra lejren i en hvid van omkring sommeren 2009. Det er herefter mest sandsynligt, at ansøgeren er registreret som løsladt af de srilankanske myndigheder. På denne baggrund, og med de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter situationen for tidligere tilknyttede LTTE-medlemmer må antages at være væsentligt forbedrede siden ansøgerens løsladelse i 2009 – det fremgår således af UNHCRs Guidelines fra juli 2010, at alle tidligere LTTE-tilknyttede børnesoldater ved udgangen af maj 2010 rapporteres løsladt fra rehabiliteringscentrene - finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være således i de srilankanske myndigheders søgelys, at hun udsætter sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. sril/2011/2
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra en navngiven landsby i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun som følge af broderens medlemskab af LTTE frygter myndighederne. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren forud for udrejsen boede nogle måneder hos sine to mostre i Colombo, at hun herefter var tilbage i landsbyen nogle få dage, at hun sammen med forældrene og storesøsteren af militæret blev anbragt i en lejr, som hun opholdt sig i omkring én måned, at hun bagefter kom til Colombo og siden til Danmark. Ansøgerens forklaringer om broderens, [……] rolle som hendes ledsager i hele forløbet kan ikke forenes med, at broderen skulle være et profileret medlem af LTTE. Dette kan Flygtningenævnet således ikke lægge til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at forholdene i ansøgerens hjemområde er i bedring, men der er ikke nærmere oplysninger om forholdene i lejrene, som organisationerne ikke kan få adgang til. Det fremgår dog, at mange tamiler har fået tilladelse til at forlade lejrene og rejse tilbage til deres hjemområde. Det fremgår ligeledes af baggrundsoplysningerne, at personer, som mistænkes for at have relationer til højt profilerede medlemmer af LTTE, ikke generelt risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke på nogen måde selv været knyttet til LTTE, og hendes broder kan som nævnt heller ikke antages at være profileret i forhold til myndighederne. Ansøgeren har gennem asylsagen flere gange som svar på, hvad hendes asylmotiv er, henvist til, at hun ønsker en uddannelse, og at hun ikke ved, hvor hun kan være i hjemlandet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. ”Sri/2010/9
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen havde udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil fra Alaveddy i Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen dog forklaret, at han havde hjulpet LTTE med blandt andet at hænge plakater op. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive slået ihjel af nogle for ham ukendte personer, der havde slået hans morbroder ihjel i 2006, da de havde forvekslet morbroderen med ansøgeren, idet de havde mistænkt ansøgeren for at have samarbejdet med LTTE, eller at blive forfulgt af det srilankanske militær. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret uddybende og divergerende. Han havde under nævnsbehandlingen og til advokatindlægget forklaret, at han, efter at morbroderen var blevet dræbt, havde boet hos et ældre ægtepar cirka fem minutter fra morbroderens bopæl i cirka halvandet år, hvor morbroderens ægtefælle havde besøgt ham indimellem. Til samtalen havde han alene forklaret, at han havde boet hos det ældre ægtepar i 34 dage. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han under sit ophold i Colombo forud for udrejsen var blevet kontrolleret af politiet to gange, mens han havde været sammen med sin tante. Han var udrejst legalt af Colombo, idet han med bistand fra tanten var blevet forsynet med ægte nationalitetspas, som han efter sin forklaring ikke længere var i besiddelse af. Uanset om dele af hans forklaringer kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Jaffna-området ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at drabet på morbroderen havde skyldtes ansøgerens forhold, herunder at de ukendte personer, der havde efterstræbt morbroderen, i virkeligheden havde efterstræbt ansøgeren. Ansøgeren havde endvidere ikke sandsynliggjort, at hans mulige begrænsede aktiviteter for LTTE havde været af en sådan karakter, at han som følge heraf var blevet bragt i myndighedernes søgelys, eller at han som følge heraf efterstræbtes af LTTE-rivaliserende grupper, der måtte samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at det fremgik af baggrundsoplysningerne om den nuværende situation i Sri Lanka, at personer, der muligvis mistænktes for at være LTTE-sympatisører, men som ikke var højt profilerede, ikke generelt var i forfølgelsesrisiko. Ansøgeren opfyldte under de ovennævnte omstændigheder ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2010/8
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tamil født i en navngiven by i nordøst Sri Lanka. Han havde herefter boet i en navngiven by i Jaffna. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han havde sympatiseret med LTTE. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af den srilankanske hær, som mistænkte ham for at have tilknytning til LTTE. Ansøgeren havde forklaret, at store dele af hans familie, herunder hans navngivne fætre havde været medlem af LTTE, og at familiens bopæl i sommeren 2006 var blevet opsøgt af cirka 10 personer fra den srilankanske hær, som havde mistænkt store dele af ansøgerens familie for at være medlem af LTTE, og at han i den forbindelse var blevet tilbageholdt af myndighederne og herunder udsat for vold. Ansøgeren var flygtet, idet en tamilsktalende militærperson havde ladet en dør i lejren stå åben. Herefter havde ansøgeren taget ophold først hos sin morbror og derefter var han taget til Colombo. En agent havde hjulpet ham ud af Colombo via lufthavnen, men ansøgeren havde været tilbage i Colombo flere gange, idet agenten ikke i første omgang havde kunnet finde nogen sikker rejserute for ansøgeren. Mens han havde opholdt sig i Colombo, havde han boet i agentens hus og havde ikke været udenfor huset. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret divergerende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge væsentlige dele af hans forklaringer til grund for sagen. Ansøgeren havde forklaret divergerende om det antal dage, han havde været tilbageholdt i en lejr af det srilankanske militær. Han havde videre forklaret divergerende om og i hvilket omfang, han havde været udsat for vold under sin tilbageholdelse. Han havde også forklaret divergerende om, hvorvidt han under sin tilbageholdelse var blevet ført tilbage til sin bopæl af militærpersoner med henblik på yderligere ransagning, hvilket han havde forklaret ved samtalen hos Udlændingeservice. Under nævnsbehandlingen havde han derimod forklaret, at en tamilsk talende person havde oplyst ham om, at man havde ransaget på hans bopæl, og at militæret havde haft til hensigt at slå ham ihjel, men at ansøgeren havde overtalt vedkommende person til at lade døren stå åben, så ansøgeren kunne flygte. Endelig havde ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror på 27 år havde boet sammen med ansøgeren på moderens bopæl. Han havde under nævnsmødet forklaret, at broderen i slutningen af 2006 var rejst til Vanni for at være tæt på LTTE. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i risiko for dødsstraf, eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at tilbageholdelsen af ansøgeren lå langt tilbage i tid, nemlig cirka fire år, og at ansøgeren efter sine egne oplysninger var ind- og udrejst flere gange i Sri Lanka via Colombo lufthavn, uden at blive antastet af de srilankanske myndigheder. Sri/2010/7
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde i foråret 2009 fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte indledningsvist, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk tamil fra Vani området i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede overgreb fra myndighedernes side ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde henvist til, at faderen havde været aktiv soldat for LTTE i mange år, og herunder blandt andet været med til tvangshvervning af soldater i lokalområdet. Ansøgeren frygtede videre at blive angivet af tamilske grupper, der samarbejdede med myndighederne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring i det hele kunne lægges til grund, hvorefter faderen i mange år havde været aktiv soldat for LTTE og herunder foretaget tvangshvervning af soldater, og at faderens aktiviteter havde været kendt i lokalområdet. Når der endvidere hensås til de foreliggende baggrundsoplysninger, kunne Flygtningenævnet på denne baggrund ikke afvise, at ansøgerens fader havde haft en sådan profileret stilling, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i myndighedernes søgelys på grund af faderens aktiviteter, og herunder risikere at blive udsat for umenneskelig behandling eller tortur. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2010/6
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra Kilinochchi-området, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede overgreb fra myndighederne, som havde mistænkt hende for at have haft tilknytning til LTTE. Ansøgeren havde herved henvist til, at LTTE flere gange havde forsøgt at hverve hende, og at hun i Negombo var blevet tilbageholdt af myndighederne i tre dage og herunder var blevet slået og forsøgt seksuelt forulempet. Ansøgerens konflikt med LTTE kunne ikke begrunde asyl, idet LTTE havde overgivet sig til myndighederne i foråret 2009. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren aldrig på nogen måde havde bistået LTTE, og at den kortvarige tilbageholdelse af ansøgeren havde været et udslag af generelle sikkerhedsforanstaltninger under borgerkrigen. Hertil kom, at ansøgeren var blevet løsladt, og at myndighederne ifølge ansøgerens egen forklaring til samtalereferatet var blevet gjort bekendt med, at hun skulle udrejse. Hverken den omstændighed at ansøgeren er etnisk tamil, eller de ovenfor nævnte oplysninger kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lagdes herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Home Office Operation Guidance note, Sri Lanka august 2009 [bilagsnummer 360] samt Udenrigsministeriets høringssvar af 26. oktober 2009 [bilagsnummer 368]. Hertil kom, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2010/5
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i sommeren 2008. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren søgt om asyl, efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i en lang årrække havde udført underordnede aktiviteter i form af at lave mad, gøre rent og give husly til medlemmer af LTTE, men at disse aktiviteter i hvert fald ikke havde været myndighederne bekendt på udrejsetidspunktet. Ansøgeren havde særligt påberåbt sig, at hun var i myndighedernes søgelys som følge af, at et familiemedlem, som havde boet hos hende i Colombo siden 2006, var blevet anholdt af politiet. Hun vidste ikke, hvad der var blevet af ham, men hun frygtede, at han havde afsløret hendes aktiviteter for myndighederne. Hun havde i den forbindelse anført, at hun i efteråret 2008 fra dem, der havde boet over hendes lejlighed, havde fået oplyst, at politiet havde ransaget hendes lejlighed og i den forbindelse medtaget forskellige fotografier, herunder et fotografi af hende og hendes datter der stod sammen med nogle medlemmer af LTTE, herunder tre medlemmer af LTTE, der stod med geværer. Hun havde endvidere modtaget en skrivelse, der havde fremstået som en tilsigelse af hende til afhøring hos ’The Terrorist Investigation Division’ i relation til familiemedlemmet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hendes aktiviteter var kommet til de srilankanske myndigheders kendskab eller at de srilankanske myndigheder ønskede at afhøre ansøgeren om familiemedlemmet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl straks efter, at hun efter sin forklaring var blevet bekendt med, at hun var i søgelyset, men først havde søgt asyl efter cirka syv måneders ophold her i landet og umiddelbart efter at have fået afslag på familiesammenføringstilladelse, at ansøgerens forklaring om besiddelse af det pågældende fotografi og omstændighederne omkring myndighedernes fund af dette ikke forekom sandsynlig, og at den tilbageholdelse af familiemedlemmet, som ansøgeren havde forklaret om, ikke kunne anses for underbygget af den tilsigelse, som ansøgeren havde fremlagt. Flygtningenævnet kunne således ikke anse det for sandsynliggjort, at familiemedlemmet var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren i et vist omfang havde udbygget sin forklaring. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en reel risiko for overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Sri/2010/4.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. I foråret 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter ansøgeren søgte asyl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka, som asylmotiv havde henvist til risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden på grund af sin etnicitet. Det fremgik imidlertid af ansøgerens egen forklaring, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at hun ikke inden sin udrejse havde været udsat for hverken forfølgelse eller overgreb fra hverken LTTE eller de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede herved, at de lejlighedsvise ransagninger, der efter ansøgerens egen forklaring havde været led i generelle eftersøgninger efter LTTE-medlemmer, ikke i sig selv var asylbegrundende. Dernæst bemærkedes, at hverken de generelle forhold i Sri Lanka i sig selv eller den omstændighed, at ansøgeren var en ældre, enlig kvinde uden netværk kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren var udrejst legalt på eget pas, og det fandtes henset til hendes alder og manglende politiske aktivitet heller ikke sandsynliggjort, at hun i forbindelse med selve indrejsen skulle blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Sri/2010/3.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var indrejst med gyldigt Schengen-visum. I foråret meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således lavet mad til tigrene, ligesom tigrene havde boet på hendes plantage. Ansøgeren havde herefter på grund af borgerkrigen været drevet på flugt efter, at Elefantpasset var blevet indtaget af regeringsstyrkerne. Hun havde således gennem de seneste cirka 10 år boet forskellige steder på Jaffna-halvøen. Ansøgeren var udrejst legalt gennem lufthavnen i Columbo. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var eller ville komme i myndighedernes søgelys, og at hun ville risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Sri Lanka. De forhold, at ansøgeren var gammel og havde behov for hjælp, og at hun ikke havde nogen tilbage på Sri Lanka, indebar ikke, heller ikke sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sikkerhedssituationen, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Sri/2010/2.
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er srilankansk statsborger, født og opvokset i landsbyen [….], der er beliggende i nærheden af Point Pedro, etnisk tamil og katolik af trosretning. Fra 1998/99 frem til 2005/06 var ansøgeren medlem af og arbejdede for LTTE ved at udgrave beskyttelsesrum og samle brænde. Endvidere har han givet mad til LTTE. Ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter ansøgeren at blive dræbt af militæret/EPDP på grund af sit arbejde for LTTE. Ansøgeren har forklaret, at hans og ægtefællens hus i [….], siden 2006 er blevet ransaget mange gange af personer fra militæret og EPDP, idet myndighederne har fået kendskab til hans arbejde for LTTE. Ansøgeren var ikke til stede under nogen af ransagningerne, idet han skjulte sig hos venner, familiemedlemmer og slægtninge. Fra 2006 til sin udrejse af Sri Lanka boede han ikke hjemme, men rejste mellem forskellige byer. Fra 2007/2008 til udrejsen den [….] 2009 boede han i Colombo. Den [….] 2009 udrejste han legalt og problemfrit fra lufthavnen i Colombo. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens medlemskab og aktiviteter for LTTE kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter har været meget begrænsede og ophørte i 2005/2006. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, at personer, som har været medlem af LTTE, og som ikke har været højtprofilerede, ikke generelt er i risiko for forfølgelse, hverken fra myndighederne eller andre grupper. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i mere end et år har opholdt sig i Colombo uden problemer med myndighederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren den [….] 2008 modtog en invitation fra et herboende nært familiemedlem, samt at han først udrejste fra Colombo Lufthavn den [….] 2009 legitimeret med ægte pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Sri/2010/18
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Point Pedro i Jaffna-området, at ansøgeren i slutningen af 2007 af LTTE blev tvunget til at udføre aktiviteter for organisationen i form af observationer af militærets bevægelser, at ansøgeren i [….] 2008 tog ophold hos sin moster, at mosteren bistod ansøgeren med observationerne, at LTTE afleverede forskellige effekter til opbevaring på bopælen, at bopælen blev ransaget af myndighederne den [….] 2008, hvor man blandt andet fandt en vejsidebombe og LTTE-materiale, at ansøgeren umiddelbart efter med hjælp fra LTTE flygtede til en LTTE-lejr sammen med mosteren, og at ansøgeren og mosteren forlod LTTE-lejren i [….] 2009 og efterfølgende udrejste af landet. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter overgreb fra myndighedernes side på grund af sine aktiviteter for LTTE. Ansøgeren har herved henvist til, at bopælen blev ransaget den [….] 2008, hvor man blandt andet fandt en vejsidebombe og LTTE-materiale. Endvidere havde ansøgeren under opholdet hos mosteren hyppige besøg af LTTE-medlemmer. Efter en samlet vurdering af ansøgerens og mosterens forklaringer, og uanset at der har været enkelte uklarheder vedrørende ansøgerens forklaring, kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter myndighederne i forbindelse med ransagningen den [….] 2008 blandt andet fandt en vejsidebombe på mosterens bopæl, hvor ansøgeren også opholdt sig. Det bemærkes, at der er i øvrigt er forklaret konsistent om hændelsesforløbet i sagen, herunder om myndighedernes fund af vejsidebomben. På denne baggrund, og idet oplysningerne om forløbet af vejkontrollen i forbindelse med busturen fra Vavuniya til Colombo efter det foreliggende ikke kan føre til nogen ændret vurdering, er det sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/17
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har aldrig været medlem af noget politisk parti eller organisation. Ansøgeren udrejste fra Colombo lufthavn den [….] 2009 legitimeret med ægte pas isat Schengen-visum udstedt af de [….] myndigheder. Ansøgeren har som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden frygter myndighederne, idet de, på grund af hans søsters aktiviteter for LTTE, mistænker ham for at have tilknytning til LTTE. Ansøgeren har henvist til, at han i 2000 og 2009 blev tilbageholdt af myndighederne og herunder udsat for overgreb. Ansøgeren frygter endvidere EPDP, som tidligere har forfulgt ham og forsøgt at tvangshverve ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens søsters aktiviteter for LTTE kan begrunde asyl til ansøgeren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at søsterens aktiviteter ligger langt tilbage i tid, og at hun blev slået ihjel i 199[.]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold at ansøgeren i 2000 var tilbageholdt i over seks måneder af først militæret og senere politiet kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie har haft konflikter med myndighederne i perioden fra 2000 til 2009. Det forhold, at ansøgeren i 2009 under interneringen i en lukket flygtningelejr blev taget til side og efterfølgende afhørt og udsat for overgreb af militæret kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at forholdet var rettet specielt mod ansøgeren, men at det alene skyldtes, at ansøgeren var en ung tamilsk mand. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer der ikke, eller som kun i ringe omfang har støttet LTTE, generelt ikke er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter at have forladt flygtningelejren opholdt sig seks måneder i Colombo uden problemer, hvorefter han udrejste problemfrit fra Colombo lufthavn legitimeret med sit eget nationalitetspas. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikter med EPDP kan begrunde asyl eller beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forfølgelsen af ansøgeren ophørte i 2006. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis vægt på intensiteten og karakteren af henvendelserne fra EPDP. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren er i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Sri/2010/16
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Kilinochchi. Ansøgeren har været ufrivilligt medlem af LTTE fra 1999 til 2007. Ansøgeren har i det væsentligste forklaret konsistent og troværdigt under sagen, og nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerne fra 1999 til 2004 som tvangshvervet deltog i vagttjeneste for LTTE, at hun fra 2004 og til hun blev løskøbt i 2007 lavede mad i en lejr, og at hun derefter i foråret 2007 blev anholdt af militæret og fængslet og afhørt, men løsladt efter tre måneder. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse/overgreb fra myndighedernes side som følge af disse forhold. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens opgave for LTTE har været af underordnet betydning. Nævnet lægger dernæst vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen, men inden udrejsen til Danmark, har kunnet udrejse legalt til Indien og genindrejse uden problemer, at hun derefter flere gange har haft kontakt til myndighederne ligeledes uden problemer, ligesom udrejsen til Danmark skete legalt på eget pas, der fortsat er gyldigt. Den omstændighed, at ansøgeren har ar efter kamphandlinger, findes under de foreliggende omstændigheder ikke at kunne føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Sri/2010/15
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna halvøen i Sri Lanka. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af det srilankanske militær, da han i forbindelse med tvangshvervning af LTTE har fungeret som chauffør ved fronten for LTTE. Han har endvidere henvist, at han i Colombo har været tilbageholdt af myndighederne og udsat for overgreb. Han frygter ligeledes LTTE, fordi han har deserteret fra tjeneste hos dem. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren fra slutningen af 2006 til slutningen af 2008 har været tvangshvervet af LTTE, og at han i den periode har udført opgaver som chauffør, idet han transporterede våben, sårede og døde fra fronten. Ansøgeren blev efter flugten fra LTTE i 2008 tilbageholdt og afhørt af myndighederne i Vavuniya og senere i Colombo. I Colombo blev han udsat for fysiske overgreb under afhøringerne. Efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka igen vil komme i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/14
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna området. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet som asylmotiv alene henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de srilankanske myndigheder og de grupper, der samarbejder med myndighederne, fordi ansøgeren har smuglet varer til LTTE. Myndighederne beslaglagde i 1994/1995 en af ansøgerens lastbiler, hvori der var smuglervarer. Ansøgeren har ikke efterfølgende opholdt sig i myndighedskontrolleret område. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af beslaglæggelsen af ansøgerens lastbil med smuglervarer til LTTE vil være i myndighedernes søgelys ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet ligger meget langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke selv deltog i transporten eller efterfølgende har været i kontakt med myndighederne i anledningen af episoden. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været medlem af LTTE eller i øvrigt været aktiv for LTTE. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af baggrundsmaterialet fremgår, at personer, der alene i begrænset omfang har ydet støtte til LTTE, generelt ikke vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/13
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Det tiltrædes, at ansøgeren er blevet anset for at være tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra [………] i Vanni-området, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, at ansøgerens far på et tidspunkt i begyndelsen af 2009 blev ført bort af LTTE, hvorefter ansøgeren sammen med resten af familien flygtede til Mullivaikal, at ansøgeren og hans tvillingebror efter nogle måneder blev væk fra moderen og lillesøsteren, og at ansøgeren sammen med sin tvillingebror af militæret blev kørt til en lejr i Vavuniya, hvor de efter cirka to måneders ophold blev hentet af en morbror, som sørgede for udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at det srilankanske militær skal finde ud af, at ansøgerens far er medlem af LTTE og derfor dræbe ansøgeren og faderen. Ansøgeren har været tilbageholdt i en militærlejr, og han blev løsladt, idet hans morbror bestak militærpersoner. Oplysningerne om faderens mulige aktiviteter for LTTE kan ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det må herved tillægges vægt, at faderens oprindelige aktiviteter for LTTE ligger langt tilbage i tid før ægteskabet med ansøgerens mor, og at der ikke er holdepunkt for at antage, at disse aktiviteter har haft en sådan karakter eller omfang, at de efterfølgende har profileret faderen frem til tidspunktet for udrejsen. Der lægges videre vægt på, at faderen i en meget lang periode var i stand til at leve en civil tilværelse med sin familie, selvom det skete i et område kontrolleret af LTTE, og at LTTE-folks afhentning af faderen skete med tvang. Endvidere har ansøgeren ikke under opholdet i lejren i Vavuniya været udsat for overgreb fra myndighedernes side, ligesom ansøgeren forlod lejren uden problemer. Endelig fremgår det af baggrundsoplysningerne om den nuværende situation i Sri Lanka, at personer der mistænkes for at være LTTE sympatisører, men som ikke er højt profileret, ikke generelt er i forfølgelsesrisiko. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/12
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra [….] på Jaffna-halvøen. Ansøgeren udrejste fra Sri Lanka den [….] 2007 legitimerede med ægte nationalitetspas isat Schengen-visum. Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark til den [….] marts 2009, og hun indgav asylansøgningen den [….] august 2009. Ansøgeren har aldrig personligt haft konflikter med de srilankanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i sit hjemland, men har i Danmark deltaget i demonstrationer for tamiler flere gange. Ansøgerens forældre har været aktive i LTTE, men ansøgeren er ikke selv medlem eller sympatisør. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes forældre og flere andre familiemedlemmer er eller har været aktive medlemmer af LTTE, hvorfor hun ved en tilbagevenden frygter at være i myndighedernes søgelys. Hun har derudover henvist til hendes aktiviteter i Danmark. Hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde hende i lufthavnen og enten fængsle eller slå hende ihjel. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at adskillige af ansøgerens familiemedlemmer har været aktive for LTTE, og at en af disse har været højt profileret, samt at han nu er tilbageholdt i en lejr. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens fader er forsvundet i efteråret 2009. Faderen har tidligere været medlem af en gruppe som i hemmelighed hjalp LTTE og flere medlemmer af denne gruppe er blevet henrettet af myndighederne. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en del demonstrationer imod de srilankanske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder flygtningenævnets flertal, under disse omstændigheder, at ansøgeren under en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i myndighedernes søgelys og herunder risikere at blive udsat for umenneskelig behandling eller tortur. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/11
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra [….] på Jaffna-halvøen. Ansøgeren har sympatiseret med LTTE, hvor han var ven og fjern slægtning til den profilerede [….]. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han udrejste, da han var mistænkt for et bankrøveri, og da han tidligere havde været tilbageholdt i perioden [….]1975 til [….] 1977, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren udrejste i 1996 på et falsk pas og frygter ved en tilbagevenden at komme i myndighedernes søgelys. Ansøgeren opholdt sig i perioden 1997 til 2007 i Frankrig. Uanset om myndighederne i 197[….] eftersøgte ansøgeren på grund af mistanke om, at han havde medvirket til et bankrøveri begået af blandt andet [….] kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er over 30 år siden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at myndighederne senest konkret har efterspurgt ham hos hans forældre i 197[….], og at de senere henvendelser hos forældrene var af generel karakter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Sri Lanka i perioden 1978 til 1996 under falsk identitet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i 1997 inden hans asylsag var afgjort, og at han herefter har opholdt sig i Frankrig i cirka ti år uden at søge asyl. Hverken det forhold, at ansøgeren er udrejst fra Sri Lanka på falsk pas, eller at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer at blive tilbageholdt og afhørt af myndighederne i lufthavnen, kan i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Sri/2010/10
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var indrejst med gyldigt Schengen-visum. I begyndelsen af 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9c, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således i nogle år givet mad til forskellige oprørsgrupper. Ansøgeren havde ikke i den anledning været udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Ansøgeren havde fået udstedt militært identifikationskort samt pas og var udrejst legalt gennem lufthavnen i Columbo. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var eller ville komme i myndighedernes søgelys, og at han skulle risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Sri Lanka. De forhold, at ansøgeren måtte have mistet sin hustru, og at han led af forskellige sygdomme, indebar ikke, at ansøgeren udsattes for nedværdigende eller umenneskelig behandling ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, var således ikke opfyldt. Sri/2010/1.
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007 med henblik på at studere. I sommeren 2008 søgte han asyl i Norge, men indrejste igen til Danmark, hvor han søgte asyl i slutningen af 2008. Ansøgeren havde som sit asylmotiv angivet, at han var eftersøgt af det srilankanske politi, idet han havde haft god kontakt med en nabo, der angiveligt havde haft aktiviteter for LTTE. Myndighederne havde derfor den opfattelse, at ansøgeren ligeledes var tilknyttet LTTE. Efter ansøgerens udrejse havde myndighederne i 10-15 tilfælde opsøgt ansøgerens bopæl i Columbo. I starten af januar 2008 havde myndighederne ransaget ansøgerens bopæl og her beslaglagt en række dokumenter blandt andet vedrørende ansøgerens ven, der var blevet dræbt i en bombeeksplosion. I sommeren 2009 havde myndighederne anholdt ansøgerens fader. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at han havde fået problemer med Pinsebevægelsen, som flere af hans familiemedlemmer bosat i Danmark var aktive inden for, idet han havde anmeldt til de danske myndigheder, at en af hans mostre var kommet til Danmark som studerende, men herefter var forsvundet. Pinsebevægelsen havde på denne baggrund slået og truet hans familie i Sri Lanka. I forbindelse med nævnets behandling af sagen havde ansøgeren fremlagt en række dokumenter blandt andet relateret til anholdelsen af ansøgerens nabo i 2008.Flygtningenævnet udtalte, at det forekom noget påfaldende, at ansøgerens advokat først under nævnsmødet fremlagde en lang række dokumenter, som i hvert fald ifølge telefax-dateringerne var blevet sendt fra ansøgerens moder til ansøgeren i sommeren 2009. Selvom disse dokumenter måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er anført i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller nedværdigende straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder de da fremlagte dokumenter, kunne Flygtningenævnet lægge følgende til grund for sagen: Ansøgerens nabo var blevet frihedsberøvet i begyndelsen af 2008 mistænkt for samarbejde eller aktiviteter for LTTE, men var blevet løsladt i foråret 2008. Hun havde samme forår begået selvmord i sit hjem. Ansøgeren havde ikke nærmere oplysninger om baggrunden for selvmordet. Efter det oplyste havde politiet forud herfor opsøgt naboen og havde blandt andet fundet et foto af ansøgeren og hans telefonnummer. Naboens broder var blevet frihedsberøvet i sommeren 2008, men var blevet løsladt igen i slutningen af 2008 angiveligt fordi, politiets mistanke om hans deltagelse i terroristvirksomhed ikke havde kunnet verificeres. Under ransagningen i begyndelsen af 2008 af ansøgerens forældres bopæl havde politiet fundet nogle dokumenter vedrørende ansøgerens ven. Efter det oplyste var denne ven blevet dræbt ved en bombeeksplosion, der ikke var rettet direkte mod vennen. Ansøgerens fader var ifølge ansøgerens moders telefoniske oplysninger til ansøgeren og ligeledes i følge hendes forklaring til Home for Human Rights, blevet frihedsberøvet i sommeren 2009 angiveligt på ”mistanke” og var fortsat efter de foreliggende oplysninger frihedsberøvet. Flygtningenævnet fandt ikke nogen af de ovennævnte grunde asylbegrundende, idet ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at nogen af begivenhederne skyldtes ansøgerens forhold. Der var ikke nogen tidsmæssig sammenhæng mellem anholdelsen af faderen, og henholdsvis anholdelsen af naboen, anholdelsen af naboens broder og ransagningen af familiens bolig i begyndelsen af 2008. Det beroede udelukkende på ansøgerens egen vurdering, at frihedsberøvelsen af faderen skyldtes ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde endvidere nogen vægt på, at ansøgeren allerede i vinteren 2008 telefonisk af sin moder fik af vide, at politiet havde været på forældrenes bopæl i begyndelsen af 2008, men at ansøgeren først var rejst til Norge i sommeren 2008 for at søge asyl der. Flygtningenævnet kunne ikke efter ansøgerens forklaringer lægge til grund, at ansøgeren ville være i forfølgelsesrisiko som følge af, at enten han eller hans ægtefælle i Sri Lanka skulle være blevet truet af Pinsebevægelsen. Dette forhold kunne i sig selv ikke anses for at være asylbegrundende. De foreliggende oplysninger om, at to af ansøgerens mostre angiveligt var forsvundet under ophold i Danmark muligvis på foranledning af den i Danmark herboende moster, kunne ikke føre til noget ændret resultat. Da ansøgeren efter det ovennævnte ikke opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, ikke, at en tilbagesendelse af ansøgeren ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2009/7
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst januar 2008. I september 2008 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Ansøgeren havde under sagens oprindelige behandling i Flygtningenævnet forklaret, at han havde tilbageholdt af myndighederne og i den forbindelse udsat for tortur, idet de mistænkte ham for at samarbejde med LTTE. I forbindelse med anmodning om genoptagelse af ansøgerens asylsag havde Dansk Flygtningehjælp fremlagt en torturundersøgelse foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe vedrørende ansøgeren. Sagen blev genoptaget grundet dens karakter. Under Flygtningenævnets behandling af sagen nedlagde Udlændingeservices repræsentant påstand om, at sagen blev udsat med henblik på, at der blev foretaget en torturundersøgelse af ansøgeren ved Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med indholdet i rapporten fra Amnesty International’s lægegruppes torturundersøgelse til grund, at ansøgeren havde været udsat for den tortur, han havde forklaret om, og at ansøgeren psykisk led af PTSD. Der var ikke grundlag for at indhente en torturundersøgelse fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet kunne herefter endvidere lægge ansøgerens forklaring til grund om tilbageholdelsen. Ansøgeren havde herefter været udsat for tortur af det civile politi med henblik på at opnå oplysninger om andre tamiler og deres eventuelle tilknytning til LTTE. Under hensyn hertil, til baggrundsoplysningerne om myndighedernes fremfærd overfor tamiler i Colombo i tilsvarende situationer og Flygtningenævnets praksis i tilsvarende sager fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville risikere tilsvarende overgreb fra myndighedernes side. Da nævnet lagde til grund, at myndighedernes interesse for ansøgeren udsprang af, at han er etnisk tamil, fandt nævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2009/6
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna. Hun og hendes ægtefælle havde drevet en restaurant, hvor blandt andet personer med tilknytning til LTTE havde spist. I 1986 blev ansøgerens ægtefælle taget med af militæret, som havde mistænkt ham for at have tilknytning til LTTE. Nogle dage senere blev ægtefællen fundet død. Ansøgeren var fortsat med at dele mad ud til medlemmer af LTTE frem til 2000, hvor militæret havde taget kontrollen over hendes hjemegn. I 2001 og 2005 havde ansøgeren ophold i Danmark, hvor hun havde besøgt sin datter. Som asylmotiv henviste ansøgeren til, at hun fra sin lillesøster i Sri Lanka havde hørt, at hendes børn pga. deres aktiviteter for LTTE efter hendes seneste indrejse i Danmark var blevet afhentet af agenter fra den militære efterretningstjeneste og at ansøgeren også var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren mente, at børnene havde tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun frem til 2000 havde haft meget begrænsede aktiviteter for LTTE. Hun havde på intet tidspunkt haft noget modsætningsforhold til det srilankanske militær og havde heller ikke været i søgelyset de gange, hvor hun var udrejst fra Colombo. Ansøgeren havde en formodning om, at hendes børn havde udført aktiviteter for LTTE. De havde ikke i de senere år, mens de havde været i det myndighedskontrollerede område, haft problemer med regeringsstyrkerne. Det var uvist, hvad der var baggrunden for den tilbageholdelse af ansøgerens børn, som ansøgeren havde forklaret om. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville udsætte sig for risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at nogle under nævnsmødet fremlagte dokumenter kunne føre til et andet resultat, idet det bemærkedes, at indholdet af dokumenterne ikke stemte med ansøgerens forklaring om, at hendes børn først var forsvundet, efter at hun var kommet til Danmark. Sri/2009/5
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig og kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tamiler hjemmehørende i Jaffna, Sri Lanka. Vedrørende den mandlige ansøger lagde nævnet ansøgerens forklaring til grund om, at han havde været tilbageholdt af militæret i 2001-2002 og igen i 2006-2007 som følge af begrundet mistanke om samarbejde med LTTE. Nævnet lagde tillige til grund, at han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet udsat for tortur, samt at han i perioden 1999-2007 løbende havde haft kontakt med militæret, efter at militæret havde beslaglagt familiens hus. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at den mandlige ansøger i kraft af disse hændelser var blevet registreret hos myndighederne, og at han som følge heraf ville være i en reel risiko for ved en tilbagevenden at blive tilbageholdt og afhørt på ny og herunder igen udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der fandtes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det bemærkedes, at der havde været tale om en tvungen bistand til LTTE og ikke en handling, der havde været udslag af politisk overbevisning. Der fandtes på samme baggrund og i konsekvens heraf tillige at burde meddeles opholdstilladelse på samme grundlag til den medfølgende ægtefælle. Sri/2009/4
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (K-status) til enmandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk singaleser og buddhist af trosretning. Ansøgeren var med i ledelsen af en politisk organisation, der arbejdede for revolution og et multietnisk Sri Lanka. Han rejste rundt i landet og udbredte organisationens budskab og havde i den forbindelse fungeret som meddeler for sikkerhedstjenesten, således at han kunne rejse frit mellem de regeringskontrollerede områder og de LTTE kontrollerede områder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive tilbageholdt og udsat for tortur fra de srilankanske myndigheders side. Ansøgeren havde herved henvist til, at han havde været medstifter og ledende medlem af en politisk organisation, der arbejder for en revolution og et multietnisk samfund i Sri Lanka. Et ledende medlem af organisationen var blevet tilbageholdt i juli 2006 og udsat for tortur, således at han døde, og flere ledende medlemmer var blevet tilbageholdt i februar 2007 tillige med en række menige medlemmer af organisationen. Myndighederne havde også forsøgt at anholde ansøgeren, hvis bopæl var blevet opsøgt og ransaget flere gange. Ansøgeren havde forklaret, at hans begrænsede samarbejde med en oberst i militæret var sket med henblik på at kunne rejse frit mellem det regeringskontrollerede og det LTTE kontrollerede område. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2009/3
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Hun var ved indrejsen i besiddelse af et besøgsvisum til Danmark, således at hun kunne besøge sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna halvøen i det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde boet i fødebyen, indtil hun i 2005 var udrejst fra Colombo lufthavn legitimeret med et ægte nationalitetspas. Det forhold, at ansøgeren i 1998/1999 efter sin forklaring var blevet eftersøgt af militæret, fordi hendes cykel var blevet brugt af et medlem af LTTE, kunne ikke begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke siden dette tidspunkt havde haft konflikter med myndighederne, ligesom der blev lagt vægt på, at hun i 2005 var udrejst legitimeret med sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet forkastede ansøgeren forklaring om, at myndighederne havde spurgt efter hende flere gange sidst i december 2008. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at denne forklaring først var fremkommet under nævnets behandling, samt at den virkede usandsynlig og konstrueret til lejligheden. De generelle forhold for tamiler i Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde, at der blev meddelt asyl. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, at en tilbagesendelse af ansøgeren ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2009/1
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007.Ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Ansøgerens broder var medlem af LTTE. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fire gange i 2007 i forbindelse med generelle tilbageholdelser af mistænkte for anslag mod militæret var blevet tilbageholdt af militæret, og at han i hvert fald den sidste gang var blevet udsat for tortur. Militæret havde været bekendt med, at ansøgeren havde en broder tilknyttet LTTE. Ansøgeren var flygtet, da militæret femte gang havde henvendt sig på hans bopæl. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden under nye afhøringer ville blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/9
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han på grund af de mange kamphandlinger mellem LTTE og den srilankanske hær risikerede at blive dræbt, og at han frygtede at blive rekrutteret af enten den srilankanske hær eller LTTE. Hverken ansøgeren eller ansøgerens familie havde haft konflikter med hæren eller LTTE. Ansøgerens generelle frygt for at blive rekrutteret til den srilankanske hær eller LTTE kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka eller den omstændighed, at ansøgeren var mindreårig, kunne heller ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/8
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren af det srilankanske militær var blevet mistænkt for at have deltaget i en sprængning af en vejsidebombe i 2006. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet tilbageholdt og under afhøring udsat for tortur, hvorefter ansøgeren havde haft meldepligt i fire til fem måneder. Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren har en herboende bror, der fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2004. Broderens opholdstilladelse var begrundet i broderens aktiviteter for LTTE, hvor broderen som følge heraf var blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund efter en samlet vurdering af ansøgerens og ansøgerens families forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/7
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren over en periode i 2006-2007 havde været pålagt meldepligt til det srilankanske militær, og at han ved udrejsen havde brudt sin meldepligt. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren over en seksårig periode fra 2000-2006 som forretningsdrivende i en landsby var blevet tvunget af LTTE til på deres vegne hver måned at inddrive penge fra de andre forretningsdrivende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, uanset at LTTE havde tvunget ansøgeren til at inddrive pengene, at ansøgeren efter en samlet vurdering af hans forhold og karakteren af hans aktiviteter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka, ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/6
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk tamil og hindu, var udrejst problemfrit af Colombo lufthavn. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med myndighederne i sit hjemland. Ansøgeren havde forklaret, at hun medio 2005 blev søgt hvervet af en navngiven gruppe til våbentræning, men at hun undgik dette ved at påtage sig administrativt arbejde. Ansøgeren havde efter sin forklaring udøvet helt begrænsede aktiviteter for gruppen i form af regnskabsføring og rapportskrivning i nogle få timer om måneden. Hun fik tilladelse til at forlade området for at besøge sin søster i Danmark. Uanset, om den navngivne gruppe havde haft interne konflikter og havde fået ny leder under ansøgerens ophold i Danmark, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette forhold skulle have bragt hende i et asylbegrundende modsætningsforhold til den navngivne gruppe. Der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle blive efterstræbt af LTTE ved en tilbagevenden til hjemlandet. Såfremt ansøgeren ikke selv mente, at hun kan tage ophold i sit hjemområde, måtte hun henvises til at tage ophold i et andet område i Sri Lanka. De generelle forhold for etniske tamiler i Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/5
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der er etnisk tamil og hindu, var udrejst problemfrit af Colombo lufthavn legitimeret med et ægte nationalitetspas. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller været anholdt og eftersøgt. Ansøgeren havde oprindeligt forklaret, at hun havde været udsat for generelle husransagninger, der ofte havde fundet sted i området. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at hun havde givet mad og husly til LTTE, og at hun i den anledning var blevet truet af militæret og EPDP til at ophøre hermed. Uanset om ansøgerens udbyggede forklaring under nævnsmødet lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at forholdet var af en sådan alvorlig karakter, at det kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ikke havde været udsat for nogen form for fysisk overlast. De generelle forhold på Sri Lanka kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Ansøgerens socialøkonomiske forhold var ikke asylbegrundende. Det bemærkedes, at ansøgeren måtte anses at have et vist netværk i Sri Lanka, hvor hun havde seks søskende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for forfølgelse jf. af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold der er omfattet er udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/4
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna-området, at en af hans ældre brødre havde været tilknyttet LTTE, men var blevet dræbt i begyndelsen af 1990´erne, at ansøgeren under opholdet i hjemlandet to gange var blevet tilbageholdt af militæret, hvorunder han var blevet slået, at han var blevet søgt hvervet flere gange af LTTE, at der efter udrejsen havde været henvendelser på bopælen vedrørende ansøgeren både fra militæret og LTTE-folk, og at militæret var bekendt med storebroderens aktiviteter for LTTE. Under disse omstændigheder, og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, kunne Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Sri/2008/3
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han var blevet afkrævet penge af en politimand, hjemmehørende i et navngivent politidistrikt, i forbindelse med en tilbageholdelse i foråret 2005, hvor han var blevet mistænkt for at være delagtig i våbensmugling til LTTE. Han var efterfølgende blevet tvunget til at betale fire gange 200.000 rupees ligeledes til politimanden. Han var herefter gået under jorden. I slutningen af 2005 var han igen blevet afkrævet penge. Da han ikke havde betalt, havde der efterfølgende været indbrud og hærværk i hans fabrik. Han havde anmeldt indbruddet til politiet, uden at politiet havde taget sagen op. I foråret 2006 var han blevet anholdt af politimanden og andre politifolk og var blevet udsat for mishandling i 16-18 timer. Dagen efter var han blevet fremstillet i retten og varetægtsfængslet, idet han var blevet sigtet for at have slået på en politimand i strid med sandheden. Han var dagen efter blevet løsladt mod kaution. Senere i foråret 2006 var han igen blevet anholdt af politimanden ifølge med andre politifolk, idet de havde anklaget ham for våbenbesiddelse. Samme dag var han blevet udsat for fysisk vold, ligeledes fra politimandens side. Ligeledes samme dag havde han forladt politistationen ved hjælp af en anden politimand, som efterfølgende havde modtaget 500.000 rupees fra ansøgerens far. Ansøgeren frygtede asylbegrundende forfølgelse fra myndighedernes side, herunder fra politiets side, ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge hans forklaringer til grund for sagen, men Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren derved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens konflikter i det væsentlige havde vedrørt politimanden, som er en enkelt politimand i et afgrænset politidistrikt. Denne konflikt måtte anses for lokal. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren fra foråret 2006 og frem til sin udrejse af Sri Lanka i slutningen af 2006 ikke havde haft konflikter med politiet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andre steder på Sri Lanka, hvis han nærede frygt for politimanden eller andre politifolk i det pågældende politidistrikt. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke er etnisk tamil, men derimod etnisk moor uanset, at han i sin barndom havde boet i Jaffna. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren under de ovennævnte omstændigheder ville være i risiko for konventionsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Sri/2008/15
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han i 1997 var blevet stoppet ved et checkpoint af militæret i nærheden af sin hjemby i det nordlige Sri Lanka. Han var i den forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb mod en storetå, men han var blevet løsladt efter tre dage efter at være blevet afhørt om sit forhold til LTTE. I 2004 var ansøgeren sammen med de fleste andre unge mennesker fra sin hjemby blevet tvunget til militærtræning på en fodboldbane af LTTE. I 2006 var ansøgeren blevet tilbageholdt i et checkpoint af militæret i forbindelse med, at han havde søgt at indrejse i det regeringskontrollerede område. Under denne tilbageholdelse var han ligeledes blevet udsat for fysiske overgreb i form af blandt andet slag med geværkolber, men han var blevet løsladt efter nogle timers tilbageholdelse. Flygtningenævnet bemærkede for så vidt angår tilbageholdelsen ved checkpointet i 2006, at ansøgeren først havde omtalt denne tilbageholdelse i sit asylskema, men ikke til politiets registreringsrapport af 12. juni 2008, og at Flygtningenævnet fandt det påfaldende, hvis ansøgeren skulle være blevet løsladt betingelsesløst i det nævnte checkpoint uanset, at militæret, blandt andet som følge af at man havde været i besiddelse af et billede fra militærtræningen i 2004, havde haft ham under stærk mistanke for at være sympatisør med LTTE. Efter en samlet konkret vurdering af sagens foreliggende oplysninger fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren, på trods af at han forud for sin udrejse i slutningen af 2006 havde kunnet opholde sig i Colombo i cirka seks måneder, og at han i 2005 havde erhvervet ægte nationalitetspas på legal måde, ved en tilbagevenden til Sri Lanka via Colombo lufthavn – under de nuværende forhold i landet – som følge af de ovennævnte to tilbageholdelser ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal fandt tillige, under hensyn til indholdet af afgørelsen af 17. juli 2008 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sammenholdt med denne sags omstændigheder, at en tilbagesendelse af ham ville være en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sri/2008/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i januar 2008. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring for nævnet fremtrådte som sammenhængende og troværdig. Ansøgerens forklaringer under sagen havde desuden været modstridende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive forfulgt af bortførere, der tidligere havde bortført ansøgerens ægtefælle, og som ansøgeren ikke havde betalt løsesum til. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende med hensyn til, om ægtefællen første gang var blevet opsøgt af bortførerne på bopælen eller på sit arbejde, med hensyn til datoen for bortførelsen og antallet af efterfølgende telefoniske henvendelser. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingeservice desuden først oplyst, at hun ikke havde adgang til ægtefællens konto og senere ændret dette til, at det var en fælles konto, som hun havde adgang til. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at ægtefællen af bortførerne skulle få lov til at advare ansøgeren mod at betale løsesum. Uanset at ansøgeren i 1995 havde givet mad til medlemmer af LTTE og havde været udsat for flere kortvarige tilbageholdelser af militæret i 1995, 1998 og 2003, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold var af en så alvorlig karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren alene ved den første tilbageholdelse havde været udsat for fysiske overgreb og det i begrænset omfang. De generelt usikre forhold, herunder for etniske tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller blive underkastet tortur eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Ansøgeren, der er etnisk tamil fra Jaffna-halvøen, forklarede blandt andet, at han flere gange var blevet tilbageholdt af det srilankanske militær og afhørt om sine familiemedlemmers tilhørsforhold til LTTE. I 2003 var ansøgeren blevet indkaldt af LTTE til at møde på deres kontor på grund af, at ansøgeren havde været elevrådsformand på sin skole. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer under sagen havde været divergerende, herunder med hensyn til en række faktuelle oplysninger, såsom varigheden af de tre tilbageholdelser, og i hvilket omfang ansøgeren under tilbageholdelserne havde været udsat for overgreb eller hårdhændet behandling. Ansøgeren havde desuden forklaret divergerende med hensyn til, under hvilken tilbageholdelse myndighederne havde udspurgt ansøgeren om ansøgerens fætters tilknytning til LTTE. Uanset at Flygtningenævnet trods dette i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund, herunder at ansøgeren havde været tilbageholdt tre gange, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene under den første tilbageholdelse, der havde varet tre dage, var blevet udsat for hårdhændet behandling, og at de to sidste tilbageholdelser kun havde varet cirka to timer hver. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren uanset ansøgerens oplysninger om at være blevet frataget sit id-kort havde fået udrejsetilladelse fra militæret til at forlade Jaffna-halvøen, og at ansøgeren uden problemer havde kunnet rejse til Colombo og i februar 2007 udrejse på eget ægte nationalitetspas. Den omstændighed, at ansøgeren havde to fætre, der var tilknyttet LTTE, fandt Flygtningenævnet ikke kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys, hvilket ansøgeren havde påberåbt sig som sit hovedmotiv. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerede asylbegrundende forfølgelse fra LTTE ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde henvist til, at han i 2003 to gange havde været indkaldt af LTTE til deres kontor på baggrund af sine aktiviteter som elevrådsformand, og at ansøgeren ikke var mødt op. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå flere år tilbage i tiden, og at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i området uden konflikter med LTTE. De generelt usikre forhold, herunder for etniske tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2008/11
Nævnet stadfæstedeseptember 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk tamil fra Colombo. Ifølge ansøgerens forklaring mente myndighederne, at han havde forbindelse til LTTE, hvorfor hæren flere gange havde ransaget forældrenes bopæl, hvorfra ansøgeren havde drevet sin virksomhed, ligesom ansøgeren havde modtaget anonyme trusler pr. telefon. I sommeren 2007 var ansøgeren ifølge sin forklaring blevet anholdt og tilbageholdt i to uger, hvorunder han var blevet udsat for overgreb. Efter at have fået hjælp til at flygte havde han boet hos en ven i Colombo i fire dage og havde herefter opholdt sig uden for Colombo frem til udrejsen. Ansøgeren havde modtaget et brev fra sin ægtefælle, hvori hun havde forklaret om ansøgerens problemer forud for udrejsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie i forbindelse med, at de havde formidlet boliger til tamiler, havde været udsat for ransagning, men Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren af de srilankanske myndigheder havde været tilbageholdt to uger i sommeren 2007 som mistænkt for at yde bistand til tamiler, og at han siden da havde været på flugt fra de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret usammenhængende og divergerende om tilbageholdelsen, og at hans oplysninger herom på væsentlige punkter ikke stemte med de oplysninger, der hidrørte fra hans ægtefælle. Ansøgeren havde forklaret indledningsvis til politiet, at der havde været tale om en tilbageholdelse i omkring en måned, hvorimod han senere havde forklaret om en tilbageholdelse i 14 dage. Han havde i sit asylskema beskrevet, at tilbageholdelsen havde haft sammenhæng med, at der var personer, der ønskede at få udbetalt penge fra ansøgeren. Ansøgeren havde fastholdt, at der var tale om en flugt i samtalen med Udlændingeservice og under forklaringen for Flygtningenævnet. Denne oplysning stemte ikke med ansøgerens oplysning i asylskemaet og med ægtefællens forklaring til den advokat, der havde afgivet erklæring i sagen. Ifølge denne erklæring havde der været tale om en ”ukendt gruppe af folk”, som havde kidnappet ansøgeren. Endvidere havde ansøgeren forklaret divergerende om tidsrummet efter den angivelige flugt, herunder hvor i forløbet han havde været hos sin ægtefælle. Han havde forklaret, at han i det væsentlige havde levet i skjul uden for Colombo, hvorimod det fremgik af erklæringen fra ægtefællens advokat, at ansøgeren ikke havde forladt det fælles hjem efter en nærmere angiven dato i sommeren 2007. Ansøgeren havde efter det anførte ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden udsatte sig for en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt efter den ovennævnte troværdighedsvurdering ikke grundlag for at udsætte sagen til foretagelse af en torturundersøgelse. Sri/2008/10
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde fundet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at ansøgeren var afskåret fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 på grund af forhold omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen havde herved lagt vægt på, at styrelsen ikke havde fundet at kunne afvise, at ansøgeren ved sin afrejse havde stjålet penge fra LTTE og derfor risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke var bundet af at lægge bestemte faktiske omstændigheder til grund, i samme omfang som Udlændingestyrelsen havde gjort. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, stillede således ikke ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet bemærkede, at det forhold, at Udlændingestyrelsen havde truffet bestemmelse om, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 31, ikke indebar en egentlig ret for ansøgeren til at opholde sig i Danmark, idet ansøgeren, uanset han ikke ville kunne udsende tvangsmæssigt til sit hjemland, havde pligt til at udrejse, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været tilknyttet organisationen LTTE fra 1995 indtil sin udrejse i 2004, og at ansøgeren i LTTE havde været beskæftiget med navigation og kommunikation (GPS). Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring i øvrigt havde fremtrådt som troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i nævnet ikke havde været i overensstemmelse med ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen med hensyn til ansøgerens deltagelse i kamphandlinger og angreb. Ansøgeren havde i forbindelse hermed blandt andet gjort gældende, at han var forvirret under samtalen med Udlændingestyrelsen. Det fremgik af sagen, at samtalen med Udlændingestyrelsen var blevet oplæst for ansøgeren, der havde underskrevet referatet. Det fremgik endvidere, at ansøgeren havde haft enkelte rettelser til samtalereferatet. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at uoverensstemmelserne skyldes ansøgerens forvirring. Uanset om ansøgeren fra 1997 til 1998 havde været tilknyttet en tidligere general i LTTE, som nu var kommet i et modsætningsforhold til LTTE, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt af denne grund risikerede asylbegrundende konflikter med LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tilknytning til generalen lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende havde været tilknyttet LTTE indtil udrejsen i 2004. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han i forbindelse med sin anholdelse i februar 2004 ikke blev tilbageholdt, men fik en frist på fire dage til at aflevere det GPS udstyr, som han var i besiddelse af. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde begået tyveri af cirka 700.000 rupees fra LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekom konstrueret, idet ansøgeren ikke nærmere havde sandsynliggjort, hvordan han kunne få adgang til et så stort pengebeløb tilhørende LTTE. Ansøgeren havde alene forklaret, at han stjal pengene fra en ulåst skuffe. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge vægt på det af ansøgeren fremlagte brev fra LTTE indeholdende en arrestordre. Brevet skulle angiveligt være sendt til nogle bekendte, som ansøgeren opsøgte efter flugten fra LTTE. Ansøgeren havde ikke kunnet sandsynliggøre, at LTTE skulle være bekendt med adressen på hans opholdssted. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det fremgår videre af nævnets afgørelse, at ansøgeren skal udrejse straks, og at ansøgeren, såfremt han ikke udrejser frivilligt, kan udsendes tvangsmæssigt til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 32 a. Sri/2005/6
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1970. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil. Selvom ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om forskellige tidsmæssige forhold, lagde nævnet til grund, at ansøgeren i en periode havde udført opgaver af underordnet karakter for en udbrydergruppe af LTTE. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen forklaret, at han efter at LTTE igen havde overtaget magten i ansøgerens hjemområde, blev udpeget som en der havde udført arbejde for en udbrydergruppe af LTTE. Han blev sammen med cirka 20 andre ført bort af LTTE, men det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig herefter i sin hjemby i cirka syv til otte måneder uden problemer fra LTTEs side. Det var først da han hørte, at en dreng var blevet skudt af LTTE, at han tog ophold i det myndighedskontrollerede område, hvor han boede frem til sin udrejse i marts 2005. Nævnet fandt på den baggrund ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af LTTE som følge af, at han havde hjulpet udbrydergruppen. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af LTTE på en sådan måde, at det måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det myndighedskontrollerede område. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i en længere årrække havde drevet forretning i det myndighedskontrollerede område, samt at ansøgeren forud for sin udrejse uden problemer fik udstedt pas af de srilankanske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren tilbage i 2001 i en kortere periode var tilbageholdt af myndighederne og udsat for fysiske overgreb, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt på ovennævnte baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Sri/2005/5
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1978. Indrejst i november 2004. Ansøgeren havde under sagen forklaret, at han af LTTE havde været udnyttet til forskelligt arbejde. Ansøgeren skulle lave mad og pleje sårede personer. Ansøgeren var 15-16 år gammel, da han arbejdede for LTTE. Ansøgeren arbejdede for LTTE i cirka to år. Ansøgeren havde under sagen videre forklaret, at han syv gange havde været udsat for anholdelser af politiet i Colombo, og at anholdelserne var begrundet i, at ansøgeren kom fra Jafna-området, og derfor lige som alle andre fra området blev mistænkt for at have tilknytning til Tigrene. Den seneste anholdelse fandt sted i juli eller august 1996. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde udført tvangsarbejde for LTTE og havde været tilbageholdt af de srilankanske myndigheder, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det pålagte arbejde for LTTE ikke kunne anses at have haft en sådan karakter og omfang, at det i sig selv kunne begrunde asyl. Der var heller ikke oplysninger, der sandsynliggjorde, at ansøgeren var profileret i forhold til LTTE og således på ny skulle blive tilbageholdt. Ansøgeren måtte videre henvises til at tage ophold i områder, der ikke er kontrolleret af LTTE. Flygtningenævnet bemærkede videre, at tilbageholdelserne foretaget af de srilankanske myndigheder havde været kortvarige og efter ansøgerens egen forklaring var led i generelle politimæssige kontrolforanstaltninger. Ansøgeren kunne da også udrejse legalt af Sri Lanka, og kunne ikke anses at have været profileret i forhold til myndighederne. Disse tilbageholdelser, der lå langt tilbage i tid, kunne herefter ikke begrunde opholdstilladelse. De generelt usikre forhold i Sri Lanka, herunder for tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens familie opholder sig i Danmark kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2005/4
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka, født 1977. Indrejst i juli 2004. I 2002 meldte ansøgeren sig ind i partiet UNP. Ansøgeren arbejdede for en person, som senere er blevet medlem af parlamentet. I den sidste måned før parlamentsvalget i 2004 gik ansøgeren rundt i byen og talte med folk. Endvidere var hun med til at modtage politikere fra andre områder. Herudover deltog hun i demonstrationer, ligesom hun uddelte løbesedler. Ansøgerens søster udførte tilsvarende aktiviteter. Inden valget modtog ansøgeren to-tre trusselsbreve med posten. I brevene stod der, at hun skulle ophøre med at være sekretær for den lokale afdeling af UNP, og at hendes søster også skulle stoppe sine aktiviteter. Det fremgik videre af brevene, at det ville få ubehagelige konsekvenser, hvis ikke ansøgeren og søsteren stoppede med at være aktive for partiet. Det var normalt, at politisk aktive personer blev chikaneret og modtog trusler. På selve valgdagen arbejdede ansøgeren ved et valgsted. Ansøgeren gik tidligt hjem fra valgstedet, fordi hun følte sig utilfreds og træt. Søsteren blev tilbage ved valgstedet. Omkring kl. 20 samme aften kom ansøgerens morbror til ansøgerens bopæl og fortalte, at ansøgerens søster og bror var blevet bortført. Efterfølgende anmeldte ansøgeren og hendes mor bortførelserne til politiet i Warakapula. De tog bussen til Warakapula. Politiet sagde, at det ville efterforske sagen, hvorefter ansøgeren og moderen gik hjem. Omkring midnat samme dag opsøgte en gruppe ansøgerens families bopæl. Personerne spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren gemte sig under sin seng, fordi hun var bange for at blive taget med og skudt. Efter at moderen begyndte at skrige, trak en af personerne en pistol og skød moderen lige foran ansøgeren. Efterfølgende kom naboerne ud, og personerne løb væk. Ansøgeren og faderen gemte sig i en nærliggende skov indtil næste morgen, hvor de tog hen til nogle slægtninge i Narammala. Under ansøgerens og faderens ophold i Narammala blev de opsøgt af ansøgerens morbror, som fortalte, at moderen var død, og at han havde hørt, at ansøgerens søskende var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at et flertal af nævnets medlemmer i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Samtlige medlemmer udtalte: Efter karakteren af de overgreb, ansøgerens mor og søskende var blevet udsat for, og truslerne mod ansøgeren var der ikke grundlag for at antage, at disse forhold var understøttet eller tolereret af myndighederne. Anmeldelsen af bortførelsen af ansøgerens søskende blev efter det oplyste modtaget af politiet, og det kunne ikke antages, at politiet ikke ville være villig til eller ikke ville være i stand til at yde ansøgeren beskyttelse. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter ansøgerens forklaring var overgrebene begået af lokale kriminelle, og overgrebene og truslerne havde nær sammenhæng med ansøgerens arbejde for UNP på lokalt plan op til valget den 2. april 2004. På den baggrund var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville risikere at blive udsat for dødsstraf eller tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig risikoen for forfølgelse fra såvel EPDP (Eelam People´s Democratic Party) og LTTE. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren som forklaret havde haft aktiviteter for EPDP fra 1998 til 2001. Efter ansøgerens forklaring havde han haft en underordnet stilling i organisationen. Han havde fremlagt et ”To whom it may concern”-brev fra EPDP, hvorefter han som følge af sine aktiviteter for EPDP var i LTTE’s søgelys og var blevet advaret af LTTE adskillige gange, hvorfor EPDP anbefaler, at han ydes støtte. På denne baggrund og på baggrund af ansøgerens forklaring i øvrigt fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, fra EPDP eller de srilankanske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring var han i 2001 tilbageholdt af LTTE og blev herunder udsat for tortur. Han blev imidlertid på forældrenes foranledning løsladt og kunne herefter opholde sig på bopælen og passe sin skole uden at have været udsat for yderligere overgreb frem til udrejsen i 2004. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Sri Lanka uden fra LTTE at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Sri/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1981. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna-området, at ansøgeren i 1997 blev tvangsrekrutteret til LTTE, hvor han virkede i cirka seks år og blandt andet deltog i tre kortvarige kamphandlinger, at han endvidere havde aktiviteter med førstehjælp og som altmuligmand i kommunikationsafdelingen, at ansøgeren alene var menig, at han flere gange forsøgte at flygte, og at ansøgeren aldrig havde haft problemer med de srilankanske myndigheder. Flygtningenævnet kunne ikke lægge nogen særlig vægt på ansøgerens oplysninger om at have deltaget i træning som selvmordsaktivist. Der lagdes herved vægt på, at forholdene i den pågældende lejr efter ansøgerens egen forklaring forekom ustrukturerede, herunder at deltagerne i lejren blandt andet havde kontakt til folk uden for lejren. Hertil kom, at ansøgeren var modvillig og tvangsrekrutteret, hvorfor det forekom usandsynligt, at han kunne benyttes som selvmordsaktivist. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold kunne det ikke antages, at ansøgeren havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i forhold til myndighederne eller politiske organisationer. Efter det foreliggende havde der alene været tale om aktiviteter af underordnet karakter. Endelig kunne det ikke antages, at myndighederne var bekendt med hans aktiviteter. Uanset de generelt vanskelige forhold i hjemlandet fandtes ansøgeren, der som ovenfor anført fremstod uprofileret, i hvert fald at kunne tage ophold i den regeringskontrollerede del af Sri Lanka uden at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere var der ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri Lanka/2004/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk murursade, som er en underklan af Hawie-klanen, fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren opfylder således ikke betingelser for ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes fader i starten af 2009 bortgiftede hende til en mand ved navn [….], som er medlem af Al-Shabab. Ægtefælle behandlede ansøgeren dårligt, slog hende og truede med at dræbe hende, hvis hun forlod hans hus. Dagen før ansøgerens udrejse, stjal hun penge, billeder og filmoptagelser af personer, som bliver henrettet, fra ægtefællen. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden at blive udsat for overgreb, dels fra sin ægtefælle, fordi hun er flygtet fra ham, og dels fra ham og andre medlemmer af Al-Shabab, fordi hun vil blive betragtet som havende spioneret mod bevægelsen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til Udlændingeservice kan forekomme konstrueret. På baggrund af ansøgerens fremtræden for nævnet og henset til, at hun er analfabet, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af de grunde, hun har anført. Den omstændighed, at ansøgeren ved dom af [….] 2010 er dømt for dokumentfalsk og udvist, findes efter sin karakter for baggrunden for forholdet ikke at være til hinder for, at der meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor [….] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Somalia/2010/9
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til et ægtepar fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er reer hamar shansi og muslimer af trosretning fra [….] i Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har under nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, der angiveligt har udsat dem og to børnebørn for overgreb i marts 2010.Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har forklaret overbevisende og troværdigt om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker således, at ansøgerne har forklaret uddybende om deres asylmotiv på centrale punkter. Ansøgerne har således til registreringsrapporterne forklaret, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt som følge af de generelle forhold. I samtale om asylmotiv har den mandlige ansøger blandt andet oplyst, at de flygtede på grund af Al-Shabaab, men at der ikke var en konkret begivenhed, der medførte, at han udrejste af Somalia. Den kvindelige ansøger har i samtale om asylmotiv blandt andet oplyst, at Al-Shabaab truede og fratog dem alt, hvad de ejede. Til samtalereferatet har ansøgerne oplyst, at de i [….] 2010 blev opsøgt i deres hjem af bevæbnede mænd fra Al-Shabaab. Personerne truede den mandlige ansøger med en pistol og den kvindelige ansøger med et gevær, hvorefter de bad ansøgerne om at give dem guld og penge. Til advokatsamtalen og under nævnsbehandlingen har ansøgerne forklaret, at den kvindelige ansøger blev voldtaget eller forsøgt voldtaget, og at deres to mindreårige børnebørn på henholdsvis [….] og [….] år blev voldtaget af fire personer fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har givet en plausibel forklaring på de åbenbare divergenser. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerne, der efter deres forklaring flygtede til Etiopien med deres tre børnebørn, sendte børnene tilbage til [….] i Somalia, hvor de skulle tage ophold hos en bekendt, der tilhører shansi-klanen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgernes forklaring om, hvorvidt deres børn opholder sig i Somalia eller Etiopien, fremstår som uklar. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de vanskelige – men generelle – forhold i Somalia, herunder for etniske reer hamar shansi, i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Somalia/2010/8
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger, født i […….], og har fra 1987 til sin udrejse af Somalia i sommeren 2007 boet i Mogadishu. Ansøgere har oplyst, at han tilhører minoritetsklanen Biimaal. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt dels af medlemmer af de islamiske grupper, fordi han samarbejdede med den midlertidige somaliske regering ved at transportere regeringsmedlemmer og forsyninger for de etiopiske tropper i sin minibus, og dels af familiemedlemmer til bussens chauffør, som i foråret 2007 blev dræbt af medlemmer af en navngiven gruppe, idet chaufførens familiemedlemmer, der tilhører en magtfuld klan i området, holder ansøgeren ansvarlig for chaufførens død. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret på en overbevisende og troværdig måde. Ansøgeren har herunder redegjort for de tilsyneladende divergenser, der fremgår af det skriftlige materiale, herunder navnlig referatet af asylsamtalen i Udlændingeservice. Ansøgeren risikerer ikke forfølgelse af de grunde, der er omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra såvel de islamiske grupper som fra familiemedlemmer til ansøgerens samarbejdspartner og chauffør som led i blodhævn. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Somalia/2010/7
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at hun i 2007/2008 var blevet forsøgt tvangsgift med en mand fra Al-Shabaab. Manden havde en nat sammen med en gruppe af mænd angrebet ansøgerens families hus og i denne forbindelse dræbt ansøgerens kusine, idet de troede, at det var ansøgeren. Ansøgeren havde i en periode efter drabet på kusinen boet hos en ven af faderen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tumal fra Mogadishu i Somalia. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en mand fra Al-Shabaab, som i 2007/2008 havde ønsket at gifte sig med hende, samt at de mænd, som tidligere havde udsat ansøgeren for overgreb i form af voldtægtsforsøg, ville slå hende ihjel. Endvidere havde ansøgeren henvist til, at hun tilhørte en minoritetsklan, som ikke var beskyttet i Somalia. Ansøgeren havde endelig henvist til sociale og økonomiske forhold. Flygtningenævnet lagde ikke til grund, at drabet på kusinen var en fejltagelse, og at det i virkeligheden havde været ansøgeren, mændene havde været ude efter. Flygtningenævnet fandt, at overgrebet måtte anses som et enkeltstående kriminelt forhold, der ikke kunne anses for rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren over for Udlændingeservice havde forklaret, at hun fortsat havde opholdt sig i hjemmet efter drabet på kusinen, og at mændene ikke efterfølgende havde opsøgt hende der. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere overgreb eller forfølgelse som følge af, at hun havde afslået at gifte sig med en mand, muligt fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet lagde heller ikke til grund, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb fra de personer, der efter hendes forklaring havde forsøgt at forgribe sig på hende under hendes ophold hos ansøgerens faders ven. Såfremt dette overgreb havde fundet sted, måtte det ligeledes anses for et enkeltstående kriminelt forhold. Flygtningenævnet fandt i det hele ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en reel risiko for overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Det forhold, at ansøgeren var en enlig kvinde fra en minoritetsklan ændrede, uanset de vanskelige forhold i Somalia, ikke herved. Somalia/2010/4
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører Midgan-klanen, og hun kom fra Wardegley i Mogadishu. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en mand fra Al Shabaab, som havde truet hende, dels fordi hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne, dels fordi han ville giftes med hende. Hun havde henvist til, at manden havde slået hende i to tilfælde, at han havde kastet en håndgranat på markedet imod hendes forretning, og at han havde opsøgt hende på bopælen en gang. Hun havde videre henvist til, at manden fra Al Shabaab var magtfuld. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne. Asylmotivet i forhold til det, at Al Shabaab-manden ønskede ægteskab, faldt ikke under de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Dette kunne således ikke medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik vurderingen af dette asylmotiv i forhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb som følge heraf ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en konflikt i relation til en enkelt person, der vel gennem tilhørsforholdet til Al Shabaab kunne have en betydelig lokal magt, men at der efter de foreliggende oplysninger om mandens henvendelser ikke kunne antages at være nogen videre sandsynlighed for, at han ville efterstræbe hende ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den pågældende mand havde kastet en håndgranat målrettet imod hendes forretning, som havde bestået af en paraply og en sæk på jorden. Somalia/2010/3
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu hos sin faster, idet han er forældreløs. Han havde gået i koranskole i ni år og havde haft et almindeligt ungdomsliv, hvorunder han blandt andet havde spillet fodbold i en klub. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var forsøgt hvervet af Al Shabab. Ansøgeren havde under sagen forklaret udbyggende herom, idet han indledningsvis havde forklaret, at han alene var blevet opsøgt af medlemmer af Al Shabab, senere at han også var blevet truet, og senest i Flygtningenævnet at han havde modtaget et brev med frist til at forlade Mogadishu. Ansøgeren havde haft lejlighed til indgående at beskrive de angivelige hvervningsforsøg i Flygtningenævnet. Det fremstod også herefter som usikkert, hvilke personer der havde opsøgt ansøgeren, og hvad formålet havde været. Herunder fremgik det af ansøgerens forklaring, at det seneste hvervningsforsøg skulle være foregået i en mørk gyde, da ansøgeren havde været på indkøb. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var kommet konkret og individuelt i søgelyset hos Al Shabab med henblik på hvervning til soldatertjeneste. De generelle forhold i Mogadishu kunne efter Flygtningenævnets praksis ikke i sig selv føre til, at der kunne gives ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Somalia/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører klanen yibir og er muslim. Han er født i Mogadishu, hvor han havde boet til, han var fem til seks år. Herefter havde han boet forskellige steder, herunder hos sin onkel i Yemen, ligesom han i 2006 til 2008 havde boet i Saudi Arabien. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009 ved sin tilbagevenden til Mogadishu var blevet udsat for et røveri. Hertil kom, at nogle mænd fra Al-Shabaab i begyndelsen af 2009 på en café havde taget kontakt til ansøgeren og dennes navngivne ven, da de havde ønsket, at ansøgeren og vennen skulle lade sig hverve som soldater. Det havde de ikke ønsket, og cirka en uge senere havde mændene opsøgt ansøgeren og vennen, de havde taget vennen med, og ansøgeren havde ikke siden set ham. De generelle forhold i Mogadishu var utvivlsomt kaotiske, ligesom det var forbundet med fare og stor usikkerhed at opholde sig i Mogadishu. De generelle forhold, herunder for personer tilhørende yibir-klanen, kunne imidlertid efter fast praksis ved Flygtningenævnet ikke i sig selv føre til, at der kunne gives ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. De konkrete omstændigheder, som ansøgeren havde angivet som sit asylgrundlag, kunne heller ikke føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at det røveri, som ansøgeren havde været udsat for, måtte ses i lyset af de generelt usikre forhold i Mogadishu. Der var således intet belæg for at fastslå, at der havde været tale om en konkret og individuel forfølgelse som følge af ansøgerens baggrund og etnicitet. Det samme gjaldt det forsøg på at hverve ansøgeren og dennes ven til at blive soldater. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Somalia/2009/6
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. I 2008 var han af landsretten i en ankesag blevet idømt fængsel i 8 måneder for overtrædelse af straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1 og § 276, jf. § 287, stk.1. Han var samtidig blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år, jf. udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1. Efterfølgende havde ansøgeren søgt asyl, idet han ikke ønskede at blive udsendt til Somalia. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren endeligt havde forladt Somalia i 1996 efter at have været udsat for forskellige overgreb i forbindelse med borgerkrigen. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med myndighederne, personer eller klaner i Somalia. Han tilhører én af hovedklanerne i Somalia. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia i henhold til udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at ville være i en reel risiko for at blive udsat for de forhold, der er nævnt i udlændingeloven § 7, stk. 2. De generelle vanskelige forhold i Somalia kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2009/4
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører hawrasame-klanen, og har boet i Mogadishu indtil udrejsen i 2008. Ansøgeren havde siden 1993 boet sammen med sin grandniece, som hun indrejste sammen med i Danmark. Det forhold at ansøgerens ægtefælle var blevet dræbt i 1998, og at ansøgeren i forbindelse hermed var blevet slået i hovedet med en geværkolbe, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke havde haft yderligere problemer med de personer, der havde dræbt ægtefællen. Det forhold at ansøgerens niece for to år siden var blevet voldtaget og herefter bortført, hvorefter hun har været forsvundet, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at dette måtte betragtes som et vilkårligt overgreb, som ikke var rettet mod ansøgerens person. Det forhold, at ansøgerens søn var blevet dræbt kort tid før udrejsen kunne, heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at drabet ifølge ansøgerens oplysninger skyldtes, at han ikke ville ophøre med at sælge khat, og drabet måtte derfor betragtes som et vilkårligt overgreb, der ikke havde været rettet mod ansøgerens person. Ansøgerens alder, helbredstilstand eller det forhold, at hun ikke havde mandlige familiemedlemmer i Somalia, kunne ikke i sig selv begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl. Heller ikke den generelle vanskelige sikkerhedsmæssige situation i Somalia eller ansøgerens klanforhold kunne i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Somalia/2009/2
Nævnet stadfæstede i juli 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tumal, at ansøgerens forældre boede i Somalia, at ansøgeren havde tre børn, som boede hos ansøgerens moder, at ansøgeren havde fem søskende i hjemlandet, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne eller politiske organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter at blive socialt udstødt og forfulgt som følge af, at hun lider af hiv/aids, som hun ikke kan behandles for i hjemlandet. Hverken det påberåbte asylmotiv eller den omstændighed, at ansøgeren er enlig kvinde fra en minoritetsgruppe, kunne efter det foreliggende i sig selv begrunde asyl. Endvidere fremstod ansøgeren helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret, særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren lider af en livstruende sygdom, kunne ikke føre til noget andet resultat. Der kunne herved ikke antages at foreligge nogen krænkelse af EMRK artikel 3. Det følger af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at afviste asylansøgere i princippet ikke har ret til at blive i landet med henblik på at kunne modtage blandt andet særlig læge- eller social bistand fra staten. Dog kan en udsendelse under helt særlige omstændigheder indebære en krænkelse af den nævnte artikel. Ansøgeren, der under sagen havde været repræsenteret ved advokat, måtte for så vidt angik den sidstnævnte situation, henvises til at søge opholdstilladelse på andet grundlag. Somalia/2007/7
Nævnet stadfæstede i marts2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørendeen mandlig statsborger fra Somalia, født i 1976.Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren ligesom sin fader tilhørte Darood-klanen. Ansøgeren var i det væsentlige vokset op hos sin moder, der tilhørte Reer Hamer-klanen, idet forældrene blev skilt, da ansøgeren var lille. Ansøgerens moder havde fortsat noget jord, hvoraf ansøgeren og moderen levede, herunder i tiden efter 1991, hvor Abgal-klanen havde overtaget det jordområde ved Mogadishu, der ellers tilhørte ansøgerens familieklan. Ansøgeren tjente til sit udkomme ved forfaldende arbejde på markedet og var på et tidspunkt omkring 18 års alderen udsat for en voldsepisode fra medlemmer af Abgal-klanen, der slog ham med en geværkolbe. Ansøgeren forlod Mogadishu, da de islamiske domstole havde overtaget magten i Mogadishu og forsøgte at tvangsrekruttere unge mænd. Pengene til udrejsen i april 2006 blev fremskaffet ved salg af ansøgerens eller hans moders faste ejendom, hvorefter ansøgeren rejste til Europa, mens hans moder, ægtefælle og ansøgerens fællesbarn formentligt rejste til Kenya. Nævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans familie trods konflikten med Abgal-klanen under de meget vanskelige, men generelle forhold i Mogadishu, havde kunnet opretholde sin tilværelse i byen uden alvorlige konflikter. Ansøgeren havde ikke været medlem af bestemte, herunder religiøse, grupperinger eller politiske tilhørsforhold. Nævnet fandt, at situationen i Mogadishu var væsentligt ændret ved, at de islamiske domstole ikke længere var ved magten. Nævnet fandt, at ansøgerens situation ved en tilbagevenden måtte anses for at være præget af de meget vanskelige, men generelle forhold, uden at ansøgeren kunne ses for at være konkret og individuelt forfulgt eller konkret udsat for risiko for alvorlige overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren har krav på opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Somalia/2007/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i 2003. Han havde efterfølgende søgt asyl i Norge, Sverige og Holland. Hans opholdstilladelse som familiesammenført bortfaldt i begyndelsen af 2007 på grund af langvarigt ophold i udlandet. Han søgte herefter om asyl i Danmark. Ansøgeren er født i Mogadishu og tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen Murusade. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han sammen med sin familie blev udsat for gentagne røverier i deres butik. Han havde også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han havde endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en særlig konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at de omhandlede røveriforhold måtte anses for at være udtryk for almindelig kriminalitet i landet. Ansøgeren havde i asylansøgningsskemaet oplyst, at der i forbindelse med røverierne blev fremsat trusler. Det fremgår af samtalereferatet, at ansøgeren havde forklaret, at hverken han eller familien havde været udsat for fysiske overgreb, hvilket han fragik under nævnsmødet. På baggrund af de divergerende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde været udsat for fysisk overlast i asylbegrundende omfang. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter episoden i 1999 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden at have problemer med medlemmer af Saleban-klanen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Somalia i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren opholdt sig i Vesten i længere tid, og derfor som påberåbt af ansøgeren muligvis kunne betragtes som velhavende, kunne ikke føre til et andet resultat. Somalia/2007/12
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1987. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren tilhører Shaanshi klanen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren inden sin udrejse af Somalia havde været udsat for en tilbageholdelse i tre dage i 2003 og et knivoverfald i 2005. Disse begivenheder måtte anses for enkeltstående hændelser af kriminel karakter. Flygtningenævnet anså derfor ikke ansøgeren for at være konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv påberåbt sig sit klantilhørsforhold, og at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerede at blive udsat for tvangshvervning til en milits. Ansøgeren havde inden sin udrejse alene været udsat for verbal chikane på grund af sit klantilhørsforhold, og Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville blive udsat for mere ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren havde ikke tidligere omtalt, at han skulle være forsøgt tvangshvervet, og Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville blive udsat for tvangshvervning ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede konkret og individuel forfølgelse, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2007/1
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia, født 1977. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde gjort et særdeles troværdigt indtryk, og at hans forklaring og svar på spørgsmål under nævnsmødet ligeledes havde været præget af høj grad af troværdighed. Ansøgeren havde forklaret, at hans fader – der drev forretning i Kenya – på et tidspunkt konverterede til kristendommen uden at gøre hverken ansøgeren eller andre i Somalia bekendt hermed. Faderens stærkt religiøse familiemedlemmer fik imidlertid mistanke om faderens ”vantro” og begyndte at udspionere ham. Samtidig forsøgte de at inddrage ansøgeren og hans søskende stærkere i det muslimske trossamfund og i grupperne, der ønskede shariadomstolene indført i Somalia. Folk begyndte at tale om ansøgeren fader, og da ansøgeren fra andre havde hørt, at hans far var gået over til kristendommen, spurgte ansøgeren faderen direkte herom. Selvom faderen overfor ansøgeren åbenlyst erkendte at være blevet kristen, ville ansøgeren imidlertid ikke gå imod ham. Da de religiøse familiemedlemmer gennem somaliere i Kenya fik bekræftet, at faderen var konverteret, og da ansøgeren og hans søskende samtidig afslog at lade sig inddrage i de mere fundamentalistiske grupper, var de religiøse familiemedlemmer overbevist om, at både ansøgerens fader og alle hans børn var blevet kristne. Dette var baggrunden for drabet på faderen og ansøgerens søskende, og for at ansøgeren er efterstræbt. Ansøgeren skjulte sig fra dag til dag forskellige steder i ca. 14 dage, indtil faderens forretningsforbindelse fik ham med ud af landet til Djibouti. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens fader og alle hans hjemmeboende søskende blev dræbt på bopælen af to bevæbnede personer, efter at det var blevet kendt, at faderen var blevet kristen. Under henvisning til baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu, herunder oplysningerne om de stærkt religiøse og fundamentalistiske gruppers indflydelse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/8
Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, født i Danmark i 2003. Ansøgeren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens forældre samt ansøgerens to søskende har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte, at asylansøgningen var fremkomet som følge af, at ansøgerens forældre ønskede, at ansøgeren, der er født i Danmark, skulle have et konventionspas ligesom den øvrige familie. Ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ansøgerens forhold at skulle vurderes på baggrund af ansøgerens families forhold sammenholdt med de aktuelle forhold i Mogadisho, hvorfra forældrene udrejste i 1995. Forældrene blev af Udlændingestyrelsen i maj 1996 meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, og blev i juli 2000 af Udlændingestyrelsen efter ansøgning meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Denne opholdstilladelse omfattede tillige ansøgerens søskende, der er født i Danmark i henholdsvis 1998 og 1999. Som begrundelse for statusændringen havde ansøgerne henvist til, at de er etnisk benadir. Selvom forholdene i Mogadisho er særdeles vanskelige og usikre, og ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar, underklanen Reer Faqi, og er etnisk benadir, fandt nævnet ikke, at disse forhold, der er generelle, i sig selv indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte anses for at risikere en konkret forfølgelse på baggrund af sin race, religion, nationalitet eller sine sociale eller etniske tilhørsforhold. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens forældre og søskende i 2000 fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes videre ikke at indebære, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse, idet en sådan opholdstilladelse fandtes at forudsætte, at ansøgeren aktuelt opfyldte betingelserne i denne bestemmelse. Nævnet fandt endvidere ikke, at der var oplyst forhold, som indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Nævnet lagde herved vægt på, at det anførte ovenfor om ansøgerens og familiens forhold ikke kunne anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden konkret risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/6
Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1982. Indrejst i maj 2005. Ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar, underklan Shaashi. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er enlig kvinde uden netværk og risikerer at blive voldtaget og slået ihjel ved en tilbagevenden. Ansøgeren var ved en sprogtest placeret som hjemhørende i det nordlige Somalia og ikke som forklaret omkring Mogadishu, men uanset om hendes forklaring blev lagt til grund, fandtes der ikke at foreligge asylbegrundende forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for, lå cirka ti år tilbage og var et led i de generelle forhold. Ansøgerens klanmæssige tilknytning og den omstændighed, at hun er enlig kvinde uden netværk, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2006/5
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren havde forklaret, at hun tilhører Madhiban-klanen, samt at en mand tilhørende Mooryan-militsen ønskede at gifte sig med hende, hvilket hun imidlertid ikke ønskede, hvorfor den pågældende mand flere gange havde opsøgt hende og truet hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er opvokset i og omkring Mogadishu, og at hun ved en tilbagevenden dertil risikerer overgreb fra en magtfuld person, der ønskede at gifte sig med hende. Efter den foretagne sproganalyse, hvoraf det fremgår, at ansøgeren vel har sin sproglige baggrund i nord, men også anvender udtryk, der stammer fra syd, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at moderens familie kommer fra nord, fandt Flygtningenævnet ikke, at sproganalysens resultat er i modstrid med ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren konsistent og troværdigt har forklaret om sine forhold, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på ansøgerens klanforhold, at hun ikke har familie i Mogadishu, ud over en kusine, hvis ægtefælle blev såret af skud, da han forsøgte at beskytte ansøgeren mod overgreb, at ansøgeren flygtede ud af landet umiddelbart herefter, samt at personen, der stod bag truslerne tilhører en indflydelsesrig milits i området. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold og den omstændighed, at hun er enlig kvinde, i sig selv er tilstrækkeligt til at meddele asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/4
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1975. Indrejst i sommeren 2002 Ansøgeren boede i Somalia indtil 1988, hvor han sammen med familien flyttede til Etiopien på grund af borgerkrigen. Ansøgeren havde ikke nogen personlige konflikter i Somalia, men han oplevede flere overgreb på civilbefolkningen, ligesom to onkler og en tante mistede livet under borgerkrigen. Fra 1988 til 2002 opholdt ansøgeren sig uden problemer i Etiopien. I juni 2000 indgik han i Etiopien ægteskab med en somalisk kvinde med opholdstilladelse i Danmark. I juni 2002 indrejste ansøgeren i Danmark på familiesammenføring. I 2003 rejste ansøgeren til Sverige, idet han fik kendskab til, at hans ægtefælle havde en affære med en anden mand. I 2005 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, hvor han søgte asyl, idet han gerne ville være sammen med sin herboende søn. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerensforklaring til grund. Ansøgeren, som tilhører Isaaq Haber Yonis klanen, kom således fra regionen Somaliland i Somalia. Efter ansøgerens forklaring var der intet grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere forfølgelse omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller at han ville være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren derfor ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det blev besluttet, at ansøgeren kunne udsendes til Nordvestsomalia, jf. udlændingelovens § 32 a. Somalia/2006/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1982. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar og har været hjemmehørende i Mogadishu. Hun har ikke haft politiske aktiviteter af nogen art. Hun har oplyst, at hun – og moderen – blev opsøgt af syv personer fra den dominerende klan i hjemområdet, Hawiye-klanen, som truede dem til at udlevere deres værdigenstande. Ansøgeren er udrejst, fordi hun frygter yderligere overgreb og har endvidere anført, at hun bliver diskrimineret som tilhørende Reer Hamar-klanen. Ansøgeren har endelig anført, at hun frygter, at hendes datter vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har på nogle punkter afgivet divergerende forklaringer. Hun har således over for Udlændingeservice oplyst, at hun efter det angivne overgreb gemte sig i huset, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun tog ophold hos andre personer i området. Uanset om de nævnte overgreb lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet, at de nævnte forhold ikke er af en sådan karakter, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det nævnte enkeltstående overgreb måtte anses for at være udslag af den udbredte kriminalitet i Somalia og kunne ikke anses for at være led i en mere systematisk forfølgelse af ansøgeren. De generelt vanskelige forhold i Somalia, herunder forholdene for medlemmer af Reer Hamar-klanen og for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Det samme gjaldt for så vidt angår ansøgerens generelle frygt for omskæring af datteren. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/14
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1982. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren er muslim af trosretning. Ansøgeren er ugift og barnløs. Ansøgerens fader er afgået ved døden, mens ansøgerens moder og to søskende er bosat i Somalia. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar-klanen, underklan Bandhabow. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for plyndring og havde været tilbageholdt i cirka fem måneder af medlemmer af Mawiye-klanen, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene måtte anses som udtryk for den almindelige lovløshed i området og ikke for en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. De generelle forhold for medlemmer af Reer Hamar-klanen i Somalia kunne ikke i sig selv begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/13
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren havde forklaret, at hun tilhører Madhiban-klanen, og at en mand tilhørende Mooryan-militsen ønskede at gifte sig med hende, hvilket hun imidlertid ikke ønskede, hvorfor den pågældende mand flere gange havde opsøgt hende og truet hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun er opvokset i og omkring Mogadishu, og at hun ved en tilbagevenden dertil risikerer overgreb fra en magtfuld person, der ønskede at gifte sig med hende. Efter den foretagne sproganalyse, hvoraf det fremgår, at ansøgeren vel har sin sproglige baggrund i nord, men også anvender udtryk, der stammer fra syd, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at moderens familie kommer fra nord, fandt Flygtningenævnet ikke, at sproganalysens resultat er i modstrid med ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren konsistent og troværdigt har forklaret om sine forhold, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lagde herefter vægt på ansøgerens klanforhold, at hun ikke har familie i Mogadishu, ud over en kusine, hvis ægtefælle blev såret af skud, da han forsøgte at beskytte ansøgeren mod overgreb, at ansøgeren flygtede ud af landet umiddelbart herefter, samt at personen, der stod bag truslerne tilhører en indflydelsesrig milits i området. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold og den omstændighed, at hun er enlig kvinde, i sig selv er tilstrækkeligt til at meddele asyl. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1977. Indrejst i december 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt, at der for nævnet forelå tvivl om ansøgerens geografiske tilknytningsforhold i Somalia henset til det oplyste i vurderingen fra en sprogtest om, at ansøgeren højst sandsynligt havde sin sproglige baggrund i det nordlige Somalia, og at ansøgeren havde et mangelfuldt realkendskab til byen Afgoye i det sydlige Somalia. Nævnet fandt derfor, at der forelå tvivl om, hvorvidt ansøgeren var født og opvokset i Afgoye, som ansøgeren ifølge sin forklaring forlod omkring 1994, da det lykkedes ham at undslippe den militsgruppe, der holdt ham som tvangsarbejder. Nævnet fandt, at ansøgerens asylmotiv primært burde vurderes ud fra ansøgerens tilhørsforhold til minoritetsklanen Midgan og det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring i 2001 mødte sin kæreste, der tilhørte klanen Marehaan, og med hvem ansøgeren efter det oplyste havde et fællesbarn på nu tre år, ligesom de forventede fødselen af endnu et fællesbarn inden for relativt kort tid. Nævnet bemærkede, at ansøgeren i nævnsmødet havde forklaret, at hans kærestes familie ikke var helt klar over hans klantilknytning, men at klanen Marehaan ikke ville acceptere ægteskab med en mand fra midganklanen. Nævnet fandt, at ansøgerens situation var præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Somalia, herunder forholdende for midganklanen. Nævnet fandt imidlertid ikke, at det forhold, at ansøgeren tilhørte denne minoritetsklan, indebar, at ansøgeren af denne grund ved en tilbagevenden til Somalia risikerede en asylbegrundende forfølgelse. Nævnet fandt, at det nævnte resultat fra sprogtesten indebar, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Somalia alene ville have mulighed for at tage ophold i området ved Afgoye, fordi han alene havde tilknytning hertil, ikke kunne lægges til grund. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at have tilknytning til det nordlige Somalia, selv hvis det blev lagt til grund, at ansøgeren havde haft sin tidlige opvækst i Afgoye og på grund af krigen i 1991 efterfølgende måtte forlade området. Den del af ansøgerens asylmotiv, der angik hans herboende kæreste, synes mere præget af de overordnede generelle forhold for henholdsvis Marehaan og Midgan, uden at der for ansøgeren var tale om en konkretiseret og individuel konflikt. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke kunne anses for at være udsat for en så konkret risiko, at der herved forelå en asylbegrundende forfølgelse. Herefter og idet de generelle forhold i Somalia, uanset at disse var meget vanskelige, ikke kunne føre til et andet resultat, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerede en forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. § 7, stk. 2. Somalia/2006/10
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia født i 1985. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren tilhører klanen Jareer, subklanen Hintiro og familieklanen Reer Mahamed. Uanset at ansøgeren havde været tilbageholdt af en oprørsgruppe i to til tre år og været tvunget til at arbejde for gruppen, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette forhold, der var begået af nogle for ansøgeren ukendte personer, måtte anses for et udslag af den generelle mangel på lov og orden i Somalia. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren på grundlag heraf ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for på ny at blive tilbageholdt af den pågældende gruppe. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter flugten fra gruppen havde kunnet opholde sig i hjemlandet i cirka et år inden udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt usikre forhold i Somalia i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ikke havde kontakt med sin moder kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter det oplyste havde tilbragt en stor del af sin barndom hos en onkel i Nordsomalia, og at denne onkel efter det oplyste havde finansieret og tilrettelagt ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/1
Nævnet hjemviste i maj 2005 en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født 1994. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet besluttede efter votering at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren – henset til sin alder og manglende forståelse af sin situation - efter Flygtningenævnets vurdering ikke var tilstrækkelig moden til at gennemgå en almindelig asylprocedure. Det bemærkedes, at det fremgår af forarbejderne til den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 9c, stk. 3, nr. 1, at Flygtningenævnet – uanset om Integrationsministeriet eventuelt har stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om, at barnet bør gennemgå den almindelige asylprocedure – vil kunne hjemvise en sag til Udlændingestyrelsen med ovennævnte begrundelse. Som/2005/9
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i juni 1983. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet havde under nævnets behandling af sagen haft adgang til ansøgerens faders asylsagsakter, idet ansøgeren under et tidligere nævnsmøde havde henvist til, at hans fader havde været oberst i Somalia. Flygtningenævnet fandt, at de voldelige forhold, som ansøgeren og hans familie havde været udsat for inden udrejsen i 1992, ikke kunne begrunde asyl, da de dels var sket under borgerkrig, dels lå langt tilbage i tid. De generelt usikre forhold i Somalia, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Heller ikke ansøgerens tilhørsforhold til Hawiey-klanen, der er en dominerende hovedklan, gav grundlag for asyl. Det bemærkedes om ansøgerens faders asylsag, at det måtte lægges til grund, at faderen havde været højtstående officer. Faderen havde angivet, at hans arbejde for UNISOM frem til 1995 havde ført til, at han var blevet opfattet som forræder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at faderen havde kunnet opholde sig i Somalia frem til udrejsen i 1999 uden at blive udsat for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren var berettiget til asyl afledt af faderens forhold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/8
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1952. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Tumal klanen. Flygtningenævnet bemærkede at det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan, ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens familie umiddelbart før ansøgerens udrejse blev overfaldet på bopælen af personer fra Abgal-klanen, som forlangte penge, og hvorunder ansøgerens ægtefælle, to børn og ansøgerens svigerdatter blev dræbt. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens familie tidligere havde været udsat for chikane fra personer fra Abgal-klanen, og at ansøgeren havde været tilbageholdt af medlemmer af Abgal-klanen i to døgn, hvorunder ansøgeren blev udsat for hårdhændet behandling. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring, hvorefter en af ansøgerens døtre efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt af personer fra Abgal-klanen under besøg på familiens tidligere bopæl. Nævnet fandt herefter ikke, at der kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia på ny ville være i risiko for at blive udsat for lignende overgreb fra personer af Abgal klanen. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/6
Nævnet meddeltei april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1989. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet anså ligesom Udlændingestyrelsen ansøgeren for somalisk statsborger. Efter sagens oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Somalia, ikke talte sproget og ikke havde familiemæssig eller andet netværk i Somalia. Da ansøgeren var enlig pige på 16 år, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det efter baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Somalia risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren havde boet i Yemen siden hun var fem år uden at have haft konflikter med myndighederne i Yemen. Det var imidlertid uoplyst på hvilket grundlag hun havde opholdt sig i Yemen. Da det således var usikkert om ansøgeren havde lovligt ophold i Yemen og kunne indrejse i Yemen, fandt nævnets flertal, at Yemen ikke kunne anses for ansøgerens 1. asylland i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som følge heraf gav Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/4
Nævnet meddeltei april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1989. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet anså ligesom Udlændingestyrelsen ansøgeren for somalisk statsborger. Efter sagens oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Somalia, ikke talte sproget og ikke havde familiemæssig eller andet netværk i Somalia. Da ansøgeren var enlig pige på 16 år, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det efter baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Somalia risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren havde boet i Yemen siden hun var fem år uden at have haft konflikter med myndighederne i Yemen. Det var imidlertid uoplyst på hvilket grundlag hun havde opholdt sig i Yemen. Da det således var usikkert om ansøgeren havde lovligt ophold i Yemen og kunne indrejse i Yemen, fandt nævnets flertal, at Yemen ikke kunne anses for ansøgerens 1. asylland i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som følge heraf gav Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/4
Nævnet meddelte i februar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1987. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var født og opvokset i Mogadishu hos sin moder og mormoder og efter moderens død i 1990/1991 hos mormoderen alene. Hun havde aldrig fået at vide, hvilke klaner hun tilhører. Hun havde aldrig været politisk engageret, og hun havde aldrig været i konflikt med eller i søgelyset hos myndighederne. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun var blevet voldtaget to gange af en militsleder, henholdsvis otte og fire måneder før sin udrejse – begge gange i hjemmet. Hun var derudover blevet truet på livet af den pågældende, ligesom han ved flere lejligheder havde talt nedsættende til hende. Ved en tilbagevenden til Somalia frygtede hun, at mishandlingen med videre ville fortsætte. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Herefter havde ansøgeren af familiemedlemmer alene sin mormoder tilbage i Somalia. Hun havde intet klan-tilhørsforhold. Henset til baggrundsoplysningerne fandt nævnet, at der ud fra en samlet vurdering bestod en konkret risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville blive udsat for nedværdigende behandling, som hun ikke ville kunne opnå beskyttelse imod. Som/2005/3
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1968. Indrejst i december 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er fra det sydlige Somalia. Hun er fra stammen Bioymal, der er en underklan til hovedklanen Dir. Hun har som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun for cirka syv år siden var tilbageholdt som gidsel af medlemmer fra Habr Gedir klanen i cirka tre måneder, hvor hun blev udsat for vold. Hun blev endvidere for cirka halvandet år siden udsat for voldtægt af kriminelle (Moryaans) fra Habr Gedir klanen. Særligt voldtægten, der skete cirka fire til fem måneder før hun flygtede fra Somalia, gjorde, at hun er blevet æreløs og bliver set ned på også af hendes ægtemand og egen klan. Det lagdes til grund, i overensstemmelse med ansøgerens forklaring, at hun særligt de seneste syv år havde levet et liv i usikkerhed og med enkelte overgreb. Ligesom Udlændingestyrelsen er det imidlertid Flygtningenævnets vurdering, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for, havde haft tilfældighedens karakter, og at der havde været tale om kriminelle handlinger. Det kunne ikke lægges til grund, at der havde været tale om en individuel og konkret forfølgelse, der direkte havde været begrundet i ansøgerens person- og klantilhørsforhold, og det var derfor Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgeren ikke opfyldt betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan, og at hun som følge heraf generelt vil være i en risikogruppe ved tilbagevenden til Somalia, kunne ikke føre til noget andet resultat. Ansøgerens frygt for at vende tilbage til Somalia, herunder som følge af, at hun var blevet voldtaget, kunne heller ikke føre til, at hun var omfattet af udlændingelovens § 7. Ved denne afgørelse lagde Flygtningenævnet blandt andet også vægt på, at ansøgeren stadig har et netværk i form af egen og ægtefælles familie i Somalia. Som/2005/12
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1939. Indrejst i september 2004. Ansøgeren har tre herboende sønner. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, der tilhører Issaq klanen, underklanen Habr Younis, blev gift og boede med sin ægtefælle, der tilhørte Darood klanen, underklanen Marehan, i Mogadishu. De fik sammen syv børn. Ægtefællen var forretningsmand og ikke politisk aktiv eller medlem af bestemte politiske grupperinger. I 1991 måtte ansøgeren og ægtefællen flygte, da borgerkrigen brød ud. Under borgerkrigen mistede ansøgeren forbindelsen til fire af sine børn. Ansøgeren boede siden hen sammen med sin ægtefælle i Etiopien, hvor ægtefælle døde for cirka to år siden. Ansøgeren udrejste af Etiopien i september 2004 efter forgæves at have søgt om indrejsetilladelse i Danmark. Ansøgeren havde ikke personligt haft konkrete konflikter og havde bortset fra fordrivelsen fra hjemmet i Mogadishu i 1991 ikke været udsat for overgreb. Fordrivelsen var en følge af borgerkrigen. Ansøgeren tilhørte Issaq klanen, som er en hovedklan, som har tilknytning til store dele af Somalia. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle var Darood, Marehan, ved en tilbagevenden kunne indebære, at ansøgeren ville blive udsat for en særlig risiko. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren måtte antages at kunne tage ophold i Somalia uden at risikere forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller sådanne alvorlige overgreb, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det oplyste om ansøgerens helbredsforhold, herunder dårligt syn og smerter i benene, kunne ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Somalia, og det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde, kunne føre til et andet resultat. Som/2005/11
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Somalia, født i henholdsvis 1964 (m) og 1969 (k). Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne til støtte for deres asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at de begge tilhører Midghan-klanen, at den kvindelige ansøger havde problemer med sin første ægtefælle, fordi hun havde givet sig ud for at tilhøre en anden klan, hvad ægtefællen opdagede, at den mandlige ansøgers fader havde været sergent under Siad Barre, og at faderen var blevet dræbt i den anledning i 1993, at den kvindelige ansøgers første ægtefælle havde deltaget i nedskydningen af den mandlige ansøgers broder umiddelbart efter, at den mandlige ansøger og broderen havde solgt deres fælles gård, og at begge ansøgere fortsat var efterstræbt af Hawiye-klanen, idet den kvindelige ansøger konkret fortsat var efterstræbt af sin første ægtefælle. Uanset om de ovennævnte forhold kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdene var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at den omstændighed, at begge ansøgere tilhører Midghan-klanen i sig selv kunne føre til, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller, at nogen af de ovennævnte forhold efter en konkret vurdering kunne føre til, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse, der kunne medføre, at ægtefællerne ville blive udsat for dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2005/1
Nævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1963 samt tre børn. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren tilhører Reer Hamar, Hatim-klanen. Ansøgeren har oplyst, at hendes klan var en ubeskyttet klan, og at hendes familie ofte blev opsøgt og truet af Abgal-klanen/Hawiey-klanen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar, Hatim-klanen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle i 2002 var i Dubai med en datter, og at familien efter deres tilbagekomst til Mogadishu blev overfaldet af personer fra Abgal-klanen, hvorunder ansøgerens moder og broder blev dræbt. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle var forsvundet, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at man ikke kunne bortse fra, at familien ved en tilbagekomst til Somalia på ny ville være i risiko for at blive udsat for lignende overgreb fra medlemmer af de dominerende klaner. Ansøgeren og hendes børn havde ikke mulighed for at søge beskyttelse mod denne risiko. Somalia/2004/9
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1980. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren forklarede under nævnets behandling af sagen, at han var forfulgt i hjemlandet på grund af sit tilhørsforhold. Han tilhører en minoritetsstamme; Ashraaf. I 1991 blev hans hus plyndret, og han flygtede til en by ikke langt fra hjembyen Kismaio. Han sultede og var bange, og for at overleve angav han at tilhøre den stamme hans moder kom fra; Majeerten. I starten af 1993 blev ansøgerens broder dræbt af Hawiye militsen. I 1996 blussede krigen op igen i Kismaio, hvortil ansøgeren var vendt tilbage. Hawiye stammen angreb byen. Majerteen, som kontrollerede byen, begyndte at sende mændene til fronten, og ansøgeren blev tvangshvervet til at kæmpe for sin by. Han blev trænet, men han var imod krig, og ville ikke kæmpe. Da ansøgeren nægtede at kæmpe og gå i krig blev han slået og sat til at udføre slavearbejde, og han blev tilbageholdt i et år i lejren. For at redde sit liv måtte han flygte. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Ashraaf-klanen, og under-klanen Reer Hassan. Nævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet fandt ikke, at Majerteen-klanens tilbageholdelse af ansøgeren fra 1996-1997 kunne begrunde asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende opholdt sig i hjemlandet indtil slutningen af 2002. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at Majerteen i 2002 på ny forsøgte at hverve ansøgeren og i den forbindelse opsøgte ansøgerens bopæl, havde en sådan karakter, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at dette skete som led i en generel hvervning. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Majerteen ikke længere har magten i Kismayo. Nævnet fandt ikke, at Marehan-klanens drab på ansøgeres broder i begyndelsen af 1990’erne kunne begrunde asyl for ansøgeren. Nævnet lagde endvidere vægt på, at dette forhold lå langt tilbage i tid. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens klantilhørsforhold i sig selv kunne begrunde asyl. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/8
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1961. Indrejst i januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er muslim, tilhører hovedklanen darood, underklanen qablalah og familieklanen absame. Han havde indtil 1995 opholdt sig i den syd-vestlige del af Somalia som nomade i Bakool. Han havde i perioden fra 1995 til 2002 haft ophold i Etiopien, og han havde siden januar 2003 haft ophold i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til de generelle forhold i Bakool-regionen, ligesom han i den forbindelse blandt andet havde henvist til, at hans to fætre omkring august 2003 havde dræbt to personer fra rahanweyn-klanen og var flygtet til Etiopien for at undgå blodhævn. De generelt usikre forhold i Somalia – herunder for Bakool-regionen – kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De seneste rapporter om forholdene, herunder UNHCR Position on the Return of Rejected Asylum-Seekers to Somalia fra januar 2004 og Udlændingestyrelsens fælles fact-finding rapport om menneskerettigheds- og sikkerhedsspørgsmål i central- og syd-Somalia fra marts 2004, kunne ikke føre til noget andet resultat. Ansøgerens klanforhold, samt oplysningerne om ansøgerens fætre kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/7
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1975, samt et barn. Indrejst i november 2002. Ansøgeren er fra Mogadishu. Hendes hovedklan var Hawiye og hendes underklan Abgal. I juli 2000 blev ansøgerens bopæl plyndret af militsmedlemmer, der skød ansøgerens daværende ægtefælle. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hendes første ægtemand blev skudt af indbrudstyve i juli 2000. Ansøgeren havde ikke personligt været udsat for overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at drabet på ansøgerens tidligere ægtefælle kunne begrunde asyl, idet der var tale om et enkeltstående overgreb af kriminel karakter. Ansøgeren tilhørte en af hovedklanerne, og uanset de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder uden familie, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at der forelå omstændigheder, der gjorde det antageligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/6
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1990. Indrejst i juni 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører Madhiban klanen og kommer fra Dhuusamareeb. Han havde ikke været medlem af politiske partier og organisationer. Som asylmotiv havde han henvist til, at han ønskede at være sammen med sin moder, som er bosiddende i Danmark. Desuden havde han henvist til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft nogen konflikter i hjemlandet, og at han sammen med sin broder og farmoder i 1998 flyttede tilbage til sin hjemlandsby, hvor han boede og gik i skole indtil udrejsen til Danmark i 2003. Nævnet bemærkede videre, at ansøgeren måtte antages at have et netværk i Dhuusamareeb, hvor flere af hans familiemedlemmer bor. Hverken ansøgerens klantilhørsforhold eller de generelle forhold i Somalia kunne i sig selv begrunde asyl. Der fandtes ikke at kunne meddeles konsekvensstatus, da ansøgeren først var indrejst cirka fire et halvt år efter moderen. Nævnet fandt endelig ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være konkret og individuelt forfulgt. Somalia/2004/5
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1935. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, og er født og opvokset i Galkayo i det nordøstlige Somalia. I 1991 blev ansøgerens søn dræbt og i 1995 udrejste ansøgeren til Etiopien. Her boede ansøgeren frem til udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født og opvokset i det nordøstlige Somalia, og at hun omkring 1964/65 flyttede til Mogadishu sammen med sin ægtefælle og børn. Ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, underklan Majerteen. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kunne anses for asylbegrundende, og at de af ansøgeren påberåbte begivenheder lå langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der var grundlag at meddele ansøgeren opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i konkret og individuel risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ansøgerens alder og helbredsforhold samt den omstændighed, at hun var enlig kvinde kunne ikke bevirke en ændret vurdering. Somalia/2004/4
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i september 1971, samt to børn. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren tilhører klanen geledi. Hun er født i Afgoi i det sydlige Somalia. Ansøgeren forklarede, at hun var gift med en mand fra hovedklanen Darood. I 2000 udrejste ægtefællen formentlig til Saudi-Arabien. I 2002 blev ansøgeren overfaldet af to mænd, formentlig fra hovedklanen Hawiye. Hun blev udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren inden sin udrejse af Somalia ikke havde været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren påberåbte sig under nævnsmødet de generelt vanskelige livsvilkår i Somalia og henviste generelt til, at hun frygtede alle somaliere, idet hun tilhører Geledi-klanen, som er en mindre klan. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Somalia var asylbegrundende i sig selv, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at de af ansøgeren omtalte overgreb ikke kunne antages at være udslag af hendes klantilhørsforhold. Somalia/2004/3
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i 1982Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han i juni 2001 fik et knivstik af en person fra Habr Gedir klanen, som ønskede et forhold til ansøgerens kæreste. Herefter var der blevet skudt mod ansøgeren enten to dage eller 15 dage efter førstnævnte episode. I september 2003 havde pågældende mødt ansøgeren og senere ansøgerens ven og givet udtryk for, at han fortsat ville dræbe ansøgeren. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen i oktober 2003 var forfulgt af en militsperson fra Habr Gedir klanen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde set sin kæreste siden sommeren 2001, og at pågældende militsperson måtte antages at kunne have gennemtvunget et ægteskab med pigen og således ikke behøvede at forfølge ansøgeren, hvilket pågældende rent faktisk heller ikke fysisk havde gjort siden 2001, selvom han har haft lejlighed til det. Under disse omstændigheder, og idet ansøgerens tilhørsforhold til Shekhal-klanen ikke i øvrigt kunne medføre en anden vurdering, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Somalia/2004/22
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1974, samt fire børn. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring blev lagt til grund, herunder forklaringerne om, at ansøgerens ægtefælle var blevet dræbt af en militsgruppe, og at ansøgeren var blevet udsat for overgreb i form af slag med en geværkolbe, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke på troværdig vis nærmere havde kunnet konkretisere, hvad det var, hun ville risikere at blive udsat for ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet bemærkede, at ansøgeren tilhører hovedklanen Hawyie og fandt ikke i øvrigt, at de generelle forhold, herunder forholdene i den sydlige del af Somalia, i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren, der først havde søgt asyl et år efter indrejsen i Danmark, skulle meddeles asyl. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerede at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/20
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1929. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke inden udrejsen selv havde haft konflikter i Somalia. Ansøgeren havde heller ikke oplyst om konflikter i Etiopien, hvor hun er født, og hvor hun boede som barn. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle, bror og søn var blevet dræbt af medlemmer af Haber Gedir-klanen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort eller konkretiseret, at hun var forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden ville risikere overgreb fra de personer, der havde dræbt ansøgerens familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens klanforhold – Shekhal – eller oplysningerne om de generelle forhold i Somalia, heller ikke henset til ansøgerens alder og køn, kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles asyl eller beskyttelsesstatus. Somalia/2004/19
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1974. Indrejst i august 2003. Ansøgerne tilhører Ajuran-klanen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren dels over for den beskikkede advokat, dels under nævnsmødet i væsentlig grad havde udbygget sin forklaring. Ansøgeren havde således forklaret, at hun siden forældrenes død fem år forud for udrejsen i en stor del af tiden havde boet i andre huse i området og ikke i sit eget hus, og at hun i en længere periode fra begyndelsen af 2002 og indtil begyndelsen af 2003 havde udført tvangsarbejde for militser i området. Flygtningenævnet bemærkede, at denne del af ansøgerens forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvorfor disse oplysninger fremkom på så sent et tidspunkt. Endvidere havde ansøgerens forklaring for nævnet om de nævnte forhold været upræcis og til dels usammenhængende. Flygtningenævnet kunne således alene lægge til grund, som forklaret oprindeligt, at ansøgeren havde været udsat for plyndringer, og at ansøgerens forældre og brødre var blevet dræbt for nogle år tilbage. Ansøgeren havde opholdt sig i hjemområdet frem til udrejsen i 2003. De påberåbte forhold fandtes ikke at være asylbegrundende, idet de nævnte overgreb havde haft et mere tilfældigt præg og måtte vurderes som handlinger af kriminel karakter. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde været udsat for forhold, der kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke efter sin forklaring kunne anses for at være mere udsat end andre med ansøgerens klanforhold. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens klanforhold ikke i sig selv fandtes at kunne begrunde opholdstilladelse. Somalia/2004/18
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1963. samt tre børn. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer-Hamar klanen, underklan Shansi, og at hun stammer fra Mogadishu, hvor hun boede, indtil hun sammen med sin ægtefælle og deres fire børn i juli 2003 udrejste til Kenya. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og hendes familie kort før var blevet overfaldet i deres bolig af nogle banditter, der forlangte penge og mad, ligesom de udsatte ansøgeren og flere af hendes familiemedlemmer for vold. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kunne anses for asylbegrundende, idet nævnet fandt, at det måtte anses for et vilkårligt overgreb af kriminel karakter, og som et udslag af den generelt vanskelige og kaotiske situation i Somalia. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at overfaldet ikke havde sammenhæng med hendes klantilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at overfaldet skyldtes ansøgerens etnicitet. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne antages at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens klantilhørsforhold kunne ikke i sig selv føre til at andet resultat. Somalia/2004/17
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1971 samt et barn. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er somalisk statsborger, og at hun tilhører Darood klanen, subklan Marehan. Ansøgeren blev født i Garbaharey i Gedo regionen, og havde boet her frem til sin udrejse i juni 2001. Ansøgeren havde aldrig haft konkrete konflikter med myndighederne eller andre i Somalia. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Uanset de generelt vanskelige levevilkår i Somalia, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for de forhold, der er omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/16
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1973, samt et barn. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Reer Hamar-klanen. Ansøgeren havde ikke haft politiske aktiviteter af nogen art. Hun henviste til, at hendes fader i 2002 blev slået ihjel af tyveknægte, angiveligt tilknyttet Hawiye-klanen. Hendes broder blev slået og formentlig kidnappet. Ansøgeren blev selv slået, og hendes søster blev voldtaget. Familiens jord blev frataget familien, og ansøgerens ægtefælle og familie flygtede. Ansøgeren vidste ikke, hvor de nu befandt sig. Endelig anførte ansøgeren, at hjemmet blev opsøgt mange gange af andre tyveknægte. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold var af en sådan karakter, at de var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der var ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for forfølgelse omfattet af denne bestemmelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren ikke havde krav på beskyttelsesstatus. Nævnet bemærkede herved, at de overgreb og plyndringer, som ansøgerens familie havde været udsat for, måtte henregnes til vilkårlige overgreb af kriminel karakter, som havde haft til formål at berige gerningsmændene. Hverken ansøgerens klantilhørsforhold, det forhold at ansøgeren er kvinde eller de generelt vanskelige forhold i Somalia fandtes i sig selv at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse. Somalia/2004/15
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født 1960. Indrejst i juli 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Barawe, og at han siden han var tre år havde boet i Mogadishu. Han udrejste fra Somalia i sommeren 2002. Ansøgeren tilhører hovedklanen Reer Barawe, klanen Tuni og familien Dafrad. Han havde ikke været medlem af noget politisk parti eller været politisk aktiv, ligesom han ikke på noget tidspunkt havde været eftersøgt, tilbageholdt eller anholdt. Det lagdes til grund, at ansøgeren i 1992 blev udsat for en plyndring, og at han i den forbindelse blev såret med en geværkolbe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren - som forklaret ved nævnsmødet - flere gange ugentligt skulle være blevet udsat for røveri af sit tøj, og at han i disse forbindelser skulle være blevet truet og slået. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en væsentlig udbygning i forhold til tidligere afgivet forklaring. Da asylansøgningen var indgivet efter den 1. juli 2002, skulle sagen bedømmes efter udlændingelovens § 7, sådan som denne er formuleret i lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004. Sagen havde været udsat på en høring af Udlændingestyrelsen. Dette høringssvar forelå den 15. marts 2004. I sit indlæg af marts 2004 havde ansøgerens advokat blandt andet anført, at lighedsgrundsætninger måtte føre til, at også ansøgeren meddeltes asyl, da dennes ægtefælle kort tid før ansøgeren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til, at ansøgerens konflikt i 1992 lå langt tilbage i tiden og under hensyn til, at ansøgeren havde kunnet opholde sig fra 1992 til sommeren 2002 i Somalia og i øvrigt under hensyn til ansøgerens klanforhold, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, godt en måneds tid før ansøgeren, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der - som beskrevet i Udlændingestyrelsens høringssvar af 15. marts 2004 - havde fundet en praksisændring sted, og at denne praksisændring blandt andet var begrundet i nye informationer, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding missionen 11. til 25. januar 2003, som blev udgivet den 28. marts 2003. Da denne ændring af praksis havde været konsekvent, og da den også var blevet fulgt op af en ændret praksis i Flygtningenævnet, fandt flertallet derfor ikke, at lighedsgrundsætninger skulle tale mod et forskelligt resultat i ansøgerens sag i forhold til ægtefællens sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens klanforhold samt de generelt vanskelige forhold i Somalia kunne heller ikke efter flertallets opfattelse begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/14
Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1978, samt et barn. Ansøgerens far blev dræbt i 1995 under en skudveksling mellem nogle banditter. I 2002 blev ansøgerens onkel og fætter dræbt under en plyndring, mens de passede familiens butik. Onklens og fætterens tilhørsforhold til Shikal-klanen havde betydning for overfaldet. I 2003, før ansøgeren udrejste fra Somalia, blev hun udsat for et voldtægtsforsøg af tre mænd. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Shikal-klanen og er fra Mogadishu, at ansøgeren har sin ægtefælle, barn og øvrige familie i Somalia, samt at hun aldrig har været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt har udført aktiviteter, som har været egnet til at profilere hende i forhold til offentligheden. De af ansøgeren påberåbte overfald på dels familien i 2002 og dels hende selv i 2003 kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Der havde været tale om enkeltstående, vilkårlige overgreb af kriminel karakter, der måtte anses som udslag af almindelig lovløshed i landet. Efter baggrundsmaterialet er situationen i Somalia fortsat usikker og kaotisk. Forholdene er præget af lovløshed og omfattende banditvirksomhed, og der er en generel risiko for, at alle somaliere uanset klantilhørsforhold, kan blive udsat for overgreb. Ansøgerens klanforhold kunne således ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Voldtægtsforsøget mod ansøgeren fandtes ikke at være begrundet i ansøgerens etniske tilhørsforhold. Det forhold, at ansøgeren havde set børn i Mogadishu blive bortført og dræbt, kunne ikke medføre asyl for ansøgeren. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun umiddelbart forinden udrejsen havde været vidne til et drab på en kvinde, og at gerningsmændene ligeledes havde truet hende med at blive dræbt. Nævnet bemærkede, at ansøgeren først over for sin advokat og under nævnsbehandlingen havde oplyst herom, og at hun ikke kunne anses at have givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun først nu havde oplyst herom. Uanset om oplysningerne havde foreligget tidligere, ville dette ikke have ændret nævnets vurdering. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse. Videre kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/13
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia, født 1984. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning havde gjort gældende, at han i år 2000 blev gift med en kvinde, som er medlem af Habar Gedir-klanen, at han kort tid efter blev udsat for mishandling af kvindens storebroder, idet familien var imod giftermålet, og at ansøgeren ved eventuel tilbagevenden til Hamar Weyne-bydelen i Mogadishu ville være i risiko for forfølgelse fra Habar Gedir-klanen. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag med den fornødne sikkerhed at kunne afvise ansøgerens forklaring om hans ægteskab med kvinden. Navnlig under hensyn til de oplysninger, der fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, herunder rapport fra Fact-finding mission til Nairobi, Kenya fra 22. til 26. marts 2004, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer herefter ej heller at kunne afvise, at ansøgeren, som medlem af Reer Hamar-klanen - under hensyn til de konkrete oplysninger om ansøgerens konflikt med Habar Gedir-klanen - kunne være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra Habar Gedir-klanen, som han ikke ville kunne opnå nogen myndighedsbeskyttelse imod, idet der endnu ikke er etableret de fornødne myndighedsorganer til undgåelse af sådanne konflikter. Flertallet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Somalia/2004/12
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1938. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun tilhørte Tumal klanen og stammede fra Lower Juba. Nævnet lagde også til grund, at ansøgerens ægtefælle og to af hendes børn blev dræbt under borgerkrigen. Ansøgeren forlod Somalia for cirka 12 år siden og har indtil udrejsen til Danmark opholdt sig i Etiopien. Overgrebene mod familien under borgerkrigen fandtes ikke nu at kunne begrunde asyl. Uanset de usikre forhold i det sydlige Somalia og ansøgerens status som enlig kvinde uden netværk tilhørende en minoritetsklan fandtes det ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ville være i en konkret, særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Somalia/2004/11
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1979. Indrejst i september 2003. Ansøgeren og ægtefællen havde flere gange været udsat for plyndringer fra Moriyan-militsen. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt fem til seks gange af en uges varighed. Ved en lejlighed blev ægtefællen skudt i benet. Ansøgeren blev slået med stav og geværkolbe. Moriyan-militsen plyndrede også andre huse i landsbyen, ligesom nogle af naboerne ligeledes blev tilbageholdt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører Tuni-klanen, og at hun stammer fra området ved Kismayo. Videre lagdes til grund, at ansøgeren og hendes familie havde været udsat for de af hende forklarede overgreb. Disse overgreb fandtes imidlertid at måtte henregnes til vilkårlige overgreb af kriminel karakter, som ikke alene havde været rettet mod ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren fandtes derfor ikke at have været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en sådan forfølgelse. Uanset de generelt meget vanskelige levevilkår i Somalia fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsgruppe, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Somalia/2004/10
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1936. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes børnebørn var somaliske statsborgere og var af Udlændingestyrelsen anset for omfattet af § 7, stk. 2, i den tidligere udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ved vurderingen af, om ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kunne henvises til at tage ophold i De Forenede Arabiske Emirater, hvor hendes søn, der var børnebørnenes far, havde opholdt sig siden 1991, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i De Forenede Arabiske Emirater og at hendes søns opholdsgrundlag ifølge de foreliggende oplysninger var usikkert, da han alene havde opholdstilladelse for et år ad gangen. Ansøgerens datter havde siden 1996 haft opholdstilladelse i Danmark og ansøgeren boede nu hos hende. Herudover havde ansøgeren yderligere mange børnebørn og oldebørn, herunder sønnens fem børn, som alle havde opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at ansøgerens nærmeste tilknytning var til Danmark, og ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse efter den tidligere udlændingelovs § 7, stk. 2. Samme dag meddelte nævnet opholdstilladelse (F-status) til ansøgerens fire børnebørn, der alle var indrejst med ansøgeren. Somalia/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hawiye og muslim fra[…], Somalia. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hendes bror, der arbejdede for organisationen Care, i 2008 blev kidnappet af al-Shabaab, der mistænkte ham for at være ansvarlig for drabet på deres leder. Herefter opsøgte al-Shabaab ansøgeren og anklagede hende for at skjule penge, som hendes bror skulle have modtaget af Care. De truede med at dræbe hende, hvis ikke hun udleverede pengene. Ansøgeren flygtede herefter til Italien, hvor hun i 2009 fik meddelt ”permit of stay for subsidiary protection” gældende indtil […]2013. Senere rejste ansøgeren til Norge, hvor hun søgte asyl i […]2009. Efter at være meddelt afslag på asyl i Norge, blev hun tilbageført til Italien i […]2010, hvor hun opholdt sig, indtil hun udrejste til Danmark i 2012, fordi hun ikke kunne få sin opholdstilladelse i Italien forlænget. Ansøgeren har anført, at hun ikke ønsker at blive sendt tilbage til Italien, hvor hun ikke kan leve med sine to små børn, eftersom hun vil være tvunget til at leve på gaden uden bolig og mulighed for forsørgelse. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen fra […] 2013 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Afgørende herfor er, at hun skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for hende at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom hendes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet hun i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapital II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor hun har haft opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse, kan tjene som første asylland, idet det i den forbindelse videre bemærkes, at opholdstilladelsen efter oplysningerne i den ovenfor anførte dom under punkt 77 vil kunne forlænges ved henvendelse til de italienske myndigheder. Herefter og idet Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at hun tillige vil være beskyttet mod at blive videresendt til Somalia, stadfæster Flygtningenævnets flertal Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger tilhørende klanen Hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af Al-Shabaab militsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Al-Shabaab opsøgte ham flere gange i perioden fra slutningen af 2011 til foråret 2012. Al-Shabaab ønskede at rekruttere ansøgeren til militsens styrker, men ansøgeren indvilligede ikke. I foråret 2012 opsøgte medlemmer af Al-Shabaab ansøgerens families bopæl for at finde ansøgeren. Ansøgeren, faderen og ansøgerens søskende var hjemme. Al-Shabaab skød faderen i halsen. Ansøgeren formåede at flygte, hvorefter han tog ophold hos en ven i Mogadishu. Ansøgeren rejste den […] 2012 til byen Belet Weyne og udrejste efter to uger fra Somalia. Ansøgerens fader har efterfølgende telefonisk ifølge moderen oplyst ansøgeren om, at familien er blevet truet af Al-Shabaab, hvorfor ansøgerens familie er udrejst til Etiopien. Om de generelle forhold i Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger om de regeringskontrollerede dele af det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation er blevet forbedret siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 afsagde dom i sagen Sufi and Elmi v. UK. Dette har sammenhæng med, at de direkte kamphandlinger i Mogadishu er ophørt, og det generelle voldsniveau i byen er nu markant lavere end i 2011. Antallet af civile ofre er væsentligt lavere, og både den humanitære og økonomiske situation er klart forbedret. Mange somaliere er vendt tilbage til Mogadishu, hvor der pågår en vis genopbygning. Trygheden og muligheden for sikker transport rundt i byen er øget ved, at der ikke længere er så mange uautoriserede checkpoints. Situationen i Mogadishu er dog fortsat skrøbelig og ustabil, og der er stadig mange problemer, herunder et højt kriminalitetsniveau, som myndighederne ikke har tilstrækkelig kapacitet eller vilje til effektivt at modvirke Flygtningenævnets vurdering bygger på en lang række nyere baggrundsnotater om den seneste udvikling. I overvejelserne er indgået: Joint report from the Danish Immigration Service’s and the Norwegian Landinfo’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 16 April to 7 May 2013, samt endvidere Home office, Operational Guidance Note Somalia af 24. september 2013, Amnesty Internationals notat af 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Vedrørende Al-Shabaab fremgår det af disse baggrundsoplysninger, at Al-Shabaab i august 2011 trak sig tilbage fra størstedelen af de dele af Mogadishu, som bevægelsen hidtil havde kontrolleret. I den første halvdel af 2012 trak bevægelsen sig tilbage fra resten af Mogadishu samt fra den nærliggende by Afgoye og den såkaldte Afgoye-korridor. Al-Shabaabs indflydelse er herefter stærkt reduceret i Mogadishu, der nu i det væsentlige er under kontrol af den somaliske regering i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia). Al-Shabaab har også mistet kontrollen over de fleste andre større byer i de sydlige og centrale dele af Somalia, hvor sikkerhedssituationen kan variere, men generelt set er forbedret. I enkelte byer og i større landområder, herunder tæt på Mogadishu, har Al-Shabaab stadig magten. Det fremgår samtidigt, at Al-Shabaab stadig har tilhængere og sympatisører i Mogadishu, at Al-Shabaab har infiltreret politi og militær, at bevægelsen også efter sin tilbagetrækning har foretaget mange enkeltstående målrettede væbnede angreb i Mogadishu, samt at bevægelsen, trods reducerede ressourcer, stadig har kapacitet til at foretage sådanne angreb overalt i byen. Efter baggrundsoplysningerne fortsætter Al-Shabaab endvidere sin praksis med at fremsætte trusler via telefon og sms. De fleste af Al-Shabaabs angreb er nu målrettet mod dem, som bevægelsen anser som modstandere, men i forbindelse med flere af disse angreb har der også været tilfældige civile ofre. Al-Shabaabs angreb i Mogadishu er efter baggrundsoplysningerne for eksempel rettet mod personer med en vis tilknytning til den somaliske regering eller regeringens internationale støtter, personer der mistænkes for at spionere mod Al-Shabaab og journalister. Ifølge nogle kilder er personer, der er deserteret fra Al-Shabaab også i risiko for at blive angrebet af bevægelsen. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation længere er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu området. Ansøgeren udrejste fra Mogadishu i foråret 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i perioden fra slutningen af 2011 til foråret 2012 tre gange blev opsøgt af personer fra Al-Shabaab, der under trusler forlangte, at ansøgeren skulle tilslutte sig bevægelsen til grund. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at Al-Shabaab i slutningen af foråret 2012 opsøgte ansøgeren på bopælen, i hvilken forbindelse ansøgerens fader blev skudt og såret, hvorefter ansøgeren flygtede. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og detaljeret. Ansøgerens forklaring har endvidere i et vist omfang divergeret og ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for det præcise indhold af det krav, som Al-Shabaab angiveligt ved tre lejligheder stillede til ansøgeren. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han tredje gang fik besked på at henvende sig på en bestemt adresse. I nævnsmødet har ansøgeren ikke forklaret herom. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at ansøgerens fader efter den tredje henvendelse forlangte, at ansøgeren ikke måtte vende tilbage til sin arbejdsplads. Ansøgerens forklaring om flugten gennem Somalia fremstår endvidere ikke selvoplevet og forklaringen om flugten, herunder at ansøgeren kunne arbejde med aflæsning af lastvognen, stemmer ikke overens med, at ansøgeren flygtede fra Al-Shabaab. Ansøgeren har aldrig haft tilknytning til regeringsmedlemmer, myndighedspersoner eller regeringens internationale støtter. Ansøgeren er en rask mand med netværk i Mogadishu i form af sin hustru. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne om forbedringerne i den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder Al-Shabaabs betydeligt svækkede position og ressourcer, finder Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgerens asylmotiv vedrører Al-Shabaabs forfølgelse af ham, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/9
Nævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. I slutningen af 2008 indrejste ansøgeren i Ungarn, hvor hun søgte asyl og i 2009 blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ashraf og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shabaab eller tvangsgift til et medlem af gruppen. Ansøgerens farbroder, som var medlem af al-Shabaab, besluttede, at ansøgeren skulle giftes med et andet al-Shabaab medlem. Da ansøgeren nægtede, blev hun flere gange bortført og udsat for overgreb. Ansøgerens broder blev slået ihjel af al-Shabaab, da han forsøgte at finde ud af, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Efter ansøgerens udrejse af Somalia, er hendes fader blevet slået ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ungarn frygter at blive udsat for overgreb, samt at hun skal leve på gaden. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen tilkendegivet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Ungarn kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Ungarn, hvor ansøgeren har opholdstilladelse efter Flygtningekonventionen, kan tjene som ansøgerens første asylland. Flertallet finder videre, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Ungarn. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter sin egen forklaring har fået mad og lægehjælp, selvom hun selv finder lægehjælpen utilstrækkelig. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren har finansieret flybillet til Tyskland og busrejse til Sverige, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvordan hun fik arrangeret disse rejser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/8
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tilhørende klanen Sheekhaal, underklanen Osman Faqi Omar og dennes underklan Gandarshe og muslim fra Gandarshe, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i 2008 måtte flygte til den nordlige del af Somalia, idet al-Shabaab ville have hende til at indgå tvangsægteskab med et af deres medlemmer. I 2008 blev ansøgeren opsøgt af et medlem af al-Shabaab, der forlangte, at hun bar niqab, hvilket ansøgeren accepterede. Tre dage senere tog den samme mand ansøgeren med hen til en hvid mand, som hun skulle giftes med, hvilket hun også indvilligede i. Da hun efterfølgende kom hjem, fortalte hun sin familie om episoden. De rådede hende til at forlade landet. Hun forlod landsbyen nogle dage senere og tog til Boosaaso. I Boosaaso blev hun gift med sin nuværende ægtefælle, der tilhører Majerteen klanen. Ansøgerens svigermoder brød sig ikke om ansøgeren, hvorfor hun i 2010 rejste illegalt til Syrien med assistance fra sin ægtefælle. Her opholdt hun sig i omkring et år og fire måneder, inden hun tog til Tyrkiet og dernæst til Grækenland og derfra videre til Danmark, hvor to af hendes kusiner er bosiddende. Ansøgerens moder er efter ansøgerens flugt blevet opsøgt af al-Shabaab, ligesom ansøgerens broder har været tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren har supplerende til advokaten og under nævnsbehandlingen anført, at hun har været tilbageholdt to dage af al-Shabaab, men at hun undslap fra det skur, hvor hun var tilbageholdt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaringer på væsentlige punkter fremstår upræcise og divergerende, ligesom hun har udbygget sine forklaringer. Hun har til samtalen oplyst, at hun indvilligede i ægteskabet med en af al-Shabaabs medlemmer, hvorefter hun kunne vende tilbage til sin bopæl i Gandarshe. Til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har hun derimod forklaret, at hun var tilbageholdt i nogle dage af al-Shabaab, men flygtede fra fangenskabet, hvorefter hun rejste til Boosaaso i Puntland. Om sit forhold til sin nuværende ægtefælle har hun til samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var kærligt, men at hun ikke brød sig om sin svigermoder. Til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen har hun derimod forklaret, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaringer om konflikten med al-Shabaab til grund for sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at hun som følge af sit klantilhørsforhold kan henvises til at tage ophold i Boosaaso, selvom hun har boet der i omkring et år inden hendes udrejse til Syrien. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde, Marka-området syd for Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Det fremgår af punkt 3.3 i den ovennævnte fact finding rapport fra maj 2013, at Marka-området er stærkt kontrolleret af AMISOM og SNAF, og at al-Shabaabs aktiviteter i området er af mindre alvorlig karakter. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Marka-området, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren har efter det oplyste fortsat sin moder, en moster og fire søskende boende i hjembyen, Gandarshe. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til dette område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/7
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er tilhører Asharaf-klanen og muslim fra bydelen Yaqsheed i Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han dels frygter at blive tvangshvervet til al-Shabaab, ligesom ansøgeren frygter de generelle forhold i Mogadishu. Ansøgeren har hertil oplyst, at hans to onkler i 2009 rettede telefonisk henvendelse til ansøgerens moder for at hverve ansøgeren til al-Shabaab, hvilket moderen imidlertid afviste, da ansøgeren var hendes eneste søn. Moderen afgik ved døden omkring to måneder inden ansøgerens udrejse af Somalia i foråret 2012. Ansøgeren havde i perioden fra 2009 og frem til udrejsen ikke yderligere problemer med de to onkler, ligesom ansøgeren heller ikke modtog andre henvendelser fra al-Shabaab i denne periode. Flygtningenævnet bemærker generelt, at forholdene i Mogadishu og den sikkerhedsmæssige situation i området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom af 28. juni 2011 i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at al-Shabaab i det væsentligste er fordrevet fra Mogadishu, og at regeringen i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia) har overtaget kontrollen over byen. Lufthavnen og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Direkte kamphandlinger med brug af våben på begge sider er ophørt, og en vis genopbygning af byen er gået i gang. Tilbageflytning til byen af såvel IDP’s som af somaliere fra udlandet finder sted. Om end al-Shabaabs position i Mogadishu er betydeligt svækket økonomisk og organisatorisk i forhold til tidligere, har gruppen dog stadig undergrundsceller og infiltrerer i det skjulte i byen, hvor det derfor kan være svært at vide sig helt sikker i forhold til al-Shabaab, og gruppen kan trods svækkelsen mobilisere ressourcer til at foretage angreb, hvor det for alvor prioriteres. Antallet af civile, der bliver slået ihjel, svinger periodevis, men tendensen har været en markant nedgang i antallet af dræbte civile gennem de sidste par år. Folk kan nu gå og flytte frit omkring. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at man ved sin blotte tilstedeværelse i området kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Derfor er der ikke grundlag for at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans moder døde. Oprindeligt var det oplyst at være i 2011, senere at det var i 2012. Ansøgeren har forklaret, at hans dialekt skyldes, at hans moder stammede fra det nordlige Somalia, hvor hun var født. I familieskemaet er hun angivet til at være født i Mogadishu. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at han senest har været sammen med de onkler, som har været tilknyttet al-Shabaab, da han var omkring 10 år gammel, samt at han ikke kender de pågældendes nuværende opholdssteder. Ansøgeren har oplyst, at han har boet det samme sted i Mogadishu hele sit liv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærker, at ansøgeren først i forbindelse med asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyste, at de to onkler i 2009 telefonisk havde opfordret hans moder til, at han tilsluttede sig al-Shabaab, og at moderen ikke på noget senere tidspunkt oplyste igen at have talt med onklerne derom, samt at ansøgeren efter instruks af landsmænd her i landet skulle undlade at oplyse for meget om sine forhold. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har forklaret om sine forhold og tilsidesætter som følge heraf ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har været udsat for noget, der kan sidestilles med en tvangsrekruttering. Uanset om ansøgerens forklaring om henvendelsen fra onklerne i 2009 lægges til grund, findes dette forhold ikke i dag at være af en sådan karakter at det kan begrunde asyl. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på de ændrede baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i Mogadishu, herunder vedrørende tvangsrekruttering. Ansøgerens risiko ses således ikke så reel, at denne kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/6
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Senere i 2009 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at Italien var ansvarlig for behandlingen af ansøgerens asylsag i medfør af Dublin-forordningen. I begyndelsen af 2010 blev ansøgeren registreret forsvundet. I 2012 søgte ansøgeren på ny asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk reer mataan og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Somalia i 2008 og blev meddelt opholdstilladelse i Italien, som var gældende indtil den […] 2011. Hun udrejste til Sverige, hvor hun søgte asyl den […] 2009, men blev hjemsendt til Italien af de svenske myndigheder. Hun søgte på ny asyl i Danmark den […] 2009, men besluttede at skjule sig i Danmark, da hun fik oplysning om, hun ville blive sendt til Italien. Hun har til Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyst, at hun efterfølgende har været i Italien, hvor hun har fået fornyet sin opholdstilladelse, der herefter er gældende til den […] 2014. På forespørgsel fra Udlændingestyrelsen har de italienske immigrationsmyndigheder den […] 2012 oplyst, at ansøgeren ”was issued a permit of stay for subsidiary protection expiring on […] 2014”. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at Al Shabaab vil forfølge hende. Hun har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle leve på gaden uden fornøden adgang til mad og drikke. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er meddelt og stadig har opholdstilladelse i Italien som følge af sine konflikter i Somalia. Nævnet lægger endvidere til grund, at hun kan indrejse legalt i Italien og lovligt opholde sig der, ligesom hun ved ophold i Italien vil være beskyttet mod at blive videresendt til Somalia eller til et land, hvor hun ikke er beskyttet mod at blive videresendt til Somalia. Herefter, og da de af ansøgeren anførte socioøkonomiske problemer forbundet med en tilbagevenden til Italien ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at hun må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” soma/2013/5
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der fremstår troværdig og selvoplevet, til grund. Ansøgeren tilhører hovedklanen Jaji og er muslim fra Waaxweyn, Somalia. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hans ægtefælle indgik ægteskab mod hendes families vilje. De rejste i sommeren 2012 til regionen Gaalkacyo for at blive gift i hemmelighed. Kort efter vielsen vendte de tilbage til hjembyen, hvor ansøgeren samme nat blev opsøgt af ægtefællens broder og nogle medlemmer af dennes klan. Ansøgeren blev ført bort og udsat for voldelige overgreb i form af slag og spark på hele kroppen, fordi han havde modsat sig svigerfamiliens vilje og overtrådt al-Shabaabs regler. Han blev i Gaan overdraget til al-Shabaab. Han var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter han fik at vide, at han var blevet dømt til døden ved stening. En af al-Shabaabs vagter, som han kendte, hjalp ham væk. Kort efter flugten udrejste ansøgeren af Somalia. Under hensyn til ansøgerens modsætningsforhold til al-Shabaab findes han at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det er en forudsætning for at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA), at Mogadishu kan fungere som et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder at området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNCHR’s Guidelines on International Protection af 23. juli 2003. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu vel er forbedret, men sikkerhedssituationen må fortsat vurderes som alvorlig og skrøbelig og i en vis forstand uforudsigelig. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortsat er til stede i Mogadishu og er i stand til at udføre angreb, som fortrinsvist er rettet mod særlige grupper, men også kan ramme almindelige borgere. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af forholdene i Mogadishu finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA) på nuværende tidspunkt ikke er opfyldt. Ansøgerens forhold findes ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter den somaliske statsborger [..] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: "at ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra kvarteret Jiroo Garoob i Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb fra al-Shabaab og fra den somaliske regering. I juni 2010 blev ansøgeren truet af al-Shabaab, der advarede ham imod at besøge sin fader, der arbejdede i Mogadishus lufthavn. Ansøgeren fortsatte med at besøge sin fader, hvorefter al-Shabaab i august 2010 tilbageholdt ham og kørte ham til en base i Maslaxh lidt uden for Mogadishu. Al-Shabaab truede med at slå ham ihjel, såfremt han ikke indvilgede i at tilslutte sig gruppen. Under løbetræning dagen efter skubbede han til et medlem af al-Shabaab, der havde slået ham, og blev derfor fængslet. Omkring tre uger senere flygtede han fra basen i forbindelse med et angreb mod denne. Han tog herefter ophold hos sin moster i omkring tre uger i et regeringskontrolleret område af Mogadishu. Efter en nat i Dhoobley udrejste han til Kenya. Al-Shabaab har efter hans udrejse en enkelt gang henvendt sig på familiens bopæl i 2011. Han frygter regeringen, der forfølger alle, der har været tilknyttet al-Shabaab eller i organisationens varetægt. Han har for halvanden måned siden af sin moder fået oplyst, at hans ældste lillebroder er blevet tilbageholdt og fængslet af regeringstropperne, og han formoder med sikkerhed, at dette skyldes al-Shabaabs tidligere tilbageholdelse af ham selv. Flygtningenævnet lægger i det væsentligste ansøgerens asylmotiv til grund, idet det dog ikke lægges til grund, at ansøgeren er forfulgt af regeringen, idet hans forklaring herom må anses som en udbygning i forhold til det tidligere af ham under asylsagen forklarede. Uanset at Flygtningenævnet således i det væsentligste kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund, findes dette ikke at kunne føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker generelt om forholdene i Mogadishu, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi and Elmi v. UK vedrørende udsendelse af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia blandt andet har udtalt, at en udsendelse af de pågældende til Mogadishu ville udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Domstolen udtalte herunder, at den generelle vold i Mogadishu aktuelt havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der ville gøre det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Domstolen lagde ved vurderingen heraf blandt andet vægt på, hvorvidt konfliktens parter enten benyttede metoder eller taktikker, som øgede risikoen for civile overgreb eller direkte tog sigte på civile, hvorvidt disse metoder var udbredte blandt parterne i konflikten, hvorvidt kampene fandt sted i geografisk afgrænsede områder eller var udbredte og endelig antallet af civile, som var blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene (Sufi and Elmi v. UK præmis 241). Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at al-Shabaab i det væsentligste er fordrevet fra Mogadishu, og at regeringen i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia) har overtaget kontrollen over byen. Lufthavnen og områderne heromkring er meget sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Direkte kamphandlinger med brug af våben på begge sider er ophørt, og en vis genopbygning af byen er gået i gang. Tilbageflytning til byen af såvel IDP’s som af somaliere fra udlandet finder sted. Om end al-Shabaabs position i Mogadishu er betydeligt svækket økonomisk og organisatorisk i forhold til tidligere, har gruppen dog stadig undergrundsceller og infiltrerer i det skjulte i byen, hvor det derfor kan være svært at vide sig helt sikker i forhold til al-Shabaab, og gruppen kan trods svækkelsen mobilisere ressourcer til at foretage angreb, hvor det for alvor prioriteres. Antallet af civile, der bliver slået ihjel, svinger periodevis, men tendensen har været en markant nedgang i antallet af dræbte civile gennem de sidste par år. Folk kan nu gå og flytte frit omkring. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste for over to år siden. Han var kort forinden hvervet af al-Shabaab og deltog i træning en enkelt dag, inden han blev fængslet i tre uger og derefter slap fri. Al-Shabaab har ifølge oplysninger fra ansøgerens familie - som han siden sin udrejse har haft regelmæssig kontakt med - kun henvendt sig på ansøgerens bopæl en enkelt gang i 2011 efter hans udrejse. Ansøgeren har aldrig haft tilknytning til regeringsmedlemmer, myndighedspersoner eller regeringens internationale støtter. Han er en rask mand med netværk i Mogadishu i form af sine forældre, der på ny lever sammen på familiens bopæl, en broder og et par andre familiemedlemmer. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne om forbedringerne i den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder al-Shabaabs betydeligt svækkede position og ressourcer, finder Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgerens asylmotiv vedrører al-Shabaabs forfølgelse af ham, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører klanen Rahanweyn og er muslim fra Bakool, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i sin hjemby havde en forretning, hvor han kopierede video- og musik-kassetter, som han solgte eller lejede ud til den lokale befolkning. I sommeren 2009 blev ansøgeren og hans forretningspartner opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab, som forlangte, at forretningen skulle lukkes. Ansøgeren tog herefter udstyr og film hjem til bopælen, hvorfra han fortsatte med sin virksomhed. Den […]2012 ransagede al-Shabaab bopælen og arresterede ansøgeren, som to dage senere blev idømt tre måneders fængsel, hvorefter han skulle have skåret en hånd og en fod af. Den […] 2012 flygtede han fra cellen og tog til Mogadishu, hvor han opholdt sig hos sin grandonkel indtil den […] 2012, hvor han udrejste af Somalia. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren står i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at det er en forudsætning for at henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA), at Mogadishu kan fungere som et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder at området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNCHR’s Guidelines on International Protection af 23. juli 2003. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu vel er forbedret, men sikkerhedssituationen må fortsat vurderes som alvorlig og skrøbelig og i en vis forstand uforudsigelig. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortsat er til stede i Mogadishu og er i stand til at udføre angreb, som fortrinsvist er rettet mod særlige grupper, men også kan ramme almindelige borgere. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af forholdene i Mogadishu finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Mogadishu som internt flugtalternativ (IFA) på nuværende tidspunkt ikke er opfyldt. Ansøgerens forhold findes ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2013/16
Nævnetstadfæstedei december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra Mogadishu, Somalia, tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af repræsentanter fra Al-Shabaab, idet han er flygtet fra deres varetægt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at der i efteråret 2008 blev afholdt et møde, hvor repræsentanter fra Al-Shabaab ville rekruttere unge mænd i en mindre by. Få dage efter dette møde kom repræsentanter fra Al-Shabaab til ansøgerens families bopæl. Ansøgeren blev tvunget til at tage med repræsentanterne, og han blev placeret i en lejr i udkanten af den mindre by. Han fik at vide, at han skulle udføre jihad. Han blev udsat for fysiske overgreb i lejren. Efter omkring 11 dage i lejren lykkedes det ansøgeren at flygte i forbindelse med en eftermiddagsbøn. Repræsentanterne fra Al-Shabaab har efterfølgende været på ansøgerens families bopæl og ledt efter ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive chikaneret som følge af sin moders tilhørsforhold til minoritetsklanen[…]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, ikke i dag kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Al-Shabaab senest har opsøgt ansøgerens familie i slutningen af 2008, og at Al-Shabaab særligt i det område, som ansøgeren kommer fra, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger Udlændingestyrelsen har henvist til, fremstår svækket. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somali vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De overgreb, som ansøgeren har forklaret om, at han blev udsat for som følge af sin moders klantilhørsforhold, har ikke en sådan intensitet, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." soma/2013/14
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra Somalia, tilhører klanen Hamar og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i efteråret 2012 blev opsøgt i sin forretning i Mogadishu af repræsentanter fra al-Shabaab. De pågældende krævede, at ansøgeren betalte 10.000 dollars, idet han var forretningsdrivende i området. Hvis ikke ansøgeren betalte efter 10 dage, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren solgte herefter forretningen til en bekendt og udrejste illegalt af Somalia den […] 2012. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin egen forklaring fremtræder nærmest helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Ansøgeren har således alene påberåbt sig, at han som forretningsdrivende efter afpresning fra Al-Shabaab én gang har undladt at betale et beløb på 10.000 US dollars. Ansøgeren solgte efter afpresningen den forretning, der havde givet anledning til afpresningen, og udrejste derefter fra Somalia. I hvert faldt på denne baggrund sammenholdt med de senest foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddelte ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." soma/2013/13
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, tilhørende hovedklanen Ashraf fra Marka, Shabelle Hoose , Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af enten sin ægtefælles familiemedlemmer, der er tilknyttet al-Shabaab, eller af ægtefællens klan, idet ansøgeren tilhører en mindre magtfuld klan, og idet ansøgeren og ægtefællen har giftet sig mod ægtefællens families vilje. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har afsagt en dom over ham. Han er dømt til stening for utroskab af al-Shabaabs domstol. Den […] 2011 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle. Vielsen foregik i Mogadishu, uden at ansøgerens svigerfamilie havde kendskab hertil. Ansøgeren var klar over, at svigerfamilien ikke ville acceptere ægteskabet på grund af ansøgerens og ægtefællens forskellige klanbaggrunde. Efter brylluppet vendte ansøgeren og ægtefællen tilbage til byen Marka, hvor de den […] 2012 omkring klokken 23 om aftenen blev opsøgt på ansøgerens bopæl af tre bevæbnede repræsentanter fra al-Shabaab. Den ene af disse personer var ansøgerens ægtefælles broder. De tre personer slog ansøgeren med geværer, hvorefter de tog ansøgeren og ægtefællen med til al-Shabaabs hovedkvarter i Marka. Ansøgeren og ægtefællen var tilbageholdt i tre dage. De blev efterfølgende stillet for al-Shabaabs Sharia domstol den […] 2012, hvor de blev dømt for utroskab. Den […] 2012 lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet med hjælp fra sin mosters datters ægtefælle, […], som var ansat i det fængsel, hvor ansøgeren var indsat. Ansøgeren tog efter løsladelsen til Mogadishu, hvor han opholdt sig i skjul hos sin faster i perioden fra den […] 2012 og frem til ansøgerens udrejse den […] 2012. Ansøgerens moder har fortalt ansøgeren, at […] efterfølgende er blevet dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, og at ansøgerens fader er blevet bortført af repræsentanter fra al-Shabaab på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer fremstår upræcise og usandsynlige. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han hemmeligt kunne indgå ægteskab med en datter til en kommandant i al-Shabaab, og at ægtefællerne herefter i flere måneder kunne mødes hos ham om aftenen/natten, når ægtefællen fik fri for aftenskole, forekommer usandsynlig. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om hans flugt fra fængslet og det efterfølgende drab på hans mosters datters mand forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaringer om konflikten med al-Shabaab og ægtefællens klan til grund for sagen. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan tage ophold i sit hjemområde, Marka-området syd for Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændinge-styrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – So-malia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rap-port fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlæn-dingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hoved-sageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Det fremgår af punkt 3.3 i den ovennævnte fact finding rapport fra maj 2013, at Marka-området er stærkt kontrolleret af AMISOM og SNAF, og at al-Shabaabs aktiviteter i området er af mindre alvorlig karakter. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Marka-området, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren efter det oplyste fortsat har sin moder og ægtefælle i Marka. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til dette område vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/12
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, tilhører klanen Mobleen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, idet ansøgeren ikke har imødekommet al-Shabaabs ønske om, at ansøgeren lod sig rekruttere til organisationen. Ansøgeren blev ved flere lejligheder opsøgt af repræsentanter for al-Shabaab i 2006-2007, der forklarede ansøgeren, at han skulle tilslutte sig organisationen. Idet han ikke imødekom dette, blev hans familie herefter opsøgt på familiens bopæl den foråret 2007, hvor repræsentanter for al-Shabaab i ansøgerens fravær skød og dræbte hans moder. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Somalia i efteråret 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har ved den vurdering fundet, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om konflikten med al-Shabaab. Flertallet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han første gang blev opsøgt af al-Shabaab, hvor han selv opholdt sig ved henvendelserne fra al-Shabaab og hvor mange henvendelser, der var tale om, samt hvornår hans mor blev dræbt, og hvem der var til stede, da hun blev dræbt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for divergenserne eller uddybe sin forklaring. Uanset at mindretallet lægger ansøgerens forklaring til grund, finder et samlet Flygtningenævn ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om den generelle situation i Mogadishu, herunder om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Mogadishu, bemærker Flygtningenævnet følgende: Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende det sydlige og centrale Somalia, sammenholdt med de foreliggende prøvesager fra maj 2013 om sikkerhedssituationen i Somalia, at den sikkerhedsmæssige situation i området er væsentligt forbedret siden tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i Sufi and Elmi v. UK. Forbedringerne består blandt andet i en nedgang i antallet af overgreb, herunder drab, på civile, og i sammenhæng hermed en reduceret risiko for overgreb på civile og samtidig en væsentlig indskrænkning i omfanget af kamphandlinger med brug af våben. I baggrundsoplysningerne beskrives trods forbedringerne samstemmende ringe vilkår for menneskerettighederne i Mogadishu og Somalia generelt. Om al-Shabaabs rolle anføres blandt andet, at organisationen er svækket og nu primært benytter sig af nålestiksoperationer som angrebsmiddel. Den forbedrede situation er beskrevet i en række rapporter om den seneste udvikling i Somalia, herunder Mogadishu. Det drejer sig – udover Landsinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2013, jf. herom nedenfor – blandt andet om Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – So-malia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rap-port fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlæn-dingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Det fremgår af den seneste rapport, Udlændingestyrelsen og Landinfos fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” nr. 3/2013, maj 2013, blandt andet, at lufthavnen i Mogadishu og områderne heromkring er sikre, hvorfor luftvejen til og fra byen er åben. Al-Shabaab målretter hovedsageligt sine angreb mod regeringsmedlemmer, myndighedspersoner og regeringens internationale støtter samt personer, der associeres hermed. Efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i området. For så vidt angår ansøgerens individuelle situation bemærker Flygtningenævnet særligt, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra al-Shabaabs side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/11
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske somaliere, tilhørende darood klanen og er muslimer af trosretning. De er oprindeligt fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fader i 2009 blev dræbt af al-Shabab ved familiens forretning i […] kvarteret i Mogadishu på grund af uenighed om betaling af skat. På grund af uoverensstemmelsen blev ansøgeren samtidig bortført og tilbageholdt i en lejr i Mogadishu. Da ansøgeren ikke ville deltage i al-Shabaab træning i lejren, blev han bundet og slået. Efter 20 dage forsøgte han at stikke af. Han blev straks fanget og udsat for grov vold. Han fik blandt andet en stor flænge i hovedet, og hans lårben blev brækket. Derefter blev han efterladt bevidstløs i en vejkant. En ældre mand fandt ansøgeren, og plejede ham i omkring tre måneder i sit hjem i […] i Mogadishu. Ansøgeren kontaktede herefter sin moder, der oplyste, at al-Shabaab ledte efter ham. Dette skyldtes sikkert, at al-Shabaab havde bemærket, at ansøgeren eller hans lig ikke længere lå der, hvor de havde efterladt ham. Ansøgeren udrejste i efteråret 2009 af Somalia. Mens ansøgeren i 2010 var i Libyen, fortalte moderen ham, at al-Shabaab på ny havde spurgt efter ham. Moderen og resten af familien flygtede i 2010 til […], 20 km fra Mogadishu. Ansøgeren har ikke siden 2010 været i kontakt med moderen eller andre fra sit hjemland. De to ansøgere blev i 2010 gift i Libyen. I juli 2011 ankom ansøgeren til Italien, hvor han fik en midlertidig opholdstilladelse, ”sigornio”, i tre år, som udløber i efteråret 2014. Ægtefællerne var utilfredse med forholdene i Italien, hvor de alene havde et sted at være fra kl. 19.00 til kl. 7.00. Endvidere var de henvist til at få mad i kirker. Det skete, at de efter at have stået i kø i lang tid, fik at vide, at der ikke var mere mad. De rejste derfor i sommeren 2012 til Danmark, hvor de fik yderligere et barn. Deres ældste barn på 3 år er sygt. Hun vil ifølge ansøgeren næppe kunne få tilstrækkelig lægehjælp i Italien. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere ham eller dræbe ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hendes forældre blev dræbt af bevæbnede, maskerede personer i familiens hjem i Beled Wayne i Hiran-provinsen, hvor familien boede, imens ansøgeren var to til otte år. Drabene skyldtes, ifølge ansøgerens moster, familiens tilhørsforhold til darood klanen. Efter drabene flygtede ansøgeren i 1998 til Etiopien. Hun har ikke siden været i Somalia. I sommeren 2011 indrejste ansøgeren i Italien, hvor hun fik opholdstilladelse med gyldighed i tre år, der udløber i begyndelsen af 2015. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, navnlig på grund af sin klanmæssige tilknytning, at hun vil blive voldtaget eller dræbt af medlemmer af al-Shabaab, eller tvunget til at gifte sig med et medlem af denne organisation. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet finder, at begge ansøgere må vurderes i forhold til Mogadishu området. Vedrørende de generelle forhold i den pågældende del af Somalia bemærker et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at al-Shabaab ikke længere har kontrol med Mogadishu, samt at organisationens ressourcer i området er væsentligt formindskede. Organisationen er imidlertid stadig i stand til at foretage enkeltstående, spektakulære angreb og nålestiksoperationer rettet mod profilerede modstandere, herunder personer med tilknytning til regeringen og de udenlandske styrker, samt kritiske journalister. For så vidt angår den mandlige ansøgers konkrete risiko ved at vende tilbage til Mogadishu-området bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke kan siges at have deserteret fra al-Shabaab eller på anden måde svigtet en aftale med organisationen. Modsætningsforholdet skyldes uenighed med faderen, samt at ansøgeren afviste at tilslutte sig al-Shabaab. Al-Shabaab har som reaktion herpå slået faderen ihjel og slået ansøgeren, der derefter blev efterladt bevidstløs på et offentligt sted. Dette foregik for over fire år siden, på et tidspunkt hvor al-Shabaab havde meget betydelig indflydelse i Mogadishu og langt flere ressourcer end i dag. Nævnets flertal finder herefter, at det må antages, at der nu er gjort op med det tidligere modsætningsforhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de seneste baggrundsoplysninger finder flertallet endvidere, at det under alle omstændigheder ikke er sandsynligt, at al-Shabaab længere vil anvende ressourcer på at opsøge den mandlige ansøger og udsætte denne for overgreb. Nævnets flertal finder heller ikke, at det er sandsynligt, at den kvindelige ansøger individuelt er i al-Shabaabs søgelys, eller at al-Shabaab, hvis ansøgeren vender tilbage til sit hjemland, vil udsætte hende for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2013/10
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt barn fra det nordlige Somalia. Indrejst i 2001. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Senere i 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet indledningsvis skal bemærke, at ansøgeren er indrejst og har søgt asyl i Danmark den 21. november 2001, og at sagen således skal afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgeren har oplyst at tilhøre Marehan-klanen og er sunni-muslim af trosretning. Hun har oplyst, at hun er fra […]-landsbyen i Gedo-regionen i det sydlige Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved brev af 29. juli 2011 besluttede Flygtningenævnet at udsætte udrejsefristen indtil videre på baggrund af en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 (”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”). Ved brev af 19. januar 2012 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 besluttede at hjemvise alle nævnets sager til Udlændingestyrelsen vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia, herunder verserende sager, der var stillet i bero, samt allerede afgjorte sager, hvor ansøgere var i udsendelsesposition, og hvor udrejsefristen var udsat, på baggrund af dommen ”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”. Ansøgeren har ikke oplyst om andre asylmotiver i forhold til sagens oprindelige behandling i Flygtningenævnet i foråret 2003. Ansøgeren henviste herved til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i det sydlige Somalia som følge af borgerkrigen og har videre henvist til, at hun er blevet voldtaget af ukendte tyve på sin bopæl, samt at hendes to onkler og faderen er blevet slået ihjel. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv, er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering i forhold til den, der er lagt til grund af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet i 2002 og 2003 vedrørende ansøgerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om de påståede hændelser til grund. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen d.d. på ny har forklaret udbyggende om drabet på sin fader og hans stilling i landsbyen. Det forhold, at hun nu for første gang forklarer om sit kendskab til konflikter inden for Marehan-klanen, kan ikke tillægges afgørende betydning i forhold til vurderingen af, om hun kommer fra Gedo-regionen som påstået af hende. Der findes fortsat ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle stamme fra andre steder end det nordlige Somalia således som sprogtesten peger på. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerens oplysninger om, at hendes forældre skulle have mødt hinanden i 1960 ikke stemmer overens med hendes oplysninger ved indrejsen til Danmark om forældrenes alder. De generelle oplysninger om Gedo-regionen, som ansøgeren i dag er kommet med, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom nævnet heller ikke tillægger udtalelsen fra […] vægt. Det bemærkes hertil, at […] ikke er ekspert i sprog, og at hans udsagn om, at hun sprogmæssigt vurderes til at stamme fra centrale regioner i Somalia ikke svækker konklusionen i den oprindelige sprogtest, hvorefter intet tyder på, at hun kommer fra den sydlige region. Nævnet har heller ikke tillagt de to erklæringer, der er udarbejdet af to af hendes bekendte i Danmark den […] 2012, afgørende betydning. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse taget højde for, at ansøgeren er analfabet, men finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun i overensstemmelse med Flygtningenævnets afgørelse fra 2003 fortsat kan henvises til at tage ophold i det nordlige Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2 ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2012/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, der angav at være fra Somalia. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Somalia og Kenya) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk bajuni og muslim fra […], Somalia. Han oplyser at have boet hos sin stedmor på øen […], siden han var omkring ti år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved ankomsten her til landet først henvist til, at medlemmer fra Al-Shabaab forsøgte at hverve ham som soldat for fem til seks år siden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at medlemmer fra Al-Shabaab i begyndelsen af 2010 opsøgte ansøgeren på øen […], for igennem ham at få fat i hans far. Medlemmerne mente, at ansøgeren og hans familie var urene, fordi hans stedsøstre havde indgået ægteskab med engelske kristne mænd. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren at blive dræbt på grund af konflikterne med Al-Shabaab. Ansøgeren har oplyst, at han af sprog behersker kibajuni og swahili, men ikke somali. Ansøgeren har oplyst, at han boede sammen med sin mor, der var af somalisk afstamning og talte somali, frem til han var omkring ti år. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke sprog han har kommunikeret med moren på, ligesom han har forklaret divergerende om kontakten til moren. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om en række andre forhold blandt andet vedrørende de ægteskaber, som skulle have været årsag til familiens problemer. Videre hvorledes ansøgeren undgik at blive pågrebet af militsmedlemmer. De sidstnævnte forklaringer herom er stærkt modstridende, og fremtræder ikke på nogen måde som om, der har været en selvoplevet hændelse. Ansøgeren har besvaret spørgsmål om sine forhold afglidende, og har ikke på nogen måde sandsynliggjort rigtigheden om sin tilknytning til Somalia. Den foretagne sprogtest understøtter heller ikke, at ansøgeren skulle have et tilknytningsforhold til Somalia. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Ud fra oplysningerne i sproganalysen tiltrædes det, at det må antages, at ansøgeren har et tilknytningsforhold til Kenya. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen af sit hjemland var forfulgt. Der ses heller ikke at være en konkret og individuel risiko for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og da der heller ikke er en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” s0ma/2012/4
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. I 2006 meddelte Udlændingestyrelsen første gang ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I februar 2009 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse. I juli 2011 besluttede Flygtningenævnet at udsætte udrejsefristen indtil videre på baggrund af en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. juni 2011 (”Case of Sufi and Elmi v. the United Kingdom”). I januar 2012 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 besluttede at hjemvise alle nævnets sager til Udlændingestyrelsen vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia, herunder verserende sager, der var stillet i bero, samt allerede afgjorte sager, hvor ansøgere var i udsendelsesposition, og hvor udrejsefristen var udsat på baggrund af den nævnte dom. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen anden gang ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er somalisk statsborger, muslim og tilhører hovedklanen Reer Hamar. Han er født i […] i det sydlige Somalia og udrejste af Somalia i 1994. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til ansøgerens konflikt med en forretningsmand og militærperson, der i 1986 angav ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 1986 blev fængslet af myndighederne som mistænkt for at tilhøre en oprørsgruppe. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de militærpersoner, der standsede ham i 1990, i hvilken forbindelse han blev såret af skud. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er født og opvokset i [...] i det sydlige Somalia, hvor han ikke kan tage ophold på grund af den aktuelle situation og manglende familie og netværk. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan tage ophold i det nordlige Somalia, som han ikke har tilknytning til, og hvor han ikke har familie eller netværk. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv vedrørende konflikt med en forretningsmand, frihedsberøvelse af myndighederne og skudepisoden, er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, der giver grundlag for en ændret vurdering i forhold til den, der er lagt til grund af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet i 2006 vedrørende ansøgerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er gået mange år siden konflikterne, og at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i Somalia en længere årrække uden at opleve problemer med hverken forretningsmanden eller myndighederne. Vedrørende ansøgerens tilknytning til Somalia lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens egne forklaringer og oplysninger til myndighederne til grund, at ansøgeren er opvokset i det nordlige Somalia, hvor han har boet og arbejdet i en længere årrække forud for udrejsen i 1994, herunder i eller omkring Hargeisa og […] i det nordlige Somalia. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil kunne henvises til at tage ophold i det nordlige Somalia. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste alene har haft begrænset kontakt til sin ægtefælle og familie i Somalia, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af tilbagerejse til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2012/3
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia Indrejst i 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhørte Darood klanen og underklanen Marahan og at ansøgeren i 1993 var udrejst af Somalia til en flygtningelejr i Etiopien. Ansøgeren havde som asylgrundlag alene påberåbt sig sit klantilhørsforhold og degenerelle forhold i Somalia. Hun havde ikke haft individuelle konflikter. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, hverken på grund af sit klantilhørsforhold eller som enlig kvinde uden netværk, risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Som/2008/6
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun var opvokset i Mogadishu i Somalia hos sin mormoder. Ansøgerens forklaring ved nævnsmødet om, at mormoderen var flygtet fra Mogadishu omkring 1. maj i år, var ikke nærmere underbygget eller sandsynliggjort. Flygtningenævnet fandt derfor, at det måtte lægges til grund, at ansøgerens mormoder stadig befinder sig i Somalia. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at bo i Danmark sammen med sine forældre og søskende. Ansøgeren havde desuden henvist til de generelt usikre og urolige forhold i Somalia, og at hun som ung kvinde var særligt udsat. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i hjemlandet havde været udsat for asylbegrundende forhold eller overgreb. De to overfald, som ansøgeren havde været udsat for for flere år siden, måtte betragtes som enkeltstående forhold af kriminel karakter. Den omstændighed at ansøgerens forældre bor i Danmark, eller at ansøgeren er etnisk reer hamar, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset oplysningerne i baggrundsmaterialet om den sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu, herunder om forholdene for voksne og unge kvinder, fandt nævnet ikke, at disse forhold i sig selv er af en sådan karakter, at den blotte omstændighed, at ansøgeren er en ung kvinde fra Mogadishu, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2008/5
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, samt to børn. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som begrundelse for sin asylansøgning havde henvist til, at hun tilhører minoritetsklanen Asharaf, og at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive udsat for vold, idet hun er uden familienetværk i Somalia, hvor der er kaos. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun har sin mand og to børn i Danmark. Hverken de generelt vanskelige vilkår i Somalia eller ansøgerens klantilhørsforhold kunne i sig selv begrunde asyl. Ansøgerens familieforhold kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som/2008/2
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994 med sin moder. Flygtningenævnet udtalte, at klageren i maj 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og at klageren udrejste af Danmark i maj 2001. Klageren har siden udrejsen opholdt sig i Kenya. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere at måtte lægge til grund, at klageren de facto havde opnået beskyttelse i Kenya, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde kunnet opholde sig i Kenya, og at hun i fem år har kunnet gå i en statsdrevet skole. Videre lagde Flygtningenævnet vægt på, at hverken klageren eller hendes forældre havde oplyst om konkrete vanskeligheder under klagerens ophold i Kenya. De generelle baggrundsoplysninger om Kenya kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var forhold, som kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Som/2008/1
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte: "at ansøgeren tilhører klanen Sheikhal og er muslim fra Mahmud Hardi området, Wardhigley distriktet i Mogadishu. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv, at han ikke har noget modsætningsforhold til myndighederne i Mogadishu, samt at hans klanmæssige tilknytning ikke har givet ham problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der i slutningen af marts 2011 anholdt ansøgeren, mens han spillede fodbold med sine venner i nærheden af Bakara markedet. Under den efterfølgende tilbageholdelse blev ansøgeren flere gange pisket og slået. Al-Shabaab beskyldte ham uberettiget for at være spion for regeringen, idet han dagligt havde passeret et regeringskontrolleret område og gentagne gange var blevet set ved en regeringsbygning. Efter to dage meddelte den lokale al-Shabaab leder ansøgeren, at hans forseelse indebar, at al-Shabaab ville slå ham ihjel. Efter fem dages tilbageholdelse fik ansøgeren sammen med et par andre tilbageholdte lov til at deltage i fredagsbønnen i den nærliggende moské. I moskeen lykkedes det ansøgeren at forsvinde i menneskemængden og flygte hen til sin farbroder i det regeringskontrollerede Medina distrikt. Senere samme dag ransagede al-Shabaab ansøgerens hus, hvorfra de medtog hans skolepapirer, bøger samt cd’ere. Hans familie blev ikke i den forbindelse udsat for overgreb, men personer fra al-Shabaab sagde til ansøgerens moder, at de nok skulle finde ansøgeren og slå ham ihjel. Efter tre dage hos farbroderen udrejste ansøgeren primo april 2011 illegalt til Kenya. Undervejs passerede han al-Shabaab kontrollerede områder. Ansøgeren og de andre flygtninge i agentens minibus gik uden om al-Shabaabs kontrolposter på vejen til Kenya. Efter udrejsen er ansøgerens arbejdsgiver og en af ansøgerens fodboldkammerater blevet dræbt af al-Shabaab. Om de generelle forhold i Mogadishu bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi and Elmi v. UK vedrørende udsendelse af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia blandt andet har udtalt, at en udsendelse af de pågældende til Mogadishu ville udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Domstolen udtalte herunder, at den generelle vold i Mogadishu aktuelt havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der ville gøre det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Domstolen lagde ved vurderingen heraf blandt andet vægt på, hvorvidt konfliktens parter enten benyttede metoder eller taktikker, som øgede risikoen for civile overgreb eller direkte tog sigte på civile, hvorvidt disse metoder var udbredte blandt parterne i konflikten, hvorvidt kampene fandt sted i geografisk afgrænsede områder eller var udbredte og endelig antallet af civile, som var blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene (præmis 241). Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger om de regeringskontrollerede dele af det sydlige og centrale Somalia, herunder særligt Mogadishu, at den sikkerhedsmæssige situation er blevet væsentligt forbedret siden afsigelsen af dommen den 28. juni 2011. Dette har sammenhæng med, at de direkte kamphandlinger i Mogadishu er ophørt, og det generelle voldsniveau i byen er nu markant lavere end i 2011. Antallet af civile ofre er væsentligt lavere, og både den humanitære og økonomiske situation er klart forbedret. Mange somaliere er vendt tilbage til Mogadishu, hvor der pågår en vis genopbygning. Trygheden og muligheden for sikker transport rundt i byen er øget ved, at der ikke længere er så mange uautoriserede checkpoints. Situationen i Mogadishu er dog fortsat skrøbelig og ustabil, og der er stadig mange problemer, herunder et højt kriminalitetsniveau, som myndighederne ikke har tilstrækkelig kapacitet eller vilje til effektivt at modvirke. Vedrørende al-Shabaab fremgår det af nyere baggrundsoplysninger, herunder fra Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport ”Security and protection in Mogadishu and South-Central Somalia” fra maj 2013, at al-Shabaab i august 2011 trak sig tilbage fra størstedelen af de dele af Mogadishu, som bevægelsen hidtil havde kontrolleret. I den første halvdel af 2012 trak bevægelsen sig tilbage fra resten af Mogadishu samt fra den nærliggende by Afgoye og den såkaldte Afgoye-korridor. Al-Shabaabs indflydelse er herefter stærkt reduceret i Mogadishu, der nu i det væsentlige er under kontrol af den somaliske regering i samarbejde med AMISOM (African Union Mission in Somalia). Al-Shabaab har også mistet kontrollen over de fleste andre større byer i de sydlige og centrale dele af Somalia, hvor sikkerhedssituationen kan variere, men generelt set er forbedret. I enkelte byer og i større landområder, herunder tæt på Mogadishu, har al-Shabaab stadig magten. Det fremgår af mange kilder, at al-Shabaab stadig har tilhængere og sympatisører i Mogadishu, at al-Shabaab har infiltreret regeringens politi og militær, at bevægelsen også efter sin tilbagetrækning har foretaget mange enkeltstående målrettede væbnede angreb i Mogadishu samt at bevægelsen, trods reducerede ressourcer, stadig har kapacitet til at foretage sådanne angreb overalt i byen. Efter baggrundsoplysningerne fortsætter al-Shabaab endvidere sin praksis med at fremsætte trusler via telefon og sms. De fleste af al-Shabaabs angreb er nu målrettet mod dem, som bevægelsen anser som modstandere, men i forbindelse med flere af disse angreb har der også været tilfældige civile ofre. Al-Shabaabs angreb i Mogadishu er efter baggrundsoplysningerne for eksempel rettet mod personer med en vis tilknytning til den somaliske regering eller regeringens internationale støtter, personer der mistænkes for at spionere mod al-Shabaab og journalister. Ifølge nogle kilder er personer, der er deserteret fra al-Shabaab også i risiko for at blive angrebet af bevægelsen. Efter en samlet vurdering finder nævnets flertal herefter ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation længere er af en sådan karakter, at enhver der vender tilbage til det regeringskontrollerede område i og omkring Mogadishu, kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der findes derfor ikke efter flertallets opfattelse grundlag for at meddele ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, alene som følge af de generelle forhold i Mogadishu området. Flertallets vurdering bygger på en lang række nyere baggrundsnotater om den seneste udvikling. I overvejelserne er ud over den nævnte fact finding rapport fra maj 2013 blandt andet indgået det anførte i Amnesty Internationals notat fra den 15. maj 2013 ”Returns to South and Central Somalia: A Violation of international Law”, Dansk Flygtningehjælps notat fra den 5. marts 2013 om asylansøgere fra det sydlige og centrale Somalia, Human Rights Watchs rapporter ”Somalia: New al-Shabaab attacks are war Crimes” fra den 16. april 2013, ”Hostage of the gatekeepers” fra den 28. marts 2013, ”The Netherlands: Halt Plan to Deport Somalis” fra den 21. februar 2013 og ”World Report 2013 – Somalia” fra den 31. januar 2013, Landinfos og Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra den 4. januar 2013 ”Update on Security and human rights issues in South-Central Somalia, including Mogadishu”, Landinfos notat af 6. december 2012 ”Somalia: Sikkerhet og humanitære forhold i Mogadishu”, Migrationsverkets rapport ”Säkerhetssituationen i Somalia” fra den 24. oktober 2012, British Home Offices rapport ”Operational Guidance Note Somalia” fra den 1. oktober 2012 samt Udlændingestyrelsens notat af 14. maj 2013 om Sveriges og Norges Somalia-praksis. Vedrørende den konkrete sag bemærkes, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har anført, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv kan lægges til grund. Efter en samlet vurdering har Flygtningenævnets flertal i det væsentlige fundet at kunne tiltræde denne vurdering. Ved vurderingen af ansøgerens risiko ved en tilbagevenden til Somalia lægger flertallet på den ene side vægt på, at årsagen til modsætningsforholdet til al-Shabaab fremstår noget usikkert og vedrører begivenheder tilbage i 2011. På den anden side har al-Shabaab efter at have slået og pisket ansøgeren reelt afsagt en dødsdom over ansøgeren for ”spionage”, og ansøgeren flygtede hurtigt efter, at det lykkedes ham at stikke af fra al-Shabaab, ud af Somalia. Herefter, og henset til den stadig noget ustabile situation i Somalia, herunder i Mogadishu, hvor al-Shabaab fortsat har indflydelse og kapacitet til at foretage målrettede angreb, samt da myndighederne ikke findes at kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse herimod, finder flertallet det tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er reel risiko for at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for overgreb fra al-Shabaab, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” soma/2013/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darood og subklanen Marehan, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter personer med tilknytning til Hawiye-klanen eller Al-Shabaab.Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans forældre blev slået ihjel i 1991 grundet deres klantilhørsforhold, da Hawiye-klanen i starten af borgerkrigen i 1991 kæmpede imod klagerens klan, Marehan, for at presse Marehan-klanen ud af Mogadishu. Klageren har endvidere oplyst, at han selv undgik at blive slået ihjel, idet han ikke befandt sig på sine forældres bopæl, da de blev slået ihjel. Endelig har klageren oplyst, at der ikke er fred i Somalia, at mange mennesker fortsat bliver slået ihjel i landet, og at der er attentater hver dag i Mogadishu. Klageren frygter således Al-Shabaab, idet han nu har opholdt sig 12 år i vesten. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemt dato] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse af [en nærmere bestemt dato] 2006 stilling til klagerens asylmotiv i forhold til Hawiye-klanen. Nævnet fandt ikke, at klageren dengang risikerede forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren risikerer forfølgelse fra Hawiye-klanen som følge af sit klantilhørsforhold. Nævnet bemærker herved, at der i dag ikke som sådan er klankonflikter i Mogadishu. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren risikerer forfølgelse fra Al-Shabaab som følge af, at han har opholdt sig i Danmark gennem de seneste cirka 12 år. Nævnet bemærker herved, at klageren udrejste af Somalia som 30-årig, og at han derfor må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Klagerens opholdstilladelse af [en nærmere bestemt dato] 2012 var tidsbegrænset til fire år. Klageren har ikke søgt denne forlænget. Det fremgår imidlertid af opholdstilladelsen, at klageren urigtigt er vejledt om, at han tidligst kan søge om forlængelse af sin opholdstilladelse [en nærmere bestemt dato] 2018, og at han senest skal indgive sin ansøgning den [en nærmere bestemt dato] 2019. På denne baggrund har Udlændingestyrelsen behandlet sagen som en inddragelsessag. Flygtningenævnet tiltræder efter omstændighederne dette. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har bestået Dansk Prøve 2, og han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2016. Han har haft fast fuldtidsarbejde siden 1. august 2017. Han har udført forskelligt frivilligt arbejde. Han har siden 2002 været gift med en dansk statsborger, men har ikke anden familie i Danmark. De har dog ikke boet sammen siden 2012, og ægtefællen er pr. 1. august 2016 registreret som udrejst af Danmark. Klageren har forklaret, at han er uvenner med ægtefællen, men at han ved, at hun er i Dubai. Klageren har ingen familie i Somalia, og han har ikke været i Somalia siden udrejsen i 2002. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Nævnet bemærker herved, at klageren er udrejst af Somalia som 30-årig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SOMA/2018/9/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter al-Shabaab, idet en mand ved navn [A], som er medlem af gruppen forlangte at blive gift med hende. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret 2017] har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv [i sommeren 2010]. Flygtningenævnet stadfæstede [ultimo 2011] Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet ingen del af klagerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun rejste fra Mogadishu til [by] som 15-16 årig, hvor hun opholdt sig i knap et år, hvorefter hun rejste til Kenya. Denne forklaring stemmer ikke overens med ansøgerens øvrige forklaring, herunder om hendes familieforhold. Klageren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om sin familie, herunder om kontakten til sin mor, og om sit og hendes families kendskab til ægtefællen og dennes familie forud for klagerens indrejse i Danmark. Som følge af, at klagerens forklaring om asylmotivet og hendes opholdssteder før udrejsen ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk, ligesom hun må anses som hjemmehørende i Mogadishu, hvor hun har oplyst, at hun er født. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra december og november 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu og har opholdt sig her til sin udrejse i 2010. Det er oplyst, at klageren har haft lovligt ophold siden 2012, at hun er gift og bor sammen med en somalisk statsborger, der har permanent opholdstilladelse i Danmark. Klageren har gennemført dansk 1, modul 1-5 og har gennemført et 6-ugers kursus som led i projekt jobstart ved Slagelse Kommune. Hun har i en periode været i et aktiveringsforløb 6 timer ugentligt i et aktivitetshus i Slagelse, men har i øvrigt ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har under hele sit ophold i Danmark modtaget offentlige ydelser. Klageren lider af astma og migræne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende og hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/8/SHH
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […], underklanen […], og er fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans bror i 2003 kom i et modsætningsforhold til en gruppe bevæbnede folk, idet broren sammen med sine venner opsøgte og bankede disse, idet de havde voldtaget klagerens søster. De pågældende opsøgte efterfølgende familiens bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror. Klageren rejste fra bopælen kort herefter. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret 2017] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men gav klageren afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at han ikke herved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse. [I sommeren 2010] stadfæstede Flygtningenævnet udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser [fra slutningen af 2017], udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som 13-årig, hvor han rejste til Yemen, hvor han boede i ca. 5 år, heraf det meste af tiden hos sin søster og dennes mand. Han har ikke gået i skole i Somalia. Han taler efter sine egne oplysninger bedre arabisk end somalisk. Klageren talte dansk under mødet i nævnet, men i det omfang, det var nødvendigt at benytte tolk under mødet, foregik tolkningen på arabisk. Han har efter det oplyste ingen familie eller netværk i Somalia, idet hans mor, bror og søster alle har ophold i Yemen, og han har en søster i Djibouti. Han har haft ophold i Danmark, siden han som 18-årig indrejste i landet i 2009. Han blev meddelt opholdstilladelse [i starten af 2012]. Han er sund og rask og har ingen familie her i landet. Det må efter hans forklaring i nævnet, sammenholdt med de foreliggende bilag lægges til grund, at han i perioden [fra vinteren 2014] – [vinteren 2016] har været ansat på deltid på [arbejdsplads], og i perioden fra [starten af 2017] – [efteråret 2017] på fuld tid hos [arbejdsplads]. Han har desuden bestået Dansk 2 og er i gang med at tage 9. klasse, som han forventer at afslutte i sommeren 2018. Han dyrker fitness 3-4 gange ugentligt. Han har siden [efteråret 2013] ikke modtaget offentlige ydelser, men har modtaget SU og haft anden indkomst herudover, dog med undtagelse af perioden [i sommeren 2015], hvor han modtog kontanthjælp. Efter en samlet og konkret vurdering af disse oplysninger finder et flertal af Flygtningenævnet, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret 2017], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2018/7/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [byen] i Shabeellaha Hoose provinsen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af militsen al-Shabaab, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Derudover frygter han en ukendt bande af tyveknægte, som overtog hans families landbrugsjord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af al-Shabaab på en for ham ukendt dato i 2006, fordi han nægtede at betale penge til dem. Efter hans fars død blev hans mor - på en ukendt dato i 2006 - opsøgt af to mænd fra en ukendt bande af tyveknægte. De to mænd truede hans mor med at slå hende ihjel, hvis hun ikke overdrog sine marker til dem, hvilket hun efterfølgende indvilligede i at gøre. På en ukendt dato i 2006 blev ansøgeren opsøgt af en mand ved navn [M], mens han opholdt sig på en fodboldbane i sin hjemby […]. [M] var medlem af al-Shabaab, og han krævede, at ansøgeren meldte sig til at samarbejde med al-Shabaab, hvilket ansøgeren nægtede. Fem dage senere - på en for ansøgeren ukendt dato i 2007 - kom [M] sammen med omkring syv unge drenge hen til ham, mens han sad på en café i [hans hjemby]. [M] beskyldte ansøgeren for at være uærlig og for at nægte at adlyde hans ordre. [M] satte ansøgeren i fængsel i [hans hjemby] samme dag. I fængslet blev ansøgeren udsat for fysisk overgreb af to mænd, som sagde til ham, at han skulle melde sig til al-Shabaab, hvilket han indvilligede i for at slippe fri. Ansøgeren blev løsladt fra fængslet samme aften. Efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt et ukendt antal gange af mænd fra al-Shabaab, som ville have ham til at tilmelde sig hos al-Shabaab. Han var ikke selv hjemme på bopælen, når den blev opsøgt. Ansøgeren blev sat i fængsel mindst tre gange. Omkring fire dage efter hans løsladelse fra fængslet blev han opsøgt af en for ham ukendt mand fra al-Shabaab, mens han sad på Café Afro i [hans hjemby]. Manden sagde til ham, at han skulle følge med ham, hvilket han benægtede. Ansøgeren blev slået i baghovedet med en genstand af træ af en person, som ansøgeren ikke kunne se, og han mistede herefter bevidstheden. Café-gæsterne hjalp ham over på et apotek, hvor han blev behandlet for sine skader. Ansøgeren udrejste af Somalia en uge senere i [foråret] 2007 og tog ophold i Kenya. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende, om, hvor lang tid der gik, fra han blev slået i baghovedet, og til han flygtede ud af landet. Under asylsamtalen har han forklaret, at han udrejste omkring en måned efter overfaldet, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at han udrejste en uge efter. Ansøgeren har forklaret udbyggende om antallet af gange, han har været tilbageholdt af al-Shabaab. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har han forklaret, at han var fængslet en gang, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at han var fængslet i hvert fald tre gange. Ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om omstændighederne i forbindelse med fængslingerne og om den tidsmæssige sammenhæng. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sin families jordkonflikt, idet han ikke har omtalt dette asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Somalia, og de generelle forhold i [hans hjemby] i Somalia er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/6/SMLA
Nævnet hjemviste i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [klannavn] og er muslim af religiøs overbevisning fra [bydel] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af militsen al-Shabaab, samt at hendes søn vil blive tvangsrekrutteret hertil. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold og problemer i Somalia, som følge af at hun tilhører en minoritetsklan. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle blev bortført af militsen al-Shabaab, men formåede at flygte, hvorefter klageren blev opsøgt af fire personer fra militsen. Hun fik besked på enten at gifte sig med et af deres medlemmer eller at blive slået ihjel ved stening. Klageren indvilligede i at lade sig gifte og fik nogle penge til at købe tøj til brylluppet. Al-Shabaab vendte senere tilbage til bopælen, men det lykkedes dem ikke at finde klageren, som havde gemt sig i en tønde. Klagerens mor fortalte al-Shabaab-medlemmerne, at klageren ikke var hjemme, hvortil hun blev truet med halshugning. Gruppen forlod herefter bopælen. Klageren udrejste af landet omkring to uger senere. Klageren har efterfølgende fået fortalt, at hendes mor har modtaget flere trusler, og at hendes lillebror er blevet slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endvidere oplyst, at al-Shabaab giver våben til otteårige børn og bruger dem i krig, hvorfor hun frygter, at de vil tage hendes søn. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at hun som medlem af en minoritetsklan bliver betragtet som en slave uden rettigheder. Under hele sin opvækst har klageren levet i slaverilignende forhold, idet hun er blevet udsat for vold og skældsord. Uden en klan til at beskytte sig frygter klageren således at blive udsat for diskriminerende og nedværdigende behandling. Udlændingestyrelsen meddelte i sommeren 2010 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af afgørelsen, at klagerens forklaring om hendes konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund, og at hun således var i en konkret og individuel risiko for at blive likvideret af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen ikke fandt grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under nævnsmødet har Udlændingestyrelsen indledningsvis fremsat påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling, subsidiært stadfæstelse af styrelsens afgørelse af [dato] 2017 om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har anført, at man er blevet bekendt med nye oplysninger om klagerens familiære forhold og netværk i hjemlandet, og at der ønskes foretaget en nærmere vurdering heraf, idet klagerens aktuelle civile status vil kunne udgøre et nyt grundlag for asyl. Klagerens advokat har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand og oplyst, at klagerens og advokaten er indforstået med at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder efter det anførte om, at Udlændingestyrelsen nu er kommet i besiddelse af nye oplysninger om klagerens forhold, der efter styrelsens fornyede behandling og vurdering af sagen vil kunne udgøre et nyt asylgrundlag, at der er anledning til, at Udlændingestyrelsen får lejlighed til at træffe en ny afgørelse om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal forlænges. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen.” Soma/2018/55/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af forholdene i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at nogle personer opsøgte hendes bopæl syv til otte år inden hendes indrejse i Danmark og slog hendes ægtefælle og søn ihjel. Klageren formoder, at personerne var fra al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund og finder således, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Mogadishu på det pågældende tidspunkt. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2007, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgeren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse i 2007, hvor hun rejste til Uganda og boede i ca. 5 år. Det må således lægges til grund, at ansøgeren taler somalisk, kender kulturen og Mogadishu-området. Klageren har i forbindelse med sin asylansøgning forklaret, at hun giftede sig med [G], og at han boede i flygtningelejren i Kampala sammen med stedbørnene. Hun har i forbindelse med familiesammenføringssagerne forklaret, at ægtefællen er rejst tilbage til Mogadishu. Klageren har ikke siden 2013 givet oplysninger om denne ægtefælle, heller ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Nævnet lægger derfor til grund, at hun har en ægtefælle i Somalia. Derfor, og idet hun har forklaret at tilhøre Hawiye-klanen, finder nævnet ikke, at klageren er uden netværk i Somalia, hvorfor hun ikke skal betragtes som en enlig kvinde. Klageren taler, læser og skriver ikke dansk og har ikke taget danskkurser. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller været medlem af foreninger eller lignende. Hun har en datter, [A], født [i sommeren] 1996, der er familiesammenført med klageren og bosat i Danmark. Klagerens stedbørn [B], født i 2001, [C], født i 2004, og [D], født i 2006 er tillige familiesammenført med klageren. Efter det oplyste er klagerens barnebarn, [E], - hvis far er bosat i Sverige - endvidere familiesammenført med klageren. Endelig indrejste klageren sammen med [F], der er hendes stedbarn. Klageren har [i foråret] 2017 til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke har nogen kontakt med sine stedbørn og sit barnebarn. Det er endvidere oplyst, at den biologiske mor til [F], [D], [C] og [B] er indrejst i Danmark, men har fået afslag på asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende og hendes herboende voksne datter, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/54/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk abgal og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet klageren har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans klan er i konflikt med en anden klan, og at han frygter de generelle forhold i Somalia, herunder manglende mulighed for at skabe et levegrundlag. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund, og styrelsen vurderede tillige, at det på daværende tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at tilbagesende klageren til Somalia. Den 18. august 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke fremstår troværdig eller selvoplevet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvordan det foregik, da al-Shabaab tilbageholdt ham og de andre unge mænd. For Flygtningenævnet forklarede klageren, at mændene fra al-Shabaab kom kørende, og nogle kom til fods. Til partshøringssamtalen [i foråret] 2017 forklarede klageren blot, at al-Shabaab ankom i en mindre bil. Klagere har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt han modtog træning, mens han var tilbageholdt af al-Shabaab. Klageren forklarede til asylsamtalen [i efteråret] 2012, at der i løbet af de seks dage, han var tilbageholdt, ikke foregik træning eller andre aktiviteter, da der ikke var økonomi hertil. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der, hvor han blev tilbageholdt, var et stort sted, hvor man blev trænet, og at al-Shabaab var i gang med at træne mange mennesker, da han fik mulighed for at flygte. Senere forklarede klageren for nævnet, at de trænede om morgenen, og at han kan huske, at de modtog ti minutters træning om morgenen. Endvidere har klageren forklaret forskelligt om, hvor mange personer han flygtede med. For Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han flygtede sammen med en ældre dreng. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han flygtede sammen med fem andre. Endelig har klageren forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev registreret af al-Shabaab. Klageren forklarede til partshøringssamtalen, at han ikke kan huske, om han på noget tidspunkt før eller under sin tilbageholdelse har identificeret sig selv over for al-Shabaab. For nævnet har han forklaret, at al-Shabaab registrerede ham med navn ved ankomsten, og hver morgen kaldte de navnene op. Flygtningenævnet er opmærksom på den tid, der er gået, herunder imellem klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, men nævnet finder ikke, at den omstændighed kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om centrale forhold, som klageren må forventes at ville kunne huske. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at klageren har forklaret afglidende og upræcist om, hvor mange personer der var tilbageholdt på stadion, idet han blot har forklarede, at det drejede sig om mange. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens forklaring fremstår uden detaljer og ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har været tilbageholdt af al-Shabaab, og at han som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Selvom Flygtningenævnet havde lagt klagerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af al-Shabaab til grund, finder nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med al-Shabaab af en sådan intensitet og personlig karakter, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ifølge sin forklaring i 2011 blev tilbageholdt af al-Shabaab i Mogadishu, hvor han boede, som led i en generel hvervning, og at han undslap efter seks dage. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være profileret i forhold til al-Shabaab, idet det som følge af den ovenfor beskrevne divergens ikke kan lægges til grund, at klageren blev registreret af al-Shabaab. Endelig lægger nævnet vægt på dels den tid, der er gået siden tilbageholdelsen, dels ændringen af den generelle situation i Mogadishu siden 2011, jf. nedenfor. Flygtningenævnet finder videre, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af, at den klan, klageren tilhører, er i en konflikt med nogen anden klan. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke personligt er involveret i konflikter med andre klaner, som han i øvrigt ikke har kunnet nævne navnene på. Endvidere finder Flygtningenævnet, at de generelle økonomiske forhold Mogadishu kan føre til, at klageren kan meddeles af asyl i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskon¬ventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han boede, indtil han var omkring 19 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 ½ år. Han har bestået danskprøve 1, og han har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet tilknytningen består i kortere ansættelser med løntilskud eller praktikforløb. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklarede klageren, at han siden [primo] 2017 havde været i praktik i en virksomhed, som han ikke huskede navnet på. Klageren har for nævnet forklaret, at han omkring [foråret] 2017 arbejdede en måned for […]. Klageren har ikke gennemført en uddannelse. Klageren er ugift og har ikke børn. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren er ikke aktiv i foreningslivet. Klagerens mor, mormor, to søstre og to svogre bor i Somalia. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/53/SSM
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk muslim fra [by], Somalia. Hun tilhører hovedklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og subsubklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun er flygtet fra dem og ikke giftede sig med et af deres medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at al-Shabaab forsøgte at rekruttere hendes tidligere ægtefælle, [A], hvilket han nægtede. [I foråret] 2011 blev de opsøgt af fire maskerede mænd fra al-Shabaab på deres bopæl. Disse mænd fortalte den tidligere ægtefælle, at de ikke længere betragtede ham som en muslim, idet han ikke ville slutte sig til dem, og at han og klageren ikke måtte være gift og bo sammen, eftersom han ikke var muslim. [I sommeren] 2011 begyndte klageren og den tidligere ægtefælle at modtage trusler fra al-Shabaab via SMS. I beskederne stod, at de ikke måtte bo sammen, og at al-Shabaab ville få barnet fjernet, hvis klageren blev gravid. Omkring [sommeren] 2011 blev klageren syg og frygtede derfor, at hun var blevet gravid. Klagerens tidligere ægtefælle flygtede derfor til Mogadishu, og [i sommeren] 2011 tog klageren ophold hos sin mor i [by] for at skjule sig fra al-Shabaab. Efter en uge hos sin mor, blev klageren opsøgt af nogle mænd fra al-Shabaab, der fortalte hende, at hun kunne rette op på sine fejl ved at gifte sig med en mand fra Saudi Arabien ved navn [B], som var kriger og leder for al-Shabaab. De fortalte, at hun skulle gifte sig med [B] om tre dage, og at de ville finde, torturere og slå hende ihjel, hvis hun forsøgte at flygte. Klageren udrejste herefter af Somalia. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, idet han mener, at han er far til hendes søn, [C]. Til støtte for dette asylmotiv har klageren forklaret, at hun gik fra ægtefællen i 2014, fordi han ikke boede i Danmark, og de havde fået afslag på familiesammenføring fire gange. I perioden [fra sommeren] 2016 til [slutningen af] 2016 har klageren modtaget trusler på facebook, Skype og SMS fra sin tidligere ægtefælle. Han fortalte, at han vidste, at hun var blevet gravid og derfor ønskede at blive skilt. Han truede hende med, at når hun en dag ville vende tilbage til Somalia, ville han være en del af al-Shabaab, og han ville tage hendes søn fra hende. Efter islamisk lov kan den tidligere ægtefælle gøre krav på klagerens søn, idet sønnen er født, mens de var gift. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført, Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund og lægger herved til grund, at hun fortsat er gift med en mand i Somalia og at denne mand har truet med at skade klageren og tage hendes barn fra hende som følge af, at hun har fået et barn med en anden mand. Nævnet kan ikke udelukke, at hendes ægtefælle i Somalia har viljen og evnen til at gøre alvor af sine trusler. Nævnet finder det derfor sandsynliggjort, at klageren og hendes barn ved en tilbagevenden risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2018/52/SHH
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [by] i Mogadishu, Somalia. Han tilhører hovedklanen Sheikhal og underklanen Looboge. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har afslået at samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at han [i sommeren] 2010 blev opsøgt på gaden af nogle personer fra al-Shabaab. De slog ham og forsøgte at få ham til at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren blev tilbageholdt i to dage, og i forbindelsen med løsladelsen bad de ham om at tænke over det og vende tilbage til dem med sit svar. En måned senere blev klageren overfaldet og slået af al-Shabaab. I slutningen af 2010 blev klageren på ny opsøgt af al-Shabaab, der førte ham til en træningslejr, hvor han blev udsat for tortur, og de forsøgte at tvinge ham til at gå i krig for dem. Klageren blev løsladt med beskeden om, at han skulle vende tilbage til dem hurtigst muligt med sit svar. Klageren udrejste herefter af Somalia for at undslippe al-Shabaab. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra de somaliske myndigheder, idet myndighederne mistænker ham for at have samarbejdet med al-Shabaab. Klageren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at de somaliske myndigheder anklagede hans bror, [A], for at være en del af al-Shabaab og slog ham ihjel. Under sin flugt fik klageren at vide af en ven, at klagerens far var blevet spurgt af en mand, der samarbejdede med myndighederne, om klageren samarbejdede med al-Shabaab, idet denne mand havde set klageren blive taget af al-Shabaab. Under sit ophold i Danmark har klageren talt med sin mor, der har oplyst, at myndighederne har fortalt hende, at hendes søn i udlandet er under mistanke for at samarbejde med al-Shabaab. Han har også talt med sin far, der oplyste, at nogle maskerede unge har opsøgt familiens bopæl og kigget ind af vinduerne. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Somalia var konkret og individuelt forfulgt, og finder ikke, at han har sandsynliggjort, at han overfor al-Shabaab var profileret i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt eller i risiko for overgreb fra dem. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren har fået et barn sammen med sin nuværende somaliske samlever. Nævnet har i samleverens sag har vurderet, at samleveren og deres søn risikerer overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia, i form af at samleverens ægtefælle i Somalia har truet med at tage klageren og samleverens barn, hvorfor samleveren og barnet har fået ophold i Danmark. Som følge heraf, da klageren har opholdt sig i Danmark i fem og syv måneder, da klageren har været i beskæftigelse på fuldtid i tre og et halvt år, og da han har gennemført danskprøve 2, finder nævnet ud fra en samlet betragtning at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for klageren. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 25. august 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/51/SHH
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim. Han tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og subsubklanen [klannavn]. Klageren er født i [by] i [landsby], Somalia, men flyttede til Yemen, da han var seks år gammel, hvor han opholdt sig illegalt frem til 2011. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil betragte ham som en trussel, og at han vi have svært at begå sig, idet han har opholdt sig uden for Somalia i mange år og ikke har været i landet siden 1995. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at han er født i Somalia. Der var dengang krig, og klageren fik besked på at udrejse sammen med sin farmor. Han og farmoren tog ophold i Yemen, hvor de boede illegalt. Klageren havde svært ved at klare sig i Yemen, idet han levede meget fattigt og oplevede chikane fra myndighederne. I Yemen fandt en række demonstrationer sted, og politiet kom efter demonstranterne. Politiet udsatte ham i den forbindelse for vold, og han blev fængslet seks-syv gange. Som somali blev klageren ofte anklaget for at være skyld i demonstrationerne og blev bedt om at forlade Yemen. [I sommeren] 2011 talte klageren med sin far om at forlade Yemen. Faren advarede ham mod at returnere til Somalia, idet faren frygtede, at klageren ville blive hvervet eller slået ihjel af al-Shabaab. Klageren udrejste [i sommeren] 2011 af Yemen. I den forbindelse rejste hans ægtefælle og børn til [by], men de måtte tilbage til Yemen i 2013, da al-Shabaab begyndte at tage piger med magt. I 2015 udrejste klagerens forældre også til Yemen, fordi de oplevede kriminalitet, som deres klan ikke kunne beskytte dem imod. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at han vil søge asyl på baggrund af datteren, idet han frygter, at hun vil blive omskåret, såfremt han og hans familie vender tilbage til Somalia. Advokaten mente på denne baggrund ikke, at sagen skulle fremmes. Udlændingestyrelsen havde ingen bemærkninger til sagens fremme. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at hans datter som følge af tvang fra omgivelserne vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, kan være af så væsentlig betydning for spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at dette forhold bør behandles af Udlændingestyrelsen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen inddrager dette forhold ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” soma/2018/50/SHH
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører [en mindretalsklan], er muslim af trosretning og fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt eller taget som slave af personer fra andre klaner end sin egen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun på grund af sit klantilhørsforhold ikke kan leve som et frit menneske, herunder at hun ikke har mulighed for at tage en uddannelse eller gifte sig, og at hun ikke har nogen familie eller andet netværk i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun tilhører mindretalsklanen […]. [Klanens] medlemmer udfører slavearbejde, må ikke eje noget og bliver udsat for en generel undertrykkelse af andre klaner. Ansøgerens far blev opsøgt på familiens bopæl af personer fra lokalområdet, som påstod, at han på grund af sit klantilhørsforhold ikke var et godt menneske, at han ikke hørte til i området, og at han derfor skulle flytte. Da ansøgeren var seks år, blev familiens bopæl opsøgt af en gruppe på 7-10 personer, som skar halsen over på ansøgerens far. Ansøgeren flygtede ud af huset sammen med sin mor og sine søskende. Under flugten blev familien beskudt, og ansøgeren så, at hendes yngre bror blev ramt i benet. Ansøgeren skjulte sig under et træ. De ukendte personer tog moren og nogle af ansøgerens søskende med sig. Ansøgeren ved ikke, hvad der herefter skete med familien. Ansøgeren flygtede alene til Hargeysa, hvor hun en mødte en kvinde, der hed [A]. [A] lod ansøgeren bo hos hende. Ansøgeren blev behandlet som en slave, idet hun udførte huslige pligter, passede børn, sov i køkkenet, spiste rester og blev slået. Ansøgeren gik i skole under opholdet i Hargeysa. Efter 8 til 9 års skolegang blev ansøgeren dog smidt ud af skolen på grund af sit klantilhørsforhold. I [begyndelsen af] 2016 udrejste ansøgeren fra Somalia sammen med [A] og hendes børn. [A] havde fået opholdstilladelse som familiesammenført i USA, og ansøgeren havde fået lov til at komme med. Ansøgeren blev væk fra [A] i lufthavnen i Istanbul, Tyrkiet. Herefter rejste ansøgeren alene til Europa. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder det herunder tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren mistede kontakten med sin mor og søskende, da hun flygtede ud af huset i forbindelse med, at hendes far blev dræbt. Hun har ikke kendskab til mandlige familiemedlemmer eller andet netværk, der kan beskytte hende i Somalia. I Den Europæiske Menneskerettigheds dom af 10. september 2015 i sagen R.H. v. Sweden, er det i præmis 70 anført: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living under conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention”. Selvom ansøgerens forklaring om, hvordan hun i lufthavnene i Istanbul blev væk fra [A] undervejs til USA og derefter fulgtes med en syrisk familie til Grækenland, forekommer påfaldende, finder Flygtningenævnets flertal ikke grundlag for at fravige det i dommen af 10. september 2015 anførte udgangspunkt. Herefter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om enlige kvinder i Somalia, finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i Somalia vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/5/THV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, med subklanen […]. Ansøgerens familieklan er […]. Ansøgeren er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med at sælge benzin. Ansøgeren hjalp til tider faren med arbejdet. Faren solgte benzin til en gruppe ved navn Suufi. Suufi er imod al-Shabaab. Faren modtog mange trusler fra al-Shabaab på grund af hans kontakt til Suufi. En aften, hvor ansøgerens familie spiste aftensmad, eksploderede en bombe. Ansøgerens far og bror blev dræbt, mens ansøgeren blev skadet i benet. Ansøgerens mor tilså ansøgeren. Efter én time kom fem mænd til familiens hus for at hjælpe dem. Tre timer efter eksplosionen modtog ansøgerens mor et telefonopkald på farens mobiltelefon. Personerne, der ringede, sagde, at ansøgeren havde overlevet, og at de ville komme efter ham, fordi han havde solgt benzin til Suufi. Ansøgeren udrejste herefter. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens families bopæl været opsøgt af medlemmer af al-Shabaab, som har spurgt efter ansøgeren. De har i forbindelse med opsøgningen truet ansøgerens mor. Ansøgeren har videre oplyst, at der i Somalia er en tradition for blodhævn, hvorfor ansøgeren frygter, at de personer, som har slået faren ihjel, endvidere ønsker at slå ansøgeren ihjel, så han ikke vil forsøge at slå dem ihjel som hævn på drabet på hans far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har ved denne vurdering overordnet lagt vægt på, at ansøgeren har fremstået afglidende og ukonkret således, at forklaringen ikke bærer præg af at være selvoplevet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvornår hans mor er blevet kontaktet telefonisk af al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens brødre skulle være blevet bortført af al-Shabaab tre år efter eksplosionen, og at dette skulle have sammenhæng med ansøgerens angivelige konflikt. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af al-Shabaab navnlig når henses til, at han aldrig har haft personlig kontakt til al-Shabaab og aldrig har modtaget personlige trusler fra dem. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at al-Shabaab skulle ønske at efterstræbe ansøgeren efter, at de havde slået ansøgerens far ihjel, og dermed havde bragt handlen med Suufi-gruppen til ophør. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens hjemby må anses for domineret af al-Shabaab. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold kan medføre en ændret vurdering, navnlig når henses til, at ansøgeren har et klan- og familienetværk i området. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at det kan føre til beskyttelse efter udlændingeloven § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/48/JHB.
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen [X] i Middle Juba-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af Al-Shabab, fordi ansøgerens ægtefælle tidligere har haft en konflikt med Al-Shabab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at ansøgerens ægtefælle fra familiens butik solgte kassettebånd med musik, og at han derfor blev fængslet af Al-Shabab. Efter to-tre måneders tilbageholdelse blev ægtefællen løsladt med hjælp fra en nabo. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgerens families bopæl opsøgt flere gange af Al-Shabab, der ledte efter ansøgerens ægtefælle og truede ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved familiens tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabab vil tvangshverve ansøgerens sønner og tvangsgifte ansøgerens døtre bort. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes døtre vil blive udstødt af samfundet, fordi de ikke er omskåret, eller at Al-Shabab vil tvangsomskære døtrene, og at Al-Shabab vil slå ansøgeren ihjel, hvis hun forsøger at modsætte sig dette. Desuden har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at familien vil blive straffet af Al-Shabab, fordi de har opholdt sig i et europæisk land. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at forklaringen, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, fremstår udbyggende, divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende om den angivelige konflikt med Al-Shabab, herunder om Al-Shababs opsøgninger og lukning af butikken. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for indholdet af de trusler, som Al-Shabab angiveligt fremsatte over for hende efter ægtefællens udrejse. Der henvises i øvrigt til nævnets samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herudover som asylmotiver henvist til, at hun frygter, at hendes sønner skal blive tvangshvervet af Al-Shabab, at hendes døtre på 14 og 16 år skal blive omskåret, at døtrene skal blive tvangsgift, og at familien vil blive straffet på grund af deres ophold i et europæisk land. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af de ovennævnte forhold vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. I forhold til spørgsmålet om tvangshvervning af sønnerne til Al-Shabab og tvangsægteskab i forhold til døtrene har nævnet lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens egne formodninger, at der er risiko for, at dette vil finde sted. Der foreligger således ingen konkret risiko, men alene generelle overordnede udsagn fra ansøgeren herom. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens ægtefælles frygt for, at ansøgeren skal blive tvunget til at gifte sig med en anden end ægtefællen ved en tilbagevenden til Somalia. Vedrørende klagerens frygt for tvangsomskæring af sine døtre bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at Al-Shabab har forbudt omskæring af kvinder, men at det fortsat foregår i områder kontrolleret af Al-Shabab. Selvom Al-Shabab ikke støtter eller opfordrer til kvindelig omskæring, vil Al-Shabab således heller ikke bekæmpe det. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle går ind for omskæring af døtrene, og at ansøgeren tidligere har modsat sig, at døtrene skulle omskæres. Døtrene har desuden nu opnået en alder, hvor omskæring næppe længere er relevant. Efter en samlet og konkret vurdering af disse forhold – sammenholdt med ansøgerens udsagn under samtalen [dato] 2017 om, at hun ikke frygter, at døtrene vil blive omskåret under tvang, men at de vil blive udstødt, fordi de ikke bliver omskåret – finder Flygtningenævnet også henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at ansøgeren og ægtefællen i givet fald vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af døtrene. En eventuel frygt for, at ansøgeren og døtrene vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, er ikke et forhold, der kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. For så vidt angår konsekvenserne af ansøgerens og familiens ophold i Europa har nævnet ikke fundet det sandsynliggjort, at dette i sig selv vil føre til, at ansøgeren eller dennes familie vil blive anset for at være særlig profileret eller vestliggjort af Al-Shabab ved en tilbagevenden til Somalia. Der kan henvises til det anførte herom i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport fra marts 2017 om ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi”. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia er således heller ikke af en sådan karakter, at det kan føre til beskyttelse efter bestemmelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/46
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [X] og er sunni-muslim fra byen Mahaas i Hiiran-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabab eller af familiemedlemmer til to personer, som klagerens bror, [A], har slået ihjel. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han og hans bror, [A], i 2010 blev opsøgt af Al-Shabab, der ville hverve dem, hvilket klageren og hans bror accepterede af frygt. Klagerens far modsatte sig imidlertid, at klageren og hans bror skulle tilslutte sig Al-Shabab. I maj eller juli 2011 blev ansøgerens far dræbt, fordi han nægtede at betale penge til Al-Shabab. Der var tale om penge, som Al-Shabab ønskede at bruge i deres kamp for at beskytte religionen. Klageren havde en hjemmebiograf, hvor han viste indiske og amerikanske film. Efter farens død blev klageren opsøgt af personer fra Al-Shabab, der havde fundet ud af, at klageren fremviste film via sin mobiltelefon. Klageren blev tvunget til at sluge mobiltelefonens memory-kort, ligesom han blev slået med en geværkolbe. Han blev herefter taget med og tilbageholdt i ni dage, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Han blev slået blandt andet ved venstre nyre, hvorfor han blev syg. På den niende dag lykkedes det klageren at flygte. Klageren tog ophold hos sin morbror, og den følgende dag udrejste klageren af Somalia sammen med sin bror, [B]. Efter deres udrejse tilsluttede klagerens bror, [A], sig Al-Shabab. Efter noget tid slog [A] to personer ihjel, der havde været med til at slå klagerens far ihjel. De to personer kom fra store og magtfulde familier og klaner. Familierne tilhører hovedklanen Hawiye og familieklanen Hawadle. Klanen er dominerende i klagerens hjemområde. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia af Al-Shabab vil blive betragtet som udenlandsk spion, fordi han har opholdt sig i udlandet, og at han derfor vil blive slået ihjel. Klageren har endelig henvist til, at han tilhører minoritetsklanen [X], som ikke bliver anset for at være noget værd, og at de, der tilhører denne klan, derfor bliver behandlet dårligt. Udlændingestyrelsen meddelte den 11. december 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er fremkommet med oplysninger i sagen, der sandsynliggør, at klageren har en aktuel og konkret konflikt med Al-Shabab, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremstår i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at klageren i sin landsby skulle have drevet en biograf, som han vidste, at Al-Shabab var imod. Nævnet har endvidere – ud over de forhold, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. juni 2017 – lagt vægt på, at klageren og klagerens bror har afgivet forskellige forklaringer bl.a. om, hvornår Al-Shabab senest opsøgte klagerens far forud for, at han blev dræbt, og om klageren var bundet under sin tilbageholdelse hos Al-Shabab. Det forekommer endvidere påfaldende, at klageren ikke kan forklare nærmere om, hvem der dræbte hans far, og som efterfølgende blev dræbt af [A]. Heller ikke klagerens forklaring om en konflikt med Hawiye-klanen/Al Shabab i anledning af, at hans bror har dræbt medlemmer af denne klan, kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på de forhold, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. juni 2017. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke har nævnt en frygt for Hawiye-klanen/Al-Shabab under samtalen den 18. november 2013, men alene at hans bror [A] havde slået nogle mænd fra Al-Shabab ihjel. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset som udenlandsk spion alene under henvisning til den omstændighed, at han har opholdt sig i udlandet. Den omstændighed, at klageren tilhører en minoritetsklan, kan heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af Al-Shabab. Flygtningenævnet finder således, at ophold i Al-Shabab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med Al-Shabab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger – herunder EASO Country of Origin Information Report, Somalia, Security Situation, fra december 2017 – om de generelle forhold i Somalia. Nævnet har desuden lagt vægt på, at Al-Shababs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor Al-Shabab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder hans hjemområde i Mahaas i Hiiran-regionen, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i 1993 og har haft lovligt ophold i Danmark siden [dato] 2013. Han er født og opvokset i Mahaas i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som 18-årig i 2011. Han har bestået Prøve i Dansk 1. Han har ikke under opholdet i Danmark opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Hans familiemæssige netværk i Danmark består af en bror og dennes familie. Broderens sag om inddragelse af opholdstilladelse er for tiden under behandling i Flygtningenævnet. Klageren har en morbror i Somalia. Klageren har oplyst, at han lider af migræne, og at han har gener efter at have fået fjernet en nyre efter at være blevet udsat for vold, mens han var tilbageholdt af Al-Shabab. Klageren har endvidere oplyst, at han lider af smerter i benet og brystkassen. Det er oplyst, at højre nyre samt lever og milt ikke er forstørret. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder oplysningerne om de helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/45
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i sommeren 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, som familiesammenført. Ansøgeren indrejste i Danmark i efteråret 1997. Ansøgeren indgav ansøgning om asyl i slutningen af 2017 i forbindelse med en planlagt udsendelse. Ansøgeren er fra 2007-2017 blevet idømt en række fængselsstraffe samt udvist af Danmark. Ansøgeren er senest i foråret 2017 idømt en tillægsstraf på to måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 89, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim fra Somalia. Ansøgeren er født i Mogadishu, hvor han boede fra 1986 til 1991, hvorefter han flyttede til Geedo. Ansøgeren rejste fra Somalia til Etiopien i 1995. Ansøgeren tilhører hovedklanen Daarod og underklanen Marehan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv på grund af den generelle sikkerhedsmæssige situation. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til landet, idet han ikke har været der, siden han var otte år gammel. Ansøgeren har ikke familie eller bolig i Somalia. Ansøgerens mors og fars familie er udrejst af Somalia. Ansøgeren har en moster, der bor i Somalia, men han har ikke kontakt med hende. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 er opfyldt. Nævnet lægger herved vægt på ansøgerens egen forklaring om baggrunden for, at han ikke ønsker at vende tilbage til Somalia. Ansøgeren har således henvist til den generelle sikkerhedsmæssige situation i landet og i øvrigt til, at han ikke har familie eller andet netværk i landet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren eller hans familie ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb i Somalia fra myndigheder, organisationer, herunder al-Shabaab, andre grupperinger eller privatpersoner. Flygtningenævnet finder efter oplysningerne om, at ansøgeren er født i Mogadishu, og at han i nogle år har haft bopæl i Mogadishu, at ansøgeren skal vurderes i forhold hertil, og at nævnet endvidere skal vurdere, om det må antages, at de generelle forhold i Mogadishu aktuelt har en sådan karakter, at en tilbagesendelse af ansøgeren vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser blandt andet fra november og december 2017 udtalt, at man ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et sådan omfang, der kan føre til, at enhver, der vender tilbage til Mogadishu risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysninger, herunder EASO Country of Information Report fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, og at ændringerne ikke er af helt midlertidig karakter, også selvom forholdene stadig er alvorlige og kan betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af ansøgeren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for konkret og individuel at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/44/LMD
Nævnet ophævede i juni 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ashraf og er sufi-muslim fra Jaameel Sheen, nær Bulo Burte i Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han underviste børn, herunder i engelsk. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, idet han tilhører minoritetsklanen Ashraf og er sufi-muslim. Klageren har nærmere anført, at han som følge heraf har været tilbageholdt i 24 dage af al-Shabaab, hvorunder han blev undergivet tortur, og at han er flygtet fra al-Shabaab i forbindelse med krigshandlinger. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at klagerens forklaring må anses for sammenhængende, at den understøttes af den foretagne torturundersøgelse, og at den er vel forenelig med de foreliggende baggrundsoplysninger. Det forhold, at forklaringen på enkelte punkter kan forekomme mindre sandsynlig, er ikke tilstrækkeligt til, at klageren ikke kan anses for ikke at have sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren som følge af sin undervisning må anses for profileret i forhold til al-Shabaab, og nævnet finder ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren, der er flygtet fra al-Shabaab efter at have været udsat for tortur, til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2017, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/43/TBP
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og sunni-muslim fra [byen A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hendes storebror nægtede at samarbejde med dem og som følge heraf blev slået ihjel. Hun blev efterfølgende truet, da hun grød over sin brors og mors død. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive halshugget af al-Shabaab, idet de vil betragte hende som vantro, fordi hun er flygtet fra dem og er kommet til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte den 8. oktober 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt derimod ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den 28. august 2017 har Udlændingestyrelsen truffet klageren om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at klagerens mor og bror er blevet dræbt under de af klageren beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der på dette grundlag kan meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har forklaret, at hun blev truet, fordi hun sørgede over sine afdøde slægtninge. Klagerens far og niece er imidlertid efter det af klageren forklarede fortsat på samme bopæl. Endvidere er der stadig flere familiemedlemmer, herunder den kvinde, der i sin tid efter det oplyste hjalp klageren med at udrejse af Somalia. Den omstændighed, at klageren for nu knap 5 år siden sørgede over sin mor og sin bror, og at dette udløste trusler, er ikke et forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kan medføre, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer personlig forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren har et netværk i Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at hun udover sin far og niece har oplyst, senest ved samtale med Udlændingestyrelsen den 13. juni 2017, at hun er gift, og at hendes ægtefælle er i Somalia. Først ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har klageren forklaret, at hun er blevet skilt, og at dette skete da hendes datter fik tilladelse til familiesammenføring med klageren, hvilket efter det oplyste var i september 2016. Klageren var 31 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Klagerens eneste familie i Danmark er hendes nu 18-årige datter, der kun har opholdt sig i Danmark i ca. 1½ år. Klageren har ikke haft beskæftigelse udover i praktik. Klageren kan kun i meget begrænset omfang tale dansk. Efter det oplyste har klageren fortsat familiemedlemmer i Somalia jf. ovenfor. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/41/AZU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren tilhører hovedklanen Darood, subklanen […], underklanen […], og er sunnimuslim fra Beled Hawo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive tvangshvervet til al-Shabaab, idet han tidligere er blevet forsøgt tvangshvervet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab tre gange forud for sin udrejse af Somalia i efteråret 2012. Klageren blev opsøgt første gang i foråret 2012, da en dreng afleverede et brev til klageren, der handlede om, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab. Efterfølgende blev klageren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, der kidnappede klageren. Klageren tilbragte omkring to til tre måneder i al-Shabaabs varetægt, før det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at klagerens forklaring om sin individuelle konflikt med al-Shabaab ikke længere kan lægges til grund, idet forklaringen herom er uoverensstemmende, udbyggende og åbenbart utroværdig. Klageren har således forklaret uoverensstemmende om flere helt centrale forhold af betydning for hans oprindelige asylgrundlag, herunder om den kontakt der har været mellem ham og personer fra al-Shabaab. Under asylsamtalen [i slutningen af 2012] har klageren oplyst bl.a., at han blev opsøgt af to medlemmer fra al-Shabaab, mens han under § 31-samtalen [i starten af 2018] har forklaret, at han blev opsøgt af en 12-årig dreng, der overbragte ham et brev. Under asylsamtalen i 2012 har klageren tillige oplyst, at han alene blev opsøgt personligt to gange, og at den tredje henvendelse til ham fra al-Shabaab kom i form af et trusselsbrev. Til § 31-samtalen i 2018 kom klageren med skiftende forklaringer omkring hændelsesforløbet, men endte med at oplyse, at han blev opsøgt personligt tre gange og som noget helt nyt, at han i forbindelse med den tredje henvendelse blev kidnappet af al-Shabaab og frihedsberøvet i to til tre måneder. Den seneste oplysning fra klageren om kidnapningen er ikke overensstemmende med, at klageren under asylsamtalen i 2012 oplyste, at han ikke blev opsøgt af medlemmer af al-Shabaab efter modtagelsen af trusselsbrevet, og at der ikke var en bestemt hændelse, der førte til hans udrejse. Hertil kommer, at klageren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han også havde en konflikt med Ehelow Sunna, idet han under asylsamtalen i 2012 oplyste, at han var blevet opsøgt af en person fra denne gruppe, og at han ved en tilbagevenden frygtede at blive udsat for overgreb fra Ehelow Sunna. Under § 31-samtalen og for nævnet har klageren imidlertid oplyst, at han ikke har nogen konflikt med Ehelow Sunna, og at han aldrig skulle have forklaret om en sådan konflikt. Nævnet finder allerede på denne baggrund at måtte forkaste klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia. Tilbage står herefter at vurdere, om der på baggrund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i f.eks. Mogadishu, hvor klageren efter sine seneste oplysninger tog ophold forud for sin udrejse, er grundlag for at undlade udsendelse af klageren, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at den generelle vold i Mogadishu ikke har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet således, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/41/MAH
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er tilhører klanen jaji og er sunni-muslim af trosretning fra Ceel-Buur, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive kidnappet og stenet af al-Shabaab, idet hun blev beskyldt for at havde været sin mand utro. Udlændingestyrelsen meddelte den 18. juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Derimod fandt Udlændingestyrelsen ikke, at betingelserne for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, var opfyldt, idet man ikke fandt at kunne lægge hendes forklaring om hendes personlige konflikter i Somalia til grund. Den 31. maj 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår det af ansøger oplyste om en konflikt med ansøgerens ægtefælles onkel bemærker Flygtningenævnet, at uanset karakteren af denne konflikt, der efter det af ansøgeren forklarede går tilbage til 2008, forblev ansøgeren boende i sin hjemby frem til 2014. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der i denne forbindelse foreligger forhold, der kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, som også anført af Udlændingestyrelsen, har forklaret divergerende om det hændelsesforløb, der førte til, at hun udrejste fra Somalia. Ansøgeren har [i foråret 2017] samt tillige under fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at hendes svigermor og søn befandt sig i marken, da al-Shabaab kom til hendes hus, mens hun tidligere havde forklaret, at det var hende selv, der var i marken. Foreholdt, at der er uoverensstemmelser i hendes oplysninger om, hvorvidt hendes svigerinde blev dræbt eller bortført har ansøger ved advokatens indlæg af [foråret 2018] og ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at der er tale om to svigerinder, hvoraf den ene blev dræbt og den anden blev bortført. Ansøgeren har endvidere forklaret, at al-Shabaab truede hende med, at de ville komme tilbage efter hende, da hun skulle stenes. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at medlemmer af al-Shabaab skulle have truet med at stene ansøgeren for derefter at forlade hendes bopæl, eller at hun under disse omstændigheder skulle have valgt at forblive på stedet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. Ansøgeren var 27 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Ansøgeren har ikke familie i Danmark, og har kun haft sporadisk beskæftigelse. Efter det oplyste har klageren fortsat adskillige familiemedlemmer i Somalia og klagerens ægtefælle har fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring med klageren. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2018/40/AZU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk majertan og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive henrettet på grund af sit klanmæssige tilhørsforhold, fordi en for ham ukendt klan har et modsætningsforhold til ansøgerens klan. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet, udsat for grove fysiske overgreb eller slået ihjel af regeringsstyrker eller al-Shabaab, fordi de vil tro, at han er imod dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller muslimer generelt, fordi han har tatoveringer. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive stemplet som homoseksuel og slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han har huller i ørene. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af al-Shabaab, fordi han ikke er jomfru. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller fanatikere, fordi de kan beskylde ham for, at han ikke praktiserer islam. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne begå sig i Somalia, fordi han ikke kan læse og skrive somali og kun taler sproget begrænset. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter for de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Somalia, idet han har en blandet seksualitet. Ansøgeren har til støtte for klankonflikten oplyst, at hans far udrejste af Somalia i 1997 på grund af borgerkrigen og en konflikt med en for ansøgeren ukendt klan. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fået fortalt, at under borgerkrigen, mens han var barn, blev han ramt to gange af skud fra en anden klan. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt med al-Shabaab og regeringsstyrkerne oplyst, at han har hørt fra venner og bekendte, at civile i Somalia betragtes som værende imod enten al-Shabaab eller regeringsstyrkerne. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt med al-Shabaab angående sine tatoveringer oplyst, at tatoveringer er forbudt ifølge sharia lovgivning, og at han derfor frygter, at han vil blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående sine huller i ørene oplyst, at han har hørt fra venner og bekendte, at han muligvis kan blive betragtet som homoseksuel, fordi han har huller i ørene. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående det faktum, at han ikke er jomfru oplyst, at utugt er forbudt ifølge sharia lovgivning, og at han derfor frygter repressalier herfor. Ansøgeren har til støtte for den potentielle konflikt angående sin manglende praktisering af islam oplyst, at han har taget de danske normer med fest og kærester til sig, og at han derfor frygter, at han vil blive beskyldt for ikke at praktisere islam. Ansøgeren har til støtte for frygten for, at han ikke ville kunne begå sig i Somalia oplyst, at han ikke har lært at læse eller skrive somali. Ansøgeren har talt somali med sine forældre i hjemmet, men han var i en periode tvangsfjernet, og han fik først kontakt med sine forældre igen efter nogle år. Ansøgeren har til støtte for frygten om den generelle tilstand i Somalia oplyst, at han har læst, at tilstandene i Somalia er dårlige, og at der er hungersnød og sygdomme. Ansøgeren har endvidere hørt om et nyligt angreb i Mogadishu. Ansøgeren har til støtte for det under nævnsmødet påberåbte asylmotiv om sin seksualitet oplyst, at han både har været sammen med kvinder og mænd. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen for at høre ansøgerens fars forklaring. Faderen er således ikke mødt, selvom han er indkaldt til nævnsmødet, og det har efter det oplyste ikke været muligt at få telefonisk kontakt til ham. Nævnet har endvidere adgang til faderens asylsag i forbindelse med afgørelsen af ansøgerens asylansøgning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af klanmæssige forhold. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om den angivne konflikt, herunder hvem modstanderklanen er. Ansøgeren har alene forklaret, at han som omkring femårig blev ramt af to skud som led i en klankonflikt, hvor målet i virkeligheden var ansøgerens far. Faderen har ikke selv i forbindelse med sin asylsag forklaret, at han er blevet beskudt, eller at sønnen er ramt. Der er heller ikke i øvrigt støtte for at antage, at ansøgeren er konkret og individuelt efterstræbt som følge af klanforhold. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne, herunder nr. 579, United Kingdom’s Home Office’s rapport, Country Policy and Information Note Somalia: Majority clans and minority groups in south and central Somalia, udgivet juni 2017, side 30, om klanen Rer Hamar, som ansøgerens far tilhører, blandt andet: ”The DIS/Landinfo FFM delegation reported in January 2013 that an international NGO working in South and Central Somalia explained that there are two groups of people which are most vulnerable in Mogadishu. These two groups are either marginalized or exploited … Exploited: the Reer Hamar/Benadiri are not considered marginalized, neither are the Reer Brava. They are exploited but not marginalized. Compared to other clans there are fewer Reer Hamar returning to Mogadishu”. Det forhold at ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig sprogligt i Somalia, er ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet bemærker, at han tidligere har oplyst, at han talte somali med sine forældre. Den omstændighed, at ansøgeren frygter overgreb fra regeringen, al-Shabaab eller lokalbefolkningen som følge af, at han er tatoveret og piercet, at han ikke er jomfru og ikke praktiserer islam, kan ikke føre til en anden vurdering, idet denne frygt alene beror på hans egne formodninger, der ikke ses støttet af oplysninger i øvrigt. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for overgreb som følge af, at han har haft forhold til mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst dette under de tidligere samtaler, men først har anført det under nævnsmødet. Ansøgerens oplysning om, at han ikke har nævnt det under den tidligere samtale med Udlændingestyrelsen, fordi der var en tolk til stede, kan ikke føre til en anden vurdering. Ifølge baggrundsoplysningerne om Somalia har de generelle forhold i Mogadishu i øvrigt ændret sig væsentligt siden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, og selvom den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, udgør den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Der skal herefter ikke tages stilling til spørgsmålet om udelukkelse.” Soma/2018/4/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, [A], som er medlem af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far tvangsgiftede hende med [B], da hun var omkring 17 år gammel. I 2006 blev ansøgeren skilt fra [B], og i 2007 blev hun gift med [A], som er medlem af Al-Shabaab. I 2010 blev ansøgeren adskilt fra sine børn fra ægteskabet med [B], da [B’s] datter, [C], tog børnene med sig under nogle uroligheder i det område, hvor familien boede, mens ansøgeren ikke var på bopælen. I slutningen af 2012 eller i starten af 2013 blev ansøgeren skilt fra [A]. I starten af 2013 modtog ansøgeren et opkald fra [A], som fortalte hende, at han ville kunne finde hende og slå hende ihjel når som helst. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med [A]. Ansøgeren forlod efterfølgende Somalia for at finde sine børn fra ægteskabet med [B], da [B’s] børn fra et tidligere ægteskab, [C] og [D], havde taget ansøgerens børn med ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hendes udbyggende forklaringer for nævnet om, at hun blev truet flere gange af [A], og at hun for nylig har fået oplyst, at [A] er blevet et højtstående medlem af al-Shabaab, tilsidesættes, allerede på grund af det sene tidspunkt oplysninger er fremkommet på. Flygtningenævnet lægger til grund, at [A] efter ansøgerens forklaring accepterede skilsmissen, og at hun ikke har givet oplysninger til myndigheder eller andre om, at [A] var tilknyttet al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der nu er gået fem til seks år siden skilsmissen, og at [A] og ansøgeren alene har været i kontakt en enkelt gang. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at denne konflikt har en intensitet, der kan begrunde asyl. Ansøgeren har forklaret, at hun, da hun forlod Mogadishu, havde en far og en bror, [E], dér. Hun har forklaret, at hun efterfølgende har haft kontakt med både sin mor i Sverige, sin bror, [F], i Italien og sin søster i Kenya, men at hun ikke har spurgt, om ansøgerens far og bror, [E], er i live, og hvor de i givet fald befinder sig. Flygtningenævnet finder ikke dette sandsynligt og finder, sammenholdt med ansøgerens generelle troværdighed, ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ikke i Somalia har et mandligt netværk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/39/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra […], Shabeelada Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen […], subklanen […], subsubklanen […] og subsubsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har gået i koranskole i sin hjemby, siden han var lille. En dag i 2013 opsøgte al-Shabaab ansøgerens bopæl, mens han var i koranskole. Al-Shabaab sagde til ansøgerens forældre, at ansøgeren skulle melde sig til hellig krig, når han var færdig med at læse koranen. På det tidspunkt havde ansøgeren læst 25 ud af 30 kapitler i koranen. Under besøget afleverede al-Shabaab desuden et indkaldelsesbrev til ansøgerens forældre. I den følgende måned fortsatte ansøgeren sine studier på koranskolen, ligesom han forsatte med at bo derhjemme. I denne måned blev ansøgeren ikke opsøgt af al-Shabaab. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia til Kenya med hjælp fra sin morbror, som bor i Mogadishu. Mens ansøgeren opholdte sig i Kenya, talte ansøgeren med sin morbror, som fortalte ham, at al-Shabaab havde været på ansøgerens bopæl og havde taget hans far og hans søster, da al-Shabaab ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren ved fortsat ikke, hvor hans far og søster befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og derved fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusler fra al-Shabaab, mens han var i Somalia. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at al-Shabaab kom én gang på familiens bopæl, hvor de sagde til ansøgerens forældre, at han skulle deltage i krigen, når han var færdig med koranskolen. I asylsamtalen har ansøgeren ligeledes forklaret, at al-Shabaab kom én gang på bopælen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab havde været to gange på bopælen. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der ville ske, hvis han ikke deltog i hellig krig, som al-Shabaab sagde, han skulle. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans forældre, der havde talt med personerne fra al-Shabaab, sagde, at al-Shabaab ville tage ansøgeren med magt, hvis han ikke deltog frivilligt. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans mor har oplyst, at al-Shabaab afleverede et brev, og hvis ansøgeren ikke tilsluttede sig al-Shabaab, når han havde afsluttet skolen, ville de komme efter ansøgeren. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin mors helbred. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han, da han boede i Somalia, tog sig af sin mor, der havde sukkersyge og var blind. Senere i samme samtale har ansøgeren forklaret, at han, efter han var udrejst, fik at vide af morbroren, at da al-Shabaab havde været der og taget hans søster, blev hans mor slået i hovedet, hvilket resulterede i, at hun blev blind. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det savner mening, at hans forældre og søskende fortsatte med at opholde sig på deres bopæl efter ansøgerens udrejse henset til, at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at reglerne hos al-Shabaab er, at den nærmeste familie skal tilbageholdes, hvis det efterspurgte familiemedlem udebliver. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/38/MGO/SME
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter Al-Shahaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Mogadishu. Han har også boet i byen Barawe. Han har oplyst, at Barawe er Al-Shahaab område. Ansøgeren udrejste af Somalia for tre - fire år siden sammen med sin storebror, [M], og hans morbror, fordi de havde problemer. Han fik ikke at vide, hvilke problemer, der var årsag til deres udrejse. Ansøgeren har oplyst, at han ikke kunne blive alene tilbage i Somalia, og at han udrejste, fordi hans storebror og morbror udrejste. Ansøgerens morbror døde på rejsen fra Somalia til Danmark. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret 2014] sammen med sin storebror. Ansøgeren ved ikke, hvor hans far og mor opholder sig. Han har sidst set dem i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin fremtræden for nævnet har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylbehandling og i den forbindelse svarer relevant på de spørgsmål, der stilles til baggrunden for hans ansøgning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er således profileret i forhold til Al-Shabaab eller andre grupper, at han kan anses for individuelt forfulgt. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konflikter med nogen i Somalia, og at hans brors eventuelle konflikt med Al-Shabaab ikke ses at vedrøre ham. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke at situationen i Somalia kan anses at være af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse indebærer risiko for at blive udsat for krænkelser i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 3. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er sandsynliggjort en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/37/smla
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ogaden og er sunni-muslim fra Dhobley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I 2010 udrejste klageren fra Somalia og flygtede til Sydafrika, hvor UNHCR i 2014 vurderede, at klageren var omfattet af flygtningekonventionen og egnet til genbosætning. Over for UNHCR har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han nemt kunne blive slået ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han er født og opvokset i Dhobley-området, hvor hans familie havde dyrehold. I 2006 blev klagerens far dræbt i forbindelse med kampe mellem islamistiske grupper og regeringsstyrker i landsbyen, hvor familien havde bopæl. Da kamphandlingerne fandt sted, opholdt klageren sig udenfor landsbyen, hvor han tog sig af familiens dyr. Klageren var på dette tidspunkt 18 år. Klageren erindrede ikke, at familien havde problemer inden farens død, selvom der var krig i landet. De flygtede dog fra kamphandlinger adskillige gange og var tvunget til at flytte rundt i Dhobley-området for at undgå disse. I 2010 udrejste klageren fra Somalia, fordi den sikkerhedsmæssige situation i landet var forringet. Al-Shabaabs tilstedeværelse på klagerens hjemegn var voksende, og udover at tilegne sig landsbyfolkenes husdyr, forsøgte de at rekruttere dem. Nogle sluttede sig til al-Shabaab frivilligt, andre følte, at de ikke havde noget valg, og nogle blev slået ihjel, fordi de nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, som kvoteflygtning. Tilladelsen blev givet i overensstemmelse med daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia i dag frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Han har videre henvist til den generelle situation i Somalia, og til at han frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller regeringsstyrkerne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shabaab tidligere har forsøgt at rekruttere ham. De ringede til ham 2-3 gange og sagde, at hvis han ikke samarbejdede, ville han blive slået ihjel. En enkelt gang fik al-Shabaab en af hans gamle klassekammerater til at opsøge ham. Klageren oplyste også, at personer, der kommer fra Europa eller USA er særligt udsatte, at han ikke har nogen familie i Somalia, og at hans bror, som er syg og bosat i Danmark, fortsat har brug for hans hjælp. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at han forud for sin udrejse af Somalia fik ca. tre opringninger eller sms’er fra al-Shabaab, der tillige sendte en af hans gamle klassekammerater med opfordring til at tilslutte sig al-Shabaab, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren aldrig er blevet opsøgt af al-Shabaab, og at hans familie ikke oplevede andre episoder end, at deres dyr en gang blev stjålet i perioden fra 2006, hvor hans far døde og til 2010, hvor familien udrejste. Flygtningenævnet finder, at henvendelserne fra al-Shabaab ikke havde en sådan intensitet og karakter, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Herefter, og idet det er otte år siden, klageren udrejste af Somalia, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for al-Shabaab, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er belæg for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde i Dhobley uden for Kismayo, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret 2014], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af fact finding rapporter fra september 2015 og marts 2017 (”Country of Origin Information for Use in the Asylum Dermination Process; Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somailia; 2-12 May 2015” og ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Gruops”), at Kismayo er kontrolleret af AMISON, men at al-Shabaab har fri bevægelighed uden for byen og kontrollerer landområderne. Kismayo er den nærmeste store by i nærheden af Dhobley. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, at al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at al-Shabaab ikke foretager disse angreb i områder, som de facto har kontrollen over. Flygtningenævnet finder, at disse ændringer – om end forholdene stadig er alvorlige - ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder herefter, at den generelle sikkerhedssituation i Dhobley ikke længere har en sådan karakter, at den indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Dhobley, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft opholdstilladelse siden [vinteren 2014]. Han har bestået dansk prøve 1. Han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men har været i praktikforløb to gange og i arbejde med løntilskud i tre måneder, ligesom han under nævnsmødet oplyste, at han for tiden har to måneder tilbage af et forløb med arbejde med løntilskud. Han har ikke nære slægtninge i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold, at en udsendelse af klageren til Dhobley ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Det ændrer ikke herved, at klageren har en bror og en svigerinde i Danmark.” soma/2018/36/TBP
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen ajunram og er sunni-muslim fra Masagawaay, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i 2008 overtog sin mors café i Masagawaay og begyndte at vise amerikanske film samt europæiske og internationale fodboldkampe i caféen om aftenen. I [foråret] 2014 opsøgte al-Shabaab caféen og beordrede klageren til at lukke forretningen, fordi han havde vist film og fodboldkampe. Klageren lukkede herefter caféen. Omkring en måned efter genåbnede han caféen. Kort efter blev han igen opsøgt af al-Shabaab. De ødelagde inventaret i caféen og bortførte klageren til et område kontrolleret af al-Shabaab. Det lykkedes ham at flygte fra stedet om natten. Klageren gik til Ceel Dheer, hvorfra han påbegyndte sin rejse mod Europa. Klageren har ved partshøringssamtalen [i foråret 2017] i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv. Til støtte herfor har han oplyst, at al-Shabaab har opsøgt hans familie op til ti gange, og at de har sagt, at klageren er vantro, og at hans ægtefælle derfor skal giftes med et medlem af al-Shabaab. [I vinteren] 2015 udtalte et flertal i Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet han havde forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter i asylmotivet, og at klageren derfor ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et andet flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det i overensstemmelse med klagerens forklaring kunne lægges til grund, at han kom fra landsbyen Masagawaay, og at byen Galkayo ikke kunne anvendes som internt flugt alternativ for klageren. Flygtningenævnet meddelte herefter klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 14. juli 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at der ikke på nuværende tidspunkt er fremkommet oplysninger i sagen, der forrykker grundlaget for det tidligere meddelte afslag. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2015], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at Mesagaweyn i Ceel Dheer ditriktet i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i Mesagaweyn i Galgaduud-regionen frem til 2014, og at han fortsat har familie i dette område. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mesagaweyn i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år, han har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Han har gennemført tre praktikforløb af kortere varighed, men har ikke i øvrigt engageret sig i foreningslivet i Danmark. Klageren har sin hustru, to børn og sin mor i sit hjemområde i Somalia. Klageren har boet i Somalia indtil 2014. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/35/TBP
Nævnet hjemviste i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en somalisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen shiikhaal og er muslim fra Qoryooley, Somalia. Her boede han indtil 1997, hvor hans familie flygtede til Saudi-Arabien. Efter omkring 7 års illegalt ophold i Saudi-Arabien, rejste familien til Syrien. Klageren opholdt sig herefter omkring 7 år i Syrien, hvor han blev anerkendt som flygtning af UNHCR. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han ville have svært ved at finde fred, fordi han havde levet uden for Somalia i mange år. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han udrejste af Somalia sammen med sin familie i 1997, og at han ikke kendte årsagen til udrejsen. Til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia i dag frygter, at der kan ske ham alt. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at han ikke kender Somalia og har en anden mentalitet end sine landsmænd. Han har endvidere oplyst, at han ikke har nogen familie i landet og taler somali på et lavt niveau. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særlig vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens nærmere undersøgelse af § 26 hensynene, herunder omstændighederne vedrørende klagerens indgåelse af ægteskab og eventuelle samliv med en dansk statsborger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er gift med en somalisk statsborger, der på tidspunktet for samtalerne opholdt sig i Etiopien, og at han under sit lovlige ophold i Danmark har søgt om familiesammenføring med denne ægtefælle, hvilket han fik tilladelse til. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at denne ægtefælle aldrig indrejste i Danmark, og han har mistet kontakten med hende. Han har således ikke redegjort for dette ægteskabs indgåelse og opløsning. Han har efterfølgende [i efteråret 2017] indgået ægteskab med en dansk statsborger med hvem, han nu venter barn til august. Han har forklaret, at han og hans hustru først er flyttet sammen for tre måneder siden. Det fremgår af opslag i cpr, at ægtefællerne ikke har samme folkeregisteradresse, og klageren kunne ikke under nævnsmødet redegøre for hustruens familieforhold, herunder kunne han ikke redegøre for, hvem hun boede sammen med, og han kendte ikke navnet på hendes mor. Flygtningenævnet finder herefter, at der er behov for at afklare klagerens familiemæssige forhold.” soma/2018/34/TBP
Nævnet hjemviste i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen, Hawiye og er muslim fra [byen A] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han forud for sin udrejse arbejdede i en biograf og i den forbindelse blev truet et medlem af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han fra [begyndelsen af] 2011 arbejdede som kassér i en biograf i [byen A] i Mogadishu. På et tidspunkt blev ejeren af biografen truet af al-Shabaab, der ønskede, at han lukkede biografen, og at han tilsluttet sig al-Shabaab, hvilket ejeren nægtende. Som følge heraf smed al-Shabaab i [vinteren] 2011 en granat mod biografen og seks personer kom til skade. En aften efter lukketid blev klageren opsøgt af en skolekammerat ved navn [B]. [B] spurgte, hvorfor klageren ikke stoppede med at arbejde i biografen. Herefter trak han en pistol og forsøgte at affyre den mod klagerens hoved to gange, men pistolen gik ikke af, og det lykkedes klageren at flygte derfra. Klageren løb hjem og tog herefter til et andet kvarter i Mogadishu. Klageren er senere blevet bekendt med, at [B] var medlem af al-Shabaab. Efter klagerne var flygtet, opsøgte al-Shabaab klagerens bopæl. Klageren indså, at han var nødt til at forlade Somalia og flygtede i [foråret] 2012. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Klagerens advokat har under nævnsmødet på vegne af klageren principalt nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen for at klarlægge risikoen for, at klagerens datter, der nu er knap 4 år, og som har opholdstilladelse under henvisning til klageren, vil blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, og således at der sker fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Datteren har ikke søgt asyl. Klageren har herom forklaret, at han er gift. Da han kom til Danmark og fik opholdstilladelse, fik han familiesammenføring med sin hustru. De har i Danmark fået en datter, nu knap 4 år, en søn, nu 2 år og en søn, nu 5 måneder. Han har ingen familie i Somalia. Han har en kusine i Danmark. Hans hustru har heller ingen familie i Somalia. Klagerens mor er i Yemen. Hans hustru og hendes mor og tre søskende boede tidligere i Mogadishu. Hendes familie er nu også udrejst af Somalia på grund af de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia. De er nu i en flygtningelejr i Kenya. Hvis klageren sendes tilbage til Somalia, frygter han, at hans datter vil blive omskåret. Selv om han ikke har familie i Somalia, frygter han, at naboer og andre vil presse ham til, at datteren skal omskæres. Hans hustru er også omskåret, og det giver hende store problemer. Han ved også, at hans søstre, der også er omskåret, har store problemer. Han vil ikke kunne modstå presset, da tradition og kultur er meget stærk i Somalia. Omgivelserne vil vide, at datteren ikke er omskåret, da man ikke gør sådan i Vesten. Selv er han veloplyst, og han og hans hustru er imod omskæring. Han nævnte også frygten for omskæring for Udlændingestyrelsen, men de sagde, at det ikke var datterens forhold, der skulle behandles. Foreholdt at visse baggrundsoplysninger peger på, at omskæring ikke sker mod forældrenes vilje, har klageren fastholdt, at han ikke vil kunne modsætte sig omskæring. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet og stadfæstet. Baggrundsoplysninger viser, at forældre kan modsætte sig omskæring i Somalia, og der er tale om ressourcestærke forældre. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at hans datter som følge af tvang fra omgivelserne vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, kan være af så væsentlig betydning for spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at dette forhold bør behandles af Udlændingestyrelsen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen inddrager dette forhold ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” Soma/2018/33/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen, Hawiye, subklan [A], subsubklan [B], og familieklan [C]. Han er sunni-muslim fra Qoryooley i Shabelle Hoose-regionen i det sydlige Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive efterstræbt af al-Shabaab, idet han ikke har tilsluttet sig dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at al-Shabaab havde magten i hans hjemby, og at de i starten af 2013 begyndte at tvangsrekrutterer personer fra klagerens område. Al-Shabaab fortalte således befolkningen, at de skulle møde op i den lokale moské, men klageren og hans familie mødte ikke op i moskéen. I [begyndelsen af] 2013 opsøgte al-Shabaab derfor familiens bopæl. De tvang klageren og hans far og bror udenfor og tog dem med til en træningslejr, hvor de fik at vide, at de skulle træne. I træningslejren var der andre, som al-Shabaab havde tilbageholdt, og al-Shabaab inddelte dem i tre grupper efter deres fysiske niveau. Klageren var i den mellemste gruppe. Grupperne blev herefter løsladt. Noget tid senere kom al-Shabaab til det marked, som klageren arbejdede ved. Al-Shabaab lukkede alle butikkerne og sagde til dem, at de skulle lukke butikken og mødes op i moskéen, når der var bøn. I [begyndelsen af] 2013 kørte al-Shabaab klageren og andre fra den nævnte langt væk fra Qoryooley, hvor de fik at vide, at de skulle deltage i nogle kampe. Samme aften forsøgte klageren og tre til fire af hans venner at flygte, men klageren blev fanget og bragt tilbage. Klageren fik senere at vide, at to af hans venner var blevet slået ihjel under flugtforsøget. Klageren blev herefter låst inde i syv dage. Han blev pisket hver morgen og aften og overhældt med koldt vand. Efter syv dage blev han løsladt og fik at vide, at han den følgende morgen skulle møde op på al-Shabaabs hovedkontor. Herefter udrejste klageren af Somalia. Efter klagerens udrejse af Somalia, blev hans far blevet opsøgt af al-Shabaab, fordi faren havde hjulpet klageren med hans udrejse. Al-Shabaab slog faren ihjel, idet de skød ham i maven. Efterfølgende blev klagerens bror og morbror også slået ihjel af al-Shabaab, men klageren ved ikke hvorledes. Broren blev slået ihjel [i foråret] 2013. I [sommeren] 2013 tog klagerens ægtefælle, mor og søster ophold i Kenya, fordi klagerens ægtefælle blev forsøgt tvangsgift med et medlem af al-Shabaab. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin forhenværende kærestes ægtefælle og familie, idet de har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Klageren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at han i Danmark indledte et forhold til den somaliske kvinde, [D]. [D] blev gravid, men aborterede. Hun havde en somalisk ægtefælle, der opholdt sig i Somalia, mens hende og klagerens forhold stod på. På et tidspunkt fik [D]’s ægtefælle, [E], opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med hende. Da han kom til Danmark opdagede han, at klageren og [D] havde haft et forhold. Ægtefællen truede klageren i januar 2016 og rejste tilbage til Somalia. Endeligt har klageren henvist til, at brønden i hans landsby er blevet lukket, hvorfor landsbyen ikke længere forsynes med vand. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen må anses for delvist at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, og at afgørelsen således er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at han og hans familie blev opsøgt på bopælen af al-Shabaab, og at ansøgeren sammen med mange andre blev taget til et område i udkanten af byen, hvor de blev slået og fik at vide, at de ville blive slået ihjel, hvis de ikke hjalp al-Shabaab, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens øvrige forklaring om sit oprindelige og senere asylmotiv til grund, idet forklaringen herom er meget usikker, divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen i det hele tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren vedrørende sit oprindelige asylmotiv oprindeligt har forklaret, at én af hans venner blev dræbt, da de flygtede fra al-Shabaab, mens han nu har forklaret, at to af hans venner blev dræbt, ligesom klageren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev opsøgt af al-Shabaab på markedet. Endvidere har klageren oprindeligt forklaret, at han talte med sin far efter sin ankomst til Danmark, mens klageren under mødet i Flygtningenævnet først forklarede, at han ikke havde talt med sin far, men senere – efter at være blevet foreholdt sin tidligere forklaring til udlændingemyndighederne - forklarede, at han havde talt med sin far. Det bemærkes i den forbindelse, at det ifølge klageren skulle have været den sidste samtale, han havde med sin far, inden faderen døde. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvilke familiemedlemmer, han havde og fortsat har i Somalia. Flygtningenævnet finder endvidere klagerens forklaring om, at han under sin angivelige sidste tilbageholdelse af al-Shabaab dagligt i 7 dage skulle have fået 200 piskeslag med en læderpisk, og at han som følge heraf skulle være blevet alvorlig såret, for utroværdig, henset til, at klageren selv har forklaret, at han ikke har egentlige skader eller ar som følge heraf. Vedrørende klagerens påståede konflikt med en somalisk mand har klageren forklaret udbyggende, idet han først for Flygtningenævnet har forklaret, at den pågældende mand har truet klageren med en kniv, ligesom klageren har forklaret divergerende om, hvorfra han er bekendt med, at den somaliske mand, der nu angiveligt skulle være tilbage i Somalia, fortsat ønskede at slå klageren ihjel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder om den formindskede risiko for tvangsrekruttering i Somalia, sammenholdt med at AMISOM nu har kontrollen i klagerens hjemby, og at klageren ikke kan anses for særlig profileret, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da det af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold i Somalia fremgår, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige - ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som ca. 19-årig i [begyndelsen af] 2013, og han har siden [foråret] 2013 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk, skriver somalisk og har gået 3 ½ år i skole i Somalia. Ansøgeren har taget 9. og 10. klasse i Danmark og har siden [foråret] 2017 arbejdet som vikar, men har først fået varig ansættelse 15 timer om ugen som handicaphjælper i [efteråret] 2017. Klageren ønsker til [sommer] 2018 at påbegynde uddannelsen som elektriker. Han er sund og rask og har ingen familie her i landet, men har i hvert fald en onkel i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017.” Soma/2018/32/SOL
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra […], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Xaskulhawiye. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af et medlem af Al-Shabaab ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født og opvokset i […]. Ansøgerens far forlod hende og hendes mor, da ansøgeren var omkring 10 år. Ansøgeren boede derefter hos sin moster sammen med sin mor. Ansøgerens mor forlod hende, da ansøgeren var omkring 11 år. Ansøgeren blev boende hos sin moster, som [A] opsøgte flere gange, fordi han ville giftes med ansøgeren. [A] opsøgte også ansøgeren, når ansøgeren var på vej i koranskole eller, når hun var hos sin moster. Ansøgerens moster sagde, at ansøgeren var for ung til at blive gift. På et tidspunkt opsøgte [A] mosterens bopæl og sagde, at ansøgeren skulle giftes med ham måneden efter. Såfremt ansøgeren nægtede, ville han slå hende ihjel. Ansøgeren udrejste derefter af Somalia. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 15 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at hun forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om forældrenes forsvinden, fætterens død, [As] henvendelser med ønske om ægteskab og mosterens beslutning om at sende ansøgeren ud af Somalia. På grund af ansøgerens unge alder må der tillægges hende en vis margen i hendes forklaring om tidsforløbet og de manglende detaljer. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den beskrevne konflikt er overensstemmende med baggrundsoplysningerne om forekomsten af tvangsægteskaber og ægteskaber mellem voksne og børn i Somalia. På denne baggrund, og da flertallet finder, at princippet om ”benefit of the doubt” skal finde anvendelse i denne sag, finder dette flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/31/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at de somaliske myndigheder vil slå hende ihjel, idet de tror, at hun har samarbejdet med al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun har serveret mad til myndighedspersoner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Somalia arbejdede på et spisested, som ofte havde kunder med tilknytning til myndighederne. [I slutningen af] 2011 blev ansøgeren på sit arbejde opsøgt af nogle personer fra al-Shabaab, der ønskede at købe noget mad. Personerne fortalte ansøgeren, at de ikke fandt hendes påklædning passende, og at hun skulle være påpasselig. Nogle dage efter modtog ansøgeren et brev, hvori hun blev truet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke ændrede sin påklædning og ophørte med at servere mad til myndighedspersoner. [I slutningen af] 2011 fortalte ansøgeren til nogle kunder fra militæret, at hun havde modtaget et trusselsbrev, og derfor ikke kunne servere mad for dem længere. Soldaterne blev vrede over, at ansøgeren afviste at servere for dem, og de begyndte endvidere at mistænke hende for at samarbejde med al-Shabaab. Ansøgeren blev på denne baggrund anholdt. Ansøgeren var herefter fængslet i 28 dage. Ansøgeren besluttede sig efter sin løsladelse for at udrejse af Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund men finder, at ansøgerens konflikter dels må anses for afsluttede, dels ikke har en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens forklaring påtalte folkene fra al-Shabaab hendes påklædning og forbød hende at sælge varer og mad til myndighedspersoner. Konflikten fandt sted for mere end 5 år siden, og al-Shabaab har i øvrigt ikke kontrol over Mogadisho længere. Efter at ansøger havde været tilbageholdt af myndighederne, blev hun løsladt uden betingelser, efter at [A] havde garanteret, at hun ikke tilhørte al-Shabaab, og ansøger kunne derefter uden problemer opholde sig i hjemmet og tage sig tid til at sælge sin forretning. Også dette forhold fandt sted for mere end 5 år siden og må betragtes som afsluttet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren, da hun udrejste af Somalia, havde en asylbegrundende konflikt. Det fremgår af ansøgerens familiesammenføringssag, at hun har forældre, der lever i Somalia. Af partshøringsskema fra [vinteren] 2016 fremgår, at ansøgers farmor lever udenfor Mogadishu. Ansøgeren har efter sin egen forklaring siden 2010 levet alene med sine meget yngre søskende og har været i stand til at etablere og drive en kiosk og et spisested og senere sælge dette. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har været og fortsat vil være i stand til at etablere og ernære sig i Somalia. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har i hvert tilfælde et familiemedlem nær Mogadishu, og tidligere har fået hjælp af naboer og klanmedlemmer med forbindelser til myndighederne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke har et mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/30/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret 2010] blev opsøgt af tre personer i hans fødevarebutik i [hans hjemby i Somalia]. De opfordrede han til at samarbejde med al-Shabaab, hvilket han afviste. Gennem den følgende måned opsøgte repræsentanter fra al-Shabaab ham i hans butik yderligere to gange og opfordrede ham til at samarbejde med organisationen. Han afviste hver gang repræsentanternes anmodning om at samarbejde. To dage efter det sidste besøg af al-Shabaab modtog han et telefonopkald. Manden som ringede til ham fortalte, at han kom fra al-Shabaab og forklarede, at han var dødsdømt, fordi han tidligere havde nægtet at samarbejde med dem. Efter dette valgte han at flygte hjem til sin ven [A’s] bopæl [også beliggende i hans hjemby]. Han opholdt sig på [A’s] bopæl i fire dage, hvor han ikke havde kontakt til nogen. Herefter valgte han at flygte til Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren forklaring om al-Shabaabs henvendelser fremstår utroværdige, herunder dels at al-Shabaab skulle have truet ansøgeren til at spionere mod kunderne i ansøgerens kiosk, dels at al-Shabaab uden videre skulle have accepteret ansøgerens afvisninger, og at ansøgeren turde møde i kiosken efter al-Shabaabs henvendelser. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor og hvordan al-Shabaab kontaktede han. Til asylsamtalen i [efteråret 2016] har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab opsøgte ansøgeren tre gange i hans kiosk, og at al-Shabaab ringede til ham én gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab opsøgte han to gange i kiosken, én gang på hans bopæl samt at al-Shabaab ringede til ham én gang. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål om, hvor mange indbyggere, der er i [den by], hvor ansøgeren skulle være født og opvokset, og hvor mange huse der er i byen. Nævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren end ikke har besvaret spørgsmålene skønsmæssigt. Flygtningenævnet lægger endelige vægt på, at der består en væsentlig uoverensstemmelse mellem, hvor ansøgeren hævder, han kommer fra i Somalia, og resultatet af sproganalysen [fra efteråret 2016]. Ansøgeren hævder, at han har levet sit liv frem til 2011 i det sydlige Somalia, herunder i [den angivne hjemby], hvilket ifølge sproganalysen er vurderet at være ”very unlikely”. Derimod peger analysen i retning af, at ansøgerens sprogbrug med ”a high degree of certainty” er forenelig med sprogbrugen i ”the northeastern Somalia”. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at årsagen til udfaldet af sproganalysen kan være, at han har taget nogle af ordene med fra hans omgangskreds i Etiopien, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret eller individuel risiko for at blev efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark, efter at ansøgeren har modtaget afslag på familiesammenføring. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/3/smla
Nævnet hjemviste i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni muslim og etnisk somali fra Darood klanen. Han boede i den Puntland kontrollerede del af Galkayo by i Mudug regionen. Han har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i flere år har arbejdet som journalist i Galkayo, senest for radiostationen [A]. Ansøgeren oplæste nyheder, herunder dem, som al-Shabaab ikke brød sig om. I Flygtningenævnet har han omtalt, at han blandt andet stod for en serie på 8 radioudsendelser, der var særdeles kritiske over for al-Shabaab. Han optrådte også i fjernsynet. Der er lydoptagelser på nettet, hvor han stiller kritiske spørgsmål om al-Shabaabs drab. Man kan læse herom på hans hjemmeside. Som journalist havde han også en YouTube kanal, ligeledes med al-Shabaab-kritisk indhold. I nævnet har ansøgeren beskrevet sig som en samfundsaktivist. Al-Shabaab har slået flere journalister ihjel på [A]. [I starten af] 2014 blev en al-Shabaab-tilknyttet person, Abdi, arresteret, mens han var ved at planlægge mordet på en mand. Politiet fandt i den forbindelse en al-Shabaab-dødsliste med pågældende mands og mange andres navne, herunder ansøgerens. Under interview på politistationen truede Abdi ansøgeren og andre journalister, hvis navne stod på listen. Ansøgeren så selv sit navn i en lille bog, hvor der med kuglepen på 2-3 sider var mindst 100 navne. Han læste navne på flere regeringsmedlemmer, journalister, forretningsfolk og imamer på listen. Episoden blev omtalt i radio og tv. Det fremgik ikke af omtalen, at ansøgerens navn var på listen. Ansøgeren frygtede fra da af for sit liv. Der gik imidlertid lang tid før, ansøgeren havde råd til at flygte. Han søgte økonomisk hjælp til flugten fra Journalister uden Grænser og indhentede til støtte for sin ansøgning herom en erklæring på engelsk [i slutningen af] 2014 fra politiet i Mudug, hvorved politiet bekræfter, at ansøgerens navn er på dødslisten fra [starten af] 2014. Ansøgerens ven [B] ”Silver”, hvis navn også står listen, blev dræbt [i slutningen af] 2014. Silver var da i selskab med en anden journalist, der ligeledes blev ramt, men overlevede. Omkring årsskiftet 2014/15 flygtede [A’s] chef, [C], der havde modtaget trusler. Derefter var ansøgeren fungerende leder af [A] til han udrejste. Fra [slutningen af] 2014 og til udrejsen modtog ansøgeren ofte anonyme telefoniske dødstrusler fra forskellige personer, der blandt andet sagde, at det ville gå ham, som det var gået hans ven. De fleste trusler blev givet fremsat på vegne af al-Shabaab. Nogle gange sagde den, der ringede direkte, at han var fra al-Shabaab. I Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at en gang, i [sommeren] 2015, sagde ham, der ringede, hvad han hed. Vedkommende oplyste, han hed Abu Saif. I nævnet har ansøgeren oplyst, at han optog samtalen, som han for nyligt har fået genskabt. Samtalen blev afspillet under nævnsmødet. Ansøgeren blev truet omkring to gange om måneden. Formålet med dødstruslerne var at skræmme ham til at ophøre med at arbejde som al-Shabaab-kritisk journalist. Under andre samtaler, der nok var fra mere lokale muslimer, blev der udtrykt betydelig utilfredshed med noget, han har sagt i radioen, herunder om musik. Andre samtaler vedrørte klanfejder. I [foråret] 2015 rettede to mænd henvendelse på hans bopæl – hos hans faster – umiddelbart efter, at han selv var ankommet. De pågældende spurgte efter den mand, der lige var kommet. Fasters datter så gennem et hul i døren, at de to mænd var bevæbnede. Fasteren sagde til de pågældende, at der ikke var kommet nogen, og at mændene skulle gå, hvilket de gjorde. Det er klart mest sandsynligt, at mændene var fra al-Shabaab. Han frygtede derefter i endnu højere grad for sit liv. Indtil flugten opholdt han sig ofte på et hotel ved radiostationen, hvor der, som på radioen, var bevæbnede vagter, og hvor al-Shabaab derfor havde sværere ved at udføre målrettede angreb. Han var dog også ofte hjemme, måske omkring halvdelen af tiden. Afgørende herfor var blandt andet de konkrete advarsler, han fik fra navnlig politiet. Efter at have afsluttet et længerevarende planlægningsforløb udrejste han i [sommeren] 2015 illegalt til Etiopien. Ansøgeren har efter udrejsen haft kontakt til [A], der ikke har kunnet skaffe ham en kopi af hans båndede interview med Abdi. Stationen sender stadig. De medarbejdere, der var på stationen sammen med ansøgeren, er alle flygtet. På grund af krigshandlinger har hans ægtefælle, to børn og yngre søskende siden ultimo 2015 boet i byen Harfo i Mudug regionen, mens hans mor har opholdt sig i Boosaaso by i Bari regionen. Ansøgeren vil ikke selv kunne gemme sig i Harfo eller Boosaaso, hvor al-Shabaab også har magt og samarbejder med al-Shabaab i Galkayo. Den for ansøgeren beskikkede advokat har – efter at ansøgeren har afgivet forklaring – nedlagt principal påstand om, at sagen ikke afgøres på det foreliggende grundlag, idet oplysningerne om ansøgerens al-Shabaab-kritiske hjemmeside, YouTube-kanal samt radio- og tv-udsendelser bør undersøges nærmere. Da oplysningerne om adresserne på ansøgerens hjemmeside og YouTube kanalen blev meddelt Udlændingestyrelsen inden samtalen i [sommeren] 2016 og længe inden styrelsen traf afgørelse, bør sagen hjemvises. Alternativt bør sagen udsættes på, at nævnet foranlediger forholdene undersøgt. Udlændingestyrelsens repræsentant har heroverfor gjort gældende, at der ikke er fremkommet sådanne nye oplysninger under nævnsmødet, at sagen ikke bør afgøres på det foreliggende grundlag. Hvis det skønnes nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser, er det ikke afgørende for styrelsen, om sagen udsættes eller hjemvises. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som et centralt led i sit asylmotiv har forklaret, at han som journalist åbent var meget kritisk over for al-Shabaab, og at dette skulle fremgå af en radioserie, tv-indslag, hans YouTube kanal samt det han skrev på sin hjemmeside. Til brug for vurderingen af troværdigheden af denne del af forklaringen bør det materiale, der kan findes herom undersøges. Ansøgeren har til styrelsen oplyst de relevante hjemmeside- og YouTube-adresser. Ingen del af indholdet heraf findes i sagen, og styrelsen har kun i meget begrænset omfang spurgt ind hertil under samtalerne med ansøgeren. Under disse omstændigheder ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet afgørelse.” soma/2018/29/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiji, underklanen Murursade og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag anført, at han sammen med sin familie har været udsat for gentagne røverier i deres butik. Han har også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han har endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han fortsat ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi klageren frygter, at han ikke vil kunne klare sig i Somalia. Klagerens familie er død, og han har ikke andet netværk i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2007 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu, herunder klagerens oplysninger om nylige bombesprængninger, ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har opholdt sig indtil 2002. Det er oplyst, at klageren har opholdt sig i Danmark som familiesammenført i perioden fra [foråret] 2003 til [foråret] 2003, hvor han igen udrejste, og at han herefter har haft lovligt ophold fra 2012. Han blev i 2014 gift med en somalisk kvinde, der efter det oplyste har bopæl i Uganda. Han har ingen familie i Danmark. Klageren har sin svigerfar i Somalia, og har efter det oplyste ikke yderligere i Somalia. Klageren har i [slutning af] 2007 afsluttet et 12-måneders frisørkursus. I perioden fra [foråret] 2012 til [vinteren] 2015 har klageren modtaget offentlige ydelser og derefter har han, indtil [slutning af] 2015, modtaget SU. Han har bestået Dansk 2 i [sommeren] 2014 og matematik niveau g i [vinteren] 2015. Klagerens eneste tilknytning til arbejdsmarkedet består i, at han fra [starten af] 2016 har været selvstændig erhvervsdrivende med egen frisørsalon. Der er fremlagt årsopgørelse fra 2016, hvoraf det fremgår, at klagerens overskud af egen virksomhed udgjorde […] kr. Klageren har ikke fremlagt årsopgørelse eller andre oplysninger om virksomhedens indtægt for 2017. Klageren har ikke deltaget i foreninger eller organisationer i Danmark, og han er sund og rask. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/28/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiji, underklanen Murursade og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag anført, at han sammen med sin familie har været udsat for gentagne røverier i deres butik. Han har også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han har endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han fortsat ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi klageren frygter, at han ikke vil kunne klare sig i Somalia. Klagerens familie er død, og han har ikke andet netværk i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2007 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu, herunder klagerens oplysninger om nylige bombesprængninger, ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har opholdt sig indtil 2002. Det er oplyst, at klageren har opholdt sig i Danmark som familiesammenført i perioden fra [foråret] 2003 til [foråret] 2003, hvor han igen udrejste, og at han herefter har haft lovligt ophold fra 2012. Han blev i 2014 gift med en somalisk kvinde, der efter det oplyste har bopæl i Uganda. Han har ingen familie i Danmark. Klageren har sin svigerfar i Somalia, og har efter det oplyste ikke yderligere i Somalia. Klageren har i [slutning af] 2007 afsluttet et 12-måneders frisørkursus. I perioden fra [foråret] 2012 til [vinteren] 2015 har klageren modtaget offentlige ydelser og derefter har han, indtil [slutning af] 2015, modtaget SU. Han har bestået Dansk 2 i [sommeren] 2014 og matematik niveau g i [vinteren] 2015. Klagerens eneste tilknytning til arbejdsmarkedet består i, at han fra [starten af] 2016 har været selvstændig erhvervsdrivende med egen frisørsalon. Der er fremlagt årsopgørelse fra 2016, hvoraf det fremgår, at klagerens overskud af egen virksomhed udgjorde […] kr. Klageren har ikke fremlagt årsopgørelse eller andre oplysninger om virksomhedens indtægt for 2017. Klageren har ikke deltaget i foreninger eller organisationer i Danmark, og han er sund og rask. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/27/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Rahanweyne og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han flere gange er forsøgt hvervet af Al-Shabaab. Hertil kommer, at man som følge af konflikterne i landet ikke kan leve i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvunget til at slå nogen ihjel eller selv vil blive slået ihjel. Klageren har oplyst, at hans far gerne ville være politikker i landet, men blev slået ihjel. Klageren tror, at hans far blev slået ihjel af politiske årsager af Al-Shabaab. Klagerens onkel blev også slået ihjel, fordi han var politisk aktiv. Klageren frygter derfor, at han også vil blive slået ihjel på grund af blodhævn. Klageren har ikke hus eller familie i Mogadishu, hvorfor han ikke kan bo der. Klageren har under nævnsmødet yderligere oplyst, at nogle venner fra Facebook, har fortalt, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel af sin klan. Endelig har han henvist til, at han vil være i Al-Shabaabs søgelys som følge af, at han har opholdt sig flere år i Vesten. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse [i starten af] 2010 stilling til klagerens asylmotiv i forhold til Al-Shabaab. Nævnet fandt ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt i søgelyset hos Al-Shabaab med henblik på hvervning og fandt således ikke, at han opfyldte betingelserne for at få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i Al-Shabaabs søgelys, hverken som følge af det oprindelige asylmotiv, men heller ikke som følge af, at han har opholdt sig i Vesten i flere år. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer at blive dræbt af sin klan, hvis han vender tilbage til Mogadishu. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren først under nævnsmødet har omtalt dette, ligesom han ikke nærmere har redegjort for baggrunden for, at hans klan skulle ønske at dræbe ham. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i flere sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at dette er tilfældet, således at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Somalia og har boet i Mogadishu indtil sin udrejse i 2009. Han har efter det oplyste ingen nære familiemedlemmer i Somalia. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden 2012 og har bestået Dansk 2, ligesom han efter det oplyste har gennemført 9. klasse. Han har siden sommeren 2016 arbejdet som rengøringsassistent. Den første tid få timer ugentligt og siden [sommeren] 2017 i 30-37 timer ugentligt. Han taler noget dansk. Han har ingen familiemedlemmer i Danmark, men har under nævnsmødet oplyst, at han er forlovet med en herboende somalisk kvinde, og at parret skal giftes i [sommeren] 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/26/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, underklan Murusade, subklan Sabti og er muslim fra Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet han i hemmelighed giftede sig med en kvinde, [A], der var lovet væk til en mand fra al-Shabaab. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede [A’s] familie, idet de ikke støttede ægteskabet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I berigtiget afgørelse [ fra foråret 2017] har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab til grund, idet klageren på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Endvidere forekommer væsentlige dele af klagerens forklaring ikke sandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvad der skete med imamen [B], der viede klageren, og om episoden, hvor klageren blev angrebet på bopælen. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra fængslet, ligesom klagerens forklaring herom ikke forekommer sandsynlig. Derudover har klageren forklaret divergerende om, hvordan hans udrejse blev finansieret. Endelig har klageren forklaret divergerende og udbyggende om sin digtskrivning. Henset til, at der er en nær sammenhæng med klagerens påståede konflikt med sin tidligere hustrus familie og konflikterne med al-Shabaab, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge denne del af klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de af klagerens advokat påberåbte sagsbehandlingsfejl ved Udlændingestyrelsens oprindelige afgørelse om opholdstilladelse ikke kan føre til en ændret vurdering af klagerens troværdighed. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab henholdsvis sin tidligere hustrus familie i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i sommeren 2014], således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at Bargaan i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på det forhold, at klageren har boet i Bargaan i Galgaduud-regionen frem til 2014, som igennem længere tid havde været under al-Shabaab kontrol, hvilket klageren dermed har erfaring med. Endvidere har klageren fortsat familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet overfor al-Shabaab. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Bargaan i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år, han har bestået danskprøve 2, har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Han er medstifter af foreningen [C], men har ikke i øvrigt engageret sig i foreningslivet i Danmark. Klageren har hustru og 6 måneder gammel søn i Danmark. Hustruen er fra Somalia og har fået inddraget sin opholdstilladelse. Klageren har boet i Somalia, senest i Bargaan, indtil han var ca. 24 år, og klagerens mor bor fortsat i Bargaan. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2018/25/MAH
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk [A] og muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af AMISOM, fordi de ikke kan skelne mellem civile fra al-Shaabab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shaabab, idet de vil mistænke klageren for at være en spion, grundet hans ophold i Europa. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren primo] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens oprindelige asylmotiv Klageren har ikke for Flygtningenævnet påberåbt sig sit oprindelige asylmotiv. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [B] i [C] regionen igennem længere tid har været under de facto kontrol af AMISOM, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under AMISOM kontrol. Efter en samlet vurdering af de foreliggende nyeste baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne anført i Udlændingestyrelsens afgørelse og i EASO Country of Origin Information Report Somalia Security Situation, December 2017 og Asylum Research Consultancy Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu), finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren primo] 2012, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet finder således, at det må lægges til grund, at de generelle forhold i [B], uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er forbedrede, og at forbedringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren, der ikke er profileret i forhold til de somaliske myndigheder, AMISOM eller al-Shabaab, til [B] i [C] regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren, der er opvokset i [B], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse, oplyst blandt andet, at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 6 år og 1 måned. Klageren har bestået prøve i Dansk 2 og 9. og 10. klasse og enkelt fag på VUC. Klageren har i en periode gået på teknisk skole, men har afbrudt uddannelsen på grund af klagerens kones graviditet. Klageren har i 2017 været i praktik i 4 uger i [D]. Klageren har siden [primo] 2018 været ansat hos vikarbureauet [E] og han har gennem sin ansættelse her siden den [primo] 2014 arbejdet 34 timer om ugen i virksomheden [F]. Han har siden sommeren 2017 været aktiv i [G] i [H], hvor han bl.a. har været med til at arrangere arrangementer i forbindelse med kommunalvalget i [ultimo vinteren] 2017. Klageren er sund og rask. Han interesserer sig for fitness, familie, venner og at læse. Klageren er [sommeren] 2014 blevet gift med en somalisk kvinde fra Mogadishu. Hun kom til Danmark som lille, hvor hun sammen med sin far og søskende blev familiesammenført med sin mor. Klagerens kone fik efter det oplyste tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da hun blev 18 år. Hun har ikke familie i Somalia. Klageren har kun fjerne slægtninge i Somalia. Klageren og ægtefællen har to drenge født henholdsvis [sommeren] 2015 og [efteråret] 2016, og klageren har ikke i øvrigt familie i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende for ham og hans herboende nære familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, smh. med artikel 8 i EMRK. Nævnets flertal har ved afgørelsen navnlig lagt vægt på konsekvenserne for klagerens ægtefælle og børn, såfremt klagerens opholdstilladelse inddrages. Nævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på varigheden af klagerens ægteskab, varigheden af ægtefællens ophold i Danmark, og at klagerens ægtefælle har levet den væsentligste del af sit liv i Danmark og ikke reelt har nogen tilknytning til Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2018/24/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [A] og muslim fra [B], [C], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb af al-Shaabab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at klageren havde en konflikt med al-Shaabab, hvilket tog udspring i, at al-Shaabab kontaktede hendes ægtefælle, fordi de gerne ville have ham. Omkring to måneder efter kontaktede de klagerens far første gang. Tre maskerede mænd fra al-Shaabab opsøgte herefter klagerens bopæl, hvor hun og hendes far opholdte sig. De sagde, at klagerens ægtefælle var væk og at de anså ham for at være vantroende, hvorfor hun ikke længere kunne være gift med ham. Mændene fra al-Shaabab ville derfor gerne have, at klagerens far gav hende væk til en af de tre mænd. Klagerens far svarede, at det kunne han ikke gå med til, da klageren allerede var gift, men mændene insisterede på, at det skulle han. De sagde til klagerens far, at han skulle tænke over det, og at de ville komme tilbage. Såfremt klagerens far ikke indvilligede i ægteskab med en af de tre mænd, så ville det gå ud over faren. De sagde, at de ville vende tilbage efter tre dage. Klageren udrejse herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren i første samtale med de danske myndigheder i [sommeren] 2012 adspurgt om sit asylmotiv oplyste, at hun søgte asyl i Danmark med henblik på at kunne sende penge hjem til moderen, eller alternativt at moderen efterfølgende kunne komme til Danmark på en familiesammenføring. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke rejste til Kenya, hvor hendes mand opholdt sig, fordi livet var hårdt. Nævnet er opmærksom på, at klageren, da hun blev konfronteret med det oprindeligt oplyste asylmotiv til samtalen i [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke i den første samtale var blevet spurgt ind til sine problemer. Nævnet finder imidlertid, at det er bemærkelsesværdigt, at klageren ikke af egen drift forklarede om det senere påberåbte asylmotiv, henset til at det angiveligt denne udefrakommende begivenhed, der var årsagen til, at hun forlod sin familie. Flygtningenævnet lægger videre på, at klageren har forklaret udbyggende. Klageren forklarede således ikke i samtalerne i 2012 om, at al-Shabaab skulle have bortført klagerens far. Dette forklarede klageren imidlertid i samtalen [foråret] 2017. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende på centrale punkter om omstændigheder vedrørende asylmotivet. Klageren har således til samtalen [i efteråret] 2012 forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt af tre maskerede og bevæbnede personer fra al-Shabaab, som forlangte, at hun skulle gifte sig med en af mændene, og at de, da klagerens far afslog dette, sagde, at de ville komme igen to dage senere, hvorefter de gik. Klageren forklarede videre, at hun udrejste morgenen, efter at mændene havde været på bopælen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren, at mændene, da de gik, sagde, at de ville komme tilbage efter tre dage. Klageren forklarede videre, at hun udrejste to dage efter, at mændene havde været på bopælen. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren modsat i samtalerne med Udlændingestyrelsen for nævnet har forklaret, at hendes ægtefælle ikke havde været kidnappet af al-Shabaab, inden han flygtede til Kenya. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens begrænsede uddannelse i Somalia og på den tid, der er gået imellem de to samtaler. Nævnet finder imidlertid, at der er tale om så centrale omstændigheder, at det må forventes, at en person, der har været udsat for en sådan oplevelse, vil kunne huske sådanne omstændigheder og forklare ensartet herom. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at klagerens far for at skaffe penge til klageren udrejse solgte sit hus inden, al-Shabaab kom og forlangte, at hun skulle giftes med en al-Shabaab-mand, svækker klagerens troværdighed. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [B] i [C] regionen igennem længere tid har været under de facto kontrol af AMISOM, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under AMISOM kontrol. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne anført i Udlændingestyrelsens afgørelse og i EASO Country of Origin Information Report Somalia Security Situation, December 2017 og Asylum Research Consultancy Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu) fra 25. januar 2018, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2012, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet finder således, at de generelle forhold i [B], uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er forbedrede, og at forbedringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring om sin påståede konflikt, lægger nævnet til grund, at klagerens far og ældste bror, der nu er omkring 19 år, fortsat opholder sig i Somalia, og at ansøgeren har et mandligt netværk i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [B] i [C] regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren oplyst blandt andet, at hun har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5½ år. Hun har bestået Danskprøve 1 og har siden [vinteren ultimo] 2016 gået på AOF på FVU dansk og FVU matematik, men hun har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har ikke – bortset fra to praktikophold af henholdsvis 3 og 6 måneders varighed – haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Hun har ikke engageret sig i foreningslivet her i landet. Hun er sund og rask. Hun har ikke børn, og hun har ikke familie i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/23/IBK
Nævnet hjemviste i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013 Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har nedlagt påstand om hjemvisning navnlig med henblik på fornyet vurdering af klagerens tilknytning til Danmark. Klageren har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand. Efter parternes samstemmende påstande hjemviser Flygtningenævnet sagen.” Soma/2018/22/IBK
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som han er eftersøgt af. Han frygter videre de somaliske myndigheder, da de har noteret hans navn og mistænker ham for at tilhøre al-Shabaab. Klageren har ingen familie, der kan hjælpe ham, hvis han bliver tilbageholdt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klageren blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia. Det skal herefter vurderes, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flertallet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der skal endelig tages stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnets flertal, at der ikke er belæg for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er senest affattet ved L nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002), og der skelnes i bemærkningerne til bestemmelsen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 8 er senest affattet ved lov nr. 403 af 1. juni 2005 (lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005), hvoraf følgende fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslaget (nr. 4-9): ”Som følge af de pågældende personers særlige status som kvoteflygtninge vil spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1 (om inddragelse som følge af ændring i grundlaget for en ansøgning om opholdstilladelse m.v.), i almindelighed ikke komme på tale. Inddragelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, kan dog komme på tale i de sjældne tilfælde, hvor grundlaget for opholdstilladelsen er afgørende forrykket, f.eks. i tilfælde af personforveksling o.l.” Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) indsattes som 2. pkt. til § 19, stk. 1, nr. 1: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen.” Der skelnes i bemærkningerne til lovændringen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Det bemærkes, at § 19, stk. 1, nr. 1, er suppleret af § 19. stk. 2, nr. 4, der blev affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. L 188 af 26. marts 2010). Bestemmelsen vedrører inddragelse som følge af flygtninges rejser til hjemlandet. Der er heller ikke i bemærkningerne til denne lovændring, eller i bemærkningerne til lovforslag nr. L 87 af 10. december 2015, der tilføjede et 3. pkt. til bestemmelsen, skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. I bemærkningerne til den oprindelige udlændingelov fra 1983, hvorved § 19, stk. 1, oprindeligt blev indført, er det alene anført, at bestemmelsen svarer til § 15 i det udkast til udlændingelov, der er indeholdt i betænkning om udlændingelovgivningen (betænkning nr. 968/82). Der skelnes ikke i betænkningen mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8, og der ses heller ikke at være skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8 i senere ændringer til bestemmelsen forud for nyaffattelsen i 2002. Bemærkningerne i lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005 forekommer således at være enkeltstående, uden støtte i øvrigt i lovens forarbejder. Bemærkningerne fremgår endvidere ikke til en ændring af udlændingelovens § 19 om inddragelse, men til en ændring af udlændingelovens § 8. Der er derfor ikke grundlag for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Om § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnets flertal, at § 26, stk. 1, indeholder en række hensyn, som der navnlig skal lægges vægt på ved en afgørelse om inddragelse, herunder bl.a. udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, jf. § 26, stk. 1, nr. 5. Af forarbejderne til loven fremgår herom, jf. betænkning nr. 882/1979, side 118: ”Efter bestemmelsen skal der også tages hensyn til udlændingens eventuelt manglende eller svage tilknytning til det eller de lande, hvor udlændingen efter en udvisning kan ventes at tage ophold. En udlændings forbindelse med hjemlandet kan være ringe, f.eks. fordi den pågældende er rejst derfra i en meget ung alder. Udvisningen bør i så fald kun ske i særligt kvalificerede tilfælde. At forholdene i udlændingens hjemland generelt er ringere end forholdene her i landet, er ikke i sig selv et hensyn, der bør indgå i afvejningen.” Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren var 12-13 år på tidspunktet for sin udrejse af Somalia, og at han ikke siden har haft kontakt med sin familie i Somalia, men at han af en ven er blevet oplyst om, at hans far er blevet kidnappet. Ansøgerens mor døde, da ansøgeren var tre år gammel. Han ved ikke, hvor hverken hans halvsøskende eller stedmor opholder sig. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnets flertal, at vurderingen efter § 26 skal ses i lyset af, at klageren er udrejst af Somalia som ganske ung og ikke siden har haft kontakt til sin familie, som han ikke ved hvor befinder sig, og at inddragelse derfor som udgangspunkt bør ske, hvis der er tale om et ”kvalificeret tilfælde”. Klageren blev [i foråret] 2013 genbosat i Danmark fra Kenya. Han indrejste i Danmark [i foråret] 2013 og har således opholdt sig lovligt i Danmark i over 4 ½ år. Han har et barn med en dansk statsborger fra Grønland på omkring 1½ år, som han har regelmæssig kontakt med via telefon og skype. Han har bestået danskprøve 2, og har under nævnsmødet udvist et grundlæggende kendskab til dansk, som han taler og forstår. Han har i Danmark gået på en ungdomsskole, været på et højskoleophold af 1 års varighed og tager nu 9. klasse på VUC. Han har, ved siden af sin skole, arbejdet for forskellige vikarbureauer i omkring 2 år med varierende arbejdstider. Han har tidligere været aktiv frivillig hjælper i Den Somaliske forening i Kolding, som efter det oplyste er en forening, som bygger bro, med fokus på mangfoldighed, samhørighed, åbenhed og fællesskab. Han har efter det oplyste her været frivillig hjælper i en lektiecafé, stået for fællesaktiviteter til mindreårige børn og været fodboldtræner for et senior fodboldhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende for klageren, hvorfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2017 ændres, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2.” Soma/2018/21/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Abgal og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle uroligheder i Somalia. Hun har tillige henvist til, at hun frygter en højt placeret mand fra al-Shabaab, det han før hendes udrejse af Somalia, havde forsøgt at tvinge hende til at indgå i et ægteskab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen tilsidesatte oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv [fra sommeren] 2012, og Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sit ophold i Europa efter sin udrejse af Somalia, ligesom klageren har forklaret udbyggende om sin samtale med sin bror i Sverige, herunder at broren skulle have truet klageren, og at broren skulle have oplyst, at også to af klagerens halvbrødre var blevet dræbt samtidig med faren. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at klagerens far angiveligt er blevet dræbt som følge af klagerens konflikt flere år efter klagerens udrejse. Nævnet finder det derudover mindre sandsynligt, at klageren først efter Udlændingestyrelsens inddragelse af klagerens opholdstilladelse har eftersøgt sin mor, selvom klageren to-tre år tidligere havde fået oplyst, at moren var flygtet ud af landet. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet lagt vægt på, hvordan klageren har fremstået for nævnet, herunder at klageren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål. Ligeledes har nævnet lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket, idet hun ved indrejsen til Danmark opgav falsk identitet. Endelig afsvækker det klagerens påstand om behovet for beskyttelse, at klageren udrejste af Somalia i 2009 og herefter må antages at have opholdt sig i Europa men først søgte om asyl i 2011. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund klagerens forklaring om sin konflikt med militsgruppen al-Shabaab som konstrueret og utroværdig. Nævnet kan som følge heraf heller ikke lægge til grund, at klagerens far og to halvbrødre er døde. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor hun boede, indtil hun var ca. 17 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år, hun har bestået danskprøve 2, har ikke opnået en tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Omvendt må det lægges til grund, at klageren har familie i Somalia, herunder sin far, halvbrødre og sine forældres familier. Klageren har under hele sit ophold i Danmark modtaget offentlige ydelser. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/20/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Banadir, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi hun har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev opsøgt af tre eller fire medlemmer af al-Shabaab i ultimo 2008/primo 2009. Medlemmerne bad hende om at tilslutte sig al-Shabaab. De ville have, at hun skulle lave mad til gruppen, holde øje med regeringssoldaterne i byen og blive trænet i kamp. Hun nægtede at tilslutte sig. Al-Shabaab forsøgte at rekruttere alle unge piger i området. Ansøgeren blev opsøgt af al-Shabaab medlemmer omkring ti gange i alt frem til hendes udrejse i [efteråret 2009]. Hun blev hver gang bedt om at tilslutte sig, hvilket hun nægtede. Medlemmerne truede med at slå ansøgeren og hendes søskende ihjel, hvis hun fortsat nægtede. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den periode, hvor hun hævder at skulle være forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren således først, at hun var blevet opsøgt ti gange på en måned. Senere i samtalen forklarede hun i perioden primo 2009 til sin udrejse i [efteråret 2009] blev forsøgt rekrutteret ti gange i alt. Flygtningenævnet finder, at både antallet af henvendelser for al-Shabaab og den periode henvendelserne foregik over er en væsentlig oplysning, som en person, der har været udsat herfor, må forventes at kunne forklare ensartet om. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren kunne afvise al-Shabaab ti gange, uden at det fik konsekvenser for hende. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun genkendte de personer, der opsøgte hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun kendte mændene perifært fra området, idet ansøgeren og mændene boede i samme område. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2016] har ansøgeren forklaret, at hun ikke genkendte personerne, da de var maskerede. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først har ansøgt om asyl i Danmark i [efteråret 2015], henset til at hendes mand, som hun har været gift med siden 2006, har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først oplyste et asylmotiv, efter at Udlændingestyrelsen [i efteråret 2014] har meddelt afslag på en ansøgning om familiesammenføring. I lyset af ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være uden netværk i Mogadishu. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren er født i Mogadishu og opholdt sig der før sin udrejse af Somalia, finder nævnet at skulle vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af ansøgeren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af 7. og 17. juli 2017 samt 29. september 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at den bombesprængning, der fandt sted i Mogadishu den 14. oktober 2017, er udtryk for en sådan forværring af den generelle situation, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/2/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darood og er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Han oplyste videre, at han ligeledes frygter at få problemer med de somaliske myndigheder, der vil associere ham med al-Shabaab og frihedsberøve ham, fordi han hedder [A] til efternavn. Til støtte herfor oplyste klageren, at hans bror i 2015 blev stoppet i Mogadishu lufthavn og at han var tilbageholdt i en måned, fordi han hedder [A] til efternavn. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet lagde oprindeligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men både styrelsen og Flygtningenævnet fandt, at det af klageren anførte ikke var asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at der ikke er tilvejebragt oplysninger, der giver grundlag for at ændre denne vurdering. Ligeledes finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han alene som følge af sit efternavn må antages at risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han boede, indtil han var ca. 30 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år, han har bestået danskprøve 1, har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Klageren har tre søskende i Danmark og blandt andet ægtefælle og to børn samt mor i Sverige. Klagerens far og farens familie bor i Kismayo, Somalia. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/19/CHA
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
